1

det gode lys AF HANS HERTEL

2

3

det gode lys

& DET GODE LIV

Poul Henningsen – belysningspio-

neren og oplysningsmanden, der

var med til at forme det mo-

derne Danmark og ’den skan-

dinaviske model’

Af Hans Hertel

Forfængelig mor og

ung opfinder

Arkitekt med meget mere Poul Hen-

ningsen (1894-1967) – kaldet PH – elskede

at fortælle, hvordan det begyndte med hans berømte

PH-lampe. Den første impuls kom i 1907, da han var 13

og flyttede med sin familie fra lillebyen Roskilde, hvor

de havde petroleumslamper, ind til det revolutionerende

elektriske lys i storbyen København.

Overgangen fra stinkende gas- og petroleumslamper

til elektriske glødelamper var et stort civilisatorisk og

hygiejnisk fremskridt, og Edisons første kultrådsgløde-

lampe gav et smukt lys. Men de senere spiralpærer –

nøgne eller med opaliseret mælkeglas – sprøjtede lys

ud over rum, gader og mennesker, på bekostning af ly-

sets kvalitet. PH’s mor var forfængelig, fortalte han, og

hun ”regerede frygteligt med lyset, så hun kunne blive

tilstrækkeligt køn … det gjaldt om at få et douce’t og

behageligt lys”. Derfor tog unge Henningsen fat på at

afblænde husets lamper.

PH var altmuligmand – det englænderne kalder a Jack-

of-all-trades. Han var multikunstner: arkitekt, opfinder,

designer, sangskriver, lyriker og filmskaber. Han var

kunst- og arkitekturkritiker, blev siden almen kulturkriti-

ker og debattør – og endte som en art folkepædagog. De

sider befrugtede hinanden, men praksis kom før teori.

PH var barn af 1890’ernes berømte ’frie kærlighed’. Hans

mor, forfatteren Agnes Henningsen, fik ham uden for

ægteskab med en københavnsk journalist og boheme.

Han blev sat i pleje hos en snedkerfamilie i provinsen, og

på sin tre års fødselsdag fik han en høvlebænk. Det var

godt set af snedkeren, for håndelaget og det taktile for-

hold til materialer og redskaber var fra starten en central

komponent i PH’s kreativitet.

”Mit skabende liv var det tekniske,” sagde han og kald-

te sig både snedker, murer og mekaniker. Som dreng

byggede han flyvemaskiner, dræsiner og drager, som

17-årig fik han et legat for at have opfundet en ”selv-

pumpende cykel”, og fra 1919 gjaldt det lamper. Først

prismelysekroner og rubinglasskåle der skulle gøre hans

mor kønnere, men efterhånden blev det til forsøg på at

løse almene belysningsproblemer.

4

Anvendt kunst og lysets skønhed

Henningsen gik i murerlære og tog kurser i bygnings-

lære og matematik. Reelt var han autodidakt. Fra 1919

arbejdede han med boligbyggeri, og fra 1921 var han

arkitekturmedarbejder ved dagbladet Politiken – den

første i Norden. Hans byggeside behandlede bygnings-

og brugskunst, trafik, by- og landsplanlægning – også

byens genstande, fra plakatsøjler og kiosker til telefons-

kabe og gadelygter. Bagved lå et nyt socialt arkitektur-

begreb: arkitektur er anvendt kunst der skal bygge sam-

fund og skabe bedre vilkår for menneskers liv i lys og

luft, frihed og lighed. Form bestemmes af funktion, og

man bør bygge i nutidens stil, ikke stilarkitektur i forlo-

ren ”kejserpragt”.

PH skrev også om lys og søgte en såkaldt naturvidens-

kabelig løsning: ”lys der gengiver smukke ting på den

bedste måde – smukke former, smukke farver, smukke

stoffer”, skrev han i 1924. Udfordringen var at afskærme

og fordele lyset, så det blev praktisk, klædeligt og ska-

bte kontrast. Det baksede han med i primitive lysværk-

steder som han indrettede i sine huse. I 1921 tegnede

han en flerskærms kuglelampe til en kubistisk spisestue

i Aalborg, og en udendørslampe kom op i København.

Tigerspring og hvide fugle

Det første tigerspring kom i 1925, da PH skabte nye

lampetyper til en international kunstindustriudstilling

i Paris: Exposition Internationale des Arts Décoratifs et

Industriels Modernes, der gav navn til den elegante stil

Art Déco. Udstillingens krav var at efterligning var band-

lyst, alt skulle formes ud fra moderne skønhedsidealer.

PH’s seks bord- og hængelamper i ti varianter, bl.a. en

stor kuglekrone, vandt seks guldmedaljer. De fornyede

både form, afblænding, lysstyring og lysøkonomi, og de

svarede til PH’s ideal: at udforme dagliglivets genstande,

så de kunne demokratiseres i maskinmæssig standardi-

sering. Men modellerne for dyre at fremstille.

Næste tigerspring kom i efteråret 1925, da PH ved et

radikalt greb nåede frem til den egentlige PH-lampe

med tre skærme. Den blev ligesom Pariser-lampen

udført af Louis Poulsen & Co., der fra 1924 var hans sa-

marbejdspartner, og det blev også et kommercielt scoop,

da firmaet i vinteren 1926 – foran to tyske konkurren-

ter – vandt licitationen om belysning af en internatio-

nal biludstilling i Københavns nye udstillingshal Forum.

Firmaet lynproducerede 120 stk. af lampen, og da den

hang under loftet i Forum, skrev en avis: ”De hvide fugle

fløj gennem kæmpehallen”.

Snart fløj fuglene også ud i de tusind hjem, i restau-

ranter, kontorer og institutioner. Det første år blev der

solgt 12.000 eksemplarer i Danmark, og hængende

og stående varianter blev fabrikeret fra Deutsche PH-

Lampenfabrik i Karlsruhe og markedsført i mange lande,

parallelt til nye mærkevarer som møbler, grammofoner,

skrivemaskiner og biler. I 1929 kom lampen op på Kölner

Bahnhof, mens en dansk pressekampagne forhindrede

at ’disse moderne rædsler’ blev købt til Københavns Ho-

vedbanegård.

5

6

7

Spiralmønster og ’brand’

Med treskærms-modellen – tallerken, skål, kop, som PH

selv sagde – var han nået frem til et enkelt koncept:

varmt, blændfrit, ensartet lys med bløde skygger, i et

kompromis mellem afskærmning, udnyttelse af lysets

sanselige kvalitet og æstetisk skønhed. Efter Paris-udstil-

lingen kaldte han sig stolt ”belysningsmester” og siden

”lampist”, og de næste 40 år varierede han ’PH-syste-

met’ i stander-, bord-, hænge- og loftslamper i opalg-

las, kobber og bronze, lakerede og farvede – i skærm-,

krone-, kugle-, spiral- og tallerkenform. Foruden tennis-,

tandlæge-, operations-, restaurant- og gadelamper.

PH-lampen fulgte kubismens klare former, og lampens

geometriske kurve: den logaritmiske spiral blev et arke-

typisk mønster i PH’s design. Han satsede ugenert på at

blive et brand. Lampens succes gjorde initialerne PH til

et varemærke som han satte i kæmpebogstaver også på

sine drager og på udstillinger.

’Brandet’ PH blev forstærket af hans kontroversielle tid-

sskrift Kritisk Revy. Det blev over tre årgange 1926-28

kendt og frygtet for sin kamp for ny bygge-, bolig- og

anden kultur. Frygtet af ældre arkitekter for sin respekt-

løse saglighed – og forgudet af yngre arkitekter i hele

Skandinavien, bl.a. finnen Alvar Aalto.

Josephine Baker og Scandinavian Modern

PH’s ry som den frække oprører voksede i 1928, da Jo-

sephine Baker var på gæstespil i København og blev

angrebet af kvindefjendske og racistiske sædelighedsa-

postle. PH forsvarede hendes ”nøgne naturlighed”, og

hun lærte ham noget nyt om krop og rytme. Fra 1929

blev han fornyer af revykunsten ved at skabe en sam-

fundskritisk meningsrevy og en ny viseform, baseret på

talesprog og jazzrytme.

I sit arkitektur- og designsyn var PH en skeptisk moder-

nist. Han var kritisk mod udvendig formalisme i meget af

tidens højmoderne stil, men der er vigtige ligheder mel-

lem ham og Bauhaus, det hollandske De Stijl og fransk-

manden Le Corbusier. Hans ideal var enkle, funktionelle

former i materialer egnet til serieproduktion.

Den stil fandt han også på Stockholm-udstillingen 1930,

der navngav begrebet funktionalisme, internationalt

8

kendt som Scandinavian Modern. PH hyldede udstillin-

gens nye bolig- og møbeltyper, det elegant kølige må-

dehold, de nye skønhedsværdier i stål, glas og cement

og i brugen af lyset.

Funktionalismen og ’Det Moderne’

PH så funktionalismen og kubismen som tidens stil, sa-

glig og klasseløs, og han udvidede det til et bredt soci-

alt-politisk program. ’Det Moderne’ var demokrati, kritisk

humanisme, internationalisme og ny form som sider af

samme sag. Han kaldte det kønt demokratiets lyse som-

merprogram, og det omfattede også kvindefrigørelse og

– mest kontroversielt – en ærlig seksualmoral for unge.

Han mente at tidens nye kunstformer virkede indirekte

politisk ved at ”ændre mentaliteten i moderne retning”,

og i 1934 skrev han at demokratiets ”vigtigste kulturre-

sultater” er ”funktionalismen, jazzen, dansen, friluftsli-

vet og den deraf flydende elskov”. Deraf flydende – me-

get malende! Meget provokerende.

Programmet Det Moderne var vendt mod bagstræv og

reaktion i alle former, især den der fra 1933 kom sni-

gende fra Hitler-Tyskland og smittede danskerne med

hidsig nationalisme. Den kolliderede PH med, da han i

1935 skabte sin Danmarksfilm for Udenrigsministeriet.

Filmen giver et poetisk billede af det moderne arbej-

dende land, men den blev angrebet som ”upatriotisk”

– også fordi den var underlagt med jazz, som kritikerne

foragteligt kaldte ”negermusik”. PH blæste utrætteligt

til kulturkamp mod nazismen og for ytringsfriheden der

blev undermineret af truslerne fra Tyskland.

Ikon og sikkerhedsnet

”Den der søger sammenhæng, må sprede sig,” skrev PH

i 1932, og de næste 30 år spredte han sig i højeste gear.

Den ene hånd skrev artikler og redigerede tidsskrifter.

Den anden hånd digtede revyviser og lavede film. Den

tredje tegnede fabrikker og huse, stålrørsmøbler og et

berømt glasflygel. Den fjerde holdt om mikrofonen ved

foredrag og debatter i alle ender af landet. Den femte

kreerede nye lampemodeller:

I 1935 kom Globen, i 1942 Tivoli- og Spirallampen, og

efter krigen fulgte en hel kædereaktion: 1957 Kuglen;

1958 Kuglelamellampen, den svævende Koglekrone og

den enkle og højpopulære A5; 1962 Kontrastlampen;

1964 den elegante Spirallampe.

Nu er PH-lampen et ikon der kan beses på designmu-

seer fra New York til Tokyo, men den fik også økonomisk

betydning som sikkerhedsnet for PH. Da han i 1943 som

antinazist måtte flygte til Sverige, levede han bl.a. af at

producere en udgave med plisseret papirskærm og sæl-

ge den via Kooperationen. I 42 år var Louis Poulsen &

Co. både hans kreative miljø og en base der gjorde ham

uafhængig af medier, myndigheder og organisationer,

når han tirrede den offentlige mening.

Også stilistisk ser man den røde tråd. PH-lampens loga-

ritmiske spiral går igen i hans snegle- og spiralformer

– fra kameraets cirkelbevægelser rundt om Københavns

tårne i Danmarksfilmen til hans slangestole, vindeltrap-

per og lamper. Spiralen symboliserer dynamik: hans tro

på fremskridt, drømmen om det kreative samfund.

9

a

Y

0

a

X

53°R

106°

106°

a=37

53°

53°

10

11

frihed PH var en krydsning af socialist, liberal individualist og

småanarkist. Han bekrigede ”livets fjender”, som han

sagde – alt hvad der binder os på mund og hånd: for-

domme, vanetænkning, intolerance og hykleri. Hans

evangelium var: individet over partier, organisationer,

religioner og autoriteter. Individet over staten. Med sit

klarsyn og sit mod, sin udholdenhed og sin respektløse

slagkraft var han med til at forme det moderne Danmark

og ’den skandinaviske model’, også som stil.

Han krævede kvalitet for de rammer vi lever i – og det

lys vi ser dem i. Til ”livets fjender” hørte neonlys. I Louis

Poulsens blad, som han redigerede i 25 år, rasede han

mod lysrørspesten – det grelle lys der kun står til plas-

ticfarver, gør folk blåhvide som skummetmælk i ansigtet

og kun duer ”når damer vil ha’ generende hårvækst fjer-

net”, mente han. Her foregreb han vor tids hallogenlam-

per og sparepærer.

Kernen i PH’s belysningsfilosofi er at lyskultur er både

kunst og design for living. Lyset der er tilpasset de fysio-

logiske love, skaber velvære, rum- og sanseoplevelse,

uanset om vi spiser, elsker, arbejder, dyrker sport, bliver

undervist eller ser på kunst.

Frem for alt var PH kunstner. Hans genistreger er tidss-

kriftet Kritisk Revy, Danmarksfilmen, fornyelsen af revy-

en – og først og sidst Lampen. I de sidste år blev hans

kulturkritik formørket af kulturpessimisme. Han frygtede

at ”industridiktatur”, forbrugerisme, reklame og masse-

mediernes pop hjernevasker os til småborgerlig

konformisme. Han jævnførte det endda – meget drastisk

– med nazismens ufrihed.

Men som kunstner fungerede han til det sidste, når han

legede med drager og ord og armaturer – de modeller

der stadig lader sig tilpasse til nye rammer verden rundt.

Lampen af 1926 udgik fra tidens stilrevolution, men

transcenderede den, og det illustrerer PH’s paradoks:

”Kun tidspræget kunst lever evigt!” Det gør den magiske

lampe. Han varierede den i stadig nye former og far-

ver, men han fastholdt det basale skærmprincip og det

kunstneriske krav til lysets kvalitet.

Ånd og lys

Lysets kvalitet – og lysets konstans, kan vi tilføje, for her

er et historisk perspektiv. Klassikerne taler med hinan-

den hen over århundrederne.

I 1926 skrev PH’s forfatterven Otto Gelsted et digt til PH-

lampen. Det hylder ”lampens lysende logik”, hvor ”den

gamle pagt af ånd og lys / fornys”. Nogle år senere

sendte Gelsted sin ven to linjer af lyrikeren Thøger Lar-

sen som han huskede sådan: ”Det var det samme sols-

kin, / som Isaac Newton så.”

Skønheden i de linjer er ikke bare rytmen og bogstavri-

met, men visionen. Jeg ser to billeder: 1667 står fysike-

ren Newton på Trinity College i Cambridge og opdager at

det hvide lys er sammensat af alle spektrets farver. 1925

står PH på et sortmalet loft i sit rækkehus med et stearin-

lys og et stykke papir – og når frem til sin lysende logik.

Det er jo ikke tilfældigt at 1700-tallets oplysningsbevæ-

gelse på hovedsprogene har navn efter det fysiske lys:

på engelsk Enligtenment, på italiensk illuminismo, på

tysk Aufklärung, på spansk la Illustracíon, på fransk les

lumières. Lysmager Henningsen var oplysningens mand,

knyttet til dens grundværdier: videnskabelig fornuft,

tros- og talefrihed, menneskerettigheder, humanistisk

tolerance. Ikke mindst når han fulgte sin lysende sti og

sin vision: det gode lys som del af det gode liv.

& KVALITET

12

www.louispoulsen.com