informationfraenebaer.birgitbokruse.dkinformationfraenebaer.birgitbokruse.dk... · Web viewDer er bjørne. Sidste år havde vi en bjørnemor med to unger. De kom til husene for at

Mangler er beskrevet med: xxxxxxxxxxx

End of table

Nordlandstur 1995...............................................................................................6

Nordlandstur 1997...............................................................................................6

1997 oktober den 19. Bø i Telemark.................................................................21Studenterne på Triland................................................................................................................................24Studentersamfundet i Hørte........................................................................................................................25Gavelsjøturen...............................................................................................................................................25

Breve i 1998......................................................................................................261998 marts den 2. Kære mor.......................................................................................................................261998 juli den 8. Sommerferie på cykel til Nordtyskland..............................................................................271998 december den 20. Julebrev.................................................................................................................30

Breve i 1999......................................................................................................321999 juli den 19. Kære Mor..........................................................................................................................321999 november den 14. En sølvbryllupsfest................................................................................................331999 december den 12. Kære mor..............................................................................................................341999 december den 19. Julebrev.................................................................................................................34

Breve i 2000......................................................................................................35Februar den 6, 2000. Kære Henrik og Annemarie.......................................................................................35Marts den 19, 2000. Invitation.....................................................................................................................362000 marts den 28. Kære Kirsten................................................................................................................372000 maj den 28. Kære Henrik....................................................................................................................382000 august den 5. Kære Henrik.................................................................................................................392000 Oktober den 5. Ebbe Reich. Grundtvig...............................................................................................392000 oktober den 7. Kære mor....................................................................................................................412000 december den 12. Glædelig Jul og godt nytår....................................................................................42

Breve i 2001......................................................................................................442001 februar 14. Usedom............................................................................................................................442001 april 8 – 11. Sverigesturen..................................................................................................................502001 maj den 5. Kære Eva..........................................................................................................................562001 maj den 5. Kære Felix.........................................................................................................................562001 maj den 20. Sofiero med ingeniørforeningen......................................................................................572001 juni 6. Kære Mor.................................................................................................................................592001 juli 2. Kære Kirsten Linnea..................................................................................................................592001 september 9. Møn...............................................................................................................................602001 november 25. Kære Felix og Betty.....................................................................................................632001 december den 10. Kære Henrik..........................................................................................................642001 december 15. Kære mor.....................................................................................................................642001 december 24. Julebrev........................................................................................................................66

Breve i 2002......................................................................................................692002 februar den 4. Hamborg.....................................................................................................................692002 februar 10. Kære Kirsten....................................................................................................................712002 marts den 12. Kære Anne...................................................................................................................732002 april 8. Utallig så som sand.................................................................................................................742002 april 16. Kære Henrik..........................................................................................................................772002 maj 18. Nordkysten på cykel..............................................................................................................792002 maj 27. Hamborg................................................................................................................................792002 juli 19. Stockholm...............................................................................................................................822002 oktober den 11. Kære Kirsten Linnea.................................................................................................872002 november den 23. Kære Kirsten Linnea,............................................................................................88

/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 1

Breve i 2003......................................................................................................902003 februar den 16. Kære Kirsten.............................................................................................................902003 februar den 23. Kære mor..................................................................................................................922003 februar den 23. Henrik Mortensen......................................................................................................942003 april den 24. Kære Kirsten..................................................................................................................952003 juni den 28. Kære Kirsten...................................................................................................................972003 september den 1. Kære Kirsten..........................................................................................................982003 september den 26. Kære Mette..........................................................................................................992003 november den 15. Den Nordiske Bogs Dag i Helsingborg................................................................1012003 december den 3. Grundtvigs Højskole..............................................................................................1032003 december den 6. Kære Ib.................................................................................................................107

Breve i 2004....................................................................................................1082004 februar 7. Kære Ib.............................................................................................................................1082004 februar 11. Turen til Øland i vinterferien..........................................................................................1092004 februar den 12..................................................................................................................................1102004 marts 22. Søborg sø..........................................................................................................................1152004 april 3. Ingeborg og Jens Ole er her til middag.................................................................................1162004 april 4. Frederiksborg slot med mere................................................................................................1172004 april 5. Påsken 2004.........................................................................................................................1182004 april 7. Påsken 2004.........................................................................................................................1182004 april den 14. Kære Kirsten................................................................................................................1212004 april 16. Skaraborg og Vätterlandet..................................................................................................1222004 juli. Dalartur og besøg på Leikvang..................................................................................................1282004 juli 20. Mors fødselsdag....................................................................................................................1282004 september 18. Stevns.......................................................................................................................1292004 oktober 14. Køkkenet istandsættes. Martin A Hansen......................................................................1332004 november 11. Matthäus Passion.......................................................................................................1342004 november 12. Hos Ingeborg og Jens Ole...........................................................................................1352004 november 19. Kære Kirsten. Natursyn..............................................................................................136

Breve i 2005....................................................................................................1372005 februar den 11. Folketingsvalget......................................................................................................1372005 februar den 12. Min kædesav havareret...........................................................................................1372005 februar den 13. Min nye Partner.......................................................................................................1372005 februar den 15. Brændesavning.......................................................................................................1382005 marts den 8. Bræskuret kamp..........................................................................................................1382005 marts den 9. Kronborg, Karl Otto Meyer...........................................................................................1382005 april den 3. Sverigestur - Til Strängnäs.............................................................................................1392005 april den 5. Kub og kastepind...........................................................................................................1422005 april den 6. Fætrenes og kusinernes privilegium..............................................................................1422005 april den 8. Kære Kirsten Linnea.......................................................................................................1422005 april den 10. Kære familie................................................................................................................1432005 maj den 10. Møde med Mette...........................................................................................................1442005 maj den 16. Salmeliste til Mette.......................................................................................................1452005 maj den 17. Pinsedagen i Bække hos mor........................................................................................1492005 juni den 27. Lolland..........................................................................................................................1512005 juli. Det er godt, at der bliver ferie:..................................................................................................1512005 juli den 6. Sommerferien 2005.........................................................................................................1522005 juli den 30. Anne og Mette på besøg................................................................................................1612005 august den 3. Kære Connie og Gert.................................................................................................1612005 august den 27. Med toget til Frederikssund.....................................................................................1612005 september den 12. Kære Bjarne.......................................................................................................1612005 september den 16. Annettes begravelse..........................................................................................1612005 oktober den 22. Kære Henrik og Annemarie. Tur til Langeland........................................................1622005 oktober den 29. Bryllup i Sjørring.....................................................................................................1632005 november den 2. Kirsten har født en datter.....................................................................................1642005 november den 5. Lunds, Merlands og de unge på besøg.................................................................1642005 december den 1. Mette rejser til Nuuk.............................................................................................1642005 november den 25. Barselsbesøg på Leikvang..................................................................................1642005 Glædelig jul og godt nytår................................................................................................................165

Breve i 2006....................................................................................................1662006, januar den 5. Kære Erik og Helle.....................................................................................................1662006, januar den 5. Burre sø og Mørdrupgård...........................................................................................1662006, februar den 11. Kære Mette............................................................................................................1662006, februar den 26. Kære Mette............................................................................................................1682006, marts den 26. Kære Mette,..............................................................................................................1692006, april den 30. Kære Linnea Sofie.......................................................................................................1702006, maj den 3. Kære Mor.......................................................................................................................172/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 2

2006, maj den 12. Båring Vig sammenkomsten........................................................................................1722006, maj den 24.......................................................................................................................................1752006, maj den 28. Hjemkommet fra en Vendsysseltur..............................................................................1772006, juli den 29. Hjemkommet fra sommerferie......................................................................................1802006, september den 25. Lindeparken i Bække........................................................................................1812006, oktober den 12. Kære Jakob, Henrik og Elsebet..............................................................................182Lørdag den 14. oktober 2006....................................................................................................................182Fredag den 20. oktober 2006....................................................................................................................183Fredag den 17. november 2006................................................................................................................183Fredag den 8. december 2006...................................................................................................................183

Breve i 2007....................................................................................................184Søndag den 14. januar 2007......................................................................................................................184Mandag den 5. februar 2007.....................................................................................................................185Søndag den 11. februar 2007....................................................................................................................185Onsdag den 14. februar 2007....................................................................................................................186Lørdag den 3 marts 2007..........................................................................................................................188Onsdag den 21 marts 2007.......................................................................................................................189Søndag den 6. maj 2007............................................................................................................................190Lørdag den 23. juni 2007...........................................................................................................................190Onsdag den 15. august 2007.....................................................................................................................191Nordlandstur 2007.....................................................................................................................................191Søndag den 2. september 2007.................................................................................................................193Søndag den 17. oktober 2007...................................................................................................................195Søndag den 24. november 2007................................................................................................................196Mandag den 24. december 2007...............................................................................................................196

Breve i 2008....................................................................................................197Søndag den 27. januar 2008......................................................................................................................197Sveriges tur, Karlskrona, 9.-10. februar 2008............................................................................................197Lørdag den 16. februar 2008.....................................................................................................................198Sveriges tur, Åhus, 1-2 marts 2008...........................................................................................................199Søndag den 30 marts 2008.......................................................................................................................200Søndag den 13. april 2008.........................................................................................................................200Søndag den 20. april 2008.........................................................................................................................201

26. april til 10. maj 2008. Wien – München - Weimar......................................202Lørdag den 17. Maj 2008...........................................................................................................................203Søndag den 25. Maj 2008..........................................................................................................................204Torsdag den 5. juni 2008...........................................................................................................................205

Præsten og præstekonventet..........................................................................206

Grundtvigs mageløse opdagelse. Henning Kruse............................................209

Januar 1873. Henrik Mortensen.......................................................................212

Prædikener af Henning Kruse..........................................................................213Mine ord skal ikke forgaa. 2. søndag i advent. Lukas 21, 25-36................................................................213Til fald og oprejsning. Søndag efter jul. Lukas 2, 25-40.............................................................................214Zakæus. 2. søndag efter Helligtrekonger. Lukas 19, 1-10.........................................................................214Fastelavn. Fastelavns søndag. Lukas 18, 31-43........................................................................................215Jeg er livets brød. Midfaste søndag. Johannes 6, 35-51.............................................................................216Livets brød. Midfaste søndag. Johs. 6., 35.-51...........................................................................................217Jeg er.... 4. søndag efter påske. Johannes 8, 28-36...................................................................................218Vi så hans herlighed. 6. søndag efter påske. Johannes 15, 26-16, 4.........................................................218Det levende ord. 1. søndag efter trinitatis. Lukas 16, 19-31.....................................................................219Din søn lever. 2. søndag efter trinitatis. Johannes 4, 46-53.......................................................................219Gud eller Djævel? 7. Søndag efter Trinitatis. Math. 10,24-31....................................................................220Guds kirkes sag. 8. søndag efter trinitatis. Mathæus 7, 15-21..................................................................221Han har gjort alle ting vel. 12. søndag efter trin. Markus 7, 31-37............................................................222Ak, søger de ydmyge steder. 13. søn efter trin. Mathæus 20, 20-28.........................................................223

Fra en anden verden.......................................................................................223Ingrid Bjerkås: Mitt kall. Cappelens forlag, Oslo. Illustreret. 156 s............................................................223

N.F.S. Grundtvigs Asarus.................................................................................225Skjald og Folkevækker...............................................................................................................................225/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 3

Frelsen fra den fortærende Lidenskab.......................................................................................................226Livet faaet en Mening................................................................................................................................227Den store Tvist mellem Odin og Krist........................................................................................................227

Oscar Geismar.................................................................................................228Jul 1944......................................................................................................................................................229Jul 1945......................................................................................................................................................229Jul 1946......................................................................................................................................................229Jul 1947......................................................................................................................................................230Jul 1948......................................................................................................................................................230

Gerda Bech......................................................................................................230

Torsdag den 19. juni 2008...............................................................................230

Fredag den 11. juli 2008..................................................................................231Rasmus og Nina.........................................................................................................................................231

Onsdag den 31. juli 2008.................................................................................231

Onsdag den 10. september 2008....................................................................231Bjørnfjellet.................................................................................................................................................231

Lørdag den 20. september 2008.....................................................................234Arne og Bodils sølvbryllup.........................................................................................................................234

Fredag den 17. oktober 2008..........................................................................235Kære Mette,...............................................................................................................................................235

Torsdag den 23. oktober 2008........................................................................236Finn Riber Jensen,......................................................................................................................................236

9. november 2008...........................................................................................238Foreningen Norden....................................................................................................................................238

22. november 2008.........................................................................................239Kære fætre og Jeres familier......................................................................................................................239

6. december 2008...........................................................................................240Slægtshjemmeside....................................................................................................................................240

24. januar 2009...............................................................................................242

25. januar 2009. Kære Alle,.............................................................................243

8. februar 2009. Kære Alle,.............................................................................243

23. februar 2009. Kære Mette.........................................................................244

28. februar 2009. Kære Mette.........................................................................244

22 marts 2009. Kære Mette og Espen.............................................................245

19. april 2009. Kære........................................................................................247

27. april 2009..................................................................................................247

20. juni 2009. Brev til søskende......................................................................248

24. juni 2009...................................................................................................249


7. august 2009................................................................................................249

Det nordlige Skandinavien..............................................................................250

24. september2009.........................................................................................252

11. oktober 2009.............................................................................................255

End of table


Nordlandstur 1995Allerede på afstand ses stenstøtten på sin høj ved Alstahaug præstegård. Det er busten af Peter Dass. I informationskontoret køber vi billetter hos den mest charmerende jente med en pragtfuld dialekt. Gud er Gud om alle land lå øde, læser vi på den lile bronzefigur, som står på bordet i præstegården. Hun viser rundt i kirken og i præstegården, og efter hun har fortalt, kommer hun og spørger, om vi kunne forstå hendes dialekt. Hun havde erfaring med, at danske ofte havde problemer med at forstå hendes sprog.Kirken er opført i sten i 1100 tallet og senere, i 1800 tallet ombygget og mistet noget i sit oprindelige præg. Alstahaug var domkirke fra 1804 til 1828 for Nordland, Troms og Finmark, og kirken har endnu en bispekåbe og en bispestol stående. Biskoppen hed Krogh. Der er to altertavler i kirken, hvoraf den ene er den oprindelige. I halvfjerdserne fik kirkeskibet fire vægtæpper, Livets træ, kundskabens træ, Betlehemsstjernen, tro, håb og kærlighed.Peter Dass gav personligt kirken en klokke og en døbefont. Begge dele står der stadig.Peter Dass har en stor digtning bag sig, både den dybt religiøse og den mere folkelige. Derudover var han handelsmand og ejede en jekt. Han solgte fisk i Bergen og havde flere folk i sit brød. Han blev student i Bergen og teolog fra Københavns universitet. Han blev derefter huslærer hos en familie i Vefsn i indlandet. Her blev datteren, Margrethe med barn, og Peter Dass blev udlagt som barnefaderen. Stor ståhej, da de jo ikke var gift. Peter Dass måtte rejse til København og bede kongen om tilgivelse, og det endte med, at han og Margrethe blev gift.Sit første embede fik han i Nessna, og i 1789 overtog han Alstahaug Prestegjeld, hvor han var til sin død. I dag er der museum i præstegården og administrationen er flyttet, men det hedder stadig Alstahaug Prestegjeld. I præstegården finder man et enkelt møblement bestående af de mest nødvendige ting, men for den tid meget fine renaisance og barok møbler. Af Peter Dass’ egne private ting findes en stol med megen udsmykning og høj ryg med armlæn og dertil en rejsekiste. Præstegården og kirken er omgivet af gamle asketræer og store græsplæner, med et par store rosenbuske og udenom ses veldyrkede marker med korn og græs. Selve bygningen er rødmalet i to etager med græstækket tag. I dag findes kun halvdelen af den oprindelige bygning, og i modsat ende er lavet en nyere tilbygning. Alstahaug kunstforening har udstilling i fiskebruget på bryggen. En kop kaffe med vafler og rømme og bringebær udgør frokosten i dag.

Nordlandstur 19971997 juli den 3. Torsdag.Kokkedal.Bo er syg, men kommer af sted alligevel. Ad Kongevejen til Helsingør. Varmt og solrigt.Helsingør.Brev til girokontoret med tv licens afleveres i postkasse i Helsingør. Køber returbillet til overfart med Scandline til Helsingborg. Overfart med den nye Hamlet.Helsingborg.Straks ud af byen. Birgit kører, og jeg slapper af.Jönköping.Langs Vättern forbi Ödeshög, Mjölby og ind over Vätterlandet med det flade land omkring Linköping. Tårnet på domkirken i Linköping ses viden om. Kindakanalen og Götakanalen passeres.Norrköping.Vi afleverer en rulle med originaltegninger på NME’s hovedkontor i Norrköping. Derefter besøges Händelöverket med rundgang i kontrolrum og på kedel. Birgit ser en stor kraftværkskedel i drift og er meget imponeret over at der er et så stort fyr i kedelen.Vi drikker eftermiddagskaffe ved Bråviken just nedenfor Händelöverket. Vi ser at man stjæler kabelskrot og brænder isoleringen af og sælger kobberet.Stockholm./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 6

Gennem Södertälje og ind ad Essingeleden ankommer vi til Stockholm ved 18 tiden. Vi kører ind ad Mälarstrand forbi stadshuset og over på Skeppsholmen for at spise den medbragte færdigret. Kajakroer øver vendinger i havnen. Vandretur i Gamla Stan inden vi stiller op i færgekøen til Åbo. Vi køber postkort i Gamla Stan.Der er afgang fra Viking terminalen kl 21.15 med m/f Amorella. Vi har fået en udvendig kahyt med et stort vindue, og ikke bare et koøje.Turen ud gennem skærgården foregår kort før og efter solnedgang. Det er varmt, og der er mange flotte farver på himlen Vi står på agterdækket længe og betragter sceneriet med gamle og nye sejlbåde som følger os. Der er ballonkonkurrence over Stockholm. Mange balloner synes at lande på Skansen. Fine villaer og traktørsteder på bredderne udenfor Stockholm.1997 juli den 4. Fredag.Åbo.Bliver vækket halvanden time før ankomst og ligger i køjen og kigger ud på den forbipasserende skærgård. Klipper med og uden træer i et helt blankt hav ses i den disede og varme morgenluft. Solen skinner svagt igennem disen.Vi spiser morgenmad på Amorella til sek 49,- per person. Efter morgenmaden ses på skærgården fra agterdækket. Helt inde i Åbo havn opleves vandet som mudret og grønt af alger, hvilket er typisk Finlandsskærgård. Noget af det mudrede kommer antagelig, fordi færgen går tæt på bunden.Der bliver landgang fra vogndækket med blæsning i ballon for alle chauffører. Vi kører ind til centrum og går en tur i Domkirken og på torvet. Vareudbuddet på torvet består af grønsager, fisk, brød og kager. Meget fin kvalitet på alle varer.Rauma.Afsendelse af postkort til Danmark. Lokomotiv udstillet på drejeskive.Pori.Kørt forbi på omfartsvejen. Ophold og hvil ved elven mellem Pori og havet.Kristinestad.Ankommer til campingpladsen ved inderfjorden. Fin badestrand. Rejser telt og går i byen og spiser pizza til fim 35,- per person inkl. salat, vand og kaffe. Aftentur til havn, hvor der er en kone, der vasker kludetæpper i havet. I en ponton er der nedfældet en tønde, hvori en person kan stå og vaske med vasketøjet i bekvem højde.Fodtur til den sydvestligste odde. Det kulfyrede kraftværk høres i baggrunden. Kristinestad har den dybeste kulhavn på Finlands vestkyst.Dagen er begyndt med sol og senere trækker der torden sammen og giver regn eftermiddag og aften. Regnen fortsætter hele natten.Den gamle kirke er ved at være faldefærdig. Ikke godt vedligeholdt.Lille hus med lokal kunsthåndværk ved den gamle kirke.Se kortmateriale fra Kristinestad.1997 juli den 5. Lørdag.Kristinestad.Dagen begynder med regn. Tur på torvet i Kristinestad med musik og underholdning. Spredt regn og byger. Det er varmt.Vasa.Bryllup i Vasa kirke. Fin Cadillac som brudekaret. Birgit køber is på torvet.Vi kører til færgehavnen hvor der er forbindelse til Umeå. Også her ligger havnen langt udenfor byen for at skaffe vanddybde nok. Forlystelsespark og campingplads er beliggende mellem havnen og byen. Meget fint turistkontor med mange publikationer til udlevering og til salg. Tørt og sol medens vi er i byen.Jakobsstad.Kraftige tordenbyger. Vi kører gennem byen i regn og ser på torv og gader efter lukketid.


Det er lidt problematisk at finde vejen ud af byen mod Larsmo. Vi kommer ud gennem industriområdet forbi en større papirmasse fabrik.Der regnes med at landet hæver sig 80 cm på 100 år. Til sammenligning er hævningen i Frederikshavn 17 cm på 100 år.Larsmo.Det regner kraftigt med tordenbyger. Mange sommerhuse og campingpladser.Kokkola.Der er bygget en ny kirke i centrum af byen. Tanker bensin på Shell uden for byen på landevejen mod Oulu.Oulu.Det er lørdag aften, og vi går tur på strøget i Oulu. Der er sol og varme. Megen ungdom på gaden. Friluftsscene med rockmusik. Rigt cafeliv med store halvliters øl.Fint nyt teater og bibliotek i havneområdet. Der er kun lavt vand i havnen inde i byen. Dybvandshavnen ligger langt udenfor byen, fordi landet har hævet sig, og man har måttet bygge ny havn. Fin ny motorvej ud af byen.Kuivaniemen.Ankommer til en campingplads, som ser ud til at have haft sin storhedstid for flere år siden. Anvendes nu mest af lokale fastliggere i vogn og hytte.Meget fin plads i skoven lige ned til Bottenhavet. Nu er der en del myg og fluer, som plager.Sherry og øl til maden. Kalkunlår med kartoffelmos. Kaffe og chokolade. Vejret er varmt. Det bliver sent inden vi går til ro. Betaler 20 mark for overnatning på pladsen.1997 juli den 6. Søndag.Kuivaniemen.Dejligt morgenbad og tørring i solen. Vi nyder det ved stranden for ved teltet er der insekter, som plager. Klart og blåt både på himlen og vandet.Kemi.Fin lystbådehavn med en pragtfuld udsigt over Kimielvens delta. Alt er grønt og blåt i den strålende sol. Turistinformationen er betjent af en meget velinformeret og veltalende ung pige. Hun taler engelsk. Vi ser på laks og ørreder i trappen, som fører uden om opdæmningen til kraftværket. Der er otte kraftværker i Kemijoki’s nedre løb.Keminmaa.By med middelalder kirke. Præsten proklamerede i sin tid, at hvis hans ord er sande, vil hans legeme ej forgå. Ganske rigtigt ligger præsten i sin kiste med glaslåg og ser ganske livagtig ud, selvom det er flere hundrede år siden han sidst har givet livstegn fra sig.Der er folkelig sammenkomst med nationalsang og folkemusik. Der serveres suppe af det lokale civilforsvar på det mobile feltkøkken.Petäjäskoski.Kraftværk i Kemielven. Vi holder hvil på græsplænen lige ned til elven.Rovaniemi.Ankommer til campingpladsen ved elven midt i byen. Køber lejrpas. Aftensmad på restaurant i byen. Pizza og kinagryde med stort krus øl til. Vandretur rundt i byen til bibliotek, rådhus og kongrescenter. Alvar Aalto har været med i opbygning af byen efter krigen. Jeg er stadig elendig.Udflugtsbåd på elven i en særpræget toskrogskonstruktion. Redningsmidler kan ikke umiddelbart ses. Det ligner en brandfælde.1997 juli den 7. MandagRovaniemi.Birgit og jeg besøger det arktiske center med en række udstillinger om nordlys (med film og lysbilledvisning), samekultur, bymuseum for Rovaniemi, polarnatur, økologi, geologi.


Frokost udenfor museet inden vi kører videre. Ved polarkredsen gør vi holdt og beser de mange souvenirbutikker. Der er mange fine sager. Samerne har sit eget hus til at sælge kunsthåndværk og malerier. Vi køber to små samer.Sodankylä.Bordløber på turistinformationskontoret, som vi gerne vil købe. De tager ikke VISA, så vi må opgive. Kirken er ved at lukke, men guiden tager os med til den gamle kirke, som vi får lov til at kigge ind i. Kirkegård med gamle fyrretræer. Meget lidt vegetation på gravene. På enkelte grave er der noget grønt, som ligner fuglegræs.Køber mad i Spar markedet. Der er smagsprøver på kaffe. Indkøbet er saltet laks, grønsager, brød.Vuotso.Aftensmad på en restaurant. Vi spiser renkød og kartoffelmos.Der kommer en gammel pensioneret svensker fra Jönköping. Han er på cykel og har været i restaurationsbranchen og siger, at der efter hans mening skal være lidt løg og lidt grädde i renkødet, så der bliver en sauce. Gerne også lidt champignoner.Han skal videre over Finmarksvidden og vil gerne vide om der er mulighed for at købe mad mellem Karasjok og Kautokeino. Det er der ikke, og han trøster sig med at bare man har lidt brød og lidt vand, klarer man sig.Dagen slutter med overnatning på en rasteplads ved en hundegård for slædehunde. Det er nok det nærliggende hotel, som tilbyder vintergæsterne slædeture.Der er en del myg og vi går snart til ro i teltet.1997 juli den 8. TirsdagMorgenbad i elven. Der er myg, så det går fort.Saariselkä.Johanna Martin. Se foto. Økumenisk kirke bygget i træ for EU penge. Indvendige vægplanker er tilhugget i hånden. Der er ikke mange håndværkere, som kan dette. Johanna viser frem og fortæller om sine drømme om uddannelse i Helsingki. Meget flot kirke midt i en skisportsby.Ivalo.Køber bordløber på turistinformationskontoret og skriver postkort i solskinnet. Har besøgt rådhuset og kirken. I kirken er der en student, som har gået i klasse med Johanna. Han hedder Ville Ruotsalainen og passer kirken og viser turister rundt. Meget slagfærdig ung mand. Tysk turist maser sig på med upassende bemærkninger om jøder.Frokost på en bjergtop med udsigt over Inarijärvi. Ejeren af bjerget tager 20 mk for at se udsigten. Vi nøjes med at spise frokost på parkeringspladsen.Vi køber røget sik og laks i en bod på en parkeringsplads ved landevejen. Ser også på skind og får udførlig forklaring på kvalitetsspørgsmål.Inari.Kort besøg på turistkontoret. Kunsthåndværk med uld. Is til Birgit. Indkøb og bensin for de sidste finske mark. Vanddunken fyldes op på tanken. Solrigt og kold blæst. Vandflyver lander, idet vi kører ud af byen.Overnatning på en gammel vejstrækning ved Inarisøen. Fint aftenbad i søen. Hårvask og gennemgribende rensning af hele kadaveret. Vandet er ikke så koldt. Aftensmad ved søbredden, hvor der er en lille brise, som blæser myggene bort. Sherry til aperitif. Røget laks og sik med kartoffelmos. Øl til maden. Der er næsten feststemning. Vi går aftentur rundt langs den gamle vej. Står op klokken 1 om natten og kravler op på en nærliggende bakke for at se solen, som nu står på himlen døgnet rundt.1997 juli den 9. OnsdagDejligt morgenbad. Vi er meget forundrede over at vandet er forholdsvist varmt.Sevettijärvi.Ortodoks kirke med kirkegård med mange fine gravsteder med dobbeltkors og den skrå bjælke nederst. Gravene ligger ovenpå jorden i mange tilfælde og er dækket med lav. Over de fineste grave er der bygget et lille bjælkehus.


Der ligger en virksomhed midt i landsbyen med både helikopter og vandflyver.Samerne udlejer hytter og campingpladser. Alt med sauna. Ejendommelig skiltning med tegninger. Jeg tror ikke samerne er særlig meget for det med skrivning. Vejret er gråt, overskyet og lidt køligt.Näätämö.To fine supermarkeder med norske tekster på varerne. Priserne er i mark. Grænsestationen er bare åben for turister i tiden 8 - 22. Her forlader vi den Europæiske Union.Kirkenes.Undervejs til Kirkenes kommer vi igennem et militært område med forbud mod camping og fotografering. Vi spiser frokost ved sygehuset. Tur på biblioteket. Statue af kvinde med barn på torvet og er på turistinformationskontoret. Ung mand med Tromsø dialekt.Elvenes.Bro over Pasvikelva. Vi ser på grensebommen til Rusland. Der er ingen adgang. En elgko står og græsser på engen og stikker i løb, da den ser os.Vintervollen.Fin tur over fjellet til grensen.Grense Jakobselv.Vi kører langs elva. Vejret er ved at være gråt og lidt køligt og barkst. Forbi enkelte gårde og lokales stadepladser til campingvogne ved elven. Grensevagten har en hytte til ophold for vagten. Der patruljeres langs elva.Kirken ligger højt over vejen. Nu dukker havet op, og vi fortsætter ud til den yderste parkeringsplads. Der er en halv snes både, mest plastjoller, garn til fiske ligger til tørre. Højt over havet ses en radarstation, lavere på en afsats ligger et fyr. Der er udsigt til russiske vagttårne møde øst og nordpå ser vi med mellemrum fjeldene i Nordvaranger. Fra parkeringspladsen går vi tur og finder, at der er en gastank, som forsyner fyret og fyrmesterboligen med energi.Rensdyrflok. Vi lægger os på lur bag et fjeld for at få et billede. Møder to danske køretøjer, og vi holder alle på vejen og udveksler erfaringer fra ferien. Overnatter hos Olga Johansen. Aftensmad spises ude. Kun få myg.Vandretur til havet langs stranden. Grønt hav i brændingen. Vi samler en rød kugle til fiskernes net op af brændingen. Vi går næsten i 3 timer i aftenen og natten.1997 juli den 10. TorsdagGrense Jakobselv.Vi kører til kirken for at få et par billeder.Taler med Olga Johansen, som fortæller om sin slægtning i øvre Pasvik, Schåning. Olga Johansen var i går interviewet af NRK og skulle høre sig selv i radioen.SvanvikSvanhovd Miljøcenter. Rundvisning af forstanderen. Derefter Svanvik Højskole.Frokost ved elven, som er meget bred. Grensevagten har tre både på stedet.NyrudPolitistationen ligger på en stor flot græsplane midt i skoven her i Øvre Pasvik. Ingen anden bebyggelse. Det er varmt og solrigt.Vaggetem.Vi er på en gård, hvor der er et lille cafeteria. Der tilbydes aborre som dagens ret til 88,-. Vi kører lidt længere til en campingplads, hvor der bare er hytter. Nej vi har ikke plads til telt. En tyk lille kone, som fortæller, om at de er ved at opbygge campingpladsen. Nu skal dokke se, vi har en grund i skoven med vores private hytte. Der kan dokke telte og vaske sig i vandet. Vi får vort drikkevand fra søen og det er det bedste vand i Norge, men et par danskere kan vel ikke forurene så meget, så det gør noget.Der er bjørne. Sidste år havde vi en bjørnemor med to unger. De kom til husene for at finde mad. Det er de sødeste væsener, der findes. Pas på når dokke bader. Der er en strand, som /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 10

ligner sand, men det er det ikke. Det er savsmuld fra det nedlagte savværk. Vi finder pladsen langt inden i skoven, og det er et pragtfuldt sted med lidt luft, som holder myggene væk.Vi organiserer en planke som badebro og går straks i vandet for at vaske os. Jeg tror, at aftensmaden består af bov med kartoffelmos.Resterne af savværket ligger spredt rundt om.1997 juli den 11.FredagVaggetem.Morgenbad og frokost. Vi lægger en seddel med tak for opholdet til værten. og kører til Kirkenes for at se på Grensemuseet.Strand.Undervejs ser vi en gammel gård, som er lille og beskeden. Den er bevaret som museum. Vi går til elven og kigger til Rusland. Et landsdelsmuseum i en stor og flot bygning i træ. Et pensionisthold drikker morgenkaffe på terrassen uden for museet. Chaufføren giver rundstykker.Kirkenes.Grensemuseum med en russisk jagerbomber Iljusin 2. Stor udstilling om krigsoplevelser gennem flere hundrede år. Tekstforklaring som prosa og på vers. Russiske ikoner.A/S Sydvarangers anlæg som en model. Jernmalmen grovknuses, finknuses og pelleteres. Nu er selskabet lukket. Sidste tog med malm kørte i april 1997.Indkøb på torvet hos RIMI 1000. Rødfisk, brød, syltede agurker og rømme.Tur på havnen og taler med en værkfører fra Kværners skibsværft. Han er lidt fuld og brysk, men efter et par spørgsmål, får han munden på gled. Han fortæller om russiske trawlere. De vil gå til bunds ved mødet med den første brådsø. Ikke mine ord igen, slutter han af.Neiden.Neiden kirke ligger i birkeskov og er meget flot og rødmalet. Fin kirkegård. Vi taler lidt med et par familier, som arbejder på gravstedet. Overnatning på NAF plads, pris nok 90,-. Vi er trætte og orker ikke at lede mere efter teltplads. Spiser kogt rødfisk til aften og plukker Finmarksporse.1997 juli den 12. LørdagNeiden.Hurtig afgang fra campingpladsenBugøynes.En fornem tur langs Varangerfjorden. Fin sandstrand ved kirken. Værftet ligger ude bag byen, vi møder en russisk montør, som skal stå for reparation af en trawler. Han har guldtænder i hele mundenIndkøb hos Abrahamsens dagligvarer, sidste salgsdato er overskredet på en del varer. Jeg bliver klippet under et ophold ved en lille elv. Meget fin udsigt over fjorden til VadsöKarlebotn.Stor skole.Varangerbotn. På kendte veje. Samemuseum.Tana BruSølvkæde til Birgits arm. Kort besøg på turistkontoret. Frokost på parkeringsplads.TanaFinsk familie med tre drenge. Den ældste er 16-18 år og meget moderigtig med hår og tøj. Fornem og korrekt optræden. Forældrene går tur på fjeldet.Ifjord.Vi går tur på fjeldet og samler rensdyrgevirer.Lebesby/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 11

Leder efter telefon. Finder ingen. Børn bader på havnen.Reinoksvatn.Teltplads på højfjeldet. Der er is i vandet. Meget koldt. Vi sidder ved campingbordet og skriver fødselsdagsbrev til mor. Pejler solen hele natten igennem. Fine billeder til samlingen af midnatssol. Dåsemad til aften. Minestrone og bov med kartoffelmos.Vi går lang aftentur op til en top øst for vejen.1997 juli den 13. SøndagReinoksvatn.Morgenbad i elven. Vandretur på fjeldet ca. tre timer. Vi møder mange flokke rener på fjeldet. De går mest på sneen. Vi er tæt (ca. 50 m) på en flok på ca 200 dyr.Hopseidet.Kort stop for at fotografere.Mehamn.Tur i byen. Fiskerne soler sig på havnen. Telefonerer fra lufthavnen.Slettnes.Vandretur til Daumannsvika, Hollendervika, Molvika, Steinvågen. Bispen ligger i baggrunden. Se fotefar mot nord. Østhavet som nærmeste nabo.Gamvik.Aftensmad på Gamvik Gjestehus. Ungunn Vassvik serverer torsk. Der er kaffe og kage bagefter. Vi sidder i et hyggeligt lokale med varme og udsigt over havnen. Ungunn får lidt tid til at snakke efter de andre gæster forlader lokalet. Meget kold vind fra havet. Teltet slåes op på den flade slette ned til havet. Det blæser koldt fra havet. Det er klart og ingen insekter. Hurtigruta kommer fra Meham klokken 02,30 mod Kirkenes.1997 juli den 14. MandagGamvik.Museum. Ungunn Vassvik viser rundt og viser lysbilleder. Tyske fæstning over byen. Sol og hvile.Slettnes.Tågen og havgusen kommer. Vi går tur i tågen.Grotten ved havet, nær Varnesodden. Her forsamledes mennesker, der skulle evakueres under Finmarksevakueringen. Kjover og terner flyver lavt og passer på ungerne. Går tæt på mennesker. Vi er helt bange for at bliver såret af fuglenes angreb.1997 juli den 15. TirsdagSlettnes.Morgenbad i Barentshavet. Fin hvid sandstrand. Vandet er koldt, men solen skinner varmt. Tidevandet går indad.Besøg på fyret. Der er en del turister, men fyrmesteren lader os ikke komme op i fyret. Vi går på fyrets brygge. Fyrmesteren har torsk hængende. Stor glubsk hund i snor.Gamvik.Besøger Grete Mortensen i Røde kors børnehave og siger farvel til Ungunn på torvet ved Statoil. Så kører vi ud af byen med erindring om et dejligt ophold. Grete ville have solgt laks til os, men vi synes ikke vi kunne transportere disse i varmen.Mehamn.Kjøllefjord.Kommunalarbejder og hans kone Mette. Hænger du på, så kører jeg. To dage i bil fra Kjøllefjord til Rødovre. Der er vejarbejde i hele byen. Vi besøger kirken, som er bygget efter krigen for danske midler. Indkøb i supermarked. Vi er på biblioteket og møder en lidt mut pige, som skulle forestille at være guide for turisterne.Skjøttningberg./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 12

Enormt støvet. Bilen fyldt med tykke lag støv både indvendigt og udvendigt efter de 11 km derud. Varmt og solrigt. Vi går en tur gennem bygden og er på bryggen. Store måger sidder på stolperne, vi kommer ganske tæt på dem. Torskehovederne bliver smidt ned gennem gulvet og ned på bunden af havnen. Det ser ikke pænt ud.Reinoksvatn.Vi finder den gamle og kendte lejrplads og får en dejlig aften. Dåsemad til aften.1997 juli den 16. OnsdagReinoksvatn.Morgenbad i elva. Det er koldt, men alligevel dejligt.Ifjord.Børselv.Der er begravelse i byen på den nye kirkegård.Lakselv.Vi er på posten for at sende kort. Kort besøg i kirken med Karl Erik Harr’s alterbillede af en nordlandsbåd i storm.Vi møder en dansk turistbus fra Papuga i Vejle. Hyggelige mennesker. Vi får kaffe af guiden og en god snak med chaufføren.Kolvik og Trollholm.Vi går ud for at se forsteningerne af de gamle trolde. Møder den gamle bonde på gården. Han siger, at det er en katastrofe med den megen tørke. Alt græs svides af. Der er 16 malkekøer på gården. Vi taler om dialekter, og han undrer sig over, at vi danske er så lette at forstå. Han var i Möre Romsdal under Finmarksevakueringen. Der brugte de tolke for at tale med lokalbefolkningen.Skaidi.Butik med strikvarer og skind. Turistkontoret har en ung mand, som er meget hjælpsom. Vi får brochurer over hurtigruta fra bagbutikken. Jeg har gemt dem så ikke tyskerne kommer og tager det hele. En busfuld med tyskere kan rydde min butik på et kvarter.Reparfjordfjellet. Vi køber skind hos den gamle dame på fjeldet. Det var de samme to boder, som vi var i for to år siden og med de samme to samekvinder. Overnatning i en grusgrav. Det giver tordenregn under middagen. Aftentoilette i en lille bæk.1997 juli den 17. TorsdagReparfjordfjellet. Morgen vask fra vanddunken. Vi tager en hurtig afrejse og kører til Alta. Nu kommer der fint jordbrug langs vejen. Der vandes mange steder.Alta.En lille tur på torvet og i et par butikker. Det er endnu tidligt på dagen. I rejsebureauet får vi oplysninger om færgerne på Lofoten.Indkøb i Domus, en meget fin butik. Kører uden for byen og spiser laks til frokost på en lille rasteplads ved Altafjorden. En hollandsk familie med campingvogn forlader pladsen. Vi kommer til at følges med dem helt til Tromsø.ToftenEt lille hvil i varmen. Fotograferer udsigten og en same. Der er ca 20 boder med sameting.Alteidet.En lille afstikker til Jøkelfjordeidet. Meget idyllisk med fjord og bræ og grønne lier. Fine små hyggelige huse.Kvænangsfjeldet.Vi gør holdt ved hotellet og får en hyggelig stund sammen med Mariann i turistbutikken. Hun fortæller om færgetider fra Olderdalen. Hun er student fra denne sommer og er kisteglad for at have fået jobbet her i butikken, og hun tager et par dansetrin af bare glæde. Det er svært at få /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 13

job som ung her i Nordnorge. Hun er student fra Alta og har boet på hybel i studentertiden. Nu vil hun på videregående skole i Storslett.Vi går tur op ad fjeldsiden og ser renerne klatre som silhuetter mod en blå himmel. Der går rener overalt her og mest på snedækkede flader.Storslett.Vi kører ret igennem, men husker på, at vi næste gang skal se på naturparken i Reisadalen.Olderdalen.Tanken fyldes op, og vi får en magnum. Der er en halv time til færgen går, så vi stiller op i båsene. Ikke spor for tidligt, for der kommer mange biler. Børnene bader fra broen. Vandet er hundekoldt kan man se på dem.Lyngseidet og Svensby.Vi kører hurtigt til færgen i Svensby. Færgen har meget flotte og moderne saloner under dæk. Der er malerier af de fineste kunstnere. Spotbelysning. Farver og møbelbetræk udvalgt i venlige og fine udførelser.Brevikeidet.Vi finder den gammelkendte teltplads ved elven, men der er for mange myg og sorte fluer. Det viser sig, at de små sorte er overalt på hele turen til Fagernes. Vi fortsætter til Tromsø og håber at finde en fin plads uden insekter.Tromsø.Vi finder en plads i Tromsdalen ved skibakken. Det er bag det nye sygehjem. Vi sætter teltet lige ved en grusfodboldbane. Det er en dejlig aften, og vi sidder og skriver ved campingbordet. Aftensmaden var som så ofte før dåsemad. Beboerne går tur med hundene.1997 juli den 18. FredagTromsø.Tur i byen. Vi parkerer ved havnen og ser på store laks, som sælges fra kutterne ved torvet. Vandretur i byen. Turistkontoret. Vi køber en renpølse på torvet. Køber Knut Magnes bog om Tromsø som nordens Paris. Tromsø Universitet, en rundgang i hovedbygningen, boghandelen og på nordisk institut. Vi besøger nordlysplanetariet og ser forestilling om stjerner og nordlys og naturen i nord. Fiskerihøjskolen er nybygget og meget flot. Vi går ind og ser en mægtig forhal med trapper, springvand. Vandretur i botanisk have med mange spændende vækster. Imponerende med en så rig flora på denne breddegrad. Venskabshave med Kolahalvøens planter. Frokost på en ubebygget grund bag lufthavnen. Storspover akkompagnerer med fløjt. Køber ind i Tromsø inden vi tager til Tromsø museum. Her går vi et par timer og ser hele udstillingen: Samer, geografi, Ornitologi, Fiskeri, Kirkeliv i nord, geologi.Nu leder vi efter en lejrplads for natten. Birgit vil gerne til Sommerøy. Jeg siger, at det er for langt, og i stedet kører vi over fjeldet i tåge til Belvik. Ingen teltpladser. Vi kører tilbage til pladsen bag lufthavnen og slår teltet op og laver mad. Fin udsigt til lettende og landende fly.1997 juli den 19. LørdagTromsø.Lufthavnen holder brandøvelse om morgenen. Morgenmad og derefter på indkøb i Jekten, som er et enormt indkøbscenter med OBS som gennemgående butik. Vi køber en fin gammal ost fra TINE.Her er alt fra bank til frisør. Vi kører gennem byen til Tromsdalens kirke, ishavskatedralen, hvor vi tilbringer en times tid. Nu er det tid for at komme til Lofoten.Nordkjosbotn.Moen.Vi spiser frokost undervejs og kører lidt væk fra vejen. Birgit kan ikke lide gammel ost.BardufossMålselvsfossen.Vi parkerer ved turistkontoret. Der er barnedåbsfest. Går tur langs fossen og ser på en lystfisker, der fanger en laks på ca. 10 kg. Laksetrappe med glasvinduer så man kan se fisken på vandring opover./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 14

Setermoen.Bjerkvik.Vi prøver at telefonere til Holsted for at gratulere med fødselsdagen i morgen.Bogen.Vi overnatter på en feriekoloni. Teltet står ved vejen i hjørnet af koloniens grund. En af feriegæsterne har en lille dreng, som sutter på sut. Gederams, mjødurt og rejnfan blomstre i farvestrålende pragt. Lilla og hvide, gule farve i blanding.1997 juli den 20. SøndagBogen.Tidlig morgenmad og afgang videre gennem Bogen. Der er ved at blive lavet nye vej til Lofoten. Det er gråt i vejret.Tjeldsund bru.Vi gør holdt ved broen og er inde i cafeteriet og køber telefonkort. Barbering og vask i cafeteriets handicaptoilet. Der er morgenbord for hotellets gæster.Lødingen.På havnen er der en tavle med færgetider for det meste af Lofoten. Vi noterer ned lommebogen. Færgen til Bognes kommer ind og sejler med det samme igen.Det begynder så småt at regne. Vi spiser frokost ved et lille vand, hvor der fiskes fra båd på søen. Der kommer en gammel mand og spørger, om vi skal fiske. Har købt lidt marineret sild til frokost i en kiosk, som har åbent.Sortland.BøFin landbrugsskoleStokmarknes.Over broen og ind i byen. Kong Harald ligger ved kajen. Vi går ombord og spørger ved receptionen om der er plads til en personbil til Svolvær. Det er der. Og vi får tilbudt en høj pris. Da receptionisten ser, at vi er nølende ved den høje pris, kommer hun i tanke om, at der findes en sommerpakke, som koster væsentlig mindre, og så slår vi til og får billet. Bilen køres om bord over elevatoren til bildækket. Sejlturen er på tre timer, og vi skal bruge tiden godt. På dækket for at se naturen og i salonerne for at se skibet.Fra Stokmarknes og ind gennem Raftsundet og Trollfjorden. En imponerende manøvre med den store færge i det smalle farvand.Kirke bygget af Kejser Vilhelm.Svolvær.Landgang med bilen og gensyn med chaufføren fra Papuga i Vejle. Vi går op i kirken i Svolvær og kanter os ind på den bageste bænk. Der er gudstjeneste og barnedåb. En lille tur rundt i byen, hvorefter vi finder en fin plads ved et vand i udkanten af byen. Der er mange myg og knot.1997 juli den 21. MandagSvolvær.Der er hurtig pakning uden morgenmad. Dette på grund af knoter. Vi kører til Kabelvåg og spiser på havnen.Kabelvåg.Der ligger en svensker i telt på fin plads på havnen. Vi snakker med et svensk ægtepar, som er på vej ud at fiske. De er fra Dalarne og tager til Lofoten hvert år for at fange fisk til hele årets forbrug.Der arbejdes med en slæbebåd udenfor havnen. Det ser ud som om der skal dykkes, da båden positioneres meget nøjagtigt.Ørsnes./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 15

Vi ser på malerier hos Ola Strand.Henningsvær.Karl Erik Harr’s galleri er meget flot og dyrt, så vi bruger pengene til at købe kunstbøger. En lang vandretur på havnen. Der er i fiskehusene fyldt med paller med tørfisk. Mange stativer ved fyret.Vi følger Kong Olavs vej videre ud på Lofoten over Gimsøystraumen. Afstikker ud til havet over Kleivan, Høynes og Sand. I Sand er der en butik med benzintank. Butikken er ikke særligt inspirerende, og vi går igen. Troede vi skulle have hvalbøf. Der er havn i Sand, med en del lidt større fiskekuttere.Vi tanker ved en landhandel med en Shelltank. Heller ikke her kunne vi få hvalbif, men er overbevist om, at ekspeditienten ville være gået i sin private fryser for at hente bif, hvis der havde været noget.Borg.En fin nybygget kirke. Opbygget efter en brand. Birgit kalder den for Holmenkollen. Kirkeskib med orgel til højre for alteret. Altertæppe i vævet stof. Motivet er Jesus på korset holdt i hvide og lys blå farver. Der var stor opstandelse i menigheden over, at nogen kunne tillade sig at lave altertavle i klæde indtil man fandt et skriftsted, som accepterer klæde.Ung pige i kirken har spillet i det lokale messingorkester til majestæternes besøg i denne sommer.Både ny og gammel kirkegård. Neden for kirkegården ligger gokstadbåden (kopi) på søen. Der er naust til båden. Vikingemuseet med fine butikker til. Vi køber Snorre Sturlassons saga.Eggum.Vi gør holdt i Eggums udmark og slår teltet op. En dejlig strandeng med får. Vi går en lang aftentur mod Undstad, men når ikke helt frem. På hjemvejen møder vi en af de lokale, som er flyttet til Bodø, men er hjemme på ferie med sin kone og svigermor fra Sarpsborg. Vi snakker i over en time.1997 juli den 22. TirsdagEggum.Dejlig morgen med vask i søen. Vi tager den med ro hele formiddagen og kommer første af sted efter klokken 12. Vi skriver breve og beretninger og nyder naturen. Det er overskyet med de øverste toppe gemt i skyerne. Alligevel sidder vi ved de opstillede borde i korte bukser og nyder vejret. Stor luksusliner i horisonten.Leknes.Indkøb i byen. Solen skinner. Det lykkes af få hvalbif. Vi køber løg og tilbehør til biffen. Dansk ekspedient hos Netto. Vi må i tre butikker inden det lykkes at få det hele.Der er et formidabelt flot landbrug. Alt er frodigt og grønt. Mange maskiner på markerne.Lilleeidet.Holdt på parkeringsplads ved det gamle færgeleje. Fotografering mod nord.Vikten.Familien Tangrand har glasshytta på Vikten. Dette er en meget fin landsby med frodige haver og landbrug direkte ud til Atlanten. Store dønninger vælter ind mod stranden. Klitter og sandstrand nedenfor fjeldet.Nusfjord.Sammenklemt fiskerleje med en del rorbuer. Der er vedligeholdt den gamle butik med det gamle inventar. Italiensk sølvsmed viser smykker i den gamle skole.Flakstad.Ramberg.Fredvang.Vi leder efter teltplads på Yttre Sand og ser på campingplads, men den behager os ikke. Vi fortsætter mod syd til Selfjord.Selfjord./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 16

Et stenbrud ved vejen med fin aftensol. Vi slår teltet op og begynder at lave hvalbif. Det bliver et festmåltid med løg og agurkesalat. Der er rigelig kød.Regnspove ved fjorden. Den har unger nede i fjæra.1997 juli den 23. OnsdagSelfjord.Morgenmad med resterne af hvalbiffen.Fredvang.På havnen ser vi Renate laster tørrede fiskehoveder i sække. De skal til Nigeria til suppekogning. Maskinmesteren betjener lastebommen og fortæller om ture til Murmansk og på Østersøen. Har været i Helsingør og København flere gange.Hamnøy.Vandretur på havnen. Der er mågekolonier på klipperne rundt om byen. Stor dreng er sat til at vaske plastbaljer på havnen. Han gider rent ud sagt ikke, kan vi se på ham.Reine.Tanker benzin og vand på dunkene. Det gamle vand bliver hældt på blomsterkummerne. De trænger.Å.Museumsbageriet er uimodståeligt, og vi køber boller bagt på gammeldags maner. Birgit spiser levertran fra en stor tønde og synes det smager dejligt indtil næste dag, hvor smagen kommer igen.Tørfiskmuseum med en meget profileret turistguide, som ikke gider høre på andre gæster, som også ved noget om tørfisk og tungeskæring. Næsten alle har gået på bryggen og skåret tunger som børn. Pigerne er de hurtigste, så det er drengene, som har fået lov at bruge moderne teknik til tungeskæring.Vi køber flere boller i bageriet. Jomfruen har mere travlt med at betjene en af de unge billetkontrollører, end at give Birgit og jeg brød.Vi møder et dansk ægtepar, som taler i et væk om løst og fast.Sørvågen.Færgeankomst. Vi spiser frokost på de opstillede borde ved opmarchbåsene. Der er flere biler end der er plads til på færgen.Flakstad.Besøg i kirken. Det er koldt nu og dejligt at komme ind i kirken med det solvarme rum. En fin gammel trækirke i rødt. Gamle sagn. Bygget med russisk løgkuppel.Ballstad.Her er to bådeværfter. På det ene ser vi et stort hvalfangerfartøj, som er ved at få skiftet planker ud i vandlinjen.LeknesVi ringer hjem fra torvet ved rådhuset.Vi er en kort tur på Borg kirke inden vi kører til Eggum for at overnatte.Eggum.Overnatning på samme plads som i forgårs. Der kommer to tyske familier, som tænder bål lidt for tæt ved vort telt. Vi går på stranden og møder en af de gamle indbyggere i Eggum. Han har gået til bal på Undstad i sine unge dage. Har arbejdet for tyskerne uden sidste krig. Han fortæller om at fårekødet fra Eggum er det bedste i hele Norge. Det er fordi, fårene går så meget i fjeldet og får så fin motion og godt kød. Ung kone i en lille grøn Fiat. Hun går tur alene ind i bunden af dalen. Bliver hun myrdet?Vi bader i søen og bliver dejlig vasket over hele kroppen. 1997 juli den 24. TorsdagEggum.


Vi tager tidligt og hurtigt af sted. Sørgeligt at skulle forlade dette dejlige sted med det grønne græs og hvide sand og fine fjelde. Hurtigt af sted til Ola Strand på Ørsnes.Ørsnes.Der går to timer hos Ola Strand med snak og besigtigelse af billeder. Meget hyggeligt. Vi køber to vinterbilleder. Ola fortæller om dengang dronning Sonja var gæst hos ham og købte hans billeder.Svolvær.En udflugt til Liland for at se, hvor Ola har malet det billede, vi har købt.Bilen stilles op i opmarchbåsen til færgen til Skjutvik to timer før afgang, og det er ikke for tidligt. Der kan ikke reserveres plads.Vi går ind til byen for at købe et brød og kommer op på et galleri og møder Stig Tobiassen. Stig fortæller om biblen og maler et billede til Birgit. Vi spiser frokost, mens vi venter på færgen. Stig vil male 2000 meter bibel til år 2000. Skal udstilles i blandt andet København.Skrova.Færgen lægger til ganske kort inden det går videre til Skjutvik. Dejlig færgetur over Vestfjorden. Vi får kaffe og vafler med rømme og syltetøj. Skjutvik.Kører forbi Hammerøyskaftet.Hamsun.Kort besøg på den gamle skole, som nu er lavet til Hamsun museum.Ulvsvåg.Fin plads ved stranden. Vi holder hvil selvom klokken bare er 15. Har ikke lyst til at køre videre sydpå. Bader i fjorden. Det er varmt og solrigt. Dejlig solnedgang omkring midnat. Dette er sidste gang på denne tur, vi ser sol ved midnatstide.1997 juli den 25. FredagUlvsvåg.Vi står tidligt op og morgenbader. Pakker sammen efter en dejlig morgenmad. Nu går det for alvor mod syd gennem Tysfjord kommune. Vi gør holdt ved Kråkmo fjeldet, her skrev Hamsun romanen, Markens grøde.Leder efter den gamle lejrplads fra 1989 med børnene. Nu er der ryddet op i gamle ruiner og lavet fin rasteplads for både personbiler og bobiler. Elven løber med klart vand.Over fjeldet med et ny skisportscenter. Gennem tunnellerne og forbi Kobbvatnets Kraftverk.Vi følges sydpå med bussen, som har forbindelse i Fauske med toget sydpå. Det er varmt og solrigt.Fauske.På stationen i Fauske venter vi på toget for at få billede af de gamle MY lokomotiver.Forsinket en time, så vi opgiver. Ny stationsbygning med fint cafeteria og fine marmor fliser på gulv og vægge. Tanker op hos Esso. Besøger marmorværket ved havnen og får brochurer på marmor fliser til entreen derhjemme.Fineid.Frokost ved et lille bådehus ved vejen. Vi bader.Sulitjelma.Besøg i gruvemuseum. Vi kigger indenfor i en besøgsmine, hvor der står en kold blæst ud af minegangen. Byen ser forfalden og fraflyttet ud. Beboerne prøver at bevare lidt arbejdspladser ved turisme.Jakobsbakken.Fin vandretur op på fjeldet til et par højdepunkter. Vi ser ud over det mest fantastiske landskab med fjeld, sne, søer og is. Der er mange hytter i fjeldet. Der er torden i luften og det buldrer i det fjerne inde over Sverige.


Bibelmissionen driver den forladte mineby som sommerhusområde.Der er en bådplads ved søen med mange bådehuse eller naust som det hedder på norsk.Fineid.Overnatning på samme plads, som vi spiste frokost. Det er lidt tæt ved vejen, men der er ikke meget trafik. Vi bader og nyder eftermiddagen. Igen gør vi holdt lidt tidligt. Kunne sagtens have nået mange flere kilometer mod syd inden aften, men vejret er for godt.Fin udsigt over til jernbanen på begge sider af en tunnel.1997 juli den 26. LørdagFineid.Så er der afgang mod syd. Vi er på stikkerne før end vi plejer. Solen brænder, og det er varmt. Nu skal vi følges med jernbanen mod syd.Rognan.Fin vej uden om byen. Vi tager den gamle ind i byen og ser bygdetun med nordlandsbåde og frihedsmuseum.Lønsdal.Kort besøg på stationen. Kan ikke lade være. Det er så hyggeligt med en sådan lille station på fjeldet. Det var her bilerne tidligere blev læsset af biltoget, når vejen var føget til med sne. Til den store forargelse opkræver stationsforstanderen nu parkeringsafgift.Sirkelen.Kort ophold med fotografering.Storforshei.Vi køber ind i supermarked. Sei og løg samt gedeost.Mo.Megen trafik i byen. Vi kører en lille tur ind i centrum.Korgfjeldet.Spiser frokost på parkeringspladsen. Samtale med en dansk turist, som ved alt om fjeldvandring i Norge. Han har også været på Jakobsbakken i går. Det er varmt.Mosjøen.Laksfors.Birgit får is og vi fotograferer fossen.Trofors.Lille Svenningsvatn.Vi bader i elven. Vandet er dejligt varmt. Og vi svømmer i strømmen i elven. Det er på den gamle plads fra 1989 med børnene.Majavatn.NamsskogenGør holdt ved Namsen på en velanlagt P plads. Stier langs elven til lystfiskerne.Grong.Ny vej uden om byen. Langs Snåsavatnet. Leder efter plads til at spise aftensmad og vil så fortsætte sydpå efter maden til Langstein Station. Finder ikke nogen plads.Vejret er varmt og trykkende.Føling.Vi kigger på campingpladsen, men har slet ikke lyst at overnatte på campingplads. Fortsætter. Det tordner i det fjerne.Sunnan.


Vi finder en fin lille plads i skoven ved en sidevej. Her stiller vi teltet op. Nu kommer der torden og regn. Vi kryber ind under et par store graner med aftensmaden, sei dampet i smør og citron med løg.Aftentur til søen, hvor Snåsafærgen har sit vinterophalersted. Småregn og tåge, men varmt.Sunnan.Morgenbad i søen. Det er tåget og varmt efter regnen i går. Dejligt landbrug og flotte gårde.1997 juli den 27. SøndagSteinkjer.Vi kører op til Egge Gård, for at gense parken. Møder en mand fra pinsemenigheden. Han snakker fanden et øre af. Er i kristne? Ja, vi hører til den danske folkekirke. Det ser ikke ud som om det er godt nok til ham, men han giver os alligevel en velsignelse med på vej selvom vi bare hører til den dansk folkekirke.Langstein.Stationen er stadig brugbar til overnatning i telt. Traurig dame i vinduet i stationsbygningen.Trondhjem.Kører ind i byen og parkerer på banegården. Det er gratis på søndage. Vandretur til domkirken og vi kommer netop for sent til højmessen, som er klokken 11.Går tur rundt i byen. Der er børnearkæologi ved fruekirke.Spiser frokost ved Den tekniske Højskole. Vejret er overskyet og mørkt.Røros.Dejlig tur gennem Gauldalen. Det regner meget. Ser på museum for Johan Falkberget.Overnatning på fjeldet ved skiløjpen. Vi går en fin aftentur op på fjeldet. Udsigt til Tronfjeld.Går en lille tur i byen for at se hvordan det ser ud uden sne. Statue af Ann Magritt med oksen.1997 juli den 28. MandagRøros.Vi besøger Elin på Erzscheidergården. Får morgen kaffe med vafler og rømme. Hun er glad for besøget. Har endnu håndværkere. Taber penge på de værelser, som ikke er færdige endnu. Køber kopper hos byens førende butik for kunsthåndværk. Fabrikken kan ikke levere.Tynset.Alvdal.Keld Aukrust er en billedkunstner og journalist. Meget satire. Helt nyt museum i Alvdal.Koppang.Frokost i en grusgrav. Plukker bær til forret. Lyngen blomstrer.Elverum.Gardermoen.Vi kører rundt til den nye lufthavn. Den åbnes på høsten 1998. Der arrangeres bustur rundt for turister.Oslo.Ankommer til aftensmad. Rejer og Kold suppe med italiensk brød til.1997 juli den 29. TirsdagOslo.Afrejse klokken 10. Indkøb hos Evensen. Gedeost og fin gammel ost.Svinesund.Göteborg.Frokost på en parkeringsplads. Det er varmt. Vi ringer hjem for at meddele ankomsttiden.Halmstad./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 20

Eftermiddagsbad i Kattegat. Det er varmt.Helsingborg.HelsingørKokkedal.

1997 oktober den 19. Bø i Telemark.Byen er en mindre stationsby på jernbanelinjen mellem Oslo, Kongsberg, Kristiansand, Stavanger. Byen er vokset op siden jernbanen er bygget og det er angiveligt Hørtes næringsliv, som nu danner basis for et blomstrende forretningsliv i Bø. For studerende og deres besøgende forældre er det brugt handlen, isenkræmmeren og sportsforretningerne, som er interessante. Der er en udmærket brugt handler, som har møbler, antikviteter og beklædningsgenstande. Der sælges til skyhøje priser, men alligevel er det fordelagtigt, og kan man ikke få prisen ned på en antik petroleumslampe, går man over i glasmagasinet og køber en hel fabriksny til lavere pris. Hos isenkræmmeren kan man endnu få søm og skruer i løs vægt og til og med kan man få søm gratis, hvis man bare skal bruge nogle få stykker.Turismen både sommer og vinter er vigtig for byen og der er anlagt sommerland, sportshal, vintersportsområde. Byen har to store campingpladser.Høgskolen i Telemark.Videregående uddannelser i Norge foregår på universitetet og på højskoler. Højskolen i Bø har afdelinger for estetiske fag og folkekultur, helse og socialfag, kultur og humanistiske fag, læreuddannelse, teknologiske fag samt økonomi, -miljø- og idrettsfag.Under afdelingen for økonomi, -miljø- og idrettsfag findes institutter for natur og miljøværn, informatik, idretts- og friluftslivsfag og økonomi- og administrations fag.Friluftslivs fag, kultur- og naturvejledning er en treårig uddannelse, som giver kompetence til formidling og vejledning indenfor friluftsliv og kulturtraditioner knyttet til livet i naturen. Denne formidling og vejledning retter sig mod gymnasieungdom, turister, museumsarbejde og arbejde og forskning i nationalparker.Kirsten går nu på første del af friluftslivsstudiet og forventer med gennemført anden del at kunne afslutte uddannelsen på Bø for at færdiggøre sin cand. mag. uddannelse i Århus.Højskolen i Bø er ca 25 år gammel og har hjemme i bygninger, som er indviet i 1993 og opført i en spændende og flot arkitektur med moderne faciliteter for studenterne. Der er bibliotek og en læsesal indrettet efter et noget gammeldags mønster med læsepulte i små adskilte båse. For eksempel Ibsen rummet, Vesås rummet og så videre.Der er mange grupperum til undervisning, men ikke noget egentligt auditorium. Der findes laboratorier med samlinger af forskellig art. For eksempel er der en del geologiske samlinger.Der er datarum med tilgang til internet og e-mail.Kantine og baderum er udført i en fin standard efter de mest moderne principper. Der er udgang til tagterrasse med udsigt over et meget flot udendørs anlæg med flagstang og tilskuerpladser til en friluftsscene. Bygningerne er opført i rød tegl tækket med røde vingetagsten i tegl.I nærheden er der kulturhus og indendørs svømmeanlæg til offentlig afbenyttelse indrettet i nye bygninger af nogenlunde arkitektur som højskolen. På bakken over højskolen ligger både den gamle og den nye kirke. Kirsten har efter nu to måneder på friluftslivsstudiets første del gennemgået en praktisk del med hovedvægten på indøvelse af færdigheder i naturen.Først ved kysten i omegnen af Kragerø med sejlads og fiskeri fra gamle træskibe. Dernæst i fjeldvandringer og nu sidst i kanosejlads både på stille vand og i stryk og på fos.Kanosejladsen indbefatter også kæntringsøvelser i elven med ophold i oktobers kolde elvvand og ved aftenstide efter endt kursus er der teltlejr ved elven i store telte med bålpladser udført efter principper anvendt af skovhuggere, som har arbejdet i skoven i flere dage. Skovhuggerne havde tidligere, når de var på vinterhugst, ret til at tage træ nok til at holde bål om natten. Der blev så bygget bål op af store træstammer, som tændtes med harpiksmættet fyrretræ indsamlet i skoven.


Udflugterne har gået til Lifjel, Bø elven og det nordøstlige Buskerud. De studerende betaler selv for transport i forbindelse med turene og dette klares for en stor del af at nogle af de studerende har bil selv.I denne første del af studiet har der været afholdt forelæsninger i naturfilosofi og i lokalkendskab med cykeludflugt langs Hørte elven, som i Hørte har dannet basis for industriel produktion. I dag er Hørte lidt af en soveby med landbrug og et lastbilværksted og en købmand. Bø lokalhistoriske museum har overtaget et hus med vandmølle og vandkraftværk, som for længst er lagt i ruiner.Der er otte studerende fra danske universiteter. Disse otte er danske unge, som har set en mulighed i at sammensætte sin uddannelse fra et dansk universitet med et eller flere moduler fra Bø højskole.Triland i Hørte.Som navnet antyder er dette en ejendom som er sammenlagt af tre ejendomme. Der er i 1901 opført stuehus og fjøs med en lo. Efter den tids målestok et ret stort anlagt byggeri med udhuset placeret vinkelret på stuehuset. Der har været plads til ca 12 køer og to heste i stalden. På loen kan der køres op i gavlen som det kendes efter norsk skik til høloft og kornmagasin. Nedenunder er der plads til maskiner og køretøjer og slæde.Under fjøset er der gødningsrum med indkørsel udefra gennem en nedgravet kælder fra terrain. I dag er der indrettet et do over gødningsrummet med frit fald fra do sædet til bunden af gødningsrummet. Langs lade væggen ud mod markerne vokser der vildt både birk og fyr, og mangelen på pasning har ført med sig, at der nu vokser mægtige træer i betænkelig nærhed af bygningen.Stuehuset har plads til to familier i to etager. Der er to skorstene med tilsluttede fyringssteder i alle rum. Under halvdelen af huset er der kælder også med fyringsplads til vaskebrug. Der er i hvert af husets ender indrettet to store rum i underetagen. Disse fire rum er adskilt af en forstue og en gang til daglig brug. Besynderligt nok er forstuen med den fine indgang indrettet til havesiden og den daglige indgang fra gårdspladsen. Til højre, når man går ind af døren fra gårdspladsen ligger køkkenet med et lille komfur og en udslagsvask ved siden af, og der er et fast køkkenbord. Det løse inventar består af et massivt spisebord med fem ben. Divan i hjørnet og stole til bordet. Etagens hjørne rum hvortil også køkkenet hører, har vinduer på både facade- og gavlvæg. Dette giver godt lys og god udsigt til gård og have. Stuegulvet er malet i to farver med en malet blomsterkant rundt langs væggene ca. en halv meter inde på gulvet. Døre og vægge samt trappe med gelænder er udført i fineste trækvalitet med høvlede og pløjede brædder. Gelænder med gesims på overetagen og udskårne stave gør sit til, at man får en fornemmelse af, at her har hersket en stabil storhedstid for en familie i et mindre jordbrug.Der er fire værelser på loftet, hvoraf et har altan mod syd over den fine indgang fra havesiden. Udenfor er værelserne med trappeopgang til en ret stor repos med plads til et mindre møblement eller servante. På alle rummene er der ovne i forskellige størrelser og type men alle udført efter de fineste modeller i norsk ovn fremstilling med mønstre og motiver i støbegodset.Stuehuset og udhuset er som sagt knapt 100 år gammelt og har ikke set nogen form for vedligehold i de sidste 30 år, og det mærkes både ude og inde. Malingen er slet og der mangler glas i en del vinduer, nogle steder er der sat plastfolie eller en træplade på i stedet for glas. I den venstre del af underetagen har der været indrettet et snedkerværksted, hvilket nok har bidraget til udkommet, som sikkert har været fattigt fra jordbruget alene. I dette snedkerværksted står der endnu maskiner og høvlbænke, men det mest værdifulde værktøj er taget bort. De to rum, som indeholder værkstedet ligger i et kedeligt rod, men der kan dog skaffes arbejdsplads ved en høvlbænk.Familien, som har bygget og beboet stedet har i 30 år levet sammen to generationer, og i dag lever konen fra stedets anden generation i en ejendom ude ved vejen, bortset fra at hun har fået lungebetændelse og derfor er bevilget en plejehjemsplads for vinteren. Hun har den egentlige ejendomsret til Triland i dag og har aldrig fået overdraget ejendommen til nogen af sine tre børn, hvilket er årsagen til at ingen har følt ansvar for vedligeholdelsen af stedet. Nu overgår ejendommen til hendes barnebarn, som er opvokset i Valdres og nu bosat i Oslo og ansat på DFDS. Han og faderen har anvendt nogle fridage til at komme til Hørte for at se til moderen/bedstemoderen og tage lidt vare på familiens besiddelser. Barnebarnet, en ca. 30 årig mand er meget interesseret i at møde de unge studerende, som bor på gården og kommer for at aftale husleje og lejevilkår. Dette synes at foregå meget uformelt og mundtligt. Det eneste, der udveksles skriftligt er kontonummer for lejen og navne og adresser.


Den unge mand, Aslak hedder han, har også andet på hjerte. Jeg kommer til at gøre Jer kede af det, siger han til studenterne. Der står seks fine stole, som min oldefar har lavet, og disse vil jeg gerne have med til min hybel i Oslo. I får andre stole i stedet, men de er ikke så fine. Og han har ret, gyselige bliver betegnelsen.Aslaks far kører rundt med traktor og vogn, skal flytte nogle læs brænde, og han har sit særlige forhold til Triland. Det er mit barndomshjem, og han går gennem en have, som ligner et vildnis med ældgamle høje æbletræer, medens han forklarer, hvilken frugt, der har vokset i haven. Nu finder han bare tre sølle forkrøblede æbler af den sort, som første bliver anvendelige til jul. Han tager dem med sig i lommen, og det må vel antages, at han tager hjem til Valdres og gemmer æblerne og til jul mindes sin barndom på gården.På den græsbevoksede gårdsplads står en meget stor birk med efterårets gule farve på bladene og set på baggrund af en klar blå himmel i solskinnet opleves stedet som hyggeligt og atmosfærefyldt. Men ser man ind mod stuehuset ses et par ynkelige vildvoksede roser under hvert vindue, og græsset vokser op ad huset og den i beton støbte trappesten. Det mangler vedligehold og tag vandet drypper ned gennem en utæt tagrende. Grusvejen fra landevejen til Triland er en godt og vel en halv kilometer, det første stykke med fire huse og to gårde, det sidste stykke gennem granskov. Et par hundrede meter før gården ligger brønden, lidt gemt nede ad en skrænt.På den anden side af marken, hvor der i år har været dyrket havre er skovkanten og her løber Hørte elven. Nu godt vandfyldt og i stryg og fald ned mod byen. På den anden side af elven rejser sig fjeldet op to tre hundrede meter med en fjeldside med blandingsskov af birk og gran. Farverne just nu i efteråret er brunlige og varme. Skoven byder sig i forskellige udseender afhængig af vejret. Solskin og blå himmel giver et klart billede. Tågeskyer med lidt blå himmel kan drive hen langs fjeld væggen og give en mere troldagtig oplevelse.Der har været både elektricitet og vand indlagt på gården, men intet er intakt af den slags mere. Snedkerværkstedet har været drevet af en stor central elmotor med remtræk til de enkelte arbejdsmaskiner. Efter krigen var det svært at få strøm nok, så der blev boret en aksel ud gennem væggen med en remskive udenfor. Hertil kobledes på den tid en encylinderet petroleumsmotor til drift af værkstedet.Der findes i dag en del rester af el- og vandinstallation, hvilket bare virker uskønt i det gamle hus.Vurderingen af ejendommen i dag er nok, at det vil være bedst at rive hele herligheden, både stald og stuehus og bygge en fin hytte, som kan anvendes til fritidsformål og give en ordentlig lejeindtægt.Studenterne på Triland.Kirsten bor sammen med tre andre studenter fra Højskolen i Bø. Erland og Marianne er kærester og henholdsvis studerende på friluftsliv og kultur, Susanne er tredieårs studerende på friluftsliv.De har hver sit rum på den øverste etage på Triland og benytter den nederste etage i et fælles kollektiv, hvoraf køkken og indgange har været deres eneste udnyttelse af etagen. Nu er der blevet sat glas i vinduet i stuen og dermed også basis for anvendelse af denne. Værkstedet er der ligesom fra ejerens side lagt et lempeligt forbud mod at benytte, da det eventuelt skal sættes på et egnsmuseum.I efteråret har der været mange turaktiviteter med megen fravær i flere dage, og det giver ikke just basis for en fasttømret daglig rutine i livet på gården. Som vi opfatter det, står man op om morgenen og tager lidt mad og drikke før der i al hast er afgang til Højskolen. Om aftenen laves der for det meste fælles mad på komfuret, og der læses på køkkenet af alle fire, eller i hvert tilfælde de, som er hjemme. Lys er der ikke meget af om aftenen, og man udnytter lamperne i køkkenet.Der er meget arbejde med at fylde petroleumslamper og hente vand og brænde. Brændet har studenterne overtaget fra en af de tidligere beboere på Triland til en billig pris, og det ser ud til, at der er nok til denne vinter. Petroleum derimod skal hentes på cykel inde i Bø.Om aftenen, når man sidder i køkkenet og det bliver hen ad sengetid ser man ud af vinduet mod gårdspladsen af og til en lampe blive båret forbi. Det er en af husets beboere, som er på vej ud på do for at gøre sig klar til natten, og går man ud, er der på gårdspladsen på denne tid ofte et menneske, som står med et krus vand og børster tænder. Man skal se sig for ikke at falde over hinanden i mørket på trappen. Håndvasken foregår i et blåt plastic vandfad med


vand fra en glaskaraffel på et bord lige inden for døren ud til gårdspladsen. Der står en flagermuslampe på bordet, så man kan finde sæben.Skal man bade på Triland foregår det i elven og på denne årstid synes badningen i elven at indskrænke sig til dage med solskin, hvor man har lidt varme bagefter. Ellers er der jo faciliteterne på Højskolen i Bø.På en uge opleves forholdet mellem de fire studenter på Triland at være nært og trygt. En del af samværet i køkkenet består i at læse for hinanden om planter, fugle og dyr fra diverse håndbøger og snakken går om de faglige forhold på turene og i naturen. Om landsbyen, Hørte høres der da også nogen snak. Hvem der kommer hos købmanden, som er inder, og hvorledes det er lykkedes ham at omvende norske husmødre til at lave risretter med fremmedartede krydderier og oliven. Det er specielt at leve på Triland, og det er de fire meget bevidste om. Fra omgivelserne mærker de, at der tildeles dem en del opmærksomhed, hvilket går på, at de nok er lidt skøre, fordi de lever under disse primitive forhold, men på den anden side får de også en del opmærksomhed i form af beundring, netop fordi de lever på denne måde. De siger, at som friluftslivsstuderende, kan man tillade sig at leve på denne måde, fordi dagligdagen ligger nær på naturen med anvendelse af få ressourcer og lidt spild.Der skal gøres lidt for at holde de værste myter om trilændingene fra døren og derfor indbydes til fest lørdag aften på Triland. Det har altid været os, som måtte tage ind til byen, hvis vi vil være med til fester. Nu må vi se at få folk ud til Hørte og opleve, at det er ganske hyggeligt at bo på landet.Fra Aslak og hans fars side hører vi glæde over at de fire beboer gården, og de føler netop, at det er en videreførelse af fortidens levemåde, der her finder sted. Aslak siger, at i al den tid, der har boet studenter på Triland, har der aldrig været så ryddeligt som nu. Men det kommer vel af, at der er kommet jenter til gården.Erland er kommet i en hård skole med tre jenter med hvilke han skal dele hus og køkken. Kønskvotering er der ikke noget, der hedder her. Her er alle lige, og der udvikler sig et fællesskab, som baserer sig på de ydre forhold på gården og på de inspirationer, man får på skolen.Det er svært at se, hvem der er teknikeren på holdet, hvem der tager sig af praktiske, håndværksmæssige forhold. De virker alle lige, og alle lidet interesseret i at tage vare på mere teknik end højst nødvendigt, og ikke før det er nødvendigt.Om morgenen ser vi, at det er Susanne, som står først op og lægger brænde på komfuret og varme vand og gå i gang med morgenmaden. Vi undrer os på, om der nu til vinter, bliver lavet en turnusordning med på skift at stå op, tænde lys og gøre klart på komfuret. I køkkenet ligger der flere bøger om svampe, og over komfuret på et trådnet udspændt over en træramme ligger madpapir med svampe til tørre. Vi bliver da også bespist med svampe fra skoven to gange under det ugelange ophold på Triland. Svampenavne går det ikke an at nævne her, men at smagen og nydelsen ved at spise svampene fra skoven er stor, kan vi skrive under på. Der bages brød, både dansk rugbrød og hvedemelsboller i ovnen i komfuret. Eller der koges får i kål i den store gryde. Når det skal lykkes på en nogenlunde overkommelig tid, skal der passes på fyret, ellers går kogningen eller bagningen i stå. Når man sidder i køkkenet og læser og snakken går, kan man ligeså godt udnytte tiden til at lade dejen hæve og brødet bage. På denne måde foregår der et intenst liv fordybet i bøger, samtale og tilvejebringelse af de basale fødevarer.Samtalen er en væsentlig del af aften livet på Triland, og den foregår stille og af og til i næsten ubemærkethed, men at der vandrer budskaber frem og tilbage lades man ikke i tvivl om. Her udvikles personligheder, som samfundet i fremtiden ikke kommer udenom, men må tage til efterretning for sine synspunkter.Studentersamfundet i Hørte.Hørte har på trods af, at der er seks kilometer ind til Højskolen i Bø trukket ca. en halv snes studerende til byen. Disse lever i privat indkvartering og Triland og Plassen huser vel hovedparten, hertil kommer der nogle stykker i værelsesudlejning i private hus. Bemærkelsesværdig er vel boligen for Elisabet fra Århus Universitet. Hun bor på Gregers Plads under Plassen i en hytte et godt stykke ude i skoven. I tillæg til hytten er et hus indeholdende et do og lidt opbevaringsplads for brænde og lidt værktøj.


Hørtesamfundet siger studenterne om sig selv, og der er et specielt sammenhold, hvor man koser sig og laver mad sammen. Normalt cykler man til Bø, men der findes busrute både morgen og aften, hvilket kan blive aktuelt til vinter, men det er sikkert, at der vil blive gået på ski også, hvis vejret tillader eller nødvendiggør det. Sidste vinter var der bare en uge med skiføre.Gavelsjøturen.Vi danske fra Kokkedal kommer til Triland klokken 12 midnat fredag aften. Ad riksvej 36 gennem Skien, Ulefoss til Gvarv og Hørte ad den lille vej ved Mannebru. Her hvor der blev dræbt en rig handelsrejsende og et stakkels vidne blev hængt op i broen i sine fletninger for at afskrække vidnet fra at viderebringe fakta om udåden, kører vi uvidende op til Hørte og ender i første omgang ved købmanden og gransker i mørket den lille kladdeformige skitse, som angiver vejen til Triland. Finder vejen ved snikkerboa og kører forbi det sidste hus ind i skoven. Samstemmende siger vi, at det må være den forkerte vej, og at den kun kan ende blindt. Dog der lidt ned ad en bakke kører vi ind på det, som ser ud som en græsmark, men som ender i en gårdsplads foran et hus. I vinduet ser vi et svagt lysskær. Det ser skummelt ud. Men vi tager os sammen og stiger ud for at undersøge stedet nærmere og ved inderst inde, at vi er på det rigtige sted. Havde dog ikke troet, at det skulle være så langt ude i skoven og se så forfaldent og usselt ud. Kirsten kommer ud og siger velkommen og efter de første ordvekslinger, føres vi ind i huset. Det bliver værre og værre. Mørkt og koldt og fyldt med rygsække og vådt tøj og støvler. Et dunkelt og snusket køkken, hvor der er en tæt varme fra komfuret. Videre ind i stuen, iskold og mørk.Lørdag morgen i et koldt hus. Der er nødvendige indkøb i byen, og da de er overstået, og vi er tilbage på Triland, er den tidligere berørte fjeldtur op på Lifjeld ved at tage form som en realitet. Vi låner rygsække. Telt og sovepose har vi selv med, som gode bilturister. Kirsten sørger for proviant, kort og kompas og ved tretiden om eftermiddagen er vi på vej i bil op på Lifjeld, hvor vi parkerer på den sidste parkeringsplads inden vejen antager helt privat karakter.Sækkene på nakken i en fart for nu ser vi, at der bare er et par timers dagslys tilbage. Vi når op til Gavelsjø og gør holdt inden vi når sæteren. Der er en fin plads lige ved søen med en dejlig strand og en bålplads. Bålet er tændt og teltene rejst, og så er det mørkt, og der kan laves mad. Fin middag med forret, sammenkogt risret med dejligt kød fra slagteren i Bø og hjemmelavede vafler med blåbærsylt og fløde til dessert og kaffe til. Vi koser os ved bålet til hen ad elleve og opdager, at der uden for bålets skær er hvidt af rim. Nu er det tid at komme i teltet for natten.Søndagen byder på en meget fin vandretur op over Gavelsjøsæteren til Herr Sveins Hage og videre til Himingen. Herr Svein er præsten, som er flyttet op på fjeldet for at undgå den sorte død. Han planter træer og dyrker urter, men bliver alligevel syg og dør.Vi når til bage til bilen ved mørkets frembrud efter et fint bad i søen med afvaskning af sveden fra vandreturen.

Breve i 19981998 marts den 2. Kære mor.Jeg har set lidt på fars breve og har prøvet at skrive et enkelt brev rent på maskine. Det bliver lidt nemmere og læse.Oversigten over alle turene synes jeg er mægtig god, men jeg er usikker på om den er fuldstændig komplet. Jeg synes, der mangler en Lübecker tur med Præstholms og hvad med Italien? Har der været mere end en tur til Jugoslavien?Du må kunne se dette i dine kalendere.Hvad synes du om at få renskrevet brevene?Er det interessant? For hvem?Jeg har talt med Jens P. om Askov.Han siger, at Seniorbyg er en aflægger af det tidligere Ensomme gamles værn, hvilket har været lidt stor i slaget med pengesager.For eksempel er der i Askov projektet afsat ret store midler til vedligehold af husene. Disse penge er måske planlagt, at skulle anvendes til spekulation hos Seniorbyg i den tid, hvor de ikke skal anvendes til vedligeholdelse.


Selve købsprisen på ca. en million har jeg forsøgt at få belyst mere detailleret hos arkitekterne i Åbenrå. Jeg har haft en samtale med Finn Åskov. Han siger, at budgettet til byggeriet er beregnet meget sikkert, og at det kun kan blive billigere. Hvis det mod forventning skulle blive dyrere, vil man prøve at klemme håndværkerne på prisen. Hvis det heller ikke er nok, er der kun en udvej tilbage. Det er at opkræve flere penge hos de mennesker, som har skrevet under på en kontrakt - og der er ikke nogen mulighed for at sige nej til dette.Jeg forsøger, at skaffe nogle budgettal hos Knud Amtoft i København senere på ugen.Askov højskoles fremtid kan jo naturligt nok først bedømmes om et til to år, og da skal seniorbyg projektet for længst være sat i søen.Askov højskoles fremtid vil i nogen grad være bestemmende for seniorbyens attraktion og pengeværdi.Hvis det viser sig, at der ikke kan skaffes købere nok nu i løbet af april måned, vil enten tidsplanen blive forsinket eller også vil der blive sat et byggeri i gang med et mindre antal huse. Det sidste vil være meget belastende for bebyggelsens driftsudgifter i form af, at der vil være færre mennesker til at betale fællesudgifterne. Dette vil være et alvorligt og bekymrende moment.Under alle omstændigheder mener jeg, det vil være nødvendigt, at få en advokat til at undersøge sagerne, inden du skriver under på en kontrakt.Må jeg spørge: Hvorfor har Ribers opgivet, at flytte til seniorbyen?1998 juli den 8. Sommerferie på cykel til Nordtyskland.Med toget og cyklerne til Rise, hvor vi overnatter. Onsdag morgen tager vi af sted i det smukke Sønderjylland og kører over Årslev, Sdr. Hostrup og Felsted til Gråsten.Rønshoved med filosoffen Henrik Nørgård, Vejle: Har vi tid til naturen, har naturen tid til os? Vi går en tur i haven og kigger indenfor i foredragssalen.Gennem Kupfermühle og Flensburg til Glücksborg. Her slår vi teltet op på campingpladsen. Det bliver regn den næste dag, og der er rigelig tid til at se på rosenhaven i Glücksborg, hvor gartner Ingwer J Jensen regerer, og på slottet bygget af Frederik den II fra 1580erne. De gamle kongeslægter, oldenborgerne og hapsborgerne er beskrevet på slottet. Guiden er begejstret for danskerne, jeg skammer mig over at jeg ikke taler det danske sprog. Vi vil meget hellere have besøgene fra Skandinavien end fra sydtyskland.Hen på eftermiddagen klarer det lidt og vi kører til Holnis, hvor der er udsyn over fjorden til Egernsund, Broager, Rinkenæs. Her på fjorden lå skibene i karantæne, hvis der var udbrudt sygdom ombord. På stranden finder vi en styrmands grav, en der ikke overlevede sygdommene. Mindesten for forfatteren, Theodor Fontane.Turen går gennem Munkbrarup, Husby, Sörup, Süder Brarup med en skandinavisk udseende kirke med mindelund for faldne i 14-18 og 39-45 samt Kreta 1974. Kirken i Munkbrarup hører til Angels navnkundige kvaderstenskirker og en fremlagt beskrivelse er signeret af Karl Nielsen, sognepræst (pensionist).Det bliver en lang dag, varm og solrig, men med dis. Vi passerer Slien på den smalle bro, hvor der kører både jernbane og biler. Sådan har det stået i de sidste 50 år måske mere. Der er sejlere på Slien, hvor vore forfædre sejlede med både handels- og krigsskibe. Eckernförde når vi sidst på eftermiddagen. En malerisk by ved bugten med havn og handelskvarterer. Vi fortærer et par Kieler Sprotten inden vi forlader byen og kører ud langs bugten gennem skovstrækninger. Vi satser på at finde en campingplads i Gettorf, men det lykkes overhovedet ikke. Vi får dog købt noget aftensmad og ser ikke anden udvej end at fortsætte endnu 30 km til en campingplads ved Kielerfjordens munding. En stille og klar aften med sol og plane fine asfalterede veje. Cyklerne stryger af sted indtil vi kommer på den brolagte strækning hen til campingpladsen. En ret stor plads, som har fået EU midler til et vedvarende energiprojekt. Vi har jo spist, men bliver dog alligevel fristet af lidt Bratkartoffeln og en stor øl.Kiel havn og centrum er spændende, og der er leben på denne lørdag formiddag. Færger og torveliv. Vi passerer den lille butik, som Rambøll havde lejet til kvarter for ingeniørerne, som projekterede fjernvarmesystemerne i Kiel i 1988. Ud gennem forstæderne med de store indkøbscentre. Cash and carry. Møbler, biler, isenkram, dagligvarer. Stort målt efter danske forhold.Preetzer Kloster (Benediktiner) giver anledning til en lille pause. Der er musikere, som er ved at stille op til koncert i kirken. Vi går rundt og finder historiske minder fra danske tiden. Det er et


helt lille samfund med kirke, kloster, beboelse og kontorer. Der er adgang gennem et smalt brostensbelagt portrum.Albert (1201-25) grundlage klosteret medens han var statholder for den danske konge. Kirken er bygget i 1280. Slaget ved Bornhoved er nævnt.Det giver en følelse af ro og fred at gå rundt i kirke og kloster med den omgivende have med de store træer. Tiden står stille, vi har modsat vores sædvanlige adfærd ikke travlt med at komme på landevejen videre til næste seværdighed.Vi beslutter os til at gå i kirke denne søndag. Og det passer fint med at nå Plön til klokken 10. Teltet ned og i rask tempo af sted. Vi kommer i den katolske og opdager det først, efter vi er faldet lidt til ro på en af de nederste bænkerækker. Vi lister os ud, regner med, at vi kan nå den evangeliske inden den slutter, det slår ikke fejl. Vi lister os ind af døren fra våbenhuset og finder et par pladser. Plön slot er en enorm bygning og har fungeret som en nationalpolitisk opdragelsesanstalt.Om eftermiddagen går vi så på Eutin slot med overtræksplastik på fodtøjet.Turen gennem Timmendorf til Travemünde er en oplevelse, som er noget speciel. En mondæn strandpromenade for strandliggere, fodgængere, cyklister og biler af mærkerne Mercedes, BMW, VW etc. Villaer, pensionater, hoteller i store prangende bygninger med eksotisk bevoksning i forhaverne. Restauranter, cafeer, grillbarer, iskiosker, der mangler ikke noget. Vi når ind til Travemünde centrum og får aftensmad på et lille værtshus ved Trave, stegte sild, kartofler og øl. Det bliver lidt sent inden vi bryder op. Vi skal finde en campingplads. Tager færgen til Pönitz på den anden side af Trave. Her er vi tæt på den tidligere zonegrænse. Til vort held ligger der en campingplads mindre en kilometer fra Trave, hvor vi er kommet i land. Omgivet af plankeværk med aflåselig dør og tildelte personlige kabiner til sanitære formål overnatter vi på en lille grøn plet med adgang til havnen.Mandag morgen er frisk og kølig. Vi triller hen ad den brolagte gade og finder stedet, hvor den tidligere grænsepost var beliggende, næsten ikke til at se mere. Byen hedder Pönitz. Lidt uden for byen finder vi bygningerne til en nedlagt kolkhos. Der foregår et større ombygningsarbejde, det er SAS Radison, som er ved at indrette et hotel.Videre til Harkensee, hvor der ensileres græs med tre store Case II traktorer. Det giver en voldsom belastning af de smalle veje gennem byen.Wismar med Skt. Georgen og Skt. Maria. Der er store restaureringsarbejder i gang. Disse er initieret af Bürgermeisterin Dr. Rosemarie Wilchen. Vi går i Drewskirche med et historisk barokorgel fra 1754 bygget af Paul Schmidt fra Rostock. Kirken hviler på kampestensfundament og er opført i røde munkesten. På vej ud af byen vender vi blikket tilbage og ser byens profil. Den lille skitse i lommebogen udviser tre markante tårne og et par skorstene.En pigeflok på cykel leder efter vejen til Rerik. Der skal vi også svarer vi. Vi sammenligner kort og taler om hvilken vej, der er den bedste. Deres cykelguider med kort i 2 cm forholdet og vores fotokopi af mit gamle skoleatlas. De taber al respekt for sådan et par forvovne danskere, som efter deres begreber er uden orienteringsmidler. God tur ønsker vi hinanden. Guten Tag råber vi, da vi sidder på terrassen til en cafe og nyder en stor Torte med kaffe. Forbavselsen lyser fra pigeflokken. Er I allerede her? Vi har endda været på Stove Windmühle (1889) og set hvordan man har malet mel i tidligere tider. Der kunne også købes brød på møllen.Her ligger også Agrargenossenschaft, Stove og i Boisensdorf Meeresbiologisk Institut.Vi ender dagen i Ostseebad Kühlungsborn med den smalsporede jernbane (Bäderbahn) til Rostock. På denne egn bygger Friederich Franz I (1793-1843) det første søbad, det er i Heiligendamm.Vi kører over en temmelig lang strækning gennem skov ad smalle stier til Warnemünde. Der er feriestemning i byen, butikkerne har udstillinger på gaden, og langs havnefronten er der værtshuse på række. Der ligger en gammel kirke midt i byen. På stranden er der feriehoteller med omkring 15 etager. Her har vi under anduvning af Warne set kystbevogtningens skibe danne kæde et par hundrede meter fra stranden for at hindre formastelige borgere i at få den tanke, at man på en luftmadras kunne nå til Danmark. Endnu høres i hovedet lyden af det knasende pæleværk i færgehavnens leje, når Kong Frederik IX anløber. Skrigende jernbanewaggoner, der rangeres ud til eftersyn af grænsepolitiet inden den videre rejse. Bilerne, der kører i rækker udover den betonlagte plads til kontrolboksene.


Pigeflokken fra Rerik står med cyklerne og venter på færgen over Warne. De hilser, noget mere hjerteligt, end da vi tog afsked uden for Wismar, og hjerteligheden stiger under gentagne møder i de kommende dage.Vores iver efter at cykle langs kysten straffes med en stroppetur i klitter med dybt løst sand. Der skal kræfter til og ærgrelsen over at være blevet fanget i et sådant terræn driver farten op, så det kan blive overstået. Undervejs i skoven finder vi tavleanlæg med sikringer på 65 amp 3 faset vekselstrøm på 400 volt. Der står en midaldrende mand på skovvejen og ser tænksom ud. Skal vi hilse? Han ser ikke særlig tilnærmelig ud. Vi vover et Guten Tag og stopper op. Har man først hilst, må man også give sig til kende. Noget må man jo indlede med, og da han ikke ser ud til at have den store talelyst, må indledningen dreje sig om tavleanlæggene i skoven. Scheinwerfer er svaret. Jeg var soldat her som ung mand. Kystbevogtning. Jeg er kommet her for at gense den egn, jeg kender som min bukselomme både dag og nat. Han er tydeligvis langt borte i tankerne, vi ønsker ham god ferie og er igen i sadlen på vej til Gral og Bad Mürlitz. Det blæser nu ganske kraftigt, og der er et lavt hængende skydække. Vi finder en campingplads i klitterne øst for byen. Teltet skal forankres med alt, hvad vi har. Vi ser allerede andre telte, som ligger halvt omkuld. Senere hører vi, at det er den nat, hvor den nyligt indviede Storebæltsbro bliver lukket for trafik på grund af blæsten.Ahrenshoop er hjemsted for kunstnere i forskellige stilarter. Cantabile. Prerow sømandskirke og videre til Camping Prüchten. Næste morgen kommer vi til Badth i nogenlunde ordentlig tid og ser på Marienkirche. Herfra tager vi bussen til Rostock og slipper for en ganske ubehagelig, stærkt traffikeret to sporet landevej på 30 km.Rügen, sommerferie 1998Se også notat om Usedomturen.Det regner voldsomt medens vi cykler rundt i Stralsunds gader. Vi har været inde alle de steder, der kan kommes uden at skulle betale. Kirker og rådhuset og nu til sidst en lille pizzeria på den store ringvej langs havnen. Vi bliver taget godt imod af betjeningen, en meget ung pige i ternet arbejdsbeklædning. Vi nyder et måltid og imens stilner det lidt af, og vi vover os over broen til Rügen.Altefähr er der, hvor jernbanefærgen landsatte waggoner i tiden fra 1883 til 1936. Ad små våde lerstier, som er glatte efter regnen kæmper vi os frem til Bessin, Breesen og Rambin, hvor vi må kapitulere og tage E22 til Samtens. Herfra går det ad fredeligere veje gennem Gingst til Schaprode.Hiddensee, sommerferie 1998Udgangspunktet for et besøg på Hiddensee er Schaprode. Vi placerer teltet lige ovenfor skrænten ned til stranden. Næste dag pakker vi madpakker og det nødvendigste til en heldagstur. Færgen går til Vitte og herfra begynder en cykelrundtur på øen, som er 18 km lang og 1 km bred.Bakkerne omkring Dornbusch fyr fra 1888 med sin lyskegle 100 meter over havet er beklædt med Kongelys, Verbascum densiflorum og Verbascum nigrum. Terrænet omkring fyret er under restaurering efter en hårdhændet udnyttelse til bygning af forsvarsværker og stationering af militære styrker under krigen. Vitte er hovedbyen, og her og i omegnen finder vi en række seværdigheder.Gerhardt Hauptmann (1862 - 1946) er en af de førende dramatikere og kendt for sine dramaer om arbejderklassens sociale forhold. Nobel Prisen for litteratur in 1912. Huset er indrettet med mindestue og boglade, hvor især litteratur om DDR tiden og anden verdenskrig er rigt repræsenteret.Hugo Ernst Schmidt, landskabsmaler og kunstkritiker. Sistersienser kloster 1296 og kirke med prædikestolen over alteret og orgel fra 1943 af en orgelbygger i Potsdam.Vikingernes guldsmykker og replikker fra Vitte.Ved den vestlige kyst ca. midt på øen finder vi et nationalparkhus, nybygget og netop indviet med artikel i lokalavisen. Arkitektonisk fint indpasset i naturen med stråtag og ved disken en kompetent naturvejleder, som hjælper og forklarer.Det begyndte for 550 millioner år siden med den grå orthocerenkalk med trilobitter (krebs) og lytospira (snegle) derefter et 100 meter tykt islag, som afsmelter og udvikler sig gennem glazialtid, Yoldia, Ancylus, Littorina, Stenalder.


Ovenpå denne koncentrerede vejledning bliver der mulighed for mad og badeliv på stranden. Her mod vest er der på stranden en opbygning af granris faskiner i mellem stolperækker i gang. Kysten er sårbar.Vel ankommen igen til Schraprode går vi på kroen og spiser Ahlesuppe.Arkona er en turistmagnet. På fyret holdes der borgerlige vielser og i den nærliggende Peilturm Kirche kan brudeparret få velsignelsen efterfølgende. Der er langt ned til stranden og trappen er stejl. Stenet og med træer tæt begroet skrænt, skyggefuld, nordvendt.År 12000, et 100 meter tykt islag, som afsmelter og danner Østersøen. Der lever mennesker gennem 8000 år.Glazialtid, den baltiske isopdæmmede sø, Yoldiahavet 9000 år tværs over Götaland, Ancylushavet 9000-7000 år, Ancylus Fluviatilis (snegl) udbreder sig. Littorinahavet 7000-3000 år, yngre stenalder, Skandinavien hæver sig og Østersøen sænkes, så der bliver 386000 km2

med gennemsnitlig 85 meters dybde.Den nordlige Hiddensee er stauchend moræne.Ordoviz > 550 Mår.Gråorthocerenkalk med trilobitter, (krebs) lytospira (snegle).Silar > 460 Mår. Alunskifer med graphotolitter.Jura > 170Mår. Vættelys.Kridt > 140Mår. Svovlkis.Tertiær > 60Mår. Rav, igel.Pleistozan > 1Mår.Holozän > 12000 år. Muslinger.

Ledeblokke fra Hiddenseer strand:Paskallavik porphyr.Uppsala granit.Ostseediabas, mandelsten.Dalasandsten.Gneis.Quartz, krystal fra præcambrium ogfra kambrium > 560 Mår:Alunskifer.Stinkkalk mer trilobitrester.Tigersandsten.Quarzit med trilobit.

Wiek kirke uden midtergang.Kønigsstuhl, Wissower klinten, Sassnitz:Østersøen tilføres:Neva 87 km3 per år Cd 60 tons per årWeichsel 34 km3 per år Cu 4200 tons per årDüna 24 km3 per år Ar 180 tons per årMemel 21 km3 per år Pb 300 tons per årKemijoki 18 km3 per år N 1000000 tons per årOder 17 km3 per år Cl 240000 tons per årLuleälv 15 km3 per år Zn 9000 tons per år

P 50000 tons per årHg 0,2 tons per årOlie 200000 tons per år

Bøgeskoven er ikke tyndet og består af himmelstræbere uden krone og udgåede træer.

1998 december den 20. Julebrev.Vi kan jo ikke sige os fri for at være optaget af, hvad børnene gør, og hvordan de klarer sig efter at være flyttet hjemmefra. Men vi er nu heller ikke så optaget, at vi har glemt andre


værdier i vores dagligdag. Der bliver faktisk bedre plads og tid efter, at bare Birgit og jeg skal få vores hverdag til at fungere på en god måde.Ind under Jul sidder pengene løsere i pungen, og vi tager på indkøbstur, og hvad er mere naturligt for en sjællænder end at tage færgen til Hälsingborg. Oplevelserne hinsidan er bestemt anderledes, end vi kender det fra den danske side. Der er pyntet i gaderne, og der er nisser i magasinerne. Det får man snart nok af. Men på en tur ud i landet, hvor der ligger sne, finder vi julestuer og kunstudstillinger. Den fine Krabberupgård nord for Höganäs med hestestalden ombygget til kaffestue med grangrene på jorden udenfor indgangsdøren og et fyrfad med et stort brændebål. Nu lugtes julen. Vi går ind i den store lade, hvor kunstnere udstiller sine produkter. Her er der levende lys, glas og sten i mange former. Svenskerne kommer her afslappede for at se de fine ting og for at få julestemningen og en god kop kaffe med kage eller en kop glögg.Hos Ruth på Skäret kigger vi indenfor i forstuen og mærker duften af mad fra køkkenet. Kan vi hjælpe med noget? Lyder det fra værtinden. Nej tak, vi nyder den hyggelige atmosfære her i lokalet. Ni är välkomna, lyder det, og hun haster videre for at tage sig af de gæster, som allerede er blevet bænket. Ikke noget helt almindeligt sted fornemmes det. Der bæres mad frem til stuerne. Kød og fisk, brød og suppe. Vinen dertil ligger i hylder i små nicher i forstuen og er så vidt det ses fransk og af ganske høj kvalitet.Udenfor ligger sneen og der er fugle på foderbrættet, fedtklumper og korn til de små fjedrede findes i rigt mål. Et lille næsten uanseeligt hus i skoven, men med et stort indhold. Der er også ganske mange biler parkeret.Længere ned i skoven ligger et lille stråtækt hus med en kunstnerisk anlagt have. Her serveres kager og kaffe i den lille stue.Der er julemad og kager, øl og vin, gløgg og kaffe i de varme stuer med lys i vinduerne, så der på lang afstand kan fornemmes varme og menneskelighed. Og overflod. Udenfor er vejret i sit, for beværtningerne mest fordelagtige lune. December, med temperaturer just under nul, lave skyer, der går over i tåge. Sneen lyser hvid. Er man i nærheden af havet, syner dette sort midt i den hvide tåge. Kulden er skarp.Anderledes var det i september, hvor vi hjemsøger kysterne rundt langs Bælthavet og Østersøen. Trækfuglene er på vej bort fra Skandinavien. Stubmarkerne ligger gule, hvis de ikke allerede er pløjede og tilsåede igen. Mange store maskiner arbejder. Det er nyt og spændende for os at opleve Holstens, Mecklenburgs og Pommerns store marker fra kollektiv tiden. Dagens landbrug med dens bygninger og maskiner vidner om, at der kan tjenes penge på landbrug her i området.De store kirker fra middelalderen knejser over byerne og ses langvejs fra. Klostrene og slottene med de danske og svenske konger, dronninger, hertuger og hertuginder. Rådhusene og de fine rådhuspladser med købmandshusene fra hanse tiden er velholdte og vidner om storhed og rigdom. Og ind imellem har vi den nye tids købmænd. Supermarkederne med deres mangefold af varer.Jasmundparken med de store bøgeskove og de hvide kridtklinter imponerer. Ikke mærkeligt, at skovvæsenet netop her har fundet anledning til at lave oplysningsboder om Østersøens og skovenes og dyrelivets miljømæssige tilstand. Dygtigt lavet med hjælp af universiteternes forskning på området.Dejligt, at Scandlines og andre rederier nu er så aktiv med at holde færgeruterne i gang på Østersøen. Søfart er en god måde at binde landene sammen.Og endnu mere anderledes i juli, hvor livet på cykel og med telt rundt samme kyststrækninger afdækkede landet endnu mere i detaljer, og hvor befolkningen kunne opleves på endnu nærmere hold, i det adstadige tempo, som cykling foregår i.Arbejdet er vores vigtigste gøremål. Troldehytten, FOF og FLS Miljø. Her lægger vi vore kræfter og henter vores løn, som er grundlaget for alle vore interesser og aktiviteter. Her bliver vi mødt med krav til at følge med tiden og alt hvad der sker i det pulserende liv. FOF er dog for tiden ikke det mest aktive sted at være beskæftiget, men det giver anledning til at deltage i kurser og seminarer, både på hjemmefronten og en tur i Lübeck. Men også på den tekniske side er efteruddannelsen en del af hverdagen. Ingeniørhøjskolen Københavns Teknikum afholder en hel uddannelse, som hedder teknologilederuddannelse. Aftenskole, jo vist holder vi os vågne i undervisningstiden efter en lang arbejdsdag, det er jo spændende.Efter at være blevet opkøbt hedder Burmeister og Wain Energi nu FLS Miljø. Arbejdspladsen er den samme, men atmosfæren har vel fået tilført lidt kultur fra afdelingen i Valby. Nu er det kraftværker fyret med halm. Efterhånden en ganske imponerende række af anlæg. Jeg er nu på /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 30

vej med et nyt anlæg i Cambridgeshire, bygget på bar mark helt fra grunden og gravet ned, så det ikke kan ses fra de omliggende landsbyer.Troldehytten klarer sig og giver børnene den mængde frisk luft og bevægelse, der skal til for at kunne gøre en god start på et godt liv. Parktanterne har sat sig sine spor her på egnen. Vi møder unge mennesker i erhvervslivet, som har gået i Troldehytten. Nej, de har bestemt ikke glemt deres tid i skoven. 25 års jubilæum er det blevet til.Unge mennesker, vore børn. De fungerer ude i samfundet, i arbejdslivet og på uddannelsesinstitutionerne, og vi gamle går og glæder os over de fine resultater, der kommer ud af de unges indsats. En læser nordisk litteratur, en anden geologi og en tredje er på sygeplejerskeuddannelsen. Kirsten tager en del af sin uddannelse i Norge, skal være specialestuderende i Århus til næste år. Mette og Anne bor i København.

Breve i 19991999 juli den 19. Kære MorTillykke med fødselsdagen.Sommertiden er behageligt anderledes end de andre årstider. Se nu på jordbærrene. De blomstrer og har fine grønne blade i forsommeren og grønne bær, som vokser og bliver spist af fuglene medens de er lyse og på vej til at modne. Når de er røde, er fuglene ikke længere interesseret i bærrene. Nu er sæsonen slut og se på jordbærrækkerne. Gulnede blade, røde stængler, forvoksede planter og ukrudtet, der breder sig mellem rækkerne, hvor det tydelig ses, at jorden er fasttrampet efter plukningen.Hørren med sine fine blå blomster, der lukker sig op, når solen skinner, også den står nu med sine fine runde lidt kantede frøkapsler og er på vej til modenhed. Det bliver spændende at se hvorledes en sådan afgrøde kan anvendes i en simpel husholdning med to mennesker.Roserne er de pæneste blomster, der findes. Arboretet i Kelleris er det afgørende bevis herpå. To tønder land med rosenbede i mange farver og størrelser i fuldt flor med græsplæne mellem bedene. Det er varmt og solen skinner fra en skyfri himmel. Der er rosenkåring og mange belæste og kyndige mennesker vandrer rundt og siger kloge ord, som skal føre til udvalget af den fornemste plante. Vi søger skyggen bag de høje rosenhegn, som omgiver hele arealet. Et væld af blomster, som rosen på gavlen i Skrillinge.Sommertiden er feriegæster. Kirsten, Mette og Anne har været her i nogle dage og den unge mand, som hedder Christian sammen med Anne. Jeg tror, han føler sig helt godt tilpas her i Enebærhaven. Norske specialiteter og kollegiemad præger måltiderne, desværre har det ikke været muligt at få tag i de fine jomfruhummere fra Gilleleje, selv ikke med indsatsen af Jakob Lund. Vi nøjes med Royal Greenland, de store, som er på tilbud i brugsen. Også fint og især med en god Alsace dertil. De unge mennesker er interessant selskab for Birgit og jeg, et friskt pust fra institutterne, hvor klogskaben trives. Vi mærker, at nerverne er faldet til ro efter forsommerens hektiske og nervøse eksamenstid er overstået. Ferie og kommende studieaktivitet planlægges og diskuteres. Der kommunikeres på telefon og internet for at finde de bedste rejsemuligheder. Tunis med Spies og Canada med SAS eller Kirsten på vej ud over havet i en fembøring. Vi må vænne os til, at Mette ikke længere skal læse i København, men nu tager til et universitet i Toronto sammen med Jakob Lund. Her findes den rigtige lærdom i geologien. Skal det igen vise sig, at danske studerende har en mere selvstændigt tilgang til studierne set i forhold til de udenlandske, men måske ikke så meget paratviden. Indtrykkene fra universiteterne får vi da lidt af herhjemme i Enebærhaven. Linköping, Tromsø, Reykjavik, Bø, Mac Master og Rigshospitalet ikke at forglemme. Eller Århus og København. Vi er midt i den største istandsættelse, vi nogensinde har foretaget. Dørene står åbne overalt og møblerne bliver smidt ud, støvet af og stuerne malet og tapetserede. Fint grønt meleret tapet i alrummet og nye dørkarme i fint nyt malet træ, selv fremstillet og monteret. I stuen hvidt med rød fra Sadolin på væggen. Gulvene afslibes og lakeres og dørkarme males. Gamle skader på inventar og hus udbedres og alt bliver så fint. Dørtræer bliver lakerede så de holder til endnu mange trin gennem huset.Nu gælder det taget. Nyt tag med nye tagrender og fine zinkinddækninger rundt langs tagskægget. En god håndværker, som arbejder på Kronborgs kobbertage er indforskrevet til at lægge taget og gøre zinkarbejdet i den Helsingoranske kvalitet.Der bliver købt nyt værktøj og elektriske maskiner til hjælp til arbejdet. Det er fint at have eget værksted med alt, hvad der behøves. Det rå træ eller stål og metalvarer købes i handelsdimensioner og tildannes til brugsrigtige sager. Den gamle skænk med sine mange


skavanker fra ælden forsynes med nye stykker træ, limes sammen og bliver som ny. Hængsler renses for rust og smøres.Sommeren går på hæld. Vi ser det på mirabellen og tjørnen, som nu har på afstand synlige frugter. Augustmorgener, hvor alt driver af væde bliver næste seværdighed.Mange hilsner og ønsket om en god dag.1999 november den 14. En sølvbryllupsfestSvært at skrive projektrapport en søndag efter en sølvbryllupsfest, hvor tankerne kredser om alt det, der er oplevet den foregående aften. Selskabet ankommer og bliver budt velkommen, går til bords og fester til den lyse morgen. Indtrykkene sætter sig til en stor oplevelse, der skal efterbearbejdes. Midt i de mest kedelige tekniske rapporteringstekster dukker det op og forstyrrer den gode vilje til at få sit hjemmearbejde færdig. Kan ligeså godt opgive og et Ctrl+N bringer et nyt papir på skærmen.Land og by mødes og vies til et livsløb i et fællesskab. Efter 25 år er der skabt en lang række af nære og vedkommende oplevelser vel placeret i rammerne af et jordegods, som nok er mange forundt, men alligevel værd at være taknemmelig for. Det sikreste bevis for at det er lykkedes, er afkommets engagement i fællesskabet mundende ud i festligholdelsen af sølver jubilæet.Hvad kender jeg til byen og livet i byen. Jo, nissen fra Nürnberg. Vi børn løber over i remisen og ser på sporvognene og vognstyreren, hvis han er i godt humør, giver lov til at køre med ind til søerne og tilbage igen. Ind i mellem vover vi os endda til fods helt ind i byen og oplever det pulserende liv. Vi er kommet fra landet som landarbejdere og har fået en lejlighed på Nørrebro og skal nu til at leve i byen. Far og mor har det ikke så nemt, men vi børn oplever meget mere spændende end bare at plukke kamilleblomster i vejkanten.Det var dengang for hundrede år siden. Nu lever efterkommerne et moderne liv i byen beskæftiget med handel, industri og offentlig forvaltning. Meget forskelligt fra de rødder vi alle engang er udsprunget fra i tidernes morgen.Tilbage på landet har vi stadig bønderne, landarbejderne, godsejerne og offentlighedens repræsentanter, som dyrker jorden og lever i mindre samfund i form af landsbyer, stationsbyer og på ejendomme ude på landet. Her udspiller hverdagen sig på ganske anderledes måde og menneskene bliver anderledes end de, der bor i storbyen. Selvfølgelig præges vi af de forhold, vi lever under og udvikler fællesskabet på hver sin måde på landet og i byen.Forelskelse mellem mand og kvinde har foregået og foregår stadig aldeles på tværs af alle forskelligheder og helt uden hensyn til det enkelte individs herkomst og status. Mange bestræbelser er udfoldet for at forhindre og kvæle sådanne forelskelser, og er det ikke lykkedes for familien at få hindret samlivet mellem mand og kvinde af hver sin observans, så har naturen taget sine egne midler i brug og ladet tiden føre til de elskendes erkendelse af, at der ikke er basis for noget fællesskab.Femogtyve år er lang tid at være sammen som elskende mand og kvinde, og har hverken mennesker eller naturen gjort ende på forelskelsen, så har enten de elskende haft styrken og viljen til sammenholdet eller måske har de bare passet sammen som livsledsagere for hinanden.Femogtyve år sætter sine præg. Man kommer til at ligne hinanden, bliver forudsigelig. Nej, forhåbentlig ikke. Men kendsgerningen er, at her er land og by blevet en enhed med det bidrag, hver af parterne har givet og nu lever som forstadsmennesker i en soveby. Det er ikke en soveby, selvom postulatet bliver frembragt ved forskellige lejligheder. Det er netop ikke soveby fordi, der lever mennesker som Jens Ole og Ingeborg, som hver på sin måde bidrager til at skabe et levende fællesskab omkring skole, institutioner, foreninger og private sammenkomster. Et fællesskab i et forstadssamfund, hvor den opvoksende generation netop på grund heraf føler sig vedkommende og engagerer sig. Vi nyder alle godt heraf. Tillykke og tak for i går.1999 december den 12. Kære morJeg har holdt fri fra arbejdet både lørdag og søndag, og det har været helt godt at komme lidt væk fra det. Alt i mit hoved drejer sig om det svenske projekt og gensynet med arkiverne bringer følelser om hævn over de mennesker i Norrköping ind i mine tanker.Der er endnu en del arbejde, som skal gøres, arkiverne skal gennemlæses, og der skal udfærdiges kravskrifter om erstatning. Jeg skal antagelig til Stockholm og være advokaten behjælpelig med at udforme de sidste skrifter inden de afleveres til retten i Norrköping.Det er ganske alvorlige sager at være involveret i, og det kommer til at tage lang tid endnu. Antageligt flere år./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 32

Jeg skal nok tage mig fri til at gå med i teateret den 27. December, og der bliver også en afslappet juleaften og juledag her i huset sammen med de unge døtre og deres drenge.Må nu nok indstille mig på, at der nok ikke bliver mere end de par dages ferie i denne omgang.Den femte januar skal jeg til eksamen på ingeniørhøjskolen.Du er jo velkommen til at blive her til nytårsaften. Vi skal til Susanne i Byengen, og der bliver ikke nogen speciel år 2000 ceremoni andet end det, Margrethe kan finde på at lave.Vi glæder os over at få pigerne hjem til jul og se dem sammen omkring træet, og som vi oplever det her, ser det ud som om også pigerne glæder sig til at komme her og være med til julen. Gaverne bliver nok bare det mest nødvendige af de ting, som vi har et akut behov for eller som før eller siden bliver nødvendige at have.Jeg håber, vi kan komme i slotskirken i Fredensborg julemorgen til gudstjeneste. Er endnu ikke klar over hvordan tiderne ligger. Der bliver suppe og hønsekød med peberrod bagefter.Juledag er det fint at se ud i haven og fornemme, at alt ligger stille, både væksterne og det arbejde, vi har haft i gang i årets løb. Det er godt at se, at der er sket noget. Træer er fældet og køkkenhaven ligger nu med de sidste rester af kål og persille, som endnu mangler at blive gravet ned. Netop det, at der mangler noget arbejde endnu at få gjort, som ligger til næste år, gør jo juledagene endnu mere fredfyldte. Vi lader det ligge for at holde jul. Musvågen sidder nok også bare og sover i sit træ nede i baghaven.Der bliver jo nok nogen visitter i de kommende par uger. Der er jo familierne her omkring og også døtrenes bekendtskaber, som jo nok dukker op. Vi skal til Vangede i dag til den årlige før julefest. I år ser det jo ud til, at vi bare må undvære Kirsten. Det er jo en god deltagelse set i forhold til andre år hvor vore børn har været optaget af andre sager. Men også i denne sammenhæng ender det vel snart med, at Jan og Elsebet og vi må gå alene i skoven for at hente træ.Der ligger en 5 kilos gås i fryseren, hentet på en gård i Hesselrød. Den skal nok gøre sig i ovnen og på bordet. Det har levet på naboejendommen til det sted, hvor vi henter juletræ. Nu kan træet og gåsen så møde hinanden igen her i Enebærhaven og bidrage til vort vellevned og juleceremoni. Ikke så dårligt.Karlebo sogn er et godt sted at bo. Vi har her en fornemmelse af at være på landet, med kirken og gårdene, hvor vi henter lidt af hvert, kartofler, juletræ og kødvarer. Skolen med gymnastiksalen, hvor vi har haft 4 H afslutninger, og Birgit har gået til gymnastik. Og Kroen hvor vi netop har været til Ingeborg og Jens Oles sølvbryllup.Der er en del vintersæd her på egnen, og det ser egentlig pænt ud i stedet for de mørke og med snavset sne halvt dækkede marker. Vi glæder os over det hele.Hav det godt og på gensyn.1999 december den 19. JulebrevDet er en god måned, december. Det gælder om at komme tidligt op, hvis der skal nås noget inden det bliver mørkt, i disse korte dage. Alligevel ender det med, at de sidste puslerier skal laves i mørkningen, samle redskaberne sammen, hænge ledningen til kædesaven ind og sætte trillebøren på plads i skuret. Der skal være tid til at betragte dagens arbejde inden det bliver helt mørkt. Det regner og tøjet bliver vådt, men kulden mærkes ikke så længe kroppen er varm efter arbejdet. Et blik op på det nye tag, jo det ser også fint ud her i mørkningen, og vandet risler i nedløbsrøret fra de nye tagrender. Det er ikke let at forlade dagens arbejde, det i sig selv har jo været dagen og er betydningsfuldt for sin udøver. Tilfredshed og velvære ved tanken om, at det er gjort godt bliver de sidste indtryk inden lyset slukkes i skuret og i carporten. Det er helt mørkt. Et lille sving ud på gaden for at betragte de nye fliser i indkørslen og huset med lysene i vinduerne. Der er ingen tvivl om, at det er december. Synet af lysestagerne i vindueskarmen og pynten i stuen betyder jul.Indenfor er der god varme i ovnen, og der er frikadeller på panden og kål i gryden. Det blev en vellykket dag, der nu sluttes af i den lille stue med de nye møbler og de to fine billeder fra Freddie Eriksen i Vang. Adventstiden er mere speciel end resten af året. Selv november og januar, som jo ellers ligger tæt op ad december, har en helt forskellig karakter. Efterår og vinter. December er nytårstiden og julen.I december pyntes stuerne med rødt og grønt og dette sammen med varmen og lysene giver en kontrast til mørket og kulden. Slet ikke så ilde endda, at årstiden gør døgnet koldt og mørkt. Uden det havde der ikke været så hyggeligt indendørs.


Det er lidt spændende at holde jul. Pynten i sig selv gør december anderledes. Forventningerne gør december anderledes.Først er det udsigten til, at der bliver frihed fra dagligdagens hårde slid. Dernæst er det tanken om, at børnene kommer hjem og fortæller, og ser det hjem, de er vokset op i, og nu er rejst fra. Det må da være lidt spændende, at se om forældrene har forvaltet hjemmet på betryggende måde, selvom der ikke er børn i det mere.Julefesten forberedes gennem forventning og fuldbyrdes i et fællesskab mellem mennesker med de gamle traditioner som baggrund. Det lille barn i Nazaret, salmerne og sangene, gaverne under træet og den gode mad er den lidt mere håndgribelige side af julen.Indtrykkene, som efterlades hos de, der deltager i julefesten, er vanskeligere at forholde sig til, og skal de forklares i korthed, er det vel et spørgsmål om, at menneskene i de få juledage får tid til at opleve betydningen af samvær og det at have traditioner, som befordrer medmenneskelighed. Hvorfor skulle det så være specielt for julen? Det er det heller ikke, vi lader bare som om, det er sådan. Resten af året er vi jo også medmenneskelige og glade for samvær. Julen er Jesu fødselsdag og ellers ikke noget andet.Hverdagene mellem jul og nytår er jo arbejdsdage som så mange andre i løbet af året, men så vidt der er muligt, holder vi da fri og venter på nytåret. Julen er overstået, og det kan være fristende at sige endelig, for det har været anstrengende. Der har været alt for meget af det hele. I virkeligheden mere end godt er. Det er godt, at der er et helt år til næste jul.Julemorgen og nytårs morgen. En uge efter hinanden og to helt forskellige oplevelser. Nytårsmorgen er det lyst i vejret, og vi ser frem mod bedre tider.Det er vel tilladt at kommentere netop dette nytår. Sidste år havde vi de tre niere, som Monarken jo så fint bemærkede i nytårstalen. I år er det så de tre nuller, som angiveligt skulle gøre nytårsfesten noget mere speciel, men den hopper vi ikke på. Vi holder nytår som vi plejer og regner da også med at året der kommer, vil blive magen til de foregående år.Glædelig jul og godt nytår.

Breve i 2000Februar den 6, 2000. Kære Henrik og AnnemarieTak for brevet. Ja, du har ret, vi må snart have et møde, hvor vi kan få behandlet alle de efterhånden påtrængende spørgsmål. Der er et vigtigt spørgsmål, som drejer sig om Nielsens guldbryllup her til foråret. Jeg mener, vi må give dem en gave. Kan du finde ud af hvad, det skal være, og hvorledes vi organiserer det. Jeg forestiller mig, at vi fire søskende går sammen om en lille fin ting.Så faldt der endnu et af de store træer i haven. Tjørnen over brændeskuret. Den var ved at være en trussel med tanke på alle de storme, vi har haft i den senere tid. Det var ikke let, vel nærmest et kunststykke, at i hængende stilling fra en stige stående på skurtaget at få skåret toppen af uden at skade plastpladerne på brændeskuret. Derefter at få stammen ned. Først et reb over i nabotræet for derefter at skære stammen såpas igennem, at den fra sin hældende position kunne trækkes ca. 40 grader op i lodret, inden vi lod den falde til jorden vinkelret på det plan, hvorfra vi havde rettet den op. Torsten og Birthe fra nummer 103 og Birgit ved rebet og jeg ved motorsaven. En vellykket operation.Der ligger meget træ og grene i haven, hvilket nu skal skæres op og ryddes bort. Ubegribeligt så arbejdskrævende en have er. Burde nok tage fri og blive herhjemme i vinterferien for at få ryddet op i haven og få læst op på det pensum, som jeg er bagud med. Går nu til forelæsninger i projektledelse og skal læse pensummet op til kvalitetsstyring til forårseksamen. God fornøjelse. Det bliver lidt trivielt bare at læse for at gå til eksamen, men rent læremæssigt, er det ganske nyttigt. Jeg har forsøgt at få Kirsten, som har været her i denne weekend, interesseret i sådanne fag, vi som ingeniører har megen nytte af. Sådanne fag har sin berettigelse også i den humanistiske verden, på højskoler, universiteter og i friluftslivets undervisning. Det er ikke så mærkeligt, at dansk magisterforening er gået sammen med ingeniørforeningen i Danmark om at lave et oplæg til efteruddannelse og planlægning af den erhvervsmæssige indsats set i et lidt længere perspektiv.Vi står her som gamle ingeniører og er på nippet til at blive marginaliseret på arbejdsmarkedet, og er derfor særskilt opmærksom på at holde kvalifikationerne og engagementet i top for at kunne bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. I de unge år er det kørt på rutinen, nu skal der slides med teori og ny teknik ugen rundt, året rundt.


Vinterferien, der bliver nok tre dage fri med besøg hos familien i Jylland og tante Maria (Rühens) i Rissen. Og Birgits ungdomsveninde i Bargteheide skal vi besøge.Far ville have haft fødselsdag i næste uge. Men vi ser ham vel igen, når tiden er inde dertil. Det er ikke så nemt at vide, om han sidder og følger vores færden i hverdagen. Han ville nok selv have forsvoret, at nogen skulle overvåge de levendes gerninger og tro. Så langt har jeg forstået fars livssyn, men gudstroen, hvorledes har far fortolket det begreb? Jeg tror ej heller, at han sidder og venter på, at vi levende skal besøge gravstedet i Verst med blomster, sådan som det ellers blandt folk er almindeligt. Gudstroen, som jeg mener, far kan have forstået det, er vel nærmest et spørgsmål om menneskenes tro på hinanden, ud af hvilket guds tro på menneskene er sprunget. At tale om menneskets tro på Gud er vel nærmest en helt umulig tanke. Vi var i Fredensborg slotskirke til højmesse forleden. Her fik vi af pastor Tjalve netop denne forståelse af Lucas evangeliget. Og den har vi så købt.Kirsten var her i forgangne weekend. Hun han fået nok at se til på Højskolen på Samsø. Hvad er højskolen i dag, og hvorledes forstår eleverne højskolen? Skal højskolen gøre jættemennesker til åndsmennesker med et levende syn på livet? Er højskolen stedet, hvor deltagerstyringen lægger studieprogrammet med fokus på konkrete videns- eller færdighedsforøgende aktiviteter måske endda med en afgangsprøve og et certifikat. Er det her flertallet tager udbyttet af højskoleopholdet fra mindretallet. Vi er vel efterhånden alle så målrettede, at vi vedholdende siger, at eleverne også skal bruge højskolen til at skaffe sig nytteviden til en senere indsats på arbejdsmarkedet. Hvad enten det drejer sig om boglige vidensfag eller kreative og sociale fag. Højskolen har jo fra statsmagtens side en god sponsor så længe det varer. Højskolen er vel dybest set en del af danskheden, men efter min ringe mening kan den kun være det, så længe den Grundtvig-Koldske åndsudviklende linje med samtalen og debatten i centrum bliver holdt i live. Det var vel nærmest et kvantespring, der blev taget, der hvor Grundtvig tog over efter Holberg og bønderne blev frie og tænkende mennesker.Her er noget af nøglen til, at det danske folk fortsat kan have det høje menneskelige stade og stoltheden af sig selv. Hav det godt med god vinterferie og mange hilsner fra Birgit og Bo.Marts den 19, 2000. InvitationThomas Kruse, Birgitte KruseKirsten Kruse, Mette Kruse, Anne KruseBodil Hegndal-Andersen, Søren Hegndal-AndersenHenrik Hermansen, Helle HermansenJanne Kruse, Nete KruseIda Kruse, Morten Kruse

InvitationBirgit og Bo inviterer hermed de 13 fætre og kusiner til Skt. Hans fest i Enebærhaven 104 i Kokkedal.De mennesker, som I betragter som kæreste eller måske endda samlever skal I invitere med, og er der derudover endnu et menneske, som I føler nær tilknytning til så inviter også dette menneske med.Anledningen til invitationen er, at vi (Birgit og Bo) synes, det ville være dejligt med et arrangement, som kan knytte de familiære bånd mellem ungdommen, og i mangel af konfirmationer bruger vi Sankt Hans.Det er muligt, at vi (Birgit og Bo) ser det mere nødvendigt at holde sammenkomster end I unge mennesker.I, mere end vi, skal leve i et mere og mere turbulent og internationalt samfund, og den udfordring må I og vi tage på os.Vi skal som mennesker være som vi er og kunne vise andre, hvad vi er, og vi skal fornemme, at vi har en fælles familiær baggrund. Dette gør vi muligt gennem samvær og nærvær.På gensyn den 23. juni 2000 i løbet af dagen. Har I spørgsmål så spørg, men send under alle omstændigheder besked om fremmøde. Hilsen fra Birgit og Bo2000 marts den 28. Kære KirstenTak for din dejlige modtagelse på højskolen på Samsø i weekenden.Det har været en god oplevelse, at besøge dig i dine omgivelser og fornemme, hvorledes du fungerer i din hverdag.


Du har meget at kæmpe med, ser jeg. Og jeg fornemmer virkelig, at det er en kamp for dig at overkommer de mange problemstillinger, du møder i din hverdag.Jeg er imponeret over din evne til at tage udfordringerne op og samtidigt bevare overblikket og humøret. Tillykke med det.Jeg ønsker for dig, at du må bevare og udvikle din tilgang til livets tilskikkelser, som du har gjort hidtil.Jeg ville egentligt gerne, at jeg kunne lære at holde mine meninger om unge menneskers måde at leve på lidt mere for mig selv.Hvis du synes, jeg har for mange meninger, som du ikke gider høre på, så må du jo sige til. Jeg ved godt, at du ikke behøver min mening, men klarer dig udmærket uden.Jeg har det såmænd også udmærket, med at nøjes med at lære dig at lave regneark. Sådan beskæftigelse er jo ret uskadelig og uforpligtende.Alligevel synes jeg, at det er godt at tale med dig om de nærværende sager, som vi alle er så berørte af, og det kan af og til måske føre til forskellige opfattelser, men sådan er det jo at tale sammen.Med mit gammeldags højskolesynspunkt kan jeg ikke lade være med at referere den gamle åndskæmpe, Jakob Knudsen:Der er ånd i en tale, når den ikke blot fortæller det, som er fordom hændt, men driver til dåd påny; Der ånd i et ord, når det ikke blot afmaler en begivenhed, men genskaber denne begivenhed i dem, som hører, så de ikke blot ser og føler, nej, men vil og er lyslevende det, hvorom ordet lød til dem.Jeg kom også til at tale med Janne om dette i forbindelse med hendes ophold på højskolen i Kungelv.Og så er det, jeg igen kommer med noget, der kan få mig til at ligne en besserwisser: Hvorfor har du og Janne eller måske du og Bente og Annemette, som du siger også har været på højskole ikke i denne tid ført korrespondance om højskolen og Jeres syn derpå hver især? Eller det har i måske? Breve, som kunne være til megen nytte til at genskabe og beskrive Jer som mennesker i denne spændende ungdomstid.Husk at gemme sådanne skrifter, som indeholder noget af Jer selv, I unge mennesker. Jeg tænker her på Hjalmer Lundblom fra Kiruna, som har efterladt sig alle sine kærestebreve til og fra sin danske kæreste, som han dog aldrig fik.Vi har ikke tid! Lyder svaret. I har ikke interessen, og I tror ikke, det er nødvendigt, lyder mit svar.Jeg tror, du mest af alt har dine tanker omkring Endre. Og det er ganske udmærket. Find ud af hvad du føler og handl derefter. Du skal ikke tænke på at være forpligtet til at bruge din tid på at besøge os to gamle, så længe der er så store ting på spil for dig. Vi klarer os nok, men følger dig med stor interesse og længes efter dine breve og besøg.Tusind hjertelig tak og hilsen fra Birgit og Bo2000 maj den 28. Kære HenrikJeg sidder her midt i eksamenslæsningen og har lidt svært ved at koncentrere mig. Birgit går ude i haven og luger ukrudt. Der er meget, men hun er god til det. Det er et dødkedeligt pensum i projektledelse. Interessen for faget er udmærket, men pensum er så trivielt, at det gør helt ondt. Der er nogle lærebogsforfattere, som har gjort en videnskab ud af den adfærd og de arbejdsmønstre, vi benytter til daglig og som aldeles ikke tåler at blive gjort til genstand for en dybere analyse.Norrköping projektet ser nu ud til at være afsluttet. Med en nul løsning for begge parter. Godt at blive færdig, men jeg havde nu gerne set at vi kunne have fået lidt mere ret i vore synspunkter. Personligt ser det ud til, at jeg er sluppet uden de helt store skrammer, men eftersom et par direktørerne er blevet fyret sammen med 25 mand, er der nu kamp om at komme i betragtning til kommende projekter. Det siges, at vi nu skal til at tjene penge, men priserne er så lave, at der næppe kan blive til ingeniørlønninger i projekterne.Det er rædselsfuldt at tænke sig, at sådan nogle produkter som elektricitet og varme er blevet så ligegyldige for forbrugerne. Pengene går til fodbold og popmusik og ikke til de basale livsfornødenheder, ikke engang helsevæsenet, er forbrugerne villige til at betale for. Alligevel er det godt, at være fri for at arbejde i de populære brancher.


Nu står vi så og venter på et projekt fra Vestkraft. Det er gået i stå på grund af administrative problemer i energistyrelsen. Vi venter og får ingen penge i den tid, men det har vi jo prøvet før. Når der så bliver givet startsignal skal det laves i sommerferien. Ingen respekt for ingeniørernes ferieplaner.Birgit og jeg forestiller os at skulle have en nordlandstur endnu en gang inden benzin priserne bliver for høje. Jeg har ikke megen lyst til at skulle finde nye rejsemål, men Birgit vil gerne prøve noget nyt.Fortrolighed med landskaber, byer, landeveje og befolkning giver en dejlig fornemmelse af at opbygge erfaringer til at kunne forstå en mere detaljeret sammenhæng i udnyttelsen af naturens og menneskets ressource. Det giver ro til at forstå.I går slap jeg også for eksamenslæsningen. Da havde Birgit inviteret mig med til lærermøde i forbindelse med sæsonafslutning. Som sædvanligt meget dejligt at være med sammen med fritidsfolkets undervisere. Nogle gamle stødere det fleste, mon der kommer en ny generation? Først på Peder Skram på Holmen. Gennemgang fra masteknap til køl og fra stævn til hæk med kyndig og professionel vejledning. En interessant sammenrodning af at være sømand og soldat på en gang. To uddannelser i en og samme person.Senere på Voldene, Lille Mølle og Bastionen og Løven. En efterkommer fra Vejle Dampvæveri, Ejner Bundegård og hans hustru, Johanne købte møllen på volden ved Christiania og indrettede den til privatbolig. Han døde i 1949 og hun i 1974, hvor hun skænkede stedet til nationalmuseet. En flot rundvisning af en kunststuderende ved Københavns Universitet. En flot gennemgang af Ejner og Johannes privatliv i mange detaljer. Imponerende at et ungt menneske orker at sætte sig ind i sådant. Boligen står nu nøjagtig som på den sidste dag i Johannes liv. En velhavende familie med stor selskabelighed. Mange bøger og megen musik. Der er øl kælder og vinkælder til hjemmebrygning. Johanne har levet med Ejners remedier som han efterlod dem i 1949, og de står der endnu. Til sølvbrylluppet forærede Johanne Ejner et maleri af en ung nøgen kvinde, malet af en logerende kunstner, et bilede, som på den tid ikke med anstændighed kunne hænge i et privat hjem. Jeg bliver gammel, men du skal have noget kønt at se på alligevel, sagde hun.Deres urner står i en niche i gangen.Her i Enebærhaven går nætterne med internet og hjemmeside. Kan det blive sådan, at familierne i fremtiden kan følge begivenhederne i den nærmeste kreds på en hjemmeside? Tja, det kan det vel. Er det noget fremskridt? Vielleicht.Hvad går hun og laver derude. Det regner. Jeg er sulten. Har du fået læst noget? lyder det, når hun kommer ind. Hvad har du så lavet? Skrevet til Henrik. Må jeg se?Skrækkeligt, så rutinepræget mange ting går og bliver. Men trods alt det forudsigelige, går vi alligevel og finder på mærkelige indfald, som skal bearbejdes meget grundigt, for at kunne forstås.Jeg stopper med at skrive, inden hun står og kigger over skulderne. Hav det godt og mange hilsner til Annemarie og de søde børn.Hilsen fra Bo og Birgit.2000 august den 5. Kære HenrikVel hjemme fra nordlandsferien. Flot tur og Birgit har glædet sig meget over alle oplevelserne. Ind i mellem følelsen af at strejfe rundt uden mål og med. Ubehageligt, når ellers alt, hvad man foretager sig synes at skulle tjene et rationelt formål.Fornemmelsen af at følge i fars fodspor vokser. Nu bliver jeg snart nødt til at få læst hans rejsebreve ordentligt.I år har vi fokuseret på en opdeling, som udpræget går på erhverv, kultur, demografi og natur.Er ved et par lejligheder blevet belært om, at det er naturen, der danner grundlag for menneskets udvikling og højere erkendelsesniveau.Museer, som er samlinger af gamle ting og museer, som bygger på en videnskabelig dokumentering af samlingerne, og som har en ide. Der findes begge typer. Den sidste type kan yde hjælp til afgangsprojekter for studerende i de videregående uddannelser.Erhverv, som styres af kapital sydfra, og hvor afkastet forsvinder sydpå i modsætning til erhverv, hvor kapitalen er lokal og afkastet investeres lokalt i samarbejde med myndigheder og konkurrerende erhverv. Forskellen i resultaterne er stærkt synlige i bybilledet, selv for den udefra kommende turist./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 37

Krigenes konsekvenser er synlige og nærværende i de berørte områder.Så faldt vi da så dybt, som til at hjemsøge det populære plateau, det som vi har troet var gøgl og spilleautomater. Men hvilken positiv overraskelse. Populariteten er kommet i stand gennem et par årtusinder gennem det at rejse dertil. Berømtheders besøg og den fjerne beliggenhed samt det, at rejsen ikke udgør noget besvær, har ført til, at det i dag er selve plateauet, som er attraktionen. Med dette som baggrund er det i sandhed en attraktion, som er se- og oplevelsesværdig.Hjemme igen med indtrykkene og erfaringerne, og hvad gør vi så med disse?Hilsen fra Birgit og Bo til hele familien.2000 Oktober den 5. Ebbe Reich. GrundtvigKaj Munks, Egeløkke på Det Kongelige Teater. (Sammen med Mette og Anne)Foredragsaften med Ebbe Reich, efter bogen, ”Solskin og lyn” af samme, om Grundtvigs liv og virke.Sammen med bogen og på opfordring af Kirkeligt Samfund er udkommet, ved Niels-Henning Ørsted Pedersen og Ole Koch Hansen, en dobbelt CD med titlen Grundtvigs sang til livet.Foredragsaften med Ole Vind om hans Grundtvig disputats.Nu skal det åbenbares med melodi af J.P.E Hartmann 1873 efter indledning af Carl Holten Andersen, vores gamle højskolekammerat.Højskolelivet dukker op i erindringen med Ebbe Reich på talerstolen, og sangen bruser gennem lokalet. På et par timer har vi sunget alle de nedenfor med kursiv anførte sange og salmer.Folkeligheden er ikke et dansk patent, men eksisterer overalt på kloden. Det danske er samtalen og det levende ord, som maner til gerning og beskriver forholdene, som de oprindeligt var oplevet.Alle bruger Grundtvig i politiske debatter på den ene eller den anden måde. Kan man ikke finde på andet at sige, nævner man bare Grundtvig, og så tror alle, at man har ret.Dansk Folkeparti tager NFS til indtægt for nationalisme, men den holder ikke.Når NFS i en linje skriver, at Gud holder mere af Danmark og danskere end af andre folkeslag, er det ikke, fordi han var nationalist.Han havde to sønner, som var med i treårs krigen mod hertugdømmerne, og derfor kunne det se ud, som om, han forherligede det danske folk og nationen, men sagen var den simple, at han var bange for sine sønners liv.Efter en af NFS’ første åbenbaringer på Langeland, hvor han kæmpede mod sin Gud om sin kærlighed og oplevede de nordiske guders og sagnkongers historier, blev han så depressiv, at det kun var for samtalerne med vennen Willemoes, at han igen fik troen på, at der også lå en heltegerning og ventede på at blive udført af ham.Kort efter modtog han budskabet om vennens død, og hvordan han blev skudt under træfningen ved Sjællands Odde og skrev i 1808 Kommer hid i piger små med melodi af C.E.F. Weyse.NFS fik sin første og store depression på Vindbyholt kro, hvor han overnattede på vej hjem til faderen for at virke som hjælpepræst. Vennen overbragte faderen i Udby beskeden om at NFS var blevet sindssyg. Nej sagde faderen, han lider af anfægtelser.NFS har ikke skrevet aftensange og kun fem morgensange.Morgenhanen atter gol med melodi af Oluf Ring i 1932.NFS havde på grund af sin sygdom svært ved at finde ud af døgnets tider, han arbejdede hele døgnet. Det er karakteristisk for maniodepressive, at døgnets tider mister sin betydning. NFS sad i sin stue og skrev, og havde en balje med vand stående ved siden af sig, og når han blev søvnig satte han fødderne i det kolde vand, og når vandet var blevet opvarmet af fødderne, lænede han sig tilbage og sov en halv time og skrev derefter videre.Til dåbsfesten hos Carsten og Rinna Hauch i Sorø, hvor også Oehlenschläger og Ingeman var med kommer fru Hauch som værtinde og i forbindelse med overnatningen til at spørge Grundtvig: ”Sover pastor Grundtvig med dyne eller tæppe”? Grundtvig bliver tavs og Ingemann trækker fru Hauch til side og siger: ”Det må De ikke spørge om. Grundtvig går aldrig i seng og kan derfor ikke vælge mellem, hvad De bød ham”.


NFS fik ikke embede, og blev i stedet beskæftiget med at oversætte de gamle sagaer, Snorre Sturlasson, som lå på loftet i Trinitatis kirken og Saxo Grammaticus. Det var biblioteksadministratoren, dansksindet nordmand, Kr. Prams, som var NFS’ gode ven, og som hjalp NFS til et arbejde og det daglige brød.Prams fik et embede på de Vestindiske øer og ved afrejsen fra København blev der holdt en afskedsfest og Grundtvig skrev Langt højere bjerge. Melodi af H.O.C. Zinck 1801 til vennens afskedsfest.Som sangen siger, bliv hjemme, men Prams rejste alligevel og døde kort efter sin ankomst til Vestindien.Kingo er NFS’s store forbillede og inspirator, og med Kingo’s Den gyldne sol frembryder svarer NFS igen med Tag det sorte kors fra graven, Laub 1916De bibelhistoriske sange er en stor del af Grundtvigs produktion. Han skrev 1500 sange og salmer på 64 år, dvs. en sang eller salme hver fjortende dag. Den uden konkurrence største digter i Danmark. Det er nok bare Kaj Thanning, som har læst hele hans produktion.Selv om NFS bliver karakteriseret som sindssyg, lever han et helt liv og holder i 1867 sin Vartov gudstjeneste på 6 timer og bliver selv så oplivet, at han kan passe sin menighed endnu i 5 år. NFS bliver så opstemt, at han siger, at nu skal Guds datter snart fødes i Danmark. Det sker, når Jordan floden flyder ud i Øresund.Et af lyspunkterne i Grundtvigs liv var mands minde foredragene, hvor han forelæste om det historie, han selv havde oplevet.Vi synger Gud planted en have fra øst til vest med melodi af L.M. Lindemann i 1864 og Kong Farao var en ugudelig krop på melodien Kathinga luk vinduet opGrundtvig fik lagt sig ud med især to kvinder, sin kone Lise Blicher, som han ofte fornærmede. NFS var ikke nem at leve sammen med.Den anden var dronning Caroline Amalie, som blev vred på NFS, fordi han ikke sympatiserede med kongens helstatspolitik. NFS begyndte at interessere sig for sønderjyderne og deres krav om en forfatning.Skandale blev der, da NFS forelskede sig i Louise Hennings (25 år og Grundtvig ca. 70 år), som er gift med præsten ved den reformerte kirke. Louise må rejse til Gottorp for at undgå de værste konsekvenser.Anderledes er datteren Meta en stor støtte i hans psykiske krise, og det bliver et stort tab, da Meta gifter sig med Pastor Boisen. Hun er meget ung kun 20 år. Grundtvig skriver Skyerne gråne og løvet falder. Melodi af Thora Borck i 1867. Det er efterår for Grundtvig.Den anden og folkeligt afholdte salme Nu falmer skoven trindt om land med en tysk melodi bliver skrevet efter en længere tids sygdomsperiode.Den skrives til vennen Gunni Busck, som er præst i Stigs Bjergby. Gunni afviser i første omgang en salme skrevet om efteråret og NFS bliver så opbragt, at han på 24 timer skriver, Nu falmer skoven.NFS udviklede en meget skarp sans for demokratiet og var sammen med Tscherning hos kongen for at bede ham om at undlade at underskrive Estrups grundlovsændring i 1866. NFS demokratiske sindelag var krænket med grundlovsændringen.I 1861 skriver NFS Menneskelivet er underligt med melodi af Thv Aagaard i 1932.Grundtvig var ikke parlamentariker og sad kun kort i den grundlovgivende forsamling.Han gjorde den taktiske brøler, at han stillede op i Nyboder til valget, her hvor kommandørkaptajn Tuxen bare havde at sige til borgerne, stem på mig, hvorefter alle stemte på Tuxen. Grundtvig blev ikke valgt.Folkeligt skal alt nu være med melodi af Thv. Aagaard i 1932. Vi slutter af i kirken med Kingos Den klare sol går ned.

2000 oktober den 7. Kære morGrundtvig er et fortærsket tema og alle bruger det. Alligevel har det sin betydning for mange mennesker.Det har vel altid været fars store interesse.


Vi børn har vel mødt de første grundtvigske impulser i præstegården i Verst, når der var møder og senere i forsamlingshuset til ungdomsforeningens møder med Peter Mortensen og Hans Eriksen som formænd.Bygholm var en fagskole, men alligevel drevet i højskoleånden med sangbogen under armen til undervisningstimerne og til aftenkaffen. Selv på weekend aftner, hvor der kun var få elever tilbage og ingen lærere til at synge for, opretholdt eleverne aftensangen.Askov med Arnfred, Henningsen, Knud Hansen. Her var sangbogen også altid med dagen igennem, og med Ebbe Reich og Bertil Haarder blev vel det talte og levende ord praktiseret i et demokrati, hvor modsætningerne gav genlyd på skolen.Jerne har nok været der, hvor modtageligheden for de kirkelige påvirkninger har været størst. Været flyttet hjemmefra til Nørre Tranders med kone og barn i et fremmed miljø, blev kirken og præsten der et samlingspunkt på en del søndage. Der var god tid.I dag sidder vi og føler os privilegerede, fordi vi kender ånden i kirken og højskolen, selv om der ikke er så meget tilbage af højskolen.Det er en bestandig god opmuntring at kunne tage salmebogen og højskolesangbogen med melodierne frem. De præster, som lever op til kvaliteten i disse sangværker, gør gudstjenesterne levende og nærværende.Med påsken og dens salmer kan vi vel se fremtiden i møde med sindsro. Jeg husker godt det billede på fjernsynet, hvor Knud Hansen sidder i sin stol og siger: ”Hvad skal jeg ellers tro på”Vi har så været til menighedsmøde i Egedal og hørt Ebbe Reich. Og købt hans bog og Niels-Henning Ørsted Pedersen og Ole Koch Hansens plade med Grundtvigs sange og salmer.Vi har lavet et bånd til dig med nogle af salmerne og sangene. Vi kan godt lide den form, musikken her har fået af Niels-Henning Ørsted Pedersen og Ole Koch Hansen på opfordring af Kirkeligt Samfund.Jeg synes, det er til ros.Du skal være opmærksom på, at der er to sider på båndet: Når du ser på A siden skal båndet være spolet helt til venstre. Spil båndet helt til ende og vend det, så kommer B siden.A:Kommer hid i piger små – WeysePåskeblomst – Carl NielsenVelkommen igen – WeyseDen signede dag – WeyseUdrundne er de gamle dage - Carl NielsenMorgenhanen atter gol – RingKirken den er et gammelt husMenneske først og kristen såVelkommen i den grønne lund

B:Moders navn – RungEt jævnt og muntert – LaubNu falmerDer er så yndigt – WeyseHøstgildetMenneskelivet er underligt – Thv. AagaardGud planted en have. M. BojesenDe snekker mødtes i kvæld på hav. C. NielsenI gamle dage det var engang. Thv. AagaardJeg kender et land.Et barn er født.2000 december den 12. Glædelig Jul og godt nytårDet er ikke til at komme udenom. Børnene optager os mere og mere jo ældre de bliver. Vi er blevet alene i hjemmet, og det har nu stået så længe på, at det er blevet helt klart for os, at der nu ikke længere er hjemmeboende børn.Jo, de kommer hjem til jul, uden påhæng, ikke fordi der ikke er påhæng, men de holder sig altså endnu engang til sin egen familie. Det var ellers tæt på. Mor, jeg er blevet inviteret til /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 40

Endres familie til jul, men jeg sagde, at jeg hellere ville hjem. Stor lettelse i det lille hus i Enebærhaven.Men før eller siden må vi indse, at der er andre familier, som fejrer jul ligeså fint som vi gør det her, og at de unge flytter sammen og rejser derhen.Det er jo fortsat studierne, som optager vore børn. Humaniora, geologien og sygeplejen. Vi er nu begyndt at se frem til, at der kommer konkrete resultater ud af anstrengelserne af indsatsen og Birgits og min opmuntrende understøttelse. Inden for et par år er de alle færdige og klar til livet ude i verden.Vi, Birgit og jeg er glade på de tre døtres vegne, for det går i grunden helt godt. Trods alle problemer med besparelser på undervisningsinstitutionerne og de stressende eksaminer, ser det ud til, at der kommer en hæderlig arbejdskraft ud af dem.Vi har fornøjelsen af at følge deres indsats nøje i og med, at de er meget flinke til at ringe og skrive hjem og berette om hverdagslivet. Besøg bliver det også af og til, men noget sjældnere især, når der er længere rejser involveret, og at ressourcerne til rejse prioriteres til kærester, anser vi for helt fint. Sådan må det være.Boligsituationen for de studerende er måske dyr og vanskelig til tider, men det er dog lykkedes at få Anne på kollegium på Jagtvejen og Mette i en andelslejlighed begge i København. For Mette er det lykkedes at bevare retten til sin lejlighed, medens hun har været i Hamilton, Canada for at læse to semestre og samtidig besøge familie i Vancouver. Spændende har det været også for Birgit og jeg at høre om Mette og Jakobs tur til Yukon. De to afsluttede turen med besøg i Quebec, Montreal og New York midt på sommeren.Kirsten flytter mellem Norge og Århus og hendes hus på Trøjborg er blevet solgt, så hun har måttet leje sig ind privat i den sidste del af sit studie, men også det er lykkedes med en lejlighed eller måske snarere et værelse i Risskov.Vi har nu fået den opfattelse, at vore børn ikke kan lever videre uden at kende til den øvrige del af familien, både de levende og de forfædre, som har lagt grunden til vor dagligdag. Ikke fordi vi kan påstå, at børnene selv er kommet med krav eller spørgsmål til slægtstræet, men nu bliver det altså trukket ned over hovedet på dem, for det er lavet, og det har Birgit og jeg gjort. Vi er kommet så langt, at de har lovet ikke at lade slægtstræet gå til grunde, når vi ikke længere er til at holde det ajour.Det har været et stort arbejde gennem det sidste trekvarte år afbrudt af ca. otte uger i sommeren. Næsten al fritid er medgået til efterforskning og registrering, samt til at gennemtænke de aspekter, som uvægerligt dukker op i forbindelse med at skulle gøre historien levende og de levende til optegnelser på et familie træ.Det er lykkedes meget langt, og der henstår nu nogle spørgsmål, som kun mere eller mindre vanskeligt eller måske slet ikke lader sig løse.Det mere beskrivende indhold i slægtstræet består hovedsagelig af avisartikler omkring mærkedage og begivenheder. Fotografier fra særlige begivenheder og bygninger samt portrætter. I nogle tilfælde også af lokalhistorisk beskrivelse.Vi søger hjælp fra familien til at fuldstændiggøre beskrivelserne og tager gerne imod bidrag, som kan kaste lys over historiens gang i Birgits og min familie.På et eller andet tidspunkt, bliver materialet vel i en sådan stand, at det kan vises frem for interesserede.Vi må udtrykke vores ros og tak til arkiver i København, Stockholm, Gøteborg, Odder. Overalt en hjælpsomhed og interesse i vore spørgsmål, enkelte dog mod betaling. Også bekendte og sågar helt fremmede personer viser sig behjælpelige med at finde svar på spørgsmålene.Pigen med den ene arm. Ja, så er vi i gang med beretningen om rejsen til Barents regionen. Man forestiller sig skandinavienskortet med pigens ene arm, som er det finske land mellem Sverige og Norge.Den anden arm, Petchenga blev fjernet under fredsforhandlingerne i 1944.Det er med stor interesse, vi tænker tilbage på vore oplevelser på vejen op gennem Finland videre langs Barentshavet fra Grensen til Hammerfest og sidst inlandsvägen hjem.Vi har krydset lastbilruten fra Bodø til Murmansk, sejlet på de gamle skibsruter, hvor pomorerne gjorde handel og i 1917 blev standset af Lenin.


Vi har besteget det forbjerg, som har tiltrukket så mange kendte konger, adel og borgerlige eventyrer. Vores frygt for at møde den kommercialiserede turisme er gjort til skamme. Vi var begejstrede.Vi har oplevet nordmændenes frygt for forfinskning af norsk land, og den moderne skræk for mindretallenes dominans i hverdagen.Vi har oplevet, hvorledes driftige personer kan holde erhvervene og økonomien i god drift med gode arbejdspladser, og hvorledes fraværet af driftige personer i bystyre og erhverv kan få en by ændret til et ferie- og fritidsland med pensionister som indbyggere.Afsluttende med til sidst en stille solrig hverdagsformiddag at trille stille og roligt hen over Skånes landbrugsland og tage færgen over til Helsingør, som om det bare havde været en lille indkøbstur til Helsingør med en afstikker på landet for at få en ekstra oplevelse og lidt mere for pengene til færgebilletten.Der er indtryk nok til lang tids overvejelse.Vi er raske og passer vores arbejde. Der er ikke så mange børn i Troldehytten og det kniber med ordreindgangen i FLS Miljø. Når man tænker tilbage på arbejdslivet med høj beskæftigelse og et sikkert arbejde, er det svært at forestille sig at skulle til at arbejde mindre. Men en kendsgerning er det, at året 2000 arbejdsmæssigt er forløbet med den for arbejdsmarkedet fastsatte arbejdstid. Så lidt har vi ikke arbejdet nogensinde før.Hvordan det kommer til at gå i 2001 er vi spændte på, men sikre signaler på en stigende ordreindgang har vi ikke for os.Vi forbereder os på at klare dagen og vejen og være forberedt på det som måtte komme.På gensyn i det nye år og hav det godt. Mange hilsner fra Birgit og Bo.

Breve i 20012001 februar 14. UsedomØstersøen.År 12000 f Kr smelter et 100 meter tykt islag bort og danner Den Baltiske is sø.Denne Baltiske is opdæmmede sø danner 9000 f. Kr. Yoldiahavet tværs over det, vi i dag kalder Götaland.Ancylushavet er en ferskvandssø og finder sin udbredelse fra 9000 til 7000 f. Kr. og her udbreder Ancylus fluviatilis sig og mennesket tager landet i besiddelse, medens Littorina havet i den yngre stenalder (7000 til 3000 f. Kr.) færdigudvikler sig til den Østersø, som vi kender i dag.Østersøen dækker 386.000 km2 og med en gennemsnitsdybde på 65 meter giver det et vandindhold på 25.090 km3.Der tilflyder ferskvand fra de omliggende lande og de seks største bidragydere udgøres af:Neva 87 km3/årDüna 34 km3/årMemel 24 km3/årKemijoki 21 km3/årOder 17 km3/årLuleälv 15 km3/år

Med i alt 198 km3/år eller lidt under 1% af det samlede vandindhold.Med dette og øvrige tilflydende strømme af ferskvand tilføres Østersøen en del salte og grundstoffer.Cadmium 60 ton/årKobber 4.200 ton/årArgon 180 ton/årBly 300 ton/årKvælstof 1.000.000 ton/årChlor 240.000 ton/årZink 9.000 ton/årKviksølv 0,2 ton/årPhosphor 200.00 ton/år/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 42

Olie 50.000 ton/årDisse tilførsler er uønskede og danner grundlag for det internationale arbejde med at begrænse Østersøens forurening.Hansestæderne.Hanseforbundet opstår i middelalderen omkring xxxxxxxxVisby, Riga, Stralsund, Greifswald, Anklam, Demmin, Rostock, Wismar, Lübeck, Hamburg, Bremen, Bergen.Krigene og grænserne.Vi, der er født i 45, har måske lidt svært ved at forstå, hvornår og hvor landområderne har hørt til.Med den ildhu, vore lærere i børneskolen lagde for dagen, burde vi have vidst væsentlig mere om grænser og årstal end vi gør. Nu er tiden inde til en repetition. Vi tænker ved os selv, at det kan vi da meget hurtigt læse op, men ved nærmere eftertanke og de første opslag i historiebøgerne, viser det sig, at så nemt går det ikke. Men vi begynder med det nemme først.Danmark.Altona hører til Danmark efter 1815. Helgoland afstodes 1848 Danmark til Ejderen (Atlas s. 56).Hertugdømmerne omfattende Mecklenburg og Holsten består under dansk herredømme frem til tre årskrigen.1864 Slesvig og Sønderjylland til Tyskland.1920 Sønderjylland til Danmark.Sverige.30 års krigen sætter Sverige i stand til at etablere sig i Vorpommern. Gustaf Adolf fører reli-gionskrigen mod pavens og den østrigske kejsers generaler, Wallenstein og Pappenheim.Blitzdonnerwetterkreuzpappenheim lyder eden, når en østerbottning mister sin sidemand ved at han bliver gennemboret af et sværd af kejserens soldater. I august 1632 bliver Kongen dræbt under slaget ved Lützen.Vorpommern er svensk frem til 1813. (Atlas s. 36).Tyskland.Det tyske forbund, 1815 bestående af 39 stater.1864 Pommern strækker sig til Danzig. (Atlas s. 74)Mecklenburg, Schwerin og Mecklenburg, Strelitz består i 1871 til 1914. (Atlas s. 76).Napoleonskrigene ender med at Tyskland bliver et kejserdømme med udstrækning til og med Königsberg. (Atlas s. 76).Polen.Ved Wienerkongressen i 1815 bliver fyrstendømmet Varsjav til kongedømmet Polen.Efter første verdenskrig bliver Polen suveræn i området omkring Danzig.Anden verdenskrig.Efter anden verdenskrig opstår Polen med Oder-Neise grænsen og DDR med Elben som grænse.Die Wende, hvor Elbgrænsen nedlægges. Oder-Neise består og går op gennem Oder Haff og ud til Østersøen lidt vest for Swinemünde.Rerik.Kühlungsborn.Heiligendamm.Her lader Kejser Franz den I (1793-1843) det første badehotel opføres.Bad Doberan.Her er bispesædet med domkirken beliggende. Bispedømmet, Bad Doberan strækker sig godt på den østlige side af byen Rostock./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 43

Warnemünde.Den gamle grænseby, hvor færgerne til Danmark udgik fra.Her hvor togene fra Berlin ankom midt på natten til banegårdspladsen. Grænsepolitiet gik straks i gang med visiteringen. Et hold gik igennem waggonerne. De sovende vækkedes, hvis de ikke allerede var vågne fra støjen udenfor, hvor der blev banket på bremseklodser og hjulbandager af jernbanens personale. Et andet hold undersøgte waggonerne udvendige for illegale udrejsende. Lyden af gevær raslen blandede sig med de almindelige lyde fra jernbanens rangeringer.Det hele ophørte med et ryk og en kraftig lyd fra opbremsningen, stilhed. Nu var waggonerne på færgen, og der var fuldstændig ro.Eller i bil gennem Rostock efter at have forladt motellet i Spreewald tidligt på morgenen. Rostockerne skal til Warnemünde og spille i kasino, gå på marked eller gå på stranden.Trafikken er intens og gaderne er smalle. Søndags trafikken blander sig med transit trafikken, og det kan være svært at beregne sin ankomsttid til færgen.Det er søndag formiddag, og på havnepladsen, hvor der ved kajerne ligger en skøn blanding af sejlerfolkets og de lokale fiskeres både, er der Flohmarkt.Boder med beklædning i mange forskellige og for det meste usmagelig design er opstillet side om side med boder med antikviteter og moderne ragelse og optager en stor del af pladsen.Men ind imellem findes en række af boder med fødevarer, grønsager, kødvarer og fisk, og ikke mindst brød og kager. Ikke blot som råvarer til at tage med hjem i køkkenet, men også som forarbejdede retter til at fortære på stedet.Brød med smør og sild i flere afskygninger er det mest almindelige, men også sandwichs eller landgange med salat og kødpålæg i særdeles appetitlige former er udstillet til salg.Det er Kong Frederik den IX. Margrethes og Henriks billeder hænger på endevæggen i restauranten med de fine mahogni møbler og de bløde tæpper.Der er ikke mange rejsende, og der kan uden videre okkuperes et helt bord, hvor rejselekturen kan udbredes, medens der serveres et fint måltid af tjeneren.Der udveksles nyheder med tjeneren og vejret bliver kommenteret på behørig vis. Hvordan er vandstanden i Gedser? Kommer vi rettidig i havn?Findes der noget skønnere end at opleve havet efter at have trafikeret Mellemeuropa i kortere eller længere tid?Og nu, 10 år efter die Wende? Færgelejerne ligger ubrugte hen med sine træfendere langs bolværksstolperne i det tragtformede leje.Jernbaneterrænet er ryddet og tilsået med græs, medens opmarchbåsene for biler endnu ligger som en åben plads belagt med beton.På banegården kører de toetagers lokaltog stadig regelmæssigt, men fjerntogene ses ikke mere.De små færger for beboerne krydser Warne med minutters mellemrum og må afvente de store skibes passage på vej op eller ned af floden til eller fra Rostocks stærkt ekspanderende havneområde eller det af Kværner opkøbte VEB Volkswarf.Gral Müritz.Darss.Zingst.Rügen.Stralsund.Greifswald.Bryggerierne i Neubrandenburg og Greifswald er hæderkronede gamle virksomheder med mange ansatte. Sådan var det i fordums tid.Nu fører bystyret sag mod den kapitalstærke opkøber af bryggerierne.Kort efter die Wende bliver mange virksomheder, ejendomme og byggegrunde opkøbt til ganske favorable priser. Dette får som konsekvens, at den lokale befolkning ikke får del i den /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 44

værdistigning, som følger efter i årene op gennem halvfemserne, selvfølgelig med bitterhed mod opkøberne til følge.Landmænd sælger køer til slagt til en ganske lav pris, fordi der er for meget mælk på markedet. Man tager sin skæbne med den ro som man i Vorpommern nu engang besidder. Lige indtil der fremkommer oplysninger om at det kvæg, som skulle slagtes nu befinder sig som drægtig køer i Holland og sælges til en pris, som langt overstiger slagteprisen til de pommerske landmænd.Tilbage til bryggerierne. De blev opkøbt med den servitut, at de skulle drives videre på forretningsmæssig basis og drives med lokal arbejdskraft.Der var glæde over at arbejdspladserne blev bevaret, måske ikke alle, men dog en del og fremfor alt byens stolthed, bryggerierne.Der gik ikke lang tid før brygningen ophørte og demontage af udstyret i bryggerihallerne tog sin begyndelse. Udstyret blev solgt til russiske bryggerier og bygningerne nedrevet og grunden anvendt til opførelse af ny og tidssvarende industrier.Retssagen pågår nu med krav om erstatning for de tabte bryggerier.http://www.uni-greifswald.de/http://www.vorpommern.de/indexa.htmhttp://www.greifswald.de/Anklam.Peenedalen med sit fugle- dyre- og planteliv er ganske unikt og nyder EU's gunst og alle naturelskeres og videnskabfolks beskyttelse.Otto Lilienthal er fra byen og har fået sit museum.Usedom.Vineta er den sunkne by nogle hundrede meter ude i Oder Bucht, som er farvandet mellem Bornholm og den tyske østersøkyst. Når vandet er klart, kan man fra land se lysene skinne fra byens huse og torve. På land kan man genfinde gadenavne og hoteller opkaldt efter Vineta. Sagnet lever, men i videnskabelige kredse lyder teorien på, at der under istiden er aflejret ledeblokke på havbunden, hvilken nu har givet anledning til mytedannelsen. Det falder menneskene vel tilpas at kunne udnytte dette til turisterhvervets fremme.Usedom er en ø, beliggende mellem flodmundingerne Peene og Swine. Mod havet er der sandstrand over en 42 km lang strækning. Kysten fra nordvest mod sydøst er lav med klitter bevokset med marehalm og fyr, bortset fra området ved Koserow, hvor Streckelsberg hæver sig op til ca 60 meter over havet.Ind mod land finder vi et lavtliggende landbrugsareal hovedsagelig anvendt til græsning for kreaturer og får. Det ligger så lavt, at afvandingskanalernes vandstand næsten går i et med de græsdækkede og muldvarpeskuds bestrøede flader. Langs vejene er der advarselsskilte med teksten Odderveksel og billede af en odder.Det lille hjørne ind mod den polske grænse hæver sig i bakker op til 40 meter over havet. Her finder vi et landskab med bøgeskov i bakker og dale og med engarealer, hvor rådyrene jages fra tårne i terrænet.Usedoms sydkyst grænser ud mod Oder Haff, det store ferskvandsområde dækkende ca. 400 kvadratkilometer og dannet i forbindelse med deltamundingen for Oder floden. Dette vandområde opleves som et enormt stort naturområde for fugle og set i aftenlyset kort efter solnedgang med en blodrød vest himmel som baggrund for stejlepladsernes pæle og strandkantens tagrør bliver indtrykket uforglemmeligt.Oder Haff kompletteres af Achterwasser mellem Usedom og fastlandet, et bodden landskab, som gennemstrømmes af Peene og er en del af hele deltamundingen for de floder, som afvander Nord- og Ostvorpommern.Det samlede ferskvandsdelta udgør en værdifuld kommerciel ressource i form af ferskvandsfiskene, sandart, gedde og aborre.Som fuglereservat og naturområde er det enestående og nyder international interesse og beskyttelse.


Peenemünde, den nordvestlige spids af øen var før 1930 et upåagtet sted beliggende mellem fjord og hav. En særdeles storartet natur blev overset til fordel for de tekniske fremskridt, som skulle gøres, for at give Tyskland overlegenhed i krigen.Det begyndte i Kummelsdorf syd for Berlin, hvor en forskergruppe lavede raketforsøg, på amatørbasis og uden at nå nogle afgørende resultater. Men med baggrund i militær anvendelse blev raketudviklingen prioriteret højt og Dr. Walter Dornberger og Wernher von Braun blev chefer for det tekniske udviklings- og forsøgsarbejde, som i 1936 blev flyttet til Peenemünde, hvor Tyskland mod øst råder over nogle hundrede kilometers kyststrækning, som kunne anvendes til forsøgsaffyringer.Der blev opnået gode resultater og blandt andet V1 og V2 bomberne blev udviklet her for at blive sat i serieproduktion i Nordhausen i Harz. I alt 25000 bomber blev produceret.Til brug for udviklings- og afprøvningsarbejdet i Peenemünde blev der bygget et kraftværk med 4 kulfyrede vandreristkedler og en gasturbine.Raketbrændstoffet var ethanol, fremstillet på kartofler. En iltfabrik skulle forsyne raketbrændstoffet med næring. I dag står kraftværket og iltfabrikken som ruiner. I tavlerummene er der indrettet et teknisk historisk informationscentrum.Peenemünde museeumPå det gamle kaserne område har en boghandler slået sig ned i en tom garage. Borde med bøger og tidsskrifter stablet op, og boghandleren står bag disken iklædt en gammel lidt slidt vindjakke, men alligevel med åbentstående skjorte i halsen. Det er hundekoldt, og det trækker rundt om bordene med bøger.Han forklarer, at de to tusinde personer, som arbejdede på Kernkraftwerk Greifswald i hvert til fælde ikke er begejstrede for lukning af værket, som nu tjener som oplagring af brugte brændselselementer.Og endnu føles tabet og savnet af de tre tusinde civile arbejdspladser ved marinestation Peenemünde overvældende.En gammel tandløs kone står og får sig en smøg og taler med boghandleren, men efterhånden er vi alle fire dybt optaget af de strenge tider, som Peenemünde er gerådet i.Hun har boet her siden begyndelsen af krigen. Kommer fra Lithauen sammen med sin familie, hendes far var tysk og blev flyttet til Peenemünde, hvorfra han blev udkommanderet i krigen. Efter krigen stod altså moderen tilbage med børnene, men marinestationen gav arbejde og indtægt.Vi får at vide at moderen har passet den lille kirkegård i de mange år indtil hun i 1989 selv bliver lagt i jorden her.Den gamle kone samler sine smøger op fra en bogstak på disken og råber en munter afskedshilsen og svinger sig på sin cykel kun iklædt en strikketrøje og en lidt lang nederdel og bare ben. Vi ses nok snart igen.Vi belaver os på at komme fri af boghandleren. Føler vel nok at have trukket på hans meddelsomhed og burde da i det mindste have købt noget.Med en fornemmelse af at have snyltet lidt på hans velvilje siger vi farvel og begiver os i vej.Vi skal se det lille kapel med gravstederne inden vi forlader Peenemünde. Det første vi ser, da vi kommer ind på kirkegården er den tandløse morlille. Jeg passer gravene efter min mor er død, det har jeg lovet hende. Og hun gør det med stor entusiasme. Blomsterne I ser her, har jeg selv købt. De holder i flere år, og jeg kan flytte rundt på dem efter årstiden. Der kommer af og til turister med blomster til pårørende. Disse hjælper jeg også, men vi fornemmer, at hun lever på kirkegården til sin egen families fordel.Kom nu med rundt så skal jeg vise jer det hele. Her ligger mor og far. Der tante og der onkel. Flere personer i familien bliver nævnt og vist frem. Ved en plads med særligt fine og her friske, ægte gladiolus bliver hun lidt bævende. Her ligger min datter, død i 1991, 27 år gammel. Hun kom på Wolgast sygehus, men de tøvede med at overføre hende til universitetsklinikken i Greifswald. Hun døde af sprængt galdeblære. Vi spørger af medfølelse til datteren og fornemmer at konen gerne vil tale og fortælle også om hende, men stemmen bæver.Nu skal jeg hjem og lave mad til min mand. Vi tager afsked. Birgit får et knus og jeg et håndtryk, som vidnede om varme og nærhed. Så kolde I er siger hun, men det giver varme i hjertet.


Vi var kolde på trods af at solen varmede kunne det ikke kompensere for den iskolde vind, der kom fra havet.Golm ved KamminkeGolm ved Kamminke er en gravplads og en mindelund på det sydlige Usedom lige op til den nuværende polske grænse.Her er i 1945 begravet 23.000 personer både navngivne og ukendte. Det er hovedsagelig flygtninge fra krigen, omkomne søfolk og beboere i Swinemünde.En meget stor del af de omkomne er ofre for englændernes bombardement af Swinemünde i 1945.Stedet tager sig i dag ud som en gravplads og en mindelund beliggende i en bøgeskov op af en ca 20 meter høj skråning med det tyskerne kalder et Mahnmal på det højeste sted, altså ikke et mindesmærke som vi ville sige i Danmark, men en påmindelse om, at vi i fremtiden skal opføre os bedre.Lagt på det højeste sted for at den besværlige opstigning hertil kan symbolisere krigens og voldens udmattende væsen.Stedet har ført en lidt omtumlet tilværelse gennem DDR tiden og har været på vej til at forsvinde i ukrudt og skovbundens selvsåede planter. Forskellige kunstnere har udført mindesmærker, men det, der findes i dag, er gjort af Wolfgang Eckard og bærer indskriften: "Dass nie eine Mutter mehr ihren Sohn beweint".Det er ikke en tilfældighed, at netop dette sted er valgt som gravplads. Her har i bronzetiden ligget en borg og sagnet fortæller at fyrstens hæslige datter afslog den ligeså hæslige friers hånd, hvorpå borgen og skattene på Golm fortrylledes.Vi kommer dertil kort efter solnedgang. Det er helt klart i vejret og himlen i vest er rød efter solnedgangen. Et diskret skilt i vejsiden fortæller om et gravsted som en seværdighed, et andet skilt viser samme vej til havnepladsen. Begge dele virker spændende, og selv om det er mørkt om en time, tager vi vejen under den gamle jernbane mellem Berlin og Swinemünde.Det føles som om vi kører ud i ingenmandsland ved den polske grænse, men efter få kilometer dukker landsbyen, Garz op og efter yderlige nogle kilometer er vi i Kamminke. Tolv kilometer borte fra alfarvej og skal samme vej tilbage. To landsbyer, som kun har en vej ud i landet.Nu skal det gå stærkt og Golfen vrides efter et skilt med en pil mod venstre og teksten 500 meter, ingen vendemulighed for busser. Parkeringen midt hen over de cirka 15 parkeringspladser, som er indrettet i forbindelse med et skilt med plancher.Vi nærmest løber ad stien ind skoven og bliver rendt over ende af en tre fire børn på vild flugt. Vi hører forfølgerne inde skoven. Det bliver mørkere inde i skoven, men vi aner stedets naturskønhed og dets velplejethed.Der er bygget en informationshytte og opsat bronzeplader med navne på de døde. Ude i terrænet finder vi kors i sten og træ placeret op ad skrænterne mellem de 100 årige bøgetræer.De nøgne træer står som streger ud mod den røde vest himmel. Vi når toppen med Wolfgang Eckards "Mahnmal". Tilbageturen foregår nu i tusmørke.Efter endnu et par kilometers kørsel står vi på Kamminkes havneplads, hvorfra der afgår indkøbssejladser i sæsonen.Oder Haff ligger mod syd, isflagerne strækker sig kort ud fra rørene, hvor et par svaner svømmer. Andetrækket er nu i fuld gang. I flokke på fire måske op til otte stykker kommer de ind over havnen og videre ind mod afvandingskanalerne mellem Polen og Tyskland.Berlinerne begyndte efter den Fransk Tyske krig i 1871 for alvor at tage på kur ved Østersøen. Den tids rejser foregik per jernbane og linjen mellem Berlin og Swinemünde var på den tid grundlaget for udviklingen af kur- og badestederne langs Østersøkysten.Som før nævnt fandt vi efterladenskaber af jernbanen i skoven i form af to broer, nærmest henliggende til ingen verdens nytte, men det skulle vise sig at have været et led i banelegemets tracé gennem skoven hen mod det område, hvor nu grænsen mellem de to lande går.Vi har netop været ved den nedlagte grænsepost på Bundestrasse 110. Et forbudsskilt får os til at parkere bilen og gå de sidste få hundrede meter hen til en bro over en afvandingskanal, blokeret af massive betonblokke. Her findes på hver side af broen grænseposternes /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 47

tilholdssteder, det ene synligt i den gamle DDR stil og det andet i en lidt halvtredser moderne byggestil i en etage, nærmest lidt villaagtig.Med inspiration fra damen i Usedoms turistinformation kører vi til Karnin og finder her de væsentligste rester af den nu nedlagte jernbanestrækning. Indrettet som museum står stationsbygningen fint istandsat med spor og jernbanevogne foran.Hundrede meter henne ad sporene går vandet mellem Oder Haff og Peenestrom, vel 400 måske 600 meter bredt. Her gik jernbanebroen som en stålbro med oplukkeligt parti i midten.Det oplukkelige parti står nu midt i vandet som en kæmpe stålkonstruktion med to banelegemer hejst op i øverste position. Den øvrige del af broen er bortsprængt af engelske fly i 1945.Demmin.Mecklenburg VorpommernDargun.Klosteret hvorfra munkene fortrak til Edelna ved Greifswald.Epilog.Rostock og Warnemünde. Erhvervs og kulturcentrum i Vorpommern.Gedser. Den yderste forpost eller måske det yderste udsted, hvor livet ser ud til at ligge stille, bortset fra færgeafgangene og en enkelt togankomst til en banegård, som har haft sin storhedstid.Trelleborg, Sveriges og måske Danmarks havn mod syd. (Til afløsning af Gedser).Scandlines kamp mod brobyggerne. Færgetrafikken kan ikke kvæles af et par broer eller tre. Der sejles mere end nogensinde på Østersøen trods af broerne og nedlæggelse af det toldfrie salg.http://www.scandlines.dk/cgi-bin/static_page.cgi2001 april 8 – 11. SverigesturenIndledning.Rejsen finder sted i anledning af at Bo skal på tjenesterejse til Rolf Sjöholm, Essverk i Örebro. Det vedrører en slaggeskraber til Sanguesa projektet i Spanien.Birgit og jeg tager af sted i Golfen med telt, soveposer og madpakker med henblik på at nå både tjenestebesøget hos Essverk og familiebesøg i Stockholm samt at se kirken i Västerfärnebo.Ruten går over Halmstad, Smålandsstenar, Jönköping, Örebro, Västerfärnebo, Enköping, Stockholm og til Hälsingborg.De tre overnatninger fordeles med et gæstebesøg i Rolf Sjöholm’s stuga ved nordspidsen af Vättern, overnatning i telt i skoven mellem Sala og Västerfärnebo og et værelse på motel i Solna.Førstedag Søndag den 8 april 2001.Isaberg.Det regner og er bitterligt koldt. En søndag eftermiddag er der ikke meget trafik, så det glider raskt nordpå. For afvekslingens skyld har vi skiftet riksettan ud med vejen fra Halmstad til Jönköping og står nu i skoven neden for Isaberg og spiser lidt medbragt mad og en kop kaffe. Vi haster hurtigt videre for ikke at komme for sent til Rolf og Kristina i Sänna ved Vättern.Vadstena.Vadstena er bemærkelsesværdig fin by ved Vätteren. Slottet, klosteret og folkhögskolan ligger med udsigt til søen. Vi går en kort tur i Klosterkirken, som nu er Vadstena Församlings kyrka.Turen til Vadstena går mellem Tåkern og Omberget. Her ser vi store naturreservater til begge sider beliggende midt i et rigt landbrugsområde.Vätterlandet kaldes området mellem Mjölby og Vättern. Her finder vi naturen og landbruget side om side, formentlig med alle de problemer et sådant samkvem kan medføre.Sänna ved Vättern./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 48

http://www.scandlines.dk/cgi-bin/static_page.cgi

Vättern indeholder 74 km3 vand og ligger med normal vandstand i kote +88,41 meter. Den højeste vandstand har vi målt i år 1891 til +89,09 meter.Vättern afvander naturligt gennem Motala Ström ud i Bråviken ved Norrköping og kunstigt gennem Götakanalen ud gennem Bergs sluser til Östersjöen ved Söderköpinge.Til sammenligning kan nævnes at Luleälv udleder 15 km3 vand per år. På denne måde tager det altså 5 år at fylde Vättern med vand.I området har der været tegl- og glasindustri. Vi ser på havnepladsen de sidste bygninger efter teglværket, en stor lade og to siloer til råmaterialer. Rundt på havnepladsen ligger store granit kværnsten, hvilke har været brugt til at findele råmaterialerne til teglstensproduktionen.Glasværket har produceret brugs- og industriglas i form at flasker, glas og vinduesruder. Rolf kender en skipper, som gennem et helt liv har sejlet med en sandsuger på Vättern for at suge sand op som råmaterialer til glasset.Industrierne er nu nedlagte og kun resterne er tilbage.”Vätterns fånge” fortæller Rolf. Det er en turbåd som blev bygget på Motala Verk og som af en eller anden årsag blev nøjagtig lidt større end det, som kunne sejles gennem sluserne til Vänern. Skibet har været brugt til turistudflugter og kommer ikke andre steder end på Vättern.Vi kørte en tur med Rolf og Kristina og besøgte blandt andet Stjärnholm ved Hammar, et slot grundlagt i 1637 ved Grev Oxenstjärne og er nu i offentlig eje.Den nye bro over Åviken ved Hammar, en del af Bergslagsdiagonalen, som fører den rejsende til Falun, er udført i beton og krummer over sundet i en flot bue med belysning på de med malede betonflader udsmykkede bropiller. Der er anlagt rasteplads med gangsti ned under broen.Vättern terrasserne er et kursuscenter med beliggenhed i skoven ned til en lille sø. Har før været et slot i privat eje. Der har været penge blandt nogle folk på egnen, konstaterer vi.Den lille kinesiske have som er anlagt i et lille dalstrøg med en bæk løbende igennem er et privat anlæg, som er udført på ren hobby basis efter rejser til Kina.Andendag mandag den 9 april 2001.Örebro.Birgit går tur i byen medens jeg er på arbejde på Essverk.Västerfärnebo.Vi går i konsum i Ramnäs og køber proviant og finder lidt uden for byen et gammelt gæstgiveri, som nu er helt forsvundet og erstattet med en terrasse i træ med udsigt over et stort vådområde. Her på terrassen spiser vi vores mad og haster videre til Västerfärnebo.Vi når byen hen omkring klokken 18 og går ind i kirken, som er ret mørk i sine farver. Kirken er udstyret med andagtsrum og sidealter til mindre andagter. Der er fremlagt bøger og turistbeskrivelser for de besøgende, og vi køber en beskrivelse af kirken udfærdiget ved Sune Garmo, Västerås Stifts Kyrkobeskrivningskommitté.Vi lades tilbage med indtrykket af en levende og aktiv menighed.På kirkegården, som er nogenlunde overskuelig findes gamle og nyere gravsteder. Vi leder efter graven til Lennart Nils Oscar Pålsson. På denne tid er det nok ikke muligt at finde noget kirkegårdskontor åbent, så vi går i gang med at lede efter navne på gravstenene. Lidt møjsommelig, men ikke helt uoverkommeligt og i løbet af en halv times tid er vi ret sikre på at Lennart Nils Oscar ikke har nogen navngiven sten her på kirkegården.Vi går og venter på at kirkeværgen skal dukke op for at lukke og slukke for natten, men det trækker ud, der er ikke ret længe til solnedgang.Församlingshemmet ligger på modsat side af gaden og en person kommer ud derfra i et ret adstadigt tempo. Skulle vi tage kontakt med personen for at spørge lidt til stedet? Vi bliver opslugt af at tage et par billeder af stedet og holde øje med om kirkeværgen skulle dukke op. Har måske næsten glemt den gamle kone, som er på vej ud af Församlingshemmet og beslutter, at vi må videre. Da ser vi, at den gamle kone tager vejen over kirkegården, og vi beslutter hurtigt at afskære hende vejen. God kväll, og letter på hatten. ”Ursäkta, har Ni tid att prata lite”.


Det har hun, og med sine omkring 70 – 80 års erfaring kaster hun sig ud i samtalen med de to midaldrende danskere. Vi præsenterer os og forklarer lidt om vores mål med at besøge Västerfärnebo. Pålsson er min kusin, siger Birgit.”Pålsson? Nej, det er jeg ikke sikker på, at jeg husker, hvem var enken? Var der nogle børn?”Magareta Marianne fødd Andersson og Thérèse Charlotte og Marie Charlotte.”Jo, Thérèse, hun har gået i skole sammen med et af mine børn. Hvor er det nu, Hedemora tror jeg, hun blev vist gift. Jeg kan se efter i min adressebog, jeg har adresser. Jeg kan måske få Thérèse til at skrive, det er jo så nemt med de moderne maskiner, men nej, det forstår jeg ikke.””Min datter har været i Amerika og besøge noget familien, Hun skriver på disse maskiner”.Vi tager vor mappe frem med korrespondancen og viser hende navne og breve, som vi allerede har skrevet til Thérèse Charlotte og Marie Charlotte.”Jo, måske husker jeg Pålsson, han blev kremeret og ligger i Minneslunden, tror jeg.”Vi gør anstalter til at tage afsked med den gamle kone og finder i vores mappe et brev med vort brevhoved. Resolut river vi brevhovedet af og siger, ”vi må vel præsentere os” og giver hende lappen med adressen og e-post adressen.Vi lader hende forstå, at hvis hun møder nogen, som skulle have lyst at skrive lidt om familien Pålsson, så må hun gerne skynde lidt på.Vi kører ud på vejen mod Sala, opmuntret over samtalen og er sikker på at i morgen er hele byen orienteret og senest om et par dage ved også Thérèse Charlotte i Hedemora, at vi har været her og er nu måske lidt mere inspireret til at besvare vort brev.Vi finder en fin plads til teltet i skoven ved Gulvalla. Det er nu helt klart i vejret, det bliver koldt. Efter at teltet er sat op, går vi en tur ud over markerne. Gæssene høres i det fjerne, og ud over marken ser vi på blot et par hundrede meters afstand de hvide spejl fra tre rådyr, som lunter ned over marken.Trediedag tirsdag den 10 april 2001.Norrmalm.Det er en kold klar morgen, hvor solen skinner over skoven og ned på telt og bil. Vi har taget en hurtig gåtur gennem skoven op til den lokale skilift for at få lidt cirkulation i kroppen og står nu og spiser morgenmad, medens den hvide rim langsomt tør bort fra telt og bil.Det bliver til en hurtig tur til Stockholm. Vi booker os ind på motellet i Solna. Får lov at overtage værelset allerede ved 10 tiden, hvilket er ganske bekvemt. Nu behøver vi ikke spekulere på overnatning. Vi er klare til dagens udforskning af de steder i Stockholm, som vedrører familien.Vi begynder på Drottninggatan og når op til nummer 71c, som er stedet, hvor en af Pålssons frugtaffärer har ligget.Birgit går ind i butikken og får en snak med ekspedienten. Det har været en frugtaffär i 1930erne. Senere i 1930erne blev det et mælkeudsalg, derefter blev butikken til en ostebutik, som er den nuværende butik, som ses på billederne.Butikken er ikke bygget om i de 70 år, som er gået.Vi fortsætter til nummer 30 og finder her en helt ny facade, som er helt uigenkendelig. Se det gamle billede, hvor Eric og Grönkvist står foran forretningen.Der er ikke meget mere at erfare her vedrørende Pålssons frugtaffärer, der er rammen om en historie, hvortil der knytter sig en hverdag for de tre søskende af Pålsson’s første ægteskab.Ingarö.Ingarö er det sværeste. Her leder vi efter moster Ingrid’s sommerstuga. Vi når gennem områderne Lillängsdal og Forsvik og konstaterer, at det i hvert tilfælde ikke er her vi skal søge.Dernæst kører vi ud ad vejen mod Mörteviken og får set på området omkring Johannesdal uden at finde nogen sommerstuga, som har været moster’s.Vi møder dog en ældre herre med sin hund. Han var på vandring langs kysten mod syd. Vi spørger om vej og viser vore foto af udsigten fra moster’s sommerstuga. Jo, det kender han godt, men er alligevel usikker på, hvor udsigten skal findes i virkeligheden. Han inviterer os til


at komme hjem til sig på Bergsgatan 6 for at se på bedre kort over området, han har boet og sejlet her i gennem de sidste 50 år.Der er ikke mere tid til Ingarö, og vi må køre tilbage til Stockholm. Den videre søgning må vente til senere.Slussen, Stockholm.Mødet med Lena Carlsson Skantze.Moster Ingrid har været vores faste familieholdepunkt i Sverige i mange år frem til begyndelsen af 1970erne. På dette tidspunkt bliver samkvemmet med den svenske familie meget spredt for efterhånden helt at dø ud. Hvorfor spørger vi os selv? Ikke for at finde undskyldninger, men for at finde forklaringer.På et tidspunkt i en families liv, bliver en generation voksen, bliver gift og får børn. Som vi kender verden i 1970erne, så var det sådan, at her er både mand og kone udearbejdende og har hele sin tid optaget med at passe børn, have fritid og være noget for hinanden. Her er den naturlige opgave for den ældre generation at holde sammen på de familiære bånd.Vi halvfjerdser unge har vel nok forventet, at den ældre generation virkelig var den, som holdt familien sammen og har stolet på, at det skulle nok gå, uden at vi behøvede at gøre nogen indsats.I vores, Birgit’s og Bo’s tilfælde set i forhold til den svenske familie, har dette ikke været tilfældet, og det er der gode forklaringer på, i og med at sygdom og frafald af den ældre generation og den manglende omtanke hos den yngre generation har betydet 30 års afbrydelse af det ellers så veludbyggede sociale og familiære samvær mellem den danske og den svenske side i familien.Tredive år er lang tid, når vi taler om familiære forhold, en hel menneskealder. De børn, som legede sammen er blevet voksne. De voksne, som prægede børnene er døde. Nye børn, som ikke kender familien, er kommet til verden og lever upåagtet af det dengang ellers så lykkelige og trygge samkvem i familien.Det var sådan det gik for familien Pålsson’s medlemmer i den sidste halvdel af det 20 århundrede.Nu står så Birgit her ved indgangen til det 21 århundrede, efter i 30 år ikke at have haft nogen forbindelse til Pålsson’s efterkommere overfor at skulle møde en ny generation af familien Pålsson, Lena Carlsson Skantze.Det gjorde godt. Det føltes som om det var i går den seneste lykkelige familiesammenkomst fandt sted. Mødet med Lena gjorde definitivt op med flere generationers problematiske omgang med hændelser, som dengang ikke kunne anses som værdige. Skilsmisser og børn uden for ægteskab har vel enhver familie, og i enhver familie har tidligere generationer haft vanskeligt ved at lade sådanne forhold komme frem i lyset.Nu er vi meget nær ved at have det fulde indblik i, hvad det var, vi som børn ikke måtte vide. Pålsson’s skilsmisse, datterens uægte barn, den nye kone og den nye søn, som er halvbroder til de tre søskende af første ægteskab.Vi har en ret sikker fornemmelse af, at den fraskilte kone, igen på grund af en manglende forståelse for det at være fraskilt, har haft svært ved at blive accepteret af sine børn og slet ikke af sin forhenværende mand eller hans nye kone og de nye børn, som kom til i det nye ægteskab, eller måske selv har holdt sig på afstand af de mennesker, som hun anså for sin forhenværende familie.Mødet med Lena gav en følelse af, at det gamle fortrolige forhold, som bestod mellem Maria Linnea Viktoria og Ingrid Viktoria Josefina stadig eksisterer i familien Pålsson og stadig kan udfolde sig mellem de yngste generationer af familien. Ej heller er der tvivl om, at det er festlige og humoristiske mennesker, disse Svensson-Pålssoner.Der var efter mødet en sund følelse af, at der stadig fandtes faste samlingspunkter for familiemedlemmerne efter Pålsson og Svensson.Samlingspunkter, som synes at udgøres af erindringen om tidligere tiders alliance mellem Stockholm, Rise, Hamburg.Det var en forsigtig og vellykket start til en videreførelse af historien om slægten efter Pålsson og Svensson, hvor den næste generation kan se tilbage på fem eller seks kendte slægtled.Fjerdedag onsdag den 11 april 2001./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 51

Östermalm.Det er Furusundsgatan 16, det gælder her. Moster Ingrids’s bolig gennem mange år.Vi genkender stedet fra sidst, hvor vi besøgte moster i juli 1971.Videre går det nu til Linnégatan og vi finder nummer 19, hvor moster Ingrid har haft frugtforretning. Der er nu tre forretninger at vælge i mellem på nummer 19. Vi beslutter os til, at det må have været den nuværende antikforretning, men har egentlig ikke noget at have det i.Vasastaden.Kyrkogårdsförvaltningen ligger på Torsplan 1. Vi er der lidt før 10, hvor der åbnes, det er hundekoldt at gå på gaden, så vi søger ind i en lunchrestaurant og får en kop kaffe, medens vi lægger strategien for besøget på Kyrkogårdsförvaltningen.Vi ringer på nede på gaden og bliver lukket ind. Kan vi hjælpe? bliver der spurgt. Det er Bernice Forssström, som tager imod. Pålsson på Skogskyrkogården i Enskede. Vi finder bøgerne frem og finder oplysningen kvarter 20 gravsted nummer S 24621. Der er blevet ansøgt om en sten ser vi af oplysningerne i registreringerne, men vi må regne med at stedet er blevet sløjfet. Vi spørger til Signe’s grav, men har ikke oplysninger nok til at finde noget. Vi spørger videre til moster Ingrids grav og bliver henvist til Oscars Församling. Bernice finder telefonnummeret, hvorefter vi holder lidt snak og tager afsked.Her står vi nu uden noget ærinde på Skogskyrkogården og må lægger planerne om.Kungsholmen.Det bliver altså Eva Kågström, som må holde for. Et uanmeldt besøg på Stadsarkivet går vel an.Der er fin parkering udenfor, og vi betaler for en time. Det rækker vel, og det viser sig at være tilfældet. Eva Kågström tager godt imod og er hjælpsomheden selv, men er ikke særlig snakkesalig. Nærmest lidt mut og virker som om hun er ved at falde søvn af kedsomhed over vores tilstedeværelse. Men i virkeligheden tror vi faktisk, at hun er helt interesseret alligevel. Hun husker vor tidligere korrespondance og telefonsamtale, hvor vi fik hende til at ringe til skatteverket for at finde Anita’s adresse, så vi har allerede et godt udgangspunkt for at fremføre vort nye ærinde.Det er Signe’s liv efter hun er blevet skilt fra Lennart. ”Har jeg ikke skrevet noget om det”, spørger Eva og beder om at få lov at se brevet fra efteråret. ”Nu skal jeg se”, siger hun og går ind i baglokalet.Herfra og den næste halve time ruller historien om Signe sig delvist op. Hun har været lidt svær at finde, for hun hedder nu ikke mere Pålsson endsige Svensson. Björklund er navnet, og hun er den 16 nov. 1939 flyttet ind fra Sundbyberg til Folkungagatan nummer 68, 1 tr. v. sammen med Ernst Axel Björklund født 1882 den 10 maj.Efter et nærmere eftersyn i arkivet viser det sig, at Ernst Axel Björklund den 17 september 1938 har giftet sig med Signe Viktoria født Svensson født den 27 august 1886.Ernst Axel Björklund dør den 4 august 1961 og Signe den 17 oktober 1963 i Katarina Församling i Stockholm.Medens Eva Kågström går i arkiverne benytter vil lejligheden til at ringe til Oscars Församlings pastorsexpedition og får en aftale med en dame, som præsenterer sig som Ellen.Vi spørger Eva Kågström, om hun vil skrive en regning ud på sin tjeneste, men hun siger ”nej, det var jo ikke noget besvær”. Vi takker mange gange og tager afsked. Klokken 13 skal vi være på Oscars Församlings pastorsexpedition på Östermalm, men når dog en hurtig stående lunch på Nybro grill på Berzelius plads, medens bilen står hensat mere eller mindre autoriseret.Östermalm.Vi kommer 10 minutter for tidligt og bliver bedt om at vente i et par dertil indrettede stole, ret uden for døren til vagthavende præst.Ellen er en lidt stresset dame. Vi får ret hurtigt præsenteret vort ønske om at finde moster Ingrids gravplads og spørger samtidigt til moderens grav. Katarina Församling kan jeg ikke finde noget på, og på vores opfordring finder Ellen telefonnummeret til Katarina Församling.Ingrid Nielsen født Pålsson død den 15 feb. 1979, nu skal vi se, hun er gravsat på Djursholm gravplads. Igen på opfordring finder Ellen telefonnummeret og efter endnu en opfordring ringer Ellen til Danderyds Församling, der er åbent til 16, og vi får at vide, at besøgsadressen er /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 52

Klockargårdsvägen 2 i Danderyd. Vort kort rækker ikke så langt uden for byen og Ellen tager sit telefonkatalog frem og finder Danderyd og slår op under Klockar. Ordet er markeret med en stjerne, hvilket betyder, at gaden ikke er optaget på kortet.Vi fornemmer at mødet med Ellen er ved at være slut og pakker vore papirer sammen og takker mange gange.Efter et strategimøde i bilen må vi nu erkende, at planerne om at kommer til Ingarö og søge videre efter moster’s sommerstuga nu ikke længere kan gennemføres på den tid, vi har tilbage inden vi kører til Kokkedal.Besøget på Oscars Församlings pastorsexpedition har dog givet os et nyt mål at gå efter. Vi finder det realistisk at nå til Danderyd inden vi skal køre hjem.Valhallavägen, Roslagstull. Det kan ikke tage lang tid og cirka en mil ud ad E18 hedder det Danderyd kirkes traffikplats. Detailkortet rækker ikke længere, men heldet er med.Danderyd.Der er gravsättning fra kirken i Danderyd idag. Vi går ind i våbenhuset og møder kirkebetjeningen, som sidder og venter på, at den kirkelige handling slutter. Hun rejser sig prompte, da vi kommer ind i våbenhuset og peger på skiltet på døren til kirken. Vi fremfører hviskende vort ærinde og hun forklarer meget venligt, at vi kan henvende os i det hvide hus bag ved klokkestabelen. Vi takker og henter tasken med hele slægtsregisteret og begiver os til det hvide hus. Der er låst og skiltet på døren siger 10 til 12. Vi tager en gang mere i døren og går hen foran vinduet. Jo, der er personale på kontoret. En dame rejser sig og lukker os ind. Det er Lena, som med stor hjælpsomhed går i gang med at lede efter moster Ingrids gravsted. På computeren, det er tilsyneladende samme program som anvendes i Kyrkogårdsförvaltningen i Stockholm. Intet resultat. Lena ringer til en kollega på Pastorsexpeditionen (568 957 00, Klockargårdsvägen 2). Heller ikke noget resultat. Jeg har bare været her en måned og har endnu ikke lært mig alt, hvad der vedrører kirkegårdsforvaltning.”Pär, hvad gør man, når man ikke kan finde et gravsted på datorn?” En herre klædt i sort frakke klar til at gå kommer ind fra det næste kontor. Ingrid Possman?Er det her eller på Djursholm? Pär tager resolut en mappe fra arkivboksen og slår op, det tager 2 minutter, Granen nummer 456. Hjertelig tusind tak.Om vi finder dertil. Jo, det mener vi nok. Klokkerne ringer, Pär skal gå og sænke urnen nu.Vi underholder os lidt med Lena og får vist vejen til Djursholm på kortet, som hænger på væggen. Vi snakker så længe, at Pär når at komme tilbage. Om vi kan finde graven? Javist kan vi det. ”Nej det kan vi ikke”, siger Pär.Lena siger, at der er en kille på stedet, som kan vise os rundt, og det holder stik.Det er en ganske pragtfuld naturskøn gravplads. Graveren er i gang med noget oprydningsarbejde, men afbryder og vi følger med på kontoret, hvor han tager sin mappe frem med arkivkort på alle gravstederne.Birgit har på vejen hertil spekuleret på, hvorfor moster Ingrid ligger her i Danderyd og kommer på den tanke, at det kunne være onkel Einar, som har arrangeret dette.Ganske rigtigt, her ser vi i bogen:Direktör Einar NielsenPl 738: Betalt för 1952-1961Jordad den 14.09.1948: Einar Magnus Nielsen. Ved ikke om Einar ligger i kiste.Jordad den 14.03.1979: Ingrid Nielsen – Possman. Urne.Vi får ikke lov at kopiere eller fotografere bogen, men får udleveret en kortkopi med gravstedet indtegnet. Vi finder gravstedet med en sten og to sidesøjler med påskriften ”Direktör Einar Nielsen’s familjegrav”.På jorden foran er lagt en stenplade med indskriften ”Einar 1908 – 1948”.Det er ikke noget lille gravsted. Mosbegroet og med halvt mosdækkede fliser i en række på hver sin side af graven.


Moster Ingrid’s minde fremgår ikke af gravstedet, så vi må henholde os til arkivernes oplysninger herom.Vi går lidt omkring og funderer på hvorledes moster er blevet gravsat, hvem var der tilstede, hvorfor er der ikke nogen sten med mosters navne og årstal.Det ser ikke ud som om der har været nogen pasning af gravstedet i mange år. Antagelig er det kirkegårdsgartneren, som tager sig af den mest nødvendige pasning med at holde ukrudt og mos lidt nede. Men interessant er bemærkningen fra graveren om at der er nogle gravsteder, som er kontraheret på et ubestemt åremål. En ren tabsgivende forretning for kirken, men sådan er det, siger han.Vi ved i dag at Anita, som er datter til Ingrid, bor i Lund med sine tre børn, men vi ved ikke hvad Anita tænker og ved om graven, eller om hun i det hele taget som den nærmeste har nogle planer for gravstedet.Tåkern.Vi får vores aftensmad på parkeringspladsen ved Tåkerns naturreservat.Det er ikke første gang vi har prøvet det, vintervejret omkring Ödeshög. Det sner kraftigt med meget store snefnug, ikke særlig morsomt, når vi nu gerne vil hjem i en fart. Se billeder og bilag i særskilt dokument.2001 maj den 5. Kære EvaTak for samtalen forleden. Jeg fik fornemmelsen af, at du har brugt meget tid på at sætte dig ind i Krusefamiliens forhold. Jeg fik også en fornemmelse af, at det interesserede dig ganske meget.Jeg vil meget gerne møde dig og udveksle slægtsregistre og –beskrivelser.Jeg har i det seneste halvandet år brugt meget tid på at kortlægge både min kones og min familie så detaljeret som det nu kunne blive muligt.Det bliver til en hel bog med billeder, tekst og slægtstavler.Min opdagelse på Internettet forleden om Christian Hansen Kruse og den øvrige familie i Amerika har sat skub i mit arbejde med Kruse siden igen og nu fandt jeg, at jeg måtte vide, hvem Eva Winther er. Jeg havde læst dit navn i et brev fra Felix til Bodil i Bagsværd. Felix skriver der flere steder, at Eva fortæller…….. og Eva ved noget om……Det var jo meget nemt at slå dit nummer op i telefonbogen, og for øvrigt stod det samme nummer i faster Bodils private telefonbog.Jeg har netop skrevet til Felix for at spørge, om jeg må komme og besøge ham for at læse i hans optegnelser om familien.Jeg havde tænkt mig, at ringe til ham og spørge mere konkret, hvornår det kunne passe ham, og så tage fri en dag og køre derover.Birgit og jeg bor nu alene i huset, efter at børnene er flyttet hjemmefra. Vi har for det meste god tid og er normalt til at træffe her i hjemmet.Du skal være velkommen, også uventet eller med kort varsel.Jeg vedlægger et efterkommertræ for Alfred Kruse.Mange hilsner og på gensyn. Bo Kruse.2001 maj den 5. Kære FelixJeg har med stor glæde studeret dit brev til Bodil i Bagsværd, det brev, du sendte for cirka et år siden, og som indeholdt mange oplysninger om familiemedlemmerne gennem tiderne.Jeg arbejder stadig med at klarlægge detaljer i min og min kones familieforhold og har nu sammen med min kone efterhånden fundet rigtig mange oplysninger. Vi har også fundet ud af, at det tager meget lang tid at få alle relevante oplysninger fundet.Du skrev, at du gerne ville vise dine optegnelser frem, og det vil jeg gerne sige ja tak til. Må jeg ringe til dig og aftale en tid, hvor jeg kan komme og se i dine bøger?Jeg har brugt det sidste års tid til at finde oplysninger om min kones familie, hvilket har taget megen tid. Er nu kommet så langt, at jeg er begyndt at se lidt på Kruse siden igen. Jeg har specielt tænkt over hvilke personer Alfred, min farfar og hans forældre har været. Min far, Henning har ikke fortalt særlig meget om sit hjem, men jeg har dog fået fornemmelsen af, at


det var Alfred og Henning, som repræsenterede det humoristiske og Ellen og Bodil, som var mere alvorlige.Jeg fik lidt tilfældigt en henvisning til Internettet og forsøgte mig med at søge efter Christian Kruse i Amerika. Og det gav et for mig forbavsende resultat. Hele den familie, som du beskriver i dit brev til Bodil sidste vinter, finder jeg nu beskrevet på Internettet i Amerika.Jeg ringer til Bodil i Bagsværd for at tale med hende derom, og ved den lejlighed falder talen på Eva Winther.Jeg ringede til Eva og talte meget med hende om familien. Hun fortæller, at hun har været i Amerika adskillige gange og kender ganske meget til vores familie i Amerika, så for hende var det ikke nogen særlig stor overraskelse, at der lå mange oplysninger på Internettet.Jeg aftalte med Eva, at hun og jeg skulle mødes for at tale om vore fælles familie. Jeg kan forstå, at hun er meget interesseret.Jeg håber, du kan få tid til at tale med mig. Jeg er ret fleksibel og kan godt tage fri fra arbejde. Jeg kan komme formiddag eller eftermiddag, hvad der passer bedst ind i din hverdag. Jeg vil ringe til dig i en af de nærmeste uger.Mange hilsner og på gensyn.2001 maj den 20. Sofiero med ingeniørforeningenOgså den 26. maj 2002 med BWE.Den ene af vore guider hedder Lis og hun fører os gennem parken. Den vigtigste karakteristik af guiden er, at hun hedder Lis. Vi vender os derfor til Ulrika, som året før har ført os ind i historien om det svenske kongehus og Sofiero parkens historie. Ulrika er studerende ved det lokale campus i Skåne og siger nu sit job som guide op for at færdiggøre sine studier.Indenfor porten til Sofiero mødes vi af to store eksemplarer af Fagus sylvatica og Fagus sylvatica purpurea, den almindelige bøg og blodbøgen, som er kendte fra de danske skove og landbohaver.Længere ude på plænen er plantet et eksemplar af Ginkgo Biloba af hvis blade, der udvindes livgivende naturmedicin. Hvem, der har plantet dette træ melder, historien ikke noget om.Det fortælles, at svenskerne har stemt på Sofiero som Sveriges mest vakre park. Den gamle traditionelle stil og den nye trendy stil i sin markedsføring overfor publikum er den væsentlige begrundelse.Parkens botaniske indhold er i store træk de 10.000 buskplanter hovedsagelig af arten azalea og Rododendron samt de 10.000 løgblomster, som hvert år tages op, kasseres og plantes på ny. Parken tør slet ikke tage den chance, det er at lade løgene ligge to år og satse på en fejlfri blomstring i andet år. Parkledelsen bliver ringet op fra udenlandske rododendron elskere for at få oplyst det nøjagtige tidspunkt for blomstringen af netop den sort, som eftertragtes, således rejsen til Sofiero kan planlægges og gennemføres med succes.Istiden har formet landskabet på Sofiero's jorder. Der er således dannet to slugte, raviner som det kaldes på svensk. Her er der en naturlig vandstrøm og en pH værdi på 4,5 -5,0 og porøs jord.Ravinerne udgår med nogle få hundrede meters indbyrdes afstand fra området på hver sin side af porten ved hovedvejen og strækker sig mod Øresundskysten, hvor de løber sammen til et fælles dalstrøg ned mod Øresund. Inden de to raviner løber sammen og oven for dalstrøget ligger slottet Sofiero med udsigt ned mod Øresund.I tilslutning ligger staldbygninger, som i dag anvendes til fremstilling af kunsthåndværk og servering af kaffe og kage. Disse staldbygninger har været anvendt til opstaldning af heste til fritidsbrug og dannelse af den ungdom, som var ansat ved hoffet som tjenestefolk.Den tidlige sort, Cunninghams white finder vi på begge sider af indgangen lige inden for porten, er desværre afblomstret under dette års besøg.Stien gennem den sydlige ravine byder på rododendron arten yakushimanum, som tåler - 30 grader vinter.De flotteste blomstringer er nu den 26. maj 2002 de orange- og citron farvede, som findes i stort tal i begge raviner.Den gamle konge Gustav VI Adolf har egenhændigt planlagt beplantningen med rododendron og under besøget på slottet ser vi en udstilling på kongens arbejdsværelse, hvor


planlægningen har fundet sted. Det siges, at kongen havde optegnelser over hvor hver enkelt plante var placeret i den store park.Vi hører historien om sønnen, Prins Bertil, som er meget motorinteresseret og som kører motorcykel. Stierne i parken er velegnede til den lidt mere sportslige kørsel og Bertil kører sammen med sin lillebror en del i parken. Den gamle konge bekymrer sig om sine rododendron, men har næppe tanke på liv og lemmer på sine børn.Margareta er barnebarn af Dronning Victoria af England og skriver hjem til sin mor om slottet. Det er mørkt og dunkelt. "Hemskt - disgusted", er ordvalget og set udefra er slottet holdt i mørke farver, rød tegl og mørkt træværk. Rummene i slottet er små og trange, sikkert langt fra som i de kongelige slotte, Margaretha har kendt tidligere. Parken bliver hendes store glæde.Det blev til fem børn med Margaretha inden hun i 1920 som 38 årig døde af blodforgiftning, medens hun ventede sit sjette barn. "Mammi mår inte bra och kann inte gå med i trädgården" var hendes tale til sit barn på dødsdagen.Kronprins Gustav VI Adolf gifter sig igen med Lady Louise Mountbatten og parret overtager Sveriges trone i 1950.Sofiero har haft stor betydning for vor gamle Konge og dronning og deres tre døtre. Ferier og fester har været holdt på det naturskønt beliggende slot ved Øresund, og mest af alt har dronning Ingrid som datter på slottet holdt forbindelsen ved lige helt til sin død. Især har haveanlæggene på Sofiero og på Gråsten været ramme om mange besøg. Dronning Ingrid har personligt givet inspiration til haveanlæggene og den interesse har hun antagelig efter sin mor, Margaretha.Forlydender lader vide, at familierne under anden verdenskrig har korresponderet per morse mellem Sofiero og Kronborg.Kvinden, som stod bag anlægget af Sofiero, var den tyske prinsesse Sofia gift med Oscar II. Hun skaffede penge til anlæg af slot og park og parret flytter ind i 1865.Kong Oscar interesserer sig især for sejlsport og kvinder og tager ofte til Marstrand, hvor han nyder livet, medens Sofie tager alene til Sofiero.Så meget om familien og parken, men mod nord ligger der haver med urter, frugttræer, stauder, roser og løgvækster.I foråret blomstrer Kejserlilje i tusindvis, hyacinter og Primula.Den engelske have med buksbom og de gamle mistbænke, hvor der vokser espalier frugttræer.Fra blomsterhaven over mod murrabatten langs vejen går en pergola af slyngroser og pæretræer med liljekonvaller og forglemmigej i rabatten langs stien.Lidt informativt om haven og fagområdet rododendron findes i havens nyåbnede informationshus.HM Dronning Margrethes maleriudstilling kan vi desværre ikke kommentere, idet etablissementet var fyldt til bristepunktet af forventningsfulde mennesker, og det var ikke muligt at lukke flere besøgende ind i den tidsperiode, som var til rådighed.Fra guiden, som har været til pressemøde med monarken, hører vi dog, at Dronning Margrethe har ladet sig inspirere til at male af sin mormor, kronprinsesse Margaret af Storbritannien, hvis billeder også er med på udstillingen.De billeder, som HM Dronning Margrethe har udstillet, er Dronningens private ejendom og har hjemme på væggene i Marselisborg. Motiverne er fra prinsgemalens slot i Frankrig og fra Fredensborg.Udstillingen vil blive afsluttet med udgangen af juni 2002, men hvad måske er en overraskelse for nogle er, at Dronning Ingrid også har malet. Hendes billeder vil blive udstillet senere. Se billeder i separat dokument.2001 juni 6. Kære MorTak for sidst, det var meget hyggeligt at være i Bække.Jeg har talt med ejeren på Højenhus. Hun hedder Lene Vibeke Ulbæk. Meget positiv samtale, men hun erklærer, at hun ikke ved noget om ejendommens fortid.Hun fortalte, at den har været handlet mange gange.


For øvrigt mener hun, at der findes en del lokalhistoriske beretninger, hvor der muligvis kan findes nogle oplysninger om ejendommen.Jeg ved ikke hvor meget tid, vi skal bruge på dette. Det vil nok komme til at tage lang tid at finde noget interessant.Vi har det godt, men kom sent hjem i aftes. Mangen hilsner fra Birgit og Bo.2001 juli 2. Kære Kirsten LinneaBirgit og Jeg ønsker dig tillykke med din stilling i Gvarv. Vi ved jo ikke så meget om, hvad det egentlig er, du skal beskæftige dig med. Friluftsliv, ja og måske litteratur eller skriveværksted. Men indholdet i arbejdet får vi måske mere at vide om, når du selv lander og får benene til jorden.Vi tænker nok mere på din fremtid og dine muligheder på arbejdsmarkedet end du selv gør. Vi er vokset op i en anden tid end din, og du må tilgive os, at vi tænker traditionelt, som vi har gjort i de sidste 40 år.Alligevel er vi imponerede over den unge generations evne til at skabe sig en tilværelse og en plads i samfundet, hvor der er både agtelse og løn.Vi ville have gjort det anderledes, hvis vi kunne starte forfra. Sådan kommer du også til at sige om 40 år. Hvorfor?Birgit drømmer om en uddannelse med adgang til kompetence, indflydelse. Mine tanker går i retningen af at have haft frihed til at bestemme i sin egen bedrift. Men sådan skulle det ikke være.Nu skal du til at gøre dig dine drømme, som du kan hælde udover dine forældre og hvem der ellers skal høre dem, for at du får nogen respons, og du skal høre på dine forældres kloge erfaringer og formaninger.Vi vil godt sige dig, at uanset hvor mange formaninger og erfaringer, der skulle blive dig til del, så er det dit ansvar, og det er dig, som engang siger: ”Bare jeg dog kunne starte forfra”.Til den tid er vi ikke her mere, eller vi sider tandløse og ude af stand til at bekymre os over vore børns trivsel.Du rejser til Norge, og vi kender jo lidt til dine holdninger i politikken. Ikke fordi vi kender dig til bunds, men du skal nu alligevel have en hilsen med til Norge, som jo indtil videre ligger uden for det fællesskab, som vi i resten af Skandinavien har tilsluttet os, selvom det ikke er gjort helhjertet. Men det kommer.En hilsen, der handler om en europæer i Norden. Der handler om en mand, som er vokset op og har haft sin gymnasietid med krigen og grænsen lige uden for byen. Næppe mange i Danmark ved så grundigt, hvad en grænse er, og hvad det vil sige, at der er familie og venner ved fronten.Fra et hjem, hvor højskolen var det overvejende livsgrundlag, og hvor Norge indtog en ganske særlig plads, fordi Norge indtog en sådan i det grundtvigske Danmark.Jørgen Bukdahl har om nogen bidraget til samhørigheden mellem Danmark og Norge og har fået sine tærsk derfor.Jørgen Bukdahl og den ny - nordiske ide om folkehøjskoler i Norden fandt i 1936 sin start på Fana Folkehøgskule, hvor også Lyseklosteret øvede indflydelse på en betydningsfuld digtning.Du får din entre på en norsk folkehøjskole, vi ved vel næppe, hvorledes den er placeret i det kulturelle spekter, men for at du ikke skal gå helt galt i byen eller forfalde til kætteri, får du med dig ” En europæer i Norden”.Du vil støde ind i sprogproblemerne, som også Ivar Aasen gjorde det. Det er ikke norsk, men dansk med nogle enkelte norske ord. Nu må vi kræve, at digtningen foregår på det egentlige norske fra den norsk - islandske kilde.Digtningen og kritikken som kunstart var hovedtemaet for Bukdahl. I den dansk norske fælleskultur finder du de fire store Ibsen, Bjørnson, Lie og Kielland og vestfra kommer Garborg med et pust fra landsmålet medens Kinck støder til med en digtning, hvor rigsmålet fornorskes med dialektudtryk.Du skal bygge på din erfaring, og en ganske væsentlig erfaring har du fra din Sonnenberg tid. Du tænker ikke så meget på det, men alligevel skal du have en henvisning til en artikel i ”Fra Ribe Amt 1999”. Den hedder ”Oksbøllejren – Barselsstue for Sonnenberg ideen”.


Sonnenberg blev grundlagt på mottoet: ”Vi skal bygge bro fra hjerte til hjerte til en fælles fredelig fremtid”.Den tid, hvor der var behov for dette mellem Tyskland og Danmark, er vel forbi, men der skal fortsat bygges bro, og nu er det over hele Europa.Du skal bruge hele din erfaring fra gymnasiet til i dag og have denne tid i erindring, når du nu sidder i Norge eller bliver det Noreg og skal skabe dig din vision, som du kan gå ud og erobre verden med.Vi har oplevet dig ved skrivemaskinen gennem dine værker ”Sonderinger i et kalejdoskopisk univers” og ”Digtet natur”. Og nu senest din bearbejdning af Vigdís Grímsdóttirs roman, og det har været imponerende for os at opleve.I den anledning skal du have et lille klip med fra avisen forleden. Der bliver brug for dig i det kulturelle landskab.Du har en stærk personlighed og nogle horisonter, som kan bringe dig anerkendelse og indtægter, men det kommer ikke uden en nøje planlægning og kritikken er vel så hård i dag som nogensinde. Men du har en god ryg til at bære det, du kan komme ud for.Vi opfordrer dig gerne til at lade høre fra dig.Det kan let gå hen og blive interessant for flere end dine forældre.Vi glæder os til at lære dig endnu bedre at kende gennem dine kommende udgivelser.Og til sidst må vi lade dig forstå, at selvom vi er gamle og har svært ved mange ting, har vi alligevel kræfter og overskud til at se og høre på dig og dine nærmeste venner. Held og lykke i Norge.2001 september 9. Møn

Møn: En Dronningekrone skinnerover sagnblå Østersø;Møn: Vor mor med ÆblekinderHøster mellem stengraa MinderMarkens Korn og Kløverhø;Møn: En dristig pige-Svømmervinker ud i Strøm og Blæst:Danmark ser vi, som det drømmer,gror og sejler Hjertet næst.

For 25000 år siden begyndte isen at fjerne sig og for 16000 år siden blev landet isfrit. Istidsaflejringerne på Møn lå vandret hen over kridtet, hvorefter forstyrrelserne er begyndt. Vulkanske kræfter øver tryk fra nord og syd og skyder kridtet op i vældige flager til det højeste punkt ved Aborrebjerg og Dronningestolen.Gøngehøvdingen, Svend Poulsen fik i 1661 af Frederik III Lundbygård at nyde kvit og frit anslået til 20 tdr hartkorn (meget højt), men i dårlig forfatning. Det blev hans ruin og efter at måtte tigge kongen om pension bliver han frivillig i Skånske krig. Ligger nu begravet på Lundby kirkegård.Kulsbjerg på 107 meter og de to andre bakker på 83 og 93 meter. Kulminationen af det sydsjællandske højdedrag, der med herlige skovgrupper ligger i en bue omkring alle idyllerne med lyng på de tre bakker. Burde have været fredet, men udsigten kan ikke pløjes væk, den er imponerende.Udby, Grundtvig født i 1783. Der er et lille museum i kapellan boligen. Mon det er der endnu? Her hentede Grundtvig sin første kraft til sin store gerning i Danmark.I skovene omkring Lekkende med et stærkt kuperet terrain med et på sine steder næsten vildt romantisk præg finder vi Gøngernes vigtigste tilholdssteder.Eller småsøerne fyldt med poesi.Og endelig Rakkerbanken ved Dyrehavelund, hvor Balle-Lars blev henrettet i 1860. (Spildte Guds ord på Balle-Lars)??Chr. Richardt ligger begravet på kirkegården i Ørslev.En af Grundtvigs varmeste tilhængere er Peter Rørdam, Præst i Mern. Præstegården står endnu med gotiske gavle. Herfra udgik tanker og liv, som satte store spor i Sydsjællands folkeliv./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 58

Stege. Sukkerfabrikken har overtaget den centrale rolle i byen. Hvordan ser her ud anno 1998??Måske Borren igen var blevet en ø. Men bønderne nåede at få diget færdigt inden stormfloden i 1872 og diget holdt.Kong Asgers høj og Klekkende høj, en 9 meter lang jættestue delt i to kamre. Udsigten er god, vi tæller kirker over Sjælland og ser på øer og skovene på Falster.Præstebjerg ved Vollerup med et rundskue på 60 kilometer. Her ser vi Absalon med flåden til Vendertogt. Svend Tveskæg tages til fange. Marie Grubbe i fornedrelse, gift med den rå færgekarl fra Grønsund på den anden side af Sundet.Marienborg ved Damsholte med en rigdom af udenlandske træsorter, Akacier, Douglas- og ædelgran og Valnøddetræet på 30 meter. Danmarks skønneste og mest værdifulde herregårdspark. Alt efter den berømte kammerherre de la Calmette. Calmetteslægten ligger på Damsholte kirkegård.Damsholte kirke med prædikestolen placeret ovenpå alteret, bygget i pietismens tid, hvor jo prædikenen er hævet over alt.På vejen mod Stege ligger Rødkilde, og her møder vi en af egnens betydningsfulde mænd, Frede Bojsen, der delte sit rige liv mellem højskolen, rigsdagspolitikken og forskningen i Møns historie. Ved skolen, som han lagde grunde til i 1865 står hans minde mejslet i granit.Elmelunde kirke bærer præg af Corfitz Ulfeldts interesse for egnen. Han har nydt sine hvedebrødsdage med sin Leonora som lensgreve i 1634-37. Kirkens rige inventar stammer fra den tid.Landet sænker sig ned mod Borre.Borre er Møns gamle hovedstad. En betydelig middelalder købstad. Dengang var Høje Møn en ø og sundet skar sig ind fra både syd og nord. Fiskerne og Lybekkerne kunne sejle til byen.Men sildene blev borte og lybekkerne plyndrede senest i 1510. Mens man sad og nød Rostockerøllet hos brygger Saxe meldtes lybekkerne og Søbjergjættens magt var ikke stærk nok, byen blev brændt. Den nye kirke er bygget af lybekkerne som bod i 1513-14.Havet lukkede fjorden med sine sandvolde og Stege blev den nye købstad.Mandemarke med landsbystemning fra før udskiftningen. Her blunder hønsene i middagssolen i de faldefærdige gårde.Klintholm, solid og velfunderet i slægten Scavenius' eje.Valdemar Rørdam, nationalisten, dannerskjalden (1872-1946), Danmark i tusind år, indleder dette skrift med Møn og står bag en lang beskrivelse om Liselund og de la Calmette.Liselund, uanseelig med sin hovedbygning fra dette århundrede og 600 tdr land mark og skov.Liselund ikke et herresæde, men et fruesæde, en lystgård, en lysthave, et paradis. Kyndigt planlagt og gennemført i mindste detalje og med sikker smag.Holdt mål med tyske og engelske kostbare anlæg og selv Marie Antoinettes Petit Trianon ved Versailles.Liselund ikke et navn, men en melodi. En dansende pige i en tid hvor galanteri og ikke just kærlighed hører til mellem ægtefolk. En kærlighedserklæring fra manden til sin hustru. En af de mange, som han til sin død gav hende.Antoine de Bosc de la Calmette, født 1752 i Lissabon. Faderen blev sendt som Hollandsk ministerresident til København og kom i hofgunst. Sønnerne Louis (overceremonimester hos Fr. VII) og Anton blev optaget i den danske adel.Anton overtog Marienborg og ægtede i 1777 den 18 årige Elisabeth Iselin, datter af direktøren for Asiatisk Compagni. Elisabeth Iselin får efter faderens død General Classen (Frederiksværk, våbenfabrik) som stedfader.Det unge pars vinterhjem er i det Classenske palæ i København. Resten af året tilbringes på Marienborg, Møn.Anton bliver amtmand i Møns amt og købet af Sørnarke Gård og by med tilliggende muliggør virkeliggørelsen af det unge pars fælles drøm.Lise og Anton havde set beundringsværdige anlæg af den art, men aldrig en natur, som i den grad egnede sig./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 59

I 8 år tænkte, rejste, tegnede og regnede de, og den gamle hestegarderkasernes mester, A. Kirkerup fik det lille Klinteslot på Liselund færdigt. En vandring haven rundt skulle virke som en vandring gennem hele den ikke længere klassisk ordnede, men romantiske uberegnelige tilværelse.Hvilket halløj, når amtmanden med sin smukke frue og indbudte gæster kommer til et par dages jagt.Heste og vogne i materielgården. Tjenerskabet i Svejtserhytten.Gæsterne i Norske Hus.Herskabet med nærmeste venner under stråtaget på det "hvide barn".Kammertjenere og piger med kaffebakker og flaskefoderaler, latter og tavshed, når en af nådig fruens mange tilbedere (tro til døden, fordi de aldrig blev bønhørt, kun fortryllede med ynde og vid og bundne med hjerteligt venskab) tilfældigt og uventet kom hjem fra jagten og overraskede den dejlige skabning i en kildenymfes nøgenhed under det kolde styrt i badehuset.Den unge officer eller hofmand fandt til sin forundring ej et eneste galant ord, blot i sit hjerte den sødeste beundring og dybeste respekt. Han kom ikke til mæle igen før ved bordet, når fru Lise løftede sit glas imod ham med et skælmsk hovedrystende nik.Den unge officer eller hofmand tømte den aften en flaske eller to for meget og tumlede i tungsind ud langs kanalen til Grotten, hvor han hulkende kastede sig på knæ foran relieffet af fru Lise.Og når den levende fru Lise fra sovekabinettet så sin tilbeders tungsindige skygge og bag den de hundrede andre, rystede hun smilende på hovedet og så kun sin Anton og det ikke det mindste skyggeagtigt. Til det ansigt havde hun et helt andet varmt og lykkeligt smil.Der kom kun en søn inden Antons tidlige bortgang i 1803 og Lises to år senere. Han giftede sig borgerligt med en datter af landfysikus Dr. Med. Mackeprang.Hun vinder alles gunst både høj og lav. Den unge Calmette dør efter kun 10 års ægteskab uden at have udrettet andet i livet end at vinde en ypperlig kvindes gunst. Det er i 1820 og han er bankerot ligesom staten.Herefter kommer Liselund på skiftende ejere: Rosenkrantz'er og Raben'er.Da pigen en novemberdag i 1905 bragte morgenkaffen op til Baronen og Baronessen i sovekammeret på anden sal i det nye slot, blev hun til stor forundring stående måbende i døråbningen. Hvis hun ikke tabte bakken, var det ikke hendes fejl. Ægteparret rejste sig i sengen og så det utrolige syn:Hvor i går ruinhøjens og kløftens bøgekroner lukkede sig som en mur mellem park og himmel, gabede nu et åbent svælg mod det bølgende hav. Tolv tønder land var skredet i havet uden nogen havde hørt en lyd.Borte er Nonnebænken, Djævlekløften med plankebroer og Klintekors, Fru Lises badehus, de underjordiskes køkken, Wilhelm Tells kapel.To af de store bøge og en af bænkene stod der endnu året efter et stenkast til havs. Havde en jæger den novembernat siddet på bænken med sin pige eller sin pibe, kunne han farefrit have gjort kaneturen siddende med uden at slippe hverken pigen eller piben.Det er naturen, som former vor kultur? Ingemann på Midtsjælland, Heiberg, Drachmann i Nordsjælland og Chr. Winter på Sydsjælland.Vi søger naturen og finder inspiration og skaber kulturen, både nødvendighederne og det åndelige liv. Vi kappes om rigdommene i naturen, den bedste jord, de bedste fiskevande, den fineste udsigt. Naturen skaber forskellene blandt mennesker. Både hvad angår jordeligt gods og rigdom på venner og vid. Forskellene på menneskers rigdom skaber nyt i sig selv.Forskellene i naturens fremtoning bestemmer sindelaget hos de mennesker, som færdes i naturen og hermed husene, der bebos af de samme. For bymenneskene, som ikke kender naturen og enkelte ej heller kulturen, ligger værdierne gemt, og der er ikke nok til alle. Det ser vi på de lange køer ud og ind af storbyerne både fredag og søndag. Vi kæmper for at få vores del og får i rigt mål, men det i kraft af det smørhul, vi lever i.De sydlige landes naboer har det værre og mod nord bliver det finere.De rigeste, de som skaber kulturen og det jordelige gods har det storartet hvor som helst på kloden, man befinder sig.


I Danmark har en større part af befolkningen del af naturen og dens rigdomme. Jeg er taknemmelig for det danske.Efter Danmarks Turistforenings Årbog 1933.2001 november 25. Kære Felix og BettyMange tak for Jeres gæstfrihed ved vores besøg i foråret.Det er lidt mærkeligt, at vi først nu har fået lejlighed til at besøge Jer, men at det trods alt er blevet til et besøg hos Jer, kan vi nok takke faster Bodil i Bagsværd for.Alle mine dokumenter med slægtsoptegnelserne har for mit vedkommende været lagt på hylden hen over sommeren og efteråret. Men jeg mener nok, at der bliver tid og lyst til at arbejde videre med familien og dens personer. Mest vigtigt finder jeg det nok at lære de nulevende personer at kende, og jeg kunne måske godt tænke mig at finde ud af, om der er interesse for at lave en udgave af en slags slægtsbog, som kunne laves i et antal kopier, som familiens medlemmer kunne købe.Men jeg ved ikke om du, Felix også har noget sådant i tankerne, for i så fald vil jeg ikke gå dig i bedene.Jeg har jo nok at se til med hensyn til min mors slægt og slægten efter min kones forældre.Vi har det fint og trives godt, Birgit og jeg, og vi glæder os over vore børn og deres virke i samfundet. Det er jo en noget turbulent verden, vi lever i, og det sætter unægtelig nogle tanker i gang, om hvordan verden skal gå videre, og hvordan de næste generationer skal klare sig.Birgit og jeg har været i Spanien i forbindelse med et kraftværksprojekt, som jeg arbejder på, og det har været en god oplevelse, at se hvorledes livet udfolder sig i Spanien og for den sags skyld også i Frankrig. Jeg tror, at menneskeligheden og familiesammenholdet nok er bedre sydpå i Europa end her i Danmark. Vi har haft en god ferie sammen med de arbejdsopgaver, jeg skulle udføre på turen.Vi håber, I har det godt og får en god jul sammen med familien. Birgit og jeg kunne godt have lyst til at besøge Jer en gang i løbet af vinteren, men derom kan vi komme tilbage.Glædelig Jul og et godt nytår.Birgit og Bo KruseEnebærhaven 1042980 Kokkedaltelefon: 4914 49742001 december den 10. Kære Henrik.Tak for din e-post forleden. Det var hyggeligt at høre fra Jer i Munkemosen. Ja, jeg fik skrevet til Nete og gratuleret. Det kom ikke på dagen, men det var nok min fejl, for der var forkert postnummer på konvolutten.Glædelig jul og godt nytår.Og nu må jeg forsøge mig med at spørge, om du har været frustreret over valgkampen og journalisterne og den efterfølgende åbningsdebat.Jeg har. Hvorfor?Det er kedeligt, ideforladt, ens over hele linjen, ubehagelig personligt, ligegyldige udsagn. Politikernes urimelige lukrering på befolkningens ligegyldige værdibegreber.Nu begynder jeg snart at lave en fortegnelse over de ting, jeg er utilfreds med.Jeg ser frem til:Den fælles €.At en ændring af retsvæsenet i retning af såkaldt terrorbekæmpelse ikke bliver til indskrænkning af demokratiske og juridiske rettigheder.At verdens sult bliver lindret.Jeg har på det seneste i avisen læst et par kronikker, der efter min mening har været ganske gode og kreative, men jeg har en fornemmelse af at mange mennesker vil kalde sådanne kronikker for vås, idioti, bedreviden, politisk propaganda, slet skjult ekstremisme, etc.


Kan det være rigtigt, at jeg er det eneste menneske (udover de som har skrevet), som bryder sig om disse kronikker?Jeg tør næsten ikke beklage mig mere af frygt for at få en betegnelse som en eller flere af ovenfor nævnte.Jeg finder en række skribenter ganske interessante og i god tråd med min opfattelse af, at vi skal finde vores værdier i noget større sammenhænge end i millimeterdemokrati, mormors kolonihavehus og rødgrød med fløde.Jeg skal ikke kede dig med referater, men blot nævne de skribenter, som jeg har fattet interesse for:Christin Antorini, Det nye systemskifte, anmeldelser i Berlingeren og politiken.Henrik Dahl, Den naive politiks dage er talte, kronik i Berlingeren.Claes Kastholm Hansen, Osama Bin Laden og Hitler, kronik i Berlingeren.Mona Sheik, Terkel Kunding, Det politiske vakuum, kronik i Berlingeren.Henrik Lund-Jacobsen, Styrk fællesskabet i familien, kronik i Berlingeren.Alt sammen fremkommet siden den 28. oktober dette år.Jeg har faktisk klippet det hele ud af avisen, og det ligger nu her og flyder over hele bordet.Der må da være nogen ved musikken, som vågner op og kommer ud af dødvandet.Jeg håber, du vil kommentere på mine her nævnte anliggender.De bedste hilsner til dig og din familie. Hav det godt. Jeg tillader mig at vedlægge et lille skrift om lidt af det, som Birgit og jeg er optaget af. Jeg håber ikke, du har hørt det før.2001 december 15. Kære morGlædelig jul og godt nytår. Vi ønsker dig en god rejse til Århus og et behageligt ophold der. Jeg har allerede skaffet en pladsbillet til dig til den 30. december fra Kokkedal til Vejen.I år holder vi en mere beskeden jul end vi plejer. Der bliver ikke så megen mad og færre gaver. Til gengæld bliver der læst julehistorier og digte på juleaften.Julemorgen bliver der nok højmesse i Fredensborg eller Asminderød, som vi plejer.Jeg har nok altid beundret den energi, du og far har lagt for dagen på Jeres ældre dage i Holsted. Når vi var på besøg der, har vi altid oplevet en fantastisk orden på det daglige liv, og altid har I været energiske til at ordne hus og møblement meget grundigere, end jeg egentlig har anset det for nødvendigt.Angående den almindelige orientering i politikken, både her i det lille land og ude i den store verden har I kunnet give os inspiration til eftertænksomhed, og ofte mindes jeg specielt, at besøgene i Holsted var en god oplevelse at gå i land i Halsskov med.Ikke mindre fint har det været at opleve, at du har været så aktiv også her i Bække. Det virker særdeles overbevisende, at du deltager på Laurbjergs stillerliste og oveni købet får ham valgt ind.Nu er vi så ved at være næsten lige så gamle, som da I flyttede til Holsted. Nu kommer de voksne børn hjem og forventer, at de her finder et hjem, som fungerer, og som de kan bruge til nogen nyttigt. Nu oplever vi, at vi må være lige så omhyggelige med formaliteter og praktiske anliggender og kulturelt indhold, som vi har oplevet i dit og fars hjem tidligere.Jeg synes, at vi, Birgit og jeg skal takke for den inspiration, du og far har været for os især i vores voksne liv. Vi bruger den som et eksempel til efterfølgelse, således vi kan være ligeså inspiratoriske for vore børn, nu hvor vi ikke ser dem så ofte.Birgit og jeg taler af og til om hvorledes, vi kunne have været bedre forældre for vore børn, da de var små. Har du og far også talt om dette med henblik på Jeres fire børn?Vi har ganske mange ideer til, hvad der kunne have været bedre, og hvad der er gået helt galt. I den sidste ende, når alle aspekter har været vendt og drejet, ender det alligevel med, at vi bliver tilfredse med situationen som den er nu, og at vi nu og fremover har en opgave med at være støtter for de børn, som nu er under uddannelse, og som skal stifte familie og sikre slægtens videreførelse.Jeg tænker af og til på det ægtepar, som grundlagde stiftelsen i Odder (Birgits familie og emeritussen fra Tønder.). De fik tre børn, som døde i en forholdsvis ung alder og aldrig nåede at få børn. At det ser noget tomt ud på slægtstavlen er ikke det værste, hvorimod


bevidstheden om, at der ikke er nulevende medlemmer, og at denne families eksistens faktisk er ophørt virker lidt skræmmende.Det bliver vel hverken dit eller mit anliggende, hvis min lille familie ikke føres videre, men jeg ønsker, at der kommer nye generationer til, og at disse vil tage fortiden til eksempel på mange gode ting. Tror du, at Saxo's og Snorre's kongesagaer havde været der, hvis ikke slægterne i vidt omfang var levet videre. Ligeledes synes jeg vores lille slægtshistorie skal leve videre, selvom vi ikke er af kongeæt.Se, nu har du en fornemmelse af hvor jeg bevæger mig hen med de slægtsoptegnelser, jeg er i gang med. Udover at være det eksempel til efterfølgelse, som du og far har været, påtager jeg mig nu opgaven at fortælle videre om historien, og jeg vil gøre en speciel indsats for, at der vil være en person, som kan videreføre optegnelserne.Det kan godt være, at jeg har nogle ambitioner, som mine børn ikke ønsker at leve op til, og det er faktisk forståeligt, for i dag er det daglige liv og alle de forhold, der rører sig så omfattende, at det er næsten umuligt at være med i det hele, og et eller andet sted bliver vi nødt til at koble af og sige, at det ikke rager mig. Jeg har jo også selv nogle områder, hvor jeg står af og siger, det rager ikke mig.Det jeg har anført for dig her har karakter af familiære forhold, men ser vi lidt på hvorledes, jeg som barn og ung altid har levet med arbejdet og familieliv meget tæt forbundet til hinanden, i præstegården og på landet, så kan det vel ikke undre, at jeg også som voksen har samme fornemmelse og tanken om at skulle på pension ligger ret fjernt for mig.Far gik jo lidt før tiden, men hvor længe tror du, han ville have fortsat, hvis han havde været helt rask?Jeg er efterhånden overbevist om, at jeg nok vil fortsætte mit arbejde i erhvervslivet så længe, jeg kan. Jeg har ingen planer om at gå på efterløn, selvom jeg får muligheden dertil, og at se frem til 15 år mere i en spændende stilling, vil være yderst tiltalende for mig.Jeg kan ikke forestille mig en tilværelse, hvor arbejde og familieliv ikke samlet er det bærende i dagligdagen.Nu ser jeg frem til, at du kommer på besøg her i mellemdagene. Det kan være, vi kan tale lidt om sagerne.Vi tager til Regattavej den 24 og henter rundstykker hos bageren på vejen. Jeg ved, at Bodil har inviteret Elsebet også, men jeg har ikke hørt om hun får tid til at komme.Hav det godt og på gensyn.2001 december 24. JulebrevI Byen:Det er en kold og mørk november aften. Vi har gået lidt inde på Rådhuspladsen og ventet på at klokken skulle blive hen ad otte, så vi kunne ankomme til koncerten hos Katrine og Mette på Christianshavn.Vi kører ud ad Strandgade og ser de nye og de gamle bygninger. Den forhenværende Kongelige Grønlandske handel, Udenrigsministeriet, beboelserne og de gamle restauranter, og på Wilders Plads, har det gamle B&W ligget. Selvom det er mørkt, ser vi alligevel byen og dens huse. I kanalerne ligger en del både, det blæser, og det mørke vand kruser sig i forskellige retninger.Katrine bor i Overgaden Neden Vandet nummer 33. Vi går ind gennem en ret stor port og fra portrummet går trapperne op i huset. Indenfor porten er en meget stor gård, som antagelig er fælles for flere ejendomme.Katrine bor på første sal. To store stuer og et lille kammer med vinduer lige ud til kanalen. Der er ingen gardiner, så herfra fornemmes det sorte vand og det sene efterår.Længere inde i huset ligger køkken og de øvrige værelser i lejligheden samt bagtrappen. Her sætter vi den medbragte kasse Tuborg ned og her ser vi Katrines og Mettes forberedelser til pindemadder efter koncerten.Der er lunt og hyggeligt belyst i stuerne, og i den første stue er der dækket op med glas og drikkevarer til velkomst, i næste stue er der sat stole frem og under vinduet står de to nodestativer og en lampe.


Vi er nogen af de første, men snart ankommer de øvrige gæster. Der er studie- og gymnasiekammerater til Mette og Katrine, hvoraf en enkelt har barnevogn med, en anden har barnet i maven. Der er de ældre, forældregenerationen og bedsteforældregenerationen.De optrædende beklager et amputeret program, idet der er planlagt fremført trioer og kvartetter af en violin og en fløjte.Domenico Cimarosa, Triosonate i F, allegro moderato og allegro. Karl Friedrich Abel, Kvartet i C, allegro og adagio.Carl Phillip Emanuel Bach, Trio i h, allegro, adagio og presto. Mozart, D, allegro, adagio og rondo.Vi var begejstrede, et par hårdt arbejdende musikere, som samtidig fungerer i rollen som værtinder med en ro og en afbalancerthed, som får gæsterne til at føle sig godt tilpas.På landet:Der mangler kartofler i kassen i udhuset. Løg, gulerødder, sellerier og persillerod er allerede lagt ned for vinteren. Rødbederne er det gået dårligt med, der var ikke flere end de kunne spises allerede i efteråret. Porrerne står stadig på roden og grønkålen er i efterårets løb blevet spist af rådyrene.Må jo nok hellere komme til Langstrup for at hente kartofler. På Rydlandgård har vi købt kartofler gennem snart 20 år. Jeg har nok lovet mere, end jeg kunne holde, jeg har ikke fået sorteret endnu, hvor mange skal du have.Kan du klare 50 eller 75 kg? Drengene kommer hjem til jul, så der skal noget til. Jo, det går nok, men jeg vil helst ikke sælge for mange, for hvis der er dårlige imellem, breder dårligdommen sig ret hurtigt til resten, og så kommer du jo nok og klager.I må have en god jul, selvom det bare er midt i november. Men det går vel an at sige god jul midt i november, når man har købt kartofler, som skal slå til julen over. Du må hilse de gamle derinde, hvordan går det ellers med dem? Far klarer sig med rollatoren, men mor hun står ovre i det gamle karlekammer og pakker stof ned til de kunder, som har bestilt. Hun er ikke sådan at slå ud.Færdig på Rydlandgård og jeg kører til slagteren i Hesselrød for at bestille en gås til jul. Det er i hvert tilfælde tiden nu.På Langstrupvej lige over motorvejen ser vi udover store marker mod både nord og syd. Mod syd er der udsigt helt til Hørsholm og mod nord ligger Sandagergård og Tinghøjgård på de nøgne marker med den storslåede udsigt ned mod Hørsholm. Skoven ved Kokkedal Slot og Høje Sandbjerg, Forbrændingsanlæggets skorsten og vandtårnet er kendemærkerne.Nu er det efterår og jorden er sort, der er vist ikke sået så meget vintersæd i år. Som Katrines mor sagde, vi har sået alt vores vintersæd i regnvejr. Det var skrækkeligt. Men med den vidtstrakte udsigt foran sig til begge sider, er det let at forestille sig, hvordan sneen vil fyge over de bare marker iblandet jord, som fyger med. De to gårde, som ligger der ubeskyttet midt på markerne vil være indhyllede i snefoget og udsigten være borte så længe det står på. Der kommer en tid, hvor resterne af den jordfyldte sne ligger i et nordvendt hegn i små klatter, og hvor senere kun et tyndere eller tykkere jordlag ligger over det visne græs. Så er det kort før de grønne spirer dukker op.Vejenbrød mose ligger for foden af Graftebjerg på Lønholtvej. Vejenbrød mose er et ret stort uopdyrket areal, hvor naturen ligger urørt mellem græsningsarealer. Langstrup å og Nivåen løber gennem mosen, hvor der er flugtskydningsbane for jægerne. Adgangen til mosen er nu blevet gjort mulig på et fint stinet, som forbinder alle bebyggelser i strandsognet med kystområderne. Med lidt opfindsomhed kan det til fods lade sig gøre at komme helt ud til Oldvejen og Højstensgård, som er den betydeligste ejendom her i området. Her er der natur og seværdigheder nok til en hel uges ferie.2001 blev året, hvor fællesskabet i EU sådan rigtig har haft sit gennembrud i tankerne her på Enebærhaven 104. Det er kommet lidt efter lidt efterhånden som begivenhederne har taget form i de seneste år, og det er ikke svært at forestille sig at tanken om et helt EU kan gennemføres, det er bare et spørgsmål om at vente og lade det modne og folkeslagene vil stemmer ja.For vort vedkommende her er tanken om et fælles Europa blevet styrket gennem arbejdet med projekter i Spanien og England. Et arbejde i så henseende giver nogen indsigt i, hvorledes de andre lande fungerer, og det bliver mere åbenlyst, hvilke fordele, der knytter sig til


samkvemmet landene imellem, og vi oplever ved selvsyn, at andre lande fungerer lige så godt som vort Danmark.Samtidig med at en sådan indsigt er opstået, har vi bemærket, at der er kommet nogle skribenter frem i aviserne. Det er Henrik Dahl, Christine Antorini, Claes Kastholm Hansen og sikkert også flere. Her bliver der gjort opmærksom på at kendskabet til historien er så vigtig for udvikling. "Den, som ikke har kendskab til det, der er sket inden han blev født, skal forblive barn".Hvorledes udvikler vi vort land og dets relationer til omverdenen så længe de traditionelle partiskel opretholdes? Det gælder ikke længere om at komme med det bedste løsning indenfor en fælles dagsorden, nu er det den bedste dagsorden, der optager folket. Det er nu blevet sådan, at den bedste dagsorden ikke kan gøres til genstand for debat, men skal begrundes sagligt og konkret.Det er synspunkter, som giver god næring til eftertænksomhed, men vi her i Enebærhaven 104 har nu nok den opfattelse, at det fortsat skal være tilladt at komme med forslag og dagsordener til en debat uden at skulle hænges op på gennemførligheden. Men tanken om at skulle opgive de traditionelle politiske partiskel er interessant.De for os nære ting, som vi befatter os med her i Enebærhaven 104 er langt mere komplicerede. Hvordan klarer man sig som forældre, når det gælder om at forstå en romanlæsning i et fænomenologisk perspektiv med hovedvægt på Merleau-Ponty og Løgstrup? Vi har set beskrivelsen af hvorledes kroppens tale og jeg'ets forankring i verden konstituerer en livsverden og er et udgangspunkt for sprog og erkendelse.Let har det ikke været, og endnu er det ej heller lykkedes for os at forstå hele projektet, og om vi klarer det er nok også tvivlsomt. Men sådan et projekt er blevet præsenteret for os. Vi har gjort et hæderligt forsøg. Hvad gør vi i forældrerollen ikke for at hjælpe afkommet fra uddannelsessystemet og ud i det pulveriserende liv. Og hvad gør vi ikke for at lære at forstå, hvad der rører sig i den unges stræben efter uddannelse. Det er lykkedes for det ældste barn at få anerkendt en kandidatur fra Århus Universitet, og forældrene er nok mere optaget af at glæde sig over det end af at forstå indholdet i afgangsprojektet.Vi er snart vant til det. Børnene rejser hjemmefra ikke bare til nabobyen, men på langfart. Bare de ikke forventer, at vi, Birgit og jeg stiller op til visit, hvor de end måtte tage ophold. Det seneste nye er nu, at man kan gøre sin sygeplejeuddannelse færdig i Tromsø, som nok er den fornemste købstad nord for cirkelen. Der hvor man får velkomstcognac, fem retters middag og kultiveret samtale og bundløse dundyner. Og når man drager videre en fyldt madpakke. Det hele gratis forstås. Birgit og jeg har lært os, at vi bare skal være taknemmelige sålænge børnene har os i tankerne, når de er ude.Usedom.Vineta er den sunkne by nogle hundrede meter ude i Oder Bucht, som er farvandet mellem Bornholm og den tyske østersøkyst. Når vandet er klart, kan man fra land se lysene skinne fra byens huse og torve. På land kan man genfinde gadenavne og hoteller opkaldt efter Vineta. Sagnet lever, men i videnskabelige kredse lyder teorien på, at der under istiden er aflejret ledeblokke på havbunden, hvilken nu har givet anledning til mytedannelsen. Det falder menneskene vel tilpas at kunne udnytte dette til turisterhvervets fremme.Usedom er øen, beliggende mellem flodmundingerne Peene og Swine. Mod havet er der sandstrand over en 42 km lang strækning. Kysten fra nordvest mod sydøst er lav med klitter bevokset med marehalm og fyr, bortset fra området ved Koserow, hvor Streckelsberg hæver sig op til ca. 60 meter over havet.Ind mod land finder vi et lavtliggende landbrugsareal hovedsagelig anvendt til græsning for kreaturer og får. Det ligger så lavt, at afvandingskanalernes vandstand næsten går i et med de græsdækkede og muldvarpeskuds bestrøede flader. Langs vejene er der advarselsskilte med teksten Odderveksel og billede af en odder.Det lille hjørne ind mod den polske grænse hæver sig i bakker op til 40 meter over havet. Her finder vi et landskab med bøgeskov i bakker og dale og med engarealer, hvor rådyrene jages fra tårne i terrænet.Usedoms sydkyst grænser ud mod Oder Haff, det store ferskvandsområde dækkende ca. 400 kvadratkilometer og dannet i forbindelse med deltamundingen for Oder floden. Dette vandområde opleves som et enormt stort naturområde for fugle og set i aftenlyset kort efter solnedgang med en blodrød vest himmel som baggrund for stejlepladsernes pæle og strandkantens tagrør bliver indtrykket uforglemmeligt.


Oder Haff kompletteres af Achterwasser mellem Usedom og fastlandet, et bodden-landskab, som gennemstrømmes af Peene og er en del af hele deltamundingen for de floder, som afvander Nord- og Ostvorpommern.Det samlede ferskvandsdelta udgør en værdifuld kommerciel ressource i form af ferskvandsfiskene, sandart, gedde og aborre. Som fuglereservat og naturområde er det enestående og nyder international interesse og beskyttelse.Golm ved Kamminke er en gravplads og en mindelund på det sydlige Usedom lige op til den nuværende polske grænse.Her er i 1945 begravet 23.000 personer både navngivne og ukendte. Det er hovedsagelig flygtninge fra krigen, omkomne søfolk og beboere i Swinemünde.En meget stor del af de omkomne er ofre for englændernes bombardement af Swinemünde i 1945.Stedet tager sig i dag ud som en gravplads og en mindelund beliggende i en bøgeskov op af en ca. 20 meter høj skråning med det tyskerne kalder et Mahnmal på det højeste sted, altså ikke et mindesmærke som vi ville sige i Danmark, men en påmindelse om, at vi i fremtiden skal opføre os bedre. Lagt på det højeste sted for at den besværlige opstigning hertil kan symbolisere krigens og voldens udmattende væsen.Stedet har ført en lidt omtumlet tilværelse gennem DDR tiden og har været på vej til at forsvinde i ukrudt og skovbundens selvsåede planter. Forskellige kunstnere har udført mindesmærker, men det, der findes i dag, er gjort af Wolfgang Eckard og bærer indskriften: "Dass nie eine Mutter mehr ihren Sohn beweint".Det er ikke en tilfældighed, at netop dette sted er valgt som gravplads. Her har i bronzetiden ligget en borg og sagnet fortæller at fyrstens hæslige datter afslog den ligeså hæslige friers hånd, hvorpå borgen og skattene på Golm fortrylledes.Oplevelsen fra Usedom sammenholdt med for eksempel Zacharias Topelius' beretning om Gustav Adolf's og Carl Gustav's felttog til Tyskland et eksempel på, at vi bruger nogen tid på at sammenkæde oplevelser og beskrivelser, og vi har her i Enebærhaven 104 en del flere interessante mål at få belyst, både med oplevelser og gennem beskrivelser.Til bunds i alt, hvad der rører sig her i Enebærhaven 104 kommer vi ikke i dette brev, men lad ovenstående være en smagsprøve på lidt af 2001 for Birgit og mig. Vi har det godt, men føler, at tempoet i det daglige meget stort.Vi sender Jer mange hilsner med ønsket om en glædeligt jul og hav det godt.

Breve i 20022002 februar den 4. HamborgHamborgs havn i begyndelsen af februar, temperaturen ligger omkring de 15 Celcius, og solen skinner fra en skyfri himmel. En af de bedste dage for turistfarten og restauranterne på Landungsbrücken.Det er ikke for havnens skyld, vi er kommet til byen, men i nærheden af havnen er vi alligevel. Fra parkeringskælderens kulde går vi op på pladsen udenfor Michaeliskirken og vandrer ned ad fortovet til Ditmar-Koel-Strasse og den danske sømandskirke opført på en af de bedste beliggenheder i Hamborg.Ditmar-Koel-Strasse er gaden, hvor fire nordiske kirker er beliggende, den svenske i den ene ende af gaden som den ældste og den finske, norske og danske kirke side om side i den anden ende af gaden som relativt nye byggerier.Besøget gælder en særlig anledning. Det er 50 års jubilæet for den danske kirkebygning.De danske sømandskirker hører under Københavns stift og biskop Erik Norman Svendsen er da også til stede og skal forrette festgudstjenesten på jubilæumsdagen.Det er her, hvor danske fastboende og tilrejsende turister og søfolk har kunnet føle sig som i en del af Danmark. Her forenes danske kirkeliv og international atmosfære i et ganske almindeligt kulturfællesskab for menighed og gæster.Baggrunden for at kommer her i dag til denne anledning ligger efterhånden 30 år tilbage. På den tid var vi selv en del af dette fællesskab og blev præget deraf.


Familien Hermansen havde gennem to generationer haft bopæl i Halstenbek og som sådan blevet aktive i sømandskirken. Gudstjenesterne, de kirkelige handlinger, aftenarrangementerne samlede danske borgere i byen og heriblandt også Hermansens.Ikke bare som menighed, men Søren Hermansen var i en periode formand for menighedsrådet og kom i kraft heraf i nær forbindelse med kirkens personale.Vi er i god tid. De gejstlige står i fuldt ornat og venter på fortovet udenfor den finske kirke sammen med et par betjente. Der skal inden festgudstjenesten være reception for Hendes Kongelige Højhed prinsesse Benedikte af Danmark.Kirkerummet er fyldt til sidste plads af menighed og gæster alle med forudbestilte pladser. Kirkeminister, Tove Fergo er ankommet i god tid og har sikret sig sin tildelte plads på forreste række. Der snakkes livligt i kirken. De mange kirkegængere har svært ved at koncentrere sig om den forestående gudstjeneste og er mere optaget af hinanden og de mange år, der er gået siden sidst og kirketjeneren må kalde til orden kort før de konditionerte skal ankomme til sine pladser i kirken.HKH prinsesse Benedikte ankommer sammen med sin hofdame og er ledsaget af den danske generalkonsul i Hamborg, Ib R. Andreasen.Derefter kommer processionen med biskop Erik Norman Svendsen i spidsen, fulgt af Hamborgs biskop fru Maria Jepsen og et medlem af Hamborgs senat.Pastor Henrik Fossing, Pastor emeritus, Gustav Højlund og de øvrige nordiske præster følger derefter.Vi bemærker, at Fru Maria Jepsen, Hamborgs biskop ikke er i ornat, men kommer i en klædning, som ikke adskiller hende fra øvrige borgere blandt den lidt mere velhavende del af befolkningen.Gudstjenesten begynder med Lover den Herre, og O kristelighed!Der prædikes i dag over Markus evangeliets lignelse af gudsriget med et sennepsfrø. Det mindste af alle frø giver, når det lægges i jorden, den største plante, i hvis skygge himlens fugle kan bygge rede.Det er 1200 år siden Ansgar døde, biskoppen, som har sin fortjeneste for kristendommens indførelse i Norden og som fejres hvert år i Hamborgs kirker. Det var Ansgar, som støttede de gamle vikingekonger i fastholdelse af kristendommen.Vi lever et liv i en verden, hvor vi kan forudsige begivenhederne, men Gudsriget kan vi ikke selv komme i tanke om, hvorfor forkyndelsen er uomgængelig nødvendig, og derfor må vi bygge kirker. Gud kan gemme sig, men gud kan ikke blive væk, lyder det fra prædikestolen.Erik Norman Svendsen taler efter prædikenen om indvielsen af kirkebygningen i 1952, hvor indvielsesgudstjenesten blev forrettet af biskop H. Fuglsang-Damgård fra Københavns stift.Senatsmedlemmet fra Hamborg ønsker kirken tillykke med jubilæet og priser dens arbejde til gavn for fællesskabet mellem Danmark og Tyskland.Derefter tales fra koret af Maria Jepsen, som fremhæver den danske kirkesangs anvendelse af alle syv koraler, hvor den tyske kun anvender 3 eller 4. Den danske kirkes tradition med at synge hele salmer fremhæves især, og vi får at vide, at ved tyske gudstjenester synges almindeligvis bare udvalgte vers af salmerne.Hamborgs biskop glæder sig over samarbejdet med den danske menighed og ser, at det internationale aspekt efterhånden kommer til at præge alle sammenhænge ikke mindst de religiøse. Således mindes Hamborgs kirker Ansgars dødsdag i fællesskab ved en økumenisk gudstjeneste netop i dag den 3. februar.Den danske sømandskirkes formand provst Claus Harms ønsker præst og menighed tillykke med jubilæet.Herefter synger operasangeren Jeppe Friis to vers af Kirken den er et gammelt hus.Gudstjenesten afsluttes med Tusind år stod Kristi kirke og Mægtigste Kriste,.Det er nyt for os at opleve at kordegnen efter udgangsbønnen beder Fadervor, men ved nærmere eftertanke går det op for os, at der ej heller er bedt fadervor hverken fra alteret eller fra prædikestolen.Der er sherry, kaffe og kransekage efter gudstjenesten og Pastor Fossing oplæser hilsner og lykønskninger fra nær og fjern.


Den blå Volvo med Hendes Kongelige Højhed er for længst ude af syne og på vej til lufthavnen.Jubilæumsfesten afsluttes søndag aften med middag i Elbkuppel på Hotel Hafen Hamburg. Gæsterne ankommer klokken 18 og under den almindelige passiar, som udvikler sig serveres champagne. Gæsterne kan på den opstillede tavle finde sin plads ved et af de tre lange borde og ved højbordet, som er opstillet på tværs og for enden af de øvrige borde.Sømandspræsten, Henrik Fossing har ministeren til bords og parret sidder på værtspladsen i midten. Til højre har vi arkitekt dr. Otto Kindt, sømandspræst, emeritus Gustav Højlund og Politimester Frank Hansen fra Gross Neumarkt.Til venstre ses generalkonsulen, Københavns biskop og provst Harms.Fruerne er placeret i passende fordeling mellem de nævnte herrer.Blandt de øvrige gæster finder vi menighedsrådet, kirkebetjeningen, Pastor Fossings mor og tilmeldte gæster blandt nuværende og tidligere menighed.Det danske selskab i Hamborg stiftet i 1842 er repræsenteret af Steen Mouritzen.Pastor Fossing indleder middagen med Alle gode gaver, de kommer oven ned, og medens vi venter på forretten, synger vi Grundtvigs Nu skal det åbenbares.Hotel Hafen Hamborg er ikke helt almindelig. Tagrummet er blevet renoveret og taget erstattet med en glaskuppel, hvorunder vi er forsamlede. Der er udgang til terrasse, hvorfra havnen kan tages i øjesyn. Der er lys og kraner så langt øjet rækker og i det fjerne anes de store broer, som forbinder Elbtunnel med motorvejene.Aftenens menu står da heller ikke tilbage for hotellets arkitektoniske fremtoning og dets beliggenhed.Terrine vom Frischkäse im Rauchlachsmantel mit Kräutersauce und Salatbukett.Rahmsupe von Büsumer Krabben mit Einlage.Sorbet mit Sekt.Supreme von der Poularde mit Trüffelfarce gefüllt, Gemüseauswahl und überbackene Sahnekartoffeln.Mousse au chocolat auf Mangomark mit Früchten garniert.Henrik Fossing og dr. Otto Kindt profiterer på talerne af Generalkonsulen, Biskoppen fra København, Gustav Højlund og Claus Harms.Vi får fortalt historien om hvorledes indsamlingen til kirkebyggeriet starter hos A.P. Møller med kr. 20.000,- hvorefter de øvrige rederier følger efter med pengegaver. Hvordan der i slutningen af byggeriet findes yderligere penge til et tårn med et kors. Det er Gustav Højlund, der som bygherre har givet ordre til at støbe fundamenter, selvom tårnet ikke var planlagt. En kirke kan vel ikke være en kirke uden at have et tårn.Historien om den navnkundige kaptajn Kurt Carlsen bliver ligeledes repeteret, og vi hører Søren Hermansens digt til sømanden skrevet i anledningen af kirkebyggeriet.Et gennemgående træk i talerne udgøres af henstillinger til ministeren om ikke at glemme sømandskirkerne, når der skal bevilges penge.Sømandskirkernes betydning for de danske, som arbejder i udlandet og som bindeled mellem de lokale myndigheder og de danske bliver fremhævet i særlig grad.Indtrykket af at sømandskirken ikke blot er en kirke, men også et socialt fristed og en organisation, som yder administrativ bistand til værdigt trængende er umiskendelig.Danmark har brug for at være med i internationale sammenhænge og have sine institutioner ude, hvor danske borgere færdes.Der bliver talt om det paradoksale i at de, som har et rigt liv skal få en endnu rigere og endnu mere humørfyldt og indholdsrig tilværelse. Men sådan er verden indrettet, at når der er en vis startkapital i form af et indholdsrigt liv, så kommer der mere til. Det kan synes uretfærdigt, at ikke den uformuende bliver tilgodeset i første række og i et ligeså rigt mål, men sådan fungerer verden ikke, og det smitter nok af på de trængende i sidste ende, så også her er der en god grund til at tilgodese kirkelivet og menighedsarbejdet i sømandskirken.Det bliver da også af ministeren nævnt, at undersøgelser af den danske befolknings holdning til folkekirken udviser en særdeles positiv tendens.


Den unge musikstuderende, som hedder Kirsten synger akkompagneret af kirkens organist Roger Holmes:Jeg ser de bøgelyse øer og Han sagde mig så meget.Og til sidst af Kai Norman Andersen, Musens sang, Man binder mig på hånd og mund, og Glemmer du, så husker jeg.Det danske selskab i Hamburg har ved sit 150 års jubilæum solgt nogle gamle malerier, som indbragte en mindre sum penge og med supplering af indsamlede midler er der med Hamborgs senats velvilje og skattelempelse stiftet en fond til fordel for unge erhvervsuddannelser i Slesvig-Holsten og i Danmark. Ikke nogen stor fond, men DEM 750.000,- er da også en slags penge.Aftenen slutter af med Kingos Den klare sol går ned.Birgit og jeg tager med Rita og Wolfgang hjem til Elmenhorst. En berigende dag med oplevelsen af at sømandskirken fungerer og bliver støttet i fuldt mål fra hjemlandet.2002 februar 10. Kære KirstenSom jeg fortalte dig i telefonen, så både tænker og taler vi meget om dig, og dit sidste brev og samtalen giver os jo et indtryk af, hvorledes du har det.Du skriver, at du savner os, men hvad ligger der i dette? Er det dine forældre som personer, eller er det det danske land og samfund, eller måske dine søskende?Der sker meget her i Danmark i disse år både på det officielle plan og på det personlige plan. Familierne er i dag meget afhængige af omgivelserne, stat, kommune, arbejdsplads og nationen er afhængige af hele den vide verden.Birgit og jeg er ved at være gamle og har svært ved at klare at følge med i alt, hvad der sker, men gør alligevel en kraftanstrengelse for at følge med i alt dette. Vi føler vel nok, at vi er tvunget ind i en verden, hvor vi har valget mellem at gå til bunds i fattigdom og upåagtethed eller at følge med i verdens goder og fortrædeligheder. Vi er jo begge ansat i et privat foretagende, hvor begrebet "share holder value" tvinger medarbejderne til at yde den største arbejdsindsats og den højeste kvalitet. Let er det ikke for sådan nogle gamle hønisser. Men lidt spændende føler vi nu nok, det er alligevel. Vi ser måske en udfordring i at møde verden og klare at leve i den, selvom vi er aldrende og vores uddannelse er håbløst forældet set i forhold til de krav, der stilles i dag. Du husker måske vores begejstring for sidste års spanienstur. Pensionisttilværelsen kan såmænd komme før man aner det, og hvorledes denne udformer sig, kan vi næppe overskue.Du har nok oplevet dine forældres kamp for hverdagen på afstand, og synes derfor at du ikke rigtigt forstår, hvad det er for en situation dine forældre befinder sig i. Kan det være sådanne forhold, som bringer dig til at sige, at du savner os?Vi synes jo ikke, du skulle have en hverdag med savn. Det kan være opslidende og ikke så kreativt endda. Vi håber, du vil give dig mere til kende med hensyn til, hvad det er, du savner, og hvorledes du kan komme lidt nærmere på at afhjælpe det.Vi taler om, at det kunne være fordi, du måske alligevel ikke er helt tilfreds med din hverdag, selvom du siger, at det er du.Vi opfatter, at du er alt for hårdt belastet med dit arbejde, og at du ikke får nogen tid tilovers til dig selv. Du er jo også lidt på bar bund med hensyn til din fortsatte beskæftigelse.Du har allerede givet udtryk for, at du jo egentlig helst vil beskæftige dig med litteratur og undervisning i dette fagområde, og at friluftslivet nok mere bliver en slags kursorisk eller fritids beskæftigelse. Vi kan udmærket følge dig i, at det kunne være en god ide. Der er givetvis et stort behov for mennesker, som kan yde en indsats på det litterære og det formidlingsfaglig omåde, hvilket du har vist megen interesse for.Som du sagde, får du ikke læst nogen litteratur eller får tid til at tænke over din efteruddannelse. Hvis dette virkeligt er din store interesse, så er det både kedeligt og skadeligt for din kariere, at du ikke får læst mange bøger og anmeldelser. De mennesker, som du jo gerne vil undervise, vil jo sikkert være individer, som stiller store faglige krav til undervisningen.Du kan jo ikke helt undgå, at vi spekulerer på, om du i virkeligheden går og bærer på en ganske nagende tvivl om, hvorvidt du skal vie dit liv til Endre. Vi har jo hørt dig sige, at du vil flytte sammen med Endre, og at det skulle være den sidste prøve på om I to kan leve sammen. Det indikerer for os, at du er i tvivl. Beslutningen om at skulle kunne leve sammen bliver /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 69

næppe lettere ved at trække den i langdrag. Til næste år er der igen en fremtid, som man kan være usikker på.Vi har efterhånden også fået den opfattelse, at Endres holdning til bylivet og de internationale sammenhænge er nogenlunde kølig, og vi har aldeles svært ved at forestille os, at det på en holdbar måde kan lade sig gøre at være underviser for ungdommen uden at repræsentere den mest avancerede holdning til verden og dens evige krav om udvikling og erkendelse.Vi er glade for, at du skal med holdet til Kreta, så får du set lidt til verden udenfor Århus og Bø. Ja, som du kan høre synes vi, du efterhånden trænger til lidt inspiration fra den store verden. Sådanne erfaringer er noget, der tæller, når man skal præsentere sig overfor en moderne ungdom.Jeg var selv næppe særlig motiveret for at opleve og sætte mig ind i verdens forhold, da jeg var yngre, men der er jeg nu, og Birgit er det fortsat. Om jeg har ændret mig, eller om det er blevet en nødvendighed for mig i kraft af mit virke, privat og erhvervsmæssigt, skal jeg lade være usagt.Vi er nok noget i tvivl om, at du virkelig er så tilfreds som du siger, netop fordi vi opfatter dine vilkår og dispositioner som førende til for os at se nogle måske lidt problematiske situationer, men kan du være lykkelig dermed, kan vi også.Selvom du siger, at du har det godt i Bø, føler vi alligevel, at du har et par væsentlige uafklarede forhold, som du skal spekulere over, og du tager dine forpligtelser alt for alvorligt og lader disse blokere for udviklingen af din fremtidige situation.Bortset fra, at du påtænker at tage pædagogikum, får vi ikke nogen rigtig munter opfattelse af de forhold, du lever i just nu, og det bekymrer os.Når vi siger, at det ikke er muntre signaler, du sender, hænger det selvfølgelig sammen med at vi har nogle forestillinger om dig, og det kan være, at det i virkeligheden er disse opfattelser, Birgit og jeg skal revidere og i så fald, er det jo du, som skal give os anledning til denne revision.Nu har du fået en lille smagsprøve på, hvorledes vi går og tænker. Vi vil på vores side også gerne sige, at vi savner dig, og vores savn går på, at vi savner en vished for, at du er på vej ind i en tilværelse, som kan give dig den respons, du ønsker, skal blive dig til del.Vores savn går måske også lidt på, at vi ikke har fulgt tæt med i din udvikling gennem de senere år og derfor mangler en dybtgående dialog med dig om, hvorledes du selv ønsker at leve i den komplicerede verden.Vi ved udmærket, at det er meget tids- og energikrævende at føre en dialog, som bringer væsentlige forhold op, og vi mener, at dialogen bringer parterne ind til den virkelige forståelse, men alt dette ved du sikkert som akademiker meget bedre end os gamle. Lidt misundelige er vi på dig, din uddannelse og din ungdom.Vores store ønske er at vide, at du er tilfreds med dig selv og din situation. Vi har også det ønske, at vore børn bidrager af al magt til verdens forskønnelse.2002 marts den 12. Kære AnneJeg sad i går aftens, medens Birgit var i teater sammen med Mette og hørte N H Ørsted Pedersens plade med nogle af Grundtvigs salmer og sange. Det er den samling Ebbe Reich har lavet i forbindelse med udgivelsen af bogen om Grundtvig. Det gav faktisk anledning til at fundere over, hvor meget salmebogen og dens indhold betyder for mig.Den har fulgt mig siden jeg begyndte i skolen, har ligget fast i skoletasken i den venstre forlomme og DIXIE madkassen i den højre. Begge har dannet slidmærker i læderet, så der ikke var tvivl om, hvor de to ting hørte hjemme.Jeg har siden da være fortrolig med ganske mange af salmerne og de digtere, som har stået bag. På godt og ondt, men i dag føler jeg, at det mest er på godt.Jeg har måske lidt svært ved at skelne mellem om det er salmerne, eller om det er melodierne, som har grebet mig mest. Men under alle omstændigheder er tekster og melodier uadskillelige for mig. Salmerne er så indgroede, at selv den i vore dage langt mindre brug af salmebogen ikke har formået at udslette eller fortrænge genkendelsen og glæden ved at genhør og gensyn.Skoletiden havde sin egen atmosfære. Den daglige morgensang, to salmer med fadervor imellem, var den daglige dosis. To gange om ugen blev der lært og gengivet salmevers i hele klassens påhør. Dette blev dog i de ældre klasser ændret, således at den ene gang om ugen


blev ændret til litteraturens vers, Oehlenschläger, Chr. Winther, Rohde, Blicher, Ibsen, Bjørnstjerne og flere. Og så kom konfirmationerne.Der er nok gået mange år fra skoletiden til Birgit og jeg rykkede ind i Nørre Tranders, hvor kirken og salmebogen lå godt gemt bort, sådan som jeg oplever, at nutidens unge også har bortgemt sin børnelærdom. Men det dukker op igen, når tiden er inde dertil.For mig var anledningen jo, at Birgit og jeg på det tidspunkt virkeligt rykkede os løs fra hjemmene og skulle til at stå på egne ben, oven i købet med det store barn på slæb. Det gjorde jo situationen endnu mere ansvarspådragende. Vi skulle sørge for både vor egen og barnets åndelige ressourcer blev stimulerede, og efter indflytningen på Fyrkildevej, da møblerne var rykket på plads, og der blev ledige stunder i weekender, var det kirken i Nørre Tranders, som trak. Vi sad troligt på bænken sammen med barnet. Vi var nogle af de forældre, som altid havde barnet med til alting, og var som de unge par, der i dag fremhæver barnet over alle grænser, medens vi nok nu i dag synes, at barnet med fordel kunne have haft en lidt mere tilbagetrukket tilværelse.Det var en forholdsvis ung præst i Nørre Tranders. Han var uddannet som lægmandspræst, en landmand fra Vestjylland. Vi nåede dog aldrig at få et mere personligt forhold til ham, men han har kunnet fastholde vores opmærksomhed, så vi alligevel fik noget ud af søndagene. Han har været vores forankring i fastholdelsen af vores kirkelighed på den tid.Salmernes indhold, melodierne og det akkompagnement, vi oplever til gudstjenesterne er en overordentlig væsentlig del for mig. Det giver en følelse af, at have en støtte i noget særdeles fasttømret i Danmark. Jeg har meget stærke bånd til indholdet i salmebogen, men jeg føler også, at jeg må ty til diverse kunstneres udfoldelser, for at få den musikalske oplevelse med, da det jo ofte er noget svagt med sangen i kirkerne.Nu må du jo ikke tro, at jeg har været helt bedøvet overfor kristen- og kulturlivet som ung mand. Ungdomsforeningen i Veerst var særdeles højskolepræget og havde et godt tag i ungdommen, og da jeg begyndte som soldat, var der en militær organisation, som også havde en sangbog, som blev brugt ved visse særlige lejligheder, ligesom der også blev gennemført obligatorisk civilundervisning af feltpræsten, som i øvrigt altid stod til vores rådighed med hjælp og trøst, nu hvor vi som værnepligtige var rykket op med rod fra det trygge hjem.Det næste var landbrugsskolen, Bygholm ved Horsens. Her var højskolesangbogen obligatorisk og skolen havde en meget stærk tilknytning til brugen af højskolesangbogen. En hverdag her begyndte med morgensang, og ethvert foredrag begyndte med højskolesangbogen. Vi elever bar sangbogen sammen med fagbøgerne overalt, hvor vi færdedes i undervisningsområdet.Der blev serveret aftenkaffe med kage i spisesalen, og der blev altid sunget to aftensange.Sådan var også livet på Askov højskole, og nu sidder jeg som en gammel og udslidt selvglad mand med tanken om, at salmebogen og højskolesangbogen er hele livets indhold, og at det ikke kan lade sig gøre at leve uden det indhold, der er i de danske sange og salmer.Påvirkningen har været massiv gennem det mest af livet og mit forhold til kirke og salmebog er ikke alene grundlagt gennem min barndom og mit hjem, men er understøttet af, at hele det danske samfund havde en overordentlig stærk tilknytning til hele denne kultur. Igen må jeg sige på godt og ondt, men det gode var, at der hele tiden blev talt om livets forhold, som om det var en vigtig sag for alle, og det var sådan, at myndigheder og befolkning respekterede de traditioner, som knyttede sig til kirkelivet.2002 april 8. Utallig så som sand

Utallig så som sandog uden mådeSom havets dybe vander Herrens nåde.

Vi går ind og ud af døren hver dag og tænker næppe på, hvad vi ser på vejen. Der bliver ophængt skriftsteder og symboler på vor kristelighed, men hvor ofte ser vi disse?Betyder det noget for os, at Herren vor Gud omtales som "Herren", eller kan omtalen af Vor Far i himlen reduceres til "herren" uden at vore følelser påvirkes deraf?Skulle man få den tanke, at sådanne småting i skrivemåder har været kimen til vor tids E-postsprog, som er kommenteret som både effektivt og som overfladisk og upersonligt.


Er det tempoet i tiden, eller er det et skift i vore holdninger, som fører til at den gennem generationer anerkendte skrivemåde "Herren" er blevet til "herren"? Svaret er begge dele og interviews vil afsløre, at nogle personer stædigt vil fastholde skrivemåden "Herren" og undskylde sig med hastværk, når det ikke bliver gennemført, medens andre uden betænkning vil sige, at det ikke betyder noget som helst, det vigtige er, hvad vi føler i vore hjerter.Her til er der det at sige, at hvis symbolerne på det åndelige indhold i mennesket forsvinder ud af hverdagen, så ændrer også indholdet i vore hjerter sig i samme retning og ordene "Gud kan gemme sig, men Gud kan ikke blive væk" mister da sin mening, for da er Gud ikke blot gemt, men også væk.Uden symbolerne og uden fortællingerne kan kristeligheden ikke vedblivende bestå, selvom vi påstår, at det rækker med dåb og nadver ved livets begyndelse og afslutning.Lad os stille spørgsmålet om hvorvidt salmerne skal gå i glemmebogen til den unge generation. Svaret er ikke fuldt entydigt, men går i retning af, at vi dog har nogle unge kunstnere, som tager salmerne og melodierne op i nye udsættelser. Er det af ideologiske kristelige grunde, eller er det et emne, som kan skabe et levebrød for nogle få?Kender man salmerne fra års jævnlig brug i hverdagene og på søndagene, er de unge kunstneres indsats kærkommen som et bidrag i dagligdagen, men hvorledes forholder det sig, når den unge generation skal høre salmerne for første gang sunget af en kunstner på en nyudgiven CD rom. Teksterne kan vel næppe ændres synderligt, men lytterens oplevelse afhænger af, hvorledes den pågældende kunstner fremfører salmen. Der kan være tale om en ny opfattelse, som overhovedet ikke har nogen som helst rod i et kirkeliv, sådan som det forventes at en salme skal have, eller fremførelsen kan være fast forankret i det gennem generationer førte kirkeliv.Men spørgsmålet om hvorvidt salmerne skal være til brug for lytning eller om det skal være menighedens eget udtryk for kristelighed er ganske betydningsfuldt for salmernes fortsatte levendegørelse.Skal vi for at udtrykke og fastholde vor opfattelse af at salmer skal synges af menigheden før den udgives på CD rom synge "Nu rinder solen op af Østerlide."Besøget på Sauherad kirke fra 1100 tallet bliver kort. Det er Langfredag, men alligevel ser kirken lukket ud, der har sikkert ikke været gudstjeneste i dag, skulle der have været, må det have været en ni tjeneste. På pladsen udenfor ser vi en mindesten for en missionær, som har arbejdet for santalerne og ved nærmere eftertanke husker vi omtalen af santalmissionen og slår derfor op i leksikon og finder under "Santaler":Folk i Forindien, udbredt i delstaterne Bihar, Orissa og Vestbengalen, Indis samt i Østpakistan; ca. 2,2 mill. Taler det mundaiske sprog santali.Og videre på internettet fremgår det:Folkekirkelig Mission i Asien - Dansk SantalmissionDet var danskeren H.P.Børresen (1825-1910) og nordmanden Lars O. Skrefsrud (1840-1910), der grundlagde det arbejde, der blev til Dansk Santalmission. Navnet blev valgt, fordi arbejdet begyndte blandt santalfolket i det nordøstlige Indien.I 1869 blev de første santalere døbt og allerede i 1887 udsendte santalkirken to af deres egne medlemmer som missionærer til et andet indisk stammefolk: Boroerne.Hurtig selvstændiggørelse og selvudbredelse af menigheder og kirker har fra begyndelsen været kendemærker for Dansk Santalmission. Ud fra Santalmissionens arbejde er bl.a. skabt selvstændige kirker: Northern Evangelical Lutheran Church i 1950 og Bangladesh Lutheran Church i 1979 - på baggrund af det arbejde blandt bengalere, der blev påbegyndt i 1922. Bangladesh blev desuden rammen om et stort arbejde med spedalskhedsmission mellem 1976 og 1996.I 1982 påbegyndtes arbejdet i Nepal som en del af United Mision to Nepal, og i 1991 indledtes samarbejdet omkring radiomission med Far East Broadcasting Company.Santalmissionens arbejdsform med alliancer og Syd-Syd mission har siden 1993 skabt et udviklings- og missionsarbejde i Cambodia sammen med World Concern, og året efter påbegyndtes missionsarbejdet i Mongoliet i samarbejde med Joint Christian Services.Stenen på Sauherad kirkegård har da givet anledning til en mindre orientering i de nordiske landes hjælpe- og missionsarbejde. Desværre kan vi ikke huske, om det nu også var Lars O. Skrefsruds navn, som var indhugget i stenen.


Det er ikke helt tilfældigt, at vi netop er på tur til Gvarv i Sauherad kommune. Den ældste datter har sit arbejde som underviser på Sagavoll folkehøjskole i Gvarv og som forældre har vi derfor en særlig interesse i at opleve, hvad der foregår på Sagavoll folkehøjskole.Skolen er fra 1893 og stiftet af Asbjørn Knutsen og udefra ligner det en almindelig dansk folkehøjskole. Der er internat i et antal mindre toetages bygninger fordelt omkring på grunden. Skolens hovedbygning er fra 1970erne og på modsat side af gårdspladsen ligger to noget ældre bygninger fra begyndelsen af 1900 tallet. I en vinkelfløj til hovedbygningen ligger spisesal og dagligstue. Ude omkring på grunden finder vi et antal lærerboliger.Skolen virker harmonisk og velfungerende og efter en detailleret rundvisning inden døre er indtrykkene fra dagligstue, gange, bibliotek og foredragssal, at her færdes et antal mennesker med en aktiv hverdag. Dette bestyrkes også ved at se de noget ældre bygninger, som er indrettet til kunsthåndværk inden for træ og tekstil, og særlig opmærksomhed får Telemarksstuen med sine rosenmalerier og fine bondemøbler.Godt og vel 100 unge mennesker får her i løbet af en sæson fra september til juni både en åndelig og en praktisk inspiration til livet og for manges vedkommende en brik i en videreuddannelse, idet folkehøjskoleopholdet er meritgivende i Norge.Sagavoll i Gvarv er en kristen folkehøjskole og er grundlagt på cirka samme tid som den frisindede folkehøjskole i Seljord, som ligger bare 40 kilometer fra Gvarv. Det er relevant at nævne Seljord her, idet der gennem tiderne har været markante forskelligheder mellem de to skoler.At der er tale om to forskellige skoler ser vi, når skolernes hjemmesiderne tages frem. Meget historie om de to skoler er ikke tilgængelig på hjemmesiderne, og de indtryk, som fæstner sig, er da også mest koncentreret om praktiske oplysninger. Med en baggrund i dansk grundtvigsk kristenliv og en god fornemmelse for indre missions strenghed, kan den sorte baggrund på Sagavoll's hjemmeside let lede tanken hen på mørke og strenge holdninger på skolen.På højdedragene uden for Bø ligger Bø nye og gamle kirke. Udenfor er rejst en sten med mindet om de faldne for Norig 1807 til 1814. Den gamle kirke ligger på kirkegården på skrænten ned mod byen og følgende udtalelse må være præsentationen.Domkyrkjearkitekt Wilhelm Swensen gjev denne karakteristikken av Bø gamle kyrkje i ein artikkel: "Den eier noe eget som hevder den mot domens overdådige prakt av stenblomster og skulpturer av tårn og tind - den har markblomstens renhet og ynde, den eier det hellige enfold, som kanskje er det vanskeligste oppnåelige i kunsten" Kirsten Linnea har valgt at bosætte sig udenfor folkehøjskolen og bor derfor i Bø, hvor der er Universitetshøjskole og kulturcenter Gullbringen med bio og sportscenter.Bopælen ligger egentlig ikke i Bø, men i Hørte. Som dansk turist går det nok an at kalde lokaliteten, hvor Gåravegen er beliggende for Hørte, men lokale vil absolut hævde, at der er Bø, og det bøjer vi os for. For Kirsten Linnea og Endre, som den tilkomne hedder, er Hørte det bedste sted. Frit på landet og en forholdsvis stor by med gymnasium i nærheden, hvor HIT og Gullbringen sikrer det kulturelle liv.Kirsten Linnea deler bopælen på lejebasis med Margrete Kvalbein, som også er ansat på Sagavoll. Stueetage er indrettet som fællesfaciliteter og loftsrummene er delt i et værelse til hvert af de to logerende og et gæsteværelse med udsigt mod vest. El opvarmningen har godt nok givet anledning til et par syrlige bemærkninger over regningen, men ulemperne her opvejes rigeligt af beliggenhed og indretning.Der er vel ca. 4 kilometer til Bø og 6 til Gvarv.Udover Margrete og Kirsten Linnea i huset er der Endre, som bor på Triland. Han kommer på besøg og har opnået privilegier som gæst i huset.Vi får at vide, at Kirsten Linnea og Endre har planer om at flytte sammen i en anden bolig, og på snakken mellem de to er der da heller ikke nogen tvivl om, at opfattelsen desangående er rigtig nok.Evju tunet ligger mellem Gvarv og Hørte. Det er et frilandsmuseum, som kan udlejes til private arrangementer. Dette fører naturligt til at omtale, at der i Bø gennem en årrække er opstået en ungdomskultur knyttet til friluftslivs uddannelse på HIT. Denne kultur består af norske og bemærkelsesværdigt mange danske unge, alle med et studium eller en lærergerning på HIT enten pågående eller bag sig. Det er ikke for meget at sige, at denne ungdomsgruppe både danske og norske er stærkt knyttet til Bø og Hørte. Det er endvidere helt evident, at Triland, der har tjent som bolig for mange studerende gennem årene har været og er medvirkende til at knytte sammenholdet mellem de unge./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 73

Selvfølgelig knyttes der venskaber, som udvikler sig i mere varige forbindelser og ender med bryllup, hvilket allerede har været tilfældet for nogle af de unge.Her har Nes kirke tjent som bryllupskirke og Evju tunet som festplads, og der trækkes ganske mange gæster til et norsk bryllup, hvor nationaldragterne luftes.Rjukan er i dag kendt for isklatring og vintersport og Norgessalpeteren bliver fortsat fremstillet her. Denne gamle industri, som er grundlagt på kraftproduktionen har ført til en ganske stærk forankring af store dele af befolkningen i fagbevægelsen, hvilken da også har fået sit eget museum på Vemork værket 5 kilometer uden for byen.Sammen med arbejderbevægelsens museum har anden verdenskrigs frihedskæmpere en udstilling som viser kampen om det tunge vand, deuteriumoxid, hvilket er 10 % tungere end almindeligt vand og en liter fremstilles af 100 kubikmeter vand fra naturen.Produktionsskema for norgessalpeteren, Ca(NO3)2 er vist nedenfor. Kraftstationen er første skridt til venstre i billedet. Tungtvand, Brint, Ilt, Kvælstof er de vigtigste bestanddele.Kvælstoffet, som er 80 % af atmosfæren danner grundlaget for fremstilling af ammoniakvand.Som bindemiddel anvendes stenmel, som består af kalksten.Vejen til Rjukan går langs det kendte vand, Tinnsjøen, hvor kampen om det tunge vand fandt sin afslutning under Anden Verdenskrig med sænkningen af jernbanefærgen Hydro.Søsterfærgen Ammonia ligger i dag i Mæl sammen med den noget nyere Storegut. Færgedriften ophørte i 1971.På Vemork museet bliver vi til lukketid ved 15 tiden og guiden kommer rundt for at genne de sidste gæster ud. Vi får en snak og guiden synes ikke at have travlt. Hun er i gymnasiealderen godt og vel måske og er beskæftiget med at registrere nye effekter til museet.Hendes far har arbejdet i et langt liv på Vemork værket. Han har hjulpet med at vedligeholde hængebroen over dalen til værket og han har udført reparationsarbejder på kraftværkets anlæg.Fortællingerne fra den tid får vi da også en lille smagsprøve på.En af de ansatte og kollega til guidens far var noget nærig og skulle altid låne snus fra kollegaerne. Han satte snus op under overlæben i begge sider og i midten og hageformen førte til at sovsen løb ud af munden i tre striber. Da det nu på den tid altid var sådan at arbejderne fik øge- eller kaldenavne blev den pågældende kollega kaldt hundredeogelleve, fordi de tre sovse streger dannede et 111 over hagen.Hvad var så dit kaldenavn, far spurgte guiden? Jeg. Mit. Jeg havde ikke noget kaldenavn.Billedet af Gausta med byen Rjukan beliggende i dalen giver et intryk af borgernes levevis, når det betænkes, at solen ikke når i dalen i tre vintermåneder.Vemork anlægget ligger bagest i billedet og kan ikke ses, men med tanke på at frihedskæmperne er kommet fra højre i billedet og skulle over dalen for at nå Vemork, forstår man det svære i opgaven.Mæl med færgehavnen ligger noget foran billedes kant, ca. 12 kilometer fra Rjukan.Vi bevæger os hen ad de isbelagte gange på kirkegården omkring Heddal stavkirke. Den er under restauration, men efterlader alligevel et indtryk af gedigent håndværk.Vi lægger især mærke til et vidtstrakt forgrenet sprinkleranlæg monteret under tagskægget hele vejen rundt langs alle vægge.På modsat side af vejen ligger en fuldt moderne sognegård indrettet til brug for menighedslivet og parkeringspladsen lidt længere borte har plads til en del turistbusser.Stavkirker er ikke det eneste kulturværk i Norge. Stabburene er fremtrædende i Telemark og ses på hver anden gård. Se for eksempel Evjutunet.Turen over Hardanger vidda byder på vidtstrakte områder med sne. Særlig opmærksomhed giver vi til Hardangervidda's nationalparkcenter, som ejes af Tinn og Vinje kommuner samt af private.Centeret er lukket, ikke en gang indgangen er ryddet for sne, centeret er helt blokeret.Vi går ind i hotellets reception for at spørge, hvorfor der ikke er ryddet sne til centeret. Der mangler penge i kassen. Der arbejdes nu på at finde en løsning på at åbne til sommerens turistsæson./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 74

2002 april 16. Kære HenrikTillykke med fødselsdagen, og tak fordi du altid er så flink til at ringe og få en snak. Vi ser faktisk frem til, at du og fruen får tid til at komme hertil på de nye cykler, som du nævnte.Her er vi triste over lærer Nielsens pludselige bortgang. Har også for mig været en faktor i barneårene. Og lærer Jensen samtidig. Jensen var jo mest ungdomsforeningen i Kragelund. Vi har også tænkt på den sorg, I må have følt i forbindelse med Kirstens bortgang. Efterhånden som tiden går føjer der sig flere og flere til i rækken blandt de hedengangne. Pastor Tjalve sagde i sin påskegudstjeneste, vi har opstandelsen, og gennem den har vi jo de døde med os hele vejen, til vi selv går bort.2002-1950 = 52 ja, nu bliver du vel nødt til at sætte lidt mindre tid af til dine løbeture. Jeg synes, det må tage utrolig megen tid for dig med omklædning, træning etc. Kan du nå andet, når du også skal passe familie og arbejde? Jeg har en fornemmelse af, at mor også synes, du skulle drøvle lidt ned.Vi fik jo en ganske udførlig beretning efter mors besøg hos Jer i Munkemosen, og vi fornemmer, at det går ganske fint for Jer alle fire. Alligevel er der jo, som vi mange gange har nævnt, brug for stadige kontakter til gavn for udveksling af synspunkter og planer, for mors referater er ikke nok.Jeg går jo med forestillingen om, at der både skal være tid og energi til de bløde værdier og familiære anliggender samt til arbejde i et højt tempo med en stadig indsats på efteruddannelse.Det kan være noget vanskeligt at få enderne til at nå sammen. Jeg synes heller ikke det lykkes særlig godt, og nogen løsning har jeg heller ikke, da jeg faktisk prioriterer mit arbejde og stadig føler, at jeg skal fortsætte med dette, til jeg bliver båret ud.Jeg ved ikke, hvordan det ser ud hos Jer i Munkemosen angående arbejdet, men jeg har i hvert tilfælde en fornemmelse af, at I får nogen fritid ud af hverdagen også, og det er det, som kniber noget for mig.Jeg mindes ofte fars utrættelige indsats i embedet i Verst. Havde to tjenester hver søndag og utallige afløsninger for ferie- og sygemeldte. Menighedsråd, kirkebøger, konfirmander, skoven, skolekommisionen, boganmeldelser. Gudstjenester på alderdomshjem og sygehus. Haven og husets pleje og pasning. Der var altid travlt i præstegården.Jeg tror, at vi børn blev stærkt påvirket af forældrenes virketrang og måske netop under opvæksten i præstegården har fået et enormt pligtforhold til arbejdslivet, hvilket måske ikke påskønnes så meget i dag, som det gjorde i tidligere tider. Det hænder oftere, at man hører vendingen "du får såmænd ikke nogen tak for det" og det er sikkert ganske sandt sagt.Nu er det for sent at ændre på livsfilosofien, og der er kun en vej ud af det, og det er at fortsætte med en pligtopfyldende indsats og leve uden tak derfor. Er det i det hele taget ikke også ganske fint at være frigjort og uafhængig af at skulle have tak for noget?Værre er det, når talen falder på penge. Så bliver vi følsomme og sårbare. Pengene kan vi ikke leve foruden, men det tema kan vi vende tilbage til en anden gang.Nu er det din fødselsdag, og den skal I vel samles om i fire og måske endda nogle flere. Eller er det nu, der er maraton i Hamborg? Hav en god dag.Vi har besøgt Jan og Elsebet i den nye lejlighed i Vordingborggade. Der er ikke så meget plads, men egentlig ser det ganske fint ud. En dejlig stue og en spisekrog, samt to gode værelser. Den store attraktion er de udendørs bræddearealer med adgang fra begge sider af stuen. Der vil være sol en ganske stor del af dagen og plads til grønne vækster og havemøbler.Fællesarealerne er meget fine. En meget stor flisebelagt hall og udendørs beplantninger i terrænniveau, alt meget velholdt giver et fint indtryk for den besøgende. Der er også faciliteter til vask og tørring af tøj til en fin pris.Parkering af beboernes biler er henvist til pladser på gaden, men restriktionerne her er ikke så skrappe som i bykernen, selvom der vistnok hersker brokvarterregler her. I mit liv skal der kunne køres en bil frem til gadedøren både forlæns, sidelæns og baglæns, så både personer og gods kan ekspederes, men Jan og Elsebet synes ikke at lide nogen nød ved at skulle bære bagagen ned på gaden, og det er flot.Beværtningen i den lejlighed kan jeg give den bedste anbefaling. Menuen står på forret bestående af laks og rejer med tilbehør. Derefter rødt oksekød med fine grønsager til og ostebord. Rigelige mængder af øl og brændevin blev der serveret til.


Efter maden blev der serveret kaffe og marcipanbrød og underholdningen var det nye millenium TP, spillet i holdopdeling af to personer.Jeg har lagt mærke til, at mor efterhånden er ved at have fået nok af at sidde og høre bøger læst op fra blindeinstituttets bånd. Hun ville gerne have en noget mere aktiv hverdag, og jeg har foreslået lidt mere havearbejde, og det tror jeg også er udmærket, men det mor gerne vil er at kunne se til at læse og spille. Om det bliver bedre er måske ikke sikkert, men det kan da være at en operation kan bedre lidt på sagerne.Her i Enebærhaven holder vi gang i det daglige liv som vi plejer. Der er sået spinat og salat og et par ting mere samt sat løg. Spinaten og salaten er kommet op og vokser sig nu stor og stærk til Birgits og mit nye sundhedsprogram. Vi må være lidt tilbageholdende med alt for megen mad. Jeg ligger sådan lige på vægtgrænsen til at kunne opnå den højeste pris. Der er jo stort fradrag for overvægt.Vi har planlagt tur til Hamborg i Kr. Himmelfart sammen med Ingeborg og Jens Ole. Hovedattraktionen er rådhusets arkitektur og historie samt det politiske liv som udfolder sig her. Har fundet ganske fine oplæg på nettet og fået lovning på guidet rundvisning.Derudover har vi planlagt et par andre turistmæssige aktiviteter samt at komme lidt rundt til Birgits gamle tilholdssteder.For tiden er jo kun Mette tilbage her i nærheden. De to andre døtre er bortrejste, Anne for kortere tid og Kirsten for lang tid, synes vi. Vi har nok gået med den tanke, at vi fem her fra Enebærhaven fremover skulle kunne samles med jævne mellemrum, men på lidt længere sigt tror jeg, at vi bliver frekventeret af vore børn, når der bliver tid og frihed til at aflægge et besøg her. Sådanne samlinger bliver sværere og sværere at få indpasset i årets gang.Vi har netop besøgt Kirsten i Bø, og rejsen frem og tilbage er gået meget fint, så besøge børnene kan vi i hvert tilfælde, men hvis de alle tre rejser udenbys vil der nok blive brug for prioritering, men sådan har vore forældre vel også måttet se børnene rejse ud og blive bosiddende i fjernere egne.Alt er vel her, og vi klarer dagen og vejen på en fornuftig måde. Hav det godt og hilsen til hele familien.2002 maj 18. Nordkysten på cykelPinselørdag begynder med kold polarluft, som gør hele dagen klar med skarpe grønne, gule, blå farver. En af de dage på året, hvor solen går lumskt til angreb på menneskene, som i stort tal vover sig ud og ikke kan få nok af det klare forårsvejr. Den nordlige brise fra havet slører solens brændende kraft og giver ømme skuldre og hænder på den cyklist, som ikke dækker sin hud.Vel vidende, hvilken risiko vi løber, begiver vi os på en 40 km lang tur langs den Nordsjællandske kyst fra Hornbæk til Rågeleje og tilbage igen.Lokket af vejret og årstiden fra morgenstunden er vi, men undervejs skifter drivkraften til at være landskabet, og de synlige resultater af den menneskelige aktivitet, som har udspillet sig på egnen gennem århundrede.2002 maj 27. HamborgHelt umotiveret under et uanmeldt besøg i det tidlige forår 2002 hos Ingeborg og Jens Ole kommer talen på en Hamburg tur. Hvorledes det går til, at selskabet næsten i samme åndedræt udtaler, "hvor spændende, det må vi prøve" kan næppe forklares og uden videre forhandlinger går planlægningen i gang og arrangementer sættes i søen i Kristi Himmelfarts ferien fra torsdag til lørdag som en biltur med hotelophold i nærheden af Hamburgs Hauptbahnhof.Man må tidligt på færde på denne årstid. Det gode vejr er for godt at sove i og allerede kort efter otte er der morgenkaffe og boller på Farø under broen. Her hvor amtspolitikerne diskuterer om der skal tillades nat ophold for autocampere på ferierejse. Det er det mest ideelle sted for sådant ophold. Det er enten lige efter færgen eller lige før færgen. I det ene tilfælde kan man hvile ud efter en lang dags rejse, og i det andet tilfælde gør opholdet her det muligt for den rejsende at nå færgen uden at skulle planlægge med en særlig stor tidsmargin. Helt ideelt. Men alligevel fortsætter den smålige danske politiske debat om udgiften til at par skraldespande og deres tømning.Her mellem Sjælland og Falster viser det danske forårslandskab sig i sine blå og grønne farver med bøgeskovene helt ud til strandkanten.


Selv på færgens promenadedæk er der lunt, i hvert tilfælde på læsiden. Passagererne slikker solskin på overfarten med Prinsesse Benedikte.I Rødby havn i det østlige bassin finder vi den nye DSB øresundsfærge, Holger Danske ombygget med bovport og bak over fordækket. Den ser noget affældig ud. Kan næppe anvendes til andet en arbejdsopgaver i forbindelse med anlægsarbejder eller fragttransport.På vej gennem Holsten er der frokost på en af motorvejens rastepladser, hvorefter det går i fuld galop mod storbyens seværdigheder og oplevelser.Blankenese ligger på højre side af Elben nedenfor Hamburg på morænebakker midt i det ellers flade landskab. Skrænterne ned mod Elben er ret stejle og husene er bygget i en byplan, som hverken tillader bil eller hestevogn adgang til mere end nogle få parceller.Vi antager, at byen er bygget til beboelse for søfarende og fiskere, og som i kraft af, at der kun er beboelse har kunnet nøjes med adgang til havneområdetPå vej ud til og tilbage fra Blankenese køres gennem Altona, som er gammel dansk land. Alle gymnasium bliver fotograferet og beset fra facaden og sidegaden. Nostalgiske udgydelser kommer ikke til udtryk, og det kan uden tvivl tilskrives at bygningen er vedligeholdt særdeles nænsomt og omhyggeligt, selv taget ser nyt ud. Her er stadig et gymnasium, som ser ud til at fungere.Det er asparges sæson og restauranterne byder på fine hvide asparges og Katenschinken med diverse tilbehør. Men også den almindeligt forekommende Matjes filet med brasede kartofler serveres i yderst velsmagende varianter.Colonnaden byder på fine restauranter, og især kan Hamburger Stadtkrug anbefales for servering af høj kvalitet.Hamborgs nærhed til vandet har skabt grobund for industri og handel i en sådan grad at byen gennem århundrede har været et kraftcenter i politisk og økonomisk henseende. På det kulturelle og kirkelige område udmærker byen sig ved at være grundlagt af Ansgar.Byen ligger i bunden af Elbens tragtformede munding, hvilken er skabt af tidevandet fra Nordsøen. Tidevandet skifter 2 meter hver seks en kvart time med nogen forskydning for afstanden fra tragtmundingen til byens centrum.Trostbrücke og Nicolai kirke ligger på Ost-West Strasse som restaureret ruin med museum i underjordiske rum.Arkitekturen i det nye kontorbyggeri.St Michaelis er byens evangeliske kirke med et levende menighedsliv og kulturelle arrangementer.Kirken har været ødelagt og genopbygget flere gange.Krameramtswohnungen.Her opstod i 1620 et hus med lysthave og havehus.Det såkaldte "Krameramt", som detailhandler lauget kaldes erhvervede grund i 1676 og byggede to fløje. De i alt fem huse var tiltænkt enker efter afdøde medlemmer af lauget.I 1863 overtog Hamburg by ejendommene og udnyttede disse til alderdomshjem indtil 1969. Under årene 1971-74 blev det 17. århundredes hus gennemgribende renoveret og fremstår nu som museum.Turisten kan se havneområde og byens kanaler fra moderne turbåde med guide. En tur med Fleetenfahrt fra Jungfernstieg er underholdende og informativ.Hamburg ligger ved en åben tidevandshavn, hvor østlige vinde ændrer den daglige rytme i den skiftende vandstand. Med østlige vinde presses vandet ud af havnen og gør Fleetenfahrt på en del kanaler umulige.En af turbådene på Alstern og kanalerne er bygget på Ernst Menzler Schiffswarf, Hamburg - Bergedorf og er nybygning nummer 499 fra 1994.Et af de første indtryk turisten får af Fleetenfahrt er dens afhængighed af naturens kræfter og luner og menneskets omhyggelige planlægning. Skibene som anvendes er bygget meget nøjagtigt i størrelse og til bestemte anvendelser og da Jungfernstieg broen blev renoveret og hævet 20 cm mulig gjordes sejladsen med ovennævnte nybygning 499 fra Alsteren og ud i kanalerne og havnen.


For at komme ud skal man gennem "Rathausschleuse" med et løft på 1,4 meter og derefter havneslusen med et noget mindre løft, måske ca. 0,5 meter.Der kan forekomme vandstande i havnen, som gør det nødvendigt at pumpe alstervandet ud i havnen. Dette foregår ved hjælp af pumper installeret i xxxx. Det påstås at vandstanden i Alsteren reguleres med 1 centimeters nøjagtighed.Dette kan være betryggende for de beboere, som har ejendomme langs Alsterbredderne. Hamburg har gennem tiderne være hjemsøgt af højvande og egentlige stormflodstilstande. Disse forhold beskrives ganske fint i kompendiet om "Hochwasserschutz in Hamburg" udgivet af "Amt für Wasserwirtschaft".Her redegøres videnskabeligt for stormfloderne siden 1750, og på dette grundlag udvikles en model for stormflod, hvilken giver dimensionerende vandstandshøjder på fra NN+7 meter i vest til NN+7,8 meter i øst (Sct Pauli-Landungsbrücken NN+7,3 m).Byggeprogrammer for diger og andre beskyttelsesforanstaltninger udlægges som følge af disse udredninger til vandstande på mellem NN+8 til 8,5 meter og i enkelte tilfælde helt op til NN+9,0 meter. Der er planlagt et byggeprogram i tre trin i forskellige risikozoner omfattende 100 kilometer beskyttelse. Med udgangen af 2001 er der færdiggjort 77 kilometer. Programmet udløber i 2007 og har da kostet € 490 Mio. Udbygningen omfatter ikke blot de fysiske anlæg, men også varslingssystemer.Speicherstadt er funderet på egepæle.Hafenrathaus og Katarinenkirche.Fleetenfahrt byder på et møde med isbryderen "STETTIN" som er bygget på Stettiner Oderwerken i 1933. Den blev bygget til indsats på Oder og Stettiner Haff. "STETTIN" var indtil 1981 på Nedre Elben.Med sine 2000 hestekræfter kunne der brydes is af en meters tykkelsePå vandreturen fra Jungfernstieg til havnen passeres Peterstrasse og Neanderstrasse med gamle karakteristiske huse fra de Nordtyske egne, nedrevet og genopført eller nybygget i original stil.I dette kvarter finder vi komponisten xxxxxxxxx's navn på en mindeplade.I Den danske Sømandskirke i Ditmar Koel Strasse kan turisten i åbningstiden tage sig et tiltrængt hvil og få sig en kop kaffe og læse danske aviser.Det er ikke mange søfolk, som gæster kirken, idet skibene ligger kort tid i havn. Det er i stedet kirken, som tager ud på skibene med den service, som kirken kan byde de søfarende. Det er alt fra sjælesorg til brevbesørgelse, udbringning af aviser og kirkelige handlinger.Assistenten er studerende og præstedatter fra Århus egnen og byder på kaffe og fortæller om livet i Hamburg.Det er i dag ikke så meget søfolk, som frekventerer kirken, men i videre udstrækning de fastboende danske, som erhvervsmæssigt opholder sig i byen. Disse udgør menigheden, og der er højmesse hver søndag og aftenmøder en gang om ugen.De øvrige skandinaviske kirker ligger i samme gade og der er et godt samspil mellem de nordiske kirker i Hamburg, ligesom kirkerne gør meget for at skabe en kulturel forbindelse mellem danske og tyske organisationer.Landungsbrücken er i voldsom røre på grund af havnefestligheder. Blandt de sejlførende skoleskibe finder vi den russiske Mir og norske Statsraad Lehmkuhl af Bergen, begge firemastede fuldriggere.Den gamle elbtunnel har fået installeret to nye fodgænger- og cykelelevatorer. Elbtunnellen er bygget i perioden fra 1907 til 1911 og har 4 elevatorer installeret til at hæve og sænke biltrafikken med. Tunnelrørene er 426 meter lange og forbinder Landungsbrücken med værftsområdet og er bygget med henblik på arbejdskraftens bevægelighed mellem hjem og arbejdsstedet.Elevatorskakten har en højde på 23,5 meter, og der er 12 meter vand over tunnelrørene, hvilket tillader selv meget store skibe at trafikere havnen.Rådhuset i Hamburg er det sjette siden byens grundlæggelse.Der er bryllupsreceptioner på rådhuspladsen og det gode vejr tillader opdækning med hvid dug og fine champagneglas for de nygifte og deres gæster.


Billetsalget i vandrehallen på rådhuset ekspederer en efterhånden ret lang kø. Publikum kommer tidligt til dagens første rundvisning.Vi bliver mødt af en vel- og hurtigt på tysk talende guide, som gerne svarer på spørgsmål, men som alligevel er lidt stresset, for det næste hold besøgende venter allerede i forhallen med de 16 søjler, der er besmykkede med personnavne, som har gjort sig bemærket indenfor handel, industri, videnskab og kultur.Borgerne vælger 121 medlemmer til Borgerskabet.Borgerskabet vælger sin præsident (præsidium) og "die Mitglieder des Hamburgischen Verfassungsgerichts".For tiden er Präsidenten Dr. Dorothee Stapelfeldt (SPD). "Sie repräsentiert das ganze Parlament. Die Präsidentin wird durch vier Vizepräsidenten unterstützt".Regeringsdannelse:Borgerskabet vælger senatets præsident eller første borgmester, som denne også kaldes. Han eller hun udnævner sin stedfortræder og de øvrige senatorer, hvilket skal godkendes af borgerskabet.Senatets præsident (overborgmesteren) udstikker retningslinjerne for den politik, som skal føres og embedsperioden afsluttes ved tiltrædelsen af et nyt borgerskab.Borgerskabet har til opgave at lovgive, lægge budgetter, kontrollere senatet.Senatet er landsregering og øverste forvaltningsmyndighed for bystaten, Hamburg, hvor statslige og kommunale anliggender ikke bliver adskilte. Dette betyder, at senatet også er byråd og alle andre myndigheder er senatet underordnet.Forvaltningsopgaver varetages af senatet og dets senatskontorer selv samt af underordnede fagmyndigheder og kredskontorer.Senatets præsident og første borgmester er siden 31 oktober 2001 Ole von Beust (CDU). Anden borgmester, indenrigssenator er Ronald B. Schill (Schill-Partei).Planten un Blomen er grundlagt i 1821 og den første direktør og grundlægger er Prof. Dr. Johann Georg Christian Lehmann (1791-1860).Her finder turisterne, som er trætte af storbyens larm og indtryk hvile både fysisk og mentalt. Selv om den videnskabelige botaniske have nu ligger i Ottmarschen er beplantningerne stadig holdt i botaniske grupperinger, dog er der ikke navneskilte på beplantningerne.Haven er i stor udstrækning anlagt som park med plads til rekreative aktiviteter, hvilket kommer til udtryk gennem publikum. Her møder vi børn, som leger i parken mellem beplantningen og de anlagte vandløb, da det jo ikke kan forventes, at de fornemt anlagte legepladser kan tilfredsstille et barns krav til udfoldelser. Vi møder ungdommen enkeltvis, parvis og i grupper, afslappede eller med eksamenspensummet liggende på det på grønsværen udbredte tæppe.Den ældre generation tager sig en svingom på dertil indrettede pavilloner.Den musikalske kultur har benyttet sig af havens fordelagtige beliggenhed og indretning og i en af søerne er der installeret et vandorgel, som spiller hver aften fra 22 til 23. I dagtimerne bliver det med mellemrum præsenteret som et springvand.Hotel Beefang i Kirchenalle har været en god basis for oplevelserne og kan anbefales til nye ekspeditioner.I Puttgarden indskibes vi med Deutchsland bygget 1997 på Van der Giessen værft i Holland.Hjemturen over Fehmarnbælt besørges med 20 knob, som tilvejebringes af 15800 kW hovedmaskineri.2002 juli 19. StockholmDet begyndte som en tjenesterejse til et leverandørfirma i Vallentuna. Her var leverancen af et stort centralt støvsugeranlæg under forberedelse til levering til afsvovlingsanlægget på West Burton.Et møde om de tekniske anlæg var nødvendigt og for at udnytte ferietiden skulle mødet kobles sammen med en ferieudflugt, hvor også Birgit kunne være med.Afrejse mandag morgen i Golfen med hele ferieudstyret ombord. Overfarten fra Helsingør forløber uden ventetid og turen til Vallentuna er rutinepræget og ganske problemfri. Vi tager /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 79

den sædvanlige medbragte frokost på Vätterledens rasteplads syd for Gränna. Udsigten er formiddabel med færgen til Vissingsö i baggrunden. Hvorfor den altid er på vej enten til eller fra Gränna, når vi spiser frokost der er ikke så nemt at få klarhed over, men sådan er det.Den sene eftermiddag går med at orientere sig på egnen omkring Vallentuna, hvor der skal være møde den næste dag. Täby med sin kirke og det gamle klokketårn i træ og længere mod nord en kampestens middelalderkirke i Vallentuna.Seværdighederne i området er Vallentuna og Angarn kirker begge med klokkestapler i træ placeret lidt fra kirken. I Angarn er der henvist til et vådområde, som er beskyttet som naturbeskyttelsesområde.Da der nu er tale om tjenesterejse og møde i morgen er det besluttet at overnatte på hotel, men at finde et hotel på denne egn er ikke nemt. Så svært er det, at vi taler om at, hvis der var en campingplads ville vi kunne bruge den også.I Åkersberga er hotellet lukket, både det nye i industriområdet og det gamle pensionat Skåvsjöhholm i byens centrum, hvilket vi erfarer på LO's tidligere kursusejendom i Åkersberga, hvor vi i receptionen får en udsøgt hjælp med henblik på at finde overnatning. For eksempel bliver vi tilbudt Vaxholm, hvor det billigste værelse koster 1.250,- sek, hvilket vi afslår. Egentlig bliver vi tilbudt to enkeltværelser, men det er nu et dobbeltværlse, vi søger. Kursusejendommen er købt af private af LO og har for tiden arrangeret et kursus i keramik, hvor der er deltagere i pensionistklassen.Vi ender på Park Scandic i Täby og går derefter i byen for at finde en restaurant, hvor vi kan spise aftensmad. Heller ikke så nemt. Hos "Jacobs Mat" i centeret finder vi en ret støjende og cafeterialignende restaurant med menupriser godt på den anden side af de 250,- sek.Vi får anvist et bord og menukortet bliver præsenteret og efter et kort studium finder vi, at den bedste løsning er at gå i delikatessen i ICA og købe lidt varmt og lidt drikkebart.Täby var en fin landsby med et lokalt præg af kirke og by, men sådan er det ikke mere "S banan" er ført igennem til en række forstæder og ender i Åkersberga og Täby forekommer at være en soveby med et center, som totalt affolkes ved lukketid. Det er stort og bygningerne er op til seks til otte etager med beboelse, kontor og forretninger. Gader og parkeringspladser er anlagt i funktionel geometri med direkte tilslutning til motorvejsnettet nord og sydpå samt til landevejen til Norrtälje.Fra værelset kan vi lidt hen på aftenen på parkeringspladsen i industriområdet tælle 150 ledbusser til indsats i nærtrafikken mellem Stockholm og omegnen. Det hele giver indtryk at være stort og brugt af storbymennesket, som pendler mellem arbejdsplads, indkøbscenter og bolig.Anderledes miljø finder vi på Värmdö, Gustavsberg og Ingarö. Her ligger ældre statelige huse, fritidshuse og bymiljø i et skovrigt område, hvor også landbrugsbedrifter får plads.At der er tale om et etableret kulturlandskab fremgår tydeligst af kirken på Värmdö. Den er opført i kampesten og tækket med spån.Vi kommer dertil om aftenen efter dagens møde i Vallentuna og turen går gennem Vaxholm og Oskars Frederiksborg med to gratisfærger til Värmdö. Ved Vaxholm er der udsyn mellem to øer til sejlrenden ud mod Ålandsøerne, og her ser vi en af Vikingliniens største færger for udgående mod Finland. Røde og hvide i bemalingen og store som huse er færgerne, og tanken går til de passagerer, som nu står på agterdækket og nyder skærgården under udsejlingen, og som derefter går i kahytten for at blive vækket enten af dækslarm i Mariehamn eller af kaldeanlægget, som bekendtgør, at færgen lægger til kaj i Turku om en time. Turistlivet på en færge en sommermorgen inden den lægger til kaj er en oplevelse i sig selv. Bagage, børn, forældre, pensionister, som flokkes om buffeten balancerende med bakker med morgenmad. Vi oplever det hele i det korte minut, færgen er synlig mellem de to øer og overraskes ved igen ved Oskars Frederiksborg at se ikke bare Vikingline passere på nært hold, men også en blå-hvid Silja færge for indadgående.Færgerne er et fast indslag i skærgårdslivet og sætter sit præg i form af at minde om Sveriges storheds tid, hvor Rigsdagen i Stockholm have suveræniteten over Österbotten og Ålandsøerne, og hvor samfærdslen mellem disse landsdele har foregået med skiftende fartøjstyper gennem de nogle hundrede år. I dag er færgerne et moderne samfærdselsmiddel mellem to suveræne stater med et højt industrielt, håndværksmæssigt og kulturelt stade.Vi havde egentlig besluttet at tage til Stockholm for at få en aftentur i byen, men var også lidt trængt med henblik på at finde overnatning. Heller ikke på Värmdö er der hoteller. Men vi


finder dog en campingplads, hvilket vi anser som en nødløsning på overnatning. Det er tydeligvis en fastligger plads og set udefra ret dyr at gæste.Vi udpeger de steder, i landskabet, hvor der kan opstilles et telt i de mørke timer og finder, at den bedste plads er ekstraparkeringspladsen ved Värmdö kirke, lidt bort fra kirken i et stille område og lige neden for bakken med klokkestaplen. Ideelt, og vi kører alligevel til Stockholm og går tur på Slotsholmen, i Gamla Stan og på Berselii Plads. Sidstnævnte sted finder vi opstillet et fotogalleri med nogle få hundrede fotografier fra hele verden i størrelsen trekvart gange en meter. En vandreudstilling, som også har gæstet København og Århus.Aftensmaden indtager vi på värdshuset "zum Fransiskaner" på Skeppsbron 44, hvor der serveres den fineste gravad laks med dildkartofler og salat.Vandreturen gennem byen ad Drottningsgatan, Kungsgatan og Birger Jarlsgatan til Berselii Plads vækker minder fra sidste års besøg, hvor vi opsøgt familien Pålssons butikker på Drottningsgatan. Stockholm er en storby med alle storbyens velsignelser og forbandelser, og blandt velsignelserne finder vi især det musikalske islæt af seriøse musikere optrædende med klassisk musik af megen høj musikalsk kvalitet.Vi får indtrykket af, at der er en del baltere i gadebilledet. Både musikudøvende og tiggere. Stockholm har tiltrukket baltere hovedsageligt fra Tallin, hvorfra der udgår færger til Skandinavien.Aftenen slutter af på Mac Donald i Gustavsberg, hvor vi køber cola for at få adgang til toiletterne. Dette skulle dog senere vise sig at være unødvendigt, da vor lejrplads tilbød de fineste sanitære faciliteter, med WC, varmt og koldt vand og elektrisk lys.Klokken bliver omkring 23, da vi ankommer til Värmdö kirke. Teltet og soveposerne er klare på kort tid og ganske diskret i læ af en lille fjeldtop. Efterfølgende går vi gerne en lille aftentur for at udforske lokalitetens yderligere detaljer, og det viser sig, at kirkegårdens faciliteter er åbne, så der bliver også børstet tænder i en ordentlig håndvask og ikke i et kaffekrus, som vi plejer under sådanne omstændigheder.Vi mærker, at vi er nordpå, selv klokken halv tolv er der endnu en lys himmel i nordvest og vi nyder en stille aften og det smukt vedligeholdte område omkring kirken. Der ses elektrisk lys ud gennem lugerne i klokkestapelen på klokkens niveau. Øjensynligt tændt for at markere en atmosfære omkring bakken med klokken og det lille bjælkehus. Ligeledes er der på pladsen foran kirken og på kirkegården både facadebelysning og områdebelysning, det sidste givende et dæmpet skær i træer og buske, nøjagtigt så meget lys, at terrænet er synligt for fodgængere.Kirken er fra middelalderen og fint istandsat både udvendigt og indvendigt. Facaderne er fuget op med hvid mørtel og fremstår i et mønster, som følger de enkelte kvadres form over hele facaden. Kirken er bygget i flere omgange og har derfor sideskib til begge sider med indgang både i siden og i gavlen. Der er opmuret flere murstøtter ligeledes i kampesten og udført så store, at de har givet plads til en gennemgang for den af hovedstierne på kirkegården, som ligger nærmest kirken.Kirkegårdsgartneren er en ung kone med saks i bæltet og trillebør og redskaber. Vi havde mødt hende ude på parkeringspladsen, hvor servicebygningerne og redskabsskurene ligger og hilst godmorgen og fået en venlig hilsen tilbage. Det er nok ikke hver dag, der kommer turister klokken otte om morgenen med toilettasker under armen.Efter morgenmaden tager vi en længere tur på kirkegården. I solskinnet mellem thuja, birk, lind og ask ligger gravene på rækker i græsplænen med gange arrangeret i kvarterer.Efter at have taget et kort overblik finder vi hurtigt ud af, at der her på egnen har udspillet sig et liv, som nok går lidt udover det, men normalt finder i en landsby, for det er en landsby, men med det særpræg, at den ligger i umiddelbar nærhed til Stockholm og er bosted for den konditionerte del af befolkningen. Vi tager lommebogen frem og noterer: Kontraktsprosten Nils Jakob Alberg ligger lige foran kirkegårdsmuren og er død i 1992, og ude omkring på kirkegården finder vi lokföraren, tonsättaren, kyrkovården, provinsialläkaren, häradsdomaren, marindirektören, hemmansägaren, trädgårdsmästaren, landsfiskalen, varvsägaren, sjökaptenen, skepparen, landshövdingen, nämndemannen. Senere på kirkegården på Djurö ud mod havet finder vi yderligere landshövdingen, mästerlotsen, hamnlotsen, öfverlotsenVi får kirkegårdsgartneren til at lukke op til kirken. "Jeg har låst døren for at holde den lukket for kattene, som ellers løber ind i kirken", siger hun. Der er flere altre og en rig udsmykning med våbenskjold på væggene og i nicher omkring på muren. Prædikestolen er udsmykket med apostlene udskåret i træ med en stor detailrigdom.


Der er en del gravpladser i kirken.Der er nye bænkerader og et fint rum til børn og puslebord til dåbsfolkene med spejl og indretning til at gøre toilette.Der er store og mange vinduer i væggen, hvorfor rummet fremtræder meget lyst.Orgelet er af ældre dato.Dagens udflugter går til Djurö, Stavsnäs og Ingarö. Rundt om ved de små brygger ser vi busholdepladser og broer for bådforbindelser mellem øerne og Stockholm. Husejere og leverandører af byggematerialer arbejder på bryggen med at laste byggematerialer i småbåde for at fragte dette ud til sommerstugan på en mindre ø, hvortil der ellers ikke er færgeforbindelse.På bryggen i Stavsnäs er der færgeforbindelse for gods til Runmarö og hurtigfærger til Stockholm. Alle færger lægger til kaj med stævnen op mod bolværket og med fortøjninger over rælingen til kajen fastgjort til skibet længere og længere agterud jo mere sidevind der presser på skibet.Ind til byen fører en lindealle gennem bebyggelsen af de karakteristiske røde og gule svenske huse, og i byen finder vi et lille skærgårdsmuseum og en gård i et frilandsmuseum.I et af husene er der indrettet et bageri med udsalg og kaffeservering med kager, alt sammen holdt i en stil, som fører tanken hen på Astrid Lindgrens fortællinger fra Skærgården.For enden af lindealleen er der en lille vig og bådebroer med et flertal af både forankrede og fortøjede og med den visne majstang og det svenske flag vajende er idyllen helt usvigelig svensk med den karakteristiske svenske atmosfære af, at her taler vi ikke højt om hverken skandaler eller upassende emner for ikke at forstyrre idyllen.Der går megen tid med at lede efter moster Ingrids "sommerstuga" på Ingarö. Moster Ingrid har boet i Stockholm hele sit liv og ligger begravet sammen med sin første mand på Danderyd kirkegård på Djursholmen. Gravstedet fandt vi under sidste års besøg for at finde oplysninger om den svenske del af familien.Under mødet hos leverandørfirmaet i Vallentuna var Birgit på egen hånd på kirkegården for at se til gravstedet, som tilsyneladende ikke bliver tilset af nogen i familien mere.Vi har været i moster Ingrids "sommerstuga" på Ingarö for 30 år siden og har nu lidt besvær med at finde stedet igen. Birgits gamle fotoalbum giver et indtryk af, hvor på øen, huset ligger, men nogen hurtig genkendelse bliver ikke tilfældet. Alligevel finder vi et hus, som ligger det "rigtige sted" og som ser ud til at kunne være stedet, hvor vi opholdt os en sommerdag sammen med moster og onkel Bengt og blev trakteret med smörgåsar og sill, og hvor Birgit som barn kom på udflugter sammen med sin familie.Vi har besluttet at tage til Stockholm endnu en gang for at købe nogle gaver og se lidt mere på byens seværdigheder, og for at sikre en overnatning inspicerer vi campingpladsen på Ingarö og går i receptionen for at høre om, hvornår pladsen lukker om aftenen. "Hjertelig Välkomna", og værten kommer frem bag disken efter at have betjent en gæst på tysk, giver hånd og præsenterer sig, og er straks klar til at fortælle om pladsens fortræffeligheder.Vi skulle bare høre, hvor sent vi kan ankomme i aften og får at vide, at vi kan jo sagtens checke ind nu og vende tilbage når som helst. Vi takker nej med begrundelsen om, at vi gerne vil være frit stillet med hensyn til at vælge overnatningssted senere på dagen helt uvidende om, at vi på denne dag overhovedet slet ikke kommer til at vælge Ingarö som overnatning.Vi havde godt nok i morges besluttet, at vi ikke endnu engang kunne se kirkegårdsgartneren på Värmdö i øjnene med toilettaske under armen, men nu hvor vi var kommet lidt på afstand af morgenens oplevelse på kirkegården i Värmdö, tror vi nok, at vi alligevel havde besluttet os til at vælge Värmdö kirke til overnatning endnu engang og "strunte" i kirkegårdsgartnerens forestillinger om hvad slags mennesker vi er, hvorfra vi kommer, og hvor vi skulle, men måske vores anden overnatning ville have kastet lys over disse tanker hos kirkegårdsgartneren.Det var vores plan at tage turen med færgerne tilbage til Vaxholm for et få endnu et indtryk af Oskar Frederiksborg og atmosfæren i skærgården.Heller ikke dette skulle lykkes for os, for vi kom aldrig ud af Stockholm i bil igen.Vi var heldige og fandt en parkering på Slottskajen og betalte ret dyrt for pladsen og fornyede pligtskyldigst parkeringsbilletten med mellemrum indtil klokken 22.Der var fin aftensmad igen hos Fransiskaneren på Skeppsbron, hvor der var udsigt over havnen og Slussen, hvor Vikingliniens Mariella lå klar til afsejling klokken 20.10./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 82

Pytt i panna og brattwurst med surkål og menuprisen lå pænt under de 100,- sek, så der blev også en stor stærk til hver.I den tyske kirke var der arrangeret koncert med et sangkor fra Uppsala og akkompagnement af orgel, klaver, fløjte, så her tilbragte vi en time med musik af en række kendte og mindre kendte klassiske komponister.Dagen sluttede af med endnu en tur i Kungsträdgården, hvor der var sommerfest, og vi nåede da også over på Skeppsholmen og tilbage inden parkeringstiden udløb. Vel tilbage på Slottskajen observerer vi straks på afstand, at den Mercedes, som vores bil skulle skygge for var fuldt synlig, og mistanken om at bilen var borte rejste sig i vore hoveder, det passer ikke siger Birgit, men jo, der lå en bunke glasskår tilbage på asfalten.De praktiske spørgsmål begynder straks at rejse sig i vore hoveder, og inden længe kommer en skoda med et par unge og særdeles velklædte mænd og parkerer i nabobåsen. Birgit er åndsnærværende nok til at spørge om, hvorledes vi finder en politistation for at kunne anmelde sagen, som hun straks får sat de to unge mænd ind i.Ikke noget problem og straks er mobilen klar, og der bliver ringet en to tre steder hen og forklaret, hvad der er hændt. Birgit bekymrer sig om hvorvidt de to mænd nu har tid til at hjælpe med at finde en betjent, men det bliver affejet med, at vi selvfølgelig skal hjælpe byens turister, som har brug for hjælp.Vi takker mange gange og bliver ønsket held og lykke med situationen, hvorefter vi tager en taxi til Kungsholmsgatan 37 på Kungsholmen.Her kommer vi netop til vagtskifte og to meget flinke og deltagende betjente skriver en anmeldelse og vi får lov at låne telefonen for at ringe til SOS International i København, hvilket også lykkes over al forventning og i skrivende stund har vi allerede fået vore udlæg til hjemtransport honoreret af SOS International.Vi står på Kungsholmsgatan med et kopi af anmeldelsen i hånden og har nu bare tilbage at finde Scandic Park hotel på Karlavägen. Let påklædte i en lun sommernat med en pung i den ene lomme og et lommetørklæde i den anden lomme.Hotelværelset var bestilt fra politistationen medens vi ventede på rapporten og stående her ved skranken på Scandic Park virker det noget underligt at meddele, at vi har bestilt et dobbeltværelse samtidig med at vi står og ser ud som et par campister uden hverken kuffert eller håndbagage. Receptionisten stiller ikke spørgsmål, og vi gør heller ikke mine til at kommer med nogen forklaring. Med et kreditkort fremvist ved ankomsten bliver man ikke nødt til at forklare sig.Hotellet er fuldt af turister og tjenesterejsende, hvilket giver et mylder ved morgenmads buffeten. Der er hundekoldt i restauranten og i anledningen af, at det er sommer, står både døre og vinduer åbne selvom regnen står ned i tove. Der er en stemning af stress over gæsterne på grund af kulden og vejret. På et hotel af en klasse, hvor billigste værelse koster 1.250,- sek skulle man ellers forvente ro og fornemhed, men altså ikke i dag.Dagen byder på tre opgaver for Birgit og jeg.Hente taske på Rigsdagen.Tage på Kungsholmen for at høre om der er nyt om biltyveriet.Hjemrejse til Kokkedal med toget.Vi har, medens vi ventede på rapporten på Kungsholmsgatan 37, fået at vide, at en af vore tasker var fundet med noget indhold i Salviegränd og indleveret i Rigsdagens vagtstue, hvor den kunne afhentes.Vi tager en taxi i den silende regn fra Karlavägen til Slottskajen. Besigtiger åstedet og finder vore glasskår liggende på asfalten eksakt som for nogle timer siden. Det er vel rimeligt, at man forsikrer sig om, at men har set rigtigt i aftes og ikke bragt hele musikken i bevægelse, fordi man har set syner. Den er god nok, Golfen er der ikke, og det er det rigtige sted.Vi finder hurtigt vagtstuen på Rigsdagen og få udleveret tasken, som viser sig rigtig nok at være vores grønne taske fra Norrköpings Energi. "Det blev sagt, at der også skulle være fundet nogle Orrefors glas", nævnte vi for vagterne. "Det var kun papemballagen" blever der svaret, og det stiller vi os til tåls med, selv om vi ikke helt forstår, at ikke også denne emballage følger med i udleveringen til os. Vi får samtidigt forklaret, hvor tasken er fundet, og vi går direkte til stedet og gennemsøger området for yderligere sager, men finder ikke noget.


Ad Drottningsgatan til Centralstationen til fods. Der går tog til København om 45 minutter, men vi vælger at vente til X 2000, tog nummer 533 med afgang 12.15.Vi køber billetter og tager til Kungsholmsgatans Polisstation for at fremvise den fundne taske og spørge om der er nyt i sagen. Det regner stadig, og vi tager en taxi.På stationen er man hverken interesseret i den fundne taske eller i de to danske turister, så vi forlader stedet med besked om, at vi vil bliver kontaktet på privatadressen, hvis der gives anledning dertil.På gaden igen i regnen og til fods, samme tøj som i går, afpasset til en varm solskins sommerdag. Vi går op på Flemminggatan og ind i en Nordea filial for at høre, om der kan blive problemer med de kreditkortnumre, som er medgået i biltyveriet sammen med numrene til spærreservice. Damen i skranken svarer rutinemæssigt og uden at skulle undersøge noget, at der ingen problemer er, når bare kortet er i forvaring. Vi står tilbage med en fornemmelse af, at et spørgsmål om et så kompliceret tilfælde umuligt kan besvares så hurtigt, og at hun nok har grebet svaret ud af luften for at slippe for at bruge mere tid på at forstå, hvad sagen egentlig drejede sig om.Der er nu en god time til toget kører, og vi når et kort besøg på rådhuset og kommer til Åhlens for at købe en dug til erstatning for den, som forsvandt sammen med bilen.Tilbage på Centralstationen, hvor vi køber mad og drikke og aviser til togrejsen inden afgang, er regnet ved at ophøre.Der er afgang præcist på slaget 12.15 og umiddelbart efter X2000 afgange til Oslo og Göteborg.Vi standser de første gange i Flemmingsberg og Södertälje Syd. Derefter køres uden stop gennem Gnesta og Katrineholm, hvor vi skulle have aflagt besøg i Golfen på hjemturen til Norrköping.Yderligere stop undervejs til Hässleholm, hvor vi skal skifte er Linköping, Mjölby, Nässjö, Alvesta. På strækningen inden Nässjö kører vi i højre spor af en eller anden grund.I Hässleholm skifter vi til Kustpilen tog nummer 1368, Brunnskällan med stop i Tyringe, Perstorp, Klippan og Åstorp.I Åstorp krydser vi med tog nummer 1372 Alice Tegner.Vi er hjemme i Kokkedal klokken 18.152002 oktober den 11. Kære Kirsten LinneaJeg husker, at du for år tilbage talte om en humanistisk forståelse af naturvidenskaberne. Var også til et seminar i Odense, hvor der var en gruppe, som beskæftigede sig med sådanne tanker.Gruppen gik vist i opløsning, og du opgav videre interesse for sagen.Mon dette arbejde er blevet videreført?Her får du et par avis sider, og du skal ikke blive bange for de fedtede pletter, det er bare Birgit's honningmad. Indlægget på side 8 lyder noget voldsomt.Jeg har i det hele taget en fornemmelse af, at den debat, som vi ser her, er en skønsom blanding af særdeles kompetente folk og folk med et "tyckande", som de har lyst til at udbrede sig om for at være interessante.Når jeg sender det til dig, er det fordi, jeg kom i tanke om dine interesser for disse år tilbage. Jeg ved ikke om det at fastholde (natur)videnskab og tro i samme menneske på samme tid, har nogen som helst relation til de tanker, du mødte på seminaret i Odense, og om det i det hele har nogen videnskabelig relevans, kan jeg heller ikke bedømme. Men jeg er sikker på, at du ret hurtigt kan gennemskue, hvad det er for rørelser, som kommer til overfladen i disse artikler.Jeg håber, du gider læse sagerne, og hvis du ikke finder det interessant, kan du kaste det.Når du læser dette, er vi i Tyskland med vores nye telt og soveposer. Vi har købt tjekkiske poser med 900 gram gåsefyld. Det bliver spændende.Vi har også købt en ny Optimus 111C Hiker på 3000 watt.De forgangne uger har været præget af stress på kontoret på grund af, at jeg har syltet opgaver, som skulle have været løst i maj. Nu har man tabt tålmodigheden med mig og sat mig stolen for døren. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har lavet noget i sommerens løb og ej heller, at man ikke skønner på det, jeg så har lavet, blot at nu kan firmaet ikke leve længere med disse mine uløste opgaver./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 84

Vi glæder os til at se dig til fødselsdagen. Birgit har fået afbud af moster Ingrid og moster Hanne, og det er hun lidt ked af.2002 november den 23. Kære Kirsten Linnea,Lørdagen er gået med arbejde i huset. Badeværelset får repareret fuger, og så sker det uheld, som før eller siden skulle ske. Afløbsrøret fra håndvasken viser sig at være gennemtæret og bryder sammen som papir.Den er ti minutter i tolv og Hunæus har endnu åbent. Hurtigt. Birgit ser sin chance til at komme med og få den spejlhylde, hun længe har ønsket.Det er frygtelig dyrt at købe ind i en sådan hast. Det bliver til helt nyt armatur i vasken med alt tilbehør og der ryger et par jævnt store sager mere i kurven. Det blev meget. Selv uden spejlhylde, men vi fandt dog modellen.Det ser også nu ud til at der bliver skiftet el radiatorer i hele huset. De har længe trængt til at blive skiftet. Også her kan der forventes nedbrud når som helst.Jeg melder mig nu ind i FLSmidth's indkøbsforening og regner med nogle rabatter på visse indkøb.Det har regnet hele dagen så arbejdet i badeværelset er sådan set ganske udmærket, men ville gerne også i haven. Der er også en del at gøre.Birgit fik et paradisæbletræ i Troldehytten. Det har vi plantet lige uden for køkkenvinduet. Bestyrelsen siger, at Birgit altid skal være i paradiset, og at paradiset er, hvor Birgit er. Derfor dette træ til fødselsdagen. Og nu står det hvor vi kan se det fra køkken og soveværelse.Her ved siden af mig ligger et af de store ringbind med tegninger af krananlæg til West Burton anlægget. Der skal laves en anvendelsesanalyse på det, der allerede er installeret, og der skal lægges planer for installation af kraner i de områder, der yderligere har behov for krandækning. Analysen skal ligge klar på mandag til evaluering og fremlægges på torsdag for bygherren i England. Jeg rejser onsdag morgen til Birmingham og har planlagt hjemrejse på lørdag. Faktisk går det meste af lørdagen med hjemrejse.Der er stadig en del arbejde på dette projekt, selvom det skulle have været færdigt for længst. Det betyder, at vi i projekteringen er alt for sent på den, og det ender ikke sjælden med, at andre har improviseret på byggepladsen, medens vi sidder og projekterer i Valby. Surt show.Jeg rejser om morgenen med 0714 fra Kokkedal og vandrer med mappen under armen til kontoret ganske automatisk, og når der ikke er andet end almindeligt hastværk med at færdiggøre tegninger og specifikationer, så er det aften IC fra Sønderborg, som holder i Valby og Kokkedal, der er den mest bekvemme hjemfart.På det tidspunkt er der ikke så mange rejsende, der er fredeligt i toget og masser af aviser fra jyderne. Der standses ikke mellem Hellerup og Kokkedal, så her falder øjnene let i alle lydene fjerner sig mere og mere, indtil automatikken reagerer på opbremsningen ved Ådalsparken og svømmehallen.Englandsturene er som regel på fire dage og er ved at være noget kedelige. Der er to timers fart fra Birmingham til Retford, hvor West Burton Power Station er beliggende. Nu er det regntid. Det regner meget på de kanter, og meget af vores arbejde foregår udendørs. Og arbejdet foregår meget hektisk for at nå færdiggørelse til de lovede terminer.Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var en noget bedre kommunikation mellem byggepladsen og Valby hovedkontoret, så en del af rejserne kunne undgås, men helt uden fysisk kontakt med det virkelige montagearbejde kan vi heller ikke leve.Har nu fået rabataftale med SAS, det giver måske nogle point, hvis sådanne da stadig eksisterer. Billetløse rejser med reservationer udsendt på internet.Situationen på FLSmidth er nu den, at vi arbejder meget hektisk for at færdiggøre anlæggene, som er i ordre, og derefter arbejder vi mindre hektisk for at få dokumentationen i orden og få ryddet op på kontorerne, så de kan lukkes.Jeg må nok se i øjnene, at jeg bliver sidste mand, og at jeg lukker og slukker, både firmaet og mit erhvervsarbejde. Det bliver i løbet af 2004. Derefter bliver det til private gøremål, hvad det så end indebærer.Det er godt nok lovet, at vi kan fortsætte i job hos det øvrige FLSmidth, som fortsætter sin virksomhed og regeringen og OECD siger, at vi bør blive længere på arbejdsmarkedet, for at tjene til landets fremgang og velfærd. Det må jeg så vente og se, hvad det indebærer, men inden du aner det, sidder vi, Birgit og jeg, og er pensionister./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 85

Jeg ser for øjeblikket ikke nogen mulighed for at blive beskæftiget i et firma, som har en længere horisont i planlægningen.Jeg hørte i dag i vores udmærkede P1, at der udbredes en del flad kultur, som alle kan være med på. Her blev nævnt "Rejseholdet" og "Nikolaj og Julie". Og dette sendes i den bedste tid, når det er mor, der har fjernbetjeningen. Søndag aften, så skal vi være afslappede til en ny uge, og der må ikke være ophidsende elementer. Bare underholdning. Der sidder to millioner. I sammen åndedræt nævnes, at dansken viger uden om den mere holdningsprægede kultur og undgår at engagere sig i diskussionen.Dertil må jeg sige, at vi oplevede en særdeles livlig debat under vores besøg på Rødegård forleden. Jakob og Chr., de ivrigste debattører, satte liv i kludene, og vi fik en særdeles holdningspræget aften. Hvor kommer vi fra, det enkelte menneske, og hvor er vi efter døden? Hvad er livet efter døden? Er psyken eller sjælen en energiform, som transformeres til en anden energiform efter døden, eller er sjælen fuldstændig frigjort fra den fysiske tilværelse.Jeg har nok den opfattelse, at der findes en sjæl eller psyke til hvert enkelt menneske og denne sjæl består uafhængigt af legemets opståen og forgåen.Denne sjæl har også eksisteret i de primitive livsformer (bakterier, celler), som gik forud for den menneskeskikkelse, vi kender i dag.Det er ånden, som fra tid til anden kommer over os. Hvorledes skulle denne kunne forgå. Den består ikke af forgængeligt materiale.Det univers, vi nu kender kan ikke være sammensat af fysiske og kemiske processer alene, for da ville menneskene ikke kunne være åndfulde, og det ses der jo ganske mange eksempler på.Birgit og jeg er begyndt at leve med i det moderne storbymenneskes liv. Godt nok bor vi ikke lige midt i byen og kan gå direkte ind på cafeerne og teatrene, som det nu hør og bør sig. Vi må køre dertil og har antagelig derfor også mindre status i dette sociale storbyliv blandt de konditionerede borgere.Ikke desto mindre er det lykkedes os at få os gelejdet med i selskabet og har være til "brunch" på cafe. Fra 13 til 16. Det er et helt fantastisk liv, der udspiller sig. Helt unge mennesker kommer her og samles til spisning. Ved egen kraft tror jeg nu ikke, vi ville være kommet did. Det var Anne, som inviterede sammen med "Trefoldigheden" og dens kærester og forældre.Meget oplivende at være i selskab på denne måde, og jeg tror nu nok, at vi kan begå os i dette miljø. Har i hvert tilfælde fået megen ros for vores opførsel. Anne flover sig ikke over, at vi kommer, som vi er.Kære Kirsten Linnea,Tak for dit besøg til fødselsdagen. Det var godt. Savner dig noget ind imellem og synes, du er langt borte. Så nemt er det jo heller ikke, bare at rejse bort nogle få dage, men jeg har en fornemmelse af at flytransporten får bedre kår i de kommende år. Det bliver billigere og giver virkelig muligheder for besøg, som ellers ville være noget stressende at gennemføre.Fra Århus kommer der ikke nogen og ej heller Thomas og Birgitte.Jakob og Eva overvejer stadig, om de kan få tid til at komme. Elsebet og Jan, Morten og Ida kommer alle fire.Hav det godt og mange hilsner. Mange knusere fra din kære mor.Vi elsker dig. Hils Endre mange gange.

Breve i 20032003 februar den 16. Kære KirstenSå er der en brændestak igen. 10 meter ligger der i haven, god friskskovet bøg. Der er da nogle dages arbejde i en sådan stak for en kontormand. Savbukken er båret om til stakken, og der er savet og kløvet et par stokke, bare for at prøve. Det går udmærket. Som alle de andre år og som i barndommen i Verst.Det var hårdt arbejde dengang, kløvningen var vi dog fri for, da klov fra skoven kunne gå lige i fyret i halv meter stykker. Jens Abild kørte med sine store belgierheste brændet fra skoven til præstegården i Verst, hvor det blev stablet i gården i meterstykker. Disse skulle deles i to. Der har nok været omkring 20 - 30 rummeter, hvert år, her i Enebærhaven er der dog bare 10 rummeter hver andet år.


Jeg har nok gennem mange år gået og troet, det er billigt, at save og kløve brænde selv, men efterhånden er det vist lidt af en vildfarelse. Det er faktisk bemærkelsesværdigt så mange udgifter, der løber på til at vedligeholde og bruge en elektrisk kædesav og til arbejdstøj.Nu har vi fået ny brændeovn her i Enebærhaven, en Lotus 6010 med både sekundær- og tertiærluft. Den brænder ganske godt, men er noget sværere at få tændt en den gamle Morsø 1124. Skorstenen skal varmes godt før den rigtig begynder at trække, og lukker man op for lågen for tidligt, kommer der røg i stuen. Vi har taget en af røgvendepladerne ud for at give lidt mere træk i ovnen.Når der så kommer godt fyr på, brænder vi først gasserne fra brændet med tertiærdyserne fra ovnens bagvæg. Dette ser ud som flammedyser fra de små huller, hvor luften kommer ind i ovnen. For at brænde gasserne, skal der være ca. 600 grader i ovnen. Når disse gasser er brændt, er der trækul tilbage, hvilke brænder med lidt sekundærluft fra en spalte, som kommer ud lige indenfor toppen af lågen.Vi har noteret os, at der kommer meget mere varme ud af brændet på denne måde, end vi har været vant til hidtil. Det er også en mere pyntelig ovn end den gamle. Det er som at få et nyt fjernsyn med den glasplade i lågen, og programmerne i brændeovnen er bedre end det, vi kan få fra de æterbårne kanaler.Man ser flammer smyger sig op gennem det ildfast beklædte brændkammer og ud gennem røg afgangen. Den ildfaste beklædning kan være sort af sod, men så snart forbrændingen bliver ren, fremstår muren som en gullig og helt ren flade. Også glasset i lågen brænder rent for sod.Birgit måtte jo selv sætte ovnen i drift, da jeg skulle rejse morgenen efter den var installeret.Efter en uges vinterferie er brændet savet og kløvet og kørt ned til og i skuret. Det har været et hårdt arbejde, men fint at se det ligger i stabler. Nu skal vi have brugt det gamle, det slår lige til, og så fylder vi skuret med nyt.Vi har også i vinterferien været i både Hillerød og Lyngby med tanke på at vores køkken efterhånden er slidt godt og måske nok kunne trænge til en ny bordplade. Det begynder hos Silvan med en plade til 1.200,-. Dernæst bliver der set på en plade fra et køkkenfirma med underlimet vask og savtaklimede stave, 20.000,-.Ny bordplade og gammelt køkken, hvordan ser det ud? Det går vist ikke. Det ville være synd, for den nye bordplade vil slet ikke komme til sin ret, og hvad med fliserne over komfuret? Det er jo ikke ligefrem en flisebeklædning, som Birgit og jeg har valgt. Kunne godt laves pænere. Stenpladen til højre for komfuret et også noget eroderet, ikke nem at holde ren.Det kunne godt se ud, som om vi er på vej til at installere et totalt nyt køkken. Spørgsmålet er blot om det skal koste 150.000,- eller 50.000,- og skal vi montere det selv, eller lade en snedker montere det?Sådan går det, når man bliver gammel. Vi må vise, at vi følger med tiden, og nyt køkken er det eneste sprog, der forstås i det moderne Kokkedal. Men om vi kan forestille os at skulle have et arkitekttegnet livsstilskøkken er en anden sag. Endnu mere tvivlsomt er det, om vi overhovedet kan leve i et sådant køkken. Vil vi blive splittet i to slags mennesker? Et der holder til i køkkenet, og et der lever i den resterende del af huset.Og badeværelset. Det skal jo nu om dage indrettes, så man kan sidde der med sine gæster til aperitif eller en lille mokka.Jo, vent du bare, du skal se dine forældre følger med verden og udviklingen, men hvordan? Det er vel ikke bare hus og bil, som giver livsstil og karakter.Der er jo også kulturen, film, litteratur, teater, sport, arkitektur for slet ikke at tale om forskning i befolkningens adfærd, hvor det moderne menneske kan vise sin medleven ved at være vel orienteret og have indsigt. Eller hvad med cafebesøg på strøget i København? Alt dette er ved at blive mig for meget. Jeg tror, overfladiskheden lurer bag en måske nok ihærdig indsats. Overfladiskheden kommer ind i kulturen og adfærden med kravet om økonomisk bæredygtighed og publikums krav om populære forestillinger.Men hvem tænker på det arbejde, personer som Henrik Dahl, Christine Antorini, Keld Holm, Katrine Lilleør, Linda Nielsen udfører. Eller hvad med DR's programmedarbejdere, Nikolaj Ifversen, Koplev, Tore Lejfer, Egon Clausen, m fl. Personer, som fordyber sig langt ned i vilkårene for et menneskeliv. Det er knap så populært og giver knap så megen lydhørhed, som det, de populære kunstnere og livsstilsarkitekter byder på.Jeg ønsker at bevæge mig i retning af den mere fordybende livsførelse med fare for at blive overset eller nedsablet for altid at skulle vide bedre. Dumstædig kan man sige, og det er rigtigt /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 87

nok. Jeg har ikke rigtig fundet noget svar på den situation. Måske er det netop den holdning, den fordybende stillingtagen, Tyskland, Frankrig, Østrig og Belgien nu udviser overfor verdens krav om en militær nedkæmpning af styret i Irak.Bekymringerne over den verdenspolitiske situation tårner sig op her i Enebærhaven. For det første føler vi nu mere end nogensinde, at verden er blevet mindre, og at det, som foregår ude omkring, ikke blot vedrører os her i Danmark, men i høj grad influerer på vores hverdag. Vi har irakere, zionister og amerikanere midt iblandt os i vores hverdag, og disse mennesker udgør en del af vores sociale ramme. De har samme rettigheder og pligter som vi, der har boet her i tusinde år, men alligevel bekender de sig til en anden kultur og plejer deres hjemlands interesser. I den politiske situation, vi er i nu, kan disse herboende og dog fremmede mennesker ligefrem udgøre en trussel næsten hvor som helst og mod hvem som helst (vi kalder det terror) i sammenhæng med afklaringen af betydelige storpolitiske forhold. Mærkeligt nok synes jeg ikke, det er den fysiske terror, som bekymrer mig. Det er mere den forstyrrelse, sådant kan give i den politiske og økonomiske stabilitet. Det, at den verdenspolitiske situation kan underminere mine privatøkonomiske interesser og min velfærd, føles som en trussel.At jeg netop nu ser med så stor alvor på situationen er begrundet i, at vores vestlige verden har bragt sig i en situation, som næsten kun kan give anledning til ubehagelige konsekvenser. På den ene side kan vi få en krig i mellemøsten med terrorhandlinger og økonomisk nedgang til følge. Ja, den menneskelig lidelse og flygtningestrøm ikke at forglemme. På den anden side, hvis vi undgår denne fysiske krig, har Europa og Amerika bragt sig i en situation, som uvægerligt vil skabe surhed, sanktioner og økonomisk nedgang samt politisk kulde mellem Europa og Amerika.Men ikke nok med det. Det er faktisk endnu værre. Vi har netop oplevet et Europa, som i en høj grad af enighed har besluttet sig til at indlemme flere medlemmer i unionen. En glæde har bredt sig gennem Europa over dette, med tanke på politisk stabilitet og økonomisk fremgang. Nu ser vi her et par måneder senere et Europa, som er splittet i for og imod en krig i Mellemøsten, og som er for og imod det ellers så stabile samkvem mellem Europa og Amerika.Hverken det intereuropæiske eller det transatlantiske forhold kan vi acceptere nogen forringelse i. Det bliver sagt, at uenighed er et udtryk for at demokratiet virker, men når uenigheden får en for alle parter uønsket konsekvens, må det være selve sagen og ikke demokratiet, som skal reddes. Og sagen er vi vel dybest set på begge sider af Atlanten enige om: Hvis der er en trussel fra Mellemøsten, skal vi værne os derimod.Jeg er ikke overbevist om at truslen mod Amerika eller Europa er så stor, at den kan retfærdiggøre en krig og kan ikke forene mig med tanken om at vores vestlige verden skal i krig.Jeg har siden min skoletid troet, at nu det var vi så civiliserede, at anden verdenskrig var afslutningen på den vestlige verdens krigsførelse, i hvert tilfælde i angrebsmæssig henseende.Slut med det.Det nye tørrestativ. Langt om længe har Birgit købt sig et nyt tørrestativ, en såkaldt paraply. Den er nu monteret på stubben af det gamle mirabelletræ. Er netop kommet i brug. Det kan stå både udslået og klappet ned langs centerstolpen. Det har nu i en uges tid stået nedklappet med sin plastic pose over stænger og snore. Ser i både sammenklappet og udtrukket stilling ganske neutral ud i haven.Mandag 17 februar er der så afrejse til England igen. Det er ved at være lidt langweiligt at skulle af sted, Kastrup, Birmingham, Med bil via Nottingham til Retford, hvor kraftværket West Burton ligger. Ved sidste besøg i januar blev hele kraftværket evakueret, fordi en af de gamle skorstene begyndte at svaje kraftigt i vinden med fare for nedstyrtning. Det er dog senere godtgjort, at risikoen ikke er så overhængende, men det kostede os og kraftværket en uges tabt arbejde. Vi kæmper i forvejen med forsinkelser og har svært ved at holde montagetempoet. Det er noget kedeligt, at vi i dette projekt for det meste altid er bagud med arbejdet og dokumentationen, og endnu mere kedeligt er det, at dette nok er mit sidste projekt i kraftværksbranchen. Firmaet skal lukkes og personalet overføres til FLS's virksomhed inden for opførelse af cementfabrikker, for så vidt at der er brug for mere personale i denne del af FLS.Hvis ikke jeg kan overføres til FLS, vil mit arbejdsliv i FLS være afsluttet med første kvartal 2005. Derefter er der to muligheder, pension eller ud på det øvrige arbejdsmarked. Den første mulighed er jeg bestemt ikke glad for og hvad angår den sidste mulighed, så kan det øvrige arbejdsmarked have svært ved at optage pensionsklare ingeniører i arbejdsstyrken. Her er der bare at håbe på en bedring i beskæftigelsen, og for mig er det ikke bare et spørgsmål om at have et sted at gå hen og være med i et arbejde, det er i høj grad det, vi lever af./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 88

Det er nu, jeg skal til at tænke over og forberede, hvorledes hverdagen skal gå videre efter West Burton projektet. Jeg formoder, at du også interesserer dig i sådanne sager, men jeg kan just nu ikke give noget svar, men jeg fornemmer, at det vil være svært at tage sig sammen til at tage et spring ud i noget nyt, hvis endelig lejligheden skulle byde sig.Egentlig tror jeg, at vi i vores lille familie skulle anvende lidt mere tid på at redegøre for vore vilkår for at føre et rigt liv og være en del af samfundet. Det er måske det allervigtigste at tale om, vi er afhængige af det. Vi er jo noget på afstand af dig i Gvarv og så meget desto mere er der brug for at sætte tid af til korrespondance. Jeg håber, du vil være med til at styrke denne del, for jeg tror ikke, vi kan opretholde relationer bare med de få besøg, der kan overkommes gennem årene.2003 februar den 23. Kære morSeksagesima, Grønholt kirke, det er Pastor Tjalve, som forretter tjeneste i dag. Der er to barnedåb og mange mennesker i kirken, men Tjalve taler højt og kan uden besvær overdøve forsamlingen. Vi sætter os på en af de bageste bænke. Vi har ikke det fine tøj på og har planlagt at tage på tur efter gudstjenesten.Dåben foregår før prædikenen og Tjalve gør meget ud af faddertiltalen, mere end godt er endda. Det er vel ikke rimeligt at sige, at fadderne skal føre et forbilledligt kristent liv og opretholde forbilledet over for barnet med gaver til dåbsdagen hvert år.Sædemanden, der sår mellem tidsler, på klippegrund og i god jord. Den, der hører Guds ord, høster 100 fold deraf i forståelsen af Guds hemmelighed, som er kærlighed.Lyksaligt det folk, som har øre for klang efter prædikenen, jeg tror det var en af fars hofnumre.Mere end før forstår vi, at præsten og hans virke i sognet har sin betydning for menigheden. Tanken om at præsten og kirken er det sted, hvor vi som mennesker kan komme og blive bestyrket er god. Tanken om at præsten bestyrker sin menighed, også selvom den ikke kommer og beder om det, giver en følelse af at leve i et samfund, som fungerer godt.Der er blå himmel og solen har skinnet ind gennem vinduerne i de tykke mure. Generende som alle har oplevet det fra barn til voksen, men nu er vi ude ved bilen og har endnu ikke bestemt, hvor turen skal gå hen.Tanken falder hen på en tidligere udflugt i kommunen med Kirsten Holck, som jo er Birgits arbejdsgiver i aftenskolen. Nu har vi tid til at finde den sten, som er rejst på skellet, hvor Karlebo sogn i sin tid grænsede op til Hillerød by. Efter et mageskifte mellem Karlebo og Hillerød blev der sat en sten med indskriften "Hillerød By's Mark". Ved denne sten kørte vognmanden sin bil, hvormed han kørte fragtrute fra Nivå til Hillerød, over bygrænsen. Vi finder stenen i en boligbebyggelse med skoler, amtsgård, ATP hus, nær den nye Grønnevang kirke. De er lidt senere på den her end i Grønholt, præsten er ikke kommet længere end til at stå og snakke med konfirmanderne i det fine vejr.Vi tager et par billeder og fortsætter til Den Nordiske Lejrskole, som ligger i nærheden. Vi har nu i et par år været medlem af Foreningen Norden og har netop fået invitation til jubilæumsfestlighed i anledningen af 50 året for Foreningen Norden.Det bliver et fint eftermiddags- og aftenarrangement med middag, og det bliver første gang, vi skal til noget i Foreningen Norden.Vi kører derhen for at lære vejen at kende og finder et meget fint bygningskompleks holdt i røde farver med syv flagstænger foran receptionen. Det ligger i skoven i udkanten af Store Dyrehave med store græsarealer omkring. Der er sengeafsnit og spisesal med pejsestuer og møderum omkring receptionen. I dag er der lukket, men det ser ud til at være et særdeles fint sted at holde lejrskole eller anden form for arrangement.Nu kommer så det, jeg egentlig ville fortælle om. Vi fortsætter vest ud af Hillerød og kommer til Frederiksborg højskole. Vi parkerer foran den nye bygning og går først en tur over til Ullerød kirke, som ligger på nabogrunden. En lidt ejendommelig kirke med en kirkesal, vil jeg nærmest kalde det, og med møde- og konfirmandlokaliteter i omkringliggende tilbygninger. Inden for er der et fint maleri med underteksten "som den gyldne sol". Billedet er farverigt og strålende.Det første, vi ser udenfor er en ret stor gravsten med, "så rejse vi til vort fædreland". Det er Holger Begtrup, og hans familie, som ligger her ligesom Arnfred og Knud Hansen og alle de andre i Askov, og tanken går jo straks til Bedstefar. Han skriver i sit brev, som jeg vist nok har vist dig tidligere:


"18½ år gammel fik jeg efter eget valg lov til at komme til Frederiksborg højskole til Holger Begtrup, der fulgte ”linjen” så trofast som nogen. Ikke mindre betydning fik Thomas Bredsdorff for vi unge, mere samstemt med os end egentlig Holger Begtrup."Jeg vedlægger Bedstefars brev i sin helhed og sender et par billeder med fra vores tur. Her ser du Holger Begtrup's sten og lidt af højskolen, blandt andet mindestenen og Nyrops hus i baggrunden.Vi gik tur rundt i parken med dens store bøge og egetræer og hasselgange gennem plænerne. Netop hasselgangene minder om Jakob Knudsens, Holtinggård og i særlig grad og præstegårdshaven i Verst.Tjæreby er blevet lukket lidt inde af de store veje, som forbinder København og Nordsjælland. Her ligger kirken i udkanten af en lille samling huse. En ret lille kirke og en lille kirkegård grænsende op til store marker både efterårspløjede og tilsået med vintersæd. Det er lidt underligt at finde et så ydmygt sted de ganske få kilometer fra Hillerød, hvor industri, internationale virksomheder og kongens slotte ligger. Kontrasterne er til at få øje på og meget slående. Her er den lille landsby bevaret.Æbleholt kloster ligger på vejen til Frederiksværk og er nok et besøg værd. Ikke fordi, der er særlig meget at se, men mere fordi tanken ledes hen på munkenes virksomhed i Danmark for 800 år siden. Det var Absalon, som havde indkaldt Augustinermunkene til at genopbygge klostre i Danmark. På billedet ser du en planche med meget små bogstaver, hvilke du nok ikke skal prøve at læse. Billedet derunder viser grundridset af klosterkirken efter udgravning i 1935 til 1947. Det har været en stor korskirke, og stedet skulle have været velhavende med besøgende fra hele Europa.Dagens højdepunkt er Lille Lyngby ved Arresøens sydlige bred. Her ligger kirken lige ned til søen, som er isdækket så langt øjet rækker, vi ser bilerne på landvejen til Helsinge ovre på den nordlige bred og kirken i Anisse. Langs bredderne vokser tagrør, som nu stikker lige op af isen klar til at høste. Vi går en tur på isen og finder, at der er skøjteløbere og isbådssejlere ude i det fine vejr. Helt usædvanligt vejr med blå himmel og den hvide is omkranset af tagrørene. Inde på land ligger de små huse helt ned til bredden. Byen i sig selv består af blot en snes små stråtækte huse og nogle få gårde. På kirkegården finder vi en mindesten for præsten, Jakob Christian Lindberg, født i Ribe 1797. Stenen er rejst af menigheden 100 år efter hans død.Vi går ind i kirken og finder en meget farvestrålende prædikestol og alteret har et fint billede, hvor vi ser deltagerne omkring det sidste måltid. Der er indgang i våbenhuset i siden af kirkeskibet og orgelet er lavet af Husted orgelbyggeri i år 2000 og placeret i tårn enden af kirkeskibet. I våbenhuset hænger nogle ældgamle præstetavler, malet på brædder, som ikke har kunnet klare opvarmning af kirken og derfor gået fra hinanden, så man skal læse teksten henover ret brede spalter mellem hvert bræt.Vi slutter turen af med en tur på kirkegården i Kregme. Kirken her ligger på en bemærkelsesværdig høj bakke med udsyn over Arresøen.I Frederiksværk går vi en tur langs kanalerne og ser på det gamle jernstøberi, som nu er ombygget til kulturhus med udstillingssal og teater. Det er en bygning med metertykke kampestensmure, som er flot restaurerede. Taget er helt nyt.Byen bærer tydeligt præg af en tidlig industri omkring krudt og jernstøberi. Det er vel her kongerne i enevældstiden har fået sit krudt og sine kanonløb.Det er jo Classen fra Korzelidse på Falster, som har grundlagt krudtfabrikken.Nu sidder vi her i Enebærhaven med vore billeder og oplevelser og spiser stuvede kartofler i løgsovs med spegesild til.Mange hilsner fra Birgit og Bo.2003 februar den 23. Henrik MortensenJanuar 1873 holder mine Forældre Bryllup. Ditlev Mortensen, Hansine Hansen.Samme Aar i september blev deres søskende gift. Peter Nielsen Mortensen – Ane Margrethe Hansen.Disse overtog hans fødegård, nuværende Skrillinge Damgård. Mine forældre købte gården, Højenhus, 5 kilometer syd for Vejle. Gammel kro, gamle bygninger. Meget smukt beliggende, men en del forsømt. Blev købt forholdsvis dyrt. Så trods slid med dræning og så videre kom de til at sidde hårdt i det.


Her blev jeg født den 12 maj 1879. Om begivenhederne har blandt andet daværende pastor Hey, Alminde gentagende gange fortalt.Men først nogle oplysninger:Omkring 1860 – 1870 var Grundtvigs tanker ved også at nå til Vestfyn, og en af de dygtigste talsmænd for disse blev i 1870 præst i Middelfart, hvor han kom til at betyde meget for mange mennesker med sin myndige, stærke og varme forkyndelse og vel først og fremmest hans fremhævelser af Grundtvig’s mageløse opdagelse.Forsagelsens og troens ord ved dåben som Ordet af Vorherres egen mund.For mine forældre, ligesom mine plejeforældre kom det til at betyde noget, som for dem varede livet ud.Da mine forældre i 1873 kom til Jylland, faldt det helt naturligt, at de løste sognebånd til pastor Hey. Det udviklede sig til et personligt venskab.Efter mine to ældste søskendes fødsel, Ingrid gift med en husmand i Give og Hans, som overtog gården i Højen, var min moder syg, da hun ventede mig i foråret 1879. Pastor Hey besøgte hende, da han på sin køretur til Otto Møller i Gylling kom forbi og tog mine forældre til alters. På tilbagevejen nogle dage senere, kom han igen. Da havde jeg netop lige set dagens lys. Min tilstand må jo have givet anledning til bekymring, så jeg blev døbt samme dag den 12. maj 1879.Da moders helbred ikke bedredes og der var store vanskeligheder ved at få barnet passet, blev det til, at hendes søster, Grethe, der var barnløs hentede mig til Fyn først på året 1880. Antagelig var det tænkt som noget foreløbigt, men jeg kom ikke tilbage til Højenhus.Om forhandlinger i den anledning har jeg aldrig hørt tale.Resultatet blev, at jeg fik to sæt forældre. Far og mor her og egen far og mor lærte man mig at sige om mine virkelige forældre i Højenhus. Det er der vel ikke mange som opnår.Når jeg i det følgende omtaler ”egen mor” er det dem begge, jeg tænker på. De var som et, men han sled sig op og blev tidlig svækket, så jeg egentlig ikke nåede at få ham på nært hold.Anderledes med mor, som har fulgt mig i sin bøn til Gud om at bevare mig i min dåbs Pagt og Nåde, og Han hørte hendes bøn.Det, som begyndte hin 12 maj 1879 har fulgt mig som en ubrudt linje livet igennem og givet mig tryghed og sikkerhed ved at vide mig i Guds Hånd.Linjen fortsattes her hos B. og B. uden nogen direkte kristelig påvirkning. Men hver aften, når jeg ikke var falden i søvn i min lille seng – hørte jeg dem tage Troens Ord og Fadervor i deres mund, inden de lagde sig til ro.Siden oplevede jeg det i skolen hos lærer Okkels, og som enebarn fulgte jeg næsten hver søndag i en ret tidlig alder med B. og B. til kirke i Middelfart og hørte pastor Andr. Leth – en af Grundtvigs betydeligste lærlinge med myndighed og kraft forkynde det samme.At jeg naturligvis også blev konfirmeret af ham var jo en selvfølge. Han blev efterhånden en af hjemmets gode venner. Breve fra hans hånd vidner derom.18½ år gammel fik jeg efter eget valg lov til at komme til Frederiksborg højskole til Holger Begtrup, der fulgte ”linjen” så trofast som nogen. Ikke mindre betydning fik Thomas Bredsdorff for vi unge, mere samstemt med os end egentlig Holger Begtrup.Sommeren efter var jeg karl på en gård ved Kerteminde, hvor jeg fik lejlighed til at uddybe venskabet med en af kammeraterne fra højskolen, Kristen Andersen fra Revninge. Dette venskab, der varede livet ud (1954) fortjener en nærmere omtale. Hans mor, der var en af Kolds elever, hørte til den kendte Thygesen slægt i Ferritslev.Naturligvis var de medlemmer af Kerteminde valgmenighed (Poul Bøjsen). Slægten repræsenteret af den kendte Anders Kristiansen beboer endnu gården i Revninge.Kristen Andersen tog i begyndelsen af århundredet på Jelling seminarium. Efter eksamen fik han plads som lærer i Torkildstrup på Falster, hvor Morten Bredsdorff, komponisten var præst. Her blev han i 1906 gift med Gudrun Bredsdorff. Til dette bryllup i den gamle minderige præstegård, hvor Ingemann er født og Grundtvig opholdt sig i lange ferier, blev Johanne og jeg indbudt. Johanne var i 1903 kommen ind i billedet, men får først sin omtale senere.Til festen traf vi foruden slægten fra Ferritslev hele familien Bredsdorff. Ligeledes Begtrups. Samt Niels Dael, som på det tidspunkt var ved at forberede Liselund. Roskilde højskole var jo også under opførelse. På Bredsdorffs anmodning tegnede jeg mig for 100 kroner. Til min /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 91

overraskelse varede det ikke mange år inden de blev tilbagebetalt. Med renter (Lindbergs bibeloversættelse).Sign. Henrik Laurits Mortensen.2003 april den 24. Kære KirstenDet var et fint besøg hos Dig og Endre. Nu er vi hjemme igen og besøgstiden er gået næsten umærkeligt med udflugter og selskabelighed. Pludselig var dagene gået og hjemrejse tidspunktet indfandt sig, uden vi gamle forældre nåede at få talt med dig om de dybere familiære anliggender.Tak fordi du inviterede noget af din omgangskreds. Det var meget behageligt for Birgit og jeg at være sammen med disse mennesker, og vi har lært mere om din omgangskreds.Vi har fået et fint indtryk af din hverdag, men er måske ikke helt klar over, hvad du mest af alt går og tænker på. Vi kan jo nok mærke, at du har nogle spekulationer med henblik på at skaffe arbejde og bolig, således at også Endre bliver tilfreds.Vi har også fået den tanke, at Endre måske er en hindring for din frihed til at søge arbejde, men du må jo heller ikke regne med at alt skal gå efter dit hoved. Hvad Endres tankegang omkring hverdagslivet i arbejde og fritid er, har vi jo fået et ganske fint indtryk af. Mere kniber det med at forstå dig, når det gælder din indstilling til, om du skal leve livet i naturen og på landet med forekommende beskæftigelse eller i byen som den dynamiske kandidat, der vil gøre en langsigtet forskel i samfundet med sin uddannelse og søge viden om alle relevante forhold og bruge den til at øve indflydelse på arbejdspladsen.Vi tror også, at du egentlig hellere vil arbejde på gymnasiet i Bø ud fra den uddannelse og viden, du nu har og med den blive gammel i faget som dine forgængere og lukke øjnene for at verden løber videre, sådan som også forgængerne har gjort det.At du nok bare kommer til at bruge din viden om friluftsliv til fritidsbrug, har vi forstået.Hvad enten du vælger det ene eller det andet, vil Birgit og jeg være glade på dine vegne, hvis også bare ud er tilfreds, men vi har et stærkt ønske om, at du vælger og står fast på det, du ønsker og brænder for.Vi har jo på dine sidste breve forstået, at du prøver, at styrke din position overfor dine omgivelser med både opbyggelige samtaler og sportslig aktivitet. Det får os til at tro, at du virkelig brænder for en sag og har et ønske om at føre dine ønsker ud i livet. Dette har også givet næring til en bekymring om, hvorvidt du mangler styrke til at gennemføre dine ønsker.Hvis vi kan være til nogen nytte, så lad os det vide.Du må ikke få den tanke, at vi vil øve indflydelse på, hvorledes du fører dit liv. Ej heller vil vi være i opposition til dig, fordi du har valgt at flytte til Norge.Vi synes, det er kloge tanker, du har angående familieliv med to nationaliteter. Dette med at begge parter skal have indgående kendskab til den anden parts nationale kultur og egenart. Fint. Og vi vil ønske dig lykke til.Vi glæder os til at høre mere om dine tanker.Vi har i dag været til Lene's begravelse i Raklev kirke ved Kalundborg. Det var en stor begravelse med 200 personer i følget og gulvet var dækket med blomster. Bagefter var der smørrebrød med øl og kaffe.Vi sang, Se nu stiger solen og Den signede dag. Trosbekendelsen og Fadervor blev læst fra alteret. Over kisten talte præsten pænt om Lene og gjorde os klar over, at vi have mistet noget betydningsfuldt, men at vi jo skulle møde Lene igen og henviste til Grundtvigs sidste vers i Den signede Dag: Så rejse vi til vort fædreland.Vi sluttede af med jordpåkastelse i kirken og Altid frejdig når du går og den apostoliske velsignelse.Lene blev båret ud af familien og kørt bort.Det var så fint omkring kirken, som ligger højt i terrænet. Solen skinnede og seljerønnen på kirkegården stod med knopper uden at give skygge. Det var uendeligt meget lys over kirken og kirkegården, snart vil træernes skygge give mørke.Til en begravelse er det fint med lys, men herhjemme i stuen virker det skarpe lys så anmassende.


Netop nu står anemonerne i fuld blomst over hele skovbunden og de første bøgegrene er udsprungne, nøjagtigt som da vi kørte gennem Skedebjerg skoven med dig fra Sygehuset i Åbenrå til Rise Planteskole.Jeg ved ikke, om du er helt opdateret med forholdene i Rise. Hanne har lukket planteskolen og har taget arbejde i et plantecenter i Vejen og kører nu på arbejde hver dag. Det har nok rørt en del ved Hanne's følelser, at familiens planteskolen nu ikke eksisterer mere, og hvordan hun egentlig klarer de tanker, som melder sig i den anledning, er vi ikke klare over.Henrik bliver nu handelsstudent i Åbenrå og skal begynde som soldat i Holstebro efter sommerferien og Helle er jo kæreste med en gut fra Ølstykke og kommer meget her på Sjælland. Har også besøgt os her sammen med sin kæreste. De søger en bolig i Roskilde sammen. Helle går nu på teknisk skole og søger praktikplads i butiksfaget.Jeg har måske berørt sagen overfor dig angående din computorsituation.Kan du forsat klare dig? Birgit og jeg går og tænker på at anskaffe nyt apparat og kunne eventuelt overlade den gamle til dig og Endre. Det er ikke noget dårligt apparat, men indeholder bare et 56 k modem, hvilket ikke er nok til os. Der er også andre forhold, som gør, at vi ønsker en opdatering.Lad os det vide, hvad du tænker desangående.Hvis det nu skulle lykkes dig at få en stilling her på egnen, vil vi også gerne vide, om der bliver brug for vores indsats med henblik på at se efter en passende bolig til Jer. Vi har nu planlagt at være bortrejst i hele juli måned, så hvis der er sager, som skal klares i denne tid, må vi se om de små børn kan være behjælpelige. Egentlig synes jeg, vi i familien skulle lave en ferie- og rejseplan for de perioder, hvor der traditionelt er megen aktivitet. For vores vedkommende er det borte fra begyndelsen af juli til og med den første weekend i August.Vi skal i Ulvedalene med Wiggatorp den 5 juni og med Jensen's den 25 maj og med Wiggatorp den 29 maj. Og der bliver sikkert planlagt flere aktiviteter inden ferien.Her er både salat, radiser, dild og spinat kommet op, og vi forventer regn i kommende weekend.Vi har mange gode billeder fra vores sveriges- og norgestur, og måske kan vi vedlægge et par stykker. Hav det godt.2003 juni den 28. Kære KirstenVelkommen hjem. Nu er vi rejst til Finland i 4 uger. Mærkeligt bare sådan at tage bort fra familie, arbejdsplads og omgangskreds.Er du ked af, at vi er borte? Savner du os? Vi savner vore børn hele tiden, men indser nok at livet for børn og forældre er forskelligt, og at vi må finde vores facon hver især. Vi, som de forrige generationer, venter nu bare på at verden går under, fordi den nye generation ikke gør, som den forrige har gjort.Du har ikke nogen arbejdsplads, men det får du nok. Jeg synes nok lidt, at det er en skam, at Endre har takket nej til Ugerløse. Du kunne sikkert sagtens have fået noget løst heromkring og med enten tog, bus eller bil når man langt. Det er noget lettere for dig her i DK, end det er for Endre.Jeg ønsker Jer begge held og lykke med Jeres forehavender.Jeg for mit vedkommende er nok nået til en milepæl i West Burton projektet. Det er ved at være færdigt og skal sættes i drift, og det er et andet personaleområde, som udfører dette arbejde. Jeg begynder at lede efter nye projekter efter ferien. Fortrinsvis hos FLS, men også i relaterede firmaer.Således udgør afrejsen på onsdag begyndelsen til en hel anden dagligdag. Jeg går og finder pen og skrive bøger og fotoapparat frem for at kunne lave en ordentlig rejsebeskrivelse. Men jeg har en fornemmelse af, at det egentlig mest er for at have et projekt at arbejde med, jeg laver rejsebeskrivelse. Kan ikke undvære at have et arbejde i gang.Er det bedre at lade hele turen gå i glemmebogen for at kunne slappe af? Vil nok være lidt mærkeligt for mig, selvom turen i 2000 er helt ubeskrevet fra min side, selvom jeg husker ganske meget, men hvor længe holder det?Afrejse fra Stockholm onsdag morgen klokken 07 og Åbo klokken 20. Det er så vant efterhånden at komme de steder og alligevel bliver det ved med at være tillokkende at opleve indtrykkene. Præget fra 16 og 1700 tallets storheds- og rigdomstid skinner igennem i bygninger og giver sig vel også stadig udtryk i befolkningens rolige og stabile adfærd./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 93

Det er godt at opleve den lokale befolknings traditioner på kirkegårde, sportspladser og i forsamlingshuse og især at fornemme stemningen under samtale med lokale.Sverige, Finland og Rusland, politiske og kulturelle stormagter sammen og hver for sig til forskellige tider. Rigdommen i naturen, skoven og malmen. Der er en stærk og stabil befolkning, som har overlevet krig, sult og forbrydelser.Det er overvældende.Jeg holder af at kommer i de områder. Her mærker jeg mere end andre steder, at erhvervene, råstofferne betyder arbejdspladser og dermed forskellen mellem velfærd og fattigdom. Og at både velfærd og fattigdom afføder at kulturliv.Folkeslagene, norske, svenske, finner, samer, kvæner er en farlig blanding med strid og kævl, men hver for sig fine kulturer. Indslagene fra de ortodokse folk i øst mærkes og tilfører ferien en særlig oplevelse.Om fire uger er vi her igen, og jeg håber, du klarer dig i mellemtiden. Vi aflytter duetten måske dagligt, men ellers har du jo resten af familien at holde dig til.Jeg håber ikke, der er sket nogen skade på forholdet til Anna Aleberg på grund af mine kommentarer til hendes projektskrivning.Men du har nu også været på vej til at bringe hende i fedtefadet med din kommentarskrivning i Words "track changes" facilitet.Hun havde aldrig fundet ud af at læse dine kommentarer uden min hjælp, for hun ville have modtaget filen og troet, at Kirsten slet ikke havde anført nogen kommentar til stilen, eftersom hun jo ikke kunne se disse på skærmen uden først at sætte Word op til dette. Hun indrømmede sågar, at hendes IT supporter i første omgang ej heller kunne finde ud af problemet.Ville have levet i den sikre overbevisning, at stilen var fin, når nu Kirsten Linnea ikke havde nogen bemærkninger.Du oplever nok, at jeg går og bliver krævende og dømmende, når jeg får et sådant indtryk af Anna's projekt. Det er igen et tegn på at gamle og unge har hvert sit syn på hverdag, arbejde og fest.Skal jeg tie, eller går det an, at lade sine tanker og synspunkter omkring grundighed, flid sammen med en stærk skelnen mellem produktion og servicefag komme til udtryk.Jeg vil jo ikke lægge mig ud med den nye generation, som jo tydeligvis helt har accepteret, at arbejdstiden ikke skal bruges til at dyrke korn og ris og grave efter malm, men mere til at producere film, sport, kunst etc.Når nu jeg begynder at trappe ned på arbejdslivet, får jeg nok også lært at se sådan på sagerne, brød og malm ikke er det vigtigste.Kære barn, hold øje med verden og dine nære omgivelser og involver dig så meget du kan. Så får du glæde og respons og selvværd.2003 september den 1. Kære KirstenTak for dine samtaler i telefonen. Det har været opmuntrende og inspirerende at høre om dine forehavender. Tillykke med at du har fået et gymnasium, og at du er kommet lidt ud i landet. Vi var jo lidt bekymrede over, om du overhovedet ville give dig i kast med andet end stillingsopslag i Bø og omegn. Tillykke og brug det så godt, du kan.Jeg har været på min nye arbejdsplads i dag, og jeg har på forhånd besluttet, at den skal have en chance, og at det ikke skal blive mig, der ikke yder den nødvendige indsats.Jeg har klippet lidt i søndagsavisen, Berlingske Tidende den 31. august 2003. Kulturkampen er i fuld gang her, og der bliver gået hårdt til den. Argumenter, som ligner hævntogt mod anderledes tænkende, er ikke værdige i debatten. Hvilken vej går lødigheden i kulturdebatten? Jeg formoder, du har en dybtgående interesse i at se hvilken dagsorden, der styrer den kulturelle udvikling og udviklingen i mediebilledet.Her spørges der om, hvor kvinderne er, men jeg synes, artiklen og kronikken dog trods alt giver nogle eksempler på kvindernes tilstedeværelse i debatten. Jeg ved godt, at du måske ikke er så meget politisk aktiv eller debataktiv, men du har dog alligevel luftet en tanke om, at du skulle til at skrive nu til efteråret, hvis der blev plads i kalenderen, men jeg ser jo nu din situation sådan, at du har rigeligt op at gøre. Men jeg håber, du får læst og tænkt lidt over de artikler, jeg vedlægger. Jeg synes, det er spændende og skræmmende. Jeg håber også for dig, at du får skrevet noget, som du kan kalde dit bidrag i hverdagen./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 94

Så er der Niels Højlund. Jeg ved ikke, om du er klar over, at Niels var gift med fars kusine, Lise, som nu bor i Darum. Jeg tror dog ikke, at far og mor så meget til Niels og Lise, medens de boede i Askov, selvom det blot var 15 kilometer fra Verst.Niels har nu åbnet sig med sine synspunkter om den højskole, som du og dine ligesindede har forgudet så meget. Hvad ville I med højskolen? Jeg har ikke spurgt dig før, men det er vel et relevant spørgsmål fra et forældrepar, når den unge vil på højskole. I hvert tilfælde i vor tid, hvor ungdommen aktivt vælger sin hverdag og har en grund.Højlunds artikel bærer overskriften, "Et spark i åndløsheden". Jeg skal ikke kaste mig ud i nogen debat om Højlunds synspunkter, men jeg tænker dog tilbage på den tid, hvor Askov højskole var i krise, ikke blot økonomisk, men også ledelsesmæssigt. Jeg husker far's positive indstilling til højskolen, som han og Niels og mange andre, som far satte pris på, har kendt den. Jeg tror min replik til far ved den lejlighed var noget i retningen af "højskolen er vel bare en hundrede års institution". Jeg tror, at far, når sønnen gav et sådan synspunkt til kende, opgav at tale mere om højskolen ved den lejlighed. I dag føler jeg, at det var en fremsynet påstand, som nu viser sig at være på vej til at blive virkelighed.Ved du, hvad dine elever på Sagavoll vil? Og hvad du vil med dem?Med Anne Meiniche's interview med Niels i hånden, får jeg en følelse af, at han har ret i sin vurdering af højskolen, og jeg vil fastholde, at skolerne kun kan kaldes højskole, hvis der er ånd og livslæring tilstede. De andre må finde et andet navn, så forveksling ikke bringer befolkningen på vildspor.Nu forbavser du dig sikkert ikke over, at jeg nu vender tilbage til en gammel traver, som jeg har plaget dig med ved andre tidligere lejligheder. Men Kold's replik om gulduret kalder uimodståeligt på Jakob Knudsen's fortælling om forstander Meyer, der står på talerstolen og har bjergtaget hele forsamlingen og undervejs i talen forklarer, hvad ånd er.Givetvis er Niels Højlund ganske klar over Jakob Knudsens digtning, og jeg havde måske endda forventet, at Anne Meiniche's interview også havde fortalt om dette, der lyder sådan:"Der er ånd i en tale, når den ikke blot fortæller det, som er fordom hændt, men driver til dåd på ny, og der er ånd i et ord, når det ikke blot afmåler en begivenhed, men genskaber denne begivenhed i dem, som hører, så de ikke blot ser og føler, men vil og er lyslevende det, hvorom ordet lød til dem."Din oldefar fra Skrillinge har jo været dybt betaget af højskolen og har haft sin tid på Frederiksborg Højskole. Han kom der som ung mand fra landet uden nogen egentlig videregående skolegang, men med et godt kendskab til landbrug og måske med et landbrugsskoleophold, eller kom det efter højskolen?Han fik vakt en tro på, at Grundtvigs historiske fortællinger og åndelige digtning kunne bestyrke hverdagen og fremkalde lysten til livet.Du mærker vel, at jeg er ved at blive gammel og forhistorisk i mine tanker, og overhovedet ikke kan forstå nutidige unges tanker og mål. Det er fordi, jeg i avisen, som du her ser et udpluk af oplever, at der er kulturværdier, som skal holdes i live gennem en stærk og vedkommende samtale, og det kræver deltagere, som ikke giver anledning til overfladiske karakteristikker, som "det venstreorienterede kulturradikale miljø" eller "kulturkampen har ringe modstandere". Det svære er for mig, at også jeg oplever, at der mangler unge deltagere, som er på det niveau som efterlyses i omtalte avis, og især at der mangler unge, almindelige unge ude i livet, som blot har en positiv og forstående holdning til kulturkampen og dens værdier.Jeg tror nok, at mit besøg i denne sommer på Servettijärvi kirkegård i Inari trakten gav mig en oplevelse af, at menneskenes kulturværdier består i at have en del generationer liggende i grave, som bliver husket af de nulevende. Her henter den nulevende generation styrken til at have lyst til livet, fordi de forgangne slægtled har skabt og bidraget til det, vi bygger vores hverdag på nu. Det er for mig ikke et spørgsmål om, at det er det enkelte menneske, der har en del generationer af sin egen familie på kirkegården. Gravene på Servettijärvi kirkegård gav mig netop følelsen af at de, der lå der under jorden også havde bidraget til mit underhold.Jeg håber, du gider, har tid til at læse de vedlagte aviser, og at de måtte bidrage til nogle tanker, som du ellers ikke ville være kommet på.Mange hilsner fra Birgit og Bo2003 september den 26. Kære Mette


Jeg har klippet lidt i søndagsavisen, Berlingske Tidende den 31. august 2003 og et par senere numre. Kulturkampen er i fuld gang her, og der bliver gået hårdt til den. Argumenter, som ligner hævntogt mod anderledes tænkende, er ikke værdige i debatten. Hvilken vej går lødigheden i kulturdebatten? Jeg har fået indtryk af, at du har en dybtgående interesse i at se, hvilken dagsorden, der styrer den kulturelle udvikling og udviklingen i mediebilledet.Der spørges om, hvor kvinderne er, men jeg synes, artiklen og kronikken dog trods alt giver nogle eksempler på kvindernes tilstedeværelse i debatten, men dette kan jeg ikke finde mere. Du må få en kopi af Kirsten Linnea. Jeg har sendt det dit.Så er der Niels Højlund. Den finder jeg ikke heller. Jeg ved ikke, om du er klar over, at Niels var gift med fars kusine, Lise, som nu bor i Darum. Jeg tror dog ikke, at far og mor så meget til Niels og Lise, medens de boede i Askov, selvom det blot var 15 kilometer fra Verst.Niels har nu åbnet sig med sine synspunkter om den højskole, som du jo ikke rigtigt kender.Højlunds artikel bærer overskriften, "Et spark i åndløsheden". Jeg skal ikke kaste mig ud i nogen debat om Højlunds synspunkter, men jeg tænker dog tilbage på den tid, hvor Askov højskole var i krise, ikke blot økonomisk, men også ledelsesmæssigt. Jeg husker far's positive indstilling til højskolen, som han og Niels og mange andre, som far satte pris på, har kendt den. Jeg tror min replik til far ved den lejlighed var noget i retningen af "højskolen er vel bare en hundrede års institution". Jeg tror, at far, når sønnen gav et sådan synspunkt til kende, opgav at tale mere om højskolen ved den lejlighed. I dag føler jeg, at det var en fremsynet påstand, som nu viser sig at være på vej til at blive virkelighed.Med Anne Meiniche's interview med Niels i hånden, får jeg en følelse af, at han har ret i sin vurdering af højskolen, og jeg vil fastholde, at skolerne kun kan kaldes højskole, hvis der er ånd og livslæring tilstede. De andre må finde et andet navn, så forveksling ikke bringer befolkningen på vildspor.Nu forbavser du dig sikkert ikke over, at jeg nu vender tilbage til en gammel traver, som jeg måske har plaget dig med ved andre tidligere lejligheder. Men Kold's replik om gulduret kalder uimodståeligt på Jakob Knudsen's fortælling om forstander Meyer, der står på talerstolen og har bjergtaget hele forsamlingen og undervejs i talen forklarer, hvad ånd er.Givetvis er Niels Højlund ganske klar over Jakob Knudsens digtning, og jeg havde måske endda forventet, at Anne Meiniche's interview også havde fortalt om dette, der lyder sådan:"Der er ånd i en tale, når den ikke blot fortæller det, som er fordom hændt, men driver til dåd på ny, og der er ånd i et ord, når det ikke blot afmåler en begivenhed, men genskaber denne begivenhed i dem, som hører, så de ikke blot ser og føler, men vil og er lyslevende det, hvorom ordet lød til dem."Din oldefar fra Skrillinge har jo været dybt betaget af højskolen og har haft sin tid på Frederiksborg Højskole. Han kom der som ung mand fra landet uden nogen egentlig videregående skolegang, men med et godt kendskab til landbrug og måske med et landbrugsskoleophold, eller kom det efter højskolen?Han fik vakt en tro på, at Grundtvigs historiske fortællinger og åndelige digtning kunne bestyrke hverdagen og fremkalde lysten til livet.Du mærker vel, at jeg er ved at blive gammel og forhistorisk i mine tanker, og overhovedet ikke kan forstå nutidige unges tanker og mål. Det er fordi, jeg i avisen, som du her ser et udpluk af oplever, at der er kulturværdier, som skal holdes i live gennem en stærk og vedkommende samtale, og det kræver deltagere, som ikke giver anledning til overfladiske karakteristikker, som "det venstreorienterede kulturradikale miljø" eller "kulturkampen har ringe modstandere". Det svære er for mig, at også jeg oplever, at der mangler unge deltagere, som er på det niveau som efterlyses i omtalte avis, og især at der mangler unge, almindelige unge ude i livet, som blot har en positiv og forstående holdning til kulturkampen og dens værdier.Jeg tror nok, at mit besøg i denne sommer på Servettijärvi kirkegård i Inari trakten gav mig en oplevelse af, at menneskenes kulturværdier består i at have en del generationer liggende i grave, som bliver husket af de nulevende. Her henter den nulevende generation styrken til at have lyst til livet, fordi de forgangne slægtled har skabt og bidraget til det, vi bygger vores hverdag på nu. Det er for mig ikke et spørgsmål om, at det er det enkelte menneske, der har en del generationer af sin egen familie på kirkegården. Gravene på Servettijärvi kirkegård gav mig netop følelsen af at de, der lå der under jorden også havde bidraget til mit underhold.


Det var lidt om Højlund og kulturkampen. I mellemtiden er der kommet en del flere artikler, som jeg lægger ved her. Desværre kan jeg ikke finde de artikler fra før den første september, men Kirsten har fået kopier. Måske har jeg i distraktion fået makuleret disse.Du må selv søge det ud, som du gider.Jeg håber, du gider, har tid til at læse de vedlagte aviser, og at de måtte bidrage til nogle tanker, som du ellers ikke ville være kommet på. Mange hilsner fra Birgit og Bo2003 november den 15. Den Nordiske Bogs Dag i HelsingborgGennem foreningen Nordens afdeling i Hillerød bestiller Birgit og jeg billetter til Den Nordiske Bogs Dag i Helsingborg. Det var udsigten til at skulle møde Åsne Seierstad, som fik os ud af starthullerne. Til vores store skuffelse skulle dette dog ikke lykkes. Hun blev forhindret.Det er den 15. november 2003, og vi ankommer til Helsingborg med Scandlines’ Aurora lidt over tolv og går til fods til Stadsteatern ved Dunker’s Plads. Der er lunt og hyggeligt i teaterets foyer, hvor vi finder et bord med Nordens programmer, et andet bord med de forudbestilte billetter. Langs væggen er der placeret et langt bord med stakke af bøger. Forfatterne sidder bag bordet og signerer dedikerede eksemplarer. Der er signeringspris på 200 svenske for alle bøgerne, og det er Killebergs Bokhandel i Helsingborg, som står for salget.Vi er der i god tid og kan fornemme en afslappet stemning blandt gæsterne. Mange kender tilsyneladende hinanden, og der tales meget, men ved nærmere observation synes det klart, at de mennesker, som er her i dag også taler med folk, som de absolut ikke har mødt før. Her er i der hele taget rigtig hyggeligt. Vi skal bruge en svensk krone til garderobeskabet og spørger ekspedienten i snack baren, om han kan veksle. Du kan få en krone af mig, bliver svaret, og der er ingen tvivl om, at han glæder sig over at kunne yde en hjælp, som er meget mere værd en den krone, det koster ham.Foyeren har vinduer ud til gaden. Langs facaden er plantet en række rododendron, og på hver sin side af cykelstien er der plantet lindetræer i græsrabatten. Vi står indenfor og ser ud på det noget afdæmpede november vejr, gråt, tåget og på nippet til at regne. Indtrykkene udefra forstærker fornemmelsen af hygge inden døre. Foyeren er et ret langstrakt lokale med store trappepartier midt i til de nedenunder liggende toiletter og garderober. Længst tilbage i lokalet er indrette en lille scene på noget der ligner højst 8 gange 3 meter med cafe borde og stole foran. Tydeligt en lille plads til under holdning af et eksklusivt publikum med særlige interesser.Vi får pladser på 6. række lidt ude til siden. Birgit mener, vi kan rykke ind på midten, hvis der ikke kommer flere, men inden vi ser os om, er salen halvt eller trekvart fyldt, 600 mennesker er ankommet til Helsingborg for at høre nordiske forfattere.På scenen er opstillet nordiske flag fra Finland, Sverige, Norge, Island og Danmark lidt skråt bagved en sofagruppe, hvor forfatterne og programlederen, Bertil Svensson, tidligere TV producent og nu pensionist får sæde under eftermiddagens samtaler. Foran flagene er opstillet en lille talerstol, som nærmest ligner en pult på en ret smal søjle. Denne er tænkt som det sted, hvorfra arrangementet åbnes og afsluttes.Der er to ledige pladser ud til gangen, hvor vi sidder. Den ene okkuperes af Leif Davidsen, som vi nemt kommer i snak med. Vi taler om hans foredrag i Nivå, som vi har overværet og om Åsne Seierstads udebliven. Hun har nok fået sagt ja tak til invitationen fra Norden på et tidligt tidspunkt, hvor hun ikke har kunnet forudsige kalenderens indhold. Vi ved jo, at hun har problemer med boghandleren i Kabul. Leif Davidsen fortæller, at islændingene ikke skriver så mange kriminalromaner, fordi de er så få indbyggere på Island, og at en forbrydelse derfor ikke vil være nogen historie, fordi alle ved, hvem der har udøvet den.Netop den første gæst i sofagruppen er islænding og hedder Arnaldur Indridason med sin kriminalroman, ”Glasbruket”. Samtalen med Arnaldur Indridason foregår på engelsk, men han læser et kapitel op på islandsk, som bagefter bliver gengivet på svensk af Bertil Svensson.Indledningen bliver en overraskelse. Lyset går ud og klaveret begynder at spille, hvorefter lyset kommer igen og på bænken sidder en mandsperson og spiller. Han spiller stykket til ende og rejser sig og bukker stilfuldt. Hele salen giver et tavst men klart opfatteligt udtryk for genkendelsen, Sixten Broström. Kontrapunkt.Samtalen glider let mellem Bertil Svensson og Sixten Broström, og det er Sixten’s bog om musik, som er temaet, og han lægger vægt på, at vi jo ikke kan blive ved med at spille de flere hundrede år gamle klassikere, men at også moderne musik og musical har en plads i musiklivet. Han kommer med eksemplet West Side Story, som nu er genopstået på en scene i Malmö. For 50 år siden var det om New York og banderne, men den udgave af West Side Story,


som vi nu ser, er jo et udtryk for stridighederne mellem de unge svenske og de udenlandske unge.Selvfølgelig kommer også ”Kontrapunkt” på tale, et program, som har levet gennem mere end 20 år inden det afsluttedes i slutningen af 1990erne. Et program af høj kvalitet på et højt fagligt niveau, hvor der altid var plads til et muntert indslag, og dog, nordmændene, de var så alvorlige, men de kom jo også for at vinde. Dette program er slut nu, selv om det er det næst billigste program at producere. Kun højmesser kan transmitteres billigere, da der kun skal tre kameraer til, et på præsten, et på klokken og et på menigheden. Men så længe beslutningstagerne i Stockholm er mere orienteret mod Paris, London og New York og ikke har blik for Oslo, Helsingfors, København og Reykjavik bliver der ikke produceret nordisk TV. Der har faktisk ikke været sendt en Nordvision siden ”Kontrapunkt” sluttede. Der kommer sikkert ikke nordvision mere. Tiden er løbet fra internordiske udsendelser, fordi vi som skandinaver forholder os til den store verden og ikke længere finder de hjemlige forhold tilstrækkelige til at lave fjernsyn.Merete Mazarella født, 1945 yder et ganske stort bidrag til eftermiddagen med sine tanker om identitet, fra sin bog, ”Linjer mellan Stjärnor”. Merete Mazarella er professor ved Afdelingen for Nordisk Litteratur ved Helsingfors’ Universitet.Hun har været på gaden og spurgt folk, om de kan beskrive deres identitet med tre ord. I Uppsala, Helsingfors og måske flere steder og har på den måde fundet ud af hvor svært, det er at tage stilling til sin identitet. Jeg selv er finlandssvensk, essayist, og jeg er den, som får mine venner til at kunne lide mig, det sidste godt nok mere end et ord, men som begreb går det nok an som et ord.Hun er finlandssvensk og holder af at være det. Min mor var dansk, min far svensk, min første mand italiener, min søn bor i Amerika og er gift med en polak. Jeg holder mig fast i det finlandssvenske, vi er ikke så mange, men vi kender hinanden og holder sammen.Det er ikke let at begå sig som en sådan minoritet. Hun giver et eksempel fra en rejse til Sverige. Hun er på vej til sin kahyt i elevatoren på Silja Serenade sammen med to svenske, som skal i baren. ”Hva faen, åker vi ner”, siger svensk nummer et. ”Ja, svarer hun, nogen længere nede har bestemt, at vi skal ned før vi skal op”. ”Are we going down”? Svensk nummer to, ”How do we go up” og Merete svarer “Jeg taler jo til dig på dit sprog, du behøver ikke tale engelsk til mig”. How do I realise that? Her møder vi svenskernes udtalte uvilje til at ville forstå mennesker, som taler et bare svagt anderledes sprog.Vi får signeret den bog, som vi har købt og taler lidt med hende i pausen, på dansk, som hun mestrer fejlfrit. Hun bor i en lejlighed i Ekenäs. Har stadig en morbror i København og kommer der med mellemrum. Min mor havde det ønske, at hun ville begraves i Danmark, men vi gjorde det anderledes. Vi fik ikke tid til at tale om, hvor moderen blev begravet, men Merete Mazarella synes at have fortrudt at have medvirket til at få moderen begravet borte fra Danmark og kom igen ind på spørgsmålet om identitet. Det er nok vigtigt, at vi holder fast i vor identitet, også når vi skal begraves. Jeg tror hun har lidt ret i, at vi kan forplumre mindet om de døde ved at øve vold på deres identitet ved ikke at følge de ønsker, som afdøde har haft i levende live. Vi fortæller, at vi har besøgt familien Schulman i Virkby. Schulman, jo slægtsnavnet kender hun ganske udmærket af omtale fra universitetet. Giver udtryk for, at vi holder af at rejse i Finland og siger tak for i dag og Merete Mazarella siger hils Danmark.PC Jersild, en gammel gubbe at se på, men levende i sin fortælling om sin seneste bog, ”De ondas kloster”. Tolvhundrede tallets bosætninger i Mälartraktene med landhævningen, som resulterede i at Mälaren efterhånden alene kunne besejles gennem et løb fra Østersøen, hvilket muliggjorde kongers skatteopkrævning. Jersild fortæller om overfaldet på Sigtuna og en historie om hvorledes Herren vor Gud, det var efter kristningen, løftede tre munke fra en holm i Mälaren og satte dem ned på Skeppsholmen, hvor arkæologer om fem år finder resterne fra den tid, hvor de levede, forklarer deres livsstil og daglige gøremål, men må, selv under anvendelse af moderne C14 metoder og computerberegninger give op overfor spørgsmålet om hvorledes de tænkte, de gamle munke og købmænd. Jersild kommer med løsningen. Her må vi ty til forfatternes digtning, som den mest anvendelige teknik til at afdække dette spørgsmål.Leif Davidsen fortæller om oplevelser fra sine ophold i Moskva og om hvorledes Danmarks Radio nærmest tvang ham til at rejse til Moskva og endelig hjemkommet erklærer han, at der skal han aldrig mere hen. Der går nogle måneder, og han fastholder, at han ikke skal til sovjet mere, men alligevel foreslår hans kone, at han tager et ophold i Moskva igen. Hvorfor det spørger han. Du har jo ikke talt om andet end Sovjet og Moskva, siden du er kommet hjem. Det kan ikke have været så slemt alligevel. Det fører til 20 år i Moskva med familien, og børnene får deres barneliv i Moskva.


Bertil Svensson spørger om, hvorledes Ruslands fremtid ser ud og Leif Davidsen mener, at den opvoksende ungdom, som anvender Internet, rejser, uddanner sig, går i vestligt tøj, nu er ved at være klar til at gå ind i det politiske arbejde. Disse unge kender ikke kommunist tiden og forstår ikke, hvad det er, deres forældre taler om, når der fortælles om gamle dage, hvor der ikke kunne spilles udenlandsk musik og at forbrug af vestlige varer ansås som stats undergravende virksomhed.Leif Davidsen forstår ikke, hvorfor det har været i orden her i Skandinavien at være kommunist og forherlige den ideelle socialisme, medens nazismen har været lagt for had og at enhver, som har forfægtiget nazistiske tanker har været færdig i dansk politik. Rehabiliterings kommission, som har siddet siden Gorbatjov, har nu regnet sig frem til, at der er dræbt 62 millioner mennesker i kommunismens navn. Det er mange flere, end der er dræbt under nazismen, så hvorfor skulle nazisme være værre end kommunisme.Han fortæller en lille historie om, at han engang har skrevet en kritisk artikel om styret i Kreml til en dansk publikation omhandlende, at han ikke kunne købe en tandbørste i Moskva. Han havde mistet sin tandbørste, og det var for det første hans egen fejl, og dernæst kunne han bare have været i Moskva 6 måneder tidligere, da var der masser af tandbørster at købe i Moskva. Hans socialistiske venner i Danmark fortæller ham, at det kan godt være, at virkeligheden er sådan i Sovjet, men det skriver man altså ikke.Bertil Svensson, programlederen har selv skrevet en bog, som hedder ”Resa i Danmark”. Jeg er ikke forfatter, men bare en pensioneret TV producent, fortæller han meget beskedent og byder velkommen til Vibeke Løkkeberg fra Bergen. Hun fortæller om, at hun har lavet film i sine unge dage. Film som godt nok kom til Cannes, men som folk herhjemme helst ikke talte om. Hun fortæller i dag om sin nyeste bog, ”Purpur”.Vi får et indslag af Lars Svensson, som er den forrige teaterchef på Stadsteatern i Helsingborg. Han går på scenen for, som han siger, at gøre skamløs reklame for nordisk filmfestival i Humlebæk, Helsingør, Helsingborg og Höganäs. Han fortæller en historie om en regent, som har låst sine gæster inde i borgen og holdt dem som gidsler og forsikrer os om, at når vi har købt billet til den nordiske filmfestival til hundra og femti, skal vi ikke få problemer med forlade Stadsteatern for at komme hjem.Den sidste forfatter hedder Ludvig Rasmusson, og han giver et oplivende indslag om sin bog om livet i Paris. Han har selvfølgelig været der for at studere, inden han kunne skrive bogen, og for at opfatte livet i Paris for at kunne skrive om det, skal man jo ikke se ud som en turist, så får man ikke det rigtige indtryk. Han kamuflerede sig med en portugisisk sportsavis, som alle franske læser, i lommen og en baguette under armen, og fortalte, at så skulle man for øvrigt gå og se ned på fortovet og ikke se på bygninger og fine facader. Der kom en bog ud af det, Ludvig Rasmusson læser op.Eftermiddagen slutter af med uddeling af et stipendiat til en ung lovende forfatter, Nicholas Åkesson og de medvirkende forfatter bliver betakket med en pakke Zoega kaffe og Bertil Svensson’s bog, ”Resa i Danmark”.Vi går lidt og indsnuser atmosfæren i foyeren, medens de sidste får signeret bøger og får overtøjet på. Det bliver sent eftermiddag inden vi slipper ud fra Stadsteatern. Det er mørkt og småregner. Vi går over i Dunkers kulturhus for at se om, der er noget spændende. Som sædvanlig er Birgit ikke til at få med hjem. Der er halvtomt, ligner nærmest kort før lukketid. På færgen, Hamlet ser vi lige Leif Davidsen gå ned ad trappen til vogndækket, medens vi venter på at landgangen bliver sat, og vi kan kommer over på stationen for at tage toget til Kokkedal.2003 december den 3. Grundtvigs HøjskoleFørste søndag i advent. Året er 2003, og der er eftermiddagsgudstjeneste i Ullerup Valmenighed i samarbejde med Grundtvigs Højskole. Der har været folk på skolen både lørdag og søndag til elevdag og vi, Birgit og jeg kommer her til den sidste del af arrangementet, hvor Finn Slumstrup skal tale.Vi får æbleskiver og kaffe mellem gudstjenesten og foredraget og efter kaffen bliver der flittigt sunget og den velkendte højskolestemning indfinder sig i lokalet.Vi synger fra Bårings højskoles indvielse i 1959 Thorkild Bjørnvigs:Mørk er november og løvfaldet slut,Vandet begynder at fryse,Lyset fra solen og blomsterne brudtda må vort hjerte selv lyse.Synge vil vi, legen er magt,mer end beregning, forstand og foragt/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 99

Værn mod det sorte og tomme.Om der svæver dødeligt dræ,Vil vi dog elske og plante et træ:Frugter kan uspået komme.

Som det altid er, når højskolefolk er samlede, gælder det om at nå at synge så mange af de tilstedeværendes favoritter som muligt.Skyerne gråneDet første lysInd under julIngen har guldtårer fældetSom optakt til foredraget af Finn Slumstrup slutter vi kaffebordet med at synge Solen står stille i Gibeons dal.Ullerup valmenighed har bare 50 medlemmer og præsten er ansat til at varetage 9 gudstjenester om året plus et par arrangementer, og om nogle år begynder der igen at komme konfirmander i menigheden.Jeg har tidligere berettet om et besøg i kirken, hvor vi fandt Holger Begtrups grav på kirkegården. I dag skynder vi os ind i kirken, for det er trods de 7 grader surt og koldt.Bænkene er nogenlunde fyldt i det varme rum, hvor røde teglsten udgør en større del af væggene. På den ene side af rummet er der store vinduer ud til en lille atriumgård og til den anden hænger store malerier på væggen. Alter væggen, der er ikke noget egentlig kor, er bemalet med en hjort og en hind på hver sin side af det i væggen indmurede kors og adventskransen hænger i en krog i en muret bue tværs over rummet foran de forreste bænkerækker.Degnen hedder Thorkild Bjørn og er lærer på højskolen. Han kommer i broget klædning og ikke som vi er vant til fra Palle Cranil i kjole eller i det mindste i mørkt tøj. Gudstjenesten starter med Gør døren høj gør porten vid og Nu bede vi den Helligånd.Vi synger Guds ord det er vort arvegods efter Lukas evangeliet og medens vi endnu står Jesus kommer fra ørkenen hjem til Nazareth og læser i synagogen for menigheden om, hvordan ånden kommer med glædesbudskab om tilgivelse og frigivelse af fanger, syn til blinde og frihed til undertrykte. Menigheden, som forlanger at Jesus skal udføre gerninger som i Kapernaum, hvor han driver den urene ånd ud af en mand. Men Jesus siger, at han ikke er en profet i sin egen by og menneskemængden driver han til kanten af klippen, hvor Jesus vender sig og baner sig vej gennem den rasende folkemængde, som alligevel ikke tør røre Ham. Et stemningsskift kalder præsten det i sin prædiken.Vi slutter af med Blomstre som en rosengård og altergang og sidste salme er den Vær velkommen, om jul, påske og pinse, hvilket går igen i salmen, Det første lys med ordet, jul, påske og pinse.Finn Slumstrup har haft en stor del af sit virke på Danmarks Radio, P1 og har der gjort sit til at udbrede det grundtvigske klima til folket.Ved sin tiltrædelse som chef i P1 proklamerede han, at der skulle laves radio for folket, hvorefter halvdelen af medarbejderne protesterede og den anden halvdel vejrede morgenluft. Public service, blev han spurgt, og med vished for at generaldirektør Nissen med sin højskolebaggrund nok skulle kunne forstå at public service betyder i, ”folkets tjeneste” blev han alligevel af mange andre misforstået for at ville lave en slags DDR radio.Slumstrup bekender sig til det grundtvigske klima og er samtidig meget bevidst om at det ikke er det eneste klima i Danmark, og han kalder sit foredrag for ”den grundtvigske energi”.Slumstrup har været på Snoghøj i sin helt unge tid som højskolelærer og har i den tid turneret med foredrag i forsamlingshusene. Det var i slutningen af 1960erne og en foreningsformand forsikrede, at det var et held for Slumstrup, at har var blevet foredragsholder på dette tidspunkt, for foredragsformen ville nu meget snart dø ud. Ikke desto mindre står Slumstrup nu i 2003 på taler stolen og påstår, at foredraget lever så stærkt som aldrig før.Fra Slumstrups karriere bliver vi oplyst om, at han har været lærer på Askov og forstander for Vallekilde højskole. Derfra kom han til Dansk flygtningehjælp med Arne Christensen i spidsen og dengang virkede flygtningehjælpen i det grundtvigske klima.


Vi bliver budt velkommen til foredraget om ”Den grundtvigske energi” af Thorkild Bjørn, som indleder med at referere fra Finn Slumstrups bog, ”dobbelt spor”.Finn Slumstrup fortæller om Knud Hansens 75 års fødselsdag på Askov, hvor Knud havde frabedt sig taler af enhver art, hvis ikke følgende regel blev overholdt: Talen måtte højst vare 3 minutter og under ingen omstændigheder handle om Knud selv. Der kom masser af taler og kun en overholdt reglerne. Blandt andre Poul Engberg, Tage Skou Hansen talte længe og efter de mange talere blev der endnu engang slået på kaffekoppen, og der gik et sus gennem forsamlingen. Det var Jørgen Bukdahl. Havde de foregående talere haft meget på hjerte, kunne man nu vente sig en særdeles lang og grundig gennemgang af Knuds liv. Bukdahl overholdt reglerne, og Bukdahl talte: Der skal være en anledning til en fest, og den bedste anledning han kendte var den, orgelflytterlauget i Brørup anvendte en gang om året, når der skulle holdes fest. Det gamle harmonium skulle flyttes fra den forrige festvært til den næste, og det var anledningen. Efter flytningen kunne man med god samvittighed sætte sig til festbordet og denne anledning kunne jo være ligeså god som enhver anden.Knud Hansen blev meget produktiv på sine gamle dage, Mefisto, Van Gogh og levede et aktivt liv han var langt op i 90erne. Knud Hansen kommer således til Inge Bjørns fødselsdag som 94 årig og på spørgsmålet om hvordan han havde det svarer Knud: Vorherre har glemt mig, Han kan ikke finde mig mere. Jeg tænkte at når jeg nu kom til denne fødselsdag, hvor der er så mange fornemme gæster, som Vorherre helt sikker ikke har glemt kan det jo være, at han kunne få øje på mig igen.Knud Hansens humor kunne være noget speciel. Når han mødte folk, som han mente sig berettiget til at sætte i forlegenhed, kom den lidt lettere omskrivning af det indre missionske spørgsmål: Hvordan har du det sgu med Jesus? Tænker man nærmere over det, er det jo komplet umuligt at svare på dette. Den spurgte kunne, hvis ikke bekendt af Knud komme fuldstændig i vildrede over, hvilken person, der stor foran sig.Det grundtvigske klima er et vigtigt klima i Danmark, men det er ikke det eneste. Det bliver misbrugt og fejlbrugt i politisk øjemed, og der er endog rigtig mange mennesker, som endog ikke kender det grundtvigske klima. Det grundtvigske klima er der, hvor mennesker med en historisk bevidsthed er forsamlede.Prototypen på et ægte grundtvigsk ægtepar er følgende. De er gråhårede og går til gudstjenester og møder, hvor der synges af både den sorte og den blå sangbog. De er åbne og taler meget, ofte spørger de om forhold, som ellers ikke ville komme på tale. De rejser rundt i verden og henter oplevelser til støtte for den gode samtale derhjemme i kredsen og har bøger på hylden, som dækker det meste af den klassiske litteratur og mange naturfaglige emner. De kan sin danmarkshistorie og det meste af verdenshistorien til og med. Det grundtvigske ægtepar føler sig som deltagere i et eksperiment. Tilsyneladende er der kun adgang til det grundtvigske klima for folk over 65, men ind i mellem sniger der sig dog alligevel et par stykker med, som bare er i 50erne.Menneskene i det grundtvigske klima er humoristiske og ofte på en højrøvet og frastødende måde, som da Knud Hansen overraskende og efter en sammenkomst vender sig mod Ellen Grønlund med løftede arme, hvortil Bukdahl siger, han vil velsigne og forbavse dig.Det var Knud Hansen, som fik Helge Skov til at blive præst, og Knud Hansen sagde engang til Skov: en præst, som er bange for at sige noget forkert, kommer ikke til at sige noget rigtigt.Grundtvig selv er utilnærmelig. Han arbejdede altid, kom ofte ikke i seng, men blundede lidt i sin stol og tog så fat igen. Det var konerne, Lise, Marie m. flere, som tog sig af gæsterne.Kold besøger således Grundtvig for at lære om de store ideer om skole og livsvisdom. Kold kommer ind i entreen og bliver modtaget af Lise, som anmelder Kold til pastoren i studereværelset. Hvem er det bliver der råbt tilbage? Hvad vil han? Han vil se den store digter og præst. Grundtvig rejser sig og kommer ud i forstuen løfter armene som til velsignelse og drejer rundt, se her er jeg og sådan ser jeg ud, hvorefter han vender tilbage til sig værelse og Lise måtte tage sig af gæsten.Han tav dem ud blev der sagt, vist nok Bukdahls udtryk. Han tav dem ud af stuen.Jørgen Bukdahls bog, Folkelighed og Eksistens udkom på hans 75 års dag. Der kan fortælles mange historier om Jørgen Bukdahl og mest kendt er Bukdahls foredrag. Han stod aldrig stille på talerstolen, var altid i bevægelse og havde den formening, at der skulle være tivoli over et foredrag, men ind mellem tivoliet skulle man kunne høre Schnettlers violins fine stemme. Schnettler var førsteviolinist i Tivoli’s orkester.Bukdahl er suveræn humorist og om humoren siger han: Humor er tilgivelsen indsmeltet i anklagen. Om grundtvigianismen siger han, det er hedningernes forgård, og i helligdommen /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 101

finder vi Åge Møller fra Rønshoved og Anders Nørgård fra Vejstrup, og i det allerhelligste finder vi fire kortspillere, Bukdahl, Knud Hansen var faste deltagere og ellers deltog yderligere to personer, som nu kunne få tid at deltage.Det begyndte med to snapse til hver, hvorefter der blev danset den toppede høne til den grundtvigske indtogsmarch. Herefter startede kortspillet og der blev spillet whist. Hen på aftenen kom konerne, der skulle serveres smørrebrød, hvilket naturligt var konernes deltagelse i festlighederne. Hen på de små timer bevægede kortspillerne sig ud i natten for at følge hinanden hjem, og der blev aflagt et besøg ved Jesu grav, som var blevet opført i en kopi i Askov. Der gik de frygteligste historier blandt borgerne i Askov om de fire fullerikker, som på hele aftenen aldeles ikke havde fået mere end 4 snapse, højst.Jørgen Bukdahl arbejde mest om natten og sov om dagen og på et vist tidspunkt havde han fundet ud af at haven skulle gøres i orden. Han udstyrede sig med en pandelampe og gik i gang. Knud Hansens tanker om en forening til skvalderkålens bevarelse blev nu for alvor højaktuel, for I Bukdahls have blev alt ukrudt fjernet og der blev plantet og gjort i stand. For at holde ukrudtet på afstand, blev der lagt sort plastic ned ved hækken til Else Bartoldy’s have således ukrudtet ikke skulle kunne brede sig gennem hækken.Her flyder historierne om Bukdahl fra Finn Slumstrup.Åge Møllers frihedsopfattelse er at gøre det, man skal, underforstået det Vorherre mener, man skal. Åge Møller siges at have en direkte linje til Vorherre og får sine direktiver derfra, hvilket dog ikke var nok til at han kunne få Rønshoved højskole til at fungere og måtte over give den til Hans Haarder. Finn Slumstrup fortæller, at han mødte Åge Møller på vej tilbage fra en spadseretur på Snoghøj ned til Lillebælt og Slumstrup spørger høfligt, har det været en god tur. Nej, sagde Åge Møller, aldeles ikke. Nå, Hvad er der i vejen. Jeg stod på stranden og bølgerne rullede op på stranden uophørligt. Til sidst fik jeg nok af det rulleri og råbte, så hold dog op med det rulleri. Bølgerne fortsatte hvorefter Møller blev sur.Poul Engberg skriver om Askov Højskoles historie og nåede ikke at blive færdig til han blev 9o, hvor han egentlig havde en aftale med Vorherre om at gå på pension. Nu må han forlænge aftalen med et par år for at få det færdig. En kollega til Finn Slumstrup hørte et foredrag af Poul Engberg, og blev meget benovet over at Poul Engberg, i sin høje alder mestrede kunsten efter et sidespring til et sidespring at komme tilbage til emnet. Det havde kollegaen aldrig selv lært sig og var synligt misundelig på den kunst.Om højskolen siger Slumstrup, at der i slutningen af 80erne og i 90erne har været en udbredt forståelse af at højskolen kunne befatte sig med stort set hvad som helst af mærkelige kunstarter, religioner, og kompetencegivende undervisning. Højskolen har skullet være social med plads til alle meninger og alle skulle kunne være enige i skøn en skøn samdrægtighed. Dette er ikke en højskole, siger Slumstrup og slutter af med at fortælle om det grundtvigske øje, som illustreres i en firkant, hvor vi og jeg er placeret i de øverste kasser og fortid og fremtid i de nederste kasser. Øjet er den lille cirkel, som kan tegnes i midten, hvor de fire kassehjørner mødes. Det grundtvigske øje er derimod den oval, som overlapper det cirkulære øje med lige vægt på alle fire kasser, og som breder sig langt udover kasserne med vi og fortid.Historien og fællesskabet er så vigtigt for ”jeg” og ”fremtiden”, at det skal dyrkes på højskolerne og for at kunne være lærer på en højskole skal man have tre egenskaber: Være drømmer, have energi, være eksperimenterende.Hvis ikke højskolen fungerer med sådanne kræfter og tilbyder den frie samtale, hvor lærer og elev er frigjort fra snærende bånd af et pensum, er det ikke en højskole. Bevares der kan da undervises i nyttige ting, uden højskolen ødelægges.Der skal være tilbud om unikke oplevelser og højskolen skal være et kraftcentrum i det lokale miljø og have overskud til den offentlige debat.Den fungerende forstander på Grundtvigs højskole takker Slumstrup for foredraget og lægger især vægt på at det ikke var et forfaldsforedrag, hvor der blev trukket sorte skyer op over hovedet på skole og borgerne.Det har bestemt været en eftermiddag med oplevelser fra Grundtvigs drømmesamlinger i både den sorte og den blå bog.2003 december den 6. Kære IbDu har nu alligevel sat gang i mine tanker med dit historiske projekt om det 20. århundrede. Jeg blev blot ikke klar over, om du har i tankerne at udgive en samlet fremstilling på skrift, eller om du blot vil kende historiens sammenhæng.


Jeg tror nu nok, at det efterhånden vil være svært at finde noget tema, som ikke allerede er beskrevet ganske grundigt, men en rekapitulation vil helt klart være på sin plads, hvis den kan bidrage til, at endnu flere får et indblik i historien.Jeg tænker nu på det, vi kalder det grundtvigske øje, som er illustreret i fire kasser placeret i de fire kvadranter i det cartesiske koordinatsystem. ”Vi” og ”jeg” er placeret i de øverste kasser og ”fortid” og ”fremtid” i de nederste kasser. Øjet er den lille cirkel, som kan tegnes i midten, hvor de fire kassehjørner mødes.Det grundtvigske øje er derimod den oval, som overlapper det cirkulære øje med lige vægt på alle fire kasser, og som breder sig langt udover kasserne med ”vi” og ”fortid”.Historien og fællesskabet er så vigtigt for ”jeg” og ”fremtiden”, at det skal dyrkes og for at kunne det, skal man have tre egenskaber: Være drømmer, have energi, være eksperimenterende.

Jeg kunne jo ikke lade være med at plapre ud med min kæphest, Finland/Sverige/Rusland og tanken faldt jo for mit vedkommende straks på Gadolin. Hvis du holder fast på, at din sag drejer sig om det tyvende århundrede, tror jeg nu kun, du kan bruge bogen som indgang til forholdet mellem Finland og Tyskland omkring 1920 og igen i 1939-44, og det er bare nogle få afsnit bag i bogen. Der er ikke detaljer, disse må du finde andetsteds.Jeg bed mærke i, at du sagde hele verdens historie i det 20. århundrede. Det må vel også og selvfølgelig indbefatte Danmark. Jeg tænker så videre på hvor meget og hvilke detaljer, Danmarks historie i den periode vil fylde i din læsning. For mit vedkommende er der to temaer i Danmarks historie, som er vigtige, det ene er udenrigs spørgsmål, det andet er folket, det danske folk.Vedrørende det danske folk er det første, jeg kommer i tanke om det grundtvigske klima, de grundtvigske energier, og dette fik jeg jo konkretiseret ganske præcist forleden søndag med Slumstrups foredrag. Erindringerne fra mit barndomshjem, barneskolen, militærtjenesten, landbrugsskolen samt sidst og mest overvældende Askov højskole fik fornyet sin plads i min bevidsthed. Dette betyder for mig at netop folket en vigtig del af Danmarks historie, ikke blot i det 20., men til alle tider.Det grundtvigske klima er ikke det eneste i Danmark i det tyvende århundrede og endnu mindre i det enogtyvende, hvor sidst tilkommende er asa troende. Gennem det tyvende århundrede hersker jo i høj grad modpolen, indre mission og visse intellektuelle strømninger, som bevidst undgår kristendommen. Disse sidste er jeg ikke så familiær med. Jeg kunne dog godt tænke mig at få et billede af det samlede åndelige klima i Danmark i vor tid.Nej, du slipper ikke endnu:De tyske regeringsprotokoller, som kan findes på www.bundesarchiv.de/kabinettsprotokolle er nu åbnede og fortæller om at tyskerne faktisk var meget bekymrede over dansk landbrugs indflydelse i tyskland i 1950erne og dermed betænkelige overfor dansk optagelse i unionen. Dette stod at læse i Berlingeren den 5. november 2003, og tilfældigvis samme dag hørte vi forstanderen på Grundtvigs højskole, Jakob Mejlhede Nielsen fra Højer fortælle om dansk-tyske relationer og de nationale brydninger, som opstod i grænselandene efter 1920.Hvem har ydet den største indsats for at udjævne og bygge bro over de nationalistiske forskelle? Det har mange, og J.O. Krag nævnes som en stor europæer.Mejlhede har dog andet i tankerne, og hvem kan bedre end nogen, med en baggrund i to verdenskrige, være tilskyndet til at ville bygge bro.Jean Monnet. Født i 1888 i Cognac, vinavler og købmand.Han skaber ideerne:Fælles koordinering af skibstonnagen mellem England og Frankrig.Fælles kornopkøb for England og Frankrig.Under anden verdenskrig rejser han til USA for at skaffe fly til England og Frankrig.Monnet får Churchill til at tænke tanker om en stat, en hær for England og Frankrig./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 103

Fortid FremtidJegVi

http://www.bundesarchiv.de/kabinettsprotokolle

Saarlandets tilhørsforhold.Frankrigs og Tysklands indbyrdes forhold.Monnet arbejdede tæt sammen med Churchill, Roosevelt, og Eisenhower med henblik på at koordinere krigsindsatsen.Efter krigen er det Monnet’s ide at få magten væk fra nationalstaten, Krige afhænger af kul og stål, hvorfor disse produkter skal ind i en fælles styring mellem landene. Senere også atomkraften, mener Monnet. Folkeforbundet bliver dannet, hvilket Monnet dog forlader i frustration.Det økonomiske fællesskab opstår med ”Den Høje Autoritet” (der Hohen Behörde der Europäischen Gemeinschaft für Kohle und Stahl (EGKS)) placeret i Luxemburg og Monnet som formand. Dette er forløberen for kul- og stålunionen.Fra 1957 er nationalstaterne ikke længere den ramme, hvor dagens problemer løses. For Monnet ligger loyaliteten overfor den politiske proces mere end overfor målet. Han skitserer i 1950 en forfatning for Europa, hvilken i høj grad minder om fællesskab og suverænitetsafgivelse.I dag har vi et konvent, som laver forfatningsudkast, som beskyldes for at have samme mål.Monnet dør 16 marts 1979.Tak for Jeres besøg i går. Hyggeligt, men som I nok fornemmer på ovenstående, har vi som så ofte før alt for lidt tid til at komme ind til kernen af alle de temaer, vi tager under behandling.Glædelig jul og god nytår. Mange hilsner fra Birgit og Bo. Kokkedal, 6. december 2003.

Breve i 20042004 februar 7. Kære IbEt par supplerende replikker til det, jeg prøvede at fortælle dig om, da vi besøgte Jer lørdag 7 februar 2004.Løsrevne brokker fra Slumstrup’s bog 1.Hvad angår bevægelsens placering i den folkelige kultur, tog Bomholt nok munden lovlig fuld. Værre var det imidlertid, at han gjorde sig skyldig i et selvbedrag, når han påstod, der i bevægelsen fra en arbejderkultur til en folkets kultur ikke var tale om et brud, men om en vækst.For der var tale om et brud, og det kan tidsfæstes til mødet i partiets forretningsudvalg den 26. januar 1934, hvor statsminister Thorvald Stauning foreslog, at arbejdet i partiets programkommission, som han selv var formand for, skulle stilles i bero. Bestræbelserne på at forny principprogrammet fra 1913 måtte vige for et arbejdsprogram, der så bredt som muligt skulle søge at samle alle gode kræfter i lyset af den internationale økonomiske krise samt Hitlers magtovertagelse i Tyskland og den deraf følgende gæring også i Danmark.Staunings ord var lov i partiet. Han skrev stort set selv arbejdsprogrammet »Danmark for Folket«, som blev vedtaget af hovedbestyrelsen den 23. maj 1934.Programmet var udtryk for en forsvarslinje, et forsvar for gode, traditionelle danske værdier - og intet ligger mig fjernere end at tale nedsættende om denne nødvendige forsvarskamp for demokratiet i 1930'rne.Men det var en tragedie, at den socialistiske kulturkamp ikke blev genoptaget af landets største parti efter 1945Ånden fra 1948:Uden verdenserklæringen om menneskerettighederne suser stupiditetens knippel først for alvor uhindret gennem luften.Valutareformen i de allierede besatte zoner og dannelsen af BRDNationalistpartiet i Sydafrika med gennemførelsen af den fuldstændige apartheid.Ophøret af det britiske mandat i PalæstinaDen gamle verdensdel, Europa med sit idémæssige fællesskab. To mægtige optimismer omgiver denne gamle verdensdel: Amerika og Sovjet.

1 Den danske drøm.1993 Fiskers forlag/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 104

Jens Kruuse’s ”Den ny virkelighed”: Angsten er virkelig. Atombombesituationen ligesom er et billede på, at mennesket er ved at fatte, at undergangen er i mennesket selv.Albert Einstein’s opfordring til åndsarbejderne om at støtte oprettelsen af en verdensregering var et ægte men afmægtigt udtryk for ånden i 48 ude af stand til at forhindre den nye fastfrysning af de ideologiske fronter.I dette klima skal man måske blive oppe om natten for at få så megen stilhed i medieskriget, at man kan høre en fjern stemme udtale på engelsk, men med markant tysk accent: (Arthur Koestler)”Jeg er ikke sikker på, om det filosofferne kalder etiske absolutter, findes, men jeg er sikker på, at vi må handle, som om de fandtes”.2004 februar 11. Turen til Øland i vinterferienIndkøber proviant til turen. Birgit prøver sin nye Mammut fra Ajungilak. Petroleum er fyldt på primussen. Bilen pakkes: Medbragt færdigret tilberedt af kalvehjerter med løg, selleri og gulerod.Vi forbereder os på det værste og medtager nogle 4" søm til at forankre teltet, hvis jorden er hårdtfrossen. Hjemkommet fra fire dages ferie på Öland. Har set på billeder, tænkt og talt om oplevelser. Nu efter et par uger begynder turens oplevelse at tage form og blive til en del af de tanker og tildragelser, som i ugerne efter hjemkomsten påvirker dagligdagen.Inspireret af højskoletanken og grundtvigianismen, bliver konklusionen på ölandsturen til et spørgsmål om, hvad et menneskeliv da egentligt er. Spørgsmålet dukker op en søndag morgen ved morgenkaffen, hvor vi sidder på nummer 3 og lytter til Henrik Vigh Poulsens tanker om opbruddet i den fælles danske kultur og Egon Nielsen’s fortælling om hvordan Adam og Eva blev smidt ud af Edens have til et menneskeliv.At det netop bliver ölandsturen, som giver anledning til at tænke over, hvad et menneskeliv er eller indebærer, hænger sammen med, at oplevelserne fra Öland indeholder et indblik i stenalder- og jernaldermenneskets livsførelse, og vi fristes til at prøve at gennemtænke hele menneskets udvikling, så meget som vi nu formår med den viden, vi har.Öland er, som vi har erfaret en lokalitet, som er opstået efter istiden, og derfor må være et sted, hvor mennesker har startet fra bunden. Eller i hvert tilfælde på grundlag af en indvandring, som vi ikke helt har overblikket over.Tanken om at et menneskeligt fællesskab med hensyntagen, kærlige og venskabelige følelser overfor hinanden er udgangspunktet for at kunne kalde sig et menneske er nærliggende, men næppe nok til at være dækkende. Men vi kan dog forestille os, at det for neandertalerne og det nye menneske fra Afrika måske har været nok. Og dog? Udgravninger i Österbotten af en grotte med efterladenskaber i form af stenværktøj og et stengulv, 130 000 år gamle vidner om neandertalerne, og har de haft værktøj og stengulv, har de også haft kultur og andet indhold i hverdagen end bare kærlighed og venlighed.Neandertalerne er uddøde, fordrevne eller opblandede med det nye menneske fra Afrika, og vi er fremme ved tiden efter den baltiske issø, som har udviklet sig i Litorinahavet, hvor vore dages mennesker har levet med en højt udviklet kultur og et åndeligt indhold, som binder menneskene sammen i et fællesskab.Særlig meget ved vi ikke om dette fællesskab på Öland, men at der på samme tid har været højt udviklede kulturer i Persien, Ægypten, Grækenland, Rom vides der meget om, og nu ledes tanken hen på, hvorledes påvirkningerne mellem forskellige kulturer har haft indflydelse på hinanden.Forståeligt er det, at jernaldermenneskene på Öland har haft en vidt udstrakt forbindelse med romerkejseren i form af handel og militært samarbejde.Vikingernes kristning er også levende beskrevet med Olav den Hellige og Ansgar, som ender med reformationen, som er grundlaget i den skandinaviske verden i dag.Denne tankerække er affødt af de mange ”fornminder” på Öland og formålet er at forstå, at det at være et menneske betyder og indebærer noget forskelligt afhængig af hvilken tid og hvilken lokalitet, mennesket lever i. Det som er målet her er at komme frem til, hvad der skal til af historiekendskab og kendskab til naturen for at leve et nutidigt menneskeliv her i Danmark.Lidt overordnet betragtet, er det nemt at påstå, at menneskeligt fællesskab med hensyntagen, kærlige og venskabelige følelser overfor hinanden er grundlaget, som dækker til alle tider og steder. Er dette forhold ikke tilstede, kan der ikke være tale om menneskelig aktivitet. Men så synes det også svært at finde på mere, som kan gå i samme kategori, for hvad der end kan /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 105

nævnes af kultur og tanker, så vil det være knyttet til tid og sted og dermed være genstand for et politisk synspunkt, og derfor vender vi os ensidigt til vort eget lille område og vor egen tid.Vi i vor tid må have et krav om at fortælling og oplevelse af historien, som den har udspillet sig for menneskene i familien, i samfundet og i verden er ikke blot en vigtig del af et moderne menneske, men måske ligefrem en forudsætning for at leve på en sådan måde, at der kan opstå en fælles opfattelse og en fælles indsats i forbindelse med at skabe grundlaget for den menneskelige dagligdag.For at få del i historien rejser vi til Öland og opdager, at her ligger 12000 års historie til direkte beskuelse.2004 februar den 12.Det er koldt og overskyet med en frisk vind. Der er god strøm i Sundet, så færgerne sejler næsten sidelæns over mod Hälsingborg. Vi kommer op til billetlugen klokken 11.27 og displayet over indkørslen viser 11.30 til næste afgang, så vi når op på xx km/t ned over banerne 8-7-6-5-4-3, hvor det stadig blinker grønt.Nu gælder det om at komme til Öland og få slået lejr inden det bliver alt for mørkt, for vi ved af erfaring at teltpladser fundet i mørke sjældent står mål med vore ønsker om en naturskøn og behagelig plads.Det blev Birgit, som først kom i land, og nu er vi så på vej op mod Lange Jan.Vi finder vores første lejrplads ved Bläsinge havn på en lille græsbevokset parkeringsplads til badegæster. Vi udnytter læet af et lille toiletskur. Det er mørkt og og vinden frisker op. Der er sne i luften.Der er lys på havnen, og der arbejdes endnu selvom klokken nu er over 18.Jorden er delvist dækket af sne, men vi finder en plads til teltet alligevel. Vi går en hurtig runde på havnen for at få et indtryk af lokaliteten. En lille havn med omkring en snes kuttere i størrelsen op til ca 20 ton. Ikke store skibe, men dog alligevel i den erhvervsmæssige klasse.Der er udsigt til Östersjöen og skiltning advarer mod badning under pålandsvind og uklart vand. Risikoen for algevækst er også kendt på denne kyst.Stranden langs Ölands østkyst er fladvandet og består af strandenge helt ud til havstokken, og der ligger store sten i det lavvandede område de første 50 til 100 meter inden vanddybden skjuler stenene. Med tanke på stenene er det antageligt ret ubehageligt at anduve kysten i mindre både, hvilket vi senere erfarer har været praktiseret under den yngre jernalder, i vikingetiden og middelalderen. Næste morgen oplever vi, at der går fiskehejrer og gæs på engene bag havnen mod nord.Vi går tilbage til lejren for at lave aftensmad. Det er den traditionelle hjemmelavede sammenkogte ret med pulvermos. Der er to blus i gang på brædderisten foran toiletdørene og maden serveres i telt apsissen i Dynelarsens stole. Flagermuslampen og en primus gør temperaturen behagelig efter at have gået ude i vinden. Sneen fyger nu, og det er rigtig vinterligt mørkt og ruskvejr. Spændende er det, nu hvor vi sidder lunt inde i teltet.Vi må have tiden til at gå, inden vi går til ro for natten, så det bliver til endnu en tur på havnen. Det ser ud som om de lokale er taget hjem, bilerne har forladt havnepladsen.Der kører en truck ud af en garage og ud ad havnemolen, så vi følger efter for at se, hvad der nu skal ske. Der bliver hentet et stativ fremstillet i RHS profiler ca to meter højt og på ben med en afstand på 3 gange 3 meter. Det er til at trække garnene fra kutterens dæk op på kajen til klargøring til næste udsætning. Vi får en snak med fiskeren, han er alene, og på bådens hæk erfarer vi, at han er fra Byxelkrog. Det går efterhånden op for os, at han aldeles ikke har noget at være i godt humør over, hvilket fremgår af den skidtstak af rødbrunt fint trådet tang, som ligger på kajen foran hans kutter. Han har været sydpå ved Utklippan (Fyret ligger på N 55´ 57 E 15´ 42) for at fiske og er nu kommet til Bläsinge for natten. Garnene er fuldstændigt sammenfiltrede og skjult i tangen, nogenlunde det værste, der kan ske for en fisker. Vi kan jo af situationen nemt forstå, at om fangst har der under ingen omstændigheder været tale.Han kigger noget mistænksomt på Birgit og mig og standser trucken, da vi hæver hånden til hilsen. Vi meddeler, at vi er turister fra Danmark, og han bliver derefter helt snaksalig, og det viser sig i løbet af samtalen, at han har fire børn og kone, med hvilke han har været på ferie i Jylland. Han har familie i Viken ved Öresund og har benyttet lejligheden til en danmarksferie. Han kender Fårup sommerland, fregatten Jylland, Legoland og et par lokaliteter mere.


Vi kommer lidt ind på fiskeriets vilkår. På denne tid er det torsken, der fiskes efter, og vi spørger til, om der er restriktioner i Sverige. Han bekræfter. De små både har det svært i forhold til de store både, som sejler i al slags vejr og derfor kan udnytte kvoten i fuldt omfang.Næste dag i dagslyset ser vi torskegarnene på omkring tre meters højde løbe hen over jernstativet. Et par af de lokale fiskere giver en hånd med de sidste garn og bunken af det rødbrune tang er nu vokset til knap et par meter i højden.Morgenmaden bliver tilberedt med blødkogte æg og kaffe med brød, ost og bananmad. Smørret, vores indikator på hvorledes ferien forløber rent vejrmæssigt, fortæller os at temperaturen er godt under nul. Normalt anvender man smørret til at holde oste- eller pølseskiverne på plads på brødet, men ikke ved denne temperatur. Det viser sig, at en osteskive, selv hårdt trykket til brødet, ikke med smurt smør, men med afskårne smørskiver, glider ud over kanten af brødet så let som ingenting.Under tandbørstningen viser det sig også, at det er svært at holde vandet i tandkruset isfrit, det knaser godt mellem tænderne under skylningen, og vi er overbeviste om, at der findes en temperatur mellem 0 og minus 5 grader, hvor tandpasta fra børstningen er stort set umulig at skylle af hånden.Nedtagning af teltet går nogenlunde smertefrit, men det er svært at trække sømmene op af jorden, de har sat sig djævelsk godt fast i løbet af natten.Inden vi forlader stedet ser vi på mindesmærket over de omkomne fra dampskibet, Gortnon af Hälsingborg, som den 22 juni 1942 torpederedes 2 sømil fra land.Vi skal tænke os at den Östersjö, vi kender i dag er begyndt som den baltiske issø for 12500 år siden, hvor landmasserne i Sydsverige holdt oceanerne ude. Den baltiske issø anses for at have det største vandvolumen i Østersøens postglaciale udvikling, men under Yoldiahavets udvikling 1000 år senere begynder Öland at dukke op af havet, først som en lille smal stribe over mod Kalmar, senere op mod 11000 år før vor tid var hele den sydlige del af Öland dukket op af havet og først 4-5000 år før vor tid fremstår Öland, som vi kender den i dag.Prognoser forudser, at Öland vil være landfast med Kalmar området inden for de næste 1000 år.Under færden langs Ölands sydøstre kyst går det op for den rejsende, at der er en virkelighed bag historierne om vikingerne og jern- og bronzealderlivet, som vi hørte om i skolen. Denne virkelighed er nu under rejsen ved synet af de efterladte sten og spor i jorden blevet ganske nærværende, og der opstår en følelse af, at de mennesker, som har levet her, egentlig står os ganske nær og er grundlæggere af vilkårene for vort liv, som det udfolder sig i dag. Med disse oplevelser i tankerne, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at der her er levet et ganske almindeligt liv gennem de mange hundrede år. Enkelt og uden el og rindende vand og i al slags vejr, men ved nærmere eftertanke næppe primitivt, når man ser hvilke fund, der er gjort. Følelser, tanker og menneskelighed var sikkert som vi kender det i dag.Landskabet ved Seby ligger med sine 285 fortidsminder som et levende bevis på jernalderens bosætninger, som har udviklet sig på strandengene, litorinastranden, som skiftevis har hævet sig over havet og skiftevis har været overskyllet med vand indtil landhævningen i perioden mellem 8000 til 4000 år siden fik overtaget over stigningen i vandstanden.Vi står med ryggen til Alvaret og ser ud over Östersjöen med de tre mest markante kalkstensfliser rejst over gravpladsen i forgrunden. Her skal man forestille sig, at jernaldermennesket har skabt sig en rigdom gennem jordbrug og husdyrbrug. Gennem denne aktivitet er de i dag så karakteristiske landsbyer med gårdene liggende på række til forskel for landsbyer, hvor gårdene ligger i klynger, opstået, og de ligger der stadig.Markerne er orienterede vinkelret på stranden mellem vej og strand, hvor vintersæd og græs er den hyppigste afgrøde. Langs vejen ligger gårdene, og inde i landet breder Alvaret sig med kalkstensfliserne liggende i højst et pløjelags dybde. Her er der ikke megen frugtbarhed at finde.Husdyrbruget afslører sig tydeligt gennem de mange møddingspladser som ofte ligger lige ud til vejen. Gødningen samles i mange tilfælde i markmøddinger, hvilket jo i Danmark blev forbudt for mange år siden med henblik på at beskytte grundvandet. Græsafgrøderne laves til ensilage i marksiloer dækket med plastic og jord eller sand, og et nærmere eftersyn byder på et aldeles appetitligt og vellugtende surt grovfoder.Der findes god græsning på alvaret og i engområder for husdyrene, og store arealer er da også indhegnet. Gødningsklatter vidner om en god udnyttelse af disse arealer.


Længere mod nord nærmere betegnet nord for Hulterstad, hvilket dog stadig ligger temmelig langt mod syd på øen, ligger byerne nu på Ancylus stranden, hvilket bringer os tilbage til stenalderen, altså noget der ligner 2000 år før den kultur, der ligger mod syd på Öland. Ancyllus havet var et ferskvandshav med ancyllus sneglen, men det saltholdige vand fra Nordsøen brød igennem og efterhånden blev littorina havet med sine op til 1,5 % salt en realitet.Kulturen her på Ancylusstranden har vi set i form af de ret sene beboelser ved Kappeludden fra middelalderen og ved jernalder byen, Södra Greda St Brita's kapell. Sikavarp ved Kapelludden Södra Greda, Eketorp. En nyistandsat borgmed jernalderhuse og fundamentsrester af gamle huse. Eketorp er i samme størrelsesorden som Gråborg (beskrevet nedenfor).Gråborg ligger midt på øen set i alle retninger. Et fæstningsværk, som er af enorme dimensioner. Bygget i runde kampesten med en størrelse på ca 200 til 300 mm i diameter iblandet enkelte større sten. En hurtig afskridtning viser at borgområdet indvendig måler 160 meter og at murbredden er 25 meter i bunden og 6 meter på toppen, som ligger 5 meter over marken. Her har der været marked og en plads, som kunne forsvares mod fjender.S:T Knuts kapell ligger lige ved siden af Gråborg.Sjöstrøm Stenhuggeri.Ölands södra Udde er bestemt en stor oplevelse hvad angår natur og bygninger.Et par timers ophold i området omkring fyret går med at studere de opslåede plancher og opleve stemningen i naturen. Der er ikke meget dyreliv på denne tid af året, men fyret, naturcentrum og ornitologernes klubhus med tilhørende fuglekøjer gør det interessant at gå rundt og indsnuse atmosfæren.Vi går her helt alene bortset fra nogle få håndværkere, som arbejder på at istandsætte husene og forestiller os, hvordan her er midt i turisthøjsæsonen, hvor man betaler SEK 50,- for bare at parkere eller lader tankerne gå tilbage til stenalderen og jernalderen og middelalderen, hvor der gennem flere tusinde år har været stor aktivitet på stedet.Lang Jan er naturligvis centrum i hele området i dag. Der er ikke adgang til fyret, men vi ser på indskriften over døren, at der står Gustaf III, 1785.Uden for fyrmesterboligen finder vi en lille udstilling af Ölands stengalleri fra den vestre vej mellem Kastlösa og Mörbylånga. Her finder vi kalksten, alunskifer, flytblokke fra Småland og kambrisk sandsten og lidt længere borte fra fyret fuglekøjerne, som er indrettet med henblik på at ringmærke fugle. Fuglekøjerne har en stor åbning i den ene ende og en ca halv kvadratmeter stor åbning i den anden ende, hvor mærkningen foregår. Der er opstillet to fuglekøjer med åbningen i hver sin retning. (www.sofnet.org).Solen skinner og det virker helt forårsagtigt, og vi fornemmer at græsset og mulden er begyndt at udsende sine karakteristiske dufte. Denne duft af det gamle græs, som er ved at tørre ind medens de nye spirer kommer op er så velkendt fra alle de tidligere forår. Vi forledes til at tage temoflasken frem og lave en kop kaffe og sætte os på jorden. Det skal dog ikke vare længe inden der kommer en helt anden stemning, vi er trods alt i begyndelsen af februar.Befolkningen her har udviklet sig siden stenalderen. Der er fundet bopladser, som er dateret til mellem 3000 og 2700 f. Kr., og fundene fortsætter helt op til yngre jernalder og middelalder og vi erfarer, at der har ligget et kapel, som er blevet viet til sognekirke, Skt. Johannes kapel. Her er der forrettet begravelser af lokalbefolkningen, som efterhånden have gjort fiskeriet til sin hovednæring.Det mest imponerende er Ottenby Kungsgård, som er blevet grundlagt i jernalderen. I 1544 fordrev Gustav Vasa den lokale befolkning og gjorde den hoveripligtig.Karl X Gustav har bygget muren fra strand til strand og i dag fremstår Ottenby gods som et veldrevet landbrug med et stort kvæghold. Vi går en tur gennem avlsbygningerne og ser ensilagesiloerne med den fineste ensilage bag laderne. Hovedbygningen er anlagt omkring år 1900.Agrene ligger nord for gården og græsningsarealerne ligger sydpå i naturbeskyttelsesområdet.Der er plantet en ret stor skov, Ottenby lund som er tilgængelig til fods for almenheden, men der advares mod hugorme i området.Vi slutter dagen af ved solnedgang ud mod Kalmarsund, og ved solnedgangen bliver det koldt.Vi har været i Borgholm i dag og på borgen og Solliden, og det er efterhånden blevet godt hen på eftermiddagen. Vi har spist frokost på parkeringspladsen ved Solliden og derefter gået en /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 108

tur ind til Borgholm. Der er et flot stisystem mellem borgen og byen. Vi har været ved boghandleren og fået en snak om Länsstyrelsens udgivelse af en flot bog om Ölands natur og kultur. Denne bog skulle have kostet mindst det dobbelte, men sådan er det, når der bliver brugt skattekroner og offentlige ansatte teknikere til at skrive bøger. Så kan man jo sagtens holde prisen nede. Tiden løber fra os. Statoil forsyner os med vand og benzin, og vi kommer på et varmt og godt toilet. Nu går det nordpå. Desværre må vi haste lidt for at nå helt til Byxelkrog inden dagen går på hæld. Der er længere end man forestiller sig.Neptuni Åkrar er området nord for Byxelkrog, og det er Carl von Linné, som i 1741 har navngivet det særprægede område på 22 hektar. Der har syd for Byxelkrog ligget et tilsvarende område, men det er nu anvendt som vejfyld på den nordlige del af Öland. Neptuni Åkrar er kendt for sin rige forekomst af Blåeld, men er ellers et meget goldt område bestående af sten, som er skyllet op af havet i forbindelse med landhævningen gennem tusinder år. Vi går over åkrarna og ned til stranden. Her ser vi kalkstensfliserne stikke ud af den ca 10 meter høje skrænt i terrasseform belagt med is.Vi ser det helt utrolige skær af den nedgående sol i isen på skrænten. Det er koldt, og vi har i al hast forladt den varme kabine i bilen for at få et indtryk at området. Vi fryser, har for lidt tøj på, men kan alligevel ikke lade være med at gå helt ned til stranden for at se dette mærkelige golde område.Her ved solnedgang er der ved at være lidt travlhed for at udnytte det sidste dagslys. Besigtigelsen af Neptuni Åkrar og ønsket om at finde en teltplads inden det bliver mørkt er alternativerne lige nu. Vi er i hvert tilfælde helt klare over, at vi må ind i skoven for at finde en rimelig plads, hvor kulden ikke får overtaget.Ölands Norra Udde. Vi ser skiltet og er helt klar over, at her må vi selvfølgelig også hen. Solen er nu gået ned, og vi kører langs med stranden ud mod fyret, medens vi øjner en chance til at finde en teltplads mellem enebærbuskene ud til stranden. Der er faktisk pladser nok på denne korte strækning, men et nærmere eftersyn af de fine lokaliteter, som vi ser fra bilens varme kabine, viser, at det er bitterligt koldt og at brændingen mod strandens sten er så overdøvende, at tanken om at skulle lægge øre til denne larm en hel nat får os til at opgive ethvert forehavende om at overnattet her. Vi stiller bilen og går en hurtig tur ud til fyret, som nu tilsyneladende er slukket. Der er mennesker i fyrmesterhuset, antagelig nu en fritidsbolig.Ölands Norra Udde åbner sig til en fjord med en ganske smal indsejling. Denne fjord er ganske bred og er indkranset af plantede fyrreskove, noget i stil med det sjællandske Tisvilde Hegn.I bunden af fjorden ligger Grankullavik og Nabbelund, og her finder vi i mørket den fineste teltplads ved det gamle færgeleje, hvor Litorina Line har sejlet på rute til Klintehavn på Gotland.Nu hvor det alligevel er mørkt, går vi en tur ud på molen og ser på de gamle faciliteter, som er omdannet til fritidssejlerne. Opmarchbåsene er stadig synlige på asfalten og det viser sig senere, at Litorina Line har bekendtgjort sit ophør via internettet: "Litorina Line ställer in trafikken i sommer. Det bliver ingen trafik mellan Klintehamn-Grankullavik sommaren 1998".Det er helt mørkt nu, og pandelamperne kommer frem, og teltet bliver sat op inde mellem træerne, hvor der er læ. Det føles helt varmt at gå her og arbejde med pløkker og teltstænger og inden længe er der gang i begge primusser og flagermuslampen.Vi sidder ved det gamle campingbord og spiser spaghetti med forloren skildpadde. Den ene primus hvæser for at sørge for varmt vand til kaffe og opvask af gryder og tallerkner og efter et par timer er soveposerne klare og måltidet færdigt, og vi går en tur ned til fritidshavnen. Her ser vi på stjerner. Der er to stjerner på den sydlige og sydvestlige himmel, som står lavt og lyser så klart, at der ses en lysstribe i vandet fra den modsatte kyst og lige op til havnen, hvor vi står. Hvor mange stjerner er der mon på den himmel, vi ser på. Vi prøver at tælle i et smalt bånd på 20 grader fra horisont til Zenith. Der er vel omkring et par hundrede, og så er det jo egentlig bare at gange op med 2 og med 18 for at få hele hvælvingen med, 7200 stykker.Det er ikke så mange, men der er jo en himmel på den anden side af jorden, den kan vi ikke se. Altså 15 000 i alt som et hurtigt overslag.Det er nu søndag morgen, og det er den sidste dag på denne udflugt. Egentligt skal vi bare bruge dagen til at køre hjem i, måske besøge Kalmar og Karlskrona på vejen. Det når vi sagtens. Men inden vi forlader området, skal vi dog lige se Grankullavik og Troldeskoven. Det er et spændende område, men det viser sig, at vi ikke kan køre bil ud til stranden på den østlige side af indsejlingen til fjorden. Ærgerligt, men det ser så tillokkende ud, at vi beslutter os til at gå til fods de fire kilometer hver vej gennem skoven til indsejlingen.Indsejling til Nabbelund færgehavn./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 109

Vi går rundt i Färjestaden og nyder søndag eftermiddag. Der er stille og havnen er ryddet for al unødvendigt gods og skibe. Lastbiltrafikken overtager transporten efter broen er kommet til i 1972. Her på havnepladsen kan man tænke sig, at der har været et enormt liv med ind- og udskibning af gods, mennesker og dyr. Det er lidt svært at skulle begive sig på hjemvejen. Der er mange oplevelser tilbage på Öland, som vi har til gode. Ved nærmere eftertanke kan det faktisk gå sådan, at vi aldrig mere kommer til Öland. Vi var der i begyndelsen af 1980erne og nu igen i 2004. Vi skulle jo også gerne nå til Gotland igen og Åland, hvor vi endnu aldrig har været.Det er reelt nok, når vi siger, at nu er det sidste gang, vi kommer her eller der. Med de Golfpriser, som VW holder sig er det nok den sidste, og den holder som sådanne gør kun til begrænsede opgaver.Birgit og jeg ser nok lidt forskelligt på det med at skulle affinde sig med at komme et sted for sidste gang. Jeg bliver ved med at have oplevelser til gode og Birgit vil gerne se nye steder.Vi triller over broen og når at gå en tur på voldene ved slottet i Kalmar og komme en lille tur ind på torvet i Karlskrona inden det for alvor går hjemad. Vi kører mod en rød solnedgang hele vejen langs med Hanöbugten, og da vi passerer Mörumsåen er det næsten mørkt. Det er en meget mørk aften med stjerne, temperaturen holder sig dog lidt over frysepunktet og vi er på vagt for glatte veje, men slipper dog hjem uden at skulle køre med nedsat fart på grund af glatføre.Vi lægger Kristianstad, Hässleholm, Perstorp og Åstorp bag os når færgen uden at skulle vente.Se billederne i html eller pdf dokumentet.2004 marts 22. Søborg søKære børn,Birgit og jeg har været en lille tur i Nordsjælland for at se lidt på Søborg sø. Vi var der første gang i efteråret 2002, hvor vi cyklede gennem hele det tørlagte søområde i en pragtfuld høsttid med stubmarker over det flere hundrede ha store område.I går kørte vi i bil gennem søområdet i blæsende og solrigt martsvejr, hvor træernes knopper giver et særligt skær over landskabet. Kanalerne er fyldt med vand og ænder, blishøns og musvåger udgør det synlige dyreliv på arealet.Markerne ligger som sorte pløjemarker eller er tilsåede med vintersæd, som allerede er grøn. På længere afstand ser vi Dragstrup, og bag Frijsenvang højderne omkring Lundebakke. Længere til venstre Søborg med kirken dominerende over byen.Vi gør holdt på busstoppestedet uden for Esbønderup, hvor vi kigger ned over engene og landevejen til Gilleleje. Her var for blot to hundrede år siden afvanding fra Søborg sø til Esrum å.Nu ser vi lave enge på begge sider af landevejen til Gilleleje, men så højtliggende, at de er tørlagte på alle årstider. Den tale, der er om at genskabe Søborg sø vil, hvis udløbet skal være her, kræve et stort indgreb i naturen.Vi kommer ud i søen fra Vokstrup, hvor banen krydser landevejen til Græsted. Herfra går en grusvej midt gennem søområdet, og den følger vi. Der ligger en del landbrugsejendomme i søkanten, medens der ude i sø arealet er flade dyrkede områder.Når vi ser ud over den nuværende søbund, kan vi godt forestille os en sø på dette sted og med tanke på pumpestationen i Søborg kanal ved Søborggård, hvor vandet hæves omkring 3 meter fra søens bund til kanalen, vil en vanddybde i en genskabt sø på bare tre meter være nok til at naturligt afløb også kan finde sted mod nord i den nuværende kanal.En genskabning af Søborg sø vil, som vi ser det, kunne indebære et afløb til havet i både nord og syd afhængig af hvilken vandstand, der måtte blive i søen, hvilket igen er afhængig af hvor mange penge, der kan skaffes til at indfri de nuværende lodsejere.Tørlægningsarbejdet i Søborg sø tog sin begyndelse i slutningen af 1700 tallet, hvor flere forsøg måtte gøres inden det nuværende resultat blev nået i 1880erne.De første skridt i Søborgs udvikling er gravningen af Søborg kanal i 1794–99 til afvanding af Søborg Sø. Kanalen løber ud i Kattegat gennem Gilleleje, og målet med den var inddragelse af landbrugsjord. Det følgende århundrede var store dele af området dog mere lavvandet mose end frugtbare engarealer, adskillige afvandingstiltag gennem tiden har ændret dette. Det seneste tiltag er pumpestationen ved Søborggård, der pumper 75.000 tons vand i døgnet mod havet./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 110

I fredens dage en foregangsmand med fromhed, flid og forstand af Søborg sø med det blanke vand skabte han muld og agerland. Sit fædreland gjorde han meget gavn. Løjtnant Fejlberg er mandens navn.Inspektør for Søborg sø, 1872-1896Vi var på et husmandssted for at købe kartofler og æg til vores husholdning og fik samtidigt en snak med ægteparret, som drev ejendommen, som var mandens barndomshjem. Der skulle ikke spørges ret meget til søen og dens historie, før der kom en længere sammenhængende tale om, hvorledes der transporteredes tømmer fra Grib skov på Esrum å til Dronningmølle for at blive brugt til udbygning af brokvartererne i København. Ved Esbønderup kunne der sejles op i Søborg sø, og vi formoder at den trafik nok har været ført af færgemanden fra huset, som ligger ved Esrum å’s udløb fra Esrum sø.Dengang fik vi leveret vore forsyninger og sendt vore produkter med bane eller skib sagde Svend, men efterhånden blev det landvejstrafikken, som overtog godstransporten. Svend fortæller videre. Konen kalder sin mand for Svend, så det gør vi også. Når vi kom hjem fra skole om sommeren, kunne vi tjene lidt penge på at bære friskt og koldt vand til folkene, som gravede tørv i mosen. Det var et varmt og støvende arbejde, og vores vand stod i høj kurs.Vi drager af gårde med 30 kg kartofler og en bakke æg. Kartoflerne er både til spisebrug og til lægning i haven.Ude fra Søborg sø er det Søborg kirke, som syner mest og dermed tiltrækker sig opmærksomheden, selvom også Græsted kan ses i den vestlige kant af søen.Søborg fik sine købstadsrettigheder på Valdemarstiden, men efter Grevens Fejde i 1534 bortfalder købstadsrettighederne og Søborg bliver en landsby som de øvrige på egnen.Vi finder Bodils kirkegård med 150 begravelser fra 1100 årene. Her har befolkningen sat en sten til minde om Chr. X's regeringsjubilæum 1937 (25 år).Søborg kirke er fra 1200 tallet bygget af tegl fra tre store ovne. Disse har også skaffet sten til bygning af slottet nord for byen.Efter byens overgang til landsby får lensmanden på Kronborg i 1577 tilladelse til at bryde sten på og fra Søborg Slot og forfaldet tager fart.Udgravningen af Søborgs ruiner er udført under Hans Majestæt Kongen Frederik VII’s ledelse i årene 1849 og 1850.Så meget om denne lørdags udflugt. Der kunne skrives en mængde spændende beretninger om Søborg og om omgivelserne, men vi har indtrykkene med hjem og har nu fået et fint kendskab til denne egns geografi og historie, men hvad sker der i Søborg i nutiden? Soveby? Næppe.Der er bygget en del nye beboelser i form af villaer og mange ældre huse er sat fint i stand. Forsamlingshuset har fået ny tilbygning, så noget må der ske i byen. Vi bemærker, at missionshuset, Kedron er ombygget til en privat børnehave, og at en større bolig har fået tilbygning og nu er privatskole i Søborg.Længere kommer vi ikke ved en tur rundt i byen, så vi beslutter os til at tage til gudstjenesten dagen efter for at finde ud af om byens borgere også kommer i kirken. Søborg kirke har indført den nye salmebog, og vi begynder med ”Herre Gud Fader i Himlen” som vekselbøn mellem præst og menighed. Præsten hedder Birgit Hasselager og i udhængsskabet forstår vi, at hun bor i Bygaden 40, som ser ud til at have været præstegård i ca. 100 år.Gudstjenesten bliver en særskilt god oplevelse. Prædikenen handler om manna i ørknen til israelitterne og Jesu besked om kun at samle det, man har brug for til denne dag, men flere kan ikke dy sig og samler til huse, alt hvad der kan bæres. Det handler om, at vi skal have tillid til Herren og tro på, at der er mad til alle, hver dag. Vi skal se guds billede i brødet og altergangen skuffer da heller ikke, brødet er sprødt og vinen stærk og rigelig i bægeret.At der er fællesskab i byen udleder vi af, at det fra prædikestolen bekendtgøres, at der er generalforsamling i borgerforeningen. Vel næppe helt almindeligt at der annonceres arrangementer i de verdslige foreninger fra prædikestolen?Orglet er helt nyt og moderne og har god klang, og organisten giver alt, hvad der kan pines ud af piberne med en af de kendte oratorier.Birgit Hasselager giver hånd og ønsker god søndag, og vi siger tak i lige måde og er på nippet til at sige noget pænt om gudstjenesten, men holder os alligevel tilbage, skal nok være mere overbeviste, inden vi giver luft for tilfredshed, og tak for det./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 111

Ude på kirkegården opdager vi, at hele menigheden målbevidst stiler mod den lille udgang i muren ind til præstegården. Der er selvfølgelig kirkekaffe. Hun kunne godt have inviteret os. Vi får bare god søndag og de faste får kaffe. På parkerings pladsen var det bare den blå Golf, som bakkede ud og kørte endnu en tur gennem Søborg sø, hvor regnen har fået vandstanden til at stige markant i kanalen siden i går.2004 april 3. Ingeborg og Jens Ole er her til middagIngeborg og Jens Ole er her til middag. Egentlig skulle det have været en søndag formiddagssammenkomst til en kop kaffe med opbyggelig samtale, men vi måtte aflyse og finde en anden dato og det blev altså til et aftenarrangement med tre retter mad og to slags vine efterfulgt af kaffe og servering af drinks senere på aftenen. Jeg kalder det en konfirmationsmiddag.Snakken går lystigt til sådanne sammenkomster og samtaleemnerne flyver fra det ene til den andet, og vi når faktisk ind til nogle centrale kerneområder danskernes liv. Det er foreningsarbejdet, som jo i hvert tilfælde i tidligere tider har kendetegnet dansk erhverv og kulturliv. Vi nævner venstre, mejeriet, brugsen, idræt, grundejerforening, menighedsråd og spejderbevægelsen som områder, vi har været bekendte med siden barndommen og gennem vore forældre har fået et fortroligt forhold til. Disse foreninger har været bærende i både kultur og erhverv og været stærkt afhængige af, at der er personer, som påtager sig et ansvar for fællesskabets ledelse, kort sagt bestyrelses arbejde. Der lægges i samtalen da heller ikke skjul på, at bestyrelses arbejdet åbner politiske veje til at påvirke og skabe i bredeste forstand med det ansvar der følger med.Spørgsmålet om pligten til at påtage sig bestyrelsesarbejde dukker da også op, og hvem kender ikke den følelse af, at fravær til en generalforsamling påkalder sig den dårlige samvittighed. Vi betaler vort kontingent og nyder medlemskabet og belønner bestyrelsen med fravær, når der skulle gives respons. Mon ikke vi på denne aften bekymrer os om, at det danske folk har glemt at bruge foreningen til at løfte de nødvendige opgaver.Etikken kommer da også på bordet i forbindelse med, at vores sundhedsminister har udtalt, at det barn, som er undfanget og født med formålet at skaffe knoglemarv til en ældre søskende, må føle sig stolt over den bestemmelse og over at have løst opgaven.Mon ikke sundhedsministeren har glemt, at netop det barn efter at have løst opgaven let kunne føle sig om temmelig overflødig i tilværelsen?Vi taler om, at de etiske absolutter nok ikke findes, men er med sikkerhed enige om, at vi nok bliver nød til at agere som om de findes og udgør et vilkår for tilværelsen. Et af disse absolutter kunne altså være, at mennesket ikke skaber børn med det formål at anvende disse til at helbrede andre mennesker.2004 april 4. Frederiksborg slot med mereBirgit og jeg har nu under morgenkaffen diskuteret, hvilke interesser vi i fællesskab kan dyrke, når vi bliver pensionerede. Vi skal ikke pensioneres, vort arbejdsliv er afslutningen på tilværelsen, og vi kan vælge, om vi kalder tilværelsen for fritid eller arbejdstid, for mig er det stort set det samme.Jeg kommer i tanke om en artikel om en østerbotning, som har fundet en hule på sin mark, og som i længere tid forgæves har søgt at få professionelle arkæologer til at se på hulen. Efter i lang tid at have rykket for et svar, finder han tilfældigvis en geolog, som fatter interesse for hulen i Østerbotten, og nu kommer der gang i sagerne.Det viser sig at være en hule, som stammer fra tiden før den første istid og har rummet menneskelig aktivitet for ca. 120 000 år siden.Birgit siger, vi skal forberede os på et liv uden arbejde, og jeg forstår ikke, hvad hun mener. Efterhånden går det op for mig, at hun mener et liv uden F. L. Smidth eller en anden arbejdsgiver. Nå, det er sådan, du mener. Vi skal gå til dans og i teateret, opleve N.Y. og L.A.Nej, dette her det drejer sig om noget andet, og artiklen om Østerbotten redder mig. Jeg skal finde ud af hvorledes min slægt er opstået fra det primitive menneske over det moderne menneske og frem til mine tidligste konger.Vi sidder ved morgenkaffen, og er kommet i en fastlåst stilling. Jamen det er jo også interessant, det du foreslår, og det interesserer også mig. Jeg går ind på dine interesser, fordi de er spændende, og du, med din angst for at der skulle gå tid tabt for dig, rykker dig ikke mod mine forslag.Du skal slappe af og nyde din pensionering.


Ølandsturen kommer selvfølgelig på tale i forbindelse med hulen i Østerbotten. På Øland har vi bare fundet kulturer, som stammer fra efter den seneste istid. Den østerbottniske hule var befolket som om det var i går sammenlignet med at dette land i subkambrisk tid var et nederoderet plan og har været beliggende, hvor vi i dag finder Samoa øerne. Vi skal vide, hvordan menneskene har klaret sig, hvornår de er kommet.Vi kommer ikke videre.Der er gratis guidning på den internationale guidningsdag.Vi har længe haft Frederiksborg slot i tankerne, og jeg har for længe siden bestilt en guidet tur hos Birgit. Det blev altså i dag.Vi møder Bente i hallen og får to timer på slottet sammen med hende i et koncentreret samvær om næsten alt, hvad der rør sig om slottet.Det er bygget af Chr. IV i nederlandsk renæssance bortset fra løngangen til audiensfløjen og audiensfløjen, som er barok i sandsten og uberørt af branden under Fr VII og grevinde Danner. Herefter er det Carlsbergs Jacobsen, som tager hånd om genopbygningen af slottet til det danske folks museum. Kongen rykker ud, og ind kommer det danske folk.Her på slottet ser vi, hvor mægtigt det danske folk har været. Norge samt dele af Tyskland og Sverige har været suverænt dansk og frisen i gangen ud for museumsbutikken fører os i kamp mod vendere, englændere med flere med Svend Tveskæg og andre af tidens konger og frem til portrætterne af Margrethe og Henrik i riddersalen.Portrætter, som markerer et stilskift i afbildningen af kongerne, ligesom også malerierne af statsministrene på Christiansborg efterhånden får et mere abstrakt præg.På tredje sal finder vi det officielle Danmark og fornemme repræsentanter fra kulturens verden og det private erhvervsliv.Vi kører hjem lettere beruset af oplevelserne og skræmte over, hvad det er for en arv, vi som danske borgere er sat til at forvalte. Nu er vi overbeviste om, at der skal være en kanon for både børneskolen og gymnasiet.2004 april 5. Påsken 2004Vi har fri fra arbejde og forbereder påsken og gør klart til gæsterne, som skal komme. Vi sidder som vanligt på nummer 3 med morgenkaffen og i dag også med morgen TV. Sprogets tilstandsrapport og der er to personer, som taler om det danske sprog.Det står pludseligt klart for os, at fjernsynet helt generelt har sine mangler, når det gælder om at fortælle om, hvad der sker ude i landet blandt folket. Vi bliver hurtigt enige om, at det virkelige liv ikke findes gengivet i fjernsynet, men derimod ude i landet, hvor det skal opleves gennem samtale og lytning til folket, og tankerne går tilbage til ungdomstiden, hvor vi altid var på farten og flyttede omkring i landet i forskellige miljøer.Jeg har fået indtrykkene gennem arbejdet på landet, i byen, ved militæret, på landbrugsskolen, på højskolen, i forsamlingshusene, på ingeniørskolen, ved at være på rejse med baner og bil. Hele ungdomstiden er fyldt med oplevelser af det danske folk og dets egenart. Det har været fantastisk at opleve så meget, og det er forstemmende, at jeg nu i år 2004 belaver mig på fjernsynet til at give mig indtrykkene.2004 april 7. Påsken 2004Vi er på Københavns Hovedbanegård, esbjergtoget kommer ind til spor 3 præcis 16.48 som planlagt. Jeg venter mor til et påskebesøg. Der kommer en dame løbende med mors kuffert. Oprevet, og fortæller mig, at jeg skal hente min mor ved toget og spørger febrilsk, om der går tog til Sverige.En jyde, der skal til Sverige. Der må være noget særligt på færde og efter at være faldet lidt til ro, kommer historien om, at damen skal på sygebesøg i Växjö, hvor allerede noget af familien befinder sig. Hun er stået på toget i Sønderborg, og er fra Als. Har billet til hele strækningen og er trods forvirringen og bekymringen over rejsens formål dog klar over, at hun skal med toget til Kalmar og skifte undervejs.Hun bliver fulgt gennem perrontunnellen til spor 5, hvorfra toget til Kalmar netop kommer ind fra Helsingør. Det består af to afdelinger, den forreste, som løber til Malmö og den bageste del, som har destinationen, Kalmar i lysskiltene over dørene.Det er jo rimeligt nok, at den forreste del kører til Malmö og derfor kommer længst ind i Malmö, som jo er en ”Sackbahnhof”. Den bageste del kan således straks køre baglæns ud af Malmö igen, hvorefter den resterende del af toget holder klar til at returnere til Helsingør./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 113

Nu må hun klare sig selv.Der er mange rejsende på banegården i København og jernbaneorkesteret er netop ved at pakke instrumenterne sammen efter at have spillet i banegårdshallen under det store ur. Vi kæmper os vej til parkeringspladsen, hvor den næste bilist står klar til at overtage pladsen.Der er lagt op til en større familiesammenkomst i påsken med frokost på skærtorsdag, badminton på påskelørdag og frokost hos Elsebet påskedag.Til skærtorsdag er Kirsten og Endre kommet fra Leikvang i Telemark, Mette og Jakob fra Amager og Anne og Christian fra Hellerup og mor fra Bække.Der dækkes op med dalardugen fra Tällberg beliggende ved Rättviken i den østre Siljan og to plader i bordet. Der er snapseglas fra Orrefors og tallerkner fra Bing og Grøndal. Sild og frikadeller med moderne salater til og porretærte med ost til afslutning. En god og velsmagende frokost.Efter kaffen blev der opvisning i dans. Det er Mette og Jakob, som går til dans og gerne vil vise sine færdigheder. Desværre har vi hverken tango eller vals på grammofonen, men Mette og Jakob klarer trinene uden musik. Vi får demonstreret tango, vals, Jive, cha-cha og rumba.Anne og Christian har været i Sverige på en lille to dages vandretur på Hallands åsen. De to udvikler en glæde ved friluftslivet og tager teltet med, når lejlighed gives. Vi får beretninger om, at der er fine teltpladser ved Västersjöens sydøstre bred ikke langt fra Tåssjö. Her er det forfatteren til Røde Orm har sit hjemsted, og vi finder en lille brochure fra Ängelholm museum med en kortfattet beretning om Frans G. Bengtsson.Anne og Christian har været på vandringer i området syd for Våxtorp og i Båstad.Dagen ender med, at Kirsten fortæller og viser billeder fra sit ophold i Kenya i den forgangne januar. Kirsten har rejst med sit hold fra Sagavoll under en organisation, som hedder MYSA, hvilket står for afhjælpning og udbredelse af kendskab til slumkvartererne i Nairobi.Vi får et grundigt indblik i MYSA’s virke, som blandt andet består i at anvende fodboldspillet til at samle og motivere befolkningen og til at udbrede kendskabet til slumkvartererne gennem fotooptagelser.To kassetter dias billeder er det blevet til, og disse samt Kirstens fortælling giver tilhørerne oplevelse af, at MYSA har skaffet uddannelse og mod til ganske mange unge mennesker, som kan deltage i videre erhvervsmæssigt arbejde og hjælpearbejde.Indtrykket fra billederne af en mudret strøm gennem området, hvor blikpladerne er sømmet op på lægter overbeviser om fattigdom og sygdom, som næppe kan overvindes uden hjælp udefra.Karen Blixens ejendom er nu museum med inventar fra Karen Blixens liv ved foden af Ngong samt plancher fra Rungstedlund. Kirsten fortæller, at kaffeplantagerne efterhånden er groet til og ikke giver noget stort udbytte.Vi går i kirke på Langfredag med Mor, Kirsten og Endre og Mette. Flaget står midt på stangen mod en helt blå himmel og birkene står fint med store knopper omkring den gule teglstenskirke. Jørgen Sejergaard står i våbenhuset og tager imod, da vi kommer.Hil dig frelser og forsoner (167)O hoved, højt forhånet (168)Syv korte sætninger klarede Jesus at få sagt, da han hang på korset. Disse syv sætninger fra evangeliet bliver læst op med svar fra kor og menighed fra Gak under Jesu kors at stå (166).Tilgiv dine fjender, thi de ved ikke, hvad de gør, er budskabet i langfredagens prædiken, og Sejergaard taler om Jesu adfærd på korset og hans lidelse, som det udspiller sig mellem Jesus og tilskuerne på Golgata.O høje råb, hvis lige aldrig hørtes, Ambrosius Stub med melodi af Freylinghausen 1704Lad vaje højt vort kongeflag (184)Hjemkommen fra Egedal kirken finder vi Anne og Christian, og vi får en lille sherry og en hyggelig snak om gårsdagens samvær under skærtorsdagsfrokosten på nummer 3. Der bliver talt om vejret, og dette indbyder til at tage til stranden.Madpakker og campingbordet pakkes i al hast i bagagerummet, og kort efter er vi på tur til Tisvildeleje og Tisvilde Hegn. Christian kører i sin mors bil, hvorfor vi kan være af sted alle mand./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 114

Der er godt besøgt på parkeringspladsen i Tisvildeleje, og der går mennesker på gaden og på stranden samt sidder på udendørs serveringssteder i byen.Dragerne hænger højt mod den blå himmel med linemarkører i et par meters højde, og vi sidder i læ bag de lave fyrretræer med udsyn mod klitten og havet og nyder frokosten.Der er dækket på det gamle finerbord med de grønne stålben, som for øvrigt har fået nye sakse til støtte. Det store slagnummer er rugbrød med fedt og leverpostej og asie, men også spegepølsen sælger godt. Der er ost og kager til kaffen bagefter.Mor bliver i bilen, medens resten af selskabet begiver sig i vandring mod vest langs stranden. Der samles og studeres sten undervejs, og enkelte sten bliver da også slæbt med hjem til pynt i vindueskarmen. Der bades undervejs og tilbageturen går langs kyststien mellem Tisvildeleje og Asserbo.Gennem Tibirke bakker og forbi Frederiksværk og Kregme kommer vi til Ll. Lyngby, hvor vi går på kirkegården. Der står en sten til minde om præsten, Jacob Christian Lindberg, født i Ribe 1797, død i Ll. Lyngby 1857. Kirkegården er udvidet uden for muren mod øst med et stort grønt område til de ukendtes grav og længere oppe af bakken nye gravsteder.Udsigten herfra ud over Arresø mod Annisse med den hvide kirke og det røde tegltag er lidt speciel på en dag, hvor der endnu ikke er blade på træerne, og hvor i øvrigt græsset er helt grønt og søen og himlen er blå. Vi ser det hele i medlys, hvilket gør farverne skarpe og tydelige. Ungdommen springer op på den lille høj med det store lindetræ på toppen for om muligt at få endnu bedre udsigt. Her står de i en klynge med hinanden om skuldrene og nyder friheden i en frisk vår. På et sådant sted må tankerne få frit løb mod uanede oplevelser og glæder.Selskabet forsamles ved bredden af Arresø og ser bænken, hvor skøjteløberne sætter sine sko, medens der løbes på søens is. I dag står bænken godt et par meter ude i vandet. Stedet kaldes vist Ll. Lyngby havn og har under et tidligere vinterbesøg gjort sig fortjent til at være havn for et par isbåde, men just nu er der ikke et eneste fartøj at øjne.Vi slutter turen af ved Æbelholt kloster, som i den tidlige middelalder, 1175 blev oprettet af Augustinermunke fra Frankrig. Det var ved Absalons mellemkomst, at disse munke blev bosat her lidt nord for Hillerød. Der blev en stor valfart hertil med helbredelse for øje. Augustinermunkene lagde stor vægt på boglig lærdom.Bygningsmæssig har der været en ret stor korskirke med tilhørende klostergård og korsgange. Et anseeligt byggeri, som har haft stor rigdom i sin drift.Påskedag er Birgit og jeg alene i Egedal kirke, igen til pastor Sejergaard.Herren af søvne opvågned, opsprang (194)Lov og tak for påskens offer, som er en vekselbøn, hvor menigheden synger Kristus stod op af døde, (219 i den nye) er salmen før prædikenen.Sejergaard er fokuseret på Jesu virkelige tilstedeværelse blandt sine disciple og sin familie påskemorgen efter opstandelsen og fremhæver, at dette er beviset på, at vi som mennesker kan se frem til det evige liv. Hvis Jesu tilstedeværelse påskemorgen er beviset for det evige liv, hvad skal vi da med det levende håb?Vi ved ikke om Sejergaard har overset, at håbet egentlig er overflødigt, når beviset er givet.Vi føler, at Sejergaard her udviser en uomgængelig tro på, at der virkeligt er blevet korsfæstet en mand, som derefter går lyslevende på gaden. Det var ikke gået i fars tid, hverken i Verst, Bække eller Jerne. Derimod ville det levende håb kunne være kommet til udtryk.Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen af Hans Anker Jørgensen 2000 (249 i den nye).Opstanden er den Herre Krist (193)Påskefrokosten ved Elsebet og Jan, hvor Kirsten og Endre, Mette, Anne og Christian, Ida og Christian og de tre enlige fætre og kusiner Morten, Nete og Janne samt Henrik og Annemarie, Mor og Birgit og Bo er samlede om bordene i Vordingborggade 6 D.Jans hjemmelavede stegte og marinerede sild med en snaps til er blevet en fast tradition, hvilken vi nyder med stor fornøjelse. Serveringen herefter er helt i top med laks og rejer og et par dejlige kødretter.Der er megen snak om kagen til kaffen, og den snak hidrører fra Christians indsats, da Elsebet og Jan ved en tidligere lejlighed har fået bestilt for megen kage ved konditoren./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 115

Der er livlig snak omkring bordene og snapsen gør sit til en livlig debat, hvor hverken Lomborg eller Bush slipper for kommentarer.Der tales meget om ungdommens gøremål og interesser, og det går da heller ikke upåagtet hen, at hovedstaden har sit tag i ungdommen, hvilket netop i dag giver sig udslag i Netes ønske om at flytte til København for at påbegynde en uddannelse.Det er en flot forsamling af unge mennesker, ikke mindre end 10 livskraftige personer i alderen 20 til 30 år, hvilket også afføder en velvalgt kommentar fra Mor om, at hun befinder sig godt i selskabet og glæder sig over at kunne tage hjem til Bække med tanken om, at familien lever i bedste velgående.Christian, Ida’s Christian er netop blevet fastansat på en virksomhed, som fremstiller båndruller både med og uden motor. Han fortæller, at motorviklingerne kommer fra Grundfos i Bjerringbro og bliver monteret på værkstederne, som ligger på Avedøre Holme, og Christian lyser af entusiasme under fortællingen om sit arbejde.Det norske islæt under påskefrokosten er skarpt og let genkendeligt i de to ”norske” og den rigtige norske, som vi er sammen med. Kirsten og Janne og Endre. Verden er blevet noget større, når det gælder om at tage en uddannelse og familien så meget mere spredt, men alligevel rejser og samles familien med stor lyst.Der er lagt op til det store familiedrama i Sundby Idrætspark. Der skal spilles badminton. Turneringen indledes med en miksdouble mellem på den ene side Endre og Mette og på den anden side Birgit og Christian.Der spilles koncentreret på begge sider af nettet. Der er efter min formening lidt for mange serv, som mislykkes og ind i mellem falder der en oplagt bold til gulvet. Kampen falder ud til fordel for holdet med Endre og Mette.På banen ved siden af spiller Anne og Kirsten en damesingle, som egentlig var en slags opvarmning, men udviklede sig til et reelt opgør mellem de to damer.Damedoublen blev spillet af mor og døtre og gav anledning til at moderen fik sat sig grundigt i respekt hos døtrene. Til alt held blev Birgit dog slået i en sidste damesingle af Mette, og var dette ikke blevet udfaldet ville Birgit være gået ud af turneringen som den absolutte sejrherre på damesiden.På herresiden blev der spillet mellem Endre og Christian. Spillet viste sig at være nogenlunde jævnbyrdigt.Der blev spist frokost i Mette og Jakobs bolig på Rødegård. Et hurtigt indkøb i Fakta gav spinatboller med salat, ost, skinke og tomat på bordet. Der blev lavet boller med det hele godt smurt ind i sennep og ketchup og med en god stærk kop kaffe til.Endre var selvfølgelig interesseret i at se lidt mere af Amager end lige idrætsparken og Rødegård. Efter frokosten kører vi en lille tur til Dragør og går gennem byen med de brolagte gader og gamle gule huse til havnen, hvor vi går helt ud til den gamle færgehavn, som nu ligger øde hen. Fra broen yderst på havnen kan vi se Øresundsbroen i et flot lys og med to coastere sejlende forbi Nordre Røse og videre mod Drogden.Fra denne position kan vi se Peberholm, Saltholm, Flakfortet og Middelgrundsfortet. Længere ude i horisonten ses konturerne af Barsebäck.Det er bidende koldt at stå i den friske vind, som kommer ind fra havet.Christian og Anne giver aftensmad på Ved Eltham. Vi får lasagne med en dejlig sovs og god salat til. Der medgår to liter is til desserten.2004 april den 14. Kære KirstenDet ser jo ud som om, du nyder, at komme en tur hjem til dine forældre i påsken. De gamle forældre nyder at have besøg af de søde døtre, og især har det været en fornøjelse at opleve, at der er et solidt søskendesammenhold. Det takker vi mange gange for.Vi her i Enebærhaven 104 ønsker os at børnene må forblive i en tryg tillid til hinanden, og at de vil kunne udbrede og udstråle denne tillid til sine omgivelser.Birgit og jeg fornemmer, at I alle tre har et godt fodfæste i Jeres omgangskreds, og at I kan bidrage til driften af jordkloden, så den til stadighed udvikler sig, så menneskene oplever tilfredshed med den plads, det er sat på.


Kirsten, du er noget længere borte fra dine nærmeste i DK, så derfor er det særlig vigtigt, at du oplever tilfredshed med den plads, du er sat på. Vi ønsker dig styrke og lykke til at opnå de sammenhænge, du sætter højt for at kunne bidrage til klodens gode udvikling.Det er under dit besøg gået op for os, at du bemærkede, at der her er en vidtstrakt interesse for den store verden, og at vi også føler os afhængige af, hvad der sker i den. Men vi blev ikke helt klare over, om du mente, at det angår din familie her på Sjælland, eller om du mente danskerne i bred almindelighed. Uanset det ene eller det andet, har din bemærkning om, at vi tænker meget i global sammenhæng givet os den tanke, at du nok mente, at I borgere i Norge ikke tænker så meget på det globale fællesskab, som tilfældet er her.Vi kom ved tilfældet ikke videre ind på, om du også mente, at borgerne i Norge med en mere lokal horisont var bedre stillede i sin dagligdag. Det skinnede dog lidt igennem, at du nok alligevel gerne ville ønske, at nordmændene havde samme åbne tilgang til det europæiske fællesskab og det asiatiske pres, der ligger på arbejdsmarkedet, som danskerne har.Vi har med glæde på dine vegne oplevet, at du har klaret Blakstad, Riga, Sagavoll, Nairobi og HIT på et år. Det er ikke nogen lille præstation, og dette må have givet dig en god ballast til at gribe de chancer, du skaffer dig her i løbet af sommeren.Netop denne præstation beviser for os, at du har glæden og drevet til at være med på spændende opgaver. Opgaver der skaber, hvor de udføres.Det er vigtigt, at skabe, give sit bidrag til et større fællesskab og høste anerkendelse derfor. Ikke mindst vigtigt er det, at det bidrag, man yder, mindst er så stort, at der kommer et resultat, som kan forøge fællesskabets værdi.Må vi bede dig om ikke at arbejde mere end det, der skal til for at dit bidrag højest bliver dobbelt så godt som dine kollegers. Så får du tid til at være noget for dine omgivelser i flere sammenhænge end at gå på arbejde.Vi ønsker dig held og lykke med din indsats i de kommende år. Det er dig, som vælger din fremtid på trods af, at der måske er besparelser og få stillinger. Du har erfaringen og ungdommen, og det kan du få meget ud af.Vi ønsker for dig, at Endre støtter dig i dine ønsker til, hvad du måtte finde på, men forventer også at du træffer dine beslutninger med hensyn til dit og Endres fælles bedste.Så er der fødselsdagen. Tillykke. Vi håber, der er nogen, som gør lidt ekstra ud af dig.2004 april 16. Skaraborg og VätterlandetDet er ved at være sidste udkald, hvis det skarpe lys i foråret og de bladløse træers gennemsigtighed skal udnyttes til at få en flot naturoplevelse i Sverige, så teltet og soveposerne bliver pakkede og madkasserne sat bag i bilen fredag den 16. april 2004 efter fyraften.Jo mere den bladløse årstid opleves, jo mere interessant bliver det at turnere på denne årstid. Hen mod marts og april topper sæsonen med det skarpe lys, som gør så mange ting synlige både i naturen og blandt de menneskeskabte strukturer. De flere lyse timer i disse måneder betyder i det hele taget, at der bliver mere tid til at opleve set i forhold til efteråret og midvinteren, hvilke årstider dog ikke dermed skal forklejnes.Kombinationen af skarpt lys og bladløse træer betyder, at der er himmel bag træerne, og dette er væsentligt for oplevelse af natur. Heller ikke det lysebrune græs, som ligger hen ad jorden stjæler af lyset, men understøtter oplevelsen af at kunne se alt, hvad der findes af natur og huse.Træerne har nu så veludviklede knopper, at omridset af træernes kroner fremstår med et brunt eller rødligt skær mellem grenene og omkring kronerne. Løvtræerne selvfølgelig, for nåletræerne ændrer sig mindre synligt over årets gang, med undtagelse af blomstringstiden, som falder noget senere end nu sidst i april, hvor vi er ude.Solen synker langsommere og i en fladere bane nu efter jævndøgn. Vi forlader de store veje og slynger os frem gennem skoven med søer og små landsbyer, nogle med kirke og kirkegård i flot belysning med spejlbillede i nærliggende søers vandspejl. Der er ikke længe til tusmørket indfinder sig, og vi vil jo gerne have en overnatningsplads ved en sø med åbent land ud mod vest for at kunne nyde aftenhimlen. Det er dog ikke så nemt, for der er allerede bygget huse på de pladser, som har sådanne kvaliteter. Men ved Ryfors Bruk i Mullsjö kommune, Skaraborgs Län bliver skoven mere tyndt befolket, og der bliver plads til golfbane. Erfaringen siger, at golfbaner giver gode teltpladser efter anlægsarbejdet, men det er farlige


opholdssteder på grund af de flyvende golfkugler. Det folk, som har den fornøjelse, kommer ikke dryssende op af formiddagen.Lidt op af en græsklædt bakke er der plant. Spejlet på et rådyr forsvinder i cykloide baner over bakken og ind i skoven. Venus tænder i vest og lidt efter også Jupiter i syd. Det er helt overvældende og føles som et privilegium, at kunne gå i tusmørket og rejse telt og lave mad medens kulden kommer snigende.At Sverige er et minedriftsland kommer til udtryk, hvor det mindst ventes. Jern-, kobber- og zinkmalm er vi stødt på i Nordsverige og på Bergslagsdiagonalen, men her lidt uden for Jönköping finder vi Ryfors Bruk, en gammel stangjernssmedje, som i starten af sin virksomhed i 1742 har fået sin malm fra egnen omkring Mullsjö. Dog blev det ret snart nødvendigt at hente malm fra Småland og Västmanland.I dag står Smedjen og drivhjulet restaureret til en brugbar stand og kan minde lidt om geværsmedjen i Hellebæk. Der blev på den tid produceret 135 ton stangjern om året. En stor del blev eksporteret til England og resten af produktionen forblev i Sverige til fremstilling af værktøjer i lokalområdet.Hammerhovedet er 350 kg tungt og med et 3 meter langt skaft. Løftekransen på 1,1 meter i diameter har 4 løftepaler og er placeret på en 7,5 meter lang aksel af fyrretræ.Hammeren drives af et overfaldshjul på 3,12 meter i diameter og en bredde på 1,87 meter.Dagen var afsat til at se på traner ved Hornborga sjöen, så vi haster videre mod Fallköping, men bliver alligevel forsinket af et besøg på Orreholmens Kungsgård, hvor der har været drevet kvægavl med Leukos- og BVD frie besætninger og i Kälvene kirke, som er bygget i kampesten og har et imponerende klokketårn i træ, hvilket synes fra vejen og lokker den vejfarende til at dreje fra. Vi nyder synet af de nøgne asketræer langs vejen frem til præstegården og kirken.Hornborgasjöens sydlige ende er stedet, hvor tranerne raster efter en dags flyvning på 7 timer. De 500 km fra Rügen tilbagelægges i et stræk. Her er indrettet foderpladser til tranerne og faciliteter til besøgende, hvilke kommer i stort tal. Der betales 20 kroner for en parkering, og så er der fri adgang til et større område, som er hegnet af fra tranernes foderpladser. Vi kan komme så tæt på tranerne som nogle få hundrede meter og kan betragte tranedansen på nært hold i kikkerten.Tranerne kommer fra vinteropholdet i Spanien i området Extremadura, som forlades i februar. Her lever tranerne af korkegens frugter, hvilke med tiden bliver til rådighed i stadig mindre mængder, hvilket anses for en trussel for tranebestanden i Sverige.Vi står på området uden for hegnet i en mild vind med halvskyet vejr og venter på at få et billede af flyvende traner op mod den blå himmel.På den anden side af vådområdet ligger Dagsnæs, som er et stort gods med en allé af klippede picea abies fra landevejen frem til avlsbygningerne som man skal passere for at komme til hovedbygningens gårdsplads. Beliggenheden af dette gods er sådan, at der ved forårstid næsten står vand helt op i parken, som ligger lige ud til søen. Man skal tænke sig søen som et fladvandet område omgivet af lavtliggende enge, som kun svagt hæver sig op til gårdens park, som egentlig er en græsmark med store ask spredt over området.Tanken ledes hen på et gods, hvor livet har været præget at vådområdet og fuglene. Kartofler til brændevinsproduktion har været en af hovedindtægterne. De resterende kartofler på markerne har trukket fuglene til stedet. Det virker på den besøgende som om godsejerfamilien og dens gæster har ført et liv præget af traditioner hørende til hver sin årstid, hvor jagt og naturbeundring har øvet stor indflydelse på livet og på hvilke gæster, der dukker op. I en sådan natur føles det som lidt af en forbrydelse at anlægge franske haver, som ellers ofte ses på store godser og slotte. Her er naturen haven i sig selv.Vi får vores billede og kører derefter til den nærliggende Bjurumgård, hvor vi besigtiger en SDM besætning på 320 stykker malkekvæg i en imponerende båsestald. Gården har været hjemsted for brændevinsproduktionen, hvilken dog nu er lukket. Noget af udstyret er stablet bag nogle af bygningerne. Hovedbygningen ligger bag voldgrave med vejen over en bro til pladsen foran trappen op til hoveddøren. Bygningen ser ud til at mangle vedligeholdelse, men lyser af fordums pragt og magt.Nabogården er lidt af en rodebutik bestående af gamle traktorer. Der går en gubbe og arbejder bag rækkerne af traktorer, og vi får en fornemmelse af, at hvis vi først kommer i snak med denne mand kommer vi ikke derfra inden der er gået nogen tid, så vi tager en lidt snigende


inspektion af køretøjerne og kommer uantastet tilbage til bilen og fortsætter nordpå langs den østlige bred af Hornborgasjöen.Ramsarkonventionen omfatter i dag 81 medlemmer med over 650 vådmarksområder i alt 44 millioner hektar land. Konventionen blev oprettet i 1971 med henblik på at samordne vådområder i så mange lande som muligt, for at give trækfuglene pladser til rast og fødeoptag. Da netop de vigtige fuglebestande er trækfugle kan det få katastrofale følger for en art, måske flere, hvis et land udtørrer et vådområde, som gennem tiderne har været grundlaget for at fugletrækket har kunnet gennemføres. Vi oplever her ved Hornborga sjöen, at fuglelivet er vigtigt for menneskene. Som jagtbytte for nogle, og for de mennesker, som ikke har denne udnyttelse, må fuglelivet rangere på lige fod med digtning, billedkunst og teater i forbindelse med menneskets inspiration.En lørdag eftermiddag i Sverige på denne årstid er der ikke meget trafik på vejene, og selv de befærdede turiststrøg virker øde og forladte. Karlsborg er vores næste mål. Her sejler man fra Vättern ind i Götakanalen på vej mod Vänern.Der er sol og blå himmel og temperaturen er ikke så dårlig, årstiden taget i betragtning. På havnen holder vi en lille kaffepause med udsigt over Vättern og havneområdet i Karlsborg. Det er en stor lystbådehavn, og selv her den 17. april er der endnu ikke kommet en eneste båd i vandet.Vi kører en tur ind på fæstningen og oplever et militærområde, som er en hel by i sig selv. På et område, som nok er på ca. 2 kvadratkilometer er der bygget magasiner, kvarterer, kirke, kontorer, uddannelseslokaliteter, butikker, infirmeri, messer, det hele forbundet indbyrdes af fire gader på den ene led og et antal tværgader på den anden led. Vi forsøger at komme ind i kirken og den del af området, som er indrettet som museum. Alt er lukket, og der er kun få mennesker, som tilsyneladende er tilstede af nødvendighed. Vi får dog et indtryk af en institution og nogle bygværker, som er bastante, og vi fornemmer, at det militære liv, som udspillede sig i fortiden nu er afløst af et militær, som i dag har et langt mindre behov for bygninger, hvilket kan efterlade et noget museumsagtigt indtryk af den svenske forsvarsmakt. Vi har dog lagt mærke til, at der går en vold tværs over næsset i Vättern, hvorpå området er beliggende. Bag denne vold er der skiltet med adgangsforbud, og vi får opfattelsen af, at det egentlige militære beredskab ligger yderst på Vanäs.Vi passerer jernbanestationen, som er en endestation på banen fra Skövde til Karlsborg uden at bese den.I kanalhavnen må dog være mere liv og aktivitet. Men også her bliver vi lidt overraskede over så tomt, der er i dette fornemme forårsvejr. Et par unge mennesker, som er kommet på motorcykel, sidder på de udendørs bænke i lædertøjet med pommes frites og burgere fra grillen. På den anden side af kanalen promenerer et mindre selskab af midaldrende mennesker, tydeligvis en lille familiesammenkomst, hvor værtsparret viser kanalen frem for de tilrejsende gæster.Overfor grillen ligger en a la carte restaurant, vi kigger på menuen og træder ind for at fornemme stemningen og stedets kvaliteter. Det er et fornemt sted, og der er ca. 30 borde i restauranten fint dækket op med bestik, servietter og vinglas, klar til at modtage gæster. Et bord er besat og baren er tom. På den anden side af hovedvejen ud mod Vättern ligger Kanalhotellet. Det er lukket.I kanalhavnen ligger turbådene stadig i vinteroplæg med prislisterne på en kanaltur, dag- og aftentur med eller uden beværtning hængt op i udhængsskabe, gulnede og vandplettede af vinterens vejrlig.Vi kører ud af Karlsborg, noget forstemte over at der ikke var mere liv i byen. Det er nu godt hen på eftermiddagen og turen nordpå forbi Tiveds nationalpark foregår i en lidt afdæmpet stemning i en varm bil og stort set ingen trafik på vejen. Det virker næsten som om, at dagen er ved at være slut, så vi beslutter at køre direkte til Roxen, hvor vi havde planlagt at overnatte.Vi kommer til Olshammar, hvor landevejen er ført udenom byen. Vi tager den gamle vej gennem byen, hvilket absolut må være mere spændende end at køre på en ny omfartsvej. Ganske rigtigt, der er en skorsten, der ryger og med kendskabet til svensk industri betyder en skorsten, at der interessante aktiviteter. Skiltet bærer navnet Munksjö AB og til dette firma i Jönköping har Burmeister og Wain leveret kedeludrustning.Det viser sig, at Munksjö har opkøbt Aspa bruk, som var teglværk allerede i 1200 tallet. Munksjö har inde i Olshammar opført en sulfatfabrik, som fungerer helt moderne. Mellem


denne fabrik og småbådshavnen ligger Birgitta kirken efter den hellige Birgitta og værtshus i et fint miljø med store plæner og store træer og en allé ind til byen.Kirken har glasmalerier fra Riga og er restaureret af en tysk disponent, Carl von Wahrendorff. Huset, som i dag er værtshus var på den tid bolig for familien Rüttersköld og her fødtes Verner von Heidenstam (1859-1940), som er kendt af alle, som har gået skole i Sverige, måske med undtagelser af de yngre generationer. Heidenstam, nobelpristager i litteratur 1916 er kendt for ”Karolinerne” og ”Folkungatrædet” og vi besøger den mindestue, som er indrettet og har stået uforandret siden 1859.På en tur rundt på kirkegården finder vi en fin gruppe af gamle lindetræer, som er placeret i en kreds, der ligesom i de store slotshaver danner et lille rum til en bænk og et bord, hvor man kan sidde i skyggen og se ud i lyset på det sommerlige løv. Fra kirkegården er der udsigt til småbådshavnen, som ligger gemt mellem holmene i Vättern.Længere nord for Olshammar ligger herregården Aspa og her finder vi, at gården i dag er indrettet til hotel med et antal stjerner, og at der i et af de gamle magasinbygninger er indrettet et Bellman museum.Museet er lukket, selvfølgelig. Det er lørdag aften mellem 17 og 18. Men der er dog åbent til forhallen, hvor der går en trappe op på loftet, hvor der er indrettet et mødelokale til omkring 50 personer. Forhallen indeholder udstillede genstande med relation til Carl Michael Bellman (1740-1795) og vi erfarer, at Bellmans digte er oversat til dansk, norsk, estisk, islandsk, finsk, hollandsk, polsk, tysk, engelsk, fransk, spansk, italiensk, tjekkisk, ungarsk, tjuvasjiska, russisk, japansk, esparanto.

Är jag född, så vill jag levaoch må väl på bästa vis,som en Adam med sin Eva uti paradis;Stekta sparvar uti munnen få,dricka nektar, sova sött och uppå rosor gå,klappa den mitt hjärta tänker på,sjunga visor, dansa polska, tumla då och då.Vid min flaska vill jag somna,Vid min flicka vakna opp;när min hjärne börjer domna,saktar sag mitt lopp.

Søndag morgen. Klokken er syv. Der er varmt i soveposen, og det er lidt svært at komme ud i kulden. Vejret er noget diset, en svag sol forsøger at trænge gennem de nøgne 10 års birk og asp, som omgiver pladsen, hvor vi har sat teltet op.Midt under barberingen kommer lodsejeren i sin Toyota pick up belæsset med hø. Det var da godt, at vi ikke kørte inden for hegnet og blokerede sporene over græsmarken. Der er åbenbart et husdyrhold, som går ude og bliver fodret nu inden græsset på marken kan give foder nok.Begge primuser hvæser for højt tryk under æggene og kaffevandet og termoflasken bliver fyldt op med kogende vand til en kop kaffe til frokosten og eftermiddagskagen. Under morgenmaden er der tid til at drøfte planer og oplevelser, og der skal passes på, at tiden ikke smuldrer hen, medens vi sidder ved bordet. Halvanden time tager det, fra vi kommer ud af soveposerne til bilen er kørt ud og pladsen er klar til slutbesigtigelse for glemte sager og affald. Det sidste, affaldet er vi meget nøjeregnende med. Det skal ikke være muligt at se, at vi har været her, og det medfører ofte, at vi bliver nødt til at rydde op efter de foregående skovgæster, for ikke at blive beskyldt for at være skovsvin.Det er lunt i vejret og stille og solen kommer nu godt igennem det tynde skylag. Der er to programpunkter i dag. Vreta kloster og Bergs slussar.Vi har allerede besluttet os til at gå til højmessen i Vreta klosterkirke. Det er en ung dame, som prædiker. Ja, sådan ville vi have sagt herhjemme i Danmark, men i Sverige eller måske her i Vreta føles det ligesom lidt forkert at sige, at præsten prædiker, for det er ikke prædikenen, som dominerer højmessen. Ritualerne, symbolerne og evangeliet fylder næsten hele højmessen, medens prædikenen er kort.Præsten står i våbenhuset, giver hånd og byder velkommen, og vi ser os nødsaget til at fortælle, at vi er turister fra Danmark. Jeg taler bare svensk, får vi at vide og tilkendegiver, at det skal vi nok klare at forstå.


Gudstjenesten indledes med at præsten og kordegnen kommer ind fra sakristiet, den ene med kalken og den anden med brødet, gør front mod alteret og nejer inden vinen og brødet sættes på alterbordet.Fra det gamle testamente hører vi fra Jeremias 18:1-6 om pottemageren og leret.Dagens tekst fra Johannes-evangeliet 21:15-19, hvor Jesus spørger Simon Peter, elsker du mig mere end de andre gør, og efter at have spurgt tredje gang bliver Simon Peter ked at det.Der prædikes om leret på drejeskiven i pottemagerens hånd og om mennesket som ler i Guds hånd.Vi mindes de døde i ugens løb og ærer dem med stilhed og klokkeringning.Det er mit legeme, som hengives for mange, hører vi og spidser ører, vi er vant til at legemet hengives for Eder og ikke som her for mange, men det kan være at netop præsten her synes, at den måde at udtrykke nadverbudskabet på er den rigtige. Præsten tager en oblat i overstørrelse, bryder den og lægger stykkerne på bakken. Der lægges vægt på, at menigheden spiser af det samme brød for at styrke fællesskabet under nadveren. Efter at brødet er brudt og O du Guds lam i den svenske udgave er sunget inviteres menigheden til nadveren og går på rad og række forbi præsten, får sin oblat, dypper den i kalken, som holdes frem af kordegnen. Kirketjeneren og organisten drikker direkte af kalken, medens vi andre beskedent dypper oblaten i vinen.Det er en stor kirke, og der er langt fra alteret til de forreste bænkerækker. Vi formoder, at denne afstand har ført til, at der er placeret stole i korsarmene op til koret, hvor der også er fundet plads til et nyt orgel. Hermed kan præst og menighed få en noget nærmere kontakt med hinanden under gudstjenesten. Her er der god plads til de omkring tyve personer, som har fundet vejen til kirken og prædikestolen, som hænger lige over den forreste bænkerække og det gamle orgel over indgangen, bliver derfor ikke brugt i dag.Pladsen foran koret mellem korsarmene, hvor vi sidder, har været reserverede pladser til nonnerne under middelalderens gudstjenester, medens kirkeskibet var forbeholdt menigheden.Efter gudstjenesten samles menigheden på gangen ved de nederste bænkerækker til kaffe og kage. Døren ud til våbenhuset bliver ikke åbnet og det føles absolut som upassende, hvis man skulle få den tanke at ville forlade kirken uden at deltage i fællesskabet over kaffen. Samtalen går livligt blandt de tilstedeværende.Vi får talt lidt med et ægtepar, hvor konen kommer fra Halmstad. Samtalen indledes med at manden siger, at det er en god kaffe, vi får her i kirken, og vi må endnu engang fortælle, at vi er turister fra Danmark og er på tur for at studere sluseanlæggene i Berg. Det giver respons omgående og ægteparret giver udtryk for, at de også kører rundt i landet for at opleve seværdigheder.Vi har under prædikenen opdaget, at der går en lille trappe op over døren til sakristiet. Her sidder et primitivt skilt, hvorpå der er skrevet, museum. Vi spørger om det går an, at vi ser på dette og både præsten og kirketjeneren beklager, at de ikke har en guide til at hjælpe os med besigtigelsen. Det klarer vi nok alligevel og er glade bare for at få lov til at se udstillingen.Da vi kommer tilbage, har alle på nær organisten og et par sangere forladt kirken. De føler nu at have ro til at øve et par numre og lader sig ikke forstyrre af, at vi går hen og ser på kisterne med familien Douglas.Museet er ikke stort, men fortæller dog alligevel en del om klosterets historie. Vi var her allerede i morges ved nitiden og har gået rundt i de restaurerede ruiner af klosterets korsgange og celler. En lille times vandring her og på kirkegården og på de omkringliggende arealer, hvor der er lavet parkeringsplads, og hvor klosterets magasinbygning og stalde befinder sig har vi nået.Der er en egen stemning ved på en forårsmorgen at komme kørende til en allé, som går op til præstegården med en gul hovedbygning og rødmalede udhuse på begge sider af gårdspladsen og hvor kirkegården ligger lige ud til det åbne land. På den modsatte side af den smalle asfalterede vej til kirkens parkeringsplads ligger der noget lignende 30-40 ha nysået sort jord og bagved dette sletten over mod Linköping.Kloster, kirke og magasinbygning er opført i sandsten og på magasinbygnings hjørne ser vi slibespor i stenene hidrørende fra slibning af værktøjer og våben, et fænomen, vi har set i en naturlig sandstensvæg lidt uden for Hälsingborg.


Magasinbygningen er velbevaret og aflåst desværre. Vinkelret på bygningen ligger fundamenter til omkring 10 mindre rum, som kan antages at have været stalde og boliger. I haven vokser en ret stor fagus, hvilket er lidt usædvanligt at finde så højt mod nord.Rundgangen på kirkegården udviser gravsteder for en del slusevagtmestre, men interessant er det også at finde gravstedet for disponenten for den svenske chokoladefabrik, Cloetta, som vi har bemærket har sit domicil i en fin restaureret gammel industribygning ved Motala Ström i Ljungsbro, hvilket kan minde om de gamle industribygninger i Norrköping og Brede.I Vreta har der omkring år 1000 e.K. ligget en kongsgård, hvor kongeslægter for Väster og Östergötland har haft hjemsted. Her byggedes en stavkirke. Klosteret kommer til omkring 1110 og menes at være et kloster for Benediktiner eller Cistercienser nonner af kongelig slægt.Vreta kloster har været menighedens kirke i de 900 år, der er gået siden klosterstarten og kongelige begravelser fra slægterne Inge, Ragvald og Magnus Nilsson har fundet sted her.Feltmarskal og ejer til Stjärnorp, Robert Douglas og hans efterkommere ligger i kister i et sideskib inde kirken.Vi har godt nok set, at der er angivet navnet Stjärnorp på kortet og efter at have set kisterne i kirken, bliver der straks vedtaget en programændring for dagen. Vi må selvfølgelig se Stjärnorp, som ligger en svensk mil uden for Berg ved bredden af Roxen.Stjärnorp har sin egen kirke, og da vi kommer dertil er menighed og præst ved at forlade kirken, som ligger i en sidefløj af den nye del af slottet. Vi går ind i kirken og finder kirketjeneren i gang med at puste lys og rydde op på alterbordet. Vi spørger om der skal stænges. Et par minutter og så er der lukket, siger han. Vi sætter os på en bænk og betragter et kirkerum, som er holdt i en dyb blå farve på bænke og prædikestol. På væggen bag alteret hænger et stort maleri af Kristus på korset, og på hver side er der et stort vindue med glasmalerier, hvor blandt andet Moses med de tolv tavler er afbilledet.Efter den første beundring har lagt sig, går det op for os, at vi har fået besked på, at der skal lukkes om et par minutter, og vi går ud i portrummet og finder kirketjeneren siddende på en bænk og vente. Tydeligvis har han ladet os få ro til at sidde sammen med Jesus og er derfor i al diskretion gået udenfor. Vi takker for venligheden og lader ham låse.I parken finder vi en sten med navnene Ludvig og Anna Douglas med undertekst, at disse to tog vare på Stjärnorp fra 1876 til 1930. Vi henvender os til et par unge piger, som promenerer i parken for at spørge om de kender Ludvig og Anna, som ligger begravet i Vreta klosterkirke.Pigerne svarer godt for sig og oplyser, at familien Douglas ejer slottet og viser ikke nogen forundring over at familien ikke ligger begravet her, selvom man har sin egen kirke. Det er vel ikke pampigt nok at ligge begravet herude på landet. Samtalen er slut og pigerne tager stien ned i en 20 meter dyb ravine med åløb og skovbevoksning.Det gamle slot består af en ruin, som siges at være Sveriges bedst bevarede slotsruin. Der står mure og tårn tilbage etager og indvendige vægge er borte og vinduerne ses som huller i den murede teglstensbygning. Vi finder et hul ved siden af kirkegården ud til en 2 tdr. land stor plæne med en allé fra vejen til slotsgården, og går ud på vejen. Ved indkørslen ligger på hver side et gulkalket hus, som synes at være bolig for betroede tjenestefolk.Vreta kloster ligger i landlige omgivelser med marker helt ind til kirkegårdsmuren. Her afspejler den stille atmosfære tusind års begivenheder gennem en fornemmelse af, at livet har udviklet sig mellem nogle stenbygninger og på en jord, som er uforandret i tusinde år.Vadstena kloster ligger i bymæssig omgivelse. Her er der hotel og højskole tæt ved kirken og et klostermuseum i de gamle klosterbygninger. Vadstena kloster er trafikeret med biler, busser og motorcykler. Hotelgæster og -personale haster ud og ind af husene. Højskolen med sine musik, tekstil og keramik kurser ligger nabo til klosterhaven og kirkegården, og det hele vidner om moderne aktivitet.To forskellige miljøer, som begge har sine kvaliteter og inspirerer på hver sin måde.Heidenstam, Verner von (1859-1940), writer, Sweden.

Project Runeberg has published the following works by this author:

Verner von Heidenstam, KarolinernaVerner von Heidenstam, Svenskarna och deras hövdingar

Read more about Verner von Heidenstam in:/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 122

http://www.lysator.liu.se/runeberg/svenhovd/

http://www.lysator.liu.se/runeberg/karolin/

Svenskt biografiskt handlexikon. Svensk litteraturhistoria i sammandrag.Carl Michael Bellman (1740-1795)Carl Michael Bellman hemsida - Bellmans hem på webben2004 juli. Dalartur og besøg på Leikvang.3. juli, Nikoline og Tue bliver viet i Jesuskirken i Valby. Birgit og jeg er med hele dagen. Fin reception på gaden i Valby foran kirken, og derefter kører selskabet til ødegården i Tjuvhult, hvor festen kommer til at stå i laden og opstillet festtelt. Vi camperer i nabogårdens have. Niko og Tue er glade, og det er Karsten og Ulla også. Vi morer os hele natten og får fin morgenmad inden vores ferie starter.Hildasholm i Leksand. Vi går gennem kirkegården med de fine gamle linde og store lærk. Et fornemt anlæg, som skråner ned mod Siljan søen. Vi finder vej gennem kirkegårdsgartnerens oplagsplads ud på markerne og over til Hildasholm, hvor vi køber billetter til rundvisninger i Axel Munthes og Hilda Pennington-Mellor.Orsamusik i Orsa kirke med Sara Hedman på piano, Lotte Forsén, fiol og Caroline Hanser, vokal med Jungfrun går i ängen, Polska, Samba, Det positive livssyn, Koppangen Summertime.Zorngården den 8/7-04: Rundvisning ved Per Svällas, som er forstander på Zorngården. Zorns hjem åbnes 1942 efter at Zorn havde været død i 22 år. Zorn er arkitekten og Emma, hans kone er administratoren. Zorn gik med sin mor i kirke og kaldte sig hedning, medens Emma var rendyrket darwinist. Hjemmet har et udstrakt selskabsliv og nærmest et pensionat for tilrejsende kunstnere. Der tales om det nordiske hjørne med Prins Eugen, Heidenstamm, Carl Larsson, Bruno Liljefors med flere.Vi er med Poul og Ingrid på Oscarshall ude på Bygdøy. En fornem gennemgang af historien omkring unionstiden.Vi slutter af på Leikvang sammen med Kirsten og Endre.2004 juli 20. Mors fødselsdagFamilien kommer til Bække og overnatter til den store dag. Mor fylder 90.Karen Nielsen kommer med hele kvarteret og morgensang og gaver til Lindeparken 23. Derefter går vi på kroen og får brunch sammen med hele byen. Mor har frabedt sig, at der bliver holdt taler, men Henrik rejser sig alligevel og fortæller om mors kvaliteter. Pastor Bech holder tale over et digt af Valdemar Rørdam om kastanjetræerne og hentyder til den store kastanje i præstegårdshaven i Verst.Mor har inviteret til Skibelund krat til middag og overnatning med morgenmad. Opholdet begynder med en vandretur gennem krattet for at se på alle de mindesten, som er sat op. Her er en forsamling af gejstlige, højskolefolk og politikere repræsenteret. Vi mødes på terrassen efter omklædning til middagen for at nyde udsigten over Kongeådalen. Det er en lun sommeraften, og selv om krattet efterhånden er vokset så højt, at udsigten bliver noget begrænset, får vi et godt indtryk af markerne ned mod åen.Under middagen præsenterer Morten Kruse en overraskelse til mor. Børnebørnene har lavet en optagelse med tale, musik og oplæsning til minde om dagen og en hyldest til fødselaren. Aftenen afsluttes i baren med billard, musik og et par øl. Billardbordet var skævt og svært at spille på.Efter morgenbordet på Skibelund Hotel kører vi via Sønderskov slot til Åtte bakker ved Føvling og går tur. På flaghøjen er der udsigt til Ribe domkirke.Videre går turen til Askov for at vise højskolen frem for Endre, som gennem sin familie har tilknytning til Askov højskole.2004 september 18. StevnsMartin A. Hansens samlede værker står på hylden i en tilbudsudgave fra studenterboghandelen på Ålborg Teknikum. Denne udgave har nu stået på hylden i snart 30 år, og gennem de år er Martin A. Hansens digtning ud over læsning af bøgerne dukket op gennem Ole Wivels beskrivelser dels af sine egne erindringer dels gennem en analyse af Martin A. Hansens personlighed udført på grundlag af dagbøger breve og beretninger og ikke mindst Ole Wivels venskab med Martin A. Hansen. I denne analyse findes en beskrivelse af det historiske landskab på Stevns og Martin A. Hansens slægt og efter at have læst de først kapitler i Ole Wivels analyse gøres der nu alvor af at se nærmere på Stevns efter mange gange blot at have kørt gennem landet på vejene til Store Heddinge og Faxe./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 123

http://www.bellman.net/

http://www.lysator.liu.se/runeberg/svlihist/heidstam.html

http://www.lysator.liu.se/runeberg/sbh/heidstam.html

Vi sidder en fredag aften og lægger en detailleret køreplan til stederne med tilknytning til Martin A. Hansen og hans familie, sådan som de er nævnt i Ole Wivels bog, og vi tillægger yderligere steder, som vi gerne vil se eller gense. Vi lægger turen til rette, så vi samtidig får mulighed for at tage billeder til samlingen af danske kirker.Gennem Ole Wivels bøger opleves et nært kendskab til Martin A. Hansen, bondedrengen, som kommer på seminariet. Et barndoms- og ungdoms liv på landet med alt, hvad det indebærer af nær kontakt til familie, bønder, arbejdere, landbrugets arbejdsliv, egnens skole-, kirke- og kulturliv, sætter sit præg på digtningen og giver læseren en forståelse af, hvad det vil sige at leve på landet og have rødder i en sammensat hverdag og derefter at kunne anvende disse rodfæstede oplevelser til at skabe berømmet litteratur.Der er ikke meget smag i rundstykkerne fra centerbageren i Hørsholm sammenlignet med det brød, der købes i Tikøb, når vi er til morgenbadning i Hornbæk. Alligevel nyder vi morgenkaffen på revlen ved Ølsemagle strand. Der er gæs i luften næsten hele tiden, medens vi sidder og spiser, og under en kort gåtur ud på revlen oplever vi sandstranden med en lav klitrække med marehalm ud mod Køge bugt og rosa rugosa på den side af klitterne, som vender ind mod strandsøen. Bag den tætte bevoksning af rosa rugosa ligger der tørv på overfladen, i hvilken der vokser stargræsser, mosebunke og kløver, lavt og tæt hvor der er hjulspor og gangstier, højt og frodigt i rabatten.Det var ikke meningen, at vi skulle til Køge, men også denne by har lidt under motorvejen og ringvejen uden om byen og er derfor blevet forbigået. Vi får på trods af ensrettede gader og lørdagsafspærringer manøvreret Golfen helt ind til torvet, hvor der er torvedag med et stort udvalg af boder.Midt på det ret store torv finder vi Frederik den VII og noterer, at han er født 6. oktober 1808 og død 15. november 1863. Fr. VII blev konge 20. januar 1848 og huskes som grundlovens giver. Folkets kærlighed min styrke.Turen ud gennem Strøby Egede og Jærnen til Strøby Ladeplads er præget af store villaer bygget på små grunde og med en lille strandgrund mellem vejen og stranden. Der er mange badebroer undervejs. Ved sparkøbmanden i Strøby Ladeplads slutter offentlig vej, og den rejsende må bevæge sig ind i landet til Strøbylille. Alle forsøg på at komme gennem skoven i bil til Præsteskov standses af skiltning. Dog er der ved Gjorslev savværk et skilt med underteksten ærindekørsel tilladt, hvilket vi benytter os af. Ærindet er et voldsted, som ligger i Møllesø inde i Gjorslev Bøgeskov. Vi møder forvalteren, som gør os opmærksomme på, at det med baggrund i skiltningen faktisk ikke skulle være muligt at komme ind i skoven undtagen på cykel eller til fods. Vi får en snak om voldstedet og forvalteren fortæller, at der faktisk ikke er spor tilbage af noget fortidigt anlæg, så vi opgiver og kører til havnen i Præsteskov, hvor vi spiser vores medbragte middagsmad. Vi oplever her, at forvalteren har været på rundtur i skoven og på godset med et selskab, som her på havnepladsen bliver flyttet fra forvalterens pickup med en trailer over i en af Østsjællands trafikselskabs busser.Havnen i Præsteskov er bygget af kubiske betonklodser på omkring en kubikmeter og lagt lige på stranden. En havn, som bærer præg af at være lavet med de nødvendige og tilstrækkelige midler. Nogen særlig pynt er havnen ikke i landskabet med sine noget primitive moler og skure. Der er ikke penge til mere end det mest nødvendige. Det har vel været bundgarnsfiskeriet, som har finansieret anlægget, og det skal nu vedligeholdes af lystsejlere og fritidsfiskere. Hvor meget Stevns kommune har andel i vides ikke, kommunen har dog sat et skilt op med turistreklame for seværdigheder i hele kommunen.Det 100 år gamle traktørsted Gjorslev Bøgeskov er et velholdt gammel hus med nyere pavilloner, som ligger nabo til havnen. Her vajer dannebrog for gæsterne, og her får man det stevnske kolde bord. I dag er det lørdag og der holder vel omkring 50 biler på plænen udenfor. Vi går derhen og møder en fra personalet udenfor. Er det privat spørger vi, og svaret er nej, og vi får straks tilbudt en plads ved en af de lange borde, som der nok er 20 af. Midt i lokalet er der buffet og musik. Traktørstedets folder reklamerer med selskaber, og det er muligt at indlede sit selskab med aperitif og en mini koncert på Gjorslev slot.Vi kører til Gjorslev slot og finder, at stedet med undtagelse af visse dele af parken er helt privat. Sidefløjene er udlejet til privat beboelse og landbrugsbygningerne er skiltede med adgang forbudt.Slottet er bygget omkring 1396 af Roskildebispen, Peder Jensen Lodehat af kalksten fra Stevns Klint og har været skiftende i kongens og privat besiddelse. I 1743 købte Chr. Lindencrone Gjorslev, og fra 1793 til 1925 var slægten Scavenius ejere.


I 1925 købtes godset af kammerherre Adolph Tesdorph fra Falster, og i 1930 blev det overtaget af kammerherre Edward Tesdorph. Den nuværende ejer, Peter Henrik Tesdorph, overtog Gjorslev i 1970.Gjorslev Gods er i dag på 1650 ha, hvoraf 880 er landbrug, delt op mellem Gjorslev og Søholm avlsgårde. Driften af godset er under central ledelse af ejeren, der som sine nærmeste medarbejdere har en godsfuldmægtig, en driftsleder og en kvægbrugsleder. I dag arbejder 23 mennesker på Gjorslev inkl. 3 landvæsenselever.Det er godsets målsætning at ejendommen bliver bevaret samlet og giver høj beskæftigelse gennem en stor, lønsom og alsidig produktion. Der lægges vægt på at pleje godsets landskabelige værdi og opfylde kravene til et godt miljø.Vi finder vejen uden om adgang forbudt skiltene gennem parken og landbrugsbygningerne rundt om slot og gård. Der har været karpedamme i parken, men disse er nu helt tilgroede. I parken står en obelisk med indskrift, som viser, at det er en gave fra egnens befolkning til godsejeren.På Holtug kirkegård finder vi gravstedet for familien Scavenius. En af og vel nok den betydeligste i familien ligger i en stenkiste, som står midt på gravstedet ovenpå jorden, medens der rundt om er gravsten for en ret stor øvrig del af familien. Stedet er på cirka 50 kvadratmeter og hegnet af et smedejerns gitter, hvor der er et par trappetrin op til en låge.Der står en runesten på kirkegården, hvis historie vi ikke helt erindrer, men fra Ole Wivel erfarer vi at Martin A. Hansen har skrevet herom.Vi går helt forsigtigt på gangene, og forsikrer graveren, der netop er i færd med at rive, om at vi nok skal lade være at træde i det nyrevne. Der skal være høstgudstjeneste i morgen, ser vi af alle de blomster, der ligger i våbenhuset og den pyntning, der allerede er udført i stolestaderne.Magleby kirke er gulkalket og ligger smukt ud til markerne. Fra vejen er der en låge i muren, og fra lågen til kirken er plantet en alle af solitære avnbøg, som nu er i højden på cirka 2 meter.Der er åbent i kirken, og vi går ind og finder en meget smukt velholdt kirke. Der er gravsteder i gulvet og mindeplader på væggene.I korenden af kirken finder vi fire gravsten, som udover navn og fødsels- og dødsdag også hædrer de døde som gode lærere og kirkesangere i Magleby. Der er det specielle ved de fire, at de bærer efternavnet Henrichsen og tilsyneladende er i slægt og har overtaget embedet efter hinanden fra starten af attenhundredetallet til 1971.I stolestaderne finder vi våbenskjold fra den adel, som er kommet i kirken til gudstjenesterne.Navnet er skrevet på øverste linje og nedenunder er anført enten ordet Ferne eller Mörne. Hvad ordene betyder ved vi ikke, men gætter på at det kan have noget at gøre med kønnenes placering på bænkene.På Østerhøjvej i Møllemark kører vi ind på en gård, som efter de gamle billeder ser ud til at være Martin A. Hansens fødested. Vi går ind for at spørge, om det er Østerhøj. Manden på gården kommer ud, og vi får en snak om Martin A. Hansen og af samtalen fremgår det, at man på denne gård er vel bekendt med den lokale digter. Vi bliver forklaret, hvor Østerhøj ligger, den er medtaget på Kort- og Matrikelstyrelsens topografiske atlas i 1:100, og finder, at det er en ejendom, som har været kraftigt under forandring siden de billeder, der findes i Ole Wivels bog, er taget. Her går livet videre uden foranstaltninger i form af mindestue eller egnssamling.Martin A. Hansen er vokset op i Strøby og på parkeringspladsen ved kirken i Strøby finder vi en mindesten, hvilket er alt, hvad vi oplever om Martin A. Hansen på turen gennem Stevns.Strøby kirke og præstegård ligger nabo til hinanden i et velholdt og hyggeligt miljø med sognegård eller som det hedder her kirkelade i nær tilknytning til præstegården med sin storkerede på taget.Herfra går der sti til Store Tårnby ned over Tryggevælde å. Passagen af åen finder sted på en bro lagt ud i åen på et par gamle olietanke. Der er meget vand i åen i dag måske en meter dyb eller mere under broen. Engene langs åen har været hjemsted for et rigt fugleliv, men efter at afgræsningen ikke mere er så intensiv, er fuglelivet gået stærkt tilbage. Således i 1960 at have 175 ynglende viber til i 1990 at have 18 par.Langs åen er Ellekongens rige, og her tændte Tårnbydrengene og Strøbydrengen bål anden påskedag og udkæmpede hårde og blodige slag med næver og kæppe.


Der skulle efter sigende have været sejladsmuligheder op ad åen til Hårlev og åmundingen har været befæstiget til forsvar for Venderne.Arkæologisk er Tryggevælde ådal meget rig. Ærtebøllekulturen er rigt repræsenteret. I stenalderen lå bopladserne nær engene, for nemmere at kunne passe dyrene på græs. Egnen omkring Hårlev har i jernalderen være et handelscentrum og fundene antyder, at det danske kongedynasti er opstået her.Fra Strøby, som er den lyse side, og faderens side i Martin A. Hansens liv må vi et godt stykke mod nord for at komme på vestsiden af åen, til Skovbolandet, som er moderens hjemegn med det mere mørke livssyn.Martin A. Hansens drengeår og legen i engene er præget af de fire hellige hjørner, som han kalder aftenklokkerne fra Strøby, Store Tårnby, Valløby og Varpelev.Vi kører videre til Hårlev og finder kirken liggende lige nedenfor en stor hedensk kæmpehøj, som i Jelling, hvor Harald Blåtand flyttede sin fars jordiske rester ind i kirken. Der har tilsyneladende været en overgangstid, hvor de kristne har accepteret en kirke på hedensk grund.Hårlev kirke er lys og nyligt sat i stand. Nyt orgel og ny altertavle. Vi har ikke fundet kunstneren bag det nye alter. Det er præstens knæfald, som ses til venstre foran billedet.Der er et nyt orgel, og som det ses på mange af de stevnske kirker, er der et våbenhus på siden af kirkeskibet, og midtergangen er ført igennem under tårnet til et vindue.Varpelev er en lille tæt bebygget landsby med kirken midt i byen. Over for kirken ligger Ranestedet, et lille hus, som kommunen har købt af arvingerne, som er efterkommere af den familie, der byggede huset i 1798. Der findes i Varpelev gennem breve en fuldkommen beskrivelse af slægterne siden den første beboer.Lammehøj eksisterer ikke mere. Jævnet til agerland. Her blev henrettelser eksekveret og senest i 1854, hvor en ung mand blev dømt ved retten i Store Heddinge, og derfra kørt til Varpelev forbi kirkegården, hvor han skulle besigtige sin grav, som var kastet op. Derfra kørtes han til Lammehøj, hvor skarpretteren huggede hovedet af den unge karl, medens egnens unge piger og karle så til.Stubmarkerne er efterhånden sjældne. Der pløjes og sås vintersæd kort efter høst, så her i september ser vi ud over et landskab med nysåede marker og traktorer, som er i fuld gang med at omdanne stubmarken til sorten muld.I dag, hvor hønsejagten, går ind ledes tanken hen på hvordan der i tidligere tider i både september og oktober fandtes store og mange stubmarker, som med deres halmrester og kærnespild kunne give føde og skjul til hønseflokke ofte på op til 20 stykker. Hønsejagten i et sådant landskab er spændende og når sit højdepunkt ved at jægeren får en hønseflok spredt i enkelte eller højest få fugle, som så kan ledes op med hunden, der tager stand for hvert sted, hvor fuglene har slået sig ned. På turen gennem Stevns ser vi i dag kun et enkelt sted, hvor der trampes efter høns.Ved Elverhøj syd for Hellested finder vi en sådan stubmark, som vi kender fra før, hvor man kunne skrabe anklerne til blods, når man færdedes til fods med bare fødder i træsko eller gummisko.Elverhøj, hed oprindeligt Ellehøj, men har fået sit navn efter J. L. Heibergs skuespil ”Elverhøj” fra 1828. Højen er fra bronzealderen og det fortælles, at højen ved høsttid stod på gloende pæle, så høstfolkene efter mørkets frembrud kunne se elverfolket danse rundt inde i højen.Stubmarker kan dog også være andet end golde efterladenskaber efter høsten.På Gjorslev gods ser vi høstede marker med grønt mellem stubbene, udlægget til næste års høst af græsfrø eller grovfoder til kreaturer er begyndt at vokse. Ikke mange steder i Danmark ses så store vidder tilsået med korn.På denne del af Stevns rejser klinten sig cirka 10 meter over stranden og landet bagved er helt fladt, som det ses på billedet.Elverhøj, 22 meter over havet.Faster Marie blev gift med Jens Jensen, som havde en jordlod på 10 tdr. land på Hellested overdrev. Herfra er der udsigt til godset Juellinge, som vist ikke har betydet noget for Martin A. Hansen, men som giver en oplevelse på vores tur gennem Stevns.


Godset, Juellinge er nævnt i forbindelse med Juel slægten. Slægten Juel er jysk og er nævnt første gang 1350 med Palle Juel. Niels Juel købte sig ikke en fin titel, men det gjorde broderen Jens.Han er født 1631 og studerede i udlandet. Året 1660 blev han sekretær under den nye enevælde i statskollegiet og kom til at samarbejde med Griffenfeldt. Ved dennes fald fortsatte Jens Juel med at være rådgiver for Christian V. Han blev gehejmeråd og i 1680 baron af Juellinge, et gods på Stevns, som tidligere hed Valbygård. Godset havde Jens Juel arvet fra sin mor. Jens Juel døde år 1700 og efterlod ingen sønner, men hans dattersøn, Jens Vind, fik 1708 lov til at kalde sig baron Juel-Vind af Juellinge.En lindeallé på cirka 200 meter fører fra vejen op til hovedbygningen, og vi tillader os at gå frem til voldgraven, hvor der antagelig har været en vindebro, for at tage hovedbygningen i øjesyn.Godsets avlsbygning ligger på begge sider af alleen og er opført i kamp, og i de åbne porte ses høstmaskiner parkeret. Længere bagved høres lyden af et korntørringsanlæg, som kører. Sjældent ses et landbrug med en så mønsterværdig orden omkring bygningerne.Ved en af kirkerne finder vi på parkeringspladsen en sten rejst af en taknemmelig efterslægt for 100 året for udflytningen. En meget beskeden sten med et enkelt symbol, som ikke umiddelbart lader sig fortolke er placeret over teksten.Videre går turen gennem Frøslev til Store Heddinge og ud til Højerup. Der er selskab på pavillonen, og netop da vi går forbi bliver der kaldt fra et selskab, som er stillet op til gruppefotografering. Kan en af jer tage et par billeder. Vi stiller selvfølgelig op til at hjælpe familien, som gerne vil have alle medlemmerne med på billedet.Højerup og St. Heddinge er ikke helt ukendte for os, så vi tager billeder af kirkerne og finder ud af, at vi må skynde os, hvis vi skal nå at have billeder af de sidste kirker på Stevns inden det bliver mørkt.Vi når Lille Heddinge og Havnelev ret hurtigt og tager et lidt længere ophold og en rundgang på kirkegården til Stevns Frikirke.Det er gravstedet til Mariehøj, som er et ret stort gods, der ligger lidt vest for Frøslev. Gravstedet kunne godt se ud til, at det er godset, som har været med til at finansiere kirken og havegangen ind til nabogården tyder på, at der herfra er stillet jord til rådighed til kirke og kirkegård. Det er gætterier, men sikkert ikke helt ved siden af.Vi når Lyderslev og Store Spjellerup, hvorefter vi kører til Vemmetofte.Tusmørket falder på, medens vi går i parken på Vemmetofte Kloster. Vi har taget et par billeder, men nu er det nødvendigt at anvende stativet for at kunne få de lange exponeringstider. Avlsgården ser vi ikke meget til. Det er for dunkelt, og vi kører ikke som planlagt til Feddet for at spise aftensmad, men til Vemmetofte strand. Vi har ikke været der før, og forventningen var, at vi fandt en parkeringsplads med en kort adgang til stranden.Sådan skulle det ikke gå. Der er omkring 2 kilometer til Vemmetofte Strand fra godset, og det første, vi ser, er en sidevej til campingpladsen. Vi fortsætter i forvisningen om, at vi snart er på stranden, og her kommer overraskelsen, en parkeringsplads til restaurant Skovfogedstedet.Vi kører ad en lille skovvej ind i skoven for at komme til stranden, men efter et par kilometer vender vi i overbevisningen om, at vi er på vej ind i landet igen.Vi ser lidt på Skovfogedstedet og går om i haven. Der er en terrasse med borde og stole, en minigolfbane og gennem de store panoramaruder ser vi nogle få gæster i restauranten. Der er levende lys og serveringspersonale i stilrigtig påklædning.Efter en lille rundtur på plænen foran restauranten finder vi ud af, at der ligger omkring fire eller seks boliger i skoven bag restauranten, og at vejen til disse boliger er afspærret for turister som Birgit og jeg. Vi går forbi den store flagstang på en forhøjning og ned på stranden. I begge retninger både mod Faxe Ladeplads og Lund vokser bøgene helt ud til stranden, og vi tænker på, at dette er et af de karakteristiske billeder af det danske landskab.Vi finder ud af, at her kan vi ikke køre ind med bil. På vejen tilbage til parkeringspladsen funderer vi over at køre til Lund for at spise på havnen der, men får dog den lyse ide, at vi jo kan bære bord og stole samt madkassen ned på stranden. Det var meget nemt.Vi sidder altså i tusmørket med aftensmaden på det gamle campingbord lige på grænsen mellem haven til en af Vemmetoftes udlejningsboliger og strandens marehalm og lytter til bølgernes sagte anfald mod stranden. Vinden er i syd, og vi har søgt læ. Temperaturen er til skjorteærmer./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 127

Det bliver mørkere, og netop ved afslutningen af måltidet begynder det at dryppe så småt.Vi går ned til stranden og ser ud over den nu hele mørke Faxe Bugt. Det land, vi så, inden det blev helt mørkt, var Møen, men vi er klare over, at vi nu er så langt mod syd, at det næste land, øjet ville se, hvis der ikke var så langt, ville være Bornholm på venstre side og Arkona på højre side og midt i den polske kyst.På parkeringspladsen under de store bøge er der nu helt mørkt, og vi har god gavn af den lille lampe, som VW har installeret i bagagerummet.2004 oktober 14. Køkkenet istandsættes. Martin A HansenBirgit er til tandlæge og jeg spartler overvægge med sandspartel og klokken 12 pakker vi soveposer og kører til Rødegård for at hente Mette og kører derfra til Bække. Vi har gule ærter og flæsk og pølse med til aftensmad. Fredag efter morgenmad kører vi tilbage til køkkenet og på vejen køber vi 70 kg kartofler. Mor fremsætter veloplagte beklagelser over al den underholdning, der bliver børn til del i efterårsferien, hvortil svaret er, at der kan man se hvorfra de dygtige og kreative børn kommer. I øvrigt er der bred enighed om, at der i fjernsynet kolporteres megen ligegyldig journalistik, og at den mere tager karakter af underholdning end af en saglig oplysning af seerne.Vi får talt om Martin A. Hansen og Kainskomplexet. "Din brors blod råber til dig fra jorden". Martin A. Hansens artikler i Folk og Frihed under krigen fik to unge mænd til at gå ind i frihedskampen og bliver dræbt. Martin A. Hansen tage skylden på sig og tabet af de unge mænd tager hårdt på ham. Mor mener at have mødt Martin A. Hansens mor i Balle medens pastor Bech var der. Desværre kan mor ikke helt huske i hvilken anledning, hun har været i Balle.Mor er meget optaget af skønheden i Vejle å dalen og henviser til beskrivelserne af ådalen og omliggende lokaliteter af forstanderen på Engelholm højskole.Fortæller i øvrigt om Stevnsturen en søndag i september 2004, hvor næsten hele Stevns bliver gennemtravet fra Gjorslev, Præsteskoven, Strøby, Hårlev, Varpelev med Ellehøjen og Hellested. Videre til Frøslev og Juellinge. Store Heddinge og Højrup. Vi slutter af i Vemmetofte klosters have og ved Vemmetofte Strand med aftensmad på stranden i mørket inden hjemturen.Mor spiller Miserable og Atlantis for os. Mor er meget betaget af Miserable, har set dele af filmen sammen med nogle af damerne i Lindeparken.Vendsysselturen bliver endnu engang gennemgået og mor fortæller om Ugilt præstegård og om Hejselt, hvor lærer Jensen er fra.Jeg genkender mors sikre, venlige og respektfulde optræden fra min barndom, da hun giver rengøringshjælpen besked om at holde sig borte fra stuerne, hvor der er gæster. Du kan ordne køkken, soveværelse og gangen. For øvrigt har jeg lagt rent på sengen, så det behøver du ikke, og da rengøringshjælpen er færdig: Kan du ikke lige skrive næste gang i kalenderen.Jo, der er ikke gået noget tabt med alderen i henseende af at holde folk.2004 oktober 16. Køkkenet istandsættesMale med hvid alkydmaling på overskabe til køkken.Lone kommer med nybagte kager til eftermiddagskaffen.Der er skåret hul i det gamle eternittag med den nye vinkelsliber. Nu er der plads til en firkantet kanal på 120 x 120 mm op i taghætten.Der er billeder på siden med køkkenrenovering.2004 oktober 17. Køkkenet istandsættesMette har været her i dag for at hjælpe med at sætte glasvæv op i køkkenet. Det var en god hjælp. Nu sidder vi og spiser en fin aftensmad ved det ovale bord på nummer 3. Det er rester og skruer. Det skulle være nemt i anledning af, at vi gerne vil bruge så meget tid på køkkenet som muligt. Madlavningen må vente til vi bliver færdige med istandsættelsen.I denne tid har vi salt og pepper, sennep, syltetøjsglas og honning samt vore pilleglas stående permanent på bordet. Ind i mellem også smørebræt og kniv. Vi rydder det ind under vindueskarmen mellem måltiderne. Vi føler os som et par gamle mennesker, som lever permanent i stuen og ikke orker at rydde af bordet. Men når det nye køkken står klart, bliver der orden på sagerne igen.2004 oktober 24. Køkkenet istandsættes/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 128

Det går fremad med køkkenet. Christian og Anne har i dag været her og har hjulpet med maling og hylder i skabene. I går arbejdede vi til meget sent med at få emhætten sat op og tilsluttet til taghætten. Det er et stort arbejde at tilslutte en emhætte. Siemens, som har leveret, advarer mod kulilteforgiftning ved drift at emhætten således rumtrykket underskrider 4 Pa. Det gælder for de mennesker, som har brændeovn. Der er risiko for at emhætten suger luft baglæns gennem kakkelovnen. Tja, så Siemens sit på det tørre, men hvad skal den stakkels forbruger gøre?Vi har stegt flæsk på komfuret under den nye emhætte. Det virker eminent godt. Vi er sikkert under de 4 Pa, for der lugter ikke af mad i stuen mere.Christina og Merete Velser har været her for at se på det nye køkken og Christina for at fremvise sin ventende mave.2004 november 11. Matthäus PassionHar lånt mors Matthäus Passion af Johan Sebastian Bach og sidder og lytter til musikken og sangen. O Lamm Gottes unschuldigAm Stamm des Kreuzes geschlactet,......Wir setzen uns mit Tränen niederUnd rufen dir im Grabe zu.2004 november 12. Hos Ingeborg og Jens OleVi er til selskab hos Ingeborg og Jens Ole i Hvedevænget. Der er 30 års bryllupsdag og Birgit og jeg er inviteret med.Ole og Lene kender vi fra tidligere selskaber hos Ingeborg og Jens Ole. De er gamle kendinge af Ingeborg og Jens Ole fra KFUM spejderne, men der er to ny par i Ingeborg og Jens Oles kreds, som for os er nye, og de tilhører square dance foreningen. Square dance sætter et stort præg på aftenens samvær.Ingeborg og Jens Ole har skaffet vin fra Frankrig på fad. De har selv dekanteret og servere en ganske formidabel vin til osten og pølsen.2004 november 13. Bogens dag i HelsingborgPå stadsteatern i Hälsingborg er der 10 års bokens dag i foreningen Norden. Vi var der sidste år og fik da ubetinget lyst til at komme der igen.Vi sidder på femte række på plads 102 og 103 med udsyn direkte til scenen, hvor de fem nordiske flag vajer på fire meter høje stænger placeret i en roset. Rækker med julestjerner snor sig langs scenekanten og dækker lidt over tavlen med fortalen for bogen: Lust, glädje, Kunnskap, tro, hopp, kärlek, frihet, …., ……, ……Teaterets chef byder velkommen og Arne Johansson, formand for foreningen Norden byder velkommen, hvorefter Bertil Svensson overtager scenen. Bertil Svensson har været programvært i Sveriges radio og var også programleder til sidste års bogens dag.Det kan godt være, at en pensioneret program vært fra fjernsynet kan være lidt for smart til at føre en samtale med forfattere, som spænder over litteratur, historie og biografi. Vi fornam, at der måske kunne findes en person, som kunne få en mere dybtgående mening ud af samtalerne på scenen.Bodil Mårtensen: Jag vet du är ensam.Karsten Alnaes: Historien om Europa i fire bind i romanform. Vi køber det første bind om perioden 1300 til 1600.Alnaes og Svensson taler om de strenge moralske kodekser contra det at være åben og personlig fri overfor hinanden. Udviklingen fra før reformationen og frem til nu. Asien solopgangen – Europa solnedgang.Steinum Sigurdardottir: med tre forskellig kærlighedshistorier.Sören Sommelius: Balkan. I Slovenien går det fremad, men det gør det ikke overalt på Balkan. Har skrevet Utflukt kring Öresund og læser en passage om Gilbjerghoved, hvor Søren Kirkegård har vandret og nydt naturen med Kullaberget på den anden side af sundet. Her får vi indtryk af at jorden er rund, idet vi kan se skibene forsvinde i havet.


Sven Bertilsson fortæller en historie om danskerne og Svenskerne: Den er fra fjernsynets barndom hvor man ikke kunne optage programmer, men sendte live med al den nervøsitet, som knyttede sig til dette. Man svedte og trængte til væske og tog flasker med läsk ind på bordet og i kampens hede kom en uskyldig tekniker til at vælte en flaske med det resultat, at hele udsendelsen gik i sort.Både DR og Sveriges radio skulle lære af en sådan hændelse, så den ikke skete igen. Svenskerne indførte totalt forbud mod flasker i teknikrummet medens DR løste problemet med at skære en flaskeholder ud i bordet så flaskerne kunne forsænkes i bordpladen og derfor ikke kunne væltes.Bengt Göransson, riksordförande i foreningen Norden og tidligere kulturminister uddeler et kulturstipendium til Helena Färman med Poeter mot krig.5.000,- svenske og et fint diplom for at være en lovende ung skånsk forfatter.Det nye flag for foreningen Norden afsløres på scenen og ser faktisk ganske fint ud. Arne Johansson lover, at det skal komme til at vaje mellem national fanerne til næste år.Inger Christensen, Alfabet.Sven Bertilsson fortæller at Inger Christensen har indgået i Nobelprisdiskussionerne, hvortil Inger Christensen med noget der ligner Knud Hansens rolige, afslappede sarkasme eller Jørgen Bukdahls skarpe replik replicerer: ”den evige kandidat”.Alfabet, et digt med en linje i verset for hvert bogstav. Det var opslaget F, fibunatses talrække, som gav idet til dette.Er det formen eller ordene, som har betydning. Det er meget svært at skrive digte, men legende let at skrive prosa.Bertil Svensson roser Inger Christensen for at skrive let forståelige digte. Inger Christensen spørger, ”hvad er det da du ikke forstår”?Inger Christensen læser fra Sommerfugledalen.Stig Frederikson har været korrespondent i Moskva og under årene 1972 til 74 haft jævnlige hemmelige møder med A. Solsjenitsyn og har nu udgivet en bog om Solsjenitsyns tanker under den kolde krig.Märta Tikkanen, Livlig og hurtigt talende på finlandssvensk. Fortæller om sit ægteskab med Henrik Tikkanen.De to var på en fælles opgave til Jyväskylä, hun som reporter, han som tegner. På vejen tilbage til Helsingfors siger han: ”hvis du ikke er gift, vil jeg gifte mig med dig.” Hun bliver stille og ved at hun står ved sit livs vigtigste øjeblik.Gennem 20 år har det været et besværligt ægteskab og i julen bekendtgør Märta at til sommer går jeg fra dig.Henrik kommer hjem fra en rejse i marts og fortæller at han har leukæmi og efter dette er der ikke mere tale om at Märta går.De får fem år mere sammen.Märta har skrevet en bog om Henrik. Udelukkende til sig selv og overhovedet ikke med tanke på udgivelse. Hun viser den dog til Henrik. Jeg er stolt over at have kunnet inspirer dig til at kunne skrive det og du skal udgive den.Don’t fence me in.Märta har søgt at komme i forbindelse med nationalskjalde og taler om Ivar Lo Johansson og Runeberg.2004 november 19. Kære Kirsten. NatursynVi tænker på dig og din hverdag. Du har store udfordringer og stærke rammer at udvikle dig i. Vi håber for dig, at du bryder dig om din hverdag.Vi taler ofte om, hvorledes du lever med dit natursyn og dit byliv. Vi fornemmer jo, at du har givet dig helt hen for at opfylde de yderste præstationer på HIT. Jeg kender det mere end nogen anden. Helt fra min tid på landet, hvor vi arbejdede så længe og så hårdt, at jeg opgav, at klare det og frem til B&W tiden på tegnestuen i Virum og i Valby. Jeg forstår godt, at du har meget at se til, det kan ikke være anderledes, og det bør du være tilfreds med. Det er inspirerende, at præstere en god dags arbejde.


Du bor på landet og tror, at du har naturen og landlige omgivelser delt ligeligt med det hektiske akademiske og administrative arbejdsliv. Vi tror, du har hengivet dig til bylivet 100 % for det er jo det, som optager dig, når du er hjemme. Vi i Enebærhaven mærker, at du altid er engageret i HIT.Jeg tror at have forstået, hvad bonderomantik uden jord ved rødderne er. Jeg er også overbevist om, at jeg ikke har kunnet give et bondeliv med jord ved rødderne til mine børn, så derfor tror jeg, at du mangler jord ved rødderne. Den jord kommer ved at leve i, med og på den sammen med de mennesker, som lever af den.Birgit og jeg har den opfattelse, at du skal skaffe dig din ”jord” på HIT eller andet tilsvarende sted. Dyrk det med flid og kend dine begrænsninger.Der ligger en inspiration bag ovenstående, og det vil du nok forstå, når du læser Martin A. Hansens brev til Tarjei Vesaas. Det har i dag 50 år efter det er skrevet endnu mere gyldighed, for vi oplever netop, og ikke mindst efter at moster Ingrid har været på besøg, at folket forlader sig på traditioner og skikke sådan som Martin A. Hansen skriver.Det kan godt være, at du få andet og mere ud af brevet end det, Birgit og jeg har fået ud af det. Det er gengivet nedenfor sådan som Ole Wivel har gengivet det i sin bog om Martin A. Hansen.Vi ved ikke hvad Tårnet og Aukrust er, men det kan du sikkert fortælle.Når du nu har læst Martin A. Hansens brev, kan du gå videre med Birgits og mine oplevelser fra vores stevnstur for nogle uger siden.Salum ved LejreI et brev til Tarjei Vesaas, dateret 1. november 1948, skrev Martin A. Hansen og takkede for tilsendelsen af Taarnet. Han nævnede da, at han havde grublet meget over forholdet mellem jord, mennesker og digtning - den digtning, som både i Norge og Danmark hos en Olav Duun, en Hans E. Kinck, en Jørgen Nielsen eller ham selv har sine rødder i et landskab. "Jeg har bl.a. grundet over, at du saa naturligt al din tid har boet i din hjembygd, og at Halldis og du bor der stadig. Forholdet mellem jorden og digtningen. Mellem det gamle og det moderne. Tradition og civilisation (byaand) osv., man kan blive ved at bruge ordpar - det er svært at komme ned til den virkelige dobbelthed… Her har jo en ændring, næsten udryddelse, af den gamle kultur sat tidligt ind, jeg har kun kendt døende rester af den, allerede omkr. 1880 var den næsten helt opløst. Men resterne har alligevel, maa jeg tro, været stærkt bestemmende for mit skriveri. Imidlertid fik vi her efter opløsningen en masse bonderomantik, "litteratur" uden jord om rødderne, falsk. Jeg har maattet gøre op med den bestandig (den kan friste hemmeligt). Vi har ingen Aukrust haft, kunde ikke faa det. I har jo op mod vor tid bevaret meget mere af det oprindelige liv. Jeg har læst ikke lidt af det og om det - man søger identifikation... Jeg har jo ogsaa truffet nordmænd, som tror paa en genfødelse, folkeligt, gennem det. Saa stærkt det virker paa en at møde en levende tradition, hvori der er saa meget man "genkender", maa jeg alligevel tvivle paa den tro. Vi har set her, hvor uimodstaaelig by-”kulturen" er, jeg har fulgt hvor uimodstaaeligt den gaar frem i det inderste Skaane, Halland, Blekinge, Smaaland, vi hører om hvordan den i løbet af krigens aar har kunnet helt opløse de gamle sæder paa Færøerne som paa de islandske gaarde. Jeg tror, der er nordmænd, navnlig maaske i højskolekredse, der forlader sig for trygt paa traditionens og skikkenes styrke, tror for stærkt paa naturmyterne. Dit prosaværk har da optaget mig stærkt, fordi du netop skaber en anden slags symboler, en anden art myter. Men skønt dine romaner frem for nogen der skrives i Norge i dag er europæiske, udfolder eksistensproblemer, der er tidens menneskers, har de dog rødderne i hin jord. Men rødderne gaar under det romantiske natursyn.”

Breve i 20052005 februar den 11. FolketingsvalgetDet går temmelig sløjt med at notere oplevelser. Det er fire måneder siden sidste optegning er gjort.Vi taler meget om folketingsvalget. Det har været en meget kedelig valgkamp. Først nu efter valget kommer de interessante synspunkter frem, og vi begynder for alvor at forstå, at vi ikke er en del af den sejrende fløj i dansk politik. Fællesskab, hensyn, ærlighed i argumentation og hensigt og i øvrigt en klar substans i argumentationen har været fraværende under valgkampen, men nu viser det sig, at taberne vil koncentrere sig om disse begreber samt om de emner, som manglede under valgkampen. Vi stoler ikke på de sejrende partiers vilje til at skabe anstændige forhold for svage individer i Danmark.


2005 februar den 12. Min kædesav havareretI dag er min kædesav havareret, den første arbejdsdag efter det nye læs brænde er kommet. Jeg går på jagt efter en ny sav. Johannes Fogh er første forsøg, ikke noget stort udvalg, Harald Nyborg i Hillerød tilbyder to muligheder og Silvan bare en enkelt. Ikke noget, jeg bryder mig om.Birgit er med, og vi kører til Bauhaus i Glostrup. Vi har fået et kreditkort fra Forbrugsforeningen, og det gælder hos Bauhaus. Her køber vi en Partner kædesav på 1850 watt, et filesæt og en ny aluminiums kile til at flække de store stammer.På hjemturen kigger vi indenfor hos LIC i Herlev. Her gælder kreditkortet fra Forbrugsforeningen også. Vi er noget frustrerede både over Bauhaus og LIC. Ikke specielt billigt og ikke noget særlig interessant vareudbud.Talt med mor i telefonen. Morbror Svend er dårlig, vil ikke have hverken mad eller medicin. Mor er noget tvivlrådig med hensyn til at aflægge ham et besøg.2005 februar den 13. Min nye PartnerDet sner. Jeg kommer først ud med min nye Partner sidst på eftermiddag, og det ender med en totalt gennemblødt kedeldragt. Håber den bliver tør til i morgen, og at vejret i øvrigt er noget bedre. Birgit er begejstret for sneen og er undervejs på ski.Jeg laver beregninger over forskellige stålrørs kapacitet til at modstå indvendigt overtryk. Resultatet skal indgå i en intern standard for anvendelse af rør til vand, olie, CO2 og trykluft.Det går ganske enkelt helt dårligt med læsningen under togrejserne til Valby efter den nye køreplan er trådt i kraft. Togskifte på rejsen er nu indført, og det er ikke min kop te. Jeg har prøvet at tage mit headset med for at tilkoble mig togets radiosystem, men i halvdelen af togene virker det ikke, så også dette frustrerer mig.2005 februar den 15. BrændesavningBrændesavning og –kløvning er nu i fuld gang. Der ligger 10 rummeter ukløvet bøg i længder på 2,7 meter og diametre på til 40 til 50 centimeter på skrænten ud mod vejen. Det er ikke leveret i haven som det plejer, da vognmanden ikke har kunnet komme ind i indkørslen med sin ny og større bil. De store stammer kræver en noget forøget indsats af kræfter og tid til håndtering, men efter et par dage er det alligevel lykkedes at få en pæn stor stak klov i 90 cm længde ud af stammerne. Det har været vintervejr og arbejdet er foregået på sne, hvilket nok skåner græsplænen, men samtidig sinker arbejdet.I løbet af ugen er det blevet tø, hvilket viser sig ved de fugtige rande på fliserne omkring den sammenkørte, fastfrosne sne i indkørslen. Denne fugtighed bliver til små bække, der løber ud i faldende retning fra isklumpen, og de suppleres med dryp fra den opkastede sne i siden.Vandmængden øges, når solen stikker lidt frem.2005 marts den 8. Bræskuret kampBræskuret kamp ligger på rækker, som snor sig gennem et antal bænke-bord sæt og opdeler grillpladsen i små ruder med et bord og en grill i hver. Vi slår os ned ved det bord, som er tørt og uden sne, og der bliver dækket op fra madkurven med hårdkogte æg, spegepølse, ost og rullepølse og hjemmebagte boller med honning eller banan. Der er god kaffe til.Kulden bider, men alligevel løber der smeltevand over asfalten og ind under bilen, som holder lige ved. Solen varmer ikke nok til at tage overtøjet af. Vi sidder lige inden for klitrækken, med sine rosa rugosa og marehalm.På den anden side af parkeringspladsen og vejen står en række popler på kanten til en strandsø, der har tilslutning til havnen for lystbådene.Der kommer en mor med sin mor og datter, som absolut skal balancere på kampestenene fra ende til anden inden det lille selskab fortrækker i bil. Der er familier med hunde, som kommer op fra stranden efter en vandretur i bidende blæst.For en gangs skyld får vi os taget sammen til at gå langs stranden. Havet er blåt, og der ligger lidt grødis og flyder i havstokken. Der går en coaster nord på forbi Drogden. Tanken ledes hen på, at der her er passeret skibe i al den tid der har været vand at sejle på. Vi har Bornholm nogenlunde ret ud fra kysten og Rügen længere til højre og bag ved dette Polen, Litauen og Letland. Hvilke rigdomme, der er passeret i skib på dette hav. Varerne er kommet syd og vest fra med skib og flyttet med hest fra Ejderen til Slien, indlastet i skib og sejlet mellem røvere til køberne langs hele Østersø kysten. Varerne er transporteret i roll on roll off skibe i fast rutefart. De fritidsrejsende i store bekvemme færger.


Bare en lille tur langs stranden er nok til at føle, at man er fyldt til randen med oplevelser og tanker, som blot koncentrerer sig om de store, rige linjer og filtrerer armoden, sliddet, tvangen og nøden fra.2005 marts den 9. Kronborg, Karl Otto MeyerDet går sløjt med havearbejdet i år. Det bliver sent. Løgene plejer at være i jorden ved denne tid og nu ligger der høj sne. Der er meget savsmuld, som skal graves ned, men det hjælper på jorden. Det ser heller ikke ud som om der bliver meget fri fra kontoret i Valby i dette forår. Jeg er dog nu i stand til at arbejde hjemme og på den måde spare 2 timer om dagen. Det er ikke så dårligt.I går var jeg i Albertslund for at lære om direktiverne fra fællesskaberne. Det er et tungt stof, men vi er tvunget til at være opdateret og følge lovene. I hvert tilfælde her i Europa. Jeg bruger megen energi på at lære og læse på den arbejdsplads. Men det er sjovere end den hverdag, jeg ser nogle af mine jævnaldrende kolleger har med rutine arbejde.Birgit og jeg skal på Kronborg for at høre Karl Otto Meyer tale om Slesvig og politikken i Schlesvig-Holsten. Det glæder vi os meget til. Det er et flot landskab med alle sine gule rapsmarker og levende hegn, når den årstid kommer. Kielerkanalen og fjordene fra Lillebælt til Østersøen har været besejlet med rigdomme gennem tusinder af år.Vi har læst Marie Meyers bog om sit liv sammen med sine forældre og Karl Otto og føler, at have fået en helt speciel indføring i forholdene og tænker meget på de danske, som nu har været til valg til landdagen og er blevet moppet for deres standpunkter. Det er nogle mærkelige forhold, og jeg havde ikke forventet, at tyskerne kunne opføre sig grimt mod de danske. Helt uforståeligt.Det er selvfølgelig også Birgits sønderjyske liv, som gør os særligt interesserede i landet mellem Kongeåen og Elben.2005 april den 3. Sverigestur - Til SträngnäsLouis De Geer er Sveriges første og yngste statsminister og født på De Geer slottet med parken og orangeriet i Finspång ligger med sine gule facader og åen delt i to, en på hver side af slottet, som er nu overtaget af Siemens. Her har et af Sveriges stolteste jernindustrier ligget. Stal Laval, hvor ganske mange danske ingeniørstuderende har været i praktik.I de nærliggende fabriksbygninger ses firmanavne som Outo Kumpu, Sapa heat treansfer, Alstom. Der handles med fabrikker, og der gives nye navne. Åen, der har givet kraft til starten af industrien, løber nu ud i Glan. De Geer har spillet en stor rolle i opbygningen af tekstilindustrien i Norrköping. Vi går i parken og nyder de små broer over åen, som løber over fem små opstemninger inden den igen samles til en strøm uden for haven.Vi lokkes lidt ud på en sidevej af skiltet til Risinge S:ta Maria Ka. En kirke, som var færdigbygget inden år 1200. Hvidkalket i sten. Vi går rundt på kirkegården og kigger. Der er låst, men vi finder dog en brochure, som fortæller en del af kirkens historie. Der sidder en lille pige med sin bold på trappen til kirkegården. Hun er ked af det. Vi prøver at lokke noget ud af hende om nøglen til kirken, men hun er slet ikke i humør til at meddele noget som helst.Grensholm ligger lidt uden for Finspång. En herregård med eget kapel og sidefløje til personale og garager.På avlsgården er der en malkekvægsbesætning på 250 køer og på lugten erfarer vi, at der fodres med græsensilage. På markerne ser vi flere flokke af vildt gående dådyr. Der holdes jagt på dådyrene for udenlandske jægere. Fra vejen så vi tre flokke med 40-60 dyr i hver flok.Der er en lang allé af ask op til hovedbygningen og i denne allé møder vi en kvinde med sit barn i klapvogn. Hun er gift med fodermesteren på gården. Hun fortæller lidt løst om gårdens historie tilbage til 1600 tallet, og vi gætter på, at den er en belønning fra kongen for krigsdeltagelse. Hun er meget snaksalig, har nok god tid. Som mor på landet og ikke i arbejde er der god tid til promenade, så det bliver barnets utålmodighed, som afbryder samtalen. Vi går tilbage til bilen til lyden af en motorsav bag folkeholdets bygninger.Yxtaholmsslottet er siden 1948 ejet af den svenske arbejdsgiverforening og drives som kursus- og hotelvirksomhed. Ligger i et skov- og søområde, hvor eg og ask dominerer. Ikke nogen turist attraktion, men alligevel af en vis seværdighed. Bygget og ejet af slægten Yxta i en fjern fortid, men antagelig som også Grensholm og andre slotte givet af kongen som en belønning for krigsdeltagelse under stormagtstiden.Her kan gæsterne blive beværtet i den gamle smedje med tilhørende badstue og isfrit søbad. Der er indrettet værelser i fine gamle huse beliggende rundt langs søbredden.


Eller man bestiller bord på a la Carte restauranten i slottets hovedbygning i storstuen. Bagefter kan der drikkes kaffe, ryges, spilles i biblioteket inden man begiver sig til sin suite.Der er en stor avlsgård til og den gamle hestestald er ombygget til værelsesfløj. Fra bygningens størrelse at dømme har borgherrren kunnet opstalde omkring 100 heste.Vi finder en fin frugthave og det sjældne træ, Tsuga Canadensis, som står med fine kogler i parken ud mod søen.Vi vover os op ad hovedtrappen til receptionen. Vi er ikke netop påklædte til et besøg her, men der er tomt i receptionen, og det ser ud som om man kan gå rundt og nyde stedet og seværdighederne. Vi tager helt uantastet turen rundt på alle etager og tager flittigt billeder af interiør og antikviteter.I biblioteket finder vi en meget fin samling af Calvados og et fint billede med chrysantemer, som kunne ligne et billede af Ernst Zeuten.Det har været nævnt før, de bladløse træer, og det har sine fordele. Om to måneder er alt gemt bag bladhænget, og der er mørkt og skyggefuldt. Vi har set slottet og avlsbygningerne i et skarpt lys, hvor mange detaljer kommer frem.Højmesse i domkirken i Strängnäs, lysene og korset bæres ind i procession og stilles omkring det alterbord, som er stillet op mellem kor og kirkeskib, hvorfra også gudstjenesten ledes. Den indledes med Grundtvigs, Som forårssolen morgenrød oversat til svensk og placeret som nummer 198 i den svenske salmebog, ”Likt vårdagssol i morgonglöd”.Du tilhører mit folk, og jeg er din Gud. Der prædikes anden søndag efter påske over Johannes 20:24-31. Thomas er alle tvivleres beskyttere. Vi som fortsat tvivler kan lære af, at Thomas er åben for muligheden for at blive overbevist. Thomas identificerer personen med huller i hænderne og flængen i siden som Kristus, der hang på korset for få dage siden. Jesus siger til Thomas, se her er mine hænder, stik din finger i hullerne og stik din hånd i flængen i min side. Prædikanten i Strängnäs ligesom Sejergaard i Karlebo fremhæver her det fysiske og virkelige, konkrete møde mellem den opstandne og den tvivlende.Dette møde kan den dag i dag ske hvor som helst, og steder og sammenhæng, som er sikre for dette, er mødet med Herrens fred under nadveren. Andre tegn på opstandelsen opleves individuelt og tag vare på det, når det er der. Tegnet er oplevelse af fred og samhørighed.Vi vågner brat op under kirkebønnen: ”Vi beder for vore venner i den katolske kirke, som sørger over Johannes Paulus II”. Vi har været hjemmefra siden fredag og har ikke hørt nyheder og ved ikke, hvad der er sket i Vatikanet, men får her en anelse om at Paven er død.Der er forbøn for de børn, ”som genom dopet upptagits i vår församling” og de, ”som genom döden tagits ifrån oss”. I dag er der 10 personer, som nævnes med navn.Brødet og vinen bæres ind i procession og stilles på alterbordet og der dækkes op efter alle kunstens regler med klude, bægre og tallerkener. Menigheden defilerer forbi i to rækker til fire af kirkens personale, som uddeler brød og vin til hver række. Der er bare en kalk i hver række, og brødet dyppes i kalken eller der drikkes direkte af kalken. Børnene får ikke brød eller vin, men velsignelse og håndspålæggelse. På bænkeraderne giver menigheden hånd til de nærmest omkringsiddende og ønsker hinanden herrens fred. Korset og lyset bæres ud i procession.I beundring over kirkens fremtoning, bliver man siddende og studerer udsmykning og bygningsdetaljer. Orgelet er placeret på tværs i korets venstre side. På samme side er der gravkapel for Karl IX 1612 med en rytterstatue.Den trefløjede altertavle i guld med lidelsen afbilledet er støttet af to store vandrette bjælker bagud til korets ydervæg. Som ofte i store kirker er der gravplader i gulvet rundt langs ydervæggene i koret, således også her. Denne korgang giver menigheden mulighed for at iagttage detaljer, som ellers i mindre kirker er afspærret for publikum.Prædikestolen er stor med himmel og ophængt på væggen i kirkeskibet i samme side som orgelet.Når man kommer ind i kirken ligger domkirkebiblioteket fra 1500 til venstre med inkunabler købt af biskop Rogge i Italien. Dernæst et dåbskapel med altertavle fra 1508. Domkirken i Strängnäs har, hvad vi ser af opslagene i udhængsskabet indført den praksis at holde dåbsgudstjenester uden for højmessen.Længere fremme i det venstre sideskib finder vi et kapel for vor tids martyrer. Omkring 50 navne er nævnt på plader med lyseholder til hver plade. Kaj Munk, Dag Hammerskjöld, Martin Luther King var de kendte navne resten bestod af mere eksotisk navne. Biskop over Strängnäs /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 134

stift, Jonas Jonson har samlet navne med beskrivelser i en lille bog, således navn og beskrivelse findes på venstresiderne og på højresiderne i bogen et bibelord. Til eksempel var der ophængt en tavle med teksten for Maria Skobtsova og teksten fra Mattæus 5:3-10, hvilket antageligt må være det, som karakteriserer Maria Skobtsova.Det højre sideskib indeholder store gravkapeller med imponerende fritstående kister. Det Gyldenhjelmske gravkor med Carl Carlsson Gyldenhjelm. Gustavi Ottonis Stenbock og en del flere findes på navnepladerne.Udenfor kirken ligger en del bygværker. Domkapitelhuset og trykkerihuset omkring løveporten. Roggeborgen med rigssal, hvor Gustav Vasa er kronet, og hvor Strängnäs gymnasium her været beliggende. Syd for kirken et par gravhøje.På de små veje mellem Strängnäs og Mariefred ligger Rävsnäs, en ret stor herregård, som nu ejes af noget af storkapitalen i Sverige. Vi slår os ned i vejkanten på den lille skovvej, som fører op til godset. Med en skov af 20- til 50-årige fritstående egetræer, nyligt ryddet i skovbunden på den ene side af vejen og en pløjemark, hvor den blå ler ligger i blanke furer efter en firefuret plov på den anden side. Vi får primusserne i gang og gryderne på. Beauvais og Plumrose gør sig godt, og det varer da heller ikke længe inden et forbipasserende ældre ægtepar standser op og komme om bag bilen for at se, hvad der er i gryderne. Det ser godt ud. Semester? Nej, bare et tur i helgen, skal på arbejde i morgen igen.Gustav Vasa’s mor boede på Rävsnäs derovre bag træerne. Gustav Vasa er født der. Det var herfra han på ski gik op i Dalarne for at samle sin hær.Konen er ansat på Gripsholm og manden er pensionist. De skal til Frankrig i bil til sommer. Har kørt det meste af Europa rundt med telt og feltkøkken. Nu skal de hjem og sætte kartofler til spiring. Forstår i danske, hvad nye kartofler med smør og dild med en strömming til er for en ret? Jo, Birgit og jeg forstår det godt. Linnea var jo fra Stockholm, vi mangler ikke nogen forståelse for sådanne delikatesser.Der dukker et par små piger op med hver sin puddel. De snakker, meget, rigtig meget, og følger med i alle detaljerne af vores måltid, medens hundene vikler linerne rundt om benene på det gamle campingbord. Det varer ikke længe inden faderen kommer i fuld fart på sin havetraktor. Han er elektriker og arbejder rundt om i landet med basis i Lindköping. Jeg fortæller, at jeg har arbejdet på Händelöverket, men her er han dog ikke kendt.Han har lejet sin bolig af godset og nu kommer så historien om storkapitalen omkring Rävsnäs. Godsejeren har opkøbt al jord fra Rävsnäs til Strängnäs. Han er meget rig. Vi må jo erkende, at også jordbesidderne Danmark bliver større og større. Efter en lille snak om landbrug, kommer så historien om Gustav Vasas mor igen.Vi fik dog vores mad, men måtte lægge en times tid til en i forvejen sen ankomst til Hjemmet i Enebærhaven.På Gripsholm er der adgang for 60,- svenske per person og en guide til 30,-. Pengene er godt givet ud. Her har det svenske nationalgalleri sine samlinger, medens møblementet varetages af et lokalt museum. Nogenlunde en parallel til Frederiksborg slot. Der er opstillet runesten på plænen udenfor slottet og i borggården er opstillet et par bronze kanoner. Desværre ikke målt, men efter hukommelsen ca. 6 meter lange og en diameter på løbet indvendig på 10 måske 15 centimeter. Vægt? Fire, fem ton? Der er koldt på slottet. Klimatiseringen består øjensynlig af elektriske varmelegemer i trådkurve indsat i åbne pejse og i kakkelovne.Vi begynder i Vasa afdelingen med kamre og kabinetter opkaldt efter Karl, Gustav Adolf, Christina med flere.Rikssalen, prinsessens gemakker, kongens gemakker, audiensværelse, med forkammer på anden sal.Maleriet af Arvid Bernhard Horn, 1664-1742 kanslerpræsident huskes fra Topelius, Fältskären, som medlem at Hattpartiet, hvis opposition var Mössene ledet af en storbonde fra Österbotten.Længere oppe på etagerne finder vi Karl von Linné, botaniker, Johan Ludvig Runeberg, lektor i Borgå, Hjalmar Söderberg, Selma Lagerlöf, Vilhelm Moberg, Astrid Lindgren, Kerstin Ekmann, Ingmar Bergman, Birgit Nilsson, Tage Erlander, Oluf Palme.En stor blanding af malerier i mange stilarter fra det abstrakte til vellignende afbildninger.Gustav den III byggede et teater på slottet med plads til omkring et par hundrede tilskuere, en kongeloge og en formidabel scene med kulissetræk under gulvet udført med hjul og aksler i træ. Her endte Gustav den III sine dage efter et skud, som vi ikke fandt ud af, hvem havde afgivet./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 135

Haven ligger ud til Mälaren, hvor der er skøjteløb om vinteren og sejlads om sommeren i de mest skønne naturomgivelser.Gyllene Uttern lidt syd for Gränna byder på sin sædvanlige udsigt. Denne aften med Vätterns vandflade helt rød farvet af den nedgående sol.2005 april den 5. Kub og kastepindOplevelsen af at kastepinden med høj hastighed rammer aksialt ind på foden af en kub med et skarpt smæld og derefter lyden af at kub’en lægger sig på kastepinden med et lille klik giver sejrsfornemmelse. Både kub og kastepind ligger derefter samlet og pænt på baglinjen lige til at samle op. Et ægte udtryk for at præcision fører til resultat. Efterfølgende lyden af beundrende udbrud styrker på vej mod sejren.Lyden af kastepinden, der skærer sig vej gennem tulipan bedet, den knasende lyd af de sprøde stængler og blade, der knækkes er sjusk, Der knækkes endnu flere planter i forsøget på at genhente pinden. Det er umuligt at indhente det tabte.2005 april den 6. Fætrenes og kusinernes privilegiumSom man ser, er den venstre spalte opdelt i to afdelinger, og det kræver ikke megen skarpsindighed at se skillelinjen under de to øverst placerede personer. Den venstre spalte er aldersopdelt først efter generation dernæst efter Damgård børnenes alder og endelig efter fætter/kusineflokkens alder.Det har i mange år være fætrenes og kusinernes privilegium at have sin ægtefælles navn placeret til højre for sit eget i denne fornemme venstre spalte og børnenes navne i den næste spalte.Tiden går, og jeg synes, vi skylder vore børn, at de kan få del i privilegiet at have sin mage nævnt til højre for sit eget navn i barnets spalte.Hvad er så mere naturligt, end at nævne den nye generation i en spalte endnu engang til højre. De er jo fuldt gyldige medlemmer af forsamlingen.Der vil være plads på en side A4 i nogen år endnu, men det bliver ikke ved at gå.Tanken er, at når børnebørnene til fætrene/kusinerne begynder at få børn, må fætrene/kusinerne rykke op i den eftertragtede øverste del af venstre spalte, og det nye bedsteforældrepar kan indtage en plads i den nederste del af den venstre spalte.Med andre ord personerne rykker til venstre i spalterne for til sidst at rykke op i den fornemste placering.2005 april den 8. Kære Kirsten Linnea.Det kan godt være, at dine og mine forestillinger om, hvad vores korrespondance skal indeholde er forskellige. Men jeg sender dig breve indeholdende det, mit hjerte er fuldt af. Jeg lagde mærke til, at du sagde, at mine breve er fyldt med faktuelle oplysninger, som du måske ikke ser så relevante for vores korrespondance. Du nævnede, at det var mere interessant, at fortælle om, hvordan vi har det med hinanden, og med vi tror jeg, du mener os fem mennesker fra Enebærhaven 104.Jeg er dog glad for, at du alligevel sagde, at du tager mine breve med som godnat læsning, så er det ikke helt spildt.Hvordan vi har det med hinanden afspejler sig vel i den udveksling af informationer, vi sætter i gang. Men du kan have ret i, at det kan virke lidt skolemesteragtigt, altid at skulle høre på opbyggelige informationer, men sådan er livet, og straffen for at skrive for kedeligt eller ramme de forkerte emner rammer hurtigt og ubarmhjertigt i form af den lodrette arkivering. Så længe du siger, at du tager brevene med til godnat læsning, kan jeg fortsætte med at overøse dig (og Endre) med faktuelle informationer.Du skal ikke sige, at breve med faktuelle oplysninger ikke kan være et udtryk for, hvordan vi har det med hinanden, som jeg skrev højere oppe på siden, afspejler sig i korrespondancen. Det bliver jo netop til fældet, når de temaer, som omtales i brevene deles eller opleves af flere i familien, eller aldeles ikke deles af flere i familien. Så har du et ægte udtryk for, hvad der foregår i den hverdag, vi alle går og glæder os over, kæmper med, ærgrer os over, ……..Personen selv, som skriver, får du det helt rigtige billede af ved at læse om de emner, som vedkommende er interesseret i, så jeg fortsætter, så længe jeg kan. Men jeg indrømmer, at der bliver ikke meget tid til overs for privat korrespondance eller samvær med venner og familie. Vi driver egoistisk vore egne interesser til fordel for al anden social samvær.


Jeg siger til Birgit, hver gang Golfen ruller ud af garagen, at nu flygter vi igen fra vor familie og venner. Svaret: Vi skal da også have lov at komme ud og opleve nogle ting, Se på de andre, vi kender her i Kokkedal. De er heller ikke hjemme ret ofte. Skulle vi bare sidde her og vente på, at nogen besøger os. Det vil vist blive tomt.Jeg må erkende, at livet i dag er fyldt med aktiviteter, som blokerer for det spontane. Ikke engang en pensionist kan forventes at være ledig.Og jeg er hoppet på vognen.Din Novelle- og essaysamling har jeg kigget på og læst i, ikke sådan at forstå, at jeg har læst alle skrifter. Det er et fint forord, du har skrevet. Det er inspirerende og flot formuleret. Jeg undrer mig over, at du kalder novellerne en buket af litterære vildskud. Hvordan skal det forstås?De to læserguide bagest bærer ikke nogen signatur. Har du selv skrevet læserguiden bagi hæftet?Jeg lagde mærke til, at der var et essay fra Vinduet. Mor har jo stående adskillige årgange af Vinduet på hylden. Er du interesseret i at få disse? Der kan sikkert hentes megen god inspiration.Jeg er ked af, at man skal sidde med heftet vendt 90 grader for at læse, der burde findes en teknik, som kan præsentere skrifterne opret i stedet for liggende. Selve typografien og de håndskrevne sidenumre virker lidt primitivt. Denne kommentar er inspireret af Mette Kruse. Hun siger, at på KU geol lægges der vægt på indpakningen.Entusiastiske essays. Det er tekster, som vil noe med oss, de vil få oss til at tenke……. Hvad mener du med prikkerne i slutningen af sætningen? Du kunne have erstattet dem med ”og handle”. Er det forsvarligt af mig at opfatte det således?Måske har jeg en opfattelse af, at du måske ikke føler dig provokeret til handling af en tekst, det at fare i blækhuset med respons. ”Her kan du mette leselysten” og drive dig selv til handling. Jævnfør Jakob Knudsens fortærskede: ”Der er ånd i en tale, når den ikke blot fortæller det, som er fordom hændt, men driver til dåd på ny. Der er ånd i et ord, når det ikke blot afmåler en begivenhed, men genskaber denne begivenhed i dem, som hører, så de ikke blot ser og føler, nej men vil og er lyslevende det, hvor om ordet lød til dem.”Du har fået Ingrid Bjerkås af mor, og hun siger, at der skulle ligge et eksemplar af Dansk kirkeblad i bogen. I det nummer har far anmeldt bogen. Mor siger, at han ikke har været alt for positiv. Jeg vil gerne have en kopi af denne anmeldelse til mine samlinger.Der skulle også være en artikel af Chr. Jensen. Den vil jeg også gerne have. Chr. Jensen har været kirkesanger i Bække i mange år og hans enke bor nu i Lindeparken sammen med mor. Det var for øvrigt også Chr. Jensen, som i sin tid til ballerne i forsamlingshuset kunne få sparket musikken i gang, hvis de holdt for lange pauser. Når Chr. skred over et tomme gulv, blev ølflasken sluppet og instrumenterne fattet, og så kunne der danses igen.Gustav Vasa er født på Rävsnäs mellem Strängnäs og Mariefred.Mange hilsner fra din gamle far.2005 april den 10. Kære familieDen med tre års mellemrum tilbagevendende Dam Mortensen sammenkomst på Kildegården i Lunderskov er i år 2005 berammet til at finde sted den 20. august i Lunderskov hos Arne og Bodil.Det nye ved dette års fastlæggelse af dato for sammenkomsten er, at den finder sted på foranledning af et selvbestaltet initiativ fra Bente og Bo, selvfølgelig med behørig rygdækning fra ejeren af Kildegården. Initiativet er taget, fordi det var noget svært at erindre hvem, om nogen overhovedet, var pålagt at arrangere og udsende invitation.Set på den baggrund opfordrer vi de, der måtte have lyst til at være med til planlægning og udsendelse af den endelige invitation om at tage kontakt med Bente eller Bo. Gerne meget snart, således koordinering og endelig invitation kan være afsendt inden sommerferien.Selve arrangementet forstiller vi os afviklet, som vi har oplevet det ved de tidligere lejligheder på Kildegården.Venlig hilsenBente og Bo.


2005 maj den 10. Møde med MetteHar haft et fint møde med Mette i dag. Lidt arbejde og lidt snak.Først arbejde. Det var Mettes kandidatprojekt, som var til gennemsyn for toptekster, indholdsfortegnelse og almindelig MSword funktion. Den største nød var indholdsfortegnelsen, som hele tiden blev ved med at optræde som hyperlink, der ikke kunne formateres. Først da Mette var kørt til stationen, og jeg fik ro til at tænke lidt, kom jeg på løsningen: Marker feltet, indholdsfortegnelse, højreklik og vælg ”Feltkoder til/fra”. Her findes koderne for indholdsfortegnelsen, og de indeholder nogle parametre, blandt hvilke ”\h” betyder, at feltet optræder som hyperlink. Fjern ”\h” og opdater feltet. Herefter kan indholdsfortegnelsen formateres niveau for niveau.Vi diskuterer tabelformater og udvikler teknikken til at justere tekstens udfyldning af de enkelte felter i tabellen. Der er faktisk ret mange muligheder for at få en tabel til at fylde netop den plads, der er tilovers på en side. Marginer for top, bund, højre, venstre i det enkelte felt, tekstens størrelse, rækkernes højde og søjlernes bredde.Jeg fortæller Mette lidt om begravelsen af Ellen Riber Jensen i Holsted, om hendes barndom i Lyderslev på Karlshøj i den grundtvigsk inspirerede højborg, som Karlshøj var i Ellens barndom. Kulturlivet dyrkedes her i forsamlingshusene på Stevns og i Stevns Frimenighedskirke, som Birgit og jeg besøgte på vores stevnstur sidste efterår.Denne begravelse og fortællingen om Ellen Riber Jensen vækker erindringer om præstegårdslivet i Verst med konventerne og livet i ungdomsforeningen. Jeg oplever nu, både i Holsted kirke og på Centralhotellet bagefter, hvorledes det stevnske kulturliv, der bliver levendegjort for os, er det samme som det, jeg kender fra Verst.Det handler om foredragsholdere og bestyrelser, som har et indblik i og en viden om den kultur, historie og politik, som præger og har præget en befolkning. Det handler om hvorledes dette bliver fortalt for en egns befolkning, således det bliver til en fælles interesse og en fælles viden for denne egns befolkning og på den måde binder folk sammen i et fællesskab.Det kulturliv, som jeg har oplevet i Verst er udsprunget af indholdet i den grundtvigske højskole og livet i en grundtvigsk og noget tidehvervsk præstegård, og det indebærer selvfølgelig, at mine oplevelser er en speciel variant.Jeg rejste overfor Mette spørgsmålet om hvem, der skulle synge salmer til min begravelse og fremsatte frygten for, at det nok blev et betalt kor. Mette måtte indrømmer, at der var nogle salmer, hun ikke kendte, og som derfor ikke ville komme med, hvis hun skulle vælge.Jeg har lovet Mette at lave en liste over de salmer, jeg har lært som barn og ungt menneske og Mette tilføjede: ”Tag kopier af noderne også”.Her til en begyndelse kommer salmerne, vi sang til Ellen Riber Jensens begravelse.31, Til himlene rækker din miskundhed, Gud321 O kristelighed234 Som forårssolen morgenrødog ved graven 218 Krist stod op af døde.Vi taler om Kokkedals kulturliv og bliver enige om, at det er idrætsforeningerne, som har trukket det vigtigste læs i prægning af ungdommen under dens opvækst i Kokkedal, og lægger vægt på, at det bestemt ikke er uvæsentligt.Jeg har jo før talt med Mette om Christiansborg og politikken der, og nu i dag kommer, foranlediget af den megen virak om Venstre, en række forhold frem. Det er jo ikke længere nogen hemmelighed at Venstre er opdelt i Højskolevenstre og det Liberale Venstre, og at regeringsvenstre har svært ved at holde tænketanken CEPOS på plads med dens teknokratiske krav til styring af samfundet.Thue Kjærhus, Rønshoved højskole: ”De nyliberale svækker venstre.” Med en tegning af en teknokrat der sparker Grundtvig og siger: ”Der er ingen bånd, der binder mig.” udfordres Jørgen Bukdahls tanker om national og regional forankring i egne værdier, de traditionelle højskoleværdier af et teknokratisk tankesæt. Thue Kjærhus ser den sammenhængskraft, som skal befordre et konkurrencepræget videnssamfund smuldre.Mette og jeg gennemgår ret detaljeret de tanker, som må gøres af en vælger forud for næste valg. Hvorledes skal samfundet styres, og hvad er det for et samfund, vi ønsker os? Vi kommer ret hurtigt til den erkendelse, at netop kulturgrundlaget og det nationale synspunkt er vigtigt at


have helt klart for sig for at kunne have en mening om forholdet til både nationale og internationale spørgsmål, ikke mindst til det europæiske og det atlantiske forhold.Helheden og sammenhængen i det danske samfund belyses ganske overbevisende ved at mine oplevelser ved begravelsen af Ellen Riber Jensen i Holsted i den grad falder sammen med debatten om Højskolevenstre og det nyliberale Venstre.Jeg lover Mette at tage kopier af de artikler, som måtte optræde i min avis om disse emner.Det lidt mere private emne om samkvem i familien kommer også ind i samtalen. Den gamle frase: Der er længere fra Jylland til København end fra København til Jylland bliver nævnt. Den kommer til udtryk ved at jyderne har sværere ved at bevæge sig til Sjælland for at besøge den fraflyttede familie. Det er oftest den fraflyttede, som skal besøge familien i Jylland. Naturligt nok, bliver vi enige om, for den fraflyttede har dog flere motiver til at besøge familien i Jylland. Det er også en tilbagevenden til rødderne, hvilket næppe kan siges om jydernes besøg i København.Mette fastholder nu, at denne opfattelse ikke længere gælder, tiden er løbet fra den. Samkvemmet må være baseret på at rejserne deles ligeligt at parterne.Samtalen udvikler sig til at belyse, at en persons eller en families rejser både skal levne plads til at holde sammen på de bånd, der findes mellem familie og venner og til at søge ny erkendelse ude i den verden, vi netop har talt så indgående om.Min evige dårlige samvittighed, nu tager vi igen på tur for os selv i det landskab, vi holder så meget af, og lader dermed familie og venner vente til en anden dag, forstår Mette ganske udmærket, og her er Mette klar. Der skal være tid til det hele.Ja, det skal der, og så må vi jo skære ned og fordele tiden og pengene i henhold til de præferencer, vi har, hvilket Birgit så ofte har belært mig om, når samvittigheden overfor familie og venner tynger.Mette har opfattet, at plantningen af populus tremula erecta har sat enigheden over styr i det lille hjem i Enebærhaven 104. Jeg procederer for den fornemme facon, det fine løv, som rasler i vinden, og som hænger fint gult i efteråret inden det falder og dækker jorden helt gul i en fin kreds omkring stammen. Jeg tog min vilje.2005 maj den 16. Salmeliste til MetteKære Mette.Nu får du din salmeliste. Den er vist blevet noget længere end jeg troede, men dette er de sange og salmer, som jeg var godt kendt med og vant til at synge, da jeg var i begyndelsen af tyverne. Det var efter landbrugsskolen og militærtjenesten. Egentlig har hverken Askov eller eftertiden bibragt så meget nyt til nedenstående.En del af numrene har jeg lært udenad i skolen. Hvor mange kan jeg ikke sige eksakt.Det er nok skolen og landbrugsskolen, som har givet mig hovedparten.Med hensyn til noderne, må du nok komme og hjælpe mig med at finde dem frem og få dem kopieret. Det er et større arbejde. Det er nok ikke alle, du har brug for, men jeg er ret sikker på at jeg har noder til alt, hvad der her er nævnt.Det glæder mig, at du har vist interesse for dette. Det er så god en inspiration at synge og læse disse tekster.

2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære3 Lovsynger Herren min mund og mit indre4 Giv mig Gud en salmetunge7 Herre Gud Dit dyre navn og ære10 Alt hvad som fuglevinger fik15 Op al den ting, som Gud har gjort31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud33 Han, som har hjulpet hidindtil36 Befal du dine veje41 Lille Guds barn, hvad skader dig49 Ingen er så tryg i fare50 Under dine vingers skygge52 Du Herre Krist67 Jeg så ham som barn med det solrige øje/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 139

75 Vær velkommen, herrens år78 Blomstre som en rosengård84 Gør døren høj, gør porten vid86 Hvorledes skal jeg møde92 Søde Jesus, Davids rod94 Det kimer nu til julefest99 Velkommen igen, Guds engle små100 Kimer i klokker102 Et lidet barn så lysteligt104 Et barn er født i Bethlehem105 Venner sagde Guds engel blidt108 Lovet være du Jesus Krist109 I denne søde juletid114 Hjerte løft din glædes vinger115 Lad det klinge sødt i sky117 En rose så jeg skyde118 Julen har englelyd119 Julen har bragt120 Glade jul, dejlige jul121 Dejlig er jorden122 Den yndigste rose er funden123 Her kommer Jesus din små129 Julebudet til dem, der bygge136 Dejlig er den himmel blå161 Med strålekrans om tinde164 Øjne, I var lykkelige176 Se, hvor nu Jesus træder192 Hil dig, Frelser og forsoner193 O hoved, højt forhånet209 Et kors det var det hårde, trange leje218 Krist stod op af døde223 Herren af søvne opvågned, opsprang224 Stat op min sjæl, i morgengry227 Som den gyldne sol frembryder233 Jesus lever, graven brast234 Som forårssolen morgenrød235 Verdens igenfødelse236 Påskeblomst! Hvad vil du her241 Tag det sorte kors fra graven250 Kommer sjæle dyrekøbte263 Sin vogn gør han af skyer blå266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre274 Rejs op dit hoved, al kristenhed287 Kraften fra det høje289 Nu bede vi den Helligånd290 I al sin glans nu stråler solen291 Du som går ud fra den levende Gud292 Kærligheds og sandheds Ånd318 Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige321 O kristelighed323 Kirken den er et gammelt hus325 Jeg ved et lille Himmerig326 Der stander et hus i det høje nord332 På Jerusalem det ny336 Vor Gud han er så fast en borg350 Foragter ej de ringe dage375 Alt står i Guds faderhånd376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang380 Op dog, Zion! ser du ej383 Det er så yndigt at følges ad386 Udrundne er de gamle dage399 Klokken slår401 Guds ord, det er vort arvegods402 Den signede dag med fryd vi ser404 Lover Herren! han er nær/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 140

408 Nu ringer alle klokker mod sky411 Hyggelig rolig427 Tak for al din fødsels glæde434 Ære være Gud i det højeste439 O du Guds lam441 Alle mine kilder skal være hos dig447 Herren strækker ud sin arm473 Dit minde skal, o Jesus stå474 Jesus Krist, du gav mig livet484 Du som vejen er og livet494 Kærlighed fra Gud555 Jeg ved et evigt Himmerig557 Her vil ties, her vil bies561 Jeg kender et land612 Den store mester kommer633 Har hånd du lagt på Herrens plov655 Er du modfalden kære ven674 Sov sødt, barnlille703 Det er så yndigt at følges ad710 Kærlighed til fædrelandet712 Vær velkommen, Herrens år729 Nu falmer skoven trindt om land730 Vi pløjed og vi så’de732 Dybt hælder året i sin gang736 Den mørke nat forgangen er743 Nu rinder solen op af østerlide745 Vågn op og slå på dine strenge747 Lysets engel går med glans748 Nu vågne alle Guds fugle små749 I østen stiger solen op750 Nu titte til hinanden de favre blomster små751 Gud ske tak og lov752 Morgenstund har guld i mund753 Gud, du som lyset og dagen oplod754 Se, nu stiger solen af havets skød771 Dagen går med raske fjed772 Til vor lille gerning ud773 Bliv hos os, når dagen hælder775 Der står et slot i Vesterled778 Fred hviler over land og by783 Kirkeklokke mellem ædle malme784 Altid frejdig, når du går40 Lad verden ej med al sin magt48 Sig månen langsomt hæver50 Jeg er træt og går til ro110 Forunderligt at sige205 Kong Farao var en ugudelig krop230 Apostlene sad i Jerusalem238 Hvad vindes på verdens vidtløftige hav240 Lær mig nattens stjerne245 Jeg elsker den brogede verden247a Solen står stille i Gibeons dal250 Ind under jul, hvor er det trist253 Et jævnt og munter virksomt liv på jord262 Det, som lysner over vangen263 Der, hvor vi stred og sang264 Den trænger ud til hvert et sted268 Menneskelivet er underligt272 Nu skal det åbenbares276 På det jævne, på det jævne278 Frihed er det bedste guld285 Når vinteren rinder i grøft og i grav288 Foragtet af de store, men elsket af de små299 Hvem sidder der bag skærmen300 Moders navn er en himmelsk lyd/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 141

301 Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang307 Den danske sang er en ung, blond pige323 I gamle dage der var en gang328 Sol er oppe335 I alle de riger og lande342 Danmark, dejligst vang og vænge350 Lad vaje højt vort kongeflag359 På Sjølunds fagre sletter ved Østersøens bred373 På Tave bondes ager ved Birkende by380 Kong Kristjan stod ved højen mast393 Udrust dig, helt fra Golgata396 Frankrigs sønner! Op nu at fægte407 Kommer hid, I piger små413 Længe nok har jeg bondpige været418 Sig nærmer tiden, da jeg må væk428 Den gang jeg drog af sted430 Påskeklokken kimed mildt fra den danske kyst411 Brat af slaget rammet453 Det haver så nyligen regnet458 Jeg er en simel bondemand459 Fo’ ajle di små blomster dæ’ dov æ’ te’ i år460 Venner, hvor er vort fædreland dog kønt463 Som dybest brønd gi’r altid klarest vand464 Jeg gik mig ud en sommerdag at høre479 Prinsessen sad i højeloft485 Det var en lørdag aften485a En yndig og frydefuld sommertid486 Roselil og hendes moder, de sad over bord487 Hr. Peder kasted runer over spange488 Langt højere bjerge så vide på jord494 I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme495 Der er et yndigt land501 Danmark, nu blunder den lyse nat502 Se dig ud en sommerdag503 Jeg ved hvor der findes en have så skøn505 Jeg elsker de grønne lunde506 Sorgløst kan vi ej synge dit navn512 Havet omkring Danmark, vort moderlige hav514 Hvor smiler fager den danske kyst517 Vi elsker vort land518 Du danske mand! Af al din magt519 Som en rejselysten flåde523 Venner, ser på Danmarks kort526 Jeg ser de bøgelyse øer536 Jyden han æ stærk og sej537 Der dukker af disen min fædrende jord538 Jylland mellem tvende have543 Du skønne land med dal og bakker fagre544 Hil dig, vor fane553 Jeg elsker, o storm, dit forrygende vejr554 Ja, vi elsker dette landet555 Der ligger et land mod den evige sne556 Jeg vil værge mit land564 Se, Norges blomsterdal566 På vossevangen, der vil jeg bo583 Høje Nord, friheds hjem594 En skål for det blinkende søernes bånd606 Jeg lagde min gård i den rygende blæst609 Spurven sidder stum bag kvist610 Hist hvor vejen slår en bugt616 Jeg er født på Jyllands sletter617 Jeg er havren. Jeg har bjælder på619 I skovens dybe stille ro622 For en fremmed barskt og fattigt623 Blæsten går frisk over Limfjordens vande/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 142

624 I sne står urt og busk i skjul625 Det er hvidt herude626 Sneflokke kommer vrimlende632 Velkommen, lærkelil634 Lysfyldt morgen til marven kold637a Den grønne søde vår637b Det er i dag et vejr – et solskinsvejr641 Grøn er vårens hæk650 Se, det summer af sol over engen651 Nu lyser løv i lunde652 Når egene knoppes653 Du danske sommer, jeg elsker dig654 Nu er dagen fuld af sang655 Herligt, en sommernat658 Storken sidder på bondens tag659 Han kommer med sommer, han kommer med sol662 Nu er det længe siden664 Marken er mejet, og høet er høstet666 Det lysner over agres felt667 Septembers himmel er så blå681 Stille, hjerte, sol går ned682 Løft dit hoved, du raske gut684 Undrer mig på, hvad jeg får at se688 Jeg rutter med glædens og håbets ord695 Jeg bærer med smil min byrde698 Ja, vi mødes alle unge707 Ole sad på en knold og sang708 Vi går över daggstänkta berg709 Där gingo tre jäntor i solen715 Og ræven lå under birkerod723 Det haver så nyligen regnet727 Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik728 Mads Doss han war en kon koltringsknæjt729 Alle mine længsler de smyger sig om dig741 Nu tak for alt, ifra vi var små747 En sømand har sin enegang748 Den sømand han må lide760 Jeg så ham som barn med det solrige øje761 Man siger, livet har bange kår773 Jeg har båret lærkens vinge786 Flyv højt, vor sang, på stærke vinger787 Nu velkommen enhver under ungdommens tag792 Mi nååbo, Pe sme, æ en ondele jen793 Snart dages det, brødre, det lysner i øst794 Danmark for folket818 En lærke letted, og tusind fulgte2005 maj den 17. Pinsedagen i Bække hos morSolen danser over de grønne marker ned mod Kongeåen. Udsynet er flot og stort, næsten helt ned på Rødding egnen. Senere kører vi gennem det helt flade land og finder Kalvslund kirke med sit beskedne tårn og sine kampestensvægge liggende lige ud til landevejen. Der bliver tid til at gå en tur på kirkegården og tage et par billeder. Der er velholdt, næsten perfektionistisk både indenfor og udenfor kirkegårdsmuren. Groft gult grus på parkeringspladsen står pænt til det grønne græs i markskellene.Der er godt fyldt op på bænkene i Ribe domkirke på pinsedagen. Det er Elisabeth Dons Christensen, der prædiker. Hun trækker åbenbart folk til, ikke så sært. Efter bare et halvt som biskop kender menigheden hende vel næppe endnu.I al sin glans nu stråler solenHør himmelsus i tredje timeDu som går ud fra den levende GudOg slutter af med kraften fra det høje


Om det er hendes lyst eller en planlagt tjenestepligt, som kan give lidt anseelse kan være svært at afgøre, men jeg hælder nu mest til, at hun har lyst til at anvende en halv times tid til at tage afsked med menigheden enkeltvis. Jeg er fra Bække, og vi har ikke nogen præst, siger mor. I skal nok få en god præst, lover biskoppen.Vi finder malerierne af Dons, Skov og Holm, de tidligere biskopper i Ribe.Henrik og Bodil Præstholm bor i klosterets tjenestebolig, og vi banker på. Mor vil gerne vise os klosteret. Henrik og Bodil har også været til højmessen og er lige kommet hjem. Gamle lyse stuer ud til græsplænen og noget mørkere gangrum ind mod klostergården og over mod muren til Skt. Catharina kirke. Vi bliver en halv times tid og samværet er let og ubesværet. Her er samtalen vigtigere end beværtningen, og vores høflige afslag på beværtning vanskeliggør ikke samtalen. Vi tager afsked i gården, hvor vi har set den lille private have med fuchsia og krydderurter. Den ene lind er ikke sprunget ud. Den står ovenpå fundamentet fra en tidligere korsarm til kirken og får derfor ikke så meget fugt. Taber bladene allerede i august i tørre år.Det er lykkedes Henrik med klosterets bestyrelse i ryggen at overbevise menighedsrådet ved Skt. Catharina om at laden, som hører til tjenesteboligen, ikke skal ombygges til menighedshus.Der kommer en lidt grå, slank person hen over broen over Ribe åens udmunding. Ikke helt ung, snart 60 og arkitekt viser det sig under den senere samtale.Jeg har boet her som barn, min far bor nu i Grindsted, og jeg er her for at se, hvordan her ser ud, hvordan det har ændret sig siden jeg sidst var her.I min barndom var forlandet delt op i fenner med hegn og grøfter mellem parcellerne, som hørte til ejendomme, som lå inde i landet. Om foråret drev bønderne kvier og stude ud på forlandet ad landevejen, og det var ikke noget problem, at drive kreaturerne gennem Ribe by, og det hændte da også, at der faldt en stud gennem en butiksrude. Det var årstidens orden.Nu er alle hegn og grøfter borte og forlandet er vel i dag statens ejendom. Det er lavvande. De grønne arealer strækker sig langt ud og går over i den brune eller grå havbund længst ude. Åens løb er de første hundrede meter en ret linje, men begynder derefter at sno sig som en å rettelig bør. Der kan sejles ud på havet selv ved lavvande. Der går mange dyr, selvom dyreholdet er reduceret betydeligt i de senere år.Der er gode muligheder for at plukke champignon på forlandet. Jeg har flere gange hentet store mængder. Arkitekten fortaber sig i den nye automatik, som er bygget på sluseportene. I min barndom blev portene åbnet og lukket med håndkraft under farefulde manøvrer med åbne tandhjul og taljer og tovværk. I hårdt vejr var det absolut forbundet med livsfare, og der er da også druknet mennesker her under arbejdet.Jagthytterne langs med åen er det mest idylliske, man kan forestille sig, og nu er naturfredningsforeningen ude på at få dem fjernet og området retableret til naturlig tilstand. Det ville være en katastrofe, mener arkitekten. Gå dig en tur langs husene og se miljøet. Her er der rum for en afslappet tilværelse.Jeg har været i domkirken i formiddags bryder arkitekten pludselig ind. Det har jeg også. Det var biskoppen, der prædikede. Nå, var det det. Det var jeg ikke klar over, det var en meget fin prædiken. I morgen er det Søren Krarup, der prædiker siger arkitekten. Han er en god præst, men jeg bryder mig ikke meget om hans politik. Han var god til konfirmanderne i Seem. Han kunne skabe nærvær hos de unge, når de var til alters efter konfirmationen.Domkirken er sejlet ind gennem dette løb, siger arkitekten og peger inde over engene. Der var megen eksport til tyskland, og skibene havde god brug for returlast. Det er sandsten fra Rhinegnene.Efter gentagne afskedsmanøvrer med arkitekten lykkes det mig komme ned ad trapperne og slutte mig til mit selskab.2005 juni den 27. LollandHar netop været på Lolland sammen med fætter Erik. Maribosøerne fra en turbåd og Skejten til fods. Det er der, hvor Oluf Rude har hentet motiverne til malerierne af de store egetræer i folketinget. De billeder, som ses bedst fra formandsstolen.Virkeligheden er nok noget mere fantastisk end malerierne. Køer med kalve i stort tal mellem højt græs, tagrør og bræskuret kamp i størrelser med en folkevogn. Længst ude mod Guldborgsund bliver græsset noget mere afgnavet, og der kommer lidt hvidkløver i blandt. Sandbunden i vandet går ind under en næsten halv meter høj kant, græsklædt af mosejord, skarpt afskåren ud til vandet. Der er svaner med unger på vandet nu./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 144

Der skal passes godt på for ikke at komme til at træde i de bløde og grønne kolorte.2005 juli. Det er godt, at der bliver ferie:Livet på FLSmidth er ikke så nemt for tiden. Jeg havde egentlig regnet med at skulle gå lidt ned i arbejdstid fremover, men nu har jeg fået et tilbud, som jeg ikke kan sige nej til. Det går ud på, at jeg skal arbejde noget mere i de kommende år. Måske har I set, hvad der har stået i Ingeniøren og i Børsen? Jeg har sagt ja til den nye ordning og håber, jeg kan klare det.Jeg har afleveret et større projekt her op til ferien, og det har optaget mig så meget, at der ikke har været tid til at tænke på fremtidig vilkår.Mærkeligt at se for sig Hjort Frederiksen: Vi vil sænke skatten, så det kan betale sig at gøre en ekstra indsats, og nu: Arbejdsgiveren forlanger at få den ekstra indsats uden betaling. Hjort Frederiksens inspiration er ikke meget værd.Jeg er nu ansat på samme vilkår, som da jeg blev ansat på Tærsbøl i 1962. Dog havde jeg det gode dengang, at jeg havde et løfte om fri hver fjerde lørdag og søndag. Det har jeg ikke nu.Tanken om storspovens og hjejlens fløjt over digerne optager mig en hel del. Så meget, at jeg nok bare tager af sted med sammen med Birgit og lader hjemmet og pligterne her i Enebærhaven og på FLSmidth passe sig selv. Billederne af de store containerskibe og de små pramme på Elben, Weser og Ems virker dragende både med hensyn til at komme på ferie, men giver også lidt udlængsel til de store have. De våde bolværker i de små fiskerihavne med sneglebesætning på den tørlagte spuns. Fiskerbådenes styrehuse, hvor taget ved ebbe ligger i niveau med kaj kanten. Sandormenes spiraler mellem de vandfyldte fordybninger på stranden ved ebbe. Højvandsmarkeringerne på husene i de fine små byer. Det plattyske på værtshusene. Störtebecker bliver en helt ny erfaring. Der bliver oplevelser nok, og både Birgit og jeg nyder det hele.Dele af Niedersachsen var jo hjemsted for mange af Hermansens kunder fra tiden i Halstenbek, og vi vil glæde os over at kunne lære dette land lidt nøjere at kende. Jeg har selv været med Hermansen i Oldenburg for at aflevere et læs planter til en kunde.Når den første uge af ferien er overstået forsvinder længselen efter kontoret helt af sig selv, og glemt er den smukke have og de dejlige grønsager, vi har slidt så meget med i hele foråret.Kirsten kommer på fredag, Mette afleverer sin sidste præstation på KU, og det lille barn skal til Shanghajstrup.Jeg tror nok, vi tager til Bække først i næste uge, og så starter ferien derfra. Mor er noget belastet af sine ben, men vil vist gerne se os alligevel.Jeg glæder mig til færgeturen fra Travemünde til Trelleborg.Der er ikke noget bedre end at sejle over Østersøen fra syd mod nord eller at sejle ind til Frederikshavn en sommermorgen og komme i land og se de modnende kornmarker i Vendsyssel.Kornhøsten er den bedste tid på året, og den kommer vi til både at lugte og se under vores ferie i de kommende uger. Så kommer de klare augustmorgener med duggen drivende, medens vi cykler til stationen gennem ahornalléen langs banen. Nu kommer den fine årstid.2005 juli den 6. Sommerferien 2005Schleswig-Holstein og NiedersachsenEfter en rejse gennem Slesvig-Holsten og Niedersachsen i midten af sommeren er det naturligt at lade temaet for ferien være ”mad til befolkningen”. Afgrødernes størrelse og mængden af kvæg og får på markerne, digerne og det indvundne land er af dimensioner, som en landmand på de magre vestjyske jorder kun drømmer om. At der bliver eller i det mindste er blevet lavet penge på denne frodighed kan ikke være nogen hemmelighed. Landbefolkningens bygninger er af imponerende dimensioner og udsmykning. Haverne beplantet og passet med dyre vækster. Kirker med rigt interiør står i alle landsbyer. Selv markveje er med fast belægning.Tilstedeværelsen af byer som Husum, Hamburg, Cuxhaven, Bremerhaven, Bremen, Wilhelmshaven, Emden med en befolkning på 5-6 millioner mennesker, blot for at nævne de største har behov for mad, og der er penge i byerne tjent på, i tidligere tider handel, og nu også industriel fremstilling. Økonomisk hænger land og by sammen gennem udveksling af produkter.Er det EU’s politik, at lave naturparker og lade tredje verdens lande forsyne Europa med mad? Det er vel nødvendigt. De lokale landbrugere kan uddannes til arbejde, som indbringer endnu


større fortjenester end produktion af mad kan give. Vi har forstået det. Nationalstaterne må åbne sig mod Europa, og Europa må åbne sig mod Verden.Det har været en stor og flot ferie for Birgit og jeg. Vi har nydt hinandens selskab og udfordret hinanden med kærlighed og spændende oplevelser i den flade vestkystnatur. Her mærker vi, at der er tjent penge på produktion af de nødvendige og til en vis grad overflødige fine fødevarer. Det er så flot en produktion af kød, mejeriprodukter, fisk, brød, øl og grønsager. Vi har nydt oplevelsen af at pengene tjenes på denne måde.

Rejsen starter i Øster Vedsted og er planlagt at skulle gå fra Ribe å over Vidåen, Ejderen, Elben, Weser til Ems, blot med det mål at se og opleve vandets tilbagevenden til havet gennem det udnyttede marskland, tidevandet, lyset fra havet og menneskets udnyttelse af havet og dets kamp mod samme.I Rejsby er der begravelse, kisten står på lavetten i korbuen, og der er lagt blomster ned ad midtergangen, den lokale blomsterhandler kommer med en papkasse med buketter og lægger disse pynteligt videre ned ad gangen og når næsten til våbenhuset. Det er stadig lidt plads til de buketter, som følget måtte have med. Det er en 101 åring, som nu er gået bort. Han havde holdt en stor fødselsdagsfest sidste år. Der må forventes et stort følge i dag. Det er finere at blive begravet på sydsiden af kirken, og her er der da også gjort klart til jordfæstelse.Graveren går lidt rundt og ser efter om alt er i orden og får tid til at fortælle lidt om afdøde og kirken.Loftet i koret er udsmykket i grå, sorte, hvide og blå farver af Mogens Jørgensen 1962 for private midler ydet af Nikoline Marie Kirstine født Paasch og med støtte af Statens kunstfond. Det har givet anledning til megen diskussion i sognet, for og imod.I sakristiet hænger et dåbsfad med indskriften ”Ande – Wasser” rundt langs fadets kant og med Adleren i midten af fadet. Det er fra den tyske tid. Det er almindeligt med blytag på kirkerne på denne egn, og det går igen også på Brøns, Ballum, Hjerpsted og Møgeltønder, som indvendigt er den mest righoldigt udsmykkede. Hvor der udvendigt i kirkemuren ses en bue, er det fordi, der har været en kvindedør. Der er flere steder på kirkegårdene rejst sten med navne på de faldne i 1914-18. I Ballum tælles 34 navne på stenen blot fra sognet.Agnete Møllers vævestue har været indrettet i en gård i Hjemsted lidt udenfor Skærbæk. Gården ejes nu af sønnen, som er kaptajn. Der vises gæstfrit rundt i de private stuer. Det originale møblement er bevaret bortset fra en nyt flygel, som er sat ind i den øverste stue. Med termoruder i vinduerne og centralvarme indlagt er det en tidssvarende bolig, som virker behagelig at opholde sig i, hvis man ikke måler over 2 meter i højden. I den øverste stue er der de kendte blå og hvid mønstrede hollandske delft kakler på væggen i stedet for tapet.I kostalden er der indrettet butik med tekstiler i hør og uld fra svenske væverier og strikvarer i uld. Tilsyneladende en givtig butik, som værdsættes af turister, men noget frustrerende er det at se de fine dalarvævede duge ligger her i en kostald på Vesteregnen. På trods af den moderne udnyttelse af kostalden, er gårdens bygninger et stykke kulturhistorie, som bør bevares.Damen, som passer butikken er på efterløn og er blevet forkølet af at stå i den kolde kostald. Har tid nok til at snakke. Her midt på ugen er der ikke overrendt. Hun har et horn i siden på landbetjenten, som har været efter hende for at cykle på fortovet. Han skulle hellere se at tage sig af kriminaliteten i byen, men en sådan landbetjent er nu bedst til at gå foran garden, når der er byfest, og det er da bedre end at forfølge en pligtopfyldende borger på cykel.Emmerlev Klev, Møgeltønder og Tønder er gamle kendinge fra tiden for kulombygningen af Asnæsværket, slutningen af 1970erne. Emmerlev Klev med det af Dronning Margrethe indviede fremskudte dige. Foran hotellet lå dengang en fårefold til klipning, nu er der ferielejligheder, men fuglene er her stadig.Turen langs med diget hertil skulle vise sig at blive forsinket af gennemgange af låger, enten en enkelt eller en på hver side af den stikvej, som fører fra landevejen ind til diget. Standsninger med mellemrum på en kilometer eller mindre, hvor låger skulle åbnes ofte med risiko for at de skulle smække i på baglygten er dræbende forsinkelser. Lågerne skal adskille de fenner, hvor der går får, således ejerskabet til fårene kan opretholdes. Dette fænomen skulle senere vise sig at være symptomatisk for alle diger hele vejen til Ems, således kom den daglige taktiske planlægning også til at omfatte en overvejelse af, om der skulle køres på digevej eller på landevej. Det viste sig også, at både får og kvæg har en tendens til at skide på digevejen frem for i terrænet. Vejbanen var på sine steder helt belagt med en indtørret lag møg, medens der andre steder dog kunne anes lidt af betonen eller asfalten./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 146

”Her er vor plads”, sagde Ada til Emil Nolde i 1926 og så byggede de huset i Seebüll, det som senere er blevet til Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde.På lange gå- og køreture langs den slesvig-holstenske vestkyst havde vi holdt udkig efter et hus eller et sted at være. Men først da vi stod oppe på den høje, tomme typiske vestkystbakke, værftet og måbede, da en ung hest i kådhed galoperede omring os og skyerne på himlen svævede over vandet og samtidig spejlede sig i det og bare var så flotte…. Først da så vi pludselig på hinanden med et sigende og forstående blik, og min kone Ada udbrød: ”Her er vor plads!” Ja – og Sebüll skulle den hedde. (Emil Nolde: Rejser, udstødelse, befrielse).Birgit og jeg slår os ned på plænen nederst ved tagrørene ud mod skellet og begynder besøget med en skinkebolle fra bageren i Tønder og en tår vand fra feltflasken. Der går let et par timer med at se på ophængningerne, de store farverige oliemalerier i det første lokale og de ”ungemahlte Bilder” i tilstødende lokaler, haven med roser og stauder i fuld blomst og en kop kaffe og et stykke kage i cafeen under de på denne egn hyppigt forekommende aspetræer.Der er ikke mange værker ophængt. Meget ligger i kælderen eller er udlånt. Der mangler plads til ophængning. Fonden udvikles videre med et nyt indgangsparti og kontor, og bag mirabelletræerne etableres et botanicum, som skal levere planter til haven, som for både Ada og Emil var et refugium og en væsentlig del af deres inspirationskilder. Beboelsesrummene, som står i original stand vil blive åbnet for besøgende.Vi tager derfra med en fornemmelse af at være berørt af stedets atmosfære og dets fysiske fremtoning. Vinden er lidt imod og lidt fra siden og med nogen slid når vi da til Niebüll, og det, vi anede allerede fra morgenstunden, fraværet af campingpladser mellem Tønder og Husum, skal der nu tages stilling til, for vi når ikke Husum i dag. På det lokale turistinformationskontor bliver der, først efter at have gået den flinke kone noget tættere på klingen, oplyst om en campingplads i Dagebüll, ikke optegnet på kort eller beskrivelser, men jeg ved, der er to, siger hun.Hun tør op og indlader sig i en forklaring af ordene Warf, Koog og Hallig. Det første er den forhøjning, som gårdene bygges på og kun strækker sig nogle få meter uden for bygningerne. Koogen er det land, som er indvundet ved gravning af afvandingskanaler på bunden af vadehavet. En Hallig er en ø, som ligger hævet over havet selv ved højvande.Dagebüll er det første møde med en havn ved vadehavet. Her mødes jernbanen med færgetrafikken til Föhr og Amrum repræsenteret ved Norddeutsche Eisenbahngesellschaft Niebüll GmbH og Wyker Dampfschiffs Reederei Föhr-Amrum GmbH. Færgerne ”Nordfriesland” og ”Rungholt” ligger i havn, da vi ankommer og næste dag ser vi også ”Schleswig-Holstein” og ”Uthlande”. Jernbanen er ført gennem en port i diget separeret fra vejens gennemførelse og ender i en havnestation lige ud for færgeleje 1, hvor der er ved at blive opført en ny terminalbygning. Den nye vej til færgerne uden om byen er ført skråt op over diget. Det ser ud som om, at den største del af trafikken på jernbane og færger vedrører turisme omfattende både personer, biler og gods. Sæsonen er vist ikke helt begyndt endnu for den bag diget anlagte parkeringsplads ligger tom hen med forårets græs voksende op mellem betonfliserne. Her kan der mod betaling parkeres i længere tid, hvis man ikke ønsker sin bil med færgen til sommerresidensen på en af øerne.Der ligger en enkelt bomtrawler i havnen, ”Siebennus Gerjets”. Et nyt og velholdt stålskib med to åbne lastrum og derimellem sorterings- og rensemaskineri til rejer. Bagved trawleren ligger en flydebro med en stejl trappe op til kajen. Her kommer en motorsejler tøffende tæt op ad trawleren for at få vand nok under kølen i den smalle rende, som lige nøjagtig er bred nok til en trawler og en motorsejler. En enkelt tamp lægges omkring pullerten på broen, nogle pengesedler skiftes mellem bådføreren og en mand og en kvinde med et spædbarn på armen og en taske over skulderen, og som efterfølgende entrer den stejle stige. Længst ude mod molekanten står et kølevognstog med fronten mod solnedgangen, chaufføren sidder og nyder de sidste solstråler inden han går til køjs for natten.Efter at have orienteret os om indholdet af spisekortet på Dagebülls restauranter slår vi os ned på den ene af de to kiosker, hvor der sælges ”Fischbrötchen”. Vi bliver bespist med to matjes fileter på rugbrød og en bolle med laks. Der serveres Flensburger Pils her, to styk per person. Maden til Birgit og jeg i de kommende par uger viser sig at komme til at bestå af produkter fra havet. Matjes, stegte sild, marinerede sild, røget laks stegte laks, rødspætter, tunger, rejer, fiskesuppe i forskellige afskygninger. Der er fine traditioner for at tilberede fisk i Nordfriesland, og det benytter vi os med stor glæde af. I det hele taget er vi nu efter et par dage så fortrolig med rejseformen på cykel, at vi afslappet kan nyde hvert vågne minut på døgnet.Vi kan vel omkring halvdelen af tiden på cykel køre to og to side om side, og så godt som trafiksituationen tillader det få udtrykt tanker om det, vi ser undervejs. Beundring af /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 147

landskabet og dyrelivet betager os begge. Indtrykkene er så stærke og synet så langt, at der opstår et ønske om altid at blive midt i dette landskab. Sådan reagerer i hvert fald den ene af rejsedeltagerne. Aldrig mere til byen eller til andre lande, hvor det grønne og frodige ikke er tilstede, og hvor luften ikke er frisk og klar. Forestillinger om hvordan her ser ud om vinteren optager os. Tidligere besøg i november omkring marsken ved Niebüll på en regnfuld og blæsende dag bliver brugt til sammenligning med sommerens væld af frodighed. Denne novemberdag er så langt borte i erindringen, at tanken om markernes nøgenhed ikke rigtigt kan skræmme. Blæsten da? Eller den bidende våde kulde i ansigtet? Jeg holder af alle årstider og tænker gerne på et ophold på en ejendom i marsken i lang tid. Birgit kan godt klare sig med ferier i marsken.Himlen skifter udseende ustandselig og farverne på jorden og i himlen påvirker hinanden. Iblandt til farvestrålende og imponerende indtryk og senere til ret blege indtryk. Det fineste er, når solen gemmer sig lige bag kanten af en mørk eller næsten sort sky over den grønne marsk med en blåt blomstrende afgrøde nedenunder på marken. Et sjældent syn, der giver anledning til at glæde sig over at være kommet hertil.Vi taler om landbrugets anlæg, maskiner, afgrøder og dyr. Refleksioner over marskens stadige indvinding af land i en tid, hvor der er overskud af fødevarer. Hvad er ideen med at indvinde land i en tid med braklægning? Er det en nødvendighed for at beskytte landet mod havets grådighed, eller er det privatkapitalistiske motiver om ekspansion støttet af EU’s landbrugsmidler? Denne rejseform giver os tid og inspiration til at tænke over vort samfund på en anden måde end den, vi er vant til.Da vi ikke har planlagt overnatningssted på forhånd, nyder vi den udfordring, det er at tage dagens sidste 10 eller 20 kilometer ekstra for at nå til næste by for at finde en campingplads. Dette kan af og til være nødvendigt, fordi en campingplads kan ligge i den forkerte retning i forhold til vores rute den næste dag, eller at der ikke er nogen overhovedet, der hvor vi egentlig havde regnet med en. Det bliver et helt ritual, at komme ind på en campingplads. Campingværterne kender den slag gæster, som kommer på cykel lidt sent på dagen og gerne vil betale med det samme for at være væk igen næste morgen tidligt. Aftensmaden kan være indkøbt mad i Spar, Pennymarkt eller Edeka og nydes i teltets apsis eller være en ret på nærmeste beværtning.I badetøfler og med toilettaske og håndklæde under armen går man til baderummene og gør sig klar til natten. Til en cykeltur hører selvfølgelig soveposer med lynlås i hele længden, højre og venstrevendt, så man kan ligge i poserne og røre lidt ved hinanden inden tågerne sænker sig over bevidstheden.En tredje trafikvej til og fra Dagebüll er dræsinen til øerne Öland og Langeness. Denne er forbeholdt beboerne på disse to øer. Lidt syd for Dagebüll er der bygget en dæmning i sten cirka 4-5 meter bred og på toppen af denne er der anlagt en smalsporet jernbane, hvorpå der med dræsinen køres gods og personer til og fra øerne. Dæmningen er anlagt således, at den kan indgå i de landvindingsprojekter, som pågår kontinuerligt.Landvindingen foregår ved, at der først graves kanaler på havbunden vinkelret ud fra kysten. Disse kanaler er vandfyldte ved ebbe og sikrer, at vandet, når det trækker sig ud strømmer i kanalerne og ligger nogenlunde stille mellem kanalerne. Her kan der så sedimenteres ler, som opbygger et tyndt lag ved hvert tidevand. Dette tynde lag bliver, når det er opbygget gennem nogle år til et synligt tykt lag ler, hvori vandet har lavet sig sine egne veje ud til de gravede kanaler. Der anvendes faskiner af gran og fyr. Disse lægges mellem to pælerækker, som arrangeres i labyrinter således vandet tilbageholdes og leret kan sedimentere på bunden.Efterhånden begynder der at vokse salicornia europaea ”pionerplanten”. En salttålende plante på 5 til 30 cm i højden, med et stort kødfuldt stængelvolumen i forhold til overfladen. Den vokser lidt under højvandslinjen. Den unge plante kan anvendes som grøntsag. Asken fra planten indeholder 75 % salt, 10 % Kalium samt jod og brom. Planten er blevet anvendt til at nedsætte smeltepunktet på glas og dermed spare energi til fremstilling af glas.Det færdigt vundne land er beliggende udenfor diget med den udvendige digevej, som findes på alle diger. Her vokser græs, og der går får. De gravede kanaler ses nu som parallelle grøfter med afstande på 30 til 50 meter og er synlige selv på det land, som for længst er fravristet havet. Udenfor diget ligger forlandet, rødsvingelzonen eller den øvre salteng med 40 til 70 oversvømmelser per år. Længere ude kommer den nedre salteng med 150 til 250 oversvømmelser per år og længst ude Queller området med 700 oversvømmelser per år, hvilket vil sige ved hvert højvande. Quellerområdet er den havbund, hvor pionerplanten vokser.På en sommerdag omfatter fuglelivet på forlandet umiddelbart synligt gås, gravand, strandskade, klyde, hjejle, klire, stær, regnspove og en række mågearter. Helt fascinerende er /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 148

synet af gæs, som går fredeligt mellem græssende får og uden frygt lader sig fotografere. Å udløbene fra det indre land gennem digerne enten pumpes ud eller reguleres ved sluseporte. I disse udløb ser vi dykænder, som er kommet ind fra det åbne hav. Under tagskægget på pumpehusene er der svalereder, og her i Nordfriesland sætter man reder op til svalerne, reder som til forveksling ligner de rigtige af svalerne byggede reder. Campingpladserne er koncentrerede omkring de store turiststeder, Sct. Peder Ording, Büsum, Nordstrand, hvilke ikke passer særligt godt på vores rute og ej heller på tidsplanen. Vi tager i lille stop i Husum og ser på slottet med mange fine klatreroser op af den røde teglstensmur. Slotsparken er kendt for sine krokus i foråret. Efter et lille hvil i en cafe med en Käsetorte og en kop kaffe og efterfølgende en stille stund i den af C. F. Hansen tegnede Maria kirke for enden af gågaden beslutter vi at tage de 25 kilometer til Tönning for at finde en campingplads. Heller ikke her har vi været i stand til hjemmefra at lokalisere nogen campingplads. En rundtur i Husums indre havn på vej ud af byen viser et veludviklet cafeliv på de brolagte havnepladser. Vi følger den internationale cykelrute nummer 1 Nordsøen rundt, i sin fulde længde 7000 kilometer og kommer gennem Witzwort og Oldenswort.Tönning med torv, slotspark og kirke på de højere beliggende arealer og havnen bag digeportene ud mod Ejderen. En gammel fisker- og søfartsby, hvor valdemarstidens varetransporter fra rigdommene i Nederlandene og Rhinlandet passerede på vej til omladning og genindskibning på Slien for at blive transporteret videre til Østersølandene. Slottet findes ikke mere, men parken er velholdt, og her er opstillet en statue af byens store søn, Friedrich von Esmarch, læge og opfinder af brugen af isposer under operationer. Gennem sit ægteskab med prinsesse Henriette von Schleswig-Holstein blev han onkel til Kaiser Wilhelm II. Kærligt kaldet Fiete Isbüdel. Ved Oldenswurt udenfor Tönning finder man Warft Tofting, en udgravning af huse, som afdækker kulturliv siden år 100 e. K. og frem til en brand, som i 1885 blev afslutningen på denne gårds eksistens.Wesselburen lidt syd for Eidermundingen har en ualmindelig stor kirke, som på trods af opslag om uønsket omgang med kirken og dens inventar står åben. Det kan være fordi, der er ved at blive installeret et nyt orgel, og at to håndværkere står på galleriet i gang med at stemme piber, den ene ved piberne råbende toner til den anden ved klaviaturet. Vi tager trappen op til det nederste niveau på orgelet og ser derfra stilladser til overliggende niveauer, hvor der skal arbejdes. Der ligger velduftende egetræs høvlspåner overalt fra tilpasningen af den bærende struktur, værktøjer og arbejdsbænke er midlertidigt opstillet på pulpituret, som er opdelt i små celler med vinduer ud til kirkerummet og døre ind mod orgelet og trappen. Bag flere af dørene til disse celler gemmer der sig et syndigt rod af kirkens dokumenter og inventar samt ubestemmelige materialer til vedligehold og rengøring. At disse celler har set en storhedstid med fornemme kirkegængere ses tydeligt, og om at denne storhedstid er forbi, er man heller ikke i tvivl.NABU, Naturschutzbund Deutschland har ved udmundingen af Miele i Meldorfer Bucht bygget et særpræget og sikkert arkitekttegnet hus til udstillinger om marsken. Huset, en kasse bøjet til en halvcirkel med en halv torus som tagsektion og beklædt med mørke plader indeholder plancher med stadier af landindvindingen, som for alvor startede for 500 år siden, udstillinger om fugle- og plantelivet, tidsskrifthylder med brochuremateriale. Udenfor i terrænet er anlagt en natursti, med henvisninger til lokale særprægede landskabsformer. Der er ansat en person, som beredvilligt giver svar på alle relevante spørgsmål.Ditmarsken blev af Kong Hans og hertug Frederik forsøgt underlagt Danmark i år 1500, men de danske tropper var ikke rustet til at operere i det våde og lavtliggende terræn. Husker endnu historielærer Dybkærs malende fortælling, om hvorledes bondehæren med sit kendskab til afvandingskanaler og lavtliggende vådområder kunne overrumple de danske soldater. Under Frederik II i 1560 lykkedes en erobring dog og landet blev delt mellem hertugen af Gottorp og kongeriget. Her kommer vi på den fjerde dag af vores rejse. Overnatning på Schwienskoop campingplads. Receptionen finder vi i baren på det værtshus, som hører til, og det er ikke så dumt, vi trænger til en øl. Vi går på hvidkløveren og sætter telt op mellem rækker af salix og storspoven fløjter højt over vore hoveder. Vi taler lidt med et ungt par, kæreste- eller ægtefolk. På vej på cykel som vi selv, men fra Rheinland til den danske grænse og mod øst videre langs Østersøen.Omkring halvdelen af Ditmarsken er indvundet land. Langt fra kysten ser man i et landskab, som ellers synes beliggende langt inde i landet og godt beskyttet mod oversvømmelse, de snorlige grøfter fra landvindingen som regelmæssige fordybninger i markerne. Ditmarsken er udover græs og korn landet for dyrkning af kål, kartofler og gulerødder. Afgrøderne er nok omkring to uger længere fremme her end i Danmark, og det giver indtryk af, at afgrøden er større og bedre. Vintrene er mildere og vækstsæsonen starter tidligere, og det ses på meget flotte kålhoveder, som for sommerkålens vedkommende visse steder allerede er høstet. Typisk /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 149

for landet er det, at der ikke findes så mange vandingsanlæg, det lavtliggende land har fugten i sig, selv i tørre somre. Det er lidt særegent at se en 20 til 30 cm høj hypning af gulerodsrækkerne. Man får den tanke et udtørring fremmes gennem denne fritstående hypning.Vi bruger et par timer til at se på Kaiser Wilhelm Koog GmbH. Et vindtest center med udstilling for offentligheden. Den store testmølle, Growian på 1200 kW er demonteret og står nu på en betonsokkel, hvor et trappetårn giver adgang til møllehuset, som med en grundflade på 12 gang 4 meter og en højde på 4 meter synes imponerende. Møllen har arbejdet med en navhøjde på 50 meter og en rotordiameter på 60 meter. Inde i møllehuset ser vi hovedkomponenterne, navet, bremsen, gearet og generatoren. Der sidder et Tacke gear med en udveksling på 1:57,69 i møllen. Af hjælpeudstyr finder vi hydraulikpumper og kranbaner i husets loft. 29 % af vindenergien til en mølle kommer ud som elektrisk energi, og ser vi på den europæiske vindenergisituation, er der i det samlede Europa installeret 34 402 MW, hvoraf Tyskland råder over 16 629 MW og Danmark 3 117 MW, hvilke kan producere en elektrisk energi, som afhænger af vindforholdene.Ved Neufeld når vi så frem til delmålet, Elben, ved hvis bredder Birgit i så mange år har gået søndagsture og sejlet med havnerundfarten. Her er et større digebyggeri i gang, men op ad Elben fra Neufeld går stien til Brunsbüttel og ender lige ved Kielerkanalens munding. Under turen fra Neufeld til Brunsbüttel følges vi med en mindre bulkcarrier op ad Elben, og da vi noget senere sidder på terrassen i ”Zum Yachthafen” med våbenskjoldet for ”Marinekamaratenschaft af 1899” på væggen, kommer denne bulkcarrier, som vi nu identificerer som Helse af St. John ud af slusekammeret sammen med 14 lystsejlere, alle på vej mod nord. Det første møde med Kielerkanalen er den sydlige sluseport, hvor vi ankommer netop til en åbning, og ud sejler først Patricia Essberger af Hamburg hvorefter følger Rebecca Hammann af Wischhafen, Kihuland af Valetta, Otter af St. John samt endnu et skib, som vi ikke kan identificere. Under måltidet på ”Zum Yachthafen” fyldes slusekamrene. Katrin af Hamburg, AMYP 2522, en russer, Bellini af Hamburg, vi opgiver at følge med, for det er et fuldtidsarbejde, at skulle notere skibsfarten på kanalen. Langs Elbens højre bred ligger atomkraftværkerne Brunsbüttel og Brokdorf, det sidste med kølevandsindtag 100 meter ude i Elben og udløbsværk sammenbygget med cykelstien. Her møder vi en lystfisker, som fanger ål i udløbet, hvor der efter hans oplysninger strømmer 60 kubikmeter vand per sekund. Trykket i indtagskammeret er så stort, at småfisk besvimer og tiltrækker flokke af måger til et godt måltid. Ovenfor Brokdorf løber Stör ud i Elben gennem Störsperrwerk, og fra bagerkonen i Freiburg får vi den kommentar, at digebyggerier og spærreværker fremmer hyppigheden af oversvømmelser. Selv på den lille ø, Rhinplatte i Elben er der bygget diger. Vandet har efterhånden ikke nogen steder at løbe hen, men må ophobes under en stigende vandstand.Der var planlagt overnatning i Glückstadt, men her er situationen den, at færgehavnen ligger nedenfor byen og campingpladsen ovenfor byen. Ti kilometer gange to ekstra, hvis vi skal benytte denne campingplads. Vi vælger at løbe an på at tage de ti kilometer i den retning vi rettelig skal og fortsætter til færgehavnen og bliver indskibet på F.S. Wischhafen, hvor også to helt unge forelskede på hver sin motorcykel er i færd med at parkere på vogndækket. De er fra Randers og har taget hele turen derfra i dag. Hun er synligt træt, og vi hjælper dem med at finde campingplads på Elbens venstre bred, medens vi selv vælger at gamble på en overnatning på sportspladsen i Freiburg, som vi kender fra tidligere besøg. På vej over Elben runder vi øen Rhinplatte og passerer F.S. Wilhelm Krooss, som er på vej til Glückstadt fra Wischhafen. Ankommen til Freiburg opsøger vi Frau Lehmann i Am Bassin nummer 16. Birgit bliver hængende i snak en halv times tid, medens teltet bliver rejst. Jeg skammer mig over at skulle opkræve 8 Euro er Frau Lehmanns sidste replik.Vi forlader sportspladsen uden at sige farvel til fru Lehmann, men kører dog en æresrunde for det ældre ægtepar i Wohnmobilen ved siden af. I bageriet køber vi morgenmad og får snak oven i købet. Et ældre ægtepar, konen står i butikken og manden kommer listende fra bagbutikken, da han hører, at der bliver talt over disken i butikken. De er 83 og 84 og driver bageriet og butikken. Han har været soldat i Høveltelejren, og som bager snusede han i danske bagerier. Wienerbrød, og der blev brugt smør var hans erindring. Senere kom han til pansertropperne og blev såret og lever nu med en mindre lammelse i kroppen. ”Men jeg lever”, var hans replik. Alle er tabere i en krig, og det onde findes alle steder og til alle tider. Sørgeligt at traktaten ikke bliver undertegnet i Frankrig og i Holland. Det er nok gået for stærkt til at befolkningerne kan følge med. Vi må prøve igen, for det er et vigtigt projekt.Kernekraftværket i Stade er lukket og elprisen stiger voldsomt. Vi er ikke sikre på, at næste generation kan drive bageriet videre med den elpris. Aluminiumsværket i Stade er opkøbt af norske interesser og produktionen foregår nu i Kina. Værket kunne ikke klare elprisen. Det er /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 150

mange arbejdspladser, som er gået tabt her. Der kommer nye kunder i butikken, og vi tager hjertelig afsked. Ude på landevejen bliver vi overhalet af en rødhåret kone. ”Er I ikke kommet længere. Jeg så godt, at I spiste morgenmad på en bænk i Freiburg”. Det er som sædvanligt Birgit, som med sine sprogkundskaber fører samtalen. ”Jeg ville gerne tage sådan en tur, som I gør, men det kræver den rigtige partner”. ”Jeg er den rigtige partner” lyder det fra følgesvenden bagved, hvorefter Birgit rapt tilføjer: ”und ihm habe ich geschnappt”. ”Nåh, en lille formaning” lyder det fra konen, og vi fortsætter til en gård, hvor vi køber en bakke kirsebær, som bindes fast ovenpå teltet på styret. ”Alt er blevet dyrere med Euroen”, siger konen. Vi kan let kontrollere det, for vi har da aldrig betalt det dobbelte beløb i DM for vore varer. I danske har fået lov at stemme om Euroen, vi har bare fået den. I får lov at stemme om næsten alt, hvad der vedrører EU, hvilket synspunkt går igen hos EU modstandere af alle de EU spørgsmål, vi har talt med tyskere om. Kehdingen er hjemsted for frugtavl og markerne strækker sig langs vejene, nu med veludviklet frugt på grenene. Der sprøjtes med store køretøjer mellem rækkerne.Man skulle næsten tro, at der er hilsepligt på cykelstierne og på campingpladserne; Moin, Moi, Hallo, Guten Morgen, Guten Tag, Guten Abend bliver der råbt i farten. Standser man op, går der kun kort tid, inden man er involveret i en samtale om både stort og småt, og som altid afsluttes, indimellem noget abrupt, med et viel Spass og schyss. Gennem marsklandet har poppel og asp være fremherskende træsorter, helt til og med Elbkysten ved Cuxhaven. Langs Weserkysten ved Cuxhaven, og herfra mod Bremerhaven skifter vegetationen, og nu ser vi de for os danske mere vante bøg, eg, birk, ask, el, fyr. Længere sydpå mod Bremen, ved Vegebüttel eller som nogle siger, Vegesack skyder der bakkedrag ud mod Weser. Efter et par gode uger med fladt land, bliver cyklisten noget anstrengt og lidt forurettet ved at være tvunget til at skulle forcere sådanne stigninger. Wesermundingens højre bred har forland og dige som i marsken, men bag diget fornemmer man lidt dansk vestkystlandskab.I Cuxhaven finder vi den historiske Hapag Halle, som er terminalen for linjetrafik til Amerika i årene 1900 til 1968. Den glansfulde kuppelsal for førsteklasses passagerer og tårernes kaj var rammen om udvandring til en uvis fremtid. I dag er der en færgerute til Harwich.Sahlenburg og Duhne er de mondæne feriesteder med udsigt til den lille ø, Hoher Knechtsand beliggende i Nationalpark Niedersächsisches Wattenmeer ca. 10 kilometer fra kysten. Vi finder en campingplads i Sahlenburg. På turen mod syd herfra kommer vi gennem store skovarealer med både løvskov og nåleskov, inden vi igen befinder os ude i landbrugslandet. Ikke nær så marskpræget som længere nordpå. Gennem Arensch, Spieka Neufeld kommer vi til havnen i Dorumer Neufeld, hvor der spises Fischbrötchen med matjes, rejer, laks, marinerede sild. Disse Fischbrötchen er specialiteten her og fås i noget, vi her i Danmark ville kalde en pølsevogn eller en grillbar med udendørs servering.Et ældre ægtepar er på vej mod syd på cykelstien. Leder i græsset, har åbenbart tabt hatten. Moin, vi skal nok indhente Jer igen lyder råbet. Ganske rigtigt. Det varer ikke længe inden de er på siden af os. Savner vist selskab, og de slår følge med os, som om det var den mest naturlige sag og snakker løs om deres halve liv. Er fra Neustadt an der Weinstrasse. Han har været tekniker ved DB og arbejdet med signalteknik, styring af sporskifter og indretning af kontrolrum. Konen er et skravl og er taget til havet for at bedre på helbredet med havluften. De personlige emner er efterhånden udtømte, men samtalen forstummer ikke af den grund. Hotellet i Wremen står på en grund uden for diget og er færdigbygget men ikke indrettet og møbleret. Ejeren er blevet langvarigt syg og løbet tør for penge, og nu står hotellet der, og ingen vil skyde flere penge i det. Det bliver et monument, lyder dommen.Rødkløveren og hvidkløveren blomstrer og blandet med den gule vikke bliver rabatterne langs cykelstierne til en voldsom duft- og synsoplevelse. Over de farvede blomster ses timothe i spredt orden også i fuld blomst. Når solen står lavt og grøftekanterne ses i medlys, fejer skyggerne fra vingerne på de alle steds værende møller hen over asfalten og ind på marken. Andet høslæt er i fuld gang. Duften fra høet adskiller sig ikke fra den i Skandinavien. Måske består maskinparken til bjergning af høet af noget større enheder end vi normalt ser. Græsafgrøderne bjerges ligeligt som hø og som ensilage og overalt på gårdene ser vi ensilage fra sidste år. Det er vigtigt, at have grovfoderreserver i tilfælde af tørke for at kunne opretholde mælkeproduktionen.Efter overfarten med Weserfähre fra Bremerhaven til Nordenham er vi nu rigtig på vej ud i Ostfriesland, hvor de overvejende duftindtryk veksler mellem ensilage i marksiloer, staldlugt fra kvægbesætninger og lugten fra grisestalde. Selv i Edeka’s Neukauf, mens vi står ved delikatessedisken og leder efter aftensmad, kommer staldlugten op i næseborene. Er det dine sko, som lugter af møg, spørger vi hinanden, for det ville ikke være usandsynligt efter alt det møg, vi er kørt igennem på cykelstierne. Langt ude i engene på en smal betonvej møder vi en lille gut på cykel, otte år måske og med en surhed over hele ansigtet og den lille krop, som /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 151

driver cyklen frem. På vej i skole? Har sikkert fået skældud hjemmefra eller gider bare ikke at gå i skole. Lidt længere fremme en gammel mand, som er på vej til Schwei, hvor han bor. Han har måske fulgt den lille gut på vej. Hvor skal I hen? Kan jeg hjælpe? Jeg skal også til Schwei, så kan vi følges, og jeg skal hjælpe Jer gennem byen. I ligner et par mennesker, som ser ud til at kunne holde ferie så længe I har lyst. Vi følges en lille halv time og taler om kommunesammenlægning. Schwei er nu en storkommune på 8 000 mennesker. Det er vel udviklingen, mener han. Vi fortæller, at der i Danmark planlægges med kommunestørrelser på 20 000 mennesker. Det skulle vi også have gjort. Vi kommer nok til at lave en reform igen. Den flinke mand, som også ser ud til at kunne holde fri så længe han har lyst er tydeligt begejstret for et forenet Europa. Kan det være sådan, at det er den ældre generation, som kan se nødvendigheden og mulighederne af dette samarbejde og de yngre, som er nervøse for bevarelse af identiteten. De få samtaler, vi har ført med tyske borgere, tyder i hvert til fælde i den retning.Vi kører midt gennem Ostfriesland og kommer ind i landskaber med skov afvekslende med korn, vi mærker duften af modnende korn og ved Wiesmoor et mose- og hedelandskab, som er ophøjet til naturbeskyttelsesområde, hvor der i et fugleobservationstårn er arrangeret en række plancher, som fortæller om udviklingen af området, som hedder Stapeler Moor. Mosedannelsen er afsluttet omkring år 3000 f. K. Perioden fra 1700 og frem til 1914 kaldes ”Moorbrandkultur” hvorefter den industrielle udnyttelse af tørveforekomsterne begynder. Der bygges et tørvefyret kraftværk i Wiesmoor og udnyttelsen pågår frem til 1940, hvor området fredes. Der er endnu 140 ha med uudnyttede tørveforekomster. Under anden verdenskrig anlægges en skinflyveplads og i 1947 tørlægges store områder for at fjerne ueksploderet ammunition. Erindringen om tørveskæringen i Husted mose og i Thorsted mose sammen med Otto og Ebbe dukker op, og synet af de knastørre, støvende tørvelæs til præstegården og til Ebbe og Fie bliver nærværende.I Wiesmoor finder vi et mindesmærke med indskriften: „Dem Arbeiter der Stirn und der Faust, der die Schlummernde Kraft des Moores erweckt und das Land dem Leben erschliesst“. Til mindesmærket knytter sig navnene Eberhard Ramm, Knud Nielsen, Töjes Schmidt og Jan Hinrichs. Ikke langt derfra en sten med indskriften: ”Heimkehrer ehemaligen Kriegsgefangener mahnen: Bewahrt Frieden und Freiheit”.På et mindre landbrug ser vi en vogn læsset med tørv, og da vi kommer nærmere høres en voldsom og bydende røst: ”Komm mal hierein”. En gammel gubbe med skægstubbe og tørvestøv under næsen nærmer sig, og på trods af den frygtindgydende stemme møder vi ham med en forventning om, at her kan der læres om tysk bondekultur. Inde i den gamle stald står der endnu en gubbe og en ung mand i færd med at stable tørv i kobåsene. De stiller på eget initiativ op til fotografering. Der må skæres tørv til eget brug, men der må ikke sælges til fremmede. Sådan er loven blevet, tidligere havde vi en ganske pæn indtægt ved salg af tørv. Det brænder så fint i komfuret, og vandkedlen sørger for, at der ikke bliver et alt for tørt klima i huset. Den unge mand får brysk besked på at stable videre, medens de to gamle tager sig en pause for at vise rundt i den nye stald, som er til løsdrift og med to malkeanlæg og tilhørende foderautomater. ”Pass mal auf hier ist Hühnerscheisse”. I tre bokse bagest i stalden går der en halv snes ungtyre på hver cirka 600 til 800 kg. Der er gode penge i kød og de fedes nu op med kraftfoder. Malkekvæget går på græs her om sommeren. Mælkekvoter handles her ligesom i Danmark. Der kommer mange turister her. Har også haft værelser udlejet til turister. De fortæller os, hvor dejligt der er her i mosen, og det gør os så glade, for så behøver vi jo ikke at rejse på ferie.Asfaltbelagte veje er langt de hyppigste, men brosten og teglsten ses af og til på en del vejstrækninger. Især teglstenene er fremmedartede for en dansk turist. De er lagt med den næstmindste flade opad i vejen, således at den lange side går på tværs af vejen, medens den smalle side ligger parallelt med kørselsretningen. Hvor vejen svinger vendes en række sten således den lange kant ligger parallelt med kørselsretningen. Stenene i rækken er afhugget på længde, kortere og kortere og danner en kile indad i svinget, tilpasset svingets radius. Det bliver til en belægning med ensartede mellemrum mellem de enkelte sten og helt uden huller, såvel på lige strækninger som i sving. Meget fint arbejde.Der er hørt kritik af tyske campingpladser. De danske er meget bedre, ordnede forhold mellem teltene og finere sanitæranlæg bliver der sagt. Det kan der sikkert være flere synspunkter på. Birgit og jeg finder altid fine pladser og som det første rejses teltet og poserne rulles ud. Det bliver efterhånden som dagene går til et holdarbejde i et velkendt mønster. Når de første to pløkke er sat i teltet, har Birgit stængerne klar til at lægge i de udvendigt syede kanaler på yderteltet. Og videre går det med poser, underlag og cykeltasker. Klar til aftensmaden. Det kan være et varmt måltid på en nærliggende restaurant eller indkøbte delikatesser i Edeka. Omklædning og dusch, ja det afhænger af trætheden og sulten, måske af at køkkenet kan /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 152

risikere at lukke inden vi kommer. Ofte bliver der først dusch sammen med tandbørstning til natten. Vi vandrer sammen med håndklæder og toilettaske til sanitæranlægget og finder vore respektive rum. Damer til højre og herrer til venstre. Der er rigeligt varm vand, og vi fornægter os ikke det varme vand, selvom det koster ekstra. Venter du, så vi kan følges tilbage? Det er næsten mørkt, når vi er tilbage til teltet, og uden lygter kan det være lidt vanskeligt at lægge de beklædningsgenstande sammen, som skal danne hovedpude. Vi hjælper hinanden og finder sammen ind i teltet til soveposerne.Peter Busch hos ADFC, Algemeiner Deutscher Fahrad Club ved hovedbanegården i Bremen er i godt humør og i fuld vigør. Midaldrende hyggelig mand med lidt skæg og en god repræsentant for friluftslivet i alle tænkelige afskygninger. Cykelruten fra Hamburg til Bremen. Nej, den kender vi ikke, men derimod går der en vel beskrevet rute fra Bremen til Hamburg, og på den er der for det meste medvind. Turen, som er på 150 kilometer, er beskrevet i et lille hefte på ti sider 2 cm kort og to citysider i 5 cm kort til 10 €. Jeg vil absolut råde til at købe et kort. Selvom der er en god skiltning, må det påregnes, at en del skilte er fjernet af publikum eller drejet i en forkert retning. Vi mister rigtig mange skilte på vore cykelruter, siger Peter Busch. Vi er ikke helt afklarede med hvilken rute, vi vil tage for at komme til Travemünde, der er turens endemål. Der er en del kort at vælge imellem, og det ender med, at vi efter god vejledning og udfoldning af en del ark, Peter Busch er utrættelig til at brede ud og svare på spørgsmål, vælger ”Zwischen Elbe und Weser” i 1:150 000.Egentlig et ganske udmærket kort, men ikke godt nok til at cykle efter, men med supplering med spørgsmål og svar til og fra medtrafikanter går det an. Peter Busch har nok fået opfattelsen af, at det er inkarnerede turcyklister, han har i butikken, for han ofrer sit store ADFC-Entdecker Karte med 40 000 kilometer cykelveje fra Bundesministerium für Verkehr, Bau- und Wohnungswesen. Det får I med som en gave.Ulrik Sasse byder velkommen til Bremens rådhus. Lad os engang se på facaden, Weserrenæssance 600 år gammelt. For omkring 100 år siden blev af Gabriel von Seidl den nye del af rådhuset med blandt andet Gobelinsal, Kaminsal og Senatssal bygget. Rådhuset er administration for Bremen med 540 000 indbyggere og Bremerhaven med 140 000 indbygger. Bremens flag er rødt og hvidt og er populært blevet kaldt for Speckflagge, som et stykke stribet flæsk.En 2,8 ton tung lampe i bronze er blevet genskabt i Leipzig, hvor tegningerne fandtes. Lampen var under anden verdenskrig blevet omsmeltet til brug for våbenfremstilling. Nu hænger den der igen sammen med Adleren med de to hoveder for Kaiseren og Forbundetheden.Forholdet mellem Hamburg og Bremen har gennem tiderne været præget af drillerier, mistro, konkurrence om handelen. Hamburg kalder sig for porten til verden, hvorefter Bremen proklamerer at være nøglen til porten til verden.Bremer Schaffermal i ”obere Rathaushalle” for 439. gang, den anden fredag i februar hvert år som afskedsfest for skibene. Et overdådigt måltid for 100 kaptajner fra handelsflåden, 100 politikere og 100 honoratiores fra videnskab og kunst. Kun en gang har en person deltaget to gange. Reglen er, at en person kun inviteres en gang, men da Theodor Heuss, som var kaptajn, og senere blev politiker uomgængeligt måtte inviteres for anden gang, blev reglen ufrivilligt brudt. Under stor opmærksomhed blev i 2002 også for første gang en kvindelig kaptajn inviteret.Der serveres suppe og ”Stockfisch”, derefter kål og pinkel, kalvesteg, ost, frugt og kage. Der drikkes udelukkende tyske vine dertil. Bremen er i øvrigt den største tyske importør af Bordeaux vine. Der afsluttes med kaffe og merskumspiber.I Ratskeller er der små bokse med borde, hvor der serveres. Her sad politikerne i ”Stehende Rat” og ”Sitzende Rat” og forhandlede, og var der kun to personer i en boks måtte døren ikke lukkes, for så kunne der laves rævekager, var der tre eller flere kunne man roligt lukke døren, for så kunne offentligheden være tryg ved indholdet i samtalerne, for der ville altid være en, som ikke var enig og kunne viderebringe indholdet i forhandlingerne.Ratskeller er den ældste vinkælder i Tyskland og har det største lager af tyske vine. Der tales om 780 forskellige, den ældste fra 1653, sur og udrikkelig, den ældste drikkelige er fra 1731. Der serveres på denne dag Ostfriesische Lammhaxe mit grünen Bohnen und Kartoffelbällchen, Württemberg 2003er Freudenssteiner Reichshalde Trollinger. Trocken. Vinen er fra Weingut Häusermann, bester Bootschafter Württembergs.

xxxxxxxxxxx


Det var ikke planlagt at skulle se noget af Mecklenburg, men da campingpladsen ligger i Römnitz på den østlige side af Ratzeburger See i Naturpark Lauenburgische Seen falder det naturligt, at køre videre mod nord på søens østlige side. Omkring midten af søen kommer den gamle zonegrænse ud og følger søens østlige bred nordpå videre langs søens udløb og øst om Lübeck til Pötenitz og Priwall ved Lübecker Bucht.Undervejs gennem landbrugslandet bliver det pludselig slående, at markerne er meget større end det, vi har set tidligere. Modnende hvede så langt øjet rækker. Det er de forhenværende DDR kolkhoser, hvor der ikke er lavet om på markskellene. I Utecht, en lille by ved bredden af Ratzeburger See med brolagte gader uden fortove ses da også gamle cementpudsede bygninger både beboelse og avlsbygninger, mere eller mindre i forfald. Forstemmende, nostalgisk? Erindringen om DDR lever i hvert tilfælde og opfriskes ved blot denne korte tur gennem det forhenværende.Burde ikke myndighederne have bragt gader og fortove op til vestlig standard nu efter 16 år for at vise, at der er lighed mellem de gamle og de nye lande. Ved søens udløb mod nord begynder så igen Herzogtum Lauenburg, og her ligger Europas flotteste og uberørte natur, Amazonas kalder man det.2005 juli den 30. Anne og Mette på besøgPlukker bønner.2005 august den 3. Kære Connie og GertMange tak for den fine Amarone. Jeg vil dele den med Birgit en dag, hvor vi er rigtig glade for hinanden og oplagte til god vin.Det er alt for meget med en flaske, for jeg har jo frabedt mig al opmærksomhed, men det er ikke alle, som har hørt det. Jeg er dog glad for de gratulationer, som jeg har modtaget. Tusind tak.Nu er hverdagen igen i gang, og turen til Valby er den daglige trummerum. Jeg håber, at vi i den kommende tid kan få tid til at visitere hinanden med små fine besøg og udveksling af diverse synspunkter. Hvis I går aftentur, så kig gerne ind.Det har været en stor og flot ferie for Birgit og jeg. Vi har nydt hinandens selskab og udfordret hinanden med kærlighed og spændende oplevelser i den flade vestkystnatur. Her mærker vi, at der er tjent penge på produktion af de nødvendige og til en vis grad overflødige fine fødevarer. Det er så flot en produktion af kød, mejeriprodukter, fisk, brød, øl og grønsager. Vi har nydt oplevelsen af at pengene tjenes på denne måde.Mange hilsner fra Bo.2005 august den 27. Med toget til Frederikssund.En kølig sensommer dag med en frisk vestenvind, sol og fine skyer.Finder vejen ud af byen langs Stillebro Å til Sundbylille og videre til Jørlunde, hvor Lindegården og Egedal ligger midt i byen.Her begynder den interessante del af turen syd for Slangerup Ås. Syd om Buresø i Slagslunde skov til østenden af Buresø, hvor der er badebro i et fint og klart vand. Planteliv, som kræver sollys på 8 meters dybe.Myresten på 60 ton ligger i Ganløse Eged. Nord om Bastrup sø og videre over Nymøllevej langs Mølleåen til Farum. Der er fire bryllupper i Farum kirke i dag. Vi får en lille snak med kordegnen og taler om Gudmand Højer, som vi kender fra Valmenigheden i Skanderup.Gennem Vaserne til Rude skov og hjem gennem Folehaven og ad banestien til Kokkedal.En flot tur på stier det meste af vejen gennem bakker og dalstrøg. Flotte bøgeskove vest for Farum.Mange hilsner fra Birgit og Bo.2005 september den 12. Kære BjarneJeg erfarer fra Ulla, at Annette ikke er blandt os mere. Det gør mig ondt for dig og børnene, at I skal undvære Annette.Der dukker jo mange tanker op, når man får en sådan meddelelse. Kusinen, som vi har leget sammen med under besøgene på Ankerhus i sin tid. Årene, der er gået, og vi har fået mindre og mindre forbindelse med hinanden set i forhold til børneårene. Godt har det været med sammenkomsterne i Lunderskov, selvom det i så stort selskab kan være svært at rumme alle de indtryk, der opleves på en sådan eftermiddag./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 154

Jeg håber, at både du og børnene fremover vil føle Jer knyttet til Mortensen siden og vil deltage i fremtidige arrangementer med fætrene og kusinerne.Jeg håber, at du og børnene vil få styrke til komme videre og leve fornuftigt med savnet.Æret være Annettes minde.Mange hilsner fra Birgit og Bo2005 september den 16. Annettes begravelseSeptembers himmel er så blå hører jeg med pigekoret i radioen på vej til Kerteminde. Der er sol, og der er hvide skyer, og vandet er blåt. Vintersæden er allerede grøn ud over markerne. Alt ser så idyllisk ud, det fynske landskab og det blå Storebælt. Det er i dag Annette skal begraves.Kisten står i korbuen omgivet af blomster, og der ligger buketter næsten helt til våbenhuset. Det er et stort følge, kirken er mere end halv fuld, børn og børnebørn sidder på de forreste bænke, og det lille nyfødte barnebarn bliver båret med i en kurv trygt sovende under hele den kirkelige handling.Nu falmer skoven trindt om land, læsning fra salmernes bog, Op! Al den ting, som Gud har gjort, opstandelsesevangeliet og til sidst Se, nu stiger solen af havets skød. Bedemanden takker følget.Præsten taler om Annette. Et menneske, som altid er glad og holder af at rejse til Ægypten. Har på en rejse besteget Keops pyramiden, og her vist sin ukuelige vilje til at nå toppen. Har haft familien hos sig under den seneste tids svære sygdom og er på den måde blevet afklaret med sin skæbne. Sorgen og savnet hos de efterladte forsvinder ikke, men tanken om at Gud har taget Annette til sig mildner.Bjarne og børn og sviger børn bærer kisten ud til rustvognen, der langsomt kører bort ad hovedgaden i Kerteminde. Følget tager afsked udenfor kirken.2005 oktober den 22. Kære Henrik og Annemarie. Tur til Langeland.Velkommen hjem fra Mallorca turen.Birgit og jeg er på en jyllandstur i weekenden 29.-30. oktober. Vi tager fra Kokkedal fredag eftermiddag og besøger nok Søren og Birgitte inden vi tager til Bække, hvor vi overnatter til lørdag.Lørdag er vi til bryllup i Sjørring kirke og fest på Hanstholm hotel.Søndag er vi på hjemvejen og ville gerne aflægge Jer et besøg om eftermiddagen. Vi har reserveret færge fra Århus til Odden søndag aften klokken 19.Her går det sådan, at jeg arbejder, og Birgit holder ferie i denne efterårsuge. Birgit er taget til Kirsten og Endre på Leikvang og moster Ingrid og Poul i Oslo.Jeg sidder her og hører DR klassisk på computeren, medens jeg skriver, det er hyggeligt. Tankerne går til Birgits og mine seneste oplevelser, når jeg nu hører om Jeres Mallorcatur. Ole Stavad i Foreningen Norden, Bitters fødselsdag og vores langelandstur. Ja, og også Annettes begravelse i Kerteminde. Fra dette sidste har jeg gjort et par notater, som I hermed kan tage del i.Septembers himmel er så blå hører jeg med pigekoret i radioen på vej til Kerteminde. Der er sol, og der er hvide skyer, og vandet er blåt. Vintersæden er allerede grøn ud over markerne. Alt ser så idyllisk ud, det fynske landskab og det blå Storebælt. Det er i dag Annette skal begraves.Kisten står i korbuen omgivet af blomster, og der ligger buketter næsten helt til våbenhuset. Det er et stort følge, kirken er mere end halv fuld, børn og børnebørn sidder på de forreste bænke, og det lille nyfødte barnebarn bliver båret med i en kurv trygt sovende under hele den kirkelige handling.Nu falmer skoven trindt om land, læsning fra salmernes bog, Op! Al den ting, som Gud har gjort, opstandelsesevangeliet og til sidst Se, nu stiger solen af havets skød. Bedemanden takker følget.Præsten taler om Annette. Et menneske, som altid er glad og holder af at rejse til Ægypten. Har på en rejse besteget Keops pyramiden, og her vist sin ukuelige vilje til at nå toppen. Annette kan huske historier og vittigheder. Altid har hun haft en munter replik i et selskab. Har haft familien hos sig under den seneste tids svære sygdom og er på den måde blevet afklaret med


sin skæbne. Sorgen og savnet hos de efterladte forsvinder ikke, men tanken om at Gud har taget Annette til sig mildner.Bjarne og børn og sviger børn bærer kisten ud til rustvognen, der langsomt kører bort ad hovedgaden i Kerteminde. Følget tager afsked udenfor kirken.Langeland. Det er jo her fars og farfars forfædre kommer fra. Fuglsbølle, Fodslette, Humble er navne, jeg har fundet, og som vedrører slægten. Men spor deraf har vi ikke fundet og ej heller forventet at finde. Derimod knytter teaterstykket, Egeløkke, som vi så på det Kongelige og Thyra Jensens bog om Fru Constance Leth sig helt tydeligt til vore oplevelser på Langeland, da vi for få uger var der på en lille weekendtur. Vi vovede os forbi skiltene med privat og adgang forbudt helt op til Egeløkkes hovedbygning, en stor hvid kasse. Det er privat område, og der er ikke meget for turister at komme her efter andet end at dvæle ved tankerne om Grundtvig og Willemoes, men det er da også fint at finde de steder, som har en historie lidt ud over det sædvanlige. Vi vandrede omkring Tranekær så tæt på, som vi synes, vi kunne være bekendt, men også dette slot er privat. På Constance Leths tid var der en tæt forbindelse mellem Egeløkke og Tranekær. Det var grev Ahlefeldt Laurvig, som forsøgte sig med at fremstille den første roesukker her i landet. Det var under Englandskrigene, da blokaden af handelsflåden var temmelig effektiv.På Bøstrup kirkegård fandt vi Constance Leths grav lige udenfor koret Vi var heldige at finde en stejleplads på nordspidsen af Langeland, hvor vi kunne slå teltet op og nyde en dejlig aften i måneskin og en morgen, hvor solen stiger op gennem nattens varmedis. Morgenbordet med de blødkogte æg, tomater, ost og syltetøj nydes, medens den lokale fisker bakker sin bådtrailer ud i havet.Bitters fødselsdag var en forsamling af omkring 60 mennesker i alle aldre og fra mange egne. Jeg fik talt med Lise fra Darum og et par ældre mennesker fra Asgers side, et landboægtepar, godt op i halvfemserne. De havde levet deres ægteskab på en gård i Søborg sø og hørt til Søborg sogn. Bitters venner fra højskoleopholdet i Gol, fra seminarietiden og barndommen i Bagsværd var også repræsenteret. Anders med kone og børn. Inger er jo noget handicappet med sclerosen, men har dog fået lidt menighedsarbejde og konfirmandundervisning. Agnes er flyttet til Rønne med sine to børn og uden mand. Er lærer på en skole i Rønne. Ruth er sløj.Ole Stavad er ikke så interessant i sig selv, men temaet, "Hvad vil vi med Norden" er meget omfattende og vigtigt. Norden som en global vinderregion, "På sporet af den nordiske konkurrencemodel" bliver der talt om. Rigdommen i Norden skyldes, at vi nordboere har en egenart i levevis og arbejdsmarkedsforhold, som er vanskelig for konkurrenterne fra den øvrige verden at kopiere.I World Competitiveness Index, 2004 og Networked Readiness Index, 2005 er de nordiske lande helt i top, når det angår konkurrenceevne, teknologi og kreativitet, men Danmark ligger i bunden, når sammenligningen gøres mellem de nordiske lande.Årsagen, den har vi netop set i avisen i dag. Danskerne kaster sig over noget så ligegyldigt som Flemming Oppfeldt og fører en primitiv debat forstået på den måde, at hvis der argumenteres for Abu Ghraib skandalen, bliver man beskyldt for at være modstander af Irak-krigen, tager du afstand fra hetzen mod Jørgen Leth beskyldes du for at være tilhænger af kvindeundertrykkelse. Altid sort-hvidt, altid populært. Vi fører stadionpolitik, anskuelserne, problemformulering og -løsning er byttet ud med favoritter og yndlingshold, som kæmper om magten.Vi befinder os godt i Foreningen Norden og Grænseforeningen, som vi dog ikke er medlem af (endnu). Her kan vi endnu finde et miljø, hvor et møde også indeholder op til flere fællessange fra vores danske sangskat.Hav det godt. Håber I har tid til at se os på næste søndag.Mange hilsner fra Bo2005 oktober den 29. Bryllup i SjørringKære Mogens og KirstenHer i Enebærhaven går livet videre i sin vante gænge efter den dejlige 29. oktober udflugt til Thy. Vi kørte over Vejlerne og Aggersund til Århus, hvor vi besøgte min bror og svigerinde på hjemvejen. Nåede også lige at hilse på Vesterhavet syd for byen inden vi drog af sted søndag formiddag. Vi håber, at nøglerne er kommet for dagens lys.Det er som altid en storslået oplevelse, at rejse i Jylland og især i det vestlige og nordlige samt i Thy og Vendsyssel, som jo er mit land./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 156

Tak for invitationen til Jeres bryllup. Vi var begejstrede for at være med. De fine salmer og præstens tale i kirken faldt i god jord hos os og Hanstholm Hotel kunne vel næppe være overgået noget andet sted. Det var et fint selskab ved bordet. Der var snak og godt humør.Tak for kortet med billederne. Brudeparret tager sig godt ud på et billede og virkeligheden er ikke mindre behagelig. Med både sådant et par og det nordjyske landskab kan man undre sig over, at vi her fra Kokkedal ikke kommer nordpå lidt oftere. Det var først med invitationen i sensommeren, at vi blev klar over, at Kirsten er så kunstnerisk anlagt. Det er pænt og farverne velvalgte. Vi føler det som at gå på stranden.Vi fik dog tid til at komme til Bø i Telemark for at se det nyfødte vidunder. Vores ældste, Kirsten har født en datter. Fredag og mandag fri og med Mette og Anne på bagsædet tog vi turen og fik et par dejlige dage mellem fjeldene og sammen med forældreparret. Vi får et umiskendeligt indtryk af lykke og glæde hos de unge forældre. Og vi i Kokkedal glæder os med dem.Det er stadig arbejdet, som præger vores hverdag. Skovbørnehaven Troldehytten og FLSmidth både tager og giver en god del af vores energi, og det er vi godt tilfredse med. Lidt udflugt og ferie bliver der da tid til i løbet af året. Det er stadig cyklen og friluftslivet, som dyrkes, når der er mulighed derfor. Skåne og Mellemsverige ligger lige for døren, og vi klarede at komme en tur til Strängnäs over en lang weekend. Gudstjeneste i domkirken i Strängnäs den dag paven døde i Rom. Ostfriesland har vi taget os tid til i denne sommer. På cykel med telt og sovepose på bagagebæreren. Også på de breddegrader er Nordsøen spændende, men mærkeligt er det, at der vokser græs helt ud i havstokken.Der går lidt tid med at regne på pensionsmidlerne og følge med i den omsiggribende og af og til noget ligegyldige nyhedsstrøm, der vælter ind over os. Vi spekulerer på, hvordan vore børn skal klare at drive landet, når vi endegyldigt stopper med at yde. Ind imellem tænker vi da på, hvordan det føles at være ude af arbejdsmarkedet, men skubber tanken bort, så snart den melder sig. Vi er kede af, at der ikke er lidt mere succes med driften af fællesskaberne. Det så fint ud før udvidelsen, men nu er det da en kedelig jammer med Mette Fugl.Vi ønsker Jer og familien en glædelig jul og godt nytår og håber på et gensyn i det nye år.Hav det godt.2005 november den 2. Kirsten har født en datter.Birgit var på Leikvang i efterårsferien. Besøg hos Endre og Kirsten. Det er de sidste uger af Kirstens graviditet. Familiens vugge er bragt til Norge og den 2. november 2005 klokken 12 blev datteren født. Blå øjne og mørkt hår. 51 cm lang og en vægt på 3600 gram. Birgit ringede til mig på kontoret og fortalte om nyheden. Der var gratulationer på tegnestuen. Hils mormor, da jeg var på vej hjem.Kirsten har fortalt, at der var veer i næsten et døgn, men da presseveerne kom, var barnet født på en halv time. Det går godt, og vi kan tale med de nybagte forældre i telefonen på den stue, hvor mor og barn ligger. Vi får et umiskendeligt indtryk af lykke og glæde hos de unge forældre. Og vi i Kokkedal glæder os med dem.Det er vores første barnebarn, og vi følger situationen dag for dag i telefonen og lægger planer for hvorledes og hvornår, vi kan komme på barselsbesøg. Vi har besluttet at tage en weekend med tilhørende fredag og mandag fri.2005 november den 5. Lunds, Merlands og de unge på besøgDer er ikke så længe til Mettes afrejse til Grønland. Jakob tager ikke med. Vi har været lidt i vildrede med, om han skulle med Mette til Grønland eller han ville blive hjemme.Sært at forestille sig, det er kvinden, som har fået arbejde og skal flytte, og at manden får et tilbud om at tage med. I vores tid var det manden, som fik arbejde og konen, som fulgte med og tog det forefaldende arbejde, som nu kunne blive hende til del. Vi fornemmer jo nok, at situationen ikke er helt nem at håndtere for Mette og Jakob. Adskillelsen som det ene og Jakobs ledighed som det andet.Birgit og jeg har inviteret Mette og Anne med deres kærester og de tilkommende svigerforældre til en lille frokost lørdag eftermiddag. Vi synes det er af betydning, at der i en sådan personkreds er lidt fællesskab og forståelse for hinandens liv og færden. Det blev en hyggelig eftermiddag med meget snak og munterhed. Nu varer det længe inden vi igen ser Mette og Jakob sammen.2005 december den 1. Mette rejser til Nuuk


Birgit er i lufthavnen for at tage afsked med Mette. Jakob Lund og Christina Velser er også mødt op for at sige farvel. Mette er glad for at mor er kommet. Faderen har mere travlt med at gå på kursus i SolidWorks. Vi får en fin SMS med alt vel ved Mettes ankomst til Nuuk.2005 november den 25. Barselsbesøg på LeikvangDet er koldt at spise sine måltider på rastepladserne undervejs til Gvarv. Mette, Anne Birgit og Bo er undervejs i Golfen. Det er et hyggeligt selskab, og vi ankommer i god orden til Leikvang efter en tur over fjeldet i snevejr.Det er selvfølgelig det lille nye barn på Leikvang, som er trækplaster for denne udflugt. Vi bliver ikke skuffet. Et fornemt eksemplar af menneskeheden skal nu til at opdrages. Der bliver et par gode dage med udflugter i nabolaget og vandreture i skoven. Det lille hjem på Leikvang yder sit fornemste for de besøgene.Kirsten har født en datter, og det er kort før Mette skal forlade landet for at rejse til Nuuk og påbegynde sit nye arbejde hos hjemmestyret. Begivenheder, som kommer til at præge samværet. Familielivet udspiller sig på den mest koncentrerede form. Vi er ved et punkt, hvor der sker noget for de store børn, medens det lille barn forsat lever i Hellerup, hvor Birgit og jeg kan tage på besøg. Familien føler sig tryg ved de nye ting, der nu sker, familieforøgelse og bortrejse. Oplevelsen af denne tryghed er hovedindholdet i de to dage på Leikvang. Familien kan håndtere situationen.2005 Glædelig jul og godt nytårDet er en af de sidste dage inden jul og solen skinner på en let frossen bygesne fra i går. Der er som det plejer, som om der skal nås en hel del inden det kan blive jul. Seks dage er der tilbage, men vi her i Enebærhaven 104 er efterhånden ved at forstå, at det ikke er så nødvendigt at komme gennem hele programmet. Der er jo også noget at købe i butikkerne i januar.Faster Bodils fødselsdag, den 24. december, indledes med Velkommen igen, fire vers på Berggreen og fire vers på Weyse. Der kommer 20-30 personer til morgenkaffe klokken 9 med rundstykker og kringle. En fast tradition, som indleder julen hvert år. Har netop været der for at aftale afhentning af brødet hos bageren. Der er smukt i den gamle villa med en Bagsværd sø udsigt, som er næste groet til.Efter besøget i Bagsværd går turen over Farum til landet mellem Uvelse og Nr. Herlev. Her finder vi et helt fladt landskab så langt øjet rækker. Vintersæden skinner lysegrønt gennem det lette snelag og himlen er helt blå. Hvidt, lysegrønt og blåt med hegnenes mørke striber i landskabet. Jeg savner landbruget. Her finder vi vores ny kartoffelleverandør. Den gamle i Langstrup har lukket butikken, så vi er tvungen til at finde nye veje til at holde kartoffelkassen fyldt. Gården i Nr. Herlev ligger midt ude i det flade landskab. Et par forblæste lave hegn, sirbuske og lidt hæk omkring haven ellers frit udsyn over landskabet. Det er dejligt at have udsyn til mark og himmel.Vi fik tid til at komme til Bø i Telemark for at se det nyfødte vidunder. Vores ældste, Kirsten har født en datter. Fredag og mandag fri og med Mette og Anne på bagsædet tog vi turen og fik et par dejlige dage mellem fjeldene og sammen med forældreparret. Vi får et umiskendeligt indtryk af lykke og glæde hos de unge forældre. Og vi i Kokkedal glæder os med dem. Kirsten og Endre bor på Leikvang mellem Bø og Gvarv, hvor vi tilbragte et par dejlige dage med udflugter til lokalmuseet, hvor vi fandt en mindesten for Olaf Ryes fødsel i 1791.Det er stadig arbejdet, som præger vores hverdag. Skovbørnehaven Troldehytten og FLSmidth både tager og giver en god del af vores energi, og det er vi godt tilfredse med. Lidt udflugt og ferie bliver der da tid til i løbet af året. Det er stadig cyklen og friluftslivet, som dyrkes, når der er mulighed derfor. Skåne og Mellemsverige ligger lige for døren, og vi klarede at komme en tur til Strängnäs over en lang weekend. Gudstjeneste i domkirken i Strängnäs den dag paven døde i Rom og hvor Thomas blev fremhævet som alle tvivleres beskytter. Jeg vil se hullet i håndfladen før jeg tror.Ostfriesland har vi taget os tid til i denne sommer. På cykel med telt og sovepose på bagagebæreren. Også på de breddegrader er Nordsøen spændende, men mærkeligt er det, at der vokser græs helt ud i havstokken. På Langeland fandt vi fru Constance Leths grav på Bøstrup kirkegård og vi gik tur omkring parken og avlsgården på Egeløkke, og vi nød udsigten fra Keldsnor fyr. Men af Peter Willemoes’ landeværn til Københavns forsvar eller grevens forsøg på at lave roesukker under krigen fandt vi ikke spor.Der går lidt tid med at regne på pensionsmidlerne og følge med i den omsiggribende og af og til noget ligegyldige nyhedsstrøm, der vælter ind over os. Vi spekulerer på, hvordan vore børn skal klare at drive landet, når vi endegyldigt stopper med at yde. Ind imellem tænker vi da på, hvordan det føles at være ude af arbejdsmarkedet, men skubber tanken bort, så snart den /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 158

melder sig. Vi er kede af, at der ikke er lidt mere succes med driften af fællesskaberne. Det så fint ud før udvidelsen, men nu er det da en kedelig jammer i Mette Fugls beretninger.Birgit og jeg har det godt. Et par arrangementer med foreningen Norden har vi besøgt. Den efterhånden traditionsbundne ”Den nordiske bogens dag” med Bertil Svensson og Arne Johansson i Hälsingborg var besøgt for fulde huse. Lars Sund, Kjartan Fløgstad, Herman Lindquist med flere forfattere samt afbud fra Jette Korsbøl. Der var mødet med Ole Stavad, der talt om det nordiske samarbejde, hvor blandt anden Norden bliver udråbt som en global vinderregion. De nordiske folk har noget, som ikke kan kopieres ude i verden. Der var udflugten til Landskrona med besøg på Citadellet og i Sofia Albertina kirken. Her boede Selma Lagerlöf. Mindestenen for Slaget ved Landskrona er opstillet lidt udenfor Billeberga 1677, hvor guiden fremmaner lugten fra den blodbestænkte jord.I hverdagen kommer og går vi til og fra Enebærhaven 104, jeg for at nå mit arbejde og Birgit for at nå både arbejde, fritidssysler og sportsaktiviteter. Haven bliver passet med omhu, men det er efterhånden også Birgit, som tager sig af dette arbejde. Børn og naboer ser vi med mellemrum og familien i Jylland ved spredte besøg, dog har vi besøgt mor i Bække lidt mere frekvent.Vi ønsker Jer og familien en glædelig jul og godt nytår og håber på et gensyn i det nye år.

Breve i 20062006, januar den 5. Kære Erik og Helle.Katalog nummer 431. Kristus og Peter. N. Larsen Stevns. 76x68. Ifølge priskatalog per 15. oktober 1955: 75 kroner uindrammet.Tak for sidst. Vi håber, det går godt tilbage for Helles ild. Den har vist ikke været særlig hyggelig.Kristus og Peter hænger i mors stue. Det ser nogenlunde pænt ud, men har en lille fold i papiret.Vi er kommet godt hjem efter vores visitter i Jylland og den dejlige nytårsaften. Det var en flot beværtning med dejlig vin til. Selskabet udviklede sig både aften og efterfølgende formiddag på bedste måde til både Birgits og min store fornøjelse.Svend Thorgård gjorde jo også sin tjeneste fint. Jeg lagde mærke til, at der var en del ret unge mennesker tilstede på bænkene. Ofte er det jo de gamle, som sidder der.Nu er det nye år på vej, og vi følger med i den gammelkendte hverdag.Jyllandsturen var som sædvanlig en genoplevelse af de gammelkendte landskaber mellem Rise og Verst. Man føler sig frem i mørket ad amtsvejene fra Rødekro over Hovslund gennem de sandede jorder ved Skrydstrup og videre til Jels. Her skal vi vist dreje af mod Kolding. Der er ikke meget sigtbarhed denne aften. Jels, Vamdrup ligger syd for de kendte egne omkring Verst. Strækningen fra Vejen og sydpå er for os fra Verst adgangsvejen til Sønderjylland og Tyskland. Skrydstrup med sine landingslys vest for vejen og jernbanen øst for er en særlig kendt passage.Har efterhånden fået smag på ture gennem landet i mørket. Det er fint at mærke, at landskabet med sine veje, åer, hegn, kæmpehøje og bebyggelser på trods af mørket kan få den rejsende til at opleve. Skiltningen set i billyset eller lommelygtens lys og kendt viden om landskabet er nok til at få en god tur.Vi kører ofte og også denne gang hjem over hærvejen mellem Kragelund og Vr. Thorsted til Egtved for at se bakkerne ned mod Tågelund og den gode jord omkring Bølling inden vi tager fat på hjemturen på motorvejen ved Bramdrupdam.Kan blive lidt bange for at glæden ved bilture i kendte landskaber bliver en forhindring for eksotiske rejser til de store, fremmede kulturers efterladenskaber og nuværende installationer.Hav det godt og mange hilsner fra Birgit og Bo2006, januar den 5. Burre sø og MørdrupgårdBirgit og jeg tager en fodtur i skovene nord for Burre sø og kommer til Mørdrupgård. Det er koldt og der ligger lidt sne over markerne.2006, februar den 11. Kære MetteBirgit er rejst til Norge for at se til de kære børn på Leikvang Søndre. Med toget fra Kokkedal klokken 8 og med flyveren fra Kastrup og er på Leikvang ved 18 tiden./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 159

Dagen går med oprydning og lidt indkøb. De efterhånden talrige CD rom skiver fra backup af harddisken ligger i papiromslag og fylder på klaveret og samler støv. Nu skal der laves en kasse, hvori de kan placeres. Et par brædder saves til, i bundpladen fræses der tværgående spor således skiverne kan stables fra endevæggen uden at glide ned på bunden. Nu står den med lim og skruetvinger i bryggerset. Spændt på hvordan limningen ser ud i morgen. Har været nødt til at sætte tværstivere mellem sidevæggene for at holde på faconen.Har talt med Jakob Lund i dag og sagt, at jeg nok skal hjælpe med flytning. Både du og Jakob må sige til, når I har brug for hjælp og bilen skal nok være ledig, når I skal brugen den. Det er sært at tænke på Jeres nye situationer efter de mange år I har levet på Rødegård i ro og fred, synes vi da i det mindste. Nu er der oplevelser og nye opgaver, som I skal kæmpe med og leve af. I tager det hårde slid med det arbejde, som kræver mobilitet, og som skal gøres for at skaffe grundlaget (olie og cement) for velfærd og bekvemmelighed til befolkningen. Med et sådant arbejde når I langt i Jeres opfattelse og oplevelse af verden og det, der foregår i den.Danmark står på den anden ende. Jeg kan ikke finde ud af, om der er et reelt indhold i balladen, eller om det er hysteri og medieopvisning. Jo, selvfølgelig er det reelt, når mennesker bliver dræbt og ambassadører og erhverv ikke kan udføre deres arbejde, men kunne vi ikke bare lade Østen køle af ligeså stille og så leve videre, som vi plejer og ønsker.Her i landet findes en elite, som er absolut overbevist om, at der ude i Østen findes en kultur, som med alle midler vil overbevise vesteuropæerne om dens ufejlbarlighed og med alle midler tvinge denne kultur ind i Vesteuropas befolkninger. Denne elite er parat til at kæmpe imod og ser ikke tab af eksport og arbejdspladser som nogen betydelig pris for at vinde denne kamp.Der findes en anden elite, som er overbevist om at moderate regeringer og organisationer i Østen har et ønske om at leve med sin kultur og være deltager i en global verden, hvor alle kulturer mødes og handler.Der står ondt blod mellem disse eliter her i landet. Jeg håber, det traditionelle danske debatklima kan leve videre, så vi ikke fortsat skal se disse lynende øjne i fjernsynsdebatterne.Jeg kan ikke vurdere om FLSmidth har noget alvorligt problem i Østens riger i forbindelse med al den ballade, der er opstået. Der er ikke nogen tilgængelig vurdering af situationen. Jeg formoder, at man prøver at holde lav profil og ikke vække for meget opsigt. Men situationen giver alligevel anledning til at kollegerne taler om, at erhvervet kan blive ramt på sin beskæftigelse. Iran er et vigtigt marked for min arbejdsplads og sagen omkring atomkraften i dette land er ikke afklaret. Ingen ved, hvordan dette tema udvikler sig.Jeg for mit vedkommende er af den opfattelse, at al denne opstandelse omkring religionen vil lægge sig og derefter være en god inspiration til at kulturerne i fremtiden bedre forstår hinanden, og at der bliver en bedre dialog og handel mellem Vesten og Østen. Men kan alligevel ikke frigøre mig for den tanke, at det er håbet, som bibringer mig denne opfattelse. Men synes i hvert fald, at det var noget at arbejde hen imod.Hvad angår atomkraften i Iran er jeg derimod ikke så optimistisk. Det kan blive en svær nød at knække, og der kan nemt ryge et par tænder med i denne proces, hvis man da ellers bruger tænderne til at knække nødder.Der er gået et par uger med en ophedet debat, og jeg opfatter efterhånden situationen sådan, at jeg må se et helt andet samfund i øjnene fremover. Det politiske landskab forandrer sig, de radikale og DF har godt tag i befolkningen for tiden og socialdemokratiet sygner hen. Erhvervene ændrer sig og kræver nye kvalifikationer.Jeg oplevede i min ungdom venstre som det parti, der var garant for det frie liv i en fri natur med ansvar for at forvalte naturen og dyrene på en bæredygtig måde. Forstået sådan at vi kunne dyrke jorden og tage dens frugter, jage vildtet og spise byttet. Det var partiet, der understøttede den grundtvigianske livsanskuelse med højskoler og folkekirke, hvor der stod samme respekt om mennesket og Gud, som der gjorde om naturen. Vigtigst af alt, der stod respekt om disse værdier i den overvejende del af befolkningen. Jeg var ikke alene.Så kom min tid i industrien med lønkampen - (ikke sådan at forstå, at vi ikke havde lønkamp som arbejdstager i landbruget, men vi havde naturen som en gave. Det mildnede lønkravet og -kampen) - og arbejdstids- og feriekrav. Det var socialdemokratiet, som holdt sammen på arbejdstagernes interesser. Jeg blev arbejdstager i industrien, og jeg har ydet min indsats, som om jeg stadig havde den frie natur som gave.Nu er der ikke nogen industri. Landbruget er blevet til industri. Industrien er flyttet til andre lande. Jeg har lært landbruget og industrien. Kan det bruges til noget i dag? Nu er det viden og kreativitet, som skal tjene pengene. Da steh’ ich nun ich armer Tor! Und bin so klug als wie zuvor./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 160

Viden og kreativitet bringer fremskridt og udvikling med sig og gør individerne forskellige. Nu er jeg alene. Kan ikke bidrage med viden og kreativitet, men kæmper videre i industrien sammen med inderne og har det godt med det. Når så det er overstået og færdigt, og inderne kan overtage arbejdet på egen hånd, lader jeg mig omskole til videns samfundet og det kreative miljø og fører mig frem som individualist.2006, februar den 26. Kære Mette.Nu sidder du i din lejlighed i Harstad 5 minutter fra centrum og er helt alene. Det er en helt speciel følelse at flytte ind i en ny bolig i en ny egn. Birgit og jeg har prøvet det nogle gange her i Danmark, og hver gang har vi siddet midt i flytterodet og glædet os til de spændende oplevelser, der nu venter os det nye sted og til at indrette os i det nye hjem. God fornøjelse med det hele. Håber du får tid til udflugter.Se her, et par notater fra den 20. juli1997:Tjeldsund bru.Vi gør holdt ved broen og er inde i cafeteriet og køber telefonkort. Barbering og vask i cafeteriets handicaptoilet. Der er morgenbord for hotellets gæster.Stokmarknes.Over broen og ind i byen. Kong Harald ligger vej kajen. Vi går ombord og spørger ved receptionen om der er plads til en personbil til Svolvær. Det er der. Og vi får tilbudt en høj pris. Da receptionisten ser, at vi er nølende ved den høje pris, kommer hun i tanke om, at der findes en sommerpakke, som koster væsentlig mindre, og så slår vi til og får billet. Bilen køres om bord over elevatoren til bildækket. Sejlturen er på tre timer, og vi skal bruge tiden godt. På dækket for at se naturen og i salonerne for at se skibet. Fra Stokmarknes og ind gennem Raftsundet og Trollfjorden. En imponerende manøvre med den store færge i det smalle farvand. Kirke bygget af Kejser Vilhelm.Det er nu din egn, og her skal du på opdagelse. Vi ønsker for dig, at du må få gode oplevelser og minder fra Vesterålen. Du med dit rolige væsen, kan gå ud og samle dun i edderfuglenes reder. Kan du forestille dig, efter du har familiariseret dig med fuglene, at din hånd forsigtigt sniger sig ind under fuglen for at tage en håndfuld af den fineste dun. Der er nok af den i rederne og fuglene supplerer, så der hele tiden er nok til en redefuld grågrønne æg. Det var på denne måde, man fik sengeklæder før i tiden. Jeg har det fra en beretning herom i Dinas bog og set en rede med fugl og æg ved Syltefjord i Østfinmark.Vi har en fornemmelse af, at du holder af at komme ud og se dig omkring og være med på en arbejdsplads, hvor der er en opgave til dig. Vi ønsker dig alt muligt held med dit nye arbejde. Du har, så vidt vi kan fornemme, allerede klaret en start på en ny arbejdsplads under pressede former. Med den erfaring kan du have tillid til, at du hos Statoil får indflydelse og agtelse og gode dage.Vi håber din faglighed slår til, og at du får hjælp af kolleger til at lære det, som du ikke kan. Vi håber også, at din energi og arbejdskapacitet slår til. Der kan jo godt blive lange dage. Pas godt på dit helbred og dine hænder og arme.Nu har du ikke et andet jobtilbud hængende over hovedet og kan så forfalde til længsel efter dine kære herhjemme. Lad ikke længselen ødelægge din hverdag, men skriv hjem, hvis du længes. Skriv også alligevel, hvis du ikke længes.Vi føler, at der er mere ro omkring din afrejse denne gang set i forhold til da du skulle til Nuuk. Vi var nok noget berørt af den usikkerhed, der herskede omkring din situation med to arbejdsgivere og havde ikke helt forstået, at du skulle så langt bort - så længe. Nu har vi ro over tingene og kan få dig af sted til et sted, som ikke er så fremmed for os. Og du slipper for at skulle over meridianerne for at komme både hen og hjem. Det virker bedre.Vi er også spændte på at høre, hvordan det går med Jakob på hans nye arbejdsplads. Han får nok noget at rive i, og vi ønsker også for ham, at han klarer udfordringerne.Vi har en bog, som vi har fået af far. Den handler om hvorledes Statoil eksproprierer en gammel slægtsgård på vestlandet med alle de følelser, dette kan afstedkomme. Jeg tror, at forfatteren har fået en fin anmeldelse, er tre gange indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Den får du med til lidt underholdning.Hav det godt og mange hilsner fra Birgit og Bo. Mor og Far.2006, marts den 26. Kære Mette,Lørdag morgen. Skal du sidde ved computeren hele dagen. Ja, det skal jeg. Nej, du skal ej. Nu går vi en lang tur inden du sætter dig. Tanken om at der kunne være bekkasiner i engene /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 161

nedenfor Kirkeskoven virker tillokkende. Der er et højt tyndt skydække, altocumulus. Lidt blåt mellem rullerne. Det ser slet ikke så værst ud. Vi får tøjet på og kommer ud, men hu hej, hvor er det koldt. En skarp østenvind og en bleg sol. Der er græs til en frøafgrøde på markerne over mod Kirkeskoven, så vi skrår lige over mod engene ved åen. To fiskehejrer går på markerne. De fanger mus, af hvilke der er mange, ser vi på musehullerne i græsset og de halvt synlige gange i det visne græs mellem hullerne.Den gamle bro er taget bort og ligger i en bunke på den vestlige bred. Vi følger åen ned mod møllen og finder broen nedenfor kirken, går over og kommer op på banestien. Ovre på de af Lyngebækgårds marker, som ligger nord for gården kommer vinden direkte fra Sundet. Det gør ondt i ansigtet. Der er hvide toppe på vandet. Der var ingen bekkasiner i engene, men lærken svang sig op mod himlen og sang i vilden sky.Sneen i haven er grovkornet, og i de fodspor, vi satte i vinter, da vi skulle hente kål i haven, er sneen smeltet. Her ses nu græsset eller den sorte jord. Her har sneen været trådt sammen og har ikke den isolerende virkning, som der hvor sneen ligger løst på jorden. Pletvist hvor solen har skinnet, er der bart, på sine steder endda helt tørt.Vi går i haven og klipper de tørre stauder ned og kører afklippet på kompostbunken. Pas på du træder på en erantis. De er alle vegne sammen med vintergækkerne. Der er såmænd nok af dem.Vandslangen ligger gennem sneen og har smeltet et spor ned til græsset. Den blev taget i brug forleden weekend, da tagnedløbet var bundfrosset fra udløb af tagrende til brønden i carporten. Tilsluttet varmtvandssystem gjorde slangen underværker på nedløbsrøret og vandet fra taget kunne atter rende frit i brønden. Bilen bliver vasket i shampoo og Birgit er som sædvanlig den grundige med støvsugning og bankning af måtter. Godt slangen lå på græsset. Den var nem at gå til.Der er mange porrer tilbage på marken. Vi har ikke kunnet komme til dem for sne og frost. Har heller ikke tænkt så meget på, at de var der. Det samme med grønkålen. Den er nu helt brun og kan ikke længere anvendes. Vi skal nok skære drastisk ned på køkkenhaven i år. Der er ikke afsætning for afgrøderne.Sommeren er ved at tage form. Har bestilt en to dages tur med bus og båd til Valaam i Ladogasøen. Den udgår fra Joensuu den 5. juli og er tilbage den 6. juli. Forventer at få indbetalingskort og invitation til ansøgning om visa til turen i næste uge. Valaam er et ortodokst kloster fra 1100 tallet og Sortavala, hvorfra bådturen udgår udviser tegn på beboelse, som er 5000 år gammel.Tager nok også en tur til det nye Valamo kloster i Heinävesi lidt øst for Varkaus. Hertil flygtede munkene fra det gamle Valaam efter revolutionen i Rusland og fungerer fortsat som finske ortodokse.Efterfølgende bliver det nok til en tur op til Oulu, Happaranda og gennem Torneådalen til Kilpisjärvi og Skibotn. Ville gerne se Reisadalen og naturreservatet der.Kan du have et besøg i løbet af juli? Vi ville gerne se dine steder. Vi har været på internettet og fundet kort med både Alf Johansensveg og Mølnholtet. På Google Earth kan vi følge dig hver morgen, når du går til bussen. Vi har målt afstanden til 5,5 km mellem din bopæl og din arbejdsplads. Det er vores barn, som går der, og vi følger pletten på skærmen og bliver misundelig over ungdommens engagement og personlige udvikling i det erhvervsliv, som forsyner jordens befolkninger med varer. Føler mere og mere sympati og fællesskab med befolkningerne rundt om kuglen. Det er globaliseringen, som gør sin virkning på både Birgit og jeg, og at vi har det tæt inde på livet viser sig ved, at vi i denne vinter har haft en del indere på tegnestuen i Valby. De snakker højt og hurtigt og meget. Venlige mennesker. Dygtige, men måske ikke så kreative, som danske ingeniører. Men vi arbejder sammen, går i byen med dem og besøger dem på deres tegnestue i Chennai. Der er ikke langt til Chennai.Jeg skal med drengene fra FLSmidth en tur på rundvisning i DR byen i den nye DR bygning. Det er en af de tilsynsførende ingeniører fra Cowi, som har lavet en rundvisning for en lille udvalgt skare.Tak for dit brev, snart længe siden, 4 marts. Det er dejligt at høre fra dig. Skal du på sygehuset hver anden måned? Håber du har det godt og har styr på dit helbred. Du kan nu tage en taxa mange gange for den sum, det koster at holde bil. Du skal vel også til at bruge din cykel.Jeg talte med Jakob Lund for en uges tid siden. Han syntes, at være meget tilfreds med sin nye tilværelse. Jeg har for øvrigt forsøgt at sende et lille program til omregning af fysiske enheder af alle mulige slags i både metriske og amerikanske enheder. En lille exe fil, som er meget anvendelig. Jakob Lund har slettet den (fordi den havde noget med exe at gøre) og din hotmail /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 162

ville ikke tage imod mailen. Har senere efter at have talt med Jakob sendt den igen. Du kan sikkert også anvende den til en hurtig omregning. Sig til hvis du er interesseret. Jeg omdøber filens extension til noget andet, så den ikke bliver fanget i en firewall. Man skal så bare omdøbe den til igen at hedde .exe inden den tages i brug.Har du en arbejdstelefon og en arbejdsmail. Det ville være fint at kunne komme i forbindelse med dig også i arbejdstiden, hvis der skulle forekomme et akut behov. Til mig kan du anvende +45 3618 1218 eller [email protected] ikke helt klar over om din mobil, som du siger, du har fået af firmaet også er din arbejdstelefon. Skal du betale noget for private samtaler?Vi har en fornemmelse af, at du nyder din tilværelse og glæder dig over at være kommet ud fra de trange lokaler på Øster Voldgade. På dine breve og sms lyder det, som om du får gode reaktioner på din fremtoning og din indsats. Vi føler, at du kan mærke, at du betyder noget for andre og den helhed du indgår i. Vi kender nok den gode stemning, der opstår i sindet, når der er gode erindringer og en glæden sig til fremtidige oplevelser i hverdagen. Ja, for vores, Birgits og mit vedkommende er det ved at være slut med udsigten til et oplevelsesrigt fremtidigt liv i en privat og professionel sammenhæng. Vi kan bare håbe på, at de tre døtre klarer sig godt og ellers leve på ungdommens minder og af naturens kunstværker, bøgeskoven, de flade marker, de bakkede marker, afgrøderne, dyrene. Menneskenes kunstværker, husene, gårdene, slottene supplerer naturen så fint. Noget nævnt og meget glemt. Havet og skibene står mig nær, men det gør jo også bøger, billeder, musik.Mærker at tanken og planerne om finlandsturen liver op i hverdagen, glæder os. Tænker også på at blive medlem af FDM og bestille et Mastercard med forsikring for ubehagelige hændelser i udlandet. Det er vel et tegn på, at vi ikke rejser så sorgløst mere. Skaber sig sikkerhed for at have penge til rådighed på rejsen og kunne få rabatter på campingpladser. Det er nye toner. Tænker også på at tage en natsejlads til Turku for at slippe for en overnatning i Stockholms forstæder selv om vi kender en fin plads i Salem bare en halv time fra færgehavnen og en fin plads på Värmdö ved kirken også centralt beliggende. Vi føler os ikke så trygge mere ved at overnatte i nærheden af byer.Vi glæder os til at se dig i påsken. Vi skal til Elsebet og Jan på langfredag, ellers er vi hjemme. Glæder os også til, at du får bredbånd. Så kan der måske blive tid til lidt flere af de små hurtige hilsner og beretninger om små og store sager.2006, april den 30. Kære Linnea SofieTillykke med dåben. Du har nu fået en plads i de helliges samfund, men din tro er din egen private sag.Vi har taget en børnebibel med til dig og håber, du vil bruge den og lære den at kende.De bibelske fortællinger åbner en verden for sin læser og tilhører. En verden, som er kendt i et stort fællesskab over hele jorden, og som har ført til bygning af kirker og til kunstnerisk udfoldelse.Du skal vide, at ordet kirke ikke blot er en samling sten eller træspån, men derimod et fællesskab mellem mennesker, hvor biblens fortællinger og troen på Jesus, der vandrer i mellemøsten, er midtpunkt.Dine morforældre er vokset op i kristne hjem, hvor søndags kirkegangen var en central del af tilværelsen, og hvor oplæringen i de bibelske fortællinger foregik i børneskolen. Nogenlunde sådan er det også gået for din mor. Du skal dog vide, at det kun er nogenlunde, for den generation levede i en tid, hvor tankerne om øget velfærd og frihed til at tænke og praktisere sine egne ideer var under opbygning og måske endda fremherskende. Bibelens fortællinger er i den generation nok faldet mellem to stole, hjemmet og skolen. Må vi råde dig til at gøre krav på at få de bibelske fortællinger fortalt.Du kommer til at leve i en tid, hvor udviklingen i retning af frihed til at tænke og tro kommer til at præge din hverdag endnu kraftigere end tilfældet har været for dine forældre.Der er mange forskellige udlægninger af de bibelske fortællinger. Du vil i din barndom møde den protestantiske forståelse. Helt at undgå at møde de bibelske fortællinger, anser vi som værende udelukket. Det bliver din opgave at tage stilling til, i hvilken grad din ret til at tænke frit og ubundet af dine forfædres historie skal udfolde sig.Du vil høre frasen om at kristendommen har ført al landsens ulykker med sig, men du hører ikke, om hvilke ulykker, kristendommen har sikret dig imod.


mailto:[email protected]

Du skal vokse op og lære, ikke nødvendigvis forske i, at der i vide kredse hersker den opfattelse, at menneskets trosbegreb er medfødt.Hvad enten et menneskes evne eller vilje til at tro er medfødt eller tillært, så udvikler troen sig i et menneske og hvis ikke på det ene, så på noget andet. Må vi have lov til at advare dig mod at gøre strømninger i hverdagen til en religion.Når menneskene med sine bestræbelser opnår en sikker viden om verden, naturen og menneskenes adfærd, bliver hverdagen tom og kedsommelig. Tro på at der fortsat findes erkendelser at gøre om verden og fællesskabet fører til tillid og glæde over at kunne have tillid.Den kristne tro er det tilbud, du har fået i dag. Vi håber, det må blive dig til nytte og glæde i livet.Herren strækker ud sin arm,små vil han velsigne;kommer, små, til Jesu barm,lærer ham at ligne!Døb, genfød dem, Herre from,Dybt i livets kilde!Aldrig de til død og domsig fra dig forvilde!

Se, nu stiger solen af havets skød,luft og bølge blusser i brand, i glød,hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,medes lyset lander på verdens kyst.Jeg vil ånde luften i fulde drag,synge Gud en sang for den lyse dag,takke ham, at morgnen mig end er sød,at mig dagen fryder, trods synd og død.Takke ham, som gav mig, når sol står op,selv at føle morgen i sjæl og krop,at al mørkhed svinder og sjæleve,Blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!O, at jeg tør favne dig, skære dag,kalde dig med navne, min sjæls behag,alle gode navne, som bedst jeg ved:Moder, søster, elskte: Min kærlighed!Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,ret som om det ånded af lyset ud-o du milde Fader, min skaber, Gud!Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,lad mig ikkun stævne imod min grav:livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,ud hans hånd mig river af dødens garn.Se da stiger solen af hav på ny,alle dødens skygger for evig fly,o for sejersjubel, for salig lyst:Lyset stander stille på livets kyst!

2006, maj den 3. Kære MorTillykke med dåben til dit oldebarn i Norge.Kirken ligger midt i frugtplantagerne i Telemarken med en fornem udsigt til Norsjø, hvorfra der er sejladsmulighed til Skien og Porsgrunn. Det er lidt gråt i vejret, kirkegængerne haster over gangene til den gamle kirke fra omkring 1150. Solgt af Frederik den IV for at skaffe penge til krigsførelsen.Tykke stenmure og et kor med en altertavle holdt i rødbrune farver. Døbefonten står på gangen i kirkeskibet nogle få meter fra korbuen. Tårnet er opført i træ.


En ganske almindelig gudstjeneste, som vi kender det, dog med lidt ekstra pynt. Procession med præsten og kateketen med staven og guldemblemet i spidsen, dåbsfolkene bagefter og til sidst Miriam, som bar kanden med vand.Jeg kan ikke huske, hvad den stav, som præsten bærer, hedder. To meter høj med et krucifiks i guld i toppen.Miriam er den mørke pige i Lund familien.Specielt var det, at kateketen tog barnet i hænderne og holdt det op for menigheden med ordene: ”Det er jeres søster, tag godt imod hende”.Mette og Anne stod faddere. Der blev sunget, Sov sødt barnlille. Den var trykt i tillægget til den norske salmebog fra 1997. De andre salmer kan jeg ikke huske.Anden søndag efter påske. Der blev brygget videre på Peters fornægtelser. Vi sluttede af med nadveren, hvor menigheden går på række op og får brødet og får lov at dyppe i kalken.Lund familien er jo ikke særlig kirkeligt orienteret, men de klarede dagen meget fint alligevel. De to familier havde en særdeles god dag sammen.Vi havde taget Johannes Møllehaves børnebibel med til Linnea Sofie. Kirsten blev meget glad for sølvskeen fra dig.Om barnet må vi sige, at det arter sig godt. Eksemplarisk må vi nok sige. Forældrene virker fornuftige og glade.På opturen hentede vi Mette i lufthavnen i Gardermoen, som ligger i nærheden af Eidsvoll og på hjemturen havde vi en fin sejltur over Oslofjorden fra Sandefjord til Strömstad. Passerede Færder fyr, som ligger på en helt nøgen sten, hvor der bare er plads til et par huse og et fyrtårn.Hav det godt og på gensyn.Mange hilsner fra Birgit og Bo2006, maj den 12. Båring Vig sammenkomstenStore Bededag i Arne og Bodils sommerhus sammen med Erik, Helle, Erling og Ingrid.Rapsen står i blomst og bøgen er lysegrøn, egene på Sommerlandsvej og tilstødende veje har netop forladt knopstadiet. Husene ligger i rækker på hver sin side af et lille dalstrøg, som går vinkelret på kysten og ender i en stejl skrænt på en halv snes meter ned til stranden. Bronzealderens kultur giver sig til kende i form af en gravhøj lige ovenfor skrænten. Her har nutidens mennesker eller naturen plantet et mindre antal ege. Stedet er Båring Sommerland, som grundejerne forsøger at få ændret til at hedde Båring ege.Der er udflugt til Røjle Klint og undervejs passeres Billeshave, som i dag er ungdomsskole, men for et halv hundrede år siden en anstalt for unge drenge. Her blev ungdommen formanet til at holde sig borte fra. Det blev undervejs postuleret, at der i 1966 var blevet bragt NPK gødning fra Andst Korn ud på Billeshaves marker, men ved en nærmere efterforskning, viser det sig, at der har været tale om Katrinebjergs marker. Et besøg på Katrinebjerg afslører en sikker genkendelse af pladsen ved indkørslen til gården og marken mod nord.Ved Røjle Klint skærer en dal sig ned gennem markerne og klinten. Dalen er indhegnet og tilsyneladende er vegetationen holdt nede af et fårehold. Gyvelbuskene er indenfor hegnet gnavet helt ned og prøver nu, hvor naturen har kraft og fårene ikke er på græs at komme op.Selskabet bevæger sig til fods fra parkeringspladsen ved Kasmose skov ned mod stranden. En vandretur langs stranden giver et levende indtryk af det plastiske ler, som under påvirkning af væde bliver flydende og bevæger sig mod havet. Vi betragter et udbrud på vel 150 meter i bredden på en ca. 20-30 meter høj skrænt. Hvor der ellers fandtes en 10 meter bred strand med sten og sand lå nu leret i 2 meters højde i havstokken med alt, hvad der var af vegetation lige fra urter til 100 årige bøge- og birketræer. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at denne lokalitet har forskernes og naturvennernes højeste bevågenhed. Nu regner det. På tilbagevejen passeres Vejlbyskov, hvor Henrik Mortensen havde en skovlod på nogle få tønder land. Dette blev afhændet ved salg, men i mange år efter salget stadig et udflugtsmål for familien.Fænø har været et fast punkt blandt Skrillinge Damgård familiens udflugtsmål. Efter aftale med ejeren blev der mulighed for at frekventere øen. Vi finder i huset, nummer 9 - hedder huset ikke noget, en nyudkommen bog af ejeren på Fænø. Der er billeder og tekster fra nye og gamle byggerier, færgedriftens historie og naturen og jagterne. Arne giver fine skildringer fra årenes oplevelser på Fænø./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 165

Måltiderne fylder en del i samværet både i maven og i tiden. Bommelum. Hvem har den næste gang. Der skal ikke meget til at flytte bommelummen til en ny person i selskabet. På forbavsende ubesværet vis, ja næsten automatisk kommer måltiderne på bordet og opvasken af vejen, og det er vel at mærke ikke nogen ringe bespisning. De nye gæster får pladserne med udsigt over Båring Vig og Trelde Næs, pladserne går på omgang, så alle får udsigten, og den står skarpt blandt weekendens minder. Mod aften letter skydækket og en stribe himmel bliver skyfri. Solen farver himlen orange, og havet bliver dybt blågråt. Leder efter fotoapparatet, men når ikke frem i tide. Farverne skifter.Strikketøjet bliver luftet og opskrifterne studeret. Mandfolket sætter vinduer op.Det er for familien ikke noget helt ligegyldigt sted. Asperup, hvor grundtvigfortolkeren, Kai Thanning har haft sit embede og Båring Vig med sin festplads i skoven med stenen fra 1928, OAG. 4. Hovedkreds. Både Grundtvig og gymnastikken har spillet en stor rolle i familien på Skrillinge Damgård, og der bliver vist billeder fra et af de store gymnastikstævner, som blev holdt her. Gymnastik om eftermiddagen på de af Nr. Åby idrætsforening udlagte bræddegulve, folkedans og bal om aftenen på afholdshotellet, som nu er borte. Stedet er bebygget med et andet hus og pladsen delvist tilgroet. En samtale med en af de lokale beboere afslører, at gymnastikstævnerne blev afholdt til langt op i 1960erne.Varbjerg er stedet, hvor der købes is og cafeteriamad. Storåen og Pavebæk løber sammen i Varbjerg og fylder den lille havn, som er gravet ud inde bag stranden. Der er plads til nogle få småbåde og en enkelt fritids- eller erhvervsfisker, næppe vanddybde på over en meter. Fiskeren tager sig af ramning af pæle til sommerhusenes badebro. Pavebækken løber parallelt med stranden på et stykke og bag bækken ligger huse i en størrelse og en klasse, som kan karakteriseres som jagthytter. Et charmerende lille samfund, hvor der bades, fiskes og holdes selskaber.Trivial Persuit i Genius udgaven. Der viser sig ret hurtigt et vinderhold, eller er det bare spørgsmålene, som kommer i en for dette hold gunstig rækkefølge. Det trækker ud med at få de resterende ostefade fyldt, trætheden melder sig, men spillet går stædigt videre. Selskabet griber til den betænkelige adfærd, det er, at kassere visse spørgsmål og trække nye uden at have andet grundlag at kassere på, end at man ikke kan svare. Men der var ingen, der protesterede. TP spillet viste sig fra sin fineste side som underholder og læremester.Der bliver lagt planer for fremtidige sammenkomster. Især damerne er aktive, Umbrien er nok det, som trækker mest, men også Ordrup Næs og Vittsjö bliver nævnt. Stemningen kan henføres en til en flok unge mennesker, som er på weekendkursus. Det tætte sammenhold og samhørigheden mellem deltagerne virker nærmest berusende og opleves stærkt under afskeden.På gensyn og tak for nogle dejlige dage.Vi besøger mor på hjemvejen. Det går jævnt i Bække uden de store udsving i dagligdagen. Men i morgen er der udflugt med de gamle til Middelfart, Skt. Nicolai med kaffe på Hindsgavl. Her får de gamle fra Bække den fine havestue, hvor der bliver serveret kaffe med kringle og lagkage.Mor får lejlighed til at brillere med sin vielse i Middelfart og med stenen på havnen, og nu kommer spørgsmålene.Stenen på havnen. Er det den besungne og nedenfor viste sten? Har den ligget på marken i årene fra 1930 til den er bragt på havnen? Hvem har skrevet sangen?


Mel. : Der er et Land.

Fra Hedenold en Kæmpesten sig hæved'af Marken hist - den atter sank i Muld.Af Seklers Slæt og Minders Spind indvævetden talte Sprog som Mosens Horn af Guldom Slægter, som paa Damgaards Jord har levet,som led og stred og kanske Lykken fandt -de ædles Æt - i Sten usynlig skrevet - .Og Sagas Ord i vore Hjerter randt.

Til samme Plet for kvart Aarhundred' sidenen Ungersvend glad hented' hid sin Brud.De fæsted' Bo og sammen gik i Striden,for hvad til Folk og Fædreland har Bud.I Fædres Aand han-pløjed' og han saa'de,og hun stod trofast Vagt ved Hjemmets Port.Du gamle Sten, fortæl kun, hvad de naa'de,naar dybt i Jordens Skød du gemmes bort.

Ved Alfarvej, hvor Sjællandsfar og Jydesaa gerne mødes paa den fynske Ø,to Sten nu staar og peger ad den Gyde,hvor Flid og Troskab spired' af sit Frø.De peger ind mod Damgaards lyse Stuer,hvor Livsens Lyst og Gæstevenskabs Aandved Arnens Ild bestandig lifligt luer- usynligt binder Kærlighedens Baand.

Lad Stenen tale da for Damgaards Frænderi Dag paa Sølverbryllups Gæstebudom Far og Mor og Børn og alle Venner,om Husets Fred og glade Tak til Gud,om alt, hvad her vi fandt i Sang og Sage,om lyse Smil og trofast Vennefærd -Og ønske vil vi mange lyse Dagefor Damgaardsfolk, som alle vi fik kær.2006, maj den 24.Kære Bodil,Birgit og jeg tager en lille tur til Vendsyssel de næste par dage. Nu er vi FDM medlemmer og påregner at kunne overnatte på campingpladsen i Ålbæk og derfra tage ud og se de gamle kendte steder samt kirke og præstegård i Råbjerg, som Thyra Jensen beretter om. Råbjerg kirke, det gamle hvide hus, hvor den gamle katolske altertavle og et antal træskærerarbejder er taget hjem på gården til en af 1800 tallets kirkeejere, A. P. Madsen Gårdbo og erstattet med et rædselsfuldt maleri af korsfæstelsen udført af en klatmaler fra Ålborg. Kan vi nå det, skal vi også se Kjul og Tornby strand, hvor vi hentede sand til at strø i staldene på Åsholm./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 167

Ugilt og Lørslev og Tårs selvfølgelig også. Måske kan vi nå til Skæve.På søndag sidst på dagen skal vi på genvisit hos Merlands i Nærum. Det er Christians forældre, Annes tilkommende svigerforældre. Anne venter sig til august, så vi er spændte på dette.Vi har været til dåb i Nes kirke i Telemarken.Kirken ligger midt i frugtplantagerne i Telemarken med en fornem udsigt til Norsjø, hvorfra der er sejladsmulighed til Skien og Porsgrunn. Det er lidt gråt i vejret, kirkegængerne haster over gangene til den gamle kirke fra omkring 1150. Solgt af Frederik den IV for at skaffe penge til krigsførelsen.Tykke stenmure og et kor med en altertavle holdt i rødbrune farver. Døbefonten står på gangen i kirkeskibet nogle få meter fra korbuen. Tårnet er opført i træ.En ganske almindelig gudstjeneste, som vi kender det, dog med lidt ekstra pynt. Procession med præsten og kateketen med staven og guldemblemet i spidsen, dåbsfolkene bagefter og til sidst Miriam, som bar kanden med vand.Jeg kan ikke huske, hvad den stav, som præsten bærer, hedder. To meter høj med et krucifiks i guld i toppen.Miriam er den mørke pige i Lund familien.Specielt var det, at kateketen tog barnet i hænderne og holdt det op for menigheden med ordene: ”Det er jeres søster, tag godt imod hende”.Mette og Anne stod faddere. Der blev sunget, Sov sødt barnlille. Den var trykt i tillægget til den norske salmebog fra 1997. De andre salmer kan jeg ikke huske.Anden søndag efter påske. Der blev brygget videre på Peters fornægtelser. Vi sluttede af med nadveren, hvor menigheden går på række op og får brødet og får lov at dyppe i kalken.Lund familien er jo ikke særlig kirkeligt orienteret, men de klarede dagen meget fint alligevel. De to familier havde en særdeles god dag sammen.Vi havde taget Johannes Møllehaves børnebibel med til Linnea Sofie og fra mor en sølvske. Mor kunne ikke være med.Om barnet må vi sige, at det arter sig godt. Eksemplarisk må vi nok sige. Forældrene virker fornuftige og glade.På opturen hentede vi Mette i lufthavnen i Gardermoen, som ligger i nærheden af Eidsvoll og på hjemturen havde vi en fin sejltur over Oslofjorden fra Sandefjord til Strömstad. Passerede Færder fyr, som ligger på en helt nøgen sten, hvor der bare er plads til et par huse og et fyrtårn.Store Bededag har vi været i Arne og Bodils sommerhus sammen med Erik, Helle, Erling og Ingrid.Rapsen står i blomst og bøgen er lysegrøn, egene på Sommerlandsvej og tilstødende veje har netop forladt knopstadiet. Husene ligger i rækker på hver sin side af et lille dalstrøg, som går vinkelret på kysten og ender i en stejl skrænt på en halv snes meter ned til stranden. Bronzealderens kultur giver sig til kende i form af en gravhøj lige ovenfor skrænten. Her har nutidens mennesker eller naturen plantet et mindre antal ege. Stedet er Båring Sommerland, som grundejerne forsøger at få ændret til at hedde Båring ege.Det er for familien ikke noget helt ligegyldigt sted. Asperup, hvor grundtvigfortolkeren, Kai Thanning har haft sit embede og Båring Vig med sin festplads i skoven med stenen fra 1928, OAG. 4. Hovedkreds. Både Grundtvig og gymnastikken har spillet en stor rolle i familien på Skrillinge Damgård, og der bliver vist billeder fra et af de store gymnastikstævner, som blev holdt her. Gymnastik om eftermiddagen på de af Nr. Åby idrætsforening udlagte bræddegulve, folkedans og bal om aftenen på afholdshotellet, som nu er borte. Stedet er bebygget med et andet hus og pladsen delvist tilgroet. En samtale med en af de lokale beboere afslører, at gymnastikstævnerne blev afholdt til langt op i 1960erne.Vi besøger mor på hjemvejen. Det går jævnt i Bække uden de store udsving i dagligdagen. Men i morgen er der udflugt med de gamle til Middelfart, Skt. Nicolai med kaffe på Hindsgavl. Her får de gamle fra Bække den fine havestue, hvor der bliver serveret kaffe med kringle og lagkage.Mor får lejlighed til at brillere med sin vielse i Middelfart og med stenen på havnen, Den som er rejst til minde om færgefarten fra Strib. Stenen på havnen er ikke den, som blev besunget til sølvbrylluppet på Skrillinge Damgård./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 168

Mel. : Der er et Land.

Fra Hedenold en Kæmpesten sig hæved'af Marken hist - den atter sank i Muld.Af Seklers Slæt og Minders Spind indvævetden talte Sprog som Mosens Horn af Guldom Slægter, som paa Damgaards Jord har levet,som led og stred og kanske Lykken fandt -de ædles Æt - i Sten usynlig skrevet - .Og Sagas Ord i vore Hjerter randt.

Til samme Plet for kvart Aarhundred' sidenen Ungersvend glad hented' hid sin Brud.De fæsted' Bo og sammen gik i Striden,for hvad til Folk og Fædreland har Bud.I Fædres Aand han-pløjed' og han saa'de,og hun stod trofast Vagt ved Hjemmets Port.Du gamle Sten, fortæl kun, hvad de naa'de,naar dybt i Jordens Skød du gemmes bort.

Ved Alfarvej, hvor Sjællandsfar og Jydesaa gerne mødes paa den fynske Ø,to Sten nu staar og peger ad den Gyde,hvor Flid og Troskab spired' af sit Frø.De peger ind mod Damgaards lyse Stuer,hvor Livsens Lyst og Gæstevenskabs Aandved Arnens Ild bestandig lifligt luer- usynligt binder Kærlighedens Baand.

Lad Stenen tale da for Damgaards Frænderi Dag paa Sølverbryllups Gæstebudom Far og Mor og Børn og alle Venner,om Husets Fred og glade Tak til Gud,om alt, hvad her vi fandt i Sang og Sage,om lyse Smil og trofast Vennefærd -Og ønske vil vi mange lyse Dagefor Damgaardsfolk, som alle vi fik kær.

Hav det godt og på gensyn.Mange hilsner fra Birgit og Bo2006, maj den 28. Hjemkommet fra en VendsysselturDer er grønt i Kolindsund og udsigt over store bakkedrag. Rapsen blomster i det grønne, men hundekoldt og blæsende. Godt at solen skinner mellem bygerne.


Ginnerup har lukket. Glesborg har tjeneste på Kr. Himmelfart klokken 1030. Vi sniger os forbi kirketjeneren og går ind på kirkegården for at få et billede af en fornem kampestenskirke og kommer derfra igen uden at skulle gøre rede for, hvorfor vi ikke kommer til tjenesten. Fjellerup kirke har to skilte ved indgangen til kirkegården. Det ene er folkekirken klokken 9, det andet er valmenigheden klokken 11.Forbi Hevring til Estruplund, hvor kirken ligger lige op til herregårdens parkanlæg. Kirketjeneren er ved at lukke. Vi får lov at kigge ind, medens han venter. Ved vel aflåst kirke er der afgang til Udby, som ligger højt over landsbyen. Et ret uanseeligt hus med et lavt tårn og våbenhus på siden af skibet. På de forreste bænkerækker er aftegnet våben og navne for Skeel og Rosenkrantz. Her og i Mariager er den sidste nadver afbilledet på altertavlen. Mariager er stor og hvidkalket både ude og inde, nærmest domkirkelignende.Færgemanden fortæller lidt om forholdene på fjorden. Det er en kommunal drevet overfart, hvor der er planlagt en ny færge, som bliver en trækfærge efter svensk forbillede. Den har være forsinket nu i snart to måneder. Den gamle Grenåmotor holder endnu, kunne vel holde i mange år, men færgen trænger til en meget kærlig hånd. Anderledes fint ser det ud på Hals Egense overfarten. Fint velholdt og motoren spinder som en symaskine.Dania ved Mariager fjord er FLSmidths ejendom. Cementfabrikken er lukket for længst, men det nye laboratorium er ved at være klar til at tage i brug. Der er et fint miljø omkring Dania med FLSmidth og Dansk Salt, som nu hedder Akzo Nobel. Arbejderboliger langs vejen og nærmere fabrikken ligger direktionsboligen og et motel til overnattende ingeniører. I dag sikkert også til turister. Kridtgraven er vokset til med græs i bunden og træer på skrænterne. Der går kreaturer og græsser. Alle bygningerne er gulkalkede med rød tegl på tagene på nær direktionsboligen, som er holdt i hvidt med glaserede mørkeblå tegl.Voer kirke bærer en tavle i muren med Scavenius slægtens navne i forbindelse med ejerskabet af Voergård og Dronninglund Storskov. Erik Scavenius var statsminister 1942-45 og udenrigsminister 1909-10, 1913-20 og 1940-45. Slottet, renæssance bevares af en fond og er åbent for besøgende, hvis man kommer i åbningstiden. Den sidste ejer var greve Oberbech-Clausen, som oprettede fonden. Parken med sine påfugle er åben. Jorden er udstykket til mindre landbrugsejendomme. Der bliver tid til en tur gennem lindealléen, som er anlagt uden for voldgraven. Over broen og gennem slotsporten ligger parken med lindetræer frem til voldgraven på den modsatte side. Lige indenfor porten i hjørnet er hovedindgangen til slottet.Det var ikke blot en vendsysseltur til de kendte steder. Det var et mål at se Råbjerg kirke og måske den gamle firelængede præstegård. Sidstnævnte var revet ned, men kirken stod velholdt og fornem om end beskeden i klitheden. Thyra Jensen beretter om Råbjerg kirke, det gamle hvide hus, hvor den gamle katolske altertavle og et antal træskærerarbejder blev taget hjem på gården til en af 1800 tallets kirkeejere, A. P. Madsen Gårdbo og erstattet med et rædselsfuldt maleri af korsfæstelsen udført af en klatmaler fra Ålborg. Thyra Jensen forklarer i sin bog, hvorledes striden udviklede sig i Vendsyssel Tidende.Der er en del friske begravelser på kirkegården og campingværten i Ålbæk fortæller, at mange af disse er turister, som kommer og køber hus i klitten mener, at de så også skal begraves her. Det er mærkeligt at gå på kirkegården og føle sig fremmed mellem alle de turister, som ligger under gravstenene, siger campingværten. Historien om den katolske altertavle kender han ikke noget til.Solnedgangen ved Skiveren er flot, men det blæser, kan næppe gå mod vinden. Mere venligt ser det ud ved Højen den følgende dag. Solnedgangskiosken har god omsætning på en sådan aften. Alt, hvad der kan krybe og gå, er på stranden eller sidder i bilerne og nyder solen og en flot isvaffel. Højen, Gl. Skagen, mondænt men alligevel hyggeligt, Jeckels hotel, det største og holdt i de traditionelle skagensfarver, Ruths hotel i hvidt og rødt, Strandhotellet og flere andre badehoteller ligger i midt mellem de små fisker huse, som alle er fint istandsatte og gulkalkede.Nu genetableres klitheden, den som for 50 år siden tilplantedes eller blev bevokset ved selvsåning. 510 ha bliver ryddet helt ned til jorden og lyngen får lov at brede sig igen. Med EU tilskud forstås. Klitheden er et mere behageligt landskab at se på. De forkrøblede lave fyr tager udsigten og gør landskabet mørkt. På milen ser vi mod nordøst, hvorledes den grå klit og plantagen bliver tildækket med sand. En tydelig tildækning i et bælte, hvor der er mere hvidt end gråt. Mod sydvest trækker den grå klit med milens vandring.Gårdbogård med den nyplantede lindeallé i en bred indkørsel og de store avlsbygninger opført som rødfarvede pladebeklædte stålkonstruktioner er et fornemt billede på et effektivt landbrug. Gårdspladser og indkørsel er belagt med sten fint revet overalt. Længere inde på et noget mere privat område ligger godsforvaltningen i en rødkalket længe. Til højre herfor ligger /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 170

hovedbygningen opført i rød tegl med tårn og spir. På den afstand det er tilrådeligt at komme uden at krænke privatlivet ses glimtvist parkanlægget. Enkelte rododendron, ellers plæne omgivet af træer karakteristiske for egnens vegetation, birk og fyr. Gårdbo sø er ikke tilgængelig for bilturister, så turen går gennem Råbjerg mose mod Tolne bakker. Vogn ligger så højt, at udsynet til store dele af Vendsyssel ligger udstrakt mod vest. Der er meget himmel, og i det fjerne ligger bakkedragene ved Bjergby og Astrup. I tidernes løb er der lavet hulveje gennem bakkerne hidrørende fra kørsel med vogn. Når en hulvej blev for dybt skåret ned i bakkerne, flyttedes vejen til et nyt sted, og på den måde er der lavet syv kløfter i bakkerne.Vrejlev kloster er privatejet, og der er ikke adgang til hverken bygninger eller park. Vi taler med en landbrugsmedhjælper, som er ved at kalke staldbygningen. Der skal være fint til pinse. Der bliver marked og åbent hus. Han deltager i pasningen af den 200 styk store SDM besætning. Der er 10 personer fuldtidsansat i landbruget. Vi sniger os bag om muren langs vejen ind i haven og får et par fine billeder af klosteret fra havesiden. Kirken ligger lige overfor klosteret og på ophængstavlerne at dømme, er der megen aktivitet i sognet for både børn og voksne. Kirken er alt for stor til at være en landsbykirke og ifølge forklaringerne kan man ikke finde ud af hvorfor der er bygget så stort. Der er åbent til tårnet. Gennem en luge i tårnmuren kravler vi ind på loftet over hvælvingerne. Der er en kontakt til et antal lamper over hele kirkeloftet. Fra en tårnluge er der udsigt til Rugbjerg knude fyr og klit.I Vrå på højskolen er der bygget en ny sal, som huser Engelund samlingen. Der er lukket, og vi ser pedellen smutte om hjørnet efter at have været ude at tømme en papirkurv i affaldscontaineren. Han kunne sikkert have lukket os ind, men sådan skulle det ikke gå, så vi forsætter til det flotteste punkt i Vendsyssel. Der er selvfølgelig møllebakken ved Børglum kloster. Mod nord, Rugbjerg knude og Vittrup kirke, længere ude Skallerup, som ligger højt. Mod vest, klitten og Løkkens lave huse og endelig mod syd, Vildmosen. Solen skinner og der er blå himmel. Rapsens gule blomster lyser op i det grønne. Hist og her ses nysåede roemarker. Det er sent i år. Rodfrugten er mange steder afløst af majs til ensilering. Såning af majs kræver ikke så omhyggelig jordbearbejdning, men foregår mellem sidste års rester af majsstængler.På vej gennem eller snarere langs med Uggerby og Tværsted plantager. Majfarverne er overvældende. Det grønne først og fremmest. Selvfølgelig er bøgen med sin lysegrønne farve det vigtigste, når naturen folder sig ud i foråret. Elmene har helt lysegrønne, næsten hvidlige manna og lidt mørkere blade, så kommer egen med de grøngullige nyudsprungne blade og ahorn med rødbrune blade, som den mørkeste af de nye farver i naturen. Nåletræerne blomstrer i fuldt flor. Det er netop lige før de store skyer af pollen driver gennem landskabet.Kjul strand var i sin tid det sted, hvor en sommersøndag kunne tilbringes uden andet selskab end et par vendelboer, som også havde haft den tanke at komme væk fra de i en sommersøndags stilhed, dovent summende fluer på gården. En nordvendt strand, hvor der i skygge fra klitten var et godt udsyn over havet. For det meste bare en svag brusen fra havet, da denne kyst som regel lå i læ for sydvestenvinden.Tornby strand mod vest. Her hentedes sand til at strø på gangene i stalden. To landbrugsvogne efter den store femgears Nuffield fra Ugilt til Tornby på en heldagsudflugt. Det er let nok at komme ned på stranden, men at trække en fuldt læsset vogn med sand op på fast vej krævede snildhed og overblik. Den første vogn fyldtes helt op, når den var trukket op på vejen. Den sidste vogn læssedes færdig så nær fast vej som muligt, også selv om det ikke blev med helt så fint sand som det, der var hentet længere ude på stranden. Mængden var vigtig, når der nu engang var kørt så langt.Øster Åsholm var gården, som brugte sandet i stalden. Dels for at pynte og dels for at sikre mod glatte gange. Her var der orden i staldene, på gårdspladsen og i marken. Bygningerne altid velkalkede og gårdspladsen fejet. Der blev råbt højt, hvis der lå et strå på gårdspladsen inden søndagen. Sådan er det ikke mere. Stuehuset er ikke beboet, men gården drives alligevel med malkekvæg i en båsestald med rørmalkningsanlæg til en tank i vaskerummet. Møddingspladsen er i dag et vandhul med fritgående gæs, som skider over det meste af gårdspladsen, og der vokser vildt og temmelig umotiveret store elmetræer ved vandhullet. Det var i 1962 der var orden på Øster Åsholm. Den store udfordring for en 17 årig ung mand, som lige fra skolen fandt sin plads som bettekarl på Øster Åsholm og lærte livet på de store gårde. I Lørslev er der bygget en ny stor skole, men den gamle hvide længe med udhusene i den ene ende ligger stadig, som jeg husker den fra besøgene hos lærer Sørensen. Gudrun tror jeg datteren hedder. Hun havde album med billeder fra Richs eller Davre og andre spændende sager på loftet. Mejeriet ligger som i så mange andre byer hen til anden benyttelse.Fra Vogn og Tolne går turen ned over Lendum, Glimsholt, Linderum til Ugilt. Glimsholt å og Klosterskoven bliver der ikke tid til i denne omgang. Det er Ugilt, det gælder. Der er en del kullede kirker i Vendsyssel og Ugilt høre til sådanne./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 171

Vi taler med graveren, som er i færd med at ordne et gravsted, som hører til Mølgård i Lørslev. Vi hører jo ikke sådan hjemme i vort eget sogn som før. I dag kan det lade sig gøre at gå i kirke i et sogn, hvor man ikke hører hjemme, uden at menigheden vender sig for at se, hvad det kan være for en person, som dukker op her. Selvfølgelig skal kirken forny sig, den må følge med tiden. Ja, det kan godt være, men den skal jo ikke forny sig så meget, at den slet ikke er mere, men er blevet til noget helt andet.Skråt overfor Mølgårdens gravsted ligger familien fra Knudsholm. Det er Fausbøll slægten, Holger og Olivia er de yngste på gravstedet. Vi kommer ind på fortiden. Det var far, som var præst her under krigen, vi er kommet hertil for at gense fødeegnen. Der blev spillet kort dengang, præsten og gårdejerne fra Knudsholm, Øster Åsholm og Over Ugilt. Graveren er helt med på, hvilke gårde, der er tale om, men er ikke bekendt med familierne på disse gårde. Han bor nordpå i sognet, eller var det i det nordlige nabosogn. Egebjerg? Jo, det hører også til sognet. Egebjerg er vel den største gård i sognet. Set fra præstegården og Øster Åsholm ligger Egebjerg på den anden side af engene mod nord. Mærkeligt adskilt fra det Ugilt, jeg har være en del af.Tager afsked med graveren og går ind i kirken og finder præstetavlen med navnet, Henning Kruse 1944 – 1950. Prædikestolen hænger under et hul i den hvidkalkede væg. Far kommer op af hullet, var replikken fra barnet under gudstjenesten, påstår mor. Alterbordet er muret op i samme kampesten, som kirken er bygget af. Alt er velholdt inde som ude.Vi har noteret os, at alterbillederne i Mosbjerg og Ugilt har samme motiv. Det er Kristus på korset med kvinder på hver sin side strækkende armen op mod korset.Halvdelen af præstegårdens karakteristiske gule gavl bliver synlig, da vi passerer Ugiltgård. Det virker bekendt. Møddingspladsen er nedlagt og linden er blevet noget større, der er vist også sat nye vinduer og døre i husene. Pladsen ved forpagterens gavl var i sin tid belagt med tørvesmuld, vel sagtens rester fra hjemkøring af tørv. Her var det en stor fornøjelse, at få forpagterens Asger til at trække hesteploven gennem tørvesmuldet. Nu er der græsbevokset og for det udsyn, som var til Åsholm og Egebjerg, er der lukket af levende hegn.Hvad er en vendsysseltur uden at have været på stranden i Løkken. Badehusene står langs klitten i hundredvis. Med Hans og Louise fra Fyrkildevej i Nr. Tranders deltog vi i 1973 i flytningen af et badehus til vinteroplag på Drivsholm lidt nord for Vrensted. I dag er der en frisk vind og hvide bølge et godt stykke ud. Sandet fyger over stranden. Der lugter af hav. Vi kommer ikke over Furreby å, men må køre ned ved Grønhøj strand. Herfra går det fint til Blokhus.Soldatertidens øvelser i terræn og skydning foregik på Haldager, Gjøl og langs Ryå. Nu kommer vi her igen og finder Gjøl som en by med store villakvarterer. Ligner lidt af en soveby. Kirken ligger med udsigt over fjorden. Der skal være bryllup i dag. Gå I bare ind. To mennesker, som har pyntet, ser noget stressede ud. Nu går vi hjem og klæder om til brylluppet, og væk var de, og vi sidder lidt og betragter pynten. Turen går gennem Han herred. Over Øland dæmningen til Oksholm og Hammershøj kirke og slot og videre til Kokkedal slot, hvor der er selskabslokaler og restaurant. På festsangene og –talerne lyder det som et studentergilde, hvilket dog er lidt tidligt på sæsonen.Feggesund færgefart bringer os over til Feggeklit. Færgekroen tilbyder stegte ål. Lidt hen ad vejen ligger mindestenen for Kong Fegges grav. Ifølge sagnet dræbte prins Hamlet her sin farbror, Fegge. Det regner og turen over Mors bliver noget forceret, kører lige ombord på færgen over Næssund, den hedder Stenøre og drives frem af en trecylindret B&W Alpha diesel, som jeg får lov at se på.Doverodde købmandsgård er sat i stand og lavet til et lille egnsmuseum med restaurant og festlokaler og en fin park til. Den store kornsilo udstyret med en personelevator, så turisten kan komme til vejrs og se landskabet. Stedet virker ikke særlig charmerende, bærer præg af. at der har fungeret en grovvarehandel i nyere tid midt i de hundredårige gamle bygninger. Der er ryddet op og sat i stand. Husker godt at have været her med far og mor, både købmandsgården og havnen. Der er bryllupsfest på købmandsgården. Bruden bliver fotograferet både ved stranden og i parken. Bare skuldre og arme i finregn, 8 graders varme og blæst.Den kullede Boddum kirke på den anden side af vigen er lige sat i stand indvendigt. Klokkeren går og rydder op efter brylluppet. Han har lige tid til at snakke et par minutter, inden han skal i gang med aftenklokken klokken 17. Ringning og bedeslagene falder med præcision, medens vi går på kirkegården. Han skal i hvert tilfælde ikke have elektriske klokker. Han står trofast ved rebet på den udvendige side af korgavlen i al slags vejr. Nationalmuseet har været med ved den indvendige istandsættelse. Der var ikke helt enighed, men menighedsrådet er dog tilfreds /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 172

med, at der er valgt lyse farver i kirken. Gulvet blev lagt i gule klinker for nogle få år siden. Selv på den korte tid, vi talte med klokkeren, blev det til en god fornemmelse af, at der i Boddum var et godt menighedsliv, og at kirken var en betydende faktor i byen.Den mest fantastiske kirkegård undervejs på turen er oldtidsbopladsens gravhøje på Ydby hede. 16 gravhøje på et forholdsvist mindre område med udsigt over Skibsted fjord og videre ned mod Oddesund. Nordpå strækker Mors sig. Højene er fra ældre bronzealder og gravlægningerne har været meget rigt udstyret. Det er øjensynligt den bedre stillede del af folket, som er gravlagt i højene. Urnebegravelser er fundet i højene fra den yngre jernalder. Ikke helt upåvirkede af at gå rundt på jorden, hvor der har været kultur gennem 5000 år, fortsætter vi mod Oddesund.2006, juli den 29. Hjemkommet fra sommerferie.Birgit og jeg har jo de sædvanlige planer om at lave en rejserapport fra ferieturen i Nord, men vi kan ikke rigtigt komme i gang. Der er i år så mange billeder og så mange observationer, at det er næsten uoverkommeligt at få hoved og hale på dem. Der ligger dog et par billeder fra Mettes nye hjem i Harstad på hjemmesiden.Fem uger på farten er faktisk så længe, at det begynder at blive så hverdagsagtigt, at man glemmer at notere, hvad der sker i løbet af dagen. Vi længes mod nord.Tanken om landskabet og folket og billederne derfra fylder os med længsel.Vores kunstgallerier på Lofoten genkendte og huskede os fra 97. En god oplevelse var det. Og nu har vi lært, at Noah's ark er bygget på Lofoten af tømmer fra Hammarøy. Og den strandede igen på Lofoten.Tænk på den lyseblå himmel med hvide og grå skyer over Torneträsk, lyset får magt, endnu mere end når vi kører op mod Gilleleje og ser skæret fra havet. Malmtogene ruller af sted i begge retninger med et par timers mellemrum.Udsigten over de sylespidse graner ind mod de snedækkede fjelde på Kølen.En seneftermiddag og aften i Luleå med en klar dybblå himmel, blåt vand og nymalede isbrydere liggende ved den gamle malmkaj. Travle mennesker i gågaden med store blomsterkummer, hvilende mennesker i solskinnet på parkernes grønne plæner under eksotiske træer. Fortovscafeer med unge og ældre, som nyder velanrettede måltider og godt øl og på banegården står nattoget til Stockholm og Narvik og venter. Industrien og handelslivet blomstrer mere end nogensinde.De gamle rødmalede kirkebyer med kampestenskirken midt i blandt husene.Rødglødende fyrrestammer i aftensolen spejler sig i fjorden, myggene hviner i tætte sværme. Der kommer en jolle med en god stor påhængsmotor og tager svinget rundt om pynten og glider ind til den primitive bro, hvor teltet står og venter.Anders Jensens Birgit, som giftede sig med organisten i Skelefteå. En fantastisk stor flot kirke.Botniabanan fra Ångermanelven til Umeå bringer rejsetiden ned til 51/2 time mellem Stockholm og Umeå. Vi er imponerede over de 190 km nyanlagt jernbane.Fem ugers uafbrudte oplevelser, som bunder i folkets stædige indsats for at gøre Nordkalotten til et tilflytter område i stedet for et fraflytterområde.xxxxxxxxxxxWi Alexander I.med Guds Nåde,Kejsare och Sjelfherrskare öfwer hela RysslandStor-Furste til FinlandGöre weterligt: Att sedan xx, efter Försonens slidelse, tagit Fürstendömet Finland i besittning, hafwe xx härmedelst welat bekråafta och stadfästa Landets Religion och grundlagar samt de priwilegier och rättigheter hwart och ett Stånd inom berörte Stor-Furstendöme i synnerhet, och alla des Inbyggare i gemen, få ……..enligt Constitution, årnjutit: Lofwandes att bibehålla alla desa förnämnda författningar fasta och ofåorrndte i sin fulla kraft. Till 2006, september den 25. Lindeparken i Bække.Kære Bodil.


Vi har i dag sunget mor ud af hjemmet i Bække med Lovsynger Herren, en trosbekendelse og Se nu stiger solen. I kapellet sang vi Jesus Krist, du gav mig livet og læste et fadervor.Mor gik søndag morgen den 24. september 2006 efter at være kommet i tøjet ind i stuen og satte sig i sin stol og kort tid efter lukkede hun øjnene. Eva og Jakob var der til stede. Det var så sidste gang i den stol.Vi søskende og ægtefæller har været forsamlede i hjemmet i Bække søndag og mandag. Mor lå pænt i sin seng streng og mild på samme tid og så ud til at ville kommentere vores gang rundt i huset. Det var et par gode dage sammen med mine søskende og mor, selvom mor lå død i sin seng.Birgit og jeg besøgte mor midt i august, hvor vi havde nogle gode samtaler med hende, og vi var da overbeviste om, at vi nok ville kunne få en del flere gode stunder sammen med mor.I de seneste uger er mor blevet noget svagere og har fået stadig mere og mere hjælp fra Lindecenteret. De seneste bulletiner har lydt på at mor sov en del i løbet af dagen.Mor skulle have været visiteret til Lindecenteret i denne uge, men det blev der så ikke brug for.Der var begravelse i Verst torsdag den 28. september 2006. Vi hentede mor i kapellet i Vejen, hvortil mor blev kørt allerede om mandagen. Vejen blev valgt, fordi der her kunne sættes køl på kapellet, således mor kunne se fin ud til vi sidste gang skulle sætte låget på kisten.Børn og børnebørn mødtes ved kapellet og defilerede forbi båren med mor. Hun lå fredeligt i sine sengeklæder hjemmefra og den fine bluse, som hun fik på i søndags. Børn og børnebørn var således selv med til at lægge sengeklæderne omkring mor og skrue låget på.Båren blev ført til Verst og sat ind i kirken af børnebørnene. Her blev der lagt et Dannebrog på kisten, og de blomster, som blev lagt i søndags og mandags, blev lagt under båren.Det var fint vejr og familien kunne gå på kirkegården og tage imod dem, der kom for at slutte sig til følget. Der blev mødt frem i god tid inden klokken 14, således blev der ført gode samtaler inden den kirkelige handling tog sin begyndelse.Det var Niels Bruun, som var præst i Skads i halvfjerdserne, som forrettede tjenesten og Lily Enemark var kordegn. Det var Lily, som gennem sit arbejde på Lindecenteret passede mor, og som også var med til at gøre mor pæn og lægge hende i seng efter døden i søndags.Sorrig og glæde.Kollekt: Herre vor Gud, himmelske Fader. Vi beder dig, at du ved din Helligånd vil således lede og styre os, at vi altid lever i din frygt og ikke i hovmod eller fortvivlelse holder fast på os selv, men gerne hører ordet om dig, at vi kan sætte vor håb og fortrøstning til din nåde i Jesus Kristus, som alene er vor retfærdighed og vor frihed fra vort eget liv og vor egen død. Lær os at leve på dit ord, og i lydighed mod din befaling være tro mod de mennesker, du har givet os at leve sammen med, både vore levende og vore døde, at vi ikke trøster os med andet, end at vi i liv og død er dine ved din elskede søn Jesus Kristus vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, en sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.Herren velsigne dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt på dig og give dig fred. Amen.O kristelighed!Johannes prologen: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ………………………………………………………Herren han har besøgt sit folk.Og ved graven: Krist stod op af døde. (med halleluja)Der var kaffen med boller og kringle på Bække kro. I følget var der konventsmedlemmer og børn af konventet, Mortensen familien, Thorsted skole, Kragelund skole, Lindeparkens beboere.2006, oktober den 12. Kære Jakob, Henrik og Elsebet.Jeg har oprettet et domæne, som I hermed får læse- og skriverettighed til.Der ligger nogle dokumenter, som hører til i familien.Så vidt jeg kan bedømme, er det nødvendigt at kopiere dokumenterne over i en mappe på Jeres egen computer. Det virker nok lidt primitivt, men det er det bedste, jeg kan få til at virke lige nu.Hvis I har et forslag til at kunne åbne dokumenterne direkte fra Internet browseren, vil jeg gerne have et hint./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 174

I kan skrive på serveren ved at kopiere dokumenter (filer) over i ovennævnte mappe. Ved at anvende datoformatet, som jeg har gjort sikres en sortering i kronologisk orden.Rettighederne til ovennævnte domæne er lige nu begrænset til de fire søskende og Mette Kruse, som har været behjælpelig med at prøve nogle opstillinger i en index.html. Hvis I har ønsker om, at flere får rettigheder, vil jeg gerne vide, hvem der kan komme på tale.Jeg kan ikke få tankerne i gang med at skulle fordele mors indbo. Jeg vil gerne have nogle fotografier af husets rum for at kunne tage på besøg i Lindeparken 23 fremover. Disse regner jeg med at optage ved det næste besøg, når vi mødes. Det kan måske være en lille erstatning for erindringerne fra stuerne i Bække.Hav det godt og på gensyn. Mange hilsner fra Birgit og BoLørdag den 14. oktober 2006Kære Jakob, Henrik og Elsebet,Tak for snakken i dag, Henrik og Jakob og forleden Elsebet.Det er godt med en samtale indimellem for at få udvekslet synspunkter om den nye situation, vi nu er i. Jeg savner mor.I dag kom regningen fra Fischer.Vielsesattest og dåbsattest var med i konvolutten fra hhv. Kauslunde Præsteembede og Middelfart Pastorat. Hvad skal der ske med sådanne dokumenter? Der ligger jo en del flere af denne og andre slags i Bække.Jeg har jo en mappe med fars breve liggende, som mor har givet mig med hjem. Dem vil jeg godt beholde, har planer om at læse disse og måske renskrive dem.Jeg har den tanke, at de af mors og fars sager, der beskriver deres livsbane, burde samles til en helhed. De to har jo haft et betydeligt virke. Jeg vil gerne på lørdag tale om, hvorledes vi håndterer bøger, dokumenter og fotografier.Jeg er usikker på, hvor meget mors og fars egne barndomshjem fyldte i deres hverdag på deres gamle dage. Temmelig lidt er min fornemmelse, men jeg har en ret klar følelse af, at jeg vil være optaget af tanker om mit barndomshjem i Verst såvel som om mors og fars gerning, også selv om jeg bliver gammel.På gensyn. Mange hilsner fra BoFredag den 20. oktober 2006Nu er jeg så klar til at tage til Bække for at se på mors efterladenskaber. Det er ikke fordi, jeg er meget opsat på at gå i gang med at tømme huset. Det er som om jeg hermed cementerer forældrenes virke endeligt.Vi får se, hvad der kommer til at ske i morgen.Fredag den 17. november 2006Oprydningen efter mor gik fint den første uge efter vi havde hentet det store læs i Bække. Men nu er tempoet gået drastisk ned. Der ligger bøger og breve alle steder. En del er sat på plads. Det lugter af stuerne i Bække, cigar formodentlig. Skiftet tager mere tid, end jeg havde forventet. Der er mange dokumenter og enkelte problemfyldte sager som Dong’s reparation af fyret (det ordner Jakob) gennemlæsning af købsaftale på Lindeparken 23.FLSmidth tager også mere tid, end det skulle. Ekstra arbejde med at følge kurser i rustbeskyttelse, smøring og 3D modellering fjerner fokus fra de egentlige arbejdsopgaver. Jeg kommer nok til at opgive at udfylde de forpligtelser, jeg har påtaget mig i FLSmidth, det er let få forpligtelser, nu skal jeg til at finde ud af hvordan, man kommer ud af det igen uden at have opfyldt dem. Ubehageligt for mig. Birgit er en stor hjælp i det daglige. Er altid parat til at give en hånd med.Det føles godt at have mors og fars møbler stående i stuen. Det og gennemlæsningen af breve og dokumenter gør det endnu mere klart for mig, at de to har levet et betydningsfuldt liv. At være præst og organist i en menighed er en ikke ubetydelig gerning. Det begynder med brevet fra far til sine forældre, hvor han anmelder Ida som sin tilkommende og slutter med afskedsansøgningen fra Jerne og mors ophør som organist i Skads.Havde bestemt mig for, at nu skulle jeg til at læse en del af fars bøger. Er begyndt med Kinck, Hans E. Kinck. Det er svært at forstå sproget. Han skriver direkte tale på en dialekt, som jeg ikke forstår. Fortællingerne er fyldt med navne og en meget detaljeret skildring af en masse begivenheder i norsk folkeliv. Svært at holde rede på. En beskrivelse af livet for bønder, /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 175

akademikere og embedsfolk i en bygd, alt sammenblandet, så det er svært at følge. Hvor forargelsen over omtale eller sågar indførelse af parisisk mode sætter sindene i kog. Jeg opgiver nok Kinck. Er han et stort navn eller ikke?Fredag den 8. december 2006Jeg har i dag ryddet op i et brevbundt fra mors skuffer. Der dukker mange detaljer om mors og fars tilværelse op under gennemgangen. Det er interessant, men lidt kedeligt, at disse breve ikke har været fremme på et tidligere tidspunkt, således mor og far selv kunne have knyttet kommentarer til personer og begivenheder. Der er i hvert tilfælde en del nyt, som jeg ikke har kendt til, men det kan godt være, at de to små søskende har haft mere tid til at tale med forældrene om hændelser og personer i deres liv.En samling børnebreve fra Henning Kruse til sin mor. Ellen Kruse har været på sygehuset og Henning har haft bind på højre øre og er måske blevet opereret. Antagelig om kring 1925. Efterfølgende et brev fra Langeland til Henning:”Hvordan har Du det dog, vil da haabe Du er i god Bedring saa Du snart kan komme Hjem til Far, Mor og Sødster igjen. Du er rigtignok en stor og kjær Dreng at Du saadan kunde holde Dig tapper da Du skulde på Sygehuset. Far og Mor kan være stolte af Dig. Her sender Farmor Dig nu en lille Æske som vi vil haabe Du bliver glad for og vil Du saa hilse Far og Sødster mange gange naar de kommer hen at se til Dig, og Du selv være hilset paa det kjærligste fra os alle og vi ønsker Dig af Hjertet god Bedring.” Dateret Fuglsbølle Torsdag. Ingen underskrift, men bærer påskriften xxx farmor. Henning. Der skulle så være tale om, at det er Hanne Margrethe Kruse, som har skrevet brevet.Henrik Dam Mortensen og Johanne har skrevet til Ida og Henning. Det er en god brevveksling med almindeligheder om familien. Der er et brev fra farmor i Højenhus, dateret 1 october uden årstal. Jeg gætter på, at det har været i slutningen af atten hundrede tallet.Jeg finder et brev fra Karl og Eva Bak i Ryslinge. Her kommenterer Karl og Eva mors abort i 1944 på en åben og fordomsfri måde. Hvilket forhold har der været mellem Ida og Henning og Karl og Eva? Brevet giver indtryk af, at der har været tale om et nært venskab, hvor man er des og tager det som en selvfølge, at der kan duttes.

Nordland

Breve i 2007Søndag den 14. januar 2007Kære Alle sammen,Mange tak for et godt samvær. Der blev talt på kryds og tværs under vandreturen ved Ørnereden, og ved bordet kunne vi samles om det, vi hver især havde lyst til at tale om.Samværet i denne weekend har også haft den virkning, at børnebørnene får os søskende, som samlingspunkt og en levendegørelse af mindet om far og mor. Må jeg ønske, at Kruses børnebørn også bevarer samhørigheden med bedsteforældre, fætre og kusiner til de respektive andre familier.Jeg synes, det var godt, at Eva og Jakob var tilstede, da mor sov ind i sin stol. Jeg synes også, at Jakob har formidlet begivenhederne den søndag morgen så levende, at det næsten føles som jeg selv var tilstede. Mange tak, Jakob.Jeg håber, at mors stol kan blive omtalt i generationer fremover.Hjemturen. Kort efter afgangen fra Munkemosen bliver der annonceret brolukning i yderligere 4 timer. Schönes Wetter.Var på Bygholm Landbrugsskole og se spisesal og foredragssal og se på elevbilleder. En kort vandretur til kostalden med 120 malkekøer af Dansk Holsten. Ligner sort dansk malkerace. Der var en svinestald, som vi ikke fik nærmere omtalt. Store udbygninger med maskinhus og idrætshal. Den gamle gymnastiksal var lavet om til auditorium. Planer for forøgelse af malkekvægets antal foreligger. Vi blev belært om disse forhold af Mariann, som arbejder i køkkenet.Videre til Hatting og gennem Vejle forbi hotel Australia, forbi Ribevej og op ad bakken mod Kolding. I Højen beså vi Henrik Mortensens fødegård, hvor han tilbragte sin tid som spædbarn inden han blev adopteret til Skrillinge Damgård.


Vi vinkede til forsamlingshuset og idrætspladsen i Viuf, hvor jeg og Elsebet henholdsvis har været til hovedkredsmøde med bal i Ungdomsforeningerne og til idrætsstævne.Sdr. Vilstrup med Landerupgård, hvor vi kom med Gunner og Grethe som børn. Landerupgård hører til i Kokholm familien, det er på Tante Grethes side.Snoghøj Højskole, en fin vandretur til et oppisket Lillebælt og en kort samtale med en lærer eller forstander, som forklarede, at kirken på højskolen, der er virkelig en fin kirke med alt, hvad der hører til en dansk sognekirke, var helt skolens ejendom, og at den blev brugt til gudstjenester nogle få gange om året samt til barnedåb mv. Det kendte billede af mor og datter i omfavnelse, Danmark og Sønderjylland stod i en gipsafstøbning i forhallen. Foredragssalen var ikke særlig historisk, men udsigten var flot.Skrillinge Damgård og Ankerhus fra 1905. Ankerhus er der og de gamle pil langs dammen også. Damgården er væk. Der ligger stadig mange gamle gårde i Skrillinge, vel istandsatte, men uden jord og landbrugspligt.Kauslunde, en kort tur på kirkegården og en lille snak med organisten, som sad og øvede i kirken. Var dog for genert til at ville spille, medens vi var der.Grill menu, sandwich med kylling, Xtra Exotic med pommes Ligth på banegårdscentret i Odense, og så kom meldingen: Broen er åbnet og trafikken normal. Hav det godt og på gensyn.Mandag den 5. februar 2007Tak for dit brev. Du har ret i, at det er kedeligt at skulle lave arbejdet igen, men det skal du ikke være utilfreds med. Det bliver meget bedre anden gang, og det tager kun halvt så lang tid at lave det anden gang.Vinter solen, jeg er så utilpas, når den skinner ind på mit kontor om eftermiddagen. Kan jeg da ikke få lov at have mit vintermørke og mine vinterskyer i fred. Men det er nok anderledes for dig og i det hele taget Jer alle i Nord. Har du fået mine billeder med hveden og sommerstemmningen over det skånske landskab. Det er din fødselsdag. Jeg tænkte, du kunne muntre de solhungrende nordmænd med lidt sydlandsk stemning.Jeg forstår godt, det kan være lidt kedeligt at sidde ved tastaturet, når man i øvrigt sidder der hele dagen. Jeg har tænkt lidt på at gå over til håndskrevne breve for at se, om det skulle blive anderledes. Tastaturet er nu blevet en vane, og jeg er ved at have den fornemmelse, at alt skal laves her, og der er nok private gøremål på tastaturet til at fylde en megen stor del af fritiden.Nu er det selvangivelsen, som trænger sig på. Kørselsfradrag laves på komputor, lønoplysninger kommer på komputer, alle skatteblanketter er på internettet.Har du set mine billeder fra Møen? Der er flere revner og yderligere skred kan forventes. Store afspærringer er lavet af skov- og naturstyrelsen. Er det klimaet. Hvad siger Statoil til IPCC? Søger nye medarbejdere til 4D seismic.Der er ved at brede sig en debat nu blandt medier og politikere, men jeg tror ikke borgerne har fattet, at det jo er dem selv, som skal redde verden. De tror, at politikerne klarer dette, men hvad er 179 personers indsats mod 5 millioner, hvis vi ser på Danmark alene. Det er den personlige indsats, som skal forbedre klimaet. Med den personlige indsats på markedet, kommer løsningerne fra systemerne af sig selv. Det her er ikke en tale om at handle med kvoter.Var til møde med Wiggatorperne i fredags. Jeg gav lyd fra mig med hensyn til at ferierejserne kan reduceres, men nej, ikke tale om. Jeg blev jordet. Gymnasieeleverne kører i bil til skole. Nej, vi vil ikke give afkald på bilen. Det skal være sjovt at køre til skole, lyder det i nyhedsindslagene.Jeg tør nok ikke giver udtryk for, at vi som borgere skal reducere energiforbruget. Jeg bliver jo moppet ud, som en der vil være bedre en de andre. Fire ud af 100 nye produkter, som kommer på markedet bringer ikke nogen mening til sin ejer, blev der sagt i går.Tanker kører rundt om den situation, verden er kommet i. Jeg holder af den livsførelse, jeg praktiserer og vil jo heller ikke give afkald på bilen og de muligheder, den giver.Olav Duun og det nord trønderske bondeliv med sin 1800 tals overtro er barsk læsning. Jeg er i gang med fars bøger.Kære Mette, nu skal jeg til Dead line og i seng. Jeg skal nok se at få skrevet noget mere til dig, når Birgit er på Akkerhaugen. Hav det godt. Tænker ofte på dig. Hilsen fra far.Søndag den 11. februar 2007/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 177

Kære Mette, tak for dit brev. Det er selvfølgelig dit helbred, som først og fremmest får mig til at svare straks. Jeg forstår godt, at du spekulerer på din plads i hverdagen, men at det kan give dig symptomer og medicinbehov er slet ikke til at forstå. Du som er så fin og glad. Min lille frontkæmper. Tag dig sammen og gør det, du skal. Gøre to ting på en gang er svært, og det har du jo gjort i det sidste år. Birgit og jeg har fået opfattelsen af, at du virkelig har været og er glad for dit ophold i Nord både Grønland og Harstad og for Statoil. Og jeg har jo en fornemmelse af, at du vil være i Harstad og Ålborg på en gang. Ja, du skulle have været to, så var det gået.Du har fået en indgang i arbejdslivet, som de mest entusiastiske unge mennesker kunne ønske sig, og du har lyst og et godt humør. Lige fra universitetet til et interessant arbejde med udsigt til at lære verden at kende. Hvad mere kan man ønske sig.Du har fået æren af at være modpol til en trønder. Det siger ikke så lidt om dig, og jeg ved, at du kan leve op til det. Du med dit fine væsen og dit veludviklede åndsliv. Det kan du takke din flittige læsning for.”Har ikke lyst”. Jeg gætter på, at det er det, at skulle forlade en hverdag i Harstad. Hvad betyder ”har ikke lyst”?Hvad er det, du er så glad for i din nuværende hverdag? Din frihed til at skabe venskaber, som ikke binder dig på hænder og fødder, men som accepterer dig, som du er og accepterer, at du vil være dig selv. Vi tænker på om Jakob kan føle sig på lige fod med dig i din trang til at (op)leve. Det er trist, at Jakob har været hindret af sit brækkede ben. Vi tænker på, om han har tålmodighed til at vente på dig, du frie fugl. Men friheden får en ende, hvor kedeligt det end kan være. Råde dig kan vi vel ikke, men du må sige til, hvis du vil tale eller skrive om dine anliggender. Du kan regne med mor og jeg som støtter. Vi glæder os over din entusiasme. Vi håber, du selv får lov at bestemme, hvad der skal ske fremover.Birgit og jeg er taknemmelig for, at du udviser den kærlighed til Hinnøy, Grytøya etc. som vi føler til hele Nordkalotten. Denne sommer var vores længsel mod nord særlig langvarig og stærk efter hjemkomsten. Nok i særlig grad fordi, vi havde dit selskab og så, hvordan du levede og sugede livet til dig. Vi misunder dig.Nu er der gået et år for dig i Harstad, og som Birgit og jeg har erfaret, så tager det længere tid at blive træt af det nye sted, man er flyttet hen. Hvor er det dejligt, at man kan køre sin Golf om bord på færgen uden at vise billet og uden at blive mistænkeliggjort for at ville snyde sig til en gratis rejse.Jørgen Skov Nielsen udtaler sig om store mængder olie. Borgmesteren i Sisimiut er begejstret og venter store penge. Stor politisk ballade om hvordan pengene skal deles mellem DK og G. Se TV2 nyheder kl. 19.Stig Tobiassen, som vi husker ham. Noahs ark er bygget på Skrova og tømmeret er hentet på Hamarøy.Sidder og hører DR allegro eller DR P2 klassisk. Det er rigtigt fint, at få lidt musik til arbejdet. Jeg kan godt høre musik, selvom jeg sidder og skriver til dig. Ind i mellem kan det måske nærmest være en inspiration. Jeg tror, jeg får mere og mere glæde af DR’s udsendelser på internettet. Jeg abonnerer på P1 online og får tilsendt e-post med de mest interessante links til udsendelser.Jeg er nok lidt bekymret for at få Birgit hjem igen. Jeg har ryddet op og fået hele bilen fyldt med affald, som skal køres bort. Sat nye hylder op og gjort plads til flere sager. Det skal nok blive godt, når hun først får vænnet sig til det. Vandvarmeren er renset, og jeg har haft vaskemaskinen ude og gjort rent under den. Mit gulvtæppe ligger nu i alrummet, og på klædeskabet i soveværelset fandt jeg et fint hvidt tæppe med fine blå og violette farver i hjørnerne. Det ligger nu på nummer 1. Meget fint. Har købt 11 lavenergipærer og sat i lamper over hele huset, de som brænder mest. En er med quickstart, koster 40 kroner mere. Den har jeg reserveret til nummer 1. Lavnergipærer skal varmes op først inden de giver det fulde lysudbytte. Det vil nok virke lidt irriterende indtil man vænner sig.Ja, du har gættet det, jeg sidder og arbejder sent. Der er altid noget, som skal gøres, og jeg har det godt, når jeg får noget i orden. Skulle egentlig have læst Juvikingerne bind 2 færdig i denne weekend, men sådan gik det ikke. Jeg har flyttet en del bøger og fundet mange spændende ting. De er godt nok noget gamle, men så passer det jo til mig.Du får en kommentar med fra dagens avis. Tocqueville har været i Amerika og Mette Bock føler sig fanget. Det gør jeg også. Kravet om retten til tobaksrygning og spritkørsel skal måske ikke sådan helt afskrives.


God skitur. Du glæder dig, tillykke med det. Hilsen fra far.Onsdag den 14. februar 2007Kære Bodil,I dag er det fars fødselsdag, han ville være blevet 89. Nu ligger han og mor i Verst. Birgit og jeg var der forleden i forbindelse med, at vi besøgte fætter Arne og Bodil i Lunderskov. Arne er den ældste fra Skrillinge Damgaard, og med ham har vi en del fællesskab.Jeg mærker, at Verst og Bække efterhånden er ved at blive et sted, hvor jeg sjældnere og sjældnere kommer. Det bliver til besøg på kirkegården og selvfølgelig hos Jakob og Eva i Gesten. Men i øvrigt er der ikke så meget tilbage ud over barndomsminder. Jeg har bemærket, at de store gårde, som jo lå i Verst og lidt uden for byen, nu er opkøbt af Peter Gæmelke. Det er de gårde, som jo før beklædte embeder i sognerådet, menighedsrådet, skolekommission og foreningslivet i Verst. Enkelte er i forfald og ellers ser det lidt tomt ud for den fremmede, som kommer udefra. Præstegården er jo solgt til en kunsthandler og står mere eller mindre tom. Den er istandsat til ukendelighed, og der er lavet store hegn og portlåger i indkørslerne. Det virker som en fæstning, jeg har ikke mere at gøre der.Her i Kokkedal sidder jeg med alle fars bøger, de fylder godt op her i huset. Jeg er begyndt at læse, og har indtil nu nået lidt om Hans E. Kinck og Olav Duun. Det er forfattere, som griber om de komplicerede livsvilkår i hverdagen hos husmænd, storbønder og embedsstanden.Jeg har en formening om, at en mere grundig gennemgang af de bøger og skrifter, jeg har i forvaring, vil kaste lys over fars virke som prædikant. Jeg kan måske ikke huske nogen af fars prædikener, men jeg tror nok, jeg har en nogenlunde skarp fornemmelse af, at far ikke lagde fingre imellem, når et hverdagsagtigt vilkår for livet skulle belyses. Jeg tror nok jeg husker ret tydeligt, at Duun, Hamsun, Ibsen har leveret stof til en del prædikener.Der ligger mange titler af Thorkild Gravlund.Der er Bjørnson, Falkberget, Garborg, Åsen, Hoel og en del, jeg ikke er så bekendt med.Forleden fandt jeg en lommebog, som mor har skrevet under en norgestur i 1957, hvor Jakob og jeg var med. Jeg husker lidt af turen, men sådanne notater styrker hukommelsen. Jeg har nok sagt det til dig før, men jeg har den opfattelse, at far og mor har udfyldt en stor plads i Ugilt, Verst og Bække og i Jerne. Jeg er dem meget taknemmelige.Jeg begynder nu også at tænke nærmere over, hvordan du og Asger har udfyldt en stor plads i Bagsværd. De mange besøg, vi har aflagt der, lige fra vi var børn og til i dag, hvor din fødselsdag er højdepunktet på året. Hjerting, hvor vi gik på stranden eller på havbunden ved ebbe, er en del af de gode stunder, du og Asger har bibragt mig.Jeg går nu her sammen med Birgit, og vi passer begge vort arbejde med flid, børnene er rejst, hvilket betyder, at det daglige arbejde fylder endnu mere i hverdagen. Vi bliver ved at arbejde, så længe vi kan.Vi skal nu til at gå til forelæsninger på Folkeuniversitetet med Uffe Ellemand Jensen, Jan Jakob Florian og Jon Kyst. Det drejer sig om Sovjetunionens fald. Vi har jo rejst en del i Finland og lært, hvorledes Rusland har udøvet sin magt over for finnerne. Det er en meget bevægende historie, og vi vil gerne lære mere om både Finland og Rusland. Runeberg og Topelius og i nyere tid Tikkanen giver os gode oplevelser. Og dertil kommer jo arkitekterne og komponisterne. Tanken om rejse i det nordlige Skandinavien fylder os med længsel og glæde. Efter nye oplevelser og i taknemmelighed over det, vi allerede har lært.Hvordan går det for dig på Regattavej? Du var jo vældig oplagt til jul. Birgit og jeg kommer nok forbi og ser til dig i den nærmeste tid. De små børn må jeg fortælle lidt om. Birgit er netop nu i Telemarken for at besøge Kirsten Linnea og hendes lille familie. Det ser ud til at være en harmonisk familie, som fungerer fint. Kirsten passer sit lektorat i Porsgrunn og har et 20 % forskerprojekt ved højskolen i Bø.Anne og Christian i Hellerup har travlt med at passe den lille Rasmus Asger, som blev døbt på Stefans dag i Hellerup kirke. Det var pastor Gjerris, som forrettede tjenesten på denne dag. Christian arbejder ved Haldor Topsøe og har af og til rejser til Kina.Mette er så langt væk. Der er vel nærmest 3000 km til Harstad, hvor Statoil har sit kontor, hvor Mette arbejder.Hav det godt og på gensyn.Mange hilsner fra Bo og jeg skal hilse fra Birgit.


Kære Elsebet,Dagene går, og jeg sidder her alene, medens Birgit er i Telemarken for at se til den lille familie der. Endre er på Gran Canaria for at få lidt styr på sin Psoriasis, så Kirsten kunne godt bruge en til at hente og bringe. Jeg tror, Birgit nyder at være hos dem, men hun ville vist godt have haft mig med.I dag er det fars fødselsdag, han ville være blevet 89. Nu ligger han og mor i Verst. Birgit og jeg var der forleden i forbindelse med, at vi besøgte Arne og Bodil i Lunderskov. Det var Bodils 60 års dag, og den blev fejret på mejeriet i Hjarup. Vi overnattede på Kildegården og dagen efter kørte vi, da Karen i Bække ikke var hjemme, til Hjarup igen for at se byen, som er et meget hyggeligt sted med store gårde inde i landsbyen. En kullet kirke og en bindingsværkspræstegård. Vi fortsatte til Ødis, Vejstrup og Hejlsminde, hvor jeg havde en klassekammerat, og hvor Birgit kom på sommerlejr med Rise skole. Hjemturen gik over Skamlingsbanken, hvor vi var rundt og se alle mindesmærkerne med de store navne. Du kan se billederne på vores hjemmeside. Vi følte den særlige ånd, der hvilede over de otte sogne, som far så ofte omtalte. De store gårde og de store veldrevne marker. Ødis kirke, desværre lukket men opført i en særpræget arkitektur i gul tegl med store farvede glasruder i facaderne. Der har været rigdom på egnen. Det er jo herfra tante Grethe stammede.Landerupgård i Sdr. Vilstrup, som vi passerede på hin minderige hjemtur. Det var Gunhild, som er mors kusine og gift med Arntsen, som drev Landerupgård, og Arne var landvæsenselev der som helt ung. Gunhild var barn af en søster til Johanne (mormor) i Skrillinge.Jeg mærker, at Verst og Bække efterhånden er ved at blive et sted, hvor jeg sjældnere og sjældnere kommer. Det bliver til besøg på kirkegården og selvfølgelig hos Jakob og Eva i Gesten og nok også Karen i Bække. Men i øvrigt er der ikke så meget tilbage ud over barndomsminder. Jeg har bemærket, at de store gårde, som jo lå i Verst og lidt uden for byen, nu er opkøbt af Peter Gæmelke. Det er de gårde, som jo før beklædte embeder i sognerådet, menighedsrådet, skolekommission og foreningslivet i Verst. Enkelte er i forfald og ellers ser det lidt tomt ud for den fremmede, som kommer udefra. Præstegården ser mere eller mindre tom ud. De store hegn og portlåger i indkørslerne skræmmer mig. Det virker som en fæstning, jeg har ikke mere at gøre der.Bliver lidt nervøs for, at jeg slægter far på. Det med at fundere over arbejdet, når man går i haven eller laver andre gøremål, som tillader en sådan tankevirksomhed. Det er FLSmidth, som spøger i mit hoved, jeg er godt tilfreds med at arbejde der, det er spændende. Jeg har nu læst i, og nok mere kigget på de norske bøger, så jeg begynder at forstå, hvor far hentede ammunition til sine prædikener. Jeg ville gerne have haft en del flere prædikener på skrift. Jeg tror, de ville inspirere mig. Jeg ville også gerne have talt noget mere med Kesse. Han er måske den, som har kendt far bedst.Jeg har fundet en af mors lommebøger med notater fra tur til Norge i 1957 med Jakob og mig. Jeg husker jo nok noget af turen, men jeg er ikke sikker på, hvor meget af den, jeg kunne gengive bare på hukommelsen alene. Lommebogen har fået en fugtskade og er til dels ulæselig, men noget har jeg da fået ud af den. Der ligger et link til den på Lindeparkens hjemmeside. Der er også notater om tur til Mallorca og vist en eller flere ture mere. Jeg har ikke turdet skille siderne fra hinanden.Vi skal nu til at gå til forelæsninger på Folkeuniversitetet med Uffe Ellemann Jensen, Jan Jakob Florian og Jon Kyst. Det drejer sig om Sovjetunionens fald. Vi har jo rejst en del i Finland og lært, hvorledes Rusland har udøvet sin magt over for finnerne. Det er en meget bevægende historie, og vi vil gerne lære mere om både Finland og Rusland. Runeberg og Topelius og i nyere tid Tikkanen giver os gode oplevelser. Og dertil kommer jo arkitekterne og komponisterne. Tanken om rejse i det nordlige Skandinavien fylder os med længsel og glæde. Efter nye oplevelser og i taknemmelighed over det, vi allerede har lært.Olav Duun og hans beskrivelser af den sorteste overtro og tro på ånder og gengangere i de store nordtrønderske gårde er ved at tage min forstand. Præsternes formynderiske og truende adfærd over for ungdommen skræmmer mig. De arrangerede ægteskaber og slagsmålene mellem karlene om de bedste kvindelige partier er udtryk for en konkret virkelighed.Mange hilsner fra BoLørdag den 3 marts 2007Kære Kirsten,Der er så mange ting, vi burde tale (skrive) om. Du er sluppet for nemt gennem din barndom og ungdom. Du har ikke fået del i den historie, som har været grundlaget for din fars og mors ungdom, men måske har du alligevel fået mere med end vi umiddelbart tænker på. Vi havde /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 180

angsten for en atomkrig i starten af 1960erne, Vietnam krigen, oliekrisen, Bader Meinhof i 1980erne. Vi har haft glæden ved skoleudflugterne, ungdomsforeningerne, idrætten, kollegielivet under studierne, den billige benzin, som ubekymret bragte os rundt i Europa. Glæden ved at bo på landet, hvor man kunne spise sine egne produkter og være uafhængige af supermarkedet. Den ubekymrede tilgang til kunstgødning, smøreolier og plantebeskyttelsesmidler. Vi havde industrien, hvor vi kunne tjene til overfloden.Nu er vi kommet over bekymringerne og glæderne og ind i en ny tid og vågner op ved at læse anmeldelsen af Inge Eriksens antologi (se den på hjemmesiden). Vi er så gamle, at vi siger, at vi lever i en forkert tid. Løsningen er ikke at få en SR regering, og hvad skal vi så stemme på.Hvad er det, vi sidder og roder med, os der lever i en forkert tid? Hamsun (se anmeldelsen på hjemmesiden), Sult, Victoria. Duun og hans beskrivelser af den sorteste overtro og tro på ånder og gengangere i de store nordtrønderske gårde. Præsternes formynderiske og truende adfærd over for ungdommen skræmmer mig. De arrangerede ægteskaber og slagsmålene mellem karlene om de bedste kvindelige partier er udtryk for en konkret virkelighed. Jakob Knudsen med de store problemer mellem generationerne, åndslivet og hjemkomsten til barndommen. Det Grundtvigske frisind. De, der hører hjemme i vor tid, Martin A Hansen, Ekman, Tikkanen, Lars Sund, Hoem, Mazzarella, Holst blot for at nævne et lille udpluk, vi magter ikke at komme hele vejen rundt. Og vi jagter rundt i vores Golf for at se stederne, som er knyttet til digterne og for at og tale med folk der.Har du hørt fars beskrivelse af sin jagt på Duunriget: Jeg var på Jøa. Det sidste stykke vej helt ud mod havet lykkedes det ikke at finde, alle stier op løste sig. Far skriver videre om sit møde med en gammel mand: ”Kan du vise mig vejen til Kjelvika” helt glemmende, at Kjelvika kun findes i digtningen, men alligevel får svaret, at nu skal jeg følge med Dem derud.Sådan er Birgit og jeg også på jagt efter steder. Vi lever helt åbenlyst i en forkert tid.Vore tanker går tilbage til din tid på universitetet, hvor du kæmpede med tanken om en humanistisk forståelse af naturen. Ikke sådan at hele tiden går med denne tanke, men netop i dag, hvor vi finder en kronik, som tager et opgør med den humanistiske kulturelite og påstår, at naturen har sin plads i forståelsen af livet. Selvfølgelig kræver det ånd og vid at forstå og dyrke naturen. Hvorfor kom du ikke videre i det spor, der skulle afdække den universelle sammenhæng mellem menneske og natur? Jeg husker noget om, at der var kræfter i Japan, som også arbejdede med dette. Det ville jo have passet fint ind i dit fag i dag. Hvis du da ikke er bundet til ministerielt fastlagte pensumplaner (Mette Bock, Tocqueville).Birgit og jeg sidder nu og gennemgår så mange indtryk fra aviser, bøger, TV, som vi kan overkomme - når vi ikke er på jagt efter steder - og taler om, at det burde vi have gjort, medens børnene var små. De små søde døtre skulle have været opflasket med debat og kultur i en langt højere grad. Nu må I så på egen hånd indhente det forsømte. Men grunden til at I ikke har været underlagt en stærk ideologiske påvirkning er nok, at også Birgit og jeg har unddraget os en sådan i vor barndom. I hvert tilfælde har jeg unddraget mig mit hjems påvirkning ved i en stor del af tiden, at være i marken på den ene eller den anden af egnens gårde. Den sociale arv eller mangel på sådan kalder man det nu om dage.Den rigdom, vi jagter, er bøger, steder, historier og tanker. Den kommer blot os selv til gode og forsvinder med os, og dog. Efter at både mor og far nu er borte, begynder deres indflydelse at virke. Er det for sent?Jeg håber, I føler, at I lever i den rigtige tid.Onsdag den 21 marts 2007Det sædvanlige, vi sidder og ser Tv avisen fra TV2 medens vi spiser, klokken bliver hen ad halv otte. Birgit farer op og siger, at hun skal gå om fem minutter. Der er badminton sammen med damerne i kvarteret her. Den samme sene afgang hver onsdag. Tag noget med ud, når du går. Birgit hjælper i køkkenet med at lægge levningerne i køleskabet og stresser så til omklædning. Farvel lyder det, medens jeg kæmper med gryderne i vasken. Jeg elsker dig. For en gangs skyld må jeg ud og se hendes afgang, sådan som hun så ofte har stået i døren, når der er afgang for et familiemedlem. Jeg kommer uhjælpeligt for sent. Den røde jakke er allerede i rask gang over stikvejen. Nu løber hun over torvet, går lidt og lunter så igen i trav. Skikkelsen stråler af at glæde sig til aftenens samvær og spil.Det var ikke særligt givende at være til møde i Norden i Fredensborg.Gamle, trætte og alt for rutineprægede mennesker. I skal ikke ønske jer at få sådanne forældre.


http://birgitbokruse.dk/doetrene/20070211%20Standardiseret%20menneskeliv.pdf

Fortællingen om finnebørnene var ikke som forventet, det blev til en meget almindelig fortælling om personlige erindringer om en barndom og et voksenliv i Danmark. Kun en optagelse af den finske socialministers tale til Danmark angående tak for modtagelsen af børnene og ønsket om at få sine børn hjem igen vakte følelserne til live. Finland havde brug for sine børn, da mange unge mænd var gået tabt i krigen.I ved ikke, hvad det vil sige, at en nation mangler drenge og mænd. I har fået jeres mandfolk. Der er mænd og kvinder omkring jer, som arbejder for landets vel.Birgit og jeg blev endnu engang optændt af den ild, som brænder i os for Finland.Ti formiddage med kursus i cementfremstilling og to dages feltstudier til England derefter. Hele dagen i Ordrup for at lære om maskinsikkerhed, som det foreskrives af kommissionen og det internationale tekniske komitearbejde. Nye standarder, som skal læses. Nå, ja arbejdet skal passes alligevel.Jægerbruden med Leonard Bernstein og derefter Ladies in Lavender, en violinfantasi går for fulde højttalere fra DR allegro.Søndag den 6. maj 2007Kære Mette,Birgit går i haven og luger græs. Hun er utrættelig. Jeg sidder og kæmper med min selvangivelse. Det er de lagerbeskattede investeringsforeninger, som nu er blevet et problem. Der skal laves en beskatning af urealiserede tab / gevinster hvert år. Fristen er overskredet, og jeg ved ikke, hvad Skat gør ved sådanne forsinkelser. Jeg må nok erkende, at jeg ikke mere magter, at følge med i alt det, myndighederne lægger ud på internettet og i de love, som pålægger borgerne pligter.Jeg har nu langt om længe fået afleveret boopgørelsen til skifteretten i Esbjerg og Skattecenter Tønder. Det har holdt lidt hårdt at få det udført. Vanskeligt overskueligt skema fra Retten.Jeg har fået afleveret mit forberedelsesskema til samtalen i FLSmidth. Det har også været krævende at få udfyldt. Skal det gøres ordentligt, tager det tid.Tak for dit besøg her og din e-post forleden. Det var godt at se dig. Hvorledes du klarer dig i Harstad gætter vi på, men vil med mellemrum nok spørge til hvorledes det går med Ola Strands billede. Jeg tror nok, at Birgit og jeg vil føle det som et tab, når du opgiver Harstad. Ja, jeg skriver når, for jeg tror alligevel ikke, der er tale om et hvis. Vi ser i hvert til fælde frem til at besøge dig i Harstad endnu engang, at gå i Coop og købe Toro, Kvik lunsj og nescafe. Expert med lamper og ledninger. Elgiganten med støvsuger. Isenkræmmeren med multimeteret var kedelig. Spise steinbit i Fredvang står endnu som et minde om en god oplevelse. Trondenes. Vandre mellem de gamle rønnetræer og rundt om de gamle kampesten. Vi er så betaget af din egn og dit liv der og forstår dine spekulationer med hensyn til valg. Det er jo ikke bare din karriere, men også landskabet og byen omkring dig. Hvor er dine negative oplevelser fra Harstad og Statoil? Du har et solidt fundament at leve på. Det har du fra erfaringen, lysten til at undersøge dine omgivelser og evnen til at opsamle erindringer at refere til.Jeg skal på endokrinologisk i Helsingør den 4. juni. Der er et område af skjoldbruskkirtelen, som ikke fungerer. Vel nærmest en rutineundersøgelse, men Strømsholdt har sagt, at det ikke fungerende måske skal tages bort.Vi er i det sædvanlige problem med haven. Den bliver tilsået som sædvanlig, men med tanke på, at vi jo tager væk fra det, og at det kan blive spist af duer og mosegrise eller tørre bort i sommeren. Nu er det blot få uger til afrejse og først nu skal vi til at skaffe en ny teltstang, som har været revnet det meste af sidste sæson. Man skal jo ikke investere før tid.Har talt med Appelsinhuset i går. Der er tanker fremme om at gøre en visit i Kokkedal inden ferien, men ikke noget konkret endnu.Vi kæmper videre, brændet er nu stablet og terassebrædderne er malede. Om lidt kommer Birgit og siger, ”sidder du her inde ved computeren, du skal ud og have luft nu. Det der kan du lave i aften.” Det kan jeg ikke, og jeg skal ikke ud før jeg har lavet de nødvendig kontoropgaver her i hjemmet, og det er blandt andet et brev til dig. Hav det godt. Mange hilsner fra far.Lørdag den 23. juni 2007Jeg har en aftale med en kirurg på Hillerød på onsdag. Jeg får nok tilbudt fjernelse af den halve skjoldbruskkirtel. Men hvis der kun er 5 % mulighed for, at det er nødvendigt, og med tanke på det risikobillede ved bortskærelsen, der er malet op for mig og mit velbefindende taget i betragtning, kan det blive en vanskelig sag for kirurgen at motivere mig til at acceptere et sådant tilbud./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 182

Onsdag den 15. august 2007Edvard Hoem, Mors og fars historie. Jeg vænner mig til sproget i løbet af læsningen. Det er ikke så svært, Endre siger, at det kan være meget sværere, men det har jeg oplevet i Olav Duun og i Kinck. Det kan godt være, at jeg få mod til at vende tilbage til disse to.Hoem lader lokale stemninger og holdninger, som jeg forbavses over, komme til udtryk. Værst er det at opleve, at en mor ikke kan få sit barn med i et nyt forhold, som oven i købet er velsignet af kirken. Næst er missionens udbredelse og dyrkelse – jeg får tanken henledt på Johan Bojers, Troens makt – med aflæggelse af vidnesbyrd, som er mig inderligt imod. Selvom jeg har mødt missionen i min hverdag i Danmark, forekommer det mig, at det, Hoem beskriver, er forhold, som jeg ikke har kendt. Er det norske religiøse liv så meget anderledes og mere radikalt end det, jeg kender. Den personlige frihed, hvor er den. Det er en sådan religion, som får visse kritikere til at nedgøre kristendommen. Edvard har lavet en fin fortælling og er grundigt inde i sagerne.Nordlandstur 2007Det er jo ikke helt tilfældigt, at vores tur går over Jøa. Det er jo Duun landet. Landet i eventyret og Juvikingerne, som var fars hofnummer. Jeg har fundet en side 3 af et brev, som far har skrevet efter et besøg på Jøa:Jeg var på Jøa for første gang for en 5-6 år siden, man kan godt kalde det en sentimental pilgrimsfart. Jeg ville gå de veje op, hvor Duun havde ladet sine mennesker leve. Og jeg kom da også ud på nordvestsiden af Jøa, men det sidste stykke vej helt ud mod havet lykkedes det ikke at finde, alle stier opløste sig og blev til ingenting. Jeg gik så ind på Brakstad, hvor Duun havde boet en stor del af sin barndom og i min optagethed af at være i Juvikingernes verden, spurgte jeg en gammel mand, om han kunne vise mig vejen til Kjelvika helt glemmende, at det navn jo kun eksisterte i digtningens verden. Jeg skal gå med Dem, siger han så, for stien er svag, det er mange år siden nogen har gået den, husene derude er revet ned. Vi gik derud sammen ad Kjelvik kleiven, han gik foran rask til bens trods sine 70 år, trods den knudrede sti, da vi kom helt ud og så ned over Folla, vendte han sig om mod mig og sagde: ”Det er landet i eventyret” og der lå de huse, hvor Bennet og Guriane tog imod Odin. Oplevelsen var morsom, nej noget mere, men ikke bare fordi alt var som skildret af Duun, også fordi man mærkede, at han, der havde fulgt mig, levede i og var fortrolig med den Duunske verden. Og den samme fornemmelse greb mig, da vi sent samme aften sad og snakkede med Aksel Devik, ejeren af den gård, der………………………..Ja, så er der ikke mere.Birgit og jeg har nu oplevet det Duunske land og knyttet oplevelsen sammen med de tre bind af Olav Duun’s Juvikingerne.Vandretur langs stranden ved Grense Jakobselv. Mette er nu på en Boing 737 fra Kirkenes til Oslo og videre til Trondheim. En langtrukken afsked i lufthavnen med Mette indenfor glasvæggen og vi udenfor. Det er næsten som om ferien er slut, nu da Mette ikke er med længere. Et rutineret friluftsmenneske er hun og opmærksom i det landskab hun befarer.Stemningen er noget trykket på vejen fra Storskog til Grense Jakobselv. Har taget billeder af porten til Rusland, og i det samme kommer hundepatruljen, og hele hundegården gjalder. Vil der blive sat en eftersøgning i gang efter et par turister i en blå Golf? Det er glemt, da vi endelig ligger i teltet, og tilbage er så udsigten til den tomme midterplads i teltet, hvor Mette har huseret.Der står allerede to campingbiler på havnepladsen bag de store kystsikringsanlæg, som er noget medtagne af naturens kræfter. Der kommer en kommunalarbejder i en ny Toyota arbejdsvogn. Han hygger sig i bilen med en smøg, hvorefter han kommer ud, finder sine arbejdshandsker i et lille rum på ladet. Der skal tømmes skraldeposer. Der er en enkelt passager til busafgangen midt på formiddagen. Grense Jakobselv er indlemmet i byens infrastruktur selv om der er 60 kilometer til rådhuset.Det er et noget blandet gensyn med egnen omkring Grense Jakobselv, som blev befolket af efterkommere af soldater fra Vardøhus fæstning, Soldater, der for nogle hundrede år siden kom for at hente tømmer og brænde, hvilket ikke var tilgængeligt på Varangerhalvøen. Birken er vokset i de syv år siden sidst. Vejen fra Bjørnstad til Oscar II’s kapel er blevet mere lukket og mørk. Fjeldene ser mere ensomme ud, især på den anden side af elven. Det minder lidt om skuffelse over, at der nu snart 20 år efter at tæppet er gået op stadig ikke kan køres frit ud på Kolahalvøen. En flot himmel er der mod nord og en dyster bølgegang op på sandstranden. Birgit vil ikke gå udenfor dyrehegnet, kunne jo risikere at blive skudt på af russerne, men det skulle nu være sikkert at gå til midten af det dybeste sted i elven, hvis man i øvrigt ikke provokerer grannen./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 183

Fra elvmundingen ud til den yderste pynt er der en bred sandstrand og indenfor græs-, lyng- og revlingeklædte områder, yderst på sand og længere inde mod elvmundingen på tørv. Tørven findes i bølgeagtige langsgående forhøjninger, hvorimellem der er lavninger, bølgedale en meter brede i bunden. Landskabet ligner grangiveligt grønne bølger. På det højeste sted er plantet et stort kors i træ med inskriptionen: ”Hammerfest-Gr. Jakobselv 1991”. Det bliver gætterier med hensyn til, hvad der er sket. En lystsejler, som er strandet, en inspektør fra fyrvæsenet, som er omkommet.Kong Oscar II’s kapel ligger under fjeldet med sin kirkegård mod nord. Efterhånden noget tilgroet. Der er ikke mange begravelser i nyere tid. Dahl på Eggemoen, som ligger nabo til den gamle skole i Grense Jakobselv siger, at der har været dugnad på kirkegården i foråret, og han antyder, at der kan være brug for endnu en oprydning, men ellers besværer han sig over de mange huller i vejen ud til Grense Jakobselv. Det er blevet for besværligt at køre uden om hullerne siger han. Vejmanden havde lovet at komme for at skrabe vejen i sidste uge, nu håber vi på, at han klarer det i næste uge. Heller ikke den gamle fru Schaanings gård er til at finde uden besvær. Dahl siger, den ligger lige overfor russernes vagttårn, men hun er kommet på plejehjem og bor der ikke mere. Når først stedet er fundet ligner det sig selv, Lyngmo hedder det. Haven er tilgroet, møblerne står i stuerne som om beboeren lige er gået en tur til købmanden. Campingpladsens hytter står rødmalede og grønne af alger mellem de krogede birk. Stedet hvor teltet stod ved det første besøg kan stadig udpeges.Noatun i Vaggetem er stedet hvor ornitologen, Hans Th. Schaaning levede med sin unge kone omkring år 1900. Der står nu en gennemrestaureret gamme, hvor han udførte sine studier. Efterkommeren Hans Schaaning har boet på Noatun gennem et langt liv og været guide for besøgende, som ville vide noget om den gamle Hans Th. Schaaning og hans studier. Et forsøg på at finde gården slår fejl. Efter 10 år er der kommet forskydninger i hukommelsen vedrørende beliggenheden. Men mindet om guiden Hans Schaaning står skarpt.Hos Edith Randa på campingpladsen, Steinuri i Vaggetem finder vi hjælp. Edith er en gammel kending fra 1997, hvor der blev tilbudt overnatning ved sommerhuset i skoven med formaning om ikke at genere bjørnen og den to unger. Vi få tilladelse til at vaske os i vandet. Selvom vi her på gården drikker det, kan et par snavsede danskere vel ikke skade vort helbred.Edith viser vej til Noatun. Hun står netop midt i afskeden med fire damer, som har været til eftermiddagskaffe, og samtidig med at sige farvel til damerne forklarer hun vejen til Noatun og fortæller historien om, hvorledes Hans er kommet af dage. De fire damer gyser. Betjenten i Nyrud havde været på Noatun et par gange og ikke fundet nogen hjemme, og døren var åben. Han kontaktede Edith, som straks var klar over, at noget var helt galt. De fandt Hans liggende i skoven på en i sneen nedtrampet plads med sin rygsæk, en god nistepakke og en spade. Her ville han formodentlig have gravet sin grav. Hans nåede ikke at få spaden i jorden, men han fandt sin plads. Det var i starten af december.Der er ikke nogen betjening om morgenen ved afrejse fra Steinuri. Med hjælp af en hollandsk stamgæst findes Ediths private bolig for at betale skyldigheden. Nu kommer historien om kilden med det klareste vand i Norge og historien om lommen.Kør lidt op ad vejen mod Noatun, en halv kilometer henne til højre står der en omvendt spand på en stang. Spanden er til at hente vand op fra kilden, og den står på hovedet, for at der ikke skal komme snavs i den. Nej, jeg cykler og dokke kører efter, og lynhurtigt er Edith på den 10 gears. Ganske rigtig viser det sig, at kildevandet er farveløst, medens campingpladsens vand, som allerede befinder sig i dunkene er brunligt. Alle beholdere tømmes og fyldes medens Edith pludselig siger: ”Hør, det er lommen”. Den fløjter, det betyder godt vejr, men hvis den gakker, bliver det regn, og så siger man Lom, hold kæften din, du gakker regn. Edith fortæller videre om en bedaget herre, som oplever sin første kærlighed og bliver gift. Han kommer hjem efter et værtshusbesøg og ser, at konen har nabokonen på besøg, de er midt i en ivrig samtale. Han er ikke vant til snak og vil helst bede damerne om at tie. Heller ikke vil han fornærme hverken den nyligt ægtede eller nabokonen og siger på finsk: ”Gak a liiik gak ooo haaaakaa”. Det betyder sådan noget som, hønerne skal ikke kagle, når hanen er hjemme. Det bliver til en hjertelig afsked med Edith.Der bliver indskibning med M/S Nordnorge fra Kirkenes til Vardø midt på dagen. Der er adgang til en platform over bakken, hvor der står tre trykluftspil til ankre og fortøjninger. Havet glider ind under boven og nedefra høres den lidt uregelmæssige sjasken af de små bølger, som rammer skibet. Kursen er nu ret mod Vardø. Mod vest ligger Varangerfjorden i regnbyger, mod nord er der klar, letskyet himmel og en skarp horizont. Mod syd og øst ses Grense Jakobselv og den russiske halvø, Rybatsi Polyostrov. Ti grader og en let vind med solstrejf er det ideelle vejr til søs. Forbi Kiberg og indenom de østligste øer i Norge. Vardø ligger noget forladt en lørdag ved sytten tiden. Vardøhus tager imod med en kvadrille i gamle uniformer, og den gamle /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 184

pastor emeritus sidder i kirken og fortæller om kirken i Vardø. Symbolikken i den keramiske altertavle, duen, Kristus skikkelsen, himmel, jord, Gud og mennesker, som forsones ved Jesus Kristus i treenighedens ramme. Det gamle epitafium fra Flensborg og pomorkorset hænger på væggen nederst i kirken og i våbenhuset står en Colin Archer model.Den gamle emeritus er faldet af på den siden sidst. Efter en lang snak om missionens mange retninger både i Danmark og Norge er det tydeligt, at han er træt. Nu skal I gå og tænde et lys for Vor Herre Kristus den almægtige, og han tager et par lys op af lommen.M/S Nordnorge er på vej ud af havnen mod syd og færden går videre mod Hamningberg.Byerne ved de store elve ligger så naturskønt, at det må fortælles så ofte, det kan lade sig gøre. Vand, skov og grønne marker omkring Karesuando, Jukkasjärvi, Pajala, Kolari, Vitangi, Kalix, Överkalix, Luleå, Älvsbyn. Med aftensolen i ryggen gør landskabet sig i særlig grad fortjent til beundring. Det grønne og blå er det altovervejende, og heri blander sig de hvide farver fra birken og det røde og gule fra husene. Ofte ligger der en stille arm af elven, som er tilgroet med græs, åkander og andre vandplanter. Her kan der findes en lille havn eller bådebro, og her er der ro til vandfuglenes reder.Det slår aldrig fejl, man må passere en bro for at komme til byen og fra broen eller brofæstet kan man være sikker på at naturscenen præsenterer sig allermest fordelagtigt.Lidt specielt føles det ved Kengisforsen i Torneelven. Her er Kengis bruk beliggende med sine huse og stemmeværker. Hvor der er vand og fald kan der skabes rigdom. Handel og tjenester fra vandmøllen og kirken har skabt rigdom. Markvejen går mellem stuehuset og elven og i midterrabatten vokser vejbred, kamille, pileurt og mælkebøtte. Der ligger gødning fra fårene på sporene, lugten og synet får tankerne tilbage til barndommens sommerdage. Da kunne der ligge grønne og nærmest flydende gødningsklatter fra kreaturerne. I dag er der arrangeret operascene i brukets have og cafe i den nærmest liggende ejendom. Vandmøllen ligger i ruiner, men husene ser pænt vedligeholdt ud. Det er turister, som frekventerer stedet for at læse plancherne med beskrivelser af tidligere tiders handelsliv og varetransporter mellem Bottenhavet og Austhavet på en af Europas ældste handelsveje.

Hertil

Søndag den 2. september 2007Kære Kirsten,Birgit har fundet en artikel i avisen, som måske kunne interessere dig. www.dfl-ollerup.dkHvis I da ellers tænker på at frekventere DK, du og Endre. Birgit og jeg kan ikke rigtig finde ud af om I har gang i noget. Kan ikke se sammenhængen i at købe hus i Bø og talen om DK. Det virker jo besnærede, hvis HIT på trods af manglende enighed, opruster på Porsgrunn, at I så kan være med i frontlinjen der. Det skulle såmænd ikke undre mig, om Porsgrunn vinder kampen med Notodden. Industri, kultur og uddannelse samler sig og besidder stærke kræfter, som selv departementet ikke kan bekæmpe. Men så skal I jo købe hus i Porsgrunn. Men det er da også fint, at være gymnasielærer i Bø. Er det en fuldstændig umulig tanke for Jer at samle bolig og arbejdspladser i nogenlunde nærhed af hinanden, hvis det ikke kan blive i Bø? I har jo ungdommen og kraften til at vove.Birgit er i Troldeskoven til arbejdsdag, og jeg rydder op på hjemmesiden. Der kommer da lidt nyt en gang i mellem. Jeg har nok lidt svært ved at nå en opdatering, som jeg gerne ville. Nu kan du se billeder fra Møn turen.I går opdagede jeg en hjemmeside fra en familie, som havde rejst gennem hele Skandinavien, Baltikum og Polen på 143 dage. Meget spændende. Det er faktisk et godt medie til at blive bekendt med andres interesser. For eksempel har jeg fundet et par amatørbeskrivelser af besøg på Schaanings Noatun i Vaggetem, et sted, som har optaget mig en del, hvilket du vil vide fra tidligere skrift eller tale fra mig. Også udredning om en ny mellemriksvej fra øvre Pasvik til Finland ligger til afbenyttelse på nettet.Nu er hverdagen igen ved at indfinde sig her i Enebærhaven. DSB har fået nye skinner at køre på og er kommet tilbage til sin ordinære køreplan, så jeg kan komme frem og tilbage uden at skulle føle mig som turist i Nordsjælland. Det har været en start efter ferien med en del fravær, dels på grund af nedbrudt komputor og dels til diverse undersøgelser med skjoldbruskkirtlen og fys med mine hals- og nakkemuskler.


http://www.dfl-ollerup.dk/

Jeg blev brændt af på Hillerød forleden, min operation. De har lovet at sende mig et brev med en ny tid, men jeg har frabedt mig, at det bliver i sidste halvdel af oktober, der skal være party den 29. Men med al den omtale, der er omkring manglende kapacitet og kirurger, der forlader sine stillinger, er jeg ved at have den opfattelse, at mit luksusproblem ikke hører hjemme i det danske offentlige sygehusvæsen. Nu må det gå, som det bedst kan, men at der er kræft i skjoldbruskkirtlen kan ikke udelukkes. Fru Strømsholt ville absolut have mig til at få indgrebet udført, og det har jeg så bøjet mig for.Der ligger spændende opgaver i FLSmidth, og det optager mig meget. FLSmidth har opkøbt et Canadisk mineselskab og er på vej til at sammenlægge cementaktiviteter med mineralefterforskningen. Der er store planer for FLSmidth’s fremtidige virke i sværindustrien. Det er jo ikke sådan, at min afdeling er involveret i de store overordnede linjer, men vi udfører konstruktionsarbejdet på store og vitale komponenter til en cementfabrik, og det passer mig udmærket.Mange hilsner fra far.Kære Ib og Vibeke,Tak for Jeres fine brev og besøg forleden. Undskyld, jeg ikke var med i drikkelaget, jeg prøver at få en bedre livsførelse, men det er ikke altid, det lykkes.Det var godt at få taget hul på den tilspidsede (kan jeg vist godt tillade mig) politiske situation i DK. Jeg bryder mig ikke om det værende regime.Tak for kronikken. Jeg tager til genmæle med pluk fra Lene Frøslevs artikel.Farligt. Hvis det bliver legalt at gå til angreb for et synspunkt, og det har Danmark gjort, kan det blive DK, som angribes med henvisning til et synspunkt. Det er farligt at lade hånt om folkeretten.Men ellers vil jeg henvise til Persson: Citat start. Har De kritiseret Anders Fogh Rasmussen direkte for at deltage i krigen? Nej. Hvorfor skulle jeg gøre det? Danmark havde allerede bestemt sig, og han vidste, at vi havde en anden opfattelse. Der var ingen grund til den slags. Citat slut.Lykketoft og Jelved ved godt, hvad Anders Fogh Rasmussen mener, og de to har en anden mening, det ved Rasmussen udmærket. Der er ingen grund til at tale om at Anders Fogh Rasmussen er farlig. Som det er nævnt nedenfor: Man skal ikke spille sig muligheden for at påvirke af hænde ved at udtale sig på en måde, der ikke bliver hørt på. Jeg synes faktisk, at Lykketoft og Jelved har savnet lyttere gennem efterhånden nogen tid.Demokratiet i Danmark er som jeg ser det ikke i fare. Men det er ikke behageligt ej heller hensigtsmæssigt, når et snævert flertal beslutter store sager.Selvfølgelig skal jeg støtte oppositionen, selvom den ikke kan opnå regeringsmagten, men det kan vel dæmme op for flere snævre flertal i store sager.Her er uddrag af Lene Frøslevs artikel I Berlingske Tidende den 2. sep. 2007:Hvis vi vil have bedre velfærd, så må vi også betale for den.Efter ti år som socialdemokratisk svensk statsminister forlod GÖRAN PERSSON sidste år politik efter et tabt valg. Han er i dag rådgiver, men taler stadig gerne politik: Om unge indvandrere som »et gode«. Om den »legalt og moralsk« uretfærdige Irak-krig. Om det »meget komplicerede« regnestykke at love både velfærd og skattelettelser. Og ja - om sit forhold til Danmarks statsminister.Persson afviser på det bestemteste at jokke rundt i det indenrigspolitiske danske spinatbed ved at kommentere på spørgsmål om moral og flygtninge fra Irak. Men et faktum er, at den tidligere svenske statsminister mener, at invasionen af Irak var »uretfærdig, både legalt og moralsk«.»Jeg forsvarede USA’s angreb i Afghanistan, fordi FN støttede det. Derimod forsvarede jeg naturligvis aldrig Saddam Hussein. Men når store lande går til angreb for deres synspunkter, er det vigtigt, at det sker inden for Folkerettens ramme. Hvis man accepterer, at dette kan ske i Irak, så kan det ske hvor som helst. Hvad gør vi, hvis det bliver en anden stormagt, der klapper til i sit nærområde uden støtte fra FN? Hvor slutter det her? Det er meget vigtigt for små lande som Sverige at hævde Folkerettens principper. Umådeligt vigtigt.«Som situationen er nu, mener Persson, at FN bør være garanten for at genoprette freden - og at læren af Irak krigen er, at USA ikke længere kan gå enegang og handle unilateralt. Om Danmarks engagement i krigen og senest hjemtrækningen af tropperne, siger Persson: »Det er /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 186

Danmarks beslutning. Det er svært at trække sig ud, når man har valgt at gå ind. Det er også et ansvar.Danmark har naturligvis spillet en rolle i sammenhængen. Men jeg vil ikke påstå, at Danmark har været en ledende kraft i Irak.«Har De kritiseret Anders Fogh Rasmussen direkte for at deltage i krigen?»Nej. Hvorfor skulle jeg gøre det? Danmark havde allerede bestemt sig, og han vidste, at vi havde en anden opfattelse. Der var ingen grund til den slags.«Heller ikke George W. Bush og Tony Blair har været direkte konfronteret med det svenske standpunkt om moral og uretfærdighed. Det har givet anledning til svensk kritik af Persson med henvisning til den afdøde svenske statsminister Olof Palmes verdensberømte udfald mod USA under Vietnam krigen.»Man skal ikke spille sig den mulighed af hænde at kunne påvirke, f.eks., ved at udtale sig på en måde, så de ikke vil lytte. Det var anderledes i 70erne. Olof Palme kom aldrig i personlig kontakt med den amerikanske præsident,« forklarer Persson.Men han vil gerne give sin personlige karakteristik af verdens topledere. USA’s George W. Bush er Perssons gode ven - på det personlige plan. Londons Gordon Brown er seriøs, alvorlig og gudfrygtig. En hårdtarbejdende skotte, der holder på pengene. Berlins Angela Merkel er helt skandinavisk. Hverdagsagtig, praktisk og indstillet på konsensus. En god lutheraner. Og Vladimir Putin. Den mægtige russiske præsident er også nordisk i sin tilgang. Skt. Petersborg-nordisk.Søndag den 17. oktober 2007Kære Mette, jeg kunne godt ønske mig, at der var lidt mere tid til at korrespondere med dig. Vi får et fint brev fra dig en gang i mellem, men så går der lang tid, hvor vi ikke har nogen kontakt. Vi tænker på dig og på, hvordan du klarer din hverdag. Kan du blive ved med at leve i Nord. Vi tror vist, at du kan blive ensom deroppe, men når vi hører fra dig, giver du jo indtryk af at være integreret helt og holdent, og at du har det godt og er tilfreds og glad. Du skal selvfølgelig ikke sætte dig til skrivemaskinen for at glæde de gamle forældre, men fordi du synes, du har noget at ville udbrede dig om. Egentlig ved vi godt, at man lever lige så interessant og moderne i Nord som i København, men den gamle opfattelse af, at befolkningen langt mod nord lever uden for lands lov og ret kan overmande selv den mest rutinerede nordlandsrejsende.Jeg kigger lidt på Hamsun for tiden, men har fået den tanke at ville se lidt på Jonas Lie, en Lofotgut, søn af en fiskehandler fra Trondheim. Der er nok gode beskrivelser af nordlandslivet.Kan du forklare, hvad det er, der fascinerer der i Nord? Jeg må lægge det helt bort eller blive gal.Svampesamlingen går meget dårligt i år. Måske skal der findes nye områder til erstatning for Grønholdt Hegn. I dag blot nogle uspiselige rustsvampe og skørhatte. Hvor det sidste år myldrede med Karl Johan, er der nu intet som helst at finde. Men et besøg på Jagt- og skovbrugsmuseet gav en fin indsigt i noget af svampesamlingens teori. Dagligdagen har indfundet sig efter afvekslingen på Hillerød sygehus både herhjemme og på kontoret, og det må man nok affinde sig med. Det er ved at være lidt anstrengende at skulle erfare, at der findes yngre kræfter, som kan betjene de store modelleringsprogrammer væsentlig mere effektivt end en gammel mand kan gøre det. Det trætter en del at skulle rumme de mange ligninger og geometriske data i hovedet indtil de bliver sat på skærmen, tanken om at komme til at glemme noget kan godt være trættende også. Jeg arbejder med det projekt, som jeg var i Ægypten for at hente data til. Havde jeg bare lavet en noget mere detailleret rejserapport dengang. Der er gået detaljer fra værkstedsbesøgene tabt.Det er ikke så ofte, vi spørger: Hvordan har Jakob det? Hvordan har Viggo det? Du fortæller ikke så meget om familien i Gilleleje, men Birgit og jeg har ofte tankerne på dette emne.Hav det godt. Savner dit gode væsen.Søndag den 24. november 2007Grønholt kirke med Hedda Salomonsen på prædikestolen. Solen stikker lidt ind af vinduerne mellem bygerne, mens fårene bliver skilt fra bukkene. Kærligheden har ingen hukommelse, og vi har ikke noget at retfærdiggøre os med når dommen falder.Som så ofte under prædikenen flyver tankerne, og hver gang solen skinner i vinduerne mod syd går tiden tilbage til Verst, når vi sad sammen med mor i den stikkende sol.


Verst. Salmen efter prædikenen bringer tilfældigvis tankerne til Verst. Påskedag i konfirmandstuen efter påsketuren sidder Kruses og Nielsens bænket og venter på Hyttings. De kommer vist ofte for sent, er kørt hjem omkring Thorsted på vejen for at klæde om, og da de endelig kommer, istemmer far og Poul fuldtonigt,Regn os til dit vennelag,Under vort det ringe tagVærdiges at træde!Hør vor bøn, og hør vor sang!Giv ”Guds fred”! sin rette klangOs vor Herres glæde!

Hvor kommer sådan en erindring fra? Der blev altid serveret snaps til måltidet efter påsketuren, og netop ved denne lejlighed skulle de voksne i deres løssluppenhed lære Jørgen og Bo at drikke snaps. Måske er det den oplevelse, som har fastholdt hele scenen.Det var den søndagsgudstjeneste. Ude på kirkegården er det regn og rusk, og markerne driver af væde. Nysået vintersæd side om side med en uhøstet hvedemark med vand på de laveste steder. Der letter en Cessna 175 ovre på flyvepladsen.Nu sidder vi så her ved mors spisebord og får en sherry, og havde det været for et år siden, ville vi jo have ringet for at fortælle om salmerne og prædikenen. Mindet om mor og far gør godt.Mandag den 24. december 2007I år er der ikke morgenkaffe på Regattavej. Faster Bodil er flyttet på Hareskovbo, men alligevel er der et stort fremmøde af de sædvanlige gæster fra sangerne og familien. Gangen ud for Bodils værelse er pludselig blevet levende af talende og livlige mennesker, og der stråler glæde og velvære blandt de tilstedeværende.På vejen hjem fra Bagsværd er der visit på Ekenæsvej hos Merlands. Der skal afleveres gaver til den lille familie fra Hellerup. De tre fejrer jul sammen med Merlands.Der er stille i huset. Mette og Birgit er gået i kirke i Nivå, medens stegen, pølsen, skinken og suppen simrer på komfuret. Rødkål, risengrød og kirsebær står klar på bordet og gryderne er taget frem til dette. Den norske bakke med rosenmaleriet er sat frem i stuen med glas og sherry til kirkegængerne.I år bliver der ikke hilsner fra søens folk på P1. DR har anset, at dette program ikke har den store folkelige opbakning, og at søens folk nu har andre og mere effektive metoder til at kommunikere med familien. Men jeg mangler pustet fra den store verden og visheden om, at mine landsmænd i det fjerne står på sin post for at tjene fædrelandet. Heriblandt Niels Peter, der som lille dreng tog sin tørn i sildefiskeriet på Øresund sammen med mig i jollen og nu står på broen af en Mærsk tanker i den Thailandske Golf.Julemorgen i Slaugslunde kirke, fyldt til randen af ung og gammel bliver Johannes prologen læst fra prædikestolen.Anne og Christian til suppe og høne. Peberroden er blevet noget melet. Er der nogen, der har en løsning på dette. Den er ikke så velsmagende, eller var det en vellykket juledag. Vi spiller nu bezzerwizzer.Året slutter af med en eftermiddagstur i Vejenbrød mose på begge sider af Langstrup å. Der er ikke noget vildt i mosen udover duer. Jeg savner bekkasin, fasan, hare, som jo nok burde være at finde i løbet af en eftermiddag.

Breve i 2008Søndag den 27. januar 2008Kruse søskende har været sammen hos Henrik og Annemarie på Munkemosevej i Århus. På vejen hjem får vi besked om at Morten Dam Mortensen er død som følge af lang tids sygdom.Kære Lone og Maria,Erling har i dag ringet og berettet om Mortens død. Vi har jo nok været klar over at Mortens sygdom var af ondartet karakter, men det kommer alligevel overraskende for os, at han nu ikke mere er blandt os.Modtag vor kondolence og håb om, at I og familien har kraft til at komme igennem den svære tid og til at genrejse et hverdagsliv, som i kan glæde Jer over./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 188

Erling har sagt, at der bliver begravelse på torsdag. Birgit og jeg vil bestræbe os på at deltage ved Mortens sidste rejse.Hav det godt og mange hilsner fra Birgit og BoSveriges tur, Karlskrona, 9.-10. februar 2008Nord om SöderåsenKlokken er seks, udenfor venter mørkt og koldt vejr. Det sidste par dage er telt og soveposer taget frem, og nu bliver udstyret lagt ud i bilen. Vi giver os egentlig god tid til at spise morgenmad og komme af sted, klokken bliver alligevel 9 inden vi kører ombord på Hamlet i Helsingør, men så går det også i god fart østpå.Perstorp, HässleholmKirken står fint i Åstorp, nu i dagslys, men i morgen, når vi kommer tilbage, er det mørkt og der projektørlys på tårnet, et godt vartegn, når man nærmer sig Hälsingborg. Der bliver ikke megen tid til at se på Perstorp, hvor B og W har en kedel stående og heller ikke kridtgraven i Vinslöv, som ligger på den nordlige skrænt af Nävlingeåsen. Kristianstad bliver det første stop.KristianstadDen sædvanlige rundtur i byen i bil for at få et godt overblik. Ingen af os har været her før, og det at anvende bilen til at orientere sig i en fremmed by er ganske effektivt. Parkeringsafgift over hele byen, men der kan betales med kreditkort i automaten.Heliga Trefaldighetskyrkan, et renæssancetempel opført i 1617-1628 af Christian IV. Prædikestol og alter opført i hvid og sort marmor og sort træ. Der er hvidkalkede vægge og bænkeraderne er i mørkt eg.To store epitafier, et på hver sin væg i skibet, begge af anseelig størrelse. Til venstre er det centrale Madtz Luawesen med sine 11 børn med to koner og til højre en præstefamilie og indskriften på latin.FjälkingeEn dejlig frokost med fastelavnsboller til kaffen på grønsværen udenfor kirkegårdsmuren. Der ligger en stor gård lige op til kirken. Stubmarken ligger endnu ubehandlet fra sidste år. Der er et kørespor fra gyllevognen langs diget. En meget velholdt kirke med muret klokketårn og en kirkegård, hvor alle vækster grønnes.SölvesborgUdskibning af træ. Sommerby med mange fine huse med masser af muligheder for at udbyde pensioner. Gammelt slot.TorhamnOvernatning på den offentlige badeplads ud til skærgården. Det er mørkt, da vi finder pladsen. Gæssene skræpper hele aftenen og begynder igen næste morgen tidligt. Parkerer bilen og går ind til Torhamn. Der er lys i stuerne, der ses fjernsyn og i menighedshuset er der møde, nok forberedelse af højmessen næste dag med kor og tekstlæsere. Svenske familier trækker ikke gardiner for, der er fri adgang til at følge fjernsynet fra gaden. På havnen er der blæsende, koldt og mørkt. En enlig lampe ved toiletterne og lidt længere henne ved Cafe Måsen. Vandet skvulper i havnebassinet og enkelt fortøjninger skramler. Kulden bider i kinderne. Der står en forladt bil på kajen. Vi vandrer tilbage for at lave mad på primussen og rejse teltet.Torhamn er den yderste by på Blekingekysten ud mod Östersjöen. Søndag morgen snyder vi for højmessen og går ud på den sydlige odde gennem naturreservatet og det militære skydeterræn. Svag vind og letskyet. Landskabet er bevokset med enebær, ege- og birkekrat efter sigende et bronzealderlandskab med synlige rester i form af helleristninger og gravsten, ikke sådan, at vi kan se det, men forskerne påstår, at der er efterladenskaber. Der er vandpytter og grundfjeld spredt over grønsværen, flokke af grågæs og canadagæs græsser i spredt orden og i luften er der svaner, ænder og måger. Der er en stensætning med betonstøbt overflade, som strækker sig på sandbund 100 meter ud fra den yderste odde. Et par kilometer er der ud til Långören, hvor få huse ses som små kasser. Ud mod Östersjöen er der anlagt skydestandpladser for kanoner og et slæbemål ligger fortøjet ved stenene. Ildledertårnet, tre etager højt, ligger inde ved grænsen til naturreservatet. Efter en zweites Frühstück tager vi en lille trækfærge ud på Ytteröen i skærgården. Havde regnet med færge-eller broforbindelse videre til fastlandet igen, men det glippede. Det blev til et hurtigt gensyn med færgemanden. En dejlig vandretur ind på øen. En nærmere vandring over fjeldet afslører marker omkranset af stendiger. Fem fenner adskilt med stendiger. De to nederste er pløjet, og de bageste efterhånden tilgroet. Bærer tydelige præg af drængrøfter og afløb under stendiget i en svag /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 189

http://www.sydsverige.dk/?pageID=153

lavning ud til et stejlt fald ned over fjeldet ned til havet. Der vokser enebær på fjeldet og i skoven er der hovedsagelig egetræer, ikke gamle, men sunde unge træer. En lille optegning af fennerne i lommebogen og et skøn over afstande tyder på omkring 5 tdr. land kulturlandskab, som har været dyrket i nogle hundrede år, måske meget mere. Forsvarsmakten har ud mod havet anlagt betonfæstninger, som nu er forladt. Bebyggelsen på øen består af tre lidt større gårde med kvægavl og et antal huse, vel i dag hovedsagelig til fritidsformål.SturköOp ad dagen bliver det varmere. Frokost på havnen i Sturkö. De oplagte både vidner om eksklusiv søsportsaktivitet i skærgården. Søndag middag og eftermiddag, solen står nu højt på himlen og de skarpe morgenfarver er afløst af en blegt belyst landskab. Sturkö har lidt forstadspræg til Karlskrona, vej- og broanlæg muliggør en hurtig transport til Karlskrona. Samtidig en noget sommerhusagtig bebyggelse. Søndagsstilheden er slående. Et par enkelte mennesker går tur ellers stilhed. Hos ICA er der trist, kun en enkelt kunde.Karlskrona12,56 på Statoil. Vi fylder op og kører en lille tur ind til byen, inden vi skal på landevejen. Landskrona er hjemsted for en del af den svenske flådestyrke. Et stort og nyt marinemuseum med seks nyere oplagte krigsskibe ved kajen. Store bygningsværker til udstillinger og den gamle flådestations karantæneanlæg bevaret. Marinens havn er afspærret. Der løber et jernbanespor gennem og under centrum ud til de militære anlæg. Hen over banen, som ikke har været befaret i flere år, er bygget et klokketårn i en park. Stort torv med Carl den XI og to store kirker.Lørdag den 16. februar 2008Har i dag pillet den nye antenne ned fra loftet. Den har åbenbart ikke kunnet tage et signal gennem stålpladerne i taget. Jeg fik den manøvreret op på savbukken og det hele stillet op på Holgers gamle trillebør og kørt om i haven. Antennekablet ind gennem vinduet, og nu sidder jeg på nummer 1 og roterer antennen medens computeren søger programmer.Der kom 14 programmer i kassen, alle svenske, ved ikke hvorfor de danske ikke lader sig repræsentere i søgningen.Ved gennemsynet af fangsten falder opmærksomheden på AXESS, den svenske kulturkanal med tilhørende hjemmeside, www.axess.se.I dag Tusen og een natt fra Berliner Waldbühne, En ryss i musiken, Skönhetens återkomst. Ellers opera hver uge, Nabucco, Lohengrin. Koncerter, fire værker af Chopin.Hvad er Axess? ”Axess erbjuder aktuell svensk och internationell idédebatt inom samhällsvetenskap och kultur”. Det er vel nærmest den svenske parallel til DR2.Birgit kommer med den ide, at hvis denne kanal kan ses på Vista maskinen, må den også kunne ses på Phillips’en i stuen, og et gennemsyn af kanallisten afdækker navnet Axess. Vi får kanalen manøvreret ind på favoritlisten og både på Vista og Phillips får vi de klareste billeder, og det er nok det nye digitale sendesystem, som giver den klare forbedring i billedkvaliteten.Nu står jeg tilbage med problemet med antennen, hvor skal den placeres? Jeg kan ikke have savbuk og trillebør stående på græsplænen i det lage løb. Vista maskinen vil blive anvendt til at optage programmer. For eksempel bliver Sønner og elskere af DH Lawrance sendt i tre afsnit, de to netop medens Birgit er i Harstad.Det er ikke fordi, de svenske kanaler har aftvunget os nogen regelmæssig benyttelse, men hver gang vi ser et program, vi bryder os om, siger vi, at nu må vi anvende mere tid til at se svensk fjernsyn. Det kan være det lykkes med den for os nye Axess kanal.Sveriges tur, Åhus, 1-2 marts 2008Det er godt op på formiddagen og udendørs aktiviteter er afblæst på grund af en dårlig vejrmelding, men udsigten til at kalenderen er fuldt besat de kommende weekends bringer spørgsmålet på bane igen. Dårligt vejr, nå ja, hvor slemt kan det være, blæst, byger, 4-6 grader, og på halvanden time var hele udrustningen om bord i Golfen. I sidste minut rullede vi diagonalt henover opmarchbanerne til Hamlet med afgang 11:30 fra Helsingør.RååGlumslövDer er dåbshandlinger i Glumslöv kirke. En hvid landsbykirke, som vi kender i Danmark. Mellem to dåb, svenskerne vil have sin dåb for sig selv, så betjeningen må stille op hele lørdagen, får vi mulighed for at veksle et par ord med præsten. Det er dejligt at se danske gæster i kirken, så /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 190

http://www.axess.se/

vær velkommen ind. Vi er enige om at højmessen er det rigtige sted at forrette dåben, midt i fællesskabet, men sådan skal det ikke være efter moderne principper. Dåbsfamilierne sørger selv for underholdningen. Det ser ud som om familiemedlemmer står ved døbefonden og indøver musikalske indslag.BillebergaSlaget ved Landskrona. Vi har været her med foreningen Norden på en bustur. De danske styrker var på 10 000 mand under kommando af Chr. V. Jorden lugter af blod ligesom skanserne ved Dybbøl.N. SkrävlingeÖ. KarabyNr. StröTrollenäsNils Trolle 1809-1890Ulf Trolle 1890-1948EslövBosjöklosterFulltofta Ka:Fine kalkmalerier. Der er varmt og godt i kirken.Vr Vram Ka:ÅhusVi finder en teltplads i Horna Furu og kører ind til byen. Først i bil rundt i byen, derefter til fods. To kirker, den ene i bevarede ruiner fra middelalderen, den anden velholdt ved det gamle torv og i brug. Omkring torvet ligger huse, som ser ud til at være tidligere handelshuse og boliger for de konditionerede. I dag attraktive moderne boliger. Velbevarede gamle huse i fine smalle brostensbelagte gader. Langs Helgåen løber strandpromenaden, her ligger gæstgivergården, gamle pakhuse ombygget til boliger, den gamle brandstation og byens store abejdsplads, V&S Absolut Spirits, som også har et nyt destilleri udenfor byen. Langs kajen er der bådpladser til sejlbådene. Længere ude, foderstoffirmaer og havnens administrationsbygning. Middelalderborgen ligger som bevarede ruiner opført i 1150 af ærkebiskop Eskil fra Lund. Længst ude lodsstationen, en gipsfabrik og kontainerplads.På den anden side af Helgåen ligger de store villaer med haver ned til åen.Gågaden er mennesketom bortset fra nogle få fortravlede og forfrosne, som henter fast food til hjemmehygge. Det blæser og småregner. På Robins pizzaria finder vi en plankpizza med kartoffelmos og en stor øl til. Dødtrætte triller vi ud til Horna Furu, kører med slukkede lygter ind i skoven og slår teltet op.Vi sidder lidt og nyder kirkens udsmykning og arkitektur medens der pyntes til højmesse og koret øver sig. Præsten vimser rundt på pulpituret. Degnen kommer med salmebøger. I kommer så tidligt, håber i har en stille stund inden gudstjenesten. Det er ikke sikkert, vi bliver til hele tjenesten, vi er på gennemrejse og må videre svarer vi. Vi lusker ud, medens degnen vender ryggen til.Furuboda folkhögskola ligger ved den gamle landevej syd for Helgåens udmunding. Der har været musikgudstjeneste i dag. Et stort messingorkester øver i auditoriet. Vi samler lidt brochure i receptionen og får en snak med receptionisten, vi bliver budt på middagsmad i restauranten, men takker nej. Det er et imponerende anlæg med konferencecenter, svømmehal, værelsesafdelinger.Vi spiser frokost i klitterne ved de store sandstrande. En dejlig Lofotsuppe med torskerester fra middagen derhjemme.Søndag den 30 marts 2008Kære Mette, Anne og Kirsten.Til Søskende 20. apr. 2008Langfredag i Egedal hos Bærentzen. Lidelseshistorien bliver læst fra alteret og fulgt op af Gak under Jesu kors at stå, vekselsang, kor og menighed. Fra prædikestolen bliver vi så indført i musikkens verden. Joseph Haydn bliver i 1785 bedt om at komponere musik til langfredagsgudstjenesten i domkirken i Cadiz. Det bliver til Die sieben letzten Worte unseres Erlösers am Kreuze:/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 191

Introduzione [I]:Maestoso ed Adagio [5’09]B Sonata I: Largo (Pater, dimitte illis, quia nesciunt, quid faciunt) [6’38]C Sonata II: Grave e Cantabile (Hodie mecum eris in Paradiso) [7’28]D Sonata III: Grave (Mulier, ecce filius tuus) [9’10]E Sonata IV: Largo (Deus meus,Deus meus, utquid dereliquisti me?) [8’07]F Introduzione [II]: Largo e cantabile [3’57]G Sonata V: Adagio (Sitio) [9’42]H Sonata VI: Lento (Consummatum est) [8’16]I Sonata VII: Largo (In manus tuas, Domine, [8’49]commendo spiritum meum)J Il terremoto: Presto e con tutta la forza [1’47](The Earthquake · Das Erdbeben · Le Tremblement de terre)

Prædikenen fortsætter ud fra ordene: Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør. Kvinde, se dette er din søn. I dag skal du være med mig i Paradis. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Jeg tørster. Det er fuldbragt. Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd.Nu er der gået en uge efter påske og Birgit og jeg sidder i den lune lille stue og tænker og taler. Vi er den sidste generation, som kender salmerne og evangelierne eller rettere den fortolkning, som er udledt af Grundtvigs mageløse opdagelse, at ordet skal høres levende af vor Herres mund og ikke læses.Bærentzen har sat os på sporet. Men det er os selv, som finder på at konsultere Deutsche Grammophon, og mon ikke vi finder Die sieben letzten Worte unseres Erlösers am Kreuze. De kan downloades enkeltvis eller som album. 1,99 per sats eller 11,90 for hele albummet. Altså frem med kreditkortet og efter en halv time er vi i gang med Die sieben letzten Worte.Som en lille appetitvækker ligger der nu Introduzione [I]:Maestoso ed Adagio [5’09] og O, hoved højtforhånet som mp3 filer på ftp kontoen. Håber I får tid til at høre lidt af det.Mange kærlige hilsner fra Birgit og BoSøndag den 13. april 2008Kære Mette. Forår i Enebærhaven.Birgit går derude endnu. Klokken er 18 og jeg har skrællet kartofler. Kan ikke finde ind. Vil have alt 100 % færdigt i bedene. Kører du med på planteskolen og køber roser og et par stauder. Jeg synes jo det er for meget at sende to mand af sted for at købe et par almindelige ting, men det har vi altså været, det blev til 537,- og Birgit synes, det er så hyggeligt at gå i planteskolen og vælge rosensorter og diskutere størrelse, højde, farve og duft.Jeg har sat det nye lille havebord og de to tilhørende stole ind i alrummet og sat en øl frem. Vi har nu nye møbler både på terrassen mod vest og ved soveværelsesvinduet. Et flerårigt ønske, som nu er gået i opfyldelse. Nu kommer hun og griner, hvor er du sød, det er opdækningen i alrummet.Det går stadig op og ned med min begejstring for Hamsun. Jeg er færdig med Torkild Hansens behandling af processen mod både Knut og Marie. Det har været en ganske forfærdelig sag for alle parter. Den norske stat og folket har drevet Marie og Knut ud i en fattigdom, som aldrig ville være blevet accepteret i dag. En dyb og bundløs gæld, en ødelagt landejendom, en smertefuld alderdom for begge de to og deres fire børn. Den demokratiske ret til at have en mening om nazisterne blev ophøjet til landsforræderi, hvis meningen ikke var ”norsk”.Nu læser jeg Segelfoss by, som vist udspiller sig på Kjerringøy, som ligger nord for Bodø. Jeg kan ikke lade være. Der er så fint sammenfald med min barndoms og ungdoms oplevelser af livet på landet. En slags indforstået snak om almindeligheder og store spørgsmål om, hvordan man får landbruget og bua til at løbe rundt. Men Hamsun har ikke været nogen behagelig person at være sammen med, for nogen i det mindste.EOS400D kræver stadig megen anstrengelse. Jeg er ved at lave min egen tabel med indstillinger til modlysfotografering, motiver i bevægelse, dybdeskarphed. Det kræver megen rutine at huske indstillingerne til forskellige motiver og situationer. Nu kommer der i løbet af aftenen en lille ny billedserie på hjemmesiden.Fredag var der gemeinsames Abendessen med et par indere, som vi har haft på kontoret. Begyndte med bowling i på Big bowl i Valby. Det giver noget ømme muskler at bowle og inden middagen var der konkurrence på racerbilerne. Jeg skal nu holde tre halvdags kurser i FLSmidth’s krav til udførelse af teknisk dokumentation. Det kommer lige oveni mine øvrige opgaver, som også skal være færdige. Jeg slapper lidt af ved opvasken, når vi har spist. Ellers, hvis der ikke er forberedelse til FLSmidth, går jeg i gang med at renskrive breve. Jeg har en ret stor mængde at tage fat i. Jeg traf en kollega fra BWE forleden, han lovede mig, at vi kunne gå /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 192

i kælderen sammen og finde arkiverne til Biocel og Norrköping. Har du nogen interesse i at læse, hvad jeg har bedrevet og sammen med hvem?Nu bliver der så kaldt til aftensmad. Ha det.Glæder mig til at høre fra dig. Hav det godt.Søndag den 20. april 2008Til Søskende.Nu er haven sået til. I hvert til fælde det, som kan såes tidligt. På lørdag kører vi til Tjekkiet for at se Biocel endnu engang. Derfra videre til Wien, hvor vi har bestilt billetter til Rossini’s Barberen fra Sevilla. Der er sat et par dage af til at se lidt af den egn i Østrig, hvor Birgit har stået på ski i sine unge dage og selvfølgelig skal vi på rundtur i Salzburg. Vi skal møde en af mine nærmeste kolleger og hans kone i Volksoper i Wien.På hjemvejen skal vi besøge Birgits fætter i München. Der er lagt op til et besøg i balletten og en historisk gennemgang af München.På hjemvejen skal vi gennem Bayreuth og Lutherstadt Wittenberg.Vi har sat tid af til at besøge tante Maria i Rissen og Rita og Wolfgang i Bargteheide inden vi kommer hjem.Der dukker fortsat erkendelser op fra fars og mors virke i Ugilt og Verst, Jerne vist ikke så meget. Der ligger en del avisudklip i bøgerne og efterhånden, som jeg får læst noget af det, dukker der sammenhænge, som belyser fars teologi og virke, op. Der er antydninger af, at bedstefar og far har ført dybtgående teologiske samtaler om Grundtvig.Hvad der er og har været indlysende, at fars virke har været centreret om Grundtvig, norsk og dansk litteratur, bliver med de få prædikener, som er trykt i Kolding Folkeblad et levende faktum. Kirkegangen i Verst og Bække har vist ikke været overvældende, som jeg husker det, formen og prædikenerne har nok mest talt til storbønderne og lærerne. Der er desværre nok for lidt skriftligt materiale til at kunde lave en mere detaljeret gennemgang. Men jeg er overbevist om, at far har haft store ambitioner med sit virke. Jakob og Eva har vist nogle af fars grundtvigbøger liggende på loftet. Kunne være interessant at gå dette igennem.Mor har nok være lidt for rundhåndet med at forære bøger væk. Alt Jakob Knudsen er jo gået til Henrik Wigh-Poulsen, som for øvrigt var bispekandidat i Roskilde. Jakob Knudsen var jo en af fars favoritter.Det er nok ikke helt forkert, som mor ofte har sagt, det er de døde, man kender bedst, og for mig har det ikke været så nemt at blive plantet i stolen på den anden side af skrivebordet til opbyggelige samtaler. Det er vist den stol, Elsebet nu er ved at sætte i stand. Er mine søskende også blevet indlagt til samtaler i denne stol? Der er sket en del efter 1962, som jeg er helt og aldeles uvidende om. Kom hjem til Jerne i vinteren 1970, men da var de mindste søskende fløjet.Tillykke til Henrik med fødselsdagen og tak for planerne til Sicilienturen. Er vel nu godt overstået.Kære Mette,To viber har nu i nogen tid fløjet over markerne nord for Holmegårdsvej. Jeg håber, de begynder at ruge. Viben er fra min tidligste erindring, og jeg havde i et tomt kaninbur en vibe, som var beskadiget, vinge eller ben, jeg husker det ikke, men viben sad i buret og blev bare dårligere og dårligere og døde til sidst.Nu ligger køkkenhaven klar fint kultiveret, jeg holder af de frostmorgener, hvor rimen ligger på jordknoldene i det fine såbed, sådanne har vi haft i de seneste uger her. Nu er der tilsået, alt det, som kan såes nu. På lørdag er der afgang, og så må haven klare sig til midt i maj, hvor vi er hjemme igen. Det er så starten på sommerferien i år. Hvordan det videre kommer til at gå, kan vi ikke sige nu. Om vi skal på barselsvisit i Akkerhaugen og til barnedåb. Bare de kunne slå det sammen, så vi kunne klare det på en tur. Vi kunne også godt tænke os at tage turen ud over Vega til Lødingen og videre til Harstad og derfra bare hjem gennem Sverige. Men om vi kan klare dette også er ikke sikkert. Bilen skal til syn i starten af august og 24. august er der Mortensen træf i Tommerup. Det er som om begivenhederne blokerer for det frie valg.Som jeg før har sagt, forstår jeg dine synspunkter med hensyn til at have frihed til at vælge. Har du fortsat din frihedstrang i behold? Både Ingeborg og Jens Ole og Hoffmann-Petersens har nyligt givet udtryk for, at de ikke vil være på afstand af deres børn, med gnistrende øjne som en løve, der beskytter sine unger. Hvad tænker de om mig og mine børn, som er borte i en /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 193

grad, som vist ville drive de andre til ulykkelighed. Jeg savner ikke mine børn, jeg holder af dem, glæder mig over, at de er på vej i livet, men ikke sikker på, om de er udrustede godt nok, eller om verden er så umulig, at unge mennesker ikke kan modstå udfordringerne.Men jeg er kommet til det resultat, at det at modstå udfordringerne ikke er det samme for mig, som det er for den unge generation. Vi lever med helt forskellige opfattelser af, hvad vilkårene er. Historiens betydning, betydningen af mad på bordet, evnen til at se menneskets lidenhed i naturen. Jeg ville glæde mig over at få et mere sikkert og omfattende indblik i, hvad det er, som holder modet hos den unge generation oppe. Hvad det er, som inspirerer. Og især det fra mine børn. Vi taler for lidt om den kultur, der gør os til dannede, indsigtsfulde personer.Kære Mette, der må være mere at skrive om end det, der er kommet fra dig. Der må være ønsker fra dig til, hvad du vil tale med de gamle om. Har du brug for en ny lommebog til at skrive stikord i. Siemens kalenderen har vel et par notatsider, som kan anvendes. Hamsun anvendte en lille tynd bog, hvori han i marginen skrev sin dagbog, medens han var indlagt til undersøgelse og ikke måtte have nogen rekvisitter. Stikord kan blive til breve, og med stikord er skrivebyrden ikke så stor. Med stikord kan man samle tankerne, når der er en ledig stund. Stikord kommer til en, når det er ubelejligt at skrive, så husk lommebogen.Jeg skiller mig ud på den måde, at jeg ikke skelner så meget mellem fritid og arbejde. Sådan var vilkårene på landet, lærdom og arbejde. Hvordan har du det med det? Du har måske fået det indtryk, at jeg forventer, at du har samme holdning, men du skal ikke forestille dig, at du skal leve op til mine forventninger. Du må sikre dig din egen tilfredsstillelse, og det er godt for mig.

26. april til 10. maj 2008. Wien – München - WeimarHeiligenblut. Morgenen er vinterlig kold. Vi ligger på en campingplads lidt fra elven. Fire campingvogne og vores ene telt helt alene. Primussen hvæser, mens Birgit er i bad. Det er svært at arbejde med de kolde fingre. Værten kommer med Kirken i Heiligenblut har sideskib til bege sider med pulpitur ovenpå. Under koret er der et sakristi med alter og gravlæggelse af en person.Alteret i koret er guldbelagt med sidefløje. På korvæggen hænger apostlene med skriften i den ene hånd og et værktøj i den anden hånd. Sideskibene ender i en væg op mod koret. Her står der et alter på hver sin side. Der hænger malerier under pulpiturerne hele vejen rundt. Billederne er holdt i mørke farver.

Det er blevet så dejligt roligt at tage på tur med Birgit efter hun har fået sit eget kamera. Ingen snak om hvorvidt det er nødvendigt at tage dette eller hint motiv. Vi tager hver især de motiver, vi har lyst til. Timelang spadseretur op til Edelweiss spitze. Der ryddes sne på vejene, så turisterne kan køre derop.

Lørdag den 17. Maj 2008Sophienholm, Svend Engelund, 1908 - 2007. 100 år retrospektiv udstilling.Litteraturen i billedet siger Svend Engelund i et interview. Det er ikke kun det billedlige landskab, natur, som er maleriets indhold. Der er en fortælling i billedet. Engelund fortæller om landskabet med sine billeder. Himmel og jord er lige stoflig for Svend Engelund, derfor kan begge dele males med de samme farver. I de yngre arbejder kommer der en skrå horizont ind i billederne, og det skrå kompenseres med noget tungt i den øvre ende af horisonten. Svend Engelund sidder og fortæller til journalisten, kortfattet og præcist om sin kunst og sine holdninger. Tanken ledes hen på mor, som hun sad i sin stol ved spisebordet og lod sine kommentarer komme på kort form. Det går op for mig, at netop de to gamle mennesker har udtrykt sig præcist og i faste i holdningerne. Der er ikke tvivl om ting og forhold, og dog selv med et langt, indholdsrigt liv bag sig, er der pauser i Svend Engelunds tale, noget er svært at forklare eller have en holdning til.Kære Bitter og Anders,Tak for Jeres brev i dag. Birgit og jeg kondolerer med Jeres mors død. Det kommer lidt sent, men kan måske opblødes ved, at jeg har talt med Bitter i telefonen allerede dagen efter faster /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 194

Bodil sov ind. Vi har klippet annoncen ud af Berlingske Tidende og gemt den i bedstefars bornholmske stentøjsskål sammen med de andre, som ligger der. En gang imellem tager vi skålen frem og kigger på dem alle sammen og mindes. Det er næsten ligesom at gå på kirkegården.Bagsværd er jo for mig Ibsvej, Ketilsvej og Regattavej, og det gennem 50 år. Farmor, Asger og Bodil er udover Bagsværd også Hjerting. Sådan er det for mig, steder og mennesker knyttes uløseligt sammen, og stederne fortæller lige så meget historie som menneskene. Mor har i de senere år efter en begravelse sagt, at man først kender et menneske efter begravelsen. Hun hentyder jo til talerne under kaffebordet. Her kommer historien og historierne frem, om ting og forhold, som ikke har været kendt eller er blevet glemt. Bodil og Asger har især spillet en rolle for mig siden den sommer i 1970, hvor jeg lærte det daglige liv på Regattavej at kende. Der blev taget godt imod mig. Et trygt tilholdssted for en jysk bondeknold, som skulle studere i hovedstaden. Det er mig, som er tak skyldig. Jeg føler, at jeg skulle have været til bedre hjælp for Bodil i de senere år, men som vi har talt om, det har ikke været nemt for Bodil at tage imod hjælp, beskeden og selvhjulpen som hun har været til det sidste. Æret være hendes minde.Vi har i dag været på kirkegården og set på graven. Stenen var forsynet med både Asgers og Bodils navne, men ellers var der ikke gjort nogen anstalter til beplantning. Jeg formoder, at I har lavet eller vil lave en aftale med en gartner om plantning og vedligehold. Sådan har vi gjort det i Verst. Det fungerer ganske udmærket.Ved en lejlighed som denne dukker der også praktiske spørgsmål op. Det er vedrørende gravstedet for farfar og farmor, Alfred og Ellen. 1975, der er gået 33 år. Jeg tænker på om dette gravsted er blevet fornyet. Har Bodil betalt for dette? Også dette gravsted skal vel tilses med beplantning og vedligehold. Vi vil gerne høre, om I kan fortælle, om der er tænkt nogle tanker om, hvorledes Ellens og Alfreds grav skal holdes i fremtiden. Eller om det allerede er lagt i faste rammer for en længere fremtid. Jeg lagde mærke til, at der i venstre side var gravet jord uden beplantning. Er noget blevet gravet op?Vi vil gerne se Jer her i Enebærhaven, når I kommer til hovedstaden og/eller dens forstæder. Blot ring i forvejen for at høre, om vi er hjemme.Jeg skal hilse fra Birgit.Hav det godt og mange hilsner fra Bo.Kokkedal, 17. maj 2008Kære søskende,Birgit og jeg har i dag været på kirkegården i Sorgenfri. Bodils og Asgers grav er nu klar til beplantning. Stenen er færdig, det er gået hurtigt synes jeg.Farfars og farmors grav ligger lige overfor. Der har været gravet i det for nylig, og det bærer præg af at være gammelt. 1975 er året, hvor far gav penge til bespisning på færgen hjem fra begravelsen. Hvis der er 30 års forældelse på Sorgenfri, må gravstedet allerede være fornyet, og jeg gætter på, at det må være Bodil, som har besørget og betalt. Jeg vil nu spørge Bitter og Anders, om de kender noget til dette.Min holdning til dette gravsted er, at det bør bevares endnu en tid. Der er oldebørn og tipoldebørn, som kan få en oplevelse af at se familiens gravsted.Jeg kan ikke overskue, hvad det kan komme til at koste, men jeg skal referere, hvad jeg kan få at vide om dette. Jeg vil gerne høre, hvordan I ser på dette.Vel hjemme igen. Jeg troede, det skulle være en tur i teatret i Wien og hjem igen. I stedet er jeg nu belemret med massive oplevelser og tanker om det halve Europas historie og nyere liv. Personbiler til et par millioner futter omkring mellem benene på en i byerne, og historiens vingesus fra kejsere, konger, fyrster, generaler og diktatorer tager pusten fra mig. Kunstens, i alle dens afskygninger, vinens og øllets betydning for folkeslagene står helt klart efter to ugers rundrejse. Marksprøjterne fylder både på landeveje og i landskabet. Godstransporten på jernbane er overvældende.Som også ved tidligere rejser mod syd er gensynet med Fehmarn Bælt eller Østersøen kærkommen.Mange hilsner fra Birgit og BoSøndag den 25. Maj 2008Kære Hans Peder og Hansjørg,Mange tak for Jeres gæstfrihed under vores besøg hos Jer. Birgit og jeg har været meget glade for at opleve de gode samtaler med Jer og ikke mindst München med al sin historie. Vi var /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 195

tilfredse med balletten, selvom I måske havde en lidt hård kritik. Vi, i hvert tilfælde jeg kan ikke bedømme en ballet så fagligt, som det måske bør gøres, når man har været i teatret.Vi nåede i Karstadt på vejen efter at have forladt Klenzestrasse, fandt en fin lille parkeringsplads på Sonnenstrasse nær Karlsplatz. Købte vin og mad til dagens rejse og til gaven til naboens jubilæum. Pensionatet i Klenzestrasse var meget fint. Frem for alt gik den venlige betjening.Det har været fint for Birgit og jeg at opleve Jeres store aktivitet i dagligdagen. Hans Peder med sine aktiviteter i ejendommen og Hansjørg på teatret.Tak for Jeres tip om Weimar. Vi måtte gemme Lutherstadt Wittenberg til en anden gang, men der er en overkommelig afstand, når vi først er kommet til Rostock.Hansjørg luftede en interesse for Hamsuns møde med Hitler. Det var den 26. juni 1943. Jeg lægger et par kopier fra beskrivelsen af mødet ved dette brev. Kunne desværre ikke finde Dr. Züchners referat, men Thorkild Hansens gengivelse af mødet er troværdig og baseret på breve og Züchners referat, som han tog selv om han blev vist ud, da Hitler erfarede, at Hamsun havde sin egen tolk med.Jeg har også vedlagt en kopi af Hamsuns nekrolog over Hitler. Den blev trykt i Aftenposten, som på det tidspunkt var den borgerlige og tysk kontrollerede avis i Norge.Kopierne er fra Thorkild Hansens: Processen mot Hamsun, Gyldendal 1978. Jeg håber, I ved fælles hjælp klarer det danske sprog i kopier og dette brev.Hvis I har mere interesse for Hamsun, vil jeg nævne, at hans bøger blev udgivet i München af Albert Langen. Han strakte sig som altid langt økonomisk og gav Hamsun flere tusinde mark på forskud. Jeg har fundet et par referencer, som kan være interessante.Verlag Albert Langen, Paris, dann Leipzig, dann München / Albert Langen - Georg Müller Verlag GmbH , http://www.polunbi.de/inst/langen.htmlForfatteren Knut Hamsun, http://www.hamsun-selskapet.no/verker.htmHav det godt og endnu engang mage tak for opholdet i München.Jeg skal hilse fra Birgit.Mange hilsner fra BoTorsdag den 5. juni 2008Kære Mette, Mange tak for din mail. Det er så hyggeligt at læse, vi glæder os over din inspiration til at skrive.Jeg har ikke været så flink overfor dig, og det plager mig med mellemrum. Først solgte jeg båden uden at give dig besked, dernæst solgte jeg mit Sauer Suhl 4 ringede gevær kaliber 12 med 70 mm boring, side by side.Hvordan lever du med det? Føler du, at jeg ikke har taget dig alvorlig nok?Båden ville nok have været for arbejdskrævende for dig og geværet ville nok ikke være det helt rigtige for dig. Du bør nok vælge kaliber 16. Vejer ikke så meget og slår ikke så hårdt på skulderen.Damerne har været til hest i skoven og bagefter går de på skydebanen for at lære sig jagtens mysterier. Jo, hestene skal strigles og tørres. Vi er jo næsten tilbage ved tidligere århundredes godsejerfruer.Dit brev skinner af veloplagthed, og det glæder os meget. Du lever i en tid, hvor der er frihed for den personlige udfoldelse. Energien og maden er billig, masser af modetøj og kunst for enhver smag. Glæder os over, at du har sat pris på dit samvær med Kristina. Veninder, du er ikke venindemenneske? Men du er ej heller alenemenneske. Du skal ikke undervurdere storbyens ensomhed. Hvem har du at dele de dagligt forekommende gode og vanskelige spørgsmål med?Jeg har mine problemer med 300 mm objektivet. Det er svært at undgå rystelser. Korte lukketider kræver meget lys. Der kan nemt blive behov for et stativ. Hvis jeg havde været helt klar over, hvilken opgave, det er, at anvende et sådant, havde jeg nok ikke købt det, men nu får jeg så den erfaring.Jeg har en god fornemmelse af, at jeg ikke skal til at færdiggøre arbejder for at komme på ferie. Nu kan jeg fortsætte arbejdet i ro og god orden uden at tænke på at tiden rinder ud.Vi har tilbudt Kirsten den brune læderstol, det ovale bord og det gamle chatol. Hvad har du at sige til det?/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 196

http://www.hamsun-selskapet.no/verker.htm

http://www.hamsun-selskapet.no/verker.htm

http://www.polunbi.de/inst/langen.html



Skal hilse fra BirgitHav det godt og mange hilsner fra far. Glæder mig til at se dig igen.


Præsten og præstekonventetKruses var i 1950erne og 60erne præstefolk i Verst. En energisk indsats i embedet og det private familieliv stærkt præget af fars og mors personlighed giver stof til at mindes ved. Tankerne kredser om, hvad det er for en inspiration og baggrund de to mennesker har haft, og det væsentligste resultat af at samle disse tanker er tilsynekomsten af det grundtvigske livssyn. Henning Kruse, far har allerede i studietiden været optaget af Grundtvig, hvilket en artikel om N.F.S. Grundtvigs Asarus i Vendsyssel Tidende i 1940 er et udtryk for. Far har gjort sig tanker om Grundtvigs mageløse opdagelse, hvilket kommer til udtryk i 30 håndskrevne sider.Det er nok en tilfældighed, at Henning skulle komme til Skrillinge Damgaard, hvor Henrik Mortensen ligeledes var optaget af Grundtvigs mageløse opdagelse, som det fremgår af det her gengivne brev fra Henrik Mortensen. Om far og Henrik har dyrket sine interesser uafhængigt af hinanden eller de gensidigt har påvirket hinanden er ikke til at vide. De skriftlige kilder er næsten umulige at datere. At Henrik har været grundtvigianer helt fra sin ungdom fremgår dog tydeligt af hans brev. Betydning for far har Henriks livssyn absolut været.Faster Bodil har ved en enkelt lejlighed fortalt at far i sin studietid skulle have været optaget af samværet i en missionsk familie og ligefrem antydet, at min kære bror, Henning skulle have lidt af anfægtelser i forhold til det Grundtvigske. Bodil har ikke været i stand til at komme ind på nærmere detaljer om fars forhold til denne familie, og om det er påvirkningen fra Skrillinge, som har gjort en ende på frekventeringen af denne missionske familie er ikke nemt at vide, men kortvarig har den, som Bodil har fortalt været. Fars forældre kommer fra hver sit samfundslag og meget om dette ved vi ikke, men at Henning og Alfred stod sammen om at lave skarnsstreger mod Ellen kan der næppe herske tvivl, når man tænker på, at far i muntre stunder har berettet om skarnsstregerne i det lille hjem. Hennings far er fra et fattigt landarbejdermiljø og hans mor fra bryggeri- og købmandsfaget.Om mors baggrund er der ikke meget at være i tvivl om. Hun er vokset op i et grundtvigsk præget hjem og været på højskole. Draget ud i verden fra et stabilt landboliv, hvor der var råd til bil og uddannede børn, og hvor kulturen og kristendommen blev dyrket.Præsteembedet i Ugilt har gennem Christian Jensen, Peter Riemann, Jelsbak, Hans Eriksen og måske flere trukket spor til embedet i Verst og videre til Jerne, og der er andre personer og institutioner, som kan være interessante at fordybe sig i. Det er dog Verst præstegård og præstekonventet i Ribe stift, som er hovedærindet i det efterfølgende. Grundlaget herfor er to dages feltarbejde i Ribe stift indeholdende besøg ved konventets kirker og præstegårde med optagelse af fotografier.I dag er Verst præstegård er ombygget, ikke til ukendelighed, men dog med en markant ændring i udseendet til følge. Bilen kan stadig parkeres på pladsen ud for indkørselen til præstegården, der hvor sneploven stod om vinteren. Det ser ikke ud, som om der er nogen hjemme, så det er vel tilladt at tage ejendommen i øjesyn. Den stråtækte lade står helt uændret som i 1950. Døren til grisestien er ikke låst, indenfor ser der noget mere rodet ud end i Kruses tid.Nøddegangen i haven anlagt af far ved indflytningen i 1950 går langs plænens to sider mod øst og syd. Den var stadig at finde, men forvokset til ukendelighed. Det er fristende at tro, at far har haft Jakob Knudsens Holtinggaards have med sin hasselgang i tankerne dengang, den blev anlagt. Jakob Knudsen, som gennem sin far havde tilknytning til Lejrskov præstegård og Askov og Rødding højskoler, er en af de digtere, som fik en stor plads i fars læsning. Hasselgange ses mange steder i haven på de store gårde og nu også i præstegården i Verst.Når jeg tillader mig at knytte præstegårdshaven i Verst til Jakob Knudsen på denne måde, er det ikke alene fordi, jeg kender fars præferencer i litteraturen, men også fordi, jeg antager, at far og Henrik Mortensen i Skrillinge har ført samtaler om højskolen og Grundtvig. Gennem de samtaler kunne det ikke undgås, at Jakob Knudsen kom på tale, da Henrik Mortensen har frekventeret Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor et af hans idealer, Holger Begtrup var forstander. Idet Holger Begtrup var nær ven med Jakob Knudsen og yderligere, at Jakob Knudsens far havde samkvem med Grundtvig er det oplagt at tro, at Kruses Grundtvig studier på universitetet og hans giftermål med Henrik Mortensens datter fører den direkte vej til Jakob Knudsen, Lejrskov og Askov og derfra videre til indsættelse i embedet i Verst og Bække. Sådanne gisninger kan næppe udstrækkes til at påstå, at det også resulterer i et nært venskab mellem Kruse og provst Engsnap i Lejrskov. Dette forhold må tilskrives deres personlige interesser for at dyrke et venskab. Om flytningen til Verst også kunne skyldes ønsket om at /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 198

kommer nærmere Askov højskole kunne tænkes, men under alle omstændigheder resulterer fars nye embede i muligheden for at være med i præstekonventet under Henrik Dons Christensen og Jens Kruuse. Et konvent, som samler en række præster i Ribe stift og for Henning og Ida og deres børn bliver en massiv inspiration gennem selskabelig og teologisk samvær.Der var i Verst præstegårdshave en veldreven køkkenhave, som nu er helt vokset til med træer og delvist frasolgt til brugsen. Resterne af belle de boskop træet giver mulighed for at orientere sig i vildnisset og finde stien ind i skoven langs med grøften mod syd. Der er ikke megen overensstemmelse mellem erindringen og den i dag faktisk oplevede have. De store naur og bøgene syd for græsplænen er borte. Det ser misligholdt ud.Børnene i præstegården i Verst så frem til konventssammenkomsterne. Det var et livligt selskab og præsterne holdt af børn, kom gerne ud i køkkenet for at hilse, eller børnene fik lov at komme ind stuen for at blive vist frem. Gennem årene blev de deltagende præsters kirker og præstegårde til kendte steder, dels gennem besøg og dels af forældrenes omtale. Kruses omtale af steder og oplevelser satte sig tungt i erindringen, og hans utrættelige brug af Hillmann og Folkevogn førte i særlig grad til, at de fire børn blev kendt i Ribe stift.Efter 50 år er gensynet med konventets kirker og præstegårde en god støtte for erindringen, og det er på nær Obbekær og Vester Starup helt ubesværet at finde stederne. I Obbekær er der bygget en ny præstegård som så mange andre steder, men helt umuligt er det for mig at vide om Knud Beck nåede at flytte ind i den nye præstegård på Kalvslundvej 1. Det er ej heller faldet mig ind, at Vester Starup sogn hører til præsteembedet i Åstrup. Først efter gennemgang af gamle konventspapirer bliver det kendt, og så bliver kirken alligevel glemt på turen rundt i konventssognene. I Lindknud præstegård bliver vi taget på fersk gerning under fotografering på gårdspladsen. Grethe Lyndby-Jensen kommer ud og siger, at hun er nysgerrig efter at vide, hvem man skylder æren. Har tidligere haft besøg af den gamle præsts børn, som gerne ville se haven, men hun kender også Peter og Elses to døtre. Birgit og jeg præsenterer os som børn af Dons’ konvent. Ja, siger hun, ”vi unge præster var jo ikke gode nok til at være med i dette konvent.” Jeg prøver at undskylde med, at det vist var tanken, at dette konvent skulle opløses med sin generations deltagere.Fra Skodborg mod Folding er der landskaber, som leder tankerne hen på mors 90 års dag. Udsigten fra vejen mellem Københoved til Foldingbro ud over Kongeåen giver et glimt af mindeparken i Skibelund, og er man først kommet op til Folding kirke eller til Senhøj på vejen mod Føvling, er der udsigt over Kongeådalen eller endnu flottere mod Ribe, næsten som fra pavillonen i Skibelund krat. Askovtiden dukker frem af erindringen igen. Finn Slumstrups fortællinger om Jørgen Bukdahls gymnasietid, hvor han kører på cykel fra Askov til Ribe. Han har levet i det landskab, som vi kender som turister og som hjemsted for konventsdeltagerne. Kruses veje væk fra Verst, var mod syd og vest, mod Vejen, Askov og over den gamle grænse til Haderslev eller ad Ribe Landevej mod Brørup og Føvling for det meste. Selvom Kolding og Vejle spillede en stor rolle i dagliglivet føltes det alligevel som udenfor Ribe amt, og fars måde at omtale de otte sogne syd for Kolding var da heller ikke præget af den samme glæde, som når der blev talt om de vestlige egne.Vi kan ikke bare køre forbi uden lige at stikke ind til Seem kirke. De røde eller nærmest brune tegl tækket med bly står i den sene eftermiddagssol skarpt ud mod engene. Den græsklædte plads foran lågen til kirkegården skråner op og til højre ligger et stråtækt hus, hvis bestemmelse, vi ikke har styr på. I fars pensionisttid var en prædiken af Søren Krarup en af hans gode oplevelser, men jeg husker nu også, at far har besværet sig over Søren Krarups deltagelse i den offentlige debat. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, at skelne mellem landsbykirker og deres beliggenhed, er Seem blandt de fine.Det lykkes at få bilen kantet ind i en opkørsel fra engene til omfartsvejen vest om Ribe. Med fotoapparatet og det nye 300 mm objektiv på stativet på bilens tag og trafikken strygende tæt bagom ryggen bliver der taget et par ganske flotte billeder af domkirken. Objektivet gør sig fortjent og for at også andre kan få glæde af de fine omgivelser, Ribe er placeret i, bliver billedet per e-post sendt til biskoppen med en hilsen fra et af børnene i Dons’ konvent. Biskoppen kvitterer straks med en takkemail og udtrykker glæde over at høre en røst fra en god fortid.Det var i Askov konventet startede med Dons og Jens Kruuse som drivkræfter. Jeg kan ikke huske, at Jens Kruuse har været med i Verst, og Dons fik sit embede i Ribe, så Askovs rolle i konventet var udspillet før den tid min hukommelse rækker til. Billedserien, som skal beskrive præstegårdene og kirkerne indeholder alligevel Askov, ikke mindst fordi mor ofte talte om og gerne gik på kirkegården i Askov for at mindes askovmiljøet. Det er Dons og Knud Hansen, Helge Skov, Richard Andersen som mor især huskede. Askov var af betydning for /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 199

præstefamilien i Verst på den tid. I Askov udfoldede højskolelivet sig, og for Skrillinge Damgård har højskolen og Knud Hansen især været inspiratorer. Det har smittet af på familien i Verst. Boghandlen blev flittigt benytte og rosende omtalt i præstegården. Familien derimod, var der ikke så meget fokus på. Moster Grethe på alderdomshjemmet og Højlunds, Niels og Lise på højskolen. Jeg kunne godt have tænkt mig, at også disse havde haft sin gang i præstegården i Verst. Niels og Lise flyttede til Ho på et tidligt tidspunkt i min barndom.Campingpladsen i Store Darum ligger skyggefuldt mellem byen og markerne. Græsset er tørt og luften varm hele døgnet. Går man gennem byen ud til landevejen, er der frit udsyn over engene til digerne. Enkelte gårde ligger tilbage inde i byen, men ellers er husene som parcelhuse er flest, og de findes i alle aldre. Kirken ligger ud til markerne mod nord, hvidkalket med flade stendiger rundt om kirkegården og frit udsyn til Sneum kirke.Efter en lang dag med kørsel, vandringer fra bilen, rundt på kirkegårde og fotografering og tilbage igen til bilen for at komme videre til næste, er Darum et godt sted at hvile. Der er vabler, som skal plejes og tanker, som skal fordøjes. Beslutningen om at bruge så mange ressourcer på at besøge steder er ikke taget ud fra hverken en sentimental nostalgi eller et savn efter fortiden, mere en uigennemtænkt handling blot med ønske om at få nogle billeder til en i forvejen stor samling af særligt udvalgte steder. Det viser sig så, at der alligevel er et afkast af dagen i form af at forstå, hvad forældregenerationen har bibragt sine børn. Denne dag er en oplevelse af, at jeg blev placeret i et land, hvis landskab med sin natur, bygninger og menneskelig aktivitet har betydet, at jeg følte og føler mig hjemme her. Tanken om at det har været dumt at forlade dette land strejfer, og tanken om at vende tilbage strejfer.I begyndelsen af juni føles det allerede som om det er højsommer. Det græs, som endnu ikke er slået, blomstrer i engene. Enkelte steder er der sent sået vårsæd, som er grønt, endnu ikke ramt af tørken. Morgensolen skinner fra en skyfri himmel og får farverne til at stå skarpt. Kirken bygget i Rhinlandets tufsten ligger ved Sneum å, ensomt i engene inden for stendiget, mod vest lidt beskyttet af et lille hvidt, stråtækt bondehus med blåmalede døre og vinduer, og ud mod vejen på den grusbelagte parkeringsplads er der placeret en informationstavle med kirkens, Sneumgårds og Nybrogårds historie. Der er frit udsyn over engene til alle sider. Gamle seljerøn på begge sider af gangen fra lågen til døren i gavlen. De trænger til at blive fældet og erstattet af noget nyt. Kirkegården har hække af bøg og tuja. Hele beplantningen er temmelig højtvoksende, næsten ikke til at se over. Ejlif og Gorma Krogager ligger på et lukket gravsted med høje bøgehække omkring. Gruset knaser under dækkene under vendingen, og vejen går mod Tjæreborg og Skads. Der kommer et par agerhøns lavt over vejen og smider sig i det uslåede græs på den anden side af vejen.Gensynet med konventskirkerne og præstegårdene er selvfølgelig et minde om far og mor, som ligger på kirkegården i Verst. Men kirkebesøgene fører selvsagt også til en rundgang på kirkegårdene og til gravene med nogle af de præster, mor og far har haft så meget samvær med. Graveren i Åstrup er i gang med at slå græs til søndagen, selvom tørken har taget det meste. Han får tid til at stoppe motorlarmen. Hvor ligger Knud Høgsbro? Vi taler lidt løst og fast. Erik kommer her en gang i mellem, han har fortalt, at Hedvig er ved at blive gammel.Disse gravsten står for mig også som et minde om 1950erne og 60ernes præstepar i Verst og 1970erne og 80erne i Jerne. Thøger Gregersen, fars forgænger i Jerne ligger så tæt på ”Gravens Rand”, som det næste kan lade sig gøre. Far og Gregersen havde et godt samarbejde om overdragelsen af embedet i Jerne og Skads i 1969. Skads blev kort efter udskilt til Niels Bruun. Jerne præstegård ser i dag ikke ud som den gjorde i 1980erne, jo fra Randersvej er der ikke megen forandring, men ved nærmere eftersyn er konfirmandstuen anvendt til flyttekasser, spindelvæv og støv og haven ser tilgroet ud.Jernetiden skiller sig ud fra Versttiden. Konventerne blev holdt begge steder, men har sikkert været forskellige, fordi stedet og tiden har budt på forskellige vilkår. Konventspræsterne var fra landsogne og Jerne er blevet et bysogn.Jeg har nu en flot samling af billeder af de kirker og præstegårde, hvorfra konventet blev samlet, og det er sådan, at de billeder, man selv har taget af den virkelighed, de beskriver og den historie, de fortæller er af stor betydning.


Blandt papirerne fra Lindeparken 23 i Bække lå 13 af fars prædikener, som har været trykt i Kolding Folkeblad. Sammen med disse et ungdomsarbejde om Grundtvigs mageløse opdagelse, som jeg ser i lyset af Henrik Mortensens tanker om samme. Til sidst et studieprojekt af far om Grundtvigs asarus.Alle fire skrifter gengives her.

Grundtvigs mageløse opdagelse. Henning KruseHvad der i sin Tid drog mig til Grundtvig, var ingenlunde hans Opdagelse, der som bekendt er store Tvivl underkastet. Tvivl, der øges i stedet for at mindskes. Det, som drog mig, var hans Blik for det menneskelige, hans poetisk herlige Øje paa Menneskets Livsløb og Kaar. Hvad der drog mig, var hans myndige Forstaaelse, hans Syner og Sang fra Livets højder. (Bjørnson i ”Dansk Folketidende” 1878 Nr 50 s. 196).Disse Ord synes mig at være karakteristiske for manges Forhold til Grundtvig og til den efter ham betegnede Grundtvigianisme. Det gaar vel saadan i mange Menneskers Liv, at de paa et eller andet Tidspunkt gribes af en Interesse for mange af Grundtvigs Tanker. Der sker det samme for dem, som der skete for Bjørnson, de drages af ”hans Blik for det menneskelige, hans poetisk herlige Øje på Menneskets Livsløb og Kaar”. De drages af hans ”brede myndige Forstaaelse, hans Syner og Sang fra Livets Højder”.Og som det gik Bjørnson, gaar det ogsaa mange af disse, de forlader atter denne gamle Kæmpe, de søger sig andre og bedre Græsgange. Og forbavset, ja undrende spørger man sig selv, hvorfor de forlader ham, hvorfor han ikke evner at holde dem fast alle disse mange, som en Tid saa saa meget stort hos ham.Grunden er denne ene, at Grundtvig ikke vilde noget med det nationale, med det folkelige eller med det menneskelige. Hvad Grundtvig i den Henseende vilde var, at Menneskeaanden, at Folkeaanden skulde tale til det enkelte Menneske, for at det kunde blive sig bevidst som menneske, blive sig bevidst som et led af Slægten. Thi Grundtvig vidste, at kun den, der havde lært at være selv, jævnt og ligefremt, kun den, der havde lært være tro mod Gudsbilledet i sig, kunder forstaa Gudsrigtes store Sandheder.Nej, hvad Grundtvigs egentlige Virke tog sigte paa, var at hjælpe Mennesker ind i et stærkt, underligt Livssamfund med den levende Kristus, og det med den i Menigheden, i Daabs- og Nadverordet personligt tilstedeværende Kristus.Grundtvig ville ikke nøjes med at fremdrage det ny Testamentes Kristusbillede for Mennesker. Det var ham for lidt. Hvad var vel selv det Billede Værd mod den levende Herre, som ved Daaben stod bøjet over den lille og optog ham i sit Rige. I det han talte sit levende Ord. Grundtvig vilde hjælpe Mennesker til at se, at Kristus saadan havde talt sit livgivende Ord til dem alle, at han Søndag efter Søndag talte dette Ord gennem sin Menighed.Dette var Grundtvigs mageløse opdagelse, at Trosbekendelsen ved Daaben er det lille Ord af Herrens egen mund. Men dette kunde de mange ikke forstaa, dette blev dem en Forsværgelse, naar de ved nærmere Undersøgelse fik Øje for, hvad det egentlig betød. Thi denne Opdagelse kom til at præge hele Grundtvigs senere Udvikling, og den var det, hans Tanker om kirkelig Frihed, om Skrift, om Forkyndelse udsprang. Fra denne Opdagelse hentede hans personlige Tro sin Næring. Det var denne Opdagelse, der konstituerede hele hans Fromhed. Vi mindes alle, hvorledes Grundtvig synger:Han, som Liv og Lys uddelerMed sin Aand og med sit Ord,Han, som alt det brudte heler,i sit Bad og ved sit Bord,Jesus Kristus, med vor GlædeEr lyslevende til Stede.

Og i sidste Vers jubler han det ud til alle dem, der sammen med ham har erfaret dette vidunderligeØjene! i er lykkeligeI som ser Guds Søn på Jord!Øren! I blev hovedrige,Da I hørte Livets Ord!/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 201

Hjerte, da du Ordet tro’de,Livets Tro vandt op af Rode!

(Salmer og aandelige Sange III Nr. 316)

Det er denne intense Lykkefølelse over Kristus som nærværende og lyslevende iblandt os, der har sat sit Præg paa Grundtvigianismen i saa høj Grad, at Modstandere haanligt har kaldt den en glad Kristendom og spottende har benævnt den som letteste Vej til Himlen.Det er derfor ganske forfejlet at ville tale om, hvad Grundtvig vilde før 1825, uden at tale om hvad han vilde med og efter 1825. For at udtrykket det saa skarpt som muligt, var der overhovedet ingen Grundtvig før 1825.Men lad os se, hvad Grundtvig selv skriver om sin Opdagelse: ”Den mundtlige Trosbekendelse ved Daaben er uafhængig af al Skrift, og som Menighedens enstemmige Vidnesbyrd om sin Tro, det gyldigste historiske Vidnesbyrd, der kan gives dem: Hvad alle Kristne fra Begyndelsen af har troet. – Denne Trosbekendelse, som Vilkaaret for Optagelsen i det kristne Kirke - Samfund er Kirkens uafvendelige Tros-Regel og Grund - Lov, som i uopløselig Forening med Daaben sætter det eneste forsvarlige Skel mellem Kirken og Verden, eller mellem den virkelige Kristenhed og hvad der er det ikke.” (”Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes?”)Men det vilde være kun slet at have forstaaet Grundtvigs Syn paa Trosbekendelsen, om man betragtede den som blot det gyldigste Vidnesbyrd om sand Kristendom, nej for Grundtvig er langt det vigtigste, at den er Lys- og Livsordet af Herrens egen mund, at den er Kristi personlige Ord udtalt med levende Stemme. Herom skriver Grundtvig: ”Men for et Ord af Herrens egen mund, anser jeg rigtignok ogsaa Daabspagten, og er vis paa, at vi først med den Tro kommer til at smage Evangeliets Velsignelse i hele sin Fylde.” (Nordisk Tidsskrift for christelig Teologi. Bd. II 1840 s. 190)Og paa et Vennemøde i 1863 udtalte han følgende: ”Jeg kom til den klare Bevidsthed om Indstiftelsesordene ved den hellige Nadver, som det evige Livsord til os af vor Herres Jesu Kristi egen Mund, der har meddelt os og skal til Verdens Ende meddele det kristelige Himmellys og det aandelige Menneskeliv eller Livslyset og Lyslivet paa Jorden”.Nej, aldrig har for Grundtvig Trosbekendelsen været en Formel til Bestemmelse af den rette Lære, aldrig har han tænkt sig den som teologisk Enhedssymbol. For Grundtvig var den det Ord, som ene af alle kunde bringe Liv og Lys til et Menneske. Derfor maa ogsaa Livsordet fra Kristus til os - Ordet i hvilket Livsaanden har taget sin jordiske Bolig – være et mundtligt Ord, thi kun det mundtlige Ord betvinger det personlige Møde, hvad det skrevne aldrig gør. Og dette personlige Møde var for Grundtvig det afgørende, det alt overskyggende. Kernen var, at Kristus selv kom os i Møde gennem sit mundtlige Ord.Giver man sig saa Tid til et køligt Overblik over det her skitserede, maa selv den mest forhærdede Anti – Grundtvigianer indrømme, at Grundtvig naaede at bygge et Storværk paa denne Grund. Ingen kommer uden om Grundtvigs Salmedigtning og om hans enestaaende Indflydelse paa dansk Folkeliv og Aandsliv. Men mange vil sige, at det, han selv betragtede som Kernen om hvilke alt andet var bygget op, kun var en Illusion. Benægte hans Indflydelse kan man ikke, men acceptere hans Syn paa Ordet endnu mindre.Lad os prøve at holde os for Øje det Argument, Grundtvig selv leverede for sin Opdagelse: ”Nu har man dog for det meste forstaaet, baade at jeg mener Trosbekendelsen i Daabspagten, som ikke maa søges i nogen Skrift, men høres ved Daaben, hvor den lyder som Daabens Vilkaar og som Udtrykket af den kristen Tro, hvorpaa vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og hvor den maa forudsættes at have lydt ens for Menigheden lige fra Daabens Indstiftelse af Herren selv, da det jo ligesaa vel er Kætteri at døbe i Herrens Navn paa andre Vilkaar, end dem, han har fastsat, som at døbe paa hans Vegne med en anden Daab end han selv har indstiftet.” (”Den kristelig Børnelærdom”.) Og en saadan Forvanskning kan man umuligt tiltro Menigheden. Thi man kan ikke mistro den kristne Menighed i sin Trosbekendelse, uden at stemple den Menighed, der har virket mest for Sandhed og lidt mest for sin Tro til den falskeste under Solen”.Det er altsaa i Kirken ved Døbefonten, at Grundtvig tvinges til at ræsonnere, som han gør, og hans Ræsonnement er ikke saa helt fejlt, men Troen paa Ordet som Lys- og Livgiver maa ikke tage sit Udspring i dette Ræsonnement, men i det personlig Møde med Kristus gennem Ordet. Men mange holdt ikke dette fast, mange ansaa dette Ræsonnement for det egentlige og mente at maatte antage den mageløse Opdagelse paa Grundlag af dette, hvad saa vist ikke var Grundtvigs mening; havde han bygget sin Tro paa dette, havde han ikke haft Klippegrund under fødderne. Men mange søgte dette upersonlige og derfor falske Grundtvig. For dem kom Videnskabens Kommentarer som et dræbende Slag, thi var Grundtvigs ”Bevis” end ikke et historisk bevis, saa tilstræbte det dog at fastslaa en historisk Kendsgerning, og som saadan /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 202

maatte ”Bevisets” Resultat ogsaa kunne rammes af den historiske Kritik. Og at man ikke kan spore Trosbekendelsen i sin nuværende Form længere tilbage end til det 8. Aarh. gør en mistænksom; at den i en ikke meget ændret skikkelse kan føres tilbage til ca. 150 gør ikke Sagen meget bedre.Nej, Videnskaben har talt saa tydeligt, at man ikke kan lade haant om dens Røst, men dermed har den kun gjort os umaadelige Tjenester. I stedet for at slaa Grunden væk under det, der var Grundtvigs egentlige Opdagelse, har den hjulpet os til at koncentrere os om det egentlige, til at lade Udenværkerne, alle Teorierne om Ordets Overgivelse falde. Og den har hindret Mennesker i trang af Bibelkritik at antage Trosordet som Formel for sand Kristendom. Den har umuliggjort Anvendelsen af Trosordet som Grundlag for et koldt og upersonligt Trossystem, den har gjort det saadan, at Troen paa Daabsordet som Lys- og Livsordet kun kan fastholdes i Livssamfundet med vor Herre selv.Men da maa det siges, at Daabsbekendelsen er ikke det levende Ord af Herrens egen Mund i den Betydning og i Kraft af, at det blev talt af Herren til Disciplene under hans Mennesketilværelse, men Daabsbekendelsen er det levende Ord nu og alene, fordi det er Ordet i den ved Daaben og Nadveren levende Herres Mund. Kun dette har Betydning, alt andet er ligegyldigt. Vi maa derfor korrigere Grundtvig, naar han skriver: ”Den fjerde Hovedoplysning om Tros – Bekendelsen og dens kirkelige Brug er, at den, hel og holden, tillige med Forsagelsen i Daabspagten, maa tages og tros som Ord af Herrens egen Menneske – Mund”.Til dette maa der atter og atter siges et afgjort Nej. Her udformede Grundtvig en Teori, en kirkelig Oplysning, og i dette greb han fejl.Grundtvigs Opdagelse, som gik ud paa, at ved Daaben og Nadveren møder den levende Herre os personligt med sit levende Ord, var mageløs, den fører os ud over baade Protestantisme og Katholicisme, og den giver Svaret paa vor famlende Tids teologiske Problemer. Men Grundtvigs Teori om, at det skulde være Ordet af Herrens menneske-Mund, den Teori, som kun fremkom ved logiske Slutninger, den er blot et stykke Teologi fra 1825-72.Men da Grundtvig med profetisk Skarpsyn advarende Menigheden mod at tage Ordet ud af Herrens Mund, saa han ret, thi det var jo netop en organisk Bestanddel af Opdagelsen, at Kristus Mundtligt sagde disse Ord til den enkelte. Og uvilkaarligt spørger man: Er ikke dette sket, naar man vil gøre Trosbekendelsen, som den lyder i Menigheden uden for Daaben til et specielt levende Ord, kvalitativt forskelligt fra Ordet i gamle og ny Testamente? Er det ikke Forgudelse af et i sig selv dødt Ord, som kun henter sit Liv derfra, at det er Ordet ved Daaben, at det er Pagten, paa hvilken Daaben grundes? Nej, her er ikke Tale om sligt. Vi staar her over for noget af en ganske anden Art end det gammel- og nytestamentlige Krustusvidnesbyrd. Her er ikke tale om et ord forkyndt for galilæiske Fiskere for 1900 Aar siden, her er Tale om et Ord, der er talt til mig personligt af vor Herre selv. Men spørger man, hvad der skulde drive en til at tro, at Krustus er i dette Ord ved Daaben, som han er det i Ordet ved Nadveren, da kan der derpaa intet andet svares, end at saadan er det. Dette kan ikke vides, kan ikke begrundes, kan ikke sandsynliggøres, det kan kun tros derved, at Aanden vidner ved vor Aand.Det har altsaa med disse Bemærkninger ikke været min Hensigt at forsøge at bevise noget angaaende Ordet i vor Herres Mund. Noget saadant er en Umulighed, at ville prøve derpaa er blot at manifestere, at man intet har forstaaet af det centrale. Om dette gælder Kristi Ord, at Kød og Blod ikke kan aabenbare det, men kun Faderen i Himlen. Til en saadan Opfattelse føres man ikke af tænkningens Vej, en saadan Tro sikres ikke ved logiske slutninger. Oplevelsen af en saadan Tro som en personlig Livsmagt naas kun gennem Menighedens Forsamling ved Daaben og leves kun ud i Livet ved fortsat at leves stærkt i Menigheden.Oktober 1938. Sign. Henning Kruse. Skovbrynet 21, Lyngby

Januar 1873. Henrik MortensenJanuar 1873 holder mine Forældre Bryllup Ditlev Mortensen, Hansine Hansen.Samme Aar i september blev deres søskende gift. Peter Nielsen Mortensen – Ane Margrethe Hansen.Disse overtog hans fødegård, nuværende Skrillinge Damgård. Mine forældre købte gården, Højenhus, 5 kilometer syd for Vejle. Gammel kro, gamle bygninger. Meget smukt beliggende, men en del forsømt. Blev købt forholdsvis dyrt. Så trods slid med dræning og så videre kom de til at sidde hårdt i det.Her blev jeg født den 12. maj 1879. Om begivenhederne har blandt andet daværende pastor Hey, Alminde gentagende gange fortalt.


Men først nogle oplysninger:Omkring 1860 – 1870 var Grundtvigs tanker ved også at nå til Vestfyn, og en af de dygtigste talsmænd for disse blev i 1870 præst i Middelfart, hvor han kom til at betyde meget for mange mennesker med sin myndige, stærke og varme forkyndelse og vel først og fremmest hans fremhævelser af Grundtvig’s mageløse opdagelse.Forsagelsens og troens ord ved dåben som Ordet af Vorherres egen mund.For mine forældre, ligesom mine plejeforældre kom det til at betyde noget, som for dem varede livet ud.Da mine forældre i 1873 kom til Jylland, faldt det helt naturligt, at de løste sognebånd til pastor Hey. Det udviklede sig til et personligt venskab.Efter mine to ældste søskendes fødsel, Ingrid gift med en husmand i Give og Hans, som overtog gården i Højen, var min moder syg, da hun ventede mig i foråret 1879. Pastor Hey besøgte hende, da han på sin køretur til Otto Møller i Gylling kom forbi og tog mine forældre til alters. På tilbagevejen nogle dage senere, kom han igen. Da havde jeg netop lige set dagens lys. Min tilstand må jo have givet anledning til bekymring, så jeg blev døbt samme dag den 12. maj 1879.Da moders helbred ikke bedredes og der var store vanskeligheder ved at få barnet passet, blev det til, at hendes søster, Grethe, der var barnløs hentede mig til Fyn først på året 1880. Antagelig var det tænkt som noget foreløbigt, men jeg kom ikke tilbage til Højenhus.Om forhandlinger i den anledning har jeg aldrig hørt tale.Resultatet blev, at jeg fik to sæt forældre. Far og mor her og egen far og mor lærte man mig at sige om mine virkelige forældre i Højenhus. Det er der vel ikke mange som opnår.Når jeg i det følgende omtaler ”egen mor” er det dem begge, jeg tænker på. De var som et, men han sled sig op og blev tidlig svækket, så jeg egentlig ikke nåede at få ham på nært hold.Anderledes med mor, som har fulgt mig i sin bøn til Gud om at bevare mig i min dåbs Pagt og Nåde, og Han hørte hendes bøn.Det, som begyndte hin 12. maj 1879 har fulgt mig som en ubrudt linje livet igennem og givet mig tryghed og sikkerhed ved at vide mig i Guds Hånd.Linjen fortsattes her hos B. og B. uden nogen direkte kristelig påvirkning. Men hver aften, når jeg ikke var falden i søvn i min lille seng – hørte jeg dem tage Troens Ord og Fadervor i deres mund, inden de lagde sig til ro.Siden oplevede jeg det i skolen hos lærer Okkels, og som enebarn fulgte jeg næsten hver søndag i en ret tidlig alder med B. og B. til kirke i Middelfart og hørte pastor Andr. Leth – en af Grundtvigs betydeligste lærlinge med myndighed og kraft forkynde det samme.At jeg naturligvis også blev konfirmeret af ham var jo en selvfølge. Han blev efterhånden en af hjemmets gode venner. Breve fra hans hånd vidner derom.18½ år gammel fik jeg efter eget valg lov til at komme til Frederiksborg højskole til Holger Begtrup, der fulgte ”linjen” så trofast som nogen. Ikke mindre betydning fik Thomas Bredsdorff for vi unge, mere samstemt med os end egentlig Holger Begtrup.Sommeren efter var jeg karl på en gård ved Kerteminde, hvor jeg fik lejlighed til at uddybe venskabet med en af kammeraterne fra højskolen, Kristen Andersen fra Revninge. Dette venskab, der varede livet ud (1954) fortjener en nærmere omtale. Hans mor, der var en af Kolds elever, hørte til den kendte Thygesen slægt i Ferritslev.Naturligvis var de medlemmer af Kerteminde valgmenighed (Poul Bøjsen). Slægten repræsenteret af den kendte Anders Kristiansen beboer endnu gården i Revninge.Kristen Andersen tog i begyndelsen af århundredet på Jelling seminarium. Efter eksamen fik han plads som lærer i Torkildstrup på Falster, hvor Morten Bredsdorff, komponisten var præst. Her blev han i 1906 gift med Gudrun Bredsdorff. Til dette bryllup i den gamle minderige præstegård, hvor Ingemann er født og Grundtvig opholdt sig i lange ferier, blev Johanne og jeg indbudt. Johanne var i 1903 kommen ind i billedet, men får først sin omtale senere.Til festen traf vi foruden slægten fra Ferritslev hele familien Bredsdorff. Ligeledes Begtrups. Samt Niels Dael, som på det tidspunkt var ved at forberede Liselund. Roskilde højskole var jo også under opførelse. På Bredsdorffs anmodning tegnede jeg mig for 100 kroner. Til min overraskelse varede det ikke mange år inden de blev tilbagebetalt. Med renter (Lindbergs bibeloversættelse)./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 204

Sign. Henrik Laurits Mortensen.

Prædikener af Henning Kruse.Mine ord skal ikke forgaa. 2. søndag i advent. Lukas 21, 25-36."Og der skal ske tegn i sol og maane og stjerner, og paa Jorden skal folkene ængstes i raadvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal daane af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyen med kraft og megen herlighed. Men naar dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig". Og han fortalte dem en lignelse: "Se paa figentræet og alle de andre træer; saa snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær. Saaledes kan I ogsaa skønne, naar I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgaa, før det er sket alt sammen. Himmelen og Jorden skal forgaa, men mine ord skal ingenlunde forgaa. Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, saa den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor paa hele jordens flade. Men vaag og bed til enhver tid, saa I maa blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestaa for Menneskesønnen".Denne tekst fra Lukasevangeliet handler om det, vi kalder verdens undergang. Den har gennem tiderne været inspirationskilde for mange fantastiske betragtninger. Om disses kristelighed har der alt for ofte kunnet rejses tvivl. Grunden dertil er nok den, at fantasien i meget høj grad har faaet lov til at gaa paa egen haand. Man troede naivt, at den var bundet til Jesu ord, men i stedet viste den sig at være bestemt af egne ønskedrømme.Som indledning til denne tekst ville jeg gerne, at man læste salmen: ”O, dejlige land", det er nr. 649 i salmebogen. Her taler Grundtvig om den flygtige drøm om halvgudelivet i dødningesal. Drømmen om at skabe en tilværelse, hvor værdierne bestaar, vil for de mennesker, der ikke flygter ind i sig selv, altid blive en kamp af poetisk, folkelig eller social karakter. Under denne kamp vil man støde sammen med de mennesker, man lever iblandt og saaledes opleve nederlaget, bitrere jo stærkere man har haabet og troet paa resultatet af sin kamp. Saadan oplever vi verdens undergang.Resignation og fornærmethed kan blive en af følgerne af nederlaget. En anden konsekvens af det kan blive skabelsen af den religiøse drøm, forventningen om et tusindaarsrige af mere eller mindre overnaturlig art. Og. denne forventning kan trods sin selviske karakter nemt hente næring i disse teksters syner, fordi det er saa let at overse, hvad man ikke ønsker at se.Teksten taler nemlig ikke blot om, at Jorden skal forgaa; det pointeres, at ogsaa Himlen skal faa samme skæbne. Det betyder, at vore religiøse fantasterier heller ikke skal bestaa, ogsaa de er undergivet tilintetgørelsens lov, maa nødvendigvis være det, fordi vor egen lykke er midtpunktet i dem. Vore paradisdrømme er noget andet end Gudsriget, hvor Gud hersker paa trods af os.Synerne, evangelisten tegner, faar først forbindelse med vor virkelighed i det øjeblik, de bliver en dom over vor baade verdslige og religiøse stræben. De maa ikke blive en tilflugt i undergangen, de er tværtimod en markering af nederlagets absoluthed.Man kan diskutere, om vi under en saa fældende dom har lov at spørge om, hvad vor redning er. Svaret paa den diskussion rokker intet ved, at vi altid spørger, og rokker heller ikke ved, at svaret altid vil blive tekstens: Mine ord skal ingenlunde forgaa. Men at Jesu ord skal staa fast betyder aldrig, at vi i dem skal finde en ny og forklaret sikkerhed; det betyder, at disse ord, hvordan vi end skaber os, altid vil dømme os - og tilgive os.Til fald og oprejsning. Søndag efter jul. Lukas 2, 25-40.Julens tekster er i særlig grad hentet fra Lukas-evangeliet. Det gælder ogsaa julesøndag med sin beretning om de to gamle mennesker Simeon og Anna: Den kan virke lidt sentimental, i hvert fald hvis man hører den blot som fortælling om disse to, men den er nok alligevel noget andet.Kort kan vi udtrykke, hvori dette andet bestaar ved at sige, at fortællingen er forkyndelse. Hvad der siges om barnet, at det er sat til fald og oprejsning, gælder ogsaa forkyndelsen. Nu maa man, naar ordet, forkyndelse bruges, ikke straks tænke, paa prædikenen, den kan være forkyndelse, den kan ogsaa være det ligegyldigste af alt. Som ordet her bruges, betyder det forkyndelse af Kristus, betyder, at noget af ham bringes til menneskers kundskab, og det vil sige, at mennesker tvinges til at træffe afgørelse over for ham.Forkyndelse er altsaa ikke det samme som opbyggelighed. Det er opbyggeligt, at Anna tjener Gud med faste og bønner nat og dag; det er opbyggeligt, at Simeon gaar til templet tilskyndet /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 205

af aanden, men det er ikke noget, der tvinger os ind i en afgørelse. Vi kan diskutere, om deres livsform er tiltalende eller ej, altsaa diskutere opbyggeligheden, men vi kan ogsaa afvise den med et skuldertræk, vort liv ændres ikke af den grund. Vi kan endog lade skuldertrækket indeholde en underkendelse af, at disse to nogensinde har levet, og en saadan underkendelse vil netop kun være udtryk for et skuldertræk.Forvandler man derfor teksten til opbyggelighed - det gælder i almindelighed, men nok i særdeleshed denne til julesøndag - øver man vold mod den. Styrter man sig ud i en diskussion om det historiske eller uhistoriske i dem, gør man det samme. l begge tilfælde prøver man at komme uden om forkyndelsen, den, der ikke kræver, men skaber afgørelse.Forkyndelsen i en tekst træder frem gennem selve tekstens handling, men der er intet i vejen for, at denne handling kan afsløres i en tilsyneladende parentetisk sætning. Noget saadant er tilfældet her: og da forældrene bragte barnet Jesus ind for at gøre med det, som skik var efter loven, tog Simeon det i sine arme. Ordene om, at der bliver handlet med barnet efter lovens skik, giver udtryk for det, fortællingen handler om. De ord viser, at barnet ikke er uden for loven. Hvad man end vil sige om det, at Gud blev menneske, saa siges det her, at han er menneske i alleregentligste forstand, nemlig derved, at han er under loven.Evangeliet juledag. talte om Jesu herlighed. Det er fristende at tale om denne herlighed, som noget, der giver sig til kende ved siden af menneskeligheden, den opfattes saa blot som en forklædning, som noget, der paa en maade er gennemsigtigt. Forkyndelsen af, at der handles med Jesus efter lovens skik tilbageviser et saadant syn og hævder, at netop i menneskeligheden, i afhængigheden viser hans herlighed sig. Og vil vi se hans herlighed, maa vi taale at rette blikket mod den menneskelighed, der, netop er menneskelig, fordi den sætter os i afgørelsen. Meninger og teorier kan man tage stilling til, som det lyster en, eller lade være med at tage stilling til, enten man vil det eller ej, for ogsaa det ikke at tage stilling er en stillingtagen. Netop fordi Jesus møder os som menneske, som en, der er under loven og derfor ogsaa former lovens krav, undgaar vi ikke at tage stilling til ham.Hvori bestaar denne stillingtagen? Den maa ikke opfattes som noget i retning af en vurdering af ham, hverken som menneske eller profet eller som gud. Man tager stilling til ham ved enten at modtage livet af ham eller ved at skabe det selv.Forkyndelsen af mennesket Jesus giver ikke os mulighed for at vælge, men tvinger os ind i afgørelsen til fald og oprejsning.Zakæus. 2. søndag efter Helligtrekonger. Lukas 19, 1-10.Lukas 19, 1-10.2. Søndag efter Helligtrekonger. Zakæus.Tidligere Slotspræst Oscar Geismar nævnte det mere end een Gang som sit Hjertes Ønske at faa Plads i Himmerige mellem Synderinden fra Gaden og den lille, skrutryggede Zakæus. Nu var Ydmyghed i gængs Forstand ikke det, der plagede Oscar Geismar mest, saa naar han fandt just denne Plads attraaværdig har det næppe været, fordi han dermed mente at lade sig nøje med den ringeste. Grunden var nok snarere, at han regnede med at være i godt Selskab sammen med disse to.Søndagens Evangelium stiller os overfor den ene af dem, nemlig Zakæus. Afsløres der i Fortællingen Egenskaber hos ham, som frister til at søge hans Selskab, Egenskaber, som maaske ogsaa forklarer, hvorfor Jesus tog ind netop til ham?Prøver man at se episoden for sig, som den maa have taget sig ud for den Tids Mennesker, er den ikke uden Komik. Det er vanskeligt at lade være med at trække paa Smilebaandet af den lille Mand, der er krøbet til Vejrs for at sikre sig Udsyn over Begivenhederne. Zakæus har næppe selv været blind for det aparte i Situationen, men Frygten for eventuelt at blive kanøflet af Mængden har alligevel ikke holdt hamfra at udføre sit Forsæt. Dette er væsentligt. Ved denne Handling afsløres nemlig hos ham en Revne i det Panser, som Mennesker saa ofte omgiver sig med af Forsigtighed og Ubarmhjertighed. Den norske Skribent Thorleif Schelderup har i sin sidste Bog skildret dette Panser om Mennesket saadan: ”Vi er rædde for hinanden - vi gaar omkring som isolerede Øer i et Hav af Mennesker. Vi gør gerne det, som vi tror andre kan godtage. Har vi Lyst til noget barnligt eller usædvanligt, tør vi ikke komme frem med det for ikke at blive leet af, eller blive kaldt umoralske. Saadan bliver vi Livets smarte, kolde Vindere. Egentlig dør vi, fordi vi ikke tør leve”.Naar man er færdig med at smile ad Zakæus, bliver man uvilkaarligt glad for ham, netop fordi han gør det, han har Lyst til uden at tage Hensyn til, at der maaske vil blive leet ad ham, at der /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 206

maaske vil blive peget Fingre ad hans moralske Vandel, netop naar han saadan tiltrækker sig Opmærksomheden. Han giver en god Dag i alt dette, og just dermed føres han ind i Oplevelsen med den Jesus, der helt sprænger Panseret om hans Sind.Hvordan dette gøres, fortæller Evangeliet ikke noget om; det nøjes med blot at vise os det Sind, der er ganske frigjort, der er helt sprængt, det Sind, der lyser frem gennem Ordene: »Halvdelen af hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige; og hvis jeg har presset Penge af nogen, saa giver jeg det firedobbelt tilbage.«»I Dag er Frelsen kommen til dette Hus«, siger Jesus. Det er ikke. at forstaa paa den Maade, at Frelsen som noget fremtidigt bliver givet som Belønning for det ny Sind, nej, Frelsen er det nutidige, er selve det Sind, der lægger Livet aabent for Zakæus.Fastelavn. Fastelavns søndag. Lukas 18, 31-43.Luk. 18, 31-43. Fastelavn.I »En glad Gut« lader Bjørnson den gamle skolemester Baard afslutte skoledagen med verset om at elske sin næste, hvor det blandt andet hedder: »Alt, som lever, er underlagt kærlighedens genskabermagt, bliver den bare prøvet«. Ordene lyder meget besnærende, fordi de synes at underbygges af en erfaring, vi alle er i stand til at gøre. Erfaringen bestaar i oplevelsen af, at menneskers maade at være paa er paavirkelig af vor opførsel. Det gamle ordsprog udtrykker det ved at sige, at som man raaber i skoven, faar man svar. Naar skolemester Baards lærdom alligevel maa forkastes, hænger det sammen med, at den rummer saa meget af den naivitet, som undervurderer ondskabens styrke og derfor er et let bytte for alle ødelæggende kræfter i livet. Naiviteten er som hos barnet, der drager til skovs og synger om, at der ingen røvere er.Men er skolemester Baard ikke død? Nej! han lever videre f. eks. i Moralsk Oprustning, han lever videre i al den litteratur, hvis formaal blot er at afspejle, hvad man saa smukt kalder det godes sejr, han lever videre mange steder, fordi vi alle gerne vil holde liv i ham. Jamen, gør det noget? Ja, det gør det, fordi den kærlighed til næsten, der kun har sit udspring i illusionen om genskabermagten, vil dø, naar den stilles ubeskyttet, naar illusionen brister.Det er over for dette, at kirken prøver at forkynde Kristus, fordi det i ham afsløres, at livet er kamp, ikke mod vejrmøller, men kamp, der koster, kamp med nederlagets mulighed i sig.Jesus mødte mennesket med større kærlighed, end selv en Bjørnson kunne forlene sin skolemester med hvordan det gik med denne Jesu kærligheds genskabermagt. Det er vanskeligt. at sige, meget om, men i hvert fald strakte den ikke til over for dem, der formede raabet: Korsfæst ham. Paa Jesu kors ser vi ondskaben sejre over kærligheden, ser vi livets vilkaar, ogsaa de vilkaar, som vi maa leve under.Intet af dette kom bag paa ham, hvis liv begyndte med en flugt, der kostede andre livet. Jeg tænker paa barnemordet i Betlehem. Jesus vidste, hvad han gik i møde: »Se, vi drager op til Jerusalem, og alt det, som staar skrevet hos profeterne om menneskesønnen, skal fuldbyrdes. Thi han skal overgives til hedningerne og blive, spottet, haanet og spyttet paa, og de skal piske ham og dræbe ham, og paa den tredje dag skal han opstaa«.En oversættelse af disse ord giver Grundtvig i en salme, der er kommet med i den danske salmebog, det er nr. 36. Det hedder her:Godt og Ondt og lys og mørke,sand og løgn og liv og dødi hvert hjerte prøver styrke,farligt er det sammenstød;stærkest synes tit paa jordmørkets æt med løgn og mord;løfte dog paa sejrslivetSandhed lysets børn har givet.

Dette vers er langfredag: Stærkest synes tit paa jord mørkets æt med løgn og mord, men ogsaa paaskemorgen: Løfte dog paa sejrslivets sandhed lysets børn har givet.Det maa blive fastetidens opgave at klare for os kampen mellem godt og ondt og lys og mørke, klare den for os saadan, at vi fornemmer sammenstødets farlighed i vort eget hjerte, for først da bliver det muligt at høre den tale, der lyder fra langfredag og paaskemorgen.Jeg er livets brød. Midfaste søndag. Johannes 6, 35-51.Fortællingen om bespisningen af de 5000 i ørkenen gengives af alle 4 evangelister, Mathæus og Markus har den endda i to lidt forskellige udgaver. Aabenbart har begivenheden gjort /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 207

voldsomt indtryk, der var kun to fisk og fem brød, og ikke blot blev alle mætte, men der blev tilovers 12 kurve.Det er ikke et spørgsmaal om i under eller ikke under, det er det vældige og ødsle, der holder fantasien fast og forvandler begivenheden til en forkyndelse af Jesus, som skaberen. Paa hans bud bliver livet til, som en gang lyset blev det paa Jahves. Begivenheden er den demonstration, som foregriber ordene: Jeg er livets brød.Vi skaber vort liv ved at lægge vore planer og ved at realisere dem, vi bruger vore egne kræfter dertil, og vi bruger andres i det omfang, det lader sig gøre. Snart er vi moralister, snart holder vi fast, at livet er større end loven, men glemmer alligevel, at det burde være os helligt. Vi lever vort liv, som skylder vi kun os selv regnskab.Er det for dette liv, at Jesus er brødet? Er det hans opgave at lappe det sammen, naar det trods al udspekulerthed gaar i stykker for os?Svaret ligger i ordene: Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden. De ord siger noget om, hvordan det liv bliver til, som Jesus skænker. Mit kød til liv for verden, ordene peger mod langfredag, mod korset, hvor dommen og tilgivelsen mødes. I dette møde bliver det liv til, som Jesus skaber. Dommen og tilgivelsen giver sig til kende i vort liv som mistillid til os selv og som tillid til Gud, det er ogsaa det, vi kalder tro:Dog, i Jesus Kristus navnetalt er skænket den, som tror,deri hjertet bad for savnetfinder med Guds Aand og ord.

Vi har prøvet at knytte en forbindelse mellem bespisningsunderet og talen om Jesus som livets brød; det er et spørgsmaal, om det er rigtigt. De 3 første evangelier kender i hvert fald ikke forbindelsen, opfatter underet mere selvstændigt. Det gør ogsaa Luther i en prædiken til denne søndag, hvor han siger: ”Her har vi et af de evangelier, i hvilke vor kære Herre Kristus lærer sine kristne, at de skal stole paa ham, at han ikke lader dem dø af sult, men ved sin velsignelse skaffer dem alt, hvad de behøver. - Vi skal være gudfrygtige og med flid rette os efter Guds ord og tro derpaa som folket i evangeliet, da vil Gud sørge for, at vi faar vort ophold og vor føde”.Vi kan godt indrømme, at vi ikke tør prædike saadan, men vi er ogsaa klar over, at Luther kan man ikke med nogen ret beskylde for uvederhæftighed. Derfor lader vi ham holde denne prædiken for os og finder ogsaa af denne prædiken en genklang i salmebogen:Føden og klæden, hus og hjem,skulle Guds børn gaa vild om dem?Salmen fortsætter og giver sit svar:Føden og klæden nok du faaraf ham i morgen som i gaar.

Vi stiller de to salmecitater fra nr. 528 og nr. 35 ved siden af hinanden. Er der en modsætning mellem dem eller udfylder de hinanden?Livets brød. Midfaste søndag. Johs. 6., 35.-51."Jesus sagde til dem: Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre, og den, som tror paa mig, skal aldrig tørste. Men jeg har sagt Eder, at I har set mig og dog ikke tror. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud. Thi jeg er kommet ned fra himmelen, ikke for at gøre min vilje, men Hans vilje, som sendte mig. Men dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg skal intet miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det paa den yderste dag. Thi dette er min Faders Vilje, at hver den, som ser menneskesønnen og tror paa Ham, skal have et evigt liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste dag. Da knurrede jøderne over ham, fordi han sagde: Jeg er det brød, som er kommet fra himmelen, og de sagde: Er dette ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommet ned fra himmelen? Jesus svarede og sagde til dem: Knurrer ikke indbyrdes! Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham paa den yderste dag. Der er skrevet hos profeterne: Og de skal alle være oplærte af Gud. Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg Eder, den, som tror paa mig, har et evigt liv. Jeg er livets brød. Eders fædre aad manna i ørkenen og døde. Dette er det brød, som kommer ned fra himmelen, at man skal æde af det og ikke dø. Jeg er det levende brød, som kom ned fra himmelen; om


nogen æder af dette brød, han skal leve til evig tid; og det brød, som jeg vil give, er mit kød, hvilket jeg vil give for verdens liv".Med stor poetisk skønhed taler Grundtvig i en af sine salmer om evighedsøen i tidernes strøm og om glædens guldtempel i taarernes dal. Lidt mere prosaisk, maaske ogsaa lidt mere livsnært udtrykker han samme tankegang i ordene: Leve og se gode dage, derom gælder det paa jord. Mulighederne for at realisere denne drøm og opleve de gode dage er nok ringe, selvom vi stædigt forsøger det. "Naar skyggen er ligest, da hulker de smaa, som stirrer derpaa", saadan dømmer Grundtvig forsøgene.Vi møder samme indstilling hos forfatteren Sigurd Hoel, der ellers staar Grundtvig meget fjernt. I sin roman "Fjorten dage før frostnætterne" skildrer Hoel I den 40-aarige dr. Knud Holmen i hans forsøg paa at prøve sine værdier, paa at finde klarhed: "Hvad har du faaet ud af dit liv?" Og til sidst: Havde han fundet nogen værdier paa denne ekspedition? Ikke mange. Havde nogen af hans tidligere værdier bestaaet prøven? Han vidste det ikke. "Nej. Det var og blev en vildfarelse, naar gamle angstneurotikere troede, de kunne lure sig til en ny lykke, en ny frimodighed, en ny ungdom, en ny livsopgave, et nyt liv". Og afgørende former Hoel sin dom over disse vildfarelser, med ordene: Ny vin paa gamle læderflasker.Er denne situation, Grundtvig og Hoel har tegnet, ogsaa vores? Kender vi til at opleve livet og vore anstrengelser som en skuffende drøm? Er vort haab gaaet til grunde i en erkendelse af, at ny vin paa gamle læderflasker blot betyder, at de gaar itu? Svaret paa disse spørgsmaal er afgørende for, hvordan vi hører Jesu ord i dagens tekst."Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre". Det, I længes efter, det, I søger at skabe jer, det er jeg alt sammen. Evighedsøen i tidernes strøm, de gode dage er jeg. En ny frimodighed, en ny ungdom, en ny livsopgave er jeg. Kommer I til mig, skal I ikke mangle det, I begærede. Livets brød er jeg; om nogen spiser af det, skal han leve til evig tid.En sandfærdig og usentimental oplevelse af, hvad Grundtvig og Hoel har skildret, indebærer, at der sættes et kun foran det jeg, som selvhævdende møder os gennem hele Johannes Evangeliet. Livets brød er kun jeg. Skal dette undgaa at blive frase, maa det siges, at det betyder, at ordene, livets brød, evigheds øen, en ny livsopgave, indholdsbestemmes ikke af os, men af den Jesus, hvis liv endte paa et kors uden for Jerusalem. Teksten hører fasten til.Fuglen har rede, og ræven har grav,sneglen bær' huset paa ryggen,verdsligt vor Herre har intet deraf,han har dog livet og lykken,deler dem ærlig med hver, som trorAanden og livet er i Hans ord.Jeg er.... 4. søndag efter påske. Johannes 8, 28-36.Johs. 8,28-36. 4. s. e. paaske.Jeg er……………."Da sagde Jesus: Naar I faar ophøjet menneskesønnen, saa skal I forstaa, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, saaledes taler jeg". Udtrykket "jeg er" møder vi gang paa gang i forskellige sammenhænge i Johannes-evangeliet: Jeg er livets brød; jeg er lyset; jeg er vejen, sandheden og livet osv. Med alle disse udtryk siger Jesus noget om sig selv, men han synes at gaa ud fra, at hans tilhørere ikke virkeligt forstaar disse ord. Det vil de først gøre efter ophøjelsen, dermed tænkes paa korsfæstelsen, der betyder, at han gaar bort fra denne verden til Faderen efter at have fuldbragt sit værk. Fordi den egentlige forstaaelse af hvem han er først vil blive givet efter langfredag, kan han sige til disciplene, at det er gavnligt for dem, at han gaar bort.Umiddelbart vil vi synes; at det maatte være lettere at forstaa Jesu tale, mens han levede; han synes selv at være af en anden mening. Først naar han er død, vil man blive klar over rækkevidden af ordene: Jeg er livets brød, jeg er den gode hyrde, jeg er vintræet. Det hænger sammen med, at først efter hans bortgang vil det blive klart, at han ikke har talt disse ord af sig selv, men at han kun har sagt, hvad Faderen har lært ham. Ordene vil efter hans død blive staaende med en ny myndighed; naar der tales om, at talsmanden, Helligaanden vil komme, betyder det ganske ligefremt, at Jesu ord ikke vil kunne skubbes til side, men at ordene altid vil tvinge mennesket ind i en afgørelsens situation.Det er i denne situation, at spørgsmaalet om tro paa Jesus bliver til som en afgørelse for Gud mod verden. Først nu forstaas virkeligt indholdet af ordene, der indledes med det ofte gentagne, jeg er. Naar Jesus siger, at han er det sande vintræ, betyder det, at liv kun kan haves i forbindelsen med ham. Uden forbindelsen med ham er kun fortabthed til verden./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 209

Vi kan vel som oftest godtage, at Jesus er den gode hyrde, at han er livet og lyset ved siden af saa meget andet; over for denne godtagelse staar Johannes-evangeliets paastand om, at kun han er det, og at uden for ham er død og mørke. Det bøjer vi os kun for, naar vi ikke har, andet at haabe paa end ham.Vi så hans herlighed. 6. søndag efter påske. Johannes 15, 26-16, 4»Men når talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig. Men også l skal vidne, thi I var med mig fra begyndelsen. Dette har jeg talt til eder, for at l ikke skal forarges. De skal udelukke eder af synagogerne, ja, den tid skal komme, at hver den, som slår eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en dyrkelse. Og dette skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig. Men dette har jeg talt til eder, for at l, når timen kommer, skal komme i hu, at jeg har sagt eder det, men dette sagde jeg eder ikke fra begyndelsen, fordi jeg var hos eder«Søndagens tekst er et udsnit af Jesu afskedsord til apostlene, han taler om, hvordan det skal være efter hans død. Helligånden skal vidne og disciplene skal det.Det vil være rimeligt at vente til pinse med at spørge om, hvad det betyder, at Helligånden skal vidne. Men hvad betyder det, at disciplene skal det? Og hvorfor skal de det?Som en åbenbart væsentlig grund nævnes det, at de har været med fra begyndelsen, de er, hvad man forstår ved øjenvidner til begivenhederne. Som øjenvidner, har deres ord interesse, fordi vidnesbyrdet altid må knyttes til Jesu person.Ordene i denne påske-pinsetekst peger tilbage til juleevangeliets ord: Vi så hans herlighed, og ordene får også deres indhold fra juleevangeliet - en herlighed, som sønnen har den fra Faderen. Den herlighed, hvorom disciplene skal vidne, er den herlighed, som altså Jesus har som åbenbareren af Gud, det vil sige, som den, der forkynder Guds tilgivelse og Guds krav. Vidnesbyrdets indhold er altså dette, at i Jesus møder mennesket nåden og sandheden.Det hedder »vi så«, for dermed at udtrykke det historiske i kristendommen, det drejer sig ikke om meninger og ideer, men om personen. Denne »seen« er dog ikke snævert bundet til de samtidige, men formidlet gennem dem til alle følgende slægtled.Det betyder, at »øjenvidnerne« aldrig har den opgave at overtage garantien for åbenbaringens rigtighed, men tværtimod den opgave at formidle åbenbaringens forargelse, dvs. tvinge mennesket til at se Jesu herlighed i den Jesus, der blev kød og blod, Josefs og Marias søn.Det levende ord. 1. søndag efter trinitatis. Lukas 16, 19-31.I højere grad end nogen af de andre evangelister har Lukas betonet, at Jesus vendte sig med sit budskab til fattige og ulykkelige, til dem, der intet havde at stole paa.Til en verden, der opfattede rigdommen som udtryk for Guds velbehag og fattigdommen som Guds straf, har evangelisten ønsket at sige, at det forholdt sig ganske anderledes. Dette formaal skal fortællingen om den rige mand og Lazarus tjene.Som en stor overraskelse har Abrahams ord til den rige mand virket: "Mit barn, husk paa, at du har faaet det gode, mens du levede, og Lazarus ligesaa det onde; nu trøstes han her, men du pines". - Med disse ord blev ikke blot den rige mands sikkerhed sprængt, men enhver sikkerhed blev taget fra mennesket, enhver mulighed for at beregne løn eller straf til en umulighed.Som den fattige over for verden er usikker og værgeløs, saadan er mennesket det over for Gud, enten han er rig eller fattig.Det var fortællingens forkyndelse, dens virkning blandt mennesker, der følte sig sikre over for Gud i kraft af rigdom. Høres fortællingen stadig med samme virkning? Her maa vist siges nej. Vi hører den ofte paa en helt anden maade.I almindelighed færdes vi mennesker inden for det, vi kalder vort eget miljø, hvor forskellighederne imellem os er relativt smaa. Vi ved godt, at uden for miljøet ophører denne ret store lighed, men vor viden herom er i almindelighed ret teoretisk. Vi kan godt drøfte forskellene - ogsaa mellem rig og fattig, og vi kan i denne forbindelse tale om noget, vi kalder for livets uretfærdighed. Vi kan ogsaa fornemme et vist ubehag derved, et ubehag i hvert fald saa stærkt, at man ville være taknemlig for en forklaring paa uretfærdigheden, eller maaske hellere en forklaring, der viste, at der alligevel slet ingen uretfærdighed var, naar man blot saa dybt nok til bunds i tingene.l trangen til en saadan forklaring kan man godt komme til at forse sig paa ordene til den rige mand. Med god vilje lader det sig gøre at høre ordene, som skabtes der gennem dem balance.


Selv om forskellen og uretfærdigheden bliver staaende i vort jordiske liv, gør det ikke noget, for det hele udlignes, naar man tager det evige livs belønning og straf med i regnestykket.Har man fundet en ganske vist letkøbt men dog brugbar forklaring i dette regnestykke, forstaar man godt protesten mod en forkyndelse, der satte det evige livs begyndelse til mødet med den Kristus, der er iblandt os. For dermed forsvinder muligheden for at faa regnestykket til at gaa op.Denne anvendelse af fortællingen om Lazarus er karakteristisk for en bestemt holdning til Det ny Testamente. Man har ladet dets forkyndelse faa til opgave at forklare tilværelsen for os og dermed berolige os. Engang rystede ordene mennesket i sin sikkerhed just derved, at de tog forklaringerne fra det. Det er ordets forvandling fra at være levende til at være dødt, vi her er vidne til. Engang talte Jesus det som en, der har myndighed, og ordet herskede over mennesket, nu er ordet gemt i en bog, og mennesket hersker over det og bruger det efter eget forgodtbefindende. Er da fortællingens skæbne et vidnesbyrd om Jesu ords død? Nej, den er et vidnesbyrd om menneskets flugt bort fra Jesu ord, som de lyder i dag – ikke i gamle fortællinger, men i næstens krav og tilgivelse.Din søn lever. 2. søndag efter trinitatis. Johannes 4, 46-53.Lægger man mærke til det, er det forbløffende at se, hvor stor en plads tanken om livet efter døden indtager i de salmer, der i almindelighed synges. Det er saa meget mere forbløffende som disse salmer oftest synges paa grund af et ganske andet indhold.I Naar man synger den gamle danske dagvise er det vel i første række for at takke, fordi natten er omme, takke for den midnatsstund vor Herre lod sig føde, den midnatsstund, der er dagens oprindelse. - Ikke desto mindre slutter denne lovsang til dagen og livet med ordene: "Saa rejse vi til vort fædreland", hvormed det antydes, at dette liv er et liv i udlændighed. Ganske tydeligt er tanken udtalt af den efterhaanden mere kendte Peter Dass:Herfra med mine fædreengang jeg vandre bør,det kald er og langt bedreend det, jeg havde før.Er end jeg fro som gæst,er ude længe fristet,dog bliver hjemmet bedst.

Eller tænk paa "Du Herre Krist", hvor maalet for menneskelivet sættes i sidste vers med bønnen om, at "vi paa dit bud maa leve saa tilsammen, at vi hos dig evindelig i himmerig kan faa din glæde!"Jo mere, man bliver opmærksom paa denne linje, des stærkere vaagner spørgsmaalene: Er det ikke denne jord, der er vort fædreland? Er ikke maalet for livet, meningen med det at finde viden for dets egne grænser? Er det tilladeligt at trøste sig med, at i alt for onde dage, glade vi herfra kan drage did, hvor der er evig fred"?Søndagens tekst giver i hvert fald antydning af et svar paa disse spørgsmaal. Det liv, vor Herre lader den kongelige embedsmands søn vende tilbage til fra gravens rand, er ganske almindeligt. Og hændelsen med embedsmandens søn er ikke enestaaende. Tænk paa opvækkelsen af Lazarus og af enkens søn fra Nain, eller tænk paa fortællingen om Jairi datter. Alle faar de givet livet paany - ikke som en straffens forlængelse, ikke som en ny prøvens tid, men som en gave, som noget, der har værdi i sig selv.Naar Jesus saa ofte taler om den gode gerning, om det at elske næsten, er det ikke et udtryk for moralisme, men et udtryk for at livet bør tages alvorligt for dets egen skyld d.v.s. for menneskets skyld.Maaske burde vi af Jesu holdning til liv og død, som den giver sig til kende i denne fortolkning, lære lidt agtpaagivenhed over for de salmer, der munder ud i en lovprisning af det evige liv paa dette livs bekostning.Det drejer sig ikke om at kvitte troen paa kødets opstandelse, men det drejer sig om at vogte sig for den sæd, der umærkbart kan spire som en ringeagt for det liv, vi lever, en ringeagt, der fører til, at man forraader det givne liv. Et udtryk for denne ringeagt afspejles i udtalelsen: "Til Helvede med hele Europa, naar bare min sjæl bliver frelst". Det drejer sig om at vogte dig for den sæd, der ogsaa kan spire i form af det hykleri, der findes hos dem, der taler store ord om det hinsidiges betydning samtidig med, at de er stærkt optaget af at sikre sig i det nærværende ved at tjene penge.Vil man finde Jesu holdning udtrykt i en linje fra salmebogen, maa det blive i Kingos ord:/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 211

Gud vil i dig mig give kraft og styrke,jeg i mit kald og standmin Gud og Fader kantilbørlig dyrke.Gud eller Djævel? 7. Søndag efter Trinitatis. Math. 10,24-31.I en kort Behandling af ovenstaaende Tekst maa det vel gaa an at lade være med at skrive om Spurven, der ikke falder til Jorden uden Guds Vilje. Efterhaanden maa vel ogsaa de mere tungnemme have opdaget, at der falder ikke blot Spurve men ogsaa meget andet til Jorden, uden at vor Herre skal have Skyld for det. Og efterhaanden maa vi vel ogsaa være naaet til at kunne se nogenlunde roligt paa den Kendsgerning, at ikke alt behøver at være rigtigt, fordi det staar sort paa hvidt. Det kan være beklageligt nok, men staar næppe til at ændre.Mere spændende end denne Spurvehistorie er derfor Spørgsmaalet om, hvad der er Meningen med Ordene om, at vi ikke skal frygte for »den, som slaar Legemet ihjel, men ikke kan slaa Sjælen ihjel; men frygt hellere for ham, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede«.Der er næppe nogen Vanskelighed med, hvordan første Halvdel skal opfattes, Det er en Opfordring paa Linie med Luthers heroiske Ord:

Og tage de vort Liv,Gods, Ære, Barn og Viv,lad fare i Guds Navn,dem bringer det ej Gavn,Guds Rige vi beholde.

Med Luther’s Situation som Baggrund forstaar vi fra hvem, vi kan vente en saadan Behandling. Den kommer fra Mennesker, der er fjender af Sandhed og Ret; saadanne er ikke døde med Luther. For dem bør vi imidlertid ikke frygte, det bør vi derimod for ham, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede. Hvem er det? Er det Gud eller Djævel?Man har aldrig kunnet lide den Tanke, at Djævelen skulde have Magt til at ødelægge et Menneskes Sjæl i Helvede. Altsaa maatte det være Gud, der mentes. Det passede ogsaa godt i adskillige Menneskers Kram at indsætte Gud som en saadan Tugtemester, der uddelte Belønning og Straf efter Behag - vel at mærke efter deres Behag, der tænkte sig ham som en saadan Over-Molok.Denne Betragtningsmaade holder nu næppe Stik. Den har sikkert sit Udspring i, at man altid tænkte Sig Helvede som noget, der ventede efter Døden. Uanset denne Betragtnings Rigtighed eller Urigtighed er det vel nok værd at gøre opmærksom paa, at Helvede kan være noget i høj Grad jordisk, i høj Grad nuværende. Det lader sig gøre at ødelægge baade Menneskets Legeme og Sjæl, inden den Begivenhed indtræffer, vi plejer at kalde i Død. Vi har set mere end tilstrækkeligt af Eksempler derpaa.Vi har set dem saadan, at vi forstod, at bag dem sporedes den ondes Haand. Med Mennesker som Redskab skaber han sit Helvede paa Jord. Naar Mennesker bruges saadan, kalder vi netop deres Gerninger - ikke blot syndige - men djævelske.Disse djævelske Gerninger frygter. vi, fordi vi fornemmer en underlig Magtesløshed over for dem, en Magtesløshed, der stammer fra en Erkendelse af, at hvor disse Kræfter sættes ind, kan alt ødelægges - ogsaa Sjælen. Intet faar vi Lov at beholde.Høres Ordet saadan, rummer det en dybt alvorlig Advarsel om ikke at se overlegent paa de Begivenheder, der med umiskendeligt djævelsk Præg fuldbyrdes omkring os. En saadan Overlegenhed er aldrig Udtryk for Aandsstyrke. En saadan Overlegenhed er altid skæbnesvanger.Frygt altsaa ham, der kan slaa Legeme og. Sjæl ihjel. Frygt ikke den Gud, der er hans Modstander.Guds kirkes sag. 8. søndag efter trinitatis. Mathæus 7, 15-21."Ikke enhver der siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget". Det er ikke bekendelsen: Herre, Herre! der i sig selv afvises. Det siges blot, at ikke enhver, der bruger den, dermed skaffer sig adgang til Himmeriget. Den er ikke et magisk virkende sesam, sesam. Et saadant findes ikke.Luther, der havde den dristighed at sætte tingene paa spidsen, ogsaa med fare for at blive misforstaaet, siger: "At Kristus er Guds søn, født af en jomfru - den prædiken er intet værd. At /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 212

Kristus er død og har udgydt sit blod, det lærer de falske aander ogsaa". Luther ville aldrig bestride hverken det første eller det sidste, alligevel er han betænkelig ved ordene, paa samme maade, som Jesus er betænkelig ved dem, der siger Herre, Herre.Denne Jesu betænkelighed kommer til udtryk i en kendt episode, hvorom der fortælles i Markus-evangeliets ottende kapitel. Den finder sted i nærheden af Kæsarea Filippi. Jesus er paa vandring med sine disciple, og paa vejen spørger han dem om, hvem folk anser ham for at være. Efter forskellige antydninger kommer det til sidst fra Peter: Du er Kristus. Ogsaa her møder vi en bekendelse, som efter ordlyden er aldeles rigtig, men hvis værdi staar og falder med det indhold, der lægges i ordene, altsaa staar og falder med mennesket bag den. Da Jesus fortæller, at det som Kristus er hans gerning at lide og dø, slaar Peter bak; noget saadan laa ikke i hans bekendelse. Naar han kaldte Jesus for Kristus rummede ordene en tro paa hans herliggørelse og paa, at denne herliggørelse skulle smitte af paa ham selv. Bag bekendelsen laa ønsket om at sikre sig en gunstig position. Da Jesus bliver klar over det, falder: hans svar paa de smukke ord: "Vig bag mig Satan, thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun hvad menneskers er.Hvor bekendelsen ikke udelukker, hvad der er menneskers eget, er den indholdsløs, hvor rigtig den end lyder. Ny Testamente fortæller om en mand, der i nød udtrykker det: Jeg tror - hjælp min vantro. Bag de ord fornemmer man den sande bekendelse til Kristus.Naar Evangeliet i dag ogsaa taler om sande og falske profeter, maa denne tale høres i lyset af, hvad her er sagt. De falske profeter møder vi der, hvor der bliver sagt en hel masse rigtigt, men ikke det rigtige, der skal siges; det rigtige, som aldrig kan bringes paa formel, aldrig udtrykkes i en katekismus, men som udspringer af den bekendendes, den talendes - om man vil den profeterendes egen nød og forladthed.Heller ikke denne bekendelse er et magtmiddel over for Gud. Falsk profet" kan man være paa mere end en maade. De sande profeter, den sande kirke, møder vi der, hvor bekendelsen ogsaa af eget nederlag ikke afgives for at opnaa en position. Om. denne kirke synger salmedigteren Aastrup:

Og alt, hvad den om enden ved,det er, at Gud maa raade;at sikre sig en saligheder ej Guds kirkes maade;den altid med alt folket maafordømt i sine synder staaog høre om Guds naade.Han har gjort alle ting vel. 12. søndag efter trin. Markus 7, 31-37.Af de fire beretninger i Det ny Testamente om Jesu liv er formodentlig Markus-evangeliet den ældste; alligevel maa dets affattelsestid sættes saa sent som til aarene efter 70. Selvom dele kan være nedskrevet før, har evangeliets fortællinger levet en lang tid som mundtligt fortællestof. Dette stof har eksisteret som enkelte, ikke sammenhængende fortællinger, uden tids- og stedsangivelser; bemærkninger som den, der f. eks. indleder søndagens tekst, er blot føjet ind for at knytte fortællingerne sammen. Disse led maa altsaa ikke tages med i vore betragtninger, naar vi prøver at forstaa en fortælling.Fremmed for denne fortælling om Jesu helbredelse af en døvstum er sikkert ogsaa befalingen til tilskuerne om ikke at nævne det skete til nogen. Man har prøvet at forklare en saa mærkelig ordre ved at begrunde den i hensyntagen til den helbredte: Han skulle være fri for utidig nysgerrighed. Man har talt om, at Jesus ikke selv ønskede opmærksomhed om sin person, da slet ikke paa et saa tidligt tidspunkt af sin fremtræden. Tænker man paa, hvad der allerede er sagt om tidsangivelser, maa det være klart, at en saadan begrundelse for tavshedsordren er meget spinkel. Selvom en fortælling er placeret i begyndelsen af et evangelium, kan, den udmærket godt handle om en begivenhed i slutningen af Jesu liv.Om begge begivenheder gælder det vel for øvrigt, at man daarligt kan tænke sig Jesus udstede ordrer med saa ringe resultat som i det foreliggende tilfælde. Det mest naturlige er dog vist at betragte bemærkningen som senere tilføjet for at fremhæve, at Jesu gerninger var af saadan beskaffenhed, at de ikke kunne skjules.Ser vi bort fra disse senere tilføjelser, bliver der staaende en fortælling af stor enkelthed: »Og de kommer til ham med en døv, som ogsaa vanskeligt kunne tale, og beder ham om at lægge sin haand paa ham. Og han tog ham til side, bort fra skaren, og stak sine fingre i hans øren, spyttede paa dem og rørte ved hans tunge, saa op mod himlen, sukkede og sagde til ham: /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 213

»Effata«, det betyder: Luk dig op! Da aabnedes hans øren, og straks løstes det, der bandt hans tunge, og han talte tydeligt. Og de blev over al maade slaaet af forundring og sagde: »Han har gjort alle ting vel; han faar baade de døve til at høre og de stumme til at tale.«Fortællingen er samlet om selve begivenheden, i midten af den staar det ord, der skaber den: Effata. Vi kalder en saadan begivenhed for et under; det er ingen god betegnelse, for den fører let til diskussioner og overvejelser om underets mulighed, om naturlovenes ubrydelighed o. s. v.Fortællingen er at forstaa som et vidne byrd om Jesu magt - om den er underfuld eller ikke er ganske betydningsløst. Det afgørende er, at magten er.Naar det menneske, der her tales om, ikke har sine sansers brug, skyldes det, at han med evangeliets udtryksmaade er besat. Det er djævelske magter, der binder ham. Begivenheden er slet ikke opfattet som medicinske heksekunster, men som en demonstration af Jesu magt til at løse mennesker af deres bundethed.Begivenheden er for tilskuerne et vidnebyrd om, at de staar over for den, der skaber og skænker livet. Derfor bryder de ud i jubel:Han har gjort alle ting vel. Det er til alle tider menneskets holdning over for Guds gerninger. I de ord gemmer sig ydmygheden, ikke som selvfornedrelse, men som taknemlighed.Ak, søger de ydmyge steder. 13. søn efter trin. Mathæus 20, 20-28Naar Jakob og Johannes – gennem deres moder - henvender sig til Jesus for at erhverve sig Ret til at sidde ved hans højre og venstre Side i det ny Rige, ligger der bag denne Henvendelse en sikker Forvisning om, at vor Herre inden længe vil være i Stand til at uddele saadanne Privilegier i sin Egenskab af regerende Fyrste i det ny davidske Kongedømme. De to holder sig til i Haab om snarlig Gevinst. Kammeraternes Harme over deres Adfærd er næppe Udtryk for større moralske Kvalifikationer. Snarere maa man i denne Harme se Udtryk for Ærgrelse ved Tanken om, at Jakob og Johannes maaske skulde faa Held til at snappe den største Gevinst bort for Næsen af dem. Karakteristisk er det i hvert Fald, at Jesus henvender sin Formaning til dem alle: Vil I eje Storhed, saa vid, at størst er den, som tjener; at først iblandt jer er Trællen.I Dag drømmer ikke mange om at erhverve sig Privilegier i Retning af dem, Zebedæussønnerne begærede. Det betyder imidlertid ikke, at Mennesker er holdt op med at drømme om at hale noget til sig hos Jesus. Et af de klassiske Udtryk for denne Tendens træffer vi i Brorsons Skildring af den store, hvide Flok, naar han siger det saadan:Her gik de under stor Foragt,men se dem nu i deres Pragtfor Tronen staa,med Kroner paa,i Himlens Præstedragt!

Bag disse Ord skimter vi Zebedæussønnernes Krav flyttet over i et andet Plan ganske vist, men stadig udsprunget af det samme Sind: Begærets.Og som dengang de ti forargedes, saadan forarges vi stadig over dem, der vil mase sig frem og erhverve sig Privilegier. Og som dengang vor Herre talte dem alle til, baade de forargende og de forargede, sammensluttede dem under samme Formaning, saadan gør han det den Dag i Dag: Saaledes skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres Tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres Træl.Jeg nævnte før Brorson; der kan være Grund til at nævne ham endnu en Gang, for faa har oversat disse Jesu Ord renere end han:Ak, søger de ydmyge Steder,i Støvet for Frelseren grædersaa faar I vor Jesus i tale,thi Roserne vokser i Dale.

Fra en anden verdenIngrid Bjerkås: Mitt kall. Cappelens forlag, Oslo. Illustreret. 156 s.Den 19. marts 1961 blev fru Ingrid Bjerkås som første kvinde i Norge ordineret i Vang kirke på Hedmark af biskop Schjelderup. Kort efter blev hun udnævnt til sognepræst i Berg og Torsken menigheder i Nord-Hålogalands stift. Det var tredje gang, embedet var opslået, og andre /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 214

ansøgere havde ikke meldt sig. Det var for afskrækkende. Flere hundrede km nord for polarkredsen, på ydersiden af Senja, ret ud mod Ishavet; men fru Bjerkås turde altså give sig i kast med det - i en alder af 59. Nu har hun, efter at have trukket sig tilbage, skrevet denne bog, hvor hun fortæller dels om sin vej til præstegerningen, dels om sine indtryk fra tiden som præst i kamp med både menighedsfakultetets og elementernes rasen.Det er med virkelig forventning, man går i gang med hendes erindringer, og lad det være sagt med det samme: Der er kommet en spændende bog ud af det. Det skyldes ikke noget særligt fortællertalent hos fru Bjerkås, det skyldes selve stoffet og det, at hun vil noget med sit stof. Det er ikke ment ondskabsfuldt, når jeg siger, at man ind i mellem får det indtryk, at bogen er skrevet for at overbevise om, at hun som kvinde kunne gøre fyldest selv der, hvor andre var veget. Hun siger da også selv ganske åbent, at hun havde den tanke, at »når bare alle så, at det gikk an for en kvinne å være prest, ja, at jeg dudde til prest, så ville det ikke bli noen motstand mer«.Derfor får vi også meget at vide om de strabadser, der knytter sig til et embede med 17 prædikesteder, alle i hver sin afgrænsede fjordarm og med 7 kirkegårde, der var lige så akavet beliggende.Naturen stiller sine krav til både fysiske og sjælelige reserver. Turen fra Torsken til filialkirken i Gryllefjord tager under normale forhold en halv snes minutter. Det er et af de få steder, der er bilbar vej mellem kirkerne. Men vinterdage på isglatte veje kan turen blive fuld af dramatik; så længe sneskredene går bag sneploven, går det an, når de først går foran, bliver situationen kritisk. Når der må kravles over snemasserne på skredstedet på kanten af afgrunden med fare for nye skred, da er det lidt af et nervepres.Begravelserne i det udstrakte pastorat har også krævet sin mand. Dagen begynder i hjemmet med andagt, så går det til kirken og derfra med fiskekutter til kirkegården, ikke ved nogen af kirkerne var der jord nok til at anlægge kirkegård. Ofte måtte kisten surres og ikke sjældent vaskede brodsøerne kransene i havet. I fladbundede småbåde gik det så det sidste stykke mod land, derefter måtte man med et umenneskeligt slid kæmpe sig frem til kirkegården gennem uvejsomt terræn, til tider over elve uden bro. Og i et par sogne med op til 4000 mennesker har begravelser ikke hørt til sjældenhederne.Vi får meget - måske for meget - at vide om den gæstfrihed og den begejstring, den ny præst blev modtaget med overalt på Senja - men lad gå, fru Bjerkås fortæller det afgjort ikke for at stille sig selv i relief, men for at vise skellet mellem folkets og klikens ønsker og holdning. Hun fortæller for at vise, hvor tåbelige de nederdrægtigheder var, som inspireredes af det magtsyge menighedsfakultet i Oslo og dets håndgangne mænd, bl. a. seks af de ni biskopper, der offentliggjorde en erklæring både i radio og presse, i hvilken de ikke blot tog afstand fra den formastelige kvinde, men også i realiteten opfordrede præster og menighedsmedlemmer over hele landet til at modarbejde hende.I den berettigede harme og forbitrelse er der aldrig bitterhed, men en enkelt gang et smil. Da hun første gang kom til Medby, hvor modstanden havde været ikke ubetydelig, viste det sig, at den meget »kristelige« bergensavis »Dagen« havde sendt en ung kvindelig journalist op for at lave reportage, vel i håb om sensationelle vanskeligheder. Da journalisten efter gudstjenestens slutning fulgte med præstebåden tilbage til Torsken sammen med fru Bjerkås og en del konfirmander, kommer en af disse, der nok havde fattet situationen, hen til sin nye præst og spørger: »E ho (journalisten) ikkje for deg ho?« Da han får at vide, at hun vist ikke er det, kommer det meget sigende fra ham: »Ska vi ha ho på havet?« Man forstår, fru Bjerkås blev glad i sådanne konfirmander.Fru Bjerkås's syn på selve præstegerningen kommer frem, når hun i forbindelse med tragiske dødsfald taler om, at »da var det presten som måtte hale Guds krefter, Guds hjelp og trøst ned på jorden«. Og hun føjer til, at hver gang følte hun, at hun »var i stand til å hente Gud selv ned til dem, Guds ord og Guds løfter, ja, Gud selv«.Jeg afstår helst fra en teologisk kommentar til sådanne udtalelser. Da jeg læste dem, kom jeg til at tænke både på Martin A. Hansens »Høstgildet« og på Nordahl Griegs Sognebud«, især det sidste stod klart, fordi dets miljø var af samme art som Senja’s: Der er sendt bud efter præsten til den døende, i båd går det frem over det stormpiskede hav, mere og mere elendig bliver præsten af søsyge, og mod den hjælper salmevers ikke. Endeligt fremme ved den døende må han forlade ham for at kaste op - da han atter kommer ind, er der blevet stille i stuen. Selv gør da præsten sin status op:Han stirrer: Slik endte mitt sognebud.Der stiger et støn, en hjælpeløs klages…....Han vet bare eet: Forkastet av Gud - - -Skøiten tar ham tilsjøs, da det dages.

Nordahl Griegs kommentar er sådan:Men det kan hænde at i din skam,mer end en søndag i kappe og krave,/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 215

skal du bli husket som tjener, av Ham –Han som er stormen og vælden og havet.

Jeg tror, Martin A. Hansen og Grieg har fattet mere af evangeliet end fru Bjerkås. Hun er til trods for al sin uvilje mod menighedsfakultetet dog af samme æt.Så har man da fået tingene placeret, og placeringen holder til bogens allersidste afsnit. Fru Bjerkås har fortalt om sin mands død og om, at hun den 9. juni 1965 har sendt sin afskedsansøgning. Så kommer den sætning, der vælter alle bedømmelser, fordi den viser hende uden sikkerhed, afslører, at også hun er sårbar, ubeskyttet over for livet trods sin tro - blot menneske: »men jeg visste hele tiden, at jeg hverken ville eller kunne fortsette å la livet gå sin gang uten min mann«.

Ingrid Bjerkås's bog er en beretning, der giver et usminket, ikke altid sympatisk, billede af kirken i det land, som mange danske er kommet til at elske på grund af dets digtning og dets natur. Man forstår, at bogen i Norge er trykt nu i 20.000 eksemplarer; den har en helt selvfølgelig plads i mange danske hjem også nu, efter at flommen af julebøger er standset.Henning Kruse. Dansk Kirketidende. Januar 1967

N.F.S. Grundtvigs Asarus.Vendsyssel Tidende, 27. december 1940

Egeløkke – Periodens Betydning for den senere saa berømte Skjald og Folkevækker.Skjald og FolkevækkerDet er ejendommeligt at se, at mens vi i Aarene under Grundtvigs Københavnsophold træffer en Mængde Udtalelser fra hans Haand, der klart viser os, at Historien var hans store Kæphest, saa finder vi af mytologiske Udtalelser saa godt som intet. Den historiske Rimdjævel for atter over ham og kastede ham i baade Ild og Vand. Han havde jo ondt ved at læse blot en Side i sin kære Suhms »Historie af Danmark« uden at føle sig inspireret til store Digterværker. Det var den historiske Fortolkning, han bl. a. syslede med, den historiske Fortælling, som skulde »vække intellektuel Fornøjelse«, som burde skrives, da den var »den mest passende Læsning for alle dannede Læsere«. Men ogsaa den historiske Tragedie forsøgte han sig med. Det er saare rammende, naar Grundtvig i sin Dagbog 1804 skriver, at »Fædrelandets Historie var stedse min Kæphest«, men lige saa rammende er hans Tilføjelse, »naar ikke Pligtforretninger hindrede eller Adspredelser bedøvede mig«. Og det sidste skete vel jævnligt for den ganske unge Grundtvig. Han stod ikke i noget Hjerteforhold til Historien, naar han søgte dens Selskab, var det, naar det gik højt, kun for den intellektuelle Fornøjelses Skyld.I Digtet om Udby Have, hvor han har talt om sit Barneforhold til Saga, angiver han som Grunden til den senere Læsning: »Siden mærked jeg kun Ord, for mig selv at gøre stor«. Haardere kan vel Dommen over et Menneskes Grund til Læsning ikke fældes, men læser man nogle af de Udkast, der er bevaret, føler man, at den ikke er urigtig.Suhm var som sagt Inspirationskilden, men Grundtvig ønskede dog at korrigere de Oplysninger, han der fik med Sagaernes egne Beretninger, og under dette Arbejde begynder han at øjne Forbindelsen mellem det Liv, de gamle Helte førte, og deres Tro paa Nordens Gudeskare.Ungdomsvennen P. U. Skovgaard har der gjort meget for at aabne hans Blik for de dunkle Skatte. Grundtvig noterer sig Titlen paa Sæmunds Edda for dog ved Lejlighed at vie den sin Opmærksomhed, men det bliver ikke til noget i disse Aar. Mytologiens Uendelighedsfølelse kan ikke gribe ham, der er i hans Sjæl ingen Sangbund for Eddaens store Syner.Men der skulde komme andre Dage, og disse blev Dagene paa Langeland fra 1805-08. Hvad der skete, har været Genstand for mange Drøftelser, mange Opfattelser desangaaende er blevet gjort gældende, lad der være lidt eller meget sandt i disse, det bør staa fast, at Langelandsoplevelsen gjorde Grundtvig til en helt anden, end den han var, da han kom. Han blev led ved det gamle, han forstod, at hans tidligere historiske Produktion intet var værd: »Jeg undrer mig nu undertiden over, at jeg nu hverken rimer eller skriver historiske Fortællinger eller Sligt, som dog før var min Kæphest. - Jeg kan ikke engang holde ud at læse, hvad jeg af saadant har malet. Alt forekommer mig saa tomt, saa flovt, at jeg ækles«. (Dagbog 1805).Og denne Forstaaelse kom ikke alene ved Eftervirkningerne af Steffens Forelæsninger, heller ikke ved Læsningen af hans Forelæsninger, der var udkommet i 1803. Livet selv var Grundtvigs Læremester./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 216

Det er ikke min Mening hermed paa nogen Maade at ville nægte Indflydelse fra Steffens. Grundtvig taler selvom, at han havde saare stor Indflydelse paa hans Idegang. Men derfra og til at hævde, at disse Forelæsninger skulde have betinget hans menneskelige Vækkelse, er saare langt. Langt snarere er vel Forholdet det, at Vækkelsen paa Langeland var Betingelsen for; at de Steffenske Forelæsninger overhovedet kunde faa Indflydelse paa hans Tænkning.Nej, det var Oplevelsen med Fru Constance, der lod Forandringen ske. Her blev Grundtvig grebet af en Lidenskab saa mægtig, at han ikke kunde tøjle den, og martret af denne Lidenskab blev han klar over, at blev han ikke bundet til noget andet, maatte han gaa under i Kampen. Og det b!ev da Maalet for hans Søgen, Drivfjederen i hans Granskning.Derfor læste Grundtvig Schelling, og derfor læste han Fichte under Opholdet paa Langeland. Forelskelsen lærte ham, at »Verden er dyb, dybere end Dagen tænker«, og derfor kunde han forlade Livet med Schelling i hans »Bruno«, og derfor kunde han begejstres af Fichte. Og en Stund haabede han vel ad den Vej at finde Forløsning fra Striden, men det lykkedes ham ikke. »Aldrig har min Lidenskab været heftigere, mere brændende og fortærende end siden det Øjeblik, jeg troede mig hævet over den - - «. Saadan lyder den Klage, han betror sin Dagbog i juli 1806. Men han maatte ud af den »fortærende Disharmoni«, som Romantikken ikke kunde forløse ham fra, han maatte se at finde frem mod sit Itaka, mod den ø i Lidenskabernes Hav, hvor han kunde finde Hvile. Han maatte finde det, der paa engang var ham saa fjernt, at han kunde glemme Selvet og dets endeløse Kamp og alligevel saa nært, at Selvet kunde finde Hvile i det, slaa Rod i det, det, der var saa fjernt at Kærligheden til det blev ganske uselvisk og alligevel saa nært, at den ikke blev et Luftkastel og et nyt Selvbedrag.Frelsen fra den fortærende Lidenskab.Og da er det, hans Blik vender sig mod Nordens Old, mod Eddas dunkle Skove og mod Sagas Billedbog. Og Grundtvig havde megen reel Viden om de Ting, der havde Skovgaard været ham en god Vejleder. Han behøvede ikke at famle sig frem til Vejen, der førte ind i dette mystiske Land, nu da hans nye Liv var begyndt, og hans øje var skærpet »til at beskue Poesiens Underværker og Oldtiden, disse Urtyper i Tiden«. Men der maatte dog en ydre Anledning til for ret at vække ham. Denne ydre Anledning blev en Bearbejdelse i Rahbeks Tidsskrift »Minerva« af det eddiske Digt Skirners Rejse. Dette Skrift, som Grundtvig kalder »Parodien over Gudernes betydningsfulde Liv«, harmede ham i den Grad, at han maatte gribe Pennen for at bringe sit Syn paa Eddams Sange frem. Saaledes fremkom »Lidet om Sangene i Edda«, trykt i »Minerva« September 1806. Her fremsatte Grundtvig første Gang sit Syn paa nordisk Mytologi.Hele den videre Strid, der førte Grundtvig frem til dette, skildrer han selv et Par Aar senere i et Brev til Christian Molbech saadan: »Jeg saa en Kvinde, og jeg, Kærlighedens koldeste, bitreste Spotter, elskede i det første Nu saa dybt, saa glødende, som det er en dødelig muligt. - Dog kort var denne Salighed; thi jeg behøvede blot at vide, jeg elskede, for at blive saa ulykkelig, som jeg kunde blive. - O, hvor har jeg kæmpet med den frembrydende, voksende Lidenskab! Med hvilken Magt har jeg nedtvunget min Sjæl i de mest anstrengende Sysler, for at dæmpe Stormen, der rasede i mit Indre! Dog alt var forgæves, det var, som om Mennesket vilde med sin Haand dæmme for den susende Bjergstrøm. - Aar henrandt, og svag nedsank jeg i den mørkeste Tungsind. - Ak, jeg vandrede mørke, vildsomme Stier; thi jeg havde intet Hjem. Denne Verden var lukket for mig, og min Aand manglede Kraft og hvad var mere, Lyst til at skabe sig en ny. - Nu saae jeg Parodien over Gudernes betydningsfulde Liv. – Harmen vakte den slumrende Kraft, og Oldtiden, min Barndoms og Ungdoms Elskede, stod atter for mit øje. Den dybe Følelse havde skærpet mit Syn, og hvor jeg fordum kun saa et behageligt Spil, der blev jeg nu et glansfuldt og fuldendt Billede var af det Højeste«.»Lidet om Sangene i Edda« blev efterfulgt af en lang Række Skrifter: »Om Asalæren«, »Nordens Mytologi« og »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord« og »Norners og Asers Kamp«. I dem alle giver Grundtvig Udtryk for sit Syn paa Nordens Gudeskare, et Syn, der vitterlig er et glansfuldt og fuldendt Billede af det Højeste.Det er ikke her Stedet at redegøre for dette Syn, her gælder det en Undersøgelse af Grundtvigs personlige Forhold til det nordiske. Dog være i al Korthed saa meget sagt:I Begyndelsen var Alfader, men »Massen var ogsaa, og den udviklede sig selv til Liv«. Saaledes blev Ymer skabt. Hans Æt er Jætterne, Hrimthurserne. Men disse har faaet Livet af sig selv, og saadan maa det ikke være, da derved »et altopfyldende Liv, som rent Udspring fra det Evige« blev umuligt. Saa fremtræder da paa Alfaders Bud Aserne, for at de kan ødelægge jætterne. Men snart slutter Aser og jætter Fred og henlever sammen Livet paa Idas Slette i Fryd og Gammen tværtimod Alfaders Vilje. Da lader Alfader af Urds Kilde fremgaa de tre Norner, Skæbnegudinderne, som nu skal udføre hans Vilje. Og under deres Styre begynder da atter Kampen mellem Aser og jætter, den Kamp, der skal ende i Ragnarok med at begge Parter


forgaar, hvorved alt selvtaget Liv ødes. Da skal den nye Jord fødes, hvor Aser atter skal mødes paa Idas Slette, og dermed er den fuldkomne Harmoni naaet.Saadan var altsaa den Verden, i hvilken Grundtvig følte sig hjemme. Her fandt han sit Itaka: »Saa længe jeg her kan lade Oldtiden baade udvortes og Indvortes opkaste sin Skranke omkring mig, da kan jeg leve, men rives jeg ud af denne Kreds, da er der intet, som hindrer den forfølgende Furie fra at omslynge og knuse mig i sine Arme«.Livet faaet en Mening.Men efterhaanden som Troen paa Asalærens høje Betydning indgaar som er. fast Del af hans Væsen, forvandles gamle Nordens Old fra at være Fristedet for Kampen, Skansen mod Ulykken og Fortvivlelsen til at være det, der alene giver ham Tro paa, at der ogsaa med hans Liv er en Mening, ogsaa hans Liv skal faa Betydning selv uden Constance.Asarusen giver ham Evnen til atter at leve. Den gør det ikke ved at ende hans Kamp og stille hans Lidelse, derom vidner Digtet til Paul Dons med al ønskelig Tydelighed:

Norden sin herlige Verden oplukked, glad mellem Guder og Kæmper jeg skred.Atter opvarmede Hjerte dog sukked:Hvo som har elsket, alene kun ved:Døves, ej dæmpes, kan Kærligheds Smerte,lindres, ej læges, kan saarede Hjerte.

Men Asarusen hjælper Grundtvig ved at rodfæste ham dybt i Troen paa sit store Kald som Forkynder af gamle Nords Herlighed, den rodfæster ham saa dybt, at han erklærer sig villig til at ofre sit Liv og sin Kraft »til at rejse paa Hedenolds Gravhøj en talende Sten«. Det er store Ord at anvende, men Grundtvig viger ikke tilbage derfor, thi han anser nemlig den Opgave ikke blot som sin Ret, men ogsaa som sin Pligt. Han føler sig særlig udvalgt til denne store Forkyndelsesgerning, thi ham »bød en Røst som Røsten fra en Gud«. Og denne Røst, dette Kald maa han adlyde, om ikke hans Liv skal miste sin Betydning, og i denne Nordens gamle Verden graver Grundtvig sig da ind saa dybt, at han intet sanser af den Hverdag, der ligger uden for hans Livssfære. Vi ser det saa tydeligt af de Ord, der falder ham i Munden, da han paa sin Vandring sammen med Molbech staar over for Stendyssen i Gunderslev Skov:»Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed,for Asernes Alter at kaste mig nedog prise de hensovne Guder«.

Disse Ord er ikke Vidnesbyrd om, at Grundtvig er Asadyrker, at han tilbeder Nordens Guder, men de er Vidnesbyrd om, at da han staar i Guders Lund, vaagner der i ham en Ærefrygt saa dyb, at den er religion, saa stærk at den maa formidles gennem Ordet, og da iklæder sig Oplevelsen naturligt Ordbilledet fra den Verden, hvori han lever. Disse Strofer bliver da blot Vidnesbyrd om, at saa dybt er Grundtvig forankret i gamle Nord, at han ikke, naar den store Oplevelse bemægtiger sig ham, kan tænke og tale i andre Vendinger end disse.Den store Tvist mellem Odin og Krist.Men alligevel er det ikke uden Grund, at man i disse Aar har betegnet Grundtvig som Asadyrkeren, hans Religion er en underlig Blanding af Asatro og Kristendom. Kendt er jo hans Udraab fra »Maskeradeballet« :

Høje Odin! Hvide Krist!Stillet ud er Eders Tvist,begge Sønner af Alfader.

Hans Tanke her er den, at Alfader avler en, »som mere tro end Odin, Jætterne vil fælde«. Den Kristus, Grundtvig her taler om, er en i hvis Mund de Ord vilde passe saare vel: Ikke er jeg kommen for at nedbryde Edda, men for at fuldkomme den. Eddaen, og i den særlig Vølvens Spaadom, staar for Grundtvig som den gamle Pagt, og da den vel ikke bringer den hele frelsende Sandhed, maa Kristus komme til Jord:

Jeg, og Kristen, stirrer paaGuderne i gamle Norden,/tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 218

og blandt dem jeg har erkendt,hvorfor Kristus blev nedsendt,alt ved ham kun frelstes Jorden.

Saadan indleder Grundtvig det Eksemplar af »Nordens Mytologi«, som han sender sin gamle Fader.Men at udtale sig om Grundtvigs Stilling til Kristendom i denne første Periode af hans Asarus (som slutter med Aaret 1808) er ikke let, idet han faktisk slet ikke forholder sig til Fænomenet Kristendom, i alle Tilfælde ikke i den Betydning af Ordet, som er gængs i vore Dage. Nej, Grundtvig forholder sig simpelthen til Begrebet den sande Religion, og den finder han afspejlet baade i Hedendom og Kristentro. For den sande Religion er jo blot den, der rummer Glimt af det evige, den, som har det uendeliges Præg, som er i Stand til at løfte sin Ejermand ud over baade Rum og Tid. Endnu lever han i Skyggen af den tyske Romantiks Tale om, at »unter der Hülle aller Religionen liegt die Religion selbst«. (Schiller).Vil man søge at udgrunde, hvorhen hans Sympati fornemmeligst vender sig, da er der ikke Tvivl om, at Asatroen har hans største Bevaagenhed, thi den ender med et Ragnarok, efter hvilket alt skal blive eet, efter hvilket den mest fuldkomne Harmoni skal opstaa, medens Kristendommen ender med et Himmerig og et Helvede, altsaa ender i den mest skærende Disharmoni. Og for en Romantiker som Grundtvig er Disharmonien en Vederstyggelighedernes Vederstyggelighed.Denne Forskel mellem de to Religioner aabenbarer sig for Grundtvig under hans Arbejde med Skriftet om Kæmpelivets Undergang. Nu aabner sig pludselig Tvisten mellem høje Odin og hvide Krist. Og denne Tvist truer ogsaa med at sluge Grundtvig. I Vagn Aagesens bitre, skæbneanklagende Ord finder vi Grundtvig selv:

Ak! naar? hvordan skal Enden vordepaa store Tvist imellem Krist og Odin?Sig Kæmpeslægten deler mellem dem,og fældes, ødes under begges Mærke.

Hertil havde Asarusen ført Grundtvig frem, sig selv er det han spørger:

Ak! naar? hvordan skal Enden vordepaa store Tvist imellem Krist og Odin?

Hvad skal blive Resultatet af den Tvist, som er imellem dem inde i mit Hjerte? Grundtvig staar nu paa et Punkt, hvor kun een Magt kan føre ham videre, og det er ikke længere gamle Nordens Helteaand, men det er Helligaanden, Talsmanden fra Faderen.Stud. teol. Henning Kruse.

Oscar GeismarOscar Geismar virkede som præst ved Christiansborg Slotskirke 1931-1947. Slotspræsten var grundtvigianer. Hans prædikener er spækket med salmevers og skjulte citater fra mesterens hånd. Faktisk bruger han ikke så lidt bragesnak. Alligevel virker han slet ikke som en parodi på en højskolemand. Nej, som Ricard var Geismar en blændende journalistisk begavelse med stor indleven i storbymenneskets ensomhed, forvirring og fortvivlelse. Han var strid, sarkastisk, bidende, livfuld og underholdende. Hans polemik virker som et haglgevær i spredningen. Således angribes: kulturradikalismen, KFUM og K, kristelig-sociale tendenser, en humaniseret, flad grundtvigianisme, gammel og ny rationalisme, stiv dogmetro, romantisk lyssyn og fremskridtstro, naturvidenskaben, bedrøvelige forhold i samfundet og i familierne. Alt sammen fremført i et dramatisk, fængende sprog.Før han i 1909 blev præst, var Oscar Geismar (1877-1950) som ung, radikalt sindet cand.theol. journalist og højskolemand, bl.a. redaktør af Langelands Folkeblad 1906-07 og af Venstrebladet for det sydlige Jylland 1908-09. Forsonet med sin kristendom fortsatte han som litteraturanmelder hovedsageligt i provinspressen. Hans litterære helt var Jakob Knudsen, han var en "fornem fortolker"1 af Grundtvigs digtning, og han delte Pontoppidans høje værdsættelse af Ludvig Feilberg. Efter at have været valgmenighedspræst i ti år på Fyen kom Geismar i 1931 til København som en efterhånden meget søgt præst ved Christiansborg /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 219

http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secartikler/geismar/#fod1%23fod1

Slotskirke. Hans tre bogtrykte "profiler" om Pontoppidan udviser en med tiden stigende agtelse. Det drejer sig om artikler i Nogle Digterprofiler (1906), Digterprofiler (1916) og Skilderier (1927). Et par anekdoter fortæller han i kapitlet om Morten Pontoppidan i Erindringsbilleder (1943), men giver også her træk til en almen karakteristik af (tidens opfattelse af) en Pontoppidan, enhver af dem, Henrik inklusive.

I et særskilt plastic etui blandt fars personlige papirer ligger 5 jule- nytårshilsner fra Oscar Geismar. Kortfattede og alligevel fortæller disse julekort en historie om et venskab mellem far og Geismar. I erindringen om fars fortællinger ved aftensbordet på søndage, hvor børnene efter besøg skulle hjem til de daglige pligter, dukker da også Geismars navn op i anekdoter, som vidner om fars beundring af Geismar, ofte knyttet til Rønshoved højskole.Jul 1944Tak for Deres venlige Julehilsen! Det glæder mig altid at se et Livstegn fra Dem. Saa har De altsaa endnu ikke glemt mig. Og saa hører jeg lidt om forholdene i Ugilt. Det morer mig. at De læser Johs. V. for missionsmænd. De er i sandhed en ung Mand, Antonius. Men hold endelig ørerne stive overfor de Karle. Faar de først magt er de grundige som Ulve. Jeg taler af erfaring. Mere tragisk påkommer mig Deres Udtalelse om Grundtvigianerne, men netop saadan ligger landet. Grundtvig maa dække over meget Missionshad, hvad han ellers er for god til. Man fortjente tit at nævnes med hans navn er faa. De fleste er brave folk, som vil have lov at være, men allerede det er meget.Hvad Dem angaar skal De være Henning Kruse og saa lade Gud om resten. Mange gode Ønsker for jul og nytaar. skal vi hente Dem ved at vente ved at vælte vore ned.Deres hengivne Oscar Geismar.Jul 1945Kære Kruuse!Tak for Deres venlige Julehilsen! Min Kone og jeg gengælder Dem Deres gode Ønsker om en glædelig Jul og et godt Nyaar.Det gør mig ondt, at De sidder i Ugilt med lidt af en Ørkenfornemmelse. Jeg fordrev i gamle Dage den Slags Synder med gode Bøger og med (i yderste Beskedenhed) at dele Evangeliet med Landsmænd. Saa opdager man, at det vigtigste er men dog fælles om. Prøv den Kur!Nu er jeg nogenlunde i Gang igen. Juleaften taler jeg i Radioen og atter den 4. Januar (Kaj Munks Dødsdag) Men Kræfterne er smaa.De venligste Hilsner fra Deres hengivne Oscar Geismar.Jul 1946Kære Kruuse!Deres Julehilsen glædede mig meget. Saa har De altsaa ikke helt glemt mig. Jo ældre man bliver des mere skønner man paa Denne Art af Ihukommelse – Min Kone og jeg sender Beboerne i Ugilt Præstegaard vore bedste Ønsker for det nye Aar. Gid De fortværende maa have Glæde i Deres Arbejde, og Gid Deres Hustru maa komme lykkeligt over den forestaaende Affære. Her i Huset har vi ingen Hushjælp, saa vi lister jævnlig over i Slotsgaarden og spiser middag. Saa er der altid en af os, som siger: Det var der vi fejrede Kruuse. Saa De lever godt og vel i vor Erindring. Mange venlige hilsner! Deres hengivne Oscar Geismar.Jul 1947Kære Kruse, Tak for Deres venlige Julebrev! Jeg kan mærke, at De er ved at slaa Rod i Ugilt. Ja, der skal Tid til alting.Med mig gaar det den modsatte Vej. Om et Par Maaneder skal jeg forlade mine Kviste, men saa smaat det staar til med mit Helbred er det saamænd i rette tid. Læse og skrive kan jeg jo da stadig.Min Kone og jeg sender Dem og Deres Familie vore bedste Ønsker om et glædeligt Nytaar. Ak ja sort ser det ud, men almægtig er Gud. Det er den store trøst men andet og mere har vi ikke. Deres hengivne Oscar Geismar.Jul 1948Glædelig Nytaar! Deres hengivne Oscar Geismar. Vedlagt A. E. Larsens, Oscar Geismar. Særtryk af Rønshoved Højskoles Aarsskrift 1948./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 220

Gerda BechRibe. Hun er født med pigenavnet Haarløv og stammer fra Hobro. Gerda Bech blev student fra Randers Statsskole i 1933, hvorefter hun i 1936 blev fysioterapeut fra Teilmanns Institut i København. Efter ansættelse på Horsens Sygehus, Køge Sygehus, Hald Ege og Hobro Sygehus giftede Gerda Haarløv sig i 1945 med sognepræst Knud Beck, Thorsted- Hover Pastorat i Ringkøbing Provsti. Hun tog den lille organisteksamen og spillede som organist i Hover Kirke. I 1959 flyttede familien til Obbekær ved Ribe, hvor Knud Beck blev sognepræst. Her var Gerda Beck dels organist i Obbekær Kirke, dels fysioterapeut på Ribe Sygehus og i omegnen af Ribe. Som pensionister bosatte ægteparret sig i den gamle bydel af Ribe i 1976. Efter sognepræst Knud Becks død i 1991 giftede Gerda Beck sig med Svend Uhrholt og flyttede til Espergærde, hvor hun boede i 8 år, indtil hun blev enke for anden gang, hvorefter hun flyttede tilbage til Ribe.

Torsdag den 19. juni 2008Kære Kirsten og Endre, Jeg går rundt på bare tær og laver aftensmad, nu medens Birgit er bortrejst. Jeg spiser et helt salathoved og tre tomater, to store stykker tørret skinke. Der er et halvt løg og en god bid rumænsk fetaost på tallerknen. Så er der lidt grana padano og oliven og syltede agurker og noget brød. Fin grønsagsjuice fra Rynkeby til.Jeg skriver medens jeg spiser eller jeg spiser medens jeg skriver.Tillykke med den nye søn i familien. Jeg glæder mig til at se ham. Nu håber jeg ikke, vi kommer til at vente så længe med navnet, som vi måtte gøre med Linnea Sofie. Navn, ja jeg synes jo, at han skal hedde Kruse, men det er helt i orden for mig, at han kommer til at hedde Lund, hvis også du, Kirsten får navnet Lund. To børn i familien. Nu må I tage jer samme og se at blive gift. Husk på at den af døtrene, som kommer først får det fineste bryllup, selvom vi ikke kan spendere alt for mange titusinder. Jeg glæder mig på Jeres vegne og er lidt misundelig på Jeres ungdom og kraft.Jeg er begyndt at gå til stemmetræning, og det virker helt godt. Jeg mærker, at det, jeg lærer nu, har jeg kunnet bruge til fulde i mine yngre dage. Det har jeg sagt til læreren og fået ros for den observation og lovning på, at jeg bliver ligeså god, som jeg tidligere har været. Birgit og jeg har været i Jylland, i Ribe stift og bese kirker og præstegårde fra fars konvent. Det har ført til, at jeg har taget fars efterladte skrifter frem og fundet dem så interessante, at jeg er begyndt at samle de vigtigste sammen og se dem i sammenhæng med hans svigerfars grundtvigske tilbøjeligheder. Interessant at der har været et fælles kristeligt livssyn mellem storbonden i Skrillinge og hans svigersøn.Jeg håber, det har været fint at have Birgit på besøg. Hun har glædet sig rigtig meget. Hendes begejstring for at være hos Jer er udelt, det mærker jeg når hun ringer hjem.Tillykke og hav det rigtig godt alle fire og mange hilsner fra Bo

Fredag den 11. juli 2008Rasmus og Nina.Min første plads efter at være gået ud af skolen, 1962. Det blev hen på efteråret, og der skulle skiftes. Vi var to, forkarlen og bettekarlen, mig. Han havde en Fiat, og vi fulgtes ad for at søge ny plads. Vi blev begge fodermester, han i Rødding og jeg i Verst. November kom, og vi var optændte af at skulle flytte. Konen på gården, Øster Åsholm i Ugilt sagde ved den lejlighed, ”første november er den værste dag i hele året”. Det var jo afskeden med folkene, hun talte om. I dag blev det så ”november” igen. Tillykke med at din røv ikke har slået rod (Hausgaard). Jeg ønsker Jer begge held og lykke med Jeres projekter, og for mig ser det ud, som om I har god fornemmelse for at skabe held. Vi skal nok drive PU videre og gøre det godt.Ikke bare tillykke, men også tak. Samarbejdet og samværet har været en god oplevelse for mig.Nu er det Weekend Avisen, der kommer på, jeg nåede at få et nummer på vejen hjem. Jeg håber, det er den nye, der udkommer i dag, du omtalte.Jeg sender Ejnar’s digt med, vil du have resten af pladen, kan du sige til. Den ligger her i to filer på hver 17 MB.Jeg skal hilse fra Birgit.


Mange hilsner fra Bo.

Onsdag den 31. juli 2008Nu planlægger Birgit og jeg at køre til Gvarv på onsdag førstkommende. Der er lidt overskydende møbler og andre af Kirstens effekter, vi skal have med. Det har været en god sommer herhjemme, jeg har fået mit projekt på FLSmidth bragt i nogenlunde orden og kan nu begynde at tænke på at holde lidt ferie. Det bliver i første omgang til nogle få dage, hvorefter jeg skal have forberedt nogle data til kontoret i Chennai. Jeg har jo det nye barn og hus til gode at opleve. Jeg har det godt med, at Kirsten og Endre har slået sig ned i Gvarv, og jeg finder deres nye kvarter i Gvarv meget hyggeligt. Når det nu skal være Norge, er Gvarv et godt sted.Jeg har måttet tage afsked med en god kollega, som har fundet nyt arbejde i Kerteminde. En bondedreng fra Drejø, som kender til den nære omgang med både dyr og maskiner. Samtidig havde jeg en uvurderlig teknisk ressource at trække på i mit daglige arbejde i Valby.Golfen er nysynet og efter mortensenkomsammen i Tommerup vil vi prøve at tage os sammen til en nordlandstur. Efteråret med bær, svampe, nyslagtet kød, kongekrabber i en natur med glødende løv og morgenrim på telt og træer kan være en god inspiration. Kjerringøy, her er de store nordlandsfilm indspillet, og jeg har en fornemmelse af at Hamsuns Segelfoss by afspejler Kjerringøy. Det har vi til gode.Det er vist lidt sådan, at det frie liv på landevejene trækker i de gamle folk i Enebærhaven 104 og endnu går det an at brænde benzin af til private fornøjelser og endnu har vi bil og lyst. Mon ikke vi har købt fabriksny Golf for sidste gang?Det har været en god sommer herhjemme i Enebærhaven. Der er gået meget vand til haven, men noget har vi da fået igen. Der er netop sået morgenfruer til afskæring i oktober, det er en taknemmelig plante, ikke så besværlig som persille og dild, hvilke er gået helt til i denne sommer. Langelands kæmpe asie vokser nu fint og blomstrer flittigt. Det var jo tanken, at vi skulle opleve lugten af de udskrabede kerner, dild, løg og eddike samt mærke hvor rene hænderne bliver efter at have arbejdet med udskrabningen af asiens kerne. Hjemmesyltede asier er gode.Jeg har talt med Anders fra Østermarie for nogle uger siden. Egentlig tror jeg det går ham og Ruth godt. Vi aftalte, at han ville komme her på besøg næste gang han kommer til hovedstaden. Karen Birgitte har jeg ikke hørt fra siden påske. Men jeg ved, at hun går på pension med skoleårets afslutning. Lidt tomt føles det, at faster Bodil er væk, og at det er sket medens vi var i Østrig. Godt at Jan og Elsebet var med til begravelsen.

Onsdag den 10. september 2008BjørnfjelletBjørnfjellet den 10. september 2008. Småvildtjagten går ind, ”jeg står og venter på en kompis”, siger manden, der kommer ned på P-pladsen. Det er helt usædvanligt med så fint vejr på fjellet, det er fem år siden sidst, ellers er der snebyger eller regn. Vi har godt styr på vejret og datoen, fordi jagten begynder. Lidt efter kommer der en af de store Toyotaer med en to-akslet trailer. Han sagde småvildtjagt?Bygningsmæssigt er Bjørnfjell station og Bjørnfjellhus en arkitektonisk seværdighed. Ophængsskabene fortæller om oprindelsen, som desværre må blive et selvstudie eller måske komme med i næste beretning. Over jernbanetunnelen vest for stationen er der bygget en træbro for fodgængere og skiløbere, lige midt på tunnelkonstruktionen, sådan cirka. Fra broen burde der være en rødprikmarkeret tursti, men finde den er ikke nemt. Det går alligevel at finde de første par hundrede meter ind over fjeldet til en grusvej, som løber parallelt med banen, vi går til venstre ad grusvejen frem til 236 Blåsenborg og lidt til. Her går den rødprikmarkerede sti op i fjeldet. Ingen skilt, ingen rød prik, kun en sti trampet gennem grøftekantens vegetation. Der er langt mellem prikkerne i starten, men højere oppe bliver de hyppigere. Bjørnfjell station, Bjørnfjellhus, Baneverkets hus og Røde Kors bygningerne ligger som dominans mellem de nogle hundrede hytter spredt i dalstrøget omkring. Et fint billede at tage fra en afsats på den første del af opstigningen. Højere oppe finder man stien udvidet til en ensporet kørevej for hest og kærre eller ren med pulk. At der er tale om en vej ses af kantsten, som gør det muligt at hæve vejbanen over terrænet eller sikre niveauforskelle i et hårnålesving. Godt oppe i fjeldet ligger en umalet hytte beklædt med plader, sikkert en rest fra et byggeri andetsteds. På bakken bag huset et lille skur og foran et vand, hvorigennem der løber en elv. Der kunne godt have været grundlag for sommergræsning og lidt fiskeri i vandet her på stedet. De vejstumper, vi har fundet på vejen op kan være både 100 og 200 år gamle og


hytten måske 50 år gammel. Der er i hvert tilfælde ikke tale om et pertentligt bymennneske, som har sit fritidsliv her.Vejstumperne tyder på, at der har været erhvervsmæssig trafik op til vandet eller endog en forbindelse over fjeldet til en fjernere destination. Rødprikmarkeringerne fortaber sig i fjeldet, og vi opgiver at følge dem.Ved vejen op til Bjørnfjell station ganske tæt på stationens parkeringsplads er der en P-plads til hytterne. Denne er så stor, at der rigeligt kan placeres en Golf og et telt. Aftensmaden står på skinkemad og en fiskesuppe. Fjeldvandringen har taget appetitten til en større varmret. Sæterrømme med tyttebærsylt til afslutning, medens vi nyder solnedgangen og himlen efter solnedgangen. Bliver siddende ved campingbordet til det næsten er mørkt. Temperaturen daler til 3 grader, men koldt føles det ikke. Tørt undertøj og tør skjorte i stedet for det svedige tøj fra fjeldturen sikrer en god komfortable følelse, medens mørket falder på.Jernbanen over fjeldet er en attraktion med sine stationer og fjeldstuer. Et besøg værd. Der er opvarmede ventesale med varmt vand, åbne døgnet rundt. Bjørnfjell og Vassijaure er blevet faste besøgssteder på fjeldovergangen til Sverige for Birgit og jeg. Togtrafikken er hyppig, mest malmtog, men også nogle få persontog. Troede egentlig det var Connex, som befarede strækningen, men ser nu, at det er Svenske Jernväger. Der står en 8. klasse på ca. 40 børn og 4 turledere og venter på Vassijaure station. Øjensynlig har to af turlederne påtaget sig at lukke og rydde værelser og fællesrum på den anden side af banen, for de kommer i løb i skjorteærmer med turrygsække gennem gangtunnelen i netop det minut tåget til Narvik skulle afgå. Under togets forsinkelse får de to turledere ordentlig tøj på og afleveret glemte beklædningsgenstande til børn, der ikke har styr på sagerne. En yderst veldiciplineret gruppe og turlederne holder orden på børnene ved den blotte tilstedeværelse.Den klamme tåge letter, medens vi venter på at se børnene entre toget. Der kommer sol ned mellem de tågeklatter, som hæver sig til lette skyer på fjeldsiderne.Temperaturen stiger til en 8-10 grader her på stranden ved Torneträsk. Vi sidder på de flade småsten med en gammel pilestamme i ryggen og lytter til bølgeslaget på stranden og til den susen og plasken, der opstår, når elvens vand løber ud mod søens bølger. Det er elven, som kommer oppe fra fjeldet ved Björklidens Fjeldhotel. Stejle stryg og lodret fald har den fra P-pladsen gennem en gul og grøn birkeskov ned til stranden.Stien til Rallarkirkegården går op til banen fra vejen mellem Vassijaure og Björkliden netop ved Tornehamn.Det er håbløst at få Birgit væk fra Vågsfjorden og Bjørnfjell. Efter et døgns rejse fra Harstad er vi bare nået til Björkliden. Det har været skyfrit, høj sol og stille med 10-12 grader som højeste temperatur i dag og i går, bortset fra morgentågen og de tre grader i morges. Nu går hun på stranden og samler sten. Vi har lige aftalt, at nu skal vi videre, der er 2000 km til Kokkedal, alligevel smuttede hun fra mig og er nu hundrede meter henne ad stranden i jagten på sten. Flade Sten. En strandbred op til 6-10 meter bred bestående af flade sten i størrelser fra 1-40 mm med hovedvægten på 20-35 mm. Enkelte op til 50-60mm.Det har været en fin eftermiddag langs med Torneträsk, Syvmilesøen, som den kaldes i litteraturen. Blå, hvide, gule, brune, grønne farver i landskabet og ind mod Kiruna kommer der også den helt mørke farve fra gran og fyr. Efteråret viser sig i sin fulde pragt og særlig fint er det med solen i ryggen.Der lægges nye spor på strækningen fra Kiruna til Narvik og vigesporenes længde forøges med henblik på at øge kapaciteten på transport af gods. Tankerne går til Selma Lagerløfs Åsa og Mats og til Yttrebergs Anna. Nu skal der bygges igen. 100 mand over et års tid skrives der på entreprenørernes plakater.Kiruna og Jukkasjärvi lægges bag i en hast, nu må vi sydpå. Over Vittangi, ikke den korteste vej, men et gensyn med byen og supptallen på landevejen dertil må indgå i hjemturen. Det nye ved denne omvej er strækningen fra Vittangi til Över Kalix, aldrig kørt før.Der er en helt ny landskabstype her syd for Kiruna set i forhold til landet langs Torneträsk og op i fjeldet. Her vokser sylegranen, en særlig rødgran, som har hængende grene, tilpasset store mængder sne, som lettere glider ned og aflaster træet. Store tørvemoser med hvidt kæruld og stift græs, som nu har ændret sommerens mørkegrønne farve til gult og brunt.Torneälven flyder stille sammen med Vittangiälven i et søagtigt lavvandet løb øst for byen, hvor også de attraktive grunde ligger. Her på bådpladsen er der samlet grene til bål på Valborgsmesse aftenen, og vi finder en grøn plet til campingbordet og teltet, en hel time før solnedgang. Vinden lægger sig, solen går ned på en helt blank himmel, temperaturen går også ned, men alligevel kan man sidde helt stille og nyde en aperitif og en horse deuvre før /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 223

hovedretten. Der er stille her, og solens farve er nu noget, der ligner 600-700 grader varmt jern. Älven er blank på store dele af fladen, enkelte krusninger forekommer. En flok ænder ligger på den lavvandede del og venter på den første stjerne, så trækket til natstederne kan begynde. Et par hvide klatter ved modsatte bred formodes at være svaner, hvilket også bekræftes med brug af kikkerten. Solen lys afblændes af sylegranernes spidser. Desserten er rømme med tyttebærsylt. Himlen er nu nede på 550 grader varmt jern og morgenens dug, som har været pakket ned i teltposen, fryser på teltet i tykke flager, som krakelerer ved berøring. Det er blevet mørkt.Vittangi, et par tusinde indbyggere og et kommunecenter under Kiruna kommune. Der er et stort opland, og at det er et center på egnen fremgår af en stor skole og buscentral samt både Coop og ICA, værktøjs- og maskinhandler og selvfølgelig en gartner. Værtshuset er lukket. Lastbilerne kommer nu ved 8-9 tiden hjem til by og hvile for chaufførerne med en lang dag bag sig. Lange vogntog med standard lygter fra Scania eller Volvo og på taget 4 til 6 kraftige projektører. Der køres stærkt, den voldsomme motorlyd i den frostklare aften forstummer til fordel for dæklyden ved 50 km skiltet. På vandringen gennem byen bemærker man de opkørte græsrabatter, hvor bilerne er parkerede for natten. Vittangi har, i kraft af sin fine trækirke fint beliggende på en stor græsplæne ud til en temmelig stor sø med et 20 meter høj springvand og en birkealle langs vejen, skaffet sig det privilegium at være blevet rastested for et par danske turister på vej mod syd.Vi har nærmet os Umeå her sidst på dagen og kunne undervejs ikke lade være med at tage den gamle E4 langs kysten til Piteå Havsbad. Landet ligger helt fladt ud til stranden, og der er langt ud til en sejlbar vanddybde. Der kommer en coaster helt ude, hvor øerne ligger som svævende klatter i horisonten.Klokken er godt ni, og vi sidder i teltet og læser. Koldt og mørkt har det været, siden vi ankom til Ratan’s badeplads lige ud til Bottenviken for halvanden time siden. Forretten var røget laks på limpa med blåbærsaft til. Hovedretten, boller i karry med ekstra karry og til dessert den sædvanlige rømme med tyttebærsylt af selvplukkede bær. Telt, mad og opvask går helt rutinepræget i skæret af pandelamper og flagermuslampen fra Lasse Hjortnæs. Primussen hvæser stabilt under gryde og kedel. Termoflasken er fyldt med varmt vand til morgenbarberingen.Ratan ligger 50 kilometer nord for Umeå og på den breddegrad høstes der nu modent byg. Høsten er kun lige begyndt. De fleste bygmarker er ikke tjenlige, og det, man mistænker, er at en del af det må ensileres. På vejen hertil fra Bygdebyn ser vi kort før solnedgang en elgko midt i en kornmark og vores tilsynekomst fik den til at tage nogle kluntede skridt for igen at stille sig i betragterens position. Det sidste slæt græs ligger i hvide plastic omhyllede ruller. Indkørslerne til de nyslåede græsmarker kan være gode teltpladser, skovvejene som oftest dårlige. Vi går efter badepladsen med havudsigt. En teltplads for natten skal være lys og venlig med god udsigt, og det har vi fået. Det har været en god dag i selskab med de store elve, Torne, Lainio, Kalix, Lule, Skelefte. Elvmundingerne kan se ud som et helt lille hav. Luleelvens munding noget i størrelse med Kolding fjord. Der er fisk i elvene og frugtbar jord langs bredderne. Græs og bær og kartofler er vigtige afgrøder. I tidligere tider også tømmerflødning som indtægtsgrundlag. Elvene giver liv og kultur til de mennesker, der slår sig ned her.150 kilometer skov fra Vittangi og sydpå, og midtvejs ligger Masugnsbyen med sit dolomitbrud. Et lastvognstog kommer for at hente et læs til brug for fremstilling af jernmalmpellets. Vi var til alt held kommet uden for det afspærrede område, inden lastvognen ankom. Elgjagten har prioritet ser vi på skovvejene, hvor der er bygget Hochsitz med nogle hundrede meters afstand. Ikke bare som vi kender det hist og her i landskabet, men systematisk langs vejene og bekvemmeligheden er heller ikke glemt for jægerne som i aften- og morgentimer sidder timer og bliver kolde. En lille brændeovn lavet af et cirka 500 mm rør med endebund og låge samt et rør op gennem taget af Hochsitzen. Et forsvarligt lager af brænde er placeret på jorden ved trappen op.Det oprindelige Masugnsbyn leverede jernkokiller til Kengis Bruk ved Torneelven syd for Pajala og omkring disse virksomheder blomstrede en økonomi, som man ser rester af i Kengis. Resterne i Masugnsbyn er knap så imponerende som ved Kengis fossen, men dog gjort til genstand for en museumsvirksomhed. Løvtræerne i skoven står nu i flammende gule og brune farver, men ned langs Kalix elven de sidste kilometer til Överkalix går de fornemme høstfarver over i den sommergrønne, tydeligvis er vi nu kommet så langt mod syd, at efteråret endnu er i vente, og på bibliotekets læsesal i Luleå erfares det, at temperaturen i Skåne ligger på 19 grader. Vi kører bil, bruger benzin medens debatten efterspørger nedsat CO2 belastning og energibesparelser. Nu har vi gennem NRK og SR erfaret, at de to landes regeringer vil anvende ti tals milliarder på infrastruktur hovedsagelig veje og jernbaner, og der skal inddrages private midler sammen med statsmidlerne. Vi oplever regering og samfund agere i direkte modstrid /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 224

med de gode bestræbelser på at redde miljøet i de tættest befolkede områder først og fremmest, men i et videre perspektiv de store naturværdier, vi færdes i under ferier og arbejde. Österbottens trafik anlæg er imponerende og nu tages en hurtig jernbane fra Sundsvall til Umeå.Vi slutter af på højene i Gamla Uppsala. Her stemmes sindet til de helt store højder med tanke på vikingetidens konger i Norden.Rejsen fra Vesterålen ind over Lappland og Österbotten er en stadig omskiftende påvirkning af den rejsende. Et kulturskift, landskabsskift, arkitekturskift, fra det dybe Norskehavet til det flade Bottenviken. En kort opstigning fra havet og en lang nedkørsel til havet gennem et land, som har hævet sig gennem hundrede tusinde af år og ydet beite, malm, vildt og fisk. Ikke bare under rejsen opleves en stemning af at have et privilegium, men senere her i det noget tæt beboede nordsjællandske landskab i stuen er billedserien fra rejsen i stand til at genkalde dette privilegium, og så at sige nærmest gøre det gamle udsagn om at se Venedig og dø gældende også for Troms, Nordland Lappland og Österbotten.

Lørdag den 20. september 2008Arne og Bodils sølvbryllupSaigkorg hedder den på svensk. Modellen er set på en Gotlandsk hembygdsgård og målene hentet i en butik for kunsthåndværk i Visby i 1985. Den er i skuret på Enebærhaven 104 udført i et antal på måske 20 - 30 stykker, som står hos familie og venner, husker ikke mere hvor. Startede en fortegnelse i lommebogen, men den er gået tabt.Den oprindelige anvendelse var opbevaring af kartet uld. I den danske udgave anvendes den til strikketøj eller aviser, kan også anvendes til landkort og turistbrochurer eller børnenes legetøj.Fremstillerens forkærlighed for kurvens arkitektur og mål deles selvfølgelig ikke af enhver, som måtte tage den i øjesyn, men det skal stå klart, at fremstilleren selv kan lide den. Det håndværksmæssige præg med sine unøjagtigheder er foretrukket frem for anvendelse af maskinbearbejdede dele i kurven, men det skal betones, at diverse hobbymaskiner fra Aldi sammen med stållineal og skydelære er taget i anvendelse til fremstillingen.Enhver kurv, kan selvfølgelig indleveres til reparation, hvis en skade skulle opstå. Træets følsomhed overfor tørhed kan betyde, at det kan blive nødvendigt at bore en tap i hjørnesamlingerne, også dette udføres uden beregning.På Eggum i Lofoten, på Saltfjeldet, i bakkerne uden for Harstad er bærplukningen effektiv, i den righoldige vegetation. En hånd under et blåbærris og klaserne af bær stryges ned i hånden med tommelfingeren eller man bruger venstre hånd til at opsamle de bær, der stryges af med højre hånds fingre. En liter frugt er plukket på kort tid, syv liter tyttebær er plukket på fire timer, for en amatør uden hjælpemidler ganske imponerende, når det betænkes, hvor små bærrene er. Vel ankommet til Harstad bliver Mettes køkken fyldt med bær og syltetøjsglas. Gryder, sukker, liter mål og spande tages i brug og til alt held er der bærrist til rensning af bær til rådighed.Tallerkenen med det lyserøde skum fra tyttebærrene fyldes mere og mere for hver gryde der koges. Hvem husker ikke den afkølede skum, stivnet i sin tallerken stå på komfuret eller køkkenbordet, sød og god og kunne uden forbud spises med en finger eller en ske, eller allerbedst et stykke franskbrød med sylteskum.

Fredag den 17. oktober 2008Kære Mette,Det ville glæde mig, hvis jeg kunne skrive kære Mette og Espen, men det må jo være dig, som lægger ud med at sende en hilsen fra Mette og Espen, men jeg accepterer, at du ikke vil lade dig presse til sådant.Bjørkliden kommer ofte i vores tanker, fordi vi har et smukt efterår i Nordsjælland, men her er ingen svampe.Jeg har været hjemme i dag, fredag. Jeg blev så gal i går, jeg var sent fra kontoret som sædvanligt, en time tog toget fra København til Rungsted, og her blev vi sat af alle sammen. Mente, at vi kunne komme med næste tog i midtersporet, men det kørte midt under påstigningen. Jeg gik til Kokkedal, og under turen fandt jeg ud af, at FLSmidth skulle straffes for det, så jeg blev hjemme.Har været til Dante i Virum. Men jeg snød Velser og satte mig ved siden af en af de ældre damer. Dante er helt fin. Det interesserer mig faktisk, men med mit synderegister ser det ud til, at også jeg skal gennem Helvede, og med de beskrivelser Dante har gjort, ser det ikke godt ud. Helvede er delt op i kredse, en kreds for hver synd. Fejge, lunkne. Hedninge. Vellystige. Frådsere. Gerrige, ødsle. Vredsindede,


sløve. Kættere. Mordere, røvere, tyranner. Selvmordere, formueforødere. Spottere, sodomiter, ågerkarle. Ruffere, forførere. Smigrere. Simonister. Sandsigere, troldmænd. Svindlere. Hyklere. Tyve. Svigefulde rådgivere. Ufredsstiftere. Falsknere. Forrædere dybest nede. Det er Kristi vandring fra Langfredag til påskemorgen. I dag har Birgit og jeg været i Virum og høre pastor Siemen, som er den præst, som afholder Dante læsningerne. Vi får se, hvad der kommer ud af disse Dante læsninger.Den 30 liters vandvarmer fra Esromgade hænger nu i bryggerset og giver varmt vand til Birgit og jeg. Jeg venter på et stativ til den nye 160 liters fra Metro. I mellemtiden bliver der lagt fliser på gulvet i hjørnet, hvor den gamle varmepumpe har stået, og hvidtet vægge og loft. Til erstatning for varmepumpen kommer der en kanalventilator i røret over tag. Jeg slap for kulturnatten med henvisning til, at jeg skulle installere vandvarmer, det var fint. Det er helt klart nogle fine oplevelser, man får på kulturnatten, men det passer bare ikke til mit temperament. Det er for mig meget mærkeligt, at folk stimler sammen og stiller sig i kø, blot for at se, hvordan andre folk udfører sit arbejde, og de rammer, det foregår i. Jeg er bare skabt til at se nogle få ting, som kan glæde mig. Føler ubehag ved at storke af sted efter opreklamerede begivenheder. Der bliver skudt meget i København i disse tider, dit elskede København, det er vel ikke netop i Esromgade, men ikke langt derfra. Mon du savner dette København, næppe gætter jeg.Har været hos Sejergaard og Bærentzen de sidste par søndage. Mærkeligt at fornemme, at kirkelivet kan blive fjernt for en i løbet af en sommer. Jeg har været tæt på at give hedningene ret i, at gudstjenesten er tom og ligegyldig og utidssvarende, og at de kristne ikke er alt for gode mennesker. Men at lade tankerne vandre gennem historien, nu med Dantes bidrag fører til at se, hvordan rigdom og fattigdom, glæde og lidelse, storhed og undertrykthed under en kristen tro har udfoldet sig og ført til et frit samfund. Jeg har det privilegium hidtil at være fritaget for ubehagelige oplevelser.Ulrik, Jon og Torsten har hjulpet med at køre den gamle varmepumpe bort til genbrugsanlægget ved vandtårnet, men jeg klarede selv at få den fra sin plads i bryggerset ud på græsplænen. Måtte jo til at tryksætte den med cykelpumpen for at få vandet ud.Jeg glæder mig til at se dig. Birgit og jeg tænker lidt på om dine dage er lidt hektiske, ungdommen klarer jo ikke så meget som vi gamle, selvom også vi kan mærke, at de daglige og ekstraordinære opgaver tynger. Vi ser frem til at opleve Troms, Nordland, Lappland igen. Men tanken om Finmark og Finland med Karelen kan blive en hård konkurrent. Jeg håber for dig, at du vil kommer til at opleve Finland. Skudepisoden i Østerbotten har skræmt os noget. Der må være en grund til, at et menneske kan udvikle sig så skævt. Jeg læste Erik’s bog af Lars Sund om en finne med kommunistiske tendenser, hovedpersonen måtte flygte fra landet efter anden verdenskrig. Den unge drabsmand har ikke kunnet flygte. Måske finnerne har et grundlæggende problem med at tage hensyn til afvigende synspunkter.Vi håber, du har det godt og kan nyde dit nye hus. Dagens avis har ikke meget til overs for nye husejeres økonomi her i Danmark. Pantets værdi vil synke til under restgælden, forudses det.Vi håber, du har det godt sammen med Espen. En hilsen til ham kan du overbringe. Vi synes, du har gjort ret i at tage med til begravelsen i Trondhjem, og vi stoler på, at du har repræsenteret dig selv værdigt og deltagende. Hav det godt, begge to.

Torsdag den 23. oktober 2008Finn Riber Jensen,Der var i Verst præstegårdshave en veldreven køkkenhave, som nu er helt vokset til med træer og delvist frasolgt til brugsen. Resterne af belle de boskop træet giver mulighed for at orientere sig i vildnisset og finde stien ind i skoven langs med grøften mod syd. Der er ikke megen overensstemmelse mellem erindringen og den i dag faktisk oplevede have. De store naur og bøgene syd for græsplænen er borte. Det ser misligholdt ud.Børnene i præstegården i Verst så frem til konventssammenkomsterne. Det var et livligt selskab og præsterne holdt af børn, kom gerne ud i køkkenet for at hilse, eller børnene fik lov at komme ind stuen for at blive vist frem. Gennem årene blev de deltagende præsters kirker og præstegårde til kendte steder, dels gennem besøg og dels af forældrenes omtale. Kruses omtale af steder og oplevelser satte sig tungt i erindringen, og hans utrættelige brug af Hillmann og Folkevogn førte i særlig grad til, at de fire børn blev kendt i Ribe stift.Efter 50 år er gensynet med konventets kirker og præstegårde en god støtte for erindringen, og det er på nær Obbekær og Vester Starup helt ubesværet at finde stederne. I Obbekær er der bygget en ny præstegård som så mange andre steder, men helt umuligt er det for mig at vide om Knud Beck nåede at flytte ind i den nye præstegård på Kalvslundvej 1. Det er ej heller faldet mig ind, at Vester Starup sogn hører til præsteembedet i Åstrup. Først efter gennemgang af gamle konventspapirer bliver det kendt, og så bliver kirken alligevel glemt på turen rundt i konventssognene. I Lindknud præstegård bliver vi taget på fersk gerning under fotografering på gårdspladsen. Grethe Lyndby-Jensen kommer ud og siger, at hun er nysgerrig efter at vide, hvem man skylder æren. Har tidligere haft besøg af den gamle præsts børn, som gerne ville se haven, men hun kender også Peter og Elses to døtre. Birgit og jeg præsenterer os som børn af Dons’ konvent. Ja, siger hun, ”vi unge præster var jo ikke gode nok til at være med i dette /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 226

konvent.” Jeg prøver at undskylde med, at det vist var tanken, at dette konvent skulle opløses med sin generations deltagere.Fra Skodborg mod Folding er der landskaber, som leder tankerne hen på mors 90 års dag. Udsigten fra vejen mellem Københoved og Foldingbro ud over Kongeåen giver et glimt af mindeparken i Skibelund, og er man først kommet op til Folding kirke eller til Senhøj på vejen mod Føvling, er der udsigt over Kongeådalen eller endnu flottere mod Ribe, næsten som fra pavillonen i Skibelund krat. Askovtiden dukker frem af erindringen igen. Finn Slumstrups fortællinger om Jørgen Bukdahls gymnasietid, hvor han kører på cykel fra Askov til Ribe. Han har levet i det landskab, som vi kender som turister og som hjemsted for konventsdeltagerne. Kruses veje væk fra Verst, var mod syd og vest, mod Vejen, Askov og over den gamle grænse til Haderslev eller ad Ribe Landevej mod Brørup og Føvling for det meste. Selvom Kolding og Vejle spillede en stor rolle i dagliglivet føltes det alligevel som udenfor Ribe amt, hvad det jo også er, og fars måde at omtale de otte sogne syd for Kolding var da heller ikke præget af den samme glæde, som når der blev talt om de vestlige egne.Vi kan ikke bare køre forbi uden lige at stikke ind til Seem kirke, som jo ikke er i konventet. De røde eller nærmest brune tegl tækket med bly står i den sene eftermiddagssol skarpt ud mod engene. Den græsklædte plads foran lågen til kirkegården skråner op og til højre ligger et stråtækt hus, hvis bestemmelse, vi ikke har styr på. I fars pensionisttid var en prædiken af Søren Krarup en af hans gode oplevelser, men jeg husker nu også, at far har besværet sig over Søren Krarups deltagelse i den offentlige debat. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, at skelne mellem landsbykirker og deres beliggenhed, er Seem blandt de fine.Det lykkes at få bilen kantet ind i en opkørsel fra engene til omfartsvejen vest om Ribe. Med fotoapparatet og det nye 300 mm objektiv på stativet på bilens tag og trafikken strygende tæt bagom ryggen bliver der taget et par ganske flotte billeder af domkirken. Objektivet gør sig fortjent og for at også andre kan få glæde af de fine omgivelser, Ribe er placeret i, bliver billedet per e-post sendt til biskoppen med en hilsen fra et af børnene i Dons’ konvent. Biskoppen kvitterer straks med en takkemail og udtrykker glæde over at høre en røst fra en god fortid.Det var i Askov konventet startede med Dons og Jens Kruuse som drivkræfter. Jeg kan ikke huske, at Jens Kruuse har været med i Verst, og Dons fik sit embede i Ribe, så Askovs rolle i konventet var udspillet før den tid min hukommelse rækker til. Billedserien, som skal beskrive præstegårdene og kirkerne indeholder alligevel Askov, ikke mindst fordi mor ofte talte om og gerne gik på kirkegården i Askov for at mindes askovmiljøet. Det er Dons og Knud Hansen, Helge Skov, Richard Andersen som mor især huskede. Askov var af betydning for præstefamilien i Verst på den tid. I Askov udfoldede højskolelivet sig, og for Skrillinge Damgård har højskolen og Knud Hansen især været inspiratorer. Det har smittet af på familien i Verst. Boghandlen blev flittigt benytte og rosende omtalt i præstegården. Familien derimod, var der ikke så meget fokus på. Moster Grethe på alderdomshjemmet og Højlunds, Niels og Lise på højskolen. Jeg kunne godt have tænkt mig, at også disse havde haft sin gang i præstegården i Verst. Niels og Lise flyttede til Ho på et tidligt tidspunkt i min barndom.Campingpladsen i Store Darum ligger skyggefuldt mellem byen og markerne. Græsset er tørt og luften varm hele døgnet. Går man gennem byen ud til landevejen, er der frit udsyn over engene til digerne. Enkelte gårde ligger tilbage inde i byen, men ellers er husene som parcelhuse er flest, og de findes i alle aldre. Kirken ligger ud til markerne mod nord, hvidkalket med flade stendiger rundt om kirkegården og frit udsyn til Sneum kirke.Efter en lang dag med kørsel, vandringer fra bilen, rundt på kirkegårde og fotografering og tilbage igen til bilen for at komme videre til næste, er Darum et godt sted at hvile. Der er vabler, som skal plejes og tanker, som skal fordøjes. Beslutningen om at bruge så mange ressourcer på at besøge steder er ikke taget ud fra hverken en sentimental nostalgi eller et savn efter fortiden, mere en uigennemtænkt handling blot med ønske om at få nogle billeder til en i forvejen stor samling af særligt udvalgte steder. Det viser sig så, at der alligevel er et afkast af dagen i form af at forstå, hvad forældregenerationen har bibragt sine børn. Denne dag er en oplevelse af, at jeg blev placeret i et land, hvis landskab med sin natur, bygninger og menneskelig aktivitet har betydet, at jeg følte og føler mig hjemme her. Tanken om at det har været dumt at forlade dette land strejfer, og tanken om at vende tilbage strejfer.I begyndelsen af juni føles det allerede som om det er højsommer. Det græs, som endnu ikke er slået, blomstrer i engene. Enkelte steder er der sent sået vårsæd, som er grønt, endnu ikke ramt af tørken. Morgensolen skinner fra en skyfri himmel og får farverne til at stå skarpt. Kirken bygget i Rhinlandets tufsten ligger ved Sneum å, ensomt i engene inden for stendiget, mod vest lidt beskyttet af et lille hvidt, stråtækt bondehus med blåmalede døre og vinduer, og ud mod vejen på den grusbelagte parkeringsplads er der placeret en informationstavle med /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 227

kirkens, Sneumgårds og Nybrogårds historie. Der er frit udsyn over engene til alle sider. Gamle seljerøn på begge sider af gangen fra lågen til døren i gavlen. De trænger til at blive fældet og erstattet af noget nyt. Kirkegården har hække af bøg og tuja. Hele beplantningen er temmelig højtvoksende, næsten ikke til at se over. Ejlif og Gorma Krogager ligger på et lukket gravsted med høje bøgehække omkring. Gruset knaser under dækkene under vendingen, og vejen går mod Tjæreborg og Skads. Der kommer et par agerhøns lavt over vejen og smider sig i det uslåede græs på den anden side af vejen.Gensynet med konventskirkerne og præstegårdene er selvfølgelig et minde om far og mor, som ligger på kirkegården i Verst. Men kirkebesøgene fører selvsagt også til en rundgang på kirkegårdene og til gravene med nogle af de præster, mor og far har haft så meget samvær med. Graveren i Åstrup er i gang med at slå græs til søndagen, selvom tørken har taget det meste. Han får tid til at stoppe motorlarmen. Hvor ligger Knud Høgsbro? Vi taler lidt løst og fast. Erik kommer her en gang i mellem, han har fortalt, at Hedvig er ved at blive gammel.Disse gravsten står for mig også som et minde om 1950erne og 60ernes præstepar i Verst og 1970erne og 80erne i Jerne. Thøger Gregersen, fars forgænger i Jerne ligger så tæt på ”Gravens Rand”, som det næste kan lade sig gøre. Far og Gregersen havde et godt samarbejde om overdragelsen af embedet i Jerne og Skads i 1969. Skads blev kort efter udskilt til Niels Bruun. Jerne præstegård ser i dag ikke ud som den gjorde i 1980erne, jo fra Randersvej er der ikke megen forandring, men ved nærmere eftersyn er konfirmandstuen anvendt til flyttekasser, spindelvæv og støv og haven ser tilgroet ud.Jernetiden skiller sig ud fra Versttiden. Konventerne blev holdt begge steder, men har sikkert været forskellige, fordi stedet og tiden har budt på forskellige vilkår. Konventspræsterne var fra landsogne og Jerne er blevet et bysogn.Jeg har nu en flot samling af billeder af de kirker og præstegårde, hvorfra konventet blev samlet, og det er sådan, at de billeder, man selv har taget af den virkelighed, de beskriver og den historie, de fortæller er af stor betydning.Og Riber svarer.Kære Birgit og Bo,I skal have mange tak for den store og flotte samling af billeder af kirker, præstegårde og natur, som fører tankerne tilbage til dengang, der var noget, der hed præstekonvent. Det er som så meget andet blevet en saga blot. Når de unge præster mødes i dag, taler de om telefon og kørselsgodtgørelse og ikke teologi og prædikener. Hedevig sidder blind og hjælpeløs i Vejle. Skovs fra Lejrskov bor i Kolding, men Erling er dement og Kara Münster bor i Skærbnæk ved Kolding fjord, men er syg og svag. Lisbeth Dons (”enkebispinden”) bor i Ribe, men hun sender afbud til alle sammenkomster og er vel også nærmest dement. Jeg er vist nok den eneste, der stadig er rask (Ellen døde for 4 år siden). – Med bopæl i Askov færdes jeg jo i en stor del af det landskab, I har fastholdt i jeres billeder, og jeg kommer stadig lidt rundt som prædikant og foredragsholder. Men også det vil nok snart få ende. Endnu engang tak for det tilsendte og mange venlige hilsner.Finn Riber Jensen.

9. november 2008Foreningen NordenFoyeren i Stadsteatern er dæmpet oplyst af glødelamper i den stærkt forstørrede bitavle, som dækker store dele af loftet. Der er varmt inden døre og lokalet er godt fyldt med mennesker, som er på vej til den nordiske bokens dag. Kilbergs bokhandel har sat borde op med bøger og under bordene kasser med flere bøger. Ingen kommer til at gå hjem uden en bog, der bliver ikke udsolgt.Vi er kommet til Hälsingborg med M/F Hamlet på to af de grænseløse dages gratis billetter. Paraplyen vender indersiden udad på vandringen fra Knutpunkten til Stadsteatern og på Sundet hugger færgerne hårdt i bølgerne.Det er Foreningen Norden i Hälsingborg, som holder den årlige Nordiska bokens dag, hvortil danske foreningen Norden i Hillerød er inviteret med. Arne Johansson byder velkommen til en fyldt teatersal med syv nordiske forfattere med deres nyeste udgivelser og til programlederne Lars Svensson og Per Johansson. Der bydes særskilt velkommen til Helsingborgs borgmester og viceborgmester, byens bibliotekar, Ordførende for Norden, Bertil Olsson og generalsekretær for Norden, Matts Wallenius.


På scenen er sammen med de nordiske nationalfaner opsat en planche om bogen: Lyst, glæde, kundskab, tro håb, kærlighed, frihed.Lars Svensson indleder med en lille historie om en skuespiller, som står overfor en krævende opgave og henvender sig til Oluf Sandborg på Dramaten i Stockholm for låne det rette tonefald og får det svar, at han kan låne så mange han vil, og behøver ikke at levere dem tilbage.Præsentationen af forfatterne i en vist noget tilfældig rækkefølge: Maigull Axelsson med ”Is og vand, vand og is”, Björn Larsson med ”Filologens drøm”, Carsten Jensen med ”Vi de druknede”, Jörn Donner, Finland (Rapport fra Berling og I min fars fodspor), Kristin Steinsdottir, Island (Sin egen väg), Herbjörg Wassmo, Norge (Et glas mjölk, tak), Jorun Thørring, Norge (Glasdukkerne).Uddrag:Wassmo: Hvordan kan vi bære den skam, det er at handle med kvinder? Det er jo slaveri.Donner: Jeg tror ikke på nordismen, Nordisk Råd kan man give fanden i. De nordiske lande går hver sin vej. Man kan ikke vække liv til liv (Hamlet). Det er vigtigere at blive forstået end at blive forstået på mit sprog (om skandinaver, der taler engelsk med hinanden). Horats: stærkere en bronze.Axelsson: Har rejst med isbryderen ”Oden” gennem Davidsstrædet og Nordvestpassagen.Thørring: Læge og har behov for at gå hjem og skrive om noget helt andet. Aslak er same og hovedperson. Den råber efter at blive filmatiseret.Jensen: I Marstal ser man på en svensker som på tunesere og marokkanere. Vi er internationale. Det er først nu, Twin Towers styrter i grus (finanskrisen).Steinsdottir: Torskekrigene (1958-1972), bankkrigene, og nu finanskrisen. Vi har TV frie torsdage her på Island.

Nu er det så efterfølgende søndag aften. Jeg sidder alene efter tre dage med kommunikative kompetencer og to dage med forberedelse til næste og følgende uger. Der lå billetter til Chennai på mail, afrejse næste søndag med den tidlige afgang. Jeg skal på Diamond Engineering i fire dage og undervise på FLS kontoret en dag. Regner med at komme hjem i løbet af lørdagen.De tre dage forløb på Munkerupgaard i Munkerup. Miljøet på en kursusejendom virker trættende. Den gennem mange år fasttømrede opfattelse af kursuslivet som overflodstilværelse mangler fornyelse. Der er endnu ikke gået sundhed i kursusejendomme, men det ser ud, som om gæsterne er ved at have fattet budskabet, ikke for meget mad og drikke og rigeligt med søvn. Kommunikative kompetencer, der menes mundtligt. Lidt skræmmende at opleve, at det, der skrives let uden vanskelighed, kan være svært at få ud af sin mund.Jeg har lavet en ganske god ret: Et kilo løg i gryden med margarine, derefter et kilo fars, med lidt mel, salt, paprika cayenne peber strøet med løs hånd ud over det hele. Resten af tomaterne fra skålen på køkkenbordet blev skåret op og fyldt i. En god sjat af min tomatjuice eller var det grønsagsjuice. Nok til to dage. Husk det: Løg og kød - pund til pund. Jo, jeg klarer mig uden at få serveret maden, som jeg plejer.Danmark skal være fossil frit. Nu kommer budskabet fra landets statsminister, men der er vist ikke mange, der tror på det. Der har været årsmøde i Herning, der skal være grønt overalt.Der er noget trist herhjemme uden Birgit, men der kommer vel bedre tider i næste uge. Det ville nok blive noget problematisk for mig, tristheden, hvis det trækker længere ud. Det praktiske kan jeg vel finde ud af, selvom det nok ville kommer til at vare længe, inden jeg blev færdig med det mest nødvendige. Denne gang får jeg ikke tid til at bygge om på hjemmet til Birgit kommer.

22. november 2008Kære fætre og Jeres familier.På denne tid af året begynder erindringen om tidligere års jul at dukke op. På kontoret, på tegnestuen har der været en særlig social stemning, som kulminerer på den sidste arbejdsdag, 22. eller 23. december, afdelingsmøde med klejner og brunekager, og hvis det går højt en kop glögg og en øl. Julekortene og –gaverne fra samarbejdspartnere samles sammen og diskuteres eller tages diskret ned i tasken for at blive bragt hjem. Skrivebordet ryddes for gamle sager og de sidste mails, en tegning eller en rapport bearbejdes ind mellem de sociale aktiviteter og /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 229

glædelig jul hilsner for dog at give dagen et præg af nødvendigt og hastende arbejde. Tegnestuen tømmes for kollegaer lidt efter lidt. Det bliver tomt for de sidste, og med et er varmen, lysene, hyggen og nærheden mellem kollegaer forbi, afløst af vandring ad stien, som fører ud gennem porten og videre til stationen. Det er mørkt, som oftest også vådt, gadebelysningen kaster sine cirkler af lys på jorden, og en underlig følelse af at være alene midt mellem alle de andre, som også er på vej hjem fra den sidst dag før jul, dukker op i en slags ingenmandsland mellem kolleger i firmaet og familien derhjemme. Og når man er hjemme, breder sig en afslapning i hele kroppen, så er det tilladt at slå benene op og begynde på julesherryen, indtil julestressen igen tager over.Dette år forberedes hjemkomsten af døtrene med deres familier til julefejring og barnedåb i Nivå på julesøndag. Træet bliver sat op i den store stue og maden serveres i den lille stue. Trængsel bliver der i det lille hjem, og bliver det for trangt, må man tage sig en vandretur ned til åen. Kirkegangen i julen er traditionelt damerne i Nivå juleaften, mens manden er i køkkenet. Julemorgen er det slotskirken i Fredensborg og Stefans dag i Grønholt. Nært forbunden med julens gudstjenester er på den måde det nordsjællandske landskab med markerne omkring Karlebo og Grønholt og slotsparken i Fredensborg med bådehuset ved Esrum sø. Snedækket som et julekort eller med vintersædens grønne, den vinterpløjede sorte og skovens brunlige farve. Der serveres suppe med hønsekød i peberrod juledag. Sådan var det i Verst og i Jerne.I år bliver der ingen eller kun få og små gaver under træet. Bare lige nok til at markere det, som kan synes at være julens vigtigste indhold. Barnet i Betlehem, Grundtvigs, Brorson’s, Ingemann’s og Kingo’s salmer og familiens nærhed skal være samlingspunkt. Men det er i vor tid let at forfalde til en jul uden Barn og salmer, men det må være næste generation, som udvikler traditionerne.Julen er også hverdagene mellem jul og nytår, med supplering af forsyningerne, som er gået drastisk ned gennem de tre dage, det har varet. Indkøbsturen, forlagt til en af de små provinsbyer i Nordsjælland kombineret med vandretur i Tisvilde Hegn eller Hornbæk Plantage, giver oplevelsen af landlighed, især når der også kan købes frisk fisk på havnen og grønsager i en gårdbutik. Går turen omkring Tikøb og Gurre, ja så køres der ad strandvejen hjem og færgernes travle færden over Sundet forbi Kronborg vidner om en god indkøbsaktivitet.Drømmen om en nytårsaften på Gilhög ved Barsebäck lever. Sidde på højen i mørket og se ud over sundet med København’s og Malmö’s raketter farende til vejrs. Det lykkes nok engang. I år kunne det blive med Mette og Espen, Anne og Christian. De er nok de nemmeste ofre til en sådan udflugt.Havebruget her i Enebærhaven betyder meget for Birgit og mig. Ikke mindst nu i den mørke tid, hvor vi glæder os over at kunne gå ud på græsset, hen ad fliserne for at hente brænde eller grøntsager i skuret. Det giver god mening af at udrette noget nødvendigt i fritiden, dette havebrug, selvom der ikke er meget forretning i det.Birgit og jeg orienterer os fortsat nordover i Skandinavien. Turen fra Golfstrømmen op over Kølen og ned langs Torneälven til Bottenviken byder på intense oplevelser. Fra det salte hav over en brat opstigning og en flad nedkørsel til det ferske hav. Fra fiskeri gennem minedrift, rensdyravl, skovbrug til et flot landbrug langs de store elve ned til Bottenhavet. Dagens sidste timer ved Lainioälven siddende ved campingbordet foran teltet, medens sylegranerne spalter solskivens røde flade. Lidt senere den første stjerne og ændernes træk til sovestederne, plask plask, når de letter fra vandet. Parvis måske tre eller fire, bølge efter bølge. Væden på teltet fra den foregående nat er nu blevet til benhård is på teltdugen. Primussen hvæser under gryden med hovedretten.Glædelig jul og godt nytår.

6. december 2008SlægtshjemmesideDe tre fætre fra Dammortensen familien i Skrillinge har været samlet i Kokkedal for at konkretisere et mandat fra den øvrige familie, som deltog i tre års FK mødet i Tommerup, aug. 2008. Mandatet strækker til at lave udkast til slægtshjemmeside.Som anført på hjemmesiden som den har set ud i nogle måneder har Bo via bloggen tilranet sig referatet af samlingen i Kokkedal den 5. og 6. december 2008.


Der skal overordnet udfærdiges en politik for Dammortensen hjemmesiden. Her skal fastlægges forhold omkring slægtstavlernes omfang (lige linje, sidegrene, medtagelse af sidegrene med henvisning til særlige forhold), indhold af følsomme dokumenter og billeder, omfang af egnsbeskrivelser, omfang af personlige historier m.v. Her kan som nævnt under samtalerne på mødet anføres formål med hjemmesiden (oplysning til kommende generationer) og interesserede familiemedlemmer og eventuelt andre. Hjemmesidernes opdeling i uredigerbare slægtsdata og –beskrivelser, -dokumenter på den ene side og dynamisk nutidshistorie om familien på den anden side beskrives.Der er på mødet lavet en struktur til hjemmesiden som følger:

Redigeres af:

Fulde rettigheder til upload Medie

FK fest Festudvalg og ideskabere

Erling, Erik*) Filer

Slægtstavler ErikPersonbeskrivelser i henhold til paradigma

Familiemedlemmer

Billeder FamiliemedlemmerBreve FamiliemedlemmerDokumenter FamiliemedlemmerBlog Alle Familien Form på

site*) Rettigheder til upload kan uddelegeres i et videre omfang.

Det er fremført, at slægtstavler og –beskrivelser på hjemmesiden skal være sammenhængende og redigeret af en person eller et udvalg med kendskab til pågældende gren(e) af familien og efterfølgende være kvalitetssikret uafhængigt af redigeringen. Sådanne færdige dokumenter bør ikke kunne redigeres eller suppleres via internettet af andre end forfatteren. Hvis det ikke blev helt klart under mødet tilføjer Bo her, at der med kvalitetssikring er ment, at data og beskrivelser skal være korrekte i henhold til en kilde, som er tilgængelig hos forfatteren.Anvendelse af Geni, Legacy eller andre programmer er afvist på mødet. Samme data skal ikke forekomme i forskellige versioner. Eriks tavler og paradigme for personbeskrivelser bliver anvendt (skal anvendes) til at anskueliggøre familiebåndene. Allerede anførte data på Geni bør i konsekvens heraf fjernes.Sikkerhed på internettet. Det er vedtaget, at der ikke anføres e-postadresser eller post adresser på hjemmesiderne. Bo ajourfører adresselisterne centralt og forsyner familien med kopi af listerne på begæring og op til tre-års arrangementet.Efter en aftens, nats og formiddags samtaler blev det klart, at der var behov for at tage hjem og skrive og tænke over aspekter og konsekvenser ved oprettelse af en hjemmeside.Mødet vedtog, at der skal udfoldes bestræbelser på, at familien skal kunne skaffe sig nogen inspiration fra hjemmesiden under den kommende julefest.Ansvar: Enhver, der publicerer (egenhændigt eller via uploaderen) er ansvarlig.Teknik og muligheder til upload og download er belyst og diskuteret. Erling har fod på elementære forhold omkring hjemmesider og filforberedelse.

Drøftede forhold hvor der ikke er konkluderet noget egentligt er følgende:Hjemmesidens begrænsninger er kursorisk diskuteret uden at der er taget nogen egentlige skridt til at konkretisere grænserne. Dog er det antydet, at familiens medlemmer ikke i store mængder skal kunne fylde serverpladsen. Det tales om de 10 bedste i hver kategori fra et familiemedlem.Det kan dog herfra nogenlunde sikkert siges, at hjemmesidens slægtsdel ikke skal omfatte ikke med Henrik og Johanne blodbeslægtede grene andet end med ægtefælle/samlevers persondata.Førnævnte ikke blodbeslægtede personers (ægtefællers/samleveres) familie og historie kan i stedet anføres på hjemmesiden med billeder, breve, dokumenter.Det er blevet klart, at der ikke lige nu kan peges på ekspertise, tidsressourcer, programmeringsværktøjer til at lave mere avancerede udformninger./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 231

Der var på mødet nogen betænkelighed ved, at hjemmesiden er åben for enhver, som kan gå ind og registrere sig som bruger og blive hilst hjertelig velkommen. Erling vil undersøge muligheden for låsning på mere effektiv måde.Der bliver via hjemmeside udbyderen holdt øje med antal hit på hjemmesiden. Der var en antydning af at, når nyhedens interesse var udløbet, kunne det blive småt med anvendelse af hjemmesiden. Nødvendigheden af reklame blev berørt.Den overordnede politik er ikke færdig.

Forhold, som ikke er drøftede:Egen kontrol på hjemmesidens indhold.Ansvar: Lovens krav til offentliggørelse på internettet. Som det ser ud nu, er det Erling, som tegner hjemmesiden overfor myndighederne.Indsamling af familiemedlemmers tilladelse til at offentliggøre personligt materiale er ikke berørt, men vist nok krævet af loven.Inddragelse af flere familiemedlemmers assistance til færdiggørelse og vedligehold af hjemmesiden.Deltagelse i slægtsforskningsfora på internettet. Undersøgelse af hvordan andre familier laver sine ting på internettet.

24. januar 2009Kære Karen,Tak for dit lange julebrev. Vi glæder os over at høre, at du har det godt og har tiden udfyldt. Vi kender jo ikke Niels, men vi glæder os over, at du har en at dele hverdagen og de særligt interessante stunder med, og vel også de triste tanker, som uundgåeligt dukker op ind i mellem. Fra Elsebet og Henrik hører vi af og til lidt om dig og dine børn. Det glæder vi os over, men det er jo ikke som før, hvor mor var central for kommunikationen.Vore tanker går jo også til Poul og Christian, som far og mor jo har delt så meget med gennem mange år. Netop i denne tid sidder jeg og leder i fars efterladte papirer. Der er mange ting at læse i. Specielt har jeg fundet en del prædikener, som, hvis du er interesseret, kan finde på http://www.birgitbokruse.dk/.Vores ferier går til Norge, to døtre bosiddende der, i hver sin ende af landet. Der er langt til Mette. Men vi klarer det i bil og telt og har gode oplevelser på op- og nedturene. Det er Telemark, Troms og Finmark, som er de foretrukne lokaliteter, men også Nordland, langs kysterne har fanget vores interesse. Jeg læser Hamsun, Duun og Lie. Knytter landskaberne sammen med romanerne, som også far gjorde på sine ture. Men til forskel for mor, som du ser af nedenstående lille udpluk, holder Birgit meget af at være med på disse langfarter.Det er håbløst at få Birgit væk fra Vågsfjorden og Bjørnfjell. Efter et døgns rejse fra Harstad er vi bare nået til Björkliden. Det har været skyfrit, høj sol og stille med 10-12 grader som højeste temperatur i dag og i går, bortset fra morgentågen og de tre grader i morges. Nu går hun på stranden og samler sten. Vi har lige aftalt, at nu skal vi videre, der er 2000 km til Kokkedal, alligevel smuttede hun fra mig og er nu hundrede meter henne ad stranden i jagten på sten. Flade Sten. En strandbred op til 6-10 meter bred bestående af flade sten i størrelser fra 1-40 mm med hovedvægten på 20-35 mm. Enkelte op til 50-60mm. Det har været en fin eftermiddag langs med Torneträsk, Syvmilesøen, som den kaldes. Blå, hvide, gule, brune, grønne farver i landskabet og ind mod Kiruna kommer der også den helt mørke farve fra gran og fyr. Efteråret viser sig i sin fulde pragt og særlig fint er det med solen i ryggen.Og senere samme dags aften:Torneälven flyder stille sammen med Vittangiälven i et søagtigt lavvandet løb øst for byen, hvor også de attraktive grunde ligger. Her på bådpladsen er der samlet grene til bål på Valborgsmesse aftenen, og vi finder en grøn plet til campingbordet og teltet, en hel time før solnedgang. Vinden lægger sig, solen går ned på en helt blank himmel, temperaturen går også ned, men alligevel kan man sidde helt stille og nyde en aperitif og en horse deuvre før hovedretten. Der er stille her, og solens farve er nu noget, der ligner 600-700 grader varmt jern. Älven er blank på store dele af fladen, enkelte krusninger forekommer. En flok ænder ligger på den lavvandede del og venter på den første stjerne, så trækket til natstederne kan begynde. Et par hvide klatter ved modsatte bred formodes at være svaner, hvilket også


bekræftes med brug af kikkerten. Solen lys afblændes af sylegranernes spidser. Desserten er rømme med tyttebærsylt. Himlen er nu nede på 550 grader varmt jern og morgenens dug, som har været pakket ned i teltposen, fryser på teltet i tykke flager, som krakelerer ved berøring. Det er blevet mørkt.Både Birgit og jeg er aktive med hver vores områder, Birgits pensionistliv går fint og mit arbejdsliv er ikke blevet mindre spændende. Har netop været en tur i Chennai på FLSmidth’s kontor og værksteder. Vi venter nu på at se konjunkturerne i 2009.Hav det godt og de bedste ønsker til dig og Niels. Birgit og Bo

25. januar 2009. Kære Alle,Det var så halestykkerne fra nytårstorsken og en flaske af firmaets julegave, der røg der.Hjemme weekend med indevejr.En ommøblering giver anledning til oprydning og omplacering. Det kan være svært at finde sine ting derefter.Men nu ligger der en stabel breve fra far til mor foran mig. De er fra perioden 1967 til 1985, skrevet på og omhandler en del af fars alenerejser.Jeg har læst en ganske lille smule deraf.Jeg tænker lidt på hvilket udbytte, disse alenerejser har givet far og mor, og hvad der har været anledningen til at far tog på tur alene. Bilturene både sydpå og nordpå har et ganske betydeligt omfang.Jeg har tænkt mig at læse så meget af dette materiale som muligt, og medens jeg læser, lader jeg fingrene løbe over tastaturet for der at gengive det, jeg læser.Jeg er stødt på nogle indforståede bemærkninger, som ikke fanges uden at have levet i familien. For eksempel ”Holmsland”, ”syndere”, ”Tirslundsten”.Min læsning og gengivelserne kan ses på:Hjemmeside for Enebærhaven 104, http://www.birgitbokruse.dk/

Under:Brugernavn: lindeparkenKodeord: bae23ges

Jeg er jo i det hele taget usikker på, om disse breve overhovedet har nogen interesse uden for Enebærhaven 104. Skulle det ikke være tilfældet, behøver jeg ikke fremover at kolportere disse dokumenter.Men for mig og Birgit er det interessant at sammenholde fars og mors rejser med vore egne.Birgit har i dag været til fællestræning med 180 gymnaster fra Frederiksborg amt i Ramløse sportshal. Hun kom hjem opløftet og begejstret over sammenholdet mellem gymnaster.Nu er der så bare dead line tilbage, inden vi vender blikket mod den seneste af FLSmidth’s afskedigelser.Jeg skal hilse fra Birgit. Mange Hilsener Bo.

8. februar 2009. Kære Alle,Der er kommet brænde i haven. Jeg tog fri fredag og Christian kom lørdag, så nu er en del af det grove arbejde gjort.Kathrine Lilleør har haft tjeneste i Ganløse i dag. Birgit og jeg kørte derover, nok mest for at få suppleret det kendskab til Lilleør, vi har fra radio og avis. Men efter to tidligere prædikener, vi har hørt af hende, forventede vi nu også en givende gennemgang af evangeliet til septuagesima, hvad vi også fik. ”Min ven, jeg gør dig ikke uret, du har fået det, vi aftalte. Tag det og gå”. Så knyttes næven i lommen, når man oplever, at andre får samme belønning for mindre. Lilleør er en farverig person, som taler i et dagligt sprog, stærkt engageret i sit stof. Fra avisen ved vi, at hun er af præsteslægt og præget af sine forældre og bedsteforældre uden dog at været låst fast i tidligere tiders opfattelser.


http://www.birgitbokruse.dk/

http://www.birgitbokruse.dk/

Det skulle være 10.30, men da vi kom, var der fuldt hus og fuld gang i en orgelmatiné. Vi startede med, I sne står urt og busk i skjul, på omdelt sangblad. Ellers, Til himlene rækker... og Alt hvad som fuglevinger...... og Her vil ties ............. til sidst på omdelt sangblad, Spurven sidder stum bag kvist.Ganløse var det sted, jeg stillede på sergentskolen ved Flyvestation Værløse efter en pinseorlov. Hele flyvestationen var evakueret til omkringliggende lokaliteter, og min opgave var at forsvare styrkerne i Ganløse. Nu har vi været der et par gange efter kirketid, og fundet det høloft, jeg var indkvarteret i. Det er nu bibliotek, lige ved gadekæret. Hjemturen gik over Lynge, Uggerløse, Uvelse, Hammersholt til Karlebo og Gunderød i et fint vejr med trækkende gæs i luften.På denne årstid bliver der bagt fastelavnsboller med rosiner i køkkenet i Enebærhaven. Og arbejdes der ude, bliver de serveret med kaffe i haven. Så slipper vi for at skulle tage kedeldragten af. Der hænger jo også altid savsmuld i strømperne. Det slipper vi for i køkkenet ved at få kaffen ude.En sådan søndag fortjener lidt omtale.Dante læsningen skrider godt fremad. Der er vist kun tre eller fire gange tilbage, hvor jeg skal til Virum. Det har været ganske interessant. Især er der nævnt en enorm mænge historiske, litterære, politiske, bibelske begivenheder i komediens rejse gennem de tre dødsriger. Jeg fandt Anna Sophie Seidelins, Moses fortalt for voksne. Den faldt fint ind i gennemgangen af Dantes paradisvandring. Nu er det så skolastikken, der er temaet. Jeg fatter ikke ret meget af selve Dantes digtning, så uden hjælp fra kredsen i Virum og Oluf Lagerkrantz’ gennemgang ville jeg have opgivet for længst.

23. februar 2009. Kære Mette.Tak for dine kommentarer til fars nordlandsbreve forleden. Du har sikkert gjort dig flere tanker end de spørgsmål, du sendte på skypen. Du virker så engageret, når du skriver. Det glædede mig meget.Mine spørgsmål går på, hvorfor far ikke nævner noget om samer, rensdyr, helleristninger, finner, kvæner, pomorer, grænseflytninger, vejbyggeri. Han virker optaget af sit eget, sin færd gennem landskaberne. Lidt hæsblæsende føles det ind i mellem. Fra Hammerfest over Kautokeino til Lyngen hen over dagen, som en håndværker, der skal nå tre kunder på en dag. Kortfattet i sine beretninger fra byerne og tætstederne og kortvarige besøg samme steder. Senere i Skjerstad meget optaget af den nye kirke og ringerens fortællinger. Han må have været på en afslapningsrejse og brugt kørselen og det daglige arbejde, der er ved rejsen, til at bortlede opmærksomheden fra en mere anstrengende tankevirksomhed. Der ligger tilsvarende materiale fra Vesterålen i 1976 næsten ti år senere. Det vil jeg tage fat på efterfølgende.Her er der ondt i albuer og sovende håndled fra mus, tastatur og økse. Men kræfterne er i behold i fuldt omfang. Livet går videre på FLSmidth efter fyringerne, men der kommer nok en runde mere, inden året er gået. Jeg har i dag talt med en iraker, som forlod sit land i 1980-erne, gift med en russer, har boet i Rusland i mange år, taget ingeniøruddannelse i Danmark, har to store børn og er nu fyret. Jeg har skrevet mange ansøgninger, Men der står Ali på dem alle, og det er et problem. Kender du nogen, der kan beskæftige mig, vil jeg være glad, siger han til mig. Nu skal jeg så igen ud med Ali her i Danmark.Nyhedsstrømmen er righoldig og deprimerende her i landet for tiden. Der skydes som aldrig før i København. Og der er sparet på næsten alt.Birgit og jeg har det godt, fik store fastelavnsboller i går og taler meget om, hvordan det kommer til at gå, når jeg ikke mere er på FLSmidth. Har talt om et år i Vadsø, men det virker som om, at talen om sagen er oplevelsen i sig selv. Så i går lidt af Don Giovanni fra kulturhuset i Luleå. Det var faktisk helt fint, men meget moderne.

28. februar 2009. Kære Mette.Ødelagte håndled og albuer, ondt i ryggen, helt kaput efter to dages brændehugning. Det er nok derfor, andre folk køber en brændekløver. Nu sidder vi i sofaen med en øl og ser ud på tusmørket. Det er fint brænde. I kan være misundelige på bøgetræet. Det tænder godt og brænder fint uden meget aske.Nu skal vi snart se tv avis. Der er forhandlinger om et nyt skattesystem. Det er som sædvanlig DF, der tryner regeringen. Det her land vil absolut have 63 % af den sidst tjente krone i skat, og med den skattesats, jager vi højtuddannede mennesker ud af landet, påstås det./tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 234

Mette, hvad tænker du på, når du siger, du mister kontakten med det derhjemme. Godt du ikke siger med ”dem derhjemme”. Det kan ikke være skatten, du længes efter. Jeg er efterhånden ved at være træt af altid at høre på danskens forargelse over at højtlønnede skal betale relativt mere i skat end lavtlønnede.Hvad tænker du egentlig om livet i DK, når du frygter at miste kontakten med det derhjemme?Hvad livet i DK indebærer. For mig er det bøgeskoven og de bølgende kornmarker, lærkerne, årstiderne, kirkegangen, Grundtvig, Jakob Knudsen. Og den danske indforståethed, som vi ofte kommer til kort med i udlandet.Og at du bliver bange for livet herhjemme, kan jeg godt forstå, der er nok mange, som ikke bryder sig om livet visse steder i DK. Tre tilsyneladende sagesløse personer skudt på Nørrebro i den forløbne uge. Nu er der problemer med nazister i Århus, de har sat skrifter op på rådhuset mod borgmesteren, vil nok stille op til kommunalvalget til efteråret. Aviser og tv er en lang række af ubehagelige nyheder. Sådan er nyhedsstrømmen, men værre er det - for mig i hver til fælde, at omgivelserne i sjældnere grad forstår mine værdier, som jeg har anført her ovenover, eller interesserer sig for sådanne.Jeg ved godt, at du har dine kritikpunkter af det provinsielle liv i Harstad. Sammenspistheden i byen. Det er såmænd lige så slemt, som det jeg besværer mig over her.Det glæder Birgit og mig, at dine beklagelser kun fylder 4 linjer i dit brev. Der er dog mange andre linjer med gode beretninger. For eksempel hæfter vi os i særlig grad ved, at du denne gang skriver vi skal i kulturhus ........Vi skal på ski...........Esben og jeg glæder os til............Dette sidste gør vi også her, men er dybt uenige om hvordan og hvornår. Birgit vil med fly i påsken, jeg vil køre i bil i slutningen af maj. Men hvad kan passe Jer i det hele taget? Vores begejstring over sidste sensommertur er ikke fordampet endnu. Dog fars beretninger om regnvejr i Nordland i august kan godt virke lidt skræmmende, selvom Birgit og jeg også har kørt fra Narvik til Skarberget i 50 meters sigtbarhed. Vi nåede til Fauske og gik ind på campingpladsen for at finde et sted, hvor der var lidt tørt at finde.Op med humøret, hvis ikke Esben kan få dig i omdrejninger, må du korrespondere lidt mere med dine forældre og søskende. Hav det godt og mange hilsner til Jer begge.

22 marts 2009. Kære Mette og EspenKære Mette og Espen,Frederiksberg slotskirke. Sørine Godtfredsen prædiker. Hun er en af vore feterede skribenter i Berlingeren og Kristelig Dagblad. Journalist og præstevikar på Frederiksberg. Har også deltaget i smagsdommerne med Adrian Hughes. Vi har kendt hende godt fra avisen gennem lang tid og har nu oplevet hende optræde i kirken, en opmuntrende oplevelse. Far kunne ikke have gjort det bedre, og han ville have fornøjet sig, hvis han havde været med. Efterfølgende fandt jeg en blog på Kristelig Dagblad, hvor Søren Krarup udtaler, at han ville glæde sig over at takke ja til en debat med Sørine Godtfredsen på Deadline. Far var jo glad for Krarup som prædikant, men ikke for hans politik.Nu er året så langt fremskredet, at det er svært at sidde inde og lave arbejde på PC. Et sæt mørklægningsgardiner kunne hjælpe til at få færdiggjort disse skriftlige arbejder. Jeg har både private og FLSmidth opgaver, som venter. Sommerferien er rykket frem på året, og der opstår den sædvanlige stress op til ferien. Allerede nu kan jeg se, at det bliver svært at nå en fornuftig afrunding af mine opgaver inden afrejsen på store Bededag. Jeg har i denne weekend lavet modeller til transport af et skorstensindløb, en stålkasse på op til 15 ton i størrelse på 8x5x3 meter. Der bliver tale om et fravær på op til 5 uger. Mette Kruse bliver hovedattraktionen, men ellers er det Varanger og et nærmere gennemsyn af Kirkemellom’s vesterål- og lofotkirker. Vi fik en lille forsmag sammen med Espen og Mette sidste år.Inden da, bliver der besøg på Gvarv og hos Poul og Ingrid. Afrejse nu på fredag og hjemkomst Skærtorsdag. Moster Ingrids Bodil, som blev viet i Saltum kirke sidste forår har nu født en søn. Halfdan i Gvarv skal vise sine færdigheder for Birgit og jeg. Vi ser frem til at følge hans udvikling, og selvfølgelig også Kirsten og Endre’s. Kirsten er nu ved udløbet af sin 4-årige ansættelse ved at lave ansøgninger og prøveforelæsninger til en fast stilling på HIT. Der er hård konkurrence om stillingerne, så der søges også på andre institutioner, blandt andet gymnasiet i Bø og ungdomsskole i Gvarv.Der har været generalforsamling i Frederiksborg Amts historiske Selskab, og det har vi glemt. Vi har dog fået foræret foreningens årsgave, som er et bogværk om Gribskov, to store bind og et kortmateriale i bogform. Egentlig kan der laves et ganske fint projekt i Gribskov, i stedet for /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 235

disse lange udlandsrejser. Kortmaterialet fortæller om beplantningers årstal og art. Hvad siger man til at lave en beskrivelse af hvordan skovafsnittene - med udgangspunkt i dets alder – ser ud i dag. Jeg tror ikke, der foreligger noget let tilgængeligt materiale, som fortæller hvordan en skov ser ud i en given alder.Der har også været generalforsamling i grundejerforeningen her. Simon von Spreckelsen, næstformand og min øjenlæge vil jo lave basketball bane på legepladsen. Stor modstand og negative kommentarer hertil. Beskæmmende at se den aldrende generations negative holdning over for det at gøre noget for de store børn. En lille flok børnefamilier og nogle få fremsynede ældre var positivt indstillede. Forslaget faldt, også jeg måtte stemme imod, da det ikke var tilstrækkelig forberedt af bestyrelsen. Nu er vi der, hvor de ældres selvtilstrækkelighed hersker i foreningen.Under planlægning af rejsen gennem SF har vi fundet Kokkosniva kraftværk. Vi var der i 2000 og har siden haft et mislykket forsøg på at finde det igen i 2003, et meget interessant projekt med at koble laplandske vandressourcer sammen i Kemijoki til brug for kraftproduktion. Det har naget siden 2003, at det ikke lykkedes at finde Kokkosniva igen, en brist i hukommelsen viser det sig nu at have været. Men forleden tog vi fat på en analyse af billeder fra 2000 og ved at sammenholde disse med satelitfoto og Map24’s kortmateriale kunne vi så fastslå, at vi havde ledt et helt forkert sted i 2003. Nu er det så klart, hvor vi skal lede i år, og ruten vil gå via Pelkosenniemi til Suvanto, hvor der i øvrigt var rester af et gammelt færgeleje over Kitinen videre til Kokkosniva.Vore Finlandskort er i to mapper fra Lantmäteristyrelsen, en rød og en blå for norra och södra, og det forvirrer os hele tiden, at det er den nordlige mappe, som er rød og den sydlige, blå. Jeg havde logisk tænkt, at det skulle være omvendt, og jeg reagerer, som om det var så. Vi har suppleret kortmaterialet med studier på Google Earth og Google Map, ganske gode kilder til en nutidig forståelse af vej-, bro- og færgeforbindelser.Nyskabelsen i år bliver Ålandsøerne via Grisslehamn, Eckerö og videre over Hummelvik til Brändö, Kustavi til Uusikaupunki. Lemlands og Lumparlands bondeskippere, som blev lukket inde under Krimkrigen af den engelske blokade, forventer vi os nogle gode historier om. Måske lidt af samme miljø, som vores Ærø og Tåsinge. Kihti Skiftet er en sejlrende nord syd mellem Åland og Finland. Kunne være en geologisk interessant rende i havet, og ved Brändö har jeg observeret en kreds af øer lagt i en cirkulær form. En gammel vulkan, måske. Vi må se på sagerne.Brændet tørrer nu ganske meget, stakkene bliver løse og synker ved den mindste berøring. Der skal bringes NPK ud til stauder, rododendron og hortensia nu i dag, og skvalderkålen i hindbærrene skal væk inden de bliver for store. Der bliver lagt op til en stærkt reduceret køkkenhave i år. Vi finder nok en brakmarks afgrøde, som kan udsåes inden vi rejser.Lehars, Den glade enke på den nye opera ude på Øen. Jørgen og Bodil har skaffet billetter til den 14. april. Jørgen er min kollega i FLSmidth, vi var sammen i Østrig sidste år. De første anmeldelser efter premieren er nu tilgængelige, men det er vel ikke anmelderne, som skal give vores teateraften indhold. Det havde ellers været meget nemmere. Jeg er ikke så let at få hjemmefra på en hverdagsaften efter en arbejdsdag.Martin Breum har været på Antarktis for at præsentere DR2’s temaaften i går. Han stod i laboratoriet og spiste af den størst kendte biomasse, rå krill lige fra reagensglassene, medens den New Zealandske laborant grinede af væmmelse. Det blev til en to timers lang fremvisning af natur i alle dens afskygninger. Vulkansk magma, som danner samme krystalform som frysende vand. Iskerner, klimastudier og meget mere. Martin Breum havde da også fokuseret på stewardessens sikkerhedsanvisninger ved udstigning af flyet (der flyves nu med noget, der ligner 737 med inviterede gæster og personale) var af en noget anden alvorlighed end de, der anføres før start og landing.En dejlig weekend i skovene øst for Ljungby var det sammen med fætrene, Erling og Erik og deres koner. Tungt vejr, nær frysepunktet og stille. Skovene er fantastiske i dette vinter/forårsvejr med lidt sne hist og her. De små grusveje er optøet i det øverste lag og tungt fremkommelige. Stormfaldenes omfang var betydeligt, men store genplantnings arbejder er iværksat i en stenrig skovbund. Erling og Ingrid var værter, og det blev et meget muntert og behageligt selskab. Også slægtshjemmesiden for Mortensens var på programmet, men vi er jo lidt delt med hensyn til indholdet. Jeg går mest efter at finde Henriks åndelige ståsted og hans omgang med teologen og svigersønnen, medens Erik jo er mere optaget af Damgårdens drift gennem slægterne. Mors barndom var jo Damgården, men hendes liv har været Verst, groft taget. Jeg har jo den tanke, at vægten af omtalen af børnene fra Damgården skal have et nutidigt indhold frem for de gamle gulnede billeder og papirer.


19. april 2009. KærePrimussen, petroleumsdunken og spritflaskerne er kommet frem. Begge primusser tænder fint, som da de blev sat ind i skuret. Nu er det bare at rense alle de døde myg og sidste års snavs, fyrrenåle og rensdyrlav ud af kassen, og nu har vi lært det: Pumpelæder og ekstra dyser i værktøjskassen, så vi ikke igen skal bede en automekaniker om at finde noget, der kan bruges. Teltet tager vi ned af skabet og direkte ud i bilen. Det blev pakket til næste tur ved sidste hjemkomst og turprovianten er købt for svenske kroner i Coop. Der er styr på det hele.

27. april 2009Kære Kirsten og Endre,Nu kommer så den tilbagevendende rejse til det nordlige Skandinavien. Den tid, hvor Birgit og jeg oplever en hel og uindskrænket frihed. Oplever er det rigtige, for virkeligheden er selvfølgelig en anden, frihed er der ingen steder, allermindst i Dantes helvede og næppe heller på Purgatoriebjerget, hvis højeste tinde vi knapt tør tænke på at opleve.Men vi føler friheden ved at kunne vandre og køre gennem landskaber og byer og opleve folkeslagenes indflydelse på landskabet og udnytte civilisationen til vores færd. Historiens store linjer ruller sig op for os gennem spor af menneskehed fra før første istid, gennem seneste istid og til nutidens mangfoldige folkeslag. Samer af forskellig observans, kvæner, pomorer, finner, nordmænd, svenske og turisterne, russer, balter og de mere eksotiske somalier, pakistaner, afghaner.Historisk oplevelse går på nordkalottens udvikling fra den tid, hvor alle mennesker var venner og delte ressourcerne eller kæmpede om dem til de tider, hvor først paven og biskopperne opkrævede skatter siden kejseren og revolutionæren førte krige og diktatoren satte hegn op til nu, hvor NATO næppe kan hidses op på grund af en afvisning af et par forskningsskibe.Selvfølgelig er naturens renhed en vigtig del af oplevelsen, og det er i virkeligheden denne, som sætter os i stand til at føle friheden i kraft af, at vandet kan drikkes, luften indåndes og lyset dyrkes. I år bliver det med oplevelsen af solens glitren i smeltevand løbende ud over asfaltens skrå flader og ned gennem grøfter og elve. Jo, vi er forberedt på nordenvind og iskold regn. Et forbandet liv er det i sådant vejr, at skulle ud af bilen og om i bagagerummet for at få fat i thermokanden og en bid brød. Knapt så slemt er det at skulle slå telt op og indrette lejren.Der bliver afrejse Store Bededag til Ålandsøerne via Grisslehamn, Eckerö og videre over Hummelvik til Brändö, Kustavi til Uusikaupunki. Lemlands og Lumparlands bondeskippere, som blev lukket inde under Krimkrigen af den engelske blokade, forventer vi os nogle gode historier om. Måske lidt af samme miljø, som vores Ærø og Tåsinge.Under planlægning af rejsen gennem SF har vi fundet Kokkosniva kraftværk. Vi var der i 2000 og har siden haft et mislykket forsøg på at finde det igen i 2003, et meget interessant projekt med at koble laplandske vandressourcer sammen i Kemijoki til brug for kraftproduktion. Det har naget siden 2003, at det ikke lykkedes at finde Kokkosniva igen, en brist i hukommelsen viser det sig nu at have været. Men forleden tog vi fat på en analyse af billeder fra 2000 og ved at sammenholde disse med satelitfoto og Map24’s kortmateriale kunne vi så fastslå, at vi havde ledt et helt forkert sted i 2003. Nu er det så klart, hvor vi skal lede i år, og ruten vil gå via Pelkosenniemi til Suvanto, hvor der i øvrigt var rester af et gammelt færgeleje over Kitinen videre til Kokkosniva.Der bliver tale om et fravær på op til 5 uger. Mette Kruse bliver hovedattraktionen, men ellers er det Varanger og et nærmere gennemsyn af Kirkemellom’s vesterål- og lofotkirker. Vi fik en lille forsmag sammen med Espen og Mette sidste år.Højdepunktet er hjemkomsten til det åbne og flade land en solbeskinnet sommermorgen med færgen til Frederikshavn. Pikkerbakkerne, Cloos tårnet i Bangsbo og isbryderne i havnen fuldt belyst. Et besøg hos bageren for at få rigtigt brød til morgenkaffen, og så går turen ud af byen gennem det vendsysselske landskab med duften af modnende korn og synet af det sortbrogede kvæg, som græsser på markerne og ådalenes terrasseformede skrænter. Vi ser de lavtliggende arealer, hvor der skal høstes vårhvede, og hvor faren for at naturgashullerne opsluger traktor og mejetærsker er stor. Havets præg på himlen sætter prikken over i’et.Er dette begrundelse nok til at brænde 500 liter benzin af?Primussen, petroleumsdunken og spritflaskerne er kommet frem. Begge primusser tænder fint, som da de blev sat ind i skuret. Nu er det bare at rense alle de døde myg og sidste års snavs, fyrrenåle og rensdyrlav ud af kassen, og nu har vi lært det: Pumpelæder og ekstra dyser i værktøjskassen, så vi ikke igen skal bede en automekaniker om at finde noget, der kan bruges. /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 237

Teltet tager vi ned af skabet og direkte ud i bilen. Det blev pakket til næste tur ved sidste hjemkomst og turprovianten er købt for svenske kroner i Coop. Der er styr på det hele.Her kommer en kopi af et lille hefte, jeg har fundet i mors kasser fra Bække. Tilfældigvis kom jeg til at læse lidt i det og hefter mig ved det Ole Vig kalder en glidende opfattelse af asatroens overgang til kristendommen. Hvor meget har han hentet fra Grundtvig. I husker vel fars artikel i Vendsyssel Tidende om Grundtvigs asarus. Det er et flot skrift, Johan Falkberget har lavet om Ole Vig, og Vigs ambitioner om at hæve den norske folkeånd er imponerende. Ole Vig var ikke målmand og likte ikke åsenmålet, et udtryk for hans altoverskyggende kamp for lyset og livet. Frigjort fra ideologier med åbent blik og sind for hele Norges folk, natur og historie, men bundet af sin mors læsning og troskab.

20. juni 2009. Brev til søskendeKære Alle,Det var første uge med fuldt arbejde. Ferien er næsten glemt, og jeg skal anstrenge mig for at få tankerne tilbage på de gode 5 uger på farten. Mine gode løbevaner fra slutningen af april er borte, og nu prøver jeg at opretholde gode spisevaner. Har tabt mig en del på turen. Havde nået vægtgrænsen og var klar til levering. Megen vandring og beskedne måltider fra bagagerummet er sundt.Hjemmelivet er nu fyldt med behandling af post fra 5 uger og havearbejde, så det næsten ikke er til at mærke forskel på, om jeg er i Valby eller Kokkedal. Geisten til arbejdet hjemme og hos FLSmidth har ikke lidt skade under fraværet.Birgit og jeg er enige om, at denne ferie har været uovertruffen god og interessant. En vedvarende glæde i alle fem uger over oplevelserne og livet i bil og telt. Hovedsagelig har vi fundet teltpladser i landskabet, hvor det om aftenerne har været muligt at følge sæter- dyre- og planteliv og på denne årstid er der rigeligt med liv i naturen. Vi har dog givet afkald på overnatninger på fjeldet, det var barske tider der. Hele tiden, når vi var ude, var det med vanter, hue med ørevarmere og en tyk og vindtæt jakke, men også dette bliver en naturlig del af ferien og kan nydes. Altid en regnbyge til maden og teltnedtagning, næsten forbavselse, hvis dette ikke skulle være tilfældet.Møre og Romsdal og Sognefjorden har gjort et stort indtryk ved sin frodighed og lodrette flader, fjeldovergangene har været fantastiske med sne på fjeldet og is på vandet. Nu har jeg prøvet at komme op på Dalsnippa fra Geirangerfjorden i virkeligt format. Ikke så underligt, at fars knæ er blevet brugt til dette.Vossevangen, som vi synger om lever op til sangens tekst. Grønt og frodigt med bøg og lind i Præstegårdsalleen.Birgit og jeg sidder ved skærmen og ser billederne og får en fornemmelse af, at det ikke har været vores virkelighed, det vi ser. Der er sket og set så meget, at det kræver dyb koncentration at kapere det hele. Bilen som ferieredskab er god.Det er en god fornemmelse, at stressen op til ferien er overstået, og at vi har sommeren i fred og ro herhjemme. Kirsten kommer på besøg i juli, og vi regner med at se Mette i August.Vi har besøgt begge under ferien og har fået en fin modtagelse begge steder. Vi synes, de to ældste døtre har fat i rigtige ting og klarer sig godt på trods af, at de ikke har fædrelandet omkring sig. Det kan ikke lade sig gøre at flytte til Norge og undgå en længsel efter sit fædreland og sine familie. Espen har vi lært noget mere at kende og finder det behageligt. Birgit og jeg er vel også ved at forstå, at de to store døtre ikke bare er til at frekventere særlig hyppigt. Kirsten har nu fået tjenestested i Notodden, skal blandt andet til at forelæse over internettet og Mette er stadig i seismikken på Norskehavet.Anne og Christian med Rasmus ser vi ofte og glæder os der over. Anne er nu ved at afslutte sin eksamen efter første semester på den sundhedsfaglige masteruddannelse.Vi håber, at der også fremover vil være en bil og noget benzin til os to.Hav det godt og mange hilsner fra Bo, og jeg skal hilse fra Birgit.

24. juni 2009.Kære Mette!Tak for din mail med billeder. De vidner om dit overskud. Birgit og jeg har nu den opfattelse, at du er godt tilpas med din operation, du viser dit glade ansigt, de fine blå øjne og striben på /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 238

halsen, den bliver fin. Ola Strand har du hængt op, fint, du har styr på dit liv. Golfkuglerne og gæssene fra Skanør er skiftet ud med dit tinbæger på væggen (vi har købt et stort og fint tinfat til os selv). Du fornyer dig, og vi glæder os over din styrke til at klare dine bryderier med udlændigheden. Du er et fint menneske, og du sender dine gamle forældre et billede af Espen. Også det ser vi som et tegn på, at du bryder dig om at omgås ham.Vi er fortabt i Vesterålen og Ola Bremnes. Læsningen sammen med oplevelserne både nu og forgangne efterår får Vesterålen til at fremstå i et stærkt og klart lys, næsten som om vi kender det gennem lang tid. Vi har fået en opfattelse af menighedslivet og dugnadsånden.Dverberg med sin hvide otte-kantede facade med irgrønt græs og tromsøpalmer omkring. De to bauta med minder om de omkomne og folkevalgte, udsigten over en lille bugt til et veldrevet landbrug og den anden vej til Dverberg havn. Solen bryder frem og farverne står skarpt. Grytøy og Elgen viser sig på hver sin side af Topsundet mod øst. En god times vandring mod vest over myren er der til Nordmela Skogvoll og Stave.Bø kirke på Langøy ud mod Vesterålsfjorden er en korskirke og rødmalet. Kirkegården er en mosbegroet plæne med gamle, men små birke rundt langs muren. Den store regnspoves kalden lyder fra engene ned mod fjorden, en mindelse om jagtturene til værnengene i Ringkøbing fjord. Nu er spoven ikke mere jagtbart vildt i Danmark. Længere ned ad vejen går en 40-50 gæs og græsser i vandkanten, de letter, selv om vi sidder i bilen og vil fotografere. Yttersia i sognet er Vinje, Steine, Føre. Disse lokaliteter har grebet os med deres fine strandenge og græsklædte øer ud for kysten. Bø museum i Steine og jernaldergravene på Føre er fine steder og vidner om et nordnorsk samfund skabt af en indre udvikling gennem tusinder år og ikke som et spejl af forholdene i syd. Vi forestiller os, at her har den særlige nordlandske folkesjæl udviklet sig på sin egen måde, ikke helt forkert, at jektefarterne til Bergen har medvirket til den særlige karakter hos nordlændingene. Gæstfrihed og ydmyghed for de værdier, som kommer fra havet og jorden.Kirkekaffen består af stekt kylling, skinke, røykalaks, brød og påleggg, frukt og waldorfsalat, dernest is og en fromasjekake med generøse dimensjoner. En rent ud stagt sexy kake skriver Ola Bremnes om modtagelse hos Laila Sæther i Hovden. Jeg sidder nu i toget og nærlæser hele teksten og har svært ved at rive mig løs fra beretningerne. Ola er meget jordbunden og blander sagn, historier, kirkelige facts, nutidigt kirkeliv og personlige beretninger og skæbner i sin og Trym’s bog.Birgit og jeg har været ovenud begejstrede for hele den fem ugers rejse og besøget hos dig og Espen. Tak for Jeres fine modtagelse. Trøndelag og Møre Romsdal og Sogn og Fjordane var ved at få os til at glemme Troms, Finmark og Nordland og Finland i sær. Men her hvor vi går herhjemme er det Vesterålen, som plager os mest.Har været ved doktoren i dag og er blevet noteret for 5 kg. Jeg holder ikke til at gå til kirkekaffe hos Laila Sæther mere. Ellers var der ikke nogen bemærkninger.Jeg skal hilse fra Birgit. Hav det godt både du og Espen. Brevet er jo også til ham, hvis han bryder sig om det, og du vil lade ham læse det, men jeg skriver jo til dig.

7. august 2009.Kære Kirsten!Tak for din e-post i dag, midt på en fredag, det er flot klaret at kunne skrive privat post så længe før arbejdsugens ophør. Jeg har i dag været til møde i Charlottenlund for at diskutere EU direktiver og harmoniserede standarder med krav om CE mærkning af FLSmidths stålkonstruktioner. Hjemme tidligt på eftermiddagen for at skrive referat og har nu lejlighed til at skrive til sauheringerne.Der sker så mange ting i hverdagen, og i den forløbne tid har det været Hamsun og Kinck, som har domineret tankerne uden for FLSmidth. Jeg ved ikke, om du forestiller dig, at jeg er let påvirkelig af det, jeg læser, men sådan er det. Berlingske’s behandling af Hamsun’s fødselsdag var righoldig og er fuldstændig gengivet på min ftp konto. Det går hårdt ud over teaterdirektøren på Trondhjem’s teater og Sigrid Unset’s fedtede kristendom, men du må læse stoffet selv. Jeg har en del sympati for Peter Gardes indlæg i dag. Kan du skaffe Aftenposten fra den 4. august? Men Klassekampen har sikkert også interessante indlæg.Kinck havde jeg jo dømt ude sidste år, hovedsagelig på grund af sproget, men nu har jeg så prøvet igen, og jeg er kommet igennem første bind. Det, der også gør det svært er, at der mange steder kommer en halv side eller mere på dialekt ind i et replikskifte. Der er mange artikler i Houms litteraturhistorie om Kinck og Sneskavlen brast, som er en roman om forholdene mellem bondestanden og embedsmandsfolket, de konditionertes nedladende /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 239

forhold overfor bønder og arbejdere. Fogedens forkvaklede ægteskab med en af fire officersdøtre, Laura, de tre øvrige ugifte. Laura’s evigt overvågende og giftige hindring af fogendens omgang med yngre damer i bygden. Børnenes reaktion på moderens skænderi med manden og hendes evige løfter om at glæde børnene. Du får en dukke, som kan sove. Margits fødselsdag går i vasken, fordi doktorens Sofie kommer hjem fra Paris og med alle midler skal hindres adgang, hvor fogeden, Lars Hansen er. Laura lover en sommertur, en fest på sæteren for os alle sammen. Det bliver med hummer, ørred, kartofler og stikkelsbærvin. Hjemkommen fra fjeldet er børnene endnu mere frustrerede end på Margits fødselsdag. Psykoanalysen ender med at udtrykke forholdene som ”barnet bliver mandens far”.Nu sidder jeg så med Herman Ek og har lavet en kopi af bagsideomtalen til dig, den ligger på ftp kontoen. Det slår mig, at en af hovedpersonerne i Hans Jægers, Fra Kristiania-Bohêmen hedder Herman Eek. Et tilfælde eller en hyldest til Jæger?Regine Normann har jeg set et par henvisninger til i Houms litteraturhistorie, afsløringen af Nordlands barske virkelighed blottet for forskønnende romantisering, modsat Lie’s og Hamsun’s mystiske, farveblussende og sanseberusende Nordland. Andreas Markussen går videre, hvor Normann brød vejen.På ftp://web148763_tildoetre:[email protected] finder du mapper med Hamsun, Kinck og Sushi.Det var så lidt om min hverdag og de tanker, der rører sig. Jeg har nok at tage fat på her, og det fylder mig med en god glæde at opleve forfatternes fortolkninger af livet gennem de tider, der ligger forud for min egen, og jeg lægger vægt på at læse et stof, som relaterer sig til et landskab, jeg kender. Din studietids omtale af, at landskabet former sine indbyggere er ikke glemt, og er det rigtigt, må det også gælde, at landskabet former digtningen. Birgit og jeg har et liv gennem 50erne og samværet med bedsteforældrene giver en åbning tilbage til omkring første verdenskrig, og så er der ikke langt til at kunne følge en virkelighed skildret som romaner fra 1800 tallets liv.Jeg har sluppet for opvasken i dag, fordi jeg skulle skrive til dig, og jeg er blevet præmieret med en Rise øl på terrassen, fordi jeg kom tidligere hjem. Solen skinner og det er varmt.

Det nordlige Skandinavien.Store Bededag, den 8. maj 2009 er der afrejse fra Kokkedal. Det føles som der er brug for en ferie efter vinterens lange arbejdsdage. Arme og hænder er trætte efter den megen taste- og museaktivitet på kontoret. Der har været pakket i flere dage, og der er meget udstyr. Tanken om at skulle så langt mod nord på dette tidlige tidspunkt af året fører til mere varmt tøj i bagagen end der ellers ville være på en sommertur. Der er købt silkeposer til at lægge ind i soveposerne. Vi får se, hvordan det er at skulle håndtere dette. Golfen er for lille til to personer med så meget udstyr.Et lidt stramt program i starten. Fuld arbejdsdag torsdag og tidligt af sted fredag for at nå færgen i Grisslehamn lørdag morgen.E4 til Stockholm føles godt, kendt tur med erindringer fra hele strækningen. Gensynet med Gyllene Uttern og Norrköping er fint, medens turen over sletterne, Vätterlandet mellem Ödeshög og Linköping er blevet noget mere kedeligt på den nye motorvejsstrækning. Her så man fra den gamle vej store gårde, små røde bondehuse med mansardtage, store kampesten på markerne og den tysk inspirerede kirke i Skänninge og ikke mindst de flade marker ud mod Tåkern. Spisepausen på Händelö ved det gamle sejlløb til Norrköping bringer tankerne tilbage til ombygningen af P11 på Händelöverket. Rådyrene går på markerne her midt om dagen mellem lastbilerne med træbrændsel til værket. Bråviken hedder fjorden her, og den omtales som Sveriges vakreste natur, og sandt er det, at der her er udsigter til skov og fjord med de fineste små landsbyer med fiskerlejer og færgeoverfart blandet med skovbrugets og landbrugets store fabrikker og bedre folks sommerresidenser. Efter frokosten går det op over Kolmården til Södermanland. Et besøg i Salems 1100 tals kirke er efterhånden blevet helt rituelt. Kirkegården beliggende på skråninger ned til Bornsjöen ud til Mälaren med fornemme begravelser, hvis man kan dømme efter titler og ordener på de pampige gravsteder. Her går man i solskinnet og lytter til fuglenes forårssang og fornemmer fortidige slægters arbejde med træ, skind og metaller.Grisslehamn en morgen i regnvejr er ikke særlig spændende. Tydeligvis en ferieby, hvor byboerne tager ud og skaber den svenske folkelighed i skärgården. Her kan man have stuga og båd eller nyde den lokale befolknings indsigt i sejlads, hjemmebagt brød og fiskeriets /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 240

eftertragtede produkter. Ind i opmarchbåsene, ventetiden bruges til at fylde vanddunkene og hente brochurer over Ålandsøerne. Ventesal og færgeterminal er bygget sammen med hotelvirksomhed. Det er den gamle Jens Kofoed fra Bornholmstrafikken, som er blevet til M/S Eckerö og sejler på ruten til Eckerö. Der nydes medbragt mad i Bistro Byholma, selvom det vist ikke er tilladt at spise medbragt mad i salgsområderne. Ålandshavet er gråt og himlen grå – næsten sort. Det har regnet det meste af natten og morgenen, og det er koldt, men det ser ud til at Sverige får godt vejr op ad dagen. Ålandsøerne dukker op i den grå dis, flade og forblæste, Sälskär fyr kan netop anes. En levende hvid bræmme af bølger, der bryder mod skærene danner skellet mellem hav og land. Der er næsten ingen bevoksning her ud mod vest. M/S Eckerö er kommet ind bag de yderste skær, og i farvandet her ligger små holme uregelmæssig spredt. Undersøiske skær anes under overfladen og er afmærkede med de sort gule kompasafmærkninger. De i færgehavnen udleverede turistbrochurer bringer forventningerne til Ålandsøerne endnu højere op og landgangen imødeses med spænding. Den politiske historie og erhvervslivet er beskrevet og findes repræsenteret på museer af flere slags. Indenskærs er landet bevokset med lav nåleskov.

Andøy torv ligger øst for hovedvejen til Andenes og moserne vest for vejen. Lidt overraskende er det at finde så megen mose, at der ligefrem kan bygges en industri op. Bilen parkeres ved arbejdsskuret og vejen ind til den bare tørv gøres til fods. Der er parkeret harver, skrabere og opsamlerelevator bag skuret. Den kultiverede mose er så stor, at den næppe går an at vurdere, men 1000 ha er måske et gæt. Der er skrabt to store bunker tørv sammen, 8 meter høj, 12 meter bred og 20-30 meter lang, klar til at blive ført over vejen til fabrikken for videre forarbejdning. Der laves vækstmuld og rododendron jord i 50 liter sække, som stables på paller. Der er udskibningsanlæg til Andfjorden. Mosen afvandes gennem en gravet grøft i tørvelaget, som her ser ud til at være et par meter tykt.Tørv har været brugt til husbygning og ved Åse ligger jernaldertufter i form af sammenstyrtede langhuse placeret på en cirkel med en gård i centrum. De synlige dele af bebyggelsen er rektangulære forhøjelser 0,5 til 0,75 meter høje og med den opstillede planches hjælp forestiller man sig let husenes form og beliggenhed. Der har været tale om militære anlæg til forsvar af egnens befolkning. Spover og krager i stadig luftkamp over området.Dverberg kirke er en 8 kantet kirke, hvidmalet med et lille spidst tårn midt på taget fint beliggende ud til Andfjorden på et lille næs. Der er grønt af græs og tromsøpalmer omkring kirken og de nærmeste gårde. Ved hjælp af et stillads kommer vi op til vinduerne og ser det fineste blåmalede interiør afvekslende med råt umalet træ og hvide søjler. Uden for er to store mindesmærker for stortingsrepræsentanten og druknede fiskere placeret. Ud over Andfjord ser vi ned i Toppsundet med Grytøy til venstre og Elgen til højre.Havet ud for Andenes, Bleik, Stave og Skogvoll virker grundt med mange skær i vandoverfladen og lidt over. Strandvejen mod vest i Andenes ligger solbeskinnet ud til hvide sandstrande og skær bevokset med det grønneste græs, man kan tænke sig. Et Orionfly til overvågning af natos nordflanke kommer ind fra vest til landing på flyvestationen, eller det er måske skoleflyvning. Yderst ved havnen ligger det rødmalede fyr og længere ude et garnrenseri, som arbejder for fuld kraft, lige nabo til sommerruten til Gryllefjord på Senja. Ramperne til færgen ligger rustne hen, sommertrafikken er ikke begyndt endnu. Kirken er låst, ligger midt i et boligkvarter. Det ser ud som om, det er længe siden, den har været åben, men det skal man nok ikke lade sig narre af. Fraværet af udhængsskabe med gudstjenestelister og arrangementer er kendetegnende for mange af Kirkemelloms kirker. Det er lige midt i en byge, solen er væk, det er mørkt og koldt og blæsten tager til i bygen. Der skal mobiliseres alle ressourcer for at tage sig sammen til at forlade bilens varme kabine.Der ligger to gravpladser inde under fjeldet nord for Bleik. Et ældre par slider med sten og beplantning og skraldesække og lader sig ikke forstyrre af et par danske teltliggere og oppe i fjeldet svæver ørne ligeledes uforstyrret i aftensolen. Her er godt i solen og vinden presses op over fjeldet, hvilket giver lidt læ, selvom vi ligger i vindsiden. Der er blomstrende kodriver overalt på engene her. Bleik ligger og klumper sig sammen under fjeldet mod syd og Bleiksøya tårner sig op i et blåt hav.Det blev en lidt lang aftentur ud til stranden og ind til Bleik og ad landevejen tilbage. Bleik er grundlagt på fisk og landbrug og begge dele har spillet en stor rolle i byens økonomi. I dag er det bare fisken og industrien, som skaber grundlaget for byen, og som bosted for de, som arbejder på Andøy er Bleik populær, måske ligger her Andøyas dyreste boliger. Mange huse i byen har gødningskælder fra landbrugets tid ombygget til beboelse, og husene ligger så tæt som overhovedet muligt for ikke at optage pladsen fra landbrugsjorden. Her kunne kornet /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 241

modne selv i uår. Jorden er drænet med grøfter inden fra fjeldet ud til havet, et noget imponerende stykke arbejde, gennemtænkt må det have været for at kunne virke. Der er ikke meget fald fra de lave enge under fjeldet ud til havet. Skolebussen er på vej ud af Stave, og det kræver en mødeplads for at komme forbi. Her er den besøgende pludselig i en bebyggelse med parcelhuse af nyere dato og et par enkelte gårde i noget, der ligner et nyudstykket boligområde. Det er vist kun nysgerrighed, som lokker turisten de få kilometer hertil og vejen ender gennem en gård ind under et fjeld.Der ligger saltet fisk i store mængder i lagerhallerne på Nordmela. De er ikke blevet solgt. Det er vores løn, som ligger der, lyder det fra det sjak, der stabler tørfisk på paller. En af dem kender København og Legoland ganske udmærket. Danskere er vellidt her på stedet. Der er tomme huse i byen, så vi kan blive her så længe, vi vil, og fisken får man gratis, bare man gider gå og snakke lidt med folk på havnen.Besøget på Bukkekjerka var koldt, blæsten trak rundt om fjeldet overalt i kirkeområdet. Ikke særlig nemt at finde stedet, megen lighed med en kirke kan man ikke ligefrem påstå, men kendsgerningen, at der holdes gudstjeneste et par gange om sommeren får os til at bevæge os som på et kirke viet område, hvilket vi dog ikke er sikre på, at stedet er. Måtte ind på en gård og spørge. Kommende sydfra ser man den bedre.Naturreservaterne ved skogvoll og omkringliggende strandenge ligger under 20 meter over havet og regnspove, strandskade, stenvender, rødben, hjejle, brushøns og havørn ses jævnligt. Gæssenes træk mod Svalbard er ved at være overstået, men enkelte ses og høres endnu. Et svanepar ligger på reden ude i myren.Det er lidt som om vi hænger fast her på Andøya. Grytøy og Elgen på den anden side af Andfjorden forfølger os, selv om vi nu er på yttersia. Det holder mindet om opholdet hos Mette og Espen ved lige. Det var godt at besøge de to og opleve hverdagen i Harstad. På den sydlige del af Andøy, kører vi den helt lille vej rundt om sydspidsen gennem Åknes, Norddalen, Svindalen og Store Sandnes og op langs Risøysund til Bjørnskinn med kirken, der forsvandt i et ras. I Åknes er der græsmarker ud til havet så langt øjet rækker, og så grønt som noget kan blive, og fårene græsser i store flokke.Bedre bliver det ikke at komme ud til Myre, Langenes og Nyksund, også her hænger vi fast og kommer ikke rigtigt videre.

24. september2009.Kære Kirsten!Det var så den sidste Viking. De er jo ensomme, de lofotfiskere, og familierne er ensomme hver for sig. Havet tager drengene fra moderen, faderen tager drengene fra moderen, familierne splittes, og motorerne stjæler udkommet fra de små familier. De er frie, når de er på havet og sejler, tænker ikke på pligterne overfor familien derhjemme. Folket inde fra dalstrøgene finder sig ikke tilrette i fjæra, og fiskerne kan ikke leve inde i landet. Familierne spredes efterhånden som døden høster sine. Jeg har orienteret mig, det er Fosen, det drejer sig om, og jeg fandt Jarle Bjærklunds artikel. Du med fordybning i kyst må fængsles deraf.Først så det ud som en Klit Per historie, men nu sidder jeg med følelsen af at have oplevet tilsvarende, når jeg er kommet med færgen til Helsingborg, som når rissværingerne i deres staværing runder den yderste pynt i fjorden. Så er rejsen begyndt. Jeg længes efter næste rejse, hvor de store landområder mod nord ligger helt frit tilgængeligt for mig.Birgit og jeg sidder nu aften efter aften og organiserer billeder fra de seneste 10 års rejser, 1997, 2000, 2003, 2006, 2007, 2008, 2009. Det er en stor oplevelse at opdage, at der ligger et så bastant erfaringsmateriale, som dækker de tre nordiske lande. Men der kommer også en tid, hvor vi sidder på et lille kammer og en gang imellem humper hen til købmanden efter brændevin og lidt kartofler og flæsk.Du skal have tak for din besørgelse af Johan Bojers. Den har sat sindet i bevægelse.Hovederne her i Enebærhaven 104 er fuldt optaget i denne tid. Det kræver sin mand at leve sammen med en pensionist, der foregår så meget, at det kan være svært at følge med. Hav det godt, glæder mig til at høre om dine oplevelser med fjernundervisningen, lidt spændende kan jeg tænke mig. Hilsen fra far og pas godt på dine nærmeste.


Trøndernes båterAV JARLE BJØRKLUNDDe fleste båtene i Trøndelag ble bygget i granrike Åfjord, derav navnet åfjording. De har mye til felles med nordlandsbåtene, lange og slanke og med høye stevner, men noe mindre prangende.

De er høystevnede som nordlandsbåtene, men mindre spektakulære. Øvstegangen løper ikke så høyt opp på stevnene som blir stående som litt nakne spirer. Krysstokken (korset i forstevnen på de større båtene) er, fortstatt sammenlignet med den nordligere, mere pistrete. Om nå denne detaljen har en rent dekorativ og religiøs forankring, forteller den kanskje at trønderne føler en dårlig skjult stolthet over utfallet av slaget på Stiklestad, og er - om ikke stadig hedninger - så i alle fall noe forbeholdne til nymotens påfunn. For ved nærmere studier synes trøndernes båter å ligge nærmere “det opprinnelige” enn artsfrendene lenger nord.

Til LofotenDe har likevel så mange fellestrekk at både trøndere og nordlendinger stadig såres over ukyndiges sammenblandinger. Så sier Lars på vei til Lofoten i Johan Bojers “Den siste viking”: “Nei sjå der!.... og snudde seg til han Kaneles. .... Ja, der har vi nordlandsbåten, sa Kaneles. Han er god nok for seg, men han klar itj å kappsegel med oss!Lars kunne ikke få øynene fra den. Den var mindre enn staværingen... Høvedsmannen sto ikke og svingte rorstang, han satt rolig på tofta med en styrvol. Men heile båten var så lekker og fin i linjene, den skar i vei som den når som helst kunne lette på seg og fly som en sjøfugl. Det var nordlendingenes fembøring... Flere og flere nordlandsbåter ble det, segl, segl overalt nordover i leia, en jekt løfter de grå, firkanta råsegla høgre enn de andre, en galeas pløyer det svarte skroget fram i svernmen, en enkelt damper spyr røyk til værs. Det er en folkevandring nordover i snøføyke og storm.” Da trøndernes deltagelse i Lofotfisket nådde toppen, mot siste århundreskiftet, talte flåten deres rundt 100 båter. Noen deltok også i finnmarksfisket, og andre på Mørekysten.

Dikterne og båteneMed Johan Bojer og Olav Duun har trønderne fått sine båter risset inn i kulturhistorien. Synd for nordlendingene at Knut Hamsun så ofte overså båtene deres og spente Pegasus for slåmaskinen i “Markens grøde”.Johan Bojer har gjennom skårungen Lars sagt noe om forskjellene mellom trøndrenes og nordlendingenes båter, spenningen og stemningen rundt Lofotfisket mens han lar Kaneles fyre opp under en krangel som er gjenkjennelig over hele kysten.Spissformulert kan man si at jo lengre unna fiskefeltet folk bodde, dess større båt trengte man. Og ettersom trønderne bodde lengst unna Lofoten, hadde de de største båtene - opp mot 60 fot og følgelig et titall føtter lengre enn naboene i nord. De største båtene kunne også brukes i fraktfart.Tilbake til utgangspunktet; ingen dikter har som Johan Bojer fokusert på én båttype og udødeliggjort den som han har i “Den siste viking” - en av tidenes mest populære romaner fra norsk kystliv. Bojer skriver om “staværingene” . En staværing er et menneske fra Stadsbygd, men etter som så mange av trøndernes båter var befolket med staværinger, ble “staværing” et begrep som også omfattet trønderbåten.

BåtbyggerneStaværingene som trøndere flest, kjøpte sine båter i Åfjord. En rundtur med fingeren i kartet viser at Stadsbygd ligger vest for og ganske nært Trondheim, men på andre siden av fjorden. Med så kort vei til storbyen var staværingene ofte å finne med fisk og landbruksvarer i Ravnkloa - Trondheims velkjente firskemarked.Åfjordingene hadde lengre vei til byen. Åfjord ligger en østlig strek eller to godt nord for Stadsbygd, og innerst i en av de mange og trange fjordene som skjærer i lange diagonaler inn i Trøndelag-kartet. Her er det store granskoger å boltre seg i for kresne båtbyggere.Her ble så mange av trøndernes båter bygget at i dag er begrepet “åfjording” blitt et samlebegrep for båtene fra hele regionen - på tross av at flere og noen ganske store båter og fartøy ble bygget i Innherred. Igjen støter vi på dette umiddelbart så underlige, men fort så forklarlige fenomen at de fleste båtene ble bygget et godt stykke unna markedet og de ivrigste brukerne - men alltid i skogrike områder. Her var båtbygging lett å gripe til fordi alternative inntektsmuligheter var få, og fordi bygging av båter der lav pris og vekt, kombinert med styrke, stilte store krav til materialene som måtte håndplukkes. I Norsk Sjøfartsmuseums båthall er en utstilling som viser en åfjordfæring under bygging. Den forklarer prinsippene for klinkbygging, forteller om håndverket og verktøyet, men også om materialvalget - hvilke deler av treet som passer hvor, og hvilke deler av stokken som ga bord med de riktige egenskaper. Utstillingen er satt opp av Johan Hårstad, en av de siste båtbyggere av den gamle skole.

Levende tradisjonNå bygges det fortsatt båter i Trøndelag der bevisstheten om verdiene i vår gamle kystkultur er påtagelig. Det skyldes ikke minst Jon Bojer Godal, barnebarn av dikteren. Som rektor ved Fosen folkehøgskole innførte /tt/file_convert/5e36ff5cd8d45e4f552ce5b5/document.doc 243

Godal kystkultur som fag og lot elevene prøve og feile i gamle ferdigheter. Han sendte dem også på Lofotfisket i åpen båt. Jon Godals elever var lett gjenkjennelige ved sin grønne profil. Ullgenserne deres, ofte flere utenpå hverandre, var så lite bearbeidet at man i stille vær kunne høre en svak breking.I de senere år har Jon, i spann med båtbyggeren Gunnar Eldjarn, nedlagt et betydelig arbeid i innsamling og systematisering av tradisjoner og kunnskap omkring båtene i det nordafjeldske. Kunnskaper som før gikk i arv fra far til sønn, fra mester til lærling, gjennom praktisk arbeid ispedd noen få og mumlende ord - slike kunnskaper må i våre dager sirlig nedtegnes og underbygges i detaljerte bruksanvisninger innfeldt i vide sosio-kulturelle rammer. Dette kan høres vanskelig ut, men det er eneste måten å føre ferdighetene videre på nå den gamle arvefølgen blir brudt.En enkelt begivenhet bidro mer enn andre til å markedsføre åfjordsbåten i vår tid: Da Island feiret sitt 1000-års jubileum, ble to storbåter fra Åfjord, “Ørn” og “Ravn” gitt i gave fra Norge og seilt over til Island sommeren 1974. Film- og fotoopptak har etterlatt uutslettelige inntrykk fra et par scener der spinkle, slanke stormfugler vrir seg i frådet over tung, svær sjø. Patentloggen, montert på en plankebit ned fra båtripa, dirret lenge med nåla i bånn i skalaens endepunkt på 15 knop - så forsvant plankebiten med loggen.Anslagsvis surfet båtene i stiv kuling i 17-18 knop.Erik Rudstrøm, erfaren og tungt premiert norsk jolleseiler, var høvedsmann på den ene. Han fikk stor respekt og kjærlighet for båtene som var usedvanlig krevende på trimmen - såvidt finstemte at hvis én mann grep under forre tilje og tømte en pils, måtte rormannen øyeblikkelig gjøre det samme. De kom vel fram til Island der båtene bl.a. tjenestegjorde som vikingeskip i et par islandske spillefilmer.

Fellestrekk og forskjellerFellesskapet med nordlandsbåtene ligger i forholdet mellom lengde og bredde. De er begge ekstremt lange og slanke. Dessuten er begge tilsvarende lange i kjølen og har høye stevner. Åfjordsbåtene har vanligvis en kortere akterstevn, noe som er en nødvendighet når de fleste var utsyrt med rorkult mens nordlendingene foretrakk styrvol - en lang spire hengslet på et kort tre i rett vinkel på roret. I stedet for å svinge med en fast rorkult, drar eller skyver man i styrvolen. Roret på båtene har liten flate under vann og gir små og trege utslag når kjølen er så lang. Trimmen på båten blir derfor viktig for manøvreringen. Med en god balanse i plasseringen av mast og ballast, kan mye oppnås med små forflytninger av folket ombord. Satt på spissen kan en si at bruken av ror mer “antyder og oppfordrer” enn den “avgjør og bestemmer” kursendringer.De større båtene - trøndernes “firing” og nordlendingenes “åttring” kunne ha et lite hus, kalt “veng” eller “løfting” akterut. De større - “storbåtene” og “fembøringene”, hadde nesten alltid en løfting.”Løfting” betyr akterste rom hvor det løfter mot stevnen. Men som leskur medførte det at overbygningen kunne løftes av. Innredningen var enkel med et par køyer på hver side og en ovn. Var det snaut med innlosjering på land og trangt om plass i båten for folk, fisk og redskap, kunne løftingen settes på land og brukes til innkvartering. Mange av dem endte opp som sauefjøs i det båtene under dem forsvant. Også deler av båtene kunne gjøre tjeneste på land, velvet som sauefjøs - avkappet og reist på høykant kunne de brukes som utedoer.

HalvplanendeÅfjordsbåten er gjennomgående litt flatere i bunnen enn nordlandsbåten. Mer enn nordlendingene slet eller jublet trønderne over det fenomenet som beskrives som “å ta laus”. Det vil vel slik vi forstår det i dag være et spørsmål om planing eller det å unngå planing. Det siste ga god kontroll over båten mens ukontrollert planing fort kunne ende i kullseiling og katastrofe. Hvis ulykken var ute, skulle den runde steinballasten trille ut og båten flyte, om enn med kjølen i været. Da gjaldt det å kunne “ri hvelvet” - om mulig ved å hake seg fast med tollekniven, for å unngå å skylles av og bli borte, og så håpe på berging av andre båter før kulden knekket dem.Johan Bojer forteller at “Kobben” hadde denne skumle egenskapen. Det tok tid før høvedsmann Kristaver fant ut at løsningen lå i å flytte masta en tanke. Men så: “Det begynner å skavle om baugen. Det fosser kvitt på begge sider, dette er bør..... Det er “Kobben” som er som ny. Nå har den fått last og mast som den liker det. Den måtte ut med det til slutt. Og nå vil den tåle alt det segl som Kristaver finner det forsvarlig å by den. Det er oppstått et vennskap mellom rigg, skrog og segl.. Det er som de nå i vind og sjø har sust og sunget seg sammen..”

Glade fargerTrøndere og nordlendinger malte båtene sine i glade farger. Denne tradisjonen går likevel ikke lengre tilbake enn til ca 1860 da industrielt produsert pigment gjorde malingen billig. Før den tid var det vanlig at de tjærebredde skrogene hadde sort øvstegang og stevner. Grønt, hvitt og sort, av og til en tynn stripe sinober, ga de vanligste fargekombinasjonene. I dag oppfattes ofte fargebruken å være underlagt et regelverk nesten tilsvarende rigorøst som for norske bunader. Det var langt fra tilfelle. Flere var friskt malt i nyanser av blått og rødt, men som hovedregel begrenset dekoren seg til stevnene, øverste bordgang og ripa.Trøndrene kunne i tillegg koste på seg en forsegjort dekorasjon på toppen av roret - et lite tegn på at trønderne elsket sine båter med samme inderlighet som de øvrige kystboere, og om nå farkostene umiddelbart virker noe mer unnselige enn naboenes i nord, så er det båter som inngir respekt og beundring gjennom lengre tids bekjentskap. De mest ihuga tilengerne synes stadig å “ta laus” når båtene omtales.Historisk møte mellom vikingskipet"Hjemkomst" og åfjordfembøringen "Tidens Arv" under foreningen Kystens landsstevne i Horten 1982. (Foto: Ingvar Johnsen)


11. oktober 2009.Kære Mette!Tak for din opringning. Det var en god opfølgning på din sms i morges, og det havde du jo selv fundet ud af. Vi bliver jo ikke forbavsede, når der kommer en kort besked fra dig. Jeg havde såmænd tænkt mig, at du og Espen var taget til de varme lande, da du skrev til mor, at du var et varmere sted. Livgivende er dine overraskelser da for det meste.Vi taler om dengang, der var vinterkalas på Torfinnsgate med din mor og dine søskende. Da taltes der om vi underforstået, at der var tale om Espen. Nu siger du altid jeg, og - tror vi nok - mener Espen og jeg. Din jeg form anser vi som et udtryk for din frihedstrang, men kunne jo godt ønske, at kun anvendte den, når du virkelig var på egen hånd og brugte vi, når du og Espen var fælles om sagerne.Vore tanker kredser om din færden, lidt oftere end de gør om de to andre døtre. Ikke fordi vi oftere hører fra de to, for det er egentlig ikke tilfældet, jo nok fra Anne lidt mere, men nok bare fordi, du er noget længere væk. Det er nok en lille snert af dine oplevelser, der driver Birgit og jeg gennem vort billedarkiv og kasser med turistbrochurer og sætter vore tanker i gang med næste ekspedition til Nordkalotten. Men også seneste tur har sat sindene i kog, mest på grund af Vesterålen, men også Lofoten. Der er dog nu kommet en lille forhindring ind i billedet, og det er johan Bojers Den sidste Viking sammen med Duuns Juvikingerne, som begge har sat focus på Fosen og Namsen, men tanken om at være frosset inde på en af de små øer i Ålandsøerne virker ikke afskrækkende, og Finmark er heller ikke glemt. Det bliver lidt ensformigt på jernbanen til Valby, og personalenedskæringerne har ikke gjort arbejdet mindre, tværtimod. Jeg klarer mig endnu i Valby, men bruger mere energi på arbejdet nu end tidligere. Jeg har været i Kolding til et to-dages kursus i fællesskabernes Maskindirektiv – midt ind i en megen travl tid, og får derfor ikke så meget ud af kursus, når der hverken er tid til forberedelse eller eftertanke. Det går op for os, at der vil være brug for en god bil også i de kommende år. Vi er kommet til Hinøy med alle tre færger, nu må vi vel tage broen næste gang.Jeg klarer stadig to til tre gange en halv time i løbeskoene hver uge, men nu bliver det fristende, at slå sig ned i sofaen hver aften, når det er blevet mørkt. Det er let at leve sig ind i sidste vinters forfald, mærker jeg.Hav det godt og hils Espen.20091018 BK dagbog.doc


Documents

informationfraenebaer.birgitbokruse.dkinformationfraenebaer.birgitbokruse.dk... · Web viewDer er bjørne. Sidste år havde vi en bjørnemor med to unger. De kom til husene for at