1M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

Slangen fra TchanMeleagros Detektivbureau 2

2 S L A N G E N F R A TC H A N

Af samme forfatter

Børne- og ungdomsbøger:Den Grønne Krystal, 2005

Spiralportens Vogter, 2006

Shozin Sølvhår 1-4, 2006

Elverfyrstens Søn, 2006

Dværgene fra Terra 1-4, 2007

Uhyret fra Cachi, 2007

Kvarklogens Broder, 2007

Sandrosen, 2007

Slavetøsen, 2008

Regnbuefolket 1-4, 2008

Shinobi 1-6, 2009

Fru Hachs Broche, 2009

Ånderne fra tidernes begyndelse, 2010

Djævel på dåse 1-3, 2010

Voksenromaner:Flagermuseliljen, 2009

Afk ørsel 12 mod Caribien, 2009

3M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

Lise Bidstrup

F a c e t

Slangen fra TchanMeleagros Detektivbureau 2

4 S L A N G E N F R A TC H A N

Slangen fra Tchan

Af Lise Bidstrup© Forlaget Facet 2011

Omslag & illustrationer: Søren KlokOmslagslayout: Facet

Grafi sk tilrettelæggelse: FacetPrinted in Talinn by Talinn Book Printers 2011

ISBN-13: 978-87-92366-58-0

1. udgave, 1. oplag 2011

Forlaget FacetVandværksvej 20 B

4581 RørvigTlf.: 48 39 00 15

E-mail: info@forlaget-facet.dkHjemmeside: www.forlaget-facet.dk

Tekst, illustrationer og udformning erbeskyttet i henhold til lov om

ophavsret og må ikke eft ergøresuden tilladelse fra forlaget Facet.

Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

www.forlaget-facet.dkwww.lisebidstrup.dk

5M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

6 S L A N G E N F R A TC H A N

Indhold

. Den brune kuvert . Ikke noget for Meleagros

. Forsvundne sider

. “Glemte Skatte”

. Mødet med Mauricio

. Modellens hemmelighed

. Begivenhedsløs udveksling

. Hemmelige beskeder

. Georges Braques maleri

. Picadilly Subway

. Hunde i Liphook

. Uenighed blandt skurke

. To ens

. Rabalder i Liphook

. Slangen i altertavlen

. På fl ugt fra Georg

. Butler uden samvittighed

. Belmarsh-fængslet

. Et stort sats

. Hjemme ved fru Nielsens gryder

7M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

Den brune kuvert

Tågen lå tyk i den kølige sommernat og sendte lyse-grå skyer ind i den smalle gyde, hvor de to personer stod. De var begge klædt i tøj, der var mørkere end natten, og begge havde deres hoved dækket. Den ene med en hætte og den anden med en uklædelig hat. Det eneste, der afslørede en smule om deres identitet, var stemmerne. En kvinde og en mand.

“Tyve procent nu, og resten når opgaven er fuld-ført?” sagde kvinden lavmælt, mens hun skævede op og ned ad den smalle gyde.

Manden viftede med en fi nger i luften foran hendes hoved.

“Ti procent nu. Og resten, når I har overgivet mig pakken.”

Kvinden var tavs. Det virkede ikke, som om hun havde lyst til at starte en diskussion. Manden hev en brun kuvert frem fra sin inderlomme.

“Har vi en aftale?” spurgte han, mens han holdt kuverten på god afstand af kvindens ivrige fi ngre.

Et opgivende suk forlod hendes mund og svævede ganske langsomt op mod himmelen mellem de to

8 S L A N G E N F R A TC H A N

bygninger.“Du er svær at forhandle med.”Noget, der lød som en tilfreds latter, dukkede ud

under hætten.“Så er det en aftale?” gentog manden.Kvinden nikkede og greb ud efter kuverten. I et

øjeblik så det ud til, at manden ville snyde hende og beholde den, men så lod han hånden hænge stille i luften, så kvinden kunne få fat på den. Med hurtige bevægelser åbnede hun for hjørnet af et bundt pen-gesedler og fl ippede dem hurtigt igennem med tom-melfi ngeren.

“Det ser fi nt ud.”Manden fnøs.“Selvfølgelig gør det det,” sagde han groft. “Når

bare beløbet er stort nok, lader alle sig købe.”Kvinden puttede kuverten i sin håndtaske, tilsyne-

ladende uden at opfatte den hånlige tone.“Vi går i gang med det samme,” sagde hun selvsik-

kert. “Du skal nok blive tilfreds.”“Fint.”Manden snurrede rundt og forlod kvinden. Hun

ventede et par minutter, inden hun begav sig den modsatte vej. Tågen indfangede hendes skikkelse, og den lyse sommernat fejede hurtigt den skumle stem-

9M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

ning, som var opstået omkring de to personer, væk. Gyden lå atter øde hen, mens morgenfriske fugle slog deres triller hen over husenes tage.

10 S L A N G E N F R A TC H A N

Ikke noget for Meleagros

Adam fulgte med øjnene den lille, hvide golfbold, der fl øj i en perfekt bue over søen og landede på greenen på den anden side. Semi, som stod ved hans side, ud-stødte et suk.

“Sådan, der!”Adam kiggede på hende. Hun havde hurtigt væn-

net sig til at bo på Hvedeborg Slot, og Adam nød hendes selskab, men golf havde hun ikke megen næse for.

“Var det fl ot?” spurgte hun og kløede sig i nakken.Adam pegede ud mod greenen. “Prøv at se, hvor

tæt på hullet den landede,” sagde han stolt. “Den er til at putte i et enkelt slag.”

Semi rystede på hovedet. “Jeg fatter det ikke,” mumlede hun. “Hvorfor gra-

ver du ikke bare hullet tættere på... og lidt større? Så slipper du for besværet.”

Adam smilede opgivende.Semis accent var tyk, men hun arbejdede ihærdigt

på at lære dansk, og Adams privatlærer hr. Jöhnson havde indvilliget i også at undervise hende, hvilket

11M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

gav ham grå hår i hovedet og nervøse trækninger, når hun insisterede på at sidde i skrædderstilling på bordet i stedet for at bruge en stol. Hr. Jöhnson var bestemt ikke vant til den slags opførsel, men Adam morede sig kosteligt og glædede sig ligefrem til un-dervisningen, som ellers i mange år bare havde været noget, der skulle overstås.

Fru Nielsen og hushovmesteren Georg havde sam-men adopteret pigen fra Borneo, som Adam og Ge-org mødte, da de trevlede en sag op om en hemmelig sekt, der skjulte sig i junglen. Så på papiret var Adam og Semi nu bror og søster. Hun talte sjældent om sin stamme i Borneos jungle, men man kunne tydeligt mærke, at hun savnede naturen. Når det var varmt om natten, kunne Semi fi nde på at sove i en lille træ-hytte, som hun selv havde bygget i det gamle egetræ nederst i parken bag slottet.

Fru Nielsen var nærmest gået i selvsving over at have en pige i huset. Det var en kilde til evig frustration for hende, at Semi hellere ville have jeans og T-shirt på end en smuk, fl æset kjole. Til gengæld blev det opve-jet af Semis glæde over at lave mad. Ofte befandt de to kvindfolk sig sammen i køkkenet, hvor fru Niel-sen lærte Semi om brugen af krydderier, og hvordan man laver en sovs, der ikke skiller. Semi forsøgte på

12 S L A N G E N F R A TC H A N

sin måde at vise fru Nielsen, hvordan hun plejede at lave mad hjemme hos sin stamme. En dag havde hun fyldt en skål med myrer, hvilket i sig selv var noget af en præstation, og så havde hun stegt dem, hvilket for fru Nielsens vedkommende resulterede i en gang op-kast i vasken og gennemgribende rengøring af ovnen. Et diskussionsemne, som nok aldrig blev udtømt, var Semis insisteren på, at alle elektriske apparater kun havde to indstillinger: tænd eller sluk. Det med at sætte en kogeplade på fi re eksisterede ikke i hendes optik. Enten var den fyret helt op på tolv, eller også var den slukket. Hvorfor lave noget langsomt, hvis man kunne gøre det hurtigt?

Georg havde aff undet sig med situationen, men det var tydeligt at mærke, at han var bange for, at en pige ville forstyrre Adam i hans arbejde på detektivbu-reauet.

Adam selv nød at have Semi i nærheden af fl ere grunde. Blandt andet virkede det, som om fru Niel-sen helt glemte at genere ham med skolearbejde og andre ting, fordi hun havde gjort det til sit projekt at få Semi ført op på det niveau, som hun aldersmæs-sigt hørte til, både med hensyn til lærdom og kund-skaber i hjemmet. Derudover havde Adam ved fl ere lejligheder erfaret, at Semi kunne være god at vende

13M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

et problem med, når det drejede sig om opklarings-arbejdet. Hun tænkte på sin helt egen måde, og med hendes skæve vinkel lykkedes det ham somme tider at løse en gåde hurtigere, end han havde kunnet gøre det på egen hånd. Adam fortalte ikke altid Georg, at han diskuterede sagerne med Semi, for det ville hus-hovmesteren ikke bryde sig om. Detektivarbejde var alt for farligt, og ikke noget for tøsebørn.

Sidst, men ikke mindst, så holdt Adam simpelthen af Semi. Han syntes, hun var fl ink og sjov at være sammen med, og det havde han ikke oplevet før. Hun var praktisk talt den eneste ven, han nogensinde havde haft på sin egen alder. Og han kunne lide det.

De satte sig ind i golfvognen og skulle lige til at køre over på den anden side af søen, da Adams mobil rin-gede. Semi sukkede. Hun vidste godt, hvad det be-tød.

“Ja?”Adam så forventningsfuld ud. Der var kunder i de-

tektivbureauet.“Så!”Han smilede til Semi og satte golfbilen i gear, trådte

speederen i bund og lavede hjulspind på banen.“Flere forbrydere?”

14 S L A N G E N F R A TC H A N

Semi holdt fast i golfbilens sæde. Hun var vant til Adams voldsomme kørsel og fortrak ikke en mine.

“Jep.”Golfbilen standsede med hvinende hjul foran ho-

vedtrappen til Hvedeborg Slot. Adam tog den i to trin ad gangen, skarpt forfulgt af Semi. Da de kom op i arbejdsværelset, skyndte Adam sig at tænde over-vågningskameraet og computerne, så han kunne se, hvad der skete på bureauets kontor, som lå på den anden side af vejen.

Georgs ansigt tonede frem på skærmen. Adam zoomede ud, så man kunne se hele lokalet. Over for Georg sad en mand i slutningen af trediverne med gråt jakkesæt, lyserød skjorte og tilbagestrøget hår.

“Armani,” konstaterede Adam, da han så jakkesæt-tet.

Det var en god begyndelse. De måtte i hvert fald formode, at manden havde penge nok til at hyre dem. Adam skruede op for lyden. Semi sad allerede på kontorstolen ved siden af ham. Hun trykkede på den knap, der gav signal til Georg om, at Adam var på plads og klar til at lytte.

“Ja, hr. Milton, hvad drejer sagen sig om?” begyndte Georg, da han bemærkede det lille grønne lys blinke i sit panel.

15M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

Manden kiggede rundt i lokalet, som om han ledte efter noget. Han kneb øjnene en anelse sammen. Ge-org gav ham tid til at formulere sit første spørgsmål.

“Jeg har hørt, at dette bureau bliver styret af en dreng,” sagde manden.

Adams hjerte sprang et slag over. Hvordan vidste han det? Georg fortrak ikke en mine. Han var profes-sionel helt ud til fi ngerspidserne.

“En dreng?” sagde han neutralt.Manden krydsede benene og lænede sig tilbage.“Det er derfor, jeg kommer til jer,” fortsatte han.Georg nikkede.“Aha. Må jeg høre, hvad sagen drejer sig om?”Manden foldede hænderne.“Jeg vil gerne snakke med chefen,” sagde han.

“Drengen.”“Og hvad får dig til at tro, at det er en dreng, der er

chef her?” spurgte Georg uden at afsløre, om manden havde ret eller ej.

Manden smilede.“Rygterne løber. Væggene har ører.”Adam tændte sin mikrofon. Allerede nu, inden han

havde hørt, hvad opgaven gik ud på, var han interes-seret.

“Georg,” hviskede Adam

16 S L A N G E N F R A TC H A N

Georg rakte instinktivt hånden op og rettede lidt på sin øresnegl.

“Jeg kommer over.”Georg nikkede uden at se tilfreds ud. Det var et

klart brud på deres aftaler, at Adam viste sig på Mele-agros’ kontor. Georg var ansigtet udadtil, og det pas-sede ham glimrende.

Semi satte sig i Adams stol, så snart han havde rejst sig. Hun var helt hjemmevant mellem de mange elek-troniske og digitale apparater.

“Jeg skal nok sørge for, at det bliver optaget,” sagde hun med et smil.

“Tak. Det er den grønne knap,” huskede han hende på.

Semi rullede med øjnene, som om han fortalte hen-de noget indlysende.

Adam styrtede ned ad trappen og ind i den hem-melige gang, der førte over til bureauet. Han følte sig spændt og en smule usikker.

Han hoppede ud af vinduet i bureauets baglokale, så han kunne komme ind ad hoveddøren. Manden rejste sig og rakte en hånd frem, da han så Adam.

“Så det er dig?” sagde han roligt.“Ja, det er mig,” svarede Adam. “Adam Hvedeborg.”Manden satte sig igen. Georg gav plads til Adam

17M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

bag skrivebordet og stillede sig på hans højre side. Adam kunne mærke, at han var i alarmberedskab. Altid på stikkerne.

“Nå, hr. Milton, hvad bringer dig hid?”Manden studerede Adam et øjeblik, inden han sva-

rede. Han havde brune, venlige øjne, en smal, lige næse, et lille fi pskæg og smilehuller. Han så kort sagt behagelig ud, men Adam vidste udmærket efter så lang tid i faget, at man ikke kunne skue hunden på hårene.

“En mavefornemmelse,” svarede manden kryptisk.Adam rynkede panden.“En mavefornemmelse?”“Jeg er forretningsmand, ser du.”Han lænede sig fremad og talte kun til Adam, som

om Georg ikke længere eksisterede.“Jeg har en handel, som jeg skal afslutte i Athen her

om nogle dage. Og...”Han bed sig i læben.“Jeg har ingen konkrete beviser, men jeg tror, der er

noget under opsejling. Noget ubehageligt. Min kæ-reste, Josephine, skal med til Athen, og jeg har obser-veret, at hun har haft telefonsamtaler med en person i byen. Én, jeg ikke kender.”

Adam kløede sig på kinden.

18 S L A N G E N F R A TC H A N

“Telefonsamtaler? Er det utroskab, vi taler om?”Manden slog ud med hænderne.“Jeg ved det ikke. Jeg håbede på, at du ville tage

med til Grækenland. Og holde øjne og ører åbne, du ved?”

“Vi tager os normalt ikke af utroskabssager,” sagde Adam. “Det er lidt uden for...”

“Jeg betaler godt,” brød manden ind.Adam lænede sig tilbage.“Vi opklarer forbrydelser, hr. Milton. Det lyder

ikke som noget for os.”Hr. Milton krummede munden sammen i en ær-

gerlig grimasse.“Jeg havde ellers håbet, at du ville komme med som

en nevø eller sådan noget. Det var der ingen, der ville bemærke. Din alder er et perfekt dække.”

Adam smilede, mens han håbede, at manden snart ville gå. Det var spild af tid.

“Tak for tiltroen, hr. Milton. Det sætter jeg selvføl-gelig pris på, men det er ikke noget for os. Vi takker nej.”

Hr. Milton hævede øjenbrynene.“Sikker?”“Helt sikker.”Georg tog et skridt fremad, der tydeligt signalerede,

19M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

at det var tid for manden at gå. Han rejste sig og gav endnu engang Adam hånden.

“Det er jeg ked af. Jeg håber, du vil overveje det lidt mere.”

“Det skal du ikke regne med,” sagde Adam venligt og lukkede døren efter ham, da han forsvandt.

Georg fnøs.“Utroskab, og en voksen mand, der vil have en ba-

bysitter.”Adam lo. Georg tog det frygteligt personligt, når

nogen undervurderede bureauets evner for at opklare hårde forbrydelser. Sammen gik de gennem gangen til Hvedeborg Slot.

Semi sad allerede i køkkenet, da de kom tilbage. Fru Nielsen var i færd med at lave frokost. Det duf-tede dejligt.

“Ingen opgave?” spurgte Semi. Hun havde fulgt med fra kontoret.

Adam rystede på hovedet.“Det var noget rent pjat. Han var gået galt i byen.”“Han er ellers berømt,” sagde hun. Det står her.”Semi lagde nogle papirer på bordet. Adam greb dem

og skimmede de første ark. William Milton var en kendt kunsthandler og kunstsamler, og han var den i Danmark, der havde tjent fl est penge på handel med

20 S L A N G E N F R A TC H A N

billeder og krukker. Han havde desuden været på for-siden af adskillige dameblade. Sikkert på grund af sit udseende og pletfri ry som attraktiv singlemand.

“Det må jeg nok sige,” sagde Adam. “Du arbejder hurtigt.”

Semi nikkede stolt.“Ikke at jeg fatter, hvad en kunsthandler laver,” sag-

de hun. “Er det ikke et mærkeligt arbejde? At købe nogens tegninger og sælge dem videre? Hjemme hos os malede vi på klipperne. Svært at fl ytte.”

Hun trak på skuldrene. Georg brød ind.“Hr. Adam skal ikke bruge sin tid på utroskab og

babysitning... Heller ikke, selvom det er babysitning af en rig berømthed.”

Fru Nielsen stillede et par tallerkener på bordet.“Nå, nok kedelig snak. Nu skal I spise, inden fro-

kosten bliver kold.”Hun tjattede kærligt til Semis hånd, da pigen var

ved at gribe til fadet med fi ngrene.“Gaff el, kære ven,” sagde hun og stak en gaff el i Se-

mis hånd. “Her spiser vi ikke med fi ngrene.”Da hun vendte ryggen til, skyndte Semi sig at ka-

ste et par frikadeller i munden uden brug af bestik. Adam grinede. Fru Nielsen rørte i gryden.

“Det så jeg godt, skat,” lo hun opgivende. “Og brug

21M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

så gafl en.”

22 S L A N G E N F R A TC H A N

Forsvundne sider

Om aftenen havde Adam og Semi sat sig til rette i Hvedeborgs private biograf, der bestod af et lærred på tolv gange fem meter, fi re luksus-lænestole med massage, popcorn- og sodavandsmaskine, et rødt, langhåret tæppe på gulvet og lydisolering til resten af slottet. De havde besluttet at se en premierefi lm, som Adam havde skaff et fra USA, og som de begge glædede sig til.

Adam tonede ned for lyset og satte sig til rette, mens trailerne gled hen over lærredet. Semi havde allerede munden fuld af popcorn og et forventningsfuldt ud-tryk i ansigtet. Af alt det nye og spændende, hun var blevet stillet overfor, siden hun var fl ygtet fra Borneos jungle, var det fi lm, hun holdt allermest af, og når hun fi k lov, kunne hun bruge hele dage i Hvedeborgs biograf.

“Uden undertekster?”Adam var begyndt at træne hendes engelske, når de

så fi lm. Hun var hurtig til at opfange betydningen af ordene, og på denne måde gik det endnu hurtigere. Semi nikkede.

23M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

Filmen begyndte... og så ringede Adams mobil. Han tog den uden at trykke på pause.

“Ja?”“Det er William Milton.”“Okay?”Adam forsøgte at lyde afvisende.“Jeg har haft indbrud i mit hjem.”Adam rettede sig op i lænestolen. Pludselig var hans

interesse alligevel fanget.“Hvornår?”“Det må have været i eftermiddags, mens jeg var på

arbejde.”Der var stille i et par sekunder.“Vil I komme?”“Har du meldt det til politiet?”“Ja, det er der sørget for. De er allerede taget af sted

igen. De mente ikke, at det var noget, de kunne tage sig af.”

Adam bed sig i læben og kiggede undskyldende på Semi.

“Jeg kommer med det samme.”Han slukkede mobilen og rejste sig. Semi vinkede

til ham uden at fj erne blikket fra fi lmen, der buldrede hen over lærredet, da Adam forlod biografen.

William Milton boede på Frederiksberg i en byg-

24 S L A N G E N F R A TC H A N

ning, der udefra ikke så ud af meget. Den var halv-gammel og slidt, og malingen skallede af i store fl ager på den facade, der vendte ud mod vejen. På dørklok-kerne ved indgangen kunne Adam se, at der boede andre i bygningen. Det lignede et ganske almindeligt lejlighedskompleks.

Det var det ikke.Da William Milton åbnede ved dørtelefonen, bad

han Adam og Georg om at stille sig ind i elevato-ren og vente. Et øjeblik efter lukkede dørene, og de susede opad i en lille eksklusiv kasse. Da elevatoren stoppede, gik døren op og åbenbarede en fantastisk penthouse øverst i bygningen.

William Milton tog imod dem, og uden at spilde tiden med høfl igheder viste han dem ud i køkkenet.

“De er kommet ind her.”Et vindue var smadret, og et hurtigt blik afslørede,

at gerningsmændene havde haft let mulighed for at bevæge sig hen over tagene.

William Milton pegede skråt ud af vinduet.“Det der er den eneste vej herop nede fra gadeplan.

Mit overvågningskamera er smadret.”Adam fulgte den formodede fl ugtrute ned mod ve-

jen. Der kørte mange biler, og fortovet var tæt befær-det. Det var let at falde i ét med mylderet, når først

25M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

man var kommet ned fra huset.“Hvad sagde politiet?”William Milton slog klik med tungen.“Jeg har ikke opdaget, at noget er stjålet, så de ville

ikke bruge kræfter på det.”Adam rystede diskret på hovedet. Typisk politiet.

At der tilsyneladende ikke var taget noget, gjorde jo netop sagen interessant.

“Må jeg kigge rundt?”William Milton slog ud med armen.“Selvfølgelig.”Georg blev stående ved døren ud til køkkenet, mens

Adam undersøgte lejligheden. Den var kæmpestor. Strakte sig over to etager og havde fl ere niveauforskel-le. Øverst oppe kunne man komme ud på taget, hvor der var en stor jacuzzi og en terrasse med fantastisk udsigt over byen, hvor gadelamperne efterhånden var blevet tændt. Adam kiggede på uret. Det var blevet sent.

Han fortsatte sin undersøgelse af huset. Udover køkkenet og den enorme stue var der to arbejdsvæ-relser, soveværelse, tre gæsteværelser, et bibliotek og et par badeværelser.

“Er der andre registreret på denne adresse?”Et skævt smil gled hen over William Miltons mund,

26 S L A N G E N F R A TC H A N

mens han rystede på hovedet.“Offi cielt er jeg den eneste, men min kæreste, Jose-

phine, tilbringer megen tid her. Det kan bare bedre betale sig for mit omdømme, hvis ugepressen ikke kender for meget til hende.”

“Vi skal nok være diskrete,” beroligede Adam ham.Han gik tilbage til køkkenet, åbnede det smadrede

vindue, hev en lille computer op fra tasken og holdt den ud over taget på det sted, hvor indbrudstyven måtte have stået for at komme ind. Computeren bip-pede højt, og Adam lukkede vinduet igen.

Han holdt apparatet ned mod gulvet og gik fremad, mens det bippede.

“Det er en sensor,” sagde han til William Milton. “Det materiale, der i tidens løb har samlet sig på ta-get, har i et ganske lille omfang sat sig fast under forbryderens sko, og med dette apparat kan jeg følge hans rute i lejligheden.”

Lydene førte Adam frem til biblioteket og direkte hen til den reol, der stod allerbagerst.

“Hvad har vi her?”Reolen var lukket med skinnende glaslåger, så

Adam ikke kunne tage bøgerne ud.“Det er førsteudgaver,” sagde William Milton.

“Ikke værdifulde. Jeg har dem udelukkende, fordi jeg

27M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

fi nder det morsomt.”“Vil du være venlig at åbne det?”William Milton hentede nøglen i en skænk, der

stod til højre for døren.“Der mangler ikke noget. Jeg har kigget alle hyl-

derne igennem.”“Og du åbnede ikke lågerne?”“Nej, de er jo af glas. Jeg kiggede bare igennem.”Adam nikkede tænksomt, mens William Milton

låste op for reolen. Så betragtede han nøje hver eneste af bøgerne uden at røre ved dem. Pludselig tonede et smil frem på hans ansigt.

“Her.”Han pegede på en bog.“Skjulte Skatte,” sagde hr. Milton og fortsatte: “Det

er en af mine sjældne bøger. Den er kun trykt i gan-ske få eksemplarer. Så vidt jeg husker, har de et på hovedbiblioteket i Athen.”

“Prøv lige at se.” Adam fl yttede ikke sin fi nger.William strakte hals.“Hvad?”“De andre er støvede, men den her...”Adam trak den ud.

28 S L A N G E N F R A TC H A N

29M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

30 S L A N G E N F R A TC H A N

“Der er nogen, der har haft den ude for nylig. Og hvis det ikke er dig, så må det jo være tyven.”

Med hurtige bevægelser bladrede han bogen igen-nem og stoppede pludselig, da han var kommet halv-vejs.

“Har den altid manglet sider?”William Milton gispede og greb bogen ud af hån-

den på Adam.“Bestemt ikke. Det er et meget fi nt eksemplar, jeg...”Tre sider var revet ud.Adam smilede triumferende.“Det ser ud til, at du er blevet bestjålet alligevel, hr.

Milton,” sagde han. “Det ser måske ikke ud af meget, men ikke desto mindre er det tyveri.”

William Milton lod fi ngrene glide forsigtigt hen over de stumper, som sad tilbage efter de manglende sider.

“Men hvorfor...?”“Ja, det ved jeg ikke,” afbrød Adam ham. “Men

man stjæler ikke tre sider ud af en dyrebar bog uden at have en rigtig god grund til det.” Han fortsatte eftertænksomt: “Du har vist ret i, at der må være no-get skummelt på færde. De manglende sider er fra et afsnit om Grækenland, så måske har tyveriet virkelig forbindelse til din forretningsrejse.”

31M E L E A G R O S D E T E K T I V B U R E A U

Adam undlod at nævne, at tyveriet nok næppe hav-de noget med utroskab at gøre. I stedet sagde han blot:

“Ved nærmere eftertanke vil jeg alligevel godt på-tage mig opgaven og udgive mig som din nevø.”

William Milton gav Adam bogen tilbage.“Det lyder godt. Vi rejser i morgen. Og vil du ikke

nok kalde mig William?”Adam lagde bogen i sin taske.“Jeg låner den her med hjem.”William nikkede, og Adam forlod hans penthouse

sammen med Georg.“Et par sider i en bog, hr. Adam?” sagde Georg spør-

gende, da de sad i bilen på vej tilbage til Hvedeborg.Adam smilede.“Ja, Georg. Hvad kan jeg sige? Jeg fi k også en ma-

vefornemmelse.”Georg sagde ikke mere. Det var Adam, der bestem-

te.“Og det er jo ikke godt at vide, hvad der stod på de

sider,” tilføjede Adam, der godt kendte sin hushov-mesters mening om opgaven.

Adam kiggede ud af vinduet, hvor husene på Frede-riksberg havde veget pladsen for store industrikom-plekser, der efterhånden afl østes af marker og træer.

32 S L A N G E N F R A TC H A N

“Jeg har på fornemmelsen, at der er mere i det, Ge-org. Desuden har vi jo sommerferie, så det er ikke, fordi vi går glip af det store.”

“Vi?”Adam slap ikke markerne med blikket. Han havde

ikke lyst til at kigge Georg i øjnene, da han sagde det næste.

“Ja, dig og mig... og Semi.”Georgs stemme knækkede uhørligt.“Hr. Adam, er det virkelig noget for Semi?”Adam smilede for sig selv.“Det går nok, Georg,” sagde han beroligende. “Det

er næppe en særlig farlig opgave. Som du selv sagde, så drejer det sig kun et par sider i en bog. Og hun ville have godt af at besøge den vestlige civilisations krybbe.”

Georg sagde ikke Adam imod.“Så er det ordnet,” konstaterede Adam. “Beder du

fru Nielsen om at pakke til os?”“Javel, hr. Adam,” sagde Georg.“Nogen problemer, Georg?”“Nej, hr. Adam. Absolut ikke.”