Digitaliseret af / Digitised by

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk

Flakkebjerg Institut. 1910—1912.

Det er en Grundbetingelse ved Læsningen af Aarsberet ninger fra de Anstalter, som i Henhold til Børneloven af 1905 er anerkendt som Opdragelsesanstalter for »særlig vanskelige Børn«, hvad enten de saa benævnes »strengere«, som mange ynder til Skade for Arbejdet, eller »Ungdomshjem«, som Betænkningen til Revision af Børneloven foreslaar, — det er en Grundbetingelse, at det erindres, at der her er Tale om Løsningen af en i alt væsentligt ny Opgave: den nemlig — i Følelsen af Straffemidlernes Afmagt og Uretfærdighed — at yde Hjælp gennem Opdragelsen til unge, væsentlig i Alderen fra 15—18 Aar. Hvad der tidligére er kaldt Opdragelsesanstalter, har sin Basis i Alderstrinnene før Konfirmationen; først med Børneloven blev der af Loven knæsat et Opdragelsesarbejde for den konfirmerede Alder.

Hvad der i saa Henseende hidtil er ydet i vort Land — altsaa siden 1905 — er Forsøg og skal og maa nødvendigvis ses under denne Synsvinkel, Forsøg, som i det væsentlige ere foretagne under saare vanskelige Forhold, under en stærk Kritik, der — med Rette eller Urette — har gennemtrængt hele vort Folk og ikke mindst selve de Skarer, som Loven tog Sigte paa, og som skulde hjælpes. Den Ro, som ellers er regnet som Betingelse for hjemligt Arbejde og Udvikling, har saa langt fra været til Stede, at der meget mere har sat sig den Opfattelse fast, at en Opdragelsesanstalt skal være som en aaben Bog og dets Livs Enkeltheder naturligt Stof for offentlig Debat, skønt — hvor findes det Hjem i vort Land, hvis Børn ikke vilde tage Skade af saadanne Forhold? Og hvorledes da kræve det af de Hjem, hvor de mange Hjems vanskeligste Børn samles?

2

Nuvel, vil man sige, men det er netop denne Opgavens Vanskelighed, der ængster og tvinger til Opmærksomhed, at der ikke skal ske Fortræd over for disse Børn.

Der er hertil for det første at sige, at der ikke er Tale om Børn, men mere om unge — Gennemsnitsalderen er 16—17 Aar —• og saadanne unge, hvis Udvikling ofte førte Forældrene til Fortvivlelse før Anbringelsen, saafremt det da var Forældre, som kendte deres Pligt — hvor Skylden saa end laa. Altsaa et Alderstrin, hvor der ikke mere kan tales om Uskyld eller Ansvarsløshed, men vel om manglende Erkendelse og Karakter

udvikling. Dernæst maa det siges, at Anstaltsopdragelse ogsaa paa

anden Maade er født af Nød: Samfundets Nød og Afmagt over for disse Skarer, hvem de sædvanlige Midler kun syntes at bringe

længere ud i Uføret. Og endelig maa og skal det siges, at den Kritik, der er rejst,

i mange Maader har fæstet sig ved Enkeltheder og enkelte Tilfælde og Fejlgreb af den Slags, som maa forekomme, hvor en saa svær Gerning skal gøres, og, ikke har glædet sig i nær samme Grad over de Kampe, der er kæmpet paa disse Steder for at bygge

Hjem til Afløsning af Straffens Elendighed. Der er her lang Vej frem, om Maalet i det hele kan naas i

vort Land: at faa den offentlige Straf drevet tilbage fra den umyndige Alder uden samtidig at svække Villierne, thi i denne Gerning er det jo Opdragelse og Villiesbefæstelse og ikke Pleje i almindelig Forstand, som der skal sigtes paa.

Et af Midlerne til at vinde frem, er god Oplysning, sikker Underretning af dem, som har Ansvaret for Gerningen og Tilsynet med den paa Samfundets Vegne. Overfor megen af den Oplysning, som er spredt ud gennem Pressen, tiltrænges et reelt Oplysningsarbejde for den, som virkelig selv vil tænke over Arbejdet, virkelig selv har Interesse for det. Og saadan Oplysning bør bl. a.

ogsaa en Aarsberetning give. Men her møder der ganske vist en Vanskelighed. Thi den

Oplysning, som slaar igennem al Tvivlen og Mistroen til Gerningen, det er ikke Oplysning om Mad og Klæder, Skole, Arbejde eller Fornøjelser, ej heller om Straffe; thi den, der har Forstand, ved, at der findes mange Maader at straffe paa, naar der endelig skal straffes, og hans Mistro vil stadig skaffe sig ny Næring. Den Oplysning, som slaar igennem, er Oplysning om, hvad der

3

kommer ud af Arbejdet, hvilke personlige Frugter Gerningen bærer, og hvor findes der her Stof til Sammenligning? Hvor forlanger man andre Steder Resultater? I vort Lands Kostskoler? Nej, der spørger man om Eksamensresultater, ikke om personlig Moral og Udvikling. I vore Fængsler? Nej, der ventes næppe store Resultater, Samfundet har straffet, Samfundet har gjort sin Pligt. Men paa Opdragelsesanstalterne? Jo, der forlanges store Resultater, og det til Trods for, at vor Skare netop er sendt os for at undgaa den ellers nødvendige offentlige Straf. Overfor nedenstaaende Oplysninger bør der derfor stilles det Spørgsmaal, om man vil være retfærdig: hvorledes vilde det være gaaet disse unge, om de ikke vare komne paa Opdragelsesanstalt? Og saa dette: hvor er det en fortvivlet Alder — 18 Aars Alderen — at sende de unge ud i Verden efter ganske faa Aars Vejledning!

Jeg anser det for min Pligt gennem Aarsberetningerne at lægge Arbejdets Resultater saa klart frem som muligt i Haab om, at en sanddru Redegørelse uden al Lyrik vil være det bedste Middel til fra Aar til Aar, jeg fristes til at sige fra Aarti til Aarti, at bevise Opdragelsesarbejdets Værdi. Thi langsomt maa det gaa fremad, og endnu er vi kun i Forsøget, i Begyndelsen.

For Klarheds Skyld samler jeg Instituttets Elever efter Anbringelsesaarene, saaledes at jeg benævner den Gruppe Elever, som jeg modtog her i November 1907 som Hold 0, de fra November 1907—April 1910 modtagne Elever som Hold 1, og de i nærværende Toaarsberetnings Tidsrum modtagne Elever som Hold 2. Ved at holde Aarsberetningerne sammen fra To-aar til Toaar vil den kyndige og grundige Læser da kunne følge Udviklingens Gang ret tydeligt, og danne sig en Mening om Resultaterne.

Hvad angaar Hold 0, om hvilket Oplysning gaves i sidste Aarsberetning, Pag. 4, da kan det ikke nægtes, at det triste Billede, som der gaves, er blevet yderligere trist. Om vi end ikke har kunnet holde Forbindelse med alle de herhenhørende 35 Elever, er det dog kun ganske faa, om hvem vi ikke i nogen Maade ved Besked, og kun lidet af dette er glædeligt. Jeg maa ved dette mindes et Ord af en. afgaaet Anstaltsforstander, som med Iver søgte at gennemføre Forbindelsen med sine Elever. Han sagde: Bedømmer vi vort Arbejde efter 18 Aars Alderen, fristes vi til at opgive vor Gerning. Bedømmer vi det efter 25

Aars Alderen, ser det lysere ud. Af let forstaaelige Grunde, bl. a. fordi Oplysningerne er for usikre til at bygge noget sikkert paa, ønsker jeg ikke at lægge det Billede frem, som de forhaanden-værende Oplysninger giver, men kun sige dette, at Forstanderskifte altid er en trist Ting paa en Anstalt, fordi der altid maa gaa meget i Stykker. Det er saa at sige ugørligt at skabe noget personligt Forhold mellem den nye Forstander og den gamle Skare, som paa den Maade bliver hjemløs. Dette Forhold maner stærkt til at fare varligt over for Anstalterne, selv hvor Kritik maatte være berettiget, og til at fremarbejde et forstaaende Tilsyn, som med aandelig Myndighed kan revse, hvor der skal revses, og værge, hvor der skal-værges.

Hold I. Elever optagne paa Instituttet November 1907— April 1910.

(Se Skema Nr. 1).

1. Det vil af Skemaet ses, at Instituttet har gennemført sin Opgave med samtlige til det i dette Tidsrum betroede 63 Blever saa langt dets Myndighed strakte. Kun een Elev (A—4) blev under særlige Forhold opgivet i Utide, 5 Elever overførtes til fortsat Anstaltsopdragelse paa Braaskovgaard eller Aandssvage-anstalt, og heraf har to vist sig opdragelige. Endvidere er tre blevne straffede efter at være udskrevne (foreløbig eller endelig); men Instituttet staar i Forbindelse med dem og nærer ingen Tvivl om, at Arbejdet her har haft sin store "Betydning og fremdeles vil faa Betydning for dem, at dømme efter Breve og andre personlige Vidnesbyrd. Nægtes kan det heller ikke, at den Lediggang, som kendetegner en ikke ringe Del af den københavnske Ungdom og i saa høj Grad viser sig aabenlys paa Gaden, erobrer en og anden, antagelig tre, betegnet med: ustadig Virksomhed, uden at det dog dermed paa nogen Maade er givet, at de bliver Ofre for fortsat Vagabondage. Af de den 1ste April 1912 endelig udskrevne 24 Elever, var 13 tilfredsstillende (3 særdeles god, 3 meget god og 7 ret god Udvikling). Det maa herved erindres, at Instituttet havde en vanskelig Opgave i de første Aar, og at det maatte tage Tid, inden de givne Indtryk af Livet her blev harmoniske og roligt opbyggende.

2. Endvidere vil det ses, at ca. %, (nu i August 1912 kun fem) opdrages paa Instituttet, medens Kesten er gaaet ud i fri

5

&d 3 u æ 3 a

X f l CD

GQ H CQ

?—i

SH CD o . o o SH \ ^ O m rw i> r UJ ph O d -O s ̂

M 5-^" bjj K" K*" O O O

CD 00 *> *> O O O . O ' ^ o> V CO

C» GO I> l> lO O O O O O GO O 00 o O ^G0 CM l> -o CD

(M ^ OJ O (M CO

'CQ CO o r-LO

o o o o ^ o o o o o

CO ̂ CD m l> r-l 1—i CD lO l> iO pH PH PH P? > > 5> > O O O O

e O ̂ O ̂ O ̂ O o o ̂ ^

l O C D t - G O O i O H C q c O ^ i O

r—I CO r-H r-H r-H i-H i— i— i-

CO N CO Ci

6

O

S

2 -4-̂ C/2 , CD S ^

H P

"TD n3 n3 O O O bC bfi M

Ph Ph

§ ̂ ̂ CQ 'H ̂ ̂PfflflQ

CD 4^ 4^> 2

• i—i -p> m fl

c3 © ri > cu s-i m

TS ri &D

• r—I

rO Q 'o f-i O

pp

Ti T$ O . O . r ^ J . r ^ j iUjr-̂ J 'OD O '"S PrCSr7jr̂ r73rC5

S) 02 æ

n3 r—I S

02

_2 -P CD /S ^ 03 " S

02

t3 • TJ O T j o O M O M O O O O O i l D O b J ) 6C bJD 60 &C bfi &0 bfi hC -P 4-2 -P -P 4 ̂ o -p

7

CM —H ?—i rH (!) r-̂ r-̂ h£JS J2 n3 HO

P æ P P

bD • pH

JS "© SH

I I o •- S fH fH kJ © æ ^5 Ti S P P

bD • H

J3 ^© O

bD bD • PH • rH r& Q Q © fH O

te CD >

rfP « > £

fH j| 'H ̂n3 _i*j 02 ri 02 nS cg '"CS P CO ri

O o^> o^> C O ^ I O O i O I O T H ^ lO Oi

oo o 05 C5 C5 t» O O O O 05 Ol r» OJ o o o o C5 (M CJ o N JO m > > > > > > > > ^ C3

G0 O > > > M o o o o

ri ri

C5 l>- CD-—h Ci> 1 C5 f> o o o o 3 o o 3 o o

P3 >

W o o o M o

Pm PH PH > > >

CO o to lO « P3

o o

c6 ri ri

o tø

c o o i O H N c o ^ o i o CM CM CO CO CO CO CO CO t ~ t ~ c - ~ t ~ t - t ~ t ~ t - t — CO kO 00 00 Ci O 1—1 CO ( C t - t - t -

id N MO æ CO H HH OOOOCir—icOcO^Oi -*tH C D O C D M > N N O I -

CO I - 00 Gi O i—i CM CO t-H T—I CM

8

bC .3 'S p« Sh

G C

cé a> bo cl CD _

s a s > T§ p

CD

m

R-H

T3 © -+-> m m 2 O *CJ Ph O

bO O O *d O m ?H

W

CO I—L lO O i- i—

c 4^ 2

•+=>

CD -t-=>

• rH H-= æ ri

+3 æ ri

f-i O «-M ri ^ rH G «2 $ S-l > > > > -O o o o o o

lO H oo (M o oo TH iO lO o CO © t- t- t-- t- t— t-

cq cO iO co

CM

bp ni Q f-l ri= ci

2 ce S &o

C/5 C * ^

ifl

bX) bD G PQ c5 Ph

P fe

-4 ̂CD -4-̂ -4-̂ &

• f—i -4^> U1 ri

ce ce Cri CB

'XS ri CD

T$ • r—5 ©

rO f-l ce

Ti ni . . o o i ' t i bC 6D O O bD b£ •+2 -P CD

9

ci a PH O ti pH ©

Ti ri

bD CD • ph æ S

bD • i-H S PH ® , O

i>> PH v> -+3 CD bD > '•-* S, 'S ̂PQ m co xfi r̂ J • i-H

> s • S 03 pH i_J CO _=

S ^ P fe

ri > o3 o3 i—|

Ti o

CD H3

ri

*i co _ri 'S -4—i Til o s oj ph

_bp CD bD

CD

cé 03 bC S bD c« Si ̂2L bJD

£ '"S

ffi c3 PH

ri PH CD

Ti ri c3

cg PH

CD ri PH ©

pq

•n © PH >TJ cS ri bD S Pm ri

OD £ CD 4^> 02

O w

fe C/2 fe fe

o3 Ph PH Ph fe fe fe

Cl H —1 1 ic io! \ rH

bD bD \B ' Q 'OJ Ph Pi O C , «+H ,

æ co CD © _ > >

Ph 'C f co 02

Ti P P f

02 h3

P i

PH rH 1 &D 2 si

S b g O bO S pq

cS Ph

Tj . O

t— t- t-- i - t~ i — r- i - r— i - i— i - i ~ i -

bo d -+3 Ph

O

lO to t~ 00 Oi o (M CO Tfi lO ( O T - O O O S O H ( N C O - ^ C L O T - 0 0 0 5 0 ' H ( M r—I H H H (M (M (N !M N (M (M N W (M CO CO CO

10

Virksomhed under Instituttets Myndighed. Den Erfaring, som Livet her fremfor nogen anden har givet mig, er, at den rolig gennemførte Myndighed over for disse unge,' med den urolige Barndom, er en mægtig Støtte til god sjælelig Udvikling. Det er i mine Tanker ikke saa meget selve Anstaltslivet der har Evne til at styrke den unges Villie, som Bevidstheden om at staa under en Formynder, hvis Ord har Magt til at lede og rette om fornødent tvinge. Men sikkert er det, at saa længe det er Lov i Danmark, at den personlige Myndighed indtræffer i Henhold til Loven flere Aar, før den indtræder efter den personlige Udvikling, vil mange af de unge først af selve Livet paa eget Ansvar lære den nødvendige Villiesfasthed. Men det er min Tro — den, som Fremtiden skal bevise —, at under denne den enkeltes personlige Kamp for at holde sig oppe, vil Anstaltsopholdets personlige Indsats vise sig at være en betydningsfuld Faktor.

Hold II. Elever optagne paa Instituttet April 1910— Marts 1912.

(Se Skema Nr. 2).

Af de i nærværende Beretnings Toaar modtagne Elever — i alt 44 — ere fire atter udgaaede, nemlig een tilbagevendt til Hjemmet og tre til fortsat Anstaltsledelse. To ere foreløbig udskrevne, deraf en til Søs, i Henhold til Overværgeraadets særlige Ønske. Det lader sig ikke nægte, at Udsendelse til Søs af en vanskelig Elev er væsentlig det samme som Opgivelse af Ansvaret for ham, da det er umuligt at følge disse Elever, saa at man i paakommende Tilfælde kunde tage dem tilbage. Og denne Kendsgerning, som er adskillige af de unge bekendt, gør det vanskeligt at lide paa deres Udsagn om Tilbøjelighed for Søen, som ogsaa faktisk kun i forholdsvis faa Tilfælde er ægte. Dertil kommer de store Vanskeligheder ved at skaffe

Eleverne ud under betryggende Forhold. Af Hold 2 opholdt sig paa Instituttet den 1ste April d. A.

38 Elever, deraf 6 i Arbejde og Lære uden for Instituttet.

Tilsammen er saaledes siden November 190/ indtil 31te Marts 1912 optaget 107 Elever, og af disse er atter udgaaet 30 Elever endelig og 26 foreløbig. Paa Instituttet opholdt sig den

1ste April d. A. 51 Elever.

11

Alderstrinnet ved Optagelsen er siden sidste Aarsberet-ning steget fra 14,96 til 15,34 Aar, en ikke ubetydelig Stigning, som, om den fortsættes, vil forandre Opgaven, der blev stillet mig i 1907, og hvorefter Instituttet i de første Aar blev indrettet. Vanskeligere er Gerningen dog bleven derved, at Instituttet siden Sommeren 1911 i udpræget Grad har maattet modtage Elever fra andre Anstalter samtidig med, at Elevantallet er sunket, saaledes at der ikke har været den fornødne Modvægt i Tilgang af lettere paavirkelige Elever. Det maa jo i enhver Skole for konfirmerede være saaledes, at Disciplinen i meget væsentlig Grad opretholdes af Elevernes egen Æresfølelse. Det er som Regel ikke vanskeligt i en Skare af unge som dem, der efter Børneloven kan henvises til vore særlige Anstalter, at kalde paa deres Forstaaelse af, at det gælder eget Velfærd, at Hjemmets Udvikling og gode Navn bestemmer deres egen Fremtid, og at de Kræfter, som de selv lægger ind for at føre Hjemmet fremad, frigøres hos Lederen til at bane Vej udefter, naar de skal udskrives. Forstaas dette af Eleverne og værnes der herom fra Overværgeraadet, der er saa godt som eneste Anbringer paa disse Anstalter, da kan de fortjene det Navn, som tiltænkes dem: Ungdomshjem, da kan Ungdomsdage og Ungdomsrøer komme til at fylde Hjemmet og gøre dets Virksomhed til Genstand for vort Folks Sympati. Men glemmes det eller forstaas det ikke af Anbringeren, da bliver denne Udvikling en Umulighed, da glider Gerningen bort fra sit Maal: Opdragelse, og til en af de to Sider, som kan betegnes ved: Ung-domsyleje eller Internat. Der er sikkert i den senere Tid en stigende Erkendelse af, at der trænges til Værn om denne Gerning, for at den kan faa Lov til at udvikle sig i Ro og til Velsignelse for de unge. Men en af Betingelserne for dette Værn er Forstaaelse af Gerningen, saa at den Selvregulering, som tidligere bestemte Livet her paa Flakkebjerg i Kraft af den frie Tilslutning og Forstanderens Valg, nu kan erstattes af et virkeligt pædagogisk Samvirke mellem Anbringer og Forstander.

I det hele taget kan man nu med Rette spørge, om Anstalternes Udvikling i Retning af særlig skarp Udsortering af Frygt for »det sorte Faar« ikke har naaet sit Yderpunkt, og om Tiden ikke skulde være inde — i Kraft af den forestaaende Lov til at danne bredere Rammer for Tilgangen til Anstalterne, saa at Begrebet Opdragelsesanstalt kunde nærme sig det, der

12

ligger i Ordene Samfundshjem eller Ungdomshjem. For aande-lig og sjælelig Sundhed maa der til indenfor disse Skarers Rækker, om det skal lykkes os i Yirkelighedstroskab og uden Anstalts-lyrik at fremme vort Folks Tro til vor Gerning, den, som i det hele og store synes at være i stærk Dekadence. Optagelses-hjemmets Arbejde blandt de konfirmerede kan ikke andet end undergrave Opdragelsesanstaltens Tilværelse i et Land, som har personlig Myndighed i 18 Aars Alderen, og en Umyndiggørelse af de særlige Anstalters Elever til 21 Aars Alderen, vil i denne Henseende intet hjælpe, idet der kan være Fare for, at Værgeraadene vil sondre skarpt imellem Optagelseshjemmenes relative Frihed og Anstaltens Tvang, ogsaa for denne Aldersklasse. Men maaske vil Forskellen paa de særlige Anstalter og Optagelseshjemmene for konfirmerede falde, naar det efter den kommende Lov fastslaas, at Anstaltsopholdets Varighed væsentligt bliver afhængigt af Forstanderens Skøn om den enkeltes personlige Udvikling. Der vil da efter min Mening ingen Grund være til at anbringe paa Optagelseshjem for dette Alderstrin, da Eleven i bedste Fald lige saa godt kan udskrives hurtigt fra Anstalten som fra Optagelseshjemmet, og i værste Fald udgaar at skifte Opdrager ved straks at indføres paa Anstalten. Der synes mig her at være et Lyspunkt, som af den kommende Overinspektør maa kunne bruges til at føre Anstalterne for konfirmerede ind i sunde Spor. Det tiltrænges til visse. — En Værgeraadsformand, der for ikke længe siden overbragte mig en 17-aarig Elev, meddelte, at der i Værge-raadet havde staaet en Strid om, hvor vidt vedkommende skulde paa et Optagelseshjem eller paa en Opdragelsesanstalt. Præsten holdt paa det første »for at føre ham hurtigere frem«, men Formanden, som holdt paa det sidste, fik sin Mening igennem. »Jeg mener«, sagde han, »at et ungt Menneske, som i den Alder kommer langt ind i Uføret, maa ledes fremad af en fast Haand, om »Hjælpen« skal »hjælpe«. Skønt ikke udpræget »Anstalts-mand« i Ordets gamle Forstand, mener jeg, at Formanden havde Ret, Præsten Uret. Eleven er flink, villig, men ganske uden Fasthed i Tanke og Villie. Dygtig til Hænders Gerning, men fuld af tankeløse Fejlgreb midt i Arbejdet og uden Stadighed, hvor der ikke er Tilsyn, hvad skulde nogle Maaneders Ophold paa et uroligt Optagelseshjem kunne hjælpe her? Og vil det ikke være saaledes med de fleste konfirmerede, som kommer

13

paa Afveje? — Men der skal ganske vist en stærkere Erkendelse til, end almindeligt er nu, af at Gerningen som Regel bunder i Karakteren og ikke er nogen ulykkelig Tilfældiglied og af at en roligt og med Udholdenhed gennemført faderlig Myndighed er det bedste Læremiddel for den urolige Part af Værgeraadsinsti-tutionens Skare.

Det vil ved Gennemsyn af ovenstaaende Lister være iøjnefaldende, i hvilken Grad Eleverne ere blevne førte frem i forskellig Retning, hver efter formentlig Evne og Anlæg. Jeg anser det for rimeligt, at Tiden vil føre Arbejdet ind i roligere Leje i saa Henseende. Det gælder jo nemlig om i Valget med og for de unge at træffe de virkelige og ikke de formentlige Anlæg, ikke handle efter Elevens Øjebliksønske, men efter hans virkelige Tarv. Og dette kan være svært nok. Som »gamle Møller« begyndte med at lade sig lede efter Elevernes Ønsker, saa at de fleste gik ud i forskellig Lære, og kun faa i Tjeneste, men efterhaanden gled ind i fast Forhold til Landbruget, saaledes vil stigende Erfaring og Fasthed i det nuværende Anstalts-arbejde vistnok føre ind i større Evne til at lede Eleverne Anlæg i bestemte Retninger, bl. a. ud fra det rigtige Synspunkt, at det ikke kommer fuldt saa meget an paa, hvad der læres, som paa, hvordan det læres. Dog skal det aldrig glemmes, naar der tales om det gamle Flakkebjerg, at Tiderne har forandret sig, at Forholdet mellem Haandværk og Landbrug er et andet end i Midten af forrige Aarhundrede, og særlig, at Opgaven nu er en anden, en ganske anden end den Gang, idet Anstalten, som ovenfor nævnt, nu kun modtager Elever i 15 Aars Alderen, som ofte ere godt i Gang med Haandværk, og i hvert Fald har deres Tanker langt inde i den Retning, medens Forholdet tidligere var her som det nu er paa de almindelige Anstalter (som Holsteinsminde, Landerupgaard m. fi.), hvor Barnet, som modtages allerede i 10—12 Aars Alderen, tidlig kan føres ind i Landbrugets Arbejde og Forestillingskreds. Paa dertil given Anledning bør det siges, at Flakkebjerg efter den nye Ordning ikke mere er en fellenbergsk Anstalt, og at det er et mærkeligt Fejlgreb at ville stille Fortidens Ideal i saa Henseende op for Nutidens Anstalt. At omdanne den Skare, som betros os, til Landarbejdere, er simpelt hen ugørligt, og Forsøg derpaa Kraftspild. Efter den nuværende Lov har Instituttet jo nemlig kun

14

Myndiglied over Eleverne tre, højst fire Aar, hvoraf de to første Aar tilbringes paa Anstalten. Der staar da kun 1 — eet! — Aar tilbage til at knytte unge Haandværkslærlinge til et Frem-tidsliv i Landbrug. Enhver, som kender Arbejdet og Mennesket, vil vide, at sligt er haabløst. — For øvrigt er af vore udskrevne Elever i Øjeblikket 17 i Landbrugets Tjeneste.

En ganske anden og herfra helt forskellig Ting er det, at jeg personlig nærer et stærkt Ønske om, at Udviklingen maa gaa i Retning af forøget Tilknytning til Landbruget for mine Elever, vis paa, at Kaarene for Sundhed og for Dygtiggørelse i Arbejde der ere større, — at jeg synes, der er grundet Haab om, at Betingelserne derfor i høj Grad vil forøges, om Myndigheden over Eleverne ved den kommende Lov udstrækkes til 21 Aars Alderen, idet der da vil blive Stunder til, at der virkelig kan gro noget sammen i denne Retning, og endelig at jeg til min Glæde har gjort Erfaringer, særlig i det sidste Aar, om stigende Tro paa, at Gerningen kan føres igennem efter andre Linier end de gennem Menneskealdre tilvante. Den Vel-villie og Tilslutning, som jeg her har mødt, kan jeg ikke noksom være taknemlig for, og den har baaret mig gennem mange tunge Stunder i de senere Tider, naar jeg syntes, at der lagde sig tunge Skygger over vort Hjem. Thi det er en given Ting, at hvor der skal være lykkelig Fremgang, der maa der ofres og ydes, og skal Flakkebjerg Institut gro sammen med Syd vest-sjælland, saaledes at det bliver til Lykke for begge Parter, da maa al Tanke om »Landbruget ved Børnene« i Betydning af billig Arbejdskraft forsvinde, og da maa der »løftes i Flok« af dem, der har Lyst og Trang til at gøre Gavn personligt. Og for al Kærlighed, som i saa Henseende er vist mig, giver min Hustru og jeg vore Hjerters varmeste Tak, og saa vil vi gaa videre i Tro paa, at

hvor der er gærende Kræfter, skyder det Aar et efter.

Et stort Spørgsmaal, som atter og atter vender tilbage, er, i hvilken Udstrækning Opgaven stiller Krav til Instituttet, og hvor stærkt jeg kan stille Krav om Udholdenhed til dem, der træder i Forbindelse med os. Skuffelser kan jo ikke undgaas, og jeg forstaar saare vel, at den, som ud af Trang til at træde i personlig arbejdende Forbindelse med Instituttet, tager Be

15

stemmelsen og saa bliver skuffet, kan blive tilbøjelig til at opgive Forsøget, i Tvivl om Mangel paa Evner til at gøre det Stykke Arbejde, som skal gøres. Jeg evner heller ikke at trænge stærkt paa for Fortsættelse i saa Fald, vel vidende hvad Hjemmets Fred er for en Skat. Alligevel er det jo sandt, at »den, som tror, løber ikke«, og at Evnerne her, som overalt, skal opøves. Men endnu sværere bliver Spørgsmaalet næsten for os selv: at skelne mellem dem, som skal hjælpes fremdeles efter Fald, og dem, som skal hjælpe sig selv, at yde Herberg inden for de rette Grænser, uden at blive misbrugt, at gøre sit Hjem til et Sted, hvor ud-gaaede Elever føler Gæstfriheden baade som Gave og som Krav. I udpræget Grad har vi faaet at mærke, hvorledes de udgaaede Elevers Tanker samles om Hjemmet her, og vi kan ikke andet end tro, at de 20—30 gamle Elever, som ofte samles her om Søndagen, og hvis Komme saa godt som altid er os til ublandet Glæde, har Gavn af at have denne Støtte under de friere Forhold. Men nægtes kan det ikke, at der her ligger et betydeligt Arbejde, og at der kan være Spørgsmaal om, hvor langt Kræfterne kan række i saa Henseende, bortset fra øvrige Vanskeligheder, som kan følge af dette Forhold.

Ben i sidste Aarsberetning omtalte Forening, »Flakkebjergs Fremtid«, har bidraget meget til at fremme Forstaaelsen af godt Sammenholds Nødvendighed, og den har været til stor Glæde saavel for os som vore Elever, som omfatter den med en egen Omhu, selv i Brydningstider, som naturligvis ogsaa kan indtræffe der. Og jeg nærer ingen Tvivl om, at den og dens Maanedsblad, som udgaar ud over Landet i et Antal af 300 Eksemplarer, har bidraget meget til at vække Interessen og holde Sympatien oppe for vor Gerning. Men jeg har erfaret, at denne ejendommelige Form for Hjemmets Liv, som ganske naturligt voksede frem af Arbejdet med de unge i de første Aar, og som saa tydelig afgiver Maalestok for deres Intelligens og Evne til at se bort fra sig selv, kræver et vist Trin af Udvikling for at kunne opretholdes med Rette, og den Dekadence i Elevbestanden, som ovenfor er omtalt, har ikke undladt at sætte sine Mærker ogsaa her, saa at Indholdet vanskeligt kan svare til de skabte Former.

For øvrigt er Instituttets Udvikling skredet fremad uden større Ændringer. Som Arbejdet de første Aar gik ud paa at skaffe hyggelige Vilkaar for Elevernes daglige Liv, særlig inden

16

Døre, saaledes har jeg bestræbt mig for, at vort Hjem i det ydre unde gøre et tiltalende Indtryk, for ogsaa derved at fjerne

gamle dystre Forestillinger, som kunde knytte sig til vort Hjem. aaledes blev Gaarden i Løbet af Sommeren 1911 omlaet med rosten huggede af Sten fra den gamle »Bygning« Øst for Lande

vejen. Bygget midt i Treserne i forrige Aarhundrede har den i Aarenes Løb maattet tjene mange forskellige Formaal, nu var den faidefærdig, 0g et kønt lille Haveanlæg har nu taget c ens Plads. Den nybrolagte Gaard med Græsplæner og Blomster

ede, Haveanlæget ud mod Vejen og Blomsterkasserne under induerne, giver nu i mine Tanker hele Instituttet et hjemligt

Præg, svarende til dets Hensigt. Dette Arbejde blev netop færdigt til den store Festdag, som 75 Aars Jubilæet den 31te

ugust 1911 blev for os. Saavel Naturen med dens straalende » o og riske Vind, som Egnens Befolkning, der i Hundredvis samledes med en endnu større Fest for 25 Aar siden, i Tanke bidrog til at gøre denne Dag til en prægtig Mindedag. Aab-nmgsmødet i Lunden og Afsløringen af C. C. Møllers Buste i i ichen paa Skolemuren, Justitsministerens Tale til Eleverne i Haven om at hjælpe sig selv og Aftenmødet i Lunden var hver for sig egnede til at gøre stærkt Indtryk paa hver, som var til Stede.

Skomagerværkstedet, som blev indrettet i Januar 1909 har udviklet sig tilfredsstillende og gjort god Gavn, ogsaa med Hensyn til det personlige Arbejde. Dog har det nedadgaaende Elevantal i det sidste Aar trykket dets Virksomhed noget Et bile Snedkerværksted med 2-3 Lærlinge er oprettet i Samarbejde med Tømrermester Hansen, Flakkebjerg, og stor Glæde har vi haft af Aftenskolen om Vinteren med dens almindelige og dens tekniske Afdeling, hvortil Eleverne møder fra deres Lærepladser, ligesom Skolen er bleven søgt af flere af Egnens Haandværkerlærlinge.

Arbejdet i Mark og i Have er skredet godt frem, og det ei en Glæde at se, hvorledes Jorden fra Aar til Aar kommer bedre i Kultur.

En stor Glæde har vi haft af at have indført Musik som Fag for en Del af Eleverne, og vi skylder Lærer Brun, Flakkebjerg, Tak for hans overordentlige Kærlighed og Iver for Musikkens Fremgang. Gang efter Gang har Orkestret haft Lej lig-

17

hed til at højne Festglæden ved Egnens Pester, og Eleverne har selv haft ikke mindst Glæde deraf.

I det hele tør det sikkert siges, at vort Hjems Liv lidt efter lidt gror ind i Egnens og omfattes med Venlighed, og at dette vil være af største Betydning for Fremtiden, kan ikke betvivles, særlig da der atter og atter vil blive Trang til forstaaende Deltagelse over for de uundgaaelige Sorger og Skuffelser.

De ved Instituttet ansatte Medarbejdere ere: Hr. Forvalter Jørgensen, som leder Landbraget (fra April 1908); Hr. Lærer Jeppe Hansen, som leder Havebruget, der er blevet

stærkt udvidet, og Sløjdundervisningen (fra Maj 1908); Hr. Skomager Johannes Rønne (fra Januar 1909); Hr. Lærer Peter Olsen (fra Juni 1909); Hr. Fodermester Fischer (fra November 1910) med Hr. Jo

hannes Sandahl som Assistent (fra Maj 1912) og Hr. Lærer Aksel Lundsgaard (fra Januar 1912); Endvidere har Frk. Emilie Paludan-Muller siden Nytaar 1910

været medhjælpende paa Kontoret. Det er en stor Glæde at se denne faste Skare af Medarbejdere

staa samlede og arbejde sig videre i Gerningen, og min Hustru °g jeg skylder dem megen Tak for Trofasthed, ligesom vi ved os megen Tak skyldige til de Husbonder og Mestre, som i Gerning har sluttet sig til os for at bane Vej udefter for de unge.

En hjertelig Tak til Overbestyrelsen for venlig Forstaaelse i de forløbne Aar og til Pressen, fordi den baade naar den talte og naar den tav, vidste at værne om den Gerning, som her i Skrøbelighed forsøges ført frem til Gavn for dem, som kom i Nød.

Flakkebjerg Institut, den 12te August 1912.

Ludvig Beck.

J.H.SCHULTZ' A/S TRYK. \ KØBENHAVN. /

;• - V " !!;

f: • • , / , ti | Y

h ' - j

; • 1

> : • \

Y"

I ' .

• •