Lisa Jewell, Huset vi voksede op i, (læseprøve)

Meg stoppede et øjeblik på reposen og så på fuglene i træerne udenfor: en flok mejser og spurve, der alle kæmpede om pladsen. Hun stillede bakken i vindueskarmen og satte sig ned. Nedenunder kunne hun høre sin mor og hendes nye veninde skræppe og hvine, og ovenpå kunne hun høre Alice in Chains buldre ud af sin brors højttalere i hans værelse under tagskægget. Men udenfor var der kun naturens lyde – de små fugles triller, den rum-lende lyd fra en traktor, der var på vej tilbage efter en dag i markerne, en hund, der gøede et sted langt væk. Hun trak vejret dybt ind og holdt det. Hun savnede det her, når hun var i London – ikke det kaotiske, klaustrofobiske hus og dets dynger af ting, ikke hendes skøre mor eller passive far, hendes vanskelige brødre eller lidt for blide søster, men det her – det fredelige og rene ved livet uden for vinduerne. Hun tog endnu en dyb indånding og holdt vejret et øjeblik. Og så løftede hun bakken og bar den op ad de otte trin, der førte hende til hendes lillebrors værelse. Otte små trin mel-lem før og nu. Mellem hvad hun vidste, og det hun ville komme til at ønske, at hun aldrig havde vidst. Mellem fortiden og fremtiden, mellem et lille fredfyldt øjeblik og det værste øjeblik i hendes liv.

Varmt familiedrama om alt det, der kan gå galt mellem mænd og koner, brødre og søstre,

forældre og børn. Og hvordan man lærer at leve med det.

Mød familien Bird.

Far, mor og fire børn i et idyllisk hus på landet fyldt med kærlig-hed og latter og med en stor vildtvoksende have at boltre sig i.

Men en tragedie ligger og lurer. En tragedie, der rammer en påske efter den årlige æggejagt, og som er så stor og

altødelæggende, at familien langsomt falder fra hinanden.

Årene går. Børnene bliver voksne, får kærester og lever deres egne liv. Og snart er det næsten, som om de aldrig har

været en familie.

Næsten. Men ikke helt.

For noget er sket, som vil kalde dem hjem, tilbage til huset, de voksede op i – og det, der i virkeligheden skete den

påske for mange år siden.

RYGG 32 MM

Omslag: Emma Graves/Studio E

Lisa Jewell er født i 1968 og er opvokset i London. Hun har studeret kunst og design og arbejdede flere år i modeverdenen, inden hun blev forfatter. Hun debuterede i 1998 og har siden skrevet i alt 11 romaner, hvoraf største- parten er oversat til en række sprog. På dansk er tidligere udkommet Ingenogtredive og Vince & Joy.

www.lisa-jewell.co.uk

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 788763 832960

ISBN 978-87-638-3296-0

9 788763 832960

ISBN 978-87-638-3296-0

Jewell - Huset vi voksede op i (638-3296-0) - 384 sider - 140x220 - IB.indb 6 10-03-2014 11:07:39

Huset vi voksede op i


Af samme forfatter:

Ingenogtredive Vince & Joy


Oversat fra engelsk af Christel Brinkløv

CICERO


Huset vi voksede op i er oversat fra engelsk af Christel Brinkløv

efter The House We Grew Up In Copyright © Lisa Jewell, 2013

Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE&CO, København Omslag: Emma Graves / Studio E

Illustration: Silas Manhood (forsidefoto), Shutterstock (fugle) Sat med Palatino Linotype og Verdana hos ROSINANTE&CO

og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3296-0 Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


Denne bog er dedikeret til Guy og Celia Gordon med al min kærlighed



7

1

Tirsdag den 2. november 2010

Hej Jim!

Jeg må sige, at jeg ikke et sekund havde forestillet mig, at

du ville hedde noget så jordnært som Jim! Barbour-jakken og

den nydelige vest på dit profilbillede får dig mere til at ligne en

Rupert eller en Henry – noget alvorligt med to stavelser! Og nu

vi taler om stavelser, og fordi du spurgte, så nej, jeg hedder ikke

Rainbowbelle i virkeligheden. SELVFØLGELIG IKKE! Jeg hedder

Lorelei, og mit navn har tre eller fire stavelser, alt efter hvordan

man udtaler det. (Mine forældre opkaldte os efter mytiske skøn-

jomfruer. Min søster hedder Pandora. Der var også en Athena,

men hun var dødfødt, så ja …) Men altså – Lo-ra-lej eller Lo-ra-

lej-i. Det er faktisk lidt lige meget for mig.

Jeg er 65, og jeg bor i en af de smukkeste landsbyer i The

Cotswolds i et stort og skørt gammelt hus fyldt med ting, der

i mine øjne er SKATTE, men som mine børn kalder GAMMELT

BRAS. Vi har sikkert ALLE SAMMEN ret.

Jeg har fire børn. Meg er 40, Beth er 38 og tvillingerne, Rory

og Rhys, er 35. Åh ja, og først og fremmest takket være min

ældste datters hektiske indsats er jeg også bedstemor til en lille

flok børnebørn! Har du nogen børn? Du har ikke nævnt nogen, så

jeg går ud fra, at det ikke er tilfældet. Folk fortæller som regel én

om deres børn som noget af det første, ikke? Jeg ser desværre

ikke mine særlig meget, de har alle sammen så travlt, og jeg,

ja, man kan vel sige, at jeg er lidt isoleret for tiden. Jeg mistede


8

min kæreste for omkring fire år siden, og siden da er mit liv vist

gået lidt i opløsning.

Hvad kan jeg fortælle dig om mig selv? Jeg elsker naturen,

jeg elsker landet, jeg elsker børn, og jeg elsker at svømme. Jeg

er i god form i betragtning af min alder. Jeg har stadig min pæne

figur, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har set kvinder, jeg har

kendt i årevis, forvandle sig til behårede mammutter efter over-

gangsalderen! Og som du kan se på mit billede, har jeg beholdt

mit lange hår. Der er ikke noget, der ælder en kvinde så hurtigt

som en korthårsfrisure!!

Nå, men nok om mig. Fortæl lidt mere om dig selv! Du siger,

at du er enkemand. Det er jeg ked af at høre. Og hvor oppe nordpå

bor du? Jeg kan se på dit billede, at du har en retriever. Den er

meget smuk. Hvad hedder den? Vi havde også hund, da børnene

var små, men da de først var flyttet hjemmefra, kunne jeg ikke

rigtig se ideen i at holde kæledyr. Jeg skal se, om jeg kan sende

dig nogle billeder. Jeg kan godt finde ud af min bærbare, men

ellers er jeg ikke særlig dygtig til alt det der teknik. Men der må

være noget andet, jeg kan sende dig. Jeg undersøger det lige.

Tak, fordi du skrev, Jim. Internettet er virkelig en herlig

ting, især for gamlinge som os, synes du ikke? Jeg ville være

helt fortabt uden det. Jeg ville synes, det var dejligt at høre fra

dig igen, men du skal endelig ikke føle dig forpligtet til at skrive,

hvis du synes, jeg lyder rædselsfuld!!

De bedste hilsner

Lorelei Bird

April 2011

Den fugtige varme kom som et chok efter den kolde luft fra klima-anlægget, der havde afkølet bilen i de sidste to timer. Meg smæk-kede bildøren, smøgede ærmerne på sin bomuldsbluse op, trak solbrillerne ned foran øjnene og stirrede på huset.


9

„I guder.“ Molly kom hen til hende på fortovet og måbede bag de lime-grønne Ray-Bans. „Hold da op.“ De stod sammen et øjeblik, side om side, lige høje. Molly havde til sin store fryd indhentet hende sidste sommer. De var nu begge 1,73. Molly var høj og slank som en modetegning med brune ben i små denimhotpants og honningfarvet hår arrangeret kunstfærdigt i en høj knold oven på hovedet, hvide klipklap-per, en nistret skjorte over en pink top og med tynde ankler og håndled fyldt med armbånd og ankelkæder. Meg var derimod robust som en quarterback og klædt i fornuftige marineblå tre-kvartlange chinos og en langærmet blå- og hvidstribet bluse. Et par FitFlops med sølvpailletter og en pedicure, hun havde fået i sidste sekund, var hendes eneste anerkendelse af hedebølgen, der var usædvanlig for årstiden. En mor med sin eneste datter, der befandt sig i de sidste stadier af et mareridtsagtigt, klichefyldt teenageoprør, som havde varet mere end tre år. Nu var de næsten venner. Næsten. Der var engang en, som havde sagt til Meg, at man fik sin datter igen, når hun fyldte 19. Kun fire år tilbage. „Det her er værre, end jeg havde frygtet. Langt, langt værre.“ Meg rystede på hovedet og gik langsomt frem mod huset. Der stod det, mursten for mursten, præcis som det havde stået den dag, hun blev født for 40 år siden. Med tre lavtsiddende vinduer, der vendte ud mod gaden, fire vinduer ovenover, to hoveddøre, en i hver ende af det dobbelte hus. På muren i højre side hang et ovalt skilt fremstillet af en lokal kunsthåndværker, der for længst var død og borte, med ordene ‘Her bor familien Bird’ og et par turtelduer med sammenflettede næb. Den grønne låge til venstre for huset, der åbnede ind til en grussti, som førte op til bagdøren; klistermærkerne i vinduerne, der reklamerede for medlemskabet af Naboværnet (hvad blev der egentlig af Naboværnet? tænkte Meg distræt), støtten til det royale fugleværn og en manglende tolerance over for dørsælgere. Det var der alt sammen, ligesom det altid havde været.


10

Der var bare lige det, at … „Det her er det værste hus, jeg nogensinde har set,“ sagde Molly. „Det er værre end dem i de der udsendelser.“ „Vi har ikke været indenfor endnu, Molly, så vent lidt.“ „Skal jeg holde mig for næsen?“ „Det er nok en god idé.“ Meg sukkede. Vinduerne, som hun ikke kunne huske nogensinde var blevet pudset, var nu så grumsede af snavs, at man ikke kunne se gen-nem dem. De var faktisk sorte. De lysegule Gloucester-mursten var misfarvede og beskadigede. Den grønne låge hang på et en-kelt hængsel, og grusstien var dynget til med alskens ting og sager: to gamle klapvogne, en rusten cykel, et vissent juletræ i en skåret potte, en kasse med ugeblade, der var svulmet op til dobbelt størrelse på grund af fugt. Husets enkle facade betød, at det meste af dets personlighed lå skjult bagved og indenfor, men selv ud fra den smule, man kunne se, var det tydeligt, at huset var sygt. Landsbyen var blevet mere og mere mondæn i årenes løb. Alle de gamle huse var blevet skrubbet, så de lyste gult, døre og vinduer var blevet malet i friske farver og der – midt iblandt dem som en rådden tand – lå Loreleis hus. „Hvor er det bare pinligt,“ sagde Molly og skubbede sine Ray-Bans op i håret, mens hun rynkede på næsen. „Hvad må andre ikke tænke?“ Meg hævede øjenbrynene. „Hmm,“ sagde hun, „at dømme ud fra vores lokale ry er dette sikkert bare, hvad alle i landsbyen alligevel havde forventet. Kom,“ hun smilede nervøst til sin dat-ter, „lad os gå ind og få det overstået, ikke?“ Molly gengældte beklemt hendes smil og nikkede.

April 1981

Meg trak efeuen til side og stak fingrene ind i en lille revne i muren.


11

„Jeg har fundet et til,“ råbte hun til Beth og tvillingerne. „Godt klaret, Meg!“ kaldte hendes mor fra trappestenen ved bagdøren, hvor hun stod i sit jordbærmønstrede forklæde og betragtede begivenhedernes gang med et tilfreds smil. „Bravo!“ Meg trak det lille kulørte æg ud og lagde det ned i sin kurv. „Det er lyserødt!“ hoverede hun over for sin lillesøster. „Jeg er da bare ligeglad,“ sagde Beth. „Jeg har allerede tre lyserøde.“ Meg så op mod himlen, der var ikke en sky at se, og den var næsten mørkeblå. Det var så varmt som i juli måned. Mor havde sagt, at de blev nødt til at finde deres påskeæg hurtigt, ellers ville de smelte. Hun så sig om i haven. Hun havde fundet alle påskeæg-gene i brændestablen og forsigtigt pillet dem ud mellem gummi-agtige bænkebidere. Der havde været flere i bedene med påskeliljer og hyacinter, som løb langs med stierne rundt om drivhuset, og hun havde også fundet et stort, guldfarvet et i grenene på kirse-bærtræet uden for køkkendøren. Hun talte sine æg og nåede frem til tolv. Beth og tvillingerne ledte stadig tæt på huset, men Meg havde på fornemmelsen, at den del af haven var blevet støvsuget for æggeaktiver, så hun hoppede på de skiferbelagte trin ned til den fjerne ende af haven. Pludselig blev hendes søskendes og mors snak reduceret til en mumlen. Det var varmere hernede, hedt og diset. Græsset havde striber fra dagen før, hvor far havde slået det, på kryds og tværs, og der lå små bunker af afklippet græs, som allerede var ved at blegne i den stærke sol. En kameliabusk, der var blevet forvirret af den tidlige sommervarme, var begyndt at blomstre og tabte sine fede blomster ned på plænen, hvor de lå brune og mættede, tæt på at miste deres skønhed. Meg gik i retning af det mosbegroede solur midt på græsplænen. Oven på det lå tre kulørte æg til, og hun fejede dem ned i sin kurv. Hun hørte Beth komme trippende på trinnene bag sig i sine flamencosko. Meg vendte sig om og smilede. Nogle gange blev hun overvældet af kærlighed, når hun så på sin lillesøster. Hen-des værste fjende og hendes bedste ven.


12

Meg og Beth lignede hinanden. De havde begge det, hendes mor kaldte ‘Bird-ansigtet’. Det var det samme som hendes fars og hendes tante Lornas og det samme som farmor Birds. Æble-kinder, høje pander, brede smil. Den eneste forskel var, at Megs hår var brunt og krøllet ligesom mors, og Beths var glat og sort som fars. Rory og Rhys, tvillingerne, lignede deres mor. De havde ‘Douglas-ansigter’. Lave pander, lange næser, pæne, fyldige læ-ber og smalle blå øjne, der kiggede nysgerrigt frem bag et gardin af langt blondt hår. Folk sagde altid: ‘Åh, sikke nogle yndige børn.’ De sagde: ‘De må være så stolt, mrs. Bird.’ De sagde: ‘Sikke nogle englebasser.’ Og så svarede mor: ‘De skulle se dem, når de er hjemme,’ med en stemme fuld af kærlighed og himlede med øjne, samtidig med at hun lod den ene hånd løbe gennem Rorys hår og havde den anden lukket om Rhys’ hånd. „Hvor mange har du?“ råbte Meg til sin søster. „11. Hvad med dig?“ „15.“ Deres mor dukkede op neden for trappen med en tvilling i hver hånd. „Drengene har ni hver, jeg tror, vi er ved at være der,“ sagde hun. „Tænk gult,“ tilføjede hun og blinkede overdrevet med det ene øje. Drengene slap hendes hænder og løb hen mod rutsjebanen med det gule gelænder bagerst i haven. Beth løb hen mod en spand, der stod på hovedet og vel nærmere var orange. Men Meg vidste lige præcis, hvad hendes mor hentydede til. Den prikbladede perikonbusk lige for næsen af dem. Hun gik hen imod den og lod blikket glide ned over de mangfoldige gule blomster, fyldt med fede humlebier, indtil det til sidst standsede ved en række urtepotter nedenunder, der bugnede med påskeæg og små, dunede kyllinger med påklistrede øjne. Hun var lige ved at tage æggene og kyllingerne ud, da hendes mor rørte ved hendes skulder. Hendes bløde, tørre hænder holdt fast om Megs solfregnede hud. „Del dem,“ hviskede hun stille, „med de små. Så det er retfærdigt.“


13

Meg skulle lige til at brokke sig, men så tog hun en dyb ind-ånding og nikkede. „Herovre!“ råbte hun til sine søskende. „Se! Her er en hel masse.“ Alle tre fór hen mod busken, og deres mor delte de resterende æg i fire bunker og rakte dem derefter til børnene efter tur. „De er allerede begyndt at smelte,“ sagde hun og slikkede lidt chokolade af sin tommelfinger, „vi må hellere tage dem med indenfor.“ Husets kølighed føltes som et chok efter varmen udenfor. Den svøbte sig om Megs bare hud som en kold vaskeklud. Far var ved at hælde saftevand op til dem ved bordet i køkkenet. Hunden døsede i karnappen. De gule vægge i køkkenet var fuldkommen dækket af børnetegninger. Meg lod fingrene glide langs kanten af en tegning, som hun havde lavet, dengang hun var fire. Hun syntes altid, det var vildt at tænke på, at den havde hængt på væggen lige netop der, med det samme stykke tape, i hele seks år. Hun kunne næsten ikke huske, hvordan det var at være fire. Og hun kunne bestemt ikke huske, at hun havde siddet og tegnet dette portræt med titlen ‘meg og moa’, med to tændstikmænd, der fløj i en verden uden tyngdekraft med strittende blå træer og flyvende dyr og havde skørt hår, kæmpe smil og hænder, som var dobbelt så store som deres kroppe. Kunstvæggen var altid noget, folk kommenterede, når de besøgte huset – den bredte sig over tre vægge, over skabsdøre, over dørkarme, rundt i hjørnerne og endda ud i spisekammeret. Hendes far prøvede af og til at tage et par stykker ned for at ‘opdatere væggen’, som han sagde. Men hendes mor smilede bare sit frække lillepige-smil og sagde: ‘Det bliver over mit lig.’ Hvis hendes far så et af sine børn lave en tegning, skyndte han sig at snuppe den, i samme øjeblik han fik den fremvist, og sige: ‘Den er så smuk, at jeg er nødt til at lægge den i min helt særlige mappe,’ og liste af sted med den (som regel gemt under skjorten), før hendes mor så den og klistrede den op på væggen. „Hør her,“ sagde mor nu, mens hun samlede sit filtrede hår i en hestehale og tog sit forklæde af, „I må spise så mange æg, I


14

vil, så længe I lover, at der også er plads til frokost. Og husk at gemme papiret til kunstkassen!“ ‘Kunstkassen’ var endnu en torn i øjet på hendes far. Det hav-de engang været en lille plasticæske med lidt pailletter, nogle piberensere og et par ark bladguld. Gennem årene var den eska-leret, så den nu bestod af en stadigt voksende samling af enorme plastickasser, der holdt til i et stort skab i entreen og var fyldt med sammenrodede stykker tråd af forskellig længde, små knud-rede uldnøgler, gammelt slikpapir, tomme toiletruller, forvasket undertøj klippet til klude, flamingokugler og brugt gavepapir. Meg brugte ikke rigtig tid på den slags længere – hun var næsten elleve nu – og Beth havde aldrig været lige så kreativ som sin søster. Og drengene ville selvfølgelig hellere være ude i haven eller storme rundt i huset end at sidde stille med en limstift og en håndfuld gamle ispinde. Der var ingen, der længere brugte ‘kunstkassen’, men det afholdt ikke Lorelei fra at blive ved at fylde alt muligt bras i den. Hun hev ivrigt det kulørte folie ud af børnenes hænder nu, når de pillede det af æggene, og glattede det forsigtigt med fingerspidserne til fine, små ark. Hendes ansigt lyste af glæde. „Så smukke, som små stykker regnbue,“ sagde hun og lagde dem i en lille bunke. „Og så vil de selvfølgelig også altid minde mig om i dag. Denne perfekte dag med mine dejlige børn, hvor solen skinnede og skinnede, og alt var godt.“ Hun så på hvert barn efter tur og smilede sit særlige smil. Hun lod en hånd glide gennem Rhys’ hår og strøg en tot fra hans øjne. „Mine dejlige børn,“ gentog hun, og hendes ord omfattede dem alle fire, men hendes kærlige blik var rettet mod den sidstfødte. Rhys havde været den mindste af Loreleis babyer. Meg og Beth havde begge vejet mere end fire kilo. Rory var den af tvil-lingerne, der blev født først, og havde en fin vægt omkring de tre kilo. Og så, som hendes mor yndede at sige, kom stakkels Rhys ud som en plukket vagtel, lidt under to kilo, blå og rynket og næsten ude af stand til at trække vejret selv. De lagde ham i


15

lys – eller ‘ristede ham let’, som Lorelei også yndede at sige – og erklærede ham klar til at komme hjem efter bare tre lange dage. Lorelei bekymrede sig stadig mere om ham end om de an-dre tre. Han var mindre end Rory og mindre end alle de andre seksårige i sin klasse, var altid bleg og blev nemt forkølet og fik dårlig mave. Han klistrede til sin mor, når de var ude, hylede som et pattebarn, når han slog sig, og i modsætning til sin bror brød han sig ikke om at lege med andre børn. Han virkede kun rigtig glad, når han var her, hjemme, med sin bror på den ene side og sin mor på den anden. Meg vidste ikke, hvad hun skulle synes om ham. Nogle gange ville hun ønske, at han aldrig var blevet født. Nogle gange tænkte hun, at de ville have haft det bedre uden ham. Han passede ikke ind. Alle andre i familien Bird var sjove og selskabelige, fjollede og kvikke. Rhys trak hele familien ned. Meg knyttede ubevidst hånden om den gyldne folie, hun lige havde pillet af det store æg, hun havde fundet i kirsebærtræet, og fór sammen, da hendes mor gav hendes hånd et dask. „Papiret!“ kommanderede Lorelei. „Papiret!“ Meg åbnede fluks hånden, og hendes mor tog det krøllede folie med et smil. „Tak skat,“ sagde hun blidt. Hun så betaget ned på det. „Se engang, så hvor fint og skinnende det er, så … muntert.“

Påskeferien varede endnu en uge. Hedebølgen fortsatte, og Birdbørnene kom kun indenfor for at få et glas saft, en skive brød med smør, eller fordi de ikke længere kunne holde sig og var nødt til at gå på toilettet. Venner kom på besøg, der var en tur til stranden ved Weston-super-Mare, og i den sidste weekend i ferien havde de besøg af Loreleis søster, Pandora, og hendes to teenagesønner. Far fyldte badebassinet, og de voksne drak Pimm’s med plasticisterninger formet som små stykker frugt. Megs fætter Tom spillede David Bowie-sange på en guitar fyldt med klistermærker. Rory stak hul


16

på badebassinet med en pind, og vandet sivede ud på plænen og gjorde den sumpet, og far sagde: „Det var så det bassin.“ Lorelei samlede de slatne rester af det punkterede bassin op i sine arme, som et barn, der havde slået sig, og bar det ind i garagen, mens hun mumlede: „Far skal nok ordne det.“ Far sagde: „Vi ved begge, at far ikke kommer til at ordne det. Jeg aner ikke, hvordan man reparerer badebassiner, og jeg har stadig ikke repareret det, der gik i stykker sidste år.“ Og Lorelei smilede og sendte ham et fingerkys fra den anden ende af haven. „Nå. Nu har vi så tre punkterede badebassiner i vores garage – det her hus er bare én stor losseplads ,“ sagde far og sukkede med løftede øjenbryn. Pandora trak på smilebåndet. „Det er fuldstændig ligesom vores far. Han kunne heller aldrig smide noget ud.“ Megs anden fætter Ben sagde: „Fortæl os igen om alt det, Lo-relei samlede på som barn.“ Pandora rynkede panden og smilede så. „Efterårsblade. De små ringe til at åbne med oven på sodavandsdåser. Mærker fra nyt tøj. Brugte biografbilletter. Sølvfolien fra mors cigaretpakker.“ „Og hår,“ sagde Ben triumferende. „Glem ikke det med håret.“ „Ja,“ sagde Pandora, „hver gang en i vores familie blev klippet, tiggede og bad Lorelei om at få det. Hun havde en mulepose fyldt med hår under sin seng. Det var ret makabert.“ De voksne og teenagedrengene lo, og Meg så nysgerrigt på dem. Det var langtfra første gang, de talte om det – nogle gange virkede det, som om de gjorde det, hver eneste gang de var sam-men – og for hver gang hun hørte dem snakke om sin mor, lød det lidt anderledes. Jo ældre hun blev, jo mindre sjovt fandt hun det og jo mere underligt. For nu var hun lige så gammel, som hendes mor havde været, da hun havde samlet på de ting, og hun kunne lige så lidt forestille sig, at hun ville samle på gammelt hår, som at hun selv ville bede om at få lov at gå i skole om lørdagen. „Sidder I og griner ad mig?“ spurgte hendes mor godmodigt, da hun kom tilbage fra garagen.


17

„Nej, nej!“ sagde Ben. „Slet ikke. Vi taler bare kærligt om dig.“ „Hmm,“ sagde Lorelei og tørrede sine fugtige hænder i den lange cowboynederdel. „Jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke er sandt.“ Og så strakte hun armene i vejret, så man kunne se krattet af krøllet, brunt hår i hendes armhuler og erklærede: „Se engang den himmel, prøv lige at se på den. Hvor blå den er. Jeg får lyst til at snuppe et par håndfulde af den og putte dem i lommen.“ Meg så et udtryk glide over sin fars ansigt. Kærlighed og be-kymring. Som om han havde lyst til at sige noget, der ikke kunne siges højt. Hans ansigtsudtryk blev mildere, og så smilede han og sagde: „Hvis min kone selv kunne bestemme, ville hendes lommer være fyldt med et stykke af hver eneste lille ting i verden.“ „Åh, ja!“ strålede Lorelei. „Det ville de. De ville være fuld-stændig bugnende fulde.“

Pandora havde medbragt hjemmelavede sommerfuglekager med flødeskum og små gule kyllinger ovenpå. Lorelei serve-rede dem i haven med te og scones og flødeskum. Der var mere Pimm’s og en plasticskål fyldt med jordbær. Tvillingerne løb barfodede frem og tilbage til vandslangen for at fylde deres vandpistoler, som de, efter meget skældud, nu udelukkende brugte til at skyde på hinanden. Tom og Ben var gået ned bag i haven for at ryge i hængekøjen og fortælle hinanden indfor-ståede vittigheder. Meg og Beth sad ved siden af hinanden og lyttede til de voksne snakke. Da Meg selv var blevet voksen, og folk spurgte til hendes barndom, var det eftermiddage som denne, der fik hende til at sige: ‘Min barndom var perfekt.’ Og det var den. Perfekt. De boede i et honningfarvet hus, der lå i en idyllisk landsby i The Cotswolds og havde 3000 m2 vildtvoksende have. Deres mor var en smuk hippie, der hed Lorelei og havde uglet langt


18

hår og funklende grønne øjne og behandlede sine børn som små guldklumper. Deres far var en sød, ranglet mand, der hed Colin og som stadig lignede en teenager med pjusket hår og runde ugleagtige briller. De gik alle sammen i den lokale landsbyskole, de spiste hjemmelavet mad sammen hver aften, de var omgivet af rare og kærlige onkler og tanter, der var penge nok til fester og nye badebassiner, men ikke helt nok til udenlandsrejser, men det gjorde ikke noget, for de boede i paradis. Og selv som barn vidste Meg, at det var paradis. Fordi – kunne hun se i bakspejlet – det var, hvad hendes mor fortalte hende. Hendes mor levede udeluk-kende i nuet. Og hun fik hvert eneste øjeblik til at stråle. Ingen i Megs familie fik nogensinde lov til at glemme, hvor heldige de var. Ikke så meget som et sekund. En sky gled over himlen netop da, og Lorelei lo og pegede: „Se! Se den sky! Er den ikke vidunderlig? Den ligner fuldstændig en elefant!“

April 2011

Nøglerne lå, hvor Lorelei altid plejede at lægge dem, under en revnet urtepotte bag et nedløbsrør under køkkenvinduet. Meg trak dem ud og børstede det klistrede edderkoppespind af fing-rene. „Adr.“ Det havde i mange år været umuligt at komme ind i huset gennem nogen af hoveddørene. Familien havde altid benyttet køkkendøren bagved, og de sidste par år havde Lorelei brugt begge entreer som ekstra ‘opbevaringsområder’. „Okay,“ sagde Meg, da hun sluttede sig til Molly ved køkken-døren, „lad os gå indenfor. Tag en dyb indånding.“ Hun smilede tappert til sin datter og følte sig taknemmelig over at blive mødt med et smil. „Er du okay, mor?“ Meg nikkede. Selvfølgelig var hun okay. Meg var altid okay.


19

Nogen måtte jo være det, og det var hende, der havde trukket det lod. „Jeg har det fint, skat, tak.“ Molly så indgående på hende og tog så en af hendes hænder og gav den et klem. Det gav næsten et sæt i Meg, da hun mærkede sin datters ømhed. Sin datters berøring. Indtil for nylig havde en svidende lussing, et spark over skinnebenet og skarpe negle, der rev hende på armen været de sidste minder om datterens berøring. Så slemt havde det været. Virkelig. Alle skrækforestil-linger om, hvordan teenagepiger kunne være, gange ti. Men i den sidste tid havde det ændret sig lidt. I den sidste tid var det, som om hendes datter var begyndt at kunne lide hende igen. „Tak, skat,“ gentog hun. „Du ved godt, at det er okay at tale om det, ikke? Du ved godt, at jeg gerne vil lytte. Jeg vil gerne hjælpe. Du har mistet din mor. Hvis jeg mistede min mor, ville jeg …“ Molly fik tårer i øjnene, og hun smilede igennem dem. „Åh gud, du ved, hvad jeg mener.“ Meg lo. „Ja, det ved jeg godt, skat. Men helt ærligt. Jeg har det fint. Det har jeg virkelig.“ Molly gav hendes hånd endnu et klem, før hun slap den. Hun tog en overdrevet indånding og nikkede ned mod nøglen i Megs hånd. Meg nikkede tilbage og satte den i låsen. Hun drejede nøglen og slog døren op.

Marts 1986

Himlen var mørk af regnskyer, og langt ude var tordenen be-gyndt at rumle. De store Yorkstenfliser var stadig koksgrå efter sidste regnskyl, og fede regndråber hang dirrende på blade og forårsblomster. Bag skyen var der en stribe blå himmel, og i hori-sonten kunne man ane en svag regnbue. Lorelei stod i bare tæer lige uden for køkkendøren i en lang spraglet angoracardigan. Hendes taljelange hår var snoet og sat op på hovedet med tre store skildpaddekamme.


20

„Se, Meg,“ sagde hun og stak hovedet ind ad døren. „Se. En regnbue! Skynd dig!“ Meg så op fra sine lektier, der lå spredt ud foran hende på bordet i køkkenet og smilede. „Lige om et øjeblik,“ sagde hun. „Nej!“ råbte hendes mor. „Den er væk om et øjeblik. Kom med og se nu!“ Meg sukkede og lagde sin kuglepen på blokken. „Okay,“ sagde hun. Hun gik ud til sin mor og kunne mærke fugten fra stenfliserne trænge op gennem sine fåreskindssutsko. „Beth!“ råbte hendes mor ind i køkkenet. „Drenge! Skynd jer at komme!“ „De ser fjernsyn,“ sagde Meg. „De kan ikke høre dig.“ „Vil du ikke gå ind og hente dem, skat?“ „De kommer ikke.“ „Selvfølgelig gør de det. Skynd dig, skat, løb ind og sig, de skal komme.“ Meg vidste, at det ikke nyttede noget at sige hende imod. Hun sukkede igen og gik ind i stuen. Hendes tre søskende sad på rad og række i den snuskede sofa, og hunden lå dovent imellem dem. De så Saturday Superstore og spiste gulerodsstænger. „Mor siger, der er en regnbue,“ sagde hun opgivende. „Hun vil gerne have, at I kommer med ud og ser den.“ Ingen af dem ænsede hende med et blik, så hun gik tilbage til sin mor med den dårlige nyhed. Lorelei sukkede dramatisk. „Det er en frygtelig skam,“ sagde hun. „Og se,“ hun pegede op mod himlen, „nu er den væk. Væk for evigt. For evigt …“ En lille tåre trillede ned ad hendes næse, og hun tørrede den væk med en knytnæve, som et lille barn kunne have gjort det. „Sikke en skam,“ mumlede hun, „at gå glip af en regnbue …“ Så tvang hun et smil frem og sagde: „Nå, men i det mindste var der én af jer, der så den. Du kan altid beskrive den for de andre.“ Meg smilede anstrengt. Som om, tænkte hun for sig selv, som


21

om jeg vil sidde sammen med mine søskende og underholde dem med beskrivelser af den røde og den gule og den lyserøde og den grønne farve, den prægtige og glansfulde lilla og orange og blå, de mirakuløse, fjerne prismefarvede striber. „Ja,“ svarede hun blot. „Måske lidt senere.“

Det regnede stadig dagen efter. Lorelei insisterede på, at ægge-jagten alligevel skulle gennemføres. „Lad os gøre det indendørs, skat,“ havde Colin blidt foreslået. „Ikke på vilkår!“ havde Lorelei svaret. „Ingen påskedag uden æggejagt i haven. Ligegyldigt om det regner eller ej. Er det ikke rigtigt, unger?“ Meg så ud på haven, gennem det regnvåde vindue og tænkte på sit hår, som hun havde redt omhyggeligt bagud samme mor-gen og sat i en stor pandekrølle fæstnet med en omgang hårspray. Hun tænkte på den mudrede græsplæne og det kolde, våde græs og sine lærredspumps, og hun tænkte på de stramme cowboy-bukser, som hun havde haft svært ved at få på her til morgen, og den date hun skulle på i næste uge, hvor hun havde planlagt at skulle kunne få de omtalte cowboybukser på, og på den alar-merende bums, som var ved at bryde frem på hagen. Tvillingerne sprang i deres gummistøvler og tog regnjakker på, mens Lorelei løb rundt i regnen og gemte æggene i haven. Meg betragtede hende gennem vinduet. Hun lignede et spøgelse, høj og slank i sin tynde råhvide bomuldstunika, slidte cowboy-bukser, grønne gummistøvler og en blød stråhat. Det lange hår klistrede vådt til hendes ryg, og de små bryster blev mere og mere synlige gennem det tynde stof, efterhånden som det blev vådere. Hendes ansigt strålede af fryd, mens hun sprang fra sted til sted og tog æg op af den kurv, som hun havde over den ene arm. Drengene stod i døren og sitrede af forventning. De var kun lige fyldt elleve og kunne stadig blive fortryllet af Loreleis entu-siasme og barnlige charme. De var stadig, næsten, hendes små drenge. „Klar, parat, start!“ kaldte hun et øjeblik efter, og drengene


22

spænede ud på græsplænen, efterfulgt mere adstadigt af Beth i en polkaprikket lyserød regnfrakke og gummistøvler. „Meg?“ Hendes mor så undersøgende på hende. „Skal du ikke have nogen påskeæg?“ „De andre må gerne få mine,“ sagde Meg og håbede, at en sådan søskendekærlig gestus ville forhindre yderligere tilskyn-delser fra morens side. „Der er nok til alle. Masser.“ Meg trak på skuldrene. „Jeg vil ikke have håret vådt.“ „For himlens skyld. Det er ikke nogen undskyldning. Tag en sydvest på, her …“ Hun trak en gennemsigtig plastichætte frem fra en skuffe og pressede den i hænderne på Meg. Meg stirrede forfærdet på den. „Den tager jeg altså ikke på!“ „Hvorfor i alverden ikke?“ „Fordi det er sådan én, gamle damer går med.“ „Det er det i hvert fald ikke. Det er min hat.“ „Netop.“ Lorelei kastede hovedet tilbage og lo højt. „Åh, skat,“ sagde hun, „en dag bliver du også 40, og jeg lover dig, du ikke vil føle dig en dag ældre end 18. Ikke én dag. Tag nu den hat på og gå med ud og mor dig lidt med de små. Tænk engang,“ sagde hun og fik pludselig et alvorligt udtryk i ansigtet, „hvis der skete noget med en af os, og der ikke blev nogen æggejagt næste år, tænk, hvis alt ikke længere var perfekt – så ville du virkelig ønske, at du havde været med ude i haven i dag …“ Meg så sin mor dybt i øjnene, disse blågrønne oceaner fyldt med millioner af brændende følelser. De var urokkelige. Hun fremtvang et smil og sagde: „Okay,“ hun trak ordet ud for at understrege sin selvopofrelse. Hun fandt 11 påskeæg den formid-dag og gav dem alle til sine søskende.

Pandora og hendes mand Laurence ankom midt på dagen uden nogen af deres nu voksne sønner, men med en ny hvalp på slæb. Kort tid efter dukkede Colins søster, Lorna, op med en plastic-


23

pose fyldt med påskeæg. Derefter kom naboerne, Bob og Jenny, og deres tre små børn. Lorelei stegte en lammekølle i den gamle Aga-ovn og serverede den med alt for mange honningglaserede gulerødder (‘Har de ikke bare den mest fantastiske orange far-ve?’) og ikke helt nok ovnbagte kartofler. Børnene sad ved et sam-menklappeligt plasticbord i den ene ende af køkkenet, mens de voksne sad sammen om det antikke fyrretræsbord i midten. Meg følte sig helt forkert, hun var for gammel til børnebordet, men for ung til voksenbordet, og der var ikke én, som bemærkede, hvor perfekt hun havde lagt sin eyeliner, eller hendes nye kabelstrik-kede cardigan med læderknapperne, eller at hun langt om længe var nået ned på at veje 54 kilo. Hun kunne ikke lide gulerødder og gik og legede med tanken om at blive vegetar, så hun sad og stak til den ene ovnbagte kartoffel, som hendes mor havde givet hende (‘Der skal jo være til gæsterne, skat!’) og stirrede ud ad vinduet på den silende regn, mens hun drømte om at stikke af. Meg forestillede sig en fantastisk eksplosion af glasskår, når hun hamrede sine næver gennem de usynlige mure omkring sig. Hun forestillede sig frisk luft og skarpt lys og svimlende med plads. Hun så et værelse med fire bare vægge, en kvadratisk seng med hvide lagener, et højt vindue med enkle hvide gardiner ligesom i Demi Moores lejlighed i Kliken fra St. Elmo. Hun så et skinnende køkken, glimtende gryder, et hvidt badeværelse og en rolig mand med rene fingernegle og en sølvfarvet guitar. Så så hun rundt i sin families køkken, på de femten års børne-tegninger, der kærligt var klistret op på væggene, og flugtplanen visnede i hendes hjerte. Hun forlod børnebordet og gik op og satte sig på sin fars knæ ved voksenbordet i håb om at genopleve den sukkersøde følelse fra sin barndom. Han lagde en spinkel arm om livet på hende, og Meg smilede til sin mor på den anden side af bordet. „Ved du hvad, Lorelei,“ sagde deres nabo Jenny, „dit køkken er altså det dejligste sted at være en dag som i dag, hvor vejret er så elendigt.“


24

Lorelei smilede og lagde en arm om sin veninde. „Nej, jeg mener det. Det er så varmt og indbydende. Hvis jeg nogensinde var strandet på en snefyldt bjergskråning og var ved at fryse ihjel, ville jeg sikkert hallucinere om det her sted. Om Loreleis vidunderlige køkken.“ „Tak,“ sagde Lorelei og kyssede hende på kinden. „Meg synes, at huset er et stort rod, er det ikke rigtigt, min skat?“ „Det er fyldt med rod,“ svarede hun. Lorelei lo. „Hver sin smag. Ikke sandt, skat?“ Meg løftede øjenbrynene og himlede med øjnene. „Jeg forstår bare ikke, hvorfor du beholder så mange ting. Jeg mener, jeg forstår godt, alt det her …“ hun pegede på tegningerne. „Men hvorfor har vi for eksempel 19 viskestykker?“ Lorelei fnøs. „Vi har ikke 19 viskestykker.“ „Jo, vi har faktisk 19 viskestykker, mor. Jeg talte dem forleden. Bare for eksperimentets skyld. Se!“ Meg sprang på benene og flå-ede en køkkenskuffe op. Hun trak et par stykker ud og holdt dem frem som bevis. „Vi har viskestykker med huller i, viskestykker med brændemærker, viskestykker med pletter og helt tyndslidte viskestykker. Men se! Vi har også helt nye viskestykker – se, pæne viskestykker.“ Pandora lo. „Lorelei, jeg må indrømme, at jeg købte det der til dig, fordi jeg blev lidt urolig over, hvor gamle de viskestykker, du havde fremme, sidste gang jeg var her, så ud.“ „Men,“ fortsatte Meg teatralsk, nu hvor hun havde talt sig varm, „smider vi så de gamle ud? Næ nej! Det gør vi ikke! Vi va-sker dem, og vi tørrer dem, og så folder vi dem sammen og lægger dem tilbage i den her skuffe, som der nu ligger 19 viskestykker i.“ „I betragtning af, at du, min skat, skal tage dine afsluttende eksamener om mindre end tre måneder, ville jeg have troet, at du måske havde bedre ting at tage dig til end at tælle viskestykker,“ bemærkede hendes mor tørt. „Mor, må jeg ikke nok smide et ud. Please. Hvad med det her?“ Hun holdt et slattent, gråt stykke stof med en lang flænge frem.


25

„Nej!“ udbrød Lorelei. „Ikke på vilkår! Det kan vi bruge til klude.“ „Mor,“ sagde Meg ophidset, „vi har en sort affaldssæk på trap-peafsatsen propfyldt med ‘klude’. Som vi aldrig bruger. Vi har ikke brug for flere klude.“ „Læg det tilbage i skuffen,“ sagde hendes mor, og hendes gla-de øjne blev et øjeblik mørke. „Så er du sød. Bare læg det tilbage. Jeg skal nok rydde op i dem en anden dag. Når I alle sammen er i skole igen.“ „Men det kommer du jo ikke til, vel? Det ved du, og det ved jeg. Hvis jeg kom på besøg her om ti års tid, så ville der være 30 viskestykker i den skuffe – inklusive dette her.“ Hun smed viske-stykket i sin mors skød. „Så, så, Meg,“ sagde Jenny nervøst. „Lad nu være med at være efter din dejlige mor.“ Meg sukkede og stønnede. Hun løftede blikket og så, at alle andre var holdt op med at tale og stirrede på hende, mere eller mindre ilde til mode. Beth betragtede hende anklagende fra det andet bord, og hendes far kiggede ned på sine sko. Så vendte Meg blikket mod sin mor, der smilede nervøst og gned sig på sine tynde albuer. „Det er bare viskestykker,“ sagde Rhys. „Ja,“ sagde Lorelei muntert. „Det er nemlig rigtigt, Rhys, det er bare viskestykker. Nå, hvem vil gerne have lidt flere gulerød-der? Der er masser tilbage!“ Meg gik op på sit værelse og lyttede til Top 40 i radioen. Simple Mindssangens enkle melodi dulmede hendes flossede nerver.

April 2011

Det var ikke et køkken. Ikke i nogen traditionel eller umiddelbart genkendelig forstand. Det var en struktur, en form, en helhed – som et levende væsens bug. Det var mørkt, et uhyggeligt mørke,


26

der ikke lod ane den lyse forårsdag udenfor. Der var kun en lille, hvid stråle lys, som trængte ind gennem et hul i bunkerne foran vinduerne. Meg famlede på væggen til venstre for sig og fandt lyskontakten. Der skete ikke noget. Det kom ikke bag på hende. Hun tændte lommelygtefunktionen på sin mobiltelefon og lyste rundt i rummet. „Hold da lige op.“ Molly stod bag sin mor med en hånd over munden, og hendes svært kohlindrammede øjne var skrækslagne. Hun tog fat i Megs arm med sin anden hånd og holdt fast om den. Meg sukkede. „Åh nej, mor.“ Molly slap taget i sin mors arm og tog hånden væk fra mun-den. „Jeg kan huske, vi har spist morgenmad herinde,“ sagde hun. „Der var et stort bord. Lige der. Med bænke rundt om. Og cornflakesene og havregrynene stod i glas, derovre, med korklåg. Og man kunne se gennem vinduet. Et træ …“ De vendte sig begge om mod det sted, hvor vinduerne havde været. Men det var svært at se, hvor det var bag bjerget af ting. Man kunne ikke orientere sig. Huset mindede ikke længere om et egentligt hus. Molly vendte sig om mod sin mor. „Hvordan skal vi komme igennem resten af huset?“ Meg sukkede og pegede lysstrålen mod området bagerst i rummet, hvor der i teorien skulle være en dør, der ledte til en gang og videre til resten af huset. Det eneste, lyset ramte, var flere bjerge af ting. Bjerge og atter bjerge. Man kunne ikke se, hvor rummet sluttede, og heller ikke fornemme, hvordan man skulle finde ud af det. Men så ramte lyset en sprække, der var cirka tredive centimeter bred. Hun lyste ned på gulvet og fik øje på fliserne. Hendes barndoms fliser. Det var det eneste, hun kunne genkende. „Jeg tror,“ sagde hun og pegede atter lyset mod den lille spræk-ke, „at vi er nødt til at gå dén vej.“ „Du laver sjov, ikke?“ sagde Molly.


27

„Nej, desværre ikke.“ „Jeg er bange for at få klaustrofobi, hvis jeg skal gå igennem der.“ „Ja, det er jeg også. Og jeg ved helt ærligt ikke engang, om jeg kan mase mig igennem. Se, hvor smalt det er.“ „Ja, men jeg går ikke alene derind. Det gør jeg bare ikke.“ Meg tog en dyb indånding. Hun havde tabt 20 kilo for seks år siden og var ikke længere en størrelse 44, men hun var stadig en robust kvinde, ikke en streg i luften som sin mor eller sin teenagedatter. „Fint,“ sagde hun og trak maven ind, „fint. Jeg går forrest.“ „Åh, gud,“ klynkede Molly og holdt fast i Megs bluse, „mor, jeg er bange.“ „Vær nu ikke fjollet,“ sagde Meg og undertrykte sin egen angst. „Der er ikke noget at være bange for. Det er bare mormors hus.“ „Men vi er de første, der er her i årevis. Jeg mener, helt ær-ligt, der kunne være alt muligt herinde. Rotter! Hvad med rotter, mor?!“ „Det skal nok gå, skat. Der er ikke nogen rotter. Mormor spiste ikke rigtig hjemme, så der er ikke noget mad til dem her. Kom nu. Bare hold fast i mig og tag en dyb indånding.“ Bunkerne af ting pressede mod Megs krop fra begge sider. De føltes solide mod hendes krop, men i lyset fra hendes mobil-telefon kunne hun se forskellige detaljer: en skjortemanchet, en bid trådnet, hjørnet af en bog, knuden på en sort plasticpose. Det hele var presset sammen og formet til en gang af Loreleis krop gennem de mange dage, hvor hun havde levet her alene og nægtet at modtage besøg eller hjælp. „Er du okay, skat?“ hviskede hun i det tyste mørke. „Ja. Det tror jeg. Er vi der snart?“ Meg kunne mærke sit hjerte banke uroligt. „Stort set,“ svarede hun muntert. „Hvad er der for enden?“


Documents

Lisa Jewell, Huset vi voksede op i, (læseprøve)