Side 7 af 21 sider

1

5

10

15

20

25

Hævnen er en ret, der bedst serveres kold

ROBERT ZOLA CHRISTENSEN

Hvad enten det er på et globalt eller lokalt plan, viser erfaringen, at hævn er en fundamental menneskelig kraft, der ikke nemt lader sig formilde.

EFTERÅRET 2011 stod en kendt model anklaget for at have udnyt-tet og bedraget en ensom, ældre mand med store personlige pro-blemer. Kvinden, der har fået tilnavnet Oddset-Janni efter sin medvirken i en række tv-reklamer for et spillefirma, skulle ifølge anklageskriftet sammen med to andre have gjort ham 3 millioner kroner fattigere i løbet af nogle få måneder.

Under de indledende retsmøder benægtede Oddset-Janni ethvert kendskab til de mange udtræk og pengeoverførsler på mandens konti, men politiadvokaten havde ualmindelig gode arbejdsbetingel-ser, og det havde han takket være Jannis eksmand, Kim Christen-sen. Domfældelsen i Københavns Byret var noget nær en formssag. Kim Christensen leverede nemlig bevismaterialer i form af en lang række temmelig belastende lyd-optagelser, han selv havde lavet. Igennem et længere tidsrum hav-de han ringet Oddset-Janni op og optaget deres samtaler. En intet-

anende Janni, og efter lydfilerne at dømme også ganske snalret, fortæller for eksempel, hvordan de bedøver den ældre mand med medicin og kører ham rundt i en rullestol til forskellige butikker, mens de lænser hans kreditkort. Under et andet telefonopkald for-tæller hun grinende, at hun netop er kommet hjem fra en dyr ferie-rejse betalt af den venlige gamle mand. Det meste af tiden sad han alene på hotelværelset med en fla-ske whisky i skødet, mens hun lå på stranden.

Men hvad i alverden får Kim Christensen til at udtænke og iværksætte en fælde for sin tid-ligere kone, der mere eller min-dre ødelægger hendes liv? Hun ender med at blive idømt et år og ni måneders fængsel, og tak-ket være, at hendes eksmand har gjort sig den ulejlighed at forsyne Ekstra Bladet med optagelserne, er hun i dag kendt i den danske offentlighed som en paria.

HÆVN. Det handler naturlig-vis om hævn. Slet og ret. Det er ikke, fordi Kim Christensen selv får noget ud af det, for det får han jo egentlig ikke. Og det er måske i virkeligheden hadets inderste væsen. I modsætning til de øvrige styrende principper for den men-neskelige adfærd, som f.eks. sek-sualdriften, viljen til magt, ønsket om rigdom osv., fremstår hævnen som en helt igennem negativ, svi-dende kraft, der udelukkende har det formål at påføre andre psy-kisk eller fysisk ondt. Bevares, det bliver gjort med henblik på at genoprette en eller anden oprin-delig balance, men nogen gevinst for den, der tager sin hævn, udlø-ser det jo ikke. Den forsmåede Kim Christensen har udtalt, at Oddset-Janni under deres ægte-skab var notorisk utro, og det er blot det, han nu tilbagebetaler.

Kim Christensen kan jo sådan set ikke være i tvivl om, at opta-gelserne også ville ramme deres

Tegning: Per Marquard Otzen

30

35

40

45

50

55

60

65

70

75

80

Tekst 2

Robert Zola Christensen: ”Hævnen er en ret, der bedst serveres kold”Kronik, Politiken, 8. september 2013

Side 8 af 21 sider

to fælles børn, og at hans hand-linger stiller hans eget mislyk-kede liv til skue, men det er ikke atypisk, at hævntørsten kan vok-se sig så stor, at vi end ikke går af vejen for at påføre os selv og vores nærmeste stor skade, blot det medfører tilstrækkeligt med smerte for offeret.

I få tilfælde antager hævnen ubærlige dimensioner. Det kan godt være, jeg ikke skal have dig, men nu har du ødelagt mit liv, så nu er det min tur til at ødelægge dit, og nu går jeg efter det, du har allermest kært. Vi genkalder os Euripides’ Medea, der slår sine to elskede sønner ihjel for at ramme den mand, der har forladt hende. Det græske drama finder desvær-re også sit modsvar i den virke-lige verden.

21. JULI 2005 på Brombærran-ken i det østlige Odense besøger den 37-årige reserveofficer Bjørn Schaap sidst på formiddagen sin ekskone og deres fælles søn, fordi det er sønnens femårs fødsels-dag. Med sig har han 1 kg plastisk sprængstof, som han detonerer inde i huset. Ved eksplosionen dør Bjørn Schaap og sønnen Marc. Bjørn Schaaps 27-årige ekskone bliver meget hårdt kvæstet reddet ud af huset af et par naboer, der kom-mer løbende til efter eksplosio-nen. Motivet for drabet viser sig senere at være jalousi, fordi eks-konen har fundet en ny kæreste.

Det bemærkelsesværdige ved hævntørsten er, som det også fremgår af historierne herover, at nok kan den formørke vores sind, men det udelukker ikke, at den, i modsætning til den impulsive affekthandling, kan være lang-som og tålmodig. Hamlet var for eksempel parat til at løbe omkring og spille tosset i årevis, før han gengældte sin far i et blodbad.

Vi kan sagtens gå omkring med en stor portion opsparet aggression, planlægge og vente på det helt rigtige øjeblik, før hæv-nen så bliver eksekveret. ’Hæv-nen er en ret, der bedst serveres kold’, lyder et siciliansk ordsprog.

HÆVNEN suger næring af de laveste og mest primitive følel-ser, og derfor forbinder vi den gerne med for-tiden og de kul-turer, som vi betragter som temmelig under-udviklede. Hævn? tænker vi. Er det ikke noget med de gamle islandske slægtsfejder. Jo, det er rigtigt. I eddadigtningen og saga-erne finder vi malende beskrivel-ser af, hvordan løftebrud, bedra-geri, æreskrænkelser og alt muligt andet kunne anstifte voldsomme fejder mellem nybyggerne i land-namstiden i 900- og 1000-tallet. I et land uden vedtagne love at navigere efter havde blodhævnen særdeles gode livsbetingelser, og når den først var brudt ud, var den vanskelig at stoppe igen. I de stærkeste historier fra den tid – dem vi finder i ’Sturlunga’ – bli-ver hele egne lagt øde, fordi riva-liserende klaner tyndede geval-digt ud i hinandens medlemmer.

SÅ VIDT i fortiden, men også i dag i isolerede egne, hvor de lokale sætter en ære i selv at udrede stridsspørgs målene på en mere kontant facon, finder vi rester af den gamle hævnpraksis. Det gælder f.eks. på den bjergrige og uvejsomme ø Korsika, hvor de ikke alene streger de franske bynavne over, så kun den korsi-kanske stavemåde kan læses, men også fra tid til anden stikker kni-ve i hinanden, før de skjuler sig på øens vildtbevoksede skrånin-ger for at undgå vendetta.

I det nordlige Albanien er det i hjemmet, mændene gemmer sig, når en klanfejde bryder løs. Her blev blodhævnen ellers holdt nogenlunde nede under det kom-munistiske diktatur, men den blussede så op igen, da styret fald ved indgangen til 1990’erne.

Ifølge det mere end 500 år gamle albanske æreskodeks, kanun, skal blod betales tilbage med blod mand og mand imel-

lem, og det er helt i orden at myr-de enhver person af hankøn, hvis vedkommende har gjort sig for-tjent til det og ellers er i stand til at holde på et jagtgevær. Der er dog et sted, mændene har et fri-sted og helle i den albanske tradi-tion, nemlig boligen. Mens kvin-derne forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, sidder de fredløse gamle mænd hjemme i stuerne og spiller kort, og de unge sidder på deres værelser og spiller computerspil.

På dansk grund ser vi i nyere tid disse primitive hævnkræfter få frit spil i bandeopgørene, hvor præsidenter, høvdinge, menige og en uoverskuelig flok medlø-bere forvandlede det danske sam-fund til deres helt private krig i 1980'erne og 1990'erne.

Under den store nordiske rock-erkrig bølgede slaget frem og tilbage for så at kulminere 6. oktober 1996, da Hells Angels’ rockerborg i Titangade på Ydre Nørrebro blev ramt af en panser-værnsraket. I fæstningen er der samlet over 100 mennesker til vikingefest. To bliver dræbt og adskillige såret. Undersøgelser af affyringsrøret afslører senere, at raketten stammede fra et indbrud i et svensk våbenlager, som riva-lerne Bandidos var mistænkt for at stå bag.

SELV OM VI kan være tilbøjelige til at se begæret efter gengældel-se som en inhuman og primitiv følelse, forsvinder den jo ikke af den grund – ja, spørgsmålet mel-der sig, om ikke den lever i bedste velgående lige under overfladen også i vores oplyste og moderne del af verden?

Når din utålelige kollega én gang for meget har glemt dig på malinglisten, begynder du måske at bestille kosmetikserier, have-nisser, potensmidler og alt muligt andet i idiotens navn. Eller når din ellers gode nabo nægter at fælde sine høje birketræer, der tager al udsigten. Han har kun sig selv at takke den nat, æbler og brændeknuder falder ned gennem drivhuset.

Nu har du øde-lagt mit liv, så nu er det min tur til at øde-lægge dit, og nu går jeg efter det, du har allermest kært

85

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160

165

170

175

180

185

190

195

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

255

Side 9 af 21 sider

Men det er ikke det hele. Vi går som regel ud fra, at vores civili-serede retssystem, som vi kender det i dag, har afløst den tøjles-løse hævnpraksis, vi har behand-let herover. Men faktum er, at det står indskrevet i lovgivningen, at strafferammen skal modsvare borgernes retsbevidsthed. Ønsket om en eller anden form for tilba-gebetaling er i virkeligheden en del af straffens inderste væsen. Når spritbilister frakendes køre-kortet, er det ikke kun for at holde dem væk fra vejene, men også fordi de skal mærke, at de har for-brudt sig mod vedtagne regler. Det handler om at tage en rimelig og balanceret hævn, og det, der betales tilbage med, er tid og pen-ge. Fængselsstraffe og bøder.

Det synes altså at være et kon-stitutivt træk hos os mennesker, at vi gerne ser, at retfærdigheden sker fyldest, selv om kriminolo-ger og sociologer ofte pointerer, at det ikke nytter noget at spærre folk inde, og at alle de udgifter kunne være brugt på svømmehal-ler og offentlige transportmidler. Det er bare ikke det, det handler om. Det er meget muligt, at en vaneforbryder ville have bedre af at blive sendt af sted på et skole-skib til Caribien i et par måneder, men det kan han godt glemme.

11. SEPTEMBER 2001 stiger en håndfuld arabisk udseende mænd om bord på fire amerikanske rutefly med hobbyknive til 5 kro-ner stykket, og med dem sprætter de det store land op på en formid-dag. To af de kaprede fly brager ind i hver sit World Trade Center-tårn, det tredje rammer Pentagon, og da passagererne sætter sig til modværge i det fjerde fly, styr-ter det ned på en mark uden for Shanksville i Pennsylvania.

Da daværende præsident George W. Bush efterfølgende går på nationalt fjernsyn, beklager han først tabene, hvorpå han lover at revanchere den stolte nation, og i dagene, der følger, bliver der yderligere skruet op for hævnre-

torikken: Make no mistake: The United States will hunt down and punish those responsible for these cowardly acts. Og som sagt så gjort. En måneds tid sene-re fører USA og Storbritannien an i en regulær krig mod Talebanregimet, der har som målsætning at ryge Osama bin Laden ud af en af de huler i Nord-afghanistan, han menes at gemme sig i.

I DELE AF den amerikanske offentlighed blev 11. september set som et uforståeligt anslag mod den frie og civiliserede verden, og igen og igen blev spørgsmå-let rejst: Hvorfor hader de os? I et hævnperspektiv, og nu nærmer vi os den dynamik, der udgør kri-gens inderste væsen, lyder sva-ret, at der er tale om kulminatio-nen på en given-igen-spiral, der har eksisteret og stadig eksisterer mellem den muslimske og den vestlige verden. 11. september er, set med fundamentalistiske øjne, en behørig gengældelse for den magtfuldkommenhed, USA har udvist rundt omkring på klo-den. Den verdensomspændende krig mod terror er ikke en klas-sisk en af slagsen, der udspiller sig på slagmarker mellem store hære. Det er mænd med bombe-bælter, som leger gemmeleg med et Vesten, der med sit højteknolo-giske isenkram forsøger at spotte faren, før det går galt. Men i sin grund har den som alle andre kri-ge gengældelsen som den flam-me, der sætter ild til diplomatiet og de fredelige politiske tiltag.

DENNE KRONIK synes at for-midle det budskab, at hævnen ikke alene er en fundamental menneskelig kraft, men også af en sådan karakter, at den stort set ikke lader sig formilde.

Det er imidlertid ikke nød-vendigvis tilfældet, for du kan jo også slet og ret tilgive din fjende – ja, det er måske i virkeligheden den eneste måde, når det kom-mer til stykket, du kan få styr på dig selv og komme videre med dit liv på. Det er i hvert fald, hvad de fleste tænkere udi hævn og tilgivelse, fra Søren Kierke-gaard over Hannah Arendt til Jacques Derrida, kan blive enige om, og de moderne terapeuter og livscoaches, der beskæftiger sig med emnet, og dem er der ikke så få af, er i øvrigt inde på samme linje: Kun hvis du er i stand til at tilsidesætte hævnimpulsen, kan du frisætte dig selv og se fremad. Hvor George W. Bush efter kata-strofen i New York 11. september 2001 udtalte: »Vi vil jagte jer for at få hævn«, sagde den norske statsleder Jens Stoltenberg efter katastrofen i Oslo og på Utøya 22. juli 2011: »Vi vil gengælde med demokrati, åbenhed og tole-rance«. Og jeg synes, vi skal lade Jens Stoltenberg få det sidste ord.

11. september er, set med fundamentali-stiske øjne, en behørig gen-gældelse for den magtfuld-kommenhed, USA har udvist rundt omkring på kloden

260

265

270

275

280

285

290

295

300

305

310

315

320

325

330

335

340

345

350

355

360

365

370

375

380

385

390

395