1

Libs in space : biblioteker i vægtløs tilstand Foredrag på DFs årsmøde, 17. September 2009

af Michael Cotta-Schønberg, Frede Mørch, Bertil Dorch og Christian Knudsen. Oplæser: Mette Dahl Hansen (Det Kongelige Bibliotek / Københavns Universitets Biblioteks- og Informationsservice)

1. Ud i rummet 2. Farvel til Gutenberg 3. Efter katastrofen 4. Summen af viden 5. Det globale web 6. Fra hjerne til hjerne - sømløst 7. Den udødelige bibliotekar 8. Go boldly!

2

1. Ud i rummet I 1860’erne udsendte Jules Verne Rejsen til Månen og En Verdensomsejling under Havet. I en tidlig udgave af Verdensomsejlingen ses det, at en gentleman selvfølgelig ikke kunne rejse rundt under havet uden et stort bibliotek.

Illustration 1: Fra En Verdensomsejling under Havet Anderledes var det med månerejsen. En samtidig illustration viser, at der selvfølgelig ikke plads til gentlemandens bibliotek i en måneraket. Illustration 2: Fra Rejsen til Månen Ligesom Jules Verne er der vel ingen i dag, der forestiller sig, at mennesket en dag drage ud i rummet med et stort bibliotek bestående af trykte bøger. Der vil naturligvis være biblioteker i rumskibene, men de vil være digitale – det ved vi alle.

3

Men det rum vi skal ud i her i dag, er dog ikke det fysiske rum – science fiction foregår faktisk også på denne klode og er måske allermest interessant netop her. Nej, det rum vi skal ud i, er fantasiens rum, det frie rum, fremtidens rum. Når vi bekymrer os om fremtiden, kære kolleger, så har det vel noget at gøre med tiden selv. Fortiden er et lukket kapitel. Nutiden varer kun et øjeblik – men i det øjeblik er den uforanderlig. Fremtiden, derimod, er et bølgende hav af muligheder eller som Winston Churchhill engang sagde det: ”The future is the empire of the mind”. Samspillet med vores fremtid indebærer – som alt hvad mennesker har med at gøre - at vi prøver at give den mening og forstå den – også selvom vores forståelse måske skifter næste uge, fordi en ny erkendelse, en ny opfindelse eller en ny udvikling ændrer hele billedet. I mere end 100 år har biblioteksfolk holdt foredrag og skrevet om bibliotekernes fremtid.

4

Den sædvanlige – og fornuftige – fremgangsmåde er at ekstrapolere fra de nuværende kendte trends til fremtiden - som et resultat af disse trends. Det er meget nøgternt alt sammen. Men i stedet for en nøgtern strategiforelæsning har organisationskomitéen for årsmødet bedt om en præsentation af bibliotekernes udvikling baseret på science fiction litteratur og -film. Meningen er, at det skal være underholdende – men trods alt med en alvorlig dimension. Men før vi kaster os ud i fremtiden, vil vi et øjeblik træde tilbage i fortiden, for at minde os selv om, hvor vi kommer fra. Vi vover nemlig den påstand, at jo bedre man forstår sin fortid, jo bedre kan man forstå sin fremtid.

Filmklip 1: The Name of the Rose (3:42) I er selvfølgelig alle klar over, at dette filmklip er fra Rosens Navn.

5

Det illustrerer levende den analoge bog og den biblioteksform, der blev bygget op omkring den. I dette tilfælde var bøgerne håndskrevne, ikke trykte, men grundlæggende giver de læserne den samme slags læseoplevelse som de trykte bøger, og de var grundlaget for det traditionelle bibliotek, som vi kender det. Klippet viser også den glæde ved bøger, som har gennemsyret vores kultur i fem århundreder … … og den fascination af bibliotekerne som skatkamre for viden, som vi formentlig alle sammen her genkender, fordi vi blev smittet med den samme virus. Så, det er herfra vi kommer. Vi ved, hvor vi er. Hvor er vi på vej hen? Svaret kan sikkert findes i bøger og i biblioteker. Men den viden, vi finder dér, er på en måde en bunden viden. Det kan man selvfølgelig komme langt med. Men lige netop når det drejer sig om anskue biblioteker, er det nødvendigt at komme ud af dem og se dem udefra, i det frie rum, der hvor tingene rigtigt sker.Det kan vi blandt lære af en film, som vi først troede var en actionfilm, men som hen ad vejen viste sig at være science fiction film med rummænd, rumskibe og galaktiske vidensamlinger:

6

Filmklip 2: Indiana Jones …. (…) Inden vi går videre, vil vi et øjeblik fokusere på spørgsmålet: kan science fiction virkelig give interessante indblik i fremtiden … for noget som helst? Frede Mørch vil nu interviewe vores astrofysiker, Bertil Dorch. Interview er genbrug fra en anden sammenhæng, hvor det skulle være på engelsk.

Interview med astrofysiker Bertil Dorch Så, kære kolleger, man behøver ikke at tro på science fiction for at kunne lære af den. Menneskets fantasi skal ikke lede det på afveje, men føre det fremad. Lad os nu kaste os ud i fremtidens stjernetåge.

7

2. Farvel til Gutenberg-galaksen Gutenberg troede selv, at han blot havde opfundet en ny måde at skrive på (nova scribendi forma). For ham drejede det sig om en lettere måde at lave håndskrifter på. Opfindelsens potentiale som massemedie kunne han ikke tænke. Han var derfor ikke klar over, at hans opfindelse blev indledningen til det man har kaldt Gutenberg-æraen eller Gutenberg-galaksen. Denne kom til at strække sig over mere end 500 år, men nu er det så ved at være slut. Vi bøjer os dybt i beundring – medens vi vinker kærligt farvel og vender blikket mod nye horisonter.

Filmklip 2: Futurama (0:54) For blot få år siden kunne dette klip få alle rettroende biblioteksfolk til at gyse: at tænke sig, at hele et universitetsbiblioteks samlinger kunne reduceres til to cd’er! Filmen må stamme fra en periode, hvor CD’er var det sidste hotte.

8

I dag er dette klip banalt og virkeligheden har overhalet science fiction: Google er allerede ved at digitalisere store universitetsbibliotekssamlinger. Men interessant nok er Google selv allerede nu ved at blive til fortid i science fiction litteraturen. En bog, Rainbows end, af forfatteren Vernon Vinge, fra sidste år foregår i 2025. Fabelagtige udviklinger er sket i mellemtiden, og menneskene lever i en digital verden, hvor fantasi og virkelig er smeltet sammen på en forunderlig måde. Et at plottene i bogen er, at Google-digitaliseringen i begyndelsen af århundredet (d.v.s. NU!) var for primitiv og utilstrækkelig. To nye store projekter med digitalisering af al verdens litteratur på basis af store bibliotekers samlinger er i gang og konkurrerer med hinanden. Det ene ledes af en hr. Huerta og foregår i Californien ved universitetsbiblioteket i San Diego. Det andet er et kinesisk projekt, der foregår ved Britisk Library og Museum. Begge projekterne stiler imod at gøre adgangen til verdens digitale kulturarv stort set gratis for alle, og at tilføje en betalingsbaseret adgang til analyse på tværs af alle relevante tekster. De to projekter er forskellige på den måde, at det californiske projekt anvender en metode, der flår bøgerne i

9

småstumper, medens den kinesiske projekt ved British Library er mere skånsomt over for bøgerne. Følgende klip er fra en samtale mellem to mænd, Tommie og Robert, der har kæmpet imod Huertas destruktive digitaliseringsprojekt i San Diego: Bogklip 1: Vinge, Rainbows end, pp. 356-357

Et listigt smil bredte sig over Tommies ansigt. ”Mand,” sagde han, ”vores San Diego aktion er den største, jeg har været med til. Og vi fik hvad vi ville!” Robert: ”Hvordan det? Alle biblioteksbøgerne er jo blevet ødelagt!” Tommie: ”Jo, men hovedsagen er, at vi fik krammet på Huertas. Han havde jo kun travlt, fordi kineserne åd sig igennem British Library og Museum meget hurtigere, end vi anede. Og kineserne har årevis erfaring i semi-nondestruktiv digitalisering. De er nærmest blide i forhold til Huertas flåningsoperation. De fik San Diego-projektet til at se tåbeligt ud, og de fik endda også haptiske data fra museumsgenstandene i British Museum. Der er himmelvid forskel mellem dem og alle andre, inklusive Google-arkiverne. Vi fik

10

holdt Huertas tilbage længe nok til at kineserne kunne løb af med sejren.” Tommie rakte ind i sin jakke og tog et tre-tommers plastikkort ud. ”Her er gave til dig. Den kostede 19.99 dollars.” Robert: ”Og hvad er der så på kortet?” Tommie: ”Såmænd hele Det Britiske Museum og Bibliotek - som digitaliseret og databaseret af Den Kinesiske Infomagiske Koalition.”

Også mastodonter som Google kommer og går, mine damer og herrer.

Som I ved fra den offentlige debat, er der en masse jammer over den trykte bogs død. Denne debat er ganske overflødig, for naturligvis forsvinder bogen ikke – heller ikke den trykte bog (eller det der ligner). Den trykte bog har en strålende fremtid foran sig som

samlerobjekt

som en antikveret befolkningsgruppes foretrukne læsemedie

11

Illustration 3: http://www.bookdecor.com/

Som vigtigt element i visse stilarter indenfor boligindretning

ja som hvadsomhelst, som nogen gerne vil have. I fremtiden vil al lagring af bøger og tidsskrifter ske digitalt, og brugerne bestemmer selv brugsformatet. Så hvis de vil have trykte bøger (eller det, der ligner), så får de det gennem print-on-demand eller hvad det hedder til den tid. Og der vil selvfølgelig også være smarte foretagender, der leverer bøgerne indbundet i oaseged og med guldtryk, eller hvad brugeren nu ellers ønsker og vil betale for. Kulturen kasserer jo sjældent sine udtryksformer – de ældre bevares ved siden af de nye, ligesom teatret lever videre sammen med filmen. For kulturen vokser gennem tilvækst og mangfoldighed, ikke gennem udskiftning og ensretning.

12

Det vigtige for OS er, at det ikke i fremtiden vil være forskningsbibliotekernes opgave at lagre bøger i trykt form. Det vil selvfølgelig være nationalbibliotekernes opgave, men de er jo selv i fuld gang med at digitalisere den litterære arv, og der er allerede nu kætterske røster som mumler om, at nationalbiblioteket måske kan nøjes med at bevare et repræsentativt udsnit af den trykte produktion i stedet for et komplet sæt.

3. Efter katastrofen Angsten for den store katastrofe er jo altid med os – fuldt berettiget formentlig, og der er derfor folk, som mener, at vi bør bevare de trykte samlinger til den dag, da civilisationen bryder sammen, computersystemerne dør og det globale web går i opløsning. Der er mange mareridtsscenarier og iblandt dem:

atomkrige og atomulykker

terroristangreb

13

miljøkatastrofer

For biblioteksfolk er det selvfølgelig en trøsterig tanke, at videreførelsen af trykte samlinger vil sikre kulturens, ja menneskehedens overlevelse, når verden bryder sammen omkring os. Lad os se, om Hollywood deler dette synspunkt. Det næste filmklip er fra The Day after Tomorrow. Isen på polerne er smeltet, golfstrømmen er gået i stå, og Nordøstamerika er oversvømmet. Nogle få overlevende hutler sig sammen i New York Public Library:

Filmklip 3: The Day after Tomorrow (0:57) Hvis man skal tro denne film, er bibliotekets vigtigste opgave efter den store katastrofe at levere brændselsmateriale. Nogle af os læste i vores ungdom en bog, der hedder A Canticle for Leibowitz.

14

Også her er civilisationen brudt sammen – denne gang efter en atomkrig. Men fordi de få tilbageværende bøger blev samlet sammen i klosterbiblioteker, kunne civilisationen genstarte, og udvikle sig i det samme spor som før … og med samme resultat: en ny atomkatastrofe! I en pragtfuld sætning forklarer forfatteren, Walter M. Miller, hvorfor: “Hverken uendelig magt eller uendelig visdom alene kan gøre menneskene guddommelige. Til det kræves der også … uendelig kærlighed.” For så vidt angår biblioteker synes lektionen at være, at hvis en civilisation bliver ødelagt, er det måske bedre, at også civilisationens bøger og biblioteker bliver ødelagt, således at menneskeheden får mulighed for en helt ny begyndelse og prøve noget andet, der forhåbentlig er bedre. I en anden fantasi om en civilisation, der er brudt sammen, har nogle territorier overlevet i en post-elektronisk kultur – for al elektronik bliver omgående zappet af et rumbaseret våbensystem, der kredser omkring jorden. Heldigvis har et system af gamle biblioteker med trykte bøger overlevet i Australien. Systemet hedder forbavsende nok Libris, og endnu mere forbavsende

15

domineres hele kontinentet af overbibliotekaren, Højliberen, der kontrollerer adgangen til viden. Mette vil nu læse en passage fra bogen Souls in the Great Machine, af den australske forfatter Sean McMullen:

Bogklip 2: McMullen, Souls in the Great Machine, p. 7

Libris var Rochester regionalbibliotek. Dets store semafor-kommunikationstårn var over 600 fod højt og dominerede bybilledet totalt. Uofficielt rangerede kun regionsborgmesteren over Højliberen, og denne kontrollerede et netværk af biblioteker og bibliotekarer, der strakte sig over mange regioner og tusinder af mil. På mange måder havde Højliberen endog mere magt end regionsborgmesteren. Der var nemlig ingen fremherskende religion … så bibliotekssystemet havde ansvaret for en række opgaver, som ellers ville tilkomme en magtfuld gejstlighed. Uddannelse, kommunikation og transport i alle regionerne under den Sydøstlige Alliance blev koordineret diskret, men bestemt af Højliberen i Rochester.

16

Ikke overraskende lykkes det til sidst Højliberen at gendanne en teknologisk civilisation, men ligesom i Leibowitz’ bog er det ret tvivlsomt, om menneskeheden har lært lektien. Under alle omstændigheder forekommer det temmelig deprimerende, hvis vi skal bevare de trykte biblioteker som en del af den nationale overlevelsespakke i tilfælde af et globalt sammenbrud. Der må findes bedre måder, og det skal ikke nødvendigvis være bibliotekarer, der gør det …

4. Summen af al viden Hvis den ikke allerede er skrevet ville det være et glimrende tema for en science fiction roman, at enhver planetær civilisation nødvendigvis må passere igennem det nåleøje, hvor civilisationens medlemmer har opnået at beherske naturkræfterne, men endnu ikke at beherske sig selv. I denne risikofyldte periode dominerer den globale ødelæggelse i høj grad begivenhedshorisonten.

17

For at nå frelst igennem denne farlige fase, er det nødvendigt, at civilisationen lærer at organisere, udnytte og udvikle sine samlede videnressourcer . Viden er ikke tilstrækkelig til, at en global civilisation kommer igennem nåleøjet, men den er en nødvendig betingelse. Det er derfor ganske naturligt, at en række science fiction forfattere har beskæftiget sig med, hvordan vi kan organisere summen af al viden og spænde den for udviklingen af civilisationen. Her er et bud fra H.G. Wells, som skrev Klodernes Kamp og Tidsmaskinen. I 1938 offentliggjorde han – i en alder af 72 år - en artikel med titlen World Brain : The Idea of a Permanent World Encyclopaedia.

Bogklip 3: Wells, World Brain Den mest frugtbare måde at udvikle vor races intelligens er at skabe et nyt globalt organ til indsamling, indeksering, opsummering og frigørelse af viden. Vi taler om en slags ”Permanent Global Encyclopædi”.

18

Kernen i en sådan institution skulle være en global synthese mellem bibliografi, dokumentation og alle verdens indekserede vidensarkiver. Et meget stort antal medarbejdere ville være permanent beskæftigede med at udvikle og ajourføre dette indeks over al menneskelig viden. Samtidig skal den mikrografiske teknik, der i dag kun er i sin spæde barndom, anvendes til at skabe et koncentreret, visuelt arkiv Ved hjælp af mikrofilm kan selv de mest sjældne og vanskeligt tilgængelige dokumenter nu studeres direkte og samtidig i mange forskellige fremvisningsrum.

Hvis man erstatter mikrofotografi med digitalisering har vi en forbløffende moderne vision. Tretten år efter Wells’ artikel blev temaet om en total encyklopædi over al viden taget op af Asimov i hans berømte Foundation series. Efter min opfattelse har denne serie ikke helt modstået tidens tand:

Asimovs fremtidsmennesker ryger uophørligt cigarer og cigaretter

19

de bruger atomkraft til alt

og deres primære lokale kommunikationsmetode er rørpost

Tilsyneladende var computeren ikke blevet opfundet – i det mindste ikke da første bind udkom i 1953. I begyndelsen af serien er det galaktiske imperium, Trantor, begyndt at falde sammen. Psykohistorikeren Harry Sheldon har kalkuleret at 30.000 års elendighed venter forude, førend der opstår en ny galaktisk civilisation. Heldigvis har han en plan for at reducere denne periode fra 30.000 år til bare 1.000. Under en høring i et kejserligt undersøgelsespanel bliver han spurgt om, hvordan han kan gøre det. Han svarer følgende: Bogklip 4: Asimov, The Foundation (p. 28-29)

20

Ved at redde menneskeracens viden. Summen af den menneskelige viden overgår det enkelte menneske, ja tusind mennesker. Efterhånden som vores sociale organisation bliver ødelagt, vil videnskaben blive brudt op i millioner af dele. De enkelte individer vil kun kende bittesmå facetter af den totale viden. De vil være hjælpeløse og nytteløse på egen hånd. Men hvis vi allerede NU begynder at forberede en gigantisk syntese af al viden, vil den aldrig gå tabt. Kommende generationer vil bygge på den og vil ikke have behov for at genopdage den på egen hånd. Mine 30.000 mænd og deres koner og børn vil ikke beskæftige sig med andet end at forberede den Galaktiske Encyklopædi. De vil ikke afslutte den i deres egen levetid, men den vil blive færdig inden imperiet Trantor falder, og der vil være eksemplarer i ethvert større bibliotek i hele galaksen.

Temaet om summen af al viden bringes til sin fulde udfoldelse i David Brin’s serie om Uplift Wars.

21

De galaktiske civilisationer har i fællesskab oprettet et antal intergalaktiske institutter. Et af disse er det Intergalaktiske Bibliotek. Dette rummer enhver kendt videnressource i universet. Det er selv universets masterbibliotek, og selektive kopier af biblioteket distribueres som nøglefærdige planetariske filialbiblioteker til alle civiliserede planeter i galaksen. På planeten Garth er det gamle planetariske bibliotek blevet ødelagt ved sabotage, og et nyt er blevet sendt igennem rummet til planeten:

Bogklip 5: Brin, The uplift war

Det nye Planetariske Filialbibliotek var betagende. Arkitekturen var overvældende – en kube uden vinduer, hvis pastelfarver stod i harmonisk kontrast til omgivelsernes kalkfarver. For nogle uger siden var størstedelen af Port Helenas befolkning mødt frem for at se på, da et enormt lastrumskib dovent var cruiset igennem atmosfæren og havde sænket den nye bygning ned på plads.

22

En stor del af eftermiddagen havde rumskibet skygget for solen, medens teknikere fra det Intergalaktiske Biblioteksinstitut havde forankret det store videnreservoir i sit nye hjem.

Med det nye Planetariske Filialbibliotek fulgte der en bibliotekar. Det var faktisk en Kanten – en tænkende plante med runde, sukkulente blade med sølvdele, som klang sødt, når den bevægede sig.

Som man hører, har biblioteket i den avancerede galaktiske kultur med lethed overlevet den trykte bogs hedengang og er i sin nye form blevet en af civilisationens vigtigste støttepiller. Faktisk var afskaffelsen af det trykte medie en nødvendig betingelse for bibliotekets udvikling imod nye højder. For ganske nylig er ideen om summen af al viden taget op af grundlæggeren af Wikipedien, Jimmy Wales, der i en appel til Wikibrugerne blandt andet udtaler: ”Forestil dig en verden, hvor hvert enkelt menneske på planeten har fri adgang til summen af al menneskelign viden. Det er det, vi vil opnå.” Og medens Harry Sheldon havde 30.000 medarbejdere til sin

23

Encyclopedia Galactica, har Jimmy Wales 100.000er frivillige, der er med til at opbygge historiens største encyclopædi. Med wikipedien og internettet har virkeligheden indhentet Asimovs SF-fantasi om den universelle encycklopædi på 60 år, medens Google og Internettet er ved at indhente Weels fantasi efter 70.

5. Det globale web

Summen af al viden, samlet i ét verdensbibliotek, eller endda i et galaktisk bibliotek med et filialbibliotek på hver planet: det er i sandhed en storslået vision og virkeliggørelsen af bibliotekarers hedeste drømme. Vi bliver universets videnscentrum! Det så bare ret kedeligt, at denne drøm endte omkring år 1990 efter nutidig tidsregning, da internettet, webben og alt det dukkede op. Det er nu klart, at summen af al viden ikke vil få form af et eller andet centraliseret system. Selv EU har opgivet!

24

I stedet bliver det et distribueret system med millioner, eller snarere milliarder af komponenter spredt over hele verden (øh, galaksen!) og omfattende et overvældende antal computere og servere eller hvad de nu har fundet på til den tid. Opgaven med at organisere denne sum af viden har allerede fuldstændigt skiftet karakter, og det samme har bibliotekernes rolle. Hollywood, der bestandigt pisker den globale kulturelle fantasi fremad, er fuldstændig klar over, at noget er ved at ske, og at det sker rigtigt hurtigt. I Dan Browns bog, megabestselleren Da Vinci Koden, fra 2003, forekommer der en episode i London, hvor vores professor og Sophie hurtigt skal finde information om en tempelridders grav. De styrter af sted til biblioteket ved Fakultetet for Religion og Teologi på King’s College. Der får de kyndig assistance fra en referencebibliotekar ved navn, Pamela Gettum. Hun har et imødekommende, men samtidig lærd ansigt og tykke hornbriller.

25

“Først – siger hun til den – kører vi en helt enkel Booleansk søgning med nogle få indlysende søgetermer og så ser vi hvad der sker.” Så dykker hun ned i bibliotekets database, og vupti er problemet løst. Så vidt så godt – vi bibliotekarer læste selvfølgelig denne passage med særlig fornøjelse. Men glæden var desværre kortlivet. Da filmen kom ud i 2006, var denne episode blevet fuldstændig lavet om. Lad os se hvordan: Filmklip 5: The Da Vinci Code (2:55) I de bare tre år, der gik fra bogen til filmen, skete der følgende:

søgningen i bibliotekets database blev erstattet af en søgning på nettet

online katalogens opgaver blev overtaget af mobiltelefonen

26

og bibliotekarens rolle blev overtaget af en tilfældig medpassager i bussen.

Nå, nu ved vi bibliotekarer, at Internettet, Webben og Google faktisk ikke – på nuværende tidspunkt! – kan erstatte bibliotekerne, selvom en del af vore tidligere funktioner er blevet overtaget af de nye systemer. Men på længere sigt har vi et problem, og alle de andre er fuldstændig klar over det. For nogle år siden havde Politiken en overskrift om, at Google er Fremtidens Bibliotekar. Og på samme tid blev danske bibliotekarer rystet af en forudsigelse fra Institut for Fremtidsforskning om, at bibliotekarprofessionen ville forsvinde inden 20 år. Også andre professioner ville forsvinde, blandt andet pølsemændene. Det var faktisk ret ydmygende, især fordi en stor del af vore medborgere tilsyneladende hellere ville have pølsemænd end bibliotekarer.

27

Et stærkt udtryk for den generelle opfattelse af Internettet som en trussel imod biblioteker gives i filmen I, Robot fra 2004:

Filmklip 6: I, robot (0:32) Selvfølgelig kunne ingen bibliotekar i dag drømme om at afskaffe Internettet og Webben. Tværtimod, har vi taget dem til os, nogle gange kritisk, men grundlæggende med iver og entusiasme. Men konflikten mellem det globale net og det traditionelle bibliotek er ikke bare en oplevet konflikt, en modeting, der går væk af sig selv. Det er en reel konflikt, og offentligheden har helt korrekt opfattet, at det nye, globale, distribuerede, digitale vidensystem baseret på internettet, er døden for det traditionelle bibliotek, og jeg understreger det traditionelle.

6. Fra hjerne til hjerne - sømløst

28

For at få adgang til dette globale, distribuerede, digitale vidensystem har vi stadig behov for formidlermedier som computere, terminaler, filer eller print. Det er medier, som forbinder vores egen hjerne og verdens informationshjerne. Endvidere optager vi data fra denne verdenshjerne i en proces, der i sig selv kræver tid og intellektuelle ressourcer. Jo mere omfattende og komplicerede de pågældende data er, jo mere tid og hjernekraft kræves der til at assimilere dem. Men Science Fiction har allerede taget springet fremad og vist os en fremtid, hvor data assimileres direkte fra den ydre hjerne ind i vores egen. I filmen Matrix er der et eksempel, hvor en akut fornøden færdighed overføres direkte fra maskinhjernen til brugerens hjerne gennem et elektronisk redskab. Filmklip 7: The Matrix (0:26)

29

Se, det er jo ret avanceret og samtidig skræmmende, fordi den fascinerende proces at lære synes at være blevet erstattet af læreprocessen som en hyldevare, der konsumeres på stedet. Men Science Fiction er gået endnu videre og springer enhver form for fysisk formidlingsled over med en fantasi om direkte cerebral kommunikation mellem brugeren på den ene side og det globale informationssystem. Den mest avancerede tænker af direkte overførsel af information og data er Peter F. Hamilton. Jeg refererer især til det sidste bind i hans Night’s Dawn Trilogy med titlen “Den Nøgne Gud”. En ung pige, Louise, ankommer til jorden, nærmere betegnet England. Til den tid lever befolkningen under store kupler. Louise tager straks til en forretning med forbrugerelektronik, der hedder ”Jude’s E-world”. Der møder hun den unge sælger, Andy. Andy forelsker sig selvfølgelig straks i Louise og sælger hende nanonik-sættet, Kulu Corporation ANI-5000.

30

Det er et neuralt software med “alt hvad man har brug for til at klare sig i hverdagen under kuplen, hvad enten det drejer sig om datavisionsprogrammel, integreret neuroikonisk display, forstærket hukommelsessøgning, og axonsblokering”. Specialiserede supplementer forefindes: “fysiologiske monitorer, den Galaktiske Encyklopædi [det begreb er virkelig slået igennem!], jobsøgning, SII dragtkontrol, våbenintegration, sprogoversættelse, nyhedsfunktion, rumskibsnavigation, netsøgning – ”hele svineriet!” Andy og Louise går så ind i en lille kabine - Andy synes faktisk, at den ikke er lille nok – og Andy installer det neural nanonik-sæt direkte i hendes hjerne. Så tager hun hjem og prøver systemet for første gang: Bogklip 6: The Naked God (pp. 466-467)

Programmets visualisering tog form af et tredimensionalt edderkoppespind, der fyldte hele universet. Trådene var i alle de primære farver, og de krydsede og genkrydsede hinanden i et netværk, der strakte sig mod det uendelige, hvor de udviskedes og dannede en grå, diffus masse.

31

Luises persona var placeret i midten og så i alle retninger på een gang. Informationstaxaer strømmede tilbage imod hende som stille lysglimt, der bevægede sig langs trådene ind mod centret og kondenserede omkring hende som en ny galakse.

Ens forestillingsevne stejler over tekster af denne karakter, og science fiction går måske her så langt, at det bliver uinteressant.. På den anden side: hvis man slår ordet måske op på Google i sine engelske former, får man på en brøkdel af et sekund at vide, at det forekommer mere end halvanden milliard gange. Så måske ER alting muligt!

7. Den udødelige bibliotekar

Grundlæggende har bibliotekaren to opgaver: at organisere vidensystemer og at organisere brugernes adgang til systemerne.

32

Disse to funktioner vil også være nødvendige i fremtiden – selv når trykte bøger er forsvundet fra bibliotekerne og de traditionelle biblioteker sammen med dem. I denne fremtid kan det selvfølgelig blive vanskeligt at beholde titlen bibliotekar, men den er vi jo allerede på vej væk fra. Det bør dog lige bemærkes, at ret avancerede informationsmiljøer (som f.eks. astrofysikernes) allerede for længst har forladt det trykte medie , men stadig med fornøjelse bruger ordet bibliotek som betegnelse for et organiseret sæt af tekster. Men uanset hvordan det nu kommer til at forholde sig med titlen, er jeg sikker på, at bibliotekarer vil vise sig at være en sejlivet art. På et tidspunkt vil de måske ikke længere være 100% menneskelige, men ingen vil vel mærke forskellen! Lad os se på, hvad Star Wars har at sige om Jedi-riddernes bibliotek: Filmklip 8: Star Wars (0:58)

33

Der er nogle interessante ting i dette klip: For det første har Jedi-ridderne bibeholdt den traditionelle biblioteksform. Faktisk har ridderne anvendt Trinity College Library i Dublin som model for deres eget.

Ilustration 3: Jedi Library and Trinity College Library juxtaposed

Vi kan også sende en venlig tanke til Fiolstræde-biblioteket. Dette viser formentlig bare, at Jedi-ridderne er en anakronistisk organisation bestående af nostalgiske kampsportsfantaster, der ikke rigtigt har fattet, hvad der sker i universet, men blot stædigt holder fast i at, KRAFT er alt. For det andet – og mere vigtigt: bibliotekaren er der stadig. Vi i forfatterteamet var ikke helt sikre på, om Jedi-bibliotekaren et menneske eller en robot?

34

Nogle af os syntes, at hun gik lidt som en robot, men Christian påstår, at sådan går alle bibliotekarer, den flab. I en anden film er der ingen tvivl: bibliotekaren er ikke et menneske, men en avatar af en kunstig intelligens, som er verdens vidensneksus. Vi giver jer nu to sekvenser fra filmen Tidsmaskinen. Den første er fra år 2030, d.v.s. 21 år fra nu.

Filmklip 9: Time machine (3:21) Det andet klip foregår samme sted, men i en meget fjernere fremtid, mere præcist i år 802.701.

Filmklip 10: Time machine (1:07) Verdener vil gå under, civilisationer vil kollapse, og menneskeheden vender måske tilbage til hulerne – men bibliotekaren består, som den utrættelige informationsspecialist, der har til opgave at hjælpe brugerne med at finde i information.

35

8. Go boldly! Der er tre konklusioner af dette – meget selektive – biblioteksstrejftog ind i science fiction litteraturen og filmene. For det første: Den trykte bog forsvinder fra forskningsbibliotekerne i løbet af en generation. Den anden konklusion er, at forskningsbibliotekerne vil overleve den trykte bogs forsvinden. Den tredje konklusion er, at: Bibliotekaren vil overleve biblioteket. Jobprofilen og titlen vil forandre sig, men verden vil fortsat have brug for specialister i at organisere viden og adgangen dertil, og den vil have mere brug derfor end nogensinde før i betragtning af den fabelagtige vækst og udvikling af tilgængelig information og data, som Google kun er den spæde begyndelse på. For, Google, i sin nuværende form vil ikke kunne håndtere denne udvikling: vi tillader os at spå, at

36

globale informationssystemer – ligesom Babelstårnet – vil bryde sammen under deres egen vægt: renæssancen for specialiserede informationssystemer nærmer sig hastigt. Man vil måske indvende, at science fiction forfatterne allerede har tænkt det globale, intelligente vidensystem i form af en bevidst, kunstig intelligens, der organiserer alt, inklusive videnressourcer og vidensadgang, således at mennesket selv er fuldstændig frit til at lege og være kreativ. I dette scenario er der ingen bibliotekarer, med mindre man laver gammeldags biblioteker for sjov, men det er nu så langt ude, at vi nægter at bekymre os om det. MEN: der er betingelser for bibliotekarens overlevelse. En af dem er en stærk identitet. Lad os høre, hvad heltinden i The Mummy har at sige om det:

Filmklip 11: The Mummy(0:26)

37

Det er jo en rørende scene. Intet slår en ung, blond og beruset bibliotekar! Men der er nu en inkonsistens i scenen. På den ene side insisterer heltinden fuldstændig berettiget på sin identitet som bibliotekar. På den anden side sætter hun underligt nok denne identitet i modsætning til det at være en opdagelsesrejsende og eventyrer, hvad hun lige præcis selv er i filmen. Men det vil vi ikke tage os: hun er selve billedet på den eventyrlystne opdagelsesbibliotekar. Som konklusion giver vi jer prologen fra den første Star Trek serie – med en drejning: Vores fortsatte mission er:

at udforske nye verdener

at søge nye biblioteker og nye civilisationer

og dristigt at gå ud, hvor ingen bibliotekar har sat sin fod

38

Den eneste bagage, vi behøver, er

sans for vores identitet

sans for grundlæggende informationsværder og -færdigheder

sans for det nye … OG

sans for det sjove!

Afslutningsmusikken fra Startrek, med udfadende tekster.