En analyse af feminismen i Jane Eyre

Af NN

NN-xxxx

NN

Eksamensnr. NN

Forår 2013

Bacheloruddannelsen i Litteraturvidenskab, studieordning 2009

Bachelorprojekt

Eksaminator: Søren Frank

Ekstern censur

Aflevering senest 31. januar 2013

Enheder: 57.036

Indholdsfortegnelse Indledning 1 Transgressionstalerør 2 Den fantasi- og fornuftsbaserede feminisme 4 Sanselighed, forstandighed og bestandighed 5 Den vindikative feminisme 8 Naturelementer 11 Mellem fornuft og fremmedgørelse, dobbeltgænger og dydighed 12 Fundet af den feministiske, metaforiske moderfigur 14 Paris’ anti-feministiske angreb 16 Sejrrig slutning 19 Konklusion 20 Abstract 21

Side 1 af 22

I Imagined Human Beings – A Psychological Approach to Character and Conflict in Literature

under afsnittet “Jane Eyre” foretager Bernard J. Paris en anti-feministisk læsning af romanen af

samme navn. Selv om det ikke er Paris’ primære formål at modargumentere romanens feminisme,

men derimod, som titlen indikerer, at belyse dens bagvedliggende psykologi, bruger han ikke desto

mindre meget af studiet på at negere romanens feministiske fundament. Væbnet med sit anti-

feministiske postulat søger han gennem analyse af udvalgte og for ham anti-feministiske passager at

modargumentere de i hans optik feministiske fejltolkninger af romanen og konkluderer således, at

den og dens protagonist fejlagtigt er hyldet for deres feminisme.

Med Paris’ læsning som fundament vil jeg gennem en komparativ analyse og diskussion modargu-

mentere og tilbagevise hans tolkning, og det er ved gennemarbejdelsen af feministiske studier af

romanen, at jeg underbygger min tese om dens feministiske grundlag for derigennem at eksplicitere

dets principielle tilstedeværelse.

Dette vil jeg gøre ved at indlede med Hsiao-Hung Lees analyse af tekstens strukturelle, genremæs-

sige og tekniske elementer og yderligere belyse kampen om at blive hørt af den undertrykte og do-

minerende stemme i “Possibilities of Hidden Things” – Narrative Transgression in Victorian Fic-

tional Autobiographies. Hertil kommer, at jeg med hans analyse som grundlag vil videreføre hans

læsning ved at byde ind med egne tolkninger af romanen og føre den i min egen retning og herigen-

nem udforme en endnu mere solid feminisme.

Herefter vil jeg tage udgangspunkt i Barbara Hill Rigneys Madness and Sexual Politics in the Fe-

minist Novel – Studies in Brontë, Woolf, Lessing, and Atwood, igennem hvilken jeg vil illustrere

protagonistens forhold til de mandlige karakterer, der baserer sig på et mandligt krav om underda-

nighed, og beskrive de fællesnævnere, de mandlige biroller deler. Også seksualitetens relation til

sindssygdommens destruktivitet samt dobbeltgængerens rolle heri vil jeg gøre et ophold ved og

således kaste lys over det patriarkalske samfunds rolle i førnævnte og endvidere fremhæve søgen

efter et kvindeligt og frelsende forbillede og kontrastere det med patriarkatet og herigennem forkla-

re det, der ligger til grund for Janes redning i et maskulint herredømme, der konstant truer med tilin-

tetgørelse af den kvindelige identitet. Ydermere vil jeg inkludere Pat Macphersons studie Reflecting

on Jane Eyre og Eithne Hensons Landscape and Gender in the Novels of Charlotte Brontë, George

Eliot, and Thomas Hardy – The Body of Nature som supplement til og forstærkelse af Rigneys fe-

ministiske tolkninger.

Det er undervejs i projektet, at jeg på baggrund af de gennemgåede feministiske udlægninger samt

gennem konkrete teksteksempler i Jane Eyre vil modbevise Paris’ anti-feministiske læsninger. Der-

Side 2 af 22

for vil et afsnit blive dedikeret til at gendrive hans tolkninger ved at inkorporere teksteksempler fra

hans eget studie i projektet og analysere dem på baggrund af gennemarbejdet, feministisk materiale

og derved omstøbe det portræt af Jane, han kreerer.

Endeligt vil jeg med vægt på den komparative metode fokusere på romanens afslutning og diskute-

re, hvorvidt den er feministisk eller ej og sålunde afvise Paris’ anti-feministiske læsning af romanen

og etablere den som feministisk.

Transgressionstalerør

Der herskede i England under den tidlige victorianske æra et krav om mimetisk litteratur, der for

Brontë betød en autentisk gengivelse af eget liv i den verden, det blev levet, og en morale baseret på

egen samvittighed. Genremæssigt er Jane Eyre hovedsageligt præget af denne realisme, men allere-

de i andet kapitel forekommer der fantastiske elementer, der bryder med den dominerende, realisti-

ske genre. Lee forklarer i “Possibilities of Hidden Things” – Narrative Transgression in Victorian

Fictional Autobiographies, at det er barnets stemme, der kommer til udtryk gennem fantasien, idet

det ikke formår at udtrykke sin egen utilfredshed: “Yet in what darkness, what dense ignorance, was

the mental battle fought! I could not answer the ceaseless inward question – why I thus suffered…”

(Brontë 1994: 17). Den udtryksmæssige utilstrækkelighed manifesterer sig yderligere gennem de

billeder på ensomhed, barnet skaber, ved læsningen af Bewick’s History of British Birds, idet hun

derigennem implicit sætter ord på sin egen sindstilstand1. I andet kapitel hænder det to gange, at

barnet afbryder sin egen historie med gisninger om, hvad der kunne være sket. Først fortæller Jane,

at havde hun blot været mere medgørlig og i højere grad efterlevet det adfærdsmønster, Mrs Reed

dikterede, ville hendes tilstedeværelse være blevet tolereret og senere, at hvis Mr Reed endnu havde

været i live, ville han have udvist Jane venlighed. Det er i samspillet mellem ovennævnte og brud-

det på kronologi, der manifesterer sig i tiende kapitel, hvor Jane springer et otteårigt forløb over,

samt manglen på kontinuitet, der ses netop gennem fokus på det, der kunne være sket og endvidere

på fortællerens kommentering på barnets ekspressive mangelfuldhed2, at der konstitueres en tidlig

feminisme. Netop fordi det var det patriarkalske samfund, der havde dikteret de litterære kriterier

om realisme, kronologi og kontinuitet, bliver det det selv samme samfund, som Brontë opponerer

imod ved ikke at efterkomme disse krav. Det er altså ved at lade sin roman bære præg af det overna-

1 Se Brontë 1994: 10 2 “How difficult it was to frame my answer! Children can feel, but they cannot analyse their feelings; and if the analysis is partially effected in thought, they know not how to express the result of the process in words.” (Brontë 1994: 26)

Side 3 af 22

turlige (eksempelvis spejlbillede-episoden i red-room-værelset kap. 2), uforklarlige og ukonventio-

nelle, at Brontë som forfatter skaber en ustabilitet og inkohærens i den litterære orden, som det

mandlige samfund har opstillet, og opretter dermed en transgression, som just indikeret også afspej-

ler sig i forholdet mellem det primære (sandheden og det faktuelle) og det sekundære (kunsten og

det poetiske), hvor førstnævnte undermineres af sidstnævnte, og som ydermere ses reflekteret i

Brontës mandlige pseudonym: Currer Bell.

Lee fortsætter, at barnets stemme til stadighed undertrykkes af den voksnes rationelle: “… now, at

the distance of – I will not say how many years – I see it clearly.” (Brontë 1994: 17). Dermed ska-

ber Brontë to stemmer: den voksne, dominerende og undertvingende, der beskriver begivenheder-

nes gang, og som danner sin narration på rationalitet og kritisk tilgang, og som indimellem tilpasser

datidige hændelser til sine nutidige holdninger og erkendelser. Dette ses eksempelvis, når Jane af-

bryder sin fortælling ved at forklare, hvorfor Mrs Reed ikke kunne tolerere Janes selskab, noget,

som barnet ikke formår at erkende:

[Mr Reed] had required a promise of Mrs Reed that she would rear and

maintain me as one of her own children. Mrs Reed probably considered she

had kept this promise; and so she had, I dare say, as well as her nature would

permit her: but how could she really like an interloper, not of her race, and

unconnected with her, after her husband’s death, by any tie? (Brontë 1994:

18).

Den anden stemme er barnets, den undertrykte stemme, der er præget af følelser og fantasi, af døds-

fortællinger og dunkle idéer. Det er i forholdet mellem disse to stemmer, at endnu et transgression-

selement etableres; det er her, endnu en oppositionel byggesten mod det patriarkalsk gældende

grundlægges. Den narrative kontinuitet trues altså af den undertrykte stemme, der med sin mod-

standsfunktion udfordrer autoriteter og skaber grænseoverskridelser. I forlængelse heraf er det Lees

pointe, at den voksne Jane, idet hun korrigerer barnets gætterier og dets ekspressive insufficiens,

modarbejder den opposition, som barnet skaber og står for, ved at affærdige det som nonsens3.

3 Se Lee 1996: 33-34

Side 4 af 22

Den fantasi- og fornuftsbaserede feminisme

I modsætning til Lee er det min overbevisning, at der hersker et feministisk samspil mellem de to

stemmer. Derfor vil jeg forelægge det argument, at barnets stemme ikke undertrykkes af den voks-

nes, men hellere at de er afhængige af og endog kompletterer og fuldender hinanden i deres manife-

station og dermed ikke baserer sig på et ophævelsesforhold, sådan som Lee postulerer. Med Lees

analyse som fundament anskuer jeg det derfor således, at der i romanen forekommer to stemme-

mæssige planer, igennem hvilke Brontë skaber sin protagonist og sig selv som feminist: den fanta-

sibaserede og den fornuftsbaserede.

Det, der ligger til grund for en sådan “feminismeforskydning”, hvor feminismen tilkendegiver sig

gennem to forskellige platforme, er, at barnet og den voksne har forskellige opfattelses- og udtryks-

forudsætninger. Barnet besidder ikke de samme perceptions- og ekspressive evner som den voksne:

“Each picture told a story; mysterious often to my undeveloped and imperfect feelings, yet ever

profoundly interesting…” (Brontë 1994: 10-11), og som før nævnt er det jo af den grund, at barnet

med sin udtryksmæssige uformåen tager en genstand i brug som medium for sin mentale tilstand.

Den fantasibaserede feminisme er dermed mere udpræget hos barnet, mens den fornuftsbaserede

feminisme har større gennemslagskraft hos den voksne.

Det er gennem de to former for feminismers gensidige afhængigheds- og kompletteringsforhold, at

en dobbeltfeminisme etableres. Den voksnes fornuftsbaserede feminisme er afhængig af barnets

ekspressive mangelfuldhed, der manifesterer sig både gennem fantasien som udtryksmæssig substi-

tut og gennem det blotte fravær af nøjagtig definition af egen sindstilstand, mens det kun er via den

rationelle røsts redigering, at barnet formår at konstituere et oprør. Om det udelukkende var fornuf-

ten, der fungerede som kommunikationsmiddel for feminismen, ville den ikke i samme grad gøre

opmærksom på sig selv og lige så med fantasien. Havde fantasien været det eneste feministiske tale-

rør, kunne feminismen snildt dementeres og undermineres, idet der som tidligere nævnt herskede et

krav om mimetisk og realistisk litteratur. Det er altså i relationen til hinanden, at begge former for

feminismer synliggøres og forstærkes, idet de har hinanden som forudsætning for deres udslag, og

det er ved at tage forskellige udtryksmidler i brug i sin kvindesag, at Brontë illustrerer, hvorledes

kravet om kønslig ligestilling har allestedsnærværende og tidsløs gyldighed, hvorfor den ikke kan

afvises.

Denne dobbeltfeminisme igangsættes allerede i romanens første kapitel, men kan kun begribes i sit

fulde omfang efter det sidste. Romanen tilbyder nemlig en forsikring om, at Jane ikke er i fare for at

miste sig selv og sin kvindelige identitet, men at feminismen endnu har et solidt greb i hende (eller

Side 5 af 22

hun i den). Dette sker netop ved Janes redigering af sin egen, “barnlige” fortælling med sin fornuft

– en fornuft, som kommer til at styre hendes voksenliv og bistå hende i afgørende beslutningspro-

cesser. Idet hun som voksen fortæller udfører en form for “fornuftskorrektur” på sin egen narration,

er det et vidnesbyrd om bevarelsen af den rationalitet, hun senere finder og lader sig lede af, og som

bliver forudsætningen for redningen og opretholdelsen af sit kvindelige jeg. Endvidere opfatter jeg

det således, at den rationelle kvinde, der kommenterer på barnets historie, på papiret skal instituere

en ro og orden efter den forstyrrelse, barnets fantasi og tilkendegivelsestab efterlader, men selv

kommer til at udgøre et destabiliseringselement, idet fortælleren afbryder sin egen narration, barnets

narration, ved sin kommentering. Det er i kombinationen af ovennævnte forhold, jeg ikke mener, de

to feministiske præmisser ophæver eller ugyldiggør hinanden, men at de som sagt snarere har en

indbyrdes og fælles gyldighed, idet de igennem hinanden styrkes.

Derfor deler jeg ikke Lees synspunkt om, at den voksne Jane affejer barnets udtryksmangel eller

fantasi4; de fantastiske træk går jo igen i Janes voksenliv. Hun siger aldrig direkte, at barnets tanker

er vås, sådan som Lee hævder5, på samme vis som hun senere eksplicit tænker for sig selv, at den

altfortærende betagelse gjorde og endnu engang gør hende til et fjols6. En sådan formodning ville

medføre en negering af egen feminisme, hvorimod jeg betragter det således, at Jane søger at kom-

pensere for det vakuum, barnet skaber, igennem hvilket hun indirekte formulerer sine ligestillings-

bestræbelser. Hun implementerer den voksne feminisme i barnligt regi for derved at demonstrere og

forvisse om kvindesagens tag i hende (et aspekt, Lee ikke erkender, idet han ikke anderkender den

fornuftige stemmes positive funktion) og etablerer herigennem sin dobbeltfeminisme.

Sanselighed, forstandighed og bestandighed

I forlængelse af min argumentation for de to former for feminismer er jeg af den opfattelse, at den

feministiske proces indikerer en udvikling, der stemmer overens med protagonistens egen, mentale

udvikling. Selv om der i den voksne narration optræder fantastiske træk (jf. eksempelvis den løve-

lignende Gytrash kap. 12 og måne-episoden kap. 27), er det ikke ensbetydende med en mangel på

udvikling fra Janes side, jf. min parallelisering med barnet og fantasien. Udviklingen baserer sig

ikke på en abrupt, rigid sondring mellem barn og voksen, men forekommer i stedet gradvist, hvorfor

grænserne er forholdsvist udflydende.

4 “I can now conjecture readily that that this streak of light was, in all likelihood, a gleam from a lantern carried by some one across the lawn; but then, prepared as my mind was for horror, shaken as my nerves were by agitation, I thought the swift-darting beam was a herald of some coming vision from another world.” (Brontë 1994: 19) 5 Se Lee 1996: 34 6 Se Brontë 1994: 413

Side 6 af 22

Før Jane endeligt finder den fornuft, der i min optik kommer til at navigere hende i sin videre fær-

den (på samme måde som hun ender med at lede Rochester), figurerer der i romanens 16. kapitel en

idé om forstandens koldsindighed:

Reason having come forward and told, in her own quiet way, a plain, unvar-

nished tale, showing how I had rejected the real, and rapidly devoured the

ideal; […] It does good to no woman to be flattered by her superior, who

cannot possibly intend to marry her; and it is madness in all women to let a

secret love kindle within them, which, if unreturned and unknown, must de-

vour the life that feeds it; and, if discovered and responded to, must lead

ignis-fatuus-like, into miry wilds whence there is no extrication. (Brontë

1994: 160).

Det er værd at bemærke, at “Reason” er stavet med stort og omtalt “her”, et forhold, der demonstre-

rer en kvindelig personificering af forstanden og dermed en italesættelse af denne som en kvindelig

attribut, hvilket stemmer overens med forstandigheden som et “enkvindes”-redningskorps. Kanske

det er ovenstående citat, Jane forlader sig til i retfærdiggørelsen af sin afvisning af Rochester:

‘Laws and principles are not for times when there is no temptation: they are

for such moments as this, when body and soul rise in mutiny against their

rigour; stringent are they; inviolate they shall be. […] Preconceived opin-

ions, foregone determinations are all I have at this hour to stand by; there I

plant my foot.’ (Brontë 1994: 314).

Det er også i citatet på s. 160, der forevises en forudanelse om, hvad der ville hænde hende, hvis

hun gav efter for sin lidenskab til Rochester: enten at fortæres eller forvildes. Desuagtet ville hun

blive det tabende parti. I denne sammenhæng er det værd at gøre opmærksom på de to kvindelige

yderligheder, jeg vurderer, der opstilles i form af Bertha Mason og Adèle Varens, hvis funktioner er

at eksemplificere de to roller, Jane har at vælge imellem i sit forhold til Rochester, hvor hun enten

kan efterkomme sin lidenskab og risikere fremmedgørelse derved eller fornægte den hele sit liv og

degraderes til værende intet andet end et reificeret dukkebarn, der skal pyntes og overøses med ga-

ver. Begge undermineres og udskældes de.

Side 7 af 22

Selv om man i forlængelse af ovenstående citater kunne forledes til at tro, Jane er blottet for sanse-

lighed og kærlighed, er det ikke tilfældet. Bl.a. pointerer Rigney i Madness and Sexual Politics in

the Feminist Novel – Studies in Brontë, Woolf, Lessing, and Atwood, at “passion” ofte bruges som

en eufemisme for sex af Brontë, og endvidere at skønt Jane forsøger at fornuftsundertrykke sin hen-

givenhed, er det ikke desto mindre førstnævnte, der ender med at overdøve sidstnævnte, hvilket hun

proklamerer i en monologisk tale:

‘Blasphemy against nature! Every good, true, vigorous feeling I have gathers

impulsively round him. I know I must conceal my sentiments: I must

smother hope; […] I must, then, repeat continually that we are for ever sun-

dered – and yet, while I breathe and think, I must love him.’ (Brontë 1994:

174).

Følgelig besidder Jane lidenskabelige emotioner, men lader sig i modsætning til de mandlige karak-

terer ikke styre af dem. Umætteligt formøbler John Reed sin arv, og med sin religiøse fanatisme

som ideal undertrykker Reverend Brocklehurst pigerne på Lowood Institution. Edward Rochester er

så forhippet på at få Jane, at han vil bryde sit ægteskabsløfte til Gud og samfund og kompromittere

sin egen og Janes ære for at opnå dette, mens St John Rivers er så passioneret selvfornægtende i sin

tro, at han forbyder sig selv at give efter for sin kærlighed til den søde og smukke, men til-et-

missionærliv-uegnede Rosamond Oliver (og tillige forbyder Jane at give efter for sin7). Ulig disse

statiske mænd er Jane dynamisk; hun undergår en frelsende udvikling, der ses gennem skiftet til den

fornuftsbaserede feminisme (i samspil med den fantasibaserede). Et modbillede opstilles i første og

andet kapitel, hvor hun giver efter for sin “lidenskab”, der tilkendegiver sig gennem arrigskabet

mod og overfaldet på John Reed, for hvilket hun straffes på samme måde, som Bertha afstraffes for

sin voldsomhed. Ydermere står Jane over for det samme valg, som Rochester gjorde for femten år

siden, hvor han på samme vis, som han søger at forføre hende, blev forført af og lod sit begær kapi-

tulere for Berthas skønhed og medgift. Jane modstår sin attrå og udformer dermed sig selv som en

overlegen og respektindgydende kvinde. Således reddes hun fra undergang ved Rochesters såvel

som Brontës hånd og belønnes for sin personlighedsmæssige progression, der markerer sig gennem

beslutningsprocessen, og for hvilket mændene grundet manglen på samme (i korrelation med tyran-

nisering) straffes for. 7 “‘I know where your heart turns and to what it clings. The interest you cherish is lawless and unconsecrated. Long since you ought to have crushed it: now you should blush to allude it.’” (Brontë 1994: 409)

Side 8 af 22

Den vindikative feminisme

Jeg anskuer det nemlig således, at det er et gennemgående virkemiddel i romanen, og et, den i høj

grad spiller på, at de mandlige figurer er i besiddelse af karakteristiske fællestræk, igennem hvilke

Brontë alluderer til deres relationelle skurkagtighed, så selv de, der i højere eller mindre grad fore-

kommer gode (Rochester) eller hellige (Brocklehurst og St John), også udstilles og diskrediteres og

endvidere ubønhørligt afstraffes.

Ifølge Rigney er det er den hævngerrige, feministiske forfatter, der med skånselsløs omhu elimine-

rer eller lemlæster de karakterer, der har truet Janes identitetsopretholdelse. Det er især den mandli-

ge seksualitet, der truer fundamentet for den kvindelige selvbevarelse. Brontë paralleliserer alle de

maskuline birollefigurer gennem en truende seksualitet (foruden en tilværelse i udelukkende føjeli-

ge og kvindelige miljøer), der forbindes med ondskab og død. Hun begrunder dette ved at forklare,

at det hos John Reed ses i beskrivelsen af en seksuel trussel: “… he spent some three minutes in

thrusting out his tongue at me as far as he could without damaging the roots: I knew he would soon

strike, and while dreading the blow, I mused on the disgusting and ugly appearance of him who

would presently deal it.” (Brontë 1994: 12). Det er, da Jane i sit raseri mod at blive overfaldet af

John, hvor hun eksklamerer: “‘Wicked and cruel boy! […] ‘You are like a murderer – you are like a

slave driver – you are like the Roman emperors!’” (Brontë 1994: 13), at seksualiteten kobles sam-

men med begrebet om ondskab og død.

For Brocklehursts vedkommende synes han ikke blot som en morder, men er rent faktisk indirekte

skyld i mange af pigernes død, idet han tvinger dem til underdanighed på skolen, sulter dem, lader

dem fryse, tugter deres sjæle med trusler om fortabelse og afkønner dem endda symbolsk ved at

klippe deres hår. Dog konstitueres den egentlige seksualitets- og dødsrelation allerede i den falliske

beskrivelse, da Jane ser ham for første gang: “I looked up at – a black pillar! – such, at least, ap-

peared to me, at first sight, the straight, narrow, sable-clad shape standing erect on the rug; the grim

face at the top was like a carved mask, placed above the shaft by way of capital.” (Brontë 1994: 33).

Hos St John etableres den maskuline seksualitets tilknytning til ondskab og død blandt andet gen-

nem to af Janes udtalelser i forbindelse med hans frieri: “‘If I were to marry you, you would kill me.

You are killing me now.’” (Brontë 1994: 408), samt “‘… to do what you wish me would, I begin to

think, be almost equivalent to committing suicide.’” (Brontë 1994: 409).

Rochesters rigoristiske krav om kvindelig underkastelse manifesterer sig igennem en mangfoldig-

hed af symboler. Et billede, der går igen i Janes forhold til Rochester (og John Reed) er slavemeta-

Side 9 af 22

forikken. Da Rochester smiler til Jane, leder det hendes tanker hen på en sultan, der i et øjebliks

lyksalighed og ømhed kunne finde på at skænke sin slave sit guld og sine juveler, og erklæringen:

“‘It is your time now, little tyrant, but it will be mine presently; and when once I have fairly seized

you, to have and to hold, I’ll just – figuratively speaking – attach you to a chain like this… ’”

(Brontë 1994: 269) følger han op på ved symbolsk at “binde” hende til sig ved at røre sit urs kæde,

ligesom læseren senere hen i det narrative forløb oplever ham fange og fysisk binde Bertha til en

stol. Jeg mener desuden, at ord som “little”, “seized”, “attach” og “chain” skaber en negativ klang,

hvorfor også det konventionelt romantiske ægteskabsløfte “to have and to hold” nærmest konnote-

rer en trussel. Ydermere hænder det, at Rochester i et forsøg på selvglorificering implicit sætter ord

på sin misogyni, idet han mener, der kun er én ting værre end at hyre end elskerinde, hvilket er at

have en slave, og dog er det denne skæbne, han tilbyder Jane.

En anden måde, hvorpå han søger at underordne hende sin magt er ved at tydeliggøre hendes øko-

nomiske afhængighed af ham: “… the more he bought me, the more my cheek burned with a sense

of annoyance and degredation.” (Brontë 1994: 267). Janes frygt for at miste sig selv viser sig i den

ængstelse, hun føler, da Rochester bemærker, at hun inden længe bliver “Jane Rochester”, og under

deres forlovelse synger han hende en serenade, der bærer præg af konnotative såvel som eksplicitte

tegn på død8.

Helene Moglen forelægger i sit studie Charlotte Brontë: The Self Conceived en psykoseksuel analy-

se af den “Byronic hero”9, og det er på baggrund af denne teori, Rigney foreslår, at svaret på Ro-

chesters undertrykkelsestendens også kan findes i spørgsmålet om hans seksuelle utilstrækkelighed.

Rochester påpeger selv, at han i sin jagt efter elskerinder “tried dissipation – never debauchery: that

I hated, and hate.” (Brontë 1994: 308). Kanhænde Rochester frygter den kvindelige seksualitet, for

det første fordi han har et grundigt kenskab til den med en hustru, der er “ at once intemperate and

unchaste” (Brontë 1994: 304), men især fordi han føler sig truet af den og derfor forsøger at under-

tvinge den ved at være næsten voldsom i sin. Rigney konkluderer dermed, at Rochester må fratage

Jane hendes seksualitet for at kunne bevare sin, hvilket han gør ved konstant at forbinde hende med

metafysiske væsener som feer og alfer og tilligemed fugle. Herved opnår han en afseksualiering af

hende, mod hvilken Jane i min optik opponerer: “I am no bird; and no net ensnares me; I am a free

human being with an independent will…” (Brontë 1994: 252).

8 Se Brontë 1994: 271 9 Se Rigney 1978: 23-24

Side 10 af 22

Efter min overbevisning er det med begge sine ben forholdsvist solidt plantet på denne sin uafhæng-

ighedsplatform (hun er jo nær ved at give efter for Rochesters manipulerende forledelse10), at hun

ikke lader sig overbevise af hans selvbedrag, hvis absurditet når uanede højder:

‘… you shall yet be my wife: I am not married. You shall be Mrs Roches-

ter… You shall go to a place I have in the south of France … There you shall

live a happy, and guarded, and most innocent life. Never fear that I wish to

lure you into error – to make you my mistress.’ (Brontë 1994: 301).

Trods sine romantiske bedyrelser om lykke og sømmelighed har Rochester ikke desto mindre vist

sig som lidt af en slyngel, hvorfor han ikke just forekommer troværdig. Denne utroværdighed un-

derstøttes ved, at han på samme vis, som han har gemt Bertha væk fra omverdenen, her udtrykker

sin hensigt om at gøre det samme med Jane. Endvidere formulerer Rochester i sin desperation ét

stort paradoks, der går igen i hele deres forhold. Han forsikrer Jane om sine noble intentioner om

ikke at ville føre hende “into error”, men modsiger ikke desto mindre sig selv, idet han ikke bare i

selve sin ytring, men også især i hele det 27. kapitel netop forsøger at forføre Jane og gøre hende til

sin elskerinde. Dette vedkender den rationelle Jane sig da også: “‘Sir, your wife is living: that is a

fact acknowledged this morning by yourself. If I lived with you as you desire – I should then be

your mistress: to say otherwise is sophistical – is false.’” (ibid.). Jane besvarer dermed selvbedrag

med selvfornægtelse.

Dette paradoks manifesterer sig især også, når Rochester senere forsøger at retfærdiggøre sit svig:

‘I had determined and was convinced that I could and ought [to marry]. It

was not my original intention to deceive, as I have deceived you. I meant to

tell my tale plainly, and make my proposals openly: and it appeared to me so

absolutely rational that I should be considered free to love and be loved, I

never doubted some woman might be found willing and able to understand

my case and accept me, in spite of the curse with which I was burdened.’

(Brontë 1994: 307).

Rochester er uvidende om, at han i sit forsøg på at stille sig selv i et bedre lys ender med at brænde

det i begge ender, idet hans ønsker er uforenelige. En sådan kvinde, der ville acceptere disse betin-

10 Se Brontë 1994: 296, 314

Side 11 af 22

gelser for indgåelse af ægteskab, ville han aldrig kunne respektere, idet selve den fritænkeriske ind-

vilgelse ville omstøde et sådan postulat om en agtværdig kvinde. I Janes tilfælde ville det betyde, i

så fald hun samtykkede til ordningen, at det, Rochester mest værdsætter hos og misunder hende,

hendes “peace of mind”, “clean conscience”, “unpolluted memory”, der er uden kontamination må

være en “exquisite treasure”, en “inexhaustible source of pure refreshment” (Brontë 1994: 136),

ville ophøre. Det, jeg ser som selve forudsætningen for hans kærlighed til hende, er nemlig denne

uskyld, som han selv længes efter at eje, og som han savner i Bertha. Altså eftertragter Rochester

hendes renhed, men søger samtidig at blive af med den ved at appellere til hendes lidenskab og kær-

lighed. Janes forsvar mod sanseligheden er fortielse, idet hun tilgiver ham det, han har gjort, “yet

not in words, not outwardly; only at my heart’s core.” (Brontë 1994: 269). Janes selvopretholdel-

sesværn bliver derved tilbageholdenheden på et verbalt såvel som – og frem for alt – fysisk plan.

Fælles for disse karakterer er altså, at de søger at underkue Jane og true stabiliteten af jeget, og der-

for straffer Brontë dem alle nådesløst. John Reed ender med at begå selvmord efter begærligt at

have bortødslet hele sin arv, og Brocklehurst bliver som følge af afsløringen af sin vanrøgtende le-

delse socialt miskrediteret. Rochester lemlæstes efter at have forsøgt at redde sin hustru (paradok-

salt nok er det ham selv, der fremprovokerer Berthas spring og dermed bliver den morder, som Jane

forudanede, jf. serenaden), mens St John rejser til Indien uden en hustru, men til gengæld ender med

at møde Herren – eller hvert fald dør i forvisning derom.

Naturelementer

I Rigneys introduktion ligger Freuds (mandsfavoriserende) psykoanalyse til grund for stadig sam-

me, feministiske studie, Madness and Sexual Politics in the Feminist Novel, og det er med ud-

gangspunkt i teorier af blandt andre R.D. Laing og feminister som Germaine Greer og Phyllis

Chesler, at hun forklarer, at mandens og kvindens rolle i det patriarkalske system imiterer psykote-

rapeutens forhold til sin patient, hvor førstnævnte fordrer underkastelse af sidstnævnte. Hun fortsæt-

ter, at det, der er i et sådan samfund er bestemt konventionel adfærd for mænd, opfattes neurotisk

eller psykotisk, hvis det optræder hos kvinder, og at denne dobbeltmorale resulterer i en negativ

klang af begrebet om kvindelighed11. Det er i forbindelse med den fornedrende, sociale position, at

den (kvindelige) psykose, det splittede jeg, indtræder, der ifølge Laing er en naturlig modreaktion

på det destruktive samfund12. Dog er det ikke selve psykosen, mod hvilken opmærksomheden er

rettet, idet den blot er udtryk for en temporær tilstand, men hellere identificeringen og tilbagevis- 11 Se Rigney 1978: 3-4 12 Se Rigney 1978: 8

Side 12 af 22

ningen af sygdommen for derigennem at opnå helbredelse. Af denne grund er det ikke selve sinds-

sygen, feministerne hylder, men derimod tilbagevenden til det hele selv.

Som tidligere bevist er netop kravet om underdanighed ekstremt udtalt hos de mandlige karakterer.

I sit brug af naturelementer til at betegne og indramme just det, der gør den respektive, mandlige

karakter farlig for den kvindelige identitet, er Brontë foretagsom. Hos Rochester og St John fore-

kommer disse billeder hyppigst, og interessant er det, at netop de to karakterer bliver hinandens

symbolske polariteter i deres fælles, men forgæves forsøg på at underkue Jane. Rochester, der er

inkarnationen af sanselighed, kompareres med ild (hvilket Jane også gør13), idet han ofte i sine sam-

taler med hende sidder ved den optændte kamin med brændende og funklende øjnene, og to gange

er han ved at omkomme i flammerne på Thornfield Hall. St John deler lidt af denne ideologi, idet

han ønsker, at Jane skal tage med ham til Indien, hvor klimaet vil brænde hende ihjel, men sidestil-

les dog hovedsageligt med is, idet Jane oplever at blive offer for en “frysefortryllelse” i sit forhold

til ham, og da han kysser hende, tænker hun, at der ikke forefindes ting som “marble kisses or ice

kisses, or I should say my ecclesiastical cousin’s salute belonged to one of these classes…” (Brontë

1994: 394). Værd at bemærke mener jeg, det er, at ligesom dødstruslen i Rochesters serenade stad-

fæstes af et “sealing kiss”, har St Johns familiære kys samme karakter, idet Jane føler det, som om

kysset var et “seal affixed to my fetters.” (Brontë 1994: 394), hvormed den mandlige hengivenhed

forbindes med noget indsnævrende og begrænsende og som konsekvens heraf truende. Endvidere

ønsker han at fryse hende ihjel med sin klerikale kulde, og at nægte Jane kærlighed ville fremkalde

et seksuelt og psykologisk tab af selvet. Her går ækvivalensen mellem mandlig seksualitet og ond-

skab og død helt utvetydigt igen.

På baggrund af Laings psykologiske teori forklarer Rigney, at ontologisk usikre mennesker frygter

opslugning af et andet menneske, hvilket der i romanen hentydes til også ved brugen af naturele-

menterne, der er mest træffende, da St John er nær ved at overtale Jane til at tage til Indien, og hun

fristes til at opgive sin kamp mod ham og dermed “rush down the torrent of his will into the gulf of

his existence, and there lose my own.” (Brontë 1994: 413).

Mellem fornuft og fremmedgørelse, dobbeltgænger og dydighed

Den ontologiske usikkerhed, psykosen eller det splittede jeg, manifesterer sig i forholdet mellem

Jane og Bertha. Berthas funktion er dobbeltgængerens; det er i hende, det delte selv er reflekteret.

Hun bliver både et billede på Janes egen lidenskab og illustrerer derved, hvad der ville hænde hen-

13 Se Brontë 1994: 379

Side 13 af 22

de, hvis hun gav efter for sit begær, nemlig sindssygen, der opstår, når ens eget jeg kun kommer i

anden række, hvorfor der er enorm risiko for at miste sig selv til det andet menneske. Ligesom Ja-

nes seksuelle identitet flere gange har været forsøgt kastreret af mændene, ligeså er Bertha sym-

bolsk afkønnet. Samtidig besidder hun den funktion at legemliggøre den sindssyge, der hos Jane

kun forekommer latent, idet opdagelsen af dobbeltgængeren foranlediger en stedfortrædende ople-

velse af sindssyge, jf. det er først efter mødet med Bertha, at Jane kalder sig selv sindssyg: “I will

hold to the principles received by me when I was sane, and not mad – as I am now… and if I cannot

believe it now it is because I am insane – quite insane…” (Brontë 1994: 314), samt “Yes; I feel now

that I was right when I adhered to principle and law, and scorned and crushed the insane promptings

of a frenzied moment.” (Brontë 1994: 356). Sidste citat indgår i en selvhyldest til egen psykiske og

fysiske overlevelse, der opnås gennem forstandighed, der viser sig gennem kyskheden, men det

endelige og afgørende overlevelsestræk er opdukken af månen:

I watched her come… She broke forth as never moon yet burst from cloud: a

hand first penetrated the sable folds and waved them away; then, not a moon,

but a white human form shone in the azure, inclining a glorious brow earth-

ward. It gazed and gazed on me. It spoke to my spirit: immeasurably distant

was the tone, yet so near, it whispered in my heart –

‘My daughter, flee temptation.’

‘Mother, I will.’ (Brontë 1994: 316)

Det, der her er bemærkelsesværdigt, er, at Jane går fra at være den beskuende til den beskuede i

citatet. Dette personskift er signifikant, fordi det kommer til at antyde et skift i fortællingen. Efter

min vurdering skal ovenstående begivenhed ses i korrelation med et, der forekommer helt i starten

af romanen:

“Returning, I had to cross before the looking-glass; my fascinated glance in-

voluntarily explored the depth it revealed. All looked colder and darker in

that visionary hollow than in reality: and the strange little figure there gazing

at me with a white face and arms specking the gloom, and glittering eyes of

fear moving where all else was still, had the effect of a real spirit.” (Brontë

1994: 16)

Side 14 af 22

Det er her i spejlbillede-episoden, det delte selv etableres, for også her lægger Jane ud med at være

den beskuende for at blive den, der bliver beskuet. Idet der i begge scener er en overensstemmelse

mellem skiftene i blikket (beskuende/beskuede), at der efterfølgende spejlbillede-episoden fore-

kommer et lys, Jane forveksler med månens, samt at hendes tanker, der går forud for den kvindelige

månes ankomst, og som omhandler “the red-room”, varsler en heling af selvfragmentationen, påpe-

ger Brontë de to sceners samhørighed og indbyrdes relation.

Det er “the red-room”, hvortil Jane bliver sendt som afstraffelse for sit overfald på John Reed

(ukvindelig opførsel), et værelse, som Rigney påpeger, der forbindes med død, eftersom det var

værelset, hvori Mr Reed døde, og endvidere i en farve, der forbindes med lidenskab, og hvori Jane

får et anfald af hysteri, hvorved lidenskaben relateres til hysteriet eller sindssygen og igen til døden.

Forbindelsen gentages, da hun i forbindelse med sit hysteri eller sindssyge overvejer at sulte sig selv

ihjel – netop det fundament, som er kernen i romanen, den kerne, som Bertha personificerer, der går

på, at prisen for kærlighed og seksualitet i et mandsdomineret samfund er sindssyge og tabet af sel-

vet. Den “spirit”, som Jane ser i sit spejlbillede, og det mørke, den befinder sig i, er et billede på og

parallelisering til dobbeltgængeren Bertha – legemliggørelsen af det splittede selv, symbolet på

psykosen, en udlægning, der stemmer overens med det faktum, at første gang, Jane ser Bertha, er i

et spejlbillede.

Ligesom Bertha er skaffet af vejen på Thornfield Hall, på samme måde skaffes Jane af vejen ved at

sendes til “the red-room” i Gateshead, og ligesom Bertha, om hvis eksistens læseren er uvidende det

meste af romanen, ligeså er Jane nærmest ikke-eksisterende i sit barndoms familiære miljø, idet hun

ikke betragtes som en del af heraf, og som derfor konsekvent ignoreres. Hertil kommer, at Jane li-

gesom Bertha straffes for ikke at adlyde de restriktive adfærdskonventioner dikteret for kvinder

(hvorfor en mistanke af Rochester opstår, idet han hævder, han aldrig har udøvet vold mod Ber-

tha14, hvilket drages i tvivl netop gennem paralleliseringen til i dette tilfælde John Reed, der som

reaktion mod Janes ufeminine opførsel slår hende, jf. Rochester selv påpeger voldens tiltræden ved

fornuftens ophør15).

Fundet af den feministiske, metaforiske moderfigur

Det er først, da månen “viser sig” for Jane, der står i sit livs dilemma, at det delte selv, det splittede

jeg, heles; det er her, tilbagevenden fra psykosen iværksættes. Månen symboliserer primært ærbar-

hed, ifølge Rigney, men hun ekspanderer billedets symbolik ved at henvise til den jungianske psy- 14 Se Brontë 1994: 304 15 Se Brontë 1994: 300, 301

Side 15 af 22

kolog M. Esther Hardings fortolkning, der er mere passende til Brontës ofte komplekse billedsprog,

hvorved måne-moderen bliver den indre, kvindelige bevidstheds stemme, der opfordrer til selvre-

spekt, og som ikke dikterer afkald på seksualiteten16. Men det symbolistiske niveau går længere end

som så. Skiftet i blikkene indikerer også, at processen foregår på et internt plan, hvorfor månen ikke

blot bliver fundet af en metaforisk moder, formidlet gennem den familiære tiltaleform, som månen

opretter, og Jane besvarer, men fundet af den indre, metaforiske moder, idet romanen ikke tilbyder

nogen egentlig moderfigur17. Det er altså ved fundet af Janes indre moder, at det fragmentariske jeg

heles. Forudsætningen for tilbagevenden fra psykose og dermed for en succesfuld integration af

fornuften hviler på en fysisk og mental elimination af dobbeltgængeren (det offer, Jane kunne være

blevet), der har repræsenteret selvet som splittet, såvel som symbolet på den ydre, metaforiske mo-

der.

Rigney viderefører det essentielle fund af den metaforiske moder ved at henlede opmærksomheden

på, at Jane afviser moderrollen for sig selv, idet hun ser den som en trussel mod selvets autonomi og

refererer til det faktum, at kun meget få linjer er undt beskrivelsen af sønnen, de får, at Adèle af

uddannelsesmæssige grunde sendes væk, og at Jane har en drøm, hvori barnet, hun bærer, er en

byrde for hende. Rigney konkluderer dermed, at Jane kun ønsker at være moder for sit eget selv, og

at den moder, hun har søgt, og som hun senere erstatter med sin egen indre, finder hun i månen så-

vel som naturen18.

Dermed erstattes den patriarkalske Gud i mere eller mindre grad med søgen efter moderfiguren.

Gud bliver en kvindeligt reducerende instans, hvis magt identificeres med restriktivitet, ikke befriel-

se, idet Brontë kontinuerligt foretager sammenligninger af det gejstlige med det truende og under-

kuende. Dette er eksplicit i tre af de mandlige karakteres tilfælde, hvoraf to af dem, Brocklehurst og

St John, alene i kraft af deres erhverv ironiseres, mens Rochester ifølge Hensons analyse i Landsca-

pe and Gender in the Novels of Charlotte Brontë, George Eliot, and Thomas Hardy – The Body of

Nature bliver både slange og Gud. Det ellers inkommensurable forhold muliggør Brontë ved først at

lade lugten af hans cigar, et klassisk fallisk symbol, advare hans kommen, hvorfor Jane, der befin-

der sig i haven, ligesom Adam og Eva efter syndefaldet gemmer sig for derefter at lade Rochester

kalde Jane frem, idet han ligesom Gud hele tiden har været klar over, at hans underordnede har

holdt sig skjult for ham. Inden da rører han ved, spiser af og lugter til havens bær og blomster. Be-

16 Se Rigney 1978: 35-36 17 Se Rigney 1978: 34 18 Se Brontë 1994: 320

Side 16 af 22

skrivelsen af den modne frugt og blomsterne, der plukkes19, er typiske billedsprog for giftefærdige

kvinder, og for Rochester kan det hele nydes; magt og besiddelse tillader ham at tilfredsstile alle

sine sanser – og Jane er i risiko for at blive endnu en nydelse20.

Hvad angår Brocklehurst og St John, er førstnævntes forseelse evident, mens St Johns foregår på et

mere indirekte plan. Ligesom Rochester tenderer St John til slavelignende tilstande, formuleret gen-

nem Janes forhold til og fornemmelse af ham, eksempelvis21:

By degrees, he acquired a certain influence over me that took away my lib-

erty of mind: his praise and notice were more restraining than his indiffer-

ence. I could no longer talk or laugh freely when he was by, because a tire-

somely importunate instinct reminded me that vivacity (at least in me) was

distasteful to him. (Brontë 1994: 393)

Den egentlige allusion til og afvisning af den alfaderlige og omnipotente Gud stiftes ved, at Jane

italesætter St John som en anden Kristus-figur. Deres relation baserer sig ikke på et fætter-kusine-

forhold, ej heller på et romantisk et, men på det af psykoterapeuten og patientens, på den over- og

underordnede, på præsten, der forvalter og holder sin kirkegængers pligt og morale under opsyn:

… his look was not, indeed, that of a lover beholding his mistress, but it was

that of a pastor recalling his wandering sheep – or better, of a guardian angel

watching the soul for which he is responsible. […] I stood motionless under

my hierophant’s touch. […] Religion called – Angels beckoned – God com-

manded – life rolled together like a scroll… (Brontë 1994: 413-414).

Sidestillingen betones ved, at St John selv foretager den samme verbalisering: “My Master was

long-suffering: so will I be.” (ibid.).

Paris’ anti-feministiske angreb

Et af Paris’ udfald mod Janes mangel på feminisme går på, at hun i sit forhold til St John ikke for-

mår at kæmpe for friheden til at gøre, hvad hun vil eller til at redde sit eget liv, og i forlængelse

19 Se Brontë 1994: 247 20 Se Henson 2011: 45 21 Se også Brontë 1994: 393, 394, 399, 401, 413, 414

Side 17 af 22

heraf at hun ikke kan forsvare sig selv, fordi hun ikke ejer et sådan selv, hvilket skyldes opdragelsen

i Gateshead, hvor hun måtte undertrykke sine spontane følelser22.

Jeg mener, Jane har svært ved at afvise St John, netop fordi han er repræsentant for det guddomme-

lige; hans magt over “små folk” som Jane er stor. Det er ikke så meget, at hun er særdeles svag, som

at han er stærk. Hertil kommer, at hun tidligere har konstateret, at der i hende ikke eksisterer sympa-

ti for mænd med den slags ydre skønhed23, som St John (og Mr. Mason) i modsætning til Rochester

legemliggør, samt at forudsætningen for hendes hengivenhed for St John hviler på en beundring af

hans talent, ikke på romantiske inklinationer24. Det er dette talent, hans præstelige autoritet, der er

overbevisende; han taler til hendes pligt, som er det eneste, der er tilbage: “… I had now put love

out of the question, and thought only of duty.” (Brontë 1994: 414), hvorfor hun nær adlyder ham.

Hun bliver dog reddet af sin feminisme, det uforklarlige og mystiske, der denne gang ikke blot tager

form som sådan, men derimod gyldiggøres og verificeres: “‘This is not thy deception, nor thy

witchcraft: it is the work of nature.” (Brontë 1994: 415). Hvor den mandsfavoriserende Gud udslet-

ter liv, redder feminismen det – og et liv er der at redde. Det selv, som Paris mener, Jane ikke be-

sidder, vil jeg plædere for, hun hele tiden har haft, og som hun kæmpede for, da hun overfaldt John

Reed; en kamp, hun har fortsat og et selv, hun har opretholdt ved efterladelsen af Rochester.

Sådan som jeg anskuer det, så fungerer tilbedelsen af Gud, når den forekommer, blot som et røgslør,

der skal dække over sporet af feminisme; for Brontë handler det om at være subtil i sit oprør. Derfor

er jeg enig med Paris i, at det er af afgørende betydning for Jane at være respektabel for dermed at

kunne være feministisk forbilledlig, men afviser hans motiv, der funderer sig på Mrs Reeds påstand

om Janes ondskab, og den kristne og moralske løsning herpå, som Jane finder i Helen25. Helen deler

nemlig for mange ligheder med de kønsdiskriminerende mandlige karakterer. Ligesom for Reve-

rend Brocklehursts og St Johns vedkommende mener jeg, der er en ironi i navnet Burns, idet hun

har distanceret sig fra alle jordiske behov og ikke finder anden glæde end den, kristendommen har

at tilbyde hende – ligesom St John. Samtidig indikerer hendes navn lidenskab, jf. sindssyge Bertha,

der omkommer i en brand, og Rochester, der sammenlignes med ild, men som i modsætning til dem

og i overensstemmelse med St John er lidenskabeligt selvfornægtende, og ligesom mændene dør

hun (sammen med Mrs Reed, der håndhæver den patriarkalske orden). Hendes funktion er at være

22 Se Paris 1997: 160 23 Se Brontë 1994: 115 24 “I was almost as hard beset by him now as I had been once before, in a different way, by another. I was a fool both times.” (Brontë 1994: 413) 25 Se Paris 1997: 157-158

Side 18 af 22

et advarselseksempel mod en fuldkommen verdslig, følelsesmæssig og seksuel distancering. Hvis

Helen rent faktisk var Janes moralske kompas, så havde hun giftet sig med St John.

En anden af Paris’ anklager går på, at Jane er kompulsivt konventionel, idet hun flere gange længes

efter større frihed og mere aktivitet, men aldrig skaber en pragmatisk opfølgning af det. Han mener,

alle hendes ønsker holder sig inden for sømmelighedens grænser26.

Her er, hvad et victoriansk publikum ville finde usømmeligt: at en ung kvinde lægger øre til en

mands beretninger om sine elskovserobringer, at gøre krav på at ledsage en mand til Indien som

hans ligeværdige medmissionær, ikke hustru og at være en seksualiseret kvinde (eksemplificeret

gennem dobbeltgængeren), der forlanger lighed af sin mandlige arbejdsgiver. Endnu en usømme-

lighed ville være forevisningen af utilfredshed over sin kvindelige lod i livet:

Who blames me? Many no doubt; and I shall be called discontented. […]

Then my sole relief was to walk the along the corridor of the third story,

backwards and forwards… and allow my mind’s eye to dwell on whatever

bright visions rose before it – and, certainly, they were many and glowing…

and, best of all, to open my inward ear to a tale that was never ended – a tale

my imagination created, and narrated continuously; quickened with all of in-

cident, life, fire, feeling, that I desired and had not in my actual existence.

(Brontë 1994: 111)

Lee forklarer, at fordi Jane i citatet via sin fantasi og kreativitet skaber noget, et normalt mandligt

privilegium, bryder hun med de rammer, der er skabt for kvinder, hvorfor tanken i sig selv er en

trangression. Citatet er første ud af tre feministiske taler; den anden, der dog kronologisk er den

sidste, grundlægger ifølge Macpherson en uafhængighedserklæring fra kærlighed og Rochester med

ordene: “‘I care for myself. The more solitary, the more friendless, the more unsustained I am, the

more I will respect myself.’” (Brontë 1994: 314). Den sidste forekommer i forlængelse af den før-

ste, hvor Jane beklager kvindernes “too rigid a restraint, too absolute a stagnation”, ad hvilken naiv

underdrivelse den indespærrede Bertha, der befinder sig på samme etage som Jane, ler27, og ærgrer

sig over den bornerthed, med hvilken hendes privilegerede, mandlige artsfæller begrænser kvinder

til at udfylde deres liv med “making puddings and knittings stockings to playing on the piano and

embroidering bags.” (Brontë 1994: 111). I forlængelse af dette citat klandrer Paris hende for, at der 26 Se Paris 1997: 155-156 27 “When thus alone, I not unfrequently heard Grace Poole’s laugh: the same peal, the same low, slow ha! ha!” (Brontë 1994: 111)

Side 19 af 22

ikke er langt fra at brodere og strikke til at gøre Moor House rent, som er det eneste, Jane ønsker at

gøre, nu hun er en formuende kvinde. Jeg mener derimod, at det er et tegn på Janes handlekraft, idet

hun jo har råd til at få nogen til at udføre arbejdet for hende; hun kunne lige så let have set det under

sin værdighed at agere rengøringspersonale. Det er ikke den mest ambitiøse dagsorden, men ikke

desto mindre vidner den om Janes afvisning af at konformere sig til det stereotype billede af den

velhavende og som konsekvens heraf passive kvinde. En vis sandhed er der altså at finde i hans

dom, når Paris påtaler Jane for sin sømmelige opstand, men i forlængelse heraf må det erkendes,

hvilken straf, der pålægges de, der agerer for langt uden for de optegnede, konventionelle grænser,

konkretiseret igennem Bertha.

Sejrrig slutning

“Reader, I married him.” Med disse ord indleder Brontë sit sidste kapitel. Konstateringen er kort og

aggressiv og italesætter Jane som den aktive og modarbejder dermed billedet af den passive kvinde,

der giftes bort. Jane råder over sit eget selv og sin egen krop; hun behøver ingen mand til at gifte sig

bort.

Det er dog ikke det indtryk, Paris sidder tilbage med. Han påstår, at Jane kun lever for og gennem

sin mand, og selv om jeg til dels forstår hans kritik, idet hun nu er økonomisk uafhængig og i stedet

for at nyde de goder, der kommer med det, vender tilbage til en mand, under hvis vilje hun er blevet

undertrykt, og hvem hun ender med endnu engang at tjene28, må man have for øje, at magtpositio-

nens forhold nu er ændret. Erkendes må det, at Brontë har udført meget af arbejdet for Jane; hun har

skabt forudsætningerne for det liv, der bedst vil kunne rumme hendes kvindelighed, ved at lemlæste

den mand, hvis kærlighed Jane ikke vil leve foruden29, og dermed stiller hun Jane i en position, der

ikke blot gør hende til Rochesters ligeværdige, men endog til hans overmand, idet hun bliver hans

“prop and guide”, “the apple of his eye”. Jane bliver aldrig tæt af at “[gaze] on his behalf”, og selv

da han får sit syn igen, er hun stadig “his right hand”, et klassisk symbol for at lede nogen, hvilke er

mandlige funktioner, som Jane overtager. Jeg opfatter det mere således, at det er ham, der lever

igennem hende, og bifalder således Rigneys pointe, at Rochester, der før har lænet sig op ad Jane

(da han falder af hesten og branden påsat af Bertha), symbolsk overdrager hende sin magt og giver

afkald på sin indbildte besiddelse over hende: “‘Fasten [the watch] to your girdle, Janet, and keep it

28 “Never did I weary of reading to him; never did I weary of conducting him where he wished to go: of doing for him what he wished to be done.” (Brontë 1994: 446) 29 “‘… if others do not love me, I would rather die than live. […] to gain some real affection from … any … whom I truly love, I would willingly submit to have the bone of my arm broken…” (Brontë 1994: 71)

Side 20 af 22

henceforward: I have no use for it.’” (Brontë 1994: 440) – samme ur og kæde, han tidligere brugte

til at binde hende til sig. Slutteligt bliver Ferndean House det første sted, Jane ikke føler sig under-

trykt, hvorved lokationssignifikansen peger på hendes autoritet og autonomi.

Brontës feministiske magtdemonstration viser sig også ved afvisningen af Rochesters forcering af

konventionel, religiøs afslutning: “I began to see and acknowledge the hand of God in my doom. I

began to experience remorse, repentance, the wish for reconcilement to my Maker.” (Brontë 1994:

441), hvortil Jane ikke samtykker og dermed nægter at lade sig indramme af de litterære konventio-

ner, mænd har opstillet30.

Romanen kompletteres ved beretningen om det, der kunne være sket, altså St Johns skæbne i Indi-

en, som Jane kunne have delt, og gennem sit poetiske udtryk overtrumfer den mere kedsommelige

beskrivelse af det gifte liv, og dermed afslutter feminismen, fantasien, det, der kunne være sket,

romanen.

Konklusion

Læser, Jane er feminist. Gennem sit brud med struktur og genre, sine fantastiske og fornuftige

stemmer etablerer Brontë romanen som feministisk. Hun iværksætter et modangreb på det mands-

dominerede samfund, der i sig selv udviser en form for psykose i sin kvindeundertrykkelse. Hendes

træk bliver den sanselige kvinde som medium, igennem hvilken hun formulerer sin feminisme, der

affirmerer kyskhed og fornuft som fundamentale værdier i et samfund, der agerer agent for den

mandlige magtstrukturs autoritet, hvorfor det er kun er gennem en stærk, feministisk bevidsthed, at

bevarelsen er mulig. Det, der også ligger til grund for denne bevarelse, er dobbeltgængerens positi-

ve funktion, der består af en erkendelse af det splittede selv og konfrontationen med det; således

vejleder dobbeltgængeren i udforskningen af jegets indre, fremmede og uberørte steder. Endvidere

er selve dependensen for selvbevarelsen fundet af moderen, der foranlediger en helbredelse af det

fragmenterede selv, mens den bestandige integration kun kan fuldbyrdes ved bortskaffelsen af beg-

ge figurer.

Idet Bertha tjener et sådan “udforskningsformål”, bliver hun legemliggørelsen af romanens grund-

idé, at der er fare for at miste sit selv, når selvkærligheden og -opretholdelsen bliver sekundær til

kærligheden til et andet menneske. Dermed er hun mere offer end heks, som den utroværdige Ro-

chester heftigt forsøger at overbevise Jane om. Han gør Bertha til syndebuk, hvorved han retfærdig-

gør sine fejl og forvorpenhed og endvidere igennem hende legitimerer sit paradoks om at leve med

30 Se Lee 1996: 56

Side 21 af 22

den ene kvinde under ægteskabslignende forhold, med sin erklæring om evig kærlighed som forsik-

ring og kontrakt, samtidig med hendes forgænger, hvem han femten år tidligere gav de samme løf-

ter, holdes fanget på loftet.

Endskønt romanen hylder den succesfulde selvopretholdelse, bærer den dog altså præg af en glø-

dende bitterhed over den diskrimination, med hvilken de mandlige karakterer, valideret af et seksu-

elt terroriserende system, søger at holde Jane i skak, og mod hvilken forseelse Brontë dømmer dem

til døden eller skamfering.

Paris’ anti-feministiske fortolkning er uantagelig, når Brontë foretager strategiske, feministiske

træk, der manifesterer sig gennem destabiliseringselementer i form af gisninger og korrektioner,

dødsfortællinger og misfornøjede overvejelser, igennem hvilke Jane skaber sine egne fortællinger,

og yderligere gennem egenskaber som handlekraft, gåpåmod, selvrespekt og selvintegritet formule-

rer hun sin protagonist som feminist, og det er ved at lade Jane forlade Rochester, at Brontë fratager

ham retten til at vælge og berøver ham dermed sit privilegium som mand og sætter ham dermed i

mat. Paris’ fortolkning må omstødes, idet Jane i sine forhold afkræver lighed; den må omstødes,

fordi hun modarbejder de konventioner, hun som kvinde er pålagt at indrette sig efter, og den må

omstødes, eftersom hun bliver klart det vindende parti: hun belønnes, mens Rochester straffes.

Mens han i ensom bitterhed mister alt, finder hun familie og formue. Det er hende, der giver ham

livet tilbage, ikke omvendt, det er hende, der bliver hans øje og hånd, og det er derfor hende, der

ender med at blive frue over sin tidligere herre.

Skakmat, Rochester.

Abstract

Jane Eyre is an English novel from 1847 written by Charlotte Brontë which narrative centres on the

ten year-old Jane who lives with her aunt, Mrs Reed, and her three children. She doesn’t thrive un-

der her aunt’s guardianship, and is alienated from the family, and termed wicked due to a demon-

strative lack of decorum. As a result, she is send to Lowood Institution, a charitable school for girls.

Here, Helen Burns, a girl three years her senior, becomes her friend who dies, however, from con-

sumption, and where her other friend, the schoolmistress Miss Temple, later leaves the school for

marital reasons. Thus alone again, the now 18 year-old Jane seeks a new occupation and finds one

at Thornfield Hall as governess for the young Adèle Varens. It is her guardian and the master of the

house, Edward Rochester, with whom Jane forms a bond of friendship that leads to a proposal. Un-

der the ceremony, it is revealed that Rochester is already married to the insane Bertha Mason who is

Side 22 af 22

hidden away at the attic of Rochester’s manor. He then tries to persuade Jane that not all hope is lost

for them, but Jane crushes his disillusion and leaves him.

After having wandered around restless, she reaches Moor House where the parson, St John Rivers,

harbours her at his sisters’ home. Here she once again finds work as a teacher but quits when St

John brings her the news that she is the inheritor of a fortune, bestowed upon her by her dead uncle.

Furthermore, it is revealed that Jane and the Rivers are kin; Jane’s deceased uncle is also the Rivers’

uncle.

Subsequently, Jane, for the second time in her life, is proposed to by St John, who in her sees the

qualities of a fine missionary, and requests that she accompany him to India. Jane, being in two

minds what to do, then hears a loud and piercing voice calling her name which triggers her return to

Thornfield which she finds a burned down ruin; she then fears the worst. But, as she is to discover,

Rochester is alive, and she finds him, however blind and crippled. He then proposes to her once

again, and Jane, an heiress and independent, accepts, and they are wedded.

Bibliografi Primær litteratur Brontë, Charlotte. Jane Eyre, London: Penguin, 1847 (1994). Sekundær litteratur Henson, Eithne (2011). Landscape and Gender in the Novels of Charlotte Brontë, George Eliot, and Thomas Hardy – The Body of Nature, Yorkshire: Ashgate (s. 27-55). Lee, Hsiao-Hung (1996). “Possibilities of Hidden Things” – Narrative Transgression in Victorian Fictional Autobiographies, Studies in nineteenth century British literature; vol. 5, New York: Peter Lang Publishing (s. 13-57). Macpherson, Pat (1989). Reflecting on Jane Eyre, London: Routledge (s. 38-58, 109-118). Paris, Bernard J. (1997). Imagined Human Beings – A Psychological Approach to Character and Conflict in Literature, New York: New York University Press (s. 144-167).

Rigney, Barbera Hill (1978). Madness and Sexual Politics in the Feminist Novel – Studies in Brontë, Woolf, Lessing, and Atwood, Wisconsin: The University of Wisconsin Press (s. 3-37, 119-127). Forsidegrafik Øverste billede: http://img2.etsystatic.com/000/0/6212817/il_fullxfull.235407350.jpg (23.1.2013) Nederste billede: http://www.polyvore.com/cgi/img-thing?.out=jpg&size=l&tid=12094531 (23.1.2013)

Respons på opgave om Jane Eyre

Kære NN, Censor og jeg har nu færdigcensureret dit bachelorprojekt. Vi er landet på karakteren 12. Du har skrevet en meget fin opgave med bid i. Dine læsninger er nuancerede, og din stillingtagen til romanen og sekundærlitteraturen er selvstændig og på et højt akademisk niveau. Dit sprog er godt og flyder fint, og i det hele taget er det en opgave, der vidner om en særdeles stor fortrolighed med romanen og dens feminismetema. Vi mærker, at du har arbejdet seriøst med stoffet, hvilket også kommer til udtryk i din anvendelse af formelle begreber som fantasi og realisme - god, overbevisende distinktion. Alt i alt meget flot! Skulle du have brug for yderligere kommentarer, er du velkommen til at kontakte mig med henblik på et møde. Med venlig hilsen, Søren