IKON 86

nr. 86 • april/2014

ikon>> Tro i dialog

temaModstandDietrich Bonhoeffers modstand mod nihilisme // Flygtningene fastholder mig på min menneskelighed // Hvis ikke jeg irriterede folk, ville jeg være bekymret // Religiøs registrering eller frihed fra religion?

Klaus Wivelfordi de er mennesker!”“Vi skal kæmpe for de kristne,”

......

......

......

......

..Ind

hold

Vi skal kæm

pe for de kristne, fordi de er mennesker......4

Dietrich Bonhoeffers m

odstand mod nihilism

e......8

Flygtningene fastholder mig på m

in menneskelighed......10

Forsvarstale for en hestebremse......14

Hvis ikke jeg irriterede folk, ville jeg væ

re bekymret......17

Gør ikke som

jeg!......20

Religiøs registrering eller frihed fra religion?......22

Fra mangotræ

ets skygge til fanebærer for dansk kultur og tradition.....26

Klumm

e......27

Magasinet IKON Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en styregruppe under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Redaktion: Eva Bernhagen, ansv. red., [email protected], Lars Buch Viftrup, [email protected], Anne Krabbe-Poulsen, [email protected], Lene Skovmark, [email protected], Martin Herbst, [email protected], Sidsel Hornemann, [email protected], Malene Fenger-Grøndahl, [email protected].

Layout: Jeanette Westh, [email protected].

Forside-billede:

Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35,9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31.

Oplag: 1000.

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen,IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C,e-mail: [email protected]æserbreve/debat-indlæg modtages gerne,dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280.SE-nr. 1663 9397.

E-mail: [email protected]. Formand: Louise Buch Viftrup, [email protected].

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk. Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON,hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse.Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Copyright © IKON-Danmark 2013.ISSN 2246-4042.

22

10

14

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dknummer 86 // side 3

LEDER

Klaus Wivel er sik-ker i sin sag. Den

modstand de kristne i Mellemøsten er udsat for, er der ikke noget frugtbart i. Den nedbryder i stedet for at bygge op, og derfor flygter mange af dem enten til Europa eller USA. Ovenstå-ende synspunkt er Klaus Wivel ikke alene om at have, mange har påpeget det før ham. Det interessante er, at han med sin ateistiske baggrund trænger bedre igennem med sit budskab end en kristen, der mener det samme. I hans mund bliver opråbet om støtte og hjælp til de kristne minoriteter op-fattet som et nuanceret budskab, fordi det ikke er givet, at han mener som han mener. Vi har i denne udgave af Magasinet IKON valgt at sætte et bil-lede af Klaus Wivel på forsiden, fordi vi mener, at debatten om hans bog synliggør modstandens tosidede na-tur: At det nemt bliver en verden af sort og hvid, hvor jeg enten er for eller imod, mens det samtidigt er et flerty-digt begreb; et spændingsforhold, der rummer mange nuancer. Det flertydige giver udslag i, at modstand opleves som menings-løs og ubehagelig, når jeg står midt i det, mens den bliver fascinerende og frugtbar, når jeg er kommet over på

den anden side. ”Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” plejer jeg at sige, når jeg fortolker, hvorfor mod-standen kom ind i mit liv. Det kan lyde kynisk, men er det ikke; det er symp-tom på, at modstanden er kommet på plads i mit liv. For mig er det svært ikke at koble noget politisk på begrebet modstand. Jeg tænker uvilkårligt: modstands-bevægelse, civil ulydighed, friheds-kæmpere. Grupperinger, der er i op-position til statsmagten. (Se artiklerne om Leif Bork Hansen og Dietrich Bonhoeffer) En stor del af diskursen om modstand handler om dens ydre udtryk - for af den følger afgørelse, handling og i visse tilfælde kamp. Men modstand kan også foregå i det indre, det kan være en måde at leve på. Et liv levet i religiøs hengivelse kan anskues som modstand imod det etablerede samfunds regler og normer. Det er ikke en politisk stillingtagen, men en fravælgelse af det materielle liv; en op-givelse af tidligere identitet, ejendom og kultur. (Se artikel om indiske Dev) Den indre modstand kan være en frugtbar vinkel på begrebet, for det åb-ner op for, at jeg kan være i dialog med mig selv om, at der er noget komplekst og uforståeligt i mit liv; noget, der gør,

AF EVA BERNHAGENRedaktør

at jeg oplever en konstant spænding. Hvad sker der, når jeg integrerer mod-standen i mit liv, og ikke ser den som en belastning, men som en mulighed? Og kan man fastholde sin modstand? Giver det mening altid at være imod? Rasmus Modsat er et udtryk man bru-ger om børn og voksne, der gør det stik modsatte af, hvad man beder dem om eller forventer de skal gøre. Når man siger venstre, går Rasmus Mod-sat til højre. Det er for så vidt et uni-verselt kendt fænomen, der går igen i alle kulturer og religioner. Jeg tror, at der findes en Rasmus Modsat i os alle. Her i magasinet skal du møde et par repræsentanter af slagsen (Artiklerne om Bashy Quraishy, indiske Dev og hestebremsen/Martin Herbst). I denne udgave af Magasinet IKON har vi forsøgt at nuancere mod-standsbegrebet og bevare balancen imellem den negative modstand, der kun bringer ondt med sig, og den po-sitive modstand, som det er frugtbart at opholde sig i. Om det er lykkes, må du, kære læser, afgøre. God læselyst!

Rasmus Modsat- kender du ham?


“Vi skal kæmpefor de kristne, fordide er mennesker”

”Under OL i Sotji i Rusland debatte-

rer vi homoseksuelles rettigheder, og det var på tale, at danske politikere skulle boykotte legene for at sende et klart signal om, at vi ikke accepterer undertrykkelse af minoriteter og brud på menneskerettighederne. Det har jeg stor sympati for. Men det slog mig under hele debatten op til OL, at den samme ligefremme debat stadig ikke er der, når det gælder vores holdning til undertrykkelsen af kristne i Mel-lemøsten,” siger Klaus Wivel. Den modstand, han oplever, at der er i den danske befolkning og blandt danske politikere mod Ruslands un-dertrykkelse af homoseksuelle – og mod forfølgelse af homoseksuelle i fx Uganda og mange andre afrikanske lande – har han stor respekt for. Men han mener, at vi i Vesten burde være lige så optaget af kristnes forhold i Mellemøsten. For selv om vi tilsyne-

ladende ikke har lyst til at vide af det eller tale om det, så er det et faktum, at de kristne lider særlig hårdt under undertrykkelsen og uroen i de arabi-ske lande.

Modstand mod at tale om kristne som en særligt udsat gruppe”Det handler ikke om, at vi skal støtte de kristne, fordi de er kristne – eller fordi vi selv er kristne. Man behøver jo heller ikke at være homoseksuel for at støtte homoseksuelles rettigheder. Vi skal støtte dem, der undertrykkes, fordi de er mennesker. For mig hand-ler det om menneskerettigheder, ikke om religion,” siger han. Men samtidig erkender han, at det alligevel handler om religion, forstået på den måde, at de kristne i Mellemøsten undertryk-kes, forfølges, diskrimineres og lægges for had, fordi de er kristne. Og det er vi nødt til at forholde os til, selv om

det af flere grunde åbenbart føles ube-kvemt for os i Vesten,” siger han. Det med det ubekvemme har han tænkt meget over. ”Hvorfor er det pri-mært de højreorienterede i Vesten, der er opmærksomme på overgrebene på de kristne i Mellemøsten? Hvorfor er der en udbredt modstand i den dan-ske regering mod at tale om de kristne som en særligt udsat gruppe?” Klaus Wivel mener, at en del af svaret fin-des i det faktum, at vi i Vesten har et anstrengt forhold til religion. ”Vi har vænnet os til, at religion er en form for overtro, som vi har lagt bag os. Nok mener vi, at vores samfund bygger på kristne værdier, men vi har svært ved at se, hvorfor vi skal forsvare menne-skers ret til virkelig at tro på noget, vi ikke selv for alvor kan tro på. Det er lettere for os at forsvare menneskers ret til at være homoseksuelle. Det har at gøre med vores sekulære samfunds-orden, tror jeg. Vi har i Europa en lang

Interview: Klaus Wivel er ateist og havde aldrig troet, at han skulle skrive en bog om Mellemøstens kristne. Men et møde med en modig palæstinensisk kvinde sendte ham ud på en rejse for at afdække, hvorfor de kristne er ved at forsvinde fra de arabiske lande. Med hjem fik han en overbevisning om, at Vesten bør gøre aktivt modstand mod undertrykkelsen af de kristne.

AF MALENE FENGER-GRØNDAHLJournalist og forfatter


historie, som handler om, at demokra-tiet er blevet til i en kamp mod kirken og religionen, og derfor har vi svært ved at vænne os til, at kristne er ofre, som skal beskyttes. Men det slog mig under mine rejser i Mellemøsten, at kirken dér ikke er en magtfuld kirke, men en kirke, som har levet i mod-sætning til magten eller underlagt en magt, den har måttet alliere sig med for at overleve som minoritet.” Klaus Wivel mener altså, at vores generelle opfattelse af religion, magt og politik gør det svært for os at se klart, hvad der foregår i Mellemøsten, og han erkender, at han selv har været

nogen tid om at få øjnene op for un-dertrykkelsen af de kristne. ”Jeg er selv ateist, og jeg havde al-drig troet, at jeg skulle skrive en bog om Mellemøstens kristne. Men under mine rejser i Mellemøsten kunne jeg jo se, at de kristne led særlig hårdt under de undertrykkende styrer, og at de på mange måder var særligt ud-satte. Efter det arabiske forår er det blevet ekstra tydeligt. De kristne er fanget i den magtkamp, der præger de arabiske lande – mellem islamister og militæret og mellem shiitter og sunni-muslimer. De er virkelig klemt, og jeg mener ikke, at vi kan komme

udenom at se på dem som en særlig udsat gruppe qua deres religion.”

En modig kvinde i BetlehemKlaus Wivel fik selv for alvor øjnene op for de kristnes svære vilkår i de arabiske lande under et ophold på Vestbredden i 2003. Han var taget til Betlehem og skulle egentlig skrive om noget helt andet, nemlig om hvordan æsler blev brugt som transport- og lastdyr under Den Anden Intifada, hvor der var daglige terrorangreb, og israelske vejspærringer blokerede al trafik. I stedet kom Klaus Wivel hjem med historien om Cyrien Khano, som sammen med sin familie var spærret inde i Betlehem. Hele byen var sat under militær administration af isra-elerne, og Cyriens familie, som ellers havde været velhavende, kunne ikke længere sælge deres julekrybber af oli-ventræ i Jerusalems gamle by. Cyrien lod sig imidlertid ikke uden videre slå ud. Den unge kvinde kravlede op på terrassen på familiens hus og tirrede de israelske soldater, som sigtede på hende med deres geværer. Tidligere havde hun smidt en stærkt bevæbnet palæstinenser ud af haven, da han ville bruge den til at sende raketter ind over den sydlige, israelske del af Jerusalem. Cyrien accepterede ikke at blive klemt ihjel mellem konfliktens parter. Om mødet med Cyrien skriver Klaus Wivel i sin bog: ”Jeg har altid tænkt på hende som den mest heroi-ske kvinde, jeg mødte i den tid. (…) skønt Cyrien aldrig fik vist mig de betlehemske æsler, opridsede hendes liv en fortælling om normale famili-ers groteske kamp for at bevare deres værdighed og om de kristnes umu-lige situation.” Tre år senere, da Ha-mas havde vundet kommunalvalget i Betlehem og havde rejst det grønne islamiske flag, besluttede Cyrien at udvandre til Dublin. Men Cyrien blev ikke i Irland. I dag er hun tilbage på Vestbredden og har bygget butik med badeværelseselementer op i hovedsta-

FOTO

: Sofie Amalie Klougart.

Klaus Wivel er mellemøstkender, forfatter og tidligere litteraturredaktør. Han bor i New York og arbejder som Weekendavisens USA-korrespondent.


den Ramallah. ”Det er også en del af historien om de kristne palæstinen-sere, at enkelte af dem nægter at give op”, skriver Wivel.

De gamle og fattigebliver tilbageMen modstanden er som dråber i et hav af juridisk og social diskriminati-on, chikane og forfølgelse, enkelte ste-der ligefrem fordrivelse, og hundre-detusindvis af kristne i den arabiske verden giver med god grund op og flygter eller emigrerer. Andre bliver slået ihjel, inden de når at flygte. ”I Irak var det tydeligt, at det mange ste-der kun var de gamle og fattige krist-ne, der var tilbage. De veluddannede og velhavende, der havde en chance

for at emigrere, var væk. De fleste forudså, at de kristne vil være væk fra Irak, måske fra hele Mellemøsten, i løbet af få årtier,” siger Klaus Wivel. Mødet med Cyrien Khano vakte hans interesse for de kristnes vilkår i Mellemøsten og for at forstå de mange for-skellige årsager til, at andelen af kristne i regionen falder dra-stisk. Han tog på en reportage-rejse til fire lande i regionen: Gaza og Vestbredden, Egyp-ten, Libanon og Irak. Resulta-tet af rejserne blev bogen Den sidste nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden. For at skrive bogen forsøgte Klaus Wivel at trænge ned bag de officielle udmeldin-ger fra kirkeledere og præster om, at muslimer og kristne er

brødre og respekterer hinanden, som de altid har gjort. Han mødtes med almindelige familier, forretningsfolk, journalister, aktivister, kirkegængere og kulturkristne. Næsten overalt gik samme fortælling igen: Vi er bange; vi føler os udsat og truet, og vi frygter for vores liv. Men vi tør ikke sige det højt, for vi er bange for, at vi bliver straffet for vores protester.

Mindretalspositionkræver diplomati”Det var tydeligt for mig, at de kristne har lært sig at være gode diplomater. Sådan er det som mindretal. Jøderne i Europa har i høj grad levet på samme måde. Det handler om overlevelse. Man lærer at holde sig nogenlunde

gode venner med magthaverne og lade være med at kritisere det land, man bor i. Det betyder, at de udtalel-ser, man fx hører præster komme med på stort anlagte dialogkonferencer, ikke er hele sandheden,” siger Klaus Wivel og tilføjer, at det bestemt ikke er uden grund, at de kristne både i Sy-rien og Egypten beskyldes for at have været allieret med henholdsvis Assads og Mubaraks undertrykkende regi-mer. ”Men det er også svært for mig at se, hvad de ellers skulle gøre,” siger han.

Glimt af modstand og håbMen var der slet ingen eksempler på modstand mod undertrykkelsen fra de kristnes side – eller fra de musli-mer, som også lever med undertryk-kende styrer, eller som er uenige i den udlægning af islam, de islamistiske bevægelser står for? ”Jo,” siger Klaus Wivel. ”Der var eksempler på mod-

stand og på mennesker, der udviste et enormt mod ved simpelthen at blive boende og insistere på at leve det sted, hvor

de følte, at de havde ret til at bo.” Han mødte kristne palæstinensere, der var vendt tilbage fra deres eksil i USA, til en kristen landsby på Vestbredden, hvor de havde oprettet et bryggeri og stædigt gennemførte en øl-festival hvert år. Han mødte kristne irakere, der forsøgte at balancere mellem kur-diske og shiitiske interesser i Irak, og en præst i ’skraldebyen’ i Kairo, der har bygget en megakirke og i protest mod, at myndighederne nedslagtede alle deres svin under svineinfluenza-epidemien, fik skraldebyens kristne indbyggere til at nægte at fjerne det organiske affald. ”Der var disse glimt af modstand og håb, som var næsten naturstridige, når man ser på de vil-kår, de kristne lever under.”

Muslimsk støtte til kristneDer er også muslimer, der insisterer på at kæmpe for lige rettigheder for

FOTO

: Sofie Amalie Klougart.

”Mit håb er, at sådan nogle som mig selv,

mennesker, hvis rettigheder krænkes.”vågner op og forstår, at her er en gruppei kristendom og religion i det hele taget,der er sekulære og ikke er specielt interesseret


alle, og som er flove over den måde, de kristne bliver behandlet på. Den palæstinensiske journalist Khaled Abu Toameh, der skriver for den is-raelske avis Jerusalem Post, skammer sig over, hvordan Det Palæstinensi-ske Selvstyre behandler de kristne. ”Som muslimsk journalist skammer jeg mig over, hvad jeg hører om de kristnes forhold på Vestbredden og i Jerusalem, når de taler om de trusler og overfald, de må leve med,” citerer Wivel ham for i bogen. Under de første demonstrationer på Tahrir-pladsen i det centrale Cairo, hvor store folkemængder protesterede mod den diktatoriske præsident Hos-ni Mubarak, stod muslimer og kristne side om side, og også ved andre lejlig-heder har muslimer i Egypten vist de-res støtte til deres kristne medborgere. Fx ved en demonstration foran Ma-spiro TV-bygningen i Kairo i oktober 2011, hvor 50.000 mennesker – både muslimer og kristne - gik på gaden sammen. De krævede, at den muslim-ske guvernør i Aswan-provinsen blev fyret, efter at han havde legitimeret 3.000 vrede muslimers ødelæggelse af en kirke i byen Al-Marinab. Øde-læggelsen kom som en reaktion på, at de kristne ifølge lokale rygter havde genopbygget deres kirke fire meter højere end tilladt. En lokal imam til-skyndede sine tilhængere til at smadre kirken, og da flere tusinde mennesker fulgte opfordringen og smadrede kir-ken, udtalte guvernøren i området, at ”kopterne havde lavet en fejl, og derfor skulle de straffes.” Demonstranterne i Kairo krævede ikke blot guvernørens afgang, men også stop for al religiøs diskrimination.

Kristen splittelseSamtidig er de kristne ofte dybt split-tet internt, og det er også med til at forhindre en samlet modstand fra deres side, mener Wivel. ”Splittelsen mellem de mange forskellige kirke-retninger er jo nærmest grotesk. Det mest slående eksempel var i Gaza,

hvor der er ganske få tusinde kristne tilbage. Alligevel var der ingen solida-ritet mellem de græsk-ortodokse, som er forholdsvis velhavende, og de fat-tigere katolikker; de hadede nærmest hinanden,” fortæller han. Samme sted oplevede Klaus Wivel en muslimsk kvinde, der kæmpede de kristnes sag og satte livet på spil for at hjælpe ham med hans research. ”Tingene er ikke sort-hvide. Der er også muslimer, der kæmper de kristnes sag, og i det hele taget er det ikke et spørgsmål om, at vi skal redde de kristne alene for de kristnes skyld. Forsvinder de kristne fra Mellemøsten, er det et tab for alle, også for de arabiske muslimer,” siger Klaus Wivel.

Stor interesse– men manglende handlingEfter udgivelsen af sin bog har han oplevet stor interesse fra især kirke-lige kredse i Danmark, og det glæder ham. ”Men mit håb er, at sådan nogle som mig selv, der er sekulære og ikke er specielt interesseret i kristendom

og religion i det hele taget, vågner op og forstår, at her er en gruppe menne-sker, hvis rettigheder krænkes,” siger han. Han mener, at den danske rege-ring bør gå langt mindre diplomatisk til værks og supplere sin satsning på dialog med hårdere midler over for de styrer, som undertrykker de kristne. ”Desuden bør vi i højere grad støtte de menneskerettighedsorganisationer, der tør sætte aktivt ind for at støtte de forfulgte kristne,” siger han.Han mener ikke, at det er nogen und-skyldning for ikke at handle, at der er en risiko for, at indblanding fra vestlig side kan fremprovokere hævnaktioner mod de kristne, der ofte opfattes som en slags ’5. kolonne’. Som han skriver i bogen: ”I Vesten er vi bange for, at vi går islamofobernes ærinde.” Men det argument holder ikke, mener Klaus Wivel. Som han skriver i bogen: ”Mig forekommer det at være et forlist argu-ment at undgå at beskrive muslimers diskrimination og had mod kristne, blot fordi meningsmagere, man ikke bryder sig om, vil finde tilfredshed i

at læse om det. På den måde beskytter man dem, der begår overgrebene, ikke ofrene.” Og han tilføjer under interviewet med IKON: ”Vi har med god grund brystet os af rednin-gen af de danske jøder, som vi netop har fejret 70året for. Det handlede om at redde en bestemt gruppe. Vi bør ikke være bange for igen at redde en bestemt gruppe, heller ikke selv om vi har et am-bivalent forhold til kristen-dommen.”

Klaus Wivel: Den sidste nadver. En rejste blandt de efterladte kristne i den arabiske verden. Kristeligt Dag-blads Forlag, 2013.


Bonhoeffers modstandmod nihilismeSammenbrud af meningstrukturer og nazismens tanke om en Fører, der skal lede folket til glorværdig sejr, gør døden til genstand for dyrkelse og heroisering i 30’er-nes Tyskland. Teologen Dietrich Bonhoeffer sætter alt ind på at bekæmpe denne tendens.

Allerede i 1933 hav-de Bonhoeffer adva-

ret mod Hitler og udfordret nazismens idé om Føreren, som han betragtede som en farlig folkeforfører. Teologisk forsvarede han kirken over for statens indgreb, når staten krævede holdning-er og handlinger af kirken, der var uforenelige med kirkens eget teologi-ske udgangspunkt og grundlag. Han forholdt sig kritisk til udsagnet om, at loven skal følges ubetinget, når loven bliver brugt imod sin hensigt som et instrument til at tilsidesætte hensynet til de svageste i det tyske samfund: in casu jøderne. Også loven er henvist til at tjene retten i samfundet. Når Bon-hoeffer allerede i 1933 - og før de fleste andre af sine samtidige - anså forhol-det til jøderne som et spørgsmål om kirkens og statens identitet, hænger det dels sammen med hans personlige erfaringer af konsekvenserne af den nazistiske anti-semitisme for flere af hans venner og familiemedlemmer, dels hans principielle overvejelser om nazismens natur som ideologi, kultur og politik. Bonhoeffer betragtede na-zismen som et udtryk for nihilisme, dvs. en kultur præget af tab af mening. Nazismen ødelægger det tyske sam-

AF PETER LODBERGUniversitetslektor, dr. theol.

fund og den tyske kultur, fordi nazis-men hviler på en nihilistisk tanke om meningsløshed.

Så nazisme som perverteret politisk nihilismeDietrich Bonhoeffer berørte tankerne om nazisme og nihilisme i et af sine fængselsbreve skrevet ca. 10 år efter Hitlers magtovertagelse – i slutningen af 1942 (Bonhoeffer, Dietrich (2006). Min tid er i dine hænder. Vennebreve og teologiske refleksioner 1943-44. København: Aros.) Her stiller han spørgsmålet, om der nogensinde i hi-storien har været mennesker, der har haft så lidt fast grund under fødderne som nu? Han giver udtryk for, at de sidste 10 år fra 1933-1943 har været præget af meningsløshed og fravær af liv. Tiden var præget af nihilisme og eksistentialisme, og deres fortalere var filosofferne Friedrich Wilhelm Nietzsche, Martin Heidegger og Jean Paul Sartre. Der var tale om sammen-brud af kendte meningsstrukturer, hvad enten det gjaldt vestlig arv præ-get af kristendom eller græsk metafy-sisk – eller en blanding af kristendom og græsk kultur. Men ifølge Bonhoef-fer var der dog ingen, som havde for-

udset, at den teoretiske og personlige-eksistentielle nihilisme i hænderne på Adolf Hitler ville blive omdannet til en offentlig politisk magt. Nazismen var i Bonhoeffers øjne en manipulerende, ny-hedensk og perverteret udgave af nihilismen tilsat en sygelig tanke om religiøs og racemæssig renhed. Han anså den nazistiske kultur som et ud-tryk for herskersyge, der i det offent-lige rum var blevet kombineret med gamle og udlevede forestillinger om de gode, gamle germanske tider til-sat en farlig og fuldstændig vanvittig tanke om Tusindårsriget. Den politiske nihilisme genkendte Bonhoeffer i det forhold, at førerdyr-kelse og Føreren selv var hævet over lov og orden. Alt var relateret til Fø-reren, der havde uindskrænket magt. Der var således i den nazistisk inspire-rede tyske forfatning ingen regler for, hvordan Førerens efterfølger skulle findes eller vælges. Han var i rets-lig forstand udødelig. Det er i denne sammenhæng, vi skal se Bonhoeffers ønske om en helt ny begyndelse efter krigen. Der var intet at bygge på i eller efter nazismen.


Opgør med tanken om døden som vej til autentisk livDietrich Bonhoeffer lagde især vægt på, at det var nødvendigt at genvin-de en sund og sand forståelse af og forhold til døden. Nihilismen i Det Tredje Rige havde heroiseret døden. Martin Heidegger havde i sin bog fra 1926 Sein und Zeit beskrevet dø-den som kongevej til at udvikle mu-ligheden for at leve et autentisk liv. Bonhoeffer kendte fra sit eget og sine venners liv også til døden og frygten for døden. Han vendte sig imod ni-hilismens necrophilia. I slutningen af 1942 betonede han i ét af sine fæng-selsbreve, at han fortsat gerne vil se noget af meningen af sit sammensatte og mudrede liv (s. 17ff). Han ønskede ikke at heroisere døden, fordi det ville være det samme som at benægte troen på, at livet som skabt af Gud er stort og dyrebart. Desto mere afviste han at betragte fare som livets mening. Bon-hoeffer kendte alt for godt til frygten for at miste livet. Han elskede livet, men han var også sikker på, at døden ikke kan overraske. Dette skal ikke misforstås som en naiv optimisme. Tværtimod er det en optimisme, der skal forstås som en vilje til fremtid.

Optimismen er det sunde ved livet, og han understreger, at det kan hænde, at dommedag begynder i morgen. Hvis det sker, så lægger han gerne arbejdet for en bedre fremtid fra sig. Men ikke før (s. 27). Det kulturelle og politiske opgør med nihilismen kunne ifølge Bonho-effer ikke overlades til den enkelte. Dertil var opgaven for stor, principiel og vigtig. Det er her han ender sit ar-bejde, der går ud på at formulere en kristen etik som en ansvarlighedens etik – ikke blot for den enkelte eller for kirken, men for hele samfundet. Efter nazismen var det ikke længere muligt at trække sig tilbage fra det of-fentlige område til det private og in-dividuelle område, fordi det ville være det samme som at give nazismen ret og overlade samfundets kultur til en falsk gudløs fromhedsindstilling og praksis.

Efterfølgelse i enmyndiggjort verdenDet er denne tanke om den gudløse og religionsløse myndige verden, der er teologiens positive udfordring. Ef-ter nazismens nihilisme, der har af-sløret verden som gudløs og myndig,

kan man ikke gemme eller glemme sin ansvarlighed under dække af et gudsbegreb, hvor Gud nok skal ordne sagerne til sidst. Den myndige verden udfordrer enhver til på en ny måde at efterkomme Guds krav midt i verden, og i den myndige verden kan Gud ikke længere bruges som undskyldning for ikke at handle ansvarligt. Her er man udleveret til en ny og mere sandfærdig situation over for Gud: Gud lader os vide, at vi må leve livet som dem, der kan klare livet uden Gud (s. 194ff). Derfor er der kun tilbage at leve livet i verden, som Gud selv levede sit liv gennem Jesus Kristus. Tiden og Bibe-lens fortælling om Guds egen tid i ver-den henviser, ifølge Bonhoeffer, men-nesket til at leve i ansvarlighed over for hinanden og kende Jesus Kristus i det lidende menneske. Denne tanke hos Bonhoeffer hænger sammen med hans betoning af, at kristen tro er kon-kret og placerer mennesket midt i li-vet som det sted, hvor man tager del i Guds afmagt i verden.

TV: “Hvordan man end vender og drejer det, så er det jo et kors med det kors,” siger rigsbiskoppen for De Tyske Kristne, Ludwig Müller, på denne kari-katurtegning fra 1932. FOTO: Mary Evans Picture Library. TH: Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) er kendt som én af de få tyske teologer, der aktivt gik ind i modstanden mod nazismen og forsvarede jøderne. Han blev hængt d. 9. april 1945 på ordre fra Adolf Hitler. FOTO: ctm.uca.edu.au.


”Flygtningene fastholder mig på min menneskelighed”

Næsten hver søn-dag står Leif Bork

Hansen foran Sandholmlejren i Nord-sjælland og protesterer mod det, han opfatter som en umenneskelig, uret-færdig og uværdig asyl- og udlæn-dingepolitik. Sammen med ham er en flok trofaste venner og kampfæller or-ganiseret i netværket Bedsteforældre for Asyl. Med jævne mellemrum står Leif Bork Hansen også på pladser og torve i København og holder taler for at skabe opmærksomhed om det, han opfatter som en stor uretfærdighed: at mennesker, som efter en lang flugt har opholdt sig længe på asylcentre i Dan-mark, får afslag på asyl – også selv om de ofte har været udsat for overgreb og tortur. Eller at familier på flugt trues med splittelse, fordi kun dele af fami-lien får asyl, mens resten står til udvis-ning. Også her er det ofte medlemmer af Bedsteforældre for Asyl, der udgør en væsentlig del af tilhørerne og de øvrige talere.

Fra sognepræst i Lyngbytil flygtningepræstLeif Bork Hansen er selv bedstefar, og han tænker ofte på den forskel, der er på hans egne børnebørns livsvilkår og så de livsvilkår, som asylbørnene i centrene rundt omkring i Danmark bliver budt. Men det er ikke først og fremmest som bedstefar, han proteste-rer og gør modstand. Det er som men-neske med en dyb kristen tro, en stærk teologisk bagage og mange årtiers tje-neste som sognepræst i Den Danske Folkekirke. Centralt i hans erfaringer – og i offentlighedens syn på Leif Bork Hansen, i en periode bedst kendt som ’flygtningepræsten’ - står den retssag, hvor han blev dømt for at have skjult 29 serbiske flygtninge, der havde fået afslag på asyl og stod til udvisning til Østslavonien. Dommen faldt den 25. maj 1999 i retten i Lyngby. Den lød på 20 dages betinget hæfte for overtræ-delse af den såkaldte ’menneskesmug-lerparagraf ’ i straffeloven, der kan give op til fire års fængsel. Dommerens ud-

melding var klar: En overtrædelse af loven skal straffes, uanset hvad moti-vet bag overtrædelsen er. Det var en markant dag i dansk retshistorie, for det var første gang, en person – tilmed en præst i Folkekirken – blev dømt for at have skjult flygtninge.

Når loven ikke slår tilLeif Bork Hansen fastholder, at han respekterer systemet. Alligevel har han bevidst og åbent brudt loven ved at skjule et større antal flygtninge. Han har taget sin straf for det, men han mener fortsat, at det kan være nødvendigt at bryde reglerne, at yde fredelig modstand, så at sige, det som af nogle betegnes som civil ulydighed. Men hvad betyder det, set fra Leif Bork Hansens side? ”Civil ulydighed er den sidste ud-vej, som man må ty til, efter at alle andre udveje er prøvet. Det er ikke et spørgsmål om, at man ikke vil holde loven, men om at loven ikke slår til. Er der noget over loven? Ja, det mener

Interview: I 1999 blev han som den første dansker dømt for at have skjult flygtninge, og han blev både støttet og angrebet af sine kolleger i Folkekirken. Nu er ’Flygtninge-præsten’ Leif Bork Hansen gået på pension, men hans engagement i flygtningesagen fortsætter – for med Kierkegaard i baghovedet er modstanden uundgåelig, mener han.


Leif Bork Hansen (f. 1942) er pensioneret sog-nepræst ved Lyngby Kirke. Han har forsket i Søren Kierkegaard og været medlem af Søren Kierkegaard Selskabets bestyrelse. Bork Han-sen blev kendt sidst i 1990'erne for at begå civil ulydighed ved at hjælpe 29 afviste ser-biske asylansøgere med at gå under jorden.FOTO: Sif Meincke.


jeg, at der er. Derfor blev jeg presset ud i civil ulydighed, da jeg oplevede, at loven ikke slog til. Det var en be-slutning, jeg måtte træffe alene, for jeg mener, at den slags beslutninger kan man kun træffe alene. Og det er ikke noget, man gør af lyst, men af nød. Ci-vil ulydighed kan man gøre åbent eller skjult. For mig var det nødvendigt fra begyndelsen at træde offentligt frem i håb om at kunne råbe systemet op og ændre afgørelsen for disse menne-sker.” Leif Bork Hansen havde tidligere været engageret i blandt andet en gruppe bosniske flygtninge og havde været med til at sikre, at de bosniske børn kunne få lov at gå i skole, selv om loven egentlig ikke tillod det. Da en lokal skoleleder gik med til at lade børnene komme i skole, og sagen blev offentlig kendt, var det medvirkende til, at et flertal i Folketinget ændrede reglerne. Ifølge Leif Bork Hansen et godt eksempel på, hvordan civil uly-dighed ret udramatisk kan fungere som et godt korrektiv til politikernes ikke altid lige heldige beslutninger.

Sagen omde østslavonske flygtningeMere dramatisk blev det imidlertid med sagen om de østslavonske flygt-ninge. En sag, Leif Bork Hansen ikke havde set komme. Men den blev hans, da han i september 1998 blev kontak-tet af nogle østslavonske flygtninge, der stod til udvisning efter at have fået afslag på asyl. De turde ikke vende tilbage til Østslavonien, som kort for-inden var blevet kroatisk territorium, og hvor de derfor som etniske serbere var uønskede, og de var sikre på, at de var i livsfare, hvis de blev sendt tilba-ge. Leif Bork Hansen kendte intet til forholdene i Østslavonien og brugte noget tid på at sætte sig så godt ind i forholdene, som muligt. ”Det var ikke vigtigt for mig, om det var serbere, muslimer eller kroater, der var i nød; spørgsmålet var, om de ikke kunne vende tilbage. Det fik jeg siden kritik

for. Da en mand hørte, at jeg også hjalp musli-mer, sagde han, at han mistede alt for mig.” Andre mente, at Bork Hansen havde mistet hovedet, eller at han troede, at han var klogere end an-dre. Det afviser Leif Bork Hansen. Men han mener, at når vi står over for afgørende beslutninger, som har indflydelse på andre menneskers skæbne, har hjertet forrang for ’fornuften’, i hvert fald den kolde ratio-nelle fornuft, som vil argumentere for, at lovene i et demokratisk samfund må holdes, hvis demokratiet skal be-vares.

Beslutningen om at handle imod loven”Hvis vi ikke tør handle, når loven er utilstrækkelig, bliver det et menneske-fjendsk samfund. Filosoffen Hannah Arendt har jo behandlet det spørgs-mål forbilledligt med udgangspunkt i 2. verdenskrig og den måde, hvorpå selv topnazisterne forsvarede deres forbrydelser med, at de handlede ef-ter ordre, og at det ikke var dem, der dræbte jøderne. De ekspederede bare sagerne, gjorde deres pligt. Adolf Eichmann, der regnes for en af hoved-arkitekterne bag Holocaust, forsvare-de sig på den måde. Det var tilfældigt, at det var mig, der sad der, sagde han. Men det var ham, der sad der. Vi kan aldrig sige, at det ikke er vores ansvar. Når vi bruger loven til at holde andre ude, er der noget galt. Lovens vigtig-ste opgave er at beskytte de værgeløse. Når loven bruges til at undertrykke og holde den værgeløse ude, er det tid til civil ulydighed.” Tiden var altså kommet for Leif Bork Hansen, følte han. ”Flygtningene pressede på, for at jeg skulle handle. Min kone var taget af sted på et flere

uger langt udenlandsophold i forbin-delse med sit arbejde, så jeg var alene hjemme. En aften tager jeg beslutnin-gen. Jeg ved, at nu gør jeg noget, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Jeg med-deler vores datter, at i morgen går jeg ud og siger, at nu skjuler jeg dem. Jeg sagde det også til min svoger. Jeg tog beslutningen alene, og her var Kierke-gaard en hjælp. Ham har jeg altid haft med. Jeg læser ham hver eneste dag, og i de her forløb var det ekstra vigtigt for mig.” “Disse mine mindste brødre”Overvejede han ikke at stoppe dér og sige, at nu havde han gjort, hvad han kunne inden for lovens rammer? Han var gået i forbøn for flygtningene og havde taget de tæv, der fulgte med, da han som præst udtalte sig så klart i en politisk betændt sag. Han kunne vel forudse, at han ved at skjule flygtnin-gene stod til langt flere tæv? ”Jo, men den mulighed at stoppe dér var der slet ikke. Jeg kendte jo de her mennesker. Så nej, jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Men jeg var bange for, om jeg havde modet til rent faktisk at gøre det – om jeg turde.” Men hvor fik han modet fra? ”Jeg kan ikke vide det. Men jeg tænker, at det centrale er, at Gud fin-des, og at Guds søn findes. Jesus har jo sagt det meget tydeligt, f.eks. i Ver-

Leif Bork Hansen i en demonstration mod udvisning af alvorligt psykisk syge asylansøgere den 1. november 2013 på Nytorv i København. FOTO: Bent Dahl Jensen.


densdommen i Matthæusevangeliet: ’Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig’. Og hvad vil det sige? Jesus siger det selv: ’Alt, hvad I ikke har gjort mod én af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!’ Så den, der forkaster den fremmede, forkaster Guds søn.” Krigen, Kaj Munkog samvittighed Efter en eftertænksom pause fortsæt-ter Leif Bork Hansen: ”Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvor jeg har haft den bevidsthed fra. Men det er noget, jeg i høj grad har haft med hjemmefra. Min far var præst i Løn-borg, og under 2. verdenskrig kom der nogle ungarske soldater, som var tvunget med på tysk side. Tyskerne havde sagt, at de ville tage konerne og børnene og bruge dem som gidsler for at få de ungarske soldater til at makke ret. Den ungarske kommandant kom så til min far og bad ham om at hjælpe dem med at skjule sig. Ville min far ikke det, ville kommandanten skyde sin kone og sin datter og derefter sig selv, sagde han. Min far bad om be-tænkningstid. Så spurgte han sogne-rådsformanden til råds, og han sagde ’det må vi hellere gøre, ellers kommer vi nok til at fortryde det resten af vo-res liv’. Så var beslutningen taget. Det var ikke noget, min far talte så meget om, men der var nogle minder om det i mit barndomshjem. Der var en ungarsk-dansk ordbog og et Kristus-hoved, som en af de ungarske solda-ter havde skåret ud og givet til min far. Ordbogen er på Frihedsmuseet i dag, Kristushovedet hænger nu på mit kontor.” Også Kaj Munks martyrium gjor-de indtryk på Leif Bork Hansen som barn, fordi digterpræsten var præst i nabosognet, og Leif Bork Hansens far tålte ikke, at der blev talt dårligt om

ham i hjemmet. ”Den dér bevidsthed om, at den enkelte må gøre op med sin samvittighed, hvad der er rigtigt at gøre, lå der i mit barndomshjem. Det er nok en arv, jeg ubevidst har fået med. Mine forældre var meget bange under krigen og frygtede, at tyskerne skulle tage gidsler. Den arv havde jeg med, og da sagen med østslavonerne var mest højspændt, fik jeg et brev fra Kaj Munks datter, hvor hun skrev: ’Hej Leif. Min far talte altid om, at man skal adlyde Gud mere end men-nesker. Noget er vigtigere for vores land end loven. Det er retfærd’. Det kan jeg kun skrive under på. Man må følge sin samvittighed.” Jesus i SandholmlejrenEndnu en gang vender han tilbage til Kierkegaard: ”Kierkegaard fastholder det meget væsentlige, at vi aldrig kan vide noget med sikkerhed. Vi kan tro noget og vælge at handle ud fra den tro. Vi må handle, selv om vi ikke ved, hvad det medfører. Tilværelsen er risi-kabel. Du ved heller aldrig, hvad civil ulydighed ender med,” siger han og tilføjer: ”Kierkegaard mente, at kir-

ken havde forrådt det hele. Det må vi også forholde os til, at kirken risikerer at gøre i dag. Jesus er i alle de men-nesker, der lider nød og har brug for hjælp og beskyttelse. Vil du have et personligt forhold til Jesus, så gå op til Sandholmlejren; der findes han.” Derfor skjulte Leif Bork Hansen 29 østslavonske flygtninge, og derfor har han siden hjulpet mange flygtninge, der har søgt hjælp hos ham. Derfor er han med i bevægelsen Bedsteforældre for Asyl og står søndag efter søndag foran Sandholm. ”Der står jeg ikke som teolog eller tidligere præst, men som menneske. Vi er ateister, jøder, kristne osv. For mig som kristen er det afgørende, hvad Kierkegaard har sagt om, at evangeliet ikke kan siges i én sætning; der følger altid en kon-trasætning: Gå hen og sælg alt, hvad du ejer. Har du gjort det? Gud er den, der forsoner. Har du gjort det? Gud er kærlighed. Har du vist kærlighed? Der er altid denne tilføjelse: Har du gjort det? Det må vi spørge os selv om, og i det lys er de flygtninge, som det er blevet min skæbne at møde, en gave til mig. For de holder mig fast på min menneskelighed.”

Artiklen er et redigeret uddrag af et kapitel i antologien Ulydighed og etisk dynamik (red. Cecilie Eriksen), Klim, 2013. http://klim.dk/bog/Ulydighed__og__etisk_dynamik.htm.

Forsvarstalefor en hestebremse

Martin Herbst skriver om hestebremsen, der bider alt, som er tungt og stillestående. Statsmagter, byer, menne-sker; ja, selv folkekirken, den store dovne hest, får også et stik. Der løber en direkte linje fra Sokrates over Luther til Kierkegaard, blot for at nævne nogle af historiens be-rømte hestebremser.

Hvorfor valgte Sokrates (f.Kr. 469 - f.Kr. 399), den største af alle filosof-fer, at beskrive sig selv som en he-stebremse? Ifølge hans elev, Platon (427-347 f.Kr.), er det sådan, han ønskede at blive husket af eftertiden. Det fremgår af Sokrates’ Forsvarsta-le, hvor Platon lader sit forbillede be-tegne sig selv, ikke som en vismand, læremester eller et moralsk forbil-lede, men som en, ”der bogstaveligt talt er blevet sat på byen af guden, som om byen er en stor og ædel hest, der på grund af sin størrelse er lidt tung i det og har brug for at blive vækket af en hestebremse. Det er i den egenskab guden har sat mig på byen: jeg holder aldrig op med da-gen lang at sætte mig på jer og stikke hvor jeg kan, for at vække, overtale

AF MARTIN HERBSTPRÆST

eller kritisere hver enkelt af jer.” Om end Sokrates’ liv var fuldt af spørgs-mål, betvivlede han ikke sin opgave. Den bestod i at vække folk af deres åndelige dovenskab. Han ønskede at give dem et stik eller et spark bagi, så de vågnede op og udlevede deres po-tentiale som autentiske mennesker.

Filosofiens hestebremsekultur Sokrates er gået over historien som en stor hestebremse. Men han var ikke den eneste. Man kan snarere betegne ham som eksponent for en kultur af hestebremser, der i afgøren-de forstand har formet vestlig kultur. Uden deres stik, bid, gift og spyt var den europæiske hest aldrig kommet ud af sin bås eller over i en anden bane. Hvad angår den filosofiske

tradition er Diogenes af Sinope (412 f.Kr-323 f.Kr.) en hestebremse med et særligt frækt bid. Platon omtaler ham som en ’rasende Sokrates’ So-krates mainomenos. Hans samtid be-skrev ham som en ’hund’. Det græske ord for hund er kyno. Denne nedla-dende titel, der senere skulle gøre ham til forfader til den filosofiske skole ’Kynismen’, blev tildelt ham, fordi han opførte sig som en hund. Han levede i det fri, fuldstændigt ligeglad med penge, status og magt og brugte gaden som sit toilet. På det filosofiske plan var han fræk som en slagterhund. Han viste tænder, gø-ede og bed fra sig, når han fandt det nødvendigt. Det gjorde han tit. Hans bidske angreb var rettet mod både høj og lav. Engang råbte han højt:


FOTO: Miguel Saavedra, www.sxc.hu.

’Hertil mennesker!’ Og da de kom strømmende til, bearbejdede han dem med sin stok med ordene: ’Det var mennesker, jeg råbte på, ikke uhumskheder.’ En anden gang fik han fornemt besøg. Selveste Alexan-der d. Store havde hørt om filosoffen og opsøgte ham. Da han langt om længe fandt Diogenes henslængt på torvet, angiveligt i færd med at tage solbad, spurgte han, om han kunne gøre noget for ham. Dertil svarede Diogenes: ’Flyt dig lidt, du skygger for solen!’ Den slags slipper man ikke godt fra at sige til Alexander d. Store, og en af Alexanders soldater spurgte, om han skulle hugge ’hunden’ ned på stedet. Men Alexander lo blot og svarede, at hvis han ikke havde været Alexander, ville han have været Dio-

genes. Diogenes’ bid var usmagelige, men det var hans anliggende ikke. Han ønskede at provokere folk til at få øjnene op for livets sande værdier og bevidstgøre dem om, at vi alle er verdensborgere, kosmou polites.

Moses, Esajas, Johannesog alle de andre hestebremserDet bibelske landskab er kendeteg-net af hestebremser. Tænk på Moses, der i den grad irriterede Farao, at han fik hele hans hær på nakken. El-ler på profeten Esajas, der gik nøgen rundt i tre år, for at vække sine med-borgere af deres åndelige dvale. Det må da have udløst et hævet øjenbryn eller to. Eller hvad med Johannes Døberen, hvis kritik af Kong Hero-des’ intrafamiliære seksuelle udske-

jelser kostede ham livet. Én gang he-stebremse, altid hestebremse. I den kristne historie er der også tradition for gode hestebremsebid. Kirkefaderen Gregor af Nazians (330-390) blev beskyldt for at være sindssyg. Det skyldtes, at han lo, når hans bispekolleger drøftede alvor-lige temaer som kirkens økonomi og status. Han var selv biskop over Konstantinopel, men fyrede sig selv i 381. Ved den lejlighed holdt han en tale til sine kolleger, hvor han med bitter ironi bemærkede, hvor overra-sket han havde været over, at biskop-perne sultede efter de fattiges penge for at mætte kirken. Så forlod han det oprørte selskab for at tilbringe resten af sine dage med at meditere over Guds visdom.



Martin Luther var også en hestebrem-se, som nød at bide fra sig. Med brod-den rettet mod sin samtids kirkelige magtelite udtalte han engang, at han fik sine bedste ideer, når han sad på tønden. Var Luther unødig vulgær i sit ordvalg? Skulle han have dæmpet tonen lidt? Det kommer an på, hvil-ken synsvinkel man betragter sagen fra: hestens eller hestebremsens. I Lu-thers øjne var kirken en stor, doven hest, der havde brug for et ordentligt spark bagi i.

Forargelse og irriationleder til Kristus Samme bevidsthed genkender vi hos Grundtvig og Kierkegaard. De fik begge det kirkelige etablissement på nakken. Kierkegaard mente ligefrem, at man ikke kan komme ind til kri-stendommens kerne, hvis man ikke er blevet godt og grundigt irriteret over Jesus. Dette eksistentielle irritations-tadie benævner han ’forargelsen’. Kun gennem forargelsen er der en vej til Kristus, eller til sandhed i det hele ta-get. Det er et hovedargument i værket Filosofiske Smuler. Som sit sidste pro-jekt prøvede han selv at legemliggøre forargelsen med sine bidske udfald mod kirken. Hvad angår folkekirken, og med ’folkekirke’ forstår jeg her dens medlemmer, ansatte og ledelse, er der, efter min mening, for langt mellem et godt bid fra deres side. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen, hvis jeg siger, at der er mere hest end hestebremse over folkekirken. Den reagerer på bid, men bider ikke selv. Hvad mon holder den tilbage? Jeg kunne godt ønske mig lidt flere bid fra kirkens side. Den har

formatet til det, og det ville pryde de-batten. Her kan vi med fordel tage ved lære af den nu afgåede, engelske ær-kebiskop Rowan Williams. Ham var der bid i, hvad enten de var rettet mod social apati eller åndelig dovenskab.

”Du skal lære ved at lide”Kultur er utænkelig uden hestebrem-ser. Nævn mig en betydelig skikkelse i den europæiske åndshistorie, der ikke også var en hestebremse! Hvor ind-byrdes uenige Moses, Sokrates, Dioge-nes, Origenes, Gregor af Nazians, Lu-ther, Voltaire, Kierkegaard, Nietzsche, Grundtvig, Freud, Munk, Arendt og en sværm af andre har været, så var de fælles om at stikke og bide. I vor egen tid lever denne kultur videre i interna-tionale skikkelser som Nelson Mande-la og Mandala Yousafzai såvel som vor egen Pia Kjærsgaard, Yahya Hassan, Henrik Højlund, Kjeld Holm, Sørine Gotfredsen m.m. Kan man tale om hestebremsebid af høj og lav kvalitet? Utvivlsomt. Men lille bid har også ret. De kan være katalysator for ny indsigt. Det fremhæver Hans-Georg Gadamer i sit klassiske værk ”Sandhed og Me-tode” med denne rammende formule-ring: ”Vi gør erfaringer ved, at noget vækker anstød, nemlig det, der ikke føjer sig efter vores forudfattede me-ninger. Derfor er spørgsmålet mere en liden end en handlen. Spørgsmålet trænger sig på. Vi kan ikke længere undvige det og holde det fast ved vo-res vante mening.” Smerte og sandhed er med andre ord to sider af samme sag, jævnfør det græske mundheld pathei mathos ’du skal lære ved at lide’. I forlængelse af

dette kan man tilføje, at ordet ’irritere’ også formidler noget opløftende. For det kommer både af det latinske ir-ritare ’at ægge’, ’at pirre’, men også af oriri ’at stige op’, ’at rejse sig’, ’at opstå’. Sidstnævnte betydning kender vi i or-det ’orient’. Indikerer ordet dermed, at man ikke kan komme op på et højere niveau, med mindre man forholder sig til det irriterende i livet? Skal man anerkende mørket for at nyde solop-gangen? Forholder det sig som med muslingen på havets bund: At den smukkeste perle er utænkelig uden det lille, irriterende sandkorn?

“Der er mere hest end bremse

Hvad mon holder den tilbage?”men bider ikke selv.Den reagerer på bid,over folkekirken.


“Hvis ikke jeg irriterede folk, ville jeg være bekymret”

Interview: På væggen i Bashy Quraishys kontor hænger et stort billede med teksten ’Årets mest irriterende dansker’. Billedet stammer fra 2002, hvor Bashy kom på forsiden af Ekstrabladet. Selv er han tilfreds med, at hr. og fru danmark er irriterede på ham, for det bekræfter ham i, at han er på rette vej. IKON har mødt Bashy til en snak om hans modstand mod diskrimination og engagement i kampen for et inkluderende samfund.

Bashy på sit kontor. FOTO: Lene Skovmark.


Bashy Quraishy er født i Indien, men

flyttede med sin familie til Pakistan, da de to lande blev delt i 1947. Han fortæller: “Jeg ønskede at læse filosofi, men min far bød mig at blive ingeniør. Han mente, at der var flere penge og mere prestige i at blive ingeniør eller læge. Som ung rejste jeg til Tyskland for at studere, men efter to års ophold rejste jeg til USA, hvor jeg afsluttede mine studier. Jeg overvejede at rejse hjem til Pakistan, men da jeg fik et godt job i Canada, besluttede jeg at flytte til Montreal. Det gjorde min far vred, og da jeg fortalte om min beslut-ning, lød svaret: “Du er ikke min søn, bliv hvor du er, for mig er du død!”. Det var et chok for mig, men jeg valgte at tage det som en udfordring. Senere kom jeg til Danmark som turist, og er blevet her lige siden på grund af den danske venlighed og frihed for den enkelte. Trods gode kvalifikationer lykkedes det ikke for mig at få arbej-de som ingeniør, men jeg fik arbejde som assisterende manager på et hotel uden for København i nogle år. Jeg var stadig rastløs, men da jeg i 1980 fik et barn med en dansk kvinde, valgte jeg at få dansk statsborgerskab.”

Labour of loveBashy Quraishy blev hurtigt invol-veret i flere NGO’er i Danmark og Europa. Han blev vicepræsident for Indvandrerrådet og var med i den europæiske NGO-bevægelse, Star-ting Line, som i EU kommissionen

fik indført Europas første antidiskri-minationslove. I 1998 var han med til at starte ENAR (Europæisk netværk mod racisme), hvor han var præsi-dent i otte år og arbejdede tæt sam-men med Institut for Menneskeret-tigheder i Danmark. Han kalder sit engagement for et 24 timers kærlig-hedsarbejde, labour of love. “Gennem mit engagement i ENAR oplevede jeg, at diskriminationen bredte sig fra at være rettet mod ikke vestlige etniske minoriteter og romaerne, til at blive religiøs diskrimination mod jøder og muslimer. Jeg blev inviteret til Israel i 2005, og efterfølgende i 2007 tog jeg initiativ til at etablere en europæisk jødisk-muslimsk platform for forstå-else og samarbejde mellem parterne. Dette initiativ findes i 8 lande, også i Danmark.“ Bashy har skrevet mange artikler og pjecer om anti-semitisme, blandt andet: ’Islamofobi og Antisemitisme - to sider af samme mønt’. Han me-ner, at jøder og muslimer bør arbejde sammen, for de har mere til fælles end jøder og kristne har, både historisk og dogmatisk.

Uhellig alliance skaber islamofobiSelv om Bashy Quraishy er integreret i det danske samfund, hører han stadig bemærkninger af og til, som: “Du skal være taknemmelig, fordi du får lov til at bo i Danmark” eller “rejs hjem!” Dertil er hans svar: “Jeg er hjemme, jeg rejser ingen steder!” Han oplever

en mistænksomhed over for ikke-vestlige grupper især i den nordlige del af Europa, hvor man ikke har haft så meget kontakt med andre kulturer. I stedet for at tage positivt imod udfor-dringerne ved kulturmødet, fortsætter man med at have den holdning, at ’vi er bedre end de andre’. Han mener, at den tiltagende islamofobi i høj grad er skabt af, hvad han kalder en uhellig alliance mellem pressen, politikerne og befolkningen.: “Visse medier og politikere har deres egen agenda. For eksempel har Ekstrabladets kampagne mod fremmede og Dansk Folkepartis retorik været medvirkende til, at mod-viljen og frygten i forhold til muslimer inden for de sidste 10-15 år er blevet så udbredt.” Han uddyber: “Muslimer bliver skåret over én kam, på trods af at de kommer fra 60 forskellige lande, der hver har sin egen historie, kultur og religiøse praksis. Når der er slags-mål, nævnes det ofte i medierne, at en ung anden generations indvandrer har slået en dansker ned. Så skriver fru Jensen et læserbrev om, at det er for dårligt og en uacceptabel adfærd. Politikerne reagerer på sådanne en-keltstående tilfælde med at skælde alle mindretal ud offentligt.”

Nødvendigt at modarbejde fordommeFor Bashy Quraishy er oplysning et afgørende element i arbejdet med at nedbryde fordomme: “Der er meget misinformation, uvidenhed og gene-raliseringer ud fra enkeltpersoners handlinger. Medierne er også med til at udbrede den opfattelse, at folk kom-mer for at udnytte systemet. Det er der nogle få, der gør, men de fleste ønsker at arbejde og skabe et bedre liv for sig

AF LENE SKOVMARKÅndelig vejleder og præst

“Det er vigtigt for landets fremtid,

og ikke så snævert!”At vi tænker mere inkluderende og altomfavnendehvad det vil sige at være dansk.at vi udvider forståelsen af,


selv og deres familie. Jeg tror, at mino-riteternes modstand mod samfundet i mange tilfælde er en reaktion på den måde, som det behandler dem på. Vi skal ikke acceptere det, de gør, men disse unge mennesker er ikke født op-rørske - jeg er overbevidst om, at vi er et produkt af det samfund, vi lever i, og ingen er født onde eller gode, men uskyldige.“ Bashy Quraishy under-streger, at måden at opfatte andre på må ændres gennem bl.a. uddannelses-systemet. “Skolebøger er ofte fulde af fordomme. Vi bør have tekstbøger, som omtaler mennesker som men-nesker, og ikke som grupper. Så vi fra barndommen lærer, at vi er en del af universet, af en større verden. Børn diskriminerer ikke andre, men de overtager, hvad de hører fra omgivel-serne.” For at fremme integrationen, stiftede Bashy i 2010 organisationen EMISCO, som arbejder på at vække bevidsthed blandt muslimske grupper om deres rettigheder, og hvordan de selv kan være med til at bekæmpe isla-mofobi gennem at respektere lovene,

lære sproget, tilpasse sig kulturen og opføre sig anstændigt.

Definér begrebet ‘dansk’?Bashy efterlyser større forståelse og ikke kun tolerance over for bestemte befolkningsgrupper: “Mange tror sta-dig, at Danmark er et monokulturelt samfund. Men vi må huske på, at vi i dag er et interkulturelt, inter-etnisk og interreligiøst samfund. Desværre har danskerne glemt det faktum, at fremmede oprindeligt blev inviteret til landet, at danskerne selv har været med til at gøre Danmark til det, det er i dag. Den etniske mangfoldighed er med til at gøre Danmark til et smukt land.” “Regnbuens farve er ikke hvid, men består af mange farver. Vi har tilført farve til danskerne, også hvad angår madkulturen”, tilføjer han med et smil. “Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men må acceptere, at tingene har æn-dret sig. I Danmark er 155 nationalite-ter repræsenteret, 8% af befolkningen har ikke-dansk baggrund, heraf kom-

mer 4% fra ikke-europæiske lande. Det er vigtigt for landets fremtid, at vi udvider forståelsen af, hvad det vil sige at være dansk. At vi tænker mere in-kluderende og altomfavnende og ikke så snævert. Tilflyttere skal naturligvis indordne sig under dansk kultur, men de etniske minoriteter behøver ikke overtage alt, hvad der er dansk. Det er som en buffet med forskellige ret-ter: det er op til den enkelte at tage det til sig, som man ønsker. Jeg betragter mig selv som integreret, men drikker hverken øl, spiller fodbold eller flager med det danske flag. Er jeg mindre dansk af den grund? Har du dansk statsborgerskab, så er du dansk.” For Bashy Quraishy er prisen som ‘Årets mest irriterende dansker’ en ærestitel, der på bedste vis beskriver hans særlige måde at gøre labour of love til det danske samfund og under-streger dette ved at afslutte samtalen med ordene: “Jeg kritiserer, fordi jeg elsker dette land.”

Bashy Quraishy har i mere end tredive år kæmpet for minoritetsgruppers rettigheder, er en ivrig debattør, har skrevet 10 bøger, var fra 1980 til 2002 meget synlig i me-dierne og havde en overgang sit eget tv program, Bashy’s Corner. Han blev i 2002 af Ekstrabladet udnævnt til at være årets mest irriterende dansker. FOTO: Lene Skovmark.


Gør ikke som jeg!

Ordene kommer fra Dev, en indisk

mand sidst i 50’erne, der som ung tog en dramatisk beslutning og nu har tilbragt over halvdelen af sit liv med bjerget, Arunachala, og guruen, Ramana, som sit åndelige centrum. Han bor ude i en lille skov, langt fra anden beboelse. Selv hans hus er helt dækket til af træer og buske. Men når man kommer indenfor i halvmørket, er der en behagelig atmosfære, og samtalen flyder lige fra første stund. I halvanden time suges jeg ind i en fortryllende verden og bare lytter til ordene fra denne meget veltalende og inspirerende mand, mens han fortæl-ler om sit liv.

En privilegeret,ikke-religiøs opvækstDev kommer fra en velhavende fami-lie i Assam, som grænser op til Bang-ladesh. Som ung blev han sendt på kostskole, først på en irsk-katolsk sko-le, og siden på en sekulær skole langt væk hjemmefra. Da han først lærte at læse, åbnede en verden af uendelige dimensioner sig for ham. Han brug-te aldrig penge på andet end bøger, og gerne åndelige bøger. Det var her på kostskolen som ung, at han læste bøger af Paul Brunton, som var den person, der mere end nogen anden gjorde Arunachala og Ramana kendt for et større publikum. Men han læste dem uden at vide, hvad de senere ville

AF LARS BUCH VIFTRUPPræst

komme til at betyde. Dev blev uddan-net som journalist og var i gang med en lovende karriere i Mumbai, da han pludselig oplevede det hele uendelig tomt. Skulle han virkelig kæmpe re-sten af sit liv for karriere og materiel sikkerhed? – Det gik op for mig, at jeg stod ved en skillevej. Noget måtte jeg gøre, og jeg vidste med mig selv, at jeg bare skulle sydpå. Hvad jeg skulle der, hav-de jeg ingen anelse om. Med en månedsløn på lommen, uden job at vende tilbage til, startede Dev en søgen efter noget, han ingen ord havde for. Når han kom et nyt sted hen, opsøgte han et ashram og hørte, om der var plads til ham. Han anede

”Jeg kastede mig ud fra klippen, og jeg er stadig i frit fald. Indimellem tror jeg, at jeg har ramt bunden, men så viser det sig, at det bare var et kort ophold.”

FOTO: Lars Buch Viftrup.


ikke hvorfor. Han var nemlig opdra-get uden nogen form for religion. I Auroville ved Pondicherry var der en fyr, som anbefalede ham at tage til Ti-ruvannamalai. Da fyren, som han var blevet venner med, sagde, at der var et bjerg dér, var der noget, der rørte sig i ham. Og inden længe var han taget af sted. Ankomsten til TiruvannamalaiDev ankom til Tiruvannamalai tre dage før Deepam, årets store religiøse højdepunkt, hvor der tændes lys på toppen af bjerget, Arunachala. Der var ingen pladser i ashramet, men en mand, der boede lige ved siden af, gav ham straks mad og husly. – Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. De næste tre dage flød jeg afsted. Jeg fulgte bare mine fødder. Det var som om, at de vidste, hvor jeg skulle hen. Jeg tog i Ramana Ashram, gik runder-ne i templet. Fulgte vejen op ad bjerget til Skanda Ashram. Ned igen. Hen til templet. Ind til det allerhelligste. Ud igen. Rundt om hele bjerget. Inden der var gået tre dage, var jeg forvandlet. Jeg var en blue jeans type. Jeg havde

aldrig haft en lungi (et traditionelt lændeklæder for mænd) på i hele mit liv. Nu gik jeg rundt med bare tæer og i lungi ligesom de hellige mænd. Devs familie havde ingen anelse om, hvor han var. Han var bare gået ud af sin dør og havde begivet sig sydpå. Et år var han i Tiruvannamalai uden nogen som helst kontakt med sin fa-milie. Efterhånden blev det ubærligt for ham at tænke på den smerte, som han forvoldte sin familie. Og han be-gav sig hjem. Gennem de næste seks år sørgede han for sine forældre, fik sig via familieforbindelser et arbejde som te-smager, og glemte med tiden alt om Tiruvannamalai. Det var først under en ferie, at det gik op for ham, at han jo bare kunne tage tilbage. - Jeg delte ferien mellem min mor, min ven og Tiruvannamalai. Jeg ville bare tilbage og lukke kapitlet med dette bjerg, for det var blevet fjernt for mig de år, jeg var væk, og min karriere i te-branchen var ved at tage fart. Men i stedet for at lukke kapitlet, så åbnede det hele sig igen, og jeg blev blæst om-kuld. Jeg kunne umuligt proppe det ned i flasken igen. Jeg forsøgte at få

orlov fra arbejdet, men blev nødt til at beslutte mig. Til sidst kastede jeg mig ud fra klippen, og jeg er stadig i frit fald. Indimellem tror jeg, at jeg har ramt bunden, men så viser det sig, at det bare var et kort ophold. Jeg er stadig som en baby. Det er mit 31. år her. Jeg

kan ikke anbefale det til nogen. At tage skæbnen og ryste den og kaste den fra side til side. Min vej er ikke anbefalel-sesværdig. Det er ikke måden at gøre det på. Jeg er heldig at være i live. Den spirituelle praksisDev har altså boet i Tiruvannama-lai i over 30 år uden alle de ting, der normalt udgør et liv, såsom arbejde og familie. Jeg undrer mig over, hvad han har fået tiden til at gå med, og jeg bliver nysgerrig efter at vide, hvad der har været Devs spirituelle praksis i alle disse år. Hvordan har han forfulgt sin søgen? - Mine bedste meditationer for ti-den er, når jeg kører på knallert eller står i kø og venter, og det gør man ret meget i Indien. Jeg har brugt mange timer på at meditere siddende, og især i mine unge dage gik jeg tit rundt om bjerget. Nu er jeg 57 år og er ikke i stand til at gøre det så ofte mere. Men når der er fuldmåne, går jeg stadig rundt om bjerget. Min primære prak-sis har nok været at opsøge guruer og deltage i satsang (en form, hvor en guru svarer på spørgsmål fra søgende mennesker.). Samtaler ansigt til an-sigt. Men bøger er farlige, især reli-giøse bøger, som har ført til så meget vold. Én sætning er nok til et helt liv. Ja, selv ét ord kan gøre det. Tiden er fløjet af sted i selskab med Dev, og jeg har det, som om jeg har været på en rejse ind i en anden verden. Da jeg på vej derfra kigger til-bage på huset og ikke kan se andet end træer og buske, tænker jeg, at det pas-ser godt til hans liv: frodigt, men også svært tilgængeligt!

“Jeg fulgte bare mine fødder.

hvor jeg skulle hen.”Det var som om de vidste,

Devs hus er næsten skjult af frodigt budskads. FOTO: Lars Buch Viftrup.


Religiøs registrering eller frihed fra religion?

I 2013 skete der no-get nær en sensa-

tion i Libanon. Et forelsket par, en mand og en kvinde, besluttede at gifte sig, og de blev viet civilt. Det lyder muligvis ikke som noget særligt. Men i Libanon var det første gang, det lyk-kedes et par at indgå et civilt ægteskab. Den libanesiske konfessionalisme, der er skrevet ind i den libanesiske forfat-ning, betyder nemlig, at samfund og politik er struktureret og organiseret efter religiøse skillelinjer. Landet har i alt 18 officielt anerkendte religiøse grupper eller sekter, som de kaldes i Libanon, og enhver borger, der fødes, bliver registreret som medlem af en af disse sekter. Et par, der ønsker at gifte sig, skal også indgå ægteskab ved en af de domstole, som de religiøse sam-fund driver. Positivt set betyder det, at de enkelte trossamfund har mulighed for at anvende deres egne værdier og normer inden for familielovgivnings- og familiestatusområdet.

Religiøs domstol afgør civilretlige sager”Alle de 18 forskellige trossamfund, der er anerkendt i Libanon har altså ret til at præsentere et sæt regler eller love for regeringen, som de ønsker at anvende inden for deres eget trossam-fund, altså over for medlemmerne af det religiøse samfund. Det omfatter bl.a. ægteskab, skilsmisse, forældre-myndighed, børnepenge, visse former for arv, adoption osv.,” forklarer Habib Badr, præst i den reformerte kirke i Beirut, den ældste reformerte kirke i Mellemøsten. Han var desuden høje-ste dommer ved den første instans af de evangeliske kirkers Familiedomstol i perioden fra 1985-2008, og han er en populær underviser i kirkehistorie på det teologiske fakultet i byen. Habib Badr er i udgangspunktet positiv over for den måde, det liba-nesiske samfund er indrettet på. Men han erkender, at der også er svagheder og udfordringer i det nuværende sy-

stem. Og her kommer vi tilbage til det sensationelle bryllup, hvor et par for første gang blev viet civilt. ”Indtil for nylig kunne folk, der ønskede civilt ægteskab, ikke få deres ønske opfyldt i Libanon. De måtte tage til Cypern eller et andet sted. Men det var selvfølgelig ikke altid let. Jeg havde fx en sag, hvor et par kom og sagde: ’vi vil gerne giftes, men vi tilhører to forskellige religiøse samfund, og vi vil gerne giftes civilt’. Jeg sagde ’det kan I ikke, I må tage til Cypern’. Det havde de ikke råd til; det er ret dyrt at tage til Cypern, og de var fattige,” forklarer Habib Badr. Men det førnævnte par gav ikke op, og via en advokat fandt de et smut-hul i den libanesiske lovgivning, så de kunne få statens anerkendelse af ægte-skabet. ”De fik en offentlig notar til at foretage vielsen og registrere det hos myndighederne, og så var det et gyl-digt civilt ægteskab,” forklarer Habib Badr.

Reportage: I Libanon findes der 18 officielle religiøse grupper, og alle skal registrere sig som medlem af en af dem. Men et stigende antal libanesere ønsker ikke deres sager om ægteskab, skilsmisse og arv afgjort af religiøse domstole. De ønsker ret til at definere sig som libanesiske borgere, ikke som medlemmer af en religiøs gruppe.



En 19. ikke-religiøs ‘sekt’Siden har en del andre libanesiske par fulgt samme model, og der er i det hele taget en tendens til, at flere og flere libanesere er utilfredse med den såkaldte konfessionalisme – som også afspejler sig i det politiske liv. Systemet har skabt problemer og af-født protester fra libanesiske menne-skerettighedsaktivister, som mener, at konfessionalismen skaber og fast-holder farlige sekteriske skillelinjer, og at borgerne bliver fastlåst i snævre religiøse identiteter. I stedet ønsker en del af aktivisterne, at der indføres et libanesisk civilt borgerskab, hvor det ikke er den religiøse identitet, der er det afgørende. Andre foreslår, at der indføres en 19. ikke-religiøs ’sekt’, som par, der enten opfatter sig som ikke-religiøse eller blot ikke har lyst til at få deres familieretlige sager afgjort ved en religiøs domstol, kan tilslutte sig. Den idé er Habib Badr ikke afvi-sende over for. For situationen er pro-

blematisk, som den er nu, erkender han. ”Problemet er ikke løst med det smuthul, som det her meget berømte par fandt i lovgivningen. For der er ikke andre love på det familieretlige område, der indeholder samme smut-hul. De har endda fået et barn, og hvis der opstår problemer i deres æg-teskab, og de fx skal skilles, så findes der ingen lov, som kan regulere eller løse deres problemer. Som det er nu, kan man blive gift civilt, men man kan ikke noget andet – man kan ikke blive skilt, man kan ikke adoptere osv.” ud-taler Badr.

Mandens tro vægter højestEt andet – og voksende – problem er, at par, der stammer fra to forskellige sekter eller trossamfund, naturligvis kun kan få deres sager afgjort ét sted, og det libanesiske parlament har be-sluttet, at det er mandens religion, der skal være afgørende her. ”Hvis en muslimsk mand ønsker at gifte

sig med en kristen kvinde, er det den muslimske domstol, der tager sig af sa-gen. Og omvendt, hvis du er en kristen mand, der gifter dig med en muslimsk kvinde, så er det den kristne domstol, der tager sig af en hvilken som helst sag, du skal have afgjort inden for det familieretslige område. Det samme gør sig gældende i for-hold til børnene. Hvis en muslimsk mand gifter sig med en kristen kvinde, vil deres børn automatisk blive musli-mer, og vice versa, de vil blive kristne, hvis manden er kristen,” siger Badr. Han tilføjer, at et andet problem også er voksende: at folk konverterer til en anden religion alene for at få af-gjort deres sag på en måde, de opfatter som mere attraktiv for dem selv. ”I de ortodokse og protestantiske trossam-fund er det muligt at blive skilt – el-ler rettere: opløsning af ægteskabet er en mulighed – i den katolske kirke er skilsmisse ikke en mulighed; dér skal ægteskabet annulleres, ellers er det et

“Den libanesiske konfessionalisme,

at samfund og politik er struktureret og organiseretder er skrevet ind i landets forfatning, betyder,

efter religiøse skillelinjer.”

• Libanon har 18 anerkendte religiøse sekter. Hver sekt har mulighed for at afgøre familieretlige sager ved egne domstole, hvor de følger religiøse regler.

• Konfessionalismen er en arv fra det osmanniske rige, hvor enhver blev født ind i et millet, et tros-samfund, som regulerede personforhold efter trossamfundets egne regler.

• Der findes lignende ordninger i en del andre lande, fx er Israels familieretlige udvikling gået i samme retning, og Indien har fortsat sin familieret bundet op på forskelle mellem trossamfund.

• Det særlige ved Libanon er, at de religiøse insti-tutioners afgørelser har civilretlig virkning; at der ikke findes nogen fælles sekulær familieret, og at man er født ind i systemet.

Konfessionalisme i Libanon


”Hvis du ikke har samme religion som din kommende mand, kan det betale sig at konvertere.”FOTO: Noelle Franzen, www.sxc.hu.


eviggyldigt ægteskab. Så en del katol-ske mænd – hvis de ikke har de øko-nomiske midler eller ikke har kræf-terne til at gå igennem hele processen med at få annulleret ægteskabet – de vurderer, at det er lettere at skifte til is-lam eller skifte over til den ortodokse kirke for at blive skilt,” mener Badr.

Økonomisk interessei skilsmissesagerOgså de mange libanesere, der fx le-ver og er blevet gift i udlandet, udgør en særlig udfordring. Hvis de vender tilbage til Libanon for at blive skilt, er det ikke helt let. Den libanesiske regering har ganske vist besluttet, at de anerkender sekulære ægteskaber indgået i udlandet. Skal et par, der er blevet gift i England eller på Cypern, siden skilles i Libanon, skal det foregå efter engelsk eller cypriotisk lov. Men hvis et par er blevet gift i Libanon efter religiøs lov og bliver skilt i udlandet efter sekulær lov, bliver skilsmissen ikke anerkendt i Libanon. ”Det er lidt pudsigt; vi anerkender civile ægteska-ber, men ikke civile skilsmisser,” siger Habib Badr. Men hvorfor? ”En grund er, at vi gerne ser, at skilsmisse fore-går inden for de religiøse institutioner, fordi de har pligt til først at forsøge at forsone parterne. En anden - mindre god grund - er, at retssagerne giver gode indtægter til de enkelte trossam-fund, og derfor ønsker de ikke at give slip på de her sager.”

Større magt til de religiøse samfund = færre rettigheder til de libanesiske kvinder Her er vi inde ved kernen i problemet, mener Kholoud al-Khattib, civilsam-fundsaktivist og advokat. Hun er ved at afslutte et ph.d.-projekt om interna-tional lov og menneskerettigheder på et af det større universiteter i Beirut, og hun ser det som et stort problem, at familielovgivningen baserer sig på religiøse traditioner og normer. ”De religiøse samfund har alt for stor magt i Libanon. Religiøse skillelinjer styrer

politik og privatliv og gør det næsten umuligt at diskutere politik og finde frem til løsninger, som er til gavn for alle libanesere uanset religiøst tilhørs-forhold,” mener hun. Hun påpeger, at dele af de religi-øse domstoles familieretlige regler er i modstrid med kvinders ligestilling. ”Da Libanon ratificerede FN’s kon-vention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, ra-tificerede vi den med forbehold. Det skyldes, at familielovgivningen ba-serer sig på religion, og der er det fx sådan inden for islam, at kvinder kun arver halvt så meget som mænd, og at deres vidneudsagn kun vægter halvt så meget som en mands. Derudover har mænd ret til at gifte sig med fire kvinder, mens det modsatte ikke er til-fældet. Og det skaber diskrimination mellem mænd og kvinder. Det er ét problem. Et andet problem er, at alle afgørelser om ægteskab, skilsmisse osv. træffes ud fra kun én religiøs bag-grund, nemlig mandens,” siger hun.

Civile eller religiøstdefinerede rettighederHun tilføjer: ”Den eneste rigtige løs-ning er, at forfatningen bliver ændret, så alle libanesere får deres rettighe-der ikke med udgangspunkt i deres religiøse baggrund, men på grund af deres statsborgerskab. Vi har brug for en reform af forfatningen og lovgiv-ningen, så alle borgere bliver lige for loven, uafhængig af deres religiøse baggrund, deres politiske holdninger, deres køn.” Som et første skridt på vejen ser hun det som en god mulighed, at der indføres en 19. sekt eller konfession, en ikke-religiøs sekt, som folk, der ikke ønsker at definere sig religiøst, kan tilslutte sig. ”Det handler ikke om, at jeg er imod religion. Jeg er selv sunnimuslim og ville måske vælge et religiøst ægteskab, selv hvis jeg havde muligheden for et vælge et civilt. Men der skal være lige rettigheder for alle, og de religiøse institutioner skal ikke

definere folks muligheder.” Men er det realistisk? Mange liba-nesere identificerer sig stadig stærkt med deres religiøse baggrund, og det politiske system er dybt præget af de sekteriske skillelinjer, bl.a. fordi magt-fordelingen i parlamentet også er re-ligiøst bestemt. ”Indrømmet, det er stadig et mindretal, der tænker som mig. Men jeg tror på, at vi bliver et flertal. I udgangspunktet tænker folk i Libanon i religiøse forskelle, og de ser på de andre som nogle, de ikke har et fællesskab med. Men efter årtiers bor-gerkrig er folk begyndt at indse, at vi må lære at leve med forskellene på en konstruktiv måde,” udtaler Kholoud al-Khattib.

Modstand moden 19. ikke-religiøs ‘sekt’Habib Badr er også positiv over for ideen om at indføre en 19. ikke-religi-øs ’sekt’. Men både Kholoud al-Khattib og Habib Badr forudser, at der vil være modstand fra i hvert fald en del af det religiøse etablissement i landet. ”For-søget har været gjort før,” fortæller Habib Badr. ”I begyndelsen og midten af 1990’erne blev der fremlagt et me-get detaljeret forslag til bestemmelser for en 19. ikke-konfessionel sekt. Det blev præsenteret for parlamentet, og parlamentet ville formodentlig have gennemført lovpakken, hvis ikke det var for de religiøse samfund, som lagde stærkt pres på parlamentet, og så droppede parlamentet al snak om lovpakken.” Det berømte par, der fandt et smuthul i lovgivningen og blev civilt gift, skabte en kortvarig debat. Men politikerne lagde hurtigt låg på igen, fortæller Habib Badr: ”Jeg tror, at po-litikerne lige nu gør alt, hvad de kan, for at diskutere sager, der kan skabe splittelse. Så længe der er krig i Syrien, som påvirker vores land meget, tror jeg ikke, at der sker mere på det her område,” siger han.


Fra mangotræets skyggetil fanebærer for dansk kultur og tradition

Lars Buch Viftrup er til daglig sogne-

præst i Skanderborg. Et arbejde, hvor man forkynder evangeliet, men også samtidig er formidler og fortolker af dansk kultur og tradition. Hvad læse-ren måske ikke ved, er at Lars tilbragte sin barndom i Bangladesh og Nepal, hvor forældrene var udstationerede for Santalmissionen. Da han var 12, rejste familien tilbage til Danmark, og Lars blev derved kastet ud i en dialog mellem sin identitet forbundet med op-væksten i Bangladesh og Nepal og sin danske baggrund og kultur. Her fortæl-ler han om sin rejse fra mangotræets skygge til at blive præst i den danske folkekirke, og hvilken betydning IKON har haft for ham i den proces: ”Som ung studerende rejste jeg som så mange andre i Asien, og dér mødte jeg backpackere, som voldsomt kritiserede kristendommen. Det vakte min anfægtelse – for hvad er tro og hvad er kultur? Jeg blev opmærksom på, hvor svært det er at skelne fra hin-anden. Jeg mødte vesterlændinge som kritiserede deres egen kristne kultur,

og som var rejst ud i en søgen efter spiritualitet. Den mente de ikke de havde mødt i deres hjemland. De var mine venner, og jeg identificerede mig med dem, så hvordan kunne jeg have så anderledes en opfattelse af tro end dem? Når man søger et spirituelt liv, gi-ver man slip på sin identitet. Det var den oplevelse jeg havde. Jeg fandt ud af, at tro er noget andet end identitet, men alligevel virksom igennem den, indlejret i identiteten. Det gik op for mig, hvor stort et spænd min identi-tet skal gabe over. Bangladesh, Nepal, Danmark; alle de steder jeg har boet og levet, og alle de mennesker jeg har delt kultur og hverdag med. Identitet rummer forskellige måder at leve på. Hvis min identitet ændrer sig, ændrer min tro sig så også? Dengang skræmte denne tanke mig. For jeg ønskede jo ikke, at min tro skulle ændre sig. I mellemrummet mellem migog min omverdenMin anfægtelse dengang fik mig til at stille grundlæggende spørgsmål om

hvilken måde jeg er kristen på, og hvilken størrelse tro er. Og her mange år efter tænker jeg, at tro ikke er et en-tydigt begreb, men at det skiftevis er stærkt og svagt. Tro kan rumme man-ge identiteter midt i det hele. Den kan formuleres på en million forskellige måder, men har samtidig en dybere klangbund. Med troen følger altid en risiko for at tvivle, for tvivl er et vilkår ved at leve. Asien lærte mig vigtighe-den af at tvivle og stille spørgsmål. Det var hårdt, mens det stod på, men an-fægtelsen var god for mig. Jeg vil sige, at tro findes i mellemrummet mellem mig og min omverden. Det er en øvel-se i tillid, som jeg må gøre hver dag.

Bliv udfordret i tiltro til,at det er godtMagasinets rolle er dels at reflektere over, hvordan vi bevarer troen, dels at diskutere tro og livssyn i en åben dialog. På den ene side skriver vi med afsæt i et kristent ståsted og interesse, på den anden side er vi villige til at udfordre os selv og møde mennesker, der tror og tænker helt anderledes end

Interview: Afgående redaktør Lars Buch Viftrup reflekterer her over det, der førte ham til IKON.

AF EVA BERNHAGENRedaktør

klumme>> teologi i farten

Da jeg i sin tid stod overfor at skulle rejse til Afrika, advarede min sogne-præst mig mod at have bønsfælles-skab med tilhængere af voksendåb, fordi han anså det for vranglære. Skæbnen ville, at jeg kom i praktik på et hospital, der var drevet af baptister og blev inviteret med til bedemøde. Jeg reddede mig ud af dilemmaet ved at deltage uden selv at bede højt. Men det anfægtede mig. Vi var jo fælles både om troen og tjenesten. Mødet med oprigtige mennesker af anden livsanskuelse har altid an-fægtet mig. Muslimen, som er hen-given i bøn og har et oprigtig ønske om at gøre Allahs vilje. Inderen, som

Den nødvendige anfægtelse

tilbeder Gud som Nådeslyset, og lever i selvhengivende tjeneste. Buddhisten, der stræber efter sindets renselse og et liv i medfølelse. Sufien, som længes ef-ter enhed med Gud. Den kristne, der tror på reinkarnation. Healeren, der ønsker at hjælpe andre. En ateist, som elsker livet og gør mere godt, end jeg selv. Mødet med oprigtige mennesker anfægter min tro. Men i stedet for at stille spørgsmålstegn ved andres tro og livssyn, må jeg spørge mig selv om, hvad essensen i min egen tro er. Hvad har jeg tillært mig, og hvad er kultu-relt betinget? Mine spørgsmål bragte mig derhen, hvor jeg måtte droppe

Sandheden som absolut udtryk og med Paulus sige: alt er jeg blevet for alle for dog at vinde nogen. Uden anfægtelsen vil troen ud-vikle sig til gold rettroenhed. Uden anfægtelse forskanser man sig bag en ureflekteret tro og bruger dogmer som et forsvar. Anfægtelsen åbner for stør-re perspektiver. Det er en anledning til at modnes og vokse i troen og opdage livets og Guds mangfoldighed. Anfægtelse er en del af den auten-tiske dialog, hvor jeg udfordres til at finde ind til essensen i min tro. Og stå ved det, jeg ikke kan give køb på. Og derfra nytænke og revidere troens ud-tryk.

AF LENE SKOVMARK


os. Jeg ser IKON som et sted, hvor der reflekteres over, hvordan vi bevarer troen i den konstante udfordring, det er at leve med mangfoldigheden, og hvordan vi bliver klogere på alle troens lag. Det handler om at mobi-lisere tiltro til, at mangfoldigheden ikke ødelægger min tro. Vores mål er at bringe forskellige religioner i dia-log med hinanden, for vi ønsker at læserne i magasinet møder en masse

forskellige perspek-tiver. Derfor lægger vi ikke sikkerheds-net ud under læ-serne. Vi skriver ud fra vores personlige nysgerrighed; i håb

om at det vil generere mere dialog og nye møder mellem mennesker. Om vores udvikling igennem de sidste 20 år kan man sige, at magasi-net altid har været bredt forankret i foreningen IKON. I 90érne var vi no-get mere kontroversielle og konserva-tive, som jeg ser det. Særligt i de første numre. Men det var en helt anden tid, hvor det gjaldt om at vurdere de an-dre religioner og afsløre, hvad der var

galt med dem. I sin samtid signalerede IKON magasinet åbenhed. Dets profil har aldrig været tegnet af en bestemt person, men af flere. Vi har en solid læserskare og en engageret og dygtig redaktion, som arbejder frivilligt. Selvfølgelig vil vi gerne nå længere ud, men vi er oppe imod en ekstrem informationsmæng-de. Derfor er vi et nicheblad, for den læser, som søger lige præcis det, som vi kan tilbyde; nemlig refleksion over det personlige møde mellem menne-sker af forskellig tro og livsholdning.

Selv om Lars Buch Viftrup har rejst sig fra redaktørstolen, fortsætter han som skribent for IKON redaktionen.

FOTO: Martin Høybye.

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Aarhus C.Returneres ved varig adresseændring.

Sæt kryds i kalenderen d. 19.-21. september 2014, hvor IKON inviterer til kursus i dialog.

Dialogpiloterne - lær at navigere i forskellighedVi oplever i disse år, at det danske samfund polariseres i en grad, vi ikke har set før.Årsagerne er mange – både sociale, politiske, religiøse, kulturelle – og der findes ikke enkle løsninger. Vi er nødt til at gå forskellige veje for at øge sammen-hængskraften i det danske samfund – og én af disse veje er at øge kendskabet til hinanden.

IndholdMed denne uddannelse i dialog ønsker vi at sætte fokus på de udfordringer og muligheder, som mangfoldigheden i samfundet medfører og hvilke redskaber der kan bruges til at håndtere dem. Vi tror, at mangfoldigheden kan være en stor res-source, hvis vi lærer at navigere i den.

Uddannelsen er for enhver, uanset religiøs og kulturel baggrund, der er interesse-ret i dialog og ønsker at lære mere om at navigere i forskellighed. Programmet er under udarbejdelse. Mere information om pris og program kommer senere.

Dialogpiloterne arrangeres af IKON i samarbejde med KBH I Dialog og Brorsons Kirke. Kurset vil blive afholdt i Brorsons Kirke, Rantzausgade 49, 2200 Kbh. N.

Ved spørgsmål kontakt Merete Juel Povlsen på [email protected] / 30 20 02 80.

Tag med til MyanmarIKON står bag en studietur til Myanmar i uge 42-43 2014. Formålet er at lære mere om buddhisme og det indtil for nyligt lukkede land.

Turen vil bl.a. fokusere på Danmissions Dialogarbejde mellem forskellige etniske og religiøse grupper og deres sociale arbejde, krydret med seværdigheder, som The Golden Rock og Shwedagon-pagoden i Rangoon. Det endelige program fast-lægger deltagerne i fællesskab. Vi sigter mod et budget på max 15.000 incl. fly.

Sidste frist for tilmelding er mandag den 26. maj. Vil du med eller bare høre nær-mere, så kan du skrive til: Sarah Lodberg: [email protected].

Documents

IKON 86