Upload
jppolitikens-forlag
View
221
Download
0
Embed Size (px)
DESCRIPTION
Jeg elsker sko, tv-serier og at udveksle livshistorier. Men det meste af mit liv har jeg følt, at jeg også burde mene en hel masse om konflikten i Mellemøsten, kende det nyeste IT-gear eller kunne lire de ti mest toneangivende direktører af. På trods af stiletter og læbestift har jeg nemlig forsøgt at kopiere mænds adfærd og interesser for at føle mig værdifuld. Anerkendt. Rigtig. Fordi jeg gerne ville sikre mig, at min status var høj nok til, at jeg ikke blev overset. Eller verfet af som underlødig, overfladisk, useriøs. Ønskede jo ikke at føle mig forkert. Men det gør jeg. Føler mig en smule forkert. Og til tider også pinagtig skamfuld over at være den, jeg er. Jeg er ikke den eneste. Faktisk er det noget, som rigtig mange kvinder føler. Hvorfor vi blandt andet lyver om hvor mange mænd, vi har haft sex med. Hvor meget tøj vi har købt. Hvor meget vi vejer. Eller om vi overhovedet er sure eller ej. Med andre ord lyver vi, fordi vi skammer os over, hvem vi egentlig er.
Citation preview
EMILIA VAN HAUEN
ELSKETFRI
SMUKVIGTIG
DIT KØN ER EN STYRKE – BRUG DET!
POLITIKENS FORLAG
Ladycool-ombrydning.indd 3 30/01/14 13.35
Til min farmor, mormor, mor og søster.
Ladycool-ombrydning.indd 5 30/01/14 13.35
INDHOLD
Prolog – side 11
Det feminine er en ressource – side 13
Når skammen styrer os – side 19
En fortælling eller en debat? – side 20
Ladycool er vejen ud af skammen – side 22
Del I – Jeg er elsket – side 28
Elsket er vigtigt fordi … – side 30
Kvinders fem mest udbredte løgne – side 31
Løgn 5. Jeg har kun været i seng med fem mænd! – side 36
Vi vil elskes, før vi vil begæres – side 39
Løgn 4. Nej da, den er ikke ny! – side 43
Kvinders og mænds købsadfærd – side 44
Ladycool-ombrydning.indd 7 30/01/14 13.35
Løgn 3. Undskyld, jeg missede dit opkald – side 49
Vi skal lære at give den nødvendige afvisning – side 51
Den asociale løgn – side 53
Løgn 2. Jeg vejer 58 kilo – side 55
Tynd er lig med høj status – side 58
Løgn 1. Nej, jeg er ikke sur! – side 62
Vi må ikke føle det, vi føler – side 64
Prinsessen er selvværdet in persona – side 65
At turde være krævende – side 67
En generation af prinse-prinsesser – side 70
Forskellen på moder- og faderkærlighed – side 71
Del II – Jeg er fri – side 76
Fri er vigtigt fordi … – side 78
Seksualiteten er vores livskraft – side 79
Kvindelig seksualitet og kreativ energi – side 82
Min mandeliste som optakt til erotisk kapital – side 85
Økonomisk, kulturel og social kapital – side 88
Hvad er erotisk kapital? – side 91
Flirteri giver et godt samarbejdsklima – med forbehold – side 98
Med pik skal pik fordrives – side 102
Ej din lyst og din kreativitet – side 106
Vores indre frihed – side 107
Kvinders indre frihed – side 109
M/K-dynamikken – side 112
Kend og brug din aggression – side 118
Ladycool-ombrydning.indd 8 30/01/14 13.35
Kan jeg leve med de andres fordømmelse? – side 123
Undskyld! – side 128
Frihed over din lyst og dit bidrag – side 130
Del III – Jeg er smuk – side 134
Smuk er vigtigt fordi … – side 137
Skønhed er at komme til syne og bidrage – side 139
Kan vi frigøre os fra tidens idealer? – side 141
Ægte skønhed kan ikke skjules – side 144
At besidde din egen skønhed – side 147
En liste af afvisninger? – side 152
Argumenterne for at være o.k. – side 158
Æstetik er livskvalitet – side 162
Æstetik kontra den vestlige verdens logik – side 166
Æstetik styrer vores følelser og kommunikation – side 168
Rimer Botox på frihed eller undertrykkelse? – side 170
Jeg er nøgen, voksen … og smuk? – side 176
Unge mænd og voksne damer – side 179
Del IV – Jeg er vigtig – side 186
Vigtig er vigtigt fordi … – side 189
Min ret til at eksistere på mine egne betingelser – side 192
Køn er en ressource – ikke et problem – side 194
Mandlige og kvindelige arketyper – side 199
Ladycool-ombrydning.indd 9 30/01/14 13.35
Central – side 205
Central – Top – side 208
Central – Ligegyldig – side 210
Ydmyg – side 213
Ydmyg – Selvudslettende – side 217
Sårbar – side 221
Sårbar – Svag – side 224
Hengiven – side 227
Hengiven – Undertrykt – side 230
Sødme – side 233
Vigtige konklusioner – side 235
Epilog – side 238
Tak – side 246
Ladycool-ombrydning.indd 10 30/01/14 13.35
11PROLOG
PrologDet siges, at en kvinde husker sit første par højhælede sko bedre, end hun
husker den første mand, hun elskede med. For mit vedkommende husker
jeg begge dele lige godt.
Han hed Jesper, og de var hvide med en lille sløjfe, der blev bundet på
hælen. Jeg var nok mest vild med skoene. Ikke at han var ligegyldig, for han
var en dejlig fyr. Jeg var bare ikke forelsket, og det var vist gensidigt, for det
blev aldrig til mere end nogle få dates, så var vi begge videre. Min seksuelle
debut var til gengæld langt mere tilfredsstillende og nydelsesrig end mine
første famlende og smertefulde forsøg på at stavre rundt på de høje hæle til
min konfirmation en del år tidligere. Begge dele er med tiden blevet både
bedre og mere sikkert, og nogle gange lader de sig også med held kom-
binere.
Jesper er altså den uforglemmelige nummer 1 på den liste over mænd, som
jeg har været i seng med, mens de hvide sko aldrig nåede at optræde på den
liste, jeg først som voksen begyndte at føre over mine sko. Med +130 par er
det svært for mig at huske dem alle, og da jeg gerne vil nå at have dem alle
på i løbet af et år, fordi jeg virkelig nyder den æstetiske oplevelse, de hver
især giver mig, krydser jeg dem af, så jeg kan holde styr på dem. Dette er
imidlertid en falsk sikkerhed. Hvert år er der til min ærgrelse altid flere par,
der alligevel ikke bliver promeneret og i stedet må henslæbe en uglamourøs
tilværelse i en lukket skotøjsæske i et mørkt skab.
Min mandeliste burde være langt mere overskuelig, da den lander på cirka
100 færre. Det burde den, men … hmmm, behøver jeg egentlig fortsætte
den sætning? Listen løb naturligt ud, da jeg mødte min mand og vidste, at
Ladycool-ombrydning.indd 11 30/01/14 13.35
12 PROLOG
nu var det sket; nu havde den ægte evige kærlighed fundet mig, og derfor
kunne jeg glemme alt om den. Det kunne jeg så ikke, men mere om det
senere i bogen.
Hvad har de to lister med denne bog at gøre?
På hver sin måde fortæller de historien om kvinders traditionelle værdi og
status, nemlig skønhed og reproduktion. Af samme årsag er de også kilden
til de to områder i livet, hvor kvinders skam oftest opstår. Selv i 2014. Selv
i Vesten. Selv i et ligestillet land, hvor kvinder ejer deres egne penge, deres
egen krop og seksualitet, deres egne tanker og deres egen fremtid. Og natur-
ligvis også hos mig.
I mange år var jeg så pinlig berørt over min skoliste, at jeg slet ikke turde
fortælle om den til nogen. Følte, den eksponerede al min svaghed, overfla-
diskhed, manglende seriøsitet og afhængighed, som på en eller anden måde
måtte bunde i et selvværd, der lå og rodede i bunden af skabet, sammen
med det tøj, der var gledet af bøjlerne og siden var blevet glemt. Den repræ-
senterede en kvindelig, forfængelig, uværdig modsætning til de værdier,
som jeg syntes, jeg burde tage til mig, og som var knyttet til det mandlige
univers af resultater, magt, hierarkier og konkurrence.
Selv da jeg med tiden fik skabt mig et karrieremæssigt rygstød, der fik mig
til at se hele verden direkte i øjnene med en grundlæggende fornemmelse
af mit eget værd, skammede jeg mig over listen. Og det på trods af at jeg
var begyndt at vise den frem som en gimmick til nogle af mine foredrag i et
forsøg på at skabe en modgift til den flovhed, jeg stadig følte listen bar på.
Mandelisten nåede jeg til gengæld aldrig at føle skam over, før den var fær-
dig med at blive ført, selvom den i nogle kulturer ville have hugget hovedet
af mig. Næsten bogstaveligt talt. Kvinders seksuelle eksklusivitet, forklædt
som kvinders egen ønskelige kyskhed, har altid afspejlet kvindens værdi i
samfundet. Faktisk har vores seksualitet været ejet af mændene i så mange
generationer, at vi på trods af prævention og abort stadig ikke selv ejer vores
egen lyst og liderlighed, men ofte lyver den mindre og dermed mere ærbar.
Sex er, selv i dag – endnu mere end forfængelighed – en ansats til social
forkastelse.
Ladycool-ombrydning.indd 12 30/01/14 13.35
13PROLOG
Min skam over skolisten vidner om, at jeg har taget den gængse forestil-
ling om, hvad der har værdi i vores samfund, til mig, og det provokerer
mig at tænke på, at hvis jeg havde været en mand, der havde lavet en liste
over mit værktøj, cykeludstyr eller min vinsamling, ville jeg med sikker-
hed blive beundret for min interesse, viden, seriøsitet og passion. Jeg føler
nu ikke trang til at klandre nogen. Eller noget. For i dag er jeg teknisk set
fri til selv at vælge, om jeg vil tage de værdier til mig og dermed skammen
på mig.
Jeg er langtfra alene. Vi er beskæmmende mange kvinder, der på forskellige
områder af livet og i varierende grad føler en indre skam over at være, som
vi er. Som føler os halvt forkerte. Kvart uværdige. Fordi vi prioriterer, som
vi gør. Fordi vi tænker, føler og handler, som vi gør. Det gode er imidlertid,
at når jeg tager en skam på mig, kan jeg også vælge at kaste den af mig igen.
Og begynde at ændre på mine betingelser, så jeg gør mig selv stærkere og
ikke svagere. Hvilket er præcis, hvad jeg synes, at vi kvinder skal til at gøre
nu. Og derfor at jeg har skrevet denne bog.
Betingelsen for, at vi kan tage den plads i fællesskabet, som jeg synes vi både
fortjener og har pligt til, er, at vi selv oplever, at vi er elskede. At vi er frie. At
vi er smukke. Og at vi er vigtige. Eller med andre ord – det som jeg kalder
for ladycool. Sådan at vi tror på vores berettigelse til at eksistere. På vores
evne til at være skabende. På vores ret til at komme til syne. Og på vores
betydning for både os selv og andre.
Tiden, samfundet og ikke mindst vi er nemlig modne til, at vi opgiver den
negative fortælling om vores arv, historie, kultur og værdi og i stedet opda-
ger de særlige styrker og muligheder, som vores køn giver os. Både vi og
samfundet har brug for, at vi kvinder tør, vil og kan bidrage mere autentisk
og helhjertet til alle de fællesskaber, som vi indgår i. På vores egne betingel-
ser, men i gensidig respekt med manden.
Det feminine er en ressource
Når talen er faldet på ordet køn, har det i et par generationer afledt dybe suk
og støn flankeret af flakkende øjne og urolige hænder. „Åh nej, skal vi nu til
Ladycool-ombrydning.indd 13 30/01/14 13.35
14 PROLOG
det igen!!“ har underteksten ofte været – fra begge køns side. Måske fordi
køn siden 1970’erne har været nært forbundet med en kamp om ret og
rimeligt og rigtigt. Og dermed omfattet en taber og en vinder.
Men køn er ikke et problem. Det er en ressource. En mulighed. En livskraft.
Og en uundgåelighed.
Min drøm med denne bog er, at vi kvinder tager denne uundgåelighed
og gør den til en styrke på vores egne præmisser. Så den både matcher og
forstærker alt det, som vi har opnået de seneste generationer. Og sådan at
den sætter os fri af forældede og formindskende forestillinger om, hvad det
kvindelige er.
Hvor indgroet – og dermed usynlig – forestillingen om det feminines
(manglende) værdi var hos mig, gik op for mig nogle få måneder, inden
jeg begyndte at skrive denne bog. Og det var samtidig det, der ansporede
mig til at skrive den. Min åbenbaring skete en sen aften, hvor jeg var så træt
af mig selv og mine tanker om fremtiden, og ikke mindst udmattet af min
skilsmisse, at jeg åbenbart ikke længere magtede at holde sandheden væk og
derfor pludselig havde skrevet det ord, der satte hele mit liv og identitet som
’hun’ i et næsten ubærligt perspektiv:
Lavstatus.
Ordet stod lidt utydeligt prentet på papiret, der lå på min nye sofa i min
nye lejlighed i mit nye liv. Det stod presset ind mellem de mange andre ord
i min forretningsplan; skubbede lidt til ordet workshop, ramte t’et i ordet
tidsånden og trådte E-bizz-koncept over p’ets lange streg. Beskæmmet. Som
om det ville forsvinde, faktisk helst ikke eksistere. Bogstaverne var skæve,
ufærdige, asymmetriske og sjuskede. Forsømte i forhold til de andre ords
bogstaver, som stod langt mere nydeligt sat op i lige rækker, som om de
gerne måtte være der. Som om det ligefrem var godt, at de var der. Men
de slukørede bogstaver stod der også. Og mens jeg kiggede på det ord, de
sammen skabte, kunne jeg ikke længere benægte, at dette – lige præcis dette
– var grunden til, at jeg aldrig for alvor havde overgivet mig til det, der er så
indlysende, at jeg skal gøre.
Ladycool-ombrydning.indd 14 30/01/14 13.35
15PROLOG
Nemlig at beskæftige mig helhjertet med kønnet som en ressource. Og
udforske det med åbent hjerte og klare øjne.
Skammen fik mig til at trække vejret en lille bitte smule kortere, for det var
jo mig selv, der var lavstatus. Og alle andre af samme køn som mig. Jeg var
lavstatus, bare fordi jeg er født som en hun. Og som en vestlig kvinde med
to lange uddannelser, stemmeret, børn, jeg selv kan forsørge, og et sexliv,
jeg suverænt bestemmer over, var det frygteligt flovt at måtte erkende, at jeg
ikke ville være kendt for at være specialiseret i køn og moderne kvindeliv,
fordi jeg var bange for, at det ville trække min egen status ned. Så ville jeg
nemlig bare blive til ’en af dem, der ved noget om kvinder’, og jeg kunne
næsten høre den lille arrogante vinken med hånden, der viftede min faglige
tyngde væk fra direktionsgange og mænd i jakkesæt med indflydelse, og
tilbage ville der kun stå min røde læbestift og mine stiletter, der fra at være
et aktiv ville blive til en tom skal af ynkelig anerkendelseshigen på alle de
forkerte parametre.
Og sådan en ville jeg ikke være.
Jeg ville have noget vigtigt på hjerte. Noget som kan anerkendes af alle, også
af mænd, som værende af betydning. Noget der kan påvirke dem, og som
de derfor bliver nødt til at interessere sig for, hvis de selv skal beholde deres
egen status. Og til det dur kvindeliv ikke. Heller ikke i et land, hvor vi kvin-
der både kan raketstyre en karriere og samtidig være nærværende mødre
med tilnærmelsesvis harmoniske børn og ægteskaber (ja, o.k. – serieæg-
teskaber måske?), og hvor vores tv-serier om kvinder, der forstår at bruge
magt på den fede måde, vinder internationale priser, er det stadig ikke rigtig
fint og vigtigt at beskæftige sig med kvindeliv. Endsige køn. Og med det
paradoks gik jeg i seng.
Dagen efter sidder jeg i køkkenet og skriver, da min søn Silas på ti år kom-
mer hjem. Jeg hører hans tunge skridt op ad bagtrappen, hans fumlen med
nøglen, inden han træder ind i køkkenet. Han er træt efter hård træning,
og mens han smider fodboldstøvlerne, opdager han appelsinerne på køk-
kenbordet. „Må jeg få en?“ spørger han tørstigt, og da jeg går i gang med at
skrælle den for ham, bliver jeg brat zoomet tilbage til en barndomssommer-
aften, hvor hele familien var samlet omkring havebordet. Solen var så småt
Ladycool-ombrydning.indd 15 30/01/14 13.35
16 PROLOG
på vej ned, og vi var i gang med desserten, den friske frugt. Min far tog en
appelsin, skar begge ender af den og begyndte at fjerne skrællen systematisk,
mens han belærte med sædvanlig mildhed og omhu: „Se, børn, sådan skræl-
ler man en appelsin. Først skærer man enderne af, så skærer man igennem
skrællen i lige store mellemrum, og så kan man fjerne skrællen uden proble-
mer!“ Han fremviste glad den orange frugt med pletvise hvide plamager, og
vi vidste, at verden med hensyn til appelsiner var blevet sat på plads.
„Nej, Erik, sådan gør man ikke!“ Mors stemme brød gennem beundringen,
og hun viftede med en lille skarp kniv, som hun skar ned i appelsinen med,
hvorefter hun rykkede et lille stykke skal af, hvor alt det hvide sad på. „Se!
På denne måde får man også alt det hvide med!“
Det føltes pludselig, som om efteråret slog ned, og vi børn fulgte beklemte
med i en diskussion, der varede flere minutter, og som omhandlede det
meget vigtige emne: Hvordan man skræller en appelsin rigtigt. Min far kig-
gede på min mor med resignationen siddende i øjenkrogen, for orkede han
denne samtale? Men han tog havehandsken op og forklarede med dæmpet
stemme, at det var den måde, han havde lært at skrælle appelsiner på, og at
det jo blot var én måde at gøre det på. Men min mor, der var datter af en
appelsinavler i Andalusien, vidste, at der kun var én rigtig måde at skrælle
appelsiner på, og insisterede på, at hendes måde var den smarteste, for så
fik man hele skrællen med, også det hvide: Og med hele hendes betydelige
familiearv af appelsinplantagedyrkere var det svært for min københavnerfar
at kaste troværdigt materiale ind i samtalen.
Jeg erindrer, at diskussionen var uendelig. Og at jeg syntes, min mor burde
lytte til min far, for han vidste bedst. Da vi børn i desperation var blevet
færdige med at tage ud af bordet og ordne køkkenet, stilnede samtalen mel-
lem mine forældre af, og den der underlige vakuumagtige tavshed, der ofte
opstår efter en tabt-tabt-diskussion, indfandt sig i stedet.
Men da jeg skræller appelsinen til Silas, tager jeg den store brødkniv, skæ-
rer enderne af den og deler skrællen op i små både, hvorefter jeg metodisk
piller skrællen af i lange stykker, hvoraf nogle med held tager alt det bitre
hvide med sig. Jeg skræller ikke altid appelsiner på den måde. Når jeg har
en lille skarp kniv og tid nok, bruger jeg min mors metode. Den fungerer
Ladycool-ombrydning.indd 16 30/01/14 13.35
17PROLOG
bedre. Men i mig sidder stadig, at min fars metode er bedst. Smartest. Og
mens jeg står der i køkkenet og husker episoden fra min barndom, slår det
mig pludselig, at min mor ikke kæmpede for at have ret i sin appelsinskræl-
lemetode. Hun kæmpede for retten til at være værdifuld.
Min far var helten; ham der kom hjem fra arbejde, og ham der tjente penge,
og ham som min søster og jeg brugte som forbillede. Min mor ... var mor.
Og selvom hun bestemt ikke på nogen måde var et lille underkuet mæhæ,
tværtimod, var hendes stædige vedholdenhed med at sætte dagsordenen
for, hvordan man skræller en appelsin mest hensigtsmæssigt, et udtryk for
den kamp, vi alle kæmper for vores eksistensberettigelse. Og jeg bliver tung
i hjertet ved at tænke på, at jeg allerede som en lille pige havde besluttet, at
min far altid ville trumfe min mor. Selv inden for områder, hvor hun klart
vidste bedst. Som madlavning. Uden at forstå hvorfor, vidste jeg instinktivt,
at han var den, jeg skulle koble mig op på, hvis jeg ville føle mig sikker. Og
derfor også var den, jeg gennem det meste af min barndom og ungdom
havde som uudtalt forbillede. Naturligvis fordi han var højstatus og min
mor noget andet. Noget mindre.
Når jeg tænker tilbage på min barndom med denne tone i baggrunden, står
det klart for mig, at jeg på mange måder tog afstand fra pigeverdenen som
værende useriøs, overfladisk og lidt dum. Passivt tænkte jeg, at drengemå-
den var afgørende mere rigtig end pigemåden. Og nogle gange ønskede jeg,
at jeg var sådan en rigtig drengepige som Dorthe fra min folkeskoleklasse,
der havde helt kort hår, var enormt god til sport og indtog verden med
en total no-bullshit-attitude, der forlenede hende med en aura af ubryde-
lig selvsikkerhed. Men som måtte holde mig i hånden, da vi gik rundt i
Madame Tussauds Voksmuseum på en klassetur til København, hvor jeg
helt uvant blev beskytteren. Drengepige havde en lidt højere status end bare
pige, mens tøsedreng var det laveste, og da jeg mere var sådan en pigepige,
der især godt kunne lide sko, var jeg altid en smule forkert i forhold til det,
der vakte beundring og respekt, så jeg havnede konsekvent i et dilemma:
Jeg ville gerne hengive mig til en pigeverden, som jeg forstod spontant og
ubesværet, og som gav mig en indre mening, hvorfor jeg med lethed kunne
fortolke den og bruge dens symboler til at styrke min egen position. Men
samtidig drømte jeg om at opnå en sikker plads i hierarkiet og ønskede, at
jeg kunne være mere som en Dorthe, hvilket jeg kæmpede helt håbløst for
Ladycool-ombrydning.indd 17 30/01/14 13.35
18 PROLOG
og uden overbevisning med det resultat, at jeg alt for ofte landede i ingen-
mandsland.
Der er meget, der i praksis har ændret sig siden min barndom, men min
påstand er, at alt for mange kvinder stadig inderst inde føler, at de masku-
line værdier er mere værd end de feminine, og det giver os en grundlæg-
gende falsk bevidsthed om vores egen værdi. Der er stadig en klar overvægt
af kvinder (og mænd), der synes, at det er finere at være leder af en frisør-
salon end at gå hjemme. Det er også mere statusgivende at kunne tale med
om biler end om håndtasker. Eller mere seriøst at kunne diskutere kon-
flikten i Syrien, end det er at kende alle argumenterne for barsel til mænd.
Det er også lidt mere beundringsværdigt at lave en ironman end at gå til
yoga eller dans, og jeg er lidt cool, hvis jeg gider gå ind og se en hardcore
actionfilm, mens kvinder undskyldende kalder romantiske film for ’rigtige
tudefilm’ eller ’bare en pigefilm’.
Kort sagt er det stadig sejt at være en drengepige, mens det er uværdigt at
være en tøsedreng.
Derfor har vi i vores udvikling mod mere magt, indflydelse og frihed været
dygtige til at kopiere mændenes idealer, værdier, adfærd og normer for at
opnå samme værdi som dem, og vi er tæt på at lykkes. Hvilket er nødven-
digt og godt. Det, der mangler, er, at vi anerkender vores værdi som kvinder
ved at tage det arketypisk feminine til os på en måde, der passer til tidens
samfund. Og klikker det sammen med alle de privilegier, vi allerede har
opnået.
Og lad mig understrege en million gange, bare så der ikke er plads til mis-
forståelser, at alt det feminine, vi skal i gang med at gøre til vores, og som
jeg synes, vi trænger til at genopdage i en moderne udgave, vil være et
supplement til det, vi allerede ejer. Vi skal altså ikke afskrive os noget, men
derimod tilføre os noget. Hvordan vi så end selv vælger at balancere de nye
ingredienser, vil være op til os selv.
Pointen er, at når vi begynder at eje det feminine på vores betingelser, vil
det også komme til at ske på samfundsniveau. Jeg taler altså ikke om et selv-
stændigt, individuelt projekt, hvor vi hver især må kæmpe vores egen kamp.
Ladycool-ombrydning.indd 18 30/01/14 13.35
19PROLOG
Dette er også et projekt for regeringen, virksomhederne, organisationerne,
Folketinget og mændene – men det skal begynde hos os.
En dag, da min ældste søn var omkring fire år gammel, sad jeg og havde et
forretningsmøde inde i stuen. Pludselig bliver døren smækket op, og Wil-
liam drøner ind i stuen, stiller sig midt ude på gulvet, slår ud med armene
og siger højt:
„Her har I mig!!!“ mens han smiler stort.
Først kigger vi lidt betuttede på hinanden, for øh, hvad er det lige, han har
gang i? Men meget hurtigt begynder vi at grine, mens William stadig står
og flagrer med sine arme og sit store smil og tilbyder sig selv til os. Og det
er faktisk præcis dette, jeg vil opfordre dig til. Gå ind i verden, kast armene
ud til siden og vis den, at her har I mig. Hvis vi alle tør gøre det, gør vi hele
tiden verden bedre og større.
Når skammen styrer os
Jeg har nævnt ordet ’skam’ flere gange. Taler om, at vi skammer os over at
være kvinder. Over at vi næsten rutinemæssigt og mekanisk tager afstand
fra de feminine værdier og interesser og ser dem som mindre værdifulde
end de maskuline. Skam er et hårdt ord. Også et lidt fremmed ord i en
moderne verden, hvor vi hylder individet i hidtil uset grad og derfor sjæl-
dent taler om, at vi skal skamme os, fordi vi ikke længere føler det samme
ansvar over for hverken fællesskaber eller traditioner. Tværtimod ynder vi
at fremhæve de mennesker, der er i stand til at bryde konventioner og skabe
innovative måder at være sammen og tænke på.
Alligevel vover jeg min påstand om moderne kvinders skam. Fordi skam
handler om, at vi ikke synes, at vi er nok. Smukke nok. Kloge nok. Sjove
nok. Rige nok. Tynde nok. Dygtige nok. Succesfulde nok. Elskede nok. Nok.
Og bag alle de ’nok’er’ er en afgrundsdyb angst for ikke at være forbundet
til andre og dermed for evigt være udstødt. Fordi jeg ikke er værdig og
elskelig nok til, at nogen gider at være forbundet til mig. Min status skal
være høj nok i fællesskabet til at sikre min overlevelse, og hvis jeg oplever,
Ladycool-ombrydning.indd 19 30/01/14 13.35
20 PROLOG
at det, jeg rent faktisk er, i sig selv ikke har nok værdi for ’de andre’, opstår
skammen og får mig til at ændre på mig selv. Så jeg ikke risikerer at blive
afvist og i sidste ende udslettes.
Hvor skyld er noget, jeg kan lægge fra mig, fordi den er koblet til en konkret
handling, er skam knyttet til min identitet og derfor ikke noget, jeg kan
lægge fra mig. Jeg er min skam. Skam er altså en anerkendelse af ens egen
forkerthed, fortolket som en mindre værdi og en lav status. At leve med en
konstant skam over sig selv gør os svage og ulykkelige. Hvilket ikke tjener
nogen. Hverken os selv eller vores omgivelser. Og derfor skal vi transfor-
mere denne skam til styrke. Min vej ud af min skam er at lave min identitet
om. Eller ændre min selvfølelse.
Denne bog vil gerne ændre din selvfølelse. Ikke sådan at du bliver skamløs
i alt. For skam er også en vigtig social kontrolmekanisme til, at vi ikke alle
ender som uempatiske psykopater, der skider højt og flot på alle andre og
kun kører egne behov af. Men jeg ville elske, at denne bog kunne hjælpe dig
til at slippe den skam, der er forbundet med at være kvinde. Og i stedet vise
dig, hvordan du kan eje den skam og bruge den til at gøre dig selv stærkere.
Friere. Vigtigere. Mere elsket. Med andre ord ser jeg gerne, at du går fra
skam dig til maks dig. Altså at du vender din skam om og i stedet bruger
den til at maksimere dig selv. Så du skaber dig de bedst tænkelige livsmulig-
heder, der samtidig gør dig glad og får dig til at føle dig hel. Og sådan at du
giver dig selv de bedste betingelser for at bidrage med alt, hvad du har. Kun
sådan kan vi skabe det bedste samfund for alle.
En fortælling eller en debat?
Er det her så en debatbog, der skal stå og ruske i de sociale tremmer og for-
søge at vække alle kvinder, der lever (og lider) under falsk bevidsthed? Eller
er det en selvbiografisk fortælling om en kvinde, der en dag så lyset og blev
tadaaaa!! fri! … eller så fri, som jeg nu er nået til? Eller er det i virkelighe-
den en slags selvhjælpsbog, der præsenterer en firetrins ladycool-model for
moderne kvinder til at eje deres feminine kraft og derigennem gøre sig selv
lykke ligere og samfundet stærkere?
Ladycool-ombrydning.indd 20 30/01/14 13.35
21PROLOG
Jeg ved ikke, om den genre findes, men jeg tror, at denne bog er alle tre ting
på én gang! Du skal dog ikke være i tvivl om, at det er sociologen i mig,
der ønsker, at denne bog bliver skrevet, fordi jeg gerne vil være med til at
påvirke både min tid og min omverden med mit budskab om, at vi kvinder
skal opdage og eje vores kvindelighed og værdi for både at få en højere livs-
kvalitet og bidrage med mere til samfundet. Så på den måde begyndte den
nok med at være en debatbog.
Er det så en feministisk bog? Den Store Danske definerer feminisme som
en ideologi, „der fremhæver kvinders samfundsmæssige betydning og indivi-
duelle værdi, og hvis mål det er at afskaffe diskriminering og undertrykkelse
af kvinder og at bekæmpe mandsdominans i samfundet. Feminismen kræver
rettigheder og medindflydelse for kvinder og kan tillige rumme visioner om en
alternativ samfundsindretning, der fremtidig i højere grad skal bygge på kvin-
ders livssyn og værdier.“ Ud fra denne definition kunne denne bog nok anses
for at være et feministisk projekt. Men jeg har enormt stor modstand mod
det, fordi jeg er megatræt af den næsten fjendtlige holdning til manden og
det maskuline, der også – nogle gange kun implicit – ligger i begrebet. Og
den indirekte desavouering og nedgørelse, der ligger i, at der skal tages et
særligt hensyn til kvinder, der på den måde anses for at være ofre og nogle,
det er synd for. Sådan ser jeg overhovedet ikke kvinder herhjemme. Måske
i nogle lande i Vesten, og ja, helt sikkert i mange lande i Asien, Afrika og
Mellemøsten. Men ikke herhjemme. Og derfor anser jeg ikke denne bog for
et feministisk projekt.
Det er en bog om køn. Om det ene køns fortræffeligheder, hvis værdi vi skal
til at (gen)opdage og sætte ind i en nutidig kontekst. Jeg synes, det er helt
enestående fantastisk, hvor langt vi er nået i ligestillingen, når vi tænker på,
at det kun er knap 100 år siden, at kvinder i Vesten, over en bred kam, fik
stemmeret. Jeg nærer en næsegrus beundring og bundløs taknemmelighed
for mine formødre, der har gjort det muligt for mig at uddanne og forsørge
mig selv, bestemme over min krop og reproduktion og i øvrigt kunne gå
efter det højeste embede i landet. Og jeg føler en dyb taknemmelighed over
for de visionære og modige mænd, som har været frontløbere i at skabe
den civilisation, vi i dag nyder godt af. I dag ligger vores udfordring et andet
sted: i samfundets ånd og ikke i lovens bogstav. At kvinder skal have ligeløn,
betalt barsel (også af farens virksomhed), lige adgang til uddannelse, pen-
Ladycool-ombrydning.indd 21 30/01/14 13.35
22 PROLOG
sion, politik osv., må være minimum for ethvert samfund, og de steder, det
ikke findes, er der en heftig kamp at kæmpe. Ja. Men i vores del af verden
ser jeg, at vi skal i gang med en alliance og ikke en kamp. Nemlig at alliere
det kvindelige med det mandlige for at opnå den stærkest mulige kombina-
tion. Til fordel for alle individer og fællesskabet.
I samme åndedrag må jeg også hoste op, at jeg er dødtræt af de temmelig
latterlige forestillinger om, at hvis du aktivt søger det feminine, så er det
naturligvis også, fordi du angler efter et liv med forklæde, tilbudsaviser og
søstjernesex. Kun. Mens du afskyr læbestift, stiletter og en hovedet-på-skrå-
adfærd, hvis du søger det maskuline. Ingen mennesker er stereotyper, og
kønnet er for mig at se mest af alt en mulighed og ikke en rigid rolle, som
begrænser os. Så nej, dette er ikke et feministisk projekt. Det er en ladycool
bog.
Ladycool er vejen ud af skammen
‘Lady’, fordi en dame er en kvinde af høj status. Og det er denne høje status,
jeg gerne ser, at vi kvinder tager til os i vores kvindelighed. For mit ønske
med denne bog er at tale det feminine op. Undersøge hvad det indeholder i
en moderne udgave. Især fordi jeg selv har så svært ved at forlige mig med
tanken om, at en del af min selvforståelse skulle være styret af skam over
de egenskaber, interesser, følelser og handlinger, der oftest knyttes til det at
være kvinde. Det er vel også derfor, at det tog mig så mange år og så meget
arbejde at nå til den erkendelse. Jeg har gennem de seneste år talt og under-
søgt og diskuteret og debatteret med rigtig mange kvinder og prikket til dem
og provokeret dem, og jeg bliver mere og mere sikker på, at skammen ligger i
os som en samlende og begrænsende overbevisning, vi skal gøre os fri af, før
vi er i stand til at hente os selv hjem som hele mennesker. Som hele kvinder.
Hvad vil det da sige at være en moderne kvinde? Med frihed til selv at
vælge, hvem hun vil være? Med frihed til selv at skabe sin egen sociale,
økonomiske og karrieremæssige position? Med frihed til selv at bestemme,
hvad hun vil bruge sin egen kvindelighed til? Med frihed til selv at dyrke de
mennesker, hun vil dele sit liv med? Med frihed til selv at vælge, hvad hun
vil bidrage med til verden?
Ladycool-ombrydning.indd 22 30/01/14 13.35
23PROLOG
Med frihed til at være … fortabt i friheden til at være kvinde?
Som jeg ser det, er der fire områder i livet, som vi hver især skal eje for både
at kunne være os selv 100 procent og samtidig bidrage til fællesskabet med
hvert vores originale input, hvorfor det er de fire områder, som udgør de
fire hoveddele i denne bog. Tilsammen skaber de også indholdet i lady-
cool, som jeg har opfundet for at tilbyde et begreb, der skal minde os om,
at vi hverken behøver at skamme os over os selv eller har en lavere status
end mændene. Tværtimod er det indgangen til både at maksimere os selv
og leve og indtage en naturlig høj status. Ladycool er dermed også en slags
antiskam-medicin, som man kan tage i forskellige doser, afhængigt af hvor
ens skam sidder mest fast. Eller hvor man har brug for at blive styrket mest.
De fire sætninger, der tilsammen udgør ladycool, er:
Jeg er elsket.
Jeg er fri.
Jeg er smuk.
Jeg er vigtig.
Nu sidder du måske og tænker, at nu er vi da virkelig ovre i selvhjælps-
bogsgenren, for det lyder som et mantra fra en virkelig dårlig én af slagsen.
På udsalg. Og jeg er tilbøjelig til at give dig ret! Det er virkelig ikke nogle
særlige originale, spektakulære, nye, banebrydende eller trendsættende
sætninger. De indskriver sig i den lange kulturarv, som alle kvinder er en
del af. Men det er præcis derfor, at jeg har valgt de fire sætninger og begre-
ber. Fordi hvis vi skal eje os selv på godt og ondt, skal vi først og fremmest
eje det, der kan gøre os og traditionelt har gjort os svage, underdanige og
uden status. Når vi gør det, vil vi være frie til at skabe vores egen kvindelige
identitet.
I bogen finder du et billede fra mine forældres bryllup, som jeg elsker. På
næsten underfundig vis afspejler det min spanske mors varme latinske
rødder og min danske fars nordiske kølige reserverthed. Min mor, min
mormor og min farmor repræsenterer hver især et liv og en historie, der
Ladycool-ombrydning.indd 23 30/01/14 13.35
24 PROLOG
genspejler tre af de fire ladycool sætninger og sætter dem ind i en kvindehi-
storisk sammenhæng, hvorfor jeg har valgt at indlede del II, del III og del
IV med hver deres historie. Især fordi de rører mig. Hver gang. Og derfor
tænker jeg, at de også vil røre dig. Del I indleder jeg selv. Med den situa-
tion, som har været mest grænseoverskridende og angstprovokerende for
mig nogensinde i mit liv. Fordi jeg skulle gøre endeligt op med det selvbil-
lede, jeg har haft siden min barndom. Og som ikke længere passede til den
kvinde, som jeg er i dag.
Men inden vi når dertil, vil jeg slutte denne prolog af med en bøn til dig.
Nemlig at tænke over, hvordan du kan komme til at eje det, som historien,
kulturen, værdierne og andre har gjort dig svag på.
I skrivningen af denne bog er det nemlig blevet tydeligere og tydeligere for
mig, at først når jeg tager ejerskab for noget, kan jeg ændre dets betydning.
Desværre ser jeg også, at vi er millioner af kvinder i den vestligt domine-
rede verden, der ikke gør det. Vi ejer grundlæggende ikke vores eget køn.
Vi stoler ikke for alvor på, at det har en særskilt indre værdi. Vi aner ikke,
hvad det indeholder. Vi kan ikke mærke, hvad det giver os. Og vi ved slet
ikke, hvordan vi skal række ud efter det og nænsomt og nysgerrigt begynde
at aflokke det alle dets hemmeligheder, så vi kan tage ejerskab for dem, hver
på vores måde. Og samtidig være så meget hjemme i os selv, at vi ikke anser
hankønnet for noget, der skal bekæmpes, endsige ændres, men derimod
som noget, der kompletterer os.
Det er dette, som denne bog handler om. At være ladycool handler om at
stå hundrede procent i vores egen fulde kraft uden at synes, at vi skal holde
os tilbage af skræk for enten at virke for feminine eller for maskuline. For
jo mere du ejer din feminine side, desto mere vil du også eje din maskuline
side, og så bliver det dig, der bestemmer, hvem du er. Hvilken identitet der
giver mening for dig. Og hvad du vil med dit liv. Ikke samfundet. Ikke kul-
turen. Ikke traditionerne. Ikke historien.
Dig.
Lyder det godt? Så læs videre ...
Ladycool-ombrydning.indd 24 30/01/14 13.35
100 mm 100 mm19,5 mm151+2 mm
226
mm
151+2 mm
POLITIKENS FORLAG
Sociolog, HD(A), foredragsholder,
selvstændig erhvervsdrivende og
forfatter. Hun er en af Danmarks mest
citerede sociologer og kendt for at for-
midle og skabe begreber, der rammer
tidsånden og de vilkår og konflikter, som
det moderne menneske står i lige nu og
her. Således også med denne bog, der er
hendes femte. Hendes seneste bog Farvel
egofest blev en bestseller og er foreløbig
kommet i 3. oplag.
Test din egen ladycoolness på
www.emiliavanhauen.dk og læs
mere om hendes andre bøger
samt artikler og blogindlæg.
Men det meste af mit liv har jeg følt, at jeg også burde mene en hel
masse om konflikten i Mellemøsten, kende det nyeste IT-gear eller
kunne lire de ti mest toneangivende direktører af.
På trods af stiletter og læbestift har jeg nemlig forsøgt at kopiere
mænds adfærd og interesser for at føle mig værdifuld. Anerkendt.
Rigtig. Fordi jeg gerne ville sikre mig, at min status var høj nok til,
at jeg ikke blev overset. Eller verfet af som underlødig, overfladisk,
useriøs. Ønskede jo ikke at føle mig forkert.
Men det gør jeg. Føler mig en smule forkert. Og til tider også
pinagtig skamfuld over at være den, jeg er. Jeg er ikke den eneste.
Faktisk er det noget, som rigtig mange kvinder føler. Hvorfor vi
blandt andet lyver om hvor mange mænd, vi har haft sex med. Hvor
meget tøj vi har købt. Hvor meget vi vejer. Eller om vi overhovedet
er sure eller ej. Med andre ord lyver vi, fordi vi
skammer os over, hvem vi egentlig er.
Og det behøver vi slet ikke. Verden står
nemlig over for en social revolution, hvor
det feminine er ved at få samme høje
status som det maskuline.
LADYCOOL er mit forslag til, hvordan
vi kvinder kan slippe skammen og føle os frie,
vigtige, elskede og smukke, fortalt gennem min livshistorie.
LADYCOOL er samtidig mit bidrag til den altid
vedkommende debat om, hvorvidt køn er et problem
eller en ressource. Jeg tror klart på det sidste.
... Alligevel vover jeg min påstand om
moderne kvinders skam. Fordi skam
handler om, at vi ikke synes, at vi er nok.
Smukke nok. Kloge nok. Sjove nok. Rige
nok. Tynde nok. Dygtige nok. Succesfulde
nok. Elskede nok. Nok. Og bag alle de
nok’er er en afgrundsdyb angst for ikke
at være forbundet til andre og dermed
for evigt være udstødt. Fordi jeg ikke er
værdig og elskelig nok til, at nogen gider
at være forbundet til mig.
FRA LADYCOOL
OMSLAG: ALETTE BERTELSEN / ALETTEB.DK
FOTO: BJARKE JOHANSEN
EMILIA VAN
HAUEN
ELSKETFRI
SMUKVIGTIG
JEG ELSKER SKO, TV-SERIER OG AT UDVEKSLE LIVSHISTORIER.
CMYK + MATTE KASCHED
IT K
ØN
ER
EN
S
TY
RK
E –
BR
UG
DE
T!
EM
ILIA V
AN
HA
UEN
DIT KØN ER EN STYRKE
– BRUG DET!
EMILIA VAN
HAUEN
POLITIKENS FORLAG