Illustreret Bunker - 6 2009

- læs tre danske ordekvilibristers

tanker om sproget

MAJ 2009 Foto: Morten Germund

Foto: Jonathan Grevsen

De crashede døre og lavede udenomsaftaler. Mød to praktikanter, der fik stillinger på den utraditionelle måde

Peter Mogensens analyser står side om side med journalistiske historier

- men indeholder næsten aldrig direkte citater og kilder.

Mød Politikens politiske kommentator

BUNKERILL

3 <<

LUDO

CLEMENT

SPILLER

8 <<

Foto: Jonathan Grevsen Foto: Astrid Dalum

Foto: Morten Germund

OKTOBER 2009//11.ÅRGANG//NR.6

MOD ILLUSTRERET BUNKER

KJERSGAARD

>> 21

OKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

HJÆLPEN

Cecilie Gremaud

Lisbeth Svalgaard

Mikkel Secher

Thomas Vibjerg

Nikolaj Søndergaard

Anne Øllgaard

Fast

e sk

riben

ter

Ansv. Inde Ude FokusKultur/Debat Foto Foto Foto

Sofie [email protected]

Sofie Ma-rie [email protected]

Mette Albæ[email protected]

Kirstine [email protected]

Jens Anton Tingstrø[email protected]

Asbjørn Sand [email protected]

Jonathan [email protected]

Jonas Vandall Ø[email protected]

WebmasterKenneth K. [email protected]

ØkonomiansvarligSofie [email protected]

AnnonceansvarligSofie [email protected]

Illustreret bunkerOlof Palmes Allé 11, 8200 Århus [email protected], www.illbunker.dk

Udgivelse27. Oktober 200911. årgang - 6. udgave

Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

Illustreret Bunker har været på studietur med støtte fra Kredsen af Journaliststu-derende

TrykOTM Avistryk Herning-Ikast97 15 66 00

Oplag1700 eksemplarer 8 gange årligt.IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC.Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Reda

ktio

nen

En del af jer har svaret på vores survey, og vi er i fuld gang med at tage svarene til efterretning.

I denne udgave slipper i eksempelvis for bog-anmeldelser, for under en procent af jer ønsker dem.

Overordnet set er det Indesektionen, der er størst uenighed om. Flere mener, at de interne artikler ofte er noget ligegyldigt navlepilleri. Omvendt ønsker andre ligefrem en følgeton om kantinemaden.

Der findes en Facebook-gruppe mod for meget persille på kantinens “dagens ret”, men det er ikke en kritisk artikel, I finder her. Til gengæld har vi tre debatindlæg om maden på side 22. I Indesektionen kan du læse om 3.semesters se-neste uger med praktiksøgning, og så har vi tre prisvindere fra JH – og de skal hyldes. Hvor ellers end i Illustreret Bunker.

Hvis du er en af dem, der i surveyen efterlyste mere sport, bør du i Udesektionen tage med en

sportsjounalist på arbejde. Ellers kan du finde ud af, hvordan Politiken bruger Peter Mogensen til at spå om den politiske fremtid.

I Fokussektionen kan du læse Lasse Ellegaards dagbog fra Beirut og blive inspireret til et liv som udenrigskorrespondent.

God fornøjelseRedaktionen

TAK FOR


Praktiksøgning kræver modAf Sofie Marie Ottsen og Jonathan Grevsen (foto)

Jeg brænder for journalistikken. Jeg er målrettet og ansvars-fuld og engageret og skarp og skæv og god og modig, og da jeg var lille, sagde mine venner og familie og bedsteforældre altid, at jeg var en fantastisk velformuleret og journalistisk baby. Trawler man gennem tredje semesters dugfriske prak-tikhjemmesider, er det tydeligt, at de fleste har fattet, hvad det hele handler om. Hvis man vil have en praktikplads, skal man sælge sig selv. Gennem hjemmesiden, gennem kløgtige spørgsmål til Åbent Hus, gennem en fabelagtig ansøgning og på Panikdagen. Men nogle gange kan man gøre noget andet. Sådan fik to studerende fra Journalisthøjskolen drøm-mepraktikpladsen.

JETTE LIN NIELSEN, 4. SEMESTEREfter 6 måneders praktik på DR Kommunikation har Jette Lin Nielsen internt sikret sig sidste års mest søgte praktikplads flere uger før panikdagen. Til februar starter hun som prakti-kant på DR Kultur.

Det bliver i ’Huset’En uge før DR Kultur i år skulle sende deres opslag ind til praktikudvalget, spiste Jette Lin tilfældigvis frokost med Kul-tur-praktikanterne i DRs kantine. Her luftede hun ønsket om at søge DR Kultur ved efterårets Panikdag.”Jeg skylder helt sikkert de andre praktikanter en tak. De for-talte mig om en tidligere praktikant, der også havde søgt in-ternt før panikdagen. Og de sagde, at det skulle jeg fandeme bare gøre. Pludselig gik det helt vildt hurtigt. Jeg tog kontakt til den gamle praktikant, de havde fortalt mig om, og efter at have fået et par fif af ham, ringede jeg til en af DR Kulturs praktik-vejledere.”Praktikvejlederen bad Jette om at sende en mail. Hvad der skulle stå i mailen, er Jette selv i tvivl om den dag i dag.”Jeg var simpelthen så nervøs, da vi talte sammen, så da han

lagde på, kunne jeg kun huske, at jeg skulle sende en mail – og ikke, hvad der skulle stå i den. Men han var en meget nede-på-jorden type, så derfor sendte jeg ham bare en nede-på-jorden mail om, hvorfor jeg interesserede mig så meget for kultur.”Mailen førte til en lang samtale på praktikvejlederens kontor, og lidt for mange dage efter samtalen tikkede en mail ind fra DR Kultur.”Jeg ventede, og dagene gik. Jeg var helt overbevist om, at jeg ikke havde fået pladsen. Men så skrev de, at de gerne ville have mig som praktikant i 12 måneder. Og så blev jeg selvføl-gelig helt vildt glad og lettet.

Det frække spilDen praktikplads, Jette Lin har sikret sig internt på DR, var den mest søgte praktikplads til forårets panikdag. I alt kæm-pede 29 studerende om en enkelt stilling. At Jette Lin i år har fået stillingen, betyder, at DR Kultur ikke slår den populære plads op til Panikdagen. Og det faktum har medført en smule dårlig samvittighed.”Jeg har på det seneste tænkt en del over, at hvis jeg havde søgt sammen med alle de andre på Panikdagen – så er jeg ikke sikker på, at havde fået pladsen. Mange af de praktikan-ter, der sidder på DR Kultur nu, har en eller anden form for kulturel ballast. Og det har jeg ikke – ikke på papiret i hvert fald. På Panikdagen kunne det sikkert godt have betydet, at jeg blev sorteret fra. Så ja, lidt moralske skrupler har jeg da haft. Men det må man tage med. Der er så forbandet meget frækhed i dette her spil, og personligt har jeg ikke altid haft lige let ved at være så meget fremme i skoene. Man skal bare være klar over, at det er alle de andre altså.”

ESBEN BJERRE HANSEN, 4. SEMESTERVed forårets panikdag blev Esben Bjerre Hansen ikke ringet op af DR Nyheder. I stedet tog han skæbnen i sine egne sve-dige hænder, og bankede på døren til drømmejobbet. Og fik en 18 måneders praktikstilling på det overordentligt popu-lære praktiksted.

Klokken havde netop slået halv ti ved forårets panikdag, da telefonen ringede. I røret var P4 Midt/Vest, der var et af Esben Bjerre Hansens højest prioriterede praktiksteder. De ville gerne have ham til samtale med det samme.Esben Bjerre Hansen sad med muligheden for at sige ja tak til praktikpladsen på P4. Men det føltes ikke helt rigtigt.”Jeg sad der med kuglepennen i hånden og kunne mærke, at jeg hellere ville noget andet. Så jeg sagde til dem, at jeg sgu var ked af at være sådan en idiot, men at jeg blev nødt til at give DR Nyheder en chance til.”De to mandlige praktikvejledere var forstående, men fortalte Esben, at de højest sandsynligt ville ansætte en anden, mens han prøvede lykken hos DR. Derfor var Esben en smule shaky, da han straks efter gik over og bankede på hos DR Nyheder.

Samtale med cheferneForan døren til DR Nyheder fik Esben lov til at stå og vente et kvarters tid. Mens Esben stod der, blev den næstsidste plads på DR Nyheder besat. Der var nu kun en enkelt tilbage. Samtidig kunne han fra sin plads foran DR Nyheders dør se P4 Midt/Vests dør og konstatere, at de netop havde ansat en anden.”Da jeg endelig fik lov at komme ind til samtale, var alle de andre chefer færdige med deres samtaler. Jeg endte altså med at sidde og tale min sag over for fem DR-chefer.Samtalen kom til at handle om Silkeborg, hvor Esben er fra, hvorfor radio og hvad Esben gerne ville med journalistikken. Undervejs fik Esben også forklaret dem, at han havde takket nej til stillingen på P4 for at kunne gatecrashe DR Nyheder. Esben var igen henvist til den anden side af døren, mens che-ferne diskuterede hans praktikfremtid.”Jeg kan huske, at jeg sad i den der sofa på DR og rystede helt vildt. Jeg tror, jeg havde lidt posttraumatisk stress syndrom lige der. Heldigvis kom en af cheferne hurtigt ud og sagde ’Tillykke – du har fået jobbet’. Og så kunne jeg ikke lade være med at råbe lidt.”

En hjemmeside fuld af opblæste floskler, gode spørgsmål til Åbent Hus, en (s)ærlig og fokuseret ansøgning samt stål-nerver til praktikdagen. Sådan er normen. Sådan får man en praktikplads. To studerende fra JH er gået alternative veje

INDE

INTERVIEW:


Når Panikdagen løber af stablen den 28. oktober, vil B.T. alligevel være at finde i puljen af praktiksteder. Det sker på trods af, at de ved Panikdagen i april brød reglerne. B.T. blev idømt karantæne for at kontakte de praktiksøgende, før det var tilladt. Men selvom B.T. erkendte deres fejl, mente de, at straffen var for hård, og som man kunne læse i Illustreret Bunkers juniudgave, anke-

de B.T. derfor dengang sagen. Nu har Undervisningsministeriet givet dem medhold og omstødt afgørelsen fra Praktikudvalget. Beslutningen vækker bekymring hos Kred-sen af Journaliststuderende (KaJ): ”Da der skal være en ankemulighed, giver det fint mening, at Ministeriet er der, men det er en katastrofe, at vi så tæt på Panik-dagen nu ikke ved, hvad reglerne er på om-rådet,” siger Troels Gadegaard Frølich, for-mand for KaJ.

B.T. havde ikke til hensigt at snydeReglerne virkede ellers klare i forbindelse med praktiksøgning. Praktikanterne må ikke kontaktes før Panikdagen. Derfor var der heller ingen tøven med sanktionerne, da det blev opdaget, at B.T. aftenen før Panik-dagen ringede til flere praktiksøgende. ”De blev straffet med den eneste sank-tion, der foreligger: udelukkelse ved næste

praktiksøgning,” fortæller praktikvejleder Pia Færing. Hun forklarer, at de i Praktikudvalget foreløbigt kun har modtaget en mundtlig udmelding fra Undervisningsministeriet, hvor det blev forklaret, at de i Ministeriet ikke tror, at B.T. havde til hensigt at snyde. Praktikudvalget afventer ved redaktionens deadline fortsat en skriftlig redegørelse, hvorefter de på næste møde i udvalget vil tage afgørelsen, op for at se på hvordan lig-nende situationer skal håndteres fremover. ”Som det ser ud nu, er der kun den ene sanktion. Den er for hård i dette tilfælde. Vi skal så diskutere, om vi skal have flere sank-tionstyper, men problemet er, at det bliver svært at motivforske de enkelte sager,” for-klarer Pia Færing om konsekvenserne af dommen.

Reglerne er et stort spørgsmålstegnI forbindelse med den oprindelige dom

mente KaJ, at straffen ramte de forkerte, da det var de praktiksøgende, der mistede mulige praktikpladser. Alligevel vækker det bekymring, at Undervisningsministeriet nu omstøder dommen. ”Vi har en panikdag lige rundt om hjør-net. Dommen er jo sådan set en åben dør til de praktiksteder, der gerne vil overtræde de gamle regler,” siger Troels Gadegaard Frø-lich. Hos KaJ frygter de, at den nye situation vil skabe usikkerhed hos de praktiksøgende på Panikdagen. ”Hvordan skal folk vide, hvad de har af muligheder? Der er ikke nogen, der ved, hvad reglerne er, for den eneste klare regel, der var, er lige blevet underkendt. Den her afgørelse gør jo, at vi lige nu ikke ved, om der rent faktisk er nogen regler på områ-det,” siger Troels Gadegaard Frølich.

Ministeriet omstøder B.T.-domB.T. brød reglerne ved seneste Panikdag og blev straffet med udelukkelse. Nu har Undervisningsmini-steriet omstødt dommen: Den var for hård

Et ikke-medlem begrunder sig i Illustreret Bunkers undersøgelse med, at KaJ’s arran-gementer er ”ligegyldige sammenkomster for pattebørn, hvor det er sejt at drikke spi-ritus,” imens en anden bander hele koncep-tet med fagforeninger langt væk. Måske har de ret i kritikken, men så længe medlemstallet tillader det, vil KaJ arbejde for de fælles interesser for journaliststude-rende og støtte de arrangementer, som ska-ber liv på Journalisthøjskolen. Blandt andet med økonomisk støtte til Illustreret Bunker, rusforløbet, KaJ-festerne og meget mere. Men selvom formand Troels Gadegaard Frølich slår fast, at det selvfølgelig er folks egen sag, om de vil være medlem eller ej, så håber han, at de studerende har tænkt over det. ”Det svarer lidt til, at man spiser med nogle venner på en restaurant og så ikke vil være med til at betale regningen. De skal være

klar over, at de nyder godt af et stykke ar-bejde, der bliver finansieret af deres medstu-derende,” siger Troels Gadegaard Frølich.

Pressekortet trækker flestDer er mange grunde til at melde sig ind i KaJ. Pressekort, abonnement på Journa-listen, forsikring, fester og faglige arran-gementer er nogle af dem. Ifølge under-søgelsen foretaget af Illustreret Bunker er pressekortet den fryns, der skaffer flest nye medlemmer, selvom mange svarer, at de samlede goder og ikke mindst solidariteten med kollegerne på studiet er afgørende.

Forhandling af praktikaftalerneTil foråret er praktikaftalen mellem arbejds-giverne og de studerendes fagforening til genforhandling. Lønstigninger er vanen tro et af de varmeste emner omkring forhand-lingsbordet, men det faglige indhold i prak-tikperioden er også til debat. ”Vi vil gerne have større opmærksomhed på uddannelse ude på praktikstederne, så vi sikrer os, at man faktisk lærer noget, når man

kommer i praktik,” siger Troels Gadegaard Frølich og tilføjer, at KaJ sammen med stu-denterforeningerne i Roskilde, Odense og

Journalistforbundets forhandlere allerede nu er gået i dialog med flere af praktikste-derne for at få en fordelagtig aftale i hus.

Journalister må løfte i flok Omkring 90 procent af de studerende på JH er medlem af Kredsen af Journaliststuderende (KaJ). En undersøgelse foretaget af Illustreret Bunker viser, at flere ikke-medlemmer mener, at det er for dyrt at være medlem. Andre kan ikke se fordelene som studerende

Af Jens Anton Bjørnager og Henrik Dons Christensen (foto)

Cirka 90 studerende mødte op til KaJ’s generalforsamling

NYHED:

UNDERSØGELSE:

Af Mikkel Secher

INDE

4


Hvorfor valgte I at skrive om illegale immigranter?Silas: Vi så et kort videoklip om afrikanske immigranter på 8.semester. Jeg tænkte med det samme, at det var ret inte-ressant, at man ikke hørte mere om illegale immigranter. Som regel er det bare korte Ritzau-telegrammer om, at nogen er blevet dræbt. Vi ville forsøge at sætte ansigter på immigranterne.

Hvordan greb I historien an?Silas: Vi var heldige at få kontakt til en freelance-journalist, som har skrevet en ph.d-afhandling om illegale immigran-ter. Han foreslog os at tage til Castel Volturno nord for Na-poli. Her brugte jeg 12 dage på at tale med kilder og lave reportage. Ret hurtigt kom jeg i kontakt med en ung gha-neser, som nok kan tage æren for, at turen aldrig blev farlig for mig, selvom området omkring Napoli har ry for at være lidt brutalt. Ghaneseren hjalp mig med at finde kilder og forslag til steder, jeg kunne tage hen.

Mikkel: Den oprindelige idé var at tage udgangspunkt i im-migranternes historier. Det var først senere, vi kom ind på EU-vinklen. Da Silas var i Italien, blev jeg hjemme og re-searchede på EU-reglerne og en masse tal.

Hvornår vidste I, at det var en god historie?Silas: Vi var hele tiden overbeviste om, at det var den hi-storie, vi skulle gå efter. Vi tænkte dog meget over, om vi kunne regne med det, immigranterne sagde. De var selv-følgelig interesserede i, at udlægningen af problematikken kom dem til gode.

Derfor var der mange påstande, vi skulle tage stilling til.

Hvad skete der med historien, efter I havde været til eksamen?Mikkel: Historien blev bragt i Danidas avis Udvikling i sommer. Og for nogle måneder siden så jeg en notits om EU-konkurrencen, hvor jeg mere eller min-dre for sjov sendte vores historie ind.

Silas: Jeg sad i bus-sen, da Mikkel ringede i sidste uge og fortalte, at vi havde vundet pri-sen. Jeg havde glemt alt om, at han havde sendt historien ind, så i første omgang fattede jeg ikke rigtig noget.

Hvad betyder det for jer, at I har vundet prisen?Mikkel: Det er altid fedt at blive anerkendt. Og især, når man er helt nyuddannet. Det er jo her, vi skal demonstrere, at vi har lært noget de sidste fire år.

I slutningen af uge 44 tager Silas Bay Nielsen og Mikkel Aabenhus Hemmingsen til Bruxelles og deltager i en EU-konference om fattigdom og diskrimination.De er samtidig Danmarks kandidater, når vinderen af The European Journalist Award 2009 kåres senere på året.

For Mikkel Aabenhus Hemmingsen og Silas Bay Nielsen blev bachelorprojektet sidste vinter mere

og andet end afslutningen på deres studie. De har netop modtaget EU-kommissionens danske

specialpris for deres historie om illegale immigranter

På KaJ’s generalforsamling kunne rektor Anne-Marie Dohm bekræfte, at Journalisthøjskolen enten skal renoveres eller flytte til en ny adresse. Derfor har skolens ledelse allieret sig med lærere, stu-derende og rådgivere fra ingeniørvirksomheden Rambøll. Sammen skal de finde den bedst mulige løsning for skolen. Illustreret Bunker hjælper gerne til og videregiver hermed gode råd til forbedringer:

Kåre Rolf Hansen, 31 år, 3.semesterHvis du kunne ændre én ting ved skolen, hvad skulle det så være? Jeg ville indrette Lille Audi, så det var mere komfortabelt og bedre for de bagerste rækker.

Hvis skolen får ny adresse, hvordan skal den så se ud? Der skulle være gode lyse lokaler med et godt klima og nogle gode auditorier. Og en læsesal, for når man har små børn, kunne det være rart at læse et sted med ro.

Lise Bank Hornung, 21 år, 2.semesterHvis du kunne ændre én ting ved skolen, hvad skulle det så være? Så ville jeg give baren en ordentlig røvfuld og få det hele lavet om. Hvis skolen får ny adresse, hvordan skal den så se ud? Der skulle være vinduer i kantinen, og det skulle ikke runge over det hele. Klasseværelserne skulle være større, baren skulle være større, der skulle være flere og større audi-torier.

Mathias Johansen, 23 år, 1.semester Hvis du kunne ændre én ting ved skolen, hvad skulle det så være? Så skal man flytte den et sted hen, hvor Randersvej ikke er!Hvis skolen får ny adresse, hvordan skal den så se ud? Der skal være meget mere lys.Hvis ikke den var blevet helt bleggrå, så synes jeg faktisk, den er meget pæn arkitektonisk, hvis man kigger på den udefra.

Nyt look til Bunkeren Skolens vinduer er punkterede og utætte, varmeanlægget trænger til en moderni-

sering og taget har været utæt. Vidste man ikke allerede dét, kunne man for nyligt

læse det i JP Århus

Silas Bay Nielsen tilbragte 12 dage blandt illegale immigranter i Italien

INTERVIEW:

Fra bachelorprojekt til Bruxelles

VOX-POP:

Af Cecilie Gremaud

Af Mette Albæk og Silas Bay Hansen (foto)

INDE

5

Der er ikke spillet mange minutter af dagens semifinale, før kampen må afbrydes, da en bold rammer storskærmen oppe i toppen af den store arena. Det giver drikkepause til både de danske og norske landsholdspiger, men nede i det ene hjørne af banen er der travlt. Her er TV 2 Sportens håndboldreporter Stine Jør-gensen i gang med at tage bestik af situationen. Spilstoppet giver hende lidt ekstra tid til at re-flektere over de første minutter af kampen. På hendes lille notesblok bliver der løbende skre-vet spørgsmål, der både tager udgangspunkt i spillernes præstationer på banen og stiller skarpt på, hvorvidt de to træneres taktikker fungerer, som de skal. For at kunne stille de gode spørgsmål er det nødvendigt med stor indsigt i spillet, og det har Stine Jørgensen,. ”Jeg er vokset op i en sportsfamilie og har altid været fascineret af håndbold. Derudover har jeg en indsigt i, hvordan tingene foregår på højt plan, da jeg selv har spillet 1. divisi-onshåndbold i Fredericia HK,” siger Stine Jørgensen. Netop denne indsigt kan dog let blive en hæmsko, hvis ikke Stine Jørgensen er opmærksom på at bruge den rigtigt. ”Det er selvfølgelig en stor fordel at have det indblik i håndboldverdenen, men jeg skal også passe på, det hele ikke bliver for meget håndbold-teori. Det er vigtigt, at jeg stiller de spørgsmål, som seerne gerne vil have svar på.”

Før alle andreI minutterne op til kampen har flere og flere fundet vej til stolene. Længe før de første havde

Redaktionen vil på forhånd gerne undskylde for, at tre ud af fire noter i denne udgave handler om praktik. Men redaktøren har ikke kunnet tænke på andet og lover mere variation fremover.

3. semester går i barndomSidste år var det hot at få taget portrætbilleder foran graffiti. I år er det de nærmest bibelske lignelseshistorier fra barn-dommen, der i den grad har præget efterårets praktikhjem-mesider. Faktisk kan man på 40 procent af efterårets 132 hjemmesider finde journalistisk vinklede barndomshisto-rier. Fantastiske beretninger om, at man for eksempel som barn var nysgerrig, hvilket det jo er de færreste børn, der er. At man som 4-årig blev væk i Brugsen og siden da altid har gået sine egne veje. At man blev født en onsdag og derfor bliver en god journalist.

Praktikmode til Åbent HusI uge 42 holdt landets praktiksteder Åbent Hus, og derfor kunne man hele ugen igennem møde nyvaskede og voksen-

klædte studerende fra Journalisthøjskolen i byer som Aal-borg, København og Svendborg. Ugen har handlet om at gøre indtryk. Stille de rigtige spørgsmål og snyde sig til at aflevere et flot visitkort, man selv har printet. Da Politiken onsdag den 14/10 blev løbet over ende af et halvt hundrede ivrige praktiksøgende, kunne man tydeligt aflæse en trend. En form for Åbent Hus fashion DO: Striber og tern. Faktisk havde hele 16 ud af 54 fremmødte iklædt sig striber eller tern (eller begge dele).

Geniale spørgsmålDer findes mange myter om praktiksøgning. En af dem er, at man ikke skal regne med at få en praktikplads, hvis man ikke åbner munden og stiller fænomenale spørgsmål til praktikstedernes Åbent Hus-arrangementer. Her er et par guldkorn hørt under Åbent Hus-ugen:Hørt på Weekendavisen:”Hvis man nu får en helt vildt god ide om for eksempel.... at tage et smut til Sydlibanon og lave en artikel om pan-arabisk littera-tur – er der så mulighed for det?”Hørt på Altinget:”Skal man skrive i ansøgningen, hvis man har nogle særlige for-udsætninger for at få stillingen?”Hørt på DR P3: ”Hvis man nu har lyst til at se Mads & Monopolet blive optaget – kan man så det? Og måske hjælpe med at vælge spørgsmål?”Hørt på Gyldendal:”Er det et problem, hvis man har fået udgivet en bog på et andet

forlag?”Hørt på DR2 Deadline: ”Skal man skrive i sin ansøgning, hvis man taler flydende arabisk og har læst mellemøstlig kultur?”

DSR drømmer om gratis telefoni På Journalisthøjskolen lærer man at interviewe, men hvis man har lyst til rent faktisk at lave et telefoninterview inden for de grå betonmure, skal man have motorikken i orden. For ofte ender man med at stå i gården på biblioteket/ved 300-gangens toiletter/på en sofa i Vandrehallen med mobi-len på skulderen, kilden i øret, diktafonen i den ene hånd, kuglepen i den anden og en blok klemt fast et eller andet sted mellem lår og gulv. Det skal sgu ikke være let at finde et passende sted at lave journalistisk arbejde på Journalist-højskolen. Men nu er den koordinerede motoriks guldalder måske ovre. De Studerendes Råd (DSR) har nemlig fået en ny ledelse, der drømmer om at få telefonerne tilbage i telefonkælde-ren. ”Vi mener ikke, det bør være en stor udgift for de stude-rende at lave deres lektier – altså tale med kilder. Derfor arbejder vi på at få telefonerne tilbage i kælderen. Helt kon-kret arbejder vi først på at få 10 IP-telefoner ned i kælderen, som de studerende så betaler en lille smule for at bruge. På længere sigt ser vi selvfølgelig gerne, at det blev helt gratis,” siger næstformand for DSR, Mikkel Linnemann Johans-son.


OVERBLIKNOTER:

Af Sofie Marie Ottsen

Sport Af Anders Junge Ernst og Jonathan Grevsen (foto)

REPORTAGE:

INDE

6


sat sig til rette, ankom Stine Jørgensen til Atletion. Godt fire timer før det første fløjt rullede hun sammen med resten af det store TV 2-team ind for at gøre klar til dagens håndbolddækning. Her star-tede dagen med et redaktionsmøde, hvorefter Stine Jørgensen forberedte sig til dagens første inter-views. Alt imens er semifinalen mellem Rumænien og Tyskland i fuld gang nede på banen. Af og til kommer Dansk Håndbold Forbunds pressechef og briefer Stine. Det er ham, der står for kontakten med den danske spillertrup, og flere gange råber han Stine Jørgensen op med nye æn-dringer for interviewtidspunkterne med spillerne.

Konstant på forkantMens Stine Jørgensen forbereder spørgsmål, skal hun hele tiden følge med i den første semifinale-kamp, som kører på en fladskærm i det store pres-selokale. ”Hvis Tyskland ligger til at tabe til Rumænien, så tænker jeg staks på, hvem der vil være god at tale med. Det bliver sandsynligvis en bronzekamp mod Danmark, og så handler det om at finde en spil-ler, der har et forhold til Danmark og måske endda spiller i den danske liga og kan tale dansk,” siger hun. Der er snart kun en time til Danmarks kamp starter, og Stine Jørgensen må forlade presselokalet

i højt tempo, da hun har en aftale med Danmarks assisterende landstræner Kim Jensen. ”Det er noget af det bedste at stå foran kameraet og vide, at så mange mennesker ser det, man laver. Den spænding elsker jeg,” siger Stine Jørgensen.

”Kom så Danmark!”Spænding er der efterhånden også ved at komme i kampen. Efter spillet blev genoptaget, har Dan-mark langsomt fået kontakt, og Stine lader sig rive med. ”Kom så… scor nu!” udbryder hun fra sin plads. Det er dog ikke noget problem for hende at have de rød-hvide briller på, når Danmark spiller. Udfordringen ligger i at dække det journalistiske på en neutral måde. ”Som sportsjournalister er vi ligesom alle andre danskere begejstrede, når det går godt for Dan-mark. Men når det kommer til udførelsen af vores arbejde, skal vi jo være professionelle. Vi skal ikke være jubelglade idioter. Vi skal kunne gå til spil-lerne og stille de kritiske spørgsmål, hvis det er nødvendigt,” siger Stine Jørgensen. Hun ryster på hovedet over de, som mener, at sportsjournalistik har bevæget sig ud på et sidespor. Hun ser ikke noget problem i, at spørgsmålene ofte drejer sig om spillernes følelser.

”Vores udfordring som sportsjournalister er at formidle stemningen og begejstringen. Det gælder om at få følelserne ud til seerne. Hvis det koger herinde, skal det også koge ude i stuerne.”

Et puslespilI Danmarks kamp blev det dog ikke til meget be-gejstring for hjemmepublikummet. Danmark taber 20-24, og mens tilskuerne udvandrer, er Stine Jør-gensens kamp først lige gået i gang. Hun pendler frem og tilbage mellem sidelinjen og omklædnings-rummene, mens hun hele tiden er i kontakt med sin producer og DHF-pressechefen for at koordinere de interviews, der skal laves efter kampen. ”I disse situationer har jeg rigtig mange bolde i luften, og så skal man kunne holde hovedet koldt og bevare overblikket. Det er noget af det, der er vigtigst i mit fag,” siger Stine Jørgensen. Efter alle interviews er i hus, slutter Stine Jør-gensen af med at være direkte igennem til de tidlige TV 2 Nyheder, hvorefter hun og resten af TV 2 Sporten-karavanen endelig kan vende snuden mod Odense efter en lang dag.

Det er er for mange følelser og for lidt saglighed i sportsjournalistik, lyder kritikken. Men hvad indebærer jobbet egentlig? Illustreret Bunker gik i fodsporene på TV 2’s håndboldreporter Stine Jørgensen til håndboldstævnet GF World Cup i Århus

skal kunne mærkes

7

UDE


Du kender godt reglerne, ikke?Clement: Nej, ikke rigtigt?Seriøst? Skal jeg virkelig forklare dig reglerne i ludo?Clement: Jeg kan regne dem ud jo. Ikke. Kom nu, vi begynder bare.Det er verdens mest simple spil. Man må slå tre gange for at komme ud. Clement: En 1’er. En 2’er. En 6’er – ja!

Det er tydeligvis længe siden, Clement Kjersgaard har spillet ludo. Måske er det ikke så underligt. For som vært på DR2-talkshowet Ugen med Clement og udgiver af det politiske magasin Ræson, har han sit at se til.Her kan du læse, hvordan han reagerer, når han bliver slået hjem. Og om han bliver jaloux, når andre slår en globus.

Hvordan har du det med spilleregler?Clement: Regler giver både muligheder og begrænsninger. Det er egentlig et meget godt billede på, hvad man kan gå hen og blive dygtig til. At forstå, at hvis vi arbejder inden for et bestemt fag, så er der nogle bestemte regler. Der er forskellige regler for forskellige spil. Der er regler i en leder. Og regler i en TV-anmeldelse. Konventioner, der passer til hver genre. Alle læsere og redaktører ved det. De tænker måske slet ikke over, hvad der er dømt inde, og hvad der er dømt ude. Det er fint nok, hvis din faglighed kommer til at bestå af, at du kan spille efter konventionerne. Men så kommer man til at reproducere det samme indhold igen og igen. Vil du gerne lave dine egne spilleregler?Ja, det vil jeg gerne. Altså, det er interessant. Den øvelse, der ligger i at formulere et sæt regler er jo interessant. Hver gang du laver en regel. Hver gang du beslutter dig for, at sådan skal det være. Men man skal ikke lave regler for reglernes skyld. Det skal være med henblik på, at man opnår noget andet. Hvis tur er det?Din, tror jeg.En 2’er. Jeg kommer aldrig ud herfra. Vil du altid være den bedste? Du må kun slå én gang nu. Undskyld undskyld. Kan du godt finde på at snyde i spil?Nej nej - nu rykker jeg et felt tilbage for ikke at blive anklaget for det. Men nej, jeg har aldrig lavet sport. Jeg har aldrig dyrket spil.Mit spillergen er aldrig blevet afprøvet i den forstand. Så, nu er det fem felter? En, to, tre, fire, fem. Er der andre sammenhænge, hvor du ikke kan tåle at tabe?Om jeg gerne vil være bedre end andre? Ja, det vil jeg gerne. Mest i trods, fordi det omvendte må være, at man ikke vil være den bedste – altså ikke gøre det godt. Og den type ydmyghed hader jeg - den ligner dovenskab og uansvarlighed. Men mine egne krav ligger et andet sted i virkeligheden. Det, der betyder noget i mit hjertes hjerte, er, hvad jeg selv synes. Og det kan jo gå hen og blive en undskyldning for ikke at arbejde hårdt nok. Derfor prøver jeg at arbejde dobbelt: både efter mine egne standarder og andres.Hvordan måler du, om du er god nok?Det er svært. Og succes er meget sværere at håndtere end fiasko. Jeg havde fiasko i 10 år. Intet, af det jeg forsøgte, lykkedes. Der er stor forskel på, om din karrierekurve starter sådan, eller om din karriere starter med succes, som den jeg har haft de sidste fem år. Det første år med succes føltes som at have fødselsdag hver dag. Det var oplevelsen. Man var i centrum hele tiden. Var du god til at have fødselsdag hver dag?Ja, det synes jeg. Jeg prøvede at bruge succesen til at blive bedre. På den ene side vil man gerne fastholde og kapitalisere på succesen. Og samtidig er succesen flygtig. Jeg tror, at alle, der opnår hurtig eller stor succes, oplever det skisma. Man bliver overrasket over, at succesen ikke fastholder sig selv. Det er nok det, der er hemmeligheden. Hvordan reagerer du, når du bliver slået hjem? Okay, jeg holder ved mine ludoklicheer. Yes yes, do it.

”Jeg ville også hade mig”Der er en konstant overhængende fare, når man interviewer Clement Kjersgaard. Faren for at blive trumfet af kloge fremmedord, som sendes af sted med flere hundrede kilometer i timen. Derfor udfordrede Illustreret Bunker ham i ludo. Det er måske den eneste mulighed for at trumfe ham i noget som helst

Af Mette Albæk og Morten Germund (foto) Hvad gør fiasko ved dig?Det er meget banalt. Det er meget betydningsfuldt for mig, hvordan mit arbejde er. At

det udfordrer mig, og at jeg synes, jeg bidrager med noget. Fiaskoen gjorde ikke noget ved mit selvværd. Jeg syntes, jeg

var god. Men fiaskoerne gav mig en fundamental fornemmelse for,

hvor hårdt det er, og hvor meget umage man skal gøre sig.Hvad er forskellen på, at du selv synes, du er god. Og at

chefen og 300.000 danskere også synes, du er god?Kun 300.000?Hvad er forskellen?Udfordringen er jo, at de andre kan tage fejl – at de tror, succesen har en anden forklaring, end man selv mener. Nogle taler om mine programmer, som om de bliver lavet i de 40 minutter, vi er på. De tror, jeg kan gå ind i en situation og gøre noget særligt. Hvor jeg ser programmet som en helhed, der bliver forberedt hen over en uge. Min selvtillid ligger i forberedelserne. Arbejdet ligger dér.Hvis tur er det? Jeg tror, det er dig igen.Ja, det er min tur. Hør engang. Jeg kan sagtens konstruere et argument, der siger, at

hvis vi laver seriøs journalistik, så skal den stå for sig selv. At vi kun skal invitere politikere i program-

met. Og op ad en ensfarvet væg og alt det der. Men samtidig synes jeg, det er en ko-

lossal udfordring: Vi vil lave et program, der stiller de skarpeste spørgsmål, og samtidig er det sjoveste program. Det, der er sværest at lave, er det, der interesserer mig mest. Kan du finde på at give op?Kan jeg det?Det ved jeg ikke?Nej, det kan jeg ikke. Det tror jeg ikke. Hvorfor ikke? Det er nemt at give op. Eller, det er det nemmeste. Jeg er nok tilbøjelig til at være den sidste, der trækker stikket. Ja. Nej. Jeg har ikke så meget erfaring med at give op. Har du aldrig givet op?Jeg ved godt, at det er modstridende med det image, jeg har. Men jeg er min egen hårdeste kritiker. Det vil sige, når jeg bevæger mig ud i noget, som ikke er særlig godt, så er jeg meget usentimental med at kassere det. Hvad betyder det?Vi har lavet nogle ting i starten af sæsonen, som jeg ikke syntes fungerede. Min egen idé, mit eget initiativ, mit eget design. Det kasserede jeg. Betyder det, at du ikke er for stolt til at indrømme, når du har lavet noget lort?Eller også er jeg så stolt, at jeg aldrig laver noget lort. Og det gør jeg aldrig. Jeg kasserer tingene, hvis ikke der er gode nok.Det, der kendetegner mit programformat er jo, at det kan gå galt, og det kan gå godt. Det er ikke sikkert, det lykkes mig at trænge politikerne op i en krog. Men jeg prøver alligevel.

Programmet handler om ambitionen. Kontrakten med seeren hedder: Clement går ud på den tynde is. Måske knækker isen,

måske gør den ikke. Men det er journalistik og ikke teater. Journalistiske TV-programmer skal ikke være så gennem-

designede, at man gætter sig til, hvad seerne føler og mener, når de ser programmet.

Knækker isen tit?Hele tiden. Hvor ofte lykkes det mig at få skovlen under en

politiker?Det ved jeg ikke?

INTERVIEW:

8

UDE


Sjældent.Men hvis det sjældent lykkes - synes du så selv, at du er god nok?Det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, om vi arbejder hårdt nok? Og ja, det synes jeg, vi gør. Men ingen er forpligtet ud over sine evner. Og så er jeg jo ret god. Ingen er forpligtet ud over sine evner. Det er en lidt diffus sæt-ning. Det er et gammelt citat.Ja ja, men det er svært at forstå. Ingen er forpligtet ud over sine evner. Det betyder, at hvis man er ret god, så er man altså også forpligtet. Det er det, der ligger i det. Som Kim Schumacher sagde: Det kræver et stort talent at forvalte et lille. Det er rigtigt. Så jo mindre talent, du har, jo dygtigere skal du være. Ved du, hvorfor det hedder ludo?Nej, det ved jeg faktisk ikke. Er det fra latin?Ordet betyder ”jeg leger”. Men pointen er, at pludselig sker der noget uventet. Kan du godt lide, at man ikke ved, hvordan ting ender?Ja! Og er det ikke interessant. Det er derfor, politik er interessant. Det er da spændende. Hvem bliver statsminister i DK? Det er da skide sjovt.Er det dig, eller mig?Jeg tror, det er mig. Det er jeg ret overbevist om, det er. Dine kolleger ville jo sige, vi snakker lidt abstrakt i øjeblikket. Det bliver jeg tit kritiseret for af journalister. Det er fint nok, synes jeg. Jeg er ikke så god til at vinkle. Argh, det er dumt. Så slår du mig hjem.Jeg kunne godt finde på at snyde, hvis du går på toilettet nu. Er det rigtigt? Det ville jeg ikke kunne.

Nogle spørgsmål hænger mere ved end andre. Og selvom vi forlod emnet succes for flere terningeslag siden, vender Clement Kjersgaard tilbage.

Clement: I det øjeblik, man får anerkendelse, så bliver det brændstof. Hvis der er nogle, som virke-lig godt kan lide det, man laver. En af de fineste komplimenter, jeg har fået, var i toget, hvor nogle sagde: Vi ser altid dit program, for vi skal altid se, hvad du har fundet på. Det er det allerbedste, man kan sige. Det er den allerbedste grund til at lave tv. Fordi folk skal tænde fjernsynet og se, hvad vi har fundet på. Altså. Den forventning arbejder jeg gerne til.Uforudsigelighed?Ja, at vi har gjort os umage. Kan du - det er pisseærgerligt, at der ikke er en globus på den her terning. Kan du blive jaloux, hvis…Svaret er ja. Hvad er resten af sætningen?Kan du blive jaloux, hvis andre slår en globus - men det er der jo ikke på den her terning. Ja ja ja! Jeg er jaloux på dem, jeg beundrer. Jo mere, jeg hader nogen, jo bedre tegn er det på, at jeg er jaloux på dem. Jeg er fantastisk jaloux anlagt.Hvad gør du så?Hader dem.Ja, det er jo et godt udgangspunkt. Jeg er i konkurrence med alle andre. Jeg er optændt af jalousi, hver gang nogen gør noget godt.Er det et svaghedstegn? Hvad gør du så?Ikke noget. Jeg ville også hade mig. Hvorfor? Hvad er det ved dig, som du hader ved andre?Succes. Selvtillid. Men altså, hvis du har ligeså meget selvtillid, som jeg har, så er du af den opfattelse, at jo fornufti-gere folk er, jo bedre kan de lide en. Hvis der er en, jeg altid har haft respekt for, som kritiserer mig, så tænker jeg: Jamen han er sgu også en idiot - nu har han afsløret sig selv.

9

UDE

Niels Brinch kigger hen mod Nørreport Station, der lig-ger en spytklat derfra. Som en læge, der hører en kighoste i teatret, siger han og smiler skævt: ”Det er jo terrormål nummer et, det her. Men der er meget symbolik i det. Lige derovre ligger Israels Plads.” For Niels Brinch er det vigtigt at forklare, hvorfor der ryger kugler gennem luften i Hellerup, eller hvorfor vejsidebom-berne brager i Afghanistan. For ham er journalistik derfor mere end korte nyheder. Gennem 30 år har han specialise-ret sig inden for forsvars-, kriminal- og brændpunktsjour-nalistik. At knytte de enkelte historier til en større kontekst, er det centrale i journalistikken for Niels Brinch.”Du går fra kun at fokusere på historien, til at turde hæve dig op og sætte den ind i en sammenhæng,” siger han og kigger efter et sæt blå politiblik, der suser forbi cafeen på Frederiksborggade, hvor interviewet finder sted.

En ekspert fødesAllerede i slutningen af firserne opbyggede Niels Brinch et kildenetværk, der kan få mundvandet på de fleste journa-liststuderende til at løbe. Som nyuddannet journalist i 1980 begyndte han at lære, hvordan jurister, politi og røvere tæn-ker. ”Det var et arbejde, der krævede tid, engagement og en masse dedikation,” siger han. Nu sidder han tilbage med en omfattende viden, der i mange tilfælde har givet ham en journalistisk lugtesans, som andre ikke har:

”Jeg tror, jeg kan læse en kriminalsag bedre. Måske ser jeg hurtigere, hvad historien egentlig er, og hvad den ikke er.”

Når kasketten vender den anden vejUden at kunne lave sensationsjournalistik om Forsvaret eller PET, ved han nok til at kunne fortælle seeren noget nyt. Det handler også om at kende værdien af sin viden. ”I gamle dage sagde man, at en god jour-nalist altid ved mere, end han skriver.” Niels Brinch slår fast, at han er journalist og ikke ekspert. Derfor siger han ofte nej til at udtale sig med kloge-kasketten på. Gamle hunde skal lære nye tricks. Det gælder også for specialiserede journalister. Niels Brinch mener, at man skal stoppe, når lysten bliver kvalt i historier, der min-der om hinanden. Endnu et faresignal kan komme, når man taler med kilder: ”Man begynder at se sagen indefra og ikke udefra. Og det har jeg da også kunnet mærke på mig selv,” indrømmer han. ”Efter man er blevet dygtig på et felt, kan man være der i en årrække. Men derefter er det vigtigt ikke at sidde fast.” Disse overvejelser har Niels Brinch også haft: ”Jeg har ikke lavet kriminaljour-nalistik i 10 år, og jeg ville ikke kunne gå ud og lave en historie til Station 2 med engagement i dag,” siger han. I dag er Niels Brinch den garvede mand på Station 2-redaktionen, der coa-

cher de nye journalister. En rolle, der udnytter specialistens kompetencer som sparringspartner og skaber et bedre pro-dukt. Rollen som den garvede sparringspartner befinder han sig også godt i: ”Jeg har jo holdt fast i den baby, jeg var med til at føde. Og det er sjovt. Det skal være sjovt at lave journalistik.”


Brinch om kilder og kasketterFor Niels Brinch handler det om at kende værdien af sin viden. Og han ved,hvordan jurister, politi og røvere tænker

Af Mathias Johansen Foto: Pressefoto

INTERVIEW:

Hvor døden lurer under forsidenDen rådne banans ubønhørlige forfald udspiller sig dagligt for øjnene af Thisted Dagblads praktikant. Og den oplevelse vil han ikke bytte for noget

Af David Wedege, praktikant NORDJYSKE Medier, 4. semester

Det er ikke sært, at et apotek har slået sig ned i bladhusets underetage. Selv min 40-årige forgænger i praktikantstolen var yngst her. Vi spiser rundstykker med smør hver formid-dag, hver fredag er der wienerbrød og cirka hver anden uge skal noget fejres med øl, flødeskumskage og smørrebrød. Jeg laver de historier, som har voksne kilder, de faste journalister kunne være bedsteforældre til. Jeg er ungdoms-reporter, og det område er taknemmeligt at overskue. Gym-nasieeleverne flytter så hurtigt, som en studenterhue kan skrues på, og alle andre skynder sig at blive voksne og går i kedeldragter med værktøj i baglommen. Eller står bag Ve-stergades butiksdiske. Hvis ikke man ender som misbruger på ”Pinden” og i en blandingsrus drøner sig ihjel i en stjålet Fiat uden kørekort. Jeg skrev forrige uges mest klikkede historie. En Fakta-butik genåbner. Glem det journalistiske artisteri, som ville gøre Dyberg stolt. Ingen læser det alligevel.

Man skulle nødig komme til at grave så dybt, at man opda-ger noget, folk helst ikke vil vide. Så læser man avisen, får man nemt det indtryk, at in-genting sker. De gode nyheder er netop de historier, vi ikke skriver. At ingen har kørt sig ihjel mellem Frøstrup og Øste-rild. At ingen byrådspolitiker har opført sig tåbeligt. Det er læsernes behov, der er i centrum. At åbne avisen og opdage ingenting. Det er jo det, de ældre vil have. Vores læsere. Dem er der færre af end nogensinde. Og det siges, der ryger en abonnent for hver dødsannonce. Som påfaldende bringes på side 2 og ikke et stykke forbi

midteropslaget. Hvad det så end betyder. Thisted Dagblad flyttede for nylig ind i splinternyt havne-byggeri med smuk udsigt over Limfjorden og Mors. Ifølge thyboere er der dog intet smukt ved Mors. Og onde tunger hævder, at avisens nye domicil ligner en beskyttet plejebolig til en skindød. Sandheden om bladet skal man høre fra de taxachauffører, som fragter mig ud på reportager. Debat har der været om den manglende lyst til at slå sig ned i randområder. Jeg skal ikke bilde nogen ind, det er andet, end det er. Alligevel er det sært, at unge og hippe står i kø for at rejse med Mellemfolkeligt Samvirke til Bang-ladesh og vaske tøj i mudderfloder, men hellere vil æde en hundelort, end at bo i Thisted. Selv om den rådne banans forfald dagligt udspiller sig for mine øjne på disse spøgelseskanter, så ville jeg ikke bytte det for noget. Fra næste semester vil jeg sidde i Aalborg i en steril kolos nær motorvejen, og det tvivler jeg på, jeg vil huske særligt om 40 år. Derimod glemmer jeg helt sikkert ikke Thisted.

PRAKTIKANTSTAFETTEN:

UDE

11

”Glemt alt det journalistiske artisteri, som ville gøre Dyberg stolt. Ingen læser det alligevel.

- David Wedege


Skuespiller og instruktør Hella Joof var aktuel med sinnye film ”Se min kjole”. Filmen handler om at være enstærk kvinde trods modgang.

Hvorfor er du glad for det billede?

Det var en af de få gange, hvor jeg var nervøs inden. Jeg fik opgaven kort tid før, vi skulle mødes, og derfor skulle jeg hurtigt nå at plan-lægge. Mødet var sat i stævne på Nordisk Film i Valby - ikke en særlig fed location. Jeg nåede at sende Hella en sms, hvor jeg bad hende tage et par af sine fine kjoler med. Det lykkedes kun, fordi Hella var super sød og gad bevæge sig uden for Nordisk Film, hvor jeg fandt en byggeplads rundt om hjør-net.

Som praktikant på Politiken bestod hverdagen ofte af pressemøder og billeder af cykel-tests for fotojournalist-studerende Sara Galbiati. Men det var også unikke mulig-heder for udlandsreportager og fede portrætter, som hun udnyttede til at skabe sig en unik og alsidig portefølje.I sidste uge vandt hun Informations Fotopris 2009

Polen, juli 2008 - road trip ind i den polske mentalitet. Miedzyz-droje - polakkerne kalder selv byen for Polens Cannes.

Hvad er historien bag dette billede?

Ikke langt fra byen Swinoujscie, hvor færgen fra Danmark til Polen ender, ligger byen Miedzyzdroje. Byen er fyldt med campingpladser, arkader, turister og diskoteker. Her kommer mange danskere i deres ferie, og på en god dag minder vejret om det sydlige Europa. Byens stolthed, en lang mole, strækker sig ud i horisonten. Billedet er af en ung mand, som bader i havet efter en tur på et af byens mange diskoteker. Det er en darling, som aldrig endte i avisen, selvom jeg ihærdigt prøvede.

”Sara Galbiati viser selvsikre billeder, der skiller sig ud fra mængden. Man kan se, at hendes kontakt til de

mennesker, som hun fotograferer, er nærværende, og at de har tillid til det, hun gør

- Juryen ved overrækkelsen af fotoprisen

FOTOPRIS:

Af Mette Albæk og Sara Galbiati (foto)

MIDTERSIDERNE

12


MIDTERSIDERNE

13


Interview med en piratforhandlerDR-journalisten Nils Giversen udfordrede skæbnen, da han tog til Djibouti for at mødes

med den somaliske piratforhandler AliAf Kirstine Høj

I Somalia findes mange eksempler på journalister, der er blevet kidnappet og dræbt. Derfor var det først efter grundige overvejelser, at DR-journa-list Nils Giversen besluttede sig for at opsøge piratforhandleren Ali. Men han ville ikke til Somalia – det var for far-ligt. Derfor aftalte han i marts 2009 at mødes med Ali i nabolandet Djibouti. Mødestedet blev et større hotel i ho-vedstaden Djibouti-ville, hvor Ali dog først dukkede op efter et døgns forsin-kelse. Han undskyldte sig med trans-portproblemer.

Ingen forberedelse”Når jeg normalt laver TV-interviews har jeg haft adskillige researchsamtaler inden. Man har snakket tingene igen-nem og lært hinanden at kende,” siger Nils Giversen. Det var ikke muligt for ham denne gang. Derfor var han spændt på at møde Ali for første gang. Nils Giversen nåede kun en lille snak ansigt til ansigt med Ali, mens der

blev stillet lamper op og rettet mikro-foner. Mødet med Ali foregik to måne-der efter Ali forhandlede på somaliske piraters vegne under kapringen af det danske fartøj, CEC Future. Nils Gi-versen frygtede, at Ali ville have svært ved at huske, reflektere og svare på spørgsmålene. Uden ordentlig forberedelsestid sprang Nils Giversen ud i interviewet, uden at vide om han og piratforhandle-ren overhovedet havde den samme op-fattelse af kapringens forløb. Heldigvis huskede Ali det hele klart. ”Det var jeg temmelig lettet over. For det havde været uheldigt, hvis han havde en helt anden opfattelse af, hvad der var sket,” siger Nils Giversen.

Pauser med plads Når kameraet slukkedes i pauserne, rejste de sig op, drak vand, gik rundt og Ali fik rygepauser. ”I pauserne smalltalkede vi om alt muligt andet, og det gjorde vi også efter interviewet,” siger Nils Giversen. Ali fortalte blandt andet om sin 9-årige søn, der savnede ham, mens

Ali var på skibet med piraterne under forhandlingen. I pauserne snakkede Ali løs, og Nils Giversen fik dermed et bil-lede af mennesket Ali. ”Det er vigtigt, at en interviewper-son får lov til at koble af og snakke om noget helt andet, hvor han ikke skal koncentrere sig. Altså et emne, som han selv vælger.”

Tryghed under interviewet”Jeg synes ikke, man skal sætte livet på spil for en historie,” siger Nils Giver-sen. Alligevel trodsede han sikkerheds-eksperternes råd og forlod det sikrede hotel i Djibouti. Både Nils Giversen og fotografen tog på taxatur med Ali. For at få de gode billeder. Taxaturen forløb uden problemer. Nils Giversen og fo-tografen boede på ét af de større hotel-ler, hvor sikkerheden var god. ”Det var det mest civiliserede sted, vi kunne finde og lave interviewet,” siger han. At møde Ali i Djibouti og på dét hotel gjorde ham tryg.

SAGEN KORT:7. november 2008 bliver skibet CEC Future kapret af pirater ud for Somalias kyst.

Skibet tilhører Clipper, Danmarks næststørste rederi. Clipper indleder forhandling med piraterne om 13 søfolks liv og millioner af kroner.

Som det første tv-hold i verden føl-ger DR Dokumentaren en piratkap-ring time for time. To måneder efter gidseldramaets afslutning i januar 2009, tog journalist Nils Giversen til Djibouti for at mødes med Ali - piraternes forhandler.

Dokumentaren ”SOS – fanget af pi-rater” blev sendt første gang på DR den 16. september 2009. Programmet genudsendes på DR1 den 28. oktober kl. 23:20.

Fra Olof Palmes Allé

INTERVIEW:

Sådan kommer du ud at rejse som journalistAf Jesper Strudsholm, Politikens Afrika-korrespondent siden 1995

Irak, Afghanistan og Somalia. Denne udgave af Fokus handler om udenrigsjournalistik

Min karriere som korrespondent startede

som praktikant i Hobro. Her fortalte lokal-

redaktøren over en wienerschnitzel på ”Sir

Henry”, at han anså arbejde for et nødven-

digt onde for at finansiere fritiden. Han viste

sig dog siden som en af de mest kreative

journalister, jeg har mødt. Det lærte mig,

at man nemt kan få verden som sin tumle-

plads, selv om man er oplært i en fordyb-

ning i Himmerland. Man skal blot udnytte

åbningerne – og skabe dem selv

Global gennem det lokaleIndvandrermiljøer og asylcentre er fyldt med folk, der ivrigt vil diskutere deres hjemland. Lyt til dem - og få både kilder og tilbud om indkvartering hos familierne derhjemme. Jeg interviewede engang asylsøgeren bag et rasende læserbrev, der beskrev en for mig ukendt konflikt. Han sprang siden ud som den sudanske oprørsbevægelse SPLA’s repræsentant i Norden og gav mig unik adgang til en af Afrikas længste krige.

I symbiose med NGOerneMin første tur til Afrika skyldtes en artikel, der alene i tal beskrev verdens absurde uligheder. Den blev læst i en NGO, der var ved at sende et fly til Etiopien, og de spurgte mig, om ikke jeg ville med. Uden NGOer ville der være meget lidt dækning af u-landene, og uden medieomtale ville der ikke være NGOer. Man kan skrive lange presseetiske afhandlinger om den symbiose. Men traditionen for at kriti-sere sine sponsorer er dog mere udbredt i bistandsverdenen end i motor- og rejsejournalistik. Så unge rejselystne repor-tere skal ikke holde sig tilbage.

Opsøg heldetHeld er ikke for de stillesiddende. Så da Slovenien rev sig løs fra Jugoslavien, rejste jeg af sted på min første krigs-reportage uden at være belastet af viden. Jeg tog et nattog ind i krigen (ja, ved siden af volden på TV er 90 procent af en krigszone ofte ren normalitet) og endte i kupé med den nye nations udenrigsminister. Jeg blev hurtigt gennemskuet i disciplinen ”interview om ukendt emne, hvor man hyk-ler nok kendskab til at holde samtale i gang”. Men manden forbarmede sig og gav mig to timers historielektion og sit mobilnummer.

FOKUS

14

GUIDE:

t il Da rf ur


Afhængig af oplevelser

Flyet taber ikke højden langsomt og støt, som det plejer, da det nærmer sig landingsbanen. I stedet fortsætter det i fuld højde ind over lufthavnsområdet. Så pludselig dykker det nedad og cirkler mod jorden i en stor spiral. Rasmus Tantholdt mærker, hvordan indvoldene snører sig sammen og bliver mindre. Det føles lidt som at sidde i en rutche-bane eller være et stykke vasketøj i en centrifuge, der bare drejer rundt og rundt. Jorden er tæt på nu. Det store flys rotationer presser ham ud mod væggen og tilbage igen. Så retter flyet op og lander i Irak.

Da Rasmus Tantholdt første gang lander i Irak, er lan-det en krigszone. Derfor kan flyet ikke længere tabe højden langsomt af fare for at blive beskudt af missiler fra landjor-den. Imellem opholdene i Irak laver han indenrigsjournali-stik på TV 2, og senere arbejder han på udlandsredaktionen i Odense. Men Rasmus Tantholdt er ikke vild med skrive-bordsarbejde. Og da de danske soldater et stykke tid efter bliver sendt til det sydlige Irak, er han det bedste bud på en krigskorrespondent.

Fra verdens brændpunkter I dag rapporterer Rasmus Tantholdt ikke længere fra Irak. Han er nu TV 2’s faste korrespondent i Afghanistan sammen med Ulla Terkelsen og Simi Jan. I seks år har han rapporte-ret fra verdens brændpunkter, begivenhedernes centrum og de steder, alles øjne er rettet imod. Han kender til ørken-sand, krigsmateriel og selvmordsbomber. Han har været ved at dø af skræk, da han blev tilbageholdt af militser. Alligevel har han ikke lyst til at lave noget som helst andet, og han kunne ikke forestille sig et job som journalist i Danmark. ”Jeg føler mig ikke for fin til at lave journalistik i Dan-mark. Ofte tror jeg faktisk, at det kan være meget sværere at finde de gode historier herhjemme. Når jeg er i udlandet,

skal jeg bare trykke på optageknappen, og så vælter det ud med historier rundt omkring mig. Det er derfor, der ikke er noget backgear for mig længere. Der er ingen vej tilbage, når jeg først har været dernede,” siger han.

Jordbær- eller hindbærgrød For nogle år siden blev Rasmus Tantholdt tilbudt et job som studievært på TV 2. Han takkede ja. Sagde til sig selv, at han skulle drosle ned. Tilbringe mere tid derhjemme. Men der gik ikke mere end et par dage, før han kunne mærke, at det var helt forkert. Han kunne ikke sidde i et studie. Han ville ud. Ud og tale med alle de mennesker, der virkelig har noget på spil. Ud og opleve. ”Jeg bliver bombarderet med oplevelser. Og det kan godt være, at jeg på et tidspunkt får brug for bare at gå der-hjemme og slå græs uden at opleve andet. Det kan også være voldsomt med så mange indtryk. Faren ved jobbet er, at jeg er blevet afhængig af oplevelser. Jeg kan ikke leve i daglig-dagens trummerum særlig lang tid ad gangen.” Når man hver dag oplever noget nyt, ryger meget af det ud igen. Derfor ærgrer det Rasmus Tantholdt, at han ikke gør mere ud af at skrive de mærkelige og kuriøse oplevelser ned. At han ikke gør nok for at rumme de mange indtryk. Han mener dog selv, at familielivet hjemme i Danmark hjælper ham til at holde begge ben på jorden. Derfor er det første, han gør, når han kommer hjem fra en rejse at tage ned til sin søn. Her er det de helt dagligdags og nære ting, han skal forholde sig til. ”Det er sundt, når jeg har skullet forholde mig til nogle meget abstrakte og store ting som verdenspolitik og krig. Og så pludselig skal jeg kun tage stilling til, om vi skal lave jordbærgrød eller hindbærgrød.”

Man kan godt være tryg i AfghanistanDa Rasmus Tantholdt for første gang landede i det sydlige Irak, var han kun sig selv, et videokamera og en computer. Hotellet var mærkeligt og lydene fremmede. Han var be-kymret. Ikke så meget for sin egen sikkerhed, men over det ansvar han følte, der hvilede på hans skuldre. Hvordan skulle han helt alene kunne levere nyhederne hjem til Danmark? I dag foregår det meste af arbejdet på TV 2’s kontor i Kabul. Og Rasmus Tantholdt er ikke længere alene afsted. I det hele taget er hverdagen i et af verdens brændpunkter ikke præget af hverken angst eller usikkerhed. Her går livet sin vante gang. På kontoret i Kabul spiller han Guitar Hero, læser bøger, går på restauranter, spiser god mad og får måske en øl. Hver anden dag spiller han tennis med fotografen. Han mener selv, at han er god til at få en hverdag til at hænge sammen i

det kaos, der hersker i et krigshærget land. ”Folk ringer sommetider og spørger, om jeg er okay, hvis der er sprunget en bombe i Afghanistan. Men det er måske 700 kilometer væk, og jeg sidder og spiser en pizza.”

Den ekstra milRasmus Tantholdt mener ikke, der er grund til at glorificere livet som krigskorrespondent. Han vil ikke ophøjes til en heltefigur. Han taler igen og igen om jobbet som ”det yp-perste” og et stort privilegium, som han er meget ydmyg overfor. Af samme grund nægter han at overdrive. At stram-me et indslag, så det bliver ekstra voldsomt. ”I Irak og Afghanistan skal du nærmere underspille, for tingene er alvorlige og dramatiske nok i forvejen. At over-drive er et udtryk for svaghed, og det gør ikke din historie bedre.” Til gengæld har han oplevet, at det er vigtigt at turde gå den ekstra mil. At gøre dét ekstra for at lave et godt indslag. At gøre det, som de andre ikke ville gøre. ”Det kan være at stille sig op på taget af en bil for at få det billede, der gør historien bare 0,0001 procent bedre. Eller at gå efter den kilde, vi godt ved ikke vil være med, men som vi alligevel forsøger at få fat på. Går du ikke efter guldet, får du det ikke,” siger han. Det var den holdning, der i sin tid bragte ham ene mand til Irak, og det er den holdning, der gør, at hans ambition om at fortsætte som korrespondent mange år endnu, nok ikke er så usandsynlig endda. ”Det handler i virkeligheden om at tage ud i verden og have en stor ja-hat på. Mit journalistiske udgangspunkt er, at alt kan lade sig gøre, indtil det modsatte er bevist,” siger Rasmus Tantholdt som forklaring på sin egen succes som korrespondent.

MenneskeskæbnerDerfor er der ikke længere noget backgear for Rasmus Tantholdt. Det var mennesker, der virkelig havde noget på spil, der i sin tid drev ham til gang på gang at tage den vilde flyvetur ned mod Iraks landingsbaner. Det er de samme skæbner, der i dag driver ham til Afghanistan 10 dage om måneden. ”Jeg har lært, at når det kommer til stykket, så er der langt flere ligheder end forskelle mellem de mennesker, jeg møder og mig selv. Men jeg, og alle andre journalister, har en tendens til at fokusere på forskellene frem for lighederne. For det er i forskellene, at konflikterne, og dermed også de gode historier, ligger.”

PORTRÆT:

Han har været tilbageholdt af militser og oplevet

mortérgranater komme lidt for tæt på. Alligevel

kan Rasmus Tantholdt ikke forestille sig et almin-

deligt job som journalist i Danmark. ”Der er ikke

længere noget backgear,” som han siger

FOKUS

15

Af Kirstine Biltoft-Knudsen og Henrik Dons (foto)


TRE AF EN SLAGS:

Der sker aldrig noget i Danmark

Af Lisbeth Svalgaard og Asbjørn Sand (Illustration)

Journalist fra Syrien. Har været udenrigskorrspon-dent i Danmark siden 1983. Freelancer for den ara-biske avis, Al-Quds Al- Arabi, der grundet censur har base i London.

Hvilke historier fra Danmark rapporterer du oftest om?

”Jeg skriver mest om danske film og kultur til avisen. Det kan jeg godt lide at skrive om, og det er noget, jeg går meget op i. Jeg interesserer mig faktisk ikke sær-ligt meget for politik og nyheder. Det er kun, hvis min redaktør kræver det, at jeg dækker nyhedsstof for Al-Quds. Og der sker jo ikke så meget i Danmark. Men hvis der sker noget rigtig stort, så rapporterer jeg til avisen om det. For eksempel skal jeg dække Klimatop-mødet i december. Men det er altså kun, når der virke-

lig sker noget af international interesse.” Hvad er den vigtigste historie, du har dækket i Danmark?

”Muhammedkrisen. Jeg var faktisk den første, der skrev historien i de arabiske medier. Det var fjollet, at den arabiske verden hidsede sig sådan op over en lille tegning, så jeg gjorde mit bedste for at forklare læ-serne, hvordan det hele hang sammen. Jeg talte med imamerne, fik overblik over forløbet og rapporterede det hele til Al-Quds i London, hvorfra arabiske læsere kunne læse nyhederne om Muhammedkrisen – uden censur. Jeg forsøgte lidt at mane til ro i de artikler. Jeg fik både meget ros og meget skældud for artiklerne om Muhammedkrisen. Der var for eksempel rigtig mange, der ikke syntes, jeg talte deres sag. De artikler var der rigtig mange læsere, der kommenterede på nettet. Der er nu altid nogen, der kommenterer på mine artikler,

hvis de er uenige i mine perspektiver. Men diskussion er godt!”

Hvor længe bliver du som udenrigskorrespondent i Dan-mark?

”Jeg bliver i hvert fald i Danmark resten af livet. Mine børn bor her jo nu, og jeg har fået børnebørn, der også hører til her. Jeg bliver ved med at være udenrigskor-respondent et stykke tid endnu. Men jeg arbejder for tiden også på at få en dansk-arabisk avis op at køre igen. Den lukkede sidste år, fordi vi manglede penge. Den hedder Alkhavar, det er arabisk for nyheder, og det er sådan lidt en ”Politiken på arabisk” avis. Det skal jeg arbejde på det næste stykke tid.”

Monir Almajid

privatfoto

FOKUS

16


Monir Almajid, Jerry Bergman og Monika Wallgren er alle udenrigskorrespondenter i Dan-

mark. Men der er langt til live stand-up’s i skudsikker vest. Og der sker stort set aldrig

noget af international relevans i Danmark

Tidligere pressefotograf fra USA. Har været udenrigskorrespondent i Dan-mark i over 30 år. Freelancer for bl.a. New York Times, Herald Tribune og Time Magazine.

Hvilke historier fra Danmark rapporterede du oftest om?

Alt muligt. Alt. Turisthistorie den ene dag, politisk historie den næste. Der er jo ikke så mange mennesker i Danmark, så der sker ikke så meget. Jeg har dækket meget royalt stof, og så var jeg i Folketinget næsten hver dag. Men det var meget dit og dat - alt efter, hvad jeg fik besked på. Og hvad jeg selv har haft lyst til at lave.

Hvad er den vigtigste historie, du har dækket i Danmark?

Det er svært at vælge en specifik. Jeg har generelt været glad for alt, jeg har lavet i Danmark. Jeg kan ikke lige sætte fingeren på én historie, der har været særlig vigtig. Men nej, ingen bestemt historie. Jeg har været glad for det hele.

Hvad skal du lave i Danmark, når nu du ikke arbejder?

Jeg skal slappe af! Det har været et stresset job, og man bliver træt til sidst. Det var det, der skete for mig. Jeg har haft for travlt. Nu skal jeg bare slappe af. I lang tid. Men når alt det her stress er væk, så tror jeg, at jeg vil arbejde lidt freelance igen. På halv tid.

Journalist fra Sverige. Udenrigskorre-spondent i Danmark i seks år. Arbejder freelance for svenske aviser, magasiner og fagblade.

Hvilke historier fra Danmark rapporterer du oftest om?

”Det kommer meget i bølger, alt efter hvad der lige er oppe i tiden. Hvis der er fokus på en bestemt sag eller et bestemt fænomen, så skriver jeg selvfølgelig mest om det. Det kan for eksempel være Klimatopmødet nu her, eller da Muhammedkrisen prægede mediebilledet. Ellers bestemmer jeg lidt selv. Det kan både være politiske, erhvervs-mæssige eller sociale temaer, jeg skriver om. Senest har jeg skrevet om de hjemløse i Kø-benhavn. Og så skriver jeg meget om Øre-sundsregionen – jeg er jo svensker.”

Hvad er den vigtigste historie, du har dækket i Danmark?

”Da jeg skrev en artikel om, hvordan man i

Danmark bruger en ny metode til behand-ling af Alzheimers, fik jeg en overvældende respons fra læserne i Sverige. Man havde ikke hørt om metoden i Sverige før, og jeg blev ringet direkte op af læsere, der ville vide, hvor og på hvilke plejehjem i Dan-mark metoden blev brugt. Der var endda en, der ville lave en slags studierejse for at observere fordelene ved metoden. Når sådan noget sker, er det virkelig dejligt, at man kan hjælpe sine læsere. Det var ikke en politisk historie, men den var vigtig for læserne. Og den kæmpe respons var vigtig for mig.”

Hvor længe bliver du som udenrigskorrespon-dent i Danmark?

”Så længe jeg kan få mine artikler afsat. Freelancere er jo en truet race i disse tider. Budgettet til freelance-journalister er det første, de skærer i på redaktionerne, og det kan jo nemt komme til at gå ud over mig. Men så længe jeg kan sælge mine artikler, bliver jeg ved med at skrive fra Danmark.”

Jerry Bergman

Monika Wallgren

privatfoto

privatfoto

FOKUS

17


Døgn I:

Flyet lander ved tre-tiden om morgenen i ’Rafik Hariri,’ Beiruts internationale lufthavn – jeg er jo ikke diplomat, ikke officielt udsendt for Danida eller en anden af de god-gørende organisationer, der vil lære araberne demokrati og gode manerer. Desuden skriver jeg ikke længere for Jyllands-Posten, der, hvad angår medarbejder-pleje, er en fremragende avis. Denne gang fik jeg dog sovet i flysædet efter at have drøvtygget Informations weekendudgave og takket Gud – hvis det da er ham, der administrerer heldet – for, at jeg ikke skulle dele sæde med en børnefamilie på vej fra Vollsmo-se, Kokkedal, ydre Nørrebro, Gellerup eller en helt femte ghetto for at besøge fætre og kusiner i en af de 12 palæsti-nensiske flygtningelejre. Jeg ringer til mit normale taxa-selskab, der sender en vogn med det samme – Gud er på min side denne morgen – og spekulerer undervejs gennem politiets kontrolposter på motorvejen om min lejlighed i det hele taget er beboelig. Medens jeg var i Europa i anden anledning – en serie om Murens Fald – blev jeg ringet op af husværtens søn, Sulei-

man (han er den i familien, der kan et kendt sprog udover arabisk), som fortalte mig, at lejligheden stod under vand efter et kraftigt regnvejr, og at jeg ikke havde lagt en nøgle. ”Naboerne er nervøse,” lød hans afsluttende melding. Jeg sagde, at jeg havde lagt en nøgle i hans fars super-marked – i netop den hensigt at tage højde for uventede uheld – og at nøglen burde være i en stor kuvert i skuffen under kasseapparatet. ”Vi kan ikke finde nogen nøgle,” sagde Suleiman. ”Og vi har et problem.” Han lød som om, jeg havde et problem. Jeg gav ham nummeret til min rengøringsdame, Elsa, en etiopisk kvinde, der sender de fleste penge hjem til Adis Abeba. Resten bruger hun, så vidt jeg kan skønne, på en damefrisør, der stiver hendes krusede hår og farver det rust-rødt, så hun ikke ligner en kvinde fra Etiopien, hvilket får hende til at ligne en kvinde fra Etiopien, der ikke vil ligne sig selv. Lejligheden er tør, men absolut vandskadet. De to små tæpper er smidt over altanens havemøbler. Deres hjørner er blevet æselører. I køleskabet står en glemt øl og to dåser tonic. Jeg tør ikke drikke den slat vand, der er tilbage i en plastickande i køleskabet – jeg har været væk i ca. seks uger. På køkkengulvets klinker har to kakerlakker, store som en dansk femkrones diameter, fundet et sidste hvilested. Den enes følehorn er stadig aktive – jeg træder på den og tænker på Uffe Ellemann Jensens karakteristik af Dansk Folkeparti, da han var Venstres formand. Tager dem med en serviet og smider dem i skraldespanden. Fjernsynet vir-

ker. Al Jazeera rapporterer om selvmordsbomber i Kabul og Islamabad, men har ingen nyheder fra mit nærområde. Jeg drikker øllen og lægger mig efter en hurtig skylning under bruseren.

Jeg er tilbage på pinden.

Morgenen er varm, men der er ting, der skal gøres. Opda-tering af internet-forbindelsen, mere taletid til mobiltele-fonen, begge dele tager tid i hver ende af Hamra-kvarteret, hvor jeg bor. Jeg sms’er Zeinab, min fikser og kammerat, som er radiojournalist og barnebarn af en agtet og frygtet shia-imam i Sydlibanon. Denne mand interesserer mig, ef-tersom han var forløber for de to politiske bevægelser, der i dag er faktorer i de politiske spilfægterier – Amal og Hiz-bollah. Men han har siden 1958 ligget begravet i Najaf i Irak, side om side med den fjerde kalif, Ali, Profetens fætter og svigersøn, så han har undgået at se sin søns datter vokse op som sekulær kvinde og enlig mor. Zeinab, der er navngi-vet efter hele to af Profetens ni hustruer, lever sammen med en surmulende og seriøs irsk journalist, som dementerer en-hver myte om irernes begejstring for alkohol.

To døgn i en pryglet korrespondents livOm at arbejde i Mellemøsten, ikke kun med det formål at forstyrre læserne med stof, de helst var fri for at stifte bekendt-skab med. Men også som overlevelsesøvelse i en metier præget af omstændelighed og tusind detaljer, der skal dribles rundt om for at selve arbejdsprocessen virker

Af Lasse EllegaardInformations korrespondent i BeirutFoto: Carsten Ingemann (venstre) og Sofie Tholl (højre)

Døgn II:

DAGBOG:

Bagdad, Irak: Lasse Ellegard venter på nye pasfotos til de utal af til-ladelser, man skulle have i Saddam Husseins Irak, for at kunne kom-me rundt. Bil-ledet er taget et par må-neder inden amerikanerne kører over grænsen for at befri det irakiske folk for Saddam Hussein.

FOKUS

18


Hun ringer tilbage og siger, at hun kommer forbi senere for at planlægge de næste par ugers aktiviteter – hun når lige at fortælle, at hendes fætter, som jeg interviewede om hen-des farfars meriter for et par måneder siden, er faldet død om af et slagtilfælde, mens jeg har været væk. Han var en glad mand, der lod sig opvarte af en kone, der virkede som om, hun fandt det naturligt at blive kostet rundt med.

Da jeg ikke har en krumme i huset, spiser jeg morgen-mad på en café om hjørnet, der har æg og bacon på pro-grammet. Jeg spiser der også, når jeg har en krumme i huset, for jeg kan lide tjeneren og bestyreren. Tjeneren kender mine morgenmadsvaner, men bliver aldrig familiær. Bestyreren er interesseret i italiensk fodbold, så det taler vi om hver mandag. Jeg siger ikke, at jeg anser Serie A for at være en bøsseliga, hvor typer som Totti og Inzhagi er mere fokuserede på deres frisurer end på det arbejde, de får mange penge for at udføre. Bestyreren ville ikke bryde sig om det, og jeg bryder mig ikke om at forulempe bestyreren, der kender til mange genveje, når jeg har brug for kontakter, der ikke er akademikere eller eksperter, men kontakter der ved, hvad der foregår i byen. I min mail, som jeg læser på caféens trådløse net, er der snesevis af gode råd fra Informations læsere om, hvordan jeg kan komme videre med min dækning af Goldstone-rap-porten – FN’s redegørelse for de begåede krigsforbrydelser i Gaza under krigen i december-januar. Nogle korrigerer det, jeg allerede har skrevet, andre har bud på, hvad de synes, jeg skal skrive. Den israelske ambas-sade i København har sendt to mails med presseklip til støtte for Israels totale afvisning af FN-rapporten som fordrejet og fordomsfuld – underforstået: Antisemitisk. En kontakt fra en menneskerettigheds-organisation i Danmark har været til seminar om samme rapport. Hun mere end antyder, at den indeholder elementer, hun mener, jeg har overset, og lægger sit telefonnummer. Jeg svarer, at jeg ringer. I det samme ringer min mobiltelefon. Det er Karsten Tveit, NRK’s gamle mellemøst-korrespondent og en jour-nalist-legende ikke kun i Norge, men her i regionen. Han

bor i disse dage på Hotel Mayflower, et ramponeret journa-list-hotel henne om hjørnet fra min gadedør, hvor han skri-ver på sit fjerde mastodont-værk om den israelsk-arabiske konflikt med forskerens mani for akkuratesse i detaljen og kildehenvisninger, der er nøjagtige.

Han slår et slag forbi caféen til et glas juice, og vi foretager øvelsen ’at udveksle iagttagelser af udviklingen’, der stort set går ud på, at jeg interviewer ham om, hvad han har hørt og set, og hvad han mener om det. Det tager han pænt. Han er generøs overfor parasitter, hvilket også bidrager til at gøre ham til en god kollega, og gør mig opmærksom på en bog – ’Distant Relations – Iran and Lebanon in the last 500 years’ – som kan købes hos en armensk boghandler her i kvarteret. Jeg køber bogen på mit Visa-kort, som boghandleren selvfølgelig fucker op – det tager tre kvarter at udrede fejlen, hvorefter jeg betaler kontant. På hjemvejen henter jeg aviser hos Sultan, min normale bladhandler, der virker glad for at gense mig – eller måske er han bare glad for den daglige indtægt. Sultan er en daglig samtalepartner, der kommenterer vejret og libanesisk politik med samme grad af resigneret bekla-gelse. Men da han også er en dannet person på omkring en meter og tres, der har tonet sin efterhånden sparsomme krans af hår i kastanie-kulør, lader han aldrig sit generelt melankolske humør udarte, uanset om han formidler det på engelsk, fransk eller arabisk, som han taler med lige stor

selvfølgelighed. Dertil har han for meget stil, er for meget en Badawi, en beduin-slægt fra det nuværende Saudi-Ara-bien, der leverede de mest opfindsomme militære ledere til Lawrence of Arabia’s felttog mod tyrkerne under 1. ver-denskrig. Hans bror var i årevis taleskriver – i dag ville vi sige spindoktor – for skiftende libanesiske premierministre, hans familie er fra Sidon og var nabo til Rafik Hariri, der den gang i 50’erne og 60’erne var en fattig håndværker, der – som Sultan udtrykker det – ’gjorde det godt på den måde, han nu gjorde det’. Hvorfor fortæller jeg alle disse detaljer? Fordi de er vig-tige i mine daglige manøvrer i et i sagens natur fremmed-artet rum, hvor kendskab til personers baggrund er mindst lige så vigtig, som en telefonliste med numre på magtfulde politikere og vidende eksperter. Hvis jeg vil vide, hvad der ligger bag de politiske beslut-ninger eller militære handlinger eller økonomiske transak-tioner, jeg dækker i det daglige, er jeg nødt til at have et netværk af folk, der følger med ’fra gulvet’ om jeg så må sige – som ved, hvem der også kan have en vinkel på en sag, selvom vedkommende ikke er så synlig i det offentlige rum, som dem, der ytrer sig i fjernsynet. Alle småtingene, som tager tid hver eneste dag, er med til at danne den virkeligheds-platform, jeg skriver fra og på. Uden hvilken jeg lige så godt kunne gå på nettet i Køben-havn. Den daglige kontakt med den mellemøstlige virke-lighed kan undertiden kun ses i en bisætning – men forstå-elsesrammen for det, der foregår, kan ikke etableres uden tilstedeværelsen. Jeg har en stol på en avis i Beirut, som Information har et samarbejde med, og jeg går derop en eller to gange om ugen – ikke for at arbejde, det gør jeg på hjemmeadressen, men for at orientere mig i det rum, der er mine arabiske kol-legers. Og deres syn på verden varierer fra et dansk-europæ-isk. Mildest talt.

Og her slutter jeg, for lige om lidt skal jeg mødes med to danske kolleger, der er i færd med at skrive en guide til Li-banon. Jeg vil sige til dem, at de skal tale med libaneserne.

Hotel Holiday Inn som ses i baggrunden af billedet plettet af miner. Hotel-let blev under borgerkrigen i Libanon (1975-1990) brugt som tilholdssted for enten muslimerne eller de kristne. Alt afhængigt af, hvem der havde magten over downtown-området.

”Jeg træder på den ene kakerlak og tæn-ker på Uffe Ellemann Jensens karakteristik af Dansk Folkeparti, da han var Venstres formand.

- Lasse Ellegaard

FOKUS

19


FREMTID FOR JOURNALISTER:

Vi starter i Japan. Harry Potter bliver læst på sms, nyhe-derne ses på mobilen og YouTube er det store hit i metroen. Japan er forrest i feltet, når det kommer til mobilteknologi. Her ser man nyheder på mobilen i stedet for at læse dem i avisen. Mobiltelefonen kan meget vel ende med at blive det cen-trale medie for fremtidens mediehuse, også i Danmark. Det skaber nye arbejdsbetingelser for journalisterne. For i takt med de nye smartphones kommer også krav om journalistik rettet ekstremt præcist mod brugeren og krav om nye ram-mer, som folk selv kan udfylde.

Fremtid er med smartphone”I fremtiden bliver meget af det journalistiske indhold de-signet til smartphones. Det betyder, at journalisten i højere grad skal skabe rammer og redigere for almindelige men-nesker frem for selv at bidrage med indhold,” fortæller Lars Kabel, lektor på Journalisthøjskolens efteruddannelse Up-date. Det, folk køber af medierne, bliver ikke nødvendig-vis nyheder - dem kan man få overalt. Folk kommer til at købe skræddersyede pakker, der passer til deres hverdag. Når man for eksempel sidder i S-toget, vil man gerne have pendlernyheder. Når man står på gågaden i Århus, vil man gerne have informationer om begivenheder i nærheden. ”I fremtiden kan kravet blive, at journalisterne skal tænke i oplevelser i stedet for formidling. Det handler ikke om byline, det handler om at give brugerne nogle oplevel-ser. Kunsten bliver at engagere folk,” siger Anja Petersen, medieforsker ved Aarhus Universitet.

Pak indAviserne skal søge inspiration uden for de traditionelle me-dier, hvis de vil se, hvordan man tjener penge i den moderne medievirkelighed. Anja Petersen opfordrer til at skæve til

blandt andet Facebook og Google. ”Det handler nemlig ikke om indhold, det handler om indpakning.” TV, videoer, musik og sociale muligheder kan blive det, der driver mediernes omsætning i fremtiden. Derfor skal nyhederne være en del af en større pakke, så indtjeningen fra andre ting kan drive nyhedsformidlingen. En formid-ling, som medierne altså ikke tjener penge på i dag. Men de danske aviser er ikke ligefrem frontløbere for denne udvik-ling.

Langsomme medier”Hvordan skal jeg sige det her pænt… der er en vis træg-hed i avisbranchen. Mulighederne i mobilkulturen bliver simpelthen ikke grebet,” fortæller Anja Petersen, der ikke forstår, at medierne ikke gør noget mere ved mulighederne

for mobilkommunikation. ”Mønstret er noget af det samme, som man så ved inter-nettet tilbage i 1990’erne: For medierne handler det bare om at være tilstede på platformen, danne sig noget know how og ikke komme for sent ind på markedet.” Medierne tøver med at udnytte de nye muligheder i mobi-len. Men det kunne hænge sammen med, at der simpelthen ikke er penge i det endnu. ”Medierne tjener ingen penge på mobilkulturen, på trods af at det er dem, der leverer indholdet. Derfor bliver 2010 nok det år, hvor vi igen ser, at medierne begynder at tage penge for det digitale indhold på nettet og mobilen,” siger Lars Kabel.

Tillykke - du bliver redaktør...Hvad skal journalisterne lave, når næsten al kommunikation bliver overtaget af mobiltelefoner?

Af Mads Olrik Berthelsen

I sidste nummer af Illustreret Bunker skrev Kerstin Bru-un-Hansen i debatindlægget ”Så tag dog selv ansvar, An-ne-Marie!”, at undervisningen i medier og målgrupper er nærmest ikke eksisterende på Journalisthøjskolen. Og i samme nummer kunne jeg i artiklen ”Tillykke og velkom-men til A-kassen” læse, at vi her på Journalisthøjskolen ikke klæder dimittenderne ordentligt på til tidens jobmarked. Ingen af delene er korrekte.

Selvfølgelig underviser vi på Journalisthøjskolen i medier og målgrupper. Vi har samtidig en så god praktik-ordning, at alle vores studerende får både prak-tisk erfaring og godt kendskab til arbejdet og vilkå-rene på fremtidens jobmarked efter endt uddannelse. Men som studerende kan I bare ikke nå igennem det hele på

de tre første semestre. Vores journalistuddannelse er en professionsbachelor, hvor vi på den første del (1.-3. semester) især går i dyb-den med grundlæggende journalistik, argumentations-analyse, researchmetoder, sprog og vinkling. Naturlig-vis kommer vi her også omkring målgrupper og medier. Når vi netop går i dybden med ovennævnte, skyldes det, at vi ønsker at gøre jer stærke i grundlæggende journali-stik inden jeres praktikperiode. I den periode skal I vide-reudvikle jeres journalistiske færdigheder, afprøve dem på flere platforme, oparbejde rutine og prøve jer selv af og få et indgående kendskab til tidens medier og jobmarked. Tilbage på skolen på anden del går vi i dyb-den og giver jer mulighed for en specialisering, fordi I nu skal udvikle journalistikken og jeres rolle. På 7. semester støder alle på medieteori og dermed også medier og målgrupper. På samme semester tilbyder vi en specialisering via workshops i enten skribent, online, tv eller kommunikation. Dermed har man som studerende alle mu-ligheder for at klæde sig på til et foranderligt jobmarked.

Som en meget væsentlig del af 8. semester indgår 8 ugers udviklingsprojekt. Her er både teori og forelæsninger i mål-gruppeanalyser, undervisning i fokusgrupper og opbygning af koncepter. Workshoppen tvinger den enkelte studerende til at tilegne sig teori og samtidig i praksis afprøve opbygning af koncepter rettet mod endog meget snævre målgrupper.

Kerstin Bruun-Hansen, du har simpelthen ikke ret i, at I ikke klædes på til at håndtere forskellige målgrupper. Men det er klart, at hvis man dykker ned på et bestemt semester eller en bestemt del af uddannelsen, vil man til enhver tid kunne sige, at der er noget I ikke lærer lige nu. Jeres uddannelse er sammenhængende i elementer, som bygges ovenpå hinanden. Men der er specialiseringsmuligheder man som studerende her på skolen kan gå uden om. Det er også derfor vi har opbygget et vidt forgrenet efter- og videreuddannelsestilbud, som netop gør, at man også efter uddannelsen kan blive ved med at specialisere og dyg-tiggøre sig.

Vi tager ansvar for det hele!Af Anne-Marie Dohm, rektor på Journalisthøjskolen

DEBAT:

KULTUR & DEBAT

når pengene skal række tværs over Danmark - også sidst på måneden

Nemt, hurtigt og behageligt i topmoderne busser og med

Mols-Linien over Kattegat.

Rabat for studerende– også fre.-lør.-søn.

Stoppesteder: sewww.linie888.dk

LINIE 888

Fra140 kr.

Ta’ bussen mellem Jylland og København

Telefon 70 210 888 · Online booking: www.linie888.dk

20


Peter Mogensens opslagstavle har en liste med navne: ”Thulesen Dahl”, ”Villy” og ”Kri-stian Jensen.” De står halvt visket ud som en to do-liste, der lige er blevet kørt igennem. På bordet er der udenlandske og danske aviser, bøger om politikere og spindoktorer samt ikke mindst hans egen bog, der i dagbogsform fortæller om et år i det politiske liv. ”Køb den mand og lær noget om politik!” udbryder han. Det er hans maskinrum, hvorfra han spytter politiske analyser ud, der bringes i Politiken og i hans TV-show på TV2 NEWS, Mogensen og Kristiansen.

Karen-Maren i Bølleby-OurePeter Mogensen er økonom fra Aarhus Universitet, og han har baggrund i det private er-hvervsliv og som ministersekretær og sekretariatschef i henholdsvis Finansministeriet og Statsministeriet. Hans mål er at gøre komplicerede sammenhænge letforståelige for Poli-tikens læsere. ”Det skal være underholdende at læse mine analyser. Det må aldrig være forkert. Det skal være skarpt. En tand mere - to the point.” Han forsøger at give læserne et bud på, hvad politikernes intentioner bag en handling er, og hvad de næste skridt bliver. ”Jeg skriver ikke lange analyser for folk på universiteterne eller mig selv. Udgangspunk-tet for mig er: ’Hvad er det Karen-Maren i Bølleby-Oure vil læse, og hvad er spændende for hende?’”

Hemmeligheder og baggrundssnak”Jeg er ikke journalist – slet ikke.” Nyhederne afleveres i nyhedsafdelingen. Peter Mogensen kommenterer og analyserer på baggrund af begivenhederne. Mogensens analyser står side om side med journalistiske historier, men genren er helt anderledes. Man finder aldrig direkte kilder og højst et anonymt citat, hvis man læser hans analyser af oppositionens strategi, spillet om klimatopmødet eller den økonomiske situa-tion. ”De taler ALTID til baggrund. Jeg taler med uindskrænket ret til at lyde som en klog mand. Man kan godt fortælle mig en hemmelighed, som jeg ikke fortæller videre til de andre journalister på redaktionen.”

Bullshit-detektoren skal køreNår journalister formidler nyhedsstof er der krav til, at man fremlægger sine kilder og do-kumentation. Det samme gælder ikke for Peter Mogensen og de politiske kommentatorer, men det ser han ikke som et problem. ”Det er selvregulerende. Hvis jeg voldtager mine kilder og gang på gang skriver regulært vrøvl, vil folk komme efter mig. Men man kan selvfølgelig vurdere tingene forskelligt.” Han taler med baggrundskilder for at få fakta på plads om de politiske aktørers strate-gier. Og så handler det om at sætte ’bullshit-detektoren’ til. ”Det vil jo være tydeligt for enhver, hvis jeg kun benyttede kilder fra en bestemt fløj i Socialdemokratiet for eksempel. Det er vigtigt at have mange aktører med inde over.”

Der er spin i altKritikken af de pensionerede spindoktorer er taget til det seneste år. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, en række mediepersonligheder og en chefredaktør helt fra Norge har fået øjnene op for Mogensen og hans kollegaer. De beskylder dem for at fjerne fokus fra politisk substans til fordel for spin. ”Man kan simpelthen ikke adskille politisk substans fra spin. Det hænger nøje sammen.

Hvordan kan man for eksempel tale om, hvem der skal have aben for problemer med poli-tireformen uden at inddrage årsagerne til problemerne?” svarer Mogensen igen. Ifølge Peter Mogensen har der altid været politisk analyse tilstede i medierne, men i dag er den blot blevet mere poppet. Og der er større fokus på de nu relativt kendte ex-spindokterer end tidligere. ”Politikerne synes selvfølgelig ikke, det er sjovt at blive kigget i kortene, men de ringer altså tit selv for at komme i avisen,” siger Mogensen og peger på sin åbne mailboks, hvor Venstres pressetjeneste netop har mailet ham noget ’snavs’ om Socialdemokraternes støtte fra den lokale LO-fagbevægelse.

JH er pølsefabrikPeter Mogensen har ligesom de fleste politiske kommentatorer en fortid i det politiske liv. Han har været aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og været tæt på både Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen i 90’ernes socialdemokratiske regeringer. Kommenta-torernes baggrund bliver ofte mistænkeliggjort, men han ser den som sin fordel. ”Jeg har en særlig baggrund, som man køber – på godt og ondt. Hvis I, der uddannes fra pølsefabrikken, kunne skrive ligesom mig, var min løn intet værd.”

”Ofte tager jeg fejl”Peter Mogensen erkender selv, at han kan fejlvurdere den politiske situation. Og dermed giver han ’Karen-Maren fra Bølleby-Oure’ en forkert afdækning af politikernes intentioner og udfald af de politiske processer. Men sådan er vilkårene. ”Ofte tager jeg fejl, fordi det politiske spil er kompliceret. Det er hovedårsagen. Det hele står jo ikke i en drejebog, så man kan let vurdere komplicerede forløb forkert. Men det vigtigste for mig er ikke at lave grundlæggende faktuelle fejl.” Læserne har ifølge Mogensen krav på at få analyseret det næste skridt for politikerne. Og det er så her, han går planken ud og kan ramme forkert.

Uindskrænket ret til at lyde som en klog mandPolitiske kommentatorer fylder medierne med forudsigelser, motivanalyser og meninger om den politiske verden. De beskyldes for at fjerne fokus fra politisk substans og arbejder med andre krav til kilder og dokumentation end journalisterne. Og det sker ofte, at de tager fejl af den politiske situationAf Jens Anton Tingstrøm og Astrid Dalum (foto)

INTERVIEW:

KULTUR & DEBAT

21

Peter Mogensen mener. at borgerne har krav på at få analyseret politikernes handlinger.Politikens kloge mand har fortid i Stats- og Finansministeriet og har i dag sit eget show på TV2 NEWS


Forleden kom jeg hjemmefra uden mad-pakke og efter tre timer med kildekritik og diskursanalyse, trængte jeg til en pause og gik ned i kantinen for at få lidt frokost. Jeg var ikke vildt sulten, så jeg tog en müsli-bolle med ost - en skive til hver halvdel vel at mærke. En beslutning jeg sent skal glemme, og som jeg har fortrudt lige siden. For da prisen blev gjort op - jeg havde også taget en lille brikjuice - lød beløbet på 29 kroner.

Kantinedamen kunne godt se, at jeg un-drede mig og forklarede undskyldende, at hun godt vidste, det var dyrt, men at en skive ost altså kostede seks kroner. Jeg lader prisen tale for sig selv og spørger: Hvordan kan skolens ledelse acceptere kantinepriserne og i det hele taget argu-mentere meningsgivende for, at vi stude-rende skal rippes for penge, hvis vi skulle få lyst til at handle i kantinen?

Lad mig med det samme slå fast, at kantine-priser på en uddannelsesinstitution naturlig-vis skal være rimelige. Og her mener jeg, at seks kroner for en skive ost er i overkanten. Kantinen i Århus drives af Studenterhus-fonden af 1991, som vi i 2008 besluttede at outsource kantinedriften til. Det besluttede vi på baggrund af et underskud på kantinen på næsten 800.000 kr. i regnskabsåret 2008 og ud fra en vurdering af, at vores fokus skal

være på uddannelse og ikke på kantinedrift. I forbindelse med beslutningen om at outsource kantinedriften, blev der for-handlet en aftale med Studenterhusfonden af 1991 på plads, og denne forhandling in-deholdt ikke en drøftelse af de specifikke priser for de varer, der sælges men på den overordnede kvalitet og stabilitet. Når kon-trakten skal genforhandles, vil vi tage Line Scheibel Mitchells kommentarer med, for kantinepriser skal naturligvis være rimelige, selvom vi også skal have forståelse for, at en kantine skal være økonomisk rentabel for dem, der driver den.

Din sidemand i Frøberts rynker på næsen. Din makrelmad er splattet ud i tasken som sædvanlig. En nasty dunst fylder hele auditoriet, og dine medstuderende finder hurtigt ud af, at lugten kommer fra dig. Du orker det ikke mere! Du drømmer dig væk til et sted med god frokost til rimelige priser. Vågn op, grib din overfrakke, trods regn og rusk og kig ind i varmen hos bunkeren på den anden side af vejen. Her findes et sted, der indfrier alle dine våde drømme: DR’s kan-tine.

Billigere end du tror I bedste 90210-stil nupper du en bakke, skovler dagens varme ret og alt det salat, du kan spise over på din DR-tallerken. ”Så skal jeg bede om 30 kroner,” smiler Grete, der står bag disken. Du stirrer vantro på Grete, for det var da billigere, end du havde regnet med. På vej ud på toilettet stopper du op, for så langt behøver du slet ikke at gå for at hente vand til maden. DR’s kantine har nemlig en isvands-automat. Nemt og forfriskende! Du sætter dig til rette i en af de små kroge, nyder din mad i sel-

skab med dine medstuderende og slår gluggerne op, for det kan jo være, at du er heldig at spotte en vaskeægte kendis.

Kendis-faktorPålidelige kilder påstår at have set the one and only Søren Ryge sætte tænderne i en juicy fiskedelle med remo. Men festen stopper ikke her. Næ nej, for også Peter Ingemann fra Hammerslag kigger en gang i mellem forbi DR’s kantine, som kan bryste sig af at have en elite-smiley.

SprødtI kantinen er et stort udvalg af smørrebrød, som du sam-mensætter efter behov. Laks, kylling, skinke, frikadeller og leverpostej med virkelig sprød bacon. Ofte kan du høre va-riationer over sætningen ”jeg dykker lige i silden,” og det er ikke for meget sagt, for der er mange slags sild at vælge imellem. Hver dag byder Grete og kompagni desuden på en varm ret som for eksempel lasagne, suppe, spareribs, taco, indbagt fisk eller indonesisk kylling. Hvis du har tid og lyst, er der også 1 krones-slik, kaffe til fire og en halv og et ud-valg af cigaretter.Velbekomme.

Osten er for dyr!Af Line Scheibel Mitchell, 7. semester

Kantinepriser skal være rimeligeAf Svend Lawaetz, ressourcedirektør for Dan-marks Medie- og Journalisthøjskole

Engang var du tit træt og deprimeret,

men så prøvede du kantinen på DR, og

så fik du det straks meget bedre

Af Kristine Liv Lund-Pedersen og Annelise Hartmann Eskesen

Selv Søren Ryge gør detMADANMELDELSE:

DR’s kantine

Oluf Palmes Allé 10-12, 8200 Århus N

Tip!! Bare sig du er fra Journa-listhøjskolen i receptionen, så er der fri adgang til DRs gyldne madbjerge.

STUDERENDE MENER: SKOLEN SVARER:

KULTUR & DEBAT

22

Kold Facebook-tyrkerOKTOBER 2009 ILLBUNKER.dk

1. Fra nu af skal man ikke længere have Brobizz for at køre over Storebæltsbroen. Til gengæld skal man holde ind og fortælle vagten en rigtig god anekdote over en pibe tobak.

2. Der bliver indført kageordning i Folketinget. Det udvik-ler sig til håndgemæng, da Naser Khader ikke tager hjem-melavet drømmekage med, som han havde lovet, men i ste-det har købt en citronmåne i Aldi.

3. Søvndals kone deltager i Vild med Dans, hvorefter han meget vredt ringer Anders Lund Madsen op og vil have en udførlig forklaring på, hvorfor hun ikke gør nogen våde.

4. Rygeloven bliver omskrevet fra dens nuværende ordlyd til: ”Go nuts!”

5. Han bliver af udenlandske statsledere kendt som: ”That guy in the bar that just won’t stop talking about Wood-stock.”

6. Alle menneskers lønindkomst bliver lagt ned i en stor skotøjsæske, og så kan man bare lige tage, når man skal i kiosken… Så længe man køber piber med.

7. Det kommer frem, at SF slet ikke skulle have været et parti. Villy var bare utrolig glad for at starte alle sine SMS’er til Anders Fogh med ”smiler frækt”.

8. Søvndal får ikke så mange lovforslag igennem, fordi han har travlt med at sidde på Facebook og poke Anders Samu-elsen.

9. Aldersgrænsen på tobak bliver fjernet… De unge skal bare fortælle kioskejeren, at det er til morfar.

10. Sikrer sit eftermæle ved at omdøbe København til Vil-lyby, H.C. Andersens Boulevard til Villyvej og Folketinget til Villyhus…. Hvor man ude foran forresten kan få en Villy i svøb.

Søvndal til magtenVilly Søvndal har omtrent dobbelt så mange venner på Facebook som vores nuværende statsminister. Men hvad ville der egentlig ske, hvis Villy Søvndal kom til magten i Danmark?

TOP 10:

Jeg havde det hele.286 venner, billeder fra familiefester, applications ad libi-tum og en lind strøm af humoristiske statusopdateringer fra alle mine dejlige virtuelle venner.Jeg havde alt, hvad en die hard Facebook-junkie kunne ønske sig, og jeg gav slip på det, da jeg lukkede min profil for næsten 5 måneder siden.Ung og naiv som jeg var, troede jeg på, at den virkelige verden havde mere at byde på.I ugerne efter jeg lukkede min profil, vågnede jeg midt om natten, badet i koldsved, mens jeg skreg: “STATUS-UPDATE!!” ud i mørket.Under desperate forsøg på at føre rigtige samtaler, tog jeg mig selv i at slutte hver eneste sætning med et thumbs up, og ordene: “Klaus Kristensen likes this”.Rystende af abstinenser sad jeg i Frøberts og kiggede mis-undeligt mine medstuderende over skulderen, mens de mæskede sig i quizzer, om hvem der sagde hvad, dengang i det 217. afsnit af Beverly Hills.Jeg var hooked på Facebook.Bare et lille fix mere.

Afhængig af statusopdateringer.Afhængig som pøblen må have været det af kirken, da Karl Marx konkluderede, at religion var opium for folket for mere end halvandet århundrede siden.Tænk over følgende Kære Læser;Hvis du er på Facebook tre timer hver dag, bruger du sammenlagt 46 dage om året i denne virtuelle hønsegård.(Hvis 3 timers dagligt misbrug lyder overdrevet, så tjek hvem der er på Faceren, næste gang du logger ind. Jeg ga-ranterer, at en håndfuld af dine venner er online, HVER gang du kigger forbi.)46 dage.Kunne den tid ikke bruges bedre?Måske på en ekstra halv time under dynen om morge-nen?Måske på at gå til yoga onsdag aften og fodbold lørdag formiddag?Eller måske kunne du endelig få inviteret den søde pige eller fyr, som du har et godt øje til ud at fodre ænder i Universitetsparken.Hey, har I hørt om det helt nye? De kalder det DEN VIRKELIGE VERDEN.

Farvel til status-updates, friend requests og medlemsskab af Stein Baggers støttegruppeAf Klaus Kristensen

Problem: Det siges, at journalister altid er først på stedet, når ulovligheder skal afsløres, og forbrydere sættes bag tremmer, mens politiet derimod er 10 skridt bagud (en uheldig effekt af overforbrug af donuts).Konsekvens: Pistoler og uniformer til journalister NU!Effekt:Operation X ville ikke behøve dramatiske kameravinkler, hvis oberst Spiegelhauer og løjtnant Terkelsen selv udfør-te razziaer mod rockerborge og suspekte pizzariaer.Selv de mest medievante kilder ville knække hurtigere, hvis Niels Sandøe måtte uddele mikrofonprygl.Få ville magte et ”ingen kommentar” efter tåregas og fire-ogtyve timers isolation i kældrene under JH (Går ud fra, det er det, de oprindeligt er bygget til)Spørgsmålet er blot, om optagelsesprøven er hård nok uden politiets Cooper-test? Bah, hvis man ikke kan skrive en klumme efter ti rullefald, ved jeg ikke, hvorfor man kalder sig journalist.

Pistoler og uniformer til journalister – NU!Af Mikkel Rask og Melissa Ørnstrup (foto)

Åbent spørgsmål Lukket spørgsmål Meget lukket spørgsmål

”Hvordan er vejret i

dag?”

”Er vejret godt i dag?”

”DU ER IKKE MIN

FAR!!”

BAGSIDEN AF BAGSIDEN

BAGSIDEREDAKTØRERNE

23

Charlotte Price Pehrsson Mette Kjær Nielsen


”Forleden var jeg sgu lige ved at falde i badekaret, og slå hjernen i stykker, da jeg hørte Radioavisen. Jeg tabte sæbe og det hele, så rasende blev jeg.” Georg Metz forstår ikke, hvordan hovedhistorien i Ra-dioavisen kunne være, at danskerne går for lidt til hundetræ-ning: ”Redaktionen skal måske selv have halsbånd på, for der er noget helt galt, når det bliver en prioriteret historie,” siger han. Den forhenværende vært og nyhedsredaktør på TV-Avisen gør det i løbet af de næste timers samtale klart, at mediemastodonten fra Ørestaden vil gå i hundene, med-mindre man skifter Kenneth Plummer og de øvrige chefer ud med den slags tosser, som prægede kanalen, da han selv var ansat.

Kulturradikal fra barnGeorg Metz havde efter eget udsagn en kulturradikal op-vækst. Barndomshjemmet var præget af de grundværdier, han stadig holder ved. Udsyn, derfor gik man ind for et europæisk samarbejde. Samfundskritik, derfor tog man til revy. Frisind, derfor kravlede man ikke langs panelerne, hver gang man kiggede efter en pige. Det var også vigtigt, at man højnedes, og derfor besøgte familien ofte teatret. Der var kun én ulempe ved kulturradikalismen: ”Der var en tilbøjelighed til at sige, at alle andre også måtte kende til de gode ting, vi kendte. I det kom der et vist mål af formyndere,” erkender Metz. Georg Metz er en central figur i den kulturkamp, som VKO-flertallet lancerede i 2001. Få dage før dette interview har en række af kulturradikalismens største kritikere, debat-tører fra højrefløjen, udpeget den kulturradikale elite i en afstemning foretaget af Politiken. Debattørerne, som blandt andet tæller DF-trioen Langballe, Espersen og Hyltoft, har sendt Metz i top otte. En placering han selv er stolt af, selv-

om de stemmeberettigede med garanti ikke synes, det skal opfattes som en cadeau: ”Det er jo latterligt at tage afstand fra kulturradikalis-men, og Dansk Folkeparti tør jo heller ikke tage den fulde afstand. De tør for eksempel ikke at genoptage konservatis-mens kønsmoral inden for seksualområdet. Det er der sgu for mange af deres medlemmer, der har det for sjovt til,” siger Metz.

God journalistik overraskerMetz står gerne ved arven fra kulturradikalismen og mener, at Danmarks Radio har et ansvar for at højne befolkningen: ”Det er jo forfærdeligt, at unge mennesker vokser op uden at kende til Henrik Ibsen, Shakespeare og Strindberg,” siger han. Står det til Metz, burde Danmarks Radio give seerne flere overraskelser. Han synes, det er menneskeforagt at give folk det, de vil have. God journalistik er at give dem det, de endnu ikke ved, at de har brug for.Hvem bestemmer, hvad det er, folk endnu ikke ved, de har brug for? ”Det gør redaktørerne. Ligesom vi ansætter folk, der be-stemmer, hvad museerne skal vise. Ellers ville det jo være det samme, som hvis Statens Museum for Kunst solgte alle bil-leder og i stedet hang nogle kroge op. Så kunne folk komme med deres egne billeder og hænge dem op, stå og kigge lidt på dem, for at tage dem ned og gå igen. Det er jo den eneste logiske udgang på det her,” siger han.

Dronningen skulle dumpesTV-Avisen viser ifølge Metz alt for ofte det, man tror, se-erne vil have. Da han selv var ansat, var nyhedskriterierne anderledes end i dag. Alt om kongehuset blev sorteret fra. Med en enkelt undtagelse, som han stadig erindrer: ”Jeg var selv nyhedsvært og min kollega Steen Bostrup sad som redaktionschef den aften, hvor Dronning Margre-the fyldte år. Produceren på udsendelsen var meget konge-tro og havde derfor ønsket et indslag om den royale fødselar,

men det havde vi afvist. Uden vores viden listede hun alli-gevel et billede ind i vejrafslutningen af Margrethe vinkende på balkonen. Ingen af os havde givet hende lov, men da vi så det, tænkte vi ’nå, hvad fanden, det går nok.’ Dagen efter kom chefredaktøren fisende ind i vores redaktionslokale, blå i hovedet af raseri, og råbte ’hvad fanden er det for noget med Dronning Margrethe?’ Jeg forklarede, at det var fordi, hun havde fødselsdag. ’Så vil jeg meget gerne understrege, at hvis dronningen ikke har fødselsdag, kan vi bruge det som en nyhed, men ikke at hun har fødselsdag.’” Høj latter afslutter fortællingen, men samtidig står histo-rien som et tegn på, at prioriteterne har ændret sig: ”Hver gang et eller andet kongeligt pattebarn har fået kighoste, rydder det jo udsendelsen,” siger han irriteret om dagens dækning. Derfor ser han ikke længere TV-Avisen: ”Min læge har forbudt mig at se den, plejer jeg at sige, for jeg synes simpelthen, den er så dårlig,” fortæller han.

Efterlyser fortidens tosserDen afgørende forskel på dengang og nu er ifølge Metz, at den daværende generaldirektør Hans Juul Sølvhøj turde at ansætte folk, som han selv var uenig med: ”Han ansatte den ene tosse efter den anden som pro-gramchef. Og tosserne i chefstolene ansatte så selv tos-ser nedefter, så det var en vild anstalt dengang,” fortæller Metz.Forskelligheden blandt de ansatte var ifølge Metz årsagen til datidens høje kvalitet: ”Man var nødt til at kunne forklare vigtigheden af et-hvert indslag, for ellers var der ballade,” erindrer han. Han mener kun, DR har en fremtid, hvis man igen ansætter nogle chefer, der er vilde i knolden: ”Men det fordrer jo i virkeligheden en anden generaldi-rektør, og så har jeg vel sagt, at jeg ikke tror på det,” siger han.

Tossernes talsmand

Tidligere læste han nyheder op og var redaktør på TV-Avisen. I dag ser han aldrig program-met. Kvaliteten er så dårlig, at hans læge har forbudt ham det, siger han. Illustreret Bun-ker har mødt Georg Metz, som kræver Kenneth Plummer og de andre chefer på DR skiftet ud med fortidens tosser

Af Thomas Vibjerg og Morten Germund (foto)

ILL

KULTUR & DEBAT

DEBATINTERVIEW:

24

Documents

Illustreret Bunker - 6 2009