Analyse af ny pædagogisk praksis og metode på Ungecenteret

Helle Schjellerup Nielsen Jens Nilsson

© 2005 TMC

Forord På baggrund af en SIBU-bevilling fra Socialministeriet har Frederiksborg Amt bedt Teori og Metodecentret om at deltage i udviklingen af et alternativt tilbud til unge og efter opstarten af tilbudet at være tilknyttet projektet under overskriften ”Udvikling af ny pædagogisk praksis og metode ved analyse”. Grundet den ny institutions opstartsvanskeligheder har Teori og Metodecentrets tilknytning bestået af to faser. I opstartsperioden, hvor Frederiksborgs Amts nye alternative tilbud til unge hed Vendepunktet, var psykolog Vicky Sieling tilknyttet som projektforsker på TMC. Hun foretog interview med den daværende forstander Steen Hubert og desuden gruppeinterview med nogle af de medarbejdere, der var ansat på Vendepunktet i foråret 2002. Da Teori og Metodecentret, efter en pause, genoptog undersøgelsen på Ungecenteret, som tilbudet blev omdøbt til, stod sociolog Jens Nilsson for en undersøgelse af Ungecenterets kommuneprojekter, mens antropolog Helle Schjellerup Nielsen har foretaget analysen af de unges og deres sagsbehandleres oplevelse af Ungecenterets hotelfunktion. Helle Schjellerup Nielsen har haft ansvar for den samlede beskrivelse af materialet og udfærdigelse af nærværende rapport. Til undersøgelsen har der været tilknyttet en styregruppe bestående af: Annette Fehmerling, kontorchef for Social- og Psykiatriforvaltningen i Frederiksborg Amt Jytte Frederiksen, uddannelseskonsulent i Frederiksborg Amt Claus Hegstrup, forstander på Ungecenteret Peter Hviidt, sagsbehandler på Ungecenteret Jens Nilsson, forsker på Teori og Metodecentret Helle Schjellerup Nielsen, projektforsker på Teori og Metodecentret Bo Ertmann, forskningsleder på Teori og Metodecentret Vi vil gerne takke de mange unge, der har stillet sig til rådighed for interview om deres oplevelse af Ungecenterets tilbud. Og tak til de sagsbehandlere og socialarbejdere der har afset tid til at snakke med os. Forskningsleder

Bo Ertmann Juni 2005

2

Indholdsfortegnelse Kapitel 1 - Præsentation af projektet og Ungecenteret 4 Indledning 4 Metode og dataindsamling 5

Hotelbrugerne 5 Hotelbrugernes sagsbehandlere 7

Ungecenterets udvikling 7 Beskrivelse af Hotelfunktionen 10 Beskrivelse af Kommuneprojekter 12 Kapitel 2 – Ungdomsbegrebet og udsatte unge i det moderne samfund 15 Sociale arenaer og identitetsdannelse 15 Relationer til andre unge 16 Rettigheder og medbestemmelse 17 Ungeliv er ikke blot en fase på vej til at blive voksen 18 Ung og udsat 19 Ressourcesyn 21 Konstruktion af unge som et problem 23 Risikobegrebet og marginal status 23 Frirum og væresteder 25 Kriminalitet – et ungdomsproblem eller ungdommens problem 27 Kapitel 3 - Unges brug eller misbrug af rusmidler 29 Unges stofbrug i dag 29 Stofmisbrug og behandling 32 Forebyggelse og ung-til-ung 36 Kapitel 4 – Undersøgelse af Hotelfunktionen 40 Hvem er de unge? 40 De unges oplevelse af hoteltilbudet 40 Medarbejderne og omsorgstilbudet 41 Hverdagen på Ungecenteret 42 Hotel – ungeliv – kommune 43 Relationer til andre unge 44 Kendskab til og information om hotelfunktionen 45 Sagsbehandlernes oplevelse og vurdering af hotelfunktionen 46 Koncept, målopfyldelse og samarbejde mellem Ungecenteret og kommunerne 47 Hotellet varetager den unges umiddelbare behov 49 Et eksempel på målgruppens univers 50 Misbrugsproblematikker 52 Kapitel 5 – Kommuneprojekter 54 Projektvirksomheden CONZEPT 56 Kommuneprojekter i Ungecenterregi 57 Kapitel 6 – Opsamling på udviklingsspørgsmål 61 Litteratur 65

3

Kapitel 1. Præsentation af projektet og Ungecenteret Indledning Vendepunktet blev etableret i august 2001 som et alternativt tilbud til unge i Frederiksborg Amt. Som et særligt redskab i etableringen af dette tilbud blev der i Socialministeriet søgt om midler til en række analyser, som skulle understøtte den pædagogiske udvikling. Teori og Metodecentret har været tilknyttet opstarten af projekt Vendepunktet, først gennem en kortlægning af behovet og målgruppen for projektet, siden i udviklingen af konceptbeskrivelsen og efter tilbudets opstart, tilknyttet med opgaven analyse med henblik på pædagogisk udvikling. 1. april 2002 blev en projektforsker fra Teori og Metodecentret fast tilknyttet projektet. Vendepunktet løb imidlertid ind i stor turbulens. For det første manglede optimale rammer, hvorfra det pædagogiske arbejde kunne påbegyndes. Her ud over opsagde en del af medarbejderne deres stilling efter kun kort tid på projektet, ligesom forstanderen sagde op pr. 1. april 2002. Da de indsatser, som Teori og Metodecentret skulle undersøge, således ikke kunne etableres i en varig form, blev TMC’s tilknytning sat i bero. Der blev efter en overgangsperiode ansat en ny forstander. Vendepunktet blev omdøbt til Ungecenteret og flyttede til en permanent bolig i Hillerød kommune. I den forbindelse undergik projektet en væsentlig udvikling, her under fundamentale forandringer i selve konceptet. Teori og Metodecentret genoptog undersøgelsen på Ungecenteret i november 2003. Styregruppen for TMC’s undersøgelse på Ungecenteret reviderede de aktuelle indsatser, som TMC skulle følge udviklingen af, da det endelige koncept for Ungecenteret er forandret i forhold til den projektbeskrivelse, som danner grundlag for SIBU-bevillingen, der er det økonomiske fundament for Teori og Metodecentrets tilknytning til projektet. I det reviderede projektoplæg for Teori og Metodecentrets undersøgelse på Ungecenteret blev det besluttet at fokusere på analysen af to af Ungecenterets kerneområder – nemlig Hotelfunktionen og Dagsprojekter.1 I Teori og Metodecentrets projektbeskrivelse formuleres analysen som følgende:2

Hotelfunktionen

De unges eget perspektiv på forløbet i Ungecenteret ønskes belyst gennem opfølgende interview med unge, som har været igennem Ungecenterets hotelpladser. Hvordan oplever unge, som ikke længere er bosiddende på Ungecenteret, men i perioder har frekventeret Ungecenterets sovepladser det omsorgstilbud, som de har været tilbudt? Hvilken type tilbud har de brug for og hvordan stemmer dette overens med det, hotelfunktionen kan varetage?

1 Dagsprojekterne er siden af Ungecenteret blevet kaldt kommuneprojekter, denne betegnelse anvender vi fremover i rapporten. 2 Fra projektbeskrivelsen ”Udvikling af ny pædagogisk praksis og metode ved analyse”, 11.11.2003 + tillæg til projektbeskrivelsen fra 16.04.04.

4

Kan eventuelle mønstre i anvendelse af hoteltilbudet pege på aktuelle ungeproblematikker, på unges behov og ønsker? I undersøgelsen indgår desuden kommunernes eller de involverede sagsbehandleres oplevelse af hoteltilbudet og af samarbejdet omkring de unges brug af hotellet.

Kommuneprojekter

Belysning af Ungecenterets pædagogiske forløb for unge i kommuneprojekter, det vil sige projekter i de unges eget lokalområde. I kommuneprojekterne opbygges individuelle forløb, som særlige dagsprojekter, hvor den unge ikke bor på Ungecenteret, men indgår i særlige pædagogiske forløb tilrettelagt af Ungecenteret. Disse er kontraktreguleret med den unges hjemkommune. I udvalgte forløb vil der blive fokuseret på hvilke, og hvordan den unges problemstillinger beskrives fra kommunen, om den unge har været forsøgt anbragt, og endelig hvilke pædagogiske tiltag Ungecenteret har iværksat. Der fokuseres på om de mål, som henholdsvis kommune og Ungecenteret har opstillet i de enkelte sager, er indfriet.

Ud over de unges egne oplevelser af kontakten med Ungecenteret, fokuserer vi i analysen på, hvordan de unge oplever deres liv i en bredere sammenhæng. Ungeliv i bredere forstand diskuteres i rapporten ud fra et moderne syn på ungebegrebet. I diskussionen af et moderne ungeperspektiv fokuseres på indfaldsvinkler som f.eks. ungeliv som en kompleks størrelse, der har værdi i sig selv; sociale relationer og sociale arenaer, ressourcesyn, ung og udsat, unge konstrueret som et problem, risikobegreber og marginalisering, og deraf kriminalitet som et særegent ungeproblem samt unges brug af stoffer. Løbende i analysen trækker vi fokuspunkter op, der formuleres som udviklingsspørgsmål til brug for Ungecenterets pædagogiske udvikling. Udviklingsspørgsmålene er tænkt som et middel til intern debat af det pædagogiske arbejde med de unge, en pædagogisk debat der tager afsæt i rapportens overordnede betragtninger om et udsat ungeliv i et moderne samfund.

Metode og dataindsamling Den tidligere tilknyttede forsker fra Teori og Metodecentret foretog et gruppeinterview med daværende medarbejdere samt et interview med daværende forstander. Ud over udskrifter af disse har vi dannet os et billede af udviklingen fra Vendepunkt til Ungecenter via mødereferater fra optakten og implementeringen af Vendepunktet. Vi har desuden interviewet den nuværende forstander og en gruppe af Ungecenterets medarbejdere. I en afsøgning af Ungecenterets organisation og praksis har vi holdt flere møder med en af Ungecenterets sagsbehandlere og forstanderen.

Hotelbrugerne Som udgangspunkt har vi læst sagsakter på Ungecenteret, men disse var meget ufuldstændige, nogle manglede og de var af meget varierende karakter. I princippet udfyldes der et henvendelsesskema ved alle henvendelser til hotelfunktionen, men da vi gennemgik det skriftlige materiale, der findes på Ungecenteret i forhold til hotelbrugerne, var der kun udfyldt henvendelsesskemaer i to af sagerne. Sagsbehandleren på

5

Ungecenteret medgav, at skriftlighed ikke var deres stærke side. Det har været lidt af et detektivarbejde at opspore de unge. Som udgangspunkt fik vi en navneliste med cpr.nr. og kommunetilknytning fra Ungecenteret. Mange var dog flyttet til andre kommuner, enkelte indtil flere gange. En bor ikke længere i Danmark, en var på flugt fra politiet og dermed ikke til at spore. For mange af de unges vedkommende er et mobiltelefonnummer den eneste kontaktline, sagsbehandleren har til den unge. Dette viste sig at være en sårbar kontaktform, da mange af de unge, og deres forældre for den sags skyld, jævnligt skifter mobiltelefonnummer. Indtil sommeren 2004 er det kun lykkedes at få interviews med fem unge. I et forsøg på at øge antallet medtog vi de sidste aktuelle henvendelser på hotellet, hvilket kun omfattede to nye mulige. Det samlede antal unge, som har anvendt hotelfunktionen, og som vi har forsøgt at få interview med, udgør således i alt 25 unge. Kontakten til de unge og udbyttet, i forhold til at få et interview med dem, kan skitseres på følgende vis:

Fire af de unges sagsbehandlere er efter gentagne henvendelser ikke vendt tilbage med oplysninger om, hvor eller hvordan den pågældende unge kan træffes. Tre af disse er fra den samme kommune.

En ung har vi kun haft navnet på. Der viste sig at være ni ungesager i kommunen

med dette navn, det lykkes således ikke at spore den unge. En er flyttet ud af landet.

En ung ved ingen myndigheder, hvor befinder sig.

En ung er anbragt på et opholdssted, som efter gentagne henvendelser ikke har

fået videreformidlet en kontakt til den unge. En befinder sig på psykiatrisk hospital og vurderes at være for psykisk dårlig til, at

vi må kontakte vedkommende. En ung har været umulig at træffe på det opgivne mobiltelefonnummer.

Seks unge har selv sagt nej tak med begrundelser som: at de problemer, de havde

på det tidspunkt, de henvendte sig på hotellet, ikke længere er aktuelle; at de er kommet videre og ikke ønsker at snakke mere om den tid; eller at de simpelthen vurderer, at de ikke har tid til et interview. Flere udtaler, at de har travlt med skole, uddannelse eller arbejde.

For tre unges vedkommende har forældrene ikke givet tilladelse til, at vi

kontaktede den unge. I de tilfælde, hvor den unge var under 18 år, medsendte vi et brev til forældrene, da vi kontaktede kommunerne, og bad kommunerne videresende brevet til de unges forældre. Det er på baggrund af dette brev, at tre forældre enten har meldt tilbage til kommunen eller kontaktet os direkte, for at sige at de ikke var interesseret i, at vi talte med den unge. I anden kontaktrunde ringede vi direkte til familien, og alle disse gav os tilladelse til at kontakte de unge.

6

Det er i alt lykkedes at få interviews med seks af de unge, det vil sige ca. 25 % af samtlige hotelbrugere.

Af de interviewede er to piger på henholdsvis 17 og 18 år og fire drenge, med en aldersfordeling på 15, 16 og to på 18 år. På interviewtidspunktet var tre anbragt på opholdssteder, to af disse udenfor Frederiksborg Amt, en enkelt af disse i ungdomssanktion. En ung var i en projektforanstaltning under Ungecenteret ligeledes udenfor amtet. To af de unge, der er blevet 18 år, boede henholdsvis hjemme hos forældre og selvstændigt. Den unge i ungdomssanktion er ligeledes 18 år. De unge er interviewet enten der, hvor de er anbragt, eller i deres hjem. De var alle meget meddelsomme både i deres vurdering af Ungecenteret og hoteltilbudet og i forhold deres liv i øvrigt. Hotelbrugernes sagsbehandlere Ultimo 2003 kontaktede vi pr. brev alle de kommuner, hvorfra unge, der har henvendt sig på Ungecenterets hotelfunktion, kommer, med en forespørgsel om at læse de unges sagsakter. På dette tidspunkt havde der blot været 11 henvendelser på hotellet. Vi fik på baggrund af denne henvendelse ingen tilbagemelding fra kommunerne. Vi kontaktede derfor kommunerne pr. telefon, hvilket resulterede i, at vi fik tilsendt én enkelt sagsakt. Som konsekvens af manglende udbytte valgte vi i stedet en, på flere måder, mere direkte tilgang; vi fik via kommunen oplyst navnet på den unges sagsbehandler og ringede direkte til sagsbehandleren med henblik på et interview om den unge i forbindelse med deres hotelophold. Dette indvilligede syv ud af de 11 mulige i. To blev dog blot korte telefoninterview pga. tidspres i kommunen, mens fem var personlige interview af ca. en times varighed. For tre af de interviewede sagsbehandleres vedkommende har vi ligeledes interviewet de unge, som sagsbehandlerne repræsenterede. Ungecenterets udvikling I april 1999 blev der nedsat en arbejdsgruppe efter ønske fra ”Det Gensidige kontakt og informationsmøde”, som bestod af amtslige og kommunale repræsentanter samt repræsentanter fra Teori og Metodecentret og Udviklings- og Formidlingscentret i Hillerød. Arbejdsgruppen fik følgende kommissorium:

De fleste kommuner har ganske betydelige problemer med at finde relevante behandlingsmuligheder for en mindre gruppe af meget vanskelige 13–18 årige piger og drenge. Der er tale om unge med forskellige problemer, og de benævnes ofte uanbringelige fordi traditionelle døgntilbud ikke forekommer relevante for denne gruppe. Ofte er der tale om unge, der vil blive i nærmiljøet og på ingen måde ønsker en placering væk fra dette miljø. På baggrund af en analyse af kommunernes behov skal arbejdsgruppen udarbejde et forslag til en fleksibel og rummelig enhed, som sammen med kommunale medarbejdere kan iværksætte lokale løsninger.

Arbejdsgruppen fik foretaget en kortlægning i kommunerne, hvori det blev præciseret, at kortlægningen skulle omhandle unge, der ikke eksisterer et tilbud til. Det omhandler således ikke kapacitetsproblemer. Kortlægningen viste en stor forskel i kommunernes svært håndterlige børn og unge, såvel i antal som problemkategori. Dette gav anledning til en diskussion af, om den store forskel mellem kommunerne var udtryk for, at mange af

7

en slags unge findes i én kommune, eller om kommunerne repræsenterer forskellige lokale kulturer. Det, at nogle kommuner ikke har nogen eller blot få såkaldt uanbringelige unge kan være udtryk for, at disse kommuner har en særlig målrettet politik, der forebyggende kan opfange problemerne. Arbejdsgruppen var overrasket over det store antal piger i undersøgelsen.3 Ovenstående diskussion i arbejdsgruppen afspejler en væsentlig problematik om anbringelser: At målgruppen og målgruppens problematik hele tiden bevæger sig og svinger geografisk fra kommune til kommune. Denne problematik betyder, at planlægning og udbud af tilbud altid vil hænge efter udviklingen. Arbejdsgruppen definerede målgruppen som 13-18 årige piger og drenge, som ikke umiddelbart har et tilbud, eller som ikke kan eller skal anbringes på traditionelle specialinstitutioner. Deres problematikker er oftest hash og misbrug, kriminalitet og voldsom adfærd. Med afsæt i kortlægningen i kommunerne diskuterede arbejdsgruppen indholdet i tilbudet. Tilbudet skulle være meget rummeligt (mange problemstillinger), fleksibelt (problemstillingerne bevæger sig) og mobilt (medarbejderne skal også kunne komme ud der, hvor problemerne er). De skal ikke løses institutionelt. Tilbudet skal kobles til de unges nærmiljø. De ovenfor opridsede problemstillinger i forhold til ungemålgruppen og løsningen af problemstillingerne opsamles fint i arbejdsgruppens ønske til Vendepunktet. Det, der lægges op til, er en utraditionel institution, der skal kunne løse kommunernes problemer med en ung eller med en gruppe af unge. Samtidig skal den utraditionelle institution kunne løse opgaven på en anden måde end de traditionelle institutionstilbud, som amtet har. Medarbejderne må være rummelige og tolerante og gå ind på den unges præmisser - således at blot den mindste gnist af initiativ og lyst fra den unges side bliver positivt modtaget. Medarbejderen skal være den unges "mentale stok" eller den unges sparringspartner. Grundprincippet må være, at ingen ung i Frederiksborg Amt efterlades i en omsorgsmæssig nødsituation. Etableringen af Vendepunktet blev således til efter et udtalt behov fra amtets kommuner og ud fra et analysearbejde i forhold til en præcisering af målgruppen. Med afsæt i behovet og præciseringen af målgruppen blev der udarbejdet en beskrivelse af Vendepunktets socialpædagogiske indsats. Som det fremgår af beskrivelsen på de foregående sider retter Vendepunktet sig mod unge i en marginal position, der ikke kan anbringes på en traditionel specialinstitution. Undtaget fra målgruppen er ”psykiatriske” unge og seksuelt krænkende unge. Ambitionerne bag Vendepunktet viste sig dog at være svære at indfri. Personalet blev ansat til noget, der ikke var, - en matrikelfast institution, i stedet fik de en midlertidig placering i Hillerød. Der var desuden problemer med at omsætte projektbeskrivelsen til konkret pædagogisk praksis og med tilpasning af overenskomst til pædagogisk praksis. Det i projektbeskrivelsen meget centrale element ”kompetenceteam”4 blev aldrig realiseret.

3 Kortlægning af kommunernes svært håndterlige børn og unge, (1999), Teori og Metodecentret. 4 Kompetenceteamet var tænkt som et fast team af flere forskellige fagligheder, som kunne inddrages i planlægning og opfølgning af de forløb for unge med ophold på Ungecenteret, som Ungecenteret i overensstemmelse med pågældende kommune, skulle gennemføre med den unge.

8

Et andet væsentligt problem er manglende viden og information om Vendepunktets tilbud. Da den pædagogiske praksis ikke er på plads, bliver det svært for Vendepunktet at etablere sig som en synlig aktør overfor kommunerne. Som den tidligere forstander udtrykker det:

Forvirringen ligger jo i, at informationen om, hvad det er, Vendepunktet skal tage sig af eller ej, den er ikke til stede.

Vendepunktets medarbejdere gav udtryk for tilsvarende oplevelse af manglende synlighed og viden om indholdet i tilbudet. Der var, til trods for det store forarbejde til Vendepunktet, en stor forvirring omkring, hvad Vendepunktet skulle, ikke kun i kommunerne men også i amtet. Vendepunktets forstander udtaler:

Jeg vil jo gerne vælge, at vi er en samarbejdspartner. Vi er en samarbejdspartner til amtets institutioner og amtets børnerådgivning, frem for at vi er en skraldespand for dem. Og det er svært.

Forstanderen oplevede ikke Vendepunktet som et tilbud, der indgår i en større og bredere vifte af tilbud, hvor der samarbejdes om løsningen af problemerne. Vendepunktet blev så at sige kastet ud i at skulle løse de opgaver, som Sølagers projektafdeling tidligere havde varetaget:5 at finde en løsning til de inden-amtslige unge, der ikke kunne findes løsninger til i det etablerede institutionssystem. Forstanderen oplevede, at kommunerne vidste for lidt om Vendepunktet, og dermed var forventningerne til, hvad Vendepunktet skulle og kunne, noget diffust. Efter en svær opstart med mange opsigelser bl.a. forstanderens, blev Vendepunktet omdøbt til Ungecenteret, og det flyttede i 2003 til eget nybyggede hus på Åmosevej i Hillerød. Målgruppen forblev uforandret, men konceptet forandrede sig i forhold til den oprindelige projektbeskrivelse. Ungecenteret har båret flere af de problemer med sig, som Vendepunktet havde. De har undervejs i deres korte levetid forsøgt i højere grad at tilpasse sig de behov, der løbende har vist sig blandt unge. Hvor tilbudene: kommuneprojekter, rådgivning, hotel- og omsorgspladserne samt enkeltmandsprojekter i starten repræsenterede en bredde i Ungecenterets tilbud, har det siden vist sig, at det, der i særlig grad fylder i Ungecenterets arbejde, er enkeltmandsprojekterne, og desuden de unge på omsorgspladerne og rådgivningsdelen. Den nye forstander for Ungecenteret udtaler endvidere:

Noget der vejer meget tungt i vores arbejde er akutpladserne. Alene i år har vi haft 20 akutanbringelser.6 Som du kan se af listen har vi hentet 8 på psykiatrisk afdeling, og 8 som kommer fra andre institutioner og opholdssteder, hvor de ikke har kunnet rumme de unge.

Som et led i at forsøge at følge med de behov, der aktuelt viser sig blandt målgruppen er f.eks. to af de fire hotelpladser omdefineret til omsorgspladser, da der ikke er den forventede søgning til hotelfunktionen, men til gengæld viser der sig at være hårdt brug for døgnpladserne, da der ofte er overbelægning.

5 Sølagers projektafdeling er på dette tidspunkt videreført med uden amtslige unge. 6 Der refereres til år 2004.

9

En anden væsentlig forandring, ifølge forstanderen, der har betydning for Ungecenterets struktur og bemanding, er at de hotelbrugere, der kommer på Ungecenteret, reelt er der i døgndrift og ofte i længere tid, fordi personalet erfarer, at brugerne netop har behov for den omsorg, der ligger i at have et sted at være. I det oprindelige koncept var det intensionen på et ydre plan at signalere, at hotellet er lukket i dagtimerne. I dette tidsrum kunne personalet i stedet tilbyde aktiv støtte til den unges eget forsøg på at skabe løsning. At der omstruktureres i forhold til tilbudene, og at vægtningen af hvilke tilbud, der fylder på Ungecenteret ændrer sig, har betydning for den måde hvorpå institutionen organiseres og for kvaliteten af det arbejde, der kan udføres. Som forstanderen pointerer:

Når man ser på det oprindelige koncept, hvor der er en personalenormering, hvor man skal tage sig af det hele: de unge der kommer ind, dagsprojekter, hotel og omsorgspladser. Vi skal både havde personale, der går ud og løser problemerne i kommunerne, og nogle der er her i huset. Det er umuligt. Det handler om budgetter og overenskomster. Vi kan ikke ansætte folk på daglejermaner, folk skal have sikkerhed i ansættelsen. Vi kan ikke have folk til, at stå stand by og rykke ud, når der er noget og så ellers sidde i venteposition. Den umulige situation er også med til at gøre det lidt ad hoc, for så er der måske en der har lidt tid. Det er klart, så bliver det aldrig noget særligt godt arbejde. Den del der handler om budgetter, sammenhængen med overenskomster og så de pædagogiske tanker, det har man ikke tænkt til ende.

En turbulent virkelighed og det pres de tunge ungesager indebærer, synes at have indhentet intensionerne med Ungecenteret. De skal rumme vanskelige akutsager, også fra det psykiatrinære område og samtidig bliver de unge på omsorgspladserne hængende i væsentlig længere tid end det intentionelle kortvarige ophold med henblik på en afklaring af den unges situation. Ligeledes opholder hotelbrugerne sig på Ungecenteret hele døgnet og har dermed karakter af at være en omsorgsplads. Indenfor den periode Teori og Metodecentret har været tilknyttet Ungecenteret - fra efterår 2003 til vinter 2004 - har institutionen forandret sig, både personalemæssigt og i deres tilbud. Derfor har vi har valgt blot at fokusere på en nærmere beskrivelse af de to af Ungecenterets tilbud, som Teori og Metodecentret har undersøgt, frem for på traditionel vis overordnet at beskrive institutionen rent organisatorisk og pædagogisk. Beskrivelse af Hotelfunktionen Ifølge Ungecenterets ydelseskatalog henvender hotelfunktionen sig til unge, der er blevet af- eller bortvist fra andre institutioner, hjemmet og lignende, og som derfor står uden overnatningsmulighed. Opgaven for Ungecenteret består i at yde omsorg for og vejledning til de unge. Der var indtil for nyligt fire hotelpladser, to af disse er konverteret til akutpladser med anvisning via faglig visitation. I princippet er hotelpladserne til unge, som selv henvender sig. Amtet betaler altid den første overnatning, derefter kontaktes den unges kommune, som skal betale eventuelt følgende nætter eller iværksætte en anden foranstaltning. Den første nat kan den unge opholde sig på hotellet uden hjemkommunens vidende. Ofte drejer det sig om afklaring af familiære problemer. Alle de følgende oplysninger og tal bygger på en opgørelse fra Ungecenteret. I løbet af hotellets første halvanden års levetid, fra opstart til og med august 2004 har der i alt været

10

40 henvendelser fordelt på 23 unge. En del af de unge har henvendt sig flere gange, én pige har anvendt hotellet fem gange. De 23 unge er fordelt med 13 piger og 10 drenge, pigerne står for i alt 24 henvendelser, mens drenge i alt har henvendt sig 16 gange. De unge opholder sig typisk blot én nat på hotellet, dette gælder for 17 af de 40 henvendelser. Nogle få unge var dog på hotellet i op til mellem 14 og 41 dage, dette gælder for i alt fire unge. Ni unge har hver opholdt sig på hotellet af ni dages varighed. Hotelophold af flere dages varighed er, ifølge Ungecenteret, ofte begrundet i, at sagsbehandleren er svær at få fat i eller fordi et møde omkring den unge først kan afholdes i den efterfølgende uge. Da der således ikke stilles et alternativ op for den unge, opholder denne sig i mellemtiden på Ungecenteret. Det vil sige, reelt som om den unge var på en omsorgsplads, men uden at sagen har været inde over faglig visitation. Hvis Ungecenteret ikke får kontakt med pågældende sagsbehandler dagen efter den unges henvendelse på hotellet, så lægger de altid en besked hos kommunen om den unges ophold på hotellet. Dagen efter den unges henvendelse på hotellet informeres kommunen ligeledes om betalingspligt ved yderligere ophold, hvis de ikke stiller op med et alternativ til den unge. Dette betalingskrav har der, ifølge Ungecenterets sagsbehandler, været meget utilfredshed med hos især én kommune. Belægningsprocenten har været meget varierende, men samlet set lav. Hoteltilbudet er et åbent tilbud. Det vil sige, at Ungecenteret altid skal sørge for en overnatningsmulighed til dem, der henvender sig. Hvis alle pladser er fulde, i kraft af en overbelægning på omsorgspladser, tages madrasser i brug, og ellers vil det være en mulighed, at Ungecenteret lejer sig ind på et hotel ude i byen. I overensstemmelse med konceptet i hotelfunktionen har 37 ud af 40 været selvhenvendelser. To unge har skabt kontakt via deres kommune og en enkelt er kommet direkte fra psykiatrisk afdeling. Godt halvdelen af de unge var 16 eller 17 år. En enkelt var 12, de øvrige var 14 og 15 år ved henvendelsen. I Ungecenterets opgørelse over henvendelser til hotellet, noteres den udløsende faktor for henvendelse ud fra bestemte kategorier. F.eks. angives for 25 unges vedkommende omsorgssvigt som udløsende faktor, - fem kategoriseres som udadreagerende, - en ved berigelseskriminalitet, - en ved psykiatri, - en ved hash og fem som havende andre årsager, som ikke er kategoriseret. At Ungecenterets ydelse i forhold til hotelfunktionen primært består i at yde omsorg og vejledning, synes ifølge Ungecenterets egen opgørelse at matche med de unges behov i forbindelse med deres henvendelse til hotellet. De unge kommer hovedsagligt fra hjemmet. Dette gælder for 27 af henvendelserne, syv unge kommer umiddelbart fra en institution, og fem gange har unge henvendt sig direkte fra et liv på gaden. Der er ikke den store difference i forhold til, hvor de unge tager hen efter et ophold på hotellet: 27 blev udskrevet til hjemmet, otte til en institution, fire tilbage til et liv på gaden, og en ung er kommet i projekt foranstaltet af Ungecenteret. Det er således gældende for stort set alle hotelbrugerne, at de bliver udskrevet til det samme, som de kom fra. Kun fire unge udskrives til noget andet; to der kom fra hjemmet er udskrevet til henholdsvis en døgninstitution og en projektforanstaltning, en der kom fra gaden er udskrevet til hjemmet, mens en ung, der kom fra en institution, er hjemgivet.

11

Beskrivelse af Kommuneprojekter Vægten af kommuneprojekter i Ungecenterets pædagogiske arbejde er stærkt faldende. I 2003 var der ti unge i kommuneprojekter og i 2004 tre unge, hvoraf den ene er overført fra 2003. I det følgende vil vi skelne mellem to typer af forløb, som går under betegnelsen kommuneprojekt. Der er ni unge, der har haft en eller flere af Ungecenterets medarbejdere tilknyttet i støtteforløb med en medarbejder fra Ungecenteret og fire unge, som har været tilknyttet forløb i den eksterne private projektvirksomhed ’CONZEPT’. De to typer projekter adskiller sig blandt andet ved, at tilbudet CONZEPT er rettet mod arbejdsmarkedet, hvor de unge kommer ud at arbejde primært indenfor byggebranchen. I den anden type projekt har den unge et støtteforløb, hvor en medarbejder fra Ungecenteret støtter den unge i f.eks. at komme i skole, at strukturere sin hverdag, afklaring af den unges fremtid osv. For begge typer af kommuneprojekter er det gældende, at tilbudene er dagtilbud. Den unge bor i egen hjemkommune enten hos forældre eller selvstændigt. Den unges hjemkommune køber Ungecenterets støtte til den unge. Hvor der entreres med CONZEPT, sker dette via Ungecenteret, som efter en vurdering af den unge kan pege på dette tilbud som passende til den pågældende unge. Nedenfor skitseres de forløb, Ungecenteret har haft som kommuneprojekter fordelt på henholdsvis den unges alder, formålet med etablering af støtteforløb, hvilken paragraf i Serviceloven der er givet støtte ud fra og hvor mange medarbejdere fra Ungecenteret, der har været på opgaven. I de tilfælde hvor CONZEPT har løst opgaven, er dette nævnt i sidste rubrik.7

7 Listen bygger på sagsmateriale fra Ungecenteret, der, hvor der optræder tomme felter i listen, findes oplysningerne ikke i sagsmaterialet.

12

Alder

Formål

Paragraf i

Serviceloven

Medarbejdere fra

Ungecenteret

17 år

- Støtte og motivation ifm.

modtagelse af dom - Støtte familien

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - Pædagogisk

medarbejder

17 år

- Definere egne ønsker til fremtiden - Forslag til fremtidig foranstaltning

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - 2 pædagogiske medarbejdere

17 år

- Tilbyde voksen kontaktperson - Støtte til påbegyndelse af

uddannelse - Støtte i opnåelse af tålelig kontakt med familie

§ 40.2.7

17 år

- Afgiftning - Fastholde sit engagement i skole

§ 40.2.7

17 år

- Støtte og vejledning - Aflaste familien - Fremtidig foranstaltning

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - Pædagogisk

medarbejder

17 år

- Støtte til etablering i egen bolig

§ 40.2.6

- Faglig konsulent - Pædagogisk

medarbejder

17 år

- Støtte til konstruktiv udvikling - Støtte til at genopbygge

tillidsforhold til mor - Støtte til at finde et job

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - Pædagogisk

medarbejder

15 år

- Støtte ift. at skabe indsigt i egne vanskeligheder - Støtte til at begå sig blandt andre - Støtte til familien

§ 40.2.1

- CONZEPT

13

Alder

Formål

Paragraf i

Serviceloven

Medarbejdere fra

Ungecenteret

13 år

- Motivere i forhold til undervisning - Aktiviteter med udviklende sigte - Opmærksomhed på angstniveau

16 år

- Strukturere dagtimer - Støtte i musisk udfoldelse - Støtte i psykiatrisk opfølgning - Motivere til anbringelse

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - Pædagogisk

medarbejder

17 år

- Etablering i egen bolig - Motivere til at tage ansvar - Motivere til at komme på ”Den

Gule Flyver” - Støtte til at gennemføre psykologbehandling

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - 2 pædagogiske medarbejdere

16 år

- Støtte i dagbeskæftigelse og

kontakt til andre - Klargøre og strukturere fremtidig skolegang og praktik (arbejdsdusør)- Nye løsningsmodeller til vanskelige situationer - Støtte i fritidsaktiviteter

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - 2 pædagogiske medarbejdere

16 år

- Støtte til at opbygge gensidigt

tillidsforhold mellem ung og moderen

§ 40.2.7

- Faglig konsulent - Pædagogisk

medhjælper

Som det fremgår af ovenstående, er de gennemgående opgaver i kommuneprojekterne støtte, vejledning, motivationsarbejde og aktiviteter for den unge med henblik på afklaring af nuværende situation, stabilisering i et tiltag og klarlægning af fremtiden.

14

Kapitel 2. Ungdomsbegrebet og udsatte unge i det moderne samfund I det følgende vil vi belyse nogle af de problematikker, der er med til at tegne billedet af at være ung i dag. Og i særlig grad at være ung og marginaliseret. At vokse op i en moderne verden er i stigende grad blevet en kompleks oplevelse. Det moderne samfund er kendetegnet ved forandring. F.eks. ændrede familieforhold, større kulturel differentiering, et forandret og bredere socialt miljø som baggrund for socialisering og dermed øgede krav til social kompetence er sociokulturelle elementer i det moderne samfund, som resulterer i en kompleks og til tider usammenhængende verden for unge at skulle færdes i og forholde sig til. Betydningen af at være ung er blandt andet forandret i kraft af, at unge aktivt skal konstruere deres egen identitet. Både en personlig identitet og i forhold til de forskellige grupperinger, de indgår i. Tidligere tiders mere faste norm- og værdisættende faktorer for socialisering er ikke længere gældende, identitet er blevet et mere flydende begreb, som for unge skal skabes ud fra et til tider overvældende udbud af påvirkninger og sociale relationer. Sociale arenaer og identitetsdannelse At leve i et moderne samfund indebærer følgelig, at de unge har mange forskellige relationer, og at de færdes på mange forskellige sociale arenaer, som både kan være stabile og foranderlige. En social arena kan defineres som et socialt rum eller et system, et mødested eller en institution, hvor en specifik kultur og særlige gensidige relationer udspiller sig. En social arena kan være en klub, et uddannelsessted, vennerne, familien, arbejdspladsen, fællesskabet på gadehjørnet, i bycentret osv. Sociale arenaer er betydningsfulde sociale platforme i forhold til samhandling, socialisering og netværksdannelse i forskellige sammenhænge. F.eks. erhverver den unge kompetencer i en bred betydning på sociale arenaer udenfor familien, som den unge ikke alene kan erhverve i familien. Den unges interaktion, på mange forskellige arenaer, er væsentlige og vigtige sociale sammenhænge for den unge i forhold til at erhverve kompetence til at tyde og forstå kulturelle meningssammenhænge; til at handle i forskellige sammenhænge og på forskellige arenaer, kort sagt en forståelse af hvad der foregår i de enkelte samspil på en given arena. Samtidig har interaktion på forskellige sociale arenaer betydning for den unges identitetsdannelse. De forskellige sociale arenaer varierer med hensyn til deltagere, aktiviteter og funktioner. Når unge færdes på mange forskellige arenaer, omgås de forskellige grupper af både voksne og unge og indgår ofte i mange forskellige subkulturelle sammenhænge på kort tid. De unges kontaktflader er således mange, brogede, flydende og omskiftelige. Selvom unge færdes på mange arenaer og påvirkes af et væld af relationer, værdier, normer, varer, reklamer osv., så er det i sidste ende den unge selv, der ud af udbudets kulturelle og sociale muligheder skal vælge, hvad og hvordan, de ønsker at være som socialt og kulturelt væsen. I et gensidigt samspil med omgivelserne og i kraft af

15

forskellige relationer danner den unge sin identitet. Den unge er ikke passiv modtager af input, men er selv aktiv aktør i sin identitetsdannelse. Skabelsen af unges identitet er således ikke blot noget, der gøres ved dem. Det involverer også den enkelte unges forskellige ressourcer, valg og eventuelt pres eller påvirkning fra andre. Stig-Arne Berglund (1998, s.14) præciserer denne forståelse af unge på følgende vis:

Jeg ser hverken ungdommen som offer for ulykkelige omstændigheder eller som symptom på sygdom eller patologi. Jeg ser dem som potente aktører som i de fleste henseender vælger og udformer deres liv. Dette sker derimod ikke i et tomrum, men handler om valg og bevægelser i kontekstuelle livsrum med alle deres muligheder og begrænsninger. 8

Det er et perspektiv, der tager afsæt i, at unge selv udformer deres liv i givne sammenhænge og på en måde, som er meningsfuld for dem. Socialisering involverer de unge i processen af at skabe deres identitet op imod og/eller i et gensidigt samspil med f.eks. deres venner, familie og deres økonomiske, geografiske og sociale placering. Identitet skabes gennem de sociale praksiser, som den unge færdes i eller er i berøring med, såvel personlige som kollektive. Begge disse former for praksiser er uløseligt og gensidigt forbundet til det samfund og de kulturer, den unges identitet skabes indenfor. Det vil sige, at den unges identitetsskabelse er betinget af de omstændigheder, den unge omgives af. Relationer til andre unge Ifølge sociolog Ivar Frønes (1994) er kammeratskab en vigtig faktor i unges opvækst. Det er i jævnaldergruppen, at unge udvikler betydningsfuld læring. Jævnaldrende venner kan betragtes som ligeværdige, og de er derfor det bedste forum for udveksling og læring i forhold til f.eks. konfliktløsning. Relationer og samvær med jævnaldrende har en særlig betydning i unges socialiseringsproces, fordi den i princippet er jævnbyrdig og ligeværdig. Det karakteristiske for netop de jævnaldrende i forhold til udvikling af social kompetence er, at jævnaldergruppen er det bedste forum for den type læring som Frønes kalder ’læring ved perspektivkonflikt’ og ’perspektivudveksling’. Perspektivkonflikter mellem unge finder sted, når der er jævnbyrdighed. Det vil sige, når den ene part ikke blot skal tilpasse sig den anden, som det f.eks. er tilfældet, når de unge skal tilpasse sig voksnes forventninger og regler. I stedet er der tale om, at begge parter (de unge) principielt har lige ret, og de unge derfor skal forhandle sig frem til en løsning af en social konflikt. På denne måde bliver det ligeværdigheden mellem de unge, der skaber læringspotentialet. I jævnbyrdige relationer indgår det at kunne gribe den andens perspektiv, forestille sig at være den anden, hvilket kræver indlevelse og forståelse for den andens situation. Denne perspektivudveksling fremmes af, at den forekommer mellem personer, der på grundlæggende områder ligner én selv, er i samme position, samme situation osv. Det er således især blandt jævnaldrende, at kommunikativ kompetence udvikles, fordi det er her, der skal forhandles, og det er ifølge Frønes også her, at udvikling af evnen til fortolkning bedst sker. At kunne handle kompetent forudsætter kompetencer for refleksion og fortolkning. Sociale kompetencer, sociale kontakter, venskaber og nærhed er dermed

8 Vores oversættelse.

16

noget, der skal opnås og læres i nære sociale sammenhænge. Ud over det specielle læringspotentiale, der ligger i samværet med jævnaldrende, fremhæver blandt andre Gillian Turner (1999), der har forsket i ung-til-ung støtte, at det at være involveret i at hjælpe andre unge giver en følelse af selvduelighed og selvtillid. Støtte og involvering fra andre unge kan være med til at skabe anderledes handlingsstrategier end dem, der kan udvikles i samråd med voksne. Turner har studeret den positive sammenhæng mellem støtte fra jævnaldrende og de unges helbred blandt andet brug af rusmidler, hvilket vi vil komme nærmere ind på i kapitel 3. Udviklingsspørgsmål:

Med afsæt i det betydningsfulde i at have nære jævnalderrelationer, er det vigtigt at reflektere over, hvordan det kan identificeres, om de unge har nære betydningsfulde jævnalderrelationer?

Hvordan kan de unge, som evt. ikke har nære jævnalderrelationer støttes?

Enhver anbringelse er et indgreb i den unges sociale kompetenceudvikling. Hvordan kan de unges relationer med venner og kammerater sikres og vedligeholdes under en anbringelse eller et ophold på Ungecenteret?

Rettigheder og medbestemmelse Et andet vigtigt aspekt, i en analyse af unge i en moderne verden, er at betragte dem som borgere med egne rettigheder og meninger, og ikke mindst at respektere deres egne oplevelser af livet omkring dem. De unge er eksperter i deres eget liv. Jan Kampmann (2000, s.27) beskriver i bogen Børn som informanter, det at have et ungeperspektiv som et klart politisk perspektiv, idet det drejer sig om at synliggøre en befolkningsgruppe for gennem denne fokusering at forøge deres mulighed for indflydelse og medbestemmelse i forhold til deres eget liv. Mange børn og unge, især dem der har haft kontakt med socialforvaltninger, politi eller andre myndigheder, eller som har været anbragt udenfor hjemmet, har oplevelser af ikke at blive hørt eller inddraget i vigtige beslutninger, der vedrører deres liv. Dette på trods af, at medinddragelse og medbestemmelse indgår i FN’s børnekonvention, som Danmark har tiltrådt, og at det er lovfæstet i Lov om Social Service. Rettigheder forudsætter dog, at man har kendskab til dem, hvilket for unge ofte betinger, at de voksne i deres umiddelbare netværk skal skabe muligheder for indflydelse og medbestemmelse for de unge. At arbejde pædagogisk med medindflydelse og medbestemmelse indebærer at spørge unge om deres egen deltagelse i sociale sammenhænge, idet de er den primære kilde til viden i forhold til deres eget perspektiv, erfaringer, oplevelser, handlinger og holdninger. Det at støtte de unge i at få sig et eget liv drejer sig både om karakteren af deres personlige relationer, at de hører til i deres miljø og omgangskreds, og at de laver noget, der giver mening for dem. Disse prioriteringer er ikke blot møntet på fremtiden, de er relevante for de unges liv lige nu. Udviklingsspørgsmål:

Hvordan kan der i højere grad skabes mulighed for, at de unge bliver hørt, at de får indflydelse og medbestemmelse i forhold, der vedrører deres eget liv – både

17

på og udenfor Ungecenteret?

Hvordan kan det sikres, at de unge kender deres rettigheder? Ungeliv er ikke blot en fase på vej til at blive voksen Op gennem 1990’erne har et paradigmeskrift indenfor social og kulturel videnskab i forhold til børn og unge banet vejen for at betragte unge i deres egen ret, og ungdomsliv som noget betydningsfuldt i sig selv.9 Det vil sige, at der er sket en forskydning i fokusering fra at betragte børn og unge som ufuldstændige, at se barndom og ungdom som blot et led i en udvikling til at blive voksne; en udvikling der udelukkende er fremadskuende og ikke har et nutidsperspektiv, og hvor den unge fastholdes i en objektposition, til i stedet at se unge som sociale aktører, der er kompetente i forhold til at handle i den sammenhæng, de indgår i og er en del af. Fra at være objekt i et forløb bliver unge til subjekter i deres egen verden og sammenhæng. Paradigmeskiftet bryder med en forståelse, der indebærer at fuld samfundsmæssig deltagelse først opnås som voksen. Indeholdt i den traditionelle forståelse er, at ungdom blot er en overgangsfase på vej til fuldendt deltagelse i livet. Men ud fra et moderne ungesyn er det at betragte ungdom som en overgang til at blive voksen udelukkende relevant i relation til specifikke omstændigheder af politisk og økonomisk karakter, omstændigheder der er nedfældet lovmæssigt. En af de sagsbehandlere, vi har interviewet i denne undersøgelse, problematiserer f.eks. den lovbestemte skillelinie ved 18 år, som betyder, at de unge er ilde stedt, fordi kommunens forsørgerpligt ophører og tilbud om hjælp og foranstaltninger ligeledes ikke længere gives i samme omfang, som når den unge er under 18 år. Samtidig giver en af de unge, vi har interviewet, udtryk for, at hun pludselig som 18-årig har lovmæssige rettigheder, hvor hun oplevede beslutninger vedrørende sit liv, da hun var under 18, som afhængige af hendes familie eller sagsbehandleren, på trods af at hun boede selvstændigt. Det er altså ikke den unges sociale situation, der bestemmer graden af hjælp og evt. indsats, men en lovbestemt aldersgrænse. Et begreb om ungdom som overgang til voksenlivet indebærer, at man tænker på en destination, som man når til. Selv en tankegang, der opererer med flere overgange til voksenlivet, indebærer bestemte markører f.eks. at afslutte skolen, at flytte hjemmefra, at danne familie, at få et job; men selvom hver hændelse i sig selv er en forandring, så er den ikke nødvendigvis betydningsfuld eller for den sags skyld varig som en fast destination. Den kan igen forandre sig, f.eks. fra at få en bolig til igen at være boligløs, at tage en uddannelse og få et job, for så igen at starte på en anden uddannelse, eller blive arbejdsløs. De er alle udtryk for sociale processer og ikke nødvendigvis markører fra ungeliv til voksenliv, og dermed heller ikke udtryk for handlinger, der leder til en bestemt destination eller én bestemt livsform. Overgangen til voksenlivet som et begreb kan ikke indfange de mange forskelligartede processer, unge er involveret i. Disse processer foregår som beskrevet ikke fra et punkt

9 Inden for psykologien er det blandt andet Dion Sommer (2003), der aktualiserer en bredere debat i Danmark. Inden for sociologien kan nævnes Allison James, Chris Jenks og Alan Prout (1999). Derudover giver Leena Alanen (1992) i forskningsrapporten Modern Childhood? Exploring the Child Questition in Sociology en grundig oversigt over psykologiske og sociologiske tilgange til moderne barndom.

18

til et andet, men er cirkulære eller som Wyn og White (1997, s.97) mere billedligt udtrykker det, som en spiral. De sociale processer foregår fra og til på forskellige tidspunkter og med forskellig status forbundet til dem. De fortsætter livet igennem, betydningsfulde forandringer og overgange i livet er ikke nødvendigvis aldersrelateret, men et aspekt ved at leve et moderne liv for alle aldre. I et moderne perspektiv er unge ikke på vej til at blive borgere, de er borgere i det samfund, de lever i, og de har derfor både rettigheder og krav på deltagelse i forhold til de sammenhænge, de indgår i. Sideløbende med en traditionel opfattelse af ungdom, eksisterer der både videnskabeligt, i medierne og i offentlig debat en diskurs om, at ungdomsbegrebet breder sig og dermed både flyder langt ind i det, der ellers betragtes som barndommen på den ene side og voksenlivet på den anden. I nogle sammenhænge anses ungdomsfænomenet for at omfatte børn ned til 10-11 år og i andre at være en faktor langt op i 30’erne. Denne udbredelse af ungdomsfænomenet er især gennemgående i forhold til kulturelle fænomener og er i høj grad markedsskabt.

Ungeliv er forskellige. Der er ikke længere faste normer for, hvad der kendetegner unge. De overgange i ungeliv som antages at foregå for hovedparten af unge indenfor en bestemt tidshorisont, kan andre unge opleve enten forsinket, i brudstykker eller opleve dele af på forskellige tidspunkter i deres liv eller måske slet ikke opleve. Det kan f.eks. dreje sig om uddannelse, debut på arbejdsmarked, seksualitet, par- eller familiedannelse, forhold til stoffer, alkohol eller kriminalitet. Dette kan skyldes både individuelle forskelle i tilgangen til livet, eller det kan have mere overordnet karakter, så som sammenbrud i uddannelsesforløb, diskrimination eller arbejdsløshed. På trods af fælles alder er sociale, økonomiske og kulturelle forhold langt fra fælles for alle unge. Ung og udsat Ovenstående diskussion af et ungebegreb i en moderne verden tager generelt udgangspunkt i alle unge. Men der er grupper af unge for hvem, der ud over at de lever et moderne hverdagsliv, samtidig gælder helt specielle omstændigheder. De har vilkår, som gør, at de adskiller sig fra flertallet af unge. Disse unge betegnes meget forskelligt f.eks. som udsatte, truede, marginaliserede, unge for hvem livet gør ondt. Ofte er disse unges vanskeligheder ikke blot afgrænset til ét livsområde eller én social arena, men strækker sig over flere områder samtidig. Det kan f.eks. være skole-/uddannelsesmæssige vanskeligheder, arbejdsløshed, misbrug, psykiske problemer, hjemløshed/gadeliv, traumatiske oplevelser eller ustabile opvækstforhold. Denne gruppe unge er meget sammensat og langt fra en homogen eller ensartet gruppe af unge. Men på trods af at de på visse livsområder har vanskeligheder, ligner de på andre områder mange andre unge og indgår i mange eller nogle sammenhænge på nogenlunde samme vilkår som andre unge. Tilsammen udgør disse unges liv et komplekst billede af de vanskeligheder, som unge kan have, en kompleksitet der i højere grad kræver individuelle løsninger frem for standardløsninger. Det er netop denne kompleksitet, der ligger til grund for tankegangen bag at skabe et anderledes tilbud til unge i Frederiksborg Amt, et tilbud til de unge for hvem det ikke er løsningen med en traditionel institutionsanbringelse. I takt med at traditioner og faste normer for socialisering går i opløsning i det moderne samfund, øges den enkeltes ansvar for eget liv. Det vil sige, at det bliver et personligt

19

anliggende at færdes i et komplekst samfund med mange udbud. Der er ingen slagen vej at følge, og dermed bliver manglende succes selvforskyldt og kan betragtes som et personligt nederlag. Et stort udbud af muligheder og dermed valg samt høje krav til selvstændighed og succes, gør ungelivet til en udfordrende men også svær fase for alle unge. Katznelson & Simonsen (2005, s.10) beskriver situationen som en navigation: De skal hele tiden have antenner ude for at opfange og afkode signaler, de kan styre efter. Det er netop dette, der er særligt vanskeligt for unge, som på et eller flere livsområder er udsat eller marginaliserede, fordi der kan være stor forskel på, hvad det kræver af psykisk overskud, kompetencer og ressourcer og så de reelle muligheder, som den enkelte unge har for at kunne overskue og klare de mange valg og de store krav til vellykkethed. Det kræver en veludviklet refleksivitet og fortolkningsevne at færdes i det moderne samfund. Det er netop i forhold til disse kompetencer, at Frønes (1994) peger på vigtigheden af vennerelationer med andre unge, da disse kompetencer har gode udviklingsbetingelser i relationer med jævnaldrende. Der har for nyligt i avisen Information (27.05.05) været artikler om den såkaldte MTV generation, nutidens unge der er vokset op med MTV, blandt andet i kraft af dette er de vant til et væld af input og en stor sammensathed. Da det er en del af deres kulturelle opvækst, er de, ifølge Christian Graugaard formand for Sex og Samfund og Birgitte Simonsen leder af Center for Ungdomsforskning, rustet til at navigere mellem livsstile og medie- eller reklameudbud. De er mestre i at mikse og sammensætte mærker og livsstile efter behov. Set i forhold til et markedsaspekt er det både gennem de unges forbrug og gennem deres egen sammensætning af livsstil, at deres kulturelle identitet skabes. Graugaard og Simonsen er dog begge opmærksomme på, at der er en gruppe af unge, der har sværere ved at skelne mellem fiktion og virkelighed, ved at være kritiske og at orientere sig i forhold til f.eks. mediebilledet. De kan ikke afkode det, omsætte det og bruge det konstruktivt. I det moderne samfund har ungdom og det at forbinde sig med at være ung en positiv aura omkring sig. Det omgives af elementer som generelt efterstræbes af folk i mange aldre. Ungeliv forbindes med fester, kærester, dating, kammerater, munterhed, lethed, nye oplevelser og livsudfoldelse. Elementer der gør det ekstra svært, hvis en ung ikke er en del af dette liv, eller dele af det, der fremstår som en selvfølgelighed i ungelivet. I en fremstilling og forståelse af ungdommen som frisættende10 er det ekstra svært at være udsat eller marginaliseret. Det handler både om de daglige valg og omstændigheder og om de mere overordnede valg; og selvom mange af disse valg eller omstændigheder kan laves om, og der kan vælges, og man kan forholde sig på ny, har det en betydning, hvad du vælger her og nu, da det er identitetsskabende og dermed danner udgangspunkt for videre navigation i livet. At færdes i en moderne verden kræver, at de unge har en vis kerne af identitet samtidig med en evne til omskiftelighed, og det kan derfor være hårdt arbejde, hvis man ikke er rustet til at handle refleksivt i forhold til sine omgivelser og omstændigheder. Som Katznelson & Simonsen (2005) betegner det, er der ingen normalbiografi for de unge, der er ingen mulighed for at gøre, som man plejer. Meget paradoksalt viser flere undersøgelser om især udsatte unge,11 at deres fremtidsønske netop er at få et normalt liv

10 Bl.a. Thomas Ziehe (1983) beskriver unges læringsprocesser, kulturmønstre og kulturelle frisættelse. 11 F.eks. Warming & Glavind Bo (2003), Hvad har de gang i? Profilanalyse af unge fra Gentofte og Holbæk hhv. 2004 og 2003, Katznelson & Simonsen (2005) og nærværende undersøgelse om Ungecenteret i Frederiksborg Amt.

20

efter tidligere tiders standarder (klicheagtigt fremstillet med betegnelserne villa, Volvo og vovse); et anonymt liv, hvor man passer ind og forestiller sig, at man vælger som de andre; et liv midt i mellem det frisatte og det udsatte. Disse unge synes at stræbe efter et familieliv, som mange af dem ikke selv har oplevet. De mange valg og foranderligheden kan især være hårdt for dem, der har oplevet megen ustabilitet og netop derfor søger de mere varige og stabile livsforhold. På paradoksal vis er det blandt andet ustabile familierelationer, der gør, at nogen af disse unge tidligere end andre unge selvstændigt skal skabe sig et eget hjem og i det hele taget varetage mange opgaver, som andre unge, der lever sammen med deres familie, ofte ikke har ansvar for. Samtidig har mange af disse unge ikke samme støttende netværk som andre unge almindeligvis har. Denne omstændighed kan gøre starten på et selvstændigt liv skrøbelig. Mange af disse unge står alene og har ikke nogen at dele deres oplevelser og erfaringer med. En situation der blandt andet kan lede til en oplevelse af magtesløshed og for nogen unge udmunde i ensomhed. Ændringer på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet har en signifikant effekt på unges muligheder for at skabe sig et selvstændigt liv. Der er større krav til veluddannethed samtidig med at, der er færre jobs til unge, bl.a. ufaglærte, begge faktorer er med til at presse unge ind i et uddannelsessystem, som ikke er konstrueret til at rumme denne målgruppe. Dette gælder i særlig grad for udsatte unge, for nogles vedkommende ender skolegang/uddannelsesforløb således i nederlag og afbrudte forløb. Når de unge, vi har interviewet, udtaler sig om deres liv generelt, inkluderer det også tanker og planer for, hvordan de skal klare sig selvstændigt, det drejer sig overordnet om arbejde, uddannelse og bolig. Tre af de unge har været arbejdsdrenge og fortæller, at de i den forbindelse er blevet lovet en praktikplads, men at de enten ikke kan komme ind på teknisk skole, eller at de har gået på teknisk skole, men ikke kunne leve op til niveauet. Det er især matematik og kemi, de har svært ved. En fortæller, at han var blevet lovet at få hjælp til at kunne klare teknisk skole, men oplevede alligevel ikke, at han fik den hjælp. En anden har spurgt, om Ungecenteret ikke kunne prøve at finde noget ekstra undervisning, uden at det endnu er blevet til noget. De unge synes villige til at gøre en ekstra indsats for at honorere de svære uddannelsesmæssige krav, således at de kan få en plads i samfundet på lige fod med andre. En af dem har arbejdet gratis i et halvt år som arbejdsdreng i en ordning med kommunen, som til gengæld skulle udbetale ham lommepenge. Han vurderer, at det var den eneste måde, hvorpå han kunne få lovning på en læreplads; arbejdsstedet skulle lige lære ham at kende og se, hvad han kunne rent arbejdsmæssigt. Nu venter han på, at der er plads i en ekstraklasse på teknisk skole. Selvom hans ungdomssanktion udløber om et halvt år, så fortæller han, at han først vil flytte tilbage til sjælland og sin hjemkommune, når han er færdig med sin uddannelse om 3-4 år, da det ikke er let at få en læreplads, og nu har han en på hånden i den kommune, hvor han er anbragt. Ressourcesyn Psykolog Michael Rutter (1998) argumenterer for, hvordan succes eller kompetence på et område kan være med til at udvikle kompetence i forhold til at modstå risikofaktorer på andre områder i ens liv. Det vigtige for Rutter er at fokusere på konkrete og kontekstuelle processer i samspillet mellem mennesker og deres miljø, frem for at se på karakteristika som havende enten entydig risikobærende eller beskyttende effekt. Denne sidstnævnte

21

forståelse findes f.eks. i en traditionel familiedeterminisme. Derved forstås en lineær kausalitet, f.eks. far drikker, ergo får barnet problemer. Ifølge Rutter (ibid., s.176) kan psykosociale risikofaktorer ikke betragtes generelt. De forholder sig til en konkret kontekst, idet der er individuel variation i forhold til f.eks. den specifikke sammenhæng og det forhold, at egne handlinger og erfaringer kan have betydning som beskyttelsesfaktor. Det vil sige, at succes på ét område giver positive oplevelser f.eks. i form af selvværd, som fremmer modstandskraften og dermed giver bedre muligheder for at tackle udfordringer på andre områder. Iben Stephensen (2005), der forsker i selvmordsforebyggelse, argumenterer, at børn og unges sociale netværk har en forebyggende effekt i forhold til selvskade og selvmordsforsøg. Samtidig viser forskning, at voksne ofte ikke optræder i unges sociale netværk, når de skader sig selv, det er primært jævnaldrende, de unge betror sig til. Et støttende netværk kan virke som en ressource i forhold til at handle og klare sig, at mestre vanskeligheder i livet. Om de unges sociale netværk virker som beskyttende faktor, afhænger af samspillet mellem den enkelte unge og de sociale arenaer, der udgør den unges netværk. Stephensen (ibid., s.87) påpeger, at der er flere forudsætninger for, om den unges sociale relationer reelt har en beskyttende funktion: - For det første, at den unge har et netværk, som han eller hun kan betro sig til. - Der kan dog være forskellige forhold, der bevirker at den unge ikke ønsker at betro

sig til andre. - Det er vigtigt at skelne mellem negative og positive sociale relationer. Stephensen (ibid.) uddyber sin sidstnævnte forudsætning:

Nogle forældre er af forskellige årsager, eksempelvis på grund af egne problemer, ikke i stand til at fungere som omsorgspersoner eller rollemodeller for børn. Unge kan også indgå i dårlige kammeratskabsgrupper, hvor kriminalitet, asocial adfærd, begyndende misbrugsproblemer og anden selvdestruktiv adfærd er normen, hvilket ikke er befordrende for den unges helbred og trivsel. Disse børn risikerer da at vokse op uden den støtte og vejledning, som de har brug for. Sociale relationer kan således være både til hjælp, men kan også være en belastning for den unge.

Det vil sige, at det er vigtigt at skelne mellem forskellige typer af sociale relationer. I Frønes’ optik kan der dog fortsat være et udviklingspotentiale i det, Stephensen betegner som en dårlig kammeratskabsgruppe, idet de unge er ligeværdige, i samme situation og at der er reel mulighed for perspektivudveksling,12 uanset hvilket handlingsfællesskab eller forhold der er udgangspunktet for relationen. Samtidig er en såkaldt dårlig kammeratskabsgruppe ikke årsag til den unges vanskeligheder. Den belastning, Stephensen argumenterer for, at visse sociale relationer kan være, skal forstås som indirekte. Det er f.eks. i disse grupper, at den unge kan omsætte manglende selvværdsfølelse og frustrationer til afvigende handlinger som kriminalitet og misbrug.

12 For nærmere beskrivelse se afsnittet relationer til andre i dette kapitel.

22

Udviklingsspørgsmål: Opmærksomhed i forhold til hvilke typer af sociale relationer, den unge har. Om

den unge har andre unge, som han/hun betror sig til, andre unge som de taler med om deres problemer og vanskeligheder. I det hele taget en opmærksomhed på hvad de foretager sig med deres nære og bedste venner?

Det at fokusere på ressourcer udvikler selvtillid. At se ud over diagnoser og

problembeskrivelser, hvor er det den unge klarer sig? Hvordan kan den unge støttes, således at ressourcer på et område kan brede sig til andre livsområder med vanskeligheder?

Hvordan støttes sårbare og rastløse unge til at indgå i aktiviteter, der kan give

dem selvfølelse? Konstruktion af unge som et problem Samfundsmæssigt, i medierne og i tilgange til unge i øvrigt, er der en tendens til at anskue unge som en samlet ens gruppe, og ofte også en tendens til at se dem som problembærer; bærer af problemer der betegnes som specifikt hørende ungdommen til. At omtænke det traditionelle ungdomsbegreb indebærer derfor også at omtænke den rolle, som unge har i samfundet og ikke mindst det ansvar, som samfundet har for unge. Unge ses i nogle sammenhænge som nærmest naturligt ukontrollable; som nogen der skal gribes ind over for både med kontrol og beskyttelse. I f.eks. medierne fremstilles unge oftest på to måder enten som symboler på det moderne samfund13 eller som ofre for det moderne samfund. De skildres som værende en trussel i forhold til accepterede samfundsværdier, og samtidig fremstilles det som sandsynligt, at de involverer sig i risikabel adfærd. Begge diskurser forstærker, at det er de unge, der er problemet, ikke mindst når de sættes i spil samtidig. Selvom unge i nogle af deres relationer, eller på nogle af de arenaer de færdes i, kan fremstå som subkulturelle i forhold til en gængs samfundsmoral, så er hovedparten af unge ikke fuldt ud subkulturelle i deres møde med institutioner og de andre arenaer, de færdes i. Deres identitet er sammensat, og en eventuel subkulturel identitet er da ofte blot en del af den unges identitet. Det er nødvendigt at se på de sociale og økonomiske processer og praksiser, der marginaliserer de unge, idet de kan betragtes som forhindringer. Det vil sige, at det er nødvendigt at have et helhedsperspektiv på unges liv, der har fokus rettet på den verden, som den unge færdes i og betingelserne for denne færden, frem for et traditionelt syn, der ser på den enkelte unge eller grupper af unge som problemet, som bærer af ofte en stribe af problemer, vanskeligheder og diagnoser eller problemkategorier. Ungeliv må betragtes som mangefacetteret og forskelligartet. Risikobegrebet og marginal status Risiko er et begreb, der jongleres med i forbindelse med ungeproblematikker. I diskussioner om unges udvikling og ikke mindst i forbindelse med kategoriseringer af unge bliver nogle grupper defineret som værende i risikozonen.

13 F.eks. som MTV-generationen.

23

For at forklare hvordan risikobegrebet hænger sammen med ungeliv, er det dog nødvendigt at vide mere om ungeliv ud fra deres eget perspektiv: hvordan former disse unge ideer om dem selv, hvordan finder de sammen med andre unge som dem selv, og hvordan dannes og bruges identitet, både personlig- og gruppeidentitet. Samtidig er det vigtigt at have for øje, om disse unge definerer sig selv som værende i en risikozone så vel kulturelt som socialt og ikke mindst at have med i betragtning, hvorfor disse unge får denne betegnelse fra eksperter og professionelle. Besvarelse af disse spørgsmål ligger udenfor denne undersøgelse, om end nogle af de unge har udtalelser om dele af de rejste problematikker. F.eks. udtaler flere af de unge, at selv om de har været ude i kriminalitet, vold eller stoffer, så er de for det meste bare almindelige unge, der vil være sammen med venner og i øvrigt have omsorg og blive lyttet til. En stor dansk ungdomsundersøgelse fra 1999 (Balvig 2000, s.151), der blandt andet omhandler marginalisering og ekskludering, belyser på paradoksal vis, at det f.eks. er de unge – 2 ud af 3 eller 64 % - der i undersøgelsen betegnes som lovlydige, som mener, at kriminalitet har og får konsekvenser for ens netværk, f.eks. at kammerater slår hånden af en. Mens samme andel af de unge, som undersøgelsen betegner som de mest kriminelle, er helt uenige i, at kriminalitet betyder, at man mister sine venner. Det vil sige, at de unge, der er udsatte eller marginaliserede (i dette eksempel kriminelle), har andre forestillinger, oplevelser og erfaringer om deres eget liv end unge, der lever en anden eller delvis anden form for ungeliv. De problemer de unge måtte have, som forbinder dem med at være i risikozonen, er en del af et ungeliv, som indeholder mange forskellige relationer og facetter. Selvom de unge i vores undersøgelse omtaler, at de i perioder kan have været langt ude, så er det ikke det, der overordnet set fylder for dem, de fokuserer samtidig på andre og flere aspekter af deres liv. Et marginaliseret liv eller et liv på kanten af eller med samfundet er ikke et naturligt fænomen, det er samfundsskabt. Det opstår i mødet mellem de muligheder og ressourcer, den enkelte har, og de muligheder og ressourcer der samfundsmæssigt stilles til rådighed for den enkelte. At befinde sig i en marginal position rent samfundsmæssigt indebærer at være hægtet helt eller delvist af og samtidig at være udenfor indflydelse og deltagelse. For eksempel fortæller en af de unge, vi interviewede, at han oplever ikke at være accepteret i forskellige sammenhænge, fordi han er kriminel. Han fortæller, at når man er ung og har lavet noget kriminelt, så viger folk tilbage og tænker deres om en, uden at de kender en. Hvilket er i overensstemmelse med de udsagn og opfattelser, som er dokumenteret i kriminolog Flemming Balvigs ungdomsundersøgelse (ibid.), og den viser tilmed, at det ikke blot, som drengen i vores undersøgelse omtaler, er gældende for voksne, det gælder også for andre unge. Det aktualiserer overvejelser omkring hvad kategoriseringer og etiketter, der puttes på unge, gør ved dem. Hvilke forestillinger får de om sig selv, hvilke selvbilleder, som de siden anvender og omsætter i nye livssituationer. Hvad gør det ved unge, at vi ofte ser dem som problemer, kriminelle osv., og at der handles i forhold til netop disse etiketter. Samme billede tegner sig på arbejdsmarkedet, hvor der de seneste år ses en stigende brug af straffeattester hos arbejdsgivere (Information 11.04.05). Har du en gang fået en dom, er dine muligheder for siden at få et arbejde således indskrænkede, de unge risikerer på denne måde at blive marginaliseret på flere områder. Det bliver sværere at slippe af med

24

problemer, vanskeligheder og etiketter, da de ikke blot ses og anvendes i den sammenhæng, de er opstået, men de hænger ved den unge og kan (mis)bruges i mange forskellige sammenhænge. Det bliver således yderligere vanskeligt for disse unge at blive socialiseret i det såkaldte normalsamfund. Udviklingsspørgsmål:

Hvordan kan vi sikre os hele tiden at være på højde med de unge? Således at pædagogiske tiltag er afstemt i forhold til netop det ungeliv, den pågældende unge eller gruppe af unge lever for tiden og ikke i forhold til et ungeliv, der ses som mainstream?

Hvordan kan Ungecenteret støtte de unge i ikke at fokusere på de etiketter og

problemkategorier, de har fået, men at de i stedet ser fremad og arbejder med deres ressourcer?

Frirum og væresteder Både de unge vi har interviewet og de unge, der har deltaget i undersøgelserne i Holbæk og Gentofte (Hansen 2003, 2004), beskriver oplevelser af ikke at have nogen steder at være og ikke rigtig at høre hjemme nogen steder. De keder sig og mangler et sted at mødes og være sammen, et sted hvor de kan være sig selv, et frirum. I stedet færdes mange af dem i gadebilledet eller driver rundt i bycentret. Det gør de i flok, dels fordi fritiden netop bruges på at være sammen med venner og dels fordi, som en ung udtaler, når man er alene, så udstiller man sig som taber. Cocktailen af kedsomhed, for nogles vedkommende et forbrug af stoffer og det, at færdes i det offentlige rum fører ofte til konfrontationer med politiet. Nogle af de unge i Gentofteanalysen (Hansen 2004) udtrykker, at de føler sig forfulgt og undrer sig over, hvorfor politiet skal blande sig i, hvor de unge skal færdes. De unge føler sig bortvist til ingenting og i deres forståelse, findes der ikke noget sted, hvor de oplagt kan tage hen. De unge giver udtryk for, at det er hårdt, at skulle håndtere et fritidsliv under disse betingelser. Mange af de unge dyrker ikke organiserede fritidsaktiviteter, og deres beskrivelser af et sted, de kan være, er netop det modsatte af en institutionaliseret fritid. De beskriver frirummet som et sted, der har mere karakter af en klub, et sted på de unges vilkår og gerne uden eller med kun få voksne. Flere af de unge, vi har interviewet, giver udtryk for, at i mangel af andet driver de rundt på torve og i bycentre. For de unge, der lever på gaden er det i høj grad der, de mødes med hinanden. Generelt efterlyser de unge steder, hvor unge kan mødes. De kritiserer, at f.eks. ungdomsklubber holder lukket i weekenden og i ferier, der hvor de unge netop har tid til at komme i klub og ikke har andet at foretage sig. Når de ingen steder har at være, så er det oplagt, at det ender med ballade, som en af de unge udtaler, eller at de kommer ud i noget lort og går ud og laver et eller andet dumt, som en anden udtrykker det. Flere af de unge kommer fra små kommuner, som ingen tilbud har til unge, de er således tvunget til at mødes på gaden, selvom de føler, at det ikke er vel anset. En fortæller, hvordan et selvbestaltet samlingssted blev lukket som straf for noget ballade, og nu har de unge slet ingen steder at mødes:

Der mangler mange tilbud, her i [byens navn] har vi ikke noget. Nu er politiet ved at lukke bålpladsen [på stranden], fordi træet brændte overhovedet ikke, og så havde vi brændt nogle af fiskernes kasser af…lukker

25

de bålpladsen, fint nok, så går vi bare ned, og så laver vi bål igen, eller også sidder vi bare et andet sted, og så er der større chance for, at der bliver ballade der. Det er det, jeg synes er irriterende, vi har ikke noget sted at være…vi har ikke noget at lave, derfor er vi sammen [alle os i byen]. Der bliver lavet alt for meget ballade i [byens navn], når det er, der ikke er noget at lave, når der ikke er nogen steder at være …det kunne være dejligt, hvis man kunne få et sted, men der er ikke meget hjælp at hente hos kommunen.

Den unge har sammen med sine kammerater ideer til at åbne deres eget sted. De ville blot ønske, at kommunen hjalp dem i gang med at få et sted. De unge har talt om at leje sig ind i f.eks. et lokale i industriområdet, men der er bare ikke noget ledigt for tiden. Deres idé er at de, der bruger stedet, betaler en andel af huslejen hver, og så har de et værksted og et sted at mødes og hygge, som altid er åbent, og som de selv administrerer. Flere af de unge, vi har interviewet, giver udtryk for at opleve en tendens til øget kontrol og regulering af offentlige områder. Denne tendens indebærer at rydde op i gaderne, på torve og i bycentre; forsamlinger må ikke finde sted, da de opfattes som lig med uro og fordi gadeliv opfattes som upassende. I den henseende kan man tale om, at visse unges sociale og fysiske rum er blevet indskrænkede. Unge, der grupperer sig offentligt f.eks. i bycentre, opfattes ikke blot af myndigheder og massemedier som potentielle problemer og konfliktarenaer, folk går også ofte udenom de unge, fordi de har en forestilling om, at de volder problemer. I denne problemfremstilling er det ladt ude af betragtning, at der er tilfælde, hvor det at være marginal i én samfundsmæssig sammenhæng kan være, eller måske tilmed som konsekvens blive, en vigtig del af at skabe sig en identitet og status i et andet netværk eller anden social sammenhæng. Det mangler ligeledes i denne problemfremstilling, at unge ofte ikke har noget andet rum at færdes i, at de derfor i mere end en forstand bliver tilovers. Niels-Henrik Hansen (2003, s.94) beskriver det komplekse billede af udsatte unge og marginaliseringsproblematikken som et paradoks:

Almindelige ungdomsproblemer bliver forstærket af denne før nævnte udsathed. Samtidigt er denne gruppe udsat, fordi de på nogle områder ikke lever op til de ’normale’ normer, hvilket yderligere øger presset mod deres identitet og forstærker deres marginalisering.

Omgivelsernes reaktion i forhold til de unge er således en væsentlig del af det at være marginaliseret. Marginaliseringsproblematikken har været debatteret og videnskabeligt undersøgt gennem tiderne fra flere forskellige vikler,14 særligt to aspekter synes dog at være fremherskende: 1) modstandsstrategier og 2) distancering, hvor modstandsstrategier er udtryk for f.eks. unge, der eksplicit er i opposition til gældende normer f.eks. gadeliv, og distancering refererer til de processer, hvorved den/de marginaliserede tager afstand fra den etiket eller kategori, der repræsenterer deres marginalisering f.eks. ensomhed eller social baggrund i et forsøg på ikke at blive identificeret med deres marginale position. Begge disse aspekter af marginaliseringsproblematikken kan på paradoksal vis netop være udtryk for den handling, de unge udøver ved at samles i grupper, f.eks. på offentlige

14 Bl.a. Willis (1983 (1977)), Ainley, Becker & Coleman (1986), Goffman (1990 (1963)), Arnesen (2002), Schjellerup Nielsen (2005).

26

steder. Udviklingsspørgsmål:

Hvordan er det muligt at skabe rum, hvor de unge kan færdes på legitim vis og hvor de unge samtidig har interesse for at være, således at de ikke føler sig tilsidesat i offentligheden og samfundet generelt?

Hvad savner de unge i deres nærmiljø? Hvordan kan de støttes i forhold til at

skabe det, de savner i nærmiljøet? Kriminalitet – et ungdomsproblem eller ungdommens problem Sven Mørch15 skelner mellem begreberne ungdomsproblem og ungdommens problem, en skelnen der udtrykker forskellen mellem de problemer, som tilskrives unge og dem, som de unge selv beskriver at have. Ungdomsproblem er et problem for andre, f.eks. kriminalitet, men det kunne også være, at vi lyttede til unge og kaldte det, de selv beskriver og oplever som problematisk for ungdomsproblemer, således at de ikke overlades til selv at håndtere det, de anser for problematisk. Det, der betegnes som ungdomsproblem, kan også være udtryk for mere generelle problemer i samfundet, f.eks. vold, som ungdommen generelt ”får skylden for” f.eks. i medierne. Det vil sige, at en hel ungdomsgeneration beskyldes for fænomener, som kan have andre årsager. I den forbindelse er det vigtigt at pointere, at vold ikke er en ting i sig selv. Vold er et middel til at løse eller at reagere på konflikter og bør ses som et sådant, det opstår i mødet mellem individer (Ohlsson, 1997). For den unge, der begår kriminalitet, kan status og position i samfundet være ligeså afgørende som handlingens art, i forhold til f.eks. om vedkommende bliver anholdt eller ej. Som eksempel peger antropolog Lars Holmbergs (2000) feltarbejde på en politistation på, at forbrydelser opklares ved at anholde bestemte typer, som anses for at have bestemte karakteristika, der gør, at de ifølge politiets overbevisning er mere kriminelle end andre samfundsborgere. Dette gælder for hele befolkningen. Men når unge, i kraft af en bestemt adfærd og måde at forsamle sig på, anses som problematiske er de ekstra udsatte i forhold til den måde, hvorpå politiet ifølge Holmberg identificerer kriminelle. Lars Ohlsson (1997) argumenterer, at når især medier og politi fokuserer på, at kriminalitet blandt unge både er stigende og bliver grovere, kan det enten betyde, at kriminaliteten rent statistisk er stigende eller at synet på, hvad der er kriminelt, er ændret. Eller det kan bero på, at vi er blevet mindre tolerante og ikke accepterer kriminalitet i samme omfang; at retspraksis er ændret; at de handlinger som anses for kriminelle er steget, og at lovene er ændret. De problemkategorier, som udsatte unge bliver forbundet med, bliver ofte siddende som endnu en erfaring i forhold til at være anderledes og marginaliseret. F.eks. i kraft af en straffeattest, der kan gøre det vanskeligt at komme ind på arbejdsmarkedet. Ohlsson (1997, s.22) henviser til svenske undersøgelser og pointerer, at mange unge kriminelle giver udtryk for, at de deler samfundets værdier, at det var tilfældigheder, der drev dem ud i kriminalitet, og at de opfører sig som andre unge det meste af tiden. Flere af de unge, vi har interviewet i denne undersøgelse betragter ligeledes ikke sig selv som kriminelle

15 Refereret i Ohlsson (1997)

27

eller problemunge, de er unge med et liv i konstant og hurtig forandring, et liv med mange forskellige relationer og livsverdener. Udviklingsspørgsmål:

Hvordan kan socialarbejdere være med til at flytte fokus fra at det, de unge selv beskriver og oplever som problematisk, udtrykker ungdomsproblemer frem for ungdommens problemer, således at fokus rettes på, at det problematiske ikke blot er selvforskyldt?

28

Kapitel 3. Unges brug eller misbrug af rusmidler Ungecenteret peger på de unges brug og misbrug af hash og andre stoffer, som en af de største problematikker i deres arbejde med denne målgruppe. Hashproblematikken ses ikke blot i relation til de to tilbud, vi har undersøgt på Ungecenteret, hash og misbrugsproblematikken er gennemgående for de unge på tværs af alle de tilbud, Ungecenteret har. Ungecenteret har ikke selv ekspertise til at løse de unges misbrug og har derfor forsøgt at efterspørge denne andetsteds, men ifølge Ungecenteret viser det sig, at ingen rigtig vil røre ved hashproblematikker i forbindelse med unge, det er et tabuområde rent pædagogisk. Der bliver henvist til afvænningsprogrammer og behandling, mens der ikke synes at eksistere pædagogiske redskaber. Ungecenteret har derfor fremtidsplaner om et hashprojekt i eget regi. Da de unges brug af rusmidler fylder meget på Ungecenteret, har vi i denne rapport givet en særlig plads til diskussion af unges brug og misbrug af rusmidler. Diskussionen skal dog ses som en del af den overordnede diskussion af det at være ung i en moderne verden. Unges stofbrug i dag Hash er noget vi i befolkningen i kraft af medierne og politiets indsats hovedsageligt forbinder med Christiania. I pressen forbindes de unge som gruppe i højere grad med stoffer, der er nyere på markedet f.eks. ecstacy. Men stort set alle de unge, der er anbragt på, eller som frivilligt henvender sig på Ungecenteret, er eller har været brugere af hash. Alle de unge, vi interviewede, omtaler deres brug af og forhold til hash og andre rusmidler. Flere af de unge fortæller, at de i en periode har været langt ude, og nogle af de unge betegner det tilmed som seriøst misbrug. Misbrug definerer de unge selv ved ikke at være i stand til at opretholde deres hverdag – skole, arbejde, familie osv. At stort set alle de unge, der er i forbindelse med Ungecenteret, ryger hash, afspejler tendensen blandt unge generelt i Danmark. I den seneste årlige MULD16 rapport om unges livsstil og dagligdag (Ringgaard, Nissen & Nielsen, 2005, s.43), der bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 3500 unge mellem 16 og 20 år, har knapt halvdelen af drengene røget eller ryger hash, mens det samme er gældende for 1/3 af alle piger. Det er blandt de ældste, der indgår i undersøgelsen, altså de 19-20 årige, at flest har røget indenfor enten den seneste måned eller det seneste år. Ifølge de årlige MULD undersøgelser tilbage fra år 2000 er andelen af unge, der har prøvet illegale stoffer, stabil om end den ligger på et relativt højt niveau. I rapporten sammenlignes dette med andre vesteuropæiske lande, der har samme tendens til stagnation, men på et historisk højt niveau (ibid., s.41). I andre undersøgelser f.eks. Ege (2004) og Korsdal Sørensen (2004) henvises der til, at unges brug af stoffer har været stigende de sidste 10 år. Det er i udbredt grad dette statistisk set høje niveau og mediernes (til tider hæmningsløse) fremstilling af f.eks. unges brug af ecstacy, der skaber en form for moralsk panik, som får politikere til at stramme op, sætte nye kampagner i værk og oprette nye foranstaltninger. I forhold til denne udviklingstendens er det vigtigt, at mane til eftertanke, at tænke lidt bredere, at skelne mellem forskellige årsager til brug og misbrug af stoffer og at være klar over hvilke begreber, der anvendes og ikke mindst hvilken betydning, der ligges i dem. Sociallæge Peter Ege (2004, s.61) udtrykker f.eks. en klar skelnen mellem handlestrategi i forhold til henholdsvis brug og misbrug:

16 MULD står for Monitorering af Unges Livsstil og Dagligdag

29

Mens der ikke kan herske tvivl om, at det er både vigtigt, legitimt og meningsfuldt at forebygge misbrug, er det ikke helt så sikkert, at det samme gør sig gældende, når vi snakker om brug.

Blandt andet det, at det i mange undersøgelser og projekter er blevet en variabel at inkludere de unges eget perspektiv, at spørge dem om deres egen deltagelse i sociale sammenhænge og deres oplevelser og erfaringer har været med til, at der i højere grad foretages en skelnen mellem unges brug og misbrug af illegale stoffer. Brugen af illegale stoffer er tidligere blevet forbundet med marginaliserede og subkulturelle grupper, men i dag tales der i forhold til unges brug af illegale stoffer i højere grad om normalisering og trivialisering, en form for integrering i normalsamfundet. Brug af illegale stoffer er blevet et element i en bredere del af ungdomskulturen. To gensidige forhold gør sig gældende i denne normaliseringsproces: en øget tilgængelighed af mange forskellige stoffer og en spredning af brugen. Ege tilskriver normaliseringsprocessen af stoffer – specielt hash, men til en vis grad også ecstacy og amfetamin, ændringer i samfundsstrukturen, som giver ændrede betingelser for unge, og som medfører, at fritid og forbrug har fået en anden vægt i ungeliv. Ege (ibid., s.68, 69) peger specifikt på fire forhold: - at ungdomstiden/ungelivet er blevet længere, den starter tidligere og ender senere. - at arbejdsmarkedet har ændret sig radikalt. Man kan ikke uddanne sig til sikkerhed i et

job, og der stilles stadig større krav til kvalifikationer samtidig med, at mængden af ufaglærte jobs falder.

- øget krav om uddannelse og længere uddannelsestid → større økonomisk

afhængighed samtidig med en delvis uafhængighed ift. forpligtigelser, de unge bor typisk hjemme og har ofte kun ansvar for sig selv. De søger derfor samvær og fest med jævnaldrende.

- unge lærer at færdes i usikkert farvand, hvor der samtidig er store krav til succes, og

enhver er sin egen lykkes smed. Tilsammen tegner disse forhold et billede af et ungeliv med uforudsigelighed, store krav og meget fritid. De unge har behov for at stresse af, for time-out i et frirum, hvor de får oplevelser, der adskiller sig fra dagligdagen, de søger en fællesskabsfølelse. De lever i nuet, og det at være grænseoverskridende indgår på linie med mange andre risici, de unge løber i en moderne verden. Det er netop almindeligt at betegne den måde, mange unge bruger stoffer på, for et rekreativt brug eller som feststoffer, idet det som udgangspunkt foregår i fritiden og er udtryk for afslapning. Stofferne indgår i de sammenhænge, hvor også alkohol er almindeligt, især hash opfattes af de unge som et sikkert stof på linie med alkohol. Antropolog Johanne Korsdal Sørensen (2004), der gennem feltarbejde og deltagerobservation har foretaget en undersøgelse af unge, der færdes i technomiljøet, argumenterer, at unges brug af stoffer er tæt forbundet med den ungekultur, de færdes i og de venner, de er sammen med. Forbruget af stoffer bliver dermed identitetsskabende.

30

At bruge stoffer er et element af de unges tilhørsforhold til et fællesskab. For technomiljøet, som mange unge færdes i, gælder det specielle, at stoffernes effekt netop understreger det, technomiljøet står for og dermed det, de unge identificerer sig med. Når de unge færdes i miljøer, hvor mange bruger stoffer, normaliseres forbruget. De unge forholder sig ikke til, at stofferne er illegale, da det er socialt acceptabelt blandt de unge at bruge stofferne, og det er netop det, der tæller for dem. Det vennerne gør, følelsen af at være en del af fællesskabet og ligesom de andre, er væsentligt for unges brug af stoffer. Alle de unge, som vi har interviewet, og som i deres egen forstand er holdt op eller er kommet ud af et misbrug af stoffer, fortæller, at de alligevel bruger stoffer f.eks. ryger hash, når deres venner gør det. En ung udtaler: Hvis de andre er skæve, så er det kedeligt, hvis man ikke selv er det. Stofbrug kan på denne vis siges at være bestemt af den aktuelle sammenhæng, som forbruget foregår i, samtidig er forbruget ofte begrænset til helt bestemte sammenhænge. En omfattende undersøgelse af unges livsstil og forebyggelse, foretaget over tre år i Ringsted, viser, at det er de unges forestillinger om, hvor meget andre unge drikker, ryger hash og bruger stoffer, som styrer, hvad de unge tror, at de selv skal indtage for at blive accepteret og få status (Balvig, Holmberg & Sørensen, 2005). De unge danner blandt andet deres forestilling om, hvad der skal til for at blive accepteret, gennem medier og kampagner, som sætter fokus på, at der er store problemer blandt unge. Når det f.eks. fremstilles, som at mange unge drikker rigtig meget, og at ecstacy er almindelig brugt blandt unge (hvilket netop er kampagnens mål at gøre noget ved), så tegner det samtidig et billede af en normal adfærd i ungekulturen, som styrer det andre unge tror, de skal leve op til. Alkohol- og rusmiddelkampagner kan på paradoksal vis få den direkte modsatte virkning end den intentionelle. På en konference med titlen Stof til Handling – om unges rus, forebyggelse og behandling,17 hvor unge deltog og sad i et panel18 for at svare på spørgsmål fra professionelle på området, opstod en idé fra de professionelle om at udarbejde en slags varedeklaration på stoffer som et led i Harm Reduction. De unge i konferencepanelet mente dog, at denne idé ville gøre større skade end gavn, fordi der netop er en tendens til, at det bliver in at stræbe efter at prøve det farligste stof. Dette er flere af de unge bekendt med i forbindelse med advarsler mod nye, ukendte stoffer på markedet, som netop derfor bliver ekstra eftertragtede. Korsdal Sørensens (2004) undersøgelse viser ligeledes, at det risikable er det attraktive. Risiko bliver en del af nydelsen, hvilket producenterne af stofferne er klar over. En af de unge i hendes undersøgelse udtaler (ibid., s.21):

Dengang de fandt ud af, at du kan dø af Mitsubishi-piller, da var der mange, der fik lavet piller med et Mitsubishi-mærke på. Også selvom de aldrig havde haft noget med de oprindelige Mitsubishi-folk at gøre. For der var dælme salg i Mitsubishi. Jamen, logikken blandt de unge var jo, at hvis man kan dø af det, så kan du dælme også få skrald på.

17 Konferencen var arrangeret af Misbrugscentret i Vestsjællands Amt og blev afholdt d. 12.-13. april 2005. 18 To unge holdte selvstændige oplæg, mens 10 unge sad i panelet.

31

Stofmisbrug og behandling Sociolog Jacob Hilden Winsløw (1984) definerer stofmisbrug som et faktisk eller fiktivt misbrug, der af den udpegede misbrugers omgivelser vurderes som skadeligt for den pågældende og/eller for andre mennesker. Han uddyber (ibid., s.11):

Stofmisbrug kan defineres på et utal af måder, alt efter ens øjeblikkelige moralske/teoretiske/politiske behov, og definitionerne spænder fra meget enkle og umiddelbart anvendelige til meget komplekse og i praksis svært anvendelige. Som et eksempel på en meget enkel definition kan nævnes den legalistiske, hvor stofmisbrug er brug af stoffer, hvis besiddelse er ulovlig i henhold til lov om euforiserende stoffer.

Denne betegnelse af stofmisbrug er i de unges øjne udtryk for et snævert syn på ungekultur. De unge skelner selv mellem brug og misbrug af illegale stoffer. Forbrug af stoffer hænger som beskrevet sammen med at færdes i bestemte miljøer og vennekredse, mens det er de færreste, der udvikler et decideret misbrug. Skelnen mellem brug og misbrug er blandt andet forbundet med, om deres forbrug af stoffer er kontrolleret eller ukontrolleret. Kontrolmekanismen er dog ofte ubevidst, og det er først, når deres forbrug er ude af kontrol, og den usynlige grænse overskrides, at de bliver bevidste om, at de har et misbrug. Korsdal Sørensen (2004, s.16) beskriver det som en gråzone mellem de unges kontrol over stofferne og ”stoffernes kontrol over brugerne”. Misbrug betegner blandt andet, at grænsen mellem de arenaer, hvor stoffer indgår og dem, hvor de almindeligvis ikke indgår, overskrides. Overskridelsen kan gøre, at det ikke længere er muligt at deltage f.eks. på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, arenaer hvor stofbrug almindeligvis ikke indgår. For de unge er grænserne dog ikke klare og kan ind imellem overskrides, uden at den unge af den grund har et alvorligt misbrug. Grænserne er flydende og en del af hele kulturen omkring at bruge stoffer, f.eks. at feste hele søndagen, så man ikke kan komme i skole eller på arbejde om mandagen, tidsfornemmelsen ophæves og dermed ansvar og hverdagens struktur. At eksperimentere med forskellige stoffer anses ikke af de unge for at være ude af kontrol, det er netop en del af ungekulturen at være nysgerrig og at udfordre sig selv. Et stigende forbrug af stoffer leder således ikke nødvendigvis til et decideret misbrug, i den forstand at den unge er fysisk og/eller psykisk afhængig af stoffer og ikke kan opretholde sit almindelige hverdagsliv. Det at brug af stoffer i mange ungemiljøer er normaliseret, gør det svært for de unge at indse og dermed erkende, at de kan have udviklet et decideret misbrug, og at dette er et problem for dem. Unge misbrugere er typisk blandingsmisbrugere (Ege, 2004), det stemmer overens med de unge på Ungecenteret, der betegner sig som misbrugere, de nævner f.eks. ecstasy, kokain, speed og/eller LSD ud over at ryge hash. MULD rapporten (Ringgaard, Nissen & Nielsen, 2005) påviser en signifikant sammenhæng mellem at have røget hash og at bruge et eller flere andre illegale stoffer. Ege (2004, s.76) argumenterer ligeledes, at brug af hash i sig selv øger risikoen for brug eller misbrug af andre stoffer, dette kan blandt andet forklares ved:

32

- at det, at det er sjovt og ufarligt at ryge hash, kan tilskynde til at eksperimentere med andre stoffer

- at det, at bruge stoffer bliver en del af ens adfærd og identitet - at den sociale kontekst ændrer sig, man færdes i højere grad i sammenhænge, hvor

stofbrug er acceptabelt og forskellige stoffer er lettere tilgængelige. Det vil sige, at selvom andre omstændigheder af social, kulturel eller opvækstbetinget karakter kan have betydning for højere risiko for misbrug, så kan alene brugen af hash, når der er korrigeret for andre mulige årsagsfaktorer, have betydning for også at bruge andre illegale stoffer. En ung, der har anvendt Ungecenterets hotel, fortæller om, hvordan hans hverdag var, mens han forsøgte at gå på teknisk skole:

Vi startede som regel med at mødes der om morgen ved ottetiden ved skolen, så røg vi lige en joint, så gik vi op til time og kedede os lidt, så var vi der i 10 minutter, så skred vi, så kørte vi os en tur, og så var der fest et eller andet sted midt på dagen eller allerede ved ti-tiden. Det var bare, hvis folk var stået op, så tog vi derud, festede, sov og kom hjem til normal tid eller måske en time forsinket, så prøvede man at virke normal, når man var derhjemme. Man var bare lige hjemme omkring en time, eller halvanden times tid; hurtigt spiste, slappede lidt af, og så gik jeg ellers. Jeg sad faktisk aldrig derhjemme. Jeg har altid gået rundt med bøllerne, lavede en masse ballade, røg lidt tjald en gang imellem og så kunne vi også lige tage en streg coke, og så lige pludselig var der ecstacypiller, så blev det bare værre og værre, og så begyndte jeg på det hver dag.

Dette eskalerende misbrug strækker sig over et halvt år. I løbet af dette halve år havde han på teknisk skole 70% fravær, eller det der svarer til at have haft to ugers undervisning. I forbindelse med en anbringelse udenfor hjemkommunen havde han abstinenser, og blev rigtig syg, fordi han var i andre rammer og ikke fik de stoffer, han plejede. Han holdt abstinenserne nede ved at ryge hash og så tage lidt stoffer, når han var hjemme i weekenden, men han ville gerne holde op. Da vi interviewede ham, var han clean - mindre end et halvt år efter, at hans misbrug toppede. Han fortæller:

Jeg har faktisk fået tilbudet noget her [med henvisning til der, hvor han bor nu], men så sagde jeg nej, det gider jeg sgu ikke. Jeg kender mig selv og mine grænser nu.

Samstemmende med andre unge, vi har interviewet både i denne og andre undersøgelser, er han kommet ud af sit misbrug uden hjælp fra f.eks. et misbrugscenter eller et afvænningsprogram. En anden ung fortæller, at han selv stoppede sit misbrug, da det gik op for ham, at han blev mere og mere sløv af at sidde og ryge hash med to kammerater hver dag, når han kom hjem fra arbejde. Den unge i forrige eksempel fortæller, at det var godt at tale med dem på Ungecenteret om sit misbrug, han kunne godt selv se, at det var noget skidt, og at han ødelagde sit liv.

33

Han besluttede til sidst selv, at nu gad han bare ikke mere, han ville ikke længere deltage i det med henvisning til den dagligdag, han beskriver ovenfor. Og han stoppede praktisk taget fra den ene dag til den anden, selvom han selvfølgelig fik abstinenser, som han måtte holde lidt nede, men han kom ud af det ved egne kraft. Han fortæller:

Jeg var godt nok den første [i vennekredsen], der stoppede, ved at sige det gider jeg sgu ikke, og så var der nogen af de andre, der godt kunne se, at de også selv var fucked up. Det sker måske bare lige engang i mellem, så tager vi lidt.

Han udtaler, at de klarer sig selv, at de ikke søger proffessionel hjælp, men at de i stedet støtter hinanden i at komme ud af et misbrug:

Hundrede procent, det gør vi. Det er ikke med alle selvfølgelig. Nogle af dem, der ikke vil stoppe, er ikke mine venner, og så er jeg ligeglad. Hvis det bare er mine bekendte, så er de ikke noget, men hvis det er nogen af mine nære venner, så bliver jeg ked af det, når jeg ser, hvordan de har det, for jeg har selv haft det på samme måde. Det er ikke fedt.

En af de andre unge fortæller om, hvordan hun selv styrer sin brug af stoffer. Hun ryger hash næsten hver dag og tager andre stoffer ind imellem, men kun når hun har det godt, hvis hun har problemer, så kan hun ikke samtidig overskrue at være påvirket. En af de interviewede unge udtaler, at det er flovt at komme på et misbrugscenter, fordi det kun er junkier, der kommer sådan et sted. Han taler både om halvjunkier og hverdagsjunkier, begreber som han ikke forbinder med hverken sig selv eller sine venner, selvom han samtidig betegner sig selv og nogle af hans venner som tidligere misbrugere. Det er de intravenøse stofmisbrugere, som de unge distancerer sig fra. Ved at distancere sig fra en gruppe af mennesker, som defineres som mere udsatte end en selv, forskydes risikoen ved stofferne og det, de kan medføre over på en anden og mere udsat højrisikogruppe. Disse betragtninger og reaktioner er i overensstemmelse med de unges i Korsdal Sørensens (2004) undersøgelse. Narkomaner og junkier er ikke begreber, de forbinder med sig selv som brugere og misbrugere. En ung mener, at det kunne være okay at tale med en misbrugskonsulent, som f.eks. kom på Ungecenteret, men hvis de kommer i ungdomsklubben, så taler man ikke med dem. Alle er jo klar over, hvem de er, og hvor de kommer fra, og så løber rygtet i byen om, at man er junkie, fortæller han. At blive betegnet som junkie er stigmatiserende, og da unge generelt forbinder misbrugscentre og misbrugskonsulenter med denne betegnelse, er det at have kontakt med misbrugscentre eller en misbrugskonsulent således i sig selv stigmatiserende. På Ungecenteret har alle de unge problemer af en art, de er i samme situation, derfor betegnes det ikke som stigmatiserende at tale om sit misbrug i denne sammenhæng, mens disse unge i ungdomsklubsammenhæng ønsker at fremstå som enhver anden ung og ikke som udsat, misbruger eller narkoman. En af de unge fra Ungecenteret fortæller, hvordan han føler sig kontrolleret og ikke stolet på i forbindelse med, at han tidligere har røget meget hash, hvilket han ifølge ham selv ikke længere gør. En dag, hvor han skal til et møde hos sin sagsbehandler, har han lige inden mødet været på besøg hos sine bedsteforældre og drukket en øl med dem.

34

Sagsbehandleren lugter det straks og foreslår drengen at finde ud af noget med alkoholambulatoriet. Den unge reagerer på følgende måde overfor sagsbehandlerens forhastede konklusion:

Det, der er problemet, er ikke, om jeg drikker, det gør alle unge, problemet er, at min mor stadig tror, jeg ryger hash, og du stadig tror, at jeg ryger hash, fordi I ikke stoler på mig.

Han bliver efterfølgende sendt ned på alkoholambulatoriet, som han fortsat har kontakt med. Han har selv besluttet at bede dem om med jævne mellemrum at foretage en urinprøve, så han kan bevise overfor sin mor og sagsbehandleren, at han er clean. Han er skuffet over, at de ikke har tillid til ham, og han føler derfor, at kontrol er det eneste middel til, at de tror på ham. Der er generelt en øget efterspørgsel blandt forældre på narkotests, især urintests, hvor stoffer som hash, amfetamin, ecstacy og kokain kan spores flere dage efter, at de er indtaget, men også overfladetests, der kan vise, om der har ligget kokain på f.eks. et cd-cover eller et dankort, er der stigende interesse for. Mange eksperter på misbrugsområdet advarer mod en tendens til øget kontrol og foreslår i stedet dialog med de unge, som grundlag for tillid (Information 23.03.05), netop det den unge i eksemplet ovenfor efterlyser. Mange anbringelsessteder for unge afviser eller udstøder unge, der bruger stoffer, fordi de ikke mener, at de kan magte stofproblematikker. I denne forbindelse defineres stofproblematikker meget bredt, f.eks. praktiserer mange efterskoler at smide unge ud, hvis de tages i at ryge hash. Stofbrug er udbredt blandt udsatte unge, f.eks. blandt stort set alle der har været på Ungecenteret, og når tilbud og foranstaltninger, der ellers er rettet mod udsatte unge, ikke vil forholde sig til stofproblematikker, står de unge tilbage med problemerne selv. Årsagerne til unges misbrug af stoffer er forskellige, derfor bør indsatsen overfor misbruget være individuel og tage udgangspunkt i den unges vilkår. Der er en kraftig stigning i antallet af unge, der søger behandling for stofmisbrug, men behandlingsindsatsen til unge med misbrugsproblemer er mangelfuld og ikke sat i system og er dermed heller ikke rustet til at leve op til den behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet, som indebærer, at amtet inden for 14 dage skal iværksætte et konkret tilbud om behandling ud fra den enkeltes behov. Eksperter på misbrugsområder vurderer, at der ikke findes den nødvendige rusmiddel specifikke viden, der skal til. Dirch Petersen, souschef på Misbrugscentret i Viborg Amt, udtaler, at der mangler målrettede foranstaltninger til unge og at, det er nødvendigt, at den ekspertviden, der findes på voksenområdet, overføres til børneområdet (Information 26.03.05). Et andet problem i forhold til behandling af unge er af rent organisatorisk karakter. 18 år er en lovbestemt sondring mellem umyndig og myndig. Denne sondring bestemmer om opgaven skal løses kommunalt eller amtsligt. Mange kommuner er for små til at have eget tilbud til unge. Og mange kommuner har ikke udviklet ekspertise på området i takt med det stigende behov. Grænsen ved 18 år kan have forhindret etableringen af et sammenhængende tilbud til unge, der netop befinder sig på begge sider af aldersgrænsen. At ungebegrebet i forbindelse med brug og misbrug af stoffer (og for øvrigt alle andre aspekter af ungeliv) ikke ender ved 18 år afspejles i undersøgelser og statistikker, som i øvrigt varierer i aldersspænd, men som inkluderer unge på begge sider af den lovbestemte

35

myndighedsgrænse indtil henholdsvis 19, 25 og 33 år.19

Udviklingsspørgsmål:

Hvad kan der gøres for i højere grad at imødekomme de unges efterspørgsel på dialog og støtte i forbindelse med misbrug, mens de er på Ungecentret?

Hvad kan der i det hele taget gøres, for at bane vejen for at skabe dialog mellem unge og behandlersystemet?

Forebyggelse og ung-til-ung Offentlige kampagner synes at være et vigtigt middel i myndighedernes tilgang til forebyggelse. Da alle stoffer er illegale, er forebyggelse i højere grad rettet mod i det hele taget at bruge stoffer end mod misbrug af stoffer. Kampagner har nogle fortrin rent politisk, de er synlige og relativt nemme at søsætte. At oplysning på et generelt plan er så udbredt skyldes den årsagsforklaring oplysning er bundet op på; at oplysning fører til viden som fører til ændrede holdninger og dermed til en mere hensigtsmæssig adfærd (Ege 2004). Sådan forholder det sig ikke nødvendigvis og under alle omstændigheder vil den ønskede virkning være betinget af en proces, der tidsmæssigt er langstrakt. Samtidig er virkningen af oplysning afhængighed af mange variabler så som den rette målgruppe, indholdet, relevans, formidlingsform, forarbejde, opfølgning osv. Oplysning er først og fremmest anvendelig til at oplyse og udbrede viden, således at målgruppen, i denne sammenhæng unge, kan træffe informerede valg. De unge, der deltog på konferencen Stof til Handling om unge og rusmidler, beskriver generelt forebyggende kampagner som fordømmende og uden skelen til, hvad det er for et liv unge reelt lever og i særlig grad nærmest uvidende om det liv, misbrugere lever, derfor vurderer de, at kampagnerne er uden virkning. Oplysningskampagner på skoler og ungdomsuddannelser beskriver de som et kedeligt indslag på linie med antikveret seksualundervisning. Korsdal Sørensen (2004) opstiller en modsætning mellem myndighedernes objektivisering og de unges subjektivisering. Oplysningskampagner er baseret på statistik om, hvad der kan gå galt. Risikoen fremstilles i tal og procenter og skaber distance fra det enkelte individ. De unge har andre erfaringer end det, der kan gå galt, deres viden er erfaringsbaseret, de bygger deres opfattelse af stoffer på deres egne oplevelser, som adskiller sig væsentligt fra de advarsler og den afstandtagen fra stoffer, som findes hos f.eks. myndigheder, forældre og ikke-stofbrugende unge. Stofbrugerne fokuserer på de positive effekter, de gode oplevelser de har med stoffer og mindre på eventuelle risici af såvel fysisk, psykisk eller social karakter. Korsdal Sørensen fremhæver dog, at både myndighedernes og de unges vurderinger af risiko er baseret på et skøn, og hun pointerer, at begge perspektiver er reelle og betydningsfulde for de respektive grupper. En måde at gribe oplysning og forebyggelse an på kunne være at bygge bro mellem myndighederne og de unge, ved at lytte til de unge, at anvende deres erfaring og viden, da de er eksperter i forhold om unges brug af og syn på stoffer og i forhold til deres egen risikohåndtering. At skabe basis for en gensidig kommunikation fordrer dog, at myndighederne er åbne overfor, at de unge reelt bruger illegale stoffer, at det er en del af

19 F.eks. undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning og Korsdal Sørensen (2004).

36

ungekulturen, og at der findes andre indfaldsvinkler end bare at sige nej – ”just say no” – sloganet i en forebyggende kampagne, som netop viser, at realiteten i et moderne ungeliv er ladet ude af betragtning. I kraft af normaliseringen af stofbrug er mange unge blevet ”drugwise”, de har et stort kendskab til de enkelte stoffer og en nuanceret og differentieret holdning til hvor, hvordan og hvornår (Ege 2004, s.67). Ung-til-ung som formidling er meget udbredt blandt andet i forbindelse med oplysning og debat om stofbrug. Dels er de unge drugwise, og dels er dialogen ligeværdig og ikke-fordømmende, fordi de unge bruger deres egne erfaringer som udgangspunkt for dialogen. På konferencen Stof til Handling fortæller de unge deltagere om flere aspekter ved ung-til-ung formidling. På Misbrugscentret i Vestsjællands Amt har de etableret to grupper, hvor de unge støtter hinanden blandt andet i kraft af, at de har et anonymt rum, hvor de kan tale om problemer og negative oplevelser med stoffer. Senere i dette forløb bliver de unge udadgående ungekonsulenter på skoler, i klubber og på ungdomsuddannelsessteder, nogle af dem har ligeledes været ude til forældremøder; det sidste beskriver de som en stor succes. De unge beskriver ung-til-ung grupperne ved: - at de får skabt en identitet af at være en, der hjælper

- de forholder sig til deres egen stofhistorie

- deres egen historiefortælling bliver til den unges virkelighed

- de har en løsningsfokuseret tilgang, der giver bevidsthed om egne ressourcer.

Den behandling, der består i at deltage i ungegrupperne, kaldes for et kursus i personlig udvikling, dette er begrundet i et ønske om at sende et positivt signal og komme ud over de dårlige erfaringer, mange unge har med behandlersystemet. Efter endt kursus udleveres der et kursusbevis. Det, at de unge som et element i ungegruppen i et sammenhængende forløb skulle formulere deres egen historie i forhold deres stofbrug, forskrækkede dem, det var blevet hverdag for dem, men når de så sammenhængen over flere år, oplevede de selv, at det reelt har været et råt liv. Det er især det at tale med ligesindede, andre unge med samme problemer, som de unge fremhæver som positivt ved ungegrupperne. Dette svarer til Frønes’ pointe om kvaliteten og udviklingspotentialet i jævnalderrelationer f.eks. i forhold til perspektivudveksling. Samtidig peger de unge på, at de selv har en vigtig rolle i forhold til at stoppe deres misbrug – via samtalerne i ungegrupperne får de selvindsigt og erkendelse i forhold til egen situation. Deltagerne i ungegrupperne kendte hinanden eller i hvert tilfælde nogle af de andre deltagere, og de vurderer, at dette er et kriterium for at åbne sig, man udstiller ikke sig selv overfor en fremmed. Det kræver et forum af tryghed og tillid at nå til selverkendelse, ellers bruges al energi på at opretholde en facade af at have styr på sit liv. Jf. de betragtninger unge, vi har interviewet, har, anses Ungecenteret som et sted med andre unge i samme situation, mens de unge f.eks. i ungdomsklubben skal opretholde en facade, der udstråler normalitet. At arbejde med ung-til-ung bygger på den fortrolighed og intime kontakt, som unge ofte i forvejen har med hinanden. De betror sig ofte hellere til en kammerat end en voksen; de

37

går til andre unge med deres problemer. Turner (1999), der har undersøgt effekten af ung-til-ung programmer, argumenterer at de unge dog ofte mangler viden om, hvordan de helt konkret kan hjælpe kammerater, i forhold til hvad der findes af tilbud, og hvordan man får adgang til dem. Det er disse oplysninger og færdigheder ung-til-ung træning giver de involverede. Dette er ligeledes tilfældet i det overnævnte ung-til-ung kursus i personlig udvikling. At øget brug og i sidste ende misbrug er så tæt forbundet med fester og de kammerater, der er i disse miljøer, gør det netop ekstra svært at stoppe et misbrug. En unge taler om at finde en anden sig selv, end den man plejer at være, det vil sige, at skifte identitet. Da identiteten netop hænger tæt sammen med de sociale relationer, man indgår i, kræver det nærmest en livsomstilling at komme ud af et misbrug. Stofmiljøet er en arena, hvorpå de unge udspiller deres identitet. At tage valget om at komme ud af et misbrug er et skridt på vej ind i en ny identitet, som en af de unge udtrykker det. De unge ser det som en selvskabt krise, og det kræver viljestyrke at komme ud af den. Af samme årsag taler de om, at ”stofkarrieren” har gjort dem stærke, at det giver en ny styrket identitet, at det faktisk er lykkes dem at komme ud af misbruget. Det er blandt andet med denne styrkelse i bagagen, at unge i ung-til-ung går ud til andre unge og fortæller om fede og dårlige tider med stofbrug. Samstemmende med unge i f.eks. Holbækanalysen (Hansen, 2003) taler de unge, der ønsker at stoppe et misbrug, om at have for meget fritid, som skal erstattes med andre interesser end fællesskaber, hvor stoffer indgår. De stiller hash op overfor f.eks. håndhold i den betydning, at man er enten til det ene eller det andet, og de efterlyser aktiviteter for unge, som ikke er til sportsaktiviteter. De unge udtrykker, i øvrigt samstemmende med unge i f.eks. Holbækanalysen (ibid.), at de generelt har dårlige eller ingen relation til voksne. Det, de har savnet i forbindelse med at komme ud af deres misbrug, er solide voksenrelationer, som kan hjælpe, guide og støtte dem. Med udgangspunkt i tillid og dialog frem for fordømmelse og kontrol, som de ellers har oplevet det. De mangler et rum at fortælle i, jævnfør den positive effekt i nævnte ungesamtaler, og at der gives rum til erkendelse frem for blot kontrol. De efterlyser en mere ligeværdig dialog, som ikke er præget af et klient - behandler syn, men af en menneske til menneske tilgang, de unge tager afstand fra etiketter, som en ung udtaler: Vi er ikke syge, men vi har et problem, som vi skal have hjælp til. De unge efterlyser desuden, at forældre, lærere og andre voksne i deres omgangskreds bliver bedre til at læse faresignaler, at ville turde i stedet for at være ligeglade eller vende ryggen til. Udviklingsspørgsmål:

Ungecenteret er tæt på de unge. Hvordan kan Ungecenteret være med til at kanalisere de unges egen perspektiver i forhold til erfaringer og risikovurderinger ved stofbrug videre til myndighederne og behandlersystemet, så der kan skabes en bedre overensstemmelse og et andet syn på ungeliv?

Hvordan kan der på Ungecenteret arbejdes med potentialet i ung-til-ung i forhold til de unges stofproblemer?

Det gode liv er ofte defineret ud fra normalitets- og middelklassenormer og

38

værdier, men hvad mener de unge selv, er det gode liv? Hvordan kan der pædagogisk arbejdes med den unges egen forestilling om det gode liv?

Hvad kan Ungecenteret gøre for at støtte op om at finde nye fællesskaber og andre aktiviteter end stofmiljøet?

Hvad kan der gøres for at støtte den unge i udvikling af bedre relationer til familie eller andre betydningsfulde voksne i den unges verden?

39

Kapitel 4. Undersøgelse af Hotelfunktionen Hvem er de unge? Følgende analyse bygger på interview med seks hotelbrugere. To af de interviewede unge kom til Ungecenteret direkte fra psykiatriske afdelinger. Den ene af disse anvendte først senere hotellet, da han til en start var i kontakt med Ungecenteret i forbindelse med et projektforløb. De fire andre kom hjemmefra. Fem af de unge angiver problemer i hjemmet, som udløsende faktor til, at de havde behov for akut hjælp og en overnatningsmulighed. Tre af de unge blev udskrevet fra hotelfunktionen til hjemmet, to til højskoleophold og en til en anden døgninstitution. Fire af de unge kendte ikke i forvejen til hotellet, da de henvendte sig. De benyttede sig af andre støtter, både jævnaldrende og professionelle, i deres omgangskreds, som henviste dem til hotelfunktionen. En af de unge snakkede med en ven, som havde hørt om hotellet, - en ringede til en pædagog på et tidligere anbringelsessted, som foreslog at tage på Ungecenteret, - en mødte op på sin ungdomsskole med en pakket taske og ingen steder at være og blev derfra henvist til Ungecenteret, - en var i forvejen i dagsprojekt arrangeret af Ungecenteret, og havde gennem konsulenten flere gange fået fortalt om hotelmuligheden, men valgte altid at bruge venner i krisesituationer. Hotellet blev for hans vedkommende aktiveret som en foranstaltning, der blev arrangeret udenom ham selv, i en situation hvor han havde været på psykiatrisk skadestue, og hans familie ikke ville have ham hjem igen. En af de unge havde tidligere været på Ungecenteret for at besøge nogle venner, men han havde ikke forbundet det med, at han selv kunne bruge det i en krisesituation. Det var en SSP-konsulent som anbefalede ham at tage på hotellet, da han i et stykke tid havde boet hos venner, men ikke passede sin skole og var ude i misbrug. En kendte til Ungecenterets tilbud, fordi han havde været i projekt der, og benyttede således hotellet en enkelt nat i forbindelse med ikke at have nået en bus hjem fra en fest og derfor var strandet i Hillerød. De unges oplevelse af hoteltilbudet For en af de interviewede unge, der har anvendt flere tilbud på Ungecenteret, har det været lidt svært at skelne mellem de forskellige tilbud i interviewet og dermed også entydigt at sige noget om oplevelsen af hotelfunktionen. På trods af dette forbehold, udtrykker fem af de seks unge dog stor tilfredshed specifikt med hoteltilbuddet. Deres første umiddelbare vurderinger er følgende: - Det var fint nok, det var rimelig dejligt at være dernede. Mad i køleskabet, frisklavet

kaffe og det hele, det var sgu dejligt. - Jeg kunne godt lide at være der, jeg synes, det er en god ide, de kan gøre mange ting. - Jeg synes, at det var dejligt. - Jeg synes, det var rigtig godt, det synes jeg. - Jeg synes, det var godt nok, de var flinke over for mig, altså jeg så det som, at de gav

mig et sted at sove, og det er jo altid godt.

40

Medarbejderne og omsorgstilbudet Flere af de unge roser medarbejderne på Ungecenteret for netop ikke at passe ind i deres negative forestilling og erfaring med pædagoger og anbringelsessteder. En beretter:

De var meget venlige, de var ikke så pædagogiske, som nogle pædagoger er, hvor de kan være så pædagogiske, at det er til at brække sig over, det kan jeg ikke klar. Virkelige pædagoger, kan jeg ikke klare. Det synes jeg ikke, at de var [på Ungecenteret], jeg synes, at de var meget fede at være sammen med, og stille og rolige, snakkede ikke om pædagogiske ting og sådan noget.

En anden af de unge fortæller om sit indtryk af medarbejderne:

Det var ligesom at snakke mand til mand, det var ikke som at stå og snakke til en, som snakker ned til dig, sådan var det overhovedet ikke, fordi det hader jeg, at folk snakker ned til mig, det kan jeg ikke lide. Det gjorde de overhovedet ikke, altså mand til mand, det var rigtig godt, det skulle de blive ved med.

Og endnu en:

De er gode til at tage sig af folk, som de er, folk er meget forskellige og det ved de godt, fordi der er mange forskellige slags, der er ikke kun pædagoger og de er forskellige steder fra og med forskellige baggrunde…Det jeg synes, er den største forskel fra andre steder, det var, at man blev behandlet som et menneske dernede i stedet for en sag.

De betegner generelt medarbejderne på Ungecenteret som ikke virkelige pædagoger. Dette afspejler netop tanken med Ungecenteret, at det ikke er en behandlingsinstitution med krav til de unge, men et sted, hvor de unges situation afklares, og hvor omsorgen er den primære ydelse. Netop omsorgen og den ro de unge fandt på Ungecenteret, betegner nogle unge som årsagen til, at de f.eks. stoppede med deres brug/misbrug af stof, mens de var på Ungecenteret. Flere fortæller, at de havde det godt, mens de var der og derfor ikke havde behov for stofferne. En fortæller, at hun vil huske Ungecenteret, fordi det netop var det sted, af alle dem hun har været anbragt på, som hjalp hende:

Jeg fik styr på de sidste ting, før jeg skulle af sted på højskole, jeg var rimelig langt ude, jeg forstod ikke noget, jeg var på stoffer hele tiden. Jeg fik styr på de ting, fik lige lidt ro og fik lige et sted at være, hvor jeg lige kunne slappe lidt af, inden jeg skulle af sted…det var et sted, jeg vidste jeg kunne sove, et sted jeg kunne være, det var stille og roligt.

En anden ung fremhæver, at det er rart, at medarbejderne ikke har løftede pegefingre, at de tværtimod har en anden holdning, end de unge er vant til at møde hos professionelle og voksne i det hele taget:

Det der med at drikke eller ryge hash hver dag, det synes de ikke var særligt godt og sådan noget. De tog det stille og roligt og snakkede stille og roligt, så man kunne forstå det. Det synes jeg var fedt. Og så bare det, at de ikke kom og sagde, ”det der, det må du ikke, det der, må du ikke, det der, må du ikke”, i

41

stedet for sagde de, ”det der, er ikke så godt, så prøv at stoppe med det”, og så prøvede de på at hjælpe en hele tiden.

En ung sammenligner medarbejderne på Ungecenteret med Døgnkontakten i København:

De er bare lidt mere hyggetanter på Ungecenteret end de er på Døgnkontakten, for det er sådan lidt mere hyggeligt. Det er det her med, at man kommer ind og bor, de bager boller og laver morgenmad til dig, når du vågner og sådan nogle ting. Det er også meget fedt, det er også det, man har brug for, men de større ting, med at gå ind og snakke om det, det virkelig er galt med, hvordan det fungerer, det har de svært ved, fordi mange af deres pædagoger ikke ved, hvad de snakker om på lige præcis de felter…For lige præcis hvordan man håndterer folk på stoffer kan nogle af dem på Ungecenteret, men mange af dem kan ikke, for de ved ikke hvad de skal sige. Fordi det er damer, der er rigtig gode til at bage boller, så det synes jeg er lidt… – men det er hyggeligt, det er et god sted, det synes jeg sgu.

De unge oplever generelt medarbejderne som gode at snakke med og ikke ”psykologiserende”, som de ellers udtaler, at de er vant til med pædagoger. Flere nævner, at de kan tale med dem alle sammen, det er ikke blot en enkelt eller få af medarbejderne. Men som i ovenstående citat peges der også på den afslappede ”snakkestil” som kontrast til at kunne hjælpe med konkrete svære problematikker som f.eks. misbrug. Et par af de unge bemærker, at medarbejderne holdt lange møder f.eks. 2-3 timer, når der var vagtskifte. De unge udtaler, at det er irriterende og kedeligt, for så er der ingen at snakke med imens. En af de unge påpeger, at medarbejderne skal være bedre til at se, at der er forskel på de unges behov, på hvem der har brug for lidt mere opmærksomhed end andre. Hverdagen på Ungecenteret Flere af de unge omtaler, at når de udtrykte ønsker, mens de var på Ungecenteret, oplevede de, at de blev efterkommet som f.eks. at gå til styrketræning og at få et stangtennis – en ung fortæller, at det sidstnævnte mest var for at teste, om det nu var rigtigt, at de bare kunne sige, hvad de gerne ville have, og så fik de det – det viste sig at være tilfældet. Alligevel efterlyser adskillige af de unge flere aktiviteter i huset, de synes ikke, at der var nok at lave; to foreslår f.eks. et værksted, hvor de kan lave træarbejder eller skrue på deres knallert eller cykel. I det oprindelige koncept var det netop tanken, at Ungecenteret ikke skulle rumme aktiviteter, da de unge blot skulle ophold sig på institutionen i en kort periode, samtidig skulle de unge støttes til at opsøge aktiviteter udenfor institutionen. De unge interviewedes efterspørgsel på aktiviteter i huset afspejler, at de i realiteten opholder sig længere tid på institutionen end intentionelt. Samtidig er det ikke alle, der har beskæftigelse i løbet af dagen, nogle står i en uafklaret situation på vej til eller fra andre tilbud, eller simpelthen i uvidenhed om deres fremtid. Nogle af de unge giver udtryk for tilfredshed med materielle goder på stedet, f.eks. at det var fedt, at der var playstation til rådighed og tv på værelserne, flere efterlyser dog mulighed for at gå på Internettet, som i andre sammenhænge er en selvfølgelig del af de unges liv. Næsten alle fremhæver, at der var plads til hygge, bare at se tv sammen, at spille kort og en gang imellem tage på ture i biografen og ud at spise is osv. Et par af de

42

unge efterlyser dog flere biografture eller andre fælles arrangementer. Og en ung sammenligner med et efterfølgende ophold på en sikret afdeling, hvor han oplevede, at personalet selv opsøgte de unge for et spil kort, mens han på Ungecenteret ikke oplevede, at medarbejderne gav sig tid til samvær med de unge. Et par stykker udtaler, at det var dejligt, at de bare kunne passe sig selv, sidde på værelset, komme og gå som det passede dem. En ung vurderer, at Ungecenteret ved, hvad der interesserer unge, han fortæller f.eks.:

Normalt når man kommer ind på sådan nogle steder, så er det eneste, der er, nogle aviser og alt sådan noget kedeligt bras. Hernede havde de Bilmagasinet, et blad jeg læser hver måned, totalt vildt blad, det havde de dernede, det synes jeg var fedt, rigtig fedt.

At der ikke var pligter, fremhæver nogle af de unge som rart. De skulle gøre rent på værelset for at få lommepenge, og så kunne de være med til at bestemme aftensmaden og også deltage i at tilberede den, men kun hvis de havde lyst, og hvis de lige var hjemme den dag, fortæller de. De fleste tilbragte meget tid udenfor Ungecenteret, to synes, at der var kedeligt, nogle sov der nærmest kun, blandt andet fordi de blot var der en overnatning. Nogle gik i skole, andre havde arbejde i dagtimerne, og nogle havde ingen beskæftigelse. I de unges vurdering lever Hotellet op til at være et tilbud om omsorg, og at der ikke skal stilles krav. Overordnet set oplever de unge det som et frirum, en pause fra problemer, forældre, gaden, stoffer osv. Et sted hvor de kan slappe af og få hjælp eller rådgivning. To synes, at Ungecenteret ligner en typisk institution og mener, at de skulle gøre noget ved det, f.eks. få lidt flere billeder på væggene. De varierende udsagn fra de unge skal selvfølgelig ses i forhold til lige præcis de behov, den enkelte unge har. Og samtidig har de unge været på Ungecenteret i forskellige perioder, af meget forskellig varighed, nogle mens der har været mange unge, nogen fortæller om overbelægning. Andre har været på Ungecentreret i en periode, hvor der har været meget udskiftning, korte anbringelser, akutte anbringelser eller hotelbrugere, der blot tilbringer en enkelt nat på Ungecenteret. De har en oplevelse af at være på en banegård. Der har desuden løbende været en del udskiftning i personalet. Flere af de unge udtaler sig om, at de medarbejdere, der var der, mens de boede der, slet ikke er der mere og heller ingen af de unge, når de f.eks. kommer forbi Ungecenteret på besøg. Hotel – ungeliv – kommune På mange måder passer et tilbud som Hotelfunktionen ind i et moderne ungeliv, det er altid åbent, det yder hjælp i en akut situation, det er i princippet den unge selv, der vælger at anvende det.De unge mødes med respekt, føler sig hjulpet, lyttet til, de er hurtigt på vej videre, og de oplever det ikke som en institution i traditionel og for dem, kendt forstand. Alligevel er tilbudet tæt forbundet til et bureaukratisk, økonomisk system, der fungerer ligeså traditionelt som de unge netop har oplevet det andetsteds i det sociale system. Hotellet er et åbent tilbud for de unge, men når kommunen f.eks. ikke vil betale for et

43

ophold udover den første nat, som er på amtets regning, så er tilbudet alligevel ikke åbent og frit tilgængeligt for de unge. Flere af de unge fortæller netop, at de oplevede, at deres sagsbehandler var uenig i, at de skulle opholde sig på hotellet, at sagsbehandleren f.eks. synes, at det var unødvendigt, og så er den unge prisgivet. De unge oplever, at de ofte ikke fik en forklaring fra kommunen på, hvorfor de ikke kunne blive på hotellet eller evt. fik tilbudt en alternativ foranstaltning; det forventedes ofte blot, at de tog hjem igen. F.eks. måtte en ung, der var smidt ud hjemmefra, bo på gaden, fordi hans kommune ikke ville betale for yderligere ophold på hotellet. En ung mener, at amtet skal være ene betaler, så de unge ikke bliver udsat for at være kastebold i systemet. Nogle oplevede at være på hotellet i 2-3 uger, uden at deres kommune reagerede på Ungecenterets henvendelse vedrørende deres ophold på hotellet; nogen oplevede pludselig at skulle hjem igen fra den ene dag til den anden, fordi kommunen finder ud af, at de skal betale for de tidligere uger, og nu vil sætte en stopper for det. Den unge er i denne økonomiske kamp sat ud af spil, de unge omtaler denne præmis for hotelanvendelsen som meget frustrerende. Relationer til andre unge Alle de unge fortæller meget om de andre unge, om hvad de lavede, hvem de kendte i forvejen, at de er blevet gode venner med nogle af de andre på Ungecenteret, at de stadig ser hinanden. Som tidligere nævnt kendte nogle af de unge, de andre der var på Ungecenteret samtidig med, at de selv var der, eller når de siden kom forbi på besøg. En fortæller, at man bliver venner på en helt anden måde, når man bor sammen med hinanden. To af de unge kommer fortsat på Ungecenteret for at besøge nogle af de unge, som de blev venner med, mens de boede på Ungecenteret sammen, andre der ikke længere er på Ungecentret ses med hinanden privat. Nogen fik nye venner eller ny omgangskreds i Hillerød, mens de var på Ungecenteret, og nogen af de unge bevarer disse venner, når de igen flytter ud af kommunen. I det hele taget tegner de unge et billede af omskiftlighed, relationer i udvikling, at det at færdes på nye arenaer kræver nye hurtige relationsskift, og ingen af de unge omtaler dette som et problem. De er selvfølgelig mobile og flere ser deres venner og omgangskreds fra tidligere hjemkommune. En ung fortæller dog, at han konstant etablerer nye relationer, alt efter hvor han bor, det vil sige alt efter, hvor han er anbragt. Flere af de unge vælger generelt at bruge deres nære venner, når de har problemer; at sove hos dem, at søge råd hos hinanden (som f.eks. de unge, der støtter hinanden i at komme ud af misbrug), enkelte vælger at søge støtte hos en voksen, som de kender og stoler på. Som det er nævnt tidligere, er jævnaldrende og venner en betydningsfuld faktor i unges liv. Samtidig fortæller nogle af de unge, at det også drejer sig om at være stolt, at man ikke søger hjælp, men klarer tingene selv, nogen har dårlige erfaringer med velmenende pædagoger, der misforstår eller i det hele taget dårlig erfaring med institutioner og det etablerede system. De unge skelner ikke mellem hinanden på Ungecenteret, på trods af at de kan være der af meget forskellige årsager og enten af egen drift eller anbragt. De synes at betragte hinanden som værende i samme situation. Samtidig tilpasser de sig den verden, de umiddelbart befinder sig i. Et aspekt der er i overensstemmelse med, at de i det hele taget i deres tilgang til livet er meget spontane og omskiftelige. Unges venskaber breder sig generelt som ringe i vandet, de lærer hinandens venner at kende og får på den måde fælles venner. Frønes (1994, s.149) anser dette for at være et særegent socialt mønster i

44

forholdet mellem unge, der er jævnaldrende, nye sociale sammenhænge skaber nye sociale situationer og umiddelbar mulighed for at udbygge eller ændre deres relationer.

En undersøgelse, der er foretaget på en lokaldøgninstitution, og som omhandlede børn og unges relationsdannelse (Schjellerup Nielsen og Zobbe, 2003), peger på, at det har stor betydning at bevare relationer i lokalmiljøet. At de interviewede unge fra Ungecenteret synes at tillægge det mindre betydning kan have flere årsager, de unge synes at have et bredt netværk også udenfor deres umiddelbare lokalmiljø. Hillerød er en form for knudepunkt i amtet, og flere af de unge havde allerede inden de kom på Ungecenteret relationer i institutionens nærmiljø. To af de interviewede kom fra kommunen, og en fortæller om altid at have haft Hillerød som udgangspunkt for venner og fester. Samtidig kan de unge, der frekventerer Ungecenteret være en anden målgruppe end dem, der anbringes på lokalinstitution. Flere af de unge har været anbragt mange forskellige steder og/eller har levet på gaden eller rundt omkring hos venner i perioder. Et opbrudt, forskelligartet og omskifteligt liv har således været en betydelig del af deres relationsdannelse. Kendskab til og information om hotelfunktionen Flere af de unge fortæller, at det viste sig, at de kendte andre af de unge, der var på Ungecenteret samtidig med dem selv, uden at de vidste, at de var der. Dette tyder på, at det er en snæver kreds af unge, der frekventerer Ungecenteret, men samtidig indikerer det, at de unge ikke nødvendigvis meddeler sig til hinanden om den side af deres liv. På den anden side fortæller flere af de unge, vi interviewede, at de selv har anbefalet hotelfunktionen til andre. Tre unge har f.eks. anbefalet det til venner, hvoraf to af dem har anvendt muligheden. Den ene, der var over 18 år, anvendte dog blot rådgivningstilbudet, da han aldersmæssigt faldt udenfor målgruppen. To unge har anbefalet Ungecenteret til mindre søskende, hvoraf den ene har benyttet sig af muligheden. En af de unge fortæller dog også, at den ven, han anbefalede at tage ned på hotellet, allerede havde anvendt det, uden at han havde vidst noget om det. I forhold til om de interviewede unge selv vil anvende hotellet en anden gang, siger kun en klart ja, og kun fordi Ungecenteret ligger i Hillerød, hvor hun er fra. To er over 18, men siger at de kunne finde på at søge rådgivning på Ungecenteret, - en siger klart nej til igen at anvende hotellet, fordi han ikke vil have noget med miljøet i Hillerød at gøre, hans gamle stofmiljø, - en vælger i stedet at klare sig selv; han fortæller, at når han og en ven ikke kan finde en at overnatte hos, så vælger de hellere blot et ture rundt, samtidig er den geografiske afstand til hotellet en afgørende faktor for ikke at anvende hotellet. Den unge påpeger dilemmaet med afstanden og behovet for en seng at sove i:

Ja, hvis det lige var i Hillerød vi var, for ellers skulle vi jo have stjålet en bil [for at komme derhen]…

Han vælger i stedet at benytte vennerelationer. Flere af de unge, der ikke kommer fra Hillerød, ser det som et problem, at det kan være svært at komme til Hillerød i en akut situation. Ud af de i alt 25 brugere kommer 8 fra Hillerød, altså en tredjedel af de unge. I forhold til tilgængelighed fremhæver de unge dog i højere grad, at der mangler information om dette tilbud til unge. Nogle siger, at de havde hørt om stedet, men ikke nok til at overveje, at det var noget, der var relevant for dem selv. En forestillede sig, at det var som andre institutioner, hvilket han aldrig frivilligt ville have opsøgt. Han blev

45

overrasket over den frihed, der var, og den respekt han blev mødt med. De unge foreslår en øget information via pjecer på ungdomsskoler eller klubber samt opslag eller plakater på s-togstationer, i indkøbscentrerne, på biblioteker, cafeer, i det hele taget de steder hvor unge færdes og opholder sig. En foreslår opslagstavlen i Super-Brugsen, hvor man alligevel kigger efter bolig, arbejde osv. Flere ønsker sig, at der var hotelplader i deres egen kommune, lige så vel som døgnrådgivning lokalt også til dem over 18. En ung giver udtryk for, at tilbud til unge bør følge tendensen til et bredere ungebegreb, f.eks. mindst at dække op til 21 år i stedet for at stoppe ved 18 år. Det kan rent belægsmæssigt konstateres, at behovet for et hoteltilbud til unge ikke synes at være til stede i det omfang, som det var tænkt i konceptet. Frederiksborg Amt er for stort geografisk til, at det er fysisk muligt for unge i yderkantsområder, at komme til Ungecenteret, når de offentlige transportmuligheder ikke er til stede i sene aftentimer og om natten. Hotelfunktionen som et åbent tilbud til unge er et oplagt storbyfænomen. Men samtidig giver fem af de seks unge, vi har interviewet, udtryk for, at tilbudet har været en succes for dem, og de ville generelt ønske, at der var samme tilbud tættere på, hvor de befinder sig. Udviklingsspørgsmål:

En del af de unge kommenterer, at der er for lidt at tage sig til på Ungecenteret, for få aktiviteter. Hvad kan der gøres for at imødekomme denne efterspørgsel?

Nogle af de unge giver udtryk for et dilemma mellem den rare, bløde og omsorgsfulde stil, de bliver mødt med af de voksne på Ungecenteret og så en manglende pædagogisk ekspertise i håndtering af svære unge problematikker. Hvordan kan der pædagogisk skabes bro i forhold til dilemmaet?

De unge peger på ikke at have kendskab til hoteltilbudet, og de har mange ideer til hvordan, der kan informeres om tilbudet. Hvad kan der gøres for at udbrede information om tilbudet til så mange unge i amtet (og senere kommunen) som muligt, og hvordan kan de unges ideer og evt. de unge selv involveres i dette informationsarbejde?

Hvordan kan de unges ønske om let tilgængelige akuttilbud både overnatningsmulighed og døgnrådgivning tænkes ind en anden model for alternativ støtte til unge, der ikke kan eller skal hjælpes via eksisterende foranstaltninger?

Sagsbehandlernes vurdering af hotelfunktionen Sagsbehandlernes vurdering bygger på interview med syv sagsbehandlere til unge, der har brugt hotelfunktionen på Ungecenteret. For to af disse syvs vedkommende blev hotellet brugt som en akutfunktion af kommunen, fordi der ikke var plads på Ungecenterets omsorgspladser, som det ellers ville have været aktuelt at anvende i disse tilfælde, og der var desuden ikke plads andre steder i amtet. Tre af syv unge, hvis sagsbehandler blev interviewet, levede mere eller mindre på gaden, og deres sagsbehandlere vurderer, at de brugte hotellet som sidste udvej frem for en bænk. To unge anvendte hotellet på grund af konflikt i familien. Ud af de syv unge, som sagsbehandlerne fortæller om, er tre selv

46

blevet interviewet om deres oplevelse af hoteltilbudet. For flere af de interviewede sagsbehandlere gælder det, at de i forbindelse med andre unge har kendskab til flere af Ungecenterets tilbud. Det må derfor antages, at de i deres vurdering af hotelfunktionen kan have svært ved at holde de forskellige tilbud ude fra hinanden, deres udtalelser om hotellet kan derved være farvet af erfaringer med Ungecenteret generelt. Generelt giver sagsbehandlerne udtryk for ikke at vide så meget om de unges oplevelse og anvendelse af Ungecenterets hotelfunktion, endsige om de konkrete situationer, der gør, at de unge søger derhen. Koncept, målopfyldelse og samarbejde mellem Ungecenteret og kommunerne Én sagsbehandler vurderer i modsætning til den unges egen oplevelse, at opholdet på hotellet ikke har været en succes for den unge, sagsbehandleren finder, at den unge udelukkende søgte hen på hotellet fordi, hun kendte en af de voksne på Ungecenteret fra et andet anbringelsessted. Sagsbehandleren udtaler en undren over, at hun først blev kontaktet af Ungecenteret efter en uges tid med krav om betaling og dermed information om, at den unge opholder sig på Ungecenteret. Sammenholdt med den pågældende unges oplevelse af samarbejdet mellem Ungecenteret og kommunen, udtrykker den unge frustration over i første omgang slet ikke at høre fra kommunen og derefter, da sagsbehandleren og Ungecenteret endelig får kontakt med hinanden, over, at hun ikke længere kan opholde sig på hotellet, fordi kommunen ikke vil betale. Sagsbehandleren udtaler, at der hverken var samarbejde omkring forløbet eller kommunikation med Ungecenteret. På baggrund af disse divergerende oplevelser af forløbet synes det at være den unge, der kommer til kort. En anden sagsbehandler fortæller overensstemmende med den unge, at opholdet på hotellet har været godt for den unge; hun har fået omsorg, opmærksomhed, et rum til refleksion over hvad hun selv gør og siger. Hun har oplevet at være sammen med voksne, som hun ikke kan provokere, Hun har haft et samvær, der bygger på respekt samtidig med, at hun er blevet udfordret. Hun har fået noget med i bagagen, vurderer sagsbehandleren. Sagsbehandleren udtrykker desuden tilfredshed med, at Ungecenteret hjælper den unge med at bibeholde venner og kontakter i sit lokalmiljø. Sagsbehandleren vurderer, at samarbejdet med Ungecenteret har været godt, at de på Ungecenteret har haft forståelse for det vanskelige i sagen, og at der har været en fælleshed i forhold til at finde ud af, hvad det drejede sig om. Alligevel udtrykker sagsbehandleren ønske om, at den unge søger kontakt til kommunen, før hun evt. igen henvender sig på Ungecenteret for at få løst en konflikt. En af de sagsbehandlere, der anvendte hotelfunktionen som et akut nødstilfælde, fortæller, at det var den unges familie, der pegede på Ungecenteret; sagsbehandleren selv havde, i forhold til en tidligere sag, haft dårlige erfaringer med Ungecenteret. Han vurderer, at det havde noget at gøre med, at deres organisation ikke var på plads; der blev i den tidligere sag lovet en mulig indsats på faglig visitation, som Ungecenteret alligevel ikke kunne honorere. Sagsbehandleren har oplevet meget velvilje, men også meget uklarhed, han efterlyser skriftlighed og kan ikke gennemskue deres pædagogik, men vil gerne give stedet en chance.

47

Af de sagsbehandlere der i forbindelse med andre unge end hotelbrugerne, har kendskab til Ungecenteret, udtaler de alle, at de har svært ved at finde ud af, præcis hvad Ungecenteret tilbyder, f.eks. siger en sagsbehandler:

Jeg ved ikke, om det er, fordi behovet er langt større end det, det begyndte med, eller om det kom alt for sent i gang, så derfor har man fundet andre strategier, eller om det er for dyrt, eller om det er for svært overhovedet at komme i lag med funktionen, eller hvad det er. På den måde synes jeg, det for mig er vældig utydeligt, hvad de kan og vil sådan mere overordnet. De har ikke promoveret sig selv overhovedet. Det synes jeg, jeg har savnet, det har været sådan lidt hen-ad-vejen-agtigt.

Én kommune giver udtryk for, at prisen for brug af hotelfunktionen er meget høj, især i betragtning af at opholdet ikke indeholder et decideret pædagogisk tilbud:

3000 kr. om dagen, bare for 10 dage det er 30.000 kr., det er hvad et ophold koster, det er en fantastisk høj pris, om det er for at presse folk til kun at have ham [den unge] i kort tid, det ved jeg ikke rigtigt, hvad man vil med det, men jeg synes, det er noget af en malkemaskine, at man skal helt op i 100.000 om måneden for at have en hotelfunktion, det må jeg sige.

To af de interviewede sagsbehandlere har haft så dårlige erfaringer med Ungecenteret, at de ikke ønsker at anvende det i fremtiden. En af disse siger dog, at hun kan blive nødt til det, hvis amtet anviser det som eneste mulighed. Andre der ligeledes har haft dårlige erfaringer med Ungecenteret, vil gerne give det en chance, både fordi de tror på, at det kan blive et mere velfungerende sted med tiden, og fordi der ikke findes andre tilbud til denne gruppe unge. Blot én sagsbehandler har været fuldt ud tilfreds med tilbudet og vil ubetinget gerne samarbejde med Ungecenteret igen. Samlet set udtrykker sagsbehandlerne kritik af Ungecenteret, dels i forhold til manglende overblik og tydeliggørelse af de forskellige tilbuds indhold. Specifikt i relation til hotelfunktionen er der ligeledes uklarhed i forhold til hvilken form for tilbud, det udgør for de unge, hvad det konkret indebærer, hvordan det adskiller sig fra Ungecentrets andre tilbud og ikke mindst, hvilken rolle sagsbehandleren har, når en af deres unge vælger at anvende hotellet. Skriftlighed efterlyses især. Den manglende skriftlighed er med til, at tilbudene på Ungecenteret opleves som diffuse og ukonkrete. En tydelig pædagogisk linie efterlyses ligeledes af flere af sagsbehandlerne. En anden klar kritik fra sagsbehandlerne er kontaktformen, de oplever, at de får en form for ultimatum. Enten skal de hurtigt høste op med et alternativt tilbud til den unge eller en hurtig løsning på den unges problematik, hvis dette ikke sker, og indtil der handles anderledes, skal de betale for en dyr foranstaltning, alt for dyr mener mange, som de tilmed ikke selv har valgt til den unge. Samtidig udtrykker de fleste af sagsbehandlerne, at de unge – selvfølgelig – er tilfredse med hoteltilbudet, idet der ikke stilles krav til de unge, de er netop på hotel, og alt er til rådighed for dem.

48

Hotellet varetager den unges umiddelbare behov En sagsbehandler fortæller, hvordan hun i fællesskab med den unges familie, som har smidt den unge ud hjemmefra, beslutter at lægge ham på is, ved at kommunen ikke giver ham noget tilbud i 14 dage. Aftalen mellem kommunen og familien går ud på, at mens moderen bearbejder faderen derhjemme, så bor den unge på gaden. Sagsbehandleren betegner den unge som forkælet. Selvom hun i princippet har tilsynspligt og ikke må lade børn under 18 år gå på gaden, så vurderer hun, at den unge har mange ressourcer, og at det vil være en god lærestreg for ham. Efter en uges tid på gaden søger den unge selv ned på hotellet. Da Ungecenteret kontakter kommunen, oplyses de om kommunens plan, som kommunen kalder et eksperiment. Sagsbehandleren mener, at Ungecenteret spænder ben for deres plan, fordi den unge får omsorg, varme og husly på hotellet. Alligevel vælger de at betale for opholdet og den unge ender med at være på hotellet i 5½ uge og at fortsætte i et dagsprojekt,20 hvor Ungecenteret købes til at føre tilsyn, mens sagsbehandleren er på ferie. Som en del af dagsprojektet skulle Ungecenteret sammen med den unge arbejde på en at finde et værelse til den unge. Den unge handler selvstændigt i denne sag i forhold til en situation, der er påtvunget af kommunen, og som den unge finder uholdbar og dermed reagerer på. Men sagsbehandleren vurderer, at Hotelfunktionen er for nem en løsning for de unge; at der kræves for lidt af dem, og at de på den måde kan bruge hoteltilbudet uden at tage stilling til deres problemstilling, f.eks. konflikt med deres familie. Sagsforløbet afspejler dog netop en situation, hvor der foretages handlinger rundt om den unge uden at involvere ham selv. Set i lyset af at den unge opholder sig på hotellet i 5½ uge, uden at kommunen stiller andre alternativer op, eller at den unge får mulighed for at flytte hjem igen, kan det problematiseres, om ”eksperimentet” ville være fortsat, og den unge efter de 14 dage, hvor han blev lagt på is, fortsat ville leve på gaden, hvis han ikke selv havde handlet og henvendt sig på hotellet. En anden sagsbehandler problematiserer ligeledes den måde, hvorpå de unge kan anvende hotellet. Hun udtaler, at det er en god ting, at muligheden findes for de unge, men hun mener, at det også kan være med til at fastlåse en situation at have sådan et tilbud, for som sagsbehandleren refererer en far for at sige: Hun kan til en hver tid gå derhen, forstået som, at der ville være et andet tidspres, hvis hun sov hos en veninde eller ingen steder havde at være og derfor ville pigen, i faderens optik, være tvunget til at løse problemerne med dem derhjemme. Sagsbehandleren foreslår, at der sættes en begrænsning, f.eks. at de unge kun kan være på hotellet i en uge, og så skal Birkebo eller et andet akut tilbud iværksættes, ellers kan det blive et tålt ophold, som hun betegner det. En af sagsbehandlerne fra Hillerød problematiserer netop dette i interviewet. Hun vurderer hoteltilbudet som sårbart, hvis det generelt bliver en mulighed for unge i Hillerød, at de til enhver tid kan søge ned på hotellet. Der er i stedet behov for forskellige tilbud til unge lokalt, mener hun. Hvis Ungecenteret ikke hele tiden, i dialog med kommunen, er med til at finde ud af, hvad der er deres tilbud, så kan det gå hen og blive en lokal skraldespand, vurderer sagsbehandleren. Vægten af henvendelser på hotellet som kommer fra Hillerød, 14 ud af 40 i undersøgelsesperioden, aktualiserer at Ungecenteret i samarbejde med Hillerød kommune arbejder på at gøre hotellet til at godt lokalt tilbud til de unge.

20 Det der senere kom til at hedde kommuneprojekt.

49

Flere af sagsbehandlerne problematiserer det tilbud, som hotelfunktionen udgør for de unge. Intensionen med tilbudet var, at hotellet skulle være åbent for de unge, at det skulle tilbyde omsorg i en trængt og akut situation. Det er netop i den henseende, at de unge bruger det, og at de udtrykker stor tilfredshed med, at der findes et sådant tilbud til dem. Ud fra sagsbehandlernes vurdering tyder det på, at det er i det videre forløb, at samarbejdet med Ungecenteret omkring den unge ikke er optimalt. Ideelt set er det Ungecenterets opgave efter den første overnatning at arbejde videre sammen med den unge omkring dennes problematik, f.eks. afklaring med familie, genetablering af uddannelsesforløb eller arbejde, at finde en bolig, sideløbende med at kommunen arbejder på at finde et alternativt tilbud til den unge ud fra dennes specifikke problematik, og evt. at bringe sagen op i faglig visitation med henblik på anbringelse. Hotellet er tænkt som en akutfunktion for unge i nød, ikke som et dyrt alternativ til andre tilbud eller en nødløsning, når der ikke er plads andetsteds. Sagsbehandlernes oplevelser og udtalelser peger på en uafklarethed i forhold til tilbudets oprindelige idé og i særlig grad i forhold til opgavefordeling. I denne uafklarethed synes de unge at komme i klemme.

To sagsbehandlere fortæller netop om unge, der har anvendt hotellet i en akut situation, og om hvad de vurderer, det har betydet for den unge. De ved begge fra samtaler med den unge, at denne flere gange har anvendt hotelfunktionen, men da det blot er for én nat af gangen, er sagsbehandleren, i overensstemmelse med konceptet, ikke blevet kontaktet af Ungecenteret. Begge de unge lever et liv på gaden, den ene sagsbehandler udtaler:

Jeg har haft det sådan, at det har været langt bedre de dage og nætter, hun har foretrukket at være der [på hotellet] end alle mulige andre steder. Og der er jo ikke ret mange steder, altså sådan et ungeherberg, det er der jo ikke rigtigt noget af. Xx [pigens navn] har jo virkelig haft brug for sådan nogle ting.

Samtidig understreger sagsbehandleren den unges begrænsede brug af hotellet:

Det har været det sidste sted, når hun ikke rigtig kunne tage til morfar og det var udelukket hos vennerne af en eller anden årsag. Hun har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for eller talt om, at hun var rigtig glad for at bo dernede; at dér kunne hun godt tænke sig at bo eller blive boende, slet ikke. Men i forhold til det der med, at hun kan komme ned, få en seng at sove i, få lidt mad og få nogle voksne at snakke med, der tror jeg helt sikkert, at de har leveret det, hun har haft brug for.

Den anden sagsbehandler, der er fra en kommune udenfor amtet, udtaler overensstemmende, at det er fordi venskabsgruppen færdes i Hillerød, at netop Ungecenterets hotelfunktion anvendes:

Det kunne have været hvor som helst i verden, så det er ikke fordi hun bestemmer sig for, at hun skal være netop der, fordi det er et godt tilbud, det er det ikke, det er fuldstændig tilfældigt.

Et eksempel på målgruppens univers Ungecenterets målgruppe er unge i en marginal position, som ikke umiddelbart har et tilbud, eller som ikke kan eller skal anbringes på traditionelle institutioner. Mange af de

50

unge lever et omflakkende liv, og flere lever i perioder et liv på gaden. Det vil sige uden et sted at bo, nogle lever på gaden i årevis. Disse unge bliver på en vis måde selvstændige på et alt for tidligt tidspunkt i deres liv, men samtidig gør denne selvstændighed dem livsduelige udi netop at leve på gaden, at klare sig med de få midler og kompetencer de har. Blandt andre disse unge er det problematisk for kommunen at stille tilbud op overfor. De har ofte allerede været rundt om eksisterende tilbud, eller det er så svære sager, at de er på kanten af, at eksisterende foranstaltninger virker. Ofte er der tale om store modsætninger mellem, hvad de unge ønsker og har behov for, og det sagsbehandleren kan tilbyde. En sagsbehandler rejser netop en problematik i forhold til, at det kommunen anser for givtigt for den unge, ikke nødvendigvis er det, unge selv er interesseret i. Sagsbehandleren eksemplificerer med en ung, der har levet mange år på gaden. Kommunen finder, at de møder den unge midt mellem hvad, de to parter egentlig ønsker: en anbringelse på den ene side og en selvstændig bolig på den anden, ved at tilbyde en ungdomshybel, hvor der f.eks. er fælles madlavning og voksen tilsyn. I samråd med bostedet meddeler kommunen dog den unge, at hendes omgangskreds ikke må komme i lejligheden. Den må nemlig ikke blive et samlingssted, og i øvrigt er nogle af de andre unge, som bor i ungdomshyblerne, tilsyneladende bange for den unges venner. Den dag, den unge skal flytte ind, kommer hun dog ikke, og i lang tid er hun forsvundet og kan ikke kontaktes på hendes mobiltelefon. Hun vælger på denne måde tilbudet fra. Sagsbehandleren fortæller, at da der igen skabes kontakt med den unge pige, da bor hun på et lejet hotelværelse sammen med en veninde. Værelset betales af venindens kommune. Sagsbehandleren konkluderer omkring den unges forløb, ønske og behov:

Det xx [pigens navn] gerne vil have, det får hun faktisk derigennem, fordi der er et værelse, hvor de bor sammen. De har hinanden, og de kan hjælpe hinanden, og de har det her værelse, hvor der ikke er nogen, der kommer og blander sig, og det er det, hun i grunden helst vil have.

At den pågældende kommune har tyet til at leje et hotelværelse, er en nødsituation, der betragtes som et alternativ til at bo på gaden. Den pågældende unge udtrykker ønske om at bo i kommunens ungdomsboliger, men at bo dér kræver, at hun har et arbejde eller uddannelsestilbud, hvilket ikke er tilfældet, og det kan derfor ikke lade sig gøre at få en bolig, forklarer sagsbehandleren. Disse krav til en ungdomsbolig bygger på en normalitetsopfattelse, der ikke stemmer overens med et moderne ungesyn. Samtidig er det krav, der er særligt svære at honorere for denne målgruppe, og de er derfor marginaliseret i forhold til et boligmarked, der er konstrueret i forhold til en bestemt forståelse af normalitet. Generelt i forhold til unge efterlyser flere af sagsbehandlerne ungdomspensioner eller lignende boformer, hvor der er mulighed for et selvstændigt liv samtidig med, at de bor sammen med andre unge og kan søge råd hos voksne, når de har brug for det. Den samme unge og hendes veninde, som er omtalt ovenfor, har flere gange henvendt sig på hotellet sammen for blot én overnatning af gangen. Ungecenteret fortæller, at de i personalegruppen har haft diskussioner i forhold til, om disse to unge har et reelt behov, eller om det blot er luksus, at de kommer for en overnatning, når de gerne vil sove

51

sammen, og de lige er i nabolaget og ikke har andre muligheder. Den ene af de unge kender Ungecenteret, fordi hun har været i kommuneprojekt. Det besluttes i personalegruppen at indskærpe overfor de to unge, at de ikke kan få lov at sove i samme seng, når de kommer, da det bliver vurderet, at det er det, der er det attraktive for dem. I modsætning til denne opfattelse af de unges brug af hotellet beskriver de to unges sagsbehandlere, som er fra forskellige kommuner (den ene uden-amtslig), de unge som værende uden tilbud. De lever på gaden, og sagsbehandlerne har begge af de unge selv fået fortalt, at de flere gange har anvendt hotellet, men at de kun anvender det som sidste udvej. Det kan problematiseres om et åbent tilbud, som hotelfunktionen kan være selektivt i forhold til brugerne og sætte betingelser for, hvordan de unge bruger tilbudet. I de tunge sager og svære livssituationer, som er gældende for en del af Ungecenterets målgruppe, er hotelfunktionen blot et tilbud i deres univers, et led i et større system, hvor der tilsyneladende er mangel på tilbud til netop unge med problematikker af denne kaliber. Misbrugsproblematikker Generelt nævner sagsbehandlerne de unges brug eller misbrug af stoffer, og flere af dem har kendskab til, at det også er en problematik på Ungecenteret. Sagsbehandleren til en ung, der har været på Ungecenteret, fortæller, at den unge begyndte at ryge hash under opholdet. Hun anser det for en svaghed ved institutionen, at alle de unge på Ungecenteret ryger hash. Og retter en kraftig kritik mod Ungecentret for ikke at håndtere dette og sørge for et trygt miljø, hvor de unge netop ikke møder det, de møder på gaden eller udenfor institutionen. De sagsbehandlere, der omtaler unges misbrugsproblemer, fortæller samstemmende med flere af de unge, at misbrug ofte ikke opdages af voksne. Først når kontakter, uddannelse og diverse tilbud skippes af den unge, vågner de voksne rundt om den pågældende unge op. En sagsbehandler erkender, at hun har været naiv i forhold til en ung, der i flere år har levet på gaden:

Det er selvfølgelig også naivt at tro, at selvfølgelig kommer hun ikke ud i noget, det er jeg fuldstændig klar over, men det, der er chokerende for mig, det er, at der slet ikke er nogen, der har opdaget det. Altså, hun er dagligt kommet ned i pp [et dagtilbud] og virkelig haft et fortroligt forhold til zz [pædagog], og hun er blevet spurgt så direkte efter flere samtaler også med qq og ww [pædagoger], og der er ingenting kommet fra hende. Så ja, det er det, der nok har chokeret mig mest, at det har kunnet lade sig gøre for hende at leve det der dobbeltliv, uden at jeg vidste det. Det har også gjort, at vi i enormt lang tid har brugt tid på at finde et tilbud til hende, som overhovedet ikke er relevant.

Sagsbehandleren problematiserer, at den unge kan have snakket med Ungecenteret om misbruget, men fordi hun blot anvender hotellet en nat af gangen, så involveres kommunen ikke. Der indledes således ikke et samarbejde om en indsats. Denne måde, at bruge hotelfunktionen på, kan være et strategisk valg for den unge, som muligvis ikke ønsker at synliggøre f.eks. et misbrug for kommunen og andre voksne i sit netværk. Sagsbehandleren ser det som problematisk, at den unge på denne måde kan udelukke sagsbehandleren, på trods af at den unge rent faktisk anvender et offentligt tilbud, blot

52

fordi tilbudet giver den unge mulighed for at være anonym. Til forskel fra denne kommune, der var uvidende, så har sagsbehandleren til en veninde af den ovenfor omtalte pige, i lang tid været klar over et eskalerende misbrug og har talt med den unge om dette. Denne sagsbehandler udtaler til gengæld, at den unge selv ikke vil erkende misbruget, og at det derfor er meget vanskeligt at hjælpe hende. Selv om de to unge gennem længere tid sammen har ført et liv på gaden, og at de nu bor sammen på et, af den ene kommune, lejet hotelværelse, så taler hverken de to kommuner eller de to unges sagsbehandlere sammen. Flere sagsbehandlere påpeger et behov for steder, skoler, institutioner og alternativ tilbud, der kan rumme, at unge har et misbrug, fordi de ofte oplever, at tilbud/institutioner melder fra, når den unge har et misbrug. Der kan dog være en diskrepans mellem denne efterspørgsel og andre sagsbehandleres ønske om, at f.eks. Ungecenteret skal være et sted, hvor de unge netop ikke kommer i kontakt med stoffer. Udviklingsspørgsmål:

Hvordan kan der oparbejdes en struktur, så Ungecenteret i højere grad kan imødekomme ønsker fra kommunerne om f.eks. skriftlighed, samarbejde og øget kommunikation?

Hvad stiller man op med en uoverensstemmelse mellem på den ene side at have et åbent hoteltilbud, hvor den unge til enhver tid frit kan komme og på den anden side at kommunerne frygter, at hoteltilbudet kan blive en flugt og/eller en sovepude for den unge, frem for at den unge handler i forhold til sine problemer?

Hvordan kan der etableres et samarbejde mellem Ungecentret og Hillerød kommune, således at hotelfunktionen i fællesskab kan udvikles til et være et godt lokaltilbud for unge i Hillerød? Blandt andet set i lyset af strukturreformen er et sådant samarbejde uomgængeligt, desuden vil et samarbejde måske siden omfatte alle Ungecenterets tilbud.

Hvordan kan pædagogikken på Ungecenteret tydeligt videreformidles til kommunerne, så de er klar over, hvad tilbudene indeholder, og hvad de kan forvente af dem?

Hvordan er der sammenhæng mellem, at hotelfunktionen er et åbent tilbud til alle, og at nogle unge samtidig kan vurderes at være mere berettiget end andre eller at have større eller mindre behov end andre unge?

53

Kapitel 5. Kommuneprojekter De unge, der er i kommuneprojekter, indskrives efter Servicelovens § 40.2.7 (kontaktpersonordning). Indledningsvis vil vi kort se på hvilke rationaler, der ligger bag Servicelovens § 40 og herunder § 40.2.7. Servicelovens børneparagraffer og vejledningen til Børn med behov for særlig støtte afspejler en traditionel børne- og ungeforståelse, der inden for de sidste 10-15 år er blevet udfordret af såvel psykologisk som sociologisk forskning.21 Fra Lov om Social Service § 32 skal blot fremhæves en sætning som afspejler den generelle og traditionelle tilgang til børn og unge i lovkomplekset:

At skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Det centrale i citatet er udtrykket ’deres vanskeligheder’. Det ligger implicit i udtryksmåden, at disse vanskeligheder er noget, der er barnet eller den unge iboende. Disse ’vanskeligheder’ er noget som børnene og de unge ejer, det er nogle defekter ved deres personlighed, som ved hjælp og støtte kan korrigeres, så de igen kan indtræde i samfundet på lige fod med deres jævnaldrende. Børnene og de unges vanskeligheder kan skrives tilbage til en mangelfuld socialisering i familien. Det giver to muligheder for social intervention: Enten må det offentlige gå ind i familien og understøtte den, således at familien kan blive kompetente opdragere, eller det offentlige må flytte (anbringe) barnet eller den unge til et sted, hvor der er kompetente voksne, der kan fungere som erstatning, der hvor forældrene er utilstrækkelige. Lov om Social Service § 40 stk. 1 til 11 er en variation over de to muligheder. Når vi ser eksplicit på Servicelovens § 40.2.7 (om kontaktpersonordningen), står der i vejledningen:

Kontaktpersonens opgave er at yde en støtte på det nære personlige plan ved at være til rådighed, når barnet eller den unge har et behov for en voksen til at læsse bekymringer over på, tale med, blive opmuntret af, og som samtidig kan stille krav til og korrigere eller om nødvendigt stoppe barnet eller den unge, hvis der udvises uacceptabel adfærd.

Det, der kommer tydeligt frem i vejledningens beskrivelse af kontaktpersonen er, at denne er en forældresubstitut. Kontaktpersonen træder ind der, hvor forældrekompetencen mangler, eller på visse områder svigter. Det er denne funktion, Ungecenterets medarbejder skal varetage, når hjemkommunen køber Ungecenteret til at gennemføre et støtteforløb med en ung. Den type støtte, som Ungecenterets kommuneprojekt udgør, adskiller sig i sit indhold ikke fra andre kontaktpersonordninger, som kommunen selv iværksætter. Siden 2001 har der i Frederiksborg Amt været 91 unge mellem 15 og 17 år, der har fået fast kontaktperson.22 I dette tal indgår der unge, hvor det ikke har været muligt at finde en optimal døgnplacering. Hvor stort dette tal er for Frederiksborg Amt som helhed, kan der

21 Se note 9. 22 Seneste opgørelse fra Frederiksborg Amts statistik, Økonomi og Statistikker; ”Amtet i tal”.

54

ikke siges noget om. Men af de unge, som er indskrevet i et kommuneprojekt på Ungecenteret, gælder, at de næsten alle er placeret under § 40.2.7. En sagsgennemgang viser, at ca. halvdelen enten har været anbragt eller, at der ikke kan findes et anbringelsessted til dem. Stigningen i antallet af unge anbragt på opholdssted sammenholdt med de mange unge, der har tilknyttet en fast kontaktperson, er udtryk for en flaskehalsproblematik. I foråret 2003 foretog bruger- og kommuneservice i Frederiksborg Amt en spørgerunde til kommunerne i amtet for at drøfte kommunernes anbringelsesmønster, der synes forandret. Konklusionen fra samtalerne med kommunerne kan give en del af forklaringen på de ovennævnte tal. Det konkluderes, at kommunerne selv klarer flere og flere sager lokalt. Alle kommuner vægter de lokale tilbud højt. Lokale tilbud kan f.eks. dække over muligheden for personlig rådgiver, kontaktperson eller anbringelse på lokalinstitutioner. Kommunernes høje vægtning af lokale løsninger kan være med til at forklare den ringe efterspørgsel efter Ungecenterets kommuneprojekter. Der er kun én kommune i amtet, der i kommunerunden efterspørger denne ydelse.

Kommuneprojekterne på Ungecenteret er ikke blevet en realitet på det niveau, man havde regnet med. Forstanderen forklarer det på følgende vis:

En forklaring kunne være, at kommunerne ikke ønsker det eller ikke mener, at de har behov for kommuneprojekter. Ofte har kommunerne mere et behov for at anbringe de unge, idet de har et problem med den unge i lokalmiljøet.

Der synes at være en flertydighed i forhold til, hvad kommunerne ønsker af Ungecenteret. På den ene side søger de hjælp til løsninger, der ifølge Ungecenterets forstander har karakter af, at de selv kunne løse dem. På den anden side, når det omhandler unge, der reelt passer ind i målgruppen for Ungecenterets kommuneprojekter, så betragter kommunerne ofte sagen som problematisk og uløselig i lokalmiljøet, og Ungecenteret oplever, at de ofte ønsker en anbringelse af den unge.

De unge har typisk haft en meget turbulent tilværelse med mange skoleskift og/eller forskellige anbringelser, samt problemer i hjemmet. De er droppet ud af skolen eller har haft meget store vanskeligheder med skolen. De har generelt et forbrug eller misbrug af hash og i nogle tilfælde også andre stoffer. De har ofte også været involveret i forskellige former for kriminalitet. De unges ”karriereforløb” er ofte velbeskrevet om end oftest i typiske problemkategorier, begreber og diagnoser så som manglende tilknytningsevne, mangelfuld skolegang, mindre begavet, tidlig frustreret, impulsstyret, aggressiv, voldelig, antisocial, indlæringsvanskeligheder osv. Disse problemkomplekser er almindeligvis bagudrettet, det vil sige, at de refererer til vurderinger eller handlinger, der er foregået. Samtidig figurerer de unges ressourcer sædvanligvis slet ikke i disse beskrivelser. Det er derfor vanskeligt at omsætte problemkomplekser, der er hæftet på den unge til pædagogiske tiltag og en konkret indsats, hvilket er den opgave en støtteperson står med. De unges karriere er ligeledes kendetegnet ved, at de langsomt marginaliseres. De ekskluderes fra de sociale arenaer, som ellers er typiske for aldersgruppen. Skolen smider dem ud, eller de møder ikke op, og ofte medfører et hashforbrug, at den unge ligeledes

55

udelukkes fra sociale sammenhænge i fritiden f.eks. fritids-/ungdomsklubben. Det er også typisk, at de omgås kammerater, der har de samme problemer som dem selv. De unge bliver marginaliseret og lever i perioder et liv, hvor de er afsondret fra normale sociale arenaer for aldersgruppen. De lever i et lukket rum forstået på den måde, at de kun omgås en lille gruppe unge, hvor tiden går med at ryge hash, gå i byen, se fjernsyn, spille playstation. De unges familier kan ikke få dem i gang med andre aktiviteter f.eks. skole, uddannelse eller arbejde. Erfaringen viser, at det er vanskeligt at anbringe denne gruppe af unge, idet de ofte stikker af fra et anbringelsessted eller bliver smidt ud. Alternativet for kommunen kan være at etablere et lokalt tilbud f.eks. en kontaktpersonordning enten i kommunalt regi eller via Ungecenteret. En undersøgelse af kontaktpersonordningen for børn og unge foretaget af Hanne Warming og Inger Glavind Bo (2003, s.39ff) viser, at kommunerne har svært ved at finde egnede kontaktpersoner, der kan matche den unge på det personlige plan. Der skal ligeledes etableres et skoletilbud, hvis den unge er i den skolepligtige alder, og der skal etableres fritidsaktiviteter til den unge. Der er tale om en offentlig organisering af den unges liv med omdrejningspunkt i en kontaktperson. Omfanget af den offentlige organisering varierer selvfølgelig med de problemkomplekser, der er tilskrevet den enkelte unge. Det er den samme problemstilling, som Ungecenteret står overfor i kommuneprojekterne, ud fra kommunens bevilgede timetal er opgaven at støtte i forhold til at organisere den unges liv. Udviklingsspørgsmål:

Hvordan kan der arbejdes med at åbne for sociale arenaer til de unge, så de får mulighed for at erhverve sig sociale kompetencer på lige fod med andre unge?

Hvordan kan I være med til at åbne uddannelsesarenaer for de unge på en måde,

så det ikke giver nederlag, men mulighed for på sigt at inkludere den unge i en skolemæssig arena, uden at der fokuseres bagudrettet på den unges eventuelle diagnostiske mærkater (f.eks. tidlig frustreret, impulsstyret, aggressiv, antisocial, indlæringsvanskeligheder)?

Hvordan kan Ungecenteret i samarbejde med kommunen arbejde for, at der

formuleres formål og handlestrategier for den unge, som er konkret omsættelige til pædagogisk praksis?

Projektvirksomheden CONZEPT CONZEPT er en socialpædagogisk institution, der er rettet mod marginaliserede unge i alderen 15-18 år (og i visse tilfælde op til 20 år).23 CONZEPT virker i Storkøbenhavn og Nordsjællands område. De har eget hus i Hillerød, der bruges som base og skole for de unge. Der er tilknyttet en skolelærer to gange om ugen. De to personer, der står for CONZEPT, har begge håndværksmæssig baggrund (indenfor tømrerfaget) og er desuden begge uddannede socialpædagoger. De har i ti år arbejdet med børn og unge inden for specialområdet.

23 Denne beskrivelse af CONZEPT bygger på projektets egen beskrivelse på www.conzept.org

56

Målgruppen er utilpassede unge. De unge har oftest en broget fortid med omsorgssvigt og dårlige familieforhold bag sig, og de har generelt dårlige erfaringer med livet. De har ofte et begyndende misbrug, lavt selvværd, er psykisk skrøbelige og har svært ved at klare almindelige dagligdags gøremål. De unge magter ikke at starte på eller at fastholde uddannelse eller arbejde efter endt skolegang. De har typisk svært ved at honorere de krav, der bliver stillet, ikke mindst på en arbejdsplads. Da CONZEPTs indholdsdel primært er rettet mod håndværksfagene, skal den unge udtrykke en lyst til fysisk arbejde i en eller anden form. Dette kan komme til udtryk implicit eller eksplicit. Det er et vurderingsspørgsmål fra ung til ung, derfor udføres indledningsvis et større udrednings- og motivationsarbejde. CONZEPT arbejder målrettet på, at den unge finder og fastholder et arbejde eller en uddannelse. De støtter op om den unges fritidsliv, og er en aktiv del i forhold til den unges boligsituation. De inddrager den unges netværk/familie i det omfang, det er til den unges fordel. Der skabes en helhedsløsning for den unge gennem tæt kontakt samt opfølgning. Målet er at styrke den enkelte i selverkendelse omkring egen situation, give forståelse for egne værdier og dermed:

- Opbygge selvværd og selvtillid gennem succesoplevelser - Lære den unge at omgås og acceptere andre mennesker - Arbejde på at få ændret den unges identitetsopfattelse til f.eks. at komme ud af

kriminalitet og at stoppe evt. misbrug - Få et normaliseret socialt samvær - Opkvalificere den unge fagligt/socialt til at kunne fungere på arbejdsmarkedet

CONZEPT Skole tilbyder skoleundervisning til marginaliserede unge i alderen 13–16 år. Målet er, at den unge får afsluttet med 9. kl. afgangsprøve med hovedvægten lagt på dansk, matematik og engelsk. Som en del af skoleforløbet introduceres de unge til arbejdsmarkedet. Oplevelsen af at tjene egne penge er et vigtigt element. Den unge har 30 timer om ugen i CONZEPT og får 20 kr. i timen (arbejdsdusør) for at deltage i projektet, uanset om de arbejder ude hos en mester, er på havkajaktur i Ishøj havn eller får undervisning. Når den unge er inde i et godt forløb, vil han kunne få arbejde hos en samarbejdspartner. Her vil han blive betalt yderligere 30 kr. i timen af den pågældende arbejdsgiver. Den unge får dermed, hvad der svarer til overenskomstmæssig løn. Lønnen udbetales igennem CONZEPT. Kommuneprojekter i Ungecenterregi De medarbejdere, der tilknyttes unge i Ungecenterets kommuneprojekter, kan karakteriseres ved at cirkle omkring en aktivitet til forskel fra f.eks. tilbudet i CONZEPT, der samles omkring et arbejdsforhold og evt. et alternativt skoleforløb. Hvis det er nødvendigt, skal den unge følges og fastholdes i diverse aktiviteter. Unge, der ikke selv giver udtryk for interesser, skal have mulighed for sammen med en medarbejder at gøre

57

erfaringer med forskellige former for aktiviteter, før der vælges. Fritidsaktiviteter skal forstås bredere end sport og traditionelle hobbybetonede aktiviteter og kunne være deltagelse i - for den unge - grænseoverskridende aktiviteter, fysiske såvel som psykiske, indsigt i "den fremmede kultur", det kunne være aktiviteter, der ikke klart skelner mellem arbejde og fritid, f.eks. arbejde i lydstudio eller mørkekammer, spille teater eller musik eller overvære samme. For en del unges vedkommende kan det være nødvendigt, at indsatsen drejes i retning af at reetablere betydningsfulde relationer mellem den unge og konkrete voksne udenfor familien, som op gennem den unges tilværelse har indtaget en særlig plads i den unges bevidsthed. Endelig kan der for en del unges vedkommende med fordel arbejdes på at (gen-) opbygge betydende og forpligtende netværksrelationer i lokalsamfundet. For nogle unge kunne dette kobles til forskellige støtte- og mentorsystemer sammen med lokale virksomheder og håndværksmestre osv. En medarbejder fra Ungecenteret beskriver i et interview sin opgave i et kommuneprojekt:

Jeg havde ham i 3 måneder, derefter var det forskellige her fra, der var på. Dem der kunne. Vi fik ham gennem faglig visitation. Kommunen ville anbringe ham, men det mente forældrene var for drastisk. Problemet var at han havde fået forskellige diagnoser. DAMP var den ene, den anden var Autist. Og så havde han ikke gået i skole. Han var en dreng på 12 år og havde ikke gået i skole i 1½ år. Vi blev bedt om at give ham et skoletilbud. Det fik vi løst ved, at han havde nogle timer en dag om ugen ude på Sophienborg. Vi havde den ordning, at jeg var på to gange om ugen af 6 timer. Resten af ugen var han derhjemme.

Min arbejdsopgave var, at jeg skulle aktivere ham og sørge for, at han passede sit skoletilbud. Hvis det var en skoledag, kørte jeg ham i skole. Bagefter skulle vi lave en aktivitet. Vi har lavet mange ting. Vi har været på tur til trekroner på netcafe og været ude at gå i noget der hedder ”Rusland” i Gilleleje, som han var helt vild med, for der var en gynge, som han sagtens kunne bruge et par timer på. Ellers så jagtede han får i en indhegning uden nogen sinde at fange nogen. Han var også vild med at køre bil, så en aktivitet kunne være bare at køre i bil. Vi nåede også et tidspunkt, hvor spørgsmålet var ”Hvad skal vi lave i dag”. Det blev lidt svært. Det var svært at komme med nye aktiviteter hele tiden. Vi var nok på netcafe hver 14. dag. Han var meget krigsorienteret og gik til noget softgun. Han havde ikke nogen venner. Dem, han snakkede med, var dem han gik til softgun med. Dem kunne han snakke våben og udstyr med, men deciderede venner det havde han ikke.

En anden medarbejder beskriver sit arbejde i et kommuneprojekt på følgende vis:

Den unge boede hjemme, men det var gået galt i skolen, og han havde nogle problemer med stoffer, men man vidste ikke hvor meget, det drejede sig om. Jeg fik ti timer til aktivitet, så han ikke rendte rundt og tog stoffer og glemte sine aftaler.

58

Han var i praktik hos en automekaniker, og det var han hele tiden, mens jeg havde ham. Vi skulle lave en aktivitet. Vi skulle køre motocross. Vi kørte om lørdagen, så timerne gik med at gøre klar til at køre og bagefter med at gøre maskinen ren. Det betød også, at han ikke kunne gå i byen eller tage stoffer om fredagen, for han skulle ud og at køre lørdag morgen. Jeg tror kun der var en gang, hvor det glippede, hvor han havde været på druk eller sådan noget.

Beskrivelserne fra de to medarbejdere på Ungecenteret illustrerer kernen i den type projekter med denne målgruppe. Det er aktiviteten, der er i centrum. Det karakteristiske er, at en aktivitet eller flere aktiviteter bruges som et fælles tredje, hvor aktiviteten bruges som et redskab til at nå, motivere eller give den unge nye oplevelser, som kan give den unge lyst og mod på flere og andre aktiviteter. Dette er i overensstemmelse med det, der er gennemgående for projekterne i evalueringen af kontaktpersonordningen for børn og unge (Warming & Glavind Bo, 2003, s.43ff).

Det fælles tredje er et efterhånden noget fortærsket og måske også udvandet begreb, fordi det tilsyneladende passer til alt og anvendes i flæng, men ikke desto mindre er det en anvendelig pædagogisk metode. Det fælles tredje er en aktivitet, som pædagogen og den unge er fælles om. Man bruger aktiviteten til at nå den unge med. I den pædagogiske metode det fælles tredje, "forsvinder" pædagogen som karakter og træder ind i en rolle, der er defineret af aktiviteten. I en ny bog om ungdomspædagogik nuancerer Flemming Andersen og Marianne Vesterbirk (2005, s.100) begrebet fælles tredje på følgende vis:

Det er centralt, at der foregår en bevægelse gennem den pædagogiske indsats. En bevægelse hen imod en forandring af den unges nuværende situation. En bevægelse, der kan mobilisere den unges ressourcer. Det fælles tredje er således det i verden, som pædagogen og den unge i fællesskab er orienteret mod. Det fælles tredje kan være alt fra et spil, en aktivitet eller et stykke arbejde til de oplevelser, diskussionsemner og ekskursioner, som begge parter finder nyttige og udviklende.

I denne tilgang til den unge flyttes fokus fra de vanskeligheder, den unge har. Der fokuseres i stedet på de ressourcer, de unge har og kan udvikle i forhold til aktiviteten. Den positive oplevelse for den unge kan give øget selvtillid og skabe modstandskraft i forhold til vanskeligheder på andre områder i den unges liv.

De unge, der kommer i kommuneprojekter, er unge, der er i en gråzone, hvor en anbringelse overvejes, eller hvor en anbringelse ikke kan etableres. I stedet er det en mulighed at indskrive den unge på Ungecenteret, hvis kommunen ikke selv ser sig i stand til at etablere en kontaktpersonordning. Problemet er ofte, at kommunerne ikke kan finde en optimal løsning. Kommunerne kan beskrive de umiddelbare problemer, som knytter sig til den unge. Som det fremgår af skemaet over alle unge i kommuneprojekter i denne rapports indledning, drejer formålet sig ofte om støtte til problematikker, der har ”her og nu” karakter som støtte til skolegang, fritidsaktiviteter, påbegyndelse af uddannelse, afgiftning, etablering i egen bolig, finde et job osv. Det er ligeledes karakteristisk at alle formålene med foranstaltninger er af meget overordnet karakter i beskrivelserne. F.eks. at motivere til at tage ansvar, aktiviteter med udviklende sigte, begå sig blandt andre, indsigt i egne vanskeligheder, konstruktiv udvikling, fastholde sit engagement i skole osv.

59

I beskrivelserne af pædagogiske tiltag i Ungecenterets kommuneprojekter har vi beskrevet to forskellige tilgange: CONZEPT og kontaktpersonordningen, en eller flere medarbejdere fra ungecenteret, der er tilknyttet en ung. Mange af de unge har negative døgninstitutionsoplevelser og alternative projekter for denne målgruppe af unge som f.eks. CONZEPT forsøger netop at være noget andet end det, de unge har oplevet på institutioner. Med afsæt i et moderne ungeperspektiv er det nødvendigt at tage udgangspunkt i de vilkår og erfaringer, den unge har. Den pædagogiske opgave bliver at støtte de unge i at skabe sammenhæng i deres liv og at blive livsduelige. I dette pædagogiske arbejde skal der bygges på den unges ressourcer og på relationsdannelse på forskellige områder af livet.

I dette perspektiv er det vigtigt at være opmærksom på at den ung-voksen-relation, der f.eks. er i kontaktpersonordningen, ikke er alt for snæver, da målet er, at den unge skal erhverve sig nogle sociale kompetencer, der giver ham mulighed for at interagere med og i de sociale arenaer, som andre unge indgår i. Warming og Glavind Bo´s undersøgelse af kontaktpersonordningen peger netop på, at der ofte opstår en meget personlig og tæt relation mellem den unge og kontaktpersonen. I beskrivelsen af Kommuneprojekter fremhæves det, at medarbejderen skal være den unges ”mentale stok” eller den unges sparringspartner. Hvis den unge ikke skal befinde sig i en vedvarende marginal position enten i form af en social deroute eller være ”parkeret” i sociale eller kulturelle projekter, kræver det, at de professionelle ændrer professionsopfattelse fra en individorientering til en strategi, hvor der arbejdes med en åbning af den – og senere de – sociale arenaer, der er relevant for den unge. Der skal således arbejdes med de relationer, som den unge har, og arbejdes for at åbne rum for andre relationsdannelser. Udviklingsspørgsmål:

Hvordan sikres det, at relationen mellem den unge og støttepersonen ikke bliver for tæt og personlig samtidig med, at der skabes et forhold med tillid, således at den unge reelt kan bruge den støtte eller sparring, som er kontaktpersonens opgave at give?

60

Kapitel 6. Opsamling på udviklingsspørgsmål De problematikker, vi undervejs i analysen har identificeret og sammenfattet i udviklingsspørgsmål, er tænkt som oplæg til pædagogiske debatter om indhold, form, holdning osv. i forhold til en løbende pædagogisk udvikling af praksis og metode på Ungecenteret. Udviklingsspørgsmålene er i denne opsamling grupperet i forskellige tematikker: pædagogik i forhold til et moderne ungesyn, de unges sociale relationer, fokus på nærmiljø, værested og aktiviteter, uddannelse og skolegang, ressourceperspektiv, medbestemmelse og retssikkerhed, de unges stofbrug, samarbejde med kommunerne og problematikker i forbindelse med hotelfunktionen. Pædagogik i forhold til et moderne ungesyn:

Hvordan kan vi sikre os hele tiden at være på højde med de unge? Således at pædagogiske tiltag er afstemt i forhold til netop det ungeliv, den pågældende unge eller gruppe af unge lever for tiden og ikke i forhold til et ungeliv, der ses som mainstream?

Det gode liv er ofte defineret ud fra normalitets- og middelklassenormer og værdier, men hvad mener de unge selv, er det gode liv? Hvordan kan der pædagogisk arbejdes med den unges egen forestilling om det gode liv?

Hvordan kan den positive og anerkendende tilgang til de unge, som de selv værdsætter og fremhæver, ophøjes til pædagogik, således at den kan blive et bevidst redskab i pædagogikken på Ungecenteret?

De unges sociale relationer:

Med afsæt i det betydningsfulde i at have nære jævnalderrelationer, er det vigtigt at reflektere over, hvordan det kan identificeres, om de unge har nære betydningsfulde jævnalderrelationer?

Hvordan kan de unge, som evt. ikke har nære jævnalder relationer støttes?

Enhver anbringelse er et indgreb i den unges sociale kompetenceudvikling. Hvordan kan de unges relationer med venner og kammerater sikres og vedligeholdes under en anbringelse eller et ophold på Ungecenteret?

Opmærksomhed i forhold til hvilke typer af sociale relationer, den unge har. Om den unge har andre unge, som han/hun betror sig til, andre unge som de taler med om deres problemer og vanskeligheder. I det hele taget en opmærksomhed på hvad de unge foretager sig med deres nære og bedste venner?

Hvordan kan der arbejdes med at åbne for sociale arenaer til de unge, så de får mulighed for at erhverve sig sociale kompetencer på lige fod med andre unge?

61

Hvad kan der gøres for at støtte den unge i udvikling af bedre relationer til familie eller andre betydningsfulde voksne i den unges verden?

Fokus på nærmiljø, værested og aktiviteter:

Hvordan er det muligt at skabe rum, hvor de unge kan færdes på legitim vis, og hvor de unge samtidig har interesse for at være, således at de ikke føler sig tilsidesat i offentligheden og samfundet generelt?

Hvad savner de unge i deres nærmiljø? Hvordan kan de støttes i forhold til at skabe det, de savner i nærmiljøet?

En del af de unge kommenterer, at der er for lidt at tage sig til på Ungecenteret, for få aktiviteter. Hvad kan der gøres for at imødekomme denne efterspørgsel?

Uddannelse og skolegang:

Hvordan kan I være med til at åbne uddannelsesarenaer for de unge på en måde, så det ikke giver nederlag, men mulighed for på sigt at inkludere den unge en i skolemæssige arena, uden at der fokuseres bagudrettet på den unges eventuelle diagnostiske mærkater (f.eks. tidlig frustreret, impulsstyret, aggressiv, antisocial, indlæringsvanskeligheder)?

Ressourceperspektiv:

At fokusere på ressourcer, det udvikler selvtillid. At se ud over diagnoser og problembeskrivelser, hvor er det, den unge klarer sig? Hvordan kan den unge støttes, således at ressourcer på et område kan brede sig til andre livsområder med vanskeligheder?

Hvordan støttes sårbare og rastløse unge til at indgå i aktiviteter, der kan give dem selvfølelse?

Hvordan kan socialarbejdere være med til at flytte fokus fra at det, de unge selv

beskriver og oplever som problematisk, udtrykker ungdomsproblemer frem for ungdommens problemer, således at fokus rettes på, at det problematiske ikke blot er selvforskyldt?

Hvordan kan Ungecenteret støtte de unge i ikke at fokusere på de etiketter og problemkategorier, de har fået, men at de i stedet ser fremad og arbejder med deres ressourcer?

Hvordan sikres det, at relationen mellem ung og støttepersonen ikke bliver for tæt og personlig samtidig med, at der skabes et forhold med tillid, således at den unge reelt kan bruge den støtte eller sparring, som er kontaktpersonens opgave at give?

Medbestemmelse og retssikkerhed:

Hvordan kan der i højere grad skabes mulighed for, at de unge bliver hørt, at de får indflydelse og medbestemmelse i forhold, der vedrører deres eget liv – både

62

på og udenfor Ungecenteret?

Hvordan kan det sikres, at de unge kender deres rettigheder? De unges stofbrug:

Hvad kan der gøres for at få et samarbejde i stand mellem konsulenter fra misbrugsområdet og Ungecenteret?

Hvad kan der i det hele taget gøres, for at bane vejen for at skabe dialog mellem unge og behandlersystemet?

Ungecenteret er tæt på de unge. Hvordan kan Ungecenteret være med til at kanalisere de unges egen perspektiver i forhold til erfaringer og risikovurderinger ved stofbrug videre til myndighederne og behandlersystemet, så der kan skabes en bedre overensstemmelse og et andet syn på ungeliv?

Hvordan kan der på Ungecenteret arbejdes med potentialet i ung-til-ung i forhold til de unges stofproblemer?

Hvad kan Ungecenteret gøre for at støtte op om at finde nye fællesskaber og andre aktiviteter end stofmiljøet?

Samarbejde med kommunerne:

Hvordan kan der oparbejdes en struktur, så Ungecenteret i højere grad kan imødekomme ønsker fra kommunerne om f.eks. skriftlighed, samarbejde og øget kommunikation?

Hvordan kan pædagogikken på Ungecenteret tydeligt videreformidles til kommunerne, så de er klar over, hvad tilbudene indeholder, og hvad de kan forvente af dem?

Hvordan kan Ungecenteret i samarbejde med kommunen arbejde for, at der formuleres formål og handlestrategier for den unge, som er konkret omsættelige til pædagogisk praksis?

Hvordan kan der etableres et samarbejde mellem Ungecentret og Hillerød kommune, således at hotelfunktionen i fællesskab kan udvikles til et være et godt lokaltilbud for unge i Hillerød? Blandt andet set i lyset af strukturreformen er et sådant samarbejde uomgængeligt, desuden vil et samarbejde måske siden omfatte alle Ungecenterets tilbud.

Problematikker i forbindelse med hotelfunktionen:

De unge peger på ikke at have kendskab til hoteltilbudet, og de har mange ideer til hvordan, der kan informeres om tilbudet. Hvad kan der gøres for at udbrede information om tilbudet til så mange unge i amtet (og senere kommunen) som muligt, og hvordan kan de unges ideer og evt. de unge selv involveres i dette informationsarbejde?

63

Hvordan kan Ungecenteret være med til at sikre, at de unge i hotelfunktionen ikke kommer i klemme eller bliver kastebold på grund af det organisatoriske, f.eks. betalingsfordelingen?

Hvad stiller man op med en uoverensstemmelse mellem på den ene side at have et åbent hoteltilbud, hvor den unge til enhver tid frit kan komme og på den anden side at kommunerne frygter, at hoteltilbudet kan blive en flugt og/eller en sovepude for den unge, frem for at den unge handler i forhold til sine problemer?

Hvordan er der sammenhæng mellem, at hotelfunktionen er et åbent tilbud til alle, og at nogle unge samtidig kan vurderes til at være mere berettiget end andre eller at have større eller mindre behov end andre unge?

64

Litteratur Andersen, F. & Vesterbirk, M. (2005): Frisat – udsat. En grundbog i ungdomspædagogik, Udviklings- og Formidlingscenter for børn og unge. Ainlay, S.C., Becker, G. & Coleman, L.M. (1986): The Dilemma of Difference. A Multidisciplinary View of Stigma, Plenum Press. Alanen, L. (1992): Modern Childhood? Exploring the Child Question in Sociology, Institute for Educational Research. Arnesen, A.-L. (2002): Ulikhet og marginalisering. Med referanse til kjønn og sosial bakgrunn – en etnografisk studie av sosial og diskursiv praksis i skolen, HiO-report nr.13, Høgskolen i Oslo. Balvig, F. (2000): RisikoUngdom. Ungdomsundersøgelse 1999, Det Kriminalpræventive Råd. Balvig, F., Holmberg, L. & Sørensen, A.S. (2005): Ringstedforsøget. Livsstil og forebyggelse i lokalsamfundet, Jurist- og Økonomiforbundets forlag. Berglund, S.-A. (1998): Val av livsstil. Problemungdomars sätt att hantera verklighet och konstruera identitet, Umeå Universitet. Ege, P. (2004): Stofmisbrug og afhængighed. Hos unge og voksne, Hans Reitzels Forlag. Frønes, I. (1994): De ligeværdige. Om socialisering og de jævnaldrendes betydning, Pædagogisk Bogklub. Goffman, E. (1990 (1963)): Stigma. Notes on Management of Spoiled Identity, Penguin Books. Hansen, N.-H. (2003): Hvad har de gang i? En profilanalyse af Holbæks unge 2003, Center for Ungdomsforskning. Hansen, N.-H. (2004): Hvad har de gang i? En profilanalyse af Gentoftes unge 2004, Center for Ungdomsforskning. Holmberg, L. (2000): En typisk tyveknægt – verdensanskuelse og praksis i det danske politi. I: Jordens folk, temanr.: Feltarbejde i organisationer, nr. 3, Dansk Etnografisk forening. James, A., Jenks, C. & Prout, A. (1999): Den teoretiske barndom, Gyldendal. Kampmann, J. (2000): Børn som informanter og børneperspektivet, I: Schultz Jørgensen, P & Kampmann, J. (eds.), Børn som informanter, Børnerådet. Katznelson, N. & Simonsen, B. (2005): Udsatte unge i et landområde, Center for Ungdomsforskning, DPU.

65

Korsdal Sørensen, J. (2004): Fest, fritid og nye farer: Unges håndtering af risiko i stofbrug, I: Asmussen & Jöhncke (eds.), Brugerperspektiver – fra stofmisbrug til socialpolitik?, Århus Universitetsforlag. Ohlsson, L. (1997): Bilden av den ”Hotfulla ungdomen”, Om ungdomsproblem och om fastställandet och upprätthållandet av samhällets moraliska gränser, Värpinge Ord & Text. Ringgaard, L.W., Nissen, S.B. & Nielsen, G.A. (2005): Unges livsstil og dagligdag 2003. Muld-rapport nr. 4, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen. Rutter, M. (1998): Psykosocial modgang. Risiko, modstand og restitution, I: Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, nr. 2. Schjellerup Nielsen, H. og Zobbe, K. (2003): Børn og unges relationsdannelse på en lokal døgninstitution, Teori og Metodecentret. Schjellerup Nielsen, H. (2005): Samvær og marginalisering. Socialt samspil i skolelivet, Hans Reitzels Forlag. Sommer, D. (2003): Barndomspsykologi. Udvikling i en forandret verden. Hans Reitzels Forlag.

Stephensen, I. (2005): Sociale relationers betydning for børn og unges trivsel, I: Social kritik, nr. 97. Turner, G. (1999): Peer Support and Young People’s Health, I: Journal of Adolescence, nr. 22. Warming, H. & Glavind Bo, I. (2003): Når livet gør ondt. En undersøgelse af ordninger med kontaktpersoner og personlige rådgivere for børn og unge, Frydenlund. Willis, P. (1983 (1977)): Learning to Labour. How Working Class Kids get Working Class Jobs, Gower. Winsløw, J. H. (1984): Narreskibet. En rejse i stofmisbrugerens selskab fra centrum til periferi af det danske samfund, Soc.Pol. Wyn, J. & White, R. (1997): Rethinking Youth, Sage publ. Ziehe, T. (1983): Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser. Kulturel frisættelse og subjektivitet. Politisk Revy.

66

Lovsamlinger, artikler, rapporter og konferencer Lov om Social Service samt Vejledning til Lov om Social Service Nutidens unge er…, generationsportræt, Information, 27.05.05 Unge skelner fint mellem porno og virkelighed, Information, 27.05.05 Boom i brug af straffeattester, Information, 11.04.05 Boom af unge i narkobehandling, Information, 26.03.05 Forældre narkotester deres børn, Information, 23.03.05 Amtet i tal, Frederiksborg Amts statistik. Kortlægning af kommunernes svært håndterlige børn og unge, 1999, Teori og Metodecentret Stof til Handling – konference om unges rus, forebyggelse og behandling, Vestsjællands Amts Misbrugscenter, 12.-13. april 2005 på Cornwell Sorø Storkro.

67