Kunsten på hospice

Boggalleriet

Ku

nst

en

på h

osp

ice

2

1

4

3

Kunsten på hospiceHospice Djursland fem år

6

5

Boggallleriet

Kunsten på hospice

Hospice Djursland fem år

2

7

Det er med stor glæde, at vi med denne bog kan præsentere en del af den kunst, der er blevet samlet i løbet af de fem år, Hospice Djursland har eksist-eret, og samtidig give et indblik i kunstens betydning på hospice.

I Bestyrelsen har interessen for kunsten i og omkring Hospice Djursland ligget os så meget på sinde, at en kunstbog var en naturlig og kærkommen fød-selsdagsgave i anledning af husets femårs fødselsdag.

Bogens sigte er:l at vise kunsten på Hospice Djursland

l at lade kunstnerne fortælle deres egne historier om de billeder, skulp-turer og andre kunstværker, der er i og omkring den smukke bygning

l at give et indblik i kunstens betydning for dem, der er i huset - hvordan kunsten påvirker deres dagligdag.

Bestyrelsens mission om at skabe et hus, hvor kunsten har høj prioritet, er lykkedes. Det er vi glade for, idet vi tror på, at kunsten medvirker til lindring i den svære tid, således at livet kan opleves som leveværdigt til det sidste.

Dette har vi ikke kunnet gøre alene.

Vi er blevet hjulpet godt på vej af fonde, private donatorer, kunstnere og sidst men ikke mindst vores Kunstudvalg, der har en fremtrædende rolle, når værkerne skal placeres og nyinvesteringer skal fortages.

Tak til alle jer, der har støttet os i de første fem år.

FororD

af Steen Fris bestyrelsesformand

8

“Jeg oplever, at mange af de billeder, som er her på hospice,

og som jeg gennem årene er gået forbi mange gange,

”vokser på mig.”

De er ligesom kommet ind under huden og har fået stor

betydning for mig. Jeg oplever, at jeg ser dem forskelligt

alt efter, hvilken stemning jeg er i eller den stemning, jeg

oplever, huset er i.

Kunsten gør dette professionelle hus meget personligt. Den

gør noget godt for vores institution.”

Rita Bødker

sygeplejerske

9

Per BaK Jensen Moræne og InDlanDsIs

foto 124 x 164 cM

10

Kunst Kan linDre

Selv om mere end 1.000 mennesker har taget afsked med familie, venner og livet på Hospice Djursland siden starten i efteråret 2007, er det ikke død og sorg, men liv og varme, der modtager hver enkelt, der ankommer til stedet i udkanten af Rønde. Lige fra det allerførste møde med den elegant svungne, lette bygning og videre inde i huset, hvor farverne fra maleren Lars Nørgårdsbillede Ballet i glidesko spiller op til og sammen med det smukke trægulv og rummenes kurver.

Fra planlæggere over arkitekter, ingeniører, frivillige hjælpere og ansatte har de villet et hus med rummelighed og varme.

Den første, der blev ansat i december 2006, var hospiceleder Dorit Simon-sen. Hun engagerede sig fra dag et i det hele: byggeri, indretning af de enkelte stuer og opholdsrum. Men hun ville også have farver og kunst i huset.

Kvinden med det krøllede hår, de levende øjne, delte rundhåndet ud af sine smil og sine visioner for Hospice Djursland. Hun ville skabe et hus, hvor livet leves og opleves - på trods af svære livsvilkår. Hun ville være med til at skabe et fysisk og mentalt sted for alle, der er i huset:

Det skal være et sted fuldt af liv på trods af, at døden er så nærværende. Et sted hvor livet får lov til at fylde meget.

Igennem hele forløbet for patienter og pårørende lægger Hospice Djursland vægt på respekt, nærvær og lindring, palliation.

Lindring kan komme fra mange vinkler: natur, musik, farver, fugle og kunst.

Kunsten kan være med til at give liv til livet, fastslår Dorit Simonsen og hen-viser til forskning, der dokumenterer, at kunst er med til at lindre smerte og mindske risikoen for depression.

11

lars nørgårD Be oM en sKe

Bronze 43 x 23 cM

25 Kg

12

KunstuDvalg KunStudvalg

Næsten et år før den første patient blev modtaget på Hospice Djursland blev der nedsat et Kunstudvalg og oprettet en Kunstpulje.

Kunstudvalget, der består af en gruppe kunstvidende frivillige, var enige om, at der skulle være høj kvalitet og lødighed i den kunst, der skulle vises i de fælles rum og i patienternes stuer. For som udvalgets første formand ClausHornemann mindede om med et citat af den spansk-romerske tænker Seneca: “Livet er kort - kunsten er lang, Vita Brevis - Ars Longa”. Kunstnere blev kontaktet, fonde og puljer blev søgt.

I løbet af de fem første år er der indsamlet meget forskellig kunst og kunst-håndværk - i alt er det blevet til mere end 150 mindre og større værker. Endel kunstnere har foræret eller udlånt til hospice, mens andet er købt gen-nem Kunstpuljen. Kunsten i de større fællesrum er doneret af Ny Carlsberg-fondet.

For megettKunstudvalget og Dorit Simonsen er enige om, at kunsten på hospice ikke må udvikle sig til en udstilling eller et museum.

Kunsten skal have lov til at fylde lige præcist så meget, at den bliver under-støttende og ikke dominerende.

Man lægger mærke til den og alligevel ikke. Den gør det, der er behov for, mener hospicelederen og fortsætter:

Hvis kunsten ikke var her, ville det blive bemærket.

Det ville være det samme, som hvis omsorgen blev fjernet, så ville man lægge mærke til det - præcist så tomt og forkert ville det være, hvis vi ikke havde kunst i huset.

13

Per BaK Jensen PlatforM

foto 124 x 164 cM

14

“Kunsten her i huset opleves som en stor værdsættelse af

patienterne og de pårørende – det er nemlig rigtig kunst

og ikke tilfældig ”trommesalskunst.”

Det betyder, at vi kan kikke på det, undres over det, og

tankerne kan sætte sig i gang.

Og vi kan gøre det sammen.”

Gert Østergaard Rasmussen

pårørende

15

lars nørgårD Ballet I glIDesKo olIe og aKryl På

lærreD 280 x 280 cM

16

Der skal være kunst af høj kvalitet, var ledelse og Kunstudvalg enige om, da byggeriet af Hospice Djursland gik i gang. Pengene til indkøb af kunst var ikke store, derfor spurgte man Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet om de ville være behjælpelige.

Statens Kunstfond takkede nej, da man ikke mente, der var offentlighed nok på stedet. Ny Carlsbergfondet ville se huset i gang.

Morten Kyndrup, professor dr. phil. og medlem af Ny Carlsbergfondets direk-tion, besøgte stedet første gang i 2008 og var begejstret for arkitekturen, rummene og atmosfæren. Han gik meget aktivt ind i opgaven:

Hospice er et sted for eftertanke, hvor der er behov for input, som er noget andet end ens egen lidelse. Ikke for at man skal glemme lidelsen eller grun-den til at man er der - at man selv eller at ens nærmeste skal dø. Men for at man kan få hjælp fra et udtryk for livets rigdom - kunsten - til at forsone sig med den tanke.

Kyndrup tog huset ind, fornemmede stedets atmosfære, de smukke rene rum, personalets ro og engagement. Han så, hvordan patienterne be-vægede sig rundt i fællesrummene, og siger om valget af kunstnere:

Kunstnerne og kunsten er valgt ud fra, at værkerne skulle kunne fungerei Hospice Djurslands særlige sammenhæng. Lars Nørgårds markante ud-smykning af både indgangspartiet og hele foredragssalen har, synes jeg, netop denne kvalitet. Værkerne står og switcher mellem det helt abstrakte, en ren farve/form-eksplosion, og så aftegningen af en række figurative tilbud, som man selv må gå ind i værkerne og finde, og derefter kan tolke

Kunsten er som en protese

17

og omtolke helt for sig selv. Værkerne lægger op til, at du etablerer dit eget forhold til dem, at du ser helt din egen farve eller figur. På den måde kaster de dig tilbage på dig selv som lige akkurat et levende menneske, der sanser. Noget lignende gælder Per Bak Jensens store naturfotografier, det nærvær, som deres massive fravær fremkalder. Og selvfølgelig Sophia Kalkaus præg-nante vandskulptur, der både akustisk og visuelt er en invitation til livet her og nu - og samtidig kalder på refleksion, på undren, på eftertanke.

Jeg tror, at kunsten her er god at reflektere med. Den er som en protese, der kan hjælpe en på vejen. Ikke en protese, der skal erstatte noget andet, men i form af et ekstra tilbud, et udtryk for det livets overskud, som altså også her i dødens nærhed findes og virker.

På spørgsmålet, om kunsten kan komme til at fylde for meget i bygningen, siger Morten Kyndrup:

Ja, det kunne den ganske givet. Kunstværkerne kunne komme til at virke anmasende og som noget, der stillede bestemte krav til patienter og på-rørende. Eller de kunne blive til ren dekoration, som ingen i virkeligheden ville få øje på, fordi de var overalt. Det gælder om, at kunstværkerne fun-gerer som en henvendelse, en gestus, en invitation, der er tydelig nok til at man ikke bare kan ignorere den. Men som heller ikke er så voldsom eller udtryksmæssigt entydig, at den enkelte tvinges ind i bestemte reaktioner. Det er nemt at forestille sig rigtig meget kunst, som ikke ville egne sig til et sted som Hospice Djursland. Men også meget, der ville egne sig - og det er jo ikke sikkert, vi er helt færdige endnu.

18

”Sikke et væld af farver, der kommer én i møde. Man stopper

op og tænker ”sikke noget rod”, men så bliver man stående,

og pludselig bliver man fascineret af alle disse farver, fordi

man kan finde små ”dagligdagsbilleder” i billedet – både i

det store i indgangen og i billederne i cafeen.

For selvom billederne er præget af farver, så er de harmoni-

ske. De forstyrrer ikke øjet, tværtimod, så opdager man en

livsgnist og livsglæde.

Billederne er dejlige, og de giver det store rum varme og har-

moni. Man slapper af sammen med dem og får en indre ro.

De er lavet specielt til cafeen, og det må man sige er lykkedes.

Jeg føler i hvert fald stor glæde ved at komme i rummet.”

Anne Mette Balle Christensen

patient

19

lars nørgårD æBler Der sMager af stJerner

olIe og aKryl På lærreD 95 x 800 cM

20

livsgnist og livsglæDe

af lars nørgård billedkunstner

Først må jeg erkende, at jeg synes, at billedkunstnernes analyser eller beskriv-elser af egne værker tit og ofte falder lidt uheldigt ud og måske fratager beskueren en del af oplevelsen ved at stå dér med en farveklattet brugsvej-ledning i hånden. Det kan være i orden, at kunsthistorikeren kaster sig ud i det. Så ved man, at værket er betragtet gennem en dertil indrettet brille, og dermed er udsagnet så blot én af mange fortolkninger.

Mine intentioner er at male et motiv, der ikke så gerne lader sig fastholde - eller man kunne sige: At male et rum bestående af alt og intet. Det vil jo være lidt selvmodsigende at begynde at fedte rundt i - eller rettere, det har jeg bestemt ikke lyst til. Men i forbindelse med stedet, hvor netop disse ma-lerier hænger, på Hospice Djursland, så er der nogle overvejelser, som jeg lige fra starten af min malerkarriere har gjort mig, der forekommer aktuelle:

Mine billeder ligger i kartotek både som hukommelseslagring og rent fysisk og bliver således en dagbog over livet. Jeg kan bruge en grøn farve og huske, at den her grønne brugte jeg også i 1987, da jeg havde atelier på Ungdomsvej og var kæreste med den og den - farven eller formen kan re-flektere den tvivl og de glæder, der var i netop den tid.

I perioder maler jeg sort-hvide figurative stregmalerier. De er der som et pusterum, en opladningscentral, indtil behovet for at gå ind i farverummet igen melder sig. I disse melankolske pusterum kommer revselsen så - hvad gjorde du godt, og hvad var skidt siden sidst.

Årsperioder bli’r til femårsperioder, der igen bli’r til årtier... kartoteket bli’r til hundredevis af malerier og tegninger. Og her er det så, at det ofte slår mig, at alt dette arbejde, det at skulle af sted hver eneste dag og prøve at fast-holde dette ”noget”, bli’r et ønske om at fastholde tiden, ikke at ville accep-tere et endeligt – hverken for værket eller for sit eget liv.

21

lars nørgårD lanDsKaB I Håret olIe og aKryl På lærreD 95 x 400 cM

“Nogle gange sætter folk træskoene på Hospice Djursland. Måske forlader fru Jensen denne jord med en smuk hori-sontlinie på nethin-den. Måske med en ultramarin form, der kan være alt og intet: I så tilfælde er det jo lidt af en ære for maleren at få lov at række videre ind i...”

Lars Nørgård

22

“Efter jeg er begyndt at arbejde her på Hospice Djursland,

hvor vi har så meget fantastisk kunst, er jeg blevet mere

opmærksom på, hvilken kunst, jeg kan lide, og hvad jeg

ikke kan lide.

I det hele taget er jeg blevet mere opmærksom på, hvad

kunst kan gøre ved min indre stemning og hele husets

stemning.

Også kunsten andre steder i andre sammenhænge er jeg

blevet mere opmærksom på.”

Anja Gjettermann Knudsen

fysioterapeut

23

MarIt BentHe norHeIM slægtstræ Beton MeD røD JernoxID 350 x 250 x 150 cM

24

Til det ene af Hospice Djurslands to indre gårdrum har jeg skabt en kunst-udsmykning, som består af en frise og en fontæne.

Jeg besøgte første gang Hospice Djursland i foråret 2010 og så det fine arki-tekttegnede hus i de meget smukke omgivelser, og mens jeg arbejdede i mit atelier med udsmykningen, tænkte jeg på de gamle ægyptere, som brugte kunsten og livet på at forberede den sidste lange rejse, og jeg tænkte på den lise, det kan være for en, at blive lukket ind i et østerlandsk eller syd-landsk gårdrum, at blive lukket ind i en oase.

Med afsæt i gårdrummet og stedets karakter har jeg forsøgt at skabe et indre gårdrum med en dyb, blød tone og samtidigt søgt at skabe nye billed-mæssige forbindelser i bygningen.

Eksempelvis lægger frisen sig i forlængelse af de lange, smalle vinduespar-tier, der er i bygningen, og føjer sig til det lavt siddende vindue i refleksions-rummet, hvor blikket frit kan glide ud over marken. Frisen er vandskåret i sort belgisk kalksten af den fineste slags, siger min stenhugger.

Og til gulvet er der udformet en fontæne i svensk diabas. Stenen er hugget, drejet og skåret. En lav, sort kuppel og et sort kvadratisk bassin. Kuplen vil al-tid være dækket af en foranderlig vandfilm, vandstrømmen varierer mellem en stille og en sjældnere mere livlig strøm, der danner en lille søjle af vand, som rejser sig over kuplen.

En evigt springende, lille gejser og en frise, en bort.

Den siDste lange rejse

af Sophia Kalkau billedkunstner

25

soPHIa KalKaU

fontæne: sVensK DIaBas 150 x 150 cM ø 130 x 40 cM

frIse: BelgIsK KalKsten 96 x 510 cM

“Mens jeg arbejdede i mit atelier med udsmykningen, tænkte jeg på de gamle ægyptere, som brugte kunsten og livet på at forberede den sidste lange rejse...”

Sophia Kalkau

26

“Jeg har lige siddet i min kørestol og filosoferet lidt over det

hele ude i atruimgården med fontænen. Den er bare smuk.

Til at begynde med troede jeg, at det lille springvand start-

ede, når der kom nogen ind i rummet, men fandt så ud af,

at sådan er det ikke. Det er helt tilfældigt, hvornår vandet

pludselig springer.

Det giver sådan en ro indeni, når man sidder stille og kik-

ker og lytter. Det er et fantastisk rum, og lyset spejler sig så

smukt på gulvet og på kuplen med vandet.”

Inga Rasmussen

patient

27

soPHIa KalKaU fontæne: sVensK DIaBas 150 x 150 cM ø 130 x 40 cM frIse: BelgIsK KalKsten 96 x 510 cM

28

Sammenhængen mellem et kunstværks indhold og funktion er for mig et væsentligt omdrejningspunkt.

En dialog mellem to vil altid farves af omgivelserne, hensigterne eller de følelser man har overfor hinanden.

Det skal ikke forstås derhen, at man hyler med de ulve man er sammen med, men det skal forstås sådan, at hvis jeg skaber mit kunstværk med den tanke for øje, at det er en samtale med et menneske som føler og ved, at livet nærmer sig en foreløbig afslutning, så udelukkes mange ligegyldigheder som i andre sammenhænge kan accepteres.

Mit flytbare alterbord til Hospice Djursland er mit fjerde arbejde til et hospice og er skabt ud fra et ønske om, at et skjult lys skal gennemstrømme mit mo-tiv. Jeg har udført en glasmosaikrude og anbragt den i et kvadratisk lukket bord med lys bagfra, således at motivet først står frem, når lyset tændes.

Det knytter sig til min tro på at livet ikke afsluttes med mørke, men ved at et nyt lys tændes. Mit motiv i glasmosaikken er inspireret af Johannes Evange-liet kap. 21, vers 4: ”Men da det nu blev morgen stod Jesus ved søbredden, dog vidste disciplene ikke, at det var Jesus.”

Den opstandne Kristus venter på søbreddens anden side og han spejler sig i søens blik.

Jeg ønsker at han skal komme det menneske i møde, som i sin hvilende still-ing, trods afmagt og smerte længes hjertelig efter Kristi tilstedeværelse gen-nem nadveren. Velsignende rækkes lyset frem fra spejlet i søens vand.

Det sKjulte lys

af Maja lisa Engelhardt billedkunstner

29

MaJa lIsa engelHarDt Det MoBIle alter

Montana-reol MeD glasMosaIK 114 x 82 x 48 cM (InKl. HJUl)

30

Kunstudvalget har i mere end to år arbejdet med ideen om et mobilt alter. Udgangspunktet har fra starten været en reol på hjul, hvor præsten har sine rekvisitter, salmebøger m.m. samlet, så det er let at komme rundt i huset. Alteret bruges ved de ugentlige gudstjenester, og det kan rulles ind på stuen, hvis en patient skulle ønske en andagt her.

Reolen skulle gerne udsmykkes med et kunstværk, og vi spurgte forskellige kunstnere, men ingen havde lyst til at udsmykke en reol!

Vi var imidlertid så heldige at møde Glarmester Per Steen Hebsgaard, der er den største mester inden for glasmosaik i Danmark, ja måske i Europa, ved hans udstilling i 2010 på Glasmuseet i Ebeltoft.

Vi fortalte om vores idé, og Per Steen Hebsgaard sagde straks: ”Den klarer jeg!” Da vi foreslog et samarbejde med Maja Lisa Engelhardt, hvis det var muligt, var svaret: ”Den klarer jeg!” – og den klarede Per!

Alteret blev leveret til Hospice Djursland den 30. maj 2011 lige tids nok til, at vi kunne vise det frem næste dag for vores kongelige gæst, HKH Prinsesse Benedikte.

Siden har vi arbejdet på at få en officiel indvielse af ”Det mobile alter” -og da hospicepræst Ann Maj Lorenzen havde formået Biskop Kjeld Holm til at komme og foretage den officielle indvielse den 29. november 2011, var kunstnerne Maja Lisa Engelhardt og Per Steen Hebsgaard også klar til at møde op.

Det blev en stemningsfuld og minderig dag med fælles salmesang og en smuk og enkel prædiken af Biskoppen, der gav os en opfordring til hver især at finde vores eget motiv i alterudsmykningen. Vi håber, at alteret vil blive benyttet og betragtet af patienter og pårørende her på Hospice Djursland, at de vil nyde det smukke motiv og lade tankerne vandre…

glasKunst på hjul

af Erling Rasmussen formand for Kunstudvalget

31

I teksten fra det sidste kapitel i Johannesevangeliet berettes om Kristus, den opstandne, der ved daggry stiller sig ved bredden af Tiberias Sø, hvor discip-lene har fisket hele natten uden at fange noget. Nu ser de ham, men gen-kender ham ikke. På Jesu opfordring kaster de nettet ud igen og fanger så mange fisk, at de ikke kan trække fangsten indenbords, men må slæbe den efter båden. Herefter følger Peters bekendelse: ”Det er Herren”. På land ind-byder Jesus til et måltid han har tilberedt og de spiser igen sammen som da-gen før korsfæstelsen.

Maja Lisa Engelhardt skildrer denne situation, øjeblikket, hvor Jesus træder ud i daggryet og stiller sig ved bredden for at møde disciplene. Han er - og er end-nu ikke - levende. Indtil mødet finder sted. Det er indbydelsen til et møde, til en stund i Kristi nærvær, betragteren får givet - og måske vil dette møde kaste noget fra sig, som det skete for disciplene, der fik sprængfyldte net.

Når vi holder gudstjeneste på hospice, spiller alteret en helt central rolle, idet det, udover at fungere som bord for kalk og disk, er med til at skabe højtid i rummet. Ved at betragte alterbilledet mens musikken lyder, under læsninger og bøn eller mens vi holder nadver, kan den enkelte gudstjenestedeltager selv møde den opstandne og gennem ordet, billedet og musikken føle nærvær, møde tilgivelse og finde mulighed for ny begyndelse.

inDByDelse til at møDes

af ann Maj lorenzen hospicepræst

32

“Det var helt fantastisk, at vi kunne holde barnedåb

her på hospice.

Det var vigtigt for mig, at mit sidste barnebarn blev døbt.

Det var bare så smukt med det fantastiske alter

og en anderledes og smuk døbefond.

Det var på samme tid både kirkeligt og vores helt

private. Det var noget helt specielt, så smukt.”

Vivi Boe Thomsen

patient

33

DåB I orangerIet

34

Livet er ikke til dårlig kunst og dårlig arkitektur, men løftes af stærk kunst og gennemtænkt, gennembearbejdet arkitektur.

I hver eneste fuge, i egelameller, i kobberet, i gulvene, i bygningens cirkel-bue - ja, hele Hospice Djursland emmer af at være et gennemtænkt og gennembearbejdet hus, som da også allerede er blevet hædret med priser for sin elegance og funktionalitet.

Klavs Hyttel, chefarkitekt i arkitektfirmaet C.F. Møller, taler da også med varme og begejstring om huset midt i naturen ved Følle Bund.

Det har været vigtigt at skabe en form, hvor alle patientstuerne har udsigt til den enestående natur og hvor lyset er tænkt med. Ovenlysvinduer i stuerne giver et nuanceret lys, så lysets gang kan følges dagen igennem.

Materialerne, de smalle egelameller og kobberet, ændrer sig med tiden. De ældes og gør aldring smuk. Det giver huset patinering og karakter og fortæller på sin egen måde om forgængelighed.

Man bliver lidt ydmyg, når man stilles over for opgaven at skulle skabe et hus for mennesker, hvor gennemsnitsopholdet er et par uger, så må man som arkitekt finde frem til de vigtigste elementer.

Hvad er vigtigt, og hvad har betydning, siger Klavs Hyttel, der er glad for, det er lykkedes at skabe et hus, som ikke er en institution, men et hjem med rum og plads til de mennesker, der tilbringer deres sidste tid her, de pårørende og personalet. Hvor ude og inde glider over i hinanden, hvor der er flere typ-er fællesrum, og hvor der er åbent til personaleområdet.

Med til at give huset en uhøjtidelig frejdighed er, at gangarealet er et bue-slag og ikke en traditionel lang gang. Det giver mange muligheder for både fællesskab og privatliv.

rummeligheD og styrKe

35

Arkitekten har ikke været involveret i valget af kunstnere og udsmykning i huset.

Der er da kunstnere og udsmykning, som vi nok ikke ville have anbefalet, bemærker Klavs Hyttel, som har stor respekt for de en-gagerede mennesker, der er på Hospice Djursland. Han har ikke haft behov for at agere smagsdommer.

Det er jo netop kunstens væsen, at vi op-lever den så forskelligt, fastslår Klavs Hyttel.

Arkitekten mener da også, at der er så meget rummelighed og styrke i arkitektu-ren, bl.a. de store flader, at de kan bære farver og stærk kunst:

Jeg har ikke noget imod, at kunst er vold-som. Der kan være noget livgivende i det samtidig med, at det har med skrøbelighed at gøre. Jeg mener dog ikke, vi skal ud på kanten og overfylde huset med kunst. Men der er en bred kant for, hvilken kunst, det kan være, siger Klavs Hyttel og tilføjer efter en pause:

I den sidste stund i livet vil jeg da ønske, at kunsten stadig vil påvirke og pirre mig.

LYSFALD PÅ GANG

36

“Kunst er ikke lige mig – men alligevel kan jeg ikke lade

være med at trille ud til P-pladsen for at kikke på skulp-

turen. Den er da ikke køn, synes jeg.

Men hvorfor bliver jeg så ved med at trille derud?

Jeg fanger noget nyt hver dag.

Øv, hvor irriterende!”

Ole Kastrup Jensen

patient

37

slægtstræ

38

Til Hospice Djurslands etårsfødselsdag den 1. oktober 2008 kunne vi stolte løfte sløret for to udendørs skulpturer. Skulpturerne er udført af Marit Benthe Norheim, som er en internationalt kendt kunstner med norske rødder, bosat i Danmark.

Den ene skulptur er placeret foran Hospice Djursland og hedder Slægtstræ.Den anden skulptur hedder Aftryksportal og er placeret i marklandskabet mod Følle Bund, som alle patienterne har udsigt til.

De to skulpturer udtrykker begge den tanke, at menneskelighed og kær-lighed må være de stærkeste kræfter sammen med en tro på, at vi alle er føjet ind i en sammenhæng og er en del af en helhed - blot ser vi det ikke altid.

Marit Benthe Norheim beskriver selv de to skulpturer således:

Slægtstræet er et uttrykk for mitt ønske om å lage en skulptur som vil favne. Man skulle ikke møte en ensom figur ved inngangen til Hospice Djursland. Jeg ville understreke det, at man er del av en større helhet, uansett hvor alene man føler seg, - at man egentlig er en byggekloss, et element i en større sammenheng. Alle er født ut av noen og inn i en verden, som hele tiden er i forandring.

På samme måte som Slægtstræet på forsiden forholder seg til ankomsten, omfavnelsen i bygningens arkitektoniske bevegelse og intimiteten i rommet, skal skulpturen Aftryksportal på den andre siden av bygget forholde seg til en fantastisk utsikt. Den er en portal, som man fysisk kan bevege seg igjen-nom. Skulpturen kan oppleves som en siluett med to kvinnefigurer i profil og hulrommet imellom dem som en figur. Minnet om - lengslen og savnet - men også gjennomgangen til noe annet. Håpet og det uvisse.

slægtstræ og aFtryKsportal

af Marit Benthe norheim billedkunstner

39

aftryKsPortal Beton MeD

røD JernoxID 250 x 200 x 120 cM

40

I etterkant har jeg fått tilsendt to Alle Helgens-taler, skrevet av to forskjellige prester, på bakgrunn av skulpturene på Hospice Djursland: Lindring av sorg og psykisk smerte etter tapet og savnet av et menneske, knyttes til deres assosiasjoner.

Sitat fra prost Lars Erich Stephansens tale: ”Således udtrykker begge skulpturer, at den moderne yderligtgående sub-jektivisme, hvor det kun handler om mig, mig og atter mig, er falsk; for intet menneske er en ø, intet menneske kan eksistere bare i sig selv. Alle er led i en kæde, elementer i en større helhed. Der er en tid til at fødes og en tid til at dø, der er en tid til sorg og en tid til glæde. Slægtstræet rummer på én gang en dobbelthed af sorg og glæde, af tab og af gevinst. Det er da også betegnende, at der ikke er nogen forskel i den intensitet og nærhed, som karakteriserer såvel fødsel som død. Det fylder én helt, når man er sam-men med en, som skal dø. Alt uvæsentligt skrælles bort, når man står over for døden. Man er i en ekstraordinær situation, og det opleves mærkeligt, at hverdagen bare fortsætter rundt om en, som om intet var hændt.”

Sitat fra hospiceprest Hanne Marie Houkjær: ”Når jeg ser Slægtstræet, tænker jeg: Vi er her på forskellige steder, til for-skellig tid. Men vi deler vilkår. Vi er i grunden så ens. Har så meget tilfælles. Vi har hinandens liv i vore hænder, vi forbinder os og bevæger hinanden. Jeg kan ikke lade være med at røre ved den. Og blive berørt. Og det er vel i grunden det, livet handler om. - At røres, bevæges og elske.” Om Aftrykspor-talen siger Hanne Marie Houkjær: ”De læner sig op ad hinanden i sol og i blæst. Men nu har de vendt sig om og går hver sin vej. Måske er de bare på vej ud i hverdagen en ganske almindelig morgen. Måske ses de aldrig mere på denne jord. Men aftrykket af den anden er prentet dybt ind i dem. Det aftryk forsvinder aldrig. Vi ser det så tydelig. Vi ser deres kærlighed og deres sorg, som handler om det samme. Tilknytning.”

41

”Begge skulpturer udtrykker en tro på, at vi alle er føjet ind i en sammenhæng

og er en del af en helhed – blot ser vi det ikke altid.

Og netop dette, at vi er dele af et fællesskab, giver livet en særlig værdi og et

egenartet perspektiv. For det betyder, at vort liv får mening og retning også i

vanskelige situationer. Vi er aldrig alene. Men det betyder også, at vi er en del

af en helhed, der er større end os selv, og som bliver ved med at udvikle sig, når

vi ikke er mere.

Fællesskabet og historien gemmer på vor erindring”.

Else Marie Bukdahl

dr. phil. i kunsthistorie

42

“Jeg ville gerne ud og se skulpturen – og her på stedet får

man ikke et NEJ, så de slæbte af sted med mig.

Ellers havde jeg heller ikke fået den at se, og jeg samler jo

på oplevelser for livet!

Vi var alle ved at flække af grin.

Folk holdt ude på vejen for at se på, at de slæbte rundt på

den bette, magre mand.”

Ole Kastrup Jensen

patient

43

44

Fem år er nu gået, siden vi åbnede Hospice Djursland op for de første pati-enter. Kunstudvalget havde allerede i byggefasen været i kontakt med de lokale kunstnere på Djursland – og vi havde mødt megen positiv respons og fået tilsagn om lån eller donationer af malerier, keramik og glaskunst. Det var et større arbejde.

Når en kunstner havde udvist interesse for vores henvendelse, tog vi på besøg for af se kunsten, lave en aftale og fragte værket til hospice, hvor det blev registreret og nummereret, således at vi altid ved, hvor hvert enkelt kunstværk befinder sig.

I dagene før åbningen havde vi travlt med ophængning på de enkelte pati-entstuer og i fællesarealerne.

Vi var i den privilegerede situation at være i besiddelse af så stort et antal værker, at vi kunne grundlægge vores Kunstbibliotek. Vi aftalte med syge-plejerskerne, at hvis de modtog ønsker om andre billeder på patientstuerne, så var vi klar til at udskifte dem, vi først havde hængt op.

KunstBiBlioteK

af Erling Rasmussen formand for Kunstudvalget

45

KUnstBIBlIoteK

46

Jeg husker stadig som var det i går, den dag, de første patienter skulle kom-me. Jeg havde forinden haft mange tanker om, hvordan det ville gå; har patienterne overhovedet øje for billederne: De er jo alle syge og ved, hvor-for de kommer her, er det så ikke helt ligegyldigt for dem, hvad der hænger på væggen?

Men nej! De tre første patienter, der blev indlagt den første formiddag, kom alle og spurgte, om de måtte se på de andre billeder, vi havde. Vi viste dem vores Kunstbibliotek og tog også en tur ind på de ubeboede stuer for at se på de billeder, der hang der. Vi byttede rundt og afprøvede nye op-hæng.

Det var helt overvældende og jo meget positivt og glædeligt. Patienterne tænkte ikke kun på deres sygdom, men ville også gerne have noget spe-cielt, noget vigtigt for dem, at se på. Så vores tanker og forhåbninger om, at kunsten kunne være med til at ”give lindring sidst i livet, skabe liv i hver en dag,” havde været rigtig, og det har vi fået bekræftet mange gange siden.

Hver gang, der kommer en ny patient, får de samme tilbud, og rigtig mange skal lige forbi vores Kunstbibliotek for at se, om der er noget, de hellere vil have op på væggen i deres stue, end det, der hænger nu!

47

“Vi har altid været medlem af en kunstcirkel, så vi har været

vant til at have skiftende kunstværker i vores hjem.

Jeg er derfor meget glad for, at jeg også har den mulighed

her. Jeg har allerede haft forskellige billeder inde på min stue.

Sidst fik jeg endda lov til at låne det store billede, der hang i

køkkenalrummet, det er bare så smukt. Det var jeg ikke klar

over, at man måtte...

Jeg opholder mig meget på min stue og i min seng. Jeg

elsker at kikke på det smukke træ uden for min stue, det er

”mit træ”, og så elsker jeg at kikke på et smukt maleri.

Derfor er det ikke ligegyldigt for mig, hvad der hænger på

min væg. Jeg kan kikke på et smukt billede i lang tid og hele

tiden se noget nyt.”

Inga Rasmussen

patient

48

”Kunst og billeder har en beroligende effekt på mig, jeg kan

se på et billede i lang tid – det er som at være i

biografen.

Jeg ser ofte på billedgalleriet i Kunstbiblioteket, går dem

igennem for at se, om der er et billede, jeg kunne tænke mig

på væggen i mit værelse.

Jeg har allerede skiftet billeder et par gange.”

Dorte Hoffmann Ginnerup

patient

49

50

Solopgang og lyse timer Lyser op. Lyser op Også når de mørke skyer Forsøger at sløre Kendsgerninger, som Jeg ikke rigtig kan tro på

Set inde fra Skinner solen begyndende i øst Fra havnen og videre mod Og over byen Grenaa med kirkespiret I lyset altid skarpt Når solen om morgenen Gemmer sig i morgentåge Står spiret og skorstene Som ubådes spir Der rager en kende over havets spejl

TænkPå lysets timer, på Hvordan lyset forandrer Man ser det klart selv i tåge

Lige uden for Haven. Haven før kirken Haven forandrer sig året rundt Klimaforandringer upåagtet

Græsset så grønt som aldrig før I år grønt for et år siden hvidt Hvidt og lyst Og lystigt for børnene Lyst og tyst Fuglene de små og de større KrigesDog uden at slås om Vinterens føde Kriges med kattene Som gerne vil vælge mellem En fugl og en mus Kattens krigsdans Er et kapitel for sig selv

Tilbage til lyset Lyset afstikker vejen fremad Fremad vil jeg Vil vi Der er altid et lys for enden af tunnelen

I dag blev det lyset set inde fra I morgen står solen op endnu engang Endnu engang vil lyset skinne Skinne for dem der lader lyset Slippe igennem

ForsKuDt DagBog

af dan Harrestrup patient

51

52

Det har været en spændende udfordring at tænke en løsning til et så ladet sted som et hospice, og i særdeleshed et sted med så meget omtanke og omsorg som jeg oplever på Hospice Djursland.

Jeg ønsker at lave noget som er klart opbyggeligt. Mit gennemgående tema, som jeg aldrig bliver træt af ; Løven - som i sindbillede og tilstand, berører faktisk de egenskaber som kunne bruges på et hospice.

At løven som jeg har arbejdet med igennem hele min produktion, bl.a. repræsenterer mod, styrke og tapperhed er alle vigtige egenskaber for både patienter, de pårørende og de ansatte på hospice.

Det arKiteKtonisKe Skærme af

åbne op

Lader rummet Skaber retning i rummet Skaber rum uden at skulle forandre noget

Skulpturen skal have en vis størrelse for at forholde sig til bygningen og uds-igten. Man skal kunne opleve den indefra, på afstand, men også i direkte nærkontakt.

løve til hospice DjurslanD

af Claus Ørntoft billedhugger

53

sKItsetegnIng løVe røD granIt

105 x 100 x 260 cM

54

Skulpturen skal ikke sprænge rummet ved at blive for monumental. Den skal forholde sig til menneskelige proportioner, - men skulpturen må også kunne indtage rummet fysisk på en måde, som giver den nok opmærksomhed til at samle et fokus.

Uden sokkel Er direkte på græs Demokratisk i den forstand, at man kan gå lige til den uden en sokkel som mellemled

Den afskærmer rummet og åbner op til udsigten Den kan indtages Siddes på og klatres på.

Skulpturen skal hugges i rød granit. En varm og lidenskabelig farve.

Højde ca. 1,05 meter Bredde ca. 1.00 meter Længde ca. 2,60 meter

Løven forventes at være på sin plads på Hospice Djursland i begyndelsenaf 2013.

5555

Historien om Hospice Djurslands logo begynder i 2001, hvor Foreningen Hospice på Djursland udskrev en logokonkurrence, fordi den ville skabe synlighed om indsatsen for at få et hospice etableret på Djursland.

Grafiker Helene Røberg vandt konkurrencen og beskriver selv logoet som en blomst, hvor bladene symboliserer omsorg:

Farverne symboliserer landskabet på Djursland - hav, natur og en nedgåen-de sol. Farverne symboliserer ligeledes tro, håb og kærlighed. Eller måske noget helt andet...?

Logoet anvendes fortsat med farverne, men bruges også i en mere abstrakt udgave i gråtoner på blandt andet hospicets årsskrifter.

For et par år siden var sygeplejerske og kunsthåndværker Jette Nørregaard sygeplejerskevikar på Hospice Djursland. Hun var meget glad for atmosfæ-ren på stedet og ville gerne kombinere sine to fagligheder ved at lave et hospicesmykke. Det er blevet til en meget enkel udsmykning, hvor udgangs-punktet har været den abstrakte udgave af logoet.

Smykkerne findes som broche, øreringe, manchetknapper og tie tack. De er fremstillet i håndlavet papir og harelim og med bladsølv og bladguld. Smykkerne er blevet brugt som gaver til personalet, men sælges også af Støtteforeningen.

logo i Bevægelse

56

57

taK Her på Hospice Djursland lever kunsten op til det, som er dens egentlige væsen – at vise sig fra forskellige sider, at tale til det enkelte menneske samt at lægge op til sam-tale og sam-syn.

Jeg vil gerne takke Ny Carlsbergfondet og de mange kunstnere, som gennem tiden enten har skænket os eller lånt os deres kunstværker. Deres generøsitet er medvirkende til at glæde og give liv til livet til både patienter, pårørende og medarbejdere på Hospice Djursland.

Tak til hver og en.

Dorit Simonsen hospiceleder

58

59

Kunsten på hospice - hospice DjurslanD fem år

Dorit Simonsen (red.) Dagmar Brendstrup (tekst)

REDAKTIONDagmar Brendstrup Dorit Simonsen Erling RasmussenNiels TrangbækRikke Krogager

korrektur Jens Oluf Bruun Pedersen

GRAFISK LAYOUT PhotoGraphIT v. Lene Ahlmann

TRYKKailow Graphic A/S

PAPIR Denne tryksag er trykt på 170 g. Multiart Silk.

Bogen er udgivet med støtte fra Kailow Graphic A/S og familien Harrestrup.

1. udgave 1. oplag Oplag: 750 stk. © Boggalleriet, Rønde 2012 ISBN 978-87-90980-36-8

FOTOSOmslag: Kissen Møller Hansen p. 9, 13: Per Bak Jensen p. 11, 15, 19, 21, 27, 45, 47: Lars Kiel p. 23: Marit Benthe Norheim p. 25: Sophia Kalkau p. 29, 33, 39, 43, 51: Hospice Djursland p. 35, 55: Lene Ahlmann p. 37: Ole Kastrup Jensen p. 49: Dorte Hoffmann Ginnerup p. 53 & titelblad, skitse: Claus Ørntoftp. 56-57: Adam Mørk

Kunsten på hospice

Boggalleriet

Ku

nst

en

på h

osp

ice