Farlig vrede

Af samme forfatter:

Mod uret – ni møder med tiden

(sammen med Allan Wahlers)

I kærlighed og krig– et liv i Beirut

(sammen med Irmelin Khoury)

Alberte og det mystiske brev

Dyresangeren

nina borg-serien:

Drengen i kuffertenEt stille umærkeligt drab

Nattergalens dødDen betænksomme morder

(sammen med Lene Kaaberbøl)

PP_Farlig vrede_P.indd 2 25/02/14 13.46

Agnete Friis

FARLIG VREDEGyser

People’sPress


Farlig vredeCopyright © Agnete Friis 2014

Copyright denne udgave © People’sPress 2014Omslag: Rasmus Funder

Bogen er sat med Garamond BEhos An:Sats, Espergærde

og trykt hos Nørhaven, ViborgISBN 978-87-7137-876-4

1. udgave, 1. oplagPrinted in Denmark 2014

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver

anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølgegældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til

brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V


Til mine egne tapre verdenserobrere

Martin, Jens Christian og Katrine



7

Jeg er bange for mørke.Da jeg var lille, troede jeg, der lå uhyrer og tyve gemt i de

dybe skygger bag døren eller under min seng. Små børn er bange for den slags. Deres fantasi myldrer med navnløse og forfærdelige væsner, som vil krybe frem og sætte tænderne i deres bløde kød, hvis de lukker øjnene bare et øjeblik.

Men nu er jeg ikke længere et barn, og min angst er for længst blevet til en angst for mørket i sig selv. Jeg ser det i mine mareridt. En bølge af mørke, der rejser sig som en tsunami langt ude i horisonten og skyller ind over mig med 500 kilometer i timen. Det er et mørke, der trænger ind i min næse og i min mund og lægger sig i mit bryst og omkring mit hjerte. Et mørke, man kan forsvinde i.

Det er efterhånden lang tid siden, jeg var tæt på at dø i det mørke, men jeg ved, at de dage i august aldrig vil forlade mig helt. Jeg behøver bare at røre ved det tykke, røde ar, som løber i en lige linje fra min kæbe op til højre øre, og så husker jeg det hele. Lydene og smerten og stanken af død.

Det begyndte den første dag efter sommerferien.Vi skulle i niende klasse, og mig og Agger kom daskende

ind på skolen i shorts og ærmeløse T-shirts. Det var smeltende


8

varmt. Tordenvejrsagtigt. Der var en milliard små, sorte tor-denfluer i luften, og varmen var så fugtig, at den nærmest klæbede til huden. Alligevel havde vi begge kondisko på, for vi spillede altid fodbold i frikvartererne, og så dur det bare ikke med sandaler. Min mor havde ellers prøvet at få mig i et par fodformede, hun havde købt til mig, og som skulle være så fantastisk meget bedre for mine størrelse 45-plader.

„Dine fødder kommer jo til at koge i de tætte sko,“ sagde hun og så bekymret ud. „Og jeg har givet 600 kroner for dem her. Kan du ikke bare prøve dem?“

Men når jeg nægtede og kom hjem med svedige fødder og stinkende sokker, så smilede hun bare. Hun var god nok, min mor. Helt fin faktisk. Jeg havde været heldig med hende. Der var ret mange af de andres mødre, der kunne være temmelig pestagtige. Sørens mor kaldte for eksempel stadig leverpostej-madder for „rugmamser“ og insisterede på at servere dem for os, når vi en sjælden gang så film på hans værelse. Så fik Søren ildrøde ører og bandede fortvivlet, så snart hun havde lukket døren bag sig. Christians mor pillede elastikkerne ud af hans strømper, fordi hun mente, de var dårlige for blodomløbet, og Emils mor havde engang stukket ham en lussing, mens vi alle sammen så på. Det var ikke cool. Emils forældre er i det hele taget ret forfærdelige. I forhold til dem er min mor nærmest en stjerne.

Agger prikkede til mig.„Hvem tror du vandt Den Europæiske Mesterholdsturnering

i 1983?“Jeg gloede på ham. Agger havde et autistisk forhold til

fodbold og fodboldresultater, og af en eller anden grund følte han jævnligt trang til at dele sin særhed med mig.


9

„Aner det ikke,“ sagde jeg. „United?“„Hamburg S.V.,“ sagde han tørt. „De var kæmpestore.“Jeg gav ham en mellemhård lammer på overarmen.„Vi var for helvede ikke engang født dengang. Hvor samler

du det lort op?“„Wikipedia. Hvis du synes, jeg er en nørd, skulle du se

de artikler, der ligger derinde. Nogen har rent faktisk skrevet dem.“

„Nej tak. Jeg har andre og vigtigere ting at tænke på,“ sagde jeg og kastede et sigende blik over Aggers skulder.

Nogle af pigerne fra klassen stod og snakkede ivrigt i hjørnet af skolegården, og jeg fik hurtigt øje på Laura, selv om hun stod lidt bagved de andre. Laura var den af pigerne, som Agger og jeg kendte bedst, fordi hun plejede at spille fodbold med os i frikvartererne. Hun var god til det. Rigtig god faktisk. Hun spillede på pigeholdet i vores klub, men hun trænede også med drengenes førstehold én gang om ugen. For at få lidt ekstra udfordring, som trænerne sagde.

Vi havde fået besked på ikke at behandle hende anderledes end vores andre holdkammerater, og det prøvede vi på. Mig og Agger. Vi havde kendt hende i hundrede år, samme børnehave, samme klasse, samme slags flade rækkehus på Rønne Allé, og jeg kunne godt lide hende, men hun var svær at blive klog på. Når hun spillede fodbold med drengene, satte hun håret op i en knold, bandede værre end alle andre og spyttede på banen ligesom os. Når hun hang ud med pigerne, gik hun i hotpants og spidse sko og glitrende læbestift.

Hun var faktisk ret pæn, med bryster og langt hår og alt det der, men stadig drenget og lidt hård i det. Og så gik hun, som om hun ejede hele verden. Både drengenes og pigernes. Det


10

var det, der gjorde hende speciel, og det var derfor, det kunne være svært at behandle hende som alle andre.

Laura fik øje på os og vinkede med et kæmpestort smil.„Hey, drenge!“Hun rev sig løs fra pigegruppen og småløb over til os. Hun

var i korte shorts og løs T-shirt, og hendes smil var blændende hvidt midt i alt det solbrændte. Sådan så man selvfølgelig ud efter tre uger i Thailand. Hendes familie havde købt en ferielejlighed dernede. Jeg kunne ikke lade være med at kigge en ekstra gang på hendes lange, brune ben. Laura havde været smuk før ferien, men nu var det helt sindssygt.

„Har I hørt, at vi får en ny dreng i klassen?“Vi rystede begge to på hovedet. Hverken Agger eller jeg

havde fulgt særlig meget med i andet end fodboldresultater og Wimbledon hen over sommeren. Jeg havde været med Aggers familie i sommerhus ved Vesterhavet i to uger, og bagefter var jeg to uger på Mallorca med min mor. Resten af tiden havde jeg gået med reklamer og den lokale ugeavis og drysset rundt sammen med Agger nede på fodboldbanerne. Vi havde faktisk ikke snakket med nogen fra klassen.

„Nå, men det gør vi,“ Laura så på os med et betydnings-fuldt blik. „Han hedder Victor, og han har spillet på AGF’s talenthold ovre i Jylland.“

„AGF!“ Der undslap Agger en svag fnysen. „De ligger i bun-den af ligaen lige nu. En tabt kamp mere, og de rykker ned.“

„Det kan godt være,“ sagde Laura. „Men derfor er det da stadig vildt at være på deres talenthold. Han har fået lov til at starte på førsteholdet hos os, fordi han er så skidegod, og hans forældre har ikke mulighed for at køre ham til træning et andet sted. De er lige flyttet hertil.“


11

Pis. En ny dreng på førsteholdet! Der var i forvejen tem-melig overfyldt, og efter min blege indsats i foråret lå jeg ikke specielt godt i truppen. Det var de forbandede lange ben, som jeg pludselig var blevet udstyret med, der drillede. Agger og de fleste andre af drengene var stadig små og hurtige og kunne vende på en tokrone, mens jeg væltede rundt på banen som en fuldeskæv idiot. Finn havde ladet mig sidde rigtig meget på bænken i foråret. Hvis ingen fra holdet var flyttet i løbet af sommeren, kunne jeg sagtens blive rykket ned på andetholdet, men det tænkte Laura og Agger tilsyneladende ikke på.

„Det er for vildt,“ sagde Laura. „Det bliver et totalt stjer-nehold.“

Selv Agger så glad ud. Vores klub var ret lille. Første her-rehold spillede i Serie 2, og der var langt mellem de vilde resultater. At få en spiller fra et superligatalenthold var stort.

Det var bare ærgerligt, at jeg ikke ville komme til at opleve det, tænkte jeg surt. Og ærgerligt at mine venner ikke fattede det eller måske oven i købet var ligeglade.

Jeg prøvede at lade som ingenting, borede hænderne ned i lommerne på mine shorts og trak på skuldrene med et svagt „fedt nok“. Så kantede jeg mig forbi Laura og pigeflokken og tog trappen op til vores klasse to trin ad gangen.

De fleste af de andre drenge var kommet og allerede i gang med en af vores yndlingsbeskæftigelser: at fyre ting efter hinanden. Som regel var det viskelædere, blyanter, pigernes tørklæder eller måske et stykke ost, hvis det gik højt, men i dag havde Søren lagt hårdt ud med en strømpe, han havde dyppet i toilettet. Der var en vis uenighed mellem Martin og Niels om, hvorvidt den var dyppet direkte i en kumme med lort, eller om der havde været skyllet ud først, men den sjaskvåde


12

bomuldsklump blev fyret rundt mellem bordene, mens folk skreg som abekatte og forsøgte ikke at blive ramt.

Slask.Martin blev ramt i nakken.Han samlede strømpen op med to fingre og sit sædvanlige

hyænegrin og sendte den direkte i fjæset på Emil.Da strømpen blev sendt i min retning, dukkede jeg mig

hurtigt, men jeg kunne alligevel mærke et stænk af toiletvand i håret. Det var vildt ulækkert, og da jeg rettede mig op for at mærke efter, hvor slemt det var, blev jeg ramt igen. Denne gang lige i ansigtet. Jeg kunne mærke, hvordan vandet drev ned over min næse og mund.

„Fy for helvede.“Jeg grinede. Det var Søren, der havde ramt mig denne gang.

Han var snublet over et stoleben, da han kastede strømpen efter mig, og nu lå han sammenfoldet på gulvet og holdt sig på maven, mens han grinede højt og hakkende ligesom de hyperaktive tegnefilmsfigurer på Cartoon.

Søren var altid sådan.Lavede åndssvage ting og så grinede han altid højt og sådan

lidt skabet. Faktisk kunne jeg ikke mindes, at jeg nogensinde havde set ham grine helt naturligt som andre mennesker, og der var ligesom altid noget vagtsomt og køligt i hans blik, selv når han grinede allerhøjst. Som om han ville holde os lidt på afstand. Hans stemme var ikke gået i overgang. Der var i det hele taget ikke sket nogen synlig forandring med ham i al den tid, jeg havde kendt ham. Han var lille og fregnet og kridhvid, uden antydning af hår på pikken. Det var kun hans fødder, der var vokset og havde gjort ham endnu mere klovnet at se på.

„Og kæmpen er ramt,“ hylede han. „Han er nede. Ingen


13

troede, det var muligt: William B. Madsen tog en fuldtræffer lige i fjæset.“

„Men hævnen er min,“ brølede jeg veloplagt. Jeg havde fået fat på den våde strømpe og gjorde mig klar til at sende den lige ind i hans storgrinende fjæs. Han var et let offer, som han lå der på gulvet lige foran tavlen. Men jeg nåede ikke at kaste, før jeg mærkede en hånd på min skulder.

„Hej, William. Jeg kan se, at I allerede er i gang, hvor I slap før sommerferien.“

Det var Hanne, vores klasselærer siden anden klasse, som stod bag mig og smilede sit sædvanlige nu-falder-vi-lige-lidt-ned-smil. Men det var ikke det, jeg lagde mest mærke til. Det var drengen, der stod ved siden af hende.

Han var høj. Højere end mig, men ikke på den der pinde-ranglede måde. Han så helt færdigbygget ud. Brede skuldre, markerede, solbrændte arme og en imponerende stor brystkasse. Hans mørkblonde hår var klippet i en tæt mohawkfrisure, der et forvirret øjeblik fik mig til at tænke på ham som en blond indianer. Frisuren og så hans blik, som var helt roligt og klart og uden det mindste glimt af usikkerhed.

Den nye dreng. Hvad var det nu, han hed? Victor.Jeg trådte uvilkårligt et skridt tilbage.„Hvad er der med dit ansigt,“ spurgte Hanne og pegede på

et sted mellem min næse og min mund. „Du har noget dér.“„Det er lort og lokumsvand,“ hylede Søren triumferende.

Han var i mellemtiden kommet op at stå og kæmpede for at få sin T-shirt på plads over det hvide maveskind.

Pigerne, som var dukket op i kølvandet på Hanne og den nye dreng, gøs.

„Hvor klamt,“ sagde Julie og skubbede let til Fie. De rynkede


14

begge på næsen. Jeg tørrede mig i ansigtet med underarmen og forsøgte at smile skævt og sådan lidt ligegyldigt, men pigerne hylede forarget bag mig. „Ad, nu har han det på armen. Hold kæft, hvor klamt.“

Der sad ganske rigtigt noget mørkt og vådt klæbet til min underarm, men nu vidste jeg ikke længere, hvad jeg skulle gøre, så jeg blev bare stående og grinede over til Søren.

„Du må hellere gå ud og vaske dig. Med sæbe,“ sagde Hanne og så sig søgende rundt i klassen. „Og hvis der er andre, som har vasket sig i lokumsvand her til morgen, så synes jeg, de skal gøre det samme.“

Søren, Emil og Bastian grinede hakkende som en flok bavia-ner, mens de afslappet spadserede ud af klassen. Bastian havde en stor, våd plamage på røven.

„Kom nu, William,“ råbte han og blinkede idiotisk til mig. „Vi skal ud og vaskes bag ørerne.“

Jeg kunne mærke, jeg rødmede, og latteren havde helt for-ladt mig. Fornemmelsen af at have vand og lort i ansigtet og på armen var ækel, og jeg kunne pludselig mærke, at jeg var irriteret på både Søren og mig selv, fordi det var mig, der lig-nede en idiot.

„Tag lige den der med ud,“ sagde Hanne og pegede på lokumssokken. „Det er vel en af jeres.“

Jeg bukkede mig modvilligt ned og samlede den kolde strømpe op med to fingre. Den var stadig så våd, at den dryp-pede på gulvet, og lige nu vidste jeg næsten ikke, hvad der var værst. At den havde siddet på en af Sørens klamme, svedige fødder, sikkert i to uger, eller at den havde været en tur i toilettet.

Og så var det, han kiggede på mig.Jeg kunne mærke det som en irritation lige uden for mit


synsfelt, og da jeg drejede hovedet en smule, mødte jeg den nye drengs rolige, klare blik. Der var et svagt smil på hans læ-ber, og han havde hævet øjenbrynene i noget, der lignede dyb forundring. Som om han var en voksen, der pludselig og uden grund var blevet placeret ved børnebordet til familiefesten.

Jeg mærkede et ildrødt glimt af vrede eksplodere i mit hoved. Så slap han mig med blikket og vendte igen opmærksomheden mod Hanne, der viste ham hen til den tomme plads ved siden af Benjamin.

Pigerne fnisede bag min ryg, da jeg forlod klassen med den våde strømpe daskende fra min pegefinger.


16

Jeg var i et mærkeligt humør, da jeg cyklede hjem den dag. Ikke sur og ikke ked af det, men irriteret på den der måde, hvor man har lyst til at smække køkkenskabene hårdt i og sparke til sten og træstubbe og sin skoletaske.

Det var tanken om Victor og det blik, han havde sendt mig, der gnavede, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Laura og Agger kunne allerede lide ham, selv om de kun havde talt med ham ti minutter i det første frikvarter. De havde kvidret og kurret omkring ham som et par forelskede syvårige piger. Han kunne være jordens største svin, og de ville ikke have opdaget det. Jeg prøvede at forklare Laura, at der var noget galt med ham. At han ikke kunne lide mig. Men det prellede fuldstændig af.

„Søde ven,“ sagde hun og smilede. „Da han så dig første gang, havde du lort på næsen. Hvad havde du forventet? Et kram? Det er noget, du bilder dig ind. Seriøst. Kom over det.“

Jeg lod emnet ligge og nøjedes med at trække på skuldrene. Der var ikke så meget andet, jeg kunne gøre. Men Victor gene-rede mig hele dagen som en skarp sten i skoen. Måden han gik på, måden hans cowboybukser hang på hans muskuløse røv, hans overlegne fjæs som det så ud, da han trak en MacBook Air op af tasken og begyndte at tage notater i dansktimen.


17

Han virkede flink nok over for de andre, især Agger, men mig værdigede han ikke et blik. Det var, som om han havde set på mig én gang og besluttet, at det var rigeligt.

Jeg satte min cykel foran vores hus og smed tasken inde i entréen. Mor var ikke kommet hjem. Hun kom sjældent før klokken halv seks, hvor hun gik i gang med at lave mad og nusse mig i nakken, hvis hun kunne komme af sted med det.

Mor gik ind for at være „til stede“ i sit barns liv, og den fik ikke for lidt. Nogle gange var hendes 10.000 spørgsmål om, hvordan jeg havde det, ved at drive mig til vanvid. Jeg kunne godt lide hende, men alting var blevet mere kompliceret mel-lem os de seneste år. For eksempel var jeg vokset hende over hovedet den sommer. Jeg kunne så let som ingenting nå skåle og vaser i de høje køkkenskabe, som hun var nødt til at strække sig efter. Det grinede vi af, men nogle gange greb jeg hende også i at betragte mig med sådan et hvem-er-du-og-hvor-har-du-gjort-af-William-agtigt blik. Og jeg kunne godt forstå hende. Sådan havde jeg det også selv, når jeg stod foran spejlet ude på badeværelset.

Jeg var vokset så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne genkende mig selv. Når jeg ude i entréen fangede mit spejlbillede ud af øjenkrogen, troede jeg nogle gange, det var en fremmed. En voksen. En indbrudstyv eller en voldsmand. I løbet af som-meren havde jeg fået en mørk skygge på overlæben, som var særligt tydelig, når jeg drejede hovedet på en bestemt måde. Det fik mig til at ligne en mand, hvilket jeg ikke var sikker på, jeg brød mig om. Men hvornår var det lige, man skulle begynde at barbere sig?

At spørge min mor var helt udelukket, for de mørke dun var jo nærmest en synlig kønsbehåring, og jeg havde været


18

omhyggelig med at dække mig til over for hende, siden jeg fik de første hår i skridtet. Det var fint nok, at der blev lagt mærke til det i skolen og i omklædningsrummet til fodbold, men min mor skulle ikke se det, for så ville hun også vide, at jeg drømte om piger om natten, og at der var en grund til, at jeg selv var begyndt at skifte mit sengetøj.

Ting virkede også pludselig små og skrøbelige i mine alt for store hænder. Det var, som om kopper og glas var blevet forvandlet til dukkestel i løbet af foråret og sommeren, og når jeg skulle ud i bryggerset, var jeg nødt til at dukke mig for ikke at slå hovedet mod dørkarmen.

Jeg følte mig med andre ord som en stor, klodset kæmpe. Især når jeg gik sammen med Agger, der var halvandet hoved mindre end mig og lignede sig selv fuldstændig, bortset fra at han var blevet bredere over skuldrene og mere muskuløs.

Og så er det vel nu, jeg bliver nødt til at fortælle om min far.Min far er død.Han døde, lige før jeg fyldte fire, så jeg kan ikke huske ham

som andet end sekundlange videoklip. Små lyde og lugte. Og hvis jeg anstrenger mig for at huske dem, er det, som om selv den smule, jeg husker, smutter fra mig og glider ud af mit syns-felt. Jeg har lært at lade ham komme til mig i glimt. En mand der bøjer sig ind over mig og løfter mig op. Hans striktrøje der kradser, og hans stemme der er så dyb, at det vibrerer i min krop, når han taler. Klip. Et sløret ansigt over mit, mens jeg sidder i badekarret. Klip. Fornemmelsen af hans skægstubbe mod min kind, mens han bærer mig halvsovende ind fra bilen efter en køretur sent om aftenen. Sort og klar stjernehimmel over vores hoveder. Klip.

Af og til passerer jeg en mand henne i centret, som bruger


19

den samme aftershave, som min far gjorde, og så husker jeg, men kun en lille smule.

Fordi jeg var så lille, da han døde, kan jeg ikke huske, at jeg har været ked af det eller har savnet lige præcis ham. Men jeg har manglet en far til at se mig spille fodbold og alt det der. Til at vise mig, hvordan man barberer sig, og fortælle om, hvordan man snakker med en pige. Han var vistnok sej, min far. Han var chef i mors ministerium, det var sådan, de mødte hinanden, og de havde rejst med hans arbejde, før de fik mig. De boede i Vietnam og USA og alle mulige steder. Men så fik han kræft i leveren og døde, lige efter de var flyttet ind i vores lille, flade rækkehus.

Bare sådan.Mor brød sig ikke om at tale om det.„Jeg ved godt, at psykologerne siger, jeg skal tale med dig

om det,“ sagde hun engang. „Men jeg kan ikke, William. Jeg kan bare ikke.“

Hun havde ikke haft en kæreste siden far. Ingen kæreste i ti år! Selv om hun så helt o.k. ud for sin alder. Smilehuller og smukke, blå øjne. Men ingen kæreste. Mig bekendt havde hun ikke engang haft en date. Jeg syntes, det sagde det hele, så jeg lod det være, men når jeg en gang imellem havde brug for at tænke mig om, gik jeg op på kirkegården, satte mig ved fars grav og snakkede lidt med ham.

Jeg ved godt, det lyder tosset, men nogle mennesker beder til Gud eller skriver dagbog. Jeg snakkede med min far, og det var det, jeg havde tænkt mig at gøre den dag. Dels fordi Agger sikkert stadig sad henne i klubben og gloede tilbedende på Victor, og dels fordi han alligevel ikke ville være i stand til at hjælpe mig med dagens emne.


20

Barbering.Jeg rodede den pose med grej frem, som jeg havde haft

liggende under sengen – barberskum og engangsskrabere købt i Netto. Så nappede jeg min mors makeup-spejl og en cola i køleskabet og listede ned i vores baghave.

Når man har en død far, er det praktisk, at ens baghave støder direkte op til kirkegården. Jeg skulle bare kravle over et stengærde, træde hen over en grav, der tilhørte en Sørine Poulsen, død år 1987, og så stod jeg på grusstien, hvorfra der var fri adgang til hundredvis af afdøde Gørstrupborgere. Heri-blandt min far.

Han var begravet alene, for hans forældre levede stadig og boede i Jylland. De ville gerne have haft ham i familiegravstedet på Djursland, men mor havde sat hælene i og insisteret på, at han blev jordet, som det hed i gamle dage, på Sjælland. Mor ville gerne begraves sammen med min far, men under ingen omstændigheder på en forblæst mark i Jylland sammen med en flok jyske bønder, som hun kun kendte fra alvorlige sort-hvide fotos og farfars vandrehistorier.

Min farmor ville savne min far, sagde hun, og jeg kunne godt forstå hende. Det virkede uhyggeligt at tænke på familiens knogler spredt i grave rundt om på landets kirkegårde. Ensomt. Men jeg var glad for, at far lå, hvor han gjorde, så jeg kunne besøge ham, uden at andre blandede sig. Han havde et hjørne ved den høje hæk ud mod vejen, og sammen med graverens redskabsskur dannede hækken et lille uforstyrret rum, hvor man kunne sidde uden at blive gloet på.

Jeg begyndte med at finde en kande, så jeg kunne vande blomsterne på graven. Så fjernede jeg en buket, som mor måtte have sat for nogle uger siden, for den var vissen med slatne,


21

rådne stængler. Først da det var gjort, og det hele så ordentligt ud, satte jeg mig på bænken foran graven og åbnede min cola. Jeg skålede mod gravstenen og nikkede højtideligt.

„I dag vil jeg komme lige til sagen, far, for vi har en del, vi skal nå. Dagens emne er …“ Jeg trak min dåse med barberskum op af posen og rakte den frem mod gravstenen, „… barbering. Der kommer et tidspunkt i enhver drengs liv, hvor han må beslutte sig for, om sære gevækster på overlæben er mandigt eller bare grimt. Og jeg har netop besluttet mig for det sidste.“

Jeg vendte dåsen ind mod mig selv og læste det, der stod med småt. Selve skumdelen så ikke videre kompliceret ud. Jeg tog låget af og trykkede en klar, blå klat ud i hånden. Det var lugten af far. En mørk skygge panorerede forbi mit indre blik, og jeg kunne næsten fornemme, at han bøjede sig ned over mig og strøg mig over kinden med en tommelfinger. Et flygtigt, men meget passende minde til lejligheden. Vi havde åbenbart delt smag i barberskum. Gillette, the best a man can get.

Jeg lukkede øjnene og gned den blå gele ud i håndfladen, så den blev forvandlet til blødt skum. Så fordelte jeg forsigtigt en del af det på overlæben, og løftede mors lille sminkespejl, så jeg kunne se resultatet. Ikke dårligt. Indtil videre så det prof ud.

Og nu til engangsskraberne. Mor havde lilla og blå og lyse-røde liggende derhjemme i skabet på badeværelset, fordi hun barberede sine ben om sommeren. Men jeg havde ikke tænkt mig at gå gennem dette manderitual med min mors pastelfar-vede skrabere. Jeg havde købt mine egne.

Jeg rev posen op og trak en skriggul sag frem, fumlede lidt med plasticbeskyttelsen over knivene og fik den af, men hvad så? Jeg havde set film, hvor barberen hiver op i kundens næse, når turen kom til overlæben, men det kunne vel ikke være


22

meningen. Jeg ville føle mig som en idiot, og jeg sad desuden på et offentligt sted, så jeg besluttede mig for at forsøge at gen-nemføre med et minimum af værdighed, altså uden at trække mig selv i næsen.

Jeg lod skraberen med de skarpe knive glide hen over min overlæbe. Det virkede let nok, og for hvert strøg slog jeg det hvide barberskum ned i gruset på kirkegårdsstien. Jeg skrabede flere gange fra forskellige sider, og for en sikkerheds skyld lod jeg også knivene glide hen over hagen, hvor jeg for nogle uger siden havde observeret et par mørke hår. Jeg kunne se resultatet som små, bløde stubbe i skummet på skraberen. Let nok.

Jeg tørrede det sidste skum af ansigtet med en vådserviet og mindede mig selv om, at det var på tide at anskaffe mig en aftershave.

„Var det o.k., far?“Intet svar.Da jeg var mindre, bildte jeg mig nogle gange ind, at han

svarede mig. Eller i det mindste viste mig, at han var der. Jeg tænkte, at det nok var et tegn fra ham, når en sky gled fra solen, eller en solsort begyndte at synge i kastanjetræet.

Men jeg var irriteret den dag og ikke oplagt til vage tegn og symboler. Jeg gad faktisk ikke engang kigge efter dem. Jeg tænkte på Victor og hans alt for lækre cowboybukser og mærkede igen det ildrøde glimt. Vrede. Eller måske en slags trods. Victor havde garanteret både cowboybukser og en rigtig, levende far, som ville købe et par nye til ham, hvis hans luksusrøv nogensinde sled hul på de gamle.

„Kunne du ikke prøve at skaffe mig et par nye cowboybuk-ser,“ sagde jeg halvhøjt. „Så klarer jeg mig uden en solsort, der synger, denne gang?“


23

En sløv, varm vind greb fat i de sensommertrætte kastan-jetræer, der kantede kirkegården. Der var torden på vej. Solen stak ubehageligt, og luften var tung og fugtig.

Intet svar.Jeg var ved at blive for gammel til det her, tænkte jeg og

følte mig som en forræder. Men jeg kunne ikke kunne gøre for det. Jeg havde haft en dårlig dag, og jeg havde lyst til at såre nogen. Det var vel sådan, det var. Selv min døde far, som ikke havde gjort andet mod mig end at dø alt for tidligt og ligge helt stille, når jeg besøgte hans grav

Og det var da, jeg mærkede det første gang. Noget hårdt og koldt inden i mig selv, som jeg ikke havde

mærket før.Han er død, tænkte jeg. Stendød og væk. Fat det nu, Wil-

lybillyboy, you are on your own! Bliv voksen, for helvede.Jeg smed barberskum og vådservietter ned i Nettoposen og

drak halvdelen af colaen, mens jeg læste teksten på min fars gravsten.

Benjamin Børge MadsenFødt 1962 – død 2000

Elsket og savnet

Jeg kunne den selvfølgelig udenad, men det var altid det sidste, jeg gjorde, inden jeg gik hjem. Et ritual. Så samlede jeg barber-kniven op fra bænken og ville stryge den ren, inden jeg kom den ned i posen til de andre ting.

Jeg så blodet, inden jeg mærkede smerten. De satans, små knive havde tegnet to tynde og blodrøde streger i det bløde kød på min tommelfinger. Blodet, der piblede frem, var ildrødt og


letflydende, og det sved heftigt, da jeg instinktivt pressede min anden hånd mod fingeren. Jeg havde skåret hårdt og dybt, og jeg gik fra min fars grav uden at se mig tilbage.


Documents

Farlig vrede