Embed Size (px)
Citation preview
FC Barcelona - Kampen om den katalanske fortællingAf Mads Clemmensen
Lavet af Josep Segrelles til klubbens 20 års jubilæum. Det er spilleren Samitier på billedet
1
IndholdAbstract............................................................................................................................................3
Resumé............................................................................................................................................5
1. Indledning....................................................................................................................................7
2. Problemformulering, Afgrænsning og Fremgangsmåde.............................................................8
2. 1 Problemformulering og Hypotese.............................................................................................8
2. 2 Tidsmæssig afgræsning.............................................................................................................9
2. 3 Fremgangsmåde.........................................................................................................................9
3. Begrebsafklaring........................................................................................................................10
3. 1 Katalonien...............................................................................................................................10
3. 1. 1 Begyndende krav om selvstændighed.............................................................................10
3. 1. 2 Kataloniens status i dag...................................................................................................11
3. 2 FC Barcelona...........................................................................................................................11
3. 2. 1 Mere end en klub.............................................................................................................13
4. Teoretisk tilgang........................................................................................................................13
4. 1 Diskursteori.............................................................................................................................13
4. 2 Diskursen om forestillede fællesskaber...................................................................................13
4. 3 Fællesskabers ekskluderende processer..................................................................................14
4. 4 Nationen - et forestillet fællesskab..........................................................................................14
4. 5 Kampen om at påvirke den nationale diskurs.........................................................................16
4. 6 Opsummering og anvendelse af diskursteori..........................................................................16
5. Metodologisk tilgang.................................................................................................................17
5. 1 Strukturering af feltarbejde.....................................................................................................17
5. 2 Præsentation og diskussion af interview-data.........................................................................19
5. 2. 1 Tilhængere med professionelt forhold til klubben..........................................................19
5. 2. 2 Klubmedlemmer og fans.................................................................................................22
2
5. 3 Dynamik og udfordringer i dataindsamling............................................................................23
5. 3. 1 Spørgeteknik....................................................................................................................24
6. Karakteristik af det katalanske nationale fællesskab.................................................................26
6. 1 Den åbne katalanske nationaldiskurs......................................................................................26
6. 2 Den sproglige modstilling til central-Spanien.........................................................................27
6. 3 Den katalanske nationalkarakter – mellem det sydspanske og nordeuropæiske.....................28
6. 4 En udfordrende national diskurs: nationalismen.....................................................................31
6. 5 Opsummering af katalansk nationaldiskurs............................................................................32
7. Analyse af FC Barcelona-tilhængeres diskurs...........................................................................33
7. 1 Fodboldkampen mod Real Madrid..........................................................................................33
7. 2 Oplevelsesbeskrivelse af FC Barcelona mod Getafe på Camp Nou, 06.02 2010...................36
7. 3 Tilskuerens betydning for FC Barcelona-fællesskabet...........................................................39
7. 4 Dommerens betydning for FC Barcelona-fællesskabet...........................................................45
7. 5 Analyse af spilfilosofien..........................................................................................................47
7. 6 Spillerens betydning for FC Barcelona-fællesskabet..............................................................48
7. 7 Konklusion på FC Barcelona-fællesskabets diskurs...............................................................50
7. 8 Kampen mellem FC Barcelona Draes og Panatinaikos basketballhold, 10.02 2010..............52
8. FC Barcelonas indflydelse på katalansk nationalfølelse...........................................................54
8. 1 Fodbold og nationalpolitik – en uønsket blanding?................................................................55
8. 2 Joan Laportas brug af en nationalistisk diskurs.......................................................................58
8. 3 FC Barcelona som katalansk fælleseje....................................................................................61
9. Konklusion.................................................................................................................................66
10. Litteratur..................................................................................................................................69
10. 1. Hjemmesider........................................................................................................................70
10. 2. Avisartikler...........................................................................................................................70
10.3 Illustrationer...........................................................................................................................71
3
Bilagsoversigt................................................................................................................................71
Abstract
Based on a discursive analysis on the view of F C Barcelona supporters on their football club, I examine which role this Catalan club has for the Catalan national feeling today. My hypothesis is that the club has an active role for the development of the Catalan national feeling. The basis for this hypothesis is the clubs well-documented role as a Catalan national institution during the Spanish dictatorship (1939-1975). Discourses are unambiguous descriptions and perceptions of the world (Jørgensen & Phillips 1999), including the communities, we take part in. A nation is such an “imagined” community” (Anderson 1991) based around a national discourse. I define “national feeling” as a national discourse pertaining to certain values and limits of this community (Jørgensen & Phillips 1999) I thus compare the national discourse of the Catalan nation to the discourse of the community of FC Barcelona supporters. This discursive analysis is done by the use of data material collected through 5 interviews of club supporters - some with a professional position and some with an emotional connection to the club - and by observations of two matches between FC Barcelona and central Spanish football clubs – Getafe and Atlético Madrid. My analysis centers on a written account of the match against Getafe experienced on Camp Nou stadium, Barcelona. As the limits of the community are decided by the discourse, the discourse has the ability to exclude certain groups not eligible to the communities’ values. The Catalan national discourse is what I in agreement with Hargreaves (2000) name an inclusive discourse based on values such as ability to foreign integration and ambiguity towards independence. In this way, people foreign to Catalonia (including Spaniards) can be considered “Catalan” solely by dominating the Catalan language. An alternative discourse trying to gain impact in the Catalan national community is centered on the idea of Catalan sublimity amongst nations, called nationalism, shared by a minority of the population. The opposition of the Catalan “seny” – common sense – to the central Spanish emotionality forms part of this nationalism. I thus examine to what extent the FC Barcelona supporter’s discourse enhances this alternative discourse. My analysis of the supporters discourse centers on five significant traits: the football match against Real Madrid, the referee, the spectator, the player, and the philosophy of the match. I conclude that these five traits have both inclusive and exclusive elements. The football match against Real Madrid is one of historic significance, in that Real Madrid was regarded as the right-wing ambassador to central Spain during the dictatorship. The rivalry against this club crystallized an important character in the supporter’s discourse, namely the referee, who was regarded to rule in favor of Real Madrid, and thus the regime. Today, a referee calling in favor of a central Spanish team is regarded as a centralist. The opposition to central Spain in the supporter’s discourse thus gives this an exclusive trait. The next item I examine is the spectator. The spectators are considered more moderate and hard to impress than other Spanish supporters. They are rarely aroused and applaud only goals.
4
This trait goes well in hand with the Catalan common sense - “el seny” and sense of Catalan sublimity. Also the players and the philosophy of the match is connected to “el seny” and the Catalan sublimity, as elegant and faultless play based on total ball control, is favored by the trainer, the players and the spectators. This way of playing is so difficult that it has to be learned from childhood. The club therefore prefers players, trained in this discipline. Foreign players who come to the club from a young age and learn to master the style of play are accepted as true “Catalans” or as they say “de casa”(from own house). This is compatible to the dominant, inclusive national discourse, that favors tolerance and foreign integration. As a conclusion on this comparative analysis of the two communities, the supporters of FC Barcelona and the Catalan community, it is said that the community of FC Barcelona contains many elements that enhances the discourse of Catalan sublimity, uncommon among Catalans. This conclusion, however, may stem from the fact that all data is collected from male interviewees of averagely 50 years. To right out this bias, I observed an FC Barcelona basketball match with a very young crowd of mixed gender. This proved to be even more radical in its nationalist expressions. Although FC Barcelona enhances the exclusive elements of Catalan national discourse, it still needs the power to suppress the dominant, inclusive elements in this. Through critical discourse analysis one can reveal how a powerful language and actions are used to influence the discourse, by suppressing alternative discourses. A person who wishes to change the national discourse of Catalonia is the president of FC Barcelona between 2003 and 2010, Joan Laporta. I thus examine how Laporta through forceful speech and actions tries to influence the national discourse and to what extend he is successful. Laporta has openly stated in a political forum that Catalonia is dying do to the conformity of its people, and a revolution must take place to separate Catalonia from Spain. He thereby expresses a superior Catalan feeling and uses forceful expressions to gain the politicians to his side. I conclude that the politicians are allowed to let a national discourse interfere in the sport community, as the leader of the Catalan local government openly ties FC Barcelona with national values. It is however not possible for a member of the sport community, such as Laporta to interfere with politics as his “mixing FC Barcelona and politics” in his case is not allowed. If Laporta must influence the national discourse, he must then do so through non-political national institution, such as FC Barcelona. I thus examine how Joan Laporta and FC Barcelona together can influence the Catalan national feeling. I conclude that the nationalism of Laporta is fully compatible with the discourse of the club supporters. The Catalan superiority is certainly a major element in their view on FC Barcelona. This view of superiority holds well not only opposite central-Spain, but also opposite non-Catalans in general. All respondents describe that it is not possible to be a “real” FC Barcelona supporter as a foreigner. The intimate connection between FC Barcelona and Catalonia takes on a physical dimension, as only Catalan citizens can receive the special club subscription that gives a permanent seat on the stadium. These subscriptions are then handed over from father to son often as a symbolic christening gift.
5
Even though Laporta is not able to directly influence the Catalan national discourse, he can do it indirectly by strengthening the ties between the club and its Catalan members, a steady growing mass. As the club supporters discourse enhances the exclusive elements of the Catalan national feeling, the club can via presidents such as Laporta – influence the latter. I have thereby confirmed my hypothesis that FC Barcelona plays an active role in the development of a Catalan national feeling.
Resumé
På baggrund af en diskursanalyse af FC Barcelona-tilhængeres forhold til deres klub, undersøger jeg hvilken rolle denne katalanske fodboldklub spiller for katalansk nationalfølelse i dag. Min hypotese er, at klubben spiller en aktiv rolle for katalansk nationalfølelse. Dette baseres på klubbens veldokumenterede rolle som katalansk nationalinstitution under det spanske diktatur (1939-1975). Diskurser er entydige beskrivelser og forestillinger om verden (Jørgensen & Phillips 1999), inklusiv de fællesskaber, vi deltager i. En nation er et sådant “forestillet fællesskab” (Anderson 1991). Jeg definerer “nationalfølelse” som den nationale diskurs, der giver dette fællesskab sine grænser og værdier. Således sammenlignes den katalanske nationale følelse diskursen tilhørende FC Barcelonas tilhænger-fællesskab. Diskursanalysen foretages vha. datamateriale indsamlet igennem 5 interviews af klub-tilhængere og af observationer af to kampe mellem FC Barcelona og madrilenske fodboldklubber. Analysen tager udgangspunkt i en oplevelsesbeskrivelse af den ene kamp - mod Getafe – på Camp Nou stadium, Barcelona. Den katalanske nationaldiskurs er hvad, jeg i overensstemmelse med Hargreaves (2000), kalder en inkluderende diskurs, baseret på værdier som ”tolerance” og ”evnen til integration af ikke-katalanere”. Den nationale diskurs har dog et ekskluderende træk (Hargreaves 2000), baseret på særlige nationale karakteristika, nemlig det sproglige særpræg, som adskiller Katalalonien fra central-Spanien. I politiske kredse søges en alternativ diskurs forankret i det katalanske nationalfællesskab. Denne baseres på hvad, jeg kalder nationalisme, dvs. en følelse af ophøjethed i forhold til andre nationer. Denne følelse baseres i den katalanske “nationalkarakter”, som ifølge denne diskurs karakteriseres ved en særlig sund fornuft – “el seny”, i kontrast til den central-spanske emotionalitet. Jeg undersøger således, hvorvidt FC Barcelona-tilhængernes diskurs forstærker denne alternative nationaldiskurs. Min analyse centrerer sig om fem, potentielt ekskluderende elementer i tilhængernes diskurs: Fodboldkampen mod Real Madrid, dommeren, tilskueren, spilleren og spilfilosofien. Jeg konkluderer, at fodboldkampen mod Real Madrid under det spanske diktatur fik nationale dimensioner, idet Real Madrid blev anset som repræsentant for diktatur-regimet. Jeg konkluderer desuden, at dommeren i dag har overtaget rollen som repræsentant for det centrale Spanien. En dommer, som dømmer til fordel for et central-spansk hold, anses i dag, blandt tilhængerne som støtte af central-regeringen. FC Barcelona-tilhængerne deler således det ekskluderende element i den katalanske nationaldiskurs, som består i modstillingen Katalonien – central-Spanien.
6
Det næste element, jeg undersøger er “tilskueren”. Denne anses som mere seriøs og sværere at imponere end tilskuere fra det øvrige Spanien. ”Tilskueren” bliver, ifølge diskursen, sjældent ophidset og bifalder kun mål. Dette træk er i overensstemmelse med den nationalistiske katalanske diskurs, som fremhæver den katalanske kølige “seny”. Spillerne og spilfilosofien knyttes også til den katalanske “seny”. Desuden knyttes de til katalansk følelse af ophøjethed, idet elegant og fejlfrit spil, baseret på kollektiv boldbesiddelse, favoriseres af både trænere, spillere og tilskuere. Den kollektive spillestil indlæres fra barnsben, og klubben foretrækker derfor spillere oplært i denne stil. Ikke-katalanske spillere, som i en ung alder kommer til klubben og tillærer sig denne stil, accepteres som ”ægte” katalanere, idet de betegnes ”de casa” – ”fra ejet hus”. Dette element stemmer overens med den generelle nationaldiskurs, som fremhæver værdierne ”tolerance” og ”evne til integration af fremmede”. FC Barcelona indeholder således flere elementer – både inkluderende og ekskluderende til fælles med den nationale diskurs. Jeg konkluderer, at FC Barcelona-fællesskabet igennem sin favorisering af den katalanske unikke nationalkarakter samt en ophøjet, kollektiv spillestil fremmer den ekskluderende, nationalistiske diskurs udbredt blandt et mindretal af katalanere. Denne konklusion kan dog skyldes det forhold at samtlige respondenter er over 30 år. For at tage højde for denne bias beskriver jeg en observation af en FC Barcelona basketball-kamp med et meget ungt publikum af blandet køn, herunder hooligans, som i dag er fortrængt fra fodboldarenaen. Dette publikum viste sig langt mere radikal i sine nationalistiske udtryk end fodboldpublikummet, og således kan den alders- og kønsmæssige bias til dels udelukkes. Selvom FC Barcelonas diskurs rummer flere og stærkere ekskluderende elementer end den generelle katalanske nationaldiskurs, er en særlig magt nødvendig for at denne klub kan påvirke katalansk nationalfølelse. Jeg undersøger derfor – igennem en kritisk diskursanalyse – hvordan en magtfuld person i FC Barcelona-fællesskabet, klubpræsident 2003-2010 Joan Laporta, forsøger at forankre en nationalistisk diskurs blandt katalanerne: Via det politiske fællesskab og via FC Barcelona. Jeg konkluderer, at det ikke lykkedes Laporta at forankre en nationalistisk diskurs via det politiske fællesskab. Det er nemlig ikke tilladt for en sportsrepræsentant at blande sport og nationalpolitik. Denne sammenblanding af diskurser er kun tilladt for politikerne. Det konkluderes imidlertid, at en forankring af en nationalistisk diskurs er mulig via FC Barcelona, som er tæt knyttet den katalanske befolkning. Selvom klubbens bestyrelse officielt ikke anerkender klubbens indflydelse på den nationale diskurs er denne rolle bredt anerkendt blandt klubbens klubmedlemmer, som udgør en stadig voksende del af Kataloniens befolkning. Den katalanske ophøjethed er, som min analyse viser, et centralt træk ved tilhængernes diskurs. Det viser sig, at følelsen af overlegenhed ikke kun gælder overfor central-spanierne, men også overfor ikke-katalanere generelt. Alle respondenter beskriver således, hvordan kun FC Barcelona-tilhængere kan anses som ”ægte” tilhængere. Den dynamiske forbindelse mellem FC Barcelona og Katalonien får en fysisk dimension, idet kun katalanske borgere kan modtage et specielt klubabonnement, som giver en fast siddeplads på stadion. Disse abonnementer videregives fra far til barn som en symbolsk gave ofte i forbindelse med dåben. Jeg konkluderer, at selvom Joan Laporta som klubpræsident ikke direkte kan påvirke den katalanske nationaldiskurs, kan han gøre det indirekte ved at styrke båndet mellem klubben og dets
7
klubmedlemmer. Idet Joan Laporta og klubmedlemmer gør brug af en nationalistisk diskurs, som forstærker de ekskluderende elementer i katalansk nationalfølelse, kan han dermed påvirke denne. Jeg kan således bekræfte min hypotese: FC Barcelona spiller en aktiv rolle i uviklingen af katalansk nationalfølelse.
1. Indledning
Fodbold er verdens mest populære sportsgren. Fodboldforbundet, FIFA har mere end 200 millioner
registrerede spillere, og alene fodbold-VM i 1998 havde et totalt seertal på 37 milliarder (Lee
2004). Det nationale fodboldhold er ofte benyttet som et udstillingsvindue for nationale ideologier
(Manzenreiter & Horne 2007: 571). Eksempler på dette er fodbold under Mussolini i
mellemkrigstiden, under det kommunistiske Sovjet og i rivaliseringen mellem det skotske og
engelske fodbold landshold i British Home Internationals frem til 1982. Men fodbolden kan
udtrykke selvstændige – globale - værdier udenfor den nationale ramme. Således var japanske
fodboldtilhængere under VM i 2002 genstand for stor opmærksomhed, da de iklædte sig Tysklands,
Brasiliens og Spaniens farver og symboler (Manzenreiter & Horne 2007: 574).
Mere end 54 % af den voksne spanske befolkning i 2007 erklærer sig fodboldfans
(Barómetro de Mayo 2007: 9). Til sammenligning er ”kun” 46,6 % af italienerne fodboldfans
(Krøger 2008: 37). 32 % af spanske fodboldtilhængere er primært tilknyttede den lokale klub
(Barómetro de Mayo 2008: 12) og følger de evige opgør mellem regionale ærkerivaler. ”El Clásico”
mellem Real Madrid F.C. og FC Barcelona er ikke bare et regionalt klubopgør – der er mere på spil.
Opgøret mellem Real Madrid F.C. og FC Barcelona er blevet en metafor for Kataloniens offerrolle
under Francos diktatur (Callicó 1998: 302-305; Solís 2003, 43). Men FC Barcelona er i dag ved at
hæve sig over denne offerrolle. Klubben er langsomt ved at blive et symbol på en ny katalansk
national selvbevidsthed og følelse af ophøjethed (Torres 2006: 171). En afgørende begivenhed
gjorde pludselig klub-tilhængernes stolte af deres klub og land. Da ”Barça” omsider genvandt
mesterskabet og slog Real Madrid med cifrene 5-0 i 1973 i slutningen af Francos diktatur samledes
således 20.000 fans på Barcelonas hovedgade for at fejre sejren og synge den forbudte hyldest til
Kataloniens hellige bjerg, Montserrat (Torres 2006: 172).
FC Barcelona betyder stadigvæk ”ikke så lidt” for katalanerne ifølge holdets træner, den
katalansk-fødte, Guardiola, citeret i Weekend avisen 19.06.2009. Dermed forstået, at selv
katalanere, som ikke er fodboldfans, føler glæde, når ”national-holdet” vinder. Fodboldklubben har
valgt ”Mere end en klub” som emblem som tegn på, at klubbens rolle i det katalanske samfund
rækker udover det rent sportslige. FC Barcelona omtales som en vigtig del af den katalanske
8
nationalfølelse, i samme åndedrag som OL i 1992, den katalanske nationalret – pan tomatquet og
nationaldansen, sardana. Men er der tale om en forbigående nationalfølelse, isoleret til
begivenheder, hvor FC Barcelona og ”Katalonien” vinder mesterskabet? Eller er der tale om en
varig forbindelse – et blodsbånd mellem FC Barcelona-tilhængeren og katalaneren? Præsidenten for
FC Barcelona 2003-2010, Joan Laporta vil uden tvivl svare ”ja” til det sidste.
Klubpræsident, Laporta har transformeret FC Barcelona til en moderne, global forretning, men
samtidig har han udnyttet klubben som platform til et politisk projekt. Som tidligere medlem af
partiet ”Reagrupament” har han under sin præsidentperiode åbent tilkendegivet, at Katalonien bør
løsrives Spanien (www.elperiódico.com 21.03 2010). Samtidig har han givet udtryk, for at FC
Barcelona er en klub, som kæmper for ”katalanskhed” og ”god borgerskik”. Således viderefører han
fortællingen om et ophøjet FC Barcelona, genstand for katalansk stolthed.
Traditionelt har klubben været en flittigt benyttet platform for regionspolitikere til at vinde
popularitet (Torres 2006: 60; Callicó 1998: 261). Klubben er dermed blevet indlemmet i
nationalpolitik. Men i dag søger klubpræsidenten aktivt at påvirke nationalpolitik via FC Barcelona.
Er sammenblandingen mellem sport og politik da gået over stregen? Eller er præsidentens udtalelser
et led i klubbens naturlige status som en integreret medspiller i udviklingen af katalansk
nationalfølelse?
2. Problemformulering, Afgrænsning og Fremgangsmåde
2. 1 Problemformulering og Hypotese
Problemformuleringen til dette arbejde er: Hvilken rolle spiller FC Barcelona i udviklingen af
katalansk nationalfølelse i dag? Den britiske historiker, Benedict Anderson (1991:5) forstår
nationen som en ”imagined community”, altså et forestillet fællesskab. Nationalfølelse definerer jeg
som en entydig beskrivelse af og forestilling om dette fællesskab. Entydige måder at opfatte og
beskrive verden kaldes diskurser (Jørgensen & Philips 1999: 7, 134). Katalansk Nationalfølelse er
med andre ord katalanernes nationale diskurs. Undertitlen til dette arbejde - ”kampen om den
katalanske fortælling” henviser til kampen om den sande fortælling, dvs. diskursen, om det
katalanske nationalfællesskab. Denne kamp går ud på at definere fællesskabets værdier og grænser,
herunder hvem som bør inkluderes i og ekskluderes dette. Med baggrund i klubpræsidentens
udtalelser og klubbens historiske rolle som katalansk nationalinstitution, er min hypotese at FC
Barcelona spiller en aktiv rolle i udviklingen af den katalanske nationalfølelse.
9
2. 2 Tidsmæssig afgræsning
Perioden 1978 til i dag vælges som denne opgaves tidsmæssige afgræsning af to årsager.
FC Barcelona vinder for første gang det europæiske mesterskab, ”La Recopa de Europa (UEFA-
cuppen)” i 1978-1779, og gaderne i Barcelona fyldes af anslået 1 million stolte katalanere, som
fejrer triumfen (Callicó 1998: 204). Sejren skete som kulmination på en genrejsning af
fodboldklubben med forudgående begivenheder som en historisk udebanesejr over Real Madrid på
5-0 og en ny ophøjet spillestil ”el jogo bonito”, ”det smukke spil”(Vorm & Tønder 2009: 15).
Den anden årsag til denne tidsmæssige afgræsning er, at Katalonien træder ind i en moderne
epoke, idet den spanske konstitution dette år sætter punktum for på 46 års katalansk undertrykkelse
under general Francos diktatur. Konstitutionen anno 1978, erklærer frihed til kulturel og national
mangfoldighed, herunder anderkendelsen af den katalanske region og dets sprog
(Woolard 1989: forord 1).
2. 3 Fremgangsmåde
Klubpræsidenten for FC Barcelona, Joan Laportas udtalelser om klubben som katalansk
samlingspunkt, skal ses i forlængelse af klubbens mytiske fortid som ”mere end en klub” – en
institution for katalansk nationalfølelse (Solís 2003: 43). Laporta giver dermed udtryk for, at
fællesskabet af FC Barcelona-tilhængere og fællesskabet af katalanere er en og samme størrelse –
med samme værdier og modsætninger. Jeg vil først sammenligne de to fællesskaber – igennem en
sammenlignende analyse af katalansk national diskurs og FC Barcelona-fællesskabets diskurs.
Dette gøres med baggrund i teori om diskurser og ”forestillede fællesskaber”
(Jørgensen & Phillips 1999; Anderson 1991).
Igennem to ugers feltarbejde i Barcelona mellem den 5. og 19. februar i 2010, har jeg interviewet
seks personer tilknyttet klubben, herunder klubmedlemmer, ansatte, journalister og almindelige
tilhængere. Jeg har desuden overværet to kampe mellem FC Barcelona og dets ærkerivaler fra det
centrale Spanien – Getafe (som jeg overværede på Camp Nou, søndag 5. februar) og Atlético
Madrid (som jeg så på et lokalt værtshus den 13. februar). Observationer fra den første kamp
udgjorde rygraden i mit feltarbejde og førte til identifikationen af fem nøglepunkter for fællesskabet
omkring FC Barcelona: fodboldkampen mod Real Madrid, dommeren, tilskuerne – ”els cules”, de
katalanske spillere, og den særlige kollektive spillestil. Disse fem punkter danner baggrund for min
sammenlignende analyse, nævnt ovenfor.
10
Jeg diskuterer efterfølgende, hvordan FC Barcelona kan påvirke katalansk nationaldiskurs.
Således vurderer jeg to måder dette kan ske. Klubpræsident, Joan Laporta ønsker først og fremmest
at påvirke katalansk nationaldiskurs direkte. Dette ved at influere den politiske debat om
Kataloniens fremtid. Hans ønske tager udgangspunkt i, at FC Barcelona er ”mere end en klub” og
en medspiller i kampen om den katalanske nationale udvikling, og jeg vurderer hvorvidt dette
synspunkt accepteres, dels af politikere, dels af hans egen klub.
FC Barcelona kan også influere den katalanske nationale diskurs indirekte – via sin
demokratiske basis, klubmedlemmerne. Joan Laporta kan som klubpræsident øge forbindelsen
mellem FC Barcelona og den katalanske befolkning ved at gøre klubben til ”nationalklub” og
dermed forankre FC Barcelona-fællesskabets værdier i den katalanske nationale diskurs. Jeg
vurderer klubmedlemmernes accept af dette initiativ. Med afsæt i klubbens globalisering, omtaler
jeg afslutningsvis klubbens fremtid som medspiller i den katalanske fortælling.
3. Begrebsafklaring
3. 1 Katalonien
Katalonien er en af 17 spanske regioner eller ”autonomías”, beliggende i det nordøstlige Spanien.
Katalonien deler med regioner som Baskerlandet og Galicien en stærk nationalfølelse, som bunder i
regionens historiske status som handelsmagt i Middelhavet (Humlebæk og Grøn 2001).
3. 1. 1 Begyndende krav om selvstændighed
I den katalanske middelalder og renæssance, mellem 800-tallet og frem til 1715 var Katalonien og
kystbyen Barcelona handelscentrum for Middelhavet (Valdeón, Pérez & Juliá 2006: 72). Barcelonas
befolkning var domineret af et frihedselskende borgerskab, som ikke rettede sig efter kongerigets
feudale love (Valdeón, Pérez & Juliá 2006: 72).
Sammenlægningen af det centrale Spanien (kongeriget Kastilien) og det østlige Spanien
(herunder Katalonien) 1474 anses som slutningen på den katalanske storhedstid
(Woolard 1989: 18). Katalonien søgte dog at modstå et pres fra det centrale Spanien, da kongen i
Madrid ønskede at underlægge Katalonien det centrale Spanien, Kastiliens love
(Valdeón, Pérez & Juliá 2006: 266). Mens Madrids hær bevægede sig mod Frankrig og raserede det
katalanske land, blev det mødt af oprør fra Kataloniens befolkning. Dette oprør er blevet kaldt
”høstfolkenes (”els segadors”) oprør” som udtryk for Kataloniens jævne folks forsvar af nationen
11
mod central-Spanien (Valdeón, Pérez & Juliá 2006: 268) og er foreviget i den katalanske
nationalsang: ”Els Segadors” (Woolard 1989: 19).
Kataloniens befolkning oplevede ny økonomisk og kulturel opblomstring (udtrykt i bl.a. Gaudis
og Mirós arkitektur og kunst) i 1800-tallet, resulterende i en politisk bevægelse for frigørelse fra det
spanske moderland, kaldet ”katalanismen” (Fox 1997: 70-75). Francos diktatur mellem 1939 og
1975 satte dog en effektiv bremse for denne nationalfølelse.
Da den frankistiske side vandt den spanske borgerkrig 1940 skabte Franco et Spanien med
omdrejningspunkt omkring Madrid og den central-spanske ”kastilianske” race, sprog og kultur
(Valdeón, Pérez & Juliá 2006: 503). Frankistiske skolebøger understregede, at der var ét sprog i
Spanien – kastiliansk (Woolard 1989: 28). Dette på trods af, at katalansk er et sprog med
selvstændige geografiske og litterære rødder (Woolard 1989: 13).
3. 1. 2 Kataloniens status i dag.
Efter opløsningen af Francos diktatur i 1975, begyndtes arbejdet med en ny spansk konstitution.
Den endelige konstitution fra 1978 udtrykker et kompromis mellem centralisme og de enkelte
regioners nationalfølelse. Lokalregeringen i Katalonien søger dog til stadighed at udfordre det
gældende forhold mellem denne region og regeringen i Madrid (Humlebæk & Grøn 2001: 197).
Således søgte den katalanske regering i 2003 om gennemførelse af en ny statut, som erklærer
Katalonien en ”nation” (modsat betegnelsen ”nationalitet”) med ret til at udtrykke sin ”frihed til at
eksistere” og et nyt forhold til ”Spaniens folkeslag” (Valdeón, Pérez & Juliá 2006: 556). Selvom
Katalonien officielt blot er en af 17 spanske regioner, lever ønsket om frigørelse fra det centrale
Spanien således stadig i bedste velgående.
3. 2 FC Barcelona
FC Barcelona (i folkemunde forkortet: ”Barça”) er en demokratisk sportsorganisation, som
administrativt hører under UCEC (Unionen af katalanske sportsforbund). Organisationen blev
oprettet 1899 oprindeligt udelukkende med fodbold på programmet. I dag er både ishockey,
basketball, futsal, håndbold og kunstskøjteløb en del af klubbens repertoire, og alle seks discipliner
konkurrerer på internationalt niveau. Fodbolden er dog stadig klubbens kerneaktivitet.
Fodboldklubben, FC Barcelona rummer to hold, 1.holdet og Atlético Barcelona, som udgør en
form for reserve for førsteholdet, idet en stor del af dette holds spillere rekrutteres herfra. Spillerne
på ungdomsholdet har typisk haft deres fodboldmæssige uddannelse på FC Barcelonas hold for helt
unge spillere – ”futbol base”, som kræver særlig talent at spille på. Talentspejdere fra FC Barcelona
12
holder øje med spillere ikke kun i Atlético Barcelona, men i klubber i hele Barcelona, og udenfor – i
Katalonien, Spanien og Latinamerika. Således blev klubbens højest profilerede spiller for tiden –
Leonel Messi, rekrutteret fra en argentinsk klub i en alder af 13 år og oplært i klubben.
Alle talentfulde spillere i klubben får udover fodbolduddannelse også kulturel uddannelse på
kostskolen, La Masía, et gammelt landsted klods op af stadion, Camp Nou (”det nye stadion”).
Siden La Masías oprettelse, 1979 har 26 fodboldspillere på førsteholdet haft skolegang her (Callicó
1998: 365). En anden kulturel institution i FC Barcelona er Casal del’Avi Barça, en pensionistklub
for FC Barcelona-klubmedlemmer. Denne ligger i en særlig bydel som, sammen med stadion,
rummer FC Barcelonas kulturelle museum, det mest besøgte i Barcelona. Casal del’Avi Barça er
klubbens demokratiske hjerte.
FC Barcelona er en demokratisk organisation, dvs. klubbens præsident vælges af p.t. 172.000
klubmedlemmer. Alle har mulighed for at blive klubmedlem og få et medlemskort. En særlig form
for medlemskort giver et fast sæde på Camp Nou og disse ”socios con silla” må grundet stadions
”kun” 96.000 pladser ofte vente 10 år på et sådant. Klubben er således ejet af klubmedlemmerne, og
de årlige kontingenter bidrager betydeligt til klubbens økonomi og dermed spillerindkøb
(Callicó 1998: 135).
Klubben nyder desuden stor popularitet i udlandet og 44,2 mio europæiske fodboldfans, som
beskriver ”FC Barcelona” som deres ”favorithold” (SPORT & MARKT 2009) gør klubben til nr. 1 i
Europa. Dette skyldes ikke mindst klubbens pludselige succes siden 1973, da dets klubbens
nuværende ærespræsident, verdens daværende spiller nr. 1 - hollandske Johan Cruyff kom til
fodboldholdet. Sammen med den hollandske træner – Marinus Michels indførte han en ny smuk
spillestil (”jogo bonito” ), inspireret af hollandsk ”totalfodbold”
(Callicó 1998: 27; Vorm & Tønder 2009: 15, 176). Siden har holdet øget antallet af katalanske
spillere – oplært i netop denne spillestil, og foretrukket katalanske trænere med stilen i blodet.
Denne tendens er smittet af på klubbens øvrige sportsgrene, som nu alle har katalansk trænere og
egen talentskole (www.fcbarcelona.cat 18.06.2008). I perioden 1973 til 2010 har FC Barcelona
vundet det spanske mesterskab 11 gange, den spanske pokalturnering 8 gange og er 7 gange blevet
vinder af en europæisk titel (Callicó 1998). En stor del af den spanske landsholdstrup er fra FC
Barcelona. Ved VM i Sydafrika var 8 ud af 20 spillere således fra denne klub.
13
3. 2. 1 Mere end en klub
Det i dag officielle emblem for FC Barcelona – ”mès que un club” (”mere end en klub”) opstod
under Francos diktatur mellem 1939 og 1975 (Torres 2006).
Med indtrædelsen af den åbent politiske klubpræsident, Joan Laporta i 2003 blev klubben igen
fremhævet som ”mere end en klub” samt en klub, som promoverer ”katalanskhed”
(www.fcbarcelona.cat 26.05.2010). Det er FC Barcelonas rolle som ”mere end en klub” i kampen
for den katalanske nationale fortælling, dette arbejde undersøger. Min teoretiske tilgang til denne
undersøgelse af sammenhæng mellem fodbold og nationalfølelse er diskursanalysen.
4. Teoretisk tilgang
4. 1 Diskursteori
Jeg har valgt at benytte diskursteori til at undersøge mit objekt – FC Barcelonas tilhængerkultur.
Diskurser udgør nemlig en betydningsramme, som forbinder virkelighedens objekter med en
bestemt social, kulturel og historisk bestemt betydning. Mit ønske er netop at undersøge, den
betydningsramme tilhængerne sætter FC Barcelona ind i, og min hypotese er, at FC Barcelona er en
ramme for aktiv forhandling og forandring af det nationale. Klubben har dermed ifølge hypotesen
indflydelse på, hvad det vil sige at være ”katalaner” i dag.
Diskursanalysen kan komme bag sproget i læreplaner, politiske handlingsplaner, medier og
daglig tale og afsløre sprogets rolle i skabelsen af politiske konflikter og samfundsmæssige
dominansforhold (Laclau & Mouffe 1985; Fairclough (1992) 1992). Det er netop mit ønske, at
undersøge FC Barcelonas indlydelse på den politiske konflikt omkring Kataloniens status som
nation. Dette gøres i en to-delt diskursanalyse. Først analyserer jeg FC Barcelonas indflydelse på
den nationale katalanske diskurs på bevidsthedsmæssigt plan via sociologerne Laclau & Mouffes
teori om den diskursiv forandring. Dernæst analyserer jeg FC Barcelonas indflydelse på realpolitisk
plan via sprogforsker, Fairclough (1992)s teori om blanding af diskurser.
Dette arbejde tager udgangspunkt i en diskursanalyse af FC Barcelona-fællesskabets diskurs.
Diskurser er entydige beskrivelser og forestillinger om verden (Jørgensen & Philips 1999: 7, 134).
Diskurser udtrykkes igennem handlinger, sprog og tankemønstre, og de er kulturelt og socialt
betingede (Jørgensen & Phillips 1999: 7). Men trods diskursernes karakter af ”sandhed” er de aldrig
totalt fikserede – de er genstand for en vedvarende forhandling og udvikling (Jørgensen & Philips
1999: 31). En stor del af denne forhandling angår de fællesskaber, vi som mennesker indgår i.
14
4. 2 Diskursen om forestillede fællesskaber
Jørgensen & Philips (1999: 107) forklarer, hvordan størstedelen af vores forestillingsverden,
diskursen er struktureret i ”forestillede fællesskaber”. Begrebet ”forestillede fællesskaber” er
oprindeligt benyttet om ”nationen” ved Anderson (1991 – se nedenfor), men Jørgensen & Phillips
(1999:107) benytter dette begreb om alle de fællesskaber, vi tilknytter os i kraft af nationalitet, køn,
religion osv., som netop er forestillede, idet vi ikke kender mere end et fåtal af dette fællesskabs
medlemmer.
De fællesskaber, vi tilslutter os er organiserede vha. bestemte diskurser
(Jørgensen & Phillips 1999: 35). Diskurserne giver fællesskaberne deres særlige betydninger,
centrale tegn, værdier og grænser. Diskurserne har en foranderlig eller flydende, idet de afhænger af
de kulturelle, historiske og sociale sammenhæng (Jørgensen & Phillips 1999: 43). Idet vi tilslutter
os et bestemt fællesskab fastlåser vi diskursen omkring helt bestemte centrale tegn, værdier og
modstillinger. Eksempelvis kan fællesskabet omkring det centrale tegn, ”katalaner” knyttes til de
diskursive værdierne – ”seriøsitet” og ”fornuft”. Men med til fællesskabet hører også modstående
tegn, idet vi først og fremmest definerer os selv ud fra, hvad vi ikke er (Jørgensen & Phillips 1999:
53). Organiseringen af et bestemt fællesskab indebærer dermed en ekskluderende proces. I min
karakteristik af katalansk nationaldiskurs beskrives, hvordan fællesskabet af ”katalaner” udelukker
fællesskabet af ”central-spaniere”. Centralspanieren knyttes til tegnet ”emotionel”, uforenelig med
den katalanske kerneværdi ”den sunde fornuft”. Som jeg viser i min analyse, fremhæver FC
Barcelonas tilhænger-fællesskab selvsamme kerneværdi.
4. 3 Fællesskabers ekskluderende processer
Diskurserne og de fællesskaber, de organiserer, indebærer som nævnt et evigt potentiale til
forandring (Jørgensen & Phillips 1999: 80). Fællesskaber kan enten være under opløsning eller i en
tilstand af ”organiseret enighed” – kaldet hegemoni. Under hegemoni hersker der udbredt enighed
om fællesskabets værdier og modstillinger (Jørgensen & Phillips 1999. 39). En sådan enighed
opstår igennem en ”hegemonisk intervention”. Hegemoniske interventioner er fikseringer af
fællesskabets diskurs (Jørgensen og Philips 2000: 55). De kræver en magt, stærk nok til at tilknytte
fællesskabets én bestemt diskurs og undertrykke alternative diskurser, allerede forankrede i
fællesskabet. Begrebet ”magt” uddybes nedenfor. Fastsættelsen af en bestemt diskurs medfører
uundgåeligt, dels inklusion af dem, som lever op til fællesskabets værdier, men også eksklusion af
15
dem som ikke gør (Jørgensen & Phillips 2000: 55, 175). Jeg vil nu bringe et eksempel på en sådan
intervention.
Jørgensen og Phillips (1999) beskriver, hvordan det internationale arbejderfællesskab under 1.
verdenskrig blev opløst. Fællesskabets værdier og modstillinger blev nemlig søgt undertrykt af et
andet fællesskab – det nationale. Dette fordi arbejdere blev tvunget til at kæmpe mod arbejdere fra
andre nationer. Det lykkedes at forankre det nye fællesskabs diskurs omkring et nyt central tegn,
nationalborgeren, med nye værdier – forsvar af fædrelandet. Det nye fællesskab ekskluderede de
fjendtlige nationer, og international solidaritet blandt arbejdere var derfor en umulighed. Der opstod
dermed en ny hegemonisk tilstand omkring det nationale fællesskab
(Jørgensen og Philips 2000: 55).
4. 4 Nationen - et forestillet fællesskab
Den britiske historiker, Benedict Anderson (1991:5) forstår nationen som et ”imagined
community”, altså et forestillet fællesskab. Selvom vi ikke kender alle medlemmerne i dette
fællesskab, føler vi os alligevel som en del af dette. Nationen er således en del af vores
forestillingsverden, og Anderson beskriver det nationale fællesskab på linie med religiøse
fællesskaber, venskaber og broderskaber – altså tilhørsforhold, som strukturerer vores virkelighed
eller diskurs (Anderson 1983: 5,7). Nationen er forestillet som afgrænset (Anderson 1983: 7).
Nationen har dette træk tilfælles med ”staten” (Hargreaves 2000: 4) Det, som adskiller nationen fra
staten, er imidlertid befolkningens tilslutning til denne afgrænsede enhed (Hargreaves 2000: 5).
Denne tilslutning skaber både inklusion og eksklusion.
Med udgangspunkt i Hargreaves (2000: 16, 17) definerer jeg to former for nationale diskurser -
ekskluderende og inkluderende diskurser. Ekskluderende nationale diskurser trækker et skarpt skel
imellem dem, som tilhører nationen, og dem, som ikke gør - modsætningerne. De baseres på klart
definerede centrale tegn, som race, kulturel eller sproglig egenart.
Ekskluderende nationale diskurser tages ofte i brug blandt magtfulde politikere for at skabe
ovenstående tilslutning til fællesskabet. Det nationale fællesskab i ovenstående eksempel blev netop
skabt igennem en sådan brug af magt, den hegemoniske intervention, som krævede fuld loyalitet til
netop nationen. Udtryk for national ophøjethed samt krav om loyalitet til denne gør brug af en
nationalistisk diskurs: (Hargreaves 2000: 5): ”Nationalisme bygger på den påstand, at nationen har
en bestemt og unik karakter blandt en verden af nationer”… ”Loyalitet til nationen overskrider
enhver alliance, interesse og værdi… mennesker må identificere sig med denne karakter, hvis de vil
16
forblive frie og lykkelige (Hargreaves 2000: 5).” Dermed opsættes et skarpt skel mellem
medlemmerne af nationen, og dem som er ekskluderet fra denne. Følelsen af et mystisk fælles
tilhørsforhold til nationen opleves igennem symboler som den nationale hymne: ”Oplevelsen af at
andre, totalt ukendte, synger samme sang på samme tidspunkt giver en følelse af samhørighed”
Anderson (1991:145). Denne samhørighed kan skabe tilslutningen til den ophøjede nation.
Fællesskaber organiseret vha. inkluderende nationale diskurser rummer ifølge Hargreaves
(2000: 15, 16) værdier som evne til at integrere fremmede og tolerance. Således er tilslutning til de
statslige love en forudsætning for inklusion i disse. Som regel rummer nationer dog både
inkluderende og ekskluderende elementer. Nationens sprog er som oftest et helt grundlæggende (og
ekskluderende) samlingspunkt for enhver ethvert nationalt fællesskab: ”Intet forbinder os i samme
grad som sproget (Anderson 1991:145)”. Den åbne nationale diskurs er således i høj grad
”flydende” dvs. de tegn, den baseres på, er genstand for konstant forhandling og konflikt. Det gør
også denne slags fællesskaber sårbare overfor hegemoniske interventioner, som søger et skarpere
skel mellem nationen og dens modstillinger.
4. 5 Kampen om at påvirke den nationale diskurs
I min undersøgelse af FC Barcelonas indflydelse på den nationale diskurs på bevidsthedsmæssigt
plan, tager jeg som sagt udgangspunkt i Laclau og Mouffe (1995)s teori om dirskursiv forandring,
idet jeg undersøger, hvordan FC Barcelona påvirker den nationale katalanske diskurs. Analysen
centreres om begrebet ”hegemonisk intervention”. En hegemonisk intervention søger som sagt at
fastlåse diskursen indenfor et bestemt fællesskab. En sådan fastlåsning kræver en magt, som på sigt
kan gøre diskursen objektiv. ”Magt” defineres som evnen til – via kraftfulde udtalelser eller
handlinger - at fastgøre bestemte betydninger indenfor et fællesskabs diskurs og gøre andre
betydninger ugyldige (Jørgensen & Phillips 1999: 56). Via en kritisk diskursanalyse kan vi
gennemskue, hvordan magtfulde grupper eller enkeltpersoner kæmper om diskursens fordeling
(Jørgensen & Philips 1999: 56).
Endelig benytter jeg Fairclough (1992)s teori om blanding af diskurser i min undersøgelse af
klubbens rolle for den nationale diskurs på realpolitisk plan. Igennem vores daglige kommunikation
– sprog og handlinger – kan vi frit tilknytte forskellige diskurser, herunder nationale diskurser, de
fællesskaber vi deltager i. En national diskurs kan således anvendes tværs over fællesskabernes
grænser (Jørgensen & Phillips 1999: 78, 134). Men ofte gør flere fællesskaber krav på samme
diskurs samt hvilket indhold, som er tilladt i denne: ”Alle har ikke samme tilgang til alle diskurser”
17
og der er forskel på, hvem som anses som ”ekspert” eller ”fagmand” og hvem, som anses som
”lægmand” (Jørgensen & Phillips 1999: 135). Dette fænomen ses tydeligt, idet både magtfulde
repræsentanter fra sportens og politikkens verden, udtrykker kraftig modstand mod en benyttelse af
nationale diskurser indenfor det sportslige fællesskab. Sådanne udtalelser sker dog oftest parallelt
med netop en sportslig benyttelse af en national diskurs (Bonde 2009) og er eksempler på kampen
om diskursens fordeling.
4. 6 Opsummering og anvendelse af diskursteori
Jeg har ovenfor beskrevet, hvordan beskrivelser og forestillinger om det nationale fællesskab,
nationale diskurser organiserer nationens værdier, modstillinger og grænser. Og jeg har beskrevet,
hvordan sådan en organisering uundgåeligt medfører eksklusion af bestemte grupper. Endelig har
jeg beskrevet, hvordan fællesskabers diskurser som udgangspunkt er foranderlig og flydende, men
kan fastsættes igennem en hegemonisk intervention. Denne formår at skabe udbredt enighed om
fællesskabets værdier og grænser, herunder hvem, som ikke bør tilhøre dette. Det er denne
mulighed for fastsættelse og brud af det nationale, Laclau og Mouffe (1995) beskriver som central
for forandringen af diskursen. FC Barcelonas rolle for forandringen af den nationale diskurs på
bevidsthedsmæssigt plan er fokus for første del af denne undersøgelse. Forandringen af den
nationale diskurs kan ifølge Hargreaves (2000) ske i en inkluderende og ekskluderende retning.
Nationale fællesskaber, organiseret vha. en inkluderende nationaldiskurs er karakteriseret ved
åbenhed samt en udpræget foranderlighed af fællesskabets værdier, modstillinger og grænser.
Ekskluderende nationaldiskurser organiserer derimod nationale fællesskaber, baseret på helt klare
grænser og veldefinerede tegn såsom en særlig race, kultur og sprog, i kontrast til andre racer,
kulturer og sprog. Jeg foretager derfor en analyse af inkluderende og ekskluderende elementer i FC
Barcelona-tilhængernes fællesskab ud fra fem centrale tegn: fodboldkampen mod Real Madrid,
dommeren, tilskueren, spilleren og spilfilosofien. Hermed søger jeg svar på, hvordan FC Barcelona-
tilhængerne understøtter inkluderende og ekskluderende elementer i katalansk nationaldiskurs.
Anden del af min analyse tager udgangspunkt i Fairclough (1992)s teori om blanding af
diskurser, idet jeg undersøger klubbens rolle i udviklingen af den nationale diskurs på politisk plan.
Som enkeltpersoner kan vi søge at påvirke de nationale fællesskaber, og hvordan en diskurs kan
være tilknyttet en lang række fællesskaber. Igennem magtfulde udtryk, kan gældende diskurser eller
dele af disse indenfor det enkelte fællesskab ændres. Således kan diskursens fordeling ændres: Vi
kan som medlemmer af eksempelvis et sportsligt fællesskab søge indflydelse på en national diskurs,
18
forbeholdt et politisk fælles. Jeg beskriver først den katalanske nationaldiskurs og dens overvejende
inkluderende karakter. Jeg beskriver desuden, hvordan politikere søger at forankre en alternativ,
nationalistisk og ekskluderende diskurs blandt menige katalanere. Dernæst foretages en kritisk
diskursanalyse af klubpræsident, Joan Laportas forsøg på at udbrede en nationalistisk diskurs via
FC Barcelona. Jeg vurderer først, hvorvidt sammensætningen af sport og nationalpolitik
overhovedet accepteres, dels indenfor de politiske institutioner, dels indenfor FC Barcelonas
bestyrelse. Endelig diskuterer jeg, hvordan Joan Laporta og klubbens tilhængere i fællesskab kan
fremme katalansk nationalisme. Således kan klubben være en aktiv medspiller i udviklingen af
katalansk nationalfølelse.
5. Metodologisk tilgang
5. 1 Strukturering af feltarbejde
Min hypotese er, at FC Barcelona spiller en aktiv rolle for katalansk nationalfølelse. Min
undersøgelse har karakter af et eksplorerende projekt, og mine fund udgør således et ud af flere
mulige svar på FC Barcelonas rolle for ”den katalanske fortælling”. Jeg har i en periode på to uger i
februar 2010 boet hos skiftevis hos en tidligere OL-atlet i Barcelona, hans kone og to døtre, samt en
katalansk landmand, hans kone, to døtre og søn i landsbyen, San Martí de Tous. I denne periode har
jeg foretaget observationer af fodboldkampe mod hold to fra Madrid - mod Getafe - fra Camp Nou
stadion i Barcelona (Bilag 6), og mod Atlético Madrid fra en bar i den nævnte landsby. Desuden har
foretaget fem systematiske interviews af FC Barcelona-fællesskabets tilhængere (Bilag 1-5). Mit
ønske med denne tilgang har været at undersøge diskursen, som organiserer FC Barcelonas
fællesskab blandt dets tilhængere. Denne analyse foretages omkring fem betydningsfulde tegn for
tilhængerne – fodboldkampen mod Real Madrid, dommeren, tilskueren, spilleren og spilfilosofien.
Metoden, jeg benyttede til at indfange FC Barcelona-tilhængernes diskurs, bestod i en vekslende
dynamik mellem observationer og interviews. Det var helt almindelige dagligdagbeskrivelser af FC
Barcelonas betydning, jeg ønskede at indsamle. Disse beskrivelser skulle dels være autentiske –
dvs. udtryk for respondentens virkelige holdninger (Kvale 2007: 113). Dels ønskede jeg størst
mulig variation og detaljerigdom i respondenternes besvarelser for derved både at finde
uoverensstemmelser og gennemgående træk i fællesskabets diskurs.
Da diskursen udgør det enkelte menneskes verdensbillede og livsopfattelse, var det klart for mig,
at respondenternes diskurs omkring deres klub ville være vanskelig at nå ind til: Dels kunne de
vigtige tegn indenfor klubben være vanskelige at sætte ord på for respondenterne, og dels
19
vanskelige for mig at spørge ind til. Igennem mit feltarbejde skulle jeg således søge at udvikle et
begrebsapparat, som kunne give både mulighed for at opnå tillid til respondenterne, stille relevante
spørgsmål og forstå svarene.
Igennem de to ugers feltarbejde i Barcelona (februar 2010) søgte jeg at udviklede jeg netop dette
begrebsapparat. Jeg nåede således frem til fem tegn, hvori forholdet mellem FC Barcelona og
katalansk nationalfølelse stærkest kommer til udtryk: Fodboldkampen mod Real Madrid,
dommeren, tilskuere, spillere og spilfilosofi. Disse tegn udgør dispositionen for min analyse af FC
Barcelona-fællesskabets diskurs. Begrebsapparatet blev udviklet i et dynamisk forhold mellem
interviews og observationer.
Jeg foretog to observationer af kampe mellem FC Barcelona og to hold fra Madrid: Getafe og
Atlético Madrid. Mit første møde med tilhænger-kulturen var således kampen mod Getafe på Camp
Nou stadium. Oplevelsesbeskrivelsen fra denne kamp (Bilag 6) er central i min analyse. Kampene
var adskilte af en uges mellemrum, og dette tidsrum udfyldte jeg med interviews af tilhængere med
et professionelt forhold til klubben. Følgende weekend overværede jeg kampen mod Atlético
Madrid på en bar i landsbyen, San Martí de Tous, hvor jeg desuden havde mulighed for at diskutere
aspekter af katalansk nationalfølelse med beboerne. Efter denne observation havde jeg nu et
tilstrækkeligt nuanceret begrebsapparat til at interviewe tilhængere med et rent følelsesmæssigt
forhold til klubben – klubmedlemmer og fans. Jeg vil her præsentere mine interviewdatas autencitet
blandt disse to grupper af respondenter: tilhængere med et professionelt hhv. et rent følelsesmæssigt
forhold til klubben.
5. 2 Præsentation og diskussion af interview-data
Samtlige af mine interviews er gennemført på spansk, optaget med diktafon1, og svarene er
efterfølgende transskriberet ordret (på spansk), uklarheder er udeladt. Da interviewene havde præg
af en dialog med ligelig taletid til mig og respondenterne, er mine spørgsmål kraftigt forkortede til
deres essens. Mine interviews fremstår som Bilag 1-5. Her præsenteres og diskuteres data indsamlet
i feltarbejdets første uge - fra journalist, Fransesc og træner, Fransisco Seirul-lo. Disse interviews
hjalp samtidig til at identificere fem tegn, karakteristiske for tilhængernes diskurs.
1 Jeg har foretaget et enkelt kort interview med et bestyrelsesmedlem af talentskolen, La Masía. På grund af dennes
tavshedspligt kunne interviewet ikke optages og kan derfor ikke verificeres. Jeg benytter afslutningsvis interviewet,
da det understøtter baggrundslitteratur vedr. klubbens officielle accept af en national diskurs.
20
5. 2. 1 Tilhængere med professionelt forhold til klubben
Jeg har gennemført interviews med to personer med et professionelt forhold til klubben:
Sportsredaktør, Fransesc samt fysisk træner for FC Barcelona, Fransisco ”Paco” Seirul-lo.
I frokostpausen på redaktionen af avisen ”Sport” interviewede jeg en sportsredaktør, Fransesc,
for denne sportsavis, en af de tre største i Spanien og har sæde i Barcelona. Jeg får således forklaret,
at bladets fokus i Katalonien er klubben FC Barcelona, mens fokus i resten af Spanien er bredt ud
på de store spanske og udenlandske sportsprofiler. Fransesc har været ansat på bladet i ca. 25 år og
har dækket Barças kampe i en mangeårig periode, herunder Michael Laudrups skift til ærkerivalen,
Real Madrid.
Fransesc forklarer, at de katalanske sportsjournalister udgør klubbens ”entorno”: ””Entorno” er
det, som omkredser klubben … Mere end alt andet, er klubbens ”entorno” det, som er udenfor
klubben: Alle dem, som snakker om og har holdninger til den… Pressen udgør en del af denne
cirkel. For mange mennesker udgør klubben et levebrød, idet de rapporterer fra den i TV, radio og
aviser.” Pressen i Katalonien er (ifølge Fransesc) således mindst ligeså knyttet til klubben som
dennes tilhængere. At Fransesc anser sig som medlem af FC Barcelonas fællesskab, medfører at kan
bidrage til personlige, autentiske udsagn om dette fællesskabs betydning.
Fransesc har en journalistgrad i tilskueradfærd til FC Barcelonas kampe forbundet til de såkaldte
”ultras” eller hooligans. Fransesc kan dermed give en professionelt gyldig skildring af FC
Barcelonas tilskueradfærd. Interviewet med Fransesc gjorde mig dermed opmærksom på et af de
fem centrale tegn i FC Barcelonas fællesskab: tilskueren. Således beskriver Fransesc: ”Som
tilskuere er vi meget kølige... Det er ikke som på de engelske stadions. Her er vi mere som et
operahus. Det er en forevisning.”
Et problem i valideringen af Fransesc’s autencitet består i det forhold, at han er en offentlig
person. Hans artikler figurerer dagligt i avisen. En tryghed, som kunne opveje en sådan bekymring
er, at jeg kun gengiver fornavnet til Fransesc – en aftale, jeg desuden indgik med samtlige
respondenter, på nær en (beskrevet nedenfor). Fransesc kunne således – trods sin rolle i den
offentlige debat – udtrykke sig anonymt. Hans mulighed for at udtale sig frit og personligt om FC
Barcelona kunne dog stadig være hæmmet af sportsavisens politik.
”Sport” har, ifølge Fransesc, ikke en pro-katalansk eller politiserende profil. Rapporteringen af
FC Barcelonas kampe og hold følger, ifølge Fransesc denne linie: ”I dag sælges Sport i hele
Spanien; 40 til 50 procent af vores overskud stammer fra avissalg udenfor Katalonien. Vi taler ikke
om uafhængighed – vi er hverken for eller imod…”Politiske udtalelser fra Fransesc vil, ifølge dette
21
citat, kompromittere avisens linie. Af denne grund har jeg bevidst ikke stillet spørgsmål, som angik
Fransesc’s politiske holdning. For at indfange hans holdning til klubbens nationale betydning –
uden at berøre politiske emner - har jeg derfor spurgt, hvilke aspekter af FC Barcelona, avisen
forsvarer. Til dette svarer Fransesc: ”Sport forsvarer Barças ”singularidad” (unikhed). Her i
Spanien er tre hold, som ikke er sportsselskaber: FC Barcelona, Real Madrid og Atlético Bilbao.
Du ved, at det er ”dit” hold. Du er en stemme blandt 150.000 klubmedlemmer.”Med afsæt i
Fransesc’s forståelse og beskrivelse af FC Barcelonas ”unikhed” har jeg kunne forfølge hans
personlige, autentiske holdninger til klubben uden at kompromittere avisens officielle politik.
Interviewet med Fransesc gav mig desuden viden om endnu et centralt tegn for FC Barcelonas
fællesskab, udover tilskueren – nemlig fodboldkampen mod Real Madrid: ”Sportsmæssigt er
avisen, Sport, imod Real Madrid. Vi søger altid at dække, de forhold, som har negativ værdi for
Real Madrid. Når de taber, er det altid noget stort. Når de vinder, er der beskeden dækning. Det
interesserer os ikke...”
Den nævnte ”singularidad”, som gør FC Barcelona unik viste sig at omhandle yderligere tre tegn
– udover tilskueren og fodboldkampen mod Madrid-holdet: spilleren, spilfilosofien og dommeren.
Det følgende interview med FC Barcelonas fysiske træner gjorde mig opmærksom på disse.
En eftermiddag i den første uge af min dataindsamling interviewede jeg således FC Barcelonas
fodboldholds fysiske træner, Fransisco ”Paco” Seirul-lo. Fransisco Seirul-lo (født 1945) er
professor i fysisk træning og biomekanik ved Barcelona Universitet, tidligere professionel atlet,
igennem 35 år fysisk træner for det spanske atletik-, judo- og håndboldlandshold og senest fysisk
træner for FC Barcelonas håndboldhold og (siden 1994) fodboldhold
(www.entrenamientodeportivo.org). Min adgang til dette interview skyldtes således en forespørgsel
fra en af hans tidligere studerende, Xavi – en forhenværende OL-højdespringer, hvis familie jeg
boede hos. Jeg beskrev mit projekt med at afdække klubbens nationale betydning, og havde derfor
grønt lys til et ikke-anonymt interview. Den manglende anonymitet havde dog visse ulemper.
Idet mit interview med Fransisco Seirul-lo blev foretaget og optaget på Ciudad de FC Barcelona,
førsteholdsspillernes træningsanlæg, i lokalet for taktiske møder, var den fysiske træner i fuld virke
som offentlig person. Grundet den ikke-anonyme tilgang, ville han næppe give udtryk for
personlige holdninger, som ikke harmonerede med klubbens politik. Jeg kunne derfor ikke stille
direkte spørgsmål til klubbens nationale betydning. Tidligere researcheres tilgang til lignende
situation, gjorde dette klart.
22
Den britiske journalist, Kuper (1994) beskriver et interview, han foretog af en anden central
repræsentant for klubbens diskurs – nemlig FC Barcelonas pressechef. Formålet med interviewet
var netop en undersøgelse af klubbens rolle for katalansk nationalfølelse. Kuper (1994) benytter en
direkte tilgang til at nå frem til dette: ”Er ”mere end en klub” forbundet til klubbens rolle i
nationalpolitik?” Pressechefen benægter dette, da klubbens tilhængere fordeler sig på tværs af
politiske skel. Til spørgsmålet: ”Men hvorfor så ”mere end en klub”, svarer pressechefen kun vagt:
”Barcelonismen er en stor passion…” (Kuper 1994: 86).
Dette eksempel viser, hvordan Kuper (1994) sætter interviewets magtposition fast: Intervieweren
bestemmer (Kvale 2007: 75). Idet respondenten er en person, som i sig selv er magtfuld udfordres
dennes position, og hans svar bliver derfor undvigende. Jeg tog derfor udgangspunkt i et ”ufarligt”
emne, naturlig for situationen (som idrætsstuderende overfor idrætsprofessor) nemlig spilfilosofien i
den daglige træning. Igennem denne dialog, nåede jeg frem til, at netop spilfilosofien er en essentiel
værdi i FC Barcelona-fællesskabets diskurs.
Det unikke ved klubben FC Barcelona centrerer sig således om tegnene, fodboldkampen mod
Madrids hold, tilskueren og spilfilosofien. Igennem mit interview med den fysiske træner blev jeg
gjort opmærksom på endnu et, spilleren. Fransisco Seirul-lo redegør, hvorfor netop FC Barcelonas
spillere er unikke: Det er meget svært for dem [de udenlandske spillere]at tilpasse sig vores
spilforståelse… Dem som er ”de casa” [fra klubbens talentskole], de har den i blodet.”
Efterhånden som dialogen med Fransisco Seirul-lo skred frem, følte jeg, jeg havde opnået
tilstrækkelig tillid, til at kunne stille ham et direkte personligt spørgsmål. Inden dette interview
havde jeg overværet en kamp mellem FC Barcelona og Madrid-holdet, Getafe, hvori hele to spillere
og en assistent-træner var blevet vist ud. I pressen var efterfølgende et ramaskrig over den Madrid-
venlige dommers behandling af de katalanske spillere. Jeg spørger derfor den fysiske træner, hvad
hans holdning er til dommerne og politiseringen af disse: ”Er der for Dem nødvendigt at adskille
sport og politik? Jeg tænker her på diskussionen om de partiske dommere, som på det seneste har
figureret i aviserne.” Han svarer: ”Dommerne kan passe sig selv… De må udvise meget
selvkontrol, hvis de ikke giver en spiller et kort, når han fortjener det”.
Det lykkedes mig således at få en personlig holdning til dommeren af denne ellers offentlige
person, som kender klubben bedre end nogen anden. Han giver således udtryk for at dommeren ikke
gør sit arbejde ordentligt. Dommernes fejlagtighed overfor FC Barcelona er dermed – ligesom
fodboldkampen mod Madrid-holdene, tilskuerne, spilfilosofien og spillerne – et af de elementer,
som afgrænser klubben fra andre klubber og dermed udgør dette fællesskabs diskurs.
23
Udover at interviewe de to ovenstående personligheder, professionelt tilknyttet klubben, har jeg
foretaget tre interviews af personer med en rent følelsesmæssig tilknytning til klubben, nemlig
klubmedlemmer og fans.
5. 2. 2 Klubmedlemmer og fans
FC Barcelonas fundament er de alle de klubmedlemmer, ”socios”, som betaler et årligt kontingent
for specielle rettigheder.
”Los socios” kan deles op i ”socios con silla” - klubmedlemmer med fast plads på stadium og
”socios sin silla” – klubmedlemmer, som støtter klubben symbolsk igennem abonnement på
medlemsbladet, ”Barça”. Jeg har udelukkende foretaget interviews af ”socios con silla”.
I anden uge af mit feltarbejde, interviewede jeg således klubmedlemmer i den såkaldte peña
(sociale forening), Casal del’Avi Barça. ”Casal del’Avi” betyder ”hus for veteraner”, og denne
”peña” var netop for klubmedlemmer med sæde, som var gået på pension. Jeg foretog et interview
ved et bord med et klubmedlem, samt præsidenten, vicepræsidenten og kasserer (som havde været
medlem i 70 år) af denne peña. Interviewet var præget af et tydeligt hierarki mellem
respondenterne, hvilket gjorde det muligt for mig at stille mine spørgsmål åbent til border uden
bestemt modtager. Jeg har desuden foretaget et interview med en ung, katalansk ”socio con silla”,
Albert, som er forsker på Panum-instituttet, København. Endelig har jeg interviewet en katalansk
FC Barcelona-tilhænger, som ikke er klubmedlem, Joan på 30, en p.h.d.-studerede på udveksling i
København.
”Los socios” er en del af selve klubben, idet de hver har en stemme, når en ny præsident skal
vælges. Dermed udgør de en del af det fællesskab, hvis diskurs, jeg undersøger. Dette bekræftes af
præsidenten for veteranernes forening: ”Dette er en klub for alle klubmedlemmer. Vi er ejerne…
Alles stemme – ung som gammel - er lige værdifuld. For vi er alle lige.” Udover interviewene med
de nævnte klubmedlemmer, benytter jeg i min analyse en beretning fra endnu et klubmedlem, socio
con silla, nemlig Juan. Jeg fulgte således Juan til den første kamp, jeg skulle overvære mellem FC
Barcelona og et hold fra Madrid – Getafe. Køreturen med Juan indgår i min observationsbeskrivelse
af denne kamp. Igennem vores samtale udtrykkes det første møde mellem min danske diskurs og
den fremmede diskurs, præget af den katalanske fodboldverden.
Jeg har som sagt kombineret mine interviews af tilhængere med observationer af kampe. Jeg har
observeret to kampe mellem FC Barcelona og hold fra Madrid: mod Getafe d. 6/2, mod Atlético
Madrid d. 14/2. For at sætte FC Barcelonas tilhænger-adfærd under fodboldkampe i perspektiv har
jeg desuden d. 10/2 observeret en kamp mellem FC Barcelonas basketballhold og græske
24
Panatinaikos (Bilag 7). FC Barcelonas basketball-kampe er nemlig præget af hooligan-gruppen
”Sang Culé” – ”Culé for livet”, som tidligere har haft fodboldkampene som passion
(el periódico 05.02.2010).
5. 3 Dynamik og udfordringer i dataindsamling
Åbenhed, herunder bevidsthed om egne fordomme (Jørgensen & Phillips 1999: 44), er en
nødvendig tilgang til mødet med andre kulturer. Overværelsen af den første kamp på Camp Nou
udgjorde et sådant møde. Det var ikke kun det sagte, men også det usagte, som var en kilde til
denne dynamik mellem undren, spørgsmål og ny undren. Følgende uddrag af første
observationsanalyse af køreturen på vej til stadium belyser denne dynamik. Juan er forretningsmand
og har været klubmedlem hele livet.
”Hvad betød det for jer, da Spanien vandt Europa-cup’en et par år tilbage”, spørger jeg. ”Jeg
er personligt ligeglad,” svarer Juan. ”Der er en del indvandrere, som følger landsholdet, men langt
de fleste katalanere er fuldstændig ligeglade med landsholdet.” Jeg siger: ”virkelig – fuldstændig
ligeglade? Også selvom I har katalanske spillere på holdet?” ”Har danskerne et hold i er
ærkerivaler med?” ”Hmm – ja Sverige!” ”Aha! Sverige, så Sverige er jeres fodboldrival. Hvad
ville i sige, hvis Sverige begynder at rekruttere spillere fra Danmark til sit landshold?” Jeg spørger
til publikums favorisering af spilleren, Messi. Det er som om han er en af deres – en ægte katalaner.
”Messi må da have boet her så længe, at han ville kunne få katalansk statsborgerskab?” ”Ja…
men der findes ikke noget sådant som katalansk visum,” konstaterer Juan tørt. ”Hvad er Danmarks
syn på Katalonien?” spørger han nu nysgerrigt. ”De fleste kender FC Barcelona, men få kender
Katalonien.” Jeg svarer høfligt, at Katalonien er et meget populært rejsemål, og at folk kender til
landet via Michael Laudrups ophold her. Men Juan virker ikke til at være tilfreds med svaret, og der
er tavst i bilen. Juan spørger senere: ”Når I ser en fodboldkamp mod fx Sverige, så holder i med
Danmark, ikke?” ”Så vores landsholds klubmedlemmer svarer til FC Barcelonas
klubmedlemmer, ” udbryder jeg nu. Juan svarer undvigende: ”Det danske landshold har ingen
klubmedlemmer.” ”Er Barça for jer, som landsholdet for danskerne,” prøver jeg nu. Jeg var inde
på et ømtåleligt emne. Juan konstaterer med et skuldertræk: ”Camp Nou er eneste sted, vi kan få lov
at være katalanere.”
Dette uddrag viser, hvordan ikke kun Juans svar, men også spørgsmål og tavshed – i det hele
taget en bestemt hensigt i dialogen – skaber en begyndende fælles forståelse. Selvom Juan lige
nøjagtig vidste, hvad denne klub betød for ham, var det ikke sikkert, han var vant til at sætte ord på
25
det og da slet ikke til en, som var ukendt med klubben. Hans forståelse af klubben kunne kun gøres
forståelig for mig ved at sammenligne til – for mig - kendte fænomener: FC Barcelona er ikke bare
en klub og måske heller ikke en nationalklub, men den har en betydning, som svarer til vores
landshold. Nysgerrighed og åbenhed er dog ikke tilstrækkeligt til at opnå de detaljerede, autentiske
beskrivelser af de fem centrale tegn. En korrekt spørgeteknik var også nødvendig.
5. 3. 1 Spørgeteknik
Mine interviews har alle været semi-strukturerede. De har fulgt en skabelon baseret på de fem
nævnte tegn og disses betydning for tilhængerne, mens jeg har tilskyndet til spontane historier. Idet
jeg spurgte ud fra min faglige viden, var disse spontane historier dog ofte manglende.
Jeg bringer her et uddrag fra mit interview af Albert, en katalaner på 30 år og ”socio con silla”,
som arbejder i København. Jeg har forstået, at tilskuerne opfører sig meget roligt og nærmest køligt,
et træk som jeg forbandt til begreb fra faglitteraturen, ”el seny” som kan oversættes til ”sund
fornuft”. Modsætningen til ”seny” er den tilsvarende fagterm ”la rauxa”, som kan oversættes til
”begejstring”. Jeg ønsker at finde ud af, om ”rauxa” og ”seny” også er begreber, som benyttes i den
daglige diskurs, herunder til Alberts. Jeg stillede derfor spørgsmålet: ”Er ”rauxa” noget typisk
katalansk?” Albert svarer: ”Nej…nej, det er katalansk, også katalansk. Det er et ord, som hentyder
til entusiasme… energi til at opnå ting. ”Rabia” er den bedste spanske oversættelse”. ”Er ”rabia”
noget særligt…” Jeg ønsker at sige ”…noget særligt ”spansk””, men Albert afbryder mig: ”…
Grimt? Ja, det kan godt være grimt”. ”Men er det ”spansk”, fortsætter jeg. Albert forsikrer: ”Nej,
”rauxa” er et katalansk ord.”
Dette eksempel viser, at jeg stødte ind i en ”blindgyde”, idet jeg benyttede et fagligt
udgangspunkt. Spørgsmålet ”er ”rauxa” noget typisk ”katalansk”?”, blev da af Albert forstået
som: ”Er ”rauxa” et katalansk ord?” Med tiden fik jeg dog en bedre forståelse for tilhængernes
diskurs, således at jeg kunne benytte deres begreber.
Jeg bringer her et eksempel på en dialog mellem mig og veteran-klubmedlemmerne fra el Casal
del’Avi Barça. Igennem denne søger jeg at få præcise beskrivelser af den særlige rolige, kølige
tilskueradfærd, som kendetegner FC Barcelona-fællesskabet. Jeg benytter ikke fagtermer som
”seny” men søger derimod at forme dialogen efter respondenternes diskurs: ”Jeg har fået at vide, at
en sejr for Barça svarer til en sejr for Katalonien.” Til dette svarer samtlige klubmedlemmer
samstemmigt: ”Præcis!” Jeg forsætter nu med et bevidst naivt spørgsmål, som åbent fremstiller
min forudindtagethed om emnet.”Er det derfor at tilskuerne er så krævende?” Præsidenten af
peñaen ønsker nu en uddybelse af mit spørgsmål: ”Krævende? På hvilken måde? Krævende overfor
26
holdet?”…”Men dette ser jeg som noget generelt – alle vil gerne vinde…” I stedet for at benytte det
fagtermer som ”seny” om tilskuerne benytter jeg nu et ord ”estilo” - ”stil”, som, jeg ved, bruges af
katalanerne til daglig: ”Men at vinde er en ting, noget andet er at vinde med stil…” Præsidenten
for peñaen forstår nu, hensigten med mit spørgsmål og svarer: ”Her stiller vi os ikke tilfredse med
blot at vinde. Vi ønsker ikke at vinde med held. Vi ønsker at nyde at vinde.” Jeg har nu en forklaring
på den kritiske, kølige tilskueradfærd. Men præsidenten fortsætter sin tankerække: ”… Derfor, når
hovedparten af spillerne er ”de casa” [fra hjemegnen], nyder vi spillet endnu mere. Messi, den
bedste spiller i verden er ”lavet” her. Han er argentiner, men han er ”lavet” her.” Ved at benytte
en bevidst naiv tilgang, hvor jeg åbent fremstiller mine fordomme og ved at benytte begreber fra
respondenternes diskurs har jeg således fået en detaljeret beskrivelse af tilskueren. Dialogen åbner
endda op for en helt uventet beskrivelse af et andet tegn – nemlig spilleren.
Trods det forhold at jeg har kilder både fra klubbens inderside og omkreds, udgør mit
begrænsede kildemateriale (fem interviews og to observationsbeskrivelser) et alt for snævert
grundlag til en statistisk holdbar analyse. Men idet mit fokus netop er på variation og
mangfoldighed er det snarere bredden og variationen i data end mængden af den, som er afgørende
for kvaliteten af min analyse. Jeg har netop vist, hvordan en interview-teknik baseret på en ydmyg,
bevidst naiv, men konfronterende spøgeteknik, kan afsløre en variation og modsigelser i diskursen
ikke bare mellem respondenterne, men også hos den enkelte respondent. Endelig har jeg vist,
hvordan jeg, ved at tage afsæt i egen undren overfor den fremmede diskurs, i samarbejde med
respondenterne har søgt at nå frem til autentiske, oprigtige opfattelser og beskrivelser af FC
Barcelona. Min analyse af de fem tegn, som udgør rygraden i fortællingen om FC Barcelona blandt
dets tilhængere er baseret på disse mangfoldige beskrivelser.
Min hypotese er, at FC Barcelona spiller en aktiv rolle for udviklingen af katalansk
nationalfølelse. En forudsætning for dette er, at FC Barcelonas fællesskab baseres på samme
værdier og modstillinger som det katalanske nationalfællesskab. Jeg vil derfor her karakterisere det
katalanske national-fællesskab, dets værdier og modstillinger.
6. Karakteristik af det katalanske nationale fællesskab
Katalonien udgør som nævnt en blandt 17 spanske regioner. I lighed med bl.a. Baskerlandet og
Galicien har denne region imidlertid en særlig stærk nationalfølelse, baseret på et
modsætningsforhold til det øvrige Spanien. Jeg benytter betegnelsen ”den spanske stat” om hele
Spanien, inklusiv de nationalt distinkte regioner. Spanien, eksklusivt disse regioner, omtales i daglig
27
tale blandt katalanere som ”Kastilien” (Hargreaves 2000: 22; Woolard 1989: 42, 43), og jeg
benytter betegnelsen ”central-Spanien” om dette område.
6. 1 Den åbne katalanske nationaldiskurs
Åbenhed overfor udlandet er et gennemgående træk blandt de værdier, katalanerne omtaler som
centrale. Således er ”pactisme” – velvilje til overenskomst og ”cònvivencia” – sameksistens –
anderkendt i den daglige katalanske diskurs som vigtige værdier
(Hargreaves 2000: 21, Solís 2003: 74). Det er vigtigt at nævne, at disse værdier ikke omtales eller
forestilles som eksklusivt katalanske (Hargreaves 2000: 21). Den katalanske nationaldiskurs er i det
hele taget ikke præget af fastgjorte karaktertræk, som adskiller det katalanske fra det ikke-
katalanske. Spørgsmålet om, hvorvidt katalonien bør løsrives fra Spanien, bør fortsætte den
gældende politik eller bør søge en højere grad af uafhængighed, diskuteres ikke i det daglige: ”At
være katalaner diskuteres ikke i det daglige” (Woolard 1989: 40). Dette spørgsmål mødes derimod
ofte af resignation. Nationalisme – forstået som anerkendelse af Kataloniens overlegenhed og ønske
om suverænitet er dermed ikke udbredt i den daglige nationale diskurs: ”Der er ingen stærk
katalansk nationalfølelse. Derimod udgør ”det katalanske” et flertydigt begreb for mange
katalanere” (Hargreaves 2000: 30).
Følelsen af et dobbelt tilhørsforhold til både Katalonien og central-Spanien er udbredt
(Hargreaves 2000: 31). I 2000 følte 36 procent af den katalanske befolkning sig både katalanske og
spanske, mens 24procent følte sig overvejende spanske og 37 procent overvejende katalanske. Dette
viser, hvordan den katalanske befolkning er præget af forskellige nationalfølelser – dels en
ekskluderende, som ekskluderer “det central-spanske” fra det katalanske, dels en inkluderende, som
gør det muligt at føle tilknytning til begge nationer (Hargreaves 2000: 30, 31).
Den katalanske forkærlighed for tolerance og forhandling har imidlertid haft enorm betydning
for det katalanske national-fællesskabs evne til at integrere bølger af indvandrere
(Hargreaves 2000: 33) Denne tolerance er unik i forhold til det øvrige Spanien
(Hargreaves 2000: 20, 21). Evnen til at integrere andre folkeslag adskiller således Katalonien fra
”søster-nationen” Baskerlandet i det nordlige Spanien, som ligesom Katalonien er en nation uden en
stat (Hargreaves 2000: 33).
Den voldsomme migration til Baskerlandet og Katalonien i 1960erne og 70erne forstærkede den
eksisterende nationaldiskurs i de to regioner på hver sin vis. Den baskiske nationalfølelse, som
havde rod i den baskiske ”race”, blev yderligere radikaliseret af bølgen af indvandrere, og
28
fremmedhad og attentater under ly af terror-gruppen ETA, trivedes. Bølgerne af indvandrere til
Katalonien, medførte at kun 52 % af befolkningen talte katalansk i 1970 og at 40 % var født
udenfor regionen. Alligevel lykkedes det at assimilere ikke-katalanske folkeslag, og efter
demokratiets indførsel i 1978 var radikale fortolkninger af katalanisme og nationalistisk terrorisme
stort set ueksisterende i regionen (Humlebæk & Grøn 2001: 188-190; Hargreaves 2000: 33). Den
ekskluderende baskiske nationalfølelse, som sætter et racebaseret skel mellem det baskiske og
central-spanske står dermed i kontrast til inkluderende katalanske nationalfølelse, baseret på få
værdier og modstillinger, hvis betydning er genstand for total enighed.”Det katalanske sprog er
således eneste samlende signifikans for katalansk nationalfølelse i dag (Woolard 1989: 40)”.
6. 2 Den sproglige modstilling til central-Spanien
”Man kan ikke kalde sig katalaner, hvis man ikke taler sproget” (Hargreaves 2000: 20). Sproget er
faktisk det eneste faste samlingspunkt, det katalanske nationalfællesskab organiseres omkring
(Hargreaves 2000: 20). Dette er langt fra unikt for den katalanske nationalfølelse. Ifølge Anderson
(1991: 145) er alle nationalfællesskaber således organiseret omkring kærligheden til modersmålet.
Fællesskaber opstilles som nævnt desuden omkring deres modsætning. For det sproglige fællesskab
af katalanere opstilles en sproglig modsætning, nemlig ”central-spanieren”
(Hargreaves 2000: 22; Woolard 1989: 42, 43).
Cental-spaniere er benævnelsen for folk, som taler ”kastiliansk” (spansk), uanset, hvor de bor.
Modstillingen mellem katalanere og central-spaniere er dermed ikke geografisk. Den har dog en
geografisk oprindelse: Kastilien (med Madrid som hovedstad) og Katalonien (med hovedstaden
Barcelona) udgjorde mellem år 800 og 1715 de to stærkeste riger i det spanske imperium, indtil
Katalonien og Barcelona blev underlagt det spanske rige. Madrid bevarede dog sin position som
centralmagt efter denne samling. Derfor omtales sproget, spansk stadig som ”kastiliansk” og ikke-
katalanske spaniere som ”kastilianere” (Woolard 1989: 42, 43).
Katalansk er i dag uofficielt sprog i et område på 68.000 km2 beliggende i det nordøstlige
Spanien og tilstødende dele af Frankrig, talt af over 9 mio. personer (www.gencat.cat). Under
Francos styre (1940-1975) blev al katalansk kultur imidlertid undertrykt, herunder sproget, den
katalanske nationalang, ‘Els Segadors’, flaget “la senyera” og den nationale folkedans, “la sardana”
(Hargreaves 2000: 20, 28). Katalansk sprogbrug blev mødt af central-spansk overlegenhed: ”Tal det
kristne sprog, lad være at gø!” (Woolard 1989: 28). Anerkendelsen af katalansk som officielt sprog
i Katalonien (sammen med spansk) under den spanske konstitution 1978 var dermed et vigtigt
29
opgør med denne kulturelle undertrykkelse. Modstillingen mellem det central-spanske og
katalanske er dog stadig knyttet denne sproglige undertrykkelse. Denne modstilling har dog ingen
øvrige kulturelle konnotationer, og man bliver blandt de fleste blive accepteret som ”katalaner”, så
snart man formår at dominere det katalanske sprog (Woolard 1989: 39, 41). På dette punkt adskiller
katlanansk nationaldiskurs fra nationaldiskursen i den nordlige spanske region, Baskerlandet.
6. 3 Den katalanske nationalkarakter – mellem det sydspanske og nordeuropæiske
Baskerlandets nationale fællesskab hviler, modsat den katalanske, på en ekskluderende diskurs, som
opstiller en skarp grænse mellem det baskiske og det ikke-baskiske. Denne modstilling er ikke alene
sproglig men også baseret på den særlige baskiske, ophøjede ”race”. Opretholdelsen af denne
nationalistiske diskurs i Baskerlandet skyldes ikke mindst terror-gruppen ETA, som igennem
dødstrusler og attentater – skaber en frygt blandt indvandrere, som ikke assimileres kulturelt i det
baskiske samfund. Således opretholdes skellet mellem ”ægte” baskere og indvandrere
(Humlebæk & Grøn 2001: 188). Det modsatte gælder for Katalonien. Grundet den inkluderende
nationaldiskurs, baseret på et rent sprogligt tilhørsforhold, har Katalonien en i Spanien enestående
evne til at integrere fremmede (Hargreaves 2000: 33). Jeg beskriver i min analyse, hvordan dette
delvis også gælder fodboldspillere.
Selvom den katalanske nationaldiskurs – modsat den baskiske – ikke hviler på en generelt
accepteret følelse a racemæssig overlegenhed, indgår begrebet ”nationalkarakter” dog hyppigt i
beskrivelser af katalansk nationalfølelse. Men den katalanske nationalkarakter er et ligesom de
fleste andre elementer et flydende og foranderligt træk. ”Katalansk nationalfølelse diskuteres ikke,
den udleves (Woolard 1989: 40).” Således udleves netop den katalanske nationalkarakters
foranderlighed i det daglige liv. Katalanerens temperament og livsførelse består af to modpoler,
nemlig den nordeuropæiske kølighed ”el seny” og det sydspanske temperament og emotionalitet ”la
rauxa” (Hargreaves 2000: 23)
Det samlende begreb for katalansk nationalkarakter i dag er ”el seny” – ”den sunde fornuft”
(Woolard 1989: 46, Solís 2003: 55). Den katalanske forfatter, Margarita Rivière definerer dette træk
sådan: ”brug af sund fornuft til hver en tid… en strategi, som indebærer høflighed, moderation,
forhandlingsvilje samt ønske om dialog frem for konflikt (Solís 2003: 55).” Hargreaves (2000: 23)
forklarer, at den sunde fornuft imidlertid ved enkelte lejligheder afløses af en ”lettelse fra social
selvkontrol, som giver en mulighed for at udleve irrationel adfærd, såsom fuldskab og vandalisme”
(Hargreaves 2000: 23). Denne adfærd betegnes ”la rauxa” - ”begejstringen”. Jeg har fået en
30
beskrivelse af ”la rauxa” af Joan, FC Barcelona-tilhænger og matematiker på 30: “Rauxa es una
determinación de sopetón, un pensamiento caprichoso, algo parecido a un antojo.” Den oversatte
definition lyder: “Rauxa” er et ubrud, som opstår ud af det blå, en pludselig indskydelse - et
tilsyneladende uudslukkeligt behov.” Den katalanske ”begejstring” er altså en frigørelse fra den
sunde fornuft og selvkontrol, katalaneren pålægger sig i det daglige.
Den dynamiske vekselvirkning mellem en civiliseret nationalkarakter og pludselig frigørelse fra
selvkontrol er ikke et strengt katalansk fænomen. Sociologer, N. Elias & E. Dunning (1986) har
analyseret, hvordan fremkomsten af nationalstaten under Vesteuropas industrialisering i det 17.
århundrede skabte en national folkekarakter netop baseret på idealer om selvkontrol. En selvkontrol
som skabte et behov for frigørelse og begejstring.
Elias & Dunning (1986) har i afhandlingen ”Quest for excitement” – ”jagten på begejstring”
beskrevet en langsigtet tendens udvikling af det vestlige Europas nationalkarakter: Civilisering. Idet
staten har monopol på vold, er brugen af aggression samt følelsesladet adfærd generelt en ulempe
for samfundslivet. Statens lave aggressionstolerance er blevet kropsliggjort i den enkelte borger i
form af en afsky mod vold, samt forhøjet følsomhed for skam og afholdenhed fra åbenlyse
følelsesudbrud i det offentlige rum. Elias & Dunning (1986: 159) beskriver, hvordan sporten – ikke
mindst fodbolden - er et aktivt element i dannelsen af denne civiliserede nordeuropæiske
nationalkarakter.
I takt med opbygningen af en kontrollerende nationalstat i 1800-tallets industrialiserede
Norderuropa, blev idealer om selvkontrol udbredt og indarbejdet hos den enkelte borger. Den
frigørelse fra selvkontrol, som den før-industrielle borger udlevede gennem kamp og forsvar af eget
liv, kunne nu ikke længere udleves (Elias & Dunning 1986: 151). Sporten blev således en
modspiller i civiliseringsprocessen. I en hverdag præget af selvkontrol og mangel på følelsesladet
adfærd blev sporten et frirum eller en enklave for begejstring (Elias & Dunning 1986: 159).
I det offentlige rum i den moderne nationalstat er det individuelle mål upersonligt, idet det er
nationens interesser man kæmper for. I sport og spil er selvcentrerethed derimod tilladt. Målet i
sporten er fraværet af rutine samt en maksimal forlængelse af begejstring. Det er her muligt at
udleve den ”primitive” begejstring fra den før-industrielle voldelige kamp uden at falde udenfor
civiliseringens normer (Elias & Dunning 1986: 164, 166). I dag har tilskuer-sport som fodbold et
dramaturgiske forløb, idet frygten og glæden er udslag på en bølge af begejstring, som imiterer den
ægte kamp (Elias & Dunning 1986: 106). At begejstringen ”kammer over”, så grænsen mellem
civiliseret fodbold og primitiv kamp forsvinder, sker dog i enkelte tilfælde
31
(Elias & Dunning 1986: 80). Talrige voldelige episoder fra fodboldens hooligan-kultur vidner om,
at grænsen mellem den civiliserede tiltrækning til begejstring og uciviliseret vold er hårfin
(Elias & Dunning 1986: 266).
Også den katalanske nationalkarakter er præget af dette ambivalente forhold til begejstring. På
den ene side er den borgerlige katalanske nationaldiskurs karakteriseret ved idealer om selvkontrol
og sund fornuft, som adskiller dem fra uciviliserede, emotionelle central-spaniere. Men samtidig er
behovet for ”la rauxa” så stærkt at det engang imellem må bryde selvkontrollen til fordel for
impulsive begejstringsudbrud. Denne ambivalens overfor det kropslige – på den ene side et nærmest
instinktivt behov – på den anden side et tabu, ses bedst af alt i katalanernes forhold til tyrefægtning.
Tyrefægtning nyder stor popularitet blandt katalanere. Barcelona har således tre
tyrefægterarenaer. Et politisk parti har imidlertid indsamlet underskrifter nok til et lovforslag for at
få tyrefægtning forbudt i Katalonien (www.avui.cat 18.04.2010 ). Dette lovforslag er blevet mødt af
massiv protest fra katalananske intellektuelle. De har udformet et manifest, som lyder: ”Barcelona
er en europæisk hovedstad, hjem for tolerance, civiliserethed og frihed… Tyrefægtning udgør en af
katalanernes friheder (www.avui.cat 17.12.2009).” Dette citat viser, at tyrefægtning forsvares med
de katalanske dyder – tolerance og åbenhed. Men Tyrefægtning kan netop ses som en enklave for
primitiv begejstring den civiliserede europæiske nationalkarakter2.
Tyrefægtningen er et aristokratisk ritual – og selvom drabet er højdepunktet, er dette blevet
forfinet og gjort ”civiliseret” igennem en lang række kontrol-instanser og uskrevne regler, hvormed
matador, picador og banderilleros indtager deres roller i et stadig mere intenst forløb.
Jeg vil i min analyse af FC Barcelona-fællesskabets diskurs, beskrive hvordan netop ”el seny” og
”la rauxa” kommer til udtryk under fodboldkampen i form af hhv. en kølig tilskueradfærd med
forkærlighed for ophøjet, kollektiv spillestil samt et kollektivt vredesudbrud, som forbander
dommeren.
6. 4 En udfordrende national diskurs: nationalismen
Ønsket om løsrivelse fra det øvrige Spanien er som sagt ikke dominerende i katalansk
nationaldiskurs. Blandt den politiske elite er ønsket om løsrivelse, baseret på katalansk nationalisme
– katalanisme – imidlertid udbredt (Hargreaves 2000: 37). Ønsket om løsrivelse begrundes med
Kataloniens kvaliteter som den region i Spanien, der har gennemgået den højeste grad af industriel
2 Jeg har overværet flere ”corridas” – tyrefægterkampe - i Sevilla, Andalusien og deltaget i et kursus om
”tauromáquia” – tyrefægtningens særlige kunstart – i dennes højborg, Logroño, på La Rioja Universitet i
Nordspanien
32
og økonomisk udvikling (Hargreaves 2000: 22). Forestillingen om en ophøjet katalansk
nationalkarakter, forskellig fra den central-spanske hviler netop på Kataloniens høje
civilisationsstadie, en forestilling som voksede ud af borgerlig selvtillid i 1800-tallets Barcelona. Da
den katalanske tekstilindustri på dette tidspunkt udgjorde 40 % af den samlede spanske produktion
var følelsen af overlegenhed velbegrundet (Fox 1997: 68).
Den vigtigste figur i forbindelse med dannelsen af en nationalistisk fortælling om den katalanske
nationalkarakter var politiker og katalanist, Valentí Almirall. Ifølge ham var ikke kun sproget, men
også den katalanske race, hvad der adskilte det katalanske fra det central-spanske. Central-spanieren
var, ifølge Almirall, inkarneret i den fiktive figur, don Quixote, portrætteret i Cervantes roman ” El
ingenioso hidalgo don Quixote de la Mancha”. Almirall beskrev don Quixote og ”central-
spanieren” med følgende ord: ”følsom, impulsiv og irrationel (Fox 1997: 71).” Overfor denne er
”den katalanske race arbejdsom, økonomisk, formel, seriøs… og med en reflekterende evne, som
overgår den typisk ”andalusiske” central-spanier (Fox 1997: 75)”. Almirall opsatte altså en
modsætning til central-spanieren, som sammenlignedes med den typisk sydspanske, følsomme og
impulsive andalusier. Et sådant skel eksisterer stadig i katalansk nationaldiskurs. I den aktuelle
katalanske nationalisme karakteriseres central-spanieren stadig ved denne “ emotionalitet og
impulsivitet” (Hargreaves 2000: 23). Der er således ikke kun en temperamentsmæssig forskel
mellem de to folk i denne diskurs – men også en geografisk.
Katalonien og dens nærhed til Europa, adskiller sig i katalansk nationalisme fra det sydspansk
fortabte central-Spanien. Følgende citat fra 1800-tallets nationalistiske diskurs viser dette: ”Den nye
civilisation er industriel, central-Spanien er ikke; den moderne ånd er analyserende, central-
Spanien er ikke, det materielle fremskridt starter i internationalt samarbejde, og central-Spanien,
som ligger midt i den afrikanske natur, uden udsigt til havet, er isoleret fra Europa.”
(Fox 1997: 75). De katalanske kunstnere, Salvador Dalí, Joan Miró og Vicente Segrelles
(kunstneren bag forsidebilledet) udfærdigede netop portrætter af kølige, elegante maskuline
fodboldspillere i FC Barcelona, som udtryk for denne ophøjethed (Callicó 1998). Dette arbejde
afsluttes af en diskussion af fodboldpræsident og tidligere politiker, Joan Laportas brug af en
nationalistisk diskurs til at appellere for katalansk løsrivelse. Således kan hans forbud mod
hooliganisme på stadion ses som en undertrykkelse af det uciviliserede side af den katalanske
nationalkarakter, ”la rauxa”.
33
6. 5 Opsummering af katalansk nationaldiskurs
Jeg har i dette afsnit beskrevet, hvordan katalansk nationalfølelse hviler på en inkluderende diskurs.
I den dominerende nationale diskurs er befolkningen således udelukkende samlet omkring det
sproglige særpræg og de spansk-talende central-spaniere som modsætning. På dette punkt adskiller
katalanerne sig fra baskerne, hvis ekskluderende nationaldiskurs bygger på en forestilling om en
særlig racemæssig overlegenhed. Sådanne forestillinger har også tilhængere blandt katalanerne i
form af en nationalistisk diskurs hos den politiske elite.
En nationalistisk diskurs blandt det katalanske selvbevidste borgerskab beskriver katalanerne
som fornuftige, europæisk orienterede og civiliserede til forskel fra irrationelle, afrikansk
orienterede og uciviliserede central-spaniere. Den nationalistiske diskurs er dog ikke accepteret
bredt blandt katalanerne. Således er katalanere splittede mellem netop det sydlige, emotionelle, ”la
rauxa” og det nordeuropæiske, civiliserede – ”el seny”. Dette aspekt er analyseret af sociologer
Elias og Dunning (1986). Ifølge dem har de nordeuropæiske nationer gennemgået en
civiliseringsproces, som kropsliggør afholdenhed fra aggressivitet og emotionalitet. Denne
selvkontrol afløses dog til tider af et behov for begejstring, som kan opnås igennem tilskuersport
som fodboldkampe. I klubben FC Barcelona kommer således både modstillingen til central-
Spanien, el seny og la rauxa til udtryk på selvstændig vis blandt dens tilhængere.
7. Analyse af FC Barcelona-tilhængeres diskurs
FC Barcelona-fællesskabet hviler omkring en central signifikans, tilhængeren. Jeg vil her analysere
de fem centrale tegn i fællesskabet af FC Barcelona-tilhængere: Fodboldkampen mod Real Madrid,
dommeren, tilskueren, spilleren og spillestilen. Jeg ønsker at finde frem til, hvorvidt disse tegn er
forenelige med den nationale diskurs.
Fodboldkampen mod Real Madrid, er en begivenhed som igennem FC Barcelonas historie har
fået en særlig betydning og nærmest mytisk status.
7. 1 Fodboldkampen mod Real Madrid
”El Clásico” (det klassiske opgør) mellem Real Madrid og FC Barcelona starter i begyndelsen af
det 20. århundrede. Real Madrid anses siden sin oprettelse i 1902 som ”den mest vindende klub i
Spanien” og repræsentant for det centrale Spanien, kongens residens (Gonzales 2002: 5). Dette
afspejledes i kongens officielle ”kroning” af klubben, således at den ophøjedes til sin nuværende
status ”Real” (kongelig) i 1919 (Gonzales 2002: 31).
34
FC Barcelona grundlagdes i 1899 og udgør en værdig konkurrent til titlen ”Spaniens mest
vindende”. Rivaliseringen mellem de to klubber har altid været intens. Den første kamp mellem de
to klubber blev vundet af FC Barcelona (Gonzales 2002: 11), men FC Barcelona, som
repræsenterede det dynamiske Katalonien, nægtede at deltage i den prestigefyldte pokalturnering,
Copa del Rey - Kongens Turnering (Gonzales 2002: 18). Først i 1916 indvilligedes FC Barcelona i
at deltage i denne turnering. De to klubber kvalificeredes til finalen. Kampen viser, hvordan der
allerede på dette tidspunkt var et begejstringsforhold mellem de selvbevidste repræsentanter af
henholdsvis Katalonien og central-Spanien.
To kampe spilledes mellem holdende i denne finale – i henholdsvis Barcelona og Madrid. Da
stillingen herefter var lige, måtte holdene spille hele to omkampe. For første gang skulle der købes
billet til kampene. De herved tjente pesetas skulle ifølge sportsavisen ”El Mundo Deportivo” bl.a.
sikre medaljer af guld (Salinas 2009: 50). Første omkamp på Real Madrids stadium endte 6-6. Men
anden omkamp endte brat ved stillingen 4:2 til Real Madrid. De to afgørende mål var efter
Barcelona-spillernes opfattelse ”offside”, og kaptajnen beordrede derfor sit holds udvandring.
Dommeren spillede altså en central rolle i dette nederlag til FC Barcelona. Kaptajnens handling
mødte dog ikke ubetinget støtte fra tilhængerne af FC Barcelona, herunder pressen. Således udtalte
det største katalanske dagblad, La Vanguardia: ”Det kunne jo være, at kaptajnen rent faktisk tog fejl
(Salinas 2009: 58)”. Her ses, hvordan dommeren tidligt spillede en central rolle i opgøret mellem de
to klubber. Der var dog ikke enighed i tilhængernes diskurs om dette tegns signifikans. Dommerens
rolle blev imidlertid forstærket under Francos diktatur.
I de første 21 år af diktaturet (1939-60) blev al politisk omtale fuldstændig kvalt af Franco –
offentligt såvel som privat. Enhver manifestation af kulturel identitet anden end den spanske blev
totalt undertrykt (Hargreaves 2000: 28). Franco tillod dog fodbold, og dette gjorde det muligt for
FC Barcelona-fællesskabet at forstærke deres fællesskab på FC Barcelonas nye kæmpe-stadion
Camp Nou oprettet i 1954 (Solís 2003: 43). Tilhængerne havde tilnavnet, ”els cules” (bagdelene)
med reference til de endeløse tilskuer-bagdele, det tidligere stadion, Corts afslørede på dets øverste
åbne række.
Real Madrid blev under Franco af katalanerne ikke længere anset som kongeklubben, den var
”Francos klub”. Klubben blev anset som højreorienteret og støtte af regimet, mens FC Barcelona af
katalanerne blev repræsentant for en liberal modstander af regimet (Solís 2003: 43). Francos politik
blev toneangivende for spansk fodbold. ”Copa del Rey” omdøbtes således til ”Copa del
Generalissimo” – ”general Francos cup”(González 2002: 66). Den katalanske historiker Torres
35
(2006) journalistiske værk ”El Barça contra el franquismo” (FC Barcelona mod frankismen)
forklarer cementeringen af Real Madrid som en frankistisk klub: ”Tiltrædelsen til Real Madrids
præsidentpost af Santiago Bernabeu, som pralede med at have indtrådt i Katalonien med den
frankistiske hær… bidrog betydeligt til, at rivaliseringen mellem Real Madrid og FC Barcelona
antog mere end rent sportslige dimensioner (Torres 2006: 38)”. Hermed udviklede ”Real Madrid”
sig til en central-spansk modsætning til FC Barcelonas fællesskab. Dommeren blev samtidig en del
af denne modsætning. To episoder illustrerer denne udvikling.
Den 6. juni 1943 spillede FC Barcelona på hjemmebane den ene af to semifinaler mod Real
Madrid. Madrid-spillerne omtaltes af den katalanske ”La Vanguardia” som udlændinge –
”forasteros”, og de taber kampen 3-0 (Salinas 2009: 316). En tidligere målmand for FC Barcelona
bemærkede den fjendtlige stemning, som allerede da var opstået mellem de to lejre: ”Et hold som os
fra regionen [Katalonien], kan ikke ønske os mere end den samme passionerede og optændte
stemning mellem de to forfærdeligt partiske grupper (Salinas 2009: 316).”. Efterfølgende 13. juni
spilledes udebane-kampen.
Kampen i Madrid ender 11:1 til Real Madrid, som kunne gå videre til finalen. La Vanguardia
omtalte denne episode med ordene: ”Mødet på Charmartín [Real Madrids stadion], rækker udover
de fjerneste grænser for hvad, der er muligt at udtale sig om rent sportsligt (Salinas 2009: 319)”. FC
Barcelona modtog efterfølgende en bøde af den spanske sportsforbund, RFEF, som på dette
tidspunkt var under frankistisk kontrol (Torres 2006: 38). Begrundelsen var ”publikums opførsel,
som udtryktes på en konspiratorisk og fjendtlig måde mod det besøgende hold… og den respektløse
og upassende måde, hvormed et fremstående udsnit af publikum henvendte sig til præsidentlogen,
hvor de mest højtrespekterede dele af det sportslige hierarki havde sæde (Salinas 2009: 319).” Det
katalanske publikum havde således allerede under diktaturets mest undertrykkende fase protesteret
mod, hvad de så som bestikkelse af dommeren (Salinas 2009: 319). Publikums ”fjendtlige
konspiration” mod det besøgende hold og sportsforbundets repræsentanter stod imidlertid tilbage
for en anden episode mod slutningen af det frankistiske diktatur: Guruceta-skandalen.
Den 30. maj 1970 – fem år før diktaturets opløsning afholdtes endnu en ”Clásico” i 8.delsfinalen
under Copa del Rey. Den første kamp på udebane foregik problemfrit og endte 2:0 til FC Barcelona.
Den efterfølgende hjemmebanekamp måtte dog afbrydes, idet det katalanske publikum invaderede
banen og fyldte den med afrevne stolesæder, efter at Real Madrid udlignede til 1:1. Dette skyldtes,
hvad publikum anså som et fejlkendt straffespark til Real Madrid, grundet dommer, Gurucetas
manglende dømmekraft. Denne dommerfejl er siden blevet gjort til en del af myten om dommerens
36
konspiration mod FC Barcelona: ”Begivenheden var rent sportslig, men den øgede fornemmelsen
af, at alle dommerfejl altid var til FC Barcelonas ulempe og til Real Madrids fordel (Torres 2006:
106).” Den katalanske presse udtrykte på dette stadie af diktaturet frit sin kritik af dommeren: ”Den
eneste på hele stadion med sine 100.000 tilskuere, som ikke så det [at frisparket blev begået udenfor
feltet] var ham [dommeren]. Uretfærdigheden ankom på forudsigelig vis i kraft af dem [dommerne],
hvis eneste mission er at undgå den (Salinas 2009: 605).”
At dommer, Guruceta igennem sin kendelse gav udtryk for en central-spansk konspiration er
aldrig dokumenteret; hovedsagen er, at dommeren objektivt blev betragtet som fordækt partisk
udsending af Francos regering. Således fik han tildelt både en bøde og en karantæne af det
katalanske sportsforbund (Torres 2006: 105). Både ”Real Madrid” og ”dommeren” blev igennem
disse mytiske kampe vigtige tegn til signifikansen, FC Barcelona-tilhængeren. De blev således
begge tilknyttet ”det centrale Spanien”, en modsætning til FC Barcelona og til Katalonien.
Analysen af kampen mod Real Madrid afslører altså en fuld overensstemmelse mellem FC
Barcelonas diskurs og den nationale. Ja, modstillingen til central-Spanien i FC Barcelona antyder
endda en forstærkelse af den nationale diskurs!
Som nævnt bygger den daglige katalanske nationaldiskurs på en inkluderende nationalfølelse,
hvori ”det central-spanske” og ”det katalanske” er forenelige. Kampen mod Real Madrid afslører en
stærkere diskurs, og antyder et ekskluderende FC Barcelona-fællesskab med en skarpt optrukket
grænse mellem det katalanske og modsætningen, central-Spanien. Tilskuerne deltager således i
denne fortælling, idet de forsvarer klubben mod Francos Real Madrid. Dommeren indgår i denne
fortælling. Både tilskuer, dommer og to nye tegn - spillere og spilfilosofi - indgår i fortællingen FC
Barcelona i dennes fodboldkampe i dag. Tilskueren har i dag indtaget en mere selvstændig rolle i
FC Barcelonas fællesskab. De er ikke kun oprørske uromagere men også kritiske observatører.
7. 2 Oplevelsesbeskrivelse af FC Barcelona mod Getafe på Camp Nou, 06.02 2010
Jeg bringer her uddrag fra en oplevelsesbeskrivelse af fodboldkampen, jeg overværede den 6.
februar 2010 mellem FC Barcelona og Madrid-holdet, Getafe (Bilag 6). Ud fra denne viser jeg bl.a.,
hvordan tilskuerne i dag ikke kun forbindes til et aggressivt forsvar af klubben, og hvordan
dommeren - efter Francos fald - har overtaget rollen fra Real Madrid som repræsentant for det
centrale, udemokratiske Spanien.
Juan, forretningsmand og bosat i en mindre by 80 km fra Barcelona, har været klubmedlem i 20
år, og udflugten til Camp Nou med Berta hver anden uge er fast tradition. Jeg sidder ved siden af
37
ham på forsædet, hans kone – Berta – på bagsædet. Deres to døtre har hver fået et medlemskort til
fast siddeplads i dåbsgave – det koster 600 euro at forny om året. Jeg skal på forhånd – lader Berta
mig forstå – være klar over, at taber Barça denne kamp, vil der være stille på hjemturen. Det virker
ikke som om, hun spøger.
Jeg forklarer, at danskere har det indtryk, at Barça-tilhængere ønsker at se smuk fodbold – at
resultatet er underordnet. Juan fortæller: ”Her er vi krævende – vi vil både vinde og se smuk
fodbold,” griner han. Juan spørger mig, hvordan stemningen er til et lokalopgør i København. Jeg
forstår ikke helt... ”Der er meget larm, stemning, trommer, horn og sådan, ikke?”. ”Jo,” svarer jeg.
”Her er det ikke sådan,” forklarer han. ”Det er meget langt fra fx de engelske kampe – vi Barça-
tilhængere er temmelig kedelige, siger han nærmest undskyldende. Efter kampen i dag, skal du
fortælle mig, hvad du synes. Her går vi til kamp for at se ”en opera”.” ”Er der ingen hooligans,”
spørger jeg – ”eller trommer?” ”Nej, kun en tromme er tilladt. Hooligans er optagede i et register,
ingen radikale fans har adgang til stadion.”
På gåturen mod stadion mødes hovedfloden af tilskuere af bifloder med par, der går hånd i hånd,
børn med Barça -halstørklæder, kvinder to og to i store pelse og ældre herre i grå frakker og med
alpehuer – en af dem hilser på Juan, han er også fra Tous. Nou Camp står som en massiv betonblok
forenden af vejen. Der er helt stille, bortset fra lidt konversation. Ikke et tudehorn.
På stadion har jeg fået plads ved siden af en herre sidst i 60’erne – på min anden side flankeres
jeg af en far og søn. Min sidemand hilser hjemmeholdet med en kølig klapsalve, da spillerne løber
ind på banen. Et orkester spillede op til Barças hymne, ”Cant Barça”. I hymnens to første linier
klappes tre gange, og resten af sangen klappes i takt til melodien. Hymnen ender med tre udbrud: ”
Barça!, Barça!, Barça!”. Min sidemand nøjes dog med at klappe de tre gange og synge de tre
”Barça”.
De mindste af hjemmeholdets fejltrin kritiseres flittigt af mændene omkring mig – ”Så løb dog i
hullet, Iniesta.” ”Sikke noget møg, Xavi.” ”Det er andet fejlskud, Abidal! Kan du da ikke i det
mindste ramme indenfor stolperne?”
Dette på trods af, at FC Barcelona har næsten total boldkontrol. Den eneste spiller, som ikke
kritiseres, er den argentinskfødte spiller, Messi. Han kom til klubben som 12-årig fra Argentina. FC
Barcelona havde talentspejdere i landet, der spredte rygtet om den gudsbenåede spiller med mangel
på væksthormon. Da hans klub modsat Barça ikke havde råd til at betale for den unge spillers
medicinske behandling, tillod forældrene ham at blive oplært på La Masia, Barças talentskole. FC
Barcelonas hold består primært af spillere, oplært på La Masía med enkelte ”cracks” fra udlandet.
38
Denne sammensætning har vist sig succesfuld. I 2007/2008 havde Barça således vundet det
prestigefyldte ”Tricampions” – det spanske mesterskab, den spanske pokalfinale og Champions
League. Samtidig formår de at vinde med stil.
”El jogo bonito” – ”det smukke spil” forevises på banen. Bolden føres rundt mellem spillerne på
banen med første- eller andengangsberøringer for at udmatte og frustrere modstanderne. 70 % af
tiden har FC Barcelona bolden. Da flere spillere end nogensinde på holdet er fra talentskolen La
Masía er denne dags opvisning det stærkeste eksempel på ”den katalanske” spillestil. Messi fra
Argentina er den højest profilerede udklægning fra La Masía, som har fået plads på holdet.
Messi dribler legende let og ubekymret, slår ud med armene efter drillende at skabe passage for
et frispark til modstanderne, bider i trøjen under et hjørnespark… og scorer efter en kattepote-
aflevering fra Xavi. Han holder det nederste af T-shirten strakt med begge hænder foran sig, mens
han løber ud mod Barças ”forofos” (besatte fans). Men hvad vil han vise dem? Er det mærket
”UNESCO” nederst på trøjen? Eller er det i denne kamp debuterende våbenskjold midt mellem
klubbens vartegn og Nike-mærket? Det viser en pokal formet som en fæstning med et seks-tal
under: Barça har vundet seks pokaler med den nye træner, Pep Guardiola. Men min sidemand
forklarer mig, at det er for at vise våbenskjoldet i øverste højre hjørne af uniformen. Det består af
tre dele – øverst tv. byen Barcelonas skytshelgen, Santa Eulália’s kryds, øverst th. – Kataloniens
gule og røde flag, El Senyere og nederst en læderfodbold omkranset af klubbens egne farver: ”La
azul-grana”, ”blå-granatrød”. Våbenskjoldet med det katalanske flags farver figurerer desuden på
anførerbindet.
Min sidemand forklarer i pausen, at Messis hiven i sin uniform er en tradition for spillere ”de
casa” (oplærte i Katalonien), som ofte blot peger på våbenskjoldet. Denne måde at triumfere på,
blev indført, da spilleren Luis Henríque fra Aragón spillede her. Han havde tidligere spillet i Real
Madrid, men kom senere til Barça. Her var han en højt elsket spiller. Når holdet tog til Real
Madrids stadion, og Luis Henríque scorede, viste han dem sin spillertrøje med våbenskjoldet for at
sige til dem: ”Jeg er taget til Barcelona og jeg er lykkelig.”
Den katalanske anfører for holdet, Puyol løber hen for at omfavne Messi. Han bærer et armbånd
i røde og gule farver. Jeg spørger min sidemand om dette er farverne på det katalanske flag. ”Ja
armbåndet består af det katalanske flag, med FC Barcelonas våbenskjold ovenpå, ” svarer han.
”Det er for at vise at Barça og Katalonien ”tiene vínculo” – ”har en forbindelse.”
Katalanskfødte Piqué fælder en uheldig Getafe-spiller. Rødt kort. Efterfulgt af hvad der er en
konstant pibende lyd som en myggesværm fra tilskuerrækkerne. Hvide tørklæder, hvide
39
plastikposer og hvide aviser vifter fra hænderne af de vrede tilskuere – de er ikke berusede,
voldsomme eller vulgære, men vrede. Deres kølige afstandtagen til dommen virker ekstra kraftigt,
for det er små piger med sløjfer, damer med krykker og bedstefædre, som har rejst sig på
stolesæderne, der pifter. Det er alvor. Et svidende ”fuera – fuera – fuera…” (”ud, ud, ud”) råbes fra
alle rækker. Jeg spørger herren ved min side, om det er dommeren, folk er utilfredse med. Han
svarer modstræbende – ”det var unødvendigt, hvad spilleren gjorde”. Bag mig lyder gentagende
gange opgivende: ”Ya se ha cargado… se ha cargado todo!” ”Der røg det… der røg det hele,” .
Jeg spørger Juan efter kampen, hvad dette udsagn betyder, og han forklarer mig, at det var ”el
expectáculo”- forestillingen, som med 10 Barça-spillere mod 11 ikke længere kunne opretholdes.
Denne spådom viser sig imidlertid ikke at holde stik, idet undertalssituationen ikke forhindrer
Xavi i at score til 2-0. Men fem minutter inden kampen fløjtes af, dømmes straffe til Getafe.
Udvisning til Barça-spilleren, Maxwell fra Brasilien. Den distingverede herre ved min side fatter
mod, tænker jeg, mens stadion syder af vrede og er hvidplettet af viftende tørklæder. Men han rejser
sig op og råber: ”Horeunge!” af fuld kraft, til dommeren, og to børn foran mig vender sig om og
griner.
Heller ikke Barças trænerbænk er præget af ro. En af de fysiske trænere løber ind på banen og
blander sig i mængden af Barça-spillere, som trods holdets sikre sejr, danner kreds om dommeren i
hidsig protest. Dommeren er nu ikke længere den fredelige herre i grågul uniform, der skal sikre en
fair og optimal kamp, men et symbol på frankismens skygge. En katalansk poet, har kaldt Barças
spillere – ”Kataloniens våbenløse hær”. For mig er det nærmere tilskuerne, der nu virker som en
hær. Det varer længe inden Getafe får lov at foretage sit straffespark og han får ikke ro til det, idet
stadium runger af hylende piften. Et par ældre veninder i pels rejser sig utålmodigt og går mod
udgangen, ligesom min sidemand. De skal ikke nyde at se Getafe score straffespark. Getafe
reducerer til 2-1, kampens resultat, og publikum synger ikke med på den afrundende Barça-hymne.
Juan spørger mig efter kampen – ”Nå, hvad synes du så?” – ”Jeg synes faktisk, der var meget
stemning,” svarer jeg. Juan er enig. ”Ja, men i dag var anderledes… Det er første gang i år, at
publikum reagerer sådan. Jeg rejste mig også flere gange fra sædet,” indrømmer han.
Ovenstående observationsbeskrivelse af kampen mellem FC Barcelona og Getafe viser, at publikum
er stadig i stand til at udtrykke en kollektiv protest rettet mod dommeren, uanset om FC Barcelona
spiller mod Real Madrid eller en anden klub. Dommeren får etiketten: ”horeunge”. Men tilskuerne
40
afslører også en adfærd, som ikke udtrykkes i de klassiske, historiske opgør mod Real Madrid,
beskrevet ovenfor.
Tilskuernes adfærd passede ganske rigtig på Juans forudsigelse: ”Her er vi krævende – vi vil
både vinde og se smuk fodbold”. De var således kritiske overfor egne spillere, selv i en situation,
hvor hjemmeholdet havde totalt boldkontrol og foran med et mål. Juan beskrev desuden inden
kampen, FC Barcelonas fodbold som en ”opera” og tilskuerne som ”kedelige”. Jeg kunne kun
delvis genkende denne beskrivelse. Ganske rigtigt var der hverken trommer eller horn på stadium.
Men så snart dommeren viste en spiller ud, eksploderede tilskuerne i et indædt forsvar af de spillere,
de netop havde kritiseret. Jeg undersøger her denne vekselvirkning – mellem den kølige, fornuftige
tilskueradfærd og de pludselige, impulsive vredesudbrud.
7. 3 Tilskuerens betydning for FC Barcelona-fællesskabet
Sproget, katalansk, er som sagt eneste fastgjorte moment i den katalanske nationale diskurs. Andre
tegn har en mere ”flydende” karakter, idet der ikke er total enighed om deres plads i katalansk
nationaldiskurs. Den katalanske nationalkarakter er en af disse tegn, som er genstand for stadig
forhandling. Det oftest omtalte nationale karaktertræk i den daglige diskurs er ”el seny”
(Hargreaves 2000, Woolard 1989, Solís 2003). Ifølge Hargreaves (2000: 23) er “seny” en rationel
attitude – sund fornuft. Jeg benytter fremover ”sund fornuft” om dette karaktertræk, som desuden er
forbundet med selvkontrol. Således beskriver Hargreaves (2000: 23), at den sunde fornuft ved
enkelte lejligheder afløses af en ”lettelse fra social selvkontrol, som giver en mulighed for at udleve
irrationel adfærd, såsom fuldskab og vandalisme” (Hargreaves 2000: 23). Denne adfærd betegnes
”la rauxa”, som jeg oversætter til ”begejstring”. Jeg har fået en beskrivelse af den katalanske
begejstring af Joan, moderat FC Barcelona-tilhænger og matematiker på 31: ”“Rauxa” es una
determinación de sopetón, un pensamiento caprichoso, algo parecido a un antojo”. Den oversatte
definition lyder: ”“Rauxa” er et ubrud, som opstår ud af det blå, en pludselig indskydelse - et
tilsyneladende uudslukkeligt behov.”
Den sunde fornuft og begejstringen er dermed to modpoler i den katalanske nationalkarakter. Da
katalansk nationalfølelse hviler på et rent sprogligt fællesskab, er nationale karaktertræk som disse
ikke en fastgjort del nationaldiskursen. De udgør derimod tegn, som er til forhandling. Den
katalanske ”sunde fornuft” og ”begejstring” er netop sådan to flydende tegn. I fodbold-tilhængernes
diskurs er ”den sunde fornuft” normen blandt tilskuerne, mens den impulsive begejstring kun
sjældent accepteres. Jeg har spurgt Joan om hans syn på tilskuerne på Camp Nou: ”FC Barcelona-
41
tilskuerne har det problem, at de er meget stille. En tilhænger af FC Barcelona sætter sig på
stadion, hvis spillerne spiller dårligt, så beklager han sig, hvis de spiller godt, så forbliver han
stille.”
Denne beskrivelse af ”meget skøre, besatte fans”, modsat de ”meget stille”, kritiske ”culés”
passer bemærkelsesværdigt godt med beskrivelsen af ”el seny” modsat ”la rauxa”. Men passer det
virkelig, at tilskuerne i dag er så stille? Som beskrevet i den historiske fodboldkamp mod Real
Madrid havde tilskuerne en helt særlig rolle – deres vrede blev vagt til live, når den partiske
dommer viste sit sande ansigt og dømte for ”central-Spanien.”
Min oplevelsesbeskrivelse af kampen mellem FC Barcelona og Getafe ovenfor viser, at
tilskuerne i dag ganske vist er karakteriseret ved selvkontrol og fornuft, lig ”el seny”. Denne
selvkontrol varer dog kun indtil dommeren viser en spiller ud. Da bryder vreden fra rækkerne løs!
Ifølge min ledsager til kampen mod Getafe, Juan, bryder dette raseri dog kun sjældent ud: ”Det er
første gang i år, at publikum reagerer sådan. Jeg rejste mig også flere gange fra sædet.”
Selvom den katalanske tilskuer-adfærd er præget af selvkontrol – typisk for ”el seny”, brydes
denne selvkontrol åbenbart i enkelte tilfælde af impulsive vredesudbrud. Vredes-udbrudene kan
sammenlignes med det katalanske karaktertræk ”la rauxa”, idet de ligesom dette er en ”lettelse fra
social selvkontrol” (Hargreaves 2000: 23) eller som Joan beskriver det: ”ubrud, som opstår ud af
det blå.”
Elias og Dunning (1986) beskriver, hvordan fodboldkampen rummer en begejstringskurve eller
dramaturgi, som veksler mellem rolig iagttagelse og pludselige glædes- og vredesudbrud. Den
gradvise nedbrydning af den sunde fornuft til fordel for den impulsive vrede ses bedst i beskrivelsen
af min sidemand under kampen mod Getafe. Således er han i første del af kampen præget af en
ophøjet ro: På stadion har jeg fået plads ved siden af en herre sidst i 60’erne… Han klapper tørt,
idet hjemmeholdet løber ind på banen… Under holdets hymne nøjes han med at klappe de tre gange
og synge de tre ”Barça”… De mindste fejltrin hos spillerne, kritiserer han flittigt...” Ved den første
udvisning synes han at bevare denne ro: Jeg spørger herren ved min side, om det er dommeren, folk
er utilfredse med. Han svarer modstræbende – ”det var unødvendigt, hvad spilleren gjorde.” Efter
den sidste udvisning, kan han dog ikke længere bevare sin selvkontrol: Den distingverede herre ved
min side fatter mod, tænker jeg, mens stadion syder af vrede og er hvidplettet af viftende tørklæder.
Men han rejser sig op og råber: ”Horeunge!” af fuld kraft, til dommeren.
Beskrivelsen af min sidemand udtrykker perfekt den dynamik mellem selvkontrol og
begejstring, fodboldkampen, ifølge Elias & Dunning (1986) fremmaner hos det nordeuropæiske
42
publikum. Den katalanske nationalkarakter er – som den nordeuropæiske - karakteriseret ved høj
selvkontrol samt blufærdighed overfor aggressivitet. Idet begejstringsniveauet kulminerer under
kampene, eroderes noget af denne blufærdighed. Begejstringen under fodboldkampen imiterer
således begejstringen under kamp, og tilskueradfærden kammer derfor, ifølge Elias & Dunning
(1986) kammer kun sjældent over i egentlig vold. Dette sker dog ikke på Camp Nou. Det er nemlig
et civiliseret publikum, som jeg overværer. Selv under vredesudbrud viftes med hvide tørklæder og
de stilfærdige grupper af mennesker, som mødes på vejen til stadion indtager deres pladser som
skulle de netop overvære en opera – et ”expectáculo” som Juan forklarer det.
Juan stiller den kedelige FC Barcelona-tilskuer i kontrast til den engelske fodboldtilskuer: Der er
meget larm, stemning, trommer, horn… Her er det ikke sådan… Det er meget langt fra de engelske
kampe.” Han beskriver deres passion som ”larm” og dette afslører, et faktum blandt Camp Nous
tilskuere: De har en høj gennemsnitsalder. De distingverede herrer og damer, jeg mødte på vejen op
til det rolige stadium kunne dermed frit nyde denne ”opera” uden de ungdommelige optøjer. Ikke
kun Juan bringer denne sammenligning. Jeg bad således fire pensionerede klubmedlemmer fra
peñaen, ”el Casal del’Avi Barça” kommentere mine oplevelser: ”Jeg blev imponeret over, at
tilskuerne under kampen, jeg overværede, var så…” Præsidenten for foreningen afbryder mig:
”Rolige! Vi hverken synger eller danser.” Kassereren, som har været klubmedlem i 70 år og derfor
har gratis adgang til stadium tilføjer: ”Vi er ikke som englænderne, som synger igennem hele
kampen. Ungdommen, jo, nogle hujer på Barça, men vi bifalder kun, når de scorer.” Præsidenten
supplerer: ”Vi kritiserer, når vi fortjener det.” Og Marquel, klubmedlemmet for bordenden,
afrunder: ”Der er flere ældre tilskuere end unge, og det sætter sit præg på stemningen.”
Også disse klubmedlemmer sammenligner oplevelsen med ”opera”. Præsidenten for ”el casal”
udtaler: ”El Barcelona” [klubben, FC Barcelona] er en oplevelse som kan sammenlignes med den
på”El Liceo”[Barcelonas opera-hus].” Redaktør på avisen, Sport, Fransesc, deler denne opfattelse.
Jeg spørger Fransesc: ”Da jeg overværede kampen mellem Barça og Getafe blev jeg slået af den
civiliserede stemning. Er dette normal opførsel blandt tilhængerne?” Han svarer: ”Ja, folk er
meget kølige. Hvis holdet fungerer, hvis de spiller godt, er det svært for dem at vise begejstring.
Hvis det ikke fungerer, protesterer de. Det er ikke som på de engelske stadions. Her kalder man det:
”El Liceo”. Det er en forestilling.” Blandt mine respondenter ses således en gennemgående tendens
til at karakterisere tilskuerne som kritiske, kølige og rolige. De kommer for at nyde en forestilling.
Både Juan og klubmedlemmerne fra el Casal del’Avi Barça sætter stemningen på Camp Nou i
kontrast til stemningen på fx engelske stadion. De engelske tilskuere er notorisk kendte for de
43
såkaldte ”hooligans”. Ifølge Joan er det netop manglen på hooligans, som skaber den kølige,
fornufts-prægede stemning på Camp Nou: ”Det at have nogle ”hooligans” eller meget skøre
”forofos” (besatte fans) er en fordel, for de skaber lyd på stadium. Det distraherer modstanderne.”
Sportsredaktør, Fransesc har taget sin journalistgrad netop, hooliganismen mellem FC Barcelona og
Espanyol, klubbens katalanske rival. Jeg spørger Fransesc om den rolige, rationelle tilskueradfærd
er en norm blandt alle katalanske tilskuere. Fransesc svarer tøvende: ”Hmm… Det er muligt. For i
Espanyol er der jo meget affektion.”
Espanyol er FC Barcelonas ærkerival og i under denne klubs kampe findes modsat FC Barcelona
en meget temperamentsfuld og ofte voldelig publikumsadfærd. Dette skyldes ikke mindst FC
Barcelonas ulta-gruppe ”Boixos Nois” – ”de vilde drenge.” Efter talrige voldelige episoder er denne
gruppe af FC Barcelonas præsident, Joan Laporta blevet forment adgang fra Camp Nou. Da rivalen,
Espanyol, ikke har samme politik, udgør denne klubs stadion under kampe mod FC Barcelona
således et fristed for Boixos Nois (el periódico 05.02.2010, Bilag 8). Jeg spørger Fransesc, om
hooliganadfærd er en accepteret del af FC Barcelonas tilskuer-kultur. Fransesc forklarer, at
hooligan-kultur kun finder sted under kampene mod Espanyol på udebane: ”Da Laporta blev
klubpræsident, var det første, han gennemførte, at forvise Boixos Nois… De udgør 500 personer.
Altså et mindretal. Sådan har det ikke altid været. I 1980’erne, var der ofte kampe mellem
tilhængerne. I en fodboldkamp mod Espanyol blev en fakkel kastet og landede i brystet på en 18-
årig dreng, som døde. Et andet af disse eksempler er en slåskamp, som fandt sted mellem Espanyol
og FC Barcelona-fraktioner, med dødelig udgang for en dreng på 20. Efter disse begivenheder
begyndte klubberne at kontrollere forbrydere og uromagere.”
Det rolige, civiliserede stadium uden hverken trommer eller horn er altså et relativt nyt
fænomen i FC Barcelona. Forbuddet mod de voldelige tilhænger-fraktioner, Joan Laporta har
gennemført, vinder imidlertid støtte blandt samtlige respondenter, jeg har interviewet. Fransesc
mener, at Joan Laporta gjorde ret i at formene dem adgang: ”For de radikale fans er fodbolden blot
en undskyldning. De er forbrydere.” Veteranerne fra ”el casal” deler denne opfattelse. Præsidenten
for foreningen udtaler: ”Barça er det eneste hold i verden, som har formået at udrydde volden. Og
for dette er Laporta blevet truet med døden [af ”Boixos Nois”]. Han har uskadeliggjort dem.”
Albert, en ung forsker og klubmedlem med abonnement til siddeplads forklarer, at Laporta
bryder med en lang tradition på Camp Nou for at acceptere de aggressive hooligans: ”De tidligere
klubpræsidenter [før Joan Laporta]har altid ”ekskluderende det ene øje” for de radikale fans,
selvom de burde fornemme, at der blandt disse var voldelige personer og forbrydere.” En af disse
44
præsidenter, som ”lukkede det ene øje” for de radikale tilhængere var Joan Laportas forgænger –
Joan Gaspart. Denne udtalte således: ”Når jeg ophører som præsident, vil jeg tilbringe seks
måneder med ”Boixos Nois” (La Vanguardia 08.02.2003, Bilag 9).” Det var udtalelser som denne,
som ifølge det største katalanske dagblad, La Vanguardia 08.02.2003, ledte til Joan Gasparts
afgang. Dette blad beskriver FC Barcelonas karakter under Joan Gasparts æra som
klubpræsident:”La imagen derruida, el orgullo abatido, el “seny” olvidado y la “rauxa” en danza
(La Vanguardia 08.02.2003)”. Oversat til dansk, efterlod Joan Gaspart et FC Barcelona med: ”Et
ødelagt ry, en nedrevet stolthed, den sunde fornuft glemt og begejstringen frit udfoldet.” Dette citat
fra den katalanske avis er min eneste kilde, hvori ordene ”rauxa” og ”seny” direkte omtales i
forbindelse med fodbold. At ”El seny” – den sunde fornuft – er glemt, henviser således til, at FC
Barcelonas under Joan Gaspart ikke vandt en eneste førsteplads – hverken i spanske eller
internationale ligaer. At klubbens ”stolthed” i denne periode var ”nedrevet” skal ses på baggrund af
klubbens langvarige succes efter afslutningen af Francos diktatur. Denne succes startede med
klubbens første internationale titel i 1978 – La Recopa. Siden da fulgte hele fire champions league
titler i træk, en rekord som aldrig er blevet overgået, og gav holdet tilnavnet – ”drømmeholdet”.
Danske, Michael Laudrup havde netop sin storhedstid her på et internationalt sammensat hold. Men
drømmetiden var kort. For under den nytilkomne klubpræsident Joan Gaspart i juli 2000 blev
Cruyff fyret som træner og en tørhedsperiode fulgte, som efterlod klubben uden en eneste titel i tre
år (Weekendavisen 19.06.2009; La Vanguardia 08.02.2003).
De aggressive hooligans, Boixos Nois havde i denne periode en høj stemme hos Gaspart, som
tillod disse at opbevare genstande på stadion og fik gennemtrumfet et minuts stilhed for deres
afdøde leder på stadion (El periódico 05.02. 2010 ). Den farverige men også voldelige adfærd, disse
tilskuere bidrog til, gjorde at denne periode netop blev kendetegnet ved ””la rauxa” en danza” –
”begejstringen frit udfoldet,” som beskrevet i La Vanguardia. Jeg har spurgt den moderate FC
Barcelona-tilhænger, Joan om hvorfor denne adfærd var populær under Gaspart. Joan forklarer:
”Gaspart kaldte sig selv en “forofo” [en besat tilhænger], og han opførte sig også sådan. Han bar
altid et FC Barcelona-halstørklæde under frakken og følte sig forbundet holdet rød-blå farver…
Han vidste at hvis stadion mister sin larm, forsvinder begejstringen. Mange spillere nyder Boixos
Nois – de kan lide at folk hujer på dem. I dag er stadion meget stille. Man ankommer til stadion, der
synges en gang, og det er det. Boixos Nois gav glæde… men også problemer.”
Boixos Nois bidrog altså – trods deres voldelige adfærd – til begejstringen – “la rauxa” – på
stadion. Da Joan Gaspart blev afløst af Joan Laporta i 2003 blev krisen afløst af en epoke,
45
domineret af succes. Efter en serie voldelige episoder blev de mest yderliggående hooligans –
Boixos Nois forvist fra stadion. Samtidig blev den begejstrede publikumsadfærd afløst af en langt
mere kølig, rationel stil, svarende til den, jeg oplevede. Joan forklarer dette skift: ”Laporta tænker
mere økonomisk, han gør det korrekte og fornuftige. Han nyder opbakning fra tilsvarende korrekte
og fornuftige tilhængere, som bifalder, at han forviser dem, som er skøre og besatte af
fodboldholdet, fra stadion. Dem, som kaster med effekter, dem som protesterer og slås.”
Når samtlige af mine respondenter blandt klubmedlemmerne på denne måde bifalder Laportas
oprydning på stadion, kan hænge sammen med, at de tilhører samme ”korrekte”, borgerlige gruppe.
De er som sagt alle mænd over 30 og har alle råd til dyre abonnement med sæde til 600 euro om
året.
Beskrivelsen af ”el seny” kontra ”la rauxa” er lig beskrivelsen af ”katalaneren” overfor ”central-
spanieren”, som blev udformet af borgerskabets nationalistiske diskurs i 1800-tallets Katalonien.
Central-spanieren karakteriseredes med ordene: ”følsom, impulsiv og irrationel”, hvorimod den
katalanske race var ”arbejdsom, formel og seriøs… og med en reflekterende evne, som overgår den
typisk ”andalusiske” central-spaniers (Fox 1997: 71, 75).” Her ses netop kontrasten mellem den
impulsive sydspanske central- spanier og den fornuftige og kølige nordeuropæiske katalaner, en
kontrast kan som genfindes mellem ”la rauxa” og ”el seny”.
Ifølge mine respondenternes udsagn lægger fortællingen om den moderne, katalanske tilskuer
sig tæt op af den nationalistiske fortælling om den nordlige, europæiske katalaner i kontrast til den
sydspanske, impulsive spanier. Sammenligningen af Camp Nou med ”en opera” og beskrivelsen af
den civiliserede, kritiske tilhænger, ude af stand til at ophidse sig er nærmest i forlængelse af den
borgerlige finkultur, den katalanske nationalisme byggede på: FC Barcelona er en højborg for det
”arbejdsomme, formelle og seriøse”.
At denne ekskluderende diskurs præger mine respondenters udsagn kan som sagt hænge sammen
med, at de tilhører netop en borgerlig, højtuddannet socialgruppe. Desuden afslører min
observationsanalyse, at respondenternes udsagn ikke passer fuldt ud med virkeligheden. Således
trives ”la rauxa” stadig på stadion, dog i en mere ophøjet form. Når tilskuerne lader deres
ukvemsord hagle over dommeren sker det hverken i fuldskab eller med trusler om vold. I stedet
vifter de ivrigt med hvide tørklæder og papirsposer. Idet Joan Laporta uden større modstand har
formået at forvise de voldelige hooligans fra stadium, som tidligere nød stor popularitet, er det tegn
på, at den sydspanske ”rauxa” ikke hører hjemme på stadium. Det gør i stedet den ophøjede, kølige
og fornuftige, karakteristisk for den katalanske ”seny”. Jeg kan derfor konkludere, at tegnet,
46
”tilskuer” forbindes med den katalanske karakter ”el seny”, og at denne værdi i katalansk
nationaldiskurs forbindes med en ekskluderende nationalfølelse, som sætter et skarpt skel mellem
ophøjede, rationelle ”katalanske” og den sydspanske central-spanier. Da jeg bad klubmedlemmerne
på ”la casal” om at kommentere tilskuernes adfærd, svarede præsidenten for foreningen som sagt:
“El Barcelona” [klubben, FC Barcelona] er en oplevelse som kan sammenlignes med den på”El
Luceo”[Barcelonas opera-hus].” Ovenstående citat antyder, at ikke kun tilskuernes opførsel på
Camp Nou er sammenvævet med denne følelse af at gå til opera, men også andre tegn i klubben –
”spillerne” og ”spilfilosofien”. Et tredje tegn, som under kampen afbrød fornemmelsen af en opera,
var ”dommeren”.
7. 4 Dommerens betydning for FC Barcelona-fællesskabet
Under kampen mod Getafe var det tydeligt, at dommeren i FC Barcelona-tilhængernes diskurs i dag
har indtaget en selvstændig rolle som repræsentant for det centrale Spanien. Følgende citat fra
kassereren blandt klubmedlemmerne fra Casal del’Avi Barça understøtter dette: ”Her er dommerne
”spaniere”- flertallet er spaniere. Og de provokerer os meget, fordi vi er katalanere. Dette siger
jeg, fordi det er sandt. Befolkningen her er anderledes. Og vi kender to sprog. Nuvel, galicieren og
baskerne kender også to, men landet, som udgøres af Madrid og hele dets omegn, ønsker os ikke
retfærdighed ”. Af citatet ses, at dommeren sidestilles med den politisk baserede modsætning til
”katalaneren” nemlig ”Madrid og hele dets omegn”, dvs. central-Spanien, som ifølge dette udsagn –
ikke ønsker katalanerne retfærdighed. Denne retfærdighed er tæt knyttet netop den moderne
katalanske ophøjethed.
Under det frankistiske diktatur var dommeren som beskrevet ovenfor et symbol på Francos
undertrykkende Spanien. FC Barcelona vandt under hele diktaturet ganske få titler og ikke et eneste
mesterskab. Dommeren og diktaturet tilskrives en stor del af skylden for dette (Torres 2006: 171).
Men nu er Katalonien frigjort fra diktaturet og klubben nyder enorm succes. Således har klubben i
to sæsoner i træk snuppet mesterskabspokalen fra de central-spanske Real Madrid-spillere og
foråret 2010 blev klubben for første gang besejret på hjemmebane siden 2010
(el mundo deportivo 11.04.20109).
Dommerens tre udvisninger under kampen mod Getafe (se observationsbeskrivelse ovenfor)
vakte stor protest. Dommerens rolle som repræsentant for det centrale Spanien er dermed løsrevet
fra kampen mod Real Madrid. Dette ses af følgende citat fra de pensionerede klubmedlemmer:
“Når et hold fra Madrid spiller, jeg mener ikke kun Real Madrid, men også Getafe og Atlético
47
Madrid... med to fejl hos både FC Barcelona og Madrid [i kampen mod Getafe], efterfulgt af et rødt
kort til FC Barcelona og intet til Real Madrid... Dommerne er stadig partiske til fordel for Madrid.
Måske ikke i ligeså høj grad som tidligere, men stadigvæk...”
Utilfredshed mod dommerafgørelser er et velkendt fænomen blandt fodboldtilhængere over hele
verden. Min observation af kampen mod Getafe afslørede dog at hos FC Barcelona ses denne
utilfredshed selv, når holdet er foran med to mål med fem minutters resterende spilletid! Spillerne
har kæmpet med en mand i undertal og vundet, og alligevel råber de iskoldt ”horeunge” ad
dommeren.
Den retfærdighed, som dommeren, ifølge kassererens udsagn øverst i dette afsnit, ikke ønsker
katalanerne, er deres ret til national overlegenhed. Reaktionen mod dommeren er ikke alene er
udtryk for en modstand mod undertrykkelse, den er udtryk for en modstand mod central-spaniernes
misundelse både fra hold og dommer. Klubmedlemmerne forklarer dette: ”Vi har det problem, at
holdenes højeste ønske er at vinde over FC Barcelona… Når Barcelona vinder, når vi stiger og
stiger, siger dommerne: ”Ned! Fanden tag dem!””
Jeg kan her konkludere, at tegnet ”dommer” i tilhængernes diskurs svarer til tegnet ”central-
spanier i den katalanske diskurs. Jeg spørger klubmedlemmer fra ”el casal”, hvilke særlige værdier
fodbolden har i FC Barcelona. De svarer: ”Vi har en anden sportslig filosofi her i Katalonien.
Problemet er, at vi ikke får lov til at vinde, og rykke fremad” Citatet, viser at klubbens succes – i
tilhængernes diskurs- er forbundet til den særlige katalanske spilfilosofi.
7. 5 Analyse af spilfilosofien
Da ”la rauxa” brød løs på stadium i kampen mod Getafe var det ikke udelukkende et forsvar for
klubben mod central-Spaniens undertrykkelse. Den dybereliggende årsag til protesten var
afbrydelsen af det spektakulære, æstetiske spil. Dette ses af en tilskuers udbrud – ”der røg det
hele!”, med henvisning til den forestillingen, spillerne, med en mand ude, ikke længere kunne
opretholde. Jeg spørger de pensionerede klubmedlemmer, hvad de værdsætter i en kamp: ”Her
ønsker vi ikke blot at vinde – og særligt ikke hvis det er med held. Vi ønsker at vinde med stil.”
Den 30-årige Joan, som erklærer sig ”moderat FC Barcelona-tilhænger bekræfter denne
forkærlighed for ”det ophøjede” blandt ”kendere” af spillestilen: ””El aficionado” er seriøs.
Desuden er vi katalanere – i teorien - mere seriøse end det øvrige Spaniens befolkning. Så hvis
holdet spiller kedeligt, vil ingen komme til kampene… Det forventes af spillerne, at de besidder
bolden 60 % af spillet. Vi ønsker på denne måde at være ”næsten sikre” på at vinde.” Joan
48
beskriver her, hvordan spillestilen er forbundet til den katalanske seriøsitet – den høje
boldbesiddelse skyldes et behov for at være på den sikre side – det uventede, impulsive bifaldes
ikke. Sportsredaktør, Fransesc beskriver et lignende billede af den katalanske FC Barcelona-
tilhænger. Jeg spørger ham således, hvad der adskiller FC Barcelonas tilhængerkultur til forskel fra
Real Madrids tilhænger-kultur: ”Her er vi mere bekymrede. Vi tænker: ”Åh! Vi taber, hvad mon
ikke der sker os!””. Dette bekræfter Joans påstand om at ”kenderne” at spillet gerne vil være
”næsten sikre” på at vinde. Den omfattende boldbesiddelse under kampen er således en måde at
sikre sejren. Men hvad indebærer denne ”stil”, klubmedlemmerne beskriver?
En ekspert indenfor FC Barcelonas spillestil er klubbens fysiske træner, Fransisco Seirul-lo, som
giver et detaljeret billede af denne: ”Vi deler ikke spillerne op efter specifikke opgaver på banen.
Dvs. Spillerne opdeles ikke i forsvar, midtbane og angreb, derimod deltager alle i at bevare bolden
i vor besiddelse længst mulig tid. Alle har den opgave hurtigst muligt at genvinde bolden, når vi har
tabt den. Dette skaber en høj grad af hold-kohesion: Forsvarsspillere, angrebsspillere og
midtbanespillere har alle samme funktion, når vi er i besiddelse af bolden, og når vi ikke er.” Den
fysiske træner giver her et billede af et i høj grad kollektivt spil, hvori spillerne er sammenknyttede.
De hurtige afleveringer, jeg observerede under kampen passer til dette billede, idet ingen spillere
skiller sig ud. De har alle samme mål: boldbesiddelse. Den seriøse, fejlfrie spillestil, som tilhængere
og trænere forventer, rummer naturligvis kun lidt plads til kreativ ekvilibrisme, hvorfor spillet
endda kan blive ensformigt i sin fuldendthed. Således udtaler en af de pensionerede
klubmedlemmer fra el Casal del’Avi Barça: ”Altså nogle gange, keder man sig lidt.”
Jeg kan således konkludere at ikke kun tilskueradfærd men også spillestil er præget af en
katalanske ”seny” – det fornuftige, ophøjede og kølige. De lynhurtige førstegangsafleveringer,
hvormed spillerne opretholder boldbesiddelsen, stiller imidlertid enorme krav til den enkelte spiller.
7. 6 Spillerens betydning for FC Barcelona-fællesskabet
I dag er den overvejende del af FC Barcelonas spillere ”fra hjemegen” – de casa. De er således ikke
nødvendigvis fra Katalonien, men de er oplærte i den katalanske spillestil. Således beskriver de
pensionerede klubmedlemmer, hvordan den argentinske spiller, Messi, anses som en af ”deres”, idet
han kom til klubben som 13-årig. Jeg spørger de pensionerede klubmedlemmer, hvad de værdsætter
under kampene: ”Når størstedelen af spillerne er “de casa” nyder vi spillet endnu mere. Messi,
verdens bedste spiller, er oplært her. Han er argentiner, men han er oplært her.” Dette citat
antyder, at det at være ”de casa” ”fra ejet hus”, dvs. at være katalaner, indenfor fodbolden, er
49
forbundet til at mestre den katalanske spillestil – ”el jogo bonito”. Og netop de spillere, some er
udlærte på FC Barcelonas talentskole, La Masía, har denne spillestil i blodet. Klubmedlemmerne
forklarer, at ”siden Cruyff kom til klubben, har alle spillere fra FC Barcelonas talentskole og
ungdomsholdene spillet, som førsteholdet gør i dag. Og når spillerne rykker op til førsteholdet, er
de vandt til denne spillestil. Udenlandske spillere har derimod svært ved at indarbejde denne stil.”
Det at være anerkendt spiller i FC Barcelona er således forbundet til evnen til at opretholde den
overlegne spillestil. Selv argentinske spillere regnes som “de casa”, så længe de bidrager til at
opretholde denne overlegenhed. Men ikke alle spillere udefra formår dette.
Holdets fysiske træner, Fransisco Seirul-lo, forklarer her hvorfor ikke-katalanske spillere har
svært ved at indarbejde den katalanske spillestil. At have mange ikke-katalanske spillere
”indebærer en stor risiko. Hvis vi tilbyder en spiller fra Andalusien at spille her, tager det ham
mindst et år at opsamle hele vores boldfilosofi. Desuden er de udenlandske spillere allerede voksne,
når de kommer til klubben og oplærte i en anden spilforståelse. Vores spilforståelse – totalfodbold-
… skal læres fra barnsben. Og spillerne “de casa” har den. En træner som kender denne filosofi og
ser en spiller med talent har ikke noget imod at tage spilleren til sig i en helt ung alder, fordi han
ved, spilleren vil spille godt.” Jeg spørger Fransisco Seirul-lo, om denne spillestil er særlig
katalansk, og han svarer uden tøven: ”Det er klart!”
Idet udenlandske spillere oplæres fra barnsben i den katalanske spillestil, som ikke kun er
effektiv men også elegant udført, gør de sig dermed til en anerkendt del af holdet. Dette stemmer i
høj grad overens med den generelle katalanske forkærlighed for ”convivència” – evnen til at
integrere andre under det katalanske fællesskab. Men det er også endnu et eksempel på
værdsættelsen af katalansk ophøjethed indenfor klubben. Når en spiller mestrer den ”katalanske”
spillestil, får han således betegnelsen – ”de casa”, side om side med de katalanske spillere. Joan
forklarer denne sammenhæng mellem katalansk åbenhed og ophøjethed: ”Det spiller ingen rolle for
tilhængerne, om spillerne er fra Katalonien eller Spanien, men at de har tilbragt mange år her, at
de føler sig integrerede. Et forhold, som altid kommenteres af speakere under kampen, er antallet af
spillere, som er oplært på La Masía. Det er en stolthed for os.”
De katalansk oplærte spillere selv udtrykker også en kærlighed til klubben og Katalonien. Dette
ses, når en spiller som Pedro fra Tenerife eller Messi fra Argentina peger på våbenskjoldet med det
katalanske flag og Barcelonas kryds for at udtrykke: ”Jeg er taget til Barcelona, og jeg er lykkelig”,
(Fig. 1). Som nævnt i det teoretiske afsnit, et netop symboler som flag og national hymne
kendetegnende for en nationalistisk diskurs, som løfter det nationale fællesskab op over alle andre
50
nationer. Anderson (1991) beskriver, hvordan følelsen af et mystisk fælles tilhørsforhold til
nationen opleves igennem symboler som den nationale hymne: ”Oplevelsen af at andre, totalt
ukendte, synger samme sang på samme tidspunkt giver en følelse af samhørighed” (Anderson 1983:
145). FC Barcelona har – som en eksklusiv nation i nationen – egen hymne, ”el Cant Barça.”
Figur 1. ”Sådan bæres FC Barcelonas uniform”. Pedro fra La Masía scorer til 1-0 i el Clásico
mellem FC Barcelona og Real Madrid (el mundo deportivo 11.04.2010).
7. 7 Konklusion på FC Barcelona-fællesskabets diskurs
Jeg har analyseret de fem centrale tegn i fællesskabet af FC Barcelona-tilhængere: Fodboldkampen
mod Real Madrid, dommeren, tilskueren, spilleren og spillestilen, og sammenlignet dem med tegn,
karakteristiske for den katalanske nationaldiskurs – nemlig ”el seny - den sunde fornuft”, ”la rauxa -
begejstringen” og åbenheden overfor det fremmede. Jeg kan således besvare mit spørgsmål:
Hvorvidt FC Barcelona-fællesskabets diskurs er forenelig med en katalansk national diskurs?
Tilhængernes diskurs hviler på en bestemt fortolkning af katalansk nationalkarakter. Ifølge Elias
& Dunning (1986) er den europæiske nationalkarakter generelt præget af en splittelse mellem
selvkontrol og aggressivitet. Katalanernes forhold til tyrefægtning udtrykker netop denne splittelse
51
mellem katalansk ”seny” og ”rauxa”. FC Barcelona-fællesskabets diskurs er også præget af denne
splittelse.
Netop nationalkarakteren er et flydende tegn i katalansk nationaldiskurs, idet katalaneren i sin
adfærd til tider udviser den nordlige selvkontrol og til andre tider den sydspanske emotionalitet. ”El
seny” anses således som ærke-katalansk sund fornuft, mens ”la rauxa” udtrykkes i frigørelsen fra
denne undertrykkende fornuft. Også Indenfor FC Barcelona lader det imidlertid til, at ”la rauxa” er
blevet undertrykt. Udelukkelsen af de passionerede hooligans under den nuværende klubpræsident
kan ses som en intervention, som netop forsøger at undertrykke de passionerede, ”sydspanske”
adfærd blandt de katalanske fodboldtilhængere.
Jeg kan således konkludere, at både tilskuere, spillere og spilfilosofi i tilhængernes diskurs
knyttes til den ophøjede ”seny”. Særligt tilskueren beskrives som ”kedelig”, ”rolig” ”kritisk” og
”seriøs”, alt sammen træk som er ækvivalente til den katalanske ”seny”. Men forkærligheden til den
ophøjede spillestil er så stor, at når denne ikke længere kan opretholdes, forandres stadion til en
kedel af sydende vrede, ækvivalent til den katalanske ”begejstring”. Protesten mod dommeren har
dog en anden klang i dag end under Guruceta-skandalen i 1970. Dengang blev banen plettet af
stolesæder kastet i frustration. I dag er stadion plettet af viftende hvide tørklæder eller (i mangel på
samme) plastikposer og aviser. Målet for ophidselsen er i dag den fortabte mulighed for at kunne
nyde den elegante katalanske spillestil, baseret på total boldbesiddelse. Men positiv begejstring
findes dog også, når der scores. De pensionerede klubmedlemmerne forklarer: ”Vi bifalder kun, når
de scorer.” Således blev særligt den argentinske spiller Messi, hyldet som var han en ægte
katalaner.
De ikke-katalanske spillere, oplærte på klubbens talentskole, La Masía har mulighed for at vinde
katalanernes kærlighed og få betegnelsen ”de casa” – ”fra ejet hut”, idet de indarbejder den
elegante, katalanske spillestil. Klubholdets tolerance svarer til den katalanske værdsættelse af
”convivència” – sameksistens: Katalanerne har en unik evne i Spanien til at integrere fremmede. FC
Barcelona udtrykker til fulde denne katalanske værdi. FC Barcelona-fællesskabets diskurs er altså i
høj grad forenelig med katalansk nationaldiskurs. Den karakter, som fremhæves i tilhængernes,
mangler imidlertid det flydende element, som kendetegner den åbne katalanske nationalfølelse.
Således fremhæves kun den nordeuropæiske side af denne, mens den sydspanske ”begejstring”
søges undertrykt.
En nationalfølelse baseret på bevidstheden om en særlig, ophøjet national karakter, er som nævnt
stærkest udbredt blandt de politiske fortalere for katalansk selvstændighed. Denne nationalisme er
52
desuden kendetegnet ved ekskluderingen af det central-spanske, herunder ”andalusiske”
karaktertræk som ”emotionalitet og irrationalitet”. Denne eksklusion findes også til dels blandt
tilhængerne i form af deres afstandtagen fra de passionerede hooligans. Dog er åbne udtryk for
løsrivelsesønsker og katalansk overlegenhed fra central-Spanien fraværende på stadion og i de
interviewede tilhængeres diskurs. Kan det tænkes, at idet de ældre, borger og passionsløse tilskuere
dominerer Camp Nous tribuner, er udtryk for passioneret katalansk nationalisme i form af udråb for
selvstændighed ligeledes fraværende? For at undersøge dette har jeg overværet en kamp med FC
Barcelonas basketballhold mod græske Panatinaikos. Den ikke-voldelige hooligangruppe, ”Sang
Culés” (”Culés for livet”), som tidligere har været passionerede fodboldtilhængere, har netop
basketballkampen som hjemsted (el periódioco 05.02 2010). Jeg bringer her et uddrag fra min
observation af kampen (Bilag 7).
7. 8 Kampen mellem FC Barcelona Draes og Panatinaikos basketballhold, 10.02 2010
FC Barcelonas hymne gjalder, og trommer markerer rytmen som følges af fansenes klapsalver. Den
radikale fangruppe, “Rebels I blaugranes” (”de blå-røde rebeller”) har et tribune-afsnit reserveret i
hallens nord-ende, og de såkaldte ”cashuals” Sang culé (”culé-blodsbrødre”), et bredt afsnit på de
øverste sydlige rækker. Deres sang, trommer og horn dominerer blandt lydene fra publikum. Jeg
følges med Chuss, som er kameramand, og i ”buret”, hvorfra kampen filmes, har jeg perfekt udsyn
over hallen.
Publikumsbilledet er langt yngre end på Camp Nou, med mere ligelig kønsmæssig fordeling. I
pausen er der således shows og cheer leaders henvendt til dette yngre publikum. På langsiderne står
krigsretorik blandet med opråb for frigørelse af Katalonien: “Hiya una que vieu par tu, Corra sud”
(Løb mod syd, der er en, som bakker dig op), ”Que el palau sigue una sola veu” (Lad paladset, St.
Jordi, udgøre én stemme), ”Independencia” (Uafhængighed), ”Som l’exercit roig del Barça” (Vi er
FC Barcelonas røde hær),” per Barça, per Catalunya (”for Barça, for Katalonien”), ”Selecciones
catalanes ja! ”(et katalansk nationalhold, nu!), “Tornarem a sofrir, tornarem a vencer” (Vi lider
igen, vi vinder igen). Jeg spørger kameramanden, om det er tilladt med politiske slogans på
langsiderne. Han siger: ”politiske? nej, nej.” ”Og “Independencia””, spørger jeg og peger. Han
smiler: ”Katalonien er lidt anderledes,” erkender han.
Tudehorn og piften gennemtrænger stadion, når de græske spillere har bolden. Det første mål
scores, og der lyder en afdæmpet klapsalve efterfulgt af den maniske trommen og konstante gjalden
af slagsange, som fortsætter fuldstændig uændret under græske spilleres scoring.
53
Figur 2. Den larmende, kampklare stemning, af katalanere ofte benævnt med tillægsordet
”hooligan” (”hooligan-agtig”) har fået et fristed under FC Barcelonas basketball-kampe.
Kampånden på banen smelter sammen med kampånd for Kataloniens frihed. Opråb for katalansk
selvstændighed pryder langsiderne: ”Per Barça, per Catalunya” (personligt foto).
Denne observationsbeskrivelse bekræfter mistanken om, at de manglende nationalsymboler på
Camp Nou er knyttet til den stilfærdige, kølige tilhængerkultur, som præger det gennemsnitligt
midaldrende publikum. Således er publikum langt yngre og af mere blandet køn end på Camp Nou.
Samtidig gør de to hooligangrupper, Sang Culés og Rebels i Blaugranas en kæmpe forskel i
lydbilledet. De passionerede hooligans udviser ikke voldelig adfærd men den stedvise piften, jeg
oplevede under fodboldkampen, gennemtrænger her konstant hallen, når modstanderne har bolden,
eller når dommeren dømmer til fordel for Panatinaikos. Desuden besmykker deres enorme bannere
og flag tribunesidernes vægge. De har til fordel for fodboldtilskuerne klart nationalistiske udtryk.
Således er ønsket om ”uafhængighed” direkte knyttet til en følelse af ikke bare ophøjethed men
også en kontrast til det øvrige Spanien, som i disse tilhængeres diskurs, adskilles fra Katalonien.
Væggene i basketball-hallen prydes af udsagn, som understrejer en vilje til kamp: ”Løb mod syd,
der er en som holder øje med dig”, er ifølge min sidemand et krigsråb fra Nordspaniens
fortrængning af maurerne i 1200-tallet. ”Vi er FC Barcelonas røde hær” og ”Vi lider igen, vi vinder
54
igen” forstærker dette indtryk af kamplyst. Ifølge Elias & Dunning (1986) er netop kamplysten
kendetegnende for den primitive ”begejstring”, vi i det civiliserede nord-Europa lyster efter. Denne
følelse kan netop opnås under tilskuersporten, som i de dramatiske øjeblikke giver en følelse
svarende til den ægte, primitive kamp (Elias & Dunning 1986: 106). Under denne basketball-kamp
er begejstringen fuldstændig uhæmmet. Den sydspanske side af katalansk nationalkarakter, som
søges undertrykt under fodboldkampen er her total frigjort. Dette giver plads til udtryk for en
radikal nationalfølelse. Den katalanske selvkontrol, som hæmmer de civiliserede, ophøjede tilskuere
hæmmer således muligvis også deres udtryk for nationalfølelse. For at nå ind til de mere ”mørke”,
ekskluderende sider af tilhængernes diskurs, vil jeg tage udgangspunkt i en tilhænger, som åbent
udtrykker en modstilling mellem det overlegne Katalonien og det underlegne Spanien. Denne er
klubbens præsident mellem 2003 og 2010, Joan Laporta.
8. FC Barcelonas indflydelse på katalansk nationalfølelse
Jeg har netop konkluderet, at klubbens tilhængere benytter en nationalistisk diskurs, som i
katalanske sammenhænge er radikal. For at FC Barcelona-fællesskabet skal kunne ændre den
katalanske diskurs via en hegemonisk intervention, er det dog nødvendigt med en vis ”kraft”, som
kan undertrykke alternative fortællinger om Katalonien (Jørgensen & Phillips 1999: 56). En sådan
kraft, kan tidligere politiker og klubpræsident, Joan Laporta give.
Hypotesen for dette arbejde lyder, at FC Barcelona spiller en aktiv rolle for udviklingen af
katalansk nationalfølelse. FC Barcelonas klubpræsident mellem 2003 og 2010, Joan Laporta, ønsker
netop via sin post i denne klub at influere den nationale diskurs. Som repræsentant for en sportslig
organisation har Joan Laporta således udtrykt sit klare ønske om katalansk løsrivelse fra Spanien
(www.eldebat.cat 01.03 2010, Bilag 10). Desuden giver han udtryk for, at klubben allerede spiller
en selvstændig rolle i udviklingen af katalansk nationalfølelse. På klubbens hjemmeside udtaler han,
at FC Barcelona som klub promovorer ”el civismo y la catalanidad”
(www.fcbarcelona.cat 26.05 2010, Bilag 11), dvs. ”god borgerskik” og ”katalanskhed”. Joan
Laporta giver udtryk for en national diskurs, som er præget af personlige holdninger. Man kan
derfor ikke forvente, at hans position er accepteret blandt hverken klubbens politiske bestyrelse eller
den katalanske politiske elite. Jeg ønsker derfor først at vurdere, hvordan Joan Laporta som
sportslig repræsentant søger at tilkæmpe sig en ret til at udtale sig om nationalpolitiske forhold –
dels indenfor FC Barcelonas bestyrelse – dels blandt den katalanske lokalregerings politikere.
Dernæst vurderer jeg, hvorvidt Joan Laportas udtalelser er forenelige med katalansk
55
nationaldiskurs, og hvilke elementer i FC Barcelona-fællesskabets diskurs, som understøtter denne
ændring.
8. 1 Fodbold og nationalpolitik – en uønsket blanding?
Den 26. maj 2010 indgår klubpræsident, Joan Laporta, ifølge klubbens hjemmeside, et samarbejde
med det katalanske fodboldforbund. Aftalen indebærer, at klubben giver 750.000 Euro om året til at
forbedre ungdomsfodbold – ”futbol base” – og sikrer klubbens politik med at rekruttere de bedste
spillere i Katalonien
(www.fcbarcelona.cat 26.05.2010; www.fcbarcelona.cat 18.05.2008, Bilag 12).
På FC Barcelonas officielle hjemmeside er et video- interview med Laporta udlagt på
hjemmesiden. Ifølge et referat af interviewet på hjemmesiden, udtaler han: ”Nosotros somos un
club que promueve el civismo y la deportividad y que somos ”mas que un club”… Humildemente
creemos que somos el club mas potente de Catalunya.” Oversat til dansk, udtaler han: ”Vi er en
klub, som promoverer god borgerskik og sportsånd – og vi er ”mere end en klub”… I vores egen
ydmyge mening er vi Kataloniens mest potente klub.” (www.fcbarcelona.cat 26.05 2010).
Udtalelsen kan ses i forlængelse af klubbens øgede fokus på sociale værdier. Således spiller
førsteholdet med en uniform påskrevet ”UNICEF”, og på Camp Nou stadion mødes den besøgende
af et enormt skilt med spillerne og skriften: ”Vores hidtil største modstander er børns fattigdom”.
Klubbens status som ”mest potente” og ”mere end en klub” kan ses i tråd med klubbens mere end
rent sportsmæssige men også sociale og velgørende styrke.
Lytter man til interviewet, som er foretaget på katalansk men med synkron spansk oversættelse,
er ordlyden en anelse anderledes end i referatet. Således er den korrekte gengivelse fra katalansk:
”Somos un club que promueve el civismo y la catalanidad”. Oversættelsen lyder nu: ”Vi er en klub,
som promoverer god borgerskik og katalanskhed.” Hvor referatet skrev ”god sportsånd”, burde der
have stået ”katalanskhed”. Dette er en afgørende forskel, idet ”katalanskhed” indebærer en bestemt
måde at forestille sig og beskrive det katalanske fællesskab. I mit teoretiske afsnit har jeg netop
beskrevet, at ”måder at forestille sig og beskrive nationale fællesskaber” betegnes nationale
diskurser. Joan Laporta forener således FC Barcelona med en nationaldiskurs. Ifølge Joan Laporta
bør han som medlem af et sportsligt fællesskab deltage i en nationalpolitisk diskurs. Joan Laportas
udtalelser kan således ses som en del af kampen om den nationale diskurs’ fordeling: Hvem har
mulighed for at udtale sig om Kataloniens fremtid?
56
Sammenblanding af sportslige og nationalpolitiske forhold er siden 1970’erne og frem til i dag
blevet styrket af politikere udenfor klubben. Den forhenværende regeringsleder, Jordi Puyol
tilhørte den katalanske frihedsbevægelse i 1950’erne og ønskede, at ”Barça” skulle være et
nøglepunkt for katalansk nationalfølelse. Han udformede et dokument ”Kataloniens sport” i 1967
med det formål at overtale FC Barcelonas præsident om at øge den katalanske ”sensibilisación” –
”bevidsthed” igennem klubben som ”repræsentant for Barcelona og Katalonien” (Torres 2006: 60).
Ønsket om at klubben skulle spille en rolle for katalansk nationalfølelse har således længe
eksisteret. Sammenkædningen af FC Barcelona og nationalpolitik har dog traditionelt været et
anliggende for politikere, mens repræsentanter fra FC Barcelona altid har undgået en officiel
indblanding i politik (Duke & Crolley 1996: Kapitel 3).
Siden 1997 er FC Barcelonas kampe blevet besøgt af katalanske regeringsledere, og erobringen
af det spanske mesterskab bliver traditionelt fejret fra balkonen på den katalanske regeringsbygning
(Callicó 262, 263). Den nuværende regeringsleder anerkender også denne forbindelse. I en
jubilæumsudgave af FC Barcelonas blad for klubmedlemmer ”Barça” udtaler han: ”Pep Guardiola
[den nuværende træner] har formået at skabe et hold med katalansk karakter… med den betydning
han giver spillere fra hjemlandet” (Barça august 2009, Bilag 13). Joan Laportas udtalelse om, at FC
Barcelona promoverer ”katalanskhed” er dermed i forlængelse af en lang politisk tradition med at
omtale klubben som katalansk nationalinstitution. Idet Joan Laporta som sportsrepræsentant aktivt
søger at indgå i dialogen om katalansk nationalfølelse, bliver han imidlertid mødt af hård modstand,
både fra politisk og sportsmæssig side.
Joan Laporta har i funktion af sportsleder givet udtryk for sine nationalpolitiske holdninger. Den
spanske avis El País bringer 4/5 2010 en reportage af en konference i Forum Europa, Barcelona om
Kataloniens fremtid, hvori Joan Laporta deltager. Katalonien har i 2003 søgt det spanske tribunal
”el tribunal constitucional” om at blive anerkendt som ”nation” med ret til egen konstitution fremfor
”nationalitet” (Valdeon, Perez & Julia 2006). Klubpræsidenten erklærer sin uforbeholdne støtte til
denne ret. (www.elpaís.es 04.05.2010, Bilag 14). Denne brug af en nationalpolitisk diskurs af en
sportsrepræsentant har mødt kraftig modstand fra politisk side. En reportage fra en konference i
Forum Europa (www.elpais.es 04.05 2010) refererer dette. Joan Laporta udtaler, ifølge El País, at
politikernes reaktion af været ”unánime” – ”enstemmig”, idet de alle har anmodet ham om ikke at
blande FC Barcelona og politik. Han fortsætter: "Su reacción ha sido agresiva e intentando limitar
mi libertad de expresión… Parece que están más interesados en defender los intereses de partido
que los de pais. Como si la política fuera el coto de su casa”. Oversat udtaler han: ”Deres
57
[politikernes] reaktion har været aggressiv og et forsøg på at begrænse min ytringsfrihed… Det
forekommer mig, at de er mere interesserede i at forsvare partiets interesser end landets. Man
skulle tro, at ”politik” var deres personlige ejendom (www.elpais.es 04.05 2010).” Med andre ord,
giver Joan Laporta her udtryk for, at kampen om fordelingen af den nationale diskurs, vindes af
politikerne: Joan Laporta er selv ikke magtfuld nok til at opnå direkte indflydelse på denne. Dette
skyldes at han som sportsrepræsentant er afslået fra at sammenblande sport og politik, et
privielgium forbeholdt politikerne. Joan Laporta møder imidlertid heller ikke støtte til sine åbent
nationalpolitiske udtalelser blandt FC Barcelonas bestyrelse.
Den historiske aftale indgået mellem det katalanske fodboldforbund og FC Barcelona i marts
2010 er ifølge Joan Laporta i overensstemmelse med klubbens betydning for ”god borgerskik og
katalanskhed”. At ”katalanskhed” er blevet fejloversat til ” god sportsånd” kan være udtryk for, at
denne sandhed ikke er officielt anerkendt i klubben.
Jeg har gennemført et kort interview med en leder på La Masía, talent- og kostskolen for
førsteholdets spillere. Interviewets formål var at afdække, hvorvidt FC Barcelona i dag ikke kun er
en sportslig men også en politisk institution. Interviewet gengives her.
Jeg spørger: ”FC Barcelona kaldes "mas que un club”, men hvad indebærer dette slogan i
dag?” Lederen svarer: ”Mas que un club” henviser til klubbens rolle under diktaturet, da Nou
Camp var eneste sted, det var tilladt at udtrykke katalansk kultur og nationalitet… I dag er ”mas
que un club” ikke mere end et mærke.”Han trækker på skuldrene: ”Børn i Kina køber t-shirtsene
med spillernes navne uden at vide, hvad ”mas que un club” betyder,” forsikrer sekretæren.”Men da
jeg var på stadion, var stemningen en helt anden end den, man ser andre steder,” indvender jeg.
”Det virkede ikke som om fansene anså klubben som ”kun” en klub.” ”Jo, ja… Af og til kommer
befolkningen til at forveksle sport og politik…”, forklarer lederen.
Lederen af la Masía anser her enhver sammenblanding mellem sport og politik indenfor FC
Barcelona som en misforståelse. Mottoet ”mere end en klub” er ifølge ham blot ”et mærke”. Joan
Laportas udtalelser om, at ”FC Barcelona promoverer katalanskhed”, og at klubben er ”mere end
en klub” er således ikke understøttet officielt af klubben. Klubben udgør dermed endnu en bremse
for Joan Laportas direkte indflydelse på katalansk nationaldiskurs.
Jeg har ønsket at vurdere Joan Laportas muligheder for direkte at influere den katalanske
nationaldiskurs. Jeg kan konkludere, at kombination af sport og national diskurs er en anerkendt
praksis blandt katalanske politikere. Klubbens status som katalansk nationalinstitution er således
støttet af katalanske regeringsledere frem til i dag. Idet Joan Laporta i funktion af sportsleder
58
benytter en national diskurs indenfor det politiske fællesskab, møder dette modstand blandt
politikerne. Joan Laportas kamp om at få indflydelse på den nationale diskurs, bliver dermed til en
kamp om fordelingen af denne. Kun medlemmer af det politiske fællesskab må udtale sig officielt
om nationalpolitiske forhold. Af denne grund er de frit stillede til at sammenblande en national og
sportslig diskurs. Joan Laporta er derimod – som medlem af et sportsfællesskab – afskåret fra at
foretage denne sammenblanding. Dels i form af modstand fra politikere, dels på grund af klubbens
traditionelle modstand mod indblanding i politik. Idet Joan Laporta afskæres fra direkte indflydelse
på katalansk nationalfølelse, er en mulighed at han søger at tilkæmpe sig denne. Dette kan ske af to
veje: Igennem kraftfulde udtalelser, som forsøger at undertrykke eksisterende diskursive elementer,
eller igennem kraftfulde handlinger, som understøtter en allerede eksisterende forandring. Først
vurderer jeg Joan Laportas udtalelser, og hvorvidt de er forenelige med katalansk nationaldiskurs.
8. 2 Joan Laportas brug af en nationalistisk diskurs
Klubpræsident, Joan Laportas udtalelse om, at FC Barcelona promoverer katalanskhed er et neutralt
udtryk for, at klubben har indflydelse på katalansk nationalfølelse. ”Katalanskhed” er et åbent tegn,
dvs. det er op til modtageren at fortolke hvad denne nationalfølelse indebærer. Havde han brugt
ordet ”katalanisme” vil udtalelsen straks rumme andre konnotationer. ”Katalanisme” er en
fastgørelse af tegnet katalansk nationalfølelse, idet ordet henviser til ubetinget kærlighed til
Katalonien – altså katalansk nationalisme (Fox 1997). At udtalelsen ikke oversættes korrekt på
hjemmesiden kan dog skyldes at ”katalansked” for Joan Laporta i virkeligheden rummer en bestemt
betydning, som ikke er neutral men derimod stærkt politisk ladet. For naturligvis er ”katalanskhed”
ikke et åbent tegn for Joan Laporta. Han bygger sine udtalelser på en helt bestemt national diskurs,
som han ikke tøver med at forklare indholdet af.
Sideløbende med sit virke som klubpræsident har Joan Laporta oprettet egen hjemmeside, et
forum for debat om Kataloniens fremtid (www.eldebat.cat 01.03 2010). Hjemmesiden på katalansk
skal fungere som platform for Laportas fremtid som politiker. Han udtaler således denne
velkomsthilsen på siden: ”Ara és moment de servir al país… continuaré dedicant els millors anys
de la meva vida al país que m'estimo. Ha arribat el moment de servir tots junts a Catalunya.”
Oversat til dansk udtaler han: ”Øjeblikket er nu kommet til at tjene landet… jeg vil fortsætte med at
dedikere de bedste år af mit liv til det land, jeg elsker. Øjeblikket er kommet, hvor vi alle skal tjene
Katalonien sammen.” Laporta uddyber, hvad han forstår ved dette fælles mål – Katalonien:
”Aquest espai virtual substituirà el contacte personal amb tots i cadascun dels que coincidim que
59
Catalunya necessita assolir la seva plenitud nacional el més aviat possible... En la construcció d'un
Estat propi que només amb la decisió i fermesa de tots els que ens estimem, aquest país podrem fer
possible.” ”Dette forum erstatter den personlige kontakt mellem alle os, som er forenede i ønsket,
at Katalonien behøver opnå sin nationale fuldbyrdelse snarest muligt… I konstruktionen af en
selvstændig stat, som overlader sin skæbne til kun dem, som elsker det, kan dette land blive en
virkelighed.”
I mit teoretiske afsnit beskriver jeg en nationalistisk diskurs. Nationalisme ophøjer nationen til et
unikt og overlegent fællesskab i forhold til andre nationer. ”Loyalitet til nationen [i nationalistisk
diskurs] overskrider enhver alliance, interesse og værdi” (Hargreaves 2000: 5). Laporta opstiller
lignende fællesskab omkring Katalonien. Dette fællesskab besidder helt klare værdier:
Fædrelandskærlighed – ”Øjeblikket er nu kommet til at tjene landet”. Laporta giver dermed udtryk
for en national diskurs med nationalistiske overtoner. Han beskriver således det nationale
fællesskab som det øverste mål for de katalanske borgere – det bliver altoverskyggende. Joan
Laporta antyder desuden, at Katalonien besidder en bestemt overlegenhed, idet han personificerer
nationen: ”Katalonien behøver sin nationale fuldbyrdelse”. Hvis Joan Laportas udtalelse, ”FC
Barcelona promoverer katalanskhed” skal ses i forlængelse af denne nationalistiske diskurs, kan
man oversætte citatet til: ”FC Barcelona styrker kampen for den katalanske nation.”
Som beskrevet i afsnittet ”karakteristik af det katalanske nationale fællesskab” er katalanerne
forenede i ønsket om at bevare det katalanske sprog. Ønsket om selvstændighed er derimod ikke
rodfæstet i den nationale diskurs (Hargreaves 2000). Joan Laporta søger en enighed angående
Kataloniens fremtid og via sin højtstående position forsøger han at gøre denne enighed objektiv.
Dette ses igennem udtalelser som ”Katalonien behøver opnå sin nationale fuldbyrdelse snarest
muligt” (www.eldebat.cat 01.03 2010). En sådan måde at organisere enighed omkring et fællesskab
kaldes, som beskrevet i teori-afsnittet ”en hegemonisk intervention”. En hegemonisk intervention
kræver som nævnt en kraft, som kan undertrykke de alternative fortolkninger af den nationale
diskurs (Jørgensen & Philips 1999: 56). Mod slutningen af sit embede som funktion af sportsleder,
bliver det efterhånden klart, at Joan Laportas ønske om et frit Katalonien ikke er i
overensstemmelse med den daglige katalanske nationaldiskurs. Ifølge El Pais 04.05.2010 udtaler
Joan Laporta et ønske om at mobilisere en revolution, dvs. en samfundsomvæltning "la gente… que
necesita hacer su revolución, que es la nuestra", altså ”de folk, som søger en revolution, vores
revolution” (www.elpaís.es 04.05 2010). Denne revolution er nødvendig, ifølge klubpræsidenten,
som forklarer: ”Catalunya se está muriendo. La están matando los que son contrarios a que tenga
60
un Estado propio, los que quieren mantener un estatus, los grupos de presión y los que tienen unos
intereses determinados. La está matando el conformismo de los propios catalanes
(www.elperiodico.com 21.05 2010, Bilag 15).”Dette skal oversættes til: ”Katalonien er ved at dø.
Dem, som er imod en selvstændig stat, dem, som ønsker at bevare status quo, dem, som ønsker
undertrykkelse og har bestemte interesser, dræber hende. Katalanernes konformitet dræber hende.”
Laporta giver her udtryk fra frustration over den modstand, hans initiativer medfører. Denne
modstand stammer fra Kataloniens egen befolkning, hvis ”konformitet”, ifølge Laporta,
besværliggør hans projekt. Jeg kan nu besvare mit spørgsmål: Hvorvidt er Joan Laportas udtalelser
forenelige med katalansk nationaldiskurs?
Joan Laporta fremstiller en national diskurs baseret på ønsket om total frigørelse fra Spanien for
at tjene Kataloniens skæbne. Denne diskurs er nationalistisk, idet den kræver en loyalitet til
nationen, som overskrider enhver alliance, interesse og værdi. Den katalanske nationalfølelse
bygger imidlertid på et inkluderendet fællesskab – at være ”katalaner” kræver blot en tilknytning til
sproget, katalansk. Den katalanske nationaldiskurs gør det således acceptabelt at føle sig som både
”spanier” og ”katalaner”. Er dette også tilfældet for den diskurs, Laporta søger indført?
I mit teoretiske afsnit beskriver jeg, at nationalistisk diskurs ofte bygger på et ekskluderende
fællesskab i form af fremhævelse af de særlige værdier, som gør nationen unik og overlegen:
”Nationalisme bygger på det krav, at en nationen har en bestemt og unik karakter blandt en verden
af nationer… mennesker må identificere sig med denne karakter, hvis de vil forblive frie og
lykkelige” (Hargreaves 2000: 5). Dette indebærer således en eksklusion af dem, som ikke deler
dette mål (Jørgensen & Phillips 1999: 171).
Joan Laporta mener, at nationens fuldbyrdelse kun kan opnås ”i konstruktionen af en selvstændig
stat i hænderne på dem, som elsker landet (www.eldebat.cat)”. Kampen for en selvstændig stat
sættes altså i relation til fædrelandskærligheden og den manglende fuldbyrdelse af nationens enhed
skyldes, at nationen er styret af folk, som hverken elsker det eller ønsker det selvstændighed.
Laporta antyder, at Kataloniens skæbne alt for længe har ligget i hænderne på folk, som ikke
elskede det, altså spanierne. Og han sætter alle dem, som ikke ønsker selvstændighed for Katalonien
i bås med disse. Hvis man ikke deler opfattelsen (diskursen) at katalonien bør være selvstændig, er
man altså, ifølge Laporta, ikke rigtig katalaner, men (antyder han) spanier-venlig. Laportas
nationalistiske diskurs udelukker dermed en bestemt gruppe af (spanier-venlige) katalanere, som
ikke kæmper for dets selvstændighed. Laporta benytter sig altså af en nationalistisk diskurs – en
forestilling og fortælling om et ekskluderende fællesskab mellem dem, som ønsker Kataloniens
61
selvstændighed. En gennemførelse af Laportas initiativer vil altså medføre en ændring i katalansk
nationaldiskurs – fra et inkluderende multikulturelt fællesskab til et ekskluderende, unikt
fællesskab, adskilt fra Spanien. Laporta ved, at hans initiativer er transformative, idet han ønsker
støtte fra ”de folk, som søger en revolution, vores revolution” (www.elpais.es 04.05 2010). Idet
Laporta ikke er politiker men sportsleder, uden direkte politisk indflydelse, mangler han dogden
kraft, som skal til for at udbrede sin nationalistiske diskurs. Laporta møder således modstand i sit
forsøg på en hegemonisk intervention.
Jeg kan konkludere, at Joan Laportas udtalelser er uforenelige med katalansk nationaldiskurs,
idet de sætter et skarpt skel mellem det katalanske og central-spanske, som ikke alene baseres på
den sproglige forskel men også den katalanske overlegenhed. Via udtryk for en nationalistisk
diskurs, forsøger Laportas således at skabe et skel imellem de katalanere, som støtter ham, og de
som ikke gør. Dermed er hans udtalelser et forsøg på en hegemonisk intervention, som skal ændre
den eksisterende, inkluderende katalanske nationaldiskurs, baseret på tolerance og åbenhed. Joan
Laporta giver udtryk for frustration, idet han mødes af modstand fra ”Kataloniens egne borgere”,
som grundet deres ”konformitet” ikke ønsker nationen det bedste. Dette tyder på, at en yderligere
brug af nationalistisk diskurs ikke er frugtbar for klubpræsidenten, hvis han skal influere katalansk
nationadiskurs. Han kan imidlertid influere denne indirekte ved at påvirke en allerede eksisterende
proces.
Joan Laportas har netop givet udtryk for klubbens aktive rolle som fremmer af ”katalanskhed”,
idet klubben er ”mere end en klub”. Jeg har allerede beskrevet, hvordan Laportas forvisning af
voldelige hooligan-fraktioner kan ses som et brud med den sydspanske side af den katalanske
foranderlige nationalkarakter, nemlig ”la rauxa”. Jeg diskuterer her, hvilke elementer i FC
Barcelona-fællesskabets diskurs, som understøtter Laportas udsagn. Det viser sig, at det særlige
medlemskort til klubbens kampe forstærker den katalanske følelse af overlegenhed, Laporta agiterer
for.
8. 3 FC Barcelona som katalansk fælleseje
Som klubpræsident ønsker Joan Laporta at have direkte indflydelse på katalansk national diskurs.
Denne praktik har mødt massiv modstand fra politisk side og er tilmed uforenelig med klubbens
politik. Men Joan Laporta kan påvirke katalansk nationalfølelse på en anden måde, nemlig ved at
styrke den forbindelse, som allerede eksisterer mellem FC Barcelona og Katalonien.
62
Det lykkedes for Laportas, en måned inden præsidentskifte, at skabe et samarbejde mellem FC
Barcelona og samtlige katalanske boldklubber. Samarbejdet er i høj grad til FC Barcelonas fordel.
Ved at styrke katalansk fodbold, sikrer Joan Laporta nemlig at klubben viderefører sin spillerpolitik:
FC Barcelona skal have de bedste spillere i Katalonien (www.fc barcelona.cat 18.06.2008). Dermed
er det i overensstemmelse med virkeligheden, når Joan Laporta udtaler, at FC Barcelona er
”Kataloniens mest potente klub” (www.fcbarcelona.cat 27.05.2010). I kraft af denne rolle har
klubben en særlig status som nationalt samlingspunkt for katalanerne. Dette ses bl.a. ved det
allerede nævnte forhold, at det katalanske flag figurerer på spilleruniformernes våbenskjold samt
anførerens armbind. FC Barcelona har endda som en slags nation i nationen egen hymne, ”Cant
Barça”. Jeg blev første gang præsenteret for denne hymne under min observation af kampen FC
Barcelona – Getafe.
”Cant Barça” indledes af tre linier:”tant se val d'on venim, (ligegyldig hvor vi kommer fra) si del
sud o del nord, (om vi er fra syd eller nord,) ara estem d'acord, estem d'acord (er vi alle forenede,
alle forenede)”. Hymnen beskriver således en åbenhed, som angår tilhængere af FC Barcelonas
fællesskab: ”Om vi er fra syd eller nord, er vi alle forenede.” Hvorend man kommer fra, ifølge
denne hymne, kan man være en del af fællesskabet af FC Barcelona-tilhængere. Dette passer dog
dårligt til den nævnte spillerpolitik: Tilskuere og trænere foretrækker spillere, oplærte i den
katalanske, ophøjede spillestil. Åbenheden overfor det ikke-katalanske klubbens hymne er således i
modstrid med forkærligheden for det særligt katalanske i tilhængernes diskurs.
For at få et bedre billede af sangens indhold spørger jeg derfor klubmedlemmerne: ”Kan I
forklare mig betydningen af denne linie fra Cant Barça: ”si del sud o del nord, ara estem
d’acord, estem d’acord””? Alle klubmedlemmer svarer enigt. ”Om folk kommer fra nord, fra syd,
fra vest eller fra øst… er der en sag, som forener os, som var vi brødre, og det er ”el Barça”.
FC Barcelona har flere millioner tilhængere, som ikke er fra Katalonien
(SPORT & MARKT 2008). Jeg antager, de katalanske tilhængeres forkærlighed for nationale
spillere er udtryk for et intimt forhold mellem FC Barcelona og Katalonien. Dette intime forhold
kan bedst af alt udtrykkes ved sloganet ”mere end en klub” – det historisk tætte forhold mellem FC
Barcelona og Katalonien. Jeg spørger derfor: ”Den overvejende del af FC Barcelonas tilhængere –
verden over – er unge, som ikke kender Kataloniens historie. Er FC Barcelona også ”mere end
en klub” for dem? Klubmedlemmerne svarer uden tøven: ”Udenfor Katalonien, udenfor Spanien,
forstår man ikke det politiske forhold… Når udenlandske tilhængere siger, at klubben er ”mere end
en klub” er det blot et slogan. Men de kender ikke oprindelsen til denne betegnelse. For de kender
63
ikke Kataloniens problem.” Dette citat viser, at der er i FC Barcelona-fællesskabet skelnes mellem
katalanske og ikke-katalanske tilhængere. Dette udsagn modsiger således FC Barcelonas hymne:
”Ligegyldigt hvor vi er fra… er vi alle forenede.” De øvrige tilhængere, jeg har interviewet,
bekræfter denne følelse.
Jeg spørger således Juan – moderat FC Barcelona-tilhænger, hvorvidt der er forskel på
udenlandske og katalanske tilhængere. Han forklarer: ”Der er ingen forskel mellem klubmedlemmer
fra Katalonien og udenlandske klubmedlemmer. Men der er forskel på klubmedlemmer med og uden
siddeplads. Det er meget svært at opnå et medlemskort, som giver abonnement til en sideplads på
Camp Nou. Du er nødt til at melde dig ind i klubben, opskrive dig på ventelisten til en siddeplads og
måske, i løbet af 10 år får du den.” Det særlige medlemskort til et sæde på Camp Nou er en
dyrebar besiddelse blandt katalanere (Vorm & Tønder 2009: 97). På grund af den lange ventetid til
at opnå et abonnement på sideplads, giver mange bedsteforældre og forældre deres børn og
børnebørn et sådant kort i dåbsgave. Albert, som har et sådant abonnement forklarer denne
forbindelse. Jeg spørger ham om det er muligt at modtage et abonnement på siddeplads som
udlænding, hvortil han svarer: ”Der er en meget lang venteliste…Kærligheden til FC Barcelona er
noget, vi katalanere bærer i os fra vi fødes. Det ligger i vores blod. Jeg tog til stadion siden jeg var
en lille splint. Jeg tog derhen med mine to bedstefædre og min far… gratis indtil otte-årsalderen.
Derefter arvede jeg sociokort med abonnement på siddeplads af min onkel. For et par år siden fik
jeg overført kortet i mit navn… Der er en lang tradition for, at FC Barcelonas socios låner deres
kort til andre familiemedlemmer. Hvis en ældre person ophører med at tage til kampen, så
overdrager han kortet til et barn eller barnebarn. Dette sker ofte i forbindelse med dåben – som en
symbolsk handling. Når man overdrager kortet til næste generationsled, er det fordi, man ønsker, at
ens børn og børnebørn er ”culés” som dig.” De gamle klubmedlemmer i Casal del’Aví Barça
forklarer, hvorfor de netop har foræret et kort med siddeplads til deres børn og børnebørn: ”Der er
60.000 socios med fast siddeplads. Og stadiums kapacitet er på 96.000. Den som bliver socio og
ikke har abonnement på sæde, får meget svært ved at finde en siddeplads. Derfor, hvis jeg som
bedstefar, overdrager mit kort til mit barnebarn, kan han komme gratis ind.” En af de pensionerede
klubmedlemmer afslører dog en dybereliggende årsag til at videreføre kortet: ”Så de ikke ender med
at holde med Real Madrid”. Idet klubmedlemmerne indfører en distinktion mellem ikke-katalanske
og katalanske tilhængere uderstrejer ikke bare den katalanske ophøjethed, i den elegante spillestil
og rolige tilskueradfærd, men også katalansk overlegenhed overfor øvrige nationer. En sådan
overlegenhed karakteriserer Joan Laportas nationalisme.
64
Følelsen af total loyalitet overfor nationen, som kendetegner nationalistisk diskurs, beskrives
ovenfor af klubmedlemmerne. Abonnementet til en siddeplads gør at denne loyalitetsfølelse antager
en fysisk dimension. Idet kortet gives som en symbolsk gave, sikres (som Albert og det
pensionerede klubmedlem forklarer det) ”at ens børn og børnebørn føler sig som ”culés” ligesom
dig” og, at ”de ikke ender med at holde med Real Madrid ”, FC Barcelonas central-spanske
modsætning. Nationalismen blandt klubmedlemmer og klubpræsidenten står i skarp kontrast til
katalansk, inkluderende nationaldiskurs. Således er det som katalaner muligt at føle sig både spanier
og katalaner, dvs. føle en dobbelt nationalitet. En sådan dobbelt nationalitet er ifølge ovenstående
udsagn blandt klubmedlemmer en umulighed. De sætter et tydeligt skel mellem ikke-katalanere og
katalanere: Kun katalanere har et blodsbånd til deres klub, FC Barcelona.
Jeg kan dermed konkludere, at Joan Laporta og FC Barcelona i fællesskab kan spille en rolle i
uviklingen af katalansk nationaldiskurs. Brugen af rent katalansk oplærte spillere er et eksempel
på en sådan ændring i den nationale diskurs, som accepteres blandt menige katalanere. Klubbens
rolle som ”den mest potente klub” i Katalonien og et form for nationalt samlingspunkt, er et
andet. Denne rolle sås allermest tydeligt i 1981 i slutningen af Spaniens overgang til demokrati
efter Franco.
I 1981 bliver det spanske parlament holdt som gidsel af en oprørsk general og 200
civilgardister. De ønsker en tilbagevenden til tilstandene under Francos diktatur, 6 år tidligere.
Kuppet afværges ved kongens indgriben, men fra denne dag sættes det demokratiske arbejde i
bero. Dette gælder bl.a. arbejdet med uddelegeringen af magten til de nye selvstyrende
regioner, herunder Katalonien, og et manifest underskrives af 2.300 spanske
kulturpersonligheder bosat i Katalonien. De erklærer, at det spanske sprog er i fare for at uddø
grundet sidestillingen af katalansk med spansk i regionen. Manifestet mødes af massiv folkelig
modstand i Katalonien: Camp Nou Stadium, FC Barcelonas arena for førsteholdets
fodboldkampe, bliver fyldt af 1.300 katalanske organisationer 24. juni, 1981. Dette som
kulmination på kampagnen, ”Nødråb” (”La Crida”), i forsvar for katalansk sprog, kultur og
nationalitet (Berdun 2004: 179). Denne episode afslører en intim forbindelse mellem FC
Barcelona og den katalanske befolknings trang til selvstændighed og udtryk for nationalt
særpræg. Via det stadigt voksende tal af katalanske klubmedlemmer kan FC Barcelona spille en
aktiv rolle i styrkelsen af dette nationale særpræg, baseret på ”el seny”, blodsbåndet til klubben,
og modstanden mod central-Spanien. Klubbens rolle i kampen om den katalanske fortælling er i
dag imidlertid truet af en anden fortælling: den globale.
65
Fodbolden kan i dag udtrykke selvstændige – globale - værdier løsrevet fra den nationale ramme.
VM i 2002 i Sydkorea og Japan var første eksempel på dette. Således var japanske
fodboldtilhængere under VM i 2002 genstand for stor opmærksomhed, da de iklædte sig Tysklands,
Brasiliens og Spaniens farver og symboler (Manzenreiter & Horne 2007: 574). Men også VM i
2010 understrejede, hvordan det nationale fællesskab i bogstaveligste forstand i dag er blevet
grænseløst.
Sideløbende med FC Barcelonas voksende betydning som samlingspunkt for den katalanske
nationalfølelse, er klubben via sine resultater og smukke spillestil blevet en global fodboldklub.
Dette indebærer en mulighed for, at FC Barcelona på længere sigt bevæger sig væk fra den
nuværende rolle som en katalysator for katalansk nationalfølelse. VM sejren i juli 2010 til en spansk
landsholdstrup med hele 8 katalanske spillere var måske første skridt i en forbrødring mellem
katalanske og central-spanske spillere. VM sejren betød samtidig at den katalanske spillestil, som
prægede landsholdets midtbane (Politiken 16.06.2010) havde vundet ikke kun over de spanske
fodboldhjerter, men over alle eksisterende foldboldskoler. Nedenstående billede (Figur3) viser en
katalansk oplært FC Barcelona-spiller, Pedro, til højre iklædt FC Barcelonas uniform med de
katalanske nationalsymboler. Til venstre er han imidlertid iklædt en helt anden nations farver –
nemlig Spaniens. Det er første år han bliver udtaget til det spanske landshold, og han peger således
stolt på den spanske nations våbenskjold. Selvom klubtilhængerne adskiller det katalanske og det
spanske, gør spillerne det åbenbart ikke.
66
Figur 3. ”Pedro iklæder sig rødt” (t.v.). Mange FC Barcelona-spillere deltager på det spanske
landshold, og den katalanske spillestil er den, som også det spanske landshold anvender
(Sport 27.05.2010).
9. Konklusion
Dette arbejdes formål er en undersøgelse af fodboldklubben, FC Barcelonas rolle i udviklingen af
katalansk nationalfølelse. Mine interviews og oplevelsesanalyser viser, at FC Barcelona er en vigtig
brik i den igangværende proces med at forme og udvikle den katalanske nationalfølelse. En stor den
af den katalanske nationalfølelse er forankret i FC Barcelona, i den ophøjede stemning under
kampene på Camp Nou, i den rolige, fornuftige spillestil, i forholdet til kampens dommere, og i
brugen i stor udstrækning af spillere med katalansk baggrund. Jeg har undersøgt mit analytiske
objekt, FC Barcelonas tilhænger-kultur ud fra to parametre: Først har jeg analyseret klubbens
indflydelse på katalansk nationaldiskurs på bevidsthedsmæssigt plan ud fra Laclau og Mouffe
(1995)s teori om diskursiv forandring. Dernæst har jeg undersøgt klubbens rolle for den nationale
diskurs på politisk plan, via Fairclough (1992)s teori om sammenblanding af diskurser. I min
67
undersøgelse af klubbens indflydelse på den nationale diskurs på bevidsthedsmæssigt plan kan jeg
konkludere følgende.
Den katalanske nationalfølelse kan karakteriseres som en inkluderende diskurs, baseret på en
foranderlig katalansk nationalkarakter samt åbenhed og integration af ikke-katalanere, mens
fællesskabet omkring FC Barcelona derimod bærer præg af en ekskluderende diskurs. Klubben
forstærker en allerede eksisterende modsætning i katalansk nationalkarakter. Denne kan beskrives
som kølig og nordisk (”el seny”) men dog med et underliggende element af sydspansk temperament
(”la rauxa”). Idet tilhængerne understrejer den ophøjede, kølige tilskueradfærd, spillestil, og
forkærlighed for katalansk-oplærte spillere, forstærker klubben således den katalanske nationalisme,
som netop fremhæver katalansk ophøjethed. Forvisningen af hooligans fra stadium under den
nuværende præsident, kan ses som en undertrykkelse af det sydspanske, passionerede element i
katalansk nationalkarakter, ”la rauxa”. Jeg har dernæst undersøgt klubbens indflydelse på katalansk
national-diskurs på politisk plan. Dette har jeg gjort vha. en analyse af klubbens præsident, Joan
Laportas politiske udtalelser både i og udenfor klub-regi.
FC Barcelonas klubpræsident, Joan Laporta forsøger med sine initiativer at knytte
fællesskabsfølelsen omkring FC Barcelona tættere til den katalanske nationalfølelse. Jeg foretager
en kritisk diskursanalyse af klubpræsident, Joan Laportas forsøg på at udbrede en nationalistisk
diskurs via FC Barcelona. Jeg vurderer først, hvorvidt sammensætningen af sport og politik
overhovedet accepteres, dels indenfor de politiske institutioner, dels indenfor FC Barcelona. Jeg
konkluderer, at Laportas forsøg på at blande sport og politik ikke er i overensstemmelse med den
officielle holdning i FC Barcelona. Det ses ved, at klubben omskriver Laportas udtalelser på
klubbens hjemmeside. Laportas nationalistiske holdning er dog i fuld overensstemmelse med
diskursen blandt klubmedlemmerne. Katalanernes følelse af overlegenhed indgår også i
klubmedlemmernes holdning omkring FC Barcelonas betydning. Denne følelse af overlegenhed
gælder ikke kun over for det cental-spanske, men over for alt ikke-katalansk. Alle respondenter
beskriver, at det ikke er muligt at være en ”ægte” FC Barcelona tilhænger som ikke-katalaner, da
forbindelsen til klubben arves gennem ”blodet” som ofte ved, at børn og børnebørn får et
klubabonnement i dåbsgave.
Endelig diskuterer jeg, hvordan Joan Laporta og klubbens tilhængere i fællesskab kan fremme
Joan Laportas nationalisme. Selv om Laporta ikke direkte kan påvirke den katalanske nationale
diskurs, kan han gøre det indirekte ved at styrke båndene mellem FC Barcelona og klubbens stadig
68
voksende tilhængerskare. Således kan klubben være en aktiv medspiller i udviklingen af katalansk
nationalfølelse.
Jeg svarer således på min problemformulering: Hvilken rolle spiller FC Barcelona i udviklingen
af katalansk nationalfølelse: Klubben forstærker en allerede eksisterende modsætning i katalansk
nationalfølelse, idet den understøtter splittelsen mellem den civiliserede, nordlige side og
passionerede, temperamentsfulde, sydspanske side af denne. Dette ses under fodboldkampen mod
Madrids hold i form af tilhængeradfærd, forhold til dommer, spillere og spilfilosofi. Samtidig er
klubbens seneste udvikling under Laportas udtryk for en aktiv ændring af katalansk
nationalfølelsen, idet den undertrykker den sydspanske side af denne, hvilket bl.a. ses igennem
forbuddet mod de temperamentsfulde, passionerede hooligan, brugen af spillere ”fra eget hus”,
oplærte i den elegante, kølige spillestil ”jogo bonito”, samt muligheden for at videreføre glæden ved
FC Barcelona og den særlige stil igennem socio-kortet overdraget fra far til søn i dåbsgave.
Mens hovedparten af europæiske storklubber i dag er omdannet til private sportsselskaber, har
kun de mest magtfulde – som Bayern München, Real Madrid og Atlético Bilbao formået at
bibeholde tilknytningen til lokalområdet. Dette gælder også for FC Barcelona som med 173.000
klubmedlemmer (overvejende fra Katalonien) et enormt fodbolddemokrati (Vorm & Tønder 2009),
hvori hvert medlem har en stemme. FC Barcelona har dermed en unik status blandt verdens
klubber. Klubben er en global sportsorganisation – men den er også dybt forankret i nationen.
Kampen mellem de sydspanske og nordeuropæiske elementer i Katalonien er kropsliggjort i
publikumsadfærden på Camp Nou og i katalanernes ambivalente forhold til tyrefægtning. Joan
Laportas forvisning af de passionerede, emotionelle ”sydspanske” hooligans var en sejr for den
nordeuropæiske side af katalansk nationalkarakter. Kampen for den nordeuropæiske ”katalanskhed”
har netop vundet endnu et slag. Om et år løber de sidste tyre ind i arenaer på Kataloniens
tyrefægterstadions (politiken 29.07.2010). I lyset af de stadig stærkere udtryk for katalansk egenart,
i FC Barcelona, såvel som i Katalonien, er det tvivlsomt, at denne klub og katalansk nationalfølelse
fortsat kan lade det nationale og globale gå hånd i hånd.
69
10. Litteratur
Anderson, B. (1991). Imagined Communities. Reflections on the origin and spread of nationalism.
Verso. London / New York.
Bonde, Hans (2009). Fra Berlin til Beijing: Et essay om sport og politik. Forum for idræt nr. 1 ”OL,
politik og sport”, 2009.
Berdun, M. M. G. i (2004) Catalan nationalism. Francoism, transición and democracy.
(Routledge/Canada Blanch Studies on Contemporary Spain).
Callicó, J. S. (1998). FC Barcelona. Cent anys d’història. Edi-Liber.
Duke, V. & Crolley, L. (1996) Football, nationality and the state. Addison Wesley Longman
Elias, N. & Dunning, E. (1986). Quest for Excitement: Sport and Leisure in the Civilizing Process.
Oxford, Basil Blackwell.
Fox, I. (1997). La invención de España. Nacionalismo liberal e identidad nacional. Cátedra.
Gonzáles, L. M. (2002). Real Madrid. Cien años de leyenda. 1902-2002. Everest.
Hargreaves, J. (2000). Freedom for Catalonia? Catalan nationalism and the Barcelona Olympic
Games. Cambridge University Press.
Humlebæk, C. & Grøn, U. (2001) Spansk nationalisme efter Franco. Jyske Historiker nr. 91/92.
Jørgensen, M. W. & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse som teori og metode. Studenterlitteratur.
Kvale, S. (2007). Doing interviews. SAGE Publications.
Krøger, S. (2008) Forza Roma – fodbold, fankultur & religion. København Rosenkilde.
Kuper, S. (1994). Football against the enemy. Orion.
Lee, S. (2004). Moving the Goalposts: The governance and political economy of world football. I:
Levermore, R., Budd, A. (red.). Sport and International relations – An emerging relationship.
Routledge.
Manzenreiter, W. & Horne, J. (2007). Playing the Post-Fordist Game in to the far East: The
Footballisation of China, Japan and south Korea. Soccer & Society, vol 8, no. 4.
Salinas, David (2009). El rey de Copas. Meteora
Solís, F. L. (2003). Negotiating Spain and Catalonia. Competing narratives of national identity.
Intellect Books.
Sport & Markt (2010). Football top 20 survey. 2010. Sport & Markt AG.
Torres, C. S. (2005). El Barça y el franquismo. Crónica de unos años decisivos para Cataluña
(1968-1978). Enciclopedia Catalana, Ediciones Mina.
Valdeón, J., Pérez, J. & Juliá, S (2006). Historia de España. Gran Austral.
70
Vorm, T. & Tønner, M. (2009) Den våbenløse Hær. People’s Press, København.
Woolard, K. A. (1989). Double talk. Bilingualism and the policy of etnicity in Catalonia. Stanford
University Press.
10. 1. Hjemmesider
III. La llengua en els instruments de planificació de govern. From http://www.gencat.cat.
Retrieved 01.03. 2010
Acuerdo histórico para el fútbol base catalán. From http://www.fcbarcelona.cat 26.05.2010.
Retrieved 26.05.2010
Barómetro de Mayo 2007. From http://www.cis.es. Retrieved 01.03.2010
Dotze mesures per al 2010. from http://www.fcbarcelona.cat 18.06.2008. Retrieved 01.03.2010
Gairebé 300 personalitats del món cultural català defensen els toros com un espai de llibertat
http://www.avui.cat 17.12.2009
Laporta: ”Ara és moment de servir al país”. From http://www.eldebat.cat 01.03.2010.
Retrieved 21.03.2010
Laporta dice que solo dará el salto a la política de la mano de Carretero.
From http://www.elperiódico.com 21.05.2010. Retrieved 21.05.2010
Laporta: "Tenemos que ir directos hacia la constitución catalana". From http://www. elpaís.es
04.05.2010. Retrieved 04.05.2010
Paco Seirul.lo: "Antes los jugadores no nos aceptaban".
From http://www.entrenamientodeportivo.org. 07.04.2003. Retrieved 5.02.2010
Una initiative popular per prohibir les curses de braus arriba al Parlament.
From http://www.avui.cat 18.04.2010. Retrieved 01.03.2010
10. 2. Avisartikler
Pascual, E. B. i (2009) Barça, reflex d’un país. Barça, agost 2009
Glindvad, M. (2009) Drømmeholdet. Weekendavisen nr. 25 – 19. juni 2009.
Lopez-Egea, S. (2010). El terror del Camp Nou. El periódico, Febrero 5, 2010
Martínez, J. B. (2003). El nombre del amor al Barça. La Vanguardia, Febrero 8, 2003
Nola, S. (2010). Cantera gana a cartera. El mundo deportivo, Avril 11, 2008
Walther, B. K. (2010). Generation Barça. Politiken, 16. juni 2010
Seidelin, M. (2010). Catalonien stopper tyrefægtning om to år, Politiken 29. juni 2010
71
10. 3 Illustrationer
Figur 2. ”Así se celebra un golazo” El mundo deportivo. Avril 11, 2008
Figur 3. ”Pedro se viste de rojo.” Sport. Mayo 27, 2010
Bilagsoversigt
Bilag 1. Interview af Fransesc, redaktør på ”Sport”
Bilag 2. Interview af Fransisco Seirul-lo, fysisk træner for FC Barcelona
Bilag 3. Interview af klubmedlemmer fra Casal del’Avi Barça
Bilag 4. Interview af Albert, klubmedlem
Bilag 5. Interview af Joan, FC Barcelona-tilhænger
Bilag 6. Oplevelsesbeskrivelse af fodboldkamp mellem FC Barcelona og Getafe på Camp Nou
stadium, Barcelona. 06.02.2010
Bilag 7. Oplevelsesbeskrivelse af basketballkamp mellem FC Barcelona draes og Panatinaikos på
Palau Blaugrana, Barcelona. 10.02.2010
Bilag 8. Lopez-Egea, S. (2010). El terror del Camp Nou. El periódico. Febrero 5, 2010
Bilag 9. Martínez, J. B. (2003). El nombre del amor al Barça. La Vanguardia. Febrero 8, 2003
Bilag 10. www.eldebat.cat 01.03 2010.
Bilag 11. www.fcbarcelona.cat 26.05.2010
Bilag 12. www.fcbarcelona.cat 18.06.2010
Bilag 13. Pascual, E. B. i (2009) Barça, reflex d’un país. Barça, agost 2009
Bilag 14: http://www. elpaís.es 04.05.2010.
Bilag 15: www.elperiodico.com 21.05 2010, Bilag 15
72
![Speciale - hoveddokument [færdigt]...Bilag 4.2 Lyrik – ’How To Disappear Completely’ Nikolaj Heinrich Jørgensen AAU Musik 03.06.19 1 Indledning Gennem min studietid har jeg,](https://img.pdfslide.net/doc/110x75/5e521d6a05db777e925797e6/speciale-hoveddokument-frdigt-bilag-42-lyrik-a-ahow-to-disappear.jpg)
