16
Magasinet ISSN 1903-5497 En tryg skulder at læne sig op af Bjarne har brugt sin mentor til at få ro på hverdagen og arbejdslivet Et kærligt skub ind i voksenlivet Efter to år i Opgangen har Amalie fået mod på at stå på egne ben SUF Den Sociale Udviklingsfond Juli 2012

SUF Magasinet 2 2012

Embed Size (px)

DESCRIPTION

SUF Magasinet giver dig et fagligt indblik i SUFsarbejde. Vi sætter ord og billeder på de mennesker,der får gavn af vores skræddersyede løsninger. Og vi giver dig interviews og baggrund med de bedste eksperter inden for det socialpædagogiske område.

Citation preview

Page 1: SUF Magasinet 2 2012

Magasinet

ISSN 1903-5497

En tryg skulder at læne sig op afBjarne har brugt sin mentor til at få ro på hverdagen og arbejdslivet

Et kærligt skub ind i voksenlivetEfter to år i Opgangen har Amalie fået mod på at stå på egne ben

SUFDen Sociale Udviklingsfond

krea

tivgr

afisk

.dk

· 1

2734

Juli › 2012

Page 2: SUF Magasinet 2 2012

2

www.suf.dk

Udgiver: Den Sociale UdviklingsfondAnsvarshavende redaktør: Michael Hansen

Layout: KreativGrafisk Tryk: Rosendahls A/S

Kontakt redaktionen: [email protected]

Leder s. 3 Et kærligt skub ind i voksenlivet s. 4 En tryg skulder at læne sig op af s. 8 ADHD-piger bliver ikke udredt s. 14

Vil du vide mere om SUF?

Arbejdsmarkedsafklaring og mentorordning under Incita

Nyt tilbud

Forsidefoto: Emil Ryge Christoffersen

Bestil folderen Individuelle socialpædagogiske løsninger og hør mere om, hvordan vi arbejder, og hvad vi kan til-byde.

Du er også altid velkommen til at ringe og tale med en af vores 21 afdelinger. Sammen finder vi den rigtige løsning til den borger, du skal hjælpe videre. Kontaktoplysninger på de enkelte afdelinger finder du på www.suf.dk

En af Den sociale udviklingsfonds afdelinger i Køben-havn SUF Beta er blevet underleverandør til Incita med en mentorordning og to arbejdsmarkedsafkla-ringsforløb.

Målet er at give borgerne mulighed for at blive inklude-ret på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Alle borgere får en fast kontaktperson, så den enkelte oplever tryghed og kontinuitet igennem hele forløbet, samtidig med at relationen kan virke motiverende og udviklende for den enkelte. De to afklaringsforløb va-rer hhv. 12 uger og seks måneder.

Incita har fået tildelt to rammeaftaler i København Kommunens beskæftigelsestilbud til indsatsklare ledige borgere (match 2). Rammeaftalerne træder i kraft fra 1. juli 2012. Alle kommuner i Region Hoved-staden kan henvise til de nye tilbud, herunder SUF Betas mentorordning og afklaringsforløb, hos Incita.

Hvis du vil høre mere om SUF Betas tilbud, er du vel-kommen til at kontakte socialkonsulent Allan Nagel på mobil 3084 4906 eller [email protected].

Læs denne gang om:

Individuellesocialpædagoiske

løsninger

SUFDen Sociale Udviklingsfond

www.suf.dk

- fleksibilitet og høj faglighed til mennesker med særlig komplekse problemstillinger

12654 SUF Folder 2012.indd 1

29/05/12 12.19

Page 3: SUF Magasinet 2 2012

3

Juli › 2012

Startboliger: Brug pengene på sociale viceværter

Lede

r

At skabe et selvstændigt liv og en overskuelig hverdag i egen bo-lig kan være en stor omvæltning og udfordring for udsatte unge. Det har SUFs socialkonsulenter set igen og igen i arbejdet med unge, der har brug for ekstra støtte for at få et godt fodfæste i voksenlivet.

Derfor er det opmuntrende for de unge, at by-, bolig- og land-distriktsminister Carsten Hansen med hele Folketingets opbak-ning fik vedtaget tidligere socialminister Henriette Kjærs forslag om at afsætte midler til såkaldte start-boliger til unge med sær-lige behov. 131,2 mio. kr. er der til rådighed over de næste fire år.

Sociale viceværter giver tryghed

Lovforslaget, som bakkes op af alle Folketingets partier, tager udgangspunkt i, at de sociale viceværter skal skabe et trygt miljø for de unge. Tanken er, at viceværten skal være sociale rol-lemodeller og give de unge en hjælpende hånd med lektierne, lære de unge at skifte en sikring og gøre rent.

Vi oplever, at mange udsatte unge hverken har et stort netværk eller en familie, som kan træde til, når de har brug for en hjæl-pende hånd til at komme i gang med voksenlivet. I SUF ønsker vi derfor, at flest mulige af de afsatte midler bliver brugt til at ansætte sociale viceværter, som kan være med til at skabe en tryg ramme for unge i overgangen til voksenlivet. På den måde kan de nye startboliger med tilknyttede sociale viceværter være med til at sikre, at flere at de unge kommer godt i gang med en tilværelse som voksen med uddannelse, arbejde og egen bolig.

Startboligerne kan samle udsatte unge op

Det er svært ikke at være begejstret for den nye mulighed. Ikke mindst fordi undersøgelse på undersøgelse dokumenterer, at alt for få af de tidligere anbragte unge får tilbudt efterværn, når de skal ud og etablere sig på egen hånd.

Samtidig er det en stor udfordring, at de få midler, der generelt er til rådighed på området, betyder, at mange unge i grænseom-rådet mellem det normale og den lettere eller periodevise kri-minalitet og misbrug ikke bliver samlet op i det sociale system. Den opgave kan startboligerne med deres sociale viceværter i høj grad være med til at løfte.

Brug ikke pengene på mursten

Det er endnu uvist, hvordan den endelige bekendtgørelse kom-mer til at se ud, og hvorledes de 131,2 mio. kr. skal fordeles mellem hhv. bygninger og løn til sociale viceværter. Der er ingen tvivl om, at de udsatte unge har lige så meget brug for gode rollemodeller og hjælp til at etablere gode vaner og mønster-brydning i en selvstændig voksentilværelse, som de har brug for billige boliger.

Mit håb er derfor, at der i samarbejde med især de almene bo-ligforeninger kan frigøres boliger uden større omkostninger, og at de 131,2 mio. kr. til startboliger dermed primært kan bruges på sociale viceværter og deres helt afgørende indsats med at støtte de udsatte unge til en positiv udvikling.

Af Michael Hansen, direktør i Den Sociale Udviklingsfond

Page 4: SUF Magasinet 2 2012

4

www.suf.dk

Page 5: SUF Magasinet 2 2012

5

Juli › 2012

>>>

Et kærligt skub ind i voksenlivetEfter to år i SUFs opgangsfæl-leskab Opgangen i Odense er Amalie klar til at stå på egne ben. Sammen med SUFs socialkonsu-lenter har hun lært at håndtere sin OCD og sine depressioner, så hun kan få hverdagen til at fun-gere på egen hånd

Tekst: Suzette Frovin

Foto: Emil Ryge Christoffersen

I begyndelsen af maj 2010 pakkede Amalie sine ting, forlod efterskolen og Ærø for altid. Hun led af angst og svær depression, og hun kunne ikke længere holde ud at være på sko-len.

På det tidspunkt havde hun mange års erfarin-ger med at stå uden for det sociale liv i skolen. Efterskolen skulle have været en ny start og et helle. I stedet blev det lige det modsatte. Endnu en prøve på, hvor svært det er at passe ind i de rigtige kasser.

”Jeg var blevet ekstremt forsigtig og overop-mærksom på mine omgivelser, for jeg havde lært på den hårde måde, at hvis jeg bare trådte det mindste ved siden af eller skilte mig ud fra gruppen, så blev jeg drillet,” fortæller Amalie.

Bo med støtteDa Amalie gik fra efterskolen på Ærø, vidste hun, at hun ville stå på egne ben, men hun vidste også, at hun ikke ville kunne klare hver-dagen alene. Hendes angst og depressionen, som hun havde svært ved at komme ud af, be-tød, at hun havde brug for støtte til at komme videre.

På nettet fandt hun Opgangen, SUFs opgangs-

fællesskab i Odense. Her kunne hun få sin egen lejlighed og stadig være i tæt kontakt med de socialkonsulenter, der er tilknyttet fæl-lesskabet. Den tætte kontakt var præcis, hvad Amalie havde brug for.

”Jeg har følt mig svigtet så mange gange, og jeg havde ikke nogen positive erfaringer med at være sammen med andre. Tværtimod. Derfor brugte jeg noget tid på at se social-konsulenterne i Opgangen an. Jeg var nødt til at være helt sikker på, at jeg kunne stole på dem, før jeg turde åbne mig,” fortæller Amalie.

Barn med OCDAmalie var 12 år, da hun viste de første tegn på OCD. Da hun et år senere blev akutpatient på Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital, vaskede hun hænder op til 100 gange om dagen, og hun brugte næsten tre timer på et vaskeritual, in-den hun skulle i seng. Som 13-årig blev Ama-lie indlagt med generaliseret angst og svær OCD.

”Det sidste halve år op til indlæggelsen, talte jeg stort set ikke. OCD blev min redningsplan-ke, for ritualerne skabte orden i mit liv og gav mig en mærkelig form for ro,” fortæller Amalie.

I starten blev Amalie kørt til hospitalet om morgen og hjem til forældrene igen om afte-nen, men lægerne ønskede at døgnindlægge Amalie. De ville gerne kunne følge hendes ri-tualer på tæt hold og tilbyde hende den rig-tige behandling. Amalie nægtede – ikke for at være på tværs, men fordi hun var bange.

”Ritualerne var det eneste, jeg havde, og jeg gik i panik ved tanken, om at jeg skulle være væk hjemmefra og uden de faste rammer, som OCD’en gav mig,” siger Amalie.

Så kom en tvangsindlæggelse på tale, og hen-

Page 6: SUF Magasinet 2 2012

6

www.suf.dk

des forældre bakkede op om lægernes forslag, for de kunne se, hvor dårligt deres 13-årige datter havde det. Amalie bed tænderne sam-men og besluttede sig for at bevise over for lægerne, at hun ikke havde brug for at blive døgnindlagt på Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. I løbet af en måned halverede hun antallet af håndvaske, og hun tvang sig selv til at gå i seng om aftenen uden sit omstænde-lige vaskeritual.

”Det var så forfærdeligt, men jeg ville ikke døgnindlægges. Så jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne i den måned, og det var en stor sejr for mig, at jeg kunne rykke mig så langt, at vi blev enige om en dagsindlæggelse,” siger Amalie.

Diagnoserne trøsterEfter fire måneder med kliniske undersøgel-ser og samtaler med en psykolog fik Amalies forældre besked om, hvad hun fejlede: Svær OCD, depression, generaliseret angst og per-sonlighedsforstyrrelse. Både hendes forældre og lægerne gav samtidig udtryk for, at Amalie havde svært ved at være sammen med andre og fungere i fællesskab.

”Jeg ville så gerne have været med til den sam-tale, for jeg fik slet ikke mulighed for at stille spørgsmål, men måtte bare tage det, mine

Sådan arbejder SUF med unge i Opgangen

Annie Aastrup, leder af Opgangen fortæller om arbejdet med Amalie:

”Vores udgangspunkt er altid det samme; nemlig at vi ser på den enkeltes situation og behov mere end på diagno-sen. Det gjorde vi også med Amalie, hvor vores opgave var at støtte hende i at finde en voksenidentitet.

Amalie har følt sig udelukket fra fællesskabet i mange sammenhænge, og derfor har vi arbejdet med, hvor den følelse kommer fra. Når Amalie fx har fortalt, at hun føler sig udenfor, har vi bedt hende give to beviser på, at det faktisk var sådan. Det har hjulpet hende til at forstå, at nogle gange er det mere en følelse der foregår inde i hende. Den erfaring kan hun bruge til at tage ansvar for sin egen situation, så hun på sigt selv kan sortere i sine følelser. Sammen har vi også lavet et genogram, som er en metode til at fortælle sin livshistorie og få overblik over strukturerne i hendes familie. Det har hjulpet hende til at forstå, hvad hun kommer fra, og hvordan hun kan agere hensigtsmæssigt i forhold til sin familie. Helt konkret har Amalie på grund af sine depressioner haft brug for at blive guidet i forhold til helt almindelige gøremål. Vi har hjulpet hende med at organisere hverda-gen og finde ud af, hvad hun vil bruge sit liv på, så hun har lyst til at stå ud af sengen om morgen. Derudover har vi haft mange jeg-støttende samtaler. Formålet er, at hun skal lære sig selv bedre at kende, så hun kan reagere hensigtsmæssigt på de signaler, hendes krop giver hende. Det betyder fx, at hvis hendes OCD begynder at blusse op, skal hun på sigt selv kunne stoppe op og se på, hvad der stresser hende. Derudover har vi også med samtalerne søgt at styrke hendes ego, så hun har noget mere at stå imod med. Endelig har vi arbejdet med affektregulering. Det vil sige givet hende nogle værktøjer til, hvad hun kan gøre, når hun har brug for at få ro på fx ved at have fokus på sin vejrtrækning. I løbet af den periode Amalie har boet i Opgangen har hun rykket sig utrolig meget. Fra at være en pige, der sneg sig langs panelerne og helst ikke så os i øjnene, har hun fået styr på hverdagen og mod på at deltage i sociale fællesskaber, som ellers tidligere har været en udfordring for hende. Med efterværn vil Amalie snart være klar til at komme ud og bo for sig selv.”

Page 7: SUF Magasinet 2 2012

7

Juli › 2012

forældre fortalte mig, for gode vare. Den gang slugte jeg det meste af det råt. Jeg tog diagno-serne til mig, satte mig selv i bås og blev mine sygdomme,” fortæller Amalie, som under sin indlæggelse også udviklede panikangst og ef-terfølgende isolerede sig endnu mere fra sine omgivelser.

En indelukket pigeAmalie fortæller selv, at hun næsten krøb langs panelerne, da hun flyttede ind. Hun tur-de ikke tale med nogen og havde ikke lyst til at være sammen med andre. I starten fik hun daglig støtte fra Opgangens socialkonsulenter til at få hverdagen i lejligheden til at fungere med opvask, indkøb og tøjvask. Når det var svært for hende at tage sig sammen til at tage opvasken, foreslog konsulenterne fx, at hun i stedet kunne bruge plasticservice, indtil hun igen fik mere overskud.

Samtidig arbejdede socialkonsulenterne med at udfordre Amalies grænser, så hun fik nogle positive oplevelser med at være sammen med andre og med at tage ansvar fx for, hvordan hun havde det.

”Jeg havde lukket ned for alle følelser. Jeg tur-de ikke være vred eller ked af det, fordi jeg var sikker på, at de følelser betød, at jeg var ved

at blive depressiv igen. Derfor blev jeg også meget nemt såret, fordi jeg aldrig fik sagt fra over for andre,” siger Amalie.

Den nye AmalieI dag har hun efter næsten to år i sin lille to-værelses lejlighed i Odense lært at adskille diagnoserne fra sig selv, ligesom hun har lært at være mere ærlig over for sig selv og andre. Nu ved Amalie, at følelsesmæssig stress for-værrer hendes OCD. Sådan vil det nok altid være, men hun kender symptomerne og har fået nogle positive erfaringer med, hvordan hun kan holde OCD’en i skak.

”Jeg har lært, at det, jeg har mindst lyst til at tage fat i, er lige præcis det, jeg skal gøre noget ved. Ikke i morgen, men lige nu. Den hjælp, jeg har fået fra Annie og Tine, er den bedste hjælp, jeg nogensinde har fået,” fortæller Amalie, der er blevet forsanger i et rockband, går til karate to gange om ugen og skal til at holde foredrag i foreningen Sind. Alt sammen noget, der var utænkeligt og uopnåeligt for bare to år siden.

”Det er så mærkeligt at tænke på, hvor dårlig jeg var, da jeg flyttede ind i Opgangen. Jeg er en helt anden person i dag. Nu skal jeg videre. Jeg har lyst til at komme ud og stå på egne ben,” siger Amalie

Opgangen – et opgangsfællesskab for unge med brug for støtte til at bo selv

SUFs opgangsfællesskab i Odense er for unge mellem 17 og 35 år med psykiske og sociale problemer.

Hver beboer har en døgntilgængelig kontaktperson. Social-konsulenten tager fat i de problemstillinger, den enkelte beboer har behov for at arbejde med gennem kompeten-cegivende samtaler. Der ydes støtte efter behov.

Tilbuddet placerer sig mellem en døgninstitution og et bo-selv-tilbud. Opgangen har en akutlejlighed, hvor et tilbud kan oprettes med kort varsel og fleksibel varighed.

Kontakt Opgangen på tlf. 6040 4757 eller skriv til [email protected], hvis du vil høre mere om tilbuddet.

Page 8: SUF Magasinet 2 2012

8

www.suf.dk

En tryg skulder at læne sig op afFørst som 43-årig fandt Bjarne ud af, at han havde ADHD og Aspergers syndrom. BOAS Mentor i Køben-havn har støttet ham i at få skabt nogle rammer om-kring sit liv, så han kunne beholde det arbejde, som han holder så meget af.

Page 9: SUF Magasinet 2 2012

9

Juli › 2012

Tekst: Suzette Frovin

Foto: Emil Ryge Christoffersen

Det lille hvidkalkede hus med stråtag, der ligger ved indgangen til Bernstorffparken i København, oser af idyl. Træerne er næsten sprunget ud, og skovbunden, der omgiver hu-set, er dækket af hvide anemoner. Alt ånder ro. Inden for dufter der af frisklavet kaffe, og også her hersker der en særlig form for stil-hed.

Huset er Bjarnes helle. Det er her, han trækker sig tilbage og lader op. For bare tre år siden boede også hans kone og to børn i huset. Den-gang var Bjarne sjældent hjemme. Han havde ikke tid eller lyst, for han havde svært ved at falde ind i rollen som ægtemand og familiefar. De sociale spilleregler har altid været en ud-fordring for ham.

Skal vi tale sammen?”Da jeg flyttede sammen med min kone i star-ten af 20’erne, spurgte jeg hende, om det var meningen, at vi skulle tale sammen hver dag. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare kunne være sammen uden at tale med hinanden,” fortæller Bjarne, mens han smiler. Han ved godt, at spørgsmålet må have lydt mærkværdigt i hans kones ører. Når Bjarne ser tilbage på de første mange år af sit liv, kan han se, at han må have været lidt af en overlever. Han gennemførte folkeskolen og fik en studentereksamen lidt på trods. Han var en enspænder, der havde det bedst med sit eget selskab, og samtidig havde han svært ved at slappe af. Han fik afløb for den værste uro ved at cykle lange ture.

”Jeg levede jo på mange måder et ensomt liv, fordi jeg ikke kunne finde ud af at knytte ven-skaber. I stedet trak jeg mig og fordybede mig i bøgerne og det faglige,” fortæller Bjarne.

Efter gymnasiet og et par år som arbejdsmand uddannede han sig til gartner, og siden tog han en videregående gartneruddannelse. I årevis passede han sit job samtidig med, at han havde sin egen anlægsgartnervirksom-hed. I den sparsomme fritid gav han en hånd med hos venner og bekendte og var frivillig hos de lokale KFUM-spejdere. I stedet for de lange cykelture holdt Bjarne nu uroen i kroppen i skak ved at arbejde mere og mere. Efter 40 år på overarbejde sagde hans krop en dag stop, og han blev sygemeldt med svær depression. Bjarne fik en aftale om fleksjob forhandlet på plads, og efter en periode i en administrativ stilling fik han job som gartner, hvor han trive-des med de faste rammer og daglige rutiner.

Diagnosen er en lettelseTre år senere mødte Bjarne en 12-årig dreng med ADHD, som gjorde et stort indtryk på ham. Det var som at se sig selv udefra, fortæl-ler han nu. Han blev udredt og fik besked om, at han udover ADHD også havde Aspergers syndrom og så begyndte brikkerne at falde på plads.

”Det var en stor lettelse for mig at få en forkla-ring på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det, og hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Det var rart, at jeg ikke var den eneste, der kunne se, at jeg var anderledes,” siger Bjarne.

Næsten samtidig med diagnoserne fik han kontakt til SUFs Aspergers-specialister, BOAS Mentor i København, som støtter folk med Asperger syndrom i at kunne fungere i hver-dagen. Bjarne nåede at få en mentor, inden han igen blev indlagt med svær depression, og mentorens støtte har været uvurderligt. Ikke mindst under indlæggelsen.

”Det var en stor trøst for mig, at min mentor var der for mig i den periode af mit liv, hvor alt faldt fra hinanden. Mens jeg var indlagt, >>>

Page 10: SUF Magasinet 2 2012

10

www.suf.dk

bragte hun noget normalitet ind i mit liv og hjalp mig med at holde kontakten til min ar-bejdsplads. Det har været en vigtig del af min helingsproces at have bevaret den kontakt,” fortæller Bjarne.

Kontakten til arbejdetDa Bjarne en måned senere blev udskrevet, brugte han sin mentor til at få sat sin hverdag i rammer og holde møder med arbejdet om, hvordan de i fællesskab kunne skrue en mo-del sammen, som gav mening for både Bjarne og arbejdspladsen.

Bjarne har fra starten valgt at være åben om sine diagnoser, og hvad det betyder for hans indsats på arbejdet og som kollega.

”Jeg ville gerne have, at de vidste, hvorfor jeg sommetider reagerer, som jeg gør. Min åben-hed er smittet af på dem, og jeg oplever, at mine kollegaer er utroligt gode til at spørge, hvis der er noget, de undrer sig over,” siger Bjarne.

Brug for struktur og roNoget af det første, han gjorde efter udskrivel-sen, var sammen med sin mentor at holde et møde med sin chef og sine kollegaer, hvor de forklarede, hvad det vil sige at have ADHD og Aspergers syndrom. Mentoren kom også med forslag til, hvordan Bjarnes kollegaer kunne hjælpe ham med at få en god arbejdsdag.

Arbejdspladsen har håndteret Bjarnes diagno-ser på forbilledlig vis, siger han i dag, og de har været indstillet på at skrue en stilling sam-men, som imødekommer Bjarnes behov. Han arbejder typisk 4-5 timer om dagen, og så har han brug for at komme hjem i sit skovhus og hvile sig. Struktur og faste rammer og masser af tid til at lade op er opskriften på Bjarnes nye liv, og det krævet noget for den tidligere arbejdshest at vænne sig til den omstilling.

”I starten følte jeg nok lidt, at jeg var en halv medarbejder, og at jeg mest var der, fordi ar-

bejdspladsen havde ondt af mig. Men i takt med at jeg har fået det bedre, har jeg også kunne påtage mig mere ansvar. Jeg kan se, at jeg er en vigtig brik, og at jeg betyder meget for mine kollegaer,” fortæller Bjarne.

Mod på mereDer kom en helt ny ro ind i Bjarnes hverdag, efter hans mentor har hjulpet med at få hver-dagen lagt i faste rammer. Han skriver dagbog hver dag og følger sit ugeskema, så han er sik-ker på, at der er luft til at lade op og tømme hovedet for tanker og indtryk. Hans mentor har støttet ham i at få styr på sin økonomi, og han har fået mere struktur på de daglige gøre-mål i det lille hvide hus.

”Min mentor er min blomsterpind. Hun støtter mig i at se, hvor langt jeg er kommet, og hun hjælper med at holde fast i et positivt tanke-mønster. Jeg bliver bedre og bedre til at klare hverdagen selv, fordi jeg har lært at arbejde med mine diagnoser i stedet for imod. Jeg ser diagnoserne som en mulighed for at se mig selv i et andet perspektiv og lære af det,” for-tæller Bjarne.

I dag formidler Bjarne sine erfaringer til andre med samme udfordringer som han selv. Han har skrevet flere artikler, givet interview til TV2 Lorry og er i gang med at holde foredrag.

”Jeg synes, at jeg skal bruge mine erfaringer og overskud til, at inspirere andre i samme situation. Det giver rigtig meget mening for mig,” siger Bjarne.

På den måde udfordrer Bjarne med støtte fra sin mentor hele tiden sig selv og sine grænser. De seneste år har han også været på højskole med sine børn, og for nogle måneder siden in-viterede han for første gang de andre i BOAS Mentors klub hjem på middag. Noget, der var utænkeligt for år tilbage.

Page 11: SUF Magasinet 2 2012

11

Juli › 2012

4 typiske udfordringer for sent diagnosticerede voksne med ADHD/Aspergers syndrom

• Magterikkeatplanlæggedagligdagen.• Magterikkeatholdestyr/ordenpåsithjem.• Harsværtvedathåndtereogstyresinøkonomi.• Harvanskeligtvedatorganisereogskabestrukturpåarbejdet,

uddannelsen og i fritiden.• Harsværtvedatændreogslippegamle,indlærtemønstre.

For at skabe forandring forudsætter det, at den voksne med ADHD/Aspergerssyndromaccepterersinevanskelighederogharet ønske om større selvindsigt.Kilde: BOAS Mentor

>>>

Page 12: SUF Magasinet 2 2012

12

www.suf.dk

Bjarnes mentor, socialkonsulent Gitte Ladefo-ged, fortæller:

”I den tid Bjarne har været tilknyttet BOAS Mentor, har han været meget positiv og virke-lig motiveret til at indgå i et fælles teamwork med sine mentorer. Bjarnes har med egne ord ”nulstillet sit liv og derfra lært at bygge sig selv op igen”.

Til at begynde med var Bjarne psykisk ustabil, og han havde brug for meget tæt og støttende opfølgning, men efterhånden som han har fået det bedre, har vores indsats udviklet sig til et fælles projekt. Han tager mere og mere ansvar for at skabe sig et godt liv.

Vi har kontinuerligt stillet ham over for nye ud-fordringer eller krævende eksponeringsøvelser, som han har taget åbent imod. Han har med

stor iver været parat til at udforske forandrings-processer og vist stor interesse i at søge nye veje for at lære nye metoder og strategier, der virker.

Bjarne har mærket fremgang og en større stabi-litet i sit liv i den periode, han har været tilknyt-tet BOAS Mentor. Han udforsker og afprøver sig selv i flere og flere selvstændige handlinger, som vi sammen efterfølgende bearbejder.

I dag skrives fundamentet og drejebogen egen-hændig af Bjarne, og han oplever derfor også at være på forkant med begivenhederne og ikke omvendt.

Vi har igennem hele forløbet understøttet Bjar-ne i den gode udvikling samtidig med, at vi har haft fokus på at støtte op om hans evner og kompetencer til hjælp til selvhjælp.”

Om at lære sig selv at kende og bygge sig selv op på ny

I behandling

Page 13: SUF Magasinet 2 2012

13

Juli › 2012

Uden viden og værktøjer kan det være en udfor-dring at være kollega til en person med ADHD og Aspergers syndrom. Stine Krüth Andersen og Bjarne Christensen fik hjælp af hans mentor til at få hverdagen til at fungere så godt som muligt

Tekst: Suzette Frovin. Foto: Emil Ryge Christoffersen

I maj 2009 fik Stine Krüth Andersen en ny kollega. Hun vidste, han hed Bjarne, og at de sammen skul-le passe roserne og staudebedene i Kongens Have midt i København. Hun vidste også, at han kun skulle være på arbejde fire timer hver dag, men hun forstod ikke hvorfor. I hendes øjne så Bjarne både stor og stærk ud.

Først senere fandt Stine ud af, at Bjarne havde ADHD og Aspergers syndrom. Stine var derfor fuld-stændig uforberedt på, hvad det var for udfordrin-ger, der fulgte med hendes nye kollega, og allerede da de nåede sommerferien to måneder senere, var hun ved at tabe pusten.

”Jeg følte mig ret presset, fordi Bjarne hele tiden havde nye ideer til, hvordan vi kunne gribe arbejdet an. Samtidig sprang han alle de normale led over og gik straks i gang med at fortælle mig, hvordan han havde det. Det var meget grænseoverskridende, fordi jeg ikke kendte noget til ADHD eller Aspergers syndrom,” siger Stine.

På arbejde derhjemmeEn overgang fortrød hun næsten, at hun havde givet ham sit private telefonnummer, for det var hårdt, når han ringede midt i aftensmaden og fortalte hen-de om de ideer, han lige havde fået. Bjarne fortæller selv, at han dengang ikke var opmærksom på, at han overskred Stines grænser.

”Jeg forstod ikke, at der er en grænse mellem pri-vatsfæren og arbejdslivet. Det er først noget, jeg har lært senere. Derfor er jeg også blevet bedre til at spørge, om Stine har tid til at snakke – og om hun har lyst til at høre, hvad jeg har på hjertet,” siger Bjarne.

Stine blev forpustet af den energi og intensitet Bjar-ne lagde for dagen. Derfor fik hun ikke sagt stop og fortalt Bjarne, at han overskred hendes grænser, når han blotlagde sit liv og sine private udfordringer for hende.

Efter sommerferien kom Bjarnes mentor på besøg på arbejdspladsen. Hun fortalte Bjarnes kollegaer om, hvordan det er at have ADHD og Aspergers syn-drom – og at det for Bjarne blandt andet betød, at han er meget lys- og lydfølsom. Det, der for Stine var almindelig baggrundsstøj fra byen, udmattede Bjarne og gjorde ham træt.

”Det møde var så vigtigt for nu kunne jeg pludselig forstå, hvorfor han er anderledes end os andre, og hvorfor han nogle gange har brug for at trække sig, hvis der er for mange indtryk,” fortæller Stine.

Bjarnes mentor gav dem også nogle konkrete værk-tøjer, de kunne bruge til at skabe den struktur og forudsigelig i hverdagen, som er så vigtig for Bjarne.

Daglig planlægningEfter mødet aftalte Stine og Bjarne, at de hver morgen skulle bruge fem minutter på at løbe da-gen igennem. Hvilke opgaver skulle løses, og hvem skulle Bjarne arbejde sammen med. De blev også enige om, at Bjarne skulle sende sine ideer på mail til deres fælles chef, så Stine ikke hele tiden skulle tage stilling til hans forslag.

I dag har de begge to fundet en god balance i deres indbyrdes forhold. Den fælles tillid betyder, at de kan være ærlige over for hinanden og sige til og fra, når der er brug for det. Efterhånden fylder Bjarnes diagnoser mindre og mindre i hverdagen.

”Bjarne har udviklet sig helt vildt, mens han har væ-ret her, men jeg har jo også flyttet mig. Nu er han jo mest bare Bjarne, en god kollega, som jeg ikke ville være foruden,” siger Stine.

At have en kollega med ADHD og Aspergers syndrom

Bjarne Christensen sammen med sin kollega Stine Krüth Andersen på deres fælles arbejdsplads, Kongens Have i København.

På arbejde

Page 14: SUF Magasinet 2 2012

14

www.suf.dk

ADHD-piger bliver ikke udredtFærre piger end drenge bliver udredt for ADHD, og mange piger er teenagere, før de får en diag-nose. Det fortalte den førende svenske ekspert i piger og ADHD, psykiateren Svenny Kopp, til SUF Magasinet, da hun var i Danmark i maj.

Tekst: Suzette Frovin. Foto: Shutterstock, modelfoto.

Hun er ikke så nem at få øje på som drengen. Det er en af psykiateren Svenny Kopps bud på, hvorfor så få piger bliver udredt for ADHD. Hendes forskning viser, at mens drengenes ADHD ofte kommer til udtryk i en meget ud-adreagerende adfærd, så opfører piger med ADHD sig sjældent så voldsomt. I hvert ikke i det offentlige rum. Derfor kan der gå mange år, før pigerne får en diagnose og kommer i behandling.

”Hvis vi havde rene pigeskoler, ville ADHD-pigerne være meget lettere at få øje på, men sammen med drengene forsvinder de. De fle-ste piger med ADHD lever en ret stille og for mange en meget ulykkelig tilværelse i skolen. Til gengæld oplever forældrene store udfor-dringer derhjemme,” fortæller Svenny Kopp.

Konflikter derhjemmeDe piger, som den svenske psykiater, har fulgt i sit forskningsprojekt, er for de flestes ved-kommende først blev udredt omkring 14 års alderen. Og det på trods af, at forældrene al-lerede har henvendt sig til læger og psykiatere i barnets første år, fordi de var bekymrede for deres datter.

Når forældre kontakter Svenny Kopp, beret-ter de om en hverdag med mange konflikter. Deres datter er aggressiv. Hun har svært ved at sove om natten og kan ikke komme ud af sengen om morgen. Hun vil ikke i skole og har ingen fritidsinteresser, og hun har stadige kon-frontationer med sine kammerater.

”Det sociale er en stor udfordring for piger med ADHD. De forstår ikke de komplekse spilleregler, der ofte gælder i en pigegruppe, og deres veninder synes måske, de er for be-sværlige at være sammen med. Derfor ender mange af pigerne med at være ret ensomme,” siger Svenny Kopp.

Mindre hjælp til pigerSelv når pigerne bliver udredt, får de mindre hjælp og bliver sjældnere medicineret end drengene. Uden hjælp bliver pigerne typisk rodløse og rastløse. De dropper ud af skolen. De ryger og drikker mere end deres jævnald-rende, og der er en større andel af teenage-graviditeter blandt piger med ADHD end hos andre piger i samme aldersgruppe.

”Der er en klar tendens til, at vi i behandlings-systemet ikke tager pigernes signaler helt så alvorligt som drengenes. Vi synes ikke, de er så farlige, men vi er nødt til at holde op med at sammenligne dem med drengene, ellers taber vi en hel gruppe af piger på gulvet, og de bliver meget svære at samle op, når først de er ble-vet voksne,” siger Svenny Kopp.

Page 15: SUF Magasinet 2 2012

15

Juli › 2012

Svenny Kopp, førende svensk ADHD-forsker

Svenny Kopp er børneneuropsykiater og forsker ved Karo-linska Instituttet i Göteborg. Hun har gennem 20 år forsket i ADHD.

Hendessenesteforskningsprojekt(Girlswithsocialand/orattention impairments, 2010) følger 100 piger mellem tre og 18 år. Halvdelen af gruppen har ADHD, og halvdelen har Aspergers syndrom. 80 % af de piger, der har Aspergers syn-drom, bliver senere udredt for ADHD, mens 30 % af pigerne med ADHD også viser sig at have Aspergers syndrom.

Halvdelen af pigerne har alvorlige søvnproblemer. En tredje-del lider af angst og depression. Stort set alle teenagepiger i ADHD-gruppen er rygere.

Typiske tegn på ADHD hos piger

• Problemermedatkoncentreresigilængeretidadgangen• Søvnproblemer• Rastløshed• Storudskiftningblandthendesvenner• Foretrækkerdrengevenneroggernenogen,dererældre

end hende selv• Sværtvedatfølgemediskolen• Sværtvedatlæreatlæseogskrive• Pjækkertidligtisinskolegangfraidrætstimerne,fordihun

motorisk ikke kan følge med sine kammerater

Kilde: Svenny Kopp, psykiater og ekspert i piger og ADHD

Page 16: SUF Magasinet 2 2012

Hovedkontor › Nørregade 49 1. th. › 5000 Odense C › Tel: 8619 2800 › [email protected] › www.suf.dk

SUFDen Sociale Udviklingsfond

krea

tivgr

afisk

.dk

· 1

2734

www.suf.dk

SUF Magasinet – et gratis magasin med fokus på individuelle socialpædagogiske løsninger

SUF Magasinet giver dig et fagligt indblik i SUFs arbejde. Vi sætter ord og billeder på de mennesker, der får gavn af vores skræddersyede løsninger. Og vi giver dig interviews og baggrund med de bedste eksperter inden for det socialpædagogiske område.

Send en mail med navn og adresse til [email protected], så modtager du magasinet kvit og frit med posten 4 gange om året.

•21selvstyrendeafdelingerfordeltoverhelelandet.•180specialiseredeogfagligtvelfunderedeansatte.•Mereend20årserfaringmedskræddersyede

socialpædagogiske løsninger.

Læs mere på vores hjemmeside:www.suf.dk

Magasinet

Hovedkontor › Nørregade 49 1. th. › 5000 Odense C › Tel: 8619 2800 › [email protected] › www.suf.dk

ISSN 1902-9349

Mål med formålVi tror på evaluering og dokumentation

TEMA

100 dage uden stoffer - med hjælp fra SUF

SUFDen Sociale Udviklingsfond

krea

tivgr

afisk

.dk

· 1

1958

Juni › 2011

SUF Magasinet 0211.indd 17

21/05/12 14.24

14

www.suf.dk

Mål med formålTEMA

dage bag sig. En del af forklaringen skal fin-des hos SUF, hvor Pernille er tilknyttet so-cialkonsulent Lise Thomsen. De to har efter-hånden kendt hinanden flere år, og spørger man, hvad Lise betyder for Pernille, svarer den unge pige fra Holstebro prompte; ALT. I de år, hvor Lise har været socialkonsulent for Pernille, har de hele tiden kæmpet med og mod hendes misbrug. Pernille har prøvet afvænning af forskellig art, terapi og utallige forløb. Lise har undervejs gjort alt, hvad hun kunne for at fastholde Pernille, men forkla-ringen på, at Pernille nu har været clean så længe, er helt enkel, mener Lise.

Viljen som værkstøj“Pernille har bestemt sig for det. Denne gang vil hun have det til at lykkedes. Hun er klar nu,” forklarer Lise, der har fulgt Per-nille tæt de seneste fem år. Den beskedne socialkonsulent vil ikke tage æren for, hvor Pernille er i dag, fordi hun har set den unge

pige kæmpe med næb og kløer. Pernille er til gengæld meget bevidst om Lises rolle i det, der er sket. “Det er Lises skyld, at jeg overhovedet er i live”, forklarer Pernille, der har set mange miste livet på grund af stofferne og det liv, der følger med. Hun uddyber: “Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har ringet til hende om natten på grund af skæn-derier med kærester, der var lige så blæste som jeg, fester, der har taget overhånd eller tidspunkter, hvor jeg har været bange”, siger Pernille.

Nattesøvnen tilbage Et af de centrale elementer i et forløb hos SUF er, at den unge kan få fat på socialkon-sulenten døgnet rundt, hele året. Det er en af hovedårsagerne til, at Thomas Jakobsen, som er rådgiver i Holstebro Kommune, har valgt at bruge SUF som støtte til Pernille.”Det er en vigtig funktion, at Pernille kan få fat i Lise døgnet rundt, så ildebrandene kan blive slukket, før de udvikler sig. Ellers kan de vokse sig til ting, som er meget sværere at håndtere” forklarer Thomas Jakobsen, som endnu engang har bevilget midler til, at samarbejdet mellem Pernille og Lise kan fortsætte. Selvom Pernille har lagt stofferne på hylden, er der stadig masser at kæmpe med.

Maler mere end nogensinde“Jeg vil ikke fokusere på, at trangen skal gå over, men mere på at leve med den. Trangen forsvinder ikke lige med det samme, hvis den overhovedet gør”, fortæller Pernille, der fremhæver Lise i den sammenhæng.“Lise er god til at aktivere mig og få mine tanker lidt på afveje. Snakke med mig eller stikke mig et lærred”, fortæller Pernille, der maler mere end nogensinde. Hun har netop været igennem et afklarende forløb omkring hendes evne til at arbejde, og er blevet til-delt en førtidspension de næste tre år, fordi hendes arbejdsevne vurderes stærkt ned-sat. Det er blot en af årsagerne til, at ma-leriet er særligt vigtigt for Pernille for tiden. ”Der er mange, der ikke kan forstå, at jeg ikke er specielt stolt af at være clean. Jeg er stolt af mine malerier og den respons, jeg har fået; der er noget positivt, noget særligt

Jeg ser jo lidt SUF som guldpakken i sager som Pernilles. Det er helhedsori-enteret hjælp, som er nødvendigt. Thomas Jakobsen, rådgiver Holstebro Kommune.

Foto: Martin D

am K

ristensen

SUF Magasinet 0211.indd 14

21/05/12 14.24

15

Juni › 2011

jeg kan. Det andet er et problem, jeg selv har rodet mig ud i”, siger Pernille.

@Til Pernille vil jeg bare sige, at du går lige i hjertet... med din åbne facon at være på. Mig og min kæreste er helt vilde med din bil-leder. Vi synes, at de er utrolige flotte. Vi hå-ber, at det fremover kan give dig dit daglige kick at male og du fortsætter med at lave flotte og fede billeder ... I stedet for NarkoNi-lle må det være MalerNille :O)

Mellem Lise og Pernille har det at male også stor betydning. Lise er uddannet kunsttera-peut og maler selv. Samtidig har det stor pædagogisk betydning at samles om noget fælles tredje, der fjerner fokus lidt fra navle-pilleriet, som Lise udtrykker det.

10 måneders kamp“Vi har utrolig meget sparring omkring kun-sten og det at male. Det giver en masse at snakke om, udover at Pernille har det svært.

Vi ved begge, hvordan det er, når man lige har sluttet et billede af, eller hvis man er helt opslugt af at arbejde med et maleri”, siger Lise. De seneste 10 måneder har været en rutsjetur for Pernille. At SUF og Lise er en vigtig støtte i hendes kamp, er Thomas Ja-kobsen slet ikke i tvivl om.“Jeg ser jo lidt SUF som guldpakken i sa-ger som Pernilles. Det er helhedsorienteret hjælp, som er nødvendigt. Mange af vores andre muligheder sætter fokus på dele af en person frem for hele personen. Lise har været en naturlig tovholder for Pernille, og det har været rigtigt vigtigt for at få det til at lykkedes,” siger Thomas Jakobsen.

22-årige Pernille har medvirket i program-met ”100 dage uden stoffer” på DR 1. Som den eneste af de medvirkende kla-rede hun alle dage uden stoffer. Pernille er indskrevet i SUF Midt/Vest. Den unge kvinde har nu passeret 300 dage uden stoffer.

Historien kort:

Jeg vil ikke fokusere på, at trangen skal gå over, men mere på at leve med den. Pernille om at leve uden stoffer.

Foto

: M

artin

Dam

Krist

ense

n

SUF Magasinet 0211.indd 15

21/05/12 14.24

Den Sociale Udviklingsfond -involverende og dokumenterede

udviklingsforløb