Kulturmødet 2013 - Grønbog

Samtalen fortsætter– en grønbog

”Kulturmødet 2013 - samtalen fortsætter”© Kulturmødet november 2013Redaktionskomite:Niels Otto DegnClaus SvenstrupRedigering og manuskript: Evanthore VestergaardØvrige bidragydere:Line Svenstrup BergerSimon Cens JensenFotos: Lars DahlLayout: Frederik Stoltze Tryk: TypoGraphic A/SFotos og citater kan anvendes frit i forbindelse med omtale af Kulturmødetog ved kildeangivelse og kreditering af fotograf Lars Dahl”Kulturmødet 2013 - samtalen fortsætter” er udgivet som e-bog hos SAXO.com. Bogen kan endvidere købes ved henvendelse til [email protected]. Pris 30 kr.

Arrangører

Sponsorer og samarbejdspartnere

Dronningens Erindringsmøntmidler

Mors i Billedet

Indhold

Om denne bog side 3Kulturmødet 2013 - videre til 2014 side 510 anbefalinger fra Kulturmødet side 7Kulturmødet Samtale side 9Problemer Udfordringer side 37Ris og ros til Kulturmødet side 40Kulturmødet Oplevelse side 43Kulturmødet 2014 Optakt side 46Bag Kulturmødet side 46

Om denne bog

”Grønbøger og hvidbøger er høringsdokumenter. Der uarbejdes flest grønbøger, og de er mindre omfangsrige

end hvidbøger. Grønbøger fungerer som diskussionsgrundlag og analyserer det pågældende område med henblik på at

starte en høring om emnet”.

Sådan definérer EU begrebet grønbog. Og det passer lige ind i Kulturmødets idé. Kulturmødet er nemlig ikke blot en diskussionsklub for fein-schmekere, men et folkeligt, demokratisk pro-jekt, der skal holde kulturdebatten i live og kva-lificere den overalt og altid. Kulturmødet kan på den måde sammenlignes med de olympiske lege. Olympiaden er tiden mellem legene, medens de olympiske lege er kulminationen. Tiden mellem kulturmøderne er mindst lige så vigtig som de 48 timer i august, hvor vi mødes til samtale og oplevelse på Mors.

I mellemtiden mødes vi på de sociale medier. Kulturmødet lægger hus til samtalen på Face-book og Twitter - og til oplevelsen på Youtube og Instagram. - Bland dig ad disse veje.

I mellemtiden mødes vi også i virkeligheden. Kulturmødet lægger op til et stort program, vi kalder Kulturmødet Optakt - med samtale-fora rundt om i landet, undervisningsmateriale til skoler og gymnasier, vejledninger til højskoler, biblioteker og meget mere (se herom senere). Den bog, du læser nu, er en del af Optakt-ma-terialet. En vigtig del, fordi meningen er at føre samtalen fra Kulturmødet 2013 på Mors vide-re. De følgende sider er et koncentrat af Kultur-mødet 2013’s syv samtaler.

Redigeringen er sket på basis af videooptagel-ser fra Kulturmødet Samtale. Principperne har været følgende: det meget anekdotiske med mange eksterne referencer er udeladt med mindre det er stærkt relevant. Talesproget er ændret til delvist skriftsprog. Gentagelser, tomgang, ekskurser, proklamationer og helt irrelevante bemærkninger er udeladt. Formen af referatet er forskellig fra samtale til samta-le. Hvis du vil opleve debattens ping-pong og mere redundans, så har du mulighed for det via denne QR-kode:

Samtalen fortsætter | 003

004 | Kulturmødet 2013

Kulturmødet 2013 - videre til 2014

22. til 24. august 2013 summede Nykøbing Mors af kunst og kultur.Morsø Kommune og Region Nordjylland havde inviteret hele Kultur-Danmark til historiens første Kulturmøde. En national begivenhed, der foregår lokalt. I 48 timer drøftede kunstnere, kulturfolk, erhvervs-folk og politikere aktuelle problemer i dansk kulturliv. Et stort publikum - både lokale, regionale og personer fra det øvrige Danmark - overværede debatterne, men var også flittige debattører fra salen. Debatterne var livlige, engagerede, fokuserede og blev kvalificeret af tre kompetente moderatorer.

Kulturmødet sluttede ikke lørdag 24. august 2013 kl. 15. Samtalen fortsætter rundt om i landet i folkelige forsamlinger, på skoler, biblioteker, kulturelle organisationer m.v. Kulturmødet er en lø-bendesamtale.

Kulturmødet er politisk i dén forstand, at det gerne skal føre til handling. De mange ord skal mun-de ud i konkrete idéer, som dansk kulturliv kan høste af og bruge. Denne ”grønbog” er et bidrag til at komme videre - et oplæg til fortsat samtale.

Vi håber, at den folkelige debat fortsætter. Vi håber, at dansk kulturliv tager imod de gode råd og de udfordringer, der findes i bogen - og som altså udsprang af Kulturmødet 2013. Og vi ser frem til at møde dansk kulturliv igen i Nykøbing Mors 21. til 23. august 2014.


Lauge LarsenBorgmesterMorsø Kommune

Ulla AstmanRegionsrådsformandRegion Nordjylland


10 anbefalinger fra Kulturmødet

De fleste ved vist, hvor komplekst og mangfoldigt dansk kulturliv er. Og dermed kulturdebatten. Man kan naturligvis ikke komme hele vejen rundt og helt ned og op på 7 x 2 timer, ligesom et nok så kvalificeret panel af kulturaktører og kulturbrugere aldrig rigtigt kan indfange substansen i det, der kaldes dansk kulturliv.

Men på Kulturmødet 2013 kom de 57 paneldeltagere og de ca. 2.500 i salen - og 4.000 på Nettet - nu alligevel et godt stykke. Kulturmødet ”vover det ene øje” og peger på nogle centrale elemen-ter og synspunkter i debatten, som måske kan inspirere til yderligere debat og dermed varme op under Kulturmødet 2014. Anbefalingerne uddybes side 37.

1) Kunst og kultur skal tænkes ind bredt samfundsmæssigt, politisk og erhvervsmæssigt.Kunst og kultur skal ikke betragtes som ”flødeskum”, men som rugbrød, som en nødvendighed for samfundet og det enkelte menneske.

2) Kunst og kultur skal betragtes som investerings-muligheder, ikke understøttelse. Det er forlængst anerkendt, at kunst og kultur kan ”betale sig”. Med sin omsætning på 200 mia. kr. er kunst og kultur en væsentlig finansiel faktor i samfundsøkonomien.

3) Niveauet for den daglige kunst- og kulturdebat bør hæves. Man kunne passende se til lande som Frankrig og Tyskland, hvor økonomi udgør en mindre del af debatten og hvor kunsten som kunst har højere prioritet i den daglige debat.

4) Kunst og kultur bør tænkes ind i et stort dannelses-projekt, som rummer og rammer alle.Kunst og kultur ”er der ikke bare”. Børn og unge skal præsenteres for kunst og kultur såtidligt som muligt og have mulighed for at udøve kunst. Alle skal have lige adgang til kultu-relle og kunstneriske oplevelser og udførelser.

5) Kunstens og kulturens egen-værdi bør være et grundliggende samfunds-vilkår. Selvom kunst og kultur bør være et grundliggende samfundsmæssigt og grundliggende vilkår, har de særlige egenskaber, som skal respekteres og som ikke kan sammenlignes med andet.

6) Kunstneriske og kulturelle institutioner skal samarbejde mere - og mere bredt.Ikke blot sammen, men også sammen med erhvervsliv, andre offentlige og private institutioner og innovative instanser. Community Foundation bør tilpasses den danske virkelighed.


7) Der bør samarbejde mere og bedre lokalt om kunst og kultur.- både for at udnytte de økonomiske og de menneskelige ressourcer bedre. Kunst og kultur kan ”løfte” lokalsamfundet og skabe både materiel og menneskelig merværdi og vækst på steder, der har behov for det.

8) Kunsten og kulturen skal i højere grad se sig selv som værende i verden - ikke tilsku-er til den.Kunsten skal integrere sig i og med dagligdagen, samfundsinstitutionerne, politikkerne.Selvom kunstneren ikke kan tilpligtes egentlig politisk stillingtagen bør kunsten og kunstneren være engageret i omverdenen og levere løsningsmuligheder som alle andre.

9) Kunstnere og kulturelle institutioner skal rejse ud og udveksle, men Danmark bør også bruge ressourcer på i højere grad at tage verden ind. Det internationale samfund har brug for samarbejde, løsninger og initiativer i en tid, hvor meget truer. Ligesom Danmark som nation har et ansvar her, har dansk kunst og kultur særlige opga-ver.

10) Kunsten skal ud af institutionerne - ud på ”torvet”, hvor den befandt sig tidligere. Indtil for 200 år siden var det kunsten, der opsøgte mennesket. Det ændrede koncertsale, muse-er m.v. på. Kunsten skal igen være opsøgende og til stede i menneskers hverdag.


Kulturmødet Samtale

Resuméer af Kulturmødets 7 store debatter

Torsdag 22/8-2013 kl. 16.00

Hvor er kulturen? Og hvordan?

Hvilket kulturliv ønsker vi os? Samtalen handler om, hvordan de traditionelle kulturaktører og -institutioner kan forny sig, om hvordan nye aktører kan ”lukkes ind”, om uddannelsers og forsk-ningens betydning for kulturlivet, om at sikre talentudvikling og vækst, om at vælge eller fravæl-ge det rabiate og radikale. Kort sagt: Hvor vil vi hen? Og er vi på (rette) vej?Moderator: Clement Kjersgaard

Debattører:- Marianne Jelved, kulturminister- Ulla Astman, regionsrådsformand- Lauge Larsen, borgmester- Erik Bach, komponist- Gitta Malling, leder, Limfjordsteatret- Lone Dirckinck-Holmfeld, dekan Aalborg Universitet- Flemming Møller Mortensen, formand Folketingets Kulturudvalg- Alex Ahrendtsen, Folketingets Kulturudvalg- Marie Thams, kunstner og formand for Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK)

Deltagerne bliver først spurgt, hvilket kunstværk, der senest har provokeret dem. Hermed tages afsæt til spørgsmålet: Skal kunst provokere for at være god? Og dermed få adgang til offentlig støtte.

Næsten alle referérer til en udenlandsk kunst-oplevelse, nogle af dem dog med dansk islæt.

Der er grundlæggende enighed blandt samtalens politikere om, at de slet ikke skal give sig af med at definere kunst, endsige ”god kunst”. Politikernes opgave er at sikre rammer for kultur og kunst og så må producenter og brugere definere indholdet. Kunst-oplevelsen er en individuel sag.

Der hersker en del usikkerhed om begreberne kunst og kultur, der bruges i flæng. En deltager mener, at kunst og kultur er bedst ”når den foregår i borgerens hjem og hjerte” og giver som ek-sempel musikskoleeleven, der kommer hjem og spiller Mozart eller Kim Larsen og dermed lokker


familien med til koncert. En anden, at kunst bl.a. handler om relationer mellem mennesker, hvor-for kunst er vigtig. Et synspunkt er, at kunst kan være provokerende på en måde, så den sætter sig i erindringen. Det er en værdi, fordi den kan forbinde fortid og nutid og gøre, at vi kan skabe noget monumentalt - vel forstået sådan, at det kan sætte spor i fremtiden.

Der er taget udgangspunkt i offentlig støtte, så samtalen kommer hurtigt ind på kroner og ører.

En musikskoleelev får 800 kr. i offentligt tilskud om året. Der gives meget mere til ”eksperimente-rende, provokerende kunst”. Det skaber ubalance. Der bruges 280 mio. kr. årligt til kultureksport. De penge kunne i stedet bruges til kulturtilbud, der når ud i hjemmene.

Tilskud til kunst og til dannelse af børn og unge skal ikke blandes sammen. Men lige som kunsten skal have rimelige vilkår, så skal alle de æstetiske fag have lige muligheder, og det arbejdes der på i forbindelse med den nye skolereform. Kunsten og dannelsen hænger sammen. Når børn skal præsenteres for kunst, skal der være kunstnere til at producere og præsentere den. Man skal ikke tage penge fra kunsten, for så kan den ikke udvikle sig.

Måske bør vi have en kulturpolitik, der i højere grad er en dannelses-politik, end en understøttel-ses-politik...?

At leve af kunst

En stor del af samtalen kommer til at handle om kunstnerens levevilkår og livsløn. Kunstnere har en chokerende lav livsløn og det fjerner incitamentet for at holde fast i sin faglighed og udvikle sig. På den anden side findes der i ”systemet” mange muligheder for at sammensætte en løn som kombination af skabende kunstner, formidler m.v. som gør, at kunst og kultur kommer ud i hvert eneste sogn i landet. Også et hav af foreninger medvirker til dette.

Alligevel er der mange kunstnere, der går død i en masse bi-arbejde, der ikke har med kunst at gøre - eller løber sur i understøttelses-ordninger, der gør det umuligt at koncentrere sig om det kunstneriske.

Kunne man forestille sig, at de første 100.000 kr. en kunstner tjener, gøres skattefri? Det sker vist i Holland og Irland.

Nej, svarer politikerne. Man kan ikke have særlige ordninger for enkelte faggrupper. Hvorfor skulle det ikke gælde for en sygeplejerske eller lærer? De er jo heller ikke garanteret livslang løn.

Hvis der ikke er penge til en ordentlig livsløn til kunstnere, er det så ikke fordi der er for mange kunstnere?


Sådan kan det ikke stilles op. Der er snarere for få kunstnere. Men i befolkningen hersker der en forestilling om, at man bliver kunstner fordi man ikke kan lade være. Sådan er det ikke. I hvert fald er der mange kunstnere, der opgiver, fordi de netop ikke kan leve af det. På den anden side uddannes der mange kunstnere, men ikke for mange. Det at blive kunstner er et frit valg. Det er et liberalt erhverv, hvor man selv bestemmer hvilken uddannelse og hvilket job, man vil have.

Måske skal man mere se på kunst som en merkantil størrelse. Der er da også tendenser til at tale om kunst som investering, om kultureksport m.v. Men behandles kunst økonomisk set på lige fod med andre produkter?

Salg af dansk litteratur i udlandet indbringer 300-400 mio. kr. mere, end litteraturen støttes med. Og dansk film er én af de største eksport-succes’er gennem de seneste årtier. Men overskudene fra litteratur og film går i alle andre lommer, end kunstnernes.

Politikerne pointerer igen, at der findes mange gode støtteordninger og at dansk kulturpolitik er bredt funderet i folketinget og det skal vi være glade for.

Kassetænkning ud - partnerskaber ind

Det er svært at være kunst- og kulturadministrator i dag. Der tænkes for meget i kasser. Vi har ministerier for erhverv, sundhed, uddannelse, kultur etc. Hvorfor ikke droppe alle disse ”kasser” og tænke det hele mere sammen? Kultur og kunst bør være overalt.

Man kan naturligvis ikke give alle områder lige mange penge, men man kan godt inspirere til at tænke kunstnerisk og kulturelt rundt omkring. Selve den kunstneriske måde at tænke på kan bru-ges i mange sammenhænge.

Kunst bruges nu mange steder. Et eksempel er hospitalerne, der formelig bugner af kunst på gangene. Men man kunne godt inspirere til, at kunst kommer mere ud på arbejdspladserne, men man kan ikke bestemme, at sådan noget skal ske.

En mulighed er partnerskaber, som vinder meget frem. Umiddelbart er partnerskabet mellem erhvervsliv og kunst ved at være dagligdag, ligesom partnerskab mellem kunst og offentlige institutioner har været det i mange år. Partnerskab mellem kunst og skole er ved at udvikles ligesom partnerskab mellem kunst og uddannelse er på vej.

Kunst kan bruges mange steder. Inden for de produkter, der baserer sig på oplevelsesdesign er kunst en god mulighed. Og partnerskab mellem kunst og videnskab kan give gode resultater.


Kunst handler også om processer, nye måder at betragte tingene på og alternative løsnings-muligheder. Også kunst og sundhed som partnerskab rummer mulighed. Der findes mange kunst-terapier, f.eks. inden for musik, der peger på helende processer, som kan være effektive.

Det er meget vigtigt for denne partnerskab-tænkning, at kunsten får den plads, den skal bruge. At man hele tiden har kunsten som kunst som udgangspunkt, når kunst indgår partnerskaber. Hvis kunsten bøjes eller underlægger sig, mister den sin effekt.

Dette er et koncentreret, redigeret referat af samtalen ”Hvor er kulturen? Og hvordan?”. Der blev sagt meget mere og talt om meget andet.

Oplev hele samtalen via www.kulturmoedet.dk.

Torsdag 22/8-2013 kl. 19.00

Hvem skal nu betale?

Vi kommer ikke uden om penge. De store fonde er afgørende aktører i dansk kulturliv - ligesom det offentlige. Store virksomheder kommer mere på banen. Har de et særligt ansvar for kunsten og kulturen? Og hvad sker der, når man tænker kunst og kultur ”kommercielt”? Hvad med den enkelte kulturbruger - skal vi i højere grad selv betale gildet?Moderator: Christian Have

Debattører:- Carsten Holst, leder af den Vestdanske Filmpulje- Christian Stadil, innovator og virksomhedsejer- Lars Enevold Pedersen, direktør og formand for OplevVækst- Michael Metz Mørch, bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen og Utzon Center A/S- Ole B. Sørensen, udvalgsformand Region Nordjylland- Preben Stæhr, virksomhedsejer og initiativtager til KulturInvest Himmerland- Steffen Nørgaard, direktør for Spar Nord Fonden- Søren Kaare-Andersen, direktør for Bikubenfonden- Walther Mikkelsen, kulturudvalgsformand og Kulturaftale Nordjylland.

Præmissen er, at der ikke kommer flere penge fra det offentlige. Kan man forestille sig, at fonde og virksomheder ligefrem driver kulturelle institutioner?

Søren Kaare-Andersen: Sagt lige ud: Hvis politikerne skærer på støtten, så gør vi også.


Kaare-Andersen oplister herefter forskellige grader af involvering fra fondenes side. Fra det at give penge, over det at være med-innovator og til selv at tage initiativet. Man kan måske godt forestille sig, at en fond drev en institution, men det helt afgørende er kompetencer, så i givet fald skulle man altså hyre folk ind til det.

Steffen Nørgaard er enig med Kaare-Andersen: ”Vi kommer ikke med flere penge, fordi politi-kerne skærer ned”. Antallet af ansøgninger til fonden er 3-doblet de seneste tre år og det er bl.a. fordi det offentlige skærer ned.

Kaare-Andersen introducerer begrebet katalytisk filantropi. Man tager en opgave på sig, og så udfører man den. Man vælger f.eks. at gøre noget for scenekunsten og så finder man på forskel-lige tiltag og finder nogle folk, der er gode til den slags og så går man i gang. Men det er jo ikke fondene, der laver kunst - de betaler! Adspurgt bekræfter Kaare-Andersen, at man gerne går ind i samarbejder med private virksomheder.

Stadil: tænk nyt!

Christian Stadil opfordrer til nytænkning. Man skal bort fra den gamle mæcén-tankegang. Når det f. eks. gælder drifts-virksomheder er støtte afhængig af at virksomheden tilføres en værdi. Et logo på plakaten er ikke nok. Man kan tilføre værdi på mange måder. Er det en design-virksom-hed kan man måske bruge kunstnerne - eller kunstens rum.

Stadil mener, at den offentlige støtte ikke tænkes op imod en overordnet vision for vores land. Man tænker heller ikke kulturstøtte op imod erhvervsliv. Kultur og erhverv er på mange måder det samme. Kulturlivet er en branche med 85.000 medarbejdere, der omsætter for 200 mia. kr. Man kunne tænke meget mere kommercielt. Tænke mere overordnet på, hvor vi vil vokse, hvor vi skal hen osv. Alt dette bør tænkes mere ind, når man afgør, hvad der skal støttes. Hvis Stadil skal støtte vil han gerne se en samlet, overordnet plan for landets fremtid, men den eksisterer ikke, mener han. Man skal tænke kulturen som et redskab, en løftestang, mener han.

Carsten Holst tager udgangspunkt i dansk films succeshistorie. Et godt eksempel på samarbejdet mellem offentlige og private midler. Men producenterne følger pengene, og det betyder at man-ge film optages i udlandet - i kunstens navn, ganske vist - men det var vel bedre at lægge penge-ne i Danmark med den brandingeffekt, omsætning osv. det giver. Film er en god investering. For hver krone, der gives, kommer der 3,90 kr. tilbage.

Preben Stæhr er erhvervsmand par excellence, men har de senere år arbejdet meget med og støttet kunst. Hans råd til kunsten er at skabe merværdi, udvide markedet. Til gengæld kunne


mange, f.eks. ingeniører, der tænker ret firkantet og ikke særlig kreativt, få nytte af kunsten. De tænker ikke kunstnerisk, men de udgør et stort nyt marked for kunstnerne. Stæhr fortæl-ler om et initiativ, hvor en snes erhvervsfolk én gang månedligt mødes kl. 7-9 om forskellige kunstoplevelser. Meningen er at flytte kunstnerens kreative hjernehalvdel over i erhvervs-folkenes firkantede hjernehalvdel - erhvervslivet skal få øjnene op for, hvad det kan bruge kunsten til. Kreative kommunikationsfolk formidler idéerne, mulighederne og resultaterne bredere ud. Region Nordjylland støtter foretagendet.

Nørgaard minder om, at de ”firkantede” hjerner også kan hjælpe de ”krøllede” hjerner. At kunst også kan lære af erhvervslivet. Han har gode erfaringer med samspillet og samarbej-det og mener, at kunsten gerne må tænke en lille smule mere kommercielt. Sådan kan mid-lerne ofte udnyttes bedre.

Michael Metz Mørch gør opmærksom på, at et sted at begynde er at bruge de penge, der er, på en mere bevidst måde. Alligevel påstår han, at det er let at finde flere penge. Vi skal ud af de kasser, både politikere, kunstnere og erhvervsfolk ofte tænker i. Brede kulturbegre-bet ud og pege på nytteværdien af kunst for f.eks. sundhed, uddannelse og forskning. I de områder er der jo mange penge. Vi skal lære at tænke på tværs - det er i gråzonerne, pen-gene ligger.

Det offentlige vil meget gerne arbejde sammen med private fonde og erhvervslivet, siger Ole B. Sørensen, men er lidt bekymret, når Stadil siger, at hvis det handler om større pro-jekter, hvor virksomhederne skal ind i driften, skal der være overensstemmelse mellem virk-somhedens værdigrundlag og det, der støttes.

Lars Enevold Pedersen siger, at det er passé, at erhvervslivet giver penge til det kulturelle produktionsapparat og driften. Nu handler det om at støtte og rådgive om kompetenceop-bygning, forretningsplaner, digitale kompetencer, eventudvikling, marketing m.v.

Det er i tråd med fondenes ønsker. Kaare-Andersen fortæller, at man ikke ofrer mange mi-nutter på en ansøger, der bare beskriver sit projekt og siger, at det vil han gerne lave. Man efterspørger, hvordan et projekt kan udvikles, hvordan der kan inddrages andre, skabe nyt, bidrage til en forandring i samfundet. Et andet vigtigt aspekt ved at støtte udvikling i stedet for drift er, at man vil have det offentlige til at forpligte sig på at følge op med drift.

Sagen er, indføjer Sørensen, at regionerne lovgivningsmæssigt ikke må bidrage til drift, men alene udvikling. Og det gør vi meget gerne sammen med erhvervslivet. Det sker allerede.

Stadil erindrer om, at man skal huske avantgarden i hele denne snak om drift. Avantgarden


skal også betragtes som redskab, løftestang, grundforskning, som vi skal leve af på sigt. Dogme 95 er et godt eksempel fra filmens verden. Men det er statens opgave at sørge for dette område.

”Kulturel ansvarlighed”

Salen spørger, om man ikke kan forestille sig, at ligesom virksomheder arbejder med social ansvarlighed kunne man have en dagsorden om at sikre et godt kulturliv, en form for kulturel ansvarlighed, som har længere perspektiv, end at støtte en event eller udvikling.

Kaare-Andersen bemærker, at hans fond faktisk bruger penge på f.eks. projekter for udsatte børn og unge, fordi man tror, at kultur kan være en social løftestang. Kultur kan meget mere, end vi tror. Og påpeger så lige, at der er lovgivnings- og skattemæssige grunde til, at man ikke kan støtte et projekt ud over fem år. Men at der faktisk findes fonde, der støtter drift.

Mørch: I USA, som er foregangsland hvad angår privat støtte, etablerer man typisk en fond i forbindelse med nye projekter. En fond med mange penge, hvis afkast så kan sikre driften fremover. I USA har man også ”community foundations”, hvor man samler lokale kræfter og midler om at udvikle kulturlivet. Det er ved at brede sig til Europa, f.eks. Italien, Polen og England. Jo større administrative enheder landene får, des vigtigere er det at udvikle og sik-re den lokale kultur - også med globale perspektiver. Det kan man sagtens gøre i Danmark. Slå kræfter og penge sammen lokalt i en stor fond.

Christian Have: Indtil nu har vi mest talt om markedsøkonomi i forhold til kunst og kultur. Men kan man ikke sige, at kunst og kultur er så basalt og vigtigt, at det simpelthen bare skal støttes?

Mørch mener, at det er vigtigt både at støtte det ”almindelige” kulturliv og avantgarden, grundforskningen. Politikerne sover lidt i timen, når de alene tager sig af at fordele penge og ikke samtidigt lægger op til en debat om, hvad der er det ”almindelige” kulturliv og avantgar-den og hvordan balancen mellem de to skal være.

Sørensen synes nu nok, han som politiker markerer nogle holdninger, f.eks. har han lige siddet i et politisk forum, hvor man diskuterede succeskriterier i forhold til kunst og kultur. Men han vil ikke være med til en benhård prioritering. Hellere lægge nogle rammer ud, som kunstnere og kulturaktører så skal udfylde.

Oplev hele debatten via www.kulturmoedet.dk


Fredag 23/8-2013 kl. 9.00

Hvor skal vi hen?

Hvem skaber kunst og kultur, og hvem forvalter den? En samtale om kulturlivets rollebesætning, om at arbejde på tværs, om at tænke ud af boksen, om at udvikles sammen og hver for sig - og om at prioritere midler og kræfter.Moderator: Clement Kjersgaard

Debattører:- Carsten Holst, leder af den Vestdanske Filmpulje- Flemming Møller Mortensen, formand Folketingets Kulturudvalg- Henrik Køhler, leder af Teatercentrum

- Alex Ahrendtsen, medlem af Folketingets kulturudvalg- Jørgen Pontoppidan, kulturudvalgsformand- Jørgen Smidt-Jensen, formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd- Lasse Andersson, lektor Aalborg Universitet


- Marie Thams, kunstner og formand for Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKU)- Ulla Tofte, direktør Golden Days og bestyrelsesmedlem for det Kgl. Teater- Ulla Astman, regionsrådsformand

Samtalen handler først om nye samarbejdsmuligheder og nytænkning på tværs af institutioner, kunstarter m.v.

I samtalens begyndelse opstilles en præmis, der handler om, at der er mindst tre lag i kulturlivet, der har forskellige vilkår og som agerer forskelligt på nytænkning. Dels de store, etablerede in-stitutioner, der har ressourcer og kraft til f.eks. at indgå samarbejder med erhvervslivet, dels det store lag af mindre institutioner, der bliver lidt klemt af udviklingen og endelig den enkelte kunst-ner, som kan have vanskeligt ved at sno sig i en tid, hvor begrebet oplevelsesøkonomi trænger sig på. Oplevelsesøkonomi forstået som alt det, der bevæger sig uden om det enkelte kunstværk og som er med til at skabe vækst og derfor har interesse for erhvervslivet.

Lasse Andersson mener, at man næsten skal være en Olafur Eliasson med en tegnestue og 80 ansatte for virkelig at kunne slå igennem i store samarbejdsprojekter. Én ting er at producere en masse flot kunst, men han har også et stort apparat omkring processen. Det er ikke realistisk at ret mange, der kommer ud fra Kunstakademiet kan den slags. For ikke at tale om alle de andre kunstarter.

Ulla Tofte mener, at kunsten er for meget styret af de rammer, der er sat op, men som nu er ved at smuldre. Det er sjældent, at et kunstværks inderste mening bliver ødelagt af at blive sat ind i en anden ramme, f.eks. digitalt. Man skal ikke være så nervøs for rammen - indholdet skal nok flytte med.

Jørgen Smidt-Jensen beretter om en anden udviklingsmulighed. 40 midtjyske museer har etab-leret sig med et firma, som skaber udviklings-samarbejder. Projekter, som små og mellemstore institutioner ikke kan klare, men som kan realiseres i fællesskab. F.eks. et selvbetjent, døgnåbent museum i Lemvig, som også erhvervsliv og det offentlige har været inde over. Tanken er ikke, at Midtjylland om nogle år har 10 museer i stedet for de nuværende 40, faktisk handler det om at bevare, men udnytte andelsbevægelsens idéer om i fællesskab at løfte opgaver, som den enkelte ikke kan.

Andersson beretter om et vellykket samarbejde mellem en etableret institution, Aalborg Symfo-niorkester, og en græsrod, kaldet Platform 4, der er gået sammen om at formidle musik på nye måder. Og har samlet hundredevis af unge til symfonikoncerter. Det handler ikke nødvendigvis om at centralisere, men om at finde nye samarbejdsformer og tænke vertikalt.


Flere på museer end til fodbold

Smidt-Jensen: Museerne er en succeshistorie. 13 mio. besøger dem hvert år - det overgåes kun af bibliotekerne, men museerne har et dårligt image, som noget støvet, og det støv kan man f.eks. ryste af sig ved at indgå samarbejde med andre kunstformer, f.eks. teater. Vi skal passe på ikke at tale os selv ned - 13 mio. er næsten 10 gange så mange som der går til fodbold.

Clement Kjersgaard: Men hvis man nu startede forfra. Altså ikke med udgangspunkt i det vi har, de gamle institutioner o.s.v. Ville man ikke få f.eks. et nyt digitalt museum, der var mere tidssva-rende? Er der ikke risiko for at hvis man bruger for meget på at bevare eller udvikle det gamle, spærrer man for det nye?

Tofte: De gamle institutioner har nogle fysiske rammer, som er svære at drifte, men som har store potentialer, hvis man kobler dem med nye innovationstanker. De gamle rum giver mulighed for at institutionerne kan rédefinere sig, ikke i forhold til sig selv, men til andre institutioner i kul-turlivet, og samarbejde med ikke blot kulturinstitutioner, men erhvervsliv, universiteter etc.

Andersson peger på nødvendigheden af at prioritere. Danmark har ”kun” 5 mio. indbyggere - det svarer til Hamburg-området. Skal alle områder i Danmark have den samme variation af kulturud-bud? Nej, der bør være nogle, der er så store, at folk søger til et område alene fordi det rummer et unikt kulturtilbud. Måske kunne vi også tiltrække folk helt udefra. Andersson tror, at den slags fyrtårne vil være vigtigere, end at spænde kulturen for erhvervslivets vogn og tro, at kunsten i sig selv kan skabe vækst.

Kjersgaard: Thams, er vi på vej mod et samfund, hvor mennesker oplever kunst i den digitale verden frem for den virkelige?

Thams: Folk er begge steder. Den digitale og den fysiske verden går hånd i hånd, hvis vi virkelig får det til at spille sammen.

Smidt-Jensen: Kunst- og kulturoplevelsen er social. Det er ikke mange, der går alene i teatret, biografen eller på museum.

Tofte: Nej, men vi taler altså om sociale medier. Unge sidder i teatret og fortæller samtidigt via facebook deres venner om oplevelsen. Der er ingen, der tror på det der med at sidde derhjemme alene og opleve kunsten via en gadget.


Kunst er dialog - og rugbrød

Henrik Køhler: Al kunst er i virkeligheden dialog. Vi skal hellere tale om kulturel kommunikation i stedet for kulturformidling. I teaterverdenen præsenterer vi nogle ting, som vi gerne vil i dialog om. Publikum er eksperterne, som stiller krav. Der tales om, at vi skal tænke mere vertikalt, men det er faktisk det, vi gør. Hele kunstverdenen er opbygget i hierakier, hvor vi værdisætter alt hie-rakisk og de nederste i hierakiet er dem, vi gerne vil i dialog med, nemlig publikum. Der bliver talt for meget om kunsten som flødeskummet, men kunsten er rugbrødet! Kunst skaber fortællinger i samfundet. Kunst er en basal forudsætning for at vi kan leve.

Kjersgaard beder om politiker-reaktioner på debattens synspunkter.

Jørgen Pontoppidan: Kunst og kultur er ikke flødeskum, men rugbrød, selvom man rundt om har en forestilling om, at robotstøvsugere går forud for kultur. Derfor er det skuffende, at der ikke kommer flere penge fra Staten. Kulturen er med til at understøtte det gode liv. Selvfølgelig skal vi ikke have det hele, men i Mariagerfjord Kommune vil vi ikke bare henvise borgerne til Aalborg og derfor har vi f.eks. vores eget teater. Selvom der er blevet sagt, at folk er zappere, skal der være tilbud til borgerne der hvor de bor og der skal være midler til at understøtte dem. Alting skal ikke centraliseres i fem hovedbyer. Der er flere teaterinte-resserede hos os efter vi har fået vores eget teater. Og det er et professionelt teater...

Alex Ahrendtsen: Det er vigtigt at de store spillere samarbejder med de små, for det er hos de små, udviklingen sker. Vi får ikke bedre eller mere innovativ kunst, der rækker ud mod borgerne af at Staten kommer med flere penge. Noget andet er, at kulturens folk skal ikke være bange for markedet, for konkurrencen.

Flemming Møller Mortensen: Det er jo præcis det vi gør. Det sker allerede. Og skaber synergi og udvikling og platforme for vækstlaget. Samarbejdet er der, men undertiden er der berørings-angst. Bjørn Nørgaard har sagt, at ”en kultur, der ikke er stor nok til at rumme sin modstander, dør”. Hvis man ikke er stor nok i sin tanke til at tage dem ind, man ikke tror, man umiddelbart skal i dialog med, så bliver man meget fattigere.

Ulla Astman: Det er vigtigt, at vi ikke betragter kunst som noget, vi skal dyrke i fritiden, men netop som rugbrød. At kunsten kommer ud, bl.a. på skolerne, men f.eks. også at få kunstnere ud i erhvervslivet, på virksomhederne og medvirke til innovation, ikke nødvendigvis til at skabe færdige kunstværker, men hjælpe til at sætte processer igang, og det er også en mulighed for ”mindre” kunstnere.

Andersson: Jeg kan ikke se kunst og kultur som de helt store drivere, når det gælder innovation i erhvervslivet. Man skal bruge kunsten til det, den er rigtig god til.

Oplev hele debatten via www.kulturmoedet.dk


Fredag 23/8-2013 kl. 13.00

Elitært eller folkeligt

Må kunst og kultur være elitær? Kan kunst overhovedet være andet? En samtale om, hvad vi kan bruge kunst og kultur til, hvem der skal bestemme hvad kvalitet er, hvordan vi undgår selvsving og rundhyl i kulturdebatten og formidlingen af kunst - og om kunst som énmands- og galmands-værk.Moderator: Adrian Hughes

Debattører:- Anker Gemzøe, professor Aalborg Universitet- Henrik Køhler, leder af Teatercentrum- Jan Kvistborg, musikchef ved Aalborg Symfoniorkester- Jørgen Leth, filminstruktør og forfatter- Mogens Jensen, Folketingets Kulturudvalg- Morten Kirkskov, teaterdirektør- Pablo Llambías, forfatter og rektor for Forfatterskolen- Peter Westphael, teaterleder- Rebecca Matthews, direktør for Aarhus 2017- Thomas Blachman, musiker og tv-vært

Det er en vanskelig ”kunst” at diskutere elitært eller folkeligt. Især fordi de færreste ved, hvad de mener med ordene og naturligvis også, fordi det er meget lidt enighed om, hvad de betyder. Her vil blive refereret en del af samtalen til sidst, men først skal præsenteres et kunstværk, der må-ske er både elitært og folkeligt.

Moderatoren indleder samtalen med at bede alle deltagere nævne et værk, der har gjort særligt indtryk på dem. Her skal ikke oplistes de værker, der blev nævnt, bortset fra ét, og som det vil ses er det uundgåeligt her at angive paneldeltagerens navn. Endvidere refereres to andre panel-deltagere (med navne), der findes relevante på dette sted.

Blachman: Jeg er kunst

Thomas Blachman: Jeg vil straks pege på mig selv som et værk. Jeg har aldrig kunnet skelne mellem det elitære og det folkelige og jeg er ikke kommet til en snobbet kongres for at stå her og namedroppe. Bare det at være et menneske og få lov til at ankomme som menneske og blive accepteret via en genklang med mennesker.

Altså, det er da fantastisk som 5-årig at opleve Egon Olsen i Olsen-Banden. Han er sgu da kunst-


ner. Han er æstetiker. Skide være med pengene, det er tyveriet, det handler om. Selvfølgelig skal det være til Elverhøj og inde på Det Kongelige og så er der middelmådigheden med de to tosser og kællingerne og alt det der.

Men altså fra barns ben at føle sig som et menneske. Børn er for fanden da Gud. Se dem sidde der med deres arbejde, deres legetøj og kunne realisere det de vil på stedet og tale deres eget sprog, at være u-uddannet, have en ufaglært sandhed i sig og sidde der og bare kunne sanse. Der er ikke den form, ikke den duft, jeg ikke kan huske. Vi bruger flere penge på at afmontere den der kreativitet, det ville være langt billigere at skabe genier.

Men hele den der tidlige bevægelse at blive menneske på... jeg tænker også på min ord-blindhed - jeg peger på et enkelt værk senere, hvis du vil have det - min ordblindhed var forberedelsen til en dyb indre kontakt dengang i folkeskolen. Faktisk lærte jeg først at læse, da jeg fandt ud af at der var noget, der var værd at læse.

Du finder ud af i din 800 hestekræfters motor af en krop, at du har en fornemmelse af no-get, du finder ud af noget, du bygger på idéen, du realiserer en længsel i kødet i og med at du realiserer det pejlemærke. Og den realisering, det er en kunstnerisk proces, som findes inde i os alle sammen og det er fremtiden for vores lille land og for dette møde. Vi mangler så meget gode idéer i dette her land fordi vi dyrker en akademisk visionsløshed, hvor vi alle sammen skal rette ind og hvor vi alle skal citere alle andre, end en selv.

Det kan barnet og det kan jeg, for jeg nægtede at blive voksen. Jeg havde ikke evnerne til at blive voksen, Gud ske tak og lov for den gave som ordblindheden var. Den gav mig kontakt til alt muligt, der ikke handlede om sprog og der blev jeg meget grebet af musikken og for-stod musik på et meget konkret plan.

Det startede altid med, at der var et andet menneske, der så mig, et menneske, der var pas-sioneret, et menneske, der havde et kald eller en eller anden følelse. Mennesker, der som regel ikke havde nogle pædagogiske ressourcer, som var excentrikere og havde et passio-neret forhold til musik, typisk ældre mænd, der havde hår på overkroppen og lignede hunde allesammen, vanvittige skabninger, der forstod, at agerer vi ikke vanvittige, leger vi ikke vanvittige, tror vi ikke på vanvittige idéer, så bliver vi vanvittige, men det er en helt anden snak.

Leth i pagt med Djævelen?

Jørgen Leth: Hvis jeg skal nævne et værk, der har gjort særlig stort indtryk, så kan det kun være Thomas Manns ”Dr. Faustus”, som har været en rystende oplevelse for mig lige fra


jeg læste den for første gang og lige til jeg genlæste den, netop fordi jeg i en tv-udsendelse skulle besvare det samme spørgsmål. Den ramte nøjagtigt det samme.

Jeg var rystet helt ned i fodsålerne af denne kunstner, der forskriver sin sjæl til djævelen for at opnå en særlig indsigt. Han laver en pagt med djævelen. Det er en gammel myte, som Mann gør nutidig og den er en skræmmende bog at læse. Der er nogle kræfter i den som, altså kunst kan have nogle voldsomme kræfter som gør indtryk på os, og den oplevelse jeg havde af Manns bog gav mig en forståelse af ting, som jeg havde mødt i andre sammenhænge, f.eks. min dyrkelse af jazz-genier, som ofte også havde indgået en ”djævle-pagt”, havde forskrevet sig til narkotika, som mange af de store jazznavne gjorde. De ville opnå noget og de ville betale prisen, f.eks. at dø tidligt eller blive sindssyge.

Første gang jeg læste bogen var jeg inde i et forløb, som var meget truende for min forstand. Jeg var i gang med nogle vilde film-projekter, hvor jeg dyrkede en over-sensibilitet og de kunstneri-ske idéer jeg havde var meget farlige og dumdristige og da jeg læste bogen forstod jeg, at det jeg var i gang med var at grave jorden væk under mig. Jeg havde en periode med voldsom angst. Den forfulgte mig i nogen tid, jeg måtte rejse væk.

Manns ”Dr. Faustus” hjalp mig til at forstå det ansvar, det er at være kunstner og det man tager på sig. Det lærte den bog mig mere om. Om den pris, der ligger i det kunstneriske arbejde i sid-ste ende.

Llambias: præcision, please!

Inde på Forfatterskolen er eleverne slet ikke optaget af den der diskussion om elitært eller folke-ligt. En kunstner tænker jo ikke ”nu vil jeg skrive et elitært værk” eller ”nu vil jeg skrive et folkeligt værk”. De tænker det, som alle mennesker tænker på: hvad vil det sige, at noget er, som det er? Hvad vil det sige at være menneske?

Der er mange måder at tale om det på. Og de fleste af os, når det skal gå lidt stærkt, så taler man meget generelt, f.eks. ”Det var en fed oplevelse”, ”Det var et stort bjerg”. Men problemet er, at det ikke siger noget om oplevelsen eller bjerget, men kun noget om, hvordan jeg havde det da jeg var i situationen. Den er en fattig sprogbrug, men jeg deler den med andre, og når jeg si-ger, at det var en fantastisk oplevelse, så tager andre mennesker den bare og tænker på en fan-tastisk oplevelse de har haft og placerer den der, hvor min er og så siger de ”Det kender vi godt”. Men det siger stadig ikke noget om oplevelsen. Men det hele skal gå stærkt, jeg har ikke tid til at beskrive selve oplevelsen eller det der skete op til. Det er også sådan med sætningen ”I love You”. Det er et referat af noget, der er gået forud, noget man har gjort med fingrene eller sådan, men det er et referat og man håber på, at den anden siger det samme. Det er utrolig fattigt, men


vi gør det hele tiden, for det er hurtigt.

Når vi skal tale præcision, så bliver vi nødt til at spørge hvordan så bjerget ud, hvordan var oplevelsen. En oplevelse består altid i, at nogen sagde noget, nogen gjorde noget, det er langt sværere. Og det er det, mine elever på forfatterskolen beskæftiger sig med - at gøre det, der er svært. Det er præcisionen. At kunne gengive følelsen, kærligheden alt, det der sker i kroppen, det kærlighed gør. Kærlighed er et utroligt smukt ord, men det er også et fattigt ord. Det handler om præcision og det er en kunst at være præcis.

Elitært eller folkeligt?

Denne skelnen er uaktuel for den skabende kunstner. Og det er som nævnt vanskeligt overho-vedet at definere de to begreber. Måske kan man sige, at noget er ”folkeligt”, når det når ud til rigtigt mange mennesker, f.eks. Jørgen Leths cykelreportager. Men er de kunst?

Mogens Jensen: Når vi diskuterer støtte spørger vi: skal der være en særlig støtte til det elitære, så må det folkelige træde lidt i baggrunden og finansiere sig selv, men for mig skal kunststøtte bl.a. bruges til at støtte at få de spændende udtryk frem, som ikke umiddelbart kan klare sig på markedet. Men det er svært med den skelnen, for det kan være lige så svært at lave noget let forståeligt som er godt, som at lave noget mere kompliceret.

Morten Kirkskov: Når man laver teater, tænker man ikke på den der skelnen, for det fører ingen steder hen. Det afgørende er formidling. At fortælle om hvad man laver og håbe at folk bliver en-gageret og får en interesse i selv litterære tekster og køber en billet og får en oplevelse. At man ikke kræver af folk, at nu spiller vi Ibsens Et dukkehjem så I kan sætte et kryds på jeres klassiker-liste, nej vi siger, vi spiller en forestilling om en kvinde, der næsten er ved at slå sine børn ihjel, fordi hun får spat af ikke at føle lykke. Kender I noget til det? - Det handler om formidling.

Peter Westphael: Det jeg synes er interessant er, at vi bliver ved med at italesætte det her med elitært eller folkeligt på en måde, som ekskluderer nogle på forhånd og det er et problem. Som om vi er sådan en elite, der ved meget mere end andre og det antager vi uden at have spurgt dem. På den måde får vi ikke inviteret nogle nye indenfor. Hvis vi som kunstnere tror, at kunst er rugbrød for samfundet, så bliver vi nødt til at være i tæt dialog med dem, der skal spise rugbrø-det. Det kan ikke nytte noget at vi forbeholder os ret til at være smagsdommere eller dem der vurderer hvad der er rigtigt. Det må vi brede ud og gøre til en helt anden tænkning. Jeg tror, man har rigtig godt af at se noget lort engang imellem. Og der er mange der siger vi skal bestemt ikke præsentere vores børn for noget, der er dårligt for så får de ondt i maven. Nej, du skal skærpe din egen evne til at blive ekspert i at vurdere kunst og det skal vi andre så hjælpe til med.

Oplev hele samtalen på www.kulturmoedet.dk


Fredag 23/8-2013 kl. 16.00

National kulturpolitik?

Sidst Danmark fik en national kulturpolitik var i form af Brian Mikkelsens kultur-kanoner. Skal vi have en national kulturpolitik, eller trives visioner, drømme og planer bedst, når de vokser ud af lokalsamfundet?

Moderator: Adrian Hughes

Debattører:- Anne Grete Kamilles, kulturudvalgsformand, Næstved Kommune- Bernt Petersen, erhvervsmand og kulturiværksætter- Christian S. Nissen, selvstændig, foredragsholder og forfatter- Flemming Damgaard Larsen, Folketingets Kulturudvalg- Jan Jacobsen, Danske Musik- og Kulturskoleledere


- Lars Toft Simonsen, kulturudvalgsformand, Albertslund Kommune- Per Erik Veng, presse- og kulturchef, ambassaderåd ved den danske ambassade i Berlin- Peter Westphael, teaterleder- Lea Løppenthin, forfatter- Trine Gregorius, journalist

Sidst, Danmark fik noget, der lignede en national kulturpolitik var, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i 2004 lancerede sin ”kulturkanon”. Kunne den bruges til noget?

Lea Løppenthin var 18 år dengang og hun mener, at projektet virkede som et projekt fra 1800-tallet om national identitet og det interesserer hende ikke. Hun synes ikke, at nationalsta-ten ”som brand” har nogen interesse. Tidligere i dag blev det sagt, at Danmark skal markere sig som en design-nation, så vi kan konkurrere med Kina. Jeg forstår ikke den tænkning, siger Løp-penthin.

Adrian Hughes anfører, at der måske er tænkt begrebet nytteværdi ind i idéen...

Løppenthin: Hvis bare det var sådan, men dert er jo ikke nytteværdi. Det handler ikke om at få mad, tag over hovedet eller forvalte planeten, men alene om at skabe vækst. Det er helt abstrakt og har intet at gøre med, om folk lever og har det godt.

Trine Gregorius: Kulturkanon er et skræmmende, gråhåret, velopdragent projekt. Forudsigeligt, harmløst og ubrugeligt. Hvis man siger kulturkanon til unge mennesker svarer de ”bøh”. Der er ingen handleplan tilknyttet. Mikkelsen havde bare brug for en kulturpolitisk pandeforhøjelse.

Berndt Petersen: Kulturkanon er en liste over, hvad en række eksperter på et givet tidspunkt mente var de vigtigste danske kunstværker. I dag ville den have set anderledes ud, om 10 år igen anderledes.

Per Erik Veng, der var formand for Kulturkanon’ens musikudvalg, fortæller om projektets bag-grund og realisering og minder om, at det i grunden var et kulturarvs-projekt og ikke rummede en fremtids-dimension. Men andre vigtige dimensioner, f. eks. at det meste af den klassiske ”danske” musik i 17- og 1800-tallet var båret af tyske indvandrere. På en måde blev Kulturkano-nen indirekte et indlæg i den aktuelle politiske debat.

Se nu fremad!

Salen: Fred være med Kulturkanon’en - skal vi ikke snart se fremad?


Veng: Altså, hvis ikke vi havde den kulturkanon, ville ”Smagsdommerne” på TV ikke eksistere. Det er ”ugens kulturkanon” og som dér var vi i kanon-udvalgene allesammen fag-personer...

Flemming Damgaard-Larsen: En national kulturpolitik må handle om størst mulig frihed og mu-lighed for et kunstnerisk virke. Langt større frihed, end i dag. Der skal være støtteordninger, der gør, at kunst og kultur kan udfolde sig bredt, med så mange facetter som muligt. Vi bør ompriori-tere og flytte midler fra andre budgetter over til kulturen. At bruge kun 1,1 % af nationalbudgettet på kultur er en uartighed. Vi skal ikke spænde kunst og kultur for en økonomisk vogn, men vi skal have et folk, der bliver så oplyste og udfordret så meget som muligt, så det bliver et ”større” folk. Dét kan måske skabe økonomisk vækst og udvikling.

Undervejs i samtalen vendes der flere gange tilbage til undervisningen på de danske kulturskoler. Denne ekskurs kan sammenfattes af Jan Kvistborgs synspunkt, at den største danske kulturinsti-tution er Folkeskolen. Her uddannes både fremtidens kunstnere, men også fremtidens publikum. Derfor er det vigtigt at kunst og kultur prioriteres højere i Folkeskolen.

Debatten kommer også omkring begrebet klassisk dannelse og værdien heraf - eller mangelen på samme.

Hughes konstaterer, at panelet går som katten om den varme grød i forhold til samtalens emne og hidkalder...

Christian S. Nissen, der indledningsvis ikke vil underkende kulturkanon’en. Uden den ville ingen kunne huske hvad Brian Mikkelsen gjorde som kulturminister. Nissen gør dog opmærksom på, at kulturkanon’en ikke var udtryk for en national kulturpolitik, men en statslig kulturpolitik og der er stor forskel. Havde man spurgt folket om bidrag var der kommet en national kulturpolitik ud af det.

Nissen mener, at den nuværende kulturpolitik er blevet en ”eksternitet”. Kultur og kunst er noget, der bliver hæftet på så meget andet, snarere end noget, der er integreret. Kunst og kultur bliver fremmedelementer og dermed skabes en kløft mellem dem, der går til Torsdagskoncerten og i Det kgl. Teater og dem, der ikke gør. Og en kløft mellem dem der producerer og finansierer kun-sten og størstedelen af befolkningen. Rindalismen var en vigtig advarsel til kulturfolket, men den blev overhørt.

Veng: Der er behov for en kulturpolitik, der gør klart, hvordan Danmark forstår sig selv i den globale verden. Der er kamp om at få opmærksomhed. Den tidligere kulturminister Uffe Elbæk nåede faktisk at få Europa på dagsordenen i forhold til Danmark. Når jeg ser på Danmark fra Ber-lin ser jeg et enormt uudnyttet potentiale. Europa er i krise. Der skæres ned på kulturbudgetter rundt omkring. Danmark skal finde sin rolle i Europa nu.


Nissen: I 1800-tallet, da Danmark virkeligt voksede kunstnerisk og kulturelt havde man ingen kulturpolitik. Problemet med offentlige bevillinger er, at de skal gøre nytte. Og at man bagefter skal kunne se om det virkede. Og så skrives der rapporter og analyser og alt muligt andet. Er det det vi vil med kunst og kultur? Vi ved, at hvis kunsten vover at overskride anstændighedens tær-skel, så forsvinder bevillingen, jvf. Jens Jørgen Thorsens Kristusfilm. Hvis en dansk forfatter i dag skrev en bog, hvori han hånede de danske soldaters indsats i Afghanistan ville den ikke blive købt af bibliotekerne, den ville nok ikke engang blive trykt. Det har omkostninger at have en statslig støttepolitik. Vil vi betale dem?

Veng: Det er noget vrøvl, Nissen. ”Amadillo”-filmen er noget af det mest Afghanistan-kritiske, der findes. Kristusfilmen er historie. Hvis den var aktuel i dag ville den få støtte. Veng henviser i øvrigt til et nyt politisk tiltag i Berlin, nemlig, at enhver euro fra turistskatten fremtidigt allokeres til den frie kunst i byen. En markant kulturpolitisk manifestation.

National kulturpolitik???

En stor del af denne samtale udvikler sig til at være præsentation af lokale kulturtiltag, hvilket bringer Peter Westphael på banen: Hvor er diskussionen om den nationale kulturpolitik blevet af? I Danmark har vi, i modsætning til mange andre lande, én metropol. Hvad betyder det? Skal de nationale kulturinstitutioner i København ikke forpligtes på hele nationen? København bliver stærkere og stærkere og suger kunstnere til sig. Eleverne på provinsens teaterskoler kan næsten ikke nå at blive færdige, før de tager til København. Det er svært at få skuespillere til provinsen. Hvordan kan vi skabe kulturelle arbejdspladser ude omkring?

Hudges indsparker, at det måske er en tilfældighed at hovedstaden hedder København. Engang var Nyborg hovedstad. Og noterer, at Det kgl. Teater med sine tre scener i hovedstaden sluger halvdelen af det statslige teaterbudget - 200 gange så meget som et egnsteater...

Westphael: Naturligvis skal vi have en stærk og stor nationalscene, men se lige til sportens ver-den. Kunne man forestille sig, at der kun var københavnske hold i Champions Leage? At man ikke havde talentudvikling? Vi skal have en national kulturpolitik, der støtter en spredning af kulturen i hele landet, så vi kan hæve niveauet både i København og i provinsen.

Nissen: Det synspunkt kunne skaffe bifald alle steder vest for Valby Bakke. Men problemet er, at der skal flere penge til og folk vil ikke betale mere i skat. Så må man omprioritere og det kan ikke lade sig gøre. De fleste penge er bundet i gamle institutioner og etablerede ting. Der er svært at gøre op med. Og så er der ikke plads til at gøre mere i f.eks. Vestjylland.

Westphael: Det handler om kvalitet. Ikke at noget skal have penge, bare fordi det foregår i Jyl-land. Men man må i København få øjnene op for, at der også er kvalitet i Jylland. Og det koster ikke penge.


Oplev hele samtalen på www.kulturmoedet.dk

Lørdag 24/8-2013 kl. 9.00

Er kunst usundt?

Er kunst et nødvendigt onde eller en nødvendig udfordring for samfundet? Skal kunstneren tie eller tale? Vi samtaler om, hvad kunst kan bruges til, om kunstnerne skal blande sig inden eller uden om, om kulturinstitutionerne skal præsentere pop - og om det kan passe, når nogle siger, at kunstneren er hævet over ”folket”.Moderator: Clement Kjersgaard

Debattører:- Charlotte Bagger Brandt, direktør for Råderum – kontoret for samtidskunst- Johannes Andersen, samfundsforsker og formand for Teater Nordkraft- Knud Romer, forfatter- Lasse Bo Handberg, Mungo Park Kolding- Ofelia Medina, mexicansk skuespiller og kulturformidler- Ole B. Sørensen, udvalgsformand, Region Nordjylland.- Sørine Gotfredsen, præst og debattør- Thomas Blachman, musiker og tv-vært

Samtalen bliver mest et forsøg på at definere kunst. Og det er svært. Her er nogle nedslag:

Sørine Gotfredsen: Vi lever i en tid i dette land, hvor vi er omgivet af velfærd, lighed og ensret-ning m.h.t. hvad det vil sige at være menneske og i sådan en tid har kunsten et stort ansvar for at det enkelte menneske kan blive tiltalt af en stemme eller trukket ind i et rum, man ikke selv kan opfinde. Det er ikke mit indtryk, at kunsten i denne tid opfylder den opgave godt nok. Vi har så megen middelmådig kunst og så megen mediepåvirkning, at vi får endnu sværere ved at komme fri af det der dynd...

Johannes Andersen: Jeg skelner mellem kultur og kunst. Kultur, det er det vi laver i livet og mel-lem husene - vi tænker ikke over det. Kunst, det er undtagelsen, det er der, hvor man pludselig lægger mærke til, at nu sker der noget. Jeg har et billede hængende hjemme i min stue og når jeg går og kigger på det, så ser det egentlig godt ud, men hvis jeg nu har ret i, at kunst, det er undtagelsen, altså der hvor vi stiller spørgsmål til, hvordan det er vi har indrettet vores kultur, så kan det godt være, jeg er kommet til at købe noget forkert kunst.


Gotfredsen: Du er på farlig vej når du siger, at alt dybest set kan være kunst. Netop det, at man kan sige, at alle kan skabe kunst, demokratiseringen, f.eks. abstrakt kunst, at det helst ikke må ligne noget, er med til at bringe os væk fra den epoke, hvor man kunne sige: ”Nu afbilleder vi noget smukt, som er smukt fordi det afbilleder det skabte” - og til noget med at nu skal det være abstrakt, livet på vrangen, vise hvor grimt alt er. Den her bevægelse, hvor vi skal provokeres og have at vide, at der også er en vrangside af livet, den er blevet overdrevet i en grad, så man har glemt, at kunst også kan have en værdi i at afbillede det, der er smukt.

Det er rigtigt, at kunst er undtagelsen, det pludselig at blive tiltalt af en stemme, man ikke selv kunne opfinde og høre noget, man aldrig selv kunne have tænkt og dermed komme videre med sig selv, men derfra og til at sige, at det skal udarte i en retning, hvor det bliver mere og mere provokerende og uforståeligt og et ønske om at vende livet på vrangen, der vil jeg selvfølgelig sige, at det er noget med at vi har vendt Gud ryggen og ikke mere har respekt for det skabte, men vil hellere selv skabe en konstrueret virkelighed. Jeg vil hellere se på kunst, der ærer det, der allerede er skabt og er smukt.

Kunst skal jo ikke være religiøs for at være kunst, men kunst som bliver løsrevet så meget fra vores kilde til ærefrygt, kan udarte til at være en nedbrydelse af liv frem for at ære livet. K. E. Løgstrup siger, at i samme sekund, at kunsten træder over den grænse, hvor den bliver grim, voldelig, blodig og nedbrydende, der vil han ikke længere kalde det kunst, fordi kunst skal opbyg-ge mennesket og ære livet.

Ikke provokation

Lasse Bo Handberg: Vi går jo ikke ud for at provokere, vi går ud for at undersøge, og det gør vi paradoksalt nok i jagten på undtagelsen ved at lave det regelmæssige, ved at lave vores fag og det er et indbygget paradoks at vi følger en opskrift for at finde en undtagelse. Det lykkes sjæl-dent, men det lykkes der, hvor vi både reflekterer virkelighedens fantasi, der hvor kunsten både er en tro kopi af virkeligheden men samtidig ikke ligner. Der er to stemmer i kunstværket, igen et paradoks, der er både noget, der ligner og noget, der kratter. Hvad er det for en virkelighed, Gotfredsen gerne vil have, det skal ligne? Er det sådan en syns-virkelighed altså den virkelighed, vi kan se? Der er også en virkelighed, som vi føler den, og når Evaresti laver guldfisk i en blen-der, så er det jo ikke et kunstværk, der skal være smukt, hans kunstværk ligner virkeligheden i en følelse, en tanke, en refleksion.

Gotfredsen: Det er jo der, du altid kan lave et smuthul, at det er der sikkert nogle, der kan få no-get ud af i deres egen tanke, men på den måde har du åbnet alle porte og du kan kalde alle ting kunst, for du kan hævde at det der ligner godt nok ikke noget, men der er sikkert nogle der følel-sesmæssigt bliver ramt af det, og så har vi ingen definition på kunst tilbage.


Blachman: Det er noget banalt sludder det hele. Kunst er idégenerering og derfor skal kunst de-mokratiseres. Det er jer, der er blevet nogle mellemledere i Vorherres tjeneste og bare ikke ev-ner at se slutresultatet, som er undfangelsen, hvor alle mellemregningerne fortoner sig ud i hjør-net. Der ser vi noget, som er så smukt og enestående og måske provokerende, måske lindrende, måske seksuelt, men det VIL os noget, måske at gå til venstre i skoven i stedet for til højre. Det er et pejlemærke og det er præcist det, der er gaven i legemet og det er det, vi skal sprede ud over samfundet, så vi kan få alt andet, end dette røvsyge samfund. Men mellemledere og mel-lemregninger, der tænker småt, småt, småt, det er simpelthen ikke godt. Jeg røvkeder mig, når jeg skuer ud over jer.

Knud Romer: Den måde I taler om kultur på er som et randfænomen, noget i fritiden og sådan. I har glemt, at forskellen på mennesker og dyr er, at dyr fødes forprogrammerede. De kan jage og sove fra fødslen helt automatisk. Mennesker fødes ufærdige, vi skal forprogrammeres socialt og det er derfor vi skal vente 100.000 år på at gå over for rødt. Vi lærer børnene, at rødt betyder stop og grønt betyder gå. Vi skal forstå, at mennesker skal programmeres socialt m.h.t. deres adfærd. Problemet er, at når vi har lært det, så glemmer vi at vi er programmerede med tøj og adfærd og alting.

Kultur er noget meget fundamentalt, det er den måde vi bliver opdraget på, det virkelighedssyn vi har, det er ikke et randfænomen eller privat kulturforbrug. Den måde, I taler om kunst på er helt fremmedgjort. Hvis jeg nu tog tøjet af, det vil jo ikke umiddelbart være kunst. Det, det hand-ler om er hvor det sker. Man skider på toilettet, man spiser ved bordet. Hvis du tager tøjet af på stranden betyder det én ting, hvis du gør det på Rådhuspladsen noget andet, i Det Kgl. Teater noget tredje osv. Kunst handler om betydningssammenhæng.

Når vi ser f.eks. dansk guldalderkunst, så ved vi jo, hvordan vi skal forstå det. Men hvis vi nu fik at vide, at i 1864 kom der et diktat fra oven om, hvordan det danske landskab skulle males....? Der måtte ikke være egetræer, for det var kongehusets, det måtte ikke være oprørt hav, for det var oppisket lidenskab, der måtte ikke være krig og regnvejr. Den måde, vi har konstrueret det danske nationallandskab på, det er ikke sådan som det ser ud, men den måde, regeringen har dikteret at vi skal se landskabet.

Det er så fundamentalt for os, at vi burde tage os mere af det, give det en plads i skolen, så vi får nogle oplyste, dé-mystificerede, kritiske mennesker, som kan afkode billederne og som faktisk ved, hvilken virkelighed, de går rundt i. Det der er så smukt er, at kunst og kultur mister sin me-ning, når man isolerer det. Det giver kun mening, når det er en aktiv del af livet. Kunst kan skabe fællesskaber, ritualer, udtryk, mulighed for at få afløb for vore følelser i fællesskab.


Ud med kunsten

Ole B. Sørensen spørges, hvad hans vælgere, som måske ikke går i teatret eller på udstilling mon vil sige til alt dette her. Sørensen svarer med 45 sekunders larmende tavshed. Men når de så har sagt dét, hvad så?

Sørensen: Så tror jeg, de vil slukke fordi de måske er lige så trætte af at høre på det, som jeg blev. Det kan godt være, det handler om kulturel intelligens, men ikke kun. Det, vi har været vid-ne til i debatten, det var jo en life art performance med nogle selviscenesættende, provokerende folk, som stillede sig op for at belære os om, hvad vi skal mene og ikke mene om kunst. Jeg ved ikke, om vi blev klogere, men jeg vil hæfte mig ved én af Blachmans pointer, som jeg synes, er rigtig, nemlig at alle har noget i sig. Og min rolle som en der arbejder med kultur i regionen er at give rammer og muligheder for at man kan finde sin indre kunstner, sin indre provokatør frem og udstille den. Og Romers pointe om at kunst handler meget om den sammenhæng, vi ser den i, synes jeg også er rigtig. Så når jeg siger, at jeg var træt og på vej til at slukke, så fik I mig jo lige pludselig provokeret og derfor var det faktisk kunst, jeg var vidne til i denne debat.

Jeg tror, at vi kan få mange ind til kunst. Det handler bl.a. om at flytte de etablerede rammer ud, hvor folket er og det synes jeg ofte er mere interessant, end de faste, etablerede rammer. Lad os flytte det ud og give folk et overraskende møde, for så bliver de nysgerrige og provokerede og får lyst til at udforske det senere.

Oplev hele samtalen via www.kulturmoedet.dk


Lørdag 24/8-2013 kl. 12.00

At lukke op

En samtale om Danmark i verden og verden i Danmark. Om kunst uden grænser, om gensidig påvirkning, om kunst som eksportvare - men også som udviklingsbistand, om ikke at gå til i selv-tilstrækkelighed, men have hele verden som oplevelsesrum - og ikke mindst: Om at agere som kulturelle medborgere i en global verden.

Moderator: Christian Have

Debattører:- Ahmed Maher, egyptisk musiker- Else Mathiassen, højskoleforstander- Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen Kolding- Elsebeth Krogh, direktør for CKU


- Jens F. Jensen, professor og bestyrelsesmedlem for INVIO- Marit Benthe Norheim, billedkunstner projekt Life-Boats- Mikkel Harder Munck-Hansen, CKU og IMAGES FESTIVAL.- Ofelia Medina, mexicansk skuespiller og forfatter

Præmissen er, at internationalisering og udsyn er vigtigt og afgørende. Men hvorfor og hvad kan de?

Elsebeth Gerner Nielsen: Det handler om grænser, gaver og gæstfrihed. M.h.t. grænserne, så er det sådan, at jo mere jeg rejser ud, des mere føler jeg mig hjemme der, hvor jeg kommer fra. Og des tydeligere bliver det, hvad jeg skal tage afstand fra i min gamle kultur og hvad jeg mener, der skal passes på. Hvad angår gaver, så har vi fyrfadslys nok, men mine elever på Designskolen har godt af at komme ud og se, hvilke andre behov, der er. Og det sidste: i den vestlige verden træn-ger vi virkelig til at blive ægte gæstfrie. Vi står overfor så store ændringer politisk, økonomisk, økologisk m.v., at vi virkelig har brug for at få nye idéer ind. At vi indser at overalt i verden kan vi finde inspiration til en ny samfundsmodel. Vi skal øve os i at være åbne.

Marit Benthe Norheim kender det. Hun er nordmand, men har kun boet i Norge 1/3 af sit liv. Ef-ter 17 år i Danmark, 12 år i England og Indien taler hun stadig norsk, fordi modersmålet hjælper til en forståelse af hvem man er. Hun føler sig meget norsk - når hun ikke er i Norge. Og meget lidt norsk, når hun er der. Benthe arbejder med rumkunst, hun arbejder internationalt, for billed-sproget er noget, der er fælles for de fleste. Der er megen inspiration at hente i offentlige rum ude i verden. Noget, vi, måske pga. af kulden, er fremmede for. Kunst kan åbne for forståelse mellem mennesker og folkeslag.

Christian Have spørger til den kommercielle nytteværdi. Er der noget galt i at tjene penge på f.eks. eksport af kunst og design?

Gerner: Der findes områder i verden, der er i meget stor vækst. Også på kulturområdet. Hvis jeg var kunstner ville jeg rejse derud for at få inspiration, men også for at få del i væksten. Der er et kæmpe potentiale i kunst og kultur. De har en værdi i sig selv, men er også vigtige for samfun-dets vækst og for at bevare vores velfærd.

Norheim: Der er forskel på kunst og design. Kunst har jo ikke designs funktionsmuligheder, kunst er grundforskning og kommunikation. Når vi går ud i verden med dansk kunst handler det om at vise, at vi er åbne og visionære, det har vi selv brug for. Det er mere langsigtet, end økonomi.

Gerner: Enig, og hvis vi kan lykkes med at skabe et image som åbne, kan f.eks. billedkunsten åbne for andre dele af dansk kunst og kultur, f.eks. design.


At tage verden ind

Else Mathiassen: Det internationale kan give os liv. I Holstebro ville man i 70’erne fremad og det gjorde man med kultur og ved at tænke internationalt. Bl. a. oprettede man Odin-Teatret og da jeg dengang besøgte Peru, kendte man der Odin-teatret! Da man for nyligt skulle have endnu en skuespiller til egnsteatret i Ringkøbing kunne man ikke få en dansk, men måtte hente én udefra - ligesom de øvrige skuespillere. For mig handler det om at verden kommer til os.

Mikkel Harder Munch-Hansen mener, at nysgerrighed er en væsentlig drivkraft. Man er nysger-rig på de andre og på sig selv. Verden er i hastig forandring. I stedet for at mure os inde og holde fast ved det vi har og kan, skal vi interagere med verden omkring os og være nysgerrige på den. Det giver bedre forudsætninger for at spille med.

Have: Hvad kan det internationale bidrage med til en dagligdag på f.eks. Mors?

Munch-Hansen: Man forstår sig selv og det man kommer af bedre. Og når det gælder kunst, så kan billeder og lyde, man ikke har oplevet før, få én til at se sig selv i et andet lys. Kunst laver hele tiden sprækker i vores kultur og selvopfattelse. Munch-Hansen fortæller om nogle syriske kunstnere, der besøgte København tidligere på året. De var i fare, fordi de i deres kunst forholder sig kritisk til det der foregår og vil motivere til handling og ændringer. En af dem sagde: ”Jeg glæ-der mig til den dag, hvor jeg kan male noget, der er skønt. Lige nu kræver samfundet noget an-det af mig”. - Sådan er det for mange kunstnere rundt om i verden og det er de færreste steder, man f.eks. kan føre den diskussion, vi gør her. Vi har et fantastisk samfund, udviklet på utopier fra 60’erne, men vi glemmer ofte at tænke på, hvilket samfund vi vil have om 20 år. Man kan godt savne kunstnere i den vision og til inspirationen om, hvordan vi kan udvikle samfundet. Det sker mange andre steder.

Gerner giver et eksempel på en interessant dialog. Designskolen arrangerede et seminar for udenlandske studerende med emnet: Hvordan gør vi den offentlige transport i Danmark mere tiltrækkende? Nogle fra Afrika forstod det ikke rigtigt. De fandt, at noget af det mest spændende ved offentlig transport er at den skaber fællesskab og samtale. I Danmark gør vi alt for at den bliver privat - samtidigt med at ensomhed er et stort problem.

Have vil gerne høre om digitalisering i forhold til ”at lukke op” og hidkalder

Jens F. Jensen: Digitalisering handler i høj grad om netværk. Dermed understøttes interaktion, udveksling osv. Internationaliseringen ligger iboende i internettet, som jo ikke kender til grænser. Og så minder han om et glemt aspekt i debatten: de steder, hvor der er mange kunstnere, er der


megen innovation. Samfundet har ikke råd til ikke at have kunst. Tidligere levede vi af at være effektive og arbejdsomme - det er andre meget bedre til i dag. Vi skal leve af at være innovative, få gode idéer, og hvis vi ikke har miljøer, f.eks. kunstnere, der understøtter dette, bliver vi fattige - også i økonomisk forstand.

Verden er her

Elsebeth Krogh påpeger betydningen af, at kunstnere kan tale frit. Det er afgørende for sam-fundsudviklingen, uanset om man er i Syrien eller Sudan. Nogle vil ikke gå ind i politik, men bru-ger kunst og kultur til at udtrykke sig og hjælpe til forandringer. Det er også vigtigt at understøtte unges kreativitet. Krogh fortæller om CKU’s arbejde på disse områder. Danskere lærer mindst lige så meget af kunstnere og kulturinstitutioner udefra, som omvendt. Men det tager tid og vi skal tænke og arbejde langsigtet ude fra præmissen: Verden er her allerede, men vi skal være med.

Salen: Vi tænker i lokalt, regionalt, nationalt, internationalt. Kan I komme med nogle bud på, hvordan vi kommer ud af reservaterne?

Mathiassen: Send de unge ud og blive uddannet og arbejde i udlandet.

Munch-Hansen: Begynd med nysgerrigheden. At turde møde den anden og ikke vide, hvor det ender. Invitér folk ind til dialog. Søg hen mod det interessante. Det behøver ikke være stort og teknisk. Det handler om interessefællesskaber og udveksling og det kan opstå alle steder.

Krogh: Det handler ikke blot om at lukke op, men også lukke ind.

Her følger interviews med Ofelia Medina og Ahmed Maher. De bør opleves ”live”. Luk op for dem på www.kulturmoedet.dk, samtalen ”At lukke op”, del 2, ca. 15:00-27:30.

Have: Hvad forhindrer os i at lukke op?

Gerner: 1864; og tabet af Norge; og at vi solgte de vestindiske øer. At vi har lukket alt det ude, der ikke ligner os. Det gik godt i det 20. århundrede, hvor vi skabte et fantastisk velfærdssam-fund, men nu er væksten stoppet og en masse af vore systemer fungerer ikke. Så bliver inter-nationaliseringen vigtig. Vi skal hente inspiration til, hvordan vi kommer videre. Udefra. Fra ud-kanten af verden eller landet eller det menneskelige sind. Hvordan vi kan udnytte ressourcerne bedre. Hvordan vi kan producere mere for mindre til flere. Vi skal øve os i at tage imod anderle-des idéer og i at se, at der er muligheder i den anden.

Oplev hele samtalen via www.kulturmoedet.dk



Problemer Udfordringer

I begyndelsen af denne grønbog præsenteredes 10 anbefalinger til dansk kulturliv. De er blevet til som et koncentrat af de mange ord, der blev sagt på Kulturmødet. Det følgende skal forstås som et résume af de vigtigste problemstillinger, der blev drøftet.

Er kunst og kultur noget værd?

Præmissen synes at være, at der ikke kommer flere offentlige eller private kroner. Derfor må der i højere grad tænkes i samarbejde, alternative finansieringsmuligheder og ukonventionelle syn på kunst og kultur.

Dette hænger i høj grad sammen med kunstens og kulturens rolle i samfundet. Er kunst ”nød-vendig”? Kan kunst ”betale sig” og skal den det? Kan den skabe merværdi, både materielt og mentalt? Er kunst forbeholdt de få eller eliten? Og når det gælder børn og unge: er kunst en del af ”dannelsen” og hvis, hvordan skal dette så forståes?

Når det gælder samarbejde, skal det handle om samarbejde både mellem kunstnerne, kunstar-terne og institutionerne, men i høj grad også samarbejde mellem kunsten og erhvervslivet, ud-dannelse på alle niveauer, institutioner inden for sundhed og politik m.v. Kort sagt: det kunstneriske udgangspunkt og den kunstneriske proces kan gavne andre og andet, end kunstnerne og kunsten selv. Men det er vigtigt, at kunsten forbliver ”sig selv” og dermed be-holder sin styrke som innovator, løftestang, udvikler og performer. Man må gen-tænke kunst og kunstens rolle i samfundet som sådan.

Den daglige kulturdebat i f.eks. Tyskland og Frankrig synes langt dybere og mere koncentreret om kunst, end den danske. Det har bl.a. noget med den danske forståelse af kunst at gøre. Man kan måske nok blive enige om, at kunst ikke har en egentlig brugsværdi, men det er alligevel markant, at noget af det, vi markerer os mest med i udlandet, er hvad man tidligere kaldte brugs-kunst - design og arkitektur. Andre steder tager man de øvrige kunstarters manglende ”brugs-værdi” som givet, samtidigt med, at man kan høre udsagn som ”kunst er lige så betydningsfuld som luft”.

Kunsten og erhvervslivet

Synergieffekten mellem kunsten og ”det omliggende” vil skabe merværdi ikke blot for kunsten og kulturen, men for samfundet som sådan.



Erhvervslivet og kulturfondene er ved at tænke væk fra den gamle mæcén-tankegang. Man kræver andet og mere end blot ”synlighed”. Igen handler det om samarbejde, forstået som en gensidig vækst-generator, der bringer det bedste fra kunsten og kulturen sammen med det mest givtige fra erhvervslivets vækst-orienterede produktion. Til gengæld kunne man måske forestille sig, at virksomhederne arbejdede med en ”kulturel ansvarlighed” sådan som man de senere år har arbejdet med ”social ansvarlighed”.

Kulturen og det lokale

Den amerikanske model ”community foundation”, hvor alle instanser, både private og offentlige, enkeltpersoner og grupper, organisationer og institutioner m.v. arbejder sammen om kunstens og kulturens projekter, kunne importeres i Danmark.

Kulturen og politikken

Dansk kulturpolitik er på godt og ondt en koncensus-politik. Bl. a. er der bred enighed om politik-kens rolle: den skal afstikke de rammer og yde den støtte, kunsten og kulturen skal gebærde sig i og med. Mere eller mindre autonomt.

Men kan man forestille sig, at politikkens rolle rakte videre? At der kommer flere holdninger bag rammerne? F.eks. en bevidsthed om, at støtte til kunst og kultur hellere skal forståes som inve-stering end som understøttelse? Eller en bevidst holdning til kunst og kultur blandt børn og unge, herunder talentudvikling? Eller en geografisk og demografisk kultur-strategi, snarere end auto-matisk afstivning af hæderkronede institutioner?

Kultur og kunst kan betragtes som ”demokratiske” størrelser i og med, at alle bør have adgang til både at udvikle sig selv i dem og at være tilskuer til andres udfoldelser. Det gør ikke det enkelte kunstværk ”demokratisk”, men kunst- og kulturkonsumptionen som sådan er demokratisk under devisen ”lige adgang for alle”.

Der er ikke lige adgang for alle, så længe kræfterne er skævt fordelt og der ikke findes en over-ordnet politik, der sætter kultur og kunst i relation til f.eks. sundhedspolitik, uddannelsespolitik, by- og land-politik m.v. Derfor bør man i højere grad tænke kunst og kultur ind i alle politikker. Kun sådan kan kunst og kultur få den grundlæggende rolle som samfundsbærere og samfunds-udviklere., som de er født til.


Danmark i verden

Verden er global, jorden er rund. Hvis man går langt nok til venstre og langt nok til højre, mødes man på et tidspunkt. Verden er analog, men også digital. Den er befolket af levende mennesker, men de kommunikerer mest abstrakt. Det er også grundliggende vilkår for kunst og kultur.

Kan man forestille sig et Danmark, der ikke blot tænker sig selv som en nation, men som et mangfoldigt og forskelligt folk, der stiller deres kommunikations-sult på andre måder, end den digitalt-abstrakte? Et folk, der ikke blot interesserer sig for naboen, men for det ”fjerne nære”, som nye kommunikations-muligheder levendegør? Et folk, der går i oprigtig kommunikation med verden, fordi de ser sig som en del af den. Og - ikke mindst: kan kunsten og kulturen hjælpe med til det?

Hvis man ser bort fra im- og eksport af varer, er der næppe noget som kunst og kultur, der kryd-ser landegrænser. Og hvis man ser bort fra turister, er der næppe nogle som kunstnere og kul-turfolk, der rejser ud. Men de sidstnævnte rejser for at kommunikere og udveksle.

Dansk kunst og kultur skal i endnu højere grad åbne sig mod verden og dét i en slags im- og eks-port-model, der udveksler tanker, visioner, drømme, idéer, muligheder og umuligheder med det formål at gøre verden - den nære og fjerne - bedre. Mange andre lande - også ”udviklingslande”, har forlængst fået øjnene op for kunstens og kulturens nødvendighed for udvikling.

Den danske dagligdag

Man har talt om kulturkløfter i årtier, man har i over 100 år haft skiftende definitioner på ”kultur” efter at Hartvig Frisch vovede sig frem med den første - i hvert fald i politisk kontekst. Men der er ikke i befolkningen som sådan en forståelse af kunst og kultur, endsige en accept af deres roller.

Er det ikke godt nok? Skal kunst og kultur netop ikke være noget iboende, usynligt virkende,der bare ”er der” og ikke skal endevendes og bevidstgøres fra morgen til aften?

Det kunne være sådan og det er sikkert sådan mange steder og til andre tider. Det ser ud som om kunst og kultur ofte har bedre vilkår, når landet er materielt ”forarmet”. Det ser nogle som et tegn på, at kunst og kultur ikke er grundliggende vilkår for danskerne og samfundet. Kunst og kultur bør tænkes som lige så vigtige som mad, hus og luft.

Der er brug for en ny ”dannelse”, tilpasset en moderne tid. En strategi for kunstens genkomst i samfundet og det enkelte menneske.


Ris og ros til Kulturmødet

Ét af Kulturmødets formål er at samle erfaring, men nok så meget at se fremad, skabe visioner og drømme for dansk kunst og kultur.

Som opfølgning på Kulturmødet 2013 er der gennemført en evaluering, herunder:

- Interviews med 11 nøje udvalgte kulturpersonligheder.- Spørgeskemaundersøgelse – med 28 spørgsmål, sendt ud til 250 personer, heriblandt paneldeltagere, samarbejdspartnere, kunstnere etc.

I det følgende afsnit refereres til dele af denne evaluering, der kan hentes på www.kulturmoedet.dk

Skal Kulturmødet have et overordnet tema?

Søren Kaare-Andersen (direktør, Bikubenfonden): Jeg mener, at man skal have et eller flere temaer. Internationalisering kunne være et godt tema

Christian S. Nissen (rådgiver, medieudvikling m.m.): Jeg synes, det er en fordel med et bredt tema, så man ikke låser sig til noget bestemt og i planlægningen ikke udelukker nogen. Sker der f. eks. noget pludseligt interessant, som man ønsker at belyse, og det ikke falder ind under temaet, så er man låst. På den anden side kan en tematisering bruges til at skabe fokus og styring i debatterne - noget der manglede i år.

Sørine Gotfredsen (præst og debattør): Ja, umiddelbart ville det nok være en god idé at målrette det, fordi kultur er så bredt og i princippet kan være alt. Det overordnede tema kunne være kunst overfor noget andet - f.eks. demokrati, religion, politik, ytringsfrihed.

Flemming Møller Mortensen (medlem af Folketinget, formand for Folketingets Kulturudvalg): Ikke nødvendigvis, men hvis det kan hjælpe arrangementet, kan det være i or-den. Jeg synes, Kulturmødets styrke i år og fremtidige styrke er, at mødet er en platform til en bredere debat. Kulturmødet må ikke blive for snævert.

I spørgeskemaundersøgelsen er der ligeledes delte meninger - 43 %, er for, mens 25 % er imod en tematisk ramme. Der er kommet flere inputs og forslag til mulige tematikker, blandt andet: Mangfoldighed og minoriteter, Fremtidens kulturhuse, Hvordan alle borgere i højere grad får ad-gang til vore kulturinstitutioner, Publikumsinvolvering, Børne- og ungekultur, Talentudvikling m.fl.


Skal der være flere eller færre debatter? Flere, færre eller andre debattører?

Søren Kaare-Andersen: Der skal være en større vinkel af kulturdeltagere. Der var for meget af det der ”send more money”. For meget fokus på, hvad vi gerne vil have, frem for, hvad vi gerne vil yde. De store kulturinstitutioner manglede, og man kan ikke have et Kulturmøde uden dem.

Adrian Hughes (kulturjournalist, TV-vært, DR): Det var mit indtryk, at der var nogle, der var med af pligt - regionale og kommunale beslutningsdeltagere og repræsentanter for store lokale eller regionale fonde. Man skal være mere kritisk i udvælgelsen af paneldeltagere - hvad er det præcis, de skal bidrage med?

Christian Nissen: Jeg ville gerne have været med i nogle drøftelser, hvor publikum kunne kom-me lige så meget til orde som dem på podiet. Jeg savner en dialog mellem publikum og paneldel-tagere - det folkelige i den positive betydning.

Christian Have (direktør, innovator, moderator på Kulturmødet): Jeg kunne godt tænke mig, at der var skåret op med flere hold af paneldeltagere. Det skaber en anden dynamik og spænding. Det kunne også være spændende på nogle delelementer at have nogle speedpanel-debatter, hvor man går helt skarpt og hurtigt ind på noget af det, der blev sagt i den store debat. Man skal kombinere formaterne - have både store og små debatter, workshops, speeddebatter o.s.v.

Kulturmødet er både samtale og oplevelse. Er idéen med at præsentere samtalens ”genstand”, kunsten, rigtig?

Søren Kaare-Andersen: Det er altid godt at konkretisere og visualisere tingene. Det man bare skal være opmærksom på, når man har en venue som det der, er at det drejer sig meget om debatterne. Det jeg så var for provinsielt - for meget Hjallerup Marked. Man kan kuratere den kunst, man vil vise og sikre et højt nivea. Simpelthen kuratére efter kvalitet.

Christian Have: Det er ikke et spørgsmål om kvantitet, men kvalitet. Her synes jeg, det er rigtig vigtigt, at vi også har den lokale forankring - også kunstnerisk. At få det lokale, nationale og in-ternationale til at mødes i talentet. Det er ikke et spørgsmål om enten eller men både og. Mang-foldighed er uhyre vigtigt. Det skal ikke være nogen paradeforestilling, det er også vigtigt at få noget frem, som ikke er etableret endnu.

Sørine Gotfredsen: Oplevelsesdelen giver kulturen krop. Det er et befriende element, hvor man kan koble fra.


Hvad kan Kulturmødet gøre for at blive en endnu større succes og opfylde sin vision om at præge kulturdebatten?

Christian Nissen: Mere og længere forberedelse. Flere mennesker skal engageres samtidig og inddrages i bedre tid.

Adrian Hughes: Kommunikation betyder jo alt i dag. Vi er simpelthen nødt til at få bragt Kul-turmødet på dagsordenen. Det ville jo være fantastisk, hvis Kulturmødet var det sted, hvor man breakede nye initiativer på kulturfronten. Folk skal få et eller andet, som de ikke kan få andre ste-der - hverken via Google eller Twitter. ”Jeg var der, da det skete”. Kulturmødet skal være stedet, hvor man får et preview på forskellige kommende kulturelle happenings.

Sørine Gotfredsen: Undgå politikere, sørge for målretning, passe på med at gentage en medie-mæssig stil - hellere en forsamlingshus-stemning.

Flemming Møller Mortensen: Man skal hele tiden være åben overfor fornyelse og passe på, at man ikke bliver for selviske. Vi skal bryde konservatismen og sørge for, at kulturen smager af modernitet. Og det skal gamle institutioner også sørge for. Som mennesker er vi alle sammen stok konservative, og vi skal simpelthen have et los bagi - det skal Kulturmødet være med til at give os.

I spørgeskemaundersøgelsen svarer næsten halvdelen bekræftende på at Kulturmødet, har været med til at præge kulturdebatten. Der er kommet 50 kreative forslag af høj kvalitet, så Kul-turmødet har altså meget engagerede deltagere. Som eksempler kan nævnes: De store kultur-institutioner og organisationer skal i højere grad involveres, Større inddragelse af lokalområdet, Større synlighed i de nationale medier og mere fokus på børn og unge. Disse forslag samt alle de øvrige indgår som inspiration og rettesnor til Kulturmødet 2014.

Deltagerne har også forslag til, hvordan Kulturmødet kan blive en endnu større succes i 2014:

”Det skal være et sted, hvor jeg bliver klogere på mig selv og omverdenen - i mødet med de an-dre. Lad være med at tage de sikre kort”.

”Et mere varieret format”,

”Mere fokuserede paneldebatter. Paneldebatter på internationalt niveau med lokale, regionale og nationale deltagere”,


”Talentudvikling og netværksmøder”,

”Man kunne måske vælge flere mindre, men mere dybdegående debatter”,

”Der skal være mere levende kunst sideløbende med debatterne”,

”Folkelighed, kunst og internationale input”.

”Kunst og kultur af høj kvalitet, kvalificerede debatter, netværksmuligheder”,

Uddrag af interviews v/ Line Svenstrup Berger.

Kulturmødet Oplevelse

Kulturmødet er samtale, men også oplevelse. I 2013 valgte seks professionelle kuratorer at præsentere professionel dansk og international kunst inden for genrerne musik, film, teater, bil-ledkunst og litteratur. Omkring 130 arrangementer på 48 timer blev tilbudt de mellem 5.000 og 6.000 publikummer, der gæstede Kulturmødet.

På musikområdet kunne man lytte til koncerter med Ajinai (Mongoliet), Astro Buddha Agogo (DK), Blick Bassy African Band (Cameroun), Bola Soriana (Mexico), Esbjerg Ensemble (DK), Folkeklubben (DK), Klezmofobia (Sverige/DK), Palle Mikkelborg Trio (DK), Mygind/Solomon/Gud-nason/Lundby (DK), Ole Frimer Bluesband (DK), Our Broken Garden Solo (DK), Radiant Arcadia (Mellemøsten/DK), Raphael Gimenes Band (Brasilien/Romænien/Tyskland/Norge/DK), The Sexi-can (DK), Suwalskis Latin Quartet + gæst (Cuba/DK), Svøbsk (DK) og Thy Masterclass (DK m.m.). Musikken blev kurateret af Karsten Højen og Evanthore Vestergaard.

I Bio Mors diskede filmkuratorerne op med 13 afgangsfilm fra Statens Filmskole, snigpremiere på filmene Kvinden i Buret og Spies og Glistrup, Jørgen Leths ”De fem benspænd”, introduceret af Leth selv, og den afghanske dokumentarfilm Not at Home, skabt specielt til Image Festival, der havde forpremiere. Det var Jens Ole Amstrup og Peter Astorp, der stod for dén afdeling.

På teaterfronten kunne man møde klovnen Paolo Nani (Italien), Les Tonys (Frankrig), Dansk Rakkerpak (DK) og Det Menneskelige teater (DK), der alle huserede på gader og stræder og på området omkring Musikværket, der lagde hus - og græs - til Kulturmødet 2013. Gitta Malling havde udvalgt de underholdende teater-indslag.


Billedkunst var der også meget af. Den internationalt anerkendte fotograf Kirsten Klein, selv bo-sat på Mors, havde hele to separatudstillinger, i ”Art Space”-udstillingshuset kunne man opleve skitser til Marit Benthe Norheims projekt Lifeboats. Norheims ”Campingkvinder” var også at fin-de spredt ud i Nykøbing. I Art Space kunne man også møde Jesper Olsen, Rasmus Albertsen og Kurt Tegtmeier - og uden for Art Space havde Lars Pedersen placeret sin installation Art Cube. Et særligt, meget inciterende projekt var Inge Tranters og Michael Richardt Petersens ”Glaskjo-len”, der både bestod i en glasskulptur (der blev begravet som slutning på Kulturmødet!) og de to kunstnere, der under hele Kulturmødet indfandt sig her og der som levende skulpturer. Henrik Godsk og Søren Friis havde sammensat programmet.

Endelig var der en række gode litteratur-til-bud. 5 ”etablerede” forfattere stillede op til forfattermøder. Det var Katrine Grünfeld, Jørgen Leth, Kaspar Colding Nielsen, Stine Pilgaard og Dy Plambeck. Og så havde Kulturmødet inviteret fire elever fra Forfatterskolen, nemlig Sarah Elise Bruun, Hanna Lutz, Lea Løppenthin og Josefine Graakjær Nielsen. De sad nogle dage i Sandemose-arkivet på Morsø Folkebibliotek og fordybede sig i Aksel Sandemoses liv og forfatterskab, guidet af de lokale forfattere Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen samt formand for Sandemose-selskabet Bent Dupont. Lørdag mødte de så op på Kultur-mødet og læste egne tekster op, inspireret af mødet med Sandemose. Pablo Llambias havde sat litteraturen i scene.

Mange af disse kunst-oplevelser kan stadig findes på nettet, bl.a. på YouTube.

Og så var der også...

Demokratur var et ganske særligt installations-rum, der med spektakulære værker stillede spot på og spørgsmål til demokratiet som en optakt til det kommende kommunalvalg. Demokratur le-ver videre frem til valget og er altså en ongoing proces. Bag stod kunstnergruppen Demokratur, anført af Augusta Duel.


Kom som du er-scenen kunne findes på Pakhustorvet i Nykøbing. Her - og på gågaden, som under Kulturmødet var omdøbt til Kulturruten - kunne man møde skulpturelle campingvogne og forskellige gadeteaterforestillinger. På Pakhustorvet kunne man bl.a. opleve forskellig musik – lige fra bands bestående af blinde musikere, hiphop/rap, beat, suzuki og gospel - og også her nogle teaterforestillinger.”

Food College Aalborg havde sat et køkken op, hvor 15-20 kokkeelever og deres lærere serve-rede udvalgte, nordjyske råvarer, tilberedt efter opskrifter, komponeret specielt til Kulturmødet. Mellem 5.500 og 6.000 smagsprøver blev der uddelt - og publikum kunne følge tilberedningen i det åbne køkken.

Morsø Kommune gav fredag aften en velbesøgt folkefest i form af koncerter med Rock Nalle & His Crazy Ivans og Zididada.

Vrå Højskole havde flyttet hele skolen, 70 elever og deres lærere til Kulturmødet. I et særligt telt kunne man opleve vaskeægte højskole-stemning og få indblik i skolens mange kunst-fag.

Aktørteltet gav plads til kulturaktører og -organisationer, der orienterede om deres virksomhed og gik i dialog med publikum

Kulturbåden Svanen gav plads til en udstil-ling med ThyArts-malere og kunsthåndværke-re.

Café Fremtidens Lys og Æblehaven var to kreative oaser, hvor man både kunne blive åndeligt beriget (Morsø Folkebibliotek og Limfjordsteatret sørgede for det) og få lidt til gane og mave. Fremtidens Lys præsenterede spændende unge kunstnere ”på vej” og Æblehaven blev hurtigt stedet for mange samtaler og møder.

Alternativet var en mindre debatscene, hvor bl.a. Folketingets Kulturudvalg og kulturaktøren Christian Have skabte fulde huse.


Images-festivalen tyvstartede på Kulturmødet 2013. Images, der hvert andet år præsenterer kunst fra hele verden bidrog med bl.a. film og musik.

Og så var der naturligvis al det, der opstod spontant, både samtale og kunst, mellem medvirken-de og publikum. Og der var gratis adgang til alt under Kulturmødet 2013.

En storslået åbning med bl.a. Aalborg Symfoniorkester, Salling Cirkus Kids, Palle Mikkelborg/Avi Solomon og Marianne Jelved.

I en række icebreakers mellem samtalerne kunne man møde kunstnerne igen - og desuden ud-drag af Teater Nordkrafts forestilling Eksil og et dansenummer fra forestillingen Live Life.

Kulturmødet 2014 Optakt

I løbet af vinteren og foråret inviterer Kulturmødet alle til at deltage i den fortsatte kulturdebat og bidrage til dagsordenen for Kulturmødet 2014. En række arrangementer under betegnelsen Kul-turmødet Optakt finder sted rundt om i Danmark på højskoler, biblioteker, gymnasier, kulturinsti-tutioner m.m. For orientering om dette se www.kulturmoedet.dk. Alle bidrag modtages med tak!

Bag Kulturmødet

Kulturmødet fandt sted første gang august 2013. Det er en national begivenhed, der foregår lo-kalt, nemlig i Nykøbing Mors. Det er Morsø Kommune og Region Nordjylland, der arrangerer Kulturmødet. Ledelsen varetages af en politisk og administrativ styregruppe, bestående af:

Regionsrådsformand Ulla Astman, Region NordjyllandBorgmester Lauge Larsen, Morsø KommuneWalther Mikkelsen, udvalgsformand, Morsø KommuneOle B. Sørensen, udvalgsformand, Region NordjyllandJørgen Pontoppidan, udvalgsformand, Mariagerfjord KommuneArnold Andersen, udvalgsformand, Thisted KommuneAnne-Dorte Krog, rådmand, Aalborg KommuneNanna Skovrup, kontorchef, Region Nordjylland Peder Hanghøj, kontorchef, Morsø KommuneLis Rom Andersen, kulturchef- og fritedschef, Aalborg KommuneJørgen Basballe, direktør, Mariagerfjord KommuneKaren Louise Erichsen, afdelingsleder, Thisted Kommune


Den daglige ledelse varetages af:Niels Otto Degn, chefkonsulent, Morsø KommuneClaus Svenstrup, specialkonsulent, Region Nordjylland

Idé, udvikling og kunstnerisk konsulent:Evanthore Vestergaard

Projektmedarbejdere:Anne Marie Hviid, kommunikationCharlotte Bunch, KM Oplevelse og logistikSimon Cens Jensen, KM OplevelseRasmus Andreasen, kommunikationSolvej Boltz, logistikm.fl.

Kulturmødet kan kontaktes på [email protected]. Alle henvendelser er velkomne og vil blive besvaret. Følg også Kulturmødet på Facebook, Twitter, Youtube og Instagram.

kulturmoedet.dk

www.kulturmoedet.dkPå gensyn 19. til 21. august 2014!

9 788740 420371

www.kulturmoedet.dkPå gensyn 21. til 23. august 2014!

Documents

Kulturmødet 2013 - Grønbog