Guld og bedrag

HENRIK DENTAHENRIK DENTAHENRIK DENTAHENRIK DENTAHENRIK DENTAHENRIK DENTA

GULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDGULDOGOGOG

BEDRAGBEDRAGBEDRAGBEDRAGBEDRAGBEDRAG

GADS FORLAG

D E R I S I K E R E D E A LT F O R

AT S N Y D E N A Z I S T E R N E

Guld og bedrag.indd 2 10/02/15 14.10

Henrik Denta

GULD OG BEDRAGDE RISIKEREDE ALT FOR AT

SNYDE NAZISTERNE


Guld og bedrag– De risikerede alt for at snyde nazisterneAf Henrik Denta

Copyright © 2015 Gads Forlag

ISBN 978-87-12-05049-0

1. udgave, 1. oplagPrinted in Finland

Projektledelse: Henrik SebroForlagsredaktion: Erik HøvringFotos: Se billedteksterOmslag: Harvey Macaulay, ImperietGrafisk tilrettelæggelse: Demuth GrafiskTryk: Bookwell, Finland

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævn-te rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Udgivelsen er støttet afPolitiken-FondenDen Hielmstierne-Rosencroneske StiftelseØK’s Almennyttige Fond

www.gad.dk


Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Kapitel 1 Guld som økonomiens fundament . . . 22Kapitel 2 En verdenskrig under opsejling . . . . . . 35Kapitel 3 Nazisterne plyndrer . . . . . . . . . . . . . . 48Kapitel 4 Staunings hemmelige plan. . . . . . . . . . 53Kapitel 5 Topmøde i Stockholm. . . . . . . . . . . . . 64Kapitel 6 En meget kort ansøgning . . . . . . . . . . 67Kapitel 7 Natarbejde i Nationalbanken . . . . . . . 76Kapitel 8 Tyske guldmønter . . . . . . . . . . . . . . . . 82Kapitel 9 Guldfrygt i Norden. . . . . . . . . . . . . . . 91Kapitel 10 Tyske mønter smeltes om . . . . . . . . . . 98Kapitel 11 USA som sikker havn . . . . . . . . . . . . 104Kapitel 12 Travlhed i Bergen . . . . . . . . . . . . . . . 109Kapitel 13 ØK kommer til undsætning . . . . . . . 115Kapitel 14 M/S Europa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124Kapitel 15 Dyre transporter . . . . . . . . . . . . . . . . 134Kapitel 16 Én mand kontrollerer guldet. . . . . . . 136Kapitel 17 Tyskerne dukker op . . . . . . . . . . . . . 144Kapitel 18 Med nazisterne i hælene . . . . . . . . . . 149Kapitel 19 Hjem og ud igen . . . . . . . . . . . . . . . . 157Kapitel 20 Centralbanker afsløres . . . . . . . . . . . 161Kapitel 21 Hvor er guldet henne? . . . . . . . . . . . 167


Kapitel 22 Rigtige helte praler ikke . . . . . . . . . . 174Kapitel 23 Lovbrud, nødret og dobbeltspil . . . . 180

Efterskrift Gamle love forgår ikke så let . . . . . . 187

Tyskernes udplyndringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192Skibene, der sejlede guldet til USA . . . . . . . . . . . . . 202Tidslinje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206


7

Forord

Denne bogs tilblivelse kan tilskrives to små bemærknin-ger, der stammer fra hvert sit sted og intet har med hinan-den at gøre. Og så alligevel. Den første står at læse i Bo Lidegaards bog I kongens navn, der handler om Henrik Kauffmann, dansk gesandt i USA før og under Anden Verdenskrig. I bogen skriver Lidegaard nærmest en passant, at Kauffmann havde mu-lighed for ”at begynde at sælge ud af Nationalbankens guldbeholdning, der var deponeret i USA”. Det undrede mig, idet jeg aldrig havde hørt om, at det danske guld skulle befinde sig i USA, før krigen brød ud. En hurtig research afslørede ikke meget nyt. Faktisk var der meget få oplysninger om det danske gulds skæbne i de år. Derefter lå projektet stille, indtil flere oplysninger duk-kede op. Danmarks Nationalbank begyndte at opdatere sin hjemmeside, og her kunne man også læse, at guldet havde befundet sig i USA under Anden Verdenskrig. Og at det var ankommet dertil i hemmelighed. Men intet om, hvor-dan det var lykkedes at transportere de mange tons guld, eller hvem der havde truffet beslutningen og hvornår. Nu var min nysgerrighed for alvor vakt. Jeg begynd-te at dykke ned i Nationalbankens arkiver, ikke bare den danskes, men også i Sverige, Norge, Finland, England og


8

USA. Og blandt hundredvis af gamle arkivalier dukkede der pludselig et dokument op. Det indeholdt kun et par linjer og var en ansøgning fra Danmarks Nationalbank til handelsministeren om tilladelse til at udføre flere tons guld fra bankens kælder. Dokumentet henviste til mundt-lige samtaler. Der var ingen begrundelse. Ingen forklaring. Intet om sikkerhedsforanstaltninger. Intet om guldets de-stination. Intet. Så var jeg klar over, at der måtte være en historie her, og arbejdet med at gennemlæse og systematisere mange hundrede dokumenter begyndte. Jeg er journalist og ikke historiker. Jeg har i min jour-nalistiske karriere beskæftiget mig med økonomi- og fi-nansjournalistik og er opdraget i en nyhedsverden. Når man er det, er det helt afgørende spørgsmål i ens research: Dukker der noget nyt og væsentligt op, som ikke er fortalt før? Er der ikke noget nyt, er der ingen grund til at for-tælle historien. Og er der ikke en vis grad af væsentlighed over den, er der heller ingen grund til at optage læsernes tid med den. Så hellere lægge historien ned og erkende, at mange timers research har været til ingen verdens nytte. Faghistorikere ville givet have grebet materialet og for-midlingen anderledes an. Uanset hvad, håber jeg, at bogen formår at give læseren et interessant indblik i en hidtil ganske ukendt del af Danmarks historie. Begivenhederne i og omkring Danmark op til den tyske besættelse 9. april 1940 er allerede velbeskrevet, analyse-ret og diskuteret. Og derfor berører jeg dem kun spora-disk her.

Hvad der skete i de begivenhedsrige måneder i 1938/1939 var yderst hemmeligt. For det første var det afgørende, at tyskerne ikke blev bekendt med forehavendet. Man kan spekulere længe over, hvad der ville være sket, hvis tysker-


9

ne havde fundet ud af det. Givet er det, at det ville have fremprovokeret en kraftig tysk reaktion over for Danmark. Den danske regering førte officielt en politik, der gik ud på at fastholde Danmarks neutralitet og ikke provokere Tyskland unødigt. Det indebar en bevidst strategi om ikke at opruste hæren og flåden til at forsvare landets græn-ser. Men hverken regeringen eller Nationalbanken var helt overbeviste om, om strategien var holdbar, hvorfor de i hemmelighed og faktisk imod gældende dansk lov traf be-slutning om at føre det danske guld ud af landet. Bogens titel, Guld og bedrag, skal have et par ord med på vejen. Når jeg bruger ordet bedrag, er det ikke, fordi jeg hævder, at der nødvendigvis skete noget kriminelt, men fordi regeringen – med held – skabte en illusion, som både skulle sikre, at tyskerne ikke fandt ud af, hvad den dan-ske regering og Nationalbanken var i fuld gang med, og holde den danske befolkning i uvidenhed om, at man bag lukkede døre ret tidligt var meget usikker på, om hvorvidt neutralitetspolitikken ikke var nok til at holde Danmark ude af en evt. krig.

Jeg skylder stor tak til Palle Roslyng-Jensen, lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, for at være min guide gennem denne periode i danmarkshistorien og for at udpege troværdige og vigtige kilder for mig. Analy-sen i bogen bærer jeg dog helt selv ansvaret for. Jeg vil også gerne takke Niels Storringgaard, der har delt ud af sin fars billeder og beretninger fra turen som fjerdestyrmand med ØK-skibet M/S Europa. Og tak til de mange efterkommere af C.V. Bramsnæs, direktør i Danmarks Nationalbank, og Oscar Dahl, kap-tajn på M/S Europa, der har bidraget med billeder og personkarakteristik af de mennesker, der spiller centrale roller i denne historie.


Jeg vil også gerne takke min hustru, Lili, for at bære over med mit i lange perioder mentale fravær i vores dej-lige ægteskab. Og også en tak til min søn, David, for hans entusiasme for projektet og ikke mindst hans kritiske gen-nemgang af manuskriptet.

Alle oversættelser af svenske og norske dokumenter er foretaget af undertegnede.

Henrik DentaFrederiksberg 2015


11

Prolog

Carl Valdemar Bramsnæs trak kraven tættere op om øre-ne. Foråret var ellers kommet til Danmark den aprilmor-gen. Men han havde forladt hjemmet på Frederiksberg tidligere end normalt. Og morgenerne var stadig kolde. C.V. Bramsnæs, som han kaldtes i daglig tale, standse-de op og kiggede over mod sin arbejdsplads på den anden side af gaden i Holmens Kanal i det indre København. Det var seks år siden, han var kommet til Danmarks National-bank som direktør, og i de seneste tre år havde han været Nationalbankens førstedirektør og dermed den øverste ansvarlige. Nu stod han over for et af sit livs største ud-fordringer. En udfordring, han havde sat sig for at løse på den eneste tilbageværende måde. Problemet var bare, at hans løsning var både hemmelig og formelt ulovlig. Inden han gik over gaden mod Nationalbanken, kigge-de han rundt om i Holmens Kanal. Den ene store bygning afløste den anden på det, der gik under navnet Magtens Hovedstrøg i Danmark. I disse bygninger var der kun lys i vinduerne om aftenen, hvis folk arbejdede over. Det var ikke et sted, man boede. Til venstre for ham lå Danmarks største bank, Den Danske Landmandsbank, og lige til venstre for den lå konkurrenten Handelsbanken. På den anden side af gaden lå forsikringsselskabet Hafnia, og over for Hafnia lå en af


12

Danmarks største og mest hæderkronede virksomheder, ØK. Da krydset mest af alt minder om en rundkørsel, var ØK faktisk nabo til Nationalbanken. På en plads ude midt i det hele stod den 14 meter høje statue af admiral Niels Juel, rejst i 1881 til minde om ad-miralen og ikke mindst hans sejr over en overlegen svensk flåde i et stort slag ved Stevns i 1677. Admiralen lå i øvrigt begravet i Holmens Kirke, der var Nationalbankens an-den nabo. Mens alle disse institutioner udgjorde den finansiel-le magt, behøvede C.V. Bramsnæs bare dreje hovedet til højre forbi Holmens Kirke, så tonede billedet af Magtens Hovedstrøg over i den politiske magt. På Christiansborg regerede Rigsdagen og Landstinget, og ned langs Slots-holmsgade lå flere ministerier. I Rigsdagen residerede hans gamle ven og socialdemo-kratiske kampfælle Thorvald Stauning som statsminister. C.V. Bramsnæs havde i to omgange i 1920’erne været fi-nansminister under Stauning. Og allerede i den første re-gering var det hans job at bevise, at et arbejderparti havde både evnen og viljen til at styre et helt lands økonomi.

Politikerne Th. Stauning, Borgbjerg og Bramsnæs på Amalienborg

Slotsplads april 1924. – Foto: Det Kongelige Bibliotek.


13

Han tænkte tilbage på alle de kampe, han måtte igennem for at få sin vilje. Skal man styre et lands økonomi, er det vigtigt med overblik, og det var der ingen, der havde. Først da han fik gennemtrumfet, at alle fagministeriernes anmodninger om tillægsbevillinger skulle godkendes af Finansministeriet, var det muligt at skabe overblikket. Tillægsbevillingerne spillede en større og større rolle i de årlige statsudgifter, og det var ifølge Bramsnæs blevet en uskik, at ministre kunne gå direkte til Finansudvalget med ønsker om tillægsbevillinger. Det var en simpel nød-vendighed at få styr og overblik over pengestrømmen. In-gen anede, hvem der brugte hvor mange penge, og hvert ministerium kunne efter forgodtbefindende anmode om bevillinger. Ingen havde et samlet overblik, og det måtte stoppes. Også selv om det betød, at han blev voldsomt upopulær i de andre ministerier. Især følte embedsmænde-ne i de andre ministerier, at deres magt blev indskrænket og overført til Finansministeriet, hvorfor de begyndte at omdøbe Finansministeriet til Overministeriet. Systemet bestod stadig her 15 år senere. Så andre havde med tiden heldigvis indset, det var den eneste rigtige vej at gå. Bramsnæs krydsede Holmens Kanal på vej over til Na-tionalbanken. Orden, overblik og disciplin var begreber, man ikke kunne fornægte betydningen af. Hjemme havde han også praktiseret det. Hver dag til morgenbordet blev hans børn overhørt i matematik og latin – to discipliner, der ikke umiddelbart havde meget med hinanden at gøre. Og al-ligevel. For begge fag havde en indbygget smuk struktur og disciplin, der betød, at man kunne regne sig frem til et resultat, når bare man kendte reglerne. Beherskede man de to fag og kendte til deres strukturer, havde man gode chancer for at klare sig senere i livet. Hans børn delte ikke


14

helt den overbevisning eller forstod, hvorfor det var så nødvendigt hver morgen at terpe latinske gloser og ud-regne matematiske opgaver. Men en dag ville de nok også indse det, var hans faste overbevisning. Det havde i hvert fald hjulpet ham selv. Det havde aldrig ligget i kortene, at han skulle have en boglig uddannelse eller blive politiker for den sags skyld. Faderen var hånd-værker og drev et husmandssted uden for Holbæk, hvor børnene tidligt skulle hjælpe til. Flid og sparsommelighed var to kerneværdier i hjemmet, hvor hans barndom ifølge hans egen senere beskrivelse huskes som lykkelig trods de beskedne kår. ”Vi vidste ikke dengang, at vi skulde være ulykkelige, for vi havde ikke læst Karl Marx,” skrev han i sine erindringer. C.V. Bramsnæs kom i lære som typograf på Holbæk Amts Avis. Typografens arbejde var at sætte blytyper sam-men til ord og sætninger i en form, så de til sidst udgjorde en hel avisside, der kunne gå i trykken. Men at trykke avi-ser var ikke nok for den unge Bramsnæs. Han læste aviser. Og han læste bøger. Og han var sulten efter at tilegne sig mere viden og uddannelse. Typograffaget havde tidligt været præget af en stærk fagforening, og den blev Bramsnæs også en del af, hvilket grundlagde hans senere lange karriere i fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Men hvor andre fortsatte som typo-grafer resten af deres arbejdsliv, ville Bramsnæs videre. Så han tog på Askov Højskole og var rundt i Mellem- og Sydeuropa på lange rejser for at snuse erfaringer herfra til sig. Hjemme igen besluttede han sig for at læse videre, først til student og siden til cand.polit. Men hans opstigen på den sociale rangstige fik ham aldrig til at vakle i det politiske ståsted, han havde valgt som ung. Her i 1939 savnede han lidt de daglige morgenrutiner med børnene, hvor de terpede latin og matematik. Men


15

børnene var blevet store, og han måtte stole på, at den ballast, han havde givet dem med i livet, var bæredygtig nok.

C.V. Bramsnæs og Th. Stauning om bord på skib. – Foto: Det Kon

gelige Bibliotek.

C.V. Bramsnæs låste sig ind i Nationalbanken. Han var den første, der mødte på arbejde den morgen. Han ville gerne forberede sig til dagens første møde. Han gik op på sit kontor, tog frakken af og satte sig ved skrivebordet. Kort efter bankede det på døren, og hans to meddirektører, Ove Jepsen og Westy Stephensen, trådte ind. ”Har I brevet med?” spurgte Bramsnæs. De nikkede begge. ”Lad mig se det.” C.V. Bramsnæs begyndte at læse.


16

København, den 24. april 1939.Ministeriet for Handel, Industri og Søfart,Slotsholmsgade 10,K.

Under Henvisning til tidligere personlige Samtaler anmoder vi hermed om Tilladelse til at udføre Guld til Værdi ca. 31 Mill. Kr., 1 kg = 2480 Kr.

[Underskrevet]DANMARKS NATIONALBANKStephensen og Ove Jepsen

Ansøgning fra 24. april om tilladelse til at udføre guld. – Danmarks

Nationalbank.

Det var ikke nødvendigt, at han også skrev under. Brevet var kort og præcist som aftalt. Ingen begrundelse, ikke noget med at fortælle, hvordan de havde tænkt sig at ud-føre guldet, eller hvilke forholdsregler de agtede at tage. Og slet ikke noget om, hvor de havde tænkt sig at flytte


17

guldet hen. Brevet var, som de havde aftalt med ministe-ren. Han tog en konvolut og skrev ministeriets adresse udenpå. Når sekretæren kom, ville det blive dagens første opgave at sørge for, at brevet med ansøgningen blev bragt over i ministeriet. ”Er alt klar til i nat?” spurgte han sine to direktører. De nikkede igen. Bramsnæs lænede sig tilbage i stolen. Det ville blive en lang dag og nat. Guld for 31 millioner kroner vejede trods alt lidt over 12 tons. Og det var kun begyndelsen. Han ville først komme hjem til villaen sent på natten. Men alt var nu klar til, at deres store plan kunne sættes i værk. Selv om det var ulovligt. Selv om det var uhyre risikabelt. Og selv om det var fuldstændigt afgørende, at ingen fandt ud af det.

* * *

Ovenstående møde i Danmarks Nationalbank har måske, måske ikke, fundet sted. Og hvis mødet har fundet sted, har den gengivne samtale måske, måske ikke, fundet sted. Datoen, 24. april 1939, er korrekt. Brevet er korrekt. De to underskrivere, Westy Stephensen og Ove Jepsen, og formanden for bankens direktion, C.V. Bramsnæs, er vir-kelige personer. Og samme nat blev den første del af deres hemmelige plan om at sende guldet fra kælderen i Nati-onalbanken i sikkerhed i udlandet ført ud i livet. Frygten var ene og alene en mulig forestående tysk invasion og besættelse, som, vidste de, ville medføre en øjeblikkelig plyndring af landets guldbeholdning. Og deres opgave var at bevogte Danmarks guldbeholdning. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig deres situation den pågældende dag. Meget stod på spil. Både


18

økonomisk og karrieremæssigt. Gik noget galt, kunne Danmark risikere økonomisk kaos. Deres egne karrierer ville være slut, og deres navne gå over i historiebøgerne fyldt med skam. Men værst af alt kunne deres plan måske fremprovokere en alvorlig tysk reaktion mod Danmark, hvis den blev kendt i utide.

Bygningen, hvor Nationalbanken havde til huse, mens C.V. Bramsnæs var direktør, eksisterer ikke længere. I 1965 var den ikke mere tidssvarende, og arkitekten Arne Jacobsen fik til opgave at tegne en helt ny bygning på sam-me grund i Holmens Kanal.

Nationalbankens gamle bygning i Holmens Kanal. – Foto: Det Kon

gelige Bibliotek.

Sikkerhedsforanstaltningerne er i dag omfattende og di-skrete. For at komme ind i den nye bygning skal man igennem en sluse. Først når døren bag den besøgende er lukket, og man er blevet kontrolleret af overvågningska-


19

meraerne, bliver den næste dør åbnet, og man kan få lov til at gå ind i receptionen. Man kan ikke komme videre i huset uden et adgangs-kort, som kun de ansatte har. Så mens man venter på at blive hentet, kan tiden bruges til at studere den enlige guldbarre, der er udstillet i receptionen. Guldbarren er lukket inde i en lille glasmontre, så man kan studere den fra alle sider. I montren er der et hul, som er lige akkurat stort nok til, at man kan få en hånd ind og røre ved barren. Som alt andet guld er den dragende, lidt skinnende, ujævn i overfladen og fyldt med ufortalte historier. Man kan ovenikøbet prøve at løfte den fra den sokkel, den er placeret på. Og så vil man opdage, hvor tungt guld i virkeligheden er. Selv om den er beskeden af størrelse vejer den 12,5 kg, hvilket faktisk er standard-vægten for en guldbarre. Og mens man står der og får ondt i armen, kan man tænke over, at man med dagens priser faktisk står med over tre millioner kroner i hånden.

Guldbarren i Nationalbankens forhal. – Foto: Danmarks National

bank.


20

Den guldbarre er stort set det eneste guld, der i dag stadig befinder sig i Danmarks Nationalbank. Men i 1939 lå der i bankens kælder mange tons til en værdi af op imod 50 millioner kroner i datidens priser. I dag vil det svare til over 1,6 milliarder kroner. Guld for 50 millioner kroner synes måske ikke af me-get i dag, men det skal også sammenlignes med, hvor stor den danske økonomi var på det tidspunkt. Ifølge økonomihistorikeren Svend Aage Hansen udgjorde den samlede danske bruttofaktorindkomst, hvilket kan om-sættes til værdien af den samlede danske produktion, i 1938 cirka 7,5 milliarder kroner. Det guld, der lå i Nati-onalbankens kælder, udgjorde altså lidt under en procent af den samlede danske produktion på et helt år. Guldet var en del af Danmarks egenkapital. Værdien af vores pengesedler byggede på det guld, der lå i bankens kælder. Det kunne også bruges som sikkerhed, hvis staten ville låne penge. Og mens man altid kan være lidt usikker på, hvor meget pengesedlerne egentlig er værd, og hvor man kan betale med dem, er værdien af guld meget mere stabil, og guld kan afsættes alle vegne. Derfor havde Danmark i lighed med alle andre lande en stor guldbeholdning liggende, og det var C.V. Bramsnæs’ ansvar i 1939 at passe godt på denne beholdning. Det har længe været kendt, at guldet under Anden Verdenskrig ikke befandt sig i kælderen under banken i Holmens Kanal, men derimod i USA. Historikere har kun omtrentligt fastslået, hvornår guldet blev sendt af sted, og at det naturligvis var sket med skibstransport, som på det tidspunkt var den eneste måde at transportere varer til USA på. Men historien har været fyldt med mange ubesvarede spørgsmål. Hvem tog beslutningen? Hvornår skete det? Vidste og godkendte regeringen, at guldet blev sendt til


USA? Hvorfor blev en så drastisk beslutning truffet? Og hvordan foregik det hele? Nu kan mange af disse spørgsmål besvares: Her i bo-gen dokumenteres det, at regeringen kendte til og god-kendte planerne om at sende guldet ud af landet, og for at holde på hemmeligheden blev så meget som muligt aftalt mundtligt. Det kan også nu dokumenteres, hvordan hele operati-onen fandt sted i dybeste hemmelighed midt om natten, og at den fandt sted på et tidspunkt langt tidligere, end historikere hidtil har antaget. En del nye dokumenter er dukket op fra arkiverne i Danmark, og samtidig har aktindsigt i den fortrolige kor-respondance mellem de nordiske centralbanker afsløret i detaljer, præcis hvordan guldet er blevet transporteret i sene nattetimer ud af Nationalbankens kælder og sendt videre til Sverige og Norge, hvor det har ligget og ventet på en ledig skibsafgang til USA. Dokumenterne fortæller en historie om, at national-bankerne i både Danmark, Sverige og Norge var dybt bekymrede for tysk angreb og besættelse. Og man var fuldt overbevist om, at hvis det skete, ville det kun være et spørgsmål om timer, før tyskerne havde plyndret kældrene i både København, Stockholm og Oslo for alt det guld, de kunne få fingre i. Derfor havde bankerne i lang tid lagt planer sammen. Og det var første del af disse planer, nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs var klar til at sætte i værk, da han var på vej på arbejde tidligt om morgenen den 24. april 1939.


Documents

Guld og bedrag