Kommentarer til filmen om Slaget ved Helgoland

Uenigheden om hertugdømmerne Slesvig og Holstens tilhørsforhold fik i februar 1864 en krig til at

bryde ud mellem Danmark og de to førende tyske stater, Preussen og Østrig. Tyskland var på dette

tidspunkt ved at blive samlet til en samlet stat efter i mange hundrede år, at have være opsplittet i

en mængde mindre kongeriger og fyrstedømmer. Den drivende kraft i Tysklands samling var

kongeriget Preussen. Østrigs deltagelse i krigen 1864 var blandt andet drevet af ønsket om, at

netop Preussen ikke skulle få for stor indflydelse i den tysktalende del af Europa.

Da Danmark ønskede at bevare Slesvig og Holstens tilknytning til det danske kongerige, blev krigen

en realitet. Som sædvanligt i Danmarks krige kunne hertugdømmerne og Jylland ikke forsvares af

den relativt svage danske hær, og efter slaget ved Dybbøl i april 1864 blev Jylland erobret.

Den danske flådes opgave var dels at kontrollere Lillebælt og Storebælt, sådan at en invasion og

efterfølgende erobring af Fyn og Sjælland kunne undgås. Samtidig blokerede man de tyske havne

for at genere Preussen mest muligt.

Preussen havde i 1864 en meget beskeden flåde, mest bestående af mindre kanonbåde, hvoraf 3

deltog i slaget ved Helgoland, dog uden at de fik nogen som helst rolle i slaget.

Østrig derimod var på i 1864 et noget større rige, end det Østrig vi kender i dag. Det havde adgang

til Middelhavet og havde op til krigen arbejdet hårdt på at opbygge en moderne flåde. Man havde

dog problemer med at få skibene gjort klar, og den lange rejsevej fra Middelhavet gjorde, at kun to

krigsskibe ankom til danske farvande i Maj 1864, nemlig fregatterne Schwartzenberg og Radetzky.

Schwartzenberg var en anelse større end de danske skibe, og nogle af dens kanoner var mere

moderne. Til gengæld havde hverken ledelse eller besætning nogen kamperfaring overhovedet.

Den danske flåde derimod kunne bygge på en 500-årig lang tradition, hvor man i næsten hele

perioden havde haft en flåde, der var blandt verdens top 7 i størrelse. Man havde også i flere

tilfælde rådet over verdens største krigsskibe.

Den danske øverstkommanderende Edouard Suenson havde deltaget i flere krige og slag, og var en

særdeles erfaren leder. Ligeså var danske søfolk af en høj kvalitet, veltrænede og erfarne.

Den 9. maj 1864 mødtes så de to flåder. Den danske fregat Niels Juel var flagskib, dvs. det var på

dette skib flådechefen havde sin kommando, og herfra kom alle ordre til de to andre skibe ved

hjælp af den mængde af signalflag, der blev hejst.

Niels Juel var en anelse mindre og langsommere end fregatten Jylland. Det tredje skib i flåden var

korvetten Heimdal, som var sådan cirka halv så stor som fregatterne og med ca. halvt så mange

kanoner.

Fra de danske skibe fik man øje på Østrigerne, og det startede en serie af handlinger.

Under kamp nedtog man sejlene og de øverste ræer. Dampmaskinerne, som alle de deltagende

skibe i slaget var udstyret med, sikrede en stabil og vinduafhængig sejlads. Den danske flådes skibe

samledes kortvarigt for, at flådechefen kunne holde en tale til besætningerne.

Der blev givet signal til klart skib, dvs. man skulle gøre sig parat til kamp, og der blev givet ordre til

at spise frokost, i dette tilfælde ikke rugbrød med pålæg, men ærtesuppe.

Skibene blev kommanderet i kølvandsorden, dvs. i en linje efter hinanden. Sådan havde man gjort i

hundredvis af år under søslag.

Schwarzenberg affyrede slagets første skud, et at skuddene ramte Niels Juel.

Danskerne var stadig for langt væk til, at de ville begynde at skyde.

På kortet er markeret med rød pil positionen af de danske skibe og med den blå pil positionen af de

østrigske skibe. Danskerne sejler sydpå og østrigerne sejler mod nord.

Da flåderne er tæt nok på hinanden blæste trompetererne ”Charges” dvs. angrib. Alle kanoner

affyredes på samme tid. Herefter gik den enkelte kanonbesætning over til at skyde, når man havde

ladet kanonen og taget sigte. Det tog normalt 5 minutter at lade og sigte. Se ekstrafilm om

skudafgivelse fra Jylland.

På batteridækket blev der hentet krudt til kanonerne af de såkaldte ”krudtaber”. Det var

mindreårige drenge, der for hvert skud en kanon skød, skulle ned i bunden af skibet for at hente

krudt til ét skud.

Man turde ikke have for meget krudt tæt på kanonerne af sikkerhedshensyn.

Der var ca. 9 mand til hver kanon, af tegnetekniske årsager er der i filmen kun sat 5 mand på.

Fra rapporterne lavet efter slaget og fra nedskrevne øjenvidneberetninger har vi historier om

træffere på fregatten Jylland. Det er nogle af de historier, som er taget med i filmen. En af de første

træffere på batteridækket var ved kanon nummer 13.

Sårede og døde søfolk blev båret ned på dækket nedenunder batteridækket, kaldet banjerdækket.

Officerernes kahytter var blevet omdannet til operationsstue.

Fregatten Jylland havde i slaget 12 døde, 9 hårdt sårede(hvoraf nogle senere døde) og 21 let

sårede.

På øverste dæk, kaldet vejrdækket, handler nogle af historierne om skibsklokken og råberen:

En kanonkugle ramte skibsklokken og splinterne sårede og dræbte flere folk. I øjenvidneberetninger

tales om 5 dræbte, men det kan ikke bekræftes af tabstallene. En af de sårede er sygepasser Søren

Thrane. Han fik ødelagt sin kæbe af et sprængstykke fra klokken, og gennemgik senere i København

en for 1800-tallet enestående operation, hvor man genskabte kæben ud fra et af hans ribben. Han

blev dog svækket og invalid af sine sår og døde 8 år efter.

En af officererne på kommandobroen brugte en råber til at give ordre til rorgængeren om

kursændringer.

En kanonkugle slog råberen ud af hånden på ham, og han gik i dækning. Kaptajnen sagde, han skulle

rejse sig op igen. Officererne skulle være forbilleder for besætningen.

På batteridækket ramte en kanonkugle et af de jernbeslag, der holdt loftet oppe. Splinterne dræbte

flere og sårede andre. En dreng så at kanonmandskaberne holdt op med at skyde for at kunne se

det grufulde syn. Han begyndte at synge nogle linjer fra en kendt revysang. Den handlede om en

slagtermester der hed Ferdinand Ludvigsen. En omrejsende fransk cirkus havde i 1830 i København

en stærk mand, der udfordrede de besøgende til en brydekamp. Ferdinand Ludvigsen var kendt

som en stærk slagsbror, men han måtte give fortabt overfor franskmanden, og han blev slået i

gulvet. I starten hånede publikum den slagne slagter, men pludselig prøvede publikum på at

opmuntre ham til at forsætte kampen ved at råbe ”På den igen Ferdinand”. Dette råb indgik senere

i en kendt revy-sang, og blev dermed et symbol på kampgejst.

Kanonbesætningerne sang med og snart efter var skydningen i gang igen.

Trompetererne, der blæste i deres trompeter, sørgede for at diverse ordre kom rundt i hele skibet.

En granat sprang lige udenfor en kanonport og et sprængstykke ødelagde trumpetdrengens ene

arm.

I traditionel søkrigsførelse anså man i 1800-tallet det, at kunne splitte fjenden kølvandsorden, som

en halv sejr. Både den østrigske og den danske ledelse vidste dette. Den østrigske flådechef, von

Tegetthoff, drejede direkte mod den danske linje i et forsøg på at splitte de danske skibe ad, for på

den måde bedre at kunne nedkæmpe dem.

Østrigerne begik flere fejl. Schwarzenberg sejlede for hurtigt, sådan at de andre skibe ikke kunne

følge med, og danskerne kunne derfor koncentrere al deres ild om Schwarzenberg, der fik så mange

træffere, at forsøget på at splitte den danske linje blev opgivet. De danske og østrigske skibe sejlede

nu med få hundrede meters mellemrum sydpå.

Ved kanon nummer 15 sprang en granat, sådan at løjtnant Giødesen blev ramt. Dog ikke dødeligt.

En drægtig(gravid) hund blev så forskrækket af eksplosionen at den fødte to hvalpe for tidligt. De

blev senere døbt ”Jylland” og ”Schwarzenberg”

Schwarzenberg fik efterhånden så mange træffere, at formasten brød i brand og

brandslukningsudstyret var også ødelagt af granater.

Der var fare for at hele skibet skulle bryde i brand, og østrigerne valgte at flygte ind på neutralt

farvand til den engelske ø Helgoland.

Den brændende mast savedes over for at slukke branden.

I ly af mørket flygtede østrigerne og de preussiske kanonbåde til den tyske havn i Cuxhaven.

Da danskerne fik meddelelse om, at man havde indgået våbenhvile i krigen, undlod de at forsøge at

nedkæmpe østrigerne. Danskerne sejlede til den norske by Kristiansand for at få pleje til de sårede

og for at begrave de døde.

Der har siden været delte meninger om resultatet af slaget. I Østrig blev Tegetthoff fejret som en

helt og den danske flådechef, Suenson, blev også fejret, da danskerne vendte tilbage til København.

Hvis man ser på tabstallet og på antallet af træffere, er der ingen tvivl om, at slaget var en succes

for danskerne. Man havde sendt et afgørende signal til Østrig og Preussen om, at man ville og

kunne forsvare de danske farvande, og at et forsøg på at erobre Fyn, Sjælland og København ikke

ville kunne lykkes. Det er efterfølgende kommet frem, at især de meget aggressive preussere gerne

ville have erobret hele Danmark. Blot 2 år senere gik Preussen i krig mod Østrig og 6 år senere

erobrede Preussen praktisk talt Frankrig.