Julia Butschkow: Der er ingen bjerge i Danmark

3. korrektur – side 1

der er ingen bjerge i danmark (125 x 200 mm)

samleren

ordre 33992 – christensen grafi sk

Der er ingen bjerge i Danmark



samleren


Af samme forfatter

APROPOS OPA, roman 2009.

LUNATIA, roman 2004.

SIDESPOR, drama 2001.

SÅ SIMPELT, prosa 1999.

LYKKEKOMPLEX, digte 1997.



samleren


Julia Butschkow

DER ER INGEN BJERGE I

DANMARK

noveller

Samleren



samleren


Der er ingen bjerge i Danmark

© Julia Butschkow og Samleren/rosinante&co, København 2011

1. udgave, 1. oplag, 2011

Omslagsillustration: Allan Otte

Omslag: Camilla Jørgensen

Sat med Minion hos Christensen Grafi sk

og trykt hos Narayana Press, Gylling

ISBN 978-87-638-1693-9

Printed in Denmark 2011

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske eft er reglerne

i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Forfatteren takker:

Statens Kunstfond og Autorkontoen for legater

under arbejdet med bogen.

Jakob Malling Lambert, samt resten af forlagsteamet

på Samleren/rosinante&co.

Lisbet Hauge Jensen Spejlborg for trofast support.

Galleri Hoff (www.gallerihoff .dk)

Allan Otte for inspirerende samtaler, samt tilladelse til at et udsnit

fra maleriet »Nede« (2008) er brugt som omslagsillustration.

Samleren er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

5



samleren


i

det er helt normalt. . . . . . . . . . . . 9

hansen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25

bryllupsrejse i berlin . . . . . . . . . . 35

lauge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49

danmarksferie. . . . . . . . . . . . . . . . . 57

kartofl er, kød, noget grønt . . . . 69

futon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77

ii

det ser meget almindeligt ud. . . 89

i city 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99

jomfru ane gade . . . . . . . . . . . . . . . 113

nytårsdag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127

samtalekøkken . . . . . . . . . . . . . . . . 139

iii

september . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155

6



samleren


7



samleren


I

8



samleren


9



samleren


DET ER HELT NORMALT

10



samleren


11



samleren


Hver morgen når jeg vågner og står op, sørger jeg for at

døren ind til stuen er lukket, før jeg går i bad.

Når jeg har frotteret håret og smurt hele kroppen ind i

økologisk rosenolie, går jeg nøgen ud i køkkenet, sætter

vand over til te, rister brød, slår op i den bog jeg nu er i

færd med at læse. Det er sjældent, hvad vores venner måske

ville tro, en krimi, og i særdeleshed aldrig en lægeroman,

selvom måden jeg mødte min mand på, godt kunne have

været hovedtema i sådan en.

Ung var jeg, dengang, og ganske velproportioneret, net-

op færdiguddannet som sygeplejerske, og jeg nåede kun at

arbejde på hospitalet i et lille års tid, før en af overlægerne,

Jens Martin, min nuværende mand, var så betaget af mig

at han gjorde mig gravid, og dét med tvillinger.

Det job var både min intro og min exit fra arbejds-

markedet.

Nej, når jeg læser, er det oft e de tunge klassikere jeg

fordyber mig i, Krig og fred, Forbrydelse og straf, ja, jeg

har sågar engang forsøgt mig med Ulysses, selvom det er

de færreste i vores bekendtskabskreds der ville tænke dét

om mig.

12



samleren


Sædvanligvis lægger jeg benene over kors oppe på spise-

bordet mens jeg sidder mageligt tilbagelænet på en af de

nypolstrede Wegnerstole i køkkenet og læser.

Af og til afb rydes min læsning af tanken om beboerne

i villa erne omkring vores, især mændene, den purunge

advokat eller den gråsprængte ambassadør, jeg spekulerer

på om de kan se mig sidde her, blottet, i de tidlige mor-

gentimer, hvor det eneste jeg har på er håndklædet der er

svøbt om mit hoved som en stor rød turban.

Når brødet er ristet, og vandet koger, lægger jeg bogen på

bordet, opslået, med tekstsiderne ned mod bordpladen,

selvom det kan skade bogryggen.

Jeg tager emmentaler og appelsinmarmelade ud af køle-

skabet og lægger det på køkkenbordet. Åbner en dåse grøn

te og ryster lidt blade i et fi lter som jeg sænker ned i en kop

med kogt vand og et termometer, i det øjeblik temperatu-

ren er nede på fi rs.

Sådan bliver smagen mest udsøgt, og antioxidanterne

bevares.

Mens teen trækker, går jeg ovenpå, ind i mit walk-in closet. I

nogle minutter står jeg bare derinde og falder i staver mens

mit blik glider langsomt hen over kjolerne, jeg dvæler ved

farverne, for til sidst at vælge den der stemmer bedst med

mit sind den dag.

Jens Martin, der på det tidspunkt altid er stået op og er

13



samleren


kørt hen på hospitalet, optræder aldrig i de tanker jeg står

og tænker i mit klædeskab. Det er aldrig for hans skyld

jeg tager elegante kjoler på, eller selvsiddende strømper,

fransk lingeri, eller for den sags skyld: neglelak. Faktisk

er det heller ikke primært for at føle mig sexet.

Det er tidsfordriv. Rutine. Eller måske mest af alt: afl ed-

ning. Fra sofaen.

Indimellem strejfer den uundgåeligt mine tanker, den grå

kolos i stuen.

Rædselsfuld er et adjektiv jeg fi nder passende til den,

frygtelig et andet, gyselig et tredje.

Hver eneste dag står den derinde bag døren og forsø-

ger at tiltrække sig min opmærksomhed, men jeg trækker

igen.

Sommetider, må jeg tilstå, låser jeg sågar døren ind til

stuen.

For at skabe en mental distance. Og det lykkes faktisk.

Eft er påklædningen smører jeg min ostemad og topper den

med marmelade, anretter den på en lille tallerken med en

smule frisk frugt, gerne kiwi eller ananasæbler eller me-

lon. Så spiser jeg, læsende, mens jeg drikker min te, uden

mælk og sukker, medmindre jeg undtagelsesvist drikker

sort te.

Hvis det endelig skal være, skal det være indisk Assam,

den fi ntskårne, når jeg drikker dén, hælder jeg gerne en

lille sjat fl øde i, det runder smagen af.

14



samleren


Som regel foretrækker jeg grøn eller hvid te fra Perch’s

Th ehandel.

Oolong-sorterne er blandt mine favoritter, især 1st Flush

Darjeeling.

Silvery Jasmin Pearls er også fremragende.

Bageft er er der håret.

Det giver jeg en god omgang leave-in conditioner før det

får en tur med glattejernet mens det stadig er fugtigt. Og

bageft er lak, for ekstra hold.

Så er der smykkerne.

Det er en vane jeg stort set altid har haft . Modsat de

fl este af mine veninder ordner jeg hår og tager smykker

på, før makeuppen. Valget står mellem rødguld og hvid-

guld, med eller uden sten. Det kunne aldrig falde mig

ind at vælge et smykke af så billigt et materiale som sølv.

Smykkerne må matche tøjet, hver dag, uanset om jeg skal

ud eller bare er hjemme. Sådan er det bare, sådan er det

for mig.

Og endelig er der makeuppen.

Når smykkerne er kommet på, og der er orden i håret,

står jeg gerne et øjeblik og betragter mig selv. Først forfra,

så fra siderne, med et håndspejl, sommetider også bagfra.

Til sidst går jeg helt tæt på glasset og nærstuderer an-

sigtshuden. Gennemgår rynkerne, beser eventuelle hævel-

ser under øjnene eft er søvnen.

15



samleren


Eft er rensecreme, skintonic og antirynkecreme bruger

jeg en lys concealer til at mindske iøjnefaldende ujævnhe-

der; mørke rande, pigmentpletter, små ar.

Foundation fordeler jeg med rund hånd i hele ansigtet

indtil teinten fremtræder acceptabelt ensartet. Det løse

pudder er jeg påpasselig med, jeg lægger kun et tyndt lag

på med bred pensel, og nogle dage springer jeg det ligefrem

over.

Rouge, til gengæld, er, som min datter ville udtrykke det:

et must. Rouge giver glød. Rouge frisker op. Uden rouge

ville jeg utvivlsomt se unødigt ældet ud. Rouge fremhæ-

ver det ungdommelige i mine ansigtstræk, især de høje

kindben.

Øjnene begynder først rigtig at blive tydelige når de bli-

ver markeret med eyeliner, øjenskygge og mascara. Uden

dét virker de små og sarte og utydelige, de forsvinder nær-

mest til fordel for kindbenene, panden og læberne.

Men læberne.

Dem dvæler jeg ved.

De er det smukkeste ved mit ansigt, hvis jeg selv skal

sige det, de er fyldige fra naturens hånd, der bliver aldrig

behov for botox. Mine læber har alle dage taget sig godt

ud, både med og uden læbestift eller lipgloss, det giver Jens

Martin mig ret i.

Parfumen gør helheden perfekt.

Ligesom tilbehøret må den matche tøjvalget. Varme far-

ver kræver gerne blomsternoter, fyldige og tunge, mens

16



samleren


kolde farver oft e kræver noget fi nt og sart, som liljer eller

syrlige frugter.

Sådan står jeg, foran spejlet, når alt er som det skal være.

Nøjagtig sådan, stående foran spejlet, med pænt glattet

hår, iført nyrenset robe, forestiller jeg mig at min mor har

stået engang sidst i 1950’erne.

Det er fra hende jeg har arvet min pli og min sans for

stil. Og det er vel i grunden slet ikke så gammeldags, som

det lyder. Det klassiske er jo eft erhånden kommet på mode

igen, eller, som vores datter ville udtrykke det: blevet in.

Vores søn ville sikkert bruge glosen: retro.

Den eneste brist, hvis man så mig udefra og skulle be-

dømme helhedsindtrykket, ville være den: at jeg står i

strømpefødder, at skoene mangler.

Men det har jeg ikke noget problem med så længe jeg er

hjemme. Lige så omhyggelig jeg er med alt det andet, lige

så ligeglad er jeg med hvad jeg har på fødderne. Om de er

bare, eller om det er uldsokker, hjemmesko eller sågar min

mands slidte tøfl er.

*

Jens Martin siger det er helt normalt.

Det er oven i købet et godt tegn at der er plads til ud-

skejelser, undtagelser, uregelmæssigheder. At jeg ikke er

perfektionist hele vejen igennem.

Således kan jeg sagtens fi nde på at lade opvasken stå

en dag eller to før jeg sætter den i maskinen. Sommetider

17



samleren


slækker jeg på støvsugningen. Til frokost kan jeg fi nde på

at drikke Martini. Ud på eft ermiddagen kan jeg fi nde på

at spise fl æskesvær eller fl ødeboller selvom jeg ellers altid

har gjort en dyd ud af at spise magert, sundt og grønt, og

holde vægten nede omkring de halvtreds.

Jens Martin siger det er sundt. At jeg af og til skejer ud.

Det kommer selvfølgelig også ham selv til gode en gang

imellem når dét kommer over mig, og jeg for eksempel

pludselig fi nder på at give ham et blowjob i entreen, bedst

som vi står klar i vores stiveste puds og venter gæster.

Jens Martin mener det er evnen til at ændre på rutinen,

der kendetegner normaliteten.

Han siger at de af hans patienter der er mest syge, en-

ten slet ikke har nogen rutiner at ændre på, intet system

i noget som helst, kun en lede og en apati så stor at de

hverken formår at lave mad eller gå i bad eller tage tøj

på, uden hjælp. Eller modsat: De har så faste rutiner at

de ikke er i stand til at bryde dem, de føler en voldsom

tilskyndelse til hele tiden at være i gang, selv med de mest

ulidelige gøremål som at tælle knaster i et trægulv, vaske

hænder konstant. Og min mand ved hvad han taler om.

Det må eft erhånden være elleve år siden han blev ledende

overlæge inden for psykiatrien på hospitalet, så erfaring

har han i overmål.

Jens Martin synes jeg holder mig godt. Og jeg tror han

taler sandt, tror faktisk han fi nder mig attraktiv, trods

18



samleren


fødsler og rynker og mindre fasthed i kødet end før-

hen.

Desuden kunne han jo for længst have valgt at blive

skilt hvis han foretrak en yngre model, men det tror jeg

netop ikke han gør. Både hans væsen og hans hverdag

er formentlig også for komfortabelt indrettet til en skils-

misse. Han er nærmere typen, der ville vælge et hurtigt

engangsknald til en julefrokost.

Og herregud.

*

Timerne frem til frokost plejer heldigvis at være gået når jeg

er færdig med at gøre mig klar. Og eft er frokost plejer tiden

indtil Jens Martin kommer hjem at gå næsten af sig selv. Der

er oft e ærinder at gå i byen, en veninde der ringer, eller jeg

skal i fysioterapi eller til pilates.

På den måde er jeg næsten helt fri for at skulle spekulere

på sofaen.

Det hænder at jeg fuldkommen glemmer, at den står der.

Stor og grå og styg, inde i stuen. På grund af den sofa går

jeg aldrig i gråt, det ville minde mig ulideligt meget om den

hvis jeg gjorde det. Det ville gøre mig trist, måske ville jeg

endda momentant kunne opfylde kriterierne for en klinisk

depression, det ville slet ikke være til at bære.

Det er også derfor jeg får Gun-Britt til at farve mit hår

hver eneste gang jeg er hos frisøren. Så de grå udvoksninger

i hovedbunden altid er camoufl eret.

*

19



samleren


Om aft enen er der slet ikke noget problem.

Når Jens Martin kommer hjem, og aft ensmaden står og

simrer, er døren til stuen som regel åben, der står næsten

altid friske blomster og tændte lys på sofabordet.

Vi plejer at spise dér, foran fj ernsynet, selvom en af

Jens Martins bekendte, en speciallæge i mave-tarmsyg-

domme, har fortalt Jens Martin at det er dårligt for for-

døjelsen at indtage maden sådan, foroverbøjet over et

lavt bord.

Men de gange hvor Jens Martin har nævnt det, er vi be-

gyndt at le.

*

Kun én enkelt gang er jeg kommet til at glemme at låse

døren til stuen op før Jens Martin kom hjem. Jeg husker

det alt for tydeligt; jeg stod bøjet over den åbne ovn, iført

gul Chanelkjole og grillhandsker, i færd med at tage en

lasagne ud, da Jens Martin råbte ude fra entreen.

– Ingrid, kaldte han.

– Jens Martin, svarede jeg.

– Hvorfor er døren låst? råbte han.

– Hoveddøren er altid låst, svarede jeg.

– Men døren ind til stuen? spurgte han.

Pludselig stod han bag mig i køkkenet.

Lasagnen stillede jeg fra mig på en bordskåner, grill-

handskerne tog jeg af og beholdt dem i den ene hånd. Så

vendte jeg mig om mod Jens Martin og så ham direkte i

øjnene. Fordi jeg var så perpleks, begyndte jeg at skælde

20



samleren


ham ud. Jeg råbte at det var begyndt at gå mig så meget

på nerverne at han aldrig huskede at sætte en ny rulle

toiletpapir i holderen, når den rulle der sad på, var op-

brugt.

Mit udbrud kom så meget bag på ham at jeg tror han

glemte alt om døren ind til stuen.

I min harme smed jeg grillhandskerne ned i håndvasken

og forlod køkkenet.

Jeg smækkede køkkendøren eft er mig, og på vej ned

gennem entreen hen mod badeværelset låste jeg stuedø-

ren op.

Ude på badeværelset åbnede jeg vinduet og stod og så ud

i ambassadørens ligusterhæk, mens jeg trak vejret dybt og

langsomt, som jeg har lært til pilates, og jeg må indrømme,

at det virker. Eft er få minutter var min vejrtrækning igen

fuldstændig under kontrol.

Foran spejlet duppede jeg den udfl ydte mascara væk med

en vatrondel, vædet i babyolie. I sådan en situation er det

guld værd at være i besiddelse af en god concealer. Den

camoufl erer simpelthen alt. Rynker, rødlige hævelser, selv

de kedelige mørkegrå rande under øjnene.

Alligevel kunne jeg ikke slå sofaen ud af hovedet.

Selvom makeuppen var perfekt.

Jens Martins afsløring føltes som en brutal og fuldstæn-

dig uventet blotlæggelse af noget frygtelig intimt. Som hvis

en granvoksen mand tiltvang sig adgang til småpigernes

21



samleren


omklædningsrum, eft er en gymnastiktime, for at få et

glimt af de badende nymfer.

Imens jeg lagde mascara, så jeg hele tiden sofaen for mit

indre blik.

Det var som om den voksede i min bevidsthed. I grun-

den vidste jeg ikke hvad det var ved den sofa jeg havde så

svært ved at holde ud i dagtimerne, før Jens Martin kom

hjem.

Men noget ved den fyldte mig med ubehag.

Det havde ikke altid været sådan. Men det var blevet

sådan med årene. Dengang vi købte den under en Bruun

Rasmussen-auktion, var det faktisk mig, der insisterede

på at det skulle være netop den, selvom Jens Martin var

skeptisk og måtte betale en mindre formue for den.

Til at begynde med syntes han, at det italienske design

var lidt for ekstravagant. Men eft erhånden som tiden gik,

blev han endda så begejstret for den at han sagde vi al-

drig havde ejet en bedre sofa. Måske var det derfor jeg

aldrig havde foreslået ham at vi fi k den udskift et med en

anden. Det kunne jeg alligevel ikke nænne, nu hvor han

var blevet så glad for det møbel. Desuden havde jeg en

vag fornemmelse af at det ikke ville ændre særlig meget

for mig at få sofaen udskift et med en hvilken som helst

anden.

Det er klart, at det ville gøre en mindre forskel, hvis vi

for eksempel anskaff ede os en marineblå eller råhvid eller

en fl askegrøn sofa.

22



samleren


De farver ville helt sikkert ikke gøre mig lige så trist

som den grå.

Men der lå noget mere i det end farven.

Jeg vidste bare ikke hvad.

Da jeg kom ud fra badeværelset, duft ende af Yves Saint

Laurents tunge, sensuelle Opium, gik jeg direkte hen til

Jens Martin, lagde armene på hans skuldre og kyssede ham

på munden.

Imens jeg havde været ude på badeværelset, havde han

trukket rødvin op, dækket sofabordet med bordeauxrøde

servietter, tændt stearinlys og stillet lasagnen parat.

Inde i stuen satte vi os ved sofabordet, Jens Martin skæn-

kede vin i mit glas og øste lasagne op på min tallerken, før

han tog selv.

Jeg begyndte som altid med vinen, Jens Martin gik som

sædvanlig direkte til maden.

– Det smager pragtfuldt, sagde han.

– Det er den italienske opskrift , sagde jeg.

– Det slår aldrig fejl med den, sagde han.

Eft er aft ensmaden trak vi begge to benene op i sofaen og

satte os til rette i hver sin ende, under den samme varme

uldplaid. Jens Martin nævnte ingenting, hverken om mit

udbrud eller den låste stuedør, han gav min fod et lille

klem, blinkede til mig og tændte for fj ernsynet.

Mens tv-avisen fl imrede hen over fl adskærmen et sted i

baggrunden, hørte jeg ikke et ord af hvad der var sket ude

23



samleren


i verden den dag, jeg sad i mine egne tanker og så på de

tomme tallerkener og de halvfulde glas på sofabordet.

Jeg mærkede plaidens blødhed gennem mine nylon-

strømper, og det forekom mig mærkværdigt at jeg aldrig

oplevede skyggen af ubehag om aft enen, når jeg sad sam-

men med Jens Martin i sofaen.

Tværtimod.

Documents

Julia Butschkow: Der er ingen bjerge i Danmark