Download pdf - HVORFOR - Efterår 2008

1

Ceci n’est pas un neuroneet studietidsskrift for filosofi og økonomi

på cbs

efterår 2008

2

Tankens (af)magtHvorfor præsenterer

Selvportræt af Santiago Cajal i sit laboratorie i Valencia, spanien. Cajal tegnede de neuroner der er på forsiden af denne udgave af hvorfor i 1899. Han var en af de første videnskabsmænd der påviste at nervesystemet består af små selvstændige nerve-celler, hvilket førte til “neuron doktrinen”, som i dag er grundprincippet i al neurovidenskab.

HVORFORefterår 2008

3

l e d e r

Det første møde med surrealismen kan meget vel være med René Magrittes karakteristiske bowlerhat og hans billede af en pibe. Forhåbentlig blev du netop mødt af en parafrase af Magrittes “The Betrayal of Images” fra 1953 på forsiden af dette semesters udgave af Hvor-

for, hvor “Ceci n’est pas une pipe” er blevet til “Ceci n’est pas un neurone”. Piben er skiftet ud med neuroner, men billedet er der stadig.

Det er efterår, hattenes tid er kommet – om du har en bowlerhat eller ej - er det tid til at tage hat på, iklæde dig et surrealistisk blik, samt de kritiske briller. Gå en tur i de pittoreskeefterårsskove, der lige nu fremstår som ét stort billede med alle deres farvenuancer i efterårssolens legende lys. Når frosten begynder at melde sig, må du begive dig hjemad, hvorefter du nu kan begynde helt nye spadsereture i litteraturens, i filosofiens og økonomiens verden, med en kop dampende varm te ved din side, ture fulde af fortællinger og alskens tanker, alle inkluderet i et monstrøst tankespind.

Denne udgave af Hvorfor har fået den så letsindige titel Tankens (af)magt, der hermed lægger op til tvetydigheden i det at tænke overhovedet og den dertilhørende magt og afmagt. Arbejdstitlen har en passende bredde til både stort og småt, til netop at kunne spinde en livlig tanke - hvilket helt bestemt også er blevet gjort, som man kan se ud fra de forskellige artiklers karakter. Her vil du blive påmindet om din anden fødsel, om at have mandsmod og stå med oprejst pande i projektledelse, og om “fløk-kers ulidelige selvovervurdering” samt meget meget mere. Vi har også bidrag fra det store udland og omvendt, kritik af vores finurlige hjemland.

Nuvel, jeg kan kun opfordre til at tage de bedste vandresko på og begive dig ud i efteråret og vin-teren, tag ud på gader og i stræder til gadekunst, se bag på skiltene - som der også er eksempler på i denne udgave - opsøg de såkaldte ingensteder. Derefter, gå ture i Hvorfor, læs udgivelsen med omhu, med kynisme, idet jeg endnu en gang med stor glæde kan præsentere et tankevækkende studietidsskrift fra og til FLØK & co. Tænk flittigt, hvad enten I magter det eller ej.

På hele redaktionens vegne.

Matias Søndergaard, redaktør.

4

redaktør og layout

matias søndergaard

redaktionen

thomas klem andersen

henrik jensen

minna nordahl

ulrik brorson

kenneth salomonsen

sebastian belmark

victor bybjerg jensen

søren skotte bjerregaard

r e da k ti o n

oplag: 350 eksemplarer

trykkeri: lasertryk.dk

bladet støttes af cbs-students &finansieres af sl-books.

henvendelse til redaktionen kan ske via: [email protected]

ris og ros modtages gerne, samt forslag til artikler, temaer etc.

bladet er uafhængig af politiske-, filosofiske- og økonomiske særinter-esser.

i n f o


5

i n d h o l d

tankens magt over kroppen

den livslange anden fødsel

rejseblog: ud og se - med bjørn og sne

rejseblog: et værelse med indsigt fløk julefrokost

where university means business

den reflekterede u-reflektion

billedserie

reklame: opus-dei

tankens (af)magt

fløk in real life

filosofiklubben

tør du springe

what else you gonna do on a friday

6-7

8-9

10-13

14-15

16

17-19

20-27

28-29

30-31

32-35

36-39

40

41

42-43

6

tekst ulrik brorson ha(fil) cbs

”I respect the mind’s power over

the body.”


7

”I respect the mind’s power over the body.” Sådan siger Dr. Jonathan Crane, alias Scarecrow, i filmen Batman Begins fra 2005. Selvom det er en af skurkene, der siger dette, er det stadig en interessant holdning til tingene. Nu er det ikke min opgave at røbe alt for meget af plottet, men i bund og grund handler skurkenes onde plan om at ødelægge balancen mellem sindet og dets omgivelser. Denne balance har tidligere været emne for mange refleksive diskussioner. Blandt andet er den en hel central del af Platons hulelignelse og et panikmoment i Steven S. Taylors ”Dissolving Anchors: Acid Management on Mars”.

Som det bliver udlagt i en af de første forelæsninger på FLØK, består hulelignelsen af flere niveauer. For at komme op på et højere niveau kræver det en omvæltning. Denne omvæltning er ikke kun ekstern, som når man forlader sin plads foran skyggevæggen, men i høj grad ligeså internt grundet. Det er disse omvæltninger, der er grundlaget for ubalancen mellem sindet og dets omgiv-elser. Når den oplyste mand kommer tilbage ned i hulen og forsøger at fortælle de andre, hvad der foregår, vil de uoplyste ikke kunne rumme denne nye viden og slå den vidende mand ihjel. Den omvæltning, han står for, vil være for stor, og balancen vil ikke kunne genoprettes. Ubalancen mellem vores opfattelse, vores tanker og hvad, der bliver betragtet som evigtgyldige sandheder, fører til konflikter.

”Dissolving Anchors: Acid Management on Mars” handler om, hvordan ens ankre, ens faste holdepunkter modificerer og/eller opløser sig selv. Denne transforma-tion af ens ankre medfører en paniktilstand, hvilket også

er det, der sker i hulelignelsen. I panik over den oplystes ord slår de uvidende ham ihjel i et forsøg på at bevare så mange af deres ankre, deres ”sikre” viden, som muligt.

Tilbage til spørgsmålet; har Scarecrow ret, når han taler om tankens magt over kroppen? Som vi har set ud fra det ovenstående, kræver det noget helt specielt at kunne for-holde sig til radikale forandringer, men er det fordi, krop-pen går solo og dropper makkerskabet med sindet, eller er det fordi, de radikale omvæltninger er for voldsomme eller uhåndgribelige til, at sindet kan kapere det?

Hvis vi fratager mennesket sin tankevirksomhed og sit erindringsapparat, vil det være reduceret til at bero sig på urinstinkter, og derved hensættes mennesket til en hobbe-siansk naturtilstand, hvor det er alles kamp mod alle. En sådan reduktion vil diskvalificere menneskets eksistens-grundlag som et højerestående væsen, og derfor er denne indgangsvinkel til spørgsmålet irrelevant.

Er der derimod tale om reaktionen på et ”mind-over-load”, at omvæltningen er for stor til, at vi kan modvirke ubalancen, svarer det til en kortslutning. Den lammer os momentant for så enten at have konstruktive og/eller destruktive konsekvenser. Konstruktiv forstået på den måde, at en kortslutning kan blotlægge nye muligheder, evner eller talenter for os. De destruktive konsekvenser ødelægger muligheder, evner og talenter. Hos Platon ser vi, hvordan den oplyste formår at kanalisere de positive konsekvenser, hvorimod de uoplyste ikke formår det samme. Slutteligt kan man også stille spørgsmålet: hvor-for er en af nutidens ”superkompetencer” viljestyrke? n

Tankens magt over kroppen

8

Menneskets livslange anden fødsel

Den menneskelige hjerne er uhyre kompleks og foranderlig. Den gådefulde grå materie er ikke en given, stabil natur. Hjernen tager form af vore

handlinger og vore tanker hele livet igennem. At være menneske betyder ikke mindst at fortolke sin væren, idet man er. Men hvad vil det sige at være men-neske? For det første at vi blevet til uden at være blevet taget med på råd. Vi har jo ikke bedt om at blive født. Vi var ikke med på bagsædet af dén Fiat 500 eller i netop dén høstak. Ej heller deltog vi i familiemøder i verdens dob-beltsenge og fik derfor ikke lov til at stemme os til vores egen eksistens. For det andet, at vi kan undre os over hvad som helst, ikke mindst over os selv. Lysten til at filosofere stammer fra den menneskelige evne til at forundre sig.

For tiden er der mange, der tror, at hjerneforsknin-gen (kognitions- og neurovidenskaben) er på nippet til at fortælle os, hvad og hvem vi er. Hjernen har mellem 100 og 1000 milliarder celler (neuroner) - et ganske svimlende tal. Hver af disse neuroner kan have op til 10.000 forbin-delser til andre celler. De fleste skolebørn lærer at mestre matematiske ligninger med en eller to ubekendte. Men det er nok de færreste, der kan formå at danne sig et billede af, endsige et klart sprog for den matematik, der skal følge den følgende oplysning til dørs. For det anslås, at der dannes der op til 13 billioner (13 efterfulgt af 12 nuller!) forb-indelser mellem hjernecellerne igennem et enkelt men-neskes liv. Disse koblinger kaldes også for synapser, og de allerfleste af disse knyttes efter fødslen, ikke mindst når vi stimuleres. Den menneskelige hjerne vejer kun en ca. 1,3 kg; men den er uhyre plastisk og tager form af, hvad vi bruger den til. Den kvalificeres for eksempel både via

problemløsning, andre menneskers omsorg, kunstneriske oplevelser og via fysiske udfoldelse, såsom tumlerier.

både arv og miljø

Således er det aldeles forældet at komme rendende med den gamle traver af et spørgsmål, der afkræver et éntydigt svar på, om det er arv eller miljø, der bestemmer mest. For de sociale mønstre er med til at forme vores natur og demed den menneskelige biologi, der samtidig er med til at muliggøre nye former for socialitet. Biologi og men-neskelige kultur- og samfundsudtryk er ikke modsæt-ninger; men de kan hellere ikke reduceres til hinanden. Det er fx værd at huske på, at vi er dødelige eksistenser, at vi har skrøbelige kroppe, når vi er lette trafikanter; at vi har kønnede kroppe, et hjerte, to øjne; og oprejste kroppe, der ikke kan løbe 100 meter i sekundet eller undgå at kl-apre tænder og tabe lemmerne, hvis vi tager solbad i ti-mevis i Sibiriens fryser. Samtidig er det herligt at tænke på, at det at være menneske betyder at være i gang med en livslang anden fødsel. Den første fødsel havde vi som sagt ingen indflydelse på; men det har vi på heldigvis på den anden.

Hjernen påvirkes og får kvalitet gennem sociale ud-vekslinger, via kommunikation med andre mennesker, igennem sansninger og de motoriske eventyr, vi gennem-løber på tværs af tid og i rum. En særlig håndværksmæssig kunnen, kunstnerisk åre eller særegen sproglig elegance synes også – med en noget fri formulering - at være med til at sætte aftryk i synapserne.

tekst steen nepper larsen, lektor, gnosis aarhus universitet


9

Menneskets livslange anden fødsel

store forventninger til hjerneforskningen

Hvorfor besidder samtiden mon så uhyre forventninger til kognitionsforskning og

evolutionær biologi af naturvidenskabelig støbning? Det er der flere mulige svar på.

For det første udmærker menneskehjernen ved at være meget stor i forhold til andre pattedyrs hjerner. Vi burde faktisk veje cirka 500 kg med de hjerner vi er udstyret med, og det gør vi ikke endnu på trods af fedmeepidemien. Det giver mange muligheder for, at vi bruger noget af vor tænkekapacitet til at tænke over, hvad hjernen er og kan.

For det andet er det blevet teknologisk muligt at scanne menneskehjernen stadig mere nøjagtigt, hvorfor en større og meget blandet hær af alvorligt syge mennesker, poli-tikere, neuropsykologer, neuroøkonomer og neuromarket-ing-folk venter sig meget af de fremkomne forskningsre-sultater.

For det tredje kan hjerneforskningen blive vor tids nye metafysik, hvis den tiltager sig ret til at sige selveste Sandheden om mennesket. Som neurocentrisme vil den i værste fald kunne (mis)bruges til os at frakende os den personlige skyld. ”Jeg gjorde det ikke; det var min hjerne…”. Argumentet vil lyde, at det er min biologi, der determinerer mine anlæg og mine handlinger. Gevinsten for den enkelte vil bl.a. være afstressning og good-bye til den dårlige samvittighed.

Umiddelbart stilles vi således en verdensformel i uds-igt at støtte os til i en angstprovokerende og uoverskuelig tid, hvori globaliseringen besynges som noget, der ligner en nødvendig naturkraft. Vi lever i en tid, hvori den en-keltes ’humane kapital’ skal plejes gennem hjerne-fitness (et andet ord for livslang læring), der bl.a. går ud på, at de kreative evner skal maksimeres og trimmes fra vugge til krukke.

besindelse og vild hjernegymnastisk matematik

Men før vi giver os til at misforstå den komplekse evolu-tionshistorie og tyder kogitionsforskningen som et aflas-tende ærkekonservativt budskab, der siger, at vi må lære vore naturlige anlæg at kende, så vi bedre kan tilpasse os det givne, så bør vi huske på, at menneskelivets hjerne-matematik består af svimlende mange ubekendte og liv-givende muligheder. Naturen er aldrig fikseret, hverken ’derude’ eller inde i os selv. Vi er selv medskabere af en stor del af de synapser, der som oftest knyttes ganske ubevidst i vore hjerner.

Frem for alt er vi meget andet end vore personlige hjerner. Når vi tænker, er vi for eksempel ofte ude af os selv i mere end én forstand. n

10

Ud og se med bjoern og sne.

tekst jonas bak linnebjerg, ha(fil) cbs, pt. university of british columbia

Kvaliteten af rejsebetragtninger plejer at afhænge af deres friskhed og umiddelbarhed, så da jeg blev spurgt om jeg ville bidrage til Hvorfor med mine egne oplevelser af universitets-verdenen udenfor andedammen CBS, tænkte jeg, at den perfekte måde måtte være at sakse imellem mine tanker fra den blog, jeg i forvejen har ført herovre fra. Så ordene nedenfor er udklip af de forskellige oplevelser jeg har haft siden min ankomst til University of British Columbia, Vancouver, en dag midt i august.

For interesserede findes flere blogindlæg og billeder på http://jonaslinnebjerg.wordpress.com/

r e j s e b l o g


11

Ud og se med bjoern og sne.

vancouver, Canada. 1. september.

Nietzsches formulering ”lidenskabelig alvor” indkapsler perfekt den stemning af stolthed og ærefrygt som man møder her på University of British Columbia. Jeg har ikke tal på det antal gange hvor vores introvejledere har rost og hædret UBC som institution – og jeg må jo så anse det for min fornemmeste opgave, at finde ud af om dette sted også er så amazing?

Indtil videre har vi været på et tre dages on-and-off in-troforløb, som har været ganske godt. Har fået set en del af campus(hvor jeg bor i den del der hedder Fairview Cres-cent), som er helt enorm. Tror campusområdet er på stør-relse med KBHs midtby - cirka 2,5X1,5 km (inklusiv de tre Starbucks cafeer som jeg har lokaliseret indtil videre – der skulle dog eftersigende befinde sig fem styk i alt). Så det at komme rundt (og finde rundt) er ikke altid lige

sådan til. Til tre af universitetets sider er der vand (English Bay) og – rigtigt gættet - der er jo så også strande til tre af siderne(hvoraf den ene faktisk er en nudist strand). Til den sidste side er der skov hvori universitetets golfbane er beliggende (så rigmandssønnerne også kan få dyrket lidt motion). I det hele taget er det et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set. Ovre på den anden side af English Bay tordner bjergene sig så op (heriblandt tre styks med skilifter – Mt. Seymour, Mt. Grouse og Mt. Cypress ). Selve campus er en blanding af nyere(men ikke lige flotte bygninger) og ældre bygninger i engelsk universitetsstil. Indtil videre har jeg fundet 7-8 biblioteker, inklusiv et som er bygget som en åben bog. Der er tusinde af andre ting jeg gerne ville fortælle omkring campus’et, men det må vente.

Hele campus emner af amerikansk collegestemning. På lørdag er der homecoming game med det lokale football hold (som indledes med en 2 timers tailgate party, hvilket er en fest med BBQ og øl fra bagenden af din bil) og i går

12

r e j s e b l o g : u d o g s e m e d b j ø r n o g s n e

var jeg til basketkamp med de lokale UBC Thunderbirds. Derudover findes der en klub for alt mellem himmel og jord, heriblandt særlingen mustachklubben. Tror der vist er omkring 300-330 klubber her på campus - skulle være muligt at finde noget interessant.

I forgårs var jeg på Grouse Mountain med en flok sven-skere, nordmænd, englændere og koreanere. Grouse er dette store bjerg som er beliggende nord for Vancouver, så deroppe fra kan man se hele byen og opland helt ud til Vancouver Island. Just sooooo beautiful !!! I går tog jeg så med to andre danskere ind til Vancouver hvor vi lejede nogle cykler og cyklede rundt i Stanley Park(10 km efter-sigende), som er denne

kæmpe park som ligger inde i Vancouver centrum.

”11”- astronomisk, ikke sandt. 10 september.

...Derudover må jeg jo også hellere introducere mine kære professorer. Jeg har en ung fyr ved navn Neil Gross som sociologiprofessor i ”Classical and Contemporary Socio-logical Theory”. Han er ligeså ny på UBC som jeg, men han har dog undervist på Harvard før, hvilket jeg ikke har, som de fleste nok ved. Vi har allerede fået det første ti-siders paper for, som jeg, vist nok, vælger skal omhandle Max Weber(er dog ikke sikker endnu). Det bliver jo så nemt som at klø sig selv i nakken, når man har haft Weber-lektioner ved den store mester selv - Hr. Øjvind Larsen (eller ?).

Derudover har jeg mit yndlingsfag som hedder ”Criti-

cal Evaluation of Information, Evidence, and Arguments” også kendt som COHR 302. Her huserer professor San-dra Robinson, som tydeligvis elsker sit job udover alt på jorden og derudover tager lidt for meget koffein. Virke-lig festlig og meget engageret lære. Det bedste ved det hele er selvfølgelig, at der ikke er skrevet en bog til faget endnu(selvom hun arbejder på det), hvilket betyder at der ingen lektier er.

Så har jeg professor Roberta Ballarin i faget ”Knowl-edge and Reality II” (ideen er vist at man skulle have taget nr. 1 først – mmm!!). Faget virker meget spændende men også rimeligt tungt. Indgangen til filosofien er den metafysisk-ontologiske del af den analytiske filosofigren (troede ikke de to verber var forenelige), så det er noget helt andet end der bliver undervist i på Fløk. Men når jeg bliver ven med Robertas engelske udtale, Quine, Carnap, Gibbard og Kripke’s filosofi, så skal jeg nok komme ig-ennem de to midterms og finalexam som faget byder på. Sidste fag ”Principles of Organizational Behaviour” er lidt mere traditionelt opbygget efter en halvkedelig lærebog. Til gengæld er vores lære igen superengageret og spræng-fyldt med energi.

Når jeg ikke lige er til timer eller cykler rundt på cam-pus, så udforsker jeg bibliotekerne her på UBC, for at se om de hver især består den store lakmusprøve. Under min færd gennem det amerikanske land har jeg besøgt et hav af boghandler(lige fra Lawrence Ferlinghettis City Lights Bookstore i San Francisco til Sam Wellerss Zion Bookstore i Salt Lake City)og kronen på værket har uden tvivl været Powells Bookstore i Portland, hvor det as-tronomiske tal på 11 var det antal forskellige udgivelser de havde stående af Kant’s ”Prolegomena to Any Future


13

Metaphysics That Will Be Able to Present Itself as a Science”(tag den Samfundslitteratur/SLASH/SL Books). Dette mine kære læsere vil I nok finde ligegyldigt, men en boghandel, og et bibliotek for den sags skyld, skal jo måles på en universelgivet målestok, og denne målestok eller lakmusprøve, tror jeg, Kant ville være vældig stolt af at have bidraget til. Nå, men det hele handlede jo om mine besøg på UBC’s tons ad biblioteker og i dag var det så det asiatiske bibliotek der stod for tur. Men åh hvilken skuffelse, for filosofisektionen kan være ganske svær at finde når det hele står skrevet med små mærkelige tegn. Så må håbe på bedre held næste gang.

hvaler, bjørne & klædt i efterår. 8. oktober.

Vi startede med at tage til Whistler i sidste weekend (i ved godt, det sted som Vancouver afholder Vinter OL sammen med ). Vi fik vandret og vandret og vandret alle bjergene tynde, men det var ikke helt spild for vi stødte også på en stor fin bjørn. Vi stod faktisk og ventede ved en lysregulering, da folk råbte efter os fra den anden side af gaden – og lige der ti meter fra os sad den så og gnaskede af en busk. Inden vi løb over på den anden side fik vi dog lige et billede eller ti. I det hele kan Whistler også anbe-fales om sommeren – med eller uden bjørn.

Men bjørne er ikke de eneste dyr jeg er stødt på herovre. Var et smut i Victoria ude på Vancouver Island for at træffe nogle spækhuggere. Var helt fantastisk at se dem komme op, og som om det ikke var fedt nok, så sluttede turen med at to af dem sprang op af vandet og plaskede ned på ryg-gen - WOW!!!!!

mayday,Mayday - regnen er kom-met……til thanksgiving. 14. oktober.

Men lidt festen, spisen og sight seeing har der dog også været tid til. Vi fejrede Noras(en norsk udvekslingsstuder-ende) fødselsdag fredag aften, hvor hun havde inviteret på punch og cupcakes. Lørdag var vi fire stykker som tog bussen sydpå ud til ”enden” af Vancouver, hvor der lå en rigtig charmerende fiskerby Steveston. Fiskerne havde her, fra deres både, et lille marked kørende, så man kunne gå rundt og kikke på varende. Men da vi efterfølgende tog ind til downtown Vancouver og tilbragte aftenen der, er jeg ret glad for, at jeg faldt for fristelsen og købte en halv halibut med hjem. Lige i dette øjeblik jeg skriver, kan regnens hvæsen, og blæstens riven i træerne, tydelig høres. Sådan har det faktisk været hele dagen. Og findes der et bedre vejr når man skal sidde indenfor og spise kalkun. For i dag er det den canadiske Thanksgiving (åbenbart ikke den samme som den amerikanske), så har været ude og mæske mig i Kalkun og Pumpkin Pie det meste af dagen og aftenen. Er næsten lige kommet tilbage fra et af de andre residens hvor en brite, James, havde stået og kokkereret Thanksgiving middag. Kæmpe kalkun og tre slags desserter – ikke dår-ligt klaret, da det var hans første kalkun. Første skulle vi dog lige samle tallerkner, bestik, stole og borde sammen til ti mennesker, hvilket kan være en omstændig affære er-farede vi. Lige så lækkert det er at spise i fire timer, lige så modbydeligt er det efterfølgende når ens mave med rette straffer en for ens umådelige appetit. Det var så den ”fri”dag og i morgen er det så tilbage i skole igen. Forresten så er der regeringsvalg i morgen også. Det virker dog ikke til at være en ting som de studer-ende her går synderligt op i - er åbenbart et symptom man finder, hvor folk har det lidt for godt.... n

14

tekst esben hegnsholt, stud.merc.(fil.), pt. university of cambridge

en mærkelig episode

Ulasteligt påklædt var han, i jakkesæt og den klassiske universitære kappe, gown. Spadserende ned mellem bor-dene i ’General Examination Hall’ med et umiskendeligt observerende blik, fanger han det røde skær fra min side-mands colaflaske. Stopper straks op og bemærker – ikke uden anklagende tonation – ’not too fond of Coca-Cola’. Og det med en klingende ren, britisk stiff-upper-lip ac-

cent. ’I’ll might grapp a bottle of water instead, then’ sva-rer min sidemand med tydelig overraskelse i stemmen. Han bliver mødt med et bekræftende ’Much better’ og et afmålt smil.

På Cambridges masterprogram i international relationer starter undervisningsåret med en ’Diagnostics Test’ – en lille opvarmning af reprimanderende art, som når mafia-bossen klapper sin nevø nedladende på kinden, og det var

Et værelse med indsigtom pomp, circumstance og akademiske ambitioner – og så lidt om pints og roning.

r e j s e b l o g


15

her, at ovenstående scene udspillede sig. Smalt betragtet er der jo ikke noget overraskende i eksamensvagtens krav, men hele sceneriet er så indskrevet i Cambridges ottehun-drede år gamle eliteuniversitære selvforståelse at man må smile og intimideres på en og samme tid. Indtrykket af, at man nu er på eksamensvagtens – eller lad os sige eksami-nationsembedsmandens - ressort, og at der på hans skuldre hviler selve akademias olympiske ånd, lader sig ikke helt fornægte. Det er selvfølgelig ganske morsomt, men hele stemning kan samtidigt virke ganske intimiderende; Du er nu graduate-studerende ved Cambridge. Vi forventer det bedste. Vi starter med en eksamen på onsdag. Pensumlis-ten for semestret kan hentes på vej ud.

Tilsvarende blev jeg en smule overrasket da jeg til det første møde med min akademiske vejleder troede jeg skulle tale om emnet for mit speciale, men i stedet blev mødt med et mere en moderat suggestivt pres for at skifte til en anden fagpakke (hvilket viste sig at være rigtig godt) og et ganske koersivt pres for at forbedre min håndskrift: ’it’s so bad, it’s not even funny’. Endelig, efter det træl-somme arbejde med at komme igennem nåleøjet til Cam-bridge. Matrikuleret som kandidatstuderende. Og så bliver man bedt om at øve sin håndskrift. Slam!

vintertræning

Men der er er en mening med eksegesen. Med de uen-delige pensumlister, det høje tempo i undervisningen, kravene til konstant deltagelse, de jævnlige essays, hånd-skriften, præsentationerne, formaliteten, gowns og hvad har vi. Pointen er, at den – i udgangspunktet – asketiske ritualitet muliggør en elitærakademisk profanitet der synes at arbejde ganske imod pomp and circumstance: et permanent krav om kritisk tilgang til ethvert perspektiv

samtidig med en kronisk stræbsomhed efter et produktiv greb gennem sin egen kritik, og tilsvarende: på tværs af den slående institutionelt indstiftede assymetri i undervis-er-studerende løber en stadig i-øjenhøjde; en sommetider frembrydende passeren til det kollegiale. Det er i hvert fald sådan jeg har opfattet det hidtil.

På den måde er der altså et element af vintertræning i studierne. Lidt ligesom når man læser Hegel. Der er kun én vej, og det er at gøre stoffet til sit når mørket falder på og man egentlig hellere ville drikke en pint i collegebaren. Der er fra kammeret snarere end fra suiten at akademia dyrkes. Roholdets eksegese er om muligt endnu mere i vintertræningens ånd. Op 5.30 for at møde ved bådhuset kl. 6.12. Koldt og mørkt er det, og det er is på sadelen. Kæmpende for at følge med ’stern pair; otterens bageste par der sætter et bankende hårdt tempo. Men så kommer gevinsten. Solopgangen over Cambridge. De der 8 tag hvor det barer kører og båden kløver den snørklede flod.

Når man – i ny og næ – vælger at gå i collegbaren, så er der rig muligheder for at møde spændende mennesker på tværs af disciplinerne. Fra universitets begyndelse i start-en af tolvhundredetallet har det nemlig været en explicit ambition, at de enkelte colleges ikke skulle være baseret på faglighed, men tværtimod skulle bestå af folk fra alle discipliner. Her, i colleget, dyrker man det kollegiale ek-splicit, men det er også her at traditionerne trænger mest igennem. Der er igen tale om den underfundige elitær-kollegiale dobbelthed.

Mit college ligger lige ved River Cam hvor der er masser af flotte vue’er, men fra netop mit værelse er udsigten blot til indersiden af et plankeværk. Men til gengæld er man – givet at man tager vintertræningen til sig – garanteret et værelse med indsigt. n

16


17

Where University means Business

tekst sebastian ‘revolver’ belmark, ha(fil) cbs

Et spøgelse går gennem CBS – de kritiske studerendes spøgelse. Alle magter på det gamle CBS har sluttet sig sammen til en hel-lig klapjagt på dette spøgelse, bestyrelsen på CBS og DJØF, Finn Junge-Jensen og Eva Zeuthen Bentsen, lærerstaben og corporate partners.

Det er på tide at proletarerne (læs: de studer-ende) giver deres mening til kende. Udover den skræmmende mangel på forskere i forhold til

antal studerende (1:26 ifl. CBS’ egen kampagne), bliver de mange flittige studiegrupper på Kilen, til hvem For-tuna (heldets gudinde) ikke smilede, da der blev uddelt grupperum, henvist til at sidde på den dybt upraktiske, men fænomenalt smukke ”havbund”, på trods af, at der på havets frodige kyst stod flere tilsyneladende ledige borde med prangende, panoramisk udsigt til visdommens uen-delige ocean. Som man efter lang tids søgen, krampagtigt svømmede tættere på disse firbenede, stilrene, gudsgivne gaver blev det dog klart, at CBS aka. Kapitalis Maximus, som en anden Faustus havde solgt sin sjæl til Mephistoph-eles.

Disse udmærkede, ubrugte borde stod ellers tomme hen, men med et skilt; på dette uskyldige, hvide stykke papir havde djævlen med blod fra asiatiske børnearbejdere skre-vet ”reserveret for INO-ansatte”. INO-ansatte som aldrig viste sig udover dem, der gad besvære sig med at smide fire ungdommelige, nysgerrige sjæle i gang med deres dannelseseventyr væk. Hvis de trængende studerende så bare fik lov til at låne bordene indtil de bestialske under-trykkere gjorde krav på dem, men selv ikke solidaritet til denne minimale håndsrækning kunne der findes plads til i mødet med kapitalismens bæst her i visdommens aller-helligste hule. På en finere restaurant kunne den slags ”policy” være praktisk nok, men på en handelshøjskole… Det er ikke fordi de studerende har mad på let-til-støj tall-erkner, der skal flyttes rundt eller skaber et forfærdeligt

18

w h e r e u n i v e r s i t y m e a n s b u s i n e s s

kaos og en ubekvem atmosfære et sted, hvor gode folk har betalt gode penge for nyde deres omhyggeligt forberedte mad, i en vis ro; men her snakker vi om fredelige, stille studerende, der hårdt har brug for pladsen og en virk-somhed som ikke engang benytter sig af pladsen, denne de fire epistemonauters Shangri-La.

Her bør CBS vise ægte corporate student responsibil-ity og i hvert fald sikre, at de trængende studerende kan bruge bordene, så længe de ikke aktivt bliver gjort krav på af djævlens håndlangere. For det er netop, hvad de store virksomheder, ondskabens vugge, som åbenbart gør krav på urimeligt store dele af CBS, repræsentere. Udover den fornærmelse det er for en hver fremadstræbende akade-miker, hver dag at skulle befinde sig i et auditorium opkaldt efter en sponsorvirksomhed ejet ikke af Joe the Plumber, men af krise-skabende Wall Street fat cats, under bannere der fornærmer videnskabens ædle idealer, som gør højere læreranstalter til vidensoaser, hvor kameler og løver kan drikke af Mimers brønd og udvikle sig til børn, bliver de studerende henvist til stengulvets bittersøde fornøjelser som proletarer under borgerskabets knusende hånd, i den store ansigtsløse maskine de kalder CBS (på KU hilser

rektor på alle de nye studerende på deres første skole dag; er der nogen som kan så meget som at sætte ansigt på Finn Junge-Jensen?).

For Frederiksbergafdelingen af kapitalismens glubske monster er hverken lige rettigheder eller etiske dyder i højsædet. På trods af CSR-ekspert Steen Valentins genta-gende inspirerende udmeldinger om, at CBS formål ikke er at spytte fodsoldater ud i virksomheder, så er sådanne udmeldinger blot et røgslør for, hvad der i virkeligheden foregår på CBS. Tågen ligger tungt over det bedre borger-skabs højborg. Vi er alle fanget i Platons hule. Åben jeres øjne! Brug jeres forstand! Stil de kritiske spørgsmål! Kravl op ad hulen; mærk solens livgivende stråler; vær lidenska-belig når der laves elskov med viden og med livet!

Hvorfor findes der borde på en højere læreranstalt som er reserveret til INO-ansatte og som de studerende ikke engang må bruge, selvom der ikke er nogen INO-ansatte at se og selvom de endda lover, at de nok skal rykke sig, hvis førnævnte Nazgül/Sith-hybrider skulle vise deres sjæleløse kroppe? Hvorfor skal de studerende, som burde være et og alt for en handelshøjskole, krybe langs muren i


19

søgen efter et stille studiehjørne, når de mørke fyrster blot skal vifte med en finger for at få stillet plads på den arki-tektoniske fortolkning af et Stillehavsparadis til rådighed? Hvorfor skal et universitets liv og lys sidde på et stengulv og diskutere Aristoteles, når der to etager over deres ly-sende hoveder, findes flere ubenyttede borde? Disse borde er CBS’ svar på EU’s smørbjerge og vinsøer. Disse borde CBS’s svar på amerikanske busser i 1950’erne og vi, de studerende, er alle Rosa Parks’ere.

Som studerende på CBS er man blot en anonym drone og ikke en sommerfugl på vej mod oplysning. ’69 skete åbenbart aldrig på CBS og nu kan man endda læse i CBS observer, CBS’ avis (der var dog ikke et eneste stykke vel-skrevet journalistik i ”avisen”, så det vil nok være mere korrekt at kalde det for lokumspapir med tegn på), at stu-denter demokratiet er blevet formindsket yderligere, da man nu har valgt at ansætte en formand og næstformand i CBS students for at gøre det endnu mere profession-elt. Men hvad er professionalisme uden demokrati? De studerende på CBS bliver ikke behandlet som de even-tyrslystne individer på en intellektuel dannelsesrejse de i virkeligheden er, men som nuller; ingenting; produkter

der kan handles med; ikke som unikke snefnug, men som uringul sne! Så næste gang du passerer et banner her i Slavery inc., hvor der står ”Where University means busi-ness”, så læs i stedet ”You are the all-singing, all-dancing crap of the World”.

Det er vores tankevirksomhed de sælger, det er os de le-ver af, så hvorfor skulle vi give køb på os selv uden vores eget samtykke? Find jeres indre løve frem; kast jer over viden og stil de kritiske spørgsmål; Sapere Aude!

Faustus har i et svagt øjeblik indgået en aftale med Me-phistopheles, men det er vores sjæle der kommer til at be-tale prisen. Kæmp for at vinde dem tilbage; vi har alt at vinde, intet at tabe.

Studerende på alle studier, foren jer!

Med glødende revolutionære hilsner

Sebastian ”Revolver” Belmark n

20

Den reflekterede u-refleksion


21

tekst allan schaufuss laursen, stud.merc.(fil.) cbs niels robson, stud.merc.(fil.) cbs

skulptur adam fischer

Forestil dig at du deltager i en fodboldkamp. Det har været en relativt chancefattig kamp, og du har på det pågældende tidspunkt i kampen ikke gjort dig synderligt bemærket. Stillingen er uaf-

gjort og tiden er ved at løbe ud. Pludselig slår modstande-rens offside-fælde fejl, du modtager bolden lidt udenfor midtercirkelen og sætter i bevægelse. Der er kun een vej. Mens modstanderforsvaret er i ubalance, lykkes det dig at få et pænt forspring, du er helt alene igennem – du mangler bare at passere målmanden og score det mål, der meget vel kan blive udslagsgivende. Mens du nærmer dig målet begynder et hav af overvejelser at presse sig på. Hvad skal du gøre for at score? Skal du drible udenom målmanden – og i så fald, hvilken vej skal du gå? – eller forsøge at placere bolden til venstre, højre eller lobbe den over ham? Måske du kan lokke ham til at signalere hvilken vej han vil kaste sig, men hvad kræver det af dig – en kropsfinte? en sparkefinte? Og kan du overhovedet regne med at mål-manden virkelig vil gå til den side alligevel? Du mærker en forsvarspiller puste dig i nakken og kommer igen i tvivl om, hvad der vil være den bedste løsning. Det hele ender med en halvhjertet dribling, hvor målmanden kaster sig ned og piller bolden fra dig. Alle må kunne sætte sig ind i eksemplet, at man forsøger at overskue situationen, kalkulere den bedste løsning baseret på en analyse af de tilstedeværende muligheder og modpartens forventede bevægelser eller reaktioner. Idet du foretager trækket, ved du allerede, at det var den forkerte beslutning; allerede inden målmanden har bolden i hænderne er du klar over, at du har fejlet. Du indser, at du ganske enkelt havde ”for god tid” og som Buridans æsel endte i ubeslutsomhed, der førte til handlingslammelse.

Handlede du forkert? Er den bedste måde at overkomme en forhindring ikke at analysere situationen og på baggr-und heraf vælge det rationelt – og udfra en sandsynlighed-skalkule – mest hensigtsmæssige alternativ? Det synes tidligere at have været den generelle opfattelse, men nye vinde blæser som i højere grad lægger vægt på en prak-sisorienteret intuition, der uden dybdegående og altomfat-tende rationalistiske analyser peger på, at denne tilgang i mange tilfælde nærmere vil være en hæmsko. Fod-boldeksemplet illustrerer derved, hvorledes tanken er i stand til at begrænse adfærden eller praksissen, og dermed til at afmagte sig selv – chancen løb ud i sandet og kampen endte uafgjort. ”There are no dangerous thoughts; thinking itself is dan-

gerous.” hannah arendt (1906-1975)

Temaet for denne udgave af Hvorfor, ”Tankens (af)magt”, lægger op til en dybere udfoldelse af forståelsen af menneskers praksis i forhold til tankens traditionelt opfat-tede magtmonopol, og hvorledes erhvervslivet kan tænkes at nyde godt af denne mentale ”afklædningsproces”. Vi vil i det følgende drage paralleller mellem ovenstående fodboldeksempel og et relativt nyt fænomen indenfor projektledelse, den ekstreme projektledelse. Undervejs vil vi inddrage relevante filosofiske begreber for at belyse og understrege vores pointer. Slutteligt vil vi forsøge at inddrage og reflektere over begrebet ”reflekteret u-reflek-sion” og placere dette indenfor artiklens optik, for dermed at give – forhåbentlig – ny mening eller kant til de FLØK-studerendes kompetencer. God læselyst!

22

d e n r e f l e k t e r e d e u - r e f l e k s i o n

ekstrem projektledelse “First, I believe that this nation should commit itself to

achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the moon and returning him

safely to the earth.”john f. kennedy ved kongressen, 25. maj 1961

I løbet af de senere år er en – som nævnt – ny type projektledelse begyndt at vinde frem i erhvervslivet; den såkaldte ekstreme projektledelse1. Grunden til, at denne type projektledelse har vundet indpas, er, at den tradition-elle tænkning af projektledelse baserer sig på en målsæt-ningsproces, hvor hele projektet skal overskues fra start – dette gælder såvel resultat som midler, metode og ans-var – men i takt med globaliseringen, må man tage højde for den usikkerhed og forandring, der givetvis følger med. Den ekstreme projektledelse kan altså ses som en kritik af en forældet idé om ”den rette projektledelse”, som ikke læn-gere synes meningsfuld eller hensigtsmæssig, hvis over-hovedet mulig. Citatet ovenfor illustrerer, hvorledes et ekstremt projekt kunne tage sin begyndelse; Kennedy’s forhåbning og vi-sion om at sende et mandskab tur/retur til månen, uden dog at vide hvorledes det skulle kunne lykkes, udtrykker en ramme, indenfor hvilken deltagerne af projektet får frie tøjler. I modsætning til den traditionelle projektledelse – hvor målet formuleres på forhånd og midlerne er kendt, inden arbejdet begynder – kender den ekstreme projektledelse

1 Timme Bisgaard Munk; kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12656

ikke det specifikke endemål, men bevarer en åbenhed overfor uforudsigelighed og kaos. Tanken med den ek-streme projektledelse er at nedbryde projektet i mindre arbejdsdele, og gennem stadig dialog med klienten og ar-bejdsgrupperne, langsomt at indkredse projektets resultat over tid, som sagtens kan skifte retning og karakter flere gange undervejs. Sideløbende med projektarbejdet løber den evigt forand-erlige virkelighed som både angiver forudsætninger og begrænsninger for projektet. Forandring i omgivelserne ændrer formål og resultatorienteringen i projektet, fordi man løbende ”har gjort sig den erfaring”. Erfaringen har jo den smukke egenskab, at den er i stand til at fortælle os, at en given løsning på et problem, kunne skyldes helt andre årsager end først antaget. I den ekstreme projektledelse handler det altså om, at holde projektet åbent så længe som overhovedet muligt, for at gennemløbe en kvalitativ forbedringsproces, hvor mulige løsninger til stadighed afgrænses og afprøves. Når den ekstreme projektledelses forskellige arbejdsgrupper mødes, kan idéudvekslingen af-føde en bedre produktudvikling. Hvis projektlederen ikke formår at bryde ud af den traditionelle projektledelses lokkende strukturer og skematiseringer, og derfor allerede foregriber resultatet af projektet, vil tanken atter afmagte sig selv, processen være kompromitteret fra begyndelsen og det endelige produkt halte bagud før det overhovedet er blevet etableret. Det er netop denne pointe, der bliver interessant; at den ekstreme projektledelse udelader det tidsmæssige krav til projektet (vi husker hvorledes fodboldspilleren blev begrænset af det tidslige aspekt), og igennem uforuds-igligheden fordrer en kreativ proces, der tager udgang-spunkt i det ukendte og dettes (qua ukendt) uanede mu-ligheder.


23

begyndelsen starter i midten “Thinking begins only when we have come to know that

reason, glorified for centuries, is the stiff- necked adversary of thought.”

martin heidegger (1889-1976)

Martin Heidegger mener ikke, at vi som udgang-spunkt skal finde tilbage til erkendelsens nulpunkt ved at tage udgangspunkt i et rationalistisk cogito2 eller en empiristisk tabula rasa3, og herfra opbygge sikker og ubestridelig viden på et fundament af klare og distinkte sansninger eller ideer. Mennesket er derimod allerede kastet ind i verden, og det er fra vores etablerede væren-i-verden, at vi må starte vores erkendelsesproces og forståelse af såvel os selv som den omgivende verden. En af hovedpointerne hos en lang række filosoffer er, at vi aldrig vil være i stand til at indtage en sub specie aeternitatis4 position, hvor vi kan kigge på os selv og verden udefra. Vi vil altid allerede være midt i suppeda-sen, en del af det genstandsfelt eller den sammenhæng vi forsøger at undersøge. Og netop fordi vi er det, har vi allerede fået dannet meninger, holdninger og attituder overfor verden som farver vores tilgang til den. Det er vel også de færreste, der i dag stadig er af den overbev-isning, at en teorifri verdenstilgang er mulig. Projektlederen er, når han får tildelt – eller bliver medskaber af – et projekt, også allerede kastet ind i

2Jf. René Descartes (1596-1650) 3 Jf. John Locke (1632-1704)4 Lat. ”Under evighedens synsvinkel”, jf. Baruch de Spinoza (1632-1677)

en kontekst, som trækker tråde i alle mulige retninger. Således kan de færreste projekter opfattes uafhæn-gigt af det omgivende samfund, og ændringer i sam-fundet må nødvendigvis virke tilbage på projektet og omforme forudsætningerne for dette. På samme måde befinder fodboldspilleren sig i en situation, hvor de praktiske forudsætninger ændres undervejs og dermed begrænser mulighedsfeltet. Fodboldspilleren, som vi så i eksemplet, har heller ikke mulighed for at overskue den samlede mængde af reaktionsmuligheder undervejs i kampen, men må opleve og gennemleve øjeblikket til sit fulde – ikke forsøge at kalkulere den optimale manøvre i forhold til målmanden eller de øvrige mod-spillere. I langt højere grad end hver gang at forsøge at op-finde den dybe tallerken påny, befinder projektet sig i en situation, hvor målet ofte vil være at skabe nyt bestik, der kan indgå i sammenhænge med alt det eksisterende service. Undertiden vil der blive skabt helt nye og hidtil utænkelige genstande, som kan møde de evigt fluk-tuerende behov fra både gastronomiens udvikling og middagsgæsternes luner, som disse måske endda ikke engang er bevidste om før mødet med den nye ding-enot. For projektteamet er det afgørende, at deltagernes grundlæggende livsantagelser og verdensanskuelser, i stedet for at blive samstillet og koordineret, frigives til den kreative proces. I samspillet med andre anta-gelser og anskuelser får medarbejderne mulighed for at sprænge rammerne for, hvad de tidligere anså som muligt, og hvorved uforudsete løsningsmodeller får mulighed for at skyde op.

24

at magte absurditeten

”Life has its own hidden forces which you can only discover by living.”

søren kierkegaard (1813-1855)

Søren Kierkegaard – der som bekendt ofte omtales som eksistentialismens fader – underkender de store sys-tembyggeres forsøg på at opstille ontologiske/epistemolo-giske skemaer/diagrammer der inkorporerer alt. I stedet lægges der vægt på flygtighed og forgængelighed, sub-jektivisme og individualisme, at der ikke kan opstilles en formel for livet, og at målet derfor ikke er endegyldig og uomtvistelig vished, da en sådan ikke er mulig. Albert Camus er så langt på linje med Kierkegaard, men kritiserer ham herefter for, at han ikke lever op til sine egne ellers glimrende og skarpe betragtninger og analyser. Kierkegaard ’magter’ – i nietzscheansk5 forstand – ganske enkelt ikke livets fluxus og begår med Camus’ ord ’filosofisk selvmord’ idet han, efter rationelt at erk-ende, at der ikke gives nogen objektiv sandhed med sit ’leap to faith’6, lader sig overmande af troen som endelig meningsgiver. Ifølge Camus er det netop på den yderste tinde, at mennesket står sin prøve, når det alene stirrer ind i universets sorte døde øjenhuler, og desperat anråber uni-

5 Friedrich Nietzsche (1844-1900)6 Det er netop et ’leap to faith’ og ikke et ’leap of faith’, da Kierkegaard står på den yderste rationalistiske tinde og ifølge Camus ikke magter, hvad der viser sig for ham. Han springer dermed til troen for i denne af finde klare svar, tryghed og faste rammer.

verset om svar og sandhed, mens universet til stadighed forbliver tavst – lige dér, hvor absurditeten indtræder som tredjeinstans mellem subjektet og den fremtrædende ver-den, der netop ikke kan erkendes objektivt. Man må i stedet blive stående med mandsmod og oprejst pande, og kæmpe eller gøre oprør mod denne absurditet – ikke lade sig begrænse af illusoriske sandhedstempler og forførerisk konstruerede udfoldelsesrammer, men netop lade absurditeten være kilde til at frigive en ubegrænset kreativ kraft som meningsskaber. Analogt hertil har man tradionelt tænkt projektarbejde som en afklaret proces med et fastlagt, objektivt og erk-endbart endemål, som blot skulle indfries. Projektlederen har således ofret den potente kilde af kreative kræfter på overskuelighedens, sikkerhedens, tryghedens og afgræn-sningens alter, hvormed de ønskede mål muligvis er blevet indfriet, men hvor et ocean af alternative og sandsynligvis meget mere potente og udviklende alternativer er blevet overset eller underkendt. Projektlederen bør ikke tage springet, afgrænse og hæmme medarbejdernes mulighed-er, men i stedet klæde dem på til at stirre absurditeten i øjnene og have mod til at kæmpe tilbage, og dermed sprænge rammerne for, hvad man på forhånd forventede af løsningsmuligheder. Det samme gælder de enkelte me-darbejdere, der må tage ansvar for egen læring og verden-stilgang, og gennem ansvarlighed og selvledelse fordre en position, hvor de kan lade projektlederen frisætte dem. På denne måde tillades medarbejdernes subjektive ressourcer – nærmest i plotinsk7 forstand – at emanere ud over deres grænser i en nyskabelse, som kun er mulig fordi den ikke sker indenfor afgrænsede og begrænsende rammer.

7 Plotin (204-270 e.Kr.)



25

“Man må i stedet blive stående med mandsmod og oprejst pande, og kæmpe eller gøre oprør mod denne absurd-itet – ikke lade sig begrænse af illuso-riske sandhedstempler og forførerisk konstruerede udfoldelsesrammer, men netop lade absurditeten være kilde til at frigive en ubegrænset kreativ kraft som meningsskaber”

26


spræng rammerne!

“You cannot create experience. You must undergo it.”albert camus (1913-1960)

Vi vænner os til verden og til at leve i den før vi begy-nder at analysere den og stille spørgsmålstegn ved dens opbygning. Vi har derfor allesammen altid opbygget rammer og har forudgående betingelser og anskuelser for vores verdenstilgang og handlinger, når vi finder os kastet ind i en situation. Problematikken vi ser i alle for-mer for projektarbejde, og som vi gjorde opmærksom på med Heidegger, er, at projektet ikke starter fra et nulpunkt, men tværtimod allerede er indsat i en kontekst, og desuden ikke har et foruddefineret endemål. På samme måde så vi, at medarbejdere og projektleder er kastet ind i verden, og i kraft af deres individuelle kastethed allerede er konstitu-eret på en bestemt måde. Måden de er konstitueret på, er det Pierre Bourdieu betegner som deres habitus. Bourdieu definerer habitus som ”et socialt konstitueret system af strukturerede og strukturerende holdninger, der er tilegnet i en praksis og konstant er orienteret mod prak-tiske mål.”8 Dette betyder, at projektlederen nødvendigvis vil handle udfra en given baggrund eller et erfaringsfunda-ment, der skabes ud fra arbejdet med tidligere projekter. Dermed ikke sagt, at målet er at standardisere bestemte handlingsmønstre for bestemte situationer, da enhver situ-ation vil være sin egen. Projektlederen vil aldrig træde ned i den samme projektsituation to gange; både projekt-situationen og han selv vil være anderledes. Habitus skal derfor være konstitueret på en måde, der faciliterer en parathed til at magte og overkomme en given situations uforudsigelighed og dermed absurditet. Det praktiske er-faringsgrundlag eller habitus bliver for fodboldspilleren de mange timer på træningsbanen, og for projektlederen de mange forudgående projekter, der bliver afsæt til at ud-

8 Fuglsang, L; Bitsch Olsen, P (red.), 2004: ”Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne”, Frederiksberg, Roskilde Universitets Forlag, 2. udgave, s. 372

vikle nye forståelser af problemløsningen. Denne konditionering skal for begges vedkommende sætte dem i stand til at agere spontant og intuitivt på en hvilken som helst forhindring, der måtte opstå. En hen-sigtsmæssigt opøvet eller konditioneret habitus bliver på den måde mulighedsbetingelsen for, at de kan overgive sig til deres praksis og handle intuitivt – møde virke-ligheden head-on. Når angriberen pludselig står fri foran mål er der ikke tid til at analysere banen og boldens fy-siske beskaffenhed for at udregne indfaldsvinkler og tyn-gdekræftens indvirkning. Projektlederen vil ligeledes ofte finde sig selv i beslutningsprocesser, hvor der ikke er tid til dybdegående analyser, eller det ikke er muligt at opnå fuld information. Der må i stedet handles praktisk intu-itivt, tanken skal tillades at afmagte sig selv. Enhver ny situation, som vi så med Camus, fremstår som en absurditetens tredjeinstans mellem subjektet og verden, hvilket er udtrykket for umuligheden af en objek-tiv erkendelse af verden. Netop fordi verden ikke lader sig indfange – eller måske nærmere fordi subjektet i kraft af sin begrænsning aldrig vil være i stand til at overskue ver-densaltet – er der heller ikke nogle på forhånd afgrænsede formler for mulige tilgange og løsningsmodeller. Her er projektlederens og medarbejdernes udfordring at sprænge deres egne habituelle rammer og udforske hidtil ubetrådt territorium i jagten på de mest optimale løsninger. Dette er lettere sagt end gjort, idet habitus som nævnt netop er fo-rudsætningen for individets handlingsmuligheder. Derfor er det essentielt at projektet ikke låses fast i de tradition-elle rammer med skemalagte budgetter og deadlines, men netop frisættes af den ekstreme projektledelses tilgang. Her er det så at indeværende artikels intellektuelle og kreative kræfter efterhånden har samlet styrke til at ema-nere ud over deres egne grænser og eksplodere i et fest-fyrværkeri af innovativ og kontemplativ praksisorienteret u-refleksion, men hvor det foreliggende blads blodsug-ende deadlines opstiller de samme begrænsende rammer som den traditionelle projektledelse.


27

facilitator for den reflekterede u-refleksion “Life can only be understood backwards; but it must be

lived forwards.”søren kierkegaard (1813-1855)

FLØK-studiet er om noget et refleksivt studium som søger at facilitere en refleksiv habitus. Efter endt studium kastes FLØKeren ind i den virkelige verden, hvor praktisk kompleksitet og usikkerhed hersker over teoretiske analysemodeller. På baggrund af studie- tidens opbyggede refleksivitet og den efterfølgende prak-tiske erfaring har FLØKeren tilegnet sig en habitus, der gerne skulle muliggøre tanken at afmagte sig selv og lade FLØKeren agere praktisk intuitivt. Herved bliver der netop tale om en reflekteret u-refleksion – reflekteret qua studiet og u-refleksion som den praktiske intuition. Pop-ulært sagt kan man tale om FLØKeren som fodboldtræ-neren, der kan overskue facetterne i fodboldkampen uden dog selv at kunne komme på banen og klare ærterne. Man kan også tale om FLØKeren som en luhmanniansk9 an-den-ordens iagttager, der ser mulighedsbetingelserne for medarbejderen, men dog stadig er begrænset af sin egen blinde plet i praksissen. Denne artikel skal ikke ses som en udtømmende teo-retisk redegørelse for FLØKerens kompetencer, men snarere som et autokommunikativt bidrag til forståelsen

9 Niklas Luhmann (1927-1998)

af begrebet om den refleksive praktiker. Nedenstående er forslag til FLØKske kompetencer indenfor artiklens univ-ers:

• FLØKeren kan reflektere over f.eks. projektlederens ureflekterede praksis, og dermed kaste lys over den habi-tuelle ekspertise som projektlederen er konstitueret af og inkorporeret i.

• FLØKeren kan se, hvordan f.eks. kommende projek-tlederes habitus mest hensigtsmæssigt kan konstitueres.

• FLØKeren anerkender, at virkeligheden udvikles og forandres, og kan forsøge at foregribe – eller være mere omstillingsparat i forhold til – forandringerne.

• FLØKeren forstår, hvordan udfordringerne i moderne erhvervsliv har behov for fornyelse, f.eks. i form af eks-trem projektledelse. • FLØKeren har modet til at se alvoren i øjnene, og kan tage hånd om de, der ikke magter virkelighedens absurd-itet, og derfor tager springet. Tanken magter og afmagter. n

28

b i l l e d s e r i e

Rundt omkring i byen finder man ofte stickers, grafitti eller plakat-er, der ikke har noget kommercielt formål, men blot er til, for deres mere eller mindre æstetiske, reflek-terende eller humoristiske udtryk. Nyd dette lillebitte udpluk, og fang selv lidt ”gadekunst” med din mobil telefon og del det med os andre.

foto og tekst matias munch ha(fil) cbs


29

30

”Opus-Dei: Existence After Religion” er et filosofikortspil, udviklet af Dema Games, der består af tidligere og nuværende FLØK’ere Mark og Allan.

Kampen udspiller sig i en hypotetisk, men ikke urealistisk, fremtid, hvor al religion er blevet elimineret, og derved ikke længere eksisterer som garant for sandhed, moral og livgivende mening. Idéen med spillet er på en sjov og uforpligtende måde at øge kendskabet til de største tænkere i historien og samtidig opstille et hypotetisk scenario uden religion, hvor mennesket på ny må tage alle de opfattelser, det tager for givet, op til genovervejelse.

Som spiller er man morgendagens tidsånd (Zeitgeist), der i en verden, hvor religionen ikke længere er, kæmper om at skabe det nye livsgrund-lag. Til hjælp har man menneskehedens mest ekstraordinære tænkere som Aristoteles, Einstein, Heidegger, Kierkegaard og mange flere. Der er fart over feltet, og spillet kræver ingen faglig viden, kun lidt strategisk fornuft. De mange actionkort sikrer at spillet har uendelige variationsmu-ligheder, samtidig med at sværhedsgraden nemt tillader førsteårsstuder-ende at kæmpe på lige fod med de ældre studerende og undervisere. Som en ekstra, men ikke uvæsentlig bonus, indeholder hvert eneste kort udførlige beskrivelser af den pågældende tænkers virke og idéer, samt en række citater og fun-facts (hvilket imidlertid ingen spilmæssig indfly-delse har). Der bygges derved på ’info-tainment’ princippet om, at man sagtens kan lære noget, mens man bliver underholdt.

© 2008 Dema Games


31

Release Party

Lørdag den 29. november holder Dema Games release party på flagskibs-spillet ”Opus-Dei: Ex-istence After Religion” på Caféen Funke (Sankt Hans Torv) fra kl. 19 til 23. Der vil være pinde-madder fra kl. 19 til de ikke rækker længere og mulighed for at købe spillet til næsten halv pris (100,-) ved arrangementet.

Der er kun plads til 150 mennesker, så gæste-listen bliver afgjort ud fra først-til-mølle princip-pet. Efter kl. 23 er det dog frit for alle (hvis der er plads!), men desværre er det ikke muligt at købe spillet herefter.Så skriv dig hurtigst muligt på gæstelisten (f.eks. nu!) ved at skrive til: [email protected]!!

”Opus-Dei: Existence After Religion”

a.k.a. ”Deus Ex Machina”

a.k.a. ”Filof” har været på tegnebrættet i godt 5 år.

Det startede som et primitivt hjemmelavet kortspil i ét eksemplar, der dog hurtigt fik kultstatus på filosofistudiet på Københavns Universitet og sidenhen på FLØK (HA.fil) på Copenhagen Business School.Det har igennem de seneste 3 år undergået en ekstraordinær og omfattende forvandling, og er nu endelig tilgængelig for den bredere masse.

Spillet vil bla.a. kunne købes i ‘Games’ i Jorcks Passage fra slutningen af november.

© 2008 Dema Games

32

Artiklens tema er en bunden udfordring fra Hvor-for-redaktionen. Jeg er glad for at tage imod denne og har valgt at gribe opgaven an som essay

(men derfor ikke nødvendigvis decideret uvidenskabelig), med en åben, rationel, udogmatisk og subjektiv tilgang til begrebet.

”Tankens afmagt” er i grunden et paradoks. For er tan-ken ikke netop i sin natur fri og uindskrænket og dermed stærk? Og så alligevel ikke, for i en moderne verden er tanker kun effektive, hvis de kan omsættes i handlinger. Hvis man har frihed til at tænke – men ikke mulighed for at påvirke det, man tænker på – er der netop tale om tankens (af)magt. For at tage skridtet videre kan afmagt opstå, når man hører andre debattere og agere på måder, som det rent intellektuelt næsten kan gøre ondt at over-være. Jeg vil i den forbindelse netop afgrænse emnet til intellektuelt betinget afmagt, dvs. situationer, hvor der er tankemæssig/rationel begrundelse for at føle afmagt og ikke kun følelsesmæssig, selvom afmagt i sagens natur er en følelse.

Min første indskydelse – i samråd med Redaktionen – var at inddrage den aktuelle Finanskrise. Ved nærmere eftertanke holder den tanke imidlertid ikke vand. Finan-skrisen er nærmere ”Tankeløshedens konsekvens” snarere end ”Tanken(s) afmagt”. Det kunne ellers være spændende at skrive historien om den globale dominoeffekt, som i Danmark bunder i en uforsvarlig alliance af spekulation og grådighed inden for ejendoms- og finanssektoren, hvor risikosøgende entreprenører opskruer projektmarkedet på en måde, der minder om at spille Sort på rouletten hver

gang og doble, hver gang man taber (såkaldt Martingale – et system, som for det meste fungerer godt, men viser sine indlysende svagheder hvis Rød kommer ud så mange gange at man rammer loftet – eller bunden), og hvor bankerne strudseagtigt følger efter i en blanding af risiko-fornægtelse (forledt af vækstplaner og bonusordninger) og Vi-må-hellere-låne-endnu-flere-penge-ud-for-ellers-taber-vi-jo-dem-vi-allerede-har-ude-menatlitet (enhver pokerspiller ved, skal man netop ikke kaste gode penge efter dårlige). For mange folk, som dels tror penge vokser ud af ingenting, og at det derfor er helt konsekvensfrit at belåne og bruge friværdi, betragter af en eller anden grund deres bankrådgiver som deres bedste ven: ”Special prize for you – for you are my freeeeeend” som de siger i basar-er uden for Europa – og åbenbart også i Danmark, når der skal sælges aktier i Roskilde Bank til pensionister og småsparere. Globalt rækker trådene videre i et komplekst samspil mellem finansielle institutioner og markeder, som forstærkede situationen ved at fryse den likviditetsudvek-sling, som er så nødvendig for, at tingene glider.

Men afmagt – nej! Der er netop nogen, der har gjort noget. EU’s regeringer er gået forrest for med en koor-dineret indsats (herunder den danske Finanspakke) at afbøde krisen. Og USA m.fl. har fulgt efter. Situationen er således håndteret på ganske opløftende vis, hvor man ganske upragmatisk accepterer og implementerer stats-lig indgriben og i visse tilfælde overtagelse af ejerskab til nødlidende banker og institutioner. Og all jokes aside (”Marx fik ret – proletariatet/staten endte alligevel med at overtage kapitalapparatet”) ser det ud til at virke, og på lang sigt bør situationen stabilisere sig. Selv om der på

tekst peter wieth ekstorn forelæser på cbs

Tankens (af)magt


33

“Danmark bunder i en uforsvarlig alli-ance af spekulation og grådighed inden for ejendoms- og finanssektoren, hvor risikosøgende entreprenører opskruer projektmarkedet på en måde, der minder om at spille Sort på rouletten hver gang og doble, hver gang man taber...”

34

kort sigt vil blive mere arbejdsløshed og flere tvangsauk-tioner mv., og et par østater måske går bankerot. Der skal ryddes op efter festen (Tankeløshedens konsekvens), men hvis vi så alle sammen er blevet klogere, og der sikres en mere hensigtsmæssig regulering og adfærd, så skal histo-rien såmænd nok ende godt – og bestemt ikke i afmagt.

Tankens afmagt opstår som sagt snarere i situationer, hvor der fremføres argumenter i den offentlige debat, som er så håbløse/mangler rationel substans, at man må spørge sig selv, om de ikke bare kan gøre det lidt bedre. Jeg konstaterer i den forbindelse, at sådanne argumenterer ofte bunder i politisk eller religiøs dogmatisme/ideologi, som er debattørens retfærdiggørelse for, at rationel anal-yse ikke er nødvendig.

Lad os starte i den bløde ende med den polariserede de-bat om privatisering/udlicitering, hvor beslutninger om at være for – eller imod - i høj grad er ideologisk drevet. Ent-en med privatisering som et mantra til at give borgerne ”et valg” og presse de offentlige hospitaler til øget effektivitet gennem konkurrencepres. Eller på den anden side angsten for at prøve nyt – og tænk hvis der blev nedbrudt nogle faggrænser? Aviserne (Berlingske i hvert fald) har faktisk skrevet om en mulig skævvridning i form af for gunstige afregningssatser, manglende forpligtelser til at rette egne fejl mv., og det er da et skridt i retning af en reel økono-misk argumentation. Men hvorfor skal den politiske debat om et så vigtigt emne og den tilhørende pressedækning ellers altid være ideologisk snarere end analytisk drevet case-by-case?

Eller debatten om en dagpengereform. Hvis man i al-

vor tror, at alle arbejdsløse går rundt hjemme og spiller guitar og træner til autodidakt ”kunstner” og er lykke-lige for at undgå at arbejde – og at det så i øvrigt skulle hjælpe at skrive mindst 4 ansøgninger om ugen - så har man altså ikke ret. Men hvis man omvendt tror, at alle arbejdsløse har mareridt hver nat over udsigten til endnu en sove-længe dag - well så har man nok heller ikke lige fat i den lange ende. Så også her dikterer politisk ideologi det ene eller det andet af disse absurde yderstandpunkter i stedet for at finde en løsning baseret på det faktum, at virkeligheden nok findes et sted midt imellem (ligesom med de konvekse indifferenskurver, når de 4 basisforud-sætninger om præferencer er opfyldt – optimum er et sted på midten). Og man kan blive så træt og tankeafmægtig af at høre om det.

Tydeligst kommer Tankens (af)magt dog til udtryk i rela-tion til situationer, hvor folk ikke blot argumenterer usa-gligt, men er parat til at bruge vold og kriminalitet/terror for at sætte deres synspunkter igennem og ydermere men-er, at lige præcis deres ideologiske/religiøse anskuelser berettiger til overgreb på andre mennesker. Og afmagten gælder vel ikke mærke ikke alene handlingerne, men også – og endnu mere – den reaktion, som disse handlinger ofte bliver mødt med i form af en tankeløs insisteren på dialog som bedste middel.

Det er kendt og naturligt, at hvis det eneste værktøj man har, er en hammer, prøver man at få alle problemer til at ligne et søm! Vi i den vestlige verden er vant til dialog, som da også virker godt, når man kender og forstår hi-nanden og kan nærme sig fælles mål/konsensus, men ikke når den anden part har ultimative mål og opfatter dialog

ta n k e n s ( a f ) m a g t


35

og imødekommenhed som svaghed, som blot indbyder til at gå endnu længere. Så at insistere på dialog frem for hårdt modspil i sådanne situationer er både naivt (fordi man tror og håber, den anden part er ligesom én selv – dvs. konsensussøgende) og arrogant (fordi man kan blive så selvtilstrækkelig i sin politisk korrekte grundholdning, at man instinktivt har svært ved at rumme, at andre folk kan have andre mål og midler).

Jeg kunne have taget Ungdomshuset/Jagtvej 69 som et godt dansk eksempel på tankens afmagt, men vil hel-lere bruge spalteplads på den igangværende globale kul-tur- og værdikamp. Det er et faktum, at regeringer i nogle lande som led i både internationale og indenrigspolitiske magtspil er parate til at protestere inderligt og skabe in-ternational hype ved mindste eller ingen anledning – og samtidig legitimerer/støtter terroradfærd - som det eksem-pelvis kom til udtryk i forbindelse med tegningerne I-Ved-Hvem. Der er her et samfald med lande, hvor religions- og menneske-/kvinderettigheder ligner en joke – som desværre ikke er særlig morsom, og vores (den vestlige verdens) svar er ofte … at gå i Dialog. Indtage en defensiv position, søge at forstå de andre og måske ligefrem unds-kylde for at skabe grundlag for en umulig konsensus eller forståelse. Hvor en fast og kontant kurs (konfrontation-skurs på kort sigt) i virkeligheden ville skabe mere respekt og give bedre forhåbning om en langsigtet stabil situation. Det er da Tankens afmagt i allerhøjeste potens.

Nu får vi så FN-Durban II konferencen om mennesk-erettigheder, hvor de ærværdige frontløberlande i FN’s menneskerettighedskommission Iran og Libyen i samar-bejde med åndsfæller vil gøre religionskritik til den alvor-

ligste (og eneste?!) krænkelse af menneskerettighederne og herved få yderligere et FN-sanktioneret middel til at undertrykke debat og borgere ikke kun i egne lande men også ift. Europa. Jeg håber, at EU (og Per Stig Møller) får tænkt sig rigtig godt om og trukket en streg i sandet, men kan samtidig blive afmægtig ved tanken om, hvordan det i praksis kan komme til at gå!

Hvad kan man så gøre for at føle sig mindre tankeaf-mægtig? Der er heldigvis mange måder at gøre verden til et klogere sted at være på! Påvirke venner og omgang-skreds, debatindlæg i aviser eller populære high-quality kombinationsstudietidsskrifter, tilmelde sig de to Face-book-grupper om ”Boykot Durban” og ”Beskyt men-neskerettighederne”, aktiv politisk deltagelse eller bare stemme på partier, man synes gør sig mest fortjent til det.

Man kan selvfølgelig også være ligeglad (indifferent) på den fede måde. Ingen er forpligtet til at ”gøre noget” (måske ud fra en etisk betragtning, men ikke ud fra en rationel), og - som alle, der på et eller andet tidspunkt i livet har været til en forelæsning om kapitel 6 i Frank [Mi-croeconimics And Behavior; 2006; red.], vil vide – så gør en rationel person kun noget, hvis nytten ved at gøre det er større end nytten ved at lade være. Så det må komme an på, i hvor høj grad verdens tilstand og potentiel tankeaf-mægtighedsfølelse spiller en rolle i éns præferencerela-tion, I presume. Når bare man selv har det fint med, hvad man gør eller ikke gør, kan man sige som Candide (Vol-taire), at ”Dette er den bedste af alle verdener”. Og hel-digvis da! n

36

tekst henrik jensen ha(fil) cbs

minna nordahl ha(fil) cbs

FLØK in real lifeen artikelserie om fløk’ere i spændende jobs.

Enhver FLØK’er kender til det at blive stillet spørgsmålene: hvad er det egentlig, du lærer, og hvad skal det ende ud med?

Denne artikels forfattere er nok ikke de eneste, der enkelte gange ikke har været i stand til at forklare dette eller måske bare har opgivet at fortælle om critical management studies, den refleksive praktikkers og oplevelsesøkonomiens forunder-lige verdner. Vi har derfor besluttet os for at prøve at skabe en indsigt i, hvad FLØK’ere laver, når de har forladt LPFs elfenbenstårn. Vi har begivet os ud i at opspore cand.merc.fil’ere i spændende jobs for at interviewe dem og få dem til at fortælle os om deres kar-riereforløb, samt de tanker de har, når emnet er: de lykkelige(?) år på FLØK.

Denne gang har vi snakket med Stig Grøntved Larsen, der var FLØKstuderende fra 1999 til 2007. I dag arbejder han på Gentofte Centralbibliotek som uviklingskonsulent. Vi mødtes en tidlig torsdag morgen på indre Nørrebro på en lille cafe, hvor velklædte unge mennesker på vej til arbejde væltede ind af døren for at få en latte-to-go. Det blev en spændende samtale om FLØKs faglighed, biblioteksverdenens fremtid og om, hvor og hvordan disse to ting kan mødes.


37

manden og Jobbet

”Det er et privilegium at have statsfinansieret tid til at fordybe sig i ting der er så fede. Det skal man udnytte.”

Stig var indmeldt på FLØK i 8 år. Bachelordelen blev taget på normeret tid, og overbygningen tog 5 år. Tiden på overbygningen blev bl.a. kombineret med et ophold i Ma-drid, studiejobs og supplerende filosofifag på KUA. Studi-etiden blev nydt i fulde drag med plads til at søge egne interesser og følge fag uden at gå til eksamen i dem. Efter specialet blev afleveret i 2007, begyndte virkeligheden at trænge sig på – så efter et endt barselsorlov skulle der søg-es job. Som jobsøgende slog det ham, hvor mange uinter-essante og meningsløse jobs stillingsdatabaserne var fyldt med. Stillinger som han havde svært ved at se sig selv i, da han ikke fandt virksomhedens eller organisationens overordnede mål og produkter meningsfulde i en større sammenhæng, og han kunne derfor ikke se sig selv inves-tere sin tid og energi i det. Men så så han et stillingsopslag fra Gentofte Biblioteks udviklingsafdeling. Det var et velformuleret opslag til et meningsfuldt job.

”For at sige det højtideligt, så gør det sgu verden et bedre sted at der er biblioteker.”

Stig fik jobbet og arbejder i dag med kompetenceud-vikling og en lang række interne konsulentydelser i hovedstadsområdets biblioteker. Organisationen er på 3.500 mennesker og er placeret i et krydsfelt af traditionel biblioteksfaglighed, politiske ønsker, borgeres forvent-ninger, stramme budgetter og vigende besøgstal. Et sted hvor FLØKs faglighed kan få lov til at blomstre.

fagligheden

Stig vil ikke betegne FLØKs faglighed som det at være multidisciplinær. For ham handler det ikke om at være en

”dødsej filosof og en dødsej økonom” men i stedet om at kunne arbejde med filosofien på en sådan måde, at den får relevans i forhold til konkrete problemstillinger. Den FLØKske faglighed giver et blik for problemers ophav og derved en evne til at stille spørgsmål til fundamentet og til måden, hvorpå problemer stilles. Som Stig udtryk-ker det:

”Problemer er noget vi skaber og ikke noget der er i verden.”

Stig fortæller os, at han op til interviewet har spekul-eret over, hvad han fagligt har med fra de 8 år på FLØK, som han konkret bruger i sin hverdag. ”Det er jo svært at være total gennemsigtig for sig selv”. Stig understreger, at årene på FLØK har formet den måde, han tænker på, og er en allestedsnærværende del af hans daglige arbejde. Dermed er det også indikeret, at det ikke handler om, hvordan de enkelte teorier fra FLØK appliceres på hver-dagens problemstillinger; ”Jeg tænker ikke, hvordan kan jeg sætte Deluze ind i denne her sammenhæng – det er slet ikke den måde, jeg bruger det”. Stig fremhæver også, at han ikke mener, at det er den mest frugtbare taktik i tiden som studerende at have for stort fokus på, hvad uddannelsens nytte er, og hele tiden spekulere på, hvad det kan bruges til i sidste ende:

”Jeg synes, man gør sig selv en tjeneste ved at lade inter-essen være styrende og fordybe sig i de problemstillinger, man synes er spændende. Man får meget mere ud af det på den måde, og de opgaver, man afleverer, bliver meget

bedre og meget mere interessante.”

Hvis man hele tiden fokuserer på, hvad alt kan bruges til ude i virksomheden, kommer det let til at virke som en hæmsko. Med forbehold for sin begrænsede erfaring vil Stig understrege, at han på ingen måde har oplevet, at der udelukkende efterspørges strømlinede profiler men i ste-det, at folk med en profil, der med hans egne ord ”stritter,”

38

er mere end velkomne på det danske arbejdsmarked.

I sit daglige arbejde samarbejder Stig med folk med for-skellige faglige baggrunde. Han mener, at man må vise stor respekt og anerkendelse af sine kollegaers forskel-lige kundskaber; men han nævner, at fx bibliotekarerne er meget detaljeorienterede og utrolig dygtige inden for et meget specifikt fagområde. Som konsekvens forsvin-der fokus let fra de overordnede linjer. Spørgsmålet bliver dermed ikke, hvorfor og hvordan et bibliotek skal drives nu og i fremtiden, men rettes i stedet mod den daglige drift og arbejdsgang. Dette er et eksempel på et konkret forhold, hvor Stigs faglighed kommer i spil. Han mener, at noget af det, han kan bidrage med, er at se, hvordan man kan forholde en række hverdagspraksisser i forhold til en overordnet ide. Altså holde fokus på hvilket (for)mål biblioteket som institution skal tjene, hvor det skal hen, og hvordan dette kan sættes i forhold til den konkrete måde, biblioteket organiseres og drives på i det daglige.

dannelse?

Igennem interviewet bliver det klart, at denne forholden sig til bibliotekets overordnede ide og formål er utrolig vigtig. Bibliotekerne står overfor en kæmpemæssig ud-fordring i en tid, hvor udlåns- og besøgstallene daler, men hvor båndet på den politiske pengepose stadig strammes i forhold til udlånstal og andre kvantitative måleinstru-menter.

Bibliotekerne er under pres, og sådanne pres må man

forsøge at gøre til en udvikling. Det nødvendiggør, at bib-liotekerne gentænker sig selv. Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, hvilken betydning dette får for fremtidens bib-lioteker. Stig vurderer, at de enkelte biblioteker nok bliver mere individuelle i fremtiden og får hver sin klare profil. Tidligere var bibliotekernes eksistensgrundlag funderet i en passiv tanke om at stille materiale til rådighed over for borgerne. Bibliotekerne har ikke fokuseret på en egen profil, men har alle været formet over den samme model. I dag ser vi ifølge Stig en bevægelse mod mere differen-tierede og individuelle biblioteker. Det gælder om at defi-nere en særlig profil og forholde sig offensivt til det, man det enkelte sted har at tilbyde borgeren i stedet for blot at læne sig tilbage og ligge armene over kors og vente på efterspørgslen.

Stig fortæller, at han i en konkret konsulentydelse har fokuseret på netop dette område, hvor opgaven bestod i at analysere sig frem til styrkerne i den bestemte afdeling samt efterspørgslen i nærområdet og få disse til at spille sammen i en klar profil.

”Hvis man siger, at bibliotekerne ikke bare er en bogcen-tral men en dannelsesinstitution, så er det jo ligegyldigt,

om vi pusher bøger over disken, eller om vi er med til at danne befolkningen på alle mulige andre måder. Det

åbner for, at vi gentænker vores ydelser i forhold til dan-nelse som kernekompetence og ikke kun bøger.”

Redefineringen af bibliotekernes ydelse og plads i sam-fundet fungerer ikke kun som en intern proces, men må forholde sig til en lang række eksterne interessenter. Bib-

f l ø k i n r e a l l i f e


39

liotekerne har en kompleks organisationsstruktur, som ikke bare må forhold sig til egen ledelse og kommunal-direktionen men også til den politiske dagsorden og borg-ernes forventninger.

”Man opdager, når man spørger borgerne, at bibliotek-erne er noget, der ligger dem på hjertet – nogle betegner det oven i købet som deres andet hjem. Det er ligesom, hvis man diskuterer lukning af kirker, så lyder der et

ramaskrig. Det er et område, politikerne er bange for at røre for meget ved.”

Således viser det sig, at de mange interessenter komme til at spille en rolle i forhold til det overordnede mål, bib-liotekerne skal arbejde efter. Stigs rolle i dette bliver at få skabt et samspil mellem målet og måden, hvorpå or-ganisationen er struktureret, og så de hverdagspraksisser, der udføres. Dette er en udfordring, Stig imødekommer igennem en lang række af sine forskellige arbejdsopgaver, der fungerer på flere niveauer – både i forhold til konk-rete praksisser og strategiske mål. Herunder består hans arbejde i netværksskabelse, kompetenceudvikling og kon-sulentbistand. Han fortæller for eksempel, at han er med i et projekt, hvor der arbejdes med mellemlederens rolle i organisationen. Mellemlederen ender ofte som en lus mel-lem to negle, da de på en og samme tid er kollegaer, under-ordnede og samtidig selv chefer. Mange af mellemlederne har svært ved at forstå sig selv som ledere. De befinder sig i dette krydspres, og en del knækker nakken på det. I erk-endelse af mellemlederens centrale rolle i organisationen er Stig nu med i et projekt, hvor de skal klæde dem på til lederrollen. Dette forgår ved, at mellemlederne mødes i

grupper på seks til otte stykker og arbejder med og disku-terer konkrete ledelsesmæssige problemstillinger.

selvbevidsthed og ydmyghed

Som tidligere understreget, har Stig følt sig privilegeret ved at have læst FLØK og har set det som en legeplads, hvor man kan få lov til at fordybe sig i nogle spændende problematikker. Han har svært ved at se de konkrete man-gler ved uddannelsen andet end, at strukturen måske var for løs, da han startede og måske for stram nu. Når det er sagt, vil han godt vende sig imod en tendens til sel-vovervurdering, som han synes FLØK’ere nogen gange kan give udtryk for.

”FLØK’eres ulidelige selvovervurdering er ikke til at holde ud. Den var ret udbredt og problematisk, da jeg læste, og jeg vil tro, at den har ramt nogen efter, de er

kommet ud. Når man ikke har blik for, hvad man kan lære af andre, så er det bare fordummende.”

Som FLØK’er skal man selvfølgelig være bevidst om, hvad man kan, men det må aldrig ske på bekostning af og gennem nedvurdering af andre. Vi må aldrig glemme, at vi kan lære en masse af hinanden. Derfor handler det om at få kombineret selvbevidstheden med ydmyghed.

Caffè Latte’en var tom og interviewet slut. Vi takkede Stig og skyndte os mod vores cykler – en forelæsning ventede på vores dannelsesinstitution. n

40

På hvis initiativ blev filosofiklubben oprettet?Af en af vores undervisere blev vi opfordret til at stifte en foredragsforening på Filosofi, Københavns Universitet, da der ikke var lignende tiltag på vores 1. år (vi er nu stu-derende på 2. år). Navnene på de involverede er at finde på vores hjemmeside filosofiklubben.dk.

Hvordan fandt man ud af man ville oprette filosofiklub-ben?Da Filosofi, KU, på vores første studieår var præget af en mangel på faglige arrangementer i en social ramme, opstod ideen om Filosofiklubben. Undervisningsmiljø-vurderingsrapporten fra 2008 ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling støttede os i vores opfattelse af en generel utilfredshed med det faglige og sociale miljø specielt på Filosofi.

Hvem står for formidlingen/kontakten mellem foredrag-sholdere og filosofiklubben?Vi modtager gerne anbefalinger eller forslag til talere. Det er os fra filosofiklubben, der kontakter foredragsholdere og inviterer dem. Så håber vi bare på, at de har tid og lyst til at komme.

Ud fra hvilke kriterier vælger I foredragsholderne og hvem har indflydelse på dette valg?Der er ingen formelle kriterier, men Filosofiklubben er stiftet i universitetsregi, og det vil primært være under-visere og forskere fra forskellige universiteter, vi inviterer. Alle er dog mere end velkomne til at sende os en mail, hvis der er en filosof, de har lyst til at høre tale, og så vil vi

tage det op til næste møde. Vi har mange spændende talere i tankerne, men der altid plads til flere.

Hvem er jeres målgruppe? Foreslår I eksempelvis, at man er på et bestemt uddannelsestrin eller er det i sand-heden “for alle filosofi-interesserede”?Det er for alle filosofiinteresserede. Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at alt er lige til at forstå, men arrangemen-terne er tænkt sådan, at man har mulighed for at blive in-troduceret til problemstillinger, man ikke nødvendigvis har noget indgående kendskab til på forhånd. Vi forsøger at ramme en bred målgruppe ved at invitere talere fra for-skellige filosofiske discipliner.

Hvad er jeres ambitioner for filosofiklubben?Vores ambition er at afholde tre arrangementer per semes-ter og på den måde præsentere en bred skare af filosoffer. Ved at stifte Filosofiklubben håber vi på at kunne bidrage til et positivt fagligt miljø omkring filosofi som fag uden for undervisningssammenhænge.

Desuden har vores initiativ været båret af en interesse for at skabe en mere direkte kontakt mellem forskere og stu-derende og andre filosofiinteresserede.

Ydermere skal det siges, at der bliver afholdt foredrag cir-ka hver anden måned, og at næste gang vil være engang i december, hvor der igen vil være mulighed for at fortsætte diskussionen i Fredagsbaren. Hold øje på hjemmesiden www.filosofiklubben.dk for hvor og hvornår næste fore-drag bliver, og hvem foredragsholderen bliver. n


Som et nyt initiativ er der på KUA (Københavns Universitet Amager) blevet oprettet en foredragsklub for alle filosofi-interesserede, og i den forbindelse har jeg stillet de projektansvarlige (Alette Holm-berg-Nielsen og Nynne Marie Gjerlang) nogle spørgsmål, som har sva-ret på vegne af Filosofiklubben:


41

tør du springe?

hvorforet studietidsskrift for filosofi og økonomi

på cbs

42

kua away, love it

Jeg træder ud af toget og kaster et hurtigt blik hen mod udgangen her på Islands Brygge metrostation. Jeg bev-æger mig hen mod udgangen; udenfor regner det kraftigt, og det ser ikke ud til at klare op any time soon. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg vover mig ud i det regnvåde helvede. Men de onder, jeg bliver mødt af på rejsen, er lig-egyldige, for min mission er ædel: jeg skal til et foredrag om common-factor disjunctivism med Berit Bosgaard ude på det nye KUA; ud at vise humanisterne på KUA at vi FLØK’ere er uovertrufne i et filosofisk slagsmål. Jeg løber hurtigt gennem regnen, men heldigvis ligger KUA ikke længere væk fra stationen end, at selv jeg med min elendige kondition er fremme i løbet af to minutter. Det er måske ikke Frederiksberg, men det har en vis hyg-ge over sig derude. Da jeg kommer ind i det stilede lokale, et kvarter inden foredraget starter, ser jeg, at udover dem, der står bag Filo-sofiklubben, så er de eneste mennesker i lokalet to andre FLØK’ere. Jeg sætter mig op til dem og får vejret igen (de 500 meter fra Islands Brygge metrostation ud til KUA kan

virkelig udfordre ens kondition). Imens vi sidder og snak-ker, kommer folk dryssende ind, og der bliver delt nogle print af foredragsholderens powerpointslides ud. Her går tre ting op for mig: 1) det akademiske kvarter er åbenbart et af KUA’s ædleste idealer, 2) folk, der går på KUA, er ikke nær så stramme at se på som på folk på CBS, 3) i modsætning til de fleste forelæsere på CBS har foredrag-sholderen hér lavet omfangsrige powerpointslides. At folk kommer en smule for sent gør faktisk ikke så meget, for størstedelen af folkene bag Filosofiklubben og forelæseren er kvinder, og der er BÅDE en computer OG en projektor, der skal op og køre… Kvinder og teknik. Men i sidste ende får de nu alligevel det hele op at køre, og foredraget kan begynde.

”no experience needed”

Inden foredraget havde jeg korresponderet lidt med nogle yderst hjælpsomme piger fra Filosofiklubben (se den lille Q&A-session på siderne før), og jeg havde ladet mig fortælle, at det ikke krævede et større kendskab til problemstillingen for at kunne få noget ud af foredraget. Da jeg aldrig havde hørt ordet ”disjunctivism”, inden jeg

What else you gonna do on a Friday?foredrag ved berit bosgaard om common-factor disjunctivism



43

fandt ud af, at man afholdt arrangementet, så kunne jeg jo passende teste deres påstand om, at man ikke behøvede et indgående kendskab til foredragets problemstilling (jeg havde dog læst de otte linjer, der står om det på Wikipedia inden).

Lige præcis hvad common-factor disjunctivism er, har jeg ikke tænkt mig at redegøre for her, men det er ikke fordi jeg ikke kan; for selvom det ud fra, hvad der stod på Wikipedia, skulle være et teoretisk grænsende til tørt og utilgængeligt emne, så blev det formidlet eminent ved hjælp af overskuelige slides og en utrolig klarhed i argu-menterne bag disjunctivism og kritikken deraf. Altså må deres påstand om, at det i sandheden er for alle, der har en interesse i filosofi, være sand.

slået af humanisterne

Efter foredraget, der varede godt og vel en time og et kvarter, var der mulighed for at stille spørgsmål til fore-dragsholderen Berit Bosgaard. Her var der god mulighed for at træne sin kritiske sans og sin argumentationsteknik. Der blev da også givet en dyb kritik af disjunctivism, og jeg tror, at den lille ekspedition første års FLØK’ere, der

havde vovet sig ud på humanistisk territorium, de kom-mende cand. Mag. Arbejdsløs’erers hule, alle blev over-rasket over, hvor gennemført kritikken var (en kritik der vel at mærke primært kom fra humanisterne).

Da spørgetimen ellers var overstået, var der, som der også var blevet lovet, god mulighed for at fortsætte dis-kussionen i den hyggelige bar på KUA, der mindede om de fredagsbarer, som man husker fra gymnasiet. Nok var vi FLØK’ere blevet slået af humanisterne i spørgetimen, men da vi forlod vores bord i Fredagsbaren, efterlod vi en enorm mængde tomme øl, som jeg er sikker på, humanis-terne sent vil glemme. Vi kom, vi så, vi drak.

En eftermiddag hvor man er blevet sat godt på plads af humanisterne, hvor troen på FLØK’ere som overmen-nesket synes væk for evigt, hvor stoltheden af at være FLØK’er midlertidigt er væk, hvor ens ego er blevet gen-nemtæsket; efter det må man virkelig spørge sig selv: Was it worth it?

Of course it fucking was. n

44