Upload
others
View
11
Download
0
Embed Size (px)
Citation preview
1
2
James Bond, - Gå hjem og læg dig!
Det hele startede vel engang i 1978. Jeg var begyndt at interessere mig for akvarier, nå ja
dette startede allerede i vinteren 1977, for i efteråret
1977 var jeg kommet hjem fra en lille 2-årig tur ved
Sirius Patruljen, hvor jeg det meste af tiden havde
været oppe på det man dengang kaldte Station Sirius
Nord inden for militæret. Nu var jeg altså kommet
hjem igen, og havde ligesom lagt militæret lidt på
afstand, jeg havde trods alt også været inde for
militæret siden 1970, så jeg trængte til en pause. - Men ”De” holdt stadig øje med mig, hvilket jeg siden hen skulle erfare.
”Farmer Jones”
Jeg var begyndt at arbejde for en herlig
forretningsmand, der kaldte sig ”Farmer Jones” og han købte, og solgte alt muligt, bare der var penge i
det. Optakten til mit samarbejde med ham startede, da jeg så
en avis artikel om Farmeren, hvori han fortalte, at han
havde fået ideen til sit koncept ovre i USA, og at han nu
påtænkte, at ville videreføre ideen her i Danmark, samt
en masse andre gode ideer. Alt dette havde jeg med
fornøjelse læst i før omtalte avis.
3
For mig er der sjældent langt fra tanke til handling, så
jeg tænkte, hvad fa’en, hvo intet vover intet taber, og
den type var jeg ikke, for jeg er bare født så nysgerrig. Jeg drog altså en dag ud til ”Farmer Jones”. Han viste sig at være en gæv rødhåret jyde, der i det
daglige lød navnet Erling Østergård. Næe, han mente nu ikke rigtig, at han havde brug for
nogen på nuværende tidspunkt, men var da imponeret
over mit initiativ og gå på mod, og kunne ikke lade være
med at fortælle mig om sine fremtidsplaner og ideer, for
hans genistreg bestod i, at han havde købt alle Carlsberg
og Tuborg’s 30 stk. sodavandskasser og 50 stk. ølkasser,
der dengang var lavet i træ, da disse to virksomheder var
gået over til at bruge 30 stk. plastikkasser til begge
produkter i stedet for. Det drejede sig jo kun om 4 – 5 hundredetusinde
trækasser, som Farmeren beskedent fortalte mig.
Ideen var så, at sælge disse brugte trækasser, til især
unge studerende, der jo tit var på farten, således, at de
kunne bruge kasserne til reoler, skabe, eller hvis man
bare lod dem stå i to rækker ved siden af hinanden med
åbningen udad, og så bare lagde en krydsfinersplade og
en skumgummi madras oven på. Ja, for sådan vupti, og
man havde for små midler fremtryllet en fortræffelig
seng, hvor de åbne kasser
hele vejen rundt kunne bruges til et tøj skab, hvor de
farvestrålende skjorter, bukserne med blondekanterne
eller de hjemmestrikkede strømper i alle regnbuens
4
farver, der selvfølgelig var lagt pænt sammen. Det var
så det dekorative islæt, der kunne give hele værelset
atmosfære.
Eller der kunne sættes bøger og lignende der i. Stablet
oven på hinanden virkede kasserne som en ganske
almindelig reol.
Her kunne man så igen have sine bøger, sin
uundværlige transistor-radio eller sin grammofon med
højttaler i låget, for ikke at tale om den for datiden så
livsnødvendige chillum. Skulle man så en dag flytte, og det hændte jo tit for de
unge studerende, så var det jo bare at rejse kasserne op
og bruge dem
som flyttekasser, hvor det hele altid var pakket. Så det
var jo
slet ikke så svært for de unge, for var man rigtig heldig,
kunne man jo blot bære kasserne over til sit nye hjem.
Dette var Farmerens fremtidsvisioner. Så efter endt rundvisning og fortælling var det tid til at
drage videre, så jeg sagde farvel, og undskyldte
ulejligheden, og satte mig op på cyklen, og skulle lige
til at drage videre. Da var det at Farmeren vendte sig
om, og spurgte, om jeg da ikke også skulle kunne male
vinduer.
For jeg havde jo spurgt ham, om ikke han manglede en
hjælpende hånd eller to, der kunne lidt af hvert. Så jeg
svarede, at selvfølgelig kunne jeg da det, det var der da
ingen problemer i, og spurgte så hvad det drejede sig
om.
5
Jo, for han ville meget gerne have malet alle de
udvendige vinduesrammer og karme på hele hoved
huset. Samt, hvad jeg skulle have for - sådan et bette
stykke arbejde. Jeg fortalte ham så, at jeg ville have det og det for hele arbejdet, og det var vist ikke så lidt endda. Han fandt jo lynhurtigt ud af, at det ville være langt
billigere for ham at ansætte mig, i stedet for at betale
mig den timeløn, jeg havde forlangt. For hvis jeg var
ansat, kunne han jo trække det fra i virksomheden. Jo
han var en rigtig gæv jyde. Jeg kan huske, at jeg aldrig blev færdig med at male
alle vinduerne, for der gik ikke lang tid før end
Farmeren fandt ud af,
at der var flere penge i, at lade mig tage imod telefon
bestillinger af kasserne i dagtimerne. For han kørte selv
rundt i landet for at aflevere dem. Han satte nemlig en
ære i den personlige kundebetjening. Således blev det en fin arbejdsfordeling til begge parters
tilfredshed
Dette gik så godt i et par år, men til sidst var der jo ved
at være udsolgt af kasserne, men markedet var slet ikke
mættet endnu. Så en dag spurgte jeg Farmeren, hvorfor
vi ikke selv begyndte at lave kasserne i nyt træ. Der gik ikke lang tid, før end Farmeren var i fuld gang
med at skabe forbindelser rundt om i Europa, og det
endte med at blive Tjekkoslovakiet, der havde de bedste
(billigste) tilbud.
6
Holbæk messen i 1978
Her er vist et lille udsnit af de forskellige ting,
der blev solgt ude hos "Farmer Jones".
Bemærk ølkasserne ude til venstre.
Samt, Danmarks største sættekasse til højre.
Den var alle tiders til at vise varerne frem i.
7
De Østtyske politibetjente.
Så en tidlig morgen først i marts 1979 drog vi første gang af sted imod Prag. Det var på disse ture, at det igen gik op for mig, at
har man engang været inden for militæret, - ja, så er
man altså blevet lidt miljøskadet. For når vi i bil sådan drog ned igennem Østtyskland, og
skulle videre til Tjekkoslovakiet og jeg så ind imellem
så nogle russiske militære køretøjer, som jeg aldrig før
havde set. Dette til trods for, at jeg selv havde undervist
mange af vores menige soldater i panserkending for blot
få år siden. Så må jeg nu nok sige, at det begyndte at krible lidt i
mig igen. Samtidig var det lidt af en uhyggelig
opdagelse, at se hvor mange af disse forskellige
krigsmaskiner, der var bare lige sådan lidt syd for
Danmark. Men det var nu heller ikke meningen, at vi skulle have
været inde på disse veje, hvor vi kom til at passere alle
disse omtalte militær køretøjer.
For dengang var der noget der hed tvungne transit veje,
og disse var til for at de skulle følges.
Det der desværre var sket, var, - at da jeg jo var vant
til inden for mili at læse kort, og Farmeren var utrolig
glad for at køre sin flotte sorte Mercedes personvogn,
så var jeg selvfølgelig blevet udnævnt til stifinder.
8
Men nede midt i Østtyskland blev vi stoppet af en af
politiets patruljevogne, hvori der var en ung og en
ældre politimand. Vi blev begge beordret ud af vores
bil. Farmeren, der var utrolig dygtig til tysk, og den ældre politi-mand begyndte efter kort tid at skændes heftigt. Jeg selv var ikke så velbevandret ud i det tyske, så jeg
spurgte den unge betjent, om han kunne tale engelsk, og
det kunne han. Udmærket engelsk endda. Jeg spurgte ham så, hvad der var galt. Han svarede, at vi var langt uden for transitvejen, og at det var strengt forbudt. Jeg stak så armen ind ad det åbne vindue til bilen, og tog
vores landkort frem, og forklarede ham, hvilken vej jeg
havde anvist Farmeren. Så begyndte den unge betjent at
grine, og fortalte mig, at han nu var helt klar over hvad
og især hvor, det var gået galt.
Han forklarede mig så, hvilken vej vi skulle havde haft
taget. Samt hvordan vi skulle komme over på den rigtige
transitvej igen. Alt imens dette foregik stod de to andre
stadig og skændtes.
Farmeren var blevet mere og mere rød i hovedet af
arrigskab.
Jeg så os allerede side og ruske tremmer i et Østtysk
fængsel. Så til sidst spurgte jeg den unge betjent, hvordan vi fik
stoppet skænderiet i mellem hans chef og min chef.
9
Da begyndte den unge betjent igen at grine, for som han
fortalte, så var den ældre betjent slet ikke hans chef.
Nej, det var skam ham, altså den unge betjent, der var
chefen, og hvis jeg bare kunne få stoppet min chef. Ja,
så kunne vi da bare fortsætte, når blot vi lovede, at
huske på at melde os hos den grænse-post, hvor han
ville melde vores ankomst. Så det var bare med at få stoppet Farmeren, og hvis
ikke han før var rød i hovedet på grund af skænderiet,
så blev han det i alt fald nu på grund af flovheden
over, at havde stået her og skændes over faktisk ingen
verdens ting. Så nu gjaldt det bare om at komme af sted og det gjorde
vi så. Vi huskede at melde os til den aftalte grænsepost, og de
havde fået anmeldelsen, så man må sige, at deres
efterretningssystem virkede dernede. Nede i Tjekkoslovakiet var der også mange forskellige
militærkøretøjer, jeg aldrig før havde set. Så jeg
begyndte stille og roligt at orientere mig, om de
forskellige typer af køretøjer jeg så. Den dag i dag ved jeg egentlig ikke hvorfor. Måske bare en dårlig gammel vane. Det jeg bedst husker fra Tjekkoslovakiet og især Prag
var nu nok, at Farmeren altid skulle smage på den
10
berømte tjekkoslovakiske øl, mens jeg mere var til de
tjekkoslovakiske piger.
De smagte nu også dejligt. Nå ja, vi havde jo hver sin smag. Jeg husker især en dejlig sigøjner pige, jeg mødte på en
ølstue. Farmeren var helt fortabt i et stort krus Tjekkisk øl.
Jeg sad med min lille cola, der var fire gange så dyr. Stedet var sådan rigtig med hopsa-dans og ølkrusenes
klang og masser af frodige piger, og pludselig kom der
en høj flot sort-håret pige hen, og ville have mig med ud
at danse, men jeg afslog høfligt. Hvorefter hun spurgte,
om hun måtte sætte sig. Hvilket hun da selvfølgeligt fik
lov til.
Da vi så havde siddet her en times tid og ført en råbende
samtale med hinanden på engelsk, på grund af den høje
musik og almindelige ølstuelarm, forslog hun at vi
kunne gå hjem til hende for at få noget natmad. Det
synes jeg var en god ide, men Farmeren ville heller have
et krus øl mere. Så jeg fulgte med hende hjem. Det jeg
husker bedst om hende var, at da vi havde elsket, for det
var faktisk det hun ville. Gik jeg bogstaveligt talt ud, og
åd mig igennem indholdet i hendes køleskab. Hvorefter
vi igen gik ind og hyggede os. Klokken seks vækkede hun mig, og sagde, at nu måtte
jeg heller gå, for hendes børn ville snart vågne. Det kan
nok være, at jeg kom i tøjet og ud.
11
Men det var nu en fantastisk dejlig morgenstemning,
jeg her oplevede, da jeg denne tidlige morgen
langsomt fornemmede storbyen Prag’s opvågning, da
jeg var på vej tilbage til vores hotel.
Hvor vil jeg så hen med hele denne lange indledning. - Jo, for da vi efter en uges tid vendte hjem, mødte jeg
en af mine forhenværende officerer fra min soldatertid,
og ham fortalte jeg så, om mine iagttagelser på mine
ture inden for jern-tæppet. Bl.a. om de for mig ukendte
militære køretøjer. Han lyttede tålmodigt, og sagde til sidst, at han nok skulle lade det gå videre til rette sted.
Den ukendte mand.
Så vender jeg kort tilbage til min hobby med akvarier.
Da jeg i 1977 var vendt hjem fra en 2-årig
udstationering ved Station Sirius Nord i det
Nordøstligeste af Grønland, begyndte jeg igen, at
interessere mig for min gamle hobby med akvarier. Det
endte til sidst med, at jeg også begyndte at deltage i
diverse udstillinger rundt omkring på Sjælland. Det gik
faktisk meget godt. Langt bedre end jeg havde forventet.
Der var begyndt at samle sig lidt sølvtøj på hylden fra de
forskellige udstillinger jeg havde deltaget på.
Da jeg nu som før omtalt, var vendt hjem fra
Tjekkoslovakiet midten af marts 1979. Blev jeg til
påsken det år inviteret ind til en udstilling med mine
akvarier.
12
Udstillingen skulle foregå på biblioteket i Glostrup. Jeg sagde mange tak, og deltog med tre anderledes
hjemmelavede akvarier. Bl.a. et der var bygget ind i et
gammelt fjernsynskabinet med jalousi skyde låger.
Dette vakte megen positiv opsigt, så det blev til mere
sølvtøj til hylderne herhjemme.
Men en af dagene i den weekend udstillingen varede,
kom der en mand hen til mig, og begyndte bl.a. at
spørge til mine akvarier, så jeg var lige i mit es, og vi
havde en rigtig hyggelig samtale.
Så begyndte han pludselig at spørge til min forhen-
værende soldatertid, hvordan det havde været ved
Station Sirius Nord Patruljen, og om jeg stadig kunne
huske, at jeg havde undervist i Panserkending. Jeg stod og tænkte som en gal.
Jeg havde jo aldrig set ham før. Så jeg spurgte forsigtigt, hvor han viste alt dette fra.
Men han fortsatte bare med at fortælle mig en masse
om mig selv. Noget af det han fortalte om mig, var det vi inden for
militæret, havde kaldt ”følsomme oplysninger”. Da jeg
tilligemed, mens jeg var ved militærpolitiet, var blevet
clearet til yderst hemmeligt, hvilket han også var
orienteret om. Så var jeg ved at blive mere end blot lidt
mistænksom. Til sidst fortalte han mig, at han arbejdede
inden for FET, (Forsvarets Efterretnings Tjeneste). Ja, den var nu meget god, om jeg venligst lige måtte se noget legitimation.
13
Det måtte jeg selvfølgelig ikke, men om jeg måske
havde lyst til at rejse inden for jerntæppet igen.
Bare sådan for at se om der mon skulle være andet,
end det jeg allerede havde set, der kunne være af
interesse for min gamle arbejdsplads. Ok, der var da
endeligt noget, jeg kunne bruge. For han viste altså, at
jeg havde set nogle militærting, der var nye for mig, og
som ”De” altså også fandt interessante. Nu havde jeg ligesom fundet ud af, at han ikke var en
hr. hvem som helst. Så jeg spurgte, om ikke det var et
dårligt sted at stå her og tale om disse ting, det måtte
han give mig ret i. Så vi tog i stedet for ind på en
restaurant i det indre af København.
Da vi havde fået noget godt at spise, fortsatte han med
at fortælle, hvad det egentlig var, at ”De” var så
interesseret i, samt at ”De” meget gerne ville have, at
jeg skulle kunne skaffe ”Dem” disse oplysninger. Hvis i så fald at jeg var interesseret, måtte jeg altså lige
først på nogle kurser, for at opøve mine iagttagelses-
evner samt træne min hukommelse. Således, at jeg
kunne huske, hvad der var værd at vide, til jeg var
kommet vel hjem igen. Hvor jeg så skulle aflægge
mundtlig rapport. Jeg sagde ja til opgaven og de næste
par måneder, skulle så gå med at blive undervist og få
trænet sindet op til de opgaver og udfordringer, jeg
eventuelt kunne komme ud for.
Jeg skulle nu finde på et godt skalkeskjul. Så min rejse ind i et Østeuropæisk land ikke ville
vække for megen opsigt.
14
Et anderledes akvarium.
Et af de særprægede akvarier, som jeg fremstillede,
og tog ud og udstillede rundt omkring i Danmark.
Dette var mest for at vise, hvor flotte akvarie-
planterne kunne blive, når bare de fik lov til,
at gro op over vandoverfladen.
Turen går til Polen.
Jeg sagde nu op hos Farmer Jones, og fik arbejde i
København som sælger ved firmaet Bjarne Manley, der
havde lejet sig ind i kældrene på den gamle cykeldæk
fabrik, Schjønning og Ave.
15
Bjarne Manley var på dette tidspunkt den største
akvariegrossist i Danmark. Samtidig var jeg jo også tættere på mit trænings-,
og uddannelsessted.
Det blev også hos Manley, at jeg fik alle tiders ide til
skalke-skjul, for vi solgte også levende fiskefoder bl.a.
Tubefix, der er en lille rød blod orm, populært kaldet
kloak orm, der levede i de mest forurenende kloakudløb
rundt omkring i verden og ind til nu, havde vi fået dem,
vi skulle bruge fra Themsen i London England.
Da jeg var ved at være færdiguddannet inde hos
”Dem”, og ”De” var ved at være klar til at afprøve
min kunnen. Spurgte jeg en dag Manley, om der var
mulighed for at få en 14 dages fri, for jeg havde
påtænkt mig at tage en tur til Polen. Først blev han
lidt overrasket, og spurgte hvad jeg dog ville der.
Jeg svarede bare, at jeg trængte til at slappe lidt af,
samt at det skulle være forholdsvis billigt at leve og
bo i Polen. Da jeg så samtidig fortalte ham, at jeg
kunne prøve, om det var muligt at købe Tubefix
billigt dernede. Ja så fik jeg da til sidst lov.
Men tilbage til Tubefixene, dem måtte der da være
mange af i Polen, for der var der jo også megen
forurening. Men hvor kunne man købe dem, og
hvordan skulle man kunne forklarer sig dernede.
Her tænkte jeg mest på sproget. Polsk er ikke det
sprog jeg forstår bedst.
16
Så jeg gik frejdig ind på Den Polske Ambassade, der
ligger i Hellerup, og kom i kontakt med en ung mandlig
ansat, der spurgte, om der var noget, han kunne hjælpe
mig med. Det var der jo, så jeg forelagde ham mine
problemer, og bad ham, om ikke han kunne lave mig et
officielt udseende stykke papir med en forespørgsel om;
- hvor det var muligt at købe dem, og hvad de i så fald
ville koste pr. kilo samt transport. Ork jo, det skulle han da nok klare for mig, kom igen i næste uge.
På vej hjem fra Hellerup, tog jeg ind til Vester
Voldgade, og her gik jeg ind til et rejseselskab der hed
Vindrose, som der på det tidspunkt stod for alle rejser
til Polen.
De var utrolig flinke, jeg fik visa ansøgninger og ellers
en mængde oplysninger om, hvad jeg skulle passe på,
når først jeg var nede i Polen. Den næste dag var jeg igen inde på rejsebureauet for at
aflevere mit pas, visum ansøgningen, samt 4 stk. pas
billeder. Disse var ikke blevet særlig gode, men til
gengæld meget vellignende.
Tiden begyndte at gå stærkt, ”De” havde givet mig en
pose penge, og så ville ”De” blot høre fra mig, når jeg
igen var kommet hjem. Det var simpelt hen ”Deres”
taktik, at nu skulle jeg afprøves. Ud og stå på egne ben
så ”De” kunne se og siden bedømme, hvad jeg nu
duede til.
17
Næste uge oprand, og jeg begav mig igen ind til
ambassaden. Får fat i min gode ven, der med et stort
smil viser mig det fine brev, han har skrevet, med de
ting der skulle forespørges om på polsk og slutteligt
forsynet brevet med et flot stempel. Jo, det så skam
meget officielt ud. Samtidig med at han rækker brevet over imod mig, bad
han mig om at lade være med selv at prøve at udtale det
der står her i brevet. Jeg spurgte ham selvfølgelig, hvorfor jeg dog ikke måtte
det. Det var lige præcist det spørgsmål, han havde ventet
på fra min side. For han svarede hertil med et frækt
glimt i øjet, og som om han havde kendt mig i adskillige
år. At han havde den fornemmelse af mig. At jeg
garanteret ville henvende mig til en smuk pige i Polen,
for at spørge hende, om ikke hun ville være mig
behjælpelig med at finde dette, og peger på brevet.
Hvorefter jeg så ville prøve at udtale de ord, der stod her
i brevet. For som han derefter sagde, ville han garanterer
for, at jeg ville få et par på skallen. For hvis ikke jeg lagde trykket på den rigtige måde, på
det rigtige ord. Ville jeg ikke spørge efter kloak orm,
men, - om ikke hun havde orm i kloakken. Han havde jo nok ret, for jeg prøvede aldrig at spørge efter dette. Han fortalte også, at de var i fuld gang med at udfærdige mit visum, og at det hele
ville blive afleveret ind hos Vindrose så hurtigt som muligt og senest fredag. Ja den var meget god, det var jo den dag, hvor jeg
skulle af sted.
18
Polferries.
Luksusfærgerne, der sejlede imellem
Danmark og Polen.
Den danske Nationalsang.
Alt klappede som det skulle og aftenen oprand for
afrejsen. ”Polferries” færgen lå, hvor den skulle ved
kajen ved Havnegade. Så ca. 11 timer efter vi forlod
København og ved rolig sejlads ned igennem
Østersøen, lagde vi til kaj i Swinoujscie i Polen.
19
Her startede det hele så allerede i tolden med engang
tvangsveksling. Man skulle veksle 15 US dollars, det
der svarede til ca. 100 dkr. om dagen. Alle ens penge
blev omhyggeligt talt op og indført i ens visum.
Nå, men efter alle disse formaliteter var vel overstået,
skulle jeg bare have fat i den bus, der kørte de ca. 160
km. til byen Koszalin. For så derfra at komme videre
helt ud til mit bestemmelsessted, der var en lille
landsby, der hed Dobrzyca. Her havde jeg god tid i
forvejen bestilt værelse, på et meget hyggeligt
pensionat. Som jeg var blevet varmt anbefalet af min
gode ven fra Den Polske Ambassade.
Pensionatet lå lige i udkanten af landsbyen i nogle
dejlige natur omgivelser. Det levede fuldt op til det med
hygge og varme. Allerede på den måde hvorpå man blev
modtaget af den trinde pensionat værtinde, der med
store armbevægelser bød mig velkommen, kunne jeg
fornemme atmosfæren af menneskevarme
og hygge. Hun blev især glad over, at det var meget småt, jeg
kunne tale tysk, og da jeg så slog over i det engelske.
- Ja så var jeg bare hendes øjesten.
Jeg husker også, at i resten af tiden under hendes
vinger, blev jeg utrolig meget forkælet.
Efter ankomsten den første dags eftermiddag ville jeg
lige tage mig et brusebad for, at skylle lidt af rejsestøvet
af. Dette kom dog til at gå meget hurtigt, for der var
kun koldt vand i hanerne, men man bliver utrolig frisk
af sådan et koldt brusebad.
20
Min dejlige pensionat værtinde
Der var en utrolig dygtig tallerken dekorations maler.
Bemærk også vægudsmykningerne.
Så var det blevet tid til aftensmaden, og efter den var det bare på hoved i seng.
Den næste morgen efter morgenmaden, ville jeg
ligesom over for mig selv og over for ”Dem”, bevise, at
nu var tiden inde. Således at ”De” virkelig følte, at
”Deres” penge var godt givet ud. Så jeg bestemte mig for at gå en tur ned i centrum af
den lille idylliske landsby, der nu skulle blive mit
21
tilholdssted de næste mange dage. Jeg gik ind til
centrum, og her startede balladen, for der var markeds-
gøgl, og jeg kunne høre den lifligste spillemandsmusik
sådan lidt i det fjerne.
Så jeg skrånede over hovedgaden, for at komme tættere på. Det skulle jeg nok ikke have gjort. For straks var der en betjent der blæste i sin fløjte, og kom styrtende over imod mig. Han begyndte nu at sige en hel masse til mig på polsk. Jeg fattede ikke en s... spor. Det jeg nu tænker på, hvor det er mange år siden, er
- at dernede var der virkelig den gamle landsby ånd.
For ikke så snart han havde brugt sin trillefløjte, og
fået mig stoppet, til han var begyndt at skælde mig ud.
Før end det meste af landsbyens indbyggere tog
opstilling rundt omkring os, for at se hvad det nu var
for noget spændende noget, der her gik for sig. For det
var jo ikke hver dag at der skete noget spændende. Så dette lille optrin med en fremmed turist, ville man
da for alt i verden nødigt gå glib af.
Jeg kan endnu se betjenten for mig. Se ham, hvor han
blev mere og mere kro, jo flere, der stimlede sammen om os. Da han indimellem også skulle trække vejret, prøvede
jeg først på engelsk og dernæst på lidt tysk, at forklare
og spørge ham om, hvad der var galt, og hvori min
forbrydelse bestod. For det ville jeg da meget gerne
have at vide. Men det lykkedes aldrig rigtigt, for vi
havde jo de samme problemer.
22
Da han jo heller ikke forstod et ord, af de sprog jeg
talte, begyndte han bare, at råbe højere og højere
samtidig med, at han begyndte, at prikke til mig på
brystet, for hvert ord han sagde.
Da det til sidst blev mig for meget, begyndte jeg at
fremsige vores Nationalsang på dansk, samtidig med,
at jeg også prikkede ham hårdt på brystet.
Der blev han sgu godt nok overrasket, for jeg var nok
ca. 25 cm. højere, og vejede betydeligt mere end han
gjorde. Så han måtte godt nok til at gå baglæns ind i
den tætte menneskemængde, der ligesom havde slået
ring omkring os.
Anna, min Anna. Pludselig var der en pige, der tog fat i min hånd, og rev
mig med den anden vej, samtidig med at hun hviskede
på engelsk, at jeg skulle løbe og bare følge med hende.
Hvilket jeg blindt gjorde. Vi stoppede først, da vi nåede
hen til en lille restaurant, hvor vi stakåndet gik ind og
satte os. Da vi endelig havde fået vejret igen, begyndte
vi bare at grine.
Det er noget som jeg altid bliver meget sulten af. Så jeg inviterede min redningskvinde på frokost, det var da det mindste, jeg kunne gøre efter alle de strabadser,
hun havde været igennem for at hjælpe mig.
Det viste sig så, at hun hed Anna. Anna Jasinska var
hendes fulde navn, hun var en dejlig blondt 32-årig
polsk pige, der til hverdag boede i byen Bydgoszcz, der
23
lå ca. 200 km. syd-øst på herfra, men for tiden var hun
udstationeret i denne provins.
Dette område blev brugt til ferieområde for de polske
fabriksarbejdere fra de sydlige industribyer.
Så når arbejderne havde gjort sig særlig fortjent til ferie,
og var blevet udvalgt af det kommunistiske styrer,
kunne de alt efter fortjeneste, få en eller to uges
ferieophold her ved Østersøens dejlige strande.
Det var så dette store puslespil Anna stod for, alt
papirarbejdet med indkvarteringen af alle de her mange
udvalgte fabriksarbejdere, der godt kunne trænge til
den friske luft, de kunne få heroppe. Så kort fortalt om Anna, så var hun altså et eller andet inden for politbureauet.
Hun blev mig en uvurderlig hjælp i den følgende tid. For det blev sådan at Anna brugte formiddagene til
hurtigt at få sit arbejde fra hånden.
Således at hun var færdig ved 13-14 tiden, og så brugte
vi ellers eftermiddagene og aftenerne sammen i
hinandens selskab, uha de var vilde, men dejlige vi var
jo begge to unge, og det var højsommer.
Vi tog på mange busture rundt om i området, og jeg
legede en meget forelsket dansk turist, og hun var bare
en utrolig dejlig rejseguide.
Så sammen fik vi set mange af de områder, som jeg
havde regnet med, selv at skulle ud og inspicere.
For Anna var det bare om for hende, at vise mig så
meget som muligt af hendes hjemlands så skønne natur.
24
Og så samtidig være så meget sammen med mig, som
overhoved mulig. Vi boede sammen på pensionatet, og vores værtinde
syntes, at det var alle tiders gode ide, at vi havde fundet
sammen. For som hun sagde, hun syntes, at vi var
sådan et smukt par, og vi klædte hinanden så godt.
Men tilbage til Anna. Hun var bare fantastisk, hvad hun kunne give af sig
selv, var ikke småting. Hun var så utrolig kælen og
sexlysten, og hendes kærlighed var uudslukkelig.
Hun var faldet pladask for mig, og hun viste gudske
lov ikke, at jeg desværre kun havde brug for hende for
at få min opgave fuldendt.
Ja, - gid hun dog bare havde vist, hvem jeg egentlig var.
Det havde nok kunnet redde hende fra mangt en
tårevædet nat. Hvorfor har livet dog lov til at være så uretfærdigt.
Om formiddagene når hun var på kontoret, sad jeg på
pensionatet, og skrev alt det ned, som jeg mente, der
kunne have ”Deres” interesse. På det her tidspunkt
var det ikke så lidt, for Polen var på dette tidspunkt
et meget fattigt land. Så alt det der så nyt og anderledes ud, kunne jo godt være noget, der havde med militære installationer at
gøre.
Det der med, at Polen var et meget fattigt kommunist-
land, fik jeg også at se på andre måder, f.eks. var jeg
en dag inde i en by, der hed Bialogard, og her
igennem gik også en jernbane.
25
Her inde midt i byen så jeg straffefanger gå og lægge skærver på imellem svellerne. Nå ja og hvad så tænker man umiddelbart, jo for de her
20 – 30 straffefanger var hver især lænket sammen til
hinanden med en tre meter lang jernkæde, der så var låst
fast ned i en fodring. På hver side af straffefangerne gik
der så bevæbnede russiske soldater for at passe på dem.
Ind imellem var der også nogle af soldaterne, der lige-
som prøvede at opildne fangerne til at arbejde hurtigere,
ved at give de sammenlænkede straffefanger nogle
drøje kraftige rap på ryg eller ned over lårene med et
langt tyndt spanskrør.
Lige da jeg så disse stakkels straffearbejder, og hørte
svippet af spanskrøret, fór tanken igennem mit hoved.
- Var det, det der måske også ventede mig, hvis nu jeg
blev nappet her på job. Nå, pjat med dig.
Det sker jo ikke. Det er jo kun på film.
Skal vi så komme videre i dagens tekst.
Det viste sig senere, at det var en ganske god ide
det med, at affotograferer alle de nye installationer,
jeg mødte på min vej. For ved at se det fra denne
vinkel fik vi en hel del nyttige oplysninger om bl.a.
de nyeste russiske radar og radiomaster, så ”De” blev
meget fornøjet ”Dem” derhjemme.
Men tilbage til min meget forelskede Anna. Da vi nærmede os weekenden, spurgte hun, om ikke jeg
havde lyst til at tage med hende op for at besøge hendes
26
storebror, der boede oppe i Kolobrzeg, hvor der også var
en fantastisk god badestrand, fordi byen ligger helt op til
Østersøen. Da det jo samtidig var midt i Juli måned, kunne vi jo
også tage vores badetøj med derop.
Det gjorde så udslaget, jeg besluttede mig for, at tage
med.
Den første polske kaserne.
Det blev så weekend, og klokken halv otte forlod vi
pensionatet og landsbyen, begav os på gåben af sted,
og gik de små 8 km. ud til hovedvejen.
Her var vi ved 9 tiden, så vi kunne nå at støde til den
første bus, der afgik fra Koszalin. Den kom så ved 9.30
tiden, hvor vi så blev kørt de sidste 35 km. til
Kolobrzeg. Hvortil vi ankom klokken lidt over 11, efter
en lang snørklet tur igennem et utroligt naturskønt
bondelandskab, hvor man mange gange føler at tiden er
gået helt i stå.
Det er fantastisk, hvad man kan se fra sådan et bus
vinduerne og bare sådan tilfældigt komme til at
fotografere. Der var mange sjove ting, der nok skulle
give ”Dem” derhjemme lidt hovedbrud. Selvom jeg
også bare blev fascineret over at se at de stadig gik og
slog græs ved hjælp af håndkraft.
Hjemmefra havde jeg fået at vide, at jeg kun måtte have
et objektbillede på hver film.
27
Således så det ville virke som et uskyldigt tilfælde, at der
f.eks. skulle være noget af militær interesse på ét
Landsbystemning
.
Sådan kunne stemningen i landsbyen også opfattes.
Disse to pragtfulde mennesker, med deres får.
Kunne jeg ikke stå for, de måtte fotograferes.
billede ud af de 24 billeder på filmen, hvor resten så var turistbilleder.
Men jeg er jyde, så jeg havde altid fuldt hus, altså
24 billeder med mere eller mindre militær interesse,
sådan!
28
I Kolobrzeg stod vi så af lige uden for en stor militær
kaserne, og Anna styrede lige over imod hovedind-
gangen, hvor der stod en flot officer og vinkede til os.
Jeg var målløs, det havde hun da ikke nævnt det
mindste om over for mig, at hendes bror var officer i
den Polske hær. Samt at det var her på kasernen, vi
skulle besøge ham. Nå, det er jo bare med at tænke hurtigt og få lagt ansigtet i de rigtige folder.
Der var ingen problemer, han var ligesom sin lille-
søster også meget god til engelsk, og han var meget
glad for at se mig, for Anna havde fortalt ham så
meget, om sin dejlige kæreste fra Danmark. Alt dette stod han og fortalte mig, for han havde måtte
lægge ører til hendes fortællinger igennem hele den
sidste uge. Hvor hun hver dag havde ringet til ham, for
at fortælle ham om hvor forelsket hun var i mig. Vi stod nu alle tre og pludrede på engelsk lige uden for
vagt-bygningen, hvorefter Ludwig som Anna’s bror
hed, pludselig sagde, at nu skulle vi altså ind og have
noget at spise.
Ingen kontrol - nej da for vi var jo sammen med en
officer, og vi gik over i Officersmessen,
og fik et herligt måltid mad. Der kom flere og flere hen
for at ønske Anna og jeg tillykke. Lidt efter lidt gik det
så endeligt op for mig, at Ludwig havde udgivet os for at
være forlovede. For ellers havde jeg jo selvfølgelig ikke
29
kunnet komme ind på kasernens område, men nu hvor
Ludwig’s lillesøster og jeg var forlovede.
Ja så var der jo ingen problemer. Da vi så var færdig med den lækre frokosten, rejste vi
os for at gå ud, og strække benene og samtidig kunne
vi jo lige så godt begive os ud for at se på hele
kaserneområdet.
Selv jeg kunne også bevæge mig overalt på kasernen,
når bare jeg var i selskab med dem. Hvor heldig har man da lov til at være.
Jeg måtte jo styrer min nysgerrighed og således ikke
virke alt for interesseret, men igen ingen problemer.
Ludwig og tre af hans officers venner var helt over-
stadige for at få lov til at vise mig, hvor fantastisk
overlegen Warszawa pagten var i forhold til Nato.
Især nu hvor de endelig havde fået de aller nyeste
Sovjetiske våbentyper og køretøjer. Så bare ved at gå rundt her og lytte, fik jeg alt at vide,
hvad mit lille militærhjerte kunne begære. Da jeg så indimellem gik og små nussede og kyssede
Anna, skulle der jo heller ikke megen overtalelse til,
for at få Anna og vennerne til at stille sig op til foto-
grafering, foran nogle af de objekter jeg desperat havde
brug for at få billeder af. For de skulle jo bruges som
dokumentation for alle de oplysninger og indtryk, jeg
her gik, og sugede til mig.
De fattede aldrig mistanke.
30
Billede af dagligdagen fra busturen til Anna's broder.
Idyllisk høstarbejde udføres med håndkraft.
Efter, at græsset på marken er slået med le,
bliver det lufttørret. Ved at man dagligt vender det med
grebe. For så til sidst, at det bliver stakket.
Da vi sådan havde gået rundt i et par timer, foreslog
Anna pludselig, at nu var det altså tid til en tur i vandet.
Som den naturligste ting i verden kommanderede en af
Ludwigs venner en soldat til at hente et militær køretøj.
Bagefter kørte han så os alle seks de 300 meter igennem
det bløde sand ned til selve stranden. Stranden lå jo også inden for kasernens område, og var et slags øvelsesterræn.
Hvor var det dog skønt, sikke nogle flotte billeder jeg fik der fra stranden.
31
Nej da ikke af selve stranden, men derimod ned over
hele kasernen med alle hangarerne og alle beboelses-
bygningerne. Værkstederne og garageanlæggene med
alle de forskellige køretøjer flot opmarcheret. Så man
rigtig kunne se de nye jord til jord raket affyrings-
ramperne og deres nye pansrede bæltekøretøjer med
de såkaldte ”Staling orgel” raketbatterier.
Altså, I må tro mig, det var flottere end nogen
romantisk solnedgang. Jo, jeg nåede også i vandet.
Oh Anna, du der elskede mig så højt, hvor har jeg
meget at takke dig for, din dejlige favn, dine skønne sexlege. Sidst men ikke mindst dit dejlige humør.
For slet ikke at omtale hvor stor en tak jeg er din bror og
hans venner skyldige, uden al deres viden angående den
militær strategi inden for den polske hærs ledelse.
Ja da havde turen ikke været den samme. Samt, ikke
mindst alle oplysningerne om hele Warszawa pagten.
Altså uden jeres utrolige værdifulde oplysninger. Ja, så
havde jeg været helt fortabt, og nok aldrig fået lov til at
blive sendt af sted på en ny ferie af ”Dem” inden for
den anden side af det såkaldte ”Jerntæppe” allerede
11 måneder efter, at jeg var kommet hjem til Danmark.
Så tak for det mine skønne venner, jeg har jo desværre
ikke turde kontakte Jer igen siden.
Jeg håber at I undskylder mig, og forstår hvorfor jeg
siden hen, har været nød til at lade jer gå over i
glemslen, det er lige så meget for jeres egen skyld.
32
Men skønt jeg ikke arbejder for ”Dem” mere, er I
stadig tit i mine tanker, endnu engang tak for alt. Jeg håber af hele mit hjerte, det at I lærte mig lidt at
kende, ikke på nogen måde har forvoldt Jer nogen skade.
Problemer med kvinder!
Så blev det endelig den 1. juni 1980. Jeg skulle af sted igen, men efter at det var gået mig så godt den forrige gang havde ”De” i ”Deres” genialitet
besluttet, at jeg skulle have en overordnet med denne
gang. Til FET vil jeg stadigvæk den dag i dag sige, at det var meget dumt, det ”I” dengang gjorde. For ”De” havde i ”Deres” genialitet dengang ligeledes
fundet på, at det skulle være et hunkønsvæsen, der
skulle ledsage mig, nemlig en kvindelig agent. Men ok hun var da nydelig, hende de havde uddannet og udvalgt til jobbet. En smuk lille sorthåret kvinde på seksogtredive år. Hun var ca. et hundrede og tres cm. høj, og da jeg er et
hundrede og halvfems cm. høj og lyshåret, ja, så kan
man jo nok forstå, at der faktisk ikke var nogen, der
lagde mærke til de små ubetydelig forskelle, der var
imellem os, vel.
33
Nå, men det største problem med sådan en smuk kvinde
var, at hun aldrig syntes, at hun var smuk nok.
Så det blev oftest hen af middags tid, før vi kunne
komme af sted på observation, og det var til sidst,
ved at blive lidt træls. For når jeg stod op klokken syv om morgenen, og tog
et bad, ja så var jeg færdig en halv time efter og klar til
dagens dont, men min ledsager skulle jo først efter
badet have lagt makeup.
Når det så var gjort, skulle håret lige have en times tid
med hårtørreren. Når vi så for det meste også gerne lige skulle nå, at
have lidt morgenmad.
Var hun som oftest på dette tidspunkt stadig kun iført
sin campinghabit.
Det var egentlig sjældent, at vi nåede at spiste
morgenmad sammen. Hvis vi så endelig for engangsskyld var sammen og
fulgtes ad op til vores værelse.
Ja, så var det lige så sikkert som amen i kirken, at når
vi kom op på værelset, så var der igen problemer.
Jo, for så skulle der lige vælges hvilket tøj, der nu duede
til især vejret, dagens arbejde eller hendes humør. Så hen ad middagstid var vi endelig ved at være klar til dagens spændende opgaver.
34
I mit hjemlig, men ikke
hemmelige arbejdstøj.
35
Luder eller kaptajn?
Det var efterhånden blevet vores fast kutyme, at vi gik ned i restauranten ved tyve tiden hver aften. Dette gjorde vi også denne aften, som jeg nu vil fortælle
om. Det hele startede den tredje aften, hvor vi var gået
ned på hotellets restaurant for at få lidt at spiste. Så jeg
sad altså sammen med min kvindelige medagent, der jo
som før fortalt var min overordnet, og det var ikke altid
lige nemt, for hun var egentlig meget sød og måske også
villig nok, men jeg var, og er stadig af den
overbevisning, at man ikke skal blande arbejde og for-
nøjelser sammen. Da det måske kan få indvirkning på ens overvågenhed,
når vi senere er ude på opgaver og det så pludselig,
måske blev lidt varmt, - ja så skal vi bare virke som en
velsmurt maskine uden følelser. Så det var hun lidt nedtrykt over, så hun var dybt koncentreret om sin mad. Jeg var selv godt i gang med min mad, da jeg ligesom
fornemmede, at der var nogen der betragtede mig, - og
ganske rigtig. Pludselig fik jeg øjenkontakt med en
pragtfuld kvinde, der sad alene ved et bord lidt fra vores.
Hun var klædt i en dejlig kropsnær mørkeblå silkekjole
med en dyb nedringning, der viste alt hvad der var værd
at vise af en dejlig fyldig overkrop, hvor der især var to
ting, der blev meget fremhævet.
36
Samtidig var hendes lyse hår, der var lidt over i det
platinblonde, klippet i en fræk kort frisure der klædte
hendes smukke ansigt utroligt, samt den diskrete sminke
der lige markerede de få ting, der skulle fremhæves; - så
som læberne og så de dejlige store brune dådyragtige
øjne, der sad tilpas langt fra hinanden. Der var bare
frække viberationer i det gennemtrængende varme blik
hun sendte over imod mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt smigret,
for jeg var tredive, og hun har nok været en ca. fyrre år
gammel. Men hold da op hvor hun bare var en flot
kvinde i mine øjne, og desuden forstod hun den svære
kunst, det er at føre sig frem med en så forførerne
elegance. Min overordnet sad med ryggen til hende, og
bemærkede overhovedet intet, så optaget var hun af sin
meget lækre hovedret, der netop lige var blevet serveret. Så jeg havde rigelig tid til at beundre denne flotte
kvinde ved det andet bord. Da hun så pludselig diskret
pegede på min ledsager, og derefter pegede på sin
ringfinger, kunne jeg med det mest forførerne smil blot
ryste sagte på hovedet. Herpå smilede hun og med et
frækt glimt i øjnene, pegede hun stille og roligt på sit
armbåndsur, og med fingrene markerede hun så ti. Altså
klokken toogtyve. Jeg smilte og nikkede, hvorefter jeg med løftede øjenbryn så meget spørgende på hende.
37
Hun sendte mig et lille trutmunds kys og skrev så med
store typer; - nummer syvoghalvtreds på sin serviet,
som hun diskret holdt op, som skulle hun tørre sig ved
mundvigen. Også dette nikkede jeg til, og sendte hende
et lille blink. Herefter rejste hun sig fra sit bord og forlod restauranten.
Min overordnede og jeg spiste færdig i ro og mag. Ved kvart over ni tiden gik vi op på vores værelse, hvor hun gik i gang med at løse en kryds og tværs. Jeg lagde mig på dobbeltsengen og lå og spekulerede på, hvad dælen jeg nu havde rodet mig ind i. Klokken toogtyve sagde jeg til min chef, at nu ville jeg
ud for at støve noget kvims op. Det blev hun meget
fortørnet over, for vi kunne da bare hygge os her og nu, men jeg gik bare ud af værelset, og lukkede døren med et: - Hyg dig, vi ses. Jeg tog trappen op til tredje sal, og fandt hurtigt dør
nummer syvoghalvtreds, som jeg så forsigtigt bankede
på. Døren blev øjeblikkeligt åbnet af min dejlige
veninde, der nu var klædt i en næsten gennemsigtig
negligé. Der overhoved intet overlod til fantasien, men
det gjorde nu heller ikke noget, for der var intet,
fantasien kunne havde skabt bedre. Hun smøg sig ind til mig, og gav mig et varmt vådt kys.
Da vi ligesom skulle have lidt luft, spurgte hun mig om
38
et eller andet, som jeg ikke forstod spor af, det var
polsk. Så jeg spurgte forsigtigt på engelsk, om der var
mulighed for, at hun kunne tale engelsk. Det kunne
hun udmærket endda. Så nu kunne samtalen fortsætte,
og det gjorde den samtidig med, at hun trak mig hen
imod dobbeltsengen, hvor hun fik lagt mig ned, og
begyndte at knappe min skjorte op. Alt i mens hun med sin mest sexede og indsmigrende
stemme hviskede, at hun først skulle have ti dollars af
mig, hvis jeg ville have lov til at sove med hende, som
hun udtrykte det. Nå, det var det hun var, en simpelt luksus luder. Men nej min pige, du kan lige tro nej, tænkte jeg så.
Du ved vist ikke, hvem du har med at gøre, nok var hun køn og sød, men at betale for sex, ikke tale om.
Så kunne jeg jo bare gå tilbage til mit værelse, og få det
ganske gratis. Nej, men så nemt skulle hun nu ikke slippe. Så jeg måtte jo lige fortælle hende, at der da vist var
noget, hun helt havde misforstået. For der hvor jeg kom
fra, var det da mig, der plejede at få penge for at gå i
seng med ældre damer. Samt, at for mine seksuelle
ydelse betalte de ældre kvinder mig et honorar, der lå
imellem tredive og fyrre dollars per nat.
39
Jeg kunne se, da jeg fortalte hende det, at det var noget
der sveg, men hun havde svar på tiltale og det gik ud
over mig. For det første som hun udtrykte det, ville hun
altså ikke regnes for nogen ældre dame, for hun var kun
otteogtredive, og det var da ingen alder. Nej, til dette måtte jeg give hende ret, og med den krop
hun var i besiddelse af, var der ikke mange yngre
kvinder, der ikke ville misunde hende den. Og for det andet, som hun udtrykte det, ville hun altså
aldrig betale for elskov. Lige meget hvor skøn og flot
manden så end var. Så selvom hun nu havde kastet sine
øjne på mig, og hvor megen lyst hun nu engang havde
til mig, ja så fik jeg altså ingen penge af hende, men jeg
måtte nu godt blive alligevel. Til sidst blev vi da så også enige om, at ingen af os
skulle betale noget, men bare have det dejligt i
hinandens selskab. Dette gik der så et par timer med. Efter et dejligt tiltrængt bad lå vi så bare på sengen, og nussede blidt hinanden. Under dette lå vi sådan og små pludrede. På et eller
andet tidspunkt spurgte jeg hende, hvorfor hun tjente
penge på ryggen. Hertil svarede hun, at det var til
hendes sønners uddannelse. For hun ville have, at de
skulle til Vesteuropa, for at videreuddanne sig. Det
kostede mange penge, og det var ikke nok, det hun
tjente som chef på sit polsk krigsskib.
40
Ups! – Øh kunne jeg lige få det sidste, bare lige en gang
til.
Ork ja da, hun var da chef på et stort polsk krigsskib.
Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt ad hendes
historie. Det var lidt for usandsynligt at denne dejlige
spirrevip, skulle kunne være kaptajn på et polsk skib,
og dette fortalte jeg hende. Det blev hun først lidt støt over, men lyste så pludselig
op. For hun havde fået den glimrende ide.
I morgen tidlig, sagde hun, ville hun inviterer mig ned
på morgenmad nede på sit skib. Ja, ja tænkte jeg bare, så tror jeg også på den, og lod
som om, at det da var en fantastisk god ide, og sagde,
at det ville jeg da heller end gerne. Fint sagde hun så, og smygede sig ud af mit favntag,
og satte sig ved det lille skrivebord i værelset, og
begyndte at skrive et eller andet. Da det var endt, kom hun over med en seddel, som hun
fortalte, var min passerseddel, som jeg blot skulle vise
til den vagtsoldat, der ville stå vagt ved landgangen nede
foran skibet. På den anden side af sedlen havde hun skrevet en
adresse, som jeg bare skulle give til taxichaufføren. Så
skulle han nok kører mig direkte ned til havnen og hen
til hendes skib.
41
Jeg skulle love hende at være der præcis klokken otte
fem og fyrre. Jeg morede mig kongeligt over hendes alvorlige ansigt
alt imens hun fortalte alt dette og da hun endelig var
færdig, tog jeg hende ind til mig igen, og vi elskede
pragtfuldt endnu engang.
Hen ad klokken fire om morgenen, blev vi enige om at
gå hver til sit, for hun skulle jo snart op, men hun
glædede sig til at se mig til morgenmaden nede på sit
skib, som hun udtrykte det. Jeg listede tilbage til mit værelse. Her blev jeg mødt af
en meget kold skulder, men hvad, jeg havde også fået
varme nok for denne nat. Så jeg satte uret til at ringe klokken syv, og faldt omgående i søvn. Næste morgen forløb alt som det skulle, efter et kort
skænderi med hende jeg delte værelse med. Angående
nattens hændelser blev vi til sidst enige om, at det
måske godt kunne være nok så vigtigt, at forfølge denne
her historie, angående den kvinde jeg havde hygget mig
med det meste af natten. For måske kunne hun virkelig godt være en kvindelige
polsk flådekaptajn, sådan som jeg lige havde fortalte
min overordnede om, at hun havde prøvet at bilde mig
ind.
42
Jeg havde jo som den største selvfølge aflagde fuld
rapport, hun var jo tros alt min overordnede. Inderst inde troede jeg vel ikke selv rigtig på det min
søde natte veninde havde sagt, men hvad hun var jo
egentlig meget sød, så hvorfor ikke tage ned for at
besøge hende igen.
Min overordnede syntes, at jeg skulle forfølge sagen.
Så ok, hvad gør man ikke for sit fædreland, jeg glædede
mig allerede. Da jeg havde bevæbnet mig med min gode gamle
lægetaske, der altid fulgte mig, hvor i jeg havde mit
ligeså gode gamle Exakta spejlrefleks fotokamera plus
noget drikkelse, drog jeg af sted.
Hospitalsskibet.
Jeg fik fat i en taxi og viste chaufføren sedlen og sagde
til ham på engelsk, at der ville jeg godt hen til. Han læste hvad der stod, og nikkede og kørte uden at sige et ord. Et kvarter efter var vi nede ved havnen, og han drejede
over i retningen imod nogle store krigsskibe. Her
stoppede han ved en af vagtpostene, og spurgte ham om
et eller andet og blev dirigeret videre frem, for til sidst,
at køre op langs med et skib, der for mig mindede om en
torpedobåd. Her gjorde han så holdt, og pegede på
taxameteret.
43
Jeg gav ham rigeligt med drikkepenge, og fik til sidst
forklaret ham, at jeg gerne lige ville have, at han lige
ventede en fem minutters tid med at kører, for det
kunne jo være, at jeg skulle med tilbage med det
samme, hvis det hele nu var en fuser.
Det lovede han til sidst.
Jeg steg ud og gik over til vagten, der stod ved
landgangsbroen, og rakte ham sedlen. Han læste den
igennem, hvorpå han gjorde stram honnør. Råbte et eller andet og straks kom der en anden soldat
ned af landgangen. Han modtog nu sedlen, som han gennemlæste, hvorpå
han gjorde honnør, og bad mig så, på dårlig engelsk,
om at følge med ombord.
Soldaten var nu nået op på dækket, og gik frem til en
kahyts dør, som han bankede på, hvorefter han gik ind. Jeg tænkte, at det bare måtte være løgn det hele, det her
kunne bare ikke passe. For igennem den åbne dør kunne jeg se hende fra i nat,
hende som jeg havde ligget og elsket med, nu iført en
polsk flådeofficers uniform, nu siddende bagved et stort
skrivebord.
Jeg vinkede til taxichaufføren, at han godt kunne kører. Hun sagde et eller andet til soldaten, der gjorde honnør
og fortrak. Hvorefter hun kaldte mig ind, og bad mig
lukke døren efter mig. Da jeg havde udført hendes ordre, rejste hun sig op fra
stolen bag skrivebordet og gik langsomt rundt om
44
bordet, oh hvor jeg nød at se hende bevæge sig på den
måde, da hun så endelig nåede hen til mig sprang hun
mig om halsen, og kyssede mig varmt og længe. Hun var utrolig glad over at se mig, for hun var ikke
sikker på, om jeg ville komme. For jeg havde jo ikke
rigtig ville tro på hende, men dette var altså hendes
arbejdsplads, om jeg så nu ville tro på hende. Ja det var jeg jo ligesom nød til, nu hvor jeg stod her på
kaptajnens kontor. Og kaptajnen var også utrolig smuk i uniform, og jeg
viste jo udmærket fra forrige nat, hvilken fantastisk krop
der var inden i kaptajns uniformen.
Da hun efter at vi igen havde sluppet hinanden, så
spurgte mig, om ikke også jeg var hundesulten. Kunne
jeg ikke dy mig fra at spørge, efter hvad. Hvorpå jeg
trak hende ind til mig, så hun rigtig kunne mærke, at jeg
havde masser af lyst til at spise hende på kinesisk, med
pind. Hun gjorde sig langsom fri, samtidig med at hun
svarede, at når hun var på arbejde, var der ingen hangy
pangy, da der pludselig kunne komme nogen, der ville
tale med hende. Her efter trykkede hun på en knap på samtaleanlægget, og sagde en hel masse ned i mod mikrofonen.
Et kvarters tid efter, kom en purser med en stor bakke med det lækreste morgenmåltid man kunne forestille
sig. Han dækkede nu op ved et lille bord, der stod til højre for skrivebordet, skænkede te op, og slog toppen
af de to blødkogte æg, hvorefter han bukkede dybt, og
45
forlod rummet. Efter en trekvarters tid var vi færdige
med at spise, og hun spurgte, om ikke jeg var interesseret i at se hendes skib. Om jeg var, jeg måtte hele tiden prøve på, ikke at virke alt for interesseret. Så
jeg sagde let henkastet, at det ville jeg da gerne, hvis ikke det var til alt for meget besvær.
Det viste sig så, at det meste af mandskabet, var på
orlov, men de skulle alle møde igen her til aften, for da
skulle de af sted på øvelse.
Flådebesøg.
Det var et flådefartøj som dette, min kvindelig flådeofficer, var kaptajn på.
Så på nuværende tidspunkt var der kun få officerer og søfolk ombord, og de var alle sat i arbejde.
46
Så vi kunne bare gå og slentre omkring på det meste
af skibet.
Her på denne rundtur fik jeg så forklaret alt om skibets
mandskab, dets bevæbning, topfart og jeg ved ikke
hvad, men det fik ”De” alt sammen at vide, da jeg var
kommet hjem med alle de her forskellige oplysninger og
der skulle komme mere.
For mens vi nu sådan gik rundt ude på dækket, var der
pludselig noget, der fangede min opmærksomhed ovre
ved en af de andre kajer. For her var der et kæmpe skib, der ikke lignede noget,
jeg før havde set. Det var malet i de her karakteristiske
grålige farver, der bruges til flådens fartøjer, men der
var ingen bevæbning at se nogen steder. Så jeg spurgte min dejlige kaptajn, sådan lidt
henkastet, hvad det dog var for et skib.
Jo, det var russernes stolthed, et kæmpe stort russisk
hospitalsskib, som lå gemt her i havnen. For russerne
havde ligesom glemt, at man ikke bare lige kunne sejle
dette monster ud igennem de danske farvande, uden at
vække berettiget opsigt.
Så der efter fik jeg også hele dette skibs historie. Hun fortalte det så levende og humoristisk om
russernes tåbeligheder, at jeg til sidst sagde, at det
måtte jeg da bare have et billede af. Så jeg stillede hende hen til rælingen med ryggen til
skibet, og fik et par flotte billeder af hende med det
russiske hospitalsskib som baggrund.
47
Hun blev lidt uskarp, men hospitalsskibet var bare til
UG. Desuden fik jeg også, da jeg lidt senere måtte tage
afsked med hende, nogle billeder af hende stående, som
den stolte chef på sit skib. Det var nu især af hendes skib, at der blev taget nogle
rigtige gode flotte billeder. For da hun stod der og vinke farvel til mig, da jeg ved
middagstid var nød til at tage afsked med hende, da det
nu var tid for hende, at vende tilbage til sit arbejde med
at planlægge den forestående øvelse der jo snart skulle
løbe af stablen.
Så efter en kort afsked inde på hendes kontor med lidt
tårer fra hendes side, for hun viste godt at vi nok aldrig
sås mere, kunne jeg jo ikke andet, end tage en hel stribe
billeder af min søde kaptajn. Efterhånden som jeg langsomt bevægede mig baglæns
væk fra hendes skib, for til sidst at have hele skibet inde i søgeren. Jeg kan stadig se for mig, den flotteste kaptajn jeg kan
mindes, der kærligt vinkede ned til mig, fra sit stolte
skib. Jeg så aldrig mere til min dejlige kaptajn.
Rationeringer.
Den næste dag tog min ledsager og jeg ind til havnebyen Sopot. Det var helt tilfældigt, at vi landede her, vi ville bare
ud for at se noget andet, også for at få lidt ud af dagen sammen.
48
Det var jo ikke så meget, vi havde været sammen i de
sidste par dage. For selvom hun selv bare kunne have taget bilen og så
alene være kørt nogle ture, var det ikke rigtig noget
for hende. Hun var lidt utryg ved det der med, at
benzinen var rationeret for indbyggerne. De kunne kun købe 20 liter om dagen.
Men for turisterne var der ingen problemer. Men hun følte alligevel altid, at de sådan skulede til os, når vi var nede for at tanke. For vi havde jo betalt med hård valuta, så vi havde
fået (købt ved udlejningsbureauet) nogle rationerings
kuponhæfter til benzin, og vi havde købt rigeligt. Så vi havde ingen problemer, ud over det sædvanlige med at holde i køer i op til en time for at få tanket. Så
vi måtte købe alt den benzin, vi ville.
Hvor gerne vi end ville have hjulpet polakkerne, så de
kunne have fået noget af vores benzin. Kunne det bare
ikke lade sig gøre, for der stod politifolk ved hver en
tankstation, og tjekkede, at alt gik rigtigt til. Så der var
bare ikke noget at gøre.
Men vi var altså her i Sopot, og her gik vi og fordrev
tiden. Vi havde rigtig været på strøgtur og set de meget
store butikker, der ligefrem bugnede af tomhed, for det
var kun på specielle dage at der var forsyninger, og så
skulle man endda være heldig for at få købt nogle af
varerne før end at også disse var udsolgte. Selv foran
en forretning, hvor der kun havde få stykker håndsæbe
49
tilbage, var der en lang kø af mennesker, og så var der
de lange køer ved hver eneste af de mange forskellige
aviskiosker. Det var faktisk tilladt, at bruge arbejdstiden til at stå i kø i, for at købe sin daglige avis. For nok var Polen et kommunistisk land, men det var en folkeret at følge med i, hvad der stod at læse i de
officielle avis propaganda organer.
Stjerneparaden.
Nu var vi gået ind på en lille hyggelig fiskerestaurant,
hvor vi ville prøve noget lækkert fra havet. Det var på
denne fiskerestaurant, jeg første gang stiftede
bekendtskab med den polske national ret Barszcz, der
er en slags rødbedesuppe. Jeg vil egentlig sige, at det faktisk smager meget godt.
Den jeg fik her, var dejlig krydret.
Men hovedretten der bestod af Duszona Losos
(dampet laks). Det var bare et helt kapitel for sig selv,
det skal simpelthen bare opleves. Jeg tror aldrig jeg
kan få den bedre, end den jeg nød her. Min ledsager
ville hellere have tun, og det var vist ikke noget at
skrive hjem om.
Men som vi nu sad her, og var ved at være færdig med
at spise. Jeg havde sluttet det hele af med, en stor
portion budding med et tykt lag flødeskum.
50
Så jeg var egentlig klar til at tage hjem til en middags-
lur, da vi pludselig kunne høre militær marchs musik i nabolaget. Jeg spurgte nu en af servitricerne, hvad det var der
foregik udenfor. Hun svarede, at det bare var nogle fremmede flåde
officerer, der var til parade nede ved havnen. Min ledsager og jeg kiggede bare på hinanden og nikkede, der behøvedes ingen ord. Vi bad stille og roligt om at få lov til at betale. Hvilket
hurtigt var overstået, for os begge blev de ca. 40,-
dk.kr. Hvorpå vi skyndsomt forlod fiskerestauranten. Vi fulgte nu lyden, og kom ned til havnekajen, hvor der var fyldt med mennesker. Til sidst fik vi da
møvet os op på et blomsterbed, hvor der var en flot udsigt. Pludselig kom hele det persiske marked lige
ned imod os. Jeg fik hurtig åbnet min gode gamle lægetaske.
Fik fat i kameraet, så til min forskrækkelse, at der kun
var tre billeder tilbage på den film, der sad i apparatet.
Ingen tid at spille.
Spolede hurtigt filmen tilbage og ud med den og i med en helt frisk 36 billeders film. Så kunne de bare komme og det gjorde de sgu. De defilerede lige så flot forbi, lige der hvor vi stod.
Forrest gik musikkorpset så kom først de Russiske -, så
de Tjekkiske -, så de Østtyske -, og til sidst de Polske
flådeofficerer i deres stiveste puds.
51
Et af de meget idylliske spisesteder.
52
Jeg nåede at få skudt 33 billeder af denne parade,
af de aller øverste inden for flåden af Warszawa pagten.
Vi fik senere at vide, at det var første gang, det var lykkedes, at få billeder af så mange flådeofficerer på
en gang. Så man kan vist rolig sige, at det kan svare sig, at slappe af engang imellem, når man er på arbejde.
Jeg havde nær glemt en lille episode, der hændte i
kølvandet på selve flådeparaden. Vi var gået hen til en stor park, der lå lige i nærheden. Her havde vi siddet en lille times tid, da min
kvindelig chef lige ville hente lidt drikkeligt i en lille cafe.
jeg sad og gjorde nu kameraet klar til brug igen. Chefen var lige netop kommet tilbage, da vi hørte nogle, der skreg nede ved en lille sø midt i parken.
Jeg bad hende om at passe på jordemodertasken og løb ned hvor der stod en mængde mennesker ved
søbredden. Ude i vandet lå der en mindre åring dreng og plaskede rundt. Det så helt forkert ud, for han gik under et par gange. Så jeg sprang ud i vandet
og fik fat i drengen og fik ham trukket ind på søbredden.
Han var helt forfjamsket og græd og klagede sig højlydt. Nogle af tilskuerne prøvede også at berolige ham, da der pludselig kom en russiske officerer. Der
jo nok havde været med i selve paraden. Han skubbede bare folk til side og greb fat i drengen og
53
tog ham op til sit bryst og sagde en hel masse, som
jeg ikke forstod et ord af. Pludselig begyndte nogle af tilskuerne, at pege over på mig. Russeren satte nu drengen ned og kom over imod mig med fremstrakt
hånd. Jeg tog imod hans hånd og blev trukket ind til hans favn og fik et par kys på kinderne. Han sagde
en hel masse, som nogle af de polske tilskuere så oversatte til engelsk for mig.
Det viste sig, at drengen var hans barnebarn og han var
mig megen tak skyldig, da han jo havde fået at vide, at det var mig havde reddet
hans barnebarn op fra søen. Der var jo ingen andre, der
gjorde tegn på at hjælpe den stakkels våde dreng. Her efter tog han en af sine
ordner af og overrakte mig den man ser her til højre.
Jeg har sidenhen fundet ud af, at det er en fortjeneste medalje for 30 års godt
landbrugskendskab.
Sortbørs veksling.
En af de ting der var meget udbredt på de tider, da jeg
var inde bag jerntæppet, var pengeveksling på det
54
sorte gade marked. Overalt i de små eller større byer
var der gang i forretningerne så snart Polakkerne eller
især Russerne så en turist, prøvede de at få lokket én
med ind i en lille skummel mørk gyde, for her at få
turisten til at veksle sine hårde efterspurgte US-
Dollars, om til massevis af Polske Zloty og Russiske
Rubel eller Østtyske Mark. De omvekslede US-Dollar kunne sortsbørs hajerne
så bruge i de forskellige forretninger der kun tog
imod vestlig valuta, her kunne man så købe sig til de
vestlige landes goder. Det var bare helt sejt prestige
for dem der havde råd til dette, og især top moderne
tøj var bare sagen, den rigtige hårde sellert var
cowboybukser. Selv en for os næsten værdiløs ting som en
plastikpose med et billede af et på cowboybukser, var i høj kurs. Men for mig gik det jo ikke at sælge min flotte plastikpose, det var jo min kostbare dagbog. Som de
tit og ofte tilbød mig en god pris for, for den ville de
da meget gerne købe af mig. Havde man US-Dollars, kunne man på det sorte
marked få op til ti gange den officielle kurs, så det
benyttede jeg mig faktisk tit af, men med en helt
anden bagtanke. Når jeg på det sorte marked, havde fået vekslet mig til en ordentlig røvfuld øst penge, gik jeg ind i en af
de store smykkeforretninger, som altid fandtes i de
større byer. Her købte jeg så en mængde flotte
55
smykker i rav eller bare den rå rav. Når jeg så kom
tilbage til København, havde jeg tre forskellige af de
større Guld og Sølvsmede forretninger, hvor jeg
altid fik det utroligt godt betalt.
Det var først mange år efter, at det gik op for mig, at
det på de tider da jeg var på mine ture, at det var
ulovligt, at udfører rav fra de Østeuropæiske
landene.
Tilbage til selve vekslingen, når man nu stod der, i en
halv-mørk port i en smal gyde, eller i et dunkelt
oplyst diskotek, var det med at have øjnene med sig,
for det hele gik utroligt hurtigt, de var fantastisk
dygtige de her sortbørs hajer, de stod der med et
bundt af deres pengesedler halvt skjult og spejdede
efter et offer. Gik der så en i fælden, kunne de nu hviske til en, at
man fik 100 eller 1000 af deres penge, afhængig af
hvilket land man nu var i, for i Polen var den
officielle kurs 10.000 zloty for en US-Dollar så der
skulle man jo gerne have meget mere. Når man så var blevet enige om en eller anden
veksel kurs, så man dem så stå og tælle pengene op,
så man var sikker på, at de stod med f.eks. 10
stykker 100-Østmark sedler. M E N
Under hele seancen stod de og så meget nervøse ud,
hele tiden talte de nervøst om politiet, og at man skulle skynde sig.
56
Det hele endte så gerne med, at hvis ikke de bare rev
dine penge til sig, og løb bort med både dine og deres
egne penge. Ja så skete der som reglen det, at når
man havde afsluttet handlen, og endelig turde tælle
sine sorte penge sammen, ja så havde man i stedet for
de 10 stykker 100-Østmark, kun fået 6 stykker 100-
Østmark. Prøv selv at tage 6 stykker 100-krone-
sedler, tag så og læg de 4 stykker sammen og brug
de sidste to stykker som for og bag side.
Prøv så at tælle dem, jo den er god nok, der er 10
stykker, men fra den anden side, er der kun 2 stykker.
Sortbørshajer, Uha nej da !
Bare nogle katolske folk, der ikke vidste,
om deres kirke også skulle laves om
til en restaurant eller et diskotek.
57
Jo, de var bare meget dygtige dernede, men jeg havde
fået de fleste af trickene forklaret hjemmefra af min
gode ven inde på Den Polske Ambassade.
Jeg havde desuden lært mig, at presse min modstander ind i et hjørne og så bare bede ham om, at tælle sedlerne op. Når det så var gjort, blev han derefter
beordret til lægge dem enkeltvis i min åbne højre hånd, alt i mens jeg så bare stod, og lod som om, jeg støttede
mig op ad væggen med min venstre hånd, i hvilke jeg så samtidig havde de gyldne Dollars, han stod og savlede efter.
Så hvis hajen så var så dum, at prøvede på noget,
var det jo bare hans penge, der fløj ned på jorden, når
min højre hånd fløj op og greb ham hårdt om halsen.
Så til sidst var der faktisk ikke nogle af de lyssky
sortbørs hajer, der turde snyde mig ved vekslingen af
de eftertragtede US-Dollars.
Diskoteks kirker.
Jeg har før fortalt, at Pollakkerne var meget religiøse,
men der var også nogle af deres kirker, der ikke kunne
bruges til gudstjenester mere. Så blev de solgt til
højestbydende og lavet om til restauranter eller disko-
teker. Der var en fantastisk stemning disse steder og en
spændende akustik, og alle stederne var det med leven-
de lys. Det kunne vi måske lærer noget af her i Dan-
58
mark. Hvor mange af vores gamle kirker står gabende
tomme det meste af året og kun bliver brugt til jul.
Tilbage til arbejdet, for da vi kom tilbage til Danmark, blev vi kaldt ind til evaluering. Det foregår på den måde, at vi kommer ind i hvert sit
afhørings rum. Her sidder man så mutters alene. Der bliver så stillet spørgsmål, og man svarer igennem et samtalesystem.
På den ene væg er der det her, så kendte fra de
udenlandske kriminalfilm, så berømte store spejl, hvor
man rigtig kan fornemme, at de der stiller
spørgsmålene, nu med fordrejede stemmer, sidder og
betragter en igennem. Jeg nåede aldrig at se nogle af mine FET overordnede, men det vendte jeg mig nu hurtigt til.
Det kan nok være at ”De” var meget fornøjede over alt det, vi havde fået opsporet. Så der gik nøjagtigt et år, så fik jeg lov til at tage af sted
igen. M e n, det var nok en fejltagelse fra ”Deres” side af,
men det blev nu en helt anden historie. Det gik så hen og blev den to og tyvende maj 1981, og jeg blev igen kontaktet af ”Dem”. Denne gang havde ”De” fået nys om, at der skulle være
blevet fremstillet en ny type russiske landgangsfartøjer i enten Gdynia eller Gdansk i Polen. Så, om ikke jeg lige kunne tænke mig, at tage et smut
ned for at se, om det nu var rigtigt.
59
Så smuk kan en kirke genbruges.
60
Og jo forresten, da det jo var gået så godt sidste gang,
med den kvindelige kollega. Så ville de da også meget
gerne glæde mig med en sådanne igen denne gang. For som ”De” sagde, bare lige at holde mig på det rette spor, så jeg ikke blev for overmodig. Jeg kunne bare gå i gang med det samme, hvis jeg altså endnu engang igen var interesseret. Selvfølgelig var jeg da det, så jeg sagde igen ja tak. Og
fik som sidste påmindelse at vide, at jeg skulle mødes
med min ledsager ombord på færgen den to og tyvende
juni, og ellers ville ”De” da bare gerne ønske mig eller
os en rigtig god tur. Jeg gik straks i gang med at lave det indledende forarbejder for mig selv. Alt klappede som det skulle, jeg havde jo stadig
mine gode venner, både på den polske ambassade og
hos Vindrose. Vi, min overordnede og jeg, mødtes ganske rigtig på
færgen, denne gang havde de da valgt en, der kunne
leve op til min højde og lidt mere over i min hårfarve, så
vi kunne godt gå for at være nyforlovede, der bare lige
skulle på en lille kærlighedsferie i Polen. Som før lagde skibet til kaj i Swinoujscie. Vi var kommet igennem tolden, med paskontrol og tvangsveksling.
61
Nu skulle vi ud for at finde det bil udlejningsbureau,
hvor der meget gerne skulle holde en bil, som jeg i forvejen havde lejet hjemmefra.
Utøj i bilen.
Til sidst fandt vi da bureauet, og fik bilen udleveret, men
da var det at de små hår begyndte at rejste sig, nej jeg vil
heller sige stritte i nakken på mig.
For det var nøjagtig den selv samme bil, som jeg havde
lejet hernede året i forvejen. Det var lidt for meget af en tilfældighed, synes jeg godt
nok. Nå, men vi fik alt vores pakkenillike pakket ind i bilen,
og kørte i retning imod Gdynia. Det var bare en lille
strækning på en 350 – 400 km, der hurtigt skulle over
stås.
Da vi var nået lidt uden for Swinoujscie, havde vi på
begge sider af vejen et smukt sumpet område, og få
kilometer herfra var der en stor ridderborg med en
voldgrav rundt om, hvor der gik en mængde storke og
fangede foder til deres unger. Det har altid fascineret mig at se på disse store stolte
flotte fugle, som er ved at være så sjældne hjemme i
Danmark og her gik de bare i hobetal
Men jeg kunne stadig ikke slappe af. For der var en bil der lå et godt stykke bagved os
igennem lang tid, blev ved med at holde den samme
afstand. Jeg prøvede at køre meget langsomt, det hjalp
62
ikke, heller ikke da jeg over et længere stykke bare
havde jogget speederen godt ned, blev bilen bagved ved
med at holde den samme afstand op til os.
Der var noget galt, jeg kunne bare mærke det.
Så til sidst sagde jeg til min ledsager, at jeg troede der
manglede vand på køleren. Så, - om ikke lige hun ville
være mig behjælpelig med at hente noget vand, der
nede fra den sø der, samtidig med at jeg pegede ud ad
bilvinduet. Hun gloede mærkeligt på mig, og sagde at
det gjorde der da ikke, for så ville lampen da have lyst. Puha, ”De” havde pusset en snusfornuftig mekanikker
pige på mig, der desværre ikke havde lært, at forstå at
lytte efter, hvordan det blev sagt, men kun kunne forstå,
hvad der blev sagt. Da jeg så lagde min pegefinger på mine læber, spurgte hun bare, hvorfor jeg dog opførte mig som
en åndssvag. Ja, så var der ikke andet at gøre, end at stoppe bilen. Gå ud og om til hendes side, lukke bildøren op. Tage
godt fat i konen og trække hende ud af bilen, for så at
fører hende et godt stykke væk. Her forklarede jeg hende så, at det var nøjagtig den
samme bil, som jeg sammen med en anden agent, havde
lejet sidste år. Samt, at det var lidt for underligt for mig,
at der igennem de sidste 40 kilometer var en bil der
havde fulgt efter os i passende afstand og at selvsamme
bil nu var kørt i skjul, lige der ca. hundrede meter
tilbage i skyggen under nogle træer.
63
Og nu skulle vi to altså lige gennemgå denne bil her
meget grundig for utøj (skjulte mikrofoner). Da blev hun lidt bleg, men det var intet imod, hvad hun
blev, da vi ved en overfladisk undersøgelse af bilen
hurtigt fandt tre små ”micker”, som vi dog lod sidde. De næste 300 km. blev der ikke talt andet end turist
artige ting. Der blev intet sagt, absolut intet der kunne
misforstås af de forkerte ører, der stadig lå i tilpas
afstand ca. 200 meter bag os. Og jo jeg havde selvfølgelig ganske rigtig haft ret, for
tidligt den næste morgen kom der nogle ansatte fra
udlejningsfirmaet og undskyldte mange gange, at de
fuldstændigt havde glemt, at den bil vi havde lejet,
skulle til service netop her til morgen, men de havde da
en meget bedre og større, som vi da selvfølgelig ikke
skulle betale ekstra for. Så det kan nok være, at vi for engangsskyld spillede
nygifte og meget forelskede over for disse to ”udlejningsfirma folk”. På ingen måde lod vi dem mærke med, at vi udmærket
viste hvad de havde gang i. Det eneste der den dag i dag ærgre mig var, at jeg
glemte at tage nogle af de mini mikrofoner vi fandt
med til Danmark, for de måtte da have været utrolige
spændende for ”Dem” at få lov til at undersøge.
64
Gammel ridderborg, måske.
Mange af de gamle ridderborge, i de gamle østlande,
er utrolig flotte og meget velbevarede og velholdte.
Man fornemmer endog stemningen,
af de store ridderturneringen i fortidens dage.
Den russiske guide.
Min kære kollega og jeg havde hjemmefra fået
forskellige opgaver og objekter, som vi skulle prøve om
vi kunne få verificeret. Bl.a. var der de her landgangsfartøjer, man mente, der
var ved at blive bygget på et eller andet skibsværft. Så et par dage efter vores ankomst besluttede vi så at
tage på udflugt indtil Gdansk. Her havde vi hjemmefra
fået at vide, at der nok var den største sandsynlighed
for, at det var her det foregik.
65
Den dag jeg nu vil berette om, tog vi tidlig af sted og
det var et flot solskinsvejr denne morgen og vi nåede
ind til havne-, og skibsværftsområdet ved ti tiden om
formiddagen, men her kunne man ikke bare sådan lige
komme ind på området. Der var portvagter ved alle
indgangene. Så vi parkerede bilen et godt stykke fra
selve værftsområdet. Så bevæbnet med min uund-
værlige gamle slidte lægetaske, med mit lige så
uundværlige Exakta spejlreflekskamera og de forskel-
lige telelinser, begav vi os så af sted. Vi begyndte at spadsere rundt om dette kæmpe ind-
hegnede område. Til sidst fandt vi et hul i hegnet, og
krøb igennem, gik ind imellem nogle store fabriks-
haller, for til sidst at nå ned til selve kajanlæggene. Hernede var der så en halvanden meter bred anløbs-
bro, der strakte sig i en små hundrede meters længde
ud midt i havneindløbet. Den ville jeg meget gerne ud på, for her var der frit
udsyn til alle værfts hallerne.
Min ledsager derimod, var ved at være helt grøn i
ansigtet af skræk. Hun ville bare tilbage, væk fra dette
sted. For vi havde intet absolut intet at gøre herinde. Vi kunne bare have været taget med på tur med en af de der almindelige turist rundfarts både, der sejlede
lige uden for havneindløbet. Så måtte vi jo derfra kunne se, om ikke vi kunne se en
lille smule ind på værftet med vores lille turistkikkert,
ellers var det bare ærgerligt for ”Dem”.
Hun var ved at være lidt farlig at have med.
66
Så til sidst enedes vi om, at vi bare stillede os her lidt
i skjul, og viste egentlig ikke hvad, vi skulle gribe
eller gøre i.
Så skete der pludseligt og heldigvis noget, der reddede
dagen for mig. Der kom en russisk delegation på en tredive mennesker
med en kvindelig guide, der viste rundt og de var på vej
ud ad den før omtalte anløbsbro.
Hurtigt fik jeg fat under armen på min ledsager og
styret hende med ud i den bagerste del af flokken, hvor vi så lignede de andre. Sådan skulle det bare ikke blive ved, for på et eller andet
tidspunkt fik jeg øjenkontakt med guiden. Hun må have
været blevet varm om hjertet, for den næste halve time
var det som om, hun hele tiden henvendte sig til mig
med alle sine oplysninger. Der var jo ikke andet for mig
at gøre, end at lade som om at jeg udmærket forstod
russisk. Og så nikke på de, forhåbentlige rigtige
tidspunkter. Samt se meget overrasket ud, når hun
fortalte noget, som hun fremhævede med fagter og
store armbevægelser, at dette og dette var af særlig
stor betydning
Til sidst kom vi da så langt ud på anløbsbroen, at vi
kunne se lige ind i de haller, hvor de var i fuld gang
med at monterer landgangsfartøjerne. Rygterne hjemmefra havde været sande. Der var nogle der var helt færdige, de stod på kajen. Plus et par stykker nede i vandet, der var surret fast til
inder kajen.
67
Guiden stod i modsatte side, så vi trak længere ud imod
kaj kanten, og da de andre nu stod så tæt, var der ikke
nogle, der kunne se hvad man stod og lavede. Desuden må guiden have været en glimrende fortæller,
for hun havde virkelig fanget tilhørernes opmærksomhed.
Så jeg hviskede til min ledsager, at hun langsomt skulle
tage og åbne min lægetaske, som jeg stod med og sætte
telelinsen på kameraet og give mig sættet, hvorefter hun
skulle tage lægetasken. Jeg har aldrig set nogen ryste sådan, som hun gjorde. Jeg
var lige ved at være bange for, at hun ville tabe det hele
ned i vandet, men til sidst lykkedes det da, jeg satte
blænderen på uendelig og holdt kameraet ind til maven
og vendte mig langsomt om imod værftet, og skød alle
seks og tredive billeder ind over området.
Spolede filmen tilbage, og stoppede den i lommen, lagde
kameraet ned i tasken, som min ledsager havde været så
fornuftig, at åbne for mig, da hun ligesom havde
resigneret, at nu måtte det enten briste eller bære, og var
begyndt at vågne op til dåd.
Menneskeflokken var nu begyndt at rører på sig, og jeg
hviskede til hende, at nu var det bare med at være
forrest og så komme ind og væk, uden at det virkede alt
for opsigtsvækkende.
Det lykkedes, og jeg tror ikke, at der var nogle, der
bemærkede vores forsvinden bortset fra guiden, der nok
savnede en af sine mest trofaste lyttende tilhører, der
68
virkelig havde vist hende, at han var meget interesseret i
den meget grundige gennemgang, hun havde udvist og
derfor især havde henvendt sig til ham. Hvor var han
dog pludselig blevet af, - ja hun skulle bare vide.
Da vi endelig var sluppet ud af hullet i hegnet igen og
havde fundet bilen, kørte vi tilbage til Gdynia, hvor vi
bare slappede af og fik nedskrevet alle vores indtryk. Dette blev som tidligere omtalt, nedskrevet på
bagsiderne af nogle meget farvestrålende plastik indkøbsposer. Selv om dette var totalt forbudt, var det den bedste måde at gemme optegnelserne på. Der var så mange input, at det for mig i alt fald, var
fuldkommen umuligt at huske det hele og man ville jo
nødig glemme noget af det man havde oplevet.
Nej for ”De” skulle da have fuld valuta for ”Deres” penge, og dette var en af mine måder at give ”Dem” det på.
Den næste dag tog vi så bare en turist tur ud i det blå.
Det er utroligt at se, hvordan de polske kvinder, der
meget gerne vil være vesteuropæisk klædt med hvad
der dertil høre, går i højhælede sko ud ad mark-, og
grusveje. Man kunne møde dem langt fra byen, på
gåben hjem med en stor kurv i hver hånd fyldt med
dagens indkøb.
Det samme gjorde sig gældende om søndagene. Pollakker er meget religiøse, og her er det især den
katolske tro, der er udbredt.
69
Men igen, det at se de polske kvinder gå så elegant de
mange kilometer for at komme i kirke.
Og igen de fleste af dem i højhælede sko. For man skal
da ikke kun til messe, man skal også ses, og især at
man er med på moderne selvom det gør ondt.
Storken er en dejlig fugl!
Nå, men dagen efter vores slappe af dag, skulle der igen arbejdes. Så vi kørte lidt rundt i landskabet, for at se om der skulle være noget af interesse. Et godt stykke ud af vejen i det fjerne, så jeg pludselig en kolonne af militærkøretøjer, der var på vej hen et
sted, hvor vi ikke regnede med, at der skulle være
nogen kaserne. Så jeg kastede vores bil ned ad den samme vej, og vi
holdt ca. 200 meters afstand til kolonnen. På vores venstre side af vejen var der et højt levende hegn, som var så tæt, at man ikke kunne se igennem
dette. Pludselig drejede kolonnen ned til venstre og inden det rigtigt var gået op for mig, holdt jeg lige uden for
en svært bevogtet indgang til et stort radar anlæg, som vi ikke havde fået noget at vide om hjemmefra,
at der skulle være et sådan her. Det var for sent bare at dreje rundt og kører tilbage, der var allerede kraftig bevægelse inden fra vagtens side af.
70
Jeg kastede et blik over på min ledsager, men hun var
igen ved at se ud i hovedet, som om hun havde røget en
alt for stor cigar. Normalt siger man, at kvinder ikke kan
svede. Det kunne hende her, det piblede bare ud på
hendes ansigt. Ingen hjælp at hente her.
Men så så jeg, at lige til højre for hvor vi holdt, var der
en stor storkerede oppe på toppen af to gamle døde
træer der stod og lænede sig op ad hinanden og de blev
samtidig også brugt som lygtepæle. Så alt i alt et godt fundament til en storkerede. Jeg steg ud af bilen og gik over imod træerne, alt i
mens jeg hele tiden kiggede op på reden. Jeg hørte godt, at der kom nogle bagfra. Mens jeg så stod der, meget optaget af at studere
storkereden, mærkede jeg pludselig noget hårdt i
ryggen, og samtidig var der en, der råbte noget ind i
nakken på mig, jeg vendte mig langsomt om, og der stod
syv soldater med deres rifler pegende lige imod mig. Jeg hilste pænt på dem på dansk, og gik hen til ham,
der havde mest på skuldrene og pegede op på
storkereden, hvor den ene af storkene lige stak hovedet
ud over rede kanten, for lige som at sige, om det mon
ikke snart var muligt, at den kunne få lidt ro. Det var mit stikord, for jeg stod bare og pegede op på
storken, og sagde på dansk, stork. Han fattede selvfølgelig ikke en s..., spor.
Så jeg vendte bare rygge til dem, og gik over i bilen.
71
Her sad min ledsager, og nu var hun blevet helt hvid i
hovedet. Jeg fik lige hvisket til hende, at hun bare skulle
slappe helt af.
Herefter tog jeg min store fugle bog, som jeg havde taget
med, da jeg er meget interesseret i fugle, og viste, at der
var mange forskellige store arter her nede i Polen.
Storken er en dejlig flyver.
Denne dejlige fugl, der reddede mig i en snæver
vending. Så jo, jeg tror på storken.
72
Endda nogle som vi så godt som aldrig mere ser i
Danmark, som f.eks. de store ørne fugle og som før
sagt var her mange storke.
Jeg tog så bogen med over til ham officeren og slog
op på storken. Viste han billedet af fuglen, samtidig
med, at jeg pegede op på storken der nu havde rejst
sig oppe i sin rede.
Ja, det kunne han da godt se, at den der oppe var den
samme som jeg viste ham i bogen.
Nu tog jeg så bogen imellem benene, og dannede med
begge mine tommel og pegefinger ligesom en oval og sagde bambino, bambino og så meget spørgende på
ham.
Da opgav han, og begyndte at grine og ryste
opgivende på hovedet, samtidig med at han gav en
eller anden ordre, hvorpå de andre soldater slængte
deres rifler op på skuldrene.
Jeg sagde en hel masse på dansk, alt imens jeg gik
tilbage til bilen med fugle bogen, og kom tilbage
med mit uundværlige fotografiapparat. Gik over til officeren og førte han blidt over, så han
stod lige under reden.
Gjorde med fagter ham begribeligt, at hans mandskab
også skulle fotograferes sammen med ham. Og de gjorde det sgu, stillede sig flot op til
fotografering.
73
Jeg havde hjemmefra gjort mit Exakta spejlrefleks-
kamera klar med en frisk film.
Så da jeg var over i bilen, havde jeg sat en 135 milli-
meter tele-linse på. Jeg stod nu og fjumrede lidt, og så forvirret ud op
imod solen.
Tog et billede af storken oppe i sin rede. Så igen på kameraet, indstillede det på uendeligt og
automatisk. Drejede mig igen rundt med ryggen imod min fine opstilling og skød indover radarstationen fra
brysthøjde. Vendte mig så om, og rettede kameraet i mod
soldaterne, tog et billede af dem. Gik over, og rettede
lidt på dem, gik så tilbage med ryggen imod dem,
imens jeg så igen langsomt vendte mig om, nu den
modsatte vej og nåede at skyde ti billeder, før jeg
igen i deres øjne havde gjort mig klar til at tage det
sidste billede
af dem. Herefter gik jeg over og med et håndtryk til hver
især, sagde jeg pænt farvel. Gik så over til bilen, satte mig ind, startede den, og
kørte langsomt bort, mens jeg vinkede tilbage til de
syv, der troligt stod, og vinkede, til ham den her
skøre dansker, der så gerne ville have et billede af
dem, mens de stod der under en ganske almindelig
storkerede, og hvor var han dog længe om, at få
indstillet sit meget dyre kamera.
74
Da vi igen nåede ud på hovedvejen, begyndte min
ledsager at græde helt hysterisk. På dette tidspunkt begyndte jeg også at svede som et svin, men hvad, det var jo gået godt.
Den aften gik der lang tid, før hun endelig var faldet
helt til ro.
Resten af den periode gav vi den bare som turister. Men jeg vil nu også mene, at det kunne vi godt
være os selv bekendt med at gøre.
Efter denne tur blev jeg lagt på is.
Året efter læste jeg i en af de større aviser. Samt,
så i TV-Avisen, at mine afløsere var blevet taget,
den første dag de var i et Østland. Det blev der en masse ballade ud af, ”De” kunne
jo bare havde åbnet fryseren for mig igen og ladet
os der har erfaringen, udføre ”Deres” arbejde,
i stedet for at sende, to helt grønne af sted. Det kan kun give problemer og så to mænd, jamen hvad tænkte ”De” da på. Til sidst måtte vores Udenrigsminister Uffe Ellemand-Jensen klare problemerne.
Men det blev der talt meget om det år, om det
virkelig kunne være rigtigt at Danmark havde haft sendt spioner til et Østland.
Det var for mig personligt, som en af de måske få
udvalgte, det sidste jeg har hørt til denne, for den
ganske almindelige dansker så ukendte, men i min
75
verden, så utrolig spændende sportsgren, der ofte
omtales som spionage.
Når man så tænker på, at alt dette skyldtes, at jeg
bare fandt en dejlig hobby, som jeg kunne bruge
min fritid på. Nemlig akvarier. Så se og kom i gang. Find Jer en hobby.
Så er det engang måske er Jer,
der med fryd i stemmen kan sige:
James Bond, gå dog hjem og læg dig.