Princess Mononoke skolemateriale - DAGENS … Mononoke... · omkring Ashitaka og San, men de når os slet ikke følelsesmæssigt. Det centrale er mødet og spændingsfeltet mellem

Prinsesse Mononoke / undervisningsmateriale

Camera Film 2010 Mikkel Bryggers Gade 8 - 1460 København K – 33 13 61 12 www.camerafilm.dk

1

Prinsesse Mononoke Et undervisningsmateriale

Fag: Dansk, kristendomskundskab

Niveau: Gymnasiale uddannelser

Forfatter: Birgitte Maria Smidt

• Bag om filmen: Produktion og anime

• Historisk udblik: Muromachi-perioden i Japan

• Synopsis

• Det gode og det onde

o Ashitaka

o Yakul

• Holisme og animisme som tema

o San

o Moro og åndeverdenen

• Fremskridt, fornyelse og feminisme som tema

o Eboshi-sama



2

Bag om filmen: Produktion og anime

Det tog den japanske anime-instruktør Hayao Miyazaki 16 år at udvikle og færdiggøre animéen

Mononoke Hime, fordi han insisterede på at tegne alt i hånden. Da filmen endelig blev udsendt i de

japanske biografsale i 1997, var der tale om den dyreste animeproduktion nogensinde - den krævende

håndtegnede produktion kostede omtrent 23,5 millioner amerikanske dollars at udføre – men filmen

kom til gengæld til at indtjene mere end nogen anden film, indtil Titanic slog rekorden kort efter.

Miyazaki overgik senere Titanics succes med Spirited Away. Filmen Mononoke Hime fik den engelske

titel Princess Mononoke; mononoke er en betegnelse for en hævnånd inden for den japanske folklore.

Hayao Miyazaki er ikke blot en af Japans mest anerkendte anime-instruktører, han er også bestyrer af

det i dag verdenskendte animationsstudie Studio Ghibli fra 1985, der står bag Prinsesse Mononoke og

Miyazakis øvrige film, som mange kender i Danmark, ikke mindst Min nabo Totoro (1988), Kiki – den lille

heks (1989), Chihiro og heksene (2001) og Det levende slot (2004) og Ponyo på klippen ved havet (2009). Studio

Ghiblis forhenværende moderselskab Tokuma Shoten overdrog i 1996 de verdensomspændende

distributionsrettigheder (og –pligter) til et vis antal Ghibli-studiets animéer uden for Japan til The Walt

Disney Company, inklusiv Prinsesse Mononoke, som Disney tilbage i 1996 endnu ikke havde set. Alt

ved Miyazakis arbejde er i kontrast til det disneyske univers: brugen af computeranimationer er absolut

minimal, og Prinsesse Mononoke er ikke en godnathistorie. Disney havde forventet en sød tegnefilm

for børn om venskab mellem dyr og mennesker, men fik en blodig saga om naturdæmoner og

krigeriske prostituerede. Disney var dog med kontrakten forpligtet til at distribuere animéen på



3

verdensplan, og det viste sig som bekendt, at verden tog aldeles positivt mod fortællingen om San og

Ashitaka.

Historisk udblik: Muromachi-perioden i Japan

Hayao Miyazaki inkorporerer elementer af Japans historie og mytologi i Prinsesse Mononoke. Den

episke fortælling udspiller sig i den periode i den japanske middelalder, hvor Ashikaga-familien er

landets shoguner. Perioden, der både går under navnet Muromachi- og Ashikaga-perioden, strækker sig

fra cirka 1392-1568 (bemærk dog påfaldende divergerende opfattelser af tidspunktet for periodens

begyndelse og slutning i forskellige historiske kilder og leksika). Kejseren var landets formelle hersker,

men shogunen var den militære øverstbefalende. Ashikaga-shogunerne havde regeringssæde, bakufu, i

byen Muromachi, en forstad til Kyoto, og det særlige ved dette shogunat var, at familien udover den

militære magt også besad den egentlige politiske magt. Det japanske samfund var med andre ord

gennemsyret af hierarkiske strukturer, som det enkelte individ var underkastet.

En gruppe, der dukker sporadisk op i filmen, er samuraierne. Krigerstanden udgjorde en lavere

adelsklasse i det middelalderlige Japan, og det aristokratiske militær blev berømt eller snarere berygtet

for dets moralkodeks bushido, som byggede på konservative dyder som trofasthed, udholdenhed,

nøjsomhed og ære. Samuraierne kontrollerede samfundets lavere instanser – og sig selv: Bushido var en

kodeks, som skulle forsvares med livet som indsats, i yderste tilfælde ved at samuraien måtte skære sin

mave op i harikiri. Samuraierne var i øvrigt de eneste, der måtte bære våben, men dette princip

overholdes langt fra i Prinsesse Mononoke, hvor de noget stupidt fremstillede samuraier støder



4

sammen med de handlekraftige og på alle måder stærkt udrustede kvinder i jernminen. Samuraierne

bruges her primært for at fremhæve industrikvindernes karakteristika og betydning. Miyazaki får i

mødet mellem samuraier og minekvinder sendt en hjertelig hilsen til arbejderklassen, mens

krigerstanden udsættes for hån.

På trods af sit iboende underkuende vasalsystem var Japans kulturliv i blomstrende udvikling i

Muromachi-perioden. Med den kinesiske kejser mod vest blev der handlet med naturlige råvarer som

træ, svovl, kobber og færdigfremstillede sværd (som i øvrigt i korte vendinger vurderes som lettere i

filmen) mod kinesiske luksusvarer som silke, porcelæn, bøger og mønter. For at muliggøre og fremme

eksporten af naturalier åbnedes kobber- og jernminer, ligesom infrastrukturen i form af vejnet

forbedredes mellem de nye fortificerede landsbyer, der skød op omkring de vigtige jordindustrier.

Denne fremskridtsudvikling fungerer som et gennemgående baggrundsplan for menneskenes

civilisation i Prinsesse Mononoke.

Også åndslivet oplevede et opsving i den japanske middelalder. Den kinesiske zenbuddhisme spredte

sig østpå og trak nye traditioner og stilarter med sig såsom den japanske teceremoni og havekunst, men

også nye kunstarter som det offentlige nô-teater. Skuespillerne, der alle var mænd, iførte sig som noget

nyt masker for tydeligere at kunne parodiere guder, krigere, kvinder – ikke mindst de vanvittige af

slagsen – og samtidens kendte personligheder. Masken blev et almindeligt redskab for at udtrykke og

formidle identitet og personlighed. To tusinde originalmanuskripter er i øvrigt bevaret i dag, hvoraf ca.

240 stadig opføres i Japan. I Prinsesse Mononoke ses San iført en naivistisk ulvemaske, som skal

tydeliggøre hendes tilhørsforhold til flokken, samtidig med at den markerer mission og målrettethed.

Sideløbende med zenbuddhismen begyndte man at dyrke en række animistiske elementer, som i dag

menes at stamme fra ørigets oprindelige befolkning, ainuerne. De første kendte afbildninger af yōkai’er

stammer fra Muromachi-perioden. Yōkai betyder ’underlig ting’ og forstås som et lille monstervæsen,

også kaldet en mononoke, en eksistens med ofte udtryksfuldt, stemningsbetonet ansigt i lidelse og agoni.

Disser væsener forholdt befolkningen sig aktivt til i de gamle ainu-samfund og nu igen i Muromachi-

perioden, primært for at undgå ubehageligheder. Miyazaki anvender denne traditionsrige folklore som

et grundlæggende element i sine animéer, og i Prinsesse Mononoke er naturen kun natur i kraft af netop

disse naturånders eksistens.

På trods af at Miyazaki bygger sin fortælling op over en realistisk og meget begivenhedsrig historisk tid,

spiller de samfundsmæssige forhold kun en begrænset rolle. Figurer og fænomener, der repræsenterer

systemet eller på anden vis relaterer sig til de makrokosmiske samfundsstrukturer som kejsermagt,



5

shogunat og samuraiorden, bevæger sig med synlighed rundt i baggrunden som en del af masserne

omkring Ashitaka og San, men de når os slet ikke følelsesmæssigt. Det centrale er mødet og

spændingsfeltet mellem de to unge, der begge er selvstændige aktører, og de modstridende interesser og

værdier, der sætter konflikterne i gang. Animismen er det filosofiske og kosmologiske fundament, de to

mødes på og agerer ud fra; verden er levende, alt ånder, og alt kan ånde ud.

Det er kendetegnende for mange af Hayao Miyazakis animéer, at den ene af ofte to hovedpersoner –

oftest børn eller unge - har en magisk eller på anden måde atypisk baggrund. Denne figur begiver sig på

en rejse ind i et fremmed og tabubelagt land. I Prinsesse Mononoke er denne person Ashitaka, der

stammer fra den såkaldte emishi-stamme, som forholdt sig kritiske og uafhængige til den japanske

kejser i en lang årrække, men som allerede i det 8. århundrede blev assimileret ind i det japanske

samfund og således ophørte med at eksistere som selvstændig stamme. Emishi-kulturen vides der af

samme grund meget lidt om i dag. Det er omdiskuteret, hvorvidt disse tilhørte ainufolket. De var

risdyrkere og boede i landsbyer, og efterhånden som de blev underlagt, blev deres ledere optaget i den

japanske elite. Miyazaki blander i Prinsesse Mononoke realitet og myte og opfinder et lille samfund af

stolte emishi-efterkommere, som han placerer i landets nordlige del, langt fra kejseren og shogunerne.

Det fortælles, at kejseren drog emishierne herud 500 år tidligere. Dette giver figuren Ashitaka historiske

rødder, og rødder er her ensbetydende med autenticitet, styrke og sammenhængskraft.



6

Synopsis

Prinsesse Mononoke er den episke fortælling om ting, der går galt, når mennesker og natur strides, og

når verden ikke længere lytter til sit eget åndedrag.

En fortællerstemme beskriver indledningsvist en tidsalder med guder og dæmoner, hvor gigantiske dyr

levede i skovene, i ærbødighed til skovens øverste ånd. Men noget er gået galt i skoven, forstår man.

Krig, sult og hævngerrig hersker.

Ashitaka er den første figur, vi møder. Han rider på sin hjort Yakul, der skal vise sig at være hans loyale

ven filmen igennem, og på trods af varsler kaster den 18-årige prins fra den svindende emishi-stamme

sig ud i kamp for at redde sin landsby mod en ond ånd, en såkaldt Tatari Gami, der har angrebet et

vildsvin. Ashitaka forsøger sig med ord, men da tre landsbypiger er i fare, angriber han den onde ånd.

Det dæmoniske synes nu at få sit eget liv i form af slangelignende arme. I kampens hede forbandes

Ashitaka dødeligt, og landsbyens orakel Hii-Sama forsøger at etablere et kultisk forhold til det døende

vildsvin for at genoprette harmonien uden had, men det dæmoniske i dyret opererer netop i hadet. Det

viser sig, at en mystisk jernkugle – fra vest - har forårsaget dæmoniseringen af vildsvinet. Ashitaka må

imødekomme sin skæbne og drage vestpå for at finde kilden til jernkuglen og for at få hjælp fra skovens

beskytter, den øverste ånd, på japansk kaldet Shishi Shin eller Shishi Gami. Det er med Ashitakas

fremadrettede blik mod harmoni og forståelse, at filmen tager sin egentlige begyndelse.

I starten går Ashitakas søgen ikke ud på at finde en egentlig helbredelse, men snarere en forståelse for

sin skæbne. Ashitaka kommer fra en afsides beliggende emichi-landsby, og forståelsesprocessen er

forbundet med en dannelsesrejse i en udadrettet bevægelse væk fra det kendte. Således starter nu et

eventyr, hvor alt er nyt for emishiernes sidste prins. Rejsen går fra øst mod vest – en symbolsk retning i

japansk filosofi, væk fra lysets oprindelige kilde.

Forbandet som han er, er Ashitaka med ét omgivet af tabu. Han må rejse alene og ingen fra hans

hjemstavn tale til ham; han klipper selv sit hår af som tegn på tabt liv og tilhørsforhold, og kun en af de

tre landsbypiger, hvis liv han reddede, trodser tabuet og vover sig hen til ham for at vise ham

ærbødighed. Pigen, der bærer navnet Kaya, giver ham en symbolsk gave, en kniv i en halskæde, og

omtales som søster, hvilket er et japansk udtryk for en loyal person fra det kvindelige køn.

På ryggen af Yakul møder Ashitaka nu et meget anderledes Japan: samuraier hærger landsbyerne, og en

af dem kalder Ashitaka en dæmon, hvorefter han flygter. Han møder munken Jiko, som kan berette om

de store skove mod vest. Man forstår på Jiko, at Ashitakas emishi-identitet er problematisk og skal

holdes usagt.



7

Ashitaka overværer, at en pige ridende på ulve angriber en forbipasserende karavane af jernarbejdere,

og han indser, at der i landet mod vest foregår en totalkamp om retten til jorden og dermed om

eksistensrettighederne i denne del af verden.

Første kontakt mellem animéens to hovedpersoner sker på tværs af en flod, hvor Ashitaka ser San i

færd med at rense ulveguden Moros sår efter kampen – San med ulveblod om munden i en brutal

afvisning af det, hun ser: en dreng og et par sårede minemænd. Dette billede er en af de hyppigst brugte

referencer til filmen.

Efter dette korte og ufrugtbare møde med San ser Ashitaka sig pludselig omgivet af en flok kodomaer,

naturånder, som han kender betydningen af; skoven er sund. De viser ham ind i skoven for at vise ham

en hurtig vej til minerne, hvilket de sårede mænd tydeligvis ikke har tillid til. Forståelsen mellem mænd

og natur er ikke-eksisterende. Kodomaerne som sådan kommunikerer ikke på anden vis end ved at vise

deres væren.

I skovens dyb oplever Ashitaka, at det værker i hans arm, men vandet fra søen stilner smerten, og han

ser spor efter ulvene og San og tegn efter noget andet, som skal vise sig at være skovens øverste ånd.

Ashitaka har nået sit mål uden at vide det.

I de dybe bjerge møder han nu Eboshi-sama, på japansk Eboshi Gozen, der i jernminerne omkring byen

Tatara, i originalversionen kaldet Tatara Ba, har opbygget sig et fremskridtsorienteret samfund omkring

udvindelsen af jern til opbygning af nye teknologier, der skal garantere hendes folks fremtid i en verden

befolket af naturånder med en anden og økologisk dagsorden. Eboshi-sama har omgivet sig med

udstødte folk fra de laveste samfundsklasser: prostituerede, spedalske, simple, svage mennesker.

Her erfarer Ashitaka, at det besatte vildsvin var dyreånden Nago, som havde bjerget som sit territorium,

og som Eboshi-sama kom i konflikt med under udvidelsen af minerne i området. Da hun skød Nago,

fyldtes han med et dæmonisk had, et had, der altså til stadighed manifesterer sig i et sår omkring

Ashitakas ene arm. Ashitaka gentager her de vise pacifistiske ord fra emishi-landsbyens ældste, men

sameksistens er ikke på Eboshi-samas dagsorden. Det viser sig, at hendes mål er at dræbe Shishi Gami

for derved at helbrede de spedalske og annullere det levende, som står til hinder for det industrielle

eventyr. Det vil også betyde, at San - som nu får tilnavnet Prinsesse Mononoke - ikke længere vil leve

som en halv ulveånd, men blive helt menneske igen.

Fra da af starter Ashitakas aktive søgen efter San/prinsesse Mononoke. Hans sår vokser, i og med at

hans nervøsitet stiger, efterhånden som det endelige opgør mellem San og Eboshi-sama bliver

uundgåeligt. Styrkeforholdet er uligeligt; teknologiske våben over for en simpel ulvemaske, der dog

viser sit værd. Ashitaka befinder sig nu midt mellem de to kæmpende kvinder, og forbandelsen giver



8

ham momentan styrke til at redde San, selvom han selv er såret. Kærligheden spirer frem fra dreng til

pige, mens San holder fast ved sin overbevisning om, at hun foragter alt menneskeligt.

San fører med genfunden styrke Ashitaka og Yakul frem til de store skove, hvor de krydser vandet for

at komme til en ø, der viser sig at være den øverste ånds allerhelligste. Yakul fornemmer stedets mana

og deri forbundne tabu og holder sig på afstand. San efterlader Ashitaka alene på bredden. Små

kodomaer betragter dem inde fra land, men noget nyt sker: skovens øverste ånd med det antropomorfe

ansigt transformerer sig ved mørkets frembrud til sin natlige skikkelse, den mægtige Deitarabochi, som

kodomaerne ærbødigt hilser med klikkende lyde med hovederne.

Det endelige slag står nært, og de forskellige figurer konfronteres i et dramatisk opgør. Vildsvinene,

ledet af vildsvineguden Okkoto, og skovens aber forsamler sig og meddeler, at de vil dræbe Eboshi-

sama og Ashitaka, men San sætter nu et skel mellem de to mennesker; Ashitaka er blevet healet af

Shishi Gami og må beskyttes.

Andre sammenstød peger på apokalyptiske tider præget af had og hævn: Eboshi-sama og hendes folk er

nu i krig mod Lord Asano, en af kejserens samuraier, der forsøger at tage kontrollen over minebyen og

nyde godt at jernproduktionen. Asanos mænd ydmyges af de bevæbnede kvinder bag murene.

Menneskene agerer i vidt omfang med grådighed og vulgaritet, og også Jiko stræber efter magt og

vælde; han søger skovens øverste ånd for at få fat på dens hoved, som kejseren vil give mange penge

for, da det siges at rumme udødelighed. Eboshi-sama har langt hen ad vejen samme interesser som Jiko,

men følger ham dog ikke; hendes primære interesse er industrien og minerne, hun tænker ikke

egensindigt som han, men stoler til gengæld heller ikke på andre end sig selv og sine folk.

Ashitaka har herefter en samtale med Moro om San. Moro anser San som en ulv, der vil dø i kamp for

sin flok, hvis det bliver nødvendigt, mens Ashitaka ser hende som et menneske, som et individ, hvis liv

har en værdi i sig selv, og som må skånes. Moro beretter nu om, hvordan hun engang tog San til sig

som baby, da hendes forældre opgav hende, og siger dermed, at menneskene er uden klanfornemmelse.

Ashitaka overdrager sin halskæde til en af Sans ulvebrødre og skaber dermed en alliance med San

gennem hendes familie.

Mennesker kæmper indbyrdes, og situationen er kaotisk, fordi menneskenes leder, Eboshi-sama, er

draget ud for at dræbe San og skovens øverste ånd. Ashitaka forsøger at hjælpe minearbejderne mod

Lord Asano og drager ud for at stoppe de to kvinder. Jiko optræder som stærkere og stærkere i kampen

mod naturen, og Okkoto, vildsvineguden, er fyldt af raseri over sine sår og lider samme skæbne som

Nago før ham. Hadet har fyldt dem begge og dæmoniseret dem. San er fanget inde i den besatte

Okkoto, men reddes af Ashitaka, der bringer hende til det helbredende vand. Imens er skovens øverste



9

ånd ved at transformere sig til Deitarabochi. Eboshi-sama ser ham og skyder – og San og Ashitaka ser

naturen vakle for øjnene af dem. Kampen for naturen synes for et øjeblik tabt.

ARBEJDSSPØRGSMÅL

• Beskriv den transformation, skovens øverste ånd Shishi Gami gennemgår. Hvorfor vælger

Miyazaki at gøre dens natlige skikkelse Deitarabochi hovedløs? Hvilken betydning har hovedet

mon?

• Beskriv skiftene i miljøet omkring Shishi Gami. Sammenlign bl.a. symbolikken omkring

henholdsvis søens vand og nu mudderet. Hvad udtrykker hvert miljø? Hvilken form bliver den

endelige for skovens øverste ånd?

• Ashitaka udtrykker, at ’menneskene må give hovedet tilbage’. Hvilken betydning har det?

Hvilken værdi ligger der heri, i forhold til et muligt scenarie, hvor Deitarabochi selv tager sit

hoved?

• Hvilken skæbne får det menneskeskabte industrisamfund og menneskene, der levede der?

• San og Ashitaka diskuterer, hvad der er sket med skovens øverste ånd. Hvordan opfatter du

selv slutsituationen? Inddrag betydningen af den lille kodoma i den sidste sekvens.



10

Det gode og det onde

Godt og ondt er ikke absolutte størrelser hos Miyazaki. Begge værdifelter er befolket af størrelser, der

også berører det modsatte felt, hvilket skaber en naturlig spænding i og omkring figurerne. Denne

mangel på absolut dualisme i også Prinsesse Mononoke trækker tråde tilbage til den kinesiske

kosmologi og filosofi omhandlende principperne yin og yang, de to antagonistiske, men

komplementære principper, som hver især indeholder kimen af sin modsætning. Ifølge denne filosofi

anskues alt i verden som en vekselvirkning mellem yin og yang, mellem mørke og lys, mellem stilstand

og bevægelse, mellem kvindeligt og mandligt. De to er ikke som klassifikationsprincipper ikke

nødvendigvis absolutte størrelser; hvad der er yin i en given sammenhæng, kan være yang i en anden.

Mennesker, guder, dæmoner og naturånder kredser alle inden for begge dualiteter. Alt har et aspekt fra

sin modsætning i sig.

Som i mange af Miyazakis film handler Prinsesse Mononoke om menneskets forhold til natur og

teknologi, og figurerne fordeler sig med ligelig styrke og intensitet på natur/civilisationsbarometrets

poler. Fænomenet konflikt er et grundvilkår mellem de levende væsener (og uvæsener), men ingen tager

bemærkelsesværdigt nok rollen som den Onde. I modsætning til de fleste Disney-tegnefilm besidder

figurerne sammensatte og ofte komplekse personligheder, der gør det meningsløst at kategorisere dem

som ensidigt gode eller onde. Den sammensatte natur synes at være et realistisk grundvilkår, som alle

levende væsener kæmper med i Miyazakis fortælleunivers. De gode er gode indtil en vis grænse, og de

onde har egentlig ikke onde hensigter. Det gør figurerne interessante at spejle sig i.



11

Ashitaka

Ashitaka er filmens første aktør og kan betragtes som filmens egentlige helt, selvom begrebet helt ikke

giver almindelig mening i Prinsesse Mononoke, hvor alle figurernes handlingsmønstre giver mening set

ud fra deres eget forståelsesunivers. Hver figur handler ud fra sin egen logik, som skildres realistisk og

med et glimt i øjet. Men hele historien drejer sig om Ashitakas dannelsesrejse, hans søgen efter en

skæbneforståelse, og det er gennem hans øjne, at vi møder og ser de forskellige figurer. Han er den

sidste prins af emishierne, folket, der af munken Jiko beskrives som det stolte folk i øst, der brugte pile

af sten og red på elsdyr. Emishierne er et oprindelighedens folk, et billede på autenticitet og soliditet.

Ashitaka er hovedet på denne levevis.

Ashitaka er altså den gode, men han handler ikke altid på den bedste måde. Det er en absurditet, der

sender ham galt af sted: han lytter ikke til advarslerne mod dæmonen, men kaster sig ud i en

forsvarskamp på sin landsbys vegne. Naiviteten er en heltedåd, men der må betales; Ashitaka drager ud

i verden og må mægle som pacifist i et minefelt – bogstaveligt talt - mellem de modstridende aktører.

Hans karaktertræk rummer tillige en mængde af automatiske heltetræk: han besidder mod, handler

næstekærligt og besidder en umiddelbarhed og en ungdommelighed, der bliver hans styrke. Med sit

eksterne Emishi-blik er han i stand til at positionere sig ’uden had’, med andre ord neutralt, i forhold til

de stridende parter, San og Eboshi-sama. At Ashitaka desuden i den indledende kamp med den onde

ånd tilegner sig overnaturlige kræfter, trækker ikke noget fra i helte-henseendet.

ARBEJDSSPØRGSMÅL

• Hvilke tegn på menneskelig svaghed rummer Ashitaka? Tænk både i situationer med kamp og

kærlighed.

• Hvilken udvikling undergår Ashitaka?

• Hvilket forhold ender han med at have til San? Hvorfor vælger Miyazaki denne model?



12

Yakul

Man kan ikke tale om Ashitaka uden også at tale om Yakul.

Dette dyr beskrives som et elsdyr og ligner en mellemting

mellem en fjeldged (for hornene) og en hjort (for kroppen).

Yakul beskrives som imponerende for et elsdyr at være og

udviser flere gange indsigt og styrke som Ashitakas loyale

partner. Det gør Yakul til et meget stærkt symbol i filmen: den

er beviset på, at mennesker og dyr kan sameksistere uden

problemer. Utallige gange i filmen understreges det nære

forhold mellem Ashitaka og hans dyr: de forstår hinanden

med enkle tegn. Da Yakul bliver såret, følges de to fortsat.

Man ser Ashitaka spise det samme som Yakul og beskytte den

med sit eget liv som indsats. Yakul er det konkrete eksempel

på den pacifisme, som Ashitaka forsøger at udbrede.

ARBEJDSSPØRGSMÅL

• Beskriv de praktiske og symbolske funktioner, Yakul har i filmen. Hvilke er de primære og

dermed de vigtigste ifølge dig?

• Hvilket billede får vi af Ashitaka gennem Yakul?



13

Holisme og animisme som tema

San

San er Ashitakas kvindelige modfigur og modspiller. Hun er en pige, der er vokset op i ulveguden

Moros fodspor. Hendes forældre opgav hende som lille, da de måtte flygte fra ulvene. I stedet for at

æde hende, tog Moro hende til sig og betragter hende som sin datter. Visse af skovens indbyggere

betragter hende stadig som menneskelig og dermed som et potentielt bedrag. På samme måde betragter

menneskene hende som et af skovens monstre og kalder hende Prinsesse Mononoke – monster- eller

åndeprinsessen. Mononoke er i øvrigt ikke et navn, men en generel term i det japanske sprog for vild

ånd. Med dette navn behandles San som jaget vild.

Fra sin adoptivmor har San arvet ulvens iver efter at forsvare sit territorium, ligesom hun har bevaret et

had til menneskene generelt, og til Eboshi-sama i særdeleshed. San står ikke tilbage for en

kamikazemission for at bekæmpe hende. Fra sine menneskelige aner har hun i sig sin intelligens og

analytiske sans. Hun leder sine to ulvebrødre i forbindelse med angrebene og indtager dermed en større

rolle end den som søster. Ikke desto mindre benægter hun enhver forbindelse til menneskene: hun

ifører sig maske og ulveskind, og hendes ensidighed i temperament og hendes evne til at kommunikere

med dyrene, de reelle og de fra åndeverdenen, afslører, at hun er blevet mere dyrisk end menneskelig.



14

Det er derfor imod alle odds, at hun forelsker sig i Ashitaka. Dette får hende dog ikke til at opgive sit

mål: at redde skoven og skovens øverste ånd. En tvivl spirer dog frem i hende, og en indre kamp

udspiller sig i hende filmen igennem, hvor hun har valget mellem at beskytte klanen og at lytte til dette

menneske, der taler om fredelig sameksistens.

San er filmens titelbærer, men dukker sent op i filmen, og sammenkoblingen med hendes andet navn,

Mononoke, er uklar, da hun ikke forenes tydeligt med sin Emishi-prins. Dette er et typisk træk for

Miyazakis film; det centrale finder sted sent i forløbet, og intet er givet i absolut forstand. Vi møder

først San 20 minutter inde i filmen, og hun taler udelukkende i den sidste halvdel af filmen. Samme

fænomen ses i Min Nabo Totoro, hvor det dyrelignende væsen først dukker op midt i filmen, og i Laputa,

hvor slottet først opleves til slut. At San oftest optræder og omtales med sit andet navn, Mononoke, er

et andet kendetegnende træk for Miyazaki; der refereres sjældent til de centrale figurer med deres reelle

navne. San og Ashikata er bundet sammen i deres skæbne: de er underlagt en form for transformation

og ser hinanden i en bevægelse væk fra et oprindeligt udgangspunkt.

Er Ashikata filmens helt, er San filmens heltinde. Hun er ligeså opsat som ham på at ofre sig for sin

sandhed, og hun udviser samme målrettethed på sin vej som han, og selvom hun i sekunder synes at

miste grebet i hans arme, forbliver hun beslutningsfast og stærk. Det er endvidere gennem hende, at

filmens to store budskaber træder frem: livet er økologisk i sin natur, og livet er liv takket være

feminismen. Dette sidste aspekt sammenstiller San med hendes fjende, Eboshi-sama, mere herom

senere.

Ingen af de to helteskikkelser er dog rene. Ashitaka er havnet i sin situation af absurde årsager, og San

besidder en ensidighed, der gør hende mindre stærk end ham. Hun kæmper i livet som vildsvinene og

kan ikke komme fri af sin aggression, hvorimod Ashitaka hele tiden har en frihed i sine valg.

ARBEJDSSPØRGSMÅL

• Find eksempler på, hvordan San kan siges at være ufri i sine handlinger. Tænk både i retning af

kamp og kærlighed.

• Hvilken udvikling undergår San? Hvor ender hun i sit liv? Hvilke fremtidsudsigter har hun?

• Hvilken form for relation tilbyder hun Ashitaka til sidst – og hvorfor?



15

Moro og åndeverdenen

På naturens side finder vi først og fremmest ulvegudinden Moro. Hun fremtræder som det

fremtrædende symbol på naturen med sine positive, men også negative sider. Moro er den ledende figur

i modstandskampen for skoven og mod menneskene, i hvert fald indtil vildsvinenes ankomst. Hendes

kontakt til Eboshi-sama minder mest af alt om en kontant guerillakamp, hvor hendes stammes svaghed

i størrelse modsvares af et indædt had, der ses uden lige. Moro er 400 år gammel og hører til den gamle

generation af guddomme, ligesom Okkotonoshi, vildsvinenes leder.

Moro symboliserer naturens grusomhed. Miyazakis skildring af naturen er (og her i modsætning til Min

Nabo Totoro) alt andet end barnagtig; virkeligheden er brutal, naturen er ikke godvillig og godmodig, den

er ondskabsfuld og har sit eget program. Moro er ikke som Shishi Gami hvilende i sig selv, men stræber

efter den totale udslettelse af sine fjender. Ligesom Eboshi-sama må bekæmpe skoven for at opnå

vækst på sine egne vilkår, må Moro udslette menneskene for at overleve.

Alligevel er intet billede absolut. Bedst som man tror, at Moro er ensidigt grusom i sin ageren, viser hun

en blødere side – i forhold til San, som hun beskytter med sit liv, og hvis relation til Ashikata hun står

klar til at acceptere, på trods af at han er af menneskeart, som San selv pointerer det.

Med Moro giver Miyazaki et billede af en dyreverden, hvis handlinger ikke nødvendigvis kan

retfærdiggøres mere end tilfældet er for menneskene; ingen af de to lejre handler rent.



16

ARBEJDSSPØRGSMÅL

• Beskriv og diskutér betydningen af hver af naturens levende væsener: kodomaer, vildsvine, aber,

ulve. Hvilke fællestræk har de, og hvad adskiller dem fra hinanden?

• Hvorfor tror du, at Miyazaki har valgt at skabe så forskellige stemninger inden for den samme

verden, nemlig naturens?

• Hvilken betydning har den sidste lille kodoma?

• Hvilken forskel ville det have haft, hvis den sidste skikkelse var en af de øvrige naturvæsener?

Fremskridt, fornyelse og feminisme som tema

Byer, borge, rismarker og andre menneskeskabte miljøer, som ville have været hovedscenen for typiske

historiske dramaer, er i Prinsesse Mononoke reduceret til et fjernt baggrundsbillede for den egentlige

fortælling om to menneskeskæbner i en tid, hvor de japanske skove var dybe, menneskene færre,

floderne vildere og dyremiljøet mangfoldigere. Miyazaki, der i næsten alle sine andre film har

luftelementet som tematisk særkende, gør i Prinsesse Mononoke jordelementet til det centrale

omdrejningspunkt for den konflikt, der udspiller sig mellem mennesker og mellem mennesker og natur.

Begge miljøer, både den menneskelige og den naturlige, bygger på en og samme, men dualistiske

jorddimension: på den ene side jordens ressourcer (jern, smedje, stenværk), på den anden side de

biologiske størrelser (skov, flod, sø). Filmen bliver således set en fortælling om jorden under vores



17

fødder. Ashitaka har al god vilje til at forsone de to lejre, men på trods af de gode hensigter bliver han

oftere tilskuer end aktør. Han har svært ved at redde landsbyen ved samuraiernes angreb, han kan ikke

stoppe kampen mellem vildsvinene og jægerne, og han kan ikke forhindre Eboshi-sama i at dræbe

Shishi Gami. Menneskeheden er stærk i idealisme, og Eboshi-samas jernproducerende operation under

jordens overflade er langt hen af vejen urokkelig. Hendes succes skyldes den sammensathed, hendes

samfund er bygget op om. Her nærmer Miyazaki sig et markant opgør med helt centrale sider af den

traditionelle japanske opfattelse af kønnenes forskellige karakter og forpligtelser. Der er langt fra de

traditionelle kongfuzianske principper om de ideelle kvindelige dyder som lydighed, blidhed, kyskhed,

medfølelse og stilhed til den fremstormende feminisme, der dominerer i Eboshi-samas minesamfund.

Her er ingen tilstræbt harmoni i relationen mellem kønnene; kvinderne er sig selv nok, mændene på sin

vis ligeså.

Eboshi-sama har en stærk og sikker personlighed og reagerer eksempelvis ikke på, at Ashitaka bevæger

sig ueskorteret rundt i minesamfundet, selvom hun ligesom San finder hans motiver uklare. Hun

anerkender ikke kejserens autoritet i minedistriktet og opfordrer kvinderne til at bære våben, begge

revolutionerende tankegange for sin tid.

Ved første øjekast kunne Eboshi-sama siges at være filmens skurk: krigerisk, hævngerrig, grådig,

hensynsløs og uempatisk. Hun har intet forhold til de gamle love og guderne, fortælles det. Men så

enkelt er det ikke. For efterhånden som handlingen skrider frem, afsløres et andet ansigt. Jernminen er

ikke bare af et vulgært talende minisamfund, men et socialt helligsted for samfundets udstødte. Egentlig

kan Eboshi-sama siges selv at tilhøre den udstødte gruppe, og hun tager imod enhver, der er klar til at

arbejde uden diskrimination. Hendes beslutning om at tilbyde prostituerende et reelt arbejde er dybt

feministisk; hun giver kvinderne adgang til en uhørt frihed, som de i øvrigt synes at assimilere ganske

hurtigt. Men hendes kamp begrænser sig ikke til at redde kvinderne – hun tager også de svageste mænd

væk fra de miserable kår, som var tidstypiske for epoken, og beskytter dem mod samuraier og tilbyder

dem mad og logi. Hun skaber rum for de spedalske, som hun selv plejer, og hun accepterer som nævnt

Ashitakas tilstedeværelse, selvom han er en fremmed med andre meninger end hendes egen.

Denne ambiguitet i Eboshi-samas personlighed gør hende til en stærk figur i filmen. Hun er på én gang

naturens værste fjende og en person, man respekterer for hendes gode handlinger og iværksættelser.

Det forstås efterhånden, at hun ikke udsletter skoven for sjov, men af nødvendighed: hvis hun vil skabe

en garanti for hendes samfunds beståen, har hun brug for penge, og penge kommer fra jernet, der igen

forudsætter operationer i bjergene og skovene. Menneskenes uafhængighed beror i hendes logik på

naturens underkastelse og i sidste ende på dens destruktion.



18

Eboshi-sama repræsenterer på mange måder både en social og teknologisk evolution i en ny tid. Socialt

skabes et nærmest matriarkalsk minisamfund, og teknologisk er der tale om fornyende måder at udvikle

naturalier og våben på. Miyazaki udnytter til fulde de faktiske historiske kendsgerninger omkring

metalindustrien og våbenhandelen i Muromachi-perioden.

Men Eboshi-sama er ikke den eneste stærke kvindelige kraft i fortællingen. Feminismen er et af

Miyazakis centrale tematikker, og både San og Eboshi-sama symboliserer denne. Begge kæmper med

samme indædthed og kan sættes på linje med andre viljestærke feminine væsener såsom ulvegudinden

Moro og kvinderne i minen. Dette betyder, at San faktisk i sin natur har mere til fælles med sin værste

fjende end med det liv, hun selv hylder mere end noget andet, skovens øverste ånd. Dennes

harmoniske udtryk er i tråd med Ashitakas kosmopolitiske budskab om sameksistens og pacifisme.

ARBEJDSSPØRGSMÅL

• Hvilken betydning har feminismen for beskrivelserne af mændene og de mandlige væsener i

filmen?

• Hvad er formålet med at skildre mændene på denne måde?

Documents

Princess Mononoke skolemateriale - DAGENS … Mononoke... · omkring Ashitaka og San, men de når os slet ikke følelsesmæssigt. Det centrale er mødet og spændingsfeltet mellem