Indholdsfortegnelse

Introduktion...................................................................................................... 2

En fortælling om miljø og kollaps..................................................................... 3

Latours bekymringer........................................................................................ 4

Klassifikationsprincipper...................................................................................6

Retfærdiggørelsesregimer............................................................................... 8

Eksisterer miljøkampen?................................................................................ 11

At forlade den fælles menneskelighed........................................................... 12

Økologi uden natur.........................................................................................13

Økologisering - ikke alt er forbundet..............................................................15

Litteraturliste...................................................................................................17

1

Introduktion

I sommeren 2004 udgiver franskmanden Bruno Latour, og på det tidspunkt professor ved ”École des

Mines de Paris”, en bog som skal vise sig at bringe små skælv langt ind i den etablerede

miljøbevægelse. Bogen hedder i sin engelske oversættelse ”Politics of Nature” og fremsætter med

velkendt sarkastisk snilde den provokerende påstand at miljøbevægelsen intet har med natur at gøre

(Blok og Elgaard 2011: 75).

Året efter og tilsyneladende upåvirket af Latours 'manifest' udgiver den 10 år ældre Jared Diamond,

professor i fysiologi og geografi ved University of California, den populærvidenskabelige bog

”Collapse – How societies choose to fail or survive”. I bogen beskriver Diamond, hvordan

fejlhåndtering af naturens ressourcer var med til at tvinge stolte civilisationer i knæ og helt udrydde

andre. Bogen bliver modtaget med kyshånd i den 'grønne bevægelse' og anvendt som en symbolsk

kulturel ressource1 i kampen for at beskytte naturen mod skadelig menneskelig intervention (Blok

2010: 19).

Den følgende meningsudveksling er et forsøg på at skildre et 'møde' mellem miljøbevægelsen i

skikkelse af Jared Diamond og Bruno Latours tanker om 'økologisering'. Håbet er, at jeg vha. et

dialogisk kunstgreb kan sætte os på sporet af den grønne bevægelse både i praksis og teori. Der må

ud fra formen forventes en hvis frihed i præsentationen af eksempler og synspunkter, som dog alle

findes underbyggede i forfatternes skrifter.

Vi bevæger os til Paris´ karreer en sen aften i efteråret 2005. Filosoffen og videnssociologiens enfant

terrible Bruno Latour sidder i sit arbejdsværelse nær Sacré Coeur, hvor han netop har sluppet det

sidste ord i Jared Diamonds bog ”Collapse”. Fugerne i Latours pande og det flakkende blik vidner

om, at han først nu er på vej tilbage efter en længere rejse, der har holdt ham beskæftiget siden han

ankom til lejligheden fra et middagsselskab i pariserforstaden Villiers Sur Marne. Han rejser sig fra

lænestolen, tager en slurk af den lunkne kaffe og sætter sig ved arbejdsbordet for at sende elektronisk

post til den anden side af atlanten.

1 I stil med Luc Boltanski og Laurant Thevenots empiri i ”On justification” argumenterer jeg her for, at Collapse kan

betragtes som en form for empiri der udtrykker, om end ikke fuldstændigt, miljøbevægelsens ethos (Boltanski og

Thevenót 2006: 17).

2

En fortælling om miljø og kollaps

Bruno Latour (BL):

Kære Jared Diamond

Du kender mig formentlig ikke, men jeg har i snart mange år fulgt både dit forfatterskab og den

såkaldte grønne bevægelse tæt. Gennem en menneskealder har jeg undervist på École des Mines de

Paris og forsket i skabelsen af videnskabelige fakta på forskellige universiteter i både USA og på

kontinentet. Nu må du ikke miskende mig som en af postmodernismens radikale

socialkontruktivister. Jeg har som dig både tiltro og tillid til videnskaben som en sandhedssøgende

disciplin, og anser mig selv for at være 'stædig realist' med William James ord (Latour 2004: 231).

Men lad det nu ligge.

Jeg skriver til dig, da jeg har læst deres værk 'Collapse' og fandt det både uhyre væsentligt og

velskrevet. Vi er i vores samtid konfronteret med et utal af komplekse og sammenspundne konflikter,

hvoraf én af de mest presserende synes at være de økologiske kriser (Blok og Elgaard 2011: 76). Jeg

har dog grund til at tro, at der er andet og mere på spil, end det vi normalt taler om som natur.

Med udgangspunkt i din bog vil jeg være dig meget taknemmelig, om du vil uddybe dine tanker

angående nutidig miljøaktivisme som social bevægelse. Eller rettere, jeg er interesseret i, hvad det vil

sige at være grøn i den 'grønne' bevægelse, og hvorvidt det grønne eller økologiske indtager en unik

position i det politiske landskab.

Venlige Hilsener

Bruno Latour

Jared Diamond (JD):

Kære Bruno Latour

Undskyld mit sene svar men jeg er netop vendt hjem fra en fugleekskursion i det øvre Papua Ny

Guinea (Diamond 2005: 15).

3

For det første skal du have tak for de rosende ord. Miljøbevægelsen og vores mulighed for at tage

vare på vores fælles fremtid ligger mig som bekendt meget på sinde. Dit spørgsmål ligger på grænsen

af mit kompetenceområde, men det er måske hele rationalet bag? Jeg vil gå lige til sagen.

Det du spørger mig om er slet ikke nemt. Men hvis jeg skulle beskrive hvad det vil sige 'at være grøn

i dag', ville jeg blive nød til at starte med kort at genbesøge ”Collapse”. Som jeg skrev i min bog,

synes faktorerne for menneskelige samfunds trivsel og bestandighed ikke kun at være miljørelaterede.

Listen over 'skurke' indebærer eksistensen af fjendtlige naboer, fraværet eller tabet af vigtige

handelspartnere, skadelig menneskelig intervention i naturen, klimaforandringer og ikke mindst

samfundets svar på disse problemer, som vel egentlig bedst beskrives som det politiske niveau

(Diamond: 2005: 11). Det har vist sig, at den eneste faktor der er på spil i samtlige undersøgte cases,

er 'samfundets svar på miljøproblemerne'. Desuden synes hverken 'mangel på handelspartnere' eller

'truslen fra fjendtlige naboer' som de væsentligste problemstillinger i de vestlige samfund idag. Jeg

kender dog ikke til nogen enkelt case, hvor et samfunds undergang kan tilskrives udelukkende

miljømæssige forhold – der er altid andre faktorer indblandet.

Med et forbehold vil jeg vende mig mod dit spørgsmål. Jeg synes at se to hovedlinjer i det at gøre en

forskel for miljøet. Folk spørger mig tit ”Hvad er det vigtigste miljøproblem verden står konfronteret

med i dag?”, hvortil jeg svarer, ”Det vigtigste problem er vores misforståede fokus på at identificere

det vigtigste problem” (Diamond 2005: 489). Rationalet er, at ethvert uløst problem vil kunne gøre

uset stor skade idet de enkelte problemer interagerer med hinanden. Naturen er en kompliceret

sammenkædet organisme der har konsekvenser for alle dele af vores tilværelse. Derfor må en

aktivistisk miljøbevægelse for det første, arbejde for at introducere miljøhensyn som en afgørende del

af den langsigtede politiske dagsorden (Diamond 2005: 522). For det andet må den arbejde for at

skabe en vilje og praksis i befolkningen til at forandre miljøskadelig adfærd og afpasse fundamentale

værdier til nye samfundsmæssige forhold (Diamond 2005: 523; 557). Politiske beslutninger må gå

hånd i hånd med støbningen af et 'vedvarende' 'grønt' begreb i folks bevidsthed.

De bedste hilsener

Jared Diamond

Latours bekymringer

BL:

4

Tak for dit svar. Jeg er netop selv kommet hjem fra en strabadserende konference i Australien, og

kender kun alt for godt til lange svartider. Du har helt ret i, at dine tanker på området interesserer

mig, men jeg vil af godt hjerte give dig uret i at dette emne ligger uden for din kompetence. Min

erfaring med forskere fra vidt forskellige videnskabelige kredse har lært mig, at det hører til

sjældenhederne at finde forfattere som både interesserer sig for videnskab og politik eller i det

mindste bevæger sig ud i feltet for det offentlige liv (Latour 1998: 233). Dit professionelle

videnskabelige virke og dit engagement som direktør i den amerikanske afdeling af WWF

understreger blot denne pointe. Det er mit håb, at vi i samspil kan bevæge os nærmere en forståelse

af den grønne bevægelse.

Jeg er grundlæggende enig i din analyse, af de risici der er opstået med de økologiske kriser, og jeg

har sympati for din beskrivelse af miljøbevægelsens ethos. Men min bekymring er, at hverken den

ene eller den anden ”hovedlinje”, som du kalder dem, er tilstrækkelige for en social bevægelse. Lad

os sætte sagen lidt på spidsen.

Du skriver at naturen kan anses som en sammenkædet organisme med forbindelser til alle dele af

vores samfund. Ud fra en gængs betragtning er naturen overalt omkring os. Men hvis samme

betragtning bringes ind i en politisk sammenhæng, ville eneste logiske konsekvens være, at en

økologisk bevægelse måtte gøre sig til talsmand ikke blot for et bestemt område men for alle politiske

områder. Kort sagt en situation hvor politik og samfund måtte opsluges i naturen som en

delmængde af et større system (Latour 1998: 221). Det er min overbevisning at en sådan

sammenkobling aldrig ville kunne fungere, da naturen som 'et hele' og kompleksiteten af

forbindelserne ville transcendere det 'almindelige' menneskes horisont. De eneste mennesker med

evner til at sætte sig ind i situationen, ville da være højt specialiserede teknokrater, hvilket ikke

efterlader meget plads for hverken politik eller en social bevægelse.

I det andet ekstrem har vi inkorporeringen af 'miljøhensyn' i værdier og praksis. I tilfælde af at en

normalisering af 'miljøvenlig' praksis fandt sted, både i hverdagspraksis og evt. i statslige

institutioner, ville det tilsvarende hurtigt overflødiggøre en social bevægelse.

Det er desværre mit klare indtryk at ingen af de to scenarier synes at være blevet opfyldt i

samfundslandskabet. Den eksisterende miljøaktivisme er langt mere radikal end det måtte være

tilfældet, hvis det økologiske var blevet en almindelig del af hverdagslivet. Samtidig kæmper

miljøbevægelsen i Europa med at holde fast i en stagnerende procentdel af den europæiske

5

vælgermasse (Latour 1998: 222). Mit umiddelbare indtryk er at ”I praksis er økologisk politik meget

mindre integreret end den frygter, men langt mere marginal end den kunne tænke sig.” (Latour

1998: 221).

Nu håber jeg ikke jeg har gjort vold på dine betragtninger.

Venlig hilsen

Bruno Latour

DJ:

Det kan aldrig være ønskværdigt at politik bliver overtaget af teknokrater, og jeg vil delvist give dig

ret i at vi endnu ikke har set den fuldstændige transformation til bæredygtig adfærd. Men jeg vil

alligevel vove en negl på, at der findes positive tendenser (Diamond 2005: 522). Et eksempel er

hvordan klimaforandringerne nu anerkendes som et globalt fælles anliggende både i den bredere

offentlighed (for få år siden ville kun et fåtal af folk nævne klima og miljø som vigtige og akutte

problemer) og på den politiske scene (FN's klimakonferencer + stigende antal internationale,

effektive og gennemslagskraftige NGO'er som eks. Friends of the Earth, Green Peace, WWF).

Men jeg vil gerne stille dig et spørgsmål, da du allerede virker til at have et svar parat. Hvad tror du

forhindrer miljøbevægelsen i at vokse sig stærk?

De bedste Hilsener

Jared Diamond

Klassifikationsprincipper

BL:

Grundlæggende tror jeg den grønne bevægelse er stækket af den definition den giver sig selv som

både politik og økologi. Altså samfund og natur på samme tid. Det kræver nok en forklaring.

Jeg tror, at for at eksistere som politisk bevægelse er det nødvendigt med et princip eller en fælles

forståelse der samler og skaber grundlag for fremadrettet koordination. Det jeg efterlyser, er en form

for klassifikationsprincip der kan dele olie og vand, en målestok der adskiller det mest økologiske fra

6

det mindst økologiske (Boltanski og Thevenot 2006: 32) (Latour 1998: 222). Men i dag er den

grønne bevægelse ude af stand til at fastsætte værdien af en sibirisk tiger i forhold til en

regnskovsbille eller en flods bugtning. Den er kort sagt splittet eller simpelthen í vildrede over, hvad

det vil sige at være grøn. Splittelsen er på sin vis 'naturlig' når bevægelsen på den ene side vil

beskytte naturen for naturens skyld og på den anden side for samfundets skyld. Den vil, som jeg

skrev, være samfund og natur på samme tid. Uden en fælles rettesnor for hvad som er grønt, vil den

økologiske bevægelses have svært ved at positionere sig (Latour 1998: 222).

Eller det er i hvert tilfælde min påstand. Men måske vil du tage en udfordring op om at liste et

sådant princip?

Venlig Hilsen

Bruno Latour

JD:

Jeg er på vej ud af døren, da jeg har en forelæsning kl 12 på campus, men lad mig komme med et

hurtigt eksempel på hvad det vil sige at være grøn.

I weekenden var jeg ude at vandre langs kysten, nær campus på UCLA hvor jeg underviser til

daglig. Der er tale om et underskønt naturområde, hvor skoven fra bjergene nærmest vandrer ud i

havet. Men noget var forkert. Jeg lagde hurtigt mærke til hvordan et dusin fisk flød rundt med bugen

i vejret. Senere fandt jeg ud af, at de var blevet dræbt af et nyligt udslip af det skadelige stof TBT

fra det lokale skibsmalingsværft. Et af principperne for en grøn bevægelse må være at drage omsorg

og tage ansvar for lokalegnens naturværdier og bekæmpe forurening og forringelse af de

eksisterende forhold. Målestokken er således at arbejde sammen som lokalsamfund og tage ansvar

for det som er nærmest, og der hvor man har den største indflydelse i kraft af sit lokalkendskab og

sin baggrund (Frit efter Diamond 2005: 559).

Hilsener

Jared Diamond

7

Retfærdiggørelsesregimer

BL:

Dit eksempel er et udmærket billede på fornuftig adfærd, men ikke et unikt økologisk princip. Lad

mig forsøge at formulere mig mere klart.

Jeg mener at mange af de rationaler eller principper den økologiske bevægelse hævder som deres

egne faktisk kan reduceres til gængse politiske 'regimer'. For at uddybe er det nødvendigt at vi for et

øjeblik stifter bekendtskab med socialteoretikerne Luc Boltanski og Laurent Thevenot (1999: 369).

Boltanski og Thevenot har undersøgt hvordan almindelige mennesker engagerer sig i konflikter om

rigtigt og forkert og er kommet frem til at mennesker normalt benytter sig af seks overordnede

'retfærdiggørelsesformer/regimer': Det inspirationelle regime, det domestiske regime, borgerregimet,

opinionsregimet, markedsregimet og det industrielle regime. Ethvert af disse regimer er på samme

tid 'fuldstændige' og dog i fuld uoverensstemmelse med de andre (Boltanski og Thevenot 1999: 367;

Latour 1998: 223). Et regimes retfærdiggørelsesprincip udelukker således et andets. Jeg vil ikke her

fortabe mig i detaljer, men blot foreslå at der allerede før vores dialog eksisterede legitime måder

eller principper at argumentere ud fra, som knytter an til disse konventionelle 'politiske'

retfærdiggørelsesregimer, og derfor ikke er unikt økologiske.

Med hensyn til dit eksempel synes det at passe ind i det vi kan kalde det 'domestiske regime', hvis

princip bygger på tilknytninger til familie, afstamning, lokalsamfund og ejendom (Boltanski og

Thevenót: 1999: 370). Den særlige vægt på soliditeten af personens rødder og vigtigheden af

familiariteten gør det logisk at ønske at forsvare og beskytte den lokale natur mod radikale overgreb

fra udefrakommende økonomiske eller tekniske interesser (Latour 1998: 223). Dette er nærmere en

konservativ dyd end et egentlig økologisk princip.

Venligst

Bruno Latour

JD:

Udemærket. Jeg kan acceptere at en del af mit 'lokalegnsprincip' ikke er tilstrækkeligt som et

økologisk princip. Men det synes dog også naturligt at der til en hver tid vil være en form for

kombination med tidligere konventionelle principper eller regimer (Lamont og Thevenót 2000:

8

237). Men lad mig gøre yderligere et forsøg.

Et grundlæggende princip for den økologiske bevægelse kunne være kampen for en omstilling af

produktionsapparatet til bæredygtig produktion. Den bæredygtige produktion er den

fremstillingsmåde som forbruger færrest mulige naturressourcer til at producere et givent produkt,

hvor produktet over tid kan genanvendes i et uendeligt kredsløb. Forbrugeren må for så vidt muligt

vælge de produkter fra som har sat miljøskadende aftryk. Vedvarende energi, genanvendelse, og

bæredygtighed er hovedfaktorerne her for at sikre os mod skrald, forurening og destruktion af

naturområder (Diamond 556: 2005).

De bedste hilsener

Jared Diamond

BL:

I mine øjne lægger dette princip sig tæt op af det Boltanski og Thévenot beskriver som det

'industrielle regime'. Dette regimes såkaldte mål for 'storhed' knytter sig til det som er effektivt,

produktivt og operationelt (Boltanski og Thevenot 1999: 372). Storhed skal i denne sammenhæng

forstås, som det der har værdi, er betydningsfuldt eller på anden måde giver særlig status i det

enkelte regime. I det industrielle regime er skrald og forurening et ressourcespild og overdreven brug

af energi og andre naturressourcer tegn på ringe effektivitet (Latour 1998: 224). Belastning af

naturen kan her anses som et udtryk for en dårligt styret produktion. Derfor er tanken om

bæredygtigt forbrug og produktion ikke et unikt økologisk princip.

Venlig Hilsen

Latour

JD:

Det er indlysende at bæredygtig produktion også er et spørgsmål om effektiv produktion og sund

fornuft, i det du kalder industriregimet. Men der skulle en 'grøn' drejning til før effektivitet og

rationaliseringsgevinst blev indtænkt i forhold til forurening og brug af naturressourcer. Men det

efterlader os igen med dit spørgsmål: Hvad vil det sige at være grøn?

9

Lad mig komme med endnu et bud. Der særligt grønne er engagement i en frivillig organisation

eller et politisk parti, som søger at skabe en global bevidsthed om at løse vores fælles økologiske

problemstillinger bedst muligt. Et overordnet princip for 'storhed' skal bygge på en global idé om

ansvar og fællesengagement med det mål at få politikere og befolkning til at fokusere på kollektivets

interesser frem for interesser hidrørende fra enkeltpersoner eller organisationer. Samtidig bør

omtanke for fremtidige generationers situation veje tungt (Diamond 2005: 556; 559)2.

Bedste hilsener

Jared Diamond

BL:

Situationen du skitserer er velkendt men vil med Boltanski og Thevenots ord knytte sig til det 'civile

regime', hvor storhed er det at orientere sig mod det fælles bedste. Noget er derfor stort når der i

fællesskab uafhængigt af egeninteresse arbejdes for et fælles gode (Boltanski Thevenot 1999: 371)

(Latour 1998: 224). Men som regel viser initiativer rettet mod 'det fælles gode' ofte blot at være en

lobby blandt mange. Det er desuden ikke en sjældenhed, at der i gruppen af organisationer som

hævder at kæmpe for natur og miljø findes uforenelige særinteresser3 og knap en fælles sag.

Men du har måske ret i, at tingene slet ikke er så simple. Socialteoretikeren Thevenot taler om et

grønt regime som det hvor menneskeheden udvides temporalt til at omfatte fremtidige generationer

(Thevenot, Moody og Lafaye 2000: 256). Regimet udskiller sig fra den andre ved sit særlige fokus på

natur hvor det uberørte, det unikke, det ikke forurenende betragtes som 'stort'. Det er dog mit

indtryk at disse elementer kan reduceres til de andre regimer. Desuden vil man på samme måde

kunne udvide det civile regime med de endnu ufødte, hvorefter den økologiske bevægelse igen ville

være på bar bund, og ”(...) vi kunne sige, at der ikke findes nogen vedvarende originalitet i den

økologiske politiske filosofi.” (Latour 1998: 225). Det er dog værd at overveje hvad en sådan

udvidelse implicere, hvilket jeg ikke vil forfølge nærmere her.

Venlige Hilsener

2 Thevenot nævner bla. omtanke for fremtidige generationer som én af der grønne regimes kvalifikationsprincip

(Thevenot, Moody og Lafaye 2000: 256).

3 I dansk sammenhæng kan eks. Danmarks Naturfrednings forenings fokus på bevarelsen og vedligeholdelsen af

'kultur landskab' i modsætning til Green Peace, Verdens Skove og Noahs fokus på mere 'vild' og selvforvaltende natur.

10

Bruno Latour

Eksisterer miljøkampen?

JD:

Men hvis du er af den overbevisning at ingen af disse principper kvalificerer som et grønt princip

eller regime, betyder det i din optik at miljøkampen ikke 'eksisterer'? Eller at den er dømt til at fejle?

På trods af de teoretiske krumspring tror jeg stadig vi kan finde noget af miljøbevægelsens egenart i

kampen for det oprindelige og unikke, det rene/ikke forurenende, genbrug, bæredygtighed, i en

sensitivitet over for naturen, i en søgen efter harmoni med naturen og ikke mindst et ansvar for

fremtidige generationer (Diamond 2005: 16; 498). Det lader til at de på sin vis indfanges af de

konventionelle principper du har skildret men så alligevel undslipper dem (Thevenot, Moody og

Lafaye 2000: 256).

Desuden er jeg nok mere optimistisk end dig mht. folks miljømæssige engagement både lokalt og

globalt, omend ikke med det hastværk man kunne ønske (Diamond 2005: 522). Om retorikken så

finder sine argumenter i et særligt grønt 'klassifikationsprincip' er vel underordnet. Miljøbevægelsen

synes at støtte sig op af noget nyt og andet end traditionel politisk argumentation, ellers ville vi

sandsynligvis ikke have denne dialog. Men noget har dog vagt min nysgerrighed. Du hævder du er

forsigtig optimist men optimistisk omkring hvad?

Miljøaktivister står altid over for kritik fra flere lejre for enten at være enkeltsagsryttere eller politisk

sky. Det har for mig personligt ført til beskyldninger om at være en 'gemen treehugger' og mere

interesseret i 'lilla luseurt' end i menneskers behov, ”(...) men selvom jeg virkelig elsker Ny Guineas

fugle, elsker jeg endnu mere mine sønner, min kone, mine venner, ny guineanere, og andre

mennesker. Jeg er mest interesseret i miljøproblemer pga. deres konsekvenser for mennesker end

pga. deres konsekvenser for fugle” (Diamond 2005: 16).

Selvom det kan være svært at sætte fingeren på miljøbevægelsens ethos, må det ikke være en årsag til

passivitet i forhold til de kriser vi er konfronteret med. Forestil dig at vi som beboerne på Påskeøen

så uvirksomt til mens de sidste træer forsvandt og hermed grundlaget for samfundet som de kendte

det (Diamond 2005: 107).

11

De bedste hilsener

Jared Diamond

At forlade den fælles menneskelighed

BL:

Misforstå mig ikke, jeg mener både den økologiske bevægelse og en decideret økologisering er vigtig

og decideret nødvendig for et fremtidigt demokratisk samfund (Blok og Elgaard 2011: 77). Det jeg

anfægter er den økologiske bevægelses progressivitet og originalitet mens det jeg afsøger er

potentialer for en stærkere position i det offentlige rum (Latour: 1998: 235).

Og jeg tror du selv nævner et af hovedproblemerne. Når du må forsvare dig mod anklager om

såkaldt 'økofacisme', hævder du ærligt og fornuftigt, at din kamp for naturen faktisk er en kamp for

menneskers fremtidige vel. Men som jeg før skrev, fører det umiddelbart ikke den økologiske

bevægelsen nogen vegne.

Ville løsningen så være helt at forlade dette overordnede princip om fælles menneskelighed som det

åbenlyse mål for en økologisk bevægelse? Bestemt ikke, for da vil vi, som du rigtigt antyder, risikere

at henfalde til en totalitær idé, hvor mennesker måtte ofres for 'moder jords' velbefindende (Latour

1998: 226).

Vi synes altså tvunget til at måtte acceptere det overordnede axiom om fælles menneskelighed. Men

hvad vil der ske, hvis vi forsøger os med en modig genfortolkning. Hvis vi nu foreslog at det særligt

økologiske er at tage menneskelighedens komposition op til debat? (Latour 1998: 229). Dvs. ”ikke-

human er ikke det samme som inhuman”. Ordet fælles i 'fælles menneskelighed' ændrer radikalt

karakter hvis det non-humane intet har at gøre med naturen, og dermed ikke længere er ontologisk

adskilt fra det at være menneske (Latour 1998:229).

Det vi med Boltanski og Thevenot kunne kalde et økologisk regime ville hævde at ”(...) vi ikke ved

hvad som skaber den fælles menneskelighed i mennesker og at måske uden elefanterne i Amboseli,

uden Drômes bugtende vande, uden de pyrenæiske bjørne, uden Lots duer eller uden Beauces

vandspejl ville de ikke være mennesker.” (Latour 1998: 230). Vi må da acceptere den fundamentale

usikkerhed om forholdet mellem midler og mål. Alle humane og non-humane væsener må

behandles som i Kants berømte maxime:

12

”(...) that [they] be subjected to no purpose which is not possible by a law which could have its origin

in the will of the subject undergoing the action [say, the actor itself]. This condition requires that the

subject [the actor] never be used simply as a means but at the same time as an end in itself.” (Kant i

Latour 1998: 231).

Det vil betyde at ingen entitet kan betragtes udelukkende som et middel. Eksempelvis vil det unikke

naturområde nær UCLA, kystmiljøet og de fisk som lå med bugen i vejret ikke længere kunne

betragtes som rene midler til menneskets tilfredsstillelse men måtte respekteres som et form for mål i

sig selv. Når mijløaktivisten således forsvarer vandmiljøet og fiskene mod forurening, gør hun det

ikke for havets eller for fiskenes egen skyld, men ud fra en overbevisning om at skov og fisk ikke kun

skal behandles som et middel men også som et mål i sig selv. Og for en fisk er målet utvivlsomt ikke,

at ligge med bugen i vejret.

Giver alt dette mening?

Venlig Hilsen

Bruno Latour

JD:

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det du beskriver, ikke er det miljøbevægelsen altid har

gjort. Og hvis det ikke er tilfældet, hvorledes adskiller det sig så fra tidligere praksis? Jeg forstår, at

det du beskriver, implicerer, at miljøbevægelsen intet bør have at gøre med naturen. Hvorfor og

hvordan kan man forstå en miljøkamp som ikke tager udgangspunkt i naturen?

Hilsener

Jared Diamond

Økologi uden natur

BL:

Jeg tror du med dine spørgsmål rammer direkte ind i sagens kerne. Faktisk er jeg af den

overbevisning, at den økologiske bevægelse altid har været splittet mellem selvrepræsentation og

13

praksis (Latour 1998: 227). Ved på den ene side at hævde at ville beskytte naturen mod skadelig

menneskelig indgriben, mens i praksis at orientere sig mod en mangfoldighed af relationelle

forbindelser mellem både humane og non-humane entiteter – som intet har at gøre med en

sammenhængende natur, som vi normalt tænker den.

Jeg vil være så fræk at hævde, at den økologiske bevægelse i praksis aldrig har haft noget at gøre med

naturen som sådan. Det er altid det specifikke krybdyr, den særlige højmose eller etableringen af et

nyt forbrændingsanlæg og deres potentielle forbindelser til andre entiteter, som bliver genstand for

menneskelig bekymring eller beskyttelse (Blok og Elgaard 2011: 89). Alt imens må bevægelsen

insistere på at suspendere sin sikkerhed angående forbindelsernes karakter, og hvad 'det alt sammen'

har tilfælles. Altså også en bevægelse væk fra den skråsikre kliché om et sammenkoblet hele

(Naturen). Man kan derfor tale om den økologiske bevægelses rolle som en genfordeling af

magtrelationer, roller og agens som bryder grænsen mellem det humane og det non-humane; natur

og samfund (Latour 2004: 234).

Jeg håber jeg har gjort mig forståelig.

Venligst

Latour

JD:

Lad mig kort opsummere for at se om jeg forstår dig rigtigt. Du skriver, at miljøbevægelsen skal

forkaste ideen om Gaia og den holistisk tilgang til en natur, som i øvrigt knap nok eksisterer, og

ophøre med at præsentere sig som naturens beskytter. Miljøbevægelsen skal derimod i praksis gøre,

som den altid har gjort. Det betyder ifølge dine betragtninger at udpege usikkerhedsmomentet i de

enkelte væseners (humane som non-humane) potentielle betydning for den fælles menneskelighed,

og slå ned der hvor væsener og ting behandles som midler uden formål.

Det slår mig, at usikkerhedsmomentet synes at indføre en situation, hvor man i praksis må antage at

alting alligevel er forbundet. Og hvis det er tilfældet, er vi så ikke tilbage ved det sammenbundne

hele, som du i starten forsøgte at undgå? Jeg er desuden stadigvæk ikke helt sikker på hvad det i

praksis vil sige at økologisere? Det synes mig at blive en kende abstrakt.

14

Bedste Hilsener

Jared Diamond

Økologisering - ikke alt er forbundet

BL:

Lad mig svare sådan. Alting er ikke forbundet eller i hvert fald ikke direkte til hinanden og altid med

varierende soliditet og distribution af forbindelserne. Det betyder ikke det vil være umuligt at

bevæge sig nærmere på en sikker viden om disse forhold gennem et grundigt sporarbejde. Blot at

når et sporarbejde er gjort godt og fremviser en relativ 'sikker' viden på området, er det ikke i samme

grad 'objekt' for interesse i den økologiske bevægelse. Det ligger måske direkte uden for det

økologiske regimes område (Latour 1998: 232). Lad os eksempelvis tage klimadebatten. Det er ikke

længere den økologiske bevægelses rolle at stille spørgsmålstegn ved, om klimaforandringerne er

menneskeskabte (Latour 2004: 226; 231). Det synes at være en relativ veletableret sandsynlighed.

Diskussionen må nu gå på hvordan man kan reorganisere og tage vare på de mange konsekvenser

og forbindelser klimakrisen indebærer og skaber. I denne proces kan det vise sig at selv den mindste

organisme er vigtigere end den største virksomhed (Blok og Elgaard 2011: 89). For at komme

nærmere på en god viden om forbindelserne, må vi kort sagt benytte forsigtighedsprincippet og

eksperimentere vores vej frem.

Derfor må den økologiske bevægelse indse, at den økologiske krise ikke bare er en krise i naturen

men en objektivitetens krise. Dens objekt er per definition en usikker, kontroversiel og formskiftende

hybrid eller bekymringsgenstand (Latour 1998: 233; Blok og Elgaard 2011: 89). Vi kan aldrig med

fuldstændig sikkerhed vide hvad som har betydning for hvem og omvendt. Det er derfor ”At

økologisere betyder at skabe de procedurer, som gør det muligt at følge et netværk af quasi-objekter,

hvis relationer af underordninger forbliver usikre, og som derfor kræver en ny form for politisk

aktivitet afpasset til at følge dem.” (Latour 1998: 234).

Det med det abstrakte har du givetvis ret i. Men jeg vil mene at vi til tider må være langt mere

abstrakte end alle andre, så ingen muligheder i 'usikkerhedsrummet' undslipper, og vi fastholder

evnen til at spore forbindelser, der hvor andre kun ser isoleret natur. Kun sådan kan vi blive langt

mere konkrete (Blok og Elgaard 2009: 192).

Venligst

15

Latour

DJ:

Alle miljøproblemer indebærer usikkerheder som er legitime emner til debat (Diamond 2005: 503).

Det er som sådan meningen bag at opliste de i alt 12 mest presserende problemer i min bog og stille

spørgsmål ved deres betydning for menneskelige samfund (Diamond 2005: 486). Udfordringen er

blot at sagerne er komplekse og kampen for ørenlyd i et konkurencepræget politisk klima er hård.

Bedste hilsener

Jared Diamond

BL:

Du har ret. Det vi har brug for er et 'naturens' parlamenter. Det må vi tale om ved lejlighed.

Latour

16

Litteraturliste

Blok, Anders (2010): 'Sociologi om kritik og retfærdiggørelse – om a-kritiske attituder i nyere fransk

pragmatisk sociologi'. i. Sosiologisk Aarbog No. 3 vol 4: 4-30.

Blok, Anders og Torben Elgaard Jensen (2009). Hybride tanker i en hybrid verden. København: Hans

Reitzels Forlag.

Blok, Anders og Torben Elgaard Jensen (2011). Hybrid Thoughts in a Hybrid World. New York:

Routledge.

Boltanski, Luc og Laurent Thevenot (2006). On justification – Economies of worth. Oxford: Princeton

University Press.

Boltanski, Luc og Laurent Thevenot (1999): 'The Sociology of Critical Capacity' i. European

Journal of Social Theory Vol. 2, No 3. 359-377.

Latour, Bruno (1998). To modernise or to ecologize? That is the question. i: Braun, Bruce:

Remaking Reality: Nature at the Millenium. USA: Routledge.

Latour, Bruno (2004): 'Why has critique run out of steam? From matters of fact to matters of

concern' i. Critical inquiry Vol. 30, No. 2. 225-248.

Thevenot, Laurant og Michael Moody og Claude Lafaye (2000): 'Forms of valuing nature:

arguments and modes of justification in French and American environmental dispute. I: Thevenot

Laurent og Michéle Lamont: Rethinking comparative cultural sociology. USA: Cambridge University

Press.

17