IKON 94

nr. 94 • marts/2016

ikon>> Tro i dialog

Shamanen Ricardo Amaringo: Autoritet der sætter fri // Else Marie Kjerkegaard: Fra antiautoritær ateist til katolik // Saliha Marie Fetteh: Muslimer har brug for autoriteter og forbilleder Læs også: Vælg dig en mester // Vi må lære at bevare // Vejene mødes i dybet

temaåndelig autoritet

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikonnummer 94 // side 2

Indh

old

Autoritet der sætter fri // 4 af Lars Neudorf

Fra antiautoritær ateist til katolik // 8af Else Marie Kjerkegaard

Vælg dig en mester // 11

Har vi blik for traditionens autoritet? // 12 af Elof Westergaard

Muslimer har brug for autoriteter og forbilleder //14 af Saliha Marie Fetteh

For kristne er Jesus ikke blot en karismatisk forkynder // 18 af Henrik Højlund

Der må være et sted at få viden om kirkens sandhed // 20 af Steffen Laursen

Vi må lære at bevare // 23

Andelig dovenskab blev mit blinde punkt // 24 af Martin Herbst

Vejene mødes i dybet // 28af Lene Skovmark

Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en arbejdsgren under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Redaktion: Eva Bernhagen, ansv. red., [email protected], Lene Skovmark, [email protected], Malene Fenger-Grøndahl, [email protected],Martin Herbst, [email protected], Merete Juel Povlsen, [email protected],Saliha Marie Fetteh, [email protected], Sidsel Hornemann, [email protected].

Fosidebillede: Shipibo mester Shaman Ricardo Amaringo foran Nihue Rao ceremoni moloka. FOTO: Tracy Eller, www.zoehelene.com.

Layout: Jeanette Westh, [email protected].

Tryk: Fjerritslev Tryk.

Oplag: 1000.

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen på [email protected]æserbreve/debat-indlæg modtages gerne,dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

IKON: Nørreallé 298000 Aarhus CE-mail: [email protected] Tlf.: 30200280

SE-nr. 1663 9397

Formand: Nicolaj Stubbe Hørlyck, [email protected]

Hjemmeside: www.danmission.dk/ikonHer kan man også melde sig ind i foreningen IKON,hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Copyright © IKON-Danmark 2016

ISSN 2246-4042

8

14

18


LEDER

...sådan lyder et ci-tat fra sangen High-

way 61 af Bob Dylan. Nogle menne-sker har et fuldstændig ukompliceret forhold til autoriteter. Andre kæmper med og stiller spørgsmål ved disse hele livet igennem. Hvordan forholder det sig med dig? Er du en af dem, som siger rend mig i traditionerne eller underlægger du dig frivilligt en auto-ritet? Når vi taler om ”underlæggelse”, så får det næsten klang af at være no-get negativt. Kan der være noget befri-ende ved at underlægge sig en åndelig autoritet? Og kan det for nogen være enden på en lang søgen? (artiklen s 4). Ricardo Amaringo har fået status som en åndelig autoritet, fordi han er en kyndig shaman, der kan vejlede mennesker ud af mørket og hen mod lyset, som forfatteren Lars Neudorf skriver. Ricardo Amaringos funktion som vejleder og medvandrer er båret af den personlige relation mellem me-ster og discipel, som findes indenfor alle religioner. På den måde repræ-senterer han det moderne autoritets-begreb, og vi har derfor valgt at sætte

billedet af shamanen fra Peru på forsi-den. Det hævdes fra flere steder, at til-hører du en bestemt religion eller tro, så har du underlagt dig en højere autoritet. Det er en del af pakken, når man dyrker en gud, siges der. Elof We-stergaard, der som biskop er en autori-tet indenfor den protestantiske kirke, mener, at en vigtig del af kristendom-men er dens kritik af den institutio-naliserede magt (artiklen s. 12). Det, at Jesus giver afkald på magten udfor-drer os til stadighed i vores forståelse af, hvordan vi er kristne. Kan åndelig autoritet og magt uproblematisk gå hånd i hånd? Ligger der både autori-tet i at være den, der får og den, der giver? Ingen kan leve uden at være en del af en historie, en tradition, mener Westergaard. Åndelig autoritet handler også om troværdighed. Når katolikker el-ler muslimer tillægger et menneske så stor autoritet eller betydning som det er tilfældet med henholdsvis pave Frans og profeten Muhammed, så tenderer det næsten en trossag. Men

AF EVA BERNHAGENRedaktør

her må man skille mennesket fra dets leder-funktion. Profeten Muhammed og Pave Frans får autoritet i forhold til den rolle de udfylder eller det embede, de indtræder i, ikke på grund af deres egen person (artiklerne s. 14 og 20). Martin Herbst anså Sun Myung Moon for at være en troværdig leder og Moon-bevægelsen for at være et godt og sandt projekt. Han søgte efter en stærk autoritet, han kunne følge og et fælleskab, han kunne udleve sin længsel i. Han lod sig forføre af Moon. I så høj grad at der gik lang tid, før han indså farerne ved et mester-discipel forhold, hvor mesteren tager patent på guddommelig autoritet (artiklen s. 24). Åndelig autoritet er som andre autoritetsformer båret af magt og er dermed potentielt farlig. Men samti-dig er det også noget, vi har brug for og som vi til stadighed søger. Hvordan skelner man den sekteriske leder fra den gode shaman? Og er søgen efter sandhed ikke per definition altid be-fængt med farer? God læselyst!

God said to Abraham:

“Kill me a son”


I sommeren 2011 rejste jeg til den pe-ruanske regnskov for at gøre mig er-faringer med shamanismen og Ama-zonas-indianernes psykoaktive natur-medicin ayahuasca. Det var en rejse, der var drevet af lige dele nysgerrig-hed, håb og desperation. Jeg havde igennem mange år døjet med psykiske problemer, som jeg havde forsøgt at løse op for ved forskellige former for terapi. Via den psykedeliske terapi var jeg blevet bekendt med ayahuasca, og jeg havde deri fået færten af en styrke og vitalitet, som jeg mente, jeg mang-lede. Men rejsen skulle komme til at

vende op og ned på mange af mine forestillinger om ayahuasca og shama-nisme. Det, shamanen og hans planter kunne hjælpe mig med, var ikke, som jeg havde forventet, at tage på eventyr i og suge kraft af shamanismens fa-scinerende verden. Det var derimod at vriste mig fri af en række skadelige spirituelle indflydelser, der først i takt med deres uddrivelse blev rigtig syn-lige for mig.

Shamanens sangog de spirituelle væsnerIfølge shipibo-traditionen skal den ændrede sindstilstand, som ayahu-

ascaen hensætter én i, forstås som en bevægelse ind i åndeverdenen. En verden bestående af åndelige væsner, der kan have en meget håndgribelig indflydelse på vores fysiske og psyki-ske sundhed, og som det derfor kræ-ver stor påpasselighed af omgås. Med sin sang kan shamanen angiveligt kommunikere med ånderne, påkalde hjælpende ånder og uddrive skadelige ånder - og dermed i samspil med pa-tienternes eget indre arbejde forbedre deres sundhedstilstand. Det varierer fra person til person, om de spirituelle fænomener kon-kretiseres i egentlige visioner. I mit

TEMA: Krop & ånd

Hvordan tør man tage langt ud i den peruvianske regnskov og indtage en psykedelisk drik sammen med en flok fremmede indianere? Hvordan kan shamanisme og kristen-dom gå op i en højere enhed? Og hvordan bidrager shamanens autoritet til individuel frisættelse? Forfatteren reflekterer over sine oplevelser med shipibo-shamanisme og shamanen Ricardo Amaringo.

AF LARS NEUDORF

Autoritet der sætter fri


TEMA: Åndelig autoritet

tilfælde gjorde de det i høj grad. Af-ten efter aften befandt jeg mig således omgivet af et virvar af tilsyneladende meget virkelige spirituelle væsner - fantasmer fra det ubevidste, hvis fa-scinationskraft jeg først nu med sha-manernes hjælp lidt efter lidt kunne frigøre mig fra.

Bibelske visioner i AmazonasI den proces fandt jeg hjælp i en række kristne visioner og forståelser, som jeg har haft med mig siden. På den måde kom mit shamanistiske eventyr også til at give nyt liv liv til en kristen arv, som jeg indtil da ikke rigtig havde vidst, hvad jeg skulle stille op med. Jeg var kommet til Amazonas og shama-nismen i håb om at få en naturreligiøs kraftindsprøjtning. Så det var med stor forundring, at jeg nu i stedet - og det helt i overensstemmelse med sha-manens intentioner - fandt mig selv i færd med det, som hverken dåb, kon-firmation, kirkebryllup, opvækst i en grundtvigsk familie, en stor kærlighed til kirkemusik eller en mangeårig in-teresse for teologi rigtig havde kunnet bevirke. De meget enkle bibelske visioner

var som oaser af lys og fred, der gav mig en vished om, at der er en basal kærlighed under alle magtspillene og den evige vekslen mellem selvforagt og arrogance, som man så let kan fan-ges i. Med den vished kunne jeg finde modet til at slippe forestillinger om kraft og indviethed, som jeg ubevidst havde brugt til at afstive mit skrøbe-lige ego. Autoritetens betydningFor mig blev opholdet i Amazonas altså et smukt møde imellem shama-nisme og kristendom. Den blev også en meget konkret oplevelse af, hvilken betydning religiøs autoritet kan have, når den forvaltes med den rette om-sorg og nøgternhed. En forudsætning for, at jeg i løbet af disse lange nætter kunne vikle mig ud af alle de vrang-forestillinger, jeg bevidst eller ubevidst havde viklet mig ind i, og som nu ved ayahuascaens hjælp manifesterede sig foran mig, var således uden tvivl også den håndfaste vejledning, som shama-nen, Ricardo Amaringo, gav mig. Bag mig havde jeg mange års delta-gelse i diverse former for alternativ te-rapi, der havde opdraget mig i den tro,

at, hvad man oplever på en indre rejse, også det monstrøse og ubehagelige, må man forsøge at favne for dermed at transformere det til noget bedre. Nu sad jeg over for denne på én gang al-vorlige og lattermilde mand, der i me-get klare vendinger fortalte mig, hvad der var godt og skidt i det spirituelle univers, der udfoldede sig omkring mig. Ja, noget af det var en del af mig og værd at drage omsorg for, men be-stemt ikke alt. ”Limpiar, limpiar” lød budskabet igen og igen: ”rens ud”. Det tog lidt tid at tage budskabet ind, men i takt med, at jeg gjorde det, mærkede jeg snart den enorme lettelse ved ikke længere at skulle identificere mig med alt, hvad der skjuler sig i mørket.

Når religion befrierfra forkrøblende forestillinger I min bog Stille nat over Amazonas kan man læse om de mange skøre og skræmmende gestalter, jeg ved sha-manernes hjælp lærte at skelne imel-lem og for manges vedkommende tage afsked med. Her må det blive ved nogle generelle betragtninger over autoritetens betydning i den helbre-delsesproces, jeg gennemgik.

Spørgsmålet er, om ikke religion netop bør handle om at vikle os ud af

alle de frihedsberøvende forestillinger, vi i forvejen går rundt med

i vores ubevidste

”



Ud fra en meget udbredt sociologisk betragtning vil man typisk se det reli-giøse som et meningsskabende fælles-skab, der kræver en form for afgivelse af individuel frihed af sine medlem-mer. Det kan der sikkert ofte være noget om. Men virkeligheden er også, at udgangspunktet for de processer, som det religiøse kan iværksætte hos den enkelte, ofte er en tilstand præget af alt andet end frihed. Det er ikke kun religionerne, der kan spinde os ind i forestillinger, der hæmmer og forkrøbler. Spørgsmålet er, om ikke religion netop bør handle om at vikle os ud af alle de frihedsberøvende fore-

stillinger, vi i forvejen går rundt med i vo-res ubevidste. Alle de fantasier og komplek-ser, der kan inficere os og vores relationer. Det er dem, man kan opleve fra første par-ket, når man arbejder med den psykedeliske shamanisme.

Shamanens skel-nen mellem godt og ondt gav frihed

Jeg tror nok, jeg følte mig som en klog mand, da jeg kom til Peru. Men i tilbageblik kan jeg se, hvordan netop de fantasier, jeg slæbte rundt på - om mig selv, om livet, om forholdet mel-lem godt og ondt – faktisk gjorde mig til spirituel analfabet. Derfor måtte Ricardo Amaringo trække mig ud af vrangforestillingerne ved helt nøg-ternt at fortælle mig, at nogle af de spirituelle fænomener, som jeg indtil da havde ladet mig fascinere af, var nogle, jeg burde holde mig fra. Som jeg kommer nærmere ind på i min bog, synes der at være en direkte - og måske ved første øjekast para-

doksal - sammenhæng mellem denne dogmatiske skelnen og frigørelsen af mit personlige følelsesliv. Ricardos nærmest fundamentalistiske opde-ling imellem gode og onde spirituelle påvirkninger gjorde mig i stand til at mærke, hvordan jeg helt personligt har det – hvad jeg har det godt med, og hvad jeg ikke har det godt med. På den måde bragte dogmatikken mig i kontakt med et basalt følelsesniveau, som mine fantasier indtil da havde af-skåret mig fra.

Spirituelle færdselsregler på vej mod lyset Man kan se det som en helbredende regression til det tidlige barndoms-stadie, hvor forældre lærer deres barn at skelne imellem godt og skidt: ”Den der kan du godt putte i munden, den der må du ikke putte i munden”. Mere end om den konkrete genstand hand-ler det om noget mere basalt, nemlig selve det at lære at skelne. Det samme gælder nok alle de meget specifikke spirituelle færdselsregler, som Ricardo præsenterede mig for, og som i den grad provokerede min ellers (og for så vidt stadigvæk) meget individua-listiske tilgang til det shamanistiske

De fantasier, jeg slæbte rundt på - om mig selv, om livet, om forholdet mellem godt og ondt - gjorde mig til spirituel analfabet”



AYAHUASCA – ’SJÆLENS VIN’ Ayahuasca, ’sjælens vin’, er en psykedelisk naturmedicin, det traditionelt benyttes af shamaner i det meste af Amazonas-regionen. I de senere år har ayahuasca opnået en stor udbredelse i det meste af den vestlige verden, og tusindvis af søgende mennesker rejser hvert år til Amazonas for at tage på eventyr eller søge hjælp i den spirituelle verden, som aya-hauscaen og shamanismen tilsyneladende giver adgang til. Sammen med andre naturlige psykoaktive stoffer som psilocybin-svampe og mescalinholdige kaktusser, har ayahuasca på godt og ondt givet nyt liv til den undergrund af psykedelisk terapi og selvudvikling, der stadig findes mange år efter 1970’ernes vilde LSD-eksperimenter.

arbejde. Det handlede med andre ord ikke om, at jeg i sidste ende skulle over-tage Ricardos verdensbillede, men om at han skulle guide mig sikkert forbi åndeverdenens forførelser og ud i den frihed, hvor jeg kunne blive i stand til selv at skelne på mine egne betingel-ser. ”Kig efter lyset” beordrede Ricar-do mig igen og igen (i konteksten helt konkret forstået som det lys, der kan bryde igennem det tætte mørke, man ofte omgives af, når man har druk-ket ayahuasca). Spørgsmålet er, om jeg uden hans autoritet havde kun-net holde mig til det mantra så længe, som det tog at sprede mørket og rent faktisk nå frem til oplevelsen af lyset, der falder på mig. Et sundt principMan må skelne imellem autoritet, der sætter fri, og autoritet, der binder. Men hvordan kender man forskel? Ud fra enhver fornuftig betragtning var det en vanvittig chance, jeg tog, ved at tage langt ud i junglen og drikke en psykedelisk drik med en flok fremme-de mennesker. Ayahuasca er en stor industri, og hver dag er der naive til-rejsende, der får om ikke skadelige så

ubehagelige oplevelser med inkompe-tente eller manipulerende shamaner. Og dog var det måske ikke bare held, der gjorde, at det endte godt i mit tilfælde. Det var, som om rejsen i al sin desperation alligevel var styret af et sundt princip, måske det eneste, der kan sikre imod plattenslageri og forførelse, nemlig ønsket om at være i godt selskab. At jeg midt i det fasci-nerende spirituelle drama oplevede en basal menneskelig sympati for denne indianer, var nok en forudsætning for, at jeg, da det gjaldt, turde lægge mit psykiske helbred i hans hænder. Når søgende mennesker bliver offer for sekterisk magtmisbrug, skyldes det sikkert ikke sjældent en manglende kontakt til den grundfølelse. Man må med andre ord sikre sig, at shamaner såvel som andre spiritu-elle autoriteter er flinke folk, der ikke er alt for fascinerede af deres egne ev-

ner. Shamaner kan legitimere sig selv med deres fine spirituelle forbindelser og remse alle de magtfulde ånder op, som de har på deres side. Men hvis man lader sig imponere af det og ikke har en fornemmelse af, at det også er dem selv som personer, man har til-tro til, kan man let være på gyngende grund.

Lars Neudorf er forfatter til bogen Stille nat over Amazonas – en beretning om shamanisme og kristendom (Alfa, 2014). Han skriver under pseudonym, men hans rigtige navn er redak-tionen bekendt. Bogen blev anmeldt i IKON ma-gasinet nr. 91 / juni 2015.

“Kig efter lyset” beordrede han mig”



Fra antiautoritær ateist til katolik

Else Marie Kjerkegaards liv har været præget af hendes forhold til både politiske og religiøse autoriteter – både i form af modstand og oprør mod usunde autoriteter og i form af søgen efter troværdige autoriteter. Det har ført hende fra politisk engagement på venstrefløjen via buddhismen til katolicismen. Læs hendes beretning her.

Mit forhold til auto-ritet beskrives bedst

med systemkritikeren, den senere præsident for Den tjekkiske republik, Václav Havels ord: ”Hold dig til dem, der søger sandheden; flygt fra dem, der har fundet den”. Med det princip som ledetråd har jeg været på en lang rejse, der har ført mig til den katolske kirke

Livet leves som bekendt forlæns men forstås baglæns. Når jeg tænker tilba-ge, slår det mig, hvor meget mine livs-valg har været præget af mit forhold til autoritet. Jeg var barn i 1940’erne og teenager i 1950’erne. En tid, hvor relationen mellem barnet og dets for-ældre, skole og kirke, var autoritært. Der skulle ikke stilles spørgsmål eller debatteres. Der skulle adlydes og læres udenad. Som barn tænkte jeg over mange ting. Jeg registrerede de dobbelte dagsordener og forskellen mellem ord og gerning i de voksnes verden. Klas-sesamfundets sociale uretfærdighed og det forsvarsløse barns afmagt over for nogle voksnes fysiske og psykiske

vold vakte en vrede i mig, som jeg ikke kunne få luft for, fordi det ikke var til-ladt for børn at reagere med vrede. Da jeg som 17årig flyttede hjem-mefra for at blive trafikelev, fik jeg en vis grad af længe savnet selvbestem-melse. DSB viste sig imidlertid at være en totalt mandsdomineret etat med en stiv og gammeldags ledelses- og avan-cementsstruktur. Det gik ikke i læng-den. Efter fire år forlod jeg DSB.Ad krogede veje endte jeg med at få en studentereksamen som 24årig og se-nere en akademisk uddannelse.

Savnede næstekærlighedi de nære relationerJeg blev del af 1960’ernes venstreori-enterede miljø, var aktiv i SF og med til at danne Venstresocialisterne, i op-position til ekskommunisten Aksel Larsens diktatoriske ledelse. Senere blev jeg aktiv i kampen for ligestilling. Folkekirken havde jeg for længst for-ladt. ’Den sunde fornuft’ sad i højsæ-det side om side med troen på men-neskets ubegrænsede evne (og pligt) til at forandre verden til det bedre. VS udviklede hurtigt fraktioner, der

kæmpede indædt om, hvem der sad inde med den ideologiske sandhed. Jeg kunne ikke se så firkantet og teore-tisk på tingene, så det endte med, jeg forlod partiet. Set i bakspejlet savnede jeg næstekærlighed i de nære relatio-ner. Det er ikke nok at ville det gode. Man skal også stræbe efter det i sit hverdagsliv.

Albuerum som lederMin modvilje mod autoritære syste-mer førte ikke til noget egentligt op-rør. Bob Dylan’s don’t follow leaders fik aldrig rigtigt tag i mig. I stedet skaffede jeg mig albuerum ved selv at blive leder. For en cand.polit. var der gode muligheder i 1970’erne og 1980’erne, fordi jurister ikke længere var de foretrukne til chefstillingerne i statsforvaltningen. Opvokset med dy-der som lydighed og social tilpasning gled jeg nogenlunde smertefrit ind i ledelseshierarkierne på det offentlige arbejdsmarked. Dengang var der ikke fokus på le-dere, der var åbenlyst dårlige. De fik lov til at halte videre, med de negative konsekvenser det havde for medarbej-

AF ELSE MARIE KJERKEGAARDForfatter og retræteleder


dere og institution. Det provokerede mig. Jeg havde det heller ikke helt let med de konkurrenceprægede konflik-ter, som altid florerer mellem ambi-tiøse ledere på en hierarkisk opbyg-get arbejdsplads. Ambition var også en del af min personlighed, men min vilje til magt var ikke stor nok, lige-som det generede mig, at jeg som em-bedsmand var nødt til at spille med på politiske dagsordener, som ikke holdt vand bag kulisserne. Det endte med, jeg efter 19 års offentlig ansættelse forlod min vel-lønnede pensionsgivende tjeneste-mandsstilling for at etablere mig med en usikker, men langt mere uafhængig tilværelse som selvstændig konsulent.

Trang til selvbestemmelseHvad jeg her har beskrevet, er trukket lidt skarpt op. Andre forhold spillede selvfølgelig også ind. Set i helikopter-perspektiv er der dog ingen tvivl om, at jeg i alle livets forhold har været sty-ret af min trang til selvbestemmelse og min afstandtagen til undertrykkelse, inkompetence og uærlighed.Fra mit møde med mange retræte-

deltagere ved jeg, hvor meget den enkeltes forhold til Gud er præget af opvæksten. Har man vendt sig bort fra Gud, er det typisk på grund af auto-riteter, som har svigtet, misbrugt eller på anden måde opført sig uacceptabelt under opvæksten. Barnet (og mange voksne) gør ubevidst Gud medansvar-lig for negative hændelser, som skyl-des, at vi mennesker ikke følger den vej, Jesus anviser. Der skal ofte en per-sonlig krise til, for at den enkelte tager sin tabte tro eller sin skepsis over for religiøse autoriteter op til overvejelse. Der er dog forskel på genera-tionerne. De yngre generationer ved meget lidt, om overhovedet noget om, hvad tro er og kan give et men-neske. For dem skal der noget ganske særligt til for at vække troen. Der er megen mening i den tyske teolog og jesuit Karl Rahners ord (1904-1984): ”I fremtiden vil man enten være en mystiker (én, der har erfaret Gud som virkelig) eller slet ikke være noget som helst.”

Personlig kriseførte til buddhistisk mesterI bogen ”Nærværets Vej” har jeg be-skrevet, hvordan en personlig krise bragte mig i kontakt med en buddhi-stisk mester, den vietnamesiske munk Thich Nhat Hanh. Af ham og hans lærlinge fik jeg den livsvejledning, jeg ubevidst tørstede efter, ligesom det var en øjenåbner, at mesteren fremhæve-de lidelsen som en uomgængelig del af en menneskelig udviklingsvej. Det gik smerteligt op for mig, hvor lidet nær-værende jeg var i mit forhold til mig selv og andre. Hvor afskåret jeg var fra min krop. Alt det, jeg hidtil havde le-vet mit liv på, blev udfordret. Hvad var det, der gjorde, at jeg som antiautoritær ateist kunne nær-me mig buddhismen? For det første var der ikke en Gud og en dogmatik, jeg bare skulle tro på. Jeg skulle træne nærvær gennem stille meditation, lytte til lærerens erfaringsbaserede undervisning og på det grundlag gøre mine egne erfaringer. Løb jeg ind i problemer i meditationen eller i for-ståelsen af undervisningen, var der mulighed for at drøfte dem med andre

“Da den nyvalgte pave Frans viste sig i vinduet og sagde de enkle ord ”god aften” til de fremmødte på Peterspladsen og bad dem bede for sig, da vidste jeg intuitivt, at noget nyt og godt var hændt”, siger Else Marie Kjerkegaard. FOTO: Marite Sganga, Dreamstime.com.



praktiserende under supervision af en erfaren person. I buddhismen behø-vede jeg ikke at koble min fornuft el-ler min gestaltpsykologiske viden fra. Tværtimod. For det andet var der ikke skyg-gen af tegn på, at det handlede om at skaffe flere tilhængere til mesteren eller til buddhismen som sådan. Der var en dyb forståelse for betydningen af at have god kontakt med sine bio-logiske, kulturelle og religiøse rødder. Det skabte den tillid, der skulle til, for at jeg kunne åbne sindet for det mysti-ske. Og jeg kom virkelig til at opleve tilstande, der vendte op og ned på min opfattelse af mennesket og verden. Når jeg tænker tilbage på den måde, jeg blev ledt ind i buddhismen og de uforklarlige oplevelser af over-strømmende kærlighed og ånd, som jeg fik, er jeg overbevist om, at det var trædesten lagt ud af Gud. Helligånden virker ikke bare inden for en kristen ramme. Den øver sine gerninger over-alt, hvor mennesker er åbne for det guddommelige. For det tredje var der en ægte re-spekt for andre religioner. Der var ikke noget ”os-og-dem” eller ”Buddha og kun Buddha er sandheden” over undervisningen. Det skabte trovær-dighed for en analytisk tænkende og skeptisk vesterlænding som mig. Jeg kunne nedlægge våbnene for at lytte og lære. Havde jeg ikke mødt bud-dhismen, og havde Thich Nhat Hanh ikke peget på vigtigheden af at hele sår og brud på sine åndelige rødder, var jeg næppe vendt tilbage til kristen-dommen.

Folkekirken skuffede Da jeg forsigtigt begyndte at nærme mig kristendommen gennem Folke-kirken, var det med et håb om at finde nogle af de samme kvaliteter, som jeg havde haft glæde af i buddhismen. Det var svært. Folkekirken var på det tids-punkt en udpræget prædikenkirke, der - i hvert fald som jeg mødte den - havde meget lidt forståelse for medi-tation og fremmede religioner over en bred kam. Jeg følte mig ikke forstået og til tider fordømt. Men det var tydeligt, at jeg havde noget i klemme i kristendommen. Hvordan det end gik til, fik jeg vist vejen til det kontemplative kloster Karmelgården i Skåne, hvor jeg fik forfatteren og karmelitermunken Wil-frid Stinissen som åndelig vejleder. Han blev mit store forbillede. Stinis-sen var et mildt og beskedent, ikke-fordømmende menneske, indsigtsfuld i alt menneskeligt. Han kunne rumme min glæde ved buddhismen, fordi han vidste, hvad det handlede om. Hans dybe tro og stille nærvær berørte mig på en måde, der åbnede for uforklarli-ge og stærke oplevelser af Jesu nærhed og kærlighed til mig.

Troværdige munke og nonnerI den katolske klostertradition fandt jeg i det hele taget det, jeg søgte. Spiri-tualiteten på klostrene udvidede mine spirituelle erfaringer og knyttede dem an til Faderen, Sønnen og Helligån-den. De munke og nonner, jeg lærte at kende, var troværdige i deres kristne tro og praksis, og kontemplative katol-ske forfattere bidrog til min forståelse af katolicismen.

Nytårsdag 2004 optog Stinissen mig i Den katolske kirke. Ved optagelsen siger man ja til alt, hvad den katolske kirke tror på og lærer. Uanset at jeg ville have kunnet mobilisere mod-stand mod det ene og det andet, be-sluttede jeg mig for én gang for alle at neutralisere, hvad der måtte være af indvendinger. Gud ville have mig her, ikke for at kæmpe for den ene eller den anden opfattelse, men for at jeg kunne blive en af dem, der i det små og nære bygger bro mellem religio-nerne med basis i den kontemplative tradition. Det spillede også en vigtig rolle, at Den katolske kirke er en verdensom-spændende kirke, der under en fælles teologisk, liturgisk og ledelsesmæssig hat rummer en mangfoldighed af kul-turer og mennesker. Det allervigtigste for min trivsel i Kirken var dog, at jeg her fandt forbilleder for det kristne liv. Der findes sandelig også det mod-satte, vil læseren indvende, og det er sandt. Ingen af os får en fejlfri kirke. Jeg har for eksempel et stærkt ønske om, at der kommer flere kvinder med i den øverste ledelse af Kirken, og at det i det mindste bliver muligt for kvinder at blive diakoner. Kirken går glip af meget ved at være så mandsdo-mineret, som den er. Det er bestemt heller ikke nemt at være katolik, når skandalerne ruller gennem medierne, og magtkampene bølger i Vatikanet. Så må jeg minde mig selv om, hvad en kardinal sagde under Andet Vatikan-koncil: ”Kirken er hellig, men Gud har betroet sine gaver til syndere.”

Når jeg tænker tilbage, slår det mig, hvor meget mine livs-valg har været præget af mit forhold til autoritet”


Vælg dig en mester, for ellers bliver din vej besværlig og fuld af farer. Selv på en vej du kender, kan du komme i vanskeligheder.Hvor meget mere kan der så ikke ske dig på en vej, som du ikke engang har set før!

Gå aldrig alene på sådan en vej! Du som er uden forstand, hvis ikke lederen breder sine beskyttende vinger over dig,skal helvedes ulv vende op og ned på dig;folk, der er klogere end dig, er blevet slået ihjel på den vej!

Hør, hvad den vrede Satan gjorde ved de vildfarne vandringsmænd:Han slæbte dem hundrede tusind år væk fra kongevejen til Gud og gjorde dem blinde.

Vær ikke ven med lyst og begær,for de trækker dig væk fra Herrens stier.På din rejse er der intet i verden, der kan tilintetgøre denne lyst,som det gode selskab af medrejsende, der yder ly og beskyttelse.

Den, der går den åndelige vej uden en mester, for ham bliver et tidsrum på to dage til hundrede år.

Begge er gengivet i: Folmer Blume Leide:Rumi – kærlighedens digter.Aschehoug, 2003.


Har vi blik for

traditionens autoritet?

Kritisk sans over for og opgør med autoriteter og traditioner er ofte både nødvendige og velgørende og ligger stærkt indlejret i evangeliet. Men hvad sker der, hvis vi mister forbindelsen til vores fortid og omgivelser? Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, reflekterer over begreberne autoritet og tradition, og griber til sin gamle passion for den ortodokse kirke og dennes kærlighed til gentagelsen.

Nutidens aftraditio-nalisering er i høj

grad præget af oplysningstidens ven-ding væk fra teologien og religionen med dens myter, fortællinger og li-turgi. Den er præget af oplysningens ønske om klarsyn, men bliver dog let til manér og viser sig ofte at være blind for den autoritet, den selv udøver. Den bygger på den illusion, at individet kan tro sig fri af alle traditioner og alle bånd. De mål, mennesket sætter for sig selv, og de mål og krav, som f.eks. arbejdspladsen stiller den ansatte, er altid historisk betingede og bygger direkte eller indirekte på specifikke traditioner eller vedtagne værdier. At ville være fri for traditioner eller at tro sig fri fra at holde noget helligt er at ville leve i en tidsløs lomme, et luft-tomt rum.

Når traditionen forsvinderDen engelske sociolog Anthony Gid-dens har redegjort for dette i En løbsk

verden, hvordan globaliseringen for-andrer vores tilværelse. Der hvor tra-ditionen forsvinder, skriver Giddens, ”er vi tvunget til at leve på en mere åben og reflekteret måde. Selvbe-stemmelse og frihed kan erstatte tra-ditionens skjulte magt med en mere åben debat og dialog.” Men Giddens har samtidigt øje for, de problemer denne aftraditionalisering også med-fører. Når fællesskabets traditioner forsvinder, så overlades det til den en-kelte selv at opretholde en rytme, en orden og gentagelse, for mennesket har brug for en vis forudsigelighed. Denne gentagelse er drevet af angst, af behovet for afhængighed og kan skabe tvangstanker. Hvor afhængigheden er blind for eller nægter traditionen og fortiden autoritet, så opstår et ufrit væsen bundet til sin nye viden. Man kan nu kun finde støtte i videnskaben og i de mål og resultataftaler, man ind-går med sig selv, sin arbejdsplads eller samfundets institutioner. Mennesket

går fra at være et gudsskabt tidsbundet væsen, sat i verden på et bestemt sted, til i stedet at ligne et hamster i et løbe-hjul i stadig løb efter den gulerod, som er placeret i buret foran snuden på én.

Kærlighed til gentagelsen I det senbyzantinske rige, dvs. i perio-den fra 1261 til Konstantinopels fald i 1453, blev litterater og kunstnere stærkt optaget af antikkens skrifter og værker, og det i et omfang, så en af tidens forfattere skrev, at der nu ikke var mere at opdage. Fortidens tradi-tioner var så overvældende, så godt skrevet og så stærke i udtrykket, at in-tet nyt kunne tilføjes. Da f.eks. pesten, Den sorte død, ramte Konstantinopel i 1347 gik man ikke ud i gaderne og noterede ned, hvad man så. Man fandt i stedet den græske historiker Thyke-dids skildring af pesten i Athen frem, skrevet mere end 1600 år tidligere, og man parafraserede denne gamle an-tikke tekst. Fortiden havde sagt det

AF ELOF WESTERGAARDBiskop over Ribe Stift


PORTRÆTFOTO: Munke Atelier


allerede, alt om en pestramt by. Det gjaldt sådan set nu blot om at repetere det allerede sagte og skrevne. ”Traditionen vidner om Ånden” Østkirken var og er stadigvæk præget af en meget stærk traditionsbevidst-hed, en stor loyalitet overfor fortiden og en klar fornemmelse for vigtighe-den af at viderebringe traditionen i den ånd, man har modtaget den. Traditionen vidner om Ånden, skrev munken Timothy Ware i den første indføring (The Orthodox Church, London 1962), jeg læste om den ortodokse kirke. Traditionen er i den ortodokse kirke et samlende be-greb for Helligåndens mangesidige virke i kirken. Hvor vi i den evan-gelisk-lutherske kirke først og sidst peger på Bibelen som grundlag for forkyndelsen, holder den ortodokse kirke også en række af de første år-hundreders økumeniske koncilier for sandhed og betragter deres beslutnin-ger som sande og ufejlbarlige beken-delser og formuleringer af troen på den treenige Gud. Endelig tilkendes både liturgien og ikonerne sandheds-værdi og autoritet.

Traditionen er en væsentlig del af den levende kirkeMan kan, når man læser ortodokse fremstillinger, næsten få den fornem-melse, at Helligånden blæste med en særlig kraft i de første århundreder ef-ter Kristi fødsel. Den ortodokse kirkes stærke fokus på at videregive netop den rige og stærke tradition fra denne epoke af kirkens historie forekommer i så henseende at efterlade stort set kun gentagelsen og repetitionen til efterfølgende slægtled. Og set i lyset af nutiden forekommer et sådan tra-ditionsbegreb temmelig statisk, meget fremmed og meget langt fra det mo-derne oplysningsprægede liv, hvori kirken befinder sig i dag. Her er empi-rien og nyheden i fokus. Den ortodokse kirkes stærke un-derstregning af, at traditionen er en væsentlig del af den levende kirke, fin-

der jeg imidlertid både inspirerende og væsentlig. Det er væsentligt at have øje for forbindelsen bagud, påskemor-gens og pinsedags betydning for det, at der er menighed og kirke i dag. Nadverskildringen på mange af de gamle altertavler er netop med til at understrege en sådan forbindelse mel-lem den skærtorsdag aften, hvor Jesus spiste sammen med sine disciple, og den menighed, som deler måltidet ved gudstjenesten nu søndag morgen. Vi skal holde fast på det, som vi har modtaget, skrev Paulus til menig-heden i Thessaloniki (2 Thes 2, 15). Ikke krampagtigt og ved at mime det forgangne, men ved at tage ordet i munden og leve det. Tradition er ikke mindre vigtig i en aftraditionaliseret tid, ligesom det er vigtigt at påpege, at det, som skaber liv og glæde, dy-best set ikke beror på mennesket selv. Ordet er blevet kød og blod, og Guds Ånd lever.

Til videre læsning:- Anthony Giddens:

En løbsk verden. Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse Hans Reitzels forlag, Kbh. 2000.

- Timothy Ware: The Orthodox Church. London 1962.

At ville være fri for traditioner eller at tro sig fri fraat holde noget helligter at ville leve i en tidsløs lomme, et lufttomt rum

”


Muslimer har brug for autoriteter og forbilleder

Muslimer har ligesom alle andre brug for autoriteter eller idealer, som de kan se op til, og forholdene i Mellemøsten og livet som minoritet i Vesten gør behovet større end nogensinde. For nogle muslimer fører det til nærmest ukritisk dyrkelse af Muhammed og misbrug af hans livshistorie til at legitimere vold. Men det er der ikke belæg for i islamisk tradition.

Det er ikke usæd-vanligt, at man i

medierne hører historier om unge muslimer, der ukritisk følger anvis-ninger fra imamer og selvbestaltede muslimske autoriteter. I forbindelse med unge, som har tilsluttet sig vol-delige islamistiske bevægelser, er der eksempler på unge, som angiveligt er blevet overbevist af islamiske prædi-kanter til at tilslutte sig terrorbevægel-ser og udøve vold i islams navn. Det kan give indtryk af, at der inden for islam er tradition for, at den enkel-te muslim underlægger sig en mere el-ler mindre tilfældig autoritet i form af en imam eller anden prædikant. Men det er ikke tilfældet. Der er ikke no-get præsteskab inden for islam, men derimod teologer, der både fungerer som bønneledere (imamer) (se boks), undervisere, forkyndere og rådgivere i spørgsmål vedrørende islamisk rets-videnskab.

Gud som øverste autoritetSom udgangspunkt er ethvert men-neske således ansvarlig for egne hand-linger og skal kun stå til ansvar over for Gud. Ordet islam betyder nemlig at underkaste sig, og en muslim er et menneske, der underkaster sig den øverste autoritet, Gud, hvis budskab blev forkyndt af profeten Muham-med (570-632). Profeten Muhammed nævnes flere steder i Koranen, hvor han bl.a. omtales som Guds udvalgte menneske i sura 3:31: ”Sig: Hvis I el-sker Gud, så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder! Gud er tilgivende og barmhjertig”. (Citeret efter: Wulff, Ellen: Koranen. Forlaget Vandkunsten, 2006). Det er således ikke muligt at være troende muslim uden at elske og respektere profeten Muhammed, der er den største auto-ritet i islam efter Gud.

Muhammeds eksempelog muslimerne stræbenMen hvad vil det så sige at elske og re-spektere Muhammed, og hvad er det mere præcist for et menneske, man som muslim har et særligt forhold til? Profeten blev født i Mekka i Saudi-Arabien. Hans far, Abdullah, døde, inden Muhammed blev født og mo-deren, Amina, døde, da han var 6 år gammel. Muhammed voksede således op som forældreløs hos henholdsvis sin bedstefar og onkel, og hos sidst-nævnte kom han som ung i lære som handelsmand. Senere giftede han sig med en velhavende enke, Khadidja, og han levede herefter en ganske almin-delig tilværelse, indtil han i en alder af 40 år fik sin første åbenbaring. Muhammed var ikke som Jesus en mirakelmager. For ham var Koranen et mirakel i sig selv, og han blev ved med at påpege, at han var ”et menne-ske, som alle andre mennesker” (sura

AF SALIHA MARIE FETTEHLektor i arabisk ved SDU og medlem af redaktionen



18:110), der forkyndte Guds ord, som de blev ham åbenbaret. Inden Mu-hammed døde i 632 i en alder af 62 år, havde han formået at skabe et stort muslimsk fællesskab, der hurtigt, via forkyndelse og erobringer, bredte sig til andre lande i det, vi i dag kalder Mellemøsten. Efter Muhammeds død blev hans egenskaber, gerninger og udsagn nedskrevet i hadith-samlin-gen (se boks), der foruden Koranen er den vigtigste kilde for muslimer. Her beskrives fx, hvordan profeten be-handlede sine hustruer, hvordan han spiste, ligesom der var beskrivelser af hans forhold til andre mennesker, muslimer og ikke-muslimer, og sågar til dyr. Beskrivelsen af Muhammeds levevis blev på denne måde fremstil-let for muslimer verden over, der på tværs af nationale, sociale og etniske baggrunde i deres stræben efter Guds kærlighed efterlignede profetens handlinger.

Familiebøvl og militære felttogMange af overleveringerne om Mu-hammed stammer fra hans yndlings-hustru, Aisha, der havde et tæt for-hold til ham. Hun beskriver profeten, som en gudfrygtig, sandfærdig, klog og gavmild mand med gode manerer, der viste stor interesse for kvinders, enkers, fattiges og forældreløses for-hold. Han var meget menneskelig og levede ikke et problemfrit liv. Han legede med børn, græd, var hidsig og havde til tider bøvl med sine hustruer, hvilket bl.a. var en af årsagerne til, at han ofte trak sig tilbage i hulerne om-kring Mekka, hvor han som allerede nævnt modtog sin første åbenbaring som 40-årig. Muhammed ledte med sværdet i hånd flere af de slag, som det nye mus-limske samfund udkæmpede mod de arabiske og jødiske stammer på Den Arabiske Halvø. De gamle historikere, såsom Muhammed ibn Ishaq (d. ca.

676), Muhammed ibn Sa’ad (d. ca. 845), Abu Jaafer al-Tabari (d. 923) og Muhammed ibn Umar al-Waqidi (d. 820), beskriver alle profetens militære felttog, hvor de inddrager dokumenter og forskellige mundtlige beretninger i flere versioner uden at sætte profeten op på en piedestal. Uheldigvis er Mu-hammeds militære karriere de senere år, blevet flittigt anvendt af terrorister, der ikke holder sig tilbage for at for-dreje den, så den tjener deres voldelige ideologi.

Muhammed som forbilledei dagligdagens detaljerDesværre forholder det sig generelt sådan, at Muhammed har fået en mere ophøjet position end tidligere. Fx fej-rer man i flere lande hans fødselsdag, hvilket af adskillige konservative mus-limske teologer, såsom de saudiske, betragtes som ’haram’ (forbudt i en religiøs kontekst), da muslimer ifølge

Det er ikke muligt at være troende muslim

uden at elske og respektereprofeten Muhammed

”


FOTOS: Jasminko Ibrakovic, Dreamstime.com.


deres islamfortolkning ikke bør fejre deres fødselsdag. Endvidere har ad-skillige (ofte unge) muslimske mænd anlagt skæg for at følge profetens ek-sempel, foruden at de i deres daglige handlinger - lige fra hygiejne og be-klædning til, hvordan de spiser - ef-terligner deres ideal, den ufejlbarlige profet. Mange muslimers ’dyrkelse’ af Mu-hammed, der efterhånden minder lidt om nogle kristnes forhold til Jesus, blev tydelig i forbindelse med Mu-hammedkrisen i 2005, da Morgenavi-sen Jyllands-Posten bragte 12 tegnin-ger af Muhammed, hvor han bl.a. blev fremstillet som terrorist. De stærke

reaktioner kan imidlertid ikke undre, selvom der i Koranen ikke findes no-get decideret forbud mod at fornærme profeten. For også dette er et spørgs-mål om fortolkning, da der står skre-vet: ”De, der krænker Gud og Hans udsending, dem forbander Gud i det dennesidige og det hinsidige. Han har forberedt dem en forsmædelig straf.” (sura 33:57). Dette vers bærer tydeligt præg af at være åbenbaret i en tid, hvor Muhammed, da han boede i Mekka, blev offer for hån og latter-liggørelse. Det er beskrevet i hadith-samlingen, hvorledes byens beboere kaldte Muhammed for en hykler og smed møg og blodige dyreindvolde

efter ham, når han gik på gaden (Buk-hari 498). Til sidst måtte Muhammed og de første muslimer søge asyl i byen Medina, hvorved det første muslimske samfund i verden opstod i eksil med Muhammed som både politisk og ån-delig leder.

Dommer og kompromis-søgende statsmandMuhammed var imidlertid ikke bare krigsherre, ægtemand, handelsmand og profet, der forkyndte budskabet om Gud enhed. Han fungerede endvidere som dommer både i forbindelse med økonomisk kriminalitet, arv, mord og ægteskabsstridigheder, hvor han

IMAM En imam i sunni-islam er ikke det samme som en imam i shia-islam. Inden for sunni-islam kan alle fungere som imam, der betyder ”den, der står foran” og fx leder bønnen. Imamen behøver i praksis ingen teologisk uddannelse, men flere imamer i de større moskeer har i et eller andet omfang læst teologi. Inden for shia-islam er imamen, ligesom paven, en slags stedfortræder for Gud på Jorden. Han er leder af det islamiske samfund og har således både en politisk og åndelig funktion. Imamen er desuden en di-rekte efterkommer af profeten Muhammeds fætter og svigersøn, Ali, og betragtes derfor som en fejlfri, guddommeligt inspireret autoritet.

HADITHEn hadith er en fortælling om profeten Muhammed sædvane, altså hans udsagn og gerninger før og efter, at han blev profet. Samlingen af hadither stammer fra 800-900 tallet, og det er vigtigt for en muslim at vide, hvilke hadither der er autoritative, for at undgå at lade sig inspirere af falske udsagn om profetens liv og udsagn. Ved indlednin-gen til hver hadith angives de mange led, som fortællingen var igennem, inden den blev skrevet ned af hadith-samlere. De vigtigste af sunni-islams seks hadith-samlinger er al-Bukharis og al-Muslims. Shia-muslimerne anerkender kun de had-ither, der kan føres tilbage til Muhammeds svigersøn og fætter, Ali, og de 11 imamer, der efterfulgte ham.

SHEIKInden for sufismen er autoriseret til at under-vise og vejlede sufierne, hvis mål er at opnå en tættere forbindelse til Gud - og måske blive ét med ham. Sufismen er ikke en gren af islam, men derimod en bevægelse eller strømning inden for islam, der går på tværs af sunni- og shia-islam. Sufierne praktiserer troskab til Gud via askese og specielle ritu-aler såsom bøn, meditation, faste og dans - alt sammen som en stræben at nå målet - enheden med Gud. For at opnå denne behøver den enkelte troende hjælp og støtte fra en vejleder, en sheik, der allerede har gennemgået stadierne i vejen til enhed med Gud. Eleven eller disciplen sværger troskab til sin sheik og følger og adlyder denne i tillid til, at sheiken hjælper disciplen med at holde sig på vejen mod enhed med Gud og undgå at fare vild undervejs.


dømte ud fra en blanding af Kora-nens budskab, stammetraditioner og fornuften. Han lagde på denne måde fundamentet for det vi i dag kalder islamisk retsvidenskab, der er et fuld-stændigt sæt leveregler, der vedrører religiøse, politiske, økonomiske og so-ciale anliggender. Men han havde også autoritet som statsmand der, via Guds plan, ønskede at ændre det samfund, han var en del af til det bedre. Han var parat til at dø for sin tro, men gik li-geledes flere gange på kompromis om uvæsentlige ting, så længe det ikke stred mod det islamiske budskab. Profeten Muhammed var selvsagt et produkt af sin tid. Men alligevel kan muslimer verden over i dag, mere end 1300 år efter hans død, identificere sig med ham på flere områder. Han var på én og samme tid forældreløs flygtning, handelsmand, ægtemand, far, kriger, dommer, statsmand og profet. Måske derfor er indstillingen hos mange muslimer, at Muhammed er et af verdens mest fuldkomne men-nesker. Dette på trods af, at han efter sigende skulle have udtalt: ”I må ikke ophøje mig mere, end jeg fortjener. For jeg var Guds tjener, før han gjorde mig til profet” (al-Tabari). Så spørgs-målet er, hvorfor og hvordan denne til tider helt ukritiske dyrkelse af profe-ten er opstået?

Muslimer under preshar behov for idealerMuslimer har ligesom alle andre men-nesker i denne verden brug for auto-riteter eller idealer, som de kan se op til - især når de på den ene eller anden

måde kommer under pres. Muslimer hele verden over har i dag mere end nogen sinde brug for deres islamiske forbilleder, da de frygter helt at miste deres rødder, fordi den vestlige kultur nærmest gennemsyrer deres tilværel-se. Gamle normer, værdier og tradi-tioner er således under pres, hvilket af nogle muslimer betragtes som proble-matisk, da den vestlige indflydelse bl.a. har medført, at kønsrollerne pludselig står til forhandling, samt en stigende individualisering hos den unge gene-ration. En tankegang, der ikke harmo-nerer med det islamiske budskab, der tager udgangspunkt i en kollektivi-stisk tankegang, hvor fx forældre skal respekteres og, så vidt det er muligt, adlydes (Koranen 17:23-24). Endvi-dere truer blodige konflikter og krige i Mellemøsten de islamiske samfund, hvilket har fået millioner af muslimer til at flygte til bl.a. Europa og USA, hvor de skal finde en muslimsk-vestlig identitet. Dette kan være en udfor-dring for mange troende, hvorfor der er brug for et muslimsk forbillede uafhængig af tid og sted. En stærk autoritet, der kan hjælpe dem med at orientere sig i eksil i et fremmed land, og som kan holde dem sammen som religiøs gruppe.

Konservativ koranfortolkning blandt unge i identitetskriseBehovet for en stærk autoritet, der kan fungere som orienteringspunkt kan i værste tilfælde føre til, at muslimer i eksil finder trøst i deres tro og bliver stærkt religiøse (fundamentalister) og derfor tager afstand fra den individua-

listiske og frie livsstil i deres nye land. Denne gruppe vælger at tage udgangs-punkt i den konservative koranfor-tolkning og de hadither, der beskriver Muhammed som en religiøs autoritet og feltherre, der uden barmhjertighed bekæmpede de vantro. Denne tendens ses oftest hos den unge generation af muslimer, der ikke bare mangler teo-logisk viden, men ej heller formår at sætte koranversene og profetens liv ind i en historisk kontekst. Som mi-noritetsgruppe kan disse unge endvi-dere lide under en identitetskrise, da de måske føler, at de ikke passer ind i hverken det danske samfund eller de-res forældres hjemlands kultur.

Velfærdsstaten og profetens åndAndre, flertallet, formår heldigvis at fortolke Koranen og kombinere ud-sagnene om profetens etik og moral med livet i det frie demokratiske Ve-sten, hvor personlig frihed og men-neskerettigheder præger samfundet og omgangen mellem mennesker på tværs af religiøs baggrund. Især vel-færdsstaten, hvor der tages hånd om samfundets svage, mulighed for ud-dannelse til alle, samt den kendsger-ning, at alle er lige for loven, rig eller fattig, stemmer helt overens med Mu-hammeds ånd og Koranens budskab.

Saliha Marie Fetteh er uddannet folkekolelærer fra Odense Lærerseminarium, cand.mag. i moderne mellemøststudier (SDU) samt BA i ara-bisk sprogfærdighed (Irak). Ansat på SDU som ekstern lektor i arabisk samt på HF & VUC Fyn i Odense. Saliha har boet 8 år i Irak og bor i dag delvist i Amman, Jordan.

Så spørgsmålet er, hvorfor og hvordan denne til tider helt ukritiske dyrkelse af profeten er opstået?”



For kristne er Jesus ikke blot

en karismatisk forkynder

Når man læser de fire Jesus-’biografi-

er’ i Det Nye Testamente, de fire evan-gelier, bliver man umiddelbart slået af Jesu personligheds kraft. Han bræn-der igennem, kunne man sige. Man får den fornemmelse, at den mand har haft en enorm karisma, en stærk ud-stråling. Det er, som om han betager folk i samme øjeblik, de møder ham. ”Følg mig”, sagde han ved flere anled-ninger. Og så slap folk, hvad de havde i hænderne, og fulgte ham og blev hans disciple. Gang på gang læser vi i evangelierne om situationer, hvor hans ord udstrå-lede en myndighed, som fik folk til at gå bagover af benovelse. Eller ordene lukkede munden på de mange mod-standere, han også fik.

Jesus sættes på prøveLad mig demonstrere det med et en-kelt eksempel fra Johannesevangeliet kapitel 8. Nogle mennesker slæbte en kvinde

hen til Jesus. Hun var grebet på fersk gerning i seksuel umoral. Nu beder de Jesus om at tage moralsk stilling. Den var ikke let. Ifølge den altid uomgæn-gelige Moselov skulle hun stenes. Jesus kunne under ingen omstændigheder tage let på Moseloven. Man misforstår Jesus fuldstændig, hvis man tror, at han var en slags postmoderne huma-nist, der gjorde op med alle autoriteter, inklusive Moseloven, til fordel for den enkeltes sandhed og lykke. Jesus gik på en måde længere end nogen anden farisæer og skriftklog i lovfromhed. Han sagde engang: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. (…) For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget (Matt 5, 17-20). Så sagen med kvinden grebet i umoral var ikke løst med at feje Moseloven af bordet. På den anden side kendte folket ham som en mærkværdigt barmhjer-

tig rabbi, der spiste sammen med de mest fortabte og samlede tilhængere og disciple af samme slags. Dét billede ville krakelere fuldstændig, hvis han fulgte lovens ord om stening af kvin-den. Jesus svarer dem ikke umiddelbart på deres krav om stillingtagen. Han sidder og tegner lidt i sandet. Og må-ske begynder svaret derfor allerede at dæmre for dem, inden han giver det. Og så kommer svaret: Lad den, der er uden synd, være den første til at kaste stenen. Det er mageløst enkelt. Og dybt. Og da ingen kaster sten, men tværti-mod forlader stedet en for en, siger han til sidst til kvinden: Var der ingen, der fordømte dig? Jeg fordømmer dig heller ikke. Gå bort og synd fra nu af ikke mere.

Menneskekenderen og den intellektuelle autoritetI ovenstående scene finder vi de fleste facetter af Jesu autoritet.

AF HENRIK HØJLUNDTeolog, sognepræst og forfatter

Jesus var en karismatisk og klog menneskekender, der ejede kærlighedens autoritet og havde magt over naturen. Men set i et kristent lys var han mere end det, og det var dette mere, der gav og giver ham den afgørende autoritet, skriver teolog og forfatter Henrik Højlund.



Der er den menneskelige autoritet. Han er menneskekender. Han er klog som en terapeut, der ikke vælter ud med svaret, i samme øjeblik spørgs-målet er stillet. Han lader spørgsmålet hænge i luften, og lader svaret melde sig lidt af sig selv. Der er den autoritet, der ligger i at gennemskue menne-sker og blotstille det, der ligger under den pæne overflade. De mennesker, der kom slæbende med kvinden, går øjensynlig fromhedens ærinde. De står øjensynlig på Guds side med de-res ønske om at få dømt kvinden. De tror måske endda selv, at de går Guds ærinde. Men de går kun deres egen selvretfærdigheds ærinde. Der er den teologiske autoritet, Jesu intellektuelle autoritet. Hans forståelse af de gamle skrifter stikker dybere end deres egen forståelse. Han sætter ikke de gamle forskrifter ud af spil. Der er noget, der hedder synd. Han betvivler ikke kvindens gerning som synd. Men der er også noget, der hedder tilgivelse. Han minder dem om et afgørende træk ved Gud, sådan som de kender ham gennem de gamle skrifter. Guds ønske om at få synden frem i lyset handler ikke om at finde en anledning til at straffe, men om at finde anledning til at forsones i kraft af anger og tilgivelse. Der er den autoritet, der ligger i modet. Modet til at trodse magten.

Kærlighedens autoritetDer er kærlighedens og barmhjertig-hedens autoritet. Kærlighed og tilgi-velse rummer altid en særlig form for autoritet. Autoritet kan spilles ud som

magten, der bare sætter sig igennem. Men der findes også en tilgivelsens magt, som kan være langt stærkere, fordi den vidner om en helt anden form for overskud end magten i tra-ditionel form. Der er også den autoritet, der kan byde et menneske at forandre sit liv. ”Synd fra nu af ikke mere”. Den form for autoritet fremtræder ofte som mo-ralismens selvretfærdige autoritet. Når Jesus kan sige det med troværdig autoritet, hænger det sammen med, at han udtaler det på baggrund af en anden form for retfærdighed end selvretfærdigheden – den retfærdig-hed han viste ved måden, han mødte kvinden og hendes anklagere på. Alle disse træk ved autoriteten i Jesu personlighed kan genfindes i hændelse efter hændelse i evangeli-erne.

Det hemmelighedsfuldeoverskudOg så kommer man ikke udenom at føje to træk til ved hans autoritet. To træk der rækker ud over det, der i princippet kunne findes hos andre mennesker. For det første er Jesu autoritet i ord og omgang med mennesker hele tiden suppleret med den altid slående autoritet, der ligger i hans øjensynlige ubegrænsede magt over naturen. Hel-bredelser, selv dødeopvækkelser, vand til vin og storm til stille – alt sammen giver ham et kolossalt autoritets-over-skud. Og da han til sidst synes at have tabt alt, også al autoritet, hængende bloddryppende og døende på et kors,

ender det alligevel med, at en ny og endnu større autoritet melder sig, da han bliver levende igen. Det bliver startskuddet til, at nogen begynder at tillægge ham langt mere autoritet, end noget menneske kan have, om men-nesket så er geni, profet eller healer af første klasse. Nogle begynder fra op-standelsen at kalde ham Guds Søn og endda Gud selv. Og det fører til det andet træk, nemlig det, at denne enestående gud-dommelighed har været der hele tiden som det næsten hemmelighedsfulde ”overskud” i Jesu ord og handlinger.

Den dybeste autoritetEn kendt jødisk bibel-forsker, Jacob Neusner, har ved flere anledninger udtrykt stor sympati for jøden Jesus. Han finder Jesu lære kongenial med essensen af ægte jødisk tro. Med und-tagelse af én ting. Jesu egen person indtager en afgørende plads i alt, hvad Jesus siger. Det hele, alle Jesu handlin-ger og ord, drejer sig tydeligvis om én ting: at pege på ham selv som altafgø-rende for gudsforholdet. Neusner har set helt rigtigt. Dér ligger Jesu dybeste og egentlige auto-ritet: Han gør sig selv gældende som Gud i menneskeskikkelse. Til tro eller forkastelse. Præcis alle disse træk ved Jesu autoritet melder sig også den dag i dag for mennesker, der ”møder” Jesus. Igennem ordene om og af ham i Det Nye Testamente, igennem bønnens samtale med ham og på anden vis er det den myndighed, der får menne-sker til at overgive sig til ham.

“Lad den, der er uden synd,være den første til at kaste stenen.”

Det er mageløst enkelt. Og dybt. ”TEMA: Åndelig autoritet


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

Kristus udvalgte Pe-ter blandt apostlene

(Matt. 16,16-19) og gav ham en særlig autoritet, nøglemagten, til at ”binde og løse”. Dette udtryk stammer fra den rabbinske tradition og betegner auto-riteten til at udlægge en lovskoles lære. Det blev ret hurtigt aktuelt, også for de kristne, da der var vigtige spørgsmål, som truede med at splitte den tidlige Kirke, især spørgsmålet om overhol-delse af den jødiske pagts love og forskrifter. Samtidig er overdragelses-scenen i Matt. 12 tydeligt og bevidst

modelleret efter Esajas 22,20-25, som handler om overdragelsen af et em-bede som hofchef i Israel. Vi overser let, hvor politisk farlig en handling det er, at Kristus i et romersk besat Is-rael går rundt og udnævner kongelige embedsmænd – hvad der svarer til en statsminister, og siden et ministerka-binet, der skal ”sidde på tolv troner og dømme Israels stammer” (Luk 22,30).

Læreautoritet og samlende symbolPeters embede består altså i to ting;

den første er at være en læreautoritet, der skal sikre den autentiske og auto-ritative videreførelse og udlægning af Kristi lære; den anden er at være et symbol, der samler og forener Kirken. Nogle i dag har det svært med ”orga-niseret religion”, men en synlig enhed har altid været af højeste vigtighed for de kristne, og fra første færd har teg-net på denne enhed været fællesskab med biskoppen af Rom. Som overhoved for en global or-ganisation med ansvar for over en milliard mennesker har paven også

AF STEFFEN LAURSENTeolog og filosof

Der må være et sted at få viden omkirkens sandhedPaven er et af de mest genkendelige symboler på den katolske kirke. Han har det højeste embede i Kirken, og benævnes endda ”ufejlbarlig”. Det betyder ikke, at paven har uind-skrænket magt eller autoritet, men for katolikker er paven nødvendig for at sikre, at der er et sted, man kan finde viden om den sandhed, Kirken forkynder.



et stort ledelsesansvar på andre om-råder. Hans konkrete rolle har ændret sig meget; for eksempel er det ret nyt, at han rejser så meget, som han gør i dag, hvorimod han bruger væsentligt mindre tid på at regere Vatikanstaten, end han gjorde, da den bredte sig over halvdelen af Norditalien. Især det sid-ste er nok meget godt. En paves vig-tigste opgave afhænger helt af hans tid. For nogle paver har det været at sikre Kirkens frihed fra utidig verdslig indblanding (som under Napoleon), for andre at sende missionærer ud til verdens ende (som efter opdagelsen af Amerika), og for andre igen at forhol-de sig til interne religiøse stridigheder (som under reformationen).

Ingen pave er syndfriPavens ufejlbarlighed er et ofte mis-forstået lærepunkt i den katolske tro. Det betyder ikke, at paven er moralsk ufejlbarlig. Der har været nogle gan-ske slemme paver, særligt i tiden om-kring renæssancen. Men ingen pave er syndfri, og ingen pave er uangribelig i sin embedsførelse. Peter selv fornæg-tede Kristus og blev også anklaget af Paulus for i handling at forsømme sit embede ved at trække sig tilbage fra at spise med hedningerne, da nogle jødekristne, der overholdt Moselo-ven, kom til Antiokia (Gal. 2,11-14). Dermed kom han til i handling at

modsige det, han selv havde bekræf-tet på apostelmødet i Jerusalem (Apg. 15). En paves embedsførelse kan altså sagtens være kendetegnet ved dårlig dømmekraft, og han kan være meget galt på den teologisk i sit eget private liv.

Ufejlbarlig, men ikke nødvendigvis inspireretUfejlbarligheden knytter sig alene til pavens læreembede. Det er det samme læreembede, som biskopperne udøver i fællesskab på et økumenisk koncil, dvs. et kirkemøde, hvor alle Kirkens biskopper samles i enhed med Peters efterfølger for at afgøre spørgsmål, men det ligger uden for denne arti-kels område. Vi kan skelne mellem to former for udøvelse af læreembedet, den ordinære og den ekstraordinære udøvelse (ex cathedra), og det er til denne sidste, der er knyttet en særlig beskyttelse mod fejl. Det er en udbredt misforståelse, at næsten alt, hvad paven siger, er ufejl-barligt eller forpligtende for katolik-ker at tro på, eller at paver nødvendig-vis er ”valgt af Helligånden”, og derfor ikke må kritiseres. Det er godt at have tillid til Kirken, særligt når der ikke er stærke grunde til andet. Men som kardinal Ratzinger, har sagt (forud for den konklave, hvor han i øvrigt selv blev valgt til pave), er der for mange

eksempler på paver, som Helligånden bestemt ikke ville have valgt, til, at vi altid kan tro på en eksplicit udvælgel-se: ”Den eneste sikkerhed, Han giver, er, at det ikke kan blive fuldstændig ødelagt” (Ratzinger, citeret i Feser 2015). Så mens paven er ufejlbarlig, er han ikke nødvendigvis inspireret. At være inspireret, som de bibelske for-fattere var, er positivt defineret; deres tale er i en vis forstand også Guds tale. Pavens ufejlbarlighed er derimod ne-gativt defineret; det kan ikke gå så galt, at det ødelægger Kirken. Løftet om denne beskyttelse er indeholdt i Kri-sti ord til Peter: ”På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt. 16,18)

I tråd med traditionenHvad ufejlbarligheden betyder, er, at paven beskyttes mod at lære fejl, når han fastslår noget som Kirkens lære i et spørgsmål om tro eller moral og gør det på en måde, så det er klart, at han vil gøre det gældende for hele Kirken. Der findes ingen bestemt formular, han skal bruge. Et eksempel er dog-met om, at jomfru Maria blev undfan-get uden arvesynd, noget som både kirkefædrene og middelalderens store teologer diskuterede, men aldrig nå-ede til enighed om. Her valgte Pius IX i 1854 efter århundreders diskussion

Det er en udbredt misforståelse, at næsten alt, hvad paven siger,er ufejlbarligt eller forpligtendefor katolikker at tro på ”


at konkludere på hele Kirkens vegne (i Ineffabilis Deus). Et andet eksempel er pave Johannes Paul II’s erklæring i Sacerdotalis Ordinatio, at Kirken ikke har mandat til at ordinere kvinder til præsteembedet, noget som bestemt ikke skulle komme som nogen nyhed for folk, der har lidt kendskab til Kir-kens tradition. Det, som er værd at bemærke i begge tilfælde, er, at der ikke er tale om at paven pludselig får et indfald, som han erklærer for katolsk lære. Der går en lang historie forud, enten i form af en århundredelang diskus-sion eller blot som bekræftelse af en ret entydig tradition. Pavens lære-embede er altså ikke en kilde til nye åbenbaringer, men til en udfoldelse og præcisering af det, som er overleveret. Hvis troen er sand, må den være ufor-anderlig, men hvis den er levende, må den også være i bevægelse og i vækst.

Modsigelser vil vise, at Kirken er falskEt spørgsmål, som ofte stilles, er, hvad der ville ske, hvis paven erklærede ex cathedra noget, som er imod Kirkens lære og tradition. Eller for at gøre det endnu mere tydeligt: Hvis to ex cathedra-udsagn modsiger hinanden, hvilket er så rigtigt? Hvad hvis for ek-sempel en pave, som vi kunne kalde Hypoteticus I, om 50 år erklærer, at kvinder kan ordineres til præster? Så har enten Johannes Paul eller Hypote-ticus fejlet i en ”ufejlbarlig” erklæring. Det går naturligvis ikke. Og selv rent menneskeligt forekommer det usandsynligt, at en pave så direkte skulle modsige den tradition, på hvil-

ken hans egen autoritet er begrundet. Men hvis det hypotetisk set skulle ske, ville den katolske Kirke vise sig som falsk. Det er en del af min tro som katolik, at dette aldrig vil kunne ske, ganske som jeg ikke tror, at bevis for jordens fladhed vil dukke op. Hvis det skete, ville det være tydeligt, at min tro som katolik måtte opgives.

Katolik på grund af pavedømmetFor mit eget vedkommende var pa-vedømmet, især læreembedet, den primære grund til, at jeg for seks år siden valgte at lade mig optage i den katolske kirke: Hvis Kirken gør krav på at forkynde sandheden, så må der være et sted, man kan gå hen og få at vide, hvad denne sandhed er, ikke mindst, hvor der opstår uenighed om et væsentligt spørgsmål. I Apostlenes Gerninger var det spørgsmålet om overholdelse af Moseloven, der truede med at splitte Kirken, hvis ikke der blev opnået en enighed. Løsningen var apostelmødet, og Peters trosdefi-nition (Apg. 15). Noget lignende gen-tog sig op gennem historien, og det er bestemt ikke mit indtryk, at behovet for en ufejlbarlig autoritet er mind-sket siden dengang. Jeg havde meget svært ved at forestille mig, at Gud ikke skulle give en så nødvendig gave til sin Kirke, men lade den gå til i forvirring om, hvad sandheden overhovedet er. Og hvis Gud har givet en sådan gave til sin Kirke, så var der ikke mange an-dre seriøse kandidater end paven.

Uenighed med læreembedetMen er det ikke forfærdeligt begræn-

sende at være underlagt en autoritet, der bestemmer, hvad man skal tro om både det ene og det andet? Tværti-mod. ”Sandheden skal gøre jer frie” (Joh. 8,32). At være forpligtet på sand-heden er ikke en byrde. At have lov til at tro, at 2+2=3, er ikke frihed. Men der er heller ikke nogen ydre magt, som tvinger katolikker til at tro det ene eller det andet. Pavens magt afhænger i praksis af, at folk gider lytte til ham. Og så er der er naturligvis en hel del spørgsmål, hvori man frit kan være uenig med læreembedet, f.eks. i spørgsmål med videnskabelige, øko-nomiske eller politiske forudsætnin-ger, som vi ikke deler. Ligeledes er der mange spørgsmål, som er åbne for dis-kussion, men læreembedets opgave er netop også at afgøre, hvilke spørgsmål det er. I 1500-tallet blev det for eksem-pel slået fast (af p. Pius V), at striden mellem molinister og thomister om fri vilje og forudbestemmelse ikke var afgjort, og at man derfor skulle lade være med at kalde hinanden kættere. Når det angår tro og moral, må vi som udgangspunkt have en tillid til, at Kirkens lære, som den udlægges af paven i det ordinære læreembede (f.eks. i encyklikaer eller prædikener), er sand, selv hvor han ikke går så vidt som til at definere udlægningen ex cathedra, og hvor det i princippet er muligt, at den sidenhen kan foran-dres. Og hvor paven taler ex cathedra, er hans udsagn en del af den katolske tro. Det giver en tryghed og en sikker-hed, at man kan kigge til Rom og få vished om, hvad den katolske tro er. Og som en protestant engang har sagt til mig: ”Det bedste argument for pa-vedømmet er vel, at det virker.”

Forslag til videre læsning:- 2015 Feser, E. Papal Fallibility.- 1990 Ratzinger, J. card. Donum Veritatis.- 2004 Ratzinger, J. card. Worthiness to receive

Communion.- 2010 Dulles, A. card. Magisterium: Teacher

and Guardian of the Faith (Introductions to Catholic Doctrine).

Det er ikke mit indtryk, at behovetfor en ufejlbarlig autoritet er mindsket”



”Vi må lære at bevareen indre ensomhed, uanset hvorvi er, eller hvem vi ersammen med.”

”Den, som vilhente Gud til siggennem ydre ting…hvad enten det er gennembestemte skrifter, folkeller steder, fåraldrig fatpå ham”

Begge citater er oversatte citater af Meister Eckehart, oversat af Ben Alex, er med i hans nye bog: Vejen indad i Gudsrigets bevidsthed. En 101 dages rejse i følge med Meister Eckehart.Boedal, 2016.


Åndelig dovenskab

blev mit blinde punkt

En af sekterismens første kendetegn er,

at al autoritet forankres i lederen. En af de mest sejlivede forklaringer på dette er, at det skyldes hjernevask. Til trods for hjernevaskteoriens udbre-delse både i den akademiske verden og i medierne generelt, holder den ikke vand. Når jeg slår så hårdt ned på my-ten om hjernevask, er det ikke for at beskytte folk i Moon-bevægelsen eller andre, der bliver anklaget for at gøre, hvad de gør på grund af hjernevask. Det skyldes snarere det modsatte. Hjernevaskmyten frikender menne-sker for ansvar. Det gælder både dem, der anklages for at være hjernevaske-de og dem, der anklager. Hvad angår førstnævnte bliver de reducerede til at være et passivt materiale, noget man kan vaske, programmere, eller depro-

grammere, som var der tale om en maskine eller en computer. Men men-nesker er ikke maskiner. Fællesskaber består aldrig af mennesker, der enten er fuldstændig aktive eller fuldstæn-dig passiv. Der er tale om en kollektiv proces, hvor man gensidigt inspirerer og støtter hinanden. Der er for langt de fleste sekters vedkommende tale om betydelige optagelseskrav, der for-drer et helt bevidst valg fra tilhørernes side. Hvor meget man end ønsker at være med i Jehovas Vidner, bliver man ikke accepteret, medmindre man tilegner sig bevægelsens lære. Hvor meget man end ønsker at blive indop-taget i Scientology, skal man først på kursus. Det nytter altså ikke noget at undskylde mennesker med, at de er blevet hjernevaskede, og derfor ikke selv har et ansvar.

Katalysator for manges drømmeEn anden forklaringsmodel der be-nyttes til at begrunde, hvordan det kan lykkes en leder at koncentrere autoriteten i sig selv, er forførelse. Ligesom det var tilfældet med hjer-nevaskmyten, ledsages denne opfat-telse af betydelige argumenter. Der er mange historiske eksempler på reli-giøse eller politiske ledere, som brugte deres evner og talegaver til at forføre folk. Til de mest uhyggelige i nutidigt religiøst regi hører Jonestown, hvor sektlederen, Jim Jones, 18. november 1978 fik 908 af sine tilhørere, heraf ca. 300 børn, til at begå kollektivt selvmord ved at drikke saftevand for-giftet med cyankalium. Der er i den forbindelse intet formildende ved, at han fulgte sine tilhængere i døden på

AF MARTIN HERBSTPræst og medlem af redaktionen

Martin Herbst reflekterer over, hvorfor han lod sig forføre af Sun Myung Moon til at arbejde i døgndrift som forkynder og forfatter for sekten. Først mange år efter kom han til erkendelsen af, at hans tid i Moon bevægelsen skyldes åndelig dovenskab, og at han hengav sig til en stærk leder, der tog al patent på autoritet.



samme måde. Eller man kan genkalde sig UFOsekten Heaven’s Gate, hvis grundlægger, Marshall Applewhite, 26. marts 1997 overtalte 38 af med-lemmerne til at begå selvmord sam-men med ham for at blive optaget i et fremmed rumskib. Hvor tragiske disse tilfælde end er, er det fejlagtigt at for-klare dem udelukkende med lederens forførelse. For det første sker forførel-se ikke altid mod folks vilje. Det er et spørgsmål, om man overhovedet kan blive forført, hvis ikke ens egen vilje på et eller andet plan spiller med. Det er et velkendt fænomen i erotikkens verden. Når anliggendet er religion el-ler politik, er der principielt set ingen forskel. Hvor meget en religiøs eller politisk leder end prøver at forføre en gruppe mennesker, så skal man lade sig forføre, for at forførelsen kan blive

en realitet. Ofte lader man sig forføre, fordi lederen vækker et begær eller et ønske, det være sig efter personlig udvikling eller verdens frelse, der al-lerede var til stede. På den måde fun-gerer mange såkaldte forførere som katalysatorer eller eksponenter for de manges drømme og ambitioner. Et énmandsprojekt er forførelse i hvert fald aldrig.

Den gode forførelseHvad der i endnu højere grad fortje-ner opmærksomhed er, at forførelse – stik imod den gængse opfattelse – ikke altid er noget dårligt. Man kan blive forført til noget, der er værre end det, man blev stillet i udsigt. Så drejer det sig om et ondsindet bedrag. Men man kan også blive forført til noget, der er bedre end det, man var blevet

lovet. I sidstnævnte tilfælde er der stadig tale om forførelse, men i mod-sætning til den første er den godar-tet. Man kan derfor tale om den gode forførelse. Måske kan man ligefrem tale om nødvendigheden af den gode forførelse. Det lyder som en provoke-rende påstand. Mindre provokerende bliver den ikke af, at den er et gen-nemgående tema i evangelierne. Her kalder Jesus disciplene til at opgive alt for at følge ham. Og det gør de. Ar-bejde og familier lægger de bag sig fra det ene øjeblik til det andet. Men hvorfor gjorde de det? Med hvilket håb i sigte tog de så drastiske skridt i et samfund, hvor det daglige arbejde og familierelationer var et spørgsmål om liv og død? De gjorde det, fordi Jesus sammenfattede sit budskab i følgende proklamation, ”Himmeriget

Uden den gode forførelse vil mennesket ikkevende sig om og bevæge sig i den rigtige retning”


er kommet nær!”(Matth.4,17) For en jøde i datidens Palæstina var der kun én måde at forstå det udsagn på: Som programerklæringen på, at Jesus ville indstifte et messiansk kongedømme som en politisk virkelighed her på jorden. Det var i forventningen om, at et sådant jordisk, paradisisk rige var umiddelbart forestående, at disciplene satte deres lid til ham. Derfor opgav de alt for at følge ham. Man kan ikke just sige, at Jesus indfriede disciplenes forventninger. Henrettelsen på korset gjorde dem snarere til skamme. Ud-over skuffelsen over Jesu død har di-sciplene utvivlsomt følt sig svigtet og forført. Alle de afsavn og ofre til ingen verdens nytte. Men også de umiddel-bart negative oplevelser er en del af evangeliernes pointe. Uden den gode forførelse vil mennesket ikke vende sig om og bevæge sig i den rigtige ret-ning. Profeten Jeremias udtrykker det således. ”Du lokkede mig Herre, og jeg lod mig lokke.” (Jer. 20, 17)

Angrebet af åndelig dovenskabNår det hverken er hjernevask eller forførelse, der er den egentlige grund til, at autoriteten bliver deponeret i le-deren, hvad er det så? Det er åndelig dovenskab. Den åndelige dovenskab bevirker, at man glemmer sin egen identitet og værdighed og retter al hengivenhed mod sektens leder, der på denne måde bliver tildelt guddom-melig autoritet. Nu er ’åndelig do-venskab’ ikke et begreb, der er særlig velkendt. Det er vel nærmest gledet ud af vores sprogbrug. For at præci-sere, hvad jeg mener med det begreb, vil jeg sondre mellem tre former for dovenskab, nemlig fysisk, mental og åndelig dovenskab. Fysisk dovenskab er velkendt og udbredt. Den viser sig som ugidelighed, slaphed, dorskhed og sløvhed eller slet og ret dovenskab, som vi sædvanligvis forstår ordet. Mental dovenskab viser sig som intel-lektuel inerti. På samme måde som fysisk dovenskab er en undvigelse fra hårdt arbejde, indebærer mental

I Moon-bevægelsen anså vi Sun Myung Moon for at være Genkomstens Herre. Selv om det ikke er alle sektledere, der har samme ambitionsniveau som han, deler de tendensen til at koncentrere autoriteten i sig selv. Det er et gennemgående træk i religiøse og politiske sekter. På den måde eksemplificerer den usunde ledelse, at noget partikulært, i dette tilfælde et enkelt menneske, udgiver sig for at være en totalitet.

Åndelig dovenskab bevirker, at man glemmer sin egen identitet

og værdighed og retter al hengivenhed mod sektens leder, der bliver tildelt

guddommelig autoritet

”



dovenskab, at man afstår fra det slid, tænkning ofte er, og de konsekvenser, det medfører. I værket Schopenhauer som opdrager beskriver Nietzsche mental dovenskab som en slags fælles-menneskelig arvesynd. ”Hin rejsende, der havde set mange lande og folk og flere verdensdele og blev spurgt, hvil-ken egenskab hos menneskene han overalt havde genfundet, svarede: ”De har en hang til dovenskab.” Det fore-kom mange at være mere rigtigt og korrekt end, at han havde svaret: ”De er bange…” Men hvad er det, der tvin-ger den enkelte til at frygte naboen, at tænke og handle flokagtigt og ikke glæde sig ved sig selv? Måske skamfø-lelse hos nogle få. Men hos de aller-fleste skyldes det bekvemmelighed, dorskhed, kort sagt denne hang til do-venskab, som den rejsende talte om. Han har ret: Menneskene er endnu mere dovne end bange, og de frygter allermest de besværligheder, som en ubetinget ærlighed og nøgenhed ville bebyrde dem med.” Skjuler sig under sin modsætningÅndelig dovenskab er hverken fysisk ugidelighed, eller intellektuel passivi-tet. De flittigste mennesker kan være behersket af åndelig dovenskab. De mest intelligente og belæste ligeså. Åndelig dovenskab bevirker, at al hen-givenhed bliver rettet mod lederen. Den bliver rettet mod lederen, som om han eller hun er Gud, en totalitet; heri ligger den åndelige dimension. Men er man først angrebet af åndelig dovenskab, ser man det ikke. Heri lig-ger dimensionen af glemsel og ugide-lighed, der hører dovenskaben til. Må-ske tror man oven i købet, at man gør Gud og andre mennesker en tjeneste ved at hengive sig til lederen. Det var det, jeg erfarede, da jeg efter næsten tyve års engagement brød med Moon-bevægelsen. Jeg forstod, at jeg havde givet mit hjerte til noget, jeg troede var Gud, men som ikke var det. Jeg havde forvekslet det relative med det

”

Bag al den fysiske og mentale aktivitet var der en dovenskab, fordi hengivenheden var rettet mod det forkerte

”absolutte, Skaberen med det skabte. I den hengivenhed var der en glemsel, og i den glemsel var der en passivi-tet, og i den passivitet var der en do-venskab. Men jeg havde så svært ved at erkende min åndelige dovenskab. Hvorfor? Fordi den havde forstået at skjule sig på et sted, hvor den aldrig ville blive opdaget. Den skjulte sig un-der sin egen modsætning. Jeg var både fysisk og mentalt aktiv til op over beg-ge ører. På det fysiske plan arbejdede jeg i døgndrift, så ingen kunne have anklaget mig for at være doven. På det mentale plan var jeg ligeledes særdeles aktiv. Jeg læste bøger, holdt foredrag og samarbejdede med betydningsful-de samfundsledere og politikere. Men bag al den fysiske og mentale aktivitet, var der en dovenskab, fordi hengi-venheden var rettet mod det forkerte. Først da jeg erkendte det, var jeg fri til at få en ny begyndelse.

Artiklen er uddrag fra Martin Herbst, Sunde og syge fællesskaber, Alfa, 2013, med få ændring-er af forfatteren. Martin Herbst var medlem af Moon-Bevægelsen fra 1978-1996.

Til videre læsning:- Friedrich Nietzsche:

Schopenhauer som opdrager. Slagmark, 2001, Nr. 31.

- Martin Herbst: Mit Livs Omvej. Lindhardt og Ringhof, 2009.


Afsender: IKON, Strandagervej 24, 2900 Hellerup.Returneres ved varig adresseændring.

Jeg bliver aldrig færdig med at fundere over mødet med de oprigtige mennesker, jeg møder på min vej. Mennesker, der er tro mod den vejledning og den praksis, der ligger i deres respektive religiøse tradition eller spirituelle retning. Mennesker, der er drevet af samme længsel som jeg. En længsel efter at tjene og arbejde for fred, retfær-dighed og forsoning mellem mennesker. Mennesker med vilje til selvbesindelse og med et ønske om at leve i ud fra deres sande Selv.

Jeg må spørge, om det i virkeligheden, dybest set, er den samme vej, vi går? Og hvis det er, hvad så med Jesus som den eneste vej til Gud? Hvorfor har nogen overhovedet trang til at stille det spørgsmål? Og hvad menes der med, at Jesus er Vejen?

Jesus er Vejen kan bruges i eksklusiv betydning til at dømme folk inde eller (mest) ude i forhold til frelsen. Udsagnet bliver ofte reduceret til en magisk formel, som sikrer plads i Himmeriget. Men det er mere end en formel. Jesus er Vejen, vi skal gå. Han kalder til enhver tid og på ethvert sted disciple til at følge ham og til at bære frugter, som svarer til troen og kaldet.

Vejene mødes i kærlighedens hengivenhed og tjeneste. Vejene udspringer i begyn-delsen og mødes i dybet. I hjertets dyb, hvor Ordet, som var fra begyndelsen, og som kan frelse sjælene, er indplantet (Jakob 1,17). I dybet, hvor Gud har lagt sit billede, hvor Kristus, som er Guds udtrykte billede, bor. Derfra udspringer livet, det sande liv, Kristuslivet.

Jesus Kristus har ved sin død og opstandelse gjort fyldest for menneskehedens synd (som det lyder i bønnen efter nadveren) og beredt vejen, så mennesker kan gå den. Nåden virker i kraft af Kristi gerning og manifesteres ikke i ét bestemt trossystem, men i oprigtige hjerter.

AF LENE SKOVMARKÅndelig vejleder og medlem af redaktionen

Vejene mødes i dybet

Documents

IKON 94