12
THRILLER · POLITIKENS FORLAG

Uden ansigt

  • Upload
    saxocom

  • View
    230

  • Download
    1

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Martin Sindal bliver i 1970'erne hvervet af en udenlandsk efterretningstjeneste og sendt til oplæring i en hemmelig israelsk træningslejr, hvor han får både sin fysiske og mentale styrke testet til det yderste. Da han vender hjem til Danmark, fortsætter han udadtil sin sorgløse tilværelse i Nordsjælland. Men når telefonen ringer, bliver han uden varsel aktiveret som agent og indsat på missioner verden over, når nogen eller noget skal forsvinde.

Citation preview

Page 1: Uden ansigt

90mm 148 mm

220 mm

20,5 mm 148 mm 90mm

P O L I T I K E N S F O R LAG

p o l i t i ke n s fo r l a g . d k

ISBN 978-87 -400-0167-9

Th

rille

r · P

ol

iTik

en

s f

or

lag

Carsten norton Ud

en an

sigt

Martin Sindal bliver hvervet af en udenlandsk efterretningstjeneste og uddannet i en hemmelig

israelsk træningslejr, hvor såvel hans fysik som hans mentale styrke bliver testet til det yderste.

Da han vender hjem til Danmark, fortsætter han udadtil sin sorgløse tilværelse i Nordsjælland.

Men når telefonen ringer, kan han uden varsel aktiveres som agent og indsættes på missioner

verden over, når nogen eller noget skal forsvinde.

Martin er tilfreds med sit liv og overbevist om, at han arbejder i den gode sags tjeneste – lige

indtil han på en opgave møder en CIA-officer med en skjult agenda, en arabisk våbenhandler

og en lille afghansk pige, der udfordrer hans samvittighed og tvinger ham til at tage stilling til

spørgsmålet om, hvad der er rigtigt og forkert.

Uden ansigt er en thriller, der fortæller om en danskers hemmelige liv som agent og de valg, han er

nødt til at træffe – en historie, der er baseret på virkelige hændelser.

U D D r A g f r A U D e N A N S I g t

Blodsmagen kom allerede efter det tredje slag i ansigtet.

Martin Sindal tog sig til munden med højre hånd og kiggede

forhørslederen på den anden side af skrivebordet direkte

i øjnene. Så vidt han kunne mærke, sad alle hans tænder

endnu, hvor de skulle.

– Jeg har jo sagt det, for helvede. Jeg ved ikke, hvem

der rekrutterede mig, hvæsede han og spyttede en slimet

rød klat ud på gulvet.

forhørslederen hævede blikket fra Martin til manden,

der stod ved siden af stolen og havde tildelt ham lus-

singerne. Han nikkede afmålt til bødlen med antydningen af

et smil på læberne.

Aldrig vise svaghed, mindede Martin sig selv om og

forberedte sig på endnu en omgang.

Carsten norton, født 1972, cand. mag. fra Københavns

Universitet og journalist på ekstra Bladets kriminalredak-

tion. tidligere redaktionschef hos Bonnier Publications og

Benjamin Media. fast boganmelder i go’Morgen Danmark på

tV2 siden 2009. I 2010 udkom hans bog Udleveret på ekstra

Bladets forlag. Uden ansigt er Carsten Nortons debutroman.

O m s l a g : s t O l t z e d e s i g n . d k

Foto

: Lind

a Joh

ansen

Page 2: Uden ansigt

P O L I T I K E N S F O R L A G

c A R S T E N N O RT O N

udEN ANSIGT

Thriller

Uden ansigt.indd 3 06/02/12 15.40

Page 3: Uden ansigt

15

– 1 –

Mitzpe Ramon, Israel

Blodsmagen kom allerede efter det tredje slag i ansigtet. Martin Sindal tog sig til munden med højre hånd og kiggede forhørslede­ren på den anden side af skrivebordet direkte i øjnene. Så vidt han kunne mærke, sad alle hans tænder endnu, hvor de skulle.

– Jeg har jo sagt det, for helvede. Jeg ved ikke, hvem der rekrut­terede mig, hvæsede han og spyttede en slimet rød klat ud på gulvet.

Forhørslederen hævede blikket fra Martin til manden, der stod ved siden af stolen og havde tildelt ham lussingerne. Han nikkede afmålt til bødlen med antydningen af et smil på læberne.

Aldrig vise svaghed, mindede Martin sig selv om og forberedte sig på endnu en omgang.

de næste slag kom som en hel serie. Han opgav at tælle efter det femte, men han forsøgte at holde hovedet koldt ved at glæde sig over, at bødlen tilsyneladende var ved at blive træt i armen og ikke længere kunne ramme lige så rent, som han havde gjort til at begynde med.

– Kan du virkelig ikke slå hårdere, unge dame? sagde Martin og prøvede at tvinge mundvigene opad, da bygen af øretæver ophørte.

I virkeligheden syntes han næsten, det var fjollet. Han anede jo

Uden ansigt.indd 15 06/02/12 15.40

Page 4: Uden ansigt

16

vitterligt ikke, hvordan hele forløbet fra rekrutteringen i danmark til opholdet i den israelske træningslejr hang sammen.

Kun at det var en englænder, der havde hentet ham på kasernen i Jylland. Men han vidste for fanden ikke, hvem manden var. Og han følte sig overbevist om, at hvis han prøvede at komme med noget, der så meget som lignede en forklaring på, hvordan han overhovedet var havnet i Israel, så ville han øjeblikkeligt dumpe den prøvelse, de var i gang med at udsætte ham for.

For det måtte da være en test. de havde jo selv hentet ham herned, og lige siden ankomsten havde opholdet været én lang eksamen.

Sergenten var kommet buldrende ind i cellen på den jyske kaserne, så Martin var vågnet med et sæt. Helt unødvendigt havde han flået tæppet til side, rusket hårdt i ham og spurgt, om han ville blive sid­dende i hullet syv­otte måneder mere eller følge med nu?

Martin havde søvndrukkent set op på manden og prøvet at fo­kusere. Skæret fra den nøgne pære i loftet skar i øjnene, og kun langsomt vænnede han sig til lyset. det var ikke et ansigt, han havde set før, men han havde hæftet sig ved mandens olivengrønne uni­form med skydesløjfer på skulderklapperne. Han genkendte den med det samme og kunne regne ud, at sergenten måtte være fra Militærpolitiet.

– Hvad vælger du? Hvad? råbte sergenten.– Jeg går da med, svarede Martin hæst, selv om han ikke kunne få

besked om, hvad det var, der skulle ske.derpå blev han fulgt over på et kontor, hvor en mand i jakkesæt

sad og ventede. Han nåede kun lige akkurat ind ad døren, før ser­genten lukkede den bag ham, så han var alene med den fremmede.

– Sid ned, sagde manden på formfuldendt britisk.Han tog plads og så afventende på den habitklædte herre.– Er du klar? Kan du tage af sted med det samme?– Ja ... hvad drejer det sig om? sagde han, mens han undrede sig

over, hvem englænderen var, og hvad han lavede i danmark.

Uden ansigt.indd 16 06/02/12 15.40

Page 5: Uden ansigt

17

Englænderen stak ham et clipboard og en kuglepen, der føltes dyr.

– Hvad ... hvad er det her for noget ...?Hastigt skimmede han teksten på de tre A4­ark, der sad fastklipset

på skriveunderlaget. En slags tavshedserklæring og ansvarsfraskri­velse. det lignede mest af alt noget fra et forsikringsselskab. Han bladrede frem og tilbage. Kun et simpelt brevhoved på første side røbede navnet på den organisation, der lod til at være dokumentets afsender. det måtte være en forkortelse af en slags.

– du skal bare skrive under på sidste side ...– Jeg må vel for helvede godt lige se, hvad det er, jeg lægger navn

til, sagde han, idet han satte sin signatur på papiret.– Bevares, smilede englænderen.Få timer efter havde de sat sig ud i en bil og var kørt mod Sjælland.

Først til hans lejlighed, hvor han fik lov til at pakke en taske, og der­fra videre til lufthavnen i Kastrup. Hele vejen spekulerede han på, hvad der foregik, hvor de var på vej hen, og hvad der mon skulle ske.

Han havde også prøvet at spørge englænderen nogle gange. Hvem var han overhovedet? Og hvad var det for en organisation, han re­præsenterede?

– det skal du nok finde ud af, lød det eneste svar, han fik.For så vidt var det også tilstrækkeligt. I hvert fald i første omgang,

hvor det var en lettelse i sig selv at komme ud af spjældet.Når han overhovedet var havnet der, hang det sammen med, at

befalingsmanden havde været på nakken af ham gennem et længere stykke tid. Især efter kasernemesteren havde meldt ham for at tage en pige med ind på stuen efter en ureglementeret tur i byen. det havde givet et par dage i brummen og nogle efterfølgende uger uden weekendorlov.

Helt overflødigt.Kasernemesteren var stedets eneste civilist og havde derfor ikke

behøvet at melde ham. Så hvad fik han ud af det, den nævenyttige idiot? Martin havde været rasende.

Uden ansigt.indd 17 06/02/12 15.40

Page 6: Uden ansigt

18

Så da han og Ole nogle måneder efter den episode fik besked på at gå ned og skære taget af en gammel Opel, så han sit snit til at give kasernemesteren igen. Egentlig var det bare en øvelse, men befalingsmanden havde gjort et stort nummer ud af det og forklaret, at bilen holdt omme bag en nedlagt hangar, og at de skulle gøre sig stor umage med arbejdet.

– I ved ikke, hvornår I får brug for det i virkelighedens verden, sagde han.

Bilen bag hangaren viste sig at være et udbrændt vrag, og de kun­ne umuligt vurdere, om det nogen sinde havde været en Opel. det blev han og Ole i hvert fald enige om efter at have kigget grundigere på skrotbunken.

derefter gik de over på parkeringspladsen til kasernemesterens røde Rekord coupé og begyndte at skære taget af den. det var ikke nemt. Og de asede og masede med bilen i flere timer, før taget til sidst lå på jorden ved siden af den næsten nye bil.

– Jeg skal nok tage skraldet for den her, sagde han til Ole, da de stod og nød resultatet. Han tørrede sveden af panden med håndryggen.

– Hold nu kæft med det pis. Han har sgu da selv bedt om det, det fede svin, svarede kammeraten og tændte en grøn cecil.

det var noget af det, han godt kunne lide ved Ole. Han var loyal. En god kammerat på samme måde, som han altid selv bestræbte sig på at være.

derudover havde de ret beset ikke ret meget til fælles, ham og den hærdebrede falstring, for hvem hæren var en oplagt og muligvis enkeltstående mulighed for at slippe væk fra roemarkerne.

Første gang de mødtes, havde de faktisk været lige ved at ryge i totterne på hinanden. det var i toget på vej til kasernen. Ole sad og røg cigaretter med fødderne smækket op på det eneste ledige sæde i ikkerygerkupéen. Martin havde undladt at kommentere det, selv om det irriterede ham grænseløst.

På et tidspunkt var døren til mellemgangen gledet til side, hvorpå en ung fyr trådte ind og spurgte, om han måtte få lov at sidde ned.

Uden ansigt.indd 18 06/02/12 15.40

Page 7: Uden ansigt

19

Ole havde ignoreret ham, asket på gulvet og blæst røgringe op i luf­ten.

Martin havde rejst sig, taget fat om Oles ben og med en resolut bevægelse svinget dem til side, så fyren kunne sætte sig.

– Værsgo! havde han sagt til den måbende fyr, der tøvende tog plads.

Ole var fløjet op fra sædet og havde råbt, hvad fanden sådan en duksedreng bildte sig ind?

I nogle sekunder nåede Martin at overveje, om han alligevel hav­de slået et lidt for stort brød op. Med halvlangt hår, motorcykeljakke, cowboybukser og militærstøvler lignede Ole ikke en, man skulle lægge sig ud med.

Men så pludselig havde han slået en høj latter op og dunket Martin i ryggen.

– du er sgu god nok, havde han grinet.– Hvad for noget ...?Martins puls var begyndt at falde til ro.– Ja, der var sgu da ikke nogen af de andre bonderøve, der turde

sige noget, havde Ole råbt så højt, at hele vognen kunne høre det.Lige siden havde de hængt sammen som ærtehalm, og deres ven­

skab havde været en gevinst for opholdet på kasernen, ingen tvivl om det, men det bragte dem også ud i nogle penible situationer. det gjaldt i høj grad også i tilfældet med kasernemesterens Rekord coupé.

de var knap nok nået tilbage til befalingsmanden for at melde Opel­opgaven fuldført, før den overordnede kommanderede dem af sted mod hullet.

– Sig mig, er I da fuldstændig sindssyge? Er I overhovedet klar over, hvad sådan en bil koster?

– Jamen den er sgu da helt sikkert dyrere som cabriolet ... så vi har da sparet ham for nogle tusinde, sagde Ole.

– Ja, i virkeligheden burde vi sende en regning, sagde Martin, hvorpå de brød fuldstændig sammen af grin.

Uden ansigt.indd 19 06/02/12 15.40

Page 8: Uden ansigt

20

Befalingsmanden råbte og skreg, men Martin var ligeglad. Både med bilen, skrigeriet og den straf, befalingsmanden med stor sikker­hed havde tænkt sig at eksekvere. Kasernemesteren skulle nok få sin latterlige spand dækket af forsikringen, og befalingsmandens raseri­udbrud var rent spil for galleriet. Og for hans eget vedkommende var han sikker på, at han gradvis ville kunne tale sig ud af det, så straffen blev mildnet.

Om ikke andet tilstrækkeligt til, at de ville lade Ole slippe. Og der måtte da trods alt også være grænser for, hvor meget tid de havde tænkt sig at lade ham spilde.

de var mere end halvvejs gennem deres periode som rekrutter, og han og Ole havde vundet alt, hvad der hed øvelser. de var konse­kvent de første, der kom hjem, når delingen var ude at løbe om nat­ten. de var de eneste, der ikke bukkede under for klaustrofobiprøver, og de var kasernemestre i skydning.

Martin havde endda søgt videre på sergentskole på opfordring af en officer og taget et udvidet kursus i sygehjælp, så han kunne yde både sig selv og sine kammerater behandling i felten, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.

Han havde vist, at han ville noget med militæret. At han mente det alvorligt.

Bødlen hev et sæt håndjern og nogle kæder frem og trådte ind foran ham, sådan at han stod mellem Martin og forhørslederen bag skri­vebordet. Manden tog fat om hans håndled, tvang ham forover og lænkede hans hænder sammen med anklerne, så Martin nu sad fuld­stændig foroverbøjet i en anstrengt position.

der var kvalmende varmt i det provisoriske forhørslokale, som var indrettet i en slags container. Og stanken af sved og cigaretrøg føltes endnu mere påtrængende, nu hvor han på grund af den akavede stilling var nødt til at hive efter vejret. En gang imellem lød et pri­malskrig fra et sted inde ved siden af.

Han gættede på, at brølene kom fra en medaspirant, der blev ud­

Uden ansigt.indd 20 06/02/12 15.40

Page 9: Uden ansigt

21

sat for en lignende behandling. Hvis det da ikke bare var en højtta­ler, der sad et sted og afspillede lyden fra et bånd med indspilninger af figuranter eller optagelser lavet under tidligere forhør.

– Godt, sagde forhørslederen og holdt en kort kunstpause, mens han omhyggeligt skoddede sin cigaret i et overfyldt askebæger på bordet.

– Nu fortæller du os, hvor du kommer fra, og hvem der rekrutte­rede dig, så vi alle sammen kan komme hjem. Hvem var det, og hvordan fandt du frem til lejren?

– Jeg har jo svaret. Jeg aner ikke, hvad du snakker om, sagde Martin og forsøgte at dreje hovedet i en vinkel, så han kunne se forhørslederen. Øjenkontakten var vigtig.

Slaget mellem skulderbladene føltes som et elektrisk stød, der strålede hele vejen op gennem baghovedet og fik det til at sortne for øjnene. Han kunne ikke mærke, om manden havde slået med de bare næver, eller om han havde brugt et eller andet stumpt in­strument.

Men han hæftede sig ved, at de endnu ikke havde udsat ham for noget, der kunne give synlige men eller ligefrem være invalideren­de. det styrkede hans mistanke om, at det måtte være en øvelse.

Han måtte anstrenge sig for at løfte ansigtet. det smertede i nak­ken, når han holdt hovedet i den akavede vinkel. Men han var helt sikker på, at det ville blive betragtet som et svaghedstegn, hvis han lod sig presse til at fjerne blikket fra forhørslederen, der med lang­somme bevægelser var ved at tænde en ny cigaret.

– Jeg ... er tørstig ... vil gerne ... have noget vand, sagde han.Egentlig følte han en indre modstand mod at bede dem om no­

get, for han vidste ikke, hvordan de ville reagere. Måske fremkaldte det bare en ny omgang øretæver. Men han tvang sig selv til at huske, at det var vigtigt at etablere en eller anden form for menneskelig kontakt med dem, der holdt ham fanget.

Forhørslederen kiggede ham direkte i øjnene i noget, der føltes som en evighed. uden at reagere på hans forespørgsel. Martin fast­

Uden ansigt.indd 21 06/02/12 15.40

Page 10: Uden ansigt

22

holdt hans blik og blev for første gang siden ankomsten opfyldt af en vrede over programmet.

Hvad fanden var meningen med at flyve ham helt herned og gen­nembanke ham på den måde? Hvordan skulle han kunne honorere organisationen med den betingelsesløse loyalitet, som den ifølge pa­pirerne på clipboardet krævede, hvis han allerede under træningen kom til at fatte antipati mod deres metoder? Hvad var det, der havde stået på en af de linjer i tavshedserklæringen, som han rent faktisk havde nået at læse ... noget med, at organisationens karakter og vir­keområde var af en sådan art, at dens navn end ikke var tilladt at udtale? Sikke noget overdramatiseret pis.

Men uanset hvad var det afgørende, at han ikke lod sig knække nu. At han holdt ud, selv om de var godt på vej til at presse ham helt ud til den grænse, han altid havde haft så travlt med selv at opsøge.

det var også den fandens trang til at gøre oprør mod systemet, han led af og aldrig havde kunnet forklare. det var ikke, fordi han var ligeglad med autoriteter. det var han ikke. Men han havde altid haft behov for at se, hvor langt han kunne gå. Og han havde en følelse af, at han kunne gå længere end de fleste.

Sådan havde det været lige siden skolen, hvor hans far utallige gange havde måttet hente ham på inspektørens kontor. Han var ble­vet irettesat. Både af inspektøren og af faderen. uden at det i øvrigt havde hjulpet noget eller fået yderligere konsekvenser. Og i sidste ende havde han jo alligevel også gennemført med det bedste resultat.

Også til sessionen var han gået til grænsen. Her var han og en gymnasiekammerat hjemme fra Nordsjælland mødt op i dametøj og med fuld makeup. det havde været en del af et væddemål indgået en tidlig morgen, hvor de sad og skar hakker i studenterhuernes sved­bånd, mens solen stod op. dysten havde ikke handlet om, hvorvidt de to turde troppe op i deres mødres tøj. For selvfølgelig gjorde de det. Spørgsmålet var, om de på den måde kunne slippe for at blive indkaldt.

Uden ansigt.indd 22 06/02/12 15.40

Page 11: Uden ansigt

23

det havde kammeraten ment.Martin havde levet sig helt ind i forestillingen. Også selv om han

næsten hellere ville være mødt op nøgen end stavre rundt på ses­sionskontoret blandt de andre indkaldte i alt for små sko med høje hæle og en spraglet sommerkjole, der kun lige dækkede det øverste af lårene.

Intelligensprøverne havde han og kammeraten konsekvent svaret fuldstændig forkert på, og selv til lægetjekket havde de uden en trevl på kroppen talt i falset og vimset rundt med løse håndled.

Gymnasievennen blev sorteret fra, før de øvrige blev sendt videre til det kontor, hvor de skulle trække et nummer fra den røde tom­bolatromle. Han blev ekspederet hjem fra sessionskontoret med et brev i hånden, hvor han blev beskrevet som utilregnelig og psykisk ustabil.

Martin nåede derimod at fiske et lod op, men allerede da han skulle til at rulle det ud, bekendtgjorde sessionslederen, at uanset hvor højt et nummer han havde trukket, ville han blive indkaldt på stedet.

På den måde var væddemålet endt uafgjort, sådan som han i øv­rigt også havde forventet. For uanset hvor åndssvagt han opførte sig, afslørede hans efternavn og et kort baggrundstjek, at han var gjort af lige det stof, Forsvaret efterspurgte. det kunne hverken forklædnin­ger eller klovnet adfærd lave om på.

Med en far, der var højtstående reserveofficer med tætte relatio­ner til Folketinget og til daglig bestred et job som administrerende direktør, samt en mor med en stilling som embedsmand i den tunge ende var han vant til at blive sat i bås som det, man ville kalde klas­sisk dannet.

Siden sin tidligste barndom var han blevet slæbt med til selskaber hos samfundets spidser, og selv om han ikke altid havde lyst til at opføre sig som sådan, kunne han med største selvfølgelighed begå sig på de bonede gulve i whiskybæltets dyreste palæer.

dertil kom i øvrigt, at han var 190 centimeter høj, havde været

Uden ansigt.indd 23 06/02/12 15.40

Page 12: Uden ansigt

elitegymnast siden folkeskolens mindste klassetrin og spillet på ung­domslandsholdet i håndbold. Han nærmest skreg på at blive ind­kaldt. Om han ville det eller ej.

Forhørslederen rejste sig og trådte helt hen foran ham. Bukkede sig forover og så hovedrystende på Martin, mens han pustede røg ud.

Han fnøs af væmmelse og gengældte blikket.– der er vist en, der ikke helt har forstået alvoren bag det her?

sagde forhørslederen og travede en hel omgang rundt om ham.– Fat det nu bare, for satan, jeg aner ikke, hvad du snakker om,

sagde Martin, frustreret over at høre sin stemme knække.de skulle ikke få skovlen under ham. Ikke nu, hvor han var nået

så langt.

Uden ansigt.indd 24 06/02/12 15.40