David Bowie - Low

David Bowie: ”Low”Faglig hovedopgaveSimon Heggum Årgang 2008Den frie Lærerskole 2012Vejleder: Christian Dyrst

SIMON HEGGUM - FAGLIG HOVEDOPGAVE Årgang 2008 – Skrevet 2012 – Den frie Lærerskole, Ollerup Vejleder: Christian Dyrst

DAVID BOWIE: ”LOW” Medvirkende: David Bowie – Brian Eno – Tony Visconti – Iggy Pop – Carlos Alomar

1


IndholdsfortegnelseDavid Bowies ”Low” ................................................................................................................3

All-Time Low: En introduktion.............................................................................................3Hvorfor ”Low”?................................................................................................................3”Low” og jeg.....................................................................................................................3

Før Berlin...............................................................................................................................5Bowie – Karrieren.............................................................................................................5Fra Ziggy til Hertug – Privatlivets facader.......................................................................6Station to Station...............................................................................................................7Den Europæiske kanon.....................................................................................................9Eno..................................................................................................................................10

Først tager vi Europa, så tager vi Berlin..............................................................................11Idioten Iggy.....................................................................................................................11Spøgelsesbyen.................................................................................................................13Visconti og Frankrig.......................................................................................................14

En plade bliver født.............................................................................................................16Musikerne, lyden og instrumenterne..............................................................................16Hjemsøgt af fortiden.......................................................................................................19Hansa ved muren............................................................................................................21Ny musik: Nat og dag.....................................................................................................23”Low” - En kort guide....................................................................................................24

Don't you wonder sometimes?.............................................................................................27Reaktioner og indflydelse...............................................................................................27Konklusion......................................................................................................................29

David Bowie: ”Low” - Litteraturliste:.....................................................................................31Primær Litteratur:................................................................................................................31Sekundær Litteratur:............................................................................................................31

2


David Bowies ”Low” af Simon Heggum, Årgang 2008, Den frie Lærerskole 2012

All-Time Low: En introduktion

Hvorfor ”Low”?Engelske David Bowie er en af de mest inspirerende musikere i nyere tid. Uanset om

du kan lide ham eller ej, har du helt sikkert en mening om ham. Manden har lavet

solid musik i en række forskellige genre og har modsat mange andre artister og

sangskrivere genopfundet sig selv igen og igen. Han har sat et uomtvisteligt tegn

ved en række genre så forskellige som glam-rock, folkpop, soul, ambient, elektronisk

musik, kraut-rock, hård rock og pop. Hans karriere og den musik han indspillede

igennem 1970'erne står på mange måder uden sidestykke. Genremæssigt stikker

musikken i alle retninger men man kan rent faktisk finde en rød tråd i Bowies

produktion. Musikalske ideer der peger frem mod det næste spræng i Bowies

idékatalog. Mange har personlige favoritter blandt Bowie albums. Men mange vil

mene at de tre albums som Bowie producerede i Berlin i årene 76 – 78 er de mest

indflydelsesrige og eksperimenterende i hans kanon. Specielt det første album ”Low”

der annoncerede en ny start, Bag denne plade gemmer sig et meget spændende

historie om en mand der ramte sin psykologiske bund. Bowie flygtede fra Los

Angeles med et stofmisbrug, et mislykket ægteskab og en hel del usunde

fritidsinteresser. ”Low” er et kunstnerisk øjebliksbillede af en mand der bygger sit liv

op på ny, i en ny by, mens han undersøger alle kunstneriske muligheder omkring

ham. Derfor er ”Low” en yderst interessant, original og lærerig del af musikhistorien.

”Low” og jegNår man tager udgangspunkt i kunst og litteratur må man først tage stilling til sin

egen personlige mening om kunsten. Man må spørge sig selv: Hvad betyder dette

for mig? For en god fortolkning kommer af en mening.

Jeg bryder mig ikke særlig meget om Per Arnoldis malerier og kunst. Jeg synes det

3


er pjat og primærfarver. Derfor har jeg også meget svært ved at skulle sætte mig ned

og skrive 20 sider om Sorøs vandtårn.

Tilgengæld har jeg været Bowie fan i mange år. Siden jeg hørte ”Ashes to Ashes”

(Scary Monsters (& Super Creeps), 1979) første gang. Jeg var en sulten musikfan

der kun lige var begyndt at lytte seriøst til musik, da jeg faldt pladask for de tyske

elektropionere i Kraftwerk. Siden havde en række rocknavne gjort et mindre indtryk,

men da jeg hørte Bowie var jeg solgt. Her var der netop en mand der blandede alt

det, der sagde mig noget ved musik. Sangskrivningen var bundsolid, teksterne svært

tilgængelige og til tider bizarre, hans stemme var helt unik og de mange musikalske

forløb var interessante og nyskabende i mine øre.

Bowie var simpelthen den åbenbaring jeg havde ventet på. Siden gik jeg på jagt i

hans store diskografi. En rejse der aldrig helt stopper. Der er hele tiden noget nyt at

tænke over, på hans mange forskellige plader. I første omgang faldt jeg fuldstændig

pladask for hans androgyne periode med glam-rock med ”The Rise and Fall of Ziggy

Stardust & the Spiders from Mars” (1972). Senere faldt jeg for hans skrabede

rockopera på ”Diamond Dogs” (1974). Senere igen var det hans elektro periode i

'90'erne der tiltalte mig på ”Earthling” (1995). Ind til jeg hørte ”Low” (1977). På en

eller anden måde var der simpelthen ingen vej tilbage der. Jeg tror det var den

følelse af tomhed som ”Low” efterlod mig med der gjorde det. Sangenes sære

trommelyd og det forkvaklede tempo samt det totale fravær af reelle lyriske forløb.

For ikke at nævne pladens sidste halvdel som, tilnærmelsesvist, er rent instrumental

musik. Et eller andet klikkede. Måske var det den samme fornemmelse af total

fremmedgørelse som Bowie følte da han indspillede ”Low”. Det var først her at jeg

begyndte at interessere mig for den karismatiske mand bag musikken. Hvad havde

fået den forhenværende glam-alien Ziggy Stardust til indspillede et så koldt og

stilistisk album? Det opdagede jeg da jeg senere hørte efterfølgerne ”Heroes” og

”Lodger”. Trilogien er simpelthen et vidnesbyrd på tre – måske flere –

bemærkelsesværdige mænd der arbejdede intenst med et kunstprojekt. Der var

dømt total legestue og Bowies fans var inviterede med.

4


Siden har ”Low”, sat en standard for mig - som musiker, sangskriver og

hobbyproducer. ”Low”” er altså både et værk, et øjebliksbillede og en

inspirationskilde for mig. Denne plader har giver mig meget inspiration gennem de

sidste 10 år. Men hvem er Bowie egentlig?

Før Berlin

Bowie – Karrieren1

David Robert Jones blev født, onsdag den 8. januar i 1947, i den sydlige del af

London. En lille by kendt som Brixton. Om det var skæbnen der fortalte hans fremtid

ved man ikke i dag. Men faktum er at han deler fødselsdato med Elvis, der på

daværende tidspunkt fyldte 12 år.

Da hans far købte en grammofon ændrede David Jones' liv sig. Det var en plade

med Little Richard (Tuttifrutti), det fik Jones til at rokke med. Jones fik øjnene op for

datidens beatmusik, men blev senere også interesseret i jazz. Det var nok dette der

fik ham til at vælge saxofonen som sit instrument. Op gennem teenageårene var det

halvbroderen Terry, der opmuntrede ham til at lytte til mere musik og Jones begyndte

selv at spille. Dette gjorde han det meste af sin tidlige ungdom i forskellige bands.

Da Jones besluttede sig for at han skulle være noget ved musikken fandt han hurtigt

ud af at han delte navn med en anden rockmusiker: Forsanger og guitarist Davy

Jones fra The Monkees. Derfor tog han kunstnernavnet David Bowie. Bowie sang og

spillede i bands som The Konrads og King Bees i starten af 60'erne. Sidstnævnte

band udgav singlen ”Liza Jane” på Decca Records i 1964 uden større held. Siden

gik Bowie solo og blev signet til Decca hvor han udgav tidlige singler som ”In the

Heat of the Morning” og den uudholdelige ”The Laughing Gnome”. Det var dog først

med singlen ”Space Oddity” i 1969 at Bowie fik sit første hit. Sangens rumtema

matchede en tid hvor amerikanerne tog det første skridt på månen, men trods

sangens succes skete det store gennembrud ikke før 1971 hvor Bowie, for første

gang, redefinerede sig selv og lavede pladen ”Hunky Dory”. Det var dog først året

1 Jan Opstrup Poulsen - ”David Bowie – Station til Station” Kapitel 2 – 4 - Gyldendal 2006

5


efter at Bowie med sit backingband ”The Spiders From Mars” blev til den androgyne

glam-rock alien Ziggy Stardust og lavede mesterværket ”The Rise and Fall of Ziggy

Stardust and the Spiders from Mars”( 1972). Her slog han for alvor igennem som et

stilikon der kunne få både piger og drenge til at skrige. Året efter tog han på tour i

Amerika og her tog han første spadestik til den personlige nedtur der 5 år senere

ville kulminere i Berlin perioden. Pladen ”Aladdin Sane” (1973) var væsentlig hårdere

og hentede stor inspiration fra amerikansk rock.. I samme periode begyndte Bowie at

tage kokain. Efter en famøs koncert i Royal Albert Hall, hvor Bowie opløste sit

succesfulde band og begravede Ziggy Stardust, indspillede han ”Diamond Dogs”

(1974) som var første vidnesbyrd på de stilændrende tendenser som Bowie ville

blive kendt for. Især på numrene ”Sweet Thing” og ”1984” kunne man høre en stærk

inspiration fra den amerikanske soulscene. Inden længe begravede Bowie

glamrocken, flyttede til Los Angeles og erklærede at han nu ville lave hvid ”plastic-

soul”. Mange var overraskede da han scorede sig endnu en kommerciel fuldtræffer

med pladen: ”Young Americans” (1975) der var influeret af James Brown og motown.

Musik der normalt tilhørte de sorte amerikanere. Men tiden i Los Angeles tog på

Bowies privatliv. Tiden efter pladen prægede Bowie meget og tvang ham ud i et

endnu vildere misbrug af kokain. Det var på dette tidspunkt at Bowie medvirkede i

filmen ”The Man Who Fell to Earth”.

Fra Ziggy til Hertug – Privatlivets facader2

Siden 1970 havde Bowie været gift med Angela Bennet, bedre kendt som Angie

Bowie. De havde et sært ægteskab som i den grad kunne kendetegnes som:

”åbent”. Bowie havde erklæret sig biseksuel til den engelske presse. Et træk der ikke

desto mindre kom til at plage ham gennem resten af hans karriere. Bowie havde i

glam-dagene mange elskere af forskellig køn, men han forblev altså gift med Angie.

Bowie havde som ung gået på kunstskole hvor han bl.a. lærte en del om at mime og

ekspressionisme. Dette inspirerede ham til at skabe karakterer i hans musik. Dette

var helt unikt for Bowie og det var en trend han fortsatte med efter glam-perioden.

2 Jan Opstrup Poulsen - ”David Bowie – Station til Station” Kapitel 2 – 4 - Gyldendal 2006

6


Først var han Ziggy Stardust. En androgyn rummand der var kommet for at redde

jorden fra at gå under ved hjælp af popmusik. Årene efter blev Ziggy til karakteren

Aladin Sane (”Ziggy goes America”) og den postapokalyptiske filantropist Halloween

Jack (”Diamon Dogs”). Bowies lidt pudsige ide om at spille skuespil på scenen var

dog også det der gjorde ham mere syg. Lou Reed, som Bowie arbejdede sammen

med på Reeds soloalbum ”Transformer”, fortalte i 1973 at Bowie troede at han var

Ziggy Stardust når han var påvirket3. Man kan kun tænke sig til hvad stærke stoffer

og legen med forskellige identiteter ville gøre ved Bowie i sidste ende. Da Bowie

flyttede til Los Angeles i 1974 var det uden Angie og han søn Zowie (senere Joey)

der allerede var blevet født i 1971. Forholdet til konen var allerede begyndt at

skrante og Bowie havde efterhånden ikke styr på hvem han var mere. I tiden efter

”Young Americans” gik det for alvor galt for en meget tynd og bleg mand der

hovedsageligt levede af pebberfrugter, mælk og ekstreme mængder kokain. Det var i

denne tilstand at Bowie spillede hovedrollen i Sci-Fi filmen ”The Man Who Fell to

Earth” (1976). Som rumvæsenet Thomas Jerome Newton fandt Bowie inspiration til

sin næste karakter. En karakter der ville volde store skader på Bowies person: The

Thin White Duke.

Station to Station4

Et stort godstog nærmer sig lige så stille dit højre øre og tager til i fart. Det glider lige

i gennem din bevidsthed og ud af venstre øre. Toget forsvinder og du er nu efterladt

med en stærk feedbacktone fra Earl Slicks guitar. Toget mod Europa var allerede

begyndt på pladen ”Station to Station” (1976) da Bowie transformerede sig om til den

dystre levemand The Thin White Duke. I den alt andet end normale indspilnings fase

omkring albummet fik Bowie nogle ekstremt usunde interesser. Manden begyndte at

læse tysk nazi-litteratur. Han interesserede sig i stor grad for europæisk fascisme.

3 ”When he's drunk he think he is Ziggy” - Interview m. Lou Reed - ”Ziggy Stardust & the Spiders from Mars: Documentary/Live” 1973 Dvd

4 ”Run for the Shadows” - Artikel af John Robinson, Juli 2010 Musikmagasinet Uncut og ””White Shirt, Black Noise” - Artikel af Thomas Jerome Seabrook om ”Station to Station”, Musikmagasinet ”Recordcollector” 2010

7


Han dyrkede sort magi og døde religioner. Han talte højt om det og i øvrigt tog han

mere kokain end nogensinde før. Kombinationen af hårde stoffer, Los Angeles og

den tynde hvide hertug var sprængfarlig. Det gik op for Bowie under indspilningerne

af ”Station to Station” at der skulle ske noget drastisk, med mindre han skulle dø.

Bowie måtte undslippe og tage hjem. Hjem til Europa. Denne længsel kunne man

netop høre på ”Station to Station”, der sammen med ”Diamond Dogs” står som en

unik plade i Bowies diskografi. Ud over de meget usunde interesser var Bowie

nemlig begyndt at interessere sig for europæisk avantgarde musik. Specielt den nye

tyske bølge af meget eksperimenterende musik. Bands som Neu! og Can. En genre

som pressen, lident flatterende, havde døbt krautrock. Den største inspirationskilde

kom dog fra bandet Kraftwerk fra Düsseldorf. De havde året inden fået et højt

uventet hit med den 22 minutter lange sang ”Autobahn” (1974). Musik som kun blev

spillet på keyboards og synthesizere. Her fandt Bowie en ny kilde til inspiration som

man kunne høre på ”Station to Station”. Dog var soul-stilen langt fra væk på ”Station

to Station” og pladen var derfor et excentrisk resultat af amerikansk sort soul

kombineret med europæisk avantgarde. Ikke lige frem det man var vant til som

Bowie-fan der var hoppet på ved den meget funky ”Young Americans”.

Titelnummeret åbner pladen på førnævnt vis, og varer i 10 minutter. En rekord Bowie

endnu ikke har overgået. Nummeret er delt op i 3 dele og har en tydelig funkpop

inspiration hele vejen i gennem. Dog kan man også høre uvante instrumenter som

feedback-guitar, synthesizer, melodica og Chamberlin blandet med de funky rytmer.

Her kommer den europæiske avantgarde ind i billedet. Når rytmerne i første halvdel

af titelnummeret bliver sært tunge, monotone og industrielle er det krautrocken der

spiller ind. På ”Station to Station” tog Bowie hul på det den naturlige kunstneriske

udvikling der kulminerede i ”Low”. I sidste del af ”Station to Station” gentager Bowie

igen og igen: ”The European canon is here”. Bowie var allerede på vej fra den

nuværende station til den næste: Europa.

8


Den Europæiske kanon5

Året var 1976 og Bowie hittede stort med ”Station to Station”. ”Golden Years” blev

udsendt som første single og hele Amerika kunne se en ekstremt tynd og bleg Bowie

leverer en apatisk og bizar playback-optræden af samme sang i programmet ”Soul

Train”. Dette skulle have været en stor triumf, da Bowie var den første hvide

kunstner i dette program. Men Bowie var langt væk. Var man i tvivl kunne man se

ham svare ja, nej og grine underligt i det efterfølgende interview. På en eller anden

måde lykkedes det ham alligevel at tage på turné. Passende døbt: ”Isola”.

I stedet for et opvarmningsband viste Bowie den franske, surrealistiske film ”Le Cien

Andalou” akkompagneret af Kraftwerks nyeste plade ”Radio-Activity” (1975). Bowie

havde rent faktisk spurgt Kraftwerk om de ville spille opvarmning, men de havde

pænt takket nej. Bowie optrådte selv som The Thin White Duke. I hvis skjorte, sort

vest og tilbageredt, orange hår. Som en europæisk kunstner. Alt i alt lå ”Isola”

turneen meget langt fra de amerikanske stadion-koncerter. Dette var behagelige

pauser for en Bowie der ellers brugte det meste af tiden på at føre sig frem, overalt,

i medierne om hans store interesse for nazistisk litteratur, sort magi og fascistiske

tanker. På et tidspunkt var han så optaget af dette at han overvejede at købe sit eget

land og starte en fascistisk stat, samtidig med at han opbevarede sin urin i en fryser

for at det ikke skulle falde i hænderne på fremmede magter. Det hele var tydeligvis

vrøvl fra en mand der havde mistet jordforbindelsen fuldstændig. Hele misæren

kulminerede da han kørte forbi Victoria Station i London, i en åben vogn. Her tog en

fotograf et billede af Bowie der, muligvis, hilste på menneskemængden med en ægte

nazi-salut. Der er stadig tvivl om hvorvidt dette er sandt. Bowie mener selv at han

vinkede. Det er dog et bevis på at manden var så langt ude, at selv det mindste lille

vink blev til mere i pressen. Samtidig gav Bowie en række roste koncerter på

Wembley stadion hvor han mødtes med Brian Eno.

5 Hugo Wilcken: ”David Bowie's Low” Side 10 Ebook 33 1/3 2005

9


Eno6

Brian Eno var, som Bowie, startet som en del af glam-scenen. Han var

keyboardspiller i Roxy Music da de brød igennem i sin tid. Senere forlod Eno bandet

og udsendte en lang række, stærkt eksperimenterende plader hvor han bevægede

sig fra engelsk pop (Another Green World, 1975) mod mere eksperimenterende

tendenser. Bowie kunne lide hvad Eno lavede og Eno fandt hurtigt ud af at han

havde fundet en ligemand i Bowie. De havde begge gået på kunstskole, de havde

begge et ret pompøst ego og de så begge på den etablerede popmusik med stor

afsky. Bowie så muligvis en udvej fra det syge amerikaner-liv i Eno. Eno var også

selv inspireret af den tyske krautrock scene, og havde faktisk allerede arbejdet

sammen med en del af disse kunstnere. Året inden havde Eno både jammet med

medlemmer fra Can og Neu! i den tyske supergruppe Harmonia, så Eno havde altså

en relation til Tyskland. Eno så sig selv som anti-musiker. Han gik bevidst mod det

gængse og så derfor pladestudiet som sit primære instrument.. Til dette havde Eno

skabt en lang række arbejdsmetoder. Dybt inspireret af avantgardekunstnere som

tyske Karlheinz Stockhausen og John Cage. Disse metoder byggede, primært, på

grund-ideen om at total forvirring skabte ny inspiration. Bowie havde allerede brugt

den dadaistiske ”Cut-up” metode i studiet under indspilningen af ”The Rise and Fall

of Ziggy Stardust” og senere på ”Diamond Dogs”. Eno's ideer havde længe tiltalt

Bowie og de aftalte at holde kontakten for senere at tale om et musikalsk

samarbejde. Efter ”Isola” turneen flygtede Bowie til Europa. Dog ikke alene. Men

med vennen Iggy Pop

6 Hugo Wilcken: ”David Bowie's Low” Side 10-11 Ebook 33 1/3 2005

10


Først tager vi Europa, så tager vi Berlin

Idioten Iggy7

”Calling Sister Midningt, I had a dram last night, mother was in my bed and I made

love to her”.

Sådan synger Jim Osterberg, bedre kendt som, Iggy Pop på indledningen til sit

Bowie-producerede soloalbum ”The Idiot”. Her møder man en mere umiddelbar,

fandenivoldsk og ødipal tekstforfatter, end Bowie selv. Men også en mere påvirkelig

person. Iggy Pop havde været forsanger i det amerikanske garagerock band The

Stooges og havde udgivet tre plader. Senest mesterværket ”Raw Power” (1973).

Men det blev aldrig til noget med Stooges der først, mange år senere, blev

anerkendt for at være punk-scenens gudfædre. Iggy havde trukket sig tilbage fra

rampelyset, gennem midten af 70'erne og levede, som Bowie, på minimum mad og

maksimum gift. Altså vidste Bowie at han havde en åndsfælle i en person der også

skulle gøre noget drastisk, for at vende om på sit liv. Snart tog Iggy og Bowie til

Frankrig for at arbejde på Pops andet solo-album: ”The Idiot”.

Iggy havde ikke erfaring med at hoppe rundt i forskellige genre på sammen måde

som Bowie havde. Han havde holdt sig til en macho-rocker stil med bar overkrop og

masser af sprut og stoffer i The Stooges. En meget hårdere livsstil end Bowie. Bowie

så en mulighed i at prøve ting af på Iggys ”bekostning”. På ”The Idiot” tager Bowie

de første spadestik til lyden på ”Low”. ”The Idiot” blev Bowies mulighed for at prøve

mange af de ”europæiske” ideer af, før han startede på sit eget album. Det er Bowie

bevidst om, og han har senere udtalt:

”Poor Jim (Iggy), in a way, became a guinea pig for what I wanted to do with sound. I

didn't have the material at the time, and I didn't feel like writing at all. I felt much

more like laying back and getting behind someone else's work, so that album was

7 Hugo Wilcken: ”David Bowie's Low” Side 13-15 Ebook 33 1/3 2005 og Thomas Jerome Seabrook: ”A New Career in a New Town: Bowie in Berlin” Side 74 – 95 Bog Jawbone Press 2008

11


opportune, creatively.”8

Bowie havde ikke megen materiale, ud over det mislykkede soundtrack til ”The Man

Who Fell to Earth” og havde, på daværende tidspunkt, heller ikke overskuddet til at

arbejde med nyt materiale. Derfor var samarbejdet med Iggy godt for Bowie. Bowie

kunne både gøre sin ven en tjeneste, og samtidig eksperimenterer med det han

havde lyst til og formulere den lyd han ville fortsætte på ”Low”.

Allerede i 1976 havde Bowie samlet en noget svagelig Iggy op og fået ham med på

”Isola” touren. Inden længe var de to på vej til Château d'Hérauville studierne i

Frankrig hvor de indspillede ”The Idiot”. Bowie var primus motor på den musikalske

side mens Iggy skrev tekster i et andet lokale. Her ledte Bowie en flok forvirrede

studiemusikere igennem den ene skitse efter den anden. Selv spillede han guitar og

keyboard. Bowies inspiration fra den tyske avantgarde og krautrock kunne allerede

ses i hans brug af synthesizere og ideen om at holde akkord og rytmeforløb på det

absolutte minimum. Dette skabte en spændende kontrast til den umiddelbare

amerikanske garagerock som Iggy kom fra. ”The Idiot” blev startskuddet til den

mystiske mutant-musik som Bowie ville udvikle med meget mere finesse end på

”The Idiot”. Det var muligvis derfor at Iggy og Bowie valgte at mixe ”The Idiot” i et helt

andet studie. Endda i en helt anden by. Da indspilningerne var færdige to de til

Hansa studiet. Et studie der lå placeret i hjertet af Tysklands hovedstad Berlin. Lige

ved siden af muren der delte byen i to:

Øst og vest

Spøgelsesbyen9

I det 20 århundredes spæde start var Berlin hele vesteuropas kulturelle hovedstad.

Den tyske hovedstad havde en lang og farverig historie og kulturen gik helt tilbage til

den europæiske middelalder. Men det ødelagde de to verdenskrige. Efter slaget om

8 Wikipedia om Iggy Pop - ”The Idiot” April 2012 - http://en.wikipedia.org/wiki/The_Idiot_%28album%29#cite_note-159 Artikel ”Berlin – On Both Sides of the Wall” af Herbert Sochurek – National Geographic 1960

http://citynoise.org/article/10205, Lars Ringholm ”25 Afgørende Begivenheder – i Verdenshistorien” Side 96 – 99 om Berlin muren Dansk Supermarked/Det Historiske Hus ApS 2007 og Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side 82 - 84

12

http://citynoise.org/article/10205


Berlin i de sidste dage af 2. Verdenskrig (1945) delte de allierede magter byen op i 4

dele. En fransk, britisk, amerikansk og sovjetisk. Men da krisen mellem øst og vest

tog til under den kolde krig blev Berlin en del af et større politisk tovtrækkeri. Dette

resulterede i sidste ende i en stor kulturel forskel på den ”vestlige” del af Berlin og

den ”østlige”. DDR kunne konstatere at det var et problem for den sovjetiske

økonomi, at borgerne i øst kunne flytte eller rejse kvit og frit til vesten hvor både

kulturen og økonomien var bedre. Dette ødelagde både DDRs økonomi og deres

fremhævelse af de vestlige magter som værende fascistiske. Derfor rejste DDR den

omstridte mur mellem øst og vest og delte altså, for alvor, Berlin op i to dele. Berlin

gik, efter 3 årtier, fra at være en kulturel perle, hovedstaden i Hitlers 3. rige, til at

være en to-delt spøgelsesby. En skygge af fordums tid.

Østberlinerne var fanget for stedse og måtte opgive håbet om et liv fri fra

kommunismens klør. Vestberlinerne var fanget som det eneste vestlige lyspunkt i et

kommunistisk Østtyskland. Så det var et tvedelt, kulturelt misfoster af en storby der

snublede ind i 1970. I Vestberlin var der både spillesteder, barer og pladestudier

samt et livligt natteliv der befolket af transvestitter, bordeller og stoffer. Dette fandtes

ikke i Østberlin der dog stadig både havde et livligt miljø og kulturliv der i større grad

bar præg af skoleliv og teater. Rock og rul var jo vestligt og fascistisk. Østberlin var

altså ikke den øde, golde industriørken som mange tror i dag. Vestberlin tiltragte

70'ernes alternative kunstmiljø. Netop på grund af byens skizofrene status.

Jerntæppet var det bedste vidnesbyrd på den stigende frygt som Den Kolde Krig

bragte med sig. Frygten for endnu en ødelæggene verdenskrig. Den tungt

bevogtede mur, flankeret af soldater, hunde og miner, var omgærdet af længsel og

angst. Lige noget for alternative kunstnere med hang til dystopiske og sortseende

verdenssyn. Derfor blev Vestberlin netop en form for dysfunktionel kulturknude for de

såkaldte ”håbløse” eksistenser. Et anderledes alternativ til andre europæiske

kulturbyer som Paris og London. Hele den tryggede stemning i byen

fremprovokerede en monoton og melankolsk stemning der samtidig var frivol og

løssluppent. Netop fordi hele kulturlivet var gået i en trodsig stemning der syntes at

13


sige: ”Lev igennem i dag, for du ved ikke om du er i live i morgen”. Det var lige netop

den tankegang der tiltalte en alternativ engelsk komponist som David Bowie. En

slags altædende dommedagskultur.

Visconti og Frankrig10

David Bowie og Iggy Pop må have fået ideen om at flytte til Berlin da de tog til Hansa

studierne for at mikse ”The Idiot”. Det er i hvert fald tydeligt at mærke inspirationen

på det kommende album ”Low”, som Bowie gik i gang med efter færdiggørelsen af

”The Idiot”. ”The Idiot” blev dog først udsendt efter ”Low”. Måske fordi Bowie ikke

ville skabe en illusion om at han havde ”stjålet” sin nye stil fra Iggy.

Bowie startede allerede her en kærlighedsaffære med den fortabte stad. Men de

første spadestik til ”Low” blev dog ikke taget i Berlin.

Bowie vendte i stedet tilbage til Château d'Hérauville for at indspille. Bowie havde

lige brugt studiet og følte sikkert at det var en god ide at bruge et studie han kendte.

Brian Eno fulgte med. Det skal dog understreges at Eno ikke kom med som

producer. Det er en misforståelse at det var Eno der producerede ”Low”. Det var det

på ingen måde. Produktion blev, med stor succes, varetaget af amerikanske Tony

Visconti. Visconti var fra Brooklyn og var ikke kun producer. Han var også guitarist,

bassist og arrangør og forsøgte, tidligt, at slå i gennem med sin kone i en duo. Et

projekt der ikke blev til noget. Derefter tog han til London og blev producer. Her

mødet han en ung Bowie, der endnu ikke rigtig havde fundet sit ståsted. Resten er

nærmest historie. Visconti hjalp Bowie med at formulere tanker og ideer og

producerede, spillede og arrangerede musik på en del af Bowie første indspilninger.

Der fra producerede han pladerne ”Man Of Words, Man of Music” (1969, senere

”Space Oddity”) og ”The Man Who Sold the World” (1970). Visconti spillede også

bas på sidstnævnte plade og var en af grundlæggerne af Bowies kommende

backing-band ”The Spiders from Mars”. Siden gik de to hvert til sit ind til Visconti

kom ind i varmen igen under ”Diamond Dogs” indspilningerne og til sidst hjalp med

10 Hugo Wilcken: ”David Bowie's Low” Side 16-18 Ebook 33 1/3 2005

14


at mixe albummet. Siden producerede han også ”Young Americans”. Visconti var

blevet oplært som producer i '60'erne. Et årti der redefinerede producerens rolle. Før

i tiden, var en producer mere en slags overtekniker der ”bare” trykkede ”record”. Men

i 60'erne var bands som The Beatles begyndt at udnytte pladestudiets muligheder til

at skabe ny, unik musik og dette udviskede linjerne mellem ”musikant” og ”tekniker”

så meget at produceren i sidste ende kunne have lige så meget at byde på i

indspilnings-processen. Her kan Beatles' faste producer Georg Martin nævnes. Han

var også en klar inspiration for Tony Visconti. ”Strawberry Fields Forever” (1967)

hvor Martin havde sat to forskellige takes af samme sang sammen, havde inspireret

Visconti i så stor en grad at han kom til at dele Enos opfattelse af pladestudiet.

Netop at det var et instrument for sig selv. Visconti er lige så stor en del af ”Low” som

Eno er. Hans mest markante touch på ”Low” kan høres på trommeproduktionen.

Trommerslager Dennis Davies lægger en tight bund, men det bemærkelsesværdige

ved trommerne er ikke hans, ellers udmærkede, spil. Det er lyden. På daværende

tidspunkt var trommerne et instrument der lå i baggrunden og holdte en rytme

sammen med bassen. Men på ”Low” mødes man, med det samme, af denne

nyfortolkning af trommesættet. Det lyder underligt fladt samtidig med at det fylder

hele lydbilledet. Som et menneske der slår på tromme ned gennem en smal skakt

hvor alt ekko derefter bliver fjernet. Efter ”Low” blev udgivet, blev Visconti kontaktet

af den ene jetset-producer efter den anden som ville høre hvad hemmeligheden bag

trommelyden var. Visconti nægtede den gang at fortælle det og opfordrede

producerne til selv at finde frem til effekten. Hvis de gjorde skulle de i øvrigt kontakte

ham og fortælle hvordan. Men mange år senere kunne Visconti afslører at

trommelyden kom fra en bestemt maskine: Eventide Harmonizeren. Bare en af de

mange mærkelige instrumenter der blev brugt for at skabe den bestemte lyd på

”Low”.

15


En plade bliver født

Musikerne, lyden og instrumenterne11

Bowie havde allerede eksperimenteret med nye instrumenter på ”Station to Station”,

der indeholder en del synthesizer. Faktisk var legen med synthesizeren allerede

startet tilbage i 1969 på debutsinglen ”Space Oddity”, hvor Bowie spiller stylophone.

En slags tidlig synthesizer for børn. Siden havde Bowie fået flere og flere synthlyde

med og denne tendens eskalerer på ”Low”. Det er helt sikkert Brian Enos

tilstedeværelse der skaber denne ”synth” ide. Bowie hentede hjælp blandt nye

musikere og gamle kendinge. Bowie havde siden tiden omkring ”Diamond Dogs” og

”Young Americans” haft de samme 3 musikere som en fast bestanddel af sit backing

band. Dette var trommeslager Dennis Davis, bassist George Murray og guitarist og

kapelmester Carlos Alomar. Disse 3 havde været rygraden i Bowies band i en

årrække og disse medvirkede også på ”Low”. Bowie indspillede ”Low” på en bestemt

måde som han har brugt lige siden. Man kan kalde det en slags 3 trins raket

De første par dage spillede Bowie og de tre musikerer, samt Roy Young på klaver og

orgel, de basiske rytmeideer og demoer og prøvede at fange essensen så hurtigt

som muligt. Så indspillede de dem. Der efter satte Bowie sig ned med sin

”kapelmester”, i dette tilfælde Alomar, og en eller to andre musikere og arbejdede

med ”overdubs”. Altså tilføjelser af ét eller flere melodi-instrumenter. I ”Low”'s tilfælde

var dette Bowie på saxofon, guitar og synth, Alomar på guitar, Eno på diverse

synths, gæsten Ricky Gardiner på guitar og korstemmer. Til sidst blev alle musikere

på nær Bowie og Visconti sendt hjem og først der ville Bowie indspille sin vokal.

Denne indspilningsmetode er meget speciel fordi sangens basiske struktur,

melodiinstrumenter og kor allerede er indspillet før sangens melodi har materialiseret

sig. Om dette har en direkte indvirkning på Bowies kompositioner, vides ikke men

faktum er at Bowie har brugt metoden på alle albums, siden ”Low”.

Roy Young var ny bag keyboardet, men drukner dog ofte i produktionen når Eno og

11 Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side 101 - 106

16


Bowies synthesizere overtager lydbilledet. En tydeligere musikant på pladen er

leadguitarist Ricky Gardiner, hvis voldsomt manipulerede guitarmelodier præger

første del af ”Low”. Da Bowie og Eno ringede til Tony Visconti, for at høre om han

ville producere ”Low”, foreslog Visconti at Gardiner skulle involveres i projektet. Efter

Klaus Dinger fra tyske Neu havde takket pænt nej til at spille på pladen, var Gardiner

blevet inviteret til en session som han husker som værende meget løs, afslappende

og han nød at få helt frie tøjler. Den eneste sang hvor han blev instrueret var ”Always

Crashing the Same Car” hvor Bowie sang soloens første tre toner.

Visconti havde nævnt Eventide Harmonizeren i føromtalte telefonsamtale. Eno

havde spurgt Visconti hvad han kunne bidrage med til ”Low”, og Visconti fortalte

gladelig om Harmonizeren. Da Eno og Bowie spurgte hvad denne tidlige sampler

kunne, sagde Visconti: ”It fucks with the fabric of time”12. Bowie og Eno skulle

eftersigende være gået amok over denne udmelding og insisteret på at Visconti tog

den med til Château d'Hérauville. Harmonizeren var oprindelig lavet til at optage og

gentage lyde og ændre tonen, uden at ændre lydens hastighed. En tidlig version af

det der i dag kaldes AutoTune. Under de indledende indspilninger havde Eno

afspillet lyden fra Dennis Davis' lilletromme gennem den ekstremt udbasunerede

Harmonizer og havde indstillet lyden til at gentage sig selv i et unøjagtigt ekko.

Denne effekt resulterede i den underlige, afmonterende lyd som både Visconti og

Davis forelskede sig i, i sådan en grad at Davis justerede sin spillestil så det passede

til lyden. Bowie var ikke fan af effekten i starten og synes ikke at det passede ind i

den idé han selv havde om pladens lyd. Visconti skruede ned for effekten men lod

den blive i Davis monitor, så han kunne arbejde videre med den. Der efter skruede

Visconti stille og roligt op for effekten og i sidste ende forelskede alle sig i effekten og

den blev altså på pladen. Dette blev en af de mest berømte trommelyde i nyere rock

og affødte senere en masse imitatorer der, som sagt, prøvede at efterligne Viscontis

hemmelighed. Dette resulterede blandt andet i den gatede lilletromme med læssevis

af rumklang, der blev brugt på næsten alt popmusik i 1980'erne.

12 Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side 100

17


Brian Eno medbragte ikke kun en masse ukonventionelle ideer. Hans bizarre kuffert-

synthesizer: EMS Synthi blev styret af et joystick og var ekstremt upålidelig. Dette

var, naturligvis, Enos hovedinstrument i studiet og han brugte dette underlige

instrument til teksturer og manipulation af allerede indspillede instrumenter. Men Eno

er mest hørbar på pladens sidste del og spiller langt fra så stor en rolle som mange

tror. Morsomt nok er Bowie den hyppigste musiker på ”Low”. Hans simple, men ofte

undervurderede guitarspil er ikke repræsenteret i samme grad som på tidligere

bedrifter, men tilgengæld kan man høre ham på diverse synthesizere, saxofon

(”Sound & Vision”, ”Subterraneans”), mundharmonika (”A New Career in A New

Town”), xylofon og vibrafon (”Wailing Wall”) samt det specielle tangentinstrument

Chamberlin. Et instrument som Bowie allerede havde brugt på både ”Diamond Dogs”

og ”Station to Station”: Chamberlin instrumentet var en tidlig version af den meget

populære mellotron13. Et instrument brugt af bands som Yes, Rush og Beatles, fordi

det afspillede ”rigtige” instrumenter via store båndspoler som man satte ind i

instrumentet. Mest kendt er mellotronen, for fløjteintroen til The Beatles ”Strawberry

Fields Forever”. Mellotronen var lavet som et pladsbesparende alternativ til stryger

og hornensembler og lydene var indspillet direkte på bånd med de rigtige

instrumenter. Men båndspolerne gav stryger, kor, fløjte og hornlydende en støvet og

nærmest spøgelsesagtig kvalitet som fik mellotronen til at tiltale sultne musikere på

jagt efter nye og anderledes lyde. Chamberlinen var Bowies foretrukne instrument

og kan, især, høres på ”anden del” af ”Low”. Her spiller både Eno og Bowie på

instrumentet. Ud over musikerne var Bowies nuværende sidekick: Iggy Pop til stede

under hele indspilningen af ”Low”, selvom han kun kan høres i baggrunden på ”What

in the World” hvor han dukker op med sit entusiastiske råbekor. ”What in the World”

stammede i øvrigt også tilbage fra tiden omkring ”The Idiot”. Viscontis daværende

kone Mary Hopkin medvirker med det karakteristiske ”badap” kor på ”Sound And

Vision”.

Ud over de mange sære instrumenter og anderledes teksturer medvirkede Eno også

13 Www.mellotron.com – Hjemmeside om mellotronens historie.

18

http://Www.mellotron.com/


med en hel del anderledes strategier i studiet. Carlos Alomar husker en speciel

oplevelse, hvor bandet blev instrueret af Eno til at spille i 4/4 dele. Mens de gjorde

dette pegede Eno på en tavle, hvor han havde skrevet en række af sine

favoritakkorder op. Når han pegede på akkorden skulle bandet skifte akkord

samtidig. Dette ville give en ny og anderledes rundgang. Dette var et af de få tilfælde

hvor Alomar udtalte sig i onde tunger om metoderne14. En anden var de såkaldte

”Oblique Strategies”15, som var et slags kortspil for komponister der var kommer i

krise eller havde skriveblokade. Disse kort var lavet til at skulle sætte gang i en ny

kunstnerisk proces. Eno havde lavet dette værktøj i samarbejde med kunstneren

Peter Schmidt og ideen havde tiltalt Bowie i høj grad. Når man var i krise eller

kattepine så tog man simpelthen et kort fra bunken og gjorde det der stod på kortet.

Det kunne være alt fra specifikke ideer (”Feedback recordings into a acoustic

situation”) til det mere kryptiske (”Your mistake was a hidden intention”) og nogle var

nærmest alfaderlige (”Don't be afraid of things, just because they're easy to do”).

Ideen var simpel. Kortene skulle være med til at bibeholde en umiddelbar situation

der bør være i al kunst, hvor det uventede og uheldige pludselig skaber en ny

mening der udvikler værket til det bedre. Man kan været helt sikker på at disse

strategier har været med til at forme store dele af det færdige album og at de har

været med til at give ”Low” sine karakteristiske skæve vinkler. I sidste ende har Eno

været med til at gøre ”Low” mere interessant end det havde været uden ham.

Hjemsøgt af fortiden16

Holdet af musikere blev meget hurtigt gode venner, og kammerateriet blev forstærket

af at de alle var afskærmet fuldstændig ude midt på landet i det franske studie. Her

brugte de fritiden på at drikke store mængder alkohol og gense gamle afsnit af

”Halløj på Badehotellet”. Men tiden i Château-studiet var ikke kun idyllisk og det var

måske det der var med til at tvinge Bowie tilbage til Berlin. Da musikerne indspillede

14 ”This is rubbish” - Interview, 200715Hugo Wilcken: ”David Bowie's Low” Side 17 Ebook 33 1/3 2005 16 Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side 106

- 111

19


”Low” var de fleste medarbejdere i studiets kantine på ferie, og derfor fik Bowie og

co. ikke serveret andet end kaninsteg i flere dage. Det gav både Bowie og Visconti

madforgiftning. Andre rygter fortæller dog at denne forgiftning kom da de to spiste

ost der var for gammel. Bowies kokain-misbrug havde som bekendt eskaleret på

”Isola” turneen, men stofferne og de sære tendenser var langt fra ude af hans liv.

Bowie var fuldstændig overbevist om at en del af Château-studierne var hjemsøgt af

den polske komponist Frédéric Chopin, hvilket var årsagen til at Bowie nægtede at

sove i studiets største soveværelse. Eno, der siden endte med at sove i dette

værelse, mente også at han blev vækket om natten ved at en person lagde sin

klamme hånd på hans skulder. Uden at der var nogen i lokalet. Ricky Gardiner

mener at huske at Chopins tilstedeværelse skulle have været skyld i at Eno hostede

i højere grad end normalt. Bowie var dog ikke kun forgiftet og hjemsøgt. Hans

privatliv viste sig at falde fra hinanden i de sidste stunder i Château. Bowie led stadig

under diverse vrangforestillinger, afledt af kokain, selvom han nu var mere bevidst

om det. Nu var han selv i seriøs tvivl om sit psykiske velbefindende. Bowies kone,

Angie, dukkede op i studiet for at introducere hendes nye kæreste. Dette endte,

naturligvis, ud i en større slåskamp som Tony Visconti måtte stoppe. Dette var

officielt sidste søm i kisten til Bowies skrantende ægteskab, som havde udviklet sig

til en parodi på sig selv. Bowie lå, de næste 2 år, i åben krig med Angie om

forældremyndigheden til deres søn Joey. Samtidig lagde Bowies gamle manager

Michael Lippman sag an i mod ham, på grund af ikke udbetalt løn på 2 millioner

kroner, som Lippman mente han havde til gode. Disse hændelser gjorde det ikke

nemmere for Bowie at færdiggøre ”Low” og han måtte forlade studiet i tide og utide

for at gå i retten. Det var i disse tilfælde at Eno arbejdede alene og kom op med

store dele af det der ville blive til de instrumentale numre på ”Low”. Disse sange tog

en drastisk ændring mod noget mere køligt og avantgarde-påvirket end det allerede

indspillede materiale. Bowie kunne lide lyden på nogle af disse sange da han vendte

tilbage fra retssagen og arbejdede videre på materialet sammen med Eno.

20


Hansa ved muren17

Da Bowie og Visconti havde fået alt det grundlæggende i kassen, og skulle i gang

med den sidste fase af indspilningen, valgte de endelig at trække teltpløkkerne op og

flygte til Berlin. Om det var spøgelserne, kaninerne, osten eller retssagerne der

gjorde det vides ikke, men både Bowie og Visconti var enige om at de blev nødt til at

finde et studie med bedre stemning. Valget faldt på Hansa studierne og Bowie, Iggy,

Visconti og Bowies personlige assistent Coco Schwab tog derfor, igen, til Hansa

studierne i Berlin. Der er en del forvirring om hvor vidt Bowie indspillede i det studie

der lå ved siden af Berlin-muren eller om det var i et andet filial i Berlin. Men hvis vi

går ud fra at Bowie indspillede i det berømte ”Hansa By The Wall” studie, så forstår

man straks det melankolske univers bedre. Alle vokaler og mange af de

instrumentale numre var indspillet med direkte udsigt til den deprimerende mur, som

var et levende bevis på en dekadent storbys kulturelle tab til mislykket udenrigs

politik. Med udsigt til dette gigantiske, konstant bevogtede jerntæppe indspillede

Bowie vokal til hele første del af pladen og færdiggjorde instrumentale hymner som

var specifikt rettet mod muren.

Lyrikken faldt ikke Bowie let og han barberede med vilje en hel del fra. Før havde

han været så inspireret af renæssance-digtere og søgte at fylde så mange ord ind i

et narrativ som muligt. På denne måde kunne den tidligere Bowie både fremstå

flaboyant, interessant og krukket når han sang disse androgyne slagsange, som tit

og ofte var bygget på en historie om én eller flere fiktive karakterer. På ”Low” søgte

Bowie at ødelægge dette lyriske ”image”. Bowie var, som sagt, blevet meget

inspireret af at se Iggy Pop arbejde som tekstforfatter under indspilningerne til ”The

Idiot” og søgte væk fra de detaljerede og kalkulerede sangtekster han før havde

skrevet. Iggy arbejdede ekstremt spontant og kunne ind i mellem improvisere hele

tekstforløb uden den store forberedelse. ”Low” har et kort, tørt og konstaterende

tekstunivers der på trods af dette afslører Bowies mest private sange til dato. Et

kortfattet total potræt af en mand i dyb livskrise og mismod. En beskrivelse af triste 17 Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side

111- 113

21


skæbner der sidder i tykke tåger af depression, i hvert deres ”blå” rum. Samme

stemning kan høres i Bowies vokalarbejde, som der for første gang overhovedet, er

ekstremt nedtonet. Sidst man havde hørt fra Bowie havde det været på ”Station to

Station” hvor han havde croonet, klynket og jamret sin kærlighed og armod ud. Når

man første gang hørte Bowies stemme på ”Low” var det i ”Breaking Glass”, hvor

Bowie nærmest recitere sangens tekst ind over musikken. Mange af sangene på

”Low” når aldrig at gå ordentlig i gang inden de er færdige igen. Derfor fremstår

mange af numrene som fragmenter af noget større. ”Breaking Glass” åbner

instrumentalt ind til Bowie pludselig dukker op og synger et vers og et omkvæd, hvor

efter sangen igen fader ud. Dette gentager sig i en del af pladens første skæringer.

På ”Sound And Vision” dukker Bowie først op et minut inde i sangen og alligevel når

en egentlig melodi aldrig at manifestere sig. Selv på de mere gængse sange virker

Bowie underlig fraværende. Det er kun på ”Always Crashing the Same Car” at man

kan kende manden igen. Sangen har en egentlig struktur og er det tætteste man

kommer, hvis man savner The Thin White Duke.

På pladens anden halvdel, hvor man møder de instrumentale numre, er Bowies

vokal stadig nærværende, men på en anden måde end før. Her er stemmen en del

af lyduniverset på lige fod med de andre instrumenter. Som eksempelvis ”Warszawa”

hvor Bowie synger en smuk melodi på et sprog der aldrig har eksisteret. Eller

”Sunterraneans” hvor teksten er vrøvl og mere skal minde en om de triste skæbner

på den anden side af Berlin muren. Bowie havde ganske enkelt aldrig lydt som han

gjorde på ”Low”.

Ny musik: Nat og dag18

Bowie blev færdig med ”Low”, som i første omgang skulle have heddet ”New Music:

Night And Day”. Inspireret af den slags titel, der kunne forekomme på en avantgarde

komponists plader. Bowie indså, måske, at det var en smule pompøst og postuleret

og valgte i stedet den meget sigende titel ”Low”. Her er tale om en mand der før

18 Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side 114 - 115

22


havde skabt ekstrem virak og kontrovers, når han kom valsene ind på scenen i

underligt tøj og mærkeligt hår. En mand der var erklæret biseksuel, primært for at

irriterer den ældre generation og sælge plader til den yngre. Denne mand havde

spillet så mange roller at han havde glemt sig selv i de utallige, syge universer han

havde bygget op. Derfor var det nu naturligt for Bowie at holde lav profil. Nu var han

endelig sig selv. På laveste blus. Det var dog langt fra noget der glædede Bowies

pladeselskab RCA. Pladeselskabet havde, i forvejen, håbet på en ny kommerciel

succes i led med ”Young Americans”. Både denne plade og ”Station to Station”

havde givet Bowie stor succeser i USA med singler som ”Fame” og ”Golden Years”.

Dette var naturligvis en succes, som RCA ønskede at følge op på. ”Low” må,

ligefrem, havde virket som en kold tyrker eller en provokation. En bestemt

pladeselskabsmand havde sagt at han ville købe et hus i Philadelphia til Bowie, hvis

han blot ville bosætte sig der og lave endnu en ”Young Americans”. Bowie nægtede

at ændre noget som helst på pladen og var i øvrigt træt af at være RCAs sikre

indtjeningsmulighed. Bowies ønskede ”kommercielle selvmord” blev da også

understreget da RCA valgte at skubbe udgivelsesdatoen. Den nye Bowie plade

skulle have været på markedet i november 1976, pakket og klar til det store julesalg.

Men da RCA hørte ”Low”, valgte de at skubbe udgivelsesdatoen ind i det nye år da

de ikke mente at pladen passede til julesalget. Denne udskydelse passede Bowie

fint, da han nu for alvor begyndte at ændre sit liv til det bedre. Både for sin egen

skyld og senere for sønnen Joeys, som han fik forældremyndigheden over. Det var

derfor en Bowie i bedring der flyttede med Pop og Coco Schwab til Berlin i 1976. I

den gamle, smadrede etagelejlighed på 155 Hauptstrasse i Vestberlin. Her fra

begyndte Bowie et nyt kapitel med det indledende arbejde til pladen ”Heroes”.

Resten er historie.

23


”Low” - En kort guide19

Produceret af David Bowie og Tony Visconti. Optaget i Château d'Hérouville i

Pontoise, Frankring og Hansa Studierne, Berlin, Tyskland September – Oktober

1976. Mixet i Hansa Studierne Oktober 1976.

”Low” er en koncept/eksperimental plade. Derfor er den delt op i to afdelinger. 2 sider

som det oprindelig var på LP. 1. side indeholder de mere konventionelle ”pop” sange

mens den 2. side indeholder overvejende instrumentalnumre i en mere drømmende,

svævende stil uden egentlige rock og popforløb. Nedenfor er pladens ”nøglesange”

valgt ud og beskrevet for at give læseren en større forståelse for de mange

stemninger der findes på ”Low”.

1. Speed Of Life (Bowie)David Bowie: ARP Synth, Chamberlin; Carlos Alomar: guitar; Roy Young: klaver;

George Murray: bas; Dennis Davis: trommer

”Low” åbnes af dette instrumentale nummer. Nummeret startes af percussive

synthesizerlyde der fades ind. Som om man er kommer for sent og albummet

allerede er gået i gang. ”Speed of Life” præsenterer fint alle de bestemte lyde på

”Low”. De manipulerede trommer, de melodiske guitarer, de melankolske

synthesizere og den kluntede funkbas. ”Speed of Life” lyder som et nummer med

vokal, men bedst som man tror at sangen kommer på så fader nummeret ud. De

duellerende leadguitarer og de konstant vekslende synthlyde skaber en

fremadstræbende fornemmelse. Afslutningen viser også en gentagende tendens på

”Low”, hvor numrene stopper inden man egentlig forventer at der er færdige. Som

om det er fragmenter af en større tankegang som hele tiden bliver stoppet inden de

når at slå sig fast.

19 Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side 119 – 132,

”David Bowie's Low: An analysis by James O'Callaghan” - Hjemmeside 2012 http://www.sfu.ca/~jdo1/low/low.html

24

http://www.sfu.ca/~jdo1/low/low.html


4. Sound And Vision (Bowie)David Bowie: vokal, ARP synth, saxofon; Brian Eno: kor; Mary Hopkin: kor; Ricky

Gardiner: guitar; Carlos Alomar: guitar; Roy Young: klaver; George Murray: bass;

Dennis Davis: trommer

”Sound And Vision” var et overraskende hit fra en plade der ellers allerede var dømt

som kommercielt selvmord. Morsomt nok er den største procent af sangen

instrumental indtil Bowies stemme, noget ukonventionelt, materialiserer sig halvtinde

i forløbet. ”Sound And Vision” er en perfekt repræsentant for lyduniverset på ”Low”.

I starten høres kun elektrisk guitar, bas og trommer og et enkelt slag på en

manipuleret lilletromme der lyder som et rislende bækken. Pludselig introduceres de

syntetiske strygere fra Bowies ARP synth, der lægger en melankolsk dæmper på

rockdrømmen, ind til Mary Hopkin og Brian Enos enkle ”doowoop” kor kommer ind

og pingponger med Bowies dystre saxofon der er helt fremme i lydbilledet. Det er

først her at Bowies sangforedrag introduceres og han synger, med to forskellige

stemmer, om at sidde i det blå eksil og vente på ”the gift of Sound and Vision”. Man

kan regne med at denne gave er inspirationen, og det Bowie beskriver er hans

skriveblokade som han led af i perioden omkring ”Low”. Det spørgende ”Don't you

wonder sometimes?” er sangens nøgle og det er første gang at Bowie henvender sig

direkte til lytteren og inviterer ham ind i sit univers. Tænker du som jeg over

inspirationen? Hvor kommer den fra? Hvordan kan den pludselig være væk?

Spørgsmålet står ubesvaret hen og ”Sound And Vision” fader igen ud i det obskure.

8. Warszawa (Bowie/Eno)David Bowie: vokal; Brian Eno: klaver, Minimoog-synth, EMS Synthi, Chamberlin

”Warszawa” introducerer ”Lows” anden side og blev opkaldt efter Polens hovedstad.

Det var her Bowie og Eno forlod poppen og rockens genkendelige formularer og

kastede sig ud i noget nyt og modigt. Eno er manden bag det instrumentale på

nummeret og han byggede musikken op mens Bowie var væk fra studiet. Tony

Viscontis søn sad ved klaveret og spillede den samme tre-toners figur: A, B og C.

25


Ud fra denne rundgang indspillede Eno alle de forskellige synth dele og

præsenterede ideen for Bowie da han kom tilbage. Bowie var så vild med nummeret

at han straks indspillede den meningsløse vokalmelodi. Ordene eksisterer ikke i

noget kendt sprog og det var heller ikke vigtigt for Bowie. Hans stemme var et

instrument på højde med synthesizeren og vokalarrangementet var ment som endnu

et element på lige fod med de andre instrumentale forløb i sangen. ”Warszawa”

viser, mere end noget andet nummer, hvad det var der gjorde samarbejdet mellem

Bowie og Eno spændende. De har begge en vilje til at prøve noget nyt, men har

samtidig en flair for det smukke og melodiske der gør både vokal og musikforløbene

interessante at lytte til. ”Warszawa” blev senere brugt som åbningsnummeret på

Bowies verdensturné. Et træk der forvirrede publikum voldsomt. Især det

amerikanske publikum der var kommet for at høre soul. De havde svært ved at

krepere en Bowie der hellere ville stå anonymt bag sit Chamberlin keyboard. Dette

gør dog ikke ”Warszawa” til et mindre interessant nummer.

11. Subterraneans (Bowie)David Bowie: vokal, saxofon, klaver, guitar; Brian Eno: klaver, ARP synth, Carlos

Alomar: guitar; George Murray: bas

Afslutningsnummeret ”Subterraneans” opsummerer, som ”Speed of Life”, de mange

lyde der har været repræsenteret i løbet af ”Low”. Nummeret skulle, ifølge Bowie,

været et ”lyddigt” der beskrev den fornemmelse han mente Østberlinerne havde når

de længdes efter det der lå på den anden side af muren. Den fragmentariske

synthesizere, den sorgløse bas, Bowies dybe croonen og reverse-guitaren20 skaber

en foruroligende og sørgende stemning, der forløses da Bowies saxofon bryder

lydbilledet, som et minde om de mere sorgløse tider da Berlin var samlet. Bowies

vokal bryder derefter ud i en kort, sørgende og intens messen som lyder som et

menneske der begræder et tab. Måske tabet af Vesten? Måske et afsavn efter de

mere positive tider.

20 Optagelse af en elektrisk gutiar hvis lyd er vendt baglæns i postproduktionen.

26


Bowies vokal består ikke umiddelbart af ord der giver mening i en bestemt

sammenhæng, men netop derfor giver det lytteren en større lejlighed til at danne sig

sin egen mening. Bowie lader ”Subterraneans” fade ud i glemslen sammen med

”Low” og man bliver efterladt med en afsavn. Hvad blev der dog af musikken?

Don't you wonder sometimes?

Reaktioner og indflydelse21

Ja, hvad blev der egentlig af en plade som var uønsket af alle andre end sine

bagmænd? Da ”Low” endelig udkom i 1977 var både fans og anmeldere forvirrede22.

Mange troede det var en joke, mens andre lovpriste Bowies nye stil. Morsomt nok

viste det sig at pladen delte anmelderne i to lejre. Den ene lejr mente at den første

side af pladen var den bedste og at den anden side var noget bras. The Rolling

Stone skrev at Bowie var bedst når han arbejdede inde for rockens og poppens

skabeloner, fordi hans band tvang disciplin ind i hans sangskrivning. Noget der

simpelthen manglede på side 2's ”space-rock” som de skrev. Den anden lejr af

anmeldere mente at den ”nye” Bowie, på side 2, var langt mere interessant end på

side 1. Billboard mente, at side 2 viste Bowie som den komponist han havde udviklet

sig til og sagde endda at de instrumentale numre skabte en stor kontrast til de korte

”hard-rock” sange på side 1. Endvidere mente de at disse numre, med tiden, ville

appellerer stærkt til den seriøse Bowie fan der havde fulgt hans musikalske udvikling

siden den tidlige alder. Det var dog John Rockwell, anmelder for The New York

Times, der opsummerede ”Low” fuldstændig i en enkel sætning:

”Once Mr. Bowie's fans overcome their initial shock at his latest change in direction,

they may realize that he's made one of the finest disks of his career

21Hugo Wilcken: ”David Bowie's Low” Side 28 – 29 Ebook 33 1/3 2005 og Thomas Jerome Seabrook - ”Bowie in Berlin – A New Career in a New Town” Jawbone Press 2008 Side 250 – 25422 David Bowie's ”Low” Side på Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/Low_%28David_Bowie_album%29

Afsnit 4: ”Reception” - Citater fra diverse anmeldere

27

http://en.wikipedia.org/wiki/Low_(David_Bowie_album)


Netop denne påstand viser sig at være fuldstændig korrekt. ”Low” er vokset siden

1977 og er siden blevet hovedalbummet i David Bowies såkaldte ”Berlin-trilogi”,

bestående af: ”Low”, ”Heroes” og ”Lodger”. ”Berlin-trilogi” er dog et paradoksalt navn

da det kun er efterfølgeren ”Heroes” der egentlig er indspillet i Berlin.

”Low” er en plade der er ældet med ynde. Musikken i slut '70'erne/start 80'erne

ændrede sig drastisk ved introduktionen af den håndholdte synthesizer som især

punkscenen, der var modnet og blevet til new wave, tog til sig. Her kunne man

tydeligt se pladens arv da eventyrlystne musikere tog synthesizeren til sig for at

skabe nye og interessante teksturer. Akkurat som Bowie havde gjort det på ”Low”.

Britiske The Cure fik, i 1980, udvidet deres trio som med en keyboardspiller og med

Robert Smith (sang, guitar, keyboard) i front, indspillede de deres andet album

”Seventeen Seconds” (1980). Her fandt man et stort fokus på minimalistiske tanker

og keyboardets syntetiske klangflader i et lydunivers som Smith siden har fortalt var

meget påvirket af ”Low”. På sangen ”Play for Today” genkender man både det kolde

keyboard med den catchy melodi, Smiths tørre sangforedrag og det rislende bækken

som taget direkte ud af ”Sound and Vision”. Dog aldrig uden at blive en pastiche. Et

andet britisk band Warszaw havde taget deres navn direkte fra nummeret

”Warszawa” selvom de senere ændrede navnet til Joy Division. Forsanger Ian Curtis

tog sit eget liv til tonerne af Iggy og Bowies ”The Idiot” men det var på numre som

”Love Will Tear Us Apart” og albummet ”Closer” (1980), at den minimalistiske, synth-

baserede melankoli fra ”Low” var tydeligst. Bernard Sumners (guitar, keyboards)

hjemmebyggede synths sendte mange hilsener til den instrumentale del af ”Low”. Da

synthpop scenen brød ud i 1981 med bands som Depeche Mode og Pet Shop Boys

var det ikke længere svært at se hvor meget ”Low” havde betydet. Man kan høre

”Low” i bands som U2 og Coldplay, der sjovt nok har plader produceret af Brian Eno.

Britiske Radiohead lavede ”en ”Low”, da de efterfulgte deres universelle mesterværk

”OK Computer” (1998), med den fremmedgjorde og gennemført formidable ”Kid A”

(2000) som bar på klare ”Low” referencer. Vokalen var gemt væk og fragmentarisk,

lyrikken handlede om depression og folkemord mens musikken var kold,

28


minimalistisk og syntetisk. Alle medier skreg at Radiohead havde lavet ”kommercielt

selvmord”, men for mange var det svært ikke at sammenligne dette træk med det

Bowie havde gjort med ”Low”. En musiker der for alvor redefinerede sin karriere.

David Bowie selv brugte ikke meget tid på at promovere eller tale om ”Low” da den

udkom i 1977. Han havde travlt med at lægge kokain på hylden, passe sin søn og

drikke sig pløre stiv med Iggy i Berlins natteliv. Men siden hen har en ældre Bowie

indrømmet at ”Low” er noget helt specielt, og en af hans personlige favoritter. Det

sås i 2003 hvor Bowie gik på scenen i New York og spillede hele ”Low” live, fra start

til slut, foran et måbende publikum.

Den største kompliment kom dog i 1992 hvor Phillip Glass, der oprindelig var en af

de avantgardekunstnere der havde påvirket Bowie og Eno, baserede en symfoni på

numrene ”Warszawa”, ”Subterraneans” og ”Some Are” fra perioden omkring ”Low”.

Et trick han gentog 4 år efter med ”Heroes”. Glass genkaldte sig første gang han

hørte ”Low” og sagde, at han aldrig havde hørt popmusik med så stor artistisk

ambition. Han sagde også at Enos og Bowies bastard mellem verdensmusik,

eksperimental, avantgarde og rock var med til at redefinerer fremtiden for populær

musikken. Han mente at ”Low” og resten af Berlin-trilogiens fortsatte indflydelse på

kommende generationer, var med at sikre dem pladsen som nogle af hvor tids ”nye

klassikere”.

KonklusionEn klassiker er et stærkt ord at bruge. Men som man vil forstå, er ”Low” netop et

resultat af tre – fire mænd: David Bowie, Brian Eno, Tony Visconti og Iggy Pop og

deres fælles kamp for at komme op af dyndet, finde en ny mening og samtidig skabe

ny, stærk og anderledes kunst. Lykkedes det for dem?

Jeg indspillede i 2011 en EP med mine egne sange. Jeg havde, for første gang, en

klar ide i hovedet om hvordan jeg ville have disse sange til at lyde. Men hver gang

jeg skulle beskrive disse ”indre teksturer” for mig selv gik jeg i baglås. Jeg havde

desværre ikke Enos ”oblique strategies” ved hånden og derfor måtte jeg ty til andre

29


midler. Som den musikhistoriske narkoman jeg er, gik jeg på jagt i min pladesamling

og fandt ud af at den indre lyd jeg havde i hovedet rent faktisk var ”Low”. Jeg endte

med at lave et væsentligt anderledes lydunivers på pladen, men jeg synes det

beviser hvor stærkt et album ”Low” er. ”Low” er en plade, hvis lyd man har på

hjernen. Et helt univers af lyde, ideer og kreativitet som igen og igen har influeret

mange musikere. Så forskellige kunstnere som The Cure i 1980, Phillip Glass i 1990,

Radiohead i 2000 og mig selv i 2010. Altså holder pladen stadig her små 40 år efter.

Det må siges at være et holdbart værk.

- Simon Heggum, Ollerup, 2012

30


David Bowie: ”Low” - Litteraturliste:

Primær Litteratur:

Bowie in Berlin – A New Career in a New TownBog af Thomas Jerome SeabrookJawbone Press 2008UK Sprog: Engelsk

David Bowie's LowEbook af Hugo Wilcken33 ½ 2005UKSprog: Engelsk

Sekundær Litteratur:

David Bowie – Station til StationBog af Jan PoulsenGyldendal 2006DanmarkSprog: Dansk

BowieBog af Marc Spitz Oversat ad Steen FiilKlim 2011Sprog: Dansk

Run for the ShadowsArtikel af John RobinsonUncut 2010Sprog: Engelsk

White Shirt, Black NoiseArtikel af Thomas Jerome SeabrookRecordcollector 2010Sprog: Engelsk

31


Berlin – On Both Sides of the WallArtikel af Herbert SochurekNational Geographic 1960Fundet på http://citynoise.org/article/10205Sprog: Engelsk

25 Afgørende Begivenheder i VerdenshistorienBog af Lars RingholmDansk Supermarked/Det historiske hus 2007Sprog: Dansk

David Bowie's Low: An analysisAnalyse/artikel af James O'CallaghanHjemmeside 2012http://www.sfu.ca/~jdo1/low/low.html

Mellotron.comHjemmeside om mellotronenHjemmeside 2012www.mellotron.com

WikipediaFlere brugereOnline leksikonSider om David Bowie, Low, Iggy Pop, The Idiot etc.http://en.wikipedia.org/wiki/

The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars: The Motion PictureDVD 2004Interview med Lou ReedOprindelsesår: 1973

32

http://en.wikipedia.org/wiki/

http://www.mellotron.com/

http://www.sfu.ca/~jdo1/low/low.html

http://citynoise.org/article/10205

Documents

David Bowie - Low