Mellemfolkeligt SamvirkeMAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 24 MAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 25

Upendo Kibiki, Tanzania: ”Jeg ville få alle børn væk fra gaden og sørge for, at de boede i et ordentligt hjem og fik skolegang og uddannelse. Og jeg ville sikre kvinder et bedre liv ved at stoppe volden mod kvinder i hjemmene – og ved at de selv kan disponere over deres egen indtægt og har indflydelse på familiens økonomi.”Upendo er 25 år, ugift og programassistent

i Youth Action Volounteers.

(Fot

o: L

isbe

th Je

nsen

)

Edith Villanueva, Honduras:”Jeg ville ønske, at mange flere kvinder fik samme chance som jeg for at lære at læse og skrive. Som 54-årig går jeg nu i tredje klasse. Jeg underviser i en forening af kvindelige bønder, men har ofte haft problemer, fordi jeg ikke kunne læse og skrive. Det går fremad nu, og jeg vil gerne lære mere!”Edith er 54 år og arbejder i COMUCAP, en sammenslutning af kvindelige bønder.

(Fot

o: E

va R

asm

usse

n)

Eksemplerne er produceret og redigeret af Lisbeth Jensen, Claudia Juhl, Per Bergholdt Jensen, Line W. Nielsen, Alexandra Strand Holm, Eva Rasmussen, Jan Kjær, Anne Mette Nordfalk og Peter Bischoff.

Margaret Chinowaita, Zimbabwe: ”Hvis kvinder havde kontrol over deres egen seksualitet, ville mange liv kunne reddes fra hiv og aids. Men det har de færreste kvinder i Zimbabwe. Manden bestemmer, hvornår man dyrker sex, og om der bruges kondom. Desuden tvin-ger kulturelle normer kvinder til at gifte sig tidligt og ofte med ældre mænd. Jeg arbejder for, at kvinder kan beskytte sig mod hiv”. Margaret er 28 år og arbejder i Women and Aids Support Network.

Hvad vil kvinder lave om, hvis de kunne bestemme? Vi har spurgt en række kvinder rundt om i verden, hvad de ville gøre, hvis de fik mere indflydelse. De er alle sammen tilknyttet organisationer, som Mellemfolkeligt Samvirke arbejder sammen med.

Hvis

Saraswati Subedi, Nepal: ”Jeg ville stoppe børneægteskaber. Hvor jeg bor, gifter mange deres piger bort, når de er omkring fem år. Pigerne flyt-ter så ind hos mandens familie, når de er 14-15 år. Nogle skal arbejde meget hårdt, selv om de er ni måneder henne i en graviditet. Jeg ville fortælle pigerne, at de har ret til selv at bestemme – og sørge for, at alle piger kom i skole.”Saraswati Subedi er 20 år, formand for en lyttergruppe tilknyttet Radio Lumbini.

Mariam Alimi, Afghanistan: ”Jeg ville bygge skoler i afsides områder og sørge for fred og sikkerhed, så folk holdt op med at ødelægge skoler. Jeg ville prøve at lære de mennesker, der gør den slags ting, hvor vigtig uddannelse er for deres sønner og døtre. Jeg ville også kæmpe for at forbedre kvinder og børns rettigheder og sørge for, at ingen dør af fattigdom.”Mariam er 26 år og arbejder hos organisationen DACAAR.

Cecilia Sales Geronia, Guatemala: ”Jeg ville gennemføre det, som forenin-gen Mama Maquien arbejder for, nemlig at kvinder – og især maya-kvinder – får et stykke jord, så de kan sikre sig mad på bordet og måske endda sælge noget. Det kræver en ændret lovgivning og en bevidstgørelse af mænd.”Cecilia er 19 år og koordinator i Mama Maquien, en organisation for maya-kvinder.

Globale stemmerInformation er det bedste middel mod mandehørmSådan siger den 25-årige jurist Tania Vanegas om kvinders demokratiske deltagelse.

Det er ikke let at være kvinde i macho-landet Nicaragua. Jeg er 25 år og koordinerer arbejdet med handel og miljø i organisationen ”Centro Humboldt”. Jeg under-søger mulighederne for at føre en mere åben handels- og investe-ringspolitik i Mellemamerika og giver resultaterne videre til både myndigheder og civilsamfund. Vi udarbejder også alter-native forslag til regeringerne og driver lobbyarbejde.

Når man skal bygge bro mellem to så forskellige stør-relser som regering og civilsamfund, der traditionelt har været modstandere, er det nødvendigt at være både tole-rant, udholdende og professionel. Og det er især nødven-digt at have forståelse for retfærdighed og social lighed – for at kvinders interesser bliver taget i betragtning.

For et år siden havde jeg mit første møde med Han-dels- og Industriministeriet. Vi var kun få kvinder, og mandehørmen var overvældende. Det var svært at komme til orde, og når det lykkedes, var der ingen, der lyttede. Jeg gik derfra med en grim smag i munden, men også med en enorm trang til at fremprovokere forandring.

De lukkede mandecirkler findes ikke kun på rege-ringsniveau. Jeg har måttet konstatere, at det også er en skavank ved civilsamfundet. Når det gælder temaer som handel og økonomi, er det mænd, som har hovedrollerne, og som træffer beslutningerne. Selv føler jeg mig hverken hæmmet eller dårligt tilpas ved at arbejde i mandsdomi-nerede sammenhænge. Jeg har faglig selvtillid og afkla-rede holdninger. Derfor tror jeg, at jeg kan erobre noget af magten og bidrage til en mere retfærdig økonomisk politik, som også omfatter kvinder.

Jeg har lært af min familie og under mine studier, at en dybdegående viden om et område kan overvinde barriererne hos beslutningstagerne. De begynder at re-spektere dig og begynder at lytte – selv om de er mænd. Som kvinde ved jeg, at information er det bedste middel mod mandehørm.

Mit arbejde handler også om at motivere kvinder til at deltage i den demokratiske proces. Hvis jeg som kvinde kunne bestemme, ville jeg arbejde for at øge kvinders viden om vores samfund – for at kvinder bedre kan kæmpe for lighed.•

(Fot

o: C

laud

ia Ju

hl)

Launrinda Samuel Jalumana, Mozambique: ”Alle kvinder skulle have bedre adgang til jobs og mulighed for at udtrykke, hvad de føler og er i stand til. Man kunne også lave en kampagne for at bevidstgøre hjemmegående kvinder om, hvad der sker i deres land. Jeg ønsker mig også flere kvindelige ledere i Mozambique. Lovene sikrer lige rettigheder, men i det virkelige liv er mændene bedre stillet.”Launrinda er 26 år, mor til tre og skue-spiller i en teatertrup, der oplyser om hiv/aids.

(Fot

o: P

er B

ergh

oldt

Jens

en)

(Fot

o: A

nder

s Tho

rman

n)

(Fot

o: A

lexa

ndra

Stra

nd H

olm

)

(Fot

o: E

va R

asm

usse

n)

Cristina García Cachón, Nicaragua:”Jeg ville udforme love, der beskytter kvinder mod vold og sikrer dem adgang til uddannelse og indflydelse. Jeg ville udforme love, som forbyder, at kvinders fysiske og følelsesmæssige integritet krænkes, og som forsvarer minoriteter-nes rettigheder”.Cristina er 32 år og arbejder i Nicara-guas største bondeorganisation UNAG.

(Fot

o: E

va R

asm

usse

n)

En kvinde-gruppe blandt lenca-indiane-re i Pasguare i Honduras,

[Fot

o: E

va R

asm

usse

n.]

VOXPOP

kvinderkunne bestemme

Foto

: Pet

er B

isch

off

Se vor temaside om 8. marts www.ms.dk/sw35053.asp

Mellemfolkeligt SamvirkeMAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 26 MAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 27

TEKST OG FOTO › Erika Brenner › Mellemfolkeligt Samvirke [brenner@brygge.dk]

Valgobservation bag på Marcos’ motorcykelErika Brenner fræsede fra landsby til landsby med Marcos, der indsamlede observatørrapporter ved valgene i Nicaraguasselvstyreregioner i marts.

”Buenos dias”, lyder det fra et skægget ansigt oppe på motorcyklen. Det må være Marcos, Ipades valgobservatør, som skal følges med mig rundt til en række landsbyer i kommunen Siuna i Nicaraguas nordlige selvstyreregion, RAAN.

Mellemfolkeligt Samvirkes partner-organisation ”Ipade” har det største observatørkorps ved valgene i Nicara-guas to selvstyreregioner. I Siuna har de 80 faste observatører på valgstederne og desuden 10 mobile, der fræser fra valgsted til valgsted på motorcykel for hurtigt at indsamle information og rap-portere tilbage om enhver overtrædelse af valgloven.

Marcos starter motoren og gi-ver mig tegn til at sætte mig op bag på. Han manøvrerer forsigtigt den tohjulede ned over nogle store sten på vejen. Jeg holder godt fast.

Vi kommer ud af Siuna, det er stadig mørkt, men jeg fornemmer, at vi pas-serer nogle små landsbyer – i hvert fald klumper af huse. Der er 151 landsbyer i kommunen Siuna, og vi er langt væk fra det, man normalt forbinder med de autonome regioner ved Atlanterhavskys- ten: regnskoven, havet og de indfødte. Men vi er også langt fra Stillehavskys- tens relative rigdom. Staten overfører sølle 0,2 pct. af budgettet til de to selv-styreregioner. Og det er kun op til val-gene, at politikerne er opmærksomme på landsdelen. Vejen er godt eksempel. Marcos zigzag’er mellem de mange sten og huller, og jeg får vabler på hænderne af at holde fast.

Landsbyen Santa RitaSolen er begyndt at varme, da vi efter halvanden times rystetur ankommer til landsbyen Santa Rita. Marcos spørger

om vej til valgstedet, og ved den lokale skole kravler vi stive i lemmerne ned fra motorcyklen. Marcos bander over sine gamle ben, jeg masserer mine hænder.

Klokken er ikke mere end halv syv, men folk står allerede i lange køer uden for de seks valglokaler. De har endnu ikke åbnet, og Marcos kradser nogle hurtige linjer ned i sin notesbog – ifølge valgloven skal valglokalerne åbne dø-rene klokken seks – og så går vi videre til valgbordene, hvor Ipade-observatø-rerne er ankommet.

En pige har problemer med at udfylde sin rapport. Det er Ipade, der har trænet hende som observatør. Hun har deltaget i en workshop om hele valgprocessen – fra hvor vigtige de regionale valg er for områdets selvstyre, til hvordan man holder øje med, at valgkampagnerne er stuerene. Hun har også lært om nogle omstridte paragraffer om, at man godt

må stemme, selv om man ikke er opstil-let, bare man har sit ID-kort i orden. Rapport-systemet er blevet gennem-gået punkt for punkt. Hun burde have styr på tingene.

Men Ipade har været bekymrede over observatørernes faglige niveau. I Siuna er knap halvdelen analfabeter, og i nogle landsbyer kan kun en ud af ti læse og skrive. Pigen har misforstået punktet om konstituering af de valgtilforord-nede. Marcos skælder lidt ud og retter fejlene. I det næste lokale er en obser-vatør blevet smidt ud, fordi han ikke havde noget ID-kort, men dog et obser-vatørkort udstedt af det øverste valgråd. ”De er ikke for kloge”, mumler Marcos. ”Hvis observatørerne ikke er til stede i valglokalerne, kan der ske hvad som helst”, fortsætter han og får den unge mand til at skrive et brev, som Marcos personligt vil aflevere på valgcentret i Siuna. Observatørerne må ikke gribe ind, de skal bogstaveligt talt leve op til deres observatørrolle og se, lytte og be-svare spørgsmål, men ellers ikke blande sig. Enhver klage skal afgives skriftligt.

Stolte observatørerVed siden af os står en gruppe livligt diskuterende mænd med deres ID-kort i hånden. ”Må jeg stemme med ID-kort, selv om jeg ikke er på valglisten?”, spør-ger den ene. ”Ja, så længe du kan bevise, at du bor her”, bekræfter den unge obser-vatør – tydeligt stolt af at kunne hjælpe. Forvirringen og uvisheden er stor, infor-mationen fra myndighederne har været dårlig. Ifølge Ipade er det en af årsa-gerne til, at kun 40 pct. af befolkningen vil sætte deres kryds.

Ipade har ellers gjort en stor indsats for at få så mange som muligt til at møde op. Inden valgene gennemførte de en storstilet kampagne, hvor de var i di-rekte kontakt med næsten 50.000 per-soner, fortæller Marcos, da vi går videre til næste valglokale.

Her står to observatører og stu-derer Ipades valgmanual om pro-cedurerne. De forstår ikke punktet

om optælling af stemmesedlerne. Marcos forklarer med myndighed i stemmen, og observatørerne lytter. Marcos’ stilling som ”chefobservatør” er eftertragtet, men det er ikke hvem som helst, der kan blive chefobservatør. Man skal kunne sætte sig ind i komplek-se ting og gøre rede for dem på en enkel måde. Marcos forklarer kort procedu-ren og brummer med tilfredshed over

to perfekte observatørrapporter, som de overrækker ham.

Nu har alle valglokaler åbnet, og Mar-cos har proppet seks rapporter ned i sin rygsæk. Vi hopper op på motorcyklen og kører videre til næste valgsted.

La Bodega, El Guineo, Talazna, Fonseca – og returI landsbyen La Bodega er en anden ob-

Marcos styrer motorcyklen, som var den en del af ham selv.

I Santa Rita står folk tålmodigt i kø

for at få lov til at sætte deres kryds.

Det andet Nicaragua: AtlanterhavskystenNicaraguas autonome regioner ved Atlanterhavskysten er en far-verig blanding af sprog, hudfarver, religioner og skikke. Det store område med jungle, floder og kyststrækning var oprindeligt be-boet af miskito-, rama- og mayangna-indianere, men fra kystsiden blandede kreoler, garifunaer og alskens sørøvere sig med de indian-ske grupper. De senere år er der fra den anden side sket en massiv indvandring af fattige mestiz-bønder. Området er politisk delt op i RAAN mod nord og RAAS mod syd. Foto: Erika Brenner.

”Du har ikke skrevet, hvornår valgstedet åbnede”, siger

Marcos til observatøren.

NICARAGUA

Valgobservation er demokrati i praksis

Er det rigtigt, at jeg kan stemme, hvis jeg fremviser mit ID-kort?

Mellemfolkeligt SamvirkeMAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 28 MAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 29

servatør blevet nægtet adgang til valglo-kalet, fordi han ikke havde ID-kort, i El Guineo må en mand ikke stemme, fordi hans ID-kort har forkert adresse. I den lille flække Talazna blev en observatør smidt ud, da valgkomiteen konstitu-erede sig. ”Som om de gik til valg for første gang”, hvæser Marcos og beder observatøren om at skrive et klagebrev. Sidste stop er Fonseca, hvor endnu en observatør er blevet smidt ud, fordi han ikke har ID-kort.

Tilbage i Siuna klatrer motorcyklen op over de store sten på vejen til Ipades kontor. Marcos og jeg vælter ned af køre-tøjet. Vi har støv over det hele og er møre i led og muskler. Men Ninoska, Ipades koordinator i Siuna, møder os med et frisk og effektivt ”Hvordan gik det så?”

Marcos rækker hende rapporterne og fortæller om overtrædelserne. Hun griber med det samme telefonen og rin-ger til det kommunale valgcenter. Ingen svarer. Så taster hun nummeret til lo-kalradioen. ”Hør her Juan”, siger hun, ”der har igen været et par brølere. Kan du ikke lige give mig en hånd?” •

Ipade, Instituttet for Demokrati og UdviklingIpade arbejder for at fremme demokrati og god regeringsførelse og for at fremme økonomisk udvikling med lokalsamfundets deltagelse. På demo-kratiområdet overvåger Ipade udviklingen nationalt og har et program for borgerdeltagelse og valgobservation i den nordlige autonome region, RAAN. Ipade har fået støtte fra MS-Mellemamerika siden 1996. Hjemmeside: www.ipade.org.ni

”Valgobservation er vigtig for at minimere risikoen for valgfusk, men det er lige så vigtigt, at folk selv holder øje med, at reglerne bliver overholdt. Det handler om at styrke mennesker, om at øge den folkelige deltagelse”, siger Harry Chá-vez. ”En ting er at deltage i en workshop om folkelig deltagelse – noget andet er at føre det ud i livet. Valgobservation er folkelig deltagelse og demokrati i praksis”.

Harry Chávez er koordinator for Ipades’ lokalafdeling ved Atlanterhavskysten – en af Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisationer i Nicaragua. Ipade, Instituttet for Demokrati og Udvikling, arbejder for at fremme folkelig delta-gelse og med valg og valgobservation. Ipade rekrutterer især valgobservatører blandt landsbyledere og de unge.

Chávez understreger, at det ikke kun handler om selve valgdagen. Det er en større proces, hvor observatører tjekker, om folk er med på valglisterne i deres landsbyer. De går fra dør til dør og opfordrer folk til at stemme. De deltager i workshops om valgenes betydning, og de bliver undervist i observation på selve valgdagen. ”Hele processen giver de unge selvtillid og styrke, og det baner vej for folkelig deltagelse i bredere forstand”, siger Chávez. De unge udgør et stort potentialeDet har Ipade har haft succes med. I Siuna er mange unge valgobservatører be-gyndt at deltage i andre Ipade-aktiviteter. De er blevet ledere i deres landsbyer, de deltager i kommunernes ”udviklingskomiteer”, og de er blevet stærkere og mere målrettede i deres kamp for en bedre liv. De udgør et stort potentiale for Atlanterhavskystens udvikling, mener Chávez.

Andre steder har Ipade rekrutteret valgobservatører blandt lokale ledere og folk, der er aktive i andre Ipade-projekter. I Rosita og Bonanza arbejder Ipade med et uddannelsesprojekt for lokale ledere, så de bedre kan forhandle med de lokale myndigheder. I El Rama får befolkningen støtte til at producere mere varierede afgrøder og til at finde nye afsætningskanaler. Et andet projekt går ud på at overvåge demokratiet ved at ”måle” i hvor høj grad myndighederne tillader folk at deltage i beslutningsprocesserne.

I alle tilfælde er formålet det samme. Som Chávez udtrykker det: ”Vi ønsker at styrke demokratiet og fremme menneskers deltagelse i de fora, som giver dem indflydelse på deres egen hverdag” •

Valgobservation er demokrati i praksis Det er befolkningens egne valg, og de er selv de bedste til at overvåge dem, siger Harry Chávez fra organisationen Ipade.

Projekt PrinzapolkaUdover det arbejde, som Ipade udfører i området, har Mellemfolkeligt Samvirke siden 1993 støttet et udviklingsprojekt for 12 miskito-landsbyer langs Prinzapolka-floden i samarbejde med organisationen Ophdesca. Mellemfolkeligt Samvirke udgav i 2005 DVD’en ”Río Prinzapolka” om dette arbejde, som kan rekvireres ved henvendelse på tlf. 7731 0081, email: pb@ms.dk. Læs mere om projektet på www.prinzapolka.dk. Foto: Peter Bischoff.

Pinstrup skifter mening Den internationalt aner-kendte jordbrugsøkonom Per Pinstrup-Andersen har til tids-skriftet Global Økologi og Information erklæret, at han har ændret opfattelse og nu ser store muligheder i økologiske landbrugsmetoder som en farbar vej for verdens fattige bøn-der. Han har tidligere afvist, at verden kunne brødfødes uden brug af kunstgødning og pesticider. De nye toner er interes-sante også på baggrund af, at Pinstrup var medforfatter til den såkaldte ”Vislandmændsrapport”, som Mellemfolkeligt Samvirke udgav som debatoplæg i 2003. Rapporten vakte kritik både hjemme og blandt partnere i u-landene, fordi den åbnede for brug af genmodificerede afgrøder som løsning på det globale fødevareproblem. Selv om han giver økologien en fremtrædende plads, er han fortsat fortaler for de gensplej-sede afgrøder – han ser gerne gensplejsningens fordele udnyt-tet af økologerne.

Brølere ved næsten alle valgsteder! Ninoska er vred og går straks i aktion.

BazaarSmå sejlere på virtuelt besøg i Tanzania I starten af marts deltog MS-Tanzanias informationsarbejder Lisbeth Jensen i et utra-ditionelt oplysningsarbejde. Geografi-lærerne for 3., 4. og 5. klasserne på Ordrup skole var gået sammen om et projekt, hvor eleverne skulle sejle jorden rundt på et gammel sejlskib og lægge til i forskellige havne – i cy-berspace vel at mærke. I hver havn skulle de søge oplysninger om stedet med bl.a. Google på Internettet. Da de stævnede ind i Dar es Salaams havn, var det Lisbeth Jensen, der over Messenger svarede på elevernes spørgsmål om levevis, fødevarer, erhverv og børns vilkår. Da hun nævnte sisal som eksportprodukt, blev der prompte spurgt, hvad det var. Det førte til en snak om nylon contra sisal, og at deres gamle sejlskib selvfølgelig brugte sisal og var med til at sikre arbejdspladser i Tanzania. Læs mere: www.ms.dk/sw34945.asp

Støtte-CD for folk på flugt Underlyd er navnet på en ny støtte-CD med reggae og hiphop. Indtægterne går til ”Flygtninge under jorden”. Musikerne er Ataf, Turkman Souljah, Per Vers, Zaki, Beatsters, Gatas Parlament, Favelachic, MisMarie og Little T. Køb den for 100 kr. på www.underlyd.dk

Storbyens unge i Tanzania Det nye nummer af ZAPP – Mellemfolkeligt Samvirkes magasin til 13-17-årige – sætter fokus på storbyens unge i Tanzania. Her lokker drømmen om storbylivet mange til Dar es Salaam, der har to-tre millioner indbyggere. Men mødet med storbyen er ofte en brat opvågning i et land præ-get af fattigdom, aids og arbejdsløshed. Nummeret sætter ansigter på byens unge og deres liv og drømme. Trods nedskæringen er det lykkedes at finde andre sponsorer, så ZAPP udkommer med fire numre i 2006 støttet af EU-nævnet, LO, 3F og Danida. I bladets 13-årige levetid har hundredetusinder af unge fået et globalt indblik, serveret i et sprudlende layout og et nutidigt sprog. Et abonnement med fire numre koster kun 195 kr. – køb det til din yndlingsteenager! Læs mere: www.zapp.dk

Tranquebar – bogcafé for rejsende Efterfølgeren for Verdensbutikken i Borgergade 14 – Tranquebar – slår dø-rene op den 19. maj. Tranquebar bliver en bogcafé for rejsende med både bøger, verdensmusik, café og musikalske og litterære arrangementer. En oase hvor alle slags rejsende kan mødes, lade sig inspirere, øge sin viden og afstikke kurs mod nye mål til lyden af verdensmusik og over en kop mokka. Udvalget omfatter både nye og antikvariske bøger, rejseberetninger, histo-rie, politik, biografier, kultur, arkitektur, kunst, religion, ordbøger, parlørs, guides, kort, bøger for professionelle rejsende, skønlitteratur, verdensmusik og udvalgt kunsthåndværk. Tranquebar er stiftet som en erhvervsdrivende fond af en kreds af personer med støtte fra en række fonde og Mellemfol-keligt Samvirke. Stifternes vision er at skabe rum for positiv dialog i en tid præget af negativ konfrontation.

Det illegale Europa Illegal ind-vandring i EU er emnet for en ny bog udgivet af Geografforlaget og Mellemfol-keligt Samvirke. Bogen bygger bl.a. på do-kumentarfilmen ”Det Andet Europa”, der blev vist på DR1 den 22. marts, og som er produceret af Poul-Erik Heilbuth. Han er sammen med Tina Nørager Dahlstrøm og Vibeke Agerdal Nielsen også forfatter til bogen, der fortæller om et Europa, vi sjæl-dent hører om. Der bygges mure og hegn for at stoppe illegale indvandrere, men der

har aldrig været flere end nu: Fem millioner bor illegalt i EU, og tallet vok-ser hvert år med 500.000 – en arbejdskraft, som Europa er dybt afhængigt af. Læs mere: www.geografforlaget.dk

Husk også:Demokrati: Dig, Mig og Vi#2-2005

Mellemfolkeligt SamvirkeMAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 30 MAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 31

Jeg vil fortælle om de bedste tre uger i mit liv – en tid, hvor jeg virkelig følte, at jeg levede. Det hele startede i maj måned sidste år. Jeg gik i 2. G og var mildest talt godt træt af skolen og hver-dagens trivialitet. Det eneste lyspunkt var udsigten til sommerferien, hvor jeg sammen med en ven skulle på Interrail. Derfor ramte skuffelsen hårdt, da han aflyste turen. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg nægtede at blive hjemme, nu skulle den sommerferie udnyttes, og min rej-sefeber brændte i kroppen. Hvis ingen ville tage med mig, måtte jeg tage af sted alene.

En ældre ven forslog mig at tage på en workcamp med Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg undersøgte sagen og til-meldte mig en camp på en lille ø i Mid-delhavet ud for Frankrigs kyst. Der stod, at man skulle være 18 år, men da jeg fyldte 18 år dernede, tænkte jeg, at det ikke gjorde noget. Turen kostede 1000 kr. for tre uger, og man skulle hjælpe med at renovere et gammelt fængsels-fort. Det lød spændende, og prisen var lige i øjet. Men jeg var ret spændt – det var første gang, jeg skulle rejse på egen hånd.

Efter at have skiftet fly i London lan-dede jeg i Montpellier, hvor jeg skulle overnatte, inden jeg tog videre til hav-

nebyen Agde. Om aftenen stødte jeg på en flok amerikanske piger og to irske drenge. Det udviklede sig til noget af en bytur, da irer ikke er dem, der går tid-ligst i seng. Næste morgen tog jeg toget, hvor jeg mødte en smuk fransk pige på min egen alder. Hun havde planer om at komme til Danmark, så vi udvekslede e-mails og telefonnumre – gode venska-ber kan skabes på under 40 minutter i et tog!

I Agde mødte jeg så de andre deltage-re: en lyshåret pige fra Hviderusland, to piger fra Bilbao, en typisk englænder, en lille bredskuldret tjekke, to tyske piger, to franske piger og en skeløjet fransk fyr. Desuden var der de to ledere: en lang-håret mand med ar i ansigtet og sår på hænderne, som lignede en hulemand, der lige var blevet frosset op fra sten-alderen, og en tyk kvindelig leder med ringe i hele ansigtet, et hidsigt tempe-rament og en lille rottweiler-hvalp. Jeg var den eneste dansker.

Primitive faciliteterSelv om jeg havde læst, at faciliteterne på øen var yderst primitive, blev jeg al-ligevel chokeret. Øen var stor set ikke-eksisterende – bare et gammelt stenfort bygget på nogle klipper. Der var hverken elektricitet eller rindende vand. Ma-

den blev lavet over bål eller på et lille gasblus. Opvask og bad løste vi ved at hejse iskoldt vand op fra en ældgam-mel brønd. Om natten sov hele flokken i et vindblæst rum. Vi havde nogle usle madrasser, og når vinden var kraftig, fik man små sten i ansigtet, der faldt ned fra taget. Vi var kort sagt sparket tilbage til Middelalderen.

Kommunen havde i deres generø-sitet opstillet et festivaltoilet for nogle år siden, som først skulle tømmes. Det ville være en overdrivelse at kalde det et toilet. Det var bare et hul i et skur, så man fik alle tiders chance for at træne sine benmuskler, når man skulle sidde på hug. Heldigvis sørgede madlavnin-gen for, at vi fik hård mave, så vi kun havde behov for at gå på kummen hver tredje dag. Drikkevandet blev sejlet ud fra fastlandet i store dunke, og det blev som regel temmelig lunkent i varmen. Nogle gange var vi heldige at få en fla-ske isvand eller to fra kaptajnen – med besked om, at det kun måtte drikkes med pastis. Det mente vores leder var den eneste rigtige måde at udnytte det kolde vand på.

Cementblanding ved håndkraftArbejdet bestod i at blande cement ved håndkraft, som derefter blev brugt til

at fylde huller ud i fortets stenvægge. Der skulle også bygges en mur, hvor ste-nene først skulle hugges ud med syl og hammer og bagefter placeres rigtigt, så ”puslespillet” gik op. Jeg fik fire vabler alene på den ene hånd. Arbejdet stop-pede som regel ved 1-2 tiden, og resten af dagen tilbragte vi på stranden, hvor vi forsøgte at vaske den værste cement af huden og ud af håret. Det var skønt! Vi fik virkelig en fornemmelse af, hvor-dan livet må have været for fangerne og soldaterne på denne primitive ø. Vi sam-lede muslinger og fiskede på klipperne, og fangsten blev tilberedt med hvidvin og sydfranske krydderier. Det lykkedes endog en af de franske piger at fange en blæksprutte, som smagte fantastisk.

Itziar fra BilbaoMen det bedste ved de tre uger på øen var den smukke pige fra Bilbao. Hun hed Itziar, og hun så godt ud, selv om hun havde cement i hele ansigtet, og

sveden dryppede fra hende. Hun svøm-mede som en fisk, var morsom, charme-rende og intelligent. Flere nætter valgte vi at sove udenfor under en åben himmel dækket af stjerner. Jeg har aldrig haft det så godt før, de tre uger fløj af sted. Det frivillige renoveringsarbejde blev en fornøjelse, og selv om vi jokede med, at den eneste forskel på os og de gamle fanger var, at vi betalte for at arbejde, så var det fantastisk.

En workcamp med Mellemfolkeligt Samvirke kan varmt anbefales. Der blev knyttet stærke bånd, fyldt med gyldne løfter om gensyn og sammenhold. Itziar besøgte mig i Danmark en måned efter, og jeg tog en tur til Prag i efterårsferien for at møde min tjekkiske ven. Jeg lider dog stadig af den forfærdelige sygdom kaldet rejsefeber og er i øjeblikket i gang med at planlægge en tur til Spanien for at gense min spanske veninde. Venskab og kærlighed nedbryder alle kultur- og landegrænser.

På trods af vabler og hård hud fik vi bygget muren færdig, og hvis man no-gensinde skulle have lyst til at besøge stedet, så kan man tage en færge fra Cap Agde og ud til øen – og så bør man gå op på taget, hvor man finder en mur, der ser nyere ud end resten af byggeriet. Og øverst på muren tredje sten fra venstre har to personer hugget deres navne ind klippestenen. Der står: Itziar ♥ Rasmus. •

Kbedriftærlighedens Rasmus Skov Olesen fortæller om en workcamp på en lille ø i Middelhavet, som trods primitive forhold blev de bedste uger i hans liv. Og hvor han mødte Itziar fra Bilbao.

12 personer fra 7 lande arbejde sammen i projektetTEKST › Rasmus Skov Olesen › workcampdeltagerGLOBAL CONTACT

Rasmus og Itziar slapper af fra arbejdet med at renovere fortet.

En workcamp med Mellemfolkeligt Samvirke kan varmt anbefales, skriver Rasmus.

REJSER MED HOLDNING

Mellemfolkeligt SamvirkeMAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 32 MAGASINET › NR. 1 › 2006 › SIDE 33

TEKST › Signe og Janne › frivillige i KenyaGLOBAL CONTACT

Vi arbejder på et rehabiliteringscenter for piger lidt nord for Nairobi i Kenya. Pigerne kommer fra hele landet og er delt ind i tre kategorier: kriminelle, om-sorgskrævende og piger uden forældre-kontrol. Pigerne er mellem 10 og 18 år og bliver generelt betragtet som krimi-nelle. Skolen er som et fængsel, og de har fangenumre på kjolerne, men der

er dog sket en forbedring fra tidligere, og navnet er ændret fra institution til rehabiliteringscenter.

Pigerne har faste rutiner med tøj-vask, madlavning og rengøring, som de selv står for, og derudover undervisning. Efter 8. klasse kan de få timer i syning og husarbejde, men læreren er gået på pension, og de har ikke haft råd til at

ansætte en ny, så de største piger har siddet i et tomt klasseværelse og gloet i et par måneder!

Vores opgave er at tage os af de store piger og af de nyankomne. Hver dag kommer der nye piger fra retten, og de kommer ind i vores klasse for at falde til, inden de starter sammen med de andre. Så det er en blandet forsamling både i alder og niveau. Vi har både de små, der skal lære forskellen på B og D, og de store piger, som vi gerne vil lære at diskutere og argumentere og tænke over emner som rettigheder, kærlighed og aids. Nogen gange har vi overvurderet

situationen lidt, når vi på bedste danske vis lægger op til en spændende diskus-sion, og de bare falder fuldstændig fra. Her er udenadslære stadig i højsædet, og mange bliver forvirrede, når vi ”hører dem” i noget, de ikke har lært.

Snak og omsorgNogle af de store piger på 14-15 år har aldrig rigtig gået i skole, og det er heller ikke det, som de fleste har brug for. Det er snarere snak, omsorg og oplæring i socialt liv, for flere af dem kommer di-rekte fra gaden og ved hverken, hvordan man vasker sig, sidder stille eller deles om at lege med en bold. Mange er ikke vant til ar være alene med en voksen (eller delvist voksen, he-he). En som bare er der og lytter og ikke fortæller det videre til andre. Vi ved ikke altid, hvor meget vi får rykket, men om ikke andet fungerer vi som en mulighed for at få grædt ud – og det er også fint, for en del har brug for det.

Man lærer at ændre sit fokus, for hvis man betragter landet eller skolen som helhed, kan det virke som en håbløst uoverskuelig mundfuld. Så det hjælper at fokusere på at gøre nogle små ting og nogle situationer gode for dem – f.eks. at gå over til skolen i tusmørket og sige godnat til dem gennem tremmevinduer-ne, så bliver de så glade. Og vores piger er så søde! Nu er vi flyttet ind i et hus ved siden af skolen og har mulighed for at se dem også uden for skoletiden – selv om det godt kan blive lidt trættende at have 110 opmærksomhedshungrende naboer hele tiden.

AfstraffelseOg så er der det med disciplineringen, som virker meget hårdt. Det er en meget almindelig straf på skolen at få barberet håret af, så flere af pigerne ligner noget, der giver en uhyggelige associationer. Og hvad angår fysisk afstraffelse har vi godt nok haft vores hårde dage. Når man selv tror på, at vold kun gør ondt værre, er det hårdt at se børn blive banket med pinde og hanke fra spande.

Vi har haft en del diskussioner med læ-rerne, og det har også været oppe på personalemødet. For få år siden blev det forbudt at straffe børn fysisk her i Kenya, og forstanderen har flere gange sagt, at her er sket store fremskridt. Men vi har indimellem haft nogle rigtig hårde dage, og så er det godt, at vi er to og har en forstående dansk skulder at græde ud

Signe og Janne arbejder som frivillige på et pigehjem i Kenya, ud-sendt gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Deres opgave er at tage sig

af pigerne, og det giver indblik i en anderledes verden,hvor f.eks. fysisk afstraffelse endnu ikke er udryddet.

fra et pigehjem Indtryki Nairobi

Global Contact er Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram, der sender unge og ældre på rejser med holdning til hele ver-den. Se aktuelle tilbud her og læs mere på vor nye hjemmeside www.globalcontact.dk

Brug sommerferien på en spændende workcampTrods navnet er en workcamp en slags ferie, men meget anderledes. En camp varer typisk to-tre uger og har deltagere fra over ti forskellige lande. Arbejdsda-

gen er fire-seks timer og ikke i weekenden, så der er god tid til at snakke og feste. En workcamp er sjov og fyldt med udfordrin-ger. Du smager forskellig mad, taler flere sprog og udveksler ideer, følelser og viden om dig selv og din kultur med andre. At bo og arbejde under fremmede himmelstrøg med folk fra forskellige lande giver en fantastisk mulighed for at udvikle sig personligt og få noget med hjem i rygsækken. Udover dit personlige udbytte, gavner arbejdet også lokalbefolkningen. Det spænder fra sociale og kulturelle aktiviteter for børn og unge til bygge- og oprydningsopgaver. Der er masser af muligheder med over 1500 workcamps verden over. Du kan deltage i socialt arbejde i flygtningecentre i Italien, i historiske workcamps i koncentrationslejre i Tyskland og Rusland, hjælpe med forberedelserne til VM i koneløft i Finland, deltage i genopbygningen efter orkanen Katrina i USA eller lave aktiviteter med børn i Perus bjerge. Workcamps i Europa koster 1.700 kr. uden flyrejse og for-sikring – i resten af verden 9.700-12.700 kr. med flyrejse og forsikring. Kost og logi er inkluderet på alle workcamps. Læs mere på www.globalcontact.dk

Seniorer med verdenshorisont Er du mellem 40 og 75 år, og har du lyst til at supplere en enestående ferie med personlig indsigt? Har du lyst til at hjælpe nogle af verdens fattigste, så rejs ud med Global Contact. Fra somme-ren 2006 tilbyder vi rejser med holdning

for de lidt ældre danskere. Det spiller ingen rolle, om du er på efterløn, pensioneret, på or-lov fra dit arbejde eller bare ønsker en ferie med nye dimensio-ner og oplevelser. Men du skal have lyst at bidrage til en mere

retfærdig verden. I år tilbyder vi rejser til Zanzibar, Trankebar, Mellemøsten, Uganda og Indien. Du kan hjælpe Trankebars kvinder med kystsikring efter tsunamien, undervise børn i Nordindien eller lave socialt arbejde på Zanzibar. Vores seniorrejser varer typisk fire uger. I rejsen ind-går en uges forberedelse på en højskole i Danmark. Prisen er 20.000-25.000 kr. afhængig af destination. Læs mere på www.globalcontact.dk eller ring tlf. 7731 0022 alle hverdage mellem 10 og 17.

Next Stop MellemøstenVil du med ud og møde almindelige mennesker i Mellemøsten? Diskutere og blive udfordret på dine værdier med det formål at komme videre sammen? Global Contact tilbyder danskere i alle

aldre en fantastisk rejse til Iran, Syrien, Jordan og Egypten med Next Stop Mellemøsten i juli 2006. Mellemfolkeligt Samvirke har taget initiativ til ”Next Stop Mellemøsten” for at skabe dialog, forståelse og venskab mel-lem almindelige danskere og arabere – for at mødes, diskutere og udfordre hinanden på vores værdier. Tag med og giv dit bidrag til løse en konflikt, der kan virke uoverskuelig. Rejserne til Iran, Syrien, Jordan og Egypten varer ca. tre uger. I rejserne indgår en uges forberedelse på Krogerup Højskole med foredrag om mellemøstlige forhold og diskussioner om initiativer til at fremme sameksistens. Pris: 9.500 kr. Læs mere og tilmeld dig på www.nextstop.dk

Rejs til Ghana med Global ContactVi tilbyder nu også rejser til Ghana i Vestafrika – kendt for sin fantastiske gæstfrihed. Sammen med den ghanesiske

organisation DIVOG arrangerer vi rejser til den naturskønne Volta-region, hvor du kan undervise børn og unge, arbejde med ghanesiske kvinders roller i samfundet eller engagere dig i arbejdet med hiv/aids. Første tur til Ghana har afrejse 1. juni og koster 21.700 kr. inklusive kost og logi, forberedelsesseminar, flybillet t/r til Ac-cra og en introduktionsuge hos vor lokale partner i Ghana. Læs mere på www.globalcontact.dk

Rejser med holdning Redaktion: Kirstine Vestergaard Nielsen og Morten Sigsgaard

ved. Så det er rart at kunne lukke døren til vores lille hus.

Men det er også rigtig hyggeligt, når pigerne kommer på besøg et par stykker af gangen og sidder og høre musik i vores discman og læser danske blade og får en karamel. Vi havde aldrig forestillet os, at en sovepose kunne virke så mærkelig, når man aldrig har set en før! •

Lær spansk i GuatemalaVil du lære spansk og deltage i projekter til gavn for lokalbefolkningen, så tag til Guatemala!Vi tilbyder fire ugers intensivt sprogskoleophold i byen Quetzaltenango (Xela). Du bliver indkvar-teret hos en lokal familie og får fem timers undervisning om dagen med egen lærer. Selv om du ikke taler spansk i forvejen, vil du få noget ud af opholdet. Efter sprogskolen kan du sammen med lokale unge deltage i et af Xelas mange frivilligprojekter til gavn for lokalbefolkningen. Vi har otte årlige ture til Guatemala, næste gang 12. juni. Pris: 24.000 kr. Læs mere: www.globalcontact.dk

Signe og Janne med nogle af

pigerne.