FRA BLOCK TIL GEHL - grontmiljo.dkgrontmiljo.dk/wp-content/uploads/2018/12/klassiker.pdf · naar det er sat, oc du haffver øst noget lidet Jord paa Ro-den, så den er skjult, saa

FRA BLOCK TIL GEHL 1

FRABLOCK

TIL GEHL12 klassikere fra 1647 til 1971

Grønt Miljø 2012

Hans Raszmussen Block: Horticultura Danica. 1647 (Grønt Miljø 5/2011)Erik Erstad-Jørgensen: Anlægsgartneri. 1926 (Grønt Miljø 8/2010)C.Th. Sørensen: Parkpolitik i sogn og købstad. 1931 (Grønt Miljø 3/2011)Valdemar Jensen m.fl: Buske og træer. 1948 (Grønt Miljø 10/2010)Steen Eiler Rasmussen: Om at opleve arkitektur. 1957 (Grønt Miljø 10/2011)C.Th. Sørensen: Europas havekunst. 1959 (Grønt Miljø 3/2012)Georg Boye: Anlægsgartneri. 1959 (Grønt Miljø 5/2012)Gordon Cullen: Townscape. 1961 (Grønt Miljø 2/2012)C.Th. Sørensen: 39 haveplaner. 1966 (Grønt Miljø 7/2010)Ian McHarg: Design with Nature. 1969 (Grønt Miljø 2/2011)Ingrid Gehl: Bo-miljø. 1971 (Grønt Miljø 9/2011)Jan Gehl: Livet mellem husene. 1971 (Grønt Miljø 4/2012)

Gennem næsten tre år fra 2010 til 2012 anmeldte Grønt Miljø 12 klassi-kere inden for fagbøger rettet mod anlægsgartneri og landskabsarkitek-tur. Ambitionen var at tolke deres betydning i dag. Holder de i dagensvirkelighed hvor der er helt andre forudsætninger for vores arbejde endda bøgerne blev skrevet? Kan de stadig læses med fagligt udbytte? Ellerhar de højst historisk og nostalgisk interesse?

Serien omfatter i kronologisk orden:

Ian McHargs ‘Design with Nature er anmeldt af Per Stahlschmidt somhavde et særligt forhold til netop denne bog. Ellers er alle bøger anmeldtaf undertegnede. Det var ellers meningen også at lade andre komme til,også med egne forslag. Men opgaven var for spændende, så det endtemed at jeg tog næsten det hele selv. Og selv valgte alle titler.

Udvalget er subjektivt, præget af min alder og mine interesser. Jeg harsat tidsgrænsen til 1976 hvor jeg selv begyndte en grøn uddannelse. Ogder skulle være tale om egentlige bogværker, ikke normer som f.eks.Plant & Plej fra 1975 der ellers godt kunne kandidere til listen.

De otte af bøgerne er fra 1957 til 1971. Det var bøger der under minuddannelse var moderne klassikere og generelt stadig var i praktisk brug.Var jeg født 10 eller 20 år før eller senere, var udvalget givetvis blevet ethelt andet. Mit - uundgåeligt noget tilfældige - faglitterære kendskabspiller selvfølgelig også en væsentlig rolle for udvalget.

Der er dog nogle titler som langt de fleste bør vælge. Når synsvinklenbl.a. er anlægsgartneri kan man ikke komme uden om Boyes ‘An-lægsgartneri’ - også selv om den skuffer lidt ved gensyn. På den andenside kan man diskutere hvorfor f.eks. ‘La Theorie du Jardinage’ fra 1709ikke er med - bortset fra mit dårlige skolefranske. Man kan diskutere omde danske titler har fået for stor vægt i forhold til de udenlandske. Ogom C.Th. skal have hele tre titler med. Men den gamle mester er nu sværat komme udenom. Også på skrift.

Ikke at jeg læste alle 12 bøger da jeg var ung og grøn. Kun to læste jeggrundigt, nemlig Gehl’ernes. Jan Gehl var min store helt. Flere af de øv-rige læste jeg kun delvist. Og nogle slet ikke. Nu har jeg læst alle. Altsålige bortset fra ‘Design with Nature’. Og bortset fra at jeg - indrømmet -ikke har læst alle plantebeskrivelser i ‘Buske og buske’.

Nogle af bøgerne har stadig stor faglig relevans. Hertil hører C.Th. Sø-rensens ‘39 haveplaner’ og ‘Europas havekunst’, Gehl’ernes to bøger,McHargs ‘Design with Nature, Cullens ‘Townscape’ og Steen Eilers ‘Om atopleve arkitektur’. De øvrige har mest kun historisk interesse, men detgør dem ikke mindre interessante. Den suverænt ældste, Blocks ‘Hor-ticultura Danica’ fra 1647, bød på en overraskende levende fortællingbag den snørklede gotiske skrift.

Nogle af bøgerne er udgivet i senere udgaver hvor både indhold, lay-out og trykkvalitet tit er ændret. Jeg har principielt kun læst første-udgaverne for at få det friske billede fra det år hvor det grundlæggendeindhold blev til. Det er som regel også de grafisk bedste. Alt i alt har læs-ningen været en stor fornøjelse. Kan klart anbefales. Søren Holgersen

2 FRA BLOCK TIL GEHL

Med Blocksom guideDen første danskehavebog fra 1647beskriver et blandetfag der dyrker elitensrenæssancehaver

„Graff først et smuckt trintHul, efter som Træet er storttil, og som Rødderne ere videtil paa Træet som du vil sætte,og vel dybt, paa det, at naardu vil sette Træet ned i Hullet,at du da icke bryder Rødderne,eller at somme Rødder sidderop og somme neder, det maaicke være. Men de skal haffvegod Rum, paa det, naar du vilsette Træet neder, at Rødder-ne kand vel komme under. Ognaar det er sat, oc du haffverøst noget lidet Jord paa Ro-den, så den er skjult, saa skaltdu løffte Træet op oc neder,saa at det kand henge i Jordenmed Rødderne, oc ryste Træet,saa kommer der Jord imellemRødderne, træd så vel Jordensammen der om, så groer devel. Men er det imod Somme-ren da bør de at vandis.“

Sprog og stavning er gam-meldags, men indholdet er ik-ke meget anderledes end i vo-re dages fagnormer. Tekstener fra Horticultura Danica(dansk havebrug), skrevet afHans Raszmussøn Block i 1647.Den første dansksprogede ha-vebog når man ser bort fra enkortfattet bog der nogle år førvar oversat fra tysk.

Inde i bogen er titlen ‘Dendanske urtehave’. Noget mis-visende set med nutidsøjne.Den handler næsten lige såmeget om træer og buske somom urter. Og selv om grøntsa-ger og frugt er med, er pryd-planterne vigtigere.

I 1600-tallet er man megetlangt fra nutidens faggrænser.Block beskriver et blandet faghvor gartneren - eller urte-gårdsmanden som Block kal-der sig selv - både er plante-skolemand, anlægsgartner oghavearkitekt. Og lidt kok. Sylt-ning af grøntsager og frugt eri hvert fald også med i bogen.

Det er ikke urtegårdsmændsom ham selv Block skriver til,

Et redskab til at flytte småplantermed. Den består af en jerncylindermed hængsel og låsepind. Denlukkede cylinder trykkes ned om-kring planten som flyttes med rodog jord og åbnes på det nyeplantested. Fra bogen.

understreger han. Han skrivertil de ‘store Herrer’ som ikkehar urtegårdsmænd, men alli-gevel vil have en stor have. Ognok er principper og metoderhentet fra store haver, menman kan overføre meget tilmindre haver - som Block skri-ver det i lidt andre ord.

Block er selv urtegårdsmandpå ‘Croneborgs Lysthave’ eller‘Lundehave’ der bruges someksempel. Lundehave ejes afkongen selv, den aldrendeChristian IV. På Kronborgs ba-stioner var der ikke plads til enhave, så den blev lagt lidt læn-gere ud af kysten ved kongs-gården Lundegaard.

Lundehave er en renæssan-cehave, og ‘Horticultura Dani-ca’ manifesterer i det hele ta-get renæssancehaven i danskaftapning. En indhegnet haveopdelt i firkantede kvarterer.Og gerne med terrænspring, idette tilfælde den gamle kyst-skrænt. Haven eksisterer i dag,men uden renæssancens kvar-terer og nu under navnet Ma-rienlyst efter det lille slot der i

1647 kun bestod af den nuvæ-rende midtersektion.

Block fokuserer på plante-dyrkningen og den indre ha-ves kvarterer. Han brugermange sider på at fortælle omde mange former de firkante-de kvarterer kan antage. Oghan fortæller omhyggeligt omplanterne og om hvordan deformeres med frø, stiklinger,rodskud og nedkrogning. Oghvordan de plantes og plejes.Til arbejdet har man kunhåndredskaber, men dog defleste af dem vi kender i dag.

Kvarterernes former trækkesop med kantplanter, isærbuksbum, men også arter somlavendel, timian og salvie.Mindre træer kan sættes ihjørnerne for at minimere de-res skyggegener, gerne frugt-træer og gerne suptropiske ar-ter der så skal tages ind omvinteren. Bedene fyldes ellersop blomster og grøntsager.Blandt blomsterne dominererde enårige, men også løgvæk-ster og stauder er der. Syste-matikken er ikke den botani-

Der plantes træer. Og både brønden og lænkehunden er kommet på tegningen der er gengivet fra bogen.


ske, men planternes praktiskeanvendelse. F.eks. slås de tor-nede planter sammen underbetegnelsen ‘Torn’. De kanbruges hvis hegnet uden omhele haven skal være levende.Ikke bare skal det være tornet,det skal også være meget tætfor at holde dyr ude. Derforanbefales en nedskæring deførste par år.

Belægninger beskrives mini-malt, men får dog denne an-visning: „De store Gange i Ha-ven skal bestrøes med grovhvis Sand en halvff Fod høj, såkand mand gaa smuct der paanaar det regner, oc icke giøreSkoene skiden.“ Græs og plæ-ner beskrives slet ikke. De hø-rer en langt senere tid til.

Block er ikke den modernelandskabsarkitekt der analyse-rer den landskabelige place-ring, forholdet mellem hus oghave og udsigten. Han nøjesmed at konstatere at der ermeget smukt når man skuerud over haven og dens omgi-velser med Kronborg, Helsin-gør, skovene, markerne og ha-vet med det danske Skånebagved: „Dersom jeg ret skulleskulle skrifve oc sige ald den

Titelbladet på Blocks bog fra 1647. Øverst en samling gartnerredskabersom stort set ligner dem vi bruger i dag.

Zirlighed oc Lystighed som derudi sees oc findis, kunde jeg ito eller tre Dage det fuldkom-menlige icke udsige.“

Man må ikke glemme dethimmelske som naturligvis ermeget bedre, skynder han sigat tilføje. Man skal ikke udfor-dre „voor Gud allermægtigstesom selv rettet den første Havean i Paradis.“ I det hele tageter tonen pompøs og underda-nig - for ikke at sige slesk -over for gud, konge og mæce-ner der støtter ham. De ymygetoner - som vel hænger sam-men med tidens høfligheds-normer - fortsætter over forlæseren. „Nu vil jeg i GUDSNaffn undervise dig gantskeEnfoldelig at giøre Bede,“ ind-leder han det lange kapitel omhavens kvarterer.

Over for fagfællerne er to-nen en anden. De vil sikkertspørge, skriver Block, hvorforhan skriver en havebog når deselv kunne gøre det lige sågodt. Ja det kunne de nok,men det gjorde de bare ikke.“Her seer du mit, lad nu seedit hvad du haffver gjort ochvad du kund giøre.“ Om po-dekviste er der åbenbart en

faglig debat om hvor gamlekvistene skal være. Skal de ha-ve ‘led’ altså være toårige? Detmener Block ikke, men det gørandre åbenbart. „De skal væreså og så, og de veed slet intetder aff og kand dog lære an-dre,“ kommenterer Blockuvenligt sine kritikere. Og velkan man pode flere arter påsamme grundstamme. „Mennu er Lysten død og borte, ogProfit oc gierighed kommerigien,“ skriver han. Block me-ner - fornemmer man - at an-dre urtegårdsmænd for usselmammon har ført sig fremmed lidt for billige tricks.

Det er nemt at få fat i bogenfor den blev optrykt i 1984som en affotografering af før-ste udgave. Den er, de latinskenavne undtaget, trykt med go-tiske bogstaver som får bogentil at virke utilgængelig. Des-værre, for bag de snørkledebogstaver er sproget forholds-vis let at forstå. Også selv omBlock har det med at gøre helesproget snørklet med masseraf sætningsindskud mellem deskråstreger der bruges i stedetfor kommaer.

Langt de fleste ord og ven-dinger er de samme som i dag.Blandt undtagelserne er buller(stammer), rad (række), stakit(espalier), letter (stolper), zires(smykkes), sanke (samle), efter-høst (efterår) og møg (gød-ning) - for at tage nogle af demere fagligt prægede udtryk.

En af de mere komplicerede mønstre som Block anviser. Beddet tegnesaf kantplanter (f.eks. buksbom) og fyldes op af blomster og grøntsager.

Det er mest ord vi kender,men de er bare blevet sjældneeller har fået en lidt anden be-tydning. De fleste plantenavneer også som i dag, især de dan-ske, men uden den botaniskesystematik som Linné indførteover 100 år senere.

Flere af Blocks råd og vejled-ninger er ikke langt fra hvadkunne sige i dag. Andet erlangt fra, især den regulæreovertro man indimellem fin-der, f.eks. at buksbomhække-ne skal klippes ‘strax efterFuldmaane’. Eller den svagtudviklede afsætningsteknikder mest er baseret på snore,men tilsyneladende uden stok-ke mv. til flugtning.

Bogen er ikke bare en kul-turhistorisk milepæl. Den erogså en interessant historiskhaverejse der gør 1600-talletmeget nærværende. Det ernæsten som at være på besøgi datidens Lundehave medBlock som engageret guide. sh

Hans Raszmussøn Block: HorticulturaDanica. 150 s. Peter Hake / JørgenHolst 1647.

Forlaget Wormianum (Skalks forlag)genoptrykte bogen 1984 under titlen‘Ældste danske havebog’ og medmed tre siders nyt forord. Genoptryk-ket er dog udsolgt og kan kun købesantikvarisk, f.eks. via antikvariat.net.Her findes også et restaureret origi-naleksemplar fra 1647 til 25.000 kr.


Mange kender GeorgBoyes lærebog ‘Anlægs-

gartneri’ fra 1960. Under sam-me titel - og delvis med sam-me struktur - udkom 34 år førDanmarks ældste egentligelærebog i anlægsgartneri oghavearkitektur. Det var skrevetaf Erik Erstad-Jørgensen(1871-1945) og udgivet i 1926da branchen kun havde væretetableret i 2-3 årtier. Bogensvægt ligger på tidens væsent-ligste opgave: villahaverne,men det beskrevne fag hvilerklart på en meget ældre gart-nertradition fyldt med al denerfaring der følger med. Ogdet er slet ikke så tosset.

Meget af indholdet er ikke

Første rigtige lærebogMed ‘Anlægsgartneri’ fra 1926 var ErikErstad-Jørgensen med til at etablere faget

engang forældet i forhold til idag. Mange overvejelser ombl.a. belægninger og plante-anvendelse kunne næsten væ-re sagt i dag. Erstad-Jørgensenbliver helt moderne i sin be-skrivelse af synkebrønde og fa-skiner hvor regnen kan sivevæk. Alligevel må man konsta-tere at bogen i dag kun har hi-storisk interesse. Det meste erikke længere relevant. Og me-get er forkert ved vi nu takketmellemtidens forskning.

Grafisk er vi også blevetlangt bedre vant. Erstad-Jør-gensen skriver side op og sidened, kun afbrudt af enkeltesort-hvide tegninger og bille-der hvis potentiale slet ikke

udnyttes. Problemer der letkan forklaret grafisk, forklaresså omstændeligt i tekst at detnæsten ikke er til at forstå.

Som Boye gør det i 1960,indleder Erstad-Jørgensen medhavekunstens historie. Hele fa-get skal jo dækkes! Historienender hvor en ny - især en-gelsk inspireret - arkitektonisk

stil med frodig naturinspireretbevoksning har fortrængt detsene 1800-tals landskabs- oggartnerstil (gardenesque) ogdens tæppebede, eksoter ogmasser af slyngede gange.

Herfra er der ikke langt til1926 hvor konturen af denfunktionelle modernistiskegræshave viser sig, også hosErstad-Jørgensen. Han argu-menterer mod de mange bedeog stier der deler plænen opog gør næsten nar af stenhøj-ene med alskens stenhøjsplan-ter. Han foretrækker i det heletaget enkle former og sparsomdetaljering frem for tidens -godt nok aftagende - tendenstil at fylde haven med så man-ge elementer som muligt.

„Det er ikke mængden dergør en have smuk, men at hverting er anvendt på sin retteplads og fyldestgør sit formål,“erklærer Erstad-Jørgensen derlægger stor vægt på at forkla-re de planmæssige og æsteti-ske forhold. Bange for at væresmagsdommer er han ikke.

Bogen kan derfor også ses

Erik Erstad-Jørgensen (1871-1945) skrev fagets første lærebog.

Opslag fra bogen. Et atypisk et med hele to billeder, her om støbning af et vandbassin og det færdige anlæg.


som et havekulturelt manifest.Og pudsigt nok handler det ihøj grad om ikke at bruge dehistoriske referencer. „ Manskal ikke anlægge en have ibarokstil eller landskabeligehavestil, men derimod såledessom man selv finder haven børse ud under hensyntagen tilalle foreliggende forhold.“ Ogdet skriver manden efter 70 si-ders historisk gennemgang!

Tidens anlægsgartneriBogen giver et fint billede aftidens anlægsgartneri. Jord-arbejdet foregår endnu medskovl, spade og trillebør. Selvstørre jordflytninger - somf.eks. kan tages stribevist såman kan holde muld og råjordadskilt. Til gengæld er jord-pakning ikke et problem. Pro-blemet nævnes slet ikke.

Maskiner får ikke mangeord med på vejen. Specialhes-tevogne til at flytte store træ-er nævnes. Jordsluffer til hesteog græsslåmaskiner nævnesikke selv om de fandtes. Detmanuelle jordbor synes at væ-re nyt. Det forklares i hvert

Erik Erstad-Jørgensen: Anlægsgartne-ri. Alm. Dansk Gartnerforening ogN.C. Roms Forlag 1926. 317 sider. Bo-gen kan kun lånes eller opstøves an-tikvarisk.

fald meget indgående.Belægningsarbejde handler

næsten kun om havestier ogindkørsler. I 1926 skulle der gå40 år før stabilgrus og bund-sikringsgrus blev standard.Man bruger til gengæld maka-dam, eventuelt af murstens-skærver, eller slagger fra dentids kulovne. I toppen er na-tursten i kridthuset, chaussé-sten i buer i indkørslen og el-lers helst brudfliser. Betonfliserkan gå an hvis det bare ikke erfortovsfliser i fortovsmønster.Gruset bæres der over med.Asfalt stadig anses for at værefor dyrt, selv til tennisbaner!

Planteudvalget synes arts-mæssigt at være som i dag - el-ler bedre fordi man bl.a.havde elmen. Men sorterne erder langt færre af. Erstad-Jør-gensen skriver dog begejstretom den „forbløffende udvik-ling inden for alt hvad derhedder stauder.“ Hvor man førstort set kun havde de botani-ske arter, er det væltet fremmed sorter inden for næstenalle arter. Så meget desto let-tere er det at droppe udplant-

ningsplanterne. De vigtigstegræsarter er de samme som idag, men det er landbrugs-græsser og sorter nævnes ikke.Til gengæld er flere arter i spil.

Ukrudtsbekæmpelse er etspørgsmål om god gammeløkologisk jordbrugsteknik -men pesticider er så små på vejfrem. Når man skal bekæmperodukrudt før anlæg af entennisbane lønner det sig atgive jorden „et godt lag myre-malm der har brugt til rens-nings af gas, og som indehol-der så meget plantegift at detvirker dræbende ...“

Plejen af træer er selvsagtstærkt forældet. Det beskrivesf.eks. indgående hvordan mankan fjerne råd ved at skærerent indtil frist ved, plumberemed beton, dræne huller vedat bore o.s.v. Det er let at gri-ne af i dag, men dengangskulle der gå over 50 år førforskningen helt ændrede denpraksis bogen anbefaler.

Arkitekt og gartnerErstad-Jørgensen får forbløf-fende meget med, også i de-taljerne, herunder en hurtiggennemgang af de vigtigsteplanter og deres egenskaber.At sammefatte faget var ogsålettere dengang hvor udbud-det i både metoder og mate-rialer var meget begrænset iforhold til i dag. Vægtningen ibogen er også en lidt andenend man nok ville vælge i dag.Ud over det historiske fylderopmåling og afsætning påfal-dende meget, også husmands-knebene omtales grundigt.

Erik Erstad-Jørgensen varselv både havearkitekt og an-lægsgartner. Ja, han var denførste der kaldte sig havearki-tekt på et tidspunkt hvor‘landskabsgartner’ ellers vardet foretrukne begreb. Medtitlen markerede han også stil-skiftet bort fra gartnerstilen.

Trods søn af rigsarkivarAdolph Ditlev Jørgensen blevErstad-Jørgensen uddannetsom gartner på herregårdenFuglsang og på RosenborgGartnerlæreanstalt. Han blevhavebrugskandidat 1894 oghavearkitekt hos landskabs-gartner Edvard Glæsel og påKunstakademiet. Erstad-Jør-gensen blev kendt for at tegneog udføre større kommunaleanlæg, men også et stort antalherregårds- og villahaver, kir-

Plakat af Valdemar Andersen for Den 4. nordiske havebrugsudstilling i1912 der havde Erstad-Jørgensen som udstillingsarkitekt. Plakatenafspejler tidens nye interesse for den arkitektoniske havestil, isærbarokken. Gengivet fra Danmarks Havekunst II.

kegårde m.m. Han var på sinkarrieres top da som 54-årigskrev fagets første lærebog.

Han var af en tid hvor have-arkitektur og anlægsgartnerivar integreret i samme virk-somhed. Det præger også bo-gen ‘Anlægsgartneri’ hvor ha-vearkitektens projektering oganlægsgartnerens udførelseflyder fuldstændig sammen.Da der i 20’erne og 30’erneblev sået tvivl om denne kom-bination, forsvarede Erstad-Jørgensen modellen fordi hanmente den var en fordel nårman stod over mere komplice-rede anlæg. I længden gik ud-viklingen dog den anden vej - ihvert fald i den private sektorhvor man i den offentlige sek-tor har bevaret et vis integra-tion til i dag.

I 1926 endnu var arbejdetdomineret af villahaver for-uden enkelte store offentligeanlæg. At der ofres ret megetplads på at beskrive anlæg aftennisbaner og kroketbanerviser også noget om hvemkunderne var. Men nye opga-vetyper var i fremmarch, ikkemindst friarealerne omkringde sociale boligbyggerier ogoffentlige institutioner. Have-arkitekter og anlægsgartnerebegyndte at gå hver til sit. Ogden teknologiske udvikling vari gang, selv om den først fik sitgennembrud efter anden ver-denskrig hvor tanks blev rede-signet til dozere. Som alle læ-rebøger blev også Erstad-Jør-gensens bog derfor udsat foret hurtig forældelse, men dener en god årgang 1926. sh


Parkpolitik i sogn og købstad

Det var her at idéen omskrammellegepladser før-

ste gang blev nævnt. Og herat man kunne læse den kon-troversielle tanke at parkpoli-tik ikke bare var noget forstorbyen, men også for mindrebyer og sogne. Bogen der si-den har været opfattet sommeget fremsynet, er Dansk By-planlaboratoriums debatbog‘Parkpolitik i sogn og købstad’fra 1931.

Forfatteren var havearkitek-ten Carl Theodor Sørensen(1893-1979). Han er unik i dendanske landskabsarkitekturshistorie, ikke kun fordi C.Th. -som han ofte kaldes - var enkreativ designer. Også fordihan var en dygtig formidlerder skrev flere af de bøger viregner som fagets klassikere.‘Parkpolitik i sogn og købstad’skrev han som 38-årig. Og deter en meget socialt engageretskribent man møder.

Parkpolitik var dengang al-lerede et velkendt begreb iflere andre lande, men mestsom et storbyfænomen. I bo-gen henvises der da også uaf-brudt til udenlandske eksem-pler, især fra Tyskland. Med‘Parkpolitik i sogn og købstad’blev begrebet slået fast i Dan-mark og tilmed som noget derogså var relevant uden forstorbyen. Stor udbredelse fikbogen også, for den blev medstøtte fra Ny Carlsbergfondetsendt gratis til alle de davæ-rende 1400 kommunalbesty-relser og sogneråd.

Etagehusets forbandelseParkpolitik er meget mere endbare pynt. Det handler om re-kreation i bred forstand, un-derstreger C.Th. Og den lang-sigtede og konsekvente løs-ning er at alle boliger har ha-ve, „medens opførelsen af ha-veløse boliger i etagehusehemmes mest muligt og stand-ses helt hvor det på nogen må-de er muligt.“ Som mange påsin tid forbinder C.Th. kun dentætte by med skummelt mørkeog social armod, ikke med nu-

tidens kulturby med grønnegårde og levende byrum.

Til gengæld accepterer hansmå haveboliggrunde så areal-spørgsmålet ikke bliver for på-trængende. Rækkehusene -den tids tæt-lav - beskrivessom et godt kompromis, helstuden forhave som bare erspild af plads. Og så bør have-boligerne trods alt også helstsuppleres af mindre fælles-arealer til samling, leg og destore træer der ellers skyggerhaverne for meget.

Kolonihaverne er vigtige,men kun som et nødvendigtsupplement til etageboligerneså længe man har dem. Ognok skal både boligens haveog kolonihaven anvendes tildyrkning, men faktisk skal devære ‘mindre nyttehaver endhaver med rekreative formål’.

Bortset fra målet om at alleboliger skal have haver, frem-hæves legepladsen som ‘detførste og vigtigste punkt i by-ernes parkprogram’ i de størreprovinsbyer. Men igen kun no-get som etagehusene nødven-diggør. Her slår det sociale en-gagement stærkt igennem i debasale krav om at give børne-ne adgang til den stiliseredenatur af sand, græs og vand.Og det er bedre at arealet erstort end det er flot udstyret.C.Th. advokerer desudenstærkt for at der etableres sko-lehaver - og præsenterer altsåfor første gang sine tanker omskrammellegepladser.

Parkerne skal først og frem-mest være alsidige brugspar-ker uden ‘malplacerede sten-høje og blomsterklatter’. „Etbedre program kan udtrykkes i

det ene ord: græs,“ fastslåsdet. Blomster er ellers helt ok,de præsenterer sig bare bedrei særlige blomsterhaver.

Og så gør det heller nogetat det arkitektoniske og æste-tiske er i orden. Den gengivnebilledserie antyder hvordan.C.Th.’s arkitektoniske grund-syn slår igennem i hans for-slag. Han taler for de klare løs-ninger, ofte med monokultu-rer frem for blandede bevoks-ninger. Og det er ikke barebedre, desto flere træer der er.Hellere undvære dem hvis def.eks. slører den klassiskelandsbykirkegård der er „et afvort kulturlandskabs allerskønneste elementer.“

Vejtræer uden fremtidOgså træer i gaderne er C.Th.meget loren ved. Det er bareat bede om problemer, ikkemindst på grund af den be-skæring som datidens luftled-ninger krævede. Og så er ga-detræerne dyre i forhold tilden rekreative værdi selv omde dog tilfører et ‘grønt ele-ment’. I C.Th.’s optik anno1931 har gadetræerne ingenstor fremtid.

Heller ikke på landet er vej-træer et hit. Pengene kan bed-re bruges andre steder menerhan - bortset fra ‘særlig op-lagte tilfælde’ hvor man dogbør holde sig fra frugttræer ogikke bruge alt for meget krudtpå at bevare gamle vejtræer.Så hellere ‘være god ved deunge opvoksende træer’.

I landsognene er der fokusderimod på punktvise indgreb,navnlig rydning og etableringaf bevoksninger på kirkegår-de, i præstegårdshaver og vedgadekær samt etablering ellerforbedring af badepladser ogboldbaner som ellers ofte bareer græsmarker uden læ. Smålystanlæg i små byer har C.Th.intet tilovers for. Unødvendigtkøbstadssnobberi!

Fornuftsbestemte indgrebNaturfredning var et nyt ogvarmt emne i 1931. Det har

C.Th. Sørensens manifest fra 1931 var fremsynet, men er for længst blevet historie. En god én

Forsidens tegninger afspejlr tre af debatbogens nøglebegreber.


C. Th. Sørensen: Parkpolitik i sogn ogkøbstad. Dansk Byplanlaboratorium1931. Udgivet med støtte fra NyCarlsbergfondet. 122 sider, 25 x 17,5cm. Kartonomslag. Bogen er genop-trykt med hårdt omslag på ChristianEjlers Forlag i 1978. Begge udgaverkan i dag kun skaffes antikvarisk.

fået en stor vægt i C.Th.’s boghvor han redegør for frednin-gens muligheder i parkpolitik-ken, og hvordan naturen kanbruges i rekreativ sammen-hæng. Ganske fremsynet, und-tagen da talen falder på ba-lancen mellem nytte og æste-tik. „Det er ganske urimeligtat se fornuftsbestemte indgrebsom vandalisme,“ skriver C.Th.og bruger som eksempel en åder kan være lige så smuk somen udrettet kanal som en slyn-

get å i en eng. Her har tidenfor længst overhalet C.Th. somi det hele taget ikke ser park-politikken som et middel til atløse miljømæssige og økologi-ske problemer. I dag er denslyngede å smukkere end enkanal, bl.a. fordi vi ved at dener økologisk langt mere værdi-fuld og renser landbrugetsdrænvand.

De rekreative arealer skalvære til nytte til hele befolk-ningen og derfor ligge nær

byen. Og der skal være godadgang til skov og strand foralle - og ikke kun for de velha-vende med automobil. „Dyre-haven er selvfølgelig overor-dentlig smuk, men en ganskeordinær kulturskov som lånærmere ved København kun-ne være meget mere værd enddyrehaven,“ skriver han i etsjældent københavnsk eksem-pel. Lighedstanken præger og-så hans opfattelse af kirkegår-den. Også derfor foretrækker

han landsbykirkegårdene fremfor de store bykirkegårde hvisluksusgravsteder er noget ‘al-deles udemokratisk’.

En gartner til flere sogneParkopgavens størrelse virkedenok stor i 1931 i forhold til desmå ressourcer. Men set mednutidens briller er den særde-les overskuelig sådan som detogså fremgår af bogens fireeksempler på hvordan parkpo-litikken kan konkretiseres i firelandsogne. C.Th. foreslår atansætte én enkelt gartner tilalle opgaver i flere sogne påén gang!

Tilgangen er realpolitisk. Al-ligevel var mange af C.Th.’stanker uden tvivl meget disku-table dengang. Det er de ikkemindre i dag hvor vilkårene erså forandrede at flere af dengamle mesters betragtningerer helt ude af trit med bådetidsånden og tidens opgaver.Derfor er det hurtigt læste ma-nifest fra 1931 reduceret til hi-storie, men en der er en fornø-jelse at læse. Man får et fintbillede af tiden og de parkpo-litiske udfordringer man stodover for. Og fremsynet var bo-gen - på nogle punkter.

Bogen er forsynet med man-ge avisklip der giver et levendebillede af tidens debat. Ogsådengang diskuterede man for-dele og ulemper ved storetræer i boligområder og omfriliftsliv trives bedst i natur-prægede end parkprægedeområder. Det er ikke alt derhar forandret sig. sh

En hurtig designmanual til parkerog anlæg kan C.Th. Sørensen ikkenære sig for at præsentere.

At skaffe gamle bøger aktikvarisk kanlettest ske på antivariaternes fælleshjemmeside www.antikvariat.net. Herfandt jeg f.eks. den her anmeldte bogi originaludgave til 150 kr. Eksempla-ret kom to dage efter med posten.Det var i perfekt stand og har tilsyne-ladende aldrig været læst før.


Buske, træer og frilandsblomster

Valdemar Jensen, H.K. Paludan, C.Th.Sørensen: Buske og træer. Emil Wie-nes Bogforlag 1948. 551 sider.Valdemar Jensen, H.K. Paludan, C.Th.Sørensen: Frilandsblomster. Emil Wie-nes Bogforlag 1949. 612 s.Bøgerne kan kun lånes eller opstøvesantikvarisk.

Da Poul Erik Brander intro- ducerede sin bog ‘Træer

og buske i by og land’ 19. no-vember 2010 henviste han tilen bog fra 1948 som den hansegen kunne minde mest om.Det var ‘Buske og træer’ redi-geret af Valdemar Jensen, C.Th. Sørensen og H.K. Paludan.

Bogen på 551 sider var endel af en stor satsning der og-så omfattede ‘Frilandsblom-ster’ fra 1949 med de sammetre redaktører. Hertil kom tremere gartnerorienterede bø-ger med andre redaktørholdder berettede om blomster un-der glas, køkkenhaven ogplantesygdomme. Alle med ensværm af medskribenter.

‘Buske og træer’ afløste selvO.G. Petersens ‘Træer og bu-ske’ fra 1916. Den var ‘ikkeforældet i almindelig for-stand’, men trængte til supple-ring på grund af mange nyearter og varieteter, som dethed i 1948. Sådan skulle mansnart sige igen. Det er lære- oghåndbøgernes skæbne at blivehurtigt forældede selv om de-res kerne godt kan være lang-tidsholdbar.

Gennemgangen af slægterog arter fylder fire femtedeleaf ‘Buske og træer’ fra 1948.Her er ikke kun landskabsplan-ter med som i Branders nyebog, men også haveplanter.Brander har væsentligt færreslægter med, men de er grun-digere behandlet, især hvadangår økologiske og fysiologi-ske forhold, men også hvadangår morfologi, klima ogdyrkning. Og så gør Branderlangt mere ud af sorterne somer meget vigtigere i dag endfor 60 år siden.

I 1948 veksler indhold ogstruktur en del med de mangeskribenter. Fælles for 1948 og2010 er at man indleder medde fælles slægtskarakterer ogkun beskriver artskarakterernår de afviger, men det ergjort mest konsekvent i Bran-ders bog. I 1948 fylder morfo-logi og formering - ValdemarJensens speciale - uforholds-mæssigt meget.

I ‘Frilandsblomster’ er struk-turen principielt den sammesom i ‘Buske og træer’. Stau-derne fylder mest, hele 360 si-der, mens løg og knolde samt

sommerblomster må tage tiltakke med biroller. Haveroserfinder man ikke, de er beskre-vet i ‘Buske og træer’.

Begge de to bøger har ind-ledende generelle kapitler omformering, plantning, anlægog anvendelse samt sygdom-me og skadedyr. Ganske infor-mativt, ikke mindst når have-arkitektikonet C.Th. Sørensenstiller sin alsidighed til skue.Tonen er noget subjektiv.C.Th. kalder stenhøje for ‘ræd-selsfulde’ og E. Hellmers synesat den meget brugte Bor-deaux-væske mod svampe haren ‘smuk lyseblaa Farve’. Ogjo, retskrivningen er den gam-le som netop blev ændret i1948. Så i ‘Frilandsblomster’året efter er aa blevet til å ognavneord staves med småt.

Bøgernes rummer desudenlister med frøanalyser, hård-førhedslister, plantevalg til for-skellige formål, ordliste m.v.Ordlisten og den tværgåendeskematiske sammenligning hardog ikke samme store vægtsom i Branders nye bog. Hertilkommer litteraturlisten der i1948 og 1949 er stærkt domi-

Den store satsning i 1948-49 kan sammenlignes med Brandersnye bog om træer og buske

‘Buske og træer’. Her om hestekastanje hvorGeorg Boye er pennefører.

De farvelagte skemaer i ‘Frilandsblomster’ var en dyrluksus på den tid.

neret af udenlandske titlerhvor Branders bogs er prægetaf danske kilder, ikke mindstom de sortsforsøg som kom tili 1960’erne.

Trods deres tekstmæssigefriskhed har bøgerne fra40’erne en gammeldags karak-ter over sig. Det skyldes ikkemindst illustrationerne. Selvom der lokkes med ‘500 bille-der og tegninger’ føles detikke af mange sammenlignetmed vore dages billedrigehåndbøger, og illustrationernebruges ikke systematisk somstøtte til teksten. Navnlig i tek-sten om sygdomme og skade-dyr savnes billeder. I den tidsbøger er sort-hvide billederstandard, men man finder dogenkelte indskudte farveplan-cher, en dyr luksus på den tid. I‘Frilandsblomster’ er der end-da en 32 siders liste hvor blom-sterfarven er gengivet i farve.

Beskrivelserne har på mangemåder præg af sin tid. Der re-fereres f.eks. ofte til ‘de stren-ge vintre’, nemlig krigsvintre-ne 1940-42, seks år før. Det varen test af planterens hårdfør-hed som der lægges stor vægtpå. En meget stor del af have-roserne døde - dog undtagendem hvor der var foretaget eneffektiv jorddækning.

Gennemgangen af sygdom-me og skadedyr mangler na-turligvis mange af de alvorligeproblemer vi senere har fået.Elmesygen nævnes dog som etpotentielt problem, selv omsygdommen først langt senerefik den agressive form der toglivet af elmene. Invasive plan-ter var heller ikke et problem.Kæmpebjørneklo er f.eks. enaf de stauder der omtales.

I tilbageblik understreger‘Buske og træer’ og ’Frilands-blomster’ at man ikke savnedegrundige fagbøger for 60 år si-den. Men man måtte læse sigtil mere og se sig til mindreend i dagens tilsvarende bø-ger, og navnlig i forhold tiltræer og buske var spørgsmå-let om sorter og frøkilder ikkenær så afgørende som nu. sh


Arkitektur er brugskunst der skal opleves, ses og

sanses der hvor den er. Meninden da er det ikke af vejenmed en basal indføring der åb-ner øjnene for de arkitektoni-ske kvaliteter. Denne opgavesatte Steen Eiler Rasmussen sigfor at løfte med bogen ‘Om atopleve arkitektur’ fra 1957.

Den gennemgår arkitektur-ens grundelementer som form,rum, proportioner, kontraster,rytme, stoflighed, lys, farverog lyd og belyser det med ek-sempler fra især London ogRom. Og med mange billeder,tiden taget i betragtning. Re-sultatet var pædagogisk oglangtidsholdbart. Bogen er se-nest genoptrykt i 1997 og kanstadig læses med langt mereend blot historisk interesse.

Det er mest bygningerne der

Brugskunstens instrumentMed ‘Om at opleve arkitektur’ beskriver SteenEiler Rasmussen arkitekturens basale kvaliteter

fokuseres på, og især deresydre, men udemiljøet og isærbyrummene er med. Ikkemindst i eksemplet med FrankLloyd Wrights berømte hus iUSA ‘Falling Water’ (1936-39)hvor en bolig med glat betoner bygget over et vandfald ognæsten skjules i skoven.

Den omvendte kontrast oglegen med rum, klipper ogvand finder man i Roms Trevi-fontæne (1732-62) som bryst-bomben Anita Ekberg endnuhavde gjort berømt da SteenEiler skrev. Fokuseringen på debasale træk udnytter han til atgå på tværs i tid og rum.

Planter og haver er kun spo-radisk med og nævnes f.eks.slet ikke i kapitlet om stofligevirkninger - heller ikke selv omf.eks. en murs stoflighed æn-dres fuldstændig af planter.

Her savnes også en forklaringpå hvad stoflighed egentlig er.Er det bare ‘materialeoverfla-de’ eller også noget med reli-effer, mønstre og farver?

Arkitekturens grundelemen-ter gennemgås ikke fra allevinkler. I kapitlet om belysningfokuseres kun på dagslys ogkun på lyset inde i bygninger-ne. Her savner man betragt-ninger på både det kunstigeog naturlige lys udendørs. El-lers er det et særdeles interes-sant og velskrevet kapitel.

Steen Eiler Rasmussen villeikke bare skrive for arkitekter,men også så bogen kunne læ-ses og forstås ‘af en interesse-ret fjortenårig’. For som hanskriver: „Grundlaget for dygtigprofessionalisme er en interes-seret og forstaaende kreds afdilettanter ...“ Og godt nokskriver han godt, men bogenkræver både indlevelse ogkoncentration - og evne til atgeneralisere pointerne ud fraeksemplerne.

Steen Eiler Rasmussen vil ik-ke fælde æstetiske dommeskriver han, men vise det in-strument arkitekturen spillerpå. Det er dog ‘meget svært’at holde for sig selv hvad manlide og ikke lide, erkenderhan. Det nikker man alt sam-men genkendende til. F.eks.om fortove hvor den danske

Steen Eiler Rasmussen: Om at oplevearkitektur. G.E.C. Gads Forlag 1957.255 s. 24x17 cm. Genudgivet 1989 og1997, sidst af Fonden til Udgivelse afArkitekturværker, Arkitektskolen iAarhus. Den seneste udgave kan sta-dig købes som ny, mens den oprinde-lige udgave fås antikvarisk.

Klinker i Stormgade, København. Granitsøjlen virker tonstung og det ersom om den står direkte på klinkerne. Steen Eiler Rasmussen: „Ikke blotbliver murstenene ubehageligt splintret, men man faar en styg fornem-melse at af den tunge søjle synker ned i det blødere materiale.“

Arkitektur skal opleves af alle. På forsiden står et ungt, hipt par anno1957 i snævre jeans og læderjakke og studerer en gotisk skitse.

standard med brosten mellembetonfliser får en over nakken:

„Granit og beton gaar ikkegodt sammen. Man kan mær-ke det som noget ubehageligthelt op gennem støvlesaaler-ne. De to materialer har saa-dan en forskellig glatheds-grad.“ Så foretrækker Rasmus-sen langt hellere Londons for-tove med naturstensfliser lagtpå tværs af gangretningen.

Steen Eiler Rasmussen (1898-1990) var arkitekt, byplanlæg-ger og professor ved Kunst-akademiets Arkitektskole ogvar bl.a. med til at udvikle Kø-benhavns fingerplan og byenssenere så herostratisk berømtebydel Tingbjerg. Det var dognok så meget i rollen som for-midler og debattør han slog sitnavn fast og huskes. Det mestkendte bogværk er ‘London’fra 1934 og ‘Byer og bygnin-ger’ fra 1949 - hvorefter hansom næsten 60-årig skrev ‘Omat opleve arkitektur’. Trods degamle eksempler og det beda-gede sprog er den stadig aktu-el fordi den handler om arki-tekturens basale træk. sh


ANMELD EN KLASSIKER 10

Havekunstens store stilperi- oder er udtryk for en stili-

sering - forenkling og perfekti-onering - af de landskabsfor-mer hvor de opstod. Denspansk-mauriske have er enstiliseret mark med vandings-kanaler. Den italienske have eren stiliseret bjergbæk. Denfranske have er en stiliseringaf nordfrankrigs flade flod-landskaber. Og den engelskehave er et stiliseret, bakketgræsningslandskab. Sammenmed ‘haven’ - der er udvikletfra dyrkningshaven - er detfem hovedformer der er ud-gangspunktet for Carl Theo-dor Sørensens ‘Europas have-kunst’ fra 1959.

C.Th. Sørensen (1893-1979)er kendt som fagets størstedanske stjerne gennem tidenog kunne både designe, tegne

De stiliserede landskabsformerFagets mester gav med ‘Europas havekunst’ havekunsten nye vinkler trods bogens uklare linje

og skrive. I ‘Europas have-kunst’ er han ude i noget derminder om et videnskabeligtærinde. De stiliserede land-skabsformer er en hypotesesom bagefter eftervises. Somsådan skal værket mere opfat-tes som en forskningsafhand-ling end som en pædagogisklærebog. Det akademiske ni-veau slås an fra starten med etlangt uoversat citat på tysk.

Bogen var derfor ikke svaretpå fagets efterspørgsel efteren lærebog. Den kom først i1972 med Georg Boyes ‘Have-kunsten i kulturhistorisk belys-ning’. Der er dog på den an-den side langt til vore dagesforskningsrapporter. C.Th. skri-ver ‘vistnok’ hvis han er usik-ker. Ikke at ‘der er grundlagfor at antage’. For nu at tageet lille symbolsk eksempel.

Med C.Th.s fokus er den ita-lienske stil ikke renæssanceha-ven og den franske stil er ikkebarokhaven. Det er bare be-tegnelser haverne har fået for-di de var fremme i de pågæl-dende kulturperioder. På denanden side er det ikke tilfæl-digt at stilarterne netop varfremme da de var. Når denfranske stil blomstrede i 1600-tallet var det fordi Frankrignød økonomisk fremgang oghavde en centraliseret magt-struktur hvor de store anlæggav mening og kunne kommetil udførelse. Det kommerC.Th. ikke nærmere ind på.

Med sin nye opdeling vilC.Th. også gøre begrebernemere fleksible. Det er f.eks. etproblem at tale om den ‘en-gelske romantiske landskabs-have’ når man kunne finde ro-

mantiske haver længe før,f.eks. i den italienske renæs-sancehave Villa Lante i 1550.Havehistoriens hovedretningerer sket ikke så tids- og steds-bestemte endda. Derfor er be-greber som ‘den italienske’ og‘den engelske stil’ heller ikkebedste. Desværre er begrebs-udviklingen stoppet her.

Den franske stil synes atligge C.Th. særligt på hjerte.Kritikken af stilen som ‘stiv’ af-viser han blankt. Og André leNotre, hovedmanden bag ha-verne ved Vaux-le-Vicomte,Versailles og Chantilly, bliversat meget højt. Derfor ogsåden grundige gennemgang afbogen ‘La Theorie et la Pra-tique du Jardinage’ (1709) derifølge C.Th. er le Notres fag-lige og kunstneriske testamen-te. Også danske Johan Korne-

Fire landskaber der er udgangspunktet for fire hovedstilarter: Den spanske (vandingsanlæg på Mallorca). Den italienske (bjergvæk ved Tivoli). Denfranske (flodlandskab ved Loire). Og den engelske stil (Lellinge ved Køge). Den engelske stil er i C.Th.s begrebsverden basalt et afgræsset bakke-landskab uden de romantiske islæt med grotter, statuer mv. der senere kom til. Alle billeder er gengivet fra bogen.


C. Th. Sørensen: Europas havekunst.Fra Alhambra til Liselund. G.E.C. GadsForlag 1959. 306 s. Bogen blev genud-givet i forfatterens dødsår 1979 somet fotografisk genoptryk. Bogen kankun købes antikvarisk eller lånes.

Med fire billeder (hvoraf der her kun vises de sidste tre) viser C.Th. hvordan broderiparterret er opstået. Urtehavens hækomkransede dyrkningsbedebliver forfinet og ender som noget helt andet.

lius Krieger får glimrende an-meldelser, især for sit arbejde iFrederiksberg og Frederiks-borg Have.

Det virker dog som omC.Th. ikke helt kan bestemmesig for værkets linje. Han med-deler til en start, at han „kun imeget ringe grad vil forsøgemig analyser, knap nok medvurderinger.“ Det holder hanabsolut ikke. Han skjuler f.eks.ikke at han ikke regner den ty-ske havekunst for meget. Oghvorfor skulle han også afhol-de sig fra at analysere? Det ernår han gør det, at han erbedst, f.eks. når han i tekst ogbilleder forklarer hvordan bro-deriparterret er opstået.

Bogen er i vid udstrækningstruktureret efter havekun-

stens hovedpersoner og perso-nalhistorien er meget detalje-ret. Det virker ikke særligtkonstruktivt i forhold til hypo-teserne. Under læsningen sav-ner man desuden klarere hi-storiske rammer og perspekti-ver for de mange detaljeredebeskrivelser af haver og perso-ner. Med fokuseringen på defem hovedformer er der ogsånogle havetyper der kun bliveroverfladisk berørt, specielt1800-tallets haver hvor f.eks.de senere engelske haver afBlomfield, Lutyens og Jekyllspises af med tre sider. Men nuer vi også nået frem til den tidsom C.Th. selv har levet i, ogder stopper historien!

Helt tilfreds var C.Th. hellerikke selv med værket. Han er

ifølge forordet ligefrem ‘be-skæmmet’ over at han ikkekan honorere den tillid somfondene har vist ham med sinetilskud. Men selv når C.Th. erbeskæmmet er resultatet ikketil at komme uden om.

Bogen udvikler de havehi-storiske fag med sine hypote-ser der overbeviser selv om deikke kan stå alene. Samtidigsamler bogen en lang rækkeeksempler der er dem der kla-rest udtrykker de forskelligehaveformer. Kun nogle af ha-verne eksisterede dog som ideres velmagts dage eller detder lignede. Det er stort set de60 havekunstneriske monu-menter der i C.Th.’s afslutten-de liste bør „bevares og plejesmed den største omsorg.“

I listen over havekunstneris-ke monumenter nævnes todanske anlæg. FrederiksborgSlotshave er ikke rigtigt medidet C.Th. blot nævner at ‘van-dene’ burde genskabes. Hanville have glædet sig over dengenskabelse der fulgte 47 årefter. Rigtigt med er derimodden romantiske have på Møn,Liselund, der også er med i bo-gens undertitel ‘Fra Alhambratil Liselund’. sh


Georg Boyes ‘Anlægsgart- neri’ fra 1959 har ry som

stor klassiker når man taler omlandskabsarkitektur med vægtpå fagets praktiske udførelse.Ældre landskabsarkitekterfremhæver ofte Boyes evne tilat kæde hele faget sammenog pædagogisk forklare helefagets teknik.

Alligevel var bogen historieda jeg begyndte på landskabs-arkitektstudiet 17 år efter. ‘An-lægsgartneri’ udstiller lærebo-gens skæbne: at den hurtigtforældes uanset hvor god dener. Ingen lærebog er en tidløsbibel. Slet ikke da 60’erne stodfor døren, faget blev maskini-seret og havearkitekten blevtil landskabsarkitekt. Hist ogpist har bogen trods alt stadigfaglig relevans, men ellers harden kun historisk interesse.

Den giver et godt billede af fa-get sidst i 50’erne. Men selvnår man forsøger at tage denstids briller på, har bogen lidtsvært ved at leve op til det le-gendariske ry.

Boye vil så meget med bo-gen at den ofte bliver for over-fladisk. Det gælder ikkemindst materialekendskab ogbelægningsarbejde. Desudener hans fokus begrænset til toslags udøvere: den selvstæn-digt praktiserende lille havear-kitekt der projekterer mindreanlæg og den private anlægs-gartner der udfører dem. Denkommunale verden findesoverhovedet ikke.

Var 11 år undervejsAlt kan man ikke have med ien bog på 239 sider, men enanden prioritering af stoffet

Anlægsgartner og havearkitektGeorg Boye omsatte hele sin alsidige faglighed til en bredt orienteret ogpædagogisk lærebog som tiden dog hurtigt forældede

havde været mulig. Det virkerf.eks. unødvendigt at indledemed 20 sider om havekunstenshistorie. Dette valg er overta-get fra bogens forgænger,Erstad-Jørgensens ‘Anlægs-gartneri’ fra 1926 med senereudgave fra 1939.

Det var da denne udgavevar ved at blive udsolgt i 1948at Georg Boye blev bedt om atskrive en ny håndbog. Det togmere end et årti, men somBoye skriver var det årti medet fag i ‘rivende udvikling’.Han glæder sig over at erfa-ringerne fra perioden kunnekomme med. Lidet kunneBoye ane at næste årtis udvik-ling skulle blive endnu mererivende.

Og så var Boye vel at mærkeikke alene om arbejdet. Dati-dens træplejeekspert Willy F.

Hansen stod bag kapitlerneom plantning og vedligehol-delse, mens overgartner H.P.Samuelsen tog sig af det me-ste om jord, gødskning, træ ogjern. Sammen tog de sig des-uden af græsset. Boye stodderfor kun for godt halvdelen(56%) af siderne, men for-mentligt skal bogens redakti-on også tilskrives ham.

Havearkitektens rolleBoye ser anlægsgartneri somet fag som både havearkitektog anlægsgartner tager sig af,men med hver deres roller.Hvad der er anvisende for denene, er orienterende for denanden. Af havearkitektens ar-bejde beskriver Boye bl.a. en-trepriser, betingelser, beskri-velser, tegninger, korttegningtegneteknikker, reproduktion

„Plantning er altid fornøjeligt når det sker i rette tid i velbehandlet jord.“ Fra ‘Anlægsgartneri’ 1959.


Georg Boye i samarbejde med Willy F.Hansen og H.P. Samuelsen: Anlægs-gartneri. Håndbog i fagets teknik. Al-mindelig dansk Gartnerforenings for-lag 1959. 239 sider.Bogen kom ikke i nye udgaver. Denkan findes antikvarisk, men ikke sålet. Søgning på www.antikvariat.net22.5.2012 gav ingen hits.

Georg Boye i færd med at vejlede en studerende. Marts 1968.

arbejdsmetoder og opmåling,men ikke designprocessen.

Det er en glimrende gen-nemgang der ikke siden ergentaget. Og den er fyldt medrelevante råd. Som f.eks. at be-skrivelsen kun er et ‘nødven-digt supplement’ til tegninger-ne og skal være ‘kort og præ-cis’. Værd at bemærke i en nu-tid hvor omstændelige syste-mer giver beskrivelserne etofte voldsomt omfang. Boyeer i det hele taget på vagt overfor bureaukratisering. Det for-søger man f.eks. med at visepapirmængden i en lånesag.Den imponerer ikke i dag.

At der er gået 53 år viser sigogså på andre måder, f.eks. atBoye kun beskriver fagentre-prise, ikke hoved og totalen-treprise. Den meget udførligebeskrivelse af opmåling - ogsenere om afsætning - afspej-ler også en tid med en helt an-det kortgrundlag end vi ergunstiget af i dag.

Fliser der stødesStoffet om det udførende an-lægsgartneri er endnu merebedaget. I 1959 udføres megetarbejde manuelt. Jordflytningmed trillebør er stadig nogetman regner med. Komprime-ring er et overskueligt pro-blem. Drænrør er kun af ler.Fliser stødes, man foretagernormalt ikke aftrækning. NPK-blandingsgødning er stadig

lidt for nyt og smart. Bassinerkan udføres i beton og tag-pap, men ikke i folier. Der er idet hele taget langt færre ma-terialer end i dag, og de skaltilpasses meget mere. Man ta-ler ikke om græssorter, mender bruges flere arter, f.eks.

Fliser stødes på plads med brædt og hammer. Gengivet fra bogen.

kamgræs og timothé som idag er gledet ud. Holdningentil kemikalier og pesticider erukritisk. Og træplejen er somden nu engang var før den vi-denskabeligt baserede træ-pleje trådte i karakter overtyve år efter.

Tidskoloritten flyder ud påsiderne. Til tidens hyppigtbrugte mærkevarer hører ‘Cu-prinol’ som træ overfladebe-handles med. Og som andrehavearkitekter i tiden skalBoye lige skyde den forkætre-de stenhøj i sænk.

Det sammensate virkeGeorg Boye (1906-1972) varhavebrugskandidat fra 1930og siden ansat hos stadsgart-neren i Århus og på C.Th. Sø-rensens tegnestue. Fra 1943blev han selvstændig havearki-tekt og assistent på Landbo-højskolen i fagene anlægs-gartneri og havekunst. Side-løbende var han årevis havear-kitekt for Det Kongelige Dan-ske Haveselskab og forstanderfor den ‘Anlægsgartnerskole’der var oprettet dér. Fra 1960var han lektor og fra 1963 pro-fessor i anlægsgartneri på detnye havearkitektstudium. Udover anlægsgartneri dækkede

han administration, anlægsty-per, havekunstens historie ogplanlægning.

‘Anlægsgartneri’ afspejlerGeorg Boyes sammensattevirke og foregriber de mangefag han kom til at undervise i.Hans ry som fin pædagog lyserud af bogen, men den har og-så sine begrænsninger, i hvertfald set med historisk distance.Den giver i dag et billede af enmere enkel tid for faget, menogså en tid hvor man ydmygtfandt sig i en ret underordnetrolle uden ambitioner om aterobre hele byen og landetmed. Skulle en tilsvarende bogskrives i dag kunne man ikkenøjes med 239 sider. sh


I ‘Townscape’ fra 1961 får Cullen os til at se byen som et oplevelsesrigt landskab

Bylandskab

„Brixham. Så god en illustration som man kunne ønske sig for at visehvordan liv og karakter opstår når et naturligt kraftcenter - afledt af enbys oprindelse og funktion - finder et umiddelbart ekko i dens topo-grafi. Havnen er kraftcentret i byen der er bygget op i terrasser rundtom den lukkede inderhavn som et naturlig amfiteater.“ Cullens sprogkan være snørklet, og jeg tager forbehold for oversættelsen!


Cullen viser med denne teg-neserie sin ‘serial vision’. Ud-gangspunktet er en tænktbjerglandsby som man går entur igennem. Otte steder -som er markeret på planen -stopper man og ser op. Dedramatiske skift på det tre-dimensionelle plan fornem-mes knap nok på plantegnin-gen. Den rumlige analyse an-vendes stadig som inspirationi landskabsanalysen.

Gordon Cullen: Townscape. TheArchitectural Press. London 1961. 315sider. 238x185 mm.

midler i forskellige skalaer,helt ned til facaders og be-lægningers tekturer. Et af decentrale begreber er ‘closure’,rumdannelse. Oplevelsen af atgå fra rum til rum - og gerneforskelligartede rum - er medtil at skabe det drama der ka-rakteriserer den gode by.

Teksten består mest af langebilledtekster, men det gør ikkebogen hurtig læst. Teksternekræver eftertanke, og de kanvære ret omstændelige ogfyldt med mange gammeldagsengelske ord.

Det bliver ikke lettere hvisman kun har bogens andenudgave ‘The Concise Town-scape’ fra 1971. Det er en ned-skaleret affotografering hvor

Byer er ikke bare en samlingaf bygninger. Bygningerne

spiller sammen og skaber sam-men et bylandskab, et town-scape, med arkitektoniskekvaliteter og oplevelsesmulig-heder. Kvaliteter man skalprøve at bevare i de gamle by-dele og indbygge i de nye.

En fremtrædende eksponentfor denne tanke var den en-gelske arkitekt og byplanlæg-ger Gordon Cullen (1914-1994). Han er i dag mest kendtfor bogen ‘Townscape’ fra1961 hvor han med billeder,tegninger og korte tekster for-klarer ‘bylandskabet’.

Bogen rummer ingen under-søgelser eller anden videnska-belige dokumentation. Helebogen er ét langt essay hvorhan redegør for hvordan mankan opleve byen arkitektoniskligesom man kan opleve etlandskab. Måske særligt en ro-mantisk park der hele tidenanslår nye udsigter, rum ogstemninger når man bevægersig gennem den. Som sådan er‘Townscape’ mere end en de-batbog, for pointen er i sigselv uden for diskussion.

Man kan derimod debatterehvad der skaber en god bykva-litet. Set i lyset af datidensvoldsomme saneringer og sto-re betonbyggerier er Cullenikke i tvivl: De gode kvaliteterfinder man i de velbevaredegamle bydele. De er tætte, ogtæthed er en forudsætning forbymæssig kvalitet. Og så fårman i medgift kortere ud tillandskabet. Det gælder ikkemindst i de mindre byer, hvorkontrasten mellem en lillekompakt by og det åbne land-skab er „en af de bedste kom-binationer man kan bede om.“

‘Townscape’ skal dog ikkeses som en stil hvor man repe-terer den gamle by eller en de-koration hvor man bare erstat-ter asfalt med brosten. Town-scape er „kunsten at bruge rå-materialerne - huse, træer ogveje - til at skabe en levendeog menneskelig scene,“ somCullen understreger.

Bogen er i dag nok mestkendt for analysen ‘serial visi-on’ der påpeger hvordan dentredimensionelle oplevelse afen by kan skifte dramatisk nårman skifter position. Serial visi-on - som bogen indledes med -følges af en billedgennem-gang af de begreber og virke-

tekst og især billeder fremstårringere. Man har desuden fjer-net de sidste kapitler om by-studier (som ellers er et af debedste) og konkrete forslag tilbl.a. squares og havnefronter iLondon. Et ekstra forord ognye afsluttende strøtanker eret ringe plaster på såret. Læsførsteudgaven om muligt.

Cullens bog kom samme årsom Jane Jacobs ‘The Deathand Life of Great AmericanCities’ og Kevin Lynch ‘TheImage of the City’. De var sombannerførere for ‘new urba-nism’ blandt de første med tilat gøre opmærksom på dettab - også i oplevelsesværdi -som byerne led under den mo-derne trafikkultur og de vold-

somme saneringer. De fikplanlæggerne til at kigge opog se byen tredimensionelt.

Det kan vi glæde os over idag. Men Cullens bog er ikkekun værd at fremhæve pågrund af dens historiske betyd-ning. Den er læseværdig dendag i dag. Den giver lyst til atopleve byen med friske øjne.Og til at opleve de engelskesmåbyer som optræder someksempler: Brixham, Ludow,Shewsbury, Shepton Mallet.Kan de mon stadig opvise dekvaliteter som Gordon Cullenlod sig inspirere af? sh


39 forskellige skitser til densamme parcelhushave. Til hverskitse lidt tekst og et referen-cebillede der illustrerer skit-sens hovedidé. Og et kort for-ord. Det er i al sin enkelthedkonceptet bag C.Th. Sørensens‘39 haveplaner’ med undertit-len ‘Typiske haver til et type-hus’. Bogen er fra 1966, den-gang parcelhusbyggerietboomede med alle sine type-huse, men ingen typehaver.

C.Th. var 73 år da han skrevbogen der skulle blive en lilleklassiker. Både fordi skitserneviste sig at være meget inspire-rende. Og fordi de var tegnetaf ham, landets mest kendteog velrenommerede havearki-

tekt. I de uprætentiøse stregerog ord fornemmes destillatetaf hele C.Th.s talent, rutine ogviden. Man kan i nedskaleretform finde træk fra hans tidli-gere og berømmede anlæg.

C.Th. kalder selv bogen foren ‘lille undersøgelse af hvilkemuligheder der er i en megetalmindelig havesituation’. Ogdem er der nærmest uendeligmange af. „Det har overrasketmig meget at disse mulighederer så talrige, her har jeg ud-valgt 39, men jeg kunne letgive Dem ti gange så mange,“som han selv skriver. Tonen erhøflig og ydmyg, selv om af-senderen havde al den autori-tet nogen kunne ønske sig.

De 39 utypiske haverC.Th. Sørensen viste med sine typehaver hvorrige mulighederne er i parcelhushaven

... „måske den allerfineste plan, men der må sættes spørgsmålstegn ved om den er mulig er i det hele taget, dog, skulle jeg selv vælge, jeg tror detblev denne,“ skriver mesteren selv om denne regnbuehave hvor lave hække deler haven i rækker præget af hver sin blomsterfarve.


C.Th. Sørensen: 39 haveplaner. Typi-ske haver til et typehus. ArkitektensForlag 1966. 84 s.C.Th. Sørensen: Utypiske haver til ettypehus. Christian Ejlers Forlag 1997.84 s. Forlaget blev opløst i 2008, ogbogen kan tilsyneladende nu kun kø-bes antikvarisk.

C.Th. Sørensen (1893-1979) var en af vor tids største havearkitekter og skrev flere bøger som kan betragtessom grønne klassikere.

Det er rigdommen af de-signmuligheder der er budska-bet. Ingen detaljer, ingenplantelister, ingen arbejdsteg-ninger, men masser af variati-on i rum, vægge, gulv og are-aldisponering. Hver skitse sithovedtema. F.eks. Lund og lys-ning. Radiære espaliers. Driv-hushave til en entusiast. For-sænket blomsterhave. Flot pla-ceret rum. Have til fest. Huset iet skovbryn. Bare for at tagesyv af dem.

„Enkelt sagt er det klogt pået lille areal at nøjes med et afden større haves elementer, ivisse tilfælde at se sin have

som ét rum,“ skriver han. For-merne er enkle og ofte i denmeget geometriske stil somC.Th. er kendt for. De blødekurver skulle plantevækstennok sørge for.

Hver skitse illustreret af etreferencebillede der illustrererskitsens tema. Det er ofte fraden klassiske havekunst. C.Th.satte selv den franske barok-have højest. Man finder da og-så en parterrehave, men gene-relt står de engelske forbille-der stærkere.

Ville typehaverne se ander-ledes ud i dag? Ja helt sikkert.Alene fordi grundene som re-

gel er mindre end dengang,mens husene er større. C.Th.sstandardsituation er en havepå 810 m2 med et knap 100 m2

stort hus. I dag skal der ogsågerne afsættes mere plads tilparkering, skure og carporte.

Selv om C.Th. selv bemærkerat soldyrkelsen har taget til, såtager han ikke helt de solhen-syn som man i dag er nødt til, ihvert fald på terrassen. Og hantrækker ofte store veksler påhaveejernes lyst til at bruge tidpå at holde haven og evnernetil gøre det. Til typehaven an-no 2010 ville man nok gørehaverne mere plejevenlige.

C.Th. har også flere dyrknings-haver med og skriver i nogletilfælde at frugt, pyntegrøntm.v. kan give ejeren en ind-tægt! Her fornemmer manikke bare at det er 1966, menogså at forfatteren har rod ien endnu ældre havekultur.

Tiden præger også bogensudstyr. Der er en verden til for-skel til i dag hvor man digitaltkan visualisere idéerne så godtde kan ligne fotografier af defærdigt udviklede anlæg.C.Th. nøjes med en skitse af defaste elementer - huset og deafgrænsende hække og hegn -og tegner hen over det, nokpå et transparent papirover-læg som bagefter kan trykkes iden røde farve sammen medmaskinskrevne tekster. Det serteknisk set ret primitivt ud,men formidler alligevel idéenganske klart.

Bogen blev godt 30 år sene-re genudgivet under den mererammende titel: ‘Utypiske ha-ver til et typehus. 39 havepla-ner.’ Det typiske var blevet tildet utypiske. Ikke fordi tidenhavde forandret sig så meget.Typiske var haverne heller ikkei 1966. Begrebet ’typiske ha-ver’ skal vel forstås som ‘type-haver’ ligesom ‘typehuse’.

Den nye og smukkere ud-gave fik samme layout medaffotograferet tekst, men bil-ledreproduktionerne er nye ogbedre, de røde skitser er blevetgrønne, Sven-Ingvar Anders-son indleder, og et hårdt ogfarvestrålende omslag har af-løst den oprindelig knaldrødekarton. Og så har den oftegengivne rejste plan af C.Th.Sørensens favorit, den afslut-tende regnbuehave, afløst detoprindelige referencebilledefra en historisk have.

Det er en hurtigt læst bogmed mange gode baggrunds-ideer til baghovedet. Nogleforudsætninger holder ikkelængere, men bogen har mereend historisk interesse tilbage.Man kan stadig blive inspireretaf C.Th.s kreative leg med medformerne og kække brug afforbillederne. sh


Landskabsanalysen der håndterer miljøproblemerneMcHargs banebrydende manifest fra 1969 for at brugeøkologiske principper som grundlag for planlægning oglandskabsarkitektur er stadig aktuel

Af Per Stahlschmidt


I 1973 var jeg fagligt i krise. Fra Landbohøjskolens davæ-

rende uddannelse som land-skabsarkitekt havde jeg entung ballast af naturviden-skab. Men desværre i en form,der kun delvis var anvendeligsom udøvende landskabsarki-tekt. Jeg havde studeret kul-turlandskabets geografi påKøbenhavns Universitet hvorjeg havde lært interessanteanalysemetoder jeg dog ikkeumiddelbart kunne integrere imin faglige praksis.

Det samme gjaldt mit enga-gement i verdens økologiskeproblemer. Jeg var overbevistom miljøproblemernes rele-vans for landskabsarkitekt-uren, men hvordan? Kort sagtoplevede jeg at min viden,kunnen og vilje steppede istartboksen uden at kommeud af stedet.

At læse Design With Naturevar en åbenbaring! McHargblev en rollemodel der demon-strerede hvordan landskabs-arkitekten kunne præge plan-lægningen på et økologiskgrundlag. Med viden om natu-ren, stringente, trinvise analy-semetoder og realistiske visio-ner, kunne der opnås holdbareløsninger på alle niveauer. Li-ge fra lokalområdets mikro-skala til landsdelens makro-niveau. Og ikke blot løsningeri områder med stort naturind-hold, men også i det intensivtdyrkede landbrugsland og ibysamfund.

Landskabsarkitekt Ian L.McHarg (1920-2001) var født iSkotland, men levede det me-ste af sit liv i USA hvor hangrundlagde landskabsarkitekt-afdelingen på University ofPennsylvania i Philadelphia.McHarg havde dyb viden omnaturen og dens processer.Skarpt og skånselsløst afdæk-ker han i bogen hvordan men-nesker af grådighed og ufor-stand, ignorerer og udplyndrernaturgrundlaget. Det resulte-rer ikke blot i forarmet natur,men også i ’naturkatastrofer’når naturen svarer igen, og imiljøer med elendig trivsel formennesker.

I denne vurdering og advar-sel om miljøproblemernes al-vor var McHarg på linie medmange andre af datidens mil-jøforkæmpere. Men han ad-skiller sig ved at dundertalener parret med optimisme og

Ian L. McHarg: Design With Nature.Natural History Press, New York.Hardcover edition 1969. 28x28 cm.197 s. Paperback edition 1971 og1995, nedskaleret til 20x20 cm.

konkrete fremgangsmåder foret frugtbart samkvem med na-turen. Hans bog var en vigtiginspirationskilde til de lovbe-stemte miljøvurderinger somvi i Danmark kalder VVM.

Bogen er opbygget i 15 ka-pitler hvor et generelt essayskiftevis afløses af en case forplanlægning af en konkret lo-kalitet. Det første essay hand-ler om McHargs opvækst iSkotland, midt mellem et trø-stesløs, osende Glasgow og etharmonisk og vidunderligtskotsk landskab.

De øvrige essays diskutererøkologisk planlægning medudgangspunkt i en række em-ner: byudvikling, økologi, ha-vekunstens historie, natursynog sundhed. Emnerne for case-kapitlerne er analyse og for-slag, henholdsvis en kystbio-top, placering af en motorvej,åbent land, byudvikling, et ek-sisterende byområde, en helregion og Washington DC.

Analysemetoderne bygger ividt omfang på skemaer og’overlay-teknik’. Hensigten erat gøre analyseprocessen vi-denskabeligt funderet, logiskfremadskridende og gennem-skuelig for udenforstående. Iskemaerne vægtes de forskel-lige faktorer i forhold til deresbetydning. Og med overlay-teknikken lægges - for hverfaktor der vurderes som en be-grænsning for det planlagteanlæg - en gråtonet maske indpå et sumkort. Eksempelvis sesstejlt terræn, blød bund og re-kreativt værdifulde arealersom begrænsninger for place-ring af en ny motorvej. GIS(Geografisk Informations Sy-stem) var ikke udviklet i 1969,men analyseteknikken er somskabt til computeren.

Sproget er indtrængendemed store armbevægelser,grænsende til det højtidelige.Det er en bedrift at formulerekombinationen af naturviden-skab, indignation, planlæg-ningsmetode og visioner på enhelstøbt, slagkraftig og per-sonlig måde. Rige illustratio-ner og flydende sprog gør bo-gen til en god oplevelse forlæseren.

Begejstret anmeldte jeg De-sign With Nature i Landskap i1973 (nr. 3, s. 62-64). Siden harjeg med inspirationen fra bo-gen arbejdet med landskabs-analyser teoretisk og praktisk.

Teoretisk på Landbohøjskoleni forskning og undervisning.Praktisk på tegnestuen sam-men med Ib Asger Olsen.

I mellemtiden har jeg også inogle omgange rejst i USA ogkonstateret at bogen er endnumere sand og nødvendig derend her. I USA har jeg oplevetden totale symbiose mellemnatur og menneske. Men end-nu mere har jeg set brutalitetog foragt for naturen i mådenamerikanerne behandler land-skabet på. Det er bemærkel-sesværdigt at en anden slid-stærk klassiker om landskabs-analyse, nemlig Kewin Lynch’Image of the City fra 1960,også er amerikansk.

Ved genlæsningen af DesignWith Nature er det svært formig at være upartisk i vurde-ringen af dens kvalitet. Bogener en ven der har haft stor be-tydning for mig. Men i gensy-net slår det mig hvor uhygge-lig aktuel McHargs bog ogsåer i dag hvor vi vil kalde hansbudskab for bæredygtighed iomgangen med naturen.

Den globale opvarmningmed sine mangeartede konse-kvenser skærer Design WithNatures budskab ud i pap: Lyt-ter man ikke til naturen ogdens grænser, svarer naturenigen med fatale følger. Det erklogere at arbejde med natu-ren, i stedet for at bekæmpeden. Derfor består DesignWith Nature klassikerprøven.Den er stadig læseværdig. ❏

ANMELDERPer Stahlschmidt er landskabsarkitektog var i mange år lektor på land-skabsarkitektuddannelsen på Skov &Landskab (KVL). Han drev sideløben-de tegnestue hvor man bl.a. arbej-dede med landskabsanalyser.

Gammelt slidt eksemplar af første-udgaven, her lånt af Kunstakade-miets Arkitektskoles Bibliotek.

Syntesekort fra enegnethedsanalyse fra et om-råde vest for WashingtonD.C. Området svarer tilPontomac-flodens opland.Floden strømmer fraAlleghenybjergene (en del afAppalacherne) i vest og udmod Atlanterhavet mod øst.Kortet suppleres af en tabelder viser hvorvidt landbrug,skovbrug, byudvikling, re-kreation og minedrift ermere eller mindre velegnet ide farvelagte regioner.


Ingrid Gehl (f. 1940) er psyko-log og har ikke mindst prak-

tiseret som børnepsykolog.Men som ung var hun en afpionererne til at bruge psyko-logi som et redskab til at plan-lægge bedre boligområder. Etresultat var bogen ‘Bo-miljø’fra 1971 der gav planlægnin-gen en hel ny dimension.

Bogen var en del af de hu-manistiske strømninger deropstod i 1960’ernes bolig- ogsamfundsdebat, inspireret afbåde ungdomsoprøret og denye forstæders betonblokkeog endeløse parcelhuskvarte-ter. Og af debatten i udlandethvor især amerikaneren Chri-stoffer Alexander og hans ’APattern Language’ fra 1966 vartil stor inspiration. De tekniskekrav var nok opfyldt i forsta-den, men hvad med de men-neskelige kvaliteter?

Statens Byggeforskningsin-stitut deltog selv med stor iver,og undersøgte bl.a. boligmil-jøet i den nye forstadsbydelVærebroparken. Med til un-dersøgelsen var Ingrid Gehlsom to år efter præsenteredeBo-miljø hvor de psykologiskebo-behov blev præsenteret igeneraliseret form.

Værebroparken er dog et

De psykologiske bo-behovIngrid Gehl gav med sin ‘Bo-miljø’ fra 1971planlægningen en ny dimension

vægtigt eksempel i Bo-miljø.Og centret med fælles facilite-ter, institutioner og butikkerer placeret langs en overdæk-ket gågade får faktisk ros.“Opholdsområder langs ga-den, opslagstavler, vinduermellem gade og funktioner ogintregration af funktioner harmedvirket til at skabe et vel-fungerende centrum for socia-le aktiviteter. Byen har fået ettorv,“ skriver Gehl.

Gehl definerer de psykologi-ske bo-behov som kontakt,isolation, oplevelse, udfoldel-se, leg, identifikation, struktu-rering og æstetik. Dem skalman håndtere i en delikat ba-

lance, f.eks. når man skal tilgo-dese både nabokontakt ogisolation. Denne balance er inye byggeri forskudt for me-get til fordel for isolationen,argumenterer Gehl.

Oplevelse er der ikke megetaf i de nye boligområder, fort-sætter hun. Bebyggelserne ermeget ensartede og de socialeprocesser udtyndede, bl.a. for-di der ingen arbejdspladser er.Rigide regler og arkitektoniskehensyn hæmmer mulighedenfor at udfolde sig og prægeboligområdet så man bedrekan identificere sig med det.Og behovet for æstetik kom-mer tit mest at handle omplanlæggernes ‘æstetik i mo-delperspektiv’.

Ingrid Gehl inspirerede ogsåsin mand, arkitekten Jan Gehl,til hans banebrydende ogmere konkret anvisende bog‘Livet mellem husene’ der ogsåudkom i 1971. Den er sidenblevet opdateret i nye udga-ver, mens ‘Bo-miljø’ kun ud-kom i 1971-udgaven - men tilgengæld endte på stort setalle planlæggerreoler.

Når man læser bogen i dagvirker budskabet ret banalt.Selvfølgelig skal man tagehensyn til hvordan menneskeroplever det fysiske miljø ogreagerer på det. Men dengangvar det breaking news. Det var

Ingrid Gehl: Bo-miljø.SBI-rapport 71.Statens Byggeforskningsinstitut 1971.175 s. A5. Kan kun købes antikvarisk.

det stadig for mig da jeg læsteden syv år efter som håbefuldlandskabsarkitektstuderende.Jeg var sikker på at fremtidenkun ville bringe bebyggelserhvor menneskets psykologiskebehov blev tilgodeset. Hvor-dan kunne man andet?

Det kunne man godt, harvirkeligheden siden vist. Må-ske også fordi Ingrid Gehl i singennemgang af undersøgelserstøder på en mur af manglen-de viden. Sammen med detspændende, men også tenden-tiøse billedvalg får det bogentil at virke som en debatbog. Idag kan den psykologiskeforskning i forhold til bolig-byggeri præsenteres langt me-re videnbaseret. Der er brugfor en ny Bo-miljø - også fordiverden har forandret sig.

I 1971 boede der i gennem-snit stadig over to mennesker ien toværelses lejlighed. Manblev gift i begyndelsen af20’erne og langt fra alle kvin-der var på arbejdsmarkedet.Samtidig overvurderede Gehltidens nye og mere kollektiveboligformer. Historien har for-ældet Bo-miljø, men den rejserstadig relevante spørgsmål.Hvordan fungerer Værebro-parkens center mon i dag? sh

At bogen trods alt er 40 år fornemmes i billedvalget. Fra bogen.

De kollektive boligformer var i fremgang i 1971 og spiller en væsentlig iGehls univers, men deres rolle blev kun marginal.


Livet mellem husene

Jan Gehl: Livet mellem husene.Kunstakademiets Arkitektskole 1971.213 s. Senere udgivet i nye udgaver i1980, 1987, 1996, 2003 og 2007.Seneste udgave kan købes, bl.a. påArkitektens Forlag (www.arkfo.dk)der nu udgiver bogen.Tidligere udgaver kan støves op an-tikvarisk, men førsteudgaven er me-get svær at finde og er lettest at lånepå specialbiblioteker.

Som planlægger kan manvære med til at skabe et

mere inspirende socialt miljøhvor der er bedre kontaktmu-ligheder, og hvor man kom-mer hinanden lidt mere ved.Det var udgangspunktet for‘Livet mellem husene’ som JanGehl (1936-) kom med i 1971.Byerne var ved at blive livløse,ikke kun på grund af samfun-dets almindelige udviklinghvor bl.a. bolig- og erhvervs-områder blev delt mere op.Også fordi planlæggerne for-sømte den sociale dimension.

Som Gehl viser, kan megetopnås med små kneb, somf.eks. at placere bænkene rig-tigt og skabe gode kantzoner,men i bund og grund handle-de det i 1971 om at gøre opmed 1960’ernes bildominansog brutale funktionalismemed uendelige stier hvor akti-viteterne var tyndet så megetud at man skulle være heldigfor at møde nogen. Desværre,for som han opsummerer dentids viden, så synes livet mel-lem husene „i næsten alle si-tuationer at blive vurderet

Jan Gehls debatbog om den sociale dimension i byens udemiljø fra1971 var levende og engageret. Og påstandene viste sig at holde

som væsentligere og merevedkommende end rummeneog husene i sig selv.“

Bogen udsprang af 60’ernesnye interesse for at fastholdeog skabe urbane kvaliteter.Gordon Cullens ‘Townscape’fra 1961 er en flittig brugt re-ference. Men Gehl udvidedeperspektivet med det psykolo-giske og sociale. Her var hanbl.a. inspireret af DesmondMorris ‘Den menneskelige zoo’om vores oplevelsesbehov ogaf hans kone, psykologen Ing-rid Gehl der netop på den tidarbejdede med de psykologi-ske bobehov.

Bogen er baseret på en delundersøgelser af bl.a. hvordanfolk brugte Strøget der varblevet gågade ni år før. Ellerser bogen primært baseret påobservationer, bl.a. fra de itali-enske byer Siena og Venezia,og på generelle antagelser omhvordan mennesker brugerudemiljøet. Som sådan er ‘Li-

vet mellem husene’ mest endebatbog. En billedrig, inspire-rende debatbog.

Men Gehl fortsatte. Bogener siden kommet i seks udga-ver, og for hver udgave komder flere undersøgelser med,ikke mindst Gehls egne. Og forhver udgave blev de påstandemere og mere dokumenteredeog nuancerede. De holdt, vistedet sig. Og som årene er gået,er både den faglige og politi-ske skepsis manet i jorden. ‘Li-vet mellem husene’ er blevetikke bare en dansk, men en in-ternational klassiker. Gehl selvgik efter mange år på Kunsta-kademiets Arkitektskole solo,og er stadig med i den succes-rige arkitektvirksomhed GehlArchitects der opererer overhele verden med det selvsam-me udgangspunkt som bogeni 1971 gjorde rede for.

De levende byer fandt Gehlførst og fremmest i de gamleselvgroede middelalderbyerhvor de psykologogiske bobe-hov nærmest pr. automatikblev indbygget. Torvet i Sienapå cirka 100x100 meter passergodt med den afstand hvorman er i stand til at skelne deenkelte mennesker.

Ikke fordi der skal væremennesker og mulighed forkontakt alle steder. Men noglesteder skal der, og får manførst aktiviteterne i gang, vir-ker de hurtigt selvforstærken-de - fordi det i sidste ende erandre mennesker vi vil se ogmøde. Gehl beskriver en ræk-ke principper der kan hjælpepå vej: At samle aktiviteterfrem for at sprede. At integre-re funktioner og persongrup-per frem for at dele. At publi-cere frem for at privatisere. Atinvitere frem for at afvise. Også videre. Man kan planlæggesig til et sted der på alle måderer rart at være. Det er ikke for-beholdt middelalderbyen. sh

Livløse byer, ikke sovebyer. 60’ernes byggeri havde fin fysiologisk standard, men ringe sociale muligheder.

Gehl: „Det er et gennemgående træk at rekreative og sociale aktiviteterovervejende finder sted når de ydre betingelser for ophold og færden ergode. Når der fysisk, psykisk og socialt bydes på et maksimum af fordeleog et minimum af ulemper. Når der på alle måder er rart at være.“

Documents

FRA BLOCK TIL GEHL - grontmiljo.dkgrontmiljo.dk/wp-content/uploads/2018/12/klassiker.pdf · naar det er sat, oc du haffver øst noget lidet Jord paa Ro-den, så den er skjult, saa