View
3
Download
0
Category
Preview:
Citation preview
Brug kræfter på landbrugslinjen
Det kræver fysisk arbejde at være med på CSU’s
landbrugslinje. Det er præcis det, eleverne kan
lide.
Af journalist Sonja Husted Rasmussen
- Her kan man komme ud og lave noget, hvor
man kan bruge sine hænder. Det er for folk, der
ikke kan sidde stille, sidde i et klasselokale og
kigge ned i en bog. Hvis man har brug for at
komme ud og bestille noget, så er det her et godt
sted.
Ordene kommer fra Ronni, elev på CSU, Center
for Specialundervisning, Kalundborg, og det, han
taler om, er et af skolens mange STU-tilbud: Land-
brugslinjen/grøn linje.
Leder af linjen er Torben Toft Andersen, og han er
helt stolt.
- Jeg tror ikke, jeg kan sige det ret meget bedre,
siger han og kigger ud over en flok elever, der
aser og maser med at fjerne stolper og beton fra
en gammel hundegård.
Landbrugslinjen indeholder nemlig alt forefal-
dende arbejde på en gård:
- Ja, det er fuldstændigt bonderøvsagtigt, griner
Torben, der er helt sikker på, at man ikke løber
tør for opgaver på gården de første mange år.
Han har de seneste tre år været ejer af gården
Svajgaarden på Raklev Høje 25, der danner ram-
men om landbrugslinjen. På gården, der er på 30
tdr. land, var der stort set ikke blevet rørt noget
de sidste 30 år, så der er nok at tage fat på.
Ronni har valgt landbrugslinjen for 3. år i træk.
Han kommer på Svajgaarden tre gange om ugen,
mandag, tirsdag og onsdag. Om onsdagen dog
ikke på fuld tid for da har han først svømning i Ka-
lundborg Svømmehal. Helt undvære gården kan
han dog ikke, så hver onsdag efter svømning ta-
ger han bussen fra Kalundborg, står af ved Raklev
Kirke og går ned til gården.
- Jeg har det godt, når jeg er her. Det er dejligt at
have noget at stå op til om morgenen. Det kan jeg
ellers have lidt svært ved. Jeg vil bare ud og bruge
kræfterne, for jeg gider ikke sidde derhjemme og
glo, siger Ronni.
Ronni er blandt andet ansvarlig for gårdens seks-
syv katte. Han sørger for at gøre katteboksen ren,
og han har lige en påmindelse til Torben:
- Husk at købe kattemad!
Svajgaarden er en arbejdsplads for eleverne:
- Vi har den tilgang til det, at når vi er her, er vi på
arbejde, siger Torben.
Lykken kan være en hest
Torben Andersen er uddannet landbrugstekniker.
Han har også en uddannelse inden for specialpæ-
dagogik og har taget kurser i rideterapi.
Gården huser 14 heste, fortrinsvis af racen Dansk
Varmblod, plus ponyer som eleverne rider på.
Hvis man har uro i kroppen, er det godt at have
med heste at gøre. Er det svært at få kontakt med
mennesker, er kontakten med dyr ulige nem-
mere. Dyr stiller ikke krav; man kan være, som
man nu engang er, uden at dyr kigger mærkeligt
på en – og så er ridning supergodt for motorik-
ken, siger Torben Andersen.
Pigerne elsker at nusse med hestene, det er ikke
noget for drengene, men de kan til gengæld godt
lide at ride vildt. Der er mange opgaver forbundet
med hestene, foldene skal holdes ved lige, bå-
sene skal kalkes, og bare sådan noget som at
muge ud, der medfører kørsel med trillebør, har
et pædagogisk sigte. Nogle elever har svært ved
at holde balancen, og det bliver de meget bedre
til ved at køre med trillebør.
Jeanne Skov Kronborg har titel af staldbestyrer og
står blandt andet for mandagens store ridehold.
Hun har ansvaret for hestenes trivsel, og det er
også hende, der leder arbejdet med at gøre stal-
den klar til vinteren.
- Det er hyggeligt at komme her, synes Rebecca,
der er i gang med at male i stalden. Hun er kom-
met på Svajgaarden både som elev og i praktik fra
Jobcentret. Nu kommer hun på gården ganske fri-
villigt, mens hun venter på besked om sine frem-
tidige muligheder.
De pløjer, og de sår
Svajgaardens jord dyrkes, og det giver opgaver
som pløjning, harvning, såning og høst – og der-
med kørsel med nogle af de store landbrugsma-
skiner. Det er især populært hos drengene, og det
kan for flere af dem blive adgangen til at tage det
eftertragtede traktorkørekort. Der er planer om
at dyrke flere grøntsager og bruge dem til forsy-
ning af skolens køkken. Vanskeligheden er, at det
store arbejde med grøntsagsdyrkningen ligger
lige netop i højsommeren, hvor skolens elever og
medarbejdere holder sommerferie. Det problem
har de ellers kreative folk indtil videre ikke fundet
en løsning på.
Som noget nyt foregår der nu også biavl på Svaj-
gaarden. En af eleverne, Birch, er udnævnt til bi-
bestyrer, og både han og Torben Andersen har
været på bi-kursus. Nu er gården leveringsdygtig i
hjemmeslynget honning.
Ved gårdspladsen står en skurvogn, der trænger
hårdt til en istandsættelse, og det er endnu en
opgave for eleverne, der er tilknyttet landbrugs-
linjen. Skurvognen skal bruges til frokoststue, og
den kan også anvendes, hvis en af de unge har
brug for træning i matematik. Også om vinteren
er der masser af opgaver at tage fat på. En gam-
mel, udrangeret græsslåmaskine skal sættes i
stand, og det giver eleverne mulighed for at lære,
hvordan en motor fungerer.
Landbrugslinje og grøn linje
Landbrugslinjen og den grønne linje hører sam-
men, og blandt opgaverne for den grønne linje er
pasning af grønne områder blandt andet for
nogle af Kalundborgs boligselskaber.
I skoleåret 2019/20 er omkring 25 elever tilknyt-
tet de to linjer.
Det er unge, der ikke har det godt med at være
indendørs sammen med for mange mennesker ad
gangen. De har godt af at komme ud, hvor der er
lys og luft og højt til loftet. Det er Torbens erfa-
ring, at konflikterne ikke bliver så påtrængende,
som hvis eleverne tilbringer mange timer inden-
dørs på skolen. Der opstår sådan en dejlig tone
mellem eleverne, og hvis temperamentet allige-
vel er ved at koge over, kan man jo altid gå hen
og klappe en hest eller gå en tur ud over mar-
kerne.
Fremtiden
Eleverne får bevis for deres kunnen, når de er
færdige med forløbet. Der uddeles diplomer split-
tet op i delelementer, så der blandt meget andet
kan uddeles diplomer for græsslåning, sadling af
en hest, eller mestring af motorer.
Efter det treårige uddannelsesforløb er nogle af
eleverne parate til at komme videre med en ud-
dannelse måske på en landbrugsskole, som
anlægsgartner eller noget helt andet, fordi de har
lært at stå op om morgenen for at passe et ar-
bejde.
For andre er det ikke realistisk, at de kan få foden
indenfor på det ordinære arbejdsmarked. Men
uanset fremtidsmulighederne har arbejdet på
Svajgaarden givet de unge større selvtillid, og de
er blevet gladere takket være de opgaver, de har
klaret på gården.
- Eleverne er meget glade for at komme her. Det
oplever både Jeanne Skov Kronborg og Torben
Andersen.
Recommended