G. L. DAM oc H. K. LARSEN

AAKIRKEBY 1346-1946

skannet 2013 af Jesper Vang Hansen

G. L. DAM oc H. K. LARSEN

AAKIRKEBY 1346-1946

MCMLI

I KOMMISSION HOS AAKIRKEBY BOGHANDEL

Den 7. December 1946 var der forløbet 600 Aar, siden Aakirkeby fik tildelt sine Købstadsrettigheder.

Da der ikke forelaa en samlet Beskrivelse af de større Begi-venheder og Tildragelser, der var indtruffet i Byen siden da, og som har haft Betydning for Byens Udvikling, besluttede Byraadet at anmode Hr. Overlærer H. K. Larsen, der har be-skæftiget sig med Lokalhistorie, om at skrive Byens Historie.

Det har imidlertid været et besværligt Arbejde, da en Ilde-brand for mange Aar siden tilintetgjorde mange for Sagen vigtige Oplysninger. Foruden i Akter og Optegnelser her i Byen er der indhentet Oplysninger i Det kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

Hr. Larsen har haft en værdifuld Hjælper i Hr. Kontorchef G. L. Dam, Rungsted, der har skrevet Afsnittene om Stadsret og Byvaaben, om Tidsrummet fra Midten af 18. til Midten af 19. Aarhundrede samt de biografiske Oplysninger.

Byraadet bringer begge d'Herrer sin bedste Tak for det vær-difulde Arbejde, der her er udført, og som sikkert vil afhjælpe et længe følt Savn blandt Byens Borgere og andre i Lokal-historie interesserede.

Aakirkehy Borg111estrrko11tor i juni 19 5 I.

Slutningen af Ærkebiskop Peders Brev af 7. December 1346 (efter Aakirkebyborgernes Afskrift fra 1648)

DENNE BIRCKELOUG HER STANDER FORESCHREFFUEN

vnde och sette wi Peder med Gudtz naade, Lunde ærkebiscop och Sueriges

høffding, vore kiere byemend i Aakircke i Borendeholmb och dermed, at

deris torrig schall vere paa løffuerdagen hereffter, saasom de haffue selffue

ombedet och thill vidnisbyrd da er wort jndsegl thillhengt for dette breff,

der giffuet vaar i Lund, effter vor Herris fødsel, tusinde winter tre hun-

drede winter fyrretiuffue winter och paa det siette aar, en dag nest effter

Sankt Nicolaj daug.

Stadsret og Byvaaben

1. KØBSTADRETTEN

D EN 7. December 1346 sendte Ærkebiskop i Lund Peder Je11se11 Galell et Brev til Borgerne i Aakirkeby, hvorved han gav dem Lov til at gøre Brug af de Retsregler, som var gældende i de skaanske Købstæder. Disse Retsregler kaldes af Retshistorikerne den skaanske eller helsingborgske Birkeret.

Efter en Fremstilling af Birkeretten sluttede Ærkebispens Brev med at fastslaa, at Torvedagen i Aakirkeby herefter skulde være Lørdag. Et ganske tilsvarende Brev blev samme Dag sendt til Borgerne i Nexø, kmi'var der den Forskel, at Torvedagen sattes til Torsdag. Brevet til Nexøborgerne er gengivet i Thurahs Bornholms Beskri-velse. I den samme Bug findes ligeledes en Gengivelse af et Dokument, hvori Ærkebiskop Børge ( ogsaa kaldet Birgerus eller Birger) overfor Borgerne i Aakirkeby bekræfter Byens gamle Privilegier fra 1346. Børges Brev er i Følge Thurah udstedt 1511, men - som det vil fremgaa af det følgende - er det udstedt allerede i 14 9 9. 1)

Der er imidlertid rejst Tvivl om Ægtheden af disse Breve. I sin »Samling af Sweriges Gamla Lag ar« (IX Bind, 18 5 9) har den

svenske Retshistoriker C.]. Schlyter ment at kunne paavise, at Brevene fra 1346 til Aakirkeby og Nexø ikke er ægte, og at der ogsaa er Grund til Mistanke om, at Ærkebiskop Børges Bekræftelse af Aakirkebys Privilegier heller ikke er det. 2)

Der vil derfor være Grund til nærmere at undersøge, om Schlyters Tvivl er berettiget.

Schlyter kender kun Brevene fra den Gengivelse, der findes hos Thurah. Han har saaledes intet direkte Kendskab til Brevet fra Peder

7

til Aakirkebyboerne, men ved kun om dette, hvad der kan sluttes ved at sammenholde Thurahs Gengivelse af Peders Brev til Nexøbo-erne med Gengivelsen af Børges Brev til Aakirkeby. Heraf kan det ses, at Aakirkeby ligesom Nexø i 1346 har faaet et Brev, der begyn-der med Ordene: »Huilcken mand der kiøber jord i Helsingborg ... «

Under et Besøg i København i 1854 søgte Schlyter forgæves i Ge-heimearkivet efter det Haandskrift, som Thurah havde benyttet ved Gengivelsen af Brevet af 1346 til Nexøborgerne, og han bad derfor Justitsministeriet om at ville undersøge, om Brevet fandtes paa Born-holm, men der blev svaret, at Haandskriftet hverken fandtes i Nexø Byarkiv, Byfogdens Embedsarkiv eller Bornholms Amtsarkiv.

Schlyter var derfor henvist til at danne sig sin Opfattelse af Spørgs-maalet om, hvorvidt der havde ligget et ægte Dokument eller kun en senere Forfalskning til Grund for Thurahs Gengivelse af Nexøs Pri-vilegier, paa Grundlag af hvad han kunde slutte sig til ved et nær-mere Studium af Thurahs Gengivelse.

Allerede den Omstændighed, at det var Navnet Helsingborg og ikke Navnet Lund, der nævnes i Brevet, vakte hans Mistanke, fordi det er Navnet Lund, der findes i de ældste af de endnu bevarede Haand-skrifter af den skaanske Birkeret.

Skønt Schlyter var klar over, at der i Thurahs Gengivelse var ad-skillige Fejl, som enten var Trykfejl eller skyldtes en fejlagtig Læs-ning af Haandskriftet, f. Eks. Soer for Boer, vylie, vyll for dylie, dyll, thee for ther, æed met oring mooe i Stedet for æn met ortug mon og lignende, mente han dog, at Stavemaaden i Gengivelsen var en saadan, at det kunde fastslaas, at det Dokument, der havde ligget til Grund for Thurahs Gengivelse, ikke kunde være ældre end fra Slutningen af det 15. Aarhundrede, og at man derfor maatte antage, at Dokumentet var en Forfalskning. - Af Ejendommeligheder i Stavemaaden peger Schlyter særlig paa, at ao skrives i Stedet for aa, f. Eks. ao, pao og kaos ter.

Om det Dokument, hvorved Ærkebiskop Børge bekræfter de Pri-vilegier, som Ærkebiskop Peder skulde have givet Aakirkeby, siger Schlyter, at dette Dokument godt kan være ægte, selv om det Brev, det har til Formaal at bekræfte, kun beror paa en Forfalskning.

Han forklarer herom:

8

»01111111 ogsaa, hvad der er hojst sandsy11ligt, Brevet fra 1346, hvilket, saa vidt vides, il

Begyndelsen af Aakirkebyborgernes Afskrift (1648) af de af Ærkebiskop Peder i 1346 givne Privilegier. Se Faksimile af Slutningen Side 6.

DETTE ER BIRCKERETT I KIØBSTEDERNE

i ALL SCHAANE

HUILCKEN MAND DER KIØBER JORD I HELSINGBORG aff anden mand da schall jord schiødis hiemme ved dør, med gode mends vidne, da schall den schiødning stande.

FESTER MAND JORD AFF BOENDE ATT KIØBE, OCH WIL ey holde sit kiøb, bøde sex øre for festning, eller døllie meth sex mend.

FESTER MAND JORD AFF BOENDE OC DRICKER LIDKIØB derpaa, och will ey siden holde sit kiøb, da schall hand bøde 3 mark.

BOER BOENDE VED BOENDE OC FLØDER PAA HANNOM, DA schall hand bøde 3 mark eller tylter æed.

SCHILL MAND OM GAARD ELLER OM HUSS, VERE HIN wed værn, op paa haffuer siddet, med tolff adellbønder.

THAGER MAND AFF GAARD, WDEN ELLER JNDEN, bøde tre mark eller werge sig meth tylter æed.

10

Slutningen af Aakirkebyborgerncs Afskrift ( 1648) af den af Ærkebiskop Børge i 1499 givne Bekræftelse paa Byens Privilegier (se Side 14 og flg.) med Borgernes Erklæring om Kopiens Rigtighed.

11

Thurah sluttede med vedrørende Torvedagen. Desuden skulde en saa-dan Forfalskning vel helst være forsynet med Ærkebispens Segl, der udtrykkelig angives at være »tilhængt«.

Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at Børges Bekræftelse af Aakirkebys Privilegier ikke er udfærdiget i Lund, men ved et Besøg, Bispen gjorde i Aakirkeby. Bispen maa altsaa tænkes at have staaet Ansigt til Ansigt med selve Falsknerne, hvem det ikke blot er lykke-des at formaa Bispen til at bekræfte Peders Brev fra 1346, men ogsaa til at erklære, at det samme Brev var bekræftet af hele tre af hans For-gængere, Peder Lycke, Thue og Jens Bradstrup.

Udgangspunktet for Schlyters Kritik af de to Byers Privilegier fra 1346 var som anført en Henvisning til Nexøbrevets særlige Ortografi, saaledes som den er gengivet i Thmah. En tilsvarende Kritik bliver Børges Brev til Aakirkeby ikke gjort til Genstand for. Schlyter gør dog opmærksom paa, at Gengivelsen af Børges Brev maa indeholde en Fejl, fordi Aarstallet for Brevets Udstedelse - der i Følge Thurah skal være 1511 - fejlagtigt er skrevet: MCDXI i Stedet for: MDXI, som der skulde have staaet, hvis Brevet var skrevet i 1511. Herom siger dog Schlyter, at selv om dette kunde forstærke Mistanken om Brevets Ægthed, fordi en saadan Fejlskrivning er mindre sandsynlig i et originalt Diplom, kan der dog ikke lægges nogen Vægt herpaa, fordi det urigtige Aarstal kan være fremkommet ved en Trykfejl.

Det er imidlertid saa heldigt, at dette Tvivlsspørgsmaal lader sig løse, fordi Aakirkebys Borgere - som Svar paa en Opfordring til alle Landets Købstæder om at indsende Afskrifter af deres Privilegiebreve til Kongen - i 1648 indsendte Afskrifter til Kong Frederik III saavel af Privilegierne fra 1346 som af Børges Bekræftelse fra 1499. 3)

Thurah gengav Dateringen af Børges Brev saaledes: »DatumAakirckebye Ao. Dni. MCDXI nono die Natalis St. joh. Baptist«.

I Aakirkebyboernes Afskrift fra 1648 er Dateringen gengivet saa-ledes:

»DatumAakirckebye, anno domini MCDXCnono, die Natalis St.]oh. Bap-

tistæ nostro sub signethæ«. (Se Faksimilegengivelsen Side 11 ). Dette bekræfter, at det er Thurahs Gengivelse af Aarstallet, der er

urigtig. Det drejer sig ikke om 1511, men om 1499. Bispen har »un-der vort Segl« udstedt sin Bekræftelse af Byens Privilegier ved et Besøg

12

i Aakirkeby i det Herrens Aar 1499 paa St. Johannes D0berens (Kir-kens Skytshelgens) Fødselsdag (St. Hans Dag, den 24.Juni).

De Gengivelser af de gamle Privilegiebreve, der i 1648 blev ind-sendt til Kongen, og de Breve, der medfulgte, belyser Spørgsmaalet om de oprindelige Dokumenters Ægthed paa en saadan Maade, at den sidste Tvivl om, at Brevene ikke skulde være ægte, forsvinder, og de skal derfor nærmere omtales her.

Af Nexøborgernes Indberetning kan det ses, at det gamle Dokument fra 1346 var et af de faa, der ikke blev ødelagt af Svenskerne, da de

1645 plyndrede og afbrændte Byen. Nexøboerne skrev følgende: » Ejfcrso111 1/lj fattige ll11dersaatcr, horgc111estcr och raad sampt mccnige horgcrschah !'di Ne.w

paa Borri11ghol111h hajjucr 11;errit, eficr Worris allernaadigste Herre oclz Ko1111i11gs 11aadigstc

111issiue, aH l/l(>rris gunstige slodshcrre forrcholdl'll c11 richtig dcsig11atio11 oclz copic, 1'11dcr

stadtz seigcl, at JYembschickc, paa alle dj priuilcgicr, som 11•j 1;dj l\'cxc hajjiicr, och 1111 l'di

hrug ehrc,

Da er dcrpaa 1/lorris aller1111derda11(rge ty/jite 11,i11dtcrc och

paa dcd sictte aar, c11 dag 11cst efficr St: Nicolai dagh.

Huilchc Nexc hycs privilegier altid el1r 11aadigst med co11_h'r111atio11 aH høvlojj'/igc ko1111i11-

gcr vdj Dm111c111arck hle.ffurn j;ir/;cderit, so111 aH Ro1111e hyes priuiligier, och 11aadigstc co11-

firmatio11 1111 aH drn11em /re111hsrndis wpic v11dcr Ro1111c stat;:: seigcl kand crfahris (/1uor vdi

1\'cxc med j11dhenc.f/i1is). Som wf fatt(

Den af Aakirkebyboerne i 1648 angivne Erklæring lød saaledes: »Stormechtige høybaarne jØrste, allernaadigste herre och konning, Gud almechtigste forlehne

Eders kong!: May: tt meth sundheth och karschhed !enge at lejfue, och vel! at liide, bade thill siel och liff. Eftersom Eders kong: May: ts naadigst missiue thill woris gunstige slotz-herre, daterit Kiøbenhaffn den 29. julij næruerende aar 1648, for os er fest och forkyndt

dend 24. septembr: nest forleden, belangende en richtig copiæ vnder stadtz jndsegl at en huer Kiøbstedtz priuilegier her paa Borringholmb, effiersom de nu huos os vdj brug ere att

se hulle fremschickis, huorfore ivi vnderschr:ne Eders k:M; vnderdanigste tienere och vnder-saatte i Aakirckeby, som er en gammel axellstad her paa Borringholmb, och saa hermeth til-

lige med de andre kiøbstæder her paa landet fremschickes en richtig copie aff woris byes

priuilegier, som os ere gilfuen olfuer 300 aar forleden, och os siden dend tid, alf fremfarne konger vdj Danmarck, meth salig och høyloffiig ihukommelse naadelige ere forvnt att niude

och beholde, huilcket wi vnderdanigst forhaabe Eders k:M: vdj Eders loffiige regerings tiid, os och saa ( nest Guds hielp) naadelige beuillger och tillader samme woris priuilegier att beholde1 och paa det allervnderdanigste ydmyge/igen bede och begicre Eders kong: May:t wille os samme woris priuilegier (os fattige jndbyggere i Aakirckebye til befordring, trøst och stør-

cke, guod politie och schick huos os dis bedre at holde vedlige) af kongelig gunst och mild-hed naadeligen confirmere och stadfeste. Gud almechtigste will Eders kong: Mayt: derfor rigelig welsigne wi och stedze wille findis Eders k:M: tronens lydige vndersaatte bode meth

lilf och guodtz alf yderste formue 1 som wi oss plichtig kiendis, det kiende Gud almechtig-

ste, vnder huis guddommelige naadelige beschermelse wi hermeth vnderdanigst wille halfue Eders k:M: euindelig befalet, ynschendis Eders k: M: her huos it languarigt, løksaligt och fredeligt regimente.

Schrelfuet i Aakirkebye, dend 28. septemb: ao: 1648.

E:k:M: vnderdanigste plichtwillige

ticnere och vndersaatte

meenige borgershab och jndwohnere i Aakirkebye paa Borringholmb .. «

Sammen med Skrivelsen fulgte en Erklæring, hvoraf det fremgik at Byens Borgmester, Raad og menige Indbyggere havde givet »vor methborgere« Niels Pedersen Fuldmagt til paa Byens Vegne at rejse til København for at overlevere Kopierne af Byens Privilegier.

Han medbragte fuldstændige Afskrifter af saavel Ærkebiskop Peders Brev af 7. Dee br. 1346 med den skaanske Birkeret som af Ærkebi-skop Børges Bekræftelse af Privilegierne. (Faksimilegengivelse S. 11).

Brevet fra Børge lød saaledes : » Wi Børge med Guds naade erchebiscop i Lund, Suerigis første och pawens legatt1 giør witterligt alle, at wore kjere vndersaatter, borgemester och raad vdj Aakirckeby halfue nu

werit for os med deris byes birck priuilegier och statuter1 som dennom halfuer werit gilfne

14

af! en vor forfader erchebiscop Peder och crc siden den110111 stadfeste af! trende vore _{c1r-fædre, lier Peder Lyckc, her Time och ]rns Bradstrup, erchehiscopper, hcklaf!,ede drnnom

dof!. storligrn, att de ikke haffuc wcrct holden !'ed 111ackt, mrn 111cgct f(1rkrc11ckte affwore for-

f"ædris e111bidtz111e11d och andre vra11gwillif!,e me11d, hade dcrf(ire, att 1JJi 1Fille drn110111 och

stadfeste och hic/pe at afji1Je11de saada11 wlydelse och 11Jra11f!.1Fil/ighcd. Da efjierdj att 1JJi ku11dc

111ercke, det att vere f(1rfl'11f!.elig gicmi11g och 1/J1tøttclig 111øde att sette louf!., rctt eller 5tatu-

ter 1/Jdrn de schickc och thi/I, drn110111 se hulle holde ved fuldmagt.

Da lzafjue wi 11u af! de gode herrers sa111tockc, so111111etl1 os cre, afT L1111de capite!l, stad-

fest oclz fuldbyrd och 111et!t dette 1/Jort aalme breH stadfi'ste och fit!dbyrde alle de 11aader,

friheder, priuilegicr oc!t statuter som wore forfædre drn110111 11aadelige gifjuet, unt oc/1 stad-

fest haffiier. Disse effierschreffi1e punckter och artickle thil/eggrndis, att /111ilcke11 hoe11de so111

gnmd och eyrndcel haffucr vdj f(ir: 11e Aakirckchye, ha11d schall de11110111 holde bygt 111et/1

hoesett, meth gode /)()rgerc so111 1Fore rette ret::: eller 111acht haf]i;e at OJ!Jh'l10lde ef}ter f!.all/111cl

ærrilde sed1/Ja11c; huor saa icke schcer, da lwf/i.te borgemester och raad fuldmacht j11d att

sette gode horgcre, 50111 fiilt willc giøre hode os och thi// bycs tynge, och de horgcre saae och

bruge agger och engh so111 thi// saada1111c eyrndcelc ligget haf]i1cr af! ærrildc.

Huor och 11ogrn cycndeel hycs jord /}(lrt cre soeldc eller pantet, side11 de gamle priuilcgicr

gif}ize vaare, so111 hegy11dis: Huilckrn 111a11d s0111 kiøhrr jord vdj Helsi11ghorg etc., de jorder

och eycndeele schulle igie11ko111111e 1vde11 pl'lldingc, fordi det er imod_{c1r: 11c priui/egier, 111drn

saa ka11d fi11dis, att 110gc11 worc f(1rj{rdris brc/Tfi11dis der oppaa, att de haffill' det 11aadclige

til/ att. Item ligger och nogrn jord ode jnde11 byes hirck, och icke m:dis f(1rc vdi tre sam/l'ldte

aar, da haffi1e borf!.emester och raad fuldmac/zt att sette i11d paa de grrmdc och eyrndecle drn-

110m de tøckc oc/z fii/d redtzelle giørc 1Fille; item se hulle de oclz huer Lof}i4Crdag udj aaret

holde dcris bycs marcket paa torffuet, wdrn saa er, at saa stoer hoytid falder paa de11 dag, at

G11dtz rett ey det ka11il thaale, saa och lmilckc11 lwC11de noget haf]iicr att sellgc, fa' kom,

s111or, lamh, oste, ægh, høe eller a"det, holde mitt paa 111arckedctt, att drn mernige mand maa

och kand, de11d fattige saa vel! som dm rige, vorde desfa11ge/igt f(1r sit fyllcstc, !JUor saa icke

schecr, lwdc 50111 priuilegier j11dcl10/der.

Och der111eth hcfale wi wore fougdcr och c111hidt zmc11d, som nu ere eller hcrcf]ter ko111111cr,

thill 11Jort slott Hammershus, de _f(ir: ne horgcmcstere och raad i f(ir: nc artickle och l'df deris

hyes rett och frihed att giørc den t!zillbørlige hielp, storckc och trøst att de hlif.fiier aldclis

ved dcris macht. Forbydendis alle, chuo de hcldst erc, eller vorde kunde, dcn11om hercffter

att hindre, eller hindre lade, platze eller i nogen 111aade, c111od dcris priuilegicr och dette

wort hrcff att giore, vndcr wort hyllcst. Datu111 Aakirckebyc, anno domini MCDXC 110110,

die Natalis St. joh. Baptistæ 11ostro sub signethæ. «

De Fejl, som Schlyter fandt i Thurahs Gengivelse af Ærkebispens Brev til Nexø i 1346 findes ikke i Aakirkebyborgernes Gengivelse fra 1648 af det tilsvarende Brev til Aakirkeby. Dette gælder ikke alene de Fejl, som Schlyter indrømmer kan være Skrive- eller Tryk-fejl (Soer for Boer, vylie, vyll i Stedet for dylie, dyll osv.), men og-

15

saa de Ejendommeligheder, som Schlyter synes at lægge mere Vægt paa, som f. Eks. at ao undertiden forekommer i Stedet for aa.

I Aakirkeborgernes Gengivelse staar der ikke som hos Thurah :» ao gade«, men paa gaden, ikke mao, men maa, ikke kaoster, men koster osv. Selv om denne Gengivelse ikke kan antages at være nogen bog-stavret Afskrift af det originale Dokument, og man altsaa ikke med Sikkerhed kan fastslaa, hvorledes Stavemaaden i dette har været, vi-ser Afskriften fra 1648, at ingen af de Indvendinger, Schlyter paa Grundlag af Ortografien i Thurahs Gengivelse af Nexødokumentet mener at kunne rette mod Ægtheden af dette Dokument, kan rettes mod Aakirkebydokumentet.

Tilbage bliver kun - hvad dog heller ikke Schlyter lægger afgø-rende V ægt paa -at der i Brevene til Aakirkeby staar: »Huilcken mand der kiøber jord i Helsingborg ... «, medens Schlyter vilde have ventet, at der skulde staa Lund, fordi Ordet Lund findes paa dette Sted i de ældste af de bevarede Haandskrifter af den skaanske Birkeret; men da det er ret tilfældigt, hvilke Haandskrifter, der har undgaaet Ødelæg-gelse, og da intet af de bevarede Haandskrifter er saa gammelt som fra Midten af det 14. Aarhundrede, og da Navnet Helsingborg findes i adskillige af de bevarede Haandskrifter - deraf Navnet den helsing-borgske Birkeret - er der intet mærkeligt i, at man, naar man har villet give de bornholmske Byer en Genpart af den for alle de skaan-ske Byer fælles Birkeret, har afskrevet et Eksemplar af Helsingborgs Birkeret.

Der findes saaledes ingen Grund til at betvivle Ægtheden af de Breve, som Ærkebiskop Peder Jensen Galen den 7. December 1346 sendte til Borgerne i Aakirkeby og Nexø. Fra den Dag maa begge Byer med Rette regnes blandt Landets Købstæder.

Desværre er begge de gamle Breve, der var betydeligt ældre end noget af de endnu bevarede Haandskrifter af den skaanske Birkeret, senere gaaet tabt.

Birkeretten eller Stadsretten betegnes ogsaa ofte som Byens »Privi-legier«. I selve Tildelingen af denne Ret laa en Art Gunstbevisning, der i flere Henseender gav Borgerne en priviligeret Stilling, saaledes var der tillagt Borgeren Ret til kun at blive sagsøgt ved Byens eget Ting. »Dette er kiøbstede rett at ingen mand maa stejfne anden wden by,

16

men schall søge hannom paa bything, och ey paa ko11,gens thin,'? och ey paa landszthing«, siges der i Stadsretten.

Selv om Grundlaget for Aakirkebys købstadretlige Stilling er klart nok, har Byen dog ofte i Tidens Løb - vel paa Grund af sin Liden-hed - haft Vanskelighed ved at hævde sig som Købstad.

Allerede i det foran omtalte Brev fra Ærkebiskop Børge i 1499 tales der om, at Byens Privilegier ikke har været holdt tilbørligt ved Magt, men er blevet »me,![el Jorkrenckte ajJ 11;ore Jorfædris embidtzme11d oclz andre vra11J;1uill('?e mend« (se Side 15 ), men ogsaa langt senere synes man at være i Tvivl om, hvorvidt Byen kunde henregnes til de egent-lige Købstæder.

Det hedder saaledes i en Skrivelse, som Rønne og Nexø i Fælles-skab i 1608 indsendte til Kristian d. 4. og hvori man forklarede, hvor-ledes de bornholmske Købstæder havde udtaget befuldmægtigede til at rejse til København i Anledning af Prins Christians Valg til Tron-følger, at der i Rønne har været afholdt en Forsamling, bestaaende af Borgerne i Rønne og Nexø og den »menZ'? Almue ajJ de andre Smaa-byer och Fiskeleyer, Hasle, Suanicke och Aakirkebye, som ingen kongelige Privilegier hajfuer«. 4)

Det er naturligt, at man, efter at Ærkebispen havde mistet sin verds-lige Magt, lagde særlig V ægt paa de Privilegier, der var givet af Kon-gen. At Byen dog ogsaa paa denne Tid vedblivende regnedes for en Købstad, fremgaar dog bl. a. deraf, at den ved Hyldningen af Prins Christian i Lund den 15. April 1610 ligesom de andre Købstæder sendte sine egne deputerede. Paa Grund af Borgmesterens Sygdom sendte Byen Landstingskriver Matz Olssø/lll og en »anden fornemme Borger«, Andres Matzønn.

Med Byens Anerkendelse som Købstad fulgte, at de Særrettigheder, som senere blev tillagt Købstæderne i Almindelighed, ogsaa kom Aa-kirkeby til Gode, men Byens Lidenhed - og vel ogsaa den Omstæn-dighed, at Hovedparten af dens Indbyggere ernærede sig ved Landbrug - førte det stadig med sig, at »vrangvillige Mænd« undertiden kunde finde det urin1eligt, at Byens Borgere var anderledes stillet end Bøn-derne paa Landet.

Som Eksempel kan nævnes, at den i 1795 indførte Ordning, hvor-efter Amtmanden besørgede Forligsvæsenet for Landdistrikterne, me-

17

dens Købstæderne fik deres egne Forligskommissioner, gav Amtmand Thaarup Anledning til følgende Bemærkninger i en Skrivelse af 30. December 1805:

»Saadanne usle Kjøbstæder som Aaekirkebye, 2 Miile fra Amtmandens Boepxl, og Hasle,

1 Miil, burde ikke i mine Tanker have sine særskilte Commissioner. Landboer 4 til 5 Miile og mere fra Rønne, maae hidvandre til Amtets Forligelsescommission, som holdes

Iwer Løverdag. De faa af hine Kjøbstæders Beboere, som søge Forligelsesvæsenets Gode, kunne ikke beklage sig over en Lov, der satte dem i denne Henseende i Klasse med Land-

boen«. 5)

Som den sidste i Rækken af saadanne vrangvillige Mænd kan næv-nes Byfoged F. E. W. Knudsen i Nexø, som i 1818 foreslog at ned-lægge Aakirkeby som Købstad, men fik Afslag fra Kongen.

2. VAABEN OG SEGL

Da Frederik II i Aaret 15 84 lod sin unge Søn, den senere Chri-stian IV hylde som Tronfølger, gav det Anledning til, at alle de born-holmske Købstæder og Herreder lod gøre Bestilling paa Signeter. Dette er Grunden til, at alle de daværende fem Købstæder, Rønne, Hasle, Svaneke, Nexø og Aakirkeby og alle fire Herreder har Aars-tallet 1584 i deres Segl.

Nørre Herred og Købstæderne Rønne, Hasle og Aakirkeby synes at have henvendt sig til den samme-meget dygtige-Gravør, medens de øvrige fem Segl er lavet af en eller to andre Gravører, som ikke i Dygtighed kan staa Maal med den førstnævnte. G)

Aakirkeby Købstads Segl bærer Indskriften: S 'CIVIT A TIS AKERKE IN INSULA BORNHOLM. Mellem Tallene 15 og 84 ses et Renæs-sanceskjold og inde i dette en Skikkelse, flankeret af Initialerne S. og I.

Seglet er et af de forholdsvis sjældne Købstadssegl med bibelsk Motiv. Det viser Apostlen Johannes staaende med en Alterkalk, hvoraf en Slange kryber op. Det illustrerer en middelalderlig Helgenlegende, der kendes i flere noget forskellige Gengivelser.

Det fortælles, at man i Rom forsøgte at forgive den helligeJohan-nes ved at komme Gift i Nadverkalken, men Apostlen og Altergæ-sterne drak af Kalken, uden at nogen tog Skade deraf, fordi Giften ved et Under forlod Kalken i en Slanges Skikkelse. Siden det 13. Aar-

18

Aakirkcby Købstads Segl 1584

Aakirkcby

13 orgerrcpræscn ta ti ons

Segl 1841

Aa Kirkes Segl 1597

19

hundrede er det derfor ret almindeligt, at ApostlenJohannes ses af-bildet med en Kalk, hvoraf der kryber en Slange op. 7)

I en Gengivelse af Seglet i Thurahs Bornholms Beskrivelse ses i Stedet for en Slange en Fugl, vistnok en Ørn. Det beror paa en Fejl-tydning af Seglet, som vistnok maa forklares ved, at man ikke har kunnet se, hvad der var oven over Kalken, og man har saa gættet paa,

- at det maatte være en Ørn, fordi Ørnen var et Attribut, som i Middel-alderen ofte anvendtes ved Afbildning af Evangelisten Johannes.

Der findes imidlertid flere vel bevarede Aftryk af det gamle Signet. De fleste er lavet i Voks, som man har lagt et Stykke Papir over, for-inden man har trykket det varme Voks mod Signetet. Paa Grund af det overliggende Papir giver disse Segl kun en utydelig Gengivelse af Signetet. Et enkelt tydeligt Lakaftryk findes dog i Rigsarkivets Seglsamling (se Afbildningen S. 19). Dette Segl er ligesom Aa Kirkes Segl fra 1597 fundet i Rigsarkivet af Lærer]. A. Jørgensen. I en Af-handling om de bornholmske Herreds- og Sognesegl (1907) har han omtalt begge disse Segl og ladet dem afbilde. (Bornh. Saml., II Bind, s. 193-198).

Lakaftrykket af Købstadsseglet viser, at der ikke kan være Tale om en Ørn, som jo iøvrigt heller intet har med Alterkalken at gøre, men at det er en Slange, der krummer sig op af Kalken.

Det er saaledes Apostlen Johannes, der er afbildet i Byens Vaaben, til Trods for, at det er Døberen Johannes, der er Kirkens Skytshelgen. Mulig skyldes dette en Fejltagelse af Gravøren. En Fejltagelse synes iøvrigt ogsaa at være sket ved det samtidigt - og vel af den samme Gravør - fremstillede Segl til Rønne, hvori der - ligesom i Aakirke-bys Segl - findes indgraveret Initialerne S. I., der kun kan betyde Sankt Johannes, skønt den Person, der er afbildet i Rønnes Segl, maa være Rønne Kirkes Skytshelgen, St. Nikolaj af Myra. 8)

I Aa Kirkes Segl fra 1597 er det derimod Døberen, der afbildes. Ligesom den forgyldte Træfigur af Johannes Døberen, der indtil 1706 stod opstillet foran Kvindestolene i Aa Kirke, 9) fremstiller det Døberen, som viser Lammet frem paa en Bog. (Se Afbildningen S. 19). Paa Kirkens Segl staar: SIGILLUM ECCLESIÆ SANCTI JOHANNIS BAPTISTÆ 1597.

Det gamle Stadssignet med Apostlen og Alterkalken har været

20

brugt helt ind i den sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede, men det var gaaet tabt og synes helt at være gaaet i Glemme, da Amtmand Urne i 1745 indberettede til Kancelliet: »Bye11 haver hverkcn Vaahc11,

Scz~l eller Raadhuus.« Det ses ikke, at Byen har faaet nyt Segl, før Borgerrepræsentationen

i 1841 lod gøre Bestilling hos en af Byens Urmagere, Esper Sanne paa

et nyt Signet.

De ældste Tider

1. BISPETIDEN 1149-1522

0 M AAKIRKEBYs Oprindelse kan næppe med Sikkerhed siges stort mere, end at den efterhaanden er vokset op omkring den Kirke, efter hvilken den har faaet sit Navn.

Rimeligvis har Egnen allerede i den hedenske Tid været et Sam-lingssted, eftersom der paa Skaglfaldet skal have staaet en Samling Bau-tastene, som dog forlængst er forsvundet; men før Kirken blev bygget, har næppe mange færdedes over endsige bosat sig paa den lerede Klip-peknold, der fra Granitomraadet i Nord strækker sig ud i det lavere liggende frodige Sydland. Naar Kirken blev lagt der oppe, var det vel, for at den skulde kunne ses af og kalde paa Mennesker ud over største Delen af Sydlandet.

Den svenske Kunsthistoriker C. G. Brunius finder det sandsynligt, at Byen er grundlagt af Ærkebiskop Eskil. Han begrunder imidlertid ikke sin Antagelse, og det er nok mere sandsynligt, at Byen har været grun-det, da Kong Svend Eriksøn (Grathe) i 1149 for sine Overgreb mod Ærkebiskoppen maatte overlade tre Fjerdedele af Bornholm til Ærke-stiftet. Saxe omtaler nemlig i den Anledning en bornholmsk Landsby, og som saadan kan vel kun Aakirkeby komme i Betragtning.

Skal endelig en Bisp have Æren for Byens Opstaaen, maa det nok snarere blive Bornholms Apostel, Bisp Egin, eftersom det nok var ham, der fik den første Kirke bygget. Adam af Bremen fortæller om Egin, at han særlig virkede blandt Blekingerne og Bornholmerne. De om-vendte sig ved hans Prædiken, sønderbrød deres Afgudsbilleder og kappedes om at lade sig døbe. De kom og lagde for Biskoppens Fødder alt, hvad de ejede og havde, og bad ham ikke forsmaa det. Han lærte

22

dem for disse Midler at bygge Kirker og at understøtte trængende og løskøbe Fanger. Egin døde 1072 efter en Rejse til Rom, saa Aakirke har nok været bygget senest omkring Aar 1070.

Dermed var Stedet blevet et Trafikcentrum, og Betingelserne var til

Stede for, at der kunde opstaa en Bebyggelse. Sandsynligvis har den i Løbet af Eskils lange Ærkebispetid (1137-1178) begyndt saa smaat at præsentere sig som By. Sidst i Aarhundredet blev den 100 Aar gamle Trækirke afløst af Stenkirken.

* Aakerdegnen Rasmus Ravn mener, at Byen har faaet sit Navn efter

de Aaer og Kær, som findes i 01negnen. Det er dog vist Gætning ud fra

fejlagtige Forudsætninger. Det rigtige er uden Tvivl, at Byen har sit Navn efter Kirken, og denne har vel Navn efter de to Aaer, hvorimel-

lem den ligger. Kær findes derimod hverken i Byens eller Kirkens Navn saa lidt som i de øvrige bornholmske Sognenavne: Nyker, Kle-mensker, Olsker osv.; men frennnede har vanskeligt ved at forstaa og

udtale disse Navne, der i »førdes« Mund ofte bliver til Nykær, Knuds-kær, Aaka:r, og saaledes har Ravn altsaa ogsaa opfattet det.

For blot et halvt Hundrede Aar siden sagde de gamle: Aakersen, Boclskersen osv. Det er en Sammentrækning af Aa Kirke Sogn, Boels Kirke Sogn. Saaledes ses Navnene skrevet i de gamle Ministerialbøger.

Med en tilsvarende Sammentrækning hører man nu og da - af gamle Folk og nærmest i Spøg - Byen kaldt Aak jeby. Desuden kan man høre

Navnet udtalt med Trykket paa første Stavelse eller, vist kun af frem-mede, med Tryk paa anden Stavelse. Den stedlige, altsaa den rigtige Benævnelse har Eftertrykket paa sidste Stavelse og markerer saalcdes

Forskellen By og Sogn.

* Efter at Ærkebiskop Carl den Røde 1327 havde tilkøbt sig Rønne

Herred, var hele Landet under Domkapitlets Overhøjhed. Dette betød dog ikke, at Landet kom ind under skaansk Retsomraade. Lunds Ærke-biskop var Kirkefyrste over baade Danmark og Sverige, men havde kun med den kirkelige Styrelse at gøre. For Bornholms V edkommcnde

var han tillige Landsherre, en Slags Hertug eller Landgreve under den danske Konge. I alt, hvad der angik rent borgerlige Sager, havde han

at rette sig efter Rigets Lov og Ret under Ansvar for Kongen, og til

23

at varetage alt herhen hørende havde han en Slotshøvedsmand paa Hammershus, samt en Landfoged, medens de kirkelige Hverv og Kir-kens timelige Midler overvaagedes af en Dekan eller Landsprovst.

Men baade for den borgerlige og den kirkelige Styrelse blev Aa-kirkeby det centrale Sted, idet baade Landstinget og Landemodet blev holdt her, ligesom det var almindeligt under ekstraordinære Forhold at sammenkalde til Landsmøde ved Aakirke.

Landstinget holdtes enten ved Stokkekilden Nord for Byen, hvor man bænkede sig paa Tingstokkene under aaben Himmel, eller i Kir-kens Vaabenhus. Dette, som skal være det ældste Vaabenhus i Danmark og en arkitektonisk Sjældenhed, blev bygget i Valdemar Sejrs Dage, ikke mange Aar efter, at Taarnet var tilbygget Kirken. Zahrtmann an-ser det for rimeligt, at Kong Valdemar, som »vandt sig sin varigste Sejr ved at lade udarbejde og vedtage Landslove«, har ladet Vaabenhuset bygge netop til Brug for Retsplejen. Her mødtes saa Landets gode Mænd hver anden Fredag ved Solopgang for at raadslaa om Landets Anliggender, for at høre hidkomne Landsherrepaabud og vedtage nye Anordninger, og her dømte Landsdommeren i de foreliggende rets-lige Sager. Landstinget var saaledes baade en Landdag (sammenlign Rigsdag) og Landets Overret, idet de forskellige Herreds-, Birke- og Byretsdomme kunde appelleres til Landstinget, hvis Domsafgørelser atter kunde indankes for Domskapitlet i Lund - senere for Rigets Højesteret.

Paa Landemodet samledes Gejstligheden i Kirken under Provstens Ledelse til Drøftelse af Kirkens Tarv. Endnu for et Par Hundrede Aar siden plejede Provsten at holde et aarligt Præsternøde i Aakirkeby, og helt ind i det 19. Aarhundrede blev Kirken kaldt Kapitelskirken. Prins Christian Frederik, som i 1824 foretog en Rejse til Bornholm, siger i sin Rejsejournal, at Kirken blev kaldt saaledes.

Ordet Kapitel betegner oprindelig et Læsestykke, et Afsnit af Bogen. Senere gik det over til ogsaa at betegne Salen, hvor det læstes, og en-delig blev det ogsaa Betegnelse for den Forsamling, som mødte til Læsningen. Præsterne ved Domkirken i Lund dannede et ordnet Sam-lag, som kaldtes Domkapitlet. De levede ligesom Munkene et regel-mæssigt Liv i Klostret og kaldtes Kanniker. De havde fælles Bolig, fælles Spise- og Sovesal, og der var oprindelig intet Særeje. Da Fæl-

24

lesskabet senere lempedes, fik Kannikerne Pengeindtægter: Tiender, Afgift af Kapitelgods o.a. En saadan fast Afgift kaldtes et Præbende. En af Lunds Kanniker havde saaledes det Præbende, som kaldtes Aaker paa Bornhol111, skønt største Delen af Indtægten hidrørte fra Jordegods i Ska; ne. Ærkebiskop Birger Gunnarsson skal o. 1508 have købt den Gaard, som derefter kom til at hedde Kannikegaarden, og lagt den til Kanonikatet. Der har næppe nogensinde boet en Kannik paa Gaarden. Efter Reformationen blev den en Aarrække lejet til Bolig for Præsten. Med Kanonikatet fulgte Patronret over Kirken, og Domkapitlet havde Ret til at ansætte Sognepræsten, som foruden Leje af Kannikegaarden maatte yde en saakaldt Pension til Kanniken.

Alle disse Forhold havde til Følge, at Byen tit havde Besøg af Ær-kebiskoppen og andre af Ærkestiftets betydelige Mænd, og dette saa-vel som de regelmæssige Sammenkomster af Landets ledende Mænd maatte selvsagt sætte et vist fornemt Præg og give Byen en Anseelse, sorn holdt sig længe efter, at dens Naboer i Øst og Vest var vokset den forbi. Øg naar Ærkebispen var en Stormægtighed son1 for Eks-ernpel Birger Gunnarsson, der holdt et talrigt Tjenerskab og daglig red ud med 130 Mand i sit Følge, saa maatte saadant Besøg vende hele Landets Opmærksomhed mod den lille By inde i Landet.

* Da Hansestæderne omkring Aar 15 00 var blevet en Stormagt, fik

Bornholm en meget ugunstig Stilling som en Del af Danmarks Rige, i Ærkestiftets Eje og beliggende midt i »de lybske Strømme«. Det var ikke blot Kysterne og Havnebyerne, der blev Genstand for de gridske Lybækkeres Overfald og Plyndringer; ogsaa ind til Aakirkeby naaede de mere end een Gang, og den 12. Juli 1510 blev Byen aldeles ud-plyndret og afbrændt, saa den kun langsomt og med Hjælp fra Ærke-biskoppen igen kon1 paa Fode.

I et Brev af 2. April 1511 skriver Ærkebispen: »Vi Børge af G1tds Naade Ærkehiskop i Lund, Sveriges Fyrste og Pavens Legat, Gor

l'ittcrligt _f;ir alle, at Vi f(ir den store Skade og Fordærv, som Vore Tje11erc udi Aakirkehy

paa Bornholm har lidt af Rov og Ildebrad, har eftergivet dem for de næstkom111e11de syv

Aar to af de tre Tonder Smør, som de aarligt er os pligtige i Skat af deres By, f(ir at de kall

hygge og hjerge sig. Ligeledes har vi eftergivet dem de tre Tander S111or, Vi skulde haft i

F;or, og ullde og give vi alle dem, der vil bygge i samme Aakirkcby, hver ti Læs Rafter

eller Vender at hjælpi sig med, og Vor Embedsmand paa Hammershus skal forevise de111,

25

hvor og 11aar de skal hugge, og unde Vi ogsaa, at samme Aakirkeby llldhyggcrc skal nyde deres gamle Sædvane 111ed Hostdage og Kobstad-Ægter og ikke tage ued 11ogw 11y Tynge

eller Paalæg til Vor Gaard der i Byen entrn med Møg-Ægter eller andre usædvanlige Paa-

læg efter denne Dag. Ligeledes unde vi dem ogsaa, at de maa sælge og }Øre Kom til Ble-

kinge at købe Tømmer jiJr, at bygge med, men ikke i ande!l Maade, og har Vi hefalct Os

elskelige Ole Degn, Vor Borgmester der sammesteds, og givet ham !Magt at pante dem, som

ikke gærde deres Gærde og holde dem færdige efter gammel Sædvane, jiJr tre Skilling eller

en Er, som Brøstm er til. Dette byde Vi strrngcligen at skulle holdes ubrødeligcn. Thi forbyde Vi alle, særdeles Vore Fogeder og E111l1edsmæ11d at gøre førnævnte Vore kære

Undersaattcr nogen Hindring eller Krænkelse paa førnævnte Privilegiers Fordele i nogen Maade.«

Om Birger Gunnarsson (Ærkebiskop 1497 - 1519) skriver Aaker-degnen Rasmus Pedersen Ravn, at han var en lille Mand af Vækst, men stormodig og forstandig. Han blev en af de sidste Ærkebisper, som havde Bornholm i Besiddelse. Gejstlighedens Magt var i Dalen, medens Kongemagten var stigende. Adelsmænd, der havde Strøgods paa Bornholm, kunde, støttende sig til Kongen, skaffe Ærkebispen voksende Vanskeligheder paa Halsen. Dels gennem Forhandling, dels ved Magtanvendelse fik Christian den Anden omsider atter Bornholm forenet med Moderlandet 1522, efter at det havde staaet under Ærke-stiftet i 3:i;4 Aarhundrede. Glæden blev dog kortvarig, thi 1525 blev Øen afstaaet til Lybækkerne, der havde hjulpet Frederik den Første paa Danmarks Trone, og Bornholmerne var nu kommet fra Asken i Ilden. ·

2. LYBÆKKERTIDEN 1525-1575

Lybækkernes første Foged her paa Landet var Bernt Knop, »en af den lovløse Grevefejdes mest lovløse Voldsmænd«, der plagede, ud-plyndrede og haanede Befolkningen ved enhver Lejlighed. Bønder-nes Opstand under Landsdommer Hans Jensens Ledelse blev blodigt knust i Slaget ved Egelegærde Syd for Klinten i Aaker 1535.

Angaaende Stedet, hvor Slaget stod, hersker der nogen Usikkerhed, da Stednavnet er gengivet paa flere Maader og ikke mere findes i Be-folkningens Minde. Fra 1569 er Navnet skrevet Egilde og Egilt. Sog-nepræsten i Aaker, Diderich Carstensen Colding, skriver 1625 :

»Sønden for Aakirkeby lidet fra Klinte henved tre Bøsseskud har der været en skøn Egelund

26

i 11orc Forfulrcs 'J'id, so111 rnd1111 kaldes paa dc1111e Dag Egille, e11ddog der iklm11 1111 staa

tre h:c;cr, Fon11cdc og 1'is11c fra "f'oppc11 111idt 11cd paa 1311lle11.«

Rasmus Pedersen Ravn kalder det 16 71 ~e_lay,icrdc, og Provst C. P. Langsted siger 1680, at Bornholmerne endnu mindedes hin blodige Dyst under Navnet Eglafejden.

Efter Sognepræstens ovenanførte Opgivelse maa da Eglagjerde være Navnet pa:i en smal Skovbræmme, den sidste Rest af en tidligere Ege-skov. Som Paralleller til Navnet nævner Zahrtmann Kannikegærde i

Boelsker og Gravgærde i Aaker, og han mener, at Stedet maa være at finde højst 500 m Syd for Klinten. Zahrtmann skriver:

>>Her ligger 1111 St. Kli11tgaard, og sydfi'a skyder en uopdyrket Cra·st11rnzark e11 smal Hræ111111c

Fn11 i111od Caardrn i 500 111 Afstand Fa Kli11tC11. Her turde 111a11 med 11ogrn Ri111clighcd .611dc Rcstm1e af f.:c;Iagferde. La11dsdo111111cr Hans Jcnsrn og den 111odigc horri11ghol111skc

Bo11dc/1crr l'ilde her haf!e f!a!gt sig en fortrinlig Ka111pplads med Ryggen dækket af E:r;clc-

sk0Fe11 og 111ed dc1111Pefharc Klint so111 Tilflugtssted, fzpfs Slaget, so111 det skete, skulde urnde

sig til ;'..!eder/ag. Aakerpræstrns Stcd11crf!11clse aalmcr c11 11ærliggrndc ]\111lighcd af; at her

stod f:r,;la/ijdrn 1535.«

Med endnu storre Sandsynlighed maa Valpladsen dog vist søges noget længere mod Vest, nærmere »Alfarevejen« (nu kaldet Limens-

gadevejen) paa de i »Aakirkeby Frihed« liggende Enge. Her nævnes nem lig i en Ottemandsforretning angaaende Præstegaardens Jord til-

liggende 1630 baade ~e_clcgærdc og ~e_clcc11gc11, og i et Skødebrev fra 1685, hvorved Kaptajn og Raadmand Jens Pedersen sælger nogen Jord til Præsten, nævnes »en sønden Klintebakken udi Aakirkeby Frihed

beliggende liden Torpeng og to Havreagre, som mod Syd grænser til

Sandemandsengen og mod Ost til c11 Stcllrcn med 110,Rlc smaa Torn paa«. Grænsen mellem Aakirkeby Frihed og Aaker Sogns Jorder stræk-

ker sig - i en Afstan

Kettingks Navn. Denne var i Virkeligheden, det fremgaar af adskillige Skrivelser, Bornholmerne en god Mand i en ond Tid. Han gjorde, hvad der stod i hans Magt, for at lempe paa og lindre de umenneske-lige Krav, der stilledes baade fra Raadet i Lybæk og fra Regeringen i København, og han faldt da ogsaa i Unaade begge Steder, medens Bornholmerne vidnede baade paa By-, Herreds- og Landsting, at alt, hvad han havde handlet under Krigen, tjente til Landets Velfærd. Men han havde mægtige Fjender, bl. a. de saakaldte Frimænd, hvem han efter Kongens Ordre maatte afkræve Krigsskat, og som vendte al deres Forbitrelse mod Kettingk og rimeligvis har en stor Andel i hans slette Eftermæle.

Skønt han som Høvedsmand havde sin Residens paa Slottet, befandt han sig bedre paa Vallensgaard, som han havde købt af Carsten Lune-borg, og som han opbyggede med Taarn og Tinder. Han anlagde et Ølbryggeri paa Gaarden, og Vejen til Byen lod han brolægge.

Sine sidste Aar henlevede han i Lybæk; men han blev begravet i Aakirke, hvor han tidligere havde begravet to Hustruer, Margrethe 1568 og Thalia 1572, og ladet Gravene i Kirkens Kor dække af en kunstfærdigt udhugget Sten. De lærdes Strid om, hvor han selv var blevet stedet til Hvile, blev afsluttet, da man i 1853 aabnede og un-dersøgte Gravkammeret i Aakirke. Der laa han »langvoksen og lang-skallet« mellem sine to Hustruer. Stenen staar nu i Vaabenhuset, slidt af mange Slægters Fodtrin, men dog tydeligt visende Billedet af en jernklædt Kriger mellem to Kvindeskikkelser og med en endnu til Dels læselig Indskrift.

3. NY PRÆSTEGAARD

Det halve Aarhundrede under Lybæk var i alle Henseender en ond Tid. Gridskhed, Brutalitet og idelige Forurettelser var, hvad Befolk-ningen daglig havde at slaas med og sukke under, og det var et i alle Maader forarmet Land, der 15 7 6 igen blev lagt direkte ind under den danske Krone.

Aakirkeby havde kun daarligt forvundet Ødelæggelserne i Aarhun-dredets Begyndelse. Den var med sine Købstadsrettigheder intet andet

28

Drn lybske

Høvcclsmand

SclnVL'dcr K cttingks

Gravsten

i Aa Kirke

Rescns Kort over Aakirkcby Slutningen af det 17. Aarhundrede

29

end en fattig, udpint Landsby uden købstadsmæssig Virksomhed af nogen Art. Handelen var det saare smaat med, og Landets Befolkning paa ca. 10 000 Mennesker kunde ikke præstere tilstrækkeligt Opland til fem Købstæder. En hidsendt Kommission indstillede 1618, at kun Rønne og Nexø burde opretholdes som Købstæder, medens Hasle, Svaneke og Aakirkeby burde indlemmes i Herrederne som Fisker- og Bondebyer. Der blev dog taget Hensyn til Borgernes Bønner, saa alt i den Henseende forblev ved det gamle.

Den i Undertrykkelse opvoksede Slægt var raa og uvidende, over-troisk og drikfældig, paa Forhaand mistroisk og modvillig overfor enhver Autoritet. Superintendenten Povl Mortensen, som visiterede i Aakirke 1616, skriver, at Præsten ikke bekommer sin Rettighed af Bønderne og tør ej heller kræve den.

Nu var Hr. Morten Brynch just heller ikke den Mand, som Bøn-derne kunde have synderlig Respekt for. Hans Prædiken var iflg. Vi-sitatsbogen fersk og indholdsløs. »Og intet Under«, skriver Bispen, »thi Dagen i Forvejen og Dagen derpaa drak han tæt i Rønne. Af Provsten fik han Paabud om at komme h jern og afvente min Ankomst. Drukken kom han h jern efter min Ankomst. Manden, der levede et løst og ugudeligt Liv og altid var h jernfalden til Flasken fik ikke desto mindre det bedste Vidnesbyrd af Tilhørerne, men at Bøndernes Vidnesbyrd ikke kan passe, derfor er der troværdige Vidner nok«.

Den sølle Præst boede paa Kannikegaarden, som efter Reformatio-nen var blevet Præstegaard, saaledes at Præsten havde Gaarden til Brug og Beboelse, mod at han svarede Præbendatus (se S. 25) den fastsatte Ydelse. Men Hr. Morten havde hverken Evner eller Interesse for Land-brug og kunde ikke udrede Afgifterne af den store Gaard. Han an-søgte da om at faa en n1indre Præstegaard, hvorefter Kirkepatronen, Lundekanniken Willich von Westho Jen 1622 tillod, at Kannikegaarden blev nedlagt som Præstegaard, og at der blev bygget en ny, som det fremgaar af folgende Skrivelse fra Patronen:

»Eftersom hæderlig og ve/lært Mand Hr. Morten Bryds, Sognepræst til Aakirke, haver

beklaget sig, at den Kannikegaard, som han indtil des paa bygget og boet haver, var hannem

for streng baade med vidtløftig Jord og Mark saa og med Bygning og stor Landgilde, som

han aarligen deraf maatte give, og det befindes, at der haver i fordum Tid været en Præste-

gaard foruden Kannikegaarde11, saa haver jeg derfor af Kirkens Penge købt en Gaard i

30

Aakirkchy, liggrndc paa det Sted, so111 Prrrstcgaardcn ;;," 111a11ge Aar sidrn fandtes al hm'c

standet, af crrlig J'vfmzd So/i·rn Ras11111ssrn f;," 120 Dir. Afant, og l11wer jeg lagt 1jicrskrc1'11c Jord, Ager og l:,'ng til denne uykohtc Caard, so111 er j;irst den hele Alark, so111 ligger sondrn

_f;ir Kirken og Byrn saa 11crr so111 et Stvkkc liggrndc sonders! i sa111111c Afark Fa Andcr.,·

Cag

Efterfølgeren i Embedet, Rasmus Jensen Medelfar, der af Rasmus Ravn fik det Eftermæle, at han var »en god Gastgeber, from og beleven Mand mod alle«. Meget sandsynligt tilkommer denne Ros for Gæst-frihed lige saa fuldt Fru Christine, der jo var den ældre paa Stedet, sagtens ogsaa af Aar. Heller ikke dette Ægteskab blev langvarigt. Hr. Rasmus døde 1651, og Christine Staffensdatter maatte overlade Resi-densen i Aaker Præstegaard til sin Datter af første Ægteskab, Margrethe Diderichsdatter, der blev gift med den nye Præst, Svend Larsen.

Fru Christine kom til at henleve Resten af sit Liv i Povlsker, hvor Hans Andersen Ravn var blevet Præst 1650 og nu giftede sig med Præ-steenken fra Aaker. Dette Ægteskab varede kun et Par Aar. Da Pesten i Sommeren 1654 atter rasede her paa Øen og bortrev op til Halvde-len af Befolkningen, da var Hans Andersen Ravn et af Ofrene, og for tredje Gang var Christine Staffensdatter Enke.

Samme Aar var Datteren i Aaker Præstegaard blevet Enke. Hr. Svend var blandt de første, som Pesten tog, han døde den 6. April, Hans Ravn i Povlsker døde 5. Juli.

Efterfølgeren i Povlsker, Mikkel Thomsen Borringholm, var kun 28 Aar gammel. Ikke desto mindre tog han Enken med Kaldet, som Ti-dens Skik og Krav var, og levede med hende til 9. August 1667. Da døde Christine Staffensdatter.

* Der viste sig snart nogen Usikkerhed med Hensyn til Skellet mel-

lem den nye Præstegaards og Kannikegaardens Jorder, hvorfor der allerede den 3. Marts 1630 maatte foretages en Ottemandsforretning. Hertil var indkaldt Albert Hansen, Borgmester i Aakirkeby, Hans Pedersen, Sadzcr Nielsen og Jørgen Olsen, Borgere og Indvaanere sammesteds, Jep Pedersen i Risen, Michel Sort, Peder Nielsen i Elled og Jep Rasmussen, boendes Mænd i Aaker Sogn, for at dømme mel-lem »vor kære Sognepræst, hæderlige og vellærte Mand Hr. Diderich paa den ene Side og velbyrdig Willich von Westhofens Fuldmægtig, velagte Hans Jensen Statsskriver, som svarer for Arrest Poulsen, som bor i Kannikegaarden, paa den anden Side.« I deres Kendelse gøres nøje Rede for Præstegaardens Jorder og Markskel:

»Først al den Jord, som ligger i den sønder Vang, østen for det gamle Dige, som løber fra

Vangeledet hos Kannikegaarden og sønder igennem indtil Møllen; dernæst er Markestene

32

sat i drn sondre Ende p.ia f(irskrcvne );amle Dige og derfra vestcr igennem til en Tværager,

og al den Agerjord, so111 ligger sondrn for samme Markcskel indtil Fare-Vej, det blev og

Præsten ti/skift, saa og en lidrn Eng, som kaldes Viesrngcn, item en Eng i Egelegærdet,

som kaldes Kildcsrngrn, item Hæltcn og Sma:kkrn, dcsligeste rn, som kaldes Egeleengen,

O); en, som kaldes Prcntehaandklædet, endvidere al Nørre Aas hos Skaggelfaldet, som er

Agerjord, s1w og rn En1; derhos, som kaldes Røvcrenge11. Dette er al den Jord, som Pra:ste-

gaarden er tillagt, cfier de fcirrige 8 l'v1a'111ls Kendelse, som de haver gjort indrn Aakirkehy

Ting drn 9. juni 1624 efter Ti11ghoge11s fodlzold, hvorved vi rndnu finder det her eficr at

f(irhlive, eftersom Hr. Diderich paa si11 Side og Hans Jcnsrn paa Patronens Vegne, som

svarer fcir Kannikegaardrn, ;ua heggc Sider haver nu ladet dnmern med nøje. HtJad Vandin);

er anla11grndes til he););es deres Kvæg, skal de have til}a'lles udi den Dam næst hos Ka11nikc-

gaarde11. Dersom de og med Ga'rdc ville skifte dennem sa111111c Vanding imellem, kan stande

udi deres eget Karir. «

4. AAKI RKEHAVN

I Lybækkertiden havde Byens Havn ved Raghammer været af ikke ringe Betydning. Indvandrede Tyskere købte sig Gaarde i Nærheden. Landets Folk nævnede dem ikke, som almindeligt var, efter Ejerens

Navn, men kaldte dem blot Tyskegaarde. Nu laa Havnen ubenyttet hen og sandede 1nere og mere til. I Lands-

provst Jens Pedersens Bornholmsbeskrivelse fra 1625 staar der om Aakirkeby, at »hertil er ogsaa en Havn under Raghammer, hvor de har deres Strand, og Købmændene i gammel Tid har sejlet, men nu ikke.« I en militær Undersøgelse fra 1778 staar der: »I Bugten mellem Hullebækken og Raghammer, nemlig Aaekirkehavn, gaar Dybet nær ind til Land.« Og p:-ta et Kort fra 1805 findes Navnet, men af selve Havnen var da ethvert Spor forsvundet. (Se Side 35.)

Men Byens Borgere glemte ikke deres Havn og Rettigheder ved Stranden. Det ses bl. a. af et Andragende, som Borgerrepræsentationen 1849 indsendte til Ministeriet, og som her anføres i Uddrag. Det er i Form som i Indhold typisk for den initiativrige KøbmandJohannes Laurentius Balle, som da var Borgerrepræsentanternes Formand:

»Ved Ko111111u11a/!Jestyrclscns l'vløde 1;edtoges det, at illdsrnde vedlagte Afskrift af et Aasteds Tingsuidne, dat. 22. Noucmh. 182 2, tilligemed vedlagte Amtsskrive/se af Dato 6. Novcmb. 1822, hvor det e}icr det f(1rste synes godtgjort, at Aakirkehy har Ret til den paastaaede

Forstrand scmt den udviste Sandmark );rænsende til den formentlige Forstrand, hvilkrn

Paastand Amtets fcm1a:1111te Skrivelse synes at billige. Nærværende Aasteds Tingsvidne blev

33

foranlediget af en Stranding, der 1822 indtraf for Aakirkebys formentlige Forstrand, og da Borgerne dengang gjorde Paastand paa at ville antages som Bjærgere i det Vrag, svarede

Amtmand Jespersen dem, at han ifølge Strandingsreglementet ingen Bjærgere kunde antage,

der b.oede over en halv Mil fra Strandingsstedet, men ti/sagde saa Borgerne dengang, at naar de godvillig vilde renoncere paa deres formentlige Ret som Bjærgere i den Stranding, at han

da vilde gøre alt for dem, for at de kunde tilsikres deres formentlige Forstrand, og hvorefter

han raadede Borgerne, at de derefter kunde indgaa med et Andragende til vedkommende høje Kollegium om en Forandring i Strandingsreglementet for Aakirkebys Vedkommende, der

kunde sikre Aakirkebys Borgere Bjærgeret i de fremtidige Strandinger, der mulig kunde komme for deres formentlige Strand, uanset at de boede lidt over en halv Mil fra deres

formentlige Forstrand. Aakirkebys Borgere vilde desuagtet ikke renoncere paa deres formentlige Bjærgeret i for-

nævnte Vrag, men Amtet modsatte sig i Medfør af Strandingsreglementet, og Borgerne have til Dato ikke foretaget noget til Igenerhverve/se af deres formentlige Ret i saa Henseende.

Til yderligere Oplysning tillader vi os at anføre som yderligere Bevis for Købstadens

formentlige Ret til denne Forstrand og dertil grænsende Sandmark, at Aakirkeby Borgere fra

umindelige Tider af har været paalagt som Pligt at anlægge et Batteri ved Raghammer samt to Skanser i dets Nærhed, som alle er anlagte inden for Grænsen af Aakirkebys formentlige

Forstrand, og endnu levende Borgere kan godt mindes, at naar der i Aarene 17 80 til 1790 blev foretaget aarligt Skansearbejde, blev alle Byens tjenstgørende Borgere uden Undtagelse ti/sagte til een Dag hvert Aar at foretage Arbejde til Skansernes Forbedring og Vedligehol-

delse, og hvortil de Borgere, der holdt Heste, forrettede den derved fornødne Kørsel, og de øvrige Borgere til at forrette alt det dertil fornødne Haandarbejde, og naar Arbejdet paa

Skansen og Batteriet var udført, kørte alle Vognmændene hen i det saakaldte Byelled, et lidet Skovkrat, som var opvokset ved Sandmarken, der som meldt grænser til Byens For-

strand og Aakirkeby formentlig tilhørende. Der huggede de efter Overenskomst med hin-anden af Elled og læssede paa deres Vogne og hjemkørte det, enhver til sit Hjem til deres egen Afbenyttelse. Og de omskrevne Skanser er til Dato vedligeholdte af Byens Borgere.

Det oven omskrevne Skovkrat befindes endnu den Dag i Dag paa den omskrevne Sandmark, og saa vidt vides er den Del af Sandmarken, hvorpaa Aakirkeby gør Paastand som den

formentlig tilhørende, senere ved Aaker Sogns Udskiftning overladt som Græsningsmark til de tilgrænsende Gaardejere indtil videre.«

Andraget blev dog afslaaet ved Skrivelse af 14. Sept. samme Aar. Saaledes endte den Herlighed, og siden er der, saa vidt vides, ikke

fra Byens Side foretaget noget for at generhverve de tabte Rettigheder. Men i Sommermaanederne er bemeldte Strand i de senere Aar befol-ket af talrige gæve Aakirkebyborgere, som her har opslaaet deres Som-merresidens, hvor de uden Tanke paa Forrettigheder af nogen Art henter sig fornyet Sundhed og Livsmod til Dagens Gerning inde i Landet.

34

Videnskabernes Selsbbs Kort fra 1805

med Navnet »Aakirke Havn«

35

5. KRIGSTID, PEST OG OVERTRO

Christian den Fjerde, som var i bestandig Pengeforlegenhed, var ivrig for at faa udnyttet Rigets Hjælpekilder.

Paa Bornholm fandt han store Muligheder i Landets Undergrund og fik sat en Del Virksomheder i Gang, af hvilke Kulbrydningen blev det længst varende. Men som Zahrtmann bemærker: »Alle Dage skov-ledes flere Dalere ned i Gruberne end Kul op af dem.«

Det gik ikke bedre i Aakirkeby, hvor Kongen 1624 fik bygget et Salpetersyderi ved Stokkekilden. Der blev ansat en Krudtbrænder og gravet 1625 Tdr. Jord ind i Laden. Den til Krudtfremstillingen nød-vendige Bøgetræsaske blev indført fra Sølvesborg. Resultatet blev tre Tønder Salpeter. Da Landets Skove ikke kunde yde det fornødne Brændsel, beordrede Kongen, at Virksomheden skulde fortsætte med Tørv som Varmekilde; men da det var prøvet et Aars Tid, indstille-des Driften, og Salpeterværket laa med sine Kampestensmure øde og forladt, indtil der langt senere i Tiden indrettedes Brændevinsbrænderi og Ølbryggeri.

For de direkte Ødelæggelser under Christian den Fjerdes Svenske-krige blev Aakirkeby skaanet, idet Begivenhederne fandt Sted ved Kysterne, men en af Byens gode Mænd, den unge Borgerkaptajn Chri-sten Gregersen, fik sit Navn med Hæder skrevet ind i Landets Historie.

Tidligt om Morgenen 9. Juni 1645 saas fra Aa Kirkes Taarn en svensk Flaade paa 29 Skibe styre Øst paa Syd om Landet.

Det havde været en urolig Tid ogsaa for Bornholmerne, siden den svenske General Torstensson 1643 uden Krigserklæring fra Tysklands Slagmarker rykkede ind over Danmarks Grænse. Jylland blev indtaget fra Syd, Skaane fra Nord, og Flaaden blev ødelagt trods Kongens Sejre ved Sild og ved Femern. Den svenske Flaade beherskede Øster-søen, og Bornholmerne maatte stadig være paa Vagt mod de svenske Landgangsforsøg.

Da man nu saa den svenske Flaade nærme sig, anede man, at Tog-tet gjaldt Nexø, hvor Svenskerne Aaret før havde forsøgt at gaa i Land, men havde lidt forsmædelige Tab. Christen Gregersen fik da i en Fart samlet saa mange Ryttere, han kunde faa fat i, og sprængte ad Nexø til. De naaede netop tids nok frem til at kunne hjælpe Nexøboerne at

36

forsvare Skanserne ved Havnen og Syd for Byen, hvor Landgang let-test lod sig gøre. Medens Forsvaret her førtes med Dygtighed og Held,

var Fjenden imidlertid kommet i Land Nord for Byen i Skjul bag »Hajlahykjenj«, og inden Aften var Nexø udplyndret og afbrændt.

Saa snart Gregersen erfarede, at Fjenden var kommet i Land og al

Modstand opgivet, ilede han tilbage for at hente Forstærkning. Først helt hjemme ved Aakirkeby fandt han en Del Mandskab fra Vestlandet samlet. Da han berettede, hvad han havde oplevet, vilde de ledende

Officerer gaa tilbage til Klinten i Vestermarie, og da de opfordrede

Gregersen til at slaa Følge, var det, at han udtalte de optegnede og berømte Ord:

»Da lza11dlcdc jeg so111 c11 Skælm og Forræder 111od Land og Folk, llljcg drog hort fi'a T

for et ringe Tyveri. Det synes, som om Dommeren har været under Pres fra Ridefogedens Side, og maaske har han afsagt sin Dom i Tillid til et andet Udfald ved Højesteret, der skulde have alle Dødsdomme til Behandling. Men uden Hensyn til Lov og Ret lod Mads Holst straks den arme Boel føre til Retterstedet, hvor hun blev halshugget, skønt Landsdommeren og alt Tingfolket bad for hende og bad Holst om dog at vente, til Lensmanden kom h jern, og skønt Christen Gre-gersen gav sit Borgmesterord for, at der skulde blive passet vel paa Kvinden.

Boels Moder, som var Jordemoder i Byen, var af Byretten blevet kendt medskyldig i Tyveriet. Hende lod Holst piske paa hendes bare Krop, hvorefter hun nøgen blev jaget ud af Byen. Da hendes Sag siden kom for Landstinget, blev hun frikendt og erklæret for en ærlig Kvinde at være.

Saa vilkaarligt kunde de danske Lensmænd styre her paa Landet. Ulfcldt blev dog omsider 1651 frataget sit Len for sine mange Mis-gerningers Skyld. Han rejste til Sverige og blev Embedsmand i Skaane, hvor han nu skulde være med til at forsvenske dette gamle danske Landskabs Befolkning.

* Aaret 1654 mindedes længe her paa Landet som Pestaaret, da 2 / 5 af

Landets Befolkning blev Dødens Bytte, ialt henved 5000. I Aakirkeby, hvor Sygdommen rasede særlig voldsomt, døde vistnok Halvdelen, i Aaker og Aakirkeby tilsammen 55 7.

Netop i dette gruelige Aar kom Rasmus Pedersen Ravn hertil som Degn i Aaker, og hans flittige Optegnelser giver stærke Indtryk af den herskende Nødstilstand. Tegn i Sol og Maane vidnede om Guds Vrede - eller om Menneskers sygeligt opskræmte Fantasi.

~Den 14. Dec. 165 2 skete tvende Tordenslag og saas da paa Himlen tvende Regnbuer, og

den sidste Dag i Aaret skete et stort Tordenslag med megen Lynild og Forfærdelse om Mor-genen Kl. 5, hvorefter paafulgte straks i det følgende Aar en gruelig Pestilense. Paa den

slette Mark ved Mads Koefoeds Gaard, Eskesgaard i Pers ker, saa man 16. Juli en Ild, som derefter i nogle Dage kontinuerlig brændte, og det røg af Jorden paa adskillige Pladser, og ikke kunde man udi nogen Maade erfare, hvorfra samme Ild kunde haft sin Oprindelse. Den 30. Maj 1654 hørte man udi Luftrn her over Landet 26 Skud, store og forfærdelige,

og saa Ild skinbarligen brænde udi Luften. Der faldt ingen Regn, uden den forgiftige og hidsige Pestilense regerede paa Landet meget hefteligen og havde saa forgiftet Luften, at den

38

lugtede meget ilde. Og da Pestrn allermest grasserede, tildrog sig 2. August den forfærdelige

Formørkelse, da de 10 Parter af Solen fJar slet f(mnorkedc, at 111a11 udi H11se11e her ikke

kunde se det ringeste af Dagens Lys, 111e11 maatte forhlilJc stille paa det Sted, 111a111Jar, rnten

siddrndes eller staaendcs.

Den 11. Marts 1656 11edfizldt Blodsdraa/Jer til Peder JensClls lzcr 1u1'st 1Jed Kirkrn. Dm 14. juli 165 7 regnede her Blod 111ed Vand /;eh/andct ned er fra Hi111loz til Dirirh Pedersens.

Dage11 efter er der set Blod ncdreg11et til HallS ]e11sens, 7 Steder JJcd lza11s Hus, og paa rn

Strn saas der leJJrct Blod saa vidt som c11 ha!JJ Haa11d. Fc111 Dage se11cre saa tre K1'i11dcr

i 1Vyby c11 stor Mands Skikkelse udi Luften, so111 sig hc1Jægede hid og did, so111 han ha1Jdc

t'ærct leuendes.

I Januar 165 8 lwrtcs Torden her paa Landet, og et ]ordskæl1! mrntes at være f(ir/1aan-

de11, lwilkct Gud dog 11aadcligC11 11de11 Skade afi1endte; 111e11 Vinterrn var vore Fjrnder

meget fauorizerlig, og d. 29. AJ1ril 111zkom Johan Print.zrnskiold til Landet og /iesatte Slot-

tet. Drn 6. Maj sa11111zrnkaldte han Landets Folk til Aakirkehy, lod her læse sine Ordre, 101Jcde store Lofter paa de Suc11skes Vegne, dog 11de11 at der fit!gte andet JhJa, end at haade

gejstlige og 1Jerdslige /JlefJ paalagt Skat efter deres l11dko111st, og at !zIJert Sogn skulde opsende

til Slottet 1Jisse li1ængdcr af Gryn, Kod, Spader, Hakker, Sko, Sengeklæder, Gryder og Kedler. lifandskah li!eIJ udskrcJJet til den SIJrnske Flaade og sendt til Stcttin. Gud ved, hvad

jammer, Sorg og Klagemaal, der da hcrtcs flcd Stranden, lwor sa1111111nge gode Vrn11cr skil-tes. Ja, udi Aakcr Sogn har man paa tredje Aar, for dette sorgeligc Tog skete, hørt et Banz

/ydelige11 gra'de udi sin Moders Lil'. Ide/igc11 og dagligrn udsugede Fjc11dc11 Landets Bcj(ilk-

11hzg og nodtc Jndvaancrnc til {

farvede af Øjeblikkets Stemning, skønt han dog som samtidig kunde have givet os værdifulde Korrektiver.

Det var ellers ikke saa langt fra, at Besættelsen kunne være blevet skæbnesvanger for Aakirkeby. Da Printzenskold var til Sinds at an-lægge en Orlogshavn bag Amager Rev, blev Rønne Borgere ivrige for at forestille ham, at deres By langt bedre egnede sig for denne Havn. Nexøboerne b'lev lige saa ivrige i at paavise, at Nexø havde endnu bedre Betingelser. Enige var de derimod om at foreslaa, at Aa-kirkeby, Hasle og Svaneke burde nedlægges som Købstæder, da her var saa mange Købstæder, at ingen af dem kunde trives. Printzenskold blev imidlertid forhindret i at tage Beslutning herom.

Blandt de Smaagaver, Kongen uddelte i Anledning af Bornholms Befrielse, var Aakirke Kanonikat, som 16 5 9 tildeltes Opstandens Leder, Præsten Povl Ancher i Hasle, »for synderlig Aarsags Skyld og paa det han sit Prædike Embede desbedre foruden stor verdslig Bekymring kunde forestaa«. Det var dog kun et magert Ben. Efter at de skaanske J ordtilliggender ved Fredsslutningen var bortfaldet, var den væsent-ligste Indtægt en Tønde Smør af Kannikegaarden. Som Aakirkes Pa-tron førte Ancher nu Tilsyn med Kirkens Regnskab og lod den sætte i Stand. Der blev 1663 lagt Tagsten paa Klokketaarnet, »thi der laa før ikkun Dæller derpaa, og blev samme Taarn fordønnichet paa Siderne«. Han lod Kirkestolene »renovere og med Maling staffere, saa derpaa er anvendt en stor Del af Kirkens Indkomme, saa at et Menne-ske maa vel glæde sig udi sit Hjerte udi saadant et zirligt og herligt Herrens Hus at høre Guds hellige Ord prædikes og sjunges, sin Sjæl til Saligheds Trøst og Forbedring.«

At Christen Gregersen ikke blot i sin By, men ud over Landet, var en kendt og agtet Mand, ses bl.a. deraf, at han 1663 blev udvalgt til sammen med Raadmand Henning Clausen Bohn i Rønne at rejse til København for at overrække Kong Frederik et Bønskrift om Lettelse af Krigsskatterne, som nu beløb sig til 1270 Rdl. maanedligt. Efter at have ligget i København et halvt Aar kom de tilbage »med ringe Be-sked.« Beløbet var blevet nedsat med mindre end en Tiendedel.

40

Kort over Aakirkcby ved Midten af det 18. Aarhundrcdc

6. DECHNEH.TIDEN

Paa denne Tid havde Aakirkeby en Byfoged, som hed Tobias Dcch-11cr. Han var født i Thyringen 1612, indvandret til Bornholm og blev Byfoged her 1651. Hans Gaard i Byen brændte med alle Dyrene 6. April 1666. En Maaneds Tid i Forvejen, 10. Marts, var Borgmesterens Gaard brændt tilligemed alle hans Midler. Begge Brande opstod om Morgenen straks før Daggry begyndte.

Byfogeden havde fire Sønner, der alle blev berygtede for deres Uredelighed og forbryderiske Vandel. Den ældste, Johan, som havde bosat sig i H.ønne, blev dømt til Strafarbejde paa Bremerholm for Kvægtyveri. Det 1 y kkedes hans formaaende Slægt at faa ham løsladt, men han døde i Udlandet. Den næstældste hed Tobias ligesom Fade-ren og blev, da denne døde 1670, hans Afløser som Byfoged i Aa-

41

kirke by og 16 77 tillige Herredsfoged for Søndre Herred. Ogsaa for ham nedbrændte Gaarden; men han kom over Tabet, idet han af Kon-gen fik Lov til at »sætte Bækken« for Kirkedørene i alle Landets Køb-stadskirker for derved at faa Midler til Genopbygningen af Gaarden. Den yngste Broder, Valentin, blev 1681, kun tyve Aar gammel, By- og Herredsfoged i Svaneke og Østre Herred. Længst baade som Embedsmand og Forbryder naaede Augustus. Han blev døbt i Aa Kirke 30. Marts 1656. Efter i kort Tid at have haft et Par underordnede Stillinger blev han 16 79 Amtsskriver, 1681 tillige Skifteforvalter for hele Landet og Aaret efter desuden Ammunitions- og Materialeforval-ter for Militsen, samt General-Mønstringsskriver. Støttet af sine Brødre og andre slette Embedsmænd kunde han nu skalte og valte efter eget Tykke trods Guvernør og Landsdommer. Der førtes et Rædselsregi-mente, som det ikke var set siden Bernt Knops Dage. Befolkningen hundsedes og forurettedes paa det grusomste, ja Amtsskriveren undsaa sig end ikke ved at bruge falsk Maal og V ægt, naar han tog mod Bøndernes Ydelser.

At der under disse Forhold undertiden var alvorlige U overens-stemmelser mellem Byfoged Dechner og Borgmester Gregersen, kan vel kun tjene Borgmesteren til Ære. Efter en Jagt i Almindingen 1680, hvor de sagtens begge har kigget for dybt i Kruset, kom det saaledes til et vældigt Slagsmaal, og den gamle Borgmester blev ilde tilredt af den 30 Aar yngre Byfoged, som efter den paafølgende Rettergang blev dømt til »for Saarmaal udi Borgmesterens Ansigt at bøde 41/2 Mark formedelst Saaret ikke kan skjules med Haar eller Klæder,« og for hvert af de to Stokkeslag 6 Mark. Desuden skulde Dechner betale Badskæreren 2 Rigsdaler, for beskadigede Klæder efter tvende Mænds Syn 4 Slettedaler, samt til Borgmesteren for sin Svie og Forsømmelser 6 Rigsdaler.

Syv Aar senere var de dog saa vidt forligte, at de begge var Fad-dere for velagte Daniel Michelsens Søn Michel, der blev døbt i Aa Kirke 6.Januar 1687. Men da var Dechner ikke mere Byfoged, idet baadc han og Broderen i Svaneke 19. September 1685 blev afsatte fra deres Embeder paa Grund af svare Forsyndelser mod deres under-givne.

Som Byfoged for Nexø og Aakirkeby samt Herredsfoged for Søndre

42

Herred ansattes en af Lund Domkirkes Godsforvaltere, Mikkel Anderse11 Frølillg. Al Øvrigheds- og Raadsmyndighed var nu tillagt den konge-valgte Byfoged, som fik sit Domicil i Nexø.

* Christen Gregersens Søn Gregers Christensen havde arvet Faderens

Energi og gode Evner, og skønt han maatte nøjes med at blive Pro-kurator og sin Bys Stads-Kaptajn, var han - vellært og lidt haard-hændet- Byens mest indflydelsesrige Person, men altid beredt til det yderste at hævde og forsvare sin Bys og sine Medborgeres Interesser.

Efter at han havde mistet sin første Hustru, Ane Nielsdatter, ægtede han i en Alder af 4 7 Aar den jævnaldrende Byfogedenke Lene Niels-datter. Hun var Datter af Ar kelimester Niels Jørgensen i Sandvig. Som ung Pige havde hun 1685 ægtet Haslepræsten Povl Ancher, der nylig var bleven ansat som Landsprovst, og som Aaret før havde mistet sin første Hustru. Men Lene bragte Uro og Bekymring med sig ind i den stilfærdige Anchers Præstegaard. Hendes Broder Hans Nielsen havde selvtredje myrdet sin ældre Broder, og da den ene af Morderne blev paagrebet og indsat i Fængslet paa Hammershus, fik Hans Nielsen og hans Søster, Præstekonen, dannet et Komplot, hvori endog Rønne By-foged, Hans Olufsen Schou, var indblandet, for at befri den fangne. Det lykkedes ogsaa Hans Nielsen at faa ham ud og sendt til Skaane, men derved blev hans egen Meddelagtighed i Forbrydelsen røbet, og han blev dødsdømt og halshugget 30. Juni 1696.

Aaret efter døde Povl Ancher 28. Oktober 1697, og Fru Lene gif-tede sig igen med Hasle Byfoged, Eskil Nielsen. De blev forlovede 22.Juni 1698, viede 5. August og havde deres Søn Povl i Kirken 28. December samme Aar.

Eskil Nielsen døde 1706, og efter tre Aars Enkestand blev Lene saa 3. Gang viet til Gregers Christensen og levede Resten af sine Dage i den gamle Slægtsgaard ved Kirkegaarden.

43

7. KIRKEN

Set.Johannes eller Set. Hans Kirke, som skal være opført omkring Aar 1200, er den største af de gamle Kirkebygninger her paa Landet. I dens mægtige Mure har man et fyldigt Udvalg af Landets forskellige Stenarter: Granit i mange Farvenuancer, brune Sandsten, grønne Ski-fere og lysgraa Kalksten, der tilsammen giver et livligt Farvespil over de dystre Mure.

Hvad der straks tiltrækker sig Beskuerens Opmærksomhed, er den tunge Kolos af et Taarn med sine fire Trappegavle og sit tvedelte Tag. Det er i fire Stokværk, og Opgangene gaar inde i de ca. tre m tykke Mure, begyndende som Vindeltrapper, men derefter ført i lige Linie op gennem Muren. Det er øjensynlig tænkt og bygget som Forsvars-taarn og maa have været noget nær uindtageligt.

Skibet var indtil 1874 ved en af Rundbuer gennembrudt Mur delt i et sydligt og et nordligt Skib med Indgange henholdsvis i Syd- og Nordmuren. Desuden var der ved en ligeledes gennembrudt Tværmur fraskilt et Rum, der strakte sig over hele Breden i Skibets vestlige Ende. Her stod Døbefonten. Murene, navnlig Længdemuren i Midten, var smykkede med Kalkmalerier. Denne Mur har antagelig været opført for at tjene som Bærer af to paatænkte Tøndehvælvinger over de to Skibe; men Hvælvingerne blev aldrig opført. Loftet er nu som før et fladt Bjælkeloft.

Koret har derimod en lidt skæv Krydshvælvning. Skævheden paa-staas at være gjort med Vilje og i smuk religiøs Hensigt. Den samme Skævhed kan iagttages ikke blot i flere af Landets Kirker, men ogsaa f. Eks. i Set. Petri Kirke i Malmø og i flere gamle franske Katedraler. Kirken skal paa denne Maade tage ydre Skikkelse efter Frelseren paa Korset og minde om den lidende Frelser.

Den rigt udskaame Altertavle er i Renæssancestil og bærer Aars-tallet 1600, og paa Alterbordet staar 1608. Prædikestolen er fra 1623 og har Christian den Fjerdes Navnetræk. Dens fem Sidefelter viser i kunstfærdigt Billedskærerarbejde forskellige Optrin fra Jesu Liv.

Fra gammel Tid stod der midt for Kvindestolene et stort Billede af Døberen Johannes udskaaret i Træ og forgyldt. Men i Aaret 1706 strandede ud for Ragkammer et Fartøj, der kom fra Pommern og

44

Aa Kirke med Benhuset og Hjørne af Kannikegaardcn, sidst i forrige Aarhundredc

Aa Kirke 1946

45

Aa Kirke Altertavle fra 1600 Aa Kirke før 1920. Prædikestolen og Koret med Døbefonten

Snit fra Vest til Ost ' Sondre Side li •

2. Stokva:-rk 3. Stokva:rk 4. Stokværk

Snit fra Nord-Syd Nordre Side

Tegninger af Aa Kirke og (nederst til venstre) Klokketaarnet for

havde fem Hundrede Krigsfanger om Bord. Mandskabet var Svenskere, Fangerne var Polakker, Kosakker og Kalmukker. De fleste kom le-vende i Land, og da de for at takke for Redningen samledes i Aa Kirke og saa den forgyldte Set. Johannes, »fløj de med stor Andagt« paa denne Helgen for at tilbede ham. Herover blev den nyansatte Sognepræst, Claus Clausen Flyng, saa fortørnet, at han lod Billedet nedgrave i Jorden, for at det ikke tiere skulde give Anledning til sligt katolsk Uvæsen.

I et Skab i Kirken opbevaredes endnu i Begyndelsen af Sytten-hundrederne en Brudekrone af Sølv, som Brudene efter fordums Ti-ders Skik bar paa Hovedet paa deres Festdag, men omkring ved 1720 blev den solgt, og dens Værdi ført Kirken til Indtægt.

Kirkens dyrebareste Klenodie er den gamle Døbefont, den gotland-ske Mester Sighrafs Mesterstykke og et af Nordens ejendommeligste Stykker Middelalderkunst. Den »hører til det ypperste, romansk Font-kunst har præsteret i Norden, lige ejendommelig ved sin billedlige Udsmykning og sin lange Runeindskrift«. I elleve ved lodrette Søjler adskilte Felter er fremstillet Optrin med Tilknytning til Jul og Paaske og med vedføjet Forklaring, ristet med Runer i et Antal af over 500 Tegn. Fonten skal ifølge Videnskaben stamme fra Slutningen af det 12. Aarhundrede og er altsaa lige saa gammel som Kirken. Mange lærde har beskæftiget sig med dette Kunstværk. Fyldigst er den be-handlet af L~dvig F. A. Wimmer i et stort Skrift: Døbefonten i Aa-kirkeby Kirke (Gyldendal 1887) og i det store Værk om Danmarks Runeindskrifter af Lis Jacobsen og Erik Moltke.

I de forste Aar efter 1740 blev Kirken restaureret, og paa et nyt Pulpitur i Koret blev følgende Vers zierligen prentet:

48

Da Christian den Sjette var Guds Kirkes Foster-Fader Og førde Konge-Scepteret mod dem, som Dyden hader,

Og Peder Hersleb Biskop her i Stiftet fyndig drev

Paa Sandheds Lærdom, hvilken og ved hannem værget blev. Da Jørgen Kruse Oberst var og havde Magt og Ære

At commandere Landets Folk, som Krigs-Gevehr skal bære, Og Johan Urne Amtmand var af Kongens Vælde sat

At byde og befale dem, som giver Kongen Skat. Da Jens Buchhave Landets Provst besøgte Landets Kirker,

Hvor Sandheds Ord skal prædikes og Sandheds Aand selv virker,

Dobdontcn i Aa Kirke og dC!ls Billcdrzckkc: Bcbudelsl'll, Modet mellem Jomfru Maria og Elisabeth,

Jesu Fodscl, 5 Felter med de hellige tre Konger, samt Jesu Hudstrygclse, Bortforclsc og Korsfa:stclse

Og Lavrits Hiort ved dette Sted kundgjorde Herrens Vej

Men Kirkens Værge Capt. Dam, og Degn var Fridrich Key. Da blev forbedret udentil Guds Hus og efter Tykke

Hver Stol i Kirken Nummer fik, hvert Pulpitur sit Smykke.

Gud selv afmale Jesum saa i Hjertets skjulte Vraa, At Hjertets Haab ej mørknes skal naar Dommens Dag skal staa.

Endnu grundigere blev Kirken restaureret 18 7 4, da de førnævnte svære Skillemure blev fjernet, hvorved Pladsen i Kirken øgedes be-tydeligt, men hvorved Bygningen ogsaa mistede noget af sit Særpræg. Døbefonten blev ved denne Lejlighed flyttet op paa sin nuværende Plads i Koret. Ogsaa det i Kirkegaardens Sydmur staaende Klokketaarn, igennem hvilket Indgangen til Kirkegaarden var, blev nedbrudt, og Klokkerne blev ophængt i selve Kirketaarnets øverste Stokværk.

Om Klokketaarnet, Stevvelinj, skriver Amtmand Urne, at det var

»med 3 Celler eller Afdelinger over hinanden, stærk hvælvede og med tykke Mure forsy-

nede, meget bekvemme til at holde Folk der sikkert forvarede, ligesom det og dertil er blevet brugt for svenske strandede Fanger. Uden paa Klokketaarnets Mur ses tvende af Sten ud-hugne og indmurede Menneskehoveder, det ene og største paa den nørre Side ved det vestre

Hjørne, det andet paa østre Side ved det nørre Hjørne; efter Tradition eller vedvarende gammel Fortælling skal samme Hoveder forestille tvende Jætte eller Kæmper, som have

bygget Aakirke, hvoraf den ene efter Hovedets Dannelse haver været lang og smal, mrn den anden kort og bred. Men mulig skal dermed betydes de tvende Kirken tillagte Patroner og Helgener, nemlig Set. Johannes og Set. Laurentius«.

At Set. Laurentius skulde være Kirkens Patron eller Helgen, er en Misforstaaelse, som Amtmand Urne ikke er ene om, og som rimelig-vis er opstaaet derved, at Set. Laurentius og hans Rist er udskaaret i Altertavlen; men det betegner blot Kirken som hørende under Dom-kapitlet i Lund, hvis Domkirke er indviet til Set. Laurentius. Dom-kapitlet havde to Segl, et stort med Set. Laurentius og Risten og et lille med Risten alene. Det er disse to Segl, der findes udskaaret paa Altertavlen.

Den gamle Kirkegaard, som i svundne Tider var omgiven af store Asketræer, saa Kirken laa som i en Skov, bruges ikke mere som Begra-velsesplads, men omdannes, efterhaanden som Gravenes Fredningstid udløber, til et Anlæg med Græs, Træer og Buske. I det nordvestre Hjørne nær ved den gamle Brønd dækker en flad Sandsten Skovrider Hans Rømers Grav.

50

Aa Kirke med Klokketaarnet for 1874

Aa Kirke under Om bygningen 18 7 4

Aa Kirkes søndre Side forinden Ombygningen 18 7 4

51

8. BYEN FOR 200 AAR SIDEN

Omkring ved 1750 laa der inden for Udgærdet et lille halvt Hun-drede Gaarde og Huse. Egentlige Gader fandtes ikke, kun Stier og Køreveje mellem Bygningerne, der for Hovedpartens Vedkommende laa langs Landevejen fra Kannikeledet i Vest til østre By led, omtrent hvor Bygaden og Kuleborgvej nu mødes. Landevejen drejede ved Kirkegaardens sydøstlige Hjørne Nord paa langs Kirkegaardsmuren hen til Skolen, hvor den igen drejede mod Øst ned over Torvet. Østen om Skolen og Degnegaarden førte en Vej Nord paa ned til Stokke-ledet ved Stokkekilden; den kaldtes Stokkelegaden. En Vej Syd om Bebyggelsen langs Udgærdet, omtrent hvor Smedegade nu er, hed Sønderstrædet, og der, hvor den drejede Nord paa østen om Byen, hed den Gyldensgade.

Ved Torvet laa Kaptajn Christian Pedersen Dams Gaard, og ved Kirkegaardens sydøstre Hjørne laa Slægten Gregersens Gaard, hvis Ejer nu hed Gregers Didrichsen. Ved Sønderstrædet laa den gamle Raadmandsgaard, hvor Kaptajn og Raadmand Jens Pedersen i sin Tid havde boet til omkring ved Aarhundredskiftet. Gaarden havde været en »skøn Ejendom«, men Raadmanden var vist en daarlig Økonom og sad maaske for meget i Kruehus ved »en Pot Øl«. Han maatte Tid efter anden sælge eller pantsætte et Stykke af Gaardens Jord tilliggende og til sidst hele Gaarden, som derefter gentagne Gange skiftede Ejer og forfaldt, saa der 1724 kun var to usle Længer til Rest. I den nordre Længe havde der boet en hel Generation Aakirkebysmede: Tønnes Jochumsen, død før 1714, Jochum Tønnesen og Tønnes Jochumsen, død 17 62. Efter dem kaldtes Gaarden nu Smedegaarden, men omkring ved Midten af Aarhundredet maa den være blevet genopbygget -maaske af Mads Stender - og var nu Byens flotteste Gaard.

Umiddelbart Vest for Kaptajn Dams boede Mathias Hey, i hvis Maltkølle Ilden opstod, som 1760 fortærede hele Kvarteret Øst og Syd for Kirkegaarden.

Alt dette ses af et Kort (se Side 53), som er indheftet i et Eksemplar af Thurahs Beskrivelse af Bornholm, som har tilhørt Amtmand Urne, der har tilskrevet en Mængde Oplysninger i Bogens Margin. Kortet er øjensynligt tegnet af en stedkendt Ikke-Fagmand og er næppe helt

52

Fon11i11dskct Grngin'lse af Urnes Kort med Udgxrdct og Navne paa samtlige 13yrns

Indvaancre 111. 111. Kortet har Øst opad. Længst til højre ses Pra.:s~edammen og

Prxstegaardrn, forneden til venstre Stokkcdam og Stokkekilden. Paa Doktorbakkrn

ses Lappctræscn mrkt. 11 og Gaaschullct mrkt. 9

53

nøjagtigt, f. Eks. er Stokkekilden tegnet alt for nær ved Kirken, men desuagtet giver Kortet en Mængde interessante Oplysninger. Kortet maa være tegnet ca. 1766.

Om Branden skriver Amtmand Urne:

» Aar 17 60 den 10. Maj, en Lørdag, Form. Kl. 9 opkom ved Kyl/en Ildsvaade hos Borgeren

Mathias Hey og afbrændte da 1: Hans Gaard ved 30 Fag eller Stolperum. 2: Borger-Capit. Enken Dams Ladelænger bestaaende af 5 4 Fag. 3: Lars Ipsens 2 8 Fag. 4: Peter Henri es

Enkes 2 Fag. 5: Didrich Espers 23 Fag. 6: Gregers Didrichsens Gaard 4 Længer 42 Fag. 7: Hans Svendsens 16 Fag. 8: Christen Jørgensens 6 Fag. 9: Hans Hansc Enkes 7 Fag.

10: Kurelængen, Præstegaarden tilhørende, 7 Fag, deraf Overredet eller Taget afbrændt. 11: Jens Larsens Sædelænge 8 Fag. 12: Anders Svends 5 Fag, derpaa blev Taget afbrudt for at hindre Ilden i at gribe videre om sig. 13: Skolen 7 Fag (Nr. 13 mangler i Urnes Fortegnelse, men fra andre Kilder vides, at Skolen brændte). 14: Hospitalet 7 Fag. Samt-lige Bygninger var med Ler klinede V ægge og Straatage. Ilden havde taget fat i tvende store Aske paa Kirkegaarden, som afværgede, at Punkerne ikke fremfløj paa Kirken og Taarnet;

den ene Ask blev slukket, men den anden afkappet for videre Skade at afvende. Brandstyr blev allernaadigst forundt ved Bækkeners Udsættelse for Kirkedørene i Stiftet saa vel som

i København, beløb sig til 464 Rdl. foruden hvad her paa Landet blev samlet«.

Det fremgaar af Kortet, at en Række Smaahuse langs Smøgen Syd for Gregers Didrichsens Gaard endnu ikke har været bygget op, da Kortet blev tegnet, medens Gregers Didrichsen og Barthe Hr. Dams har faaet deres Gaarde helt opbygget.

I den Gaard, som paa Kortet har Nr. 32 »ved Klipperne«, boede Christian Key. Han var Søn af Degnen Friderich Key, som iflg. Visitats-bogen var »en venerabel vakker Degn«. Chr. Key var Snedker og Fæn-drik ved Borgerkompagniet, og han byggede 1767 nyt Stuehus, den nuværende Tandlægebolig. Muligvis har det gamle Stuehus netop været revet ned, da Kortet blev til.

I Nr. 50 Syd for Kirkegaarden boede Ole Jensen, Præstebonden. Altsaa er det uden Tvivl den af Urne nævnte Kurelænge, som tilhørte Præstegaarden, og hvor kun Overredet brændte. I en Landstingsdorn 1721 nævnes denne Længe som »Peder Kuris iboende Hus«, der hørte til Præstegaarden, og en senere Tilføjelse i Marginen lyder: »Denne Længe blev opbrændt ved sidste Ildebrand i Byen i Salig Hr. Lars Hiorths Tid, og blev af Skifteretten kjændt, at den ej burde opbygges, siden Præstegaardens Huse ere tilstrækkelige, og naar de holdes i Stand ere deres Penge værd«.

54

Et alvorligt Spørgsmaal for Byen var alle Dage Vandforsyningen. Allerede i Rasmus Ravns Tid, da Byen kun var »stærk ved 60 Mand tilsammen«, kunde Vandmangelen være generende.

Han skriver derom: "Iler er ellers j(Jr disse Klipprrs Skyld e11 stor A:lmw.el og Brost paa Vand, sy11derlig naar

torrc Tider crc, haadc jiir A1enneskcr og Kuægct, thi her er da ikku11 ec11 Kilde, kaldes S/o[kc-Kildc, l1l'ilkC11 0111e11dsko11t dCll tolllmes 0111 Dagrn p.w nogle Læster, saa lilivcr dm

dog jiild 0111 Sattc11 straks cjicr, saa at drn er nok til denne Bys Vedko111111rndc; thi drn

ligger noget nordlig ucd Byen og er Cl/ sko11 Va:ldc-Kildc, hal'cr klart Vand som et Krystal, sundt og Fclslllagcndc«.

Om samme Kilde siger Amtmand Urne et Hundredaar senere, at den holder bestandig Vand, er Karls dyb, og at Vandet er herlig sødt og koldt.

I Gaasehullet ved Jens Lars Dam neden for Klipperne var der vel bestandig lidt Vand, naar det holdtes vel oprenset, 1nen de øvrige

Vands:unlinger rundt om i Byen var upaalidelige. I Stokkedam kunde der fiskes Karusser, som var en staaende Ret ved den Tids Festmaal-tider; men ogsaa den kunde tørres ud ligesom Præstedanunen ogjens

Mads Hul. Knarrekilden bag Christian Keys Gaard tørredes ud hver Sommer, og selv La ppetræsen 10) var ikke til at stole paa.

Denne Kilde i Nærheden af østre Byled havde nok i gammel Tid været en Helsekilde, hvortil syge Mennesker valfartede for der at finde

Helbredelse. Son1 Offergaver kastede de Penge i Kilden, som derfor ogsaa kaldtes Pengekilden, og i et Træ i Nærheden hængte de deres

Lapper til Tørre, hvorfor Træet kaldtes Lappetræet. Men paa denne Tid, midt i Syttenhundredtallet, var Træet nok for længst gaaet ud; der var ingen Valfart, og Kilden var et ganske almindeligt Vandhul.

I vore Dage søger man atter Helse der paa Stedet, og man maa haabe, at de hemmelige Kræfter fremdeles virker, men nu paa Syge-huset og i Overlægens Konsultationsstue, som ligger paa hver sin Side af den gamle Sundhedsbrønd.

Den næsten hver Sommer indtrædende Vandmangel og det Aaret rundt daarlige Vand indvirkede naturligvis paa Sundhedstilstanden og

medforte adskillig Ulempe, og vi har heri en nærliggende Forklaring paa, at Præstedammen i Aarene 1721 ~29 blev Genstand for en Række

Retssager, der endte med, at Dammen for en Aarrække gik over i

privat Eje.

55

9. PRÆSTEDAMMEN, RAADMANDSSTYKKET OG GRØNNINGEN

Da den nye Præstegaard 1624 var taget i Brug, blev Kannikegaardcn afhændet til Arist Poulsen i Skrivergaarden, medens velfornemme Mand Peder Pedersen, Borgmester udi København, blev Patron for Kirken, og Forholdet til Lund var dermed ophørt.

Skrivergaarden laa Nordøst for Præstedammen, omtrent hvor For-samlingshuset blev bygget i forrige Aarhundrede, og hvor der nu er Bogtrykkeri.

Mellem denne Gaard og Præstegaarden laa Nord for Dam.men et Stykke »Bygjord«, som tilhørte Degnegaarden indtil 1655, da Degnen Rasmus Pedersen Ravn fik foretaget et Mageskifte med Arist Poulsen. Forretningen blev overværet og Dokumentet underskrevet af Raadmand Niels Pedersen, Byfoged Tobias Dechner, Kirkeværge Jep Laursen, Tingbud Rasmus Pedersen, samt Borgerne Mikkel Ingemandsen og Hans Rasmussen. Kirkens Patron, ovenn. Borgmester Peder Pedersen, havde skriftligt givet sit Samtykke til, at Jorden henskiftedes,

»naar der skete lige Vederlag derimod til Degnegaarden, at det ikke var den for nær eller i

nogen Maade til Skade. Og eftersom samme ]ordstykke er liggendes næst op til Præstegaar-

dcn paa den ene og Arist Poulse11s Gaard, som er Skrivergaarden, paa den anden Side og

derudover haver været Degnen til Skade for Udhcgnet Skyld, og fordi det laa hamzem fra

Haande11, haver vi al Sagens Besl

Ul ---..J

.I\ JofiMi~• l(trk: B Klnakc T:1arnd

, " , "

'Prq}'pecf af "'1-., l I

det i lange Tider kaldtes Raadmandsstykket, skønt Raadmanden alle-rede solgte det 1685 til Sognepræsten Diderich Svendsen Funch.

»Kendes jeg Jens Pedersen, Capitai11 og Raadmand udi Aakirkeby, og hermed for alle vitter-liggør, at jeg med fri Vilje og velberaad Hu, samt med min kære Hustrus Kirstene Arrids-

tisdaatters Ja, Minde og Samtykke haver solgt fra mig og min bon.te Hustru til hæderlige

og ve/lærte Mand Hr. Diderich Svendsen Punch, Sognepræst til Aakirkeby, og hans kære

Hustru, Nille Clcrmnedsdaatter - - et Stykke Bygjord, som er beliggendes østen for Præ-stegaardcn og sønden j(Jr min Gaard, som jeg nu p:1a boer, strækkeilde sig i Længde i Øster

og Vester fra Præstegaarden til Skriverstælen ( Skrivcrgaarden var i Mellemtiden brændt

ved Ly11ncdslag) og i Sønder og Nør fra Udgærdet og til Præstens Dam, tilligemed den Lod og Del, som jeg haft haver udi nævnte Dam, for hvilket Stykke Bygjord og Dampart jeg

herved bekender at have tilkommet Fyldest og fuld Betaling efter min Begæring og Nøje.

Her.foruden haver den hæderlige Mand lovet og tilsagt, at Jens Pederseu skal nyde fri Van-

ding af nævnte Dam for sit Kvæg baade Sommer og Vinter, dog om Sommeren, naar Jor