Københavns Universitet Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Sociologisk Institut Kandidatspeciale

Penge Et sociologisk studie af penge, demokrati og kapitalisme Forfatter: Astrid Martinus Dalsgaard Vejleder: Jeff Smidt Afleveret: Maj 2015 Antal Tegn: 191.618 Antal tegn i fodnoter: 13.728

2

Indhold

Abstract................................................................................................................................ 3  Indledning........................................................................................................................... 4  

Penge ..............................................................................................................................................................6  Videnskabsteoretisk  ståsted ..................................................................................................7  Magt ................................................................................................................................................................8  Stat  og  marked ...........................................................................................................................................9  

Specialets  disposition ............................................................................................................ 11  Det  store  skisma..............................................................................................................12  Neoliberalismens  tankegods:  Adam  Smiths  usynlige  hånd ...................................... 12  Neoliberalismen .....................................................................................................................................14  Hvad  gik  forud  for  neoliberalismen?.............................................................................................15  Hvordan  legitimerede  neoliberalismen  sig  selv?.....................................................................17  

Demokratisk  kapitalisme  i  krise........................................................................................ 20  Delkonklusion .......................................................................................................................... 23  

Penges  rolle  i  det  store  skisma ..................................................................................24  Myten  om  byttehandel........................................................................................................... 25  Cartalisme .................................................................................................................................................28  Kreditteori.................................................................................................................................................29  Så  godt  som  penge  i  banken ..............................................................................................................30  

Post-­politics............................................................................................................................... 33  Bretton  Woods ........................................................................................................................................34  

Reifikation ................................................................................................................................. 39  Delkonklusion .......................................................................................................................... 45  

Diskussion:  Er  en  demokratisering  af  pengesystemet  muligt?.......................46  Streeck:  Muligheden  for  et  europæisk  Bretton  Woods .............................................. 46  Bjerg:  Muligheden  for  et  bankvæsen  med  fuld  reserve ............................................. 49  Bitcoin:  Muligheden  for  penge  uden  banker  og  stater ............................................... 54  

Konklusion........................................................................................................................58  Litteraturliste...................................................................................................................61  

Rapporter ..................................................................................................................................................62  Medieartikler ...........................................................................................................................................63  Websider....................................................................................................................................................63  

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige min vejleder Jeff en særlig stor tak for hjælpen og den store imødekommenhed i processen. Desuden fortjener min kæreste

Mathias og min mor Anna også tak for deres støtte og opbakning.

3

Abstract This thesis takes as its point of departure a development, which can be described as a ‘the needlessness of politics’. Democratically elected politicians of today’s nation states seem to have very little room for manoeuvre where fundamental and systemic economic questions are concerned. This development is by the German sociologist Wolfgang Streeck described as a splitting of democracy from capitalism through a splitting of economy from democracy, as he is arguing that capitalism did not always evade democratic control, but was in fact during the post-war era part of a compromise between democracy and capitalism. Apparently this compromise has, according to Streeck, been falling apart ever since the economic crisis of the 1970s and the advent of neoliberalism. Simultaneously with this development I argue, along with the Danish sociologist Ole Bjerg, that the monetary system has been subject to significant changes. In opposition to what most people believe, most money in our society are in the present not made by central banks but by private banks. This implies that nation states and central banks have in fact lost control with national money supply. A control that I argue was vital for the post-war compromise between democracy and capitalism, where money seemed to be an important instrument for influencing capitalism. In stark contrast to the post-war years, money in the present appears to be a-political. Thus I argue that this post-political approach to money has its origin in how we as individuals and society understand money and money creation. Central to this understanding is that we genuinely understand money as being merely things. This view of money can be seen as a wholly reified view on money as being objects, which appear not to be man-made and thus lie outside the possibilities of democratic control. On this background I apply a constructivist approach to analyze how a reification of money plays a part in the splitting of democracy from capitalism that Streeck describes. In conclusion I find that the reification of money means that money seem to be located outside a political and human domain, thus transforming the monetary politics of nation states into a purely administrative task best handled by politically independent central banks. The reification of money is in this thesis viewed as being able to prevent a re-thinking and re-shaping of the monetary system in ways that could ensure more democratic influence on money creation and capitalism. The analysis leads to a discussion of the democratic potential in three alternative and de-reified ways of money creation: A European Bretton Woods, full reserve banking and Bitcoin. From this discussion it is made clear that the state or democracy ought to play a central role in money creation.

4

Indledning At det demokratiske valg af politisk lederskab tilsyneladende ikke længere har altovervejende betydning for samfundsudviklingen i USA synes ovenstående citat af den tidligere direktør for den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, Alan Greenspan, at vidne om - og her hjemme er professor i økonomi, Henrik Jensen, på linje med denne betragtning, som det fremgår af det andet citat (Greenspan i Streeck 2014:91; Jensen 4. februar 2015). Greenspan og Jensen giver således udtryk for noget, man kunne kalde ’politikkens tiltagende unødvendighed’, idet de overordnede linjer og mål for de nationale demokratiers politikere synes at være givet af de globale markedskræfter. En udvikling, som efterlader de valgte politikere med tiltagende mindre manøvrerum og indflydelse på større og mere fundamentale politiske spørgsmål, som går ud over de rent fordelingsmæssige spørgsmål om finanslovens indretning, som Jensen henviser til. Ifølge den tyske sociolog Wolfgang Streeck (2011;2014), har de demokratisk valgte regeringer, især i den vestlige verden, dog ikke altid ladet sig diktere af de vilkår, som markedet giver. Tværtimod var efterkrigstiden ifølge Streeck præget af et kompromis mellem demokrati og kapitalisme, hvor kapitalismen i langt højere grad underlagde sig en demokratisk kontrol og regulering, end tilfældet er i dag, hvor kapitalen synes

We are fortunate that, thanks to globalization, policy decisions in the US have been largely replaced by global market forces. National security aside, it hardly makes any difference who will be the next president. The world is governed by market forces. Alan Greenspan, amerikansk nationalbankdirektør 1987-2006 De små uenigheder, der er mellem rød og blå politik, bliver fuldstændig overskygget af den økonomiske udvikling i Europa. Danske politikere fifler måske lidt med nogle milliarder på finansloven i den ene eller anden retning - men det er kun for at være tro overfor deres vælgere. Det er ikke det, der rykker økonomien på den korte bane. Økonom og professor på Københavns Universitet, Henrik Jensen

5

at være løsrevet fra demokratisk kontrol. Netop kapitalens løsrivelse fra denne demokratiske kontrol er indenfor sociologisk litteratur velbeskrevet som fremkomsten af neoliberalismen som idé og som et klasseoprør (Jf. David Harvey 2005 & 2006; Luc Boltanski & Eve Chiapello 2007; Michael Hardt & Antonio Negri 2003). I specialet argumenterer jeg således for, at den grundlæggende neoliberale ide om det frie marked, som netop er frit fra demokratisk regulering, baserer sig på en teoretisk ide om et skisma mellem stat og marked. Det store skisma, som jeg kalder det i specialet, er således udtryk for en metodologisk adskillelse af stat og marked, der konstituerer markedet som værende underlagt sine egne lovmæssigheder, som derfor uhindret bør have lov at råde. Jeg anser dermed den neoliberale mobilisering af dette skisma for at være medvirkende til, at markedet og kapitalen i stigende grad er blevet immuniseret og isoleret fra demokratisk kontrol. En væsentlig konsekvens af denne udvikling kan med Streeck siges at være, at nationalstater i stigende grad synes at være underlagt markedets kontrol, idet markedet nu skal overbevises om det rimelige i at bidrage til finansiering af velfærd for statens borgere. For at opretholde rimelige niveauer af velfærd må staterne ofte gældsætte sig og, især siden den seneste økonomiske krise, konsolidere sig. Altså sikre sig markedets tillid ved at signalere, at staten er ansvarlig og rentabel. Således udtalte Statsminister Helle Thorning-Schmidt sig om formålet med at Danmark, som medlem af eurosamarbejdet, tiltrådte Finanspagten i marts 2012 som værende at: Danmark sender et klokkeklart signal til finansmarkederne om, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik ved at tiltræde EU’s finanspagt (Thorning-Smith 1. marts 2012). Finanspagtens sigte er således at opnå bedre kontrol med den offentlige gæld i eurozonen i kølvandet på den økonomiske krise, som ramte markedet i sensommeren 2008. Da krisen ramte, blev det uhyre vigtigt for især medlemsstaterne i EU at signalere til markederne, at de kunne udvise kontrol med de offentlige finanser, da staternes fortsatte velfærd afhang af netop markederne. Krisen, der havde det amerikanske boligmarked som sit epicenter blev hurtigt døbt ’finanskrisen’. Men da krisen for alvor ramte Europa, fik den også tilnavnet ’gældskrisen’, fordi det hurtigt viste sig, at flere af eurozonens medlemsstater havde gældsat sig i en sådan grad, at de kun knebent eller slet ikke – som i Grækenlands tilfælde – kunne betale, hvad de skyldte (Berg & Beck 2009:17;89; DR Nyheder 24. januar 2015). Krisen i Europa kom således til i høj grad at handle om gæld og konsolidering, hvilket med Streeck kan siges, at udgøre et demokratisk problem, idet især økonomisk politik bliver omdannet til ren lovmæssighed og nødvendighed. Resultatet af kapitalens løsrivelse fra demokratiet, kan dermed med Streeck forstås som en de-demokratisering af kapitalismen gennem en de-økonomisering af demokratiet. Med andre ord kan der med Streeck argumenteres for, at Greenspan og Jensen i de ovenstående citater giver udtryk for en splittelse mellem demokrati og kapitalisme, gennem en splittelse af økonomi fra demokrati (Streeck 2014:5). Det er denne splittelse, samt de dybere årsager til den, som jeg i det følgende vil beskæftige mig med. Jeg vil dog med sociolog Ole Bjerg (2013; 2014) argumentere for, at den dybere årsag til splittelsen mellem demokrati og kapitalisme skal findes i vores pengesystem.

6

Penge Når det kommer til samfundets kriser, er selve diagnosticeringen og italesættelsen af disse kriser afgørende for den kur, der kan ordineres. Har man således italesat en krise som en ’finanskrise’, synes det naturligt rent politisk at argumentere for at krisens løsning skal findes på de finansielle markeder. Har man diagnosticeret en krise som en ’gældskrise’ er kuren derimod at betale af på gæld og konsolidere sig. Med Bjerg vil jeg dog i det følgende se den nuværende krise som en monetær krise, som finans- og gældskrisen er symptomer på (Bjerg 2013:60). Forståelsen af den nuværende krise – som også kan forstås som demokratiets krise – går således igennem en forståelse af penge og af vores samfunds måde at skabe penge på. Vores pengesystem har parallelt med den udvikling, som jeg med Streeck beskriver som kapitalens løsrivelse fra demokratisk kontrol, undergået store forandringer. I modsætning til hvad de fleste mennesker tænker, dannes hovedparten af vores penge i Danmark ikke af Nationalbankens seddelpresse, men af private banker. Nationalbanken danner alle kontanter mens alle virtuelle penge, som vi benytter, når vi bruger vores dankort eller tager et lån i banken, skabes af banken selv. Kontanter udgjorde i juli måned 2014 således kun fire procent af vores samlede pengemængde (Danmarks Nationalbank 2014:68). Med det, som kan kaldes en privatisering af pengedannelsen, har staten og demokratiet således lidt et kontroltab til markedet, idet det med Hardt og Negri kan siges, at monetære mekanismer synes at være de vigtigste mekanismer til at kontrollere netop markedet (Hardt og Negri 2003:327). Penge og pengepolitik synes således i nutiden at være præget af en post-politisk tilgang, som bestyrker borgere og demokratisk valgte regeringer i, at pengene og deres dannelse synes at ligge udenfor et politisk og menneskeligt virkefelt. Jeg vil i det følgende argumentere for, at denne post-politiske tilgang til penge og pengepolitik har sin rod i den måde, vi som individer og samfund forstår penge på. Centralt i denne forståelse ligger, at penge opfattes som ting. Med udgangspunkt i Peter L. Berger og Thomas Luckmanns (1999) reifikationsbegreb argumenterer jeg dermed for, at penge fremstår som en reifikation – som tingsliggjorte – og dermed som et system af genstande, der ikke er menneskeskabte, og som dermed står udenfor demokratisk kontrol. På denne baggrund vil jeg argumentere for, at vores måde at danne penge på, såvel som den måde vi forstår penge på, er medvirkende til at skabe den splittelse mellem demokrati og kapitalisme, som Streeck beskriver. Det ligger desuden implicit i reifikationsbegrebet, at der også kan være tale om muligheden for det, der kaldes de-reificering. Altså en mulig erkendelse af, at de tingsliggjorte penge er menneskeskabte og dermed kan blive genstand for politisk diskussion og bestemmelse. Det kan således tænkes, at netop løsningen på demokratiets krise, som del af en monetær krise, skal findes i vores pengesystem. I forlængelse heraf lyder specialets problemformulering således:

Det er således specialets mål at afklare reifikationens virkemåde indenfor det store skisma mellem stat og marked, som i specialet fungerer som den overordnede ramme, som splittelsen mellem demokrati og kapitalisme, såvel som forandringerne i vores pengesystem, skal forstås indenfor. Specialets sigte er således også at diskutere mulighederne for en re-demokratisering af pengesystemet, idet en sådan re-demokratisering synes at rumme muligheden for at overkomme splittelsen

Hvordan bidrager reifikation af penge til den splittelse mellem kapitalisme og demokrati, som Streeck beskriver? Og hvilke demokratiske potentialer ligger der i penge?

7

mellem demokrati og kapitalisme gennem erkendelsen af, at penge og marked er menneskeskabte institutioner.

Videnskabsteoretisk ståsted Jeg vil i dette afsnit søge at præcisere mit videnskabsteoretiske ståsted og ved samme lejlighed fremkomme med indledende afklaringer af begreber, som står centralt i specialet. Jeg vil dog under alle omstændigheder løbende redegøre for begreber og sammenhænge, når dette er nødvendigt. I dette speciale abonnerer jeg på et konstruktivistisk perspektiv på den sociale virkelighed. Det gør jeg ud fra en betragtning og antagelse om, at det sociale er grundlaget for al viden og erkendelse (Esmark, Bagge Laustsen & Åkerstrøm Andersen 2005:11). Den analysestrategi som det konstruktivistiske perspektiv med Esmark et al kan siges at lægge op til, er således grundlaget for at kunne gøre rede for, hvordan den sociale virkelighed konstrueres gennem anvendelsen af bestemte iagttagelsesledende begreber. Disse begreber former et udsnit af den sociale virkelighed og leder også til konstruktionen af denne virkelighed (Ibid:12). Dermed er mine analytiske begreber med til at give virkeligheden form, fordi det netop ligger i det konstruktivistiske perspektiv, at virkeligheden ikke beder om at bliver iagttaget på én bestemt måde. Jeg er således selv i dette speciale med til at konstruere den virkelighed, jeg gerne vil iagttage. Dermed er det dog ikke sagt, at den følgende analyse er udtryk for mit blik alene: Med Esmark et al kan det netop siges, at ’det handler om at konstruere det sociale, så det fremstår som under konstruktion’ (Ibid.). For netop at klarlægge den sociale konstruktion af den virkelighed – demokrati og pengedannelse – som er genstand for specialet, henter jeg visse iagttagelsesledende begreber fra Herbert Blumers symbolske interaktionisme (1985) og Berger og Luckmanns Den Samfundsskabte Virkelighed (1999). Med valget af disse to perspektiver, åbnes der op for et blik på virkeligheden, som værende skabt af de definitioner, som vi mennesker anlægger gennem vores fortolkninger af den. Blumer forklarer således, at mennesker handler i forhold til de ting, der omgiver dem på baggrund af den mening, som tingene har for dem. Den mening som tingene har for individet, skabes ifølge Blumer gennem interaktion med andre individer, og sluttelig håndteres og modificeres denne mening gennem en fortolkende proces, som alle personer indgår i, når de håndterer de ting, de møder (Blumer 1985:304). Set gennem den symbolske interaktionismes briller, anskues den mening som ting har, for både den enkelte og for grupper af individer, ikke for at stamme fra tingenes iboende egenskaber og ej heller udelukkende fra individets psykologiske dispositioner. Nej, meningen opstår i den proces, der finder sted, når personer interagerer. Med Blumer kan det således siges, at mening er et socialt produkt, der formes gennem grupper af menneskers definerende aktiviteter (Ibid:306). Den sociale verden, som eksisterer for mennesker og de grupper, som de indgår i, er i den symbolske interaktionisme sammensat af ’objekter’, som er produkter af social interaktion. Ifølge Blumer er et objekt alt hvad der kan indikeres, omtales og peges på. Med andre ord er objekter både deciderede ting, så som en stol, abstrakte begreber, så som moralske principper samt personer (Ibid:311). Igen forstår individet objekterne på baggrund af den mening, de har for den enkelte, og denne mening bestemmer derfor den enkeltes handlinger i forhold til objektet. I denne sammenhæng er det en vigtig pointe, at meningen for den enkelte opstår i forhold til den måde, som de mennesker, som den enkelte interagerer med, definerer objektet. Objektets betydning afhænger netop af de mennesker, som individet omgås.

8

Gennem en interaktionsproces med gensidige definitioner af en stol som en stol, og en skolelærer som en skolelærer, opstår der dermed en fælles forståelse af objekter for en bestemt gruppe af mennesker (Ibid:312). Dette betyder dog også, at det i høj grad er muligt for forskellige grupper at have forskellige definitioner af objekter, og at disse grupper, side om side, kan leve i forskellige verdener (Ibid.). Objekter har dog ifølge Blumer ikke nogen fast status for forskellige menneskelige grupperinger, netop fordi den meningsgivende proces, som de skabes igennem, aldrig ender, men må siges, at finde sted kontinuerligt. I denne udstrakte proces formes, vedligeholdes og transformeres objekterne. En stjerne på himlen er således ifølge Blumer ikke længere det samme for en moderne astrofysiker, som den var for en bibelsk hyrde. Menneskers liv og handlinger forandrer sig i takt med de forandringer, der finder sted i den verden af objekter, som de bor i (Ibid:313). Med denne beskrivelse af udviklingen af gruppers fælles fortolkninger af bestemte objekter, synes det tydeligt, at Blumer sigter til, hvad der med Berger og Luckmann kan kaldes institutionsdannelse. Institutionsdannelse forstås netop af Berger og Luckmann som en fælles koordination af gentagende handlinger på baggrund af den fælles mening, som handlingerne har for de deltagende individer. At institutioners udvikling aldrig fuldt og helt stopper, forklares af Berger og Luckmann netop ved at institutionernes mening må vidergives til kommende generationer af deltagere i den sociale virkelighed, der muligvis ikke vil finde institutionen så meningsfuld som dens oprindelige deltagere (Berger & Luckmann 1999:79). Blumer forklarer da også, at fremkomsten af fælles og gentagende handling i grupper af mennesker er et resultat af en fortolkende proces på samme måde som helt nye handlingsmønstre, der udføres for første gang. De betydninger, som handlingerne foretages på baggrund af, er således konstant udsat for pres fra modstridende eller afvigende meninger, som kan give anledning til forandring af fælles handlinger og meninger (Blumer 1985:318). Den afgørende pointe er altså, at vores meninger og fortolkninger af verden, former vores handlinger og dermed også den sociale verden i sig selv, såvel som de genstande, vi omgiver os med. I dette speciale anskuer jeg derfor den sociale verden og de institutioner, der præger den, såsom penge, marked og stat, for at være sociale produkter. Om end Blumer samt Berger og Luckmann synes at være på linje med hinanden i dette spørgsmål, rummer Berger og Luckmanns beskrivelse af fremkomsten af sociale institutioner dog et aspekt, som ikke kommer til udtryk hos Blumer. Dette aspekt omhandler magten til at definere den sociale virkeligheds mening, samt den magt, som disse menneskeskabte institutioner kan få over deres skabere, menneskene. Magt Om end sociale institutioner som stat, marked og penge fremstår for mennesket som objektive fakticiteter, er der altså med Blumer og Berger og Luckmann tale om menneskelige produkter, der er skabt på baggrund af menneskelig aktivitet (Blumer 1985: 319; Berger & Luckmann 1999:79). Ifølge Berger og Luckmann er der dog et dialektisk forhold mellem mennesket som producent af den sociale verden og den sociale verden som produkt. Det vil altså sige, at menneskets producerede virkelighed i form af sociale institutioner med tiden kommer til at fremstå som objektive og uomgængelige, idet de synes at eksistere uafhængigt af de individer, der oplever dem og lader sig påvirke af dem. Det kan hermed siges, at menneskenes frembragte institutioner virker tilbage på menneskene selv (Berger & Luckmann 1999:79). Med andre ord kan det i forhold til Blumer siges, at udlægningen af menneskelige fællesskaber som arnestedet for fælles meninger synes rimelig, men at

9

han sidenhen ikke tager højde for, at det ikke nødvendigvis altid ligger lige for at ændre sociale institutioner igen, selv ved fremkomsten af modsatrettede meninger. Sociale institutioner, der for samfundets individer fremstår som en objektiv virkelighed, som de tilsyneladende ikke har været med til at skabe, har ifølge Berger og Luckmann et kontinuerligt behov for legitimering. Det vil sige, at den institutionelle verden må retfærdiggøres og forklares for hver ny generation, fordi denne verden vil fremstå som en tradition snarere end en personlig erindring for hver generation (Berger & Luckmann 1999:80). Der må altså udvikles specifikke mekanismer, der skal gøre nye generationer i et samfund bekendt med dets institutioner. Disse mekanismer er ifølge Berger og Luckmann en form for social kontrol, fordi der med nye generationer kan opstå lydighedsproblemer, da det kan være fristende at fremsætte nye definitioner af en institutionel orden, som vil føles som en udefrakommende entitet. Netop derfor indføres også mulighed for sanktioner mod dem, der ikke efterlever en given institutions regler (Ibid:81). Der kan dermed forekomme modstridende meninger og virkelighedsdefinitioner, der kan udfordre de bestående institutioner og dermed de meninger, der underbygger dem. Ydermere kan disse kolliderende virkelighedsdefinitioner med Berger og Luckmann siges at være udtryk for interessemodsætninger, som kæmper om at definere et udsnit af den sociale virkelighed til egen fordel. Her påpeger Berger og Luckmann, at decideret voldelig magt kan være en hovedfaktor i udfaldet af konfliktuerende virkelighedsdefinitioner (Ibid:129). At magt altså har en plads i Berger og Luckmanns samfundsskabte virkelighed bliver på implicit vis også tydeligt igennem beskrivelsen af begrebet reifikation: Det paradoksale i at mennesket er i stand til at producere en verden, som det efterfølgende opfatter som noget andet end et menneskeligt produkt (Ibid: 79;108). Dermed kan der være tale om, at institutionelle ordener, som eksempelvis brugen af penge, kan ende med at tage magten fra de mennesker, der alene i deres omgang med penge kontinuerligt bekræfter og reproducerer dem som social institution. Penge fremstår i sin nutidige form som en objektiv realitet. Som genstande, der ikke er menneskeskabte og ikke kan påvirkes af mennesker. I dette ligger der det, som jeg i specialet kalder en ’tingsliggørelse af penge’. Og det er netop betydningen af denne tingsliggørelse - eller reifikation - af penge for den omtalte splittelse mellem demokrati og kapitalisme, som jeg i specialet fokuserer på. Ved at benytte mig af de her præsenterede iagtagelsesledende begreber åbner jeg op for at beskue institutioner som økonomi, marked og penge, der selv for den økonomiske videnskab og de mennesker, der deltager i dem, forekommer som domæner, der virker i kraft af egen lovmæssighed uden om menneskelig deltagelse i dem. Dermed kan en specifikt sociologisk refleksion generere viden, som kan bidrage til en ny forståelse af netop disse domæner som menneskelige konstruktioner og institutioner, der i høj grad defineres og kan redefineres af mennesker. Afslutningsvist vil jeg forholde mig til et andet essentielt begrebspar, nemlig ’stat og marked’, der som beskrevet i indledningen udgør en konceptuel ramme, som splittelsen mellem demokrati og kapitalisme forstås indenfor. Stat og marked Begreberne ’stat og marked’ kan sammen med reifikationsbegrebet siges at stå som centrale iagtagelsesledende begreber i min analyse af splittelsen mellem demokrati og kapitalisme. Som det vil blive klart på de kommende sider, anskuer jeg netop splittelsen mellem demokrati og kapitalisme for at være forbundet med et eksisterende konceptuelt eller idemæssigt skisma mellem stat og marked. Der er således tale om en ide om en adskillelse af stat og marked, som jeg, med

10

udgangspunkt i et konstruktivistisk perspektiv, anser for at være særdeles virkningsfuld definition og fortolkning af virkeligheden - og dermed af forholdet mellem stat og marked. At skismaet mellem stat og marked i specialet anses for at være en konstruktion, som dog med det neoliberale paradigmeskifte får en vis virkelighed, baserer sig på antagelsen om, at stat og marked er ét hele eller som minimum to institutioner præget af en dyb intern afhængighed af hinanden. I denne antagelse støtter jeg mig til særligt en enkelt passage i Antonio Gramscis Fængselsdagbøger (1999), hvori Gramsci skriver, at ideen om et ’frit marked’ baserer sig på en teoretisk fejlslutning, da staten og civilsamfundet – hvor markedet antageligt befinder sig - er ’et og det samme’ (Gramsci 1999:371). Markedet må grundlæggende ses som et socialt eller statsligt produkt, mens der hos Boltanski og Chiapello såvel som hos Hardt og Negri kan findes den observation, at hvis kapitalismen som system skal være velfungerende, må den underlægge sig en vis form for regulering fra statens side. Ligeledes ses det hos Harvey, hvordan staten bliver en aktiv medspiller i netop at skabe et ’frit marked’ under det neoliberale paradigmeskifte (Boltanski & Chiapello 2005:6; Hardt & Negri 2003:293; Harvey 2005:79). Ikke desto mindre bæres især det neoliberale paradigmeskifte frem af ideer om et frit marked, forstået som fri for statslig intervention, som jeg i specialet referer til som frimarkedstænkning. Som det med Berger og Luckmann ovenfor blev beskrevet, kan der bag enhver virkelighedsdefinition – eller konstruktion - ligge interesser, der ser det fordelagtige i at benytte sig af magt for at gennemtvinge bestemte virkelighedsdefinitioner, som eksempelvis adskillelsen mellem stat og marked. Dermed bliver det også i dette speciale relevant at belyse, hvordan netop konstruktionen af et skisma mellem stat og marked er kommet i stand, samt hvilke interesser denne konstruktion bæres frem af. Med min hovedteoretiker, Streeck, anser jeg skismaet mellem stat og marked for at være domineret af tre aktører: Staten, kapitalen og lønmodtagerne. Der er således tale om et perspektiv, som tilskriver særligt kapitalen agens, så denne optræder som en kollektiv aktør, der har sin egen vilje og egne interesser (Streeck 2014:21). Dette aktørperspektiv deles af Boltanski og Chiapello såvel som af Harvey, der beskriver kapitalister og kapitalismen som en klasse med økonomisk råderum til at investere deres indkomster med henblik på at få profit, og samtidig sender de ulemper og begrænsninger, som disse aktiviteter giver, videre til lønmodtagere og staten (Boltanski & Chiapello 2005:6; Harvey 2005:19). Kapitalen er som sådan strategisk og i stand til at kommunikere. Men ifølge Streeck er den også uberegnelig og kan blive utilfreds med de rammer, som staten sætter for markedet, og kan dermed også udtrykke sig selv derefter. Kapitalen kan således sætte den moderne stat under pres, sådan som det blev beskrevet i indledningen, idet kapitalen kan undlade at investere i nationale økonomier eller helt undlade at ville finansiere velfærdsstater gennem udlån. Det ’aktørperspektiv’ på kapitalen, som jeg mener bør finde anvendelse i specialet, udelukker imidlertid ikke, at et perspektiv på kapitalismen som et samfundssystem ikke fortsat skulle eksistere, lige som det udbytningsforhold som Marx identificerede mellem lønarbejderen og ejeren af produktionsmidlerne, kapitalisten. Ifølge Bjerg kan det kapitalistiske system, som Marx skrev under, betegnes som ’industriel kapitalisme’, mens det nuværende system kan kaldes ’finansiel kapitalisme’. Under den industrielle kapitalisme var kapitalisten i stand til at tjene penge gennem akkumuleringen af merværdi skabt gennem udbytning af arbejdskraften. Denne form for udbytning finder fortsat sted, men med Bjerg kan det siges, at denne måde at tjene penge på udelukkende refererer til en ulige fordeling af eksisterende penge, som allerede cirkulerer i pågældende samfundsøkonomi (Bjerg 2014:252).

11

I den nuværende finansielle kapitalisme er den profit, som i finansverdenen tjenes på at skabe penge og sende dem i cirkulation, en af de vigtigste kilder til skabelsen af merværdi. I den finansielle kapitalisme kan ’gammeldags industrielle kapitalister’ således også bliver ofre for udbytning (Ibis:254). Klassemodsætninger ophører derfor ingenlunde i den finansielle kapitalisme, men er fortsat bestemt af individets forhold til produktionsmidlerne. Altså i dette tilfælde det finansielle netværk, hvori penge dannes og sendes i cirkulation (Ibid:265). Der kan således ved siden af de hidtidige klasser af lønmodtagere og kapitalister i denne sammenhæng tales om klasser af kreditorer og debitorer. Kreditorerne kendestegnes ved ikke blot at kunne tjene penge på merværdi af producerede varer, men rent faktisk at tjene penge på det at skabe penge. Debitoren derimod har ikke muligheden for at selv at skabe penge, og må derfor, sat på spidsen, betale penge for at kunne bruge penge gennem banker (Ibid.). En sådan debitorrolle kan nationalstaterne således siges at indtage i nutiden. En rolle, der i det følgende vil vise sig at være afgørende for den de-demokratisering af kapitalismen, som er dette speciales fokus. På trods af at jeg i dette speciale ikke har nogen intention om at påtage mig en marxistisk funderet analyse, synes det ikke muligt at reflektere over problematikker, der i hovedsagen stammer fra det nuværende kapitalistiske system, uden netop at berøre centrale elementer og begreber i marxistisk teori. På denne baggrund omtaler jeg i specialet de omtalte finansielle og kapitalistisk-klassebetonede interesser på de finansielle markeder som markedet eller kapitalen. Samtidigt refererer jeg til staten, når jeg tænker på statsapparatet og de demokratisk valgte regeringer, som repræsenterer sine borgere.

Specialets disposition Specialet indledes med et kapitel som installerer den overordnede ramme for specialet, det store skisma mellem stat og marked som idé og som historisk virkelighed i form af det neoliberale paradigmeskifte. Desuden stiller jeg det neoliberale paradigme i modsætning til det kompromis mellem demokrati og kapitalisme, som prægede efterkrigstidens samfund. Derefter følger et kapitel hvor jeg argumenterer for, at vores pengesystems historiske indretning og forandring var medvirkende til det neoliberale paradigmeskifte og til splittelsen mellem demokrati og kapitalisme, idet staten mistede kontrol med samfundets penge. Dette kapitel leder således til den egentlige analyse af reifikationens rolle i muliggørelsen af splittelsen mellem demokrati og kapitalisme. En analyse, som munder ud i en diskussion af de demokratiske potentialer i tre forskellige alternativer til det nuværende pengesystem.

12

Det store skisma I dette kapitel skal det ses, hvordan det store skisma mellem stat og marked som ide er fremkommet. Som beskrevet indledningsvist anser jeg netop denne ide for at have været særlig virkningsfuld, idet den har medvirket til konstruktionen af det frie marked som ide og som historisk virkelighed. På linje med Ha-Joon Chang argumenterer jeg dog for, at ideen om det frie marked frem for alt er en politisk ide, og at der ikke eksisterer et marked som en præ-statslig naturtilstand, man kan søge at vende tilbage til. Det store skisma synes i høj grad at være promoveret af frimarkedstænkere (free marketeers), som ifølge antropologen David Graeber (2011) og idehistorikeren Heinz Lubasz (1995) har en tendens til at hænge deres ideer om det frie markeds mulige eksistens og statens begrænsende rolle op på Adam Smiths tanker i dennes hovedværk The Wealth of Nations. Dog kan det med Lubasz argumenteres for, at ideen om det frie marked som kun drevet af markedskræfter, er baseret på en forfejlet læsning af Wealth of Nations. Dette er en vigtig pointe at belyse, fordi ideen om, at det skulle være til alles fælles bedste at lade de frie markedskræfter råde, med Harvey kan siges at stå centralt i neoliberalismen, der som politisk og økonomisk praksis vandt frem i 1970’erne. Neoliberalismen kan således med Streeck siges at have afløst det kompromis mellem demokrati og kapitalisme, som prægede efterkrigstiden. Neoliberalismen har dermed erstattet det, som Streeck netop kalder en splittelse mellem demokrati og kapitalisme, idet skismaet mellem stat og marked, som den bærende tanke i neoliberalismen, forårsager en de-demokratisering af kapitalismen gennem en de-økonomisering af demokratiet.

Neoliberalismens tankegods: Adam Smiths usynlige hånd

The free market doesn’t exist. Every market has some rules and boundaries that restrict freedom of choice. A market looks free only because we so unconditionally accept its underlying restrictions that we fail to see them. How free a market is cannot be objectively defined. It is a political definition. Ha-Joon Chang, 23 Things They Don’t Tell You About Capitalism

13

Ifølge Graeber kan ideen om skismaet mellem stat og marked føres tilbage til Adam Smith, der i sit hovedværk Wealth of Nations fra 1776 introducerede økonomi som et videnskabeligt felt i sin egen ret. Smith anså dermed økonomien for at være styret af sine egne love og principper og distingverede sig som forskningsfelt ved netop ikke at være bestemt af etik eller politik. Smith var inspireret af liberale filosoffer som John Locke, der havde argumenteret for, at staten opstod ud fra et behov om at beskytte den private ejendomsret, og i øvrigt ikke burde påtage sig andre funktioner end at yde denne beskyttelse. På baggrund af dette argumenterede Smith, ifølge Graeber, således for, at markedet, penge og privat ejendomsret eksisterede forud for politiske institutioner, og at disse sågar var fundamentet for det menneskelige samfund – idet det ligger i menneskets natur at ville bytte varer med hinanden med henblik på profit (Graeber 2011:24). Ifølge Graeber skal det således have været Smiths intention at underdrive statens medvirken til markedets dannelse på trods af, at det allerede på hans egen tid syntes velkendt, at staten bidrog til markedets opståen gennem lovgivning, politi og monetær politik (Ibid:45). Smith ønskede altså ifølge Graeber tværtimod at vise, at økonomien blev drevet af sine egne guddommelige love, der, hvis de fik lov til at råde uhindret, ville sikre, at alle individer på markedet kunne følge deres egeninteresser til alles fælles bedste (Ibid:44). Når Graeber har valgt at fremhæve Smith på netop den måde, som han gør det, hænger det snævert sammen med den historiske kontekst som Smith er blevet læst og fortolket i siden 1970’erne. I sit forord til Lubasz tekst om Smith, skriver Stephen Copley (1995), at 200-året for Smiths udgivelse af Wealth of Nations faldt sammen med store politiske forandringer i Storbritannien og USA, der producerede højreorienterede frimarkeds-fremmende regeringer i 1980’erne. Altså det skift som jeg med Harvey kalder ’neoliberalistisk’ (Copley 1995:1; Harvey 2005). Copley bedyrer også, at meget af den økonomiske og sociale politik i 1980’ernes Storbritannien og USA blev retfærdiggjort med henvisning til Adam Smith. Eksempelvis sagde –Storbritanniens daværende premierminister Margaret Thatcher offentligt, at Adam Smith havde inspireret hende til den førte politik. Eller gennem fremkomsten af organer som Adam Smith-Instituttet1 (grundlagt i England i 1977) som et indflydelsesrigt center for fremførelsen af frimarkedsdoktriner (Ibid:2). Ikke desto mindre er denne udlægning af Smiths tanker ifølge Lubasz dybt problematisk. Ifølge Lubasz er Smith igennem årtier blevet fremhævet som et sandhedsvidne af fortalere for et frit marked. Et sandhedsvidne for at den usynlige hånd, der blev udlagt som værende ’de frie markedskræfter’, skulle have lov til at råde. Det er dog grundlæggende vigtigt at forstå den historiske kontekst og det økonomiske system, som Smith levede i og i høj grad forholdt sig kritisk til. Smith skal selv have kaldt dette økonomiske system for ’det merkantile system’, hvor merkantile og entreprenante interesser fik lov at dominere på en måde, der ifølge Smith ikke var til hele samfundets bedste. Smiths Wealth of Nations er således ikke en bog, der udelukkende handler om markedet som abstrakt størrelse, men derimod en bog, der handler om forskellene mellem et markedssystem, domineret af merkantile interesser og en fuldt ud åben økonomi, hvor alle, der har lyst og en smule kapital har en chance for at deltage. Dermed handler Wealth of Nations ifølge Lubasz ikke om stat versus marked som tema.

1 Ifølge instituttet selv: “The Adam Smith Institute is one of the world's leading think tanks. Independent, non-profit and non-partisan, it works to promote libertarian and free market ideas through research, publishing, media commentary, and educational programmes. The Institute is today at the forefront of making the case for free markets and a free society in the United Kingdom” ( The Adam Smith Institute 6. maj 2015).

14

Når Smith ønskede statens rolle begrænset, var det fordi staten som en central del af Smiths analyse blev set som en vigtig brik i promoveringen af merkantile interesser – til fordel for de få og til stor ulempe for de mange (Lubasz 1995:52). Men hvis Smith ikke mente, at staten eller specifikke klasser af købmænd burde bestemme markedets bevægelser, hvad burde så? Det er i denne sammenhæng, at Smith kommer frem til sit meget berømte svar: Den usynlige hånd. Hvad er da denne hånd? Ifølge Lubasz kommer Smith frem til et meget tidstypisk svar (Smith skriver netop i oplysningstiden): Det er naturen i form af et konstant begær efter handel og berigelse i det individuelle menneske, der fører den usynlige hånd. Det er således forfejlet at læse en ide om ’frie markedskræfter’ ind i begrebet om hånden, som netop dækker over særlige menneskelige dispositioner. (Lubasz 1995:61-62). Disse menneskelige dispositioner, kan det dog ud fra et sociologisk synspunkt synes rimeligt at omgærde med en vis skepsis. Graeber fremkommer således også med en kritik af Smiths udlægning af menneskets natur, der skal vise sig at være vigtig for min senere argumentation vedrørende den tingsliggørelse – reificering – af penge, som jeg indledningsvist spørger til. Jeg vil derfor ved flere lejligheder på de følgende sider vende tilbage til Smith, hvis konstruktion af feltet politisk økonomi, baseret på en konceptuel adskillelse af stat og marked, netop også får stor betydning for senere tiders opfattelse af penges konstruktion og konstitution. Ifølge Lubasz er Smith vitterligt blevet brugt som en form for logo for det frie marked, der skulle forstærke de ideer, som dette marked burde hvile på, ved at påkalde sig Smiths navn. Dette må dog siges at være et usikkert fundament for tankerne om det frie marked, idet der, som indikeret ovenfor, er en kløft mellem Smiths oprindelige tanker og den måde, frimarkedstænkere som eksempelvis Friederich Von Hayek og Milton Friedman med flere har læst ham (Lubasz 1995:46). At frimarkedstænkere har fået ideen om det store skisma mellem stat og marked fra Adam Smith, kan der imidlertid ikke herske tvivl om. Lubasz bemærker således i tråd med Copley, at Smith i slutningen af 1970’erne synes at have fået så enorm en popularitet, at han opnåede kult-status blandt de politikere og teoretikere, der bistod især Ronald Reagans præsidentembede. Og dette i så høj en grad, at disse hjælpende ånder rent faktisk begyndte at bære slips med billeder af Smith (Ibid:45).2 Neoliberalismen Fortællingen om et frit marked må ses som værende en vigtig forudsætning for neoliberalismens fremkomst i slutningen af 1970’erne. Her betragtes det frie marked som fraværet af en stærkt intervenerende stat – og som troen på, at det vil være til alles fordel, hvis individet overlades til sig selv og frit må forfølge sin egen lykke på markedet. Harvey definerer netop neoliberalismen som: … in the first instance a theory of political economic practices that proposes that human well-being can best be advanced by liberating individual entrepreneurial freedoms and skills within an institutional framework characterized by strong private property rights, free markets, and free trade (Harvey 2005:2). Som det blev gjort klart tidligere kan et ’frit marked’ være mange ting. Og der er således stor forskel på hvordan - og især for hvem - noget opfattes som værende et frit marked. Smith var paradoksalt nok meget optaget af at forhindre forretningsmænd i at forfølge deres egne interesser på antisociale måder, men blev af frimarkedstænkere tillagt præcist det modsatte synspunkt; nemlig at markedet bør

2 Den sigende historie om Adam Smith-kulten stammer angiveligt fra Ronald Reagans tidligere assistent og taleskriver Peggy Noonans memoirs.

15

være så frit som muligt for netop de entreprenante typer, hvis aktiviteter Smith i realiteten ønskede at tøjle. Med den neoliberale tilbagerulning af statens intervention på markedet og de krav, som staten på et tidligere tidspunkt har stillet til kapitalismen, kan der derfor med Harvey – og til dels Smith – spørges til, i hvis interesse det er, at staten tager et neoliberalt standpunkt? Med tanke på citatet af Ha-Joon Chang i indledningen af dette kapitel kan det netop siges, at selv det ikke at blande sig i et marked, eksempelvis ved deregulering, i høj grad må ses som et udslag af politisk beslutningskraft, der gavner visse samfundsgrupper mere end andre (Harvey 2006:145). Ifølge Harvey kan neoliberalismens historie anskues på to måder: ’Enten som et utopisk projekt, der ønsker at komme med en teoretisk skabelon for en reorganisering af international kapitalisme; eller som et politisk projekt, der vil reetablere vilkårene for kapitalakkumulation (forøgelse af værdier) og genoprettelse af klassemagt’ (Ibid:149). Ifølge Harvey har neoliberalismen ikke haft videre succes med en revitalisering af den globale kapitalakkumulation, men er til gengæld lykkedes med en tilbagevenden til klassemagt. På denne baggrund argumenterer Harvey for, at det teoretiske grundlag for neoliberalismen – adskillelsen af stat og marked – i højere grad har fungeret som en måde at legitimere og retfærdiggøre, hvad end der skulle til for at genskabe klassemagt (Ibid.). Ifølge Harvey er den neoliberale stats rolle således at skabe og bevare en institutionel ramme til at sikre det frie markeds funktion. Eksempelvis skal staten sikre og håndtere kvaliteten og troværdigheden omkring nationens penge og sikre den private ejendomsret gennem retslige instanser, militær og politi . Desuden bør staten skabe markeder på områder, hvor de ikke i forvejen eksisterer. Eksempelvis indenfor felter som uddannelse, sundhed og social sikkerhed. Men ud over disse opgaver bør staten – og dennes folkevalgte regeringer - ikke intervenere i markedet. Her er det netop antaget, at staten aldrig vil have nok information til at kunne regulere markedet på fornuftig vis. Dette klarer markedet bedre selv. Samtidigt antages det, at de magtfulde sociale interesser, der kan komme til udtryk gennem demokratiske processer, kan forvrænge statslige interventioner, så interventionerne kun tjener disse interesser og ikke motivet om mest mulig profit (Ibid:145). Der ligger således i neoliberalismen en antagelse om, at folkevalgte demokratier kan fremme og promovere borgeres stærke interesser i at stille krav om del i den kapitalakkumulation, der finder sted på markedet. Ved at begrænse de områder som staten – og demokratiet – kan få indflydelse på, sikrer markedet sig dermed mod borgeres krav. For nærmere at forklare, hvordan neoliberalismen opstod og sidenhen legitimerede sig selv, er det nødvendigt med et tilbageblik på den økonomiske og historiske periode, der gik forud for opblomstringen af frimarkedstænkningen og den egentlige neoliberalisme i slutningen af 1970’erne. Hvad gik forud for neoliberalismen? Det økonomiske system, der gik forud for neoliberalismen, prægede hele efterkrigstiden og er af Harvey kaldet ’embedded liberalism’3 (Harvey 2005:11). Harvey forklarer, at termen dækker over et kompromis mellem de klasseinteresser, 3 Harvey kalder i sin artikel ”Neo-liberalism as Creative Destruction” (2006) begrebet for ”embedded capitalism”, men benævner det i sin bog ”A Brief History of Neoliberalism” (2005) for ”embedded liberalism”. Jeg har valgt at skrive ”embedded liberalism”.

16

som henholdsvis arbejderklassen og kapitalejere repræsenterede. Kompromisset indebar, at nationalstater i demokratiske lande i høj grad intervenerede i deres hjemlige markeder med det erklærede formål at sikre en permanent høj beskæftigelse, økonomisk vækst og generel trivsel hos befolkningerne. At Harvey vælger at beskrive efterkrigstidens politiske økonomi som et kompromis mellem klasseinteresser vidner om, at Harveys teoretiske udgangspunkt er marxistisk. Det kompromis, der prægede efterkrigstidens forhold mellem kapitalisme og de stater, der intervenerede på markederne i stor stil, er til gengæld af Streeck blevet kaldt ’demokratisk kapitalisme’. Begrebet dækker over efterkrigstidens vidt udbredte antagelse om, at for at kapitalisme på nogen måde skulle være kompatibel med et demokratisk samfund, måtte kapitalismen underlægges demokratisk kontrol i bred forstand for at undgå, at demokratiet i sig selv ville blive begrænset i forsøget på at skabe ’frie markeder’. Streeck karakteriserer således demokratisk kapitalisme som en ”politisk økonomi, der ledes af to modstridende principper eller regimer, for fordeling af ressourcer: Det ene opererer i forhold til marginalproduktivitet, eller hvad der viser sig at være givet af ’markedskræfternes frie spil’. Det andet baserer sig på sociale behov og rettigheder, som godkendes på baggrund af kollektive valg i demokratisk politik. Under demokratisk kapitalisme skal regeringer i teorien honorere begge principper på trods af, at disse substantielt set aldrig kommer til at flugte” (Streeck 2011:7). Forskellen på Harveys og Streecks udlægning af efterkrigstidens store kompromis, kan således være at finde i deres holdning til, i hvilken grad det er muligt at kontrollere kapitalismen på demokratisk vis. Her vil Harvey med al sandsynlighed have en tendens til at mene, at kapitalismen som sådan står i vejen for et sandt demokrati. Til gengæld anerkender Streeck den dybereliggende spænding mellem de to poler, men mener, at de kan sameksistere under demokratisk kapitalisme, og at begge rent faktisk er ønskelige. På trods af disse forskelle mellem Streecks og Harveys forventninger til demokratiets formåen, er den mekanisme de refererer til – forstået som et kompromis mellem markeds- og statsinteresser - i store træk ens. Det store kompromis mellem markeds - og statsinteresser fungerede på baggrund af en begrænsning af kapitalens globale bevægelser, idet de stærkt intervenerende nationalstater - med klare reminiscenser om 1930’ernes depression og den efterfølgende verdenskrig – ønskede at sikre en fredelig verdensorden, der ikke skulle give anledning til yderligere verdenskrige. Eftersom kapitalismen op til udbruddet af 2. verdenskrig havde fået lov til at agere med en høj grad af frihed fra statslig indblanding, ansås den uhæmmede kapitalisme (såvel som rendyrket kommunisme) i efterkrigstiden for at have fejlet i at sikre en fredelig og økonomisk bæredygtig verdensorden. I tiden efter 2. verdenskrig forekom den eneste måde at sikre en ny og fredelig verdensorden på at være en blanding af marked og demokratiske institutioner. Vejen var således banet for keynesiansk økonomisk politik, der ved at omgærde finansielle institutioner, entreprenører, firmaer og generelle markedsprocesser med politisk bestemte begrænsninger, sikrede opbygningen af især de europæiske velfærdsstater (Harvey 2005:10). Det er her værd at indskyde, at datidens løsning på de problematikker, der var forbundet med den uhæmmede kapitalisme, blev fundet i tidens pengesystem eller rettere i konstruktionen af et nyt. Kompromisset mellem kapitalen og arbejderklassen – eller stat og marked – blev konstrueret gennem etableringen af Bretton Woods-aftalen i 1944, samt andre internationale institutioner såsom Den Internationale Monetære Fond (IMF), de Forenede Nationer (FN) og Verdensbanken. Bretton Woods-systemet bevirkede, at nationalstater verden over fik langt større mulighed end tidligere for at intervenere i og kontrollere deres egne markeder med en såkaldt ’aktiv pengepolitik’, der kunne bruges til at svække eller

17

styrke et lands konkurrenceevne internt og eksternt, eksempelvis gennem lønforhandlinger internt og devalueringer af landets valuta eksternt (Harvey 2005:10). Jeg vil vende tilbage til dette punkt i næste kapitel, hvor pengenes rolle i det store skisma mellem stat og marked behandles. Det store kompromis mellem stat og marked var altså ifølge Harvey et sæt af internationale såvel som nationale begrænsninger af kapitalismen. Den vækst, der blev skabt under dette system via staternes intervention, blev udnyttet til politisk definerede formål. Kompromisset mellem marked og stat syntes i efterkrigsårene at være en holdbar succes. Som bekendt betragtes efterkrigsårene – navnlig 1950’erne og 1960’erne - som en økonomisk guldalder præget af høj vækst og betydelig fremgang i levestandard for befolkningerne i den vestlige verden. Imidlertid varede den økonomiske vækst ikke ved. 1970’erne var ifølge Harvey, i modsætning til efterkrigsårene, præget af høj ledighed og stigende inflation, hvilket resulterede i faldende produktion (såkaldt stagflation). Som en følge af de dårlige konjunkturer faldt skatteindtægterne samtidigt med, at de nyligt etablerede velfærdsstaters udgifter steg. Det så således ud til at keynesianismen ’ikke længere virkede’, som Harvey siger (Harvey 2005:12). 1970’ernes økonomiske udvikling pegede således i retning af, at kompromisset mellem marked og stat – hvad end man kalder det ’embedded liberalism’ eller ’demokratisk kapitalisme’ – var under pres. Nationalstaterne måtte ifølge Streeck og Harvey i stigende grad kæmpe for at opfylde de keynesianske løfter om velfærd og velstand, som de gennem efterkrigstiden havde givet deres borgere. På den anden side måtte de også tilfredsstille markedernes ønsker om profit og høje vækstrater (Streeck 2011:12; Harvey 2005:12). Ifølge Streeck er der i det store kompromis mellem marked og stat netop tale om to modstridende principper, og således også en underliggende spænding. Der vil altid være en spænding til stede, om end i perioder mere latent end i andre, når kompromisset indgås. Streeck påpeger således, at efterkrigstidens gyldne år, hvor markedet og staten tilsyneladende levede med og i høj grad af hinanden, må ses som en afvigende periode, der ikke kan betegnes som normaltilstanden for demokratisk kapitalisme. Et sådant kompromis mellem markedsinteresser og demokratiske interesser vil ifølge Streeck altid være styret af en rodfæstet konflikt mellem de to modpoler. Det er altså denne iboende konflikt, der viste sig igen, da efterkrigstidens økonomiske vækst brændte ud i 1970’erne (Streeck 2011:5-6). Især hen mod slutningen af 1970’erne gryede en interesse for at finde alternativer til det gældende kompromis mellem stat og marked. Et alternativ var drømmen om det frie marked, der ikke var underlagt samme demokratiske begrænsninger, som det havde været tilfældet siden 2. verdenskrig. Det neoliberale projekt kan således ifølge Harvey og Streeck, siges at omhandle kapitalismens – eller markedets – kamp for at bryde fri af disse demokratiske begrænsninger (Harvey 2005:11, Streeck 2014:19). Men frimarkedstænkerne havde ikke frit spil, da der på dette tidspunkt var flere tendenser, især på den politiske venstrefløj, der pegede i den modsatte retning: Mod yderligere statslig kontrol med markedet. Så hvordan gik det til, at neoliberalismen som ide endte med at stå alene som svaret på, hvordan kompromisset mellem stat og marked skulle håndteres fremover? (Harvey 2005:12). Hvordan legitimerede neoliberalismen sig selv? 1950’ernes og 1960’ernes vækst havde i både politiske og videnskabelige kredse, ifølge Streeck, befordret et syn på økonomi som et entydigt teknisk anliggende. Økonomien blev således betragtet som en mekanisme, der rent politisk kunne styres, så den kørte som et vækstfremmende og krise-frit maskineri. Man led med andre ord af såkaldt Steuerungsoptimismus (Streeck 2014:13). Som det også indledningsvist

18

blev beskrevet, qua dette speciales fokus på den agens, som en kollektivitet af kapitalistiske aktører kan udvise, kan et rent funktionalistisk blik på det økonomiske og kapitalistiske system ikke retfærdiggøres. Streecks, og til dels Harveys, beskrivelse af kapitalismens agens, må siges at være uhyre vigtig for at forstå, hvorfor neoliberalismen i slutningen af 1970’erne viste sig som svaret på, hvordan man kunne få fornyet vækst gennem et opgør med den intervenerende stat. Kapitalen viste sig nemlig, ifølge Streeck og Harvey, at være sig sine egne interesser bevidst, da det under 1970’ernes krise ikke længere var muligt at opretholde vækstrater, der kunne tilfredsstille borgeres krav om velfærd såvel som markedets krav om profit (Streeck 2014:18; Harvey 2006:148). 1970’ernes krise påvirkede således de fleste mennesker i de vestlige samfund med høje ledighedstal og voldsom inflation. Derfor groede også en stemning af utilfredshed og misfornøjelse frem i de fleste avancerede kapitalistiske samfund, der gav anledning til på ny at diskutere efterkrigstidens fornuftsægteskab mellem staten og markedet. Disse diskussioner fandt i høj grad sted på den politiske venstrefløj hvilket mundede ud i forskellige socialistiske alternativer til den eksisterende samfundsorden (Harvey 2006:148). Samtidigt vandt sociale og kommunistiske partier frem i Europa, og ifølge Harvey begyndte stærke stemmer i USA at tale for markedsreformer, der skulle give staten endnu videre kontrol, som eksempelvis at kræve bedre beskyttelse af lønmodtagere og miljø. Ifølge Harvey var dette en klar politisk og økonomisk trussel mod ’de herskende klasser’. Det neoliberale projekt voksede således frem på baggrund af den kapitalistiske klasses forsøg på at genindtage sin magt over markedet og samtidigt frigøre sig rent politisk fra statens intervention (Ibid.). Men hvordan formåede kapitalismen at legitimere sig selv på ny? Harvey påpeger, at enhver ideologi for at være virksom må appellere naturligt til vores instinkter, værdier og begær – såvel som til de muligheder vores sociale verden synes at tilbyde. Neoliberalismen valgte at anvende politiske idealer og værdier som ’individuel frihed’ og ’frihed’ som urørlige og hellige værdier i vores samfund. Her gjorde fortalere for et frit marked, fri handel og ingen statslig indblanding et klogt valg, ifølge Harvey (Harvey 2006:146). Der var netop her tale om værdier, som siden de sene 1960’ere havde været meget præsente i avancerede kapitalistiske samfund verden over – især med studenteroprørerne i 1968, som ifølge Harvey, var drevet af krav om større ytringsfrihed og flere individuelle valg (Ibid.). Som et modsvar til 1960’ernes og 1970’ernes vidstrakte tanker om antiimperialisme og dæmoniseringen af kapitalismen, bragte frimarkedstænkere værdier som ’frihed’ og ’individuelle valg’ i spil, idet man argumenterede for, at disse værdier var truede af alle former for statslig intervention. Statslig intervention ansås for at true frie individers rettigheder til selv at vælge og erstatte dem med kollektive vurderinger. På denne baggrund slog frimarkedstænkerne således fast at uden den diffuse magt, der lå i privat ejendomsret og markedet med fri konkurrence, ville det ikke være muligt at have et samfund, hvor frihed effektivt kunne sikres (Ibid.). Man kan således tale om, at kapitalismen i sin søgen efter en ny legitimitet, strategisk benyttede sig af værdier, som den befolkningsgruppe, man søgte at påvirke, var lydhør overfor og i høj grad selv var skabere af. Med andre ord kan det siges, at kapitalismen genvendt ny legitimitet ved at spille på sine kritikeres banehalvdel. Denne pointe er på ingen måde ny, men formuleret mere nuanceret i Boltanski og Chiapellos værk The New Spirit of Capitalism (2007), samt i Hardt og Negris værk Imperiet (2003). Begge værker er omfattende og rummer mange iagttagelser og antagelser. Det vil derfor ikke i dette speciale være muligt at redegøre fyldestgørende for deres respektive teoriapparater. Tilstrækkeligt er det i denne sammenhæng at

19

uddrage en af de mest essentielle pointer, nemlig at der i denne kritiske periode opstod et sammentræf af sociale kampe, der på trods af deres forskellighed alle var rettet mod kapitalens internationale, disciplinære regime (Hardt & Negri 2003:253). Boltanski og Chiapellos samt Hardt og Negris nuancering af, hvordan kapitalismen formåede at spille på sine modstanderes banehalvdel, fortjener imidlertid plads, fordi de formår at eksplicitere, hvordan en given historisk epokes kapitalistiske system altid må legitimeres gennem skiftende ideologier og normative formationer (Boltanski & Chiapello 2007:10). Enhver epoke har ifølge Boltanski og Chiapello sit eget sæt af normative formationer der integrerer samfundet, og indenfor hvilke kapitalismen må søge retfærdiggørelse (Ibid:22).4 Boltanski og Chiapello forklarer videre, at overgange mellem forskellige epokers måder at retfærdiggøre deltagelse i kapitalismen på, ofte sker på baggrund af kritik, som kapitalismen er nødt til at lytte til for at overkomme. Der er med andre ord tale om det, Hardt og Negri kalder et paradigmeskifte indenfor det kapitalistiske system: Kapitalismen vil foretage systemiske forandringer, når den er tvunget til det, grundet manglende profit (Hardt & Negri 2003:258). Her fokuserer Boltanski og Chiapello, ligesom Harvey, især på studenteroprøret i 1968. Som udgangspunkt en kapitalismekritik, som kapitalismen måtte søge at overkomme, for at sikre sin videre overlevelse (Boltanski & Chiapello 2007:169).5 Men med Hardt og Negri kan det dog siges, at arbejderklassen i høj grad indgik i den akkumulation af kampe, som udfordrede datidens kapitalistiske regime. Således opfinder proletariatet, ifølge Hardt og Negri, de sociale og produktive former, som kapitalen i fremtiden er tvunget til at indføre (Hardt & Negri 2003:258). Her tænker Hardt og Negri både på de stigende krav om øget velfærd, som også blev nævnt ovenfor, men også på en ny form for subjektivitet og livsform, affødt af netop sociale kampe om velfærd, men også om det udførte arbejdets karakter. For den tids unge mennesker forekom udsigten til at arbejde ved et fordistisk samlebånd hele livet at være en form for død, og en bølge af unge mennesker nægtede at påtage sig lønarbejde. Andre elementer af industrisamfundets organisering blev også fornægtet, såsom kernefamilien og forbrugersamfundet (Ibid:259). Den samlede bevægelse, der således rummede intellektuelle som arbejdere, syntes at værdsætte ’mere fleksibel og dynamisk kreativitet, og det man kan betragte som mere immatrielle former for produktion’ (Ibid:263). Det kapitalistiske paradigmeskift, som i specialet kaldes neoliberalistisk, blev således ifølge Hardt og Negri samt Boltanski og Chiapello drevet frem af en arbejderklasse og en intellektuel masse, der ønskede fleksibilitet og opvurderede intellektuelt og kreativt arbejde på bekostning af det traditionelle industrielle arbejde. Det kan således siges, at kapitalen ikke havde behov for selv at finde et nyt produktionsparadigme. Snarere

4 Hertil hører er en baggrundstese, som Boltanski og Chiapello ikke diskuterer i nævneværdig udstrækning: At penge ikke er nok til at lokke folk til at deltage i kapitalismen. Deres tanker om 1968 støtter tesen. ”Some young people go so far, that they prefer begging or poverty to the factory line”. Et eksempel på at økonomiske motiver ikke er nok. Man skal have andre former for spænding for at deltage og knytte sig til produktionen. Det lykkedes kapitalismen at skabe denne interesse for at tage del i produktionen gennem lovning på selvrealisering og autonomi.

5 Studenteroprøret i 1968 var ifølge Boltanski og Chiapello del af en social bølge, der formede to forskellige typer af kapitalismekritik: En social kritik, der kritiserede produktionsrelationer og arbejderes arbejdsvilkår, og en artistisk kritik, der var udformet af akademikere og bohemer, og kritiserede de manglende muligheder for at finde mening, ansvar og selvrealisering på efterkrigstidens industrielle arbejdsmarked (Boltanski & Chiapello 2007:170). Ved at lytte til – og inkorporere den artistiske kritik, beskyttede kapitalismen sig selv fra en radikal social kritik, og fik på denne måde effektivt kvalt den sociale kritik (Ibid:185).

20

skulle kapitalen dominere en ny sammensætning af lønmodtagere, som allerede var blevet produceret, og som ifølge Hardt og Negri samt Boltanski og Chiapello indeholdt et nyt forhold til natur og arbejde, der kan karakteriseres som præget af værdier som mobilitet, fleksibilitet og viden (Hardt & Negri 2003:265; Boltanski & Chiapello 2007:190). Med disse sociale og værdimæssige forandringer har man under neoliberalismen, ifølge Boltanski og Chiapello, set en deregulering af arbejdsmarkedsrelationer, der har gjort disse relationer mere usikre, eftersom lønmodtagere i de lavtlønnede samfundslag i højere grad veksler mellem midlertidigt arbejde og ledighed, og lønmodtagere i højtlønnede lag går fra projekt til projekt, mens de konstant leder efter det næste (Boltanski & Chiapello 2007:354-55). Der var således i tiden omkring 1968 og frem et krav om autonomi og frihed til at udfolde og udleve sig selv, der blev udnyttet til et øget fokus på individuel performance på bekostning af et krav om social sikkerhed på markedet. Sikkerheden blev dermed kraftigt reduceret i den nye politiske virkelighed, der viste sig i slutningen af 1970’erne (Ibid:190). I Boltanski og Chiapellos samt Hardt og Negris analyse kan det ses, hvordan idealet om frihed blev brugt til udformningen af en kapitalismekritik, der blev imødekommet af kapitalismen og dermed resulterede i en ny legitimering af engagement i det kapitalistiske system. Med Harvey kan det siges, at det netop var denne relegitimering af det kapitalistiske system, der bevirkede, at idealet om personlig autonomi – og forfølgelsen af denne på et frit marked –blev iscenesat af neoliberale frimarkedstænkere som løsningen på tidens store problem: Den manglende vækst. I det følgende afsnit skal det med især Streeck ses, hvordan konstruktionen af det store skisma og den medfølgende splittelse mellem demokrati og kapitalisme får den konsekvens, at hvor det i efterkrigstidens kompromis mellem demokrati og kapitalisme har været rimeligt at forvente, at det ville være kapitalismen, der skulle retfærdiggøre, at den var værd at deltage i, kan der nu opstå legitimationskriser med modsat fortegn; forstået på den måde, at det i den nuværende konfiguration af kompromisset mellem stat og marked, er staten og dens borgere, der skal retfærdiggøre deres sociale behov overfor markedet og dets klasse af finansfolk og kapitalejere (Streeck 2014:21).

Demokratisk kapitalisme i krise Den neoliberale drejning har ifølge Streeck givet anledning til et omslag i den tilstand af permanent konflikt, der hersker mellem stats- og markedsinteresser i demokratisk kapitalisme, idet udviklingen siden 1970’erne og frem har båret i retning af, at det i høj grad er staterne, der i tidens politiske klima må føje markedsinteresserne på bekostning af ikke alene borgeres sociale sikkerhed; men i høj grad også borgeres og staters mulighed for rent demokratisk at definere og føre en økonomisk - og i mange tilfælde - en finansiel politik, der ikke føres på markedets vilkår (Streeck 2014:19). Streeck anskuer rent analytisk den langstrakte krise i demokratisk kapitalisme i tre forskellige faser, der er sammenfaldende med tre forskellige veje, staterne overordnet set har forsøgt at generere vækst på (Ibid:43). På baggrund af disse tre faser, hvori staterne på forskellig vis forsøgte at generere vækst og finansiere de offentlige udgifter, definerer Streeck tre korresponderende statstyper, idet hver periode også er lig med modificerede forhold mellem staten, borgerne og markedet. Disse tre perioder kalder Streeck for ’skattestaten’ (tax state), ’gældsstaten’ (debt state) og ’konsolideringsstaten’ (consolidation state) (Ibid: xvii, 72, 97). Mens dette

21

afsnit tjener til at opridse den overordnede udvikling af de tre statstyper og deres sammenhæng med den tidligere nævnte de-demokratisering af økonomien, vil det dog hurtigt blive klart, at de dybere årsager til de-demokratiseringen skal findes, i hvad man kan kalde rent ’pengetekniske mekanismer’. Disse mekanismer, og de muligheder og begrænsninger de kan udgøre for en demokratisk indflydelse på kapitalen, vil jeg dog først for alvor behandle i næste kapitel. Jeg læser Streeck således, at skattestaten må ses som udtryk for den konfiguration af stat og marked, der prægede efterkrigstidens demokratiske kapitalisme. Som det ligger i navnet, er der i høj grad tale om en stat, der finansierer sine udgifter via skatteindtægter fra borgere og virksomheder. Den demokratiske stat er altså i dette tilfælde både regeret og finansieret af sine borgere og det marked, som i denne periode netop er underlagt en vis demokratisk kontrol gennem den store mængde af regulering, der med Bretton Woods indgåelse i 1944 kom til at præge finansmarkederne. Gældsstaten opstår derimod når statens finansiering ikke længere udelukkende afhænger af borgere, men i høj grad også af kreditorers tillid (Streeck 2014:80). Som gældsstatens kreditorer, kan kapitalen ikke nødvendigvis gå i stemmeboksen og vælte en regering, der ikke opfylder sine forpligtelser overfor kapitalen før sine forpligtelser for borgere. Men den kan, som indledningsvist beskrevet, undlade at investere i den nationale økonomi og undlade at ville finansiere staten gennem udstedelse af lån (Ibid:81). Den afgørende forskel på finansieringen af de offentlige udgifter i skattestaten og gældsstaten kan med Streeck siges at ligge i metoden til at tilvejebringe de penge, som skal bruges. Streeck forklarer, at efterkrigstidens kompromis mellem demokrati og kapitalisme i slutningen af 1960’erne og op igennem 1970’erne begyndte at komme under pres. Som det også blev forklaret ovenfor, opstod en periode med stigende lønkrav og krav om velfærdsydelser fra statens borgere, men samtidig en vis afmatning af den buldrende vækst, der sås i tiden efter 2. verdenskrig. Grundet den fortsatte strenge regulering af finanssektoren og markedet gennem massedemokratiet og staten, havde staten på dette kritiske tidspunkt mulighed for at søge at forlænge efterkrigstidens vækst gennem det, Streeck kalder Keynes’ money illusion: Ved at lade centralbankernes seddelpresser køre, sendte staterne i disse år flere penge ud i økonomierne for derved at skabe en fornemmelse af større rigdom, der skulle give et nyt forbrugsfremstød. Hagen ved gennem længere tid drastisk at øge samfundets pengemængde gennem statens seddelpresse er dog, at dette resulterer i inflation. Pengenes værdi falder over tid, hvilket kan hindre nye investeringer og forbrug (Streeck 2014:33). Som nævnt ovenfor stod skattestaterne derfor i flere vestlige demokratier verden over i slutningen af 1970’erne i en situation præget af stagflation: Inflation kombineret med dalende økonomisk vækst. Bretton Woods-samarbejdets endelige sammenbrud i 1973 betød dog, uhyre kort fortalt, at der blev mulighed for en deregulering af den finansielle sektor, hvilket åbnede nye veje til at finansiere nationalstaterne. Muligheder, som med Streeck kan siges at lede til dannelsen af gældsstaten. Det politiske kursskifte i starten af 1980’erne til højreorienterede, frimarkedsfremmende regeringer – med det neoliberale paradigmeskifte – betød, at det store skisma mellem stat og marked blev et ledende princip for den førte politik. Kapitalmarkederne – og markedet generelt – burde følgeligt være selvregulerende. Statslig intervention blev dermed anset for unødvendig, og potentielt set direkte skadelig (Streeck 2014:39). Denne tankegang førte i flere lande til et opgør med de begrænsninger, der i efterkrigstiden var lagt på kapitalbevægelser, således at kapitalen friere kunne bevæge sig samt akkumulere, hvor det syntes mest profitabelt. Ifølge Streeck var denne strategi nødvendig i flere lande – herunder Reagans USA –

22

for at rejse den nødvendige kapital i private pengeinstitutter, så de kunne imødekomme staternes behov for at låne penge til finansiering af offentlige udgifter. Den anden metode til at forlænge vækst og finansiering af staten var således brugen af offentlig gæld. Tilvejebringelsen af midler til velfærd gennem offentlig gæld har ifølge Streeck på sin vis samme funktion som tilvejebringelsen af penge gennem inflation, da den genererer ressourcer til offentligt forbrug. En særdeles vigtig detalje for hele dette speciales centrale argument vedrørende årsagerne til splittelsen mellem demokrati og kapitalisme, kan dog siges at ligge i forskellen på de to metoder til at finansiere staten på. Gennem brugen af inflation (med de ulemper denne metode ellers kan forbindes med), var det staten selv, der skabte penge til sin egen finansiering eller til at sende direkte ud i samfundsøkonomien, mens det i tilfældet med finansiering gennem offentlig gæld var private banker, som skabte de penge, som blev lånt til stater som kredit (Ibid: 36). Staterne står dermed i en gældsrelation til et marked af private banker, hvis tillid til statens betalingsevne må bevares. Med tanke på det indledende citat af Helle Thorning-Smith6, kan det med Streeck siges, at gældsstatens opståen betyder at det, der anses for politisk nødvendigt (at sikre markedets tillid), er et perfekt match med det mest ønskelige set fra et neoliberalistisk synspunkt (Streeck 2014:38). Ifølge Streeck fortsatte gældsstaterne op til midten af 1990’erne med at finansiere de offentlige udgifter gennem skatter og offentlig gæld. Her begyndte finansmarkederne og staternes politikere dog at være i tvivl om mange staters – herunder USA’s – betalingsevne, da den voksende andel af gæld på de offentlige budgetter vakte bekymring. Ifølge Streeck satte den daværende amerikanske præsident Bill Clinton således ind overfor gælden og den voksende mistillid gennem nedskæringer i velfærd, og de fleste lande i den vestlige verden fulgte Clintons eksempel. Spareøvelserne betød ifølge Streeck, at der var en overhængende risiko for at sænke hustandsindkomster og den generelle efterspørgsel så meget, at staternes legitimitet ville være truet. Svaret på den lurende legitimitetskrise blev således det, Streeck kalder privatized keynesianism, som i bund og grund erstatter offentlig gæld med privat gæld gennem yderligere dereguleringer af den finansielle sektor. Dette træk resulterede i stejl stigning i privat gæld. Gennem forøgelsen af den private gæld, kan efterspørgslen i princippet stimuleres på samme vis, som hvis staten optager et lån og efterfølgende bruger lånet på velfærdsydelser. Risikoen ved lånoptagelsen ligger blot nu hos borgeren selv. Fra 1990’erne og frem steg den private gæld således fortsat i USA og Storbritannien, men også i Skandinavien (Streeck 2014:38-39). Gennem udviklingen af skattestaten og gældsstaten, har staterne således benyttet tre forskellige monetære politikker for at generere vækst og penge til at dækker huller i de offentlige budgetter: Inflation, offentlig gæld og privat gæld (Streeck 2014:43). Streecks sidste statstype, konsolideringsstaten, ses vokse frem på baggrund af den seneste økonomiske krise. Med et politisk fokus på problematikkerne omkring den store offentlige - og private gæld, som de fleste gældstater i USA og i eurozonen havde opbygget siden 1980’erne, blev det staternes opgave at konsolidere sig selv. Det vil sige, at staterne, eksempelvis via Finanspagten, forpligter sig til at undgå underskud på de offentlige budgetter, og må i denne forbindelse betale deres gæld tilbage. En politik, der også må siges at være ført på markedets vilkår, idet politikken er udtryk for, at det synes rimeligt, at private kreditorer får deres penge tilbage, og at nationalstaternes (ødsle) borgere spænder livremmen ind. Denne politik blev ifølge Streeck i høj grad formuleret og pålagt særligt forgældede nationalstater som Grækenland, Spanien, Portugal og Irland. Disse stater fik tilbudt 6 ”Danmark sender et klokkeklart signal til finansmarkederne om, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik ved at tiltræde EU’s finanspagt”.

23

lån via institutioner som Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Monetære Fond (IMF), der kun finansierer økonomisk nødhjælp til stater (i form af lån til tilbagebetaling af lån), der indvilliger i at gennemføre hårde besparelser på deres offentlige budgetter. Konsolideringsstaten er således ifølge Streeck en udvikling mod de-nationalisering af økonomisk politik, der til gengæld fastlægges efter overnationale regler i institutioner som netop Den Europæiske Centralbank og IMF, der ikke er demokratisk regulerede. Med overgangen til gældsstaten og siden til konsolideringsstaten er der tale om det, jeg tidligere har kaldt et kontroltab til markedet i og med, at det ikke længere er muligt at kontrollere de finansielle markeder og finanssektoren, som staterne og deres borgere står i gæld til. Ydermere bliver de overordnede økonomiske målsætninger og politikker i eurozonen fastlagt på overnationalt niveau og har som eksempelvis Finanspagten fra marts 2012 karakter af en budgetlov, som skal indføjes i den nationale lovgivning. De nationale demokratier kan således højst forholde sig til det, der kan kaldes rent fordelingsmæssige spørgsmål og vedtage finanslove, som udviser ansvarlighed og vækker finansmarkedernes tillid. Dermed fremstår den økonomiske politik, herunder finans – og pengepolitikken, i de enkelte nationalstater, især i eurozonen, som værende uden alternativ for den demokratiske masse, der skal lægge stemmer til politikken.

Delkonklusion Det store skisma, defineret som en konceptuel adskillelse mellem stat og marked, er på de forudgående sider blevet præsenteret som først og fremmest en ide, om end en særdeles virkningsfuld en, som indtager en væsentlig rolle i det tankegods, der bar det neoliberale paradigmeskifte frem. Politik ført på neoliberale præmisser kan således ses som værende med til at gøre det store skisma til en virkelighedsdefinition, der kan retfærdiggøre mindre demokratisk indflydelse på statens intervention i markedet – eller i høj grad – mangel herpå. Det store skisma som ide, hentet fra en intetanende Adam Smith, kan ses som værende medvirkende til en naturalisering af markedet, der kommer til at fremstå som sakrosankt og som drevet af naturkræfter, som hverken kan eller bør styres af staten eller en demokratisk masse. Denne naturalisering af markedet kan dermed siges at have bidraget til at omsætte neoliberalismens tanker til praksis. En praksis, der har medført en splittelse mellem økonomi og politik, idet nationalstater og deres borgere i stigende grad har tabt kontrollen med den finansielle sektor og markedet generelt, der nu stærkt modsætter sig enhver regulering. Som indikeret flere steder, anser jeg i dette speciale forandringer i vores pengesystem, forstået som måden at danne penge på samt forståelsen af hvad penge er, for at spille en væsentlig rolle i splittelsen mellem demokrati og kapitalisme. Jeg vil derfor i næste kapitel lokalisere pengenes rolle i konstruktionen af det store skisma.

24

Penges rolle i det store skisma Som indikeret i forrige kapitel, spiller forandringer i vores pengesystem en væsentlig rolle i den demokratiske krise, som med Streeck blev beskrevet som en splittelse mellem demokrati og kapitalisme. Jeg vil således i det følgende argumentere for, at penge grundlæggende forstås – og i samfundet konstrueres - som værende ting og dermed også i de tusinder af transaktioner, som hver dag finder sted i et samfund, bliver anvendt som ting, der udveksles for varer. Med Bjerg og Graeber vil jeg dog argumentere for, at denne tingsliggørelse af penge tjener som en ideologi, der får vores nuværende pengesystem til at fungere. Penge bruges og betragtes muligvis af individet som ting. Men som nævnt i indledningen baserer vores nuværende pengesystem sig stort set kun på virtuelle, banksskabte penge, og derfor er penge også andet og mere end ting. Samtidigt med at funktionen af vores nuværende pengesystem sikres gennem denne ideologiske tingsliggørelse, sløres nemlig også de forskelle, der er på penge skabt af private banker, og penge skabt af stater. Dermed sløres også bankers og staters roller i den nutidige pengedannelse. Roller, som er drastisk forandrede i kølvandet på det neoliberale paradigmeskifte og mobiliseringen af konstruktionen af det store skisma mellem stat og marked, som det også blev synliggjort i forrige kapitel. Jeg vil således i det følgende vise, hvordan konstruktionen af penge som ting opstår synkront med ideen om det store skisma, og hvordan penge med det neoliberale paradigmeskift undergår en de-politisering, som er medvirkende til den de-demokratisering af økonomi og kapitalisme, som Streeck italesætter. Dette kapitel sigter således efter at vise, hvordan konstruktionen af penge som ting, giver anledning til en grundlæggende reifikation af vores pengesystem, der synes at være underlagt markedets love, og dermed udenfor et menneskeligt og politisk virkefeldt. Med tanke på ovenstående citat af den berømte bankmand Rothschild, kan det siges, at han synes at have været forud for sin tid, da det med Bjerg kan siges, at den væsentligste vej til profit og magt i den finansielle kapitalisme ligger i muligheden for at danne penge (Rothschild i Bjerg 2014:253). Denne mulighed ligger i det nuværende pengesystem hos private aktører på de finansielle markeder, der, som det sås i forrige kapitel, formår at amputere nationale demokratiers muligheder for at kontrollere markedet og kapitalen.

Let me issue and control a nation’s money and I care not who writes the laws Mayer Amschel Rothschild (1744-1812)

25

Myten om byttehandel For at vise hvordan konstruktionen af penge som ting tjener som ideologisk fundament for moderne penge, synes det rimeligt først at skildre, hvordan denne tingsliggørelse og konstruktion er kommet i stand. Som lovet i forrige kapitel, kræver dette en kortvarig tilbagevenden til Adam Smith og hans konstitution af den politiske økonomi, idet Smith, ifølge Graeber og Bjerg, også gav anledning til en de mest gængse opfattelser af penges væsen. Der er tale om en opfattelse og definition af penge, som man endnu i dag finder i de fleste standardiserede tekstbøger til økonomifaget. Hvis man eksempelvis åbner Economics af Gregory Mankiw og Mark Taylor (2006) finder man, at penge er defineret ved tre forskellige egenskaber eller slet og ret funktioner: Penge ses som et ’udvekslingsmedium, en målestok for værdi; penges værdi angives i eksempelvis kroner og euro, samt en opbevaring af værdi’ (medium of exchange, a unit of account og store of value) (Mankiw & Taylor 2006:589).7 Ifølge Graeber vil de fleste tekstbøger, og dermed økonomer, fremhæve især den første egenskab som den primære: At penge er et udvekslingsmedium. Dette kommer af, at det lægges til grund for disse funktioner, at penge er opstået som en vare med universel bytteværdi. Derfor forklares penges fremkomst i disse typer af bøger også ud fra en grundlæggende antagelse om, at der på et tidspunkt har været en historisk tidsalder, hvor der ikke fandtes penge, og hvor økonomiske transaktioner var en byttehandel. Gennem, hvad Graeber og ligeledes Bjerg kalder, rene tankeeksperimenter, guides læserne af disse økonomiske tekstbøger til en forestilling om, hvordan forbrugere i en moderne økonomi uden penge, men med mange specialiserede leverandører af varer, er nødt til at gennemgå en brydsom proces, for at komme til at bytte sig til de ting, de mangler. Denne proces kaldes indenfor fagsproget the problem of the coincidence of double wants8 og handler om, at en byttehandel først kan finde sted, når én person som eksempelvis ønsker at bytte sig til en ny seng, men til gengæld har et skab for meget, finder en person som faktisk har en seng for meget, men til gengæld mangler et skab. Og ja, siger såvel Graeber som Bjerg: Man kan levende forestille sig hvor besværlig vores verden ville være uden penge. På baggrund af denne indsigt når de økonomiske tekstbøger frem til, at penge må være opstået som en praktisk løsning på et praktisk problem i udvekslingssituationer på et fortidigt marked, der dog i det store og hele minder om nutidens (Graeber 2011:23; Bjerg 2014:9-11). Imidlertid er denne fortælling om opfindelsen af penge som en udelukkende praktisk løsning på et praktisk problem ikke helt ukontroversiel. Både Graeber og Bjerg 7 Ifølge Mankiw og Taylor er et penge defineret som et ’medium of exchange’, hvilket vil sige, at penge er genstand som købere giver til sælgere, når de køber varer og tjenester. Penge er ligeledes defineret som et ’unit of account’, hvilket vil sige, at penge er den målestok mennesker benytter til at prissætte varer og angive gæld. Eksempelvis koster en sandwhich 10 kr. mens en café latte koster 20 kr. Her udtrykkes priserne i kroner som målestok for værdi, på trods af at man også kunne sige, at en sandwhich koster ’en halv café latte’. Sluttelig defineres penge som en ’store of value’; en genstand som mennesker bruger til at overføre købekraft fra nutiden til fremtiden. Når caféejeren modtager 10 kr. for en sandwhich, kan de 10 kr. bruges i en fremtidig handel, mens at få en liter mælk i bytte er upraktisk eftersom mælken må bruges her og nu. 8 Termen ”the coincidence of double wants” stammer fra den britiske økonom William Stanley Jevons og optrådte i bogen Money and the Mechanism of Exhance fra 1876. Indenfor økonomien anses ’the coincidence of double wants’. for at være et udtryk for en såkaldt transaktionsomkostning – altså omkostninger forbundet med ejerskifte på et marked.

26

beretter, at antropologer og historikere i årevis har bidraget med tungtvejende evidens for, at der ikke har eksisteret – eller eksisterer sådanne kulturer eller lande, hvor der findes avancerede bytteøkonomier på den måde, som det beskrives i økonomibøger (Graeber 2011:28). Der kan med andre ord tales om det, som kritikere af økonomifagets egen tilgang til hvad penge er, kalder ’the myth of barter’ – myten om byttehandel (Graeber 2011:23; Bjerg 2014:100). Men hvorfra stammer denne myte? Ifølge Graeber og Bjerg stammer myten fra Adam Smiths Wealth of Nations. Smith skal således have været den første, som formelt introducerede tankegangen om, at der må have været en tid, hvor penge ikke eksisterede, og at penge blev opfundet på markedet for at overkomme et praktisk problem. Dette skyldtes ifølge Graeber, at Smith bevidst ønskede at argumentere for, at penge ikke kunne være et produkt af nogen former for politisk institution; men at han derimod ønskede at argumentere for, at penge opstod som varer, som eksempelvis guld, der havde særlige kvaliteter, hvilket ville få alle til at ønske at modtage det i bytte for deres varer. Ifølge Graeber blev historien om bytteøkonomi således en grundlæggende fortælling i den økonomiske videnskab, da den byggede på en ide om, at der var en økonomi, der var underlagt sine egne love, separat fra det politiske og moralske liv i samfundet (Greaber 2011:27). På markedet anså Smith, som nævnt i forrige kapitel, den usynlige hånd for at være en form for menneskelig drift, der sikrede den fortsatte trang til at handle og udveksle varer mellem mennesker. Derved adskiller mennesker sig også fra dyr, da der ifølge Smith, aldrig er set en ’hund der frivilligt og fair byttede sit kødben med en andens hunds kødben’ (Smith i Graeber 2011:25). Menneskelig civilisation ses af Smith som værende drevet af denne dybe stræben efter at bytte ting og få mest muligt ud af handlen. Denne stræben giver derfor ifølge Smith også anledning til arbejdsdeling. Graeber gengiver en passage fra Smith, hvor denne er tilbage i tiden til noget, der minder om et indianersamfund, der har fået specialiserede wigwam-magere og bue-magere. Når denne arbejdsdeling har fundet sted, vil de implicerede opdage, at det er problematisk udelukkende at bytte varer. Dermed begynder alle ’fornuftige’ handlende at tage en vare på lager, som de mener, at de færreste vil afslå at få i bytte for deres varer. Smith kommer således rundt om, hvordan alt fra guld, salt, tobak og muslingeskaller har været anvendt som en sådan vare med universel bytteværdi i forskellige samfund verden over. Af praktiske hensyn er disse varer blevet til de mere portable og let genkendelige penge, som vi kender i dag. Her kan staten allernødigst agere som en mellemmand, der sikrer pengenes værdi og påtager sig arbejdet med at printe sedler og præge mønter (Smith i Graeber 2011:27). Smiths teori om pengenes oprindelse har givet anledning til at anskue penge som en ting. Penge er i denne fortælling frem for alt opstået på et marked i forbindelse med byttehandler og er udtryk for en vare, der har universel bytteværdi. Derfor kaldes denne teori også ’commodity theory’. Jeg vil i det følgende kalde teorien for ’vareteori’ (Bjerg 2014:90). Det spørgsmål, som vareteorien – og andre teorier om penge - søger at besvare, er hvordan det kan være, at mennesker vil acceptere penge i bytte for deres varer? Med blikket rettet mod de udgaver af penge, som gennem historien har været lavet af ædelmetaller, ligger svaret for vareteoretikere som Smith lige for: De objekter, der bruges som penge må have en iboende værdi fra det guld eller sølv, som de er lavet af. Dermed kan et pengesystem netop ses som værende et avanceret byttesystem, da man jo fortsat bytter varer: Guld for brød. (Ibid.). Det kan her kort nævnes, at også Marx ifølge Bjerg lagde en sådan vareteori til grund for sin analyse af penge. I sin analyse af fremkomsten af kapital, er et vigtigt skridt, fremkomsten af en ’generel

27

ækvivalent’, som producenten af en vare kan modtage i bytte for denne. Penge bliver altså et sådant standardmål for værdien af varer. Marx peger på guld som den vare, der udvælges til at blive en sådan generel ækvivalent: Den standard som værdien af alle andre varer måles mod (Ibid:92). Den østrigske økonom Karl Menger (1892) er siden blevet kendt for at systematisere vareteorien yderligere, dog uden fokus på det element af udbytning der er forbundet med kapital, som Marx i sin analyse fokuserer på. Menger systematiserer dog ideen om penge som varer indenfor den etablerede økonomiske videnskab, idet han med matematiske formler og kerneøkonomiske begreber som ’transaktionsomkostninger’, ekspliciterer og institutionaliserer de økonomiske videnskabers ide om, at pengene er opstået på et marked. Ideen om det fortidige marked, der kun fungerer ved hjælp af byttehandel, har han, og stort set samtlige efterfølgende økonomer, ifølge Graeber, således overtaget fra Smith (Graeber 2011:28). Ifølge Menger ønsker aktørerne på et marked, præget af udelukkende byttehandel, at overkomme problemet, der ligger i at opnå the coincidence of double wants. Dette sker dog kun, fordi individuelle aktører handler i overensstemmelse med deres egne interesser uden tanke for, hvad de kollektive interesser hos deres handelspartnere eller på markedet generelt kunne tænkes at være: Men have been led, with increasing knowledge of their individual interests, each by his own economic interests, without convention, without legal compulsion, nay, even without any regard to the common interest, to exchange goods destined for exchange (Menger 1892:248). Ved udelukkende at forfølge egne interesser, vil disse mennesker opdage, at visse varer er lettere at sælge end andre, og disse varer vil derfor udvikle sig til regulære udvekslingsmedier: Varer, der kun handles med henblik på videresalg (Ibid: 254). Det er altså med henvisning til menneskets egen interesse i at gøre en god handel – den natur, der ifølge Smith, ligger bag den usynlige hånd, at Menger også ender med at slå fast, at penge er opstået på et marked. Det er også værd at bide mærke i, at Menger samtidig kommer med en total afvisning af fælles institutioner, der kan gå forud for dannelsen og udbredelsen af penge. Mengers er således præget af en metodisk individualisme, der ignorer fælles sociale institutioners rolle i pengedannelsen. Dette skal også vise sig at være en særlig problematik forbundet med vareteorien, idet det er svært at redegøre for, hvordan en vare som eksempelvis guld er blevet et standardmål for andre vares værdi, hvis der ikke kan refereres til allerede eksisterende systemer, der kan bestemme værdien af guld: Med andre ord kan guld sagtens tænkes at fungere som en standard, der bestemmer værdien af andre varer. Men dette kan ikke lade sig gøre uden at der på forhånd eksisterer en standard, der kan vurdere værdien af guld i sig selv. For hvordan skal værdien af guld fastsættes? Og hvorfor kan guld netop blive forbundet med penge? Smith taler ifølge Bjerg om ’uimodståelige årsager’ til, at mennesket lige præcis udvælger guld som den vare, der skal fungere som penge, mens Marx ifølge Bjerg skriver om de ’æstetiske egenskaber’ ved guld og sølv, som ’gør dem til det naturlige materiale for luksus, pynt, pragt og fest’, og som får metallerne til at fremstå som ’et lys, der spontant bryder frem fra underverdenen’. Det er således de nærmest magiske egenskaber ved guld og sølv, der ifølge vareteorien gør metallerne til varerne over alle varer og dermed en målestok for værdi (Bjerg 2014:93). Guld ophøjes i vareteorien således til at være penge på baggrund af de tilsyneladende virkelige kvaliteter i metallet, hvilket gør penge til et begæret objekt. Men med Bjerg kan det således siges, at guld i vareteorien fungerer som penge ved at være både en vare som enhver anden og samtidigt en special vare. Guld kan bruges til pynt og til at

28

signalere rigdom, mens guld samtidigt må være en helt særlig vare uden den store brugsværdi, for netop at blive og fungere som penge (Ibid:96). Guld har i mangel på et værdisystem, der kan prissætte det ikke nogen pris i vareteorien: Rent tautologisk kan det således med Bjerg siges, at et kilo guld er et kilo guld værd. Guld har tilsyneladende en værdi, der ligger udenfor guldets brugsværdi (Ibid:98). Med Bjerg og Graeber kan det siges, at der er flere forskellige problemer forbundet med vareteorien om penge. Som antydet ovenfor er et af de største problemer, at teorien simpelthen er historisk ukorrekt. Den fremstilling af penge, som er opstået spontant på et marked, præget af en specialiseret arbejdsdeling, er ifølge historisk, antropologisk og sociologisk forskning uden hold i virkeligheden (Bjerg 2014:100; Graeber 2011:23). Et andet problem med myten om byttehandel og vareteorien er dog især, at den giver et indtryk af penge som værende intet andet end en genstand, der fungerer som mellemled mellem ærlige og fornuftige købmænd og handlende på et marked. Myten om byttehandel og vareteori kan således med Bjerg siges at sløre den rolle, som magt og regeringer (stater) spiller i skabelsen af penge (Bjerg 2014:100). Samtidigt kan det siges, at myten også spiller en central rolle i konstruktionen af det store skisma mellem stat og marked, idet penge og marked kommer til at fremstå som underlagt sine egne love og noget, der er opstået uafhængigt af en stat eller regering. Cartalisme Cartalismen er en teori om penge, der basalt set anskuer penge for at være skabt gennem lovgivning, såkaldte fiatpenge (Bjerg 2014:101). Ifølge Bjerg er det netop det forhold, at vareteorien slører statens rolle i skabelsen af penge, som byder cartalismen9 mest i mod. Hvad der gør fiatpenge til penge, er således ikke pengenes iboende værdi, sådan som det ses i vareteorien, men derimod den symbolske betegnelse af et hvilket som helst objekt som værende penge. Fiatpenge udstedtes før i tiden af konger og i nutiden af stater. Dermed er cartalismen også i høj grad en teori om moderne penge. Den reneste form for fiatpenge findes således i den i moderne nationalstat, idet værdien bag pengene, som her udstedes, udelukkende er symbolsk: Pengene modtages udelukkende i bytte for varer, fordi de kan bruges i fremtidige udvekslinger, men anses ikke i sig selv for at være noget værd (Ibid.). Ifølge cartalismen har dog selv penge lavet af ædelmetaller som guld og sølv, behov for et element af cartalisme for at fungere. Guld kan således ikke fungere som penge, før en suveræn autoritet har dekreteret, at guldet er penge indenfor et lovmæssigt geografisk område (Ibid:102). Et vigtigt element ved cartalismen er dog også det element af magt, der indgår ved dekretet om, at et eller andet objekt – ofte guld eller papirsedler – nu er penge. Det er nemlig ikke nok at staten blot befaler, at objektet er penge. Staten skal også anerkende brugen af penge som betalingsmiddel i transaktioner med netop staten selv: Den må opkræve de penge, som den selv har opfundet og sendt i cirkulation som skatter. Ifølge Cartalismen er årsagen til at mennesker vil modtage i udgangspunktet værdiløse sedler og mønter i bytte for varer, at de generelt ikke er interesserede i at blive fængslet for ikke at betale deres skatter i det betalingsmiddel, som staten befaler, som Bjerg siger det (Ibid:103). Ved at kræve betalinger som skatter, leje, told og bøder i de penge som staten selv har skabt, skaber staten samtidig ifølge Graeber en efterspørgsel efter disse penge. Centralt i cartalismen står altså, at penge ikke blev skabt spontant på et marked.

9 Cartalisme (chartalism, eng.) som ord stammer fra det latinske ’charta’, der betyder ’billet’ eller ’symbol’. Det var den tyske pengeteoretiker Georg Friederich Knapp (1842-1926), der i sit værk Staatliche Theorie des Geldes (1905) formulerede teorien om, at penge udelukkende er et statsligt produkt. Teorien blev meget indflydelsesrig for især Keynes, hvis økonomiske teori er baseret på ideen om fiatpenge (Keynes i Bjerg 2014:101).

29

Faktisk mener cartalister, at markedet såvel som penge kan takke en suveræn stat eller hersker for deres eksistens (Graeber 2011:49). Bjerg påpeger dog, at på trods af det rimelige i at betragte statens krav om betaling af eksempelvis skatter i fiatpenge som igangsættende for et kollektivt begær efter fiatpenge, vil dette system dog hurtigt blive selvkørende. På trods af at individet muligvis intellektuelt ved, at papirsedler ikke har nogen værdi i sig selv, vil individet kontinuerligt konfronteres med et marked, hvor fiatpengene behandles som om de har værdi i sig selv. Ifølge Bjerg kan man derfor ikke uden videre afskrive vareteorien, hvis man vil forstå, hvorfor fiatpenge fungerer (Bjerg 2014:111). Det ses dermed, at teorien om penge som en vare eller ting med iboende værdi, som tidligere indikeret, tjener som en ideologi, der får statsudstedte penge til at fungere som penge. Ifølge Bjerg er cartalismen som pengeteori socialkonstruktivistisk: Hvad end staten eller samfundet udråber som penge, kan fungere som penge. Dog iscenesætter både vareteorien og cartalismen i sidste ende penge som værende ting. Forskellen ligger blot i om disse ting opnår deres værdi gennem en symbolsk proces, eller gennem det materiale, eller den vare, de er lavet af (Bjerg 2014:113-4). Hermed adskiller cartalismen og vareteorien om penge sig noget fra den sidste teori om penge, som her skal gennemgås: Kreditteorien. Som tidligere indikeret, har hovedparten af de penge, der cirkulerer i vores samfund karakter af virtuelle penge, skabt af banker. Hovedsageligt skabes disse penge gennem udlån, hvilket jeg vil vende tilbage til senere. Dermed et det rimeligt at opnå et indblik i, hvordan banker skaber disse kreditpenge. Kreditteori Med Bjerg kan det siges, at kreditteori anskuer penge for i udgangspunktet at være imaginære. Penge behøver ifølge denne teori ikke at være en ting, da økonomiske transaktioner sagtens kan finde sted, uden at fysiske objekter skifter hænder (Bjerg 2014:117).10 Således har det også ifølge Graeber vist sig, at de tidligste historiske monetære relationer kan findes i finansielle systemer i det gamle Babylon og Mesopotamien, hvor disse civilisationer brugte banksystemer tusinder af år før opfindelsen af mønter og sedler (Graeber 2011:64). Lige som banker i dag gør det, brugte disse fortidige banker også transaktioner, debitorer og kreditorer som betalingssystemer – altså lister med kreditter og gældsposter. Graeber kommer således frem til erkendelsen af, at bankvæsen og kreditsystemer langt fra er en moderne opfindelse, men faktisk går forud for penge, som vi ellers har kendt dem: We did not begin with barter, discover money, and then eventually develop credit systems. It happened precisely the other way around. What we now call virtual money came first. Coins came much later, and their use spread only unevenly, never completely replacing credit systems (Graeber 2011:40) Til at holde regnskab med kredit og gældsposter blev der eksempelvis anvendt lertavler i Babylon, mens der i Europa i høj grad blev anvendt ’regnestokke’, der ifølge Bjerg principielt har fungeret som gældsbeviser. På disse stokke af træ eller ben blev mængden af varer noteret, købt på kredit, eller den gæld som bæreren af stokken havde til gode. Stokken blev efterfølgende splittet i to, så debitor og kreditor fik hver sin halvdel. Kreditorens stok kunne efterfølgende komme til at fungere som penge, når validiteten af stokken ikke længere kun var indlysende mellem den oprindelige debitor og kreditor, da kreditoren simpelthen havde mulighed for at inddrive sit tilgodehavende ved at udveksle gælden til en anden vare (Bjerg 2014:118). 10 Ifølge Bjerg og Graeber blev kreditteori først præsenteret af Alfred Mitchell Innes i 1913.

30

I økonomier hvor gældsbeviser i form af poletter af ædelmetaller cirkulerede, var værdien af disse poletter givet af det beløb, der var angivet på dem ud fra en værdienhed, der var fastsat ved lov af en regering eller suveræn. Penge i form af poletter eller bare gældsbeviser kunne altså cirkulere som penge uden at have en iboende værdi, som stammede fra det materiale, de var lavet af. Når disse poletter var lavet af ædelmetaller, har man kunnet konstatere at der ikke var overensstemmelse mellem værdien af den mængde metal, der fandtes i poletten, og den på poletten angivne værdi (Ibid.). Det ses altså, at kreditpenge som system ingenlunde udelukker brugen af objekter i udvekslingssituationer, men at disse strengt taget ikke behøves. Det kan også noteres, at selv i kreditteori er det nødvendigt med en på forhånd eksisterende standard for værdi, typisk fastsat af monarker eller nationalstater. Hermed kan moderne fiatpenge også ses som en form for gældsbeviser, hvis værdi ligger i den tillid, som samfundet viser pengene eller den kredit, de repræsenterer: Pengene er så at sige noget værd, når alle i et samfund er villige til at tage imod dem og eksempelvis give indehaveren af en halvtredser varer til en værdi af halvtreds kroner i troen på, at vedkommende selv kan få varer til en værdi af halvtreds kroner. Men vil penge som kredit – og dermed forstået som en social relation mellem kreditorer og debitorer og i sidste ende individet og resten af samfundet – sige, at alle og enhver som indgår en gældsrelation i princippet kan skabe kreditpenge. Naturligvis angivet i en værdi, fastsat af staten? Kunne jeg skrive på en seddel: ’Jeg, Astrid, skylder bæreren af denne seddel ’noget’ til en værdi af 100 kroner?’ Og cirkulere den som penge? Principielt er der intet, der stopper mig fra at gøre dette, hvis der ses bort fra risiko for møntfalskneri. Men jeg vil aldrig komme af med mine sedler, fordi jeg ikke nyder en generel tillid i dansk økonomi. Min kreditværdighed er med andre ord yderst ringe. Derimod er banker i vores økonomiske systemer genstand for vores – for det meste – ubetingede tillid. Banker kan altså skabe kredit, der kan cirkulere som penge. Så godt som penge i banken Den forestilling, som de fleste mennesker ifølge Bjerg har om moderne bankvirksomhed, stemmer godt overens med den bankvirksomhed der fandt sted i det gamle Babylon og Mesopotamien. Når vi tager et lån i banken, forestiller vi os således typisk, at banken tager penge fra én konto, og flytter dem til vores konto. Med andre ord forestiller vi os, at vores lån kommer fra andre kunders penge eller muligvis fra det overskud, banken har tjent på sin drift (Bjerg 2013:12). Sandheden er imidlertid, at banker i dag har mulighed for at skabe penge ud af ingenting. Banker cirkulerer altså ikke blot kreditpenge, men skaber dem også. I modsætning til mig, har banken i vores økonomi perfekt kreditværdighed, forstået på den måde, at de penge som banken udsteder som lån kan fungere direkte i vores økonomi til deres pålydende værdi, som er fastsat af staten. Kredit skabt af banker bliver således ifølge Bjerg en ’sublim form for penge, hvor værdi og pris er sammenfaldende’ (Bjerg 2014:131). Når jeg tager et lån i banken, forestiller jeg mig ifølge Bjerg at de kreditpenge, der står på min konto også findes som kontanter – fiatpenge – i bankens kælder, og at alle de andre bankkunders lån i øvrigt også kan dækkes på denne måde. Med andre ord betyder min forestilling om bankens reserve af fiatpenge, at jeg stoler på, at mit lån i kreditpenge i forholdet én til én stemmer overens med værdien af fiatpenge (Ibid.).

31

Imidlertid er det ifølge Bjerg en åben hemmelighed i moderne bankvæsen, at banker ikke fungerer på den måde. Ifølge Bjerg foregår bankers udlånsvirksomhed netop sådan, at hvis jeg eksempelvis godkendes til lån i banken, opretter min bankrådgiver blot en udlånskonto, hvor det beløb jeg låner kommer til at stå i minus. Hvis jeg altså skal låne 30.000 kroner til en ny bil, opretter banken en konto, hvor der noteres minus 30.000 kroner. De 30.000 kroner sættes derefter ind på min hævekonto. Nu kan jeg med det samme bruge pengene og købe min bil, mens jeg de næste mange år skal indbetale et månedligt beløb på min udlånskonto, samt de renter som lånet trækker. Når lånet engang er betalt ud, har banken altså tjent penge på at udlåne mig penge. Alle disse handlinger kræver dog på intet tidspunkt ifølge Bjerg, at bankrådgiveren overfører penge fra en helt tredje konto eller går en tur ned i bankens kælder for at flytte 30.000 kroner i kontanter fra én boks til en anden. Banken låner mig med andre ord penge, som den ikke har i forvejen, samtidigt med at den tjener på det (Bjerg 2013:11). Men hvis banken rent faktisk låner penge ud, den ikke har, hvad betinger så denne tillid til bankerne? Ifølge Bjerg er moderne banker faktisk ontologisk insolvente. Det vil sige, at det er en del af bankers væren at udlåne flere penge, end de har i indeståender. Så hvad overbeviser mig om, at bankens kreditpenge har deres pålydende værdi? (Bjerg 2014:146). Ved at hæfte sig ved bankernes status som ontologisk insolvente, peger Bjerg på, at nutidens banker drives efter princippet fractional reserve banking. Ved fractional reserve banking menes der, at det er almindelig bankpraksis, at banken så at sige ’strækker’ sine likvide midler (altså blandt andet de penge, som kunder har sat ind på deres konti), ved at den samlede mængde af udlån rent faktisk overstiger den samlede mængde af indlån i banken: Banken låner flere penge ud, end den rent faktisk har. Dette gør banken i forventning om, at det er usandsynligt, at alle bankens kunder samtidigt vil ønske at få udbetalt deres indeståender i kontanter. Altså, at det man kalder et bank run skulle opstå. At det er usandsynligt, at alle bankens kunder pludseligt samtidigt kan ønske at få udbetalt alle deres midler i kontanter er betinget af en kollektiv tillid til, at banken rent faktisk er solvent: Så længe kunderne i banken tror på, at andre vil acceptere de kreditpenge, som banken har udstedt - at disse er lige så gode som fiatpenge – er der ikke noget problem. Ifølge Bjerg gælder her samme funktion som ved fiatpenge: Det enkelte individ ved nok godt, at banken principielt ikke kan dække alle indeståender med kontanter, men så længe den enkelte tror på, at andre tror på, at banken er solvent, kan kendskabet til bankens ontologiske insolvens godt undertrykkes. I det øjeblik individet begynder at tvivle på sine medmenneskers tro på bankens solvens, går det galt. Ifølge Bjerg er troen på bankens solvens betinget af ideologi. Når troen på andre menneskers tro på bankens solvens bryder sammen, vil det sige at den ideologi, der er med til at konstruere banken som solvent, bryder sammen. Bjerg anvender her Slavoj Žižeks ideologibegreb. Et ideologibegreb, hvor selve ideologien anses for at være med til at skabe virkeligheden og netop ikke kun forvrænge den. Når ideologien om at banken er solvent bryder sammen, betyder det altså ikke, at bankens kunder netop har indset, at banken var insolvent, eller at de er blevet forledt (Ibid:145). Tværtimod var bevidstheden om bankens insolvens med til at definere banken som bank. Banker er altså ontologisk insolvente; det ligger i deres væren, at de balancerer på grænsen af hvor mange likvide midler, der som et minimum skal være til rådighed i forhold til hvor mange penge, banken kan låne ud og dermed profitere på. Hvad der imidlertid kommer for en dag når ideologien, der konstruerer banken som solvent, rent faktisk bryder sammen er ifølge Bjerg, at bankens kunder indser de ontologiske forskelle på fiatpenge i form af kontanter og de kreditpenge, som banken udsteder gennem udlån (Ibid:138).

32

Det ideologiske sammenbrud, som et bank run er, åbenbarer altså, at bankudstedte kreditpenge er imaginære, mens fiatpenge i form af kontanter forekommer os, som beskrevet ovenfor, at være håndfaste beviser på værdi – ting – om end deres værdi er ren symbolsk. Det kan således også med Bjerg siges, at det er ideen om fiatpenge som ting, der underbygger kreditsystemet. Bliver man i tvivl, om kreditpenge egentligt er penge, kan man netop i en hæveautomat få syn for sagen. Ifølge Bjerg har de fleste mennesker således en ide om, at den kredit som banker yder er udtryk for, at banken har et tilsvarende antal fiatkroner i bankboksen. Som beskrevet tidligere kan det dermed hævdes, at tingsliggørelsen af penge spiller en væsentlig rolle for konstitutionen af de fleste penge i vores samfund. Det gør den, fordi langt de fleste penge i vores samfund – og på verdensplan – er kreditpenge, skabt af banker. Med Bjerg kan det siges, at disse penges funktion er betinget af, at de umiddelbart kan veksles til fiatpenge (Bjerg 2014:140). Som det ses i den nedenstående figur, udgjorde mængden af fiatpenge - i form af nationalbank-udstedte sedler og mønter i juli måned 2014, ifølge Danmarks Nationalbank selv, kun fire procent af den samlede pengemængde, mens de resterende 96 procent af pengemængden var kreditpenge i forskellige former. Størstedelen af pengemængden, nemlig 69 procent, var såkaldte anfordringsindskud. Det vil sige kreditpenge, som uden varsel kan hæves; altså krævet ombyttet til fiatpenge.

Figur 1: Sedler og mønters andel i pengemængden. Den samlede pengemængde er her opgjort som M3 (Danmarks Nationalbank 2014:68).11

11 Der opereres indenfor økonomien med op til fire forskellige begreber for pengemængden, der afhænger af hvor mange forskellige typer af værdier, der tælles med: M0 anses for at være alle sedler og mønter, der alene cirkulerer blandt borgere. M1 er således et udtryk for den private ikke-banksektors beholdning af sedler og mønter samt bankindskud på anfordring. M2 dækker over M1 plus korte tidsindskud. M3 dækker over M2 plus visse andre indlån og beholdningen af korte gældsbeviser (typisk op til 24 måneder)

33

Det kan altså siges, at hverken kreditpenge eller fiatpenge kan eksistere i teoretisk rene former, fordi deres værdi ultimativt er funderet på henholdsvis fiatpenge og varepenge (Bjerg 2014:149). Ifølge Bjerg bliver det således åbenbart, at vores nuværende pengesystem, hvor hovedparten af alle penge i cirkulation er bankudstedte kreditpenge, udelukkende kan fungere på betingelse af, at vi forsat tror, at penge essentielt set er kontanter. På trods af, at vi har et pengesystem, hvori der stort set ikke cirkulerer kontanter, kan det altså med Bjerg siges, at kontanter fortsat spiller en vigtig ideologisk rolle i og med, at vi anser kontanter for at være ’ægte penge’. Og hvad mere er: Kontanternes ideologiske status betyder, at de fleste mennesker fortsat forestiller sig, at det er staten og Nationalbanken, der skaber samfundets penge. Gik man Danmarks Nationalbank på klingen, ville også de argumentere for, at dette var tilfældet, da de i nogen grad gennem deres ret til at sætte renten er med til at bestemme det tempo, som bankerne låner penge ud i (Danmarks Nationalbank 2014:77). Dog må det ud fra det forudgående være klart, at fiatpenges og kreditpenges vidt forskellige ontologiske fundamenter betyder, at det ikke er staten, der danner hovedparten af samfundets penge. Det gør derimod private banker på markedet. Ifølge Bjerg betyder forestillingen om, at staten danner samfundets penge imidlertid, at bankernes rolle i pengedannelsen sløres. Tingsliggørelsen af penge kan hermed siges at være medvirkende til at understøtte den nuværende konstituering af penge. Dette er ikke uvæsentligt. Som det blev sagt med det indledende citat af Rotschild, er der en vis magt forbundet med at danne penge: Enhver tids herskende konstituering af penge er således medvirkende til at bestemme præmisserne for fordeling af magt og profit. Præmisser, som staten med denne udvikling i pengesystemet har frasagt sig indflydelse på (Bjerg 2014:253). På denne baggrund anser jeg også udviklingen af en pengemængde, som hovedsageligt består af kreditpenge, som dannes af private banker på markedet for at have essentiel betydning for den magtforskydning, der finder sted mellem stat og marked i forbindelse med neoliberalismens fremkomst og gældsstatens opståen. Det har således på de foregående sider vist sig, at penge er mere end en praktisk løsning på et praktisk problem, sådan som de ellers blev fremstilet i konstruktionen af det store skisma. Penge er en social relation, hvori der indgår magt. En magt som oprindeligt blev – og til dels fortsat bliver - udøvet af stater over deres borgere og markedet gennem opkrævning af skatter i fiatpenge. Sidenhen er det også blevet en magt, som markedet nu kan udøve over stater og borgere. I det kommende afsnit vil jeg derfor igen vende mig mod denne magtforskydning og pengenes rolle heri. Jeg vil argumentere for, at den tingsliggørelse, som moderne penge hviler på – kreditpenge såvel som fiatpenge – er medvirkende til den splittelse mellem økonomi og demokrati, som Streeck beskriver. Jeg anskuer således tingsliggørelsen af penge for at være medvirkende til at lægge et røgslør ud over nationalstaternes nu om dage stærkt begrænsede rolle i monetær politik. En politik, der i høj grad dikteres af markedet, hvor den kredit, som staterne og deres borgere er afhængige af dannes i form af kreditpenge i private banker. Penge bliver således behandlet som a-politiske eller neutrale i tidens politiske klima.

Post-politics Som lovet i forrige kapitel, vil jeg nu vende mig mod de pengetekniske detaljer, som rent historisk og i samtiden betinger, hvilke muligheder nationalstater og demokratier har for at kontrollere kapitalismen. Dermed vil jeg vise, hvordan de

34

forandringer i vores pengesystem, som blev beskrevet ovenfor, medvirker til en de-politisering af penge og dermed en splittelse mellem demokrati og kapitalisme. At penge i nutiden ikke anses for politiske, skyldes at størstedelen af samfundets penge dannes på markedet af private banker. Det er således ikke længere staten og Nationalbanken, der fastsætter mængden af samfundets kreditpenge, og pengepolitik bliver dermed et administrativt ærinde, udført på afstand af det politiske system. Det kan således ses på nedenstående figur, at mængden af bankskabte kreditpenge langt overstiger mængden af fiatpenge eller kontanter, skabt af Danmarks Nationalbank. Ydermere kan det ses, at det er en udvikling, som har fundet sted gennem længere tid. Jeg vil med Bjerg, Streeck og Harvey argumentere for, at denne udvikling i vores pengesystem især tog sin begyndelse med Bretton Woods-systemets endelige sammenbrud i 1973 og i høj grad blev muliggjort af kapitalismens løsrivelse fra demokratisk kontrol. En kontrol, som Bretton Wood-samarbejdet i høj grad muliggjorde. Jeg vil derfor kort forklare mekanismerne i Bretton Woods-systemet for sidenhen at komme ind på konsekvenserne af dets sammenbrud, der netop også kan ses som opløsningen af efterkrigstidens kompromis mellem demokrati og kapitalisme.

Figur 2: Her ses forskellen i mængden af sedler og mønter i forhold til den samlede pengemængde i Danmark fra 1993 – 2007. Det har desværre ikke været muligt at finde frem til data om pengemængdens sammensætning fra 1973 og frem. Jeg anser dog trenden for at være slående, og antager at denne ikke tager sin begyndelse i 1993 (Danmarks Statistik 6. maj 2015, kl. 18.30).

Bretton Woods Efterkrigstidens demokratiske kapitalisme blev etableret på baggrund af et kompromis mellem kapitalen og demokratiet, som helt konkret blev muliggjort og konstrueret gennem etableringen af Bretton Woods-aftalen i 1944 samt andre internationale institutioner, såsom Den Internationale Monetære Fond (IMF), de Forenede Nationer (FN) og Verdensbanken. Bretton Woods var på sin vis en fortsættelse af det monetære reguleringsregime, kaldet guldstandarden. Guldstandarden var ifølge den økonomiske historiker Ingrid Henriksen et

35

fastkurssytem, som dominerede verden fra begyndelsen af 1870’erne.12 Som system baserede guldstandarden sig på nationale fiatpange, som det var muligt i det pågældende lands centralbank at få ombyttet til guld mod en politisk fastsat kurs. Forholdet mellem de forskellige valutaer var således bundet op på et fast forhold mellem valutaernes værdi i guld (Henriksen 2007a:24-25). At fiatpenge under guldstandarden var bundet på værdien af guld (husk at de penge, der cirkulerede ikke i sig selv var noget værd) betød, at det enkelte lands og dermed verdens pengemængde såvel som pengenes værdi under guldstandarden var bestemt af den mængde af guld, der cirkulerede på markederne. Dette betød, at en given nationalstat ikke blot kunne trykke den mængde fiatpenge, den ønskede, da landets pengemængde skulle modsvare mængden af guld i centralbankens kælder. Den internationale produktion af guld havde således en enorm indvirkning på mængden af udstedte fiatpenge og værdien af dem.13 I det store og hele betød guldstandarden derfor, at individuelle lande ikke havde mulighed for at føre en selvstændig pengepolitik og eksempelvis trykke flere penge i perioder med deflation, da pengemængden jo skulle svare til mængden af guld i den pågældende centralbanks gemmer. I perioder med økonomisk ustabilitet var dette til stor ulempe, og på denne baggrund synes det at være veldokumenteret, at staternes manglende muligheder for at intervenere i deres økonomier – og eksempelvis trykke flere penge - under guldstandarden, var medvirkende til, at eksempelvis 1930’ernes økonomiske depression blev så svær og langvarig (Jf. John M. Keynes 1936; Barry Eichengreen 1992).14 I sidste ende blev de manglende muligheder for at drive en mere fleksibel pengepolitik også enden på guldstandarden som pengesystem. Guldstandarden fungerede således i Danmark, kun afbrudt af 1. verdenskrig, fra 1875 til 1931, hvor medlemslandene blev tvunget til at forlade standarden for at afbøde konsekvenserne af Den Store Depression. For at vende tilbage til Bretton Woods, var der altså tale om en aftale om en international fastkurspolitik. Men til forskel fra guldstandarden var de faste kurser i denne omgang justerbare (Henriksen 2007b:10). Bretton Woods-systemet baserede sig således fortsat på en guldstandard, men nu med den forskel at det kun var amerikanske dollars, der kunne ombyttes til guld mod en fast kurs (28 gram guld pr. 35 $). De andre valutaer havde således nu en fast kurs overfor den amerikanske dollar. Fastkursen blev ifølge Bjerg håndhævet gennem internationale bankers opkøb af penge på de internationale valutamarkeder, såvel som via kapitalkontrolregler, der begrænsede internationale kapitalbevægelser (Bjerg 2013:34). Bretton Woods-systemet fungerede altså på den præmis, at der var lagt bånd på kapitalbevægelserne. (Harvey 2005:10). Tiden under Bretton Woods-systemet var således karakteriseret af en stor grad af politisk styring og kontrol af pengesystemet. På dette tidspunkt var private bankers pengeskabelse gennem kredit dermed underlagt særlige restriktioner, som 12 Danmark tiltrådte ifølge Henriksen guldstandarden 1. januar 1875 og skiftede samtidigt den danske rigsdaler ud med kroner. 13 I perioder hvor guldproduktionen var faldende, som det ifølge Henriksen var tilfældet mellem 1870’erne og 1890’erne, sås deflatoriske tendenser: Ved en formindsket mængde af guld vil pengemængden også under en guldstandard blive tilsvarende formindsket, og pengene vil dermed stige i værdi – jævnfør reglerne om udbud og efterspørgsel. Dette ledte således i perioden til faldende priser, mens nye fund af guld ville lede til en øget pengemængde og fald i pengenes værdi og dermed stigende priser, altså inflation (Henriksen 2007a:27). 14 John Maynard Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money. London: Macmillan and Co. LTD, 1936 og Barry Eichengreen: Golden Fetters: The Gold Standard and the Great Depression, 1919–1939. Oxford University Press, 1992

36

begrænsede deres muligheder for kreditskabelse. Derfor krævede Bretton Woods-systemet, at stater og centralbanker holdt tæt kontrol med og greb ind i markedet, samt holdt øje med globale og nationale kapitalstrømme for at sikre, at det var muligt at holde fast i fastkurspolitikken. Dette skyldes at fastkurssystemer netop er notorisk kendt for at indbyde til valutaspekulation, sådan som det eksempelvis skete for kronen i februar 2015 (DR Nyheder 16. februar 2015). Kontrollen med private bankers kreditudstedelse såvel som kontrollen med kapitalbevægelserne betød ifølge Bjerg, at der under Bretton Woods var en meget stærk pengepolitisk styring (Bjerg 2013:39). Samtidigt blev det muligt for den individuelle nationalstat, politisk at beslutte at devaluere sin valuta i forhold til den amerikanske dollar, for dermed at vinde konkurrencefordele. En valuta, som devalueres bliver mindre værd end de omgivende valutaer og vil dermed i teorien kunne tiltrække handel gennem forøget eksport. Jeg vil vende tilbage til dette i min diskussion. Nu kan det dog siges, at det er denne mulighed for devaluering, der ligger i et fastkursregime med justerbare kurser. Det kan ligeledes igen påpeges, at staterne også havde en udpræget mulighed for at sende ekstra penge ud i deres økonomier for gennem inflation at stimulere vækst og forbrug. Det store kompromis mellem demokrati og kapitalisme dannedes dermed blandt andet af både internationale og nationale begrænsninger af kapitalismen, da den vækst, der blev skabt under dette system, via staternes intervention, blev udnyttet til politisk definerede formål. Desuden blev kompromisset mellem demokrati og kapitalisme hjulpet på vej af efterkrigsårenes økonomiske guldalder, navnlig 1950’erne og 1960’erne, som var præget af høj vækst. De høje vækstrater betød, at der var økonomisk overskud, som blev benyttet til at øge de generelle levevilkår og forbrugsmuligheder, mens kapitalen således også opnåede acceptable profitrater. Imidlertid varede den økonomiske vækst ikke ved. 1970’erne var ifølge Henriksen, i modsætning til efterkrigsårene, præget af høj ledighed og stigende inflation, hvilket resulterede i faldende produktion (stagflation). Som en følge af de dårlige konjunkturer faldt skatteindtægterne, samtidigt med at de nyligt etablerede velfærdsstaters udgifter steg (Henriksen 2007b:16). Samtidigt med at de vestlige staters rent statsfinansielle kriser stod på, var Bretton Woods-systemet – eller rettere den amerikanske dollar - under pres (Henriksen 2007b:11). Ifølge Bjerg var tilliden til den amerikanske dollars pris overfor guld blevet eroderet i løbet af 1960’erne, idet amerikanerne igennem længere tid havde haft underskud på betalingsbalancen; derved mistede det internationale samfund tilliden til, at man rent faktisk ville kunne udveksle amerikanske dollars til guld.15 I 1970’erne resulterede mistilliden til dollarens værdi i så drastiske indhug i guldbarrerne under Fort Knox, at præsident Nixon i 1971 annoncerede, at ’guldvinduet’ var lukket. Dollaren kunne altså ikke længere udveksles med guld, og guldstandarden var for alvor fortid.16 Bretton Woods-samarbejdet fortsatte uden mulighed for at udveksle dollaren til guld indtil 1973, hvor samarbejdet brød endeligt sammen. Kurserne på alle valutaer, der havde været en del af aftalen, var nu flydende. Det vil sige, at de relative udvekslingskurser nu var bestemt af de finansielle markeder (Bjerg 2014:159). Herefter begyndte en tiltagende deregulering

15 Der herskede med andre ord en fornemmelse af, at den amerikanske dollar rent faktisk var prissat for højt i forhold til prisen på guld, der af samme årsag begyndte at stige drastisk på verdensmarkedet. På denne måde startede en såkaldt ond cirkel, idet der nu var et endnu større incitament til at udveksle dollars til guld. Dermed var der en overhængende risiko for, at amerikanerne ville opleve et massivt pres fra udenlandske ejere af amerikanske dollars, der ønskede, at få disse dollars udvekslet til guld – en fordring som den amerikanske centralbank i stigende grad ikke ville være i stand til at imødekomme. 16 Begivenheden er også kaldet ’The Nixon Shock’.

37

af de finansielle markeder og pengeinstitutter, inspireret af den frimarkedstænkning, som vandt frem med det neoliberale paradigmeskifte. Med Bjerg kan der således tales om en de-politisering af penge. Danmark holdt efter Bretton Woods endelige sammenbrud en fastkurspolitik overfor den tyske D-mark, og med euroens oprettelse i 1999 overfor Eurozonen (Danmarks Nationalbank 2009:8). Nu blev kurserne på verdens valutaer dog ikke længere fastsat politisk, men i stedet løbende justeret af de finansielle markeder. Op gennem 1970’erne og 1980’erne oplevede man i dansk økonomi, som beskrevet i det forrige kapitel, stigende inflation, stigende ledighed samt store underskud på betalingsbalancen. Fra 1982, hvor Firkløverregeringen ledet af Poul Schlüter trådte til, skiftede man politisk fokus fra efterkrigstidens arbejdsløshedsbekæmpelse til inflationsbekæmpelse (Henriksen 2007b:2). Som et led i inflationsbekæmpelsen fokuserede den konservative regering på at opnå en troværdig fastkurspolitik samt en stramning af statsfinanserne. Man ville signalere til finansmarkederne, at man ikke politisk bevidst ville forringe kronens værdi overfor D-marken. Fastkurspolitikken indebar dermed, at regeringen ville afstå fra at benytte muligheden for at justere kronekursen i politisk-økonomisk øjemed (Danmarks Nationalbank 2009:11). For at kunne fremvise balancerede budgetter og dermed skabe troværdighed udadtil, satte regeringen også en ’saneringsplan’ i værk: Dyrtidsreguleringen17 blev suspenderet og afskaffet ved lov i 1987, mens lønstigninger for offentligt ansatte blev begrænset. Samtidigt blev offentlige overførselsindkomster beskåret (Henriksen 2007b:8). Dette kan netop ses som eksempler på de øvelser, som de fremvoksende gældsstater måtte gennemgå for at forlænge kompromisset mellem kapitalismen og demokratiet. Med Streeck kan det således siges, at opbygningen af troværdighed omkring fastkurspolitikken i høj grad var til ære for markedet, som skulle finde det attraktivt at investere i og handle med Danmark. Markedet og kapitalen fik i det hele taget mere attraktive og frie vilkår, sådan som det med Harvey blev beskrevet i forrige kapitel. Ifølge Henriksen ledte en løbende deregulering af de internationale kapitalbevægelser til, at disse helt blev frigivet i 1988 forud for afviklingen af første fase af indførelsen af euroen i 1989. Her forpligtede alle EU-medlemslande sig til at fjerne alle tilbageværende begrænsninger på indbyrdes kapitalbevægelser (Henriksen 2007b:12,5). Med andre ord fandt en deregulering af finanssektoren sted, som gjorde det muligt for banker at danne kreditpenge i højt tempo gennem udlån. De mere lempelige regler for kredit gjorde det således også muligt op igennem 1980’erne at skabe et midlertidigt lånefinansieret opsving. Det som med Streeck i forrige kapitel blev kaldt privat keynesianisme (Ibid:8).18 I forbindelse med fastkurspolitikken og opbygningen af troværdighed omkring denne politik, kombineret med de nu frie kapitalbevægelser, blev det umuligt for 17 Regulering af løn og visse offentlige ydelser, fx folkepension, i takt med ændringer i prisniveauet. Automatisk dyrtidsregulering for lønninger blev både på det offentlige og det private arbejdsmarked almindelig i Danmark fra 1919. Dyrtidsreguleringen, der blev et politisk stridspunkt fra begyndelsen af 1970'erne, blev ved lov suspenderet fra 1.3.1983 og afskaffet 1.4.1987 som led i bekæmpelse af inflationen. (Den Store Danske Encyklopædi 6. maj 2015, kl. 15.00). 18 Her begyndte man at frigive handelskreditter (kreditter, som ydes mellem virksomheder), direkte investeringer (investeringer i andre lande end ens eget). Man frigav desuden i større grad aktier og obligationer, samt gjorde det muligt at have indeståender i udenlandske pengeinstitutter. Specifikt i Danmark ophævede man indlånsrenteaftalen (som skulle hindre en stigning i udlånsrenten gennem et forbud mod konkurrence om indlånsrenten). Desuden kunne udenlandske pengeinstitutter nu etablere sig i Danmark, hvilket skulle fremme konkurrencen mellem pengeinstitutter (Henriksen 2007b:8).

38

Nationalbanken og regeringen at føre en selvstændig pengepolitik, fordi den danske inflation og rente nu skulle følge den tyske D-marks, eller som nu euroens, fastsat af Den Europæiske Centralbank (Henriksen 2007b:8). Ifølge Bjerg anses pengepolitikken således i dag for et nærmest administrativt anliggende, der bedst varetages i politisk uafhængige centralbanker (Bjerg 2013:39). Nationalbankens rolle er således nu til dags at fastholde lav inflation og sikre prisstabilitet gennem den faste kurs overfor Euroen. Dermed kan Nationalbanken kun foretage ganske få indgreb i markedet, nemlig at forsvare kronen mod spekulation gennem opkøb og salg af fremmed valuta, samt foretage renteændringer. Nationalbanken påpeger i denne forbindelse selv, at pengepolitik ført gennem en styring af den aktuelle pengemængdes størrelse, ikke i dag er en farbar vej, sådan som det ellers var igennem 1970’erne (altså at trykke flere penge under en lavkonjunktur). I takt med den finansielle innovation, har det nemlig vist sig, at ’der ikke længere er en sikker sammenhæng mellem inflation og pengemængde’ (Danmarks Nationalbank 2009:10). Nationalbanken peger således her selv på det forhold, at det ikke længere er muligt, at sende penge direkte ud i økonomien (eller gennem rationering af kreditskabelsen) – i og med at Nationalbankens sedler og mønter udgør så forsvindende lille en del af den samlede pengemængde. Som tidligere beskrevet, er det netop blandt andet takket være den finansielle innovation, at private banker nu danner de fleste af samfundets penge. Dermed har Nationalbanken kun indirekte mulighed for at påvirke pengemængden gennem at sætte foliorenten (rentesatsen for mellemværender mellem Nationalbanken og private banker) (Ibid.). Ifølge Bjerg betyder dette i praksis, at mængden af kredit i økonomien ikke længere fastsættes politisk, men bestemmes i stedet af den gældende efterspørgsel efter kredit (Bjerg 2013:40). Statsskabte penge– eller kontanter – kan hermed siges i stigende grad at være blevet ubetydelige på et overordnet økonomisk niveau, mens de til gengæld fortsat tjener den ideologiske funktion at indgyde tillid til private kreditpenge. Modsat situationen i dag, satte Bretton Woods-systemet ifølge Bjerg, staten og fiatpenge i centrum for selve pengedannelsen. Dette gav de individuelle nationalstater muligheder for rent politisk at beslutte, i hvilket omfang private banker kunne udstede kreditpenge, samt kontrollere kapitalens internationale bevægelser. Det ses således, hvordan vægten efter Bretton Woods’ opløsning er skiftet, så pengedannelsen i høj grad finder sted i private banker, og at pengepolitikken ligeledes er markedsbestemt (Bjerg 2014:167). De-politiseringen af penge betyder med andre ord, at der ikke ser ud til at være alternativer til pengepolitikken og pengedannelsen - og frem for alt - som udenfor politisk rækkevidde. Som tidligere beskrevet anskuer jeg i dette speciale tingsliggørelsen af penge - eller rettere reifikationen af penge - som social institution for at være en grundlæggende årsag til de-politiseringen af penge.

39

Reifikation På trods af at penge og markeder qua det store skisma ikke forekommer de fleste mennesker at være samfundsskabte institutioner, anskuer jeg i dette speciale med Berger og Luckmann den sociale verden og de institutioner, der præger den, for at være sociale produkter. Selv om entiteter som stat, marked og penge fremstår for mennesket som objektive fakticiteter, er der altså med Berger og Luckmann tale om menneskelige produkter: Sociale institutioner, der er skabt på baggrund af menneskelig aktivitet (Berger & Luckmann 1999:79). Som forklaret indledningsvist, er der ifølge Berger og Luckmann et dialektisk forhold mellem mennesket som producent af den sociale verden og den sociale verden som produkt. Det vil altså sige, at menneskets producerede virkelighed i form af sociale institutioner kommer til at fremstå som objektive og uomgængelige, da de synes at eksistere uafhængigt af de individer, der oplever dem og lader sig påvirke af dem. Det kan hermed siges, at menneskenes frembragte institutioner virker tilbage på menneskene selv (Ibid.). At magt har en plads i Berger og Luckmanns samfundsskabte virkelighed, bliver således mere implicit tydeligt igennem beskrivelsen af begrebet reifikation: Det paradoksale i, at mennesket er i stand til at producere en verden, som det efterfølgende opfatter som noget andet end et menneskeligt produkt (Berger & Luckmann 1999:79;108). Dermed kan der være tale om, at de institutionelle ordener, som brugen af penge, kan ende med at tage magten fra de mennesker, der alene i deres omgang med penge kontinuerligt bekræfter og reproducerer dem som social institution. I dette ligger der altså det, som jeg i de forrige kapitler har kaldt en tingsliggørelse af penge: En reifikation, idet penge i deres nutidige former fremstår som en objektiv realitet. Genstande, der ikke er menneskeskabte og ikke kan påvirkes. Ydermere kan det på baggrund af det forrige siges, at denne reifikation af penge er en del af penges funktion, da reifikationen rent ideologisk tjener det formål at konstruere penge som genstande med værdi i sig selv. Reifikationen af penge kan således blandt andet siges at være med til at bestyrke penge som social institution, da det netop er på grund af denne forestillede tingslighed, der tillægges penge, at samfundets individer accepterer dem som betalingsmidler med en iboende værdi, der kan bruges ved senere lejlighed. Det fremstår dog imidlertid klart, at magt også har en eksplicit plads i Berger og Luckmanns teori, når det kommer til en udredning om, hvordan den nærmere legitimering af sociale institutioner finder sted. Ifølge Berger og Luckmann må en institutionel orden – og dermed en social konstrueret virkelighedsdefinition – søge legitimation gennem et symbolsk univers (Ibid:125). Det symbolske univers sørger for en integration mellem ellers adskilte institutionelle processer og får dermed et helt samfund ’til at give mening’ (Ibid:122). Et symbolsk univers kan således bestå af religion, videnskabelige teorier og eksempelvis myter, der bidrager med en samlende fortælling, som samfundets institutioner opnår mening igennem. Dermed bliver det også muligt for samfundets medlemmer at få øje på ’forkerte handlinger’ og ’brud på sociale konventioner’. Ifølge Berger og Luckmann ville et isoleret samfund aldrig opleve tvivl om rigtigheden eller holdbarheden af dets symbolske univers, idet universet aldrig ville møde anderledes universer.

40

I en moderne verden kan et symbolsk univers dog komme i problemer, fordi et symbolsk univers i sidste ende er en social konstruktion. Dermed vil der også altid være individer, der er mindre tilbøjelige til at tage universet for givet, lige som muligheden for at møde andre samfund kan udfordre det symbolske univers (Ibid:127). Enhver institutionel orden og det medfølgende symbolske univers er derfor altid truet af tilstedeværelsen af andre virkelighedsdefinitioner. Som det skal blive klart i det følgende, mener jeg, at der kan argumenteres for at de forandringer, der har fundet sted i pengesystemet og den medfølgende splittelse mellem kapitalisme og demokrati, kan ses som fremkomsten af en ny virkelighedsdefinition og dermed forandring i det symbolske univers, der er med til at understøtte penge som institution. Hvad kunne da indgå i det symbolske univers, der er med til at understøtte penge som social institution? Jeg vil her argumentere for, at det grundlæggende skisma mellem stat og marked, som jeg beskrev i mit første kapitel, udgør i hvert fald en delmængde af det symbolske univers, der er med til at understøtte penge som social institution. Der kunne således være tale om det, der rent tentativt kunne kaldes et ’økonomisk symbolsk univers’, som vi i en moderne verden forstår institutioner som stat, marked og penge igennem. Centralt i dette økonomisk-symbolske univers står, ifølge min egen tankerække i dette speciale, den teoretiske separation mellem stat og marked. At denne separation om noget kan ses som en social konstruktion blev med forrige kapitel synliggjort. Det viste sig her, at det med Graeber kan sandsynliggøres, at Adam Smiths konstruktion af politisk økonomi som selvstændigt forskningsfelt, der teoretisk og rent empirisk tilsyneladende lå uden for staten, var en konstruktion. Altså et udtryk for en menneskelig ide, hvor statens indblanding ville ses som forstyrrende for den naturkraft, der skal drive alle driftige mennesker til kontinuerligt at bytte ting med hinanden. Til forskel fra Berger og Luckmanns tanker om institutionsdannelse på baggrund af typificerede og kollektiviserede vaner, synes Smith altså ikke at tillægge det rent sociale videre betydning: Det er frem for alt den usynlige hånd, der driver individets handlinger, og ikke som sådan samarbejdet og koordinationen med andre individer. Frem for alt tillægges staten hos Smith ikke nogen betydning for fremkomsten af en social institution, som markedet også må anses for at være. Den teoretiske separation af stat og marked er af Antonio Gramsci i dennes Fængselsdagbøger (1999) blevet betegnet som økonomisme (economism). Hermed mener Gramsci netop en teoretisk adskillelse af en økonomisk dimension fra det politiske og sociale ensamble i samfundet – der bevirker at det politiske og sociale reduceres til økonomi (Gramsci 1999:369ff). Altså meget lig Streecks og Harveys pointer om adskillelsen af økonomi og politik, og den fremherskende ide om markedet som central styringslogik i neoliberalismen. Gramsci påpeger således også det spinkle teoretiske fundament, som adskillelsen af stat og marked hviler på i de dele af den politiske økonomi, som jeg har kaldt frimarkedstænkning: The ideas of the Free Trade movement are based on a theoretical error whose practical origin is not hard to identify; they are based on a distinction between political society and civil society which is made into and presented as an organic one, whereas in fact it is merely methodological. Thus it is asserted that economic activity belongs to civil society, and that the State must not intervene to regulate it. But since in actual reality civil society and State are one and the same, it must be made clear that laissez-faire too is a form of State “regulation”, introduced and maintained by legislative and coercive means (Gramsci 1999:371). Det kan læses i ovenstående citat, at Gramsci betegner den omtalte adskillelse mellem det politiske samfund og civilsamfundet som ét og det samme, og antager at det således også er her, de økonomiske handlinger foregår. Det afgørende i denne

41

sammenhæng er altså, at Gramsci netop omtaler det som jeg har kaldt ’markedet’ for ’civilsamfundet’, og at han ser et overlap mellem staten og dette civilsamfund. Gramscis ordvalg bestyrker altså dette speciales tænkning om marked, stat og penge som sociale konstruktioner, der gennem historisk menneskelig aktivitet bliver objektiverede og kommer til at fremstå for mennesket som netop ikke-menneskeskabte og udenfor vores kontrol. Den teoretiske adskillelse af stat og marked, som jeg forbinder med det store skisma, kan således ses som en socialt konstrueret virkelighedsdefinition, som gennem historien har spillet en afgørende rolle for konstruktionen af penge som ting, men også statens vekslende indgriben i markedet. Med udgangspunkt i det konstruktivistiske perspektiv, som dette speciale skrives indenfor, kan den metodologiske skelnen mellem stat og marked, som Gramsci giver udtryk for, netop ses som anledning til et organisk skel. I citatet ovenfor introducerer Gramsci således også begrebet laissez-faire som værende netop den type af statslig indgriben i kapitalismens bevægelser, der med Harvey kan forbindes med neoliberalismen. Der er netop tale om en politisk beslutning om ikke at begrænse kapitalen i sine bevægelser på markedet. Dermed bliver det også tydeligt, at kapitalismen som system og markedet som social institution ’i virkeligheden’ er afhængige af staten og de overordnede institutioner, som staten kan være med til at skabe, på trods af den symbolske adskillelse af stat og marked. Ifølge Hardt og Negri, synes det således også at være anerkendt, at stater generelt påtager sig at få kapitalismen som system til at fungere, idet de argumenterer for, at staten i hovedreglen vil søge at styre ’den totale samfundskapital’ for at redde det kapitalistiske system fra dominerende og skadelige særinteresser fra egensindige kapitalister. Uden en sådan beskyttelse vil det kapitalistiske system have svært ved at eksistere, da visse hensyn til almenvellet er nødvendige for at sikre kapitalismens levedygtighed. Ikke desto mindre vil en oprindelig antagonisme mellem stat og individuelle kapitalister altid bestå, fordi staten umiddelbart forhindrer maksimering af profit for den enkelte kapitalist for netop at sikre systemets levedygtighed. Ifølge Hardt og Negri har kapitalismen altså uden staten ingen midler til at virkeliggøre sine langsigtede interesser (Hardt & Negri 2003:293).19 Som det ligeledes er blevet set i de forrige kapitler har omfanget af statens indgriben i markedet – eller snarere statens indgriben i kapitalens bevægelsesmuligheder – varieret igennem historien. I særlig grad kan det dog med Streeck, Harvey og Bjerg siges, at der er sket et skift i forbindelse med netop Bretton Woods-systemets kollaps, presset på efterkrigstids-kompromiset mellem demokrati og kapitalisme og sidst, men ikke mindst, neoliberalismens fremfærd. I mellemkrigstiden udviste intellektuelle og politiske autoriteter det, som jeg med Streeck har kaldt, Steuerungsoptimismus. Heri lå der en tro på og en erkendelse af, at hvis økonomiske kriser, som 1930’ernes depression, skulle overvindes, måtte staterne have et vist råderum til at forøge eller formindske samfundets pengemængde, uafhængigt af den mængde guld, markedet ellers var i stand til at frembringe.

19 I forlængelse af min tidligere diskussion af Adam Smiths motiver for rent teoretisk og metodisk at se bort fra staten i konstruktionen af markedet, kan det her nævnes, at Smith netop anså staten for at være ude af stand til at beskytte markedet mod skadelige egeninteresser og monopoltendenser, og at dette var baggrunden for at mene, at ’den usynlige hånds’ puf i ryggen på hvert eneste individ ville gøre arbejdet bedre. Dog kan det jævnfør sociolog Jeff Smidt (2000) siges, at Smith rent faktisk havde øje for især den konflikt, der må gøre sig gældende mellem rige og fattige i et samfund, baseret på privat ejendomsret. Ifølge Smith var der altså brug for en stat til at håndtere denne rent sociale konflikt (Smidt 2000:43n11).

42

Grundlæggende stod tanken om fiatpenge – forstået som rene statspenge – altså centralt i tidens tanker om samfundets indretning og finansiering op til Bretton Woods endelige kollaps i 1973. Især blandt intellektuelle og politiske ledere herskede der altså med andre ord et syn på penge og marked som noget, der kunne kontrolleres af mennesker og påvirkes politisk. Dette på trods af at fiatpenges funktion fortsat har været betinget af den reifikation, der får borgere til at forbinde dem med konkret værdi. En vigtig pointe vedrørende penges funktion er således, at det for den individuelle forbruger rent praktisk ikke gør den store forskel, om penge teoretisk kan ombyttes til guld. Det essentielle er snarere tilliden til, at pengene accepteres af andre, og at de eksisterer i en virkelig og konkret form, som eksempelvis kontanter. Det er netop på denne baggrund, at jeg med Bjerg argumenterer for, at reifikationen af penge slører samfundsmæssigt betydningsfulde forandringer i pengesystemet, da disse forandringer kun for alvor vil være synlige på et overordnet økonomisk og politisk niveau. Den almindelige forbruger betragter blot fremkomsten af dankortet og mobilepay som praktiske nyskabelser, da penge grundlæggende ikke anses for at være politiske og menneskeskabte. Med andre ord kan der med efterkrigstidens kompromis mellem demokrati og kapitalisme være tale om et syn på markedet og kapitalismen, der aktivt var i modstrid til den teoretiske splittelse mellem stat og marked. En splittelse, som ellers synes at være en fast forankret del af det symbolske univers, der placerer stat og marked i et meningsgivende forhold i nutiden. At man med efterkrigstidens fokus på interventionisme havde fundet nøglen til det, der formentligt var evig vækst og fremgang, var således med til at legitimere den virkelighedsdefinition, der konkret bragte marked og stat sammen ved at overskride den teoretiske splittelse mellem stat og marked. Der var altså tilsyneladende tale om en uproblematisk virkelighedsdefinition, som rent praktisk syntes at vise sit værd i form af den økonomiske fremgang, der oplevedes på dette tidspunkt. Med Berger og Luckmann kan det dermed siges, at virkelighedsdefinitioner har en evne til selvopfyldelse, fordi ideer og sociale processer, der nærer dem, står i et dialektisk forhold til hinanden (Berger & Luckmann 1999:149). Som nævnt kan der ifølge Berger og Luckmann ligge magtfulde sociale interesser bagved de virkelighedsdefinitioner, som følger med sociale institutioner. At disse virkelighedsdefinitioner derfor også kan avle moddefinitioner, er en vigtig pointe i denne fremstilling. Jeg vil netop med Berger og Luckmann argumentere for, at disse moddefinitioner ofte vil fremkomme på tidspunkter, hvor visse sociale institutioner og symbolske universer er blevet ’problematiske’ (Berger & Luckmann 1999:108). I tiden efter den store depression var det en gennemgående erfaring, at en nationalstat uden kontrol med samfundets pengemængde var hjælpeløs i en krisesituation, samt at det var en fordel at kunne kontrollere kapitalbevægelser. Det kan således tænkes, at det i efterkrigstiden var problematisk at betragte stat og marked som teoretisk og praktisk adskilte, da netop en laissez-faire-præget politik blev anset for at have bragt ufred og kaos. I efterkrigsårene opretholdt tankerne om den teoretiske og konkrete adskillelse af stat og marked derfor en marginal position i det økonomiske, symbolske univers, der på dette tidspunkt integrerede stat, marked og penge. Netop sådanne marginale positioner er ifølge Berger og Luckmann essentielle for forandringer i sociale institutioner og symbolske universer, fordi bærere af sådanne marginale positioner må anses for en trussel mod det eksisterende univers (Ibid:127). I forlængelse af min tidligere redegørelse for neoliberalismens og konsolideringsstatens fremkomst med Streeck og Harvey, kan det dermed også siges,

43

at den marginale position som frimarkedstænkere kan siges at have haft i efterkrigstiden sidenhen blev en særdeles magtfuld position. Med 1970’ernes stagflation begyndte efterkrigstidens symbolske univers netop at være sværere at vedligeholde og legitimere. At det dog blot var svært at argumentere politisk for, at staten fortsat skulle kontrollere marked og kapitalbevægelser, er dog næppe en fyldestgørende forklaring på frimarkedstænkernes brud med marginaliteten. Som nævnt ovenfor ligger der også sociale interesser bag enhver virkelighedsdefinition. Ifølge Berger og Luckmann vil en konfrontation mellem alternative, symbolske universer derfor medføre et ’magtproblem’, idet det må afgøres hvilket symbolsk univers, der bliver det dominerende. Om dette magtproblem skriver Berger og Luckmann: Den, der har den største stok, har den største mulighed for at gennemtvinge sin virkelighedsdefinition (Berger & Luckmann 1999:129) Hermed påpeger Berger og Luckmann, at voldelig militær magt– eller i dette tilfælde økonomisk magt - er en hovedfaktor i udfaldet af konfliktuerende virkelighedsdefinitioner. Som det blev vist med Harvey, Streeck og Boltanski og Chiapello i forrige kapitel, kan kapitalen anses for at være en særdeles ressourcestærk klasseinteresse, hvis sag frimarkedstænkerne i høj grad talte. Men hvordan blev denne virkelighedsdefinition den dominerende? Som det blev set i forrige kapitel, især med Boltanski og Chiapello og Harvey, blev frimarkedstænkernes neoliberale definition af markedet som værende determineret af sine egne love ikke fremherskende gennem traditionelt voldelige midler.20 Snarere blev denne virkelighedsdefinition dominerende gennem demokratiske midler samt det, der med Harvey og Gramsci kan kaldes ’konstruktion af politisk samtykke’, gennem en dybdegående forandring af det, der i samfundet fremstår som common sense. Common sense skal her forstås som den fornuft, der deles af samfundet, og som har rod i kulturelle og traditionelle værdier i befolkningen (Harvey 2005:37). Med andre ord skulle der en kulturel bearbejdelse til, for at ideen om definitionen af markedet som værende frit kunne vinde indpas og give neoliberale politikere som Thatcher og Reagan politiske sejre. Som beskrevet indledningsvist skrives dette speciale ud fra et konstruktivistisk udgangspunkt, hvor jeg i lighed med Berger og Luckmann anser menneskelige fortolkninger af verden for også at konstruere denne verden. Imidlertid vil disse konstruktioner over tid også lede til objektiveringer, og muligvis endda til reifikationer af sociale institutioner. Således kan frimarkedstænkernes udlægning af markedet, som værende styret af egne love og præmisser, antage en objektiv karakter for netop disse frimarkedstænkere – og dem, som tankerne bundfalder sig hos. Min analyse adskiller sig dog fra Bergers og Luckmanns på ét punkt, idet jeg vil argumentere for, at disse reifikationer i sig selv kan få konstruerende effekter, når de først er på plads, idet reifikationerne kan give anledning til nye konstruktioner af virkeligheden. Med Harvey og Gramsci kan det dermed siges, at konstruktionen af samtykke i en befolkning kan dannes på baggrund af allerede tilstedeværende kulturelle idealer, der kan anvendes som argumenter for politisk forandring. Deraf Harveys fokus på især det amerikanske ideal om frihed, der rent politisk kan anvendes til argumentation for, at markedet bør være frit.

20 Dette dog med undtagelse af de magtovertagelser, som fandt sted i Chile og Argentina i 1970’erne, der ifølge Harvey var militærkup gennemført med støtte fra de traditionelle øvre samfundsklasser, såvel som med billigelse fra USA. I den vestlige verden vandt neoliberalismen indpas med demokratiske midler (Harvey 2005:39).

44

Med den neoliberale virkelighedsdefinitions gennembrud, kan der således forstås en teoretisk og reificeret ide, om adskillelse af stat og marked, der også formår at konstruere et sådant syn på netop stat og marked blandt statens borgere og til dels politikere. Et syn, der præsenterer markedet som bedst ledet af private egeninteresser, og hvis positive kræfter forstyrres af statens og det politiske kollektivitets indblanding. Dermed opstår der netop ændringer i de sociale institutioner, som stat og marked kan ses som, da der nu forbindes noget oprindeligt og på det nærmeste fredhelligt med markedet. Dermed er markedet i særdeleshed blevet en objektiveret institution, der må styres efter sine ’egne principper’, altså det Gramsci kaldte økonomisme. At monetarisme i forbindelse med det neoliberale paradigmeskifte her bliver en fremherskende teori til håndtering af penge og pengepolitik, kan således nemt legitimeres indenfor det symbolske univers, der bygger på en adskillelse af stat og marked, såvel som et pengesystem, der er betinget af en konstant reifikation af penge. At penge fungerer på baggrund af en tingslighed, gør det dermed enkelt på ny at konstruere pengedannelsen som en produktion af varer, som markedet sætter prisen på at udbyde med private banker som mellemmænd. Ifølge Hardt og Negri kan monetære mekanismer, som dem nævnt i forrige afsnit, siges at være de vigtigste mekanismer til at kontrollere markedet (Hardt og Negri 2003:327). Qua Streecks tanker om udviklingen af konsolideringsstaten, synes dette at være en rimelig antagelse, da privatiseringen af pengedannelsen betyder, at stater i høj grad må stå til regnskab overfor bankerne og kapitalen frem for omvendt, al den stund, at det nu er private banker, der determinerer samfundets pengemængde. Staten og dens demokratisk valgte regeringer, har således ikke mulighed for at udøve nogen særlig magt overfor kapitalen, da konsolideringsstatens overlevelse er betinget af bankernes og kapitalens tiltro og velvilje. Ifølge Harvey må neoliberalismens klare succes således ligge i det indskrænkede manøvrerum som de politiske ledere, der fulgte efter Thatcher og Reagan, befandt sig i: Perhaps the greatest testimony to their (Thatcher og Reagan, red.) success lies in the fact that both Clinton and Blair found themselves in a situation where their room for manoeuvre was so limited that they could not help but sustain the process of restoration of class power even against their own better instincts (Harvey 2005:62). Politiske ledere var således for eftertiden tvunget til at føre en ’nødvendig’ politik, præget af laizzes faire overfor markedet og kapitalen, samt en strammere finanspolitik, der skulle indgyde troværdighed i statens fortsatte loyalitet overfor markedet. Med konstruktionen af et symbolsk univers baseret på en teoretisk splittelse mellem marked og stat, lykkedes det således også at skabe et politisk klima blandt ledende politikere og ledede befolkninger, der tog denne splittelse for givet. Dermed blev der skabt en reel splittelse mellem økonomi og demokrati. En splittelse, som fortsat hindrer – ikke blot en diskussion af de manglende politiske muligheder for at kontrollere samfundets pengemængde – men også de kvalitative egenskaber ved de penge, som bankerne danner og sender i cirkulation. Med Bjerg kan der således spørges til, hvilket pengesystem, der er det mest hensigtsmæssige? Meget tyder på, at et system baseret på bankskabte kreditpenge, ikke er den mest demokratiske ordning og ej heller den mest stabiliserende, hvis der ses på kriser og konjunkturudsving. Det man hermed med Bjerg kan kalde en post-politisk tilgang til penge og kapital betyder således, at rent fundamentale spørgsmål om, hvordan man som samfund ønsker at indrette et pengesystem tilsidesættes til fordel for spørgsmålet om, hvordan allerede eksisterende penge skal fordeles

45

Delkonklusion På de forudgående sider blev det via Graeber og især Bjerg klart, hvordan penges funktion rent ideologisk må tilskrives en reifikation, samt hvordan denne reifikation er kommet i stand. Desuden viser jeg via Berger og Luckmann, hvordan reifikationen af penge netop kan være med til at sløre de forandringer, der har fundet sted i pengesystemet, siden Bretton Woods-systemets endelige kollaps i 1973. Ikke mindst viser jeg også via Berger og Luckmann, hvordan en marginal teori om splittelsen mellem stat og marked, udfordrede tidens symbolske univers, der indtil da legitimerede staten og dens borgeres aktive agens og magtudøvelse overfor, hvad der med Harvey kan forstås som en klasse af kapitalister; markedet. Der lå således magtfulde, sociale interesser bag genindførelsen af den teoretiske splittelse mellem stat og marked, som standardviden i især de vestlige demokratier. Dermed blev det symbolske univers forandret. Det univers, der er meningsgivende for forholdet mellem stat, penge og marked som sociale institutioner. I specialet påpeger jeg, at denne udvikling fører til en de-politisering af penge og dermed til en splittelse mellem kapitalisme og demokrati, som Streeck beretter om. Der er altså en betydelig magt forbundet med at varetage pengedannelsen i et moderne, kapitaliseret samfund. Hvad der dog også med Berger og Luckmann kan siges at ligge implicit i udviklingen af den magtkamp, der har fundet sted mellem bærere af modstridende virkelighedsdefinitioner fra 1973 og frem, er, at ’legitimeringen af enhver social orden kontinuerligt står for at skulle holde kaos fra livet. At enhver social virkelighed er skrøbelig. At alle samfund er konstruktioner, der står overfor kaos’ (Berger & Luckmann 1999:123). Det var således også netop på et kritisk tidspunkt, at udfordringen af efterkrigstidens kompromis mellem stat og marked blev udfordret af frimarkedstænkere. I lyset af den seneste finansielle krise, kan det således overvejes, om bærere af mulige alternative virkelighedsdefinitioner endnu engang vil vejre morgenluft og påpege legitimitetsproblemer ved de nuværende sociale institutioner, der strukturerer samfundets forhold til stat, penge og marked. I det følgende vil jeg derfor rent tentativt søge at diskutere muligheden for, at et sådant momentum, som jeg med Berger og Luckmann vil kalde en de-reificering af penge og marked, er til stede. En re-politisering med andre ord. Især muligheder, der qua den problematik, Streeck påpeger, vil kunne siges at indeholde demokratiserende potentialer.

46

Diskussion: Er en demokratisering af pengesystemet muligt?

Som beskrevet ovenfor vil jeg i dette afsnit søge at diskutere det demokratiske potentiale i de alternative virkelighedsdefinitioner, der især i skyggen af finanskrisen i 2008, har søgt at udfordre de eksisterende måder at håndtere forholdet mellem stat, penge og marked på. Især tænker jeg på muligheden af en demokratisering af samfundets pengedannelse, som qua Bjerg i forrige kapitel, viste sig, at have undergået en privatisering, idet private banker står for at danne hovedparten af de kreditpenge, vi almindeligvis bruger i dagligdagen såvel som de penge, der udgør de lån, som virksomheder og eksempelvis boligkøbere er afhængige af. Jeg vil især gennemgå og diskutere de demokratiske potentialer i tre forskellige alternativer til den nuværende form for pengedannelse: Muligheden for etableringen af et europæisk Bretton Woods, muligheden for et bankvæsen med ’fuld reserve’, som staten danner, og sidst - men ikke mindst - de potentialer og implikationer, der ligger i fremkomsten af alternative, virtuelle valutaer som bitcoin. Qua det store skisma mellem stat og marked, som dette speciale er skrevet indenfor, synes det naturligt, at de to første alternativer til det nuværende pengesystem, der behandles af Bjerg og Streeck omhandler mulige måder, hvor på den stærkt udfordrede nationalstat kan genvinde kontrollen med pengedannelsen, og derigennem genfinde en tabt suverænitet. Som alternativ ide til hvordan pengesystemet kan indrettes, står bitcoin på sin vis udenfor skismaet mellem stat og marked. Bitcoin er en virtuel valuta, der er skabt på et udelukkende privat initiativ, der netop ønsker at gøre op med både bankers såvel som staters magt til at definere og frem for alt kontrollere penge. Det er således også muligt at se fremkomsten af bitcoin som politisk motiveret, og dermed en de-reificering af penge. I hvor høj grad projektet bitcoin kan siges at indeholde et demokratisk potentiale, vil jeg især diskutere på baggrund af de betragtninger om bitcoin, som sociologen Nigel Dodd fremkommer med (2014). At diskutere de demokratiske potentialer i disse tre alternativer til det nuværende pengesystem, kan således lede til en overordnet diskussion, der centrerer sig om to parametre: Graden af de-reificering eller politisering af penge og det demokratiske potentiale, idet det skal vise sig, at det mest politiserede eller de-reificerede alternativ, nemlig bitcoin, ikke nødvendigvis er det mest demokratiske.

Streeck: Muligheden for et europæisk Bretton Woods Streeck argumenterer i Buying Time for etableringen af et nyt europæisk Bretton Woods-system med faste, men justerbare kurser. Dermed er Streeck ligesom Bjerg kommet frem til, at det nuværende pengesystem giver anledning til visse problematikker, og at ændringer i dette pengesystem kan være en mulighed for at tilbagerulle konsolideringsstaten (Streeck 2014:185). Konsolideringsstaten sidestiller

47

ifølge Streeck social retfærdighed med den retfærdighed, der findes på markedet, og som netop må tilpasse sig markedet for at finansiere den velfærd, den trods alt fortsat ønsker at tilbyde sine borgere. Streecks mulige alternativ til det nuværende pengesystem er således fortrinsvist motiveret af muligheden for at opløse eurozonen, idet etableringen af denne netop ifølge Streeck har hæmmet de deltagende staters muligheder for rent politisk at gribe ind i markedet gennem brugen af devalueringer af egne valutaer (Ibid:181). At devaluere vil sige, at en valutas værdi nedskrives i forhold til den valuta, som udgør grundlaget i et givent fastkurssystem, altså eksempelvis overfor den amerikanske dollar, som det var tilfældet i det oprindelige Bretton Woods-system fra 1944. Dermed kan en stat benytte devaluering til at forbedre sin konkurrenceevne på bekostning af andre valutaer i fastkurssamarbejdet. Dette er selvsagt ikke muligt, når adskillige lande skal dele samme møntfod, hvis værdi bestemmes af Den Europæiske Centralbank, der skal tage hensyn til hele eurozonen og altså ikke kan kompensere lande med dårlig konkurrenceevne ved at forringe værdien af euroen. Ifølge Josh Ryan-Collins et al (2011) blev Den Europæiske Centralbank oprettet med hjemmel i Maastrichttraktaten, som blev underskrevet 7. februar 1992. Traktaten oprettede Den Europæiske Union og introducerede ligeledes euroen som fælles valuta i eurozonen. Maastricttraktaten, såvel som dens efterfølgende revisioner, specificerer monetære og økonomiske love, som medlemsstaterne er nødsaget til at efterleve. Blandt disse love fremgår det, at et medlemsland ikke må have et underskud større end tre procent på de offentlige udgifter, ligesom det ikke er tilladt at have en offentlig gæld, der udgør mere end 60 procent af bruttonationalproduktet. Desuden specificerer traktaten Den Europæiske Centralbanks lovmæssige uafhængighed af enhver regering eller demokratisk valgt parlament. Centralbankens eneste opgave er så at sige at understøtte den fælles økonomiske politik i eurozonen og sikre prisstabilitet gennem inflationsbekæmpelse. Det ligger således fast, at centralbanken ikke må yde økonomisk støtte direkte til økonomisk nødlidende stater, eksempelvis gennem direkte opkøb af statsobligationer, da dette ville kompromittere centralbankens politiske uafhængighed (Ryan-Collins et al 2011:77). Opløsningen af eurozonen og en tilbagevenden til forskellige valutaer i et fastkurssystem som Bretton Woods, ville give den enkelte stat en chance for at føre en aktiv pengepolitik, hvor muligheden for devaluering ifølge Streeck ville være et vigtigt redskab for trængte stater. Brugen af devaluering til at forøge konkurrenceevnen ville ifølge Streeck også være socialt retfærdig, da et land, der forøger sin konkurrenceevne ved hjælp af devaluering, kan undlade at foretage det, man kunne kalde en ’intern devaluering’: At sænke lønninger og skære i velfærdsgoder for at forstærke konkurrenceevnen. Med en devaluering af landets valuta vil landets producerede varer og arbejdskraft blive billigere at importere for omkringliggende lande. Dermed skulle devalueringen gerne føre til øget produktion og eksport for det devaluerende land (Streeck 2014:182). At afskaffe euroen i sin nuværende form ville dermed ifølge Streeck have samme effekt på nationalstaters muligheder for at føre den økonomiske politik, de ønsker, og i højere grad opbygge institutioner, der skærmer borgere mod markedet. Det var den effekt, afskaffelsen af guldstandarden havde i 1930’erne (Ibid:183). Et nyt Bretton Woods ville ifølge Streeck betyde en accept af, at politik er mere end eksperters gennemførelse af rationaliseringsmekanismer, der skal konsolidere staten for at overholde de økonomiske målsætninger, fastsat med Maastricttraktaten, som nævnt ovenfor. Desuden ville det ikke være nødvendigt alene at forøge konkurrenceevnen på de indre linjer. Dermed ville dette ifølge Strecck gøre overordnede økonomiske beslutninger til en central del af staternes politiske liv (Ibid:184).

48

Ulemperne ved et Bretton Woods-system vil ifølge Streeck selv være, at for hyppige devalueringer vil indebære en risiko for internationale konflikter, da dette jo uvægerligt går ud over andre landes konkurrenceevne. For hyppige devalueringer vil dermed betyde, at et land mister mere end det har at vinde ved tabet af andre landes – og ikke mindst markedets – tillid til den fortsatte værdi af landets valuta. Alene risikoen for dette scenarie betyder ifølge Streeck, at der ikke er en fare for, at lande vil benytte sig af muligheden for devaluering for ofte (Ibid: 184). Desuden må det også antages at et nyt pengesystem, baseret på faste men justerbare kurser, kan inspirere til spekulation mod valutaer, hvilket under det oprindelige Bretton Woods-system betød, at det var nødvendigt at lægge bånd på kapitalens bevægelighed. Lignende foranstaltninger ville med al sandsynlighed være nødvendige at genindføre. Det forekommer mig dermed, at en tilbagevenden til et europæisk Bretton Woods-system ville betyde, at det enkelte land ville opnå større demokratisk indflydelse på fastsættelsen af værdien af samfundets penge såvel som på den førte pengepolitik. Desuden ville den genfundne statslige bestemmelsesret over værdien af samfundets penge sandsynligvis også resultere i en finanspolitik, der ikke tager de hensyn til markedets præferencer, som tilfældet ifølge Streeck synes at være i nutidens konsolideringsstater21. Dermed kan det med Streeck siges, at etableringen af et europæisk Bretton Woods umiddelbart ville være et forsøg på at genskabe efterkrigstidens kompromis mellem demokrati og kapitalisme. Jeg vil dog argumentere for, at Streecks løsning i form af et nyt Bretton Woods på baggrund af den viden om nutidig pengedannelse, som qua Bjerg er fremkommet tidligere i dette speciale, ikke er vidtgående nok. På trods af de gode demokratiske takter, der ligger i etableringen af et nyt Bretton Woods, som bestemt vil gøre pengepolitik til genstand for større national debat, lægger Streeck ikke op til at tænke selve pengedannelsen ind i spørgsmålet om at tilbageføre økonomisk suverænitet til nationalstaterne. Som jeg har påpeget på de forudgående sider, har netop pengedannelsen siden 1973 undergået fundamentale forandringer i form af fremkomsten af enorme mængder af

21 En konsolideringsstat som kunne have gavn af et europæisk Bretton Woods-system og opløsning af eurozonen ville være et land som Grækenland, som siden 2010 har befundet sig i en bundløs gældskrise. Grækenland har således gennem tiden modtaget adskillige økonomiske hjælpepakker i form af lån, som tildeles mod at Grækenland gennemfører reformer, der skal få det græske statsbudget til at leve op til kravene om, at et medlemsland i eurozonen ikke må have et underskud større end tre procent på de offentlige udgifter, ligesom at det ikke er tilladt at den offentlige gæld udgør mere end 60 procent af bruttonationalproduktet. Trådte Grækenland derimod til en start ud af eurosamarbejdet og fik sin egen valuta, ville Grækenland for det første i samme bevægelse vælge at erklære en statsbankerot og defaulte på sin gæld. Samtidigt ville Grækenland få mulighed for at genetablere drachmen, så denne ville være betydeligt mindre værd end euroen. Om end at et ’grexit’ ville betyde et momentant kaos i Grækenland og svække tilliden til landet, kunne dette med Streeck siges at være en væsentligt blidere kurs at forfølge rent socialt end den nuværende (Streeck 2014:187). Imidlertid er det ikke givet hvordan et sådant exit fra eurozonen skulle finde sted, idet Maastrichttraktaten ikke beskriver nogen muligheder for en medlemsstats udtræden af valutasamarbejdet. Derimod står det klart, at en medlemsstat altid må træde ud af selve Den Europæiske Union, hvilket også vil være ensbetydende med en udtræden af valutasamarbejdet. Det er derfor uvist om et grexit også vil betyde, at Grækenland forlader EU. Under alle omstændigheder ville en udtræden af euroen betyde, at Grækenland ville blive i stand til at føre egen pengepolitik og samtidigt føre en finanspolitik, der ikke dikteres af kravene fra Vækst- og stabilitetspagten.

49

bankskabte kreditpenge. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet ville være muligt indenfor det nuværende pengesystem at vende tilbage til et Bretton Woods-lignende system uden et forudgående opgør med markedet og de pengeskabende banker? Under det oprindelige Bretton Woods-samarbejde gjorde det sig netop gældende, at nationalstater havde langt større kontrol med bankers kreditskabelse, og således generelt større kontrol med typen af udstedte penge. Netop denne kontrol med pengeskabelse og dermed også bankvæsenet, muliggjorde altså også kontrollen med kapitalstrømmes bevægelighed, der var en forudsætning for systemets funktion (som ellers ville trues af udpræget spekulation). Sat på spidsen kan det således siges, at Streecks forslag peger mere ind i fortiden end i fremtiden, idet noget kunne tyde på, at Streeck fortsat forestiller sig, at pengedannelsen primært finder sted i de europæiske landes centralbanker, såvel som i Den Europæiske Centralbank. Dog bør penge såvel som pengesystem ifølge Streeck kontrolleres politisk. Streeck udviser således i det store hele en de-reificeret tilgang til penge, om end at der her må argumenteres for, at pengedannelsen må tilbage på statens hænder, hvis en større demokratisk kontrol med kapitalen og markedet skal opnås.

Bjerg: Muligheden for et bankvæsen med fuld reserve Bjergs alternativ til det nuværende pengesystem består i at skabe et bankvæsen med fuld reserve, og at staten skal stå for at danne denne reserve. Den bærende ide bag Bjergs forslag bygger således på at udvide statens monopol på udstedelse af sedler og mønter til også at omfatte virtuelle kreditpenge (Bjerg 2013:63). Ideen om et bankvæsen med fuld reserve er ikke ny. Den blev første gang beskrevet i ’Chicago-planen’, som blev udviklet af en række anerkendte økonomer i kølvandet på 1930’ernes depression i USA. Planen var et forslag om en reform af det amerikanske bankvæsen, som dengang såvel som i dag byggede på det, der kaldes fractional reserve banking (Ibid:61). Kort fortalt dækker termen over det, der i dag er almindelig bankpraksis, nemlig at den samlede mængde af udlån til bankens kunder overstiger den samlede mængde af indlån i banken: Banken låner flere penge ud, end den rent faktisk har. Dette gør banken i forventning om, at det er usandsynligt, at alle bankens kunder samtidigt vil ønske at få udbetalt deres indeståender i kontanter (at et bank run skulle opstå) (Bjerg 2014:145). I modsætning til dette system præsenterede Chicago-planen ideen om, at banker skulle operere med 100 procents dækning af de penge, som er tilgængelige for bankers kunder. Dette kaldes for full reserve banking (Bjerg 2013:62). Ideen om et bankvæsen med fuld reserve blev aldrig realiseret, men er i kølvandet på den finansielle krise i 2008 blevet diskuteret på ny.22 I et pengesystem baseret på banker med fraktionsreserve, skaber banker ifølge Bjerg penge gennem udlån, fordi de penge banken låner ud er penge, som banken i virkeligheden ikke har på forhånd, da den blot ændrer tallene på låneres bankkonti (Bjerg 2013:65). Med et bankvæsen baseret på fuld reserve, kan banker ikke længere skabe penge ved at udlåne penge. Reformen af bankvæsenet skal altså genskabe

22 Ifølge Bjerg har økonomerne Jaromir Benes og Micheal Kumhof fra Den Internationale Monetære Fond i 2012 lavet en rapport, som beregner de samfundsøkonomiske gevinster ved indførelse af et bankvæsen med fuld reserve. Desuden har de engelske NGO’er New Economics Foundation og Positive Money (og dennes danske søsterorganisation Gode Penge) lavet lignende analyser, der beskriver den mulige konkrete omstilling til et sådan system med fuld reserve. Der har ifølge Bjerg også været en folkelig mobilisering for en sådan ide i flere lande (Bjerg 2013:62). Især den islandske regering har vist interesse idet Altinget via en specielt nedsat kommission i april måned 2015 fik leveret en rapport, der beskriver de konkrete skridt, der kan tages i denne retning.

50

statens fortrinsret til at skabe penge ved at kræve, at alle private banker er i stand til at underbygge al udestående kredit med statsudstedte fiatpenge - enten som kontanter eller som kredit i Nationalbanken (Bjerg 2014:263). Dette fungerer rent teknisk på den måde, at det under dette system kræves, at låntageres hævekonti placeres i Nationalbanken og ikke længere i den private bank, der skal yde lånet til kunden. Når banken ønsker at yde et lån til en kunde, overføres lånet til kundens konto i Nationalbanken. Pengene, som banken låner ud, skal med andre ord eksistere i forvejen; enten i form af indskud fra indlånere, som kapitalindskud fra bankens ejere, kredit hos Nationalbanken eller i form af penge, som banken har tjent på sin drift. Ifølge Bjerg har banken altså også en konto i Nationalbanken, hvorfra den overfører penge til låntagerens konto. Dette arrangement betyder, at banker ikke længere kan skabe penge, som er dækket af kundernes gæld til banken. Banken kan kun udlåne penge, som den allerede har (Ibid:66). Da udlån kun kan ske gennem indlån på den private banks konti i Nationalbanken, vil der ikke længere forekomme ny pengeskabelse gennem udstedelsen af kredit. Bjerg kommer med et eksempel på denne mekanisme: Hvis en indlånskunde i den private bank sætter 100.000 kr. ind på sin private konto i Nationalbanken, og beslutter at pengene kan investeres, flyttes pengene til den private banks konto i Nationalbanken. Den private bank kan efterfølgende låne pengene ud til en restauratør, der gerne vil renovere sin restaurant. Pengene overføres hermed til restauratørens konto i Nationalbanken, samtidigt med at det bogføres, at restauratøren nu skylder den private bank 100.000 kr. Ifølge Bjerg er der to ting, der er vigtige at bemærke: For det første har der på intet tidspunkt været mere end 100.000 kr. i cirkulation. For det andet har de 100.000 kr. hele tiden eksisteret som en fordring mod Nationalbanken. I alle de transaktioner, som de 100.000 kr. har gennemgået, er det til syvende og sidst Nationalbanken, der skylder pengenes værdi til de skiftende ejere: Indlåneren, den private bank såvel som restauratøren (Ibid:68). En anden vigtig detalje ved et sådan system er således også, at man som kunde i en bank skal beslutte, om banken blot skal opspare ens penge, eller om banken må investere pengene for at få dem til at vokse. Ifølge Bjerg er disse to sider af bankpraksis i dag blandet sammen, hvilket gør hele pengesystemet usikkert under finansielle bobler (Ibid:67). I et pengesystem baseret på et bankvæsen med fuld reserve vil det ifølge Bjerg fortsat være de private banker, som udsteder kredit og foretager kreditvurderinger af bankkunder og dermed vurderer prisen på lån. Derimod er det nu Nationalbanken, der kontrollerer hvor mange penge, der er i omløb (Bjerg 2013:68). Ifølge Bjerg er der tre store fordele ved et system baseret på fuld reserve: For det første ville kontrollen med samfundets pengemængde ligge hos staten og Nationalbanken frem for hos private banker. Dette ville betyde, at statens skiftende regeringer igen ville kunne føre en aktiv pengepolitik for at stabilisere økonomien eller måske endda styre den økonomiske udvikling i retning af specifikke politisk definerede mål (et aspekt af et sådant system, der ville falde i Streecks smag). For det andet ville den profit, som private banker i dag tjener på at skabe penge under et system baseret på fuld reserve bestående at statskabte fiatpenge, tilfalde Nationalbanken, som ville kunne videreformidle overskuddet til statskassen. En meget vigtig detalje i forhold til den splittelse mellem økonomi og demokrati og udviklingen af konsolideringsstaten som Streeck beskriver ville være, at Nationalbanken under dette system ville være i stand til udstede lån til staten til nul procent i rente og dermed eliminere den mange staters voksende gæld til private banker. Disse stater ville dermed ikke længere være afhængige af at låne penge fra

51

private banker og investorer på de internationale kapitalmarkeder til varierende rentesatser. For det tredje ville risikoen for bank runs blive elimineret, eftersom private banker ikke ville have gældsposter ud over dem, der allerede er dækket af deres reserver bestående af statsskabte fiatpenge (Bjerg 2014:264). Pengepolitikken, som Nationalbanken skulle agere efter, ville i Bjergs forslag ikke være synderligt anderledes end tilfældet er i dag; Nationalbanken skulle således fortsat bekæmpe inflation efter fastlagte retningslinjer. Dermed ville den traditionelle isolering af Nationalbankens handlinger fra statens demokratisk valgte regering være intakt. Dette skal forstås på den måde, at det selv i et demokratisk styret pengesystem ville være ufornuftigt uafhængigt af økonomiske konjunkturer og inflationstal, politisk at bestemme at danne flere penge til eksempelvis krigsførelse. Dermed argumenterer Bjerg fortsat for, at det er Nationalbanken, som alene rent fagligt skal tage stilling til om samfundets pengemængde har en passende størrelse, mens den til enhver tid siddende regering i de finanspolitiske beslutninger kan bestemme hvordan pengene sendes ud i samfundets økonomi, om der ønskes lån fra Nationalbanken eller om pengene har en passende værdi i forhold til omkringliggende valutaer (Bjerg 2013:71). Nationalbanken vil i denne situation kunne forfølge det fastsatte inflationsmål, eksempelvis ved at sende penge ud i økonomien. Det nuværende instrument til inflations- og deflationsbekæmpelse, som Nationalbanken kan benytte sig af, nemlig fastsættelse af rentesatsen for mellemværender mellem Nationalbanken og de private banker (foliorenten) er som Bjerg påpeger netop ikke specielt effektivt i en verden, hvor de fleste penge er banksskabte kreditpenge. Snarere fastsættes foliorenten efter, hvor mange penge de private banker har skabt, frem for hvor mange penge Nationalbanken ønsker, at der skabes (Bjerg 2013:70).23 Mens Nationalbanken således løbende i et system baseret på fuld reserve skulle tage stilling til størrelsen af samfundets pengemængde med økonomisk stabilitet for øje, skulle de finanspolitiske beslutninger om, hvordan pengene skulle sendes ud i økonomien tilfalde den valgte regering (Ibid.). Bjergs forslag rummer således i lighed med Streecks et klart demokratiserende potentiale, da nationalstater vil få mulighed for at føre en aktiv pengepolitik og en finanspolitik, der ikke udelukkende sigter til konvergens og konsolidering, i og med at staten ikke vil være afhængig af at finansiere sine udgifter gennem lån hos private banker. Der er desuden den fordel, at det i dette system, baseret på et bankvæsen med fuld reserve, vil være muligt at kontrollere kapitalen og tilmed gøre de penge, der tjenes på at skabe penge til offentlig ejendom. Umiddelbart forekommer Bjergs forslag også at være en de-reificeret tilgang til penge, idet pengedannelsen og pengepolitikken ville blive en vigtig faktor for et givent lands regering at forholde sig til. Det ville, især for Nationalbanken og regeringens medlemmer blive åbenlyst, at staten skaber samfundets penge. Men for den brede befolkning vil der fortsat være tale om et pengesystem, som i det store og hele er baseret på netop fiatpenge, der udelukkende har symbolsk værdi, men som under alle omstændigheder omgærdes med en vis tingslighed, da disse penge bliver håndteret som om de havde værdi i sig selv. Det forekommer netop plausibelt at

23 Bjergs argument for at dette er tilfældet, er baseret på, at de historisk lave rentesatser, som opleves netop nu, er udtryk for, at Nationalbanken må kompensere for de private bankers kreditgivning. Hvis Nationalbanken pludseligt hævede renten, ville det resultere i prisfald på boligmarkedet og en strøm af konkurser blandt boligejere, der har finansieret boligkøb gennem flexlån, mens boligpriserne var høje (Bjerg 2013:70).

52

dette nye pengesystem, baseret på statsskabte virtuelle kreditpenge, ikke vil forekomme den individuelle bruger af penge stort anderledes end det nuværende. Netop af denne årsag kan det tænkes, at den individuelle bruger af statspenge vil have et behov for at kunne verificere virtuelle penges eksistens og værdi gennem muligheden for at få kontanter, altså en fortsat tingsliggørelse af penge. Bjergs tanker om en reformering af pengesystemet til netop et system med fuld reserve skabt af staten, bekræfter også dette synspunkt. Bjerg omtaler en sådan omstilling som en ’konservativ revolution’ i den forstand, at revolutionen netop ville bringe forholdet mellem penge, Nationalbanken og staten i overensstemmelse med den forestilling, som de fleste mennesker bærer rundt på (Bjerg 2014:264).24 Bjerg sigter her til det forhold, at når banker i dag skaber samfundets penge, stemmer det ikke overens med den gængse forestilling om, at det er statens seddelpresse, der står for pengeproduktionen. At det igen ville være Nationalbanken der tog sig af denne opgave, ville dermed stemme overens med de fleste menneskers forestillinger om pengesystemet. Alligevel må det siges, at det demokratiske potentiale i at lade staten profitere på pengedannelsen klart er til stede, lige som muligheden for at diskutere hvordan man ønsker, at penge skal dannes, da den til enhver tid valgte regering vil have en mulighed for at påvirke pengedannelsen. Der vil altså med et sådant pengesystem være muligt at genskabe en tabt forbindelse mellem økonomi og demokrati. Men kan denne plan uden videre virkeliggøres? Hvor det i det forrige afsnit blev klart, at Streeck ikke havde øje for pengedannelsens betydning for en øget demokratisering af moderne nationalstaters økonomiske beslutninger, kan der her påpeges et aspekt, som Bjergs forslag ikke tager højde for. Streecks internationale perspektiv på konsolideringsstatens krise vender opmærksomheden mod konsekvenserne af at deltage i eurosamarbejdet. Og det er netop et aspekt, som Bjerg tilsyneladende ikke tager højde for. Danmarks – såvel som andre europæiske medlemsstaters - medlemskab af eurosamarbejdet kan nemlig tænkes at forhindre en sådan omstilling af pengesystemet i hele den udstrækning, som Bjerg ridser op. Med underskriften af den tidligere nævnte Maastrichttraktat i 1992, blev det netop stadfæstet, at det er forbudt for medlemsstaternes centralbanker samt for Den Europæiske Centralbank ’at foretage overtræk eller at yde medlemsstaterne andre former for kreditfaciliteter’. Dette gælder desuden også centralbankernes og Den Europæiske Centralbanks direkte opkøb af medlemsstaternes statsobligationer (Ryan-Collins et al 2011:78; Eur-lex 6. maj 2015, kl. 13.15).25

24 Det kan i øvrigt her bemærkes, at det i henhold til Grundlovens § 26 er kongens – og dermed statens ret – at danne samfundets penge: ”§ 26 Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven”. Dette fortolkes i dag som, at det er staten, der udsteder de danske mønter og sedler, da disse er kommet til senere end mønter. Dog kan det med Bjerg bemærkes, at man kan have forsømt at opdatere møntretten, så den også kom til at gælde elektroniske kreditpenge, der cirkulerer i samfundet med samme værdi og status som de penge, Nationalbanken producerer. Det er således regeringen, der har ret til at lave sedler og mønter i Danmark, snævert fortolket (Bjerg 2013:63). 25 ”Traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (konsolideret udgave Amsterdam)”, Artikel 101, Stk. 1. Det er ECB og medlemsstaternes centralbanker, i det foelgende benaevnt »de nationale centralbanker«, forbudt at give faellesskabsinstitutioner eller -organer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne mulighed for at foretage overtraek eller at yde dem andre former for kreditfaciliteter, og det samme gaelder ECB's og de nationale centralbankers koeb af gaeldsinstrumenter direkte fra disse. Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gaelder ikke for offentligt ejede kreditinstitutter, som i forbindelse med forsyningen med reserver fra centralbankernes side skal have samme

53

Det kan således tænkes, at det i udgangspunktet vil være muligt at staten overtager bankernes pengedannelse. Dermed ville staten genvinde en umiddelbar kontrol med selve pengemængden, hvilket vil være ønskeligt ud fra synspunktet om at inflations – og deflationsbekæmpelse sandsynligvis vil kunne forfølges med mere effektive midler i et sådant system. Den generelle risiko for bank runs i forbindelse med økonomiske kriser vil ligeledes elimineres. Noget kunne dog tyde på, at en direkte overførsel af profit fra statsskabte fiatpenge fra Nationalbanken til statskassen vil være i strid med Maastrichttraktaten såvel som efterfølgende traktaters bestemmelser. Det vil således heller ikke under gældende EU-lovgivning være muligt for Nationalbanken at låne staten penge, ligesom Nationalbanken ikke kan opkøbe statsobligationer direkte. Det er derimod muligt indenfor den nuværende lovgivning, at Nationalbanken såvel som Den Europæiske Centralbank kan købe statsobligationer gennem private banker, som har opkøbt disse. Dette betyder dog i praksis, at Nationalbanken ikke direkte vil kunne forøge statens betalingsevne eller direkte sende penge ud i samfundsøkonomien, men må gøre dette med private banker som mellemmænd (Ryan-Collins et al 2011:77). At regulere statens forbrug i form af offentlige investeringer og ydelser, samt salg af statsobligationer til private investorer, banker og pensionskasser er således de midler, som Streecks konsolideringsstater må ty til, hvis et underskud på statsbudgettet skal dækkes (Bjerg 2013:71). Staten må altså indenfor de nuværende rammer ikke finansiere sit underskud ved selv at lave penge, fordi denne pengeskabelse anses for at kunne skabe for megen inflation. Bjerg påpeger dog, at en finansiering af offentlige underskud gennem yderligere kreditskabelse hos private banker under alle omstændigheder kan få inflationen til at stige, fordi private banker med profit for øje har tendens til at oppuste priser på fast ejendom og finansielle aktiver (Ibid:72). Dermed kan det siges, at Danmarks og andre medlemsstaters deltagelse i eurosamarbejdet med al sandsynlighed vil kunne bremse de elementer i Bjergs forslag om et bankvæsen, baseret på fuld reserve, som ifølge dette speciales argumentation, må siges at være de mest demokratiserende. Netop muligheden for at den profit, der skabes på baggrund af pengedannelse, ville kunne tilfalde staten, samt muligheden for at staten selv ville kunne finansiere underskud på de offentlige budgetter, ville betyde, at staten ikke ville være nødt til at låne penge på markedet og dermed skabe nye underskud, der ellers kunne finansieres gennem nye statspenge.26 Ifølge Ryan-Collins et al, skal den politiske økonom Geoffrey Ingham således have sagt, at ’Maastrichttraktaten effektivt fjernede individuelle nationalstaters magt til pengedannelse og underkastede dem dermed markedsdisciplin’ (Ingham i Ryan-Collins et al 2011:78). Med Streeck kan det således synes rimeligt, at den grundlæggende tanke om at præmissen for at nationalstater kan genvinde demokratisk beslutningskraft på økonomiske områder må være eurozonens opløsning. Med sit forslag til et alternativt

behandling af de nationale centralbanker og ECB som private kreditinstitutter (Eur-lex. 6. maj 2015, kl. 13.15). 26 Set i dette lys kan Grækenland, som en stat tynget af gæld, netop ses som meget symptomatisk for denne udvikling: EU-reglerne på området betyder, at Grækenland er nødt til at låne penge på markedet for at dække underskuddet. Men da Grækenlands dårlige økonomi og dermed ringe evne til at betale pengene tilbage er åbenbar, lånes pengene naturligvis til en høj rente. En rente, som stiger i takt med at den græske stat forgældes yderligere, og som i sidste ende kan presse den græske stat til at erklære sig bankerot.

54

pengesystem sigter Streeck således til et opgør med tanken om ’den politiske union’ som løsningen på de udfordringer, eurosamarbejdet står overfor. Ifølge Streeck må dannelsen af en politisk union anses for at være et skindemokrati, da en politisk union med fælles politik på alle områder, kun vil bane vejen for realiseringen af et samfund, som udelukkende er baseret på markedets præmisser; den sande realisering af det neoliberale samfund, der ikke vil tage hensyn til de partikulære interesser og kulturer, som eurozonen består af, for i stedet at sikre at markedets tillid sikres (Streeck 2014:177). Som tidligere beskrevet forslår Streeck dermed oprettelsen af et europæisk Bretton Woods, idet det ikke synes frugtbart at ’se til, at neoliberal politik færdiggør den monetære union med reformer, som for evigt vil immunisere markedet for politisk korrektion’ (Ibid:181). Streeck synes således at have tiltro til, at når de individuelle nationalstater først bliver herrer i eget hus, vil de varetage sine borgeres tarv før markedets. Men er der grund til at tro, at de individuelle stater umiddelbart vil føre en økonomisk politik, som er mindre afhængig af markedet, når de får et Bretton Woods eller et banksystem med fuld reserve? Med Bjerg kan det siges, at det reelle problem i de gældsramte europæiske stater, som nu må konsolidere sig for at leve op til eurozonens og markedets krav, ikke er, at de har påtvunget sine borgere konsekvenserne af deres gældsoptagelse. Problemet er snarere, at staterne i første omgang tillod private agenter at profitere på at oversvømme økonomien med kreditpenge, som disse private agenter selv skabte i første omgang (Bjerg 2014:262). I forrige afsnit blev det med Hardt og Negri påpeget, at det ligger til nationalstater at pleje markedets interesser, på trods af at de fleste stater - især dem, der betragter sig selv som velfærdsstater - i deres handlinger sigter til også at have borgernes interesser in mente. Under det nuværende pengesystem slører staten således bankers rolle i pengedannelsen, i og med at staten fastholder, at banksskabte kreditpenge er lige så gode som statsskabte fiatpenge. Ifølge Bjerg kommer stater således til at udgøre en støddæmper mellem borgere, der kunne kræve et reformeret pengesystem, og kapitalen, som har en interesse i at bevare systemet, som det er. Det bliver derfor ifølge Bjerg svært at forestille sig en ’monetær revolution i finanskapitalismens tidsalder uden en forudgående kamp mellem klasser bestående af forgældede borgere og selve staten’. Statens borgere skal med andre ord kræve deres ret til egne penge (Ibid.). Et sådant krav om egne penge kan fremkomsten af den virtuelle valuta bitcoin også ses som. Det tredje mulige alternativ til det nuværende pengesystem er således et opgør med både bankers og staters ret til at danne penge.

Bitcoin: Muligheden for penge uden banker og stater Ifølge sociologen Nigel Dodd blev ideen om bitcoin som virtuel valuta introduceret i 2008 i en artikel af ’Satoshi Nakamoto’, som er et synonym for en enkelt person eller gruppe af personer (Dodd 2014:364). Nakamotos mål var ifølge Dodd at etablere en form for penge, hvor der ikke var behov for et element af tillid til pengenes værdi (sådan som fiatpenge i udgangspunktet har). Hvis brugere af penge ikke længere har tillid til banker og staters evner til at regulere og bevare penges værdi, sørger bitcoin for at denne tillid er unødvendig ved at bygge tillid ind i den computersoftware, som bitcoin kører efter (Dodd 2014:362). Det skal her siges, at selve teknologien bag bitcoin er ganske kompleks. På trods af at denne naturligvis ikke er decideret uinteressant, anses en længere udredning om bitcoins rent tekniske funktionsmåde ikke at være nødvendig for de tematikker vedrørende bitcoin, der er centrale i denne diskussion. Jeg vil derfor i det følgende støtte mig til de udredninger og analyser af

55

bitcoin, som Dodd fremkommer med, og i høj grad undlade at forholde mig til, hvordan bitcoin rent teknisk fungerer. Ifølge Nakamoto burde bankers opgave alene ligge i at agere som sparegris: Banken burde alene opbevare vores penge og forestå elektroniske transaktioner. Men i stedet låner banken vores penge ud som kredit uden den nødvendige reserve, og skaber dermed de økonomiske bobler, som senest sås ved finanskrisens udbrud i 2008. Desuden skal også stater som tredjeparter i pengeproduktion ifølge Nakamoto undgås, fordi historien viser, at vi ikke kan stole på, at centralbanker ikke bevidst vil forringe valutaers værdi (Nakamoto i Dodd 2014:364). Nakamoto har således hverken fidus til banksskabte kreditpenge eller statsskabte fiatpenge. Nakamotos projekt er således at omgå stater og banker i transaktioner af elektroniske penge. Bitcoin er ifølge Dodd udviklet på baggrund af Mengers vareteori om penge og desuden på baggrund af kryptografi: en hemmelig kodeskrift, der nu om dage afhænger af computere. Kryptografien sikrer, at bitcoin-transaktionerne er offentlige, men anonyme, således at banker rent praktisk er unødvendige for at bruge de virtuelle penge, mens penge forstået som ting på baggrund af Menger, betyder at bitcoinbrugere i teorien ikke har tillid til andre mennesker eller autoriteter, som staten, men kun til tal. Bitcoins er som virtuelle penge naturligvis ikke lavet af guld. Men bitcoin fungerer under noget man kunne kalde en ’virtuel guldstandard’, eftersom bitcoinsystemet ifølge Dodd er designet sådan, at den totale mængde af bitcoin, som kan genereres i systemet, er sat til at være 21 millioner bitcoin. Det har faktisk den fordel i forhold til ægte guld, at man ikke pludseligt opdager flere bitcoins, sådan som tilfældet kan være med guld, som der konstant kan opdages mere af (Dodd 2014:365).27 For at gøre op med tilliden til autoriteter er bitcoin organiseret som et såkaldt ’peer-to-peer-betalingsnetværk’28, der bruger open-source software til at skabe bitcoin. Bitcoin skabes således gennem computere, der i bitcointerminologi miner efter nye bitcoins gennem serier af beregninger, der kræver anseelige mængder af computerkraft. Netværket er på forhånd indstillet til at producere 25 nye bitcoins for hvert tiende minut indtil 2017, hvorefter dette antal halveres hvert fjerde år, indtil de 21 millioner bitcoins er nået (Ibid:365). Det er således et netværk af computerbrugere, der miner efter bitcoins, ved at stille deres computerkraft til rådighed for netværket. Netværkets computere bidrager dermed med de matematiske udregninger, der er nødvendige for at danne bitcoins. Systemet er dermed bygget sådan op, at desto flere minere, der søger at generere bitcoins, desto sværere vil det være at producere dem: Kun de mest kraftfulde computere vil være i stand til at mine. Det er derfor oplagt at visse minere danner netværk for at generere nye bitcoins. Dermed er der et indbygget incitament for seriøse minere til at opskalere deres indsats i en sådan grad, at det bliver urentabelt for andre at mine i mindre skala. Ud fra denne tankegang er det ifølge Dodd teoretisk muligt at én miner kan komme til at kontrollere al mining (Dodd 2014:365). Det er således en nærliggende tanke, at der kan opstå private interesser og magtakkumulering i det ellers decentrale netværk af bitcoinbrugere. Bitcoin skulle ellers ifølge Dodd netop være designet til at være et åbent og ’demokratisk’ system på

27 Pr. april måned 2015 var der 14.063.025 millioner bitcoins i omløb (Blockchain 6. maj 2015, kl. 13.25). 28 ’Peer-to-peer (eller P2P) er den engelske betegnelse, der anvendes om datanet, hvor computerne i datanettet har lige stort ansvar for datanettets funktionalitet. Et peer-to-peer-datanet adskiller sig derfor fra et datanet bestående af klient- og serverprogrammer ved at ansvaret for datanettets funktionalitet ikke er centraliseret omkring serverprogrammet’ (Wikipedia 6. maj 2015, kl. 13.30).

56

den måde, at det ikke skal være muligt for én person at kontrollere produktionen af bitcoins. Bitcoin siges således at være ’demokratisk’ i den forstand, at alle, der bruger valutaen og ønsker at lægge computerkraft til projektet, kan komme til at deltage i at generere de penge, som ingen tilsyneladende styrer fra centralt hold. Dog er der nogle alvorlige hager ved det decentrale netværk: På længere sigt vil det kræve adgang til enorm processorkraft at generere bitcoins (hvilket ikke alle har). Desuden er det teoretisk muligt for ganske få personer at dominere hele processen. To forhold, som er væsentlige ulemper i forhold til de ellers ’demokratiske’ tanker i projektet, som dog ganske givet ikke lever op til de gængse forestillinger om demokrati, da bitcoins udlægning dårligt kan kaldes en styreform; snarere det modsatte. Paradoksalt nok synes bitcoin dog at være en af de mest de-reificerende tilgange til penge, som har været behandlet i denne diskussion. Det er åbenlyst for alle brugere af bitcoin, hvordan disse bitcoin kommer ind i verden. Og hvis de ikke forstår de matematiske formler, der ligger til grund, ved de trods alt, at det er mennesker, der står bag dem. Bitcoin er som møntfod således meget langt fra at være tingsliggjort. Omvendt forsøges bitcoin jo netop tingsliggjort gennem sprogbrug. Ordet mining leder tankerne hen på guld og guldgravere og konstruktionen af den virtuelle guldstandard. Denne tingsliggørelse kan dog netop siges at underminere bitcoins som ’demokratisk’ projekt, idet bitcoin-systemet med Dodd kan siges at komme til at lide under manglen på netop central regulering og demokratisk diskussion af den videre udvikling af systemet (Dodd 2014:371). Desuden må også selve konstruktionen af den virtuelle guldstandard kunne siges at overflødiggøre netop en demokratisk diskussion af, hvordan pengene skal håndteres, fordi der er tale om en totalt uelastisk pengemængde. Hvis der på et tidspunkt opstår deflatoriske tendenser i systemet, fordi prisen på bitcoins vil stige, når der bliver færre af dem, vil det være umuligt at tage stilling til, om der skal generes nogle flere. Dermed kan det også siges, at bitcoin lider af nogle af de samme uhensigtsmæssige karaktertræk, som man finder i penge lavet af guld eller baseret på guldstandard. Idet prisen på bitcoins må antages at stige i takt med, at der vil blive færre af dem, er bitcoin et perfekt aktiv for spekulative typer, som køber bitcoins med forventningen om at tjene på videresalg. Dermed vil bitcoins blive udsat for økonomiske bobler: Drastiske prisstigninger efterfulgt af drastiske prisfald. Få mennesker vil have lyst til at sætte deres lid til en møntfod, hvis værdi har enorme udsving. Desuden vil den medfølgende tendens til at hamstre bitcoins også betyde, at valutaen snarere kan udvikle sig til at være netop en vare, der købes med henblik på videresalg, frem for en møntfod, som cirkuleres (Dodd 2014:365). Qua min tidligere diskussion i dette speciale kan det desuden siges, at guldstandarden netop forhindrede nationalstater i at føre en aktiv pengepolitik. En nationalstat, der skulle agere i en verden hvor pengesystemet udgjordes af bitcoin, ville dermed have stærkt begrænsede, om nogen muligheder, for at foretage politiske korrektioner af markedet. Ligesom de penge, der kan tjenes på at lave penge, også i dette tilfælde ville tilfalde private aktører på markedet. Heller ikke disse penge vil således kunne bruges til investeringer, som kommer hele samfundet til gavn eller til at finansiere velfærd (medmindre nationalstaten ville begynde at beskatte bitcoin, hvilket bitcoin-brugere nok for nuværende meget kraftigt vil modsætte sig og betvivle statens ret til). Havde bitcoin derimod været dannet af Nationalbanken, sådan som det blev foreslået af Bjerg, og hvis der ikke eksisterede en på forhånd fastsat grænse for mængden af bitcoin, ville staten i tilfælde af deflation netop have mulighed for at øge pengemængden. Eller staten kunne trække penge tilbage i tilfælde af inflation, eksempelvis igennem forøgelsen af skattetrykket. Noget kunne dermed tyde på, at

57

automatiserede såvel som strengt regelbundne veje til pengedannelse ikke er tilstrækkeligt til at få en valuta til at fungere optimalt. Eksempelvis blev det i forbindelse med diskussionen af Streecks forslag om et europæisk Bretton Woods klart, at den netop meget regelbaserede og de-politiserede tilgang til pengedannelse, som udvises af den Europæiske Centralbank, har fået personer som Streeck til at tale for en model, hvor nationalstater bestemmer over deres penges værdi. Alt i mens politikere som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble taler for en politisk union i Europa, der i højere grad kan detailstyre medlemsstaternes økonomier, således at disse passes sammen med eurosamarbejdets visioner (New York Times 6. maj 2015). Staters politiske virke synes at være vigtig i forbindelse med pengedannelse og pengepolitik. Bitcoins skabere kan have ret i, at der er grund til skepsis, hvad angår staters og bankers engagement i pengedannelse. Men bitcoin formår til gengæld ikke at placere pengedannelsen i et forum, hvor pengene og deres dannelse kan anvendes i overensstemmelse med et nationalt fællesskabs visioner. Bitcoins ide om demokrati, som lig med at ingen i princippet bestemmer noget, kan dermed ikke anses for et reelt demokratisk potentiale. Med Bjerg kan det siges, at det må synes klart, at hvad der er den bedste form for pengedannelse må afhænge af, hvilken form for samfund og liv man holder som et ideal. Det vigtigste er imidlertid at overkomme splittelsen mellem økonomi og demokrati ved at bringe pengedannelsen og pengenes brug tilbage i centrum for demokratisk debat. Der er således ingen garanti for at et system, hvor staten igen kontrollerede samfundets pengemængde ville være perfekt. Pengene kunne sagtens bruges hovedløst, formålsløst eller amoralsk. Men som Bjerg siger: ’Der er ikke behov for, at vore regeringer er perfekte for at den foreslåede reform kan være en succes. Det er nok, at de er marginalt bedre end de bankfolk og børsmæglere, som kører det nuværende system’ (Bjerg 2014:264).

58

Konklusion Formålet med specialet har været at undersøge, hvordan en reifikation af penge bidrager til den splittelse mellem kapitalisme og demokrati, som Streeck beskriver, samt at diskutere, hvilke demokratiske potentialer, der kan ligge i penge. Som det indledningsvist blev forklaret, fungerer det store skisma som en ramme. En ramme, som reifikationen af penge og splittelsen mellem demokrati og kapitalisme må forstås indenfor. Denne tilgang hænger snævert sammen med det konstruktivistiske perspektiv, som specialet skrives indenfor. Det store skisma er således i specialet blevet præsenteret som en konceptuel og metodologisk adskillelse mellem stat og marked, der som en særdeles virkningsfuld ide indtager en central plads i det tankegods, der bar det neoliberale paradigmeskifte frem. Som konkluderet tidligere kan politik ført på neoliberale præmisser således ses som værende med til at installere det store skisma som en virkelighedsdefinition, der retfærdiggør mindre demokratisk indflydelse på markedet eller til dels kapitalens bevægelser og rammer. Med det store skisma opstår der det, man kan kalde en naturalisering af markedet, hvor markedet ses som værende drevet af egne styringsmekanismer, der bør lades uforstyrrede. Indenfor det store skisma, konstrueres også en fortælling om, hvordan penge er opstået som en udelukkende praktisk løsning på det praktiske problem, som byttehandel anses for at have været i fortidige samfund. Dermed skal penge tilsyneladende være opstået spontant på et marked blandt driftige købmænd, der ønskede at effektivisere vareudvekslingen. Penge ses på denne baggrund fortsat for at være en vare med universel bytteværdi; en ting i vide kredse af økonomer. I specialet har jeg imidlertid med Graeber og Bjerg vist, at penge i høj grad kan betragtes som en social konstruktion, da det ganske enkelt ikke kan forklares, hvorfra penge forstået som varer – eksempelvis guld – får deres iboende værdi fra, og heller ikke hvordan denne værdienhed oprindeligt er opstået. Penge ses derfor i dette speciale som en i høj grad menneskelig konstruktion, i det staters og monarkers indflydelse på og interesser i penges indførelse ikke kan ignoreres. På denne baggrund kan det synes paradoksalt, at det via Graeber og især Bjerg også står klart, at penges funktion rent ideologisk må tilskrives en reifikation. En tingsliggørelse, idet kreditpenge, som udelukkende har en imaginær værdi, kræver muligheden for at kunne omveksles til kontante fiatpenge for at kunne fungere som penge på trods af, at kontante fiatpenge også i sig selv er værdiløse. Deres værdi er med andre ord udelukkende symbolsk. Ikke desto mindre opfattes de og bruges som ting med værdi i sig selv. Dermed kan det ud fra et sociologisk synspunkt siges, at sociale institutioner som marked og penge tilsyneladende - for den økonomiske videnskab og de mennesker, der deltager i dem - forekommer som domæner, der virker i kraft af egen lovmæssighed, og uafhængigt af menneskelig deltagelse. I specialet viser jeg således, især via Berger og Luckmann samt Bjerg, at denne reifikation af penge netop kan siges at have været med til at sløre den privatisering af pengedannelse, der har fundet sted i pengesystemet siden Bretton Woods-systemets endelige kollaps i 1973. Reifikationen gør det således muligt for almindelige mennesker såvel som politikere at tænke, at vores penge fortsat kommer fra staten på trods af, at stort set samtlige penge genereres af private banker.

59

Den private pengedannelse har i specialet vist sig at rumme den problematik, at stater ikke selv gennem pengedannelsen har mulighed for at finansiere underskud på de offentlige budgetter, og derfor må låne penge på markedet, ligesom de penge de private banker tjener på at skabe penge ikke tilfalder statskassen, men private aktører. Dermed kommer nationalstaters muligheder for finansiering til at afhænge af bankers villighed til at udlåne penge. Markedet og kapitalen kan hermed siges, at opnå anseelig politisk indflydelse på nationalstaters førte politik, idet nationalstaterne vil søge at signalere til markedet, at de er rentable og kreditværdige. Hermed opstår den de-demokratisering af økonomi, som Streeck beretter om, og dermed splittelsen mellem demokrati og kapitalisme. I denne splittelse spiller reifikationen af penge den rolle, at dannelsen af kreditpenge og selve pengesystemet som sådan kommer til at fremstå som et domæne, der ligger udenfor politisk og demokratisk rækkevidde. Statens førte pengepolitik bliver dermed et rent administrativt ærinde, der bedst varetages af centralbanker isoleret fra demokratisk indflydelse. Reifikationen af penge anses med andre ord i dette speciale for at forhindre, at pengesystemet tænkes på andre måder, der eventuelt ville kunne sikre en vis demokratisk kontrol med markedet og kapitalens bevægelser. Dermed kan en specifikt sociologisk refleksion også siges at generere viden, som kan bidrage til en ny forståelse af netop penge og marked som menneskelige konstruktioner og institutioner, der i høj grad defineres og kan redefineres af mennesker. Et sådant de-reificerende perspektiv forsøger jeg i specialet at lægge op til ved at vise, hvordan disse institutioner er menneskeskabte, samt ved at diskutere alternativer til det nuværende pengesystem med demokratiserende potentialer. Af denne diskussion fremgår det, at det mest de-reificerede alternativ til det nuværende pengesystem, bitcoin, også er det system, der synes at rumme mindst demokratisk potentiale. Det manglende demokratiske potentiale i bitcoins struktur betyder, at den mængde bitcoins, der genereres, ikke vil kunne være genstand for kollektive beslutninger om deres anvendelse til fordel for samfundet som sådan. Diskussionen leder dermed frem til, at det synes særdeles fornuftigt at staten – og demokratiet - spiller en væsentlig rolle i et alternativt pengesystem, enten som et europæisk Bretton Woods eller som et bankvæsen med fuld reserve. Især et bankvæsen med fuld reserve vil give kontrol med samfundets pengemængde tilbage til en centralbank, mens den til enhver tid siddende regering kan kontrollere, hvordan pengene senedes ud i samfundsøkonomien, mens profitten fra pengedannelsen vil tilfalde statskassen. Frem for alt vil staterne være i stand til at finansiere sig gennem lån fra en centralbank i stedet for at låne på de internationale finansmarkeder. Dette forslag vil dermed bringe penge tilbage til den politiske debat, og vil gøre det muligt at tage demokratisk stilling til pengenes dannelse og cirkulation. Perspektiverende kan det siges, at jeg i dette speciale har bidraget til en sociologisk forståelse af penges væren og funktionsmåde. Dette sociologiske blik på penge kan i høj grad siges at adskille sig fra den rent funktionalistiske og tingsliggjorte måde som økonomisk videnskab generelt forholder sig til penge på. Ved at stille fundamentale, sociologiske spørgsmål om penges væren, åbnes der således op for at undersøge hvordan penge skabes. Via denne viden om penges dannelse kan sociologien siges at bidrage til en bredere forståelse af særligt den seneste økonomiske krise, som netop på baggrund af den her tilvejebragte viden kan anskues som en monetær krise. Bankers pengedannelse gennem udlån kan netop ses

60

som medvirkende til at initiere og forværre økonomiske kriser, idet banker i højkonjunkturer har tendens til at låne for mange penge ud, mod til gengæld at udlåne for få under lavkonjunkturer. Frem for alt kan det nuværende pengesystem ses som værende en hindring for stater og centralbankers regulering af økonomien gennem samfundets pengemængde – og type. En hindring, som kan siges at bidrage til finans- såvel som gældskriser, som ofte tilskrives henholdsvis et dereguleret finansmarked og nationalstaters afhængighed af lånoptagelse til at finansiere velfærd. På denne baggrund synes det klart, at en sociologi om penge kan bidrage med væsentlige indsigter til en sociologi om demokratiske og økonomiske kriser.

61

Litteraturliste Berg, Jesper & Morten L. Beck 2009 Finansernes Fald - Hvordan den perfekte storm væltede de finansielle

markeder. København: Gyldendal. Berger, Peter L. & Thomas Luckmann 1999 Den samfundsskabte virkelighed. En videnssociologisk afhandling.

København: Lindhardt og Ringhof. Bjerg, Ole 2013 Gode Penge. Et kontant svar på gældskrisen. København: Informations

forlag. 2014 Making Money. The Philosophy of Crisis Capitalism. London: Verso. Blumer, Herbert 1985 Symbolic Interactionism. I: Four Sociological Traditions. Randall Collins,

red. S. 304-321. New York: Oxford University Press. Boltanski, Luc & Eve Chiapello 2005 The New Spirit of Capitalism. London: Verso. Chang, Ha-Joon 2012 23 Things They Don’t Tell You About Capitalism. London: Penguin Books. Copley, Stephen 1995 Introduction. Reading the Wealth of Nations. I: Adam Smith’s Wealth of

Nations New Interdisciplinary Essays. Stephen Copley & Kathryn Sutherland, red. S. 1-22. Manchester: Manchester University Press.

Dodd, Nigel 2014 The social life of money. New Jersey: Princeton University Press. Eichengreen, Barry 1992 Golden Fetters: The Gold Standard and the Great Depression, 1919–1939.

New York: Oxford University Press. Esmark, Anders, Carsten Bagge Laustsen & Niels Åkerstrøm 2005 Socialkonstruktivistiske analysestrategier – en introduktion. I:

Socialkonstruktivistiske analysestrategier. S. 7–30. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Graeber, David 2011 Debt: The first 5,000 years. New York: Melville House Publishing. Gramsci, Antonio 1999 Selctions from the Prison Notebooks. London: Elecbook. Hardt, Michael & Antonio Negri 2003 Imperiet. København: Informations Forlag.

62

Harvey, David 2005 A Brief History of Neoliberalism. Oxford: Oxford University Press. 2006 Neo-liberalism as creative destruction. I: Geografiska Annaler, 88 B, nr. 2:

145-158. Henriksen, Ingrid 2007a Notesamling I til dansk økonomisk historie siden 1730. Københavns

Universitet: Økonomisk Institut. 2007b Notesamling IV til dansk økonomisk historie efter 1950. Københavns

Universitet: Økonomisk Institut. Keynes, John M. 1936 The General Theory of Employment, Interest and Money. London:

Macmillan and Co. Lubasz, Heinz 1995 Adam Smith and the ’free market’. I: Adam Smith’s Wealth of Nations New

Interdisciplinary Essays. Stephen Copley & Kathryn Sutherland, red. S. 45-69. Manchester: Manchester University Press.

Mankiw, Gregory & Mark Taylor 2006 Economics. London: Thompson Learning. Menger, Karl 1892 On the Origin of Money. I: The Economic Journal, 2, Nr. 6: 239-255. Ryan-Collins, Josh, Tony Greenham, Richard Werner & Andrew Jackson 2011 Where does money come from? A guide to the UK monetary and banking

system. London: New Economics Foundation. Smidt, Jeff 2000 Sociale og kulturelle forandringer i efterkrigstiden. Roskilde: Roskilde

Universitet. Streeck, Wolfgang 2011 The crises of democratic capitalism. I: New Left Review, 71: 5-29. 2014 Buying Time – The delayed crisis of democratic capitalism. London: Verso. Rapporter Danmarks Nationalbank 2009 Pengepolitik i Danmark - 3. Udgave. København: Danmarks Nationalbank.

http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Sider/2009/10/Pengepolitik-i-Danmark-3.aspx

2014 Kvartalsoversigt, 3. Kvartal, 2014. København: Danmarks Nationalbank.

http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Sider/2014/09/Kvartalsoversigt,-3--kvartal-2014.aspx

63

Medieartikler DR Nyheder, 24. januar 2015: TIDSLINJE Den græske gældstragedie 2000-2015. På DR Nyheder: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/23/160321.htm. Sidst besøgt 8. maj 2015. DR Nyheder, 18. februar 2015: OVERBLIK Forstå kampen om kronen. På DR Nyheder: http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2015/02/16/131247.htm. Sidst besøgt 8. maj 2015. Jensen, Henrik, 4. februar 2015: Økonomer er ligeglade med, hvem der vinder valget.På DR Nyheder: http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2015/02/03/172915.htm. Sidst besøgt 8. maj 2015. New York Times, 18. november 2011: Seeing in Crisis the Last Best Chance to Unite Europe. På Nytimes.com: http://www.nytimes.com/2011/11/19/world/europe/for-wolfgang-schauble-seeing-opportunity-in-europes-crisis.html?_r=2. Sidst besøgt 8. maj 2015. Thorning-Smith, Helle, 1. marts 2012: Thorning: Finanspagt er fordel. På Borsen.dk: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/12/3197816/artikel.html#ixzz3XsEWIDEE Sidst besøgt 8. maj 2015. Websider Blockchain, 6. maj 2015, kl. 13.25: Total Bitcoins i omløb. På: https://blockchain.info/charts/total-bitcoins. Sidst besøgt 8. maj 2015. Danmarks Statistik , 6. Maj 2015 kl. 18.30: MPK12: Pengemængden ultimo efter type. På Statistikbanken: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/Graphics/MakeGraph.asp?menu=y&maintable=MPK12&pxfile=20155818173157899397MPK12.px&gr_type=0&PLanguage=0. Sidst besøgt 8. maj 2015. Den Store Danske Encyklopædi, 6. maj 2015, kl. 15.00: Dyrtidsregulering. På: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Faglige_organisationer_og_tjenestemandsforhandlinger/dyrtidsregulering. Sidst besøgt 8. maj 2015. Eur-lex, 6. maj 2015, kl. 13.15: Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (konsolideret udgave Amsterdam) - Tredje Del: Fællesskabets Politikker - Afsnit VII: Den økonomiske og monetære politik - Kapitel 1: Den økonomiske politik - Artikel 101 - Artikel 104 - EF Traktaten (konsolideret udgave Maastricht) - Artikel 104 - EØF Traktaten. På: http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:11997E101&from=DA. Sidst besøgt 8. maj 2015. Wikipedia, 6. maj 2015, kl. 13.30: Peer-to-peer. På: http://da.wikipedia.org/wiki/Peer-to-peer. Sidst besøgt 8. maj 2015.