KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETFORÅR 2007

Er fæ

ring

er N

orde

ns

mus

limer

? M

elle

m

hom

ofob

i, te

okra

ti o

g gr

inde

drab

Kuns

ten

som

Dan

mar

k ig

nore

rer

En v

erde

n til fo

rske

l – ø

st

og v

est fo

r St

oreb

ælt

Nus

rat Dja

han

– en

løg-

kupl

et m

oské

i Hvi

dovr

e

Hovedstadens Røde KorsNordre Fasanvej 224, 42200 Kbh. N

Telefon: 4077 7329Mail: kurt@drk.dkhttp://hovedstaden.drk.dk

Læs 1., 2., 3. og 4. udgave af KURT på: http://hovedstaden.drk.dk/sw37762.asp

Ansvarshavende RedaktørAnnette Max Hansen

Redaktion:Thomas Brolyng, Peter Friis Nielsen, Pawel Wedrowski, Rune Ramlal Stilling, Dina Haffar, Gitte Broeng og Ellen Otzen.

Gæsteskribenter:Jonas Christoffersen, Lasse Korsemann–Horne, Kim Simonsen, Helle Nysted Andersen, Babak Vakili, Stine Bork Kristensen

Fotografer:Vahid, Peter Friis-Nielsen, Thomas Brolyng, Pawel Wedrowski, Thomas Owen Kiernan, Lasse Korse-mann–Horne, Vónbjørt V. Linjonsdóttir

llustratorer:Pernelle Caspersen, CHANG

Grafik: Jens Burau

Tryk:PE Offset A/S

Distribution:KURT er gratis og ligger på cafeer, i butikker, biografer og teatre og kan rekvireres ved hen-vendelse til redaktionen.Artikelforslag er meget velkomne og sendes til kurt@drk.dk.KURT udkommer 4 gange om året og produceres af frivillige og støttes af Hovedstadens Røde Kors. Artikler og illustrationer må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse fra KURT.Hovedstadens Røde Kors er ikke ansvarlig for KURTs holdninger og meninger.

S002

EU har udnævnt 2007 til et år med ”Lige muligheder for alle”. Dermed er der sat fo-kus på vores ret til at være forskellige og lige på samme tid. Det burde være en selvfølge, men accepten af forskellighed har trange kår og trumfes ofte af krav om assimilation, som herhjemme gerne forveksles med inte-gration. Samtidig har Brian Mikkelsen un-derskrevet UNESCOs konvention om Cul-tural Diversity – en aftale der skal fremme respekt for mangfoldigheden. Konventio-nen ratificeres om ganske kort tid og bak-kes op af mere end 30 lande. Kunstrådet har fået udfærdiget en rapport om, hvor-dan man kan skabe større balance indenfor kulturindustrien i det danske samfund, når det gælder repræsentationen af kunstnere med anden etnisk baggrund. Rapporten er havnet på ministerens bord med et krav om handling. Til september afholdes en lands-dækkende mangfoldighedsuge med events

og aktiviteter, der skal få os til at øjne hin-anden og værdien i vores forskellighed. Asylcentre og handicapinstitutioner og de-res diskutable forhold debatteres, Ungeren og Christiania har længe skabt overskrifter – der er fokus på de udsatte og alternative livsformer.

Set ovenfra er der røre i andedammen, og vi forholder os til mangfoldighed som aldrig før. Det er godt. Så må vi håbe, at handlin-gen følger i kølvandet. Politisk korrekthed kan mange af os gemme os bag. Nu skal der handles, og som Imam Basharat udtrykker det i dette nummer; ”Det handler om kær-lighed. Alle siger det handler om kærlighed. Men kærlighed bliver først til i handlingen”. Sådan er det også med tolerancen.

Annette Max HansenRedaktør

Mening eller handling

Forsidefoto: Khaled Ramadan

Nusrat Djahan – en løgkuplet moské i Hvidovre Skal Danmark have sin først offi cielle moské? Debatten fortsætter alt imens arkitekt fi rmaer lancerer deres bud og politikerne taler for og imod. I december modtager KURT en invitation til et lillejuleaftens arrangement i Nusrat Djahan moskéen. En moské, i Danmark?

Next Stop Egypten Rejsebrev af Lasse Korsemann–Horne om fremmedangst, stigmatisering og uvidenhed som man godt kan komme til livs hvis man vil.

Er færinger Nordens muslimer? Mellem homofobi, teokrati og grindedrab Er Færøerne et håbløst tilbagestående Nordisk bibelbælte og et veritabelt præstestyre. Debatkultur på Færøerne set i lyset af overgrebet på Rasmus Rasmussen.

Jonas’ Jura Hjørne:Demokratiets væsen og uvæsen Om terrorisme, demokratier og rigtige demokratier.

En verden til forskel – øst og vest for Storebælt Integrationsdebatten har skabt et mentalt Danmarkskort præget af tankegangen: os og dem. Under-forstået ”etniske danskere” versus ”de fremmede”. Men i en ikke så fjern fortid var landkortet skarpt opdelt i Øst - og Vestdanskere. Hvad er der egentlig blevet af den interregionale modsætning?

ligusterhække i ny forklædning – Parcelhus på nydansk Hvad sker der når IKEA og deres funktionelle løsninger ikke længere slår til, når farvekombinationerne eksploderer og duften af barbecue og grillpølser blander sig med Shish Kebab og Tikka Masala?

Kunsten som Danmark ignorererHvordan har kunstnere med anden etnisk baggrund det i Danmark? Findes de overhovedet, eller er de bare usynlige? Udstødt af et af et monokulturelt kunstbegreb der opfatter indvandrer kunstnere og deres kunst som lavere stående, mindre kompetente og kvalifi cerede?

butikMit DanmarkVoxpop lyrikFotoreport

KURT anbefaler –Film_Teater_Galleri_Bog

Indhold

S010

S012

S016S008S014S032

S003

S005

S004

S017

S026

S013

S020

S024

MIT DANMArk

Vi fortsætter serien med at bede folk om at vise os deres

Danmark. Denne gang er det Babak Vakili, der præsenterer sit

Danmarksportræt.

S004

Babak Vakili er født og opvokset på Ydre Nørre-bro i København. Han har rødder i Iran og begyndte i slutningen af 2001 at skrive digte, der reflekte-rede livets filosofiske og politiske aspekter. Digtene begyndte han siden at recitere over instrumen-taler, og således opstod Vakili som rapper. Vakilis rapmission er at beskrive livet som indvandrer i Danmark. Og som han sir, er han altid på jagt efter at nedbryde stereotypiske fordomme. Her gi’r han sin version af Mit Danmark

Mit Danmark (Udgivet 2006)

Ayo – Danmark – hvad det er for mig?

Om det er mit hjemland? Øh, ja og nej –

Jeg taler sproget flydende, - med planer om at bli’ uddannet,

Og føler mig som dansker når jeg er i udlandet,

Født og opvokset uden et blod bad, - nogenlunde god mad,

I Danmarks lille hovedstad – og føler mig sgu hjemme her,

Hvor det slemme sker, og dansk humor gør min stemme ler,

Ja god dav du, - Mit navn det’ Babak Vakili – Danmark for mig er andet end den lille havfrue,

- så vær tavs nu! - Nationalsangen rører mig ikke – kald mig fandens kold

Men når der er VM hepper jeg på det danske landshold,

Her mine minder de er, her hvor vind er vores vejr,

Danmark er mit – FUCK PIA – hvem tror den kvinde hun er?

Demokrati – og så friheden til at finde mine rammer,

Svinge min hammer, - Mit Danmark, det kan ingen ta’ fra mig!

Yo jeg føler det mit land ¬¬men det gør tingene hårdt,

At jeg i mit eget land føler mig som Sting i New York

Ja, jeg føler mig som fremmed, under svære kår,

Når jeg ser hvor mange der stemmer på Pia Kjærsgaard,

De smider sorte ud som plasticposer,

Ubevidste mennesker hvis liv er som en fucking dans på roser,

Bliver afvist i byen, - og det svært for de tror,

At de kan skide på mig - men jeg har lært fra min mor,

At man ikke skal lade små folk tror de kan være de stor’,

Og at gøre mig underdanig kan du godt glem’,

- jeg bliver hjem i stedet for at sutte folks lem, fuck dem!

Mit Danmark –som en fucking landsby,

Alt for lille format, Smid folk ud i den rigtige verden - det ville gå galt,

For gaden vrimler med spidsborgere der har angst for kontakt,

Ja, se bare på dem - de selv bange for rap…det er den angst de skabt!

Har lyst til at brække mig i spanden,

Når vi lader os narre af ideer der kun er designet til at gøre os bange for hinanden,

Det er mangel på forstanden, og jeg ser tonstunge,

Problemer i Mit Danmark – men stadig er folk stumme,

Og nej det ikke fordi at folk er onde,

- Men fordi demokrati er en farlig ting når folk er snotdumme,

DF lever på uvidenhed – men lad os få det vendt,

Oplys os selv, for viden er demokratiets fundament!

Men på trods af min smerte – er det godt vi får tosser at mærke,

For formørkede tanker skal ikke være under jorden og vokse sig stærke,

Og de siger at de kan tælle –

Gennem statistisk at indvandrerne – det er de kriminelle!

Men den der vil påstå at man genetisk er et afskum er ret dum,

Glem din statistik og lyt til dette faktum:

Om det så er London eller KBH, ja, du kan vælge et par

Så er det altid den laveste klasse kriminelle er fra!

Min mor sir ”rejs væk, for du er bedre end det”

Men føler jeg har et ansvar, om at bringe hæder her t’

Født i 86 – Rigshospitalet, og er blevet større nu,

Elsker Mit Danmark – aldrig sagt det, men det gør jeg nu…

Hook v/ ZakiDet at altid, Bli set som fremmed driver mig til vanvidfor mens man - er ung kan det være slemt – Kan nogen sige hvad der er mit hjemland? (hvad der mit hjemland?)Ved ikk hvad der bedst mer - Føler mig fremmed der og som gæst herHer hvor vi anbragt - I Mit Danmark - er det osse Mit Danmark?

Læs mere om Vakili på www.vakilisme.dk

Moské med løg på

Første gang jeg så Nusrat Djahan mo-skeen var der sne på kuplen. Det var en forfrossen morgen med højt til

himmelen. Et sted i nærheden gøede en hund med umiskendelig dansk accent. Jeg fulgte et par kommunale skilte i pilens ret-ning. Da jeg drejede af ved Eriksminde Allé var det lige forbi moskéen. Jeg måtte bakke og undres. Dér for enden af den bugtede villavej strakte en kuppel sig rundt mod so-len. Dér iblandt murede parcelhuse. Dér, midt i Hvidovre.

Da jeg anden gang kører ind ad Eriks-minde Allé for at sludre med bønnernes ansvarlige Hr. Niamatullah Basharat, op-dager jeg kulisserne af endnu ikke livs-farlige højhuse i baggrunden. Moskéen forekommer lille i det lys. Om end den i et andet udstråler højtrækkende ambi-tioner.

Jeg bliver mødt af en kulørt krøllet skare af småfolk. En skoleklasse på vej ud af moskéen. På en klar dag med de rette vinkler og intentioner kunne dette med Humphrey Bogarts ord være indlednin-gen på et smukt venskab. Altså imellem danskere og de indvandrede. Børnene ler fornøjet beredte til leg. Spontant begyn-der jeg at tælle. Hvor mange er lyshårede? Er farvepaletten rimelig? I næste øjeblik kigger jeg skamfuldt ned i en fortørnet brosten. Statistikkernes grumme verden er krøbet ind under huden på mig. Så-dan gør vi voksne mennesker som oftest.

Lukker øjnene og tæller. Tror, at vi forstår verden bedre i tal. Ligesom den lille Prins er der nogen der må undre sig. Døren gli-der stille op og jeg kigger ind i et par ven-lige, belevne øjne. Niamatullah Basharat. Kort efter sidder jeg solidt plantet under billedet af Mirza Ghulam Ahmad og med blikket atter stift rettet mod et fad af sukkersøde herligheder. Niamatullah er Imam for Ahmadiyyah-muslimer i Dan-mark.

Ahmadiyyah er en udspringer af islam grundlagt i 1889 af Mirza Ghulam Ah-mad. Altså, ham som hænger over mit hoved.

Jeg fortsætter min række af inkvisito-riske samtaler med åndelige overhoveder. Niamatullah ligger i den forbindelse lige til højrebenet. Han bestyrer Danmarks eneste officielle løgkuplede moské, som blev bygget i 1967. Han er samtidig ån-delig vejleder for en særlig afart af islam, hvis fortolkninger og praksis ikke aner-kendes af den Sunni islam den i 1889 ud-sprang fra. Mirza Ghulam Ahmad ophø-jede sig til profet. Og ikke en hvilken som helst én. Han erklærede at være den Mes-sias, som både i islam og i Kristendom-men er den endelige lovede frelser. På den konto har Ahmadiyyah-muslimer indkasseret en historie præget af forføl-gelse og liv i eksil. Og således indskrevet sig i de udsatte mindretals grumme for-tælling.

Når man er barn af en udstødt mor, er blevet adopteret af en eksotisk far og bor i et sjovt hus er sagen vel ikke klokkeklar. Med andre ord, Niamatullah, er du ånde-ligt overhoved for et dobbelt mindretal og har hjemme i en religiøs bygning de fleste ikke anede fandtes. Altså, de seneste år har man ikke foretaget sig andet end at diskutere om muslimer Danmark skulle have en rigtig moské. Og her sidder vi i én som er 40 år gammel.

Da Mirza Ghulam Ahmad i slutningen af 1800-tallet erklærer, at han er Mes-sias sendt af Gud for at reformere islam, indledes med det samme forfølgelser af Ahmadiyyah-muslimer. Men det er først i 1970´erne, at man oplever en heftig de-bat i Pakistan omkring vores egentlige re-ligiøse identitet. Der bliver sat alvorlige spørgsmålstegn ved Ahmadiyyah-islams fortolkninger og historie. Kan vi betragtes som muslimer overhovedet? Men jeg me-ner, hvad er en muslim? Hvem bestemmer det? Min opfattelse er, at man er muslim, når man siger, at man er muslim. Når man føler, at man er muslim.

Jeg kan høre reformatoren Mirza Ghu-lam Ahmads ord. Og det er interessant. For deri ligger en genkendelighed. Altså, den lutherske reformation handlede ak-kurat om at stille en slags individuel re-ligiøs identitet til rådighed. Det er i mine

S005

TAlkSHow

Af Pawel Wedrowski

De sidste par år har debatten gået om opførelsen af den første mo-

ské i Danmark. Siden Muham-med krisen er debatten ble-vet intensiveret, og forslag er blevet stillet om udform-ning og placering, arkitekt firmaer har lanceret deres bud, og politikere har talt for og imod. I december modtager KURT en invi-tation til et lillejuleaftens arrangement i Nusrat Dja-han moskeen. En moske, i

Danmark?

øjne den religiøse dagsorden vi i Danmark i dag sværger til. At man først og fremmest har et personligt valg omkring sin tro. Er der et positivt sammenfald i den sammen-hæng mellem Ahmadiyyah og Protestan-tisme og integration.

Alle muslimer er enige om, at profeten Muhammed, Guds fred være med ham, forudsagde, at der ville komme en profet, som ville reformere islam. Muhammed sagde at muslimer ville blive delt i 73 sek-ter, ligesom jøderne blev delt i 72 sekter. Og at én af de 73 sekter vil være på rette vej. Der findes jo tre hovedkilder i islam. Koranen, traditionerne og profeten Mu-hammeds liv. Opdelingen i sekter, uenig-heden, opstår bl.a. som følge af, at der er tre kilder, som alle kan tolkes forskelligt. Sekterne kan kun forenes ved Guds mel-lemkomst. Forskellen mellem os og de andre sekter af islam er, at vi tror på, at denne reformator var Mirza Ghulam Ah-mad, som blev sendt af Gud. Efter Mirza Ghulam Ahmads død i 1909 stiftedes et kalifat sådan som Muhammed forudsag-de, at det ville ske efter den fjerde pro-fets død. Indenfor islam er der mange tolkninger, som for-venter, at Messias ankommer i en vold-som skikkelse. At han vil reformere med magt og indføre sha-ria-lovgivning. Det mener vi ikke. Det er ikke Allahs tradition at han sender nogen med magt, våben og militær. Muhammed blev selv forfulgt og flygtede til Medina. Vores mission er at udbrede islam med dialog. Jesus var også fredens mand. In-tegration er betinget af dialog.

I bevarer altså missionen, men under-ordner jer den gældende lovgivning?

Der skal være religionsfrihed. Så længe der er religionsfrihed bør man være loyal over-for staten.

Det er en vigtig pointe. Da jeg inter-viewede Abu Laban og Bent Melchior spurgte jeg bl.a., hvilke mål og identiteter man har som mindretal i forhold til fler-tallet. Jeg kan afsløre, at Melchiors svar lå væsentlig nærmere dit end Labans. Altså, at man religiøst indretter sig efter den lov eller det samfund man lever i. I den sam-menhæng gælder det jo i Danmark ikke kun for mindretallene, men i den grad også for flertallet. En grundlæggende del af det danske demokratis selvforståelse er forankret i adskillelsen mellem stat og kirke.

Koranen siger, at muslimer skal adlyde staten. Den siger ikke, at vi ikke skal ad-lyde staten, hvis den ikke er islamisk. Vo-res tolkning er så, at man ikke skal skabe konflikt imellem stat og religion, hvis de er forskellige. Og vi forsøger at følge vores forskrifter og ikke bare tænke eller sige dem højt. Da det seneste jordskælv ramte Pakistan havde man ganske kort forinden dræbt otte Ahmadiyyah-muslimer i en moské i Pakistan. Et land som har forvist os. Vi sendte øjeblikkeligt hjælp af sted til ofrene for jordskælvet. Det handler om kærlighed. Alle siger det handler om kærlighed. Men kærlighed bliver først til i handlingen. Vi forsøger at handle ud fra vores tro. At vise dét, som er indeni og praktisere det.

Det lyder da meget fint. Mon ikke det

også har noget at gøre med, at man som udsat mindretal sætter alle sejl ind for at blive anerkendt og for at sikre sin overle-velse. Men for at vende tilbage til omdrej-ningspunktet, man kunne sige den runde kuppel. Hvordan i alverden kan en moské i Danmark fejre 40-års jubilæum uden, at

i det mindste Søren Krarup kløjes i et løg. Er det måske, fordi integrationen hér i Hvidovre er foregået så stilfærdigt, at selv Hr. Krarup med sin ellers så veludviklede næse for slige sager ikke har kunne skelne skidt fra kanel.

Altså, vores menighed er missionerende. Dengang i 60´erne var der vel to-tre prak-tiserende muslimer i Danmark udover ambassade-muslimerne. Den første Ah-madiyyah-missionær kom til Skandinavien fra Pakistan i 1956. I vores menighed er der bl.a. en organisation for kvinder og tan-ken var at vise, at der indenfor islam også tænkes moderne. At vi ikke bare beder, undertrykker kvinder og så går hjem og er nedtrykte.

Nusrat Djahan Moskéen blev så bygget i 1967 og er én ud af tre moskeer bygget i Europa på det tidspunkt. Hér, i England og i Tyskland.

Det er vanvittig interessant at betragte disse initiativer fra fordums tid. For i dag, hvor islam er kommet så meget mere i fokus i den vestlige verden er der formo-dentlig ganske få danskere der ved, at man på Eriksminde Allé, Guds fred være med Erik, kan opleve en vaskeægte moské. Samtidig med, at man løbende diskuterer opførelsen af en sådan og i særdeleshed de økonomiske omstændigheder forbun-det med det. Senest som en udløber af

Muhammed-krisen. Hvordan gjorde man dengang? Byggede man bare en moské midt i et pæredansk parcelhuslandskab. Jeg mener, det siger da en del om de for-andringer, det danske samfund har stået model til de sidste fire årtier.

Menigheden er fuldstændig selvstændig. Økonomisk er vi selvdrivende i kraft af medlemmerne. Ideologisk er vi uafhæn-gige, fordi vi ikke er statsstøttede. Hverken af den danske stat, af nogen arabisk stat el-ler af en islamisk stat. På den måde er vi ikke til byrde. Og hvordan kan man frygte et par muslimer. I 1992 havde moskéen 25 års-jubilæum. Jeg blev pludselig ringet op af Danmarks Radio. De ville fortælle histo-rien og inddrage vores naboer. De lavede en rundspørge i området. Alle kendte os, og alle mødte os dagligt, og alle accepterede os uforbeholdent. Det handler om at være et godt menneske og ikke genere andre. Hvorfor skulle naboerne være imod os, når vi ikke er imod dem?

Men i dag får man ikke muligheden for at vise om man er et godt eller skidt men-neske?

Man er blevet bange for muslimer. Men hvis man ved, at der kun ligger fredelige intentioner til grund, har man jo intet at frygte. Vi skal have forståelse for hinanden. Det er det første skridt i integrationen. Vi åbner moskéens døre for alle. Enhver er velkommen så man kan se, hvad der fore-går, så der ikke er nogen hemmeligheder. Alle kan komme til fredagsbøn, som afvik-les på dansk.

Ja, det er noget man gør indenfor Ah-madiyyah-islam. Altså, insisterer på at bruge det nationale sprog.

Vi bor jo her. Hvordan skal gæster ellers kunne forstå? Det må ikke blive hem-meligt. Når ting er svære at se, bliver man bange og skaber fordomme. Vi vil åbne og ikke lukke. Vi holder møder og tager initiativer til arrangementer. I december inviterer vi gæster, og fej-rer på den måde julen, fordi vi ved, at den er en højtid iblandt de mennesker vi bor. Vi skal vise, at vi kan respektere hinanden på trods af religiøse forskelle. At religion ikke forhindrer os i at forstå hinanden. Når I fejrer jul ønsker vi jer tillykke. Og mange tager imod invita-tionen.

I forbindelse med Muhammed-krisen skrev jeg en artikel til Jyllandsposten. Jeg var til møde med tegnerne arrangeret af Journalistforbundet. Hér forsøgte jeg at undskylde den manglende oplysning i forhold til Muhammed og islam. At vi ikke havde gjort nok for at forklare vores

S006

”Men jeg mener, hvad er en muslim? Hvem bestem-mer det? Min opfattelse er, at man er muslim, når man siger, at man er mus-lim. Når man føler, at man

er muslim.”

tro og gøre rede for vores værdier. Hvis vi havde haft dialogen før, havde vi ikke behøvet at have dialogen nu. Men både før og efter handler det om dialog. At for-klare sig for hinanden.

Integration handler ikke om at give slip på sine værdier. Imidlertid er der en række religiøse værdier, som ikke læn-gere er tidssvarende. Værdier som i grun-den blev stiftet af praktiske årsager og som først siden hen blev religiøse. Hvis man skal respektere det samfund man er havnet i, skal man indgå kompromisser. Hvis man vil undgå fordomme og frygt skal man oplyse. Hér kunne man godt, forestiller jeg mig, indenfor islam revi-dere nogle af de leveregler, som er antikke. Altså, hvis vi skal forklare os for hinan-den, må vi først og fremmest være i stand til at forklare hinanden vores værdier i et tidssvarende sprog.

Man skal finde en fælles vej. Men det kommer ikke til at ske, hvis én af parter-ne tvinges til at give afkald på sine vær-dier. Man skal bevare sine egne værdier og have respekt for de andres. I moskéen har vi haft besøg af Bent Lexner og af Jan Lindhardt, som hver især talte om hen-holdsvis jødiske og kristne værdier. Det kan vi lære noget af. Ligesom vi kan lære noget af det danske velfærdssamfund. Og det er på den måde vi påvirker hinanden, og på den måde integrationen skal ud-folde sig.

Men integration indledes dér, hvor man anerkender hinanden som menne-sker. Først derefter udveksler man tros-bekendelser. Bent Melchior siger, at den enkelte i et mindretal har et langt større ansvar for de andre end i et flertal. Er mindretal mere afhængige af symboler når de skal definere sig selv? Har mindre-tallet med andre ord større behov for en tro, som samler og giver en kollektiv fø-lelse af styrke?

Altså, mindretal er mere udsatte. Hvis en repræsentant for et mindretal foretager sig noget ureglementeret har det enorme kon-sekvenser for hele gruppen. Det enkelte in-divid afspejler i høj grad helheden. Det er vigtigt at være bevidst om det forhold. Vi er islams ambassadører og har som mindretal en stor pligt til at repræsentere vores tro på en positiv måde.

Vil der blive bygget flere moskéer i Danmark?

Det handler om lovgivning og tilladelser. Det vigtigste er, at vi har steder, hvor vi kan bede. Vi kan ikke udbygge og lave større projekter, når vi bebor et villakvarter, hvor der hersker visse regler. Vi indordner os reglerne så længe vi har ret til at prakti-

sere vores tro. Og det er dét integrationen skal afspejle. At leve og lade leve gennem dialog.

Den tidligere iran-ske præsident Mo-hammad Khatami, i øvrigt betragtet som moderat og fortaler for en opblødning mellem islam og kristendom, har for nyligt udtalt, at man henretter ho-moseksuelle i Iran,

fordi deres levevis er i strid med religiøse forskrifter. Jeg kan ikke få øje på, hvor man lader leve i den sammenhæng. Hvordan kan man i en integrationsproces være foregangs-mand for et islamisk dobbelt mindretal i Danmark, når avisforsider dagligt prydes af blodige begivenheder og radikale udtalel-ser fra den islamiske verden. Det må være afsindig svært at bevare en troværdighed. At være det gode eksempel. En kamp mod vindmøller?

Man er forpligtet til at være det gode eksem-pel. Det siger Koranen. Når man dræber sig selv i islams navn forbryder man sig mod is-

lams principper. Og man skaber et forvræn-get billede. Når man som muslim begår selv-mord får man ikke læst sin gravbøn.

Jeg slukker den lille båndoptager. Vi kig-ger stille på hinanden. Makkere i et grum-set komplot. Fra hver sin side af skrivebor-det, fra hver sin side af skyttegravene er vi kravlet møjsommeligt frem for at tørre hinandens øjne. For at fylde skyttegravene med ord. Jeg giver Niamatullah hånden. Vi skilles som et par fortrolige modstandsfolk under kuplens himmel.

På vej gennem Hvidovres endeløse rækker af ligusterhække bemærker jeg, at skyerne er ved at trække indover Køben-havn. Jeg tænker, at verden vikler sig ud og ind af Herrens uransagelige veje. Jeg skimter Nusrat Djahan Moskéen en sid-ste gang før jeg svinger ud af Hvidovre. Som et finurligt smølfehus bringer det farver til kvarteret. Et glemt vidnesbyrd om, hvor enkel verden kan være – et for-sigtigt håb til fremtiden, hvis vi tør ofre et par ord på handlingens alter. n

TAlkSHow

S007

blå boGNusrat Djahan Moskéen er opført i 1967.Med de mange kirkeretninger repræsenteret i kommunen var det ikke unaturligt her, at Nordens første og Danmarks endnu eneste løgkuplede moské blev bygget. Med over 30 år bag sig må Nusrat Djahan Moskéen siges at være en etableret del af Hvidovre. Med sit tidlige opførelsestidspunkt markerer den fint tiden for den første bølge af muslimsk indvandring til Danmark og dermed overgangen til en ny type samfund. Kilde: www.historien-i-gaden.dk

”Det er ikke Allahs tradi-tion, at han sender no-

gen med magt, våben og militær. Muhammed blev selv forfulgt og flygtede til Medina. Vores mission er at udbrede Islam med dialog. Jesus var også

fredens mand.”

Nusrat Djahan moskéen blev bygget i 1967.

lyrIk

Pizza nr. 31I Valby ligger der en shawarmabar. Det er der intet usædvanligt i. Men

går du ind på shawarmabaren, vil du på husets 1x2meter neonoplyste

menukort ved pizza nr. 31 øjne det usædvanlige navn, Mevlana. Ordet

kommer af Mevla, der betyder Gud, og mevlayi bulmak, som er det

tyrkiske verbum for at finde den sande vej. Mevlana er kælenavn for

sufi-mesteren Jalâloddin Rumi (1207-73), der fandt en vej til Gud.

Hvis du spørger shawarmabarens ejer, hvorfor han har opkaldt hu-sets pizza efter en islamisk mysti-

ker fra det 13. århundrede, er der ingen grænser for hans lovord om Mevlanas evner udi digtekunsten. Og han har ret. Rumi er på højde med et vestligt ikon som Shakespeare. Med Shakespeare de-ler Rumis poesi, udover sublime linjer og forførende rytme, en fabelagtig evne til at forene lavstatus med høj-status. Ligesom Shakespeare færdedes Rumi i alle sam-fundslag. Rumi kendte tiggernes, kunst-håndværkernes og markedssælgernes liv, såvel som prinsers og politikeres og brugte tematikker fra alle samfundslag i sin poesi. Rumi lod sig, i forlængelse her-af, inspirere af både verdslig og religiøs litteratur: den arabiske kærlighedspoesi, dens mange kærlighedspar, Koranen, de tidlige sufimestre Sanai og Attar.

Sufien er elskeren og Gud Den Elske-de. At elske Gud er at ihukomme Ham. Elskeren skal ved ihukommelse af Den Elskede blive gal af kærlighed og denne galskab må han udtrykke: At elske er at ihukomme er at danse er at digte er at be er at elske er at ihukomme. Og sådan kunne jeg fortsætte; lade ordene hvirvle som et billede på sufien, der time efter

time hvirvler rundt om sin egen akse for at nå en ekstatisk tilstand af enhed med Gud, den uafbrudte ihukommelse, hvor kærligheden fylder alt og selvet forsvin-der. Rumi frembragte i sin ihukommelse af Gud 35.000 poetiske linjer.

For sufien er alt i den verdslige verden betydningsfuldt, men ikke som sig selv; men for det, som genstanden/dyret/plan-ten/ mennesket tegner. Alt skabt er tegn, der, tolket af sufi-digteren, lærer menne-sket at ihukomme Skaberen. Den islamiske mystiker digter ofte allegorisk. Et allegorisk digt er som en kinesisk æske; man åbner en æske, kun for at skulle åbne æsken inden i osv. osv. Et møl hos Rumi er et møl, men også et billede på elskeren, der er et billede på sufien, der er et billede på Rumi/Sanai/Attar, der slutteligt afspejler den ideelle el-sker, Muhammad. Og kender læseren ko-den; at dette er et sufi-digt, ved læseren, at alle Rumis æsker først og fremmest inde-holder forsøg på at beskrive det ubeskrive-lige rum udenfor æsken, Gud.

Rumi var søn af mystikeren Bahâod-din Valad og efterfulgte ham som leder af en orden i Konya, Tyrkiet, allerede som 24-årig, men det var først, da Rumi som 37-årig mødte den vagabonderende sufi Shamsoddin af Tabriz, at han for alvor be-

gyndte at digte. Eller rettere efter afskeden med Shams.

Uden at kunne afgøre, hvem der afspejle-de den ideelle elsker og hvem Den Elskede, begyndte Rumi og Shams en åndelig rejse, hvor Rumi i lange perioder fuldkommen tilsidesatte sine øvrige pligter. Man mener i dag, at Shams blev myrdet i Konya af en jaloux discipel til Rumi, men der går stadig historier om, at Shams blot fortrak til sin fødeby Tabriz i Syrien. Begge byer har de-res myter. Og hver en grav til Shams.

Ved tabet af Shams hensattes Rumi i en raptus af poesi. Gal af kærlighed digtede han sig gennem sorgen, frem til erkendel-sen af at han, i sin nu uafbrudte ihukom-melse af Shams, blev Shams. Da Rumi 30 år senere satte sig for at samle sine mange digte i en bog, blev det med titlen Diwan- i Shams-i Tabrizi/-Samlede digte af Shams fra Tabriz.

Rumi kom på sine digte, imens han hvirvlede rundt om sin egen akse, i en dans han havde lært af Shams. Dermed grund-lagde Rumi i Konya, hvad der nu er kendt som sufi-ordenen De hvirvlende dervisher. Dervish kan fra tyrkisk oversættes til et yd-mygt og tolerant menneske. De hvirvlende dervishers poesi læses flittigt den dag i dag. Også i Valby. n

Sufi ensemblet Al Kindi fra Da-maskus optrådte sidste sommer over hele landet under Images of the Middle East festivalenFoto: Vahid@Goossun ArtLab

S009

Hvis nogen spørger dig,hvordan den fuldkomne tilfredsstillelse af alle vore seksuelle længsler vil se ud skal du løfte dit ansigt og sige

Sådan her.

Når nogen nævner nattehimlens skønhed så kravl op på taget, dans og sig.

Sådan her.

Hvis en eller anden ønsker at vide, hvad ånd ereller hvad Guds duft er,læn dit hoved mod ham eller hende. Behold det tæt ved deres.

Sådan her

Når nogen reciterer det gamle poetiske billede om skyerne, der gradvis afdækker månen,løsn da langsomt, knude efter knude, din kjortels bånd.

Sådan her Hvis nogen undrer sig over, hvordan Jesus genopvakte den døde,skal du ikke forsøge at forklare miraklet.Kys mig på munden.

Sådan her. Sådan her.

Hvis nogen spørger, hvor høj jeg er, så rynk din pande,mål med dine fingre rummetmellem pandens linier.

Så høj.

Digt 1.

Straks jeg hørte min første kærlighedshistorie,begyndte jeg at se mig om efter dig.Hvor var jeg blind!

Elskende mødes ikke til slut et sted.De er i hinanden hele tiden.

Digt 2.FaktaAf Stine Bork Kristensen. Cand. mag i lit-teraturvidenskab på et speciale om forholdet mellem Rumis poesi, Koranen og den arabiske kærlighedspoesi.Stine B. K. holder foredrag om Rumi.sborkk@hotmail.com

Sjælen forlader ind imellem kroppen og vender tilbage.Når en eller anden ikke tror på det, så gå ind i dit hus igen.

Sådan her.

Når elskende klager,fortæller de vores historie.

Sådan her.

Jeg er en himmel, hvor sjælene lever. Se ind i dette dybere blå, når brisen fortæller en hemmelighed.

Sådan her.

Når en eller anden spørger, hvad der er at gøre,tænd stearinlyset i hans hånd.

Sådan her.

Hvordan nåede Josefs duft Jacob?

Huuuuu.

Hvordan fik Jacob sit syn tilbage?

Huuuu.

En lille vind rensede hans øjne.

Sådan her.

Når Shams kommer tilbage fra Tabriz,vil han lade sit hoved dukke frem ved dørkarmen, for at overraske os.

Sådan her.

I efteråret 2006 står Muhammedkrisen på sit højeste. Når Tv’et tændes tordner langskæggede imamer frem og sort-

klædte burkakvinder skriger hysterisk op om hævn. Det er nogenlunde det spæn-dingsmættede billede, nyhederne vælger at formidle til danskerne.

Med Muhammedkrisen vokser hysteriet på begge sider af det angivelige skel mellem Vesten og Mellemøsten – er vi på vej ud i en civilisationernes kamp?

S010

rEJSEBrEV

NextStopEgypten– et rejsebrev

11 unge danskere drog i ok-tober 2006 til Egypten for at mødes med egyptere til dialog om Muhammedkrise, islam og sameksistens. Filo-sofien var, at det personlige møde sætter sig ud over po-litik, principper og mediernes dæmonisering af ’den anden’.

Af Lasse Korsemann–Horne

Foto: Thomas Owen Kiernan og Lasse Korsemann–Horne

NEJ, mener aktivistforeningen Next Stop Mellemøsten. Det er tværtimod den tiltagende uvidenhed om hinandens liv og kulturer blandt almindelige mennesker, der giver grobund for fremmedangsten og stig-matiseringen.

Derfor arrangerer Next Stop Mellem-østen aktive ferierejser til regionen for nys-gerrige danskere, der ønsker at møde ”de andre”, araberne, for at spørge dem, hvad de mener om islam, livet og hverdagen.

Aktiv turismeProgrammet for Next Stop Egypten forde-ler rejsens tre uger mellem besøg på skoler, universiteter, Ngo’er (regeringsuafhængige organisationer) og almindelig turistferie ved det Røde Hav, ørkensafari og sejlture på Nilen.

Allerede første aften er next stop’er-ne inviteret hjem til Yassmine El–Sayed Hani, en samfundsfagsstuderende, hvor vi bliver budt på egyptisk buffet og te. Det er ikke en diskussions–setting, men

en hyggeaften og en god lejlighed til at se, hvordan en typisk mellemklassefami-lie lever i Cairo. Arrangementet er typisk for Next Stop turene, hvor formålet er at bringe danskere og arabere sammen om noget så neutralt som en middag eller en koncert, hvor den frie tale af sig selv får luft under vingerne.

I dagene der følger, er vi inviteret til diskussioner på Cairo Universitet og på

en privatskole i Giza ved pyramiderne, hvor Muhammed–tegningerne er afsæt-ningspunktet for lange samtaler. Vi – det vil sige danskere og egyptere – når frem til, at det hverken er tegningerne eller is-lam, der skiller os. Det er derimod for-skellen på at være troende og ikke–tro-ende, der gør det svært for os at forstå

Det er hverken tegningerne eller islam,

der skiller os.

hinanden, men langt fra i den grad, som medierne og politikerne får os til at tro.

Eid ul–Fitr

Cairos gamle handelskvarter summer af liv. I bazarens små gyder og stræder oser tusinder af cairoianere rundt for at klare de sidste indkøb til Eid–festen, der markerer afslutningen på Ra-madanen, som svarer til vores juletid.

Ramadanen er en fastemåned, der strækker sig over 30 dage. Hver aften efter solnedgang samles egypterne i gaderne til et stort festmåltid – også de fattige. For under Ramadanen skal alle have det godt, og vi møder ingen tiggere i byen.

Et af fastens formål er, at man oplever sultfølelsen hos de fattige, og at rig og fattig således sættes på samme trin. Derudover er fasten også en gestus til Gud om ens lyd-hørhed.

Vi overværer Eid–festen, der starter med en ti minutter lang bøn klokken seks om morgenen. Der er spænding i luften, børnene kan ikke holde vente tiden ud, og de unge pjatter og fniser omkring os. I det øjeblik bønnen slutter, begynder festlighe-derne med høj musik, balloner og skum-sprøjt – og mad. På Eid–dagen er det nem-lig forbudt at faste!

TerroristenSom ugerne går, former mit indtryk af lan-det sig gennem vores samtaler med de unge egyptere fra universiteterne, der klager over et land, der er gået i stå, og hvor der kun er få jobmuligheder. De mener, Egypten er tvunget i knæ af bureaukrati og korrupti-on. Mange egyptere er også bekymrede for den konservative del af befolkningen, der ønsker at trække landet i en mere islamisk

retning. For at få sat et ansigt på den del af landet mødes vi med Hassan K, en tidligere terrorist.

Han er velklædt og ser glad ud, som han sidder og babber på sin vandpibe. Han for-tæller os sin historie. Han var en bølle, ind-rømmer han, familien kunne ikke få ham til at blive i skolen. Ved bønnen stiftede han bekendtskab med en islamistisk gruppe, Gamaat Islamiyya. Han følte sig tiltrukket

af miljøet og begyndte i gruppens karate-klub. Efter mordet på præsident Anwar Sadat i 1981 intensiverede politiet jagten på islamistiske bevægelser. I 1984 blev han uden grund fængslet i ti dage, hvor han fik tæsk af politiet og blev tortureret med elek-

triske stød i brystvor-terne – da var han 14 år gammel.

Siden blev han aktiv i gruppen, om end han ikke var direkte involveret i terrorhandlin-ger. Frem til 1992 trænede han kom-mende terrorister i karate og arrange-rede en konference med mujahedinere

fra Afghanistan i Saudi–Arabien. Men da nogle af hans ”brødre” samme år sprang en café i Cairo i luften, mistede han troen på Gamaat Islamiyya.

Han forklarer, at det ofte er politiets vold, der driver unge i armene på funda-mentalistiske bevægelser. Mere frihed ville derimod åbne den politiske arena for de-mokratiske alternativer.

Gammel knarkTiden må så vise, om vi er kommet tættere på en forståelse af den egyptiske og isla-misk religiøse verden? Det er endnu svært at svare på, mente jeg indtil for få dage si-den.

På en restaurant overhørte en ældre herre ved sidebordet, at jeg havde rejst rundt i Egypten. Hans første kommentar var: Hvad satan lavede du dernede? Var det ikke farligt? Var de ikke sure?

Hvortil jeg svarede: Nej, det var stille og roligt. Søde mennesker.

Nå, det kan jeg sgutte tro, men du gik nok heller ikke og viftede med Dannebrog, hvad?

Hvortil jeg igen måtte svare: Jo, der sad faktisk et Dannebrogsflag på min taske, som jeg havde med hele tiden. Det var der ikke nogen, der blev sure over. n

S011

”Mange egyptere er også bekymrede for

den konservative del af befolkningen, der ønsker

at trække landet i en mere islamisk retning”

FaktaNavnet Next Stop stammer fra fredskampagner-ne Next Stop Nevada og Next Stop Sovjet, som kulminerede i 1989 med et fire uger langt besøg i Sovjetunionen, hvor 3000 skandinavere deltog. Next Stop Serbien overtog Next Stop-navnet i samme ånd og med formålet at bryde den internationale isolation af Serbien efter NATOs bombardementer af landet i 1999. Og i år 2005 så Next Stop Mellemøsten dagens lys. Kampag-nen ønsker at skabe et bredt og mangfoldigt netværk i civilsamfundet i Mellemøsten, som interesserede danskere kan besøge for at skabe oplysning, diskussion og debat både herhjemme og dernede. Læs mere om kommende ture på www.nextstop.dk

Man siger Eid–festen minder lidt om vores jul – her var der

bare lidt mere gang i den!

”Det er ofte politiets vold, der driver unge i armene på fundamentalistiske

bevægelser”

S012

JoNAS JUrA HJØrNE

Demokratiets væsen og uvæsen

Der er demokratier. Og så er der rig-tige demokratier. Men hvor træk-ker vi grænsen? Det spørgsmål er

rejst og besvaret på mange måder igennem demokratiets historie. I dag er spørgsmålet højaktuelt ved afgrænsningen af den legi-time politiske kamp og den illegitime po-litiske kamp.

I Danmark definerer straffeloven terro-risme som handlinger, der har til formål (1) ”at skræmme en befolkning i alvorlig grad”, (2) ”uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation” til at handle, (3) ”at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grund-læggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige struk-turer”. Hvis en person med ét af disse for-mål begår drab, udøver grov vold, foretager frihedsberøvelse eller transportkapringer, groft overtræder våbenlovgivning, begår brandstiftelse osv., så er straffen fængsel på livstid.

Da man skulle vedtage reglen, blev man opmærksom på, at der kunne være tilfælde, hvor det er helt legitimt at bruge magt til at omstyrte en sam-fundsorden. EU-lan-dene blev derfor enige om en definition, som skal bruges til at træk-ke grænsen mellem den legitime mod-standskamp og den il-legitime terrorisme.

Som illegitim ter-rorisme anses alvorlige overtrædelser af straffeloven, begået af personer, hvis ”mål er en trussel mod medlemsstaternes de-mokratiske samfund, der respekterer rets-statsprincippet, og mod den civilisation,

disse samfund bygger på”. Derimod anses det ikke som terrorisme, hvis de grove overtrædelser af straffeloven bliver udført for ”at bevare eller genskabe disse demo-kratiske værdier, hvilket navnlig var tilfæl-det i visse medlemsstater under 2. Verdens-krig, ligesom det heller ikke kan anses for terrorisme at udøve den ” legitime ret til at udtrykke meninger”.

Det er altså ikke legitimt at angribe ”demokratiske samfund, der respekte-rer retsstatsprincippet”. Men hvad ligger der så i ”retsstatsprincippet”? En demo-kratisk retsstat kan defineres bredt ved at fokusere på almindelige principper om magtfordeling, lovens styrende kraft og domstolenes uafhængighed. Men en demokratisk retsstat kan også defineres mere snævert, således at der stilles ind-holdsmæssige krav til de regler, der skal gælde i samfundet. Det er ikke nok, at loven vedtages af et flertal og håndhæves af domstolene. Loven skal også være ret-færdig og behandle borgerne – og navnlig mindretallene – ordentligt.

I Europa er den snævre – og altså mere strenge – definition fremherskende. Den

strenge definition slår igennem i sager, hvor ytringsfriheden bruges til at angribe mindretal. Den Euro-pæiske Menneskeret-tighedsdomstol har derfor for mange år siden slået fast, at de politiske bevægelser,

som har til formål at indføre ”udemokra-tiske” tilstande af nazistisk, kommunistisk eller ultra-religiøst tilsnit, kan opløses ved magt. Menneskerettighedsdomstolen har også slået fast, at personer, der f.eks.

benægter Holocaust, misbruger deres ytringsfrihed.

I de senere år er definitionen strammet. I november 2004 afgjorde Menneskeret-tighedsdomstolen en sag, hvor et britisk medlem af et ekstremt nationalistisk, høj-refløjsparti var blevet straffet for i sit vin-due at ophænge en plakat, som viste (i) det brændende World Trade Centre, (ii) teksten ”Islam out of Britain – Protect the British People” og (iii) symbolet for islam – halvmåde og stjerne - i et forbudstegn. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at det havde været berettiget at straffe ham, fordi han havde misbrugt sin ytringsfrihed. Hans ytringsfrihed nød derfor ingen retlig beskyttelse.

Menneskerettighedsdomstolen har der-med strammet grebet over for personer, som bruger demokratiet til at angribe – i dette tilfælde religiøse - minoritetsgrupper. Et demokratisk samfund er med andre ord et samfund, som ikke blot er en retsstat i snæver forstand, men som også beskytter minoriteters menneskerettigheder. I det hele taget er et demokrati i europæisk optik kun et rigtigt demokrati, hvis det beskytter det korpus af menneskerettigheder, Europa har udviklet over århundreder.

Demokratiets væsen er beskyttelse af menneskets rettigheder, og demokratiets uvæsen er knægtelsen af menneskets ret-tigheder. Demokratier formår ikke altid at holde sig på måtten, men krænker tværtom menneskerettighederne. Og når krænkel-serne bliver tilstrækkelig omfattende og grove, så mister demokratierne deres legi-timitet, hvorefter de kan gøres til genstand for legitim modstandskamp – vel at mærke uden at modstandskampen kan anses som terrorisme. Forskellen er, om demokratiets væsen eller uvæsen holdes i hævd. n

Af Jonas Christoffersen, Københavns Universitet llustration: Pernelle Caspersen

”Menneskerettighedsdom-stolen har også slået fast, at personer, der f.eks. be-nægter Holocaust, misbru-ger deres ytringsfrihed”

S013

BUTIk

Tekst og foto: Peter Friis-Nielsen

I en kælder på hjørnet af Rosengården lig-

ger Abigail. Den britiske specialvarebutik i

København. Butikkens bestyrer gennem de

sidste fire år hedder Brian Moore, en ægte

brite.

De fleste af Abigails kunder er briter, men

som de fleste andre nationale specialbutik-

ker er butikken også begyndt at tiltrække

andre nationaliteter.

”Mere end 30 procent af kunderne er dan-

skere,” fortæller Brian Moore. ”Det er folk

som har været på ferie i England eller som

har boet der i en periode og er blevet ’af-

hængige’ af bestemte engelske varer. Og så

er der selvfølgelig også de danskere, som er

gift med en englænder og kommer for at

købe ind.”

Mange briter vil nemlig gerne have de-

res egen mad. ”Der er ting, som kun

briterne kan lave”, forklarer Brian. ”Den

særlige britiske pølse f.eks. Den ligner

en medister, men den smager ikke som

noget andet. Hylderne er fulde af briti-

ske specialiteter og særheder: Christmas

Cake, Chips, Green’s pulverblandinger

til scones, citron pie og pandekagemiks.

Briterne har åbenbart også hang til egne

husholdningsmidler og kropsplejepro-

dukter, og rengøringsmidlet Mr. Muscle

står side om side med Antique Baby Lo-

tion og TCP.

Og netop mundskyllemidlet TCP – med

den desinficerende effekt – er der salg i

på denne januardag. Midt i snakken om

de britiske specialiteter kommer to ældre

mænd ind i butikken. Den ene skal foretage

sine fast indkøb, som bl.a. omfatter tre fla-

sker TCP. ”Ja,” kommenterer hans ven. ”Jeg

synes det lugter forfærdeligt. Men han har

boet i England i mange år og det er blevet

en del af hans liv. Han bruger det hver ene-

ste dag.”

Efter danskerne de seneste år er begyndt

at drikke andet end pilsnerøl, er der også

kommet gang i salget af engelsk øl. Abigails

øludbud ville tilfredsstille de fleste og spæn-

der fra Monty Pythons Holy Grail øl til øl

med kaffe-, chokolade- og hindbærsmag.

”Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men øl med

tilsat smag sælger godt til piger i 20’erne,”

fortæller Brian Moore. n

Britiske specialiteter fra Abigail

MADINTEGrATIoN

S014

Madeleines MadteaterProducent: Mette MartinussenScenograf: Nikolaj DanielsenKøkkenchef: Bo LindegaardKok: Andy

Revolutionerende sindsoprivende kalejdoskopisk madfortælling, hvor magiske bobler brister i flæng og kulinariske ekvilibrismer integreres i teatrets forunderlige verden.

Se mere om Madeleine på: www.madeleines.dkFoto: Thomas Brolyng

S015

VoXPoP

Atter har kUrT været ude med den lange snude og snuset til folks meninger. Er der i Danmark

plads til mangfoldighed spurgte vi fra en bro over lyngbyvejen og fik svar på tiltale:

BrittaPensionist85 årFødt i Danmark

Plads til mangfoldig-

hed... tja, både og.

Det kunne være bedre.

KathrineSangerinde og sangskriver29 år Født i Danmark

Jeg synes, at mangfoldighed er plads til forskellige holdninger, sandheder og overbevisninger. At der ikke er retningslinier for hvad der er rigtigt og forkert. I min omgangskreds er der plads til mang-foldighed. Man kunne ønske at det var sådan alle steder. Både i top-pen og i bunden.

ChristianSkoleelev 9. Klasse16 årFødt i Danmark

Et eller andet sted har alle jo en mening. Og i Danmark er der plads til forskellige meninger. Måske er der lidt for mange meninger. Når forskellene bliver for store ændrer stemningen sig. Og ikke altid til det gode. Men selvfølgelig skal der være plads til alle farver.

SaraDesigner29 årFødt i Danmark

Som hovedregel er hovedstæ-der bedre til mangfoldighed og flere kulturer. Jeg kommer fra landet, hvor mangfoldigheden har trange kår. Jeg synes, at der er plads til mangfoldig-hed i København. Men det er jo ikke New York.

S016

MichaelPensionist40 årFødt i Danmark

Danmark er ikke mangfoldigt,

det er ved at være snerpet.

Vi behandler vores gæster

dårligt. Det er pissepin-

ligt.

Ali Verdens bedste grønthandler

45 årFødt i Libanon

Det er svært. Danmark er for lille

til at være mangfoldigt. Dansk kul-

tur er meget speciel og det er ikke

som i Frankrig og England, hvor ko-

lonierne har skabt en mere farverig

kultur.

BolIG

Hos familien Tadari, bliver jeg og fotografen mødt af fem nysgerrige ansigter. De fem piger er klædt i

farverige pakistanske dragter, og vi får knap fremstammet ordene specialestuderende og fotoudstilling, førend vi er placeret i den store hjørnesofa i den lille stue. Faderen i huset forklarer stolt, at han købte huset for at have plads til sine fem piger og store søn, som han desværre mistede da kræften vandt over ham for halvandet år siden. Pi-gerne fniser ad deres snaksaglige far, som upåagtet fortsætter fortællingen om, hvor-dan planerne om tilbygningen til huset gik i sig selv, da drengen døde. ”Han var netop blevet forlovet og skulle jo flytte ind med sin kone i tilbygningen” forklarer han og konstaterer, at han og hans kone fra nu af vil blive færre og færre i hjemmet, for snart står den ældste datter for at skulle giftes, og

én efter én flytter pigerne ud. Selvom de syv mennesker fordeler sig på

110 m2, er det ikke noget problem, når der kommer uanmeldt besøg, for her er altid plads til overnattende gæster. Familien be-tragter det som en stor glæde at kunne tage imod familie og venner, som ikke har ligeså meget plads.

”Her kan ungerne hoppe og danse, som de vil, og der er altid plads, også selvom de vælger at overnatte – så er der bare ma-drasser i hele stuen,” forklarer 20-årige Sha-maila, mens hun og hendes søstre viser os rundt i haven, hvor dukkevogne, trehjulede cykler og solsenge har vundet over roserne. I hjørnet af haven er farens stolthed, det længe ventede og endnu halvfærdige skur, ved at rejse sig. Familien har taget konse-kvensen af de mange gæster og veninder, som hjemmet frekventeres af, og bygget et

skur, hvor faderen kan have alle sine ting og sager.

”Det er fars skur, og der kan han få lov til at rode,” fortæller pigerne, mens de leende forklarer, hvorfor det har taget så lang tid at bygge skuret. ”Det har ikke gjort det lettere, at naboen har bygget et rigtig flot et lige på den anden side af hækken. Det er som om, far fik en lille smule præstationsangst, da han så det. Nu har far heldigvis fået spurgt om ikke naboen vil hjælpe ham med at bygge det færdigt. Til gengæld leverer far maling fra arbejdet til naboens båd”.

Solenergi til gæsterneSådan vendes normerne på hovedet, når nydanskeren opfylder regeringens ihærdi-ge ghettoficeringsstrategier og flytter i eget hus. Det at eje og indrette sig i et parcelhus handler for familien Tadari ikke kun om, at

S017

Parcelhus på nydansk– ligusterhække i ny forklædning

Af Helle Nysted Andersen Foto: Peter Friis Nielsen

Parcelhuskvarteret er stedet som mange danskere elsker at hade. ligusterfascisme, småborgerlighed og konservatisme, er blandt de beskrivende ord, som ofte følger parcelhuslivet. Men hvad sker der, når parcelhuset ikke længere kun er til for far mor og børn og når første, anden og tredje generation bor under samme tag? Når IkEA og deres funktionelle løsninger ikke længere slår til og når farvekombinationerne eksploderer og duften af barbecue og grillpølser blander sig med Shish kebab og Tikka Masala? rundt omkring på matriklerne i kvarteret fordeler et af Danmarks vigtigste regimenter sig, de selvejende kernefamilier. Men hvordan ser parcelhuset egentlig ud på nydansk?

kunne tilgodese far, mor og børn, men er snarere et spørgsmål om at kunne tilbyde hele det sociale netværk et værested. Vi besøgte fem forskellige familier fra hen-holdsvis Indien, Pakistan, Makedonien og Tyrkiet, og selvom der blandt disse familier var væsentlige forskel-le, bar alle hjemmene præg af, at man vil gå langt for at kunne invitere venner og fa-milie på besøg, både i længere og kortere perioder.

At der skal være plads til gæster i hjem-mene, betyder imidlertid ikke, at det er samtalekøkkener og velværeværelser, der prioriteres. Ganske få familier havde ek-sempelvis været i IKEA for at få løst kravet til multifunktionalitet og omskiftelighed. ”Det behøver ikke at se dyrt ud, der skal bare være plads til at vi alle sammen kan være her. Vi vil hellere en tur til Pakistan end at bruge vores penge på dyre møbler”. Hos undersøgelsens anden Pakistanske fa-milie er der således indrettet en kvindestue på husets første sal. Langs alle vægge er placeret simple skibsbrikse mens gulvet er holdt frit for møblement. Her kan børnene sidde sammen med kvinderne, som smi-der sløret og sludrer med hinanden, mens mændene er samlet nedenunder.

Hos Azem og hans familie fra Make-donien, har det at have mange gæster, be-tydet at familien har indsat ekstra bredde døre overalt i huset, således at møble-mentet kan flyttes rundt, alt efter hvor mange gæster der er på besøg og Anil fra Indien forklarer, at de stærke farver er valgt, fordi de virker på en helt særlig måde. Med entreens mintgrønne farve er

det hensigten, at gæsternes udefrakom-mende energier dæmpes, således at de er påvirkelige over for husets egen energi. ”Den mintgrønne farve i entreen dæmper energien, mens den pink farve her i mid-

ten af vores hjem, og den gule farve i stuen opfanger so-lens energi, som ifølge Buddhismen sikrer en god og po-sitiv stemning. Det ønsker vi at vores gæster skal opleve, også for at de kom-mer og besøger os igen en anden gang”.

FlerfamilieshusetOprindeligt var parcelhuset et af de selv-regulerende værktøjer, som den tidlige velfærdsstat med rolig hånd kunne strø ud over landet. Udover visheden om, at fami-lier med eget hus er de mest loyale over-for arbejdsmarkedet, så havde 1930’ernes ”bedre byggeskiks-huse” også sat en standard for hvordan et ”rigtigt” hjem skulle indrettes. Den gode og sunde bolig var grund-muret, udstyret med sanitet og funktionelle køkkenfaciliteter, der lettede arbejdet i hjemmet og frigav både kvinde og mand til faste jobs.

Familierne erhverver ofte husene, når sønnerne har nået den alder, hvor de snart vil stifte deres egen familie. Som Mustafa, der købte huset, da han var 56 år forklarer; ”Hvis jeg skal få min søn til at blive boende

her og passe på mig og min kone, så må der jo være plads til ham og hans børn. Des-uden har vi nu plads til, at alle vores døtre kan komme på besøg med alle deres børn også”.

Anil spekulerer på hvordan hans to søn-ner vil kunne blive boende i hjemmet, når de bliver gift. Anil har allerede udstyret huset med en tilbygget havestue, et lydisoleret skur og en tilbygning der har gjort det muligt for familien at indrette et privat tempel, et gæste-værelse til bedstemoderen samt værelser til hver af de to sønner. ”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at købe naboens hus, når han en-gang skal sælge, og han har også lovet mig at sige til, hvis det sker. Så kunne vi bygge de to huse sammen, hvis man da kan få lov til det”.

Hæk for fællesskabFamilierne er enige om, at det er lettere at møde danskere i parcelhukvarteret end i lejlighedsbyggeriet. “Vi ved, hvor vi har

hinanden herude,” forklarer Benny.” Na-boerne kan se, at vi passer hækken og ordner huset. Det første, vi gjorde, var at rydde hele forhaven for træer og buske, så man kunne se ind til huset, det anbefalede grundejerformanden os”.

Andre familier fremhæver også hækken som et nøgleord i forhold til kontakten udadtil. “Det er hyg-geligt at stå og sludre over hækken. Vi har fået mange gode råd med på vejen på den måde, og vi hjælper hinanden alle sammen. Her er alle jo i samme båd, og har man et problem, så er der altid en eller anden, der ved, hvad man skal gøre. Selvfølgelig var

S018

”Sådan vendes normerne på hovedet, når

nydanskeren opfylder regeringens ihærdige

ghettoficeringsstrategier og flytter i eget hus”

”oprindeligt var parcelhuset et af

de selvregulerende værktøjer, som den tidlige

velfærdsstat med rolig hånd kunne strø ud over

landet.”

Anil og hans to sønner tager ofte ud og spiller indisk musik til fester og bryllupper. Og når de øver hjemme inviterer de venner og familie forbi til en omgang fællessang.

det svært i starten, for jeg forstod for ek-sempel ikke altid hvad folk mente, når de spurgte om vi ville se efter deres hus, jeg mener, huset går da ingen vegne selvom de er på ferie” griner Azem.

Typisk oplever mændene dog lettere kontakt til de øvrige beboere end kvinder-ne. Mændene udveks-ler hjælpende hæn-der, mens kvinderne, så snart deres børn er blevet store, oplever meget begrænset kon-takt til kvarterets øvrige beboere. ”Det var lettere dengang jeg kunne lave havearbejde. Så snakkede jeg med de andre kvinder, men jeg kan ikke klare haven længere” forklarer en af kvarterets nydanske husmødre.

Kigget ind bag hækkene afslører men-

neskeskæbner, som man aldrig havde forventet at møde, familiefortællinger og hemmeligheder, som ligger langt fra vo-res forventninger om forudsigelighed og småborgerskab. Men det afslører også, at et ellers så rodfæstet og normaliseret fæno-

men som Parcelhus-kvarteret, redefineres af dets nye beboere. Ideen om hvordan man er, når man bor i parcelhus, udfordres i takt med at flere og flere nydanske fa-

milier får mulighed for at købe eget hus, og måske vil denne proces afsløre sider af denne boform, som vi hidtil ikke har kendt til, som når Ligusterhækken bliver der hvor vi mødes og den som samler frem for at ad-skille. n

S019

BolIG

BLÅ BOG:Stud. Etnolog Helle Nysted Andersen arbejder som konsulent til daglig med spørgsmål om livet mellem husene og hverdagslivets indflydelse på gode byrum. Fotograf Peter Friis-Nielsen har med sine doku-mentariske billeder skildret historier fra både Parcelhuskvarterer og Palæstina. Det fælles feltarbejde som artiklen referer til, vil i foråret 2007 udmønte sig i Helle Nysted Ander-sens speciale samt en omrejsende fotoudstilling.Nydanskere i parcelhus

”Vi vil hellere en tur til Pakistan end at bruge vores penge på dyre

møbler”

Henna tænder for stuens ’animerede’ maleri, der har både brusende vand og en metallisk lyd af vandfald.

Ekstra Bladet bad i 2004 nogle danske politikere vælge en fastelavnsdragt. Naser Khader (R) klædte sig ud i fær-

øsk nationaldragt. ”Jeg står vagt om frisin-det” blev han i artiklen citeret for, og senere fremkom følgende svada mod den restrik-tive færøske abortlov: ”Færinger er Nordens muslimer. Mange af dem er enormt fun-damentalistiske.” Så-dan gengives ordene i Berlingske Tidende 8. marts 2004.

En anden frem-gangsrig dansk poli-tiker af anden etnisk herkomst Kamal H. Qureshi (SF), skrev på sin hjemmeside: ”..jeg tager kraftigt afstand fra Lagtingets beslutning om, at bøsser og lesbiske på Færøerne ikke skal have samme rettighe-der som homoseksuelle i resten af Rigsfæl-lesskabet (…) Jeg forventer, at den danske regering tager sagen op med Lagtinget, for det virker jo helt grotesk, at vi arbejder for, at f.eks. ulande, der modtager udviklings-støtte, skal leve op til krav om ligestilling, hvis vi ikke stiller de samme krav til med-lemmer af vort eget Rigsfællesskab”.

Færøerne endte ved anden behandling

af §266b i (den såkalte antidiskriminations-paragraf ) Straff eloven med et spinkelt fl er-tal i januar 2007.

Blandt de oprindelige argumenter for at sige nej, til en sådan udvidelse af loven, var at denne paragraf går direkte imod de

bibelske hovedregler, det færøske samfund er bygget på. En an-den begrundelse er angsten for at skabe en glidebane, at lo-ven ville medføre, at det næste skridt ville blive en blåstempling af registreret partner-

skab og adoption blandt homoseksuelle. I dag er det ikke muligt på Færøerne for to af samme køn at indgå registreret partner-skab.

The da Vinci Code- gælder ikke for Færøerne

Lige før agurketiden for alvor gik ind på mediernes redaktioner i 2006, fremkom historien om at Færøerne havde forbudt fi lmen ’Th e da Vinci Code’. Det var avisen Sosialurin, der fremkom med historien, skrevet at undertegnede. I løbet af få timer, var den gået over det meste af Europa. En

tysk kommentator talte over 80 medier, der bragte historien om en biografejer i Th ors-havn, der af religiøse grunde, ikke ville stå inde for Dan Browns bestseller. Berlingske Tidende skrev: ”Med den færøske boykot er fi lmselskabet Sonys værste mareridt om boykot af fi lmen pludselig blevet til virke-lighed”.

I løbet af sommeren fremkom endnu en sag, hvor DR satte fokus på Færøerne, for at lide af kulturelt efterslæb eller usamti-dighed, da revselsesretten ikke var blevet afskaff et på øerne.

Der gik kun få måneder, hvorefter der rullede en endnu større sag. Et groft over-fald på en ung homoseksuel mand i Th ors-havn, samt trusler og chikane mod andre homoseksuelle på Færøerne, startede en heftig debat om bøssers og lesbiskes ret-tigheder på Færøerne. Den unge mand, der hedder Rasmus Rasmussen er en kendt musiker i den populære gruppe Makrel. Overfaldet kom efter, at et stort fl ertal i Færøernes Lagting havde nedstemt et forslag, der indebar, at den gældende anti-diskriminationslov blev udvidet til også at gælde homoseksuelle.

Det grove overfald på den homoseksu-elle mand i Th orshavn, blev efterfulgt af en så voldsom telefonchikane, at Rasmussen

S020

Af Kim Simonsen

DEBAT

”Der har længe været optræk til kulturkamp

om kristne værdier mod moderne åbenhed på

Færøerne”

Er færinger Nordens muslimer?

-Mellem homofobi, teokrati og grindedrab. -Mellem homofobi, teokrati og grindedrab.

Den færøske debatkultur har på det seneste været

emnet i mange danske medier. Abortlovgivningen,

§266, Antidiskriminationsparagraffen og beskyttelsen

af de færøske homoseksuelle og andre sager har

’brandet’ eller måske ’brændemærket’ Færøerne som

et håbløst tilbagestående nordisk bibelbælte og et

veritabelt præstestyre. Men hvordan står det egentlig til

på disse øer som de fl este danskere ellers har et meget

begrænset kendskab til, og som mange af os opfatter

som et idyllisk øsamfund med et noget omskifteligt

vejr? Den færøske forfatter og redaktør Kim Simonsen

fortæller her om hjernefl ugt, censur og ligestilling.

S021

Er færinger Nordens muslimer?

-Mellem homofobi, teokrati og grindedrab. måtte indlægges på et psykiatrisk hospital. Yderligere har den færøske udgave af ”net-dating” nægtet homoseksuelle at søge efter en partner på deres eget sprog over denne portal. Der har længe været optræk til kul-turkamp om kristne værdier mod moderne åbenhed på Færøerne.

Debatkulturen på Internettet - censur- og selvcensur

Internettet spiller en større og større rolle for færøsk debatkultur. Specielt debatsiden www.kjak.fo og www.kvinna.fo er meget velbesøgte. Af traditionelle medier findes der to store færøske aviser, Sosialurin og Dimmalætting og tre mindre lokale aviser. Tre radiokanaler, hvoraf den ene hører un-der den public service drevne Kringvarpið (Færøsk Radio og Tv), den anden Rás 2 er kommerciel og den tredje Lindin er en dybt kristen-fundamentalistisk radiokanal.

Den store fremgang for de nye inter-netdebatsider skabte for et par år siden en debat i færøske aviser, om internetdebat-sidernes demokratiske legitimitet, og om de havde en positiv betydning for færøsk debatkultur, eller om-vendt var skadelige for debatten? Her udtalte forskeren og antropo-logen Firouz Gaini, at disse fora ikke var ve-derhæftige, så længe folk kan skrive under pseudonymer. Der er endnu for meget anarki på disse debatsider, til at f.eks. radio, tv og aviserne direkte tager de emner op, der bliver behandlet.

Den norske antropolog Thomas Hyl-land-Eriksen holdt i 2006 den berømte Ernest Gellner Lecture på London School of Economics i London, hvor emnet var nationalisme i cyperspace. Her var emnet netop disse nye debatmedier på Internettet og deres betydning for eksileredes identitet og en nyopstået nationalisme og islamisme blandt indvandrere i Europa i dag. Hyl-land-Eriksen kunne bl.a. påvise, at iranske og tyrkiske indvandrere i Tyskland og Hol-land var blevet mindre integrerede i deres respektive nye hjemlande, end de var før 2001. En årsag til dette var, at de nu kunne følge med og bidrage til debatter i deres hjemlande på nettet.

Det specielle med debatsiden kjak.fo er, at politikere, forfattere, forskere, musikere, kunstnere, festivalarrangører og menings-dannere optræder på siden under eget navn. En af disse er den danske kunstner

Det mest omtalte kunstværk i 2005 var Ole Wichs ”HomoFObia”, hvor han tog det færøske flag og satte teksten ”HomoFObia” under flaget. Den samme kunstner har også lånt Superflex´ ”Do not leave us alone with the Danes” til en færøsk udgave, der skal sættes op i den færøske lufthavn i Vá-gar (hvorvidt projektet bliver gennemført, vides ikke).

Ole Wich, der har boet på Færøerne siden sent i 1970’erne. Han sagde forleden i en debat om debatkultur på Færøerne, at:

”…angsten for negative reaktioner, hvis man skulle sige sin mening, er gigantisk i forhold til de faktiske reaktioner og be-grænsninger man kan komme ud for. Med andre ord, er det i store træk en selvcensur der er ubegrundet eller ikke afprøvet. Det er værd at tænke på, at et af de store pro-blemer i diktaturer er selvcensur, som er meget ødelæggende for livskvaliteten. Bare bevidstheden om at andre folk begrænser din tanker og ytringer, vil jeg mene, er in-validerende. Jeg tror derfor at den færøske selvcensur er kilde til megen resignation og dårligt humør. Der er meget bedre energi i at udtrykke sin frustration åbent end i at gemme den og vende den indad.”

På grund af Færøernes størrelse, er det ofte lettere at få øje på det der kan kvæle debatten. Der er en udpræget mangel på intellektuel distance til emner og folk i mel-lem, når de fleste kender hinanden. Dette hæmmer også debatten. Folk tør ofte ikke

risikere, at blive uvenner med naboer, kolleger, familiemed-lemmer, arbejdsgive-re. Dette skaber ofte en fordrejet debat, hvor de samme de-battører går igen. De nye internetportaler oplever til gengæld

en stor søgning og fungerer som en ventil for frustrerede anonyme bidrag til debat-ten.

På grund af landets størrelse er det også svært at opdrive en objektiv eller uafhængig anmelder på Færøerne. Kunst, musik og litteratur bliver ofte ikke an-meldt. Hvis de bliver, skaber disse an-meldelser store debatter og graver dybe grøfter mellem folk, som til den næste re-ception, hvor de møder hinanden, bliver nødt til at tale med hinanden. Bedre står det til med udenlandske film, litteratur og kunst.

Nordens talibaner?Her i januar 2007 blev ændringen af § 266b (populært kaldet antidiskriminationspara-graffen) vedtaget, med det mindst mulige flertal - 17 af Lagtingets i alt 32 medlem-mer stemte ja, mens 15 stemte imod - blev det et endegyldigt ja til forslaget, som har hensat Færøerne i dyb splittelse.

”Vi er flere der bøjer hovederne af skam. At blive sat i en offentlig gabestok på grund

af et valg, som hører privatlivet til, er et levn fra den sorteste middelalder” skrev Færøernes lagmand – socialdemokraten Jóannes Eidesgaard – i et harmdirrende læserbrev i weekendudgaverne af de færø-ske aviser.

Anders Fogh-Rasmussen har udtalt, at Færøerne ikke må diskriminere homosek-suelle og sagen afstedkom en verdensom-spændende støtte til de truede bøsser.

Efterfølgende har to prominente færøske politikere meldt sig ud af landstyrekoalitio-nen. Både Alfred Olsen (Sambandsflokku-rin) og Karsten Hansen (Tjóðveldisflokkurin – Republikanerne), gik hen og blev løsgæn-gere af sagen om § 266b. Senere er politi-betjenten Karsten Hansen gået over til det kristne parti Miðflokkurin, der i fremtiden kan komme til at tælle 3 mandater. Deres

”Der er meget bedre energi i at udtrykke sin

frustration åbent end i at gemme den og vende

den indad”

mål er ifølge deres leder, lægen Jenis av Rana, at have 4 mandater (ud af 32).

Den færøske so-ciolog Samal Matras Kristiansen skrev i en kronik i Information den 11. januar 2006 om bygdepolitikernes holdningsskifte: ” De homoseksuelle har størst sympati i ho-vedstaden og blandt de få kvinder i lagtin-get. I provinsen bliver det i det store og hele betragtet som politisk selvmord at stemme for et lovforslag som dette (…)”.

Der er store forskelle på områder og øer på Færøerne, og specielt er der en spænding mellem den kristne Østerø og Nordøerne (med Klaksvig i spidsen) og hovedstaden Thorshavn. De fleste højtuddannede færin-ger bor i Thorshavn.

Den færøske journalist Katrin Petersen sagde forleden i avisen Sosialurin, at: ”Sa-gen om § 266b var et opgør med en færøsk enhedskultur. Pludselig så vi, at vi færinger ikke er så enige, som vi har troet. (…) Her så vi ikke blot en uenighed om vores værdi-grundlag, men også om civile rettigheder, demokrati og om forholdet imellem tro og politik.”

22.000 færinger i eksilDer er ikke mange som ved, at der er over 22.000 færinger i Danmark. København er måske den største færøske by. Blandt disse er der en hel del studerende, men de fleste har ikke tænkt sig at rejse hjem til Færø-erne. Den eneste færøske bøssebar ligger ikke i Thorshavn, men i København K. Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget, har i undersøgelsen ”Færinger i Danmark” fun-det frem til, at 21.687 færinger, fordelt over tre generationer, er bosiddende i Danmark. Færingerne i Danmark udgør ca. 0.44 % Danmarks befolkning, men ca. 45 % af Færøernes befolkning.

I en samtale jeg havde med Ole Wich på Færøerne, sagde han, at Færøerne eks-porterer deres kritikere. Mange anderledes og heterogene unge mennesker fortræk-ker automatisk til andre lande. Med denne voldsomme globaliseringstendens blandt unge færinger, ser vi også, at Færøerne har de samme problemer som dele af udkants Danmark, at unge ikke trives på øerne og rejser væk så hurtigt de kan. Færøerne har i generationer haft en tradition for, at de dygtigste unge, mellem 19 og 30 konstant er bortrejste. På Færøerne kalder man dem ofte for sjov ”asfaltfæringer”. Dette kan virke som godmodige drillerier, men bag disse ord, findes også store værdimæssige konflikter mellem færinger på Færøerne og færinger i f.eks. Danmark. En stor del

af disse kommer ikke tilbage. Dette faktum alene dræner samfundet og skader debat-

kulturen. Dem der kommer tilbage gør det i en mere etable-ringsmoden alder, ofte omkring de tredive, for at stifte familie med to børn, hus, dyre lån og to biler. Det siger sig selv, at det ikke er dem, der står for den store kulturkamp og dis-kursændrende debat.

Debatten skades af hjerneflugtAt mange færøske kunstnere, intellektuelle og omtrent alle homoseksuelle bor i udlan-det, er også meget skadeligt for det færøske demokrati. Færøerne kan ikke holde på de-

res kreative og dygtige unge, og den mang-lende tolerance blandt landets kristne øger blot denne udvikling. Det er svært at tilhøre den kreative klasse på Færøerne. På den an-den side, så snobber færinger for dem, der klarer sig udenlands, og vil man noget med en karriere som kunstner eller sanger, så er det ofte en målestok for ens dygtighed, om man har formået at skabe sig et navn uden for Færøerne. Her er unge sangere som Teitur og Eivør Pálsdóttir i høj kurs.

Er færøsk debatkultur skabt af Danmark?Inden for debatkulturen, har intet en større gennemslagskraft på Færøerne, end hvis en sag ender i udenlandske medier. Spe-cielt danske mediers og danske politikeres behandling af Færøerne og færinger kan bringe sindene i kog og få de værste natio-nalistiske sår på den færøske folkesjæl til at

S022

”Angsten for negative reaktioner hvis man

skulle sige sin mening, er gigantisk i forhold til de faktiske reaktioner og begrænsninger man kan

komme ud for”

springe op.Forholdet

imellem Dan-mark og Færø-erne har som alt andet også undergået en forandring – måske hen imod det mere realisti-ske, omend danskeres kendskab til Færøerne ofte begrænser sig til det ste-reotype og reduktive. Traditionelt har man i Danmark set Færøerne som Søren Ryge gør det i DR. Hvor optikken er den over-vintrede naturromantikers, der ikke formår at knytte en forbindelse mellem naturens rasen, søpapegøjekolonier og den moderne færøske virkelighed. Et helt andet billede har handlet om de kriseramte Færøer, som på grund af et overforbrug i 80erne og alt for mange tunneller, gik på røven, men har

haft frækhed til at kræve selvstændighed som Danmark skulle fi nansiere.

Færøerne kommer i disse dage også i medierne, for at være ude af takt med Riget, med stramme abortlove – som sjovt nok bliver taget op af danske politikere af anden etnisk herkomst.

Midt i det hele er Færøerne andet end et idyllisk øsamfund, eller en utaknem-

melig del af Riget. Men

hvad debatten mest afslører, er

at danskere ikke har ord eller begreber for,

hvordan de skal beskrive Færøerne – det viser sig hurtigt

at de ikke kender landet eller forstår folket. Hvordan er de der færinger – det

korte svar er, at de er nogle forfrosne pro-testanter som nordmændene. At de har lidt af islændingens forstørrede selvfølelse. At de er ligeså brændevinshungrende som svensken, og for det meste ligeså blegfede og veluddannede og velfærdsagtige som sofadanskeren. Med andre ord – færinger-ne har de samme unoder som resten af de nordiske lande.

Og nej, færinger er nok ikke Nordens muslimer endnu, selv om 2006 kunne se ud til at være et anno horribilis for Færø-erne og færøsk debatkultur. Imidlertid er det sundt for den færøske debatkultur når dansk og international presse sætter fokus på riget udi Nordatlanten. n

S023

springe op.Forholdet

imellem Dan-mark og Færø-erne har som alt andet også undergået en forandring – måske hen imod det mere realisti-ske, omend danskeres kendskab til Færøerne ofte begrænser sig til det ste-reotype og reduktive. Traditionelt har man i Danmark set Færøerne som Søren Ryge haft frækhed til at kræve selvstændighed

melig del af Riget. Men

hvad debatten mest afslører, er

at danskere ikke har ord eller begreber for,

hvordan de skal beskrive Færøerne – det viser sig hurtigt

at de ikke kender landet eller forstår folket. Hvordan er de der færinger – det

korte svar er, at de er nogle forfrosne pro-testanter som nordmændene. At de har

Grindedrab er på Færøerne en fol-kelig begivenhed, hvor grindehvaler indkredses og dræbes for derefter at fordeles ligeligt mellem alle i områ-det. For de fl este færinger er det en vigtig del af deres historie og kultur. Grindedrabet er helt igennem ikke-kommercielt, og grindekødet kan ikke købes i supermarkeder eller lignende.

hed; eller at man ligesom Liselotte kom fra Østdanmark. Den præcise lokalitet var vi derimod ikke nøjeregnende med: Sjælland var lig med hovedstaden og København be-gyndte i det øjeblik, man kørte fra borde i Odden Færgehavn.

Liselotte var dog ikke den første køben-havner jeg mødte. Dele af min familie bo-ede i København. De havde slået sig ned i de samme forstæder og boede dør om dør. Man kunne have talt om ghettodannelser, men det gjorde man ikke. Vi syntes det var praktisk alle var samlet på ét sted.

For 20-25 år siden var der sjældent no-gen der talte jysk på tv. Bortset fra en fol-ketingspolitiker i ny og næ og enkelte pro-duktioner fra Tv-provinsenheden i Århus hvor gæster og værter var jyder. Navnet lyder som et initiativ udsprunget af andels-bevægelsen og tanken var vel også grund-læggende demokratisk, nemlig at give pro-vinsboerne en stemme i Danmarks Radio. Fyn blev, parentes bemærket, aldrig rigtig regnet med i polariseringen mellem øst og vest. Ellers foregik næsten alt på rigsdansk eller københavnsk og jeg havde tidligt en klar fornemmelse af, at der var et centrum og en periferi i Danmark. Og at vi befandt os i periferien.

Dialekterne i Danmark er så småt ved at forsvinde. Tidligere forandrede talesproget sig over ganske korte geografiske afstande. Man kunne høre om en person kom fra den ene eller den anden landsby. Mobiliteten var ikke større end at den sproglige egenart forblev intakt. I fremtiden vil der derimod findes store regioner, hvor man taler no-genlunde ens.

Paradoksalt nok har udviklingen i ret-ning af et mere enslydende dansk fundet sted samtidig med at det øjensynlig er ble-

vet mere acceptabelt at have en ”regional” tone. Man kan tale jysk og stadig fremstå med autoritet – eksempelvis som nyheds-vært på tv. Den nyvundne sprogtolerance kan naturligvis hænge sammen med at dia-lekterne er mindre markante i dag, så det rent faktisk er muligt at forstå hinanden på tværs af landets indre grænser - eller det faktum at befolkningssammensætningen i Danmark er blevet en smule mere hetero-gen siden dengang, vi sad og så program-mer fra TV-PROVINSENHEDEN på lan-dets eneste tv-kanal.

Men der findes stadig et oppe og et nede i det danske sprog ligesom på de fle-ste andre nationalsprog, hvor tilsvarende mekanismer gør sig gældende. På tysk taler man for eksempel helt konkret om ”Hoch Deutsch”, hvilket indikerer, at sproget ud-folder sig på en vertikal akse.

Hierarkiet eksisterer også inde i mit eget hoved. Når jeg hører en tone, som hverken er rigsdansk eller københavnsk, melder spørgsmålet sig: hvad er hans el-ler hendes regionale oprindelse? Dialekt associeres med en vis grad af enfoldighed – i det mindste en egenart – fordi sproget afslører, at man kommer fra en ”lille ver-den”. I udgangspunktet er man som dialekt-talende person altså inferiør og af samme grund har mange Vestdanskere aflagt sig deres dialekt, hvis de vel at mærke ville ud – og frem i verden. Det har ikke blot væ-ret nødvendigt at flytte sig fysisk, men også sprogligt.

Hos nogle har transformationen været så fuldkommen at de har tillagt sig køben-havnsk, men typisk vil der stedvist være fortalelser hvor et jysk udtryk eller tone-fald undslipper dem. For eksempel ordet ”træls” som alle Vestdanskere bruger flit-

kroNIk

S024

Af Gitte Broeng

En verden til forskelIntegrationsdebatten har skabt et mentalt Danmarkskort præget af tankegangen: os og dem. Underforstået ”etniske dan-skere” versus ”de fremmede”. Men i en ikke så fjern fortid var landkortet skarpt opdelt i Øst - og Vestdanskere. Hvad er der egentlig blevet af den interregionale modsætning?

Der hvor jeg voksede op holdt vi af ne-gationer. ”Filmen er ikke så dårlig” sagde vi og mente, den var god. ”Men bogen er bestemt ikke ringere” fortsatte vi og mente, bogen var bedre endnu.

Det lå ikke til kulturen at bruge ord som ”fantastisk” eller ”vidunderlig”. Skepsis var udgangspunktet for al vurdering og lykke-des det at eliminere den, var der tale om en bedrift i sig selv. Det vidste vi alle og ingen behøvede understrege det indlysende. Ne-gationen havde sin egen indre logik.

Min dansklærer var fra København. Det var hende der gjorde os opmærksom på vores særlige omgang med sproget. Hun var blevet gift med en nordjyde og flytte-de til Aalborg i begyndelsen af 1970’erne. Liselotte var anderledes. Udover den kø-benhavnske sprogtone, som var bemærkel-sesværdig nok i sig selv, brugte hun netop ord som ”fantastisk” og ”vidunderlig”. Hun brugte også enormt meget øjenskygge.

I dansk grammatik lærte hun os de la-tinske betegnelser for ordenes forskellige klasser og bøjningsformer – ”superlativ” gjorde stærkt indtryk. Jeg så for mig et ord med stjerner på. Det repræsenterede nogle eksplosioner i sproget: ”bedste”, klogeste”, ”smukkeste” osv. der virkede så fremmed-artede i deres uforbeholdne positivitet, for mindre kunne jo gøre det.

Reglen var at man hellere skulle sige for lidt end for meget. Meningen blev under-streget i det tryk der blev lagt på ordene, eller det man ikke sagde. Vokabularet be-grænsede sig som sagt til nogle ganske få, men velovervejede ord. Folk som ”bralrede op” var nogen man bar over med. I hel-digste fald. Og et sprog tæt bestrøet med blomstrende adjektiver i superlativform var enten udtryk for uligevægt eller indbildsk-

tigt, fordi ”irriterende” ikke rummer helt den samme betydning og heller ikke ejer den mere klagende lyd, der ligger i ”træls”, når ordet vel at mærke udtales rigtigt med en langstrakt vokal. Især emotionelle øje-blikke kan bringe de københavnske jyders sprog på slingrekurs, hvilket vidner om, at ”ursproget” ligger et sted underneden og titter frem, når kontrollen slækkes, hvilket jo er helt freudiansk.

Af mindre modtagelige jyder betragtes fortrængningen da også typisk som en slags hysteri, for man behøver jo ikke overdrive og tilpasse sig fuldstændigt. Omvendt er der anerkendelse at høste for dem, der holder stædigt fast i deres dialekt. Især på hjemegnen. Det tolkes som et udtryk for stolthed og personlig integritet, at man for-bliver den samme.

Men det kan være svært ikke at lade sig påvirke af sine omgivelser. Navnlig i butik-ker på Strøget kommer jeg nemt til at snak-ke mere syngende. Måske fordi mange af ekspedienterne efterhånden er svenskere, der pendler frem og tilbage over Øresunds-broen.

Verden bliver mindre og regionerne større – også i et lille land som Danmark, hvor ordet ”amt” om ikke så længe vil fore-komme ligeså antikveret som ”herred” eller ”sogneråd”. Gennem de sidste mange årtier har folk søgt fra lan-det og til byerne og fra vest mod øst - og udsigten til at bevæ-gelsen på et tidspunkt vil gå den anden vej er ringe. Når statslige in-stitutioner flyttes fra hovedstaden til rand-områder i Jylland vælger de færreste ansatte at flytte med. Københavnere i Vestdanmark vil i fremtiden blive et endnu sjældnere syn end de var, da jeg voksede op; og jyder i Kø-benhavn formentlig endnu mere normalt. Set i et nutidigt globaliseringsperspektiv forekommer modsætningsforholdet mel-lem Øst – og Vestdanmark mere og mere ubetydeligt. Det er en polarisering der knytter sig til dengang verden var stor, og små enheder repræsenterede den naturlige grænse for udsynet. Men der findes stadig reminiscenser af den gamle modsætning.

”Hvorfra i Jylland kommer du?” bliver jeg ind imellem spurgt. Min reaktion afhænger af hvem, der spørger. Er det en anden jyde kan vi føle en kortvarig forbrødring. Med Østdanskere ved man aldrig. Der findes nemlig ”indfødte københavnere”, som sjæl-dent forsømmer en lejlighed til at chikanere jyske migranter – for sjov selvfølgelig. Også selv om de måske i virkeligheden selv er født og opvokset i Faxe Ladeplads. Uanset hvordan man vender og drejer det, er der altid et element af selvhævdelse i denne lidt pinlige form for ritualiseret diskrimination.

Det mest anstrengende er næsten forvent-ningen om at man spiller med på spøgen og morer sig lige godt hver gang. Efterhånden går der dog længere og længere tid imellem det tvangsmæssige scenarium skal gen-nemspilles. Måske fordi min fremmedhed ikke er så påfaldende længere efter 7 ½ år i hovedstaden.

Men så er der også dem med de positive fordomme, som tiltror én alle mulige gode egenskaber, blot fordi man er fra Jylland: flid, arbejdsdisciplin, pligtfølelse, beske-denhed, sund moral. Vist er der mange jy-der som besidder disse dyder, men jeg kan også komme i tanke om adskillige, der ikke gør. Og heldigvis for det.

Endelig er der dem som helt glemmer, at man ikke er vokset op i St. Kongensgade eller har leget i baggården på Nørrebro og besøgt Rosenborgsamlingerne ca. ti gange i løbet af skoletiden. For Københavns hjem-mefødninger er byen verdens naturlige centrum. Af samme grund er det vel også svært at leve sig ind i at vi er mange tilflyt-tere, der har skullet bygge en tilværelse op mere eller mindre fra grunden. Det er en anden erfaring at komme som fremmed til en stor by, hvor man måske kender et par stykker i forvejen – typisk også migranter - end at flytte fra Frederiksberg til Vester-bro i egen lejlighed, selv om det jo også kan

være en skelsættende begivenhed.

Når man vokser op i provinsen har man hele tiden følelsen af at være på afstand af begivenhedernes centrum. Christian d. IV’s bygningsværker

var noget vi læste om i historiebogen lige-som Egtvedpigen, der i lighed med mange andre arkæologiske fund, er udstillet på Nationalmuseet i København, selv om hun blev fundet i Jylland. Det eneste vi kunne prale med – og se for os - var et bondeop-rør i 1500-tallet anført af Skipper Clement, som til slut blev indfanget af kongemagtens tropper på en gård 2-3 kilometer fra hvor vi boede. Ellers bar timerne i Danmarkshisto-rie mest præg af at ”historien” havde fore-gået et andet sted. Ligesom alle grundene i Matador-spillet lå i København og rådhus-klokkerne i hovedstaden bestemte, hvor-når vi kunne ønske hinanden et godt nytår i Nordjylland. For nogle gav følelsen af at være udenfor aldrig anledning til at ønske sig væk, mens andre, inklusiv mig selv, på et tidligt tidspunkt vidste, de måtte derfra.

Noget af det mest overvældende ved at flytte til København er at de lokaliteter man kender på distancen pludselig bliver en del af ens by. Man har andel i dem som ind-bygger i byen. Der er en klar identifikation når man ser tv-avis, danske film, danske tv-serier, så foregår det lige rundt om hjørnet

fra hvor man bor eller arbejder. Det er på mange måder blevet et 1:1 forhold: ”jamen, den scene det er da fra caféen hvor jeg spi-ste frokost forleden, og brødet var så tørt”. Eller: ”ham der spiller den retarderede søn, så jeg i Magasin i dag”, og sådan skyder vir-keligheden sig ind i nyhedsstrømmen og fiktionen på en måde, som man slet ikke oplever, når man bor i Jylland og alting sker på afstand. I København slipper man for fø-lelsen af at befinde sig periferien hvor ingen øjne er rettet hen. Omvendt skal man lære at leve med en splittelse.

Som jeg og en af mine venner der op-rindelig kommer fra Viborg, blev enige om for nylig, er vi i en slags eksil. Selvvalgt, det er klart - og ikke på tværs af landegrænser men regioner, så det kunne være værre. Men uanset hvad, kommer vi fra et land ”derovre i det mørke”, som der knytter sig et lidt anderledes sprog og en lidt anden kultur til, og som vores identitet oprindelig er formet af.

Ligegyldigt hvor stor glæden er over at bo i København, vil der altid være det andet sted, men ikke nødvendigvis som en sikker havn. På besøg ”hjemme” i Jylland opstår gerne nogle blandede følelser: en impulsag-tig, dejlig tilbagelænet tryghedsfornemmel-se, som afløses af let sørgmodighed over at stedet og menneskene efterhånden bliver mere og mere fremmede for en, samtidig med, at man begynder at længes ”hjem” til København. Det er et forløb der gentager sig 2-3 gange om året.

Mange agerer i integrationsdebatten som om immigranterne i Danmark re-præsenterer en fuldkommen ny situation. Men i virkeligheden har følelsen af ”frem-medhed” - og ikke mindst forestillingen om ”de andre” jo længe eksisteret i det regio-nale modsætningsforhold mellem Øst – og Vestdanmark. Eller i endnu mindre skala som en konflikt mellem landsbyer på den samme egn, hvor beboerne ikke nødven-digvis brød sig om dem i ”nabobyen”. Mest af alt fordi de ikke kendte dem. Der er selv-sagt stor forskel på at ”immigrere” til et an-det land og at ”migrere” til en anden region, ligesom der er stor forskel på at ”flygte” og at ”flytte”, men det kunne vise sig frugtbart for debatten i højre grad at se på ligheder i vores adfærd frem for forskelle. Udtrykt med en jysk negation: ”Det ville ikke skade nogen”. n

S025

FAKTA:Gitte broeng er født i Aalborg i 1973. Opvokset i udkanten af byen. Hun forlod hjemegnen som 19-årig i 1999 og flyttede til København

”For københavns hjemmefødninger er

byen verdens naturlige centrum”

Hvad mener du med at hvis jeg skal be-handle dig som lige så skal jeg behandle dig forskelligt fra andre?

Altså, det er et delikat emne som kræver afklaring. Indtil videre har det danske sam-fund stadig svært ved at skelne mellem ’for-skellig’ og ’forståelse’. Med ‘forskellig’ mener jeg forståelse, at være i stand til at acceptere det faktum, at immigranter er forskellige i udseende, baggrund, historie og kultur. Derfor er der ingen grund til at efterabe danskerne. Teoretiker Homi Bhabha afvi-ser den slags mimisk karakterisering og an-ser den for ukonstruktiv i forbindelse med Vestens migrations projekt. Immigranter er forskellige og hvis vi vil ’deale’ med dem på en fair og rimelig måde, er vi nødt til at

acceptere og forstå den forskellighed de repræsenterer. Jo mere man forsøger at in-sistere på assimilation og samtidig opfatte det som integration, jo større modstand vil immigranterne udvise. Og hvorfor ikke? Immigranter har brug for at holde fast i hvad der er tilbage af deres identitet i sam-me grad som etniske danskere der udsættes for en massiv global populær kultur.

Trevor Davies skriver under rapportens anbefalinger til Kunstrådet at der er brug for en holdningsændring – men hvordan ændre man folks holdning?

I 1976 skrev Naseem Khan en rapport med titlen The ”Art Britain Ignores”. En rapport som pegede på den kulturelle rigdom, som

mainstream kulturen havde negligeret. Som følge af rapporten etablerede man MAAS (Minorities Arts Advisory Service). Rapporten ændrede hele opfattelsen af monokultur i Storbritannien. Khan inter-nationaliserede debatten om britisk kultur og stillede spørgsmålet ’Who is heritage?’ Med Stuart Halls efterfølgende tale hvor han lykønsker og udtaler – ’ Today we are now a multicultural society ’ er det næsten som om, at der tages en beslutning ’over night’, som forandrer hele klimaet. Det var et afgørende signal. Omvendt udtalte Uffe Ellemann Jensen mens han var udenrigs-minister, at ’Danmark aldrig bliver et mul-tikulturelt samfund’. Ligeså positiv en effekt Stuart Halls udtalelse havde, ligeså negativ en effekt havde Uffe Ellemanns. Kunstnere

I efteråret 2006 bestilte Kunstrådet en inspirations rapport med overskriften Kulturel Mangfoldighed set i forhold til

Kunstrådet, en rapport som skulle danne et overblik over de seneste 20 års initiati-ver og samtidig opstille en række forslag og anbefalinger til, hvorledes man kan for-bedre vilkårene for kulturel mangfoldighed og kunstnere med anden etnisk baggrund i Danmark. Rapporten er udfærdiget af Tre-vor Davies som selv indvandrede til Dan-mark i starten af 80’erne og gennem mange år har beskæftiget sig med multikulturel kunst, bl.a. som Kunstnerisk leder af Kø-benhavns Internationale, der har været initiativtager til og medproducent af Ima-ges festivalerne siden den første af slagsen; Images of Africa i 1992 og senest Images of the Middle East i sommeren 2006.

Rapporten konkluderer bl.a., at en af de væsentlige faktorer for en positiv udvikling er, at man først og fremmest erkender de

positive sider af kulturel mangfoldighed og derudover, at man medtænker kulturel mangfoldighed i den gældende kulturpoli-tik på både nationalt, regionalt og lokalt ni-veau. Rapporten foreslår også, på baggrund af opsamlede erfaringer fra Norge, Sverige og England, at man indfører positiv sær-behandling for at speede processen op og intensivere integrationen af kunstnere med anden etnisk baggrund. Dette er et ømt punkt for nogle kunstnere, og som Trevor Davies beskriver det, et nødvendigt onde som naturligvis med tiden skal overflødig-gøres, når man har opnået et niveau, hvor der ikke længere er behov for at ’hjælpe’ kunstnerne på vej.

I slutningen af februar kunne man i Po-litikens netavis læse, at rapporten var hav-net på kulturministerens bord med under-overskriften; Danmark halter efter andre lande, når det drejer sig om at acceptere sine udenlandske borgeres kunst og kultur.

Nu anmoder Kunstrådet om politisk hand-ling. Men skal initiativet komme oppefra? Khaled Ramadan mener at forandring skal komme nedefra, men mener dog, at det er afgørende at et land har en kulturpoli-tik der vedkender sig mangfoldigheden som værdifuld. Og at Danmark ikke kan sammenligne sig fuldstændig med lande som f.eks. UK eftersom Danmark har væ-ret underlagt andre historiske betingelser, der bl.a. har betydet at mødet med frem-mede kulturer og interessen for internatio-nalisering har haft trangere kår. Desuden har Danmark, fortæller han, lidt under en manglende strategi og samlet plan som har betydet, at man hele tiden begynder for-fra og derved er kontinuiteten udeblevet. Spredte initiativer er blevet ladt i stikken og ’annulleret’, som han formulerer det, og således er muligheden for en reel udvikling og forbedring af vilkårene druknet. n

S026

Hvordan har kunstnere med anden etnisk bag-

grund det i Danmark? Findes de overhovedet, eller

er de bare usynlige? Udstødt af et monokulturelt

kunstbegreb der opfatter indvandrer kunstnere og

deres kunst som lavere stående, mindre kompe-

tente og kvalificerede? Der er ikke et entydigt svar,

eftersom der er forskellige præmisser og opfattel-

ser afhængig af hvilken genre man taler om. Mu-

sikere har det oftest nemmere, mens særlig skue-

spillere og billedkunstnere er ofre for henholdsvis

vanetænkning og manglende kendskab til ikke-

vestligt kunst. KURT har talt med en mediekunst-

ner/videoinstruktør, en skuespiller og musiker om

at være kunstner med anden etnisk baggrund i

Danmark.

Af Annette Max Hansen

INTErVIEwS

kunsten som Danmark ignorerer

If you want to treat me equally– treat med differently! Interview med Khaled Ramadan

flyttede, hvad skulle de her, her var der jo ingen fremtid!

Du har jo klaret dig ret godt. I Politiken kalder du dig selv for privilegeret. Men hvad med de andre kunstnere fra din genera-tion?

I 80’erne var der mange, der havde det hårdt og som ikke klarede sig. Mange blev tabt på gulvet og skiftede karriere, nogle begik endda selvmord. Man kan tale om tre gene-rationer; 70’erne,

80’erne – som jeg tilhører – og så den 3. generation der klarer sig udmærket. Man kan begynde at mærke det hos kunst-nere på akademiet fra Iran, Tyrkiet og Jordan. Deres generation vil klare sig bedre.

Hvad er årsagen til at du har klaret dig?

Jeg fik faktisk opmærksomhed efter jeg tog fra Danmark. Det var min internationale anerkendelse der gav mig en blåstempling herhjemme. Og så har jeg specialiseret mig, og det er vigtigt – at være i besiddelse af en ekspert viden, så man har noget unikt at tilbyde. For mit vedkommende har jeg haft mit teoretiske felt. Jeg var den første fra Akademiet, der samtidig tog en PhD på Universitetet.

Var det en bevidst strategi eller er det bag-efter gået op for dig, at det er det der virker?

Slowly, slowly – jeg så mig omkring og sugede til mig, erfarede hvad der virkede. Men på akademiet måtte jeg løbe tre gan-ge så hurtigt som alle de andre. Jeg kom ind i 1992, og på det tidspunkt var det ikke svært at blive optaget. Der var et an-det klima. Det var en politisk beslutning at invitere indvandrer kunstnere inden-for i varmen. Men skolen var ikke gearet til det. Der var ikke rigtig plads til det in-ternationale. Jeg var interessant som ind-vandrer kunstner frem for som kunstner. Min kulturelle baggrund var i fokus frem for min kunst. Og det er en del af proble-met og det faktum, at man ikke skelner. Der er mere end 50 nationaliteter i Dan-mark. Der er ikke tale om en indvandrer monokultur men en internationalistisk kultur. Da den iranske kunstner Shirin Neshat udstillede på Aarhus Kunstmu-seum, bad man Naser Khader om at åbne udstillingen ud fra det parameter, at de jo måtte være i samme båd, på trods af, at Neshat er perser og Khader er araber.

Hvad er årsagen til at immigrant kunst-nere er relativt usynlige?

Når kunstakademiet ikke har haft så mange immigranter, så er det bl.a. fordi anmelderne ikke ser dem – de bliver usyn-lige. Når det endelig lykkes så beskrives de som isolerede fænomener – som en af de få kunstnere – på den måde bliver det li-gesom hønen og ægget. Der eksisterer en udbredt ignorance – en slags mekanisme i vestlig kultur som kortslutter og konklude-rer at ikke-vestlig kunst ikke er lige så fin. Det var det samme, da Picasso kom til Paris og modernismens opgør med klassicismen

inspireret af primitive former. Men der har ikke været en lignede revolutionær i Dan-mark. Dermed er der i stedet opstået kunst-ghettoer. For Norden generelt gælder det

også, at eksponeringen overfor fremmede kulturer har været begrænset og dermed også interessen for internationalisme. I min bog, som lige er udkommet; Pheripheral Insider, som handler om, hvad der gik galt for ikke-vestlige kunstnere, peger jeg derfor også på, at man ikke kan vente på at initia-tivet udelukkende skal komme nedefra. Vi kan ikke sammenligne os med lande som Storbritannien for vores Land har en anden historie, og vores udsyn har som følge heraf været reduceret. I Danmark mangler der jo ikke immigrant kunstnere, men der mang-ler viden om ikke-vestlig kunst – at man får øje på at der findes arabisk visuel kunst.

Du har sagt at forandring ikke bør kom-me oppefra men nedefra – hvad mener du med det?

Du har ’the culture establishment’, som be-står af ministerier, politikere, beslutnings-tagere – afsender af den officielle kulturpo-litik. Så har du institutionerne som fordeler penge til kunstnerne, Kunstrådet og di-verse puljer etc., og så har du det tredje led som er ikke-statsligt, og som er uafhængige og frie kunstaktører, museerne, gallerierne etc. De tre mekanismer spiller ikke godt sammen.

Hvis vi kigger 15 år tilbage, så kom Eli-sabeth Gerner Nielsen f.eks. og meldte ud, at nu skulle der gøres noget. Hun holdt en konference, initiativet var godt, og vinden blæste i den rigtige retning – men efter min mening er det ikke hendes job, og kunst-nerne forstod ikke initiativet. De var ikke opportunistiske og forstod ikke, at det var deres chance. Forandring skal komme fra kunstnerne, gallerierne, museerne, som slår sig sammen og i fællesskab ændrer på den kulturelle dagsorden. Sådan er og skal bevægelsen i kunsten være, og det gælder over hele verden. Forandring kommer altid nedefra. Du løser ikke problemet bare ved at ministeren gør noget. Det har to mini-

stre forsøgt ved at smide penge efter kunst-nerne.

Men det er vel positivt, at ministre, hvad enten de bør eller ej, tager initiativer af den karakter. Forandring kan vel komme både oppe og nedefra?

Ja, men det nytter ikke noget, hvis man ikke har en strategi eller en dagsorden. Man er nødt til at have en kultur politik på områ-det, ellers bliver alt som det er tilfældet nu – hovsaløsninger og spredt fægtning. Og man skal ikke starte i toppen. Man skal starte med skoler, museer, på gadeniveau, der hvor børnene og amatør kunstnerne kommer.

Rapporten foreslår, at Kunstrådet op-retter en enhed som skal arbejde for bedre vilkår for kunstnere med anden etnisk bag-grund og dermed favorisere og særbehandle en servicering af disse. Er du tilhænger af det?

Ja, det er en idé som Trevor og jeg har talt sammen om, været enige om og også råbt op om længe. Hvis der skal være særbe-handling betyder det, at der skal være en gennemgribende proces som indbefatter både konferencer, seminarer, publikationer, information osv. Der skal skabes et infor-mations og videnscenter. Viden er magt, og med viden kan ting lade sig gøre!

Khaled Ramadan udstiller for tiden i både London, Berlin og Helsinki og d. 23. febru-ar åbnede han en virtuel udstilling med tit-len Chamber for Immigrant Visual Studies, et arkiv som fokuserer på visuelle aspekter af immigration og samler fotos og videoer fra immigranternes egne private samlinger og fotoalbum. Arkivet skal fungerer som et informations og research center og som database for offentligheden. Læs mere på: www.chamberarchive.com n

S027

”Mange blev tabt på gul-vet og skiftede karriere, nogle begik endda selv-

mord”

FAKTAMedia artist, arkitekt, film- og videoinstruktør Khaled Ramadan blev født i Libanon og kom til Danmark i 1985 hvor han bor og arbejder. Han er uddannet fra Edinburgh College of Fine Arts, Kunstakademiets Arkitektskole og har en Ph.d. fra Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Uni-versitet. Kunstteoretiker og installationskunstner Khaled Ramadan har bidraget med sine erfarin-ger som en af de få meget synlige kunstnere, der, har formået at skabe sig en karriere ikke mindst internationalt, bidraget til rapporten som kan læses på www.kunststyrelsen.dk/db/files/kultu-rel_mangfoldighed.pdf

S028

En gang perker altid perker

Hassan Preisler er skuespil-ler og uddannet på Den Ny Dramaskole i København. Han er født i Danmark, søn af en pakistansk far og en dansk mor, men man kan ikke lige se det hvis man ikke lige ved det. En brun rebel der mener at teater- og film branchen trænger til et ordentligt ind-spark. En branche som han oplever som en handlings-lammet, konservativ klub fyldt med gode intentioner, der kun viderefører vane-tænkningen. Og hans ople-velse bygger på erfaringer.

Den seneste blev gjort da han i fe-bruar spillede med i forestillingen ”Vinter under bordet”, hvor halvde-

len af anmelderne antog ham for at spille indvandrer til trods for, at han var den ene-ste ud af tre mænd i stykket, der ikke havde en indvandrerolle.

Hvordan startede din karriere?

Jeg kom ud fra skolen i 99 og fik tilbudt for-skellige job. Jeg kom bl.a. til casting på fil-men ”Pizza King” og fik at vide ad omveje, at de gerne ville bruge mig i en af hovedrol-lerne, men hoppede så fra af flere årsager. Dels fordi jeg havde et job i ensemblet på Den Ny Dramaskole, dels fordi jeg ikke havde lyst til fra starten at sætte mig selv i bås som ”perker-skuespiller”. Derefter gik jeg så lidt rundt og havde meget svært ved at finde arbejde udover de der indvandrer-roller.

Så så jeg en dag i Politiken, at det Dan-ske Institut i Damaskus udbød legater til kunstnere. Jeg søgte det, fik det og tog af sted til Mellemøsten og var der i første om-gang i tre måneder.

Hvad var dit mål og ambition med op-holdet?

Egentlig skulle jeg bare have et alibi for at komme væk. Og alle tog til New York eller London, og så syntes jeg det var vanvittig tiltalende at tage til Beirut. Jeg skulle lave noget research om en fortæl-letradition der hedder Haka Wati, men da jeg kom derned fandt jeg ud af, at den ikke eksisterede mere. Jeg havde den der orientalistiske fantasi om, at der stod en eller anden spændende fortæller på et marked, som jeg kunne lære en hel masse

oprindeligt og originalt af. Men de er jo ligesom alle andre steder i verdenen ble-vet erstattet af biograffilm og 470 tv-ka-naler.

Hvad hentede du med hjem derfra?

Primært hentede jeg en opfattelse med hjem af, at Danmark er et monokultu-relt samfund, som aldrig nogle sinde ville kunne rumme personer som mig. Aldrig nogen sinde. Jeg vendte hjem med et ind-ædt raseri og en stor kærlighed til Libanon. Meget bitter og uden håb for Danmark. Det var min forestilling dengang, og det er jo selvfølgelig noget pjat. Jeg mente, at det nærmest måtte være noget genetisk i Dan-mark og hos danskerne, at de var så stejle omkring deres kulturelle opfattelse. Men det tror jeg selvfølgelig ikke det er.

Det vil sige at du har ændret den opfat-telse?

Ja, men jeg synes, det er en meget svær snak, om Danmark er et monokulturelt el-ler multikulturelt samfund, fordi jeg synes, det i det hele taget er svært at definere, hvad en kultur er.

Jeg tror på, at alle samfund bliver mere rummelige, for tingene udvikler sig. Kul-turer udvikler sig. Vi lever i en globaliseret verden. Alting udvider sig, ens kontaktfla-de, bare min egen. Dengang var det at tage til Grækenland som at tage til den anden ende af verden. Den måde lever vi jo slet ikke på mere. Alting er blevet nærmere, tættere og derfor bliver vi også tvunget til en større rummelighed.

Men man kan jo godt føle, at det at ver-den bliver mindre ikke nødvendigvis fører til

en større rummelighed, hvis man kaster et blik ud på verden i dag. Er der blevet mere plads til skuespilleren Hassan Preisler?

Det der jo i virkeligheden var en choke-rende oplevelse var, at jeg aldrig rigtig har oplevet, at jeg har været andet end dansk i løbet af min opvækst, hverken i skolen el-ler i gymnasiet eller blandt mine venner, eller når jeg gik i byen. I mine miljøer har det ligesom altid været et faktum, at jeg er dansk.

Du er aldrig blevet konfronteret med at være brun, som du kalder dig selv?

Overhovedet ikke! Jeg er aldrig blevet proppet i en kasse, før jeg blev skuespil-ler. Og det var en virkelig besynderlig op-levelse. Netop de miljøer, hvor jeg ikke forventede at møde det var indenfor kun-sten, filmen og teatret. Blandt de frigjorte kunstnere. Jeg tror det her handler ene og alene om vanetænkning. For jeg hører jo netop fra venner og kollegaer indenfor mit fag – som jeg opfatter som utrolig progres-sive og åbensindede mennesker – nogle af de sætninger som jeg bestemt ikke havde forventet at høre. Og jeg ved jo at disse mennesker hverken er racistiske eller for-domsfulde, men de er underlagt en bestemt vanetænkning.

Hvordan bryder man den?

Den bliver heldigvis brudt langsomt. For-leden dag så jeg på (i et forbrugerprogram) en kvinde, som var mørk i hud og hår. Først tænkte jeg, at hun udtaler sig nok om in-tegration, men da jeg så fik skruet op for lyden, viste det sig at hun udtalte sig om købeloven.

Foto: Thomas BrolyngAf Annette Max Hansen

INTErVIEwS

Er det så det der skal til, for at vi vænner os til tanken om, at brune mennesker kan spille andet end perkere og udtale sig om andet end integration – at de bliver mere synlige?

Ja, men det kommer til at tage tid, det kom-mer til at tage nogle generationer. Vi har jo en fasttømret definition af normaliteten, men den er jo heldigvis altid foranderlig og i stadig udvikling. Og der mener jeg, at kunsten kan være med til at opfylde sin rolle og være med til at normalisere, det, vi opfatter som anderledes. Kunsten kan være en spydspids og gøre en forskel ved at give mennesket et indblik i noget, som det ikke forstår og være med til at normalisere det, som i dag bliver betragtet som fremmed.

Så kunsten har et ansvar?

Ja, og jeg siger det kun, fordi jeg utrolig ofte oplever, at kunsten hævder, at den har en særlig interesse i at forandre og udvikle. F.eks. ser vi jo hele tiden kunsten angribe småligheden og synge slagsange for åbenheden og tolerancen. Jeg tror det er vanvittig vigtigt, at kunsten foretager specifikke praktiske greb for at ændre tingenes tilstand. At den holder op med at pludre om, hvad den godt kunne tænke sig og begynder at handle i stedet. Forle-den læste jeg i New York Times en an-meldelse af et Tjekhov-stykke ”Mågen”, som blev opført på Royal Court Theatre i London med Kristin Scott Thomas i den kvindelige hovedrolle og en mandlig hovedrolle, Trigorin hedder karakteren, som blev spillet af en sort. Og det stod ukommenteret i avisen. Hvis ikke der havde været et foto, så ville jeg ikke vide, han var sort. Journalisten forholdt sig ikke til skuespillerens hudfarve. Vi ved jo, at i Rusland på det tidspunkt, hvor styk-ket er skrevet, fandtes der formentlig in-gen sorte dér, hvor stykket foregår, så hvis vi tænker traditionelt, så giver det jo ikke nogen mening, men når vi tænker globalt og almenmenneskeligt, giver det jo van-vittig meget mening.

Nu taler du om England, og Trevor Davies citerer i sin rapport om kulturel mangfoldighed, som netop er udkommet på opfordring fra Kunstrådet, at Danmark er 15 år bagefter. Så vi må nok væbne os med tålmodighed. Hvad tror du kan speede pro-cessen op?

At vi slipper for alt det der integrations-vrøvl. Det trætter mig i en ekstrem grad.

Hvad er integrationsvrøvl?

F.eks. blev jeg i dag kontaktet af et århu-siansk teater, som havde set mig i stykket

”En brun og to blege” i Esbjerg, fordi de gerne ville have mig med i en trup, der skal være multietnisk. For mig at se siger det, at den er multietnisk intet som helst. For mig er det en selvfølge, at den er multietnisk.

Men er der ikke plads til, at vi kan ha’ ensembler, som består af en blanding af na-tionaliteter, ligeså vel som man kan have et ensemble som kun består af kvinder eller handicappede?

Jo, men det interesserer mig bare ikke. Det er det almenmenneskelige, der er in-teressant. Der kan godt være multietniske teatergrupper eller teatergrupper kun for gamle, selvfølgelig kan der det. Men jeg mener, at hvis vi siger, at der er nogle skel, kulturelle skel – hvad det så end betyder – så bliver vi nødt til at opløse de der defini-tioner. For mig er det ligeså stigmatiserende at lave et multietnisk ensemble, som det er, når skuespilchefen for Det Kgl. Teater siger, at skuespillere med anden etnisk baggrund end dansk ikke har et fagligt højt nok niveau.

Det har han sagt som argument for hvad?

For at han ikke opfylder noget der bare lig-ner en afspejling af det omgivende samfund på det etniske område.

Måske har han ret?

Hvordan i alverden kan man kvalitetsbe-dømme folk alene baseret på deres hud-farve. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Men kan der ikke godt ligge en naturlig forklaring i, at man ikke ser så mange skue-spillere med anden etnisk baggrund end dansk?

Jo, der er ikke så mange, men det hele hæn-ger jo sammen. De her miljøer er nogle lukkede strukturer, og hvis man gang på gang oplever som brun skuespiller, at det er umuligt at komme ind og spille en rolle, og hvis man endelig gør, at det så er en én-dimensionel rolle, som ene og alene er ba-seret på etniciteten, så gider man da heller ikke.

Hvordan skal man komme det til livs? For hvis det er vanetænkning, så er det ikke noget der forandrer sig i morgen?

Nej, det her tager tid og det må vi aner-kende. Og det nytter ikke noget, at vi flår

hovederne af hinanden i processen. Vi bli-ver alle sammen nødt til at anerkende, at vi hver især er ofre for bestemte vaner, og at de kan være uhensigtsmæssige i forhold til det, vi gerne vil, og det er jo selvfølgelig at have et højt niveau af ligestilling på alle områder. Det må vel være alles ambition. Altså, jeg kan da ikke forestille mig, at der er nogen der vil modsætte sig en sådan ud-vikling.

Skal man lovgive – indføre positiv sær-behandling?

Personligt ville jeg være meget meget ked af at blive kvoteret ind på et teater. At

vide at jeg blev invi-teret ind på et teater, fordi de skulle op-fylde en kvote på 10 % af brune skuespil-lere. Ligeså vel som jeg heller ikke vil benytte mig af Det Kgl. Teaters generø-se tilbud om billige billetter til perkere.

Måske er det nødvendigt at kvotere, men jeg tror det største problem består i, at de folk, som dominerer teater- og filmbran-chen, opfatter sig selv som ikke-fordoms-fulde, og når de ser sig selv i spejlet, ikke ser sig selv. De lider af en slags selvgod-hed og en stærk indbildningskraft. Det gør det meget svært at forholde sig til. Jeg møder instruktører der siger: ”Hvor må det være svært at være brun skuespil-ler – skal jeg ikke hjælpe dig”. Den stig-matisering er meget ubehagelig. Han har jo bare lyst til at gi’ dig et etnoknus og invitere dig ud på humus. Det er meget mere forvirrende end at forholde sig til højrefløjen, som har anerkendt sin egen fordomsfuldhed. Her er tale om en stor blind vinkel efter min overbevisning.

Kunstrådet opretter snart en intern af-deling, der skal sikre lige vilkår for kunst-nere med anden etnisk baggrund. Hvis du blev tilbudt en stilling i denne afdeling ville du så sige ja?

Parallelle rum udvikler ikke. Det er en tå-belig idé at tro, at et brunt rum ved siden af et hvidt rum kan løse problemer. Man har f.eks. også lavet et boligprogram på tv, der hedder ”2.g til højre”, hvor man skal ud-vise respekt for det etnisk oprindelige. Så sørger man for at købe nogle negerstatuer og et arabisk tæppe, og så kommer Omar Marzouk ind og sir – nåh, spiller I på trom-mer? For mig giver det ingen mening. Det er bare en skjult version af ’dem og os’ re-torikken. n

S029

”kunsten kan være en spydspids og gøre en

forskel ved at give men-nesket et indblik i noget,

som det ikke forstår”

Foto: Thomas Brolyng

Hvordan blev musikken en del af dit liv?

Mine forældre syntes, det var vigtigt, at jeg gik til klaver, selvom det var dyrt. De holdt meget fast i, at jeg skulle øve en time hver dag, og den gang forstod jeg ikke rigtig værdien af det, men i dag takker jeg dem for det. Med harmonikaen, som er mit ho-vedinstrument, fandt jeg ud af, at det her kan jeg, og det her er sjovt. Og som teen-ager opdagede jeg lige pludselig, at det er ret cool at kunne spille på et instrument. Det var et fantastisk scoretrick at sige, man spillede harmonika. En teenager der spiller harmonika er en modsætning, der gør folk nysgerrige. Alle andre spillede trommer og guitar. Når jeg tænker tilbage, var det fak-tisk ret vigtigt for mig at være god til noget, Det er det jo for alle unge, men specielt når man er indvandrer.

Hvorfor det?

Det handler om at overleve og være vel-fungerende – alt er svært – lige fra at lære sproget. Man er ikke som de andre. Vores forældre havde ikke den samme friværdi som de andres, og bare navnet får folk jo galt i halsen. Jeg er vokset op i Taastrup-gård. De fleste af mine venner var marok-kanere, iranere og irakere. Jeg kunne ikke dansk, og det kunne de heller ikke, og vi havde generelt meget til fælles, som holdt os sammen, men jeg førte også en slags ”dobbeltliv” via musikken. Jeg havde det nemmere, fordi jeg var hvid – jeg var den eneste hvide blandt dem – og det husker jeg tydeligt. Det var sådan et rigtig ghetto-

miljø, og mange af dem er desværre røget ud i noget rod siden hen.

Du er begyndt at skrive sange på polsk – hvorfor det?

Jeg begyndte bare, og jeg er blevet vild med at skrive på polsk. Når jeg skriver sange på polsk, bliver det lidt mere naivt, det funge-rer rigtig fint og jeg får god respons på det.

Har I altid talt polsk derhjemme?

Ja, og selvom mit polske er ok, så har jeg lidt accent, og jeg arbejder også på at blive grammatisk bedre til polsk.

Er harmonika specielt populært instru-ment i Polen?

Ikke sådan rigtigt. Det er meget folkeligt og bliver også tit sat i bås af samme grund. Mit forhold til harmo-nikaen er sådan lidt ”had-kærlighed”. Der er ikke noget værre en fem harmonikaspil-lere, der spiller klas-siske værker – det ty-piske billede af nogle russere på Strøget. Harmonikaen er et stærkt instrument efter min mening, men man skal kende dets begrænsninger.

Dit band Tesco Value spiller mest i Po-len, hvorfor det?

Det er på grund af min baggrund, og så blev publikum derovre meget glad for vo-res musik. Det er blevet lidt et kultorkester mange steder, og det går bedre og bedre. Faktisk er det lidt af et dilemma for mig, for det giver mig lyst til at bruge mere tid i mit hjemland. Jeg kan mærke et savn, og jeg er sulten efter at genopdage Polen, og gennem det savn føler jeg mig stærkere i Danmark. I starten erkendte jeg ikke, at jeg havde et savn, men med tiden så føler jeg sådan: ”Jeg er polak og jeg er stolt af det”, og gennem det bliver min identitetsfølelse som polak endnu stærkere.

Hvordan er det at være i Polen når du turnerer med dit band?

Når jeg tager til Polen og spiller, så føles det som om der er en slags forståelse og glæde – de kan mærke, at jeg er glad for Polen, og at jeg savner mit hjemland. Alle snakker

om at komme væk, men måske hjælper jeg dem til at sætte mere pris på det, der er fantastisk ved lan-det. Der er en slags respekt omkring én, når man har væ-ret uden for landets grænser, som også

kan afføde en slags ahaoplevelse for polak-kerne.

Polen oplever den største udvandring i nyere tid – to mio. polakker er emigreret indenfor de sidste to år for at arbejde andre steder, og det er lige fra arbejderklassen til

S030

Musikken bringer mig langsomt tilbage til mit hjemland

Czeslaw Mozil er musiker og uddannet på musikkonservatoriet med harmo-nika som sit hovedinstrument. Han komponerer musik, men foretrækker at kalde sig sangskriver. Han er hovedmand bag orkesteret ”Tesco Value”, som nærmest har fået kultstatus i Polen – og har senest skrevet musik til fore-stillingen ”Vinter under bordet”. Til daglig driver han Kulcafeen inde i Pisse-renden, og for nylig åbnede han et håndværkerfirma – altså et af de hvide Czeslaw Mozil har svært ved at stå stille, bogstavelig talt. Selv når man taler med ham, vipper han gerne lidt frem og tilbage og minder om en afbleget Harlem homeboy. Han taler så højt, at man skulle tro, han var vokset op på et plejehjem, og hans drengede charme fylder. Han kom til Danmark som 6-årig da hans forældre immigrerede fra Polen i 1985. Hans far er oprindeligt ukrainer og moren polsk. De opsagde deres statsborgerskab. Det var drøm-men om vesten der trak. Czeslaw har også en drøm der trækker, men den handler om hans hjemland og de polske kvinder.

Af Dina Haffar

”Jeg havde det nemmere, fordi jeg var hvid – jeg var den eneste hvide blandt dem – og det husker jeg

tydeligt”

INTErVIEwS

S031

Musikken bringer mig langsomt tilbage til mit hjemland

de ”kloge hoveder”, og jeg er virkelig bange for, at det er ungdommen, der flygter, fordi vilkårene er, som de er. Men samtidig kan jeg mærke, at de emigranter, som har været væk i nogle år er begyndt at vende opmærk-somheden mod deres hjemland. De er nys-gerrige, fordi ”der sker nogle helt vildt mærkelige ting på den politiske scene”. Lan-det betragter sig selv som Centraleuropa og er meget vestligt ”minded”, men der er nogle helt fundamen-tale ting, hvor jeg føler som kunstner, at hvis jeg bare kan ændre en lille del – f.eks. ved at stille spørgsmål som ”hvorfor er der så megen homofobi” og ”hvorfor har kirken så meget magt”? Der bliver lyttet på en helt anden, når der kommer en polak, som har boet uden for landets grænser og taler om disse ting.

Jeg kan tillade mig mere. Jeg kan mærke, at der bliver lagt mærke til, hvad jeg siger – tvillinger ved magten, som er henholds-vis præsident og ministerpræsident - det er så absurd. Det er rart for publikum, at de kan mærke, at der er andre - udenfor Polen

- der synes, at det er fucked up.

Hvad er det der er så fantastisk ved Po-len?

Jamen bare noget så banalt som maden. Når jeg er dernede og

spiller med mine danske bandmedlemmer – de nægter at spise på McDonalds - så spiser vi på de såkaldte mælkebarer, som er en slags statsstøttede folkekøkkener, hvor der står store koner bag gryderne, og man får Zurek (sursuppe), koteletter og kål. Polen giver mig meget. Jeg kan ikke fornægte, at de polske

kvinder gør mig rundtosset – det gør de dan-ske nu også.

Vil du gerne tilbage og bo fast i Polen?

Jeg er bare en polak, der vender langsomt til-bage til mit hjemland via musikken, og den rejse er sindssyg lang - selvom den er så kort rent geografisk. Da jeg var 17-18 år, så jeg ingen fremtid for mig selv i Polen. ”Jeg skal da ikke være musiklærer i Polen – hvad skal jeg lave der”. Men igennem musikken oplever jeg, at folk lytter. Og det gør også, at jeg føler mig savnet og føler, at jeg er velkommen. Folk er glade for mine sange, så pludselig giver det meget mening for mig at stå dernede og synge mine sange. Og jeg føler mig accepteret som polak – selvom jeg er vokset op udenfor lan-det – og oven i købet har accent på polsk. Jeg er i gang med at udgive en plade på et polsk pladeselskab. Den kommer i efteråret 2007. Jeg drømmer meget om at kunne tage derned 4-5 dage om måneden og spille jævnligt. n

”I starten erkendte jeg ikke, at jeg havde et savn,

men med tiden så føler jeg sådan: ’Jeg er polak og jeg er stolt af det’ ”

Foto: Thomas Brolyng

S032

FIlM

worlD CINEMA Dk – stort, nystartet og bredt samarbejde mellem C:NTACT, Salaam DK og Det Danske Videoværk-sted.

BAMAKO Frankrig/Mali

Vester Vov Vov 23.03. 16:00Dagmar 25.03. 19:00

Instruktør: Abderrahmane Sissako Den mauretanske instruktør Abderrah-mane Sissako har henlagt sit retssalsdrama til en baggård i Malis hovedstad Bamako. På anklagebænken sidder de store kredi-tororganisationer, IMF og Verdensbanken, som et bredt udsnit af almindelige afrika-nere beskylder for at fastholde kontinen-tet i gælds- og fattigdomssumpen. Mens

anklager og forsvarer dyster i retoriske spidsfindigheder og flygtninge, forfattere og skolelærere kommer ind fra gaden og fremfører deres ”vidneudsagn”, går livet videre i baggården: Kvinderne farver tøj, børnene ser tv-westerns, en bryllups-procession afbryder midlertidigt retssagen med sang og dans - og sangerinden Melé og hendes arbejdsløse husbond Chaka prøver forgæves at holde sammen på deres forliste ægteskab. Sissako har begået et stykke ab-surd teater der forener abstrakte begreber og konkrete hverdagsbegivenheder med en alvorlig samfundskritik.www.bamako-film.com/

HELL’S GROUND Pakistan

Grand 30.03. 23:59Cinemateket 31.03. 17:15

Instruktør: Omar Ali Khan Sundance Film Festival var vilde efter at få fat i Omar Khans debut, men Khan kunne ikke nå at klippe den færdig, så nu får den i stedet verdenspremiere på Natfilm! Om den når igennem censurens nåleøje og får premiere i hjemlandet Pakistan er mere tvivlsomt, for selv om ’Hell’s Ground’ må-ske nok ikke er den første horrorfilm i lan-

dets historie, så har instruktøren alligevel sat censorernes sind i kog ved at præsentere filmhistoriens allerførste zombier af mus-limsk observans! Med mere end et nik til horrorgenrens største klassikere fortæller Khan historien om en gruppe teenagere på vej til rockkoncert, der må ud på en omvej efter at være blevet blokeret af nogle prote-sterende miljøaktivister. Derude, langt fra Alfarvej, støder de på en familie, hvis ga-lopperende psykopatiske medlemmer får selv inspirationskilden Motorsavsmassak-ren til at blegne.

Den 18. NatFilm Festival løber af stablen fra den 23. marts til 1. april. Igen i år er Natfilm festivalen spækket med film fra hele verden og et hav af film, hvoraf mange kun er mulige at opleve under festivalen og som endnu ikke er i distribution. Med over 180 film bliver dette års festival den største nogensinde og byder udover film også på semi-narer, musikarrangementer og fester. KURT har plukket et par film ud fra programmet som vi på det varmeste anbefaler. Læs mere på www.natfilm.dk

NATFIlM Festival lige om lidt – juhuu!

Målet er at inddrage nydanske filmtalenter og filminteresserede i det danske filmmiljø. Den gamle biograf ”World Cinema” lå i Cirkusbygningen indtil 1982 med plads til godt 1600 publikummer. Dengang blev der vist brede, populære film, og mens den nye WORLD CINEMA DK har lidt færre plad-ser så kompenseres der med kvaliteten. WORLD CINEMA DK viser filmperler fra hele verden, der ikke kan opleves i biogra-fen til hverdag. 15 filmelskere udvælger film fra hinandens lande og målet er at blande tanker, holdninger og kulturer. World Ci-nema åbnede d. 18. februar med to film fra henholdsvis Jordan og Iran og fortsætter i marts med den romantiske kriminalfilm Madame Brouette. fra Senegal med masser af musik. I april måned vises latinameri-kanske film. Bliv løbende opdateret på film programmet på www.worldcinema.dk

“I believe it’s important to follow the core idea of this project which is to be different. To show new images wherever they may come from. These films are new, engaged and modern in their perspective. It’s closer to reality in foreign spaces rather than uni-form entertainment. An eye from within”Yasmina Ben Ari, 27 år, egyptisk-fransk, dansk gift.

S033

STRANGE CULTURE USA

Husets Biograf 24.03. 17:00 Vester Vov Vov 27.03. 16:00

Instruktør: Lynn Hershman Leeson Historien lyder for absurd til at være så sand men det er den. Hovedpersonen er bioprofessoren Steve Kurtz, der igennem en aktivistisk kunstnergruppe har forsøgt at rette kritik mod USA’s laissez faire po-litik overfor genmodificeret mad. Dét ar-bejde umuliggøres pludselig da Kurtz’ kone Hope dør af en hjertefejl; ind rykker FBI med håbløse, men vedholdende anklager om mord og bioterrorisme! Den dag i dag er Kurtz stadig under anklage – nu for be-drageri terroranklagen gik ikke - hvorfor han ikke må udtale sig om konkrete hæn-delser i forbindelse med sin kones død. Et intelligent ’j’accuse’-manifest, der afslører hvor langt ude, de amerikanske myndighe-der efterhånden er havnet i ny-McCarthyi-stisk post 9/11-hysteri.

ARMENIA Frankrig

Århus: Øst for Paradis 23.03. 20:00Grand 26.03. 16:30Posthus Teatret 27.03. 21:00

Instruktør: Robert Guédiguian Den franske Ken Loach – veteranen Robert Guédiguian – forlader sjældent Marseilles, men her har fransk films sociale samvittig-hed for en gangs skyld flyttet hegnspælene. Det meste af filmen udspilles, som titlen afslører, i Armenien, hvor instruktørens fa-ste muse og hustru, Ariane Ascaride, giver den som læge på sporet af sit fædrene op-hav. Snart svinger hun ikke kun stetoskop, men også en pistol, thi livet i den tidligere sovjetrepublik er bestemt ikke uden fare-momenter. Med far-datter-relationen som omdrejningspunkt udfolder sig et drama-tisk statement om den armenske tilstand og den traumatiske rejse tilbage til rødder-ne. Filmen er i øvrigt fyldt med smægtende panoramaer med det sneklædte Ararat knejsende i baggrunden.

DEN NY VERDEN Italien

Grand 15.03. 21:30 Instruktør: Emanuele Crialese Et intelligent epos om den sicilianske bon-de Salvatore og sønnen Angelo, der en dag i begyndelsen af det 20. århundrede beslut-ter sig for at prøve lykken i Amerika. På vejen ud i verden møder de bl.a. den my-stiske engelsktalende Lucy der får en ikke lille betydning for deres færd. Med sin gen-nemresearchede historie og en dialog, der hovedsageligt er på siciliansk, har Crialese

skabt et værk præget af såvel realisme som indlevelse - men der er ingen unødig senti-mentalitet at spore hos instruktøren. Ele-gant får han sat det forjættede lands barske virkelighed op mod Salvatores drømme, om penge, der vokser på træerne og floder, der flyder med mælk og honning. ‘Den nye verden’ er en illusionsløs fortælling om en brutal rejse ind i moderniteten, fortalt i monumentale billeder af stor skønhed.

GOOD BYE LIFE Iran

Odense: Cafe Biografen 24.03. 19:00Vester Vov Vov 30.03. 14:15Park Bio 01.04. 15:45 Instruktør: Ensieh Shah-Hosseini En historie om den eneste iranske kvinde, der blev sendt ud for at rapportere om krigen mellem Iran og Irak i 1980’erne. Skilsmisst og livstræthed kaster hende ind i krigen for i det mindste at få en ærefuld død som martyr. Men midt i krigens infer-

no genfinder hun lysten til livet. Det er en krigsskildring, der ligger langt fra den næ-sten glamourøse krigs-fortælling, den ame-rikanske mainstream-maskine kan spytte ud, og især fokuseres der på den gæstfrihed og mellemmenneskelige varme, den unge pige møder midt i gruen. Den kvindelige instruktør Ensieh Shah-Hosseini har selv dækket Iran-Irak-krigen som journalist, men er uddannet filmfotograf.www.smediaint.com/pages/feature/fea-ture24.htm

SWEET MUD Israel

Dagmar 26.03. 16:30Århus: Øst for Paradis 30.03. 20:00Cinemateket 01.04. 19:15

Instruktør: Dror Shaul De israelske kibbutzer er blevet flittigt be-søgt af rejselystne unge danskere, og de bliver ofte romantiseret som de ægte so-cialistiske idealers gruekedel. Men virkelig-heden kan se meget anderledes ud. Filmen følger drengen Dvir og hans mentalt usta-bile mor Miri, der må kæmpe mod rigidt definerede normer og et fællesskab, der har svært ved at acceptere individualitet. De mange udfordringer, Dvir må stå ansigt til ansigt med, er dog ingenting at regne mod de prøvelser, hans alene-mor må gå igen-nem. Da hendes kæreste fra Schweiz an-kommer til kibbutzen, synes lykken ellers at tilsmile den lille familie, men de andre i fællesskabet smider kæresten ud efter en mindre episode. Og så er det op til Dvir at holde sammen på den nedbrudte og sår-bare mor, som han elsker så højt. En fin og smertefuld kommentar til og om ethvert samfund, der ikke kan favne dets medlem-mers skrøbeligheder. www.sweet-mud.com

NATFIlM Festival lige om lidt – juhuu!

kUNST

S034

Ny udstilling med de tre kunstnere Lisa Strömbeck, Marika Seidler og Nikolaj Sky-um-Larsen der stiller spørgsmålstegn ved kunstens rolle i den globale kultur.

Kunstneren i en global kultur har ikke en fastlagt rolle, er ikke fra et bestemt land eller opfatter sig selv som enten Europæisk, Amerikansk eller Asiat; Han/hun tegner snarere, i kraft af sin praksis, en lang række forskellige mønstre, som går på tværs af de gamle grænser og sammenblander histo-rien med nutiden.

Det at rejse og opholde sig mange for-skellige steder på kloden bliver f.eks. en na-turlig del af den kunstneriske aktivitet som integreres i det æstetiske arbejde – i sådan en grad, at vi måske ikke længere lægger mærke til det. Sådan er det bare. Det er en forudsætning for kunstneren og kunsten i en globaliseret verden.

En kunstnerisk praksis i en global kultur er afhængig af et netværk af fjerne relatio-

ner - distant relations – på tværs af ver-densdele og mellem fortiden og nutiden.

Kunsten har ikke længere ét, men mange samlingspunkter - og de findes ikke nødvendigvis noget fysisk sted. De er snarere kommunikative punkter; virtuelle sammenføjninger mellem flygtige fysiske identiteter. Distant Relations peger på disse kommunikative punkter og sammenføj-ninger mellem forskellige kunstnere, men udstillingen undersøger også det at tilhøre eller have ”en historie”. Kunstneren rejser, men kunsten er også i sig selv en rejse – en transport af betydning(er); ikke kun geo-grafisk, men også i tid.

Med inspiration fra den latinamerikan-ske forfatter Carlos Fuentes er kunstnerne til udstillingen ikke ”valgt” ud fra et krite-rium om særligt emnesammenfald eller æstetiske formalismer, som de alle passer ind i. Udstillingen opstår som en kombi-natorik af fjerne og ”tilfældige” relationer.

De tre kunstnere rejser alle meget, til hver deres dele af verden, og er sjældent et sted i lang tid ad gangen. Kunstnerne er således som udgangspunkt ikke alene fjernt relate-ret til hinanden, de fjerne relationer er et grundlæggende princip i deres praksis.

Hos de tre udstillede kunstnere er de fjerne relationer et fælles vilkår – og som sådan, er de repræsentanter for en hel ge-neration af kunstnere. De fjerne vilkår an-vendes til at opnå afstand og iværksætte kritiske undersøgelser. Fjerne mønstre og identitetsopfattelser bringes i nærheden af hinanden og sammenlignes. De opnår dermed samtidig en ny form for relationel nærhed, som de ”gamle” æstetiske relatio-ner måske ikke (længere) formår – i hvert fald ikke som et universelt ”billedsprog”: Værkerne bliver kommunikation, et oplæg til et nyt sprog, om man vil - som under-søger verden, mennesker, mønstre. Samt, ikke mindst, identitet.

Distant relations – kunstpraksis i en global kultur.

– udstilling på Museet for Samtidskunst, 28. april – 17. juni 2007

In Shallah betyder ’Hvis Gud vil’

TEATEr

Hotel Pro Forma præsenterer Sandbarnet™

- et forandringsprojektopføres 22. februar - 17. marts

Hotel Pro Formas nye forestilling tager ud-gangspunkt i forfatteren Tahar Ben Jellou-ns dobbelroman Sandbarnet og Den hellige nat og historien om et barn der fødes som pige, men efter sin fars vilje vokser op som en dreng mellem syv søstre. Sandbarnet™ fortæller om oplevelsen af tilpasning og forandring som et livsvilkår i det moderne liv. Forestillingen og kunstinstallationen er i vanlig Hotel Pro Forma tradition skabt specielt til stedet, Mogens Dahl Instituttet, hvor publikum bevæger sig mellem to rum: musikrummet og tekstrummet. Kompo-nisten T. S. Høeg har skabt forestillingens instrumentale musik og elleve sange til tre stemmer: en kontratenor, en soulvokal og en rapper.

Tahar Ben Jelloun er født i Fez i 1944. Han modtog i 1987 som den første araber, Frankrigs fornemste roman pris Prix Gon-

court. Jelloun indskriver sig i en tradition af franske forfattere fra Magreb (Marok-ko, Tunesien og Algeriet). Han har siden 70’erne boet i Frankrig og bl.a. skrevet en doktorafhandling om indvandrernes so-ciale og psykiske problemer, et emne som også behandles i bogen La plus haute des solitudes (Den største ensomhed). Han har udgivet flere digtsamlinger, romaner, dramatik og essaysamlinger og flere år ar-bejdet som journalist på Le Monde, hvor han har gjort sig bemærket som de arabi-ske intellektuelles talerør i den vestlige ver-den. Sandbarnet og Den hellige nat er hans kendteste romaner som begge handler om overskridelsen af kønnet og udgør en le-gendernes legende for historiefortællere i den arabiske verden.

FAKTA:Mogens Dahl Instituttet, Snorresgade 22, København SIgennem forstillingsperioden afholder Hotel Pro Forma lobby lounges med forskellige gæster og dj’s. For mere information på www. sandbarnet.dk

S035Ziya Azazi Foto: Max Moser

Både kaninen og kyllingen var grydestegte med hvidløg, chalotter og urter fra haven og når kødet var spist blev benene brugt til sup-pe. Intet gik til spilde.

Duften af østeuropæisk køkkenkultur og betonsocialisme kribler nænsomt gen-nem Marina Lewyckas fine roman. Hun kaster sig veloplagt ud i en veritabel ind-vandrer-fortælling af Stalins nåde. Fire ukrainske personligheder repræsenterer en generationsstribe med næsen i det frem-mede. Nikolaj er den klassiske stamfader, som imidlertid fra første færd bringer syn-defaldet i hus.

To år efter min mors død forelskede min far sig i en fortryllende ukrainsk, fraskilt blon-dine. Han var fireogfirs, hun var seksogtredi-ve. Som en fnugget lyserød granat kom hun ind i vort liv, som en eksplosion, oppiskede de mudrede vande og bragte et sjap af hengemte minder op og gav familiens lig i lasten et spark i røven.

Som ukrainsk immigreret ingeniør og far til to bygger han bro over de rørte vande. Han har overlevet kollektivisering, industrialisering og første verdenskrig før han deserterede fra den røde hær og hav-nede i England. Han har slidt og slæbt og groet rødder i ny muldjord. Ikke tilfældigt har Nikolaj kastet sin kærlighed på trak-torens historie og ikke tilfældigt har han forelsket sig i en frodig kvinde fra fordums tid. Traktoren pløjer og lader friske liv spire på ny. Den frodige kvinde ophidser, bringer minder frem og genføder en gammel knark i nye klæder. Midt i dette virvar af absurde forståeligheder står Nadja solidt plantet. Hun er den yngste datter, som uforbehol-dent elsker sin far. Hun er også historiens ankermand og fortæller. Overfor regerer det ældste frø i skikkelse af Vera. Konflik-terne er som tyste vulkaner. Stadigt under opsejling, endnu usagte efter moderens død. Som en hvirvelvind fløjter Valentina ind fra siden. Eller helt nøjagtigt fra Ukra-ine. Uden den mindste skam og blottet for ethvert ønske om at være en saliggørende pletfri tornado, planter hun som en anden Dracula sine unge tænder i Nikolajs hjerte.

Hendes navn er Valentina, fortæller han

mig. Men hun er mere som Venus. Botticellis´ Venus, som rejser sig fra bølgerne. Gyldent hår. Charmerende øjne. Fremragende bryster. Når du ser hende vil du forstå.

Nikolaj er blindt forelsket i Valentinas svulmende barm. Valentina er blindt forel-sket i den velstand som hun håber Nikolaj er garant for. Nadja og Vera er tvivlsomt forelskede i tanken om den barndom de aldrig fik. Og kærligheden har som vanligt vanskelige kår.

I letfærdig og elegant stil stryger Lewyc-ka afsted så latteren kaster skygger på væg-gen. Gennem pensionistens passionerede

fortabelser i sit hjemlands landbrugshi-storie lærer vi Ukraines fortid at kende. En jammerlig kulisse af hungersnød og tvang-skollektivisering efterfulgt af den tyske be-sættelse i 30´ernes Europa. Siden hen flyt-ter sovjetisk imperialisme ind i lejligheden, og da man endelig bliver den besværlige lejer kvit befolkes den nyvundne frihed prompte af asocial kapitalisme og en skæv national selvforståelse.

Nej, det er de samme mennesker, som altid

er ved magten, Vera. Nogen gange kalder de sig kommunister, nogen gange kapitalister og andre gange dybt religiøse – hvad som helst for at blive ved magten. De tidligere russiske kommunister er de samme, som i dag ejer det meste af industrien.

Sideløbende maler blondinen med de store babser med sine farvestrålende læbe-stifter et sort hvidt landskab fra det moder-ne England. Indvandrernes kvababbelser og salg af sjæl for mammon. Det forrående tab af identitet, som til en vis grad også ud-sletter det anstændige menneske.

Og som et vedholdende plaster på såret kæmper Nadja for familiens ære og de fø-lelser, som gik itu på vejen.

Sådan, på sammenbruddets rand af sproglige, kulturelle og menneskelige mis-forståelser, bringes en velkrydret kartoffel-gryde til kogning og fald.

Man slikker sig om læberne og tørrer tårerne af kinden, mens gryden simrer vel-oplagt og fristende i nærheden.

BoG

En kort gennemgang af traktorens historie på

ukrainsk af Marina lewycka.

Af Pawel Wedrowski

blå bog:Marina lewycka er født i 1946 i en flygtninge-lejr i Kiel, Tyskland. Hendes forældre er oprinde-ligt fra Ukraine og flytter efter 2. Verdenskrig til England. Lewycka er uddannet på Keele Universi-ty og underviser i dag i Sheffield. Hun har for En kort gennemgang af traktorens historie vundet ’The Bollinger Everyman Wodehouse Prize’. Hun udkommer snart med To Karavaner.

Romanen har gået sin sejrsgang i 29 lande og er nu udkommet på dansk. Bogen blev nomineret til de prestigefyldte litteraturpriser ”The Man Booker” og ”Orange” i 2005, og modtog de to priser, ”Bollinger Everyman” og ”The Saga Award”, i kategorien humoristisk litteratur i 2005. Bogen er udgivet på forlaget Veranda og koster 298 kr. 348 sider.

– udstilling på Museet for Samtidskunst, 28. april – 17. juni 2007

www.natfilm.dk

An

dy

La

u

23. MARTS – 1. APRIL 2007