SAMMEN STÅR VI STÆRKEREFællesskab og bred opbakning er afgørende for CARE Danmarks arbejde. Både ude og hjemme

Nr. 04 - 2014

| FRA REDAKTØREN |

| 2

CARE DANMARK Jemtelandsgade 1, 2300 København STELEFON 35 200 100 E-MAIL care@care.dk WEBSITE www.care.dkOPLAG 31.000 - ISSN 1903-878X GIRO 951-5151

ANSVARSHAVENDE Marianne Haahr REDAKTØR Mette Noppenau REDAKTION Liv Helstrup Østergaard, Nanna Apergis, Helene Chéret, Sutikamon Højrup E-MAIL redaktionen@care.dk LAYOUT Sutikamon HøjrupKORREKTUR Lene Bruhn FORSIDE Illustration: CARE Danmark

REDAKTIONEN

I dette nummer sætter vi fokus på fællesskaber. Store og små fællesskaber. Lokale og nationale fællesskaber. Klassiske fællesskaber og nye typer af fællesskaber. For selvom mange dropper forsamlingshuset til fordel for Facebook, interagerer vi stadig med hinanden. Det foregår bare i stigende grad i digitale fællesskaber.

Mere end tre millioner danskere er på Facebook. Næsten to millioner danskere bruger Linkedin. Godt 500.000 danskere har en profil på Instagram – for ikke at nævne Twitter, YouTube og Google Plus. De digitale fælles-skaber er ikke kun forbeholdt de unge, som er født med en mobiltelefon i hånden. Seniorerne er også med på den digitale bølge. Det er kort sagt en bred samfundstendens. Men selvom fællesskaberne flytter sig til cyberspace, giver udvekslingen mellem mennesker stadig vores liv værdi. Det giver os følelsen af at være en del af et større fællesskab.

Og danskerne bakker op om fællesskabet. Her i magasinet kan du for eksempel læse, at 64 procent sidste år gav penge til velgørenhed, og 71 procent mener, at vi er forpligtet til at hjælpe andre.

CARE Danmarks arbejde handler også om fællesskab. Opbakning fra danskerne er grundstenen i vores arbejde. Det er her vi samler kraft og midler til at styrke civile fællesskaber i ulandene, hvor den slags mobilisering sjældent har et stærkt rodfæste. Og at stå sammen er essentielt, hvis man vil sikre sine rettigheder og skabe forandring i politisk svage stater. Det har de blandt andet lært i Ghana. Læs hvordan på side 4.

Med de nye digitale redskaber ophæves landegrænserne, og vi kan nemt kommunikere på tværs af kloden. Det betyder blandt andet, at du kan komme helt tæt på indbyggerne i vores klimalandsby Kasapo i Tanzania ved at besøge Care.dk eller følge klimadebatten på vores facebookside.

Vi bliver glade hver gang vi får et like på Facebook, et besøg på Care.dk og et klik på vores elektroniske nyhedsbrev. Det vidner nemlig om, at I bakker op om CARE Danmarks fællesskab. Allermest glade er vi dog for vores medlemmer. Jer der holder fast og tiltrækker nye medlemmer til CARE-fællesskabet. Vi har interviewet tre trofaste CARE-medlemmer om fællesskab. Mød dem på side 16.

De, du og jeg er en del af det globale fællesskab. Et fællesskab som i en tid med konflikter og klimakriser kræver at vi rykker tættere sammen og hjælper hinanden. For sammen er vi stærkest.

Mette Noppenau, redaktør

SAMMEN ER VI STÆRKEST

| Fot

o: ©

CAR

E Da

nmar

k -

Niko

laj H

oum

ann

Mor

tens

en |

| 3

LANDSBYER STÅR STÆRKT I FÆLLESSKAB

Vi kendte lovgivningen, og vi vidste, at mineselskabet skulle have talt med os, før de begyndte at grave i vores jord. Så vi ville ikke lade dem arbejde her.

’Hvis du underviser mennesker i deres rettigheder og i, hvad de kan få ud af at deltage i politiske processer, så kommer resten af sig selv. De ved præcis, hvad de skal gøre, og de går i gang med det samme. Hvis lokal- samfundene står sammen, kan de opnå meget.’Samuel M. Mawutor, programkoordinator i CAREs partnerorganisation, Civic Response.

’Så må det vist være nok,’ siger Ana Gyetua, efter at hun og hendes to veninder er blevet fotograferet på kryds og tværs fra flere forskellige vinkler.

Ana Gyetua på 55 år, Teresa Darko på 47 år og 44-årige Elisabeth Obeng er alle fra landsbyen Saamang i det vestlige Ghana. Ingen af de tre kvinder virker synderligt begejstrede for at få pladsen i rampelyset, da CARE er på besøg for at høre, hvordan de tog kampen mod et multinationalt mineselskab op. En ulige kamp, som kvinderne og deres landsby alligevel vandt.

ET STIGENDE PROBLEM FOR LOKALBEFOLKNINGENDe tre kvinder i Saamang står langt fra alene med problemet om minegiganterne. I mange dele af det vestlige Ghana har minedrift ført til voldsom forurening af vandet. Den ghanesiske regering giver mineselskaberne lov til at foretage boringerne mod en betaling til regeringen. Ofte ser de lokale familier, der må afgive deres landbrugsjord til mine- selskaberne, kun en symbolsk del af det beløb. I værste fald får de slet ingen kompen-sation for den tabte jord.

’Regeringen går ikke så meget op i, hvordan befolkningen lever, så længe politikerne kan vise en flot nationaløkonomisk vækst på papiret,’ siger Lisbeth Møller, der er programchef hos CARE Danmark.

For at komme problemet til livs støtter CARE Danmark to lokale ghanesiske organisationer, Civic Response og Forest Watch Ghana, som tager kampen op sammen med lokalbefolkningerne.

Kvinderne og deres naboer i Saamang har gennem undervisning fra de to lokalorganisationer opdaget, at de har rettigheder. Blandt andet siger loven, at et selskab, der vil udvinde

ressourcer fra Ghanas skove, skal konsultere landsbyens beboere og have deres tilladelse, før de kan begynde arbejdet i lokal-området.

SIGER NEJ TIL FORURENING OG JORDTYVERIDen viden havde Ana Gyetua og hendes to veninder fået gennem CARE, da mineselskabet Golden Star Resources i 2011 kom til landsbyens skov for at gøre klar til udgravningerne.

’Vi havde lært om lovgivningen, og vi vidste, at mineselskabet skulle have talt med os fra lokalområdet, før de begyndte at grave i vores jord. Så vi ville ikke lade dem arbejde her,’ siger Ana Gyetua.

Ana Gyetua, hendes ægtemand og deres otte børn lever, ligesom Elisabeth Obeng, Teresa Darko og de fleste andre af Saamangs

2.500 indbyggere, af familiens lille landbrug i udkanten af landsbyen. Og netop udsigten til at miste eller få forurenet deres landbrugsjord var især, hvad der fik kvinderne til at tage handling over for mine- selskabet.

’På det tidspunkt var vores største frygt, at vi ville blive

frataget vores jord, hvis mineselskabet rykkede ind i landsbyen. Vi var også bange for, at vi ville miste vores drikkevand, fordi floderne blev forurenet. Og at de penge, mineselskabet ville betale os som kompensation, ikke engang ville række til, at vi kunne tage os af vores børn,’ siger Ana Gyetua.

PRESSE OG PROTESTER SKRÆMMER GULDGRAVERNEDa Ana Gyetua og resten af Saamangs indbyggere erkendte, at Golden Star Resources ikke havde tænkt sig at overholde lokal-befolkningens rettigheder, kontaktede de CAREs ghanesiske partnere. Civic Response hjalp dem med at stable et pressemøde

Tre kvinder fra en lille landsby i det vestlige Ghana ville ikke finde sig i, at et mineselskab stjal deres jord. Efter at have modtaget undervisning i deres rettigheder af CARE, arrangerede kvinderne en demonstration, og sammen med deres landsby jagede de mineselskabet væk.

LOKALT FÆLLESSKAB BANKER MINEGIGANT PÅ PLADS

Vi kendte lovgivningen, og vi vidste, at mineselskabet skulle have talt med os fra lokalområdet, før de be-

gyndte at grave i vores jord, så vi ville ikke lade dem arbejde her

Nikolaj Houmann Mortensen, CARE Danmarks praktikant i Ghana

| 4

| FÆLLESSKAB |

LOKALT FÆLLESSKAB BANKER MINEGIGANT PÅ PLADS

på benene. Her fik lokalbefolkningen udtrykt deres bekymringer over for både den lokale og den nationale presse. Pressen mødte talstærkt op, da mineselskabet kort efter kom til Saamang med deres udstyr for at sætte gang i boringerne. De tre kvinder og flere andre kvinder fra landsbyen arrangerede omgående en protestdemonstration, der kom til at tælle stort set alle lokalområdets indbyggere.

’Vi var rasende, tog vores undertøj af og viftede det op i hovedet på mineselskabets ansatte for at vise vores utilfredshed. De blev så bange, at de flygtede. De ved, at sådan en opførsel på ingen måde er normal for en afrikansk kvinde,’ siger Teresa Darko.

SELSKABET LIDER NEDERLAGGolden Star Resources trak sig tilbage, og efter både medieomtale og pres fra lokale myndigheder gik selskabets ledelse med til at møde lokalbefolkningen for at diskutere en aftale. Men efter timers forhandling ville Saamangs indbyggere stadig ikke lade selskabet grave i deres jord, og Golden Star Resources måtte pakke deres udstyr sammen og forsvinde. Og det udfald

fortryder ingen af de tre kvinder fra Saamang:

’Andre landsbyer, der har ladet mineselska-ber arbejde uforstyrret, har nogle gange svært ved at få nok at spise. Her har vi stadig mad året rundt, og vores vand har ikke taget skade,’ siger Teresa Darko.

Hvis et mineselskab en anden gang lægger op til at sætte ind i området omkring Saamang uden først at forhøre sig hos den lokale befolkning, siger de tre kvinder i kor:

’Vi vil gøre det samme igen.’

På de følgende sider kan du læse, hvordan beboerne i landsbyen Gyasikrom i Ghana smed et storstjælende tømmerfirma på porten.

Faktabokse:Uddannelse i rettigheder giver store sel-skaber modstandI Ghana udnytter mine- og tømmersel-skaber ofte lokalbefolkningers mang-lende viden om lovgivningen. Siden 2005 har CARE Danmark uddannet små landsbyer i deres rettigheder, og senere har Forest Watch Ghana, Civic Response og deres samarbejdspartnere med støtte fra CARE Danmark holdt regelmæssige ’Forest Forums’ i lokalsamfundet. Her bliver de lokale bliver oplyst om deres

Uddannelse i rettigheder giver store selskaber

modstand » I Ghana udnytter mine- og tømmerselskaber

ofte lokalbefolkningers manglende viden om landets lovgivning og deres egne rettigheder.

» Siden 2005 har CARE uddannet lands-byer i rettigheder. Efterfølgende har Forest Watch Ghana og Civic Response med støtte fra CARE Danmark holdt folkemøder. Her diskuterer lokalbefolkningen rettigheder og løsninger på fælles problemer.

Når store mineselskaber rykker ind i skoven med deres maskiner og udstyr, risikerer det at gå ud over de lokales landbrugs-jord. Vandet i området bliver også ofte forurenet, så det ikke længere kan drikkes. Det har enorme konsekvenser for den fattige lokalbefolkning. Derfor er det vigtigt, at de lokale bliver hørt, før regeringen siger ja til mineselskabernes aktiviteter og penge – som befolkningen oftest aldrig ser en krone af.

| Fotos: © CARE Danmark - Nikolaj Houmann Mortensen |

| 5

LÆS MERE OM

STORSTJÆLENDE TØMMERFIRMA FÅR SPARKET AF LANDSBYIndbyggerne i landsbyen Gyasikrom i Ghana er bevis på, at det kan betale sig at stå sammen – selv over for store magtfulde selskaber. I årevis forsøgte et tømmerfirma at stjæle landsbyens træer, men beboerne fik stoppet selskabet med en vejblokade.

| FÆLLESSKAB |

Emanuel Gyimahre og de øvrige indbyggere i landsbyen Gyasikrom i det vestlige Ghana stod sammen og lavede en vejblokade, så et tømmerfirma må stoppe deres plyndring af naturressourcerne i den lokale skov. En skov fuld af træer, som er afgørende miljøet, naturen og lokalbefolkningens overlevelse.

Nikolaj Houmann Mortensen, CARE Danmarks praktikant i Ghana

| Foto: © CARE Danmark - Nikolaj Houmann Mortensen |

LÆS MERE OM

I det vestlige Ghana kæmper lokalsamfund dagligt mod store tømmerfirmaer, der stjæler skoven omkring deres landsbyer. Indtil for få år siden var denne kamp meget

ulige. Men efter CARE Danmark og to ghanesiske samarbejds-partnere har undervist lokalsamfundene i deres rettigheder til skoven og organiseret lokalbefolkningen i grupper, er kampen blevet mere jævnbyrdig.

66-årige Emanuel Gyimah fra Gyasikrom i det vestlige Ghana er en af dem, der er gået ind i kampen:

’Tømmerselskaberne ved godt, hvad de skal gøre for at inddrage os, men de prøver at snyde. Nu viser vi dem, at vi ikke vil finde os i det længere. Uddannelse i skovrettigheder har fået os til at presse på, så vores rettigheder bliver overholdt,’ siger Emmanuel Gyimah.

Siden 2010 har Gyasik-roms 300 indbyggere modtaget undervisning fra den lokale organisa-tion Rudeya. Den er en del af partnernetværket Forest Watch Ghana, som CARE Danmark støtter. Her lærer de lokale blandt andet om deres ret til at blive oplyst, spurgt til råds og kompenseret for tab af indkomst, når private firmaer udnytter naturressourcerne i deres lokalområde. Rudeya har også organiseret de lokale landsbyer i et såkaldt skovforum, så de regelmæssigt kan mødes og udveksle viden og erfaringer.

VEJBLOKADE SÆTTER TØMMERFIRMA UNDER PRESEmanuel Gyimah er gift og har otte børn, som alle er flyttet hjemmefra. I dag bruger han meget af sin tid som frivillig i skovforummet. Han deltager også i skovfora på distrikts-plan. Han ved, hvad han taler om. I 2010 fældede

tømmerfirmaet Ayum Forest Products

træer fra skoven

omkring Gyasikrom, uden det kom lokalbefolkningen til gode. Derfor begyndte Emanuel Gyimah og hans naboer i Gyasikrom at lægge pres på virksomheden.

’Da vi først kontakter selskabet, siger de, at de allerede har lavet en aftale med vores øverste høvding. Men vi ved, at sådan en aftale altid skal forhandles med alle i lokal- befolkningen,’ fortæller Emanuel Gyimah.

Landsbyen indgår derefter en aftale med firmaet, der forpligter sig til at levere en vis mængde cement og tag-plader til byen som kompensation. Byggematerialerne skal bruges til at renovere landsbyens nedslidte skolebygninger.

Men det viser sig snart, at Ayum Forest Products ikke har tænkt sig at overholde aftalen. Selvom selskabet bliver ved med at fælde den omkring-liggende skov, ser landsbyen intet til de aftalte byggematerialer. Indbyggerne i Gyasikrom kontakter derfor forskellige lokale og regionale myndigheder ad flere omgange. Det kommer der intet ud af. Derfor

beslutter beboerne at arrangere deres eget skovforum.

’Til mødet snakker vi om, at tømmerfirmaet snart er færdigt med arbejdet i området, og vi indser, at de vil snyde os, hvis vi ikke tager nogle andre metoder i brug. Så vi træffer en beslutning: Mænd og kvinder begynder at samle kasser og tønder sammen, og så blokerer vi vejen til skoven,’ siger Emanuel Gyimah.

Da de ansatte fra tømmerfirmaet forsøger at vende hjem efter dagens arbejde i skoven, kan køretøjer og udstyr ikke passere landsbyen. Efter en hel nats blokade fører det til, at tømmerfirmaets bestyrer går med til at levere halvdelen af den aftalte mængde cement og tagplader med et løfte om at levere resten hurtigst muligt. Men selskabet vender aldrig tilbage for at levere den sidste halvdel.

Selvom landsbyens beboere ikke fik alt, hvad de var blevet lovet, er deres blokade et bevis for, at det kan betale sig at kræve sin ret og en andel af selskabernes udbytte. Og som Emanuel Gyimah siger, har landsbyen lært en vigtig lektie:

’Nu ved vi, at vi ikke skal stole på et tømmerselskab en anden gang!’.

Læs mere om CARE Danmarks arbejde med skov på www.care.dk/skov

Skoven er lokalbefolkningens livsnerve

» Skoven holder jorden frugtbar og danner hjem for de vilde dyr, som beboerne lever af. Hvis skoven forsvinder, søger dyrene et andet sted hen. Træerne sikrer også regn til markerne og giver læ for vind og vejr. Uden træerne ville landskabet hurtigt ligne Sahara.

» Ifølge ghanesisk lovgivning har lokalbefolkningen ret til at blive oplyst, spurgt til råds og kompenseret for deres tab, når private firmaer forsøger at udnytte naturressourcerne i deres område. Ifølge lovgivningen skal et selskab på forhånd indgå en aftale med dem, der bor i og omkring skoven, så en vis del af selskabets indtjening kan gå til udviklingsprojekter efter lokalbefolkningens ønske.

» Mange af deltagerne i skovforaene bruger deres nye viden om rettigheder til at dobbelttjekke, hvor mange træer, tømmerfirmaerne fælder. De tjekker også, om selskabernes tilladelse for eksempel kun giver dem ret til at hente døde og allerede fældede træer.

Tømmerselskaberne ved godt, hvad de skal gøre for at inddrage os, men de prøver at

snyde. Nu viser vi dem, at vi ikke vil finde os i det længere

| 7

af danskerne gav i 2013 penge til velgørenhed

64% 53 procent af danskerne hjalp i 2012 en fremmed.

Fra 2011 til 2012 faldt Danmarks placering på listen over verdens mest velgørende lande fra en tiende plads til nummer 25 – 16 procent færre danskere donerede penge til velgørenhed. De tre mest velgørende lande i verden var USA, Canada og Myanmar.

Internationale hjælpeorganisationer, som CARE Danmark, modtager lidt mere end en fjerdedel af alle donationer til velgørenhed i Danmark.

I 2013 var kønsfordelingen blandt velgørende sjæle i Danmark 50,9 procent kvinder og 49,1 procent mænd.

Danskere med en mellemlang videregående uddannelse, som lærere, og erhvervsfaglige uddannelser, som frisører, udgør næsten halvdelen af alle velgørere i Danmark. Akademikere udgør en syvendedel.

Kilder: ’World Giving Index 2013’ af CAF og ’Danskerne og velgørenhed anno 2013’ af ISOBRO.

| 8 | 8

DANSKERNE OG FÆLLESSKAB Siden 2010 har den britiske velgørenhedsorganisation Charities Aid Foundation (CAF) hvert år udgivet World Giving Index, som handler om velgørenhed i 135 lande. Rapporten er baseret på Gallups globale spørgeundersøgelse og tæller cirka 1.000 adspurgte i hvert land. Deltagere har svaret på, om de inden for den seneste måned har doneret penge til velgørenhed, arbejdet frivilligt for en organisation eller hjulpet en fremmed, som havde brug for hjælp.

I Danmark undersøgte indsamlingsorganisationernes brancheorganisation ISOBRO sidste år danskernes velgørenhedsvaner. Her betragter man velgørenhed som en donation af penge, materiel, tjenester, tid eller arbejde.

Organisationerne definerer velgørenhed lidt forskelligt, men begge betragter frivilligt arbejde som et bidrag til velgørenhed. Fællesskaber og engagement i sager, man brænder for, er også bidrag til at udrydde fattigdom.

af danskerne gav i 2013 penge til velgørenhed

| FÆLLESSKAB |

| FÆLLESSKAB |

Jorden har den samme størrelse, som den altid har haft. Der er stadig 40.077 kilometer rundt om ækvator, og man skal stadig kigge mod øst om morgenen, hvis man vil se

solen stå op. Alligevel er det, som om verden er blevet mindre.

Problemer, der opstår på den anden side er kloden, er nemlig også problemer, der vedkommer Danmark. Når klimaet ændrer sig, betyder det, at floderne i Niger tørrer ud. Men det betyder også, at de danske kældre bliver fyldt med vand, og at den kollektive trafik går i stå, fordi vejene bliver oversvømmet. Derfor er der ikke længere noget, der hedder et afrikansk eller et europæisk problem. Vi er alle i samme båd, og det kræver fælles løsninger. Verden ændrer sig, og især på grund af inter-nettet har vi fået helt nye muligheder. Der opstår nye forbindelser, nye netværk og nye måder at komme i kontakt med folk på, selvom de sidder på den anden side af kloden. Hvis du for eksempel vil have et indblik i livet hos beboerne i landsbyen Kasapo i Tanzania og følge med i, hvordan de kæmper mod klimaforandringerne, kan du gøre det fra den bærbare hjemme i sofaen.

På den måde er et land som Danmark tæt forbundet med resten af verden. Det skaber nye fællesskaber på tværs af folkeslag, sprog og kontinenter: Grænserne bliver flydende. Og det er

netop fællesskaberne, der er helt essentielle for det arbejde, CARE Danmark udfører. CARE er afhængig af, at danskerne engagerer sig i vores arbejde, bakker op om det og involverer sig. For de bedste resultater skaber vi i fællesskab.

UDVIKLINGSBISTAND KRÆVER OPBAKNING De fleste danskere bakker op om udviklingsbistanden. Faktisk er hele 65 procent fælles om at mene, at den udviklingsbistand, Danmark hvert år leverer til verdens fattigste lande, er en god idé. Det er udviklingsbistanden, der hver dag sørger for at ruste verdens fattigste mod sult. Den sikrer overlevelse

og fremskridt de steder, hvor folk har det allersværest.

Men udviklings- bistanden skal have opbakning fra den brede befolkning

for at fungere. Det mener Socialdemokraternes udviklings-ordfører Mette Gjerskov, som også er formand for Udenrigs-politisk Nævn. ’Folkelig forankring er helt afgørende for ulandsbistanden. Vi skal have et folkeligt engagement for at sikre, at kvaliteten af udviklingsarbejdet bliver så høj som mulig. Når den danske befolkning støtter ulandsbistanden, betyder det, at de selv kan få indflydelse. Men det betyder også, at det er nemmere for befolkningen at holde politikerne og beslutningstagerne op på

Fællesskab og folkelig opbakning er grundstenene i det fundament, der udgør CARE Danmarks arbejde. Den brede opbakning er vigtig i både CARE Danmarks projekter i udviklingslandene og herhjemme i Danmark. Formand for Udenrigpolitisk Nævn, Mette Gjerskov, fortæller hvorfor.

SA

MM

EN STÅR VI STÆRKEST

Når den danske befolkning involverer sig i ulandsbistanden, betyder det, at danskerne selv kan få indflydelse

Nanna Apergis, journalist, CARE Danmark

| 10

af danskerne bakker op om, at Danmark yder udviklingsbistand.

65%

deres løfter og sikre, at arbejdet bliver udført, som det skal,’ siger Mette Gjerskov.

INTERNATIONAL UDVIKLING MED VED MIDDAGSBORDET Ifølge Mette Gjerskov er der mange måder at involvere sig i udviklingsarbejdet på, og det behøver ikke at være økonomisk. I stedet handler det om at gøre brug af fællesskaber og netværk. Man kan for eksempel – som det allerede er tilfældet for hver tredje dansker – være frivillig. Men noget af det Mette Gjerskov synes, er allervigtigst, er, at danskerne aktivt diskuterer og reflekterer over udviklingsarbejdet.

’Det ville være fantastisk, hvis udviklingsarbejdet kom på dags-orden i de danske hjem. Tænk, hvis danske familier diskuterede bistand som et helt naturligt supplement til aftensmaden. Så ville vi allerede være virkelig langt,’ siger hun.

Faktisk mener Mette Gjerskov, at vi slet ikke har mulighed for at lade være med at engagere os:

’Hele verden er efterhånden forbundet på kryds og på tværs. Derfor kan man ikke se isoleret på ét land. Danmark er ikke et

land, der skal klare sig helt alene i verden, det er umuligt. Vi hænger sammen med resten af verden i et enormt fællesskab, og derfor er det også vigtigt, at vi hjælper hinanden,’ siger So-cialdemokraternes udviklingsordfører.

Men er det overhovedet Danmarks ansvar at hjælpe verdens fattigste mennesker?

’Selvfølgelig skal vi hjælpe folk i nød. De stærkeste skuldre skal bære det tungeste læs. Det er i alles interesse. Hvis vi hjælper ude i verden, er vi også med til at stabilisere den. Og det kan kun være en fordel for Danmark, at det fællesskab, vi er en del af, er stabilt,’ siger Mette Gjerskov.

GLOBALE LØSNINGER KRÆVER GLOBALE HANDLINGERNoget tyder på, at danskerne er enige med udviklingsordføreren. I hvert fald mener 71 procent af danskerne, at vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe andre. Det er også én af grundene til, at CARE Danmark arbejder for at gøre livet bedre for verdens fattigste mennesker. ’Vi har en pligt til at hjælpe af den simple grund, at vi kan. Men

Sammen spreder vi gode nyheder fra ulandene.

Sammen sikrer vi kysterne i Vietnam.

Sammen bliver alting meget sjovere.

Sammen sikrer vi handel mellem Kenya og Danmark.

Sammen samler vi pant på Roskilde Festival.

Sammen hjælper vi verdens fattigste.

af danskerne mener, at vi er moralsk forpligtede til at hjælpe andre.

71%

| 11

SMS CARE TIL 1414 OG STØT MED 150 KRONER

af danskerne mener, at udviklingshjælp skal fungere som hjælp til selvhjælp.

85%

I fællesskab lærer vi om klimaforandringerne.

I fællesskab samler vi ind og styrker Afrika.

I dialog kommer vi tættere på hinanden.

Når vi lytter, forstår vi hinanden bedre.

Udveksling styrker fællesskabet. Fællesskab styrker lokalsamfundene.

vores udgangspunkt er, at verden i fællesskab har vedtaget nogle internationale menneskerettigheder, som skal efterleves. Det er vores opgave at sikre, at det sker,’ siger CARE Danmarks generalsekretær Niels Tofte.

’Man skal huske, at næsten alt, hvad vi foretager os herhjemme, påvirker resten af verden. Vi laver national politik i Danmark, men det har altid internationale perspektiver. Globale problemer kræver globale løsninger, og de kan lige så godt begynde i her i Danmark,’ fortsætter Niels Tofte.

MOTIVERNE ÆNDRER SIGDer er mange grunde til at støtte udviklingsarbejde og bakke op om udviklingsbistand. Det kan være ønsket om at gøre en forskel eller at være en del af et fællesskab. Men det kan også være et ønske om at skabe stabilitet i sit nærmiljø. Spørger man danskerne, mener 61 procent, at udviklingsbistanden kan være med til at begrænse antallet af flygtninge fra verdens fattigste lande. Det kan umiddelbart lyde egoistisk, men det skal ifølge Niels Tofte forstås på den måde, at folk erkender, at verden hænger sammen:

’Før i tiden var verden mere adskilt. Der var langt fra Danmark

til problemerne i Afrika og Asien, og derfor bun-dede danskernes støtte til verdens fattigste i solidaritet. Når vi havde det godt her, skulle folk også have det godt andre steder. I dag er verdensbilledet forandret, og derfor har motiverne ændret sig. Nu banker problemerne i andre verdensdele også på vores dør,’ siger han.

UDVIKLINGSBISTANDEN TILHØRER OS ALLEDanmark giver 16 milliarder kroner i udviklingsbistand om året. Sammen med de penge, som CARE Danmark får ind via private bidrag og medlemsskaber, betyder det, at CARE Danmark kan udføre sit arbejde og hjælpe verdens fattigste mennesker til at klare sig selv. Derfor er udviklingsbistand ikke kun udviklings-organisationernes sag. Det er hele den danske befolkning sag.

’Udviklingsbistanden er den danske befolknings penge. Derfor tilhører bistanden os alle sammen, og hvis vi står sammen, kan vi skabe de allerbedste løsninger,’ siger Niels Tofte.

Læs mere om CARE Danmarks arbejde på www.care.dk

af danskerne mener, at udviklingsbistand kan være med til at begrænse antallet af flygtninge fra fattige lande.

61%

| 12

I fællesskab samler vi ind og styrker Afrika.

Når vi lytter, forstår vi hinanden bedre.

Fællesskab styrker lokalsamfundene.

Vinterdepressionen plejer først at melde sig, når mørket fylder det meste af dagen, og skellet mellem nat og dag er udvisket. Men i år er det anderledes for CARE Danmarks ambassadør Jacob Holdt:

| FÆLLESSKAB |

Mørket kommer ikke fra universet i år, men fra danske politikere, som er holdt op med at drømme, holdt op med at kæmpe for værdier, holdt op med at tegne klare politiske projekter. I stedet løber de afsted med en folke-stemning, der er præget af

egoisme. Danmark er blevet en lille bitter nation, når vi ikke engang er villige til at hjælpe verdens fattigste og forfulgte.

Nødvendighedens politik gennemsyrer den demokratiske samtale. Nu har den også fundet vej til kernen i værdi- debatten: hjælp til verdens fattigste. Værdipolitiske budskaber er helt fraværende i debatten om at tage tyve procent fra verdens fattige. Politikernes vigtigste projekt er ikke længere at værne om værdier, men at tænke på økono-mien. Det mest udbredte politiske argument i dag er, at et tiltag ’betaler sig’. Og medierne går ikke efter at stille politi-kerne til ansvar for at handle i overensstemmelse med deres påståede værdier, men efter om regnestykkerne holder vand. Det er sjældent, at en politiker træder ud af regnearks- logikken for at tale fra et værdimæssigt ståsted. I debatten fremhæver politikerne, at det er ærgerligt, men nødvendigt at de fattige må betale for flere flygtninge i Danmark.

Om den visionsløse politik eller om den stigende egoisme i befolkningen kommer først, er en diskussion om hønen eller ægget. Det avler egoisme, når politikerne tordner frem med, at vi enten kan hjælpe os selv eller hjælpe de andre. Det skaber en forståelse i befolkningen af, at pengene er så knappe, at vi ikke har noget valg. Men vi har et valg. Det er et politisk valg, og vi kan altså godt finde penge andre steder end på danske hospitaler. Politikere med visionerne i behold ville lede efter de penge. Hjælpen til verdens fattigste var et af de sidste værdipolitiske ståsteder, som nu også er blevet underlagt nødvendighedens politik. Debatten om solidaritet, medmenneskelighed og hvilken rolle, Danmark vil spille i verden, er forsvundet. Det er svært at få øje på politikere, som tør eje og forsvare udviklingsbistanden som politisk projekt. Når politikerne ikke selv gør det, smitter det af på befolkningen, som ikke kan få øje på værdien i at hjælpe andre. Det skubber mig ud i politisk hjemløshed, når en grundværdi om at hjælpe verdens svageste forsvinder. Når politikerne stopper med at kæmpe for grundlæggende idealer og værdier, bliver den politiske virkelig trist og grå. En sund og stærk national- økonomi er fint, men det sætter ikke ild i mit politiske engagement. Det sparker til faren for at blive ramt af en tidlig vinterdepression!

Jacob Holdt, ambassadør for CARE Danmark

POLITIK PRÆGET AF EGOISME

| Fot

o: ©

Ulrik

Has

eman

n |

| 13

OM PROJEKTETI Kilimanjaro-regionen i Tanzania ligger landsbyen Kasapo. I lange perioder rammes området af tørke. Det er en trussel mod den fattige befolkning, som lever af landbrug og dyrehold. Når regnen udebliver, slår høsten fejl, og både dyr og mennesker mangler mad.

Projektet My Village hjælper lands-byen med at tilpasse sig det udfor-drende klima i området. Gennem My Village bygger CARE Danmark to brønde, planter 15.000 træer og opretter 21 spare-låne-grupper.

| BESØG KASAPO |

Kasapo

21spare-låne-grupper

15.000 træer

2 brønde

SAUMU ISSABonde og bager

Enlig mor til fire børn49 år

KABONGO MCHOMEEnkemand og far til syv børnBonde og biavler82 år

DAVID WILSONGår på gymnasiet i MakanyaBor i Kasapo sammen med sine forældre og to søstre15 år

SHADIA SENKONDOGår på gymnasiet i MakanyaBor i Kasapo sammen med sin far og lillesøster14 år

| 14 | 14

Safina Shabani ejer to hektar land og nogle høns, og hun drømmer om en dag at have en hel hønse-gård. Safina Shabani dyrker primært majs, som brødføder familien. Ugali, majsgrød, er et billigt

måltid i Tanzania, som typisk spises flere gang om dagen. Safina Shabani dyrker også solsikker, ærter og sorte bønner, som hun sælger på markedet for at sikre sig en indkomst.

Men Kasapos klima er ikke let at arbejde i. Stigende temperaturer, tørke, stærke vinde og oversvømmelser har skadet og reduceret mængen af Safina Shabanis afgrøder. Mangel på vand er det største problem for bønderne. Den golde og udpinte jord er svær at dyrke, og når regnen endelig falder, kan jorden ikke optage de store mængder vand, som derfor skyller planter og det øverste og mest frugtbare jordlag væk.

LÆS MERE OM KASAPO PÅ WWW.CARE.DK/MYVILLAGE

NTEKANIWA SETTIBonde og træekspertEnlig far til fire børn70 år

FATUMA HASSANBonde og medlem af spare-låne-gruppeEnlig mor til tre børn og forsørger for sin søsters tre børn38 år

RAJABU MOHAMEDBonde, skrædder og vandekspertFar til 10 børn68 år

SAFINA SHABANIBonde og medlem af spare-låne-gruppeEnlig mor til fire børn48 år

MØD OTTE BEBOERE FRA KASAPO

| 15

| EN AF OS |

DE ER EN DEL AF CARE DANMARKS FÆLLESSKABCARE Danmark har 13.000 medlemmer og 24.000 bidragydere. Mød tre af dem her og hør, hvorfor det giver mening for dem at støtte CAREs udviklingsarbejde.

Helene Chéret

Hvorfor blev du medlem af CARE Danmark?Hele mit liv har jeg har deltaget i indsamlin-ger til humanitære organisationer, men det var CARE Danmarks måde at hjælpe lokal-befolkningen til selv at engagere sig, som stak ud og gjorde indtryk på mig. Her handler det om at sætte folk i gang med bæredygtige projekter. Og så synes jeg godt om arbejdet med at få kvinderne til at tage teten i lokal-samfundene.

Hvad betyder støtten til CARE Danmark?Jeg er glad for at være med til at gøre en forskel. Til jul plejer jeg at give mine børn og børnebørn CAREgaver. På den måde forsøger jeg at opdrage min familie til at engagere sig, at se ud over egen næsetip og føle et fælles ansvar for at hjælpe andre.

Hvordan indgår du i et fælleskab?Jeg er ikke med i foreninger, tager til borger-møder eller spiller bridge. Mit daglige fælles-skab er min familie, som betyder meget for mig. Hvad angår udviklingsarbejde, er fælles-skab meget vigtigt i de små samfund. Når en landsby i et udviklingsland får en køkkenhave til at fungere eller bygger en brønd, sker det i fælleskab. Det er vigtigt at bringe den slags historier videre herhjemme, så alle kan få indblik i, hvordan CARE Danmark arbejder.

Hvordan bruger du CARE Danmark?Jeg bruger CARE-magasinet i timerne: Vi læser op af bladet og klipper billeder ud. Vi har også booket storytellers. Mit mål er at give eleverne indblik i børns liv andre steder i verden. Eleverne er nysgerrige, men de har samtidig svært ved at forholde sig til det. Jo oftere de støder på livet i fattige lande, jo større forståelse får de.

Hvad handler fællesskab om for dig?Det er betydningsfuldt for mig at være en del af et fællesskab – som i min taekwondoklub. Jeg får en masse positiv respons og energi ved at hjælpe og interagere med andre. Som folkeskolelærer har jeg fællesskabet for øje – både det nære i klassen, dét på skolen og det globale fællesskab, som et barn kan føle med en jævnaldrende i en anden verdensdel.

Betyder fælleskab mindre i dag end tidligere?Sommetider kan jeg mærke, at fællesskabet ikke er, hvad det har været. Hos forældrene handler det nogle gange mere om 'mit barn’ end om ’os og klassen’. I min basketklub er det blevet sværere at få folk til at hjælpe. Samfundet har ændret sig. Men samtidig kan jeg se, at mine kollegaer bruger delebiler, flytter i bofælleskab, går op i genbrug og tænker mere over forbrug.

Hvorfor støtter du humanitært arbejde?Vi er så forkælede her i Vesteuropa, så jeg synes, vi skal vise taknemlighed og betale lidt tilbage ved at hjælpe dem, som ikke er så heldige. Derfor støtter jeg flere humanitære organisationer – blandt andet CARE Danmark, som gør et fornuftigt og godt stykke arbejde. Når jeg nu har overskud i min økonomi, kan jeg ikke være andet bekendt.

Hvad betyder det for dig at være medlem af CARE Danmark?Det letter min dårlige samvittighed og den frustration, jeg oplever, når jeg for eksempel ser nyheder om fattigdom, undertrykkelse, analfabetisme og problemer med miljø og klima. Jeg ved, vi kan hjælpe med at gøre verden til et bedre sted. Det føles langt bedre end bare at trække på skuldrene. Jeg har desværre ikke tid til at læse alle medlems-bladene, der dumper ind i min postkasse. Jeg betaler pengene, men engagerer mig ellers ikke i udviklingsarbejdet.

Hvornår er du en del af et fællesskab?Når jeg spiller med Aarhus Symfoniorkester, er vi fælles om arbejdet. Her skal vi løfte i flok, trække vejret sammen og spille musik-ken i fællesskab. Hvis vi ikke gør det sammen, lyder det jo ikke godt.

’VÆKKE ELEVERS NYSGERRIGHED’

Gitte Rose, 45 årLærer på Albertslund Lilleskole

Medlem siden 2006

’AT SE UD OVER EGEN NÆSETIP’Mary Ann Bormann Rosenørn, 69 år Pensioneret ortopædkirurgMedlem siden 1994

’VI ER SÅ FORKÆLEDE’

Eric Beselin, 52 årSolofagottist i Aarhus Symfoniorkester

Medlem siden 1999

| 16

| CARE NYHEDER |

En ny plakatudstilling med 20 klimaløsninger blev i slutningen af oktober sat op på 2.000 folkeskoler i Danmark. De tankevækkende og flotte plakater – som viser både helt enkle og højteknologiske klimaløsninger – skal lære eleverne om klimaforandringernes påvirkninger og inspirere dem til at tage deres ansvar i klimakampen.

’Det er de unge, der skal bære klimakampen. Det er dem, som kan gøre den helt store forskel, og det er deres fremtid, det gælder. Tænk hvis vi blandt de unge kan opdyrke troen på, at de er en aktiv del af løsningen på klimaproblemerne. Måske kan de endda skubbe til deres forældre og få dem til at melde sig ind i kampen,‘ siger CARE Danmarks klimaekspert Rolf Hernø.

CARE Danmark og firmet LIFE Exibitions sætter med udstillingen ’Styr på klimaet’ klimaet på dagsordenen i danske folkeskoler. 40.000 plakater om 20 bæredygtige klimaløsninger og tilhørende undervisningsmateriale landede i slutningen af oktober hos ikke mindre end 666.666 danske skoleelever.

Læs mere om klimprojektet på www.care.dk

UNGE FÅR STYR PÅ KLIMAETMED NY FOTOUDSTILLING

Den danske regering har planer om at tage 2,5 milliarder kroner fra udviklingsbistanden og bruge dem til modtagelsen af asylansøgere i Danmark. Politikerne vurderer, at det vil være en engangs-løsning, men behovet for at hjælpe folk, der flygter fra forværrede forhold i deres hjemland, er ikke et engangsproblem. Det behov vil stige på længere sigt.

Hvis vi igen og igen tager fra udviklings-bistanden, er kassen snart tom. Vi har brug for langtids-holdbare løsninger. Ved at spare på hjælp til de fattige risikerer vi bare at sende flere desperate skæbner i vores retning.

'Vi skal hjælpe via udviklingsbistand, så flugt ikke bliver den eneste vej ud af fattigdom. Danmark har råd til at løfte verdens fattigste. Det er ikke et valg mellem velfærd i Danmark og hjælp til fattige i verden, ’ siger CARE Danmarks generalsekretær Niels Tofte.

CARE Danmark og en række af landets NGOer har skrevet en fælles erklæring, som vender sig mod regeringens foreslåede besparelse på udviklingsbistanden til verdens fattigste.

Læs den fælles erklæring på www.care.dk

VERDENS FATTIGSTE SKAL IKKE BETALE REGNINGEN

Følg os på facebook: facebook.com/caredanmark

CARE i Holland har indledt et partnerskab med H&M Conscious Foundation, som hører under tøjkæden Hennes & Mauritz. Det betyder, at du frem til jul kan støtte CAREs arbejde i H&Ms butikker over hele landet ved at købe de særlige gavemærker til årets julegaver. Pengene fra samarbejdet går til et projekt i Etiopien, som blandt andet gennem spare-låne-grupper styrker kvinder.

Læs mere på www.care.dk/givingtogether

STØT CARE-PROJEKT I ETIOPIEN MED GAVEMÆRKER FRA H&M

| 17

| MY VILLAGE - KASAPO |

Klimaforandringerne har gjort livet svært for familierne i Kasapo. Konstant kæmper de for at få mad på bordet og tjene penge til børnenes uddannelser. My Village støtter Kasapo, så indbyggerne får en bedre tilværelse

og et håb om en bedre fremtid.

Giv familierne i Kasapo en julegave

Kontakt Mette Mørck Mortensen på 35 200 100 eller STØT NU nu på www.care.dk/myvillage

250 kroner planter du 10 nye træer

100 kroner planter du fire nye træer

195 kroner giver du en kvinde en plads

i en spare-låne-gruppe

GIV EN GAVE For:

| 18

MØD OS HER

Vi sender jævnligt et elektronisk nyhedsbrev ud med nyt fra CARE Danmark og om vores arbejde ude i verden. Brevet giver dig også mulighed for at melde dig til events, deltage i konkurrencer og få nyheder før alle andre. Tilmeld dig nyhedsbrevet på www.care.dk

Nyhedsbrev

På facebook fortæller vi kort og godt om små og store ting, som er relevante for CAREs arbejde. Vi lægger billeder og historier op på siden, inviterer til events og opdaterer fra vores aktiviteter. Følg med og 'like' os på www.facebook.com/caredanmark

Facebook

Fire gange om året sender vi et magasin på gaden. Det går i dybden med de emner, som fylder i vores hverdag. Det er også her du kommer tæt på de mennesker, vi hjælper i Afrika og Asien. Magasinet ligger også elektronisk på www.care.dk/care-magasin

Magasin

Har du en forening, som gerne vil have noget underholdning med mening, kan du booke en af vores storytellers. De kom-mer ud og fortæller medrivende om deres oplevelser med CARE Danmark i udviklingslandene. Book en gratis storyteller på www.care.dk/det-gor-vi

Storytellers

På www.care.dk finder du information og nyheder om CARE og vores arbejde. Du kan følge events og kampagner, booke en af vores storytellers og tilmelde dig vores nyhedsbreve. Du kan også blive medlem af CARE Danmark og donere penge til vores hjælpearbejde.

Care.dk

| DEBATTEN |

I udviklingsbistandens storhedstid i 1960’erne og 70’erne var fællesskabet en samfundsnorm. Vi indrettede os i bo- fællesskaber, vi var politisk aktive i menings-fællesskaber og mulighederne for at engagere sig i udviklingsarbejdet i fælleskab med andre var mange. Vi engagerede os i solidaritets-fællesskaber. I år 2000 kom den amerikanske forsker Robert Putnam med bogen ’At bowle alene.’ Budskabet var, at fællesskabet er fortid. Nu er individet i fokus. Før var bowlinghallen et sted, hvor folk mødtes i grupper for at bruge en eftermiddag sammen. Fællesskabet var det primære formål, mens selve spillet var knapt så vigtigt. I 1990’erne begyndte vi at bowle alene. Individuelle resultater kom i fokus. Fællesskabet blev ligegyldigt. I dag, halvvejs gennem 2010’erne, står vi midt i en opblomstring af nye fællesskaber. Nogle fællesskaber har vi selv valgt at være en del af. Andre er vi tvunget ind i. Digitale fælles-skaber som Facebook, Twitter og Linkedin kan vi frit vælge til og fra. Foreninger, partier og organisationer kan vi også selv vælge, om vi vil engagere os i. Kort sagt kan vi målrettet engagere os i de fællesskaber, som vi har lyst til at være en del af. Men der er ét fællesskab, vi ikke frit kan vælge. Et fællesskab som vi ved fødslen automatisk bliver en del af; det globale fællesskab, som er ved at forme sig.

Opdelingen af verden i to simple kategorier, i- og ulande, er brudt sammen. Vi bor ikke længere i komfortabel afstand fra verdens værste problemer. Når sulten, konflikterne og klimaforandringerne rammer, sender det desperate mennesker på flugt mod vores del af verden. Når skrøbelige sundhedssystemer ikke kan håndtere ebola, er det kun et spørgs-mål om tid, før sygdommen banker på i vores del af verden. Færre og færre problemer ejes kun af enkelte lande og folkeslag. Flere og flere problemer er fælles problemer. Derfor er vi forpligtet til at finde løsninger i det globale fællesskab. Det er i denne nye virkelighed, at udviklings-bistanden spiller en vigtig rolle som et fælles projekt. Det er vigtigt, at vi i fællesskab tager ansvar for at skabe en bistand, som giver løsninger på vores globale udfordringer. Vi skal have diskussionerne om bistandens rolle ind i folkeskolen, ind i familierne og ind i alle de andre fællesskaber, vi færdes i.

Det er i samskabelse, vi kan opnå de bedste resultater. Derfor mener vi i CARE Danmark, at det folkelige engagement og et stærkt fællesskab er afgørende for vores fremtid.

Niels Tofte, generalsekretær i CARE Danmark

DET GLOBALE FÆLLESSKAB BANKER PÅ

Niels Tofte, generalsekretær

| 19

KAN VI ÆNDRE

Bliv medlem af CARE eller giv et medlemskab i julegave. Det skaber langtidsholdbare resultater for verdens fattige. Ring på 35 200 100 eller støt vores arbejde på www.care.dk

JO FØR I JO BEDRE

SAMMEN

VERDEN