LIV UDEN KRÆFTAf Mie Brinkmann (foto & interview)

DANIIL NOVIKOV, 15 ÅR, LEUKÆMI, TILBAGEFALD

Det værste er, at jeg kan meget mindre, end det jeg normalt kunne. Der er de der isolationsregler. Man må ikke gå i biografen eller være offentlige steder, hvor der er andre folk.

Det bedste er, at man får en masse penge. Ej, det er det ikke. Der bliver arrangeret en masse for dem, der er syge, og det synes jeg er super dejligt. Det er en masse gode arrangementer, hvor det fx kan være, at man kommer ud og køre i en masse dyre biler. Sådan nogle sportsbiler. Så bliver der også ar-rangeret en del, hvor man møder andre, der også er syge, og som også har været igennem det. Det er meget lettere at tale med dem. De forstår meget mere, end de venner jeg har.

Det er vigtigt for mig at blive rask. Er det ikke det alle siger?

Jeg drømmer om at blive læge. Dét, at jeg har været syg, og at jeg har talt med så mange læger, har inspireret mig. Jeg vil også gerne blive bør-nelæge. Og måske forske i, hvorfor man får kræft.

CHRISTINE LINDØ, 17 ÅR, SVULST I HJERN-EN, HAR NU EPILEPSI, ERKLÆRET RASK

Det værste er, at jeg også har søvnforstyrrelse, og det påvirker min skoledag. Så jeg har ingen venner.. jeg har ikke noget at stå op til for tiden. Jeg ved ald-rig, hvornår det bliver bedre.

Er der overhovedet noget godt ved sygdom? Det gode er turene. At komme sammen med nogen, der forstår, hvordan det er og ikke bare ignorer de her ting. Nogle, der stiller en masse spørgsmål. De forstår, hvad en har været igennem og siger ikke bare... Når man har epilepsi, og så siger nogle “Orh, er det det, hvor man ikke kan klare enkelt lys?” Og der er så mange former for det jo, så det er meget godt at være sammen med nogen, der ved, hvad det er.

Det er vigtigt for mig at komme af med søvnbe-hovet. Jeg plejer at sove 16 timer om dagen. Det vigtigste er at finde noget, der kan hjælpe mig til ikke at skulle sove så meget.

Jeg kan godt lide skuespil. Men der skal man selvfølgelig også være vågen, så der tænker jeg al-tid “Jeg kan ikke være skuespiller.”

CHARLOTTE VIG JENSEN, 16 ÅR, LYMFEKRÆFT, ERKLÆRET RASK

Det værste var, at man var væk fra venner. Da jeg var lille var det træls at gå i skole, men så blev jeg rigtige gode venner med klassen. Men jeg blev syg, og så blev de ældre, og jeg blev ældre.. Jeg blev bare ældre på en anden måde. Så jeg var lidt mere voksen. Jeg kunne ikke rigtig se det sjove i at have alt for meget makeup på, eller at tage hjem fra skole, fordi en af drengene har skubbet dig. Det kunne jeg ikke rigtig tage seriøst. Det var ikke vigtig for mig.

Det var også, at jeg blev voksen på en anden måde. Det er underligt, for jeg vil ikke have været det foruden. Jeg vil godt være alle symtomer og alle eftervirkningerne foruden, men min sygdom og alle oplevelserne - det ville jeg ikke have været foruden. Jeg har været i Irland og på koloni. Der er mange forskellige ting, som jeg har fået igennem min sygdom. Jeg vil hellere snakke med nogen, der er lidt ældre end mig selv. Dem har jeg det bedre med.

Det er vigtigt for mig at komme ud at ride. Og så er det vigtigt for mig, at jeg kommer godt ud af gymnasiet, for jeg vil godt være sygeplejerske og en god en. Jeg er miljøskadet. Min søster er social og sundhedhjælper, og så sagde min mor, at det kan du da også blive. Og så tænkte jeg selvfølgelig: “Jeg skal da være sygeplejerske.” Jeg har lidt en ide om, hvad de laver. Så det er det, jeg skal være. og helst med børn.

Jeg mistede det ungdom, som de andre fra min klasse har haft. Hvis man laver en plus minus liste, så er der langt flere plusser. Jeg tænker nogle gange over, hvordan jeg havde været, hvis ikke jeg havde være syg.

Jeg har fået et bedre forhold til mine forældre. Jeg føler mig lidt mere ansvarsfuld end mange andre på min alder. Og så har jeg fået en større viljestyrke. Også overfor voksne.

Jeg drømmer om at blive gift med en rig mand. Ej. Jeg drømmer om at få en god familie.. og så en happy ending. Jeg vil godt have en hest engang og en motorcykel. Jeg har lidt en drøm om at kunne hjælpe børn som mig selv på afdelingen. Jeg kan ikke rigtig gøre så meget nu, men jeg ville ønske, jeg kunne tage dem et eller andet sted hen. Når de er hjemme, kunne man tage dem med på en enddagstur.

CHRISTOFFER GERT NIELSEN, 13 ÅR, LEUKÆMI

Det værste er, at man ikke kan være sammen med venner. At man er træt hele tiden, og at man ikke kan overskue så meget. Man får kvalme og bi-virkninger og sår i munden. Jeg har haft en masse komplikationer, og det har taget meget på kræfter-ne.

Det bedste er alle de ture, der bliver lavet. Og vide, at der er nogen, der gør noget.

Det er vigtigt at have nogle gode venner, der støt-ter en.

Jeg har mistet en masse skolegang, og jeg har mistet et godt år af starten af mit teenageliv.

Jeg har fået en masse gode venner og oplevelser. Og selvfølgelig også nogle trælse nogen.

Jeg drømmer om et langt og godt liv.

CARSTEN HOLM JENSEN, 15 ÅR, BLODSYGDOM

Det værste er nok, at mine venner ser anderledes på mig, end de ser på deres andre venner. Man bliver behandlet anderledes. Nogle gange er det bedre, jo selvfølgelig, som fx på min gamle skole, når vi havde idræt. Når jeg blev træt, kunne lærene godt se, at jeg havde brug for en pause. Men man bliver også set anderledes på af klassekammer-aterne. Jeg gik på min gamle skole i godt og vel 8 år, og jeg blev drillet. Måske fordi de tænkte, “Nå ja, han er her ganske vist i dag, men han er her måske ikke i morgen, så lad os gøre lidt sjov ud af det.”

Det bedste var, at eftersom jeg blev drillet så meget, så slap jeg i det mindste for at komme i skolen fem dage om ugen, og jeg skulle kun fire dage om ugen. Når jeg har været syg, måske en uge til to uger, så fik jeg et gameboyspil eller et eller an-det af min far. Lidt har jeg fået. Når man er indlagt på sygehuset, det er bare dejligt. Så kan man ligge og slappe af næsten alt den tid, man er der, så behøver man ikke koncentrere sig om skolen. Nu er jeg sådan en, der spiller rigtig meget computer osv., så det får jeg meget af tiden til at gå med.

Det er vigtigt, at min egen familie har det godt, nu hvor jeg selv har sygdommen. Så er det vigtigt, at jeg har det godt socialt. Og at jeg har et tæt bånd til min storebror. Eftersom, at han ikke bor hjemme længere. Men det er ikke det store problem. Vi sid-der tit og snakker over noget messenger og noget Skype på computeren.

Jeg har mistet den måde, jeg er sammen med mine kammerater på. Det er lidt anderledes, når vi er sammen. Jeg blev syg allerede som 3 årig, så jeg ved faktisk ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg ikke havde haft det.

Jeg drømmer om et godt job. Et jeg kan lide, og som samtidig giver en lille smule i kassen, så man kan få sig et respektabelt hus og en lille bil. Når jeg bliver ældre, drømmer jeg om at blive tættere på min kæreste, Cecilie, og så måske få en lille hund eller to. Nu har jeg min egen hund derhjemme, men den er rimelig stor. Jeg kan bedst lide de der lille bitte hunde.

LOUISE SCNOOR PEDERSEN, 14 ÅR, GODARTET SVULST PÅ LILLEHJERNEN, ERKLÆRET RASK

Det væreste var mit første bad. Jeg ved ikke, hvor-for. Der er bare en grim følelse inden i mig, der siger, at det er det. Ellers er det nok alle de gange, jeg har fået lagt en sonde i næsen. Det føles som at blive kvalt.

Det bedste var gratis mad. Og de bekendskaber, man får. Det er meget rart at snakke med andre, der har haft det samme problem.

Min far er vigtig for mig. Han betyder rigtig meget. Det gør min søster også.

Jeg har mistet halvdelen af mine gamle venner. Eller faktisk alle næsten. Undtagen to. Det er først nu, jeg er begyndt at få nye venner igen.

Nu kan jeg snakke om mange flere ting, end jeg kunne.

CLAES ROSTRUP, 14 ÅR, LEUKÆMI

Det værste er, at man skal så meget ind på Rigshos-pitalet og at få alle mulige piller, og at man bliver totalt svag af det. Det synes jeg, er det værste.

Der er så mange gratis arrangementer. Jeg synes det er rart, at der er fonde, så man kan søge om penge, og Ønskefonden, hvor man kan søge sit aller største ønske. Jeg er ved at søge nu, og jeg har ønsket en båd. Jeg fisker. Jeg har sendt ansøgn-ingen, men så skal de lige behandle det og aftale møde.

Det vigtigste er, at jeg kommer over det igen. At jeg bliver frisk igen. At min familie er her for mig. Det er ikke fedt at være syg, hvis der ikke er nogen til at hjælpe en. Hvis man fx skal have nye sko, så kan de hjælpe en med at spørge, om man kan komme efter lukketid.

Jeg har mistet mine muskler. Jeg savner det at kunne spille badminton. Og så savner jeg venne-rne fra klubben. At få lov at spille med dem. Det er ikke så fedt.

Jeg har fået en masse film. Penge. Så har jeg været et par gange på restaurant, som vi ikke gør så tit. Så har jeg fået en masse slik,. Jeg har fået en tættere familie. Mit forhold til min familie er blevet bedre.

Jeg håber på, at jeg kan spille badminton på det niveau, jeg spillede på før. Jeg trænede tre gange om ugen. Jeg drømmer om at komme ud og pow-ershoppe med vennerne.

NICKLAS EMIL PEDERSEN, 15 ÅR, LYMFE- KNUDEKRÆFT, ERKLÆRET RASK

Det var lidt træls ikke at være så meget hjemme, være sammen med vennerne og gå glip af skolen.

Det bedste var at være meget sammen med min far. Vi så mange film. Det var meget hyggeligt.

Det er vigtigt at kunne følge min skole og at få mine venner tilbage. Jeg har mistet dem lidt, fordi jeg ikke var der så meget.

Jeg drømmer om at flytte sammen med kæresten i en lejlighed. Hun hedder Simone.

METTE POULSEN, 20 ÅR, HJERNESVULST.

Det værste er nok, når man er indlagt, når man har kvalme og bare ligger og har det dårligt. Jeg har været rigtig bange for at skulle dø, fordi man ikke ved, hvad det er. Man ved ikke, hvad man går ind til. Jeg kan huske første gang, jeg skulle have kemo, jeg var simpelthen så bange. Fordi man har aldrig prøvet det før, og man ved ikke, hvordan man reagerer på det, men det værste, det er nok, at jeg ingen kræfter har. Som regel, så ligger jeg på sofaen hele dagen, for jeg kan ikke andet. Så det er ret stort, at jeg har været oppe så meget de sidste dage.

Det bedste det er, at man har fri. At man ikke skal tænke på, at man skal op på arbejde. Man bliver revet lidt ud af ens hverdag - det kan både være godt og skidt, men det gode ved det, det er, at man ikke skal op til noget. Man har ikke nogle forpligti-gelser. Man kan få lov til bare at være sig selv og slappe af og gå igennem det stille og roligt. Nu går jeg ikke i skole eller noget, så jeg skal ikke op til noget. Det er meget rart.

Min mor og storebror er vigtige for mig i det her forløb. At de er der for mig. Min mor er som regel også med, når jeg er inde og få kur. jeg kan ikke så godt lide at være alene. Heller ikke, når jeg skal stik-kes og sådan noget. Der er min mor rigtig vigtig.

Jeg har ikke mistet nogle venner eller noget. Men man er blevet revet ud af sin hverdag. Jeg har nok mistet det.. at jeg ikke kan så mange ting. Jeg kan ikke så tit være sammen med venner nu, selvom jeg har lyst. Jeg har ikke rigtig kræfter til det. Men de kommer og besøger mig, men det er ikke det samme, som det plejer at være. Jo, jeg har faktisk mistet at gå i byen. Det savner jeg også tit. Bare at kunne gå ned og fyre den af og danse lidt. Så vi har aftalt på et tidspunkt, at vi skal have et sodavand-sparty, hvor vi drikker paraplydrinks. Uden alkohol i og så bare blander alt muligt sammen. Det kan jeg godt savne lidt.. det at gå i byen. Nu er jeg også lidt ældre.

Jeg har fået en masse bekymringer. Jeg bekymrer mig hele tiden. Så bekymrer jeg mig om, at jeg skal scannes.. der er mange ting, jeg skal tænke over. Det kan godt være lidt svært. Alle de ting, man skal.

Før jeg blev syg drømte jeg lidt om at blive guide. Men mit liv er sat på standby. Jeg har ikke rigtig nogle drømme længere. De er blevet taget lidt fra mig. På en måde tør jeg ikke have nogle drømme Jeg tør ikke at sige, at så skal jeg det. Et eller andet sted, så ved man jo ikke, om man bliver rask. Jeg havde drømme før, men dem har jeg ikke mere. De er lidt væk igen.

AWAIS GOHAR RAFIK, 12 ÅR, BLODKRÆFT

Det værste er at ligge på hospialet. Det er bare nogle gange kedeligt.

Det bedste er, at man får mange gaver.

Det vigtigste for mig er min familie. De passer på mig.

Jeg drømmer om at blive tegner. Disneytegner. Animator. Cartoon. Jeg ved ikke, om du har set sådan nogle som Find Nemo? Sådan nogle vil jeg gerne lave.