ForskningsstyrelsenMinisteriet for Videnskab Teknologi og Udvikling

Artillerivej 88 Tlf. 3544 6200 www.forsk.dk2300 København S Fax 33544 6201 forsk@forsk.dk

HUMAN

ISTISK VIDEN I ET VIDEN

SAMFU

ND

2

HUMANISTISK VIDEN

I ET VIDENSAMFUND

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

2

OMS Humanistisk viden 12/05/05 11:44 Side 1

Udarbejdet af: Hans Fink, Aarhus Universitet (formand)Peter Harder, Københavns UniversitetPoul Holm, Syddansk UniversitetKaren Sonne Jakobsen, Roskilde UniversitetscenterFrederik Stjernfelt, Københavns UniversitetAnne Marie Pahuus, Aarhus Universitet (sekretær)

HUMANISTISK VIDEN I ET VIDENSAMFUND

Indhold

Forord 5

Rapportens opbygning 7

1. Viden i et vidensamfund 91.1 Hvad er et vidensamfund? 91.2 Hvad er forskningsbaseret viden? 161.3 Vidensamfundets værdier og udfordringer 191.4 Vidensregnskab 221.5 Delkonklusion 231.6 Anbefalinger 25

2. Humanistisk viden 262.1 Genstanden for humanistisk viden 262.2 Er humanistisk viden „hård“ eller „blød“ viden? 322.3 Videnskabernes opgave – humanioras opgave 352.4 Delkonklusion 372.5 Anbefalinger 38

3. Humanistisk viden i et vidensamfund 393.1 Humanistisk forskning i et vidensamfund 393.2 Det danske vidensamfunds 47

humanistiske uddannelser3.3 Humanistisk formidling i et vidensamfund 533.4 Humanistisk erhvervsudøvelse under 55

vidensamfundets betingelser3.5 Samspillet mellem humanistisk forskning, 57

uddannelse, formidling og erhvervsudøvelse3.6 Delkonklusion 603.7 Anbefalinger 61

Sammenfatning og anbefalinger 63

Litteratur 68

Humanistisk viden i et vidensamfund

2. oplag

Udgivet af: Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

Grafisk design: Marianne Dunker

Tryk: Clichéfa Tryk AS

ISBN: 87-90201-65-5

TEMARAPPORTER FRA FORSKNINGSRÅDET FOR KULTUR OG KOMMUNIKATION

1. KULTURENS FREMTID – ÆSTETIK UDEN GRÆNSER

2. HUMANISTISK VIDEN I ET VIDENSAMFUND

3 LÆRING – KULTUR OG SUBJEKTIVITET

4. OMVERDEN, INDIVID OG SAMFUND – HUMANISTISK NATURFORSKNING

5. RELIGION – KULTUR – DEMOKRATI

6. STRATEGISK SATSNING PÅ DANSK SPROGTEKNOLOGI

7. BAG TALLENE – HUMANISTISK VELFÆRDSFORSKNING

8. ORDETS MAGT – HUMANISTISK FORSKNING I SPROG OG INDFLYDELSE

9. KULTUR OG SUNDHED – HUMANISTISK FORSKNING I KROP, SUNDHED OG SYGDOM

10. KOST OG KULTUR – HUMANISTISK FØDEVAREFORSKNING

11. IKT: ET HUMANISTISK ANLIGGENDE – TEKNOLOGI, MEDIUM, KOMMUNIKATION

12. UDFORDRINGER OG MULIGHEDER FOR HUMANISTISK FORSKNING

5

Forord

Hermed fremlægger forskningsrådet en række tilbundsgående analyser

af forskningstilstand og –behov på en række udvalgte humanistiske

forskningsfelter i form af i alt 11 temarapporter.

Formålet med rapporterne er at styrke humanioras grænseflader til

andre videnskaber og kontakten til det øvrige samfund. Det er frugten

af et intenst arbejde med at nyformulere humaniora, som nu kommer

til udtryk i temarapporterne.

I stedet for en fagdisciplinær tilgang har forskningsrådet udvalgt en

række temaer. De enkelte temagrupper blev sammensat af håndpluk-

kede forskere fra en række relevante fag. Mens temarapporterne så vidt

muligt skulle skrives som helhedsblik over temaet, var det ikke et krav

til arbejdsgrupperne, at de skulle dække alle relevante forskningsgrup-

per og -tilgange. Arbejdsgrupperne havde også fuld frihed til selv at vur-

dere og prioritere. Forskningsrådet modtog rapporterne til gennemsyn

inden offentliggørelse og havde mulighed for at kommentere på dem,

men de fremlægges uden at de på alle punkter skal tages som udtryk

for forskningsrådets vurdering.

Rapporten Humanistisk viden i et vidensamfund blev udarbejdet på

bestilling af Statens Humanistiske Forskningsråd og første gang frem-

lagt i 2004. De første rapporter blev hurtigt udsolgt, og Forskningsrådet

for Kultur og Kommunikation genudgiver derfor de gamle rapporter

sammen med de nye.

76

Vi håber at rapporterne vil stimulere til ny forskning og samarbejde på

tværs af fag og institutioner og stimulere dialogen med samarbejds-

partnere uden for forskningsinstitutionerne.

Med venlig hilsen

Poul Holm

Formand

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

Rapportens opbygning

Rapporten tager udgangspunkt i forestillingen om, at det samfund, vilever i, kan karakteriseres som et vidensamfund, fordi den stadigt sti-gende og mere systematiske inddragelse af forskningsbaseret videnpå flere og flere områder er blevet en afgørende faktor i samfundsli-vet. Hvis det har noget på sig, er der et behov for løbende at gentæn-ke, hvilken rolle frembringelsen, formidlingen og anvendelsen af hu-manistisk viden spiller og bør spille i et sådant samfund. Hvissamfundet er et vidensamfund, må den viden, der er så afgørende forsamfundet, være så alsidig og nuanceret som muligt og medtænke derelevante kulturelle aspekter på en kvalificeret måde.

I kapitel 1 skitserer vi en række af de ændringer i de generelle be-tingelser for vidensindsamling, vidensudvikling, vidensdeling og vid-ensformidling, som kan begrunde brugen af betegnelsen „vidensam-fund“. Vi efterlyser en mere dybtgående undersøgelse af indholdet ogrækkevidden af en sådan karakteristik og anbefaler, at en sådan un-dersøgelse prioriteres i forskningsrådenes arbejde fremover. Vi anbe-faler desuden, at det undersøges, hvilke kriterier for viden der kunnedanne grundlag for en opstilling af et nationalt vidensregnskab, somforsøger at tage alle former for viden i betragtning.

Herefter stilles der i kapitel 2 skarpt på det særlige ved humanis-tisk viden. Vi efterlyser en fornyet form for humanistisk videnskabs-teori, der kan ajourføre de traditionelle forståelser af humaniorasegenart i lyset af de omfattende kulturelle forandringer, som en nuti-dig humanistisk videnskab bør kunne forholde sig til, i lyset af deændringer i humanistisk forskningspraksis, som er sket de seneste år,og i lyset af det stigende behov for tværfakultært samarbejde. Netop

9

1. Viden i et vidensamfund

1.1 HVAD ER ET VIDENSAMFUND? I forbemærkningerne til den danske uni-versitetslov af 8. maj 2003 hedder det, at „Danmark skal være etstærkt vidensamfund med et konkurrencedygtigt vidensystempræget af fleksibilitet og hurtig omstillingsevne“. I den af Folketingetiværksatte magtudredning sammenfattes de sidste årtiers udviklingunder overskriften „Fra industrisamfund til vidensamfund“. I præ-sentationen af den nye gymnasiereform tales om „Ny faglighed i etvidensamfund“. Begrebet vidensamfund har således fået en ganskeprominent placering i forståelsen af, hvad der særligt karakterisererden periode, vi lever i. Der findes ganske vist også en lang rækkeandre karakteristikker af det moderne samfund som f.eks. informati-onssamfund, netværkssamfund, risikosamfund, oplevelsessamfund,servicesamfund og drømmesamfund, men vidensamfund synes atvære slået mest an her ved indgangen til det 21. århundrede. Allesådanne betegnelser kan bruges som rene floskler, men de fanger velogså noget i tiden, og alene i kraft af deres anvendelse i beslutnings-processer og lovgivning kan de komme til at få en næsten selvbe-kræftende virkning. Det samme gælder betegnelser for udviklings-tendenser som globalisering, multikulturalisering og individuali-sering. Det er derfor vigtigt, at der foregår en kritisk refleksion oversådanne karakteristikker, og at de humanistiske videnskaber yderderes bidrag og ikke overlader det til samfundsvidenskaberne aleneat udvikle omfattende kategorier til samtidsforståelse. I denne rap-port har vi valgt at tage udgangspunkt i den fremherskende tanke om

8

det sidstnævnte vil være forudsætningen for en bredspektret belys-ning af de problemer, samfundsudviklingen rejser. Vi anbefaler, at derudvikles et forskningstema, „Humaniorastudier“ eller „HumanitiesStudies“, der i analogi med „Science Studies“ forener videnskabsfilo-sofiske, videnskabshistoriske, videnskabsantropologiske, videnskabs-sociologiske og diskursanalytiske studier i alle de humanistiske fagsnyeste udvikling. Et sådant forskningstema vil kunne bidrage til enbedre forskningsmæssig forankring af den undervisning i „Fagetsvidenskabsteori“, som er under etablering på alle humanistiske uni-versitetsstudier.

Endelig fokuserer vi i kapitel 3 på humanioras samfundsmæssigerolle nu og i fremtiden ved at se nærmere på udviklingstendenser ogproblemer vedrørende humanistisk forskning, humanistisk uddan-nelse, humanistisk formidling og humanistisk erhvervsudøvelse, delshver for sig, dels i deres samspil. Vi efterlyser en intensiveret forsk-ning på disse områder inden for rammerne af humaniorastudier, lige-som vi anbefaler, at der nedsættes et organ, der kan rådgive beslut-ningstagere om forhold, der vedrører sammenhængen mellem forsk-ning, uddannelse og formidling samt erhvervsfunktion. Vi anbefaler,at dialogen mellem humaniora og de øvrige fakulteter forstærkes,såvel på enkeltforskerniveau som på forskningsledende niveau. Vianbefaler ligeledes, at forskningsrådene overvejer behovet for at styr-ke brugen af dansk som forskningssprog parallelt til den kraftige støt-te til den uundgåeligt stigende brug af engelsk som internationaltforskningssprog.

11

i sig selv skaber mere information eller oplysning. Negativt formule-ret er forskellen mellem information og viden synlig i forskellen mel-lem at være uvidende og at være dårligt informeret. Generel uviden-hed kan man bebrejde en normalt begavet og myndig person, idetden vidner om, at personen har afstået fra en aktiv og engageretopsøgning og tilegnelse af viden. Denne tilegnelse forlanges direkteog indirekte hos nutidens samfundsborgere, idet den viden, manefterspørger på det moderne arbejdsmarked, ikke er den tommereproduktion eller gentagelse af information, men en viden, der mereeller mindre reflekteret kan omsættes i en kunnen. Spørgsmålet omat være informeret eller ej er derimod snarere et spørgsmål om atopsnappe en bid af den mere massive informationsstrøm, der flyderbl.a. takket være den teknologiske medialisering af offentligheden.Information er noget, der i nutidens samfund tilflyder personer udenaktiv medvirken fra personen selv. Overgangen fra et informations-teoretisk begreb om viden til et bredere begreb om viden betyder, atdet ikke er tilstrækkeligt at kunne opbevare information (det klareslangt bedre af maskiner), men at information først bliver interessant,når den bliver personliggjort som viden; dvs. når vi handler som kom-petente aktører på basis af information, som vi anser for pålidelig, forså vidt som der heri er indeholdt en forståelse af omverdenen.

Selv som modbegreb til industrisamfundet og som en udvidelse afinformationssamfundstanken er vidensamfundet dog langtfra nogenentydig kategori. Den henviser til en forandring, der vedrører den rol-le og status, viden har fået såvel i økonomien som i samfundets re-produktion i det hele taget. Dermed bruges den både som en økono-misk kategori og som en samfundskategori. (Vi støtter os i detfølgende på materiale fra Jens Erik Kristensen, Hans Siggaard Jensenog Dansk Center for Forskningsanalyse).

Som økonomisk kategori er vidensamfundet tanken om, at sam-fundets værdiskabelse i stigende grad er knyttet til udvikling og ud-nyttelse af viden, dvs. mindre knyttet til produktion af varer og arte-fakter og mere til produktionen af den viden, der indgår i produk-

10

samfundet som vidensamfund. Vi ønsker at lægge op til, at der tagesinitiativ til en grundig og kritisk undersøgelse af rækkevidden af den-ne tanke, i form af en forskning, der – uanset om samfundet nu medrette kan karakteriseres som et vidensamfund eller ej – sigter på endybere forståelse af de skift i vilkårene for indsamling, udvikling, for-midling og anvendelse af viden, der synes i færd med at foregå i detmoderne danske samfund og i den verden, det er en del af.

Det er især fra midten af 1990’erne, at betegnelsen „vidensam-fund“ har vundet frem, og det er ikke mindst sket på bekostning af be-tegnelsen „informationssamfund“. Med informationssamfund henvi-ses der til, at brugen af informations- og kommunikationsteknologihar betydet en række gennemgribende samfundsmæssige forandrin-ger, der har revolutioneret alle industrigrene og betydet store ændrin-ger i hele samfundets organisation – ofte i retning af netværks-prægede organisationsformer. Med vidensamfundstanken formule-res det, at værdiskabelse under denne udvikling er blevet særligt af-hængig af en nations, en virksomheds, en organisations eller en insti-tutions vidensbasis i form af højtuddannet arbejdskraft på en rækkeområder, hvoraf nogle kun indirekte har tilknytning til udbredelsenaf teknologi. Skulle man forsøge yderligere at give mening til denneforskel mellem information og viden, kan der peges på, at vidensop-bygning forudsætter mere end hurtig og effektiv transport af ellerudveksling af information, idet personer tilegner sig eller opøver enviden om noget, mens de alene kan siges at modtage information,uden at man har nogen garanti for, at de af den grund bliver klogerepå noget. Viden vil i modsætning til information kunne knyttes til denperson, der har en viden, til den, der er vidende. Computere kan inde-holde information, men næppe viden. Det, der vides, må være tileg-net på en anden måde end det, der er registreret som information.Denne tilegnelse hos personen selv sker ofte gennem kommunikati-on eller vidensdeling med interesserede. Positivt formuleret kan mansige, at det for viden gælder, at der bliver mere af den, når den delesmed andre, mens informationsstrømme i teknologiske netværk ikke

13

som udføres inden for kontrakter med offentlige eller private inter-essenter, der ønsker et givet spørgsmål undersøgt.

Der kan peges på en række samfundsmæssige faktorer i intensive-ringen af vidensproduktionen, heriblandt den generelle demokratise-ringsproces efter 2. Verdenskrig og den kulturpolitiske opfattelse, atuddannelse kan medvirke til at understøtte demokratiske værdier,samt den generelle politiske opfattelse, at en fortsat økonomiskvækst i høj grad er afhængig af, at man råder over en højtuddannetarbejdsstyrke, og at denne arbejdsstyrke med mellemrum lader sigefteruddanne. Behovet for, at alle niveauer – nationer, individer, orga-nisationer og virksomheder – er i stadig udvikling og omstilling, for-muleres prægnant fra politisk hold. Tanken om livslang læring, kom-petenceudvikling og lærende eller intelligente organisationer skal sesi dette lys.

Samtidig er der særlig i de seneste årtier sket det, at en stadigtstørre del af den samlede vidensproduktion forskydes fra forskningpå universiteter og andre højere læreanstalter til forskning inden forpolitisk oprettede eller virksomhedsetablerede centre – f.eks. EU-agenturer, private rådgivningscentre, regionale ekspertudvalg – medsærlig ekspertise på bestemte områder. I sådanne centre vil skabel-sen og bedømmelsen af viden smelte sammen med anvendelsen ogformidlingen af denne viden i politik, ret, økonomi, uddannelse,sundhed etc. Ekspertisecentre kan ses som en polycentrisk organise-ring af vidensproduktionen, hvor de generelle mål er dels at opfyldeet behov for udvikling af videnskabelig eller teknisk knowhow indenfor bestemte veldefinerede områder, dels at integrere forskelligeinteressegrupper og derved lette dialogen mellem arbejdsmarkedetsparter, mellem forskere og medier, mellem borgere og offentlige myn-digheder el. lign. Vidensproduktionen finder i stigende grad sted ividenskabseksterne kontekster. Videnskabssystemet er da ikke læn-gere i stand til at kontrollere produktion og anvendelse af en specia-liseret ekspertviden, der dukker op i fremmede kontekster.

Vidensproduktion i ekspertisecentre integrerer de kvalifikationer

12

terne, eller som frembringelse af en viden, der selv bliver solgt somvare (vidensservicering). Det er tanken om, at mængden af viden, derer investeret og indlejret i disse produkter og serviceydelser, vokser,og at kravene til økonomiske aktørers videnskapital øges i takt her-med. Som økonomisk kategori er betegnelsen vidensamfund ellervidensøkonomi en karakteristik af en dyb transformation af samfun-dets økonomiske grundstruktur, der består i, at de overleverede pro-duktionsfaktorer – arbejde, jord, fysisk kapital – aftager i betydning,og at en materielt orienteret økonomi afløses af en symbolsk ogvidensfunderet økonomi. I et vidensamfund vil flere og flere proces-ser i såvel den materielle som den symbolske reproduktion af sam-fundet være gennemsyret af vidensafhængige operationer somvidensbearbejdelse, symbolsk analyse og brugen af ekspertsystemer,siger man.

Som samfundskategori bruges vidensamfundet til at pege på, atalle dele af samfundets organisatoriske, institutionelle og professio-nelle aktiviteter er blevet vidensbaserede – refleksivt forskende ogudviklende af egen viden. Vidensamfundet som samfundskategoribruges da i en påpegning af, at viden ikke længere er knyttet eksklu-sivt til lærdom og videnskab, ej heller til almendannelse, men ogsåkan knyttes til et virke inden for og til brugen af produkter skabt ividenstung produktions- og servicevirksomhed. Denne form for vi-densanvendelse og vidensoparbejdning uden for universiteter ogforskningsinstitutioner sker bl.a. i højteknologiske og vidensintensi-ve virksomheder, hos private vidensproducenter og „forskningsinsti-tutioner“ og i efteruddannelsesvirksomhed. De traditionelle videns-producenters, heriblandt forskningsinstitutionernes, evne til at bi-drage til en kommerciel anvendelse af viden opfattes af mange somen væsentlig tilpasning til vidensamfundets nye vilkår. Overalt i ver-den er det traditionelle universitetsbegreb og tanken om en offentligtfinansieret, uafhængig grundforskning således under transformationeller pres. Universitetsforskere forventes i stigende omfang at påtagesig opgaver, der er umiddelbar samfundsmæssig interesse for, eller

15

tioner, men it-virksomheder, konsulent- og rådgivningsfirmaer og in-dustrivirksomheder. Finansieringen er dermed også en anden, nem-lig kommercielt båret eller som en samfinansiering mellem offentli-ge og private enheder. Distributionen af viden har ligeledes forskudtsig fra undervisningsformidling og videnskabelig publikationsvirk-somhed til at foregå i sammenhænge, hvor viden optræder som ser-vice eller vare.

Modus-2-viden kan ikke opbevares i biblioteker, idet den er en soci-al-økonomisk praksis, eller hvad man kunne kalde „vidensskabendeundersøgelser“ (inquiry). I moderne termer bliver dette til: „Viden eren flydende blanding af erfaring sat i en sammenhæng, værdier, kon-tekstbaseret information og ekspertindsigt, der giver en ramme for atoptage, vurdere og indarbejde nye erfaringer og information. Denkommer fra og anvendes i de videndes bevidsthed. I organisationerfindes den ikke kun implementeret i dokumenter eller repositorier(f.eks. biblioteker o.a.), men også i organisatoriske rutiner, processer,praksisser og normer“. (Prusan og Davenport – her citeret fra Hans Sig-gaard Jensen 2003). Denne udbygning af markedsstrukturen forvidensproduktion medfører, at der er skærpede konkurrencebetingel-ser for de vidensproducerende institutioner, hvoraf universiteternekun er en del, mens andre offentlige, private, semi-private centre,bureauer, institutter og agenturer udgør en stigende andel. En del nyvidensproduktion optræder inden for den såkaldte forretningsservi-ce- eller videnservicesektor (i statistikker optræder bl.a. it-, arkitekt-,advokat-, revisions-, rådgivnings-, reklame-, marketings- og konsu-lentvirksomhed inden for denne kategori). Denne vidensservicesek-tor er kendetegnet ved at producere viden, som anvendes direkte ogmåles. En „context of application“ kan dermed siges at snige sig indsom en konkurrent til de traditionelle videnskabsteoretiske begreberom „context of discovery“ og „context of justification“. Det er ud fraanvendelsen, at standarden for organiseringen af en konkret forsk-ningsopgave sættes, når denne sker i vidensservicevirksomheder.

Denne modus-2-viden har vundet samfundsmæssigt indpas, uden

14

og specialiserede kundskaber hos en gruppe af eksperter, der kanbringes i anvendelse på specifikke områder. Hver især kan disse for-skere have tilknytning til meget forskelligartede faglige miljøer ogdiscipliner inden for en traditionel opdeling af videnskabsfelter. Detvil dog være tendensen, at den nye vidensproduktion er præget aftransdisciplinært samarbejde. Informationsteknologien medvirkertil, at sådanne forskningssamarbejder i praksis uproblematisk kaniværksættes som tidsbegrænsede forskningsfællesskaber. Disse fæl-lesskabers fokus er naturligt nok selve resultatet snarere end en vide-reudvikling af forskningstraditioner inden for den etablerede disci-plinære universitetsstruktur.

I en oversigt over de nye vidensproduktionsformer har bl.a. Micha-el Gibbons, Peter Scott og Helga Nowotny forsøgt at karakterisere dis-se under en samlet betegnelse: modus 2 (Gibbons et al. 1994). Deresanliggende er at diagnosticere „trends in the way knowledge is pro-duced“ (Gibbons et al. 1994, s.1) ud fra en sociologisk undersøgelse af„the social transformation of knowledge production“ (idem). Tesen er,at modus-2-viden er kendetegnet ved transdisciplinær, fleksibel ogheterogent organiseret vidensproduktion, og at den rummer et nytsæt af kognitive og sociale praksisser, der adskiller sig radikalt fra denormer og idealer, der opstod med udbredelsen af et grundvidenska-beligt vidensideal (modus-1-viden). De nye normer betyder en glid-ning fra videnskab til viden og fra videnskabsmænd til praktikere(praktiker-forskere). I modus-2-viden er fleksibilitet og svarhastighedafgørende, og dermed er rekombination af viden som kilde til nyviden vundet frem som en ny type vidensproduktion. Denne typeviden i en ny modus er båret af samarbejde i transdisciplinære viden-skabelige samfund, som organiserer sig i netværk.

Modus-2-viden er mindre afhængig af og mindre identificerbar udfra enkeltpersoners indsats og mere afhængig af netværksprægedesamarbejder mellem personer, der bidrager med kompetencer påspecifikke områder. Produktionsstederne for modus-2-viden er ikkeførst og fremmest universiteter og andre offentlige forskningsinstitu-

17

som et mål i sig selv. Legitimeringen af viden ud fra, at denne udgøret mål i sig selv, er selvfølgelig særlig væsentligt for modus 1. Detafgørende er her forskningsfrihed. Forskningsfrihed er noget, univer-siteterne ifølge den danske universitetslov af 8.maj 2003 skal værneom: §2, stk.2: „Universitetet har forskningsfrihed og skal værne omdenne og om videnskabsetik.“ I §2, stk. 3 findes en formulering, derkan forstås som den lange version af Dearingkomiteens formuleringom anvendelsen af viden og indsigt til glæde for økonomi og sam-fund: „Universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bi-drage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet. Univer-sitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksleinformation og kompetencer med det omgivende samfund og til-skynde medarbejdere til at deltage i den offentlige debat.“

Disse to paragraffer kan ses som knyttende sig til viden i såvelmodus 1 som modus 2. Det er indlysende, at viden i modus 2 ændrervilkårene for viden i modus 1, men det er også oplagt, at der er nyemåder, hvorpå det bliver ekstra vigtigt, at der eksisterer en offentliggrundforskning og dermed en fortsat videreudvikling af en viden imodus 1. Betingelsen for offentlig grundforskning er en institutiona-lisering af forskningen, som betyder, at staten stiller forskningsmu-ligheder til rådighed i form af ressourcer og i øvrigt overlader det tilforskerne selv at afgøre, hvordan de bedst bruges til forskning. Nårviden og forståelse er efterstræbelsesværdige for deres egen skyld, erdet, fordi viden altid er et bedre beslutningsgrundlag end uvidenhed,og fordi man aldrig på forhånd kan afvise nytten af nogen form forviden. Her må alsidighed i sig selv være værdifuld. Modsætningenmellem modus 1 og 2 bør således ikke forstås som en modsætningmellem nyttig og unyttig viden, men mellem kortsigtet og langsigtetnyttig viden. Hvis der skal ske en systematisk opsamling af de mang-foldige resultater af modus-2-forskning, er det afgørende, at der fore-går en fortsat videnskabsudvikling, hvor resultat føjes til resultat i ensamlet struktur. Fremvæksten af modus-2-viden burde således væreet argument for en styrkelse, snarere end en udhulning af modus-1-

16

at det kan siges at være klart, hvorvidt det er sket på bekostning afhidtidige former for grundforskning i statslige, centraliserede viden-skabelige samfund, eller om modus-2 har vundet indpas alene somet supplement til disse vidensproduktionsformer. Ofte gives der ud-tryk for tilfredshed med, at en sådan anvendelse af forskningen over-skrider eventuelle barrierer mellem universiteterne og det omgiven-de samfund ved, at der sker en vidensdiffusion i samfundets netværkog i erhvervslivets virksomheder. Vidensproduktion i kontekster udenfor den traditionelle videnskab kaldes i Gibbons ordvalg „samfunds-mæssig nyttiggjort vidensproduktion“. Sammen med fremvæksten afmodus-2-viden er der dog uafviseligt også sket en kraftig vækst i uni-versitetssektoren med dens frembringelse og formidling af modus-1-viden, og også den nye universitetslov understreger betydningen afuafhængig grundforskning som universiteternes kerneydelse. Alt ty-der således på, at der er tale om sameksistens mellem disse to typervidensproduktion, men uanset forholdet mellem gamle og nye vi-densformer stilles der nu nye krav til universiteter og andre traditio-nelle forsknings- og uddannelsesinstitutioner, som det er vigtigt, atde forholder sig offensivt til.

1.2 HVAD ER FORSKNINGSBASERET VIDEN? Universiteterne danner traditio-nelt ramme om forskeres forsøg på at forøge den videnskabeligeviden for den videnskabelige videns egen skyld. I den såkaldte Dea-ringkomités rapport fra 1997, som også nævnes i den netop offentlig-gjorte OECD-evaluering af den danske universitetspolitik, fastholdesdette moment i universiteternes overordnede sigte på følgende dob-belte måde: • to increase knowledge and understanding for their own sake and

to foster their application for the benefit of economy and society

Tanken er, at såvel en vidensøkonomi som et vidensamfund kan dra-ge nytte af, at der på universiteterne frembringes viden og indsigt

19

hed. En fri og uafhængig statsligt finansieret grundforskning kanvære garanten for en sådan troværdighed på en helt anderledesmåde end den interne forskningskvalitetskontrol knyttet til modus-2-forskning. Spørgsmål om forskningsetik og videnskabsetik viluundgåeligt få stigende betydning i de kommende år.

1.3 VIDENSAMFUNDETS VÆRDIER OG UDFORDRINGER Det hævdes ofte, at ud-viklingen hen imod et vidensamfund er ledsaget af globalisering,multikulturalisering og individualisering.

Globaliseringstanken har ligesom vidensamfundstanken vundetindpas i løbet af 1990’erne med FN’s miljøkonference i Rio i 1992 somet vigtigt afsæt. Der har været enighed om, at verdens aktuelle mil-jøproblemer kræver en global indsats, ligesom der henvises til, at deøkonomiske og politiske beslutninger for en række andre centraleområder også bør flyttes væk fra de stadigt mindre suveræne natio-nalstater. Hertil kommer en voksende handel på et verdensmarkedpræget af store multinationale virksomheder. Globaliseringen kanses som den måde, det internationale system organiserer sig på efterden kolde krigs ophør. Samuel Huntington har i sin bog fra 1996, TheClash of Civilizations, opstillet fire mulige scenarier efter murens fald:(her gengivet i Anne Maries Ejdesgaard Jeppesens og Gert Sørensensresumé af Huntington fra „ De nationale filologier i globaliseringensæra“ i Hans Lauge Hansen (red.) 2002,11). „1. Verden vil blive et sta-digt mere harmonisk sted med den liberaldemokratiske markedsmo-dels endelige sejr. 2. Verden vil blive delt i to (dem og os). 3. En verdenaf enkeltstater, der positionerer sig i forhold til hinanden efter en tra-ditionel magtpolitisk model. 4. En verden præget af kaos, statssam-menbrud og regionalisering.“

Blandt de mere pessimistiske røster finder man bl.a. Philip Cernyog Joachim Hirsch, der taler om henholdsvis en konkurrencestat ogen national konkurrencestat. De mener, at markedets logik fungererpå en overgribende måde i retning af, at politik udelukkende kommer

18

viden. En høj kvalitet i den forskning, der kan tjene sig selv ind påmarkedsbetingelser, forudsætter et passende stort omfang af denforskning, hvis overlevelse er afhængig af, at der er mulighed for atdrive den som fri forskning på universiteterne. Universiteternes op-gave vil derfor fortsat være bl.a. at varetage det danske samfundsoplyste og langsigtede interesse i den enorme nytte af, at der bedrivesfri forskning og uddannelse baseret på fri forskning.

I modus-2-perspektiv bliver videnskabelig forskning i stigendegrad noget, økonomiens institutioner selv skal generere, og som der-med også får en vareform, der kan kapitaliseres. Forudsætningenherfor er imidlertid den viden, der bliver stillet til rådighed for alle in-den for statslige universiteter. Det ville være både udemokratisk og imodstrid med videnskabens principielt åbne karakter, hvis al forsk-ning blev påtvunget modus-2-vilkår. Modus-2-forskning er kun mu-lig, fordi der findes forskere uddannet i modus-1-forskning. Modus-2-forskning er ude af stand til at reproducere sig selv, fordi dentværfaglighed, den dyrker, netop forudsætter enkeltfagligt uddanne-de forskere. Den langsigtede samfundsmæssige værdi af dens resul-tater ville også gå tabt, hvis der ikke skete en stadig videnskabelig ud-vikling, som disse resultater lod sig integrere i.

Med mediernes stadigt voksende interesse for inddragelse af eks-pertviden øges tempoet i vidensrevision, og dermed udfordres denforholdsvis langsommelige vej over videnskabssystemet i modus 1også. Samtidig er befolkningens tillid til videnskaben helt afhængigaf, at der ikke gives køb på de klassiske dyder for videnskabelighedenaf den viden, der produceres. Forskere optræder i stigende grad imediernes behandling af samfundets aktuelle problemstillinger. Vid-enskaben og dens eksperter får i dette perspektiv ny samfundsmæs-sig vægt, men med dette engagement følger også et endnu størreansvar hos forskerne i forhold til saglighed og redelighed i formidlin-gen af forskningsresultater. Fristelsen til at slå sig op på dårligtunderbyggede, men medieegnede resultater, er større end nogensin-de. Tilliden til videnskaben står og falder med forskernes troværdig-

21

ger i en vis forstand en traditionel internationalisme i videnskaben,men på en måde der institutionaliserer nye centrum- og periferi-rela-tioner i det globale videnssystem. For alle andre europæiske landeend England skaber dette nye betingelser i vilkårene især for formid-lingen af viden. På den ene side har videnskaben altid forstået sig selvsom international, og globaliseringen kan dermed ses blot som enstyrkelse af internationaliseringen af viden, på den anden side lå deri internationaliseringen i første halvdel af det 20. århundrede ikke enså markant ensretning i forhold til det engelske. Da skulle alle kunnelæse videnskabelige forskningsresultater, uanset om disse var offent-liggjort på engelsk, tysk eller fransk.

Mens globaliseringen rummer stærke ensrettende tendenser, inde-bærer den også i en række samfund, herunder det danske, en stigen-de heterogenitet i form af multikulturalisme skabt ved indvandring itraditionelt mere homogene samfund. Hvor globaliseringen kan sessom den måde, det internationale system organiserer sig på efter denkolde krigs ophør, er multikulturalisme den måde, migrationen for-mer sig på i nutiden. Hermed skabes nogle udfordringer til samfun-dene generelt, men også til samfundene som vidensamfund, om atkunne begrunde netop viden universelt og ikke blot som udtryk forvestlig eller anden kultur.

Hvis det er korrekt, at der samtidig har fundet en individualiseringsted, som ikke bare erstatter en pligtmoral med en rettighedsmoral,men også sætter al forudgivet viden og alle forpligtende fællesskaberi baggrunden til fordel for den enkeltes livsførelse forstået som enslags „selvledelse“ eller „projektledelse“, har det omfattende konse-kvenser for specielt universitetet som en vidensinstitution, der skalsikre frembringelse, overlevering og udbredelse af viden på det høje-ste niveau. Det har afgørende institutionelle og især uddannelses-mæssige konsekvenser, hvis vidensautoriteten ikke længere er ennaturlig del af de institutioner og det samfund, som universitetetskandidater er rundet af, ligesom formidlingen af forskning til en bre-dere offentlighed må tage afsæt i sådanne ændrede vilkår for udbre-

20

til at handle om at fortolke internationale tendenser med hensyn tilerhvervsudvikling, investeringsbetingelser, konjunkturudsving m.m.Staterne optræder i stigende grad som private virksomheder på etverdensmarked. Da der konkurreres over en bred front – fra løn- ogbeskatningsstruktur over infrastruktur til uddannelsesniveau ogarbejdskraftens kvalifikations- og kompetenceprofil – implicerer sta-tens nye rolle en i princippet altomfavnende opmærksomhed overfor, hvilke samfundsmæssige områder der skal rettes ind efter frem-tidens udviklings- og vækstområder (Henrik Kaare Nielsen 2002). Den-ne tendens ses tydeligt, når det i forbemærkningerne til universitets-loven hedder: „Dette lovforslag er et centralt bidrag til at give bedremuligheder for at indfri Danmarks potentiale i den internationalevidenøkonomi.“

Globalisering kan ses som overskridelsen af inddelingen i statsligtorganiserede nationalt-kulturelle fællesskaber i og med indførelsenaf nye politiske fællesskaber, f.eks. WTO, FN-systemet og den Euro-pæiske Union. Sideløbende hermed opstår der også en mere uofficielglobalisering i form af et ensrettende pres, der tager form af ameri-kanisering, idet de værdier, der sætter sig igennem i global målestok,kan ses som udtryk for et amerikansk hegemoni, som truer med atovertrumfe andre kulturer, og det hvad enten disse er stærke „vestli-ge“ kulturer som den tyske og franske eller materielt svagt fundere-de tredjeverdenskulturer. I EU er der netop fokus på viden, forskningog uddannelse som en væsentlig forudsætning for at opretholde rol-len som et af verdens førende kulturelle centre. På en række forsk-ningsområder konkurreres der globalt med Europa og USA som nog-le af de vigtigste aktører. Amerikaniseringen betyder noget i heleEuropa, men sætter sig ekstra hårdt igennem i Tyskland og Frankrig,hvis muligheder for at spille en rolle som selvstændige og uafhængi-ge kulturelle centre af global betydning er stærkt vigende.

Et særligt afgørende aspekt af globaliseringen i forhold til viden-skaben er det engelske sprogs mere og mere enerådende placering påverdensplan som det sprog, hvori viden udtrykkes. Dette understre-

23

satsområde i Regeringens videnstrategi, tilgængelig på www.vtu.dk/fsk/publ/2003/videnstrategi/).

Men en sådan kortlægning bør suppleres med en udforskning afvidenskabens funktioner anskuet fra bredere synsvinkler end denblot økonomiske – i hvert fald den kortsigtede økonomiske – synsvin-kel. Professor i sociologi ved University of Lancaster, Bob Jessop, harpeget på „en afgørende modsigelse mellem kortsigtet økonomisk rati-onalitet og den virkelige konkurrences dynamik, der har sine res-sourcer (kvalifikationer, tillid, kollektiv beherskelse af teknologier,stordriftsfordele og samarbejde), som det tager årevis at opbygge ogstabilisere“ og betonet, at „rumligt er der en fundamental modsigelsemellem at se økonomien som et rent rum for udveksling og at se densom et territorialt og/eller samfundsmæssigt indlejret system afsåvel økonomiske som ekstraøkonomiske ressourcer og kompeten-cer“ (Bob Jessop – her citeres fra Hans Lauge Kansen red. 2000, 23).

Et nationalt bredt dækkende vidensregnskab vil derfor skulleomfatte viden af alle de typer, der er repræsenteret i samfundet, inklu-sive de former, som universitetssektoren rummer, hvoraf den offentli-ge grundforskning sandsynligvis stadig vil udgøre en meget stor delfremover. Det er i sig selv en betydelig forskningsopgave at udvikle deparametre, som et fremtidigt vidensregnskab kunne indeholde.

1.5 DELKONKLUSION Dette kapitel har givet et kort signalement af de nyevilkår for produktion, reproduktion og distribution af viden, som er etresultat af en række afgørende samfundsændringer, som begrundertalen om overgangen fra industrisamfund til vidensamfund. Der er sketen generel vækst i efterspørgslen af viden, ligesom der skabes viden påforskningsinstitutioner og universiteter som aldrig før, men nu også iendnu større omfang af private virksomheder, som hovedsagelig leveraf at skabe og sælge viden. Nye vidensområder udvikles – software, bio-teknologi og management – og viden optræder i nye former.

Der kan spores en tendens i retning af, at viden bliver en mere

22

delsen af viden.Individualiseringen er delvist sammenhængende med en radikali-

sering af refleksiviteten, som betyder, at viden, der antager form afnormer, traditioner og autoriteter, ikke kun skal underkastes en for-nuftsmæssig afprøvning, afvejning, begrundelse og legitimering, menat selve evnen til at reflektere over og vælge mellem sådanne fårkarakter af en værdi, der sættes højere end den overleverede viden.Denne værdi, der består i medbestemmelse, selvledelse og selvdan-nelse, kan blive et problem, hvis personen aldrig forpligtes på ensandhed uden for sig selv. Forholdet mellem på den ene side sandhedsom den overordnede standard for faglig viden og på den anden sideselvstændighed, ansvarlighed og selvledelse som personlige kompe-tencer vender vi tilbage til i kapitel 3.

1.4 VIDENSREGNSKAB For et vidensamfund er det et centralt problem,hvis man ikke har et barometer, der måler anvendelser og funktioneraf viden. Det er et problem, der kalder på empirisk kortlægning, atsamfundets helbredstilstand måles i en række barometre som brut-tonationalprodukt og velfærdsindikatorer, mens selve den faktor –nemlig viden – der antages at ligge til grund for samfundets vækst,velstand og velfærd, ikke måles.

Et vidensregnskab har naturligvis en økonomisk dimension, der tilen vis grad er dækket af tilgængelige statistikker som f. eks.: Hvor fårkandidater (herunder humanistiske kandidater) arbejde? (Det gør dei stort omfang helt andre steder end for bare 20 år siden). Men andrespørgsmål af økonomisk karakter er ubelyste, f. eks.: Hvilken rollespiller viden og kompetence for produktionen inden for forskelligesamfundsmæssige sfærer (forlagsbranchen, folkeoplysningen, pres-sen, de elektroniske medier, sundhedsvæsenet, biblioteksvæsenetm.fl.)? Denne type kortlægning vil antagelig delvis indgå i udviklin-gen af et måleapparat til brug for arbejdsstyrkens kompetencer, så-dan som det tænkes i Det nationale kompetenceregnskab (se 2. ind-

25

1.6 ANBEFALINGER• Vi anbefaler, at der oprettes et forskningscenter eller forsknings-

netværk på nationalt plan til en koordineret forskning vedrørendeDanmark i det globale vidensamfund. En sådan forskning børomfatte både analyser af, hvad der kan og bør lægges i begrebetvidensamfund, og historiske, sociologiske, antropologiske, medie-og kulturteoretiske studier af Danmarks aktuelle transformation iretning af et vidensamfund. Forsknings- og uddannelsesinstitutio-nernes skiftende vilkår og betydning bør gøres til genstand forsærlig udforskning.

• Vi anbefaler, at der igangsættes et arbejde med at gennemføreundersøgelser, der kan forberede et både fintmærkende og bred-spektret nationalt vidensregnskab til kortlægning af de enkeltevidensområders bidrag til den samlede danske videnshushold-ning.

24

dynamisk og en mere social størrelse i og med inddragelsen i nye kon-tekster. Fra at kunne sammenlignes med en ressource, der kan opbe-vares, er den nu tendentielt en ressource, der kun er noget værd, nården bruges, eller når den er transformeret til produkt. I forandringenaf viden til knowhow er der behov for at stille en række spørgsmål omvidenskabelig sandhed, videnskabsetik og legitimering af viden på ny,ligesom muligheden for at anskue samfundsrelevant viden ud fra enbred horisont vil kunne benyttes til en beskrivelse af cirkulations-mønstrene for viden på baggrund af et nationalt vidensregnskab.

Rækkevidden og karakteren af de indtrufne ændringer kunne i højgrad fortjene en dybtgående forskning, som inddrog såvel samfunds-videnskabelig som humanistisk forskning vedrørende forholdet mel-lem viden, samfund og værdier. Det ville kunne ske gennem opret-telsen af et forskningscenter eller et netværk, der sigtede mod ind-trængende, idéhistorisk informerede analyser af, hvad der kan og børlægges i selve begrebet om et vidensamfund, men også i form afambitiøse, omfattende og detaljerede historiske, sociologiske, antro-pologiske, medie- og kulturteoretiske studier af Danmarks transfor-mation fra et industrisamfund til noget, der med en vis ret kan kal-des et vidensamfund, herunder ikke mindst studier af ændringer iforsknings- og uddannelsesinstitutionernes samfundsmæssige vilkårog betydning.

Der kan ikke være tvivl om, at der findes forskere, som tilsammenvil have de nødvendige kompetencer til at løfte denne store, tværfag-lige og tværfakultære opgave. Det vil nok bedst kunne ske på natio-nalt plan med muligheder for forskere fra alle institutioner til atforeslå delprojekter.

Rapportens første kapitel har udpeget tendenser for viden og vid-enskab generelt, som vi i de følgende to kapitler vil undersøge nær-mere som betingelser for humanistisk viden og videnskab specielt.Ud fra det første kapitel vil vi sammenfatte vore anbefalinger på føl-gende måde:

27

stadigt mere dybtgående og fintmærkende forståelse af alt menne-skeligt. Det humanistiske forskningsfelt er således både meget bredtog meget heterogent. Det strækker sig tidsmæssigt fra de tidligstearkæologiske spor af menneskelig virksomhed til denne aftens fjern-synsprogrammer. Det omfatter alle egne af kloden og alle former forindividuelt og kollektivt udtryk om alt mellem himmel og jord, fra detmest banale og dagligdags til det kunstnerisk, videnskabeligt og filo-sofisk ypperste. Den humanistiske fagvifte skal ideelt set dække heledette felt og opspore såvel historiske som systematiske sammen-hænge i det.

Fordi det kulturelle er i en stadigt overraskende udvikling, måhumaniora også være underlagt en stadig nødvendighed af at udviklesin fagstruktur således, at der også kan tages højde for nutidskultu-ren. Fra midten af 1800-tallet var fagstrukturen for humanistisk forsk-ning i høj grad bestemt af behovet for at uddanne videnskabeligt vel-kvalificerede kandidater til gymnasieskolen i fagene dansk, engelsk,tysk, fransk, græsk, latin, historie og musik. Hertil kom forskning knyt-tet til en række magisteruddannelser i arkæologi, kunsthistorie, litte-raturhistorie, teaterhistorie, religionshistorie, lingvistik og filosofi. Alledisse fag er blevet udviklet og modificeret, og mange flere er kommettil i løbet af 1900-tallet og stærkt accelererende hen mod århundre-dets slutning med nye fag som informations- og medievidenskab og etutal af specialiseringer. Det er dog løbende spørgsmålet, om denneinterne fagstruktur er den bedst egnede i forhold til de forsknings- oguddannelsesopgaver, humaniora med rette kan forventes at udføresom sit bidrag til et samfund, hvor viden i stigende grad bliver enafgørende faktor. Det skal vi vende tilbage til i kapitel 3.1.

Ikke mindst på baggrund af natur- og samfundsvidenskabernesudvikling og specialisering kommer der til at ligge en særlig humani-stisk opgave i udforskningen af de sider ved det menneskelige, somdisse videnskaber systematisk eller typisk ser bort fra. Grænsedrag-ningen mellem humaniora og de andre fakulteter er dog langtfra klar,hverken hvad genstandsområde eller metode angår. Både i dansk og

26

2. Humanistisk viden

I mange af teorierne om vidensamfundet ligger vægten på naturvi-denskabelig, teknisk, medicinsk og økonomisk viden. I selve brugen afbegrebet „viden“ snarere end „information“ kan der dog ligge en vig-tig åbning over for at forstå også humanistisk viden som en faktor afcentral samfundsmæssig betydning, og humaniora har da også væretinddraget i forsknings- og uddannelsessektorens generelle vækst. Ak-tiviteten er steget på humaniora, således at der blev uddannet dob-belt så mange humanistiske kandidater i 2002 (2204 personer medhumanistisk kandidatuddannelse) som i 1980 (1086 personer). Detser ud til, at denne vækst ikke vil fortsætte i samme takt, dels pågrund af mindre ungdomsårgange, dels som følge af nye konjunktu-rer. Humanioras bidrag til vidensamfundet omfatter imidlertid andetog mere end kandidatproduktion. Det skal vi belyse nærmere i kapi-tel 3. Inden da skal vi sætte fokus på spørgsmålet om, hvad det særli-ge ved humanistisk viden er. Hvad er humanioras genstandsfelt, oghvordan varetages opgaven med at finde ud af noget nyt om dette? Viefterlyser en forskning, som tager sådanne spørgsmål op i et bredtforstået og nutidigt videnskabsteoretisk perspektiv.

2.1 GENSTANDEN FOR HUMANISTISK VIDEN Meget overordnet sagt er gen-standen for humanistisk forskning det kulturelle i videste forstand.Det er alt, hvad der vedrører menneskers særlige måder at leve påsom bevidste, symbolbrugende, nyskabende og traditionsbærendesociale individer i en verden, som de selv og alt kulturelt er en inte-greret del af. Humanistisk forskning har til opgave at bidrage til en

29

den, ideen om humaniora som traditionspleje, ideen om humaniorasom leverandør af „dannelse“, ideen om humaniora som frembringeraf „generalistkvalifikationer“. Disse mange forskellige humaniorafor-ståelser har haft forskellig oprindelse og kan siges at indgå i et ind-byrdes spændingsforhold, idet de tildeles varierende status inden forog uden for universiteterne som institution.

Til disse uklarheder eller usikkerheder vedrørende humaniorasafgrænsning og egenart føjer der sig nogle karakteristiske forskellemellem forståelsen af humaniora i forskellige nationale traditioner.Der er en lang række grundtræk, der går igen i de europæiske huma-nioratraditioner, men forskellene springer også umiddelbart i øjnene.I en angelsaksisk og amerikansk tradition opfattes de humanistiskediscipliner ofte som naturligt forbundet med formidlingen af kunstunder fællesbetegnelsen „Arts“. De kunstneriske uddannelser, hvorder sker en uddannelse af udøvende kunstnere, hører tæt sammenmed humanioras felt. Kunsthistorie, musikvidenskab og litteraturhi-storie er i den tradition opfattet som sammenhørende med de leven-de kunstarter. Konservatorieuddannelser, teaterskoler, kunstakade-mier og arkitektskoler er ofte integrerede i universiteter og i tætforbindelse med humanioras fagdiscipliner. Samtidig opfattes huma-niora måske primært som fag, der undervises i på det almentdan-nende niveau i college-uddannelserne.

I en fransk kontekst er der ikke megen kontinuitet mellem etalmentdannende lycée-system og det langt mere specialiseredehumaniora, ligesom de kunstneriske uddannelser ikke hører hjemmepå universiteterne. Her er derimod et samfundsvidenskabeligt per-spektiv blevet fremmet som en naturlig del af humaniora gennemudviklingen af „les Sciences Humaines“, som præger humaniora elleri hvert fald visse dele af „les Facultés des Lettres“ i en sociologisk ret-ning. Endelig kan man i en tysk sammenhæng se, at „Geisteswissen-schaft“-traditionen har sin oprindelse i en sammenligning mednaturvidenskaben og i en modstilling af naturvidenskabelig forkla-ring og åndsvidenskabelig forståelse. Det danske system ligner i

28

international sammenhæng er der en vis institutionel usikkerhedom, hvor nøjagtigt grænserne går. Psykologi, antropologi og religions-videnskab kan være med eller ikke, ligesom de ikke-humanistiskefags videnskabshistorie, videnskabsetik og fagpædagogik nogle gangebetragtes som tilknyttet de pågældende fag, andre gange som dele afhumanistiske fag. Hertil kommer en række tværfaglige forskningsini-tiativer, der gør grænsen mellem humaniora og især samfunds- ognaturvidenskaberne flydende (semiotik, cognitive science, arkæologi,sprogets oprindelse, neurobiologi, miljøhistorie m.m.), ligesom for-melle forskningsmæssige fremskridt inden for andre områder harindflydelse på humaniora (f.eks. kaos- og kompleksitetsteori).

Forskellen mellem humaniora og de øvrige fakulteter forklares ogbegrundes ofte ud fra en række historisk overleverede afgrænsnings-ideologier, der er med til at påvirke den udførte forskning. Således erforskellige versioner af Diltheys skel mellem forklaring og forståelseen udbredt idé, således at forståelse skulle være humanioras (ogmåske dele af samfundsvidenskabernes) privilegium. Et andet skel,også fra for ca. 100 år siden, spiller ligeledes stadig en rolle: nykanti-anernes skelnen mellem idiografisk („enkelttilfældebeskrivende“) ognomotetisk („lovmæssighedssøgende“) videnskab. At ingen af disseskel reelt definerer humaniora, som det foreligger, er let at overbevi-se sig om: Humaniora indeholder mange emner, der ikke alene harmed forståelse at gøre (sprogvidenskabens lydlove, statistik i histori-evidenskaben, psykologiske strukturer uden introspektiv adgangetc.); og mange, om ikke alle, videnskaber har både en nomotetisk ogen idiografisk dimension. Men det hindrer ikke disse skel i at værevirksomme i institutionen som ideologi. Andre afgræsningsideologierhersker, f.eks. ideen om humaniora som det konstante kritiske kor-rektiv snarere end som videnskab defineret ved en genstand (JohanFjord Jensen), ideen om humaniora som defineret ved en bestemt,kommunikativ erkendelsesinteresse (Habermas), ideen om humani-ora som studerende subjektive dimensioner af virkeligheden, ideenom humaniora som rettet mod historiske dimensioner af virkelighe-

31

ning uden for eget fagfelt. Det uddannelseselement i fagets viden-skabsteori, som er under opbygning på alle universitetsuddannelser,vil her kunne have en helt central betydning.

For humanioras vedkommende giver denne udvikling anledning tilen grundig genovervejelse af de traditionelle modstillinger af huma-niora og naturvidenskab, som de særligt er formuleret i den tysketradition. Hvorledes kan det værdifulde i et hermeneutisk, indfølen-de, fortolkende vidensideal bevares i en videnskab om menneskeli-vet, som også betoner kontinuiteten til en biologisk og økologisk forståelse af mennesket? Der er brug for et videnskabsteoretisk ud-viklingsarbejde på dette område, som også kan være med til at skabeet forskningsbaseret grundlag for et styrket samarbejde mellem fagog fakulteter og for uddannelsen i fagets videnskabsteori.

I de sidste 20 års videnskabsteori er der kommet stadigt størrefokus på en række videnssociologiske eller vidensantropologiskevidenskabsstudier. Den udvikling har været tydeligst i naturviden-skabens videnskabsteori (Science Studies), men den må forventesogså at kunne bære frugt i en humanistisk sammenhæng. En sådansocialt og kulturelt orienteret videnskabsteori vil kunne gå tætterepå, hvad humanister egentlig gør, når de forsker, og hvilken betydningden sociale organisering af forskningen har. Den vil også kunne un-dersøge de store interne forskelle, der er mellem de forskellige huma-nistiske discipliner, og bidrage til en oversigt over de nyeste udviklin-ger på de forskellige områder. Sådanne udviklinger kan udspringe afbehovet for at tage højde for nye eller hidtil oversete momenter i detkulturelle (f.eks. internet, kunstarternes hybridisering, æsteticeringaf flere og flere samfundsområder). De kan også skyldes fremkom-sten af nye tekniske eller forskningsmetodologiske redskaber (f.eks.databaser, computer-modellering, nye metoder til kronologisk be-stemmelse). Under alle omstændigheder er det vigtigt at bidrage til,at forståelsen af humaniora både internt på fagene og i det omgiven-de samfund er i nogenlunde overensstemmelse med den faktiskeudvikling på fagene. Herved kan der måske også peges på områder,

30

udgangspunktet det tyske, men har i de seneste år som led i en fæl-leseuropæisk proces været under udvikling i en retning, som søger atsammensmelte disse traditioner med udgangspunkt i elementer fraden angelsaksiske tradition. Bestemmelsen af humanioras egenarthar således traditionelt været stærkt påvirket af de store nationaleforskelle, der findes angående forståelsen af humanioras indhold ogplacering blandt videnskaberne.

Universiteterne har traditionelt huset såvel idealet om en enheds-videnskab som tanken om videnskabelig pluralisme. Enhedsviden-skabstanken var i 1800-tallet tanken om opbevaringen af alle stadi-erne i den videnskabelige udvikling i en sidste samlet, systematiskopbygning af al videnskabelig viden (i den positive videnskab). Dennetanke er der gjort op med i opfattelsen af videnskabelig pluralisme,hvor det enkelte fag alene er interesseret i at bidrage med god forsk-ning på sit felt uden megen skelen til en samlet opfattelse af verden.I fremtiden kan denne opdeling næppe undgå at blive sat under presindefra af behovet for en reformulering af enhedsvidenskabstanken,som mindre betoner videnskabens systemkarakter end det elemen-tære forhold, at det er den samme verden, alle videnskaber må taleom. Hertil kommer, at evnen til samarbejde hen over fakultets-grænserne vil blive et vigtigt element i de kvalifikationer, uddannel-serne skal give, uanset om kandidaterne får ansættelse på traditio-nelle eller utraditionelle områder. Det kræver således f.eks. et udbyg-get samspil mellem alle videnskaberne, hvis vi med fremtidens fol-kesundhed for øje skal omstille os fra først og fremmest at behandlesygdomme til reelt og ikke blot slagordsagtigt at fremme et ideal omraske mennesker i sunde omgivelser. Det egentlig nyskabende i denseneste gymnasiereform ligger i det store tværgående uddannelses-modul: Almen studieforberedelse. Her vil det være et krav, at lærernekan samarbejde på tværs af fag- og fakultetsgrænser. De studerendevil i stigende grad have behov for at kunne kombinere deres uddan-nelse på tværs af fakulteterne. Studerende vil dermed efterspørge enåbenhed over for tværfaglig orientering i fagudbuddet, som fordrer, atden forskningsbaserede underviser kan forholde sig seriøst til forsk-

33

anlægge sin egen fortolkning, der havde samme gyldighedsfordringsom enhver anden fortolkning, ville det være vanskeligt at argumen-tere for nødvendigheden af at satse på tilvejebringelsen af mere hu-manistisk viden, eftersom enhver uden videre ville kunne producereden selv. Det er derfor af betydning at understrege, at humanistiskviden er nøjagtig lige så „hård“ som naturvidenskabelig viden, selvomdens genstandsområde omfatter „bløde“ fænomener som subjektivi-tet, følelsesliv og perspektiv. Det er et benhårdt faktum, at menneskeri deres omgang med verden er afgørende præget af subjektiv bevidst-hed, at denne er følelsesmæssigt farvet og afhængig af en altid kul-turelt formet livsverden, og at enhver beskrivelse af verden, der ab-straherer fra disse momenter, er utilstrækkelig både fra et viden-skabeligt synspunkt og som grundlag for beslutninger. Det er også etfaktum, at det afgørende krav til en brugbar beskrivelse, der medreg-ner disse faktorer, er, at den giver en velfunderet og dækkende beskri-velse af dem, snarere end en mangelfuld og fejlagtig. På dette punkter der ingen som helst forskel på humanistisk viden og natur- ellersamfundsvidenskabelig viden.

Brugbar humanistisk viden kan imidlertid på nogle måder væresværere at skaffe til veje end naturvidenskabelig viden. Der er fleretyper af vanskeligheder, begrundet i genstandsområdets karakter. Fordet første kan perspektivafhængige og subjektive forhold ændre sighurtigere end visse andre sider af virkeligheden. For det andet er sub-jektive forhold af en sådan beskaffenhed, at man ikke kan beskrivedem uafhængigt af iagttageren. For det tredje kan der altid anlæggesnye perspektiver, som også ville være relevante. Den uafsluttethedmå nødvendigvis præge humanistiske beskrivelser – ellers ville deikke være rigtige. Men bevidstheden om, at humanistiske beskrivelseraltid er uafsluttede, skal ikke opfattes som bevis på, at de er forkerte,eller at enhver beskrivelse er lige gyldig. Det stiller tværtimod særli-ge krav til en præcis afvejning af relevansen af meget forskelligarte-de faktorer og en vilje til åbenhed over for alle former for feed-backfra begivenhedernes faktiske forløb.

32

hvor der mangler forskning, og områder, hvor forskningen undladerat bruge oplagte nye muligheder.

2.2 ER HUMANISTISK VIDEN „HÅRD“ ELLER „BLØD“ VIDEN? Såvel i humaniorasom samfundsvidenskab har der i den sidste generation været fokuspå den rolle, selve fortolkningsprocessen spiller for konstitueringenaf den menneskelige virkelighed, anskuet i polær, ofte polemisk,modsætning til forestillingen om en såkaldt objektiv virkelighed. Idiskussionen har der manifesteret sig et spektrum af positioner,hvoraf den mest ekstreme, der med større eller mindre berettigelseassocieres med Jacques Derrida, går ud på, at det er uholdbart atpostulere et grundlag af virkelighed, der ligger forud for tolkningen. Ien fase af denne diskussion hørte denne opfattelse typisk sammenmed en politisk kritik af den foreliggende virkelighedsopfattelse, deropfattedes som et udtryk for ideologi maskeret som objektiv realitet.Som det flere gange er påvist, knytter der sig et antal problemer tildenne opfattelse, også på dens egne præmisser (Putnam, Collin).Opgøret med en reduktionistisk objektivitetsforestilling har i, hvadman forsigtigt kan opfatte som det generelle konsensus-område,taget andre former, hvor det centrale er understregningen af samek-sistensen mellem forskellige perspektiver på samme dele af virkelig-heden. Den omstændighed, at en genstand ser forskellig ud fra dit ogmit perspektiv, betyder ikke, at det er to forskellige genstande, vi serpå, og heller ikke, at det ene perspektiv dementerer det andet, menderimod at begge perspektiver hører med i den samlede kompleksevirkelighed (der også rummer aspekter, som ikke varierer med detanlagte perspektiv). Selvom en sådan forståelse sjældent har væretbenægtet eksplicit, har forestillingen om den enkelte tolkningsuindskrænkede selvgyldighed spillet en ikke ubetydelig videnskabs-pragmatisk rolle, som kan skabe en vis uklarhed om, hvad humani-stisk viden er.

Hvis det var korrekt, at enhver på det humanistiske område kunne

35

er sammenfald mellem uforpligtende dagligdags konstruktionspro-cesser, hvorved man f.eks. skaber sig et spontant indtryk af folk pågaden, og de krav, der gælder til konstruktionen af videnskab. Det erderfor vigtigt at understrege, at en sådan udviskning af forskellen ik-ke følger af videnskabens karakter af menneskelig konstruktion. Somved alle andre produkter af menneskeligt arbejde er det ikke proces-sen alene, der er afgørende for, hvad resultatet kan bruges til. Huma-nistisk videnskab skal derfor bedømmes på sin duelighed som viden-skab, informationsvirksomhed på dens evne til at informere, kunst-neriske produkter på deres duelighed som kunst; at alle tre ting erresultat af konstruktionsprocesser, er i og for sig en banalitet.

2.3 VIDENSKABERNES OPGAVE – HUMANIORAS OPGAVE Set under ét kan viden-skaberne siges at have en fælles opgave, nemlig at varetage et ansvarfor udvikling, anvendelse og udnyttelse af videnskabelig viden i sam-fundsudviklingen. Denne opgave rummer flere elementer, hvoraf etelement består i at bidrage til, at alle mennesker får en dybere for-ståelse af natur, menneske og samfund. Det er videnskabens første ogstørste samfundsnytte, fordi viden som sagt helt generelt er et bedrehandlingsgrundlag end uvidenhed. Alle videnskabelige fag har deresopgave i den forbindelse, og den enkelte forsker har et personligtansvar for, at hans eller hendes resultater sættes i cirkulation på enmåde, der kan muliggøre forståelse. Det kan ske direkte ved offent-liggørelse i bog- eller artikelform, ved undervisning af studerende ogved formidling i en form, der er tilgængelig for en bredere offentlig-hed, og ved deltagelse i den almindelige offentlige debat. Offentligtansatte forskere har ikke bare formidlingsfrihed, men formidlings-pligt. De har et ansvar for at bidrage til menneskehedens samledevidenspulje og lade andre få glæde og nytte af deres bidrag til endybere forståelse af den verden, vi lever i, ligesom en fortrolighedmed videnskabelig metode og kritisk tænkning kan søges udbredt tilså mange som muligt.

34

Begrebet „social konstruktion“ har spillet en betydelig rolle i for-bindelse med humanistisk og samfundsmæssig forskning i den sid-ste generation. Det er i den forbindelse vigtigt at skelne mellem tomanifestationer af en konstruktivistisk tankegang.

For det første er der konstruktionsarbejde som en praktisk aktivi-tet, der indgår i al mental og social aktivitet: Den individuelle procesat forstå en tekst eller et stofområde og den sociale proces at vedta-ge en fælles plan kræver, at man skaber noget, der ikke var der før,nemlig en (bl.a.) mental konstruktion, som opsummerer den forstå-else, man selv eller gruppen er nået frem til. Det er en vigtig del ipraktisk udfoldelse, at man er i stand til at bruge sin viden „kon-struktivt“ i forbindelse med de udfordringer, ens arbejdsområde stil-ler én over for; uden den ville viden være en ubrugelig, død kapital.Dette gælder også, på en lidt anden måde, i grænseområdet mellemhumanistiske og musisk-kreative uddannelser: Evnen til at omsættemenneskelig, herunder humanistisk, viden og forståelse i kreativudfoldelse er en art „konstruktionsproces“, hvor indoptaget stof for-vandles og gives nye muligheder. Også dette er en mulig praksisrela-tion set fra et humanvidenskabeligt synspunkt. På uddannelsessidener der derfor god mening i at inddrage konstruktivistiske aspekter,bl.a. i relation til formidlingskompetencer, i de humanistiske fag påuniversitetet.

For det andet er der videnskaben selv anskuet som social kon-struktion. Denne problemstilling, der hænger sammen med spørgs-målet om virkelighedsopfattelsen, har helt andre potentielle impli-kationer. I en ligefrem forstand er det ukontroversielt, at videnskab eren social konstruktion, idet den ganske uundgåeligt er et produkt afden slags konstruktionsarbejde, der er beskrevet ovenfor: Hvis ikkenogen havde „konstrueret“ videnskabelige teorier og undersøgelser,ville videnskaben ikke have eksisteret, og det gælder selvfølgelig fornaturvidenskab på ganske samme måde, som det gælder for huma-niora og samfundsvidenskab. Der er imidlertid i kølvandet på dennediskussion undertiden skabt uklarhed om, i hvilken udstrækning der

37

værdier og værdierne, som de manifesterer sig i det emne, manbeskæftiger sig med? Problemstillingen arter sig forskelligt i forskel-lige typer faglighed, bl.a. hvis man sammenligner et hermeneutiskarbejde med tekster og anvendelsesorienteret forskning i pædagogik.Men også derfor er der behov for en afklaring af, hvor humaniorabefinder sig i denne henseende.

Uanset hvad resultatet af en sådan afklaring bliver, vil dobbelthe-den bestå, bl.a. fordi humaniora som al anden videnskab skal omsæt-te sit arbejde i resultater, der skaber værdier og ikke blot beskriverdem. Videnskabens opgave er ifølge UNESCO’s erklæring om viden-skab fra 1999 bl.a. at bidrage til, at alle får en dybere forståelse af na-tur og samfund, men derudover også at bidrage til bedre livskvalitetfor alle. Begrebet livskvalitet eller „det gode liv“ betoner betydningenaf, at den forståelse og rigdom, forskningen kan bidrage til, bør væreen forståelse, der ikke blot fører til et bedre og rigere liv for de få, lige-som det ikke blot bør føre til øget overforbrug og stress hos en globaloverklasse.

2.4 DELKONKLUSION Vi mener, at der er brug for en empirisk kortlægningaf, hvilken forskning der faktisk udføres under den humanistiskeoverskrift, ligesom også en idéhistorisk undersøgelse af de mange for-skellige humanioraforståelsers udvikling, indbyrdes spændinger ogstatus kunne trænge til et indgående studie.

Vi lægger op til forskningsprojekter inden for noget, som i analogimed „science studies“ kunne kaldes „humaniorastudier“, og som skalbelyse humanioras historie, især den nyeste, og som samler og disku-terer de mange forskellige videnskabsteoretiske forsøg på at definerehumaniora bl.a. ud fra striden mellem fakulteterne og ud fra tankenom en enhedsvidenskab. Grænserne til kulturens felter og til denoffentlige debat skal også kunne udforskes, ligesom spørgsmålet omforholdet mellem humane værdier og humanistisk forskning skalkunne belyses forskningsmæssigt. Endelig skal spørgsmålet om den

36

Fordybelsen af vores forståelse af natur, samfund og menneske harubetvivleligt ført meget godt med sig, men har jo trods alt ikke blotværet en succeshistorie med positive resultater. Sammen med enenorm vækst i produktivkraft har anvendelsen af videnskabelig videnført til en enorm vækst i destruktiv kraft i form af masseudryddel-sesvåben, forurening, hastig nedbrydning af kulturformer, nationalog global udstødning af dem, der udelukkes fra eller bare ikke kan føl-ge med i de stadige omstillinger. I den situation kan forskere ikkenøjes med at begrunde deres forskning i den nytte og gavn, brugen afden vil medføre, og samtidig fralægge sig ethvert ansvar for den ska-de, misbrug og utilsigtede bivirkninger vil kunne medføre. Hvis manvil tage æren for det ene, kan man ikke løbe fra ansvaret for detandet. Humaniora har her en kritisk funktion på linje med f.eks. sam-fundsvidenskaben. Ikke sådan at forstå, at humanister har en særligforpligtelse til at finde noget at kritisere. Det kan man selvfølgeligaltid. Det afgørende er, at humaniora er forpligtet på et bredere histo-risk og betydningsmæssigt perspektiv, hvor højst reelle erfaringer aftab og udstødelse bliver synlige.

Denne problemstilling afspejler tillige en problemstilling, hvorhumanioras særpræg i forhold til naturvidenskab for en generationsiden gav anledning til intens samfundsdebat, nemlig i spørgsmåletom videnskabens „værdifrihed“. I dag er det i højere grad blevet enselvfølge, at ingen samfundsmæssig praksis kan sige sig fri for at ståtil ansvar for sit værdigrundlag. Der er imidlertid stadig grund til atinteressere sig for, hvilken sammenhæng der inden for humaniorasområde består imellem de værdier, man som humanist beskæftigersig med som del af fagets genstandsområde, og det værdigrundlag,hvorpå man baserer sin udøvende virksomhed som humanist. I hvil-ken grad opfatter humanister sig som praktiserende repræsentanterfor „det mere menneskelige“, som de kender det fra deres fag? Gør detdem i givet fald til „smagsdommere“ snarere end indehavere af viden– eller er de i stand til at skelne imellem de to kasketter? Eller læggerhumanistisk virksomhed op til, at der er en symbiose mellem egne

39

3. Humanistisk viden i et vidensamfund

Humaniora er i øjeblikket præget af et stort organisatorisk reformar-bejde og vil undergå mange gennemgribende forandringer i årenefremover. Det er helt afgørende, at disse ændringer medtænker over-vejelser om humanioras opgaver. Det må være humanioras egen for-pligtelse at komme med grundige analyser af humanioras samfunds-mæssige betydning, og af hvordan en egnet institutionalisering afhumaniora ser ud. Vi har i de foregående kapitler beskrevet nogle afde afgørende ændringer i de samfundsmæssige vilkår for viden gene-relt. På baggrund af vores efterlysning af en forskning vedrørende deændrede almene betingelser for viden i et vidensamfund (kap. 1) ogaf en videnskabsteoretisk genovervejelse over humanioras egenart(kap.2) peger vi i dette kapitel på behovet for en bred, empirisk orien-teret og teoretisk reflekteret forskning vedrørende den måde, hvorpåhumanistisk viden faktisk frembringes, udvikles og bruges i det dan-ske samfund i dag. Sigtet må ikke mindst være at pege på områder,hvor ny humanistisk viden vil være ønskelig, og hvor værdifuldehumanistiske indsigter risikerer at gå tabt. Vi ønsker at lægge op til enforskning, der betoner sammenhængen mellem humanistisk forsk-ning, humanistisk uddannelse, humanistisk formidling og humani-stisk erhvervsudøvelse; men vi skal for overskuelighedens skyld se pådisse områder hver for sig.

3.1 HUMANISTISK FORSKNING I ET VIDENSAMFUND Humanistisk forskninghandler om det kulturelle i bred forstand, om menneskets identitet,værdigrundlag, kommunikation, samfund og historie. Humaniora er

38

seneste teknologiske og organisatoriske udvikling af det danske hu-maniora kunne diskuteres i en historisk og transnational kontekst.

Her i kapitel 2 har vi tegnet et videnskabsteoretisk orienteret bille-de af, i hvilken retning en humanvidenskabelig forskningsindsats ifeltet humanistisk viden kan gå. I kapitel 3 skal vi fortsætte i dettespor, men udvide perspektivet til at omfatte nogle spørgsmål, somogså hører hjemme i „humaniorastudier“, nemlig spørgsmål om,hvad vidensamfundet byder af udfordringer særligt for humanistiskforskning, uddannelse, formidling og erhvervsudøvelse.

2.5 ANBEFALINGER• Vi anbefaler, at der som led i et nationalt forskningscenter eller

forskningsnetværk for humaniorastudier gennemføres forsk-ningsprojekter, der kan bidrage til udviklingen af en opdaterethumanistisk videnskabsteori, som tager højde for de væsentligeændringer i humanioras genstandsfelt og praksis, som er foregåeti de seneste år.

• Vi anbefaler en forstærket dialog mellem humaniora og de øvrigefakulteter eller vidensområder, såvel på enkeltforskerniveau sompå det strategisk/forskningsledende niveau.

41

bære frugt? Hvorledes sikres den langsigtede fagudvikling og forsker-rekruttering? Svaret ligger formentlig i en kombination af relativtpermanente institutter og blot midlertidige centerdannelser, men derer næppe nogen patentløsninger. Et forsøg på en afklaring af behovetfor langsigtede forskningsstrukturer også under nutidens hastige for-andringer vil i hvert fald være ønskeligt. Mens vidensamfundets nyevilkår stiller krav til humanistisk forskning, kan institutstrukturenogså være med til at sikre en vis nødvendig træghed i forhold til detslagordsagtige i tidens tendenser og strømninger. For så vidt som deter viden og ikke blot information, der efterspørges i vidensamfundet,må man formode, at der for nogle fags vedkommende skal afsætteset sådant mål af tid til tilegnelse og grundig behandling af tekster,artefakter og data, at det i sig selv gør denne viden uegnet til at fun-gere alene på markedsbetingelser.

Humanistisk forskning har historisk set været bedrevet individuelt.I takt med at andelen af forskningsmidler tilført via forskningspro-grammer, forskningsnetværk og ekspertisecentre er vokset, foregår enstigende del af den humanistiske forskning nu som projektbaseret,kollektiv forskning. Selvom humanistisk forskning nok fortsat vil ad-skille sig fra f.eks. samfundsvidenskabelig og naturvidenskabeligforskning ved i højere grad end disse at hvile på individuel forskning,er der ikke tvivl om, at forskningens organisering og infrastruktur vilændre sig markant. Der er nye samarbejdsformer på vej i lyset af denye muligheder for dataudveksling og vidensdeling. ESF’s (EuropeanScience Foundation) strategiplan 2002-2006 har sat særligt fokus påforskningens infrastruktur (RI) og nedsat et ekspertudvalg (ESFRI),som bl.a. skal se på humanioras infrastrukturbehov, f.eks. i form af etcitationsindeks for humaniora, kulturhistoriske centralregistre, sprog-teknologiske databaser m.m. Der er behov for at udvikle en omfatten-de og fleksibel infrastruktur for humaniora, baseret på fælles metoderog mekanismer (panelstudier, tværgående studier, åbne internetbase-rede arkivsøgesystemer m.m.) og institutionelle aftaler, som nedbry-der hindringer for komparativ og tværgående forskning.

40

på forskningsniveau institutionaliseringen af den samfundsbærendeopgave, som indsamling og udvikling af viden om disse forhold er.Forskningens institutionalisering ændres meget hastigt både inter-nationalt og nationalt – i Danmark således med ny universitetslov, nylov om forskningsrådgivning, institutions- og institutsammenlæg-ninger i stor skala. Institutionsændringerne skulle gerne bidrage til,at humaniora samlet set bliver bedre til at løfte sin samfundsmæssi-ge opgave. Ændringerne er ofte administrativt begrundet, men kan fåvidtrækkende indholdsmæssige følger for humaniora. Det kunne væ-re ønskeligt, hvis de forskningspolitiske beslutninger på disse områ-der skete på baggrund af en systematisk indsamling af viden om,hvorledes humaniora faktisk er organiseret i Danmark sammenholdtmed en række andre lande, hvilke tendenser der har gjort sig gæl-dende i humanistisk fagudvikling og fagafvikling, og hvilke erfaringerder er gjort i den forbindelse. Det ville også være nyttigt, hvis udvik-lingen kunne ske på baggrund af nogle forsøg på at give en mere over-ordnet og principiel bestemmelse af, hvilke samfundsmæssige behovfor viden dansk humanistisk forskning ideelt set skulle bidrage til atimødekomme.

En undersøgelse af humanistiske forskningsstandarder ville ogsåkunne sige noget alment om, hvorved en dybtgående humanistiskforskningsindsats udmærker sig, hvorvidt den aktuelle humanistiskeforskningsindsats formår at drage tilstrækkelig nytte af nydannelseri videnskabelig teoriudvikling, og i hvilken grad de aktuelle studier afkulturelle fænomener i deres sammensathed, egenart og kontekstbe-stemthed faktisk tager tilstrækkelig højde for de stadige forskydnin-ger i humanioras genstandsfelt.

På det organisatoriske niveau er spørgsmålet, om de traditionellehumanistiske institutter, som forener forskning og uddannelse, er debedst egnede organisatoriske rammer for nutidig humanistisk forsk-ning, eller om det snarere er netværksprægede ekspertisecentres or-ganisationsform, der skal præge fremtidens humaniora. Hvilken fag-lighed forudsættes, for at sådanne tværfaglige ekspertisecentre kan

43

ning medfører it en revolution i den konstruerende retning, takket væ-re 3D-simulering, CAD, spilkonstruktion m.m. En sådan æstetisk-kon-struerende udviklingstendens inden for humaniora kan måske rummeet særligt frugtbart perspektiv, ved at den danske humanistiske forsk-ning kan bringes i tættere kontakt med de kunstneriske fag uden foruniversiteterne samt med dele af de tekniske videnskaber. F.eks. erakustikområdet kendetegnet ved et voksende samarbejde mellemmusiske, filosofiske og ingeniørmæssige discipliner.

I amerikansk universitetsforskning findes der, som vi beskrev iafsnit 2.1, ikke så skarp en institutionel opdeling inden for feltet Artsand Humanities. Her foregår den humanistiske forskning oftere i tætsamarbejde med de kunstneriske uddannelsers forskningsdel. Også iDanmark er praksisbaseret musik-, design- og arkitekturforskning ogen æstetisk formidlet distribution af viden i form af opførelse, afspil-ning eller udstilling af kunstneriske værker måske på vej til at bliveintegrerede dele af universitetsforskningen.

Systematiske undersøgelser af it-revolutionen med dens nye be-tingelser for dataudveksling, datadeling, simulering og modelleringog med dens nye organiserings- og samarbejdsformer kan være medtil at kaste lys over, hvilke nye former for humanistiske forsknings-spørgsmål som dermed bliver muliggjort, og hvilke der vil være umu-liggjort, og således være en interessant indgang til at se humaniorasegenart i et nyt lys. Blandt nye genstande i humanioras undersøgel-sesfelt vil man uden tvivl finde en række kulturelle fænomener, derer affødt af brugen af ny teknologi.

En væsentlig opgave er samtidig at kunne gøre forskningen selv ogde aktuelle forskydninger i forskningspraksis til genstand for huma-nistiske studier. Humanistisk forskning har i en vis forstand traditionfor at foregå på en mere selvreflekterende måde end megen andenforskning, således at „viden om viden“ og „forskning i forskning“ lydermindre tautologisk i humanisters ører end i mange andres. En sådanforskning i forskning kan måske få fornyet styrke og betydning i lysetaf den udvikling, som foregår på institutionerne under Kulturmini-

42

Humanistisk forskning vil i det hele taget uundgåeligt i stadigt stigende omfang blive præget af den it-revolution, som har fundetsted i de senere år. Denne revolution vil betyde mindst for de huma-nistiske forskere, der alene har brug for it i form af tekstbehandlings-systemer, som informationssøgningsredskab og som pædagogisk redskab. Men for andre områder har selve den it-baserede datahånd-tering (udveksling, indsamling, simulering, modellering etc.) betydet,at revolutionen har sat sig igennem med stor kraft og samtidig måskeværet med til at drive nogle sagligt forbundne områder i hver sin ret-ning. Inden for humaniora kan f.eks. former for empirisk orienteretviden og former for æstetisk orienteret viden tendere til at blive skar-pere adskilt, selvom de to tilgange kan trives inden for ét og sammefag.

På den ene side står de dele af humaniora, hvis erfaringsdata nubehandles kvantitativt i mere og mere omfattende datasamlingertakket være teknologier som databaser, GIS og interoperabilitet mel-lem datasystemer. Også den kvantitative behandling inden forGrounded Theory, diskursanalyse og CAQDAS (computer assistedqualitative data analysis) til håndteringen – især transkriberingen –af empirisk materiale har betydet, at store dele af sprogforskningen,medieforskningen, kommunikationsforskningen og kognitionsforsk-ningen inden for de humanistiske fag undergår en forskningsmæssigforandringsproces i takt med disse teknologiske muligheder for data-indsamling og databehandling. Denne del af humaniora har alleredeindledt et tæt samarbejde med dele af natur- og samfundsvidenska-berne, og der er ingen tvivl om, at dette samarbejde vil blive forstær-ket i de kommende år. It-revolutionen har samtidig medført, at den-ne del af humaniora er blevet i stand til at levere mere præciseværktøjer og databaser, som efterspørges af både statslige og privateinteressenter.

På den anden side står en anden type it-revolution i de dele af huma-niora, der har afgørende lighedspunkter med de konstruktive elemen-ter i de kunstneriske uddannelser. For den æstetisk orienterede forsk-

45

træk forlanger den bioteknologiske forsknings direkte og vægtigeimplikationer for befolkningen, at der også sker en involvering af decivile borgere i beslutningsprocesser knyttet til denne forskning, ogher er behov for inddragelse af humanistisk viden til belysning af kul-turelle virkninger af de nye teknologier, som ofte kan vise sig faktiskat blive nogle andre end de tilsigtede. Her viser analyser fra DanskCenter for Forskningsanalyse, at danskerne generelt er blevet merenegative i deres holdning over for bioteknologi i perioden 1989 til 2000(Karen Siune et al. 2001). I den henseende kan en samfundsdebat, derforsøger at give mæle til en lang række forskelligartede holdninger ogsynspunkter, trække på humanistiske indsigter i menneskets og kul-turens værdigrundlag og historie. Det kræver imidlertid, at humani-stisk forskning bringer sig på højde med de udfordringer, den hermedstilles over for.

Der er også andre oplagte steder, hvor en afdækning af relationenmellem humaniora og forskningsfelter uden for humaniora kan væreoplysende, f.eks. i forhold til sundhedsforskningen. Amerikanskesundhedsforskere har fremført, at yngre læger har en „dehumanise-rende omgang med og moralsk problematiske attituder i relation tilpatienten“ (Coulehan et al., 2001). I den sammenhæng kan der, ifølgede amerikanske forskere, peges på, at medicinstuderendes socialeansvarsfølelse og etiske standarder bliver underernæret eller margi-naliseret i såvel medicinstudiet som under den kliniske træning. Demedicinstuderende socialiseres til en form for teknisk baseret distan-cering i forhold til patienter. Det kunne være en humanistisk forsk-ningsopgave at medvirke til at undersøge, om de professionelles mo-ralske motivation i form af social ansvarsfølelse og moralsk bevidst-hed faktisk forringes under lægeuddannelsen i dens nuværendeform. Hvis et sundhedsprofessionelt arbejde ikke blot er et „arbejde“eller en kunnen i snæver teknisk forstand, men en professionel prak-sis, der „bør udøves i respekt for og i oplyst solidaritet med patientensom et levende, kulturelt situeret menneske“ (Wackerhausen 2002, 78),vil der med fordel kunne trækkes på humanistisk forskning i det

44

steriet, som i de senere år er blevet pålagt forskningspligt og har fåettilført forskningsmidler. Designforskningen er et af disse nye forsk-ningsfelter, hvor en lang række projekter formuleres ud fra et ønskeom at afdække designfagets metoder. Disse projekter ligger ofte imere eller mindre eksplicit forlængelse af filosoffen Donald A.Schöns The Reflective Practitioner og forholder sig til spørgsmålet ompraksis som et grundlag for viden. I diskussionen af de kunstneriskeuddannelsers forskningsorientering sker der en fokusering på forsk-ningsbegrebet og dets udvidelse. Blandt humanister kan denne udvi-delse siges at være foregrebet i en humanistisk tradition, der ganskelænge har forsket i fænomener som tavs viden, ekspertviden ogrefleksion-i-handling, ligesom formuleringen af særlige praktiskeduelighedsnormer går tilbage til Aristoteles’ analyser af techne ogphronesis. Der er dog endnu stærkt brug for en yderligere afklaring af,hvilken form for forskningstilknytning der er ønskelig i forhold til dekunstneriske uddannelser.

Nye opgaver for humanistisk forskningspraksis kan også affødes afudviklinger i andre videnskabsgrene. I fremtiden må der forventes etstærkt øget behov for samarbejde mellem humanistiske forskere ogforskere, der arbejder inden for samfundsvidenskab, naturvidenskab,teknisk videnskab og medicin. Ekspansionen i vidensproduktionenudsprang oprindelig af den systematiske anvendelse af forskning iforbindelse med den amerikanske krigsindsats under 2. Verdenskrigog var især koncentreret om naturvidenskabelig og samfundsviden-skabelig ekspertviden. Men i dag kan man spore en mistillid i befolk-ningen i forhold til anvendelsen af visse former for naturvidenskabe-lig forskning, f.eks. bioteknologisk anvendelse af viden om planter,dyr og mennesker. Den bioteknologiske forskning bærer i høj gradpræg af den nye form for vidensproduktion, hvad angår anvendelses-orienteringen, tendensen til integration mellem forskellige viden-skabsgrene i tværfagligt samarbejde, den stærkere integration mel-lem videnskabens traditionelle institutioner og eksterne centre forvidensproduktion, samt integrationen mellem de vidensproduceren-de institutioner og det politiske system. Men på trods af alle disse

47

engelsk som det eneste videnskabelige sprog. I et eller andet, passen-de stort, omfang må det være ønskeligt, at såvel forskere som stude-rende på de danske universiteter, ikke mindst på humaniora, blivermødt med kravet om at udtrykke sig på et nuanceret og prægnantdansk. Forskningsrådene bør overveje behovet for at etablere støttetil paralleloversættelse og paralleludgivelse.

3.2 DET DANSKE VIDENSAMFUNDS HUMANISTISKE UDDANNELSER De humanisti-ske uddannelsers samfundsmæssige betydning er ofte blevet set udfra et dannelsesperspektiv, og dannelsen er på sin side blevet begrun-det i tanken om, at det dannede menneske er en forudsætning forden demokratisering af magten, der foregår gennem offentlig samta-le mellem oplyste borgere. Sammenhængskraften i et samfund er idette perspektiv afhængig af en proces, hvor humanistisk uddannel-se kan bidrage til dannelsesprocesser forstået som såvel traditionso-verlevering som almen og reflekteret identitets- og værdiorientering.Humanistisk uddannelse er da en aktiv måde at forlene samfundmed „humanisme“. „Citizenship“ er et overordnet perspektiv i de hu-manistiske uddannelsers arbejde med at give de studerende en for-ståelse, der rækker ud over deres egne interesser, og som kan givedem et personligt grundlag og ståsted i fællesskabet.

Men hvad er en humanist, og hvad kan en humanist egentlig?Undersøgelser af humanistiske fag har vist, at de studerende stillerdisse spørgsmål, og det kan være svært at formulere et simpelt svar.Det medfører usikkerhed på fremtidsperspektiver og dermed på ud-dannelsesvalget: De studerende kan ikke altid klart se for sig, hvaddet er, de kan, hvad det er for kompetencer og dermed kvalifikationer,de har, når de som færdige kandidater skal ud og finde et job. Ifølgeundersøgelserne er det en ikke uvæsentlig årsag til det alt for storefrafald i løbet af uddannelserne. Man har talt om humanioras identi-tetskrise. Både i forhold til de studerende, til aftagere og til en bredereoffentlighed er der behov at afklare, hvad humaniora er, og hvad

46

sundhedsvidenskabelige personales professionsudøvelse og i pati-entpleje og patientoplevelse. En sådan forskning er allerede underudvikling inden for fag som antropologi, etnologi og filosofi og børstyrkes i de kommende år. Her er brug for en forstærket dialog mel-lem sundhedsvidenskab og humaniora, ikke kun på enkeltforskerni-veau, men også på de strategiske og forskningsledende niveauer.

Vidensamfundets sammenhæng med globaliseringens tendentiel-le ensretninger med engelsk som altdominerende forskningssprogstiller også dansk forskning under pres. For alle fag bliver det for-mentlig et vilkår, at forskning skal kunne gøres tilgængelig på eng-elsk. Netop på det humanistiske område er der imidlertid en rækkefag, hvor studiet af dansk historie, dansk sprog og dansk litteraturikke bare kræver et dybtgående kendskab til det danske sprog, menhvor forskningsresultaterne kun med betydeligt tab af erkendelselader sig formidle på engelsk, og hvor det væsentlige publikum iøvrigt er dansk. Her er dansk det internationale sprog, som alle, derønsker at være med på højeste niveau, må beherske. (Kierkegaard-forskningen er et eksempel på et område, hvor forskere fra hele ver-den lærer sig dansk for at kunne være med på højeste niveau). Detmå være en særligt national forpligtelse for danske humanister atudforske alle aspekter af dansk kultur som det særlige danske bidragtil studiet af den globale kulturarv i videste forstand. Hertil kommer,at det vel også på de felter, hvor forskningen uden tab kan formidlespå engelsk, er vigtigt, at der parallelt hermed foregår en forskning,som er tænkt og skrevet på dansk. Dansk Sprognævns forslag til ret-ningslinjer for en dansk sprogpolitik fra foråret 2003 sigtede ikkemindst på at modvirke et domænetab for dansk sprog. Målet er at sik-re dansk som et komplet og samfundsbærende sprog. På de områder,hvor dansk viger for engelsk, anbefaler Sprognævnet indførelsen afparallelsproglighed for at sikre, at der bruges dansk, ikke i stedet for,men ved siden af det, de kalder vor tids internationale hjælpesprog,internationalt engelsk. Ligesom Dansk Sprognævn mener vi, at derligger et oplagt problem i den klare tendens i retning af brugen af

49

nelsesdebatten. I bemærkningerne til den nye universitetslov hedderdet, at „det er målet, at uddannelsernes faglige indhold, relevans, til-rettelæggelse og struktur udvikles til en ny tids krav. Indhold ogstruktur skal i højere grad afspejle vidensamfundets brede kompe-tencebehov“. Kompetencebegrebet har afløst kvalifikationsbegrebet,som i højere grad var bundet til samfundsmæssig (industrisociolo-gisk) tænkning og tradition, men som også i nogle henseender harforegrebet de træk, som kompetencebegrebet lægger vægt på, f.eks.udviklingen væk fra krav om konkrete, specifikke kvalifikationskravmod mere abstrakte og generelle krav. Kompetencebegrebet udsprin-ger af kognitionsforskning og er for så vidt i højere grad et humani-stisk farvet begreb. Inden for humaniora er der forsøg på at tænke deto begreber sammen. Lars Qvortrup formulerer relationen således: „Ivores tid er der sket en accentforskydning fra kvalifikationer til kom-petencer, fra viden til viden om viden. Man skal ikke længere bare„vide at“, man skal „vide hvordan“ (Qvortrup 2002, 112).

Internationalt har OECD allerede gennem adskillige år arbejdet foret kompetencebegreb, som – i god overensstemmelse med oven-stående tankegang – er blevet defineret som cross curricular competen-cies. I europæisk sammenhæng står kompetencebegrebet centralt iforbindelse med Bolognaprocessen, hvor de europæiske lande søgerat tænke videregående uddannelser i relation til kompetencebegre-ber. Aktuelt bestræber man sig i flere lande på – efter britisk forbille-de – at beskrive et såkaldt qualification framework – hermed menesgradssystemet – med det formål at skabe „gennemsigtighed og gen-nemskuelighed“ i uddannelsessystemerne nationalt og internatio-nalt. „Til dette behøves et begrebsapparat, der fokuserer på kompe-tence, og som er forståeligt mellem landene.“ (Mod en dansk kvali-fikationsnøgle, VTU jan. 2003). Man har i den danske rapport foreslåetfølgende kategorier: intellektuelle kompetencer, faglige kompetencer, prak-siskompetencer. Konkret bliver disse kategorier anvendt i forbindelsemed Evalueringsinstituttets uddannelsesevalueringer med det argu-ment, at danske uddannelser hermed tænkes ind i en international

48

humanister kan. Den humanistiske identitetskrise er et resultat af eni virkeligheden meget positiv udvikling: At mange humanister gen-nem de senere år har fået beskæftigelse uden for det traditionellearbejdsmarked. At der gøres brug af humanistiske kompetencer imange nye og forskelligartede sammenhænge betragtes ikke som en„nødløsning“. For studerende i dag er disse job mindst lige så attrak-tive som de traditionelle. Problemet er, at billedet af, hvad en humanister og kan, ikke er fulgt med og ikke fremkaldes tilstrækkeligt klart iløbet af studiet. Som svar på denne krise er især to begreber dukketop: Professionsbegrebet og kompetencebegrebet.

Professionsbegrebet har spillet en central rolle i den uddannelsespo-litiske debat, idet det er blevet foreslået at styrke de humanistiskeuddannelsers og humanisternes identitet ved at gentænke dem udfra professioner som et alternativ til en rent faglig orientering. (jf. PerFibæk Laursen). Problemet er imidlertid, at humanistiske fag ikke påsamme måde som f. eks. medicin, jura eller teologi er orienteret modbestemte professioner. På humanistiske – og i øvrigt også naturvi-denskabelige – fag er der tradition for, at studierne opfattes som „renefagstudier“: Historiestudiet og fysikstudiet har det til fælles, at deresulterer i, at man bliver „historiker“ og „fysiker“, altså er defineretved sit fag og ikke ved sit job. Man taler om „romanister“ – altså folk,der har studeret et romansk sprog, og om „anglister“, altså folk, derhar studeret engelsk – om „arkæologer“, „kunsthistorikere“, „filosof-fer“, „litterater“ etc. Men selvom humanisters identitet traditionelt ersnævert forbundet med det fag, de har studeret, findes der dog ogsåoplagte steder, hvor humaniora kvalificerer til specifikke professio-ner, f.eks. til gymnasieskolen („skoleembedseksamen“ frem til1960’erne) og for mag.art/ph.d.-uddannelsernes vedkommende f.eks.til ansættelser ved arkiver, museer og forskningsbiblioteker. For enkunsthistoriker eller arkæolog, der ansættes ved et museum, eller encand. mag. i dansk og engelsk, der bliver gymnasielærer, indgår denfaglige og professionelle identitet i en uadskillelig enhed.

Kompetencebegrebet har også fået en meget central status i uddan-

51

nuværende studerende om hjælp til at synliggøre sig som humanistpå arbejdsmarkedet. Kompetencediskussionens afsæt er endeligogså ønsket om en fleksibel arbejdskraft. Fra det private arbejdsmar-keds parter udtrykkes i lighed med de offentlige arbejdsgivere etønske om uforvekslelig faglighed (ingen ”handelshøjskole light”-udgave af humaniora f.eks.) og høj kvalitet i uddannelserne.

Kompetencebegrebet er imidlertid ikke uden problemer og ganskevanskeligt at præcisere og operationalisere. I Kompetencerådets rap-port fra 1999, som markedsførte begrebet med stor styrke, er detsvært at få et klart indtryk af, hvad der menes med det. Når der talesom en „ny bred kompetenceforståelse“, skal det forstås således, atman tænker på alle „kompetenceniveauer“, dvs. både kort- og lang-varigt uddannede, og på formelle og uformelle kompetencer, dvs. påkompetencer erhvervet gennem uddannelse, arbejde og deltagelse isamfundslivet i øvrigt. Det fremhæves endvidere, at skellet mellemfaglige og personlige kompetencer ikke kan opretholdes.

Vi skal kort forsøge at beskrive, hvilke kompetencer vi mener, derkan opnås gennem humanistiske uddannelser, men i øvrigt efterlyseen forstærket forskningsindsats på området. Der findes en megetlang fagrække på humaniora, og den indbyrdes forskellighed er stor.Alligevel mener vi, at det er muligt og nyttigt at beskrive kompeten-cer, der i større eller mindre grad er fælles gods:• historisk bevidsthed og forståelse, også af aktuelle fænomener og

problemstillinger • læsning og fortolkning af tekster, genstande og praksisser i deres

kulturelle og historiske sammenhænge• viden om dannelsestraditioner og læreprocesser• teoretisk viden, kvalitative metoder og analysefærdigheder inden

for humanistiske fagområder• organiseret overblik over viden om et humanistisk stofområde• filosofisk og videnskabsteoretisk begrundet kritisk faglig bevidst-

hed• erfaringer med æstetisk-udøvende praksis

50

sammenhæng.Anvendelsen af kompetencebegreber er udtryk for en uddannel-

sestænkning, der kræver ændringer på de humanistiske uddannelser.Traditionelt er studieordninger ved universiteter, navnlig for de ikke-professionsrettede uddannelser, beskrevet ved deres konkrete ind-hold. F. eks. „på 1. del skal de studerende tilegne sig kendskab tilgrammatik i et omfang af (pensumangivelse)“ – „på 2. del skal de stu-derende uddybe deres kendskab til grammatik inden for udvalgteområder … pensum skal omfatte xxx sider“. Der er tale om en „stof-orienteret“ uddannelsestænkning, der kan gøre rede for, hvad de stu-derende forventes at have læst og tilegnet sig. Kritikken af denne stof-orienterede tænkning går på, at den ikke forholder sig til, hvad det er,de studerende kan efter endt uddannelse (i såkaldte can do-termer).Man efterlyser i stedet beskrivelser af slutkompetencer.

På humaniora har man mange steder taget kompetencebegrebettil sig, i fakultetsledelser, studienævn og blandt studerende. Det er etnøglebegreb i aktuelle reformer af humanistiske uddannelser. Dennemeget centrale placering afspejler selvfølgelig begrebets nationale oginternationale betydning, men også mere specifikke udviklingsten-denser i humanistiske uddannelser. Kompetencebegrebet spiller heren nøglerolle i oversættelsen fra det konkrete faglige (kvalifikations)niveau til de mere generelt anvendelige kompetencer. Der ligger idenne tankegang således ikke nogen modsigelse mellem faglighed ogkompetencer. Faglighed også i betydningen tværfaglighed forudsæt-tes, og det, der spørges efter, er, hvilke kompetencer de studerendeherigennem erhverver sig.

Denne debat om kompetencer og debatten om, hvordan man på éngang sikrer studierne en gedigen faglighed og de studerende en klarprofil, finder sted på alle landets universitetsstudier sammen med deøvrige overvejelser i forbindelse med indførelsen af den nye universi-tetslov. Debattens afsæt er ikke kun universitetets egne organisati-onsformer og den forandringsproces, der vil blive et resultat af ind-førelsen af ny lov for universiteterne, men også et krav fra de

53

individniveau, organisatorisk niveau, strukturniveau og samfundsni-veau. Udvalgte „parametre“ nævnes der eksempler på: „innovations-evne“, „netværks- og samarbejdsevne“ samt „adgang til læring“. Herer der brug for et afklarings- og analysearbejde. Forskning i og udvik-ling af begreber om humanistiske kompetencer vil kunne bidrage tilen bedre forståelse af relationen mellem humanistiske uddannelserog arbejdsmarkedet (dette udfoldes nærmere i afsnit 3.4).

Forskningen bør i et internationalt perspektiv undersøge, hvordanhumanistiske uddannelser konkret udvikler sig i andre lande, herun-der i de kontinentaleuropæiske og anglo-amerikanske sammenhæn-ge, og hvilken rolle begreber om humanistiske kompetencer spiller ide forskellige systemer og sammenhænge.

Forskningen bør i et nationalt perspektiv undersøge samspilletmellem de humanistiske fag i folkeskolen, gymnasiet, seminarierneog universiteterne, herunder forsøgene på ved hjælp af kompetence-begreber at skabe bedre sammenhæng mellem uddannelsessyste-mets forskellige dele.

Endelig bør forskningen undersøge it-teknologiens betydning forhumanistisk uddannelse i et lokalt og globalt perspektiv. På det und-ervisningsorganisatoriske plan viser it-teknologiens betydning forhumanistisk vidensindsamling, -udvikling, -udbredelse og -formid-ling sig som muligheden for nye læringsrum som e-læring og en stør-re tilgængelighed i forhold til universitetets højt specialiseredevidensformer. Megen undervisning foregår over intranet, og mangeforskningsresultater gøres offentligt tilgængelige via internettet. Envis international konkurrence på uddannelser udbudt via internettetmå forventes.

3.3 HUMANISTISK FORMIDLING I ET VIDENSAMFUND Humanistisk uddannelse,ikke bare på universitetsniveau, men i hele uddannelsessystemet, erformentlig den vigtigste humanistiske formidling, men ud over denformelle undervisning foregår der en meget omfattende formidling af

52

• viden om flere kulturer og kompetence i flere sprog

Hvis dette er, hvad man kunne kalde almene humanistiske kompetencer,er det vigtigt samtidig at slå fast, at de – i lighed med generalistkvali-fikationerne – kun erhverves gennem konkrete faglige studier, altsågennem studier af historie, kunst, sprog, medier etc. Man lærer atlære ved at lære noget, og det er ikke ligegyldigt, hvad dette „noget“ er.På humaniora er der gode forudsætninger for at opdyrke et højt ni-veau i personlige kompetencer. Det sker især gennem undervisnings- ogarbejdsformer. Gennem valg af undervisnings-, arbejds- og prøvefor-mer stilles der krav til de studerende – krav, som er afgørende forudvikling af selvstændighed, samarbejdsevner og kommunikativekompetencer. De humanistiske traditioner for større, selvstændigeopgaver og for krav om skriftlig og mundtlig kommunikation spillerher en vigtig rolle. Studieophold i udlandet og praktik eller praksiso-rienterede projekter kan medføre spring i udviklingen af personligmodenhed.

Humanistiske kompetencer er ikke statiske, men dynamiske ogpåvirkelige på flere måder. De påvirkes af forskningen, af de fagligemiljøer og af studiepraksis. De påvirkes af de interesser og oriente-ringer, som de studerende bringer ind i studiet. Og endelig påvirkes deaf de samfundsmæssige forventninger til, hvad en humanist skalkunne i dag. Påvirkningen går begge veje: De kompetencer, somhumanister bærer med sig og udfolder i arbejdslivet og samfundsli-vet i øvrigt, er med til at forme opfattelserne af, hvad humaniora er.Sammenfattende kan man sige, at humanistiske kompetencer dan-nes i et samspil mellem tre sider: De hviler på den humanistiske fag-lighed, men påvirkes og udfordres både af studerende og af aftagerei samfundet i øvrigt.

Kompetencebegrebet er således meget omfattende; tilsyneladendeskal det kunne rumme alle samfundsmæssige sfærer: Det „nationalekompetenceregnskab“, som foreslås, skal omfatte erhvervsliv og arbejdsmarked, uddannelse og forskning, social- og civilsfære på

55

humaniora. I hvilket omfang spiller humanistisk viden en rolle i enfødekæde, der strækker sig fra universiteter til seminarier, gymnasi-er, grundskolen, samt højskoler, aftenskoler, folkeoplysning, presse,medier osv.? I hvilket omfang muliggør offentligt og privat ansattehumanisters arbejde publikationen af alment oplysende værker påprivate forlag? I hvilket omfang er humaniora med til at gøre destørre universitetsbyer til attraktive centre for et oplevelses- ogvidensforbrugende mellemlag, som avancerede virksomheder harbrug for som personale? Her ligger en større humanistisk-sociologiskopgave med at bidrage til opstillingen af kriterier og gennemførelsenaf undersøgelser angående et vidensregnskab.

I humanisters form for vidensdeling er grænsen mellem videnska-belig udveksling og populærformidling måske mere flydende end forf.eks. forskere beskæftiget med tekniske og naturvidenskabelige gen-standsfelter. Det betyder dog ikke, at al humanistisk forskning umid-delbart egner sig som populærformidling, ligesom humanister akku-rat lige så ofte som alle andre videnskabsfolk kan fristes til at slækkepå kvaliteten ved at fokusere ensidigt på de mest medieegnede forsk-ningsresultater frem for at sikre nuancerne, kvaliteten og troværdig-heden inden for humanistisk oparbejdet viden. Forskningsetiskespørgsmål må og skal således også stilles både af og til humanister.

3.4 HUMANISTISK ERHVERVSUDØVELSE UNDER VIDENSAMFUNDETS BETINGELSER Igen-nem de sidste 10 år har Danmark gennemført en erhvervsmæssigomstilling, som i historisk perspektiv tåler sammenligning med om-stillingen fra landbrugs- til industrisamfund. Information, viden ogoplevelse er blevet kerneprodukter for de førende økonomier i verden.Danmark har høstet store fordele af de investeringer i landets uddan-nelser og forskning, som er gjort i de foregående årtier. Vi har derforværet gunstigt stillet for at udnytte den nye økonomis muligheder.Disse muligheder handler ikke om, hvordan man betjener en maski-ne, men om hvordan vi organiserer os i forhold til hinanden, til nye

54

humanistisk viden til hele det omgivende samfund. Opgaven med atformidle viden er i en vis forstand humanioras klassiske felt. Oplys-ning, kulturformidling og offentlig debat er naturlige dele af et virkesom humanist.

Humaniora og humanistisk viden har formentlig i disse år en sti-gende betydning i form af offentlig formidlingsvirksomhed gennemhøjskoler, i sognegårde, kulturhuse, folkebiblioteker, oplysningsfor-bund, folkeuniversitetet og gennem kommerciel formidlingsvirksom-hed på kursus – og på efteruddannelsesmarkedet. Hertil kommer enomfattende publicering til et bredt publikum, i aviser, magasiner, ra-dio, tv, bøger. Megen humanistisk formidling foregår stadig – i mod-sætning til f.eks. naturvidenskab og til dels også samfundsvidenskab– i bogform og i en form, som kan læses af andre end de snævertvidenskabeligt interesserede eksperter.

Forskningsformidlingen er ikke kun ensidig formidling fra enkelteforskere eller fra forskningsgrupper, idet inddragelsen af mulige afta-gere for humanistisk viden sker tidligt i vidensudviklingen i kraft afnetværk, personlig dialog og den gensidige udveksling af ideer ogsynspunkter. Brobyggeraktivitet og netværksdannelse ser ud til atkomme til at spille en stadigt stigende rolle i organiseringen af forsk-ningen og uddannelsen. I koblingen af viden til stadigt flere områderaf samfundet vil behovet for god og praksisorienteret humanistiskforskning blive en formidlings- og udviklingsopgave, der ikke blotkræver et øget samarbejde mellem humanioras fag og grupper afinteressenter uden for universitetet, men også et øget samarbejdemellem fakulteter, der alle på den ene eller anden måde kan bidragetil en forståelse af mennesket, af naturen og af samfundet.

Et nationalt vidensregnskab af den type, vi anbefalede i kapitel 1,der kortlægger den videnskabelige grundforskning og den anvendel-sesorienterede videns cirkulation og funktion i samfundet, vil kunnevære med til at afdække, i hvilket omfang humaniora er med til atsikre og udbygge en bred og kvalificeret offentlig debat som basis fordemokratiet, sådan som der er en gammel tradition for i dansk

57

af alle ansatte inden for virksomhedsrådgivning, meningsmåling ogmarkedsanalyse, revisions- og advokatvirksomhed er humanister (talfra 2001).

Den seneste prognose fra Undervisningsministeriet viser, at denneudvikling skal fortsætte i de kommende år. Over halvdelen af de kan-didater, som dimitteres frem til 2010, skal finde beskæftigelse i denprivate sektor. Pointen er naturligvis ikke, at der ikke skal uddannesgymnasielærere og museumsfolk, men at de humanistiske uddan-nelsers faglige profil og struktur også skal forberede til det nyejobmarked i erhvervslivet. Det gør de – på trods af deres faktiske suc-ces – ikke godt nok i dag. Den manglende forberedelse viser sig ved,at alt for mange humanistiske kandidater først skal omstille sig tilarbejdsmarkedet gennem at gå ledige i et år efter eksamen. Det er ethelt uacceptabelt spild for den enkelte og samfundet.

Når man taler om humanioras erhvervsrettethed, kan der dog ogsåvære grund til at tænke på, at de klassiske gymnasieuddannelserhavde et pædagogikum mellem uddannelse og ansættelse, ligesommedicin og teologistudiet har det. Der kunne være udviklingsmulig-heder i flere af den slags mellemmoduler. Kandidater ender så man-ge forskellige steder, at man vanskeligt kan lægge en bestemt er-hvervsorientering ind i uddannelsen og i nogle tilfælde må forvente,at denne sker netop gennem et sådant mellemmodul eller i ettraineeforløb inden for det aktuelle job.

3.5 SAMSPILLET MELLEM HUMANISTISK FORSKNING, UDDANNELSE, FORMIDLING OGERHVERVSUDØVELSE Organisatorisk er humaniora som helhed og i bredforstand opdelt i forskning, uddannelse og erhvervsudøvelse. Betrag-tet som forskningsenheder er fagene organiseret i nationale og inter-nationale foreninger, selskaber og akademier med faglige tidsskrifter,kongresser og andet, som hører en moderne videnskabelig faglighedtil, og de indgår sammen i et omfattende nationalt og internationaltsystem af forskningsorganisationer og forskningsråd. Denne institu-

56

virtuelle netværk og til nye måder at kommunikere og sælge produk-ter på.

En grundlæggende kompetence i den nye økonomi handler omindsigt i og evne til at påvirke kulturelle valg og adfærdsmønstre.Medarbejdere med en humanistisk baggrund kan formidle og over-sætte ny viden inden for psykologi, kommunikation, medieviden-skab, ledelse og organisation m.m. og på den måde være drivkraft ividensøkonomien. Samtidig er de kulturøkonomiske områder i sam-fundet vokset hastigt, drevet i høj grad af behovet for oplevelse oginformation i de nye medier. Virksomhederne har derfor fået stigen-de behov for innovative medarbejdere, der kan omsætte humanistiskteori til praksis. Humaniora er blevet en kernekompetence for frem-tidens økonomiske udvikling.

De humanistiske kandidater har grebet de nye muligheder. Ud afden samlede stigning i antallet af beskæftigede humanister udgør detprivate arbejdsmarked hovedparten med i alt 5000 flere ansatte iperioden 1992 til 2001. Antallet af privatansatte humanister vokserhurtigt med over 10 % om året. I 2000 var 7400 kandidater med enlang videregående humanistisk uddannelse beskæftiget i den privatesektor, heraf hovedparten inden for forretningsserviceområdet, 20 %i industrien og 16 % i handel. (Kilde: Dansk Handel og Service, rap-porten Akademikere i serviceerhvervene, på http://www.dhs.dk/ db_filer/samspil/serviceakademikere.pdf).

En stor del af de humanistiske kandidater ansættes i vidensservi-cebranchen, dvs. som konsulenter, it-medarbejdere, mediearbejdereo.a. Forretningsservice dækker for humanisters vedkommende overhøjt specialiserede rådgivnings- og konsulentvirksomheder, hvorhumanister arbejder i it med service, programmering og forretnings-udvikling, i konsulentbranchen som formidlere og oversættere af nyhumanistisk og samfundsvidenskabelig viden og i reklame- og mar-kedsføringsbureauer med kommunikation og historiefortælling (sto-ry-telling). Desuden er humanister ofte ansat i personaleudviklings-afdelinger på både store private og offentlige virksomheder. Ca. 5 %

59

ningsbaserede, således som det allerede er blevet anført i kapitel 2.Der kan her være en pointe i at pege på behovet for en øget vek-

selvirkning mellem forskere på universitetets forskellige fakulteter.Behovet for at se fænomener, der berører mennesket som sådan,naturen som sådan eller samfundet som sådan, i et større og tværfa-kultært perspektiv, kan bedst imødekommes på uddannelsesniveau-et, hvis der findes en forskningsindsats, på baggrund af hvilken stu-derende kan få kurser med en sober præsentation og diskussion afvidenskabelige resultater og metoder fra alle relevante faggrupper. Idenne sammenhæng kan det desuden betragtes som en force, athumaniora er et mangeartet område uden klare grænser til andrehovedområder. Der er således f.eks. samfundsvidenskabelige aspek-ter i antropologi og medievidenskab, sundhedsvidenskabelige i psy-kologi, naturvidenskabelige i arkæologi, sprogteknologiske i medie-forskningen.

Sammenhængen mellem humanistisk uddannelse og erhvervs-udøvelsen på især det private arbejdsmarked kunne tages op i formaf ny forskning til brug for kompetencebeskrivelser:• en undersøgelse af kvalifikations-/kompetencebegreber, deres be-

grundelse og anvendelse i internationale og nationale uddannel-sesdiskurser

• undersøgelse og udvikling af et kompetencebegreb særligt for hu-manistisk uddannelse

• kvalitative undersøgelser af kompetenceudvikling i udvalgte hu-manistiske uddannelser, herunder både klassiske, centrale huma-nistiske fag (eksempelvis sprog, litteratur, historie, filosofi …) ognye humanistiske fag (eksempelvis kommunikations- og medievi-denskab, kulturstudier)

• kvalitative, sammenlignende undersøgelser af udmøntning og an-vendelse af kompetencebegreber til udvikling af humanistiske ud-dannelser i forskellige lande

• kvalitative undersøgelser af studieforløb/overgangen mellem ud-dannelse og erhverv i udvalgte humanistiske uddannelser med

58

tionalisering af humaniora vil fortsætte, ikke mindst på internatio-nalt plan i sammenhæng med den forventede oprettelse af et euro-pæisk forskningsråd. I den forbindelse bliver det af afgørende betyd-ning, at humaniora organiserer sig således, at det kan øve indflydel-se sammen med betydende interessefællesskaber inden for de natur-videnskabelige og tekniske discipliner. Betragtet som uddannelsesen-heder er universitetsfagene organiseret som institutter eller centremed egne ledere, bestyrelser, lærestole, sekretariater og studieord-ninger. Gymnasium og folkeskole har på hvert klassetrin sin særligefagrække. Betragtet som erhvervsprofessioner er fagene organiseretførst og fremmest i dimittendforeninger som Dansk Magisterfore-ning, Gymnasielærerforeningen m.fl.

Det er imidlertid vigtigt, at samspillet mellem disse områder bliversystematisk belyst. Det kunne være en opgave for et center eller netværk for humaniorastudier, men ganske uafhængigt heraf kunneman ønske sig et politisk nedsat rådgivende organ, der kunne seforskning, uddannelse, formidling og erhvervsudøvelse i sammen-hæng på henholdsvis det teknisk-naturvidenskabelige, det medicin-ske, det samfundsvidenskabelige og det humanistiske område.

Spørgsmålet er f.eks., om den vidensproduktion, der foregår påuniversiteternes enkelte institutter og fakulteter, i tilstrækkelig gradbringes i forbindelse med hinanden. Som forudsat i den nye lov foruniversiteterne og i lyset af f.eks. gymnasieskolernes genoptagelse afet almentdannende perspektiv, forstået som et fælles forløb i almenstudieforberedelse, der kombinerer naturvidenskab, humaniora ogsamfundsvidenskab, vil de danske universiteter skulle styrke det ud-dannelseselement i fagets videnskabsteori, som er indført eller erunder indførelse på alle bacheloruddannelser. Dette ville kunne giveanledning til en gentænkning af almendannelsens vilkår og betyd-ning i et højt specialiseret vidensamfund og måske især til styrket be-vidsthed om, hvad en humanistisk og tværfagligt orienteret uddan-nelse betyder for den enkeltes faglige og menneskelige identitets-dannelse. Det er vigtigt, at disse uddannelseselementer bliver forsk-

61

forskning på den ene side og som rammer for uddannelse på denanden. Der er også brug for at se på vekselvirkningsforholdet mellemændringer i humanistisk erhvervsudøvelse, erhvervsretning af ud-dannelserne og forskningen på disse uddannelser.

Det almene samspil mellem enkeltfaglig undervisning og tværfag-lighed skal også kunne tematiseres gennem forskning, der bl.a. tagerspørgsmål op angående behovene for tværfakultær forskning, og sompå en grundig måde identificerer den humanistiske fagviftes udseen-de ud fra såvel forskningsmæssige, uddannelsesmæssige, formid-lingsmæssige og erhvervsmæssige behov.

Vi lægger op til forskningsprojekter inden for humaniorastudier,der belyser de aktuelle ændringer i humanisters samfundsmæssigevirke. Det kan ske – som hidtil – ud fra professionsbegrebet eller udfra fagligheds-, kompetence- og kvalifikationsbegreber, vigtigst er det,at der gives bud på humanistiske profiler, som tager afsæt i en grun-dig undersøgelse af humanisters genstandsfelt, uddannelsesforløb,deltagelse i den offentlige debat og i arbejdslivet. Forskningsprojek-terne kunne indgå i centerdannelser eller netværk på forskelligmåde.

3.7 ANBEFALINGER• Vi anbefaler, at der inden for rammerne af et forskningscenter eller

forskningsnetværk for humaniorastudier gennemføres et bredtspektrum af empirisk orienterede og teoretisk reflekterede forsk-ningsprojekter vedrørende humanistisk viden i et vidensamfund,herunder i samspillet mellem humanistisk forskning, uddannelse,formidling og erhvervsudøvelse.

• Vi anbefaler, at forskningsrådene med henblik på at modvirkedomænetab for det danske sprog i forskningen overvejer behovetfor at etablere støtte til paralleloversættelse og -udgivelse.

• Vi anbefaler, at der politisk nedsættes et rådgivende organ, der skalse på sammenhængen mellem forskning, uddannelse, formidling

60

særligt henblik på, hvilke kompetencer der udvikles og anvendes • kvalitative undersøgelser af humanistiske kandidater i forskellige

jobfunktioner, herunder både funktioner, hvor der tilsyneladendeer en klar sammenhæng mellem uddannelse og erhverv, f.eks.gymnasielærerjobbet, og sådanne, hvor der ikke er nogen iøjnefal-dende sammenhæng

• kvalitative undersøgelser af arbejdsgiveres forventning til og ople-velse af humanistiske kompetencer og deres anvendelse inden forvirksomheden

Når „kvalitative undersøgelser“ indgår så hyppigt, hænger det sam-men med, at der foreligger ganske mange kvantitative undersøgelserog samfundsvidenskabeligt baserede kvalitative undersøgelser (eks-empelvis fokusgruppe-interviews), som imidlertid har karakter afudredning og ikke af forskning. Der savnes i udpræget grad dybt-gående, humanistisk forskning på området under anvendelse afeksempelvis begrebsanalyser, tekst- og diskursanalyser og etnografi-ske metoder. Det, der foreslås, er en empirisk baseret forskning tæt påpraksis, som kan få betydning for udvikling af humanistiske uddan-nelser og erhvervsudøvelse.

Blandt de spørgsmål, der kunne fortjene en undersøgelse, skal vipege på følgende: Kan samspillet mellem uddannelserne og det utra-ditionelle jobmarked forbedres, uden at de kvaliteter, uddannelsernehar, sættes over styr? Kan de humanistiske institutioner medvirke tilat åbne nye ansættelsesmuligheder for deres kandidater? Er derområder for humanistisk konsulenttjeneste, som kan udvikles i til-knytning til institutionerne, og som kan være med til at synliggørenye behov for humanistisk beskæftigelse?

3.6 DELKONKLUSION Vi mener, der er brug for at se den humanistiskeforskning i sammenhæng med humanistisk uddannelse, bl.a. for atbelyse forholdet mellem universiteternes institutter som rammer om

63

Sammenfatning og anbefalinger

I et samfund, hvor beslutningstagere på mange områder er henvist tilat bygge på former for ekspertviden, må det være afgørende, at den-ne viden så vidt muligt inddrager alle relevante aspekter. Udviklingenhar vist, at ensidig brug af teknisk-naturvidenskabelig eller fagøko-nomisk ekspertise fører sine egne problemer med sig. Der er et mereog mere erkendt behov for, at humanistisk viden inddrages tidligereog på en mere kvalificeret måde end nu i forbindelse med beslutnin-ger om nye tiltag såvel i erhvervslivet som i den offentlige forvaltning.Det er derfor vigtigt, at vores viden om mennesket og dets kulturudvikles og formidles på måder, der lever op til nutidens krav i sam-spil med anden viden. Hvis vi lever i et vidensamfund, må den viden,der er så afgørende for samfundet, være så god som muligt, og det vilsige så alsidig og nuanceret som muligt, og i hvert fald ikke ensidig ogreduktiv.

Den humanistiske forskning kan med sin særlige form for argu-mentation og refleksion give værdifulde bidrag til forståelsen af denrolle, viden spiller i samfund. Humaniora placerer sig med indsigteni mennesket, dets handlinger og dets produkter centralt også i for-hold til sikringen af en bæredygtig og rationel brug af menneskeligviden og kunnen i erhvervsliv og offentlig forvaltning. Humanistiskforskning kan med sit fokus på dannelse, på kulturelle og på kom-munikative kompetencer indgå i et frugtbart samspil med et arbejds-marked, der er i fuld gang med at omstille sig fra først og fremmestindustrifremstilling til vidensservice. Humanioras styrke ligger bl.a. i,at der ikke er langt fra den historiske forståelse, den kritiske bevidst-hed og den humanvidenskabelige metodeforståelse, som opøves i

62

og erhvervsudøvelse på de forskellige vidensområder. Alternativtanbefaler vi, at de humanistiske forsknings- og uddannelsesinsti-tutioner går sammen om at nedsætte et sådant råd for det huma-nistiske område.

65

tet, værdigrundlag, kommunikation, samfund og historie. Forsk-ningsfeltet sigter således dels på grundlagsovervejelser angåendeviden og rationalitet, der kan bidrage til en afklaring af humaniorasanvendelighed som korrektiv til en reduktionistisk menneske- og vi-densforståelse, dels på analyser af de nyeste humanistiske virkefel-ter i nutidens læringsrum, i offentligheden og på det moderne arb-ejdsmarked.

Vi efterlyser således en gentænkning af humanioras opbygning ogfunktion ud fra besindelsen på de aktuelle forskydninger i opfattel-sen af viden og forskning af betydning for humanioras samfunds-mæssige rolle i Danmark.

Der foregår en vis forskning på de nævnte områder på landets uni-versiteter, men det sker ret spredt og ukoordineret. Der er brug for etinitiativ, der samlet sigter på at belyse humanioras samfundsmæssi-ge opgaver og funktioner i et bredt perspektiv. Der er klart potentialeri den danske forskerverden for en sådan indsats, men der findesmeget lidt eksisterende infrastruktur på området.

På en lang række af landets institutter er der opbygget fagmoduler,udarbejdet undervisningsmateriale og skrevet lærebøger inden fornetop det videnskabsteoretiske felt, som vi efterlyser en intensiveringaf. Det er ikke kun sket på de filosofiske institutter og af folk, der be-klæder lærestole i videnskabsteori; forskningsindsatsen har mangesteder været båret af folk med særlig interesse for at bringe denvidenskabsteoretiske teoriudvikling i anvendelse på deres egethumanistiske fagområde. En koordineret forskning inden for ram-merne af humaniorastudier vil således skabe en synergieffekt mel-lem de allerede eksisterende, men mere isolerede tiltag på fagenebåret af enkeltpersoners særlige interesse og indsats. Koordineringenog styrkelsen af humanioraforskningen vil ligeledes kunne give rumtil en selvstændig teoriudvikling baseret på overvejelser over, hvilkenforskning der ideelt set bør kunne udføres af humanister, og givemulighed for en omhyggelig og samlet kortlægning af, hvilken forsk-ning der faktisk udføres under den humanistiske overskrift.

64

enhver humanistisk uddannelse, til arbejdet med aktuelle problem-stillinger i et komplekst vidensamfund. Samtidig stiller behovet forsamarbejde med naturvidenskabelig og samfundsvidenskabeligforskning nye krav til humanister om at kunne forstå naturvidenska-belige og samfundsvidenskabelige resultater og tænkemåder og atkunne udvikle humanistisk viden på måder, der sikrer andre fag-gruppers respekt for gyldigheden og relevansen af denne viden.

Vi konkluderer i rapporten, at der er brug for humanistisk forsk-ning, der på en grundig måde overvejer og undersøger, hvad personerog institutioner, der udvikler og formidler humanistisk viden, egent-lig gør, hvordan dette står i forhold til humanioras fagtraditioner, oghvordan dette står i forhold til de aktuelle forandringer, som måskeer ved at revolutionere humaniora. Vi lægger op til, at der inden fordet humanistiske felt findes midler til forskningsprojekter, der bidra-ger til en forståelse af humanioras forbindelse til andre videnskabe-lige og kulturelle felter. Projekter, der sigter på at udvikle og forbedremulighederne for samspil mellem humanistisk, naturvidenskabelig,sundhedsvidenskabelig og samfundsvidenskabelig ekspertviden, vilfalde herindenfor, ligesom der kan peges på et behov for en typeforskning, der ser nærmere på samspillet mellem humaniora og nye-re kunstneriske, teknologiske og politiske tendenser.

Dermed lægger vi op til en systematisk kortlægning og en kritiskdiskussion af de ændringer, der foregår i vilkårene hvorunder, ogmåderne hvorpå humanistisk viden frembringes, formidles og anven-des i den moderne verden såvel i dansk som i globalt perspektiv. Viforestiller os, at denne kortlægning og diskussion sker inden forforskningsprojekter af videnskabsteoretisk, videnskabsfilosofisk, vi-denskabshistorisk, uddannelsesteoretisk, dannelsesteoretisk, antro-pologisk, kultursociologisk, videnssociologisk, kommunikationsteo-retisk og diskursanalytisk art. Ud over at være beskrivende skal pro-jekterne kunne give en kritisk belysning af, i hvilket omfang humani-ora i dag kan siges at dække eller ikke dække samfundets behov forsystematisk og kritisk forståelse af nutidens menneske, dets identi-

67

og erhvervsudøvelse på de forskellige vidensområder. Alternativtanbefaler vi, at de humanistiske forsknings- og uddannelsesinsti-tutioner går sammen om at nedsætte et sådant råd for det huma-nistiske område.

66

ARBEJDSGRUPPEN UNDER SHF HAR I RAPPORTEN GIVET EN RÆKKE ANBEFALINGER,SOM GENTAGES HER:• Vi anbefaler, at der oprettes et forskningscenter eller forsknings-

netværk til en koordineret forskning vedrørende Danmark i detglobale vidensamfund. En sådan forskning bør omfatte både ana-lyser af, hvad der kan og bør lægges i begrebet vidensamfund, oghistoriske, sociologiske og antropologiske studier af Danmarksaktuelle transformation i retning af et vidensamfund. Forsknings-og uddannelsesinstitutionernes skiftende vilkår og betydning børgøres til genstand for særlig udforskning.

• Vi anbefaler, at der igangsættes et arbejde med at gennemføreundersøgelser, der kan forberede et nationalt vidensregnskab tilkortlægning af de enkelte vidensområders bidrag til den samlededanske videnshusholdning.

• Vi anbefaler, at der som led i et forskningscenter eller forsknings-netværk for humaniorastudier gennemføres forskningsprojekter,der kan bidrage til udviklingen af en opdateret humanistisk viden-skabsteori, som tager højde for de væsentlige ændringer i humani-oras genstandsfelt og praksis, som har fundet sted i de seneste år.

• Vi anbefaler, at der inden for rammerne af et forskningscenter ellerforskningsnetværk for humaniorastudier gennemføres et bredtspektrum af empirisk orienterede og teoretisk reflekterede forsk-ningsprojekter vedrørende humanistisk viden i et vidensamfund,herunder i samspillet mellem humanistisk forskning, uddannelse,formidling og erhvervsudøvelse.

• Vi anbefaler en forstærket dialog mellem humaniora og de øvrigefakulteter eller vidensområder, såvel på enkeltforskerniveau sompå de strategisk/forskningsledende niveauer.

• Vi anbefaler, at forskningsrådene med henblik på at modvirkedomænetab for det danske sprog i forskningen overvejer behovetfor at etablere støtte til paralleloversættelse og -udgivelse.

• Vi anbefaler, at der politisk nedsættes et rådgivende organ, der skalse på sammenhængen mellem forskning, uddannelse, formidling

69

Jensen, Hans Siggaard (2003) „Videnbe-

grebet“ i: Videnledelse. København: Jurist

og Økonomforbundets Forlag.

Jensen, Johan Fjord (1987) Det Tredje.

København: Gyldendal.

Jensen, Johan Fjord (1996) Babel og tom-

rum. København: Gyldendal.

Kristensen, Jens Erik (2003) uudgivet, se

evt. beskrivelse af fag afholdt på Institut

for Idéhistorie i efteråret 2003; „Humani-

ora og vidensamfundets arbejdsmarked“

på følgende adresse:

www.hum.au.dk/fak/ lplan/aabneud-

bud/arkivE03-oversigt.htm

Laursen, Per Fibæk (2001) Ind på humanio-

ra. København: Gyldendal.

Nielsen, Henrik Kaare (2002) Kritisk teori

og diskursen om livslang læring. Institut for

Uddannelsesforskning, Roskilde Universi-

tetscenter.

Putnam, Hilary (1995) Renewing

Philosophy. Harvard: Harvard University

Press.

Qvortrup, Lars (2002) Det lærende samfund.

København: Gyldendal.

Siune, K. og Meilgaard, N. (2001) Folk og

forskning – Bioteknologi i vidensamfundet.

Rapport fra Analyseinstitut for Forskning

2001/7.

Wackerhausen, Steen (2002) Humanisme,

professionsidentitet og uddannelse – i sund-

hedsområdet. København: Hans Reitzels

Forlag.

Desuden henvises der i rapporten til oplysnin-

ger hentet fra følgende elektroniske publikati-

oner:

www.vtu.dk/fsk/publ/2003/videnstrategi/

http://www.dhs.dk/db_filer/samspil/ser-

viceakademikere.pdf

www.vtu.dk/fsk/div/bologna/Moden-

danskkvalifikationsnoegle.pdf

www.vtu.dk/fsk/div/Noegletal/universite-

ter/Ac-rapport_180903pdf

68

Litteratur

Collin, Finn (1997) Social Reality. London:

Routledge.

Coulehan, J. & Williams, P.C. (2001) Pro-

fessional Ethics and Social Activism:

Where have we been? Where Are We

Going? i: D. Wear & J. Bickel, eds., Educa-

ting for Professionalism. Iowa City: Univer-

sity of Iowa Press.

Gibbons, Michael et al. (1994) The new pro-

duction of knowledge. The dynamics of science

and research in contemporary societies. Lon-

don: Sage.

Habermas, Jürgen (1981, 1996) Teorien om

den kommunikative handlen. Aalborg: Aal-

borg Universitetsforlag.

Hansen, Hans Lauge red. (2002) En hvi-

dbog om de moderne fremmed-

sprogsuddannelsers aktuelle situation og

fremtidige udfordringer. Sprogfagenes iden-

titetsudvalg. Det Humanistiske Fakultet,

Københavns Universitet.

Hirsch, Joachim (1998) Vom Sicherheitssta-

at zum nationalen Wettbewerbsstat. Berlin

ID Verlag.

S.E. Hougaard Jensen, U. Kaiser, N. Mal-

chow-Møller, J.R. Skaksen og A. Sørensen

(2003) Denmark and the Information Society.

København: Jurist og Økonomforbundets

Forlag.

Huntington, Samuel (1996) The Clash of

Civilizations and the Remaking of World

Order. New York: Touchstone.

Jessop, Bob (2002) Globalisering og interak-

tiv styring, København: Roskilde Universi-

tetsforlag

Jessop, Bob (2000) „The State and the

Contradictions of the Knowledge-Driven

Economy“ i: J. R Bryson, P.W. Daniels, N.D.

Henry og J. Pollard, red., Knowledge, Space,

Economy. London: Routledge.