HVORFOR GÅR DANMARK I KRIG? - FAK · 2013 besluttede Folketinget at støtte den franskledede Operation Serval med et kortvarigt transportflysbidrag efter anmodning fra Frankrig (Folketinget

HVORFOR GÅR DANMARK I KRIG? STUDIE AF DANMARKS GRUNDE TIL AT INTERVENERE I MALI OG SAHEL

Navn: Mathias Kristensen MA: 433130

Fødselsdato: 180494 Dato: 101019

Vejleder: Jørgen Staun, IFS Antal anslag: 105.558

Abstract

This paper examines why Denmark has participated actively in international military operations since the end of the Cold War and how this relates to the current conflict in Mali and the Sahel region. Denmark’s military engagement has not exclusively been peace-keeping, but also peace-building, and the operations have lately not been under the auspices of the UN, as they were prior to the Cold War. NATO and other coalitions led by the US, now often make up the frame for Denmark’s military engagements. Based on the existing literature, several conditions are found to have an impact on Denmark’s decision to provide military contributions to international operations. Such decisions are influenced by external and internal factors including structural dynamics, ideology and identity. The conditions are used in a neoclassical realist model to analyse how they impact the decision to contribute to the conflict in Mali and the Sahel region. This paper finds that Denmark accommodates the anarchic structure by prioritising NATO and US-led missions. The UN’s MINUSMA and the French Operation Barkhane do not provide a setting for Denmark to consolidate its identity as a super atlanticist nor a way to strengthen the US’ commitment to NATO which is pivotal for Denmark’s security. This means that Denmark is not prone to deploy combat troops to Mali or the Sahel region despite the fact that combat troops are requested by the UN. By providing critical enablers instead of combat troops to UN and French-led missions, Denmark can attain foreign policy goals without committing troops that are prioritised in a NATO or US context.

Indholdsfortegnelse

1 INDLEDNING ............................................................................................................................. 1

2 PROBLEMFORMULERING OG AFGRÆNSNING ................................................................ 3

3 TEORI OG METODE................................................................................................................. 4

3.1 LITTERATURGENNEMGANG ................................................................................................... 5 3.1.1 Ydre forklaringsformer .................................................................................................... 5 3.1.2 Indre forklaringsformer .................................................................................................... 7

3.2 DERFOR GÅR DANMARK I KRIG ............................................................................................ 11 3.3 MODEL FOR DANSK MILITÆRT ENGAGEMENT ....................................................................... 12

3.3.1 Operationalisering af variabler og model ........................................................................ 14

4 ANALYSE ................................................................................................................................. 17

4.1 YDRE PÅVIRKNINGER .......................................................................................................... 17 4.1.1 Trusselsbilledet .............................................................................................................. 18 4.1.2 Bilaterale relationer........................................................................................................ 21 4.1.3 Multilaterale relationer ................................................................................................... 23

4.2 INDRE PÅVIRKNINGER ......................................................................................................... 25 4.2.1 Identitet ......................................................................................................................... 26 4.2.2 Ideologi og altruisme ..................................................................................................... 29 4.2.3 Politiske interesser ......................................................................................................... 30

4.3 FORTIDENS SKYGGE ............................................................................................................ 31 4.4 FREMTIDENS SKYGGE .......................................................................................................... 34

5 DISKUSSION ............................................................................................................................ 37

6 KONKLUSION ......................................................................................................................... 40

7 UDBLIK .................................................................................................................................... 43

8 LITTERATURLISTE ............................................................................................................... 43

LT M. Kristensen Hærens Officersskole Institut for strategi 10-10-19

Side 1 af 48

1 INDLEDNING

Siden 1990 frem til slutningen af 2017 har Danmark bidraget militært til 68 internationale

operationer i rammen af FN, NATO, OSCE eller internationale koalitioner. I perioden 1945 til

1989 har Danmark bidraget til 13 internationale militære operationer (Wivel, Mariager, og

Mortensen 2018, 2). Alle disse operationer var i FN-ramme undtagen bidraget til den britiske

besættelseszone i Vesttyskland i 1947. Til sammenligning var kun 33 ud af 68 militære

operationer i perioden 1990 til 2017 i rammen af FN. I stedet udgjorde NATO rammen i 21

operationer og internationale koalitioner uden forankring i permanente institutioner udgjorde

rammen i 10 ud af 68 operationer (Wivel, Mariager, og Mortensen 2018, 2). Der tegner sig

hermed et billede af en småstat, der siden Murens fald har ført en aktiv udenrigspolitik med et

aftagende fokus på FN-rammen som afgørende element. Med undtagelse af Irakkrigen i 2003

har der været bred politisk konsensus omkring deltagelsen i internationale militære operationer

(Wæver 2016, 27). Men hvorfor har Danmark været så aktiv på den internationale kampplads?

Landets territoriale sikkerhed er ikke truet, og Danmark har eksempelvis lidt nogle af de største

tab per indbygger under indsatsen i Afghanistan med 43 faldne siden 2002 (Forsvarsministeriet

2018c). Alligevel viser Danmark sig som en kapabel og velvillig allieret, der ikke stiller

spørgsmålstegn når allierede efterspørger danske bidrag, herunder særligt USA. Det danske

engagement er ulig flere andre vestilige småstater, hvor blandt andet Norge, Belgien og

Grækenland ikke støttede den amerikanskledede invasion af Irak i 2003 (Wivel og Crandall

2019, 392). Det har fået flere akademikere, herunder Anders Wivel (2019) og Hans Mouritzen

(2007), til at karakterisere Danmark som en ”super atlanticist” stat, der følger USA's

militærpolitiske valg blindt. Ole Wæver (2016, 19) kommenterer ligeledes på det danske

engagement i internationale operationer og kalder dette for ”Tuborgdoktrinen” efter Storm P.-

reklamen, der understreger, at både en Tuborg og dansk deltagelse i militære operationer

smager bedst ”hver gang!”. Det danske udenrigspolitiske handlerum, afgrænset af de

internationale og indenrigspolitiske omgivelser, er blevet større siden Murens fald.

Handlerummet er påvirket af både fortidens beslutninger og læring og af fremtidige

omkostninger og gevinster. Heri skal vi forstå det danske militære engagement, hvor en række

rammebetingelser bestemmer efterspørgslen på dansk engagement, og hvor danske

beslutningstageres forventning om legitimitet og gevinst afgør, hvorvidt Danmark skal udbyde

det militære engagement (Mariager og Wivel 2019b, 76; Wivel og Crandall 2019, 401).


Side 2 af 48

Endelig byder dette spørgsmålet, om hvad der får Danmark til at udbyde militære

engagementer.

Det er interessant at undersøge grundene for dansk deltagelse i internationale operationer for

derved at finde forklaringsformer for, hvorfor Danmark efterlever den høje efterspørgsel på

militære bidrag fra dets allierede. De fundne forhold vil herefter kunne indgå i en

analysemodel, der kan benyttes på en konkret og aktuel case; Mali og Sahel-regionen. I januar

2013 besluttede Folketinget at støtte den franskledede Operation Serval med et kortvarigt

transportflysbidrag efter anmodning fra Frankrig (Folketinget 2013a, 2). Operation Serval

havde til formål at stoppe militante islamister fra den nordlige del af Mali i at overtage større

dele af landet, for herved at skabe fred i en situation, som FN’s sikkerhedsråd fastslog som

værende en trussel mod international sikkerhed og fred (United Nations Security Council 2012,

1). Med beslutningsforslag B28 fra december 2013 vedtog Folketinget enstemmigt at efterleve

den senere forespørgsel fra FN, og hermed assistere med et stabsofficersbidrag og et C-130J-

transportfly med mandskab (Folketinget 2013b, 2). I 2015 anmodede chefen for FN’s mission

i Mali, den danske generalmajor Michael Anker Lollesgaard, Danmark om et styrkebidrag på

omkring 250 soldater og 20-30 pansrede lastvogne (Ritzau 2015). I stedet for at imødekomme

dette valgte Folketinget med beslutningsforslag B26 at bidrage med et mindre

specialoperationsstyrkebidrag og yderligere et transportflysbidrag (Folketinget 2015a). I 2014

oprettedes den franskledede Operation Barkhane med det formål at bekæmpe terrorisme i

Sahel-regionen (Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger) – denne har sidenhen

erstattet Operation Serval i Mali (Forsvarsministeriet 2019a). Senest har regeringen

offentliggjort, at man vil fremsætte beslutningsforslag om et transportflysbidrag med op til 65

personer og et personelbidrag på op til 10 personer til FN’s fredsbevarende mission,

MINUSMA. Herudover vil regeringen udsende et helikopterbidrag med op til 70 personer og

en til to stabsofficerer til den franskledede Operation Barkhane i Sahel-regionen (Regeringen

2019). Dette leder til spørgsmålene om, hvorfor Danmark ikke efterlevede den konkrete

efterspørgsel på kampsoldater fra generalmajor Lollesgaard i 2015, og hvilke forhold der er

styrende for de seneste bidrag.

Opgaven indeholder en opsamling af eksisterende litteratur omkring hvorfor Danmark går i

krig, og benytter denne på en konkret case - det militære bidrag i Mali og Sahel. Dette vil være


Side 3 af 48

værdifuldt for Hæren, idet officerer vil få en større forståelse for Danmark i en international

sammenhæng, herunder hvordan militære kapabiliteter benyttes som politiske instrumenter, og

hvorfor Danmark går i krig i lande, der ikke umiddelbart udgør en territorial trussel. Mali er et

aktuelt brændpunkt, hvor danske officerer i kamptropperne potentielt kan blive udsendt og

derfor drage fordel af viden om Danmarks grunde for at yde et militært bidrag.

2 PROBLEMFORMULERING OG AFGRÆNSNING

Opgaven søger at klarlægge, hvorfor Danmark går i krig. Som det er beskrevet ovenfor, har

Danmark ført en aktiv militærpolitik, som har medført en stigning i antallet af militære

operationer siden Murens fald, sammenlignet med tidligere perioder. Projektet søger ved brug

af den omfattende litteratur på området at fastlægge grunde for de talrige danske bidrag til

militære operationer. Herefter vil de etablerede grunde benyttes som analysemodel for det

danske bidrag i Mali og Sahel, der sammenlignet med andre operationer ikke har været

prioriteret. Ovenstående har dannet grundlag for følgende problemformulering:

Hvorfor gik Danmark i krig i perioden fra 1990 frem til i dag og hvorledes er disse forhold

styrende for det nuværende danske militære bidrag til konflikten i Mali og Sahel?

Selvom Danmark har bidraget militært til internationale operationer frem mod Sovjetunionens

fald afgrænses projektet til perioden fra 1990 frem til i dag. Dette skyldes dels den relativt store

stigning i antallet af internationale militære operationer og herunder afvigelsen fra

nødvendigheden af FN som ramme, dels at Sovjetunionens fald har resulteret i en unipolær

international struktur og en amerikansk, liberal verdensorden, der har givet Danmark et

væsensforskelligt handlerum fra tidligere perioder. Den internationale struktur er dog genstand

for en igangværende debat hvor der sættes spørgsmålstegn ved den unipolære struktur og

argumenteres for, at strukturen bevæger sig mod multipolaritet eller endda unimultipolaritet

med én magt, der mener at verden er unipolær og flere stormagter, der mener at verden er

multipolær (Wæver 2010, 9). Offentlige strategidokumenter antyder dog, at danske

beslutningstagere betragter verden som unipolær, hvorfor opgaven vil tage dette udgangspunkt

(Regeringen 2018, 11).


Side 4 af 48

Opgaven behandler både Mali og Sahel, da de seneste bidrag har begrænset sig til Mali

herunder Operation Serval og FN’s MINUSMA, mens det seneste udspil fra regeringen

inkluderer et militært bidrag til Frankrigs Operations Barkhane, der har mandat til at operere i

hele Sahel-regionen (Regeringen 2019). Selvom der eksisterer to forskellige rammer for et

militært engagement, der kan afvige geografisk (FN og Frankrig), vurderer udenrigsministeriet,

at missionerne er komplementære. Som det er blevet understreget af udenrigsministeren,

understøtter missionerne hinanden, hvorfor Danmark heller ikke indgik i en yderligere

diskussion med FN omkring bidraget til Operation Barkhane (Udenrigsministeriet 2019b).

Denne opgave vil derfor hovedsageligt behandle engagementerne i Mali og Sahel samlet, idet

teori og analyse vil være sammenfaldende. Mali som stat vil dog i overvejende grad være

genstand for opgavens analyse, idet Mali udgør Danmarks absolutte fokusområde i Sahel. Med

FN’s MINUSMA vurderes det ligeledes, at Mali er hårdest ramt af terror og ustabilitet, hvorfor

en landespecifik analyse kan begrænses til Mali, men bibeholde forklaringskraft i forhold til

militære bidrag i rammen af både FN og Frankrig. Der vil blive differentieret mellem de to

forskellige rammer, hvor det vurderes at skabe værdi for opgaven. Ydermere vil opgaven blive

afgrænset på baggrund af de fundne styrende forhold til at undersøge, hvorvidt konflikten i

Mali og Sahel fordrer indsættelse af kampsoldater. Der forekommer hermed en

”bagatelgrænse” og en sondring mellem ”symbolske” og ”substantielle” bidrag. De tidligere

bidrag til FN’s MINUSMA er blevet kritiseret for at være symbolske og derved for ikke at gøre

nogen forskel (Aagaard 2015). Opgaven søger at belyse, hvorvidt konflikten fordrer

substantielle bidrag, her afgrænset til kampsoldater, som blev efterspurgt af FN (Ritzau 2015).

Teoriafsnittet, hvor grundene for Danmarks militære engagementer siden 1990 redegøres for

og diskuteres, vil ligeledes afgrænse sig til substantielle bidrag. Der eksisterer ikke en klar

definition af, hvad et substantielt bidrag er, men det vil i nærværende opgave være defineret

som et anseligt bidrag relativt til landets størrelse. Offensive kapabiliteter (herunder

kamptropper og kampfly), med hvilke Danmark reelt kan lide tab, vurderes at udgøre

substantielle bidrag.

3 TEORI OG METODE

Følgende sektion indeholder en litteraturgennemgang, der afdækker eksisterende litteratur på

området og herved belyser tidligere forskningsgrunde og konklusioner omkring, hvorfor

Danmark går i krig. Disse teorier og modeller diskuteres, inden de mest relevante aspekter


Side 5 af 48

udvælges, således at de kan indgå i en model til brug i den videre analyse. Ydermere diskuteres

applicering af de fundne variabler i en metodediskussion, der sikrer validiteten.

3.1 Litteraturgennemgang

Ole Wæver (2016, 19–20) mener, at dansk deltagelse med både overproportionale og

risikovillige bidrag til internationale militære operationer efter år 1990 tilnærmelsesvist er givet

på forhånd. Han søger at finde forklaringen for dette gennem fem forklaringsformer; 1) den

internationale politiske magtstruktur, 2) danske perceptioner af førnævnte, 3) ideologi, 4)

partipolitik og 5) identitet (Wæver 2016, 21). Overordnet kan disse forklaringsformer deles op

i indre og ydre forklaringsformer, hvilket er sammenligneligt med øvrig forskning, herunder

Hans Branner (2011, 33) og senest Rasmus Mariager og Anders Wivels (2019, 77) uvildige

krigsudredning. I nedenstående litteraturgennemgang vil først de ydre, og herefter de indre,

forklaringsformer blive gennemgået og diskuteret.

3.1.1 Ydre forklaringsformer

Ole Wæver (2016, 22) finder den internationale, anarkiske struktur styrende, og han

argumenterer, at forskydninger i denne ændrer vilkårene for alle parter. Wæver (2016, 22)

argumenterer for, at den strukturelle forklaringsform er en god baseline, og at man herefter kan

finde forklaringer på eventuelle afvigelser. Neorealismen, først beskrevet af Kenneth Waltz

(1979) i værket ”Theory of International Politics”, fremhæver netop den anarkiske struktur,

der er karakteriseret af magtpolitik og staters vigtigste mål: overlevelse (Wivel 2002, 434).

Selvom neorealismen har haft problemer med at forklare USA's position som vedvarende

unipolær magt siden Murens fald, har magtstrukturen stadig stor forklaringskraft ifølge Birthe

Hansen (Wæver 2016, 22). Hansen (2000, 124, 2011, 31) argumenterer, at andre stater i en

unipolær struktur har én ”single option” som sikkerhedsgarant og derfor et incitament til

”flocking” omkring unipolen. Sammenlignet med bipolaritet er der større risiko for militære

konflikter, idet stater ikke er under samme pres fra deres asymmetriske allierede til at undgå

konflikter og nukleareskalation. Som følge af dette ses også en stigning i antallet af krige

mellem mindre, symmetriske stater og i antallet af borgerkrige (Hansen 2000, 117). Stater vil

derfor søge mod unipolen for beskyttelse, som er den eneste reelle sikkerhedsgarant. Atomare

kapabiliteter nedsætter dog incitamentet for ”flocking”, og muliggør hermed kritik af unipolen

fra ”hostile powers” eller ”rogue states” (såsom Iran og Nordkorea) (Hansen 2000, 125).

Småstater uden atomare kapabiliteter er i en ufordelagtig situation sammenlignet situationen


Side 6 af 48

under bipolaritet og må derfor udføre ”hard work” for at imødekomme unipolen (Hansen 2000,

125). Det skyldes, at småstater under bipolaritet har mulighed for at ”gemme sig” bag deres

allierede stormagter. Herfra kan staten udnytte nulsumsspillet til sin fordel via muligheden for

at skifte alliance og dermed opnå indflydelse (Ibid). ”Hard work” er ligeledes en afledt effekt

af unipolens behov for ”burden sharing” (Hansen 2000, 126). Unipolen skal konstant

balancere risikoen for at binde for mange ressourcer, imens andre stater ”free rider” og herved

enten opbygger militære kapabiliteter eller nyder territorial sikkerhed uden at bidrage til

alliancen. Unipolen forlanger, at alliancens stater løfter en del af byrden ved dels at deltage i

internationale operationer, dels at øge økonomiske engagementer gennem forsvarsbudgetterne

(Hansen 2000, 126). Hansens teoretiske ”unipolaritetsmodel” passer godt på Danmark og

forudser, at Danmark kun har én reel sikkerhedsgarant, USA, og at Danmark derfor skal

imødekomme USA's efterspørgsler som en del af ”hard work” og ”burden sharing”. Alle

danske internationale operationer med kampsoldater på jorden siden 1990 med kampsoldater

på jorden har været med USA i spidsen, der har efterspurgt konkrete bidrag fra Danmark

(Mariager og Wivel 2018, 9). Småstater har et incitament til at forsøge at ”free ride”, for herved

at maksimere egennytten i en forsvarsalliance. Wivel og Crandall (2019, 393) finder dog, at

Danmark bærer en uforholdsmæssig stor del af byrden i forhold til internationalt engagement.

Herudover hævede Danmark forsvarsbudgettet i 2018, og det betyder, at forsvarsbudgettets

procentvise andel af bruttonationalproduktet er steget for først gang i en forligsperiode siden

1990 (NATO 2014, 6, 2019, 8). Ovenstående signalerer, at Danmark viser velvillighed både i

forhold til at deltage i internationale operationer og ved at øge sit økonomiske engagement -

der er dog til stadighed lang vej til NATO-kravet på 2% af bruttonationalproduktet (NATO

2019, 3). Modellen mister dog forklaringskraft, idet andre små og mellemstore europæiske

lande ikke har fulgt modellen (herunder Norge, Grækenland og Belgien, der stærkt kritiserede

invasionen af Irak i 2003) (Wæver 2016, 23; Wivel og Crandall 2019, 392). Den neorealistiske,

strukturelle forklaringsmodel tilbyder derfor en udmærket forklaring, der dog ikke kan stå

alene.

Ole Wæver (2016, 24) argumenterer herefter for, at Danmarks opfattelse af førnævnte struktur

bidrager til forklaringen af den danske aktivisme. Her anerkender Wæver (2016, 24), at flere

forsvarskommissionsberetninger og andre udredninger konsekvent fremhæver USA som

uantastet stormagt i den internationale struktur. Forsvarskommissionens beretning fra 2008


Side 7 af 48

beskriver følgende: ”I nyere verdenshistorie har ingen anden magt stået så stærkt, som USA

har gjort de seneste årtier. USA’s fortsat førende globale position skyldes ikke alene landets

samlede aktiver opgjort i militær, politisk, økonomisk og kulturel magt. USA spiller også en

ledende rolle i en række centrale internationale institutioner.” (Forsvarskommissionen 2008,

41). I beretningen fra Forsvarskommissionen beskrives USA som en stat med tilstedeværelse i

alle regioner, der derfor er den eneste supermagt med en global tilstedeværelse – hvorfor der

også ses tendens til at flokkes omkring stormagten (Forsvarskommissionen 2008, 41–42). I

regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020 beskrives USA ligeledes som

”Danmarks vigtigste sikkerhedspolitiske allierede og garanten for vores sikkerhed i kraft af

NATO” (Regeringen 2018, 11). Dog anerkender Forsvarskommissionen i 2008 at USA's talrige

operationer nedslider de væbnede styrker, samt at USA's globale politiske og moralske autoritet

svækkes (Forsvarskommissionen 2008, 41). Selvom der kan etableres en bred enighed omkring

USA’s position som unipolær magt, er det svært at konkludere dette som værende grunden til

det danske militære engagement. Som Wæver (2016, 24) argumenterer, er spørgsmålet hvad

der er årsag og effekt, og det er svært at fastslå hvorvidt den danske perception af strukturen

blot er et produkt af den førte politik. Det vurderes dog, uagtet årsag og effekt, at

tilstedeværelsen af dette forhold er med til at forstærke den strukturelle forklaringsform, hvor

USA tillægges afgørende betydning for et danske militære bidrag.

3.1.2 Indre forklaringsformer

Wæver (2016, 25–28) vender sig herefter mod de indenrigspolitiske forhold for at styrke

forklaringen. Her finder han forklaring gennem ideologi, partipolitik og identitet. Den

ideologiske forklaring bygger på, at Danmark har været grebet af en liberal-demokratisk

universalisme. Siden Murens fald er der forekommet et øget handlerum for Danmark og

herigennem mulighed for at udbrede den liberale verdensorden i overensstemmelse med

værdier grundfæstet i det danske samfund. Argumentet følger republikansk og institutionel

liberalisme, hvor Danmark kæmper for demokrati og en regelbaseret international orden, der

ligeledes er til fordel for en småstat, som ellers mister indflydelse, såfremt beslutninger træffes

af de stærkeste lande henover hovedet på denne (Branner 2011, 33; Regeringen 2018, 6). Ifølge

demokratitesen (og republikansk liberalisme i øvrigt) går demokratier ikke i krig med

hinanden, og de er derfor med til at skabe en bedre og mere fredelig verdensorden (Sørensen

og Jackson 2013, 113). Mange er dog enige i denne ideologi, og det er særegent, at Danmark


Side 8 af 48

er villig til at engagere sig så meget for den gode sags tjeneste, endog på tværs af skiftende

regeringer (Wæver 2016, 25). Wæver (2016, 25) argumenterer, at de ideologiske strømme efter

Murens fald ej heller er særegne i Danmark, om end man har begrundet de enkelte krig som

værende understøttende for vores samfunds værdier. Andre stater mener, at tilsvarende værdier

kan varetages gennem andre tiltag end militært engagement. Peter Viggo Jakobsen (2016, 743–

44) argumenterer, at Danmark har set sig selv som en dedikeret bidragsyder til FN-operationer.

Han ser samtidig FN være en central søjle i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Under

den kolde krig muliggjorde FN-operationer at føre en aktivistisk udenrigspolitik ved at støtte

NATO-allierede uden at provokere Sovjetunionen. Jakobsen (2016, 743) fremfører, at

Danmark siden 1948 har bidraget med flere end 84.000 soldater og andet personel til mere end

30 af FN’s fredsbevarende operationer, og det har gjort Danmark til en af de største

troppebidragsydere målt i forhold til befolkningstal (Jakobsen 2015a, 8). Han argumenterer

ligeledes, at dansk deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer formes af kontinuerlig

interaktion mellem internationale og nationale faktorer og er stærkest, når det er drevet af et

samspil mellem nationale interesser, altruisme og identitet (Jakobsen 2016, 744). Med andre

ord har FN været en ydre, multilateral aktør, der har kunnet påvirke Danmark og tilbyde

operationer, der stemte overens med dansk ideologi og identitet herunder national interesse i at

sikre en international retsorden. I 2012 beskrev Jakobsen og Møller (2012) i et studie om krigen

i Libyen, at den ideelle krig for Danmark kræver et FN-mandat (med krigen i Irak i 2003 som

undtagelsen) (Jakobsen og Møller 2012, 110). Siden FN overleverede ansvar for den

fredsbevarende mission i Balkan til NATO, har Danmark dog været mindre interesseret i at

bidrage til FN-operationer. Danmark har haft større national interesse i at bidrage til NATO og

særligt amerikanskledede missioner. NATO og USA tilbød en platform, hvor Danmark nu i

højere kunne bruge militær magt, som havde været begrænset i FN-operationer. Et eksempel

på dette er UNPROFOR, hvor danske soldater havnede i livsfarlig krydsild mellem kroatere

og serbere og ligeledes ikke havde mandat til at forhindre massakren i Dvor (Jakobsen 2016,

749). Slutteligt argumenterer Jakobsen (2016, 757) for, at træfningen i 1994 med en dansk

kampvognseskadron, der succesfuldt kæmpede sig ud af et serbisk bagholdsangreb, markerede

starten på en ny ”krigeridentitet”. Træfningen høstede international anerkendelse, og

identiteten blev forstærket gennem de kommende operationer mod terrorregimer efter 9/11.

Forsvarets voksende synlighed i udenrigs- og sikkerhedspolitikken resulterede i et mere

positivt syn på militær magtanvendelse (Jakobsen 2015a, 9). Siden 1995 har Danmark


Side 9 af 48

prioriteret at bidrage til NATO eller amerikanskledede operationer og har kun ydet symbolske

bidrag til FN-operationer. Det vurderes at FN-ledede operationer tilbyder en ramme, der er

forenelig med dansk ideologi, altruisme og national interesse. Danske regeringer ytrer i dag

stærk pligtfølelse overfor FN’s fredsbevarende missioner, men det udvikler sig ikke til større

troppebidrag, som man ellers har set under NATO og amerikanskledede operationer siden 1995

(Jakobsen 2016, 755). Det vurderes derfor, at ideologi og identitet, her i rammen af

multilaterale relationer som FN påvirker beslutningen om et dansk militært bidrag, om end

samme værdier og mål bedre kan opnås med NATO og USA, hvorfor operationer med disse

vil blive prioriteret. Ideologi og identitet bliver kategoriseret som indre påvirkninger, men disse

har tydelig forbindelse til ydre påvirkninger, idet bi- og multilaterale relationer skaber rammen

for at udøve ovenstående.

Wivel og Crandall (2019, 393-394) udbygger ovenstående forklaring og mener, at Danmark

kan betegnes som en ”super atlanticist” stat modsat de fleste andre mindre NATO-medlemmer,

der betegnes som ”atlanticist” stater. Forskellen ligger i, at ”super atlanticist” stater arbejder

mod en udenrigspolitik, der kan karakteriseres som en stærk, betingelsesløs støtte til den

amerikanske verdensorden og et ønske om et ”special relationship” med USA (Wivel og

Crandall 2019, 393–94). Hans Mouritzen beskriver “super atlanticism” som et forhold ”based

on close, intimate cooperation with the United States and thereby also committed to the

prevailing US foreign policy ideology” (Mouritzen 2007, 155). Herudover beskriver Wivel og

Crandall, at ”(…)in contrast to conventional small state policies of hiding and free riding,

super atlanticists are willing to be exposed to danger and pay extra to maintain their close

relationship with the USA” (Wivel og Crandall 2019, 393). Såfremt Danmark kan

karakteriseres som en ”super atlanticist” stat, kan dette bidrage til forklaringen af landets

militære engagement. Wivel og Crandall (2019, 401) fremfører, at Danmark har afveget fra

traditionel småstatspolitik til fordel for ”super atlanticism” og derfor imødekommet

amerikanske forespørgsler, selvom der ikke har været en trussel af den nationale sikkerhed.

Efter Sovjetunionens fald stod Danmark nu i en ontologisk usikkerhed som følge af, at

Danmarks territoriale trussel forsvandt med Murens fald, mens det udenrigspolitiske

handlerum styrkedes. Under den kolde krig havde Norden haft en særlig geopolitisk betydning,

men den stod nu uden for rampelyset. Danmark så to reelle kandidater (EU og USA) som

løsning på denne eksistentielle udfordring. EU var i sidste ende ikke var en reel mulighed efter


Side 10 af 48

forkastelsen af Maastrichttraktaten i 1992. Dette underminerede EU for Danmark, og det blev

umuligt for EU at udgøre Danmarks internationale identitet. USA blev svaret på dansk søgen

efter en identitet, der tilbød mulighed for at udnytte det større handlerum (Wivel og Crandall

2019, 403). Siden har dansk deltagelse i internationale operationer været med til at understrege

velvillighed til at gå ”out of consensus, out of institutions and out of area” (Wivel og Crandall

2019, 403) med målet om at fremme demokrati, menneskerettigheder og ligestilling. Ifølge

regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020 er det stadig entydigt i

Danmarks interesse at styrke det regelbaserede internationale samarbejde (Regeringen 2018,

8). Afsluttende beskriver Wivel og Crandall (2019, 405), at ”atlanticism served not only as the

means to fulfilling Danish foreign policy priorities, but also as the foundation for Danish

foreign policy. As such, it had become a goal in itself and therefore something that could no

longer be questioned”. I denne argumentation forekommer der et omvendt kausalt forhold,

hvor danske udenrigspolitiske prioriteter ikke blot gennemføres ved hjælp af USA, men hvor

statens udenrigspolitiske målsætninger også er et produkt af forholdet til USA. Ovenstående er

i tråd med Peter Viggo Jakobsen og Karsten Jakob Møllers artikel Good News: Libya and the

Danish Way of War (2012), der omhandler ”den ideelle krig” for Danmark. Her beskriver de,

at en af de afgørende faktorer for at gå i krig er at støtte vores stormagtsallierede i NATO, især

USA, for at demonstrere relevans og troværdighed (Jakobsen og Møller 2012, 109). Danmark

afviger fra traditionel småstatspolitik, selvom det har tydelige konsekvenser såsom risiko for

”entrapment” i forsvarsalliancen (Snyder 1984, 467), hvilket tyder på, at Danmark agerer som

en ”super atlanticist” stat. Danmark har taget et valg omkring konvergens af ideologisk

overbevisning med USA, hvorfor den ideologiske forklaringsform kan tillægges værdi.

Danmarks position er dog ikke en konstant, og Mouritzen (2007, 10) argumenterer, at Danmark

deltager i en ”goodwill competition” med andre stater, der også ønsker et særligt forhold til

USA. Dette pres kan være med til at lade Danmark ukritisk efterleve amerikanske

efterspørgsler for at bibeholde et ”special relationship”. Den ideologiske forklaringsform leder

naturligt videre til Wævers (2016, 27–28) forklaring i identitet. Her søger han nærmere

forklaring i en ”dybere” identitet end den mere ”flydende” og ”forbigående” identitet, som

Danmark finder i den liberale verdensorden, hvilket ovenstående er et eksempel på. Han

konkluderer dog, at forklaringsformen i dyb identitet er søgt og præget af regnen baglæns, og

der forekommer adskillige forskellige elementer i dansk historie, der på denne måde kan bruges

som forklaringsform. Den ideologiske forklaringsform og Danmarks identitet som en ”super


Side 11 af 48

atlanticist” stat fremstår som en mere valid forklaring. Dette er yderligere understøttet af

Wæver (2016, 36), der henviser til en opinionsmåling fra 2010, hvor de adspurgte tog stilling

til, om Danmark skulle sende soldater til en konflikt i Afrika, eksempelvis Somalia eller Sudan,

hvis NATO bad om dette. Her sagde 40% ja. Dette kan sammenlignes med at kun 22% af

vælgerne i 2010 mente, at Danmarks deltagelse i Afghanistan havde været prisen værd. Det er

med til at tegne et billede af, at den danske opinion søger et identitetsmæssigt pay off, uagtet

om indsatsen rent faktisk gør en forskel.

Wæver (2016, 26) kommenterer herefter på en partipolitisk forklaring med Anders Fogh

Rasmussen, tidligere statsminister (2001-2009) og NATO generalsekretær (2009-2014), som

hovedaktør. Fogh havde succes med at ansvarliggøre socialdemokraterne for 1980’ernes

fodnotepolitik, hvor de blev beskyldt for ikke entydigt at vælge NATO’s side (Larsen og

Thobo-Carlsen 2005). Der fandtes dog ikke et regulært borgerligt alternativ, da de borgerlige

partier i realiteten tilpassede sig disse linjer. Foghs kritik af den socialdemokratiske

fodnotepolitik kan umiddelbart have forklaringskraft i Foghs egen regeringsperiode, og den

kan bruges som støttende argument for de respektive militære operationer. Forklaringen kan

dog ikke stå alene. Under Nyrup-Hækkerup perioden skilte Danmarks forsvars- og

sikkerhedspolitik sig allerede markant ud fra tidligere, idet Danmark blandt andet intervenerede

i Kosovokrigen i 1999 uden FN-mandat (Wivel og Crandall 2019, 404). Retrospektivt kan man

finde forklaringen til dette i fodnotepolitikken, idet det militære engagement under en

socialdemokratiskledet regering kan bruges som en måde at bevise deres retsind på.

Forklaringen synes dog ikke at måle sig med det store militære engagement, der har fundet

sted. Mindre havde formentlig været tilstrækkeligt for at dække Danmark ind. Der blev dog

etableret en stærk værdipolitisk linje, hvor militær handlekraft blev gjort til målestok for

moralsk retsind. På tværs af regeringsfarver undlod man kritik af den militære aktivisme. Man

tillod ligeledes muligheden for at intervenere uden FN-mandat. Foghs retorik synes at have en

udmærket forklaringsform i hans egen og de efterfølgende regeringsperioder. Den har dog

sværere ved at forklare perioden inden (Wæver 2016, 27; Jakobsen 2015a, 10).

3.2 Derfor går Danmark i krig

Den teoretiske gennemgang i ovenstående afsnit argumenterer for, at beslutningen om

et dansk militært engagement foregår i et spændingsfelt mellem indre og ydre


Side 12 af 48

påvirkninger. Teorien lægger vægt på den internationale struktur, særligt USA og

NATO’s påvirkning, om end det anderkendes at forklaringsformen ikke kan stå alene.

USA er Danmarks eneste sikkerhedsgarant, og Danmark har brug for et amerikansk

engagement i NATO, hvilket betyder, at Danmark prioriterer at deltage i

amerikanskledede missioner. De indre påvirkninger udgør den sidste forklaringskraft,

der skal til for at forstå, hvorfor Danmark går i krig. Danmark har et klart ønske om at

kæmpe for en liberal, international retsorden samt at underbygge sin identitet som en

”super atlanticist” stat. For at forstå, hvorfor Danmark går i krig, herunder kunne

applicere denne viden på en konkret konflikt, er det nødvendigt at benytte en model,

der anerkender de forskellige teoretiske forhold, som er beskrevet ovenfor, om end de

skal tillægges forskellig værdi. Mariager og Wivels model (2019, 77) er et godt

udgangspunkt, der tager højde for de forskellige teoretiske retninger. Modellen er dog

ikke perfekt, hvorfor det er nødvendigt at foretage mindre ændringer, hvilket bliver

gennemgået nedenfor.

3.3 Model for dansk militært engagement

I 2016 indgik et flertal i Folketinget en aftale om en uvildig krigsudredning af det danske

militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan. Det skulle gøres for at kortlægge

baggrunden for de politiske beslutninger og herved opnå læring for eftertiden. Rasmus

Mariager og Anders Wivel offentliggjorde i 2019 denne omfattende udredning sammen med

en pragmatisk analysemodel, der sikrer en retvisende beskrivelse og systematisk gennemgang

af beslutningsprocessen for det militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan (Mariager

og Wivel 2019b, 76). Modellen antager i tråd med tidligere litteratur, at Danmarks militære

engagement tilrettelægges i et spænd mellem indre og ydre påvirkninger. Af de ydre

påvirkninger identificeres tre forhold med særlig betydning for Danmarks engagement. Det

første er trusselsbilledet; truslen både kan være mod det internationale samfund, regional

stabilitet eller national sikkerhed. Den anden påvirkning er Danmarks bilaterale påvirkning og

herunder særligt forholdet med USA, der beskrives som Danmarks væsentligste allierede

(Mariager og Wivel 2019b, 78). Den tredje er Danmarks multilaterale relationer, hvor NATO

spiller den helt centrale rolle for den regionale stabilitet og sikkerhed i Europa. De indre

påvirkninger af beslutningerne om dansk militært engagement er ifølge Mariager og Wivel


Side 13 af 48

(2019b, 79) indlejret i en indenrigspolitisk kontekst af offentlige myndigheder, politiske partier

og beslutningstagere. Her står flere ministerier og Forsvarets Efterretningstjeneste som centrale

myndigheder i forhold til tilvejebringelse af oplysninger, faglig ekspertise, afklaring af juridisk

grundlag med videre, der kan føre til en beslutning om militært engagement. Den politiske

beslutningsproces består af disse inputs og præges af de centrale politiske beslutningstageres

subjektive vurderinger og præferencer (Mariager og Wivel 2019b, 80). Modellen antager også,

at dansk udenrigspolitik udarbejdes i et samspil mellem læren af fortiden og forventningerne

til fremtiden. Typisk vil man benytte tidligere krige som referenceramme i forhold til, om

anvendelsen af militære midler er et legitimt middel til at opnå politiske mål - herunder til at

fremme danske interesser (Mariager og Wivel 2019b, 81). Mulige løsninger sammenholdes

med de forventede gevinster og omkostninger i tråd med ”Rational Actor Model” (RAM)

(Beach 2012, 100–103). Et centralt spørgsmål er, hvordan danske interesser bliver påvirket af

beslutningen om at engagere Danmark militært og beslutningen om at undlade dette. Disse

gevinster og omkostninger kan relatere sig til både de ydre og indre påvirkninger. Et militært

engagement kan formindske eller forøge truslen mod national sikkerhed, og styrke eller svække

bilaterale relationer og adgangen til relevante allierede og multilaterale relationer såsom

Danmarks status i eksempelvis FN (Mariager og Wivel 2019b, 81–82). Fremtiden kan også

omfatte væsentlige konsekvenser for beslutningstagernes fremtidige arbejde og muligheden for

genvalg. Mariager og Wivel (2019b, 82–84) argumenterer slutteligt for, at

beslutningsprocessen foregår i flere spændingsfelter. Beslutningstagerne skal vurdere, hvorvidt

et militært engagement er foreneligt med politisk definerede mål, midler og juridiske rammer.

Det politiske handlerum afgrænses af folkeret og dansk lovgivning, men efterlader dog et

fortolkningsrum, der kan fremstå uklart i krise- og krigssituationer. Herudover besluttes dansk

militært engagement med henblik på at varetage og fremme danske værdier og interesser

internationalt, hvor Danmark arbejder for at styrke den internationale retsorden. I krise- og

krigssituationer kan der opstå spændinger, idet Danmark kan være nødsaget til at acceptere en

væsentlig grad af pragmatisme i den politiske beslutningsproces. Endelig tages beslutningen

om militært engagement i et spændingsfelt mellem magt og ambitioner. Danmarks

magtressourcer er begrænsede, hvorfor Danmark sjældent vil have en afgørende betydning i

hverken beslutningen eller iværksættelsen af et militært engagement eller i engagementets

videre forløb. Et militært engagement vil derfor primært have komplikationer for Danmark

selv. Herudover vil Danmarks beslutning typisk være reaktiv som en reaktion på en


Side 14 af 48

internationale krise eller som et produkt af centrale allieredes reaktion på denne. Slutteligt skal

Danmark navigere i ovenstående som et lille land underlagt ressourceproblematikken, der har

klar betydning for bidraget til den enkelte mission men også antallet af militære missioner

(Mariager og Wivel 2019b, 84).

Figur 1: Forståelsesramme for Danmarks militære engagement (Mariager og Wivel, 2019b, 77)

Mariager og Wivels model (2019, 77) er et godt bud på en neoklassisk realistisk model i

overensstemmelse med den ovenstående, teoretiske diskussion (Beach 2012, 63–64; Wivel

2002, 439). Modellen ser bredt på forklaringsformerne og anderkender de enkelte aspekter, der

ikke kan stå alene, men som i samspil med andre kan have forklaringskraft.

3.3.1 Operationalisering af variabler og model

Mariager og Wivels model (2019, 77) er konstrueret som en generel model, der overordnet

illustrerer de forhold, der har indvirkning på beslutningen om et militært engagement. Det

vurderes, at modellen vil fungere som en god ramme for analysen af bidraget til konflikten i


Side 15 af 48

Mali og Sahel, om end der vil blive foretaget modifikationer, således at modellen i højere grad

dækker ovenstående teori. Under udarbejdelsen af krigsudredningen har Mariager og Wivel

(2019) haft adgang til et omfattende kildemateriale, herunder interne notater fremført bag

lukkede døre i Det Udenrigspolitiske Nævn. Flere af disse variabler er blevet brugt til at

analysere Danmarks grunde og beslutningsprocessen for Danmarks militære engagement i

Kosovo, Afghanistan og Irak. Det er ikke muligt at få adgang til en sådan unik samling af

kilder. Krigsudredningen er en analyse af fortiden (særligt beslutningsprocessen), mens

nærværende opgave søger at belyse, hvorvidt forhold fra teoriafsnittet gør sig gældende i

konflikten i Mali og Sahel. Mariager og Wivels (2019, 77) model er konstrueret som en

forståelsesramme for dansk militært engagement, men da modellens indhold er

sammenfaldende med opgavens analysepunkter, kan modellen og dennes opbygning som

udgangspunkt benyttes.

De ”ydre påvirkninger” er dynamiske og grundlæggende i den neoklassisk realistiske model. I

forhold til Mali er strukturen interessant at inkludere i analysen. Særligt Danmarks konkrete

trusselsbillede og de bilaterale og multilaterale relationer inkluderes, idet USA ikke står i

spidsen for indsatsen samtidig med at det militære bidrag er relativt lille. De systemiske

faktorer vurderes at have en stor betydning i modellen. Fremtidens skygge er væsentlig, da den

indeholder gevinster og omkostninger, som ligger til grund for beslutningen om det militære

engagement. Der eksisterer gevinster og omkostninger i de bilaterale og multilaterale

relationer, når Danmark vælger at bidrage militært som produkt af en forespørgsel fra en

allieret. Ligeledes findes der gevinster og omkostninger sted, når Danmark følger sin

ideologiske overbevisning og søger at udbrede den liberale verdensorden. Gevinster og

omkostninger vil blive analyseret i tråd med fagets ”Rational Actor Model” (RAM) (Beach

2012, 100–103). Ifølge RAM er beslutningstagere rationelle og vil derfor vælge den

udenrigspolitik, der maksimerer gevinster og minimerer omkostninger. En afgørende

komponent i modellen er derfor, hvilke udenrigspolitiske prioriteter staten har, således det

bliver muligt at udlede en ”nyttefunktion”, der beskriver forventet nytte ved forskellige

handlinger. Opgavens teoriafsnit vil være definerende for funktionen. RAM er forenelig med

forskellige IP-teorier og tillader derfor at forudse handlinger udledt fra både et system- og

statsniveau, hvilket er oplagt i nedenstående neoklassisk realistiske model. I denne opgave vil

RAM udgøre rammen for ”fortidens skygge” med formålet at belyse de forskellige fordele og


Side 16 af 48

ulemper ved et militært engagement i Mali og Sahel. Der ønskes ikke at lave en omfattende

RAM-analyse, men nærmere at benytte komponenter fra modellen, der har indvirkning på

beslutningen om at bidrage i Mali (Beach 2012, 100–103). Mariager og Wivel (2019, 77)

adskiller de ”indre påvirkninger” fra ”betingelser” for Danmarks handlerum, mens

teoriafsnittet i nærværende opgave har behandlet ideologi og identitet som ”indre

påvirkninger”. Mariager og Wivel (Ibid) beskriver disse under ”interesse og værdier” og ”magt

og ambitioner”. Der forekommer altså en opdeling, som giver mening i krigsudredningen, og

hvormed Wivel og Mariager har kunnet analysere på personudtalelser, notater med videre.

Disse har ikke været tilgængeligt for konflikten i Mali (Mariager og Wivel 2019b). Grundet

opgavens begrænsede omfang og begrænsede adgang til kildemateriale såvel som

teoriafsnittets brede behandling af indre påvirkninger, vil opgaven behandle relevante aspekter

fra ”betingelser” under ”indre påvirkninger” – dette inkluderer ”interesser og værdier” og

”magt og ambitioner”. Ovenstående teoriafsnit 3.1 vægter de identitetsmæssige og ideologiske

grunde for et militært engagement relativt højt, hvorfor disse vil blive inkluderet. De forventes

at have nogen forklaringskraft for bidraget til Mali og Sahel, der er missioner enten i rammen

af FN eller med FN-mandat (Forsvarsministeriet 2019a). Partipolitik og enkeltpersoners

motiver vil ikke blive inkluderet som variabler i analysen, da formålet med opgaven ikke er at

konkludere på flygtige forklaringsformer, men nærmere stadfæstede forhold og dynamikker.

For at simplificere modellen og tilpasse den til de fundne forhold i teoriafsnittet vil ”indre

påvirkninger” blive udgjort af ”identitet”, ”ideologi og altruisme” samt ”politiske interesser”.

”Politiske interesser” inkluderes, idet posten fanger de resterende forhold fra ”betingelser” i

Mariager og Wivels (2019, 77) model. Dette inkluderer også eventuelle egennyttige interesser

Danmark måtte have i forbindelse med et militært engagement. Læren af tidligere konflikter er

tilnærmelsesvist en konstant, men betydningen af fortiden kan vægte forskelligt afhængigt af

hvilken konflikt og potentielt militært bidrag, der er tale om. I overvejelserne omkring et dansk

militært bidrag til Mali, må det forventes at være betinget af læren fra tidligere konflikter,

herunder blandt andet indsatsen i Afghanistan og Libyen. Fortidens skygge kan derfor

inkluderes som variabel. Nedenfor ses den modificerede model, der vil blive brugt i analysen

af Danmarks militære engagement i Mali.


Side 17 af 48

Figur 2: Analysemodel for Danmarks militære engagement i Mali og Sahel

4 ANALYSE

Den teoretiske gennemgang af eksisterende litteratur og modificering af Mariager og Wivels

(2019, 77) model har resulteret i analysemodellen beskrevet i afsnit 3.3.1. Modellen bidrager

med en klar ramme for nærværende analyse af et dansk militært engagement i Mali og Sahel.

Analysen følger modellens opbygning, og den vil derfor først analysere de ”ydre

påvirkninger”, derefter de ”indre påvirkninger” og, som en naturlig del i processen

spændingsfeltet mellem disse. Herefter analyseres spændingsfeltet mellem ”fortidens skygge”

og ”fremtidens skygge”.

4.1 Ydre påvirkninger

Følgende afsnit behandler de ydre påvirkninger af Danmark, der forekommer i forbindelse med

en beslutning om et dansk militært engagement i Mali. Afsnittet analyserer ”trusselsbilledet”,


Side 18 af 48

”bilaterale relationer” og ”multilaterale relationer” i henhold til figur 2 beskrevet i afsnit

3.3.1.

4.1.1 Trusselsbilledet

Trusselsbilledet har historisk set været afgørende for et militært engagement. Dette gælder

særligt for en småstat som Danmark, hvor krig har været den yderste konsekvens af truslen

mod statens territorium (Mariager og Wivel 2019a, 469). I dag er mindre landes militære

engagement svar på trusler mod statens territoriale suverænitet såvel som mod den regionale

stabilitet og det internationale samfund. Siden den kolde krigs afslutning, har Danmark ikke

været udsat for nogen direkte territorial trussel, hvilket dog siden Ruslands annektering af Krim

i 2014 igen kan rejses som en debat (Rickli 2008, 321; Forsvarets Efterretningstjeneste 2018,

9). Derudover har småstater sjældent militære kapabiliteter til at imødegå trusselsbilledet uden

samarbejde med andre, og derfor er Danmarks svar på militære trusler i høj grad betinget af bi-

(særligt USA og Storbritannien) og multilaterale relationer (særligt NATO og FN).

Trusselsbilledet, der er relevant for et militært engagement i Mali, er todelt. Først og fremmest

er det relevant at vurdere den direkte trussel mod Danmarks sikkerhed og interesser. Herefter

spiller andre trusler mod Danmark også en rolle i beslutningen om et militært engagement i

Mali, da Danmark har begrænsede ressourcer og militære kapabiliteter. Danmark er ligesom

andre stater nødt til at prioritere hvilke konflikter man ønsker at tage del i. Såfremt der opstår

en konkret trussel mod den nationale sikkerhed og det nationale territorium eller landets

sikkerhedsgaranti i form af NATO og USA vil dette blive prioriteret meget højt.

Konflikten i Mali udgør ikke nogen territorial trussel mod Danmark, men den vurderedes af

FN’s Sikkerhedsråd i 2012 at udgøre en trussel mod global fred og sikkerhed

(Udenrigsministeriet 2016, 3). Udenrigsministeriet vurderede i dets landepolitikpapir om Mali

2016-2021, at ”de humanitære konsekvenser af en potentiel spredning til nabolandene kan

blive katastrofale for regionen og med betydelige afledte konsekvenser i Europa”

(Udenrigsministeriet 2016, 12). Forsvarets Efterretningstjeneste fokuserer ikke entydigt på

Mali i dets Efterretningsmæssig Risikovurdering 2018, hvor den blot nævner Mali som en del

af Sahel-regionen. Den understreger dog samtidig, at Sahel-landene kun delvist har kontrol

med deres grænser og territorier og lider under svag regeringsførelse (Forsvarets

Efterretningstjeneste 2018, 47). Den svage regeringsførelse giver oprørsgrupper og militante


Side 19 af 48

islamister mulighed for at udvide deres aktiviteter samt øge terroraktiviteten lokalt. Truslen

mod Danmark forekommer derfor indirekte, og den skyldes blandt andet migration og

terrorisme. Massiv fattigdom, manglende jobmuligheder og ustabilitet medvirker til irregulær

migration mod blandt andet Europa (Folketinget 2015a, 2). Mali rangerer som nummer 182 ud

af 189 lande på FN’s Human Development Index (United Nations Development Programme

2017). Senest har forhenværende udenrigsminister Anders Samuelsen ytret, at ”Det er

afgørende for dansk og europæisk sikkerhed, at vi bidrager til stabiliteten i nærområdet.

Terrorgrupperne i Sahel-regionen er en trussel imod vores fælles sikkerhed”

(Forsvarsministeriet 2019b). Dette skete efter den daværende VLAK-regering fremsatte ønske

om et bidrag til den franskledede Operation Barkhane i Sahel-regionen fra udgangen af 2019

med et helikopterbidrag og op mod 70 mand. Den nuværende regering støtter op om forslaget,

der er en del af seneste udspil fremsat som beslutningsforslag til Folketinget (Regeringen

2019). Situationen i Mali herunder resten af Sahel-regionen vurderes altså at have indflydelse

på Danmarks trusselsbillede, om end der ikke er tale om en territorial trussel.

De baltiske landes uafhængighed i 1991 og senere indlemmelse i NATO i 2004 rykkede

NATO’s og hermed Danmarks ydre grænse og forsvar mod øst (Jakobsen og Rynning 2019,

1). Den danske hær gennemgik flere reformer som produkt af NATO’s efterspørgsel på

reaktionsstyrker efter den kolde krig. Disse reaktionsstyrker kunne blive udsendt i

konfliktområder som eksempelvis det tidligere Jugoslavien (Jakobsen og Rynning 2019, 6).

Forsvarsforliget i 2004 cementerede udviklingen fra en organisation med evnen til

massemobilisering mod truslen fra øst, overmod en mindre, agil organisation, der kunne blive

indsat med kort varsel i brændpunkter rundt omkring i verden. Forsvarets organisation blev

tilpasset krigen i særligt Afghanistan som produkt af NATO-solidaritet (Jakobsen og Rynning

2019, 6). Herudover har Forsvaret kontinuerligt gennemført besparelser, som har medført, at

antallet af aktivt militært personel er faldet fra 31 tusinde i 1990 til 17 tusinde i 2017 (NATO

2014, 10, 2019, 12). Senest har den territoriale trussel vundet indpas igen efter Ruslands

annektering af halvøen Krim i 2014 – denne gang ikke med Danmark som frontlinjestat, men

derimod med de baltiske lande. Danmark besluttede i 2017 med beslutningsforslag B150 at

anerkende truslen fra øst samt udvise alliancesolidaritet og hermed udsende et kompagni til

NATO’s ”enhanced Forward Presence” i Baltikum og Polen med henblik på at styrke

alliancens afskrækkelses- og forsvarsprofil (Folketinget 2017, 2). Forsvarets


Side 20 af 48

Efterretningstjeneste beskriver i dets Efterretningsmæssige Risikovurdering 2018, at ”Rusland

vil forstsat være en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark”

(Forsvarets Efterretningstjeneste 2018, 17). Peter Taksøe Jensen argumenterer i sin udredning

om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fra 2016, at ”Danmark og Europas nærområder er

blevet mindre sikre (…) og Ruslands handlinger underminerer den europæiske

sikkerhedsorden og tilfører en trusselsdimension, der ikke var forudset for få år siden”

(Taksøe-Jensen 2016, 71). Der tegner sig altså et billede af en sikkerhedsmæssig dagsorden,

som er anderledes end perioden frem til 2014, hvor Danmark kunne fokusere på Afghanistan,

Irak og senere Libyen. Om end Danmark nedtoner truslen fra Rusland i sin Udenrigs- og

Sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020 ved at skrive, at ”Rusland vurderes fortsat ikke at ville

risikere en militær konfrontation med NATO” (Regeringen 2018, 12), forekommer det tydeligt,

at Rusland står højt på den sikkerhedspolitiske prioritetsliste. Med Forsvarsforliget 2018-2023

understreges den nye trussel med oprettelsen af en brigade på cirka 4000 soldater, der kan

indsættes i rammen af NATO og hermed øge evnen til at operere med større hærenheder

indenfor NATO’s territorium (Forsvarsministeriet 2018a, 1–3). Senest har Danmark udsendt

fire F-16 fly til Litauen, hvor de skal patruljere luftrummet over Baltikum og forsvarsminister

Trine Bramsen har i den forbindelse udtalt, at Danmark skal bidrage til flere operationer i

rammen af NATO, der er landets vigtigste sikkerhedspolitiske fællesskab (Nielsen 2019).

Trusselsbilledet har ændret sig siden Danmark var dybt engageret i Afghanistan, Irak og Libyen

og Danmark ser nu en konventionel trussel fra Rusland. Sammenholdt med truslen fra Mali og

den irregulære migration og terrorisme, er konsekvenserne af en militær konfrontation med

Rusland markant større, hvilket forsvarsforliget fra 2018 understreger. Det nuværende

trusselsbillede og dets alvorlige karakter betyder, at Danmark er nødt til at prioritere sine

ressourcer (Nielsen 2019).

En anden betydelig dimension, der har afgørende konsekvenser for trusselsbilledet, er

bilaterale- og multilaterale relationer. Danmarks sikkerhed er betinget af NATO og særligt

USA, og skulle alliancens troværdighed svækkes, vil trusselsbilledet for Danmark og resten af

NATO-alliancens medlemsstater bevæge sig i en uforudsigelig og potentielt katastrofal

retning. I henhold til ovenstående litteraturgennemgang i afsnit 3.1 er en af de grundlæggende

forklaringsformer for dansk militært engagement den anarkiske struktur forklaret gennem


Side 21 af 48

Birthe Hansens ”unipolaritetsmodel” (Hansen 2000, 124). Danmark har én ”single option” i

USA i forhold til at sikre statens overlevelse i den anarkiske struktur. Dette giver Danmark

incitament til at følge USA og NATO med militære bidrag som del af ”hard work” og ”burden

sharing” i ”unipolaritetsmodellen”. Dette ses i konflikterne fra 1990 og frem til i dag, hvor

Danmark har dedikeret kampsoldater. NATO og den amerikanske troværdighed i alliancen er

afgørende for Danmarks sikkerhed. Det er nødvendigt at fastholde det amerikanske

engagement i Europa gennem NATO, hvilket præsident Trump har rejst spørgsmålstegn ved

(Barnes og Cooper 2019; Regeringen 2018, 7). Derfor er Danmark også nødt til at efterleve

forespørgsler fra USA på militært engagement, på trods af at det kan være omkostningsfuldt.

Ifølge Snyder (1984, 467) er dette rationelt såfremt det vurderes at risikoen for og omkostninger

ved ”entrapment” er mindre end omkostningerne ved ”abondonment” fra USA. Bidraget til

”enhanced Forward Presence” i 2018 af kompagnistørrelse og det forventede bidrag i 2020 af

samme størrelse er med til at vise alliancesolidaritet og relevans som tro allieret (Forsvaret

2019). Det betyder, at konflikter opstået i rammen af NATO eller på forespørgsel fra USA vil

have Danmarks klare prioritet. Danmark bidrog i 2013 til Operation Serval på en forespørgsel

fra Frankrig, som har betydelige interesser i landet, og har sidenhen bidraget til FN’s

MINUSMA. Herudover er det planen at udsende et militært bidrag til den franskledede

Operation Barkhane for at støtte den internationale indsats mod terrorisme i Sahel-regionen

(Forsvarsministeriet 2019a). Ingen af disse missioner har eller har haft USA i spidsen, hvilket

vurderes på baggrund af ovenstående og afsnit 3.1 at have en afgørende betydning for det

danske militære engagement i Mali.

4.1.2 Bilaterale relationer

I en international struktur hvor USA sætter spørgsmålstegn ved den 70 år gamle NATO-

alliance, kan Danmark have incitament til at rette blikket mod andre bilaterale relationer.

Frankrig er den fjerde største militære magt i – målt på forsvarsudgifter – i NATO efter USA,

UK og foran Tyskland, hvorfor det kan være fordelagtigt, at have et tættere forhold til Frankrig

(NATO 2019, 7). Udover at bekæmpe truslen fra terrorisme og irregulær migration kan et

militært engagement i Mali og Sahel være med til at bygge en stærkere relation til Frankrig.

Regeringen anerkender, at USA stiller spørgsmålstegn ved internationale organisationer og

aftaler, herunder NATO, men at amerikansk globalt lederskab er i Danmarks nationale

interesse, hvorfor Danmark skal søge at fastholde dette (Regeringen 2018, 8). Regeringen ser


Side 22 af 48

ligeledes ikke nogen alternativer i dets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020

til USA som global leder og sikkerhedsgarant. Danmarks forkastelse af Maastricht-traktaten i

1992 og det medfølgende EU-forsvarsforbehold har ligeledes sendt et klart signal om, at

Danmark søger sikkerhed gennem NATO og USA og ikke gennem EU og Frankrig (Wivel og

Crandall 2019, 403).

Tabel 1: Oversigt over de fire største militære magter i NATO og Danmark. Kilde: NATO (2019) - Defence

Expenditure of NATO Countries (2012-2019)

Ovenstående tabel viser tydeligt, at der er markant forskel på både bruttonationalproduktet og

forsvarsudgifterne mellem USA og de tre største europæiske stormagter. USA er i en liga for

sig med et forsvarsbudget, der er over fire gange så stort som Frankrig, Storbritannien og

Tysklands forsvarsudgifter til sammen. Derfor er det heller ikke nødvendigt at indgå i en mere

kvalitativ styrkeestimering eller lignende vurdering af styrkebalancen mellem Frankrig og

USA. Det vurderes, at Frankrig ikke kan fungere som garant for Danmarks sikkerhed. Frankrig

er dog på andre måder en oplagt allieret, da landet har de militære kapabiliteter og den politiske

vilje til at bruge hård magt uden for det europæiske nærområde i modsætning til flere af de

andre europæiske stormagter (Jakobsen 2015a, 12; Taksøe-Jensen 2016, 75). Frankrig spillede

en væsentlig rolle i forhold til international mobilisering af opbakning til interventionerne i

Libyen i 2011 og den Centralafrikanske Republik i 2013. Derudover har Frankrig interveneret

i Elfenbenskysten i 2011 og som bekendt i Mali i 2013 (Jakobsen 2015b, 77–78). Senest, med

Operation Barkhane har Frankrig indledt et militært engagement på tværs af Burkina Faso,

Tchad, Mali, Mauretanien og Niger (Forsvarsministeriet 2019a). På denne måde kan Danmark

gennem samarbejde med Frankrig opnå andre udenrigspolitiske mål, som er bredt beskrevet i

det teoretiske afsnit 3.1.2 - herunder altruisme, styrkelse af identiteten og andre nationale

interesser, der vil blive analyseret i afsnit 4.2. Et tæt samarbejde i Mali og Sahel mellem

2015 priser og kurser2017 2018e 2017 2018e

Frankrig 2.522 2.561 44.341 46.573Storbritannien 3.002 3.044 63.357 65.126Tyskland 3.536 3.536 43.584 44.341Danmark 317 321 3.632 4.171USA 18.915 19.456 626.380 642.012

Real BNP (mia. US $) Forsvarsudgifter (mio. US $)


Side 23 af 48

Danmark og Frankrig kan give Danmark goodwill og skaber en platform for fremtidige

operationer, der giver Danmark mulighed for at opnå udenrigspolitiske mål.

4.1.3 Multilaterale relationer

Som tidligere beskrevet i afsnit 3.1 har dansk militært engagement frem til Murens fald

udspillet sig i rammen af FN. Siden NATO overtog ansvaret for Balkan i 1995 har Danmark

prioriteret at deltage i internationale operationer ledet af NATO, USA eller andre koalitioner,

dog helst med FN-autorisation. Samtlige danske regeringer har vurderet, at enighed blandt

stormagter og FN-autorisation er tilstræbelsesværdigt for en småstat som Danmark, men at

andre forhold er vigtigere. Det viser Operation Allied Force i Kosovo i 1999, som følge af

folketingsbeslutning nr. B4 fra oktober 1998, hvor Danmark for første gang valgte at deltage i

en NATO-ledet operation uden FN-autorisation. Den amerikansk-ledede invasion af Irak i

2003 var ej heller med FN-autorisation, om end koalitionen henviste til tidligere FN-

resolutioner (Mariager og Wivel 2019b, 352). FN er med til at legitimere et internationalt

engagement, hvor en FN-autorisation er ønskværdigt, men et forenet NATO eller andre

konstellationer kan fungere som den næstbedste løsning (Jakobsen og Møller 2012, 110). De

ydre påvirkninger, i form af multilaterale relationer, her i form af FN, sker på to niveauer. Den

ene, som vil blive behandlet nærmere under de indre påvirkninger i afsnit 4.2, omhandler FN-

autorisationen. FN-autorisationen har dog stadig klar indvirkning som en ydre faktor, der

påvirker det internationale samfund og herunder Danmark og dets allierede. Den anden

påvirkning sker som følge af direkte efterspørgsler fra FN. I regeringens Udenrigs- og

Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020 prioriterer regeringen, at ”Danmark løfter sin del af

ansvaret og vil derfor øge støtten til FN’s sikkerhedspolitiske og konfliktforebyggende

arbejde” (Regeringen 2018, 9), hvilket er i tråd med anbefalingerne fra Peter Taksøe-Jensens

uvildige udredning om dansk sikkerhedspolitik (Taksøe-Jensen 2016, 30). Den nuværende

situation i Mali og Sahel byder på efterspørgsler fra både FN og Frankrig, til henholdsvis FN’s

MINUSMA og den franskledede Operation Barkhane. I 2015 anmodede chefen for FN’s

mission i Mali, den danske generalmajor Michael Anker Lollesgaard, Danmark om et

styrkebidrag på omkring 250 soldater og 20 til 30 pansrede lastvogne (Ritzau 2015).

Beslutningen stod som en tydelig test af Danmarks vilje til at bidrage til konkrete FN-

missioner. Den daværende regering valgte i samspil med oppositionen dog at afvise

anmodningen, til fordel for et væsensforskelligt bidrag på 30 specialstyrkesoldater og et C-


Side 24 af 48

130J-transportflybidrag (Folketinget 2015a, 2). Generalmajor Lollesgaard kritiserede offentligt

Danmarks beslutning, hvor han argumenterede, at bidraget ikke ”(...) gør nogen reel forskel

for os. Vi har ikke efterspurgt specialoperationsstyrker, fordi vi allerede har et meget robust

hollandsk specialstyrkebidrag” (Aagaard 2015). Peter Viggo Jakobsen (2016, 755–56)

argumenterer, at Danmark bryder en uskreven regel om, at nationen, der bestrider FN-

chefposten, skal yde et stort bidrag til missionen, og ifølge Jakobsen er det en stærk indikation

på, at Danmark vil følge traditionen siden 1995 og hermed prioritere operationer ledet af

NATO-allierede. Ifølge Jakobsen (2016, 756) foretrækker Danmark at bidrage med ”critical

enablers” til FN-missioner - herunder specialiseret og kostbart materiel, som de større FN-

troppebidrag fra afrikanske lande ikke råder over. Dette kan udforme sig som transportfly,

helikoptere, ingeniørkapaciteter, specialstyrker, efterretningskapaciteter med videre. Sådanne

bidrag har gennem tiden stemt overens med, hvad FN har efterspurgt, hvorfor der har været

kongruens mellem udbud og efterspørgsel. Mindre og materielle bidrag mindsker herudover

muligheden for et større tab af danske soldater, ligesom Danmark oplevede i Afghanistan.

Regeringens seneste udspil, der vil blive fremsat som beslutningsforslag i Folketinget,

indeholder netop specialistbidrag. Regeringen ønsker at bidrage med et transportflysbidrag

med op til cirka 65 personer og et personelbidrag på op til cirka 10 personer til FN’s

fredsbevarende mission MINUSMA. Herudover ønsker regeringen at bidrage med et

helikopterbidrag med op til cirka 70 personer og 1 til 2 stabsofficerer til den franskledede

Operation Barkhane i Sahel-regionen. I samme anledning præsenterede regeringen ønsket om

et substantielt beredskabsbidrag med en kampbataljon, et større krigsskib samt fire kampfly til

at styrke NATO’s afskrækkelses- og forsvarsprofil (Regeringen 2019). Det fremgår tydeligt,

at FN påvirker Danmark, hvor regeringen udtrykker, at Danmark skal tage ansvar, hvilket ses

i konkrete militære bidrag. Det er ligeledes tydeligt, at der ikke ønskes at bidrage med

kampsoldater til FN-missionen, hvilket ellers var klart efterspurgt i 2015, men at NATO

derimod prioriteres i det seneste udspil. Jakobsen (2016, 753) anser det som usandsynligt, at

Danmark skulle foretage et større skift tilbage til FN-ledede missioner, medmindre det er

specifikt efterspurgt af en større NATO-allieret. Dette er ikke sandsynligt i den nære fremtid,

hvor NATO er dybt engageret mod øst grundet Ruslands gentagne provokationer. Danmarks

militære kapabiliteter er begrænsede, og med NATO’s fokus rettet mod øst, herunder

Danmarks seneste beredskabsbidrag, er det svært for Danmark at opstille større troppebidrag

til FN-missioner.


Side 25 af 48

NATO er verdens stærkeste alliance, og som tidligere beskrevet, Danmarks sikkerhedsgarant,

hvor USA bærer den største del af denne byrde. NATO er dermed en betydningsfuld

multilateral relation, der har stor indflydelse på Danmarks militære engagement. Alliancen er

dog ikke til stede i Mali, eller andre lande i Sahel-regionen, hvorfor NATO ikke påvirker

Danmarks militære engagement i Mali direkte. NATO påvirker dog afgørende Danmark

indirekte ved at engagere Danmark andetsteds, hvilket Danmark er nødt til at prioritere. Det er

ikke komplet usandsynligt, at NATO skulle rette blikket mod FN-ledede missioner i Afrika og

Mellemøsten, da det kan blive nødvendigt at løse problemerne i rammen af FN for ikke at

provokere andre stormagter herunder Kina og Rusland (Jakobsen 2016, 754). Afrika udgør i

stigende grad scenen for stormagtspolitik, og USA har forøget antallet af soldater markant fra

6.000 i 2016 til 7.200 i 2018 (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 10). Herudover har flere

andre stormagter militær tilstedeværelse på kontinentet, om end ikke i en betydelig grad, hvor

fællesnævneren dog er kommercielle interesser. Såfremt USA vælger at engagere sig

yderligere i Sahel, eller såfremt NATO indleder et engagement, vil det give Danmark en ny

dimension og mulighed for at positionere sig som kapabel allieret i NATO.

I sidste ende er det en strategisk afvejning af de militære anmodninger fra henholdsvis USA

(herunder NATO), Frankrig og FN, der må laves på grund af Danmarks begrænsede

økonomiske ressourcer. Peter Taksøe-Jensen (Taksøe-Jensen 2016, 33) argumenterer i den

udenrigspolitiske udredning, at Danmark skal udbygge forholdet til sine primære europæiske

partnere, herunder Frankrig, men dog samtidig bevare USA som en af de tætteste allierede.

Danmarks bi- og multilaterale relationer, som er analyseret ovenfor, påvirker alle Danmark i

forskellig grad. De strukturelle forhold og særligt trusselsbilledet, taler for, at Danmark vægter

NATO-alliancen og USA højest, hvilket ses på de konkrete militære bidrag. Frankrig og FN

udgør to forskellige rammer, hvori Danmark kan opnå udenrigspolitiske mål, som vil blive

analyseret nedenfor.

4.2 Indre påvirkninger

I følgende afsnit vil de indre påvirkninger blive analyseret. Spændingsfeltet mellem de ydre og

indre påvirkninger er fremtrædende, idet flere af påvirkningerne relaterer sig til hinanden. På


Side 26 af 48

baggrund af den teoretiske gennemgang i afsnit 3.1 og operationaliseringen i afsnit 3.3.1, er

det fundet interessant at analysere ”identitet”, ”ideologi og altruisme” og ”politiske interesser”.

4.2.1 Identitet

Efter den kolde krigs ophør i 1990 befandt Danmark sig i en eksistentiel krise, hvor USA blev

svaret på Danmarks ontologiske usikkerhed (Wivel og Crandall 2019, 403). Danmark overgik

fra udelukkende at engagere sig i FN-ledede missioner til fra NATO’s overtagelse af ansvaret

på Balkan i 1995 i stigende grad at prioritere missioner ledet af USA og NATO. Siden

Operation Bøllebank, den succesfulde træfning mellem danske og serbiske kampvogne i 1994,

og den efterfølgende internationale anerkendelse har Danmark haft positive militær-taktiske

engagementer, der har været med til at udvikle en dansk ”krigeridentitet”. Denne identitet har

efterfølgende haft den bedste mulighed for udfoldelse gennem USA og NATO (Jakobsen

2015a, 9). Danmark karakteriseres af Wivel og Crandall (2019, 392) som en ”super atlanticist”

stat, der søger et ”special relationship” med USA. Det indbefatter en betingelsesløs støtte til

den amerikanske verdensorden, hvilket kan spores i regeringens Udenrigs- og

Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020, idet der argumenteres, at ”amerikansk globalt

lederskab er i Danmarks nationale interesse og afgørende for det regelbaserede internationale

samarbejde (Regeringen 2018, 8). I modsætning til andre lande i NATO-alliancen, som kan

betegnes som ”atlanticist” stater, har Danmark som kontrast til traditionel småstatspolitik stillet

forholdsvis markante bidrag til rådighed (Wivel og Crandall 2019, 401). I forbindelse med

regeringens fremlæggelse af det seneste militære udspil, nævner Forsvarsminister Trine

Bramsen, at bidraget (her beredskabs- og afskrækkelsesbidraget) er med til at understrege

Danmarks position som ”kerneallieret” (Regeringen 2019). Med andre ord er Danmark ikke

blot en ordinær allieret, men en allieret med en særlig status. Den nuværende konstellation i

Mali og Sahel gør det ikke muligt at investere yderligere i rollen som kerneallieret i NATO

eller som ”super atlanticist” stat. Danmark har siden Sovjetunionens fald arbejdet hårdt for at

opnå kernestatus, og er over flere omgange blevet rost af den tidligere amerikanske præsident

Barack Obama, der har udtalt at Danmark og resten af Norden ”punch above their weight”

(The White House 2016; Harris 2016). Gennem et engagement i Mali og Sahel i rammen af

FN eller Frankrig kan Danmark signalere, at man fortsat er villig til at benytte hård magt til at

nå udenrigspolitiske mål. Det vil dog betyde, at Danmark skal afvige fra den ramme, der har

udgjort det danske militære engagement siden 1995: NATO med USA i spidsen. Peter Viggo


Side 27 af 48

Jakobsen (2015a, 11) argumenterer, at der i Danmark hersker en bred, politisk konsensus om,

at militær aktivisme er positivt, hvorfor han ser denne fortsætte, uagtet om efterspørgslen på

militære bidrag fra USA skulle forsvinde, der ellers har været dikterende for danske bidrag.

Regeringen udtrykker med seneste forsvarsforlig eksplicitte ønsker om, at øge Danmarks

mulighed for at deltage i internationale operationer og herunder at styrke det internationale

samfunds evne til at imødegå væbnede konflikter gennem et øget dansk bidrag til FN’s

fredsbevarende og konfliktforebyggende arbejde (Regeringen 2018, 10–14). FN’s MINUSMA

giver Danmark mulighed for at bygge videre på FN-identiteten, der var styrende indtil 1995.

Danmark har flere grunde til at støtte FN-missioner. De indebærer blandt andet at videreudvikle

og styrke det regelbaserede internationale samarbejde, som vil blive analyseret yderligere

nedenfor (Regeringen 2018, 8). Jakobsen (2016, 756) fremfører, at FN gennem de seneste to

årtier, har efterspurgt specialistbidrag fra Danmark. Med undtagelse af generalmajor

Lollesgaards anmodning om 250 kampsoldater til FN’s MINUSMA, betyder dette, at Danmark

kan opretholde sin FN-identitet uden at binde kritiske militære kapabiliteter, der umiddelbart

kan blive nødvendige for et NATO-bidrag (Ritzau 2015). Selv mindre bidrag kræver dog

omfattende logistik, der kan være omkostningsfuldt og binde knappe ressourcer. Symbolske

”critical enablers” kan være afgørende. Særligt hvis de konkret efterspørges af den

ansvarshavende nation eller organisation. De kan ligeledes forekomme som overflødig

symbolpolitik. Radarbidraget i 2015 til den amerikanskledede kamp mod ISIL, som skete som

produkt af en konkret efterspørgsel fra USA, viser dog, at også specialistbidrag kan

efterspørges af USA og NATO (Folketinget 2015b). Danmark risikerer hermed stadig at havne

i en ressourceproblematik, hvor det kan være nødvendigt at prioritere USA samt at være

selektiv med bidrag til FN-missioner.

Frankrig og Operation Barkhane tilbyder i højere grad en platform for Danmark til at bruge

hård magt til at realisere udenrigspolitiske mål samt styrke ”krigeridentiteten”, der har været

fremtrædende siden Operation Bøllebank i 1994 (Jakobsen 2015a, 9). Modsat FN, der kan

forekomme ineffektivt grundet stormagtspolitik, har Frankrig vist sig særdeles villig til at

projicere hård magt til at realisere udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål uden for det europæiske

nærområde (Rynning 2017, 281). Operation Barkhane er en antiterrormission, og den har

mandat til at bekæmpe terrorisme i hele Sahel-regionen. Det giver Frankrig et elastisk mandat,

da det kan være nær umuligt at definere hvornår terrortruslen er bekæmpet. Det gør det muligt


Side 28 af 48

for Frankrig at genetablere sig på kontinentet på en måde, der giver mindelser om

”Françafrique”, som beskriver Frankrigs udenrigspolitik og indflydelse i efterkrigstiden og

under den kolde krig. Landet blev kritiseret for at have et neokolonialistisk forhold til landets

tidligere kolonier (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 8). Det betyder også, at såfremt Danmark

deployerer kampsoldater til Operation Barkhane, risikerer Danmark at blive dybt involveret i

en konflikt på ubestemt tid. Frankrigs militære engagement i Mali er af en fransk journalist fra

avisen Le Monde blevet kaldt ”Frankrigs Afghanistan” (Pezard og Shurkin 2017; Ayad 2017).

Det bevidner om bekymring for Frankrigs militære intervention i Mali og for de paralleller, der

kan drages til USA’s erfaringer i Afghanistan. Begge konflikter var indledt af en militær-taktisk

succes i form af en lyn offensiv fra en overlegen militærmagt, men de har udviklet sig til en

langtrukne ”counter insurgency-kampagner” (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 14). Frankrig

har efterspurgt taktisk løftekapacitet, hvorfor de to danske helikoptere er et reelt bidrag, der

kan gøre en forskel (Regeringen 2019). Danmark underbygger ikke sin ”krigeridentitet” ved at

bidrage med transporthelikoptere, men ved at begrænse bidraget fra kampsoldater til

løftekapacitet, vil Danmark ikke have det samme ansvar for de potentielt langvarige

konsekvenser af offensive kamphandlinger.

I marts 2019 angreb bevæbnede jihadister en malisisk militærbase og dræbte 23 soldater og tog

kortvarigt kontrol af basen (Reuters 2019a). Senere på året, i april 2019, angreb jihadister igen

en malisisk militærbase og dræbte 11 regeringssoldater (Reuters 2019b). Angrebene vidner

om, at det ikke er lykkedes at stabilisere Mali endnu, og at der kan være lang vej. Danmark

risikerer at blive fanget i en langvarig konflikt, hvor landet vil få et moralsk ansvar, uagtet om

det er i rammen af FN eller Frankrig. FN er ikke Danmarks foretrukne identitet i forhold til

internationale operationer, men der ønskes stadig en klar forbindelse til FN gennem bidrag til

missionerne. De seneste to årtier har det været muligt at bidrage med specialistbidrag, der

tilmed har været efterspurgt af FN, men FN efterspørger nu større bidrag. Danmarks identitet

er som ”super atlanticist” stat hos NATO og USA, hvorfor bidrag til Mali og Sahel-regionen

først bygger videre på denne identitet, såfremt det efterspørges af NATO eller USA. Mindre

specialistbidrag til Mali og Sahel kan være optimale, idet de ikke umiddelbart beskadiger

identiteten som ”super atlanticist” stat, mens de bygger videre på en historisk FN-identitet og

udtrykker Danmarks vilje og professionalisme i forhold til brug af militærmagt.


Side 29 af 48

4.2.2 Ideologi og altruisme

Regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi for 2019-2020 understreger, at vi i

Danmark ”skal kæmpe for vores liberale værdisæt og værne om vores frihedsidealer: en verden

med mere demokrati og frihed, herunder mere forsamlingsfrihed, religionsfrihed og mere

offentlig orden” (Regeringen 2018, 5). Som det er beskrevet i afsnit 3.1.2, er ideologi et af

forholdene, der har indflydelse på dansk militært engagement, og Danmark har i den

forbindelse været præget af en liberal-demokratisk universalisme. Taksøe-Jensen beskriver i

sin udenrigspolitiske udredning, at Danmark med udgangspunkt i danske værdier og

styrkepositioner skal orientere sig mod udfordringer som ”fattigdom, bæredygtig vækst,

klimaforandringer, migration, voldelige konflikter og ekstremisme, der samtidig knytter sig til

danske nationale interesser” (Taksøe-Jensen 2016, 50). Herudover skal Danmark fremme den

internationale retsorden og universelle menneskerettigheder (Taksøe-Jensen 2016, V). Krisen

i Mali og hermed en årrække med dårlig regeringsførelse og svage demokratiske institutioner

koblet med ringe håndhævelse af retsstaten og udbredt korruption har haft ødelæggende effekt

på den nationale sammenhængskraft og dermed destabiliseret Mali. Selvom Mali har ratificeret

de fleste internationale menneskerettighedsinstrumenter, herunder kvinders og børns

rettigheder, har landet udfordringer med at håndhæve dem. Særligt i Nordmali er kvinder og

børn berøvet deres rettigheder og status. Mali rangererer som nummer 182 på FN’s Human

Development Index, og 78 % af befolkningen lever i fattigdom (United Nations Development

Programme 2017). Danmark har siden 2007 haft et betydeligt engagement i regionen, hvor

Mali blev et dansk partnerland. Den overordnede vision for Danmarks partnerskab med Mali

er, at Malis befolkning oplever varig fred, hvilket skal understøttes af en legitim stat med

respekt for menneskerettighederne (Udenrigsministeriet 2019a). Siden 2007 har Danmark

bidraget med en bredspektret indsats i Mali, som har bestået af blandt andet aktivt diplomati

og politiske indsatser, militære bidrag, langsigtet udviklingssamarbejde, regionale

stabiliseringsindsatser og humanitær bistand (Udenrigsministeriet 2016, 7; Boserup og

Martinez 2018, 53–56). Efter kuppet i 2012 har Danmark støttet internationale mæglings- og

konfliktløsningsindsatser med formålet at forhandle med oprørsgrupperne i Nordmali

(Folketinget 2013a, 2). Danmarks engagement i Libyen, hvor Danmark bidrog med op mod

seks F-16 kampfly og kastede 11 % af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber, blev en

dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative eksternaliteter

(Jakobsen og Møller 2012, 114; Folketinget 2011, 2). Muammar Gaddafi havde mange


Side 30 af 48

malisiske tuareger ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet

manglende statsborgerskab måtte rejse til tilbage til Mali, hvor oprørerne fik adgang til våben

og trænede soldater (Chauzal og Damme 2015, 44; Folketinget 2013a, 3). Regeringen

anerkender ansvaret i beslutningsforslag B49, som omhandler den oprindelige støtte til

Operation Serval, og som beskriver, at Gaddafi’s fald har forstærket Al-Qaida i Det Islamiske

Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb (Folketinget 2013a, 3). FN’s Sikkerhedsråd har med

resolution 2085 fra december 2012 fastslået i henhold til FN-pagtens kapitel VII, at der

foreligger en trussel mod international fred og sikkerhed i Mali (Folketinget 2013a, 3). Et

betydeligt dansk, militært bidrag til Mali og Sahel vil være en fortsættelse af den tidligere

bredspektrede indsats, og den vil være et produkt af det ansvar, Danmark har fra Libyen og

som generel forpligtigelse overfor FN’s resolutioner. Det fremstår dog fordelagtigt for

Danmark at udbyde mindre specialistbidrag, som bidrager til at nå altruistiske udenrigspolitiske

mål, men undlader at binde ressourcer samt blive fanget i en længerevarende konflikt. På denne

måde kæmper Danmark for ideologiske mål, men i en form, der er foreneligt med landets

småstatsstatus. Regeringen ønsker at bidrage til både FN’s MINUSMA og Frankrigs Operation

Barkhane med specialistbidrag og er af den overbevisning, at indsatserne understøtter hinanden

(Udenrigsministeriet 2019b).

4.2.3 Politiske interesser

Ethvert land har politiske interesser, der påvirker beslutningen om et miltært engagement.

Disse interesser vil have en nær relation til tidligere teori, herunder trusselsbilledet, Danmarks

sikkerhed, ambitioner og magt. Disse faktorer finder alle forklaringskraft i realismen. Taksøe-

Jensen fremfører at danske militære bidrag siden 1990 ”har gjort Danmark til en anerkendt

allieret og partner og givet indflydelse i FN, EU og især NATO, hvor Danmarks status som

kerneland har styrket vores indflydelse på både NATO’s udvikling og de øvrige allierede”

(Taksøe-Jensen 2016, 75). Dette underbygges yderligere af Jakobsen (2015a, 9), der

argumenterer for, at aktivismen har bragt Danmark ind i inderkredsen af NATO, som USA

kvitterede med Præsident Clintons besøg i København i 1997. Wivel, Mariager og Mortensen

(2018, 1) konkluderer ligeledes, at dansk militært engagement siden den kolde krig har givet

adgang til amerikanske beslutningstagere, men også udfordringer i forhold til et skiftende

trusselsmiljø, hvor Danmark forventes at deltage. Som tidligere beskrevet, er det i en småstats

interesse at arbejde for et regelbaseret samfund, hvor beslutningerne ikke træffes hen over


Side 31 af 48

hovedet på landet (Branner 2011, 33; Regeringen 2018, 6). Situationen i Mali giver mulighed

for at arbejde hen mod indflydelse i FN og Frankrig. Såfremt Danmark opnår mere indflydelse

i FN, hvilket kunne udfolde sig i form af medlemskab af FN’s sikkerhedsråd, vil landet kunne

arbejde aktivt for et regelbaseret internationalt samarbejde. Det er en dansk målsætning at

bruge FN aktivt til at begrænse flygtningestrømme (Regeringen 2018, 18). Det er tvivlsomt,

hvad Danmark kan opnå ved at få adgang til franske beslutningstagere, særligt rent

sikkerhedspolitisk, da Frankrig ikke kan garantere Danmarks sikkerhed. Frankrig har dog vist

velvillighed i forhold til brugen af hård magt, og det kan vise sig fordelagtigt, at have

indflydelse på Frankrig i en situation, hvor landet skal tage en beslutning om at bidrage militært

til en konflikt, hvor Danmark har klarere og mere direkte udenrigspolitiske interesser.

Danmarks planlagte bidrag til FN’s MINUSMA og Frankrigs Operation Barkhane er med til

at sikre politiske interesser i form af særligt indflydelse, som Danmark har en åbenlys

egeninteresse i at styrke. Ved at forhøje bidragene, herunder udbyde kampsoldater, vil

Danmark alt andet lige stå stærkere i både FN og hos Frankrig, men det er tvivlsomt, hvorvidt

disse politiske interesser vægter ligeså højt som interesser hos NATO og USA, der i højere

grad garanterer Danmarks sikkerhed og har udgjort Danmarks udenrigspolitiske ramme siden

1990.

Analysen i ovenstående afsnit viser, at der forekommer flere indre påvirkninger, der i forskellig

grad har indflydelse på Danmarks militære engagement i Mali. Det er dog ligeledes

fremtrædende, at disse påvirkninger forekommer stærkere i et militært engagement i rammen

af NATO eller USA. I Danmarks seneste forsvarsforlig for 2018-2023 står beskrevet, at:

”NATO er og bliver hjørnestenen i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Med denne aftale vil

Danmark fortsat løfte sit ansvar som kerneland i NATO” (Forsvarsministeriet 2018b, 2). Dette

cementerer i høj grad prioriteringen af Danmarks knappe ressourcer, men afskriver ikke

påvirkningerne, som ovenstående analyse viser.

4.3 Fortidens skygge

Beslutning om et militært engagement i Mali og Sahel er påvirket af de erfaringer, Danmark

har gjort sig i forbindelse med tidligere militære bidrag. Operation Bøllebank i 1994, den

succesfulde træfning mellem danske og serbiske kampvogne, satte skub i dansk selvopfattelse

om, at Danmark med succes kan bidrage til militære operationer, også når det medfører


Side 32 af 48

kamphandlinger. Læren gennem 1990’erne var desuden at kampoperationer, der typisk

handlede om fredsskabelse og beskyttelse af civilbefolkningen, bedst foregik i NATO-regi eller

koalitioner - både når det gjaldt opnåelse af udenrigspolitiske målsætninger og beskyttelse af

deltagende tropper (Mariager og Wivel 2019b, 358). Dette skal ses i modsætning til FN’s

UNPROFOR, hvor danskere i 1995 blev fanget i krydsild mellem kroatere og serbere uden

mandat til at forsvare sig og med tab af tre danske soldater til følge (Jakobsen 2016, 749).

Ligeledes afholdt FN’s ”rules of engagement” danske soldater i at forhindre massakren på ni

handicappede serbere i 1995 (Vedsmand 2011). FN’s MINUSMA i Mali har dog et solidt

mandat, hvor FN med resolution 2100 ”Authorizes MINUSMA to use all necessary means,

within the limits of its capacities and areas of deployment, to carry out its mandate (…)”

(United Nations Security Council 2013, 9). Danske soldater skulle derfor ikke komme i

lignende situationer i Mali og Sahel, men FN’s manglende agilitet og effektivitet udgør en

betydelig del af fortidens skygge.

Indtil Operation Allied Force i Kosovo i 1999, hvor danske F-16 fly bombede serbiske

kampstillinger, var alle danske militære engagementer FN-autoriserede med undtagelse af et

bidrag til den britiske besættelseszone i 1947. Danmarks beslutning om at bidrage til en NATO-

operation uden FN-autorisation blev set som en nødvendig undtagelse, men man ville ikke

danne præcedens med denne. Senere kom bruddet med FN-traditionen dog til at danne

udgangspunkt for beslutningen om militær deltagelse i ”coalition of the willing” i Irak i 2003,

hvor regeringspartierne henviste til tidligere FN-resolutioner (Mariager og Wivel 2019b, 358).

Selvom ovenstående tilfælde har vist, at Danmark er beredt til at bidrage militært til offensive

operationer uden klar FN-autorisation, er det klart Danmarks interesse at have FN-autorisation.

Det er den brede parlamentariske opbakning til krigen i Libyen et udtryk for, hvor samtlige

partier stemte for beslutningsforslag B89 om et dansk militært bidrag til en international militær

indsats i Libyen (Folketinget 2011). F-16 bidraget til Libyen beskrives som et oplagt dansk

militært engagement og som ”the Danish way of war” af Jakobsen og Møller (2012, 2), idet

FN-mandatet legitimerede bidraget. Opbakning til den danske Libyen-indsats blev støttet af 78

% af befolkningen, hvilket var den største støtte sammenlignet med andre deltagerlande (Beim

2011). Dette skal ses i lyset af Danmarks tidligere markante opbakning til militære

engagementer siden 1990 sammenlignet med allierede. Her toppede den danske befolkning

meningsmålinger om opbakning, og nyheden om bombning af serbiske kampstillinger i 1999


Side 33 af 48

blev modtaget med stolthed og glæde. Danskerne var også gennem indsatsen i Afghanistan en

vedholdende ”top supporter”, selvom landet led det største tab målt per indbygger (Jakobsen

og Møller 2012, 1). Idet både FN’s MINUSMA og Frankrigs Operation Barkhane er autoriseret

af FN, vil den danske befolkning og regeringen føle en højere grad af legitimitet, selvom

historien har vist, at Danmark er villig til drage i krig uden solidt FN-mandat. Den nyere

histories brede opbakning til militære engagementer er med til at påvirke Danmarks militære

engagement i Mali og Sahel, hvilket kan resultere i forholdsmæssigt store bidrag.

Danmarks indsats i Libyen medførte afledte konsekvenser i Mali, hvor tuareger ansat i

Muammar Gaddafis hær vendte hjem med store mængder våben og ammunition og indgik i

Al-Qaida i Det Islamiske Maghreb (Folketinget 2013a, 3). Det betyder, at Danmark har et

moralsk ansvar for at bidrage militært i Mali for at sikre langsigtet stabilitet i regionen. Dette

skal ses i lyset af en generel dansk holdning til at bidrage med en samtænkt indsats, hvilket

Taksøe-Jensen understreger som afgørende for danske stabiliseringsoperationer (Taksøe-

Jensen 2016, 55). En samtænkt indsats omfatter ikke kun brug af økonomiske, diplomatiske og

humanitære instrumenter i samspil med de militære kapabiliteter, men det inkluderer også en

samtænkt tankegang, hvor konsekvenserne af kamphandlinger indgår. Danmark introducerede

begrebet i 2004, men tankegangen har været i spil siden 1990’erne, og har haft en stor

betydning i Danmarks militære engagementer (Jakobsen og Møller 2012, 111;

Udenrigsudvalget 2011, 29). Som tidligere beskrevet, yder Danmark allerede en bredspektret

indsats i Mali og Sahel, hvorfor et større militært bidrag kan komplementere den nuværende

indsats uden yderligere humanitære, økonomiske og diplomatiske indsatser.

USA’s langvarige engagement i Afghanistan (på trods af en lynoffensiv mod Al-Qaeda og

Taliban) udgør ligeledes et forhold fra fortiden, der har indflydelse på Danmarks militære

engagement i Mali og Sahel. Parallellerne mellem USA’s engagement i Afghanistan og

Frankrigs engagement i Mali og Sahel, nu særligt med Operation Barkhane, vækker bekymring

i franske medier (Ayad 2017). Frankrigs mandat til at bekæmpe terrorisme i Sahel er yderst

elastisk, da det er noget nær umuligt at definere, hvornår terrorismen er definitivt bekæmpet.

Såfremt Danmark vælger at deployere kampsoldater til Operation Barkhane, risikerer landet at

blive inddraget i længerevarende konflikt, der ikke nødvendigvis er i Danmarks interesse. Det

tætte samspil mellem Operation Barkhane og FN’s MINUSMA betyder også, at Danmark kan


Side 34 af 48

blive dybt involveret i konflikten i hele Sahel-regionen, selvom Danmark kun stiller med et

større bidrag til MINUSMA (Hau, Vestergaard, og Struwe 2019, 7).

4.4 Fremtidens skygge

Fremtidens skygge er et væsentligt forhold, der har betydning for Danmarks militære

engagement i Mali og Sahel. Påvirkningerne relaterer sig til en cost-benefit analyse i tråd med

Rational Actor Model (RAM) (Beach 2012, 100–103). Mariager og Wivel (2019a, 479)

argumenterer, at den danske cost-benefit analyse i forbindelse med beslutningen om bidragene

til Kosovo, Afghanistan og Irak først og fremmest var værdibaserede snarere end en egentlig

opgørelse af omkostninger og gevinster. Det handlede om at forhindre humanitære katastrofer,

medvirke til stabilisering og genopbygning, om at straffe terrorister og om at bidrage til

international orden. De danske ambitioner ligger derfor langt fra traditionel småstatspolitik,

hvor danske beslutningstageres argumenter har karakter af en perception om stormagtsstatus,

og de fremstiller danske bidrag som afgørende i internationale konflikter (Mariager og Wivel

2019a, 480). Mariager og Wivel (2019b, 359) fremfører ligeledes, at den danske politik ikke

blev formuleret under pres fra NATO og USA, men at Danmark derimod skulle give en klar

udmelding. Danske bidrag var dog ønsket og forventet, og beslutningen blev fra starten formet

i dialog med USA.

I RAM søges der at maksimere ”forventet nytte” ved at træffe et rationelt valg baseret på den

information, der er tilgængelig, idet modellen ikke forudsætter perfekt information. Modellens

input er statens prioriteter og præferencer, der er med til at udgøre en nyttefunktion. Det kan

være noget nær umuligt at definere en sådan funktion, men opgavens teori kan benyttes til at

udlede denne på et teoretisk plan. Den rationelle beslutningstager vil træffe en beslutning på

baggrund af klart definerede udenrigspolitiske mål og den tilgængelige information, som

danner basis for forventede gevinster og omkostninger ved et militært engagement. Modellen

bygger på en rationel proces, men garanterer ikke et optimalt resultat (Beach 2012, 100–103).

På baggrund af analysen i afsnit 4.1 og 4.2 kan de fundne gevinster og omkostninger

gennemgås, hvilket skaber grundlaget for et potentielt valg, der herefter træffes på baggrund af

den udledte nyttefunktion. Et overblik over de fundne gevinster og omkostninger findes i

nedenstående tabel.


Side 35 af 48

Pro Con

Trusselsbilledet

- FN: Konflikt i Mali udgør trussel mod global fred og sikkerhed

- Ustabilitet kan have afledte konsekvenser (terror og migration)

- DK er allerede til stede i Mali - Rusland forventes ikke at ville risikere

militær konfrontation

- Mali udgør ikke nogen direkte territorial trussel

- DK har begrænsede militære og økonomiske kapabiliteter

- Opstår der en direkte trussel mod DK eller allieret har dette prioritet

- Ny dagsorden mod øst fra 2014 – forsvarsforlig peger på omstilling

- DK har én ”single option” som sikkerhedsgarant, og er nødt til at efterleve amerikanske forespørgsler

Bilaterale relationer

- USA sætter spørgsmålstegn ved NATO – incitament til at se mod andre bilaterale relationer

- Mulighed for at bygge relation til Frankrig - FR har vist sig villig til at bruge hård magt

udenfor nærområdet i modsætning til andre europæiske stormagter

- Goodwill hos FR giver platform for fremtidige engagementer

- Amerikansk globalt lederskab er i DK’s interesse

- EU forsvarsforbehold: DK søger sikkerhed gennem US og NATO

- FR militære kapabiliteter er ikke stærke nok til at udgøre sikkerhedsgarant

Multilaterale relationer

- FN har tidligere udgjort ramme for militære bidrag

- FN-ramme legitimerer bidrag

- FN er ikke foretrukken ramme for militært engagement

- DK foretrækker at bidrage med ”critical enablers” til FN-missioner, som er sket gennem historiske bidrag

- Regeringen har præsenteret forstærket bidrag til NATO’s afskrækkelses- og forsvarsprofil

- NATO er engageret mod øst - NATO er DK’s sikkerhedsgarant og

verdens stærkeste alliance - Usandsynligt for DK at gå tilbage til FN-

ledet mission uden NATO eller US forespørgsel

Identitet

- MINUSMA og Operation Barkhane tilbyder en scene til at underbygge ”krigeridentitet”

- Mulighed for at vende tilbage til FN

- DK er ”super atlanticist” og kerneallieret, hvorfor US prioriteres


Side 36 af 48

- ”Critical enablers” kan være nok til at styrke FN-identitet, men kræver omfattende logistik

- ”Critical enablers” modvirker, at DK bliver fanget i Frankrigs konflikt

- Der udtrykkes tydeligt ønske fra dansk side om at bidrage mere til FN

- Engagement i Mali og Sahel underbygger ikke identitet som ”super atlanticist” og kerneallieret

- FN-identitet hører fortiden til - Mindre, kritiske bidrag kan også

efterspørges af US og NATO - FN fremstår ineffektivt - Operation Barkhane har elastisk

terrormandat – mindelser om ”Françafrique”

- DK risikerer at blive dybt involveret i ”Frankrigs Afghanistan”

- ”Krigeridentitet” underbygges kun begrænset ved at bidrage med løftekapacitet

Ideologi og altruisme

- Særligt MINUSMA giver mulighed for at kæmpe for international retsorden

- Mulighed for at kæmpe for liberalt værdisæt, frihedsidealer og universelle menneskerettigheder

- Militært bidrag vil være en del af en samtænkt indsats, der allerede er til stede

- Mali har været partnerland med DK siden 2007

- DK har ansvar fra Libyen

- DK kan nå altruistiske mål gennem specialistbidrag

- DK kan blive fanget i en længerevarende konflikt

Politiske interesser

- Mulighed for indflydelse i FN og Frankrig (medlemskab i FN’s Sikkerhedsråd)

- Regelbaseret samfund er i en småstats interesse

- Fransk goodwill kan vise sig værdifuldt senere

- DK har tidligere opnået relevans og indflydelse hos NATO og USA

- Det er tvivlsomt, hvad DK kan opnå ved adgang til franske beslutningstagere

Tabel 2: - Oversigt over gevinster og omkostninger for deployering af kampsoldater til Mali og Sahel

På baggrund af opgavens teoretiske afsnit er det muligt at tillægge de forskellige gevinster og

omkostninger en større eller mindre betydning. Udover afledte konsekvenser vurderes

konflikten i Mali og Sahel ikke at udgøre en sikkerhedsmæssig trussel for Danmark. Det

internationale samfund, herunder særligt Frankrig, er engageret i regionen, og Danmark kan

som småstat ikke umiddelbart gøre en betydelig forskel. Konflikten giver dog mulighed for at

opbygge en stærkere relation til Frankrig, der deler Danmarks velvillighed til at projicere hård

magt udenfor nærområdet. Frankrig vurderes ikke at kunne agere som sikkerhedsgarant for


Side 37 af 48

Danmark og Danmark risikerer at blive fanget i en længerevarende konflikt ved at udsende

kampsoldater. FN fremstår som en ineffektiv ramme for militære engagementer, om end

Danmark ønsker en stærkere international retsorden. Danmark kan dog bidrage med ”critical

enablers”, der viser støtte om FN og Operation Barkhane - og liberale idealer,

menneskerettigheder med videre. Det sker dog uden at binde væsentlige kapabiliteter. Det

underbygger ikke Danmarks ”krigeridentitet”, men landet undlader at blive fanget i en konflikt,

der kan blive lang og sej. Den neoklassisk realistiske model (figur 2) beskrevet i afsnit 3.3.1

vægter de strukturelle påvirkninger højest på lang sigt, hvilket er i tråd med tidligere teori

beskrevet i afsnit 3.1. Her kunne forklaringsformen dog ikke stå alene. Danmark har en klar

præference i at deltage i NATO eller amerikanskledede missioner, idet USA udgør en væsentlig

del af den danske identitet som ”super atlanticist”. Vigtigere er dog, at Danmark har én

sikkerhedsgarant: USA (via NATO). Derfor er Danmark er nødt til at prioritere

amerikanskledede engagementer – særligt med det seneste pres på NATO og Ruslands stigende

provokationer.

5 DISKUSSION

Den foregående diskussion af eksisterende teori i afsnit 3.1 samt analysen i afsnit 4 viser, hvilke

forhold der har været styrende for de tidligere bidrag i Mali samt de kommende bidrag til FN’s

MINUSMA og Frankrigs Operation Barkhane, der vil blive fremsat til folketingsbeslutning.

Hvad kan denne viden så bruges til? Det er interessant at se nærmere på, hvad der skal til for

at Danmark deployerer kampsoldater til Mali og Sahel - særligt efter afslaget på anmodningen

fra FN og generalmajor Lollesgaard i 2015. Mariager og Wivels (2019b, 22)

hovedkonklusioner i krigsudredningen er, at Danmarks militære engagement afspejler

beslutningstagernes ønske om at imødekomme USA’s ønsker om militære bidrag, men at der

derudover ikke er tale om direkte pres fra USA (eksempelvis med trusler om sanktioner eller

løfter om gevinster). Herudover konkluderer Mariager og Wivel, at Danmarks konkrete bidrag

formes snarere end besluttes. Der er tale om længerevarende processer, hvor danske

beslutningstagere indgår i en dialog med USA. I denne proces træffes mindre beslutninger hele

tiden, og de indsnævrer handlerummet og muligheden for at tage alternative beslutninger. Dette

står i kontrast til en fremgangsmåde med et afgørende møde, hvor gevinster og omkostninger

diskuteres og en beslutning træffes på baggrund af dette. Denne opgave er en præsentation af

påvirkningerne, heraf gevinster og omkostninger, der har indflydelse på beslutningen om et


Side 38 af 48

militært engagement, set i relation til eksisterende teori og militære bidrag siden 1990. Den

behandler derfor ikke selve beslutningsprocessen, der foregår mellem centrale ministre,

embedsmænd og repræsentanter for Forsvaret i dialog med repræsentanter fra USA eller andre

allierede. Om end opgavens formål var at se på overordnede grunde for, hvorfor Danmark går

i krig (med fokus på engagementet i Mali og Sahel), kan beslutningsprocessen vise sig at have

stor betydning, som Mariager og Wivel (2019b, 22) antyder. Beslutningsprocessen er dynamisk

og staters og enkeltpersoners holdninger og udtalelser påvirker hinanden og påvirker danske

beslutningstagere. Denne opgave holder disse dynamikker og de afledte påvirkninger

konstante. Selve beslutningsprocessen har været udeladt, idet formålet har været at udvikle en

analysemodel (figur 2), der indeholder de væsensforskellige forhold, som har indflydelse på

Danmarks militære engagement for herefter at applicere på en konkret case: Mali og Sahel.

Modellen kunne i lige så høj grad være brugt på en konflikt, hvor Danmark ikke er til stede i

forvejen. Her vil beslutningsprocessen ikke kunne indgå i analysen, idet beslutningen ikke er

truffet endnu. Danmarks behov for at imødekomme USA og lade beslutningen blive formet i

samspil med landet kan ses som en måde, hvorpå det stærke strukturelle forhold udspiller sig.

Når USA ikke er tilstede i Mali og derfor ikke indgår i denne beslutningsproces, står Danmark

overfor en beslutning, der reelt skal træffes. Her kan opgavens neoklassisk realistiske

analysemodel vise sig at have god forklaringskraft, idet beslutningsprocessen ikke er domineret

af USA, hvilket bevirker at mindre, men dog bindende, beslutninger ikke tages kontinuerligt.

Danmark skal træffe et valg, hvor der ikke er støtte fra verdens førende militære magt, men

hvor beslutningen om at deployere kampsoldater med risiko for tab af menneskeliv er op til

danske politikere, der ikke kan læne sig op ad mere indflydelsesrige alliancepartnere. Såfremt

amerikansk tilstedeværelse i beslutningsprocessen har en signifikant indflydelse på udfaldet af

denne, kan beslutningen om et militært engagement i Mali og Sahel være med til at understøtte

dette. Som situationen er nu, har Danmark valgt ikke at bidrage med kampsoldater til Mali og

Sahel, selvom FN konkret har efterspurgt dette. Denne opgaves forklaring kan findes i teori-

og analyseafsnittene, henholdsvis afsnit 4.1 og afsnit 5. Særligt ”fremtidens skygge” opstiller

argumenter for og imod at indsætte kampsoldater. Det er uvist, om disse forskellige argumenter

overhovedet kan tillægges en betydelig værdi, såfremt Mariager og Wivel (2019b, 22) har ret

i deres konklusion. Denne case vil derimod kunne udgøre empiri til Mariager og Wivels

konklusion om, hvorfor Danmark går i krig, selvom end det kan være svært at bevise, at

Danmark ikke har deployeret kampsoldater til Mali og Sahel, fordi USA ikke har været med


Side 39 af 48

til at forme beslutningsprocessen. Denne opgave og den neoklassiske realisme i øvrigt tillægger

den strukturelle forklaringsform stor værdi. USA og NATO, udgør altså en af de væsentligste

påvirkninger på Danmarks beslutning om et militært engagement i Mali og Sahel. I figur 2 har

forholdet også en indirekte effekt, idet fraværet af USA og NATO i Mali taler for, at Danmark

skal prioritere andre konflikter for at underbygge forholdet til Danmarks ”single option” som

sikkerhedsgarant. Opgavens vægtning af de strukturelle forhold er med til at underbygge

Mariager og Wivels (2019b, 22) argumentation om, at Danmarks opfattelse af den

internationale struktur alt andet lige vil påvirke landet i beslutningsprocessen. Mariager og

Wivel (2019b, 235) argumenterer, at ”Danmark baserede sine valg på USA’s læsning af

trusselsbilledet og deraf følgende anmodninger, snarere end en selvstændig dansk vurdering

af trusselsbilledet”. ”Trusselsbilledet” og ”bilaterale relationer” vurderes derfor at have en

afgørende betydning i både beslutningsprocessen (som analyseret af Mariager og Wivel) og

opgavens bredere og mere teoretiske tilgang til, hvorfor Danmark går i krig. Det kan være

tilfældet, at de respektive forhold, der har indflydelse på beslutningen (særligt ”ydre

påvirkninger”) bliver intensiveret når de foregår i en dynamisk beslutningsproces. Det

forekommer sandsynligt, at der er forskel på strukturelle påvirkninger, som indgår i en

overordnet cost-benefit analyse af et militært engagement og de dynamiske, strukturelle

påvirkninger, der forekommer når amerikanske beslutningstagere indgår i en konkret

beslutningsproces. De direkte påvirkninger - herunder anbefalinger, informationsdeling og

konkrete efterspørgsler - må alt andet lige have en forstærkende effekt, der understreger den

internationale struktur. Ovenstående efterlader et klart indtryk af, at den internationale struktur

er et afgørende forhold for et dansk militært bidrag med kampsoldater, uagtet om det udspiller

sig i beslutningsprocessen eller i en cost-benefit analyse. Det efterlader også spørgsmålet om

de indre påvirkninger nogensinde vil udgøre afgørende forhold for et militært engagement.

Opgavens teori og analyse tillægger ”identitet” en relativt tung vægtning, der omhandler

Danmarks identitet som ”super atlanticist”. Dette forhold har dog tydelige spor til den

strukturelle forklaringsform, hvor Danmark identificerer sig med verdens førende militærmagt

og landets eneste sikkerhedsgarant. Ideologi og altruisme vægter tungt i danske

beslutningstageres argumentation, men vurderes ikke at have afgørende betydning relativt til

andre forhold (Mariager og Wivel 2019b, 359). Vil de indre påvirkninger nogensinde være

tilstrækkelige til at lade Danmark deployere kampsoldater? De indre påvirkninger har en klar

betydning, hvorfor vi ser konkrete, om end symbolske, bidrag til FN’s MINUSMA og


Side 40 af 48

Operation Barkhane. Det kan dog argumenteres, at de resterende variabler i opgavens

analysemodel vil få en større betydning, ifald USA ikke indgår i beslutningsprocessen. Det

forekommer dog usandsynligt, at Danmark skulle deployere kampsoldater uden en konkret

forespørgsel fra USA eller NATO, hvilket understreges af Mariager og Wivel (2019b, 22) og

denne opgave. Denne diskussion kan hverken be- eller afkræfte, at det væsentligste forhold for

et militært bidrag med kampsoldater er USA’s engagement i beslutningsprocessen, men

opgaven deler den tunge vægtning af de strukturelle forhold som afgørende for et betydeligt

dansk militært engagement. De strukturelle forhold, der har afgørende vægt i analysen samt i

beslutningprocessen, er dog baseret på en antagelse om en unipolær struktur. I opgavens

afgrænsning argumenteres der for, at Danmark opfatter den internationale struktur som

værende unipolær. Dette er dog en igangværende debat, og Wæver (2010, 9) argumenterer for,

at vi har bevæget os over mod en unimultipolær struktur, hvor USA udfordres af regionale

stormagter (Branner 2017, 110–14; Jakobsen 2015a, 5). Såfremt strukturen ændrer sig, eller

såfremt danske beslutningstagere ændrer syn på denne, må det antages at have en indvirkning

på opgavens model og særligt vægtningen af variablerne samt på Danmarks militære

engagement.

6 KONKLUSION

Frem til og med 1989 deltog Danmark i 13 internationale operationer, hvor FN udgjorde

rammen for dem alle. Siden 1990 er der sket et markant skift i antal og missionsramme, idet

Danmark har bidraget til 68 internationale operationer, hvor kun cirka halvdelen var i FN-

ramme, mens resten var i rammen af NATO eller internationale koalitioner. Danmark har ført

en aktivistisk udenrigspolitik, på trods af at landets territoriale sikkerhed ikke har været truet,

og på trods af at Danmark har lidt forholdsmæssigt store tab i Afghanistan. Opgaven tager

afsæt i emnets omfattende eksisterende teori for at klarlægge hvorfor Danmark går i krig samt

hvorvidt disse forhold gør sig gældende i Mali og Sahel. Helt konkret efterspurgte FN i 2015

et dansk bidrag bestående af 250 kampsoldater til FN’s MINUSMA, hvilket Danmark afslog

og i stedet sendte et transporthelikopterbidrag samt specialstyrker. Til Frankrigs Operation

Barkhane ønsker regeringen ligeledes at sende et transportbidrag. Litteraturen fremfører, at

beslutningen om et militært engagement foregår i et spændingsfelt mellem indre og ydre

påvirkninger. Den internationale struktur - herunder neorealismen og særligt Birthe Hansens

”unipolaritetsmodel” - udgør en god baseline for Danmarks militære engagement. Danmark


Side 41 af 48

har én ”single option” som sikkerhedsgarant, og dermed incitament til ”flocking” og ”hard

work” som del af unipolens ”burden sharing”. Den strukturelle forklaring kan dog ikke stå

alene, hvorfor indre påvirkninger, herunder ”identitet”, ”ideologi og altruisme” og ”politiske

interesser”, vurderes at øge forklaringskraften. Som småstat har Danmark et incitament til at

kæmpe for en regelbaseret international retsorden, men identiteten er skiftet fra et FN-spor over

til NATO og herunder USA, hvor Danmark har oplevet at kunne opnå udenrigspolitiske mål

mere effektivt. Gennem NATO og USA har Danmark fået en ”krigeridentitet” og en identitet

som ”super atlanticist”, der er kentegnet ved et ”special relationship” med USA og

uforbeholden støtte til amerikansk udenrigspolitik. Disse forhold har været styrende for danske

militære engagementer siden 1990, og opgaven inddrager disse forhold i en neoklassisk

realistisk model, der tager højde for både ydre og indre påvirkninger, men som også tager højde

for fortidens skygge og fremtidens forventninger om gevinster og omkostninger.

Konflikten i Mali og Sahel udgør ikke en direkte territorial trussel mod Danmark, men omfatter

derimod en indirekte trussel gennem migration og terror. Det skyldes blandt andet fattigdom,

svag regeringsførelse, ustabilitet og våbentilførsel fra Libyen. Siden 2014, hvor Rusland

annekterede halvøen Krim, har trusselsbilledet dog ændret sig for Danmark, hvor landet i 2017

besluttede at udvise alliancesolidaritet og bidrage til NATO’s ”enhanced Forward Presence”

i Baltikum. Den nye trussel understreges i det seneste forsvarsforlig for 2018-2023 med

oprettelsen af en brigade, der kan indsættes i rammen af NATO. Udover den nye trussel er

Danmark qua den internationale struktur nødt til at fastholde amerikansk engagement i NATO,

hvilket kan gøres gennem militære bidrag til NATO-missioner. Det gør det nødvendigt for

Danmark at prioritere sine begrænsede ressourcer, hvilket betyder at FN- og franskledede

missioner nedprioriteres. På trods af at USA sætter spørgsmålstegn ved den 70-år gamle

NATO-alliance, kan Danmark ikke finde sikkerhed i andre bilaterale relationer. Frankrig har

ikke den økonomiske eller den militære styrke til at fungere som garant for Danmarks

sikkerhed. Dog har Frankrig vist velvillighed til at projicere hård magt udenfor det europæiske

nærområde, hvorfor landet kan tilbyde en platform til at opnå andre udenrigspolitiske mål.

Forkastelsen af Maastricht-traktaten i 1992 er et klart udtryk for, at Danmark søger beskyttelse

gennem NATO og USA. Danske beslutningstagere tillægger FN stor værdi, og det har historisk

udgjort rammen for en stor del af danske militære engagementer. Siden NATO overtog

ansvaret for Balkan i 1995, har FN dog mistet betydning for Danmark, som har fundet andre


Side 42 af 48

mere effektive konstellationer for militære bidrag. Det blev tydeliggjort, da Danmark afslog en

konkret forespørgsel fra generalmajor Lollesgaard på 250 kampsoldater til FN’s MINUSMA.

Danmark bidrager helst med ”critical enablers” til FN-missioner, der muliggør at støtte FN

uden at binde større troppestyrker, som prioriteres andetsteds.

Danmark kan karakteriseres som en ”super atlanticist” stat, der søger identitet og et ”special

relationship” hos USA. Det betyder, at Danmark vil prioritere amerikanskledede operationer,

således at Danmark kan forblive en kerneallieret. Konstellationen i Mali og Sahel gør det ikke

muligt at underbygge denne identitet. Dog kan Danmark, særligt gennem Operation Barkhane,

styrke ”krigeridentiteten”, men man risikerer at blive fanget i en langtrukken konflikt, der ikke

har markante gevinster. FN’s Sikkerhedsråd har med resolution 2085 fastslået, at der foreligger

en trussel mod international fred og sikkerhed i Mali, og den danske regering udtrykker et

stærkt ønske om at kæmpe for liberale frihedsidealer. Et betydeligt dansk militært bidrag til

Mali og Sahel vil være en fortsættelse af den tidligere bredspektrede indsats, som blandt andet

er et produkt af det ansvar Danmark har fra Libyen og som opstår af en generel forpligtelse

overfor FN’s resolutioner. Dog kan disse altruistiske mål opnås ved at bidrage med

specialistbidrag og undlade at binde betydelige kapabiliteter. Situationen i Mali og Sahel giver

Danmark mulighed for at arbejde for indflydelse i FN og hos Frankrig, men det er tvivlsomt,

om gevinsten vil være omkostningerne værd.

Beslutningen om et militært engagement er ligeledes påvirket af ”fortidens skygge” og

”fremtidens skygge”. Danmark er påvirket af FN’s historiske ineffektivitet og begrænsede

mandat til brug af hård magt. MINUSMA har dog mandat til brug af alle nødvendige midler,

og FN-autorisation er med til at legitimere engagementet. Danmark anerkender også at have et

ansvar for konflikten i Mali, idet den delvist er forstærket gennem sammenbruddet af Libyen,

hvorfor en bredspektret indsats er afgørende. Den langvarige konflikt i Afghanistan vækker

ligeledes bekymring for særligt Operation Barkhane, der med det elastiske terrormandat kan

blive en langtrukken mission. I ”fremtidens skygge” vurderes gevinster og omkostninger for

engagementet mod en nyttefunktion, der er udgjort af landet præferencer og prioriteter. Det

vurderes, at Danmark tillægger NATO og USA afgørende værdi, hvorfor konflikten i Mali og

Sahel ikke fordrer deployering af kampsoldater. Danmark kan derimod opnå andre

udenrigspolitiske mål ved at bidrage med ”critical enablers”.


Side 43 af 48

7 UDBLIK

Opgavens diskussionsafsnit argumenterer for, at Danmark ikke træffer en beslutning om et

betydeligt militært engagement – i dette tilfælde deployering af kampsoldater - uden at USA

indgår i beslutningsprocessen. Om end de strukturelle forhold (herunder amerikansk

påvirkning af selve beslutningsprocessen) har en betydelig indvirkning, må det stadig antages,

at Danmark er i stand til at træffe en selvstændig beslutning. Mariager og Wivel (2019b, 341)

anbefaler, at Danmark opstiller en række principper for prioritering af danske militære

engagementer. Såfremt Danmark har opstillet disse, vil landet være i stand til aktivt at udvikle

en mere nøjagtig nyttefunktion, som beskrevet i ”fortidens skygge” i afsnit 5.4. Denne opgave

kan måske bidrage med dette, idet opgaven først har klarlagt og diskuteret, hvilke teoretiske

forhold, der har været gældende for danske militære engagementer siden 1990. Herefter er

Mariager og Wivels model (2019b, 77) blevet modificeret til at kunne agere analyseramme for

potentielle militære engagementer. Disse forhold kan være med til at prioritere

udenrigspolitiske mål. Analysen gennemgår de forskellige teoretiske forholds påvirkninger og

resulterer i argumenter for og imod et militært engagement. Denne opgave kan bidrage til den

offentlige debat omkring, hvorfor Danmark går i krig. Derudover er opgaven et eksempel på

en analyse, der kan laves for at gøre beslutningstagerne opmærksomme på de respektive

gevinster og omkostninger ved en given konflikt. Det kan om muligt bidrage til, at Danmark

træffer beslutninger fremfor at lade dem blive formet. Endelig kan det være relevant at inddrage

forskellige perspektiver på den internationale struktur, hvilket kan have store betydninger for

analysen.

8 LITTERATURLISTE

Aagaard, Charlotte. 2015. “FN har ikke brug for danske jægersoldater i Mali, men

kampsoldater”. Information, december 2015.

https://www.information.dk/udland/2015/12/fn-brug-danske-jaegersoldater-mali-

kampsoldater.

Ayad, Christophe. 2017. “Le Mali est notre Afghanistan”. Le Monde, november 2017.

https://www.lemonde.fr/idees/article/2017/11/16/le-mali-est-notre-

afghanistan_5215799_3232.html.

Barnes, Julian E., og Helene Cooper. 2019. “Trump Discussed Pulling U.S. From NATO,


Side 44 af 48

Aides Say Amid New Concerns Over Russia”. The New York Times. 2019.

https://www.nytimes.com/2019/01/14/us/politics/nato-president-trump.html.

Beach, Derek. 2012. Analyzing Foreign Policy. Palgrave Macmillan.

Beim, Jakob Hvide. 2011. “Danskerne er de mest krigsvillige i koalitionen”. Politiken, 2011.

https://politiken.dk/udland/art5002195/Danskerne-er-de-mest-krigsvillige-i-koalitionen.

Boserup, Rasmus Alenius, og Luis Martinez. 2018. “Europe and the Sahel-Maghreb crisis”.

Copenhagen.

Branner, Hans. 2011. I krig igen: Danmark og de nye krige 1990-2011. Kbh.: Columbus.

———. 2017. Global politik : grundbog til international politik. 3. udg. Kbh.: Columbus.

Chauzal, Grégory, og Thibault van Damme. 2015. “The roots of Mali’s conflict - Moving

beyond the 2012 crisis”.

Folketinget. 2011. “Beslutningsforslag nr. B 89: Forslag til folketingsbeslutning Om et dansk

militært bidrag til en international militær indsats i Libyen”.

———. 2013a. “Beslutningforslag nr. B 49: Forslag til folketingsbeslutning om dansk

militært bidrag til støtte for indsatsen i Mali”.

———. 2013b. “Beslutningsforslag nr. B 28: Forslag til folketingsbeslutning om dansk

militært bidrag til FN’s fredsbevarende operation MINUSMA i Mali”.

https://www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/B28/index.htm.

———. 2015a. “Beslutningsforslag nr. B 26: Forslag til folketingsbeslutning om yderligere

dansk militært bidrag til FN’s fredsbevarende operation MINUSMA i Mali”.

———. 2015b. “Beslutningsforslag nr. B 8: Forslag til folketingsbeslutning om udsendelse

af et supplerende dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL”.

———. 2017. “Beslutningsforslag nr. B 150: Forslag til folketingsbeslutning om et dansk

militært bidrag til NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen”.

Forsvaret. 2019. “NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum”. 2019.

https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/FremskudttilstedeværelseiBalti

kum.aspx.

Forsvarets Efterretningstjeneste. 2018. “Efterretningsmæssig Risikovurdering”.

Forsvarskommissionen. 2008. Dansk forsvar, Globalt engagement. d.

Forsvarsministeriet. 2018a. “Aftale på forsvarsområdet 2018-2023”.

———. 2018b. “Aftale på forsvarsområdet 2018-2023”.

———. 2018c. “Faldne og sårede”. Personalestyrelsen. 2018.


Side 45 af 48

http://forpers.dk/hr/Pages/Faldneogsaarede.aspx.

———. 2019a. “Indsatsen i Sahel-regionen (MINUSMA og Operation Barkhane)”. 2019.

https://www.fmn.dk/videnom/Pages/IndsatseniMali.aspx.

———. 2019b. “Regeringen vil styrke indsatsen mod terrorisme i Sahel-regionen”. 2019.

https://fmn.dk/nyheder/Pages/Regeringen-vil-styrke-indsatsen-mod-terrorisme-i-Sahel-

regionen.aspx.

Hansen, Birthe. 2011. Unipolarity and World Politics : A Theory and Its Implications.

Abingdon, Oxon; New York, NY: Routledge.

Hansen, Birthe. 2000. “The Unipolar World Order and its Dynamics”. I The new world order

contrasting theories, redigeret af Birthe Hansen og Bertel Heurlin. Houndmills,

Basingstoke, Hampshire: Macmillan Press.

Harris, Gardiner. 2016. “Obama warms up to Nordic leaders”. The New York Times, 2016.

https://www.nytimes.com/2016/05/14/world/europe/obama-warms-to-nordic-heads-of-

state.html.

Hau, Jens Peter, Morten Hetmar Vestergaard, og Lars Bangert Struwe. 2019. “Danmarks

indsats i Mali - stabilitet og stormagtspolitik i Sahel”.

Jakobsen, Peter Viggo. 2015a. “Danmarks militære aktivisme fortsætter med eller uden

USA”. Politik 18 (4). https://doi.org/10.7146/politik.v18i4.27623.

———. 2015b. “Derfor skal Danmark fortsat gå i kamp”. I Hvor står Danmark nu?

København: Ræson.

———. 2016. “Denmark and UN peacekeeping: glorious past, dim future”. International

Peacekeeping 23 (5): 741–61. https://doi.org/10.1080/13533312.2016.1227933.

Jakobsen, Peter Viggo, og Karsten Jakob Møller. 2012. “Good news : Libya and the Danish

way of war”. Danish foreign policy yearbook, 13,106-130.

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2012/YB2012/015.Peter Viggo

Jakobsen og Karsten Jakob M%F8ller.pdf.

Jakobsen, Peter Viggo, og Sten Rynning. 2019. “Denmark: happy to fight, will travel”.

International Affairs 95 (4): 877–95. https://doi.org/10.1093/ia/iiz052.

Larsen, Jesper, og Jesper Thobo-Carlsen. 2005. “Fogh fastholder sin kritik af »medløberne«”.

Berlingske Tidende. 2005. https://www.berlingske.dk/samfund/fogh-fastholder-sin-

kritik-af-medloeberne.

Mariager, Rasmus Mølgaard, og Anders Wivel. 2018. “Det handler om udbud og


Side 46 af 48

efterspørgsel”. Weekendavisen, Ideer, 8–9.

———. 2019a. Hvorfor gik Danmark i krig? Irak og tværgående analyser. Københavns

Universitet.

———. 2019b. Hvorfor gik Danmark i krig? Uvildig udredning af baggrunden for

Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak. Københavns

Universitet.

Mouritzen, Hans. 2007. “Denmark’s super Atlanticism”. Journal of Transatlantic Studies 5

(2): 155–67. https://doi.org/10.1080/14794019908656861.

NATO. 2014. “Defence Expenditure of NATO Countries (1990-2013)”.

———. 2019. “Defence Expenditure of NATO Countries (2012-2019)”.

Nielsen, Mads Korsager. 2019. “Forsvarsminister vil skrue op for danske Nato-missioner”.

Danmarks Radio. 2019. https://www.dr.dk/nyheder/indland/forsvarsminister-vil-skrue-

op-danske-nato-

missioner?fbclid=IwAR35xRV0Gb4IHB7uXUOaU3TchQ0KDIn_kSq0oHDy2XvEeHf

D2pHdKe9fK-Q.

Pezard, Stephanie, og Michael Shurkin. 2017. “Mali Is France’s Afghanistan, but with a

Difference”. RAND Corporation. 2017. https://www.rand.org/blog/2017/12/mali-is-

frances-afghanistan-but-with-a-difference.html.

Regeringen. 2018. “Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi 2019-2020”.

———. 2019. “Regeringen præsenterer fire militære bidrag”. 2019.

https://www.regeringen.dk/nyheder/pressemoede-fire-militaere-bidrag/.

Reuters. 2019a. “Mali weekend attack killed 23 soldiers in total: army”, 2019.

https://www.reuters.com/article/us-mali-security/mali-weekend-attack-killed-23-

soldiers-in-total-army-idUSKCN1QZ2IS.

———. 2019b. “Attack on Mali army base kills 11 soldiers”, april 2019.

https://www.reuters.com/article/us-mali-security/attack-on-mali-army-base-kills-11-

soldiers-idUSKCN1RX0IQ.

Rickli, Jean-Marc. 2008. “European small states’ military policies after the Cold War: from

territorial to niche strategies”. Cambridge Review of International Affairs 21 (3): 307–

25. https://doi.org/10.1080/09557570802253435.

Ritzau. 2015. “FN vil have 250 danske soldater til farlig Mali-mission”. Politiken. 2015.

https://politiken.dk/udland/art5594535/FN-vil-have-250-danske-soldater-til-farlig-Mali-


Side 47 af 48

mission.

Rynning, Sten. 2017. “The divide: France, Germany and political NATO”. International

Affairs 93 (2): 267–89. https://doi.org/10.1093/ia/iiw060.

Snyder, Glenn H. 1984. “The Security Dilemma in Alliance Politics”. World Politics 36 (4):

461–95.

Sørensen, Georg, og Robert Jackson. 2013. Introduction to International Relations.: Theories

and Approaches. 5th editio. Oxford University Press.

Taksøe-Jensen, Peter. 2016. “Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid - Vejen frem for

Danmarks interesser og værdier mod 2030”.

The White House. 2016. “Remarks by President Obama, Prime Minister of Iceland, and

Prime Minister of Denmark in Exchange of Toasts”. Office of the Press Secretary.

https://obamawhitehouse.archives.gov/the-press-office/2016/05/13/remarks-president-

obama-prime-minister-iceland-and-prime-minister.

Udenrigsministeriet. 2016. “Danmark - Mali Landepolitikpapir 2016-2021”.

———. 2019a. “Mali”. Danida. 2019. http://um.dk/da/danida/lande-og-

regioner/landepolitikker/mali/.

———. 2019b. “URU alm. del – svar på spørgsmål 160 fra Eva Flyvholm (EL) stillet den

28. marts 2019 til udenrigsministeren.”

Udenrigsudvalget. 2011. “Strategi for Danmarks engagement i Libyen”.

https://www.ft.dk/samling/20101/almdel/uru/bilag/152/index.htm.

United Nations Development Programme. 2017. “Human development index (HDI)”. 2017.

http://hdr.undp.org/en/data.

United Nations Security Council. 2012. “Resolution 2085”.

———. 2013. “Resolution 2100”.

Vedsmand, Kasper. 2011. “Soldater passive vidner til likvidering”. Berlingske Tidende, 2011.

https://www.berlingske.dk/samfund/soldater-passive-vidner-til-likvidering.

Wæver, Ole. 2010. “Verden efter Vestens vælde”. Udenrigs 65 (3): 6–23.

———. 2016. “Danmark i krig, igen og igen”. I Robust mandat: juridiske udfordringer ved

danske militære missioner i det 21. århundrede, 19–42. Djøf Forlag.

Waltz, Kenneth N, red. 1979. Theory of International Politics. 1.udg. Boston, Massachusetts:

McGraw-Hill.

Wivel, Anders. 2002. “Realismen efter Waltz - udvikling eller afvikling”. Politica 34 (4 SE-


Side 48 af 48

Artikler). https://tidsskrift.dk/politica/article/view/69663.

Wivel, Anders, og Matthew Crandall. 2019. “Punching above their weight, but why?

Explaining Denmark and Estonia in the transatlantic relationship”. Journal of

Transatlantic Studies, maj. https://doi.org/10.1057/s42738-019-00020-2.

Wivel, Anders, Rasmus Mariager, og Clara Lyngholm K. Mortensen. 2018. “Denmark at

war: Patterns and developments in Denmark’s military engagement”. Small states and

the new security environment.

Documents

HVORFOR GÅR DANMARK I KRIG? - FAK · 2013 besluttede Folketinget at støtte den franskledede Operation Serval med et kortvarigt transportflysbidrag efter anmodning fra Frankrig (Folketinget