View
235
Download
7
Category
Preview:
DESCRIPTION
Â
Citation preview
155 mm100 mm 100 mm
231
mm
155 mm36 mm
En prostitueret vågner op i et øde hus og opdager, at hun bliver holdt i fangen-skab. Hendes mave har været sprættet op, og nogen har stjålet hendes ufødte barn. Det bliver starten på en makaber international sag om kidnappede og forbyttede børn.
Vicepolitikommissær Malika Els bliver hvirvlet ind i sagen både professionelt og personligt, og eftersom hun selv lige er blevet mor, har hun et ekstra stærkt engagement i at finde bagmændene.
Bogen bygger på virkelige hændelser, og romanen er tredje selvstændige del af Hanne Bech Hansens trilogi med indvandrerbetjent Malika Els i hovedrollen.
HANNE BECH HANSEN (f. 1939) er uddannet jurist og var
politidirektør ved Københavns Politi i årene 1995-2009.
Tidligere har hun arbejdet som bl.a. PET-chef og
statsadvokat. Hun debuterede som forfatter i 2010 med
LASTEN – første bind i krimiserien om Malika Els.
Forfatterportræt © Thomas A
Bind 2 i serien om andengenerationsindvandrer og vicepolitikommissær Malika Els
En ung iraker er optændt af had til danskerne. Hans lillebror
er blevet dræbt i Basra, og han beskylder dansk politi for
drabet. Nu vil han hævne sin bror og sprede frygt i befolknin-
gen, og snart står han i spidsen for planlægningen af et
storstilet terrorangreb mod København.
Samtidig kæmper den kvindelige vicepolitikommissær Malika
en dobbelt kamp – dels for at opnå respekt blandt sine
kolleger, dels for at forsøge at stoppe terroristerne i tide.
OPERATION DACAPO er en roman om hævntørst og uforløst
vrede. Bogen er en uafhængig fortsættelse af LASTEN og er
andet bind i serien om indvandrerbetjent Malika Asmina Els.
Omslag: Mark Airs, Omslagsfoto © Per Søgaard
Under-Rosen-smuds.indd 1 14/08/14 14:49
Hanne Bech Hansen
UNDER ROSEN
K R I M I
lindhardt og ringhof
Under rosen.indd 3 03/09/14 14.08
Under rosen
© 2014 Hanne Bech Hansen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S
Omslag: Mark Airs
Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP
og trykt hos ScandBook AB
ISBN 978-87-11-34830-7
1. udgave, 1. oplag
Printed in Sweden 2014
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,
der har indgået aftale med Copydan,
og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Under rosen.indd 4 03/09/14 14.08
5
1
Det eneste, hun kunne huske, var, at hun hed Sara. Resten var
væk, men hun trøstede sig med, at hun ikke var helt alene. Det
kunne hun fornemme på lugten af armsved og varmen fra et
andet menneskes krop, selvom der ikke var nogen berøring.
Nogen havde dækket hendes øjne til, så hun svævede i et kulsort
mørke. Hun ville løfte sin venstre arm, række ud efter det andet
menneske, men der skete ikke noget. Armen lystrede ikke viljen.
Hun forsøgte at skrige, men lyden forplantede sig blot som en
stikken i halsen. Hun var bange. Hvor var hun? Hvad var der
sket? Og hvad skulle der ske med hende?
Svedlugten forsvandt lidt efter lidt sammen med fornem-
melsen af det andet menneskes nærvær. Hun havde ingen for-
nemmelse af tid og sted, og hun prøvede forgæves at komme i
tanke om noget – bare et eller andet, der kunne placere hende i
en form for virkelighed. Hendes tanker flaksede rundt som en
sommerfugl, der var spærret inde i et syltetøjsglas. Tanken om
sommerfuglen fik hende til at huske en børnesang, hun ofte
havde sunget.
Sommerfuglen, sommerfuglen flyver rundt i stuen.
Når den rammer ruden, får den én på snuden.
Sommerfuglen, sommerfuglen vil så gerne UD.
Under rosen.indd 5 03/09/14 14.08
6
Hun nynnede sangen i tankerne igen og igen i et forsøg på at
holde sig vågen, og da hun blev træt af det, begyndte hun at tæl-
le. Hun så tallene for sig på snorlige rækker, og hun var kommet
til 1990, det år, hun var født, da hun hørte skridt, der nærmede
sig. Tunge døre faldt i med dumpe lyde, og hun prøvede igen at
skrige om hjælp, da hun fornemmede et svagt, råkoldt vindpust
og lyden af to menneskers småsnakken. Det lød som en mands
og en kvindes stemme.
Selvom de talte dansk, kunne hun ikke forstå, hvad de sagde.
Det var, som om ordene ikke dannede sætninger, men kom hul-
ter til bulter som løse brikker i et puslespil. Lugten af armsved
kom igen. Manden talte meget hurtigt og meget ivrigt, som om
han ville overbevise kvinden om et eller andet. Kvinden havde
en lys, næsten barnlig stemme, og hun lød mere tvivlende. Sara
fornemmede, at de stod bøjet over hende, for nu kunne hun lug-
te deres ånde. Det var nok manden, der lugtede svagt af peber-
mynte og en krydret sæbe.
Hun mærkede et lille prik i armen og faldt ned i et dybt, sort
hul, og da hun vågnede igen, havde hun en fornemmelse af, at
hun var blevet flyttet. Luften var anderledes. Lidt varmere og
ikke så fugtig. Noget i hende sagde, at det var vigtigt, at hun
ikke faldt i søvn igen, og hun tvang sine øjne op. Alt omkring
hende var sløret og vredet ud af proportioner. Væggene buede
imod hende, og loftet bølgede. Hun havde kvalme og forsøgte
at fokusere på et maleri på væggen, der forestillede en strand
med fiskekuttere trukket op på sandet. For hendes blik hoppede
skibene op og ned, som om de stadig befandt sig på et oprørt
hav, og selvom hun af alle kræfter forsøgte at fokusere og fast-
holde skibene, blev hun langsomt trukket ind i maleriet, ud over
det brusende hav i baggrunden af billedet og ned under vandet,
Under rosen.indd 6 03/09/14 14.08
hvor alt blev tungt og trægt og mørkt. En voldsom træthed kom
sammen med mørket og tvang hende til at slippe sit tag i virke-
ligheden. Det føltes som at drukne, men hun var for træt til at
stritte imod.
Barnegråd rev hende ud af søvnen. Det lød som et spædbarn,
der kaldte på hende. Hun åbnede langsomt øjnene og fik et tåget
glimt af to personer. En lang, ranglet, pilskaldet mand med et
smalt, blegt ansigt og et par stikkende øjne og en lille, kraftig,
sorthåret kvinde med kridhvide tænder og en ildrød mund.
Manden mindede hende om et maleri af en skrigende mand,
hun havde set for mange år siden i en skolebog.
Barnet, der græd, kunne hun ikke se. Hendes hjerne fortal-
te hende, at hun måtte væk hurtigst muligt, men et eller andet,
der lugtede meget stærkt, blev trykket ned over hendes ansigt.
Hun greb ud og fik fat i noget og forsøgte at stritte imod af alle
kræfter, men barnegråden og hun selv forsvandt gradvist tilbage
i mørket.
Under rosen.indd 7 03/09/14 14.08
8
2
Da braget nåede Malikas sovende bevidsthed, slog hun øjnene
op og så, at soveværelset lå badet i et skiftevis hvidt og blåligt
lys. Hun sprang fortumlet ud af sengen for at beskytte barnet
og stivnede ved synet af sit eget glimtvist oplyste ansigt i spejlet
over kommoden. Efter endnu et brag blev alt mørkt og helt stil-
le, men nu begyndte barnet i tremmesengen at klynke højt og
insisterende. Og så kom regnen. Den faldt tungt på cykelskurets
bliktag og larmede, som om det var store hagl og ikke bare tor-
denregn. Regnen var en forløsning, der lettede lidt på tempera-
turen og humøret.
»Sov, lille Vera,« hviskede hun. »Der er ikke noget at være
bange for. Det er bare tordenvejr.« Hun fjernede barnets dyne,
for luften i soveværelset var trykkende. Andreas sov som en sten
med dybe, rolige åndedrag.
Hun smækkede vinduet ud mod haven op og sukkede ved
synet af Veras legetøj, der sejlede rundt i en af de store vandpyt-
ter, der have dannet sig i nattens løb. Vasketøjet hang slapt og
dyngvådt fra tørresnoren. Lagenerne havde revet sig ud af nogle
af klemmerne og slaskede nu hen ad den plørede jord. Pokkers,
at hun ikke havde taget det ind om aftenen. Efter at hun havde
fået Vera, var hun blevet lidt doven. Når Vera sov, faldt hun hen
i en tilstand af tankeflugt i stedet for at tage sig af de praktiske
ting i huset. Dem klarede Andreas i et vist omfang, når han hav-
Under rosen.indd 8 03/09/14 14.08
9
de tid. Det benyttede hun sig vel lovlig meget af, indrømmede
hun over for sig selv i eftertænksomme stunder.
Det lynede kraftigt over Østerbro, og husene i Kartoffelræk-
kerne så grå og trøstesløse ud. Et vindstød smækkede vinduet i
med et voldsomt smæld. Ruden holdt, og heldigvis vågnede Vera
ikke igen.
Hun gik ned i køkkenet og lavede sig en kop stærk kaffe,
for hun vidste af bitter erfaring, at hun ikke ville kunne falde i
søvn igen. Om få timer ville Vera vågne og kræve hendes fulde
opmærksomhed. Hun var træt helt ind til marven. Fødslen hav-
de taget hårdere på hende, end hun havde forventet. Hun havde
altid været i god form. Det var et krav, når man var ansat i poli-
tiet. Selvom man var leder, skulle man kunne løbe en kriminel
op, hvis man kom i en situation, der krævede det, og man måtte
sørge for at opretholde respekten fra kollegerne. Efter fødslen
havde hun forsømt sin krop. Det var, som om hun var sunket
sammen og begyndt at bule ud de forkerte steder. Selv hendes
lange, sorte hår var blevet glansløst og tjavset. Når hun undta-
gelsesvis kiggede sig i spejlet, undgik hun helst det store spejl i
entréen. Hun nøjedes med et lille spejl over håndvasken i bade-
værelset. Af og til rakte hun tunge ad sit spejlbillede eller puste-
de kinderne op. Hun gjorde for lidt ud af sig selv. Beholdt som
regel pyjamassen på til langt op ad formiddagen, hvorefter hun
skiftede til en sødsuppefarvet, forvasket træningsdragt.
Hun rejste sig og slukkede for kaffemaskinen. Efterhånden
var hun kommet til at kunne lide både smagen og duften af kaffe.
Tidligere havde hun været inkarneret tedrikker, men efter føds-
len havde hun fået brug for noget stærkere. Hun forstod ikke,
hvorfor hun var så udmattet. Hun havde altid arbejdet hårdt, og
hun havde aldrig behøvet at sove mere end nogle få timer, før
Under rosen.indd 9 03/09/14 14.08
10
hun var parat til at tage fat igen, men det var, som om Vera havde
tappet hende for alle kræfter.
Hun kiggede ud over stuen, der bar præg af, at hendes lille-
bror Yassim lige havde været på besøg med sin kone Maja og
deres søn Fatin, der allerede var 15 måneder gammel. Stuen flød
med legetøj, børnetøj, gamle aviser, bunker af ulæste reklamer,
kuglepenne, brugte kopper og tallerkener, og papirkurven var
mere end overfyldt. Potteplanterne i vinduet signalerede, at de
trængte til vand eller til at blive skiftet ud. En halvvissen buket
lilla asters på spisebordet skulle for længst have været smidt i
skraldespanden. Nullermændene rullede lystigt rundt på de
gulvflader, der ikke var dækket af støvede små tæpper. Det var et
deprimerende syn. Hun var nødt til at gøre noget. Hun kunne
ikke bare blive ved med at satse på, at Andreas tog fat på et eller
andet tidspunkt, når det blev for meget selv for ham. Han lave-
de ofte aftensmaden, men gad ikke rydde op og gøre rent. Han
påstod, at han syntes, det var hyggeligt med lidt rod og støv.
»Husk, at det er et hjem, ikke en udstilling,« sagde han, når
hun forsøgte at få ham til at rydde op. Når rodet voksede hende
over hovedet, legede hun en leg, hun selv havde fundet på. Den
hed ‘kun røre ved 20 ting’. Den hjalp hende i gang og gjorde
opgaven overkommelig. Det var den gamle talemåde ‘hvordan
spiser man en elefant?’, der havde fået hende på idéen. Svaret var
naturligvis ‘én bid ad gangen’. Hun havde aldrig kunnet grine af
den vittighed. Hun forstod ikke altid danskernes humor, men
hun havde lært sig at grine på de rigtige steder af ren og skær
høflighed og for ikke at skille sig ud. Nu hjalp den fjollede vits
hende med at klare den mest nødvendige oprydning.
Hun fjernede en tom mælkekarton og en stak gamle aviser
fra sofabordet. Det var to ting. Hun snød som sædvanlig sig selv.
Under rosen.indd 10 03/09/14 14.08
En bunke tøj, som hun lige netop kunne have under den ene
arm, og vasen med buketten under den anden bragte hende kun
op på fire. Vanding af potteplanter, tømning af papirkurv og
oprydning af Veras legetøj og tøj gjorde, at hun hurtigt nåede
de 20 tilladte ting, men så bevilgede hun sig selv fem ting mere.
Hun så tilfreds ud over stuen. Der var gået mindre end en
time, og stuen så næsten normal ud. Støvsugningen måtte vente
til i morgen. Den larmede for meget.
»Malika, hvad sker der?« Andreas stod foroverbøjet oppe for
enden af trappen og forsøgte at hviske ned til hende for ikke at
vække Vera. »Den er halv fire. Kom dog i seng igen, menneske.
Det er nat.«
Han stod i boksershorts og bar overkrop med strithår og det
dér smil, der normalt kunne tænde hende på et splitsekund.
Men ikke for tiden.
»Jeg drikker lige en kop tordenkaffe,« hviskede hun tilbage.
Han rystede smilende på hovedet og trak sig tilbage. Hun kunne
høre hans skridt gennem gangen deroppe på vej tilbage til sove-
værelset.
Under rosen.indd 11 03/09/14 14.08
12
3
Med velvalgte ord og god betaling var det lykkedes ham at over-
tale hende til at assistere sig. Hun havde haft moralske skrupler,
men han havde lidt efter lidt overbevist hende om, at hendes
indsats var vigtig – både for moren og barnet.
»Pigebarnet vil aldrig blive en god mor,« havde han forkla-
ret. »Hun er narkoluder. Barnet ville under alle omstændigheder
blive fjernet af myndighederne.«
»Det behøver ikke at være så dårligt for et barn at blive fjer-
net,« havde hun svaret. »Der er mange eksempler på, at sådan
et barn ender i en velfungerende plejefamilie og får en god
opvækst.«
»Måske, men det er da langt bedre at være sikker. Den sam-
menslutning, jeg har fortalt dig om, vil finde en perfekt familie
til barnet.«
»Tror du virkelig, at sådan en præmiefamilie er interesseret i
at få et barn af en narkoluder og en ukendt far?«
»Det kommer helt an på familiens tro.«
»Tro?« havde hun spurgt.
»Ja, hvad familien tænker om forholdet mellem arv og miljø,«
havde han sagt, »men den diskussion har jeg ikke tid til at tage
med dig lige nu. Du har et valg, du skal træffe …«
Han havde samlet hende op i sin bil i nærheden af hendes
bopæl. Efter en times kørsel svingede han ind foran den forladte
Under rosen.indd 12 03/09/14 14.08
13
gård på Amager. Han havde allerede sørget for, at den gravide
kvinde var på plads.
En kold og fugtig luft strømmede dem i møde, da han åbne-
de en dør i en af gårdens længer. Inden han åbnede døren helt,
stoppede han op og kiggede på hende.
»Er du nu sikker på, at du er 100 % med?« spurgte han og
tilføjede, at han var i stand til at klare opgaven alene. »Men jeg
fortrækker naturligvis at have en hjælper, så jeg ikke skal stå med
alt svineriet selv.«
Hun havde alvorligt overvejet at springe fra, men udsigten til
det klækkelige honorar og dermed muligheden for at realisere
sin gamle drøm om at rejse til Afrika for at gøre en forskel fik
hende til at nikke ja.
Dr. Findal havde planlagt at efterlade moren på gården efter
fødslen. Hun ville formentlig komme til sig selv efter nogle timer
og begynde at flakke omkring i området, hvor hun ville blive
opdaget og kørt til det nærmeste hospital. »Det er flinke menne-
sker, der bor her på egnen,« havde han sagt med et skævt smil.
Planen havde lydt så usikker, at hun bag hans ryg havde truf-
fet aftale med sin yngre bror om, at han skulle hente moren på
gården og tage sig lidt af hende i tiden umiddelbart efter fødslen.
Hun ville give ham besked, når han kunne lade hende gå igen.
Hendes lillebror var ikke særlig klog, men han var meget
pligtopfyldende, og han gjorde altid, hvad der blev sagt. Han
boede for tiden i et lille sommerhus 10 kilometer nord for Køge,
hvor han levede et stille og ensomt liv. Han gik meget op i at
passe og pleje de dyr, der var kommet til skade i naturen eller i
trafikken. Det kunne være pindsvin og fugle, og han havde i en
længere periode for år tilbage haft en trebenet hare i pleje. Han
sørgede oprigtigt, da den døde efter et halvt år. Han havde et
Under rosen.indd 13 03/09/14 14.08
oplagt plejegen, så han var den helt rigtige til at passe på kvinden
efter fødslen, og han ville ikke gøre hende fortræd.
Hun regnede med at lade ham pleje hende i en lille uge, før
hun ville bede ham om at sætte hende fri. Det blev nok fra Afri-
ka, den besked kom. Ud over pigens velbefindende havde denne
alternative plan også en positiv sideeffekt: Hvis politiet begyndte
at interessere sig for sagen, ville hun være over alle bjerge.
Hendes lillebror havde ikke kørekort, men kørte alligevel
jævnligt sin gamle varevogn rundt i nærområdet, uden at nogen
greb ind. Politiet kom sjældent på de kanter, og han kørte nor-
malt ikke ud i dagslys.
Hun havde givet ham udførlige instrukser om, hvor og hvor-
når han skulle hente pigen, og da fødslen gik i gang, sendte hun
ham en sms om, at han godt kunne starte bilen og køre mod
Amager. Hun krydsede fingre for, at han ikke løb ind i politiet
på turen.
»Hvad hedder pigen i grunden?« havde hun spurgt lægen.
»Sara, så vidt jeg husker.«
Inde over København brød et voldsomt tordenvejr løs, og
hun kunne mærke, hvordan bragene satte sig som små kramper
i hendes mave, da de trådte ind i den faldefærdige gård.
Under rosen.indd 14 03/09/14 14.08
15
4
På det lille bord i køkkenet lå nogle papirer fra Københavns
Politis Personalekontor. De handlede om hendes barselsorlov og
‘fremtidige ansættelsesforhold’, som der stod. Hun havde ikke
fået taget sig sammen til at nærlæse dem, men hun vidste, at
det var ved at være på høje tid. Hun var splittet, når hun tænk-
te på, at hun snart skulle i gang igen. Hun kunne absolut ikke
forestille sig, hvordan hun skulle finde energien til det. Det akti-
vitetsniveau, hun tidligere havde kunnet opvise, og som havde
været hendes bedste kort på jobbet, hørte en anden tid til. En
helt anden verden. Når hun skulle være helt ærlig, mærkede hun
en lille kildrende angst i maven, når hun tænkte på sin snarlige
tilbagevenden til aktiv tjeneste.
På den anden side savnede hun det også. Hun og Vera havde
for et par dage siden været på besøg på Gården i håb om at møde
nogle gamle kolleger – navnlig det trofaste makkerpar Troels og
Frank. »De er ude i byen,« havde lederen af Narko sagt. Han hav-
de dikket Vera i maven med en pegefinger, der var gul af nikotin,
inden han hastede videre.
Hun havde også lagt vejen forbi sin chef, politiinspektør Ben-
ny Frandsen, men BF, som han hed i daglig tale, var gået tidligt
hjem i dag, sagde hans sekretær. Alt var altså ved det gamle. Han
var en god chef, men lidt doven. Han vidste en masse og gav ger-
ne gode råd, men blandede sig ellers ikke særlig meget i arbejdet.
Under rosen.indd 15 03/09/14 14.08
16
Hun havde mærket, hvordan pulsen på Gården bankede
videre uden hende, og lettere slukøret var hun trillet hjem til
Kartoffelrækkerne med Vera i barnevognen.
‘Drengene’, som hun i tankerne kaldte Troels og Frank, havde
besøgt hende hjemme på Østerbro kort tid efter fødslen. De
havde medbragt blomster og en lyserød sparkedragt til Vera og
havde brokket sig voldsomt over, at de midlertidigt var overflyt-
tet til Narkoafdelingen.
»Først observerer vi i mange dage og nætter, så anholder vi
pusherne, og dommeren fængsler dem, men i samme sekund
de er væk fra gadebilledet, dukker nye sælgere op, og så kan vi
begynde forfra.«
Troels havde nikket ivrigt. »Ja, og inden vi ser os om, er de
ude af spjældet igen. I god foderstand og sundere end nogen-
sinde før. Så begynder de forfra med fornyede kræfter. Det siger
os ikke en skid. Det er skruen uden ende!«
Malika havde nikket, selvom hun med sin pakistanske bag-
grund ikke kendte denne talemåde. Hun havde for flere år siden
fået foræret en bog om danske ordsprog, og den slog hun i
begyndelsen flittigt op i. Nu skete det kun sjældent, at det var
nødvendigt, for hun var blevet god til at gætte, og hun havde
lært at lade som ingenting, når det var nødvendigt. Hun undlod
helst at bruge dem selv, medmindre hun var 100 % sikker på
betydningen.
»Før I får set jer om, er jeg tilbage. Så skal jeg nok hjælpe
jer med den skrue,« havde hun sagt, og hun havde ikke forsøgt
at skjule, hvor meget hun glædede sig. Det var efterhånden syv
måneder siden.
Tordenvejret var stilnet af. Hun lagde papirerne tilbage på
Under rosen.indd 16 03/09/14 14.08
17
bordet og listede op i soveværelset, hvor hun betragtede sin
sovende familie. Både Andreas og Vera sov tungt, Andreas med
åben mund og lange, rolige vejrtrækninger. Vera med små til-
fredse knirkelyde.
Hun gabte og bestemte sig for at gå i seng og forsøge at sove.
Hun var ved at falde over Andreas’ kuffert, der stod halvt åben
og pakket på gulvet for enden af sengen. Han var ved at gøre klar
til sin næste udstationering, og det gjorde hende lidt trist, at han
ikke lagde skjul på, hvor meget han glædede sig til at komme væk.
»Selvom jeg selvfølgelig kommer til at savne mine to piger,«
tilføjede han altid med sit skæve smil, når han så hendes ansigt
fortrække sig. Han skulle som sædvanlig til ‘Langtbortistan’.
Sådan var det at være gift med en officer i Forsvarets Efterret-
ningstjeneste. Ikke nok med at han var væk på ubestemt tid.
Hun kunne heller ikke få at vide, hvor han var. Selvom hun ikke
lod sig mærke med det, var hun altid bange for, at der skulle ske
ham noget. Hun prøvede forgæves at ryste tanken af sig, men så
som sædvanlig for sit indre blik en række billeder af en kiste, der
blev båret ud af et fly, soldater, der gjorde honnør foran kisten,
som var dækket af Dannebrog, og Livgardens orkester, der spil-
lede den smukke melodi ‘Kongernes konge’.
Hun aede Vera på kinden, da hun listede forbi hendes trem-
meseng, lagde sig i sin halvdel af dobbeltsengen og kiggede på
Andreas’ ryg. Hun kunne høre på hans vejrtrækning, at han sov
dybt. Hun ville ønske, at hun selv havde samme evne til at give
sig hen til de uskyldiges søvn. Var det, fordi hun ikke selv var
‘uskyldig’ nok, at hun så ofte lå som nu og vendte og drejede sig,
mens tiden sneglede sig af sted? Klokken var lidt i fem, og irrita-
tionen over, at hun skulle op lige om lidt, gjorde det absolut ikke
nemmere at falde i søvn.
Under rosen.indd 17 03/09/14 14.08
I stedet gjorde hun som så mange gange før sin karrieres reg-
nebræt op, og hun kom som sædvanlig frem til, at det ikke så alt
for lovende ud. Ganske vist havde hun for år tilbage fået en polsk
fortjenstmedalje for sin indsats i en stor international sag om
handel med kinesiske piger. Men hun havde desværre også en
grim plet på sit CV, som var svær at vaske væk. Selvom hun var
blevet frikendt af Statsadvokaten i en sag om en fejlslagen lokke-
dueoperation, sagde hendes erfaring hende, at de mange sager,
der var gået godt, hurtigt blev glemt, mens de problematiske
sager klæbede til én i mange år. Måske resten af ens karriere, og i
værste fald fik man slet ingen karriere. Særlig slemt var det, hvis
kollegerne fandt på et øgenavn. ‘Malika- lokkedue’ eller ‘Klokke-
duen’, for eksempel. Hun kom til at fnise ved tanken, men så
huskede hun pludselig noget, hun havde læst i Personale-Nyt.
Hendes jævnaldrende kollega Rasmus Løjt, der var vicepoliti-
kommissær som hun selv, var blevet forfremmet til politikom-
missær. Det havde ærgret hende, for hun havde ingen respekt
for den mand. Han var typen, der snakkede sine foresatte efter
munden, og han var pist forsvundet, hvis der var hårdt arbejde
eller problemer i farvandet.
Hun forsøgte at vriste de irriterende tanker af sig, men hun
vidste godt, hvad der ville ske den næste times tid. Fra klokken
5 til 6 om morgenen dukkede alle de problemer op, som man
ikke havde fået løst eller bearbejdet. Det kunne være både nye og
gamle historier, reelle eller mere indbildte problemer. Hjernen
skulle nok finde på et eller andet, hvis den var i det humør. Hun
kiggede op i loftet og beredte sig på at blive angrebet.
Under rosen.indd 18 03/09/14 14.08
19
5
Augustnatten var lummer, men tordenvejret, der nu var drevet
videre ud over Øresund, havde frisket luften lidt op. De to mænd
kom kørende på en motorcykel og insisterede på at få barnet
med straks.
»I risikerer, at han går til på turen, det lille skravl,« sagde jor-
demoren. »Han er kun to timer gammel.« Hun rakte tøvende
bagsædepassageren det nyfødte barn, der var svøbt i et lyseblåt
flonelstæppe. Man kunne lige ane en svagt rødlig hårtop.
»Det er vores problem,« sagde den mindste af mændene, der
smed en lille pose hen til hende. Den landede på jorden foran
hende. Dr. Findal var hurtig til at træde et par skridt frem og
samle den op fra jorden. Føreren af motorcyklen stod og trip-
pede utålmodigt, mens bagsædepassageren anbragte barnet i sin
rygsæk. Motorcyklens motor var stadig i gang.
»Vi skal have moderkagen med,« sagde føreren af motorcyk-
len.
Hun var forberedt på deres krav, så hun rakte ham en lyseblå,
gennemsigtig plastikpose. »God appetit,« sagde hun.
Hun holdt en hånd under posens blævrende indhold. Bare
for en sikkerheds skyld. Der havde været svineri nok i forbindel-
se med den fødsel. Hun havde aldrig været med til noget lignen-
de. Hun svor, at det heller aldrig kom til at ske igen.
Føreren af motorcyklen kontrollerede indholdet ved at stikke
Under rosen.indd 19 03/09/14 14.08
20
hele ansigtet ned i posen. Han nikkede tilfreds og rakte posen
om på bagsædet, hvor den anden mand åbnede rygsækken og
lagde posen ned til barnet. Et kort øjeblik hørte man spædbar-
neklynk, men lyden af den accelererende motorcykel overdøve-
de hurtigt barnegråden.
Skønt jordemoren selv mente, at hun var lavet af stål og
be ton, gjorde netop lyden af et spædbarns gråd altid dybt ind-
tryk på hende. Den forplantede sig til hendes mellemgulv, hvor
den blev siddende som en lille stikkende smerte.
***
Ti minutter senere strøede dr. Findal indholdet af den lille pose
ud på et lille bord i det rum, hvor kvinden havde født. Han tænd-
te for sin pandelampe og satte et sammenklappeligt lomme-
mikroskop for det ene øje. Han skilte stenene ad med en pincet,
holdt dem én efter én op foran mikroskopet og gryntede tilfreds,
mens processen skred frem. Han talte diamanterne flere gange og
lagde dem tilbage i posen. Køberen havde insisteret på at betale på
den måde, men havde samtidig henvist til en interesseret køber i
Norge. Han boede desværre langt pokker i vold, så langt mod
nord, man overhovedet kunne komme inden for Norges grænser.
»Se her,« sagde han og lod jordemoren kigge ned i læder-
posen. Diamanterne lynede og glimtede, selvom der var halv-
mørkt i lokalet. Hendes ansigt lyste op ved synet, og han kunne
se, hvordan hendes blå øjne, der havde været fulde af bekym-
ring, nu ligefrem strålede. Det klædte hende. Uden at sige et ord
rakte hun sin højre hånd frem mod ham med åben håndflade.
Det klædte hende ikke. Han fiskede en af de største diamanter
op af posen og lagde den i hendes hånd.
Under rosen.indd 20 03/09/14 14.08
21
»Den har du ærligt fortjent,« sagde han. Den var gul. Han
havde ellers udtrykkeligt frabedt sig de gule, tarvelige diamanter.
»Aftalen var to.« Hun lød knotten og stak næsen ned i posen.
»Jeg vil selv vælge nummer to.«
»De lugter ikke,« sagde han og lagde den anden arm rundt
om hendes liv.
Hun lænede sig ind til ham, og han kyssede hende på kin-
den. Han lod hende selv holde posen med diamanterne, mens
hun udvalgte sig nummer to. Det virkede, som om hun havde
forstand på diamanter, for hun tog ikke den største, men en klar
diamant. Så tog han posen fra hende og lagde den i sin højre
bukselomme.
Han var overrasket over, hvor varmt et forhold der var opstå-
et mellem dem. Det var, som om dramatikken i hele forløbet
havde rystet dem sammen, og han havde indimellem taget sig
selv i rent faktisk at have varme følelser for den lille, trinde kvin-
de. Det var desværre nødvendigt, at det blev bragt til ophør én
gang for alle. Også det havde han planlagt.
Hun peb kun lidt, da han trykkede sin medbragte lommevar-
me pistol af i hendes brystkasse. For en sikkerheds skyld skød
han hende også gennem hovedet. De to diamanter, der var trillet
ud af hendes hånd, samlede han op og lagde ned i posen til de
andre efter at have sikret sig, at de ikke var svinet til af hendes
blod.
Han tørrede en lille blodpøl og nogle blodstænk op. Han kun-
ne se, at hun havde gjort pænt rent efter dem. Helt som aftalt.
Det pinte ham lidt, at han havde været nødt til at skaffe hende af
vejen. Mest fordi han ville få svært ved at finde en ny jordemor
af hendes kaliber. Jordemødre, der både var egnede og villige til
at påtage sig den slags opgaver, hang ikke ligefrem på træerne.
Under rosen.indd 21 03/09/14 14.08
22
Han kiggede til kvinden, der havde født. Hun lå på en drøm-
meseng og sov tungt. Hun lå med knyttede hænder, som om hun
selv i søvne forsøgte at forsvare sig. Det var lidt rørende, og det
fik ham til at smile. Det varede nok et par timer, før hun kom til
sig selv igen efter al den bedøvelse, hun havde fået, men han gav
hende alligevel et skud mere. For en sikkerheds skyld. Hun rørte
sig ikke, da han jog kanylen i hendes venstre lår. Han overvejede
et øjeblik at gøre det helt af med hende, men så blev der bare en
helvedes ballade, for hun var vist en del af en større plan, og han
ville ikke risikere, at de kom og hentede diamanterne igen. Eller
det, der var værre. Han havde en stærk fornemmelse af, at han
gjorde bedst i at følge instrukserne til punkt og prikke.
Samtidig regnede han helt bestemt med at få flere lukrative
opgaver af lignende karakter i fremtiden, hvis han ikke klokkede
i det.
Hvis gården ikke blev solgt i nærmeste fremtid, kunne den
formentlig bruges igen. Den var helt perfekt til formålet med
sin beliggenhed på Amager ikke så langt fra København og et
godt stykke nede ad en tilgroet markvej skjult bag nogle store
træer. Udefra så den spøgelsesagtig ud med sine gule mursten,
det falde færdige eternittag og den tilgroede gårdsplads. Den sig-
nalerede, at den var forladt og moden til nedrivning.
Han stoppede jordemorens tunge, døde krop ned i en stor
plastiksæk og tørrede en del blod på gulvet op med operations-
servietter, som han smed oven i sækken sammen med tæpper og
lagener, inden han lukkede den forsvarligt med strips. Sækken
kunne lige præcis være i bilens bagagerum.
Først nu bemærkede han, at han havde fået blod på sine grå
bukser. Han havde nok glemt at lukke alle knapper i kitlen. Hel-
digvis havde han et par jeans liggende i bilens bagagerum. Han
Under rosen.indd 22 03/09/14 14.08
23
smed for en sikkerheds skyld bukserne ned i en bærepose. Ope-
rationsudstyret tog han med sig, det fik han forhåbentlig snart
brug for igen, hvis man var tilfreds med hans indsats, og det
regnede han med, for alt var forløbet, præcis som det skulle.
Han startede bilen og kørte langsomt og med slukkede lygter
ned ad den smalle markvej, der førte ham væk fra gården og ud i
natten. Motoren spandt som en kat, og han nynnede på en sang,
han havde hørt barnets mor synge, da hun var lige ved at vågne
op af bedøvelsen. Han kendte melodien, men huskede ikke tek-
sten, ud over at det var noget med en sommerfugl.
Som planlagt slog han et smut inden om et nedlagt auto-
værksted i nærheden, hvor han smed affaldet fra fødslen og liget
af jordemoren og hendes tøj ned i en tom smøregrav. Hun var
tung. Han smed forskelligt andet affald, som flød på pladsen,
oven på hende. Der var nok at tage af. Så blev han stående et øje-
blik og kiggede ned i smøregraven. Det var de hurtigste penge,
han nogensinde havde tjent. Et kort øjeblik overvejede han at
smide sine blodige grå bukser samme vej, men da han ikke vil-
le risikere, at bukserne og hans DNA blev fundet sammen med
jordemorens lig, bestemte han sig til at smide dem i en container
for småt brandbart på en losseplads i udkanten af byen. Han
vidste af erfaring, at det var den container, der blev tømt hyp-
pigst, og den, som pladsens ansatte og besøgende interesserede
sig mindst for, når de småklunsede.
Han gik tilbage til bilen, mens han mærkede lettelsen strøm-
me gennem sig. Ingen ville mistænke ham, og alle spor, der
pegede mod ham, var slettet. Selv havde han god samvittighed,
for som læge fandt han, at det var et vigtigt eksperiment, han
havde medvirket til.
Drengen havde, helt som ventet, haft abstinenser, da han blev
Under rosen.indd 23 03/09/14 14.08
født, men det havde han fikset, for han var forberedt på det. Han
havde arrangeret, at barnet skulle direkte til en privatklinik, der
var godt inde i sagen. Det eneste, han ikke fattede, var, hvorfor
nogen ville betale ham så fyrsteligt for det lille nummer. Faktisk
havde han jo gjort alle en tjeneste.
Gennem sine kontakter havde han skaffet en socialrapport
på moren. Kort fortalt var hun luder og narkoman i behandling
med metadon. Faren til barnet var ukendt. Det var den korte
version af en banal historie, der havde resulteret i et drengebarn,
der nu var på sit livs første rejse på vej til en dejlig familie et eller
andet sted i Danmark. Det faldt ikke i hans lod at følge ekspe-
rimentet. Det var der andre, der tog sig af, og det interesserede
ham heller ikke. Nu var det bare om at komme på plads så hur-
tigt som muligt. Når kvinden engang vågnede op og forvildede
sig ud fra gården, blev der nok et værre postyr.
Under rosen.indd 24 03/09/14 14.08
155 mm100 mm 100 mm
231
mm
155 mm36 mm
En prostitueret vågner op i et øde hus og opdager, at hun bliver holdt i fangen-skab. Hendes mave har været sprættet op, og nogen har stjålet hendes ufødte barn. Det bliver starten på en makaber international sag om kidnappede og forbyttede børn.
Vicepolitikommissær Malika Els bliver hvirvlet ind i sagen både professionelt og personligt, og eftersom hun selv lige er blevet mor, har hun et ekstra stærkt engagement i at finde bagmændene.
Bogen bygger på virkelige hændelser, og romanen er tredje selvstændige del af Hanne Bech Hansens trilogi med indvandrerbetjent Malika Els i hovedrollen.
HANNE BECH HANSEN (f. 1939) er uddannet jurist og var
politidirektør ved Københavns Politi i årene 1995-2009.
Tidligere har hun arbejdet som bl.a. PET-chef og
statsadvokat. Hun debuterede som forfatter i 2010 med
LASTEN – første bind i krimiserien om Malika Els.
Forfatterportræt © Thomas A
Bind 2 i serien om andengenerationsindvandrer og vicepolitikommissær Malika Els
En ung iraker er optændt af had til danskerne. Hans lillebror
er blevet dræbt i Basra, og han beskylder dansk politi for
drabet. Nu vil han hævne sin bror og sprede frygt i befolknin-
gen, og snart står han i spidsen for planlægningen af et
storstilet terrorangreb mod København.
Samtidig kæmper den kvindelige vicepolitikommissær Malika
en dobbelt kamp – dels for at opnå respekt blandt sine
kolleger, dels for at forsøge at stoppe terroristerne i tide.
OPERATION DACAPO er en roman om hævntørst og uforløst
vrede. Bogen er en uafhængig fortsættelse af LASTEN og er
andet bind i serien om indvandrerbetjent Malika Asmina Els.
Omslag: Mark Airs, Omslagsfoto © Per Søgaard
Under-Rosen-smuds.indd 1 14/08/14 14:49
Recommended