Embed Size (px)
Citation preview
Karismatisk autoritet og accountability
En undersøgelse af kendtes indflydelse på danske INGO’ers humanitære og udviklingsmæssige prioriteter
”… for kendt til det her sted”?
Mads Ancher Holm, 2011-3643
Vejleder: Marianne Sandvad Ulriksen
Institut for Statskundskab
Afleveret 15. september 2017
30649 ord
Side 1 af 87
Abstract
Celebrity-support is today a very visible part of the work of Danish aid-organizations. Still though, very little
literature by scientists or Danish NGOs describing the matter exists. On an international scale research has
shown a lot of different ways celebrities might influence INGOs, such as by gaining access to political elites
or stressing internal organizational-processes. This paper, Charismatic authority and accountability: A study
of celebrity influence on humanitarian and developmental priorities of Danish INGOs, takes the conclusions
of this literature, and tests them in a Danish context. This paper therefore asks how Danish aid-
organizations use celebrity-supporters in their work and to what extend this affect their humanitarian and
developmental priorities.
Methodically the study unfolds as a triangulation of different sources. In order to access the
information most relevant to the research-question, a qualitative analysis of nine elite-interviews of
relevant staff at eight different Danish INGO’s is the most central evidence. This is combined with an
analysis of media, annual reports from exemplary cases and interviews with relevant third-party sources
qualifying the analysis.
To fully understand the relations between Danish INGO’s and celebrities, this paper takes its
theoretical point of departure from the accountability literature and combines this with the literature of
celebrity. Celebrity is viewed through the lens of charismatic leadership, which in different ways might
substitute, complement, enhance or impair the formal NGO-structure and organizational relations. The
analysis constantly relates the role of the celebrity to three accountability-relations: Upwards to citizens
and donors in the North, downwards to partners and aid recipients in the South and internally on
organizational structures and processes.
The study finds that Danish INGO’s to a great and growing extend do use celebrity supporters, and
that celebrities has some influence on Danish INGO’s. However, the influences are much fewer than what
could be expected from the literature until now. Primarily celebrities effect the organizations through
upward accountability, where they give the organizations access to citizens and media. On the same time, it
seems that a nuanced message cannot be delivered by those public personalities which obstruct
humanitarian and developmental aid priorities. The expectations regarding downward and internal
accountability cannot be confirmed why celebrities do not minimize participation in the South and they do
not come as an overwhelming administrative burden either. Hence there is no effect on humanitarian and
developmental priorities of Danish INGO’s here. Together this lack of confirmation points towards a hidden
external factor which might influence the correlation. The discussion detects this factor to be the Danish
aid structure, which seems to somewhat determine the extent to which Danish INGO’s can be affected by
celebrities. Falling financial support for Danish INGO’s combined with new accountability-demands points
towards the rise of celebrities and their limits as well. This calls for a more nuanced view on celebrities and
their effect on INGO’s humanitarian and developmental work.
Side 2 af 87
Indhold
KAPITEL 1: INTRODUKTION OG PROBLEMFORMULERING ........................................................................................... 4
KAPITEL 2: SPECIALETS TEORETISKE GRUNDLAG ......................................................................................................... 6
2.1 HVAD ER EN INGO ........................................................................................................................................................ 6 INGO’ernes struktur ................................................................................................................................................... 6 INGO’ernes opgaver ................................................................................................................................................... 7
2.2 ACCOUNTABILITY: EN TEORI OM ANSVARSRELATIONER .......................................................................................................... 8 Upward accountability ............................................................................................................................................... 9 Downward accountability ........................................................................................................................................ 10 Intern accountability ................................................................................................................................................ 11 Hvordan måles accountability? ................................................................................................................................ 12 Delkonklusion ........................................................................................................................................................... 19
2.3 KENDTE OG DERES INDVIRKNING PÅ ACCOUNTABILITY-RELATIONER ........................................................................................ 20 Webers begreb om karismatisk autoritet ................................................................................................................ 20 Kendte som karismatisk autoritet? .......................................................................................................................... 21 Kendisser, accountability, udvikling og humanitært arbejde .................................................................................. 22 Delkonklusion ........................................................................................................................................................... 31
KAPITEL 3: FORSKNINGSDESIGN OG METODE ............................................................................................................32
3.1 FORSKNINGSDESIGN: .................................................................................................................................................... 32 Et studie af mekanismer .......................................................................................................................................... 33 Gensidigt afhængige parametre .............................................................................................................................. 34
3.2 DATAGRUNDLAG ......................................................................................................................................................... 35 Opgavens enheder: Danske INGO’er ....................................................................................................................... 35 Kildemateriale: Triangulering med eliteinterviews og casestudier .......................................................................... 37
3.3 INTERVIEWPROCESSEN .................................................................................................................................................. 38 Databehandling ........................................................................................................................................................ 39
3.4 OPERATIONALISERING: PARAMETRE OG INDIKATORER ......................................................................................................... 40 3.5 DELKONKLUSION ......................................................................................................................................................... 43
KAPITEL 4: DESKRIPTIV ANALYSE AF DANSKE INGO’ERS BRUG AF KENDTE ................................................................44
4.1 HVOR UDBREDT ER BRUGEN AF KENDTE? .......................................................................................................................... 44 4.2 ANSES KENDTE PERSONER SOM KARISMATISKE AUTORITETER? .............................................................................................. 45 4.3 DELKONKLUSION ......................................................................................................................................................... 46
KAPITEL 5: ANALYSE AF KENDTES PÅVIRKNING PÅ NGO’ERNES ACCOUNTABILITY-RELATIONER ...............................49
5.1 UPWARD ACCOUNTABILITY ............................................................................................................................................ 50 Kendissernes kommunikationskanaler .................................................................................................................... 50 Kan kendte levere budskabet? ................................................................................................................................. 53 Delkonklusion ........................................................................................................................................................... 57
5.2 DOWNWARD ACCOUNTABILITY ....................................................................................................................................... 58 Påvirkning på valg af projekter ................................................................................................................................ 58 Kan brugen af kendte påvirke organisationernes handlerum? ................................................................................ 60 Delkonklusion ........................................................................................................................................................... 62
5.3 INTERN ACCOUNTABILITY ............................................................................................................................................... 62 Kendte - en arbejdsbyrde? ....................................................................................................................................... 63 Økonomiske udgifter ved kendte? Dignity Institute som case. ............................................................................... 65 Delkonklusion ........................................................................................................................................................... 68
5.4 KONKLUSION PÅ ANALYSEKAPITLET .................................................................................................................................. 68
Side 3 af 87
KAPITEL 6: DISKUSSION AF METODISKE, TEORETISKE OG EMPIRISKE OVERVEJELSER ................................................70
6.1 METODISKE OVERVEJELSER ............................................................................................................................................ 70 6.2 TEORIENS BRUGBARHED ................................................................................................................................................ 72 6.3 EMPIRISKE AFVIGELSER ................................................................................................................................................. 73
Hvori ligger disse afvigelser? .................................................................................................................................... 73 Hvordan kan afvigelserne relateres til det danske bistands-regime? ...................................................................... 74
6.4 DELKONKLUSION ......................................................................................................................................................... 77
KAPITEL 7: KONKLUSION............................................................................................................................................78
LITTERATURLISTE .......................................................................................................................................................80
INTERNETKILDER ................................................................................................................................................................ 83 ANDRE MEDIER ................................................................................................................................................................. 84
APPENDIKS: INTERVIEWGUIDE ..................................................................................................................................85
Forsidebilledet viser den danske sangerinde Medina på besøg i en jordansk flygtningelejr og er venligst
udlånt af Folkekirkens Nødhjælp.
Forsidecitatet er fra Det Brune Punktums sang ”For kendt”.
Side 4 af 87
Kapitel 1: Introduktion og problemformulering
”Meget af det, jeg siger, det er ikke noget vi har nogen tal på” 1
Vi ser dem – de ’kendte’ - på TV, når eksempelvis sangerinden Medina besøger en flygtningelejr i Jordan, og
vi ser dem i bladene, når de danske prinser, prinsesser, TV-kokke, skuespillere og musikere besøger danske
udviklingsprojekter i små landsbyer i afrikanske lande. Kendte personer er blevet meget synlige som dele af
danske humanitære og udviklingsmæssige organisationers arbejde.2
De til specialet foretagne interviews viser, at organisationerne har en stærk tiltro til de kendte - både
personligt og effektmæssigt, da flere omtaler de kendte som sympatiske, søde og ’gode mennesker’.
Hvilken organisationsmæssig effekt de rent faktisk har, er dog mere uklart, som det indledende citat så
tydeligt påpeger.
Forskning peger på, at den kendte med sin særlige karisma og status kan påvirke organisationerne og
deres arbejde. Nogen peger på, at kendte via deres særlige status kan få adgang til politiske eliter og
derved påvirke den humanitære eller udviklingsmæssige situation til det bedre (Cooper 2008b, Cooper
2008a). Andre finder, at de kendte præger bistandsorganisationerne til at sætte fokus på krig og nød frem
for langsigtet udvikling (Daley 2013, Furedi 2010). Trods det faktum, at de kendte ofte står frem og
fremlægger danske INGO’ers sag, er forskning, der handler om, hvilken betydning de kendte har for det
humanitære og udviklingsmæssige arbejde i dansk kontekst meget sparsom. Internationalt er litteratur om
kendisser, humanitært arbejde og udviklingspolitik i sin spæde fase, men siden starten af 00’erne har stadig
flere bøger og papers taget fat på feltet (heriblandt Brockington 2014b, Budabin 2015, Mostafanezhad
2015, Rosamond 2015a). Samtidig foreligger der endnu kun få eksempler på forskning, som systematisk
undersøger, hvordan denne sammenhæng ser ud i dansk kontekst (Christiansen, Richey 2015, Olwig,
Christiansen 2015, Lene Bull Christiansen 2013). Det er derfor relevant at undersøge, hvorvidt
internationale konklusioner holder stik, når man undersøger brugen af kendte i dansk sammenhæng.
Dette leder frem til følgende problemformulering:
1 Interviewperson fra større dansk INGO. Her anonymiseret. 2 Termerne kendte, kendisser og kendte personer bruges herefter synonymt.
Hvordan bruger større danske bistandsorganisationer kendte personer som støtter
i deres arbejde, og i hvor høj grad påvirker dette organisationernes humanitære og
udviklingsmæssige prioriteringer?
Side 5 af 87
Problemformuleringen undersøges gennem en triangulering af interviews hos otte danske
bistandsorganisationer og andre kildetyper, der hjælper til at belyse, hvordan danske INGO’er inkorporerer
kendte i deres arbejdsproces og derigennem påvirker INGO’ernes prioriteringer. Der er altså
grundlæggende tale om en konstruktivistisk tilgang, hvor relationer mellem organisationer og andre aktører
som kendte personer kan påvirke og promoverer en bestemt adfærd (Collin 2010: 231).
I dette fokus på relationer bliver det særligt centralt, hvem INGO’erne står til regnskab overfor. Vil den
kendte kunne påvirke i hvor høj grad, det er donorernes, bistandsmodtagernes eller deres egne
udviklingsmål, organisationerne er ansvarlige overfor? Og hvilke konsekvenser har denne omstrukturering
for organisationernes humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer? Specialet dykker altså ned i
kendtes påvirkninger på organisationerne adfærd, hvorfor der teoretisk tages udgangspunkt i
accountability-litteraturen.
Besvarelsen af problemformuleringen håndteres taksonomisk og via følgende fremgangsmåde: Kapitel
to sætter fokus på centrale teoretiske begreber om INGO’er, accountability-relationer og kendtes
karismatiske autoritet og indflydelse. Herunder opstilles teoretiske forventninger til, hvordan kendte
påvirker organisationernes bistandsprioriteringer. Kapitel tre gennemgår specialets metodiske valg og
fremgangsmåde, mens der efterfølgende redegøres for forløbet omkring de til specialet foretagne
interviews. Kapitel fire er en deskriptiv analyse der påviser, at kendte ses som karismatiske autoriteter, og
at organisationerne bruger de kendte og dette i voksende/tiltagende grad. Kapitel fem analyserer, hvordan
relationerne mellem kendte og danske INGO’er udfolder sig i praksis. Den næstfølgende analyse foregår via
en triangulering af forskellige kildetyper, hvor de foretagne interviews bliver centrale. I forløbet viser det
sig dog, at kendte ikke har samme påvirkningskraft som forventet, hvorfor kapitel seks diskuterer
komplikationer og afvigelser ved specialets metodiske, teoretiske og empiriske aspekter, som er kommet til
udtryk i forløbet. I denne sammenhæng diskuteres det eksterne pres fra den danske bistandsstruktur, som i
analysen har vist sig centralt for organisationernes brug af kendte.
Som bidrag til den sparsomme viden, der findes på området, når specialet i kapitel syv frem til
følgende konklusion. Kendte er blevet en integreret del af mange danske INGO’ers kommunikationsapparat
på grund af deres brede appel på sociale medier og særlige adgang til traditionelle medier. Samtidig viser
det sig, at kendte primært påvirker humanitære og udviklingsmæssige prioriteter gennem det budskab, de
leverer til borgere i Danmark. I tillæg undersøger diskussionen, om brugen af kendte kan ses som en
konsekvensens af eksterne incitamenter funderet i en faldende ulandsbistand og øgede begrænsninger
udstedt i udenrigsministeriets retningslinjer.
Side 6 af 87
Kapitel 2: Specialets teoretiske grundlag Problemformuleringen for nærværende studium lyder som anført: ”Hvordan bruger danske
bistandsorganisationer kendte som støtter i deres arbejde, og i hvor høj grad påvirker dette
organisationernes humanitære og udviklingsmæssige prioriteter?”
I dette kapitel lægges specialets teoretiske grundsten. Her beskrives de centrale aktører, det vil sige
NGO’erne, NGO’ernes accountability-relationer, de kendte og hvordan disse kan forventes at påvirke
NGO’ernes prioriteringer og arbejdsformer. Hvem organisationerne er ansvarlige overfor, er central for at
forstå prioriteringer mv. Der tages derfor udgangspunkt i accountability-teorien, der beskriver relationerne
mellem danske NGO’er deres donorer, bistandsmodtagere mv. Efterfølgende inddrages et bredt spektrum
af hidtidige studier af, hvori den kendtes karaktertræk består, og hvilken indflydelse dette ville kunne have
på NGO’ens relationer. Herefter sættes denne teori ind i en accountability ramme, hvorved kendte
relateres direkte til den overordnede problemformulering og spørgsmålet om organisationernes
prioriteringer. En dybdegående beskrivelse af disse aspekter er central for at forstå, hvorledes kendte vil
kunne påvirke dem. Først skal det dog afklares, hvilke typer NGO’er denne opgave fokuserer på.
2.1 Hvad er en INGO INGO’er er dette speciales centrale enhed. Nedenstående gennemgår, hvordan INGO’er er struktureret, og
hvilke forskellige typer af opgaver de kan levere løsninger på.
De for denne opgave centrale organisationer er INGO’er, der leverer humanitær hjælp og
udviklingsassistance. Klassifikationerne vil blive diskuteret nedenfor.
INGO’ernes struktur INGO’er kan defineres som NGO’er, der er baseret i ét land og søger at opnå udviklingsmål i et andet land.
Som oftest er der tale om internationale NGO’er baseret i traditionelle donorlande Nord (derfor også kaldet
NNGO’er), der søger udvikling i Syd, hvor udviklingslande primært befinder sig (Banks, Hulme 2012: 3).
Disse organisationer er desuden karakteriseret ved som oftest at have de fornødne finansielle midler, men
til gengæld mangle lande-viden og mangle netværk af græsrødder i Syd, hvorfor de ofte indgår i
samarbejde med mindre, lokale NGO’er. Disse organisationer i Syd (her fremover også kaldet SNGO’er) er
derimod karakteriseret ved at have bedre geografisk, sprogligt og kulturelt kendskab til lokalsamfund.
Nord-syd-partnerskaberne er ofte meget ulige til fordel for de finansielt stærke INGO’er (ibid.: 4).
Med til denne definition hører også, at noget af INGO’ernes finansielle styrke kan komme fra en stat –
i dette tilfælde primært den danske stat. INGO’er er ikke kontrolleret af staten, men kan godt være delvist
Side 7 af 87
statsligt finansieret. For Murdie går skellet ved, at NGO’er modsat statsorganisationer ikke må være skabt
af en stat eller have en beslutningsstruktur, der er kontrolleret af staten. (Murdie 2014: 20). Murdie
definerer i øvrigt INGO’er som formelle institutioner, hvilket adskiller dem fra det bredere ’civilsamfund’.
De kan dog godt være opstået på baggrund af en bevægelse i civilsamfundet, men hvor denne er
karakteriseret ved at være løs i sin struktur, har en INGO en mere formaliseret struktur. Et eksempel på
denne sammensmeltning er eksempelvis Amnesty International (ibid).
INGO’er defineres her som formelle institutioner med en vis afhængighed af primært statslige
donorer.
INGO’ernes opgaver INGO’er kan i deres arbejde løse en række forskellige opgaver. Murdie skelner i sin bog mellem Service-
NGO og advocacy-NGO’er. Service NGO’er søger at levere basale goder, som rent vand, vaccinationer,
tuberkulose behandling mv, mens advocacy NGO’ers centrale mål er at advokere for politisk og social
forandring i form af fx rettigheder (Murdie 2014: 20-22). Denne skelnen svarer meget vel til
Verdensbankens distinktion mellem ”operationelle” og ”advocacy”-organisationer: Advocacy
organisationer advokerer for bestemte sager over for stater eller befolkninger, der har med udvikling eller
rettigheder at gøre, mens operationelle organisationers hovedopgave er at levere, implementere og
finansiere bestemte programmer (Verdensbanken 2010).
I kontrast til disse, skelner Hulme og Banks mellem udviklings-NGO’er, der søger at lave
grundlæggende menneskelig og samfundsmæssig forandring på den ene side og service-NGOer, der blandt
andet tæller humanitære organisationer (Banks et. al 2015: 708). Begge disse typer falder således indenfor
gruppen af operationelle NGO’er som defineret af Verdensbanken. Ifølge Hulme og Banks kan man dog ikke
opstille samme krav til alle service-NGO’er, da disse søger at opfylde en ganske anden rolle end udviklings-
NGO’er i og med, at de har et langt mere kortsigtet fokus (ibid: 716). Dette ses også af Humanitarian
Coalitions distinktion i Tabel 1. Af tabellen ses det, at humanitær hjælp og udviklingsassistance er
grundlæggende forskellige og svarer på fundamentalt forskelligartede problemer. Humanitær hjælp er
designet til at redde liv og imødegå lidelse umiddelbart efter en krise, mens formålet med
udviklingsassistance er at håndtere vedvarende strukturelle problematikker – eksempelvis systemisk
fattigdom - der kan forhindre institutionel og social forandring i ethvert givent samfund, der skal have hjælp
til at opbygge en selvopretholdende struktur (Humanitarian Coalition: 1). INGO’erne kan altså løse
forskellige opgaver og henholdsvis levere humanitær hjælp og udviklingsassistance.
Side 8 af 87
Det kan dog påpeges, at de to typer ikke er helt isolerede: Man kan argumentere for, at der bag større
humanitære katastrofer som oftest ligger et strukturelt problem, og at humanitære indsatser samtidig kan
få stor indflydelse på den videre samfundsudvikling. Der er altså ikke tale om enten/eller-kategorier, men
derimod kan INGO’er variere i et kontinuum, hvor de to områder vægtes i forskellig grad langs dette
kontinuum (ibid. samt Sollis 1994: 2). Derfor er de to typer af opgaver i virkeligheden uadskillelige og kan
altså ikke udføres separat: Enhver katastrofe skal derfor håndteres således, at den kronologisk går mod en
mere og mere udviklingsmæssig tilgang (Hinds 2015: 3). Flere har dog kritiseret Sollis’ kronologiske
kontinuum for at simplificere relationen og advokerer i stedet for et såkaldt ’contiguum’, hvor redskaber fra
begge tilgange kan implementeres samtidigt, og hvor udviklingsmæssige og humanitære behov kan
håndteres parallelt.
Sammensmeltningen af de to områder betyder, at organisationerne kan levere både humanitær og
udviklingsmæssig hjælp og bistand. I forhold til at adressere kendtes effekt på organisationernes
humanitære og udviklingsmæssige prioriteter, vil denne opgave dog tage udgangspunkt i den klare
distinktion mellem humanitær hjælp og udviklingsbistand, som kommer til udtryk i tabel 1. Det betyder, at
humanitær hjælp defineres som den umiddelbare støtte i en krisesituation, mens udviklingshjælp defineres
som alt det, der kommer efter, og som handler om langsigtet samfundsopbygning (Hinds 2015: 4).
Med udgangspunkt i ovenstående gennemgang af INGO’eres struktur og deres opgaver, definerer denne
opgave INGO’er som ikke-statslige formelle organisationer, der søger at levere humanitær hjælp eller
udviklingsbistand i Syd.
2.2 Accountability: en teori om ansvarsrelationer Der er generelt en forståelse af, at INGO’er leverer udvikling og humanitær hjælp, fordi de føler, ’det er det
rigtige at gøre’. Man kan dog mene, at organisationerne ikke bare skal ’føle’ sig ansvarlige over for deres
egne værdier, men at der også skal påviselige resultater til. Spørgsmålet om værdier og kontrol er en
central del af accountability-litteraturen.
Tabel 1: forskellen mellem humanitær hjælp og udviklingsassistance
Humanitær hjælp Udviklingsassistance
Kortsigtet Langsigtet
Leveres i katastrofezoner Leveres i udviklingslande
Udføres som svar på en hændelse Svar på systematiske problemer
Fokuserer på at redde liv Fokuserer på økonomisk, social og politisk udvikling
(fra Humanitarian Coalition: 1).1
Side 9 af 87
Dette speciale definerer accountability som processen, hvormed man holder aktører ansvarlige for
deres handlinger. Ebrahim diskuterer en række forskellige former for accountability ved at sammenfatte en
række tidligere studier af emnet til en samlet typologi (Ebrahim 2003: 814). Organisationernes
ansvarsrelationer er interessante i dette speciale, fordi de har konsekvenser for INGO’ernes arbejde, og
fordi kendte personer kan være med til at påvirke disse relationer.
Fremover bruges den engelske glose ’accountability’ på lige fod med den danske oversættelse
’ansvarliggørelse’ eller ’ansvarlighed’. Nedenfor gennemgås en række teoretiske aspekter af Ebrahims
typologi i relation til andre værker om accountability. Sidste underafsnit beskriver, hvordan dette kan måles
i praksis i relation til humanitær hjælp og udviklingsassistance. Afsnittet opsummeres i tabel 3, der samler
begrebernes relation og praktiske betydning. Afsnit 2.3 vil efterfølgende vise, hvordan kendte kan påvirke
denne relation.
Når man spørger ”overfor hvem er INGO’erne ansvarlige?”, lyder svaret: 1) Internt over for INGO’erne selv
(internal accountability) og 2) eksternt over for henholdsvis donorer opad (upward accountability) og 3)
nedad til klienter og modtagersamfund (downward accountability) (Najam 1996: 341, Ebrahim 2003: 824).
Overordnet er der altså tre ansvarsforhold eller tre typer af accountability.
Upward accountability Der har længe været en høj vægtning af upward accountability til specielt donorer, hvor rapporter og
evalueringer er særligt vigtige redskaber til at beskrive i hvor høj grad, kortsigtede mål (så som antal
uddannede landmænd eller brønde bygget) og langsigtede mål (forbedringer af helbred, levestandarder,
indkomst mv.) er blevet opnået ved afslutningen af et udviklingsprogram (Ebrahim 2003: 817).
NGO’ers ansvar overfor private og statslige donorer handler primært om økonomi og brug af
øremærkede penge til bestemte formål. Donoren udøver en finansiel kontrol over INGO’en ved at søge at
få redegjort for brugen af penge, og samtidig policy-kontrol ved at holde NGO’en ansvarlig i forhold til
formålet og brugen af midlerne (Najam 1996: 342). Denne type af accountability er ofte karakteriseret ved
at være meget redskabsbaseret – dvs. dokumenteret i konkrete rapporteringer, projekt-evalueringer mv.
Samtidig er en konsekvens ofte, at fokus ligger på kortsigtede resultater. Desuden gælder det, at donor-
NGO-relationen ofte medfører, at langsigtede mål tilsidesættes (Ebrahim 2003: 825):
I relationen mellem NGO’er og donorer diskuterer Gent et al. ”The Reputation trap of NGO
accountability”. Her spørger Gent, hvorfor altruistiske, kompetente NGO’er, ender med at levere
udviklingsmæssigt uholdbare resultater (Gent et al., 2015: 427). Da NGO’er står til ansvar overfor donorer,
betyder det, at organisationerne konstant frygter, at deres finansiering kan blive taget fra dem (ibid.: 433).
Side 10 af 87
For at få finansiering har NGO’er derfor et incitament til at fokusere på at opnå umiddelbare, let
genkendelige policy-resultater, der kan henføres direkte til NGO’ens arbejde. Der er altså som organisation
en fælde i at skulle vedligeholde et godt rygte over for donorer. For at forklare denne påstand bruger Gent
et principal-agent-teoretisk argument:
NGO’er har brug for donorer for at overleve, og donorer har brug for NGO’er for at gennemføre fælles
policy-mål. Donorerne ønsker grundlæggende, at NGO’erne lykkes med deres arbejde, men samtidig ønsker
de ikke at investere deres penge forgæves og er derfor bekymrede for kvaliteten af NGO’ens arbejde.
Donorerne kan ikke være sikre på NGO’ernes kvalitet, da de ikke har adgang til disses indre arbejdsgange
og metoder. Denne informations-asymmetri betyder, at donorer naturligt foretrækker NGO’er, som kan
vise deres evne til at opnå håndgribelige resultater (ibid: 433). Dermed opstår der for
civilsamfundsorganisationen et incitament til at opnå umiddelbare policyresultater, der nemt kan henføres
til organisationen. Konsekvensen af dette er primært, at NGO’er i højere grad tænker i financierings-
cyklusser. I nogle tilfælde vil kortsigtede policy-mål være konsistente med mere langsigtede mål – ofte vil
dette dog ikke være tilfældet, og derfor nedprioriteres den langsigtede udvikling (ibid: 428).
Dette resulterer i NGO’ernes ’reputational trap’: Ngo’erne skal konstant vise, hvordan deres arbejde
bærer frugt, for ikke at udvise tegn på dårlig evne til at håndtere de af donoren betroede finansielle midler.
NGO’erne er altså stærkt prægede af et grundlæggende overlevelsesinstinkt - et overlevelsesinstinkt, der
ikke ligger langt fra det, man ser hos kommercielle selskaber (ibid.: 430).
Downward accountability
Denne type af accountability handler om INGO’ernes ansvar over for deres ’klienter’, SNGO’ere og andre
partnere i syd. Et centralt begreb her er deltagelse. I denne sammenhæng er det vigtigste at have øje for
bistandsklienternes indflydelse på den humanitære- og udviklingsmæssige dagsorden. Ofte er samfund og
klienter først inddraget i implementeringsfasen eller ved evalueringen af et projekt, mens de i mindre grad
har indflydelse på udformningen af og beslutninger omkring udførelsen af projekter (Ebrahim 2003: 818).
Højere downward accountability anser Ebrahim også som vigtigt for, at man som organisation kan arbejde
effektivt og tage sig af de problemer, som berører bistandsmodtagere på rette vis (Ebrahim 2003: 817).
Deltagelse er altså ikke bare en enkelt størrelse, men kan deles op i mere eller mindre inddragelse. Lav grad
af inddragelse og deltagelse resulterer ofte i et ulige magtforhold mellem INGO’erne og klienterne. Dette vil
blive specificeret yderligere nedenfor.
Side 11 af 87
For at en NGO effektiv kan hjælpe klienter frem mod empowerment, det vil sige evne til på bedste vis til at
håndtere egen skæbne, bør NGO’en give mulighed for at støtte-modtagere kan holde NGO’en ansvarlig.
Kilby beskriver dette således:
“The focus on ‘‘downward’’ accountability is based on the proposition that, for an NGO to be effective
in empowerment, it should have some level of formal or semi-formal accountability to those it wishes
to see empowered— its constituents” (Kilby 2006: 951)
En INGO bliver altså nødt til at dele ud af sin egen magt for at selvstændiggøre bistandsmodtagere. Hvad
mere er: dette skal ske gennem mere formaliserede accountability værktøjer. Formaliseringsgraden
handler om, hvor stor viden klienten har om INGO’en, hvor mange møder der afholdes blandt
samarbejdspartnerne, hvor skemalagte de er, og hvorvidt de emner, der tales om til møderne, er mere eller
mindre gennemgribende.
Forskning viser, at mellem INGO’er og små, lokale SNGO’er er det ofte de internationale
organisationer, som opstiller reglerne for interaktion imellem dem, og samtidig er det ofte de institutioner,
der i videst grad har opstillet eksplicitte regler for interaktion, som i størst grad inddrager SNGO’er i
beslutningsprocessen (Elbers, Schulpen 2013: 48). Med Ebrahims ord er der brug for øget selvregulering.
Selvregulering kan for eksempel være en ’code of conduct’, hvor den måde, man som NGO skal forholde sig
til partnere i syd, er indgående beskrevet. Herunder graden af inddragelse og hvordan denne inddragelse
skal håndteres i praksis (Ebrahim, 2003: 820).
Intern accountability Nedenstående afsnit viser, at intern accountability ofte er meget høj, når det forstås som organisationens
egne værdier og verdensanskuelse. Modsat er deres interne accountability i form af specifikke regler og
evalueringer meget lav.
Blandt NGO’er globalt er der en skepsis over for behovet for evaluering af egne processer. Der lægges
så at sige vægt på ”handling frem for analyse”. Manglen på intern accountability kan synes meget naturligt,
da civilsamfundsorganisationer (selvfølgeligt) helst vil bruge deres kræfter på centrale humanitære og
udviklingsmæssige opgaver frem for at spilde ressourcer på at forbedre interne processer (Ebrahim: 817).
Udover ressourceknaphed blandt NGO’er skyldes det også en fundamental skepsis overfor brugbarheden af
denne type evalueringer. I tillæg mener organisationerne, at deres stærkeste accountability-relation skal
ses i forhold til deres egne bredere værdier - så når man har hensigterne i orden, hvorfor skulle man så
bruge ressourcer på at formalisere forholdet unødigt? (Kilby 2006: 958). Gode intentioner er dog ikke
nødvendigvis en garanti mod menneskelig fejlbarlighed, hvorfor formel regulering af interne relationer også
Side 12 af 87
er et vigtigt instrument (Burger, Owens 2010: 1274). Manglen på formel intern regulering kan samtidig øge
muligheden for, at kendte kan påvirke organisationerne.
Værdier og intentioner er netop, hvad Kilby fokuserer på i sin artikel om udviklingsorganisationer og
empowerment (Kilby, 2006.: 953). En af INGO’ernes mest centrale drivkræfter er deres egne værdier,
hvilket bredest kan forklares som ”et ønske om en bedre verden” (ibid.: 952). Dette kan beskrives i et
hierarki fra temporal values over terminal values til organizational values. Den første henviser til
umiddelbare mål som humanitær hjælp, forbedring af menneskerettigheder og selv-hjælp, den anden
henviser til generelle mål, som skal nås som eksempelvis at fjerne global fattigdom – herunder universel ret
til uddannelse, FN’s Mellenium Development Goals eller andet. Organizational values henviser til
organisationsværdier og den måde organisationen arbejder på, herunder integritet, ærlighed og
ansvarlighed. Dette vil i nærværende studium blive omtalt som et spektrum fra diffuse til specifikke
værdier.
Hvis en INGO også har humanitære eller solidaritetsbegrundede værdier, der opfordrer til deltagelse
og lokalt engagement, kan graden af downward accountability også reflektere disse værdier.
En typisk faldgrube er, at INGO’er på baggrund af deres verdensanskuelser ofte antager egne værdier
som værende de samme som klienternes eller SNGO’ernes værdier (Kilby 2006: 954). Kilby finder, at
organisationer med lidet udbyggede specifikke, formelle regelsæt i højere grad bygger sine handlinger på
antagelser baseret på egne brede værdier. I Kilbys optik er det derfor INGO’en, som har magten til at
definere udviklingsdagsordenen. Denne bør afstå en del af sin magt og indføre mere formelle regler for
relationen mellem INGO’en og klienten.
Hvordan måles accountability? Nedenfor opstilles en række mål for, hvordan accountability måles, hvorefter initialniveau vurderes ud fra
tidligere studier af emnet. Initialniveauerne er interessante for at forstå, hvorledes kendte eventuelt kan
påvirke organisationernes accountability-relationer og derigennem forbedre eller forværre deres
bistandsprioriteringer.
Accountability måles her ud fra to parametre: (a) incitamentet til ansvarliggørelsen og (b) hvilket
organisationsmæssigt svar denne type accountability medfører i form af valg af accountabilityværktøj. Sidst
vurderes (c) prioriteringen af accountability ved henholdsvis humanitær og udviklingsmæssig bistand.
Dermed relateres accountability-typologien direkte til specialets overordnede problemstilling.
I relation til det første forhold (a) er det interessante, om incitamentet til ansvarliggørelsen kommer
fra organisationen internt eller eksternt fra støttemodtagere og donorer. Mere specifikt handler dette om,
Side 13 af 87
hvorvidt incitamentet er opstået på baggrund af et eksternt pres for eksempelvis bedre at kunne opnå
finansiering fra donorer eller interne incitamenter fra enten et organisationsmæssigt ansvar over for
medarbejdere, værdier eller en ’code of conduct’. Hermed bliver relationen mellem INGO’erne og staten
også central, da dette blandt andet handler om, i hvor høj grad staten har indflydelse på organisationerne.
Det andet forhold (b), som skal afgøres, er, om organisationens redskaber til at opnå accountability er
funktionelle eller strategiske. Funktionelle redskaber handler om at redegøre for ressourceforbrug og den
umiddelbare virkning af en NGO’s indsatser. Strategiske redskaber handler om de virkninger NGO’ens
aktiviteter har på andre organisationers handlinger, og den måde NGO’en håndterer sine omgivelser på.
Funktionelle redskaber er derfor ofte kortsigtede, mens strategiske redskaber er karakteriseret med at
være mere langsigtede i deres egenskab og fokus. Funktionelle redskaber forstås mere specifikt som
rapporter, offentliggørelser og evalueringer, mens strategiske redskaber i denne kontekst forstås som
deltagelse, selvregulering og social revision, det vil sige en redegørelse for aktiviteters sociale og
miljømæssige konsekvenser. Organisationernes valg af værktøjer er til dels betinget af deres interne og
eksterne incitamenter.
Hvordan dette efterlader (c) humanitær og udviklingsmæssig bistand vurderes ud fra værktøjernes
prioriteringsniveau. Litteraturen på området har tentativt vurderet prioriteringen af forskellige værktøjer
ved de forskellige accountability relationer, som det ses af tabel 2 nedenfor (Najam 1996: 351). Denne
vurdering bygger på en empirisk analyse af brugen af værktøjer samt på organisationernes incitament til at
opretholde accountability niveauerne. Tabel 2 viser at for upward accountability gælder det, at
prioriteringen af funktionelle værktøjer er høj, mens den for strategiske værktøjer er middel. For
Downward accountability gælder det, at niveauet af funktionelle værktøjer er lavt, mens strategiske
accountabilityværktøjer er fraværende. Intern accountability er generelt lav (Najam 1996: 351).
Disse prioriteringsniveauer har forskellige konsekvenser for organisationernes humanitære og
udviklingsmæssige arbejde. Visse værktøjer kan således være af større betydning på det udviklingsmæssige
område end på det humanitære. Eksempelvis viser det sig i forhold til downward accountability, at
Tabel 2: INGO’ers accountability-prioriteter
Accountability type Funktionelle værktøjer Strategiske værktøjer
Upward accountability Høj Middel
Downward accountability Lav Nul
Intern accountability Lav Lav
Note: tabellen er udført med inspiration fra Najam, 1996: 351
Side 14 af 87
strategisk inddragelse af partnere er vigtigere for udvikling end humanitær hjælp.
I næste afsnit beskrives de tre typer af relationer – upwards, downwards og internal accountability i
henhold til forholdene a, b og c. Tabel 3 umiddelbart herunder opsummerer, hvordan disse relationer
komplementerer hinanden – farverne henviser til henholdsvis fordrende (grøn), hindrende (rød) og
neutrale (gul) konsekvenser af INGO’ernes prioriteter og accountability-relationer. Første kolonne viser
accountability typen. Anden kolonne viser hvilket incitament (a), der konstituerer hver enkelt form for
accountability. Tredje kolonne viser, hvordan dette besvares med forskellige typer af redskaber (b). De to
sidste kolonner indikerer prioriteringen (c) af hver enkelt accountability relation ved henholdsvis
humanitær hjælp og udviklingsbistand.
Side 15 af 87
Tabel 3: Karakteristik af INGO’ers accountability relationer samt humanitære- og udviklingsmæssige prioriteringer Accountability
relation Incitamentspres
(eksternt/internt pres) Funktionelle og Strategiske
værktøjer Prioritering ved humanitær hjælp Prioritering ved udviklingsbistand
Upwards
Accountability
Ekstern:
Lovkrav
Financiering
Intern:
Læring Forbinde performance med interne værdier
Funktionelle værktøjer:
Rapporter
Offentliggørelser
Evaluering af indsatser
Strategiske værktøjer:
Social revision
Høj:
Uproblematisk kva håndgribelighed i formål.
Lav:
Unødvendig pga kortsigtet fokus
Høj:
Reputational trap betyder NGO’er presses til at bruge kortsigtede mål
frem for langsigtede.
Middel:
Social revision betyder formål kommer op på linje med økonomi.
Downwards
Accountability
Intern:
Organisations-
værdier
Ekstern:
Financieringskrav
Funktionel inddragelse: 1) Konsultering
2) Implementering
Strategisk Inddragelse: 3) Forhandling
4) Initiativret
.
Lav:
Nødhjælp leveres i kriseområder hvorfor inddragelse
som konsultation og implementering er svær at
gennemføre og derfor naturligt minimal.
Nul:
Nødhjælp leveres i kriseområder hvorfor inddragelse
i form af initiativret og ved forvandling er naturligt
fraværende.
HØJ:
Dette er centralt for at lave efficient udvikling, ofte INGO’ernes ’claim to
fame’.
Lav:
Også nødvendig for at kunne lave ordentlig udvikling. Alligevel glemmes
den ofte. De færreste organisationer bruger dette i udbredt grad.
Internal
Accountability
Intern:
Få social relevans på linje
med økonomisk relevans.
Opbygning af offentlig tillid og
omdømme
Komme donorer i forkøbet.
Ekstern:
Bedre tillid øger finansieringsbase.
Funktionel:
Selvregulering
(enkelt NGO)
Strategisk:
Brede værdier
Specifikke regler
Selvregulering
(flere NGO’er)
Middel:
Selvopstillede mål og standarder øger chancen for at
nødhjælp leveres efter behov i stedet for andre formål
samt at penge bruges på opgaver frem for administration.
Høj:
Stærke værdier betyder at ønske om at leve op til
nødhjælps formål er høj.
Lav:
Fælles standarder på tværs af organisationer generelt
udbredt i megen liden grad. Svækker INGO’ers langsigtede
vedholdenhed i forhold til at levere korrekt bistand.
Middel:
Selvopstillede mål og standarder øger chancen for at bistand leveres efter
behov i stedet for andre formål samt at penge bruges på opgaver frem for
administration.
Høj:
Stærke værdier betyder at ønske om at leve op til udviklingsformål er høj.
Middel:
Fælles standarder er udbredt i nogen grad. Bidrager til langsigtet og stabil
udvikling.
Note: Tabellen er inspireret af Ebrahim 2003 Tabel 1 og viser relationen mellem accountability og INGO-formål. Farverne henviser til henholdsvis fordrende (grøn, hindrende (rød) og neutrale (gul) effekter på
udviklingsmæssige og humanitære prioriteter.
Side 16 af 87
Karakteristik af accountability relationerne
Upward accountability, handler som nævnt ovenfor om ansvarliggørelse over for donorer og den hjemlige
befolkning.
Incitamentet til denne form for accountability skyldes ofte specifikke ved lov fastsatte krav til
NGO’erne. Forstået ud fra en principal-agent-teori bunder dette også i en finansiel og policymæssig kontrol
fra donorerne. Når donorernes krav opfyldes, opnår INGO’erne fortsat støtte og financiering af deres
arbejde. Et potentielt incitament er dog også muligheden for at lære af egne erfaringer.
Værktøjerne i denne sammenhæng er primært funktionelle, dvs kortsigtede i forhold til NGO’ens
enkelte projekt eller financieringscyklus. Denne ansvarsrelation adresseres som oftest af NGO’en med
rapporter, offentliggørelser af udviklingstal og fremskridt samt evalueringer af enkeltstående projekter og
indsatser (Ebrahim 2003: 816). Redskaber nævnt ovenfor fremmer i højere grad fokus på kortsigtede og
håndgribelige mål (Gent et al., 2015).
På grund af det stærke eksterne incitament, der er blevet pålagt INGO’erne, må det forventes, at
prioriteringen af funktionel upward accountability generelt er høj. Værktøjerne er dog noget bedre til at
beskrive humanitær hjælp end udviklingsbistand, da nødhjælp pr. definition er mere kortsigtet fokuseret.
Det handler i denne kategori om håndgribelige tal som antal af liv reddet og huse genopbygget. Modsat
skal udviklingshjælp afhjælpe mere uhåndgribelige problematikker som social og politisk udvikling. Da det
ikke altid er sådan, at kortsigtede og langsigtede mål stemmer overens, kan kortsigtede redskaber skabe
dårlige løsninger i forhold til mere langsigtede problematikker.
Et ensidigt kortsigtet fokus kan derfor også få (negative) konsekvenser på den strategiske, langsigtede
bane (Gent et al., 2015). Samtidig kan funktionelle redskaber også være med til at påvirke den interne
læring i INGO’en, og den måde medarbejdere tænker udvikling på. Modsat kan NGO’erne også aktivt være
med til at dreje evalueringer over i en retning, der i højere grad er langsigtet fokuseret (Ebrahim 2003: 826).
Hermed sløres dog grænsen mellem rapporter og social revision. Social revision er et nyere mere komplekst
instrument, der estimerer de langsigtede sociale, strategiske konsekvenser af en organisations
handlemåder og initiativer. Med dette redskab bliver sociale konsekvenser af udviklingsarbejde søgt påvist
på en konkret måde. En årsag til, at organisationerne skulle forsøge at fremme dette værktøj, er, at de
herved forsøger at hæve sociale konsekvenser op ’på niveau med’ målingen af økonomisk performance.
Social revision er i særlig grad langsigtet og må derfor i højere grad siges at være relevant for
udviklingsarbejde. Derfor kan det også forventes, at dette prioriteres højere her end i humanitært arbejde.
Incitamentet til downward accountability ligger primært i interne organisationsværdier som almen
humanisme og solidaritet. Sekundært påpeger Ebrahim dog også, at de eventuelt kan være nedfældede i
financieringskrav.
Side 17 af 87
Det primære værktøj til at håndtere downward accountability er deltagelse – dvs. at lade partnere i syd
deltage mere indgående i INGO’ens arbejds- og beslutningsprocesser. Incitamentet til at øge deltagelse kan
bestå i eksterne krav, eller i interne mere eller mindre diffuse organisastionsværdier. I denne relation
mellem INGO’en på den ene side og bistandsmodtagere og udviklingspartnere i syd på den anden side kan
man skelne mellem fire niveauer af deltagelse og inddragelse (Ebrahim 2003: 818):
1) Konsultering: INGO’en foretager høringer og uddeler information i lokalsamfund.
2) Implementering: Her involveres lokale grupper i implementering og vedligehold af projekter.
3) Forhandling: Implicerede får mulighed for at påvirke projekter og for at kontrollere lokale
ressourcer og udviklingsinitiativer.
4) Initiativret: Her får partnere og lokalsamfund mulighed for selv at starte initiativer uafhængigt af
stat og NGO’er.
I niveau et og to har modtagersamfund og klienter så at sige lov at sige deres mening – henholdsvis før og
efter et projekt eller program er blevet implementeret. Dette er dog uden, at det nødvendigvis har
konsekvenser for programmets udførelse. De sidste niveauer ovenfor kan gælde en mere formaliseret grad
af inddragelse, hvor magt er blevet delegeret til fæller i syd.
De to første rækker så at sige ikke ud over den konkrete kontekst af et udviklingsprogram eller -
projekt og er derfor primært funktionelle. Samtidig er de ifølge flere forskere udelukkende til for at give
INGO’erne en ’feel-good’ omkring inddragelse, så de kan leve op til deres egne værdier(Ebrahim 2003: 820).
Modsat har de sidste to indflydelse på selve INGO’ens strategiske organisationsmåde. Det er også 3 og 4
Kilby refererer til, når han taler om ’empowerment’, da INGO’erne overdrager en vis del af magten over
projektudformningen og definitionen af udvikling til bistandsmodtagerne. Dette relaterer sig også til
relevansen af formelle regler. Kilby skriver, at netop mere formelle regler omkring arbejdsgange i
organisationen kan påvise, at mere dybdegående inddragelse rent faktisk indfries i praksis. Hermed får
bistandsmodtagere del i INGO’ens prioriteter.
Da det primære incitament til downward accountability er internt, må man forestille sig, at den
generelle prioritering heraf er lav. Med hensyn til niveau 1 og 2 må det forventes at være af lavere prioritet
i humanitært arbejde end i udviklingsbistand. Humanitær hjælp kan håndteres med nogle umiddelbart
mekaniske løsninger. Det må formodes, at krisesituationer i højere grad skal håndteres umiddelbart og på
baggrund af nogle professionelle overvejelser. Samtidig giver den kaotiske situation ikke mulighed for at
konsultere lokale partnere og SNGO’ere i særligt høj grad omkring den egentlige implementering. Modsat
må man forvente, at deltagelse kan være et mål i sig selv for organisationer, der beskæftiger sig med
Side 18 af 87
’empowerment’. Dybere, mere strategisk inddragelse må forventes at være næsten fraværende ved
humanitær bistand, men delvist prioriteret i udviklingsbistand. Dette skyldes, at dybere inddragelse må
formodes at være en særlig prioritet for projekter i lokalsamfund, der er i gang med en længere-sigtet
udvikling. Det kan i sådanne situationer være svært at se, hvad der skal til for, at et lokalområde får
håndteret sine udviklingsmæssige behov på bedste vis, og derfor er en høj grad af inddragelse central, når
udviklingsprojekter skal håndteres efficient. Derfor vil brugen af strategiske værktøjer være et godt middel i
udviklingssammenhæng, men næsten fraværende med hensyn til humanitær bistand.
Internal accountability er organisationens ansvar over for sig selv i form af sine værdier og medarbejdere.
Et fremherskende eksternt incitament opstod på baggrund af en generel utilfredshed med NGO-miljøet
som følge af en generel skepsis over, hvorvidt organisationerne er i stand til at håndtere bistandspengene
ansvarligt og opnå reelle udviklingsresultater, eller midler i stedet endte i øgede
administrationsomkostninger eller korruption i bistandsmodtagerlandet (se mere om denne debat hos
Gregersen, 2014). Det primære interne incitament supplerer denne skepsis og handler om at vise, at de kan
leve op til deres eget formål – at deres mission ikke bare består i værdier, men også i konkret handling.
Videre giver det INGO’erne mulighed for at komme donorer i forkøbet i forhold til vurdering af hvilke krav,
der fremover skal stilles til udviklingsbistand.
Dette har affødt en række nye redskaber: Et væsentligt redskab er selvregulering, som handler om at
udvikle standarder inden for performance og management. Bredt kan det defineres som en art ’code of
conduct’, der som regel består i en formåls- eller missionsbeskrivelse samt en række regler for
management, transparens, og for hvordan man som organisation handler etisk rigtigt. Dette kan også
indebære transparens omkring finansiel performance.
Centralt er dog, hvorvidt disse regler er mere eller mindre specifikke (Kilby, 2006) for hvor man ser, at
brede værdier omkring organisationsformål er til stede i enhver INGO, vil mere specifikke regler ikke
nødvendigvis være det. En anden nyere tendens er, at flere organisationer går sammen og definerer fælles
standarder, som ses hos eksempelvis nyere internationale netværk som Action Aid (som Mellemfolkeligt
Samvirke er en del af) eller Act Alliance (som Folkekirkens Nødhjælp er en del af) (Ebrahim: 821). Specifikke
regler vil her blive anset som strukturelt værktøj når det gør sig gældende for flere INGO’er men som et
funktionelt redskab når det kun gælder en enkelt organisation.
Det må dog indrømmes, at intern accountability også har eksterne effekter. Man kan derfor overveje,
hvorvidt den påvirker upwards i form af image og rygteforbedring, men også downwards, hvor den åbner
op for, at bistandspartnere kan få deres holdninger til projekter og udvikling repræsenteret i
organisationens ’code of conduct’.
Side 19 af 87
Med hensyn til konsekvenser, viste teorien, at selvopstillede specifikke mål og standarder øger
chancen for, at nødhjælp og udviklingsbistand leveres efter behov, samt at midler bruges på opgaver frem
for administration. Ifølge teorien er dette dog kun i nogen grad prioriteret af organisationerne. Modsat har
stærke diffuse værdier høj prioritet for organisationerne, hvilket betyder, at ønsket om at leve op til
nødhjælps- og udviklingsformål er højt. På trods heraf er tilsvarende fælles standarder på tværs af
organisationer til gengæld prioriteret i meget lille grad i bistandssammenhæng og kun i middel grad i
udviklingssammenhæng.
Delkonklusion Organisationernes acountability-relationer har konsekvenser for organisationernes bistandsopgaver. I dette
afsnit er antagelser om organisationernes prioriteringer af værktøjer og accountability-relationer og
konsekvenserne for udviklingsmæssige og humanitære prioriteter blevet trukket op. Accountability er et
begreb, som er svært at sætte specifikke rammer for, da ansvarsrelationerne ofte påvirker hinanden på
kryds og tværs. Det har vist sig, at accountability relationer er af central betydning for, hvordan INGO’er
prioriterer deres humanitære og udviklingsmæssige arbejde. Overordnet består ansvarliggørelsen i tre
relationer: Upward-, downward- og internal accountability. Upward accountability er organisationernes
ansvar over for donorer og borgere i Nord. Det har vist sig, at ’The accountability trap’ betyder, at langsigtet
udvikling bliver nedprioriteret i forhold til mere kortsigtede mål. Dette har primært konsekvenser for
udviklingsarbejde, mens humanitært arbejde ikke påvirkes i samme grad. Downward accountability forstås
som inddragelse af bistandsmodtagere og SNGO’ere. Inddragelse eller deltagelse fra disse partneres side
prioriteres generelt i lav grad af INGO’erne, mens særligt den substatielle, strategiske inddragelse er
underprioriteret. Inddragelse er vigtigst i udviklingsarbejde, hvorfor mangel herpå primært har
konsekvenser for udviklingsprioriteringer og i mindre grad for bistandsprioriteringer. Funktionel
accountability er af høj prioritet for udviklingsorganisationerne og samtidig vigtig for, at de kan legitimere
deres arbejde over for både donorer og sig selv. Internal accountability forstået som værdier er ofte
naturligt høj i begge organisationstyper, mens specifik intern regulering forventes generelt at være mindre
udbredt hvilket øger chancen for at bistandsmidler ikke bruges hensigtsmæssigt.
Hvordan kan kendte tænkes at påvirke disse accountability-relationer? Næste afsnit etablerer
specialets forståelse af kendtes placering i INGO’erne, hvorefter der udledes en række forventninger til,
hvordan kendte kan influere INGO’ernes prioriteringer.
Side 20 af 87
2.3 Kendte og deres indvirkning på accountability-relationer Der findes både positive og negative røster i debatten omkring celebrity advocacy: Hvilke effekter har
kendisser i forskellige sammenhænge? Har de overhovedet nogen effekt? Med udgangspunkt i Webers
begreb om karismatisk autoritet forsøger dette afsnit at systematisere debattens mest fremtrædende
argumenter.
I litteraturen er der overordnet enighed om, at der ikke er tale om et ’one-size fits all’, men at hver
case og at hvert et kendis-regime må analyseres for sig selv for at forstå effekten af brugen af kendisser:
Blandt andet taler Cooper om ’the simplicity trap’ og faren i at skære alle kendisser over en kam og afvise
positive effekter af deres arbejde. Flere regionale-, landespecifikke-, kendisfokuserede, mediefokuserede
og institutionelt fokuserede studier må til, før mere generelle konklusioner kan drages og universelle
forklaringer fastslås (Cooper 2008a: 265, Brockington 2015: 393).
Blikket for detaljen kan dog også stå i vejen for at et mere samlet billede, og nærværende studie vil
forsøge at sætte disse case-specifikke studier ind i en mere generel sammenhæng. Derfor sættes de her i
relation til Webers universelle begreb om karismatisk autoritet - et begreb tidligere studier også selv bruger
(i mere eller mindre bevidst grad), og som giver mulighed for at inddrage de unikke studier i en mere
generel kontekst(Furedi, Daley).
Nedenfor beskrives først Webers begreb om karismatisk autoritet, som sætter rammerne for en
kendis’ karaktertræk. Dernæst etableres begrebet om karismatisk autoritet i relation til kendisser og
celebrity advocacy ud fra, hvordan de påvirker humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer i lyset af
specialets tre centrale teoretiske parametre: Upward, downward og intern accountability.
Webers begreb om karismatisk autoritet Weber beskriver relationen mellem karisma og lederskab således:
“The term ‘charisma’ will be applied to a certain quality of an individual personality by virtue of which
he is considered extraordinary and treated as endowed with supernatural, superhuman, or at least
specifically exceptional powers or qualities.” These are such as are not accessible to the ordinary person,
but are regarded as of divine origin or as exemplary, and on the basis of them the individual concerned is
treated as a ‘leader’.”
(Weber 1968: 241)
Citatet indeholder en definition på autoritet, som i sine grundegenskaber adskiller sig fra andre
autoritetsformer. Webers begreb om den karismatiske leder er interessant, fordi det beskriver en
autoritetsform, som adskiller sig fra den traditionelle autoritet, der er baseret på slægtskab og arv, samt
Side 21 af 87
den legale autoritet som er baseret på meritter og procedurer. Den karismatiske autoritet bygger på
passioneret folkelig opbakning på tværs af etablerede politiske skel. Derfor inddrages denne ledertype ofte,
når man beskriver populistiske bevægelser. Flere studier har således fokuseret på den elektorale effekt af
karismatisk lederskab i det politiske system samt muligheden for øget mobilisering af aktivister og øget
medie-appel (Van der Brug, Mughan 2007: 30-31). Webers begreb om ’karismatisk autoritet’ er dog også
blevet brugt i den akademiske diskussion vedrørende de kendtes indflydelse i den politiske verden, hvor
det har vist sig, at flere af de samme effekter gør sig gældende (Furedi 2010, Daley 2013).
For Weber er det ikke vigtigt, hvori den særlige karismatiske kvalitet består, hvorimod relationen
mellem den karismatiske leder og dennes ’følgere’ er central. Følgernes validering af den karismatiske
persons lederskab består i en personlig hengivenhed, der opstår ud fra entusiasme iblandet frygt og håb.
Lederens karisma kan forsvinde, hvis han ”forlades af Gud”, som Weber beskriver det. Derfor må lederen
besvare hengivenheden fra sine støtter ved at bevise sin succes med konkrete resultater for ikke at tabe sin
autoritet (ibid: 242). Det samme vil gøre sig gældende med hensyn til den kendtes autoritet.
I den karismatiske leders system er der ingen formelle regler og derfor ingen rationel juridisk
beslutningsproces. Hver sag bedømmes individuelt og er set som tagende udgangspunkt i guddommelige
beslutninger eller ”åbenbaringer” (ibid: 243). Fordi en karismatisk autoritet er ekstraordinær og
revolutionær, er den samtidig stærkt modstander af bureaukratisk, rationel autoritet. Tilsvarende er den på
grund af sin overskyggende mission fremmed over for økonomiske overvejelser og får ofte sine behov
dækket via rov og afpresning, mens den afstår fra enhver form for indblanding i den rutineprægede verden
(ibid: 245).
Kendte som karismatisk autoritet? Frank Furedi mener, at samfundet i dag netop befinder sig i en tid, hvor den legale institutions og
prucedure-baserede autoritet mistænkeliggøres, og at dens legitimitet betvivles: “In a world where the
clergy is sometimes denounced for its authoritarian and abusive behaviour, it is the celebrity or the victim
that is often endowed with moral authority”. I sådanne tider er det blandt andet ’celebriteten’, der tildeles
en moralsk baseret autoritet (Furedi 2010:495).
Kendte er karismatiske, fordi de fremstår i en personlig relation til deres følgere, som også Weber
beskriver. Samtidig kan man påstå, at deres ’heltedåd’ består i deres evner inden for den kunstart, hvori de
udmærker sig. Furedi påpeger samtidig, at de kendte henter en form for profetisk status, når de forbindes
med et godt formål, og han fremhæver eksempelvis kendis-kokken Jamie Ollivers kamp mod fastfood i de
engelske skoler (ibid.: 496). Kendte kan altså ligefrem opnå en form for religiøs status.
Side 22 af 87
Furedi argumenterer dog også for, at kendisserne blot besidder en kvasi-karisma. Kvasi, da de kendte
fungerer mere som rollemodeller end som autoritative ledere: ”Celebrities possess the authority to lecture
people about how to conduct their life.” (ibid.) Herudfra peger Furedi på to effekter – for det første fænger
kendissen massen, og for det andet bliver politiske ledere og andre bureaukratisk eller demokratisk
legitimerede ledere også troldbundet af kendissens karisma (ibid.: 496).
Kendte som karismatisk autoritet ses også brugt i bistandssammenhæng. Som Weber udtrykker det, er
det ikke den specifikke personlige kvalitet, som er central, derimod er det båndet til borgerne. Validerering
af kendissen og dermed kendissens autoritet består som sagt i følgernes personlige hengivenhed for den
kendte, og det er lige godt, om personens status udgår fra skuespil, musik, film, reality eller noget andet.
Opsummering
De to sidste afsnit har handlet om karismatisk autoritet, og hvordan kendisser kan forstås som en sådan.
Kendisser er her primært en envejskommunikation fra kendissen til befolkning og eliter. Den folkelige appel
og elite-appellen opnår kendisser på baggrund af den karisma, de hver især besidder. Denne karisma
tilføjer kendissen dens autoritet og legitimitet, og samtidig er den karismatiske autoritet fremmed over for
bureaukratiske strukturer og tenderer til at afvise disse.
I næste afsnit undersøges sammenhængen mellem kendissens autoritet og NGO’ernes udviklings- og
humanitære prioriteter. Eksempelvis kan kendisser også være med til at forme den offentlige opinion
vedrørende årsager og løsninger i udviklingsmæssige og humanitære problematikker (Stohl et al. 2011: 378,
Daley 2013). Andre peger på, at kendte kan bruges til at skabe kontakt til donorer og statsmænd for på
denne måde at medvirke til at rejse økonomiske midler til fordel for en sag (Huliaras et. al 2011: 40,
Brockington 2014b: 103). I afsnittet diskuteres forskellige former for kendispåvirkning, og i den
sammenhæng fremhæves blandt andet caseanalyser af udvikling og humanitært arbejde støttet af U2
forsangeren Bono (Cooper 2008a) og skuespilleren Ben Affleck (Budabin 2015) med henblik på at belyse
disse effekter.
Kendisser, accountability, udvikling og humanitært arbejde Formålet med ovenstående diskussion af karismatisk autoritet har været at sætte en ramme for, hvordan
kendisser kan være med til at påvirke NGO’ernes accountability-relationer og dermed eventuelt deres
bistands og udviklingsprioriteringer. Som det blev beskrevet i afsnit 2.1, er humanitær hjælp karakteriseret
ved at være mere kortsigtet end udviklingsassistance. Videre er humanitær hjælp rettet mod
katastrofezoner med fokus på at redde liv, mens udviklingsassistance handler om at løse komplekse
systematiske, økonomiske, sociale og politiske problemer. Hvordan kendisser påvirker NGO’ernes
Side 23 af 87
prioriteringer på disse to områder, vil blive diskuteret senere i henhold til begreberne om accountability-
incitamenter og værktøjer.
Kendtes effekter på incitamenter og værktøjer, der stemmer overens med de to bistandsområders
formål og egenskaber, vedligeholder eller påvirker disse relationer positivt, mens egenskaber, der afviger,
formodes at påvirke negativt. Tabel 4 nedenfor bygger videre på tabel 3 og opsummerer hovedresultaterne
af denne teoretiske sammentænkning og pointerer de teoretiske forventninger til kendissernes påvirkning.
Farverne henviser til konsekvenser af kendisser, der er henholdsvis fordrende (grøn) og hindrende (rød) for
NGO’ernes prioriteringer og arbejde. Overordnet set er kendisser en fordel for humanitært arbejde, mens
det er mere tvivlsomt, om det samme gør sig gældende for udviklingsassistance. Kendtes effekt på intern
accountability er tvivlsom.
Nogle læsere vil muligvis afvise nedenstående sammenfatning af kendislitteraturen som karikeret,
mens nærværende teksts modargument er, at distinkte analytiske begreber er nødvendige for, at en
teoretisk baseret analyse kan finde sted. Forsøget på at opstille et præcist skema over en række muligheder
for kendtes påvirkningskraft betyder dog ikke, at effekterne ikke kan ventes også at interagere på anden vis
- eksempelvis ved at påvirke andre end de forventede accountability-inctitamenter eller værktøjer, skabe
synergi-effekter med mere. Kompleksitetsreduktion er dog nødvendig for at kunne opstille klare
forventninger til den empiriske analyse.
Da området som sagt indledningsvist ikke er undersøgt i dansk kontekst, vil analysen give plads til en
vis åbenhed over for ikke forudsete effekter i brugen af kendisser.
Side 24 af 87
Tabel 4: Kendissers indvirkning på humanitære og udviklingsmæssige prioriteter
Accountability relation Eksternt og internt incitamentspres
Funktionelle og strategiske værktøjer
Kendispåvirkning Forventet påvirkning på humanitære prioriteringer
Forventet påvirkning på udviklingsprioriteringer
Upwards
Accountability
Ekstern:
Lovkrav
Financiering
Intern:
Læring Forbinde performance med interne værdier
Funktionelle værktøjer:
Rapporter
Offentliggørelser
Evaluering af indsatser
Strategiske værktøjer:
Social revision
Signalling mindsker behov for
funktionelle værktøjer.
Ingen kendt effekt på
strategiske værktøjer.
Uændret da Kendissens appel
supplerer funktionelle værktøjer
og gør det muligt at komme
frem med budskabet. Fortsat
høj.
Positiv hvis kendissen udtrykker
et budskab der er i
overensstemmelse med
udviklingsformålet. Derfor
fortsat høj. Negativ hvis den
kendte fremsiger et budskab der
står i kontrast til
udviklingsformålet. Falder fra
oprindeligt høj.
Downwards
Accountability
Intern:
Organisations-
værdier
Ekstern:
Financieringskrav
Funktionel inddragelse: 5) Konsultering
6) Implementering
Strategisk inddragelse: 7) Forhandling
8) Initiativret
Kendte øger INGO’ers
handlerum.
Funktionel inddragelse falder
strategisk inddragelse
udebliver.
Populistiske projekter
prioriteres.
Uændret hvilket er
uproblematisk, da inddragelse
allerede er begrænset i
humanitær hjælp.
Fortsat lav.
Inddragelse mindskes, hvilket er
problematisk, da inddragelse er
centralt for korrekt brug af
bistand.
Oprindeligt høj for funktionel
inddragelse og lav for strategisk
inddragelse.
Internal
Accountability
Intern:
Få social relevans på linje
med økonomisk relevans.
Opbygning af offentlig tillid og
omdømme
Komme donorer i forkøbet.
Ekstern:
Bedre tillid øger finansieringsbase.
Funktionel:
Selvregulering
(enkelt NGO)
Strategisk:
Brede værdier
Specifikke regler
Selvregulering
(flere NGO’er)
Kendte skaber pres på interne
processer i organisationen.
Kendte bliver økonomisk
omkostningsfuldt for
organisationen.
Økonomiske og menneskelige
midler ledes fra kærne-opgaver
over på administration, hvilket
mindsker fokus på humanitær
bistand.
Oprindeligt middel for
funktionel inddragelse, høj for
brede værdier og lav for
specifikke regler.
Økonomiske og menneskelige
midler ledes for kærne-opgaver
over på administration, hvilket
mindsker fokus på
udviklingsarbejde.
Oprindeligt middel for
funktionel inddragelse, høj for
brede værdier og lav for
specifikke regler.
Note: Tabellen består af information samlet fra afsnit 2.2 og afsnit 2.3. Farverne henviser til henholdsvis fordrende (grøn) og hindrende (rød) effekter på humanitære- og udviklingsmæssige prioriteter.
Side 25 af 87
Afsnittet om upward accountability anskueliggjorde ansvarsrelationen mellem donorerne og INGO’ernes
prioriteringer og arbejde. ’Reputational trap’-argumentet viste, at mere kortsigtede mål trådte i stedet for
mere langsigtede mål, hvilket primært havde konsekvenser for udviklingsstøtte.
Reputational trap-argumentet tog sit udgangspunkt i principal-agent-teorien. Endnu et begreb, der
knytter sig til denne teori, er ’signalling’, som kan hjælpe til at forstå brugen af kendisser i denne kontekst.
Signalling er et værktøj, som agenten kan bruge for på troværdig vis at overbevise principalen om sine
hensigters oprigtighed. Signalling kan eventuelt afhjælpe de negative konsekvenser af ’the reputational
trap’, da dette er med til at skabe overensstemmelse mellem NGO’en og donorens præferencer. Derved
undgås det, at organisationerne presses til at levere bestemte resultater for at imødekomme deres
donorer. Kendte kan bruges som signalling, da de gennem lobbyarbejde og masseappel kan formå at
påvirke eliter og masser til at støtte op om NGO’ens humanitære og udviklingsmæssige arbejde – derved
undgås fælden (Cooper, 2008a). Disse kommunikationskanaler rettet mod masser, medier politikere og
erhvervsliv kan supplere eller erstatte funktionelle værktøjer som rapporter og evalueringer. I relation
hertil er det dog vigtigt for den humanitære og udviklingsmæssige bistand, hvilken form for budskab de
kendte promoverer og leverer i disse situationer.
Kendtes særlige adgang til medier og blandt andet politiske eliter og den deraf følgende mulighed for
at påvirke disse grupper omtales flere steder i litteraturen. Som Cooper udtrykker det, får Bono på grund af
sin status som kendis en høj grad af medieomtale, og politikere er meget interesserede i at mødes med
Bono: Few leaders over the years have received the amount of face time with Bush or Blair that Bono
has”(Cooper 2008a: 270). Tilsvarende får Ben Affleck ganske ekstraordinært foretræde for den amerikanske
kongres (Hudson 2014). Forklaret med udgangspunkt i signallingbegrebet, skaber dette en mulighed for, at
organisationerne med de kendtes karismatiske autoritet kan forklare deres forståelse af humanitær bistand
og udvikling – organisationernes ’budskab’ så at sige. Cooper bemærker endvidere, hvordan Bono bruger
lejligheden til at være meget kritisk over for internationale økonomiske strukturer, som kun kan afhjælpes
ved med en langsigtet indsats: ”Today, a very wide income gap exists: the North is many times richer than
the South. What brought about this gap? The answer seems to lie in colonialism, trade and debt” (Cooper
2008a: 268). Bono er altså kva sin karismatiske status i stand til at fungere som både politisk insider og
outsider. Som outsider kan han med folkelig appel skabe opmærksomhed og mobilisere folkelig opbakning
mod systemet gennem medier og ved store koncerter. Som insider og partner med den politiske elite kan
han sideløbende bruge denne mobilisering og folkestemning til at lobbye blandt politikere og medier
(Cooper 2008a: 270).
Side 26 af 87
I denne optik kan kendte altså hjælpe til, at NGO’erne undgår accountability-fælden ved både
udviklings- og humanitært arbejde. Brugen af kendte skaber altså en mulighed for, at organisationen kan
overbevise eliter og borgere om organisationernes oprigtighed i deres arbejde – selv ved udviklingsarbejde
som ellers er langsigtet og kompliceret.
Alle forfattere er dog ikke enige i, at kendisser kan formidle et komplekst budskab: Med Webers ord
skal den karismatiske autoritet altid vise sine følgere konkret handling for ikke at miste sin status. Kapoor
tager som Cooper også udgangspunkt i Bonos bedrifter og finder, at kendte personligheder er med til at
vedligeholde en ”repræsentation af hjælpeløshed”, hvor bistandsmodtageren fremstår som ’offer’ med
brug for vejledning, frem for at fremstå som selvstændig aktør med mulighed for at påvirke egen situation
(Kapoor 2012: 42). Når denne tese appliceret i udviklingssammenhæng finder Kapoor, at kendte fokuserer
på symptomer frem for hovedårsager og derfor påvirker udvikling over mod mere kortsigtede mål. Dette
implicerer, at komplekse problemstillinger forsimples til kun at have en enkelt årsag med mere kortsigtede
og håndgribelige løsninger som prioritet (Kapoor 2012: 4, Daley 2013: 376). Kendte er altså ikke egnede til
at formidle et kompliceret budskab. I disses optik promoverer kendte altså en agenda, som må siges at
afvige fra den langsigtede udviklingsagenda. Dermed er kendte enten med til at vedligeholde ’rygtefælden’
(som omtalt i afsnit 2.2) eller muligvis endda forstærke den. Med hensyn til humanitært arbejde må det
forventes, at der ikke bliver nogen effekt, da de kortsigtede effekter af brugen af kendisser i højere grad
stemmer overens med de mere kortsigtede mål, som gør sig gældende her.
Med hensyn til organisationernes brug af kendtes effekt på udviklingsbistand er litteraturen altså delt i
to lejre, der hver især mener, at kendte er – eller ikke er - i stand til at forklare komplicerede humanitære
eller udviklingsmæssige budskaber. Dette vil efterfølgende enten svække eller øge prioriteringen
langsigtede løsninger på humanitære og udviklingsmæssige problemer. Med hensyn til humanitær bistand
kan det forventes, at celebrity advocacy forbedrer status quo.
I kontrast til ovenstående litteratur er Chouliaraki kritisk over den Weberianske forståelse af kendte
som karismatiske individer. Hun mener ikke, at ideen om, at kendisser bringer borgere i affekt og derved får
dem til at handle som konsekvens heraf, er sand - i stedet taler hun om ’den ironiske tilskuer’: Individuelle
donorer er præget af ironisk distance til det følelsesmæssige aspekt af bistanden. Heri referer Chouliaraki til
en generel mistanke over for absolut sandhed, som gør sig gældende i senmoderniteten. Den moderne tids
ideologier og ”store narrativer” er alvorligt udvandede eller helt borte, og der er derfor opstået en
bevidsthed om, at der altid vil være en diskrepans mellem, hvad der siges, og hvad der rent faktisk foregår.
(Chouliaraki 2013) På trods af dette stiller fremvisningen af andres ulykke (som ofte er virkemidlet i
humanitære kampagner) os alligevel over for spørgsmålet om at måtte handle og ’gøre noget’. Eksempelvis
er der altid debat om, hvorvidt bistanden fra ellers velrenommerede organisationer overhovedet virker
Side 27 af 87
efter hensigten – denne debat ville dog ikke være til stede, hvis ikke der var et bagvedliggende ønske om at
ville håndtere humanitære og udviklingsmæssige problemer. ’Den ironiske tilskuer’ er derfor på den ene
side skeptisk over for den moralsk appel i kampagnerne og på den anden side åben over for at handle til
nytte for ’de lidende’. Folk kan derfor godt være i tvivl om bistanden fra INGO’erne virker, men give penge
alligevel. Dermed er der heller ikke tale om, at kampagner og celebrity advocacy skal legitimere INGO’ernes
sag og metoder upwards. Dette skaber rum for en ny ’ironisk’ type kampagne, hvor der ikke længere
fokuseres på NGO’en eller på den kendte, men derimod på borgeren selv og dennes ønske om at ville
forandre andres livssituation ved at forandre egne hverdagspraksisser (Chouliaraki 2013). Denne udvikling
betyder, at borgeren i nord donerer penge til organisationerne uden hensyn til, hvordan bistanden gives.
Set i sammenhæng med nærværende speciale, har Chouliarakis argument dog en tilsvarende effekt som
eksempelvis Coopers argument. Derfor fungerer den ironiske fremstilling af problematikken, som endnu et
middel, hvormed organisationerne kan lukke accountability-fælden og fokusere på at give bistand, som de
selv foretrækker.
Sociologen Brockington er også i opposition til, at kendisser overhovedet har en karismatisk autoritet.
Brockington finder eksempelvis ingen evidens for, at kendisser har et særligt bånd til borgerne i
Storbritannien, og sociologen mener derfor ikke, at kendisser har nogen effekt på borgere og eliters
opførsel og prioriteringer. Han mener derfor ikke, at folk bør bekymre sig så meget om kendisser
(Brockington 2015: 8). Som belæg i dette argument har Brockington adspurgt et repræsentativt udsnit af
briterne ”hvorvidt de interesserer sig for kendte”, hvor langt de fleste svarer, at de ikke interesserer sig for
kendte (ibid.: 10). Man kan dog spørge sig selv, hvorvidt det er et belæg, som holder. Det kan forstås
således, at folk naturligvis ikke interesserer sig for kendte generelt, men derimod for en kendt
enkeltperson, hvad enten det er fodboldspilleren Zidane, sangerinden Katy Perry eller rapperen Wafande.
På trods af dette viser Brockington også, at kendte er en stor del af kampagneapparatet hos anglo-
amerikanske INGO’er (Brockington 2014a). Så længe organisationerne anser kendte som brugbare, vil
kendtes effekt på INGO’erne og disses relationer derfor stadig være til stede. Hvorvidt det påvirker
borgerne er derfor også i dette speciales kontekst til en vis grad underordnet, så længe organisationerne
stadig benytter sig af kendte i den udstrækning, som er blevet dokumenteret ovenfor.
Downward accountability viste sig tidligere at have middel til lav prioritet for NGO’erne. Særligt er
strategisk inddragelse underprioriteret, mens funktionel inddragelse benyttes i varierende grad.
Inddragelse er generelt vigtigere for succesfulde udviklingsprojekter end ved humanitært arbejde. I denne
forbindelse er det altså interessant at forstå, hvorvidt Involvering af kendte kan øge eller svække deltagelse
fra bistandsmodtageres side.
Side 28 af 87
For det første kan man med udgangspunkt i signalling-argumentet plædere for, at kendte kan øge
organisationens handlerum og herigennem forværre muligheden for, at organisationen i overensstemmelse
med egne værdier kan implementere øget inddragelse. På den anden side peger flere forfattere på, at
manglende konsultation er en konsekvens af brugen af kendisser (Budabin 2015; Dieter, Kumar 2015 m.fl.).
Dette påvirker ikke humanitært arbejde, men har konsekvenser for udviklingsarbejde. Argumenterne
gennemgås herunder.
Forrige afsnit viste, hvordan kendte kunne bruges som signalling-værktøj og med hjemmel i deres
karismatiske autoritet forklare organisationernes budskaber og derigennem lukke ’the reputational trap’ og
forbedre organisationernes rygte. Hvad enten kendte er i stand til at formidle et komplekst budskab eller
ej, kan signalling mindske inciramentspresset fra formelle krav, hvorved organisationernes handlerum øges.
En mulig konsekvens af en bekræftet brug af kendte som ’signalling’-værktøj kan betyde, at NGO’erne kan
vælge projekter og fokusområder efter deres egen vurdering. Dette ses blandt andet i Ben Afflecks egen
organisation. Afflecks organisation bygger primært på konsulenter direkte ansat af ham, donationer fra
pengestærke mæcener i nord samt en folkelig legitimitet og autoritet hentet udelukkende i hans status som
verdenskendt skuespiller. Denne organisationsmåde fjerner behovet for accountability over for borgere i
Syd, da Affleck ikke er begrænset af eksterne incitamenter fra statslig financiering og fra det statslige
system, donationer fra borgere i nord eller accepter fra partnere og borgere i syd (Budabin 2015: 132).
Brugen af kendte kan således svække organisationernes ansvar over for borgere i syd og derved mindske
deltagelsesniveauet.
Dieter og Kumar kritiserer Coopers analyse af Bonos engagement for udvikling i Syd. Som Affleck har
også Bono eksperter i ryggen, hvis argument om mere udviklingsbistand og gældsafskrivning han bringer ud
blandt eliter og borgere, som allerede beskrevet. Dieter og Kumar kritiserer herefter Bono og Sachs’ fælles
kampagne for at være forfejlet, da løsningen på udviklingsproblematikken ikke nødvendigvis består i, at
Vesten blot bidrager med flere midler, sådan som Bono mener det. Herunder fremhæver forfatterne,
hvordan Asien har vist en stærk udvikling de sidste 50 år uden at have modtaget samme mængde støtte
som flere afrikanske lande (Dieter, Kumar 2008: 261). Udviklingsstrategien udvælges dog udelukkende på
baggrund af overvejelser inden for organisationen, og Bonos agenda burde ifølge disse forfattere
modificeres og nuanceres, men fremstår som absolut og altafgørende for udvikling på grund af Bonos
karisma og deraf medfølgende autoritet. Samtidig kan et forkert fokus, der ikke relaterer sig direkte til den
generelle udviklingsagenda, der hersker blandt INGO’er, betyde, at udviklingsprocessen forsimples og ikke
håndteres med blik for lokale eller regionale detaljer. Således er inddragelse af lokale nødvendigt for, at en
korrekt brug af bistandsmidlerne kan finde sted. Tilsvarende konkluderer Daley gennem en undersøgelse af
bl.a. George Clooneys engagement i forbindelse med Dafur konflikten, at kendisser er med til at fremme en
Side 29 af 87
dagsorden, hvor Vesten ses som ”redningsmand” og indgår i et regime af ”governance of others”, en
magtudøvelse over andre, der ses som værende uden for moderniteten (Daley 2013 : 390). Dette betyder,
at deltagelse fra partnere i syd blot skal bekræfte dette hierarki, hvorfor inddragelse primært er en
’sminke’, der skal bekræfte dette billede af bistandsmodtagere. I tillæg trækkes fokus væk fra de
langsigtede strukturelle årsager og over på de mere fotogene aspekter af en krise (Kapoor 2012: 3). Derved
er kendisser med til fremme kortsigtede i stedet for langsigtede strukturelt fokuserede løsninger:
” (…) by focusing attention and resources on the immediate crisis and short-term emargency, the
overwhelming tendency is to tackle the symptoms rather than the causes, the quick and efficient
managerial fixes rather than more complex political struggles, the media-friendly ‘personal stories’
rather than the wider and recurring patterns of inequality and dispossession”.
(Kapoor 2012: 4)).
Projekter vælges altså ikke efter, hvem de berører, men efter populistiske strømninger i donorlandene.
Som beskrevet i afsnit 2.2 er lavere deltagelse generelt uproblematisk i humanitær hjælp, da inddragelse af
borgere og SNGO’er nødvendigvis er mindre udbredt her. Her kan kendisser bidrage til øget fokus på
umiddelbare konsekvenser af kriser, der pr definition er meget håndgribelige og skal håndteres
umiddelbart. Modsat kan det få konsekvenser ved udviklingsarbejde, da netop udvikling har behov for
strategisk inddragelse i før, under og efter udførelse af et projekt. Her kan det forsimple brugen af
bistanden og lede midler over på symptomer og kortsigtede mål i stedet for langsigtede og mindre synlige
udviklingsproblematikker. Dette vil kunne spores i et mere populistisk fokus i udvælgelsen af
udviklingsprojekter frem for udvælgelse og fremgangsmåde baseret på lokal viden og behovsanalyse.
Intern accountability består som beskrevet i organisationsmæssige værdier, specifikke regler og grad af
selvregulering. Mens organisationsmæssige værdier ofte er stærke, er mere specifikke regler ofte
nedprioriteret, hvilket både kan have konsekvenser for humanitært arbejde og udviklingsmæssige
prioriteringer.
Allerede Weber skriver, at karismatisk autoritet er stærk modstander af bureaukratiske regelbaserede
strukturer. Man kan derfor forestille sig, at kendte kan besværliggøre disse strukturer i INGO’erne. Dette
kommer blandt andet til udtryk i de kendtes manglende vedholdenhed eller ’commitment’. Hidtil har
Brockington som den eneste fokuseret på kendtes effekt på INGO’erne. Brockington finder blandt andet, at
kendte altid vil nedprioritere deres frivillige arbejde for NGO’en, hvis de pludselig får mulighed for at spille
med i en film eller indspille en ny plade (Brockington 2014b: 99). Dette afføder en ulige magtbalance
Side 30 af 87
mellem kendissen og INGO’erne, da det bliver kendissen, som sætter dagsordenen i forhold til projekt-
processen. Dette hænger tæt sammen med, hvad Brockington kalder ’Spielberg effekten’: ”any moment
someone more important may call your celebrity in to do a lucrative job” (ibid.). Denne manglende
vedholdenhed i forhold til organisationens arbejde medfører, at brugen af kendte bliver en arbejdsbyrde
frem for en fordel for organisationen og dennes humanitære og udviklingsmæssige formål. Endnu et pres,
der skaber ubalance i organisationen, kan være forventninger fra kolleger inden for organisationen til
kendissens formåen og evne til at påvirke et projekt(ibid.). Det øgede arbejdspres medfører også
økonomiske omkostninger. Således har langt de fleste INGO’er i Storbritanien og USA en medarbejder, der
er dedikeret til at skabe kontakt mellem en kendt person og organisationen. Denne formalisering af
kontakten mellem organsationen og den kendte, vil betyde, at mindre INGO’er som regel ikke vil have råd
til at bruge kendte, og samtidig betyder omkostningerne herved, at financieringsfordelen gennem øget
fundraising ved brug af kendte personer forsvinder (ibid.: 97).
På den anden side kan det påpeges, at kendissens evne til at påvirke organisationsprocesser er delvist
betinget af, hvilken rolle den kendte spiller i forhold til organisationen. Eksempelvis har Ben Affleck den
fulde myndighed og er den drivende kraft bag sin organisation, hvorfor kendissen i denne case har en
meget stærk indvirkning på organisationsmåden og organisationens prioriteringer . Kendissens indvirkning
på organisationen kommer således stærkere til udtryk, hvis den kendte har egen organisation og selv
vælger, hvor organisationen lægger sit engagement.
Samlet kan det siges, at effekten på intern accountability betyder, at fokus trækkes væk fra
kærneområder, hvorved fokus på udvikling og humanitær bistand, svækkes og midler til samme mindskes.
Opsummering
Teorien på området viser primært, at brugen af kendisser i overvejende grad er hindrende for
udviklingsbistand, mens det har fordrende effekter for humanitær hjælp. Litteraturen på området er dog
ikke entydig, og det bliver interessant at se, hvordan disse effekter er på spil i en dansk kontekst. For
upward accountability erstatter kendisser traditionelle funktionelle accountability mekanismer, mens det er
uklart, hvad effekten er på strategiske værktøjer – det vil sige, om kendisser er i stand til at nuancere
donorers forståelse af udviklingsproblematikker, og derved have en positiv eller negativ effekt i forhold til
prioriteringen af udviklingsbistand. Med hensyn til downward accountability svækker kendisser inddragelse
af og deltagelse fra borgere i Syd og SNGO’er, mens det i stedet bliver organisationer og kendisser, der
dikterer, hvilke projekter som skal prioriteres, og hvordan de skal håndteres - noget, der særligt er
problematisk i udviklingssammenhæng. Konsekvenserne af kendissers effekt på intern accountability kan
Side 31 af 87
ikke umiddelbart forstås ud fra tidligere litteratur, men overordnet lægger kendisser et pres på
organisationernes interne strukturer og brug af midler.
Delkonklusion Dette afsnit har forsøgt at forstå kendisser som karismatiske autoriteter og deres indflydelse på
organisationernes accountability-relationer. Kendisser er i disse sammenhænge således ikke udtryk for
traditionel demokratisk, bureaukratisk ledelsesform, hvorimod kendissen er karakteriseret ved irrationelle
handlinger og primært envejskommunikation, der kan bruges til at overbevise andre om rigtigheden af
kendissens synspunkt. Mens nogle forfattere påstår, at dette er med til at vedligeholde de globale
magtstrukturer mellem Nord og Syd, mener andre, at kendisser kan være med til at ændre disse forhold.
Dette har ifølge litteraturen betydet flere fordele for INGO’er i forhold til at skabe støtte omkring deres sag
og skaffe økonomiske midler til fordel for sagen. Overordnet har dette vist sig fordelagtigt med hensyn til
humanitær hjælp, mens effekterne i højere grad er tvivlsomme med hensyn til udviklingsbistand. Hvorvidt
dette også vil vise sig at være sandt i dansk sammenhæng belyses efter metodeafsnittet herunder.
Side 32 af 87
Kapitel 3: Forskningsdesign og metode Nærværende studie ønsker som bekendt at undersøge: Hvordan bruger danske bistandsorganisationer
kendte som støtter i deres arbejde, og i hvor høj grad påvirker dette organisationernes humanitære og
udviklingsmæssige prioriteter?
Dette undersøges med udgangspunkt i en kvalitativ analyse af interviews hos 8 danske INGO’er. Således
leveres her et forsøg på at forstå udbredelsen og mekanismerne bag kendtes påvirkning på danske
bistandsorganisationer.
Metodisk har litteraturen om kendtes relation til udvikling i udbredt grad bestået af studier på enkelte
cases, hvad enten det empiriske fokus har været på enkelte fremtrædende kendtes gøren og laden (Daley ,
2013; Hudson, 2014) eller på enkelte organisationers strukturer (Cooper, 2008; Budabin 2008). Brockington
har som den eneste søgt at skabe et generelt billede af strukturen i brugen af kendte (Brockington 2014a,
2015, 2014b).
Nærværende tekst vil have fokus på den danske bistandssektors involvering af kendte og forsøger på linje
med Brockington også at undersøge, hvilken indvirkning kendte har på processerne i dansk- baserede
INGO’er. Dette speciale benytter sig af en deduktiv analysestrategi, hvor tidligere forskning udgør den teori
på baggrund af hvilken, nærværende studium opstiller sine teoretiske forventninger. Dette speciale ønsker
at undersøge, interaktionen mellem kendte og organisationerne som en helhed, samt variationer
organisationerne imellem, da forskellighed i omfanget af brugen af kendte også kan være sigende for den
indflydelse kendte har på organisationerne.
Til at besvare problemstillingen benyttes eliteinterviews med relevant personale i otte danske
udviklingsorganisationer samt en række andre kilder, der hjælper til at nuancere og validere
interviewdataen.
Nedenfor diskuteres først specialets designvalg. Herefter diskuteres fordele og ulemper ved de
indsamlede interviewdata, samt hvordan dette kan suppleres med anden empiri. Først beskrives det dog,
hvordan teori og centrale begreber relaterer sig til spørgsmålet omkring humanitære og udviklingsmæssige
prioriteter.
3.1 Forskningsdesign: Dette studium bygger på to tilgange: Kvantitativ indholdsanalyse samt kvalitativ kildekritisk analyse. Videre
inddrages caseanalyser og komparative studier af enkelte organisationer. Til sammen hjælper denne
triangulering analysen til at forstå facetterne i organisationernes brug af kendte. Kvantitativ
indholdsanalyse er en metode til at kvantificere viden opnået gennem kvalitative kilder (Hansen:276).
Side 33 af 87
Fordelen ved den kvalitative indholdsanalyse er, at de store mængder af interviewdata kan sammenlignes
på tværs af enheder - her danske INGO’er. Dette giver mulighed for at se udbredelsen af kendtes
indflydelse på organisationerne variationer disse enheder imellem. Samtidig hjælper det dataen til at
fremstå klart og transparent til forskel fra en udelukkende kvalitativ tilgang som eksempelvis hos
Brockington (Brockington 2014b: 93). For at opnå en dybere forståelse for de mekanismer, som ligger bag
kendissernes påvirkning, suppleres med en kvalitativ analyse af interviewmaterialet, hvilket nuancerer og
uddyber materialets tendens. Case-centriske studier hjælper til yderligere at forstå de mekanismer, som er
på spil i organisationerne, deres årsager og konsekvenser. Denne analysestrategi uddybes løbende gennem
dette kapitel.
Et studie af mekanismer Som beskrevet undersøger specialet, hvor og hvordan kendte påvirker årsag-virkningssammenhængen
mellem organisationerne og deres humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer.
Studiet bygger på accountability-litteraturen som teoretisk ramme, og til at beskrive kendtes rolle i
forhold til politisk autoritet tages udgangspunkt i Webers teori om karismatisk autoritet. Fokus på
accountability er interessant i forhold til at forstå, hvordan kendte kan influere organisationernes arbejde:
Det vil sige, hvordan kendte (Z) spiller en rolle i forhold til danske NGO’ers (X) prioriteringer og valg i deres
bistandsarbejde (Y). Det centrale her er altså mekanismen, hvormed kendte påvirker NGO’ernes adfærd
(Andersen, Hansen & Klemmensen 2010: 147).
Figur 1 viser opgavens forventede, teoretiske sammenhæng, som den er beskrevet i afsnit to. Den
primære sammenhæng viser, at organisationens accountability-relationer (X) betinger organisationens
adfærd (Y). Disse ansvarsrelationer, antages det i denne opgave, er dog påvirkning fra inddragelse af en
karismatisk autoritet(Z). Den kendte analyseres altså som en ekstern faktor. Det skal med andre ord forstås
således, at når det karismatiske individ inddrages i organisationens arbejde, påvirkes organisationens
ansvarsrelationer, hvilket vil medvirke til at ændre organisationens adfærd.
Side 34 af 87
Figur 1: Teoretisk kausalmodel over specialets teoretiske sammenhæng
Karismatisk autoritet
Organisation ∆adfærd
I Figur 2 er dette appliceret på den konkrete kontekst med studiets centrale aktører og teoretiske
parametre. Her ses det, at opgavens centrale aktør INGO’en – en dansk bistandsorganisation, der arbejder i
Syd - antages at blive påvirket af deres kendte støtte på forskellig vis alt efter, om dens opgave er
humanitær hjælp eller udviklingsbistand. I forlængelse af teoriafsnittet viser figur to, at disse organisationer
har ansvarsrelationer 1) internt til deres værdier og medarbejdere 2) downward til bistandsklienter og
partnerorganisationer i syd og 3) upward til deres statslige og private donorer samt de danske borgere, som
er engageret i dem.
Det er altså primært variation i organisationsadfærd, der undersøges. Kendte ses derimod som en
konstant faktor. Man kan på den ene side se dette som en mangel, da det kan medføre at opgaven bliver
blind over for væsentlige pointer omkring kendis-typer, på den anden side, er dette truffet som metodisk
valg, da organisationerne ses som den drivende faktor bag humanitær hjælp og udvikling, hvorfor
variationer mellem kendte er af noget mindre betydning.
Figur 2: Appliceret kausalmodel over specialets teoretiske sammenhæng
Kendis-støtte
INGO HUM./UDV. ∆ bistandsadfærd
Gensidigt afhængige parametre Som figuren ovenfor viser, forsøger opgaven at adskille de forskellige accountability kategorier. Dette er
fordelagtigt, i forhold til at skabe metodisk stringens. På den anden side kan det indvendes, at det medfører
Ansvarliggørelse internt
Ansvarliggørelse nedad
Ansvarliggørelse opad
Værdier og medarbejdere
Bistandsklienter, SNGO’er
Donorer og danske borgere
Ansvar overfor:
Ansvar overfor:
Side 35 af 87
tab af analytiske nuancer. Nogle ville måske hævde, at en anden tilgang i højere grad havde imødekommet
dette problem. Eksempelvis ville et observationsstudium, hvor forskeren som en ’flue på væggen’ følger
med i processerne omkring brugen af kendte, være brugbart i forhold til at observere adfærd og interaktion
mellem kendte og organisationerne (Kvale: 111). Dette ville dog involvere mig som forsker på en måde,
hvor min distance til genstandsfeltet ville mindskes og muligheden for at påvirke denne interaktion-
situation øges. Da undersøgelsen af hver enkelt organisation derfor vil være mere tidskrævende, ville det
blive nødvendigt at vælge langt færre cases, hvilket kunne medføre et tab af overblik i forhold til
udbredelsen af brugen af kendte, som også er et af opgavens mål.
3.2 Datagrundlag Nedenfor diskuteres opgavens valg af enheder, kildemateriale og brugbarhed heraf i forhold til at belyse
organisationernes accountability-relationer.
Opgavens enheder: Danske INGO’er Opgavens centrale enhed er danske INGO’er defineret som beskrevet i teoriafsnittet 2.1. Undersøgelsens
enheder kan vælges ud fra teoretiske overvejelser eller en tilfældighedslogik. For at opnå størst mulig
mætning i forhold til mine teoretiske begreber har udvælgelsen i udgangspunktet været teoretisk. Det
betyder, at der til analysen er blevet udvalgt et bredt spekter af større danske humanitære- og
udviklingsorganisationer, der bruger kendte i større eller mindre grad. Herved bliver det muligt at se, om
forskellige organisationer påvirkes på samme vis, eller om forskellige organisationer påvirkes forskelligt.
Organisationer, der aldrig har brugt kendte, er uden for opgavens fokus. Samtidig har det i udvælgelsen
også været vigtigt, at organisationerne både har arbejdet med humanitær hjælp og udviklingsbistand.
Tabel 5 nedenfor viser en tabel over 22 af de indtægtsmæssigt største danske organisationer, som
lever op til denne opgaves definition af INGO’er (se afsnit 2.1).
Side 36 af 87
Da specialet fokuserer på større danske bistandsorganisationer, har jeg specifikt valgt at forholde mig
til organisationer med indtægter over 100 millioner. Der er herefter blevet valgt nogle af de organisationer,
som havde størst indtægt, nogle af dem der havde mindst og nogle af dem, der lå imellem. Den teoretiske
udvælgelse er dog også blevet suppleret af nogle tilfældigheder. Eksempelvis har det på grund af den
relativt begrænsede mængde tid og ressourcer i specialeperioden i praksis også haft betydning, hvor vidt
organisationerne umiddelbart har været til at få i tale. Jeg har i perioden kontaktet en række af de 22
største danske udviklingsorganisationer. Nogle svarede tilbage på mail, mens jeg valgte at ringe til en række
af dem, der ikke vendte tilbage i første omgang. Ingen organisationer har direkte afvist at deltage. I sidste
ende har ni interviewpersoner fra otte af de største danske INGO’er deltaget. Organisationerne er i tabellen
nedenfor fremhævet med fed skrift. De endelige deltagere repræsenterer meget godt den teoretiske
udvælgelse. Dog er der en overvægt af de største danske organisationer.
Udvælgelsen kan kritiseres for at være forfejlet i og med, at flere af organisationerne har oprindelse andre
steder end i Danmark – eksempelvis Red Barnet, Røde Kors og Care Danmark og derved ikke kan sige at
være ’danske’. På den anden side er langt de fleste oprindeligt danske organisationer blevet optaget i
internationale netværk - eksempelvis Ibis, som er blevet en del af Oxfam og Mellemfolkeligt Samvirke, som
er blevet en del af Action Aid. Således kan der ikke forventes, at dette vil gøre stor forskel. Videre er også
Dignity Institute og Røde Kors med i analysen. Disse adskiller sig fra de resterende ved ikke at være formelt
struktureret som INGO’er. Dignity er en selvejende institution, mens Røde Kors definerer sig som en GO,
Tabel 5: De 22 største danske bistandsorganisationer (mio. kr.)
Navn Indtægter Navn Indtægter
Dansk Flygtningehjælp 2.623 DIGNITY Institute 103
Røde Kors i Danmark 1.338 ADRA Danmark 72
Folkekirkens Nødhjælp 650 Danmission 71
Red Barnet 586 Plan Danmark 61
Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid Denmark
247 Caritas Danmark 59
SOS Børnebyerne 222 WWF Verdensnaturfonden 44
IBIS 221 VedvarendeEnergi 26
Unicef 218 Verdens Skove 21
BØRNEfonden 210 Aktion Børnehjælp 15
Læger Uden Grænser 199 Ghana Venskabsgrupperne 12
Dansk Folkehjælp 119 Danish Muslim Aid 10
CARE Danmark 112
Note: Indtægterne er for overskuelighedens skyld afrundet til hele tal. Tallene er fundet på Altingets
hjemmeside samt i organisationernes årsopgørelser og regnskaber år 2016 (Frandsen).
Side 37 af 87
Auxiliary to Government (Dignity Institute 2017, Røde Kors interview). Dette kan siges at være
problematisk, da variationer i organisationsmåden kan betyde, at deres accountability-relationer vil være
grundlæggende forskellige fra de resterende organisationer. Disse har dog til stadighed relevans for
analysen, da deres formål ikke adskiller sig fra de øvrige organisationer, fordi de tilsvarende søger at levere
humanitær og udviklingsmæssig hjælp, hvilket er centralt for denne teksts forståelse af INGO’er (se også
afsnit 2.1). Samtidig er Dignity den eneste af de eneste undersøgte organisationer som for nyligt er begyndt
at bruge kendte, hvorfor denne organisation også er særligt interessant.
Man kan argumentere for at specialet overordnet burde have brugt en tilgang hvor der i stedet for at
sammenligne forskellige organisationer blev sammenlignet de samme organisationer i to forskellige
tidsperioder, før og efter at organisationen begynder at bruge kendte og dernæst se på konsekvenserne for
organisationen(Andersen 2010: 91). Derved kunne man i højere grad isolere effekten af kendte og opnå et
fyldestgørende svar på specialets problemstilling. Undertegnede har dog også i undersøgelsesperioden
forsøgt at få kontakt til tidligere medarbejdere i bistandsorganisationerne som har relevans for
undersøgelsesområdet, men uden held. Inkorporering af Dignity Institute kompenserer samtidigt delvist for
denne mangel og samtidig inddrages også i flere tilfælde rapporter over tid, som hjælper til at validere
specialets resultater.
Kildemateriale: Triangulering med eliteinterviews og casestudier Med reference til det funktionelle kildebegreb er begrænsningen for, hvad der kan agere kilder, en funktion
af ”den problemstilling, man arbejder med” (Andersen et al: 122). Formålet med kilderne i nærværende
studie, er generelt at kunne give information om de processer, kendte bliver en del af, samt hvordan dette
via forskellige ansvarsrelationer kan påvirke den bredere bistandskontekst. For på bedst mulig måde at
kunne belyse specialets problemstilling, lægges der op til eklektisk analysestrategi, hvor flere forskellige
kildetyper inddrages for at belyse problemstillingen.
Det primære kildemateriale består af otte semi-strukturerede interviews med relevant personale i de
udvalgte danske NGO’er (mere om interviewprocessen i afsnit 3.3). På den ene side kan man mene, at det
er en begrænsning kun at have ét interview per enhed. På den anden side er disse interviewpersoner
udvalgt grundet deres særligt priviligerede placering i processen omkring inddragelse af kendte og derfor
deres særlige kendskab til området. De valgte personer har været centrale i organisationernes overvejelser
omkring brugen af kendte og er derfor meget relevante som førstehåndskilder. Yderligere interviews i
organisationerne vil muligvis i højere grad have forplumret billedet. Man kunne dog frygte, at disse
interviewpersoner ville have tendens til at fremstille brugen af kendte ud fra deres forforståelse eller
intentionelle interessevaretagelse på vegne af organisationen (Kvale 1997: 49). Derfor har jeg yderligere
Side 38 af 87
foretaget en række interviews for at validere hovedkildernes udsagn. Dette inkluderer en journalist, en
tidligere særlig rådgiver i Udenrigsministeriet og endnu en kampagnemedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp,
som også har haft førstehåndskontakt med de kendte. Udover at validere mine primære interviews kan de
hver især bidrage med fagspecifik viden og refleksioner over brugen af kendte i danske
bistandsorganisationer. Kilderne fremstår altså her primært som informationskilder og i mindre grad som
partskilder.
Interviewpersonerne bruges altså til at levere et indblik i organisationernes beslutningsprocesser,
samt disse aktørers oplevelse af den måde, organisationens relation til kendte fungerer på. For at undgå at
kilderne trækker analysen i en forkert retning og derved åbner op for systematiske fejl, vil andre kildetyper
som organisationernes årsrapporter, regnskaber og TV-programmer også blive inddraget, mens andre typer
af kilder ud over at validere interviewpersonernes udsagn, også kan hjælpe med til at nuancere
analyseresultaterne. I forhold til upward accountability vil eksempelvis TV-dokumentarer blive analyseret
for at belyse, hvorvidt organisationerne kan bruge kendte til at ’levere budskabet’(uddybende om
medieanalyse i afsnit 5.1) . I forhold til downward og internal accountability er årsrapporter og regnskaber
interessante, fordi de kan vise konkrete resultater og målinger. Sammen med interviewene kan de
nuancere og sandsynliggøre de slutninger, analysen drager.
Samlet lægges der altså op til en analytisk triangulering, hvor interviewene med kommunikationsansvarlige
og kendiskontaktpersoner i organisationerne vil være absolut centrale, og her jeg får mest information.
Sekundært, vil interviews med andre relevante personer samt andre kildetyper danne grund for en
validering og nuancering af NGO’ernes udtalelser.
3.3 Interviewprocessen Det centrale formål med interviews er i denne sammenhæng at indsamle konkrete informationer i forhold
til brugen af kendte, og det er derfor ikke det semantiske indhold, som er i fokus.
Selvom processen generelt er deduktiv, er der tale om et hidtil uafdækket forskningsområde, hvorfor
jeg har arbejdet med en semistruktureret interviewguide. Åbne spørgsmål har i udgangspunktet hjulpet til
at afdække aspekter, som ikke er foregrebet i teorien. Herefter har interviewet snævret sig ind og fulgt op
med mere specifikke spørgsmål, hvilket har hjulpet til at mætte de forskellige teoretiske kategorier.
Dette betyder, at jeg har været i kontakt med ledere i kommunikationsafdelinger og medarbejdere, der
agerer specifikt forbindelsesled mellem de kendte og NGO’erne.
Side 39 af 87
Inden jeg tog kontakt til organisationerne, gjorde jeg end del research i forhold til deres brug af kendte
for at kvalificere mine spørgsmål i interviewprocessen. Ved henvendelse til de relevante personer vedlagde
jeg en forespørgsel på nogle konkrete strategi-papirer omkring brugen af kendte. Det viste sig, at kun
enkelte organisationer havde et sådant papir eller var villige til at udlevere det. Konkrete papirer havde
været en fordel både til at strukturere interviewene efter, men også som konkrete data.
Herudover foretog jeg et pre-interview på en ansat ved Folkekirkens Nødhjælp for at afdække,
hvorvidt der overhovedet var relevante overvejelser i forhold til kendte og de teoretiske forventninger til
deres indflydelse. Yderligere diskuterede jeg indledningsvist emnet med Lene Bull Christiansen fra Roskilde
Universitet. Til sammen bekræftede disse indledende øvelser den hidtidige litteraturs relevans, hvilket igen
bekræftede frugtbarheden af at vælge en deduktiv tilgang.
De primære interviews blev foretaget i løbet af maj måned 2017. De præcise datoer er gengivet i Tabel 7
(se analysen). Jeg insisterede i de fleste tilfælde på, at interviewene blev foretaget ansigt til ansigt. Derfor
foregik de fleste interviews hos organisationerne, på et kontor eller i et mødelokale, hvilket gjorde det
muligt at skabe et fortroligt rum. Samtidig gav det mulighed for, at bredere overvejelser om betydningen af
brugen af kendte kom frem, hvilket pegede tilbage på ikke-ventede aspekter af teorien om kendte.
Generelt oplevede jeg, at interviewpersonerne var meget imødekommende og satte god tid af til at
fortælle om deres brug af kendte, og de fleste interviews varede omkring 45 minutter. Enkelte interviews
blev dog foretaget over telefon. Man kan indvende, at hvis jeg havde foretaget alle interviews over telefon
kunne det have været muligt at interviewe langt relevant personale i langt flere organisationer. På den
anden side bevirkede brug af telefon, at interviewene blev langt kortere og mindre informationsrige, og
samtidig krævede mere specifikke spørgsmål for at nå alle opgavens formodninger igennem. Disse
interviews varede højest en halv time. Den semistrukturerede interview-struktur viste sig altså at have
forskellige fordele i henholdsvis personlige- og telefoninterviews. Ingen interviewpersoner har bedt om
anonymitet, mens enkelte har bedt om at få lov at se de dele af deres interview, som er blevet en del af
teksten her.
Databehandling Alle de foretagne interviews er dokumenteret med lydoptagelser og referat. Referatet blev foretaget under
hvert interview for at fastholde præcise informationer, som så kunne uddybes ved en gennemlytning af
interviewet umiddelbart efter, det var blevet foretaget. Ved gennemlytning blev et mere grundigt referat
skrevet med delvis transskribering, som vil blive stillet til rådighed ved henvendelse til undertegnede.
Side 40 af 87
Den kvantitative indholdsanalyse blev herefter foretaget. Denne tager udgangspunkt i et skriftligt
materiale og kvantificerer indholdet heraf i henhold til den relevante problemstilling (Hansen:276).
Kodemanualen blev her udgjort af de enkelte teoretiske parametre, som ses i Tabel 5. Her blev
interviewdata efterfølgende indplaceret. Selve kodningsprocessen foregik i Excel, hvor brede tekststykker
blev kondenseret til kortere citater og essenser i fire stadier. Efterfølgende blev retningen i udsagnene
konstateret ud fra, hvorvidt de bekræftede eller afkræftede de teoretiske forventninger
3.4 Operationalisering: Parametre og indikatorer Begrebet om karismatisk autoritet har blandt andet fundet brug i populismelitteraturen, hvor deres særlige
adgang til medier og evne til at mobilisere befolkningen har været i fokus. Karismatisk autoritet har i flere
sammenhænge været anset som et svært operationaliserbart begreb, og forskningsmæssige resultater har
ikke været entydigt bekræftende over for, at en karismatisk leder har en særlig effekt på elektoratet
(Kestilä-Kekkonen & Söderlund, 2014; Van der Brug & Mughan, 2007: 31). Operationaliserbarheden har
været vanskelig, blandt andet fordi en politisk leder ofte først er blevet tildelt titlen ’karismatisk’ efter
denne har vist sin politiske succes – derved risikerer hypotesen at blive selvopfyldende. Dette er dog ikke et
problem i nærværende undersøgelse, da den kendte tilskrives sin karismatiske autoritet forud for, at denne
engagerer sig på vegne af en NGO, hvorfor endogenitet undgås.
Nedenfor opstilles en række indikatorer for, hvordan opgavens øvrige teoretiske begreber observeres i
praksis. Dette gennemgås ud fra, hvordan kendte påvirker organisationerne i de tre centrale teoretiske
parametre: Upward-, downward- og internal acoountability (opsummeret i Tabel 5).
Upward accountability handler som beskrevet om signalling. Signalling forstås mere konkret som
organisationernes kommunikationskanaler, hvilket kommer til udtryk som masseappel, eliteappel og
medieadgang. Dette undersøges i forhold til masseappel som brugen af kendte i kampagner og på sociale
medier. Signalling forstået som eliteappel vil være set som bekræftet, hvis organisationerne tilkendegiver,
at de har foranstaltet møder mellem kendte, erhvervsfolk og politikere. Medieadgang vil blive bekræftet,
hvis interviewpersoner bekræfter at kendte giver NGO’erne ekstraordinær adgang til medierne. I alle
tilfælde vurderes det ud fra organisationernes interviewsvar, men suppleres af andre ekspertkilder. Dette
inkluderer en journalist i forhold til medieadgang, samt en tidligere rådgiver i forhold til kendtes
lobbyarbejde blandt politikere. Udover kommunikationskanaler handler bistand også om, hvorvidt
NGO’erne kan bruge kendte til at formidle deres budskab. Som kilder bruges ud over interviews en
sammenlignende case-analyse af to TV-programmer. Budskabsleveringen vurderes i forhold til, hvorvidt
den enkelte medierepræsentation lever op til bistandsformålets kriterier.
Side 41 af 87
Downward accountability handler som beskrevet i teoriafsnittet om graden af inddragelse og
organisationernes handlerum. Kendtes effekt på inddragelse kan ikke måles direkte, da kendte ikke sidder
med ved beslutningsbordet, når strategierne for inddragelse skal etableres. Derfor vil organisationerne
vælge mere medievenlige projekter og være indikatorer for mere populistiske projektvalg: Medievenlige
projekter - som i denne sammenhæng vil sige mere håndgribelige, kortsigtede projekter med
mediebevågenhed. Dette operationaliseres som fokus på humanitært arbejde frem for udviklingsarbejde
(uddybes i analysen kapitlets afsnit 5.1). Dette analyseres for det første med udgangspunkt i de foretagede
interviews med organisationerne, men valideres og nuanceres med et tidsseriestudie.
NGO’ernes handlerum ses for det første som udvidet, hvis kendisser øger organisationernes evne til at
fundraise egne frie midler, hvilket undersøges via interviewdata og en økonomisk case-analyse. Handlerum
skal dog også forstås som evne til at kunne vægte humanitære og udviklingsmæssige indsatser i henhold til
egne værdier mens presset fra eksterne donorer mindskes. Dette kan udelukkende vurderes ud fra
interviewpersonernes svar.
Internal accountability handler om, hvordan kendte presser organisationernes interne processer og måles
på, hvorvidt kendte øger organisationens arbejdsmængde. For det første i form af research i
opsøgningsfasen og dernæst, hvorvidt ’spielberg-effekten’ betyder, at kendte er svære at lave aftaler med
og holde fast på over længere perioder. Om der sideløbende er et pres på organisationens
kommunikationsafdeling fra kolleger inden for NGO’en, vil blive målt ud fra, i hvilket omfang medarbejdere
i disse afdelinger udtrykker frustrationer herover.
Om organisationernes brug af kendte er en financieringsmæssig fordel eller ulempe, vil blive
undersøgt ud fra interviews samt ud fra en sammenligning af organisationernes udgifter, samt et
casestudium af en organsiations ændrigner i udgifter over tid.
Side 42 af 87
Tabel 6: Operationalisering af teoretiske begreber
Teoretisk begreb Indikatorer Kilde
Upward accountability
Signalling Masseappel Eliteappel
Brug af kendte i kampagner
NGO-interview
Sætte møder op mellem kendte og erhvervsfolk og politikere.
NGO-Interview, rådgiver-interview
NGO-medarb. udtrykker at kendte giver adgang til medier.
NGO-Interview, jounalistinterview
Formidling af budskab Om kendte kan levere budskab NGO-interview, komparativ medieanalyse.
Downward accountability
Inddragelse Projektvalg Inddragelse er sminke
Fald i inddragelse
NGO-interview, tidsserie studie
Vælge projekter i forhold til medievenlighed. Projekter mindre langsigtede.
NGO-interview, rapporter over tid
Bistandsmodtagere som passive ofre
Kampagnevideoer og artikler. Interviews
Handlerum Kendte fundraiser frie midler NGO-Interview, rapporter over tid
Org. kan prioritere indsatser i henhold til egne prioriteter.
NGO-interview, Rapporter over tid
Intern accountability
Pres på interne processer Spielberg effekten NGO-interview
Research NGO-interview
Kollegers forventninger NGO-interview
Ulige Magtrelation NGO-interview
Financieringsfordel Kendte øger finansieringsgrundlag NGO-interview, casestudium, rapporter over tid
Note: Tabellen opsummerer afsnit 3.4
Side 43 af 87
3.5 Delkonklusion Dette kapitel har specificeret hvordan dette studium udfolder sig som et studie af relationer og
mekanismer. Den tætte sammenhæng mellem de forskellige parametre gør det samtidigt vigtigt stringent
at adskille de forskellige analytiske led. For at besvare specialets problemstilling, bygger nærværende
studium på en analysestrategi, hvor flere forskellige kildetyper indgår for at besvare samme spørgsmål.
Denne triangulering medvirker til at forstå både udbredelsen af kendtes påvirkning på organisationernes
accountabilityrelationer og de enkelte relationers funktionsmåde mere tilbundsgående. Opgavens centrale
enheder er otte danske INGO’er, hos hvem der er blevet foretaget 9 interviews med relevant personale.
Metoden og årsagen til valget af de enkelte supplerende studier, som det blev redegjort for i
operationaliseringsafsnittet vil løbende blive uddybet i analysen.
Side 44 af 87
Analyse Kapitel 4: Deskriptiv analyse af danske INGO’ers brug af kendte Dette afsnit vil præsentere indledende resultater som danner bund for den videre analyse af, hvordan
kendte påvirker de danske humanitære og udviklingsmæssige organisationers accountabilityrelationer.
Tabel 6 nedenfor viser, hvilke organisationer, der er en del af undersøgelsen, hvem jeg har talt med og i
hvor høj grad, de bruger kendte, samt hvor formaliseret processen er. Det viser sig, at nogle enkelte
organisationer har brugt kendte i mange år, og at alle de interviewede tilkendegiver, at kendte vil fylde
mere i deres arbejde i fremtiden. Samtidig viser det sig, at tendensen kun i meget ringe grad er formaliseret
selv blandt de organisationer, der bruger kendte mest. Herefter bekræftes det, at organisationerne lever op
til specialets ide om kendte som karismatiske autoriteter.
4.1 Hvor udbredt er brugen af kendte? Alle de undersøgte organisationer tilkendegiver, at de i nogen grad bruger kendte som støtter eller
fortalere. Tabel 6 nedenfor viser for hver organisation, hvilke og hvor mange kendte støtter de hver i sær
har. Desuden vises formaliseringsgraden målt på, om organisationen har en dedikeret hjemmeside eller
ikke, interviewpersoner og -dato samt relevante kommentarer i forhold til formaliseringsgrad, målt på om
organisationerne har en kendis-strategi eller ikke.
Oversigten over hvem og hvor mange, som støtter en bestemt INGO, er fundet på hjemmesider via
interviews og gennem søgninger på nettet. De fleste af de undersøgte organisationer har endog tilegnet en
del af deres hjemmeside til deres kendisser. Det viser sig her, at nogle organisationer bruger flere kendte
end andre: Mens Dansk Røde Kors (RK) med 180 ’ambassadører’ har langt flest støtter, har flest af de øvrige
undersøgte organisationer mellem 9 og 22 kendisser tilknyttet. Dette indbefatter Care, Dignity,
Folkekirkens Nødhjælp (FKN) og Red Barnet (RB). Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og Dansk Flygtningehjælp
(DFH) har med henholdsvis 4 og 2 supportere absolut færrest kendte tilknyttet. Som eneste organisation
har IBIS ikke brugt kendte i undersøgelsesperioden, hvorimod interviewpersonen tilkendegiver, at de
tidligere ved enkelte lejligheder har brugt kendte som støtter.
Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Care vedgår, at de i mange år har brugt kendte. Care
tilkendegiver eksempelvis at have brugt dem som støtter i 20 år. Tabel 6 nedenfor indikerer endvidere, at
de fleste af organisationerne er ved at lave deres første kendisstrategi eller er ved at ændre deres
nuværende strategi – en ’adfærd’, der viser, at der er nye tendenser på spil i den måde danske NGO’er
arbejder med kendte på. Flere tilkendegiver, at dette i høj grad skyldes den øgede konkurrence mellem
Side 45 af 87
organisationerne: ”Der er i dag 16 indsamlinger ved dørene – hvordan udmærker man sig? Blandt andet
ved at bruge kendte som folk har et forhold til”. (DFH, 17.05.17).
Mens Ibis fortæller, at de ikke bruger kendte, fordi de ”ikke har ressourcerne til det”, tilkendegiver
både MS og DFH, at de ikke bruger det, fordi de til nu ikke har valgt at fokusere på det, blandt andet fordi
de synes, det har været ’useriøst’ i forhold til deres arbejde (MS), eller fordi de ser det som en
’kommercialisering af den humanitære sektor’ (DFH). Da de alle tre tilkendegiver, at de vil bruge kendte
mere i fremtiden, vil overvejelserne i deres interviewsvar stadig være relevante, og derfor indgår de på lige
fod med de resterende organisationer i den videre analyse.
Formaliseringsgraden er målt på, hvorvidt NGO’en har ansat en medarbejder udelukkende til at se på
brugen af kendisser, samt om organisationen har afsat eller dedikeret en del af deres hjemmeside til at
vise, hvilke kendte der agerer talerør for organisationen.
De fleste organisationer har dedikeret en del af deres hjemmeside til kendte. Organisationer, der i
mindre grad bruger kendte, har ikke en dedikeret hjemmeside. På siderne kaldes de kendte ’ambassadører’
- en titel, der indikerer en fast tilknytning. Organisationer, der bruger kendte i mindre grad, kalder
tilsvarende ikke deres kendte supportere for ambassadører, hvilket antyder et mindre systematisk
forhold(Se eksempelvis Truelsen 2015). Red Barnet har trods deres relativt udbredte brug af kendte (9
støtter) valgt ikke at dedikere en hjemmeside til kendte.
De fleste organisationer lader kontakten mellem dem selv og de kendte foregå via deres
kommunikationsafdeling. Kun to organisationer, Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, har ansat en
medarbejder til udelukkende at håndtere kontakten mellem organisationerne og de kendte. Dette står i
kontrast til den høje formaliseringsgrad Brockington påviste blandt INGO’er i USA og Storbritannien (se
afsnit 2.3). Det viser sig også, at organisationerne kun i meget ringe grad har faste strategier for brugen af
kendte. Selv den absolut største bruger af dem, Røde Kors, tilkendegiver, at de ikke har nogen formaliseret
kendisstrategi (15.05.17). Dette viser endnu en gang den lav formaliseringsgrad.
4.2 Anses kendte personer som karismatiske autoriteter? På linje med teorien om karismatisk autoritet, som den er fremlagt af Weber og Furedi, viser de foretagede
interviews, at NGO’erne i høj grad identificerer og kendetegner kendte som havende en ’særlig status’, en
’særlig adgang’ eller ’en anden vinkel’. Her kan kilden i Mellemfolkeligt Samvirke fremhæves.
Interviewpersonen her siger eksempelvis om musikeren Shaka Loveless: ” Shaka er om ikke en autoritet, så
en person mange af dem, vi har kontakt til, vil lytte til.” Dignity siger om deres koncerters brugbarhed i
forhold til at formidle deres budskaber: ”Musik er et universelt sprog - alle kan føle, alle kan mærke, alle
kan tolke på samme, uden at de forstår, hvad der bliver sagt. Ambassadørerne kan mange ting.” Her
Side 46 af 87
illustreres altså de kendtes brede karismatiske appel. På spørgsmålet om hvorvidt kendte har en særlig
karismatisk tiltrækningskraft svarer Dignity:
”Da jeg blev hyret i sin tid, der var der jo en tro på, at man havde en meget stor stigning I
kendskabsgrad på grund af de her mennesker. Særligt pga de sociale medier og pga det antal followers, der
er hos de respektive. (…) på baggrund af det, må man sige, at det passer, og så passer det ikke[at kendte
har en særlig tiltrækningskraft] - det passer, hvis man kan facilitere en nærværende person og vedligeholde
en kommunikation via deres egne initiativer og interesser, så kan det virke helt enormt godt.”
Dignity
Citatet tyder på, at brugen af kendte er ved at udvikle sig mod en øget systematisering og med en mere klar
strategi med fokus på den enkelte kendte.
4.3 Delkonklusion Præmissen om, at danske NGO’er ser kendte som karismatiske autoriteter, og at de danske NGO’er i høj
grad bruger kendte i deres arbejde, kan altså bekræftes. Samtidig viser det sig, at de fleste regner med, at
bruge kendte i højere grad i fremtiden. Tendensen til at bruge kendte blandt danske INGO’er er altså
stigende. Det viste sig desuden, at de der bruger flest kendte, har organiseret deres arbejde i højest grad.
Generelt er brugen af kendte dog kun formaliseret i meget ringe grad, hvilket blandt andet kommer til
udtryk i, at kun få organisationer har en fast strategi for brugen af kendte. I den videre analyse vil det vise
sig, om den generelle mangel på formalisering øger muligheden for, at kendte støtter kan påvirke
organisationernes humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer. Fremadrettet vil analysen fokusere på,
hvorvidt og hvordan kendte påvirker organisationernes accountability-relationer.
Side 47 af 87
[Tabellen fortsættes næste side]
Tabel 6: NGO kendisstøtter siden år 2015
NGO navn Antal støtter
Navne på støtter Hjemmeside for kendisstøtter
Interview-person og -dato Kommentar
CARE 16 HKH Prins Joachim, Emilia van Hauen, Flemming Pless, Marianne Kemp, Hans Georg Møller, Kirsten Vaupel, Jacob Holdt, Karen Mukupa, Louise Dorph-Petersen, Mikael Melbye, Jan Lund, Kaspar Colling Nielsen, Gorm Wisweh, Thomas Herman, Ditte Ingemann, Henrik Yde, Tim Vladimir.
http://www.care.dk/care-ansigter/ 11.05.17: Hans Gregersen, Kommunikationschef
CARE er ved at udvikle ny strategi.
Dansk Flygtningehjælp (DFH)
2 Lise Rønne, Jesper Christensen Nej 17.05.17: Claes Ammundsen, Kommunikationschef
DFH er ved at lægge deres første strategi.
Dignity Institute (DI)
22 Annisette Koppel, Camilla Ottesen, Christopher Læssø, Ditte Ylva, Erikka Bahnsen, Farshad Kholghi, Hans Jørgen Bonnichsen, Ihan Haydar, Jesper Lohmann, Karen Simonsen, Katrine Ring, Laus Høybye, Mads Heindorf, Mattias Hundebøll, Michael Gaarmann, Michel Castenholt, Peter Falktoft, Sarah Grünewald, Stefan Pagels Andersen, Stine Bramsen, Thure Lindhardt, Toniah Pedersen.
https://www.dignityinstitute.dk/hvem-er-vi/ambassadoerer/
23.5.17: Christoffer Glud Grønlund, Afdelingsleder for Kommunikation og marketing
Dignity er den organisation der mest nyligt er begyndt at bruge kendisser.
Side 48 af 87
Folkekirkens Nødhjælp (FKN)
9(12) Hilda Heick, Annette Heick, Bodil Jørgensen, Medina, Shaka Loveless, Kirsten og Mille Lehfeldt, Nicolas og Laura Bro, Martin Buch og Rasmus Botoft, Pernille Højmark
https://www.noedhjaelp.dk/det-goer-vi/om-os/ambassadoerer
16.05.17: (FKN 2) Lene Hylleberg, kampagne og kommunikation 23.05.17: (FKN 1) Valgerdur Hvidt Larsen, forbindelsesmedarbejder.
Mellemfolkeligt Samvirke (MS)
4 Shaka Loveless, Isam B, Sebastian, Lars Lilholt
Nej 18.05.17: Thomas Hundsbæk, Kommunikationschef
MS er ved at udfærdige ny kendisstrategi.
Oxfam IBIS (IBIS) 0 Ingen Nej 11.05.17: Annelie Abildgaard, Kommunikationschef
Har tidligere brug kendte enkelte gange. Forventer ikke at bruge kendte i nærmeste fremtid.
Red Barnet (RB) 9 Bubber, Camilla Ottesen, Nicolas Bro, Sofie Lassen Kahlke, Carsten Bang, Thure Lindhardt, Thomas Skov Gaardsvig, Christopher, Nikolaj Lie Kaas
Nej 17.05.17: Line Rasmussen, Kommunikationschef
RB er ved at lave ny kendisstrategi.
Røde Kors 180 Adam Price, Adam Aaman, Alberte Winding, Alexa Bruun Rasmussen, Alexander Kølpin, Anders Aagaard Jensen, Birgit Aaby, Falullah, Fie Hansen-Hoeck, Flemming Lindeløv, Flemming Østergaard, Friis & Co, Gitte Dyrberg, Gorm Wisweh, Henning Kern, Henriette Mejdahl Van Esch, Kenn Husted, Konrad A. Kierklo, Andreas Von der Heide, Mikkel Westfall, Signe Tholstrup, Tommy Ahlers, Jakob Nordenhof Jønck, Søren Kristensen, Jakob Algreen-Ussing, Lars Borgmann (…)
https://www.rodekors.dk/klub10/klub100 15.05.17: Jens Grønning, Forbindelsesmedarbejder, leder af Klub 10 og Klub 100
Ingen formaliseret strategi. Ikke alle er kendte supportere gengivet her. Se hjemmesiden eller kontakt forfatteren for flere.
Side 49 af 87
Kapitel 5: Analyse af kendtes påvirkning på NGO’ernes accountability-
relationer Efter at have vist at organisationerne faktisk bruger kendte, vender analysen sig nu mod, hvordan
organisationerne konkret bruger dem, samt hvordan og hvorvidt det påvirker deres accountability-
relationer. Accountability måles, som beskrevet i teoriafsnittet, ud fra incitamenter og værktøjer. Herefter
vurderes konsekvenserne for humanitær hjælp og udviklingsbistand.
Tabel 7 nedenfor viser de enkelte organisationers interviewsvar i forhold til de enkelte
undersøgelsesparametre. Gennem analysen fremhæves organisationer, der lægger sig op ad den generelle
tendens og analyseres med inddragelse af casestudies og andre kildetyper. De centrale tendenser er
fremhævet med fed skrift.
Da Ibis og Dansk Flygtningehjælp kun i meget ringe grad benytter sig af kendte, er deres interviewsvar
også tilsvarende mindre omfattende, og nogle af spørgsmålene har de slet ikke kunnet svare på. Derfor vil
de kun delvist figurere i resultaterne. Dette ses også af tabel 7, hvor de er placeret i den højre kolonne.
Tabel 7: Organisationernes interviewsvar organiseret efter parametre
Relation Parametre Bekræfter Afkræfter Intet svar
Upward accountability
Ko
mm
un
ikat
ion
skan
ale
r
Masseappel CARE, DFH, DI, FKN, MS, RB, RK, IBIS
-
Politikere (DI, RB) CARE, DFH, FKN, RK IBIS
Erhverv RK, CARE, DI DFH, FKN, MS, RB IBIS
Medier CARE, DFH, DI, FKN, RB, IBIS
RK, MS
Levere budskab CARE, DI, FKN, MS, RB, IBIS
RK DFH
Downward accountability
Kendte har indflydelse på projektvalg
- CARE, DFH, DI, FKN, MS, RB, RK, IBIS
Handlerum RK CARE, DFH, DI, FKN, MS, RB, RK, IBIS
Internal accountability
Kendte påvirker interne processer.
DI, IBIS RK, RB, CARE, MS, FKN DFH
Financieringsfordel CARE, DI, FKN, MS, RB, RK
- IBIS, DFH
Note: Tabel udført på baggrund af interviews med 8 danske bistandsorganisationer.
Side 50 af 87
5.1 Upward accountability Teorikapitlet viste, at kendte som signalling-værktøj mindsker nødvendigheden af at bruge funktionelle
accountability-værktøjer som rapporter eller redegørelser. Kendte kan erstatte sådanne værktøjer ved at
agere kommunikationskanal over for henholdsvis befolkning, medier, politikere og erhvervsliv i
donorlandet. En bekræftet tilstedeværelse af disse kommunikationskanaler kan øge NGO’ernes
handlerum, og i sidste ende påvirke den måde man som organisation leverer udviklingsbistand på.
Tabel 7 viser, at mens organisationerne bredt bekræfter, at kendte bruges i massekommunikation og
mediekommunikation, bruges de i mindre grad - og for de fleste organisationers vedkommende slet ikke -
til erhvervs- og lobbyarbejde blandt politikere. Desuden mener de fleste organisationer selv, at kendte godt
kan levere deres humanitære eller udviklingsmæssige budskab.
Nedenstående analyse konkluderer derfor, at kendte ikke erstatter de beskrevne værktøjer. Der kan
dog spores en begrænset påvirkning på eksterne incitamenter, da kendte kan overbevise befolkningen, øge
fundraising og hjælpe til at skabe alternativ finansiering. Dette kan dog vise sig at blive på bekostning af
formidlingen af organisationens budskab.
Nedenfor gennemgås derfor kommunikationskanalerne en for en, hvorefter de kendtes evne til at
’levere budskabet’ evalueres.
Kendissernes kommunikationskanaler Første kommunikationskanal vedrører kendissernes masseappel. Det vil sige organisationernes brug af
kendte i kommunikation over for befolkningen i donorlandet. Som tabellen viser, bekræfter alle interviews,
at alle organisationerne bruger kendte til at nå befolkningen, og dermed bekræftes dette aspekt af teorien
generelt. Det kvalitative indhold viser, at det er centralt for de fleste organisationer, at de kendte kan bruge
deres status inden for deres eget felt til at skabe opmærksomhed. Det kan eksempelvis være i indhold på
organisationens sociale medie-platforme, ved organisationens begivenheder eller medvirken i interviews til
traditionelle medier omkring organisationens arbejde. Generelt lægges der dog meget vægt på de sociale
medier, og hvordan man kan sprede ’budskabet’ gennem likes, veiws og delinger(FKN2). Man kan på denne
måde benytte de kendtes egne netværk på de sociale medier til at nå nye målgrupper, og det understreges
eksempelvis i et interview med Røde Kors: ”Der er en stor gruppe mennesker, der aldrig støtter os, som vi
’kan nå’ og bruge en kendt til at brande os igennem.” Samtidig fremhæver flere, at kendte skal bruges til at
fundraise med: ”Hånden på hjertet, så er det her [brugen af kendte] primært noget, der skal skaffe penge
til organisationen” (CARE). Dette stemmer fint overens med eksempelvis Dansk Flygtningehjælps
karakteristik af kendisser som værende et symptom på en kommercialisering af bistandsområdet (DFH).
Det tyder altså på, at kendte kan være med til at sætte en dagsorden over for bestemte målgrupper og
derved bidrage med en art signalling over for borgere og plædere for nødvendigheden af udviklingsstøtte
Side 51 af 87
eller nødhjælp. Organisationerne bekræfter derved mekanismen. Herudover bekræfter organisationerne
generelt, at kendte faktisk øger deres kendskabsgrad, og at det særligt er brugbart til fundraising.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt kendte kan bruges som signalling i forhold til politikere, er
organisationernes respons generelt afkræftende. I interviewsituationen virkede flere respondenter
uforstående i forhold til spørgsmålet, og flere nævner, at det at bruge kendte i det politiske lobbyarbejde vil
få deres organisation til at fremstå som ’useriøs’(FKN1). Årsagen ifølge dem selv er, at de kendte ”kommer
fra en helt anden verden”, eller at ”når det handler om tekniske ting, er det bedre, at vi selv står frem”
(FKN1 10.5.17). Det gælder altså, at kendte brugt på denne måde kan få en negativ effekt. Kun en enkelt
organisation bekræfter, at det er noget, de overvejer at gøre og bekræfter her, at overvejelsen er i
overensstemmelse med teorien om kendissens tiltrækningskraft: "Det handler om, hvorvidt den politiker
er/ikke er, fan af den ene eller anden person" (Dignity Institute). Herved bekræftes nogle af overvejelserne
bag mekanismen, nemlig at den kendte med sin karismatiske autoritet kan påvirke beslutningstagerne – det
er dog ikke ligegyldigt hvilket kendt der er tale om, hvorfor den karismatiske autoritet ikke nødvendigvis i
sig selv er tilstrækkelig. At Dignity som eneste organisation ser brugen af kendte i kommunikation med
politiske eliter som en reel mulighed, kan dog også skyldes deres status som selvejende institution. Denne
afvigelse vil derfor ikke blive uddybet yderligere.
Modsat brugen af kendte over for befolkningen viser det sig altså, at kendte ikke kan bruges over for
politiske eliter, da disse aspekter ifølge organisationerne er for tekniske. Dignity bekræfter imidlertid, at
tankegangen bag mekanismen er til stede, selvom den primært bekræftes som hindrende frem for
fordrende for organisationerne. En årsag til den ringe udbredelse støttes også i interviewet med en tidligere
særlig rådgiver i udviklingsministeriet: ”Jeg har selv prøvet, at der kommer sådan en vejrpige ind og taler
sådan en sag over for en minister, og jeg synes, det virker så plat. Det virker så hult og plat.” (18.5.17)
Logikken i mekanismen anerkendes altså, selvom dens udbredelsesgrad generelt er meget lille pga. af
hensynet til saglighed og teknikaliteter. Organisationerne har således ikke tiltro til, at den kendte kan levere
en nuanceret besked i denne sammenhæng. Den kendtes karisma står med andre ord i vejen for at kunne
levere en nuanceret besked til politikerne, hvorfor de ikke kan klassificeres som signalling-værktøj i denne
sammenhæng.
Tredje aspekt handler om, at kendte kan skabe relationer mellem private virksomheder og danske
bistandsorganisationer. Ved at kigge på rækken med svar i tabel 7 ses det, at denne relation er udbredt i
meget ringe grad, men i de enkelte bekræftende tilfælde ses en tydelig mekanisme: Kendte kan bruge
deres netværk til at skabe kommercielle forbindelser.
Side 52 af 87
Care understreger, hvordan kendte kan anvende deres personlige forbindelser og navn til at skabe
kontakter for organisationen. Eksempelvis skaber CAREs kendte kokke kontakter via andre kommercielle
tiltag som madfestivaler og hos fødevareleveringsselskaber som RetNemt (Interview 11.5.17). Herved
opstår nye muligheder for Care. Køb i RetNemt giver direkte bidrag til organisationen, samtidig med at
flyers og reklamer for Care og deres arbejde kan fordeles på selv samme steder. På samme måde
organiserer Røde Kors kendte og erhvervsfolk i deres klub 10 og klub 100, hvor de tilsammen skal samle
penge til organisationens formål. I disse grupper går der prestige i at samle flest penge, hvilket ifølge
interviewpersonen til dels skyldes tilstedeværelsen af kendte. Erhvervsfolkene kan nemlig godt lide, at ”
vise de har overskud og at blive set sammen med kendte” (RK). Dermed giver parterne hinanden gensidige
fordele med primært kommercielle fordele for organisationerne.
Som med kendtes relation til politikere er der dog grænser for brug af kendte, og de fleste
organisationer bruger ikke kendte i deres relation til erhvervslivet. Nogle afviser det meget direkte, fordi de
har for få ressourcer. Samtidigt anerkender de, at tendensen kan være voksende, og at de muligvis vil bruge
dette instrument i højere grad i fremtiden (Dignity og MS). Der eksisterer altså ikke en umiddelbar generel
sammenhæng mellem organisationernes brug af kendte og deres kontakt til kommercielle selskaber, så her
er kendte ikke relevante som signalling-værktøj.
Fjerde aspekt af upward accountability handler om, hvorvidt brug af kendte personligheder øger
organisationernes adgang til traditionelle medier.
I Tabel 7 ses det, at interviewdataen bekræfter denne sammenhæng. Selv Ibis erkender, at ”
pressedækning kommer mere naturligt med kendte”, og Care bekræfter, at det er med til at ”skabe
kendskab” til organisationen og dens arbejde. Tilsvarende bekræfter en nuværende journalist denne
sammenhæng og siger samtidig, der er en underforstået aftale om, at bladene til gengæld for at få fyldt
spaltepladsen med en historie om kendte også viderebringer stof omkring organisationens arbejde.
I forhold til hvilke medier kendte giver adgang til, fremhæver organisationerne generelt, at kendte
primært åbner tilgængeligheden blandt kulørte blade, samt ’lettere aviser’ som BT, Ekstrabladet og
MetroXpress. ”Morgen TV og Godaften Danmark er ligesom de kanaler, vi har på TV” som Røde Kors
udtrykker det. Derimod er det sværere at få adgang til mere seriøse medier som landsdækkende tv-
stationer og aviser.
I undersøgelsesperioden har Dignity Institute og Folkekirkens Nødhjælp som de eneste formået at
indgå selvstændige aftaler om TV-programmer på Danmarks Radio. Her har organisationerne fået fokus på
henholdsvis tortur med Thure Lindhardt som ambassadør og flygtninge med Medina som
ambassadør(Danmarks Radio TV 2017, Danmarks Radio TV 2016). Aftalerne er indgået udelukkende pga.
Side 53 af 87
den kendtes særlige status (FKN, DI). Flere af organisationerne lægger også vægt på mediernes
divergerende interesse i forskellige kendisser. Det bekræftes statistisk: En infomedia-søgning på Thure
Lindhardt + Tortur giver 13 resultater, mens en søgning på Medina + flygtninge giver 52 resultater over de
seneste seks måneder (Infomedia 2017a, Infomedia 2017b). Eksemplet kan tolkes sådan, at de to
organisationer med valg af to forskellige kendte, i forskellig grad har opnået øget kendskab til deres
organisation.
Overordnet kan det fastslås, at kendte kan skabe adgang til traditionelle medier. Primært skaber kendte
altså adgang til ’kulørte medier’, mens andre medier udebliver. Nogle kendte er mere ’interessante’ for
medierne end andre, men den generelle betydning er klar: de kendte kan bruges som signalling værktøj
over for befolkningen.
Det har desuden vist sig, at organisationer gennem deres kontakt med medierne søger at levere deres
humanitære eller udviklingsmæssige budskab. Hvorvidt dette rent faktisk lader sig gøre, vil blive undersøgt
nærmere nedenfor, hvor karakteren af budskabet undersøges yderligere. Brugen af interviewkilder er dog
ikke i sig selv tilstrækkelig i denne sammenhæng, hvorfor dette vil blive suppleret af en medieanalyse.
Kan kendte levere budskabet? Som beskrevet Kapitel 2, er tidligere forskning om, hvorvidt kendte i sidste ende kan levere det
udviklingsmæssige budskab over for eliter og borgere i nord, delt i to lejre: Den ene lejr finder, at kendte
kan levere et budskab i dets kompleksitet og fulde længde, og den anden lejr finder, at dette er med til at
forsimple og skabe symptombehandling frem for rigtig udvikling. Efterfølgende interview med MS
indfanger, at denne splittelse også findes blandt danske INGO’er:
”Alt det der feel-good udvikling [underforstået: et forsimplet budskab], det tror jeg simpelthen er så
ustrategisk. Det er som at skrive i sand. Folk føler sig godt underholdt, men der er intet blivende
indtryk. (…) Man skal præsentere problemstillingen [underforstået: det komplekse budskab] - der er
ingen, der har opnået en dybere forståelse.”
(Mellemfolkeligt Samvirke)
Her præsenteres altså begge sider – den ene side, der mener, at kendte skaber fokus på underholdning
frem for udvikling (hvad interviewpersonen beskriver som ’feel-good udvikling’), og den anden side, der
mener, kendte er i stand til at sætte fokus på problematikken i dens fulde længde. Som tabel 7 viser,
bekræfter organisationerne generelt, at kendte kan levere budskabet.
Side 54 af 87
De fleste organisationer bekræfter i modsætning til MS, at kendte kan levere budskabet, men antyder
i høj grad en vis diversitet i forhold til, hvordan budskaberne bliver formidlet og forstået : Red Barnet
fortæller, hvordan kendte kan belyse problematikken ”i øjenhøjde med fans”, mens Care beskriver, at folk,
der ser en kendt kok i forbindelse med deres udviklingsarbejde, er ”interesserede i mad, og derfor også i
højere grad modtagelig overfor information som denne person giver”, mens medarbejderen hos Dignity
Institute siger: "Vi skal forsøge at undgå at kommunikere for bramfrit, og det er der, hvor de her mennesker
kan komme ind og gøre en forskel”(23.5.17). Videre lyder det på den anden side fra eksempelvis
Folkekirkens Nødhjælp: ”Medierne eller vores ambassadører kan ikke altid forklare den svære besked, da
det ikke er lange kronikker, de skal skrive”. Trods bekræftelsen er der altså klare nuancer i deres svar. Dette
hænger muligvis sammen med organisationernes manglende tiltro til, at kendte kan kommunikere korrekt i
forhold til eliter. I tilfælde som disse, hvor det primært handler om massekommunikation, kan der
umiddelbart spores en højere tolerance i forhold til nøjagtighed og detaljer.
Som de eneste bruger man i Røde Kors ikke kendte til at levere budskabet i kampagnesammenhæng,
fordi det ifølge dem, ville virke useriøst og utroværdigt. Interviewpersonen i Røde Kors siger eksempelvis:
”Jo, for eksempel, ’det er synd for Mgala’ – det virker bare ikke ret godt”. Røde Kors sender således ikke
deres ambassadører på ’studieture’ for at opleve en problematik på nærmeste hånd. Derimod skal kendte
kun bruges som et ”call to action”, hvor de ”inddrager kendte for eksempelvis for at få indsamlere”. I tråd
med de tidligere eksempler på Røde Kors’ brug af kendte skal kendte hverken sige noget om humanitær-
eller udviklingspolitik, men blot vise deres støtte til organisationen og bidrage til fundraising. Her er kendte
altså meget tydeligt adskilt fra budskabet.
”Det bliver meget personligt, ’hvorfor gør du det?’ er ligesom mediernes vinkel. (…) Der skal helst være
noget mere end, det er synd for de små børn i Afrika. Jo højere grad de selv stiller sig op og gør sig til
talsmænd for Røde Kors’ projekter, i jo højere grad er chancen for, at det kommer til at lyde hult, fordi
det er meget begrænset, hvad vi kan give dem af faglighed.”
(Røde Kors)
Med en enkelt undtagelse er der altså generel enighed om, at kendte kan bruges til at formidle
organisationens budskaber. Hvori nuancerne imellem dem består, er vanskeligere at præcisere. Den
kvalitative forskel imellem organisationernes svar i denne sammenhæng understreger, at organisationerne
til dels indgår som en partskilde frem for en informationskilde, som de har gjort hidtil. For at validere
organisationernes udsagn, og hvorvidt disse dækker over et fokus på mere håndgribelige aspekter eller
formår at beskrive den dybere problematik, sammenlignes to kilder i en medieanalyse nedenfor.
Side 55 af 87
Sammenligning af to fremstillinger: Medina og Thure Lindhardt
De to kilder består af to dokumentarprogrammer sendt på DR-TV, og analysen nedenfor undersøger
mediernes framing heraf. Framing handler i dette tilfælde om, hvordan medierne fremstiller
problemstillingen, den kendte og relationen herimellem. Centralt er, hvilken opfattelse af problemstillingen
dette kan have af indflydelse på seere (forstået som borgere) og derved upward accountability. Framing
bliver hermed vigtig , fordi det kan påvirke opfattelsen af et bestemt emne (Wolfsfeld 2011: 50).
Den ene er et dokumentarprogram, hvor skuespilleren Thure Lindhardt på vegne af Dignity Insitute
besøger torturofre i Uganda. Den anden case er et afsnit af reportageprogrammet ”Adgang med Abdel”
med Folkekirkens Nødhjælps ambassadør, sangerinden Medina (tilgået via Mediestream). Begge
omhandler de konsekvenser af konkrete krise-situationer og eksponerer derfor humanitære
problematikker. De to cases anses af den grund begge som ’most likely’ i den forstand, at chancen for at
levere budskabet ifølge de teoretiske antagelser om humanitært arbejde er stor. Dette begrundes med, at
humanitært arbejde i sin definition er mere kortsigtet, med fokus på umiddelbare og håndgribelige
konsekvenser af krise. Dette står i kontrast til udviklingens mindre håndgribelige genstandsfelt. Dette gør
det også tilsvarende nemmere at fremstille den humanitære bistand (Daley 2013, Kapoor 2012).
I Medinas tilfælde besøger vi en flygtningelejr i Jordan, der er opstået som konsekvens af krigen i
Syrien, mens programmet i Thure Lindhardts tilfælde handler om børnesoldater og torturofre som følge af
’Lords Risistance Army’s (LRA) oprørskrig i Uganda. De fremstår altså begge som førstehåndskilder.
Nedenfor sammenlignes de to kilder med fokus på deres fremstilling af problematikken, og de
løsningsforslag som præsenteres. Det viser sig, at kun én af de to cases delvist kan levere et mere
komplekst budskab
Fremstilling af problematikken:
Centralt for fremstillingen af problematikken er, hvorvidt den kendte sætter fokus på hovedårsager og
problematikkens kompleksitet eller i stedet fokuserer på mere overfladiske, simple symptomer (Cooper,
2008a; Hudson, 2014).
En vigtig præmis for begge programmer er de kendtes egen relation til problematikken. I ’Adgang med
Abdel’ møder man inden afgang til Jordan Medinas far, som selv er flygtning. Programmet forklarer, at det
er det, der har motiveret Medina selv til at engagere sig i flygtningenes sag (4m00s). Tilsvarende har Thure
Lindhardt med en far, der var præst og en mor, der var psykiater, ”altid haft en relation til ondskaben”,
hvorved relationen til hans engagement mod tortur etableres (Blendstrup). I begge tilfælde er det altså en
personlig relation til problematikken, der etablerer den karismatiske personligheds autoritet.
Side 56 af 87
Begge fremstiller problematikken ved besøg i lokalområder: For Medinas vedkommende undersøges
livet i en flygtningelejr. Blandt andet besøges en pigeskole, hvor pigerne hver dag får to timers undervisning
(12m30s), vi hører om uddeling af madkuponer (13m30s) og ser besøget hos to Syriske flygtningefamilier
(14m15s og 22m14s). Tilsvarende taler Lindhardt med torturofre, deres familier og eksperter i Uganda.
Thure Lindhardt besøger i afsnittet to familier, som hver især eksemplificerer, hvordan man på forskellige
måder og i forskellig grad kan blive rehabiliteret (hhv. 2m00s og 15m00s). Så vidt er der altså mange
ligheder de to tv-programmer imellem.
Thure Lindhardt spørger i interviewene ind til, hvordan tortur påvirker familie- og arbejdsliv, og i
samtale med en lokal ekspert og behandler hører man, hvorfor rehabiliteringen har været forskellig. Man
ser, hvordan det påvirker familiemønstre i forskellig grad, og hvordan det kan splitte familier ad. Som seer
opnår man herved en dybere forståelse for konsekvenserne af tortur.
I Medinas familiebesøg ser man først en families køkkenhave(14m20s). Man hører ikke om formålet
med haven, eller hvordan den kan forbedre flygtningenes vilkår i lejren, og ved det andet familiebesøg
(22m) ser man billeder af bombede huse og døde børn. Dette er dog uden at problematisere konflikten
eller familiens forhold til den. I begge tilfælde sætter programmet altså fokus på symptomer af
krisesituationen frem for, hvordan situationen påvirker familien eller regionen generelt. Seeren får altså
ingen yderligere forklaring og står derved tilbage uden en dybere forståelse af problematikken. Mens
Medina fokuserer på symptomer af krisen, kommer Lindhardt i modsætning her til ind på de mere
komplekse sider af problemerne ved tortur. Dignity Institute formår altså med Lindhardt i højere grad at
komme frem med budskabet end FKN gør det med Medina.
Løsningsforslag
De to TV programmer fremhæver også forskellige løsningsforslag. I forhold til teorien er det i denne
sammenhæng værd at være opmærksom på hvorvidt de to TV-programmer fremstiller de implicerede i et
ulige magtforhold, der fastholder bistandsmodtagerne ’i en repræsentation af hjælpeløshed’ - fremstillet
som ofre med den vestlige verden som frelser (Daley 2013, Kapoor 2012, deWaal 2008).
Thure Lindhardt forklarer sammen med en lokal kilde Ugandas amnesti-politik, der tillader
børnesoldater at vende tilbage uden at blive retsforfulgt. I tråd hermed afslutter serien med at forklare, at
”fjendebilleder byttes ud med forståelse” er løsningen (28m12s). Altså fokus på gensidig forståelse og
tilgivelse. Dette problematiserer kilden og Lindhardt ved at henvise til, hvordan ugandisk lov er i konflikt
med den internationale menneskerettighedsdomstols krav om udlevering til retsforfølgelse (19m40s). Der
peges altså direkte på, hvordan lokale aktører har vedtaget en succesfuld politik. I forlængelse heraf
antydes de strukturelle problemer i en lokal konflikt, hvor internationale magtstrukturer kan være
Side 57 af 87
problematiske for en pragmatisk lokal løsning i Uganda. Hvordan konflikten mellem Den internationale
domstol og LRAs vilje til at opgive kampen inddrages ikke direkte i dokumentaren (International Center for
Transitional Justice, Ankjærgaard). Et egentligt strukturelt opgør kommer altså ikke i stand, hvilket måske
også vil være for meget forlangt.
Løsningen for familien, som Medina besøger, er, at den har fået opholdstilladelse i USA, hvilket
understreges af speakeren: ” (…) familien glæder sig tydeligvis til de nye muligheder i USA” (16m15s).
Intervieweren og Medinas spørgsmål er, om de er glade for at skulle til USA, og om de har betalt billetterne
selv. Herefter giver en lokal ekspert information om, hvordan migrationen foregår. Der tages altså ikke fat
på, hvorfor de har fået opholdstilladelse, hvilke konsekvenser migrationen kan få for deres liv, eller for
konsekvenserne af at have levet et liv som flygtning uden arbejde eller reel skolegang. Dermed etableres
der ikke nye forståelser, som kan vise, hvordan problematikken rækker ud over den traditionelle forståelse
af flygtninge som nogen, der skal ’frelses’ ved at emigrere til vesten. Konflikten fremstilles i Medinas
tilfælde ikke som havende en lokal løsning med lokale aktører.
Opsummering
Den komparative analyse viser både forskelle og ligheder i de kendtes evne til at formulere det humanitære
budskab. Thure Lindhardt formår i sin dokumentar til dels at forklare dybden i Dignitys humanitære
budskab, mens Medina ikke formår at gøre det samme for FKN. Medina formår i ’Adgang med Abdel’
hverken at forklare problematikken eller pege på nye løsninger. Thure Lindhardt forklarer problematikken
og peger på amnesti som løsning. På trods heraf står de kendte selv til dels i vejen for at formidle
nuancerede løsninger. Selv humanitære budskaber kan altså være svære at adressere, når man bruger
kendte, men samtidig viser analysen imidlertid, at det vil kunne lade sig gøre. Dermed viser brugen af
kendte i forhold til levering af budskabet ikke bare kunne hindre et udviklingsmæssigt budskab men også
det humanitære, som ellers var mere sandsynligt.
I programmet problematiserer Medina og interviewpersonen som nævnt selv Medinas relation til
flygtningeproblematikken (19m20s). Denne relation vægtes højt i programmet, men det reelle problem er
dog ikke, om den kendte gennem sit autentiske bånd – Medina gennem sin far - føler en oprigtighed eller
ej, men om den kendte giver seeren en dybere forståelse af problematikken.
Delkonklusion Ifølge organisationerne selv er kendtes rolle primært at hjælpe til med fundraising samt at skabe
opmærksomhed omkring organisationen og dens formål. De viser sig i høj grad at kunne skabe
opmærksomhed og hjælpe til at få indsamlere og fungere som signalling-redskab over for befolkningen,
mens deres lobby-arbejde blandt politikere og erhvervsliv er begrænset. Kendte skal altså hjælpe til, at
Side 58 af 87
organisationerne kan nå nye målgrupper, der ellers aldrig er i kontakt med humanitære og
udviklingsmæssige problematikker. Dette kan imidlertid blive på bekostning af det udviklingsmæssige eller
humanitære budskab. Igennem en komparativ analyse af to kendtes fremstilling af to humanitære
programmer viser det sig, at de kendte kan have problemer med at fremstille problematikken til fulde. Da
’målet’ ikke klart kunne nås her, er sandsynligheden for, at det lader sig gøre i udviklingsmæssig
sammenhæng klart mindre. Det kan altså fastslås, at kendte ikke på nogen troværdig og overbevisende
måde har været i stand til at styrke organisationernes upward accountability gennem signalling. Den øgede
mediebevågenhed kan med en vis sandsynlighed blive på bekostning af det humanitære budskab, hvilket
har negative konsekvenser for både humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer. Det kan derfor
anbefales, at organisationerne opstiller klare rammer for, hvad de kendte kan udtale sig om, og ikke mindst
hvordan de skal gøre det.
I næste afsnit undersøges det, om brugen kendte personer har direkte indvirkning downward
accountability og deltagelse. Dette undersøges ved at se kendtes effekt på organisationernes projektvalg,
og om de kan øge organisationernes handlerum.
5.2 Downward accountability Ved at analysere medieudtryk, som det også blev gjort med sammenligningen i del af afsnit 5.1,
argumenterer teoretikere for, at kendte kan være med til at sætte dagsordenen omkring udvikling og
humanitær bistand og derigennem ændre den måde, man forvalter bistand på (Daley 2013, Kapoor 2012,
deWaal 2008). Som antaget i teoriafsnittet, kan dette betyde, at funktionel inddragelse falder, og at
strategisk inddragelse udebliver, som beskrevet har dette ingen særlige konsekvenser for humanitær
bistand, men er derimod problematisk for udviklingsbistand. Når ”Adgang med Abdel” med Medina i
centrum således fokuserer på vesten som frelser, promoveres også vesten som central aktør, frem for at
inddrage modtagersamfundene i beslutnings- og implementeringsprocessen.
I dette afsnit vil det blive analyseret, hvorvidt brugen af kendte kan få indflydelse på, hvordan
projekter udføres. Dette handler for det første om interne incitamentspres fra organisationsværdier, og
eksterne incitamentspres som financieringskrav. For det andet handler det om accountability-værktøjer i
form af forskellige former for inddragelse.
Påvirkning på valg af projekter Hvorvidt kendte har indflydelse på projektvalg, bekræftes, når organisationerne vælger projekter efter
medievenlighed eller den kendtes præferencer. Eksempelvis kan det medføre, at organisationerne i mindre
grad fokuserer deres midler på udviklingsarbejde frem for humanitære problemer. Ingen af
Side 59 af 87
organisationerne viser sig dog at svare på spørgsmålet som forventet. Tabel 7 viser, at kendte ifølge
organisationerne ikke har indflydelse på humanitære eller udviklingsmæssige prioriteter. Røde Kors
fremhævede allerede dette i afsnittet om upward accountability tidligere i opgaven. Et interview i
Folkekirkens Nødhjælp gør også meget tydeligt opmærksom på, at brugen af kendte ikke har indflydelse på
projektvalg:
”Nogle kampagner kan være bundet til noget bestemt (…). Andre kampagner er til det generelle
arbejde. Det [projektvalget] har intet at gøre med kommunikationsformen, det har noget med sagen at
gøre. Det kan både være politisk og ikke-politisk.”
(Folkekirkens Nødhjælp 2)
Det pointeres her, at kendte ikke har noget med projektvalget at gøre og primært fungerer som
kommunikationsredskab. Interviewmaterialet kan dog kritiseres for, at organisationerne kan være blinde
for de kendtes reelle indflydelse, grundet deres egen placering så tæt på processen. Hvorvidt udsagnene
har sin rigtighed eller blot er et udtryk for bias hos interviewpersonerne, må undersøges mere
dybdegående. Dette gøres via en økonomisk analyse af netop Folkekirkens Nødhjælps budgettering, som
følger nedenfor.
Bistandsfordelingen hos Folkekirkens Nødhjælp ser dog eksempelvis ud til umiddelbart at modsige
disse udtalelser. Folkekirkens Nødhjælp har på linje med de andre organisationer, som allerede illustreret,
været en del af en udvikling, hvor kendte indgår i højere og højere grad. Som forklaret i teoriafsnittet kan
en øget ’kendisficering’ betyde øget fokus på humanitær bistand på bekostning af udviklingsbistanden, da
denne er nemmere at forklare med kendte, hvilket igen betyder, at humanitært arbejde prioriteres over
udviklingsbistand.
Hvis man sammenligner Folkekirkens Nødhjælps bistandsprogram i 2010 og 2016, viser der sig en tydelig
forskel:
Tabel 8: Forskel mellem Udviklingshjælp og humanitær bistand 2010 og 2016
2010 2016
Udviklingsstøtte 209,2 mio (39,6%) 208,4 mio (36,2%)
Katastrofehjælp 202,4 mio (38,36%) 247 mio (42,9%)
Anvendt i alt 527,5 mio 575,2 mio
Note: tallene fra 2010 er taget fra FKN årsrapport 2010, tallene fra 2016 er taget fra FKN Årsrapport
2016.
Side 60 af 87
Tabel 8 sammenligner udviklingshjælp med katastrofehjælp. Tabellen viser, at udviklingsstøtte udgør
39,6 procent af Folkekirkens Nødhjælps samlede udgifter i 2010 udgør de kun 36,2 procent i 2010. Modsat
stiger katastrofehjælpen fra at udgøre 38,36 procent af de samlede udgifter til at udgøre 42,9 procent i
2016. Mens udviklingsbistanden falder 3,4 procentpoint, stiger katastrofehjælpen i samme periode 4,5
procentpoint. Forskellen mellem de to områder øges altså kraftigt, hvilket man ifølge de teoretiske
antagelser kan henføre til den øgede brug af kendte. Metodisk er årsrapporten dog problematisk, da den
ikke indeholder tal specifikt relateret til kendte, hvorfor tal, der bekræfter tendensen, kan skyldes andre
udviklinger. Det kan yderligere bemærkes, at årsrapporten viser en anden udvikling, som har fundet sted i
samme periode: De samlede midler til organisationens indsatser er faldet 49,4 millioner kroner, hvilket
primært skyldes en reduktion i tilskuddet fra Danidas udviklingsramme (Årsrapport 2016). Dette beløb
svarer meget vel til faldet i støtte til udviklingshjælp. Tendensen kan altså ikke direkte henføres til den
øgede brug af kendte.
Opsummerende kan rigtigheden af citatet ovenfor altså bekræftes. Det sandsynliggøres derfor, at
kendte i meget ringe grad er relateret til projekter eller programmer. Det viser sig dermed, at de kendte
ikke har noget med projektvalg at gøre, men primært fungerer som kommunikationsredskab. Det kan
derfor ikke ud fra det tilgængelige datamateriale sandsynliggøres, at kendte har indflydelse på
organisationernes projekter og projektvalg, og derfor vil kendte heller ikke påvirke inddragelses-former og
niveauer.
Kan brugen af kendte påvirke organisationernes handlerum? Et hovedfund i afsnittet om upward accountability var, at kendtes rolle for organisationerne var
fundraising. De skaber altså alternativ financiering til organisationerne gennem deres advokatur. Ifølge
teorien kan dette være med til at øge organisationernes handlerum, og derved undgå
’accountabilityfælden’. I forhold til de analytiske parametre giver dette altså mulighed for at lade interne
incitamenter styre bistandsgivningen frem for eksterne incitamenter som financieringskrav.
Tabel 7 viser, at langt de fleste organisationer ikke mener, at kendte øger deres handlerum som alternativ
finansieringskilde. I teoriafsnit 2.2 viste det sig med Ben Afflecks organisation, at denne netop manglede
ansvar over for SNGO’er og borgere i syd på grund af brugen af kendte som alternativ finansieringskilde.
Interviewet med Mellemfolkeligt Samvirke viser, hvordan eksterne financieringskrav stadig har primær
betydning for organisationerne: ”Det giver adgang til Danidas milliard”, som interviewpersonen udtrykker
det. Brugen af kendte handler altså også om at opnå adgang til statslige midler. Derved beholder den
danske stat kontrollen over bistandsgivningen, og organisationerne får ikke udvidet deres handlerum til at
Side 61 af 87
håndtere bistanden, som de selv helst vil, andet end inden for den fælles konsensus mellem stat og
organisationer. Kendte kan altså ikke udvide organisationernes handlerum i denne sammenhæng.
Røde Kors udmærker sig som eneste bekræftende case. I samtale om, hvordan Røde Kors
bruger kendte i sammenhæng med erhvervslivet, svarer interviewpersonen:
”Klub 10 er født med det dogme, at folk skal skaffe frie midler (…) så vi kan prioritere selv”. Hvis
tingene ikke har en form for mediebevågenhed, så er det sværere [at fundraise], for eksempel hvis vi
skal rykke ud til en katastrofe. Der er heller ikke nogen kampagner, hvor man fundraiser til lokummer i
afrika.” (…) Der er en masse usexede områder, hvor man har brug for frie midler.
(Røde Kors)
Her viser det sig altså, at kendte som en del af erhvervsgrupperne kan være med til at skaffe midler, som
giver et øget handlerum for organisationerne. Interviewpersonen giver udtryk for, hvordan interne
incitamenter spiller ind, men lægger også vægt på organisationens egne formål - herunder evnen til at
kunne rykke ud til katastrofer og levere sanitet trods en lav saliens på disse områder. Interviewpersonen
vægtede dog ikke i samtalen, hvordan dette kan være med til at øge eller mindske inddragelsen. På den
anden side er der også en erkendelse af begrænsningen i disse midler, og her fremhæves eksterne
financieringsincitamenter som primær begrænsning på evnen til at levere bistand, som organisationen selv
foretrækker:
”Langt de fleste penge vi får over finansloven er jo båndlagt, og i den store sammenhæng er det her
[fundraisingmidler fra klub 10] jo ikke mange penge (…) men det er et stadigt større ønske for os at
skaffe frie midler selv. Det gør, at vi kan bestemme selv, agere hurtigt og omstille os”.
(Røde Kors)
Midlerne fra den private fundraising er altså stadig begrænsede i forhold til midler fra Danida. Dette
bekræfter, at eksterne økonomiske incitamenter begrænser Røde Kors på samme måde som de andre
organisationer. Mekanismen, hvormed kendte kan påvirke organisationernes handlerum, er dog til stede,
selvom dette kun er med ringe udbredelse og effekt. Citatet antyder samtidig, at brugen af kendte er en del
af en større omstilling i den måde organisationerne financierer sig selv på. Det antydes således, at det at
bruge kendte til at skaffe frie midler vil være stigende i fremtiden. Denne omstilling vil blive taget yderligere
op i diskussionskapitlet.
Side 62 af 87
Delkonklusion Opgaven forventede, at kendte ville påvirke graden af downward accountability – det vil sige, hvorvidt
organisationerne inddrager lokale befolkninger i deres indsatsområder. Det viser sig, at kendte ikke
påvirker organisationernes projektvalg, og dermed heller ikke organisationernes downward accountability.
Herunder viste et case-studie, at ændringer i Folkekirkens Nødhjælps bistandsprioriteter ikke skyldes øget
brug af kendte, men en langt mere håndgribelig faktor, nemlig fald i støttemidler fra Danida. Danida spiller
også en stor rolle, når man undersøger, hvorvidt kendte som redskab for øget privat finansiering øger
organisationernes handlerum. Langt de fleste organisationer mener ikke, at kendte har denne effekt.
Derimod viser et studie af en enkelt case (Røde Kors), at organisationerne stadig har et stærkt eksternt
incitament i form af finansieringskrav fra Danida, hvilket er den mest centrale årsag til, at kendte ikke øger
organisationernes handlerum. Her kan kendisser altså heller ikke påvirke organisationernes downward
accountability.
5.3 Intern accountability Intern accountability handler om organisationernes egen relation til de kendte. Særligt hvorvidt kendte
påvirker organisationernes interne processer. Det vil sige, om det påvirker de interne processer i en sådan
grad, at brugen af kendte bliver mere en byrde end en fordel for organisationen. Kendtes effekt på intern
accountability handler for det første om afhængighedsforholdet mellem organisationerne og de kendte.
Det måles her ud fra, hvorvidt kendte anses som en ekstra arbejdsbyrde, dernæst i forhold til hvor svære
de er at holde fast på, hvilket kan være med til at påvirke organisationens evne til at regulere sig selv. Dette
kan komme til udtryk gennem en ændring i brug af værktøjer som organisationens evne til selvregulering
og at navigere efter sine bredere værdier, samt i eksterne incitamentspres som behovet for at vise ens evne
til at håndtere midler korrekt og effektivt.
Behovet for undersøgelse heraf er stort, da flere af organisationerne giver udtryk for, at de ikke selv
har nogen ide om effekten af samarbejdet med kendte personer. Eksempelvis lyder det i forbindelse med
interviewet hos Røde kors, at ”Meget af det, jeg siger, det er ikke noget vi har nogen tal på.”
Tilsvarende kommentarer lyder også fra andre organisationer (eksempelvis Folkekirkens Nødhjælp,
Dignity Institute mfl.).
Nedenfor undersøges først, primært ved hjælp af interviewdata, hvorvidt kendte er en arbejdsbyrde
for organisationerne, og dernæst undersøges på baggrund af økonomiske data og et casestudie i hvor høj
grad kendte kan påvirke organisationernes økonomier.
Undersøgelsen finder, at organisationerne i højere grad påvirker de kendte end, at organisationerne
påvirkes. Samtidig viser det sig, at brugen af kendte er en del af en generel tendens til stigende
kommunikationsudgifter for organisationerne.
Side 63 af 87
Kendte - en arbejdsbyrde? Brockington finder som beskrevet i teoriafsnittet, at kendte kan være en arbejdsbyrde frem for en fordel
for organisationerne. Dette skyldes, at der kræves en stor arbejdsindsats i forbindelse med hvervning af de
kendte samt i vedligeholdelsen af den mere formaliserede relation til organisationen som ”Ambassadører”.
Dette presser organisationens interne processer, hvilket i sidste ende kan betyde, at ressourcer tages fra
organisationernes kærneopgaver og dermed påvirker humanitær bistand og udvikling negativt.
Tabel 7 viser, at organisationerne overvejende afkræfter, at kendte påvirker den interne arbejdsgang.
Sammenhængen er dog mere broget end flere af de tidligere analyser ovenfor, da kun halvdelen (fire af
otte) afviser, at de presser organisationen, mens tre organisationer bekræfter sammenhængen. Dansk
Flygtningehjælp har ikke svaret på spørgsmålet. Dette skaber et behov for en kvalitativ analyse for at
komme til bunds i nuancerne af processen. Nedenfor gennemgås empirien ud fra de enkelte aspekter af
Brockingtons teori.
I forhold til hvervning af kendte pointerer Brockington, at det primært er organisationerne, der tager
kontakt til de kendte, samt at der før organisationerne tager denne kontakt, går et stort arbejde forud i
form af research. Dette holder overordnet stik i dansk kontekst. Her er det også primært organisationerne,
der i første omgang tager kontakt til de kendte. Organisationerne forklarer, at der går en længere proces
forud for, at kommunikationsafdelingen tager kontakt til og antager en kendt som støtte:
Red Barnet forklarer dette med, at ”vi [Red Barnet] vil have ægte engagement”. Dette indebærer at
finde en støtte, hvor man kan vække en interesse for et bestemt område, og hvor vedkommende kan bruge
sine evner til at nå en bestemt målgruppe gennem traditionelle og sociale medier. Samtidig vil det ifølge
interviewpersonerne lønne sig i det lange løb: ”Det er også vigtigt, når vi bruger ressourcer på det, at det så
er noget [et samarbejde], der kan holde.” (Folkekirkens Nødhjælp). I samtale om, hvordan Care udvælger
kendte, bemærkes det også, hvor vigtigt det er at finde den ’rigtige’ kendte: ”Det er ikke nok bare at være
kendt – det er ikke til strækkeligt at være operasanger eller x-faktor vinder”. I denne forbindelse
specificerer CARE og mange af de andre organisationer også, at de kendte, enten skal have en særlig
relation til en befolkningsgruppe i Danmark eller være forbundet til ’sagen’, som eksemplerne med Medina
og Thure Lindhardt også illustrerede.
Flere af de større organisationer bekræfter i øvrigt, at kendte til tider henvender sig for at blive støtter
for dem. Dette gælder Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet. Kontaktskabelsen går altså ikke
kun en vej.
Side 64 af 87
I spørgsmålet om ’commitment’, det vil sige, hvorvidt det kan være svært at have et vedholdende forhold
til de kendte, er organisationerne generelt afkræftende. At støtterne skulle være vanskelige at vedligeholde
kontakten til, som Brockington siger, holder således kun stik i ringe grad. Flere organisationer fokuserer i
deres forhold til de kendte på, at ”der skal være noget i det for begge parter” (Care, Røde Kors,
Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet). Organisationerne kan således tilbyde en sag med troværdighed og et
’meningsfuldt arbejde’, mens de kendte kan tilbyde deres karisma. Interviewpersonerne bekræfter også, at
de kendte over tid bliver mere ’dedikeret’ til sagen og organisationen (Folkekirkens Nødhjælp). Særligt er
det, som Brockington også påviser, på studieture, hvor de kendte tages med til et indsatsområde, at
organisationerne for alvor fanger deres interesse og skaber en relation. Flere bekræfter også, at kendte til
tider vælger deres professionelle arbejde fra til fordel for organisationen (Red Barnet, Folkekirkens
Nødhjælp). Det viser sig videre, at organisationerne også af og til vælger at stoppe samarbejder med
kendte, som viser sig ikke at være tilstrækkeligt ’committed’. Eksempelvis stiller Røde Kors tilsvarende
stærke krav til de kendte om, at støtterne ”kommer når vi[organisationen] beder dem om det”, mens
Folkekirkens Nødhjælp siger ”man skal passe på, man ikke lægger for mange timer i noget, der ikke kan
betale sig.” Dette tyder på, at organisationerne også har magt til at vælge og vrage blandt deres kendte
støtter, viser, at organisationerne generelt har kontrol med deres kendte støtters adfærd. Tilsvarende viser
’Spielberg-effekten’ sig også kun at være udbredt i ringe grad, dvs hos Dignity og Ibis. Dignity Institute, som
først inden for de seneste år er begyndt at bruge kendte, sætter lidt flere ord på dette fænomen:
"Sandheden er, at disse menneskers tilgængelighed bare er mindre. (…) Det tager tid at få det passet ind i
kalenderen.” Dette interview antyder, at den mekanisme, hvormed kendte kan påvirke organisationernes
interne virkemåde, i realiteten er til stede. Hvorvidt dette dog er mere udbredt end blandt de to
organisationer, som selv tilkendegiver det, kan være svært at vurdere.
Citatet fra Folkekirkens Nødhjælp i forrige afsnit om frygten for at bruge tid på noget, der ikke betaler
sig, illustrerer dog også en tendens til, at organisationerne får en følelsesmæssig relation til de kendte. I
flere af mine interviews ansigt til ansigt med organisationerne, omtales eksempelvis i anekdotisk form
”herlige Stine Bramsen[sangerinde]” (Dignity Institute), eller hvordan Medina ”faktisk er et godt, oprigtigt
menneske” (Folkekirkens Nødhjælp). Disse udtalelser skaber et billede af, at relationsopbygning kan ende
med nogle særlige personlige relationer, som kan stå i vejen for en kritisk stillingtagen til de kendtes
indsats.
Analysen til nu har vist, at kendte i meget ringe grad, er en arbejdsbyrde for organisationerne. Tværtimod
kan organisationerne gennem relationsopbygning skabe commitment til deres sag. De kendte har altså ikke
Side 65 af 87
i samme grad som i Brockingtons analyse af anglo-amerikanske organisationer evne til at presse
organisationernes interne processer. De mindre organisationer antyder dog, at kendte faktisk påvirker
organisationernes processer.
Nedenfor pågår en populationsanalyse, der undersøger betydningen af organisationens størrelse,
hvorefter en økonomisk caseanalyse af Dignity Institute vil gøre opmærksom på, at kendte faktisk er en
økonomisk byrde, men samtidig er en del af en generel omstrukturering af organisationen.
Økonomiske udgifter ved kendte? Dignity Institute som case. Sidste afsnit viste, at kendte kun i ringe grad lægger pres på organisationernes interne processer. Ifølge
Brockington betyder øget pres, at den økonomiske fordel ved at bruge kendte udebliver. Som beskrevet i
teoriafsnittet lyder en del af Brockingtons argument også, at udgifterne betyder, at mindre organisationer i
højere grad vil mangle kapacitet til at håndtere en fast relation til kendte og derfor vil fravælge denne
praksis.
Ibis, der som eneste af de undersøgte organisationer slet ikke bruger kendte støtter, bekræfter
direkte, at der er omkostninger ved at bruge ambassadører. Ibis siger således, at de ikke har tilstrækkelige
ressourcer til ”at holde et sådant ambassadørkorps skarpt” (Ibis).
For at teste denne tese bruges organisationernes økonomi som centralt mål, hvor organisationernes
størrelse operationaliseres ud fra årlig omsætning. Dernæst undersøges det gennem en case-analyse af
Dignity Institute, om kendte i højere grad er en økonomisk byrde frem for et aktiv for organisationerne,
som case.
Tabel 9 viser alle de undersøgte organisationers samlede udgifter i år 2015 (millioner kroner). Her
udmærker DFH og RK sig ved at have de absolut største poster på over en milliard kroner. Dignity og Care
har de mindste på godt 100 millioner. Også FKN og RB har store udgifter på knap 600 millioner kroner,
mens Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke er relativt små med udgifter på godt 200 millioner. Rigtig nok bruger
Tabel 9: Udgifter for de enkelte organisationer
År 2015 (mio) FKN RK RB Care DFH IBIS Dignity MS
Samlede
udgifter
584,40 1291,7 582 111,89 2543,68 220,35 101 245,22
Antal kendte 9(12) 180 9 16 2 - 22 4
Note: antal kendte er en gentagelse af hvad tabel 6 viser. Samlede udgifter er indhentet fra
organisationernes regnskaber eller årsberetninger.
Side 66 af 87
to af de store organisationer mange kendte, det vil sige FKN og Røde Kors. Derimod bruger store
organisationer som Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp i ringe grad kendte. Flere af de små bruger dog
også en del kendte, eksempelvis Care og Dignity. I den valgte empiri kan der derfor ikke siges at være en
systematisk sammenhæng mellem størrelse og brugen af kendte. Metodisk kan resultatet dog kritiseres for
at være biased af, at organisationer under 100 millioner kroner ikke er medtaget i undersøgelsen (som
diskuteret i metodekapitlet, afsnit 3.1. Hvorvidt billedet ser anderledes ud her, må dog stå hen i det uvisse.
Det kan påpeges, at de to organisationer, som tilkendegiver, at kendte kan presse deres interne
processer, Ibis og Dignity Institute, som blev diskuteret i sidste afsnit, også udmærker sig ved, at være langt
mindre end de andre undersøgte organisationer. Ibis har således en omsætning i 2015 på 220,3 millioner
kroner, mens Dignity Institute har en omsætning på 101 millioner kroner. Selvom dette til dels opbløder
den negative sammenhæng, er sammenhængen mellem økonomisk størrelse og brugen af kendte dog ikke
udbredt. Eventuelt kan det anbefales videre at undersøge, om grænseværdien ligger lavere end udgifter på
100 millioner. Alt i alt peger dette altså ikke på, at kendte kan sætte et pres på organisationernes interne
processer og herigennem presse den interne accountability.
Dignitys udvikling og prioriteringer
Dignity Institute udmærker sig ved at have gennemgået en stærk udvikling gennem de seneste år. Fra
2010 til 2016 er organisationen gået fra nul til 22 kendte supportere. Da udviklingen er sket over så kort tid
og for så ganske nylig, er casen en god mulighed for at undersøge, hvordan brugen af kendte påvirker
organisationens interne mekanismer. Organisationens relativt lille størrelse gør det nemmere at spore,
hvilke udviklinger der er sket i perioden og kan derfor antages at repræsentere nogle af de tendenser, som
har gjort sig gældende i bistandssektoren generelt. I Tabel 10 sammenlignes organisationen i 2010 med
organisationen i 2016, og hver især repræsenterer de en organisation uden og med kendte. Generelle
Tabel 10: Dignity Institutes udgifter til marketing og fundraising
DIGNITY INSTITUTE 2010 2016
Samlede indtægter 80,81 99,92
Privatindsamlede midler ? 2,65
Samlede udgifter 82,32 millioner 101,83 millioner
Udgifter til forskning og dokumentation 20,67 (25,11 %) 1,73 (1,7 %)
Udgifter til forebyggelse 33,63 millioner (40,86%)1 41,29 millioner (40,55 %)2
Udgifter til kommunikation 2,77 millioner (3,36 %) 6,84 millioner (6,72 %)
Note: Data indhentet i ’Dignity Insitute’s årsrapporter.
1 Posten ’TOV- og udviklingsprojekter i Syd’
2Posten ’Forebyggelse’
Side 67 af 87
udgifter er stadig mål for organisationens samlede størrelse. Da kommunikationsafdelingen også i denne
case står for kontakt med kendte, indikerer udgifter til denne afdeling (posten ’kommunikation, fundraising
og marketing’) graden af udgifter til at bruge kendte. Case-analysen finder, at selvom Dignity Institute
generelt er vokset, er udgifter til kendte vokset mere. At bruge kendte er altså omkostningsfuldt – dette
skal dog ses i lyset af generelle organisationsændringer. Organisationen skiftede i perioden 2010 til 2016
navn fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre til Dignity Institute og har i hele perioden haft
til formål at løse humanitære opgaver i form af rehabilitering efter tortur,- men også at udvikle landes
retssystemer, så tortur ikke forekommer. Samtidig bedriver institutionen forskning i tortur.
Tabel 10 viser, at Dignity Institutes samlede udgifter til projekter, administration og udvikling, samt de
specifikke udgifter til henholdsvis forskning, forebyggelse af tortur og kommunikation. Vægtningen af
forskning kommer til udtryk i, at ”Forskning og Dokumentation” udgør 25,11 procent af det samlede budget
i 2010. Derudover udgør projekter i syd 40,83 procent af det samlede budget og kommunikation kun 3,36
procent. Disse fokusområder giver umiddelbart indtryk af, at organisationen i høj grad er langsigtet
fokuseret, og fokuseret på udvikling i Syd, mens organisationens relationer til den danske befolkning er af
lavere prioritering. I 2016 findes forskning ikke længere på organisationens poster, mens ”dokumentation”
nu udgør 1,7 procent af de samlede udgifter. Dette må antages at erstatte forskningsposten. Udgifter til
”projekter i syd” er udskiftet med ”Forebyggelse”. Denne post udgør stadig samme andel (40,55 procent),
hvilket dækker over en del af de samme projekter, men også inkluderer projekter i Danmark.
Organisationen er altså vokset med knapt en fjerdedel, og samtidig ses det, at omkostningerne til
kommunikation også er steget en del. Stigningen heri har dog ikke været proportionel med stigningen i de
samlede udgifter, men derimod er andelen steget fra 3,36 procent til 6,72 procent. Denne voksende
vægtning af kommunikation må antages eventuelt at skyldes et øget fokus på fundraising. Det ses blandt
andet af, at ’fundraising’ er blevet en indtægtspost på organisationens regnskab. Indtægtens størrelse på
2,65 millioner er dog langt mindre end udgifterne til kommunikation. Satsningen på kommunikation har
medført, at organisationen er blevet mere alment kendt. Dette er sket gennem TV, koncerter og events
rundt i Danmark. De flere andre organisationer har tilsvarende eller højere udgifter til kommunikation.
Eksempelvis Care med en andel på 6,25% og Folkekirkens Nødhjælp med en andel på 10,76 procent.
Det tyder på, at kendte er en del af en bredere organisatorisk udvikling, hvor større fokus på
kommunikation og fundraising betyder, at kendte supportere bliver en del af organisationen. Som en del af
disse mekanismer er kendte med til at påvirke brugen af midler inden for organisationen og derfor den
interne accountability. Dette kan siges at være problematisk for organisationens kærneopgaver i og med, at
penge således går fra kærneopgaver og over til andre poster. De generelle udgifter er steget med knap 19,5
millioner fra 2010 til 2016, det vil sige en stigning på 23,71 procent, hvilket kan have gjort det muligt at
Side 68 af 87
bruge flere penge på humanitære og udviklingsmæssige opgaver. Dermed er der i perioden også blevet
flere midler til konkrete udviklingsopgaver. Posten her er steget med 22,78 procent, hvilket knap svarer til
den generelle udgiftsstigning. Dette kan anskueliggøres ved at kigge på udgifter til forebyggelse af tortur.
Her ses det, at mens posten er steget nominelt, er andelen stadig den samme. Det kan problematiseres, at
projekter i Danmark opprioriteres, hvilket betyder at udvikling og humanitært arbejde i ulande er blevet
nedprioriteret.
Opsummering
Analysen viser for det første, at kendte er en del af en bredere udvikling inden for organisationen, der til
sammen har medført nogle strukturelle omprioriteringer. Det kan imidlertid ikke direkte anskueliggøres, at
kendte har påvirket organisationens funktionelle og strategiske værktøjer, eller at organisationens evne til
at regulere sig selv er blevet kompromitteret. Til gengæld er den langsigtede prioritering af forskning blevet
omgjort til i højere grad at fokusere på handling, samt at kommunikation og herunder brug af kendte
aftager en stigende andel af organisationens samlede midler.
Det kan derfor stadig være relevant for organisationerne at være opmærksomme på, om brugen af
kendte kan være med til at forskyde midler fra kærneopgaver over mod mere perifere
kommunikationsopgaver, som håndtering af kendte. Samtidig er det vigtigt ikke at være blind for, hvordan
denne tendens er en del af en generel omstrukturering af organisationerne.
Delkonklusion Det har her vist sig, at organisationernes interne processer ikke i nævneværdig grad kommer under pres på
grund af brugen af kendte. Rigtignok skal der ”en del ressourcer til for at holde sådan et ambassadørkorps
skarpt”, som Ibis udtaler, men analysen viser, at de kendte i høj grad er til organisationernes fordel og ikke
en ulempe. I omstruktureringen af Dignity Institute stiger deres generelle udgifter til programmer mv.
således kraftigt, mens udgifterne til kommunikation stiger over proportionerne, men det forbliver dog et
relativt lille beløb. Økonomiske midler ledes altså i meget begrænset mængde fra kærneopgaver over på
administration, hvilket dog overordnet imødekommes af en voksende omsætning. Forventningen må
derfor afkræftes. Herudover er det interessant at se omstruktureringen som en del af en generel forandring
i bistandssektoren i Danmark.
5.4 Konklusion på analysekapitlet Dette kapitel har undersøgt, hvordan kendte påvirker danske INGO’ers accountability-relationer. Det viser
sig, at de fleste af de undersøgte organisationer bruger kendte samt at tendensen er stigende, men at
Side 69 af 87
brugen af kendte også kun delvist bekræfter, hvad der kunne forventes ud fra den hidtidige litteratur.
Derfor er effekterne på organisationernes accountability-relationer også afveget fra de forventede.
I forhold til upward accountability viser det sig, at kendte primært bruges i kommunikation med
borgere i Nord, gennem sociale- og traditionelle medier. Dette har primært til formål at skabe
opmærksomhed omkring organisationen og øge fundraising. I tillæg viser det sig, at kendte ikke er
brugbare i forhold til at levere budskabet, hvorfor de ikke kan fungere som signalling-værktøj. Kendte er
altså med til at fastholde allerede etablerede forestillinger om bistandsmodtagere som nødlidende og
påvirker dermed hindrer organisationernes humanitære og udviklingsmæssige prioriteter. I tillæg har
brugen af kendte primært kommercielle mål for øje, hvilket ikke bare ses af kommunikationskanalerne i
forhold til upward accountability, men også i forhold til downward accountability. Her viser det sig, kendte
ikke er med til at øge organisationernes handlerum. Derimod er de fundraisingmæssige fordele begrænset
af, at kendte i højere grad blot er med til at imødekomme eksterne incitamentskrav fra Danida. Samtidig
viser det sig gennem en caseanalyse, at kendte ikke har indflydelse på hvilke projekter organisationerne
prioriterer. I forhold til intern accountability ses det, at kendte ikke er en særlig arbejdsbyrde for danske
INGO’er, hvorfor de i forlængelse heraf heller ikke er en større udgift end de er et aktiv. Samtidig antyder et
casestudium (Dignity), at brugen af kendte dog er med til at øge udgifterne til administration i
organisationerne. Det kan derfor konkluderes at kendte har sine primære effekter på danske INGO’ers
upward accountability, og er således en del af en stigning i andelen af organisationernes udgifter til
kommunikation og fundraising. Her peger organisationerne igen på det eksterne incitamentspres fra
Danida som primær årsag til, at INGO’erne også vælger at fokusere deres midler her. I høj grad har eksterne
incitamentspres altså betydning for organisationernes til- og fravalg. Næste kapitel vil diskutere forskellige
muligheder, i forhold til at forstå analyseresultaternes afvigelser fra teorien. Herunder diskuteres det som
analysen antyder, hvorvidt graden af kendtes påvirkning på danske INGO’ers humanitære og
udviklingsmæssige prioriteter kan ses som et symptom på eksterne faktorer og de incitamenter, der opstår
i den danske bistandsstruktur.
Side 70 af 87
Kapitel 6: Diskussion af metodiske, teoretiske og empiriske overvejelser Nærværende studie ønsker som bekendt at undersøge: Hvordan bruger danske bistandsorganisationer
kendte personer som støtter i deres arbejde, og i hvor høj grad påvirker dette organisationernes
humanitære og udviklingsmæssige prioriteter?
Analysen har vist, at brugen og effekten af kendte i Danmark bekræfter nogle af de teoretiske
forventninger, mens også, at flere resultater afviger fra, hvad man har set i den hidtidige, internationale
litteratur. Nedenfor vil det blive diskuteret, hvorvidt disse afvigelser kan skyldes metodiske fejl, det
teoretiske fokus eller afvigelser i det empiriske landskab. Den metodiske diskussion finder, at der ikke er
væsentlige reliabilitets eller validitetsproblemer og slutter, at undersøgelsen er gyldig. Her på følger den
teoretisk diskussion af frugtbarheden i dette speciales brug af den hidtidige litteratur om brugen af kendte.
Slutteligt tages der fat på det empiriske genstandsfelt gennem en diskussion af, om egenskaber ved den
danske bistandsstruktur kan skabe afvigelser fra teorien i forhold til kendtes påvirkning på
bistandsarbejdet.
6.1 Metodiske overvejelser Analysen viser, at brugen af kendte blandt de danske bistandsorganisationer afviger fra flere af de
teoretiske forventninger. Dette kan være systematisk, tilfældigt eller skyldes særlige tredjefaktorers
indvirkning i undersøgelsesperioden. Overordnet er dette søgt imødekommet ved at inddrage så bredt et
udsnit af de større danske organisationer som muligt. Nedenfor diskuteres undersøgelsens reliabilitet,
målingsvaliditet og generaliserbarhed.
Reliabilitet handler om tilfældige fejl (Andersen et. al.: 102). Umiddelbart ses det af Tabel 7, at
organisationerne i forhold til langt de fleste parametre svarer systematisk.3 Tilsvarende ses det, at det ofte
er de samme organisationer, som afgiver det typiske svar, og endvidere er de organisationer, som afviger
fra den generelle tendens, er de samme i forhold til langt de fleste undersøgelsesparametre. I relation til
organisationer er der tale om Dignity Institute og Røde Kors, der begge er blevet fremhævet i analysen som
gennemgående afvigende. Samtidig er IBIS og DFH de eneste organisationer, der ikke er i stand til at svare
på alle spørgsmål. At organisationerne på denne måde er konsistente på tværs af parametrene, tyder også
på, at der ikke er reliabilitetsproblemer i undersøgelsen. At undersøgelsen ved gentagne observationer af
samme teoretiske aspekter opnår samme resultater, indikerer en stærk konsistens på tværs af cases. Dette
har flere fordele: For det første betyder det, en stærk mætning af de analytiske begreber og for det andet
sandsynliggør det, at der ikke er tilfældige fejl i undersøgelsen.
3 Her er de typiske svar, som inkluderer langt de fleste af organisationerne, fremhævet med ’fed’.
Side 71 af 87
Fravær af tilfældige fejl behøver dog ikke at betyde, at undersøgelsen er gyldig. Der er derimod
mulighed for, at der er problemer med målingsvaliditeten, det vil sige systematiske fejl. Dette
sandsynliggøres af, at analysens resultater på flere parametre systematisk afviger fra teorien. Som det også
blev fremhævet i diskussionen af forskningsdesignet i kapitel 3, kunne et andet metodevalg (som
eksempelvis et observationsstudium) i højere grad have godtgjort for konsistens mellem empirien og
teorien. På den anden side har opgaven benyttet en række forskellige operationelle mål og kildetyper,
hvilket har hjulpet til at nuancere resultaterne og øget den interne konsistens ad anden vej. Samtidig har
inddragelse af andre interviewpersoner uden for organisationerne hjulpet til at validere deres udsagn. Igen
kan systematiske fejl udover at skyldes metodevalg også skyldes valg af enheder. Som Tabel 5 i Kapitel 3
viser, har opgaven primært undersøgt større organisationer, herunder de fem største danske
organisationer, samt enkelte mindre organisationer. Eventuelt kunne inddragelse af flere mindre
organisationer have medført større variation i undersøgelsens resultater. Der kan således tages forbehold
for den metodiske tilgang, selvom eventuelle problemer er søgt imødekommet ad anden vej.
Generalisering har ikke været denne undersøgelses hovedmål, det har derimod været at afdække et
fænomens mekanismer, nemlig brugen af kendtes påvirkning på danske INGO’er. Hvorvidt undersøgelsens
resultater alligevel kan siges at være generelt gyldige i dansk kontekst, kan diskuteres. På den ene side
gjorde flere af interviewpersonerne før, under eller efter desuden opmærksom på, at ”du har måske også
hørt det her hos nogle andre”. Således viste det sig også, at jeg som interviewer ofte kunne forudse en
række svar, før spørgsmålene blev stillet. De teoretiske aspekter, som er blevet bekræftet i undersøgelsen
af de otte danske organisationer, kan man derfor i nogen grad forestille sig vil være generelt gældende for
danske NGO’er. På den anden side, har undersøgelsen dog fokuseret på organisationer med omsætning
over 100 millioner, hvorfor at der er en stor gruppe af organisationer som ikke er omfattet af
undersøgelsen, som der med mindre sikkerhed kan generaliseres til. Samtidig vil de af analysens resultater,
som afviger fra det litteraturen billede indtil nu viser os, i noget mindre grad kunne antages at have generel
gyldighed for danske INGO’er. Der må derfor flere undersøgelser til for at dette kan fastslås.
Trods mindre metodiske komplikationer i forhold til blandt andet valg af INGO’er kan det sandsynliggøres,
at analysens resultater ikke lider under alvorlige metodiske fejldispositioner. Derimod er der stadig
mulighed for, at afvigelserne skyldes mangler i teoriens applicerbarhed eller en særlige tredjefaktorers
indvirkning.
Side 72 af 87
6.2 Teoriens brugbarhed Opgaven har som beskrevet taget udgangspunkt i en deduktiv metode, hvorudfra en række forventninger
omkring kendtes påvirkning på organisationernes adfærd er blevet udledt. Analysen viste, at teorien om
kendte kun delvist holder vand, hvorfor man også kan overveje teorien og dens begrebers gyldighed. I
forhold til upward accountability var de kendte eksempelvis ikke i stand til at ændre organisationernes
relationer med de politiske eliter, som ellers blev fremhævet af flere forfattere(Budabin 2015, Cooper
2008a, Furedi 2010). Afvigelser som denne kan betyde at man også bør overveje, om forståelsen af ’kendte’
som en ensartet størrelse bør nuanceres.
Den hidtidige litteratur som dette speciale baserer sine resultater på, har haft en høj grad af fokus på
enkelte kendte – her eksempelvis Bonos særligere status, som har øget mulighederne for hans organisation
i forhold til upward accountability(Cooper 2008a, Cooper 2008b, Bloodgood, Tremblay-Boire & Prakash
2014) og Ben Afflecks organisationsmåde som har svækket hans ansvarsrelation overfor partnere i
syd(Budabin 2015). Andre studier, hvis kontekst denne opgave skriver sig ind i, har sat fokus på enkelte
’store stjerner’ som Angelina Jolie (Mostafanezhad 2015), Madonna (Rasmussen 2015) eller Sean Penn
(Rosamond 2015b). Specialets fokus har altså nogen grad bygget på fund i relationer mellem bestemte
kendte og deres organisationer, hvor den kendte har haft stor betydning for bistandsarbejdets
tilrettelæggelse og udførelse. Man kan derfor overveje, om teorien således ikke er passende, når den
bruges på allerede etablerede organisationer, der i stedet engagerer kendte eksternt frem for at undersøge
de ’store stjerner’s egne organisationer. Har nærværende studium tilsvarende været ’forblændet’ af det
kendtes karismatiske autoritets tilsyneladende stærke effekt? Eller burde dette studium i stedet i højere
grad have fokuseret på ’de kendte’ som variabel frem for konstant hvor nogle kendte viser sig at have en
stærkere effekt end andre?
Brockington, som er central for dette studiums forståelse af kendtes effekt på intern accountability,
anlægger dog i sit studium en mere generel vinkel på INGO-sektorens engagement af kendte. Samtidig
finder han, at påvirkningen her fra rent faktisk er til stede, trods det faktum at han ser på sektoren generelt.
Dermed kan det sandsynliggøres, at effekten af kendte ikke bare er baseret på enkelte kendtes særlige
evner, men burde gøre sig gældende for kendte generelt.
PÅ den anden side deler Brockington et karakteristikum med den resterende forskning, nemlig at den
primært er blevet foretaget i en britisk og amerikansk kontekst. Denne forskel betyder, at man derfor til
gengæld kan overveje, om der er en væsensforskel i genstandsfeltet hos danske INGO’er og anglo-
amerikanske INGO’er.
Side 73 af 87
6.3 Empiriske afvigelser De to foregående afsnit har vist, at afvigelserne fra teorien ikke skyldes væsentlige metodiske problemer,
og at variation i de kendte personers adfærd heller ikke kan være årsag til de afvigende
undersøgelsesresultater. Derimod kan det overvejes, om særegenheder i det empiriske genstandsfelt kan
være en årsag. Nedenfor diskuteres det, om noget landespecifikt kan være årsagen til, at danske INGO’er
adskiller sig fra de generelle teorier.
Hvori ligger disse afvigelser? Analysen af upward accountability viste, at de typiske kommunikationskanaler fungerede via traditionelle
medier og organisationernes egne sociale medie-platforme. Begge med den hensigt at nå ud til de danske
borgere. Modsat var brug af kendte i kommunikation med politiske- og erhvervsmæssige eliter kun udbredt
blandt få organisationer. Her sås dog også en række afvigende cases: Røde Kors udmærker sig således ved
at være den organisation, der bruger flest kendte i arbejdet og det udelukkende til økonomiske mål. Røde
Kors bruger således ikke kendte til at ’levere budskabet’, men blot til fundraising-formål. Dette inkluderer
også, som Tabel 7 viser, at Røde Kors som eneste organisation bruger kendte i relation til erhvervslivet. Ud
over at kendte øger egenfinancieringen, viste Dignity blandt andet også, at kendte formår at levere
organisationens budskab og at sætte humanitær bistand på dagsordenen.
I forhold til downward accountability kan det på samme vis fremhæves, at organisationerne generelt
afkræfter, at kendte trods deres fundraising-fordele ikke øger organisationernes handlerum, så
organisationerne kan handle efter egne prioriteter. Derimod binder eksterne incitamenter i form af statslig
finansiering stadig organisationerne: Flere af de interviewede lagde vægt på, at dette hænger sammen
med, at kendte primært skal bidrage til fundraisingaktiviteter: Det giver ”adgang til Danidas milliard”, som
Mellemfolkeligt Samvirke beskriver det. Formålet med at bruge kendte stammede altså primært fra et
eksternt incitament. At kendte tilsvarende ikke bruges i kommunikation med politikere, mindsker
mulighedsrummet i forhold til at påvirke disse eliters prioriteringer omkring organisationernes arbejde.
Organisationerne fik altså generelt ikke øget deres lobbyaktiviteter gennem brugen af kendte. Samtidig
viste analysen af Folkekirkens Nødhjælps økonomiske prioriteringer, at ikke kendte, men derimod Danidas
faldende økonomiske støtte var udslagsgivende for, at organisationen prioriterede humanitær bistand frem
for udviklingsstøtte. Til sammen peger dette i retningen af, at Danida lægger et afgørende eksternt pres på
organisationerne.
I forbindelse med intern accountability viste analysen af organisationen Dignitys udvikling over tid, at
kendte er en del af en mere generel omstrukturering af organisationerne, hvilket også afspejles hos andre
organisationer: Care skriver blandt andet, at omstruktureringen i det omkringliggende miljø har været med
Side 74 af 87
til at presse organisationernes interne strukturer: ”Der er mere konkurrence og folk har mere travlt” (Care).
Andre organisationer lægger også vægt på, at brugen af kendte i det humanitære og udviklingsmæssige
arbejde vil være voksende fremover, hvilket blandt andet skyldes en forestilling om øget konkurrence
organisationerne imellem:
”Det kommer til at fylde mere, fordi udviklingsbistanden samtidig bliver mindre – der er kommet et helt
nyt system, der er mere konkurrenceorienteret, hvor man også kommer til at lægge vægt på evnen til
selv at rejse egne penge”.
Citat fra interview i MS
Her italesætter interviewpersonen det eksterne incitamentspres. En øget konkurrence, kan man således
forestille sig, bunder direkte i forandringer i de eksterne incitamenter. Det vil sige, hvor vidt afhængigheden
af Danida og Udenrigsministeriets bevillinger vokser eller falder.
DANIDA fremhæves flere gange både angående downward- og intern accountability, og kan derfor i
accountability-ramme forstås som det primære eksterne incitament, der i høj grad har betydning for
organisationernes måde at prioritere deres arbejde på.
Nedenfor diskuteres det, hvad der konstituerer den danske bistandsstruktur og hvilke udviklinger, der
har fundet sted, og som kan have øget konkurrencen organisationerne imellem.
Hvordan kan afvigelserne relateres til det danske bistands-regime? Den danske bistandssats har traditionelt været set som en afspejling af vores universelle velfærdsmodel,
hvilket har medført en relativt høj ulandsbistandssats(Lancaster 2008: 204). Ikke bare er den danske
bistandssats blandt de højeste – det danske NGO system er også blandt de mest restriktive (Bodenstein,
2015: 362). Dette hænger sammen med den korporatistiske tradition i det danske civilsamfund, som
betyder en høj grad af samarbejde mellem NGO’er og statslige institutioner. Her ser vi en tydelig kontrast til
det pluralistiske system, hvor organisationerne står i opposition til statsmagten og i højere grad
konkurrerer om midler (Bloodgood, Tremblay-Boire & Prakash 2014). Forskel systemerne imellem henføres
af andre til strukturen i det politiske landskab. Det danske flerpartisystem har eksempelvis betydet, at
bistand er blevet opprioriteret på den politiske dagsorden, og man ser eksempelvis Radikale Venstre, der
prioriterer bistand højt, som støtte-parti for en række regeringer fra højre- og venstrefløjen har været
tungen på vægtskålen i de parlamentariske forhandlinger (Lancaster 2008: 206). Dette står som
modsætning til det amerikanske præsidentielle topartisystem, hvor det ikke har været muligt, at et tredje
parti satte dagsordenen på bistandsområdet. Derimod har eventuelle udsving været båret af enkelt-
Side 75 af 87
begivenheder eller en præsidents interesse i bistand (Lancaster: 64). Generelt har bistand derfor ligget lavt
på den politiske dagsorden, hvorfor bistandssatsen tilsvarende også har været lavere i USA.
Man kan diskutere, om det danske ’bistandsregime’ som sådan er i forandring. Over de seneste år har det
danske politiske landskab således ændret sig en del, og Radikale Venstre har været uden for direkte
indflydelse på samtlige borgerlige regeringer siden 2001 (Statsministeriet 2017). Dette ses afspejlet i figur
tre nedenfor. Her fremgår det, at mens den danske udviklingsbistand (ODA) bevægede sig omkring en
procent af BNI, er den efter år 2001 faldet omkring 0,25 procentpoint til omkring 0,75 procent af BNI i
2016. Dette dog med en midlertidig stigning omkring år 2009-2010.
Figur 3: Dansk udviklingsbistand år 1960-2016 målt i pct. af BNI
Note: Figuren er baseret på data fra OECD. (OECD 2016)
Man kan på baggrund af dette fald i ODA betragte billedet af Danmark som ’global omfordeler’ som et
billede i forandring - noget, der også reflekteres i de accountability-værktøjer, som rammeaftalen mellem
Danida og de danske NGO’er indeholder (Marcussen 2016, Udenrigsministeriet 2000). Dette indebærer
blandt andet krav om, at organisationerne skal vise, om deres arbejde har folkelig opbakning, og dette har
så udmøntet sig i, at organisationerne skal fundraise en større del af deres midler selv, førend de kan få
andel i DANIDAs samlede budget (ibid). Således kræver rammeaftalen egenfinanciering på 20 procent og
forventninger om innovation til den måde, organisationerne skaber folkelig forankring på
(Udenrigsministeriet 2000: 68).
I 2016 ændrede rammebetingelserne sig endnu engang, hvilket blandt andet kom til at betyde, at en
større del af bistandsmidlerne nu skulle bruges på håndtering af flygtninge i Danmark (Udenrigsministeriet
0,7
0,75
0,8
0,85
0,9
0,95
1
1,05
1,1
1991 1996 2001 2006 2011 2016
OD
A i
pct
af
BN
I
År
Side 76 af 87
2016). Bevillingerne til det reelle bistandsarbejde via de danske NGO’er er derfor faldet, og
organisationerne har efterfølgende måttet finde flere midler selv, hvorved konkurrencen mellem dem er
vokset (Frandsen, Løppenthin 2017, Christiansen 2013: 602).
Trods større behov for at finde midler selv betyder disse forandringer i Danidas støtte-struktur på den
anden side, at organisationerne i endnu højere grad er blevet afhængige af disse midler. Større
egenfinanciering følges så at sige ikke op af svækkelser i accountability kravene. Danida stiller i 2016 stadig
højere krav til upward accountability i form af lovkrav om folkelig opbakning og om at kunne dokumentere
projekter i syd. Desuden til downward accountability i form af inddragelse af lokale samarbejdspartnere
samt intern accountability – her som krav til regnskab og revision af interne processer (Udenrigsministeriet
2016).
I lyset af analysen af kendtes påvirkning på organisationernes accountability-relationer fungerer
relationen til Danida som et stærkt eksternt incitament, hvilket har vist sig grundliggende at kunne forandre
den måde, danske bistandsorganisationer arbejder på. Dette eksterne incitament ses også direkte udtrykt i
interviewmaterialet, hvor interviewpersonerne bekræfter, at kendte kan være med til at imødekomme og
afhjælpe egenfinancieringskravet som det kommer til udtryk i rammeaftalen (se analysen for uddybning).
Diskussionen ovenfor har drevet bevis for, at den særlige danske kontekst betinger kendissers
indflydelse på organisationernes virkemåde. Dette giver anledning til at moderere kausalmodellen
vedrørende specialets empiriske sammenhæng, hvor det kan overvejes, om den nationale bistandsstruktur
skal tilføjes som en overordnet betingelse for kendtes indflydelse på bistandsorganisationernes
humanitære og udviklingsmæssige arbejde, hvilket leder frem til Figur 4 nedenfor. Primært ses det i
forskellen mellem det danske og det anglo-amerikanske bistandsregime, men samtidig antydes denne
diskussion, at forandringer i bistandsstrukturen, giver mulighed for, at kendte kan påvirke organisationerne
i mere eller mindre grad.
Man kan igen angribe denne figur for at være forhastet i forhold til, at konkludere på bistandsregimets
betydning. Blandt andet har der ikke fundet en analyse sted som direkte analyserer sammenhængen i
anglo-amerikansk kontekst, hvorfor ikke kan siges at gælde generelt, men umiddelbart blot for den danske
bistandsstruktur.
Side 77 af 87
Figur 4: Appliceret kausalmodel over specialets empiriske sammenhæng
DANSK BISTANDSSTRUKTUR
Kendis-støtte
INGO HUM./UDV. ∆ bistandsadfærd
6.4 Delkonklusion Dette kapitel har diskuteret analyseresultaternes gyldighed ud fra en metodisk, teoretisk og empirisk vinkel.
Det viste sig her, at der ikke er grundlæggende metodiske problemer, at teorien er brugbar, selvom den i
høj grad har fokuseret på enkelte cases. Den primære årsag til afvigelserne i resultaterne kan derimod ses
som en del af egenskaberne i det danske bistandsregime, der har vist sig at ligge et betydeligt eksternt
incitamentspres på danske bistandsorganisationer, hvilket både har fordret den måde danske INGO’er
bruger kendte på, men også hindret direkte negative konsekvenser i forhold de humanitære og
udviklingsmæssige prioriteter. Ændringer i bistandsstrukturen, vil dog også kunne forandre brugen af
kendtes indvirkning på organisationernes humanitære og udviklingsmæssige prioriteringer.
Bistandsregimets rolle i kendtes indvirkning på organisationer har dog også konsekvenser for den teoretiske
forståelse af kendtes effekt og fremover kan det derfor anbefales at tage højde for bistandsstrukturen, når
kendtes indflydelse på udvikling og bistand undersøges.
Værdier og medarbejdere
Bistandsklienter, SNGO’er
Donorer og danske borgere
Ansvar overfor:
Side 78 af 87
Kapitel 7: Konklusion Dette speciale har undersøgt, hvorvidt og hvordan danske INGO’er bruger kendte som støtter i deres
arbejde, og i hvor høj grad dette påvirker organisationernes humanitære og udviklingsmæssige
prioriteringer.
Større danske INGO’er bruger i høj grad kendte og vil komme til at bruge dem endnu mere i fremtiden.
Kendtes effekt på organisationernes accountability blev målt i forhold til tre relationer: 1) Upwards
accountability til borgere og donorer i nord, hvor teorien antog, at kendte kunne ændre denne relation. 2)
Downwards accountability relation til bistandsmodtagere og -partnere i syd målt på kendtes effekt på
INGO’ernes projektvalg og handlerum. 3) Internt målt på organisationernes værdier og selvregulering, hvor
det blev antaget, at kendte kunne påvirke interne processer og derigennem fjerne fundraising-fordelen ved
at bruge kendte.
Analysen har vist, at kendte har en delvis effekt på organisationernes prioriteringer, men at denne er
mere begrænset, end hvad der kunne forventes på baggrund af den hidtidige litteratur på området.
Primært ses det, at kendte påvirker danske INGO’er i forhold til upward accountability, hvor kendte giver
organisationerne mulighed for at skabe kontakt med danske borgere gennem sociale medier og
traditionelle medier og bidrage til fundraising. Samtidig er kendte i ringe grad i stand til at forklare
humanitære problemstillinger, hvorfor brugen af kendte personer er hindrende for organisationernes
humanitære og udviklingsmæssige prioriteter. Samtidig bruges kendte med enkelte undtagelser ikke til at
skabe kontakt mellem INGO’erne og politiske og erhvervsmæssige eliter. I forhold til downward
accountability påvirker kendte ikke organisationernes prioriteringer. Derimod viser det sig, at de
fundraisingmæssige fordele er begrænset af eksterne incitamentspres, hvorfor kendte ikke øger
organisationernes handlerum, men samtidig heller ikke påvirker deres projektvalg, hvorved kendte altså
ikke påvirker deltagelse fra lokale partnere i Syd. Videre viser analysen, at selv om det kan være krævende
og omkostningsfuldt at engagere kendte og vedligeholde relationen til disse, som interviewene viser, men
udgifterne er begrænsede, hvorfor tesen om kendtes indflydelse på intern accountability og øgede vægt på
administration også kan afkræftes. I denne sammenhæng antyder en case-analyse dog, at brugen af de
kendte er en del af en større omstrukturering i danske INGO’er.
Diskussionen peger på, at en årsag til kendtes begrænsede direkte indflydelse på organisationernes
prioriteringer kan ligge i organiseringen af det danske bistandssystem. Her skaber Udenrigsministeriet
gennem Danida på den ene side økonomiske incitamenter for INGO’erne til i højere grad at bruge kendte,
mens statsinstitutionerne på den anden side via rammeaftalerne stiller stærke krav til organisationernes
måde at levere bistand på. Dette kan lade sig gøre, da større danske bistandsorganisationer alle er
Side 79 af 87
afhængige af støtte herfra. I fremtiden kan man også forestille sig, at ændringer i bistandssystemet også vil
kunne åbne muligheden for at kendte i højere grad kan få lov at påvirke organisationernes prioriteringer.
Metodisk er analysen blevet foretaget ved hjælp af en triangulering af forskellige kildetyper som
medieindhold, årsrapporter, regnskaber og interviews. Mens interviewene har givet indblik i
organisationernes funktionsmåde, har rapporter og medieindhold bidraget med validering og nuancering af
organisationernes udsagn. Andre metoder kunne dog også have været frugtbare, blandt andet fremhæves
det, at et observationsstudium kunne have vist sig fordelagtigt i forbindelse med at skulle påvise konsistens
i relationen mellem empiri og teori. Dette har dog ikke været realistisk at udføre inden for perioden.
Teoretisk har accountability-litteraturen dannet bund for håndteringen af kilderne. Her er
organisationernes prioriteringer blevet målt ud fra hvilke incitamenter og værktøjer, der har været til stede,
hvilket har fordret en bestemt humanitær eller udviklingsmæssig prioritering. Litteraturen behandlede
kendte i Danmark som karismatiske autoriteter, men det viser sig, at deres autoritet ikke har så udpræget
en effekt, som man kunne have forventet.
Studiet har vist, at effekten af at bruge kendte i Danmark på mange måder adskiller sig fra den
hidtidige litteratur. For at kunne fastslå sammenhængen mellem den nationale bistandsstruktur og brugen
af kendte, må yderligere forskning dog til.
Side 80 af 87
Litteraturliste
Andersen, L.B., Hansen, K.M. & Klemmensen, R. 2010, Metoder i statskundskab, 1. udgave edn, Hans Reitzels Forlag, København.
Ankjærgaard, S. 2007, Spørgsmål om straf truer ugandisk fredsproces, : https://www.kristeligt-dagblad.dk/den-tredje-verden/spørgsmål-om-straf-truer-ugandisk-fredsproces edn.
Banks, N. & Hulme, D. 2012, "The role of NGOs and civil society in development and poverty reduction", 2012, Ukendt udgave, pp. 2-38.
Banks, N., Hulme, D. & Edwards, M. 2015, "NGOs, States, and Donors Revisited: Still Too Close for Comfort?", World Development, vol. 66, pp. 707-718.
Blendstrup, S. 2017, , Fascineret af ondskaben. Available: http://www.liebhaverboligen.dk/forskelligt/2017/01/27/fascineret-af-ondskaben/ [2017, 8. Juni].
Bloodgood, E.A., Tremblay-Boire, J. & Prakash, A. 2014, "National Styles of NGO Regulation", Nonprofit and Voluntary Sector Quarterly, vol. 43, no. 4, pp. 716-736.
Brockington, D. 2014a, Celebrity advocacy and international development, Routledge.
Brockington, D. 2015, "Celebrity advocacy: international and comparative perspectives", Celebrity Studies, vol. 6, no. 4, pp. 393-398.
Brockington, D. 2014b, "The production and construction of celebrity advocacy in international development", Third World Quarterly, vol. 35, no. 1, pp. 88-108.
Budabin, A.C. 2015, "Ben Affleck goes to Washington", Celebrity Humanitarianism and North-South Relations: Politics, Place and Power, , pp. 131-148.
Burger, R. & Owens, T. 2010, "Promoting transparency in the NGO sector: Examining the availability and reliability of self-reported data", World Development, vol. 38, no. 9, pp. 1263-1277.
Chouliaraki, L. 2013, The ironic spectator: Solidarity in the age of post-humanitarianism, John Wiley & Sons.
Christiansen, L.B. 2013, "Kærlig hilsen fra Danmark»: Kendisser og forestillinger om udviklingshjælp i Danmarks Indsamling", Internasjonal Politikk, vol. 71, no. 4, pp. 601-610.
Christiansen, L.B. & Richey, L.A. 2015, "Celebrity-black: the meanings of race and performances of aid celebrity outside the mainstream Hollywood/UK circuit", Celebrity Studies, vol. 6, no. 4, pp. 505-518.
Cooper, A.F. 2008a, Beyond One Image Fits all: Bono and the Complexity of Celebrity Diplomacy Global Insights.
Cooper, A.F. 2008b, Celebrity diplomacy, Paradigm Publishers, Boulder, Colombia.
Side 81 af 87
Collin, F. 2010, "Socialkonstruktivisme" in Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning, eds. M. Hviid Jacobsen, K. Lippert-Rasmussen & P. Nedergaard, 1. udgave edn, Hans Reitzels Forlag, København, pp. 230-261.
Daley, P. 2013, "Rescuing African bodies: celebrities, consumerism and neoliberal humanitarianism", Review of African Political Economy, vol. 40, no. 137, pp. 375-393.
Danmarks Radio TV 2017, Tortur - Forgive and Forget (4:4).
Danmarks Radio TV 2016, Medina Og Flygtningene - Adgang Med Abdel .
Dieter, H. & Kumar, R. 2008, "The downside of celebrity diplomacy: The neglected complexity of development", Global Governance: A Review of Multilateralism and International Organizations, vol. 14, no. 3, pp. 259-264.
Dignity Institute 2017, , Hvem er vi?, Available: www.dignityinstitute.dk/hvem-er-vi/ [2017, 16. August].
Ebrahim, A. 2003, "Accountability In Practice: Mechanisms for NGOs", World Development, vol. 31, no. 5, pp. 813-829.
Elbers, W.J. & Schulpen, L.W.M. 2013, "Corridors of power: The institutional design of North-South NGO partnerships", Voluntas: International Journal of Voluntary and Nonprofit Organizations, vol. 24, no. 1, pp. 48-67.
Frandsen, K. & Løppenthin, R. 2017, , I tal: NGO'ernes vækst og omsætning. Available: https://www.altinget.dk/civilsamfundetsvidenscenter/artikel/i-tal-ngoernes-vaekst-og-omsaetning [2017, 08.07.2017].
Furedi, F. 2010, "Celebrity culture", Society, vol. 47, no. 6, pp. 493-497.
Gent, S.E., Crescenzi, M.J.C., Menninga, E.J. & Reid, L. 2015, "The reputation trap of NGO accountability", International Theory, vol. 7, no. 3, pp. 1-38.
Hinds, R. 2015, "Relationship between humanitarian and development aid", vol. GSDRC Helpdesk Research Report 1185.
Hudson, J. 2014, , Mr. Affleck Goes to Washington — and Shines. Available: http://foreignpolicy.com/2014/02/26/mr-affleck-goes-to-washington-and-shines/ [2017, 5/17].
Huliaras, A. & Tzifakis, N. 2011, "Bringing the individuals back in? Celebrities as transnational activists", Transnational celebrity activism in global politics: changing the world, , pp. 29-44.
Humanitarian Coalition "From Humanitarian to Development Aid", .
Infomedia 2017a, , Medina + Flygtninge . Available: https://apps-infomedia-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/mediearkiv/ [2017, 8. Juni].
Infomedia 2017b, , Thure Lindhardt + tortur . Available: https://apps-infomedia-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/mediearkiv/ [2017, 8. Juni].
Side 82 af 87
International Center for Transitional Justice 2015, , Is Uganda's Judicial System Ready to Prosecute Serious Crimes?. Available: https://www.ictj.org/news/uganda-kwoyelo-case; [2017, 8. Juni].
Kapoor, I. 2012, Celebrity Humanitarianism, Routledge Ltd, GB.
Kilby, P. 2006, "Accountability for Empowerment: Dilemmas Facing Non-Governmental Organizations", World Development, vol. 34, no. 6, pp. 951-963.
Kvale, S. 1997, InterView : en introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzel, Kbh.
Lancaster, C. 2008, Foreign aid: Diplomacy, development, domestic politics, University of Chicago Press.
Marcussen, M. 2016, Diplomati : et portræt af den moderne udenrigstjeneste, 1. udgave edn, Hans Reitzel, Kbh.
Mostafanezhad, M. 2015, "Angelina Jolie and the everyday geopolitics of celebrityhumanitarianism in a Thailand-Burma border town" in Celebrity Humanitarianism and North-South relations : politics, place and power, ed. L.A. Richey, Routledge, London, pp. 27-47.
Murdie, A. 2014, Help or harm: The Human Security Effects of international NGOs, Stanford University Press, Stanford, California.
Najam, A. 1996, "NGO Accountability: A Conceptual Framework", Development Policy Review, vol. 14, no. 4, pp. 339-353.
OECD 2016, Net ODA. Available: data.oecd.org/oda/net-oda.htm [2017, 09.07.17].
Olwig, M.F. & Christiansen, L.B. 2015, "Irony and politically incorrect humanitarianism: Danish celebrity-led benefit events" in Celebrity Humanitarianism and North-South relations : politics, place and power, ed. L.A. Richey, Routledge, London, pp. 131-149.
Rasmussen, L.M. 2015, "Madonna in Malawi: celebritized interventions and local politics of development in the South." in Celebrity Humanitarianism and North-South relations : politics, place and power, ed. L.A. Richey, Routledge, London, pp. 48-70.
Rosamond, A.B. 2015a, "Humanitarian relief worker Sean Penn", Celebrity Humanitarianism and North-South Relations: Politics, Place and Power, , pp. 149.
Rosamond, A.B. 2015b, "Humanitarian relief worker Sean Penn – a contextual story" in Celebrity Humanitarianism and North-South relations : politics, place and power, ed. L.A. Richey, Routledge, London, pp. 149-169.
Sollis, P. 1994, "The Relief-Development Continuum: Some Notes on Rethinking Assistance for Civilian Victims of Conflict", Journal of international affairs (New York), vol. 47, no. 2, pp. 451; 451-471; 471.
Statsministeriet 2017, , Regeringer Siden 1848. Available: http://www.stm.dk/_a_1620.html [2017, 14. August].
Side 83 af 87
Stohl, M., Stohl, C. & Stohl, R. 2011, "Linking Small Arms, Child Soldiers, NGOs and Celebrity Activism: Nicolas Cage and the Lord of War", Transnational celebrity activism in global politics: changing the world, , pp. 215-229.
Truelsen, A. 2015, , Mellemfolkeligt Samvirke: På Musikalsk Mission for Mennesker På Flugt. Available: https://www.ms.dk/2015/12/paa-musikalsk-mission-mennesker-paa-flugt [2017, 9. Juni].
Udenrigsministeriet 2016, Administrative retningslinjer for danske organisationer med Rammeaftale med Udenrigsministeriet, Udenrigsministeriet.
Udenrigsministeriet 2000, "Strategi for Dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandende - herunder samarbejdet med de danske NGO'er", , no. DANIDA.
Van der Brug, W. & Mughan, A. 2007, "Charisma, leader effects and support for right-wing populist parties", Party Politics, vol. 13, no. 1, pp. 29-51.
Weber, M. 1968, Economy and society : an outline of interpretive sociology, University of California Press, Berkeley.
Wolfsfeld, G. 2011, Making sense of media and politics : five principles in political communication, Routledge, New York.
Internetkilder Blendstrup, S. (2017). Fascineret af ondskaben. Tilgængelig på:
http://www.liebhaverboligen.dk/forskelligt/2017/01/27/fascineret-af-ondskaben/ (2017, 12. juni) Dignity Institute. (2017). Hvem er vi? Tilgængelig på: www.dignityinstitute.dk/hvem-er-vi/ (2017, 12. juni) Frandsen, K., & Løppenthin, R. (2017). I tal: NGO'ernes vækst og omsætning, Altinget. Tilgængelig på:
https://www.altinget.dk/civilsamfundetsvidenscenter/artikel/i-tal-ngoernes-vaekst-og-omsaetning (2017, 12. juni)
Hudson, J. (2014). Mr. affleck goes to washington — and shines, Foreign Policy. Tilgængelig på:
http://foreignpolicy.com/2014/02/26/mr-affleck-goes-to-washington-and-shines/ [2017, 4. september]
Statsministeriet (2017). Regeringer siden 1848. Tilgængelig på: http://www.stm.dk/_a_1620.html [2017, 4.
september] Infomedia (2017a). Medina + flygtninge . Tilgængelig på:
https://apps-infomedia-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/mediearkiv/ [2017, 5. Maj] Infomedia. (2017b). Thure lindhardt + tortur . Tilgængelig på:
https://apps-infomedia-dk.ez.statsbiblioteket.dk:12048/mediearkiv/ [2017, 5. Maj] International Center for Transitional Justice (2015). Is Uganda's judicial system ready to prosecute serious
crimes? Tilgængelig på: https://www.ictj.org/news/uganda-kwoyelo-case [2017, 17. juni]
Side 84 af 87
OECD (2016). Net ODA, Danmark. Tilgængelig på: data.oecd.org/oda/net-oda.htm [2017, 17. august] Truelsen, A. (2015). På musikalsk mission for mennesker på flugt, Mellemfolkeligt samvirke. Tilgængelig på:
https://www.ms.dk/2015/12/paa-musikalsk-mission-mennesker-paa-flugt [2017, 4. september]. Gregersen, T. (2014). Den danske udviklingsbistand når frem, Verdens Bedste Nyheder. Tilgængelig
på: https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/den-danske-udviklingsbistand-naar-frem/ [2017, 4. september].
Andre medier
Danmarks Radio TV 2017, Tortur - Forgive and Forget (4:4).
Danmarks Radio TV 2016, Medina Og Flygtningene - Adgang Med Abdel
Side 85 af 87
Appendiks: Interviewguide Først og fremmest skal du have tusind tak, fordi du tager dig tid til at tale med mig i dag. Som du allerede
ved, så skal interviewet bruges i forbindelse med mit speciale, hvor jeg undersøger hvordan og hvorfor et
udsnit af danske NGO’er og andre humanitære og udviklingsmæssige organisationer bruger kendte eller
offentlige personer i deres arbejde. Jeg håber derfor, jeg kan få et indblik i, hvordan det her fungerer i jeres
organisation. I mit speciale vil jeg bruge nogle citater og nogle essenser fra interviewet, og jeg håber derfor,
det er i orden, jeg optager vores samtale. Interviewet vil kun være tilgængeligt for mig, min vejleder og
censor.
Hvis du vil vide, hvad min relation er til det her, så er det jo, at jeg har interesseret mig for det på
akademisk niveau på statskundskab, men også i græsrodsarbejde … så det her er en lidt anderledes
spændende måde at få indblik i den her verden på.
TEMA INTERVIEWSPØRGSMÅL
Hvad er IP’s baggrund? Relation til kendte og organisationen.
Hvad er din funktion i ORG? Hvor længe har du siddet her? Hvorfor bruger I kendte her i organisationen? Hvilke fordele giver det? Hvordan vil du overordnet sige at I bruger kendte her i organisationen? Er der nogle ting, kendte er bedre til end andre? Har I gjort det længe? Hvad var der før? Hvordan har det udviklet sig?
UPWARD ACC
Masseappel Bruger I kendte i kampagner? Hvordan? Events, video, sociale medier?
Eliteappel Sætter I møder op mellem kendte og politikere? Hvad er fordelen ved det?
Medieadgang Oplever I, at medierne er interesserede i kendte? Giver det jer nogle fordele? Hvad med TV?
Hyp: Fordelen ved kendte Skal en ambassadør kunne levere jeres budskab? Kan kendte levere jeres budskab?
Modhyp.: Har du nogensinde oplevet det svært at komme ud med budskabet, når man bruger kendte?
DOWNWARD ACC
Inddragelse
Side 86 af 87
Populisme i projektvalg ’sminke’
Hvordan vælger I, hvilke projekter kendisser skal bruges til? Hvordan vælger/vrager du? Er kendisser bedre til nogle typer projekter end andre? (Hum/udv) Hvordan gør I konkret, når I har en kendis med til at besøge et projekt? Hvad er vigtigt at vise? Hvilke ’roller’ er der? Hvordan hænger det sammen med jeres overordnede strategi?
Handlerum
Bruger I kendte til fundraising? Hvad synes erhvervslivet er fedt ved kendte? Sætter I møder op mellem kendte og erhvervsliv? Samspil? Giver financiering fra erhvervslivet og borgere mere frihed? (Rapportering) Lytter erhvervslivet til jer? Gør politikere?
Hyp.: Inddragelse falder Hvordan inddrager I ’de lokale’?
INTERNAL ACC
Pres på interne ressourcer Spielberg-effekten Financieringsfordel
Er der forskellige typer af kendisser? Hvordan er kendisser at arbejde med? Eksempler. Hvordan engagerer I nye kendisser? (den kendte, agenter mv..) Krav til kendte? Er de ’committed’? Hvordan bliver de commited? Hvordan vælger du, når en kendis skal bruges/ikke-bruges? Har i en dedikeret kendis-medarbejder? Øger kendte jeres financieringsgrundlag?
Afrunding Nu er jeg ved at være færdig, er der noget, du synes, jeg mangler at spørge om? Hvordan måler I effekten? (indsamlede penge, antal folk nået med budskab..) Er der andre I vil forslå, jeg skal snakke med?
Side 87 af 87
Ekstra spm til org. der ikke bruger/bruger få kendte
Upward Ville der ikke være nogle fordele ved at bruge kendte?
Downward Har det noget med jeres formål at gøre? (udvikling vs humanitær) Er det problematisk i fht det arbejde I laver? I jeres programmer fokuserer i meget på udvikling, er det nemmere for andre organisationer?
Intern Hvordan er kendte at arbejde med? har I ikke råd til det?
![Fællesaftale om Lokal Løndannelse 2018...6 [O.18]Fællesaftale om lokal løndannelse Organisationernes kommentarer Kapitel 1. Anvendelsesområde 1. Område Stk. 1. Aftalen gælder](https://img.pdfslide.net/doc/110x75/5e516d52dc385e0b0d0915f9/fllesaftale-om-lokal-lndannelse-2018-6-o18fllesaftale-om-lokal-lndannelse.jpg)
