Den stumme død

VolkerKutscherVolkerKutscherDenstummedød

DenstummedødKriminalromanKriminalroman

SOHN

“Strålende researchet, solidt spændingshåndværk”

DER TAGESSPIEGEL


•D

en stu

mm

e død•

SOHN

VolkerKutscher

Marts 1930. En skuespillerindes død fører kriminalassi-stent Gereon Rath ind bag kulisserne i filmmetropolen

Berlin. Her oplever han en branche under dramatisk om -væltning. Tonefilmen er i fuld gang med at erobre det hvide lær-red, og mange formår ikke at omstille sig til den nye verden.

Under indspilningen af en tonefilm bliver den fejrede film-skuespillerinde Betty Winter ramt af en projektør og slået ihjel.Hændelsen ligner et uheld, men Gereon Rath får mistanke om, atder snarere er tale om et udspekuleret mord. Og da endnu en skuespillerinde findes myrdet, er der ingen tvivl om, at en ellerflere mordere er på spil. Omstændighederne ved det andet morder makabre: offeret har fået skåret stemmebåndene ud.

Efterforskningen fører Rath midt ind i en krig mellem rivalise-rende filmproducenter og ned i Berlins underverden på et tids-punkt, hvor byen er på kogepunktet. Kommunister og nazistermarcherer i gaderne, og begravelsen af en dræbt nazist fører tilvilde kampe. Samtidig må Rath hjælpe sin far med en celeber afpresningssag, hans veninde Charly vil ikke kendes ved ham, oghans chef truer med at suspendere ham. Ikke underligt, at dethele er ved at vokse ham over hovedet …

DEN STUMME DØD er det andet, selvstændige bind i VolkerKutschers bestseller-krimiserie fra 1930’ernes Berlin.

Den stumme død

978-87-7122-026-1

www.sohn.dk

Foto: Melania Avanzato

Volker Kutscher, f. 1962, arbejdede først som dagbladsjourna-

list og udgav adskillige regionalkrimier fra sin hjemby, Køln, før

han blev fuldtidskriminalforfatter.

I 2007 påbegyndte han sin aktuelle serie af kriminalromaner om

Berlin i 1930’erne med kriminalassistent Gereon Rath som gen-

nemgående figur. Serien er blevet en bestseller, er oversat til ad-

skillige sprog, herunder fransk, spansk, italiensk, hollandsk og

norsk, og den har modtaget flere priser, bl.a. Den Schweiziske

Krimipris.

Romanerne er skrevet i en handlingsmættet, hårdkogt stil med

masser af stemningsfulde tidsbilleder og en autentisk historisk

atmosfære.

Af samme forfatter:

Den våde fisk

“Dette er simpelthen underholdende historieundervisning på

højt niveau.”

★★★★★★ MIKAEL BUTSCH I JYLLANDS-POSTEN

“Det er saften og kraften i Kutschers tidsbilleder, der gør DEN

VÅDE FISK til sådan en stor oplevelse at læse. Men plottet fej-

ler nu heller ikke noget i denne historiske krimi.”

★★★★★ METTE STRØMFELDT, BERLINGSKE TIDENDE

En hårdkogt, sort-hvid actionkrimi med klassiske skurke med

højpuldede hatte, samtidig med at den er et farvestrålende pul-

serende tidsbillede af metropolen Berlin.”

★★★★★ SISSEL-JO GAZAN I FEMINA

“Måden, Kutscher gennem denne fortælling får indarbejdet de

poliske rørelser mellem verdenskrigene på, er intet mindre end

eksemplarisk.”

★★★★★ JONAS HINDSHOLM BENDTZEN I BØRSEN

Smudsomslag Den stumme død-FINAL:Layout 1 25/01/12 15:37 Side 1

1

DENSTUMME

DØD

Den stumme død - rettet 2.indd 1 30-12-2011 14:45:14

2

Af samme forfatter i samme serie:

Den våde fisk, 2009


3

Volker Kutscher

DENSTUMME

DØDKriminalroman

På dansk ved Hanne Lund

SOHN


4

Den stumme dødaf Volker Kutscher

Originalens titel: Der stumme TodOversat fra tysk af Hanne Lund

© 2009 by Volker Kutscher & Verlag Kiepenheuer & Witsch, KölnDenne udgave © Forlaget Sohn 2012

Omslagsdesign: John Ovesen / BaghusForfatterfoto: Bettina Fürs-Fastré

Bogen er sat med Minion hos ansats@provinsen og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck

Grafisk tilrettelægning: Støvring BogfremstillingPublished in 2012 by Forlaget Sohn,

Christiansdal 64, DK-2610 Rødovre, Denmark

ISBN 978-87-7122-026-1

1. udgave, 1. oplag 2012

www.sohn.dk


5

Højttaleren gengav skuespillerindens organ klart og uden mislyde i samtlige situationer; enkelte sproglige ejendom-meligheder, uheldige i en tonefilmssammenhæng, vil med

stor sandsynlighed kunne afhjælpes.

Film-Kurier (1929)

Tonefilmen skulle altså tjene det ubesjælede?Højt ærede tilskuere/tilhørere: Hvad den kommer til at tjene,

den afgørelse ligger udelukkende hos os selv.

Fritz von Unruh (1929)

What have I become?My sweetest friendEveryone I know

Goes away in the endYou could have it all

My empire of dirtI will let you down

I will make you hurt

Nine Inch Nails (1994)


6


7

nyside

Fredag

28. februar 1930


8


9

nyside

1

Lysstrålen danser gennem mørket endnu mere ubeslutsomt end el-lers, forekommer det ham, uroligt og vildt. Indtil dens flakken falder til ro og antager former.

Et ansigts bløde linjer tegnet på lærredet af lyset alene.Hendes ansigt.Hendes øjne, der åbnes.Og ser på ham.Mejslet i lys for altid, reddet fra forgængeligheden for tid og evig-

hed. Når som helst, lige så ofte han vil, kan han lade deres lys skinne ud i dette mørke rum, ud i dette mørke liv.

Hans liv. Et liv, i hvis trøstesløse mørke hidtil kun én ting har formået at sprede lys: den dansende lysstråle fra en projektor på et lærred.

Han ser, hvordan hendes øjne udvider sig. Ser det, fordi han ved det. Fordi han helt præcis ved, hvad hun føler. Noget, der er frem-med for hende og velkendt for ham selv. Han føler sig så tæt på hende. Næsten som i det øjeblik, der nu er fastholdt for evigt på celluloid.

Hun ser på ham og forstår. Tror, at hun forstår.Hun tager sig til halsen, som om hun er bange for at blive kvalt.Hun mærker ingen voldsom smerte, hun mærker kun, at noget

er anderledes.At noget mangler.Hendes stemme.Hun vil sige noget, men der er intet mere.Ingen forkert stemme mere. Denne ubærlige stemme, der ikke


10

passer til hende. Han har befriet hende for denne stemme, der plud-selig havde taget hende i besiddelse som en fremmed, ond magt.

I hendes øjne er der snarere overraskelse end forfærdelse, hun forstår ikke.

At han elsker hende, at han kun har handlet, som han har, af kærlighed til hende, til hendes sande, engleagtige væsen.

Men det vigtigste er heller ikke, om hun forstår.Så åbner hun munden, og det er som før. Endelig hører han hen-

de igen. Endelig igen hendes stemme! Hendes sande stemme, som er evig, og som ingen kan tage fra hende; som er uden for tid og rum, befriet for nutidens smuds og banalitet.

Den stemme, der fortryllede ham, da han hørte hende første gang. Hvordan hun talte til ham, kun til ham, selv om der sad så mange andre ved siden af ham.

Han kan næsten ikke bære det blik, hun ser på ham med. Hun har set ud over kanten, har set alt, om et øjeblik vil hun miste ba-lancen.

I det øjeblik, hun falder om.Hendes blik, der pludselig er så meget anderledes.Anelsen om døden i hendes øjne.Visheden om at skulle dø.At dø nu.Ingen vej tilbage.Døden.Er ankommet.Til hendes øjne.


11

2

Manden i det mørke selskabstøj smilede afslappet i retning af den grønne silke. Med den ene hånd begravet i lommen og et cognac-glas i den anden holdt han stand, veg ikke tilbage. Hans blik røbede ingen tegn på usikkerhed, da kvinden i aftenkjolen blev stående kun nogle få centimeter foran ham.

Den grønne silke bølgede under den heftige vejrtrækning.„Har jeg hørt galt?“ hvæsede kvinden.Han tog en slurk af cognacen. „Når jeg ser på Deres henrivende

ører, kan jeg vanskeligt forestille mig, at De skulle kunne høre galt.“ Hans smil blev bredere og lignede mere og mere en slags fornøjet grimasse.

„De tror altså virkelig, at De kan gøre den slags med mig!?“Hendes vrede så ud til at passe ham fint, hans grin blev stadig

mere uforskammet, jo mere rasende hun blev. Han tav lidt, som om han alvorligt måtte overveje sit svar. „Det skulle jeg mene,“ sagde han så med et anerkendende nik. „Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det netop det, hr. von Kessler har gjort med Dem, ikke sandt?“

„Jeg tror ikke, det angår Dem overhovedet, min kære grev Thor-wald!“

Hun satte hænderne i siden, han så ud til at more sig. Et lyn uden for vinduet oplyste rummet.

„Det er ikke noget svar,“ sagde han og så ned i sit cognacglas.„Hvad så med dette her!“Hun havde strakt armen ud til slag, endnu før ordene var sagt.

Han lukkede øjnene og ventede på en syngende lussing. Men den kom ikke. To ord sagt med høj stemme, der syntes at komme fra en anden verden, var nok til at få enhver bevægelse til at stivne øjeblik-kelig.

„Cut!“


12

I en brøkdel af et sekund stod de begge ubevægelige som på et fotografi, så lod hun hånden synke, han åbnede øjnene, de vendte begge hovedet og så ud i mørket, derhen, hvor det stykke parket-gulv, de stod på, gik over i snavset beton. Hun blinkede ind i væggen af lys, hun kunne kun skimte konturerne af en klapstol, hvor den mand sad, der havde ødelagt det hele med det ene ord og nu rejste sig op, hængte hovedtelefonerne over stolen og trådte ind i lyset, en mager mand med skødesløst bundet slips og opsmøgede skjorteær-mer. For et øjeblik siden havde han råbt så højt, at alle fór sammen, nu lød hans stemme blød som fløjl.

„De sidste ord fik du sagt i den gale retning, Betty, min engel,“ sagde han. „Mikrofonerne fik dig ikke med.“

„Mikrofonerne, mikrofonerne! Bliv mig fra livet med de tinge-ster, Jo! Hvad har de med film at gøre?“ Et hurtigt blik i retning af tonemesteren var tilstrækkeligt til, at manden ved knapperne blev rød i hovedet. „Film,“ fortsatte hun, „film, det er lys og skygge, det behøver jeg vel ikke forklare den store Josef Dressler! – Mit ansigt på celluloid, Jo! Min virkning går da ikke gennem de der … mikro-foner!“

Hun betonede det sidste ord, så det lød, som om hun talte om en nyopdaget, særlig ækel slags insekt.

Dressler trak vejret dybt, før han svarede. „Jeg ved godt, at du ikke behøver din stemme, Betty,“ sagde han, „men det var dengang. Med denne her film begynder fremtiden! Og fremtiden taler!“

„Sludder! Der er masser af folk, der ikke har tabt hovedet endnu, og som stadig laver rigtige film. Uden mikrofoner. Mener du måske, at den store Chaplin tager fejl? Hvem ved, om tonefilm ikke bare er et modefænomen, noget, alle render efter lige nu, men som snart er glemt igen?“

Dressler så overrasket på hende, som om det ikke var hende, der lige havde talt. „Det ved jeg,“ sagde han, „det ved vi alle sammen her. Og det ved du også. Tonefilmen er som skabt til dig, du er som


13

skabt til tonefilmen. Den talende film vil for alvor gøre dig stor. Du behøver kun at gøre én ting: tænke på at tale i den rigtige retning.“

„Tænke! Når jeg spiller en figur, lever jeg den!“„Ja, bestemt. Det skal du også. Men tal alligevel i den retning,

hvor Victor står – og læg ikke an til slag, før du er færdig med dia-logen.“

Betty nikkede.„Og slå ikke så hårdt som under prøverne, du kan nøjes med at

berøre ham. Man skal ikke høre lussingen, kun tordenen.“Alle lo, også Betty. Vreden var vejret bort, den gode stemning

tilbage. Den slags var det kun Jo Dressler, der kunne. Betty elskede ham for det.

„Altså: forfra, vi tager det en gang til!“Instruktøren var vendt tilbage til sin plads og satte hovedtelefo-

nerne på igen. Betty indtog sin stilling ved døren, Victor blev ståen-de ved siden af kaminen og nøjedes med at markere ny begyndelse med sit ansigtsudtryk. Mens der stadig herskede hektisk aktivitet bag kulisserne, brugte Betty tiden til at samle sig om den person, hun skulle spille. En hotelstuepige, der på chefens opfordring giver sig ud for at være datter af en millionær og nu må slås med følgerne, godt gal i hovedet over de insinuationer, denne elendige platten-slager har slynget i synet på hende. Denne plattenslager, som hun kysser til sidst i scenen – og som viser sig at være alt andet end en plattenslager.

Lyd og kamera kørte igen, der blev stille i studiet som i en kirke før velsignelsen.

Klaptræet hakkede stilheden over.„Elskovstorden treoghalvtreds, optagelse to!“„Og … værsgo!“ hørte hun Dressler sige.Victor kastede sig ud i sine uforskammetheder, og hun arbej-

dede sig igen op i sit raseri. I sit filmraseri. Hun vidste præcis, hvor kameraet stod, som hun altid gjorde, og alligevel var hun i stand til


14

at agere, som om dette øje af glas, der fastholdt enhver af hendes bevægelser, ikke fandtes.

Hun var nået over til sin plads ved kaminen og hældte nu sine giftigheder ud over Victor. Der hang en stor mikrofon lige over hans hoved, hun prøvede at ignorere den, som hun ignorerede kamera-erne, hun behøvede bare at tale med Victor, så talte hun også ind i mikrofonen, det var helt ligetil, Jo havde ret. Hun mærkede, at hun var god. Hvis Victor nu ikke dummede sig, en mulighed, man des-værre altid måtte regne med, havde de snart den scene i kassen. Hun registrerede lynet, det kom på det rigtige tidspunkt. Så lod hun sig bære af sin egen rytme, talte langsomt baglæns, mens hun sagde de sidste ord i scenen.

„Er det svar nok til Dem?“Nu.Lige nu: lussingen.Hun kunne mærke, hvordan hun ramte ham i ansigtet. Så havde

hun alligevel slået for hårdt! Nå pyt, det overlevede han nok. Det ville få deres skænderi til at virke så meget desto mere realistisk.

Først i det øjeblik bemærkede hun, at noget ikke var, som det skulle være.

Ingen torden.I stedet en klar metallisk lyd, et lille pling; åbenbart var der faldet

et lille stykke metal ned på gulvet bag hende.Hun lukkede øjnene. Nej! Åh nej!Ikke et af de åndssvage tekniske uheld! Ikke nu, hvor hun lige

havde været så god!Jo, netop.„Lort,“ hørte hun Dressler bande. „Cut!“Selv om hun havde lukket øjnene, mærkede hun, at lyset foran-

drede sig. Før hun kunne åbne dem igen, følte hun slaget. Et slag som af en kæmpemæssig hammer, det ramte hende på skulderen, på overarmen, i nakken, ét eneste voldsomt slag. Da hun fik øjnene


15

op igen, så hun, at hun lå på gulvet. Hvad var der sket? Hun hørte noget knase og mærkede, at det kom fra hendes egen krop, noget måtte være brækket. Smerten greb hende så uformidlet og brutalt, at det et øjeblik sortnede for hendes øjne. Hun så stålstilladserne og tøjstykkerne, der var hængt op i studiets loft, og Victors forfærdede ansigt, der stirrede på hende, før det forsvandt ud af hendes synsfelt.

Hun ville rejse sig op, men det lykkedes ikke, hun ville væk, for noget brændte på hendes ansigt, i hendes hår, hele den venstre side, smerterne var ubærlige. Hun kunne ikke engang dreje hovedet væk, et eller andet holdt hende presset ned mod gulvet og prøvede at brænde hende op. Alt i hende ville stemme imod, men hendes ben lystrede ikke, de rørte sig ikke mere, intet i hendes krop rørte sig; den nægtede at adlyde ordre som en oprørsk armé. Hun kunne lugte svedet hår og brændt hud, hørte nogen skrige, konstaterede forvirret, at stemmen måtte være hendes egen, og alligevel forekom det hende, at det var en anden, der skreg, at det absolut ikke kunne være hende selv, at det ikke havde noget med hende at gøre, det, der skreg og gjorde ondt og bare ikke ville bevæge sig mere, kun skrige, skrige, skrige.

Victors ansigt vendte tilbage, ikke længere et ansigt, men en gri-masse, vidt opspærrede øjne, der stirrede på hende, en bizart for-trukket mund, ikke hans filmhelteansigt, men alligevel beslutsomt. Først da hun så vandet, der som en uformelig gople syntes at svæve uendelig længe i luften, før det ramte hende, først i dette uendelige øjeblik vidste hun, hvad han var i færd med.

Og vidste, at det var det sidste, hun nogensinde ville få at se.Så var der ikke andet end lys. Et skærende lys, der omgav hende

fuldstændig, nej, ikke bare omgav hende: Hun var selv lyset, i en brøkdel af et sekund var hun en del af et lys, hun aldrig før havde oplevet, og hun så klarere end nogensinde før. Og vidste, at det var præcis dette lys, der ville styrte hende ned i mørket, for altid og uden mulighed for at vende om.


16

3

Frøken Sch. forsvarede sig heftigt. Men „Baumgart“ tvang hende om på ryggen og prøvede at trække benklæderne af hende. Da hun truede med at råbe om hjælp, hvis han ikke slap hende, kom det hånligt fra „Baumgart“, at det skulle hun bare, her ville ingen høre hende. Under den fortsatte kamp sagde frk. Sch. så, at hun hellere ville dø end føje ham, hvorpå „Baumgart“ svarede: „Så skal du dø …“

„Var der videre?“„Så skal du dø,“ mumlede han.„Hvabehar?“Rath så op fra sin avis. Tjeneren stod ved siden af bordet med

en bakke med snavset service. „Nåh nej,“ sagde Rath. „Ikke noget.“„Er der andet, jeg kan bringe den herre?“„Nej tak, ikke lige nu. Jeg venter på nogen.“„Udmærket.“Tjeneren fjernede den tomme kaffekop og vendte sig bort. Som

en fornærmet pingvin. Rath så efter ham, da han forsvandt, balance-rende med bakken ned gennem rækkerne af borde og stole. Cafeen fyldtes langsomt med folk. Han ville snart blive nødt til at forsvare sin ret til den tomme stol ved bordet.

Hun kom for sent. Det gjorde hun ellers aldrig. Måske havde hun ikke fattet, hvad det drejede sig om? Eller kom hun ikke, fordi hun havde fattet det?

Hun burde ikke have ringet til ham på kontoret. Hun havde sim-pelthen ikke forstået det. Hun havde villet gøre ham en tjeneste, sådan som hun evig og altid ville, selv om han overhovedet ikke ønskede det. Det var udelukkende derfor, hun havde villet på Resi med ham, det måtte da være et sted for ham som rhinlænder, havde hun sagt og vist ham billetterne til maskeballet.


17

Fastelavn!Bare ordet!Men sådan kaldte de det her, fastelavn. Rath anede, hvad der

ventede ham. Udklædningstvang, vintvang, godthumørtvang, jegel-skerdigtvang, viskalaltidværesammentvang.

Den uheldige telefonsamtale havde ubarmhjertigt mindet ham om, hvad forholdet til Kathi i virkeligheden var: et nytårsaftensbe-kendtskab, der havde overlevet alt for langt ind i det nye år.

Han havde truffet hende kort før midnat, de havde skålet og ønsket godt nytår og, ikke helt appelsinfri som de var, spontant kysset hinanden. Sammen var de så gået over til punchebowlen, hvor der havde stået en eller anden Karl Smart, der straks for alle og enhver, der i øvrigt ikke gad høre på det, havde gjort det af med alle forhåbninger til det nye årti ved at påstå, at der slet ikke var tale om noget nyt årti, det måtte man have til gode, det begyndte først med året 1931, i matematisk forstand var 1930 nemlig det sidste år i tyverne.

Rath havde rystet på hovedet og fyldt puncheglassene op, mens Kathi fascineret havde lyttet til den missionerende matematiker. Rath havde nærmest måttet hale hende væk fra det skrækkelige menneske, ud på tagterrassen, hvor det feststemte selskab stod og beundrede fyrværkeriet på nattehimlen over Charlottenburg, og ind i en mørk krog, hvor han kyssede hende igen, mens alle omkring dem lo højt og larmende, og raketterne fløjtede til vejrs. Han kys-sede hende heftigt, til hun udstødte et lille spidst skrig af smerte. Hendes læbe blødte, og et øjeblik kiggede hun så forbavset på ham, at han skulle til at komme med en undskyldning. Men så lo hun og trak ham ind til sig igen.

Hun troede, det var udtryk for lidenskabelighed, men i grunden var det raseri, en aggression, han ikke kunne sætte ord på, der ba-nede sig vej og brød løs over en uskyldig, ligesom også senere, da


18

hun havde taget ham med op på sit lille tagkammer, og han rasede ud, som om han ikke havde været sammen med en kvinde i hun-drede år.

Hun kaldte det at holde af.Og hans raseri kaldte hun lidenskab. En misforståelse ligesom alt det, der fulgte, deres kærlighed, som

hun kaldte det, der var mellem dem, som han ikke kunne finde noget navn for, og som var begyndt med fyrværkeri og ønsker for fremtiden og alligevel fra første øjeblik ingen fremtid havde haft. Han havde anet det allerede under de første kys, da alkohol og hor-moner havde fejet enhver betænkelighed til side, og vidst det senest nytårsmorgen, da hun med forelskede blikke havde bragt ham frisk-lavet kaffe på sengen.

Duften af kaffe havde gjort ham glad. Så havde han set hendes forelskede ansigt.

Han havde drukket kaffen og smilet træt til hende.Hans første løgn. Den første af mange, der skulle følge efter. Uden

at han egentlig ville lyve, ja, somme tider uden at han i det hele taget var klar over, at han løj. For hver dag var løgnen blevet større, mere ubærlig. Han burde have sagt det til hende for længst.

Hendes stemme, der lige havde lydt i røret, hendes kunstigt glade snak om kostumeballet, om aftaler og sjov og udklædning og andet ligegyldigt havde åbnet hans øjne. Nu skulle det være, nu var det på tide at gøre en ende på affæren.

Bare ikke i telefonen. Og da slet ikke i tjenestetelefonen. Rath havde skelet over til Gräf, kollegaen, kriminalassistent af anden grad, der sad og bladede koncentreret i en sagsmappe, og havde hurtigt bedt Kathi komme hen på Uhlandeck. Så de kunne tale sammen.

„Hvad vil du på Ku’damm, vi skal til Schöneberg,“ havde Gräf spurgt uden at se op fra sine papirer.

„Du skal til Schöneberg.“


19

Rath havde givet sin kollega bilnøglen og ladet sig sætte af på Uhlandeck. Kathi arbejdede lige i nærheden.

Og dukkede alligevel ikke op.Rath slog igen op i Kriminalistisk Månedsblad, som han havde

siddet og læst i, før tjeneren kom. Kriminalkommissær Gennat, hans chef på Alex, havde skrevet om de spektakulære efterforsknin-ger i Düsseldorf, en serie grufulde, uopklarede mord, hvor Gennat og et par udvalgte kolleger fra Berlin skulle hjælpe det lokale politi med at komme videre. Rath havde sagt nej til at deltage, selv om han vidste, at Buddha ville blive skuffet over hans afslag, og at han dermed stod i vejen for sin egen karriere: At blive udvalgt af Gennat var en udmærkelse, noget, man ikke bare sådan sagde nej til. Men selv Raths far havde frarådet en tilbagevenden til Rhinlandet, også selv om det kun drejede sig om Düsseldorf og ikke om Köln. Det var for farligt, havde kriminalinspektør Engelbert Rath sagt, LeClerk og hans aviser kunne komme på sporet af, at Gereon Rath stadig arbej-dede i politiet, og så ville det have været forgæves, alt det, man havde fået arrangeret året før.

Ærgerligt! Mordene i Düsseldorf var den mest spektakulære serie forbrydelser i Preussen i mange år: ni mord foruden flere mordforsøg inden for nogle få måneder. Politiet i Düsseldorf havde anset det for givet, at der var tale om en enkelt gernings-mand, og dermed udløst et ukontrollerbart hysteri i byen. Gennat gav ikke noget for den slags forhastede konklusioner, han havde udarbejdet en oversigt over det særlige ved hvert enkelt af mor-dene i Düsseldorf. En sag, der var som skabt til Månedsbladet. I hver ny udgave rapporterede Gennat om status i efterforskningen, der ganske vist ikke kom ud af stedet, heller ikke med den pro-minente hjælp fra Berlin. Da han ikke havde andre resultater at fremvise, havde Gennat omhyggeligt oplistet ofrene: de ni dø- de, men også de fire svært tilredte ofre og de fem mindre alvor-


20

ligt skadede, som alle var blevet ført til protokols i og omkring Düsseldorf på ganske få måneder. Den 26-årige, slemt medtagne husassistent Sch., hvis skæbne Gennat beskrev så indgående, var kun sluppet fra det med livet i behold, fordi gerningsmanden var blevet afbrudt.

Rath havde læst alle referaterne, mens han holdt skansen på Alex, hvor han havde måttet blive siddende på sit kontor og tage sig af diverse småting. Nemlig de smuler, som vicekriminalkommissær Böhm lod falde af til ham, for selvfølgelig skulle det netop være bull-doggen Böhm, Gennat havde betroet ledelsen af drabsafdelingen på Alex, mens han selv var væk. Og for Gereon Rath var dét ensbety-dende med ligegyldige opgaver, som enhver anden stikirenddreng kunne klare, eller i bedste fald sager, som ingen andre gad have. Som nu den med Isolde Heer i Schöneberg, der for to dage siden havde lukket op for gassen i sit køkken uden at tænde: selvmord, der nok gav en masse arbejde, men som med garanti ikke kastede nogen form for berømmelse af sig. Den slags sager var der rigeligt af for tiden, selvmord stod højt i kurs denne vinter. For det meste tog det lokale kriminalpoliti i de pågældende distrikter sig af det, men et par stykker endte også på Alex. Og her landede de hver gang på Gereon Raths skrivebord.

Et deprimerende arbejde.Rath søgte i bladet efter det sted, hvor han var blevet afbrudt i

læsningen.Herefter mærkede frøken Sch. pludselig et stik eller snit i halsen og

skreg højt om hjælp. Hun mente, at hun straks havde hørt andre råb som svar på sine egne. „Baumgart“ stak nu forfra på må og få og gav hende til sidst et dybt stik i ryggen. Derved brækkede, som flere gange nævnt, spidsen af dolken og blev siddende i ryggen …

„Telefon til kriminalassistent Rath!“ En piccolo kom gående ned gennem rækkerne med borde, mens han holdt et papskilt i vejret,


21

hvor der med store blokbogstaver stod Telefon. „Hr. kriminalassi-stent Rath bedes gå til telefonen!“

Det varede et par sekunder, før Rath blev klar over, at det var ham, man kaldte på, og han løftede den ene hånd ligesom i skolen. Nogle gæster vendte hovedet om mod ham, da piccoloen trådte hen til hans bord.

„Hvis De vil være så venlig at følge med mig …“Rath lagde bladet på bordet for at markere ’optaget’. Han gættede

på, at det måske var Kathi, der ringede for at melde afbud, mens han fulgte efter papskiltet hen til telefonboksene. Hvis det var sådan, hun ville have det! Så måtte de hellere få det overstået, om det så skulle være pr. telefon!

„Boks nr. to,“ sagde piccoloen.Der var to telefonapparater bag hver sin dør af mørkt træ og med

glasrude. Over den til højre lyste en lille lampe. Piccoloen pegede på det messingskinnende total lige ved siden af lampen.

„De skal bare løfte røret,“ sagde han, „der er forbindelse.“Rath gik ind og lukkede døren. Lyden af mumlende stemmer i

restaurationslokalet var nu meget dæmpet. Han løftede røret, tog en dyb indånding og sagde hallo.

„Rath? Er det Dem? Nå, endelig!“„Hr. vicekriminalkommissær?“ spurgte Rath. Helt overflødigt.

Der var kun en, der bjæffede i en telefon på den måde.Vicekriminalkommissær Wilhelm Böhm.Bulldoggen havde en usvigelig sikker sans for at fange ham på

det gale ben. „Hvor i alverden befinder De Dem, mand? De burde instruere Deres medarbejdere noget grundigere! Frøken Voss kun-ne ikke engang fortælle mig, hvad De overhovedet laver derovre vestpå!“

„Isolde Heer,“ mumlede Rath, „vi er nu sikre på, at det var selv-mord. Rapporten er næsten færdig. Den ligger på Deres skrivebord i morgen.“


22

„Er De kommet i litterært selskab? Eller hvorfor sidder De og skriver rapport på en cafe?“

„Et af vidnerne arbejder i nærheden og foreslog, at vi mødtes her på …“

„Nå, det er også lige meget. Lad nu bare den ligegyldige historie ligge og få fat i Deres kollega kriminalbetjenten …“

„… assistenten …“„… og kør ud til Marienfelde. Terra-Studiet. Ulykke med dødelig

udgang. Sagen er lige kommet ind. Kollegerne i distrikt 202 har bedt om hjælp. Det er åbenbart ikke så enkelt, som det ser ud.“

Eller også er kollegerne i distrikt 202 bange for, at de ikke får fyraften til tiden, tænkte Rath.

„En ulykke,“ sagde han. „Det lyder spændende. Hvad hed stedet igen?“

„Terra-Studiet. Filmfolk. En eller anden er faldet ned fra et stil-lads eller sådan noget. Jeg har sendt en vogn ud efter Dem, kolle-gerne kender vejen.“

„Så har jeg kun tilbage at sige tak.“Böhm lod, som om han ikke havde bemærket Raths sarkasme.„Åh, hr. kriminalassistent,“ sagde han bare, „lige én ting til.“Fandens! Man skal aldrig tirre sine foresatte!„Ja?“„Denne Wessel skal begraves i morgen klokken fem. Jeg vil gerne

have, at De går med og gør Deres observationer. Diskret, naturlig-vis.“

Naturligvis! Så havde bulldoggen alligevel fundet en sag mere at forpeste hans lørdag-søndag med! Den ideelle kombination: en utaknemmelig opgave, perfekt timet til lørdagens frieftermiddag og garanteret uden betydning for den videre efterforskning!

„Og hvad præcis skal jeg observere, hr. vicekriminalkommis-sær?“ spurgte Rath. Han kunne ikke se skyggen af nytte i at snuse rundt på kirkegården den næste dag i forbindelse med en sag, der


23

var i den grad politisk varm, og hvor forløbet desuden for længst var kendt. Det kunne måske interessere dem i Politisk Afdeling, men ikke afdeling A.

„Jeg behøver vel ikke forklare Dem, hvordan kriminalpolitiet ar-bejder,“ hvæsede Böhm i røret. „Det er rutine! De skal bare holde øjnene åbne!“

„Javel, hr. vicekriminalkommissær.“Det blev ikke nødvendigt at sige høfligt farvel, bulldoggen havde

lagt på.Det var faktisk en del af rutinen i afdeling A at deltage i begra-

velsen af mordofre – blot stod det klart, at begravelsen den følgende dag snarest ville have karakter af en politisk demonstration og med garanti ikke levere nye spor i en sag, der i øvrigt var soleklar: For et par uger siden havde en alfons affyret sin pistol i munden på en ung SA-fører, der havde hugget en af hans små slørhaler fra ham. Man-den havde allerede siddet varetægtsfængslet i seks uger og havde aflagt tilståelse, men påstod at have handlet i nødværge, selv om han var trængt ind i boligen med vold sammen med et par kommuni-stiske kumpaner. Søndag var offeret afgået ved døden, og Goebbels’ Angriff havde gjort den unge mand, der havde forelsket sig i en luder og betalt for det med sit liv, til en helgen, en af bevægelsens marty-rer, et blodsvidne, som de kaldte det i de nationale kredse. Af samme grund var stemningen eksplosiv. Politiet forudså slagsmål mellem nazister og kommunister og havde tilkaldt nogle hundrede ordens-betjente. Og den heksekedel ville Böhm sende ham ind i. Måske hå-bede vicekriminalkommissæren, at Rath ved et uheld blev slået ned af en eller anden nazist eller kommunist.

Rath blev ved telefonen, han ringede til Schöneberg og fik fat i Gräf, der stadig befandt sig i Isolde Heers lejlighed. Fem minutter senere stod han på fortovet på Uhlandeck og ventede. Kathi var sta-dig ikke dukket op. Nu var der heller ikke længere tid til at få talt ud.

Böhm havde ikke undt ham mordbilen. Der holdt en grøn Opel


24

fra kørselsafdelingen i anden række på Ku’damm. Kriminalassistent af anden grad Czerwinski fik bugseret sin alt for store krop op fra sædet ved siden af føreren, da han fik øje på kriminalassistenten, og åbnede bagdøren. Kriminalbetjent Henning sad ved rattet. Rath sukkede. Gøg og Gokke, som de to uadskillelige kolleger kaldtes på Borgen, var ikke ligefrem de mest ambitiøse kriminalfolk på Alex, sandsynligvis var det derfor, Böhm hver gang sendte ham netop de to. Henning hilste bare med en hurtig finger til hatteskyggen, da Rath masede sig ind på bagsædet. Lange, hårde stænger af træ og en uformelig kasse optog næsten al pladsen.

Rath bandede. „Hvad i alverden er det?“„Fotografiapparatet,“ sagde Henning, „det kan ikke være i baga-

gerummet på den skide Opel!“„Men i mordbilen kan det!“Henning trak undskyldende på skuldrene. „Den skal Böhm bru-

ge,“ sagde han.„Fordi han skal til Aschinger, eller hvad?“Henning lo høfligt, som det forventedes af hans tjenestegrad,

når en kriminalassistent af første grad rev vittigheder af sig. Næppe havde Czerwinski sat sig ind på forsædet igen, før kriminalbetjenten gav gas. Opel’en vendte med hvinende dæk og skiftede over i den modsatte kørebane. Rath ramlede med hovedet mod et af beslagene i vognens tagkonstruktion og bandede. Da bilen svingede ind på Joachimstaler Straße, mente han, at han så Kathis røde vinterfrakke i bakspejlet.

4

Filmstudiet lå lige i nærheden af væddeløbsbanen. Henning par-kerede ved siden af den sandfarvede Buick, der holdt i gården. Gräf




SOHN


DER TAGESSPIEGEL


•D

en stu

mm

e død•

SOHN

VolkerKutscher






Den stumme død

978-87-7122-026-1

www.sohn.dk










Krimipris.



atmosfære.

Af samme forfatter:

Den våde fisk


højt niveau.”












eksemplarisk.”





SOHN


DER TAGESSPIEGEL


•D

en stu

mm

e død•

SOHN

VolkerKutscher






Den stumme død

978-87-7122-026-1

www.sohn.dk










Krimipris.



atmosfære.

Af samme forfatter:

Den våde fisk


højt niveau.”












eksemplarisk.”





SOHN


DER TAGESSPIEGEL


•D

en stu

mm

e død•

SOHN

VolkerKutscher






Den stumme død

978-87-7122-026-1

www.sohn.dk










Krimipris.



atmosfære.

Af samme forfatter:

Den våde fisk


højt niveau.”












eksemplarisk.”



Documents

Den stumme død