OKTO

BER

2012

lege. Han slipper sig selv og forsvinder ind i et andet menneske.

Hvorfor er det rart? Mikkel Følsgaard samler hænderne foran sine knæ med strakte håndflader og kigger lige frem for sig. Sådan bliver hans siddende, 10 sekunder, uden at røre sig.

”Ja, det er et godt spørgsmål,” udbryder han, vender sig om og er nærværende igen. Han griner lidt og fortsætter. ”Det er sgu nok fordi, at … man har en masse normer og måder at være på normalt. Men når man tør at slippe sig selv og være en anden, så er der ligesom frit spil. Jeg behøver ikke at være bange for, om ham eller hende, jeg spiller sammen med, kan lide mig, når vi går fra prøven. Der er ligesom carte blanche til at man kan gøre, hvad fanden man har lyst til.”

I hverdagen forsøger han at forsvinde lidt ind i mængden og være, som folk forventer, han vil være. Men når han spiller skuespil, får han lov til at overtræde normerne. Det er det, der har drevet ham mod skuespil. At få lov til at bruge

nerne tog de om otte gange, ti gange og bag-efter improviserede de. Mikkel Boe Følsgaard spillede Kong Christian Vll, og når de jammede opstod skøre ting, som ikke var planlagt. Men når han skal anerkendes for sit skuespil eller agere toastmaster til bedstevenindens nylige bryllup, bliver han helt paf.

FORSVINDE IND I EN ANDEN

Allerede som 10-årig blev Mikkel Boe Følsgaard interesseret i at spille skuespil. Bedstefaderen havde set en annonce, hvor de ledte efter bør-neskuespillere til tv-serien ’Bryggeren’, og Mik-kel Boe Følsgaard fik rollen som Carl Jakobsen i et afsnit. På optagelserne fik han og de andre børn at vide, at: ”Nu skal vi lege denne her si-tuation.”

”Og det syntes jeg bare var vildt sjovt. Li-gesom alle andre børn har jeg stået i timevis med mine Action Men i køkkenvasken. Det var som om, at man fik lov til at fortsætte den leg på en måde.”

Selvom han i dag har læst fire år på Statens Scenekunstskole og arbejdet bevidst med at skabe en karakter, føles skuespil stadig som at

Af Anne Katrine Gregersen & Nina Aagaard Foto: Gitte Post

En drømmeagtig

a!færeFør han var færdig med Statens Scene-kunstskole, fik Mikkel Boe Følsgaard en Sølvbjørn for sin rolle som en ikke helt normal konge. Men i hverdagen vil han gerne forsvinde i mængden.

”Nu skal det her bare overstås. Nu skal jeg få takket folk, og så skal jeg ned hurtigst muligt,” tænkte Mikkel Boe Følsgaard.

Han stod med Sølvbjørnen i hånden. Foran ham sad 1.600 filmfolk og journalister i Berli-nale Palast ved Potsdamer Platz. Han havde skrevet en lang takketale, men huskede kun lige hurtigt at takke Nikolaj Arcel, Mads Mikkelsen og Alicia Vikander, familie, venner og Statens Scenekunstskole, før han skyndte sig ned igen.

”Det var meget surrealistisk og sådan lidt drømmeagtigt, sådan lidt ’blurry’-agtigt. Man står med Charlotte Gainsbourg ved siden, og det er ikke noget, man har forestillet sig skulle ske, og så står man bare pludselig i den situa-tion.”

Mikkel Boe Følsgaard sidder i den sidste ef-terårssol på en bænk på Nørrebro og tænker sig godt om.

“Det er jo egentlig underligt. Men det er fordi, det er mig som privatperson, der står der.”

Mikkel Boe Følsgaard har spillet over for Mads Mikkelsen, Nikolaj Arcel og et helt filmhold un-der optagelserne til ”En Kongelig A!ære.” Sce-

RUST

21

nogle sider af sig selv, som han normalt læg-ger låg på, når han bare er sød og rar og venlig dagligdags-Mikkel. Når man spiller teater, skal man give folk noget, som publikum måske kan genkende fra sig selv.

“Man skal på en eller anden måde give dem en oplevelse, som de tager med hjem og tæn-ker; ’Okay, det der kan jeg godt nikke genken-dende til i mig selv, også når jeg skændes med min kæreste, så har jeg også tænkt den tanke, eller sagt de ting, eller jeg kunne godt have tænkt mig at have gjort det’. Det er det, kunst skal. Tror jeg.”

Når han fortæller, er Mikkel Boe Følsgaard opslugt. Helt tilstede i samtalen og optaget af at give sande, præcise svar. Når han er i tvivl, tænker han sig længe om. Fem, ti sekunders pause. Han kan nå at tage et par sug af sin ciga-ret, mens han stirrer lige ud i luften. Han samler hænderne ved sine knæ, med strakte håndfla-der mod hinanden, eller holder adspredt den ene hånd under hagen. Helt stille. Så vipper han foden i en lille halvcirkel, rynker lidt på øjenbry-nene, klør sig på næsten og er levende igen. Når han har fundet svaret, er han opslugt af at fortælle, hele kroppen er med. Små fejende bevægelser ud i luften, svirp med armen, knips med fingrene.

TRE SMÅ BREVE

I gymnasiet spillede Mikkel Boe Følsgaard med i skolekomedierne. Når han skulle fremlægge foran klassen, var han rædselsslagen, men han fandt ud af, at han ikke var nervøs, når han spil-lede teater. Selvfølgelig var han spændt, når han gik og tænkte på premieren, men når han først stod på scenen, var det væk. Han kunne finde på ting, han ellers aldrig turde, fordi han gemte sig bag en anden person, bag en maske.

“Så er der bare et eller andet helt vildt inte-ressant og nervepirrende ved at stå der: Der er et publikum, der kigger på én. Og det er ’live’, og alt kan gå galt, så det handler bare om at være 100 procent til stede i de øjeblikke, man er på scenen. Det, syntes jeg, var meget spændende.”

”Og så var det en god måde at score piger på,” griner han. Efter tre år med musik og tea-ter på nuværende Gribskov Gymnasium lavede han teatertruppen ’Dramaterne’ sammen med nogle venner. De spillede udendørsstykker sammen i Nordsjælland, hvor Mikkel Boe Føls-gaard kommer fra.

Allerede som 18-årig søgte han ind på skue-spillerskolerne første gang, men kom ikke ind. Året efter fik han også afslag, og i stedet starte-de han på lærerseminariet. Men mens han sad i klasseværelset, kunne han mærke, at han ikke var færdig med teater. Han havde været dårligt forberedt til prøverne, og han syntes, at han i

RUST

22

det mindste skyldte sig selv at prøve ordentligt. Efter et år på seminariet stoppede han altså, og fandt en skuespiller som han læste hos.

På skuespillersskolerne skal man igennem tre prøver, før man bliver optaget. Et lille brev fra teaterskolerne betød afslag, et stort brev havde informationer om næste prøve og be-tød, at man var kommet videre. Denne gang kom Mikkel Boe Følsgaard til sidste prøve, en workshop, der varede en helt weekend, og et nyt stort brev ville betyde, at han var kommet ind. Mikkel Boe Følsgaard stod og ventede på postbuddet udenfor sin dør, og da postbud-det kom gående, kunne han allerede se, at han havde et lille brev i hånden.

”Jeg var bare så sku!et. Altså, når man er så tæt på. Det er jo pisse hårdt, når man ikke kan komme ind.”

700 deltager i første prøve, kun otte kommer ind. Til den sidste prøve havde et af medlem-merne af juryen fortalt ham, at hun syntes, han skulle prøve igen året efter, hvis han ikke kom ind.

”Og så kan man arbejde lidt i en børnehave og gå og tænke over tingene. Men når man bare har lyst til at komme i gang, så virker det bare så – ja – klaustrofobisk på en måde, når man ikke bare kan få lov til det. Når man har be-sluttet sig for, at det er det, man bare gerne vil.”

Men Mikkel Boe Følsgaard besluttede sig for at prøve en sidste gang. Han kunne mærke, han var blevet meget bedre, og tænkte at der måtte være et eller andet. Efter fire forsøg fik han det store brev.

”Det var jo helt vildt fedt. At man rent faktisk lykkedes med at komme igennem det der for-pulede nåleøje,” griner Mikkel.

Han var blevet optaget på Statens Scene-kunstskole.

SIG DET NU

“Er du gået i seng? Må jeg ringe?” Beskeden var fra Nikolaj Arcel. Klokken var tolv om natten, og Mikkel Boe Følsgaard sad hjemme i sin delelej-lighed med gymnasievennen Jonas og hans kæreste.

”Alright, det må du godt,” svarede han. Niko-laj Arcel ringede op, og Mikkel Boe Følsgaard gik ind på sit værelse for at tale med ham. Jonas og kæresten gik hen til døren for at prøve at lyt-te til samtalen. På det tidspunkt var Mikkel Boe Følsgaard i praktik på Nørrebros Teater. Nikolaj Arcel spurgte, hvordan det gik med praktikken, og Mikkel Boe Følsgaard fortalte, at han spillede sammen med Sine Egholm.

”Nu skal det her bare overstås. Nu skal jeg få takket folk, og så skal jeg ned hurtigst muligt”

RUST

23

”Og hende kendte han, og hun var så sød, og vi snakkede om alt muligt andet, og jeg tænkte bare; ’Kom-nu-mand, sig-det-nu-bare’. Ansigtsmusklerne i ansigtet er spændt, øjnene og læberne er knebet sammen, mens Mikkel Boe Følsgaard hamrer tre gange på sit lår.

“Og så sagde han: ’Okay, Mikkel. Jeg er klar på at give dig rollen, hvis du vil have den.’”

Mikkel Boe Følsgaard fik et kram og blev svunget rundt i luften, åbnede en flaske cham-pagne, og ringede til en veninde, der kom forbi med øl. Han havde fået rollen som Christian VII i ‘En Kongelig A!ære’.

“Det er ligesom, når man oplever noget uvirkeligt, så sidder man bare så-dan og forsvinder lidt ind i sig selv og prøver at forstå. ’Ej, men er det rigtigt det her? Er det en joke?’”

Mikkel Boe Følsgaard følte også, han havde gjort det bedste, han kunne. Allerede til den første casting havde han kunnet mærke, at han kunne bruge mange af de træk, han har i sig selv, til at spille Christian VII. Rollen var skæv og anderledes og samtidig fuld af nu-ancer. Det var en drømmerolle, men alligevel var vennerne næsten gladere dér om natten, end han selv var.

“Det var så uvirkeligt, og det var så svært at forestille sig, at nu skulle det være det, som jeg skulle. Fordi man ligesom havde forestillet sig, at nu skulle man gøre sin skole færdig og være derude. Jeg havde halvandet år tilbage, og jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg skulle lave en eller anden film i mellemtiden.”

En masse ting skulle falde i hak. Mikkel Boe Følsgaard skulle til Tjekkiet for at optage filmen, og han skulle tage orlov fra skolen. Det er usæd-vanligt, at nogen afbryder deres uddannelse på Statens Scenekunstskole, men Nikolaj Arcel havde ikke kunnet finde den, han ledte efter, blandt de uddannede skuespillere, og derfor havde han castet skuespillerelever fra teater-skolerne til rollen som den sindssyge konge.

ANGSTPROVOKERENDE

Først da han var landet i Tjekkiet, gik det op for ham, at det faktisk var virkelighed. Han blev indkvarteret på et hotel, mødte Mads Mikkelsen for første gang siden castingen, spillede nogle scener igennem, fik fægteundervisning og ri-deundervisning, og så fik han kongetøj på og lavede den første prøvefilmning. I starten var han meget nervøs. Men der skete hurtigt så meget, at han glemte sig selv. Og bare var der.

Optagelserne i Tjekkiet varede to en halv måned. Der var en lejrskolestemning, fortæller

Mikkel Boe Følsgaard. Skuespillere, instruktører og fotografer boede sammen, spiste sammen, drak øl sammen og sang karaoke sammen.

“Og pludselig, så kommer man hjem, og så er det bare slut.”

“Så kører det bare inde i hovedet hele tiden; ’Gu’ ved, hvordan det bliver’. Så det er den tvivl, som man hele tiden går med.“ Mikkel Følsgaard kom hjem i maj, og det varede et år, før filmen skulle have premiere i Danmark.

“Jeg tror i virkeligheden, at man altid er lidt i tvivl, når man starter på noget, og når man har

lavet det.” Mikkel Boe Følsga-ard stirrer ud i luften nogle sekunder, før han fortsætter. ”Og det var jeg også med ’En Kongelig A!ære’. Det var min første film, og det var ret hektisk, fordi det var på mit tredje år, og jeg havde ikke nogen erfaring, og jeg vid-

ste, det var en stor film med store skuespillere og mange penge involveret.”

Angstprovokerende, fortæller han. Mikkel Boe Følsgaard gennemspillede alle mulige scenarier i sit hoved fra det bedste, at det blev en fin film, til det værste, at filmen floppede på grund af ham.

“Det er jo bare det værst tænkelige scenarie. Her er der nogle mennesker, som har arbejdet i så mange år for en film, og så tager Nikolaj chancen og hyrer en eller anden teaterskole-elev til at spille konge, og så er det hans værste beslutning nogensinde. Så fuck’er han det hele op for ham og for alle andre.”

Trekvart år efter han var kommet hjem fra indspilningerne, sad Mikkel Boe Følsgaard i en lille biograf med Nikolaj Arcel og otte andre skuespillere for at se filmen for første gang. De kiggede på sig selv og hinanden oppe på skærmen. Der var ingen, der hverken græd eller grinte.

Skuespilleren bag Christian VII havde hovedet fyldt med tanker om, hvad der var bag kulisserne, hvordan han havde haft det, da de indspillede dén scene, hvorfor de havde brugt dét skud, ikke dét skud, og han huskede, hvor de havde spist efter at have lavet lige netop den scene. Han kunne ikke se filmen som en sammenhængende historie.

“Jeg syntes simpelthen, det var…jeg kunne slet ikke holde ud at se det. Jeg kunne slet ikke. Så sad man der og kiggede op på sig selv på sådan et stort lærred, og man hører sin stemme ud af højtalerne, og det er ligesom at sidde og se familiebilleder af en selv, som er dårligt ta-

get, og man tænker: ’Ej! Kom videre – videre – videre.’”

Da filmen sluttede, var han så deprimeret, at han næsten begyndte at græde.

Det var først, da han så den anden gang med publikum på, hvor han kunne mærke deres re-aktioner på filmen, at han kunne slappe af. Han gik hen til Nikolaj Arcel og sagde; ’Det er sgu en god film, du har lavet.’”

NU SKAL VI OGSÅ VIDERE

Mikkel Boe Følsgaard trampede på sin rustne cykel fra Vesterbro til Statens Scenekunstskole på Holmen. Da han parkerede, løb hele skolen ud mod ham, gav ham kram og lykønskninger, champagne og kage. Skolens kantinedame havde bagt en kage, der var formet som en bjørn og dækket med sølvglasur.

“Hun var simpelthen så sød. Det var næ-sten det mest rørende ved det hele, den der modtagelse.”

Weekenden forinden havde Mikkel Boe Føls-gaard vundet en Sølvbjørn for bedste mand-lige hovedrolle. “Jeg var blevet revet rundt,” si-ger han og drejer kroppen fra højre til venstre i staccatoryk, “og så kom jeg hjem der mandag morgen til den der trygge base. Det var det, der var så rørende og så rart. Man blev mødt af de der mennesker, som man kendte så godt, og som helt oprigtigt var glade på ens vegne.”

“Der er nogle af de ting, der har været som at springe ud fra 10-meter vippen, hvis man er højdeskræk: Fuck det. Nu gør jeg det sgu bare…Som at være med live i Go’ Aften Danmark eller stille sig op på en scene foran 1.600 mennesker og takke,” fortæller Mikkel Boe Følsgaard.

”Sådan nogle ting, hvor jeg førhen har prøvet at undgå det så vidt muligt, for det er ikke derfor, jeg er skuespiller. Men så har

jeg kunnet mærke, at det dør man jo ikke af i virkeligheden, og jeg har også fået en erfaring i alt det udenom.”

Denne sommer blev Mikkel Boe Følsgaard færdig på Statens Scenekunstskole. Han er ved at flytte sammen med sin kæreste, og han har en hvid rand maling rundt om sine neglebånd, og også på fødderne, afslører han.

“Der er også et eller andet i at blive konfron-teret med en masse ros, så kan det jo også godt blive for meget på et tidspunkt, hvor man bliver sådan helt; ’Ja, ja, det’ fint nok.’ Det tror jeg, alle

“Der er også et eller andet i at blive konfronteret med en mas-se ros, så kan det jo også godt blive for meget på et tidspunkt, hvor man bliver sådan helt; ’Ja, ja, det’ fint nok.’”

“Så er der bare et eller andet helt vildt interessant og nervepirrende ved at stå der: Der er et publi-kum, der kigger på én. Og det er ’live’, og alt kan gå galt, så det handler bare om at være 100 procent til stede i de øjeblikke, man er på scenen.”

RUST

24

mennesker kender. Man tænker; ’Nu skal vi også videre.’ Så nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme i gang med mit næste projekt, så det ligesom kan få lov at fylde.”

Mikkel Boe Følsgaard har fået en rolle i DR’s nye dramaserie ”Arven efter Veronika,” der skal sendes i foråret 2014. Den handler om ’68-ge-nerationen og dens børn, og han spiller den næstyngste i en søskendeflok på fire. Netop nu skal optagelserne begynde, og han skal spille sammen med blandt andre Jens Jørn Spottag.

Når han skal fortælle, hvordan han har det med at skulle begynde på noget nyt efter den store succes, er det også et par ord fra med-skuespilleren, han hiver frem.

”Han sagde, at han ikke læser anmeldelser, fordi de enten gør ham højrøvet, eller også gør de ham ked af det. Og det synes jeg bare er så fint og rigtigt på en eller anden måde, for det er jo ikke derfor, man skal gøre det. Man skal jo ikke være skuespiller for at søge de gode anmeldelser, for hvis det er ens succeskriterium,

så bliver man sku!et og ked af det, tror jeg – for der vil altid være nogen, som har noget nega-tivt at sige om en.”

Det handler om at huske, hvorfor det er fedt at lege ”Bryggeren,” at stå på scenen foran Gribs-kov Gymnasium, overtræde hverdagsnormer på Nørrebros Teater og jamme Christian VII frem.

”Det er det, jeg synes er spændende. Man skal ligesom finde ud af, hvorfor man gør det. Og det er jo for at lege, for at slippe mig selv, være tilstede og fortælle en historie.” !

“Det er ligesom, når man oplever noget uvirkeligt, så sidder man bare sådan og forsvinder lidt ind i sig selv og prøver at forstå. ’Ej, men er det rigtigt det her? Er det en joke?’”

RUST

25