Jægerne på KarinhallOversat efter Jägarna på Karinhall

Originaludgave © Carl-Henning Wijkmark 1972Dansk udgave © MØLLER 2012Published by agreement with Norstedts Agency

Grafik: Leo ScherfigKorrektur: Thomas MogensenTryk: Akaprint A/S1. udgave, 1. oplag

Printed in DenmarkISBN 9788799404322www.moellerforlag.dk

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Oversættelsen er støttet af Nordisk Ministerråd

Carl-Henning Wijkmark

Jægerne på KarinhallRoman

Efterord af Steve Sem-Sandberg

på dansk vedAnne Marie Bjerg

Møller

5

1

Den norske maratonløber Roar Trøgesen sad alene i dag-ligstuen på KFUM’s idrætspensionat i Putney. Gennem den åbne glasdør så han at økonomaen var ved at ordne

nogle papirer ude i receptionen. Han ventede en opringning og spidsede et øjeblik ører hver gang telefonen ringede. Så satte han sig igen sløvt til at blade i Young Men’s Weekly der lå foran ham i nussede stabler. Han var døsig. Klokken var halv tre, og en langdistanceløber har for vane at sove lidt efter frokost. Desuden havde han stadig havluft i lungerne. Havde han ført dagbog, kunne han have skrevet:

”Den 15.6.1936. Løb ind i Southampton med Royal Cana-dian kl. 7.15. Tog til London, ankom til Waterloo kl. 10.20. Bus til Putney, nåede frem til frokost på pensionatet. Træt efter rej-sen. Venter nu på besked fra F. ifølge aftale inden afrejsen fra Montreal.”

Men han havde ikke noget behov for at udtrykke sig. Havde han haft det og desuden tålt søen bedre, havde han på overfarten haft god tid til at notere følgende:

”Den 7.5. Episode der førte til at jeg blev relegeret fra Wesley College i Speckham (Vancouver). Grebet på fersk gerning i det sydlige redskabsrum med Gretl fra Østrig. Hentet af to idrætsle-dere. Stuearrest.

Den 8.5. Hentet ind til rektor der oplyste mig om min uvær-dighed, teolog og det hele, osv. Derpå pludselig mere venlig, tan-kefuld – ’da det værste trods alt kunne afværges’ – og lovede mig diskretion og et ærefuldt afgangsbevis ’med fuld anerkendelse af

6

Deres idrætslige meritter’, på den betingelse at jeg den følgende dag accepterede en opgave – ikke nærmere specificeret – formid-let af en mr. Grant som jeg skulle møde på et kontor i Vancouver. Jeg gik ind på at mødes med ham. Men jeg gav ikke nogen und-skyldning, ikke for noget som helst!

Den 9.5. Mr. Grant, en mand med usund ansigtskulør, med-delte mig at man ville sørge for at jeg blev udtaget til Norges olym-piske hold uden at være nødt til at stille op i det afgørende Hamar-løb i juni, men under forudsætning af at jeg gennemgik en fjorten dage lang uddannelse i efterretningstjeneste i Montreal, ledet af en mr. Fishby fra London, med start den 18.5. Jeg kunne gøre Storbritannien vigtige tjenester under Olympiaden, sagde han.

Den 3.6. Uddannelsen afsluttet. På sin vis interessant. Van-skeligt med piger i Montreal. Stadig ingen anelse om hvad min opgave kommer til at bestå i. Har forbeholdt mig først at træffe en endelig beslutning når jeg får det at vide. Mit standpunkt ac-cepteret af mr. Fishby der dog lod forstå at der næppe kunne blive tale om at nægte. Synes ellers ret godt om mr. Fishby.

Den 7.6. Afrejse fra Montreal med Royal Canadian. Dårligt vejr fra starten, synes i hvert fald jeg. F., som også er med, virker helt ubesværet. Han har sagt at vi skilles i Southampton den dag vi ankommer, men at han vil ringe til mig efter frokost samme dag på KFUM og tage mig med hen til FPA, chefen for sektionen ’Foreign Personalities’.”

Men Roar Trøgesen havde altså ikke behov for at udtrykke sig. Og selv om han havde haft det, var det ham strengt forbudt at komme med udtalelser eller gøre notater der drejede sig om at han var blevet bortvist fra Wesley, og om det der senere var sket. Om det der skulle ske i fremtiden, kunne han ikke have afsløret andet end at han skulle hjem til Norge en uge senere efter at han havde modtaget og memoreret alle instrukserne om den hemme-lige opgave i Berlin. I dag skulle han få at vide hvad det drejede sig om. Han var ikke begejstret. Han tænkte mest på at han ville

7

have en pige og var fast besluttet på at kræve en af sin arbejdsgi-ver allerede i dag. De måtte have forstået at det var det brændstof der drev ham. Rekrutteringen havde jo noget med den slags at gøre. I en verdensby måtte noget sådant nemt kunne klares.

Fishby kørte over Battersea Bridge til den nordlige side af Them-sen og fortsatte op mod Buckingham Palace og St. James’s Park. Roar havde hørt at MI-6’s legendariske hovedkvarter lå i rege-ringskvarteret øst for parken, men Fishby drejede til højre lige da parken var i sigte, kørte ned ad Buckingham Gate og standsede et stykke henne ad en tværgade, Caxton Street.

En vareelevator bragte dem to etager op. De halvvejs løb gen-nem en lang korridor hvor gulvets linoleumsbelægning gradvis blev pænere og mindre slidt under dem. På den anden side af en glasdør var der oven i købet parketgulv med rød løber i midten. Der var ikke et menneske at se. Det var som at komme for sent til en forelæsning, syntes Roar, men for første gang var han ligeglad med det. Han nød den andens nervøsitet.

Fishby standsede uden for en dør der så ud som alle de andre i korridoren. En mand med kontrollørmine dukkede frem fra en niche i væggen. – Gå bare ind, jeg har allerede meldt Dem.

Fishby lagde hånden på dørhåndtaget og mærkede at det blev drejet om indefra. Døren blev åbnet.

– Her står De og hvisketisker. Sagde Packwell ikke at De bare skulle gå ind? Kom indenfor og sid ned.

Manden slap håndtaget med et irriteret ryk og trak sig tilbage gennem en lille hall til sit skrivebord. Det var som om han ville demonstrere at den grimme, mørkebrune stol kunne drejes i alle retninger, for han vendte og drejede sig rastløst i den samtidig med at han greb en blyant og begyndte at tygge på den.

– Morsomt at have Dem her, Trogesen, sagde han mellem mundfuldene. Han så faktisk ud til at more sig en lille smule.

– Meget i dette projekt afhænger af Dem, hvilket De straks skal få at se. De kan ingenting, er helt uerfaren? Det skal De ikke

8

være bekymret for. Vi har et motto her i huset: Jo mere betyd-ningsfuldt et projekt er, jo lavere et niveau bør det behandles på. En alt for professionel kraft ville ødelægge det hele.

Roar følte sig ilde berørt over det han hørte. Men han var endnu mere forbavset over manden der udtalte det. Efter Fishbys evindelige snak i den sidste måned om ”chefen” havde han ventet sig noget imponerende. I stedet så han nu et trist bogholderan-sigt foran sig, blegt og rødblisset med runde, ligesom udflyden-de træk. Hans meget glatkæmmede hår var tyndt og rødligt og havde skilning. Skuldrene skrånede så meget at jakkekraven var gledet ned i nakken så hele skjorteflippen var synlig. Skjorten var svagt beigefarvet og havde en hvid, stivet løs flip. Men da han så nærmere på manden, fik han indtryk af at grimheden og ubety-deligheden ikke var nødvendig, men delvis spillet, en slags profes-sionel forklædning. Lokalet omkring ham var holdt i den samme snavsede og anonyme stil. Bag ved ham stod der en klodset bog-reol med nogle rækker slidte bøger og nederst en flaske Gordon’s gin med et par brugte tandglas på et skakbræt; etikettens røde vildsvinehoved var lokalets eneste farveklat. Ved vinduet, som vendte ud mod gården, stod et stort skab i samme dumpt brune farve som de andre møbler. Det så ikke ud til at være vanskeligt at forcere. Oven på skabet en slukket eller defekt ventilator med et støvet beskyttelsesgitter omkring. Her var kolonibeskidt, kun heden manglede, for til trods for den lummerhede sommerdag var lokalet køligt, det virkede på en eller anden måde utilgænge-ligt for solbestråling. På de grå tapeter kunne man se ujævnheder i form af dråber, ligesom stivnet koldsved.

Chefen var pludselig holdt op med at vippe og dreje og tygge og sad på spring. – Okay, Fishby – Trogesen –, så går vi ind i kortværelset. Tag kortet med. Han greb en mappe og gik i forve-jen hen mod døren lige over for skrivebordet.

Kortværelset manglede både vinduer og adgang til korrido-ren. Væggene var næsten helt dækket af tykke papplader på hvil-ke kort over lande og storbyer var fæstet med tegnestifter. Kort,

9

men også tegninger og skitser over terrænafsnit, huse og lejlighe-der. Man så også fotografier af genstande og personer. I flere af kortene var der stukket nåle med forskelligt farvede knopper; et par af dem var faldet på gulvet. Væggene var oplyst af kraftige buelamper, der var ingen loftsbelysning. Det eneste møbel var et stort bord i en krog.

– Sæt kortet op, Fishby.Med et hastigt sideblik på Trøgesen rullede Fishby kortet ud

og satte det op på væggen. En storby nederst. Roar så nogle ty-ske navne, men genkendte dem ikke. Skala cirka 1:50.000. Han havde måttet lære en hel del om kort i Montreal.

– Sådan. Chefen havde fået fat i en pegepind og begyndte at forelæse. Han henvendte sig til Trøgesen. – Dette er, som De måske har opdaget, et kort over Berlin og byens nordlige og vest-lige omegn, cirka firs kilometer mod nord og halvtreds kilometer mod vest. Her i Döberitz, tredive kilometer stik vest for centrum, ligger den olympiske landsby hvor De begge to snart skal bo, Fishby som assisterende tolk for det britiske hold, og De som den ene af de to norske maratonløbere. Hitler indvier landsbyen om nogle dage.

For allerede fra starten at være helt ærlig vil jeg sige at De formodentlig slet ikke får lejlighed til at stille op, trods det at det har kostet os meget besvær at få Dem udtaget på grundlag af falske sejrsmeldinger fra Canada til den skandinaviske presse. Men jeg kan berolige Deres samvittighed med at De er udtaget så at sige på ekstra budget ved hjælp af en anonym donation som vi har sørget for. De har altså ikke stået i vejen for nogen der har gjort sig mere fortjent.

Alt dette havde Roar efter Jim Fishbys antydninger forudset helt præcist. Havde hans arbejdsgiver ladet ham stille op i Ha-mars-firemila om fjorten dage, ville han ikke have haft en chance mod Stein Ulefossen eller bare kunnet være sikker på en anden-plads foran Tveitum. Så på den led havde han ingen indvendin-ger. Desuden var han en smule konkurrencesky.

10

– De vil formentlig være skadet. Forhåbentlig kun på papiret. Nå, det var det. Dette skovområde, som begynder nogle kilometer nord for Berlin og fortsætter til kortet ender, hedder Schorfheide. Det lyder som en hudsygdom, men er faktisk en meget smuk egn. Her havde de tyske kejsere før i tiden deres jagtmarker. Og nu har en endnu større og farligere jagtherre taget dem i besiddelse: Tykke Hermann, Hitlers højre hånd, eller rent ud, som mange tror, den stærke mand i Det Tredje Rige. Det er blandt andet det vi skal forsøge at få klarlagt.

Han holdt inde og åbnede mappen. Den lille kontorchef var vokset mens han talte. Roar kom til at tænke på en professor i dogmatik på Wesley.

– Han er uden tvivl en dygtig jæger, fortsatte han. – Men desværre er det lige så klart at hans jagtiver ikke indskrænker sig til vildtet. Han har været leder af SA, han har skabt Gestapo og koncentrationslejrene, og for to år siden organiserede han den knusende udtynding i egne rækker der er blevet berømt som Röhmopgøret eller ”de lange knives nat”.

FPA begyndte at sætte fotografier op på række under hinan-den. – Vi ved jo alle hvordan han ser ud. Han er kendt for ikke at være undseelig over for fotografer. Mindre kendt er det at han har forbeholdt sig ret til at undersøge alle fotografier af sig selv inden de offentliggøres. Kun en lille del af dem bliver godkendt. Næsten alle disse billeder er blevet kasseret af hans pressebureau, og vi har erhvervet dem fra avisernes fotografer der naturligt nok har følt deres professionelle stolthed krænket. Secret Service er glad for at kunne tælle flere af dem blandt sine venner. Se nu omhyggeligt på billederne. Den samme mand i et anseeligt antal funktioner. Som SA-leder … som formand … som industrimag-nat der klapper en arbejder … øverstkommanderende for luft-våbnet … general i infanteriet … og som rigsskovrider. For hver funktion et nyt kostume. Han har et stort register. Og her: i ba-dedragt, en sjældenhed. Det er nemlig strengt forbudt at fotogra-fere ham i badedragt … Monstrøst, ikke sandt? Bare så De ved

11

hvad De kan vente Dem. Her spiller han tennis – også forbudt at fotografere. Men nu skal De især se på disse to, Trogesen. For det er antagelig sådan De kommer til at møde ham.

Roar stirrede på den talende, derefter på de to fotografier. På det ene så han hvordan den groteske skikkelse blev fremhævet endnu mere ved hjælp af en slags Siegfriedkostume, en pjusket pels med et ti centimeter bredt bælte, nøgne, uformelige ben og smalle sandaler der ledte tanken hen på hamburgerryg. I hån-den holdt han et langt spyd med spidsen advarende rettet mod kameraet. På det andet var han iført et noget mere behersket, mere middelalderligt jægerkostume med en ærmeløs køllert af lyst skind, knæbukser, også af skind, og en toppet hat med op-slået skygge og en edelweiss stukket ind i hattebåndet. Trykket mod munden mellem de oppustede kinder holdt han et kæmpe-mæssigt horn. Han lignede mere en utrænet gralsridder eller en velhavende pilgrim end en seriøs jæger.

– Synd at det ikke er i farver, kommenterede chefen. – Far-verne skal være fantastiske.

Trøgesen var ligeglad med farverne. Han havde mere påtræn-gende ting på hjerte.

– Men hvordan … stemmen forsvandt.– Det skal De straks få at vide. De kommer nemlig til at møde

ham højst privat, om alt går vel. Og nogenlunde sådan vil han være klædt på. Så der er nok ikke nogen risiko for at De for-veksler ham med en anden. Men tilbage til kortet. Heroppe, tres kilometer nord for centrum, midt inde i Schorfheide, ligger der en lille sø som hedder Gross-Dölln. De kan se at efter tyske for-hold er her temmelig mange søer, et lille Lake District. Ved den nordøstlige ende af søen ligger den store herregård som De ser her. Det er Görings ”jagthytte”, som han kalder det: Karinhall – opkaldt efter hans første hustru der i øvrigt ligger begravet i et mausoleum nede ved bredden af søen. Og hør nu omhyggeligt efter – også De, Fishby; De har hørt det meste før, men det er vigtigt at vi gennemgår det alt sammen, alle tre.

12

Chefen rømmede sig og løsnede slipset.– Til ejendommen hører nogle enorme jagtmarker, omkring

hundrede tusind acres, der især strækker sig mod nord – helt op til Østersøen – og mod øst – til den polske grænse. Der bliver afholdt flere store jagter hvert år, han er, som sagt, en ivrig jæger og har på forbilledlig vis plejet og forøget bestanden. Sæsonen kulminerer som regel i en mildest talt fyrstelig jagtfest der stræk-ker sig over tre dage og har prominent international deltagelse. Kronvildt og vildsvin lader til at være yndlingsbyttet. Naturligvis diskuterer man storpolitik mellem posterne og under de lang-strakte aftenselskaber. Det jeg ved om disse jagter, har jeg fra vor ambassadør i Berlin, sir Cedric Blunt, der plejer at deltage. I år er den storpolitiske situation usædvanlig interessant, men også foruroligende og ustabil. Det kan altså betragtes som sikkert at jagten også i år vil finde sted med et stort antal førende politi-kere og dignitarer fra forskellige lande blandt deltagerne, især da Olympiaden løber af stabelen i samme omgang og lokker, ja, næ-sten tvinger fremtrædende udlændinge til Berlin. Indbydelserne plejer at blive sendt ud en måned i forvejen.

Han havde talt sig varm. Med en undskyldende grynten knap-pede han flippen op hvis to ender foldede sig ud som insektføle-horn fra hans hals. Han trak et lommetørklæde frem og tørrede sig med nogle hastige drag om næsen og rundt om strubehovedet. Trøgesen åbnede munden.

Chefen viftede afværgende med lommetørklædet. – Min indledning er lidt lang, men den er nødvendig. De får lov til at stille spørgsmål senere. Altså, her holdes der en storpolitisk konference som er privat og uformel. Presse og nyhedsbureauer er strengt udelukkede. Diplomater er indbudt, men kun ambas-sadører med et minimum af personlig betjening; der slipper ikke nogen små spionattacheer ind. Det hele er altså en over-ordentlig vanskelig udfordring for enhver efterretningstjeneste som har grund til at følge med i hvad der foregår på Karinhall i disse augustdage.

13

Den pause der nu fulgte, var en kunstpause. Taleren blev mere og mere upersonlig.

– Og grund er der sandelig – mange grunde. Göring er mini-sterpræsident i delstaten Preussen, indenrigsminister i hele Riget og desuden øverstkommanderende for det nyoprettede luftvåben. Ledelsen af Gestapo har han for nylig måttet overlade til Himm-ler, og der har naturligvis været spekulationer om hvorvidt hans magt skulle være i aftagende. Vore seneste informationer peger imidlertid den modsatte vej. De tyder på at Hitler har villet af-laste ham for i stedet at betro ham ”en endnu mere ansvarsfuld opgave”, som det hedder sig. Hvis dette nu ikke er en udglattende frase, kan det kun betyde to ting: udenrigspolitikken eller økono-mien. Og for en autoritær stat i Tysklands nuværende situation er der en fællesnævner for disse to, og det er oprustningen. Når det drejer sig om at organisere en oprustning, så har Göring in-gen konkurrenter i dagens Tyskland. Han har allerede bevist sine evner. Der går rygter om at værnepligtstiden skal fordobles. Og nu skal vi se lidt på situationen i Europa.

FPA hævede pegepinden og gik over til den modsatte væg. Han standsede ved et stort Europakort og vinkede sine to tilhø-rere hen til sig.

– Rusland, fortsatte han og gav Moskvaegnen et dask med pegepinden, – indgik i februar i år en pagt med Frankrig. Det ved De. Til gengæld for det opsagde Tyskland nogle uger senere Locarnopagten. Tyskland er således isoleret igen. Og så ved man at det ender galt. Spørgsmålet er med andre ord hvor man vil kunne finde nye venner at alliere sig med. Man har gjort et første forsøg med Østrig. Men det er ikke nok. Dels er Østrig for svagt, dels garanteres Østrigs uafhængighed og i en vis udstrækning dets antityske politik af vestmagterne og ikke mindst af Italien, hvis sikkerhedspolitik er baseret på en stærk indflydelse i Wien, som for øvrigt med sin nuværende katolske og feudale regering foretrækker den italienske indflydelse frem for den tyske.

Flere dask mod kortet indskærpede det sagte, hvorefter ta-

14

leren lod pinden synke mod gulvet. – Hvad har Tyskland nu at vælge imellem? Man er begyndt at se i retning af Italien. Som en første føler har den tyske regering stillet i udsigt at man an-erkender Victor Emanuel som kejser af Etiopien. Den italienske reaktion er endnu ikke kendt. Østrig er naturligt nok foruroliget, for denne tilnærmelse kan medføre at Østrig så bliver isoleret. Så er der Spanien og Storbritannien tilbage. I Spanien er situationen meget spændt, og den tyske efterretningstjeneste er meget aktiv. Adskilligt taler for at et eventuelt militærkup ville få tysk støtte. Hvad endelig England angår, så er det givet at vor regering efter den fransk-russiske pagt føler sig mindre bundet af forpligtelser over for Frankrig. Man kan sige at vor holdning over for Tysk-land er velvilligt afventende. Men hvilke hensigter har Tyskland over for os? Om det ved vi endnu ikke hvad vi skal tro.

Roar syntes pludselig at der var umådeligt kvælende i værel-set. Hans hænder klæbede. Kortet, de alvorlige mænd ved siden af ham, hele sceneriet forekom uvirkeligt i det blålige skær fra buelamperne. Hvis Tysklands hensigter var uklare for hele ver-den, hvordan skulle han da kunne kaste lys over dem? Hele si-tuationen var vanvittig, men Secret Service var altså af en anden opfattelse. Men hvordan skulle det gå for sig? Det var nok ikke tilstrækkeligt at rende omkring i kugleregnen på Görings jagt-marker hvis det ellers var det der var meningen.

– I dette tyske og europæiske kraftfelt er Göring i øjeblikket den centrale skikkelse. I hvert fald ser det ud som om Hitler har givet ham så godt som frie hænder til at handle. I sit regerings-kontor i Berlin, ved officielle receptioner, er han lige så kold og utilnærmelig som de andre naziledere. Men på Karinhall er han et andet menneske – excentrisk, generøs, indiskret. Han fører stort hus for tyskere og udlændinge, morer sig alt hvad han kan, og det er ikke lidt, fråser i mad og drikke, kvinder og skuespil og alting. Han har udformet Karinhall som en projektion af sig selv, som en anden klædedragt; der kan man få indblik i hans personlighed og i hvordan den fungerer, ved at lytte og iagttage

15

og snuse omkring. Og midt under orgierne arbejder han, lyset brænder hele natten på skrivebordet i kortværelset. Og når han ikke arbejder – ja, da har vi det intime privatliv, la petite histoire, som altid har haft en stor plads i spionagens desværre uskrevne verdenshistorie.

Han tav, måske genert over sin veltalenhed. Man kunne se hvordan han næsten fysisk skruede sig ned til præcision og fakta igen.

– Ja, Trogesen, De har al grund til at spørge hvordan De selv kommer ind i dette her. Jeg vil ikke benægte at Deres rolle i den operation som er planlagt – og det er hovedrollen – kan virke lidt desperat. Men i den situation som jeg har skitseret for Dem, må vi prøve os frem med noget helt ukonventionelt! Ambassadøren kan ikke snuse omkring. Hans tjener kan ikke lytte ved dørene. Og området lige rundt om Karinhall er bevogtet som en fæst-ning. De, Trogesen, skal begive Dem ud på en træningsrunde samme dag som jagtfesten begynder, en fredag, sandsynligvis. De skal fare vild, De har ikke noget kort – men på det tidspunkt kan De dette kort udenad! De løber ad en bestemt rute, så at De er helt tæt på Karinhall når De sørger for at blive opdaget. Så bli-ver De ikke blankt afvist, men ført ind til godsejeren selv. Lad os i hvert fald formode det. Den dag er han i godt humør: Årets jagt skal begynde, gæsterne kommer om nogle timer. De taler norsk, han taler svensk – den forgudede Karin, begravet blot et stenkast fra huset, var jo svensker som De måske ved. Han bliver henrykt over at få lov til at tale svensk – De må ikke vise at De kan mere end et par ord tysk! – og samtidig morer det ham at ingen af hans gæster forstår svensk. Han falder for fristelsen til at brillere med det i aftenens løb, og samtidig kan han jo præsentere en olympia-dedeltager og vise sin folkelighed! De bliver indbudt til at blive, i udkanten af festen, selvfølgelig, men det er kun en fordel. De lyt-ter, iagttager, snuser omkring så godt De kan, og vi vil også sørge for at De kan fotografere. Nå, alt dette vil sandsynligvis udspille sig i den første uge af august, maratonløbet er om søndagen den

16

niende om eftermiddagen, De bliver sluppet fri i god tid og får værtens og gæsternes lykønskninger med på rejsen. Har De for-stået planen i store træk?

Chefen havde arbejdet sig op til en ny begejstring som Roar ikke rigtig kunne dele. Men han var ikke uberørt af det storslå-ede i planen. Og risiciene var måske ikke så overvældende. Han kunne jo selv bestemme risikoniveauet, forestillede han sig. Han nikkede og trak fingrene gennem sit ufremkommelige blegblonde hår.

– De nærmere detaljer, i den udstrækning de er klare på dette stadium, skal De sætte Dem ind i i løbet af den kommende uge. De skal sidde her ved bordet hver eftermiddag fra to til syv og memorere kort og instruktioner. Om formiddagen træner De i Richmond Park som har et terræn der minder om Schorfheide; som afslutning er der orienteringsløb hvor kontrollerne svarer til de punkter De skal passere på Deres vej mod Karinhall. Den sid-ste aften er der stor generalprøve og gennemgang her hos mig. Derefter rejser De hjem til Norge med lægeattest på en skade der hindrer Dem i at stille op i Hamar, men som er passende lægt til Olympiaden. De giver nogle forhåbningsfulde interviews, og den tiende juli rejser De til Berlin med det første norske kontingent. Når de først er ankommet, skal vi nok også kunne invitere på en lille flyvetur over målområdet. Okay, nu har De en første spørge-runde på ti minutter. De også, Fishby.

”Foreign Personalities A” lagde forsigtigt pegepinden fra sig og satte sig på kanten af bordet med et venligt opfordrende blik, først på Roar, derefter på Fishby, og så igen på Roar.

17

2

Ministerpræsident, general Göring sad på gulvet i sit kontor. Det havde nogenlunde samme mål som en is-hockeybane. På væggene hang der gobeliner af store

mestre fra femten- og sekstenhundredetallet. Skrivebordet, der var grønt og på størrelse med et billardbord, stod blankt og tomt på nær et portræt af der Führer med dedikation, og det havde måttet forstørres for at kunne hævde sig i omgivelserne. Mæg-tige gulvlamper flankerede skrivebordet og stod hist og her langs væggene som lygtepæle.

Det var ikke sådan at kontoret var for stort til dets ejermand. Begge var de langt over naturlig størrelse, og kontoret var meget omhyggeligt afpasset efter hans minutiøse anvisninger. Men som han sad dér midt på gulvet, blev indtrykket sælsomt. Han var iført bayeriske knæbukser af lyst skind med blomstrede seler. Den hvide skjorte med posede ærmer stod åben langt ned på brystet. Mod de uforholdsmæssigt tykke bare ben, som det mærkværdig-vis var lykkedes ham at lægge over kors, støttede han en croquis-blok. Blyanten, som i udformningen mindede om en marskalstav, holdt han sådan som man holder en dolk. Af og til sænkede han den og huggede den et par gange mod det hvide ark. Besynderligt nok resulterede det i en håndskrift a la træt gammel dame der er nødt til at skrive store bogstaver for at kunne læse hvad hun skriver. Men hans syn var der ikke noget i vejen med.

Tynde, brune folioark lå spredt rundt omkring, snavsede og sammenkrøllede som brugt toiletpapir. Det var de hemmelige rapporter fra hans Forschungsamt som ankom med kurer fra

18

Berlin hver morgen med sammendrag af indtrufne hændelser og samtaler der den foregående dag var blevet aflyttet i Riget.

Ved siden af sig havde han en mahognibeklædt telefon og en flaske moselvin som han indimellem drak nogle slurke af. For ligesom at hente styrke gravede han med venstre hånd i en skål med agater og smaragder der var store som testikler. Også de violette silketøfler var prydet med ædelsten.

Manden på gulvet gav i første omgang ikke indtryk af at være en magtfuld herre der slapper af i bekvemt hjemmedress og bæ-rer sig ad som han har lyst i sit eget hus. Man kom snarere til at tænke på et barn der i vrede leger og sviner til omkring sig.

Pludselig kom udbruddet. En håndfuld sten røg glitrende og raslende hen over gulvet, og den kødfulde hånd greb fat i telefon-røret ligesom man fanger en flue.

– Giv mig Wolkenschatz, hurtigt! – Ikke? Find ham. Ja, jeg venter. Han anbragte røret ved en delle mellem hals og skulder, overkroppen rokkede utålmodigt.

– Wolkenschatz? Jeg vil tale med Dem. Ikke her. Min hustru og damerne drikker te i haven, jeg kan se dem herfra, det jeg har brug for, er en samtale mand og mand imellem. Jeg føler mig personligt tilsmudset af det som foregår i Riget, vi går i saunaen. Ja, den er altid klar på denne tid af dagen, vi ses om ti minutter. Godt. Jeg tager de brune papirer med, jeg har sat hak ved det værste.

Gennem det store vindue der gik helt ned til gulvet, kunne han faktisk skimte sin kone og to selskabsdamer der sky konver-serede under store hvide solhatte.

Chefen for generalens personlige stab, oberst Wolkenschatz, var en gammel ven og kampfælle fra verdenskrigen. Han havde skildret deres flyverbedrifter i bogen Under Flanderns himmel. Göring ville selv have skrevet bogen. Men dengang havde Wol-kenschatz en højere rang og behøvede ikke at bede om lov.

– Og bed Stieglitz om at vække massagepigerne. Vi har brug for al den lindring vi kan få. Æhæ.

19

Løjtnant Stieglitz var den adjudant der sørgede for at skaffe piger. Han havde aldrig siddet i et fly som andet end en død-sensangst passager, hvilket ikke hindrede ham i med fjedrende elegance at bære luftvåbnets hvide sommeruniform. En rød tråd indflettet i den gule tresse på hans skulder markerede for de ind-viede hans specielle funktion i staben. En vigtig funktion der gav forrang ved forfremmelse. Det vil sige i fredstid og inden for den personlige stab. Løjtnant Stieglitz blev regnet for umulig i krig og var derfor i stilhed en meget misundt officer.

Hanns Stieglitz sad i morgenkåbe på sit værelse i nordfløjen hvor adjudanterne boede i øverste etage med tjenestefolkene under sig. Alle værelser i denne fløj havde samme størrelse og bekvemme-ligheder. Det havde sin oprindelse i en socialistisk impuls hos bygherren som han i den sidste tid var begyndt at fortryde. Om-formningen af denne fløj stod højt på listen i hans næste ombyg-ningsprogram.

Stieglitz sad med en rød notesbog foran sig og drak kaffe da opringningen kom. Han var ved at indføre de seneste nyanskaf-felser for at holde bogføringen ajour. Han var ikke vant til at blive ulejliget på denne tid af dagen, men det kunne ske. Med et suk smækkede han notesbogen i og tog en hvid polotrøje på, hvide bukser og gymnastiksko, hvilket skulle forestille en mas-søruniform.

Han løftede røret igen og kom igennem til etagen nedenun-der. – Inge og Brigitte til massagerummet øjeblikkeligt. Udstyr C!

Stieglitz gled ud i korridoren og gik i retning af hovedbyg-ningen. Den røde notesbog havde han i lommen, for han vid-ste at der kunne blive tale om arrangementerne ved jagtfesten i august som generalen netop var begyndt at planlægge. Stieglitz var en klassisk alfons med bløde, men bestemte manerer og den slags sprogkundskaber man får ved udelukkende at tale med kvinder af alle slags i den hensigt at købslå om deres gunst. Hans uddannelse var den bedste: Han havde været natportier

20

på et internationalt hotel i Köln hvor han var født, han hav-de været sovevognskonduktør på de store europæiske linjer, og inden han blev ansat hos G., var han hushovmester hos en godsejer i Bayern der boede lidt isoleret … De nærmeste na-boer var G.s slægtninge på slottet Veldenstein, og på den måde var Stieglitz blevet opdaget og ført til de store opgaver han var bestemt til. Officielt, det vil sige over for fru G., var det hans opgave at sørge for generalens kropskultur og massage og for-valte det omfattende udstyr der var samlet i motionslokalerne i kælderen. Det gik aldrig helt op for fru G. at han havde flere funktioner. Hun var i øvrigt ikke mistænksom af væsen, hun var flink og diskret enfoldig, tilfreds med sine veninder og sin velgørenhed over for bedagede skuespillere. Hun havde sit eget soveværelse og forstyrrede aldrig sin mand undtagen når han bad om det, det vil sige hovedsagelig ved måltiderne. Løjtnant Stieglitz’ verden havde hun ikke nogen anelse om.

Og alligevel tangerede den hendes på et vitalt punkt: ansæt-telsen af kvindeligt personale. For at undgå sammenstød havde Stieglitz i samråd med sin chef omhyggeligt afgrænset sit kom-petenceområde. Han befattede sig aldrig med rekrutteringen af kvindeligt køkkenpersonale, husassistenter, stuepiger, kammer-jomfruer, blomsterbindersker – kort sagt alt hvad der havde med den husmoderlige sfære at gøre. I øvrigt benyttede han sig af ethvert påskud som traditionen frembyder, til at ansætte kvin-der: Han anskaffede sygeplejersker, massøser og manikurister, ekstra maskinskriversker og stenografer der ikke kunne skrive på maskine eller stenografere, korttegnersker der ikke kunne tegne kort. Hele denne rigt varierede flora på cirka ti ad gangen, håndplukket af Stieglitz under hyppige tjenesterejser på kryds og tværs gennem Tyskland, var indkvarteret længst borte i den nordlige fløj, strengt adskilt fra det øvrige tjenestepersonale og med ordre til at benytte kældergangen, når de begav sig til deres arbejdsplads på motionsetagen. Fru Göring så dem næsten al-drig, kendte knap deres eksistens. Omsætningen var hurtig, der

21

var hele tiden nye ansigter. Og havde hun vidst alt om dem, ville hun næppe have bekymret sig om det. Hendes rolle som Rigets førstedame var tilstrækkelig for hende, hun ville aldrig drømme om at kræve mere.

Ministerpræsidenten lå nøgen på massagebriksen da Stieglitz pludselig stod bøjet over ham. Den mand har lært at gå stille, tænkte han. Han syntes godt om ham og tænkte indimellem at han var en lydløs miniatureudgave af ham selv. Han tænkte at han selv engang havde haft lige så fine træk. Men mens hans var vokset og blevet en maske af gemytlighed og brutalitet, havde den andens bevaret den oprindelige kølighed og vagtsomheden. Det var bare synd at hovedet var en anelse for lille og spinkelt. Han var bange for at Stieglitz kedede sig på Karinhall og ville gerne tilgodese ham på en eller anden måde, for han var meget afhængig af ham. Han vidste at Stieglitz som sporhund af virke-lig karat havde specielle ønsker for sit eget vedkommende. Men hvilke? Han var opsat på at finde ud af det for at holde ham i godt humør. Han havde lagt mærke til at Stieglitz trivedes bedst når de var ude på rejser, at han nød på de mest umulige steder at ryste en antagelig kvinde ud af frakkeærmet. Åbenbart havde han nemmere ved at finde det han selv søgte, når de var ude. Det var dette det gjaldt om at regne ud. Måske kunne han spørge … Nej, for resten, spørg først Wolkenschatz.

– Er Wolkenschatz på vej? Over for sin personlige stab havde G. sløjfet titlerne, men ikke efternavnene. Det var underforstået at han selv skulle tituleres general af dem fra militæret, minister-præsident af det civile personale. Hans fysiske person og dens ak-tiviteter, spiritus, kvinder og jagt hørte til den militære afdeling.

– Jeg ved det ikke, hr. general, jeg har ikke set ham i dag.Den vældige krop gryntede under den første opblødnings-

massage. Den gode Wolkenschatz blev langsommere for hver dag der gik. Og han havde været luftakrobat engang! Men om han så også var totalt senil, ville han sidde sikkert på sin post. G. kunne

22

ikke forestille sig at han ville afskedige en gammel ven. Står val-get mellem magten og venskabet, så vælger jeg altid venskabet, plejede han at sige til sig selv når han var fuld og sentimental og havde brug for at berolige sin samvittighed. Nu var han ingen af delene og kun irriteret på Wolkenschatz.

Stieglitz holdt op med at ælte og rettede sig op. – Undskyld et øjeblik. Der er et par ting jeg skal sørge for.

Han lod øjnene hvile et sekund på den brune papirbunke der lå på bordet ved siden af briksen, og vandrede hen til damernes omklædningsrum. Han havde opfordringen ”Afklædning!” på læben, men behøvede slet ikke at udtale den. Midt på gulvet stod der allerede to nøgne piger, den ene blond, den anden rødhåret.

Han gik først hen til Brigitte, den rødhårede, som var af den mørkerøde type uden alt for hvidlig hud. Sol kunne hun imid-lertid ikke tåle, og Stieglitz havde forbudt hende at tage solbad sammen med de andre piger, en attråværdig beskæftigelse efter-som den brød isolationen og gav lejlighed til flirt med soldaterne i vagtkompagniet.

Han finkæmmede med sit kolde, kritiske blik hver eneste stykke af hendes krop. Pludselig strakte han hånden fladt ud foran sig, stak den med håndfladen nedad ind under hendes ene bryst som en kagespade og løftede det et par centimeter. Så løf-tede han den anden hånd og knipsede et par gange hurtigt og hårdt hen over det med pegefingeren. Små skrig var svaret.

– Det går ikke. Du må hvile dig i dag. Sover du dårligt?– Ja, svarede pigen og klynkede lidt over smerten i brystet.

– Jeg er nødt til at have mit eget værelse for at kunne sove. Og Sabine er så snakkesalig. Søde Hanns …

– Hvis alle skal have eget værelse, må halvdelen flytte. Lo-gisk, ikke sandt? Du skal få nogle milde sovepiller af mig.

Brigitte fnøs resigneret. – Skal jeg så gå op igen? Hun havde allerede klædt sig på og stod med hånden om dørhåndtaget.

– Når du nu står der, slår det mig at du kunne give Wolken-schatz en hastig topmassage inden han går i sauna. Ellers har han

23

svært ved at komme i gang med Inge bagefter. Gå i gang med det samme når han kommer ned. Jeg og Inge tager os af generalen samtidig. Forstået?

Hun nikkede og gik. Inge så forurettet ud med sin tøjbylt ærbart trykket mod barmen.

– Skal jeg så have begge mænd bagefter?– Kære Inge, sagde Stieglitz strengt og vellystigt, – vi tjener

hos en mand der ser op til naturen og lever efter dens love. Og hvorfor tror du at kvinden ligesom de fleste pattedyrhunner har en længere vej til orgasmen end manden-hannen? Jo, fordi natu-ren har tænkt sig at hun skal bedækkes af flere hanner ad gangen. Respekt for naturen!

Inge lavede trutmund på en måde der tydede på at hun var tem-melig tilfreds med svaret. Hun havde vidunderlige læber, fyldigt rundede også på indersiden. Tyske kvinder har sjældent smukke læber, tænkte Stieglitz. Man siger at det skyldes sproget. De ligger spændt om tandrækkerne som tynde læderremme. Inge var en pragtfuld undtagelse. Måske skyldtes det at hun talte Rhinlandets bløde, slappe dialekt. Stieglitz’ egen. Han kunne godt lide hende, hun var hans yndling i den nuværende besætning. Måske kunne han begynde at oplære hende i de små kunster som han selv var forfalden til. Hun havde talent, hurtige impulsive reaktioner. Han gav hende et venligt smil med munden, men øjnene havde den sande libertiners kolde glimt med deres tilbageholdte følsomhed. Han begyndte at stryge hende over maven, men holdt inde.

– Generalen venter. På med tøjet. Han gravede i en medi-cintaske og fandt en sprøjte og en velpudset sølvdåse med salve frem. – Du giver ham denne her når jeg har smurt ham lidt ind. Jeg giver tegn.

Hun klædte sig på med hurtige bevægelser. Udstyr C bestod af en blegblå sygeplejerskebluse med stivet krave og broche, men uden ærmer samt et hvidt, kort forklæde og sorte, meget højhæ-lede sko. Inge var ligesom Brigitte ansat som sygeplejerske og så helt troværdig ud til trods for den fragmentariske uniform. Men

24

hun kunne ikke andet end at give indsprøjtninger på nemme ste-der. Brigitte var derimod uddannet operationssygeplejerske. G. havde opdaget hende et par år forinden da han lå på operations-bordet for at få nogle stumper brusk taget ud af en gammel krigs-skade. Han var meget knyttet til hende, i perioder.

I korridoren passerede de et par af de små massagekabiner. Bag en af dørene kunne man høre en tung, lidt træg stønnen, oberst Wolkenschatz var kommet.

I det store massagerum havde generalen svøbt sig ind i tæp-per. Han hævede sig op på albuen og stirrede vredt på Stieglitz. – Kommer De endelig! Har De private sager for, eller hvad drejer det sig om? Her ligger jeg og får forfrysninger, mens der er dæk-ket op med det samme til Wolkenschatz. Mit helbred er rigsvig-tigt, spørg Føreren!

Han fik øje på pigen og sank ned på puden igen. – Nej, lille Inge, ikke nu. Efter saunaen. Nå, jo, sæt dig her på sengekanten og tag min puls når du nu er her. Kan du ikke? Stieglitz, apropos ”kan ikke”, har De ikke forstået at mit problem under disse kure ikke er at tænde, men at fuldføre? Med Wolkenschatz derinde – hør ham – er det omvendt. Gå ind til ham, lille Inge. Nej, for resten, så kan vi ikke få ham ud i saunaen bagefter. Og der skal han være klar i hovedet og snakke politik. For fa’en, Stieglitz, har De tænkt Dem at rive nyrerne ud af mig? Attentat!

Herren til Karinhall blev altid nervøs og sur af de tilbageven-dende sulte- og svedekure som hans livlæge ordinerede forud for enhver større offentlig fremtræden. Og han havde selv forlangt en ekstra omgang, for det kommende halve år ville blive det mest hektiske og spektakulære i hele hans karriere. Olympiaden, jagt-festen – større end nogen sinde – partidagene i september, optak-ten til den fireårsplan der endnu var en statshemmelighed mellem ham og Hitler. I store taler rundtomkring over hele Tyskland ville han formane folket til at spænde livremmen ind: ”kanoner i ste-det for smør!” – ledemotivet var allerede parat. Så måtte han ikke se sådan ud som han nu gjorde, næsten en meter i diameter hvor

25

livremmen skulle sidde – og spændes ind. Det sædvanlige efter doktor Ondarzas kure var at han hurtigt spiste og tog på igen, men det måtte blive et problem for året 1937.

Men han fik sin morfinsprøjte. Den havde doktor Ondarza ikke vovet at inddrage helt og holdent. Det var en vane han havde tillagt sig på et hospital under krigen i 1917 hvor han lå hårdt så-ret med forfærdelige smerter. Midt i 1920’erne havde det udartet til ren narkomani, senere var doserne efterhånden blevet skåret ned. Men ved en fuldstændig afvænning, mente lægen, kunne smerterne vende tilbage nervøst og fremkalde en kollaps.

Han blev næsten øjeblikkeligt rolig igen, følte sig klar i hove-det og beslutsom. – Wolkenschatz! råbte han. Ganske vist i kom-mandotone, men uden irritation, uden den lussingsnert som han havde brugt lige før. – Nu er der sauna. Tag papir og blyant med.

Han væltede sig ned af briksen og marcherede ud i motions-salen, kastede sig med forbløffende smidighed ind i et elektrisk massageapparat der automatisk gik i gang og æltede ham med vatterede valser fra alle sider. En gave fra hans beundrerinde Eli-zabeth Arden. Han gled ud af de bløde kæber igen, let stønnende, rundede det kostbart mosaikbeklædte svømmebassin – som han selv havde måttet betale – og gik via afvaskningsrummet ind i den finske sauna. Under armen holdt han de brune papirer som en allerede fugtig og uformelig bylt.

Han satte sig og begyndte at glatte papirerne ud mod knæet, ark for ark. Stabschefen kom ind og sank ned i en krog med et jaget udtryk i sit venlige hesteansigt der allerede var lettere rød-blisset. Lemmet hang slapt ned. – Velkommen herned i underver-denen, gamle ven. Og hvilken kulør! Tager De pigerne med hove-det forrest? Apropos underverdenen, har De hørt il duces replik til Føreren om livet efter dette? Jo, det var da de mødtes for to år siden og Adolf kørte frem med sit darwinistiske ævl som han plejede – ja, altså os imellem … Ved De hvad Benito han sagde? Jo, det eneste man kunne håbe på, var at leve videre i historiens bog og så videre – og så sagde han: ”Vi mødes igen i underverde-

26

nen, min kære Fører: som tunnelbanestationer!” Folk står på og står af, og så farer toget videre. Charmant, ikke sandt! Men den slags synes Adolf ikke er morsomt, så han begyndte igen med sine uddøde dyrearter og kværnede løs i en halv time. Men så gjorde Mussolini ham til æreskorporal i fascistmilitsen, og så holdt han kæft i lang tid. Ja, det var en af hans større fiaskoer, den rejse til Italien.

Han løftede det øverste stykke papir op mod ansigtet og stirrede på det lidt i tavshed. En første sveddråbe pilede ned ad næseryggen, samlede sig et øjeblik på næsetippen og faldt ned på papiret. Han strøg den væk med hånden og læste videre. – Og dette her, Wolkenschatz, er heller ikke så vellykket. Hør her. Nej, for resten, tag hele skidtet og læs det op som jeg har hakket af, og noter de foranstaltninger jeg giver ordre om.

Det var hans måde at regere på. Først gennemgik han mate-rialet om morgenen, alene, når det var helt frisk og jomfrueligt og satte hak ved det der var vigtigt og som hastede. Så kaldte han den medarbejder ind som han i øjeblikket helst ville se, og lod ham læse de udvalgte stykker op, eventuelt med nogle forslag til foran-staltninger. Derpå dikterede han rask sine beslutninger til en ste-nograf, og de færdige ordrer blev skrevet ud og distribueret til de pågældende instanser der iværksatte dem. Så var det for det me-ste frokosttid, og arbejdsdagen var forbi. Renæssancemennesket tog over med hofliv og skørlevned, jagter og fester, gobelin-er og planer for ombygning. Og skræddere der kærtegnede nye unifor-mer frem på hans nybadede og let berusede krop, mens tjeneren og mundskænken stod ved siden af spejlet med flasken i hånden, parat til at skænke op. Det sidste renæssancemenneske … det var den opfattelse han helst ville høre om sig selv. Når den formel var udtalt, blev det kun sjældent en mislykket aften. Og der var sørget for at den blev udtalt. Ikke nødvendigvis sådan at han hørte det, det var tilstrækkeligt at han kunne mærke det i atmosfæren.

Ministerpræsidenten var kommet til at svede voldsomt. Den overfodrede krop havde en sygelig tilbøjelighed til at svede og

27

afsondre væske i store kvantiteter, og de præparater som lægen ordinerede i slankeperioderne, befordrede det yderligere. Det var kommet så vidt at han måtte bruge særligt undertøj af stærkt absorberende stof.

Han havde taget plads på den øverste bænk i saunaen hvor han halvvejs lå, støttet til albuen. Inden sveden løb ned i øjnene og tvang ham til at lukke dem, så han op mod loftet der var konstrueret sådan at det, når man trykkede på en bestemt knap, blev gennemsigtigt nedefra, men oppefra så ud som et alminde-ligt gulv. Det var køkkenet der lå ovenover. Det morede ham som regel at se på køkkenpigernes fodsåler og ben, mens de gik frem og tilbage med kasseroller og kurve. Men i dag var han ikke i humør til det. Om et øjeblik skulle han regere et stykke tid, og det gjorde ham nervøs. Et par minutter senere var han desuden nødt til at sætte sig op for at hindre sveden i at løbe ind i munden. Den sammensnørede konemund dannede nemlig bunden i en for-dybning i ansigtet der fik ham til at se tandløs ud, når han ikke trak sine smalle læber til side i det berømte grin. Han lo gerne, og dette var en af grundene til det.

Han stønnede tungt da han sad dér med brystkassen støttet mod maven og kiggede opfordrende på sin stabschef. Stabschefen begyndte hæst og stødvist at læse op af det øverste ark.

– Sabotagen mod ministerpræsidentens observatorium på Rügen den 5. juli er stadig uopklaret. Presseafdelingen spørger om tavsheden i pressen skal opretholdes, skønt der er kommet rygter i omløb. Gestapo forlanger autorisation til at overtage un-dersøgelsen.

G. havde for et år siden i al hemmelighed ladet rigsarkitekt Speer opføre et astrologisk observatorium i marmor på en kridt-klint der gik stejlt ned i Østersøen. Bygningen var dagen forinden blevet helt raseret af en kraftig dynamiteksplosion, og tårnet var styrtet i havet. Huset var i øjeblikket ubeboet, og de nærmeste naboer, en fiskerfamilie der boede fem kilometer borte, havde troet at braget stammede fra øvelser ude til havs.

28

– Skriv, Wolkenschatz. Himmler skal holdes udenfor under henvisning til militært område. Mine egne eksplosions- og ger-ningsstedseksperter skal fortsætte deres arbejde. De kan dispo-nere over en deling Luftwaffe og to frømænd til at lede efter spor, især i vandet neden for huset. Jeg vil vide hvad der er tilbage af den store kikkert. Ja, mere kan jeg ikke gøre lige nu. Hvad mener De om alt dette, Wolkenschatz?

– Hr. general. W. havde besvær med åndedrættet og var endnu mere rød i hovedet end da han kom. – Kommunistisk sabotage usandsynligt. Militær sabotage fra en fremmed magt eller en an-den våbenart ligeså. Attentat mod Deres liv kan heller ikke kom-me på tale da intet tydede på at De befandt Dem der. Tilbage er der ikke andet end rene gætterier som jeg ikke vil kaste mig ud i.

– Netop. De mener SS. Nøjagtig hvad jeg selv har troet lige fra begyndelsen. De har været der og stjålet mit optiske appara-tur og har flyttet det til en af deres ordenshuler. Og så sprængt hele interiøret i luften for at camouflere tyveriet. Jeg tør vædde på at de ikke finder noget som helst andet end marmorfliser i vandet. Og nu vil de derned og undersøge deres egen forbrydelse. Sådan noget forbandet svineri!

Han havde talt under stigende ophidselse og sluttede af med et brøl. Som afledning trykkede han på knappen og vendte øj-nene mod loftet. Køkkenpersonalet, en kok og to kokkepiger, var gået i stå med deres arbejde og kiggede tilsyneladende ned i sau-naen. Så kiggede de på hinanden og rystede på hovedet.

Sceneriet ovenpå beroligede ham.– Man skulle tro at Himmler havde råd til selv at købe en

stjernekikkert. Men jeg tror at han først og fremmest vil bilde folk ind at jeg er lige så upopulær som han selv er, og at nogle modstandsmænd vil mig til livs. Desuden er han jo nærig. Hans had til mig stammer fra det stenslag mod hans bil, husker De nok, dengang han var på vej til Karinhall for to år siden. Han gjorde sig jo til grin ved at vrøvle om et attentat, og han tror sta-dig at jeg havde anbragt en snigskytte ved vejen. Han vil have mig

29

til at forstå, naturligvis uden at kunne bevise det, at dette er hans værk og blive bange. At Heydrich er blevet min nabo herude, er heller ikke nogen tilfældighed. Nå, vi må jo se hvem der ler sidst. Videre.

– De herrer Knapp og Hinkel i justitsministeriet har formelle indvendinger mod at prostitutionen bliver frigivet under Olympi-aden. De påberåber sig en lov af 3. maj 1933 mod al erhvervsmæs-sig skørlevned som stridende mod den tyske kvindes værdighed.

– Og det efter at Føreren udtrykkeligt har givet ordre til at Berlin skal lempes lidt for – ja, for de udenlandske gæsters skyld! Ved de herrer det?

– Hvis De vil undskylde mig, hr. general, så tror jeg at de be-tragter det hele som Deres ide. Eller måske Heydrichs. Ellers ville de ikke vove at tilføje, jeg citerer, ”det ville se dårligt ud med en tilbagevenden til Weimartidens usædelighed, den må være aldrig så midlertidig”.

– Jeg lover Dem at det er min ide. Heydrich har jo allerede sit diplomatbordel med mikrofoner i væggene. Men Føreren har jo godkendt det. Tilbagevenden, i øvrigt, at vende tilbage til for-tiden i nogle korte uger, er det ikke en ret smuk tanke? Og hvad er hele olympiadeideen om ikke et forsøg på at genopvække det forgangne? En længsel tilbage til noget der har været, Wolken-schatz, og at forsøge at sætte kød på den længsel – det har altid været en stærk drivkraft i mig.

Han åbnede øjnene efter at have siddet med dem lukket i flere minutter. Han så at stabschefen var nær ved at besvime.

– Nå, lad os gå i bassinet. Og så en øl, ikke sandt.De plumpede ned i det grønne vand, matte og tunge som mel-

sække. Da G.s hoved dukkede op igen, var indtrykket af tandløs kælling endnu mere håndgribeligt. Håret lå klistret til hovedet, og hovedet var meget lille til den store krop.

De væltede sig tilbage i kurvestole med bugnende puder ved bassinkanten og gik lystent i lag med hver sit literkrus øl.

– Hvor var jeg? Jo, Wolkenschatz, at genkalde sig noget der

30

har været, at få det forsvundne til at leve igen. Han sukkede. – Jeg kan huske, jeg var ikke mere end fire-fem år gammel. Min far og jeg stod i folkemængden på Unter den Linden da Bismarck kørte forbi i åben vogn til sit sidste besøg hos kejseren. Men det var der jo ingen som vidste dengang. De ved, kejseren var ikke særlig populær dengang, i de første år efter Bismarcks afsked. Og folk råbte: Wiederkommen! Wiederkommen! da han kørte forbi – ikke talekor som nu, men spontant, en ad gangen. Det greb mig dybt, Wolkenschatz. Hvad er det som skal komme, mod det som vender tilbage? ”Morgendagens ungdom” mod ”evig ungdom”, ”fremtiden” mod ”de gode gamle dage”! Det har jeg aldrig turdet sige til Hitler, for så ville han synes at jeg er en dårlig revolutio-nær. Men sådan føler jeg det.

Han rejste sig med et frottébadelagen som en toga om sig.– Og luderproblemet tror jeg at jeg har løst. Vi taler videre

om det ved frokosten. Om en halv time i ølstuen, kun De og jeg. Men først altså damerne. Eller, der er vist kun en. Stieglitz vra-gede den anden. Ja, så må De vente lidt, Wolkenschatz. Lad op. Prøv massageapparatet!

Den store flyver lod håndklædet falde. Den mindre flyver så til sin forbavselse – og misundelse – at hans chef var kommet i form efter saunaen. Under mavens mægtige hvælving skød lem-met frem, frejdigt og rosafarvet, som en kanon under svulmende sejl. Hele fartøjet gled af sted i jævn fart mod massagerummet. W. huskede – eller havde snarere aldrig fået nogen chance for at glemme – at G.s yndlingstaktik som krigsflyver havde været at vædre. – En krigsflyver er ikke nogen maskinmester, og hans fly er ikke en biograf, plejede han at hvæse som svar når han blev gjort opmærksom på luftkampens taktiske finesser. – At vædre er den eneste værdige måde at kæmpe på.

Og det var lige netop i vædringshumør han nu følte sig, da han satte kursen mod sit, som han håbede, ængsteligt forventnings-fulde bytte. Inge lå på sengen bag ved det grønne alkoveforhæng

31

sammenkrøbet i en lillepigekejtet stilling som Stieglitz havde fore-skrevet på grundlag af kommentarer som var undsluppet hans herre. Hun var nøgen fra taljen og ned. På overkroppen havde hun en for snæver, ærmeløs striktrøje på med vrangen ud. Søm-mene med deres trævler snoede sig som orme hen over hendes stramt indpakkede kød. På den nøgne bagdel og lårene var huden blank uden at skinne. Den havde dybdeglans, et gulbrunt skær. Hovedet var lidt for lille, som så ofte hos tyske kvinder, fordi de ikke har samme mulighed som mændene for at udfylde med hårdt ølspæk der så at sige bliver en del af kraniet. Skuldrene var skrøbelige, taljen ikke ret markeret og bagdelen ganske omfatten-de ligesom lårene, men så vendte skrøbeligheden tilbage fra knæ-ene og nedefter. Det hele dannede en fyldig spoleform der kunne minde om en urhøne. For at man ikke skulle gå glip af ligheden, havde hun en kurrende stemme der, når hun blev ophidset, steg til en dump kaglen, ikke uden lokkekaldets vedholdende skrat-ten. Desværre brast stemmen så i orgasmen. Trøjens prunkløse gråbrune farve var en detalje som Stieglitz og hans chef havde ræsonneret sig frem til en sen morgenstund: Det var urhønens farve. Ved at vende vrangen ud fik man en ’tegning’ frem og et lidt hakket og medtaget indtryk samtidig med at de hårde sømme ligesom ansporede huden når de blev presset ind i den.

En betydelig bagdel, tænkte han og trak forhænget til efter sig. Han kiggede taknemmeligt på de smukke ravskinnende kug-ler. En ende der får lov til at virkeliggøre sig selv i stedet for at visne hen i indelukkethed på en kontorstol. Han holdt af at tænke på hvordan han selv havde bidraget til at flere i Riget fik lov til at leve deres talenter ud. Men lige nu var han først og fremmest taknemmelig. Måske er det denne pige der har befriet mig for mine troskabskomplekser over for de to fruer – den ene under, den anden over jorden – der omgiver mig her på Karinhall. Men han ville ikke blive sentimental i et øjeblik som dette. Måske var hun alligevel for solbrændt, tænkte han og betragtede de mørke linjer ved mavens folder. Med solbrændte piger føltes det let som

32

en slags hygiejne, uden usund dybdevirkning. Især når de var unge og veltrænede.

Men han kunne mærke at hans behov på det punkt var ved at ændre sig. Tidligere havde han foretrukket buttede afblegede blondiner, lidt oppe i årene. Som ikke havde nogen muskulatur tilbage i bryster og overarme. Med brysterne sjusket stuvet ind under tøjet som løst tilbehør. Så plejede han at ælte dem i timevis for at få kønnet frem, som han udtrykte det. Det passede godt til hans egen langsomme rytme. Men i de senere år havde han fjernet sig fra denne drengeoptræden, mest takket være den pige der nu lå foran ham. Hans to hustruer havde været mødre i ny udgave. Det indså han. Og slankekurene hjalp ham til at klare den nye erotik.

Men han kunne også mærke at Stieglitz’ måde at udvælge og anrette pigerne på spillede en stor rolle i sammenhængen. Og hemmeligheden bag denne metode ville han gerne kende.

Han følte sig kølig og frisk. Han lagde sin store venstre hånd – han var venstreelsker – på hendes mave. Den skælvede, af op-hidselse, troede han, i virkeligheden var det fordi hans hånd havde form som en grævlingepote og var tung og kold som et stenfad. Han lå allerede på knæ ved siden af hende i sengen. Hele gulvet i den ret store alkove var en seng. Også væggene var be-trukket med grønt, og det gav en mellemting mellem en kahyt og en luksuscelle for en sindssyg. Belysningen kom ganske rigtigt fra skibslanterner der hang ned i hjørnerne og som med let tilgænge-lige knapper kunne indstilles til den ønskede farve og lysstyrke.

Han tog hende om hofterne med begge hænder og drejede og løftede hendes bagdel op mod sig og hængte den op på sin frem-strakte pæl. Den mødte ingen modstand. Revnen var ordentligt fugtet, og med et tryk af tommelfingeren mod indersiden af den ene balde fik han den oven i købet til at gabe og savle. Han bo-rede tommelfingerneglene ind som sporer i de små fordybninger hvor enden begynder, og lod balderne støde hårdt og muntert mod bugflæsket.

33

Inge vidste at dette ville vare ved nogen tid. Det var den fase som G. kaldte at ”fiske med blink”. Hun tog en pude i favnen og lagde hovedet til rette. Inge beundrede G. undtagen lige når han kneppede hende. Så tænkte hun på Stieglitz og følte sig som hans medsammensvorne. Hun kom jo i øvrigt altid lige fra hans hænder der havde åbnet hende som en konservesdåse med nogle håndgreb og lagt hende på den tykkes seng. Ved disse lejligheder følte hun svagt at han var kritisk over for sin chef, men på en forskende, fascineret måde som hun ikke kunne blive klog på.

G. var ikke mere sikker i sadlen som elsker end at han forstod at når man på denne måde gik til et dækket bord, måtte nogen have dækket op til ham. Hans tiltrækning kunne ikke være så stærk at den virkede i løbet af nogle sekunder. Stieglitz’ mester-hånd måtte stå bag. Han kunne ikke lade være med at spørge, han havde en fornemmelse af at svarene ville føre ham nærmere udløsningen.

– Har du lige kneppet med Stieglitz? hvæsede han med en ufrivillig skarphed.

– Nej. Pigen lød mut. Hun misforstod spørgsmålet og troede at et jalousiforhør var undervejs.

– Men noget har han da gjort ved dig? G. hørte hendes reak-tion og forsøgte at lyde venlig.

– Han har masseret mig, kan man sige. Og hun tilføjede: – Og så er han altid stor og stiv sådan som De er nu.

Tilføjelsen var tænkt som en opmuntring, men det var ikke den effekt den havde. G. følte sig pludselig lidt træt og irriteret.

– Nå ja, men lige derefter … – Nej. I sin iver efter at fremhæve sin helt forrådte hun ham.

– Jeg har aldrig set ham anderledes.Nå, så det var Stieglitz’ lille hemmelighed. Konstant rejsning.Men hvordan bærer han sig ad? sagde den tykke til sig selv.

Han dryppede igen af sved, og hans febrile håndbevægelser li-gesom gned væsken ind i hendes bagdel og hofter der skinnede gækkende mod ham.

34

Modløs over for det uforklarlige sank han ned ved siden af hende. Han havde stanget sig træt og satte sin lid til en bekvem-mere stilling. Så fik han fat i en ny tråd.

– Prygler han dig aldrig?– Kun sjældent.Det var ikke helt sandt. Stieglitz plejede at give pigerne en

omgang over enden med et fugtigt håndklæde så ofte han kunne komme til det.

G. begyndte at blive alvorligt bekymret ved tanken om Stieglitz’ kunster. Lige nu var der kun ét at gøre. Han væltede Inge om på ryggen og borede sig beslutsomt ind skønt han ikke var helt sikker på pikken.

Han omsluttede hende helt i en hård omfavnelse. Han kunne godt lide disse låste stillinger der fik den fremmede krop til at føles intenst håndgribelig og ligesom indlemmede den i hans. Desuden var det nødvendigt, for allerede et par sekunder efter var Inge glat som et stykke badesæbe. En svag morfinduft fyldte det lumre rum.

Han prøvede at få hende til at klemme med benene fra si-den, så han kunne få styr på pikken der begyndte at føles som et aspargeshoved i en suppeskål. Men fordi han var så umåde-ligt bred, hjalp det ikke meget. Han masede opad for at få lidt mere modstand. Samtidig strakte han hendes ben ud under sig og førte dem sammen. Nu stod piskeriset fast i fløden, slankt, men hårdt.

Nu var han ved at nærme sig opløbet. Han rullede trøjen op over hendes bryster indtil den lå som en opvredet klud under hendes hage og arme. Hendes solbrændthed var så ny at huden var rød og begyndte at svide. Synet af den ligesom flåede krop æggede ham yderligere. Han hævede sig et stykke op og greb fat i de store rødsvedige bryster. Hun begyndte at jamre langt nede i halsen. Han holdt vejret længe mellem åndedragene ligesom en butterflysvømmer, i stedet blev hans stønnen desto voldsommere, som eksplosioner.

35

Han kunne mærke orgasmen inden for rækkevidde og gik over til en lang brølen. Han greb fat om hendes balder og stødte dem mod mellemgulvet for at komme hårdere til bunds. Hun havde ikke en chance for at hjælpe med hvor gerne hun end ville. Hendes mund åbnede sig og snappede efter luft, mens stemmen brast midt i en skinger jamren.

Kæmpens sidste vilde stød kastede hendes hoved ind mod væggen. Halvt groggy mærkede hun orgasmens glødende kurve nede i mellemgulvet og den udtømte krop der faldt ned over hen-de som en dyne af bly og mørke.

Så blev trykket væltet af hende, og hun følte sig næsten vægt-løs, og det var vidunderligt let at trække vejret. Men det varede kun nogle korte øjeblikke. Et skarpt lys gennem øjenlågene væk-kede hende af hendes blund.

Hun skottede til siden, og da hun havde vænnet sig lidt til lyset, så hun ministerpræsidenten ligge støttet til den ene albue og undersøge sin krop med et intenst og fordybet ansigtsudtryk. Hun havde tidligere bemærket at han gerne ville have fuld belys-ning, men først nu forstod hun hvad grunden var.

Ministerpræsidenten var mere fikseret på sin egen krop end på sin partners og ville se den, om ikke i funktion, så lige bagef-ter. Og især ved en lejlighed som denne hvor han ligesom kunne modtage og hylde den som sejrherre. Det var han ikke alt for for-vænt med. At denne krop kunne beskrives med hårdere og mere rammende ord end ”en smule korpulent”, faldt ham slet ikke ind, og ingen, ikke engang slankekurslægen, var tilbøjelig til at oplyse ham om det.

Han elskede sin krop. Var den også ”en smule korpulent” i øjeblikket, så var den dog altid og først og fremmest den unge alpinist og luftakrobat, kaptajn Görings krop, om end i midlerti-dig forklædning. Og frem for alt var det krigsskaderne der tryl-lebandt ham. Begejstrede og lidt ængstelige damer i fem lande havde fingereret ved dem i årene efter krigen, dengang han stadig var slank og smidig. Selv kunne han ligge og lege med dem i

36

timevis, og somme tider, når han blev meget ophidset, begyndte de at bløde, hvilket greb ham meget stærkere end det som oprin-delig havde ophidset ham. Han kendte deres nøjagtige længde og bredde i millimeter, under hvilke omstændigheder han havde fået hvert enkelt sår, hvordan de var blevet behandlet, og hvor mange splinter og milligram stof der var blevet inde i dem. Nu lå han og strøg hen over dem med fingerspidserne og roste dem for sig selv fordi de havde været flinke og ikke var sprunget op. Men det opsvulmede kød på de gamle sårrande glødede kamplystent rødt.

Da han lagde mærke til at Inge kiggede på ham gennem øjen-vipperne, følte han sig først pinligt grebet på fersk gerning, men ville ikke optræde utaknemmeligt. For at undgå sentimentalitet prøvede han på at give sin anerkendelse et praktisk anstrøg og i forbifarten rose hende lidt mere. Han tog hendes hånd og holdt den ind mod brystet.

– Inge, du som er så flink, kan du sige mig en ting. Der har været indbrud i marmorhuset på Rügen. Tyvene har sprængt hele inventaret i luften, så det er vanskeligt at finde ud af hvad de har taget med. Skulle du kunne forestille dig hvad en tyv eller en fjende kunne have interesse i at fjerne?

Han spurgte som sagt mere af høflighed og for at minde Inge om nogle glade dage de havde tilbragt i huset. Han ventede slet ikke at svaret ville bringe opklaringen nærmere.

– Jo, det kan jeg godt, svarede hun sagligt. – Samlejefilmene som Stieglitz lavede.

– Kors for fanden og hans tusind djævle! G. stod pludselig midt i sengen og stirrede ned på hende. Sengen gav sig til at gynge voldsomt under hende da han væltede sig ud af alkoven.

– Wolkenschatz! råbte han. – Til bords! Øjeblikkelig!Hun blev liggende og mærkede med sine flade hænder hvor-

dan madrassen langsomt og skælvende lagde sig til ro under hen-de. Hun var ubehageligt til mode til trods for at det så ud til at hun ville slippe for Wolkenschatz. Hun tænkte på Stieglitz.