Hvis jeg kan, kan du også af Camilla Framnes

0824017887719

ISBN 9788771082401

17MM 141mm 90mm141mm90mm

21

5m

m

Hvis jeg kan, kan du også


CAMILLA FRAMNES

var en slank teenager. Så kom hun

på efterskole. Da hun gik ud af skolen, var hun blevet 20 kilo tungere. Siden

steg vægten kilo for kilo. Til sidst måtte hun skifte sin seng ud, fordi den gamle

havde en maxvægt på 130 kilo.

På det tidspunkt var det meste af Camillas liv på vej i den forkerte retning.

Vægten, parforholdet, økonomien og ikke mindst hendes humør.

Men så vendte livet 180 grader. Det kan det nemlig, hvis man selv kæmper for

det – og det gjorde Camilla. Fra den ene dag til den anden tømte hun køleska-

bet for at fylde det op med grøntsager og fedtfattige madvarer. Hun skiftede

sine daglige chips, chokoladekiks og colaer ud med frugt og vand. Hun fandt

motionsformer, som hun begyndte at holde af, og langsomt lærte hun at tænke

positivt. Det gav resultater. På et år smed hun 50 kilo.

Bogen er Camillas helt personlige historie om et liv fuld af op- og nedture, hvor

hun i årevis fandt trøst i maden. Hun fortæller ærligt om fortvivlelsen, da hun

blev enlig mor som 18-årig. Om den store kærlighed. Om lykken ved at være

mor. Og om de overraskelser, der gang på gang er væltet ind over hende, indtil

hun valgte at tage livet i egen hånd.

Ikke alene smed hun overvægten. Hun blev også et menneske, der kom til

at holde af sig selv, og som fi k mod på at tage en uddannelse. Med livsstilsæn-

dringen faldt brikkerne på plads i familielivet. Hun fandt kærligheden igen og

blev den aktive mor, som hun altid havde drømt om at være.

Læs, hvordan Camilla fi k rettet op på sin tilværelse og fandt glæden i livet igen.

CAMILLA FRAMNESfødt 1987, blev landskendt, da hun allerede som

18-årig fi k sit første barn og var med i dokumen-

tarserien, De unge Mødre. Siden er der kommet

endnu et barn til, Camilla er fl yttet hus – to

gange, er blevet student og begyndt på en vide-

regående uddannelse, har tabt sig mere end 50

kilo – og skal snart giftes med sit livs kærlighed,

Christian.

Camilla har valgt at fortælle sin utrolige

historie i håb om, at det kan give andre et skub i

den rigtige retning. For som hun siger: “Hvis jeg

kan, kan du også.”

KARIN HEURLINfødt 1976, journalist og forfatter. Karin har været

klummeskribent, royal reporter, nyhedsjour-

nalist, skrevet reportager og en lang sække

søndagsinterviews i B.T. Foruden Hvis jeg kan,

kan du også, er Karin medforfatter til Lykke Mays

selvbiografi Mine ni liv, Ole Henriksens selvbio-

grafi , Et ærligt liv, og udgav tidligere på året sin

bog om at blive mor for anden gang, Hvornår er

det min tur til at skrige?

Da jeg begyndte at tabe mig,

sagde Oliver noget, som jeg aldrig

nogensinde vil glemme: “Nu kan

mor lege igen.” Jeg kan godt forstå,

han sagde det. Da jeg var på mit

største, orkede jeg kun at gå rundt i

langsomt tempo, og jeg vovede mig

sjældent ned på gulvet for at lege

med ham. Jeg var så bange for, at

jeg ikke kunne komme op igen.

Det er svært at forstå, hvorfor

jeg ikke tabte mig langt tidligere.

Eller hvorfor jeg overhovedet tillod

mig selv at blive så stor. Mens jeg

skriver denne bog, er det halvandet

år siden, at jeg var på mit største,

så jeg kan stadig mærke smerten,

når jeg tænker på den store

Camilla.

CA

MILL

A FR

AM

NE

S i sam

arbejde med karin h

eurlin

People'sPress

CAMILLA FRAMNES

Hvis jeg kan,kan du også

Camilla FramnesI samarbejde med

Karin Heurlin

F O R O R D 7

Forord


Jeg blev gravid som 17-årig. Enlig mor som 18-årig. Jeg har opgi-vet flere uddannelser på halvvejen, levet på kontanthjælp med en kæmpe gæld hængende over hovedet og haft parforhold fulde af drama. Imens har jeg trøstet mig med mad. Masser af mad. Chokoladekiks, burgere og chips med dip. Gerne en pose per af ten. Og to om lørdagen. Hver dag har jeg smidt pomfritter i ov nen og fiskefileter i frituren. Det var så nemt. Og beroligende.

I dag er jeg 23 år, mor til to og tager bussen på arbejde klok-ken seks om morgenen for at være hjemme igen klokken seks om aftenen. Tid er der ikke meget af, og pengene er endnu mindre. Men jeg har opnået en ting: at tabe mig over 50 kilo. En præsta-tion, som de fleste nok ville mene aldrig ville kunne gennemføres af en som mig. Selv var jeg nok den, der tvivlede mest på, at jeg kunne klare det.

Men jeg har gjort det. Og når jeg kan, så kan andre også. Ingen kan være mere glad for chokoladekiks, end jeg har været!

Mit vægttab har vakt opsigt, fordi danskerne i de sidste fem år har kunnet følge mig i dokumentarserien ’De unge Mødre’. Seerne

8 H V I S J E G K A N , K A N D U O G S Å

har lagt mærke til, at der er blevet meget mindre af mig, og i dag kan jeg ikke gå i Netto uden at blive stoppet af overvægtige, som ønsker et fif eller to. Dagligt får jeg e-mails med det tilbageven-dende spørgsmål: “Hvordan har du gjort?”

Jeg vil rigtig gerne hjælpe andre. Men mit vægttab er en lang historie, og den er svær at give hen over en køledisk eller på en e-mail. Det har været sej kamp, og selvom kiloene er røget af et efter et, så har det ikke været så let, som når man læser damebla-denes slankesider. Det er hårdt at tabe sig. For vægttab handler ikke kun om mad.

Jeg har haft perioder, hvor jeg har følt, at min nye livsstil var nyttesløs. Jeg bliver jo alligevel aldrig til noget, tænkte jeg og mær-kede en kæmpe trang til en rulle chokoladekiks. Næsten dagligt kæmper jeg med både børn og kæreste, som savner pomfritterne og rynker på næsen ad fuldkornspastaen. Selv har jeg dage, hvor jeg ikke orker at gå i køkkenet og finde grøntsagerne frem. Men jeg er blevet ved. Har snittet og hakket. Og sagt “nej tak” igen og igen, når kagefade og chipsskåle er blevet sendt rundt.

Her i bogen vil jeg fortælle min historie helt ærligt og lige fra begyndelsen, da jeg i 9. klasse startede på en kristen efterskole og tog 20 kilo på i løbet af et skoleår. Senere blev det til mange flere kilo, imens mit liv udviklede sig med op- og nedture. Det var nu altid under nedturene, at de fleste kilo kom.

Jeg har selvfølgelig mine helt personlige grunde til, at jeg endte som overvægtig. Men jeg tror, de fleste overvægtige kan nikke genkendende til mange af mine følelser og handlinger, og det er det bedste udgangspunkt, hvis jeg skal hjælpe andre med et vægttab. Jeg har i den grad været, hvor de er. Der findes mange åleslanke kosteksperter, som er fulde af energi og motivation og giver inspirerende vejledninger til at komme ned i vægt. Men de har aldrig set et trecifret tal på deres badevægt.

Det er ingen hemmelighed, at jeg selv har haft enorm glæde af

en af landets slankeste og mest kendte sundhedsdronninger. Jeg fik et enestående skub til at komme i gang, da jeg var med i ’De unge Mødres Drøm’, hvor Charlotte Bircow åbnede mine øjne – og mit køleskab – for en sund livsstil. Det var Charlotte, der viste mig vejen. Men det var mig selv, der fulgte den i min pressede hverdag, og det vil jeg gerne give videre.

I bogen giver jeg ingen mirakelkure, men jeg vil fortælle om, hvor-dan jeg har fundet overskuddet og viljen til at tabe mig, selvom det havde været nemmere at falde tilbage til chipsposer og pomfritter.

Min historie handler om, hvordan jeg har tabt mig i en hver-dag, hvor jeg altid mangler tid og penge. Jeg har ikke haft råd til særlige koldpressede olier, dyre kosttilskud eller en personlig træner. Jeg har til gengæld haft viljen til at leve sundt, og det har tvunget mig til at tænke kreativt i både køkken og supermarked. Og man kan faktisk godt leve både slankende, lækkert og billigt, hvis man tænker sig om. Akkurat ligesom man kan få motion, selvom man er hjemmefra 12 timer om dagen, ligesom jeg er.

Bogen er både til folk, som ønsker at gå ned i vægt, og til dem, som drømmer om at ændre kurs i deres liv og tage ansvar for det, selvom det ville være lettere bare at fortsætte i den gamle bane. Mit vægttab handler nemlig om meget mere end mad. Jeg er ikke en sundhedsekspert, som selvsikkert fortæller, hvad andre skal gøre. Jeg beskriver bare, hvad jeg selv har gjort. Og hvordan jeg har vundet kampene. De kampe, som stadig er en del af mit liv. Og hvis jeg kan, kan du også.

K N Æ K K E T 11

1

Knækket

Det var en lun sommeraften, og jeg havde taget min sandfarvede tunika på. Under den sorte leggings. Den slags, som kan strækkes ud i nærmest det uendelige. Hvis jeg skal sige noget godt om min overvægt, så er det, at den opstod på et heldigt tidspunkt i mode-billedet. Da jeg var på mit største, gik alle i netop leggings og store T-shirts, og her kunne selv jeg være med.

Denne aften havde jeg gjort mig så pæn, jeg kunne. Jeg havde glattet mit hår, været omhyggelig med øjenmakeuppen, og jeg smilede til alle gæsterne, da jeg gik rundt og gav hånd sammen med Christian. Ingen kunne se på mig, hvad jeg inderst inde gik og frygtede. Ingen andre end mig anede, hvad der havde bekym-ret mig, lige siden min veninde havde inviteret til studenterfest for familie og venner i haven. Stemningen var let og munter, og folk stod på græsplænen i små klynger med dem, de nu kendte bedst. Selv gik jeg hen og tog en velkomstdrink, da jeg havde hilst på alle. Og så skete det. Det, som ikke måtte ske.

I det øjeblik jeg satte mig i en hvid plastikstol med min vel-komstdrink i hånden, hørte alle i haven smældet. Et kæmpe smæld. Sådan lyder det nemlig, når en plastikstol knækker.


Som overvægtig har jeg altid hadet havefester, for de betyder hvide plastikstole. Og med hvide plastikstole er der altid risiko for ydmygelse.

Nu sad jeg midt i ydmygelsen på en knækket havestol med min drink løftet over hovedet, for af en eller anden grund reagerer man altid ved at klamre sig til det, man har i hånden, når noget forsvinder under en. Som om det kunne redde noget som helst.

Desuden var jeg lynhurtig til at finde mit sædvanlige skjold, som jeg altid bruger i ekstremt ubehagelige situationer. Min lat-ter. Jeg grinede og grinede. Højt og længe. Alle onklerne, bedste-forældrene og vennerne til studenterfesten begyndte selvfølgelig også at grine, nu hvor jeg selv havde åbnet op for det, og når de grinede, så grinede jeg endnu mere.

“Ej, sikke en dårlig stol,” klukkede jeg, mens jeg kiggede efter nogen, jeg kendte, som kunne hjælpe mig op. Jeg er sikker på, jeg havde desperation i mit blik, men det var der ingen, der lagde mærke til, fordi jeg grinede så højt. Der var sikkert heller ingen, der bemærkede, hvordan jeg svedte. Men det gjorde jeg selv, for sveden drev ned langs siderne på mig.

Christian stod selvfølgelig lige ved siden af. Han har altid sagt, at han elskede mig, som jeg var, og han har aldrig nogen sinde sagt et ord om min overvægt. Til gengæld har han heller aldrig været den, som med omsorg i stemmen har sagt: “Hvor er det synd for dig.” Det gjorde han heller ikke, da jeg klamrede mig til den kollapsede havestol. Han grinede bare ligesom mig selv og alle de andre. Det gjorde selvfølgelig det hele værre at se ham stå der og more sig. Som et ekstra slag. Men Christian gjorde det ikke for at håne mig. Han tænkte garanteret, at når jeg nu selv grinede, var det helt okay for ham at grine lige så meget.

Med lidt hjælp kom jeg på benene igen, og langsomt holdt folk op med at grine, og samtalerne gik i gang igen. Efter ti minutter var der formodentlig ingen, som tænkte på, at der var en havestol, der

K N Æ K K E T 13

var gået i stykker. Kun mig. Jeg deltog godt nok i resten af festen. Talte med min bordherre, skålede, grinede og spiste. Men indeni var jeg helt ødelagt og havde bare lyst til at løbe skrigende væk fra det hele.

Men jeg sad fast. Ligesom jeg sad fast i min livsstil med ruller af chokoladekiks, halvanden liters colaer og Sour Cream & Onion Chips med Holliday dip hver dag. Hjemme levede vi af pomfritter og fiskefileter, fordi det var billigt – og samtidig brugte vi 1.500 kroner om måneden på McDonald’s. Det var logik, at jeg blev tyk-kere og tykkere. Derimod var det ikke logik, at jeg blev ved.

Det tror jeg, alle overvægtige kan følge mig i. Der er jo ingen af os overvægtige, som ikke er klar over, hvordan vi kan blive tyn-dere. Faktisk ved vi nok mere om slankekure end de fleste. Vi ved godt, at vi burde køre videre i stedet for at stoppe ved McDonald’s, ligesom vi ved, at vi ikke skal åbne den pose chips. Vi skal ikke engang putte den ned i indkøbsvognen. Alligevel gør vi det. Selv gjorde jeg det i årevis, selvom jeg blev mere og mere ked af at se mig selv i spejlet og efterhånden opførte mig som en 85-årig, når det handlede om sex.

Det er svært for slanke mennesker at forstå, hvorfor man bliver ved med at fylde i sig, når man er for tyk. Jeg kan heller ikke give en god forklaring på det, jeg kan bare fortælle, at jeg ved, hvor-dan det er at være styret af maden. Når jeg spiste mine to stykker franskbrød med smør, kødpølse og pålægschokolade til morgen-mad, glædede jeg mig samtidig til, at jeg om aftenen skulle have bøf med min favoritsovs. Åd jeg en Daim, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle spise bagefter. Gik jeg på toilettet, overvejede jeg, hvad jeg skulle putte i munden, når jeg var færdig. Alt drejede sig om mad. Jeg ville så gerne tabe mig. Men min glæde ved mad var bare for stor.

Jeg kunne ikke gå på legepladsen med min søn Oliver uden no get lækkert i tasken. Også selvom jeg udmærket var klar over,


at netop alt det lækre var skyld i, at turene til legepladsen var noget af det sværeste for mig. På grund af min størrelse frygtede jeg altid at sidde fast i en rutsjebane eller i et gyngestativ med alle de andre forældre som tilskuere, og derfor var jeg på ingen måde den aktive mor, som jeg drømte om at være. Da jeg begyndte at tabe mig, sagde Oliver noget, som jeg aldrig nogen sinde vil glemme: “Nu kan mor lege igen.” Jeg kan godt forstå, han sagde det. Da jeg var på mit største, orkede jeg kun at gå rundt i lang-somt tempo, og jeg vovede mig sjældent ned på gulvet for at lege med ham. Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne komme op igen.

Det er svært at forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig langt tidligere. Eller hvorfor jeg overhovedet tillod mig selv at blive så stor. Mens jeg skriver denne bog, er det halvandet år siden, at jeg var på mit største, så jeg kan stadig mærke smerten, når jeg tænker på den store Camilla.

Det var hårdt at være overvægtig. På alle måder. Når jeg havde støvsuget stuen, var jeg så forpustet, at jeg måtte lægge mig på sofaen en halv time bagefter. Men psykisk var det endnu hårdere.

Selv noget så dejligt som shopping blev efterhånden en pinsel for mig. Mens jeg gik på handelsskolen, tog jeg tit ind til Aalborg om eftermiddagen for at shoppe med veninderne. Vi var alle sam-men på udkig efter nyt tøj, men jeg endte altid med at komme hjem med makeup, tasker eller sko. Jo mere jeg tog på, jo mere voksede min lidenskab for sko. De svigtede mig aldrig. Det gjorde tøjet næsten hver gang.

“Ej Camilla, skal du ikke prøve denne her,” sagde veninderne tit, og så kiggede jeg nøje på det, de havde taget frem, hvorefter jeg rystede på hovedet.

“Ej, den er ikke så pæn.” Det var løgn. Men jeg nægtede at stå i prøverummet og svede og bakse med tøj, som jeg overhovedet ikke kunne klemme mig ned i. Mit største problem med tøj var mine arme. Jeg kunne stort set ikke få dem i noget.

K N Æ K K E T 15

En eftermiddag var jeg ude med min gode veninde og navnesøster Camilla. Sammen med hende fandt jeg en habitjakke i Hennes & Mauritz til 130 kroner, som jeg vurderede, at jeg nok kunne komme i.

“Skal jeg ikke gå med ind at prøve den?” spurgte Camilla, men jeg rystede på hovedet og overbeviste hende om, at jeg alligevel ikke brød mig om den. Det var først, da hun havde taget bussen hjem senere på dagen, at jeg gik tilbage til forretningen og tog habitjakken med ind i prøverummet. Da jeg havde trukket for-hænget for, flåede jeg jakken af bøjlen og begyndte at tage den på. Men jeg kom ikke langt. Mens sveden begyndte at pible frem på min krop, stirrede jeg på mit eget spejlbillede i det trange prøve-rum. Jakken kunne kun trækkes op til albuerne. Det var ikke kun skuffende. Mere ydmygende.

I mit sidste forår som overvægtig var det moderne med små, korte cowboyjakker. Nærmest dagligt så jeg, hvordan pigerne i min klasse kom i den ene smarte model efter den anden, og jeg drømte selvfølgelig også om at få en selv. På et tidspunkt fandt jeg en, der var lidt stræk i. Forretningen havde den kun på lager i små størrel-ser, men ekspedienten bestilte en hjem til mig i large. Jeg ventede i evigheder på den jakke. Hver dag håbede jeg, at de ville ringe fra butikken og sige, at den endelig var kommet hjem. Det tog to hele uger. Da den langt om længe kom, styrtede jeg ind til forretningen for at prøve den. Få minutter efter forlod jeg butikken igen. Heller ikke den kunne jeg trække længere end til albuerne.

Det lyder måske ikke så slemt, at man ikke kan få en cow-boyjakke. Men det er det altså, når man er en pige i starten af 20’erne, som bare gerne vil være lige så smart som alle de andre. Efterfølgende travede jeg alle butikkerne tynde. Jeg ville finde en cowboyjakke, jeg kunne være i. Til sidst lykkedes det. Jeg fandt en jakke. Godt nok kunne jeg ikke lukke den, men mine arme kunne være i den, og på det tidspunkt var det godt nok til mig. Jeg har et

billede af mig i den jakke. Kigger jeg på det i dag, tænker jeg kun en ting: Er du sindssyg, nogle arme!

Man kan selvfølgelig sige, at jeg let kunne have løst mine proble-mer med at finde tøj, hvis jeg var gået ind i de rigtige butikker. Altså i butikker med tøj til “store piger”, som den slags forretninger selv udtrykker det. Men det kunne jeg ikke drømme om. Aldrig nogen sinde. Hvis jeg skulle træde ind i sådan en butik, så skulle jeg jo samtidig erkende, hvor stor jeg var. Og det var nok mit stør-ste problem. At jeg ikke ville indse min overvægt. Jeg vidste godt, at jeg var for tyk. Men ikke så tyk.

For at forstå og forklare min overvægt har jeg valgt at spole hele vejen tilbage. Min historie som overvægtig begynder nemlig ikke, da jeg blev tyk. Den startede flere år inden. Det er ikke sikkert, din historie ligner min. Men jeg er næsten helt sikker på, at du kan genkende en hel del, for de fleste af os spiser jo ikke bare, fordi vi er sultne. Vi spiser for at dulme et eller andet.

Du er nødt til at se dig selv i øjnene for virkelig at finde ud af, hvorfor du spiser for meget. Det har jeg gjort, og det har bestemt ikke været lige morsomt hele tiden. For der er helt sikkert meget, jeg gerne ville glemme. Men jeg har taget en dyb indånding og kigget grundigt på mig selv, og i sidste ende har det været det hele værd. Jeg har tabt mig 57 kilo. Nu kan jeg vælge den jakke, der er den pæneste, og denne sommer går jeg til havefester uden at frygte de hvide plastikstole.

D E N V I L D E C A M I L L A 17

2

Den vilde Camilla

Da jeg var barn, frygtede min mor, at jeg led af anoreksi. Det gjorde jeg nu ikke, men som barn og helt ung var jeg en meget tynd pige, så det lå bestemt ikke i mine gener, at jeg skulle ende som overvægtig. Dengang interesserede mad mig ikke, og jeg var altid lynhurtigt mæt og spiste kun små portioner.

Jeg er vokset op med medister, frikadeller og sovs og kartofler. God gammeldags mad. Faktisk kan jeg ikke huske, at der nogen sinde var en skål salat eller noget kogt broccoli på bordet, for min mor gjorde ikke så meget i det grønne. Til gengæld gjorde hun så meget andet. Når jeg tænker tilbage, er det helt overvældende, hvor meget hun er gået igennem for mig og min tre år yngre søster, Betina.

Min mor blev gravid med mig som 16-årig, hvor hun gik på Kongerslev Produktionsskole i Nordjylland, og pudsigt nok gik jeg selv samme sted 18 år efter, mens jeg ventede Oliver.

Min far arbejdede ved Storebælt og var væk 14 dage ad gangen i min barndom, men når han endelig var hjemme, var jeg fars pige. Jeg var nok den dreng, han aldrig fik, og jeg elskede, når vi


legede med biler og Lego sammen. På den måde var min søster og jeg meget forskellige. Hvor jeg var den mørkhårede vildbasse, som styrtede rundt, så var hun det blide barn med lyse krøller og runde kinder, alle skulle hen at nive i. Vores forskelligheder har varet ved lige til nu. Jeg har altid faret frem i højeste gear og har haft travlt med alt det, som andre mener, man bør vente med. Fester, kærester og ikke mindst min første graviditet som 18-årig. Min søster er helt anderledes. Hun kunne ikke drømme om at få et barn, før hun har både uddannelse, økonomi og familieliv helt på plads.

Det var selvfølgelig hårdt for min unge mor at have to små børn, når min far var så meget væk, men hans arbejdstider var ikke det eneste problem. Han mødte også en anden kvinde, og selvom jeg kun var fem år dengang, kan jeg godt huske, at jeg lagde mærke til, at min mor gik og var ked af det.

Jeg var også vidne til en episode, som stadig kan give mig kul-de gysninger. Min mor og far stod i stuen med min lillesøster, mens de råbte ad hinanden. Min far ville skilles, så han kunne flyt te ind til den anden dame, men min mor ville ikke have, at det skulle være slut. Hun var desperat. Deres stemmer blev højere og højere, og min lillesøster skreg og skreg. Til sidst var der en rude, som blev smadret. De lyde har sat sig meget dybt i mig, og når jeg luk-ker øjnene, kan jeg nærmest høre det hele igen.

Efter den episode flyttede min far ind til den anden dame, som havde en datter, der var to år ældre end mig. Min søster og jeg kom der hver anden weekend, men efterhånden som vi blev stør-re, blev der længere og længere mellem weekenderne hos vores far. Ikke fordi vi havde noget imod at være ved min far. Det var hyggeligt nok, når vi kom om fredagen, men når det blev lørdag, og vi igen sad og så fjernsyn eller legede med Barbie for os selv med vores halvsøster, ville vi nu gerne hjem til vores mor og vores venner. I dag har jeg et rigtig fint forhold til min far og hans nye


kæreste, som han har fundet i mellemtiden. Jeg ser ham mindst en gang om måneden, og det er i virkeligheden nok de færreste, som mødes med deres forældre så tit som voksne.

Min mor var sej. Økonomisk havde hun ikke ret meget, men hun gav os masser af tryghed og kærlighed hjemme i vores lille tre-værelses lejlighed i Mou, hvor hun selv sov i stuen, så min søster og jeg kunne få hver vores værelse. Højdepunktet var hver tredje måned, når der kom børnepenge. Det var det bedste, og min søster og jeg glædede os i dagevis. Når børnepengene gik ind på kontoen, pakkede min mor bilen, hentede os fra børnehave eller skole, og så skulle vi i Bilka. Vi måtte selv vælge vores tøj, og jeg kan huske, hvordan jeg nøje udvalgte mig gamacher og T-shirts. Dengang var det nemlig også moderne, og det blev det så hel-digvis igen på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne være i andet. Jeg var også helt vild med bælter og havde bælter i alle farver og tyk-kelser. Da jeg senere blev overvægtig, var bælter noget af det, jeg savnede mest. Bælter er nemlig kun til slanke mennesker. Jeg ved ikke, hvorfor bælter laves så korte, men selvom man kun er lidt småbuttet, kan det være svært at finde nogen, der kan nå rundt om maven.

Når vi var færdige i Bilka, kørte vi helt lykkelige til McDonald’s. Det var en fast tradition, og min søster og jeg elskede det. Vi glæ-dede os så meget omme på bagsædet, og jeg tror næsten, forvent-ningen var endnu bedre end selve oplevelsen. I dag kan jeg helt savne de ture, vi havde vi tre sammen i min mors skramlekasse af en bil, hvor udstødningsrøret hele tiden faldt af.

Det var nu ikke, fordi vi altid elskede hinanden i vores lille familie. Min søster og jeg sloges også som sindssyge.

“Hold nu op, Camilla,” sagde min mor, for hun vidste godt, hvem af os der var vildbassen. Men selvom min søster både lig-nede en engel og for det meste også opførte sig som en, så var hun


det ikke altid, når min mor kiggede væk. Sådan som jeg husker det, var det lige så tit hende, der begyndte, og da min mor en dag smugkiggede, opdagede hun for første gang, at hendes yngste måske ikke altid var så blid, som hun lod til. Fra da af var det ikke længere mig, som fik hele skylden.

Sammenholdet mellem os tre var dog ekstremt stærkt. Vi havde ikke en kernefamilie ligesom alle andre omkring os, men vi havde hinanden. Det gjorde vores forhold til noget helt særligt, og det er det stadig. Jeg er nok langt mere fortrolig med min mor, end de fleste er med deres mødre. Jeg kan sige alt til hende, og hun har været med mig gennem det hele. Hun kan også sige alt til mig, men der er dog en ting, der aldrig er kommet ud af hendes mund. Hvilket er noget, der først er begyndt at undre mig nu. Til gengæld tænker jeg meget over det, efter at jeg har tabt mig. Hvorfor sagde min mor aldrig, at jeg var blevet tyk? Hun har aldrig nævnt noget om min størrelse. Er aldrig kommet med så meget som en hen-tydning. Det er faktisk først her efter mit vægttab, at vi er begyndt at tale om min overvægt. Hun siger: “Nu kan jeg da godt se, at du var stor.” Men jeg tror faktisk ikke, hun rigtigt så det, mens det stod på. Et eller andet sted ser man nok ikke, at ens datter bliver tyk. Ikke fordi min mor var blind. Jeg tror bare, at hun altid så det bedste i mig.

Min fars kone bemærkede til gengæld min vægt, da jeg be -gyndte at tage på som 16-årig. Hun fjernede slikskålene, når jeg kom, for som hun sagde: “Camilla har ikke godt af det.” Hver gang min mor hørte det, blev hun rasende. Selv blev jeg bare ulykkelig, for det sved virkelig, når min stedmor prikkede til mig.

Jeg ved ikke, om det har været godt eller skidt for mig, at min egen mor aldrig bemærkede min vægt. Men jeg tror, hun valgte at holde mund med det for at beskytte mig. Stort set alt, hvad hun foretog sig, var gjort i den bedste mening over for mig. Hun var virkelig


bange for at sætte sine børn i en forkert situation og gjorde sig utrolig umage som mor. Det gør de fleste mødre selvfølgelig, men hun gjorde det nok særligt, fordi hun nægtede at falde ind under andres fordomme om enlige og unge mødre. Sådan havde jeg det i hvert fald selv, da jeg blev mor.

Da jeg var omkring ti år, fik min mor en buket blomster. Andet så jeg stort set ikke til den mand, som hun havde mødt gennem nogle fælles venner. Efter et stykke tid var Betina og jeg da godt klar over, at hun havde en kæreste, men min mor var meget for-sigtig, og det må have krævet stor tålmodighed for den mand, som skulle stå på sidelinjen og vente og vente. Min mor ville ikke præsentere ham for os, for hun mente vist, at vi havde været nok igennem, og derfor så hun ham kun, når vi var hos vores far hver anden weekend.

Efter mere end et år mødte vi endelig Mogens for første gang. Han boede i Mou med sine to børn, Carina og Alex, der var lidt ældre end os, og en aften skulle vi alle sammen spise middag der-nede.

Jeg kan ikke huske, hvad vi spiste, men jeg kan huske, at stem-ningen var så akavet, at Carina tabte kartoflerne på gulvet. Det var nu ikke det værste, der kunne ske, for det løsnede stemningen lidt op, at vi havde noget at grine ad. Indtil da havde der været pinlig tavshed omkring bordet. Dem, der var mest påvirkede af situa-tionen, var selvfølgelig min mor og Mogens. De var meget glade for hinanden, og de ønskede inderligt, at vi børn kunne finde ud af det sammen. På trods af kartofler på gulvet og pinlig tavshed syntes jeg, at aftenen gik godt. Men min mor var stadig meget påpasselig og nægtede at lade følelserne tage over og kaste sig ud i forholdet. Det skulle gå rigtigt for sig, og hun ville vide med sikkerhed, at vi kunne lide Mogens. Derfor aftalte hun med ham, at han en dag skulle hente mig fra skole, og så skulle vi sammen gå ud at kigge på en ny cykel, jeg skulle have i fødselsdagsgave.


Mogens stod tålmodigt og ventede, da jeg kom ud fra skolen den dag, og da vi sammen havde kigget på cykler, købte han os hver en lakridsis. Mens vi spiste, spurgte han mig forsigtigt, om jeg havde haft en god dag i skolen, og jeg svarede høfligt tilbage, at det havde jeg. Så spiste vi resten af isen. Det var en lidt underlig situation. Ingen tvivl om det. Men samtidig var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg kunne lide Mogens, selvom jeg selvfølgelig også frygtede for den dag, hvor vi ikke bare skulle være min mor, Betina og mig. Vores lille trekløver.

Alligevel blev det mig, som opfordrede min mor til at gøre for-holdet til Mogens mere seriøst. En søndag, da jeg kom hjem fra min far, kiggede jeg på min mor og sagde: “Skal vi ikke tage ned at sove hos Mogens?”, og det blev det afgørende skub, som hun havde ventet på i næsten to år. I hvert fald boede vi nærmest hos Mogens fra den søndag af, og i 2000 blev hun og Mogens gift, og det er de stadig.

Jeg var glad for vores nye familieliv, hvor vi nu sad seks men-nesker rundt om spisebordet hver aften. Godt nok var der ikke meget plads til os alle sammen. Min søster sov på værelse med kummefryseren, og jeg havde værelse ude i en lille gang med tre døre, hvor der kun var plads til min madras, som lå halvt inde under et skrivebord. Men økonomisk blev der langt mere albue-rum, efter at vi flyttede sammen med Mogens. Tingene lysnede. Min mor fik en ny bil i stedet for den skralderkasse, hun hav - de kørt rundt i, og min søster og jeg fik alle vores børnepenge selv.

Det skete på det helt rigtige tidspunkt, mens jeg gik i sjette klas-se. Inspireret af min tre år ældre halvstorsøster, Carina, begyndte jeg nemlig at interessere mig for mode og mærketøj. Hun var en af de populære på skolen, og jeg så sindssygt meget op til hende og lurede hende af, når hun tog tøj og makeup på om morgenen. Når hun gik i Diesel-trøjer og Buffalo-sko, så ville jeg også.

Modetøjet var ikke den eneste forandring, der skete med mig


i sjette klasse. På det tidspunkt begyndte jeg også at få bryster, og da jeg altid har været en meget udadvendt pige, blev jeg pludselig bemærket af drengene i de store klasser. De gloede efter hende den spinkle Camilla med de faste bryster og det selvsikre smil. Det passede mig særdeles udmærket. For jeg var mindst lige så fascineret af dem. Ikke mindst de hårde typer. Dem, der havde barberet håret af og altid gik med hættetrøjer – altså dem, som min mor for alt i verden ikke ville se mig sammen med. Men jo mere hun prøvede at snakke mig fra at komme i deres selskab, jo mere spændende blev det selvfølgelig.

Fra det tidspunkt gik tingene pludselig meget stærkt, og jeg fatter faktisk ikke, hvordan min mor kunne holde til det. Jeg kom fuld-stændig ud af kontrol, og hele byen snakkede pludselig om mig. Ser jeg tilbage på det i dag, er der selvfølgelig forskellige ting, som førte til, at jeg blev, som jeg gjorde. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det var frygten, som vækkede den vilde Camilla. I sjette klasse var jeg nemlig ved at miste det dyrebareste i mit liv. Min mor.

Det allerførste tegn på, at noget var galt, oplevede jeg en søndag, hvor jeg kom hjem fra min far. Jeg så det med det samme. Min mor var gul og blå i hele ansigtet.

“Hvad er der sket?“ spurgte jeg forskrækket, selvom jeg selv-følgelig havde mine bange anelser. Hun var så smadret, at jeg var sikker på, hun havde fået tæsk. Men sådan hang det ikke sammen. Hun forklarede min søster og mig, at hun ud af det blå havde fået et epileptisk anfald og havde hamret hovedet ind i alt muligt. Som dagene gik, forsvandt min mors blå mærker, og efterhånden tænkte vi ikke mere over det. Ikke før den eftermiddag sidst i som merferien, hvor min mor pakkede bilen og tog Betina, Carina og mig med ind til byen for at købe tøj.

Carina og Betina sad bagi, og jeg var så heldig at få passager-sædet ved siden af min mor, hvor jeg efter de første kilometer


læ nede hovedet mod ruden og begyndte at småblunde. Pludselig fik noget mig til at åbne øjnene og kigge på min mor.

“Hvad fanden sker der, mor?” skreg jeg i det samme. Min mor vendte det hvide ud af øjnene. Hun havde fråde om

munden og spændte i hele kroppen.“Mor,” skreg jeg endnu højere. Bagved skreg de også. Min mor

havde fået et epileptisk anfald. Hun havde ikke længere styr over hverken sin krop eller bilen, som nu kørte over i den modsatte bane direkte mod en modkørende bil.

“Mor,” skreg jeg igen, selvom jeg vidste, det var for sent.Lyden var overdøvende, da vi ramte bilen.Min mor husker stadig ingenting fra ulykken. Det gør jeg. I dag

bor jeg tæt på den vej, hvor det skete, og hver gang jeg passe rer stedet, får jeg kuldegysninger og et jag i maven. Jeg husker det hele. Ambulancen, som kom med udrykning og hentede min mor. Og alle menneskene, som kom farende over og løftede os ud af den totalskadede bil.

“Hurtigt, der løber benzin ud,” råbte de.Fysisk skete der på mirakuløs vis ikke noget med os tre piger,

men vi var fuldstændig opløst af tårer, da min mor var kørt væk. Jeg havde aldrig oplevet så stor frygt i mit liv, og jeg har heller aldrig foretaget en så svær telefonopringning, som da jeg skulle ringe til Mogens og fortælle om ulykken.

“Vi ved ikke, hvad der er sket med mor,” måtte jeg forklare mellem mine hulk. Heldigvis viste det sig, at min mor var kom-met uskadt igennem selve ulykken. Hvad der var langt mere be -kymrende for lægerne, var årsagen til hendes anfald. Noget var galt med min mors hoved, og nu skulle de finde ud af, hvad det var. Der gik et stykke tid, hvor min mor gik igennem forskellige undersøgelser. Jeg var så ung, at jeg ikke rigtig forstod alvoren i det undervejs. Til gengæld kunne jeg klart og tydeligt mærke, at noget var helt, helt galt, den dag jeg kom hjem fra skole, og min mor stod og vaskede op. Bagfra lignede hun godt nok sig selv.


Men da hun vendte sig om, stod jeg helt forfærdet og stirrede på hende. Hendes kinder og øjne var røde af gråd. Hun var fuldstæn-dig opløst.

“Jeg skal opereres,” nåede hun at forklare, inden hun sank om på gulvet. Ikke fordi hun fik et nyt anfald, men fordi hun var rædselsslagen. Den gang fik jeg heldigvis ikke hele sandheden, for den havde jeg slet ikke kunnet kapere.

Lægerne havde fundet ud af, at min mor havde en udpos-ning på et blodkar i hjernen, og hun kunne kun reddes med en operation, som bestemt ikke var ufarlig. Samme dag havde hun været til samtale på hospitalet og fået den uhyggelige besked af en overlæge: Hun havde 50 procent risiko for at blive hjerneskadet og ende som en grøntsag. Fik hun ikke operationen, kunne hun falde død om. Der var ikke noget at sige til, at hun stortudede over opvasken den dag.

Da min mor blev indlagt, flyttede min søster og jeg ind til min far. Han var også med os på hospitalet, da vi første gang skulle besøge hende efter operationen, og det gjorde ikke situationen nemmere, at han var der, for min far og mor talte stort set ikke sammen efter skilsmissen.

Det besøg var på alle måder så ubehageligt, som det kunne blive. Vi havde hørt inden, at operationen var gået godt, men an det vid-ste vi ikke. Ingen havde advaret os om, hvordan min mor ville se ud. Ingen havde forberedt os på, hvad der ventede os. Selvfølgelig havde det ikke gjort synet pænere, da vi så hende første gang. Men det havde måske gjort chokket mindre.

Hun lå i sengen. Hendes hoved var kæmpe. Et ballonhoved. De havde skåret hende op fra midt i hovedet, gennem håret, helt om til øret, og hun så forfærdelig ud. Jeg vidste godt, jeg burde give hende et kram, men jeg sad bare i fodenden af sengen og turde ikke nærme mig.


Efterfølgende svandt hævelserne, og min mor kom hjem igen. Godt nok var hun på medicin i de næste fem år, men hun fik det godt, og jeg burde have åndet lettet op. Men det var, som om noget havde slået klik inden i mig. Jeg havde været ved at miste min mor, og hele min verden var vendt på hovedet. Fra da af begyndte jeg at gå den forkerte vej.

Det begyndte selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden. Min vej i den forkerte retning begyndte langsomt. Men startskud-det lød nok foran Brugsen i Mou. Det var her, vi holdt til efter skoletid. Her, vi hang ud, indtil vi skulle være hjemme klokken ni. Da Brugsen havde fødselsdag, satte de i dagens anledning en hoppeborg op på parkeringspladsen, og det var her, jeg så ham for første gang. Kiev.

Inden da havde jeg godt hørt, at der var flyttet tre asiater til byen. Tre brødre, som vi lynhurtigt døbte “de tre kinesere”. De kom fra Aalborg Øst og var kommet i familiepleje i Mou, og nu stod de og hoppede på hoppeborgen, mens vi tjekkede dem ud, så diskret vi kunne. I forvejen havde vi kun to udlændinge på skolen, så de tre hoppende kinesere var meget eksotiske.

De blev ikke mindre interessante, da de kom ned fra hoppebor-gen. De kunne nemlig noget, som de andre drenge ikke kunne. De kunne tale med pigerne. På det tidspunkt var drengene i Mou sådan nogen, der hånede hinanden, hvis en af dem blev taget i at tale med en af pigerne. “Ad, snakker du med tøserne.” Men sådan var de tre nye ikke, og det gjorde dem straks til de mest populære fyre på skolen.

Særligt Kiev, som var den mellemste bror og to år ældre end mig. Han var virkelig anderledes end de andre drenge, jeg kendte, og han og jeg begyndte kort efter at tale en del sammen. På det tidspunkt var vi selvfølgelig meget unge. Ikke engang teenagere, men vi fulgtes tit hjem fra skole, ligesom vi begyndte at stå på rul-leskøjter sammen nede ved brandstationen.


Lidt efter fik jeg endnu mere kontakt med ham. Det skete, da min veninde Mette blev kæreste med ham. Altså kæreste på den måde, som man nu er kæreste som 12-årig, hvor det meste af for holdet handler om at kommunikere gennem en veninde. Den veninde blev altså mig, så jeg talte meget i telefon med Kiev i den periode, hvor jeg var mellemmand.

Det gjorde ikke mit syn på ham ringere, og da deres forhold stoppede, slog jeg til og sendte Kiev et brev, hvor han kunne kryd-se af i ja eller nej feltet til spørgsmålet: ”Skal vi være kærester?”

Han satte krydset i ja. Det var nu ikke fordi, det kom til at ændre så meget i mit liv. Vi hverken kyssede, krammede eller holdt i hånd. Vores forhold var faktisk præcis som før, men nu havde vi bare titlen.

Kiev var skøn at tale med, og vi grinede altid så meget sammen. Men en dag chokerede han mig.

“Hvad er det?” sagde jeg med rystende stemme.Kiev trak på skuldrene. “Det er bare en pakke cigaretter, jeg

holder for min storebror,” forklarede han.På trods af min fordømmelse, var jeg ret fascineret af de der

cigaretter. Nok mest, fordi jeg vidste, at det var noget, jeg ikke måtte. Derfor røg jeg min første cigaret kort efter oppe i skoven sammen med min kusine og Kiev, mens vi fnisede hemmelig-hedsfuldt til hinanden.

Kiev var ikke bare populær hos pigerne. Drengene så også op til ham, og selv de allersejeste på skolen lavede håndtegn til ham, når de gik forbi ham. Det var også derfor, at jeg i Kievs selskab fik foden indenfor i helt andre kredse, end jeg hidtil havde færdes i. Pludselig snakkede jeg med de store, hårde drenge, som jeg tidligere kun havde luret på i sikker afstand. Nu stod jeg og røg med dem, og selvom jeg stadig bare var en lille spinkel pige, følte jeg mig kæmpestor, for jeg kunne nærmest mærke alle de andres beundrende blikke.


Kiev og jeg stoppede selvfølgelig med at være kærester på et tidspunkt, for i den alder holder den slags jo sjældent længere end et par måneder. Men efter bruddet blev jeg ved med at hænge ud med de seje drenge. Særligt var jeg interesseret i at snakke med en fyr, der hed Peter (navnet opdigtet). Ham var min mor til gengæld bestemt ikke vild med at se mig i selskab med, og det var der ikke noget at sige til.

Peter hang meget ud ved den lokale bodega. Det vidste jeg ud -mærket. Jeg vidste også, at han stjal biler og engang havde kørt lige ind i en kirkegårdsmur. Alligevel syntes jeg, han var en fan-tastisk fyr. Eller måske netop derfor. Da det viste sig, at han også syntes, jeg var interessant, kastede jeg mig lige i armene på ham, og med Peter som kæreste var jeg havnet direkte i det forkerte selskab. Fra da af var jeg sådan en, der ikke længere kom hjem til aftalt tid. Skolen var bare et sted, jeg hang ud med vennerne, og jeg be gyndte at drikke mig plakatfuld, selvom jeg stadig bare var en spinkel 13-14-årig pige, der burde sidde hjemme ved sin mor og spise Matadormix lørdag aften. Men jeg var aldrig hjemme. Min mor lå søvnløs om natten, og min livsstil tog hårdt på hendes parforhold og resten af den hjemlige familieidyl.

“Så send mig dog på børnehjem,” skreg jeg, når min mor prø-vede at få noget fornuft ind i mit forvirrede hoved. Men hun gav ikke op. Derimod cyklede hun byen rundt og ledte efter mig, når jeg var til fester, som jeg ikke havde tilladelse til at gå til. Igen og igen dukkede min mor til min store overraskelse pludselig op til festerne. Hvordan hun havde fundet frem til mig, svarede hun aldrig på.

Hun sagde bare: “Nu kommer du med hjem.”Først mange år senere gik det op for mig, hvordan min mor

havde fundet vej. Hun havde nemlig en meget trofast meddeler. Kiev ringede til hende, når han vidste, at jeg opholdt mig det for-kerte sted med de forkerte mennesker. Han gjorde det selvfølgelig


både for at hjælpe min mor og for at hjælpe mig. Men han gjorde det vist også, fordi han stadig var vild med mig. Det anede jeg bare ikke noget om dengang. Jeg kørte bare på, og for hver uge blev jeg vildere og vildere.

Den periode må have været urimeligt hård for min mor. Til sidst drak jeg mig ikke bare fuld i weekenderne, men også i sko-letiden, når vi pjækkede og gik ind ad bagdøren til den lokale bodega. Så sad vi der og blev mere og mere fulde, indtil vi tog bussen ind til Aalborg, hvor vi drak videre og gik rundt på gåga-den sejlende berusede. En eftermiddag havde jeg drukket en halv flaske Hot & Sweet, som normalt bliver drukket af små shotglas. Der var ikke noget at sige til, at jeg pludselig fik det meget dårligt. Kvalmen blev værre og værre, og til sidst kastede jeg op. Ikke i et toilet, mens en hjælpsom ven holdt mit hår væk fra kummen. Men ud over mig selv, så mit tøj klæbede sig til kroppen og stank på flere meters afstand. Jeg var jo langt væk hjemmefra, så selv i min brandert kunne jeg godt mærke, at det ikke var så smart, men det skulle de andre nok klare for mig. Kort efter var der en, der havde stjålet nyt tøj til mig i en forretning, og resten af dagen væltede jeg rundt i et par bukser, der var to numre for store, så alle kunne se min g-streng. Jeg var ligeglad.

Jeg var også ligeglad med mad. I den periode var jeg nærmest aldrig hjemme til spisetid, så det blev højst til en bid af de andres pizza. Jeg var tynd og så forfærdelig ud, og min mor var dybt bekymret. Samtidig viste hun et mod, som selv dengang impone-rede mig. Når mine venner troppede op hjemme hos mig, mødte hun dem med rank ryg og had i øjnene.

“Skrid ad helvede til, og lad min datter være,” hvæsede hun og blev stående, selvom de bombarderede hende med de værste gloser.

“I er nogle røvhuller. Jeg melder jer til politiet.” Jeg ved ikke, om hun nogensinde gjorde det. Men jeg er flere gange blevet afhørt af politiet på grund af Peter, og det var ikke uden grund.


Jeg ved godt, at jeg blev sådan en, andre i byen talte om. Det må have været forfærdeligt for min mor, som netop havde forsøgt at gøre alt det rigtige. Men jeg kom helt ud af kontrol. Værst blev da, da jeg senere blev kæreste med en fyr, der solgte stoffer. På det tidspunkt blev mit omdømme så dårligt, at de ikke ville lukke mig ind i klubben på skolen, fordi der også gik rygter om, at jeg solgte stoffer. Det gjorde jeg nu ikke, men jeg var virkelig ude på et skråplan. Det meste af mit liv handlede om at sidde hjemme hos en ven, hvor der dag efter dag bare blev røget hash.

Min mor var fortvivlet, så en dag bad hun mig komme ind i stuen. Hun havde taget en beslutning, og det hele var allerede arrangeret. Af ren og skær afmagt var hun gået til kommunen og havde bedt om hjælp. Den hjælp havde hun fået, så nu skulle jeg på kristen efterskole.

Det var med meget blandede følelser, jeg tog imod den besked i sofaen den aften. Godt nok havde jeg i årevis plaget min mor om at komme på efterskole, men jeg havde altid gjort det med den viden i baghovedet, at hun ikke havde råd. Men nu havde hun skaffet pengene, og sagen var afgjort, uanset om jeg ville eller ej.

“Vil du ikke have mig mere?” peb jeg, men der var ikke noget at gøre. Jeg skulle af sted, og hvor er jeg taknemmelig for det i dag.

Jeg vil påstå, at jeg blev et andet mennesker på Hørby Ungdomsskole. Eller måske blev jeg bare mig selv igen. Jeg ved ikke præcis, hvad der gjorde det. Måske var det bordbønnerne og morgensangene. Måske var det bare det at komme væk og tage ansvar for sit eget liv. Eller måske var det min nye vennekreds. Det var nok en kom-bination. I hvert fald blev det et rigtig, rigtig godt år for mig. Jeg kunne også se lettelsen i min mors øjne, når jeg var hjemme på weekend, og jeg bare kunne sidde og hygge med hende stille og roligt i sofaen, hvilket jeg ikke havde gjort i årevis.


Desværre havde jeg et enkelt tilbagefald, som kom til at ødelægge en del for mig, lige da det gik allerbedst.

På efterskolen fik jeg en kæreste, der blev kaldt Nexø, fordi han kom derfra. Han var så modsat min gamle kæreste, som man kunne blive. En virkelig god dreng. Ordentlig på alle måder. En rigtig fodbolddreng, der aldrig kunne finde på at tage stoffer, stjæ-le eller drikke sig fuld i skoletiden. Med ham var der ikke engang noget, der hed forbudt sex på værelset. I stedet rendte vi rundt sammen nede i hallen og spillede fodbold. På et tidspunkt var jeg med ham hjemme hos hans familie, og de var lige så ordentlige og søde som ham, og jeg følte virkelig, at det her var den rigtige måde at leve på, da jeg sad hjemme hos dem og spillede kort om aftenen.

Men så kom mit tilbagefald, og jeg kan stadig få det helt dårligt af at tænke på det.

Sammen med Nexø skulle jeg til kæmpefesten Megadance i Gigantium i Aalborg. Det havde vi længe haft aftalt. Hvad han ikke vidste, var, at jeg også havde lavet samme aftale med min kri minelle ekskæreste fra Mou, som jeg af en eller anden grund stadig var interesseret i. Jeg aner ikke, hvad jeg tænkte på, eller hvor min moral var. Det endte med, at jeg var sammen med eks-kæresten – med Nexø som tilskuer.

Jeg havde det forfærdeligt bagefter. Det var jo ikke sådan, jeg ville være, og jeg ville slet ikke have min ekskæreste. Jeg ville have Nexø. Efterfølgende undskyldte jeg over for ham masser af gange og forsøgte at få ham til at tage mig tilbage. Men det var for sent. Jeg havde jokket for meget i det hele, og til sidst måtte jeg bide smerten i mig, da Nexø fik en anden kæreste.

Da indså jeg, hvor meget jeg kunne ødelægge for mig selv, og fra da af stoppede jeg kontakten med det dårlige selskab derhjem-me. Kiev havde jeg dog stadig kontakt med. Ikke meget, men en gang imellem skrev jeg et brev til ham, for i mine øjne var han en sød fyr, som jeg gerne ville bevare mit venskab med.


Når jeg skrev breve hjem, var det ret tydeligt, at jeg havde lagt den gamle Camilla bag mig. Livet på efterskolen var fuldstændig anderledes end det, jeg havde levet, inden jeg tog af sted. Hvor jeg før hang ud på bodegaen, brugte jeg nu tiden i sportshallen, og jeg skrålede hver dag med på morgensang i fællessalen.

Tiden på efterskolen blev derfor begyndelsen til noget rigtig godt. Men det blev også starten på den byrde, jeg har slæbt på indtil for nylig. Min overvægt.

Jeg ankom til skolen som en meget spinkel pige, som slet ikke kunne fylde den fleecedragt ud med efterskolens logo, som man fik udleveret første dag. Men efterhånden som månederne gik, kunne jeg slet ikke presse mig ned i bukserne.

Det var på efterskolen, at mad pludselig fik en meget vigtig rolle i mit liv. Her kunne man jo ikke bare åbne køleskabet og spise, når man havde lyst, så det gjaldt om at spise til måltiderne. Det gjorde jeg så. I høj grad. Til morgen kastede jeg en stor por-tion cornflakes i mig efterfulgt af to stykker franskbrød. Bare for at være helt fyldt i maven, hvis jeg nu ikke brød mig om frokosten, hvor vi fik varm mad. Jeg kunne nu stort set altid lide maden, for jeg har aldrig været kræsen, så jeg skovlede også ind til frokost. Det var helt vildt, som jeg spiste. Tit sagde de andre, at maden var kedelig. Men det syntes jeg ikke.

“Giv mig en portion mere,” sagde jeg uden at tænke på kiloene. På det tidspunkt havde jeg aldrig bekymret mig om min vægt, og det gik ligesom ikke op for mig, at det var noget, jeg burde tænke over nu. Jeg spiste og spiste, for jeg ville for alt i verden ikke være sulten. Blev jeg sulten uden for måltiderne, skulle jeg jo selv betale. Så jo mere jeg øsede op, jo flere penge sparede jeg.

Problemet var bare, at jeg ikke kun spiste til måltiderne. Fra min mor fik jeg 150 kroner om ugen i lommepenge, og dem brugte jeg hver en øre af i den lokale Brugs eller ved grillbaren, hvor jeg bestilte pomfritter, når jeg følte mig lidt småsulten.

Fra Brugsen slæbte jeg chips, kiks, slik og litervis af billig cola


med hjem på værelset, for der skulle være noget til aftenhyggen. Eller til pauserne. Når klokken blev tre om eftermiddagen, blev det efterhånden en vane, at jeg skulle have mine baconchips, og langsomt vænnede jeg min krop til at få halvanden liter cola om dagen. Man skal ikke undervurdere cola-afhængighed. Det er et misbrug ligesom alkohol og stoffer, hvor man får det fysisk dår-ligt, hvis man ikke får det. Det ved jeg alt om, for cola-misbruget har fulgt mig, lige indtil jeg lagde min livsstil om. I dag kan jeg få det helt dårligt, når jeg tænker på, hvor meget sukker jeg har drukket nærmest uden at tænke over det. Og hvor mange penge jeg har brugt på det. Det er jo vanvittigt.

Det var voldsomt, som jeg begyndte at fylde i mig på efterskolen. Det var, som om jeg var bange for ikke at have et lager af guf. Som om efterskolen sultede os elever, hvilket de absolut ikke gjorde.

Når jeg havde været hjemme på weekend, ankom jeg altid på efterskolen igen med en goodiebag med dåseleverpostej, nudler og to liter cola. Det var vigtigt at have et lager af mad, for man vidste jo aldrig, hvornår man blev sulten, eller hvornår man skulle hygge.

Det var i denne tid, at jeg vænnede mig selv til, at når der skulle hygges, skulle der noget ind i munden.

Vi hyggede rigtig meget nede på værelserne, og det kunne ses. Selvom jeg dyrkede sport næsten hver dag, så gik kalorieregnska-bet ikke op i sidste ende. Selv lagde jeg ikke så meget mærke til det. Jeg kunne da godt se, at jeg voksede ud af mit tøj, men det bekymrede mig ikke.

“Hov, jeg skal da vist have noget nyt tøj,” sagde jeg bare og und-skyldte mig med, at jeg jo også blev ældre. Selvfølgelig kunne jeg se, at jeg voksede. Særligt, da jeg sammenlignede to billeder. Det ene var taget i begyndelsen af skoleåret, hvor jeg hoppede i min seng i en lille natkjole, og hvor man kunne se mine slanke lår. Det andet var fra slutningen af året, og forskellen var slående.

“Hold da op,” sagde jeg med et fnis.Min mor sagde ikke noget om min vægt. Hun var bare lykkelig

for, at jeg igen var blevet en god pige. Så gjorde det ikke noget, at jeg på et skoleår havde taget 20 kilo på.

Documents

Hvis jeg kan, kan du også af Camilla Framnes