90 mm 28,5 mm147 mm 147 mm

220 mm

90 mm

Vicepolitikommissær Axel Steen er på sit livs nedtur, da hans chef, Jens Jessen, får et

yderst penibelt tip om, at det er lykkedes den russiske mafia at placere en muldvarp

centralt i den danske politietat. Jens Jessen begynder diskret at kredse stikkeren ind, og

inden længe optræder fem navne på hans liste over mistænkte. Blandt dem er Axel Steen,

hvis accelererende stofmisbrug og tætte kontakt til Nørrebros bandemiljø kun er med til at

gøre ondt værre.

Mens Axel nærmer sig bunden med faretruende hast, overskrider han alle sine personlige

grænser i kampen for at rense sit navn og redde sit skrøbelige omdømme. Og først alt for

sent går det op for ham, at hans ekskone, Cecilie, spiller en afgørende rolle i sagen.

AKRASH er en rå københavnerkrimi om en mand, der misbruger og bliver misbrugt – og

som er villig til at betale den højeste pris for at opnå retfærdighed. Som sine anmelderroste

forgængere URO og BYE BYE BLACKBIRD foregår den på et nutidigt Nørrebro og i København.

JESPER STEIN AKRASH

Første bind i serien om vicepolitikommissær Axel Steen, URO, modtog DET DANSKE KRIMINALAKADE-MIS DEBUTANTPRIS 2012.

Om URO skrev pressen:

HHHHH”Med Uro træder journali-sten Jesper Stein i karakter som en suveræn pro-saist og en mere end almindeligt dygtig plotmager. Men sandelig også som sjældent sprød erotiker.” – JYLLANDS-POSTEN

”En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige …” – INFORMATION

HHHHH – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

HHHHH – BØRSEN

Om BYE BYE BLACKBIRD skrev pressen:

HHHHH”Med sin anden Nør-rebro-blues om den dødsangste og hashrygende politimand Axel Steen slår Jesper Stein sit navn fast som en af landets bedste krimiforfattere.” – BERLINGSKE TIDENDE

”Jesper Steins anden krimi er en sprogligt spænd-stig sag om en sadistisk serievoldtægtsforbryder på Nørrebro. Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende og realistisk.” – POLITIKEN

HHHHH”Jesper Stein afvikler den såkaldt svære toer med sprogligt overskud og et virkelighedsnært, veldrejet plot.” – JYLLANDS-POSTEN

JESPER STEIN er født i 1965 i Aarhus. Han

er journalist på Jyllands-Posten og har i otte

år arbejdet som rets- og kriminalreporter i

København. I dag skriver han om litteratur. I

2012 udkom hans skønlitterære debut Uro,

som modtog Det Danske kriminalakademis De-

butantpris, og året efter udkom efterfølgeren

Bye Bye Blackbird, der ligesom sin forgænger

fik fremragende anmeldelser. Bøgerne er solgt

til udgivelse i Tyskland, Island, Norge, Holland,

Italien, Tjekkiet og Sverige.

FOTO

: MO

RTEN

HO

LTUM

O M S L A G : S T O L T Z E D E S I G N . D K

P O L I T I K E N S F O R LAG

p o l i t i ke n s fo r l a g . d k

ISBN 978-87 -400-1347-4

K R I M I

J E S P E R

S T E I N

P O L I T I K E N S F O R L A G788740 0134749

JESPER STEIN

AkrashKrimi

P O L I T I K E N S F O R L A G

Akrash.indd 3 20/05/14 15.08

Akrash [HakrqS] (ghettoslang) politi

Akrash.indd 4 20/05/14 15.08

7

PrologApril 2009

Han vidste det. Fra det øjeblik Göran Eklund trak ham til side og spurgte, om de ikke skulle gå ud og trække lidt frisk luft. Fornemmelsen af forestående katastrofe satte sig som en kløe mellem ansigtshuden og knoglerne i kinden, et udefinerligt sted syd for øjet. Jens Jessen havde aldrig kunnet lokalisere det, men det bredte sig som spasmer i huden, indtil hele ansigtet sprællede.

De havde stået på kajen på Nordatlantens Brygge efter frokosten under konferencen med de nordiske politichefer om det udvidede sam­arbejde mod den organiserede kriminalitet. Han havde kendt Göran Eklund i 12 år. De havde fulgt hinandens karrierer og havde haft flere faglige berøringspunkter, især da Jens var chef i PET. Nu var Göran næstkommanderende i SÄPO, den svenske efterretningstjeneste, og da Jens var chef i det almindelige politi, havde det været sparsomt med udveksling af oplysninger i nogle år.

“Kan du huske Dmitrij, den russiske mafias kontaktmand hos os?” spurgte svenskeren, mens de stod og så over mod Nyhavn.

Pling, så spjættede det hele på ham, og han vendte ansigtet bort fra Göran og så havneløbet gennem et sæt øjenkramper, der fik Børsens dragespir, Lejerbos murstensmonolit og Christiansborgs irgrønne tage til at hoppe op og ned som modelhuse under en blitzkrieg.

Ja, Jens kunne godt huske skandalen. Svensk politi havde knaldet Dmitrij og skaffet hans kone og børn af vejen, inden hans russiske ma­fia venner fik fat i dem. Han stod til fængsel for drab, røveri og narkohan­del. Og han sang. Mod at familien fik ny identitet i et andet land. Og

Akrash.indd 7 20/05/14 15.08

8

sangen var grim, for han afslørede kontakter til SÄPO­medarbejdere, advokater og tre embedsmænd i justitsdepartementet.

“Ja, det var en fangst. Var der ikke en del af jer, der helst ville have været det foruden, da skandalen rullede?”

“Ikke jeg, for helvede. Vi fik renset ud. Jeg var ligeglad med, at det kom frem.” Det blev sagt lidt for hektisk til, at Jens troede på det, så han pokerfjæsede ham og borede kniven ind, mens han desperat prøvede at gætte, hvilken relevans en afhoppet russisk mafiaboss i Sverige kunne have for en dansk politichef.

“Fandt I nogensinde ud af, hvem der gjorde ham kold?”Dmitrij var blevet fundet hængt i sin sikrede celle en morgen.“Nej, og det finder vi heller ikke ud af. Men han regnede jo selv

med at dø. Det sagde han til mig. Han var kun interesseret i at redde sin familie.”

Jens Jessen prøvede at tænke på, om det også var et valg, han ville have truffet. Ville han gå i døden for at redde Cecilie, hendes syvårige datter Emma og deres nyfødte søn, Anton? Gud forbyde, at han nogen­sinde skulle tage stilling.

“Hvorfor nævner du Dmitrij?” spurgte han neutralt.“Det bekymrende var jo, at han blev gjort kold, inden debriefingen

af ham var overstået. Vi fik ikke tømt ham. Der var ting, vi ikke nåede til bunds i.”

“Som hvad?” spurgte han, men han havde allerede gættet det.“Som den danske vinkel.”“Hvad går den ud på?”“Ifølge Dmitrij er Bratvaen lige så stærk i Danmark, som den var i

Sverige. Den har ikke så stort og forgrenet et netværk, men den har en leder, som går under navnet Tolstyj – det betyder Den Fede. Dmitrij havde aldrig mødt ham, men han har en anden rolle end de andre lan dekontakter. Han er sin egen boss, og han kører en stor forretning.”

Jens åndede ud, det her var ingenting.“Det er ikke et nyt rygte. Den Fede har spøgt i årevis.”“Ja.” Göran trak vejret og vendte sig og så Jens i øjnene. “Men det er

vel nyt, at han har en kontakt i politiet, er det ikke?”Denne gang nåede han ikke at skjule ansigtets spasmer for Göran.

Akrash.indd 8 20/05/14 15.08

9

“Hvad er det her for noget, Göran?”“Det, jeg siger. Højtstående, det var hans ord. Den Fede har en po­

litimand på sin lønningsseddel, og det er ikke en af dem, der passer på Tivoligarden. Det er en mand med adgang til oplysninger om aktioner rettet mod narkohandelen. Og han skulle have hjulpet med at forpurre aktioner mod en af jeres bandeledere.”

“Sagde Dmitrij det?”“Han nævnte ikke bandelederen ved navn, men det skulle være en

mand, hvis leverancer var blevet fredet ved hjælp af politikontakten. Leverancer, som Den Fede står bag.”

Dmitrij var død for et år siden.“Hvor længe har du vidst det her?”“Siden han fortalte mig det.”“Men hvorfor først nu?”“Du er ikke den første, jeg har fortalt det til.”“Hvad?”Han fik kontrol over ansigtet, men kun indtil han hørte navnet på

den mand, som Göran Eklund havde kontaktet med informationerne.Simon Scavenius, hans afløser i PET, internt kaldet Cowboyen, på

grund af sine støvler og sin friske gadedrengefacon, manden, som var hans største konkurrent. Da Simon Scavenius for to år siden var røget til Haag som leder af det danske forbindelseskontor i Europol, havde han troet, at han var sluppet af med ham for tid og evighed, men det gik, som det altid var gået, lige siden han havde mødt ham første gang for 15 år siden i ministeriet, hvor de var begyndt som fuldmægtige. Scavenius var dengang kommet ridende ind med saddeltaskerne fulde af lige dele svineheld, selvtillid og charme og havde taget alle med storm – en storm, der fik Jens’ egne bedrifter til at tage sig ud som øvelser i ingen­ting. Hver gang han som ung fuldmægtig lænede sig tilbage i stolen på kontoret med et frydefuldt smil vel vidende, at han havde scoret point hos ministeren eller departementschefen, hver gang han havde taget et sekunds hvil på laurbærrene, var der kommet en studenterhjælp ind ad døren og havde sagt “Har du hørt, at Simon ...?” Og så var sekretær­posten i en prestigefyldt arbejdsgruppe, turen med ministeren til CIA eller jobbet som ministersekretær gået til Cowboyen. Og Jens var først

Akrash.indd 9 20/05/14 15.08

10

kommet til, når Scavenius var redet videre. Så da Jens forlod chefstil­lingen i PET for halvandet år siden, kom Scavenius selvfølgelig hjem fra Haag og overtog jobbet plus tre andre afdelinger, så han fik dobbelt så mange medarbejdere under sit brede tandpastasmil.

Han hadede ham, som han aldrig havde hadet nogen.“Og hvad sagde han?”“Han sagde, at han ville undersøge det.”“Og det er alt?”“Ja, det er jo jeres egen sag, ikke? Jeg blander mig ikke.”“I er sgu så ordentlige, I svenskere.”“Ikke mere end at jeg nu siger det til dig, fordi jeg er i tvivl om, hvor­

vidt jeg gik til den rette for et halvt år siden.”“Ja, ja, selvfølgelig.” Han tænkte sig om. “Det er jo mildest talt en

ubehagelig situation.”“Ja.”“Ja, og ingen andre har fået det at vide?”“Nej.”

Han havde overvejet det en uge. Så var han gået til departementschefen med oplysningen om stikkeren.

“Hvis Scavenius har fået besked, må vi gå ud fra, at der er taget hånd om det,” havde konklusionen været. Og så alligevel ikke. De var blevet enige om, at Jens selv måtte undersøge det, eller rettere sagt, det var departementschefen blevet enig med sig selv om. Aftalen blev, at Jens kun måtte gå videre og inddrage andre, hvis han havde noget konkret. En helgardering fra departementschefens side, som overlod alt til Jens. Udsigt til triumf eller fiasko. Højt spil. Det passede ham godt.

Han brugte de næste måneder til at samle informationer. Han indhentede sager via en fuldmægtig i Rigspolitiet under dække af en undersøgelse af mandskabsforbruget i store narkoefterforskninger. Han gennemgik dem og lavede lister. Først med sager, hvor store leverancer af narko eller hash var sluppet igennem, forsvundet eller gået under radaren trods intensiv politiefterforskning. Det var sager, hvor både narkoenhederne i politikredsene og PET’s afdeling for organiseret kriminalitet var involveret. Det blev til 14 sagskomplekser på landsplan

Akrash.indd 10 20/05/14 15.08

11

fra de seneste fem år. Efterforskninger, der var løbet ud i sandet, sikre tips, der viste sig ikke at holde vand, aktioner, hvor de var blevet snydt, så vandet drev. Han kunne ikke afgøre, hvor mange af dem der skyldtes en lækage, men der var tre markante og én tvivlsom, der stak ud – to fra København, en fra Aalborg og så en to år gammel retssag, hvor der både havde været et større parti narko i spil og en bandeleder på Nørrebro involveret.

Så gik han videre med de deltagende politifolk og deres overord­nede. Nye lister med navne. Mange navne. Rosenquist, Corneliussen, Cowboyen, Henriette Nielsen, Kristian Kettler, John Darling, Axel Steen og 27 andre folk, der var på kommissærniveau og opefter – ja, selv hans eget navn kom på.

Men da han skærpede sin søgning til kun at omfatte de fire sager, skrumpede feltet og efterlod fem navne på listen: Cowboyen, Kristian Kettler, Henriette Nielsen, John Darling og Axel Steen.

Han gennemgik dem en for en. Cowboyen ville han tiltro alt. Kett­ler var Cowboyens bulldog, hans praktiske mand i felttoget mod den organiserede kriminalitet, som i Jens’ cheftid i PET havde dannet makkerpar med Henriette. Hun var klart den skarpeste hjerne, den kvikkeste og den mest ambitiøse af de to, men hun var nu blevet kørt ud på et sidespor af Cowboyen. Så var der chefen for drabsafdelingen i København, John Darling, som han selv havde udnævnt, Mister Clean, så pletfri at det næsten var mistænkeligt, en reglementrytter, der ikke tålte svinkeærinder, medmindre de blev leveret af hans gamle makker Axel Steen, engang Københavns Politis bedste drabsefterforsker. På det seneste var han faldet af på den, havde mistet gejsten, for mange rus­midler og absencer. Cecilies eksmand. Hans papbarns far. En mand, der havde reddet Jens’ liv for et lille år siden, men også en mand, som adskillige gange var set i selskab med lederen af Nørrebrobanden, der efter narkoafdelingens vurdering var en af hovedaftagerne af den rus­siske mafias leverancer af narko til Danmark.

En af dem måtte det være. Han havde svært ved at begribe det, men det måtte være sådan. Der var for mange fiaskoer – de var for tydelige. Ikke hver for sig, men når man lagde dem sammen, var helhedsindtryk­ket, at de kriminelle var ualmindeligt snedige, og at politiet var nogle

Akrash.indd 11 20/05/14 15.08

amatører. Og det sidste var løgn, det vidste han, bare de fem navne, ingen af dem var amatører, de var ekstremt dygtige alle fem. Men en af dem sang for penge. Han havde fået deres bank­ og skatteoplysninger gennemgået, men der var intet at komme efter. Det betød ikke noget. Pengene kunne være stuvet af vejen andre steder. Det var slet ikke sikkert, det handlede om penge. Han kunne se afsløringen derude i tågen, og han måtte nødtvunget indrømme, at glæden ved at kunne tørre det hele af på Cowboyen, som ikke havde reageret på advarslen, eller endnu bedre måske selv var stikkeren, var det, der drev ham frem.

Men han havde et problem. Han havde brug for en sag til at åbne det hele med. Og han havde brug for støtte fra en eller flere af de fem til at finde det rådne æble i kurven. Han åbnede pengeskabet på sit kontor og lagde de krypterede filer derind på en stick. Så gav han sig til at vente.

Akrash.indd 12 20/05/14 15.08