Af:

Addi Engelsopstandelse og fald

Rockpoetica af Frederik Bjerre Andersenmed col lager af Sigrid Bjerre Andersen

Selvtryk

Af: Addi Engels opstandelse og faldTekster af Frederik Bjerre A., © 2003-2009Collager af Sigrid Andersen, © 2003-2009

ISBN: 978-87-992747-1-0

Oprindelig trykt og udgivet på Selvtryk, fiktivt forlag M/S 2003

Af: Addi Engels opstandelse og fald er i denne udgave udgivet som copyleft ( )Ɔ Frederik Bjerre Andersen 2009 på http://lyrikkanonen.dk/addiengel under Creative Commons Attribution Non-commercial No Derivatives (by-nc-nd) licens. Værket må downloades, printes, kopieres og distribueres gratis, så længe det sker i hele værkets længde (32 sider/ omslag + 15 opslag, 8 eller 16 A4-ark) og forfatteren til stadighed kontribueres. Værket må ikke udnyttes kommercielt i nogen form eller være genstand for modifikationer. Se detaljerne på http://creativecommons.org

Hæftet er sat med Georgia og Monotype Corsiva

Kontakt og yderligere information:

www.lyrikkanonen.dkfba@lyrikkanonen.dk

Indhold:Sølvlærredets Seraf..................................................................2

Elektrisk Hunger.....................................................................4

Transmission...........................................................................5

Kosmisk sug.............................................................................6

Diamantdrengene....................................................................8

Den smukkeste stjerne............................................................10

Visionernes dødsel...................................................................12

Lænkekorset.............................................................................14

Ida Angel..................................................................................15

Nattens dagdrøm.....................................................................18

Addi i Dydens Palads...............................................................19

Skrig in utero...........................................................................21

Symfoni for en engel................................................................22

Den smukkeste stjerne (reprise).............................................26

Addi går hjem..........................................................................28

1

Sølvlærredets serafBy, station, gader og stræderbrostenskamæleon, menneskemassen der træderud og hen og i biografenned og sid foran pastel spektrografenøjnene op for the silver screendrøm ikke – lev det, sødt James Dean-vanillin

Mannequin-kong glitrer op i kometaeroplan skyskraber blikkets toksicitet neonpuls slår underlivets excentricitet i stjerneformationer på fanfaretrompet

Bil, kontrol, stoplys og kæderskyggeskikkelser langs muren, nitter og læderrundt og væk fra et hjertenskærs træfind, mellem gyderygter om en serafhimlene gjalder: metropolitan dream!undergrundsbaner sniffer sort kokain

Mannequin-kongs catwalk-excentricitetflintrer over skyskraber i flammekometunderlivets aeroplan er toksicitet i stjerneneonpulsens rå fanfaretrompet

Flash back - og flash-in, flash-outhimmel-illumination, en fri kosmonautwhole tag - og drive-in, take-outvi vil alle se visionens drag-juggernaut,blackout!

Nat og dag, og teenagetrash-klæderhvide pletter, kys og bræk på taxaens sæderud og hjem, med hvid støj fra fonografenrundt og rundt, dynamo-nattens seraf skytæppet går på sølvgrå nightvision-screensåbenbaring gennem hyperhæmoglobin

Aeroplaner flintrer himlen, catwalk-kometskyskrabernes neonliv gi’r excentricitet stjernen mannequin-kong død af junk-toksicitet på himlen drøner en serafs fanfaretrompet

2

3

Elektrisk hungerByen er bygget i grå elektronernyheder pulser din koma-stilstandgadernes kors danner gravskrift-ikonervisioner om kortslutning ridses i sandblæser vækmen ridses ind i et ansigt

Den elektriske hungerby er pinsel og skrigdundrer i ruiner af brintslagger og stålmaskinens distræte sang falder og stigermod himlens krakelerede skybruds-trawlsvinder vækmen bides fast i et ansigt

Uh, et udbrud midt i mørket!beton, blegt rivende lys!glaskolosser, slumbyg printer byen i verscontainerrustne drømme skriges ud på tværs

Depraverede skygger crooner maniskdit mørke er skrig og snarligt forfald mens overskrifterne sprænger dit ansigtsætter du kanylen ind til tæppefaldkigger vækog stivner grå i dit ansigt

Uh, at gennembryde mørket!bryd muren med levende lys!verden er en film, sæt dit ord på tværsden hungrende Electri-city synger sidste vers

4

Transmiss ionGlas knust med plastskærer et nu ud i nathimlens stjernehob er satmålrettet på byen

Skyernes drøn brænder fast:glødende sug afstøbt i vatgadens neonrør står matmod åbenbaringens lyn

Udsat på storbyens dundrende bjergeaf glasfalt og jernfra metroen spalter et skrig sig vej indpå latrinets flisede tern

Vision imaginationplasmisk tid – kamæleondynamit-bolche lyseksplosionskudt hen over byen

Blandt togskinner, bokstelefonkloakdæksler, nat-erektion bobler neonskum op til fissionaf en krop, androgyn

Udsat på storbyens dundrende bjergeaf glasfalt og jernfra metro-klosettets dyb fremgestalteset blik, der skuer så fjernt

Transmission. Transitionen er begyndtTransmissionTele-vision bliver forkyndt

Svajende gang skinnende hårforunderligt blik stramme lårmed faste læber, et smil, han stårelskværdigt ejegod:

”Jeg er din dynamo, jeg brænderi dit blod”

Udsat på storbyens dundrende bjergeaf glasfalt og jernAddi Engel opstår skumfødt fra city-klosettets flisede tern

5

Kosmisk sugDet er John, Paul og Simon på et kosmisk ridtCadillaceret ud af Ring 5s asfalt, forslidtpasserer satellitbyer og marker, en udørk så skidt

tilbagelæn på radioens go-go-go-goneen nyhed om en stjernemand der venter forovenpå vej mod et motel, ”hey, mand, jeg føler mig så sexet og doven”

Årh, du er for meget uhu-ubuk ned, jeg tager dig nu-uhold fast, John, du svimer i et kosmisk sug -

De så ham på parkeringspladsen, helt klædt i hvidtmed uskyldsrene øjne og et blik så beskidtat alle tre ku’se det var en vare der ikke handles så tit

Mens tv’et flimred lydligt over engleblød hudlod Paul og John et længselsstøn glide højlydt udog Simon rystede sagte og lod fluidummet flyde på puden

Årh, du er for meget uhu-ubuk ned, jeg tager dig nu-uhold fast, John, I svimer i et kosmisk sug -

De vågned’ som nyfødte på et forstadsmotel med pauser gemt bag øjnene og hovedet på hæld på svedige bomuldslagner lå de stille i et væk og et vel

Fra pladsen drejede lygtekegler ind over kroppeneen bil forsvandt mod byen inden nogen så opSimons sedler og Pauls guldkort - kom tilbage, engel, stop!

Årh, du er for meget uhu-ubuk ned, vil have dig nu-uhold fast, John, jeg svimer i et kosmisk sug -

Årh, du er for meget uhu-ubuk ned, jeg tager dig nu-uhold fast, Addi, de svimer i dit kosmiske sug -

DiamantdrengeneDrengen var et sort får, drengen ensom pikslikkerdrengen voksed op og blev en rock’n’roll niggerunder kobberkablerne, på samfundets kantslikker-nigger tigger en usleben diamantdrengen sutted røv på byen, drengen kasted opstak af med en U-bahn, blev en nigger-pik-stikkerdrengen i en forstadstomte, krop som en pin-upblander blod med udskud, blev en diamantnigger

De er Diamantdrengeneet kobbel der rasereret kobbel der raser uregerligt gennem byenDiamantdrengenegem dig, lad dem passerede brænder mørket fast i brosten med et følelsesladet lyn

Med mutantrøde øjne over Electricityånder diamanterne et fribytteriglimmer gennem nittenattens ord fra Genettingryde, udkogte ris til en dåse BeauvaisJimmy mascareret omkring øjets diamantJohnny tatoveret over brystet med blåt BIC-pen blæknår elevatordrømmen kører fast mod en betonvægbugner niggerdrengens buks af Nietzsche og Kant:Also Sprach Zaratustra – just där

De er Diamantdrengeneet kobbel der rasereret kobbel der raser uregerligt gennem byenDiamantdrengenegem dig, lad dem passerede brænder mørket fast i brosten med et følelsesladet lyn

Addi bløder ud i Electricitybyens dumme stumpe hjerte tordner midt ii ghettoens inderste kuleligger Drømmenes Teater på skrømtbyens stumme, dumpe smerte sprøjtes ud i graffitiog alle stjernerne véd, de har drømt

I ådselæderens år, midt i hyænernes tidnår Uranus og anus står på gaden bøjet over sterile glasfacader skændes af koblernes bidi pelsværk og safir ruller de rundt på fortovet japankatte skriger ud i Drømmenes Teaterblodglinsende kløer ridser mod livets glatte kraniumsvælger sig som svin i metropolens røde oblatermens prøvebilleder svinder fra Electricitys widescreen-lokum

De er Diamantdrengeneet kobbel der rasereret kobbel der raser uregerligt gennem byenDiamantdrengenegem dig, lad dem passerede brænder mørket fast i brosten med et følelsesladet lynbrænder sig fast i mørket over en følelsesforladt by

Den smukkeste st jerneDen første planet vi indtager er blåden første planet vi indtager er blå

Jeg mødte ham på stationen, en natmånens blomst sprang knophan skreg: ”himlen er sort nu, min skat,vil du med derop?”i nætternes døgnlys og stjernersprang vi elektronisk af stedbyen fortabt bag det fjernebrændte os en evighed

Den første planet vi indtager er blåden første planet vi indtager er blå

Den smukkeste stjernerækker ud fra det fjerneformår at give mig jern pååh-åh-ahlæsk dig på fremtidens dråberæk tungen frem imod håbet, om atden smukkeste stjerne er blå

Plastisk triviale fra ethvert livs kysimploderet i skyggens blåsansningerne blandesmed det blå morgenlyssmukt at se derpåvil aldrig forbløffes over visionersprænger mig ud af mit faldingen jord skal holde legemet tilbagejeg har hørt himlens kald:

Den første planet vi indtager er blåden første planet vi indtager er blå

Den smukkeste stjernerækker ud fra det fjerneformår at give mig jern pååh-åh-ahlæsk dig på fremtidens dråberæk tungen frem imod håbet, du vedden smukkeste stjerne er blå

Den første planet vi indtager er blåden smukkeste planet vi erobrer er blå

Visionernes fødselJeg er en alligator, en flammeomspændt androide på vejen androgyn likvidator, jeg er en rock’n’roll kælling for dig

Stræder skåret i grå monumenterhar undertrykt dine øjnes glansvi udfolder kærlighedens fanerinsisterer på en sidste dansuh, den søde melankoli, begæret i dig ryster og swinger skam over lystens djævlerifra Addis ham af englehvide vinger

Sensuelle overtonerspiller tango på din hjernebarkglem frygten i den blå fjerboaspejl kroppen i din moder, Jeanne D’Arcdit hjerte pumper, blodet syngerrosenrødt over din smerte og kvallad lysten vinde dine hænderspred konfetti, du er transcendental!

Stop - ikke i drømmenlev i en rus for visionernes fødselsvøm ophidset gennem flammernes havdrik regnen nu hvor himlen er ødseldrøm ikke, lev det ud, lad min eros vise vejnår jeg har drukket regnen, al regnenså lad mig græde liv i dig

Jeg er vild og utæmmet, jeg er symposiet fra den græske antiknår lemmet ikke er hæmmet, er jeg en bi med et dræbende stik

Mød os i magiens teaterpå den bagerste række i midtense celluloiden spejlet i pupiller på parrethun er sytten, han er nittende ved at drømme og visioner er plasmisk tid lever sig ud i våde, glatte dagebagved byens mure og despoternes rækkerligger vi tavse og tilfredse tilbage

12

Stop - ikke i drømmenlev i en rus for visionernes fødselsvøm ophidset gennem dråbernes havdrik af ilden mens vulkanen er ødseldrøm ikke, lev det ud, lad lysten vise vejnår jeg har drukket flammerne, luenså lad mig tænde liv i dig

Giv dig fuldstændig hen til lystendyk ned i væsker fra legemets syndErotiske seancer ruller ind over kystenskyller dagdrømmens klenodier fri for dynd

Stop - ikke i drømmenlev i en rus for visionernes fødselsvøm ophidset gennem flammernes havdrik regnen nu hvor himlen er ødseldrøm ikke, lev det ud, lad eros vise vejnår jeg har drukket regnen, al regnenså lad mig græde liv i dig

Jeg er en transformator, en treenighed i familietvistjeg er en degenerator, en Alladin anarkist antikrist så lad mig græde liv i dig så lad mig græde liv i dig så lad mig græde liv i dig

13

LænkekorsetSkinnende blanke, sorte læderstøvlerkædesmæld imod din nøgne hudsom jeg din hersker, så du min slavesvedperler sprængt på et piskesnerts bud

Jeg er træt, jeg er forslåetjeg kunne sove i tusinde årblodrifter pibler fra den pelsklædte Venustårerne slår ned i de åbne sår

Det hvide lys, den hvide varmenår jeg smider mit kød mod ditlæder og lænker, et segl om dine armemærk syndens sødme når din krop har lidt

Smag på støvlen, få slag af voldsomme kærtegndin hvide hud, tøjret i en stroppiskesnippen der smelter gennem mørketverden er til og venter på din krop

14

Ida AngelNylonstrømper, latex // high heelsglimmer, et fanpic // true Tommy Steelbelly tummy, white lane // en top i black blondecurly-hår og læder, nethandske på venstre hånd –

Det er et stejlt liv på fliserne i drengenes kvarterknæene smerter sår hvis du vil frem på alle firenæseblodlæbestifter hænger fra din mundhold fast ved hans gylp førend du selv går til bunds

Kun én er velkommen, bitchIda Angelkun én tager støvlerne på når hun vilhun kører løs på sit show-ditchIda Angelsætter selv pickup’en i den rigtige rille

Ida mødte op i diamantdrengenes rumlod sig pirre af et par stykker, dumpede resten som slumde fleste fik forløsning den dag, Addi var vækpå en udslidt plys-diva, Ida, dronning og sæk

Kun én er velkommen, bitchIda Angelkun én tager røven på nogen når hun vilhun kører løs på sit show-ditchIda Angelhun er din slave og din hersker i sit selvspundne spil

Og hvor kommer du så fra, min guløjede tæve?og hvem er du egentlig nu, når vi andre ligger skævetilbage på gulvetudbrændt fra verden af digmig?

Lædertop, piercing // stiff lipshard nipples, korsage // armbånd og nipsrosenrøde kinder // øjne af ildgulorange flammer om en kulsort pupil

Kun én er velkommen, bitch

15

Ida Angelkun én har sofaen helt for sig selvhun kører løs på sit show-ditchIda Angelnår først hun rykker tager det timevis og slår dig ihjel

Livet rundt om Idas diva blev ikke mere fattigtflere diamanter falmede, for Ida var Addinår de andre piger er ude skaber hun stadig glædepå en-to-fire, tager Addi dem med bukserne nede

Kun én er velkommen, bitchIda Angelkun én tager korsettet på hun vilhun kører androgynt show pitchAddi Engelsætter sin pickup i lige den rille han villægger sin makeup i sin egen stil, han vilIda Angelakten kan tage timevis og slår dig ihjel

16

17

Nattens dagdrømHvælvinger slynger sigfra skyerne og ned mod soklenhvælvinger slynger sigmod skyerne, fra banen og dokkenad brede avenuer mod den sidste stationdet er natten der klart brænder fløjlssortsom en bælgsort sol, månens kamæleoner han i mørket, strømmende saliggjort

Natten har øjne, flakker om digbag den duggede rude ses stjernernatten rummer løgne der tager fat i digi portene mellem strædets tavernernattens drømme krøller sammen i lyset og varmende elskende kærtegner atmosfærenhan svæver neontyst erotisk over larmenen dynamo under beruselsen, begæret

Lev dit liv i en nattens dagdrømdø ud i en daglig natdrømbrænd fri blandt stjernernes vekselstrøm, ahahlæg dit rumfjæs tæt mod mit, skatlad min hud ånde tungt i din, skatslip os løs i en månesyg dagdrøm om nat

Gennem atmosfærens skærpende linseglider atomer af på lufttom længselgennem nattens tilgroede kildersmører morfinen udflydt kroppenes hængslerkatteøjne ser syner med universets esperantoud gennem vipperne til verdensrummetsom månens kontrollør nynner han bælgmørkets canto dit døgn forsvinder før hans sang er forstummet

Lev dit liv i en nattens dagdrømdø ud i en daglig natdrømbrænd fri blandt stjernernes vekselstrøm, åhåhlæg dit rumfjæs tæt mod mit, skatlad min hud ånde tungt i din, skatslip os løs i en månesyg dagdrøm om nat

18

Addi i Dydens PaladsSjældent brænder noget som silken så hurtigt af Glorias mundsjældent perler huden som kobberklare øjne, så tungthun var en jomfrublomst, støvlette stjerneblades skin hver natjeg skød ampullen op i kronen med et smil fra marquis de sade

Velkommen, engel,sig farvel til familiennedkom til verden i reflekser af glasvingernes segl brydes op for dit åsynskam trænger sig på i Dydens Palads

Sjældent flyder noget som blodet, så hurtigt fra hendes skødkun sjældent skjolder saltet fra gråden i symboler for dødfolder den blodrøde kjole ud over en hvid krop på det fugtige lagenlægger en lilje ved anklen, ser fra ruden mod den gryende dag Velkommen, baby,sig farvel til det heleforlad verden i reflekser af glasgloriens glans brydes ned for dit åsynskam runger i ruinerne af Dydens Palads

19

2

Skrig in utero Egen i hjulet, spidsen på en ske,hulens munding, jeg er slave, jeg er frifingre indcirkler dit kød, så sarthvornår kommer du ud, håber du kommer snart

Smuk som skæbnen, som det tilfældigemannequin-doll, uskyldsplasticren pigediamantens refleksion i glas, lys og iltJimmy, hold afstand, lad mig skrige hende vild

Hey, kids, lad vreden fareHey, kids, gennem kroppenes skareHey, moder jord hun narreralle de ungeder aldrig skriger lungerne ud

Katedralens brøl, den gråd det kostertræder gennem gader af misfødte fostrebye bye blå baby lyserød maskotdu bærer vinterens grågule himmel så flot

Løkken på galgen, æggen på en knivbjergets fod, jeg er død, jeg er i liveJamie, disseker dem, slå ud med labben, sorte bjørn!voldtagne kvinder er vinger til børn

21

Symfoni for en engelI.

Der er farer i byens udkant, kærebizarre optrin i guldminenden grå bys folk er begyndt at skærei hinanden for at fastholde svimenElectricity koger på mine orddriften driver ud fra øst og nordkom, baby, spræng din rettesnorluk op for venusbjergets perlemorog smil

Mor, Vagina, jeg vil kneppe digFar, kom lad mig strangulere dig Mor, uskyldrene, læg dig, strip for mig Far, åh, lad mig blot skamfere dig

Dette er vidundervindens hyleni diamanter der funkler og glimrermellem pigtrådstorne, kom, tag stikket fra sylenvågn fra drømmen, mærk blodet simrelæs lysten i kanoniske skrifterlær lektien, den er i dine driftersmag på kroppens elskovsrifterbrug dine sanser som orgiastisk facelifter bare smil

Ræk mig jeres hænder, børnse hvordan lemmerne brænder, børnmærk når læberne spænder, børnkærligheden må knuse tænder, børn

2

II.

Voldtagne kvinder er vinger på børnvinger på børn, er vinger på børnvoldtagne kvinder er vinger på børner vingerpå børn

Byen tænker sortog venter på nattenlangs murene myldrer skyggerne fra sidegader tavsesom katten - se øjnene!

Roen er nødvendig som baggrund for støj og skrigde mystiske én har skændet roen med larmende lidenskab, det er

Addi!fra det Kærligheden er blomstret til kvalme, kvæler med sin dunstgamle teater den transformiske engel skal uddrives før vi kreperer i

hans kunst

- det er lige med folder sig ud og finder sammen under bybaneterrænetdiamantgranater – spræng løgnene!

voldtagnekvinderer vinger på børn, vinger på børn, er vinger på børn, voldtagne kvinder er vinger på børn, er vinger på børn

2

III.

Addi Engel, det er ovrediamantdrengenes sjæl er slidtdin drøm blev til et mareridt,alle ord har du for længst suget ud af sommerens blæsende solvi, der sidder stumme tilbage og venter på Gordotvender kroppen ud på vrangenog bløder sort i skændslen og angerenAddi, det er ovre,lad os leve i fred

Vi har krummet ryggen til jærtegnmen du nægtede at lytte, Addi, du spytterpå vores skrog og lader dem forlise i din regnVi brænder din sejrsskjorteAddi, du står nøgen mod massernes vold og støjder skriger dig ud - udenfor Electricitys porte

Addi, det er ovrediamantdrengene vil ikke mereén drift i dig bliver altid flerealle lyster har du udpint og forbrændt i vores sortkullede kroppevi, der ligger som aske tilbage og venter på at stormen stopperholder fast i vores legemes konturermå holde dig udenfor storbyens mureAddi Engel, det er sket,vi vil leve i fred

2

IV.

Er det her virkeligtEr det kun fantasi? Fanget i indsigtuden flugtvej og dementi slår øjnene opser himlens blå bag tårernes gråalt jeg vil, er at blivegiv mig dit smil, så jeg ved jeg må, for

Moar ar ar, jeg vil ikke dø,hvorfor blev jeg fødtnår sæden skiller liv fra død?Moder, det var kun begyndt,hvorfor skulle alting kyles bort?

Fordi jeg nedkom alt for nemt, blev tidens tråde alt for kortejeg bød jer vej til lys, nu har I valgt at vandre mørkets vejhvorhen vindene blæser betyder sjældent noget for migmen fremtidsmennesker, døm ikke mine drømme så hårdt

Tiden rinder udsender gys ned ad ryggen kroppen går i brudigennem smerte og trykkenFarvel, menneskerjeg så jer skæbnefrie og nøgnealt jeg ville, var at blivemen i tynger mig med udslukte øjne

Åh, moar ar ar, jeg vil ikke dø,hvorfor blev jeg fødtnår sæden skiller liv fra død?Moder, lyset var kun lige flammet op,hvorfor skulle alting pustes ud?

Nu tror I, I kan kaste med sten mod mine øjne og flænse min hudI ser jer selv i god ret til at lynche en hidtidigt yndetmens stormen suser fra Beelzebub åbner jorden sig for Addi, en syndermen fremtidsmennesker, døm mig ikke så hårdt som i kunne Mor, er mareridtet ovre nu?

2

Den smukkeste st jerne (reprise )Plastisk trist og svunden under byens lysimploderet i drømmenes blåsansning af en sitren og et skrig så tystalting dør ud herpåvil ikke leve livet fri af visionergår seende blindt mod mit faldomend byen nu er næsegrus ligeforgentager jeg himlens kald:

Den smukkeste stjernerækker ud fra det fjerneformår at give mig jern pååh-åh-ahlæsk dig på fremtidens dråberæk tungen frem imod håbet, blot tropå at den smukkeste stjerne er blå

Den første stjerne vi indtager skal være blåden første planet vi erobrede skulle være blå

2

2

Addi går hjemHendes venner er væk, alt tilbage er en tiernu går hun alene i forliste fantasiertil et sæde i midten af den 3-dimensionale drømmulticoloured widescreens, sprøjtet ud i lind strøm

Mens popcornene knaser, bliver hun syg af celluloidenden flimrende fabrik er det hun lever i hele tidenhun spytter på mængden, da de beder hende fokusereElectricity-øjnenes grå distance er reetableret

King kong, baby, faldt til jorden forledenfra et højhus med et brag,endte på gaden som et vragEnglen gik hvidklædt gennem byen fornedenhan trak gaden op med sølvgrådgjorde city klam og støvvåd- Addi gå hjem

Se dig omkring i byen, alt er smertefuldt og gråti blindgydens våde asfalt blinker neonskiltet blåt du prøver at flygte fra cementens smertekammersværmer dig større indtil kålhøgen rammer

Marilyn Monroe, Marlon Brando og James Deanansigter i alléerne, på månedens magasinAddi skabte sig for drømmen om virkelighed på bulletinennu sidder diamantdrengene tilbage på morfinen

King kong, baby, faldt til jorden i gårfra flyet med et brag,endte i ørknen som et vragEnglen gik blodrød gennem gaden, fyldt med sårklædt som hjerte svøbt i pigtrådgræd han død af jordens udflåd- Addi går hjem

2

Gennem kloakdækslet høres de sidste sukfra Addi Engel, den liderbuknår lygterne tændes og byen emmer af støjsvæver han over vandet og går til grunde i røglige som stjerneformationerne forsvinder, højtover metropolen

King kong, baby, faldt til jorden i dagpå stationen med et brag,trak sit sidste åndedragEnglen lo sort under gadens asfaltlagjamrede smerten gennem røret mens han opløstes af pløret- Addi Engel tog hjem

2

Af: Addi Engels Opstandelse og FaldRockpoetica af Frederik Bjerre Andersen

”Digtene/sangene hører firserne til og ligger for tæt op af dennes tids idéer, sprog, metrik og indhold.”

Vagn Remme, redaktør for Bændelormen, i et afslag til skriveren

Dette er rockpoetica. Det er ikke digte, i hvert fald ikke digte som Frederik Bjerre Andersen ellers skriver dem. Det er muligvis sange, men i så fald kun sangtekster, for melodierne mangler.Det er glam, glitter, neon og sex, udsat og løssluppet på storbyens grå asfaltflader. Teksterne fortæller tilsammen om Addi Engels nedkomst til jorden, hans færden og gerninger blandt Electricitys bygninger og skabninger, og om legendens endeligt blandt sine egne.Samlingen af Rockpoetica bygger dels på forfatterens egne ord, dels på citater og oversættelser fra digtere og musikere. Det er 80’er-digteren Michel Strunges Addi Engel-figur der her endnu engang genfødes, og møder sine alter-egoer hos musikeren David Bowie’s Ziggy Stardust samt musicalen Rocky Horror Picture Show. Desuden er teksterne inspireret af musik fra blandt andet Lou Reed og The Velvet Underground, Patti Smith, Queen, Madonna og The Doors.

Digtene om Addi Engels opstandelse og fald er illustreret med collager af Sigrid Bjerre Andersen.

Om skriveren:Frederik Bjerre Andersen. (født 1979). Skrivende menneske. Udgør halvdelen af digterduoen Andersen & Nielsens Lyrikkanon og stod i en årrække i midten af den danske poetry slam-scene.Til daglig er Frederik Bjerre Andersen journalist.