90 mm 90 mm148 mm 148 mm25,5 mm

232

mm

PP OPP O L IL TT IT K EEEEK N SN S FF O RO RRO R L AL AL GG

TRE HUNDES NAT

H A N T R O E D E , H A N V A R F Æ R D I G M E D F O R T I D E N .

M E N D E N V A R I K K E F Æ R D I G M E D H A M .

P O L I T I K E N S F O R LAG

p o l i t i ke n s fo r l a g . d k

ISBN 978-87 -567-9914-0

Vold og magt, den sjette bog i serien om journali-

sten Dicte Svendsen, er en fortælling om overgreb på dem, der har størst behov for beskyttelse, begået af

dem, der bærer det ultima-tive ansvar.

I femte bind om Dicte Svendsen er der gået penge i selve døden, og ingen kan længere vide sig sikker på, hvad man overgiver sine elskede pårørende til, når døren til bedemandsforret-ningen lukkes.

★★★★ D A N S K K R I M I ,

N Å R D E N E R B E D S T– FEMINA

K V A L I F I C E R E T S T O F T I L E F T E R TA N K E , D E R F O R T-

S Æ T T E R E F T E R , AT S I D S T E S I D E E R V E N D T

– KRISTELIGT DAGBLAD I N T E L L I G E N T K O M P O N E R E T

K R I M I , H V O R E G H O L M D Y G T I G T J O N G L E R E R M E D

S K A R P E S I D E H I S T O R I E R O G E T L E V E N D E P E R S O N G A L L E R I

- EKSTRA BLADET

★★★★★ ENDNU ET FRODIGT PLOT, TROVÆR-DIGE MENNESKESKILDRINGER (…) EGHOLM LYKKES ENDNU EN GANG PÅ ALLE NIVEAUER.– BØRSEN

★★★★★MED VOLD OG MAGT FÅR HUN KRIMIFORMLEN TIL AT SLÅ SÅ KVALI-FICEREDE GNISTER, AT SJETTE BIND OM JOURNALISTEN DICTE SVENDSEN ENDER MED AT BLIVE SERIENS MEST IMPONERENDE.– BERLINGSKE TIDENDE S T Æ R K E S A G E R , V I R K E L I G I N T E L L I -G E N T M E D S T O F T I L E F T E R TA N K E– LOKALAVISEN FREDERIKSBERG

H un mærkede efter. Liget var nøgent, og det var en kvinde. Ben, torso, hals, hoved. Hår, der fl ød som en havfrues i vandet, helt anderledes tyndt end det trevlede tovværk fra før. Langt. Passende til beskri-velsen af Nina Bjerre. Hun kom til at rive noget af håret ud, da hun ville frigøre sig fra det og fornem-

mede, hvordan hele den døde krop svajede som en blomst i en vase. Hun gravede ned i slammet. Den døde stod i fi skeaff ald til anklerne. Benene var bundet sammen med reb, mærkede hun. For enden af rebet var der et skibsanker, som lå på bunden af slammet. Hun dykkede helt ned og lokaliserede ankeret, der måtte veje omkring femten kilo. Rebet var trukket igennem ankerkrogen og gik fra ligets ankler og bagtil op langs benene og til hænderne, der var bundet på ryggen. Derfra gik det op til halsen, hvor det var snøret stramt.

MØD PETER BOUTRUP, DICTE SVENDSENS SØN, I TRE HUNDES NAT,

HVOR BESTSELLER FORFATTEREN PRÆSENTERER SIN NYE HOVEDPERSON.

E L S E B E T H E G H O L M er med sin serie om Aarhus-journalisten Dicte Svendsen en af Danmarks mest

læste forfattere, og hendes bøger er solgt til udgivelse i en række lande bl.a. Holland, Sverige, Norge, Italien

Tyskland og Frankrig. Serien er solgt til filmatisering. Elsebeth Egholm har desuden skrevet oplæg til TV 2

serien DEN SOM DRÆBER, der bliver vist første gang i foråret 2011.

huden lignede voks, og øjnenes skønhed var indfattet i dybe, gråsortehuler, der fik dem til at virke mørke til trods for farven.

– Du tror måske ikke, jeg har set et lig før?– Har du da det?Han skød hende til at være omkring de 30, jævnaldrende med ham

selv. Hvor mange døde kunne hun lige have set?Hun svarede ikke, men stirrede på Ramses og kørte en nervøs hånd

op til sin hals og om i nakken under tørklædet og håret, som om nogetstrammede. Der var mange fugle at se på klinten året rundt, og hantroede, han havde set det meste. Men hun var den mest eksotiske afdem alle.

– Stakkels fyr. Hvem er det? spurgte hun.Han tøvede.– Aner det ikke. Du skulle vel ikke have en mobil på dig?Hun stak hånden i lommen og trak telefonen op og rakte ham den.Han tog den og strejfede hendes hånd, og helt impulsivt fik han lyst

til at røre ved hende, måske stryge hende over kinden. Men i stedetgjorde han det, han havde mindst lyst til i hele verden: Han ringede tilpolitiet.

© Politikens Forlag 2011Omslag: stoltzedesignOmslagfotos: Anders Salesjö Photography og Rick Price/CORBISTryk: Nørhaven

Elsebeth Egholm

Tre hundes nat

P O L I T I K E N S F O R L A G

15

– For satan da.Hunden tog ikke fejl. Han måtte derned. Men han vidste allerede,

hvad der ventede ham, da han tog samme tur som Kaj og væltende ogglidende og næsten rullende landede for foden af klinten.

– Hvad så? Hvad har du fundet?Han nærmede sig forsigtigt. Han havde aldrig set hunden så ophid-

set. Skikkelsen var halvvejs dækket af sne og lå på maven med kindenforvrænget og munden åben. Mørke skægstubbe dækkede en del af an-sigtet, det ene sorte, buskede bryn – de bryn havde været hans stolthed– var fuldt af is. Det var håret også. Det så ud, som om nogen havdeforstøvet noget kunstig julesne ud over det, så det havde lagt sig somhvide krystaller i det sorte. Han havde alt for lidt tøj på: en kort, sortlæderjakke, cowboybukser og et par gummisko.

Peter knælede ned og mærkede efter en puls, men vidste, det var forsent. Ramses, der i live havde været en smuk idiot, altid til salg for enlårkort pige eller hurtige penge, var stendød. Sikkert fordi der var, hvadder lignede et udgangshul fra et projektil i hans ryg, hvor blod havdefarvet sneen en rustagtig rød. Han gættede på, at ægypteren var blevetskudt forfra på klos hold, direkte ind gennem hjertet.

Han hørte en lyd og vendte sig om tids nok til at se kvinden fra nabo-huset – han genkendte den sorte dynefrakke – stå og vifte med armeneoppe på klinten. Hun formede en tragt med vanterne:

– Hej. Er det, hvad jeg tror, det er?Han vinkede og nikkede. Hun begyndte nedstigningen.– Bliv der, råbte han. – Der er ingen grund til, du skal se det.Men hun var allerede halvvejs nede. Hun gled og tumlede, men hun

virkede ligeglad, selv om hun kunne brække halsen. Hun landede forfoden af ham, og han rakte uvilkårligt ud for at støtte hende. Det varførste gang, han så hende tæt på, og han havde svært ved at få øjnenefra hende. Hun var på samme tid smuk og grim. Skønheden lå i hendesøjne, der lyste i en svævende turkis med farven inddæmmet af en tydeligsort ring; den lå også i ansigtsformens oval og i hårets farve, der var mørki mange nuancer mod kridhvid hud, selv om kun tjavser stak ud underhuen. Grimheden lå i det faktum, at hun så ud, som om hun kunnebesvime på stedet og lægge sig ved siden af liget. Hun var pinagtigt tynd,

1

Hans eneste tanke var at komme hjem.Efterhånden som han gik, lagde han afstand til festen og larmen. Bag

ham steg nytårsraketter til vejrs og spredte faldskærme af farver i natten.Ellers var det sneen og månen, der lyste landskabet op.

2

Lidt af fyrværkeriet rakte ind over hans halvdel af himlen. Forude, iretning af havet, var der kun stilhed og en verden i sort og hvid. Det nyeår var blevet født i en eksplosion af frost og med trusler om mere snefald;vredt og tænderskærende og som et forvarsel om ondt, hvis man ellerstroede på den slags.

Han kunne lide at gå. Det fik ham til at mærke sin krop. Han gik såhurtigt, han kunne, for at holde kulden væk, mens frosten trak ansigts-huden sammen til en maske. Han kunne sagtens have taget bilen, forhan havde kun drukket et par øl. Siden operationen havde det væretsådan. Han gad ikke ødelægge sin krop mere, end han allerede havdegjort. Han røg heller ikke længere. Nu havde han et image som LuckyLuke: hellere et glas mælk end en whisky. Kun indimellem, i vennersselskab, gav han slip og drak sig stiv som en flagstang.

Mens han nærmede sig, blev vejen mere og mere ufremkommelig.Han kunne se husene allerede. Der var ikke langt fra festen og herud tilklinten, hvor der var lys i to af de tre fiskerhuse. I hans eget, selvfølgelig,det havde han selv sørget for. Men også i nabohuset, hvor der for nyligvar flyttet en kvinde ind. Hun havde altid lyset tændt, nat og dag, somom hun aldrig sov. Han havde kun set hende få gange. Engang havdehan nikket, men hun havde ikke nikket igen. Alligevel var der noget vedhende, han ikke kunne ryste af sig.

Vinden piskede sneen op, så den lagde sig i driver, og de sidstehalvtreds meter op mod huset sank han i til anklerne. Hans navneskiltpå døren var skjult under sne og is. Han børstede krystallerne af med en

14

Hun stod tilbage i sin ubeslutsomhed, ude af stand til at røre sig, menshun fra vinduet så ham tage den sædvanlige tur langs med klinten iankeldyb sne og med hunden i løb, kåd efter at have været spærret indei huset. Han kastede godbidder op i luften, som den fangede, eller hankastede dem i sneen, så den skulle arbejde for at grave dem fri.

Først da de havde været ude af syne et godt stykke tid, åbnede hunhoveddøren og gik ud.

Luften var isnende kold og skar med knive i hendes lunger. Der varingen anden mulighed end at følge ham og hunden. I alle andre retnin-ger lå sneen for dybt. Hun gik rask til og holdt samtidig afstand. Hun fikhurtigt øje på dem. De havde ikke tanker for andet end hinanden, loddet til, men en dag måtte hun vel hilse på ham, sige et par ord og måskelade ham forstå, at hun ikke var ude efter et tæt naboskab.

Pludselig begyndte hunden at gø. Hun så, at han standsede op, oghun gjorde selv det samme. Han stod stille lidt og kiggede ned ad klin-ten fra det, der forekom hende at være det højeste punkt. Hun forsøgteat følge hans blik. Hun kunne ikke se, hvad han havde fået øje på, menstemningen var skiftet, og kådheden gået i sig selv mellem mand oghund.

*

Peter lænede sig ud over klinten. Han måtte tættere på for at se, hvadhunden havde fundet, men det var svært at bevæge sig uden for detområde, hvor sneen var ryddet. Afstanden ned til stranden virkede svim-lende. Han besluttede at sende Kaj derned først. Den ville elske det.

– Kom så.Han pegede ned.– Søge.Hunden tog udfordringen op. Den løb et par gange frem og tilbage

langs klinten, før den fandt det sted, den ville tage nedad. Derfra gik dethurtigt. Den rutsjede og gled på stive ben hele vejen ned til der, hvorbølgerne rullede ind i den bræmme af is, der lå langs stranden. Så varden hurtigt henne ved den mørke plet midt på stenene. Den snuste ogsnuste hele vejen rundt, puffede med snuden og gøede højlydt.

handske: Peter

3

A. Boutrup. Skiltet havde han sat op den dag, han varvendt tilbage for godt et år siden. Det betød mere end bare navnet. Detvar en beslutning: Her var hans liv og hans fremtid, og fortiden måtteindrette sig.

Måske havde øllene alligevel haft en virkning, eller kulden havdefrosset hans hjerne til is, for det var først nu, han lagde mærke til røg-søjlen, der snoede sig op fra hans egen skorsten. Han havde kun lige nåetat tænke, at nogen var kommet på besøg, da han hørte hunden gø.

Han ville låse sig ind, men døren var ikke låst. I samme sekund hanåbnede, kunne han lugte cigaretrøg. Hunden holdt op med at gø ogkom ham i møde med kroppen i knæ og et udtryk af dårlig samvittig-hed. Det havde den også grund til. Ilden buldrede i pejsen. I sofaen låStinger så lang, han var, og snorksov. På sofabordet stod en tom flaskevodka, og en underkop var blevet inddraget som askebæger. Peter taltenitten skodder og regnede ud, at hans nytårsgæst kun lige var kommet.Hans tøj var krøllet og stank af sprut og røg og gammel sved; der var hul-ler i hans sokker. Tatoveringerne på hans hænder og arme flød ud og varkradset til blods, fordi han havde udviklet allergi mod det billige blæk,nogen havde sprøjtet ind under huden på ham. Sikkert samme slags,som Stinger selv sprøjtede ind i sine kunder. Deraf navnet.

– Vågn op! Stinger!Han forsøgte uden held at ruske liv i manden på sofaen, mens Kaj

knurrede med falsk bidskhed. Hunden kunne være bidsk nok, men denkendte udmærket forskel på venner og fjender, og Stinger var en ven, selvom Peter ikke lige stod og manglede gæster.

Han opgav at vække Stinger, satte en skærm rundt om pejsen ogslæbte som altid sin madras ud på altanen og gik i seng med hundenliggende tæt op ad polarsoveposen, hvor den begravede snuden i sinhule af lammeskind. Han tænkte, at han godt kunne have brugt et parhunde mere i denne tænderklaprende nat. De indfødte i Australienbrugte tamme dingoer til at varme sig i kolde nætter: en hund på denene side, en på den anden og – hvis det var rigtigt koldt som nu – endnuen ovenpå. Sådan en nat var årets første: En Tre Hundes Nat. De havdemeldt ned til 13 graders frost.

Han borede sig godt ned i soveposen og mærkede hundens krop tæt

13

hele tiden i dette her hus. Hun nøs og frøs og hostede så meget, at hunhavde permanente smerter i brystet. Det var, som om det trak ind allevegne fra, og det føltes, som om hun gik på vat, så træt var hun. Hun vid-ste, hun burde spise noget, men hver gang hun forsøgte, satte maden sighelt oppe i halsen og blokerede for sulten. Hvis bare hun kunne sove lidt.Men det gjorde ondt at ligge ned, og tanken om sengen fik alt i hende tilat stritte imod. Kun når hun var helt udmattet af søvnløshed, kunne hunignorere advarslerne og bare lægge sig og give slip. Hun var ikke udmat-tet nok endnu, så hun tændte for tv’et. Der var nytårskoncert fra Wien.

Hun kunne godt lide musikken. Valsene fik det til at duve inden ihende, frem og tilbage. Engang, før katastrofen, plejede hun at brugedansen som et frirum. Hun var ikke skolet; hun opfandt selv sine trin.Men hendes krop var bestemt for dans, det var hun sikker på. Det varikke hendes levevej og havde aldrig været det. Det var bare en del afhende som det at trække vejret eller sætte det ene ben foran det andet,når hun gik.

Hun rejste sig, trukket op af valsen. Prøvende begyndte hun at dansei takt til musikken. Nynnende og svajende snurrede hun omkring, oppå tå, ned igen, indtil hun næsten bragte sig selv i trance. Men hun varfor svag, og da musikken pludselig hørte op, og klapsalver bragede løs,stod hun forpustet tilbage på gulvet i strømpesokker, mens det hele snur-rede rundt for hende. Pludselig var det ikke dansen i fjernsynet, hun så.Pludselig var det brudstykker fra ulykken og alt det, der dengang havdesnurret hende rundt og rundt og rundt, indtil hun ikke længere vidste,hvem hun var og hvorfor.

Hun slukkede for tv’et. Hjertet hamrede. Sveden piblede. Hun træng-te til frisk luft, selv om trætheden nu næsten var uoverstigelig.

Hun gik ud i gangen og klædte sig på i lag. Hun tog sin mobiltelefonog puttede den i lommen for en sikkerheds skyld. Imens tænkte hunpå ham, Peter A. Boutrup. Han havde hilst på hende en dag, men hunhavde ikke hilst igen. Hun vidste ikke hvorfor, men måske var det barekræfterne, der ikke slog til.

Hun skulle til at vove sig ud i kulden, da hun opdagede, at han netophavde lukket døren derovre og var på vej ud med hunden. Det var denslags situationer, hun hadede, og hun blev vred indvendig. Hvad nu?

ved. Oppe på himlen glimtede et hav af stjerner, og han så en rest afnattens sidste nytårsraket gøre et svagt forsøg på at imponere. Frostenbed i hans ansigt, og han lukkede så meget til, at hans ånde tøedehuden op. Tre hundes nat. Der var frostbid i ordene, og lyden af nogetskæbnesvangert fulgte med. Nytårets festende bevægede sig rundt derudei kulden, mange i tyndt tøj og papirhat og med alkohol i blodet. I sådanen nat kunne vinteren vinde over mennesket.

Inden han faldt i søvn, vidste han pludselig, hvad det var med kvindeni nabohuset og hendes mørke øjne. Han havde kun set hende på afstand,men han havde set de samme øjne før. Øjne, hvis spørgsmål han ikkekunne besvare.

Han kiggede op og fandt den klareste stjerne og savnede My.

2

5

Nytårsmorgen stod lyset skarpt ind over klinten, farvede havet violet ogtrak horisonten op i en sølvfarvet streg. Sneen kastede de lave solstråleri alle retninger og gnistrede som ædelsten, man lige kunne samle op ogputte i lommen.

Stinger snorksov endnu, da Peter klædte sig på og efterlod Kaj i hu-set, mens han kørte ned til sin chef, Manfred, der boede med kone ogto børn i Rimsø. I rabatten og på vejene stødte han på nytårsaftenensefterladenskaber i form af tomme flasker, afsvedne nedfaldsraketter oghele batterier, der stod udslukte i vejsiden. Konfetti, serpentiner og enpapirhat eller to lå kastet ind over snedækkede hække.

– Godt nytår, Peter!Manfred kom veloplagt ud med sin gravhund King, jagttasken og

riflen over skulderen og patronbæltet om livet. De tog hans firehjuls-trækker ud af landsbyen og op til skoven og markerne uden om Gjerrild,hvor Manfred og hans onkel havde jagt. De var otte jægere i alt, og defordelte sig efter aftale ud over arealet. Peter fulgtes med Manfred, menselv var han uden riffel. Inden længe travede de gennem skovens stilhedog vekslede ikke mange ord, mens de ledte efter klovspor og andre spor-tegn på kronvildtet.

– God aften i aftes?Manfred spurgte lavmælt, mens de fulgte en sti gennem nåleskoven.

Han og konen havde været hjemme hos de små, vidste Peter. Tidligt iseng og tidligt op, sådan var rytmen i Manfred og Juttas hus. Selv holdthan af den samme, ensformige rytme, som om hans sind var stemt eftersolens op- og nedgang. Han og Manfred havde meget tilfælles.

– Fin nok aften, sagde Peter, mens de travede af sted gennem sneeni kraftige gummistøvler.

1

3

Felix så manden forlade huset igen lidt efter klokken to.Hun havde set ham komme nytårsaften. Hun havde hørt hunden gø,

og fotocellelyset derovre var gået i gang og havde afsløret skikkelsen: højog tynd og – bildte hun sig ind – frysende i en meget kort jakke og udennoget på hovedet eller hænderne. Han havde først banket på døren ogderefter, da ingen lukkede ham ind, taget i håndtaget og forsøgt at skub-be døren op.

2

Så, efter at have stået lidt og set ud over snebunkerne, varhan kommet over og havde ringet på hendes dør.

– Har du en skovl, jeg må låne?– Der står en ovre i carporten.Hun havde peget. Han snøftede, men det hjalp ikke meget. Snottet

hang ud af hans næse. Han tørrede med en hånd, og hun så, at han varfuld af ar og skorper på håndryggen, blandet sammen med ubehjælp-somme tatoveringer. Han sagde ikke tak eller noget, men vendte om oggik over i carporten. Lidt efter havde hun set ham grave i sneen ude vedstikvejen. Han arbejdede i omkring ti minutter, indtil han fik blotlagt ensten. Han bøjede sig ned og fiskede noget frem under den. Så gik hanover og stillede skovlen på plads, og hun så ham låse sig ind i huset oghilse på hunden. Det var det, der overbeviste hende om, at han var okay.Plus selvfølgelig det faktum, at han vidste, hvor nøglen lå.

Og nu forlod han så stedet igen. Med vanter på hænderne og iførten tykkere jakke end før og med en strikket kalot på hovedet. Hun gen-kendte den jakke. Manden derovre – Peter A. Boutrup, havde hun læstpå døren en dag, han var ude – plejede at have den på, når han gikmed hunden. Det gjorde han hver dag. Det var også en flot hund. Enschæfer.

Hun gik væk fra vinduet, men vidste ikke helt, hvor hun så skullevende sig hen. Kulde og træthed var en dårlig kombination. Hun frøs

– Villy holdt fest.Manfreds oilskinsjakke fangede grene og kviste på sin vej.

6

Klokkenvar 10, og det frøs 11 grader. Manfred var en lille mand, men han kunneklatre på en tagryg som en cirkusartist, og hans hænder var både til savog skruetrækker og til bøger, hvad Peter satte stor pris på. Nu banedehan sig vej gennem krattet med lige så sikkert fodfæste, som hvis hanlagde tagsten på præstens tag.

– Farlig, sådan en kold nytårsnat, sagde han, stadig med lav stemmefø-ring for ikke at skræmme skovens beboere. – Nogle af Juttas venner indei Grenå mangler stadig deres datter. Hun havde lovet at komme hjemfra en fest.

Peters skridt fik sneen til at knirke under sålerne. Også han trådte ogtalte forsigtigt.

– Der er vel tid endnu. Mon ikke hun bare har fundet en seng atovernatte i?

Manfred skuttede sig, da en gren svirpede, og han fik sne ned i nak-ken under islænderens rullekrave.

– Sikkert. Men sig det til hendes mor.– Det er vel bedre end alternativet.Manfred nikkede.– Det kan du og jeg godt blive enige om.De kom ud i en lysning og gik en tid side om side. Så begyndte hun-

den at få fært. Rastløst vimsede den rundt og hvirvlede sne op med allemuskler spændt i bare iver.

– Her.Peter bøjede sig ned og pegede. Aftrykkene krydsede hinanden og

havde blandet sneen op. Ved første øjekast så det ud, som om nogenhavde kørt en tændstik i cirkler gennem flødeskummet på en lagkage.Men så man nærmere efter, var der enkelte spor, der skilte sig tydeligtud. Manfred bøjede sig også ned, og hunden stak sin lange snude heltned i hullerne.

– Og se her.Der lå spredte ekskrementer her og der, friske og dampende. Vildt-

lugten krydrede luften, og man kunne se, hvor gevirer havde fejet i sneenpå jagt efter føde. Sine steder var stykker af bark skrællet af træerne. Peter

Stinger tyggede af munden og sendte kaffen bagefter. Han tørrede sigmed trøjeærmet.

– Du ved, hvor tosset Brian var med skibe, ikke? Gammel kaptajn,sagde han altid. Han havde en motorbåd, der hed Molly?

Peter nikkede. Stinger havde lært tatoveringens kunst fra Fisker-Brian,der var en søens mand med et anker på underarmen og en barmfagerpige på overarmen og et dobbelt halvstik tatoveret på brystet. Det varingen hemmelighed, at Brians karriere havde involveret diverse smug-leraktiviteter fra især Baltikum.

– Nå, men da det hele blev lidt for hedt, sænkede han Molly et stedude i Kattegat, sagde Stinger og kløede sig i blodplamagen. – Med varer-ne forseglet i en boks. Det er det, jeg ved. Hvor de varer er, altså. Delvis.

– Delvis? Peter måtte smile. – Og Ramses? Hvad ved han? Også nogetdelvist?

Stinger kløede videre. En sårskorpe gik af og åbenbarede lyserødt kødpå størrelse med en enkrone.

– Ramses kender den anden halvdel af positionen. Det sagde Fisker-Brian selv.

– Og du kender den første, går jeg så ud fra?Stinger nikkede og undertrykte et ræb.– Tak for mad, sagde han høfligt og tilføjede, som om han var blevet

serviceret på en trestjernet restaurant: – Det smagte dejligt.

sænkede stemmen til en hvisken og udpegede kronhjortens klovspor, dervar på størrelse med hælen på hans gummistøvle.

– Bukke, gættede Manfred. –

7

Seks-otte styks.De fulgte sporene og bevægede sig forsigtigt videre, nu med hunden i

snor. Normalt ville de have talt om alt muligt aktuelt, mens de blandedehobby og passion med det fysiske arbejde, jagten også var. Peter gik igenbag ved Manfred og hunden, mens de kilede sig gennem sneen. Deforstod hinanden, han og Manfred. Manfred havde engang læst filosofipå universitetet, men så var han blevet ramt af livet og en depression, oghan havde valgt at dyrke håndens arbejde og var blevet tømrer. Rimsøvar hans barndomsegn. Efter endt læretid havde han grundlagt Rimsø-tømrerne og efter tre år med enmandsfirma ansat Peter. Nu var de firei firmaet, men det var småt med arbejde om vinteren. Lige nu havdede kun en enkelt opgave, et nyt tag på svinebondens stald, og Manfredhavde været nødt til at fyre de to sidst tilkomne midlertidigt.

Sneen blev dybere, og de sank godt i. Mens de gik, tænkte Peter påManfred og på Stinger, to modpoler i hans eget sammensatte liv. To ufor-enelige verdener, som han balancerede imellem: fortidens spøgelser,som han forsøgte at slå sig til tåls med, og nutiden og fremtiden, som hanønskede at skabe den. De to af hans venner havde aldrig mødt hinanden,og sådan skulle det også være.

Manfred standsede pludselig op foran ham. Hunden stod helt stiv.Peter kiggede. Krondyret stod i lysningen og vejrede, men den svage vindvar til deres fordel og blæste væk fra dem. Alligevel havde den en anelse,det var tydeligt. Den var i gråbrun vinterpels, og under pelsen spilledemusklerne og dirrede nervøst. Dens næsebor udvidede sig ved en trussel,den ikke kunne lokalisere, og dampen stod som en sky i luften.

Manfred vendte sig langsomt om mod Peter. Med en glidende bevæ-gelse rakte han ham riflen. Peter rystede let på hovedet, men Manfredsænkede ikke armen med riflen, og til sidst tog Peter imod den, lagde dentil skulderen og hvilede kinden, så han kiggede på dyret gennem sigtet.

Det var en fjortenender, og han havde aldrig set et smukkere syn. Ge-viret var fejet rent for hver en trævl af sensommerens loddenhed. Denstod der, som fanget lige midt i en solstråle og med profilen til dem, somville den vise sig frem fra sin bedste side.

10

– Og I tror, de eksisterer?Stinger nikkede med overbevisning.– Gu eksisterer de. Han har selv sat os ind i, hvordan vi finder dem.

Hver for sig, altså.– Hver for sig?En gaffelfuld bønner blev kørt ind efterfulgt af toast dyppet i ketchup.– Ja, altså, Ramses ved noget af det. Jeg ved noget andet.Han gumlede og sank. – Tilsammen ved vi nok til at finde lortet.

Smukt, ikke? Der er for mindst tre millioner, du. Vi kan leve som kon-ger resten af livet.

Peter kunne ikke holde grinet tilbage.– Så skal I vist have en god investeringsrådgiver eller tjekke ud før tid.

Med jeres forbrug af smøger og vodka er de penge hurtigt brugt.Stinger så igen såret ud.– Det er da en formue.Der var mange rygter om de varer.– Hvad er det så, du ved? Og hvorfor lige jer? Hvorfor skulle en dø-

ende mand betro sin inderste hemmelighed til et par som jer?Stinger kørte noget brød rundt på sin tallerken og samlede snask op:

bønner, æg og ketchup og fedt fra baconen.– Vi var sgu da som familie dengang. Kan du ikke huske det? Ram-

ses og mig var som sønner for den gamle. Både inden for og uden formurene.

Peter så til, da Stinger gabte over brødet med det opsamlede snask.Stinger havde både ret og uret. De havde alle tre, Brian, Ramses og Stin-ger, haft en form for venskab, men Stinger var naiv. Ramses var til salgfor håndører, og Fisker-Brian havde altid elsket at spille folk ud modhinanden og afvente resultatet. Peter ville ikke stole på nogen af de toandre. Men måske var Brian blevet sentimental i de sidste månederaf sit liv, da kræften åd ham op. Måske havde den døende mand hafttrang til at betro sig til nogen, og Ramses og Stinger var trods alt ikke deværste. Halvhjerner, selvfølgelig, men gode nok på bunden. Rygterne varmange, og nogle af dem gik på, at Brian havde smuglet narko i stor stil,og hvis det var tilfældet, oversteg det Stingers og Ramses’ samlede evner.

– Hvad er det så, du ved?

Peters finger strammedes på aftrækkeren.

8

Så drejede dyret hovedet,mens kroppen forblev i samme stilling. I et par lange sekunder stirrededen lige ind i sigtet, og Peter hørte sit eget blod suse under hjorteblikket.Så var det, som om den rigtig fik øje på ham og på riflen. Den kastedehovedet lidt tilbage, stampede i jorden og satte af gennem sneen med dehvide hår spredt som et faresignal i spejlet.

Stilheden bagefter var tung som tøsne. Så sagde Manfred:– Du skulle have taget den.Peter rakte riflen tilbage.– Den var for gammel. Det er de unge, vi går efter, ikke?Manfred flyttede lidt på sig i sneen. King rodede med snuden i et spor

og peb stille.– Det ville ikke have gjort noget. Det ville have været o.k.De så på hinanden, og Peter blev mindet om sekunderne over for

kronhjorten. Stilheden var ikke den samme længere. Der var varmen fravenskabet i den og fra den risiko, Manfred havde vist sig villig til at løbe:at stole på en jæger, som ikke længere måtte bære våben.

– Du skal ikke have problemer på grund af mig, sagde Peter og fik detsagt så tydeligt, at det lukkede samtalen, og de gik videre ind i skoven.

Da han kom hjem, som altid træt og veltilpas efter timerne i naturen,sov hans gæst stadig.

Klokken var halv to, da Stingers snorken endelig begyndte at lydemere overfladisk. Et kvarter senere vågnede han med en sprutten ogharken og rakte ud efter cigaretpakken, der var tom.

– Her.Peter stak ham et krus kaffe. Stinger slubrede og spildte.– Godt nytår.Stinger mumlede et svar ned i kaffen. Peter vendte ryggen til ham

og gik ud i køkkenet. Han spejlede æg og stegte bacon og lavede toastog slagtede en dåse bønner, som han varmede. Da han kom ind meddet hele på sofabordet, var Stinger vågnet så meget, at han sad og gnedansigtet i de skorpede hænder.

– Hvad så? Hvad skylder man æren? spurgte Peter.Stinger så op med et såret udtryk.

– For fanden, Petter.

9

Kan en ven ikke komme forbi til hver en tid? Dethar du da selv sagt.

Og ja, nøglen lå under den hvide sten. Han vidste det godt. Det varhans egen skyld. Men nogle gange var det som at bo på en banegård, nårgamle kammerater fra fortiden manglede et sted for natten.

– Har du noget ketchup?Stinger så på den tallerken, Peter rakte ham.– I køleskabet. Du kan også bare tage noget beluga-kaviar, nu du er

derude.– Behvaffornoget?– Glem det.Hunden fulgte Stinger hele vejen ud i køkkenet og tilbage. Ikke fordi

den var vagtsom, men fordi den håbede, han ville spilde noget mad. Detsagde erfaringen, at han ville.

– Jeg skulle mødes med Ramses. Det var aftalen.Stinger klemte ketchup ud, så det sprøjtede og fik maden til at ligne

et trafikuheld. Så gik han i gang med kniv og gaffel, så sprød baconsprang til alle sider.

– Du har vel ikke set ham?Peter rystede på hovedet. Hunden så sit snit til at smaske et stykke

bacon op fra gulvet.– Jeg vidste ikke, han var ude.– Du følger ikke med. Det har han da været et stykke tid, sagde Stinger

gumlende. – Vi skulle mødes her nytårsaften og lægge en plan.– Og så glemte I at invitere mig?– Vi regnede med, du var hjemme.Peter skar gennem blommen på spejlægget. Det gule flød ud og blan-

dede sig med rød tomatsovs fra bønnerne.– Hvad er det så for en plan?Stinger lagde bestikket fra sig og kløede sin hånd. En sårskorpe sprang

op og blødte.– Det er frosten, sagde han og så ned på blodet. – Huden bliver tør.– Hvad for en plan?– Vi skulle hente Fisker-Brians varer, ikke? Dem, han gemte af vejen,

inden han røg ind.

Peters finger strammedes på aftrækkeren.

8

Så drejede dyret hovedet,mens kroppen forblev i samme stilling. I et par lange sekunder stirrededen lige ind i sigtet, og Peter hørte sit eget blod suse under hjorteblikket.Så var det, som om den rigtig fik øje på ham og på riflen. Den kastedehovedet lidt tilbage, stampede i jorden og satte af gennem sneen med dehvide hår spredt som et faresignal i spejlet.

Stilheden bagefter var tung som tøsne. Så sagde Manfred:– Du skulle have taget den.Peter rakte riflen tilbage.– Den var for gammel. Det er de unge, vi går efter, ikke?Manfred flyttede lidt på sig i sneen. King rodede med snuden i et spor

og peb stille.– Det ville ikke have gjort noget. Det ville have været o.k.De så på hinanden, og Peter blev mindet om sekunderne over for

kronhjorten. Stilheden var ikke den samme længere. Der var varmen fravenskabet i den og fra den risiko, Manfred havde vist sig villig til at løbe:at stole på en jæger, som ikke længere måtte bære våben.

– Du skal ikke have problemer på grund af mig, sagde Peter og fik detsagt så tydeligt, at det lukkede samtalen, og de gik videre ind i skoven.

Da han kom hjem, som altid træt og veltilpas efter timerne i naturen,sov hans gæst stadig.

Klokken var halv to, da Stingers snorken endelig begyndte at lydemere overfladisk. Et kvarter senere vågnede han med en sprutten ogharken og rakte ud efter cigaretpakken, der var tom.

– Her.Peter stak ham et krus kaffe. Stinger slubrede og spildte.– Godt nytår.Stinger mumlede et svar ned i kaffen. Peter vendte ryggen til ham

og gik ud i køkkenet. Han spejlede æg og stegte bacon og lavede toastog slagtede en dåse bønner, som han varmede. Da han kom ind meddet hele på sofabordet, var Stinger vågnet så meget, at han sad og gnedansigtet i de skorpede hænder.

– Hvad så? Hvad skylder man æren? spurgte Peter.Stinger så op med et såret udtryk.

– For fanden, Petter.

9

Kan en ven ikke komme forbi til hver en tid? Dethar du da selv sagt.

Og ja, nøglen lå under den hvide sten. Han vidste det godt. Det varhans egen skyld. Men nogle gange var det som at bo på en banegård, nårgamle kammerater fra fortiden manglede et sted for natten.

– Har du noget ketchup?Stinger så på den tallerken, Peter rakte ham.– I køleskabet. Du kan også bare tage noget beluga-kaviar, nu du er

derude.– Behvaffornoget?– Glem det.Hunden fulgte Stinger hele vejen ud i køkkenet og tilbage. Ikke fordi

den var vagtsom, men fordi den håbede, han ville spilde noget mad. Detsagde erfaringen, at han ville.

– Jeg skulle mødes med Ramses. Det var aftalen.Stinger klemte ketchup ud, så det sprøjtede og fik maden til at ligne

et trafikuheld. Så gik han i gang med kniv og gaffel, så sprød baconsprang til alle sider.

– Du har vel ikke set ham?Peter rystede på hovedet. Hunden så sit snit til at smaske et stykke

bacon op fra gulvet.– Jeg vidste ikke, han var ude.– Du følger ikke med. Det har han da været et stykke tid, sagde Stinger

gumlende. – Vi skulle mødes her nytårsaften og lægge en plan.– Og så glemte I at invitere mig?– Vi regnede med, du var hjemme.Peter skar gennem blommen på spejlægget. Det gule flød ud og blan-

dede sig med rød tomatsovs fra bønnerne.– Hvad er det så for en plan?Stinger lagde bestikket fra sig og kløede sin hånd. En sårskorpe sprang

op og blødte.– Det er frosten, sagde han og så ned på blodet. – Huden bliver tør.– Hvad for en plan?– Vi skulle hente Fisker-Brians varer, ikke? Dem, han gemte af vejen,

inden han røg ind.

sænkede stemmen til en hvisken og udpegede kronhjortens klovspor, dervar på størrelse med hælen på hans gummistøvle.

– Bukke, gættede Manfred. –

7

Seks-otte styks.De fulgte sporene og bevægede sig forsigtigt videre, nu med hunden i

snor. Normalt ville de have talt om alt muligt aktuelt, mens de blandedehobby og passion med det fysiske arbejde, jagten også var. Peter gik igenbag ved Manfred og hunden, mens de kilede sig gennem sneen. Deforstod hinanden, han og Manfred. Manfred havde engang læst filosofipå universitetet, men så var han blevet ramt af livet og en depression, oghan havde valgt at dyrke håndens arbejde og var blevet tømrer. Rimsøvar hans barndomsegn. Efter endt læretid havde han grundlagt Rimsø-tømrerne og efter tre år med enmandsfirma ansat Peter. Nu var de firei firmaet, men det var småt med arbejde om vinteren. Lige nu havdede kun en enkelt opgave, et nyt tag på svinebondens stald, og Manfredhavde været nødt til at fyre de to sidst tilkomne midlertidigt.

Sneen blev dybere, og de sank godt i. Mens de gik, tænkte Peter påManfred og på Stinger, to modpoler i hans eget sammensatte liv. To ufor-enelige verdener, som han balancerede imellem: fortidens spøgelser,som han forsøgte at slå sig til tåls med, og nutiden og fremtiden, som hanønskede at skabe den. De to af hans venner havde aldrig mødt hinanden,og sådan skulle det også være.

Manfred standsede pludselig op foran ham. Hunden stod helt stiv.Peter kiggede. Krondyret stod i lysningen og vejrede, men den svage vindvar til deres fordel og blæste væk fra dem. Alligevel havde den en anelse,det var tydeligt. Den var i gråbrun vinterpels, og under pelsen spilledemusklerne og dirrede nervøst. Dens næsebor udvidede sig ved en trussel,den ikke kunne lokalisere, og dampen stod som en sky i luften.

Manfred vendte sig langsomt om mod Peter. Med en glidende bevæ-gelse rakte han ham riflen. Peter rystede let på hovedet, men Manfredsænkede ikke armen med riflen, og til sidst tog Peter imod den, lagde dentil skulderen og hvilede kinden, så han kiggede på dyret gennem sigtet.

Det var en fjortenender, og han havde aldrig set et smukkere syn. Ge-viret var fejet rent for hver en trævl af sensommerens loddenhed. Denstod der, som fanget lige midt i en solstråle og med profilen til dem, somville den vise sig frem fra sin bedste side.

10

– Og I tror, de eksisterer?Stinger nikkede med overbevisning.– Gu eksisterer de. Han har selv sat os ind i, hvordan vi finder dem.

Hver for sig, altså.– Hver for sig?En gaffelfuld bønner blev kørt ind efterfulgt af toast dyppet i ketchup.– Ja, altså, Ramses ved noget af det. Jeg ved noget andet.Han gumlede og sank. – Tilsammen ved vi nok til at finde lortet.

Smukt, ikke? Der er for mindst tre millioner, du. Vi kan leve som kon-ger resten af livet.

Peter kunne ikke holde grinet tilbage.– Så skal I vist have en god investeringsrådgiver eller tjekke ud før tid.

Med jeres forbrug af smøger og vodka er de penge hurtigt brugt.Stinger så igen såret ud.– Det er da en formue.Der var mange rygter om de varer.– Hvad er det så, du ved? Og hvorfor lige jer? Hvorfor skulle en dø-

ende mand betro sin inderste hemmelighed til et par som jer?Stinger kørte noget brød rundt på sin tallerken og samlede snask op:

bønner, æg og ketchup og fedt fra baconen.– Vi var sgu da som familie dengang. Kan du ikke huske det? Ram-

ses og mig var som sønner for den gamle. Både inden for og uden formurene.

Peter så til, da Stinger gabte over brødet med det opsamlede snask.Stinger havde både ret og uret. De havde alle tre, Brian, Ramses og Stin-ger, haft en form for venskab, men Stinger var naiv. Ramses var til salgfor håndører, og Fisker-Brian havde altid elsket at spille folk ud modhinanden og afvente resultatet. Peter ville ikke stole på nogen af de toandre. Men måske var Brian blevet sentimental i de sidste månederaf sit liv, da kræften åd ham op. Måske havde den døende mand hafttrang til at betro sig til nogen, og Ramses og Stinger var trods alt ikke deværste. Halvhjerner, selvfølgelig, men gode nok på bunden. Rygterne varmange, og nogle af dem gik på, at Brian havde smuglet narko i stor stil,og hvis det var tilfældet, oversteg det Stingers og Ramses’ samlede evner.

– Hvad er det så, du ved?

– Villy holdt fest.Manfreds oilskinsjakke fangede grene og kviste på sin vej.

6

Klokkenvar 10, og det frøs 11 grader. Manfred var en lille mand, men han kunneklatre på en tagryg som en cirkusartist, og hans hænder var både til savog skruetrækker og til bøger, hvad Peter satte stor pris på. Nu banedehan sig vej gennem krattet med lige så sikkert fodfæste, som hvis hanlagde tagsten på præstens tag.

– Farlig, sådan en kold nytårsnat, sagde han, stadig med lav stemmefø-ring for ikke at skræmme skovens beboere. – Nogle af Juttas venner indei Grenå mangler stadig deres datter. Hun havde lovet at komme hjemfra en fest.

Peters skridt fik sneen til at knirke under sålerne. Også han trådte ogtalte forsigtigt.

– Der er vel tid endnu. Mon ikke hun bare har fundet en seng atovernatte i?

Manfred skuttede sig, da en gren svirpede, og han fik sne ned i nak-ken under islænderens rullekrave.

– Sikkert. Men sig det til hendes mor.– Det er vel bedre end alternativet.Manfred nikkede.– Det kan du og jeg godt blive enige om.De kom ud i en lysning og gik en tid side om side. Så begyndte hun-

den at få fært. Rastløst vimsede den rundt og hvirvlede sne op med allemuskler spændt i bare iver.

– Her.Peter bøjede sig ned og pegede. Aftrykkene krydsede hinanden og

havde blandet sneen op. Ved første øjekast så det ud, som om nogenhavde kørt en tændstik i cirkler gennem flødeskummet på en lagkage.Men så man nærmere efter, var der enkelte spor, der skilte sig tydeligtud. Manfred bøjede sig også ned, og hunden stak sin lange snude heltned i hullerne.

– Og se her.Der lå spredte ekskrementer her og der, friske og dampende. Vildt-

lugten krydrede luften, og man kunne se, hvor gevirer havde fejet i sneenpå jagt efter føde. Sine steder var stykker af bark skrællet af træerne. Peter

Stinger tyggede af munden og sendte kaffen bagefter. Han tørrede sigmed trøjeærmet.

– Du ved, hvor tosset Brian var med skibe, ikke? Gammel kaptajn,sagde han altid. Han havde en motorbåd, der hed Molly?

Peter nikkede. Stinger havde lært tatoveringens kunst fra Fisker-Brian,der var en søens mand med et anker på underarmen og en barmfagerpige på overarmen og et dobbelt halvstik tatoveret på brystet. Det varingen hemmelighed, at Brians karriere havde involveret diverse smug-leraktiviteter fra især Baltikum.

– Nå, men da det hele blev lidt for hedt, sænkede han Molly et stedude i Kattegat, sagde Stinger og kløede sig i blodplamagen. – Med varer-ne forseglet i en boks. Det er det, jeg ved. Hvor de varer er, altså. Delvis.

– Delvis? Peter måtte smile. – Og Ramses? Hvad ved han? Også nogetdelvist?

Stinger kløede videre. En sårskorpe gik af og åbenbarede lyserødt kødpå størrelse med en enkrone.

– Ramses kender den anden halvdel af positionen. Det sagde Fisker-Brian selv.

– Og du kender den første, går jeg så ud fra?Stinger nikkede og undertrykte et ræb.– Tak for mad, sagde han høfligt og tilføjede, som om han var blevet

serviceret på en trestjernet restaurant: – Det smagte dejligt.

2

5

Nytårsmorgen stod lyset skarpt ind over klinten, farvede havet violet ogtrak horisonten op i en sølvfarvet streg. Sneen kastede de lave solstråleri alle retninger og gnistrede som ædelsten, man lige kunne samle op ogputte i lommen.

Stinger snorksov endnu, da Peter klædte sig på og efterlod Kaj i hu-set, mens han kørte ned til sin chef, Manfred, der boede med kone ogto børn i Rimsø. I rabatten og på vejene stødte han på nytårsaftenensefterladenskaber i form af tomme flasker, afsvedne nedfaldsraketter oghele batterier, der stod udslukte i vejsiden. Konfetti, serpentiner og enpapirhat eller to lå kastet ind over snedækkede hække.

– Godt nytår, Peter!Manfred kom veloplagt ud med sin gravhund King, jagttasken og

riflen over skulderen og patronbæltet om livet. De tog hans firehjuls-trækker ud af landsbyen og op til skoven og markerne uden om Gjerrild,hvor Manfred og hans onkel havde jagt. De var otte jægere i alt, og defordelte sig efter aftale ud over arealet. Peter fulgtes med Manfred, menselv var han uden riffel. Inden længe travede de gennem skovens stilhedog vekslede ikke mange ord, mens de ledte efter klovspor og andre spor-tegn på kronvildtet.

– God aften i aftes?Manfred spurgte lavmælt, mens de fulgte en sti gennem nåleskoven.

Han og konen havde været hjemme hos de små, vidste Peter. Tidligt iseng og tidligt op, sådan var rytmen i Manfred og Juttas hus. Selv holdthan af den samme, ensformige rytme, som om hans sind var stemt eftersolens op- og nedgang. Han og Manfred havde meget tilfælles.

– Fin nok aften, sagde Peter, mens de travede af sted gennem sneeni kraftige gummistøvler.

1

3

Felix så manden forlade huset igen lidt efter klokken to.Hun havde set ham komme nytårsaften. Hun havde hørt hunden gø,

og fotocellelyset derovre var gået i gang og havde afsløret skikkelsen: højog tynd og – bildte hun sig ind – frysende i en meget kort jakke og udennoget på hovedet eller hænderne. Han havde først banket på døren ogderefter, da ingen lukkede ham ind, taget i håndtaget og forsøgt at skub-be døren op.

2

Så, efter at have stået lidt og set ud over snebunkerne, varhan kommet over og havde ringet på hendes dør.

– Har du en skovl, jeg må låne?– Der står en ovre i carporten.Hun havde peget. Han snøftede, men det hjalp ikke meget. Snottet

hang ud af hans næse. Han tørrede med en hånd, og hun så, at han varfuld af ar og skorper på håndryggen, blandet sammen med ubehjælp-somme tatoveringer. Han sagde ikke tak eller noget, men vendte om oggik over i carporten. Lidt efter havde hun set ham grave i sneen ude vedstikvejen. Han arbejdede i omkring ti minutter, indtil han fik blotlagt ensten. Han bøjede sig ned og fiskede noget frem under den. Så gik hanover og stillede skovlen på plads, og hun så ham låse sig ind i huset oghilse på hunden. Det var det, der overbeviste hende om, at han var okay.Plus selvfølgelig det faktum, at han vidste, hvor nøglen lå.

Og nu forlod han så stedet igen. Med vanter på hænderne og iførten tykkere jakke end før og med en strikket kalot på hovedet. Hun gen-kendte den jakke. Manden derovre – Peter A. Boutrup, havde hun læstpå døren en dag, han var ude – plejede at have den på, når han gikmed hunden. Det gjorde han hver dag. Det var også en flot hund. Enschæfer.

Hun gik væk fra vinduet, men vidste ikke helt, hvor hun så skullevende sig hen. Kulde og træthed var en dårlig kombination. Hun frøs

13

hele tiden i dette her hus. Hun nøs og frøs og hostede så meget, at hunhavde permanente smerter i brystet. Det var, som om det trak ind allevegne fra, og det føltes, som om hun gik på vat, så træt var hun. Hun vid-ste, hun burde spise noget, men hver gang hun forsøgte, satte maden sighelt oppe i halsen og blokerede for sulten. Hvis bare hun kunne sove lidt.Men det gjorde ondt at ligge ned, og tanken om sengen fik alt i hende tilat stritte imod. Kun når hun var helt udmattet af søvnløshed, kunne hunignorere advarslerne og bare lægge sig og give slip. Hun var ikke udmat-tet nok endnu, så hun tændte for tv’et. Der var nytårskoncert fra Wien.

Hun kunne godt lide musikken. Valsene fik det til at duve inden ihende, frem og tilbage. Engang, før katastrofen, plejede hun at brugedansen som et frirum. Hun var ikke skolet; hun opfandt selv sine trin.Men hendes krop var bestemt for dans, det var hun sikker på. Det varikke hendes levevej og havde aldrig været det. Det var bare en del afhende som det at trække vejret eller sætte det ene ben foran det andet,når hun gik.

Hun rejste sig, trukket op af valsen. Prøvende begyndte hun at dansei takt til musikken. Nynnende og svajende snurrede hun omkring, oppå tå, ned igen, indtil hun næsten bragte sig selv i trance. Men hun varfor svag, og da musikken pludselig hørte op, og klapsalver bragede løs,stod hun forpustet tilbage på gulvet i strømpesokker, mens det hele snur-rede rundt for hende. Pludselig var det ikke dansen i fjernsynet, hun så.Pludselig var det brudstykker fra ulykken og alt det, der dengang havdesnurret hende rundt og rundt og rundt, indtil hun ikke længere vidste,hvem hun var og hvorfor.

Hun slukkede for tv’et. Hjertet hamrede. Sveden piblede. Hun træng-te til frisk luft, selv om trætheden nu næsten var uoverstigelig.

Hun gik ud i gangen og klædte sig på i lag. Hun tog sin mobiltelefonog puttede den i lommen for en sikkerheds skyld. Imens tænkte hunpå ham, Peter A. Boutrup. Han havde hilst på hende en dag, men hunhavde ikke hilst igen. Hun vidste ikke hvorfor, men måske var det barekræfterne, der ikke slog til.

Hun skulle til at vove sig ud i kulden, da hun opdagede, at han netophavde lukket døren derovre og var på vej ud med hunden. Det var denslags situationer, hun hadede, og hun blev vred indvendig. Hvad nu?

ved. Oppe på himlen glimtede et hav af stjerner, og han så en rest afnattens sidste nytårsraket gøre et svagt forsøg på at imponere. Frostenbed i hans ansigt, og han lukkede så meget til, at hans ånde tøedehuden op. Tre hundes nat. Der var frostbid i ordene, og lyden af nogetskæbnesvangert fulgte med. Nytårets festende bevægede sig rundt derudei kulden, mange i tyndt tøj og papirhat og med alkohol i blodet. I sådanen nat kunne vinteren vinde over mennesket.

Inden han faldt i søvn, vidste han pludselig, hvad det var med kvindeni nabohuset og hendes mørke øjne. Han havde kun set hende på afstand,men han havde set de samme øjne før. Øjne, hvis spørgsmål han ikkekunne besvare.

Han kiggede op og fandt den klareste stjerne og savnede My.

14

Hun stod tilbage i sin ubeslutsomhed, ude af stand til at røre sig, menshun fra vinduet så ham tage den sædvanlige tur langs med klinten iankeldyb sne og med hunden i løb, kåd efter at have været spærret indei huset. Han kastede godbidder op i luften, som den fangede, eller hankastede dem i sneen, så den skulle arbejde for at grave dem fri.

Først da de havde været ude af syne et godt stykke tid, åbnede hunhoveddøren og gik ud.

Luften var isnende kold og skar med knive i hendes lunger. Der varingen anden mulighed end at følge ham og hunden. I alle andre retnin-ger lå sneen for dybt. Hun gik rask til og holdt samtidig afstand. Hun fikhurtigt øje på dem. De havde ikke tanker for andet end hinanden, loddet til, men en dag måtte hun vel hilse på ham, sige et par ord og måskelade ham forstå, at hun ikke var ude efter et tæt naboskab.

Pludselig begyndte hunden at gø. Hun så, at han standsede op, oghun gjorde selv det samme. Han stod stille lidt og kiggede ned ad klin-ten fra det, der forekom hende at være det højeste punkt. Hun forsøgteat følge hans blik. Hun kunne ikke se, hvad han havde fået øje på, menstemningen var skiftet, og kådheden gået i sig selv mellem mand oghund.

*

Peter lænede sig ud over klinten. Han måtte tættere på for at se, hvadhunden havde fundet, men det var svært at bevæge sig uden for detområde, hvor sneen var ryddet. Afstanden ned til stranden virkede svim-lende. Han besluttede at sende Kaj derned først. Den ville elske det.

– Kom så.Han pegede ned.– Søge.Hunden tog udfordringen op. Den løb et par gange frem og tilbage

langs klinten, før den fandt det sted, den ville tage nedad. Derfra gik dethurtigt. Den rutsjede og gled på stive ben hele vejen ned til der, hvorbølgerne rullede ind i den bræmme af is, der lå langs stranden. Så varden hurtigt henne ved den mørke plet midt på stenene. Den snuste ogsnuste hele vejen rundt, puffede med snuden og gøede højlydt.

handske: Peter

3

A. Boutrup. Skiltet havde han sat op den dag, han varvendt tilbage for godt et år siden. Det betød mere end bare navnet. Detvar en beslutning: Her var hans liv og hans fremtid, og fortiden måtteindrette sig.

Måske havde øllene alligevel haft en virkning, eller kulden havdefrosset hans hjerne til is, for det var først nu, han lagde mærke til røg-søjlen, der snoede sig op fra hans egen skorsten. Han havde kun lige nåetat tænke, at nogen var kommet på besøg, da han hørte hunden gø.

Han ville låse sig ind, men døren var ikke låst. I samme sekund hanåbnede, kunne han lugte cigaretrøg. Hunden holdt op med at gø ogkom ham i møde med kroppen i knæ og et udtryk af dårlig samvittig-hed. Det havde den også grund til. Ilden buldrede i pejsen. I sofaen låStinger så lang, han var, og snorksov. På sofabordet stod en tom flaskevodka, og en underkop var blevet inddraget som askebæger. Peter taltenitten skodder og regnede ud, at hans nytårsgæst kun lige var kommet.Hans tøj var krøllet og stank af sprut og røg og gammel sved; der var hul-ler i hans sokker. Tatoveringerne på hans hænder og arme flød ud og varkradset til blods, fordi han havde udviklet allergi mod det billige blæk,nogen havde sprøjtet ind under huden på ham. Sikkert samme slags,som Stinger selv sprøjtede ind i sine kunder. Deraf navnet.

– Vågn op! Stinger!Han forsøgte uden held at ruske liv i manden på sofaen, mens Kaj

knurrede med falsk bidskhed. Hunden kunne være bidsk nok, men denkendte udmærket forskel på venner og fjender, og Stinger var en ven, selvom Peter ikke lige stod og manglede gæster.

Han opgav at vække Stinger, satte en skærm rundt om pejsen ogslæbte som altid sin madras ud på altanen og gik i seng med hundenliggende tæt op ad polarsoveposen, hvor den begravede snuden i sinhule af lammeskind. Han tænkte, at han godt kunne have brugt et parhunde mere i denne tænderklaprende nat. De indfødte i Australienbrugte tamme dingoer til at varme sig i kolde nætter: en hund på denene side, en på den anden og – hvis det var rigtigt koldt som nu – endnuen ovenpå. Sådan en nat var årets første: En Tre Hundes Nat. De havdemeldt ned til 13 graders frost.

Han borede sig godt ned i soveposen og mærkede hundens krop tæt

15

– For satan da.Hunden tog ikke fejl. Han måtte derned. Men han vidste allerede,

hvad der ventede ham, da han tog samme tur som Kaj og væltende ogglidende og næsten rullende landede for foden af klinten.

– Hvad så? Hvad har du fundet?Han nærmede sig forsigtigt. Han havde aldrig set hunden så ophid-

set. Skikkelsen var halvvejs dækket af sne og lå på maven med kindenforvrænget og munden åben. Mørke skægstubbe dækkede en del af an-sigtet, det ene sorte, buskede bryn – de bryn havde været hans stolthed– var fuldt af is. Det var håret også. Det så ud, som om nogen havdeforstøvet noget kunstig julesne ud over det, så det havde lagt sig somhvide krystaller i det sorte. Han havde alt for lidt tøj på: en kort, sortlæderjakke, cowboybukser og et par gummisko.

Peter knælede ned og mærkede efter en puls, men vidste, det var forsent. Ramses, der i live havde været en smuk idiot, altid til salg for enlårkort pige eller hurtige penge, var stendød. Sikkert fordi der var, hvadder lignede et udgangshul fra et projektil i hans ryg, hvor blod havdefarvet sneen en rustagtig rød. Han gættede på, at ægypteren var blevetskudt forfra på klos hold, direkte ind gennem hjertet.

Han hørte en lyd og vendte sig om tids nok til at se kvinden fra nabo-huset – han genkendte den sorte dynefrakke – stå og vifte med armeneoppe på klinten. Hun formede en tragt med vanterne:

– Hej. Er det, hvad jeg tror, det er?Han vinkede og nikkede. Hun begyndte nedstigningen.– Bliv der, råbte han. – Der er ingen grund til, du skal se det.Men hun var allerede halvvejs nede. Hun gled og tumlede, men hun

virkede ligeglad, selv om hun kunne brække halsen. Hun landede forfoden af ham, og han rakte uvilkårligt ud for at støtte hende. Det varførste gang, han så hende tæt på, og han havde svært ved at få øjnenefra hende. Hun var på samme tid smuk og grim. Skønheden lå i hendesøjne, der lyste i en svævende turkis med farven inddæmmet af en tydeligsort ring; den lå også i ansigtsformens oval og i hårets farve, der var mørki mange nuancer mod kridhvid hud, selv om kun tjavser stak ud underhuen. Grimheden lå i det faktum, at hun så ud, som om hun kunnebesvime på stedet og lægge sig ved siden af liget. Hun var pinagtigt tynd,

1

Hans eneste tanke var at komme hjem.Efterhånden som han gik, lagde han afstand til festen og larmen. Bag

ham steg nytårsraketter til vejrs og spredte faldskærme af farver i natten.Ellers var det sneen og månen, der lyste landskabet op.

2

Lidt af fyrværkeriet rakte ind over hans halvdel af himlen. Forude, iretning af havet, var der kun stilhed og en verden i sort og hvid. Det nyeår var blevet født i en eksplosion af frost og med trusler om mere snefald;vredt og tænderskærende og som et forvarsel om ondt, hvis man ellerstroede på den slags.

Han kunne lide at gå. Det fik ham til at mærke sin krop. Han gik såhurtigt, han kunne, for at holde kulden væk, mens frosten trak ansigts-huden sammen til en maske. Han kunne sagtens have taget bilen, forhan havde kun drukket et par øl. Siden operationen havde det væretsådan. Han gad ikke ødelægge sin krop mere, end han allerede havdegjort. Han røg heller ikke længere. Nu havde han et image som LuckyLuke: hellere et glas mælk end en whisky. Kun indimellem, i vennersselskab, gav han slip og drak sig stiv som en flagstang.

Mens han nærmede sig, blev vejen mere og mere ufremkommelig.Han kunne se husene allerede. Der var ikke langt fra festen og herud tilklinten, hvor der var lys i to af de tre fiskerhuse. I hans eget, selvfølgelig,det havde han selv sørget for. Men også i nabohuset, hvor der for nyligvar flyttet en kvinde ind. Hun havde altid lyset tændt, nat og dag, somom hun aldrig sov. Han havde kun set hende få gange. Engang havdehan nikket, men hun havde ikke nikket igen. Alligevel var der noget vedhende, han ikke kunne ryste af sig.

Vinden piskede sneen op, så den lagde sig i driver, og de sidstehalvtreds meter op mod huset sank han i til anklerne. Hans navneskiltpå døren var skjult under sne og is. Han børstede krystallerne af med en

huden lignede voks, og øjnenes skønhed var indfattet i dybe, gråsortehuler, der fik dem til at virke mørke til trods for farven.

– Du tror måske ikke, jeg har set et lig før?– Har du da det?Han skød hende til at være omkring de 30, jævnaldrende med ham

selv. Hvor mange døde kunne hun lige have set?Hun svarede ikke, men stirrede på Ramses og kørte en nervøs hånd

op til sin hals og om i nakken under tørklædet og håret, som om nogetstrammede. Der var mange fugle at se på klinten året rundt, og hantroede, han havde set det meste. Men hun var den mest eksotiske afdem alle.

– Stakkels fyr. Hvem er det? spurgte hun.Han tøvede.– Aner det ikke. Du skulle vel ikke have en mobil på dig?Hun stak hånden i lommen og trak telefonen op og rakte ham den.Han tog den og strejfede hendes hånd, og helt impulsivt fik han lyst

til at røre ved hende, måske stryge hende over kinden. Men i stedetgjorde han det, han havde mindst lyst til i hele verden: Han ringede tilpolitiet.

© Politikens Forlag 2011Omslag: stoltzedesignOmslagfotos: Anders Salesjö Photography og Rick Price/CORBISTryk: Nørhaven

Elsebeth Egholm

Tre hundes nat

P O L I T I K E N S F O R L A G