Recession #1

Søren Ulrik ThomsenMorten SøkildeGeorg Brandes

ISSN 1610-2941

recession

RECESSION #1

RedaktionAnders Johannsen Jon Mikkel Hansen Astrid Ravn Skovse Sia Sander Sanne Fræer Andersen Jonas Kleinschmidt

LayoutAnders Johannsen

Skriv til os Recession Københavns Universitet, INNS Njalsgade 120, 2300 København S

Hjemmeside www.recessiononline.dk

Uopfordret materiale [email protected]

StøtteInstitut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab + Statens Kulturtidsskriftstøtte

Oplag 450

Pris50 kr

#1

recession hedder det, når det går ned ad bakke. Vi har sendt

vores tidsskrift på en rutsjetur. Og det er ærligt ment.

For det gik jo meget godt med Reception, som vi hed før hamskiftet.

Faktisk havde vi svunget os op i så høje luftlag, at det indimellem var

nødvendigt at hive lidt efter vejret. Vi befandt os i en situation, hvor

det blev forventet, at hvert nummer skulle snøres ind omkring et

interessant, spids!ndigt, originalt, men altid meget smaltaljet tema – et

emne, hvor artiklerne bestemt ikke var hyldevarer hos skribenterne og

derfor skulle tages hjem på bestilling. Den overraskende konsekvens af

den kritiske og kræsne tilgang var, at man taknemmeligt måtte trykke

alt, hvad der landede i redaktionens indbakke. Temanumrene blev,

skønt stort opslåede, ofte nedslående læseoplevelser.

Vores recession handler ikke om økonomi. Alligevel er der en oplagt

analogi at hente i pengenes verden. Nedgangstider har den afgørende

fordel, at det er de mørke udsigter, der dominerer, de advarende

stemmer, der lyder højest og helt fortrænger det tærende krav om

mere, om stejl årlig tilvækst af ånd. Nu er prognosen fordummelse. Dét

giver spillerum.

RECESSION #1 åbner op for nye indholdstyper, mindre massive end

artiklen, der tidligere var enevældig. Formatet er kortere, men snoren

længere; i dette nummer trykker vi alt fra korte drive-by anmeldelser

og tekstting, der er hentet frem fra kuriøsistetskabinettet, til oplysende

introduktioner og øjenåbnende analyser af helt traditionelt tilsnit. Men

det skal ikke forstås sådan, at vi nu trykker hvad som helst.

Centralbankslogikken tilsiger, at man ved at sænke forventningerne

kan stimulere produktiviteten. Eller kristent klingende: Forlang mindre,

få mere. Hvis denne blåøjede beregning holder stik – og vi krydser

!ngrene –, kan det være, at vi efter et par numre og endnu en

omklædning kommer til at ses under navnet Optur!, Bønnestagen eller

Magasinet Himmel"ugt.

HVIS MAN IKKE KAN GEHØRE MÅ MAN GEFÜHLE STORMEN I 99 af Helle Eeg 10SE, DER KOMMER TOGET! af Anders, Jon og JonasJEG VIL VÆRE EN RUTINERET SØMAND JOHN STUART MILL af Georg BrandesER DER EN LÆGE TIL STEDE? af Stine PilgaardSORGENFRI BLUES af Jonas KleinsmithSELVPORTRÆT af Louise fr. RosengreenALTING BEGYNDER I GRAM af Jesper S. LorenzenSYMFONISK FÆLLESSKAB af Mads Emil WivelVÄLKOMMEN TILL FÖRORTEN af Anders SchreinerVERDEN SOVER RÆVESØVN, DIGTERNE JAGER DIGTE af Iben Engelhardt AndersenMORDELSKERE, GIV AGT! af Søren StaunJAGERFLYETS SKØNHED af Rasmus StenfalkUBEVIDST RØDGANG af Martin Johs. MøllerFUNDAMENTET VAKLER af Inge SideniusIND UNDER HUDEN af Astrid Ravn SkovseBILERNE KØRER af Andreas K. RasmussenDU LIGNER NOGET FRA EN PEJS af Christian KlauberVI SIDDER BARE HER af Christoffer B. EriksenMORTEN SØKILDE af Mikkel Bruun ZangenbergAT STÅ SOM EN BAR GREN I VASEN

anmeldelserHAVET ER EN SCENE af Tim Lissauer 7STORMEN I 99 af Helle Eeg 10ALTING BEGYNDER I GRAM af Jesper S. Lorenzen 53MINE PIGER af Søren Staun 67CAMILLA AND THE HORSE af Rasmus Stenfalk 68UBEVIDST RØDGANG af Martin Johs. Møller 69DET HUDLØSE ØDE af Astrid Ravn Skovse 75BILERNE KØRER af Andreas K. Rasmussen 77DU LIGNER NOGET FRA EN PEJS af Christian Klauber 80VI SIDDER BARE HER af Christoffer B. Eriksen 81

essaysVÄLKOMMEN TILL FÖRORTEN af Anders Schreiner 57VERDEN SOVER RÆVESØVN… af René Rasmussen 59AT STÅ SOM EN BAR GREN I VASEN af Birgitte S. Nielsen 88

hjemmestrikER DER EN LÆGE TIL STEDE? af Stine Pilgaard 35SELVPORTRÆT af Louise fr. Rosengreen 49DIGTE af Iben Engelhardt Andersen 64

personligtSØREN ULRIK THOMSEN af Anders, Jon og Jonas 11DY PLAMBECK af Astrid Ravn Skovse 19JOHN STUART MILL af Georg Brandes 21BO HR. HANSEN af Jonas Kleinschmidt 45LARS-EMIL WOETMANN af Mads Emil Wivel 56LARS FROST af Inge Sidenius 71MORTEN SØKILDE af Mikkel Bruun Zangenberg 83

Det der er så smukt ved virkeligheden, er, at man misforstår, hvor den starter, og hvor den slutter - Lars Frost, 2008

I don’t wanna throw up in front of the camera. I’ve done everything else in front of the camera.But I don’t want to throw up- Bob Dylan, 1966

6

LEDER

Lars Frost havde hele den unge Bob Dylans kækhed og vrangvillige

charme den dag på Gyldendals scene, hvor han måtte anmode

publikum om en lille øl, før arrangementet kunne fortsætte. Og det

var da heller ikke for meget at forlange for at kunne give sin hø"igt

overlegne interviewer ordentligt igen, denne kæmper ihærdigt med

at trække artigheder om den nye bog ud af dens forfatter, men

bestræbelserne krones ikke med held, samtalen kører, som der bliver

kørt i en sort-hvid taxatur gennem London, Dylan manisk talende om

nogle optagelser, han har lavet, you gotta hear those tapes, man, og

Lennon, hvis bevidsthed ikke er på after burner, svarer faderligt, med

katedralrøst, hans stemme runger af alvorlighed, og alt det bare for at

levere små stikkende bekræftelser, når der virkelig bliver insisteret, og

også til kameraet nikker han, for Dylan har arrangeret, at hele 66-touren

skal dokumenteres i, hvad der ender som en obskur egenproduktion,

Eat the document, unwatchable er dommen fra dem, der ikke lige har

set denne sekvens på youtube.

Lars Frosts optræden havner også som grovkornet videoklip på

internettet, og ligeledes med hovedpersonens accept, for det er en

misforståelse, at det, der foregår er pinligt, selvom Politiken ikke holdt

sig for gode til at grine lidt i skægget, da de poetisk instruerede deres

læsere om at søge efter ”det der er så smukt ved virkeligheden”, og

Information, i en søgeguide til samme !lmstump, morede sig med at

komme med hentydninger til den optrædendes beruselsestilstand, så

mange som muligt, og sandt nok ser han da heller ikke helt appelsinfri

ud, fulderik er nok at gå for vidt, men det er tydeligt, at han har fået

en enkelt over tørsten. Pointen er imidlertid ikke dette faktum, der

kunne være alvorligt nok, hvis han bestred et hverv med ansvar, hvis

han havde været fuldmægtig i et ministerium eller på anden måde

betroet offentlige midler, men intet af dette er tilfældet. Pointen er,

at han håndterer sin brandert så smukt og forbilledligt, at de utallige

klik og henvisninger, videoen har fået, kun kan ses som udtryk for

beundring, alle de samtaler, der er indledt med, så du klippet med Lars

Frost, må være ført i et respektfuldt toneleje, for her er ikke tale om

skadefro, et fænomen man i alkoholsammenhæng meget rammende

kalder drunkenfreude, men det er altså ikke det ord, vi skal hæfte på

det, forklaringen er snarere, at interessen for kunstneres udskejelser er

stor, fordi de forstår at skeje ud med stil, og i øvrigt stadig har lov til det.

7 Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle

Ursula Andkjær Olsen: Havet er en scene. 208 sider. Gyldendal 2008

U!"#$% A&'()*! O$"+&" digte minder mig om hendes far. Han var min musiklærer i gymnasiet, en sært spraglet én af slagsen. Manisk og panisk truttede han ved tavlen, om mol og dur og David Bowie, om Jimi Hendrix og tolvtaktersblues og det med en indlevelse og entusiasme, der satte selv det mest tonedøvt apatiske teenagepige-hjerte i musikalske ,ammer. Når der skulle vises noget på trommerne, -k jeg altid lov. Dels fordi jeg elskede de små skind, dels fordi han havde et underligt forhold til instrumenter. Når han satte sig ved klaveret, foregik det enten slæbende eller i hæsblæsende staccato, så det både vakte stor moro, men også umuliggjorde ethvert forsøg på vokalakkompagnement til ”California Dreamin’ ”eller ”Kringsatt av .ender”.

Fik han en bas i de små blege hænder, ,åede han i stren-gene, så man frygtede for bristepunktet, og de toner, han hjælpeløst slog an på en guitar, lød mere som noget, der kommer ud af en printer end ud af et instrument. Målløst så vi til, når Ursulas far voldede instrumenterne til uken-delighed, og det gik ud over vores senpubertære fatteevne, at man kunne klare sig i den barske musiklærer-branche, når man, trods et stramt teoretisk greb om pungen, ikke ejede bare et minimum af praktisk gehør eller -fühl.

Lidt det samme har i mine med alderen grånuancerede øjne gjort sig gældende i tilfældet Ursulas fars datter, Ursula. Da Forfatterskolens //-debutanter udgav avant-garde-manifestet Dansk Noter nr. !, "###, var det Ursula der stod bag hovedteksten ”Se at få sat ord på! Tag dem hellere af igen! Prøv eventuelt forfra”. Selv om debuten Lulus sange og taler først udkom senere i 0///, skrev hun allerede her, pre-debutært, som en sand poetiker:

”Hvis det skal siges meget kort og enstemmigt i kor med truttende basuner af stemmer, så er det jeg tilstræber polyfoni, helheder (eller mere moderne: ansamlinger) af stemmer der synger og råber og trutter i munden på hinanden. […] Netop fordi den stemme jeg har, taler i så mange tunger, og det gør den fordi den har hørt så mange

og lært så mange og har lyst til at høre ,ere, og fordi ingen af dem er sandere eller bedre end de andre...”

Polyfonien, koret af stemmer, har været en unedskydelig redningsplanke for kritikere høj som lav, der ikke havde en snebolds chance i helvede overfor disse tekstansamlinger, som Lulu-debuten falbød, lige så vel som de efterfølgende Atlas over huller i verden (0//1), Ægteskabet mellem vejen og udvejen (0//2) og Skønheden hænger på træerne (0//3). Polyfonien og kritikeren er et spor, som denne artikel lige så vel kunne have fulgt og jeg nærer et stille håb i et rasende sind, om at en sød og dygtig danskstuderende en dag vil gøre en bacheloropgave ud af det. For hvad gør man med denne polyfoni? Den er så forbandet svær at fastholde! Hvilken af de mange stemmer skal være kritisk forsøgskanin og hvad nu hvis hele grundlaget for kritik-ken smuldrer, så snart man tager fat på den næste?! Jeg skal ikke kede læserne med den brede receptionshistorie, men de ,este anmeldere har undladt den kritiske gransk-ning til fordel for en lovprisning af polyfonien. For hvor er det imponerende, at Ursula, på samme måde som én af deltagerne fra America’s Got Talent (og rapperen Rahzel) både kan beatboxe, synge og gøre ved på én og samme tid!

I september 0//4 udgav Gyldendal Ursula Andkjær Olsens femte digtsamling, Havet er en scene. Samlingen er for så vidt et misvisende ord, ,ere anmeldere har da også anvendt den uskønne term ”digtbog”, for samlingerne (ansamlingerne?) er netop helheder. Stemmerne ,ettes ind og ud af hinanden og den nye bog er ingen undtagelse. Læseren præsenteres først for Sang, Røv og Klog, der i en parodi på ovennævnte typer af talentshows, afholder ”Audition til det kon,iktfrie liv”. Her præsenteres en række tematiske overemner, som går igen bogen igennem. Vi hører om ”En due af fred, en due af krig og fred over himlen”, som kommer igen senere i bogen og om ”Et mere vellystigt forhold til blod og indvolde”, et mantra som snart antager nye former i takt med at det vellystige forhold stilles overfor nye problemstillinger. Ræv fortæller at ”Krig er nok det mest hotte samfundsteoretiske begreb

Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle

AF TIM LISSAUER

Polyfoni er én ting, men Ursula Andkjær Olsen kan ene kvinde både beatboxe, synge og gøre ved. Det gør hun så i sin femte digtsamling

8Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle

vi har lige for tiden” og at ”Vrede er nok den mest hotte følelse”. Men selvom tonen altså slås an som politisk krigskritisk og at stemningsuniverset sættes til vredt, så bliver man dybt frustreret over, at der ikke rigtig sker noget i dette bogens, om man vil, første kapitel. Bedre bliver det ikke i ”Elverskud”, bogens måske første ”rigtige” kapitel (markeret med fed i indholdsfortegnelsen). På sæt og kæk vis har Ursula valgt at lade to langdigte smelte sammen, således at det ene digt ”SLØR SIGER” -gurerer på de ligenummerede sider og ”DU DRØMMER” på de ulige. De to digte skal så korrespondere i en slags polyfon dialog mellem diverse understemmer. For eksempel hører vi om en ekstra lille klump brusk, der dannes ved belastningen af sanseapparatet på henholdsvis side 04, 11, 15 og 2/. Altså to gange, to forskellige steder i hvert af de to langdigte. Men det er altså en meget lille sproglig -nurlighed at hænge sin poetiske hat på. Finurligheder er der i øvrigt nok af: Digterjeg’et vil møde sig selv på halvvejen, hvor hun vil ”stå og glimte i/ mørket som den/ bipolære tåbe jeg er”, hun er ”barsk og bestrålet” og ”vil være din poseogsækdame”. Det er både morsomt, ømt og

kækt, men slet ikke nok til at retfærdiggøre så mange ord fra så mange tunger.

”Almagtens deling” er et gennemgående begreb i dette kapitel, og der tales ligeledes en del om en ”tronstol”, som digterjeg’et har impulsshoppet. Hvis nogen skulle være i tvivl, er der tale om magtsymboler, hvilket understreges af følgende passus:

”Suveræn er kun dén der er/troløs og kosmopolitsk. Dén der kan gro overalt. Dén der/behersker undtagelses/til-standen”, lyder det på side 1/ med efterklangen ”troløs og kosmopolitisk” på side 14. Der er tale om henvisninger til Das Beckwerk, der med de kunstnerisk-politiske romaner Selvmordsaktionen (0//2) og Suverænen (0//4), har betonet undtagelsestilstandens magtkonstituerende princip, med et begreb hentet fra nazisternes che.urist Carls Schmitt.

Men selv om man har beskæftiget sig med både Beck-werk, magtteori og nazijura, er det alligevel en noget bedøvende oplevelse at møve sig igennem de første nogen-og-2/-sider. Der er for lidt stramhed, for lidt kant og frem for alt for lidt på færde. Bedre bliver det hverken i anden del af ”Audition til det kon,iktfrie liv” eller i

Hyldest til polyfonien

9 Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle

”Udsnit af De Sovende og De Vågne. Del 6 ( Jeg tegnede det selv)”, der byder på to fesne tekstspiraler, hvor øjnene sættes på prøve rundt i cirkler – et eksperiment som både virker forstyrrende og barnligt. Herpå endnu en audition, nu gæstet af selveste sangens fader, Orfeus, der har mistet sine sirener, men til gengæld byder på politisk smålumre sangtitler som en ung Niels Hausgaard (”Hvis kvinder regerede verden, ville der være brug for mere pik”, fx). Og ja, det er kedelig, simpelthen kedelig læsning.

Men alt imens man sidder og gør sig sur på den nye litteraturs mangel på opdragelse og mådehold, bliver man pludselig overrasket. Lidt ligesom dengang min opfat-telse af Ursulas far, den kære musiklærer, tog et skarpt venstresving, da han under en forårskoncert på skolen stjal showet fra en tilfældig 6.g-klasse, ved at træde ind på scenen under en opførelse af et smålummert nummer á la Careless Whisper, med en skinnende saxofon i hænderne og rive en solo af sig, der ikke bare gik lige i lydregisteret, men også lod én forstå, hvorfor jazz oprindeligt var synonym for sex.

Ligesådan med Ursula, der på side 42, i kapitlet FA-THER OF ALL AND KING. OF ALL, træder frem med nypudset instrument og tilbyder en sproglig stramhed, der for alvor rykker i gonaderne. Opbygningen er den samme lige-ulige-paginerede opdeling som i ”Elverskud”, her i form af langdigtene ”SVÆRD SKRIGER” og ”SOME SOLDIER WROTE”. Men hvor Elverskuds-digtenes korrespondance er søgt og kalorielet, kommer dette afsnit for alvor substans i svinet. SVÆRD SKRIGER er én lang, sproglig tour de chambre gennem samfundets mødeværel-ser, fra pressen til arbejdspladsen over Christiansborg og tilmed Artochatten, i form af et forurettet ungdomssprog, der både er charmerende, morsomt og dødkøligt.”Hvis krig er altings/ fader så er jeg en/ due af fucking fred!” skriger sværdet med et ekko af SLØR SIGER.

SOME SOLDIER WROTE tilbyder en række engelsk-sprogede krigsreportager fra en Unknown Soldier, så man skulle tro det var 7e Doors, og svarer hertil: ”Our job is to/ locate capture and kill/ all/ non compliant forces./ We are doing a/ damn good job.” De kynisk konstate-rende replikker spiller sindsoprivende dødsbold med de hysterisk indignerede følelsesudladninger. ”De patter på deres/ fucking bløde værdier mens de pirrer sig selv med de/ hårde hvorefter de stikker dem langt op i røven på/ middelklassen” hyler den politisk vakte teenager, mens soldaten konstaterer ”… a choking agent will remind you of/ freshly cut grass. Right before it/ ruptures your lungs and/ drowns you/ in your own ,uids.” Krigsberetningerne giver hele tiden genlyd i modteksterne og fungerer som inspiration til det stadigt tiltagende angstskrig, mens både desperation og volumen synes at udvide rammerne til bristepunktet, som strenge på en bas. Kapitlet slutter på sværdsiden med spørgsmålet ”In their dreams?”, og

på soldatsiden med ”It’s so hot./ Out there. It’s so hot.”, som en sidste ind- og hårdkogt pointe, der dirrer i den efterfølgende tavshed.

Desværre ryger vi tilbage til Klog, Ræv og Sang, nu under overskriften ”Audition til det omkostningsfrie liv”, endnu engang med Orfeus og også her opfulgt af poesibogslignende tekstspiraler, og guddødeme om man ikke skal have endnu et kapitel i den dræbende audition-mani, ”Audition til det omkostningsfrie liv. Del 0”. Det minder lidt om Mette Moestrups mindst lige så usjove og uinteressante talk-show-parodi fra kingsize, hvor Adam (ham fra Paradiset)s første kone, den rødhårede furie Li-lith, bliver interviewet af Ricki Lake-arketypen Silver i et greb, der synes at illudere satire. Det virker hverken sjovt, sødt eller halvvejs sympatisk, men er bare irriterende og nævenyttigt på samme måde som mennesker, der griner så meget af egne anekdoter under genfortællingen, at ens sjovhedsknogle står fuldstændig urørt, mens man bare drømmer om at jage en ,osset trommestik op i urinrøret på dem. Måske skulle de unge digterinder holde igen med satiren på vegne af underlivshygiejne og underholdnings-værdi.

Til gengæld rettes det hele op i kapitlet ”Hvem skulle slå rod et stille og saftigt sted” med et tredje dobbeltlangdigt under overskrifterne ”JEG SKRIVER” og ”HVAD MON HUN VILLE HAVE SAGT?”. Her inddrages natur og botanik, mens tempoet sættes ned, uden det af den grund mister spændstigheden. Der samles op på tidligere tråde og det virker næsten katarsisk, at de tre hovedkapitler fungerer så blændende godt i kraft af hinanden. ”Er vinger stadig smukke, er/ dét at gro til?” lyder det halvdi8use spørgsmål, som minder én om slutspørgsmålet i det tidligere afsnit: ”In their dreams?” og tegner en -n cirkel rundt om bogens grundstruktur.

Af samme grund melder der sig ikke en overvældende lyst til at nå afsløringen i tredje og sidste del af ”Audition til det omkostningsfrie liv”, og man læser også hurtigt henover det, samt over bogens sidste hik, ”Appendix til de sovende og de vågne”, der i rammen privat/kollektiv søger at forklare det lidet -nurlige påfund med tekstspiralerne.

Havet er en scene fungerer nu en gang bedst i de tre dobbeltlangdigte, særligt i de to sidste og man undlader næppe at ønske sig en strammere redaktionel linje. Selv om Ursula Andkjær Olsen har vist sit værd som digter, må det ikke betyde slappere fordringer på en stram produktion fra hendes hånd. En sidste ros bør dog gå til en -9ghed nederst i typogra-en: Et digt der starter som en slags fodnote på bogens forside, fortsætter indenom forsidebladet og hele vejen via samtlige sider, for at ende på bagsiden med ordene: ”Så vågne kan de kun være i korte glimt.” Man aner, at bogens ærinde er et opråb, en vækkelse, måske et kampkald. At man i dele af bogen føler sig hensat til en slumren skal dog ikke overskygge, at Ursula ,ere steder har fundet sit helt rette instrument og at hun trutter, så det er en fryd.

10Stormen i 99

AF HELLE EEG

Bagsideteksten lover storm, men det er andre vinde, der blæser i InWear-lagerets hængende stock. Drengerøvsroman med knep og slåskamp, og en kok, der tager farsen, når han vil

Stormen i 99

Kristian Bang Foss: Stormen i 99. 245 sider. Gyldendal 2008.

K!:";:%& B%&< F="" anden roman Stormen i $$ er vel i en eller anden forstand en historisk roman og handler tilmed om en historisk begivenhed. En dramatisk begivenhed forstår man, når man ser omslaget på bogen, der er dækket af ildevarslende skyformationer, holdt i mørke, blåsorte nuancer, titlen er skrevet i alarmerende orange, og på bagsiden står der om bogen, at her får man: ”en roman om Danmark op til den store skæbnesvangre decemberstorm i >>”. Romanen lokker altså på den ene side med en dramatisk og skæbnesvanger handling, der kulminerer i den store storm i 6>>> (som vi vel alle sammen godt kan huske var ret vild). Men på den anden side punkteres den opbyggede dramatik også i bagsideteksten, der fortæller at: ”Stormen i >> handler om mennesker på InWears lager på Amager. Om tøjplukkeren Anton, der bliver kæreste med Nanna fra returafdelingen”, ”om ukraineren med mareridt”, ”om kiksede fester ... og liderlighed”. Og så lyder romanen pludselig ikke så spændende længere.

Og det er den heller ikke, romanen. Faktisk lidt af et antiklimaks, hvis man lod sig lokke af det oppustede omslagsdesign. Til gengæld er den fantastisk sjov og utrolig velskrevet. Især er beskrivelsen af arbejdslivet på InWears lager beskrevet med en sans for hverdagens detaljer og et smukt blik for meningsløsheden med livet

generelt. Romanen tager form som en kollektivroman idet vi følger mange forskellige skæbner på InWears lager, men den har alligevel et slags omdrejningspunkt i Anton og Nannas forhold. Især fylder Antons snublen i livet meget i midterste del af romanen, og på trods af, at han både er i overhængende fare for at have fået AIDS, har en a8ære og er vidne til et pisbombe-angreb, bliver det aldrig rigtig interessant. Måske fordi Anton er en ynkelig og irriterende person, der hverken kan -nde ud af at slå op med Nanna, eller i det mindste nyde sit engangs knald. Måske fordi første del af romanen i den grad mylrede med mærkelige og mærkligt interessante personer, så man sid-der og ønske sig dem tilbage, hvilket de så heldigvis også kommer hen mod slutningen, hvor romanen igen -nder tilbage i kolletivsporet.

Et andet genremærkat, jeg har lyst til at sætte på roma-nen, er drengerøvsroman. Sjældent har jeg læst en roman, der bekymrer sig så meget om en kvindes vægt. Nanna er nemlig lidt buttet, hvilket volder Anton store kvaler, eftersom han synes det er lidt pinligt og usexet. Hans ven derimod mener at hendes -sse må være meget stram på grund af fedtet, og det er jo ikke så dårligt. Der bliver til over,od kneppet på toiletter og i frikadelledej, der bliver sni8et i gården, en AGF’er får tæv som fortjent, og snak-ken går om både piger og æreskodeks for mænd. Not that there’s anything wrong with that! Jeg fniser gerne med, for det er jo rigtig sjovt.

Anton har besluttet at ringe til Nanna. Han kan ikke bare gå og bolle hende, han må også vise lidt interesse. Og på et eller andet plan synes han også at hun er dejlig, men samtidig ser han det hele tiden udefra, hvad tænker folk mon, er hun ikke lidt tyk, og så skammer han sig over at have tænkt sådan. Han kan sidde og betragte hende og sige til sig selv, aj, hun er altså ikke rigtig tyk, men så vender hun sig lidt, og så ser hun pludselig tyk ud.

fra Stormen i 99

11 Se, der kommer toget!

BYTUR

S ?!+& U$!:( T@=A"+& svinger sig af cyklen og får den knap nok stillet fra

sig før han slår ud med armene. Vi andre standser for at lytte, stadig overskrævs.

- Hvor er vi henne? Hvor er vi? Vi er i Herlev!

Vi be-nder os nu i Stengade på Nørrebro hvis man lader sig guide af GPS frem for fornemmelser. Men han har ret, der er noget provin-sielt over gadens gule, lidt for lave murstensbygninger med paraboler og franske altaner stikkende ud fra hver lejlighed. En frisk vind fra forstaden har blæst smuds og smog ud af

det område man tidligere af gode grunde kaldte den sorte -rkant. Det er et virkeliggjort socialdemokratisk ideal vi står midt i. Men det er ikke længere en storby.

- Det er en tabt sag. Simpelthen. Til alt held er der også sejr i at

kunne vise hvor meget modstanderen tager fejl. Med en triumferende -nger peger Søren Ulrik mod et grønt område, klemt inde mellem to rødmossede og kernesunde halv.erd-ser-bygninger.

- Og dét der. Hvad skal det gøre godt for? Det lyder så smukt når der tales om at bringe grønne områder til stenbroen. Men hele

AF ANDERS JOHANNSEN, JONAS KLEINSCHMIDT (NØRREBRO) OG JON MIKKEL HANSEN (NØRREPORT)

Tre drenge på tur med en digter der insisterer på at København var et bedre sted i gamle dage

Se, der kommer toget!

12Se, der kommer toget!

resten af Danmark er jo i forvejen én stor græsplæne, og de ganske få kompakte storbyområder vi har, skal bevare deres unikke identitet og ikke fortyndes med grønt.

Jonas foreslår at den smalle stribe buske og skravlede træer fungerer bedst som toilet efter koncerter på spillestedet Stengade 30. Og det synes Søren Ulrik om. At de unge gør oprør mod kommunens byplanlæg-ning med blæren.

Susende storbySiden 1972 har Søren Ulrik 7omsen blandet blod og blæk med Køben-havn. Nærmest fra den ene dag til den anden blev lilleby-tilværelsen på Stevns byttet ud med susende storbyeksistens. Den ,ytning har sat spor i litteraturhistorien. Pludselig at vågne op til råb og gadestøj fra St. Kongensgade, hovedstadens intense centrum, -k den sekstenårige Søren Ulrik til at spærre øjnene op.

Det er her vi møder ham, Søren Ulrik på 52.

Aftalen er at vi skal ud at se på byen. Finde de steder der stadig er noget ved. Som har haft betydning for digteren Søren Ulrik 7omsen. De steder der ifølge ham er Køben-havn. De -ndes, siger han, men der er langt imellem dem. Derfor har vi taget cykler med.

Vi sendte et brev til ham i en brun konvolut. RECESSION med insi-sterende blokbogstaver var afsender. Et brev fra tidsånden. Det må han åbne. Vi skrev hans navn og adresse med svungne bogstaver og dybblåt Mont-Blanc-blæk. Vi skrev ”Kære Søren Ulrik 7omsen!” og huskede udråbstegnet. I skyhed anførte vi alle kontaktoplysninger, postadresser, e-mail. Men han ringede. Det gør de altid, den generation. Lørdag morgen og sagde: ”Det er Søren Ulrik … 7omsen. Jeg er på”.

På stedet hvor Palægade krydser St. Kongensgade, står vi fem minutter i mødetid og fedter med vores dikta-fon. De febrilsk indkøbte batterier vil bare ikke blive inde bag lugen, og hukommelseskortet bliver hele

tiden og ikke helt korrekt registreret som ’NO CARD’. Samtidig med at Søren Ulrik skridter omkring hjørnet, opgiver vi. Vi må bare huske det. Han begynder straks at tale.

- Du holder nok digterforelæsning, bemærker en forbipasserende dame med hat og mu8e. Hun standser ikke op, men fastholder blikket indtil Søren Ulrik til sidst får leveret et forsigtigt, ja. Mest for at undgå at hun drejer hovedet helt af led. Den travle dames bemærkning er ellers spot on. Vi har faktisk samlet os omkring ham som en skoleklasse på ekskursion. Men lytter bedre efter.

- Her var det hele dengang. Konto-rer, butikker, institutioner, beboelse, tra-k. Et miks af funktioner og af mennesker fra alle socialgrupper. Et miks der overskred klasse og kultur, og gav en følelse af at alt kunne ske, en fornemmelse af social vægtløshed. Cocktailen sprinklede virkelig festligt fordi den rummede alle ingredien-serne. Hvad der også gav en særlig erotisk gnist når for eksempel en professor i erhvervsjura ,irtede hen over disken med bagerjomfruen. For folk fra vidt forskellige sociale lag færdedes ud og ind imellem hinan-den i samme kvarter.

Der er ikke meget erotik over St. Kongensgade denne novemberdag år 2008. Netop de kvaliteter der gjorde mødet med storbyen så afgørende, er forsvundet. Bruset er gået af cocktai-len. Alle udover de økonomisk over-ordentligt velpolstrede er for længst blevet fortrængt fra bymidten. På den anden side af gaden, skråt over for hvor vi står, hænger et skilt der annoncerer for nyrestaurerede liebha-verlejligheder uden bopælspligt. For ligesom at sætte en fed streg under pointen. - Der er to hovedskurke. Den ene er funktionsopdelingen hvor beboelse, shopping og tra-k adskilles i hver sin kedsommelige zone. Den anden er ejer- og andelsboligerne som har udrenset alle med beskedne indtægter og en anden baggrund end dén der nu har gjort København til et kæmpestort, monokulturelt middelklassekvarter. Dén udvikling

begyndte her i Indre By og har bredt sig udefter til alle brokvartererne.

Larm: ja tak!Sådan en udvikling må naturligvis bekæmpes. Alle initiativer der sigter på at si det grovkornede, grimme og larmende fra, får et kritisk ord med på vejen. Sammen med Frederik Stjernfelt har Søren Ulrik 7omsen i læserbreve talt kraftigt mod forsøg på at inddæmme biltra-kken på Nørrebro. Ved at forvise bilfolket fra de vigtige handelskvarterer dræner man bydelen for hverdagsliv. I stedet opstår dødkedelige turistkvarterer der fuldstændig mangler den stor-byintensitet som opstår når tusind mennesker med tusind ærinder kaotisk krydser hinandens veje.

Fotobogen København con amore som Søren Ulrik 7omsen har knip-set og skrevet sammen med Jokum Rohde, er også et indlæg i debatten. Gadebillederne præsenterer et virvar af skrift i alle typogra-ske varianter og udvaskede spotfarver. Det er det tidstypiske, lokale initiativ der vises frem. De trehundrede snapshots af ramponerede butiksfacader kan læses som en lang kærlighedserklæring til København som den så ud i de vilde 70’ere og 80’ere. Men det er melankolske elskere der synger byens pris, elskere af den slags som først elsker og så græder fordi der snart ikke er mere tilbage at elske. Essayet der indleder bogen, fortæller hvordan fotograferingen foregik i kapløb med tiden. Hver gang de to forfattere mødtes, kunne de opgøre tabslisterne, fremvise billeder af en original facade der nu var blevet kørt over med farve fra en imiteret klassisk palet, og i andægtigt toneleje beklage det lokale udtryk der hermed var raderet bort fra gadebilledet.

Du kan selv være nostalgikerDer er således nok at være ked i Københavns udvikling hvis man er Søren Ulrik 7omsen. Man kan nemt få det indtryk at af hans mere end tredive år i byen, var de første ti de bedste. Alligevel vil han ikke


høre tale om at det er ham der er nostalgiker.

- Tværtimod, vil jeg sige. Det er mig der er moderne. 1970’ernes travle og støjende St. Kongensgade med dens blanding af folk og klasser står for mig som inkarnationen af modernitet. Her kunne enhver få lov til at leve som han ville i behagelig anonymitet, bare han betalte sin husleje og overholdt de borgerlige hø,ighedsformer. Dét er moderne civilisation. Modsat dagens dyrkelse af steder som Brumleby, havefor-eningerne og karto8elrækkerne og nutidens kvælende tætte sociale netværk i andelsboligforeningerne med deres arbejdsweekender og grillfester der da er den rene regres-sive landsbyromantik.

Samtidig med at virkelighedens København har forandret sig, har København i forfatterskabet også fået en anden rolle og fremtoning. Byen er gået fra et være gråtonet kulisse i City Slang, en art generisk storby, til i senere digte og essays at være blevet mere genkendelig, blevet ...

- Ja, blevet mere København, hjæl-per Søren Ulrik. Dengang jeg skrev City Slang, drømte jeg stort. Om

storbyen som sådan. Da bogen kom, spurgte Poul Borum hvorfor jeg skrev ”Metro Nord” når det nu alligevel var tydeligt at det var København jeg skrev om. Nu er jeg vel blevet gam-mel nok til at vedstå at jeg be-nder mig et bestemt sted som trods alt ikke er New York, selvom det da gudskelov heller ikke er Nakskov.

Krigen mod mørketEfter St. Kongensgade hopper vi på cyklerne. Vi cykler to og to, Søren Ulrik forrest med hvem der nu er modig nok til at køre op ved siden af ham og være hans wing man indtil et lyskryds eller en indsnævring giver et alibi for at falde tilbage og lade den næste komme til. Vores litterære procession skrider langsomt gennem Indre By. Søren Ulrik overholder alle færdselsreglerne, stopper bag den hvide linje i lyskrydsene og ser aldrig sit snit til at skyde genvej over fortov eller fodgængerovergang. Først da vi overskrider grænsen til det bilfrie Nørrebro, bliver han rebelsk. Som et spøgelse der bliver ved med at gå igen det sted hvor trappen lå før man byggede om eller hvor døren var i gamle dage, styrer han direkte ud i

busbanen i stedet for at blive på den udvidede cykelsti.

Måske var det en forglemmelse, måske en livsfarlig illustration af en pointe han beder os huske: Der skal være plads til at tage fejl – og vise grimme sider.

- Før man begyndte den store krig mod mørket i slumkvartererne, var Baggesensgade som vi står i her, en dramatisk slugt af ubrudte karréer med en fantastisk labyrint af bag-gårde. Nu hvor det fremskridtsvenlige lys falder i helt ind den inderste krog, spørger jeg mig selv hvor man skal gå hen for at se det indre mørke spejlet i omverdenen? I dag bliver man urolig over de korridorer af mørke der stadig er i vores pastelfarvede verden. Over værtshusene hvor folk sidder og ryger, over narkomanerne på pladsen foran Maria Kirken i Istedgade, og over bordellerne nede i kælderen. Så video-lmer den familievenlige andelsboligforening kunderne for at skræmme dem væk.

Jonas vil vide om det har menneske-lige konsekvenser at grimheden bliver pakket væk.

- Ja, det synes jeg, siger Søren Ulrik. ”Hvor alt er hvidt, er det fækalierne


TEMA REMA

der hersker”, sagde Adorno, for når noget fortrænges bliver det på en mærkelig indirekte måde enehersker. Via sit påfaldende fravær. Jeg synes at en verden uden mørke er frygtelig uhyggelig.

- Det er en David Lynch--lm, siger Jonas.

- Ja, det er det, siger Søren Ulrik og tygger lidt på referencen: Det er PRÆCIS det! Når mørket forvises fra den ydre verden, er vi henvist til helt og holdent at bære det inden i os selv. Og det er jo næsten ubærligt. Vi bliver til en slags spøgelser, til sorte huller i en perfekt, lys verden.

MåltidetEfter Nørrebro Station, det sidste stop på vores rute gennem byen, bliver vi enige om at vi har fortjent en god frokost. På Café AE, lige over for stationsbygningen, -nder vi et -rmandsbord i det inderste hjørne. Anders og Jonas ryger på bu8eten. Jon og Søren Ulrik går á la carte.

Vi vender Jørgen Leth-sagen. Vi snakker ikke om ungdomshuset.

Søren Ulrik vil gerne høre hvad vi laver, så vi tager runden. Jonas får nogle gode råd med på vejen om sit

kommende praktikophold i forlags-branchen. Anders skriver speciale om døden. Eller skal til. Det har længe været planen, fortæller han. På den måde kommer vi til at snakke om døden. Om hvad der sker efter. Det har Søren Ulrik et bud på:

- Jeg havde nogle mystiske ople-velser dengang jeg var yngre. Det må være 25 år siden det sidst er sket. Men de kunne komme når jeg var midt i et eller andet trivielt daglig-dags. Et par gange mens jeg støv-sugede, faktisk. Så var det som om alle begivenheder i mit liv, fortidige og nutidige, var til stede på én gang, som om tiden var blevet til rum. Mit eget jeg med al dets begær og frygt trådte til side eller blev opløst, og jeg accepterede i den største ro alt hvad der var hændt mig, uanset om det var godt eller dårligt, for det hele hørte jo med og førte alt sammen frem til dette øjeblik. Jeg befandt mig i en mærkeligt nøgtern og komplet fred-fyldt ekstase. Måske var dé oplevelser en forsmag på den evige salighed.

- Kunne du så materialisere dig, begynder Anders, jeg mener når du svævede jegløs rundt ... eller jeg er ikke sikker på hvad jeg mener. Det er

lidt svært at forestille sig de her ting, siger Anders.

- Et billede på tilstanden, siger Søren Ulrik, kunne være en sø hvis over,ade er fuldstændig urørt og stille, men hvor der under vand-spejlet virrer med liv. Hvor både det fredfyldte og det spillevende er der samtidig. – Men det det er altså ikke noget du har prøvet?

– Nej, siger Anders, jeg støvsuger ikke så tit.

En kort, lidt overrasket latter undslipper Søren Ulrik. Jon og Jonas får travlt med at skrabe resterne af deres måltid sammen på tallerkenen, og Søren Ulrik udnytter den pludse-ligt opståede tavshed der næsten får noget evigt over sig, til at redde sig et par mundfulde mere af omeletten før vi igen går over til et mere profant emne. Jørgen Leth.

- Den var så ond, den hetz mod Jørgen Leth, siger Søren Ulrik. Og vi giver ham ret, det var den fandme.

På den måde kommer vi til at snakke om døden. Om hvad der sker efter. Det har Søren Ulrik et bud på


Ved Botanisk Have vises der korrekt tegn mod venstre, og cyklerne bliver parkeret faretruende tæt ved den susende tra-k på Nørre Voldgade.

– Klaus Bondam og Ritt Bjerrega-ard er meget forhippede på at hoved-staden skal være en rigtig metropol. Men med deres metropolzone-forslag til en renovering af Nørreport viser de at hér – som er et af de få steder hvor København helt af sig selv virkelig har storbyatmosfære – ja, her kan de slet ikke tåle mosten. De vil banalisere det hele med gågade, grønt og tra-kbegrænsninger, erklærer Søren Ulrik og er i samme nu ved at blive del af en kedelig statistik da en kæmpemæssig lastbil næsten springer op på kantstenen.

– Lad os gå herover, siger han, og vi lader cykler være cykler og søger til,ugt på den anden side af cykel-stien. Vi står med ryggen til ,agfa-brikken og ser over på den modsatte sides spraglede og kaotiske facade, med Netto-forretning, pasfotobås, vinhandler ogBde lysaviser der var det første en digter i gamle dage så når han træt steg op fra undergrundssta-tionen efter at have været ude og læse digte op i provinsen.

– Kan I se, et udbud af alle mulige ting der er opstået af sig selv. Her er byen komplet selvgroet. Det hele

er tilfældigt, og det synes jeg er skønt. Man skal spidse ører nu, for larmen fra gadens tonstunge tra-k er infam. Søren Ulrik begynder at kredse sig ind på det omfangsrige hukommelsestab han har digtet om i Hjemfalden.

– Man renoverer bygningerne så de ser ud som de må have gjort på ”Stuk”s tid da de blev opført. Og .erner sporene af alt det levede liv der kom før os. Det er skønt at byen er i konstant udvikling, og jeg drøm-mer bestemt ikke om at -ksere den i et bestemt fortidigt billede, men jeg synes at det er en fattig by der kun afspejler sin egen tid. Søren Ulrik fortæller at caféen lige bag os gennem mange år og ejerskift og stilmæssige opdateringen som en slags citat fra 50erne bevarede et herligt vægmaleri fra den oprindelige ka8ebar. Men nu er det netop malet over så stedet er 100 procent økologisk 2008.

– Efter at folk ,ygtede ud af Kø-benhavn i 60’erne og 70’erne, er tren-den nu i mange år gået den anden vej. Man har en romantisk drøm om et Woody Allen-liv i storbyen, men tager samtidig sine forstadsnormer med sig og kræver at byen skal være så net som Nærum. Så begynder andelsboligforeningen at klage over at de larmer og nikker hinanden

skaller på værtshuset nede på hjørnet, eksempli-cerer Søren Ulrik og fortsætter øvelsen ved at referere til det gamle ”Så længe der drikkes luk-ker vi ikke”-skilt fra Broens Bodega som nu er blevet taget ned, men som han nåede at forevige til København con amore. Der er en mand der vil ind i sin opgang. Jonas bakser med nogle papirer og opfatter ham for sent til at undgå irritation. Søren Ulrik peger på den modsatte facade.B

– Jeg tror man synes det er for galt og for slammet med den der rampo-nerede bodega og automaten hvor man kan få pasfotos. Flere i selskabet fryder sig over det lille hul i væggen hvor kun et sort klæde beskytter godstra-kken fra fotoboksens blitzlys. Jon mener det måske er derfor alle pasfotos ser så febrilske ud, og henviser til sit eget månedskort. Dette er et af de få steder i Danmark der summer af rigtigt storbyliv, og ikke engang dét må gadedrengene have i fred. – Bilfri by er det værste, konstaterer Søren Ulrik der tydeligvis allerede har rystet episoden med lastbilen af sig. Han begynder at tale om infrastruktur. Nørreport er dén station i Danmark hvor ,est menne-sker passerer igennem, og det elsker han den for. Manden vil ud af sin opgang igen, og det lille selskab må

Nørreport


- Se, der kommer toget, råber Søren Ulrik.

Vi kigger op, og der kommer det ganske rigtigt kørende. Sagtner så farten og holder snart helt stille under det buede tag der ligger som et tyndt skjold over Nørrebro Station.

- Det er så skønt at toget kører oppe i anden sals højde.

- Er det her dit yndlingssted i København, spørger Jonas.

- Ja, siger han, det tror jeg nok det er.

Det er tydeligt at mærke på Søren Ulrik at han er glad for Nørrebro. Her hersker opstemt tra-kal uover-skuelighed, her -ndes bygninger fra alle årtier i alle stilarter og højder. Og det er her der er det sammenrend af forskellige mennesker og kulturer som ifølge ham udgør en rigtig storby:

- Der er ingen planlægning. Tingene går i -sk på en måde og sker af sig selv. Lige præcis her ved man ikke hvad der sker. Det er et sted med en vis forvirring. Det er mere Gammeldanmark end noget andet sted i landet, men samtidig er det som at være i udlandet på grund af indvandrerne og dét præg de har sat på gadebilledet. Der er en etnisk vægtløshed her.

Søren Ulrik kigger sig omkring og fortsætter:

- Det er ikke fordi det her er det perfekte museumssted. Men der er et fantastisk clash her mellem et næsten forsvundet Kim Larsen-Danmark og folk fra hele verden. ”Mathiesens Damekonfektion” hvor man kan købe en nydelig spadseredragt til sin hustru, ”6art” som er landets ældste pornoforretning, og ”Urimporten” hvor man tydeligvis har stoppet renoverin-gen halv-vejs. Prøv at se: Kun den del som ligger ud til Nør-rebrogade og busstop-pestedet, har fået ny facade. Samtidig er der araberne som har smykkeforretningerne, og russerne med deres slikforretninger. Det er altid russerne der har dem.

At stå midt i Nørrebros mylder af liv og historie gør ham begejstret, men samtidig kan han ikke lade være med at undre sig:

- Der er to ting vi godt kan lide.

Vi kan godt lide det gamle danske bondesamfund. På grund af den idyl vi fejlagtigt forestiller os der har været. Og så kan vi lide det moderne informationssamfund. Men indu-strisamfundet der ligger derimellem, klæber der en skam til. Måske ligger der også en social skam i at vi alle

sammen kommer derfra.

Vores farfar har været industriarbej-der. Det var den del af historien der skulle .ernes da man rev den sorte -rkant ned, og mørket blev kørt væk i paller. Men det er jo en del af vores historie. Hvorfor lade som om den fase ikke har været her?

Nørrebro Station

rykke sammen.– Her -ndes et kolossalt overtryk

som man fra kommunens side gerne vil have udlignet. Men det tager kun et kvart minut længere at komme igennem virvaret end det ville gøre under ”hensigtsmæssige” forhold. Søren Ulrik holder af energien og det liv der -ndes i menneskemylderet. Og på Nørreport eksisterer den sociale vægtløshed.

– Jeg krydser Nørreport Station

hver eneste dag. Og jeg synes at det er udtryk for virkelig civilisation at de dér hjemløse sprittere med deres rævehaler og køtere og barnevogne færdes nok så -nt sammen med alle dem der haster forbi, sagførerne med deres mapper, mennesker på vej til arbejde i mediehusene og bankerne, folk der bebor de hundedyre lejlighe-der. Vi kan ikke se nogen sprittere fra hvor vi står. Nu vil manden ind i sin opgang igen, og vi beslutter at det er

på tide at komme videre. Da vi kører derfra, mødes vi på Israels Plads af omfattende facadearbejde på store stilladser. Jon undrer sig over, om København mon nogensinde bliver færdig.

– Nej, det er jo det der er det herlige, svarer Søren Ulrik og suser over Rømersgade.


“Triptykon til Tramp” fra Hjemfalden (1994) af Søren Ulrik Thomsen.

Generel amnesi gælder fra centrum og ud. De ældste huse restaureres, indtil de ser ud som

om, de er bygget i morges. Hen under aften pulveriseres knap så gamle kvarterer totalt;

hundrede år og en sommers støv køres væk i ly af mørket. Så køres mørket væk. Den evige

eneste dag bryder frem som en hæslig agat – vi er de første såvel som de sidste, men jeg

kan ikke længere op!nde mig selv igen og igen, for 50’erne er en Forstad af Tavshed midt

i århundredet, og dér blev jeg een gang for alle født i en rød karré, som fra"yttes nu, fordi

der klæber en skam til liv, der blev levet: Hår for hår blev vores hvide kroppe vasket under

hygiejnens lysalarm, mens en fordrømt musik knitrede fra alt for store radioapparater, og

de skumrende marker segnede under glødelampernes dug. Historien er en gåde, der ikke

kan fortælles, før den er tolket; men de, der skal fødes, og de, der skal dø, kan stadig

nå at veksle et blik, så spild ikke dette ukendte tidsrum i den permanente nutids palads

af lightergas, porno og mad der kan holde september med. En dag skal vi genopstå i

hinandens liv, mens erindringens fane hejses på de store huse. De store, stille huse.

1

Et prægtigt palæ gik til grunde

endnu før det var færdigt.

Nu genopfører det sig selv i drømme

igen og igen af de selvsamme sten

og hver gang i en hæsligere form.

Da jeg nu engang er den eneste,

der kan huske, hvordan det var tænkt,

står jeg selv som en grim læsion

i en verden ellers perfekt.

Men eftersom man hverken kan tænke

eller drømme sig til dagen i morgen,

tager jeg den med.

2


3Dét, der forsvinder, tager jeg med.

Stankelbenet, forstenet

på mergelgravens kolde spejl,

mækebøtterne; barndommens

og hvert eneste forårs levende lys.

En gammel mand, der er standset

på vej over gaden, som om han pludselig ser:

En spøgelsessporvogn rasle igennem

Den Sorte Firkants jordiske rester,

vielsesringen af ægte guld

trillende hen mod en rist.

En pige der skubber sin dukkevogn

foran sig i regnen og med lukkede øjne

nynner en sang så blå som Mariæ Kåbe:

’Du kender mig ikke. Mig kender du ikke’.

Råger i rækker på dryppende telefontråde

sekundet før formationen brydes

op i et virvar,

forfærdelsens fulde udstrækning,

narkomanens styrt

det sidste lille stykke ned,

duggen og dagenes største ønsker.

Tager du dét, der skal blive til noget,

tager jeg alt det andet

med i ikonostasen

af stjernekastere og tørrede aks.

19 Jeg vil være en rutineret sømand

INTERVIEW

AF ASTRID RAVN SKOVSE

Dy Plambeck spiller i sine værker bold med traditionelle kønsopfattelser. I hendes fiktive univers vrimler det med transvestitter, damer med overskæg og slatne mænd uden handlekraft

Jeg vil være en rutineret sømand

D +! +! :((+ meget gråvejr over Dy Plambeck, da jeg møder hende en regnvåd

tirsdagseftermiddag på indre Nør-rebro. Hun er i knaldrød, kortærmet kjole, tigerstribede høje hæle og har kaotiske krøller dansende om ansigtet. Mens jeg damper af efter cykelturen i regnen laver hun grøn te, serverer mineralvand og fortæller

historier fra sin tid på forfatterskolen. Hun er ikke bare tjekket – hun er også sød, sjov og omsorgsfuld. Der er ingen tvivl. Dy Plambeck er et pragteksemplar af en kvinde. Eller er det så enkelt; at man er kvinde, hvis man serverer te, og mand, hvis man forventer, at journalisten selv har ka8e og kage med frem og tilbage?

Jeg har sat Dy Plambeck stævne

til et interview om køn og kønslige gråzoner i hendes to bøger, Buresø-fortællinger fra 2005 og Texas’ Rose fra 2008, som hun for tiden turnerer landet tyndt med. Begge bøger kredser for en stor del om køn: det vi siger om det, det vi gør med det, de mulighedsfelter og begrænsninger, det tegner rundt om os. De er befol-ket af omsorgsfulde kvinder og svage

20Jeg vil være en rutineret sømand

INTERVIEW

mænd, der ,ygter fra alt, der hedder ansvar. Og de er fyldt med lige så omsorgsfulde mænd og svage kvinder, der stikker af fra deres børn. Dette er en vigtig pointe i Dy Plambecks univers. For hende giver det ikke mening at operere med kønnet som forklaringsmodel, hverken i -ktionen eller den virkelige verden.

Hvilke forestillinger knytter du til begrebet køn?

– Egentlig tror jeg ikke, det med køn betyder noget for mig som person. Jeg har for eksempel aldrig nogensinde følt mig som o8er, fordi jeg er kvinde. Så de der fastlåste kønsopfattelser, det er ikke nogen, som jeg griber om, eller som griber om mig – og heller ikke mine -gurer.

Alligevel er kønnet helt grundlæg-gende til stede, når Dy Plambeck skaber sine værker:

– Når jeg tænker personerne, så tænker jeg dem på forhånd som mænd og kvinder. De kommer ligesom færdigt, kan man sige. Men det er ikke sådan, at jeg forsøger at lægge noget speci-kt i, at kvinderne skal fremstilles på dén måde og mæn-dene på en anden. Mine personer er mere skrevet ud fra en holdning, jeg har om, at der både er tragedie og komedie i alle mennesker, og det er ubetinget af kønnet.

Dameundertøj og overskæg Det er karakteristisk for Dy Plam-becks værker, at hun vrider og drejer kønnet i -ktionens tjeneste. Det vrimler med kønslige gråzoner i Buresø-fortællinger. Fædre, der går i dameundertøj. En -rskåren skærslip-pertransvestit, der kalder sig Yrsa. En lokal heks ved navn Jette, som har overskæg, fordi hun ved en fejl er blevet pumpet med mandlige kønshormoner hele sit liv.

Hvilken rolle spiller de mange kønslige grænsetilfælde i dine bøger?

– Det er faktisk noget af det, jeg

synes, er det allermest interessante i hele den der kønsdiskussion. Disse grænsefelter i forhold til at være mand og kvinde i ét – man møder sig selv, når man ser den der dobbelthed, samtidig med, at man møder det andet. Det er både skræmmende og dybt fascinerende.

Et gennemgående tema i Dy Plam-becks bøger er genkendelse. Vi bliver til som personer, i kraft af, at andre ser og anerkender os. På den måde tildeles vi også bestemte positioner, som kan være noget nær umulige at overskride. Det er en tematik, der har særlig relevans i forhold til køn:

– Jeg kan godt huske de der første oplevelser af, at andre ser på en på en særlig måde, fordi man har det køn, man har. Man bliver set på som en pige og derigennem placeret på en vis måde. Kønnet får en position, det bliver noget, man skal overvinde og ikke kan overvinde. Det skaber en afstand, til den, der ser på en.

Sådan skriver unge kvinder ikke!Det er bestemt ikke alle, der som Dy Plambeck -nder kønnet ugyldigt som forklaringsmodel. Sammenkoblingen af for eksempel empati med kvin-delighed og gennemslagskraft med maskulinitet gennemsyrer stadig i høj grad den o8entlige diskurs og de hjemlige samtaler, selv i en tid, hvor queerteorien går sin sejrsgang på selv de mindste provinsuniversiteter.

Dy Plambeck er da også meget bevidst om de sociale koder, der knyt-tes til køn og kropslighed:

– Jeg kan da godt sidde her og sige, at jeg ikke synes, at det med køn rigtig betyder noget, at jeg mere ser på et menneske end et køn, men det siger jo ikke noget om, hvordan hele samfundet ser på mig eller alle dem omkring mig, eller om den position, alle andre sætter mig i. I det øjeblik, jeg skriver hun om en af mine personer, så er der en masse koder,

folk læser ind i det. Den traditionelle tilgang til, hvad

mænd og kvinder kan, er ikke kun reserveret hr. og fru Danmark. I sin rolle som forfatter møder Dy Plam-beck ofte ganske rigide holdninger til køn og litterært virke, også blandt højtuddannede kritikere:

– Der er mange, der har kom-menteret på, at det ikke er typisk for, hvordan en ung kvindelig forfat-terinde skriver. Tænk, at der sidder såkaldt højt litterære mennesker og siger den slags. Flere har skrevet noget i retning af, at jeg lyder som en rutineret sømand. I første omgang blev jeg glad – jeg vil gerne være en rutineret sømand! Men det spørgs-mål, det rejser, er: Hvorfor kan det ikke bare lyde som MIG uden alle de der båse?

Når man bliver genkendt, bliver man også peget ud?

– Ja, du kan godt se, jeg er fanget hele tiden! Ellers kunne du jo komme her og så kunne jeg sige: Der er ingen forskel på mænd og kvinder. Og så kunne du gå igen.

Er der forskel på mænd og kvinder?– Altså, den biologiske forskel er jo

tydelig. Der kommer det med børn ind over: Det er muligt for kvinder at føde børn og ikke for mænd. Men hvor meget mere forskel, der er – det ved jeg ikke.

Og der, midt i alt det, vi ikke kan sige noget om, løber tiden ud. Jeg ved ikke, om Dy Plambeck er en rigtig kvinde. Men empatisk og handlekraf-tig – dét er hun.

21 John Stuart Mill

K v i n d e f r i g ø r e r o g f o r b i l l e d e . G e o r g B r a n d e s o m J o h n S t u a r t M i l l

22John Stuart Mill

23 John Stuart Mill23

E& '%< : juli 1870, da jeg i Paris læsende gik op og ned i mit værelse, hørte jeg en beskeden banken på døren. Urmageren! tænkte jeg. 7i det var netop den bestemte tid, på hvilken en gang om ugen en af urmagerens svende plejede at ind-nde sig for at trække alle ta8elurene op i det lille hotel Garni.

Jeg åbnede døren og uden for stod en ald-rende, høj, mager mand i en temmelig lang, sort frakke, der var knappet om livet. ”Træd nærme-re!” sagde jeg uden at se nøjere på ham og greb på ny efter min bog. Men manden blev stående, lettede på sin hat, og nævnede spørgende mit navn. ”Det er mig”, svarede jeg, og før jeg kunne spørge på ny, hørte jeg de med dæmpet stemme sagte ord: ”Jeg er hr. Mill”. Havde manden fore-stillet sig som konge af Portugal, var jeg næppe blevet mere forundret, og jeg ved ikke, hvad han kunne have sagt, der i øjeblikket havde voldt mig større glæde. Min følelse var den, som under det første kejserdømme en korporal af den unge garde fornam, når Napoleon under en af sine runder i lejren værdigedes, med et nap i øre,ippen at bemærke hans eksistens. Uvil-

kårligt betænkte jeg i samme øjeblik forskellen mellem hans adfærd og den, som en mand med tyvendedelen af hans navnkundighed ville vise i Danmark, hvor en stormand vejer sin fornem-hed ti gange på en guldvægt, inden det kunne falde ham ind, personlig at opsøge en ung mand uden navn og betydning.

Mine bestræbelser for at gøre Stuart Mill bekendt i Danmark havde vakt hans interesse for mig; han havde jævnligt skrevet mig til og endnu oftere sendt mig ,yveskrifter og blade, der kunne være mig til nytte, såvel til Køben-havn som til Paris. Han vidste altså min adresse, og da han nu netop befandt sig på gennemrejse i Paris og underligt nok ikke havde en eneste bekendt i denne stad, havde han ikke skyet den umag at tilbagelægge den lange vej fra Windsor Hotel til Rue Mazarin til fods for at gøre sin unge korrespondent et besøg.

Da han havde sagt sit navn, kendte jeg ham straks fra hans portræt. Det gav dog så lidet en forestilling om ansigtsudtryk og hudfarve som om måden, hvorpå han gik og stod. Skønt han var 64 år gammel, var hans hud skær og frisk

I

John Stuart Mi l l(1872, senere udvidet)

24John Stuart Mill 24

som et barns. Han havde denne barne-teint og disse røde kinder, som man næsten aldrig -nder hos ældre mænd på fastlandet, men som man ikke sjældent iagttager hos de hvidhårede gentlemen, der om middagen rider i Hyde Park. Hans øjne var klare og dybt mørkeblå, panden høj og hvælvet med en stærkt fremspringende knude over venstre øje; det så ud som havde tankernes arbejden tvunget deres organer til at udvide sig og ska8e plads. Næsen var stor, smal og krum. Ansigtet med de stilfulde og store træk havde et ganske usammensat, men

intet roligt udtryk; nervøse trækninger løb hen derover og syntes at røbe sjælens uroligt sitrende liv; han søgte efter ordene og stam-mede undertiden i begyndelsen af en sætning. Siddende så han med dette friske, prægtige åsyn og denne vældige pande ud som en endnu ung og kraftig mand. Da jeg senere ledsagede ham på gaden, bemærkede jeg, at der var noget hal-tende ved hans gang, så hurtigt han end gik, og at man, trods hans ranke vækst, dog så alderens spor i hans holdning. Hans påklædning gjorde ham ældre end han var. Den gammeldags dragt,


han bar, vidnede om hans fuldstændige ligegyl-dighed for sit udseende. Han var sortklædt og bar helt op om sin hat et ,or, der slog mange uregelrette folder. Efter så mange års forløb gik han endnu i sorg over sin afdøde hustru.

I øvrigt bar hans person ingen skødesløshed til skue; den talte om stille adel og fuldendt selvbeherskelse. Også uden at have læst hans værker kunne man se, at det var en af tankens konger, der havde taget plads dér i den røde lænestol ved kaminen med det ta8elur, som jeg havde næret en så ugrundet mistanke imod ham for at ville trække op

Han talte først om sin hustru, hvis grav i Avig-non han lige havde forladt. Han havde bygget sig et hus i denne by, hvor hun var død, og tilbragte altid den halve del af året der. Allerede i indledningen til hendes afhandling Enfran-chisement of women, der danner grundlaget for hans eget skrift om kvindens stilling, havde han givet sin begejstring for den afdøde et o8entligt udtryk. Han havde dér sagt, at tabet af forfat-terinden, selv i rent åndelig henseende, hverken kunne erstattes eller blot lindres; han havde erklæret, at han hellere ønskede afhandlingen ulæst end læst med den forestilling, at der i den kunne -ndes blot det svageste billede af hendes sjæl; thi denne sjæl havde ved sin forening af de sjældneste og tilsyneladende mest uforenelige fortrin været uden lige, ja han havde kaldt ”den højeste poesi, -loso-, retorik og kunst” for ”hverdags” i sammenligning med hendes evners jævnhøjde, kun i stand til at udtrykke en ringe del af hendes væsen, og havde sluttet med den spådom, at hvis menneskeslægten vedblev at udvikle sig til det bedre, ville dens historie i tilkommende tider ikke være andet end ”en fremskridende udførelse af hendes tanker og virkeliggørelse af hendes ideer”. I denne tone talte han også i mit værelse om hende. Man kan mene, at den mand, der udtrykte sig således, just ikke var nogen stor portrætmaler, og man kan betvivle den saglige rigtighed af hans dom; men man kan ikke, som det på grund af hans så yderligt forstandsagtige standpunkt i kvindesagen undertiden er sket, beskylde ham for at betragte ægteskabet som en blot kontrakt. Store digtere som Dante eller Petrarca har sat de af dem på fantastisk måde elskede kvinder

et fantastisk mindesmærke, men jeg ved ikke, at nogen digter har givet den elskende beundring af et kvindeligt væsen et så varmt og sanddru vidnesbyrd, som Mill har afgivet det om sin hu-strus værd og blivende betydning for ham. Den indskrift, han lod indhugge på hendes gravsten i Avignon, er ikke bevis på nogen kunstnerisk begavelse for sten-stilen; den har alt for mange og alt for lovprisende ord. Men hvor energisk og skøn er ikke den sætning, med hvilken den slutter: Var der kun nogle få hjerter og hoveder som hendes, ville denne jord allerede blive den himmel, hvorpå der håbes1.

På det spørgsmål, om hans hustru havde skrevet andet end det af ham udgivne, svarede Mill: ”Nej, men rundt omkring i mine skrifter -nder De hendes tanker; de bedste stykker i alle mine bøger er af hende.” – ”Også i Logikken?” – ”Nej!” gav han halvt undskyldende til svar, ”den skrev jeg, før jeg blev gift.” Jeg kunne ikke bare mig for at tænke, at fru Mills bidrag til logik-ken måske også i modsat tilfælde havde været lidet fremtrædende; lidt må dog Mill selv have hittet på. Men den ærbødige underkastelse, der i denne samtale kom til orde, var ejendommelig for den store tænkers naturel.

Der lå et dybt hang i hans sind til ikke blot at tjene en sag, men et væsen, der legemlig-gjorde det åndelige, der var ham helligst, og således kom han til efter hinanden at dyrke to personligheder, der, skønt begge sjældne og højst betydelige; næppe var ham overlegne, hans fader og hans hustru. Til faderen (og til Bentham) så han i sin første ungdom op, til sin hustru i hele den øvrige del af sit liv.

Ingen, der har læst Mills selvbiogra-, vil have glemt den mørke skildring, som han giver af den fortvivlede slaphedstilstand, der hos ham indledte mandsalderen. Det var en lang og smertelig krise, under hvilken hans natur tilbagevirkede mod den ved hans uregelrette opdragelse fremkaldte overudvikling af hans evner. I stedet for at beundre den fuldkomne åndsbeska8enhed, der lod Mill gå uskadt og fuldt udrustet ud af en så overbebyrdende og farlig skole som hans faders, fandt den engelske gennemsnitsdannelse behag i at stemple ham 1 Were there even a few hearts and intellects like hers, this earth would already become the hoped-for heaven.

II


som et naturstridigt væsen, der ikke var egnet til lærer eller forbillede. I det utroligt store og mangeartede kundskabsforråd, han allerede som dreng var sat i besiddelse af, søgte man beviset for hans lærdommes unaturlighed og Stuart Mills ”umenneskelighed”. Hvad kunne man vente sig af en læsemaskine, der tre år gammel lærte græsk og i det trettende år gennemgik et kursus i statsøkonomi? Den krise, som fulgte på overanstrengelsen, er ikke blevet mindre mistydet end drengens altomfattende opdragelse. Dens kendetegn var en fuldkom-men ligegyldighed for alle formål, som den unge mand tidligere havde fundet det værd at tilstræbe, og en uafbrudt glædesløshed, under hvilken han spurgte sig selv, om den fuldstæn-dige virkeliggørelse af hans ideer og udførelsen af de reformer, for hvilke han havde sværmet, ville ska8e ham en sand tilfredsstillelse, og så sig nødsaget til at besvare dette spørgsmål benægtende. Filoso8er har heri fundet en naturens modsigelse af Mills nyttelære, idet selv virkeliggørelsen af den højest mulige lykke for det størst mulige antal efter hans egen tilståelse ikke vilde have gjort ham lykkelig; teologer har i denne krise set en frembryden af hint skjulte tungsind, hin dybtliggende fortvivlelse, i hvilken den, der ikke tror, altid lever, selv når han ikke ved deraf. Det er dog næppe et vidnesbyrd mod lykkemoralen, at moral alene ikke skaber lykke, og det turde være et svagt vidnesbyrd for dogmetroens uundværlighed, at en højtbegavet og kritisk anlagt yngling på tyve år (der såvel før som siden med uforstyrret sjælero hjalp sig igennem verden uden dogmatisk tro) en vinter igennem sank sammen under den dybe ulyst til handling og under den tilværelsens kval, med hvilken enhver grublende ånd har at kæmpe og som næsten enhver mindst én gang i sit liv må overvinde med anspændelse af alle sine kræfter.

Der gives blandt rigere udviklede mænd kun få, der ikke har kendt hin selvopgiven; hos enkelte er den kortvarig, hos andre jævnlig tilbagevendende; kun den ydre anledning, der fremkalder den, og de våben, der anvendes imod den, er af forskellig art. Enhver har sit panser mod mismodet, én arbejdsdriften, en anden ærgerrigheden, én familielivet, en anden letsin-digheden; men gennem sammenføjningerne i alle disse pansre borer livsleden sig sin vej.

Hos Stuart Mill var nu øjensynligt dette panser visheden om at handle i et andet menneskes ånd, som han skattede langt højere end sig selv. Man bør ikke overse hans egen ytring om, at hvis ”han på hin tid havde elsket nogen anden højt nok til at betro denne anden sin sorg, ville han ikke have været i den tilstand, han var”. Havde Mill dengang kendt sin tilkommende hustru, ville krisen utvivlsomt ikke have antaget hin voldsomme karakter, hun havde sikrere end dogmer og moralsystemer hjulpet ham ud over hans dybe nedslåethed. Det ser man allerede af de træ8ende ord, med hvilke han har skildret sin tilstand: ”Jeg var strandet ved begyndelsen af min rejse med et skib, som hverken manglede god udrustning eller et ror, men det havde intet sejl.” Sejlet på dette skib, der havde så rig og kostbar en ladning inde, var og blev netop hin sværmeriske hang til at forgude og underkaste sig. På hint tidspunkt var faderens ind,ydelse i aftagen, hustruens endnu ikke begyndt; følgelig lå han stille.

Så meget fremgik allerede af den allerførste samtale med Stuart Mill, at vindingen af denne veninde var det store lod i hans liv. Kun på et eneste sted, hvor han taler om hende, er det lykkedes ham at give en forestilling om hendes væsens ejendommelighed, det er, hvor han sammenligner hende med Shelley. En kvindelig Shelley–således stod hun for ham i hans ungdom; senere syntes endog Shelley, der så tidligt bortreves af døden, i tænkeevne og åndelig modenhed ham kun et barn i sammen-ligning med hende. Han angiver ,ere gange i bestemtere udtryk, hvad han skylder hende: blikket for de .erneste formål : for teoriens sidste følger, og blikket for de nærmeste midler : for det, der i praksis umiddelbart lod sig

opnå. Den oprindelige begavelse, han tillægger sig selv, var kun rettet på, hvad der forbandt disse yderligheder, mellemkredsens sædelige og politiske sandheder.

Det forekommer mig dog ikke meget sand-synligt, at fru Stuart Mill ligefrem har indblæst sin mand nye tanker. Hendes væsenlige betyd-ning for ham må søges på to andre punkter.

For det første har hun styrket hans mod til at tænke, og mere end tankernes nyhed er det også tænkemodet, der giver de klassiske blandt hans skrifter, f.eks. bogen Om frihed, deres


præg. Flere gange kom han, allerede i vor første samtale, med beklagelse tilbage til den mangel på mod, der alle vegne holder skribenterne tilbage fra forsvaret for nye ideer. Han sagde: ”Der gives talenter af første rang som George Sand, hvis væsenligste originalitet består i modet.” ”Jeg ser”, tilføjede han, ”bort fra hendes ubeskriveligt skønne stil, hvis musik, som jeg engang har skrevet, kun kan sammenlignes med vellyden af en symfoni.”

For det andet har fru Mill ved sin kvindelige mangesidighed beskyttet sin mand mod at løbe sig fast i nogen som helst fordom. Hun har hæget om en vis tvivlsånd i hans sind, har i læresætningernes is holdt en våge åben hos ham, og idet hun stemte ham til tvivl, har hun bevirket, at han stadig skred frem. Medens ,ertallet af såkaldt frisindede mænd næsten altid køber betinget frisind på et enkelt punkt med dobbelt forstokkethed på andre, var Mill altid på sin post mod vedtagne fordomme, ja gik endog til sin død angrebsvis til værks imod dem, opsøgte dem med fuldkommen uforfær-dethed i deres forskansninger for at forklare og tilintetgøre dem.

Sluttelig kan der næppe herske nogen tvivl om, at fru Mill har haft en stor andel i hendes mands optræden til gunst for kvindernes samfundsstilling. På det spørgsmål, om han havde svaret sine angribere i kvindespørgsmålet, svarede han, at han ikke havde givet dem noget svar og ville det heller ikke: ”Hvorfor altid gentage det samme; ingen af dem har forebragt noget af værdi.” Jeg berørte mange lægers modstand, de indvendinger, der beråber sig på naturnødvendigheder, som kvinden er underka-stet. Han udtalte sig meget hårdt og afgjort om lægevidenskabelige fordomme i almindelighed: ”Der gives,” sagde han, ”ingen fordomsfuldere mennesker end lægerne.” Længe og med for-kærlighed dvælede han derimod ved kvindernes lyst og ikke sjældne kald til lægevidenskabelig gerning. Han talte om Miss Garrett, der da nylig havde underkastet sig eksamen som læge i Paris, og roste hende som den første kvinde, der havde vist dette mod. I et brev til mig havde han engang betegnet kvindespørgsmålet som ”det i hans øjne vigtigste af alle nutidens politiske spørgsmål”; det var i ethvert tilfælde i hans sidste leveår et af dem, der sysselsatte ham

personligt mest. Han skyede hverken skriftligt eller mundtligt

de stærkeste udtryk for at stille sin opfattelse af det unaturlige i kvindernes afhængighed i det rette lys. Han havde jo end ikke frygtet at udæske latteren ved den stærke påstand, at vi overhovedet indtil nu slet ikke vidste noget om kvindens væsen, da vi endnu aldrig havde set det udfolde sig i frihed, ret som om den hele historie og den hele litteratur, som om Rafaels sixtinske madonna, Shakespeares unge piger, samtlige af kvinder forfattede skrifter slet ingen belæring gav os om det ypperste eller om svaghederne i det kvindelige naturel. I dette ene punkt var han næsten fanatisk. Han danner med sin virkeligheds.erne tro til kvindens evner iblandt dette århundredes -losofer den polære modsætning til Schopenhauer med hans ringe-agt for kvinden. Mill, der i alle forhold mellem mand og mand var -nheden og hensynet selv, lod sig henrive til næsten fornærmende ytringer, når anderledestænkende ytrede en afvigende mening om hans kære grundspørgsmål. En dag hos Taine bragte posten et brev fra Stuart Mill. Det var svar på en skrivelse, i hvilken Taine over for de i Kvindernes underkuelse udtalte tanker havde ytret den anskuelse, at den her tilstræbte forandring i kvindens samfundsstilling måske kunne få et fortrinligt udfald i England, hvor den stemte overens med racekarakteren, men sikkert ikke vilde lade sig sætte igennem i Frankrig, hvor kvindernes anlæg og tilbøje-ligheder var af så ganske forskellig art. Mills fyndige svar, som blev mig rakt med et smil, lød således: ”Jeg ser i deres ytringer et kendetegn på den foragt for kvinden, der er så gennemgående i Frankrig. Alt, hvad jeg kan sige dertil, er, at de franske kvinder gengælder franskmændene denne foragt med renter.”

Det ejendommelige ved Mills standpunkt i dette frigørelsesspørgsmål var, at han ganske støttede sig på en sokratisk uvidenhed. Han fraskrev som sagt årtusinders ophobede erfaringer enhver beviskraft med hensyn til grænserne for den så længe trælbundne kvinde-lige begavelse, og påstod, at vi på forhånd ikke vidste noget som helst om kvinden. Han gik ikke ud fra noget doktrinært begreb om særligt kvindelige færdigheder, støttede sig til den simple sætning, at mændene ingen ret havde


til at forbyde kvinderne nogen sysselsættelse, der havde tiltrækning for dem, og erklærede ethvert formynderskab over dem ikke blot for uretfærdigt, men for unyttigt, da den frie kappestrid af sig selv ville udelukke kvinderne fra ethvert arbejde, hvortil de ikke duede eller i hvilket de blev afgjort overtrufne af manden. Han har skræmt mange ved straks den første gang, da han bragte sagen på bane, at drage de sidste følgeslutninger af sin lære og f.eks. tage ordet for kvindernes umiddelbare deltagelse i lovgivningsvirksomheden; men dog havde han som englænder virkelighedssans nok til at indskrænke den praktiske agitation til et eneste punkt. På spørgsmålet, hvorfor man i England og Amerika med forbigåelse af kvindernes dog allerførst nødvendige økonomiske frigørelse, havde rettet alle bestræbelserne på den vanske-ligere opnåelige politiske stemmeret, svarede han: ”Fordi, når den er opnået, alt øvrigt følger af den.”

Af frygt for at vise mig påtrængende gav jeg et afslående svar på Mills opfordring, at rejse med ham til London, men -k en indbydelse til at be-søge ham i England. Jeg havde netop dengang læst hans mesterlige værk om Hamiltons %loso%, var opfyldt deraf og havde tusinde -loso-ske spørgsmål på hjerte; jeg betragtede det da som en des større lykke for mig, at der frembød sig en så sjælden lejlighed til at drøfte mine tvivl med forfatteren selv, og en uge efter ringede jeg på havelågen uden for Stuart Mills sted i Blackheath Park nær ved London, denne låge, foran hvilken jeg aldrig har stået uden glad for-ventning, og som jeg aldrig har lukket efter mig uden følelsen af at være åndeligt beriget. Andre mennesker bliver bevægede, når en konge viser dem en nedladende opmærksomhed. Hvad er en konge? Fraset civillisten er han en magt-haver. Det forekommer mig da, at mænd som Stuart Mill er de sande konger; thi det er mænd som ham, der i virkeligheden regerer landene, ja regerer dem endnu efter deres død.

Min universitetsopdragelse i København havde været rent metafysisk; de -loso-ske professorer, Rasmus Nielsen og Hans Brøchner, havde, trods deres menneskevæsens dybe forskelligartethed og uligheden mellem dem på det religiøse område, i alt væsenligt det samme

skolepræg. De havde begge begyndt deres løbebane som teologer og var så begge blevne hegelianere, den ene påvirket af det hegelske højre, den anden af det hegelske venstre. De havde dernæst, som i hin tid Nordeuropas ,este -losoferende, ”frigjort sig fra Hegel” , hvad dog var således at forstå, at Hegel stadig i deres tankekreds var det første og det sidste; hans metode blev, snart skarpsindigt, snart spids-ndigt, lært fra det kateder, der var helliget dyrkelsen af det absolutte, subjekt-objektet; hans værker blev anførte, hans par vittigheder gentagne, og en trættende, endeløs fejde ført mod hans formentlige vildfarelser, om hvilke vi erfarede, at de næsten alle havde deres grund i hans ”undervurdering af virkeligheden”, især i manglerne ved hans indsigt i naturvidenskab. Men selv hans vildfarelser måtte synes tilhøre-ren kosteligere end andre tænkeres sandheder, da det for at nå til sandheden – som R. Nielsens eksempel viste – altid var nødvendigt at krybe igennem en vildfarelse af Hegel. Ved Københavns Universitet gjaldt til trods for dets ellers ikke alt for venskabelige forhold til Tyskland den sætning for ubestridelig, at den moderne -loso- var en tysk, som den antikke en græsk videnskab. Den engelske empirismes og den franske positivismes tilværelse var ikke anerkendt på universitetet; særlig om engelsk -loso- hørte vi kun tale som en af Kant længst overvunden og tilintetgjort retning. Det blev kun ved en vis kraftanstrengelse muligt for en studerende at vikle sig ud af den i Danmark herskende skoles ledebånd.

”De kender altså Hegel så nøje,” sagde Mill, ”De forstår tysk?”

”Jeg læser det næsten lige så let som mit modersmål.”

”Jeg selv læser tysk,” svarede han, ”men jeg kan dog så lidt tysk, at jeg i Tyskland endog har møje med at -nde mig tilrette på jernbanesta-tioner og deslige.”

”De kender den tyske -loso- af oversættelser?””Kant har jeg læst i en oversættelse, af Hegel

heller ikke i oversættelse det ringeste. Jeg kender ham kun af gengivelser og modskrifter, bedst af den kortfattede fremstilling, som Englands eneste hegelianer, Stirling, har givet.”

”Og hvilket indtryk har De fået af Hegel?””Det, at de skrifter, i hvilke Hegel har forsøgt

III


at anvende sine principper, måske kan inde-holde et og andet godt, men at alt, hvad han har skrevet af ren metafysik, er nonsens.”

Jeg studsede ved ordet og ytrede, at dette ord dog vel måtte forstås med et gran af salt.

”Nej, ganske efter ordlyden,” svarede han. Han dvælede ved systemets grundrids, ved den første begyndelse, læren om væren, der sættes lig med intet, og udråbte:

”Hvad vil De, der skal komme ud af det hele, når man begynder med en sådan so-sme? Har De virkelig selv læst Hegel?”

”Ganske vist, det meste, han har skrevet.” Mill (med en højst vantro mine): ”Og De har forstået ham?””Jeg tænker det, i det mindste i alle hoved-

træk.”Han (med næsten naiv forundring): “Men er

der da virkelig noget at forstå?”Jeg forsøgte at besvare dette besynderlige og

vidtløftige spørgsmål så godt jeg kunne, og Mill sagde, ikke just overbevist, men imødekom-mende: ”Jeg begriber meget godt den pietet og taknemmelighed, som De føler mod Hegel. Man er altid dem taknemmelig, der lærte en at tænke.”

Læseren ser, hvor ganske Mill var en mand af én støbning, en ægte englænder, egensindig og hårdnakket, udrustet med en særegen benet og knoklet viljes kraft og helt berøvet evnen til smidig kritisk tilegnelse. Dog hvad der ved denne lejlighed greb mig mest, det var det dybe indtryk, jeg modtog af den mærkværdige uvi-denhed, i hvilken endnu i den anden halvdel af det nittende århundrede de betydeligste mænd i de forskellige lande, selv i de par hovedlande, svævede om hverandres fortjenester og værd. Jeg følte, at man kunne gøre en ikke ganske ringe nytte blot ved at udforske, konfrontere og forstå disse udmærkede ånder, der ikke forstod hinanden indbyrdes.

De gængse indvendinger mod den empiriske -loso-s grundsætninger var Mill vel bekendte. ”Det er,” sagde han, ”de gamle tyske bevis-grunde.” Han førte dem alle tilbage til Kant og havde sine svar på rede hånd.

Det er her ikke stedet til at behandle det store, mellem de to moderne skoler svævende stridsspørgsmål, et spørgsmål, der i Tyskland næsten af alle tænkerne bliver besvaret i tysk,

i England næsten af alle tænkerne i engelsk ånd; naturligvis ville Stuart Mill ingenlunde indrømme, at David Hume var gendrevet af Kant, en anskuelse, jeg nu fuldstændig deler, og der efter min opfattelse, når den nærværende Kant-forgudelse har lagt sig noget, vil trænge almindeligt igennem. Et tidens tegn er det i denne henseende, at de yngre professorer og docenter ved Berliner-universitetet tilhører den engelske retning i -loso-en, og at der fra dette universitet er udgået en bog som Friedrich Paulsens Kants erkendelsesteori. Dengang anede jeg vel allerede, at den rationalistiske og den empiriske erkendelseslære på en eller anden måde måtte kunne bringes i overensstemmelse med hinanden; men jeg kendte endnu ikke Herbert Spencers simple løsning af gåden. Mill udtalte sig kort men afgjort mod alle mæg-lingsforsøg og sluttede med de ejendommeligt beskedne, men faste ord, der er blevne i min erindring: ”Jeg tror, at man må vælge imellem teorierne.”

I denne ånd udtalte han sig også om de forskellige moderne -loso8er, der stod ham nær. Han anbefalede at studere Herbert Spencer, dog ville han ikke råde til sysselsæt-telse med denne tænkers senere værker; han mente, at Spencer i den havde .ernet sig fra den gode metode; han fremhævede derimod indtrængende Spencers Principles of Psychology og især Bains to hovedværker &e senses and the intellect og &e emotions and the will. Han forærede mig et eksemplar af dem af ham og Bain i forening udgivne og med anmærkninger forsynede udgave af hans faders bog Analysis of the human mind, idet han priste dette værk som et hovedværk af den engelske skole i dette århundrede, og da jeg havde talt til ham om min beundring for hans kritik af den hamilton-ske -loso-, sendte han mig dagen efter endnu denne bog. Næsten af sig selv måtte samtalen falde på Taines dengang lige udkomne værk De l ’intelligence, i hvilket Mill så ivrigt er gransket, benyttet og gendrevet, og som måske er det va-rigste mindesmærke, den engelske retning i den moderne franske -loso- har sat sig. Mill roste Taine, kaldte hans bog en af det nye Frankrigs grundigste og betydeligste bøger og sagde mig om den omtrent, hvad jeg senere fandt gentaget i hans anmeldelse af dette værk i Fortnightly


Review (juli 1870); bogen som helhed var ham kær; mod dens sidste kapitler havde han samme art af indvendinger at gøre som mod Herbert Spencers senere værker. Man måtte jo efter hans overbevisning en gang for alle ”vælge” afgjort imellem empiriens betingede viden og intuitionens ubetingede vished, og Taine havde i den sidste bog af sit værk netop forsøgt at opstille grundsætninger, der ikke lod sig udlede af erfaringen, og som derfor havde gyldighed for hele verdensaltet, uafhængigt af grænserne for vor erfaring. Mill mente som bekendt end ikke at kunne sikre algebraens og geometriens læresætninger, hvis empiriske oprindelse han søgte at fremstille, mere end et indskrænket herredømme. Han roste den lille bog Essays by a barrister, af hvilken han selv har anført nogle sætninger. Den anonyme engelske forfatter -nder det fuldstændig tænkeligt, at såvel vor lille tabel som vore geometriske håndbøger er ugyldige i andre solsystemer. Spørgsmålet er, siger han, om vor sikkerhed på sandheden af den lille tabel hidrører fra erfaringen eller fra en oversanselig overbevisning om denne. Sandhed, der vel fremkaldes ved erfaring, men går forud for erfaringen og former denne; han opstiller som talsmand for den første synsmåde nogle tankevækkende eksempler:

Der gives en verden, i hvilken, når to par ting enten bringes i nærheden af hinanden eller iagttages sammen, en femte ting umid-delbart bliver skabt og træder frem inden for dens synskreds, der er sysselsat med at sammenlægge to og to. Dette er sikkert nok ikke ufatteligt; thi vi kan let, når vi tænker på almindelige taskenspillerkunstner [eller på skuddage], gøre os en forestilling om dette resultat. Lige så lidt kan man sige, at sagen overgår almagtens kræfter. I en sådan verden ville nu utvivlsomt to og to være fem. Dette viser, at denne sammenlægning aldeles ikke i og for sig er ufattelig, og dog er det på den anden side såre let at indse, hvorfor vi er aldeles overbeviste om, at to og to er -re. Der gives formodentlig næppe et øjeblik i vort liv, hvor vi ikke erfarer denne kendsgerning. Vi ser den, så ofte vi tæller -re bøger, -re borde eller stole, -re mænd på gaden eller de -re hjørner af en brosten,

og vi føler os vissere på denne kendsgerning end på, at solen vil stå op i morgen, fordi vor erfaring angående den er så meget rigere og -nder anvendelse på et sådant utal af tilfælde. Det er heller ikke sandt, at alle, der har foretaget denne sammenlægning, er lige overbeviste om dens rigtighed. En dreng, der netop har lært tabellen, er ganske vis på, at to og to er -re, men ofte yderst usikker på om 7 gange 9 er 63 eller ikke. Hvis hans lærer sagde ham, at to gange to er fem, ville hans vished blive stærkt rokket.

Man kunne også tænke sig en verden, i hvilken det blev almindelig antaget, at to lige linjer indesluttede et rum. Man kunne forestille sig en mand, der aldrig gennem nogen af sine sanser havde gjort nogen erfaring angående lige linjer, og man tænke sig ham pludselig stillet ved en jernbane, der med fuldkomment lige linjer strakte sig ud i det uendelige i begge retninger. Han ville se skinnerne – de første lige linjer han nogensinde havde tru8et – mødes på begge sider af synskredsen eller dog nærme sig hinanden stedse mere, og han ville i mangel af enhver anden erfaring slutte, at de virkelig, når de blot fortsattes langt nok, ville omspænde et rum. Erfaring alene kunne rive ham ud af vildfarelsen. En verden, i hvilken enhver genstand var rund, alene med undta-gelse af en lige, men utilgængelig jernbane, vilde være en verden, i hvilken enhver ville tro om to parallelle linjer, at de var i stand til at indeslutte et rum.

Mill gav disse humoristiske vrangslutninger, som man næppe vilLe behøve Spencers &e test of truth eller Jevons’ kritik af Mill for at gen-nemskue, sit bifald, eller rettere: Han hyldede den grundanskuelse, af hvilken de udsprang: ”Hvis vi kun havde synets sans uden følesansen, så ville vi – sagde han – ikke nære nogen tvivl om, at to eller ,ere legemer kunne be-nde sig på samme sted; så fuldstændigt afhænger disse tilsyneladende på forhånd indlysende sætninger af vore organers og erfaringers beska8enhed.”


Samtalen faldt engang på forholdene i Rom i de dage. I anledning af en sammenstrømning af -ne folk til en kirke, som vi i fællesskab havde iagttaget i Paris, bemærkede jeg: ”De har i Deres Dissertations and Discussions skrevet nogle ord, som De næppe ville lade gælde nu; De siger der: Man kan for de højere klassers vedkommende lige så gerne kalde Frankrig et buddhistisk land som et katolsk; det ene er ikke mere sandt end det andet. – Vil De endnu forsvare denne sætning?” Han svarede: ”Det var dengang sandere, end det nu er; der er i vore dage kommet en ny reaktion, som jeg ikke kunne tænke mig muligheden af. Jeg troede i min ungdom ikke, at den menneskelige ånd nogensinde kunne gå tilbage. Nu ved jeg det.” En stor del af skylden for denne åndelige reak-tion tillagde han den franske universitets-loso-. Han talte med ringeagt om Cousin og hans skole. ”Ligefuldt,” sluttede han, ”bliver jeg ved min gamle overbevisning, at Frankrigs historie i den nyere tid er hele Europas historie.”

Denne sidste betragtningsmåde, der i Stuart Mills skrifter overalt skinner igennem, er en ensidighed, der ret vel lader sig forklare dels ved hans mangel på kendskab til tysk litteratur, dels ved hans undervurdering af de engelske forhold, i hvilke han selvfølgelig lettest opdagede skader og skrøbeligheder.

Man kan mene, at han har udtalt sig alt for nedsættende om Englands betydning og Eng-lands nyere historie. Men hvad man i høj grad bør anerkende, det er det mod, han bestandig har udvist over for den pirrelige nationalfølelse hos sine landsmænd. Så engelsk han end er ved udvikling og dannelse, så nævner han i sine skrifter dog næsten aldrig England og engelske forhold uden for at dadle dem, og hvor han kan -nde en lejlighed til at hæve fremmede, især franske tilstande på de engelskes bekostning, forsømmer han den aldrig. Siden Byrons og Shelleys tid er der ikke blevet talt med en sådan ringeagt om Englands forfatning, om det engelske selskabsliv, om engelske lyder og laster som i Mills almenfattelige skrifter. Går han end i dette punkt øjensynligt for vidt, så gør dog hans afsky for at vinde yndest ved at smigre nationalforfængeligheden ham den største ære.

Han trodsede de nationale fordomme om muligt endnu dristigere på det religiøse område

end på det politiske. Der -ndes i alle hans skrifter ingen linje, der kunne udlægges som en indrømmelse til den engelske kirke og dens lærdomme, ingen tvetydighed, i kraft af hvilken han kunne tages til indtægt af den engelske religiøsitet. Og fra sin grav talte han endnu tydeligere end i levende live. Det hedder i hans selvbiogra- :

Hvad religionen angår, så tror jeg den tid kommer, da enhver forstandig mand, der efter alvorlig overvejelse er kommer til den overbevisning, at de gældende meninger ikke alene er falske, men også skadelige, har den pligt at gøre sine afvigende anskuelser bekendte; i det mindste bør han handle således, hvis hans stilling eller navn gør det sandsynligt, at der vil tillægges hans mening betydning. En sådan tilståelse ville én gang for alle gøre ende på den almindelige fordom, at hvad man meget uegenligt kalder vantro er forbundet med uklar tanke eller slet hjerte. Verden ville blive forbavset, hvis den erfarede, hvor mange af dens mest lysende prydelser af dem, som nyder den mest almindelige udmærkelse og agtelse på grund af visdom og godhed, der er fuld-stændig skeptiske i religiøse spørgsmål. Mange undlader imidlertid at tilstå deres tvivl, mindre af personlige hensyn end på grund af en samvittighedsfuld, skønt efter min mening aldeles urigtig frygt for at gøre mere skade end gavn ved at udtale noget, der kunne svække troen, og, som de mener, derved tillige sædeligheden.

Man tager måske ikke fejl, når man i den franske litteraturs friere holdning i det religiøse spørgsmål -nder forklaringen til en del af den tiltrækning, som den trods det meget i den, der måtte være Mill .ernt og fremmed, stadig udøvede på ham. Han var desuden meget ung kommet til Frankrig; han havde tilbragt sit femtende år der og ved den lejlighed allerede lært det fransk, han kunne. Da det franske sprog var det eneste fremmede, som han talte ,ydende og hyppigt (om end ikke uden stærk engelsk betoning), da han fremdeles hele sit liv igennem havde stræbt at indføre franske ideer i England og bibringe sine landsmænd kærlighed til den

IV


franske folkeånd, måtte Frankrig nødvendigvis for ham, næsten som for en indfødt fransk-mand, komme til at repræsentere Europa.

Blandt alle franskmænd, som Mill havde kendt, var, tror jeg, Armand Carrel ham den kæreste; den afhandling, han har helliget ham, er måske også den skønneste og sjælfuldeste, han har skrevet. Af den store beundring, med hvilken han mindedes Garrel, forklarer jeg mig til dels hans heftige uvilje mod Sainte-Beuve. Aldrig kunne han tilgive Sainte-Beuve, at han, der engang havde været ven af Garrel og medarbejder af National, sluttede sig til det andet kejserdømme og lod sig vælge til senator. Men dog ville denne enkelte kendsgerning ikke være nok til at begrunde så hårde ord om Sainte-Beuve, som dem Mill i min nærværelse lod falde. Sainte-Beuve var ham imod af den samme årsag, på grund af hvilken han nærede så levende forkærlighed for Garrel. Han havde ganske vist ikke studeret ham grundigt, f.eks. aldrig læst hans Port-Royal. Men en ånd med så retlinjet sigte og af så principfast en skarphed som Mills måtte føle sig frastødt af Sainte-Beuves bøjelige, eftergivende naturel; thi Mill var en karakter, stiv, kantet og fast; Sainte-Beuves ånd derimod var som en sø: vid, blød, elastisk og af stort omfang, men bevægende sig i lutter små og ubestemt afgrænsede bølger. Derfor var Stuart Mill som skabt til autoritet; hans tone var en befalingsmands, og selv når han var dristigst, syntes han ved den myndighed og sikkerhed, med hvilken han fastslog sine resultater, at afvise enhver modsigelse. Sainte-Beuve derimod har aldrig sluttet sig helt og uden forbehold til nogen sag uden til den romantiske i sin tidlige ungdom og til den frie tankes i sine sidste leveår; han har aldrig været helt katolsk eller helt saint-simonistisk eller helt republikaner eller helt kejserlig eller helt klas-sisksindet eller helt naturalist; kun ét har han været helt: Sainte-Beuve, det vil sige kritikeren med den næsten kvindelige samfølelse og den altid lurende tvivl. Han var af tigerslægten, men han var ikke nogen tiger. Han sluttede sig ikke fuldstændig til nogen eller noget, men han gned sig op ad alt, og denne gnidning fremkaldte gnister. Stuart Mills uvilje imod ham var hun-dens mod katten. Det var Sainte-Beuve umuligt at skrive simpelt; han kunne ikke afgive nogen

dom uden at betinge den ved et helt system af bisætninger; han kunne ikke udtale nogen nok så kortfattet ros uden at krydre den med al slags ondskab. Taine sagde engang: ”en rosende sætning af Sainte-Beuve er en sand rede fuld af blodigler.” Man sammenligner nu Stuart Mills hele tænkemåde og stil: hans tanker altid stort anlagte, omspændende det almene, uden evne til at fastholde det enkelte; hans foredrag prunkløst, kunstløst, nøgent som et landskab, hvis eneste skønhed består i jordsmonnets simple og vældige former.

Stuart Mill udtalte sig en dag om forholdet mellem litteratur og teater i England og Frank-rig. Han fremsatte den påstand, at franskmæn-dene, der i det 17de århundrede har tilegnet sig spanske, i det 18de århundrede engelske og i det 19de tyske ideer, i grunden ikke besidder megen anden litterær originalitet end den, der ligger i formen. Mill, der så temmelig manglede sansen for det egentlig æstetiske og der snarere elskede ideerne i kunsten end kunsten for dens egen skyld (hans afhandling om Alfred de Vigny er et vidnesbyrd derom), følte tilsyneladende aldeles ikke, at franskmændenes digteriske og kunstneriske originalitet kunne bestå uanfægtet selv af denne (alt for stærke) begrænsning af deres op-ndelsesevne; thi hvor form og indhold er uadskillelige, der er oprindelighed i formgiv-ningen enstydig med oprindelighed overhove-det. Uden i samtalen at indlade mig på dette synspunkt svarede jeg kun, at en egenskab, som man plejer at bebrejde franskmændene, deres såkaldte over,adiskhed, kommer dem i høj grad til gode, når de efterligner. 7i efterligningen er mest tilsyneladende. Med et stærkt hang til at lade sig påvirke af alt fremmed forbinder franskmændene i reglen en næsten fuldstændig mangel på evne til at opfattede det fremmede sagligt, og derfor bliver det nationale præg alle vegne kendeligt under et let anstrøg af fremmed fernis, således hos Victor Hugo som efterligner af Shakespeare, hos Alfred de Musset som efterligner af Byron.

Mill indrømmede mig den franske skuespil-kunsts overlegenhed over den engelske. Jeg havde en aften i Adelphi-teatret overværet en opførelse af Malieres Den indbildt syge under titel af &e robust Invalid og, da jeg havde set stykket meget ofte i Paris, haft rig lejlighed til


at sammenligne den

engelske spillemåde med den franske. I London spilledes stykket groft, karikeret, uden ringeste forsøg på karakteropfattelse. Den syge og tjenestepigen tillod sig allehånde plumpe overdrivelser, brølede, for ret at understrege meningen, på den råeste måde, ja havde endog den frækhed at ende to af akterne med en cancan og det medens samtidigt af engelsk snerperi scenerne med klystersprøjten og alle de udtryk, der kunne såre høviske øren, var udeladte. ”Ja,” sagde Mill, ”teatret er hos os sunket i forfald. For komediens vedkommende ligger det måske i, at det engelske væsen er så formløst og uteatralsk, at vore håndbevægelser er så stive og så få, medens franskmændene også i deres daglige liv bestandig er skuespillere; men i tragisk retning har vi dog store navne at opvise. Hvem ved, om ikke i vore dage læsning overhovedet vil fortrænge teaterbesøget.”

Han førte samtalen fra teatret hen på engelske forfattere og omtalte med stærk påskønnelse to fra ham selv så forskellige skribenter som Dickens og Carlyle. I hvor høj grad han end

selv var forstandsmenneske, forstod han dog til fulde at vurdere både digteren med det store, varme hjerte og historikeren med den sprin-gende, synske fantasi. Dickens var dengang lige død; i Westminster-abbediet var der et åbent sted, hvor hans lig var sænket ned. Denne ene grav var bedækket med levende roser, medens rundt omkring tunge, kolde stenmonumenter dækkede alle de andre grave; det virkede som et sindbillede. Mill talte med beklagelse om, at han aldrig havde kendt Dickens personligt og kun gennem andre vidste, hvor sjælden han også som menneske havde været.

Mills sidste ord drejede sig om den nærfore-stående tysk-franske krig, som han med mørke anelser så i møde. Han betragtede den som en ulykke for den hele europæiske kultur, ja for den hele menneskehed.

Jeg så ham længe ind i hans dybe, blå øjne, inden jeg kunne overvinde mig til at sige ham farvel for sidste gang. Jeg ville forsøge at indprente mig dette alvorlige og strenge, men tillige så dristige blik, der endnu hos oldingen var så frisk som en ynglings. Jeg ville gerne gøre mig det umuligt at

glemme den egne storhed, som hvilede over mandens skikkelse og prægede hans ord. Det har betydning for opfattelsen af en forfatters karakter, i hvad forhold indtrykket af hans menneskevæsen står til indtrykket af hans væsen som skribent. Disse to indtryk dækkede fuldstændig hinanden hos Mill. Der fandtes ikke nogen egenskab hos ham som forfatter, som ikke kunne gen-ndes hos ham i personlig omgang, og hans forskellige egenskaber var i begge kredse overordnede og underordnede hinanden på samme måde. Der gives skribenter, hos hvilke en bestemt egenskab som f.eks. menneskekærlighed eller vid eller værdighed er mere fremtrædende, når de skriver, end ellers i deres liv, andre, i hvis skrifter egenskaber som humor eller fri menneskelighed, der i privatlivet gør dem elskværdige, ikke er at spore. De ,este står langt tilbage for deres bøger. Hos Stuart fandtes ingen ulighed af denne art, thi han var sanddruheden selv, og han havde intet at dølge.

Der forekommer i Mills selvbiogra- en lille begivenhed, der giver en målestokken for denne sanddruhed. Som kandidat til Underhuset blev han på et af lutter arbejdere bestående


vælgermøde adspurgt, om han havde skrevet og o8entliggjort den sætning, at de arbejdende klasser i England ”endnu i almindelighed var løgnagtige”. Han besvarede straks spørgsmålet med det korte ”Ja”. (I did). ”Næppe”, tilføjer han, ”havde jeg udtalt disse ord, før et voldsomt bifald rungede igennem forsamlingen. Arbej-derne var åbenbart så vante til at få tvetydige og undvigende svar af dem, der søgte deres stemmer, at de, når de i stedet derfor -k en ligefrem tilståelse af noget, der var dem ube-hageligt, langt fra at blive fornærmede derover, straks sluttede, at dette var en mand, de kunne have tillid til.” Mill giver den beskedneste tydning af det, som skete. Men læseren aner, hvilken sandhedskærlighedens glorie, der i hint øjeblik måtte omstråle den, hvem mænd, der var

forvænte ved politiske smigrerier, lønnede for en beskyldning, der gik ud på gennemgående løgnagtighed, med en sådan bifaldsstorm. Også i det daglige liv var der om Mill hin usynlige stråleglans af den høje sandhedskærlighed. Fra hans hele væsen lyste renheden af hans karakter. Man må tænke tilbage på oldtidens ædleste skikkelser, mænd af Marcus Aurelius’ art, for at -nde en personlighed, der kunne jævnføres med Stuart Mill. Han var lige sand og lige stor, om han i et verdensberømt værk henvendte sig med modent overvejede tanker til en læsekreds, der var udbredt over hele jordkloden, eller om han i sit hjem, uden nogensinde at lade sin overlegen-hed føles, henkastede en tilfældig ytring til en fremmed gæst.

Teksten er trykt efter Samlede Skrifter, bind 9. Skånselsløst retskrivningsreformeret af Anders Johannsen

AF STINE PILGAARD

er der

til stedeen læge

36Er der en læge til stede?

Læger er et mærkværdigt folkefærd. De er som regel venligt nedladende og ekstremt neurotiske. Jeg kender en læge, der vasker hænder omtrent hundrede gange om dagen, og som altid retter på mit hår, hvis det er asymmetrisk. Hun bruger en lineal, når hun lægger dug på, hvilket hun tit gør, fordi hendes bord er af egetræ og ikke tåler dagens lys, menneskelig berøring eller rødvinspletter. Hun forsker i OCD, og på sin vis !nder jeg det oplagt. Læger har deres eget sprog, især holder de af at sige alt andet lige. Den sproglige konstruktion i sætnin- gen lægger op til en antagelse, der er baseret på, at alt andet er, som man antager. Altså lige. Det lægger op til, at man kan frembringe de!nitioner, der kun er reelle i det omfang, alle andre de!nitioner også er det. Jeg får altid lyst til at påpege, at intet i verden er lige. At alle eksistenser er skæve og alle sjæle forvredne, at alle eksempler er potentielt afvigende fra sig selv, og at tilværelsen er uforudsigelig. Jeg sidder i venteværelset, og en eller anden siger mit navn og beder mig følge med. Jeg får lyst til at kaste rundt med stolene og samle dem op igen. Og smide alle hans papirer på gulvet, mens jeg danser rundt på dem med en vanvittig latter til en musik, som kun jeg kan høre. Han ser forvirret på mig med noget, der skal forestille ro, og spørger, hvad han kan hjælpe mig med.

Alt andet lige

37 Er der en læge til stede?

LægeskrækJeg overvejer, om han overhovedet kan hjælpe mig med noget. Jeg tænker på engang, jeg sad ved siden af en læge til et bryllup. Min bordherre var øre-næse-hals-læge, så jeg vidste med det samme, at det blev en lang aften. For hø"ighedens skyld spurgte jeg til hans yndlingsdiagnose. Efter en længere enetale kom han frem til, at det måtte være Kartageners Syndrom, noget med nogle cilier, der var abnorme. – Cilier er !mrehår i luftvejene, hviskede han fortroligt. Jeg slukkede min cigaret. Det sås tit hos børn, der led af recidiverende sinuiter, fortalte han. Jeg troede, at sinui-ter var en undergruppe af eskimoer, der levede på Grønland. Jeg fortalte ham, at barokken var en yderst interessant periode i litteraturhistorien, fordi den på mange måder foregreb postmodernismen. Han sagde, at det kunne være interessant at lave en undersøgelse, hvor man tog røntgenbilleder af børns thorax. Jeg sagde, jeg troede, thorax var en dinosaurusart. Han smilede indforstået til sig selv og sagde, at det var brystkassen, og at en del patienter med Kartageners Syndrom havde Situs Invertus. Jeg spørger, om det ikke er det der punkband fra Tyskland. Han fortæller, med slet skjult ophidselse, at nej, det er det ikke, det er en tilstand, hvor alle patien-tens organer er spejlvendte. Jeg siger, at netop spejlingen er interessant. Barokkens digtere brugte spejling som udtryksform for at vise, at verden ikke er endimensio-nel. Han siger, at Situs Invertus angiveligt skyldes ciliernes abnorme funktion alle-rede i fostertilværelsen i perioden, som hedder gastrulationen. Jeg nikker og siger, at barokkens digtere anvendte mange vanitas-symboler, for dog at sige noget på latin. Symbolerne kom ofte til udtryk i sæbebobler og påpegede forgængeligheden i øjeblikket, siger jeg. Han ser irriteret på mig, men genvinder koncentrationen og fortæller, at cilierne ikke kan erstatte fostervands"owet. Jeg siger, at postmodernis-men, i lighed med barokkens tænkere, forsøger at fastholde livets skrøbelighed, men med et ganske andet udtryk. Han siger, at det er det, der kan føre til Situs Invertus.


MetaforerMin læge er den mest uhæmmede metaforanvender, jeg nogensinde har mødt, og det glæder mig for Aristoteles, at han afgik ved døden i det fjerde århundrede før vor tidsregning. Aristoteles ville virkelig have fået hovedpine ved en konsultation hos min læge. Denne ville nok have smilet fornøjet og anbefalet to iprener og to panodiler hver sjette time og have sammenlignet det med et eller andet mærkeligt for at sikre sig, at Aristoteles nu også forstod det. – Så kan man holde den gående hele dagen, som han plejer at sige. Jeg tror ikke, at Aristoteles ville have holdt den gående og slet ikke i selskab med min læge. Han blander altid ordsprogene sammen, bytter om på antonymer og synonymer og sammenligner konsekvent usammen-lignelige ting. Mens jeg ser Aristoteles vakle lidende ud af klinikken, tænker jeg, at Richards ville have bedre forudsætninger med sin metaforiske interaktionsteori. Richards ville have et fælles udgangspunkt med min læge, da de begge fornæg-ter tertium comparationis, ideen om at metaforer opstår på baggrund af formens lighed. Nu jeg tænker over det, burde jeg nok arrangere et møde. Richards var erklæret kognitivist og anskuede metaforer som en måde at forholde sig til verden på. Han blev senere suppleret af Lakoff og Johnson, der ligeledes mente, at meta-forer var kognitive fænomener og underlagt systemer og strukturer. Jeg hører en hvinende, skinger lyd! Her går det galt. Min læges metaforer kan ikke underlægges nogen strukturer, de "yver til højre og venstre og opfører sig særdeles ustyrligt. Det ville resultere i et nervøst sammenbrud for Richards, og her ville iprener og panodiler ikke hjælpe. Jeg ser mig omkring, og alle hedengangne metaforteoretikere opløses, og jeg ser på min læge, der vifter med armene og ikke er klar over, at han er ved at få en væsentlig plads i europæisk sproghistorie. Han taler om nogle åbne kort, som det er vigtigt at spille med, og så er der også noget med nogle livliner, der skal klippes over, og han kommer med en lang udredning. For sent opdager jeg pausen og det afventende blik. Han spørger, hvad jeg tænker. Jeg kan ikke få mig selv til at sige det. Det er simpelt hen upassende og ville ødelægge behandlingen. Men mellem os to: Jeg tænker, at jeg har lyst til at op!nde en so!stikeret metaforisk lidelse og kalde den hans navn, og at forordet i bogen, hvor den beskrives, skulle være en uforbeholden hyldest til mennesker, der forsøger at gøre sig forståelige.


VejrmøllerJeg overvejer, om medicinstuderende har et semester, hvor de lærer at se forstående ud. Om der vitterligt !ndes et auditorium fyldt med kommende læger, der lærer at lægge ansigtet i de rette folder, mens de langsomt nikker i takt. I dette tilfælde må min læge givetvis have bestået med topkarakter. Han er den eneste, jeg kender, der kan se forstående og forvirret ud på samme tid, hvilket er imponerende, fordi de to udtryk er selvmodsigende. Jeg ringede engang til ham, fordi jeg havde hals-betændelse. Jeg sagde til ham, at jeg var så syg, at jeg havde lyst til at slå nogen ihjel. Han sagde med en beundringsværdig saglighed, at han i stedet ville anbe-fale to iprener og to panodiler hver sjette time. At det var mere hensigtsmæssigt i længden. Det fantastiske var, at jeg kunne høre på hans stemme, hvor forstående han så ud. Han kan se så forstående ud, at jeg får lyst til at kilde ham. Eller sige til ham, at jeg lige har parteret et andet menneske. Jeg får lyst til at slå vejrmøl-ler midt på hans kontor og bringe ham ud af fatning, mens jeg hænger en rote-rende sølvkugle op i loftet og danser med ham til et gammelt diskohit fra 80’erne.


UhensigtsmæssigtHvis jeg var min læges læge, ville jeg øjeblikkeligt have beordret ham op på briksen og udskrevet mindst ti timers uafbrudt søvn. Han så vild ud i øjnene og talte hektisk og opremsende om et tag med hul i og et vigtigt møde og bekræftede min teori om, at han havde sovet virkelig dårligt denne nat. Jeg overvejede, om han havde været på et kursus angående udvidet åbenhed i patientsamtaler, hvilket han benægtede. Hvad der chokerede mig, var egentlig aldrig, at lægen forsvandt fra sin stol, der blev overtaget af et menneske. Hvad der gjorde mig oprørt, var nok snarere mig selv. Jeg !k lyst til at skubbe ham ligeså stille ud ad en nødudgang og selv klare konsultatio-nerne resten af dagen. Hvad der virkelig slog mig ud, var en insisterende trang til at tage hans hånd og slentre med ham ned ad Strøget og købe ham en fuldstændig gigantisk stor, italiensk chokoladeis. Det eneste ord, der fylder min hjerne, er uhen-sigtsmæssigt. Et fantastisk dækkende ord. Sådan en perfekt kombination af ufornuft, irrationalitet og stabiliseret vanvid. Det sjove ved ordet er, at det lyder så kontrolleret, som om det gemmer sit kaos bag sine fem stavelser, og måske fordi det læner sig op ad en modsætning, der end ikke er de!neret. Der er så meget, der er uhensigts-mæssigt. Det dækker utrolig bredt. Fejltagelser, krige, rødvin og utroskab, cigaret-ter, tra!kkaos og – ikke mindst – italiensk chokoladeis. Jeg rejser mig op, tager hans hånd og husker at slippe den igen, mens jeg overvejer, om der er en læge til stede.


CitronmånerJeg siger til min læge, at jeg er bange for mænd, når jeg går rundt i byen om aftenen. Han siger, at det er ligesom med en ko. Egentlig synes jeg ikke umiddel-bart, at det har så meget med en ko at gøre. Jo, for den står bare på en mark, siger han. De "este mennesker tænker bare: Nå, der står en ko på en mark, men tænker man længere over det, burde man måske blive bange. Den er stor, den er tung, den har horn og er måske ikke vant til mennesker. Det har jeg egentlig aldrig tænkt på, men kan nu konstatere, at jeg så både er bange for mænd og for køer. Jeg siger til min læge, at jeg er bange for at binde mig. Han siger, at selv om citronmåner egentlig virker frastødende, så kan de jo godt smage !nt, når man tager en bid. Jeg fortæller min læge, at jeg har dårlig samvittighed over, at jeg bliver så let fascineret af mennesker. Han siger, at hans kone synes, at Antonio Banderas er lækker, men at det ikke gør så meget. Det undrer mig, hvordan samtalerne har det med at skifte retning, og det overrasker mig altid, hvor de ender. Fra at stå i et personligt nærheds-dilemma fører han mig simpelthen direkte over i en citronmåne og tvinger mig til og med til at tage en bid. Jeg kommer til at smile, fordi han gør det igen og igen. River mig bort fra en mørk gade med potentielle voldtægtsforbrydere og placerer mig på en blomstermark med en ko, som man måske bare skal klappe lidt og gå forbi som om, ingenting var hændt, og eventuelt fodre den med et stykke citronmåne. Jeg tænker, at det nok er meget heldigt, at Antonio Banderas ikke er hans kones læge.


SkyldJeg siger, at jeg føler mig skyldig. At jeg altid har dårlig samvittighed. Min læge siger, at alting har sin årsag. Jeg forbeholder mig ret til at være skeptisk. Han siger, at alting kommer et sted fra, og mener underforstået: udefra. Jeg tænker, at stedet lige så vel kan !ndes indvendigt. Han siger, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Jeg kan mærke, at jeg er sulten. Det er fordi, jeg har glemt at spise morgenmad. Han taler om mine forældre, min opvækst og mine omgi-velser. Jeg tænker, at hele skyldsbegrebet ville ophæves, hvis man kunne kanali-sere skylden videre. Der må da være grænser for selv lægevidenskabens tendens til at forsimple ting. Jeg siger, at kvinder faktisk godt kan føle en uidenti!cerbar skyld. Han smiler lidt. Mine tanker glider tilbage og ender ved Eva. Jeg overvejer, om der blev grundlagt en universel skyld, da hun tog en bid af æblet. Som straf blev det af Gud pålagt kvinden, at hun skulle føde sine børn i smerte. Da epidu-ralblokaden blev opfundet, faldt straffen ligesom til jorden, og jeg overvejer, om den iboende skyld erstattede svangerskabsproblematikken. Min læge er svær at ignorere, for med en stille stædighed kan han være decideret argumentresistent. Jeg skal heller ikke kunne udelukke, at han har ret. Jeg tænker, at Eva måske bare fulgte sin mavefornemmelse, og at hun måske heller ikke havde spist morgenmad.


VaccinationJeg sveder over hele kroppen. Han gør nålen klar. Jeg noterer mig med rædsel et lystigt glimt i afkrogen af hans blik. Han fortæller om et forskningsprojekt, han engang var med i. Det var virkelig sjovt, han skulle stikke i mus. Jeg får et "ash-back, jeg gerne ville have undværet. Ham ti år tidligere, omgivet af døde mus, og med samme let triumferende glimt i øjnene. – Det var dog et problem at anvende mus, fortæller han. De er resistente over for næsten alt og dermed umulige at slå ihjel. Han ser lidt ærgerlig ud. Jeg tænker, at han burde tale med sin læge. Han rører ved nålen. – Det gør ikke ondt, siger han. Jeg tænker, at han lige har sammenlignet mig med en bunke døde mus. Han ruller noget vat mellem sine hænder. Jeg tænker på blod. Han river det hvide plaster af rullen og det er tæt på at han nynner en munter melodi. Men han behersker sig. Jeg overvejer mulige "ugtveje, men på en måde ville det næsten være synd. Så ville han nok gå ud og stikke i sekretæren eller lidt henkastet overbevise den næste patient om, at det altid er gavnligt at blive vaccineret mod japansk hjernehindebetændelse. Han arbejder hurtigt og koncentreret, og det irriterer mig grænseløst, at hans hænder er smukke. Lidt psoriasis havde virkelig været på sin plads, situationen taget i betragtning. Han fjerner mit hår, og jeg forbeholder mig al ret til at være hyste-risk, hvilken jeg naturligvis udnytter til fulde. Ikke at nogen kunne få mig til at indrømme det, men selvfølgelig havde han ret. Det gjorde overhovedet ikke ondt, man skulle næsten tro, at han havde prøvet det før. Jeg sender en venlig tanke til en desillusioneret forsker og en bunke døde mus, jeg aldrig lærte at kende.

Teksterne er en del af noget større

45 Sorgenfri Blues

AF JONAS KLEINSCHMIDT

For Bo hr. Hansen har det at skrive altid været forbundet med skam og skyldfølelse. Her ser han tilbage på sit forfatterskab, sit liv i forsta-den Sorgenfri og sin trang til at udstille egne svagheder. For som han siger: ”Jeg kan jo ikke løbe fra det, jeg har skrevet”

Sorgenfri Blues

J +< +! ;%<+; til Sorgenfri. En lille forstad nord for København. Det er her, jeg

er vokset op. Når jeg er hjemme og besøge min familie, tager jeg toget fra København til Sorgenfri Station. Fra perronen fører en trappe op til Hummeltoftevej, og herfra har man to valgmuligheder: Går man til højre, er der Brede og Frilandsmuseet, går man til venstre, er der byen Sorgenfri, begyndende med torvet, kirken og de tre højhuse. Herfra spreder velstan-den sig så småt for at kulminere nede ved Furesøen og Frederiksdal.

Mit ærinde i dag er ikke, som det plejer at være. Jeg er her for at besøge

digteren og manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen. Han bor her, det ved jeg. Jeg har set ham cykle rundt i kvarteret på sin gamle, sorte her-recykel, og jeg har engang set ham købe et juletræ ved kirken. Tit har jeg haft lyst til at sige noget til ham, fortælle ham, at jeg enormt godt kan lide hans bøger, at det var hans linjer, der åbnede mine øjne for lyrik. Især digtsamlingen knæk.idiot.eik, der er ungdomsbekendelser og Eik Skaløe-hyldest destilleret ned til fornem knækprosa, forelskede jeg mig i, da jeg første gang læste den for otte år siden. Heri skriver Bo hr. Hansen om sin opvækst i Sorgenfri, om at være

46Sorgenfri Blues

INTERVIEW

ung digter, om mindreværd, om at være avantgarde, om at høre punk og støjrock, så naboerne klager, og om Eik Skaløe, forsangeren i det danske 60’er rockband Steppeulvene, der begik selvmord på grænsen mellem Pakistan og Indien som 25-årig.

Nu kommer han cyklende, Bo. Jeg løfter hånden til hilsen og går ham i møde.

Sorgenfri, punk og avantgardeOp igennem -rserne boede Bo hr. Hansen i storbyen, hvor han som støjbassist i avantgardebandet Cinema Noir var en del af det køben-havnske undergrundsmiljø. Alligevel måtte han slås med mange fordomme på grund af sin baggrund:

– Det var svært at komme fra Sor-genfri, dengang jeg var ung, dels fordi det var forstadsagtigt og kedeligt, og dels fordi det oven i købet lugtede af noget privilegeret – selvom jeg altså kom fra højhusene, der trods alt ikke er det -neste sted at bo. Det var meget smartere at komme syd fra København, det måtte jeg sande, da jeg trådte ind i punkmiljøet. Man skulle helst komme fra Rødovre, Hvidovre, Taastrup. Det var et eks-tremt fordomsfuldt miljø med mange regler og en helt bestemt hakkeorden.

Nu er Bo hr. Hansen (47) ,yttet tilbage til sin ”privilegerede” barn-domsby. Her bor han med sin kone og deres tre børn, men han har aldrig helt lært at holde af Sorgenfri:

– Det har altid provokeret mig lidt, at det hed Sorgenfri. Som om det skulle være et specielt sorgløst sted. Der er rasende meget sorg i Sorgenfri, men der er måske bare en tendens til at gemme det lidt væk her og holde det inde. Det er på grund af Sorgenfri, at jeg kender til sovebyer, højhuse og kedelige kvarterer, hvor det er dødssygt at være ung. Men, og det skal man ikke glemme, Sorgenfri

er samtidig et ret magisk sted at være barn med en enkel og overskuelig geogra-, nogle gode gemmesteder, en uhyggelig kælder i det højhus, jeg boede i, og en elevatortur til .ortende, der tager en evighed. Samt en mose at fare vild i. For mig er Sorgenfri næsten mytologisk, samtidig med at det er her, jeg har en meget konkret hverdag.

Som 18-årig ,yttede han fra Sorgenfri til København for at læse Filmvidenskab på universitetet. Det var her, han mødte Niels 7omsen fra et af Danmarks første punkbands, No Knox:

– Ham kom jeg til at se op til. Han havde den helt rigtige attitude. Og havde selvfølgelig allerede taget afstand fra ordet punk. I stedet kaldte han det avantgarde. Punk var passé og primitivt. Alle de førende bands tog afstand fra begrebet, så det gjorde jeg også, selvom jeg slet ikke havde nået at være rå-punker. Jeg gik direkte fra at være gymnasieelev til at blive avantgardist.

Samtidig mødte Bo hr. Hansen sin soulmate, guitaristen Nils Lassen (som han den dag i dag stadig laver music’n poetry med), og sammen dannede de Cinema Noir, der eksi-sterede fra 1980 til 1986, og nåede at udgive to selv-nansierede plader.

Det poetiske trænger sig påSideløbende med Cinema Noir, hvor Bo hr. Hansen, med sine egne ord, mest stod og ”hamrede i en bas”, skrev han digte, kortprosa, sider uden punktum og mærkelige historier. I 1983 debuterede han i Hvedekorn under navnet Bo E. Hansen. Poul Borums tidsskrift havde antaget seks digte af den unge forfatterspire, men i stedet for at blive glad og stolt, blev Bo hr. Hansen ,ov. Flov over sin personlige trang til at udtrykke følelser på skrift. Så da tidsskriftet udkom, cyklede han rundt til alle

de københavnske biblioteker og rev siderne med de seks digte ud.

– Jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at skrive. Der var en form for skam og selvhad forbundet med det. At stille sig frem på en måde, man ikke skulle.

Det virker som om, du altid har haft svært ved at sætte lighedstegn imellem den person, du er privat, og så ham, der skriver – det er vel også årsagen til, at du valgte at kalde dig hr. til mel-lemnavn?

– Det har været svært for mig, men det er det ikke så meget mere. Det er en så stor del af min identitet at skrive nu. Men der var mange år, hvor jeg simpelthen måtte skjule det. Og det er klart, så hjalp det mig at -nde på det navn. Men jeg tænker ikke så meget over det mere.

Men hvad opfatter du egentlig dig selv som. Digter, forfatter, manuskriptfor-fatter eller dramatiker?

– Jeg er en, der skriver. Digterrollen har jeg altid haft det svært ved. Jeg har aldrig nogen sinde kaldt mig selv for digter. Fordi jeg egentlig syntes, at det var lidt til grin at være digter, og hvis man virkelig skulle kalde sig digter, så skulle man have lidt større sikkerhed inden for feltet, end jeg har.

Men som manuskriptforfatter føler jeg mig samtidig tit som en, der er i virkeligheden er gearet til at skrive noget lidt andet. Det poetiske trænger sig hele tiden på, og jeg tror faktisk, det er den kvalitet, der gør, at nogle -lminstruktører er glade for at arbejde med mig. Jeg vil faktisk betegne mig som en ret dygtig manuskriptforfatter. Ikke at jeg altid rammer plet, selvfølgelig. Manu-skriptskrivning er en disciplin, der stiller nogle meget bestemte hånd-værksmæssige krav, og jeg bliver stolt, når det indimellem lykkes at skabe noget, der er godt håndværk, men som også har kunstneriske kvaliteter.

Så i dag har du trods alt erkendt, at

47 Sorgenfri Blues

der bor en forfatter i dig?– Det kan jeg jo ikke løbe fra

længere. Jeg kan ikke benægte, at jeg har skrevet de ting, jeg har. Så selvfølgelig er der en forfatter i mig. Forfatterollen har for mig været forbundet med ,ovhed, skam og generthed, fordi når man skriver noget, så er det også de-nitivt, så står det dér på papiret. Jeg har haft svært ved at stå ved det, så hellere lade som om, jeg ikke stod ved det ved hjælp af alle mulige krumspring. Der har arbejdet med -lm, tv- og teaterdra-matik måske været nemmere for mig, fordi et hvilket som helst manuskript altid er i udvikling og på en måde aldrig bliver helt færdigt, før -lmen er klippet færdigt, eller stykket har haft premiere. Selve skriveprocessen er mindre de-nitiv.

Hjerte-Form - lyrikkens svar på Jonathan RichmanKrumspringene får en ende, da Bo E. Hansen -nder på at kalde sig hr. til mellemnavn. En dag i 1983 sidder han og klipper papir i stykker. Han laver cut-up af Hvedekorn nr. 3 og en gammel cykelbøde stilet til Bo Erhard Hansen. Pludselig står der Bo hr. Hansen. Det er genialt. Nu er det ikke længere ham selv, der skriver, men en anden. Under det -nurligt ændrede navn kan han acceptere at blive trykt. I 1987 debuterer han under navnet Bo hr. Hansen med digtsamlingen Hjerte-Form, en samling, der med sine lallende rim og naive tone er et opgør med den alvorlige 80’er digtning:

– Ideen med Hjerte-Form var at skrive så romantisk og idyllisk som muligt. Det var ikke et opgør med det grimme, som jeg havde dyrket i min tid i Cinema Noir, men et opgør med myten om, hvordan punk og poesi skulle være. Et opgør med det sorte. I stedet ville jeg skrive noget lyst og naivistisk. Helt konkret handlede det

om, at jeg prøvede at skrive mig glad, fordi jeg personligt var nået til et nulpunkt. Der havde været selvmord tæt på mig, og jeg troede selv, at jeg skulle dø af sygdom. Så det var også en måde at rejse mig på.

Inspirationen hentede Bo hr. Hansen i musikkens verden, men ikke fra de larmende og eksperi-menterende punkbands, der tidligere havde inspireret ham. Når Eik Skaløe underfundigt proklamerede: ”Hvorfor dog ikke gå over åen efter vand, hvis der på den anden side står en vandværksmand”, når Stig Møller konkluderede: ”To sjæle en tanke, kan få et hjerte til at banke” eller når den amerikanske punkrocker Jonathan Richman, der vendte punken ryggen og sprang ud som fuldblodsro-mantiker og ægte trubadur, var overstadigheden selv og erklærede sin kærlighed til en isbil: ”Well now, ice cream man, upon my street/ I heard your truck outside, it’s really neat/ Ice cream man, upon my block/ Your little chimes, they reel and they rock”, så havde de en naiv tone til fælles. En tone, som Bo hr. Hansen kunne relatere til. Med de musikalske forbil-leder i baghovedet kastede Bo hr. Hansen sig ud i simple børnerim og .ollet billedsprog. Han havde fundet en vej til at skrive sig fri af selvhadet og ud af sin personlige krise:

HJERTE-FORM Jeg vasker min hat Og spiser min sæbe Jeg kender de tricks Der får folk Til at ,æbe Jeg rejser en bue Og hæver min kage Jeg elsker mit land og vil lykkeligt ,age Jeg tegner et træ Og maler en himmel Jeg sænker et lyn Over byernes

Vrimmel Jeg former et hjerte Og tæller til ti Så møder jeg dig Som mit hjerte kan li’

Er jeg er en god forfatter?Bo hr. Hansen er godt klar over, at hans evner som digter og forfatter ikke på nogen måde har imponeret alle. Der har været mange dårlige anmeldelser i tidernes løb, og det har gjort ondt. Men der har også været gode, rigtigt gode, og det har forvirret ham. I opsamlingsværket Bo i bogform, der er en samlet udgave af hans -re digtsamlinger: Hjerte-Form, Bo nr. 2, Hr. Jørgen Leger og knæk.idiot.eik skriver han i efterskriftet til bogen: ”Er jeg en god forfatter? Det er det, en politiker vil kalde et godt spørgsmål. Jeg tror i grunden selv, at jeg er ret unik, men det er den to-hovedede kalv også, den skriver dog ikke. Men for at være ærlig, så har anmeldelserne forvirret mig. Fordi nogles afvisning har været så massiv, mens andres begejstring har været så overdreven”.

Jeg spørger, om det er noget, der stadig undrer ham, at han i den grad deler vandene?

– Det er mærkeligt at opleve, at man kan opfatte noget så forskelligt, siger Bo hr. Hansen og tilføjer så:

– Men jeg har også måtte erkende, at jeg ikke kan gøre tingene på så mange andre måder.

Men hvad er det, du er god til, hvis du selv skal sige det?

– Jeg tror, jeg er god til at gå ind i nogle følelser, der enten er lidt pinagtige eller simpelthen så elemen-tære, at de ,este vil skamme sig over at tage det i deres mund. Fordi det er for banalt. Samtidig er jeg god til at bevæge mig på over,aden, så det kan komme som en overraskelse, når det en gang imellem ikke er så over,a-

48Sorgenfri Blues

disk alligevel.Et kritikpunkt, Bo hr. Hansen ofte

er blevet mødt af, er, hvorfor han absolut skal skrive vittigheder hele tiden. Hører humor overhovedet hjemme i poesi? spørger jeg.

– Det synes jeg jo, det gør. Så har jeg måske overgjort det lidt, fordi jeg ikke har kunnet lade være. Det bedste er måske en balance mellem humoren og alvoren, og der har jeg især helt i starten lagt lidt mere vægt på humoren. Jeg synes helt praktisk, at humoren kan bringe lyrikken i øjenhøjde med nogle mennesker, som måske ellers ikke er modtagelige for lyrik. Og så kan det være nødvendigt for de af os, som ofte har det lidt svært med patetiske og overforkla-rende digte, simpelthen at bruge humoren som en slags våben.

Men knæk.idiot.eik. er, selvom den også benytter sig af humor, meget ærlig og sårbar i sine beskrivelser af din personlige udvikling.

– Man kan også dække sig bag så mange lag af humor og ironi, at det personlige går tabt, og det bare bliver en leg med ord. Hov, nu lyder jeg fandme som en irriterende Politiken-anmelder. Jeg får i dette øjeblik lyst til at forsvare alle, der bare leger med ordene uden at skænke indholdet en tanke. Om det er godt eller skidt, afhænger udelukkende af måden, det bliver gjort på. Men i knæk.idiot.

eik var jeg nået dertil, hvor ordlege og rim og den slags ikke rigtig kunne bruges til det, jeg gerne ville fortælle. Så jeg tog den forkæt-rede knækprosa op, hvor reglen for mig selv var den simple at skrive nogen-

lunde ærligt og simpelt, hvordan jeg havde det på et vist tidspunkt af mit liv. Ikke at jeg har bekendt alt. Der er mange hemmeligheder tilbage.

Det hele skal ikke handle om at skriveDu lader til at have en ironisk distance til mange af de ting, du har skrevet. I Bo i bogform opremser du blandt andet dine %askoer som dramatiker.

– Fiaskoerne er noget, der har naget mig og irriteret mig, men jeg synes ikke, der er tale om en ironisk distance. Den bedste måde at komme igennem fejl og -askoer har for mig været at udbasunere det, og af og til kan man lære mere af sine -askoer end sine succeser. Det er jo en af mine specialiteter, at udpensle svag-heder. Min private bevæggrund for at gøre det har at gøre med min mors opdragelse af mig. Min mor vidste godt, at jeg havde et lidt selvudslet-tende sind, så hun opfordrede mig altid til at være stærk og stole på mig selv. Jeg blev tudet ørene fulde med at stole på mig selv, og når jeg nu ikke gjorde det, så blev det en løgn i mine ører. Så i stedet udstillede jeg alt det svage.

I Hjerte-Form er der et digt, der hedder ’Poetik’, hvor den gennemgående pointe synes at være, at det at skrive ikke skal fylde det hele. Er det noget, du stadig mener, at det at være forfatter

ikke nødvendigvis er alt eller intet?– Det var et forsøg på at lave en

antipoetik. Der var så meget snak i -rserne om nødvendighed, og at skri-veriet skulle være altopslugende, hvis man gik ind i det. Så fra min side var det et ønske om, at det ikke skulle være sådan, men dybest set havde jeg i virkeligheden selv den samme trang til, at det skulle fylde det hele. Det har da også altid været et problem for mig at lave noget andet end at skrive. Men i det digt, du nævner, ligger der også et ønske om, at skriveriet ikke må ødelægge min relation til andre mennesker.

Udenfor er mørket ved at sænke sig over Sorgenfri. Vi er gået fra højhusene til Sorgenfri torv, hvor vi nu sidder på den lokale grillbar. Vi snakker lidt videre om byen og vi prøver at komme i tanke om alle de gange, Sorgenfri har optrådt i litteraturen. Det er ikke mange. Så prøver vi at namedroppe forfattere eller andre kulturpersonligheder, der er vokset op her.

– Lars HUG, siger Bo hr. Hansen.– MC Einar, siger jeg så. Jeg er

ikke sikker, men han har rappet om Sorgenfri på en af sine plader.

Den godtager Bo og siger så:– Eik. Eik Skaløe har været her. Eik

holdt til i Sorgenfri en overgang, da han og nogle venner brugte en af lej-lighederne i højhusene som junkbule. De havde lavet et apotekerbræk, og så endte de her i Sorgenfri i det samme højhuskompleks som jeg boede i.

Et apotekerbræk, det er alligevel noget. Og derefter søge til,ugt i Sorgenfri. Den kan jeg ikke slå. Men så kommer jeg i tanke om Benny Andersen. Han bor i Sorgenfri. Så det siger jeg.

– Men han er til,ytter, siger Bo. Så gælder det ikke.

Af Bo hr. Hansen. Udvalgte titlerHjerte-Form. Digte (1987) Bo nr. 2. Digte (1987) Hr. Jørgen leger. Digte og kortprosa (1993) De skrigende halse. Med Søren Fauli (1993) Drengen der gik baglæns. Med Thomas Vinterberg (1994) De største helte. Med Thomas Vinterberg (1996) Knæk.idiot.eik. Bekendelser, digte (2000) Kald mig bare Aksel. Manuskript (2002) En som Hodder. Efter Bjarne Returs roman (2003) Kunsten at græde i kor. Efter Erling Jepsens roman (2007)

49 Selvportræt

DIGT

SelvportrætJeg vil gerne bekende kulør: blegslank.

Jeg ligner ikke Frida Kahlo, det er bare et øjenbryn vi har til fælles.

Til gengæld synes jeg Bo hr. Hansen er fed.

Jeg vil gerne skrive som ham, men bob bob og klap lige hunden.

Det lyder ikke særlig godt, at kalde en tekst: Selvportræt af Louise fr. Rosengreen.

Det gør det bare ikke.

Det er alle de grene, de stritter. Og stikker,

men det havde de nu også gjort, hvis jeg var navngivet noget mindre poetisk:

Louise Blomsterpind fx

Og det er alt sammen fremmedarbejdernes skyld! Og svenskernes!

Min oldefar var begge dele. Han kom hertil som skopudser

før 24årsreglen fandtes.

Det kunne ellers have skånet Danmark, og jeg ville have været der:

Skåne.

I stedet blev jeg født ind i Østerbros skum.

Det er ikke særlig sejt, det er det bare ikke,

heller ikke når man tilføjer, at det i !rserne faktisk var muligt,

at !nde brugte sprøjter i Fælledparkens buske.

De strittede. Og stak.

Jeg ville gerne være skorstensfejer,

men det var der ingen fremtid i (kakkelovne er en uddøende varmekilde),

så jeg valgte noget lige så sort:

Sært almindelig poet.

Jeg havde skrevet Menstruationslyrik, en genre jeg havde hørt Dan Turell omtale i

tv.

Jeg havde skrevet digtcyklussen ’Pletblødninger’.

Jeg havde sendt tekster af sted til tidsskrifter som Hvedekorn med kuvert,

frimærke og følgebrev. Men hvedebrødsdagene gik bare, og afslaget var en

mavepuster på såret:

”Du bør overveje at læse nogle bøger, før du skriver mere. Og så spids lige

blyanten.”

Jeg måtte kravle op på den læsehest, jeg allerede sad på.

Af Louise fr. Rosengreen

50Selvportræt

Hyp hyp! Og hip hip hurra!

Fornærmelse fremmer forståelsen og meget kan man sige, men jeg gik galop i

det.

Jeg blev hylet ud af den, men jeg afskrev ikke det sært almindelige.

Jeg ville skrive som Allen Ginsberg, med omvendt seksuelt fortegn:

Danmark, jeg har givet dig alt, og nu er jeg et røvhul.

Danmark en kassekredit og røde ører november 2, 2008

Danmark, behold venligst tøjet på. Jeg fryser allerede.

Men, men, men …

Jeg sadlede skrivetøjet.

Jeg sendte en tekst ind til et andet tidsskrift, Reception.

Temaet var ’lort’, så det burde ikke være så svært

at blive trykt, mente jeg, når man egentlig godt kunne sammenligne

sin digtproduktion med ekskrementfremstilling.

Jeg skrev i min notesbog:

”Jeg ville ønske jeg kunne sprøjte

poesien ud i pølser

så også andre kunne se

at jeg har talent.”

Så stregede jeg det over:





Det var jo både prætentiøst og patetisk.





Tag dig dog sammen! Så det gjorde jeg – tog mig dog sammen,

og skrev noget kort kortprosa i stedet: ’Fæces fortællinger fra et frokostbord’.

Det var lidt plat, men titler med mange bogstavrim er altid et hit.

Det har jeg selv lært fra journalistikken.

Men alligevel, bob bob og så turde jeg alligevel ikke kendes ved min egen tekst.

51 Selvportræt

I panik fandt jeg på noget så uop!ndsomt som et pseudonym.

Selvfølgelig var det ikke Louise Rosengreen, der havde skrevet om l o r t.

Det var Ursula von Braun!

Hun var bare lidt oppe i årene og ikke kommet med på emailen endnu.

Kvinder og teknik, skrev jeg til Reception,

der gerne vil trykke Ursula von Brauns lortetekst,

der var bare en lille ting …

Nu bliver det pinligt!

Men jeg må udlevere mig selv, for at andre ikke gør den samme fejltagelse:

Det første man bør vide, når man !nder på noget så uop!ndsomt som et

pseudonym, er

at Ursula von Braun er et afdødt adeligt kvindemenneske, der levede i Tyskland

tidligere på sidste århundrede.

Hvordan kan det være, at hele hendes stamtræ ligger på Internettet, når hun ikke

selv kan !nde ud af at sende en epost?

Hvordan kan Ursula von Braun skrive om McDonalds og salmonella og

leverpostejsmadder?

Det hedder anakronisme: en fejl, der består, i at et fænomen omtales som

hørende til i en tidligere periode end den, hvori det i virkeligheden hører

hjemme.

Receptions redaktion var ikke dumme!

Det var jeg! Og sært ualmindelig,

midt i al almindeligheden.

Det var ikke det jeg ville.

Jeg ville skrive som Tove Ditlevsen, om min barndommens gade, der ikke hed

ABCgade, selvom vi kaldte den det. Østerbrogade 154 A-E.

Jeg ville skrive som Halfdan Rasmussen,

både når han børnerimede, og når han var ude og sejle med det mere

eksistentielle.

Jeg ville skrive som Inger Christensen: søvnløse sommer sonætter

Jeg ville skrive som Christo Piphanz Likør, men det virkede ikke rigtig rigtigt.

Ikke som når han selv gør det. Jeg citerer:

52Selvportræt

”I min fritid er jeg en !agstang

og min hund er en kængurustylte

Jeg stemmer sult på hveps

for "mrekastanier til mezzodyt

Halvdelen af min glemsel

tørrer ind til syltet gonoré

Bagerst i køleskabet”1

Jeg ville skrive et digt, om hvor gerne jeg ville skrive et digt,

men i stedet blev jeg gab gab træt af mig selv.

Hvorfor kunne jeg ikke bare skrive det, som det var.

Det er ikke nemt, selvom jeg har været på tryghedsafvænning,

for roser er ikke altid velkomne i digte.

Men jeg tør godt,

nu: Bo og co. er bare bedre.

Og de kan godt være det bekendt.

1 Likør, Christo Piphanz (2005): ’Selvportrætter af den forkerte’ fra ”Vi maler med pindsvin – Bekendelser fra den forkerte baglinje”, Nisse Q. Prullbürger Forlag, Kirke Hyllinge.

Louise Fr. Rosengreens rigtige navn er redaktionen bekendt

53 Alting begynder i Gram

AF JESPER SCHMIDT LORENZEN

Folk fra Gram har Gram-ler i blodet. Og så alligevel ikke. Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz’ bog begynder ganske vist i Gram, men ender i et sammenkog af minder og fikse ideer

Alting begynder i Gram

Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz: Alting begynder i Gram. 231 sider. Borgen 2008

D+& "?&'+!)C"(+ "$=;"DC Gram er en pudsig størrelse. Der er så -nt i den store slotspark med karpedammen og den nye naturlegeplads, og der er to attraktive rundkørsler for at lokke udefrakommende lastbiler til byen. Den ene rundkørsel er for tiden under ombygning, så nu har Gram fået en lyskurv, og det har sat Gram på den anden ende, så præsten i sin juleprædiken kan more sig over sine sognebørns utålmodighed og bede dem fryde sig over den ekstra tid, de nu gratis får til fordybelse og re,eksion. For der er en del at tænke over, når man kommer fra Gram. Det skyldes bl.a., at man blandt bysbørnene kan -nde folk som Kaj Ikast, Per Vers, Jesper Lorenzen og Erling Jepsen, hvilket giver én en slags medansvar for Storebæltsbroen, Danmarks mindst aggressive hiphop, en lunken anmeldel-se og en autentisk historie om incest. Sidstnævnte hedder Kunsten at græde i kor og sendte chokbølger gennem Gram, men ramte til gengæld så bredt i resten af landet, at den blev til et biografhit, der hittede så hårdt, at den -k en efterfølger.

Frygtelig Lykkelig foregår i Højer, men er instrueret af Henrik Ruben Genz, der er vokset op i Gram, og det endda lige overfor Erling Jepsen på Åvej. Når man sådan er kommet til succes og ikke har set hinanden i mange år, må man have en masse at snakke om. For ikke nok med, at det er pudsigt, at de skulle få succes og møde hinanden på den måde, så er de jo vokset op et pudsigt sted, og det må have gjort dem til nogle ret pudsige typer. Det mener de i hvert fald selv. Så nu har de lavet en bog med pudsige samtaler.

At de har haft en masse at snakke om, afspejler sig i bogens omfang. Den er blevet til over (mindst) 1/ møder i løbet af lidt over et år, og derfor varer samtalerne 016 sider, hvilket fremstår ret overvældende. Samtalerne virker ufokuserede, hvilket nok kunne have resulteret i nogle

-ne digressioner, der ville få hovedpersonerne til at virke hittepåsomme og levende, og på den måde retfærdiggøre, at man følger med i deres samtaler, men desværre munder det hele ud i meget lidt. Der er lettere forvirrede og .ollede anekdoter, men mest af alt er det en besynderlig blanding af selvmytologisering og selvransagende udleve-ring, som aldrig bliver involverende, hvorfor det er svært ikke at blive vildt irriteret på forfatterne. Især Jepsen.

I Gram er der en lergrav, hvor turisterne kan grave efter hvaler fra millioner af år siden med en skruetrækker. Præ-missen for samtalerne er, at Jepsen er af den overbevisning, at med alle de urtidsdyr i jorden må menneskene, der lever der, også være primitive, de har Gram-ler i blodet. Da det er lykkedes de to forfattere at forlade Gram, mener Jepsen, at de må være en smule anderledes; de må være undergået en slags mindre mutation og derfor være i stand til at beskrive Gram. Den er Ruben Genz ikke sikker på, at han er med på, men så pointerer Jepsen også, at Ruben Genz forældre stammer fra Tyskland og derfor nok ikke har så meget ler i blodet.

Det er egentlig den struktur, bogen følger: Jepsen kommer med en forklaring på, hvorfor de, deres succes eller Gram er, som de er, Ruben Genz korrigerer Jepsen lidt resigneret, Jepsen prøver at udlægge en ny forklaring med forbehold, så de næsten passer sammen med Genz’ version.

Denne form resulterer i, at det små-loso-ske bliver bun-det op på Jepsens -kse idéer, der sjældent er interessante. Det medfører, at bogen mangler det, de ,este vel læser erindrende samtalebøger for: livsvisdom og lune. Det kan godt være, at det ikke er nemt at vokse op i Gram, men et eller andet må de da have lært, noget, som kan omsættes til en aforisme eller et livsmotto. Eller i det mindste -nde frem til, at de på det og det tidspunkt kom til en erken-delse. Skrive ting, som livsbekræfter en læser.

Selve erindringssto8et er også en blandet landhandel. Nogle episoder omhandler deres respektive familier, nogle deres indbyrdes forhold dengang (som de gang på gang

54Alting begynder i Gram

kommer frem til, er næsten ikke-eksisterende), og nogle er myter fra Gram. De sidste er de mest interessante, men der er jo mange ,ere, som er mindst lige så gode, og de kunne sagtens være viderebragt af bedre fortællere.

Resten er et sammensurium af minder, der peger på, at Gram er et pudsigt sted. Der er både de store, genken-delige, historiske episoder som 0. verdenskrig ( Jepsens forfædre var nazister, oplyser han, men det er ok, for i Gram laver man jo pudsige ting) og 6>34, og andre, mere personlige om at blive skudt med geværer, lege indianere, prøve at komme i avisen, drikke for gammel mælk og spise en mere ulækker udgave af havregrød m.m. Nogle gange diskuterer de så, om de virker troværdige nok, om folk virkelig vil tro på, at der er så pudsigt i Gram. Andre gange påstår de, at hinanden lyver, og nogle gange bliver det afvist, andre gange indrømmet. Det er da -nt nok at lyve om sine erindringer, hvis det bliver mere interessant, men hvorfor i alverden gøre så stort et nummer ud af, om det er løgn eller ej?

Enkelte af anekdoterne er hæderlige og oprigtigt pudsige, især nogle af Ruben Genz’, men de bygger bare aldrig op til noget. Han lader endda ,ere gange til at være i tvivl om, hvorfor han er gået med på Jepsens idé om at lave bogen. Hvad det hele skal gøre godt for. Jepsen forsøger at overbevise ham om, at det er en proces, der vil gavne ham, men læseren bliver ikke meget klogere på, hvad vedkommende skal stille op med bogen.

En dag for mange år siden havde min far mistet sin tegnebog, mens han var steget ud af sin traktor for at lade vandet. I Gram, hvor alle ved, hvem alle er, kendte min far godt en mand, der havde en hund, som var trænet i at -nde tabte genstande. Det syntes jeg lød sejt, og jeg tog med ud for at møde manden med den dygtige hund. Senere viste det sig, at manden med hunden havde haft for vane at gå i seng med sine børn, hvoraf den ene var Erling Jepsen. Dét er satme en brutal historie. Det er den her ikke. Den er hel-ler ikke rigtig munter. Ret pudsig, men mest bare ligegyldig. Og desuden er folk fra Ribe væsentligt mere .ollede.

Pudsig illustration. Af en pointe

AF MADS EMIL WIVEL

Digtergruppen Koordinat arbejder med litterære sym-fonier – en form for digtop-læsning, hvor medlemmernes tekster bringes i samspil med hinanden. Koordinatmedlem-met Lars-Emil Woetmann Nielsen fortæller her om gruppen, symfonier og om at være ung digter

Symfonisk

fællesskab

P E F+) #' fra KUAs kantine kommer digteren Lars-Emil Woetmann Nielsen gående

med en kop ka8e i hånden og en taske over skulderen. Han er iført en slidt, blå DSB-blazer, røde sko og bukser, som er foldet op til under knæene. Håret er stort og krøllet, og de pæne sorte briller gør, at hans udseende får en passende balance mellem ,agrende digter og intellek-tuel studerende.

Lars-Emil læser på Københavns Universitet og har siden 2002 været med i digtergruppen Koordinat, som han selv er medstifter af. Digtergrup-pen tæller i alt otte medlemmer og blev dannet af en gruppe brugere af internetsiden digte.dk. De fandt sammen om den fælles holdning, at internetforummet var for uambitiøst.

56Symfonisk fællesskab

INTERVIEW

I stedet ville de danne et fællesskab, som kunne skabe noget med lidt mere kød på.

Koordinats medlemmer beskæftiger sig med vidt forskellige ting: Én er pedel i Silkeborg, en anden går på forfatterskolen i Sverige, mens en tredje er multimediedesigner i Am-sterdam. De er spredt for alle vinde og har meget forskellige holdninger til litteratur og meget forskellige tilgange til at skrive litteratur. Som Lars-Emil gestikulerende formulerer det, er det, de har tilfælles, en græs-rodsbevidsthed: En indstilling til, at man kan gøre tingene selv i stedet for at gå ind i og indordne sig under et etableret system.

Koordinat løfter i flokKoordinat har optrådt med sym-fonierne på Roskilde Festival, på teater-festivaler og på caféer og spillesteder rundt omkring i landet. Symfonierne kræver samarbejde og nøjagtig koordinering. Nogle gange læser alle i gruppen hver deres tekst op på samme tid, mens der andre gange kun er en enkelt, der taler. Det kan virke som en svær opgave at skabe et så tight samarbejde, når man er en gruppe bestående af så forskel-lige personligheder. Men Lars-Emil forklarer med et glimt i øjet, at de er gode til hver især at sætte deres egne digterpersonligheder lidt i baggrun-den. De har en fælles bevidsthed om, at det resultat, som opstår af deres kollektive arbejde, er mere interessant end enkeltmandspræstationerne.

På spørgsmålet om, hvordan de forbereder symfonierne, svarer Lars-Emil meget pragmatisk: ”Først og fremmest er det et spørgsmål om, at der skal skrives en hulens masse tekst. Vores korteste optræden varede tre kvarter og vores længste varede halvanden time. Og når der kører fem spor på en gang, så skal der produceres rigtig meget tekst.”

Gruppemedlemmerne skriver tek-sterne hver for sig, men de skriver ud fra en række overordnede temaer og har hele tiden en sideløbende dialog om, hvilken vej de hver især bevæger sig. Engang imellem sætter de sig sammen med det, de har produceret, og kombinerer det til en tekstmasse. Når de mødes, skriver de ofte videre på hinandens tekster, og på den måde bliver der skabt forbindelser mellem de forskellige stykker. Når der til sidst er dannet en tilpas stor basismængde af tekst, bliver den klippet op og for-delt mellem Koordinatmedlemmerne. Tilpasset, så den ved oplæsning fremstår som en symfoni af sprog.

Man bliver doven af kunststøtte Lars-Emil forklarer, at dannelsen af gruppen skete på baggrund af den erkendelse, at det som ung digter er meget svært at blive en del af det litterære system. Det er svært at få udgivet sine tekster på et forlag, og derfor blev Koordinat dannet ud fra parolen om, at ”hvis vi ikke kan blive en del af institutionerne, så laver vi vores egen institution”. Gør-det-selv-ånden spiller en vigtig rolle i Koordinat. De har aldrig søgt penge til noget og vil heller aldrig gøre det. Det er et grundprincip at være fuldstændig uafhængige. Dette princip ligger -nt i forlængelse af Lars-Emils eget syn på at være ung digter: ”Man kan ikke leve af at være digter! Men det generer mig ikke, for jeg har en ide om, at det er sundt at lave andre ting. Man kan ikke bare sætte sig ned og sige ”nu er jeg digter” og derefter skal staten betale for, hvad man laver. Det bliver man doven af. Det er -nt, at der er kunststøtte, men det skal ikke være noget, man bare får automatisk.”

Det kan umiddelbart virke lidt selvmodsigende, at en ung, struggling digter ikke uden forbehold går ind

for kunststøtte. Men Lars-Emil og resten af Koordinat er generelt svære at sætte i bås. På spørgsmålet om Koordinat har et bestemt budskab, svarer Lars-Emil: ”Nej. Det er en af pointerne med Koordinat: Vi har mange budskaber. Vi vil ikke være fanget i en enkelt måde at se verden på. Det, vi gerne vil, er at sætte forskellige stemmer i spil, som kan modsige hinanden.”

Når symfonierne opleves live, er det først og fremmest den koordinerede oplæsning og de -nurlige sprogbil-leder, som fascinerer. Det er svært i begyndelsen at danne sig en mening med det hele. Men Koordinat gentager systematisk forskellige ord og sætninger, for at man derved som publikum skaber forbindelser og danner sig meninger i det varierede sproglandskab. Man -nder næppe de samme betydninger som sidemanden, men det er jo netop én af symfonier-nes pointer.

Ka8en er efterhånden drukket, og Lars-Emil har snart en aftale om at spille et parti skak på en café i nærheden. Han påpeger konklude-rende, at Koordinat først og fremmest er en platform, hvor digterne kan udvikle sig i et fællesskab. Og da han afslutningsvis skal svare på, om Koordinat har opnået deres mål, siger han: ”Vi har opnået, at der ikke er nogen blokeringer for, hvad vi kan tillade os. Derudover bliver navnet Koordinat efterhånden genkendt, så der altid dukker folk op til vores ar-rangementer. Koordinat er et redskab til at få ting gjort. Det er svært at udrette noget, hvis man er helt alene om det.”

AF MADS EMIL WIVEL

Symfonisk

fællesskab

57 Välkommen till förorten

OMTALE

AF ANDERS SCHREINER

Traditionsbevidst billedsprog og benhård socialrealisme i livtag hos den svenske digter Johannes Anyuru

Välkommen till förorten

S :'+& #'<:F+$"+& %G sin første digtsamling, Det är bara gudarna som är nya i 2003, har Johannes Anyuru været regnet som en af de mest lovende

blandt de unge forfattere med eksotisk efternavn og rod uden for Sverige, der er slået igennem indenfor det sidste årti. Af disse er kun Jonas Hassen Khemiri (Ett öga rött, Montecore: en unik tiger) for alvor slået igennem i Dan-mark, mens Marjaneh Bakhtiari (Kalla det vad fan du vill) og Alejandro Leiva Wenger (Till vår ära) har fået meget omtale og en del både kritisk og salgsmæssig succes i hjemlandet. Hvad det præcis er, der forener disse forfat-tere, udover deres indvandrerbaggrund, står oftest mindre klart, men der opereres allerede litteraturhistorisk med en strømning af indvandrerlitteratur som en af de vigtigste tendenser efter årtusindskiftet.

Det är bara… er noget så sjældent som en digtsamling, der udspiller sig i en trøstesløs forstad til Göteborg. Bogens for- og bagside viser et foto af et natteøde område mellem husblokkene med bænke og tørre buske oplyst af gadelamper og en baggrund af svævende, lysende vinduer. Inde i bogen er det dog ikke det tyst poetiske, man møder mest af, det er snarere en bog, man hvirvles igennem. I et suggestivt, billedmættet sprog med lån fra især den svenske rapgruppe 7e Latin Kings og Homers Iliaden føres man på medrivende og original vis ind i mørkets hjerte og ud i samfundets periferi. Og der er en fantastisk sproglig energi og også en vis træfsikkerhed i billedspro-get, som gør, at man tilgiver passager med lidt ufokuseret og smårodet metaforik.

Betonforstaden er hos Anyuru en krigszone på linie med Homers Troja. En ung mand fra området beskrives som ”en svart knytnäve/ som svävar genom city, en sköld med/ utskurna ögon” (s. 34). Billedet af de tilknappede, dirrende aggressive, unge kroppe som indhyllede i bronzerustning med hjelm og skjold, hvor kun øjnene virker sårbare og menneskelige, er i det hele taget et gennemgående greb i bogen. Og det er et meget præcist greb, der føles både oplagt og øjenåbnende. Sådan er man ikke vant til

at se Vollsmose-bøller fremstillet – som græske hoplit-ter – men man ser det for sig. Den slags sammenstød mellem en højtsvungen, metaforbaseret stil og en barsk, socialrealistisk indholdsside er bogens virkelige claim to fame: ”Mödrarna/ med sina oändliga hjärtan av tvätt i famnarna/ som vita bål i den blå skymningen” (s. 13). Eller fædrene, der enten er arbejdsløse eller forsvundne, og kun har efterladt sig deres efternavne ”klistrade upp på dörrarna/ som diagnoser på/ obotliga sjukdomar” (s. 41). Den manglende opbakning fra fædrene modsvares af det store svigt fra det omgivende samfund, der mest viser sig i form af politibiler, der patruljerer i det besatte område. Her er ingen tegn på opsøgende socialt arbejde fra nærpolitistationen eller skole-hjem-samarbejde, blot en dyb kløft mellem samfund og outsider. Det är bara… viser Anyuru både som en vred, ung mand med kraft til at tale sin samfundsgruppes sag og samtidig som en -nlit-terær, traditionsbevidst digter med umiskendelig tæft for billedsprog.

Man behøver ikke være litterær agent for at se både mulighederne og faren i rollen som talerør for en gruppe, som alle taler om, men ingen med. Det er svært ikke også, med troldsplinten i øjet, at læse et element af a,ad ind i den måde, det litterære miljø i Sverige fra den ene dag til den anden så godt som kanoniserede Det är bara… De litterære kvaliteter i debuten berettiger ganske vist til store roser, men risikoen var overhængende for, at den selvbe-vidste rebel skulle blive krammet ihjel som politisk korrekt mærkevare. Med sin anden digtsamling ændrede Anyuru da også delvist kurs. Omega (2005) er, som forgængeren, en vildtvoksende, medrivende og stærkt billedrig bog, men der er skruet en del ned for tempo og volumen. Vi be-nder os stadig blandt rodløse i de dele af Göteborg, hvor Anderson’erne og Svenson’erne er forsvindende få, men tonen er blevet mindre storskrydende, mindre patetisk og mytologiserende. I stedet har en tænksom melankoli sneget sig ind. Det kunne givetvis tænde de røde advarselslamper hos nogle, men der er også kvaliteter

58Välkommen till förorten

her, som ikke fandtes i debuten. Hos Anyuru var det måske vildskaben og spontaniteten – at metaforerne ikke havde været gennem en smagscentrifuge – som man holdt af fra starten. Men den ekstra kontrol over virkemidlerne, som Omega demonstrerer, gør samlingen mindre ,imrende og mere helstøbt end forgængeren. Centralt i bogen står stadig døden og venskabet, men denne gang uden teater-blod og bravader. Her er sygehus og krematorium; man dør af cancer og ikke ved sværdet. Men der er også en optimistisk længsel mod noget, som bogen prøver og ret godt lykkes med at indkredse. Det kosmiske og historiske perspektiv, der i Det är bara… bragte Olympen ned blandt de håbløse, bliver her et fortrøstningsfuldt forsøg på at skabe mening og sammenhæng. Fortællerjeget og hans omgangskreds be-nder sig ikke blot i de konkrete, ofte .endtligt indstillede omgivelser, hvor de betragtes som pariaer, men også i et meget større rum, jordklodens og selve universets rum. Og Anyuru leger ,ere steder med at lade disse rum opløses i hinanden og ,yde sammen i smukke drømmebilleder. Som her, i samlingens mest åbenlyst religiøst optagne digt, citeret i sin helhed:

Det -nns ett stycke i Koranen, i andra suran som jag läser ibland, några enkla radar om den yttersta dagen som jag läsar gråter sedan med en sådan nästan letthet - Världen löser upp sig som en magnecyl i blodet och virvlar, pulvervit, ut ur munnen och näsborrarna Man somnar (s. 50)

Her har islam (og vel især det litterære sprog, religionen fremtræder gennem) omtrent samme e8ekt som et kraftigt narkotikum, der ophæver individets grænser og binder verden sammen i ekstasen. Det er ikke helt samme bevidsthedsudvidende virkning man får hos Anyuru, men mindre kan bestemt også gøre det.

LitteraturJohannes Anyuru: Det är bara gudarna som är nya (2003)

og Omega (2005). Begge udgivet på forlaget Wahlström & Widstrand

Man behøver ikke være litterær agent for at se både mulighederne og faren i rollen som tale-rør for en gruppe, som alle taler om, men ingen med. For at blive brandet som hele landets fa-voritperker, om man vil

59 Verden sover rævesøvn, digterne jager

ANALYSE

AF RENÉ RASMUSSEN

Betragtninger over nogle digte og en roman fra 2008

Verden sover rævesøvn, digterne jager

D :<;+ +! $:<+"=A anden skønlitteratur karak-teriseret ved, at de cirkler om det, der ikke kan forstås: døden, kønnet, sprogets grænser, angsten

osv. Digte forsøger i høj grad at gribe det, som ikke kan fastholdes i sproget. Det, der fascinerer eller skræmmer ved digte, er spændingen mellem det, der umiddelbart kan forstås, og det, der modstår forståelse. Kedsomhed, eller en idé om, at digte er noget, som kun visse mennesker kan forstå eller læse, er for så vidt reaktion på det, der ikke kan læses eller forstås på kortere eller længere sigt i digte.

En særlig læsestrategi over for digtes gådefulde verden er en søgen efter en mening, der mere eller mindre kan forklare digtet fuldt ud. En sådan holistisk menings-søgende læsestrategi består i via analyse at nå frem til en transformation af digtenes uforståelige sider eller deres ikke-mening til noget, der kan forstås helt, og som giver mening. Ligesom læseren, der keder sig, synes den meningssøgende læser at frygte den ikke-mening, som et digt kan fremskrive. En sådan læser ønsker at forskyde digtets særlige og ofte ømtålelige balance mellem mening og ikke-mening til fordel for det meningsfulde. Det er specielt tydeligt i vores tidsalder, hvor alt skal forstås og forklares (tænk blot på den udprægede fantasi om, at alt kan forklares biologisk), eller hvor alt skal gøres gen-nemsigtigt (alle vores adfærdsformer kan således testes, evalueres eller klargøres i scanninger eller genetiske forklaringsmodeller).

Digte udgør i den henseende en anden verden. De repræsenterer et univers, der ikke kan indordnes under herskende politiske eller videnskabelige strømninger. Det betyder ikke, at de rummer særlige politiske budskaber eller intentioner, men at de udgør åndehuller i en tidsalder, der er præget af fantasien om gennemsigtighed og total forståelse. De udgør stille subversive kræfter i forhold til gældende virkelighed og alle de forestillinger, der forsøger at forklare vores køn, død og plads i livet eller sproget på entydig vis. De er ’uforsigtige’ rejser i sprogets ocean, som Naja Maria Aidt udtrykker det: ”Du ser det

når / du lukker øjet / halvt det skyller / over blanke / sten i mørkningen / det strømmer / under sandet / i et hav det er / en glæde en / gåde et gisp / en uforsigtig / rejse” (Poesibog, s. 33)

Grotrians frelseSimon Grotrians digte udgør åndehuller i gennemsigtig-hedens tidsalder. De kredser om angsten, Gud, frelsen, den digteriske proces, sproget og digtenes helt egen eksi-stensform. Det ses også i Citroner til Vorherre, der består af fyrre bønner, der er holdt i en mere dæmpet sproglig form, end vi er vant til fra Grotrian. Disse bønner udtrykker et stort ønske om at blive frelst fra især angsten i livet, idet angsten fremstår som et træk ved den menneskelig væren, som kun Guds rige kan frelse os fra. Grotrians digte har altid søgt en særlig fred i Guds rige, og det er endnu tyde-ligere i bønnerne i Citroner til Vorherre, hvor selv citronen rummer en tro (s. 40). Vorherre skal frelse os fra angsten, depressionen, vores (syge)journaler, selvmord, spændetrøje, .endebilleder osv. ”Forbarm dig. Slå dette troldspejl ned, en vældig kimæreblomst i haverne” (s. 17). Himmelfarten kommer også poetisk til udtryk på denne måde: ”Kære Gud, det er alt for belastende at være til. Så må man være fra” (s. 31) .

Grotrians bønner matcher ikke typogra-sk eller genre-mæssigt med den lyriske genre, men heller ikke med de bønner, som den danske protestantiske folkekirke prakti-serer i en stor del af det religiøse liv. Det udelukker på den anden side ikke, at de kan indgå i menigheders åndelige inventarium, eller at Grotrians særlige digteriske stil gen-nemtrænger disse bønner. Det er sidstnævnte aspekt, der gør dem interessante, ud over som bidrag til den religiøse rivalitet (kristen versus muslim), der ,orerer i det danske land for tiden.

Bønnerne ligger samtidig i forlængelse af en barok digtning, som også satte sin lid til frelsen i det hinsides, men med den store forskel, at Grotrians bønner stort set kun fremstiller livet som et ubehageligt sted, hvor f.eks.

60Verden sover rævesøvn, digterne jager

7omas Kingo så livet som bestemt af modsætninger som glæde og sorg eller lindring og smerte. ”Flammegasser truer med at æde det hele op, sygdom, sult og vold” (s. 28). Med en særlig tiltro til livet efter døden udfolder Grotrian i sine bønner ønsket om et sted uden for livets lidelser: ”Led os mod din frelse med tåge, der brænder. Amen” (s. 43). Hvor den barokke digtning trods alt rummede en form for accept af livets modsætninger, synes forsoningen for ham at være frelsen i det hinsides eller ligge i fremsæt-telsen af bønner. Frelsen, eller vejen mod den, er imidlertid belagt med smerte (”tåge, der brænder”), der udtrykker en særlig form for dødsdrift (”at være fra”).

På den anden side udgør bønnernes kraftfulde sprog en udvej eller en ’frelse’ fra denne form for dødsdrift. Den særlige ’frelse’, som digtene tilbyder fra denne dødsdrift, er ikke den samme som den, de beskriver i de mangfoldige ’amen’, dvs. frelsen fra livet i døden, i himlen. Den ligger i deres sprogs metaforiske sammenstød, deres små narrative forløb eller glæden ved at læse hen over den skræmmende angst. Sproget træder så at sige forsonende ind som en distance til hyldesten til livet i (efter) døden.

Grotrians bønner er ikke direkte politiske, men åbner for at tænke virkeligheden på andre måder end den gængse videnskabelige og politiske. Hvor de på ’indholdssiden’ søger en frelse for verdens fortrædeligheder i det hinsides, i Guds almagt og rige, udgør de på den sproglige side, eller i deres minimale narrative forløb, en hyldest til og en udfoldelse i sproget, der i sig selv udgør et åndehul fra gennemsigtighedens svøbe. Formentlig udgør deres særlige, oftest stærkt metaforiske form også en særlig formindskelse af den angst, som forfatteren fokuserer så meget på, om ikke for andre så for ham selv. Det kan i den sammenhæng noteres, at Gud, der i tidligere digtsam-linger udgør en ambivalent -gur, der ikke kun lindrede angsten, men også syntes at åbne for den, optræder mindre ambivalent her. Den guddommelige tåge brænder dog stadig (jf. ovenfor).

For folk, der er vokset op i en kristen kultur, men ikke

tror, vil en del af disse bønner fremstå med en særlig drejning, som det kan være vanskeligt at forlige sig med. Men Grotrians jagt på overrumplende metaforer har samtidig et subversivt præg. Verden vækkes fra dens dvale i dette sprog: ”Verden styrter sammen fra -re hjørner som et lændeklæde om frelsen” (s. 53). En mulig fortolkning: Verden (med dens -re verdenshjørner) kollapser, hvilket samtidig er frelsen, ligesom Jesu lændeklæde på korset dæmper hans lidelse og synden knyttet til hans køn. Det interessante er ikke, om denne fortolkning er den eneste mulige eller særlig rammende, men at den peger på, hvordan kønnets og dødens (sammenstyrtning, korsfæ-stelse osv.) usikre status i sproget bliver iscenesat gennem sprogets særlige genvordigheder i Grotrians univers.

Grotrians bønner er afdæmpede, sproglige genvordig-heder, hvis de sammenlignes med hans tidligere digt-samlinger, hvor metaforernes løbske form ofte umuliggør fortolkninger af andet end mindre fragmenter af digtene, der evt. kan sammenholdes med andre fragmenter. Al-ligevel rummer de konfrontationer med det, som vi ikke kan forstå (angsten, døden, kønnet osv.). Det samme er tilfældet med digtsamlingen Å, hvis titel bl.a. henviser til en konkret å og spiller på det berømte ”Oh”, en klassisk henvendelsesform i digte til en person, der ikke er til stede i digtet (den elskede, Gud, den døde osv.). Der er samtidig færre ord, vers, strofer osv. i Å, end vi plejer at se hos Grotrian, hvormed de enkelte ord eller strofer træder frem i en nøgenhed, samtidig med at den metaforiske gnist, der præger de tidligere digtsamlinger, ofte udebliver. Det er f.eks. tilfældet her: ”Syrener / under / månen. // Laks / i / rønne.” (s. 56) Ordet ’rønne’ spiller naturligvis både på byen Rønne, hvor der næsten ingen laks/-sk er efter -ske-forbuddet, og en rønne, dvs. en faldefærdig bygning eller stenbunke, og står på den måde i modsætning til syrener, der blomstrer under månen. Men ligesom i en række andre tilfælde fascinerer de metaforiske sammenstød ikke.

Dette er måske den omkostning, som man må betale, når man som Grotrian er behersket af jagten på metaforens


særlige betydning, der for ham er forbundet med ideen om alle tings lys eller oplysning i det guddommelige. Visse troende mener, de har set dette lys, men for andre, ikke-troende er det et mærkværdigt postulat, som digtene visse steder underforstår. Andre steder formår de imid-lertid at fastholde spændingen mellem det forståelige og det uforståelige: ”Åen snor sig / digtet er en liter” (s. 83). Digte er en del af (en liter) af sproget (åen), der bevæger (snor) sig. Sproget omfavner måske digtet, men ingen mening kan entydigt fastholde det, eftersom det ,yder. I den sammenhæng får angsten også en anden betoning: ”Vi bliver klinet til angsten, der skaber” (s. 85). Angsten optræder her, ligesom hos Kierkegaard, som en årsag, der skaber noget (måske digte), mens den i bønnerne fremstår som en horribel virkelighed, der skal overvindes via frelsen. Sproget har en årsag i angsten, som det dog aldrig kan blive identisk med. ”Vandet plasker hen imod papirerne / en sluseport / og endelig / står digtet åbent” (s. 76). Digtet åbner sig for sprogets eller vandets fos, står åbent for fortolkninger, eller det optræder som en særlig lukke- og åbnemekanisme (’sluseport’) i sprogets univers. Under alle omstændigheder er digte en åbenhed i sproget.

En gud, vi har forladtI Trine Andersens På den anden side er der ingen påkaldel-se af en frelse fra sprogets, kønnets eller det politiskes for-trædeligheder. Derimod formår hun at fastholde politiske og racemæssige fænomener i en sproglig spænding, der ikke blot forbinder sig med vores aktuelle verdensscene, men gør dem til almene fænomener med unik karakter. De er fælles kulturelle fænomener, men har også deres egen særlige form. Det sker med udsigt til vores naboland, Sverige, og andre steder i Europa og Afrika, med fodfæste i storbyen eller betragtninger over den såkaldte natur udenfor. Det sker samtidig med en -n fornemmelse for digtningens univers. Her i en parodi på første sonet fra Sommerfugledalen af Inger Christensen: ”de stiger op pla-netens coladåser / for at synge som hule vindspil i hækken / (…) // ret skal være ret måske er de / selvbefrugtende zink og farvestof ” (”Hjemme 3”, s. 56). Hvor Christensens sonetkrans påkalder sig naturens vidundere (sommerfugle, der stiger), understreger Andersen, at disse for længst er lagt bag os (sommerfuglen er blevet til en coladåse), eller at vi har forladt dem, som vi har forladt en gud: ”der må -ndes en gud / som vi har forladt” (”Maputo 3”, s. 39).

Kønnet spiller en stor rolle i dette gudsforladte univers: ”og selvfølgelig kød / små silkebløde klitorisser / skåret ud af afrikanske pigebørn / (…) / autentisk” (”Bispebjerg”, s. 21). Denne ’autentiske’ omskæring efterlader de afrikanske pigebørn uden nydelse og stort håb, men med angst og

død, eftersom de for altid vil være spærret inde i sig selv, som der står senere i digtet. De kan ikke nyde, forandre sig, og er derfor allerede døde, hvorfor de heller ikke kan dø.

Det er kun ikke her, at den seksuelle dimension bliver knyttet sammen med døden i Andersens digte. I et andet digt bliver jeget således ’parteret’ af sin partner i en seksuel ekstase: ”… i ,ere stykker / som picassosk krigsmateriel en arm her et bryst der / et hestehoved foran / ambulancerne kører med udrykning i blodet” (”Soho 2”, s. 62). Jeget bliver dog senere ’hæftet’ sammen, men selve den seksuelle nydelse – som de afrikanske piger må undvære – udgør et problematisk område, som sproget kun kan gengive med metaforisk afstand.

Andersens digte udtrykker ikke blot en sorgfyldt protest over etniske udryddelser, båd,ygtninge, globaliseringens rædsler osv., men også over tidens trivielle trends (cola overalt) og menneskets reduktion til kvantitative fænome-ner, der kan og skal tælles, kontrolleres og evalueres:

her er der kun fakta på fakta og tilbud i netto og tv-avis og måske er det ikke min hånd der rækker og slukker og måske er det ikke mit øje der trækker og lukker og måske er det ikke min hjerne der skriger lydløst ind i sprækker og måske er det ikke mig der skal gøre noget ved alt (”Rom”, s. 24)

Frem for at blive reduceret til denne faktuelle virkelighed ønsker digtets jeg at blive til en kattemor i Rom: ”hård og smuldrende og smuk / som en søjle” (ibid.) Dette er en umulig drøm, men den drøm, som digtene er gjort af, og de udgør et alternativ til vores daglige reduktion til chi8er.

Den poetiske flueNaja Marie Aidt skal have sagt, at hun ikke er politisk kritisk, men blot en ,ue på væggen, verdens væg for-mentligt, hvorfra hun åbenbart også skuer over de -re årstider, der udgør en rød tråd i hende Poesibog. Samt på døden, kønnet, barndommens efterladte erindringsglimt, 68-generations frihedstvang, ensomheden, skønheden osv. Erindringsglimtene fremstår bl.a. som et opgør med forældregenerationen, 68’erne, hvis trang til frihed fremstilles som en særlig form for undertrykkelse. Aidt er med andre ord subversiv over for de subversive, der tog deres frihed, fordi det var deres ret, som i øvrigt vedrørte noget ”… med fremmede mænd, fremmede kvinder, noget lummert, men også undertrykkelse, klassekamp, noget

62Verden sover rævesøvn, digterne jager

uhyre vigtigt …” (”Frihed”, op. cit., s. 40). Hvis det ikke er politisk kritisk, så ved jeg ikke, hvad det er, men måske er det blot ,uen, der letter benet for at pisse på verden.

Naturen og landene er overalt, ikke blot som påkaldte re-ferencer for digtene, men også som steder for nostalgiske tilbageblik til en tid, der dog aldrig kun er positiv. De er også metaforer for kønnet, eller kønnets metaforik bliver til deres: ”Europa er tør og stikkende som en slangetunge / Her rosenrøde aftner: et kys af en sky bag tung, gult korn” (”Man belaver sig på at ville af sted”, s. 53). Fra kønnet er der endvidere kun et skridt til døden, som der fremgår af næste linje i digtet: ”Nu kan der bades i lunt og stille vand; drengene -sker fra broen. / En horn-sk lander på din tallerken, du tænker roligt på døden i dag” (ibid.) De dagligdags og tilsyneladende uproblematiske fænomener forener sig pludselig med de uforståelige: Europa med synden (slangetungen), skyer med kys, -skeri og -sk med døden.

Det er Aidts force at åbne for det, som sproget kredser om, men ikke helt kan nå frem til, midt i det hverdagsag-tige, – midt i det, som vi tror at forstå. Hendes digte, der ofte udfolder sig med stille betragtninger eller referencer til rolige og kendte fænomener, introducerer pludselig det fremmede. Her i en indkredsning af døgnets rytme, natten og dagen: ”tæppefaldet kommer sent; daggryet ,yder / gispende over tagene: det nåede færgen” (ibid., s. 47). Natten er et tæppefald, som også er et billede på døden, og daggryet, som skulle redde os fra dødens (nattens) midlertidige nærvær, gisper som en døende eller som et levende væsen, der er forpustet, men når færgen. De, som ikke når den, fastholdes måske bag tæppet.

Aidt kan kunsten at trylle hverdagens sprog om til et sprog, der kaster lys over dødens og mørkets tilsynekomst og tilbagetrækning. Det gør også livet til en skønsag: ”du går på den røde løber / og slår med nakken / verden så skøn / så skøn” (”så så”, s. 61). Verdens skønhed holdes dog i ave af duets overlegne status (duet slår med nakken og går på den røde løber), og måske holder skønheden ikke længere end det slag med nakken, som konen med æggene lavede, hvorved æggene faldt til jorden og ødelagde hendes drøm. Skønheden er skrøbelig.

Spændingen mellem det, som vi tror, er kendt, og det ukendtes ukendte plads blandt det kendte er særlig tydelig i ”Min lede er så stor 1 (alt kogt i smadder)”:

Mælkeskindslugt der pludselig forpester. Hukommelsen, nuet og senere. Der er ikke noget at komme efter. Et digt der bukker. Klaustrofobiske rum. En drøm hvor man stjæler et barn,

løber væk med en skønhed der ikke tilkommer én. Alt handler om skam. Om at begære sin næstes næste. Om at fandeme ville bestemme hvor det rådne skab skal stå. Om at mærke pinligheder, tavshed, alt der er kejtet. Og så sur søvn på et krøllet lagen. Og skyld. Og mere skyld. (s. 28)

’Et digt’ bukker måske under for det, der ikke kan -ndes (”der er ikke noget at komme efter”), eller for mælken, der har mistet sin sædvanlige, positivt valoriserede lugt. Be-gæret, retten til at bestemme og skylden dukker op i Aidts digt, der imidlertid ikke bukker under for kravet om at tænke positivt og kunne gribe tingene på deres sædvanlige vis, dvs. i realitetens trivielle fremtoning, men indgyder følelsen af pinlighed, en mild form for angst uden ord. Når gnisten springer, bliver den milde angst nærværende. Det gør den tit hos Aidt.

Det rabler afBirgit Munchs Piratdansk. En fortællekreds handler bl.a. om en Jonathans liv og levned, Jonathan som oprindeligt er blevet bortført af den kvindelige fortæller. Munchs rablende, sprogdeliritiske galskab er normalt en torn øjet for hverdagens psykopatologi. Der er meget mindre af gal-skaben i Piratdansk…, end hvad vi plejer at se fra hendes hånd. Det virker som om formen af denne lille roman, eller disse fragmenter, der er sammensat til en mere eller mindre gennemgående historie – hvad vi ellers ikke ser hos hende – har taget over og dæmpet de sproglige udskejelser. Således også i følgende sekvenser, hvor de sproglige glidninger står centralt: ”Der var en kæmpe sol og en kæmpe hud på himlen; solen var en rumpik, huden en tidskusse på spring springere spingsk vrinskende sig tværs gennem duftmuren på kængurustylter – så 1303 mennesker pludselig opstod af den blå kusse” (s. 62). Det er sikkert svært for mange at omstille sig til denne glidende sprogform, men når man en gang har grebet den, mister den lidt af sin fascinationskraft.

Som det fremgår af denne remse, er det ikke, fordi de sproglige udskejelser ikke er til stede, men den poetiske spænding er neddæmpet i denne bog, der ellers både inddrager fanden, Gud og alverdens dæmoner eller dæmoniske fænomener. Den har fundet et leje, der minder om Dan Turèlls mere sprogligt neddroslede digte, hvor folkeligheden har taget over. Vælger man imidlertid at læse bogen som en digtsamling, dukker der indimellem gode digte op, som minder om Grotrians bedre. F.eks. ”Jomfruhack 6”: ”Rigsrevisorerne reviderede mit / sår som Guds diabetiske navle / drak det længste strå” (s.


59). Kvindens sår (skede?) revideres, ligesom Guds navle, der lider af sukkersyge, bliver det. Om det er hende eller revisorerne, der ikke trækker, men drikker (af ?) det længste strå, står hen i det ubevidste. Men såret revideres med nænsom opmærksomhed, som om dets hemmelighed kunne fravristes det, – som kunne kønnet fremlægges i et regnskab.

Lad mig slutte af med et citat, som også er bogens sidste ord. Det optræder efter Jonathan er spaltet i tre: ”Jo og Nat og Han”: ”Han lynende tiden, Han tordnede tabet, Han driblede dråben, Han kidnappede Gud, han skræl-lede lyset, Han ammede mørket” (s. 74). Munch vil helt sikkert indfange det, som ligger hen som mørke i sproget, men hun ammer læseren for meget med andre ting, der blænder for mørkets tilbagetrækning.

LitteraturAidt, Naja Marie: Poesibog. Gyldendal, 2008.Andersen, Trine: På den anden side. Gyldendal, 2008.Grotrian, Simon: Citroner til Vorherre. Borgen, 2008.Grotrian, Simon: Å. Borgen, 2008.Munch, Birgit: Piratdansk. En fortællekreds. Borgen, 2008.

64Vi gyser over en skaldyrssalat

DIGTEDIGTE

Vi gyser over en skaldyrssalatDet ligner siger du

hvad siger jeg

du ved.

Havet har det med at frembyde monstre siger du

holder hovedet oppe / skåler.

Af Iben Engelhardt Andersen

65 Uden titel

Jeg drejer mig meget væk men

det er ikke nok at kalde mig en planet.

Det rækker ikke.

Det er ikke dans. Jeg danser ikke.

En stjerne så.

Nej nej det er

netop det: Jeg brænder ikke.

Jeg stikker solen op i kroppen

natten ind i munden og

sådan taber jeg verden af syne.

Sådan skyder maven en kugle af dag og nat

men jeg er langt fra en planet.

Jeg vrider kroppen og det drypper fra navlen.

At det drypper fra navlen gør mig ikke til mor.

Det er ikke tårer der falder: Jeg græder ikke

Det gør mig ikke til far.

Nej min ørken "yder med stjerner

mens bomberne falder fra skulderen.

Det er netop det: Jeg sprænges ikke.

66PERFORMANCE

PERFORMANCEKlap i to fra hinanden kun let

adskilte hænder og

verdens mindste lyd vil

ramme dig.

Og !ngrene på begge sider af forestillingen

vil læne sig mod hinanden op ad lyden.

-

Kun let adspredt

rammer du med den ene hånd den anden.

Fugtigt hviler, intet suser, stille !ngre.

67 Mordelskere, giv agt!

AF SØREN STAUN

Den idiosynkratiske adfærdspsykolog Fanny Fiske er på den igen. I dén grad

Mordelskere, giv agt!

Susanne Staun: Mine piger. 285 sider. Gyldendal 2008

N+), '+; +! ikke en roman af min mor, kone, ekskone eller noget .erde familiært, som jeg her anmelder. Jeg er hverken stødt på Susanne Staun eller hendes navn før – udover sidstnævnte hos boghandleren, hvor propriums-genkendelsen dog ikke har vakt købsbegær i mig. Sagt på en anden måde: Jeg har ikke læst noget af hende førhen.

Hendes navn har heller aldrig prydet familiefesternes gæstelister. Og hun skal heller ikke med til min brors bryllup på lørdag. Forvent det værste, men altså ikke en åbenlyst, ej heller fordækt, nepotistisk anmeldelse.

Denne kriminal/knaldroman er det H. bind i Fanny Fiske-serien. Romanens jeg-fortæller, dr. Fanny Fiske, vågner op på et hospital i England efter længere tids koma, hvorefter hun på sin bedste venindes forlangende begiver sig til Danmark, hvor en mordgåde, som veninden selvfølgelig er involveret i, hurtigt bliver det centrale omdrejningspunkt.

Fanny er tilsyneladende en kompleks karakter. Først og fremmest er hendes alder svær at bestemme (og muligvis også uinteressant). Men baseret på hendes egne udsagn, bl.a. om brug af facial doping (læs: plastikkirurgi), har vi nok at gøre med en kvinde i sin bedste alder (dvs. /-6// år, men formentlig i midten). Hun mener imidlertid ikke selv, at hun er på sit aldersmæssige og fysiske højdepunkt, hvilket hun heller ikke forspilder en chance for at nævne.

Det samme gør sig gældende for hendes ”Sex and the City”-agtige femmes fatales-klike, som består af en gruppe semi-erotomane selvtægtskvinder, der – kun – erhvervs-mæssigt er på den rigtige side af loven.

Holdopstillingen er som følger:Dr. Fanny Fiske – hovedperson, adfærdspsykolog med

speciale i pro-lering af serieforbrydere, har monomane madvaner og er idiosynkratisk over for … tja, alt.

Nina Lacoppidan – hypernedsablende klummeskribent, kriminalromanforfatter, hesteopdrætter og romanens mordo8er.

Lisa Selander – svensker, retsmediciner og lesbisk (bh-størrelse: A-skål).

P.J. Harvey (ikke musikeren) – pistolbærende (Colt) o8entlig anklager med psykopatiske tendenser.

Så gerningsmanden er oppe mod hårde odds. Fanny beskriver selv ”holdet” således, inden de samles i Danmark:

Det her lovede ikke godt. Nina, Selander og Polly-Jean var mine venner, sandsynligvis de bedste jeg havde, men jeg undgik dem så vidt muligt, fordi vi -k det værste frem i hinanden. Jeg var simpelthen altid bange for, hvad der kunne ske, når og hvis vi var sammen. Som for eksempel pludselig, voldsom og unaturlig død.

Fanny har i romanen mange idiosynkratiske kommentarer, som har iskoldt sigte på både .ender og venner. Disse kommentarer er både en af romanens forcer, men samtidig også svagheder. De er mestendels sjove og lattervækkende, men bliver i længden en kende irriterende, idet denne side af hovedpersonen bliver fortærsket. At jeg på pleonastisk vis karakteriserer Fanny som havende både en monoman og en idiosynkratisk personlighed, skal illustrere det overeksponerede ved hendes karakter. Et muligt forsøg fra forfatterens hånd på også at menneskeliggøre (blødgøre) Fanny er imidlertid at indvikle hende i et amourøst side-plot med den engelske chief inspector Keith Knight, som selvfølgelig er gift, hvilket for en gangs skyld gør Fanny sårbar. Dette og romanens andre sideplots bliver bare for periferiske. De er ikke decideret unødvendige, men synes næsten over,ødige. Susanne Stauns styrke ligger til gengæld i hendes levende, undertiden neologistiske, og letlæselige sprog, som giver et fortælle- og læsetempo, der går godt i spænd med genren. Hendes -kse vendinger og friske metaforer ville give props hos selv hærdede hiphop-pere, som fx i nedenstående, hvor Fanny forestiller sig sin afdøde veninde stå i hendes kontor:

Jeg så hende for mig, ensom, hadefuld, skidefuld, stå og råbe ad de mørke vinduer, grimmere og grimmere, som natten skred frem, med mascaraen løbende ned ad kinderne som sørgerande over den ro, hun aldrig fandt.

Sådan! Et mindre sprogligt minus er dog, at Staun til tider vælger at bruge elliptiske sætningskonstruktioner, hvor subjektet udelades. Det er som sådan ikke meningsforstyr-rende, men det virker som påtaget ungdomssprog, hvilket ikke klæder romanen. Det – altså klæder bogen – gør omslaget heller ikke. Men alligevel er det så 6>4/’er-kitsch, ligesom Stauns frisure, at det er lækkert. Forsidebilledet viser en kvinde, der køligt sigter på læseren, som også efter at have vendt første side bliver gennempløkket af adskillige verbalpatroner romanen igennem. Nogle af dem rammer desværre langt ved siden af.

68Jager!yets skønhed

De knap 1// sider er hovedsageligt en fornøjelse at læse, da man bliver godt underholdt af sproget og de uudholde-lige kvinder. Til tider virker handlingen og dens udvikling dog uinspireret.

Læs Mine piger (som vel både er Susanne Stauns og

Fanny Fiskes piger), hvis du synes, at en kinky cocktail af ”Sex and the City” og ”Hun så et mord” lyder forfriskende – det er det, men næste gang bestiller jeg nok en anden cocktail.

AF RASMUS STENFALK

Christina Hesselholdt skriver diskret inciterende, heftigt veloplagt og (naturligvis) millimeter-præcist om forliste parforhold, familiestridigheder og seksuelle eskapader m.m

Jager!yets skønhed

Christina Hesselholdt: Camilla and the horse. 158 sider. Rosinante 2008

C%A:$$% %&' ;@+ Horse begynder med et sus. ’Van-dreturen’, bogens første og næstbedste tekst, beretter om kæresteparret Alma og Kristians vandreture i den engelske countryside, men knap er landskabsbeskrivelsen kommet i gang, før et jager,y støjende afbryder idyllen. Eller rettere: den tilsyneladende idyl, for forholdet viser sig snart at være alt andet end dans på roser. Med et ironisk kontrapunkt i de stormfulde litterære romancer, som landskabet har lagt egn til, blændes der gradvist via skif-tende synsvinkler op for et trøstesløst billede af et ødelagt kæresteforhold. Det lyder tungt, men det hele afvikles med en elegance og en lethed, som er svær at lokalisere præcist. En del af den skyldes givetvis det stilistiske raf--nement, og her er Hesselholdt vanen tro eminent. Men hovedsagen – det egentlige litterære scoop – ligger i selve fortællemåden, narrationen.

Således består bogens første del af fem novelleagtige tekster med skiftende jeg-fortællere, som alle står i et mere eller (hovedsalig) mindre nært forhold til hinanden. Teksterne danner altså tilsammen et -ktivt kompleks, hvor en bi-gur i ”Vandreturen” indtager hovedrollen i de to efterfølgende tekster og så fremdeles. Hver stemme har sin egen idiosynkratiske, svagt distræte fremstilling af begivenhederne, og denne ,erhed af stemmer giver helheden en ,imrende betydningsmættethed. Det er en prosa, der er konstant overrumplende uden dog at give køb på fokus og klarhed.

Mest konstant overrumplende er titelteksten, en historie om ægteparret Camilla og Charles’ besøg på en berlinsk stripklub. Her er Hesselholdt i sit es – den virtuose omgang med fortællingens virkemidler realiseres i en række pludselige twists eller bizarre indskud, som helt tager fusen på læseren. Her fx jeg-fortælleren Camillas parentetiske bemærkning: ”I mellemtiden ved baren:

en kvinde har taget plads ved siden af mig, også hun rumæner (fremover benævner jeg hende min skat), (…)”. Aha! Den slags legende mysti-kationer er ikke alene morsomme, de forlener teksten med en veloplagthed og en smidighed, som gør den en fryd at læse. Det er da også samlingens stærkeste.

Bogens anden del er en helt straight (mini)fortsættelse af sidste års I familiens skød. Den 6H-årige Amalie skal non-rmeres, og det giver anledning til et lettere desperat forsøg på at samle den dysfunktionelle skilsmissefamilie. Midt i det hele falder farmoren imidlertid om og må genoplives. Karaktererne er skarpt tegnet op, og historien er et e8ektivt eksekveret stykke tragikomik med den problematiske familiesfæres små(lige) kon,ikter som bagtæppe. Alligevel blegner den set i lyset af første dels, ja, nærmest sprælskhed. Den virker også en anelse påklistret, idet den bryder med førstedelens ellers velspillende kompositionsprincip.

I grunden betjener mange af Hesselholdts historier sig af en ret enkel symbolik. Alma, der er fanget i det fastkørte forhold, lærer at overvinde sin højdeskræk; farmoren, der har optrådt som den mæglende part mellem de to familie-fraktioner, forsøges genoplivet o.s.v. Men det generer ikke. Det kan se nok så banalt ud på referatform, men så misser man lige netop det fantastiske, måden, suset.

Suset. Altså jager,yets, for sikken en åbning: ”I som-mer, da jeg vandrede omkring i Wordsworths bakkede landskab, hvor skyggerne på bakkerne er så mørke og markante, at toppene ser ud, som om de er overhældt med vand, og søerne er så dybe … kom et jager,y så pludseligt til syne, at jeg helt uvilkårligt smed mig ned på maven, slået med rædsel. Jeg havde hverken set eller hørt det, før det var over mig. Det vippede med vingerne, det lagde sig på siden og var væk mellem to bakker. Det var så elegant, så hurtigt og pludseligt, at fra det øjeblik levede og åndede jeg for at komme til at se ét til.” Og ét til og ét til og mange ,ere, tak!

69 Ubevidst rødgang

AF MARTIN JOHS. MØLLER

Fabelagtigt portræt af Danmark i 70’erne + undergangstung, erotisk thriller i Venedigs gader

Ubevidst rødgang

Lars Frost: Ubevidst rødgang. 303 sider. Gyldendal 2008

D+& (*((+ %I;:=&G:$A"%<;:<+ bagsidetekst lyver ikke, Lars Frosts syvende bog (så mange er det, hvis man tæller det hele med) Ubevidst rødgang er,

bogen om dem, der byggede det Danmark, vi bor i i dag (...) dem, der sprængte rammerne, og dem, der sad og kiggede på, at rammerne blev sprængt i 6>5/’ernes begyndelse (...) Bogen om en tid, hvor en tiltrængt kommunalreform blev gennemført og en ideologisk gentænkning af velfærdsbegrebet blev tvunget igennem. En tid der satte nye standarder for højhusbyggeriet og lufttra-kken. En tid med eskalerende terror, religiøse krige, ideologiske og økonomiske krige (...) Bogen om en tid, hvor man -k øjnene op for fremtidens muligheder og det gode i mennesket. En tid med hævngerrige, bevæbnede frihedskæmpere i gaderne og – nå ja - kærlighed.

Bagsideteksten i sig selv er, så vidt jeg har forstået, inspireret af Morten Hesseldahls Drager over Kabul, som da også akkrediteres på en liste bagest i bogen over bøger, tidsskrifter og -lm, som forfatteren har ladet sig inspirere af. En -n, men vist ikke helt udtømmende liste, for der er mange små hilsener at -nde undervejs til folk, som ikke -ndes på listen, deriblandt Claus Handberg Christensen og Hans Otto Jørgensen.

Normalt er jeg modstander af den slags hip hop-shout-out-agtige lister bag i bøger, men det giver en særlig mening i en bog af Lars Frost, da et af hans særkender, ikke mindst denne gang, er de både korte, mellemlange og rigtigt lange leksikale ind- og udfald undervejs.

Ubevidst rødgang er et udtryk fra de tra-kale loves annaler, eller noget i den dur i hvert fald, som henviser til det, der sker når en person blindt følger efter en anden person overfor rødt. Den overførte betydning er oplagt, at man blindt kopierer andres fejl, blindt ,yder med strømmen. Titlen -k med det samme mig til at tænke på maleriet ”Lignelsen om de blinde” (måske bedre kendt som ”Blind leder blind”) af den berømte ,amske maler Pieter Brueghel den ældre (6205-623>).

Romanen, som bærer den nærmere genrebetegnelse

”ingeniørroman”, falder i to dele. Den første rummer et fabelagtigt, indgående portræt af Danmark i 6>5/’erne, et portræt, som især udmærker sig ved, over trods alt relativt få sider, at bevæge sig på tværs af alle mulige sociale, økonomiske og nationalgeogra-ske skel. Der skrives om unge og ældre, rige og fattige, det indre København og triste landlige ,ækker. Men der skrives så sandelig også indgående og kritisk om et ungdomsoprør, som i den periode lader til at synge på sidste vers og hvis erklærede revolutionære mål fremstilles som en slags imposant røgslør for aktørernes egentlige ønsker: beruselse og sex.

Hovedpersonen i romanen er ingeniøren Erik. Det er hans søn Arne, som går den bogstavelige ubevidste rødgang, men i romanens anden del følger Erik i sin søns spor i nogle sekvenser, som jeg oplever som nærmest klassisk ærketragiske og ret foruroligende. Eriks rødgang bringer ham i tvivlsom forbindelse med jeg-fortælleren, ja hov, sådan en er der også, hun giver sig til kende for en kort bemærkning i første del og er helt styrende i anden, og der udvikler sig et både konkret og psykologisk labyrintisk spil i Venedigs angstfremkaldende gader. Jeg kom ,ere gange til at tænke på -lmen Rødt chok (fra 6>51!), hvor et ægtepar tager på ferie i Venedig efter at have mistet deres datter i en drukneulykke, og der efterfølgende udfolder sig et mareridt af de værre.

Men midt i thrilleren og det lumre erotiske drama er der også plads til de førnævnte leksikale passager, i særdeles-hed kanaliseret gennem Erik, der giver den som overstu-deret guide i Rom. Man bliver fyldt til bristepunktet med fagspeci-k viden. I det hele taget er alt trukket lige til grænsen i Ubevidst rødgang. Lars Frost slikker sig op og ned ad klichéerne, han kører læserens tålmodighed lige ud til kanten, men så er der alligevel, gang på gang, lige det omslag eller de enkelte sætninger, som enten bare får en til at blive hængende i bogen eller som decideret får en til at tabe underkæben. Lars Frost har ikke bare skrevet en god bog, han har skrevet et stykke stor litteratur, for Ubevidst rødgang handler lidt om alting, og den er så menneskelig. Morsom er den også - og klog på verden.

Ubevidst rødgang er sandsynligvis årets bog! Fra landets muligvis bedste forfatter.

Erotik i 1970’ernes Venedig

70Ubevidst rødgang

71 Fundamentet vakler

DU SKRIVER I romanen, at en ny dansker, den uansvarlige turist, bliver opfundet i perioden fra slutningen af '#’erne til begyndelsen af (#’erne, men hvorfor holder du det spejl op foran danskere i dag?– Jeg har i mange år haft den teori, at én af grundene til, at det går, som det går i den vestlige verden i dag, har at gøre med vores selvopfattelse, at vi er turister. Man rejser ud og bilder sig ind at være til stede i verden uden at være en del af den. Også når vi er hjemme, ser vi os selv som turister. Det er manglende solidaritet, som man ville udtrykke det på venstre,øjen, eller sammenhængskraft, som man ville udtrykke det på højre,øjen. Det handler om, at vi ikke ser os selv som en masse. Vi er ikke glade for at dele, vi vil hellere holde på det hele selv.

Er Ubevidst Rødgang også en kommentar til vore dages politiske landskab i Danmark?

– De genrehistoriske romaner handler altid mere om den tid, de er blevet skrevet i, end om den tid, handlingen foregår i. Det er også derfor, jeg har valgt den periode, fordi der var så mange oplagte paralleller til i dag. I 6>50 blev Twin Towers opført, som så faldt sammen i 0//6. Man var dengang meget fascineret af de høje huse. Man har et andet perspektiv i dag, hvor de er faldet sammen. Når man ser tilbage på halv.erdserne, så er det eneste, der er tilbage fra dengang, broerne! Hvor er troen på fremti-den og tankerne om revolution?

Hvad vil du gerne problematisere, når du lader hovedperso-nen Erik mene, at ”frigørelsen vil hjemsøge os” og når du giver romanen titlen Ubevidst rødgang?

– Frigørelsesprojektet tror jeg ikke lykkes. Mange børn på min alder er blevet fanget i deres forældres ambitioner om at realisere sig selv. Det er ikke noget nyt samfund, vi

har skabt, det er de samme værdier, vi bygger på. Og titlen Ubevidst rødgang er næsten for godt et billede på, hvad der skete i halv.erdserne, -rserne, halvfemserne, og måske også i dag. Folk følger bare med, de har ikke mulighed for eller overskud til at tage stilling.

Hvorfor har du valgt ingeniøren og bygningskunst som gennemgående motiv for begge dele af romanen?

– Det er det med at prøve at vælge en ny vinkel på en periode, der allerede er skrevet så meget om. Jeg troede, at jeg skulle skrive om religion, fordi det er så meget oppe i tiden, eller om terrorisme, men så kom Blekingegade-banden, og så kom jeg væk fra det. Det var en tid, hvor der blev bygget meget og en tid med fremgang, indtil oliekrisen kom. Romanen har mange af lægeromanens karakteristika, men det ville alligevel blive for trivielt i længden. Det er som en lægeroman, der er gået gennem en vridemaskine. Du slipper på den måde for at skrive en masse ting. Jeg kunne slippe uden om at skrive om Vietnam-krigen, Glistrup, den truende oliekrise og andre ting, jeg ikke havde lyst til at forholde mig til.

Hvad var du så interesseret i?– Hvad er det, der skaber det billede, vi har af en tid, det

der får lov til at blive sande billeder af en tid? Der skete mange andre ting end ungdomsoprøret i den tid. Var hele halv.erdserbølgen virkelig en drejning mod venstre? Det var en småborgerlighed, der fandt en ny platform, et marked, der gjorde det muligt at skabe en ny form for plat socialistisk tankegang. Det er ikke til at lave et anstændigt oprør, fordi samfundsformen opsluger det. Det er svært at gøre oprør i et så tilsyneladende åbent demokrati. Denne mekanisme får lov til at styre hele den vestlige verden. Man skal ikke protestere, man skal bare omfavne… Det er

Fundamentet vakler

AF INGE SIDENIUS PETERSEN

Vores virkelighed er bygget på en base, der er dårligt funderet. Før eller siden styrter den sammen. Så tyk er ingeniørsymbolik-ken i Ubevidst rødgang ifølge forfatteren. Lars Frost sporer årsagerne til dagens mangel på sammenhængskraft og visioner tilbage til 1970’erne, hvor velfærdsstaten stadig var på tegne-brættet

72Fundamentet vakler

mærkeligt, som regeringen i dag insisterer på en sam-menhængskraft. De prøver at gøre individuelle ytringer til antiparlamentariske ytringer, der er uden for samfundet. De er forstokkede og har glemt, hvad de selv stod for.

Er der en sammenhæng mellem de to dele, når du først lader romanen handle om det nye, der bygges op i Danmark og derefter om Venedigs forfald og bygningsværkers sammenstyrt-ning?– Der er i hvert fald et tema i fundamentet. Fundamentet er et meget grovkornet symbol på, at det er en periode, som er bygget på en fremtidstro. Men senere opstår der en gigantisk arbejdsløshed, og oliekrisen indtræ8er. Erik er med til at sprænge tre bygninger i luften i slutningen af romanen. Der bygges i første del, og så begynder det at brase sammen i anden del af romanen.

Er din roman apokalyptisk?– Jeg synes, slutningen er uhyggelig. Vi ved, hvordan

det slutter i halv.erdserne, vi ved, det går galt. Jeg synes, det er apokalyptisk, at Laurents – en roman-gur – er så fascineret af New Yorks skyskrabere. Det er tykt overmod, stor hybris at bygge så høje huse! Uanset, hvor meget sikkerhed, der er indbygget i dem, kan man sagtens lade et ,y styrte ind i dem. Døden er et faktum, uanset hvor meget man sikrer sig. Selvom man byggede nye e8ektive sygehuse i denne periode, kan man ikke fremtidsforsikre sig mod døden.

Vil du med motivet om fundamentet i bygninger og spørgs-målet om fundamentets styrke sige noget om, at menneskehe-den ikke er voksen nok til det stadie, den be%nder sig på?

– Det er et glimrende udtryk. Symbolerne er tykke. Fundamentet kan ikke bære. Vi bygger vores forestillinger om virkeligheden på et meget skrøbeligt fundament, og

det vil bryde sammen. Snakker vi basis og overbygning i marxistisk forstand, kan man spørge: Hvad er det, der støtter sig op ad hvad? Er det basis, der støtter sig op ad overbygningen eller omvendt? De bygger husene nede fra og op i romanen, måske burde vi bygge dem oppefra og ned. På samme måde fører regeringen i dag politik nedefra og op. Spørgsmålet er, om det ikke skulle være omvendt.

I romanen %ndes opbygningen, forfaldet og genopbygningen. En af roman%gurerne siger: ”Sempre la stessa antifona” – altid det samme omkvæd. Er du pessimist eller optimist i dit men-neskesyn og din civilisationskritik?

– Det veksler lidt. I går forsøgte jeg at bilde nogen ind, at jeg er optimist! Jeg købte en T-shirt, da jeg var i San Fransisco for nogle år siden, hvor der stod USA på. Den havde jeg på i går. Måske var det i troen på Barack Obama, men jeg er alligevel ikke sikker på, det bliver bedre med ham. Siden 0//6 har jeg ikke brugt den, på grund af den politik, USA begyndte at føre… Jeg tror ikke, vi er særlig kloge. Vi har muligheden for at tænke store tanker, men det er få af os, der orker. Jeg ville gerne have skrevet om den katolske kirke i romanen. Den katolske kirke har fundet en målestok, hvorefter den helgenkårer mennesker. Vi sætter ikke så store krav til vores idoler. Det er nogle mærkelige mennesker, der får lov til at bestemme i vores land. Vi burde være mere ambitiøse på vores medmenneskers vegne, men man bliver straks udråbt til ekspert eller smagsdommer - så det må vi hellere lade være med!

Tacoma Narrows umiddelbart før broens kollaps, 7. november 1940

er forumdøv

er mellem møntvaske, rungende

fordeler penge mellem sine mange kasketter

indstiller X, Y, Z og Æ til Weekendavisens Litteraturpris

har fået digte af Naja til Hvedekorn. så fuck den ene stjerne i Berlingske.

vil se Leth-!lm om Kalule og SÅ hente morgenmad.

laver voodoo på en vis 90'er-digter.

er gennemredigeret.

er i løbet a natten blevet afmeldt som ven af K.M. Guldager, vi er nu Facebook-fjender!

er faldet ned fra Jylland, sorgfuld

satte butiksalarmen i gang med sin egen bog.

anmelder alt!

er Sabroesur.

er korrekturkogt.

er Frostskadet.

roder ned.

, den plotspejler, er blæst ud af mediemonsun.

blogger akavet.

får orden på det.

hveder den, splatterisk!

har fået musik og !lm og habit og ET DIGT AF JAC.

skal tage sig sammen, skal jeg, til boglighed.

er i al ensomhed ør af succes.

fulder kontrolleret med onkel Gusti.

er sådan cirkus 50 hø"ige og knap så hø"ige afslag udmattet.

er kornet af frisk og stenet, stenet hvede.

runger af Strunge.

er en femikrimi.

hater på identitetsproblematikker.

anmelder DIG

er forumdøv

er mellem møntvaske, rungende

fordeler penge mellem sine mange kasketter

indstiller X, Y, Z og Æ til Weekendavisens Litteraturpris

har fået digte af Naja til Hvedekorn. så fuck den ene stjerne i Berlingske.

vil se Leth-!lm om Kalule og SÅ hente morgenmad.

laver voodoo på en vis 90'er-digter.

er gennemredigeret.

er i løbet a natten blevet afmeldt som ven af K.M. Guldager, vi er nu Facebook-fjender!

er faldet ned fra Jylland, sorgfuld

satte butiksalarmen i gang med sin egen bog.

anmelder alt!

er Sabroesur.

er korrekturkogt.

er Frostskadet.

roder ned.

, den plotspejler, er blæst ud af mediemonsun.

blogger akavet.

får orden på det.

hveder den, splatterisk!

har fået musik og !lm og habit og ET DIGT AF JAC.

skal tage sig sammen, skal jeg, til boglighed.

er i al ensomhed ør af succes.

fulder kontrolleret med onkel Gusti.

er sådan cirkus 50 hø"ige og knap så hø"ige afslag udmattet.

er kornet af frisk og stenet, stenet hvede.

runger af Strunge.

er en femikrimi.

hater på identitetsproblematikker.

anmelder DIG

75 Ind under huden

AF ASTRID RAVN SKOVSE

Island er ikke kun finanskrise, deroute og tiggergang. Kristín Eiríksdóttir viser med sin første bog på dansk, at øen også avler vanvittigt velskrevet litteratur

Ind under huden

Kristín Eiríksdóttir: Det hudfarvede øde. Oversat fra islandsk af Nina Søs Vinther. 32 sider. Forlaget Arena 2008.

D+; +! F+' første øjekast en ganske frastødende bog, islandske Kristín Eiríksdóttir har udgivet. Omslaget er hudfarvet, for nu at låne bogens egen terminologi, og den ubehjælpsomme tegning på forsiden viser en irgrøn kvindekrop med hår i stedet for ansigt og eksplosive, postkasserøde blodstrømme fra skødet og den afhuggede arm. I kontrast til kvindekroppens påtrængende ekspres-sivitet står titel og forfatternavn printet med snørklet og næsten ulæselig ungpigeskrift, komplet med små krydser over i’erne. Alle æstetiske advarselslamper lyser på højkraft. Men her som andre steder i verden gælder det gamle ord, at man ikke skal skue bogen på dens omslag. Nok er bogen grim, men det er en grimhed, der vil noget, og som er en pointe i bogens skriftunivers. Det hudfarvede øde er en bog, som i den grad kæler for det uskønne, som transformerer det i kunstens tjeneste og spytter det i synet på læseren, der som svar må lade paraderne falde og overgive sig til tekstens bydende og insisterende univers.

Gensyn med kortprosaenDet hudfarvede øde udkom på Island i 0//3 og er 05-årige Kristín Eiríksdóttirs første bog på dansk. Hun debuterede i 0//H med digtsamlingen Kjötbærinn (Kødbyen), men tager i Det hudfarvede øde livtag med den i Danmark så veludforskede genre kortprosaen. 6>>/’erne bød her-hjemme på en synd,od af kvadratiske, praktiske og (for det meste) gode kortprosatekster, men i de senere år har de danske forfattere i stigende grad bekendt sig til de mere traditionelle genrer. På den baggrund virker det for en dansk læser næsten nostalgisk altmodisch at møde den korte og koncise form igen, men hos Eiríksdóttir er der ikke tale om at være en postgang for sent ude. Tværtimod spiller formen kløgtigt sammen med det tematiske univers, der er præget af gentagelser, cirkelslutninger og klaustrofobi.

Bogen består af 01 ultrakorte tekststykker og en enkelt, afsluttende fortælling, der sprænger rammen og bevæger

sig over tre sider. Det begrænsede omfang betyder, at man som læser kan indoptage bogen i ét hug, hvilket klart er at anbefale, hvis gentagelsesstrategien skal opnå maksimal virkning. Fortællerstemmen er lagt i munden på en kvin-delig jegfortæller, der nøgternt og enstrenget gør rede for sin egen gradvise transformation fra saftspændt elskerinde til skællet -rben.

Dali og glamourSpændt op imod formens strenghed står indholdets virvar af elementer, som dykker ned i et væld af indbyrdes mod-stridende universer: teknologi og eventyr, glamour og vold. Forfatteren er for tiden bosat i Montreal, hvor hun går på kunstakademiet, og tilsvarende emmer Det hudfarvede øde af visuelle e8ekter. Kitschet-idylliske scener udvikler sig uden varsel til mareridtsagtig surrealisme med smag af Dali: ”Vi sidder i plasticstole med hver sin cocktail og kigger på slottet pyntet med ild. På himlen skinner solen skarpt i midten. Ned ad din krop løber det øverste lag hud og siden lag efter lag. (...) Til sidst er intet tilbage andet end det knoglehvide fundament. Så stikker jeg min -nger ind gennem tindingsknoglerne og beføler inventaret i dit hoved.” Her, som mange andre steder i bogen, er det så ækelt, at det næsten bliver smukt.

Hver tekst er på denne måde som en kigkasse ind i en på over,aden velordnet scene, der imidlertid afslører en kaotisk underverden, så snart der kradses lidt i huden. Tekststykkerne former tilsammen et narrativt forløb, som er forankret i en klaustrofobisk verden, et marmorslot i en sandfarvet ørken, som er hjemsted for jeg’et og et mandligt du. Mens manden hver dag tager væk fra stedet i helikopter, er jeg’et – med kærlig hilsen til Paul Auster – henvist til sine egne fortvivlede forsøg på at skabe mening i et forladt univers:

Jeg væder normalt papirark med ka8e så det ligner et ældgammelt skattekort, trækker streger, som skal ligne et landskab fra luften men ligner intet, da jeg løfter kortet for at fastslå hvor skatten er begravet, gør jeg mig klart, at jeg har optegnet en meget præcis indbrudsplan for en diamanttyv.

76Ind under huden

Bløde bryster og hårde klicheerEn genkommende -gur i bogen er at spænde det daglig-dags og umiddelbart genkendelige så hårdt, at det antager mareridtsagtig karakter. Klicheen om den aktive mand og den passive kvinde drives igennem med hård hånd: ”[Du] siger til mig, at jeg skal holde op med at drive den af og gå ud og købe skinke. I supermarkedet lægger jeg mærke til de blå mærker på mine ben, prøver at trække nederdelen ned (...) Da jeg kommer hjem, har du lagt parket.”

Tilsvarende stereotypt er forankringen af kvindens erfaringer i hendes krop og sanseapparat. Hun reduceres af både manden og teksten til ren seksualitet, til tjener og undersåt: ”Slidsen i min kjole begynder der hvor røvlinjen ender og skeden tager over. Da jeg går hen til vinduet for at betragte udsigten benytter du dig af chancen og træder på min hellange kjole”. Som konsekvens af, at udsigelsen er placeret hos denne kvinde, er teksten gennemsyret af taktilitet, af konsistens, af farver og former. Væsker som vand, blod og slim driver ned over siderne. Marmor, guld og mandens hårde bryst udgør modstykkerne til kvindens overgivne blødhed.

Til sidst får manden (og teksten) nok af kvinden og hugger hende i to dele. Bogen tager formmæssigt konse-kvensen af dette snit og forlader kortprosastilen til fordel for et eventyr, der for første gang er forankret hos manden selv: et eventyr om lede, om at give op og om uformåen. Men der er ingen vej ud for manden, der til sidst, som en ra9neret hævn, må se beretningen om sit eget mislykkede selvmord lagt i munden på kvinden, som er tilbage, om ikke som krop, så som tekst.På samme måde står læseren værgeløs over for denne påtrængende, insisterende stemme. Kristín Eiríksdóttir er et givende bekendtskab, der imidlertid kræver læserens sjælefred i pant. Det hudfarvede øde er ikke nogen køn oplevelse – men den er forbandet effektiv, som den kryber ind under huden på sin læser og bliver hængende.

77 Bilerne kører

ORDLYD

AF ANDREAS K. RASMUSSEN

Teksterne er ren poesi, og musikken lige så skramlet og henkastet, som den er fængende og melodiøs. Skammens Vogn har lavet en af årets bedste danske plader

Bilerne kører

Skammens Vogn: Bilerne kører. Lolita Industri 2008

D+; +! F+' at være længe siden, at DIY-kultur og lo---produktion var konsekvenser af hinanden, eftersom det efterhånden er muligt for hvem som helst at indspille og producere musik for så få penge og i så høj lydkvalitet, at det knapt er til at høre forskel på hjemmestudiet og det store, forkromede mainstream-produktionsapparat.

Og dog lever lo---æstetikken videre i bedste velgående. Hvordan kan det nu være, når både publikum og – må man formode – musikerne udmærket er klar over, at lo-- er blevet netop det – et rent æstetisk udtryk, et kunstnerisk valg? Jo, for på trods af at lo---æstetikkens konnotationer som ”ægte”, ”ærlig”, ”undergrund”, og hvad der ellers måtte være, vel ikke kan tages særlig seriøst længere, er der alligevel en fantastisk udtryksfuldhed i den ofte skramlede, henkastede og skitseagtige lyd, der karakteriserer lo--’en.

Pointen kan selvfølgelig være at skabe en bevidst uafsluttet musik for på denne måde at lade værket stå som et åbent og fortolkningsbart objekt, men det, lo---æstetikken først og fremmest lover, er det renest mulige indblik i ideen; det er den korteste vej fra inspiration til udtryk og er således en mindre kompromitteret og mere umiddelbar kommunikation imellem kunstner og publi-kum, end minutiøst gennemarbejdet og -produceret musik nogensinde kan blive. Man kunne naturligvis argumentere for, at det er et håbløst løfte, når nu lo-- blot er ét af mange mulige kunstneriske valg, men hos Skammens Vogn, der består af de tre herrer Oliver Hoiness ( Joy L), Jacob Millung (Moi Caprice) og Nikolaj Zeuthen, passer det underproducerede udtryk simpelthen på så sublim vis sammen med de skitseagtige og – om man så må sige – underproducerede tekster, at en sådan tilgang giver overordentlig god mening.

Det kan virke svært at trænge ind i Zeuthens minima-listiske tekstunivers, men hvis man vil vove forsøget, kan man passende tage et kig på de to numre ”Bilerne kører” og ”Samtalen kører”, hvis sammenfaldende titler naturlig-

vis kunne være tilfældige, men måske alligevel ikke er det. Her i ”Bilerne Kører”:

Bilerne kører bilerne kører husene står ved siden af mennesker er gode mennesker er onde de bor inde bag vinduerne så jeg løfter hånden op i vejret og vinker det bedste jeg har lært jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det men at vinke er jo ikke særlig svært.

Og i ”Samtalen kører”:

Samtalen kører samtalen kører jeg kan mærke, at jeg ikke er forlegen jeg spørger ind, men går ikke over stregen jeg kan mærke, jeg er glad og ikke trist og bedre endnu: Jeg er næsten ikke selvbevidst.

I ”Bilerne kører” er tra-kken nærmest en force majeure, en kraft, der er lige så ubevidst som jeg’ets impulsive hand-linger. En umiddelbar, konstant bevægelse, der i højere grad omgiver og former menneskenes handlinger, end den er et produkt af dem. På samme måde er samtalen (læs: lyrikken) en ”næsten ikke selvbevidst” kraft, der virker løsrevet fra de individer, der fører den, og grænserne udviskes således mellem tra-k og lyrik, handlinger og ord, indtryk og udtryk. Zeuthens tekster er, tilsyneladende, ubevidste konstateringer, hvor der, på trods af den meget ordknappe stil, ingen udvælgelsesproces lader til at have fundet sted. Ofte er det ren poesi, når Zeuthens litterære persona bevæger sig igennem byen og hverdagen, igennem apati og melankoli. Ligesom produktionen understreger, at det musikalske udtryk er nær identisk med ideen, lader teksterne til at understrege, at det lyriske udtryk er nær identisk med fortællerens indtryk. Og når teksterne leveres med Zeuthens stemme, der er svag at best, er det

– i samarbejde med undertoner.dk

78Bilerne kører

ofte ganske rørende.For nu ikke at glemme musikken, så er den oftest i

perfekt samspil med teksterne. Lige så skramlet, naivistisk, henkastet og umiddelbart fængende, i hvert fald. Der er masser af eksperimenter og en veritabel over,od af interessante lyde, men generelt er der en -n, gennemtænkt form på de overvejende melodiøse numre, som næsten alle holder sig omkring de tre minutter.

Og der er masser af højdepunkter at tage af: Det skævt svingende åbningsnummer, ”Ar 050”, det festlige og bodega-rullende ”Psykolog”, der indeholder de fantastiske linjer: »Så skal jeg ud på en drømmerejse / jeg skal ,yve på en magisk fugl / og min tissemand er kort og kold /

det tænker jeg på / jeg ved ikke hvorfor,« såvel som den suveræne ”Sommer igen”, der med sit smukke, klirrende guitarspil og let melankolske tekst er pladens bedste skæring.

Men sandt at sige er der ikke noget dårligt nummer på ”Bilerne kører”. Fra den starter, til den slutter med den meditative instrumentelle ”Kirke”, er den proppet med dybt inspireret musik og lyrik, og pladeselskabet Lolita Industri, der bl.a. har udgivet plader med Frisk Frugt og Rumspringa, sætter en tyk streg under, hvorfor de er et af landets mest interessante selskaber. Skammens Vogn har med Bilerne kører lavet en fremragende plade, som uden tvivl er en af de bedste, der er udkommet herhjemme i år.

Lo-!-æsteterne bag Skammens vogn

79 Bilerne kører

Frodegruppen40s koncert i ”Huset” på Magstræde

80Du ligner noget fra en pejs

AF CHRISTIAN KLAUBER

Jens Blendstrup stikker i rend og blæser sine ekvilibristiske ordforviklinger af sted mod en sagesløs lytter

Du ligner noget fra en pejs

T:$$%' A:< %; fremsætte et postulat: Lige siden Jens Blendstrup optrådte på mere eller mindre slap line hos Michael Bertelsen i programmet Den 66. time, har mange Blendstrup-interesserede – for ikke at sige fans – ventet (an)spændt på, om der mon kom mere ud af kombina-tionen musik og vanvittig lyrisk hittepåsomhed end det album, Blendstrup allerede havde udgivet i Frodegrup-penH/-regi, Piksvingeri og negerlege fra 0//6.

Med FrodegruppenH/’s andet album, Du ligner noget fra en pejs, må man sige, at ventetiden ikke har været forgæves. Blendstrup digter, synger, taler og råber sig igennem tolv numre, der alle ligger i et forunderligt krydsfelt mellem musik og lyrik, og alle – på nær nogle enkelte skønheds-pletter – er ganske solide numre, både som musik og lyrik betragtet.

Den musikalske dimension spænder vidt. Her er alt fra pop a la Brian Eno over Tom Waits-jazzet americana/country til mere kompleks mathrock med dryp af kraut-rock samt elektronisk støj og synthstrukturer. Især har jeg en svaghed for de elektroniske programmeringer på ”Selvangivelse” og ”Ondskab 1”, og generelt synes der at være en tendens til, at man fra pladens syvende nummer har taget lidt hårdere fat på den lydmæssige dimension end på pladens første del. Det elektroniske univers er et godt valg – det klæder i hvert fald Blendstrups stemme fortrinligt.

”Selvangivelse” lyder som en krydsning mellem Band Ane og Under Byen, og de dubbede programmeringer og elektroniske synthstrukturer, der nikker i retning af støjende grupper som f.eks. Fuck Buttons (om end i en lightudgave), passer helt fremragende til det onde digt ”Ondskab 1”. Hør bare her: »Min kvinde er Dresden / smalle små gyder og blinde dyder / maleriske søer med læbestift / brølende bryster i BH / marmor kys / vi måtte jo knuse det / vi måtte jo stra8e dig min tøs / det er

ondskab.« Næste strofe er ikke meget bedre – og i mine tanker strejfer stilen Rudolf Broby-Johansens, selvom der stadig er en leg med de sproglige billeder, som synes at være i højsædet, frem for det trodsigt hæslige som hos Broby-Johansen, ligesom det også peger i retning af Tom Kristensens ”Nat i Berlin”.

Teksten, der ledsager ”Ondskab 1”, er nok den bedste overhovedet på Du ligner noget fra en pejs. De resterende er også gode, men er mere spoken word og fortællinger og langt mindre klassiske digte. Ikke at tekster nødvendigvis skal være klassiske for at være gode, men Blendstrups univers er til tider så skævt og .ollet, at det nogle steder kan blive i overkanten. Alt dette er ”Ondskab 1” et afbræk fra.

Og jeg ved, at man med sådanne udmeldinger er i overhængende fare for at komme i karambolage med andre Blendstrup-fans (og ja, jeg betragter absolut mig selv som fan), der nok vil advokere for, at netop det rablende og skæve er et af Blendstrups varemærker. Og det er jo ganske rigtigt, men under det rablende og skæve, som absolut er helt fantastisk, f.eks. i ”Sømandshjems-polka” og ”John danser grøntsag”, må man ikke glemme, at Blendstrup faktisk er en aldeles fremragende poet. Det sker dog indimellem på Du ligner noget fra en pejs, at Jens Blendstrups faktiske evner udi det lyrisk dybe overskygges af fascinationen af det sjove for det sjoves skyld (”Onkel fra Gisseløre”) og ønsket om at sige alle de ord, som mange ikke tør sige, såsom tis, lokum, æggeleder og penis. Jeg bliver i hvert fald træt af det i længden.

Når den løftede pege-nger igen er sænket, må jeg dog indrømme, at projektet med at sætte musik til Blendstrups lyriske udskejelser er vellykket, og det er betragteligt mere kantet og interessant at lytte til end f.eks. Mikael Simpson. Den musiske dimension kunne endda godt være endnu mere i fokus, end den er, især fordi det tydeligvis er nogle ganske dygtige musikere, der mestrer at få ,ere genrer til at fungere, uden at det lyder anstrengt, f.eks. folk, americana, jazz, ambient osv., men også fordi musik-ken rent faktisk klæder Blendstrups stemme.

Frodegruppen40s koncert i ”Huset” på Magstræde

81 Vi sidder bare her

AF CHRISTOFFER BASSE ERIKSEN

Jørgen Leth er en løve. Alt andet er baggrund

Vi sidder bare her

Jørgen Leth, Frithjof Toksvig & Mikael Simp-son: Vi sidder bare her… A:larm Music 2008

I A:; @=F+' har alt dette virkelig fundet sted.Jeg mødes med Jørgen Leth på en café. Lad det være en

stille fortovscafé, lad det være sommer, lad caféen være af-folket. Vi sætter os ned ved et rundt bord, der er tre stole, vi fylder kun to, den enlige tjener tager vores ordre. En ka8e og en te (jeg drikker ikke ka8e). Der er en ventilator i loftet. Jeg har et rigtigt notehæfte, sådan et hvor man skubber de skrevne ark bagom det grå pap. Som i gamle dage. Der strømmer jazz ud af højtalerne.

Musikken er lavet af to mænd. Det er baggrundsjazz, det er godt, for så kan Jørgen og jeg bedre tale sammen. Vi sidder bare her, mig og Jørgen. Det er mest Jørgen, der taler, han snakker og snakker, faktisk siger jeg ikke et ord. Jeg sidder bare og tager noter, nedfælder de ord, som Jørgen blander sammen med musikken. Jeg bliver i godt humør, næ, faktisk bliver jeg ikke i noget humør, jeg bliver i musikkens eget humør, jeg bliver optaget, fanget, fængslet af ordene og musikken. Det kan jeg godt lide.

Jørgen Leth: Han er en løve, hans kæmpe hår en manke, hans store fortænder, hans smilerynker. Hans T-shirt og hans lidt hængende cowboybukser. Jeg ser ham ikke ryge, men jeg tænker, at Jørgen nok ryger en gang imellem. Cigar. Han smiler meget. Jeg kan lide hans selskab. Jørgen er sympatisk.

Jørgens stemme: Der er ikke noget indøvet over Jørgens ord, han siger dem bare, bander, siger øh, gentager linjer, når han -nder ud af, at de er gode, bander igen. Hans stemme er helt fremme i caféens lydbillede, jeg taler virke-lig med Jørgen. Han har droppet ka8en, drikker hvidvin, han er i godt humør, han vil sige noget, han vil gerne have, at jeg skal forstå, hvad han siger. »Forstår du, hvad jeg mener,« spørger Jørgen, og man forstår ham godt.

Jørgens mening: Forestil dig, at jeg er rigtig god til at

stille spørgsmål, Jørgen svarer ivrigt og interesseret, han indlever sig. Deraf det impulsive. Jørgen bander og siger øh. Jørgen er sympatisk, for han vil meget gerne fortælle det her. Det er små observationer, han kommer med, men det hele giver mening for ham. Han mener meget. Alligevel mener han så lidt: Jørgen udbreder sig ikke om hele sit menneskesyn, sine store idéer, livssyn. Han observerer de små ting, fragmenterne, ting man nedskriver i sin notesbog uden nærmere sammenhæng. »Jeg vil helst være lidt dum. Jeg vil helst give udtryk for en lidt dum bevidst, altså lidt uintellektuel bevidsthed. Altså, det er et fuldstændig forskelligt udgangspunkt fra de ,este, som er i udgangspunktet kloge og vil meddele deres klogskab til omverden. Den indstilling har jeg overhovedet ikke, overhovedet ikke.«

Musikken er ikke noget særligt, jo, selvfølgelig er den noget særligt, der er ting at bemærke sig, men det er ikke musikken, jeg lægger mærke til. Jeg lægger mærke til trompeten, selvfølgelig gør jeg det. Jørgen taler i takt med musikken, eller også taler musikken i takt med Jørgen. Jørgen er det bærende instrument, han er improvisatoren i det lille jazz-ensemble. Musikken er bagvedliggende, det er klart. Men musikken er ikke i baggrunden, fordi den er dårlig, nej, den lægger sig i baggrunden. Den er dygtig til at lægge sig i baggrunden. Aldrig kedelig, hele tiden nye indfald, ikke store ting, men små ting. Den ordner sig og ikke-ordner sig på samme tid. Jeg lægger ikke så meget mærke til den, men når jeg gør, er den behagelig og lige tilpas.

Vi bryder pludselig op. Solen skinner ind på den lille café, som forresten er placeret uden for tid og sted. Det var ikke et særlig langt møde, men det var langt nok. Jeg er helt ør i hovedet af at lytte til Jørgens stemme, manden pumper jo ligefrem indtryk i hovedet på en, han har været langt omkring på den halve time. Vi har tømt vores glas og krus, vi siger farvel uden ord, Jørgen er her ikke mere.

– læs også musikanmeldelserne på undertoner.dkU ndertoner

82Vi sidder bare her

Vi er kommet til at fortælle nogle af vores skribenter at dette nummer ville komme til at handle om noget. Dengang var vi unge, hed Reception og skrev pompøst,

Siden de litterære teorier forvandlede tekstanalyse til viden-skab, har forfatteren været en !gur som man asketisk har af-stået fra at forbinde med et værks mening.

Men er der ikke tilfælde hvor et forfatterskab helt åbenlyst er en del af et virke, hvor personen bag bogen vil andet og mere end at fornøje og forbløffe læseverdenen med ironi og sprogspil der fragmenteret og forvirret peger i alle retning? Med et kraftfuldt og banalt udtryk: Kan det ikke hænde at forfatteren har noget på hjerte?

Reception ser på forfattere der vil noget. Ikke for at jævnføre intime detaljer i forfatterens biogra! med udsving i skriften el-ler at tjekke rejsebilag iført akademisk opdagerhat. Hensigten er at tage stilling til det hele menneske, at vurdere livsprojekter uden frygt for at overskride værkets barriere.

knap og nap et tema

Forfatteren længe leve!

83 Morten Søkilde

PORTRÆT

AF MIKKEL BRUUN ZANGENBERG

Frivolt-øm naturlyrik i virtuos kombination med streng system-digtning. Der er andet og mere end afternoon tea i ”Den 11. times” butler.

Morten Søkilde

S :JK+&I+. P$#"G=#!". B#;;+!G$C, omhyggeligt skødesløst bundet. Smalle, engelske sko, mærket Derby eller Oxford. Hans ansigt: blå egernøjne,

kvikke, livlige, parret med et svagt drømmende, di8ust skær. Kroppen; spinkel, rank, men ganske svagt ludende. Stemmen, behagelig, lavmælt, men sonor. Umiddelbart kommer digteren, butleren og billedkunstneren Morten Søkilde (f. 1974) os i møde i en besynderligt altmodisch, overleveret gestalt, som et drømmesyn fra 1800-tallet, der pludselig materialiserer sig på Assistens Kirkegård (tæt på hans hjem), blandt brummende busser og råbende drengebander. Ingen barrierer forhindrer os i at adskille Søkildes værker fra hans person; men når personen på den anden side er så egenartet og idiosynkratisk sammenvævet med værket, giver det god mening at lade de to siders sammen,etning komme til syne. Det sker til eksempel, når Søkilde spiller banjo og citerer Dylan 7omas på et højlydt syngende engelsk. Så er værket ikke længere blot ordene på siden, men en totalgestalt af minespil, tonefald og ordmusik. Og det sker i særdeleshed mellem Søkildes optræden som butler, chau8ør og altmuligmand i DR2’s Den 11. time, og hans oplæsninger af sine digte i Pan – en

fabel og Landskaber, hans fabelagtige systemdigte og naturlyrik, der kom som tvillingeudgivelse på Arenadottir i 2007, og som medførte et lille, men umiskendeligt gennembrud (eller udbrud) for Søkilde. Det indebærer, at det territorium, vi må møde digter-guren Søkilde på, er spændt ud mellem det selvbiogra-ske (der altid i sin egen ret er en -ngeret konstruktion), lyrikken, musik-ken, billedkunsten og tv-mediet, sådan at det tvær-eller transmediale her i udpræget grad gør sig gældende. Og dog er et virkeligt slående træk ved samme Søkilde som forfatter-gur, at man ville have vanskeligt ved at opspore et mindre forfængeligt, anmassende og selviscenesættende individ; han er ikke militant genert, som den højstili-serede, blanchotske Mikkel 7ykier; han er heller ikke patologisk tilbagetrukket, som Simon Grotrian i sit jyske rækkehus; og han er slet ikke frejdigt frembrusende som sine kvindelige kolleger Dy Plambeck og Lone Hørslev. Søkilde har et anstrøg af vidunderbarnet ved sig; en skik-kelse, der strøg ind fra Kunstakademiet til Forfatterskolen, længe, længe barslede med sine vokaldigte, for så endelig at hoppe helt ud fra tyvemeter-vippen sidste år.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var forblø8et og

84Morten Søkilde

fascineret, da jeg først dykkede ned i digtene, eller rettere, da de hoppede op i synet på mig. Den virtuose kombi-nation af streng systemdigtning med -nitte rækker af vokaler, frivolt-øm naturlyrik og glimt af det personlige (men aldrig private), var helt igennem overraskende og overrumplende. Ikke mange digtsamlinger de sidste 40 år begynder sådan her:

Fryd! Lysspil i grynet grus, gyldent-brunt; skygge; frugtvildt fugleliv; skumrings- lunt tidelys nu, pure fryd! Frisksprungne tings tusningsmulm; dunduskede spiringspinke pinjer; guldhudet himmel i ulm-indhullet purpur! Stynet pil; vildskudsvidjer; slumrings- ly i skumrings-ild: Guds lyst!

Jeg skrev begejstret om digtene, og siden fulgte alle mine gode anmelderkollegaer trop, sådan at tvillingerne hoppede ,yvefærdige ud i verden. Og så erhvervede jeg nogle af Søkildes vidunderlige fotogra-er. Det var sådan,

jeg kom fra ordene til den biogra-ske forfatterpersonage, den dengang tobaksrygende Søkilde, der nede på bordet på en kælder-beværtning på Nørrebro bredte hundredevis af fotogra-er ud foran mine måbende og lykkelige øjne. Søkilde havde sammen med billedkunstneren Jesper Dal-gaard fotograferet små pålimede plast-gurer af cowboyde-re og indianere fra den amerikanske borgerkrig (indkøbt i 99CENT i Los Angeles) på en gigantisk totempæl i år 2000, en totempæl, det aldrig lykkedes at afsætte her i København; og han havde samme sted knipset et utal af billeder af det lille, stiliserede modellandskab, der indgår i Landskaber, og de legetøjsheste, der tavst vandrende skridter igennem Pan – en fabel.

Det interessante ved et forfatterportræt til et tema om FORFATTEREN er, at det udtrykkeligt ikke behøver kredse om teksterne. Lige siden formalisterne Roman Jakobson og Viktor Sklovskij i Sankt Petersborg omkring 1910 udførte en likvidation af biogra-smen, nykritikerne fra 1940 til 1960 begravede ”the intentional fallacy” og knæsatte nærlæsningens primat, strukturalisterne og diskursteoretikerne Roland Barthes og Michel Foucault i de tidligere 1970’ere proklamerede forfatterens død og

Pure fryd!

85 Morten Søkilde

læserens fødsel i tekstens væv og på diskursens plane felt, har det været god latin og indterpet doxa for begyndere, at vi som litterater ikke inddrager det forfatterbiogra-ske. Det gør kun journalister og det læge publikum eller ældre lektorer fra Nordisk, der så til gengæld ,akser ny-gent om strengt taget irrelevante og kulørt private detaljer fra det intime liv. Med min kollega Jon Helt Haarder fra SDU som hoved-gur, er der imidlertid nu indledt en hjemlig modfront, der renset af de forløbne 90 års metodologiske syrebade, atter og på en måske mere for-net måde end i det nittende århundrede kan dyrke det Haarder betegner den ”performative biogra-sme”. Hvad enten en given for-fatter kan lide det eller ej, er vedkommende indlejret i en performativ biogra-sme af en art; den 7omas Pynchon, der helt trækker sig tilbage, genererer kun mere myte; og den semi-geniale 7ykier, der aggressivt og systematisk -ndyrker generthedens poetik, konstruerer blot en anden slags biogra-sme – end den bredt henslæbende type, der mere end villigt stiller op til forfatterinterviews og oplæsninger, deltagelse i tv-programmer (tænk blot på Erling Jepsen i det forbryderiske ”Smagsdommerne”, der øjeblikkeligt burde nedlægges) og performance til bog-messer med mere; alt i den hellige omsætnings, synligheds og selviscenesættelses navn.

Det interessante ved Morten Søkilde er i den sam-menhæng ikke mindst, at vi muligvis kan udpege en plads for ham midt imellem de krasse, polemisk optegnede ekstremer: Enten den selvbevidste tilbagetrækning, eller den a8abelt selvpromoverende sceneoptræden. Og at dette mellemfelt måske kan åbne op for en ny mobilisering af vores begribelse af forfatterpersonens analytiske og onto-logiske betydning i det tangentielle møde med værkerne anskuet som det, jeg ovenfor betegnede ”totalgestalt”? For eet er, at jeg impressionistisk skildrer mit indtryk af den

biologiske og juridiske person døbt ”Morten Søkilde”; noget ganske andet er det at skitsere konturerne af et såkaldt ”portræt” af samme Søkilde, hans holdninger, hans præferencer, hans idiosynkrasier. Det sidste kan nemt degenerere til en art Proust-questionnaire: Hvad er din yndlingsfarve? Så der kan være grund til at cirkle tilbage til den transmediale galakse af værker og personen Mor-ten Søkilde. Hvordan hænger de sammen? Hvordan er de ikke forbundet? Og hvad kan det yde til vores forståelse af værkerne at indlemme portrættets intarsia i den herme-neutiske horisonts tryllekreds? Bør jeg inkludere ublu detaljer fra forfatterens barndom, eller seksualliv, der så indlemmes i en skummel kausalsammenhæng, hvor vi rask bytter om på årsag og virkning og vice versa? Eller kan jeg omvendt med rette tage afsæt i de -ne henvisninger til det personlige og opvæksten, som det udsigende jeg kommer med i digtene? Jeg ved det ærlig talt ikke, og det resterer stadig for os at se, hvor mange begrebslige og analytiske ressourcer (om nogen) en eventuelt revitaliseret interesse for den performative biogra-sme kan mobilisere. Det eneste jeg ved, her på falderebet af portrættets konturer, er at Morten Søkilde selv venligt har bidraget til at sørge for, at mine indledende data ikke er helt hen i vejret, men at han i øvrigt ikke – venlighed eller ej – så sig i stand til at sige noget meningsfuldt, eller meningsløst, som svar på de glimrende spørgsmål, redaktionen af Recession udkastede. Her kan vi knap nok tale om en villet tilbagetrækning; og derfor er det eneste portræt, vi for alvor står tilbage med, den serielle opførelse af gestalten Søkilde på banjo eller med recitation, parret med de fænomenale digte i Pan og Landskaber. Måske er det også alt rigeligt at anskue forfat-teren som lykkelig anledning til, at ordene kom til verden, og lade det blive ved det, på tærsklen til et portræt?

om det subjektives mulighed i Ursula Andkjær Olsens huskende

stemmekompositioner

At stå som en bar gren i vasen

88At stå som en bar gren i vasen 88

U!"#$% A&'()*! O$"+& siger det ikke, men næsten, at hendes digtkompositioner tilfæl-digvis er sat sammen af ord, underforstået at ordene simpelt hen er et klangligt materiale for hendes tekstlige kompositioner. Omvendt må hun, når hun et andet sted taler om kom-ponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik, have fat i en betegnelse, der normalt dækker et sprogligt forhold, nemlig ’udsigelse’. I krydsfeltet af denne tilsyneladende omvending af det musiske og det verbale står selvfølgelig ’stemmen’, der spiller en stor rolle gennem alle Andkjær Olsens udgivelser, lige som den også gør det i Gudmundsen-Holmgreens musik. Stemmen har det i det hele taget med at optræde i krydsfelter, i skæringspunkter (av, kan man høre Ursula Ursprung råbe, men hun tager også alting så bogstaveligt): den dukker op og går under som det, der forbinder lyden (phone) og meningen (logos) uden at gå restløst op i nogen af delene; den dukker op mellem kroppen og sprogtegnene, mellem subjektet og den anden.

På trods af sin fremhævelse af ordenes funk-tion som klangligt kompositionsmateriale lader Andkjær Olsen sig ikke indplacere i en decide-ret lyd-poetisk tradition, hvor lydene nedbryder meningen eller neutraliserer ordenes semantiske bagage. Der er tværtimod brug for at kunne vride denne bagage i den bogstaveliggørende diskurskritiske stemmepraksis, som er blevet

et af de fremtrædende træk ved hendes poesi. (Ord)lyden, der i høj grad gør opmærksom på sige selv som lyd i Andkjær Olsens digtning, og som, ligesom for øvrigt i lyd-poesien, er situeret performativt, indgår altid hos hende i et kom-plekst samspil med en stadig afsøgning af, hvad stemme er for noget; hvordan enkeltstemmen kan gebærde sig i det store kor, og dermed også hvordan subjektivering og betydningsdannelse kan -nde sted.

Hermed er min asketiske omvej til Reces-sions spørgsmål om forfatterens ’villen noget med værket’, hendes ’haven noget på hjerte i værket’ anslået. Men der er alligevel et spring fra ovenstående antydning af en minimal og til tider også skrøbelig etablering af en subjektiv stemme i et polyfont stemmehav til at tale om betydningen af forfatterpersonligheden og dennes eventuelle intentionalitet i relation til værket. Det kræver som sagt en omvej, og det her essay bliver en sådan omvej. Den stemme, som er så meget på færde hele tiden hos Andkjær Olsen, er nemlig højst paradoksal, og måden, den er det på, er ikke til at komme udenom. Den kan på én gang opfattes som en personlig, højst genkendelig forfattersignatur og kan samtidig, idet den udspiller sig i udsigelsens (de)subjektiverende zoner, opfattes som en stemme, det slet ikke giver mening at kalde personlig. Det lader sig heller ikke sådan gøre at få øje på et eksplicit udfoldet spil med forfat-

En af de helt grundlæggende ting er forestillingen om at komponere, at lave nogle klanglige forløb ud-foldet i tid, som i dette tilfælde er sat sammen af ord

Ursula Andkjær Olsen i interviewet: ”At få tiden til at gå på en smuk måde”

AF BIRGITTE STEFFEN NIELSEN

89 At stå som en bar gren i vasen89

terens biogra- via skriften. Der er for eksempel ingen sammenhængende, faktuelt udseende referencer til en bestemt barndomsgade, ingen generationskulørte hints til forfatterens egen 70’er-barndom eller 80’er-ungdom. Men alt dette udelukker på ingen måde, at den stemme, der eksperimenteres med som ”klanglige forløb udfoldet i tid” alligevel kan komme til at pege på sig selv som en form for personlighed, som temperament, som stil, som idiosynkrasi, som moralsk subjekt, som sanseligt subjekt, og som en særlig skiftevis larmende og tyst måde at være i sproget på.

IINår Ursula Andkjær Olsen i interviewcitatet, som jeg indledte med, karakteriser sin metode som ”klanglige forløb udfoldet i tid”, er det en måde at betone stemmens betydning på, som vel at mærke ikke forstår denne som en ren klang-gur. I og med klangforløbene forsøges det at etablere en udsigende stemme, en stemme, der rækker sig frem mod betydning. Allerede på allerførste side i debutbogen træder en sådan klingende stemme frem, koket og pinlig ærlig om sin manglende betydnings-fuldhed, sin manglende historie at fortælle. Dens fremkomst på tekstscenen består helt og holdent i at være en villen-sige:

Jeg hedder Lulu, og blandt venner Lolita Langstrømpe, og jeg ville gerne fortælle en historie men jeg har ikke nogen. Panik. Stativ stakit kasket panik. Springop faldned drejrundt Panik koket stilet pushup panik.

Panikken over den manglende historie søger Lulu at kurere med en jambisk dans på stedet. Og hold op, hvor hun får lov at blive ved, senere bare med en anapæstisk dans på stedet: ”TUPILAK TINGELING GAKKELAK TIKADUM GADAGUNG TULLAHOP PIANIST KLARINET HOPPELOP STIKIREND HOPOMKRING FALDOM-KULD FALDERA TRÆKMIGOP”. Lulu er jo snublende nær ved at være én, der -gurerer

tidsånden (intet mindre) ved at sige: Hør mig, jeg har godt nok ikke noget på hjerte, men hold op hvor jeg synes, det er fedt at stå på en scene, så jeg træder lige vande lidt. Det er bare alligevel ikke det, der sker. Lulus overkørte opremsende optræden er i mindre grad en stemme, som tager tid, end en stemme, der gives tid, og som sendes af sted i sin egen skæve bane. Som en stemme på en scene i en ,erstem-mig tekstkomposition er situeringen af Lulus enkeltstemme trods dens manglende historie alt andet end et slag slået for narcissismen. Det drejer sig om at give en stemme tid, også selvom den ikke lige lyder til at vide, hvad den skal sige. Og så viser den sig måske faktisk at trutte med sin egen utilpassede, langstrømpede charme, og at blive genkendelig på et Pippi-agtigt voka-bular af kække, lyd-tikkende imperativer samt substantiver, der lydligt opfører som sådanne: tag lige og pi a nist!

I min beskrivelse af hvad der er på færde her, har jeg på en måde også allerede vendt mig mod Hver med sit næb fra 2004, som er udgivelsen af Andkjær Olsens musikvidenskabelige speciale om Pelle Gudmundsen-Holmgreens musi-kalske univers. Selvom analogier hurtigt kan trækkes for langt, ikke mindst analogier mellem forskellige kunstarter, mener jeg, at det er både rimeligt og givende at se hendes poesi i lyset af den tolkning af Gudmundsen-Holmgreens værk, hun leverer i Hver med sit næb. Der står tydeligvis rigtig meget på spil, når hun formidler hans arbejde. Med fremstillingens særlige fokus på ”stemmen” og ”den musikalske ting” som både lydlige og udsigelsesmæssige fænomener fremgår det efterhånden, at der er tale om et slags valgslægtskab. Det handler ikke mindst om, at stemmen modsætter sig oversæt-telse, og så som sagt, at den må gives tid for at blive til. Der er hos begge tale om en stemme, der ikke som sådan har nogen essens, men udfolder sig i forløb, og herigennem genkendes som og genkender sig som stemme.

Titlen Hver med sit næb hentyder til, at Gudmundsen-Holmgreen lader den enkelte stemme i sine polyfone kompositioner lyde i egen ret. Oboens konkrete obolyd bliver lig med dens stemme, og derfor kan dens fysiske særegne lyd ikke erstattes, dens stemme kan ikke spilles af et andet instrument. Den enkelte


stemmes skæve egensindighed midt i det sammenbragte kor er kodeordet for den særlige polyfoni, som for Andkjær Olsen kendetegner hans musik. Retten til musikalsk udsigelse er hverken forbeholdt de retorisk stærke og beslutsomme stemmer eller de samarbejdsvil-lige, det vil sige akkompagnerende stemmer. Det er dette ønske om at give plads og frem for alt tid til de ubeslutsomme og utilpassede stemmer, lade dem stikke ud og ikke drukne dem i vellyd eller en fælles sag, der fremstår som det afgørende mødepunkt mellem Andkjær Olsens digtning og Gudmundsen-Holmgreens kompositioner:

I begyndelsen hører man blot nogle få klange. Man lytter til selve fagottens klang, ikke en linje spillet af en fagot, for den spil-ler netop ikke en rigtig linje; man får kun klangen af et par enkelte toner (...) Og sam-tidig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen spændt sine tråde ud, for pludselig fokuserer man på, at den bliver ved. Komponisten giver kort sagt fagotten al den tid, den har brug for – hvor andre ville have ”slukket” for en sådan ubeslutsomhed langt tidligere. Og fordi Gudmundsen-Holmgreen viser den retorisk set ikke synderligt overbevisende fagot tillid og lader den blive ved med at humpe rundt i manegen, så viser den sig at have en egen stemme. (Hver med sit næb, p. 11)

Tingene og stemmerne i Gudmundsen-Holm-greens musik lader sig altså ikke ”klæde af ” og iføre andre dragter; deres speci-kke klingende fremtrædelsesform er altafgørende – uden den er de ikke sig selv.(Hver med sit næb, p. 26) Det er med formuleringer som ovenstående, at Andkjær Olsen mest direkte alluderer til den forestilling om stemmens uoversættelighed, som også dukker op centrale steder i Horace Engdahls essayistik om stemmen i litteraturen, som vi skal se på om lidt. Men interessant nok er den bestræbelse på at befri lyden som lyd, som der er tale om hos Gudmundsen-Holm-green, og som altså medfører, at lyd-tingene og stemmerne ikke lader sig ”iføre andre dragter”, en del af en avantgardebestræbelse på at skrælle musikken af lyden, skrælle kunsten

af kunsten for at emancipere den fra sig selv og gøre den til liv. Det er en bestræbelse, der historisk set har været ført som en slags krig mod stemmen. I Andkjær Olsens fortolkning af Gudmundsen-Holmgreens musik opfattes lyden dog ikke som noget, der søges befriet fra stemmen. Tværtimod. I Hver med sit næb lægges der stor vægt på, at Gudmundsen-Holmgreen i modsætning til en stor del af avantgarden ikke ønsker at befri lyden i betydningen at gøre den neutral. Nej, der er netop hukommelse på færde. Lyden er ikke neutral, den husker! Det er via hukommelse, at de lydlige elementer i form af ting og stemmer får identitet. F.eks. ”husker” det båthorn, som Gudmundsen-Holmgreen anvender i en komposition, sin fortid på gaden. Eller lytteren husker det for båthornet. Stem-men opfattet som både huskende og uoversæt-telig i sin klingende gestalt peger lige lukt mod Andkjær Olsens egen vitalt stemmeførende (læs gerne: strømførende) poesi og på den opfattelse af stemmens performative og etiske potentialer, som hun udfolder herigennem.

Den konkrete sansnings nu og her forankret i et lyrisk jeg har aldrig været det fremherskende i Andkjær Olsens poesi (selvom den, i skrivende stund, seneste samling, Skønheden hænger på træ-erne markerer lidt af et skifte her). Umiddelbart er hendes digtning, som antydet i indledningen, snarere karakteriseret ved sine utrættelige vrid-ninger af diverse mere eller mindre belastede diskurser, som herved fratages muligheden for at lukke sproget med endegyldige udsagn og retoriske tilbud, man ikke kan sige nej til. På trods af, at det foretrukne poetiske materiale er diskursive citater i højere grad end sproglig-gjorte sansninger, så er det i eminent grad en korporlig tilstedeværelse, man konfronteres med som læser af Andkjær Olsens tænkende tekster. Det er som om, der ikke er nogen modsætning mellem tanke og krop. Op gennem samlingerne bliver det tydeligere og tydeligere, at denne tilstedeværelse og korporlighed i en samtidig så teoretisk og diskursre,ekterende skrift igen hænger sammen med den fremskudte rolle, stemmen i hendes tekster har. For netop den talende stemme udgør et nu og her i Andkjær Olsens poesi, og denne stemme får læseren til at følge sig i dens mindste udsving. Og situeret er den altid, det vil sige som en krop på en form


for scene og sat i en situation, som den ikke kan bemestre eller overskue, men så meget desto mere er nødsaget til at rapportere om. Nogle gange stærkt tvunget til udsigelse som var den en stemme hos Beckett: ”Man kan få mig til at sige hvad som helst i det her rum”.

At stemmen er situeret medfører jo så også, at den ikke kan være absolut, men må være relativ. Og her sendes vi sådan set tilbage til beskrivel-sen af kompositionsprincippet ”klanglige forløb udfoldet i tid”. En beskrivelse, der uddybes lidt senere i samme interview: ”og det handler om de små gentagelser, der bliver vendt og drejet lidt og dukker op af strømmen på andre måder end sidst, man hørte dem, sådan at arbejdet består i at få dem til at dukke op på de rigtige tidspunkter”. Min oplevelse er, at der aftegner sig en rytmisk grundforestilling hos Andkjær Olsen, som i praksis implicerer en form for timing, der er lige så etisk som den er æstetisk. ”Alting er lige vigtigt, men ikke på samme tid” lyder en sætning, der optræder i Ægteskabet mellem vejen og udvejen. Lige så forsigtig, man som læser af den bog mildest talt må være med at tage bestemte udsagn ud af de dynamiske diskursive forløb og tilkende dem en særlig metadiskursiv, absolut (!) gyldighed for værket, så er spørgsmålet, om ikke lige præcis sætnin-gen, ”alting er lige vigtigt, men ikke på samme tid”, danner klangbund for den omsorg for det relative, som Andkjær Olsen kan siges at udvise i sin særlige timing af de klanglige forløb.

IIIVi er her på mange måder tæt på Horace Engdahls opfattelse af litteraturens stemme i Beröringens ABC, som da også spiller en vigtig birolle i Hver med sit næb og i øvrigt også citeres skjult i Ægteskabet mellem vejen og udvejen. Fagotstemmen i Mester Jakob (1964) fremstår således egentlig meget engdahlsk i Andkjær Olsens beskrivelse, nemlig som en decideret ikke-retorisk stemme, som overhovedet bliver til som stemme, fordi dens ubeslutsomhed, frem for at diskvali-cere den, bliver dens væsenstræk. I Beröringens ABC er læsningernes varme grød altid der, hvor den læsende pludselig bliver sig bevidst at lytte til en stemme, som når man i ovenstående citat lytter ”til selve fagottens klang og ikke en linje spillet af en fagot”. Også

citatets modsætning mellem linjeføring og klang, mellem retorik og stemme genkender vi fra Engdahls essayistik om stemmen.

Men Engdahls stemmebegreb er udtrykkeligt i opposition til avantgarden, som han ser som ét stort anslag mod stemmen og kalder en ”frugtbar fejlen”. Alligevel anvender Andkjær Olsen altså hans stemmeessayistik som en medspiller i sine analyser af Gudmundsen-Holmgreens musik. Når hun kan bruge den avantgardekritiske Engdahls stemmebegreb konstruktivt i sin fremstilling af Gudmundsen-Holmgreens musik, er forklaringen, som allerede antydet, at sidstnævnte i sin bestræbelse på at befri lyden som lyd ikke samtidig bekæm-per stemmen, men tværtimod arbejder med en polyfoni, der værner enkeltstemmen. Når denne fælles værnen enkeltstemmen hermed er understreget, må Andkjær Olsen dog også, for at kunne bruge Engdahl i sammenhæng med Gudmundsen-Holmgreens musik og indirekte i sammenhæng med sin egen digtning, betone de ikke-metaforiske, materielle, taktile eller kropslige aspekter af hans teorier om stemme og betydning.

Men hermed må hun så omvendt underbetone stemmens immaterialitet og uhåndgribelighed hos Engdahl. Den er ellers en nok så karak-teristisk del af hans prøvende tilgang til den stemme, som han mener, vi kun kan høre, hver gang vi igen i læsningen udsætter os for værkets henvendelse, forstået som en henvendelse fra en helt anden verden, litteraturens uoversættelige parallel-verden, som følger nogle fundamentalt andre love end de, der gælder uden for littera-turen. Det er en verden, hvor en stemme kan udskilles og opfattes, uden at der høres en lyd. I læsningen kan denne stemmes henvendelse være som en distinkt berøring, men forsøget på at gribe denne stemme og føre den med over i en udlægning eller tolkning vil altid strande og stemmen være tørret ud og forsvundet som en vandmand, der trækkes på land. Der er i den forstand aldrig andet at gøre end at svømme i det element igen, som er tekststemmens og læserens-i-læsende-tilstand. Vi er med andre ord med stemmen som udgangspunkt langt fra avantgardens forestilling om en udviskning af grænserne mellem kunst og liv. Hvor langt Ursula Andkjær Olsen kan følge Engdahl i


radikaliteten i hans grænsedragning her, kan man være mere i tvivl om. Han sætter så også i en vis forstand denne grænsedragning mellem kunst og liv på spil igen, når han efterfølgende beskæftiger sig med vidnelitteraturen, som en virkelighedens genrer, hvor den implicitte sand-hedsed eller tillidskontrakt, som vidneteksten afhænger af, igen udspiller sig som en relation mellem netop tekstens singulære, uoversættelige stemme og den lyttende læser. (Hvad man i øvrigt også kan notere sig her er, at næsten uanset i hvilken forstand man taler om tekstens stemme, så må man, som det i allerhøjeste grad også er tilfældet i Andkjær Olsens poesi, implicere ideen om performativt sprog, og omvendt med performativt sprog ofte implicere en stemme. At forestille sig en talehandling, der ikke falder tilbage på en stemme, der siger ”jeg”, lader sig ikke rigtigt gøre – jf. ovennævnte sandhedsløfte i en vidnetekst, dens implicitte ”jeg lover, at det, jeg nu siger, er sandt”).

Hos Andkjær Olsen sættes kunst og liv, -k-tion og virkelighed som sagt snarere i gensidig bevægelse gennem diskursvridende, ofte politi-ske stemmeeksperimenter, med en vis a9nitet til en avantgardistisk modsproglig praksis, som vi skal se et konkret eksempel på lige om lidt. Men når denne modsætning til den avant-gardekritiske Engdahl er fremdraget, skal det understreges, at det er og bliver en helt central og produktiv dobbelthed hos Andkjær Olsen, at hun samtidig ser ud til at dele, for ikke at sige være viklet ind i, den romantisk-modernistiske optagethed af den singulære skriftstemme, som også Beröringens ABC udtrykker med sine læsninger. I hvert fald spiller denne romantiske stemme, den bare gren i vasen, som der tales om i Skønheden hænger på træerne, hele tiden med som en længsel, en fascination, en søgen hos poeten med den spaltede tunge og det store arsenal af stemmer.

IVFor nogle år siden sendte DR2 en julekalender af Omar Marzouk, hvor han spillede jule-manden, der som udlænding fra Nordpolen måtte igennem hele den bureaukratiske mølle (opholdstilladelse, arbejdstilladelse, karantæne-regler for rensdyrene, arbejdssikkerhedsregler i forhold til skorstenenes bredde osv.). Som led i

sin forberedelse af julemandens forhindringsløb gennem lovjunglen mødte Marzouk op og interviewede forskellige relevante myndigheds-personer, hvis roller var at spille sig selv og tage legen alvorlig, udsætte den for loven så at sige. En juleleg, hvis simple, men e8ektive præmis, bestod i en aldrig udtalt ombytning af ordet ”muslim” med ordet ”julemand”. Den form for alvorlig juleleg ser vi i en vis forstand som en af sprogspilsformerne i Ægteskabet mellem vejen og udvejen, hvor den skrivende tilsyneladende spiller spillet inden for reglerne i et bestemt spilsystem og overtager dets bestemte udsigel-sesformer, men samtidig elegant har kastet en brik, der tilhører et andet spil, ind i systemet. Eksempelvis som i nedenstående passage med den gentagne indsættelse af ”lykke og lyse nætter” i stedet for ordet ’penge’ i en økonomisk og værdipolitisk diskurs. Her spiller de citerede så at sige også sig selv, om end der foretages et åbenlyst, konsekvent og gennemskueligt poetisk indgreb i deres udsigelse. Et indgreb, der iværksættes gennem en instans i teksten, hvis stemme taler fra de sagligt udseende klammer, man kan indsætte i et citat for at markere, at det nu er den skrivende, der bryder ind med sin egen kommentar til læseren eller med sin rekonstruerende udfyldning af en lakune midt inde i en andens diskurs (Ægteskabet mellem vejen og udvejen, p. 190):

Problemet er ikke de handlende, problemet er, at vi har for mange [lykke og lyse nætter], vi holder lørdag hver dag (Henriette Kjær, tidligere forbrugsminister, 2004).

Hvis vi havde haft ,ere [lykke og lyse nætter], ville vi også have givet ,ere (Ni-colas Sarkozy, forhenværende ministre de l’economie, 2004).

Spørgsmålet er ikke, om du ønsker at leve som før, men hvordan du får [lykke og lyse nætter] til det. (Storebrand forsikring, 2004).

Tidligere kunne borgere, som ikke [tjente deres egne lykke og lyse nætter], og derfor ikke bidrog til samfundet[s lykke og lyse nætter], ikke stemme ved demokratiske valg.


[…] Der synes at være fornuft bag dette standpunkt (Lotte Noer, VU, 2004).

I samme samling beskrives den foruroligende oplevelse, at man kører i et vejsystem, hvor alle skiltene hele tiden bare viser ”toutes direction”, og derfor sender én rundt på nogle ekstra ture i sprogets rundkørsel, mens man kækt vinker til vennerne som for at få styr på panikken, eller fordi man sagtens selv kan se komikken. Panik, komik. Det er samtidig en meget præcis skriven sig hen mod en tilstand af potentialitet, en sproglig ubestemthed. Det er, som om det tvetungede subjekt, der hele tiden siger både-og, som blæser og har mel i munden, har givet sig selv den opgave konstant at holde sprogets vægtskåle i balance, og netop bruger sin tvetungethed til at løse denne opgave. Erik Skyum-Nielsen ser i sin anmeldelse af samlin-gen tvetungetheden som en risikofri dækken sig ind, som en måde at beskytte sig selv mod at frembringe ”gyldig kunst, dvs. digte, der kan tale i og for sig selv” (Information 9-9-2005, p. 26-27). Som om turen rundt i rundkørslen hver gang er udtryk for en gratis omgang. Men den tvetungede tager jo i høj grad ansvar og får midt i tvetungetheden talt for ambivalensen som noget, der må kæmpes for, og får talt for længslen og imod forklædningen af længslen til ”synd,odssamfundets behov”. Meget kan man sige, men risikofrit er det næppe.

VNår der her indtil nu mere har været talt om stemme end om stemmer, og det på trods af, at vi har med et forfatterskab at gøre, som enhver vil kunne sværge på netop er fyldt med stemmer i ,ertal, er det ikke, fordi jeg prøver at overhøre den indlysende mangestemmighed, der er på færde.

Men som antydet allerede i indledningen er det som om, der på forskellig vis gennem tekstsamlingerne tages udgangspunkt i en-keltstemmen, som så er opfattet og udfoldet i dens mere eller mindre lykkelige relation til det store kor. Man kan for eksempel sige, at Lulus sange og taler var præget af et markeret og meget farverigt spil på det polyfone i form af ,ere forskellige rollespillende, distinkte stem-me-gurer, som dog netop kan opfattes som én

og samme stemmes valg af forskellige roller, stemmetemperamenter, eller -gurationer af forskellige diskursformer. Ursula Ursprung er således ikke bange for at tage fat på at tale om udspring og begyndelser eller kort sagt foretage lidt ”grundlageforschung”. Lulu Langstrømpe, som vi var inde på tidligere, er tydeligvis en, der med lige dele fryd og skræk øver sig på at være i sproget. Hun griber ud på alle hylder for at sammensætte sig et vokabular (som hun indledningsvist ordner efter ordenes lydlige trykforhold, og deres potentiale til at lyde som var de allerede en sætning). Hun er tydeligvis i panik for at udfylde en form for tom stemmes tavse krav om udsigelse. Som sådan lader også Lulu sig opfatte som et aspekt af samme åbne (for ikke at sige gennemperforerede) stemme som de øvrige roller i Lulus sange og taler.

Andkjær Olsen har selv talt om, at debutbo-gen behandler hendes egen ,erstemmighed, mens Atlas over huller i verden og Ægteskabet mellem vejen og udvejen er orienterede mod verdens ,erstemmighed, og hermed peger hun samtidig på, at ,erstemmigheden er udtryk for en mimetisk tilgang. Det drejer sig altså om at vise, at sådan er verden: ,erstemmig! Med Skønheden hænger på træerne forsøges denne mimetiske tilgang nedtonet: mindre visen, mere sigen, i forsøget på at lade enkeltstemmen frigøre sig. Ordet ”mimetisk” er måske en smule overraskende, når man tager den rolle, som spillet, legen, forvrængningen og eksperimentet trods alt har i hendes digtning, i betragtning. Men så alligevel ikke mere overraskende end som så, for det er verdens mange sprog, der trænger ind i kompositionerne, der netop ikke er lukkede selvhenvisende systemer.

I takt med, at den rollespillende markering er blevet mindre fremtrædende i forfatterskabet frem mod Skønheden hænger på træerne, er spørgsmålet om forholdet mellem den enkelte stemme og de mange stemmer faktisk ikke blevet mindre presserende. Samlingen fra 2006 kan man opfatte som talt af en stemme, der søger nøgenhed frem for at kunne hylle sig i alle de diskursive sto8er, stemmerne i de tidligere samlinger har haft at folde sig ind og ud af i deres citerende omgang med verden. Det er en stemme, som til stadighed forsøger at afgrænse sig, forsøger at komme til at tale på


egne vegne for ikke ua,adeligt at høre ekkoer af andre stemmer komme ud af sin mund. Alligevel lader Skønheden hænger på træerne sig opfatte som en kontinuerlig fortsættelse af det spil på det polyfone, der har været i gang siden debuten. Jeg opfatter den som en enkeltstemme, der opfører sig som var den med i en ,erstem-mig komposition af Gudmundsen-Holmgreen, og som gør det ved blandt andet at insistere på sin envejskommunikation og på at ville afstå fra dialogen med dens mulige opløsning af netop stemmeforskelle. Hvis man skulle have været i tvivl om det, er man det ikke længere efter læsningen af Andkjær Olsen: at ,erstemmighed og dialogicitet ikke behøver at have det mindste med hinanden at gøre; at ,erstemmighed uden dialog ikke nødvendigvis er lig med kakofoni; og at ,erstemmighed uden dialog ikke nødven-digvis er en dårlig ,erstemmighed. Det der hele tiden peges på her, er den forskelsbevarende ,er-stemmighed: den forskelsbevarende situering af enkeltstemmer på samme scene i hver deres bane i tilrettelagte, timede gentagelsesforløb.

Men hvor de egensindige stemmer hos Gudmundsen-Holmgreen helt undlader at lytte til hinanden, mens de bevæger sig rundt i egne repeterende baner, så må vi alligevel fastholde, at stemmen i Skønheden hænger på træerne er mere porøs, mere lyttende. Udsigelsen sætter en synd,od i gang, ordene kan ikke tages tilbage, hvilket markeres af hele samlingens hvirvlende færd mod, hvad der forventes at være et hav. Et ’jeg’ taler, mens det på den måde hvirvler af sted. I første del er jegets tale præget af en uvenlig, bebrejdende tiltale af et ’I’. Dette ’I’ kan både være ting, der klæber til jeget som a8ald. Det kan være ordene, der i og med udsigelsens ’syndefald’, ikke kan tages tilbage, og endelig kan det være de andre, der truer med at opløse jegets stemme. Men efter første del forsvinder denne ’I’-tiltale og går over i en blidere, varmere og sprødere tiltale af et ’du’ og desuden længere passager med ubestemt tiltale. Tiltalens vekslen får altså lov til at præge og forandre stemmen her. Det er det, der kan siges at markere en slags skiftevis ufrivillig og imødekommende lytten midt i stemmens tæt registrerende rapportering fra sin knap så tætte tømmer,åde på udsigel-sens (de)subjektiverende hvirvlende strøm. Vi følger her en enkeltstemme, hvis forsøg på

at ekskludere sin kontekst i form af ”de andre stemmer” resulterer i, at disse alligevel er mas-sivt til stede i enkeltstemmens egen ekspressivt reagerende tiltale.

Hvis vi nu går med på den forestilling, at en stemme i musik og en stemme i skrift; en mu-sikalsk udsigelse og litterær udsigelse, lader sig sammenligne, så må vi altså her sige, at det er den tiltalende stemmes porøsitet, der nødven-digvis adskiller Andkjær Olsens skriftstemmes spil med det ,erstemmige fra stemmerne hos Gudmundsen-Holmgreen. Når man ikke desto mindre på trods af tiltalens rolle kan opleve, at enkeltstemmen i Skønheden hænger på træerne opfører sig, som var den med i en ,erstemmig komposition af Gudmundsen-Holmgreen, skyldes det først og fremmest måden, digteren iværksætter enkeltstemmens klanglige forløb på. Netop disse varierede klanglige gentagel-sesforløb udfoldet i tid skaber det minimale erindringspotentiale, som skal til, for at man kan opleve den lydlige identitet, der på sin side overhovedet gør det muligt at identi-cere en stemme som en bestemt stemme:

Individualiteten forstået som de forskellige måder hvorpå man går i opløsning. Mens man / glæder sig til at / se sit / skelet og / slikke sine sorte // grene. (p. 138)

Individualiteten // og almenheden. Forstået som de / alligevel ikke så voldsomt forskel-lige / måder / hvorpå man går i opløsning. // Man går op i sin almenhed. Ja. Lige mens man / ,år sig selv / allermest // i bladene. (p. 171)

Det her er en stemme, der folder sin egen tilbli-velse ud ved at tale om sin egen opløsning. En stemme, der på én gang bliver distinkt og går under i og med sin huskende og modererende ”alligevel ikke så forskellige”.

VI Det sidste og i øvrigt hyppigt forekommende ord i Skønheden hænger på træerne er netop ”alli-gevel”, og man kan sige, at ordet får lov at spille rollen som en art poetisk signatur. ”Alligevel”


kan markere en uendelig mulighed for at føje til, hvor der ellers kunne se ud til at være lukket af eller afrundet, og hvor en argumentation kunne se ud til at være ført til ende. ”Alligevel” kan være den ubeslutsommes signatur. Og ”al-ligevel” kan, når ordet bruges synonymt med ”på trods af det”, hjælpe med til hele tiden at rykke de diskursive barrierer for, hvad der egentlig er muligt eller forventeligt at sige. Som stemmen hos Gudmundsen-Holmgreen eller Andkjær Olsen selv, der ikke ved, hvad den skal sige, men siger alligevel. Et ord, der opviser modstand, men som alligevel (!) snarere end blot at trodse, markerer en insisteren på at holde sproget åbent. Og det er egentlig ikke så lidt at have på hjerte. Heller ikke selvom den her forfat-ters konstante mellemværende med stemmen komplicerer forestillingen om ophavsretten til ordene, til stemmen, til udsigelsen, når man står midt i svanesangen. Når nu man bruger stemmen til at sige med, bliver stemmen det, der ikke kan siges:

Man kan spørge sig selv hvad er det den siger. Jeg ved det ikke. Men den siger det alligevel. Mens jeg er trådt i baggrunden. Mens jeg prøver at danne mig et overblik over svanesangen. Mens jeg står midt i den. (fra Skønheden hænger på træerne, 2006)

LitteraturUrsula Andkjær Olsen: Lulus sange og taler,

2000.Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden,

2003.Ursula Andkjær Olsen: Hver med sit næb – Pelle

Gudmundsen-Holmgreens musikalske verden, 2004.

Ursula Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen og udvejen, 2005.

Ursula Andkjær Olsen: Skønheden hænger på træerne, 2006.

Horace Engdahl: Beröringens ABC, 1994. (Dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen i 2004).

8 Islandsk kor; 11 Fotos: Benedikte Bjerre; 19 Tegning: Karsten Baun. Ikke alle danner billeder, mens de læser tekster. Derfor har læsernes redaktør for at hjælpe denne ilde stedte gruppe, instrueret Karsten Baun om at tegne efter følgende tekst: ” Der er ikke meget gråvejr over Y, da jeg møder hende en regnvåd tirsdagseftermiddag på indre Nørrebro. Hun er i knaldrød, kortærmet kjole, tigerstribede høje hæle og har kaotiske krøller dansende om ansigtet. Mens jeg damper af efter cykelturen i regnen laver hun grøn te, serverer mineralvand og fortæller historier... Hun er ikke bare tjekket – hun er også sød, sjov og omsorgsfuld. - Jeg ved ikke, om Y er en rigtig kvinde. Men empatisk og handlekraftig – dét er hun”; 22 Foto: Axel Hansen. Fra Det Kgl. Bibliotek; 24 Gravering. Fra Det Kgl. Bibliotek; 33 Visitkort. Ca. 1873. Fra Det Kgl. Bibliotek; 45 Foto: Jonas Kleinschmidt; 54 ”Les principales étapes de la vie”. Françoise Pilard-Coppens. Museum National d’Histoire Naturelle Galerie de Paleontologie; 55 Foto: Anders Johannsen; 72 ”Howard Clifford running off the Tacoma Narrows Bridge ” (1940). Fotograf ukendt. Fra University of Washington Libraries. Special Collections Division; 74 Lars Bukdahls statusopdateringer på Facebook. Indhøstet via mellemmand. Statue: ”Perseus med Medusas hoved” af Antonio Canova. Idé og montage: Anders Johannsen; 76 Cover til bogen ”Det hudfarvede øde”. Tegning af forfatteren; 79 Fotos: Lars Gundersen; 84 Tegning: Karsten Baun. Afsæt i ” Sixpence. Plusfours. Butter!y, omhyggeligt skødesløst bundet. Smalle, engelske sko, mærket Derby eller Oxford. Hans ansigt: blå egernøjne, kvikke, livlige, parret med et svagt drømmende, diffust skær. Kroppen; spinkel, rank, men ganske svagt ludende. Stemmen, behagelig, lavmælt, men sonor. Umiddelbart kommer X os i møde i en besynderligt altmodisch, overleveret gestalt, som et drømmesyn fra 1800-tallet, der pludselig materialiserer sig på Assistens Kirkegård, blandt brummende busser og råbende drengebander”

Illustreret af

Søren Ulrik ThomsenMorten SøkildeGeorg Brandes

ISSN 1610-2941

recession

RECESSION #1

Documents

Recession #1