Er en spade en spade?

Er en spade en spade? Vejleder: Chrisitian Dyrst Simon Heggum1. årgang – 1.c Den Frie Lærerskole 27. maj 2009

Er en spade en spade?Af Simon Heggum, 1. årgang, Den Frie Lærerskole

Når man tænker rockmusik – Hvad tænker man så?

Tænker man en langhåret forsanger, med mikrofonstativet i hånden og bar overkrop eller tænker

man en muskuløs trommeslager, der tæsker løs i et trommesæt? Muligvis! Men mange vil nok

komme i tanke om guitaristen. Ham der står ude i siden og fyrrer riffene og de vilde soloer af. Ham

med en attitude der siger spar to og et hår der siger ditto,

Men det der gør ham til det ikon, den ”guitar-gud” som er en populær betegnelse blandt mangt en

entusiast, må jo være det instrument han spiller på. Den elektriske guitar. Netop et instrument der

formår at danne skoler, samle flere fans og være et ikon for sig selv. En træblok med strenge på,

som mangt en ungersvend, og kvinde, gennem generationer har samlet op. Netop fordi de havde set

forbilleder som Jimi Hendrix, Jimmy Page (Led Zeppelin) og David Gilmour (Pink Floyd) gøre det

før dem. Denne opgave søger at gå lidt bag myten og historien om nogle af disse instrumenter og

rejse spørgsmålet: Er en spade virkelig bare en spade? Hvordan har den influeret populærmusikken?

Og er den måske blevet influeret af nogen?

Med udgangspunkt i det 20 århundredes populærmusik går vi nu på opdagelse i to kendte typer el-

guitarer og nogle af de guitarister der især har været vigtige for dem.

Begyndelse 1

El-guitaren har ikke altid været der. Forløberen finder man naturligvis i den akustiske guitar, som

stammer helt tilbage fra middelalderen hvor den videreudviklede sig fra instrumenter som lutten og

mandolinen. I starten af 1900 tallet opstod der et behov for at kunne sætte strøm til den akustiske

guitar. Det skete i takt med at studieteknik og pladeindspilninger begyndte at sætte større krav til de

akustiske guitarister.

El-guitaren blev ikke opfundet af én person på et bestemt tidspunkt, men den blev formet af mange

ingeniører og musikere, med instrument-byggeri som fritidsbeskæftigelse. Dette skete op gennem

30'erne og 40'erne. De første halvakustiske var, stort set, en akustisk guitar med tilføjet pickup.

Opfindere opdagede at pickuppen kunne monteres på en måde så den, via magnetisme, forstærkede

1 Primær kilde: Tony Bacon – Den Store Guitarbog Side 54 - 55

Side 1 af 20


guitarstrengens svingninger. De svingninger kunne, ved hjælp af et kabel, sendes som et lydsignal

til en forstærker.

Ideen om en guitar med massiv krop, opstod i takt med guitaristernes voksende krav til

instrumentet. Den akustiske guitar, havde i de senere år været et irritationsmoment, med sin store

hule og upraktiske krop. Den massive krop skulle senere bane vej for flere muligheder i design og

finish.

En af de første massive elektriske guitarer var ”The Frying Pan”, bygget for den amerikansk

tilflyttede schweizer Adolph Rickenbacker's nystartede firma. Et firma som senere var med til at

definere el-guitaren, så vel som dens design, i de sene 50'ere og 60'ere. Guitaren var simpelthen et

stykke massivt træ med en pick-up. Navnet opstod fordi guitaren lignede en stegepande.

Disse opdagelser skabte vejen for nogle af pionererne inde for den elektriske guitar, folk som Leo

Fender og Les Paul. En af de første kendte elektriske guitarer var således Leo Fender's Broadcaster.

Fender Telecaster – Den ældste klassiker 2

Leo Fender (1909 - 1991) fik i en

tidlig alder en interesse for radioer

og andet elektronik.

Han byggede i 1944 en guitar, som

blev så populær at det kunne betale

sig for ham at leje den ud til lokale

guitarister. I 1940'erne etablerede

han derfor firmaet K&F, hvor han

blandt andet hjalp førnævnte

Rickenbacker, med deres elektriske

steelguitarer (brugt i country og

blues) Dette blev han dog hurtig træt

af og oprettede i 1946 firmaet Fender

Electric Instrument Company, hvor

K&F's interesser fortsatte.

2 Primær kilde: Tony Bacon – Den Store Guitarbog Side 58 – 59 + 68 - 69

Side 2 af 20


I 1948 kom George Fullerton til og han skulle hurtigt vise sig at blive en vigtig samarbejdspartner

for den innovative elektroingeniør.

De to mænds samarbejde resulterede i den

første massive elektriske guitar, der var

kommercielt variabel. Den blev døbt ”Fender

Broadcaster” og blev udsendt på markedet

omkring 1950.

Guitaren bar præg af et ret nytænkende

design. De massive el-guitarer der havde

været forud for Broadcasteren, havde lignet

den førnævnte ”Frying Pan” guitar.

Broadcasteren blev ret populær, og det gjorde

at en anden instrument fabrikant, Gretsch,

truede Fender med sagsanlæg da de angiveligt

havde opnået retten til navnet Broadcaster før

Fender. Derfor ændrede Fender navnet på guitaren til det mere modernistiske: Telecaster, populært

kaldet Tele. En sjov anekdote er at der i kort tid var Telecastere på markedet uden navn. De guitarer

bliver i dag kaldt ”No-Casters” og sælges til uhyrlige summer.

Det enkle design fra Broadcasteren gik igen hos den efterfølgende Telecaster. Denne var også enkel

i sit design men introducerede samtidig et par bestemte ting som ville følge kommende Fender

modeller. De to pickupper på Telecasteren er Fenders egen opfindelse kaldet ”Fender pickups” eller

”singlecoils”. Disse enkle pickupper er dem der karakteriserer Fenders berømte, varme lyd.

De blev placeret på en måde der gjorde at guitarens lyd blev alsidig. Den vinklede pickup i stolen,

hvor strengene er forankret, forbedrede diskanten i guitarens lyd. Mens frontpickuppen, der er

placeret under gribebrættet, fremhævede den mere fyldige og dybe tone. En trend som mange ”dual-

pickup” (to pickupper) guitarer siden har båret videre. På teknikken sad der en ”vælger” - populært

kaldet en switcher – som guitaristen kunne bruge til at vælge hvilken pickup han ville benytte sig

af.

Den dynamiske guitarist ville sætte switcheren i midten og dermed udnytte lyden af begge

pickupper der arbejdede sammen. Denne mulighed distancerede el-guitaren endnu mere fra den

Side 3 af 20


akustiske, der som bekendt kun havde én bestemt lyd.

Ud over switcheren bestod teknikken af:

• Volumeknappen – den enhed der styrer guitarens elektriske volumen, dvs. hvor højt den spiller.

• Toneknappen – der styrer guitarens fylde og lydens kvalitet.

Ud over pickupperne og teknikken er det vigtigste for en god lyd, guitarens krop. Akkurat ligesom

den akustiske bedstefar. Telecasterens krop og hals var bygget i ud af ask. Det gjorde fabrikationen

nemmere da guitaren kunne skærers ud af det samme stykke træ.

Dette runde, dynamiske finish appellerede til datidens guitarister og alene det at el-guitaren var

væsentlig lettere og nemmere at have med at gøre, end de halvakustiske prototyper, gjorde at Telen

solgte godt.

Det mest specielle var dog måden strengene var fastgjort til guitaren på. Strengene var ikke fastgjort

til stolen, men fortsatte gennem kroppen og var i stedet forankret bag på guitaren. Dette holdt

strengene strammet ud og resultatet bliev en mere alsidig og klar lyd. Som tiderne gik, ville man

opdage at andre guitarer der benyttede sig af en mere traditionel strengeforankring, havde en større

mulighed for at gå ud af stemning end Telen, da disse guitarers strenge sad væsentlig løsere.

Telecaster Varianter3

Telecasteren er nu om stunder en af de helt klassiske guitarer og sammen med Fenders populære

Stratocaster og Precision bassen, er det den guitar der har lanceret Leo Fender som et geni og en

pioner inde for guitardesign. Sjovt nok

er Telen da også en af de guitarer der

har ændret sig mindst siden dens

lancering i 50'erne. Dette kan højst

sandsynligt tilskrives dens sejlivede

design, enkle finish og at den er god at

spille på.

Men her følger et udvalg af de forskellige varianter som tiden bragte.

3 Primær kilde: Tony Bacon – Den Store Guitarbog Side 70 - 71

Side 4 af 20


Fender Esquire (1950 – 1971)

Denne model blev lanceret samtidig med de oprindelige Broadcasters. Esquireren var egentlig helt

identisk med Telen bortset fra at den kun har en pickup. Kroppen blev fremstillet som en Tele,

hvilket gjorde at de indvendige pickupkablerne var lavet til to pickupper, selvom der kun var én.

Switcheren kontrollerede tre nuancer af den lyd pickuppen fremkaldte. I sidste ende blev Equireren

aldrig ligeså populær som sin storebror, og Fender stoppede produktionen i 1971.

Fender Telecaster Thinline (1968 – 2009)

Dette er en opdateret Tele.

Kroppen er halvhul, dog kun den

ene del som er blevet udstyret med

et klassisk f-hul, mest for syns

skyld. De første Thinlines havde

mere konventionel Telecaster

hardware, samt en ny slagplade

med en anderledes form og et

perlemors-agtigt look. Fra 1979 ændrede teknikpanelet sig fra den typiske Telecaster stil, til noget

der mere mindede om Fenders nyere produktioner. Desuden blev den udstyret med to

dualcoil/Humbucker pick-upper i stedet for de to Fender singlecoil pickupper. En innovation af

Telen der har vist sig at være så sejlivet, at den stadig er populær i dag.

Fender Telecaster Custom

(1972 – 2009)

I takt med at rocken

udviklede sig, krævede

guitaristerne mere af deres

guitarer. Telens lyd var godt

nok alsidig, men den havde

svært ved at genererer den

Side 5 af 20


mere rå og beskidte lyd som 70'ernes musikere søgte.

I takt med at flere og flere guitarister tyede til konkurrenter, lancerede Fender deres ”Telecaster

Custom”. De fjernede singlecoil pickuppen, som på vanlig vis sad under halsen og tilføjede i stedet

en Humbucker pickup. Dette gav en mere fyldig og rå lyd. Samtidig redefinerede de slagpladen og

gav Telen flere indstillings knapper. Dermed havde guitaristerne flere muligheder for unikke

indstillinger. Custom modellen bed sig aldrig fast blandt datidens guitarister og produktionen af den

stoppede i 1982. Da Fender genvandt territoriet i 90'erne blev den dog igen udsendt, med langt

større succes.

Bemærkelsesværdige Tele-guitarister

Mange guitarister er siden 50'erne faldet for Telens lyd. Den startede primært med at være et

populært indslag på den amerikanske bluegrass og countryscene, hvor dens bløde klang passede

godt ind. Senere begyndte også

rockabilly kunstnere at bruge Telen.

Et afgørende brud kom da Bob

Dylan tog Telen til sig og ved hjælp

af den, gjorde sit akustiske

folkemusik, elektrisk4.

Senere blev Telen også brugt af

Keith Richards (Rolling Stones),

som spillede på en række forskellige

ombyggede Telecastere, primært 5

strengede. Sanger og guitarist Syd

Barret (Pink Floyd) byttede sin

karakteristiske Danelectro 59 ud med en Fender Telecaster, der havde Spejlreflekterende slagplade.

Dette var et move der gjorde Barret's kompromisløse og feedback fyldte guitarspil mere organisk.5

Hans aftager David Gilmour (også Pink Floyd), som senere blev kåret som verdens bedste guitarist,

har også brugt både Telecaster og Esquire guitarer.

Punkrockeren Joe Strummer spillede rytmeguitar og sang i The Clash.

4 http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Telecaster_players under D, den 22 maj 20095 Richard Chapman – Guitar: Music, History, Players side 141

Side 6 af 20

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Telecaster_players


Hans Telecaster var kendt for at være så total ramponeret, at den blev et ikon. Dette blev slået fast i

2008 hvor der blev designet en hel speciel Joe Strummer signatur Telecaster.

I nyere tid har en guitarist som Graham Coxon, fra britiske Blur, brugt et bredt udvalg af forskellige

Telecastere. Hans guitarspil er karakteriseret af en fantasifuld men stadig traditionel guitarstil, med

en higen efter det amatøragtige6. Hans guitarsolo på et nummer som ”Coffee and TV” (13, 1999) er

et klassisk bevis. Hele nummeret igennem holder han sig til en lettere dissonant rytmeguitar,

hvorefter han nedbryder riffet helt i en kaotisk solo, der nærmest ikke holder sig til noget fast

overhovedet. Eller ”Beetlebum” (Blur, 1997) hvor han med en syret delay effekt, spiller en rytmisk

leadguitar og ligger nogle leadmelodier indover. Man kan hører Telen komme til sin ret i mange af

hans numre.

En anden nyere guitarist der hovedsageligt benytter sig af Telecasteren er Jonny Greenwood fra

britiske Radiohead. Hans Telecaster er for det meste slået til et hav af effektpedaler, som han

dermed præger Radioheads lyd voldsomt med7.

På ”The Bends” (The Bends, 1995) spiller han ikke decideret leadguitar, men ”bender” til gengæld

strengene på Telen så voldsomt, at han får en karakteristisk hvinende lyd ud af sin guitar. På ”Street

Spirit (Fade Out)” (The Bends, 1995) spiller han en appegio rytme med en smule delay og reverb,

der effektivt modsvarer den akustiske rytmeguitars hovedriff.

Stærkest står dog ”Paranoid Android” fra Radioheads hovedværk ”OK Computer” (1998). Dette 7

minutter lange nummer er sammensat af tre stykker musik. Den første del er i midtempo og

kendetegnes af nogle meget karakteristiske leadfills, spillet af Jonny Greenwood. Det er en slags

modsvar til hovedmelodien, spillet med phaser og flanger effekter, som giver første del den

specielle fremmedgjorte fornemmelse der ligger i musikken. I andet stykke bygger sangen op til

hurtig rock, og her viser Greenwood meget tydeligt hvad han kan udrette med sin Tele. Soloen er

præget af hurtige rytmeskift og en bestemt teknik, som er en blanding af effekter og teknisk

dygtighed, der gør at han får guitaren til nærmest at hyle.

En syret blanding af traditionel guitarsolo og direkte atonal larm. I den sidste del skifter Greenwood

fra guitar til keyboard, men nummeret slutter med en gentagelse af guitarsoloen.

6 Richard Chapman – Guitar: Music, History Players side 173 - Nederst7 Richard Chapman – Guitar: Music, History Players side 173 - Øverst

Side 7 af 20


En sejlivet Bedstefar

Telecasteren har altså været mangt en guitarists foretrukne værktøj siden dens lancering i 1950'erne,

og som det ser ud nu har den ikke tænkt sig at forsvinde lige med det samme. Den kan bryste sig af

at være den ældste kommercielle, massive guitar i verden8. I 1954, fire år efter lanceringen af

Fender Telecaster, lancerede Fender den nye model Stratocaster. En model der skulle vise sig at

blive endnu mere populær end Telecasteren, og som uden tvivl er den mest efterlignede,

inspirerende og brugte guitar i verdenshistorien. Men den ville aldrig være blevet lanceret, hvis ikke

det havde været for dens garvede storebror Telecasteren. Flere og flere guitarister fra nyere tid tager

Telen til sig, så det må siges at være en sejlivet bedstefar vi har med at gøre

Gibson Les Paul – Kosteskaftet der revolutionerede9

Da Fender lancerede den første Telecaster i 1950

havde et andet amerikansk guitarfirma, Gibson,

haft et par år på banen. De havde siden 30'erne

solgt nogle af de første halvakustiske guitarer med

moderat succes, og da Fender udsendte

Telecasteren havde de siddet godt og solidt på det

amerikanske marked. Et par år forinden

(1940'erne) havde de fået besøg af en fyr der selv

havde bygget en massiv el-guitar, som han gerne så

at de producerede. Dengang havde de taget ham ret

useriøst, og kaldte ham ”drengen med kosteskaftet

med pickupper på”. Da Fender udsendte Telen kom

de dog ret hurtigt i tanke om ham igen og så at det

”kosteskaft” han havde haft med, måske ikke vat så

tosset alligevel. Den unge mands navn var Lester

William Polfus (f. 1916), bedre kendt under kunsternavnet Les Paul.

Les Paul var musiker, men havde udviklet en interesse for at opfinde allerede i en tidlig alder, hvor

han arbejdede med at underholde kunderne på en hamburgerforretning. Grundet larm havde han sat

8 http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster den 22 maj 20099 Primær kilde: Tony Bacon – Den Store Guitarbog Side 58 – 59 + 80 - 81

Side 8 af 20

http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster


en grammofon pickup og mundstykket fra en telefon, på sin akustiske guitar og dermed bygget sin

egen halvakustiske guitar. Den idé havde givet ham blod på tanden og han forsøgte derfor at udvikle

en massiv elguitar, mens han spillede med sin kone Mary Ford og lavede mange banebrydende

pladeoptagelser. Det lykkedes ham at færdiggøre det der skulle blive prototypen på en ny slags

guitar. Denne guitar døbte han ”The Log”.

Det var den han tog med til Gibson som de kaldte for et kosteskaft, men også den guitar der gjorde

at de senere fik fat i ham igen.. ”The Log” var altså det første eksempel på de kommende massive

guitarer som Gibson ville begynde at producerer. Det siger også noget om Les Paul at han, siden

første møde med Gibson, var blevet en anerkendt guitarist og banebrydende producer, lydtekniker

og opfinder. Blandt andet havde han bygget den første flerspors båndoptager. Les Paul lever i øvrigt

i bedste velgående i dag i en alder af 93.

Gibson ville udkonkurrerer Fender og ville derfor skabe en kontrast til Fender guitarernes flade

look. De genbrugte derfor et par tricks fra deres halvakustiske guitarer. De runde, dynamiske former

mindede mere om akustiske guitarers, end Fenders gjorde og skulle appellerer til de guitarister der

var til mere traditionelt design. Hovedet, hvor stemmeskruerne sidder, bragte også straks ens tanker

over på de mere

traditionelle halvakustiske

guitarer. Dette eksempel

på en Gibson Les Paul er

den nu klassiske ”Gold

Top”, der blev lanceret i

1952. Den fik sit navn på

grund af kroppens finish

som var gjort i en gylden

farve.

Guitaren var væsentlig tungere end Telecasteren, da kroppen var bygget af naturlig mahogni. De

første Les Paul guitarer var udstyret med de enkle singlecoil P90 pickupper, men i '55 udstyrede

Gibson dem med deres egen opfindelse: Dualcoil pickupper eller Humbucker pickupper. De var

blevet opfundet ved at vende en normal singlecoil pickup den forkerte vej og tilføje en ekstra.

Side 9 af 20


Dette formindskede den støj der havde været et stort problem i forbindelse med singlecoil

pickupperne. De gav samtidig Les Paul guitaren den mere kontrollerede, men dybe lyd der var

velegnet til hårdere rock. Teknikken var væsentlig anderledes end det man allerede kendte fra

Fender. Pickupvælgeren var sat i toppen af guitaren i stedet, så guitaristen havde adgang til at kunne

skifte mellem de to pickupper hurtigere. De to pickupper var lavet på samme måde som på Telen.

Halspickuppen styrede som vanligt fylde, mens stolpickuppen styrede diskanten. Hvad der var nyt

var at guitaren var udstyret med 4 knapper i stedet for to. Simpelthen et par for hver pickup. Dette

gjorde at man kunne forme lyden endnu mere og dermed havde flere muligheder hvis man valgte

Gibson, frem for Fender. Slagpladen blev hurtigt noget af det man kunne kende Les Paul guitaren

på. Den enkle, halvt løftede slagplade var igen lånt fra de gamle halvakustiske Gibson modeller.

Stolen skiftede mellem at være lavet i en bestemt ”Trapez” model, hvor den var fastgjort til

guitarens bund via to trapez lignende stænger, og den mere traditionelle Gibson ”Tune-O-Matic”

bro. Her holdt stolen strengene oppe på midten af guitaren i seks individuelle enheder. Disse

forbedrede intonationen. Derefter blev strengene forankret i et separat bundstykke. Halsen var

pålimet, i stedet for at være gjort ud af det samme træ, men var dog stadig lavet af mahogni, præcis

ligesom kroppen. Gribebrættet var langt mere detaljeret end Fenders, og de traditionelle båndindlæg

var indlagt som sirlige mønstre i ibenholt. Endnu et trick man havde lært fra de klassiske

halvakustiske.

Designet af Gold Toppen har sådan set holdt hele vejen op til i dag med ganske få justeringer, og

sammen med Telecasteren og Stratocasteren er Gibson Les Paul, et af de mest respekterede og

kopierede guitarmærker overhovedet. Ironisk nok var Gibson i tvivl om hvorvidt de havde lyst til at

lægge navn til et så radikalt produkt, så det var Les Pauls egen idé at opkalde guitaren efter ham.

Gibson Les Paul Varianter10

Akkurat ligesom de førnævnte guitarmærker, er det begrænset hvor meget Les Paul guitaren er

blevet ændret i løbet af dens lange levetid. En sjov ting er dog at hver gang Gibson har forsøgt at

ændre ved Les Paul guitarens design, er de ofte blevet nødt til at droppe ændringen og vende tilbage

til udgangspunktet i det klassiske design, som tilsyneladende er uopslideligt. Der har dog været en

række ændringer som er faldet i god jord hos diverse guitarister, der altid har været på udkig efter

10Primær kilde: Tony Bacon – Den Store Guitarbog Side 82 – 85

Side 10 af 20


nye muligheder. Les Paul varianternes snørklede og mindre elegante historie er dog en ret

spændende ting at følge for, som man vil kunne læse, er nogle af variationerne resulteret i helt nye

modeller. Her følger et par varianter.

Les Paul Standard (1952 – 1962/1975 - 2009)

I '58 havde Gold Top versionen af Les Paul været på markedet i et godt stykke tid,

men efterspørgselen var efterhånden så godt som ikke eksisterende. Derfor ændrede Gibson det

mere luksuriøse guld finish til den mere omgængelige ”Sunburst” farve. Dette gjorde at man rent

faktisk kunne se

ahorntræet, som Les Paul

guitarens frontstykke er

lavet af. Det gjorde at

guitaren nu var mindre

kitch og mere traditionel,

uden at miste sit flotte

design. Standarden var

ellers helt identisk med

Gold Toppen. Tune-O-

Matic broen og

Humbucker pikcupperne var nu en fast feature i det æstetiske og lydmæssige design, som

resulterede i det endelige Les Paul design. Gold Toppen og Standarden ses nu som den klassiske

Les Paul duo, og har da også været de mest sælgende.

Les Paul Junior (1954 - 2009)

Efterspørgselen af Les Paul voksede støt i løbet af 50'erne og langt flere ville efterhånden spille på

dem. Men ikke alle havde råd, og tyede derfor til billigere kopier. Det ville Gibson gerne undgå så

derfor lancerede de Les Paul Junior i 1954. Meningen var en billig guitar, men stadig med høj

kvalitet11. Kroppen var pladeformet modsat de dyrere Les Paul guitarer, hvilket gav en tyndere og

fladere krop der vejede mindre. I stedet for Humbucker pickupper blev Junior udstyret med en

11 http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul_Junior Den 23 maj 2009

Side 11 af 20

http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul_Junior


enkelt P-90 pickup (singlecoil), da disse var billigere at producere. Den oprindelige Junior udkom

kun i en mørk Sunburst. Senere

gik det dog hurtig op for

Gibson at Junioren var en

succes og derfor lancerede de

Junioren i en TV farve. En mat

gul krop med en sort slagplade.

Så kunne man bedre se guitaren

i sort/hvid fjernsyn.

Senere modeller fik en pickup

tilføjet og en kort årgang

dobbelt udskæringer i stedet for én. Juniorens enkle finish og udmærkede lyd gjorde den meget

populær og derfor bliver den stadig produceret den dag i dag.

Gibson SG/Les Paul Standard (1961 – 1962/SG: 1962 – 2009)

I 1961 var interessen igen dalende for Les Paul og

derfor mente Gibson at det var på tide at lave Les Paul

designet helt om. Derfor stoppede de produktionen af

Les Paul Standard og lancerede i stedet en ny

Standard, med en fuldstændig anderledes og mere

modernistisk krop. Kroppen var nu udelukkende lavet

af maghogni og meget tyndere, hvilket gjorde kroppen

lettere end på den gamle standard. I stedet for en

enkel, blød udskæring havde Standarden nu to langt mere markante udskæringer. Dette resulterede i

at man kunne nå de helt høje bånd. Halsen var sat fast på kroppen så det var muligt at ramme det

sidste bånd. Pickupswitcheren blev placeret ved siden af volumeknapperne og de første Standarder

havde en helt ny vibratobro. De få Standarder med vibratoarm der før var blevet udsendt, havde

benyttet sig af de mere kendte Bigsby vibratoer, der var blevet opfundet af Paul Bigsby i 1940'erne.

Den nye Standard benyttede sig af et nyt vibratosystem, hvor man trak armen sidelæns i stedet for

op og ned. Selv jackbørsen, hvor man satte jackstikket i guitaren, havde ændret plads. Hvor den før

Side 12 af 20


sad nederst på siden, blev den nu placeret nederst på fronten i stedet. Alt dette for at udkonkurrere

den voldsomt populære Stratocaster fra Fender. Alt i alt var Les Paul Standard en helt ny guitar.

Da Les Paul så denne nye guitar, med hans navn på, blev han ikke glad. Han bad Gibson om at

fjerne hans navn fra Standarden med det samme, da han ikke synes om designet12 og fordi den ikke

lignede den oprindelige Les Paul.

Gibson gav den i stedet navnet SG (Solid Guitar). SG'eren blev dermed en ny model fra Gibsons

side i stedet for en variant af Les Paul guitaren. Ironisk nok blev SG'eren en af de bedst sælgene

Gibson guitarer og den måler sig i dag med Les Paul guitaren i popularitet, og er én af de mest

kendte massive guitarer på verdensplan.

Bemærkelsesværdige Les Paul guitarister

Les Paul guitaren har efterhånden været i hånden på rigtig mange guitarister. Dens runde kurver og

elegante finish gav den, som Gibson håbede på, hurtigt en masse succes blandt guitarister der ikke

syntes om Fenders tynde guitardesign. Den mest notable guitarist er selvfølgelig manden selv, Les

Paul, der har spillet og den dag i dag stadig spiller på en helt speciel Les Paul guitar, som han selv

har været med til at designe. Hans spillestil kom

til at gå over i historien, og dannede hele den

nye skole af guitarister som siden formede

rockscenen i 70'erne. Da Les Paul guitaren kom

ud i sin tid havde den dog svært ved at indfinde

sig. Det var først rigtig i 1962 at det gik op for

guitaristerne, at Les Paul var velegnet til den

slags musik de spillede. At dette først skete efter

den oprindelige Les Paul Standard for en stund

var blevet taget af markedet, må betegnes som et

uheld. I Amerika havde Les Paul'en dog været en

succes i et stykke tid, netop på grund af dens

skaber. Men i Europa var den mindre kendt og

det var også først i 1964 at det begyndte at gå op

12 http://ezinearticles.com/?History-Of-The-Gibson-SG-Guitar&id=1166356

Side 13 af 20


for europæerne, at Gibson Les Paul var en guitar. Det skete da Keith Richards (Rolling Stones)

skaffede sig en Les Paul Standard13 og begyndte at bruge den sammen med hans førnævnte

Telecaster guitarer. Senere samlede kunstnere som Eric Clapton og Paul McCartney (The Beatles),

Les Paulen op og brugte den med stor succes.

En af de guitarister der stormede ind på scenen i 60'erne og 70'erne var Jimmy Page (f. Januar

1944)14 som startede som guitarist i den britiske supergruppe The Yardbirds. Men allerede før havde

han tjent til livet som studiemusiker for en lang række britiske bands.

Hans hovedguitar var en Les Paul Standard, som han forstærkede gennem en Marshall forstærker

og det skulle vise sig at være ham der definerede Les Paul guitarens indflydelse på den tunge rock.

For da det oprindelige Yardbirds smuldrede i 1968 – '69 satte Page sig for at lave The New

Yardbirds. Han fik fat i John Bonham (trommer), John Paul Jones (bas, keyboard) og Robert Plant

(vokal, mundharmonika) og efter et par koncerter blev navnet ændret til Led Zeppelin. Led

Zeppelin blev, sammen med andre bands som Black Sabbath og Queen, fædre til en ny genre kaldet

heavy rock. Mange håbefulde musikere ville i de kommende generationer skæve til Jimmy Page og

hans sunburst Les Paul Standard. Han er en af dem der er skyld i, at man i dag ser mangt en

poserende guitarist stå med en Les Paul og en Marshall forstærker. Man kan høre Les Paul guitarens

karakteristiske lyd på et nummer som ”Whole Lotta Love” (Led Zeppelin II, 1969), som nærmest

er en reklame for hvor meget lyd Les Paul guitaren kan producere med det rigtige gear. På omkring

fem minutter når han at fyre det rytmiske riff af, samt producere sære slidelyde med en smule delay

i omkvædet. Herefter laver han syrede lyde og effekter i trommebreaket, frembragt af både slide og

violinbue samt en del feedback, reverb og snilde. Dernæst kaster han sig ud i en karakteristisk solo,

hvor han viser sin virtuositet med klassisk bending og skalaudøvelse tilsat en del overdrive. Det er i

øvrigt på dette nummer han bruger ”reverse ekko” - en delay stil han selv har opfundet, hvor man

hører ekkoet før selve tonen i stedet for efter, som man normalt gør.

Et andet klassisk eksempel er ”Immigrant Song” (Led Zeppelin III, 1970), hvor hans staccato spil

det ene sekund følger bassen for dernæst at lade akkorderne hænge. Dermed virker guitaren mere

som et percussion instrument end et melodisk instrument, og det er faktisk et af de Led Zeppelin

numre der ikke indeholder en guitarsolo. Igen er det en opvisning i hvor godt en Les Paul kan lyde

13 http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul den 24 maj '09 (som har det fra, Dave Burrluck: "'The Keithburst Les Paul'". Guitarist Magazine: 55–58 September 2007)

14 Michael Bonner Mfl.: “The Real Jimmy Page” - 36 – 47 Uncut Januar 2009 – brugt i hele afsnittet om Page

Side 14 af 20

http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul


med overdrive.

Det var klassiske eksempler som disse, der gjorde Jimmy Page til en af 70'ernes største guitarikoner

og mange kommende guitarhelte tog ved lære og samlede Les Paul guitaren op.

Page selv begyndte ironisk nok at bruge andre modeller på Led Zeppelin's følgende albums, hvor

man blandt andet kunne høre en Fender Telecaster i soloen på ”Stairway to Heaven”, samt en

Danelectro DC 59, på riffet i ”Kashmir”. Men han fandt altid tilbage til Les Paul guitaren.

I 80'erne blev Les Paul'en især brugt af de mange heavy guitarister, en scene der i dag er kendt som

hår-rock, grundet musikernes sære frisurer.

En af de mest kendte var Slash (f. Saul Hadson, 1965)15 fra Guns N' Roses, der netop brugte en Les

Paul på mange af gruppens kendte sange.

En af de mest kendte er ”Sweet Child O' Mine” (Appetite For Destruction, 1987), hvor hans meget

karakteristiske riff leveres med en spillestil der kaldes tabbing.

Her spiller man med begge hænder på gribebrættet i stedet for at bruge højre hånd til at anslå

strengene. Dette fremkalder en unik tone som er blød men samtidig meget rytmisk og hurtig, alt

afhængig af hvilken guitarist de spillende fingre tilhører. Mest bemærkelsesværdig er soloen. Den er

egentlig meget enkel, men den smagfulde måde den er udført på, giver en imponerende effekt. Det

meste er Slash' egen fortjeneste men en del af det var også Les Paul guitarens.

I '90'erne blev Les Paul'en mindre populær. Her sprang en ny scene frem i form af grunge og

støjrock. En scene hvor guitaristerne var mere interesseret i lyd og larm end design og ofte brugte

billige guitarer som man kunne skramle mere med. Les Paul'en er dog kommet tilbage i nyere tid da

metallen fandt fodfæste igen, og nu om stunder står den igen som en af de stærkeste guitardesigns

sammen med sin lillebror SG'eren og Fenders Telecaster og Stratocaster.

Den sejlivede el-guitar

Som man vil kunne læse sig til i de to foregående afsnit var den elektriske guitar, uanset typen, det

instrument der fyldte mest fra 50'erne til 60'erne. Den blev benyttet mere end noget andet

instrument på daværende tidspunkt, i en lang række helt forskellige genrer. Men i slut 70'erne og i

starten af 80'erne begyndte et helt nyt og langt mere moderne instrument at stjæle billedet fra

spaden. Tyske Kraftwerk og franske Jean Michel Jarre begyndte at benytte synthesizeren i de tidlige

15 Richard Chapman – Guitar: Music, History Players side 212 - Nederst

Side 15 af 20


70'ere og dette inspirerede folk som David Bowie, Pink Floyd og The Who til at bruge mere og

mere synthesizer i deres musik. Ironisk nok var den eneste modstand mod denne tendens 70'ernes

punkscene, som senere udviklede sig til New Wave, hvor netop synthesizeren var et afgørende

instrument. Engelske punkbands som Joy Division og The Cure trak meget på Kraftwerk og David

Bowie, og immigrerede synthesizeren i deres lyd hvor den oftest spillede sammen med el-guitaren

eller stjal billedet fuldstændig. Det vil man

kunne høre på numre som Joy Division's ”Love

Will Tear Us Apart” (Single, 1980), hvor

guitaren er degraderet til at anslå en enkel

akkord ind i mellem, eller i The Cure's ”All

Cats Are Grey” (Faith,1982), hvor guitaren er

helt væk. Dette var med til at definerer

1980'ernes altoverskyggende synthpop scene,

hvor den elektriske guitar blev et fy ord. El-

guitaren levede videre i hår-metal bands som

Guns N' Roses og Europe. Den blev dog samlet

op igen i slutfirserne, hvor bands som de

amerikanske Sonic Youth og Pixies reagerede

stærkt mod det perfektionistiske pop, ved at

bruge guitaren til at fremstille støj og feedback. Dette resulterede i el-guitarens genkomst i form af

Resultatet var støjrock, hvor førnævnte bands var bannerførere. Denne genre blev senere forfineti

form af grunge, som kom frem i start 90'erne. Her blev støjen blandet med mere melodi, og i

1990'erne var el-guitaren igen et dominerende instrument. Mest interessant var dog at da den

elektroniske scene begyndte at immigrerer guitaren i deres musik. Dette skete for alvor da engelske

Depeche Mode udsendte pladerne ”Music For The Masses” (1987) og ”Violator” (1990), hvor

keyboardspiller og sangskriver Martin L. Gore (f. 1961) samlede guitaren op og skabte en ny hybrid

mellem den og den syntetiske pop. Dette kan høres på numre som ”Enjoy the Silence” (Violator) og

”Behind the Wheel” (Music For The Masses) hvor guitaren er blevet et bærende, melodisk

instrument på lige fod med synthesizeren. Herudover er der ”Personal Jesus” (Violator), hvor den

stjæler hele billedet. Denne hybrid mellem elektronisk musik og rock, skulle vise sig at være en helt

Side 16 af 20


ny vej for den elektriske guitars overlevelse. Den elektroniske rock blev taget op af bands som

Primal Scream og New Order. I nyere tid er denne stil blevet redefineret af engelske Radiohead, der

igen blandede den nutidige 90'er electronica ind i en mere rock og sangbaseret stil. Af nutidige

electrorock navne er især tyske The Notwist og danske Veto værd at stifte bekendtskab med deres

unikke blanding af guitarrock og elektronisk snilde. El-guitaren er altså fortsat stærkt repræsenteret

i nutidens musik scene.

Spade eller spade?

Som man har kunnet læse sig til har el-guitaren været meget banebrydende og været med til at

definerer en stor del af tidens populærmusik. Men den har også selv udviklet sig og tilpasset sig nye

genrer. Dels på grund af guitaristerne der spillede på dem, dels på grund af nye tiltag i musikalske

genrer, men også på grund af markedsanalyser, salg og konkurrence mellem firmaer.

Et eksempel var, som man kunne læse tidligere, Les Paul guitarens mulige død. Hvis ikke rocken

var blevet tungere og nogle få guitarister havde opdaget dens lyd, var den type guitar måske

forsvundet helt fra markedet. Eller Telecasteren's små justeringer og ændringer i løbet af tiden.

Udelukkende for at tilpasse sig tidens trend, og for at udkonkurrerer Gibson m.fl. i kapløbet om

guitarmarkedet. Men ingen af guitarene var nogensinde blevet til de ikoner de i dag er, uden en

hjælpende hånd. De hænder der tilhører opfindere som Leo Fender og Les Paul. Eller dem der

tilhører guitarister som Jimmy Page, Jimmi Hendrix eller Jonny Greenwood.

Med de ord kommer vi så tilbage til opgavens udgangspunkt, som er spørgsmålet om en spade bare

er en spade? Til det må svaret være ja! Uden guitaristerne, designerne og de andre nøder var den

elektriske guitar måske stadig bare en akustisk guitar den dag i dag. El-guitaren har været med til at

skabe rigtig mange forskellige stilarter, men uden hjælp er den ubrugelig. Ligesom et bord er

meningsløst med mindre man har noget at stille oven på det. Så en spade er en spade, men hvis den

bliver båret, bygget eller spillet på af et menneske der ved hvordan den skal bruges, så kan den

spille på alle følelser i lydregisteret! Så til alle de nye guitarister: Rock on!

Side 17 af 20


Litteraturliste

Primær litteratur:

Tony Bacon – Den Store GuitarbogOrg. sprog: The Ultimate GuitarbookUdgivelsesår: 1991Oversættelse: Niels DreijerForlag: Borgen

Sekundær litteratur:

Richard Chapmann – Guitar – Music, History, PlayersUdgivelsesår: 2000Forlag: Dorling Kindersly LimitedLand: Storbritannien

George Gruhn, Walter Carter – Electric Guitars & Basses – A Photographic HistoryUdgivelsesår: 1997Forlag: Miller Freeman BooksLand: USA

Michael Bonner m.fl – The Real Jimmy PageInterview med John Paul Jones, Robert Plant, Jeff Beck, Jimi Page mfl. Trykt i: Musikmagasinet UncutUdgivelsesår: Januar, 2009 Land: Storbritannien

Musikhistorisk Museum - Strøm Til – En udstilling om El-guitarer og El-basKatalog i BogformRedaktør: Lisbet TorpUdgivelsesår: 2001Land: Danmark

Hugh Gregory – 1000 Great GuitaristsUdgivelsesår: 1994Forlag: Belafon BooksLand: Storbritannien

Q – Guitar Heroes (Special Issue)Specialudgave Trykt i: Musikmagasinet QUdgivelsesår: September 2007Land: Storbritannien

Side 18 af 20


Wikipedia – Webbaseret LeksikonForskellige brugereDatoer for brug af artikler: 20 – 26 Maj 2009Artikler der er brugt:http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Telecaster_playershttp://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul_Juniorhttp://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul

Johnny Stall – History of the Ginson SG GuitarInternet artikelUdgivet: UkendtBrugt: 20 – 26 mak 2009Artikel der er brugt:http://ezinearticles.com/?History-Of-The-Gibson-SG-Guitar&id=1166356

Illustrationer:Forside:http://www.capecodusa.cc/images/MyGuitars2.jpgBearbejdet af Simon HeggumKilder til andre illustrationer i opgaven. er angivet i billedteksterne

– Dele af opgaven er skrevet af mange års research og personlig viden.- Skrevet i skrifttypen Times New Roman, punkt 12, halvanden linjeafstand, 6258 ord, 20 sider.

Side 19 af 20

http://www.capecodusa.cc/images/MyGuitars2.jpg

http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul

http://en.wikipedia.org/wiki/Gibson_Les_Paul_Junior

http://en.wikipedia.org/wiki/Fender_Telecaster

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Telecaster_players


Side 20 af 20

Documents

Er en spade en spade?