Erindringer1995

Erindring nr. 1001Forfatter: Leif TruelsenOmfang: 4 siderPeriode 1924-?

LEIF TRUELSENÅhtefeldtsgads 16, 1.

4359 København K.

Navn: Leif Borch Truelsen født 21/3 1924

Forældre: Axéå Borch Truelsen og Karen Alice Truelsen, (født Christiansen )Min far var grosserer, han representerede diverse udenlandske huse

og boede i sin barndom Nørrevoldgade 12, cg havde kontor i no. 16sammen med min onkel i mange år. Min faffar havde en fabrik med

trådvæv og havde oprindelig kontoret på No. 16.

Min mor boede på Adilsvej 4, på Frederiksberg og var datter af en

politibetjent, der senere endte som den sid: te Sognefoged i Køben-havns amt.

Jeg mener mine forældre den første tid de var gift boede i Taarbæk,men da min yngre bror og jeg var født,boede vi først på Thorvaldsens

vej cog gik i skole på Sct Thomas Plads. Så lukkede Niels Hjortsskolen og flyttede til Thorvaldsensvejjs skole, det samme år flyttede vi til Sct. Thomas Pl. så det var to irriterede drenge der igenskulle gå den samme vej til skole.

I 1932 tror jeg, flyttede vi til Hellerup, til Gardes Alle 30, hvorvi boede til 1947, hvorffter vi flyttede til Nørrevolågade 12, ogmin fars ring var sluttet, sådan da, for i 1959 flyttede de til

min nuværende adresse Ahlefeldtsgade 16.

Om mig selv; jeg kom under krigen i købmandslære i Roskilde, en

barsk tid, det er sandelig noget andet i dag med en læreplads.Efter soldatertid i 1946- 1946, var jeg et halvt år i Birmingham,England. Efter hjemkomst var det svært at tage bestemmelse om frem

tiden, men p.g.a. min fars tiltagende sygdom, en svær gigt, blev

jeg nærmest kastet ind i forretningslivet, og været der siden til

990

Først videreførte jeg diverse agenturer, men p.g.a. tidernes ugunst.skiftede jeg til tøjbranchen og hang fast der, i begyndelsen som

agent for finske og engelske foretagener, detswar med dametøj, der-efter solgte jeg herretøj fra England, i fritidssektionen.

Jeg har rejst meget både i ind- c£ udland. Som interesse har jeghaft alt med kultur at gøre, samt en stor sports aktivitet. Jeg har

haft det held at jeg var lidt af et bold-talent så sporten har gjottat jeg har fået venner overalt, men udover at jeg har dyrket fod-

beld, bordtennås, Squash, badminton på eliteplan, har tennis haft min

størsté-kærlighed, og den har givet mig mange pragtfulde rejser i

udlandet, samt skabt mange venner i provinsen. Jeg har altid været

et gemyt der søgte udfordringer, og jeg har også spillet lidt is-

hockeyy, stået på ski, spillet golf samt rejst rundt om sommeren i 3-4år med skandinaviens første vandski show.

Det var lidt om mig selv, jeg har vedlagt nogle beretninger om

nogle sjove og specielle steder jeg har været. Dersom man skulle

ønske nogle uddybninger, udover beskrevne, skal jeg gøre mit bedste

for at fuldende disse.

LEIF TRUELSENAhlefeldtsgade 16, 1.

1359 København K.

ASPAS PÅ TRINNET Er. le

Lige siden jeg var dreng kan jeg huske ordet "Adlon". Det var et

ord med magisk klang og dem der udtalte det kunne i reglen fortælle nogetinteressant ? med et lystent glimt i øjet.

Adlon lå i Nørregade, idag hedder bygningen Montmartre, og ligger ved

siden af Folketeatret. Adlon var en natklub, men en natklub af høj klasse.Det var stedet hvor datidens berømtheder færdedes, efter teatertid, efter

sportsbegivenheder og efter selskaber, påvejen hjem fra disse ca kl 2.00 -

man kunne jo møde nogle der kom fra andre selskaber, man kunne evt. have

aftalt dette på forhånd, tit og oftex dukkede såmænd også værtsparret op!Det var stedet hvor borgerskabet mødtes, så derfor vil jeg prøve at beskrive

for eftertiden,hvordan Adlen fungerede.

Ved indgangen stod der en stor imposænt figur i en stor uniform med

guldknapper og striber samt kasket. Han hed Lynge. Det var enjperson alle

havde respekt for, det var ham der bestemte hvem der måtte komme ind. Han

fulgte godt med i dagens Danmark, så der var visse personer af meget højklasse der nemt kom indenfor. Man kunne godt være medlem af klubben, Adlon

-kludbben, men af en eller anden grund var der ikke udstedt så mange medlems-

kort.(Jeg har af nostaltiske grunde gemt et fra 1954). Men tilbage til

Lynge. Når der blev banket på døren,så han først gennem en lille luge, så

gik døren op, men den blev aldrig åbnet mere end der ikke var nogen chance

for nogen udenfor kunne slippe igennem. Lynge tog, eller havde allerede

taget et overblik over forsamlingen og trak så de heldige der havde fundet

nåde for hans blik ind gemnem døren, i reglen med bemærkningen: "pas påtrinnet hr." og med den ene hånd åbnet så fem eller ti kroner hurtigtskiftede ejermand. Ikke medlemmer blev efter denne seance så beordret hen

til en kasse, hvor Fru Brink sad, cg der betalte man så det officielle beløb

for at sbibpe ind &. Fru Brink var iøvrigt gift med en af datidens sclagerkomponister Edvard Brink. Endelig bør det også nævnes at fem og ti kroner

dengang sandelig var mange penge speuwielt for en und mand som mig dengang.

Indenfor, i dette hellige sted, var der et stort dansegulv, lidt

forsænket i forhold til bordene der omkrandsede gulvet i en stor firkant.

Lidt højere oppe var der en stor bar, hvor der altid blev fortalt de sidste

nyheder og den sædvanlige sladder. Musikken var non-stop og bestod i reglenaf to pianister og evt. en trio eller kvartet. Jeg kan huske at i den ene

side sad f.eks. John Smidt Andreasen og John Flindt og spillede firhændigtalternativt medAksel Petersen med sin trio, cg med refrainsang af IngeliseRune, en meget dygtig og særdeles attraktiv dame.

Ved et meget centralt pøaceret bord sad ejeren og værten Svend

Muchardt og holdt øje med begivendederne og gik rundt for at hilse på.Ållå var i det bedste tøj, som regel i smokin; og lang kjole og specieltnår folk kom fra fester, middage, samt teater. Man kunne lide at tage noget

pænt på altid og især hvis man havde besluttet sig for at glide ind hos

Adlon på hjemvejen. Det var altid interessant at se hvem der nu var der

eller måske var der sensationer i luften, der kunne berettes om dagen efter,til dem der nu ikke havée været heldige at være der netop denne aften, Her

kom, skuespillere, kunstnere, sportsfolk, pressefolk, politikere og kendte

forretningspersoner,. Det var stedet der var "in",

Maden der blev serveret var ligeledes i klasse. Det var få men

udvalgte sager, til at gå hjem på, Det mest berømte var nok bøf-tataren.

Det var et enorm stykke tatar,der var skrabet oksekød og med fulgte spm

tilbehør. æggeblomme, pickles, rødbeder, løg, capers,peberrod, det hele var

der.Adlon er i dag et stykke historie, og vi er nok ikke i dag så mange

tilbage fra dengang det rigtigt kogte derinde, men engang imellem mindes man

de gyldne og sjove tider vi h-vørdengang. Jeg husker stadig den første gang

jeg blev sluppet ind, det var scm en verden man kun havde hørt om, drømt om

og nu pludselig skulle opleve man var voksen og blendt alle de kendte

man læste om. Mange fem og få kroner, er siden blevet lagt i en stor hånd.

En dag var det slut, som så meget godt her i livet,Midt i tresserne lukkede Adlon. En Bpoke var slut og en ny kunne begynde.Montmartre flyttede fra St. Regnegade med den legendariske Jazz-Kay som

keder, Underligt at komme der igen, på en anden måde, og mellem andre typerog andet musik, Men da jeg holdt meget af jazz kom jeg der meget og hørte

utrolig god musiks Thad Jones, Mel Lewis, Bob Brockmeyer, Teady Wilsoeny samt

vore egne dygtige musikere.

Så gik Montmartre til Annne Linnet, og har siden ført en

omtumlet skæbne. Men jeg for min del har nogle dejlige minder, fra to epokerpå adressen i Nørregade,

Fjernsynet var bl. a. me" til at kvæle spillesteder og danse-

steder. Jeg kan huske at hvis man ville i byen ku ne man vælge,f.eks. skal

man gå i Naticnal Scala (nuværende Scala) og høre Kaj Ewans store orkester,eller gå i Munchen i Dahlerupsgade og høre Leo Mathiesen, eller i Tivoli og

danse til Bruno Henriksens orkester, Helge Jagobsen i Skandia (Richshuset lste

sal) maske Svend Asmussen i Blue Heaven (hj. af trommesalen), senere kom der

også Giraffen i Palladium, Glemmes må heller ikke Palace Hotellet med

Ambassadear hvor Kai Mortensens spillede, og New Look baren ved siden af hvor

Willy Sørensens tric spillede. Også elegance ? og så kunne man måske gå i

Adlon på hjemvejen!Sluttelig, vi var jo mange der efterhånden også boede uden

for byen. Nu blev vores tålholdssteder sSskovriderkroeng med den hyggelige bar

samt Bellevue Strandhotel, denne smukke, hvide bygning, der lå ved Staunings

plæne og osede af elegance og rige mennesker ikke mindst når folk kom fra

galopbanen .

Nu ligger Skovriderkroen støvet, tilgroet og trist tilbage,

ingen løsning er fundet. Og Bellevue Strandhotel er forlæhgstrblevetedevet ned.

Underligt som det kan gå, men dejligt at have oplevet. Nyesæder og skikke, ny musik, anden påklædning,alt er forandret, men det er nok

ingen skade, Vi må forny os, selvom det er svært for nogle, jeg synes tilværel-

sen hele tiden har budt på ny oplevelser og aspekter og ikke minddt udfordrin-

ger. Det er cop til een selv at finde meningen.

Jeg kan slutte medåat sige: Jeg har været i Adlon og har

passet på trinnet.

LEIF TRUELSENAhlefeldtsgade 16, 1.

1359 København K.

LEIF TRUELSENAhlefeldtsgade 16, 1. WILLI's PLACE

1359 København ks

I Vester Volagade 21, på lste sal, laå i mange år Willi?s Place,et sted der fik betydning for mange. Det var i samme bygning at Linnetskaffe butik lå på hjørnet, som iøvrigt var et mødested det hed slet ogret Linnets hjørne.

Egentligt startéde det hele på Vesterbrogade og hed Jacks Soda

Fountain, men flyttede i 1939 til Vester Voldgade. Det var ejet af "Misse"Jensen og hendes mand, der lagde navn til stedet. Fra 1948 overtog Willi

og hans kone "Pølle" lejemålet. Hans rigtige navn er Willi Witt.

Det satte gang i det hele, Det ikke netop smukke lokale blev shinet

op og nye friske toner klingede,. Willi der havde en fortid som bartender,og purser viæte hvad der skulle til. Hans to fætre der var pursere ;hjem-bragte efter hvert togt de sidste nye jazz plader fra New Yomk, så man

var altid up to date med de sidste nye inédspilninger%$. Lokalet kort be-skrevet bestod af ca 4 udsigtborde til gaden og i midten var der 4-6 borde

plus et større ved telefonen og direkte ud til den store bardisk.På en måde var stedet en slags forløber for McDonalds og for pølse-

vognenes udvalg i dag. Der fik man for lste gang: hotdogs, hamburgers og

cheeseburgers. Jeg ved at alle det kom der, stadig vil fastholde at bedre

hotdogs og hamburgers laves ikke i dag. Noget nyt var også Horlicks (milk-shakes) som smagte vidunderligt. Meget the og kaffe blev der også drukket

det var et non-alkcholic sted), senere blev andre retter dog føjet til.

Det var her alle kom der betøg noget: operasangere, sangere, skue-

spillere, musikere, kunstnere, sportsfolk, prssefoelk samt forretningsfolkder hurtigt kunne snappe sig en hotdog. Endelig må ikke glemmes: smukke

piger, meget smukke piger. Døt er ikke nogen overdrivelse at sige at der

var flere smukke piger samlet her end noget andet sted i København. At

mange endte som kendte filmsskuespillere og mannequiner kunne ikke over-

raske, Det var et sådant sted i mange år, at skulle man pludselig ud en

lørdag aften og ikkk havde nogen ledsager, så hurtigt ind til Willi, ogsom regel lykkedes det at trylle noget "smart" med sig.

Når man først var kommet ind hos Willi, kom man altid igen. Det

var derfor hyggeligt, at alle eens gamle bekendte, dukkede op ved juletidog sagde Hej, nr der var hjemme på familiebesøg.

Et sjovt og hyggeligt indslag var kopperne. Stamkunder og andre

fik hver sin kop, med guldkant og eens navn graveret i guld. Helst skulle

man have et øjenavn. Alle kopperne hang på rad og række ba, baren og lysteop med kendte og ukendte navne. Jeg tror en optælling engang viste at der

var 283 stk kopper. deg havde selv den glæde at siåde ved stambordet.Kernen var bestående af nogle af os der havde kommet der længst og det var

ikke let at blive optaget for nye, det krævede visse kvaliteter, Vi var vel

ca 10-12 stk totalt. Kun nådigst fik andre adgang, for en kort bemærkning,selvom de hed Bjørn Tidman eller Preben Uglegjerg etc. Vi var der i reglenmellem 12-13.30, så var bordet frit derefter! Midt i musikken kunne man

se nogle stærkt koncentrerede skakspillere med Jems Enevoldsen i spidsen,han var dengang dansk mester, men hvordan datidens elite kunne sidde der

time efter time og lukke alt andet ude står stadig for mig som en gåde.

Det var et dejligt sted at komme, og man fandt sig mange godevenner og kontakter i en afslæppende atmosfære.

Det blev sværere at parkere og tiden gjorde også at man fik mindre

tid til.at komme der regelmæssigt, samt til at holde 1 times pause og i slut-

ningen af tresserne solgte Willi stedet men det varede kun kort for de nye.

En dejlig tid og epoke var slut.