Ind i labyrinten - af Sigge Eklund

Politikens ForlagSpændingsroman

Ind i labyrinten

Ind i labyrinten.indd 1 08/08/14 15.03

Sigge Eklund

Ind i labyrinten

Spændingsroman

På dansk ved

Karen Fastrup

POLITIKENS FORLAG



5

ÅSAD E C E M B E R 2 0 1 0 – J A N U A R 2 0 1 1

Hun husker ikke drømmen, men af en eller anden grund føler hun sig manet til at rejse sig fra sofaen, hvor hun åbenbart er faldet i søvn. Hun passerer døren til soveværelset og hører Martins ryt-miske åndedræt derindefra. Går forsigtigt ned ad trappen for ikke at vække ham og tager frakken på direkte over den næsten nøgne krop.

Decembernatten er råkold, hendes bare lægge føles, som er de omsluttet af koldt vand, da hun krydser grunden og går ud på vej-en. Hun begiver sig som sædvanlig op mod skoven og stiller sig, så hun er skjult bag træerne, og trækker vejret dybt ind. De små snefnug, der svæver mellem hende og huset, ser ud til at stå stille.

Hun kan se både huset og restauranten fra sin udkigspost. En-delig er hun på vej ind i tilstanden, føler hun, og der går en gysen gennem kroppen, som minder hende om, hvordan det var at være mørkeræd som barn.

Hun er gået op til dette sted mange gange for at prøve at fore-stille sig, hvad han tænkte og følte, men når det nu endelig lykkes hende – og hun begynder at føle, at hun er ham – så skyller ubeha-get ind over hende. Hun bliver nødt til at småløbe tilbage ud i lyset under gadelygten. Står midt i lyskeglens glans en tid og samler


6

kræfter. Går så tilbage til stedet oppe i skoven. Nu føles det bedre, hun nærmer sig tilstanden igen, tænker, at klokken er cirka halv ti den tredje maj 2010, og at hun er ham. Der er egentlig ikke noget, der tilsiger, at han stod præcis her, andet end at det ville være et godt udgangspunkt for nogen, som vil have udsigt over både huset, restauranten og græsplænen mellem dem.

Hun lukker øjnene og mærker hans jagtinstinkt fylde brystet, byttet er inde i huset, snart vil det være hans, nu er det straks tid til at slå til. Langsomt begynder hun at gå ned ad skråningen, for-sigtigt for ikke at blive set, hele tiden opmærksom på alt, han kan have følt i præcis dette øjeblik. Men så sker der noget, hun mister kontakten med ham, han er ikke længere i hende. Det sker det samme sted, som det plejer.

Hun er vant til det og tænker ikke nærmere over det. Beslutter sig for at fortsætte arbejdet, hun har intet valg, er nødt til at være i bevægelse, så hun følger vejen mod Brommaplan, svinger ind i skoven, gennemgår forskellige teorier, hun har arbejdet med de seneste dage, forsøger at finde ud af, om de er rimelige eller ej. Er så dybt nedsunket i sine tanker, at hun ikke mærker, at hun er gået helt hen til højen med kiselstenslabyrinten, som lyser i måne-skinnet.

Der standser hun og ser ud over de hundredvis af villaer under sig, den stjerneklare himmel ovenover. Mærker den stærke lugt af skov blandet med den kolde sneduft, hører den fjerne trafik fra gennemfartsvejen, som stiger og synker i styrke, ser den tyste måne over trætoppene og mærker, at stilheden er svær at håndtere. Et eller andet sted dernede findes svaret, og det enkle i den konstate-ring er uudholdelig.

Hun vender om og går hjemad. Da hun går forbi restauranten, kniber hun øjnene sammen for at undgå at se stedet.


7

Martin er vågen, da hun kommer hjem. Han sidder i lænestolen i den mørke stue, sammenbidt og halvnøgen, som en urolig foræl-der.

Hun bemærker, at hans skæg virkelig er blevet stort.Hun sætter sig i sofaen, lige over for ham, tænder standerlam-

pen og afventer hans anklage. Den kommer snart, som ventet vil han endnu en gang tale om, hvorvidt det er “sundt” for hende at gå omkring på den måde om natten.

Hun bliver som sædvanlig oprømt over hans udbrud, for at blive konfronteret i det hele taget, for at se ham vise en slags livstegn, så hun beder ham vente og går ud og sætter vand over til te og tænder lys. Bagefter sætter hun sig i sofaen igen.

“Hvad tror du, du vil finde derude?” siger han roligt.“Jeg har en ny idé.”“Forklar,” siger han. “Jeg lytter.”Åsa drikker små slurke af teen.“Jeg er begyndt at tænke på en ny måde,” fortæller hun, “jeg

tænker, at fraværet af signaler i sig selv er et signal. Du ved, hvor-dan et sort hul suger alt ind, også lys. Ingen information kan kom-me ud derfra. Jeg er begyndt at tænke på det sted, hun er, som et sort hul.”

Han ser mistænksom ud. Hun fortsætter:“Derfor går jeg rundt og ser, om jeg mærker det sug.”Han ser på hende en tid, inden han siger:“Det lyder beundringsværdigt forvirret af dig at være.” “Jeg ved ikke, om jeg synes, det er så forvirret. Alt det, der er sket

de seneste otte måneder, har været så usandsynligt, at jeg tænker, det er sandsynligt, at der vil ske noget usandsynligt igen. Der er så stærke kræfter i spil. Jeg tænker, at hvis jeg skulle passere det sted, hvor hun er, så ville jeg måske vide det. Jeg ville mærke det.”

Så tier hun og ser på Martin, som har vendt sig mod vinduet, mens hun har talt – som ville han afprøve hendes tese og se, om


8

han kan mærke noget trække i ham derudefra. Det virker ikke, som om det lykkes; da han vender sig mod hende igen, ser han lige så bekymret ud som altid.

Åsa tager en slurk af teen. Opdager, at den er blevet lunken, og undrer sig over, hvor længe de egentlig har siddet her og talt. Som hver gang hun for tiden ikke kan holde styr på tiden, føler hun sig ilde til mode, men skubber følelsen af ubehag væk. Betragter Mar-tin og forsøger at huske, hvad det var, de talte om. Hun tænker, det er godt, at hun har tabt tråden. Hun har jo bestemt sig for, at alt, der får hende til at tænke i uventede baner, er godt, eftersom alle de gamle tanker er afprøvet og udtjent, uden at de har ført hende til Magda. Hver samtale, som kan lede tankerne ind på nye side-veje, er god, da der muligvis kan være noget på de sideveje, som giver hende nye idéer.

Da hun ser, at hun har mistet ham – sådan som hun altid mister ham før eller siden – sætter hun koppen fra sig, slukker lyset i stuen og begiver sig ud i mørket igen.

Hun har arbejde at udføre. Nogen skal jo gøre det. Politiet gør det åbenbart ikke, Martin gør det ikke. Hun har intet andet valg end at gøre det selv. Først da hun når til sit sted oppe i skoven, kommer hun i tanker om, at hun slukkede lyset i stuen, selvom Martin var der.

Hun sidder i sofaen midt om natten og ser på rummet og de døde ting, som omgiver hende. Møblerne står på præcis samme måde som før, som om intet er sket. Blikket lander på den hvide ende væg. Den blev malet om op til Valborgsaften. Nu stiller hun spørgsmålene igen og mærker, hvordan det styrker hende at søge svarene. For når hun søger svar, findes der et håb om, at hun måske finder et når som helst. De værste tidspunkter er dem, hvor hun ikke orker at søge overhovedet, men havner under alt det, der er sket, presset ned i sengen af sorgen.


9

Nu tænker hun, anstrenger sig, og så omsluttes hun af en tynd, men beskyttende hinde. Mens hun malede den der væg, hvor var han da? På arbejde? Eller var han arbejdsløs? Da hun dyppede penslen i spanden, sad han så hjemme og udformede sin plan?

Men hinden brister. Når hun søger tilbage, bliver hun mindet om, at der var en tid før, hvor alt teoretisk set kunne forhindres. Mens Åsa rullede malerrullen op og ned, fandtes han. Mens hun tørrede en klat maling af, som var havnet på parketgulvet, fandtes han. Mens hun vaskede hænder, fandtes han. Klar til at slå til.

Åsa kommer til sig selv ved at tænke, at det var synd, at hun ma-lede den væg selv i stedet for at hyre en maler; et håndværkerbesøg tre døgn før forsvindingen havde været et virkelig interessant spor.

Hun får den velkendte følelse af at kvæles og må ud af stuen. Går ud i det kolde morgengry. Det er stadig mørkt, men over skov-randen anes en antydning af rosa. Græsset glitrer af frost, men hun registrerer det kun. Bagefter lægger hun mærke til, at hun kun registrerer det. Alt, hvad der er smukt, skræmmer hende, fordi det får hende til at føle, og hun vil ikke føle. Som forleden dag, hvor Martin havde glemt at slukke for kaffemaskinen, og køkkenet var fuldt af den skarpe duft af kaffe, som havde stået der i flere timer, da huskede hun sin toværelses på Gärdet og Martins natlige besøg, da de lige havde mødt hinanden, de varme kys, hans erfarne og rolige, men bestemte stød, når han tog hende i badet, at de sad i vinduet bagefter med tæppet viklet om sig og delte cigaretter, mens sneen faldt – det minde var så levende, at hun blev bange.

Hun står på vejen og ser ind i villaerne.Mens familierne sover, venter stuerne på dem. Juletræerne med

de røde glaskugler, julegaverne under træet, juletræslysene, som er tændt i natten. Alle duftene derinde, hun ved præcis, hvordan der lugter op til jul, af gran og sæbe og gårsdagens madlavning. Alt det minder hende om livet med Magda.

Hun står som hypnotiseret og ser ind gennem sine naboers vin-


10

duer, mens hun afprøver ordene. Hun kan snart sige dem nu. Te-lefonen må godt ringe nu med beskeden. Det må endda være på den værst tænkelige måde. Snart foretrækker hun det. For det har været svært igen de seneste dage. Noget i hende gør sig klar til at give op nu. Hun ved ikke, hvordan det helt konkret skulle gå til, men noget i hende vil det.

Måske begyndte det, da Åsa til sidst fulgte Martins råd og fandt nogle “englebloggere” på nettet. Hun så det med det samme, at deres sorg ikke kunne sammenlignes med hendes. Den var måske ikke mindre, men den var anderledes.

Bloggerne skrev om det sorgarbejde, de helligede sig for at kom-me videre. Alene dette videre var en forskel mellem hende og de kvinder. Til forskel fra dem er hun bundet til stedet i et tortur-kammer og kan ikke røre sig, og da slet ikke udføre sorgarbejde, forstod Martin ikke det? Tydeligvis ikke, og det gjorde hende både vred og ked af det. Han stod bag hende og betragtede hende, mens hun læste, og forventede, antager hun, at hun skulle omfavne ham af taknemmelighed over, at han havde vist hende denne kilde til trøst. Men det eneste, hun så, var kvinder, som kæmpede sig frem-ad i hverdagen, væk fra det forfærdelige, de havde været ude for. Hun følte sig til sidst tvunget til at vende sig om og spørge ham, om han kunne genkende sig selv. Han så bare på hende uden at svare. Til sidst sagde hun:

“Jeg kæmper mig hverken fremad eller væk fra noget. Det er jo for helvede det, der er problemet. Jeg kæmper mig tilbage. Mod den nat, for at se noget nyt, for at forstå. Se på mig. Svar mig. Hvad præcis har deres situation med vores at gøre? Mit barn lever, deres er døde. Det er noget konkret, og derfor kan de begynde at sørge.”

Han stod tavs som sædvanlig, provokerende paf. Til sidst gik hun ud af rummet, mens Martin trak sig tilbage til

arbejdsværelset.Den nat drømte hun om kælderen igen, og denne gang var


11

rummet usædvanligt lille, og der var ingen luft derinde, så da hun til sidst opdagede Magda i et hjørne, var hun for udmattet af ilt-mangel til at hjælpe hende. Uanset hvor meget hun anstrengte sig, kunne hun ikke nå hen til hende, uanset hvor desperat hun strakte sig mod hende, mod de små pigehænder.

Da hun vågnede, rejste hun sig fra sengen og løb ud på bade-værelset.

Bagefter fulgte flere mørke døgn. Dagene havde hun tilbragt i sengen, nætterne ude i mørket: med at vandre, lede, tænke. Næt-ter ne var derfor lidt mere tålelige end dagene.

Dagene var svære. Presse hænderne mod ørerne, nu og da skrige ind i puden, vandre rundt mellem rummene, opdage, at hun var begyndt at lugte. Overveje at tage et bad, men vælge ikke at gøre det. Skrive lidt, men smide alt væk. Det var kun ord på papir, små selvmedlidende ting, som bragte hende væk fra det arbejde, hun havde at udføre.

Martin havde holdt sig væk, med undtagelse af en af morge-nerne, hvor han var kommet ind med morgenmad. Da slog hun ham for første gang. Hun fortrød selvfølgelig med det samme, men samtidig måtte hun trække visse grænser. Det var hans medlidende blik, der fik hende til at se rødt.

Da han nåede hen til sengen, smækkede hun ham en lussing, så han tabte bakken på gulvet, og teen sprøjtede op over hele væg-gen. Smældet gav genlyd i rummet, mens han stod tilbage og så chokeret ud.

“Hvad laver du?” spurgte han.Hun var selv overrasket og ledte efter en forklaring.Bagefter sagde hun, at det var hans skyld, at Magda var væk. Det

var måske unødvendigt. Men det virkede ikke, som om han tog sig af det, han så bare på hende og mumlede noget utydeligt, inden han luntede væk igen.

Hun kan synes, det er generøst af ham ikke at protestere, når hun


12

gør sådan noget, men samtidig gør hans hensyn hende vanvittig, for de virker så formløse. Han er som betjentene, handlingslam-met og hjælpeløs. Selvfølgelig kan hun være svær at have med at gøre, men hun har i hvert fald styrke visse dage. Det, hun ikke kan udholde, er hans opgivende ansigtsudtryk. Det ser af og til ud, som om han ikke forstår, hvad der sker. Det sagde hun allerede, da de var nyforelskede, at hun af og til kunne blive irriteret på ham, fordi det virkede, som om han savnede evnen til at blive rigtig ked af det.

Nu sidder hun i sofaen igen og betragter den væg, hun malede, tre dage inden Magda forsvandt.

Der er minder, hun ikke kan få til at gå væk, som gnaver. Som da Magda var lille og kom ind om natten og ville kravle op i sen-gen, og hvor Åsa ikke lod hende gøre det. Belønningsmodellen, Åsa udviklede, med stjerner, der blev klistret op de nætter, hvor det lykkedes Magda at sove selv, i sin egen seng – den føles så besynderlig nu.

Hun forsøger som sædvanlig at minde sig selv om, hvad det var, hun ville afstedkomme med alle reglerne, men det er svært.

Magda var et anderledes barn, det var ikke altid helt let at forstå sig på hende. Allerede som lille var hun forsigtig, bange. Men også stædig, svær. Af og til tænker Åsa, at Magda på en eller anden mær-kelig måde vidste, at der skulle ske hende noget forfærdeligt. Det kunne forklare hendes mørke, som var der lige fra begyndelsen. Som da hun skulle starte i 0. klasse, og alle hendes klassekamme-rater gladelig vinkede farvel til deres forældre om morgenen. Da tvang hun Åsa til at blive hos sig helt til spisefrikvarteret. Hun var bange for de andre børn, sagde hun. Bange for læreren, bange for skolegården, bange for alt.

“Nogle af os fødes sådan,” sagde Martin, den biologiske deter-minist, når Åsa fortalte om, hvad der var sket i skolen, og slog to fluer med ét smæk: Dels fik han sagt, at han og Magda havde et helt særligt bånd, dels at personligheder er medfødte. To ting, han


13

vidste, provokerede Åsa. Han undlod aldrig at give hende et rap, når chancen bød sig.

Hvornår forandredes han? Hun ved, at det skete længe før for-svindingen, men hvornår, og hvorfor?

Om aftenen går de en lang tur langs vandet. Da de når egebakken, sætter de sig på en bænk og ser ud over fjorden. Isen er blank og sprækket. Himlen er dybblå.

“Fortæl noget om Magda,” siger Åsa.“Hvad mener du?”“Noget jeg ikke ved, et minde, du har om hende, som du aldrig

har fortalt.”“Du er masochist,” siger Martin.“Kald mig, hvad du vil,” siger Åsa, “men giv mig noget, jeg har

brug for det.”“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”“Det haster ikke. Vi kan sidde her, til du kommer i tanker om

noget.”Han sidder tavs en tid og siger så, stadig med blikket rettet mod

vandet: “Magda vågnede engang midt om natten, da hun var syv, og kaldte på os. Du vågnede ikke, så jeg gik ned til hende og sad på sengekanten for at holde hende med selskab. Jeg må være faldet i søvn. For pludselig vågnede jeg ved, at hun strøg mig over ansigtet. Det havde hun aldrig gjort før. Da hun så, at jeg var vågnet, trak hun hånden til sig med det samme og gemte sig under dynen.”

Da han tier, spørger han:“Er du tilfreds?”Hun vender sig væk. Hører, at han begynder at græde, ret højt,

skærende, som en kvinde. Hun har ikke set ham græde siden må-nederne efter, at Magda forsvandt, og det bliver for påtrængende.

Hun rejser sig og går, mens han sidder alene tilbage og råber: “Det er mig, der er mistænkt! Du slipper i hvert fald for politiet!”


14

Åsa går hurtigt, målbevidst, væk fra stedet, men hun hører hans råb meget længere, end hun vil.

Til sidst hører hun kun sit eget åndedræt og lyden af sneen, der knirker under skoene, men hun fortsætter alligevel med at gå og tænker på det, han råbte, føler sig skamfuld over, at hun så sjældent tænker på, at han stadig formelt er mistænkt.

Hun stopper først, da hun når skolegården.Der stivner hun.En ny idé. En ny vinkel: Tænk, hvis gerningsmanden så Magda

ved skolen, om dagen, og blev begejstret på en eller anden for-skruet måde, og undersøgte, hvor hun boede? Det spor har politiet undersøgt, men hun selv kun flygtigt. Hun fyldes af den velkendte rus, småløber hen til den del af skolegården, hvor Magda plejede at lege, men stopper op, da hun ser, at lyset er tændt i Magdas klas-seværelse, og at det er fuldt af mennesker. Der er nok forældremø-de derinde. Hun skjuler sig bag lagerskuret.

Læreren står henne ved katederet og taler. Forældrene tager no-ter. Åsa genkender de fleste af dem. Hun vil ikke hade dem – hun ved jo, hvor aggressionerne i hende kommer fra – men det er svært at lade være, når hun ser deres bekvemme måder at sidde på og deres selvgode smil.

Hun mindes en samtale, hun havde med læreren to uger ef-ter forsvindingen, da læreren ringede for at fortælle, at alle børn i klassen var blevet tilbudt terapi efter det, der var sket. Som om det havde interesse for Åsa. Hun mener at huske, at læreren havde hulket af gråd, inden hun var færdig med hende.

Hun står stille i mørket og studerer forældrenes ansigter. De dis-kuterer almindeligheder uden at forstå, hvilken luksus det er. De længes sikkert efter, at mødet skal slutte, for de ved ikke bedre.

Det viser sig snart at være helt befriende, da Martin for en gangs skyld er nødt til at rejse væk. Hun kan gøre alt det, hun ikke tør


15

gøre, når han er hjemme, fordi hun er bange for, at han skal be-tragte hende som labil. For eksempel kan hun genoptage sin tradi-tion med at drikke hvidvin og tjekke mails. Hun gør det cirka hver anden uge, og kun når hun er alene hjemme, når hun ved, at hun ikke bliver forstyrret. Det er noget, hun er kommet til at værne om, disse stunder.

Hadet, har det vist sig, giver hende energi.Hun føler sig ejendommeligt levende, når hun får adgang til det.Desuden fyldes hun altid af en følelse af, at hun er stærk. Stær-

kere end dem i hvert fald. Denne gang er der to hundrede og tyve nye mails.

Ti af de to hundrede og tyve mails er den slags, hun plejer at kal-de noveller, på tre-fire sider, med lange, passivt aggressive teorier om, hvorfor det er hinsides enhver rimelig tvivl, hvorvidt hun eller Martin er uskyldige eller ej, og at de derfor burde gå til bekendelse. Men de fleste er som sædvanlig en salig blanding af dødstrusler, interviewforespørgsler og fanpost.

Interviewforespørgslerne er interessante, fordi de illustrerer me-diernes mangel på kreativitet. Uden undtagelse indledes de alle med, at Åsa inviteres til “for første gang” at tale ud om de “forfærde-lige anklager”, der rettes mod Martin, og afsluttes altid med, at jour-nalisten beskriver, hvor overbevist han eller hun er om hans uskyld.

Det eneste af dem, hun har til sinds at besvare, er fra den jour-nalist, som virkelig for alvor har stillet spørgsmålstegn ved Martins skyld. Men det må blive til foråret; det sidste, hun vil lige nu, er at blive interviewet.

Til sidst er der fanposten, som ganske vist er adresseret til Åsa, men som i virkeligheden altid handler om en forsvunden mor el-ler far, kan hun mærke. De kunne være tiltænkt en hvilken som helst opmærksom gerningsmand. Skrevet af ødelagte sjæle, der vil møde en anden ødelagt sjæl, og som tiltrækkes af Åsas magtesløs-hed eller af den eventuelle skyld.


16

Hun har selvfølgelig overvejet at fjerne sin mailadresse fra Eniro eller lade en anden tage sig af hendes mails, men læsningen er ble-vet en rutine, hun sætter pris på. En mærkelig, men vigtig forbin-delse mellem hende og omverdenen. En af de få, der stadig er der.

Mens hun sidder der, dukker der en meddelelse op: ‘Din mail-boks er snart fuld. Du bør tømme den,’ og hun scroller ned til indbakkens begyndelse for at slette nogle mails. Den første, hun ser, er en mail fra Magda, afsendt et halvt år inden hun forsvandt.

Hun åbner den ikke, men rejser sig instinktivt op og går ind i soveværelset og sætter sig på sengekanten for at berolige sig selv. Sidder der længe og hører hjertet hamre. Går bagefter direkte hen til computeren uden at tøve og åbner mailen.

‘Mor, hvornår kommer du hjem? Jeg er alene.’Hun kan høre sig selv gispe efter vejret, gemmer ansigtet i hæn-

derne. Læser mailen igen, føler mørket trænge ind i rummet, hur-tigt, kvælende, omsluttende, og rejser sig. Hun løber næsten ind på Magdas værelse, bøjer sig på knæ foran sengen og beder til Gud for første gang, siden hun var barn. Hun beder til, at Magda skal klare sig, hun beder om tilgivelse, beder om, at hun ikke behøver være alene længere. Hun siger højt, at hun angrer, og at hun ville ønske, hun kunne gøre alt anderledes.

Hun ligger vågen i mørket længe og forsøger at vælge tankerne. Vælger hun forkert, gør det ondt, så det er vigtigt at være omhyg-gelig.

Hvordan kunne hun have glemt, at de havde sendt mails til hin-anden, når Åsa var på arbejde? Nu husker hun en anden mail, som Magda sendte nogle år tidligere, mens hun var hjemme, fordi hun var syg: ‘Kan du komme hjem og stoppe dynen ned om mig, som du gjorde, da jeg var lille?’

Åsa havde siddet med en patient og først set mailen først på af-tenen.


17

Martin var blevet rasende, da Åsa fortalte, at Magda havde været alene hjemme i flere timer. “Hun er syv år!” havde han råbt. Hun var ikke sen til at svare: “Og så bør kvinden blive hjemme? Hvor var du selv?”

Så var han gået ind på arbejdsværelset og havde smækket døren så hårdt, at et billede var ramlet ned fra væggen og gået i stykker.

Da hun havde fejet glassplinterne op fra gulvet, var hun gået ind til Magda for at stoppe dynen ned om hende og havde opda-get, at hun var vågen. Med et skræmt blik lå hun på ryggen under dynen, og Åsa skyndte sig hen til hende for at forsikre hende om, at mor og far aldrig nogensinde skulle skændes sådan igen. Mens hun holdt om sin elskede datter, forbandede hun i tavshed Mar-tin for hans temperament. Det havde været ubehageligt nok med hans vredesudbrud, inden de fik barn – hun havde altid hadet hans måde at overmande hende på i næsten hver eneste diskus-sion ved at råbe og hamre knytnæven ind i væggen – men at han fortsatte, selvom de havde et barn i huset, var uacceptabelt. Hun huskede selv, hvor dybt det påvirkede hende, når hendes egen far fik sine berømte anfald, og ville ikke have, at Magda skulle gen-nemlide det samme.

Nu stoppede hun dynen grundigt ned om Magda, som for at beskytte hende mod Martin, selvom det var svært, fordi Magda var blevet så lang på det sidste. Hun havde næsten glemt, hvor meget Magda elskede det, da hun var mindre, når Åsa stoppede dynen ind under hendes lille krop. Bagefter satte Åsa sig på sengekanten en tid og så på hende og blev grebet af en pludselig sorg. Det var første gang i flere år, hun havde holdt om sin datter som før i tiden.

Små minder, som hun aldrig søger aktivt, men som af og til duk-ker op mod hendes vilje.

Hun ligger på ryggen og betragter det digitale vækkeurs blinken i mørket, forsøger ikke at mindes alle skænderierne om Magdas opdragelse. Hvad havde de egentlig skændtes om?


18

Martin i døråbningen ind til hendes arbejdsværelse, kun nogle få uger inden Magda forsvandt, med fingeren pegende mod hen-de, ansigtet forvredet, mens han råber, at hun brugte Magda som “forsøgskanin”. Hun havde følt sig trængt, fordi han ikke lod hende få taletid, og hun havde forsøgt at overdøve ham for at sige, at hun vidste, hvad hun gjorde, at hun havde studeret de her ting, men han lyttede ikke. Til sidst kom hun også til at råbe for at bryde igennem hans anklager.

Nu forsøger hun at huske sine argumenter.Hun havde sagt, at børn ved, at de før eller senere skal frigøre

sig, og at de derfor i en vis alder oplever forældrenes favn som skræmmende, da den bremser den uundgåelige indtræden i vok-senverdenen. Derfor var hun så omhyggelig med at give Magda plads.

Hun havde altid været tydelig over for Magda og lovet sig selv aldrig at omslutte hende med et kvælende moderskab, sådan som hendes egen mor havde gjort.

Havde det været rigtigt?Hun vægrer sig ved at svare på det, hun hader den mørke stem-

me, som fremturer med den slags spørgsmål nu, når det sidste, hun har brug for, er selvkritik. Hun har været en forælder, som har forsøgt at gøre det bedste for sit barn. Hensigten havde været god, det ved hun, det kan ingen sætte spørgsmålstegn ved.

Alligevel spøger tvivlen. Hun hader, at der findes minder, som ikke kan slettes. Martin i det sidste skænderi, vanvittig af vrede, for-di hun havde fortalt Magda om problemerne i deres forhold. Hun havde måttet vie hele aftenen på at forklare ham, hvordan hun ræsonnerede, og forklare, hvor omhyggelig hun var med ikke at lade Magda betragte dem som alt for guddommelige, hvor vigtigt det var aktivt at fremvise deres fejl og brister.

Men Martin kaldte det det rene vanvid, selvom hun omhyg-geligt gjorde det klart, at det var forankret i psykologisk forskning.


19

Det gør ondt at mindes hans råb.Famlende forsøger hun at føre en retfærdig indre rettergang

mod sig selv, men det er svært. Det er let at være bagklog. Det er vigtigt ikke at forveksle hendes indsats som mor med det, der se ne-re skete. Eller?

Det er en mørk nat, der følger. Først i morgengryet føler hun, at verden holder op med at gynge, da hun træffer en beslutning.

Et spor, som hun ikke har haft kræfter til at følge, men som hun nu bestemmer sig for at gå efter.

Ofte er det sådan, det fungerer: Håbet vækkes i det øjeblik, rø-gen efter et angstanfald spredes og driver væk.

Idéen er enkel, men ikke desto mindre er det endnu ikke lykke-des hende at gennemføre den, fordi den kræver kontakt med om-verdenen.

Allerede i de første uger havde hun opfordret politiet til omhygge-ligt at undersøge hendes gamle patienter, og måske tilmed afhøre dem. Historien er jo fuld af eksempler på patienter, som har for-søgt at skade deres psykologer. Men politiet har helt sikkert ikke løftet en finger, da de er overbeviste om, at Martin er skyldig.

Hun falder i søvn ved femtiden, og selvom hun vågner allerede klokken seks, føler hun sig frisk af den kraft, den nyformulerede plan giver hende. Med vidåbne øjne ligger hun lysvågen og håber, morgenlyset skal komme.

Hun tager bussen for første gang siden tredje maj.I samme øjeblik hun sætter sig i sædet, er hun tilbage i hverda-

gen og noterer sig, at livet er gået sin vante gang, støt og roligt, som om intet er hændt på trods af alt det, der er hændt. Og præcis den indsigt får hende til at gribes af svimmelhed. Hun bliver nødt til at rejse sig op for at tæmme det pludselige ildebefindende og står op hele vejen til hospitalet.


20

Med det samme hun går ind gennem hovedindgangen, slår duf-ten imod hende, den velkendte blanding af rengøringsmiddel og ny-bagte kanelsnegle. Samme slags mennesker i lobbyen som sædvan-lig, de umiskendelige ansigtsudtryk hos mennesker, der netop har besøgt en døende eller syg pårørende, den måde, hvorpå de lavmælt informerer en anden nærtstående om situationen over te le fonen.

Åsa retter på tørklædet, så hendes ansigt skjules, da hun går forbi receptionen hen mod elevatorerne. Hun er heldig, at damerne på fjerde ikke er kommet endnu, og hun kan smutte ind på psyk uden at behøve at møde nogen kolleger. Banker på Lars’ dør og hører hans velkendte stemme kalde hende ind.

Han sidder bag skrivebordet og taler i telefon, peger på stolen foran skrivebordet. Åsa sætter sig ned og ser sig omkring. Sådan her må det føles at være patient, tænker hun. Det er tydeligere fra dette perspektiv, at rummet er konstrueret til at markere rollefor-delingen. Det store skrivebord, som skaber distance, modlyset, der gør Lars’ – lægens – silhuet mørk og stor, mens patientens træstol er ynkelig og slidt.

Da han har lagt røret på, rejser han sig og går hen til Åsa og lægger hånden på hendes skulder.

“Åsa ...” siger han og står så tavs i lang tid, men hun svarer ikke. “Hvordan går det?”

Hun tænker: Hvorfor er det altid op til offeret at tilfredsstille den nysgerrige? Hvorfor kan han ikke fortælle om sine følelser i forhold til det, der er sket, til en afveksling? I stedet for denne vedvarende nysgerrighed fra alle. En nysgerrighed, der er absurd, da de kun vil forstå til en vis grad. De har en forestilling om, hvad sorg er, og den – har hun opdaget – er svær at ændre. Den rigtige sorg kan de selvfølgelig ikke forstå, for det ville kræve, at de oplevede den.

Samtidig er det svært at klandre dem. Hun vidste ikke bedre selv før, men alligevel. Hun ser i hans øjne, at han er en af dem, de nysgerrige.


21

“Jeg har tænkt på at ringe til dig,” siger han og sætter sig ned bag skrivebordet igen.

“Du sendte jo et kort,” siger Åsa.Han ser på hende over brillerne. “Jeg er faktisk glad for, at du

er her.”Pludselig bliver hun usikker på, om det er rigtigt af hende at

komme tilbage. Det er for anstrengende at lade som om bare for at kunne komme til at læse journalerne.

“Vi er meget glade for, at du vil komme tilbage,” siger han, “mange har savnet dig.” Bagefter kommer det, som altid, fra de nys-gerrige: “Kan jeg gøre noget?”

Det klassiske spørgsmål – som hun oplever som bizart, da svaret så indlysende er ja. Så opfindsom behøver man ikke være for selv at komme på noget. Men nej. Som sædvanlig afkræver de af den, der er i krise, at hun skal fornedre sig og bønfalde om hjælp.

“Nej tak,” svarer hun kort.Lars siger: “Godt.”Hvorefter han tager et bundt blanketter frem, som han beskriver

som “lidt formalia” til fremtiden, og beder hende tage dem med hjem og udfylde dem i fred og ro.

“Må jeg også se journalerne nu?” spørger Åsa.“Nej, lad os tage én ting ad gangen.”“Jeg vil jo gerne vide, hvordan det er gået, som du nok forstår.”“Det har ingen hast,” siger han og strækker sig ind over skrive-

bordet for at give hende blanketterne.“Nej,” lyver hun.Snart er hun igen på vej hjem i bussen. Den arbejder sig frem

gennem snefaldet. Den lave sol får frostmønsteret til at glitre på ruden, og den smukke udsigt får kniven til at vride sig i hende. De blege vinterfarver er metalliske og minder hende om noget, hun ikke har følt længe. Hun gisper så højt, at hun hører det selv, og


22

strækker sig først efter stopknappen, men det lykkes hende at samle sig og blive siddende.

Lige så snart hun kommer hjem, drikker hun en kop kamillete og lægger sig i badekarret. En dag til, inden Martin kommer til-bage. Hun vil udnytte de resterende timer til at gøre alt det, hun egentlig gerne vil gøre, når han er hjemme. Men hun orker ikke.

Lægger sig i sengen, varm og træt efter det lange bad, og falder i søvn med det samme.

Da Martin kommer hjem næste aften, er der langt mellem dem. Hun befinder sig i det der kulsorte rum, som formentlig stinker af angst, han er i habit i en sky af lufthavnsindkøbt aftershave.

Hun har haft en dårlig dag. Lå i sengen til klokken tolv, cirka. Sad bagefter i to timer med blanketterne fra sygehuset, uden at det lykkedes hende at få dem færdige. Måske er det, fordi Magdas fødselsdag nærmer sig, at hver dag føles tungere end den foregå-ende.

Er hun på vej ind i det kompakte mørke igen? Hun genken-der visse signaler. At hun for eksempel slukker for radioen med det samme, når de spiller musik. Eller at hun tænker så meget på Helén i Hörby igen.

Ud på eftermiddagen gjorde hun den fejltagelse at google nogle billeder af kælderen frem. Hun tænkte, at hun måske ville få en idé. Det burde hun ikke have gjort. Hun ved, hvad hun søgte, men hun fandt det ikke. Hun tænkte, at hvis hun så ind i det værst tæn-kelige, så ville hun måske se noget, hun havde overset, men det var en fejlbedømmelse. Billederne brændte sig fast, og hun blev nødt til at gå i seng. Hun kunne ikke lukke lyset ude, selvom hun trak både persienner og rullegardiner ned. Lyset var også forfærdeligt, fordi det mindede hende om ugerne bagefter. Det virkede så fun-damentalt forkert, at det var forår, at det blomstrede og voksede, samtidig med at alt dette skete.


23

Martin reagerer på hendes tilstand, som han altid gør: med tavs-hed. Trækker sig tilbage til arbejdsværelset, mens hun driver om-kring udenfor i morgenkåbe og forsøger at fremstå levende.

Hun hører ham fløjte, og det tidløse i det rammer hende.Hun gribes af en uforklarlig ømhed for ham, stiller sig i døråb-

ningen og spørger ham, hvad de skal lave til aftensmad.Der er noget velkendt i samtalen, der bevæger hende. Hun be-

væges af, at de er i synk: Vi laver ikke mad. Som sædvanlig.De rutiner, man skaber efter en katastrofe, er også rutiner. Et

eller andet sted, mærker hun, sætter hun pris på, at han er hjemme igen.

Hun lægger sig oven på sengetæppet og falder roligt i søvn.Vågner ved, at Martin kysser hende. Hun er uforberedt og kan

ikke forstå, hvad der sker. Hun føler sig trængt. Hans tunge er stor og uforsigtig. Han åbner hendes mund med sine fingre, og hun følger ikke med. Hun skubber ham forsigtigt fra sig og ser på ham, og er lige ved at spørge ham, hvordan han overhovedet kan tænke på sex, når man tænker på, hvad Magda måske udsættes for. Men han ser så forvirret ud, at hun ikke orker det, så hun går ud af sove-værelset uden at sige noget. Inden hun lukker døren bag sig til arbejdsværelset, når hun at høre et opgivende suk fra sengen.

Næste dag sker der noget uventet.Hun får en sms tidligt på eftermiddagen.‘Er du hjemme?’ skriver Martin.Det har han ikke gjort i flere år.Hun ved ikke hvorfor, men den sms sætter noget i gang i hende.

Måske udløste hans natlige forslag noget, der nu har taget form i hende tolv timer senere. Hurtigt svarer hun ‘ja’ og klæder sig af, går i bad og smører sig ind. Lægger sig i sengen og venter. Mærker den velkendte forventning fylde kroppen og vrider sig omkring den bløde dyne, som om det var Martin.


24

Mens hun venter, kommer hun til at tænke på første gang, de havde sex. Ingen penetration, kun hænder. De lå på ryggen i hans lille lejlighed på Kungsholmen og rørte ved hinanden. Og så hale-de han pludselig en lille flaske olie frem – det gjorde hende forle-gen at se, hvor vant han strakte sig ned under sengen efter den. Og derefter hans opfordring:

“Fortæl om en fantasi.”Først var det svært. Men så kom det, og da hun først var kommet

i gang, var det en dæmning, der brast. På forunderlig vis føltes alt frit, tilladt, når de bare talte. Så mens hendes olierede hånd arbejdede og masserede, lod hun billederne passere forbi alle filtre og vikle sig ud i al deres snavs. Hun var slet ikke sikker på, at hun havde lyst til at udleve disse fantasier, men det var fantasier, som tændte hende, alene fordi de var og skulle blive ved med at være fantasier. Hun kneppede ham med sin formuleringsevne, og han elskede det.

Nu mindes hun det og mærker huden blive varm af ophidselse.Men Martin kommer ikke, og efter tre kvarter begynder hun at

blive søvnig, så hun rejser sig og tager morgenkåben på og går hen til telefonen for at spørge, hvor han er, da det ringer på døren.

Der står et bud.“Er Martin Horn hjemme?”“Nej, desværre.”“Skriv under her,” siger manden i den blå overall og rækker en

kvittering frem, klipset fast til noget, der ligner et romanmanuskript.Da han går, smider hun stakken af papirer på køkkenbordet og

forbander sig selv for sin naivitet.Mærker panikken komme.Føler, at hun er nødt til at gøre noget radikalt.Går hen til computeren og finder mailen fra Moa frem. Ringer

til hende.“Okay,” siger hun. “Vi kører.”


25

I bilen på vej ind til byen fortryder hun selvfølgelig, men forsvarer sin beslutning med, at Moa hele tiden har været den eneste jour-nalist, der satte spørgsmålstegn ved mistankerne. Og som desuden offentliggjorde billeder af Magda, selv da medieinteressen i øvrigt var dalet, hvilket var godt for eftersøgningen.

Hun parkerer og går hen til konditoriet Vetekatten, hvor de har aftalt at mødes.

Da de endelig sidder over for hinanden, lægger Moa hovedet på skrå.

“Tak,” hvisker hun. “Tak, fordi du gør det her. Jeg forstår godt, det er svært.”

“Vi får se,” siger Åsa.Moa placerer sin iPhone mellem dem og trykker optagelsen i

gang.“Lad os begynde med at tale lidt om, hvornår du fik at vide, at

du og Martin var anklaget.”“Jeg var aldrig formelt mistænkt.”“Nej, men mange reagerede på din ro. Hvorfor var du ikke mere

oprørt?”“Det var der ikke plads til på det tidspunkt.”“Og bagefter gik du fri, fordi du havde alibi for hele fredagen,

mens Martin alene blev mistænkt.”“Ja.”“Som alle ved, forlod han sin fars arbejde klokken kvart over

tre den dag, Magda forsvandt. Alligevel kom han ikke til Bromma før to timer senere. Og han har aldrig kunnet forklare, hvad han lavede i den tid. Hvordan føles det for dig, at så mange tror, det her tyder på, at han har noget at skjule?”

“Det må jeg ikke kommentere, da efterforskningen stadig er i gang.”

“Men hvordan føles det? Det må du vel godt svare på?”Åsa skal anstrenge sig for ikke at sige det, hun har lyst til. Hun


26

minder sig selv om, at dette interview kan være til hjælp for efter-forskningen, hvis tilstrækkelig mange læser det og bliver berørt af det. Det sidste, hun har brug for lige nu, er endnu en artikel om hendes kulde. Hun svarer:

“Tragedien består i, at politiet ikke følger op på tips, fordi de er så overbeviste om Martins skyld. Men end ikke det kan jeg helt tage ind. Jeg har ikke kræfter til det. Jeg ville bryde sammen, hvis jeg tog det ind.”

Hun hører sin stemme dirre og bliver overrasket. Bagefter lægger hun mærke til, hvordan Moa læner sig frem. Det er en subtil be-vægelse, men den er alligevel tydelig: Hun har fået færten af noget.

“Har du nogensinde tvivlet på hans uskyld?” spørger Moa.Så forudsigeligt, tænker Åsa. Journalister. De bemærker, at man

lægger pansringen et kort øjeblik, og straks er de der.Moa fornemmer, at hun ikke har tænkt sig at svare, og ser ned

i sine papirer.“Er du isoleret? Fra omverdenen?”“Sorgen stråler igennem alt som en røntgenstråle og viser, hvad

der er hvad, og hvem der er hvem. Jeg kan kun udtrykke det sådan, på den måde. Eller lad mig sige det sådan her: Nu kan jeg kun føle for mennesker, som forstår sorg.”

“Fortæl mere.”“Når jeg har det værst, så tænker jeg, når jeg ser to mennesker

grine i tv, at deres grin har en pris. Hvis de vidste, hvad der sker overalt, ville de ikke grine.”

“Hvad ville de gøre i stedet?”“Sætte sig ind i, hvor dårligt folk har det derude. Og så ville

lidelsen måske blive mindre. Eller hvad? Jeg ved det ikke.”“Er du mere åben over for, at der findes onde mennesker, nu?”“Hvad mener du?”“I forbindelse med en retssag mod en mand, der havde dræbt

to børn for nogle år siden, blev du interviewet af Dagens Nyheter


27

i din egenskab af psykolog, og du kritiserede medierne for alt for ofte at betegne mordere som ‘onde’. Du sagde, at samfundet har et ansvar over for de individer, som det har svigtet, og som derfor bli-ver kriminelle, og at det er uciviliseret at stemple dem som onde. Tænker du stadig sådan?”

Hun mærker pludselig mørket. Hun ved ikke, hvordan det kom ind, men nu fylder det rummet, og hun ved, at det kun er et spørgs-mål om sekunder, før hun mister fodfæstet, så hun svarer hurtigt:

“Nogen tog Magda og lukkede hende inde og forgreb sig måske på hende, mens hun kaldte på mig og ikke forstod, hvor jeg var. Jeg kan ikke forstå det. Og hvis jeg ikke kan forstå det, kan jeg ikke finde et ord for det.”

Hun rejser sig hurtigt.“Jeg forstår godt, at det er svært,” råber Moa efter hende. “Jeg

for står det godt!”Men Åsa er allerede nået hen til døren.I bilen hjem forsøger hun at bagatellisere det hele, men det lyk-

kes ikke rigtig. Hun er blevet ekspert i at trække overskrifter mod sin vilje og ved, hvad hendes slutreplik vil føre med sig. Hun skulle aldrig have sagt ja.

Mørket letter lidt, da hun kommer ud på Drottningholmsvägen, men hun kører alligevel forsigtigt. Da hun når hjem til villaen og vakler ind i soveværelset, ved hun, at det bliver en helvedesaften. Minde efter minde, som hun ikke vil tænke på, dukker op et efter et. Især dem, hun ikke vil tænke på. Magda i regnfrakke løbende hen mod hende, grinende, med udstrakte arme. Åsa havde sagt noget til hende, som hun ikke kan glemme, hvor meget hun end prøver, og nu gemmer hun sig under dynen og presser hænderne mod ørerne for at forsvinde.

Hun står ved vinduet på første sal og ser regnen spule sneen væk fra grunden. Hun har brugt morgenen på at forsøge at lade være


28

med at tænke på, hvordan hun var som forælder, men det er svært. Forsøger at minde sig selv om, at det er en bagvendt logik at angre, at tvivle på, om hun altid gjorde det rigtige, blot fordi der senere indtraf en katastrofe.

Hun famler i lagene af minder, forsøger at minde sig selv om: Martin kendte ikke engang til det mest grundlæggende i psykolo-gien. Derfor var det klart, at han syntes, hendes teser om Magda var skræmmende.

For at søge svar tager hun nogle fotoalbum fra sin ungdom frem og blader hen til universitetsårene, og behøver ikke se mange bille-der, inden hun bliver berørt af engagementet hos den unge kvinde på billederne.

Det havde været et fortryllet efterår, da hun som tyveårig be-gyndte at forstå, hvordan alting hang sammen.

Det første gennembrud kom, da hun læste Alice Miller. Det lig-nede en forelskelse, det hun følte, da hun gik hjem mod sin studie-lejlighed med bøgerne under armen. Hun følte sig udvalgt, hem-melig, når hun lå vågen og lavede understregninger. Ingen kunne som Miller formulere, hvordan mennesker, der er blevet pint i de-res barndom, ofte tvangsmæssigt udspiller deres lidelser aktivt i en voksen alder.

Miller var iltgivende, forløsende. Og efter hende fulgte Jung, Karen Horney, Rollo May. Hver skoledag indebar en sensation. Åsa var umættelig, hun var knap nået ud af universitetsbygningen, inden hun længtes efter den næste skoledag. Hun begyndte at se verden i lyset af teorierne, og så gav alting mening, endelig. De forvirrede diskussioner om folks opførsel, hun havde overhørt som barn, når hendes forældre havde siddet og udvekslet teorier om slægtsmedlemmer eller naboer uden nogen målestok eller kund-skab at arbejde ud fra. Nu indså hun, at deres teser havde været skud i blinde, at der de facto fandtes en videnskab, med utallige forskeres og tænkeres akkumulerede erfaringer som fundament,


29

der tilbød en forklaring på det, hun som barn havde betragtet som modsætningsfyldt og mystisk.

Da hun havde forstået det til bunds, var der ingen vej tilbage. Samtidig med at det isolerede hende fra både forældre og tidligere venner – i takt med at hun følte mere og mere vrede mod dem, fordi de ikke læste på samme intensive måde som hun – fik hun nye venner på universitetet, som var som hun.

Og sammen arbejdede de sig dybt ned i sig selv. Så deres egne forældres indflydelse tydeligt og svor at bryde mønsteret. Hun ville, til forskel fra dem, se sin smerte med åbne øjne og ikke føre den vi-dere til sine fremtidige børn. Hendes favoritlærer sagde det så godt: Ikke før man har erindret, talt om og sørget over de uretfærdighe-der, man har gennemlidt, kan man holde op med at gennemspille dem på ny. Erindre, tale om og sørge. Sådan ville hun selv gøre, inden hun fik barn, for at være sikker på, at barnet ikke skulle arve hendes svagheder.

Hun havde ikke et eneste kedeligt minut i løbet af de fem år. Hun elskede de dunkle lokalers alvor. Dér blev beslutningen truf-fet: Hun ville ikke gøre som de lade ældre mænd, der gæstefore-læste i slutningen af semesteret, og tage smutvejen med medici-nering, men derimod hjælpe sine patienter med at finde årsagen.

Som led i uddannelsen gik hun selv i terapi, og den var mindst lige så inspirerende som selve skolegangen. Hurtigt og effektivt bo-rede hun sig uforfærdet ned til sine forældres skyld og satte ord på den. Bagefter var hun fri, parat til at begynde at hjælpe andre.

Hun var taknemmelig over, at hun havde fået tilbudt den mu-lighed for at frigøre sig. Og hun var taknemmelig over alle de ven-ner, hun fik i de år, alle de natlige samtaler om det, der kom frem i terapien. De var i sandhed sammenvoksede for livet – troede hun.

Men siden skete der noget. Da hun og klassekammeraterne skulle ud i arbejdslivet, mærkede hun, at de ukritisk købte den gæl-dende medicinske trend, og hun så dem én for én blive forført af


30

psykiatriens løfte om hurtige løsninger. På hver genforeningskom-sammen for de gamle studiekammerater måtte hun høre om nog-le, som endda havde givet op og var begyndt at arbejde sammen med en psykiater. De var snart psykiatriens skødehunde alle som en, inklusive patienterne. I takt med at mængden af stress steg i samfundet, havde folk ikke tid til eller orkede ikke at arbejde sig til bunds med deres problemer, men tog genvejen via psykofarmaka.

Lige fra begyndelsen gjorde hun det klart, at hun aldrig ville skubbe sine patienter videre til en psykiater, medmindre det var absolut nødvendigt.

Hun betvivlede ikke medicinens indvirkning på visse svært de-primerede eller psykotiske personer, men majoriteten af dem, der søgte terapi, kunne ikke hente et langvarigt resultat på apoteket.

Hendes klare stillingtagen gav hende fjender, men også venner.Så her bagefter føles stridighederne langt væk. Oprørte debatter på folkeuniversitetet, dirrende pegefingre i pro-

jektørlyset, lange polemiske kommentarer på Psykologforbundets hjemmeside. Hvorfor havde hun kæmpet så hårdt for sin sag?

Da hun når enden af det sidste fotoalbum, slår det hende, at hun ikke ved, hvornår på døgnet det er, og det skræmmer hende.

Hun famler rundt i sine tanker, forsøger at slutte sig til, hvad klokken er, ved at analysere udsigten: Gaden er halvtom for men-nesker, lyset er blegt, hun ser ingen fugle i træerne.

Hun antager, at det er morgen, for på vejen udenfor går mænd og kvinder hastigt af sted med mapper i hænderne på vej mod busstoppestedet.

En efter en passerer de hendes vindue.Et øjeblik oplever hun konformiteten som absurd. Alle disse

mennesker, der lever på samme måde. Som stiger ud af deres sen-ge og sætter sig ved deres køkkenborde og spiser deres ristede brød og deres æg. Og som afleverer deres børn i daginstitutioner og skoler for bagefter at tage tunnelbanen til arbejde. Hun ser men-


31

neskene, som går forbi i rask tempo, og føler sig helt koblet fri af det komplekse maskineri, hun betragter. Hun befinder sig i et pa-rallelunivers og kommer til at blive der til den dag, Magda bliver fundet.

Hun tager bussen til sygehuset og går hen til receptionen.Lars er ikke kommet, så hun venter i caféen. Ser tre kolleger

gå forbi i deres grønne kitler, men når at vende sig om, så de ikke ser hende. De er formentlig som alle andre usikre på, om hun er skyldig eller ej, og den tvivl orker hun ikke at møde. Klokken otte gør hun endnu et forsøg og går op og banker på hans dør.

Han lukker hende ind og virker gladere end sidste gang.“Du ser strålende ud,” siger han.“Man taber sig af at miste et barn,” svarer hun.“Åsa ...” indvender han.“Undskyld, jeg lover at lade, som om alt er godt.”“Jeg kan ikke forestille mig, hvad I har gået igennem.”Åsa overvejer at korrigere hans valg af tempus, men føler alle-

rede rigeligt ubehag over, at de så hurtigt falder tilbage i de gamle roller.

“For at være ærlig, så tøvede jeg lidt, inden jeg skrev under,” siger hun og rækker ham blanketterne.

Hun ønsker, at han skal vide, hvor taknemmelig han bør være for at have hende tilbage. Men han vælger ikke at kommentere det:

“Hvornår vil du starte?” spørger han.“Snart,” siger hun.“Godt,” smiler han.Hun forsøger, men kan ikke besvare hans smil.“Velkommen tilbage,” siger han.Da hun ser, at han rejser sig op for at gå hen til hende, siger hun

hurtigt, for at slippe for hans knus:“Først vil jeg som sagt gerne have adgang til mine patienters


32

journaler for at se, hvad der er sket med dem, mens jeg har været væk.”

Han stopper op midt i bevægelsen og sætter sig igen.Hun fortsætter: “Jeg har jo ikke så meget at lave, som bekendt.

Det ville være interessant at læse op på, inden jeg nu skal til at begynde igen.”

“Det er ikke helt enkelt.”“Det er mine patienter.”“Ikke længere.”“Hvad mener du?”Hun ser på ham uden at blinke:“Giv mig journalerne.”Han ser på hende, og hun gør alt, hvad hun kan, for med blikket

at formidle, at hun mener det alvorligt.Han siger: “Jeg tjekker det med ledelsen i dag. Det lover jeg.”Hun er ude på gaden igen mindre end en halv time efter, at hun

gik ind på sygehuset, med håbet brændende i brystet og hjertet, som slår heftigt. En tydelig ophidselse, som hun forsøger at genne væk.

Martin kommer hjem omkring klokken elleve og falder hurtigt i søvn. Med det samme hun hører ham snorke, går hun ind i sove-værelset og sætter sig på sengekanten.

Hvor har hun dog elsket denne mand.Tusindvis af vidunderlige stunder.De har grinet sammen, de har kæmpet sammen, de har set livet

i øjnene sammen. De har født et barn, de har rejst. De har udfor-dret hinanden, skændtes med hinanden, elsket hinanden.

Hun stryger hans ryg forsigtigt og forsøger at koble manden i sengen sammen med manden i erindringen.

Han vågner, vender sig om og ser på hende i mørket. Det ene-ste, hun ser, er to hvide prikker, der hvor gadelygten rammer hans


33

øjne, men det er nok. Han er en fremmed, og hun kan ikke gøre noget ved det.

Stille vender han ryggen til hende og falder i søvn igen.Hun sidder stadig og ser på hans krop, som hæver og sænker sig

i søvnen, og tænker på, dengang de mødte hinanden.Han havde været så sårbar. En ung redaktør med forfatterambi-

tioner.Hun husker deres første møde klart og tydeligt, da Martin opsøg-

te skolen i Bromma, hvor hun var skolespsykolog, for at fakta tjekke til en krimi. Det var hendes første job, og hun var så lykkelig over endelig at få lov at praktisere det fag, hun havde studeret så længe, at hun ikke tog sig af, at hendes “patienter” kun var tolvårige sen-gevædere. Hun vidste, at hun ville videre, skulle videre, snart, og at jobbet som skolepsykolog kun var en opvarmning.

Da Magda var seks år og begyndte i den samme skole femten år senere, havde Åsa stolt peget sit gamle kontor ud for sin datter.

“Dér mødte jeg og far hinanden første gang,” havde hun sagt.Men mødet begyndte ikke så godt.Straks Martin kom ind i rummet, sagde hun det, som det var,

at det var en rigtig dårlig bog, han havde sendt hende, og han blev helt bleg.

Hun kunne lide hans usikkerhed. Han var en nørd, men en følsom nørd, med potentiale.

Og frem for alt var han romantiker, det mærkede hun allere-de på deres første dates. Han talte i svulstige termer om verden, der kogte i horisonten, og som han ville erobre. Han tvang hende til selv at turde tænke i den slags baner, tvang hende til at gøre overilede ting, kunne stoppe op midt på gaden i regnen og kysse hende voldsomt uden at tage sig af, at folk gloede, overraske hende på arbejdet og tage hende med på impulsive rejser, uden at hun overhovedet kunne nå hjem og pakke, og frem for alt spurgte han hele tiden, hvad hun tænkte, han gravede konstant i sig selv og i


34

hende på en måde, hun altid havde drømt om at kunne gøre med en partner, men ikke havde troet var mulig. Den mindste replik kunne forandre alt, en natlig samtale kunne få hele verden til at skifte farve, et biografbesøg kunne indebære en åbenbaring. Sådan føltes det i hvert fald i de første måneder, da de bestemte sig for at dele alt, øjeblikkeligt.

Samtidig var der noget ubehageligt over deres lyst, kan hun sy-nes nu, hvor hun tænker tilbage på den. Det var, som om de ona-nerede mod hinanden. Ordløst og upersonligt i hver sin intensitet. I en sådan passion er der ingen personer tilbage, der er kun to dyr, der suger hinandens blod. Især Martins måde at være overalt på samtidig: fingre i røven, i munden, munden over halsen. Som om han forsøgte at æde hende.

For ham var sex som noget forbudt. Det sås i hans øjne, når han blev ophidset: han var overtændt, spændt, som om han var på vej til at røve en bank.

Og bagefter var han altid forandret. I løbet af den halve eller hele time efter, de havde haft sex, kunne hun se lige ind i ham, uden besvær. På ryggen, side om side i sengen, kunne de mødes bedre end noget andet sted. Da talte han med en inderlig stemme, nærværende og rolig, og tog tanker op, som hun ikke vidste, han bar på.

I de forfærdelige uger efter forsvindingen, hvor medierne be-gyndte at fråse i deres påståede skyld, havde hun læst flere steder, at de skulle have haft et ulykkeligt forhold. I sammenligning med hvad? havde hun altid spekuleret på.

En ting var i hvert fald sikker: Han havde været mere tilfreds end hun.

Hun var altid irriteret over, at han påstod at være så lykkelig sammen med hende. Det var vel et udslag af hans romantiske side, som han med årene fik afløb for på stadig mærkeligere måder. Lykkedes det ham ved et tilfælde at klaske en vellykket kartoffel-


35

gratin sammen en aften, havde han to timer senere tilmeldt sig et kokkekursus på nettet. Var det lykkedes ham at løbe tre kilometer med en nabo en søndag aften, begyndte han den følgende dag at planlægge produktionen af en bog om løbetræning.

Det, at han hele tiden fik nye interesser, gjorde ham til en skarp samtalepartner. Han vidste lidt om meget. Kun Åsa vidste dette om ham, det at det eneste, han var ekspert i, var præcis dette, at halvkunne, “foregive at kunne,” som hun kaldte det, når de skænd-tes, og tale indlevende om et emne, selvom han kun kradsede på ydersiden af det.

Gennem de næsten tyve år, de var sammen, inden Magda for-svandt, var hun Martins kone, og den rolle spillede hun uden at be klage sig til alle forlagsarrangementer, til alle middage. I hvert fald de første femten år. De sidste år inden forsvindingen havde han været mærkeligt træt.

Uanset hvor de kom, spurgte folk hende, hvordan det var at være gift med en “perfekt” mand. Alle elskede ham. Kun hun vidste, hvem han egentlig var. Kun hun vidste, hvilken anstrengelse der lå bag den opgave det var at være Martin, og hun havde ingen planer om at afsløre ham. Folk havde heller ikke ønsket at vide det. De elskede at elske ham. De elskede at høre hans historier, hans halv-løgne. Inderst inde forstod de det nok, må have mærket det, at han savnede dybde, med tanke på, at han talte så afslappet og inspireret på bestilling om hvad som helst. Hun havde set det mange gange: når det efter en tid blev afsløret, at han ikke var den ekspert, han i samtalens begyndelse forekom at være, virkede det, som om folk undskyldte det, fordi han ganske enkelt var så sjov at lytte til. Sådan er spillets regler, havde hun til sidst indset. Folk tager sig ikke af, at nogen lyver, så længe de bliver underholdt.

Men selvom hun havde lært at acceptere, at Martin var sådan, undgik hun selv at spille det spil.

Hun var nysgerrig på mennesker, ville vide alt om deres bag-


36

grund ud fra et psykologisk perspektiv, men hun gjorde ikke krav på at ville komme tæt på dem. For Martin var det modsat. Han var “tæt på” hvert eneste menneske, hævdede han i hvert fald. Men interesserede sig i sidste ende ikke for, hvordan det gik dem. Så længe de fik ham til at føle sig holdt af.

Af og til, når Åsa og Martin var på vej hjem fra en middag og dis-kuterede deres fælles venners problemer, kunne han kalde hende kold, fordi hun havde så svært ved at engagere sig. Det tog hun som en kompliment, for hun vidste, at det, han tolkede som kulde, ikke var kulde, men afventen. Hun ventede med den følelsesmæssige indblanding i folks problemer, fordi hun tænkte, at de har det dår-ligt nu, men måske ikke om en måned. En indstilling, som havde vist sig at være god i hendes arbejde. Martin ræsonnerede modsat. Han led med folk til højre og venstre, led, bare han tændte for fjernsynet, men løftede aldrig en finger for at hjælpe nogen.

Martins hysteriske idé om, at Magda skulle gå til noget, var et udslag af netop denne side: Han blev grebet af følelser, indfald, som der ikke var bund i, og som han derfor ikke fulgte op. Som når han kom frem til, at fodbold var en “kunstart”, og meldte Magda til Brommapojkarnas pigehold, men bagefter overlod transporten til Åsa, som måtte stå og fryse på sidelinjen hver eneste onsdag aften til ingen nytte: Magda var alt for distræt til at være venstrefløjspil-ler, hun stod og halvsov på banen og fik til sidst bolden i hovedet. Da Åsa fortalte Martin det om aftenen, havde han grinet voldsomt: “Jeg var også sådan, da jeg var lille. Bogorm!”

Engang kom Åsa ind i stuen, mens Martin sad og så et natur-program med Magda, og så hans selvgode smil, da han beskrev for Magda, hvordan det går til, at dyrearter udryddes, og hvorfor det er så forfærdeligt. Hun aflæste situationen direkte: Han forelæste ikke for Magda, men for sig selv. Han var så optaget af at bilde sig selv ind, at han var en god og pædagogisk far, at han ikke bemær-kede, at Magda gabte. Han forstod som sædvanlig ikke, at børn er


37

ret gode til at mærke, om den voksne passioneret vil fortælle no-get eller bare forsøger at bilde sig selv noget ind. Desuden var det forkert, hvad han sagde. Åsa var til sidst tvunget til at protestere og påpege: “Arter er kommet og gået i millioner af år. Det her senti-mentale billede af, at det er en sorg, at de forsvinder, er nonsens.”

“Not now,” havde han sagt.“Hun er otte år,” sagde Åsa, “hun ved godt, hvad det der betyder.”“Yes I do,” sagde Magda korrekt.Han var nærværende, når han følte for det. Ud af det blå kunne

han en gang om måneden dukke op med en National Geogra phic-produceret dvd om Afrikas stepper.

Hans engagement i Magda var uforudsigeligt, amorft. Hvilket Magda selvfølgelig mærkede.

Af og til var han i godt humør og ville være sammen med hende, af og til var han i dårligt humør og fik pludselige vredesudbrud, af og til tog han så af sted for at arbejde og kunne være væk en hel uge.

Engang hvor Åsa skulle hente Magda i fritidshjemmet, var Mar-tin der allerede, viste det sig. Så Åsa gemte sig bag et skur i skole-gården og iagttog fra afstand, hvordan han stod med personalet og talte og grinede. Mens Magda sad og ventede på, at de kunne gå hjem.

Åsa blev irriteret over det, for hun vidste, hvordan han oplevede situationen: Han kunne lide at give personalet på fritidshjemmet dette. Sænke sig ned på almindelige menneskers niveau. Indbyde dem til “eksklusive” receptioner. Uddele bøger, som han snuppe -de fra forlagets lager.

Men hun tror ikke, han var hende utro.Engang da Magda var lille, og Åsa var i byen på et ærinde, fik

hun et indfald og gik op på forlaget for at overraske ham. Men hun stoppede op ved glasdørene ind til kantinen, for hun så ham stå lidt væk og tale med en kvinde. Hun så tydeligt, at han rettede sin


38

energi mod hende på den måde, hun kun havde set ham rette den mod hende selv i begyndelsen, da han var nyforelsket.

Bagefter forlod han kvinden og gik glad fløjtende derfra, og så forstod hun, at han slet ikke var forelsket i kvinden, men bare hav de villet spejle sig i hende.

Han var ikke interesseret i sex, men i bekræftelse.Han opfandt sig selv hver dag.Hun mindes den første gang, de gik i biografen sammen, og at

han bagefter begyndte at græde, og at hun tolkede det som et tegn på, hvor følsom han var. Nu bliver hun irriteret, bare hun tænker på det, hvor lidt hun vidste. Så mange gange har hun set ham græ-de over en film, men aldrig over noget i hverdagen. Knap nok da Magda forsvandt. Kun når han selv kontrollerede tårerne, lod han dem flyde, ellers aldrig. Han græd, fordi han elskede billedet af, hvordan han selv græd. Ligesom han elskede billedet af sig selv, der laver mad.

Engang da hun så ham stå og lave mad til Magda, følte hun vreden vælde op i sig og kunne først ikke forstå, hvorfor hun blev så provokeret af at se nogen stege hakkebøffer. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun følte vrede mod ham, når han hjalp til i huset ved at lave mad. Men snart fandt hun svaret: fordi det var det eneste, han hjalp til med derhjemme.

Men den slags dagligdags irritationsmomenter føles ubetydelige nu, her bagefter. Men ikke bare det: De føles som en definition på lykke, selvom hun ikke forstod det i situationen. At irriteres over fa-miliemedlemmer er en luksus, en tryghed, som hun ville ofre hvad som helst for at få tilbage igen. Men minderne er så fjerne, at det føles, som om de er taget fra en andens liv. At mindes er at betragte verden som gennem en omvendt kikkert: Hun skal anstrenge sig for at se, hvad det forestiller.


39

Martin bliver på sit arbejdsværelse hele lørdagen, hvilket hun sæt-ter pris på. Hun orker ikke at se ham flakke omkring i huset og lede efter noget at foretage sig. Magdas fravær bliver så påtrængende i weekenderne, når han er hjemme. Åsa ønsker bare, at det bliver mandag igen, så han går på arbejde, og hun kan være alene.

Han oplever hende måske som lige så påtrængende. Af og til, når hun ser sig i spejlet, tænker hun, at hun burde gøre sig fin for ham, som før, men hun orker det ikke. Har haft det samme tøj på i ti måneder, af princip. Hvis Magda kommer tilbage, vil Åsa vise hende dette tøj, som hun har haft på hver dag. Hun skal fortælle Magda om det, de skal grine ad det sammen. De mørklilla slaske-bukser og T-shirten med Mickey Mouse, som hun har gået så me-get med siden forsvindingen.

Noget andet, hun skal fortælle Magda, når hun kommer tilbage, er, hvad der skete, da Jehovas Vidner ringede på døren i efteråret. Noget i deres åbningsreplik havde forårsaget en kortslutning i ho-vedet på hende, og hun havde ikke vidst, om hun skulle slå eller kramme dem. Slå dem, fordi de var frække nok til at påstå, at de kunne give en forklaring: Gud havde tydeligvis en plan med alt dette. Eller kramme dem, fordi de alligevel engagerede sig i deres medmennesker. Men hun havde stået tavs foran dem uden at gøre noget og til sidst lukket døren uden overhovedet at sige farvel.

Nu er det længe siden, nogen har ringet på døren.Folk går forbi udenfor, hvisker, skæver ind.Hun ser ud gennem vinduet.Den blålilla himmel og de ubevægelige træer. De sorte fugle,

der svæver som tyve over villaerne.Det skræmmer hende, at parallelle verdener eksisterer side om

side, uden at det er muligt at række hånden ud og røre de andre. Et ungt par passerer forbi udenfor og ser ud til at synes, det er en smuk vinterdag. De skulle bare vide.


40

Hun vågner klokken halv fem og gør sig fri af Martins krop og smyger sig op. Klæder sig hurtigt på og begiver sig ud i de tomme gader. Et ekko af en intensitet i en drøm sidder stadig i hende, og hun vil udnytte den. Måske vil hun få en idé, når hun når frem til sit sted bag granerne. Hun kan ikke huske detaljer fra drømmen, men må handle på impulsen. Kroppen er stadig varm fra sengen, kønnet bløder sperm i trusserne.

Lysten havde overmandet hende for første gang i lange tider aftenen før, da han kom nøgen og blød ud fra badet. Det var lang tid siden, hun havde set ham nøgen, men nu stod han foran hende og tørrede sig, og hun kunne konstatere, at han måtte have tabt sig tyve kilo, efter at Magda forsvandt. Måske mindes hun, hvordan han så ud, da de mødte hinanden. Hun lå i sengen, og han stod foran hende på gulvet og var ikke længere en levende død; den slanke krop gjorde ham til en mand, eller tilmed en dreng. Nu var det kun skægget – det mærkelige, vildtvoksende skæg – der adskilte ham fra den unge Martin. Måske lagde Martin mærke til hendes blik, for da han bagefter krøb ned under dynen i mørket, mærkede hun hans hårde rejsning mod sin hofte. Der var noget kejtet dér, i hans måde, som tændte hende. Hvordan han trak hende ind til sig, pressede hendes røv ind mod sig, sin rejsning mod hendes baller, som om han var uforberedt på sin egen ophidselse og ukontrolleret ville ind i hende, som en ung mand. Den ophidselse smittede af, og hun vendte sig om mod ham, satte sig overskrævs på ham og pressede sig ned, selvom hun endnu ikke havde nået at blive våd. Smerten gik som pile op gennem hendes krop, og hun trykkede panden hårdt mod hans skulder for ikke at skrige. Hun hørte, at han også holdt sine støn tilbage, og det sidste, hun tænkte, inden hun opslugtes, var, at stilheden var blevet et våben mellem dem.

Det er diset og fugtigt i luften, men alligevel overraskende lunt. Hun går hen mod restauranten for endnu en gang at forsøge at genskabe den aften. Går langsomt. Hun tænker, at fordi hun stadig


41

halvsover med den drøm summende i sig, så kan hun måske, mod alle odds, huske noget nyt fra den tredje maj.

Hun stopper op mellem huset og restauranten og forsøger at gli-de tilbage. Hun havde taget stien over græsplænen, var ankommet til restauranten 20.30, det var blevet verificeret tidligt i forhøret. Men hvem havde hun passeret? Hvorfor var det så svært at huske? Det var et afgørende spørgsmål, måske, en teori, som havde været der lige fra begyndelsen, at nogen havde set hende og Martin gå hen mod restauranten og forstået, at de havde efterladt Magda ale-ne i huset.

Hun står alene på den lille vej og ser sig omkring. Ifølge efter-forskningen havde Martin taget præcis den samme vej alene klok-ken 20.23, syv minutter før Åsa.

Hun ser restauranten og dens veranda, nattelukket og mørk, og da hun vender sig om, ser hun rækken af villaer med deres hus i midten.

Hun lukker øjnene.Mindet er lige så grusomt som altid. Hun koncentrerer sig. For-

søger at glide tilbage. Spiller det for sit indre, hvordan hun gik hen mod restauranten og spekulerede på, hvorfor Martin havde lydt så forandret i telefonen. Hun så en anden skyggelignende krop passe-re, men det var ikke nogen, hun kendte.

Hun åbner øjnene og vender sig mod skoven.Hun tøver først, den ser så mørk ud, men går så ind i den.Efter godt tyve meter når hun en stor klippeblok, hvor hun stop-

per op, fordi hun opdager, at den udgør et godt skjulested. Derfra ser hun både restauranten og deres villa, fuldt synlig mellem to store graner. Vinduerne er mørke og store. Persiennerne er trukket ned i Magdas værelse længst nede til højre, præcis som den aften, og vinduet er lidt åbent, præcis som da.

Hun forlader sit sted bag klippen og går nærmere. Stopper op bag en af granerne og iagttager huset.


42

Så sker det.Lyset tændes i badeværelset ovenpå. Martin er vågnet. Hun ta-

ger mobilen op for at se, hvad klokken er. Ja, kvart over seks. Hun kender hans rutiner. Hun ved, at han tisser lige nu, og at han snart vil gå ned i køkkenet og fylde varmt vand i en kop direkte fra ha-nen, hælde neskaffe i og røre rundt. Tusindvis af morgener har hun hørt den lyd fra sengen. Bagefter går han hen til spisekamme-ret og tager et stykke knækbrød og spiser det, uden pålæg.

Hun bevæger sig nærmere.Selvom hun er mere end tredive meter fra huset, og det er mørkt,

bevæger hun sig stille, da det er svært at bedømme, om han kan se hende derude, om han af en eller anden grund skulle kigge ud ad vinduet.

Hun vil gerne slippe for at skulle forklare, hvorfor hun står ude i skoven klokken kvart over seks om morgenen og stirrer på ham.

Nu vil han gå ind på badeværelset og bade, tænker hun. Men til hendes overraskelse går han i stedet ned ad trappen, og så forsvin-der han i mørket. Hun bevæger sig straks fremad mod den store hæk, der adskiller grunden fra skoven, og sætter sig på hug bag den.

Da han dukker op igen, er det overraskende nok i arbejdsvæ-relset i underetagen. Han står stille ved vinduet og ser ud gennem det. Hun kryber sammen bag buskene og holder vejret.

Det er uforklarligt, det han gør bagefter.Han vender sig mod døren til værelset ved siden af og åbner

den.Da persiennerne er trukket ned, kan hun ikke se, hvad han laver

derinde, men hun er også for chokeret til at opfatte mere. Hun løber tilbage ind i skoven. Sætter sig bag et grantræ og lytter til sin egen vejrtrækning og sit hjerte, som banker hårdt.

Hvad laver han på Magdas værelse? Går han derind og sørger, som hun selv gør af og til? Har han været der tidligere gennem det


43

seneste år? Sidder han der og forsøger at mindes den sidste aften for at forstå, hvad der er sket med Magda?

En tanke dukker op, en, hun ikke har tænkt længe: Måske hav de han sagt noget til Magda, som gjorde, at hun forlod huset og gik ud.

Utallige gange har hun gennemspillet telefonsamtalen for sit indre øre.

Han havde været meget mærkelig den dag, da han ringede til hende på arbejdet og foreslog, at de skulle gå ud at spise. Hun hu sker, hun fik en følelse af, at han havde noget vigtigt at fortælle hende og derfor ville gøre det et særligt sted.

Hun står bag grantræet med blikket fæstnet på huset, da hun hører en puslende lyd bag sig. Det giver et sæt i hende, og hun vender sig, kun for at stirre ind i to øjne.

Et rådyr står to meter fra hende, helt stille, og ser på hende. Øj-nene er store og sorte som glaskugler. Hun kan høre dyrets ånde-dræt.

De står lige over for hinanden og ser tavst på hinanden. Hun ved ikke hvorfor, men hun får pludselig lyst til at røre ved dyret. Måske for at mærke, om det er virkeligt. Hun rækker hånden frem, men i samme øjeblik vender det sig roligt om og lunter af sted ind i mørket og forsvinder.

Da hun en halv time senere kommer tilbage til huset, er Martin taget på arbejde.

Døren til Magdas værelse er lukket igen.

Lars venter i receptionen. Måske fordi han vil eskortere hende for-bi alle sladretaskerne og de mistænksomme øjne. Måske fordi han vil vise hende frem, stolt over sit venskab med en “kendt”. Det er ikke umuligt. Han er en klassisk narcissist, og hun stoler ikke på ham.

Da de har taget hver sin kop kaffe i et plastickrus – hun kan ikke


44

lade være med at overveje, hvor mange kopper kaffe hun mon har drukket fra den automat – sætter de sig på hans kontor.

Formålet med det her møde er at forberede hendes jobstart, si-ger han, og snart forstår hun, hvorfor han har insisteret på ikke at gøre det over telefonen. Da han for tredje gang på femten minut-ter understreger, at det ikke haster for hende at begynde at træffe patienter, og bagefter nævner “udvidede og mere administrative chefopgaver”, sætter hun ham stolen for døren:

“Du tror, patienterne betragter mig som skyldig, og derfor vil du ikke have, at jeg skal have nogen kontakt med dem, eller hvad?”

Han rejser sig og går hen til døren og lukker den. Ser på hende med et medlidende blik, som gør hende endnu mere vred, og siger:

“Jeg siger bare, som sagt, at det ikke haster. Jeg tror, alt bliver godt. Du skal bare give det lidt tid.”

Selvom anledningen til de her besøg på hospitalet kun har væ-ret at få fat i journalerne, og hun inderst inde slet ikke har lyst til at begynde at arbejde, så irriterer det hende nu, at hun ikke får lov.

Hun hæfter sit blik på ham: “Der er aldrig rejst anklage mod mig, jeg er aldrig blevet dømt. Jeg er ikke engang mistænkt, selvom min mand er det på grund af politiets inkompetence. At den tra-gedie, der ramte mig, skal påvirke min jobsituation negativt, lyder kriminelt.”

Han læner sig fremad: “Det er for din egen skyld. Vil du virkelig behandle patienter, som tror, at ...”

Han stopper op og tager brillerne af, gnider sig i øjnene. Et trick, Åsa blev opmærksom på allerede i sin første uge på sygehuset, en måde at få patienten til at opleve, at personen på den anden side af det store skrivebord er rolig. Men hun ved bedre. Lars er aldrig rolig indeni.

Hun bliver klar over, at hun må angribe problemets kerne:“Tror du, jeg slog min datter ihjel? Tror du, min mand gjorde

det?”


45

Han ryster på hovedet: “Selvfølgelig ikke, Åsa. Selvfølgelig ikke.”Hun ser på ham. Hans lille fjollede krop. Hun husker, at hun

engang stødte på ham i Åhléns inde i byen, og at hun pludselig så, hvor ynkelig han så ud uden den hvide kittel.

Bagefter rejser hun sig op og siger, med blikket i hans: “Så fore-slår jeg, at vi glemmer din fejltagelse her, og at du giver mig en time med journalerne lige nu, så jeg kan sætte mig ind i dem. Og at du siden formidler kontakt med min vikar, så jeg kan genoptage mit arbejde med mine patienter inden længe. Ellers må jeg træffe andre foranstaltninger.”

Hun accepterer ikke, at hun ikke får lov at komme tilbage. Hvis hun holder op med at arbejde, skal det være hendes valg, ikke hans.

Lars sidder tavs en stund og siger så: “Det her handler ikke bare om, hvordan patienterne ser på dig. Din vikar har etableret en re-lation til dem, som jeg værner om. Han har gjort store fremskridt med nogle af dem.”

Hun kan ikke lade være med at smile:“Har det ikke slået dig, at min vikars store fremskridt er resultatet

af det arbejde, jeg gjorde, inden han tog over?”Så fæstner hun blikket på ham og siger, uden at blinke:“Giv mig journalerne.”Han sidder tavs en rum tid. Så vender han sig om og låser skabet

op.“Værsgo,” siger han og giver hende stakken med de blå mapper.

“Jeg skal til frokost, så du kan sidde her og læse.”“Tak.”“Læg dem bare på skrivebordet bagefter. Døren låser af sig selv.”“Selvfølgelig.”Så snart han har forladt rummet, går hun hen til døren og ser ud

for at forsikre sig om, at han er ude af syne. Så går hun hurtigt ud i korridoren og hen til kopirummet.


Hun sidder i det farveløse vinterlys og venter på bussen. Skæver ned til papirbundtet, der stikker ud af posen.

Til sidst kan hun ikke modstå fristelsen. Tager stakken op og lægger den i skødet. Overvejer, om hun skal begynde at læse al-lerede nu eller vente. At læse dem kan sætte noget i gang, og hun tøver med det.

Hun fingererer ved de kopierede journaler og får den velkend-te følelse af nyt håb. Men lige så hurtigt som den stiger, synker den. Hun mærker den igen, psykens selvopholdelsesdrift, som al-tid bremser håbet. Alligevel opfanger hun en ladning i luften, en stem me, som hvisker, at der er noget, et eller andet sted i den bun-ke papirer, som vil give hende en ledetråd.

Hun vil blive i den følelse og lader siderne ligge.Det her var sidste gang, hun var på sygehuset, det bestemmer

hun sig for. Hun har vigtigere ting at tage sig til nu, hun har et ar-bejde at udføre. Et arbejde, som nu føles endnu mere akut.

Straks hun er kommet hjem, sætter hun sig ned med journaler-ne og begynder at læse.


Documents

Ind i labyrinten - af Sigge Eklund